Drachmann, Holger Uddrag fra Forskrevet

↩ I den - relativt moderne - forestilling, som Gerhard bivaner her i bogens første kapitel, har skuespilkunsten ligesom dramaforfatteren åbenbart vanskeligt ved at finde sine egne ben imellem det nye og det gamle. Det nye kan associeres til Henrik Ibsen, men vel også til de lettere aflæggere blandt københavnske forfattere som Otto Benzon (En Skandale , 1884). Det gamle er den romantiske og efterromantiske tradition fra Oehlenschläger til Molbech den Yngre. Svingende mellem det moderne og det romantiske var jo både, hvad man kalder »tiden«, og digteren Holger Drachmann i liv og værk. Og ikke mindst var han det som teaterdigter.