✂ Vintren, som fulgte, er i mange Enkeltheder som udslettet af min Erindring. Jeg husker alt, hvad jeg som Elleveaarsdreng sagde, gjorde eller undlod at gøre. Hvad jeg ti Aar derefter dagligt foretog mig, er væk og borte. For Familien var jeg en Gaade. Men da Gaaden levede stille paa sit Værelse, tilsyneladende besøgte juridiske Forelæsninger og sjældent bad om Lommepenge - saa slog man sig til Ro. Papa gik sine Veje, Mama forfulgte sine Interesser. Der maa være kommen en paafaldende Alvor over mig - men Alvoren var netop det, man gik af Vejen for derhjemme. Jeg gav ingen offentlig Forargelse; det var nok. Kun blev man lidt betuttet over min Korrespondance. Bestandig kom der disse tykke, vægtige Breve - samme Udskrift, Haanden lidt barnlig, med store, aabne Bogstaver og 619 de resolute Sving. Saa lod jeg min Elskede adressere sine Breve til min skikkelige Tante, hvor jeg fandt Trøst, Fortrolighed og - naar det kneb - Penge til Bøger og Komediebilletter. Til Komedie og navnlig til Koncerter listede jeg mig altid hen. Og jeg læste - uendeligt; men Jura var det ikke. Fremmed Literatur - hultertilbulter - Shakspeare, Scribe, Calderons Dramer og Henrik Ibsen, som den Gang lige havde stukket sit store Hoved, med Kotelet-Skægget og de fast sammenspigrede Læber, op over den literære Horisont. Hos os var der Dødvande - med en tungt lastet Sejler, som H. F. Ewald, i aandelig Fragtfart mellem Filisteriet i Hovedstaden og Filisteriet i Provinsen. Som den lille By havde sovet den første Morgen, da jeg kom til Øen, saaledes sov Hovedstaden. Ingen truede med at forstyrre Dvaskeriet og Selvgodheden. Ibsen blev knæsat som »religiøs« Vækkelsesprædikant af Bredgade. Bjørnson færdedes i Italien og havde endnu ikke forandret Signaler. Den russiske Roman laa endnu under Sneen. Paa sin »Ø« - ligesom Garibaldi paa sin - levede Victor Hugo, som vore Dagblade kaldte et gammelt Vrøvl. Den store »tavse« Imperator beherskede Frankrig - og vor Journalistik. Boghandelen ernærede sig kristeligt af Martensen og af Skolebøger. Blicher læstes af nogle jyske Libhavere. Carl Baggers Jordpaakastelse var forlængst besørget af vor bornholmske Saxo Grammaticus. Om Aarestrup vidstes intet andet, end at han var død som Stiftsfysikus. Endnu vegeterede tre, fire af vore »store« Digtere aflægs som Pensionister hver i sin Krog. Andersen havde Guldsot, digtede ikke mere, men var paa europæisk Tournée som Æventyrkonge. Ingen, der ikke netop var i Besiddelse af et godt Konversationslexikon, anede noget om Socialisme eller Kommunisme. At kunne stave Revue des deux mondes igennem oppe i Athenæum - det var Toppunktet af Bredgades Dannelse. I Studenterforeningen slog man Katten af Tønden og lavede - liderlige - Deviser til Juletræet. Gudsfrygten var ikke særligt fremtrædende - men heller ikke anfægtet i Nordens Athen. Officielt var man højkirkelig - overladende Grundtvigianismen til Landsbyskolelærere. Ingen faldt paa, at Byen trængte til nye Kirker - saa lidt som til Sædelighed, Totalafholdenhed, Hundeskat eller indre Mission. Man søgte at adsprede sig - som man altid vil gøre i en Hovedstad. Politiken lod man nu engang som et nødvendigt Onde ligge »links« - hvor den laa i den gamle Suppedas mellem Bondevenner og Doktrinære. Det var ikke »fint« at beskæftige sig med den - heller ikke videre morsomt. Indenfor Voldene kunde Hund og Kat saa taaleligt trives.... og udenfor Voldene laa der et lille godt, fedt, frugtbart Land, som hed Danmark - hvorom der var digtet og skrevet en 620 Uendelighed af skønne Fædrelandssange, og som Vorherre i det mindste af den Grund maatte have en faderlig Forkærlighed for.
✂ Man sov. At man slet ikke havde onde Drømme, vil jeg ikke paastaa. Drømmene kom allenfals ikke frem i Skrift og Tale. For mig var det en Søvn.... og den irriterede mig slutteligt.
