5. Islæt
✂ Forskr . er ikke blot en teaterroman, men også en meget litterær roman, og dette på to måder.
✂ For det første er den som nævnt (ovenfor s. 642f.) lidt af en meta-roman, altså en roman, der tematiserer sin egen art og næsten også sin tilblivelse.
✂ For det andet er Forskr . gennemvævet med citater fra og allusioner til anden digtning. Man taler nu generelt om den slags som »intertekstualitet«, men det er ikke på det mest generelle niveau, at dette forhold er mest interessant - i en vis uinteressant forstand betjener vi os alle af citater og tekstgenbrug. Det er heller ikke de mest tilfældige sporadiske citater, der behøver størst opmærksomhed. Men nogle områder af citater og hentydninger har en sådan frekvens og vægt, at de har del i værkets udsagn på en måde, der overstiger, hvad punktkommentarerne kan sige (oftest blot til identifikation). I Forskr . er de vigtigste knyttet til Ulf og betegnes med forfatternavnene Goethe, Byron-Heine-Musset, Bellman; der er også andre af interesse, bl.a. Heines raffinerede lærling Emil Aarestrup, men lad os først tage disse tre komplekser i øjesyn.
✂ Goethe : Den af digteren forkastede »Prolog«, der er optaget i denne udgaves Tillæg, peger på (dobbelt)romanen om Wilhelm Meister som en art model for Forskr .; men det er for sin personlige regning, at Drachmann har taget et vers fra Faust, Anden Del til motto for romanen, en subjektiv forklaringsretning, hvor Meister hentydningen var objektiv. I Drachmanns og flere forudgående og følgende generationer af danske forfattere var det en selvfølge at kende Goethes Faust og måske kunne dele af den udenad.13 Inde i romanen er det særlig Ulf - i en tidlig fase sekunderet af Gerhard - der gør brug af Goethe, nærmere bestemt af Faust . Her er det første del af stykket: Der Tragödie erster Teil (1808), der holder for.14 Det er Goethes stormfulde og urolige renæssancefigur med 656 hans livsbegær snarere end hans metafysiske grubien, der klinger igen hos Ulf; og især er det den berømte erotiske episode, hvor Faust betages af og forforer og forlader den yndige, småborgerligt opdragne Margarete (Gretchen), hvad der koster hende og deres nyfødte barn livet på en forfærdende måde. Faust aner undervejs i glimt hendes ulykke (i heksescenen på Bloksbjerg: »Walpurgisnacht« v. 4183ff.) og angrer, da det er for sent. Dog bliver det som bekendt til allersidst (i Faust. Anden Del , først trykt 1832) Gretchen og det evigt kvindelige, der frelser Faust fra hans ellers ret fortjente fortabelse. Måske er det mere end et tilfælde, at Forskr . ud over den snævrere Gretchen-handling fra Faust trækker på værtshusscenen »Auerbachs Keller« og heksesabatten i den nævnte »Walpurgisnacht« med dens vulgære erotik.
✂ Fausts diabolske og kyniske - og vittige - ledsager, om man vil: en side af ham selv, er den magiske person Mephistopheles; det er ham, der hjælper til med forforeisen, præsenterer sex fra den animalske side og negligerer Fausts anfald af anger og angst. Ulf og Gerhard i Drachmanns roman svarer ikke til Mephistopheles og Faust hos Goethe; deres makkerskab er et andet. Men både Henrik Gerhard, der har Fausts fornavn, og især Ulf ligner på nogle måder en stormfuld og sønderbrudt Faustskikkelse. Bl.a. har de begge en brudt kærlighedsforbindelse bag sig; og deres nuværende dyrkelse af Edith, på én gang paria for borgerskabet og manifestation af noget ophøjet evigt kvindeligt, har noget af Gretchen-romantikken over sig. Det er næppe heller tilfældigt, at det er hendes navn: Margarete, der i Gerhards drømmetekst »Jeg drømmer«, 1.I.13, er knyttet til den heltinde, der kun kan besiddes ulovligt og med fatale følger. I drammen indgår også andre litterære og drømme-maskerede monstre. Men som karakter ligner Edith aldeles ikke Gretchen.
✂ Da er Ulf langt snarere en ægte Sturm und Drang-yngling som Faust - eller som titelpersonen i Den unge Werthers lidelser , Goethes ungdomsroman (1774) om den flammende og udelukkede forelskelse. Ulf kan den udenad og citerer den (1.II.9, s. 208).
