Drachmann, Holger En Overkomplet

2
3

HOLGER DRACHMANN

En Overkomplet

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER AF
Aage Schiøttz-Christensen

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte af Ministeriet for kulturelle Anliggender. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen for NDL, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Uffe Andreasen og Erik Dal for DSL Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Torben Nielsen som tilsynsførende.
Tekstgrundlag: 1. udg. 1876. Nr. 784090.
Udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab
Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1987 · ISBN 87-418-8043-9 Omslag: Stig Brøgger Tryk: Rounborgs grafiske hus, Holstebro

5 6

En Overkomplet udkom i tidsrummet 10.-18.5.1876, kostede 5 kr. og omfatter 420 sider.
1 En Overkomplet. 2 blank. 3 titelblad, gengivet omstående. 4 blank. 5-420 tekst. Højde c. 170 mm.

7

I

Brusede det over mit Hoved? viftede og vuggede det sig som Grene, der, engang satte i Bevægelse af Sommervinden, nu synes, at denne gyngende Vellyst er for sød til ret snart at skulle ophøre? rislede der ligesom en doven Strøm af den fineste Lindeblomstparfume ned igennem de dæmpet oplyste Alleer, hvor kun et enkelt lille Solglimt vovede sig ind og strax rullede sig sammen som en skinnende St. Hansorm paa det bløde Bladsvøbstæppe? nynner ikke nu disse Grene, og hvisker ikke nu denne Parfume mig hin halvglemte Tid i Øret, der engang brusede og skummede stærkt nok for vore unge Sanser, saa stærkt, at Larmen overdøvede ethvert andet Sprog, og vi drev omkring som Boldte for Luners og Lysters tilfældige Kast? - Hvormange af os er ikke bleven stikkende i alt dette Dæmpede, Dovne, Drømmende, Duftende, Vuggende, Villieshæmmende? Ingen hjalp os; Alt stod os imod: vor Oprindelse, vort Blod, vor Læsning, vor Tid. Hvem kan rose sig af, at han slap derfra uden ved en Række Tilfældigheder, hvis brogede Spil endnu maa forvirre hans Hukommelse? Hvem er det, der høirøstet pukker paa sin Kraft, sin Villie? Træd frem! - Ingen svarer. Hvem er det, der fornemt gaar afveien for en af hine Skygger, der blev dømt til Skyggen, endnu medens han troede sig selv stoltserende afsted langs Solsiden? - Alle svarer: Vi, vi! - Ja rigtigt. Jeg kender Koret. Men lad os lade Koret gaa tilside for et Øieblik. Det trætter i Længden. Og lad os lade Skyggen falde henover vort hvide Lærred, og lad os afridse med fast Haand dens Konturer, medens vi nynner paa vor Ungdoms halvglemte Melodi.

Det var midt paa Dagen, lige midt i den brændende Julihede. Ferien var begyndt. Ikke en Sky paa Himlen; den hang ganske kornblomstblaa, ubevægelig, ligesom dirrende af Varme over vore Hoveder. Ikke en Forstyrrelse af vore Fantasterier, ikke den fjerneste Tanke paa en Lærer; det var, som om der ikke gaves Skole i Verden, som om Tiden kun var inddelt i Kapitler af Walter Scott, Sider af Alexandre Dumas og hemmelige, uhyre forsigtigt benyttede Parentheser af Eugène Sue. Walter Scott havde dog Overtaget.

8

Staa, Din Blodhund, og sig os Dit Navn, førend Du trænger ind i Høilandet!

Jeg havde besat det vilde Fjeldpas, som fra Normandsdalen fører op over Bakkeaasen, der aabner gennem de store Bøgetræer et Udblik over Esromsøen. Vi var syv unge Fyre, bevæbnede med Huggerter og Knipler. Jeg havde skrabet min Pande den foregaaende Dag ved at søge efter en Musvaagerede i Toppen af et Træ; vi var allesammen ivrige Æggesamlere, foruden at vi var Klansmænd nordfra. Jeg havde bundet mit Hoved ind i et rødt Silketørklæde, som jeg havde »neglet« fra min Søster. En stor Dreng med en Jakke, som var lidt kort for Armene, et aabent, godmodigt Ansigt og en blond Haartjavs, som hang ned under Kasketskyggen, kom slentrende opad Skraaningen og standsede, øiensynlig sat i Forlegenhed ved Tilraabet

Staa, og sig, hvad Du hedder!
Jeg hedder Adolf
Har Du ingen Huggert?
Nei!
Saa maa Du laane en af os; vi skal slaas.
Jeg forstaar ikke at slaas med Huggert!

Saa maa Du lære det; kom her. Seer Du, det Hug hedder en Prim; men det bruger vi ikke, undtagen naar vi har Maske paa. Dette er en dyb Terts, som altid maa svippes ind med blødt Haandled. Kan Du mærke?

Av, ja!

Godt. Og dette er en Kvart, som egenlig skal træffe over det venstre Øre, men den bruger vi ogsaa kun, naar vi har Maske. Dette er en dyb Kvart, men det er kun et Mavehug, som vi ikke bruger. Alle Hug, som gaar under det, hedder Skrædderhug og gælder ikke. Kom nu altsaa!

Han hugger øieblikkeligt ud og i en Prim jeg faldt baglængs om i Græsset Det svære Silketørklæde under min Kasket eller maaske Tørklædet og Kasketskyggen i Forening frelste mit Hoved fra at blive flakt Jeg havde imidlertid faaet nok for en Timestid. Da jeg atter kom til mig selv, laa jeg nede ved Kilden, hvor mine Kammerater havde baaret mig ned, og hvor de havde hældt mit Hoved saa eftertrykkeligt over med Vand, at jeg var vaad gennem den stumpede Frakke og Skjorte helt ned ad Ryggen og det ene Laar.

9

Hvor blev han af? var mit første Spørgsmaal, da jeg slog Øinene op.

Mine Kammerater forklarede i Munden paa hverandre, at han, saasnart han saae mig falde, blev ligbleg og rystede som et Æspeblad Da jeg ikke gjorde Mine til at reise mig, smed han Huggerten fra sig og rendte, saa stærkt han kunde, ned igennem Normandsdalen. De Andre havde været saa optagne af deres Høvdings Fald, at de havde ladet ham løbe, uden at sætte efter ham.

Jeg blev reist halvt overende og førte, endnu fuldstændig fortumlet, min Haand op til Hovedet. En langagtig, frygtelig øm Knude paa . godt og vel tre Tommer var at føle mellem Haarene fra Issens Begyndelse skraat nedover Baghovedet Jeg stønnede lydeligt.

Tror Du ikke, at det kunde være godt at gaa helt i Vandet? spurgte en Medfølende.

Jeg svarede ikke. Man klædte mig af. De klædte sig alle af. Kilden ligger jo lige ved Søen. Vi vadede ud, indtil vi kunde svømme. Jeg blev dykket et Par Gange under (jeg antager ligesaa villieløs som et Mormonæmne i en Daabs-Situation), og det endte med, at jeg besvimede, blev tagen op fra Bunden, blev baaren iland af sex nøgne Paladiner og lagt paa Grønsværet, hvor jeg kastede en hel Del Vand op og endelig kom til mig selv.

Jeg blev nu forbundet, saa godt det lod sig gøre, og vi begav os paa Hjemveien gennem den store, mennesketomme Slotshave.