✂ Forelobig læste jeg alt muligt imellem hinanden. Kierkegaard i Selskab med Feuerbach, Strauss, Renan. Jeg læste dem »æstetisk« - hvad vi Danske plejer. Men der blev hængende Bider og Brokker, som foraarsagede mig alvorligt Mareridt. Ingen Plan - ingen, som kunde vejlede mig! Jo, der var en tidligere Lærer, en Mand, til hvem jeg saa' op med ungdommeligt Sværmeri lige fra Skolens Dage. Han havde lidt Skibbrud som Digter - og var dog Digter. Miskendelsens, Isolerthedens, Selvkritikens og Selvironiens Skærsild var bleven ham til Del. Vi var en lille trofast Kreds, som gæstede hans altid aabne, fordringsløse Hjem. Dér steg Guder op for mit undrende Øje...... og naar han gestikulerende med den lange Pibe, sammenrullet i et Hjorne af Sofaen, med de korte Ben trukne op under den graa Slobrok, med de af Trods, Begejstring og aforistisk Vid spillende brune Øjne fæstede paa Fotografierne efter den milesiske Venus og Forums Ruiner.... naar han saaledes æggede os til Modsigelse og ildnede os til »ideel« Stræben ud over Koteri, Klikke, Døgnets Fraser og Livets Daarskaber, imedens han kastede sine Sarkasmer og Citater i Hovedet paa Disciplene.... ja saa kunde disse Disciple være gaaet i Ilden for Mestren!
✂ Men allerede paa den lange Vej hjem, gennem Vinternattens Sole, fra hans afsidesliggende Bolig - allerede da begyndte det hos mig at vaande sig efter en Plan, et ordenligt System - næsten ligegyldigt hvilket. Kom jeg til ham ved Dagen, naar han var træt af Skoleslid, lemlæstet af literært Hakkelseskæreri - saa vilde han for det første give dette literære Sisyfosarbejde saavel »etisk« som æstetisk Gyldighed. »Jeg lægger vor Guldalder-Literatur tilrette for de unge Mennesker!« sagde han med Vægt paa sit Arbejde derved. »Det er bedre end at skrive Vers i Ny og Næ - som Damerne kun bruger til Krøllepapir!«
✂ Javist. Men jeg saa', hvor han led under, at Friheden - baade den indre og den ydre - var ham nægtet. Han smed Arkivernes gulnede Manuskriptdynger til Side og læste sine egne Digte op for mig. Altid var der et nyt i den dybe Skuffe. Jeg syntes de var fuldkomne allesammen; og jeg lagde ikke Skjul paa min Beundring. Han nikkede smilende. Men snart efter mistede de brune Øjne deres Glans. Jeg kunde læse hans Tanker. »Hvad nytter det mig, at du, min unge Kikindiewelt, finder dette 621 guddommeligt - naar hverken Forlægger eller Anmælder finder det samme?«
✂ Og ned i den dybe Skuffe vandrede Papiret.
✂ Saa gik det, bittert og skaanselløst, ud over hele Kleresiet. Han trampede og masede dem flade allesammen - disse Styverfængere, daarlige Poeter, Eftersnakkere, Kopister!
✂ Ak! han saa' ikke - hvad jeg forst senere saa' - at han selv var Epigonen, den rige digteriske Natur , men ikke den naturbegavede producerende Kraft. Eller han saa', han følte det.... og derfor lynede disse levende Øjne i Samfundsforagt og Verdensprotest. Det kan nok hænd's at han kilede los paa officiel Kristendom, officielt Hykleri, officiel Presse, brydende Staven over alle vore ynkelige Fremtoninger, Politikere, Statsmænd, Redaktorer, Journalister!
✂ Og denne Sæd faldt i en frodig Jordbund. Han havde ikke behovet at give mig halvt saa stærk en Dosis...... Havde han blot givet mig et »System« med i Kobet!
✂ Nuvel; »Skælm giver mer end han har!« plejede han selv at sige. Og det var rigtigt. Jeg ærer ham, holder af ham, den Dag i Dag. Han rensede en Bunke Forfængelighed ud af mig - satte altid et Spørgsmaalstegn ved mine Daarskaber, naar jeg betroede ham dem som Tegn paa »Genialitet«. Han lærte mig at foragte Snobberi og den danske Tilbøjelighed til at lyve for sig selv. Han hævdede for mig - for hele den lille Kreds - »Idealet«...... og kunde han ikke, saa lidt som nogen den Gang, præcist formulere dette tyskromantiske Begreb..... saa har det dog i sine vage Omrids tit tonet Flag for mig under alvorlige Øjeblikke. Det er ikke hans og ikke Begrebets Skyld, at jeg saa ofte har sat Kikkerten for det blinde Øje - og endda ikke haft Nelsons Undskyldning, den , at være en Nelson.
✂ Næste Foraar rejste jeg til Udlandet. Jeg havde helst rejst Jorden rundt. Men jeg fattedes Penge - og havde min Elskede derhjemme.
✂ Saa giftede vi os - og saa brod de »brændende Spørgsmaals« Bolge ind over Danmarks flade Strande. Vi fik en Forer, og vi gik i Ilden som Officerer og Soldater. Og Sol stod op og Sol gik ned; og Iliaden blev til Odysseen; og ingen af os er ret besét kommen hjem fra den endnu. -
(Udtaget som særskilt Del af Romanen »Forskrevet«, udgivet at
Holger Drachmann.)