VIII
✂ Tiden gik. Firserne var udløbet. Gerhards Liv i Hovedstaden lignede stedse en Maskines; - men Maskinen indstillede nu og da det tvungne Arbejde, satte gennem stjaalne Nattetimer ny, frisk Damp op; og over disse Nætter kom der til at hvile en Duft, en Farve og Klang af Fest og Helligdag. Erindringen, Længslen, Haabet.
✂ Et lille moderne Toaktsstykke, fint og dybt - som legende Solskær over en sydlandsk Kyst; det var Resultatet af de stjaalne Nattetimer; det blev indleveret, antaget - blev opført og faldt igennem. Sidst havde Forsøget været for »djærvt«, dennegang var det for »fint« - for det store Rum, der indesluttede de sex hundred abonnerende Tanter og de tusind trætte Grosserere.
✂ Gerhard tænkte, at nu kunde han og Theatret passende tage Afsked med hinanden.
✂ Nogle Dage efter Stykkets Opførelse stod der i det nøragerske Organ følgende Digt underskrevet Ulf.
Vi vil Guder!
✂
Andre Stier lad os træde,
andre Syner lad os se!
hvorfor piskes til at græde -
som var det for sent at le?
✂
Vi vil Guder - kom nu, Seer!
vi har længst af Dogmer nok;
vi vil atter Aander, Feer
i en billed-broget Flok.
✂
Vi vil ej bag Dyrehuder
se os selv i bæstisk Flok:
vi vil lattermilde Guder
med den epheu-kranste Lok;
✂
med det store Smil om Munden
og det aabne, varme Blik -
Arven, som de nok i Grunden
fra vor Adels-Ahne fik!
✂
Arven fra vor Stammefader,
menneskelig stor og skøn,
som sit Paradis forlader
endnu harmlos, endnu grøn,
✂
endnu ukendt med at bande
Jordens moderlige Navn,
endnu Guds-Duft om sin Pande
- og en Eva i sin Favn!
✂
Ja, om saa vort Hjærte flænges
under Dødens Rovdyrs-Tand,
vil vi under Latter længes
mod Elysiums Drømmeland.
✂
Vi vil Guder, Genier, Aander,
Alfer i en skælmsk Tagfat -
mens vi os paa Lejet vaander
i den lange, lange Nat.
✂
Gaa tilside, sorte Præster
med jert sorte Hjærnespind!
Edith, led til lyse Fester
ved din hvide Haand mig ind!
✂
Gennem lange, tunge Nætter
- tunge ved et Livs Forlis -
vær mig Feen, som forjætter
os det tabte Paradis!
✂
Mange har jeg kunnet more
ved et sært, barbarisk Sprog -
569
vis mig stille nu den store
klare, skønne Billedbog!
✂
Kraftesløs jeg kan kun sende
Dig et Blik, et ydmygt glad,
mens jeg ser din Haand at vende
roligt for mig Blad paa Blad.
✂
Og fra Bogens Sider strømmer
Styrken atter til mit Sind,
mens paa Barnevis jeg drømmer
mig i Helte-Verdner ind:
✂
Skove ryddes, Udyr fældes
og Tyranner strækkes ned
af en Adels-Slægt, som ældes
aldrig i al Evighed.
✂
Druen dufter, Øjet skinner,
Læben synger Livets Pris:
stærke Mænd og stolte Kvinder -
o det svundne Paradis!
✂
Guder vi vil, vi vil Helte -
og vi griber fra vor Grav
efter Afrodites Bælte
og den gyldne Thyrsusstav!