Drachmann, Holger

Da Holger Drachmann, næsten på sin 44 års fødselsdag, i oktober 1890 udsendte romanen Forskrevet -, befandt han sig ved en skillevej.

Det var sandt at sige ikke første gang i hans liv, hvor både vaklen, tvetydighed og larmende om- og udsving var hyppige. For den unge mand havde spørgsmålet været, om han skulle være maler eller skribent. Han uddannede sig til det første, men så fik skriveriet overtaget. Også dèr var der flere veje, som dog nok kunne befares vekselvis: den lyriske med verskunsten og den prosaiske med skildring og fortælling, især journalistisk. Begge bragte ham ind i Georg Brandes' kreds, hvor han straks fra 1871 var den allerrodeste, fx med digtet »Engelske Socialister« i debutbogen Digte (1872), der var tilegnet Brandes. Som lyriker og novellist, især med erotiske sujetter, holdt han til blandt gennembruddets mænd. Her fejredes han som tidens største lyriker og som en usædvanlig fortællerbegavelse, som det bl.a. var demonstreret i memoire-romanen En Overkomplet (1876). Dog var og blev han en inspirationens og improvisationens mand. Hans private levned blev noget omtumlet, og de patriotiske og folkelige islæt i hans forfatterskab gjorde den selvhævdende digter mindre opportun for det litterære venstre. Til et kraftigt brud - efter flere reparerede - kom det i 1883.

Hermed er vi inde i Drachmanns »borgerlige« periode, hvor han som ægtemand og familiefar besang de hjemlige dyder og gerne, på anfordring, de fædrelandske på højrepartiets program. For Brandes-partiet var han nu un-person . Fra 1880erne stammer også hans kunstner- og dannelsesroman Med den brede Pensel (1887), et forsøg på Goethe-modenhed, medens mere romantiske og til dels folkloreprægede strenge anslås i andre værker, 634 herunder hans ivrige forsøg i den dramatiske genre, som var ny for ham. Han ville arrivere på Det Kgl. Teater, og han gjorde det (succes'en Der var en Gang -, 1887), men ikke uden trakasserier, der i 1889 fik ham til at eksplodere imod teaterchefen, kammerherre Fallesen. Samtidig var hans privatliv igen ved at gå i skred: digteren var blevet grebet af stor kærlighed til syngepigen Amanda Nilsson, »Edith«. Hans ægteskab gik itu, omend den definitive adskillelse først kom nogen tid efter hans store bekendelsesroman Forskrevet - (herefter Forskr .). Med den havde han brændt sine skibe endnu en gang; nu var han visselig ikke længere borgerskabets digter. Og det genoptagne vekselvise boheme- og morakkerliv - både Ulfs og Gerhards i romanen - tog hårdt på ham.

Han havde endnu en lille snes år tilbage i livet, hvor han navnlig i 1890erne fremviste bemærkelsesværdige resultater i poetisk drama og romantisk-ironisk fortælling. Men den bog, der skulle krone forfatterskabet: Den hellige Ild (1899), er en ruin, planløs, med nogle meget skønne prosastykker og sange. Holger Drachmann døde i januar 1908 som 61-årig, slidt op.