✂ Goethes navn er således ikke for ingenting det forreste i den vidnerække af menneske- og elskovserfarne digtere, som Ulf 657 opregner i sit brev til Gerhard i Paris (1.II.9, s. 209f.). Men det er jo ikke det eneste, heller ikke den eneste digter, af hvem ekkoer lyder i romanen.
✂ Goethe og Byron syntes for en vis eftertid som to søjler at danne portalen til det 19. århundredes poesi. Hos Ulf hører Byron dog snarest sammen med franskmanden Alfred de Musset og tyskeren Heinrich Heine som de specifikt moderne, zerrissene og erotiske digtere. At netop de tre også er centrale personer i de tre sidste bind (1875, 1882 og 1890) af Georg Brandes' Hovedstrømninger , siger i det mindste noget om en fælles horisont for gennembruddets frie litterater. De tre digtere hørte endnu til Sophus Claussens husguder, for resten sammen med Burns og Bellman (se nedenfor) - medens hans og Johs. Jørgensens Baudelaire var for krydret for Brandes' og Drachmanns smag.
✂ Mindst hentydes der i Forskr . til Musset, den beundrede boheme, hvis erotiske digte og skuespil og roman Ulf har kunnet spejle sig i - navnlig romanen: La Confession d'un Enfant du Siècle (1836) om en ungersvends udskejelser og efterfølgende store ødelæggende passion. I Gerhards »Jeg drømmer« kan man måske finde et præg af Mussets skuespil, fx Fantasio (1834). Men vigtigere i bogen er Byron og Heine.
✂ Byron stod langt ned i århundredet som inkarnationen af den gudsforgåede digter, frihedshelt og elskovsbesynger, i lige grad naturidyllens og den sjælelige fortvivlelses tolk. Holger Drachmann havde påbegyndt en oversættelse, der strakte sig fra 1882 til 1902, af Byrons store, vittige, ufuldendte versroman Don Juan (1819-24), og nu just efter en længere pause genoptaget arbejdet.15 Byron var således for Drachmann både blandt hans gamle og hans nye guder. Og Ulf i romanen har Byron som eksempel og Byrons poesi på læberne, og har haft ham med sig siden sin ungdom, som det fremgår af hans selvbiografi i »Den første Kærlighed« (se Tillæg). Drachmann har givet denne af romanen udeladte og separat publicerede tekst et motto fra sin oversættelse af Don Juan ; det er fra versfortællingens første sang, og Drachmann greb således tilbage til den oversættelsesportion, han havde udgivet i 1882. Byron var både Drachmanns og Ulfs favorit - ergo også Skyggens, kan man næsten sige. Skyggens litterære 658 præferencer følger her som i hele den behandlede digtergruppe smukt i hælene på Ulfs. - Der hentydes ikke i romanen til de også dengang kendte - af Georg Brandes i første omgang afviste - historier om Byrons incestuøse forhold til halvsøsteren; at de kan have spillet ind i dannelsen af Ulf-skikkelsen i forhold eller ikke-forhold til Edith, kan ikke udelukkes.
✂ Heinrich Heine , død 1856 i sit eksil i Paris, den tyske digter, der forblev århundredets populæreste i Danmark, hører også naturligt til Ulfs repertoire. Kærlighedsdigter i den høje stil såvel som i den drøje, elegisk, jublende, zerrissen, dertil en nådesløs satiriker over for personer og forhold i samfundet - således i hans gensynsdigt Deutschland, ein Wintermärchen (1844) - endelig også som prosaist en vittig, ondskabsfuld, stemnings- og kapricerig causeur.
✂ Heine var modsat Ulf en élegantier, men derunder ligesom Ulf en utrættelig og upålidelig stridsmand, huggende imod venstre og imod højre - mest det sidste. Hans årelange og alt andet end stumme dødsleje i »madrasgraven« giver Ulf anledning til en spejling: også han er »unjung und nicht ganz gesund« (2.I.3, s. 402). Også Heines vittige prosa i Reisebilder kan Ulf udenad (1.I.9, s. 100).
✂ I verskunst i snævrere forstand går Ulf ikke i hans fodspor - det skulle da være i det hymniske »Juninat« (1.II.1, s. 210-12), der er beslægtet med visse af Heines rimfrie digte i Die Nordsee (1825-26).