Det var min Fødselsdag den Dag, og mine sex Drabanter var tillige mine Gæster. Af disse var Størsteparten fra Fredensborg By eller den nærmeste Omegn; et Par Stykker var dog Skolekammerater fra Hovedstaden. Disse var allerede den foregaaende Dag kommen med Fragtmanden. Det var den - nogle ville kalde den lykkelige - Tid, da man kørte med Fragtvognen til Fredensborg. Den tykke Bless var dengang lige saa kendt og allermindst lige saa anset i den lille By, som Stationsforvalteren rimeligvis nu er det. Naar Bless kom knaldende op igennem den brede Gade med de hvide Huse, med de store Lindetræer og Slottet i Baggrunden, naar hans Pudel dreiede sig gøende rundt om sin egen Axe foran paa Bukken, naar samtlige Næser kom paa Ruderne for at erfare, om der var Fremmede med Fragtvognen, naar »Staldmesteren« ved den kongelige privilegerede Gæstgivergaard skrævede ud foran Indkørslen og hilsede paa Bless med en 10 Blanding af Agtelse og Familiaritet, naar alle Byens samtlige Hunde kom farende rundtomkring fra for at hilse paa Pudelen, naar Ænderne skreg og skræppede, saa det gav Genlyd fra den øde Slotsgaard, saa hørte alt det saa nøie med til hin Tids Begreb: Fredensborg, at man slet ikke vilde kunne danne sig nogen Mening om Begrebet, naar man skilte det ad i dets enkelte Bestanddele. Fyldigst og fatteligst formede sig maaske Indtrykket af den hele lille, stille By, det øde Slot og den forsømte Slotspark, naar man betragtede en af disse melankolske Skikkelser, en gammel Herre eller gammel Dame, hvis Tilværelsesbetingelse med Pension eller sligt allerede dengang for os Drenge var en Gaade og en Kilde til dybsindige Drøftelser, en Gaade, der forøvrigt havde noget Ærefrygtindgydende ved sig, og som stedse holdt os i en passende Afstand, hvergang en af Skikkelserne paa deres lydløse, sammensunkne Maade gled os forbi. Vi betragtede næsten med Pietet disse affældige Levninger af en svunden Menneskevaar, naar vi saae dem sidde paa en Bænk i Slotshaven og slikke det Solskin, som vi varmblodige Sextenaarsfyre hellere unddrog os. Allerede dengang var den mest poetiske Natur iblandt os (offenligt udleet, hemmeligt misundt af os andre) ved sin Muses Instinkt bleven ledet til at sammenligne dem med Vrag, der, efterat være bleven omtumlede paa Havet af Stormen, nu var drevne ind i en stille Bugt, hvor de laa i Solskinnet og ventede paa, at Tømmeret efterhaanden skulde opløses. Digtet, der forøvrigt aldrig blev fuldført, var meget høibenet anlagt i sin Begyndelse. Jeg husker endnu Indledningen:

O I, som sidde nu i Solens lyse Skin,
Omtumlet først paa Hav af Storm og Hvirvelvind
Og siden henslængt som et Vrag paa Stranden ....

Enderimet paa »Stranden« mindes jeg gav Anledning til lange Debatter. Digtet blev skrevet om to saadanne Gamle, en Herre og en Frøken, som vi altid traf nede ved Kongebroen paa en bestemt Bænk og til en bestemt Tid Vi havde aldrig hørt dem tale sammen, men de sad bestandig sammen. Nu var Enderimet i Digtet »selvanden«, men vi kunde ikke blive enige med hverandre om, hvorvidt dette Rim var poetisk nok eller ei. Forresten gik der gennem Poemet en alexandrinsk Klang, der passede godt nok til de rococoagtige Omgivelser, men som gav en Anden iblandt os, der var beundret og frygtet som 11 skarp Kritiker, Leilighed til at parodiere det ved stadig at citere Inscriptionen over Kirsten Pils Kilde i Dyrehaven:

Det Kildevæld, som her sit Udløb haver taget, Er af Kirstine Piil først fundet og opdaget -

hvilket omsider endte med et større Slagsmaal, der rensede Stikleriernes Luft for en Tid

Vi gik igennem Slotshaven og talte om det Skete. Jeg selv havde vel nok en Følelse af, at det var den fremmede Fyrs Keitethed og Uforstandighed, der var Skyld i Slaget, men de Andre paastod saa bestemt, at det var den sorteste Ondskab, at han naturligvis meget godt havde vidst, hvad en Prim var, og at han haardelig skulde bøde for sin Udaad, naar vi fik fat i ham. En god Regent er tidt bleven omstemt af slette Raadgivere. Jeg blev efterhaanden bragt op paa den almindelige Høide af Indignation og Hævntørst. Det gjaldt nu blot om at finde den Fremmede, som næppe endnu kunde være kommen ud af Parken. Vi delte os i Hold paa To i hvert og spredte os til forskellige Sider. Samlingsstedet skulde være »Hidsepladsen«, det aabne Sted i Haven, hvor Vildtet ved de gamle kongelige Jagter dreves sammen.

Jeg og min Følgesvend slog ind paa en Skovsti, der vilde føre os til de østlige, store Alleer. Vi gik med raske Skridt og lode vore Klinger gøre lyst mellem de store Skarntyder eller Skræpperne, som vi kom forbi. Naar man er sexten-sytten Aar og gaar i en Skov med en dragen Klinge i Haanden, bliver man heroisk stemt, især naar man er letbevægelig af Fantasi og har et helt Romanbibliothek i Hovedet. Jeg var dertil ganske stolt af mit Saar, som gjorde tilstrækkelig ondt til at holde mig i Krigsillusionen. Vi snakkede ikke om Andet end om Fjenden, der nu forfulgtes, om den tvungne Tvekamp, der skulde finde Sted, naar han fandtes, om at indespærre ham i den Hule, vi havde lavet os, o. s. fr. Engang imellem standsede vi og lyttede, om vi kunde høre et Signal eller muligvis Vaabenklirren. Der var imidlertid stille i Skoven; kun de tørre Kviste, som vi knækkede under vore Fødder, gav Lyd fra sig; vi kunde stundom høre en Spætte banke sine monotone Slag paa Træstammerne; ellers var Alt som uddødt; intet springende Dyr krydsede vor Sti, intet Menneske mødte vi; det var, som om Middagsvarmen fra den glødende Himmel oppe over Træernes Kroner havde suget alt Liv til sig, som fandtes paa vor Vei, og 12 som om Varmen deroppe, høit over vore Hoveder, rugede over sit Rov.

Jeg tror, vi faar Torden idag! sagde min Kammerat og standsede for at tørre Sveden af sit Ansigt.

Jeg standsede ligeledes. Mit Hoved smertede en Del, og jeg var udmattet baade af »Hændelsen« og Varmen.

Vi stak vore Klinger ind i de selvsyede Læderskeder og fortsatte vor Gang, men meget langsomt, gennem den store, stille Park.

Krigshumøret var borte, Omgivelserne virkede for stærkt paa vore modtagelige Gemytter.

Den store, stille Park! Var det, fordi vi dengang var saa unge og med en saa udvidelig Fantasi, at denne Have forekom os saa stor? En Verden rummedes for os i den. Stille var den i ethvert Fald; ingen Jernbaneturister gennemkrydsede den for at komme til at se de spadserende kongelige Børn. Der var intet Hof, som man maatte gaa afveien for, om ikke for Andet, saa for ikke at blive slaaet i Hartkorn med disse paatrængende Nysgerrige, der rimeligvis er den Sky, som formørker Hoflivets ellers saa blanke Himmel, en lille Irritation i de Menneskers Tilværelse, der ellers er skabt til at henrinde i et saa blidt og uberørt Stilleben. Parken lignede i sin Forsømthed meget mere en Skov end en Have. Der var ingen revne Gange, omhyggeligt kæmmede og klippede Græsplæner, kun den lille Afdeling »Marmorhaven« blev holdt med Vask og Renlighed. De mange mythologiske og allegoriske Mindesmærker rundtomkring, Rococotidens Søiler, Smaatempler, Statuer, Altre, Obelisker og Gud veed hvad overgroedes i fredelig Pagt med Naturen af Mos og Lavarter eller overvoxedes af Buske og Ukrudt. Disse græske Helte eller romerske Gudinder legede da paa en egen pikant Maade Skjul med hverandre eller med den ensomme Vandrer. Snart saae man et kækt Hoved løfte sig bag en Busk, snart var det en hvid Barm, som søgte at gemme sig mellem det forræderske Løv. Mange af disse Statuer og Støtter vare saa overgroede, at kun et rent Træf eller vore omhyggeligste Opdagelsesrei-ser afdækkede deres Skjul De, som man saae eller skimtede, gav paa deres Side Haven et forførende, hemmelighedsfuldt Liv midt i al den store, øde Stilhed, som end yderligere hidsede vor Fantasi og satte vort unge Blod i Bevægelse.

