Drachmann, Holger

Her er nu ikke stedet til at følge den videre vurderings- og placeringshistorie for Drachmanns roman. Denne kunne belyses forskelligt, men stod fast som et af højdepunkterne i forfatterskabet. Man kan da nøjes med at henvise til de mere eller mindre fyldige karakteristikker, der bliver romanen til del i vore større litteraturhistorier: Vilh. Andersen i 1925 i Illustreret dansk Litteraturhistorie , IV; Hakon Stangerup i 1966 i Politikens Dansk litteraturhistorie , III; og Torben K. Grodal i 1985 i Johan Fjord Jensen m.fl.: Dansk litteraturhistorie , VI. Endvidere til de - efter sammenhængens natur mest, men ikke udelukkende biografisk-genetisk prægede - omtaler, der findes i større Drachmann-biografier: af Paul V. Rubow i hans Holger Drachmann 1878-1897 (1945, især s. 200-08) og Johannes Ursin i hans Holger Drachmann. Liv og Værker , II (1953, især s. 83-88). Her bør også peges på Poul Herrings ikke publicerede Drachmanniana (1946, men påbegyndt i 1930erne) på Det Kgl. Bibliotek, der ikke mindst rummer vigtige iagttagelser og hypoteser om Forskr.s baggrund og tilblivelse.

Baggrundsmateriale er endvidere tilgængeligt i forskellige udgaver af Drachmann-breve, bedst og mest omfattende i de fire bind Breve fra og til Holger Drachmann , udgivet for DSL af Morten Borup 1968-70. Heri er ikke medtaget digterens breve til Amanda Nilsson, g. Gerlach, der faktisk er bevaret og findes på Det Kgl. Bibliotek. I den biografiske litteratur er de udnyttet og i vidt omfang, om end ufilologisk hidsat i beretningen i Margrethe Loerges: Edith - en skæbne i et bundt breve (1983), en opfølgning af samme forfatters Drachmanns muser (1981).

I den biografiske litteratur kan i øvrigt nævnes skrifter af 678 digterens anden hustru, Emmy Drachmann, særlig hendes nøgleroman Ingers Ægteskab (1910) og det posthumt publicerede lille manuskript Edith (1992).