✂ Værd at notere er også Ulfs henvisning, i brevet til Gerhard i Paris (1.II.9, s. 209f), til de russiske roman -heltinder som repræsentanter for grænseoverskridende kærlighedsnatur. Af de tre dèr nævnte romanforfattere var Turgenev sikkert en vigtig inspiration for Drachmanns stemningsrige ungdomsroman En Overkomplet (1876); men det er Dostoevskij - Ulf nævner skøgen Sonja og morderen Raskolnikov - der har bidraget til den dramatiske højspænding og rablende fortællemåde i passager af Forskr . (Gerhards togrejse sammen med Halvvig 1.III.22-24) og til idealiseringen af den sociale paria: syngepigen, den holdte pige.
✂ Længere tilbage griber Ulf i sit repertoire og romanen i sine litteratur-islæt for det folkeliges og det dionysiskes skyld: til sidste tredjedel af det 18. århundrede. Den i nogle henseender 659 aristokratiske boheme Ulf elsker ikke alene »rött vin«, men også - skønt rigtignok ikke kritikløst - folket. Det fremgår både af, hvad han fortæller (i sit brev til Gerhard i Paris), og hvad han mere end de øvrige møder i romanhandlingen. Som en folkesanger blandt elskovsdigterne har han nok opfattet den skotske digter Robert Burns, hvem han et par gange nævner. Men det vigtigste navn er den svenske digter Carl Michael Bellman (1740-95), hvis Fredmans epistler og Fredmans sanger (1790) er kernestykker for trioen i »Invalidehotellet«. De stockholmske krogæster og musikere, kredsen omkring Fredman, skal åbenbart spejle de noget ramponerede og fortabte spillemænd i den syddanske købstad. Det hedder et sted, at Bellman var »naiv«, hvad der forekommer at være en forveksling af kunstneren og hans sujet, men det skal måske signalere den ucensurerede realisme i mangt et Bellmansk billede af det festlige stockholmske low life ; hans Ulla Wiinblad, Fredman-gruppens muse, er vel ligesom Edith fra en højborgerlig synsvinkel en paria, men af den mere sexede type. Ellers mangler den »naive« Bellman jo hverken rokoko-musikalitet eller barokstilens mytologiske emblemer. Striden mellem at dyrke Venus og at dyrke Bacchus afgøres oftest til den sidstes fordel - ligeså af Ulf (og af »Kaliban« Svanning), så længe det da varer.
✂ Bellman som mærkesmand for en artistisk, erotisk og dionysisk kultur på nordisk naturbund var Drachmanns særlige fortolkning i den lange række af danske Bellmanianere fra J.L. Heiberg til William Heinesen. I et kapitel i sin konfessionsbog Den hellige Ild (1899) indsætter Drachmann den svenske digter som det egentlig eksemplariske og opdragende kulturbillede for de nordiske folk - i stedet for den Rembrandt als Erzieher , som den nordgermanske racistiske kulturfilosof Julius Langbehn havde lanceret i en bog i 1890, der havde vakt adskillig interesse også hos os.
✂ Fra Goethe over romantismens store frie lyriske ånder til Bellman: dette litterære materiale væves ind i Forskr . til karakteristik af hovedpersonerne, især Ulf, og til berigelse af det erotiske centraltema.
✂ En lang række andre litterære allusioner og citater har næppe så vigtige karakteriserende formål og så afgørende tematisk 660 betydning. De kan have mere eller mindre lokal effekt i teksten, men blot og bar dekorativ kulturfernis er de i almindelighed ikke.
✂ Vi kan her som eksempel nævne de genkommende hentydninger til historien om Amor og Psyche fra den senromerske digter Apuleius' roman Det gyldne Æsel (egl. Forvandlingerne, Metamorphoses, 2 . årh. e.Kr.), der har indbudt mange digtere og billedkunstnere til genskabelse - på dansk fx Frederik Paludan-Müller. Hos Drachmann er det ikke motivet med den straffede nyfigenhed, der fænger; historien er jo, at den yndige Psyche ikke kan nære sig for at tænde lys og tage sin uidentificerede guddommelige elsker Amor i øjesyn, og derved mister hun ham. Men her i romanen er det snarere selve den hemmelige elskov, identitetstabuet og jomfruens hengivelse, der alluderes til - også af Halvvig (1.III.24, s. 347).