Der var intet Hof, ingen Skilderhuse med Gardister eller Gardister med Skilderhuse, som Bondemanden sagde. Slottet stod øde og tomt 13
paa den Fløi nær, hvor Pensionisterne var indkvarterede. Naar vi skød Genvei over den græsbevoxede Slotsgaard og gennem den »hemmelige Gang«, der førte ud i Parken mellem Hovedfaçaden og Kirkebygningen, saa vakte vore Trin det slumrende Ekko omkring Springvandet, der ikke sprang, eller under de Hvælvinger, hvor den grønne Fugtighed stirrede ud gennem Overkalkningen - Hvis det var blevet sent paa Aftenen, undgik vi helst denne Vei. Der var noget ved disse øde, hvidkalkede Bygninger med de uendelie, frem og tilbagebølgende Ekkoer, der ikke rigtig smagte os. Vi søgte at hæve os derover, men det vilde ikke altid lykkes. Bedst gik det, naar vi betragtede Slottet som den fortryllede Borg, hvor Prinsessen og Alt omkring hende sov den fortryllede Søvn. Saa var vi da sikre paa intet Levende at møde, intet, som pludselig kunde træde frem fra en Krog, udstrække Armen imod os eller sætte efter os, naar vi med et sitrende Spring begav os paa Flugt Om Dagen var vi naturligvis kry paa det, uden at forresten vore æventyrlige Forestillinger om, hvad Slottet gemte i sine talrige Gemakker, led det ringeste Skaar ved vor større Dristighed overfor Udbygninger og Gaardsrum. Jeg erindrer, at jeg en Dag med en ung Romantikers hele uklare Tro paa det Utrolige trængte ind ad en Dør, som jeg tilfældigvis fandt staaende aaben, med det faste Forsæt at ville gaa fra Gemak til Gemak for endelig - derom kunde der ikke være den ringeste Tvivl - i det allersidste og pragtfuldeste Rum at staa Ansigt til Ansigt med den sovende Deilighed. Med urokkeligt Mod, men dog ikke uden en indre Bæven, gik jeg fra Værelse til Værelse. Jeg var saa optagen af den store Heltegerning og paa samme Tid saa trykket af min ulovlige borgerlige Nærværelse paa disse de monarkiske og aristokratiske Manes' Opholdssteder, at jeg saagodtsom slet ikke fik Tid til at modtage noget Indtryk af de Herligheder, jeg passerede. Jeg erindrer dunkelt nogle sort anløbne Rococoforgyldninger opad Paneler og henunder Lofter, nogle Plafondmalerier, hvor nøgne Lemmer syntes at ville falde ned paa mit Hoved, et enkelt sødtsmilende, sanseligt lokkende Ansigt maaske i disse Malerier og forresten nogle bredbyggede, med falmet Atlask overtrukne Lænestole, der syntes at stirre paa mig, overrasket over min Frækhed, med de krummede Arme i Siderne og de svaiede Underextremiteter skrævende ud, som om de vilde spænde Ben for mig. Kun et Par Gange vendte jeg mig om for muligen at opdage Døren til den Trappe, hvor Juliane Marie eller en anden slem Dronning med egen 14 høie Haand havde styrtet sin utro Kammerpige ned. Jeg fandt ikke Døren; der var uheldigvis ikke sat et rødt Kors paa den. Derimod faldt mit Øie i et Værelse paa et snurrigt, fuldstændigt i Parykstilen holdt Uhr, der stod paa en Speilkonsol. Min gamle skikkelige Tante, der maaske ikke var ganske fri for visse royalistiske Tilbøieligheder, og som syntes at kende noget nærmere til den lille Bys Helligdom, havde ved forskellige Leiligheder talt om et saadant Uhr paa Slottet, som kunde spille de nydeligste Arier, Rondoer og Danse, naar man trykkede paa en Knap. Min barnagtige Lyst til at høre et saadant Kunstværk overvandt min Frygt. Med skælvende Haand undersøgte jeg Bagklædningen. Rigtigt. Der var en Knap, og paa Siden opdagede jeg nu en Sølvplade, hvorpaa stod indgraveret Musiknumrenes Navne. Det første var: Lady Coventrys Menuet. Jeg trykkede paa Knappen. Det snurrede først lidt derinde som en Themaskine, der er ved at komme i Kog; og saa begyndte med de nydeligste Triller og Fløitetoner Hds. Naade den muntre Ladys Menuet Ikke mange Øieblikke efter hørte jeg Skridt inde i det tilstødende Værelse. Jeg blev angst og vilde standse det automatiske Instrument, men forgæves; Menuetten gik sin afmaalte, sirlige Gang. Døren aabnedes, og paa Tærskelen stod - ikke, som jeg strax ventede mig, den fortryllede Prinsesse, hvis Trolddom nu var løst ved mine Toner, men en gammel bidsk Skurekone, som jeg alt tidligere var kommen i en mindre venskabelig Berøring med, og hvis Ansigt nu drev mig paa en opdaget Indbrudstyvs ilsomme Flugt.

Jeg har ikke siden hørt Lady Coventrys Menuet, men jeg skulde kende den blandt hundrede andre afdøde Menuetter, blot ved at høre de tre første Toner igen.

Hvor lidet virkeligt levende Liv der nu end var paa Slottet, saa virkede det dog med sin italienske Pavillonkuppel og de fire slanke Spir ved noget af Grand-Seigneuriets bevarede Overvægt paa den lille By, der i ydmyg Bevidsthed om den passende Afstand med sin Gade saa at sige kun dannede en Opkørsel til Slottet for de høie Herskaber. Paa den anden Side stod Byen ogsaa paa sin Ret. Den forholdt sig til Slottet som til et Begreb. Den fredede om de gamle Minder, men bevarede tillige sin egen Værdighed Havde der virkeligt resideret et Herskab paa Slottet, saa er det jo muligt, at Byen ikke vilde have undgaaet den servile Holdning med krum Ryg og et stereotypt Smil, der skal kunne træffes hos alle Lakaier og nogle Embedsmænd Byen var 15 konservativ, ikke royalistisk reaktionær. Selv paa os unge, lidet hensynsfulde Fyre virkede det stadigt gentagne: Slottet, Slots-Haven, Slots-Kirken, ja lige ned til Sammensætninger som Slots-Forvalterens-Kovang med en saadan ubevidst Magt, at der endogsaa over vore mest uvilkaarlige Bevægelser hvilede noget Dæmpet, noget, som om Slottet altid saae paa os, - hvad det for den Sags Skyld ogsaa gjorde, eftersom det næsten kunde ses for Enden af enhver Gang i Parken. Vi maatte egenlig helst, for tilgavns at føle os frie, have Esromsøens Vande mellem den høie Autoritet og os, og endda kiggede Kuplen som et mægtigt Hoved med Allongeparyk udover Parkens Trætoppe og fixerede os skarpt, hvor vi saa end færdedes, ved Randen af Nøddebo eller Grib Skov, i Sørup eller ved Kongens Bøge.

Denne noget feudale Vedhængen ved, om ikke Afhængighed af Slottet ytrede sig, tror jeg næsten, som et gennemgaaende Træk hos de fleste ældre Folk i Byen. Min Onkel, der nu levede i et Slags gnaven Mellemtilstand mellem Købmand og Partikulier (han pleiede altid liggende paa Sofaen inde i sin Dagligstue at raabe til Kunderne ude i Butiken: Tag selv, for Satan, og smid Pengene paa Disken!) -denne sære gamle Fyr, hvem vi trods hans Særhed dog ganske godt kunde lide, erindrede altid med et Glimt af Stolthed i de graa Øine, at han i sin Ungdom havde været »Slots-Tømmermester«, ligesom nok hans Fader og Farfar før ham. Han pleiede regelmæssig at banke mine to Fættere, naar de havde været tilveirs efter Fuglereder i de høieste Træer i Slotshaven, og naar jeg saa traf ham selv om Eftermiddagen gaaende sine Yndlingsture der, slog han gerne med sin Egekæp fornøiet paa de sværeste Stammer og berettede triumferende, at der ikke var det Træ i hele Haven, som han ikke indtil for ganske faa Aar siden skulde kunne gaa op i; »men det forstaar sig, naar man har været Tømmermester paa Slottet og ligget oppe og repareret paa den allerøverste Lanternekuppel, saa er et Bøgetræ kun Smaating.«

