↩ Drachmann kom meget hurtigt til at erkende dette misforhold. Allerede før udgivelsen af En Overkomplet indså han, at han i den havde ladet sig føre bort fra sig selv, hvorefter han skriver en ny fortælling - To Skud, 1877 - som han i et brev til Borchsenius betegner som »det plastiske og beherskede Udtryk for, hvad der egentlig skulde have været i En Overkomplet«. Men selv om To Skud er fri for modsigelse, beholder En Overkomplet alligevel førstepladsen, fordi den er bundet til digterens eget liv og derfor mindre vilkårlig. At modsige sig selv er jo desuden langtfra det samme som at være død og umulig.