✂ En mængde Shakespeare-reminiscenser og undertiden -citater er drysset ud over romanen. Lad være, at noget af dette kan betragtes som kulturel fernis; det var ikke så flovt i det 19. århundrede. Men oplysende er Ulfs benævnelse af Arthur Svanning som sin Kaliban, den uhyggeligt bestialske, men midlertidigt undertvungne skikkelse i skuespillet Storm en (The Tempest , omkr. 1610); her er et karakteriserende perspektiv. Et sådant mangler, hvor der ved onkel Ludvigs tale ved konferensråd Brynjulfsens famøse middagsselskab (1.III.6, s. 260) gøres brug af en passus i Macbcth (omkr. 1603): her varsl es et skræmmende genfærd, et offer, der blev ryddet til side ligesom Ulf i faderfamilien; parallellen er hårtrukken og sagtens humoristisk ment, skønt absolut ikke elskværdigt. Til Romeo and Juliet (omkr. 1595) hentydes med større tematisk effekt i Ulfs opremsning af tragiske kærlighedspar i litteraturhistorien (1.II.9, s. 210, hvor der også har været andet Shakespearestof i pennen).
✂ Endelig er Shakespeare naturligvis på tapetet som periodens store forbillede for højere teater- og dramakunst. Faktisk har Ulfs og Gerhards drama med den tyranniske konge, den attraktive dronning og den oprørske unge mand - endda med en lejlighedsvis vanvittig elskende pige - nogle lighedspunkter med Shakespeare-dramaer, især Hamlet .
✂ Konferensråden nævner under Gerhards audiens på 661 teaterchef-kontoret (2.II.2, s. 467), at dennes og Ulfs stykke sagtens vil vidne om studier i Shakespeare og Oehlenschläger. Ved den sidste kan også tænkes på de middelalderlige sujetter og på den stil af folkevisepastiche, der gennemtrækker en lang række alvorlige dramaer i det 19. århundredes teaterrepertoire, bl.a. af Heiberg og Hertz. Det er vistnok en fejl at anse de oldnordiske (og oldgermanske, jf. Wagner - og Karl Gjellerup) og middelalderlige sujetter for at være overhalede af Ibsens moderne dramatik fra 1870erne og 80erne. Meget markante teaterbegivenheder på Kongens Nytorv var i perioden Ernst von der Reckes troubadourstykke Bertrand de Bom (1873) og Drachmanns eget Der var en Gang - (opført 1887, meget omarbejdet fra første bogform 1885). Teaterrepertoiret på Det Kgl. Teater bød jo også både pligtmæssigt og med kulturel idealisme stadig på klassikere som Shakespeare og Oehlenschläger.
✂ Sidst blandt det indvævede materiale i romanen kan nævnes de anonyme eller anonymiserede visestumper: den franske sang om den blonde pige (1.I.6, s. 75, 1.I.8, s. 98) eller senere den Kammersang, som Gerhard og Edith synger som duo (1.III.14). Tekster, der i en opregning som nærværende kan synes nok så sporadiske, men i virkeligheden peger ind mod meget centrale ting i romanen. De er eksempler på ægte, lodig og folkelig sanglyrik, som det er et af Gerhards projekter at give en tribune og en vækstplads i hovedstaden. Og de er, som på sin vis hele romanen, en øm og tragisk kærlighedspoesi.
✂ Er Drachmanns roman således mættet med digtning »udefra«, så er den også fuld af »indefra« kommende tekster: personerne bidrager med digte, erindringsfortællinger, visioner m.v. - såkaldte indlæg . Som ved de fleste af Drachmanns romaner har man hæftet sig ved de mange indlagte digte og ofte betvivlet, at de havde nogen særlig forbindelse med den fiktionsverden, de var placeret i. En diskussion af dette med gennemgang af de enkelte indlæg - flere af de bedste er i prosa - vil være for vidtløftigt i denne Efterskrift.16 Her kan vi blot pege på det største af romanens indlæg: 662 Ulfs og Gerhards folkevisedrama. Drachmann havde først tænkt sig at indlægge et helt skuespil af egen tidligere produktion, men skitserede i stedet - delvis i forkortende referat - det stykke, vi nu læser i 2.I.8-10. Det er en fantasi over og en gennemspilning af Ulfs og Gerhards egne konflikter: Således kan Gerhards stilling mellem Annette og Edith sammenlignes med Ridder Hagens mellem Dronningen og Jomfru Else; Narrens med Ulfs, men til dels også Gerhards plads i selskabslivet og i kærligheden; Kongens figur er overdetermineret, rummer såvel forestillinger om Halvvig som om fader Brynjulfsen.