Det var forøvrigt interessant nok at iagttage, hvorledes Stedets Romantik virkede paa denne ordknappe Særling. Stort mere af Verden havde han vel næppe seet end vi Drenge. Livet havde givet ham sine smaa Naalestik, uden at han havde haft Evner eller Lykke til at besvare dem paa anden Maade end ved en indadvendt Gnavenhed, der for den Sags Skyld undertiden kunde vende sig bestemt nok udad imod hans daglige Omgivelser. Han talte meget sjeldent med sin lille fromme godhjærtede Kone; maaske havde han en stor Uret imod 16 hende at bære paa; maaske gjorde denne Byrde ham endnu mere bidsk. I de mange Hundredtusinder af Ægteskaber, hvor man strax i Begyndelsen kommer skævt ind paa Sagerne, hører der stor Villiestyrke eller et lykkeligt Tilfælde til at rette det Krumme. Villie havde han ikke meget af, et lykkeligt Tilfælde havde formodenlig ikke vist sig. Han var bleven gift som saa mange, havde faaet Børn som saa mange, havde hverken haft Kærlighedens eller den høie Dannelses Styrke til at underkue sin Egoisme, og var lidt efter lidt umærkeligt gledet fra sin Familie over i sit eget gnavne Selv. Denne Forskansning havde endnu Ingen kunnet storme. Pigebørnenes muntre Liv, al den glade Ungdom, der kom i Købmandsgaarden, det frie Sprog, der førtes, alle de ubændige Løier mellem denne lidet hensyntagende Blanding af Gifte og Ugifte, intet virkede paa ham. Det skulde da være hans Broderdatter, en ikke ganske ung Kone, der havde bevaret en vis voxkabinetagtig Skjønhed med sorte Haar og Øienbryn, klare Øine og røde Læber, og som med et vist freidigt Koketteri, godt beskærmet af en almindelig bekendt Ulidenskabelighed, sagde Drøiheder, der bragte os unge Knøse til at rødme. Hun kunde undertiden, som hun selv udtrykte sig, »bringe Humør i den gamle Gedebuk«. Maaske var han endogsaa ikke fri for at være lidt indtaget i hende. Det Slags Damer, der kan tillade sig alle Slags Friheder, fordi der er fuldstændig goldt bagved de yppige Antydninger, pleier næsten altid at gjøre Indtryk paa en stærkt sammenbidt Lidenskabelighed, der er bleven afsondret i Tidernes Løb og nu vil frem og vil hævde sig, førend Tiden svinder for stedse. Men naar saa det gamle Klaver blev benyttet altfor larmende og den store, gammeldags Stue genlød altfor stærkt af de mange Stemmer, eller naar der i Haven blev bombarderet altfor nærgaaende med nedfalden Frugt, saa tog han med en fortrydelig Mine sin Egekæp og den graa Hat, lukkede egenhændig Butiken, selv om det var midt paa Dagen, og gik ud der, hvor han vidste, at han kunde finde Trøst, paa sine Yndlingssteder i den store, stille Slotspark

Jeg har set ham gaa derude i de ensomme Gange som - ja som en Forfatter, halvt hensunken i Grublerier, nu og da med en skarp Opmærksomhed for det Liv, der i Dybet af den tilsyneladende Ensomhed rørte sig omkring ham. Naar de usynlige Bier summede som et fjernt Havs Brusen oppe i de tætte Lindetræskroner, saa bøiede han Nakken tilbage og gik og stirrede op i den bløde Guirlandeverden af 17 Blomst ved Blomst; hans Næsebor udvidede sig ligesom hos Hesten, naar den langtborte fra faar Færten af en nyslaaet Eng; hans tykke sammenvoxede Øienbryn løftede sig og delte sig som Skyer, der mærker Solens Komme. Han bøiede varsomt af for de sorte Skovsnegle, pirrede dem med sin Stok ind i Græsset eller stod Minut efter Minut og iagttog deres langsomme Kryben, medens Slimet, som slæbte efter dem, efterhaanden halede et helt lille Læs af Bladsvøb, Smaakviste, Støv og Blomsterfnug til sig, en yderlige Hæmsko for den besværlige Gang. Maaske sammenlignede han filosofisk sit eget Liv eller Menneskets Liv i Almindelighed med en saadan Snegl, maaske var hans Opmærksomhed snarere Barnets Opmærksomhed for det, der i det Hele taget bevæger sig, om Bevægelsen end er nok saa ringe. Han morede sig med at lade de smaa Mariehøns krybe paa sine Fingre, indtil de fløi. Han standsede ofte og lyttede efter en Rovfugls Skrig eller de vilde Duers ægte sommerstemte Kurren. Han klappede i Hænderne og raabte Hallo, naar, hvad forøvrigt sjeldnere hændtes, et Dyr raslede afsted gennem Underskoven. Han slog med en Drengs hele kannibalske Fornøielse en tyk Hugorm ihjel, der solede sin dovne Krop over et Gærde. Han var ikke Botaniker, ikke Zoolog, men han kendte sin Slotshave ud og ind som en Forstmand kender sin Skov, en Fisker sin Fiskegrund, en Elsker sin Elskede.

Naar han tilfældigvis traf nogle af os Knøse derude i Parken, og naar han tilfældigvis ikke var altfor overvættes gnaven den Dag, saa gav han sig gerne af med os, og hans Ordknaphed tøede da efterhaanden op under Indflydelsen af al denne Sommervarme, Fred og Duft rundtomkring. Han smed sig da gerne med os oppe paa en eller anden Bakke under Foden af et stort Træ, hvor der var Udsigt over Søen, Nøddebo, Grib Skov, helt op til Esrom, men tillige, og helst, et lille Sidekig ind imod en Fløi af det hvide Slot. Saa fortalte han os om sin Ungdom herude, om sine Streiftog derovre i den store, uveisomme Grib Skov, et rent Æventyrets Eldorado for vor Fantasi; han befolkede Skovene rundtomkring med Vildttyve og fortvivlede Kulsvierbanditter; han fortalte ikke som Bless, naar man kørte med ham gennem Geel Skov, bestandig den samme Historie om Ole Kollerød, som den drabelige Fragtmand havde været med til at fange. Nei, der kom stadig flere og flere nye Skikkelser frem paa Lærredet. Alle de Folk, der havde hængt sig i Slotshaven, og alle de Piger, der havde druknet sig udenfor Haven, alle kom de med. Billedet blev bestandig 18 mere og mere broget i sin Sammensætning. Vi unge Fyre anede en ukendt Verden af Lidenskab, Trods mod Lovene, Fribytterliv i disse halvttilslørede Forførelseshistorier, hvor Slottet nok ogsaa havde grebet ind med, i disse Slagsmaalsscener og Vildttyverier. Den hele Egn blev usikker for os, men uhyre pikant. Vi begyndte at føle os selv som »Skovgangsmænd«, indtil Idyllen kastede sit formildende Lys over de mørke Grupper, og den Gamle fik bragt vore Gemytter i Ro ved at skildre os sine Fisketure og Baadfarter paa Søen og den store Fodtur ind i det ukendte Land langs Esromkanalen, til Dronningemøllen og Villingebæk, over Nakkehoved til Gilleleie. Disse Skove her rundtomkring fra Esrom til Frederiksborg, fra Danstrup til Gurre, den store Udflugt til Gilleleie og saa Slotshaven først og fremmest, det var den gamle Købmands Verden, og han skildrede denne, ligesom en Købmand nu vilde fortælle om sine Jernbaneture i Tyskland, sine Schweizerkravlerier med Hoteljeremiader og sin æsthetiserende Pastichreise i Romerlandet Men hvad han fortalte om, det var en Verden, som han kendte lige til det ringeste Straa, en Verden, som han løftede op i sin Fantasi med de blussende Rester af sin Ungdoms Indbildningskraft, og hvis iboende Naturromantik til Gengæld løftede ham op til sand Begeistring i, hvad han skildrede os.

Saa greb han pludselig sin Kæp, trykkede den graa Hat fast om Panden og forlod os med en eller anden gnaven Bemærkning, hvis dulgte Vemod ikke engang undgik os; og saa gik han hjem, hjem til den Butik, som han ikke passede, og til de Mennesker, som ikke passede ham.

Men naar Naturomgivelserne kunde virke saa stærkt paa den gamle Gnavpotte, hvorledes maatte de da ikke bøie og forme os, vi, som i ganske anderledes Forstand var blødt Vox og altid gav efter for ethvert Tryk udvendig fra. Det var stærke Naturer, disse mine Slægtninge i den Linie, og de lod sig ikke let gaa paa af noget. Som yngre Mænd havde min Onkel og hans Brødre en maanelys Nat taget en gammel halvraadden Baad ud fra Skipperhuset og var roet et godt Stykke ud paa Søen for at fiske. De havde nok været til Gilde og havde maaske endogsaa en Flaske med sig ombord. Den Ældste fik pludselig Lyst til at prøve Baadens Styrke og stampede da hele Bunden ud, hvorpaa han greb de to synkende Brødre, der ikke kunde svømme, og bjærgede dem iland »Og det var ovenikjøbet i det fordømte 19 ferske Vand, der slet ikke vil bære,« berettede min Hjemmelsmand kommenterende.

Vi gik fuldstændig op i vore Omgivelser og lod vor utøilede Fantasi løbe med os, hvorhen det selv behagede den. Naar vi paa vore Fodture kom til Danstrup Hegn, blev vi fuldstændig til Rostgaard og kastede vor Hat i Mosen, og jeg er sikker paa, at havde vi haft en Hest ved Haanden, havde vi troligt skudt den ned af lutter Individualitetsforvexling med den flygtende Patriot fra Kronborg. I Gurre legede vi Kong Valdemar og gjorde to, tre Stykker i Tallet Kur til en ung Bondepige med røde Arme og venlige Øine, som vi kaldte for Tove. I Fredensborg Slotshave antog imidlertid vore Fantasterier den høieste Spænding. Jeg er sikker paa at, lige indtil stærkt virkende ydre Begivenheder rev os ud af vore Drømmerier, der ikke var en eneste Dag, hvor vi havde en Følelse af os selv. Vi skiftede næsten som en Kamæleon Farven, eftersom vi bevægede os i Skyggen eller i Lyset. I de lange, dæmpet oplyste Gange, især i »Sukkenes Allee«, gik vi med sagtnede Skridt og saae os mystisk betagne omkring. Paa »Hidsepladsen« var vi vilde Jægere og stormende Krigsmænd. Overfor de hvide Gudinder steg Blodet os til Kinderne, og den dunkle erotiske Rørelse drev sine Stempelslag gennem vore Pulse og bankede paa vore Hjærter, som vilde den til samme Tid advare og ægge. Vi var halvt forlibte i, halvt imponerede af de flere Aar ældre Kusiner, der maaske ikke altid var saa forsigtige overfor os, som Kendskaben til det unge Hjærte bød. Men Kendskaben hos dem var maaske heller ikke saa stærkt udviklet, eller den bukkede under for en af de stærkeste Fristelser for unge Piger, Koketteri med Drengen, som lader Manden ane. Det ebbede i vor Attraa, eller Bølgen brød frem i vort Bryst, eftersom Sol og Skygge skiftede i den stille Park. Snart var Ridderen, snart Røveren, snart den dunhagede Dreng, snart den kommende Mand oppe i os. Vi var forlibte og utilgængelige, kaade og vemodige, cynisk drengeagtige og drømmende ynglinge-tavse paa en Gang. Den samlede Sum af Havens Stemning hang over os, den mørke, fjerne Grib Skov var Rammen om alle disse Herligheder. Skyerne gled over vore Hoveder snart med Smil, snart med Taarer. Vi omgikkes Dyr og Planter, Statuer og Kusiner som Udtryk af den samme store Natur uden at gøre nogen synderlig Forskel. Der var et Træ i Haven, Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, som vi endnu ikke 20 havde plukket af, uagtet strengt taget Ingen havde forbudt os det, eftersom strengt taget Ingen gav sig af med os.

Hvor længe det varede?.... Ja hvor længe varer det i Reglen!

Jeg gik adskillige Aar efter den Tids Begivenheder alene gennem Parken. Det var Sommer, med Solvarme ude over Plænerne, Skygge med mild dæmpet Kølighed inde under de høie Lindealleer. Den for en Fremmed paafaldende Tavshed, som hersker i denne Have, stemte mig maaske endnu mere eftertænksom. Som bekendt hører man ingen Fuglesang i Fredensborg Slotshave. Hvori det ligger? Formodenlig i de mange mørke, indelukkede Alleer. Fuglene vil vel ligesom Menneskene have Frihed og Luft for at kunne synge. Endskønt de røde Skilderhuse og de vandrende Gardister udenfor Havestuetrappen antydede, at Slottet var taget i Brug af de Personer, der i det Hele taget pleier at bebo Slotte, forstyrredes man dog ikke i sin Gang. Parken er jo stor, og i Marmorhaven kommer man kun om Søndagen, sammen med Bønder, Turister og »anden Plebs«. Jeg hørte mine egne Skridt i Alleen, og jeg hørte Bierne summe oppe i Lindetaget. Jeg slog ind paa en af de kendte Stier. Intet forandret i saa mange Aar. Hvormange var det nu? Jeg begyndte at tælle paa Fingrene, men jeg havde ikke Fingre nok til at tælle frem paa, og jeg kan ikke lide at standse og tælle tilbage. Er det i det Hele taget værd at tælle tilbage? Saamange Aar gaaede, Alt her uforandret, og alt Andet saa forandret. Jeg kom ned til Kilden og saae ud over Esromsøen. Store hvide Sommerskyer stode som fastmurede bag Grib Skoven, hvis terrasseformige Bælte af Løv- og Naaletræer trækker sig mod Øst, mod Esrom, Kanalen, Dronningemøllen, Kattegat, - Havet. Havet, ja! Luftning! Her er i Grunden saa indelukket i Fredensborg. At Digteren lægger sig til dette Bryst, naar »Bægret vil skumme over Randen«, det har jeg egenlig aldrig rigtig kunnet være med paa. Jeg kender et andet Bryst, der er bredere og hvidere, og hvis Aande er sundere. - Jeg saae udover den roligt hvilende Flade, hvor Fiskene slog deres Cirkler, og hvor Skyerne speilede sig. Hvide Bjerge foroven, hvide Bjerge forneden. Saa begyndte Skyerne at løsnes i deres Grundvold, og samtidig begyndte der lige nedenunder Grib Skov at vise sig en graablaa Stribe paa Vandet Den voxede fremefter, Skyerne lettede sig, den kom helt over imod mig. Cirkler og Speilbilleder forsvandt i Vandet. En kold Luftning viftede imod mig, og snart begyndte en regelmæssig 21 Bevægelse at klukke og skvulpe mellem Sivene og at pjaske mod Gruset ved min Fod. Jeg blev ublidt berørt af denne kolde Luftning, og dog havde jeg ønsket mig den for et Øieblik siden. Jeg vendte mig og gik op igennem Skoven, hvis Toppe allerede susede over mit Hoved Der var en Vaande i mig, en Klage, som ikke kunde komme frem i Ord. Jeg tog min Lommebog frem, og idet jeg saae mig omkring paa en af Skuepladsene - Valpladsene havde jeg nær sagt - for vore Ungdoms Bedrifter, skrev jeg: Idyllen strøget - den kolde Luftning kommet; - Forandring fryder, sagde Fanden, han dansede med Glasbuxer paa Karnevalet! - Og herover kom jeg til at le, idet jeg tydeligt syntes at kunne høre Klingringen af de knuste Glasstumper. Saa kom der noget i mit Øie; maaske et Blomsterfnug, maaske en af Glasstumperne. Det gjorde i hvert Fald ondt, jeg fik Taarer i Øiet og maatte gaa tilbage gennem Slotshaven med Lommetørklædet for det halve Ansigt...

Jeg tror ganske bestemt, vi faar Torden idag! gentog min Kammerat og tørrede for anden Gang sit Ansigt.

Ja, lad os gaa ganske langsomt, sagde jeg gispende.

Vi havde naaet Enden af Stien, som mundede ud i Dybe Allee eller »Sukkenes Allee«, som vi foretrak at kalde den. Just i det Øieblik, da jeg, som gik forrest, vilde bøie om en Træstamme ind i Alleen, standsede jeg og blev staaende, raadvild, om jeg skulde gaa frem eller tilbage. Deroppe i Gangen, næppe en Snes Skridt fra mig, kom den fremmede Knøs gaaende, men ikke alene. Han fulgtes med en Dame, eller maaske rigtigere, en Dame fulgte ham. Hun havde taget hans ene Haand og bøiede sig henimod ham. Skjønt han jo, hvad jeg strax ved vort første Møde havde lagt Mærke til, var en velvoxen Knøs, saae Damen dog næsten større ud, saa rank var hendes Statur, saa yppigt imponerende et Skue frembød hun. Han gik med Hovedet bøiet og syntes at snakke til Gruset i Gangen; hun rykkede ivrigt i hans Haand og talte med en blød men noget bekymret Stemme:
Og Du paastaar virkelig, at Du saae ham falde. Men, min Adolf, Du som ellers er Godheden selv, hvor kunde Du dog ... ?

Det var jo ikke min Skyld; jeg troede, at jeg skulde slaa til med Sablen. Han sagde det selv!

Men hvorfor blev Du da ikke ved ham!

22

Jeg blev bange, da jeg saae, hvad jeg havde gjort; jeg frygtede ogsaa for, at alle de Andre vilde mig tillivs!

Ak, Adolf, Du er altfor blød, saa stor og stærk som Du er. Men hvad skal vi gøre? Jeg maa jo se at faa noget at vide om det stakkels unge Menneske. Hvor var det, sagde Du ... ?

Paa den anden Kant; der, hvor der staar en hel Mængde hvide Støtter i Rundkreds... Ah!

Dette Udraab, der omtrent samtidig sekunderedes af et lignende fra den smukke, høie Dame, galdt ingen Anden end min Ringhed, der nu stod lige for dem.

Jeg veed ikke ganske bestemt, hvad jeg mest tænkte paa i dette Øieblik, men jeg tror, at det næstefter min Huggert, som var kommen mig mellem Benene, var den fremmede Dames Udtryk om mig: »det unge Menneske.«

Det er ham! raabte Adolf og gjorde et Spring tilbage, men løftede i det Samme sin Arm som til »en garde«.

Damen kastede sig imellem os. Jeg gjorde et Buk og en beroligende Bevægelse, men kom derved endnu yderligere i Kollision med den fordømte Huggert. Jeg snublede, og var ganske sikkert faldet forover, hvis ikke min Vaabendrager havde taget et Tag i mig bagfra.

Et Sekund stod vi alle Fire og betragtede hverandre, saa smilede den fremmede Dame, og da hun først var begyndt at smile, blev Smilet snart til en venlig Latter over hele hendes milde Ansigt.

Jeg følte, at jeg blev frygtelig rød, og jeg stammede:
Frue... Frøken!

Ikke sandt! sagde hun og trykkede min Haand, som hun selv tog. De tilgiver jo nok min slemme Dreng! Han har ikke villet gjøre Dem noget Ondt, det forsikrer jeg Dem. Nu, da jeg seer, at Uheldet ikke er saa stort, som jeg maatte befrygte, kan jeg dristigere gaa i Forbøn for ham. Adolf! bed nu om Forladelse! -

Jeg maa sige, at det i Grunden ærgrede mig, at »Uheldet« saaledes strax blev reduceret. Jeg satte en lidt fortrædelig Mine op og nølede med at modtage min Kontraparts ligeledes tøvende fremrakte Haand. Men da jeg saae et bekymret og skuffet Udtryk i det smukke Ansigt ligeoverfor mig, slog jeg til.

Det var Ret; og nu haaber jeg, at de to Modstandere for Fremtiden ville blive gode Venner. Det er tidt ikke den værste Maade at begynde et Venskab paa. Hvad er Deres Navn, maa jeg spørge?

23

Jeg sagde mit Navn, og blev atter rød. Saa forestillede jeg min Vaabendrager, og søgte imidlertid at samle mig lidt. Det var maaske ikke saameget det, at der blev sagt »De« til mig (skønt sligt dengang ikke gik ofte paa), som i det Hele taget den lette, hensynsfulde Maade, hvorpaa hun talte til mig, der gjorde mig saa forlegen og tillige saa indvendig fornøiet. Jeg svor strax i mit stille Sind, at jeg vilde være hendes Ridder, og kom herved til at give Kasketten over mit Tørklæde et raskt lille Tryk, som uvilkaarligt aftvang mig en Grimace.

Aa, De Stakkel! Er det meget slemt? har De Smerter? -

Jeg forsikrede i en latterlig Stilling med Haanden paa Brystet og Benene samlede til første Position, at det aldeles intet havde at betyde, men min tro Kammerat, Vaabendrageren, der syntes, at han skulde vise Høvdingen frem i det mest heroiske Lys, rev udenvidere Kasket og Tørklæde af mig, hvorved Forbindingen gled tilside og Saaret laa aabent for Tilskueren.

Min Gud, hvad har Du dog gjort, Adolf! - Hun blev ganske bleg og strøg mig med en blød, o saa velgørende blød, Haand over Panden. Vent lidt! sagde hun. Jeg forstaar mig en Smule herpaa! - I hendes Livbaand hang et Etui til Sytøi eller Broderi. Hun tog en lille Sax frem, bad mig staa ganske stille, og klippede derpaa meget varsomt de Haartjavser bort, der truede med at filtre sig ind i Saaret, som nu paa sine Steder var begyndt at bløde. Saa klippede hun sit Lommetørklæde i Strimler, rev nogle af dem itu til Charpi, lagde det under Compres paa Saaret, lagde saa godt det lod sig gøre et Bind omkring, bandt det røde Tørklæde over og - gav mig et ganske svagt Kys paa Panden, idet hun sagde: Se saa, Hr. Krigsmand, nu er De bleven rigtigt forbundet! -

Jeg var nær sunket i Knæ. Jeg veed slet ikke, hvad det var for en Magt, der beherskede mig. Først og fremmest berøvede den mig aldeles Mælet. Jeg stod og stirrede paa hende og mumlede mellem Tænderne. Hun klappede mig paa Skulderen. Adolf! nu er det bedst, at Du følger med - hvad var det nu De hed - Hr. Dahl, rigtigt, Hr. Erik Dahl. De to Modstandere maa se at blive rigtig gode Venner, og hvis jeg kan se ret, tror jeg ikke, at det vil falde svært for nogen af Parterne. Farvel. Vi ses jo nok igen! - Hun vendte sig med en lille Bøining af Hovedet og gik, - gik med en egen vuggende Gang langsomt op ad den lange Allee.

Jeg stod og saae efter hende.

24

Hvem var det? spurgte min ligefremme Vaabendrager den nye Kammerat

Det var min Moder! -

Deres - Din - Deres Moder! udbrød jeg og spilede mine Øine op. Da han ikke syntes at have noget mere at svare hertil, vendte jeg mig atter og forfulgte den Forsvindende med Øinene. Hans Moder! Jeg vilde have svoret paa, at det var hans ældre Søster. Dog nei, maaske ikke. Der var noget, noget, som ... og alligevel... Jo, nei; Gangen; det noget fyldige Indtryk. Men saa Ansigtet, næsten som hans eget, men meget, meget smukkere; og ikke en Rynke. Behøvedes der da en Rynke for at være Moder? Jeg søgte i min Hukommelse, men min egen Moder havde været død nu snart i fem Aar. Hun havde ogsaa lidt meget, vidste jeg. Naa, hvorom Alting er: en sexten-syttenaarig Fyr kan ikke forlange at skulle forstaa Alting. Alligevel spurgte jeg min nye Ven, da vi fulgtes ad ind igennem Stien for at træffe de Andre:
Hvor gammel er... er De?
Femten Aar!
Er Du femten Aar?
Ja!-

Jeg gav mig til at tælle efter paa mine Fingre. Saa rystede jeg paa Hovedet, saa gjorde Saaret ondt, saa kom jeg til at tænke paa den bløde Haand og paa Kysset, saa lukkede jeg Øinene for en Stund og gik med en Arm ind under hver af mine Kammeraters langsomt videre gennem den store, stille Park.

Vi fandt snart de Andre, og den nye Kammerat blev høitidelig optaget i vor Kreds. Den Tid stiftede man snart Bekendtskaber, dyrkede dem ivrigt, ja sværmerisk, blev ved Tilfældigheder skilt, saae hinanden ikke med længere Mellemrum, og naar man da mødtes igen - ja hvor forandret! eller man mødtes slet ikke igen, og savnede ikke Mødet Af den Kreds, som vi dengang dannede, ryddede Selvmord, Sygdom og »Uheld« (Amerika eller sligt) ganske artigt op i de trofaste Venner. Hvilken Ironi, næsten altfor haardhjærtet, der dog leger med Ungdommen. Henad Veie og Stier hvirvler de kolde Vindstød alle disse lyse, dunede Blade. Gennem Støv og Snavs, op og ned, snart paa en Tjørnehæk, snart høit op i Luften gaar det. Og hvilket ufrivilligt blandet Selskab. Halmstraa, tørret Gødning, smudsige Avislapper, Affald af enhver Art rives med ind i Hvirvlen og opføre Runddansen 25 med de engang vaarfriske Blade, til hvem saamange Forhaabninger knyttedes, over hvem bedende Læber har sunget saamangen en ensom Times brændende Sang. Naa! nogle slipper ind ad et aabentstaaende Vindu i en hyggelig Stue, hvor et eller andet Væsen paatager sig Forpleiningen. Andre bliver opfangede og lagte i et Herbarium med en latinsk Paaskrift under. Nogle har Held med sig, nogle forsvinder aldeles. Det Betryggende for Slægten i det Hele taget maa være, at Skoven hvert Aar sætter nye Blade. Livet er rigt; det har Raad til at rutte med sine Skillinger.

Henimod Middagstid begav Flokken sig hjem til mig. Jeg skiltes fra Adolf, som hele Tiden havde holdt sig noget tilbage; - maaske stolede han ikke ganske paa Freden. Jeg sagde ham, hvor jeg boede, og tog det Løfte af ham, at han snart skulde besøge mig.

Min Fader, der havde trukket sig tilbage fra Forretningerne, beboede en Del af Aaret et gammelt Sted ved Asminderødveien. Man vil forgæves søge efter det nu. Jernbanelinien, den ubønhørligste af vor Tids ubønhørlige Fordringer, har skaaret det midt over. Dengang var der en Have til Stedet med en lille Granlund, som mine Søstre kaldte »det norske Parti«, en Karusedam, hvor vi druknede Katte og medede efter Frøer (eftersom Karuserne ikke vilde bide paa Krog men kun lade sig fange i Vod), nogle store Blomsterbede med Stokroser og Georginer og forøvrigt ikke mange andre Herligheder. Huset havde en høi Stentrappe, to Etager, hvidkalkede Mure, og frembød en Mellemting mellem noget Ærværdigt og noget Forfaldent. Min Fader, som oprindeligt var bestemt for Studeringerne og som havde taget et Par Examiner i forskellige Fag, var senere kommen ind i en Slægtnings Forretning og tilbragte nu megen Tid paa Reiser. Han havde endnu bevaret æsthetiske Interesser, som mange af de Folk fra Frederik den Sjettes Regeringsaar. Han omgikkes noget de Skuespillere, der i Ferietiden pleiede at ligge paa Fredensborg. Forøvrigt læste han meget, arbeidede paa økonomiske og statistiske Værker, tilhørte ikke fuldstændigt sin egen Tid og begyndte at ane den kommende. Mere maaske ifølge en arvelig Tradition fra sin egen Ungdom end i Overensstemmelse med noget Haardt i sit Væsen behandlede han mig strengt. Som eneste Søn skulde jeg efter den gængse Familieforfængelighed være »Lyset«. I Frederik den Sjettes Tid pleiede man at »pudse« Lysene dygtigt for at holde dem klart brændende. Jeg var bleven behørigt pudset, uden at jeg egenlig kan sige, at det havde frugtet 26 synderligt. Min Fader var paa Grænsen af at opgive mig; hans egen energiske arbeidsomme Natur var uheldigvis endnu ikke traadt bestemt nok frem i mig; næste Aar skulde jeg være Student, og da jeg altsaa stod paa Grænsen af de Aar, hvor Opdragelsesmethoden fra det landsfaderlige Regimente ikke godt længer lod sig anvende, saa havde der istedetfor den direkte Indgriben fra min Faders Side dannet sig hos ham en vis misfornøiet, faamælet Iagttagen af min Gøren og Laden, som jeg for mit Vedkommende besvarede med saavidt og saa ofte som muligt at unddrage mig det faderlige Øie, der - og vel ikke uden en vis berettiget Kritik hos mig - forekom mig at hvile lidt vel køligt paa mig. Vi var egenlig talt »paa Krigssti« sammen, uden at Krigen fra nogen af Siderne definitivt var erklæret. Han iagttog mig; jeg vidste, at jeg skulde tage mig iagt.

Min Fader havde været Enkemand allerede i flere Aar. Jeg tror i Grunden, at han havde holdt af min Moder og vedblivende gjorde det til hendes Død Men hendes, jeg vil forsøge paa at kalde den: »musikalske« Natur har dog næppe paa alle Punkter kunnet harmonere med hans egen virksomme, foretagelsesfulde. Det er egenlig uheldigt! Manden gifter sig næsten altid paa det Tidspunkt af sit Liv, hvor han er stærkest optaget af sig selv, sin Ærgerrighed eller blot og bart Kampen for Existensen, - Kvinden derimod paa den Tid, hvor hun udelukkende er optaget af Manden. Lige fra Begyndelsen af er Partiet ulige. Kvinden har i Grunden altid Ret til at beklage sig; men Manden henviser paa sin Side til Livets ubønhørlige Krav. Det er som den gamle Vismand sagde: Alle har Ret, gaa derfor strax hen og begrav Eder!

Jeg husker den Dag, da min Moder døde. Vi Børn havde, som naturligt var, allerede de sidste Par Dage været meget overladte til os selv og egenlig talt forsømte. Selve Dødsdagen gjorde mest Indtryk paa mig derved, at vi slet ingen Mad fik. En Feltherre sørger altid for, at hans Folk ikke er fastende, naar han skal føre dem i Ilden. Man bør ligesaa lidt stille fastende Børn ligeoverfor Døden. Et saa uudsletteligt uhyggeligt Indtryk, som Døden ved den Leilighed gjorde paa mig, har Intet end ikke tilnærmelsesvis senere kunnet gøre. Sulten, forfrossen og med en skærende Følelse af Forladthed havde min ældste Søster og jeg sat os hen i en Krog af den store Spisestue, hvor intet Bord havde været dækket og hvor der ikke engang i Buffeten var Noget for os at finde. Min Fader kom ind fra Dagligstuen, som var 27
bleven taget til Sygeværelse. Hans ellers saa livlige, opvakte Ansigtstræk vare skæmmede af Graad. En Kvinde kan se smuk ud selv opløst i Taarer; en Mand taber øieblikkelig sin vigtigste Skønhedsbetingelse, Intelligensen. Det gjorde et fremmedartet, næsten forfærdeligt Indtryk paa mig, da han kom hen og satte sig ned imellem os med det halvkvalte Udraab: Børn, nu er Eders Moder død! Jeg lagde slet ikke Mærke til, hvad han sagde; jeg flyttede mig lidt bort fra ham. Det, der stærkest og uhyggeligst berørte mig, var, at han, Faderen, Indbegrebet af al Overlegenhed, Genstanden for al vor lydige Respekt, sad imellem os - paa Gulvet. Saa reiste han sig og gik mekanisk nogle Gange omkring det runde Spisebord. Han blev staaende et Øjeblik og stirrede paa den blanke Bordplade. Jeg skottede op til ham og grundede i min Sjæls Enfoldighed over, om han muligvis skulde tænke paa at give en Ordre til Kokkepigen. Saa vendte han sig og gik ud af Stuen, op til sit Arbeidsværelse. Først flere Timer efter, da vi - Gud maa vide af hvilken misforstaaet Omhyggelighed for at berøve os den sidste Illusion - blev ført ind ved den Dødes Seng, først da gik det op for mig, at det var Døden, her handledes om. Og hvilken Død! Jeg stirrede paa disse Træk, som nu var blevne skarpe og indfaldne; Munden var som en Streg, Næsen næsten kroget, Kinderne hule; og saa denne forfærdelige Bleghed Altsaa virkelig død, det vil sige: slet ikke til mere for os; jeg kunde ikke engang bede om Forladelse for min sidste Forseelse! Men det var jo sandt, den vidste hun ikke mere: og hun vilde slet ikke faa noget mere at vide. Jo dog; oppe i Himlen! Jeg saae uvilkaarligt op mod Stueloftet. Her var i mange Dage ikke bleven udluftet. Der hang en Spindelvæv oppe under Gibsdækket, og en Edderkop firede sig allerede ned derfra lige ovenover den Dødes Hoved. Jeg pegede med Rædsel paa den, og en af de Nærmeststaaende, min Tante eller en Stuepige, greb et Haandklæde og slog efter Insektet. Edderkoppen forsvandt, men Snippen af Klædet slog over den Dødes Ansigt. Jeg brast i en voldsom Graad og blev ført ud af Stuen. Det var altsaa Døden, jeg havde staaet Ansigt til Ansigt med De skarpe Træk prentede sig dybt nok i min Hukommelse, lige ned til den lille, ubetydelige Vorte, som min Moder havde haft paa Kinden, og som i hendes sunde og friske Dage kun havde virket som en Skønhedsplet, men som nu traadte forstørret og udhævet frem af Magerheden rundtomkring. Hvor var nu de bløde, sagtmodige Træk og disse milde, noget svømmende Øine, som saa ofte havde hvilet paa 28 mig? hvor var den Overbærenhed og Blidhed, som saa ofte havde gaaet i Forbøn for mig hos den strenge Fader? Havde jeg ligget med mit Hoved i dette Skød og ramset mine Lektier op? var min solbrændte, knoklede og ikke altid renvaskede Drengehaand bleven ført af denne bløde, hvide Haand henover de Tangenter, som jeg kun modstræbende anslog? Ja modstræbende! Jeg havde altid været en slem Dreng, forekom det mig, og altid voldt hende Bekymringer. Og nu var hun død, og hvilken frygtelig Forvandling!

Jeg gik, som jeg ofte pleiede, i min Sorg og Nød over Gaarden til vor gamle Kusk, som sad i sit Kammer, hvor der lugtede af Seletøi og en Tobak, som hed »Blaamand«. Han polerede Knapper med en ulden Klud og røg af sin stumpede Pibe. Jeg fortalte ham, endnu med Graad i Stemmen, hvad der nylig var sket. Han lagde Kluden og Piben fra sig, tog oppe fra Hylden en gammel, fedtet Psalmebog med et Spænde, der var sat fast med Lak, og gav sig til at læse:

Gud, see miskundelig
I al vor Vaade
Til os, som tro paa Dig,
Og giv os Naade.
Gjør os vort Hjærte fro,
Og skjænk os Ro,
Amen, Amen, i Din Tro.

Derpaa gav han sig til at klynke: Ak Gud, den kære, gode Frue; saadan en velsignet Frue hun var; - hvornaar skal Begravelsen være?

Jeg syntes, med den velopdragne Borgersøns finere Følelse, at dette Spørgsmaal var noget vel forhastet; jeg standsede min Graad og saae paa Kusken, der atter havde taget sin Pudseklud fat. Og medens jeg i Tavshed stirrede paa Knapperne og Trippelsen og den foroverbøiede Figur med den røde Næse og det svære Dragonskæg, randt som en Kontrast hertil den Dødes Ansigt mig atter ihu. Jeg begyndte atter at græde og betroede saa Kristian, at jeg hverken vilde være Soldat eller Doktor, men derimod Taarnvægter.

Det forekom mig dengang, at en Taarnvægter absolut maatte være hævet over al menneskelig Nød og Sorg, og jeg kunde ikke med min bedste Villie faa bragt denne Profession paa nogen Maade i Forbindelse med Død og Tilintetgørelse, hvilket jeg nu havde lært at grue 29 for som for en fremmed, uhyggelig Skygge, der pludselig var faldet hen over min Barndoms morgenlyse Vei.

Taarerne i min Faders Øine tørredes forøvrigt snart. I den Tid, hvor man endnu gik paa Levningerne af det landsfaderlige Regimente, hørte der i enhver velordnet Familie det nødvendige Kvantum Husdespoti til, for at Manden kunde være Mand. Konen var absolut kun Numer to; naar hun faldt fra, stod Manden dog tilbage med sit Numer Et, og dette Ettal skyldte man at opretholde i hele sin Værdighed. Man tillægger hin Tid saamegen Sentimentalitet. Sentimentaliteten strakte sig ikke stort udenfor de æsthetiske Interessers Omraade. Man græd i Theatret og buldrede i sit Hjem. Desuden -hvor mange trøstesløse Enkemænd gives der i Verden? Ligesaa mange formodenligt som der gives Enker. Det ene Køn har vel ikke stort at lade det andet høre. Undtagelserne falde sandsynligvis ligelig paa begge Sider.

Der paafulgte en Periode, som nærmest gik ud over os Børn. Da jeg var kommen saa vidt frem i min Klasselærdom, at jeg kunde anvende historiske Paralleler, fandt jeg paa - ikke aldeles uvittigt - at kalde Perioden for: det store Interregnum. Prætendenter til den ledige Trone meldte sig rundtomkring fra. Der var tyske og svenske Damer, Tanter og ældre Kusiner, som gerne havde attraaet den ledige Plads, for, som Omkvædet lød, »at kunne tage sig af de kære Børn«. De kære Børn trængte virkelig ogsaa til, at Nogen skulde tage sig af dem, og det forundrer mig endnu den Dag i Dag, at de kære Børn virkelig slap saa godt ud af alle disse Omvæltninger, som de gjorde. Min Fader var som alle energisk-æsthetiske Naturer langtfra utilgængelig for kvindelig Hyldest. Heldigvis var vi endnu ikke udviklede nok til at kunne gribe og fastholde i Flugten alle disse Traade af kvindelige Væv, der blev spundne om Husets Herre, og som han efter Behag knyttede eller afbrød. Jeg anede maaske engang imellem lidt, men min Naivetet var for stor til, at min Pietet skulde have taget Skade. Endnu saae jeg kun Tingenes rent ydre Form, og jeg var mere tilbøielig til humoristisk Satire over alle disse skiftende Husholdersker, end til nyfigent at kaste mig ind i Undersøgelser bag Kulisserne, hvor saamangen Uskyldighed er bleven hængende, saameget Sommerfuglestøv er bleven afstrøget.

30

Hvorledes er det, Du seer ud? spurgte min Fader mig i den sædvanlige storinkvisitoriske Tone, da hele Flokken med mig noget i Baggrunden trampede ind i Havestuen, hvor Middagsbordet var dækket.

Vi legede; saa faldt jeg. -

Jeg synes snart, Du er for stor til de Narrestreger. Kom her, og lad mig see paa Dig. Hvem har forbundet Dig? -

Jeg maatte nu ud med Sproget. Han fixerede mig skarpt.

En fremmed Dame? Hm! Det er bedst, at Du efter Bordet gaar ind paa Dit Værelse og bliver der i Eftermiddag. Du kan vist have særdeles godt af at læse i Din latinske Grammatik. Dine Venner kan gaa ud og fiske; jeg skal sørge for Baad til dem; men Du maa have en lille Straf At der dog ogsaa altid skal være noget iveien med Dig! Du er i Dag fyldt sytten Aar. Hvornaar vil Du dog begynde at blive Menneske?

Jeg skubbede mig ned ved Bordenden blandt de tavse Kammerater. Jeg tænkte paa hende, der for nogle faa Timer siden havde kaldt mig »det unge Menneske«, og jeg bed i min Skee af Arrighed Saa begyndte min Fader at henvende Ordet til den af mine Venner, som mindst behagede mig, men som min Fader foretrak, fordi han var Duxen i vor Klasse. Ethvert opmuntrende og spøgefuldt Ord, som rettedes mod ham, faldt som en glødende Bebreidelse paa mit Hoved Det glødede tilstrækkeligt iforveien. Jeg spiste saa godt som Intet, men sad og traadte min Sidemand paa Foden, og lettede min Harme ved at skære Ansigter bag Servietten.

Endelig var Middagen færdig. Jeg vidste, at min Dom var inappellabel. Jeg ønskede mine Kammerater med en ophøiet Selvironi god Fornøielse, og marscherede selv ind paa mit Værelse, medens de buldrede ned ad Stentrappen. Nogle Minuter efterat de vare gaaede gennem Havelaagen, hørte jeg Døren ud til Trappen atter gaa. Jeg kigede forsigtigt ud ad Vinduet og saae min Fader skridte over Græsplænen med sit Medetøi i Haanden.

Ah ha! tænkte jeg. Gaa Du kun, Tyran, og bliv saa længe borte, som muligt; saa er jeg idetmindste ene.

Hans statelige Figur forsvandt gennem Laagen, og jeg kylede den Madvigske Grammatik, som jeg for et Syns Skyld havde taget ned af Reolen, med en sextenaarig Fanges dybtfølte Forbandelse hen i en Krog. Saa satte jeg mig med en Leiebibliotheksroman hen ved mit 31 Bord og bøiede mig med mine Hænder dybt begravede i mit purrede Haar hen over de kostelige Blade.

Varmen derudenfor var ingenlunde bleven formindsket. Eftermiddagssolen begyndte tilmed at skinne blændende i Vinduskarmen; jeg rev min Frakke af, vædede Forbindingen om mit Hoved med koldt Vand og lænede mig tilbage i Stolen med Bogen i Haanden. Men mine Tanker blev ved at kredse om Mødet derude i Haven, om den venlige Dame, min unge Kammerat, og alle de Smaating, der stod i Forbindelse hermed. Jeg smed ogsaa Romanen, men dog lidt varsommere end Grammatiken. Jeg tog Papir og Pen frem og begyndte at skrive; hvilket? Vers naturligvis. Vi skrev allesammen Vers. Mine, i den Anledning forfattede, begyndte saaledes:

Den fremmede Dame i Haven stod ....

men dette forekom mig dog altfor prosaisk. Jeg strøg over, og skrev:

Hvor Lindene bygge et hvælvet Tag,
Der mødte jeg hende en Formiddag.

Heller ikke dette syntes jeg om. Jeg sad og grundede lidt, saa blev det til:

Hun mødte mig under den duftende Lind
Og kyssede mig paa Panden,
Men hjemme jeg spærres i Stuen ind
Med Madvig......

Jeg kunde ikke finde noget, som sat i Forbindelse med Madvig kunde rimes paa »Panden«. Og i min Digternød malede jeg da nedenunder over hele Papiret et stort:for Fanden!

Idetsamme bankede det paa Døren.

Kom ind! raabte jeg gnaven.

Vor Husholderske, den sidste i Rækken, stod i Døren. Det var et tykt, godmodigt, sorthaaret Fruentimmer fra Stettin, som gjorde Alt for at indsmigre sig hos os Børn, og som nogle Maaneder efter reiste bort, medtagende i sin Glemsomhed et Par Sølvarmstager, en Del Dækketøi, nogle Pretiosa, som havde tilhørt min Moder, og 32 efterladende forskellige ukvitterede Regninger paa Udstyrsartikler, som min Fader med sletdulgt Ærgrelse betalte til en Kommissionær. Hun var, efter hvad hun paastod, Enke efter en dansk Købmand i Stettin, og havde stadig Slægtninge her i Landet, som hun skulde opsøge.

Hvad er der, Fru Schneider?

S'ist Jemand da unten, der den jungen Herrn sprechen möchte. Kann ich la' ham kumme op?

Hvem? hvad hedder han?

Brunnow. Adolf Brunnow, hat er gesagt. Ein junger, hübscher Mensch!

Gleich, sofort! lad ham strax komme op, Fru Schneider.

Jeg skød hastigt mit Skriveri ned i Bordskuffen og sprang min nye Ven imøde.

Jeg vilde se, hvorledes Du havde det. Moder sagde, at jeg skulde høre herop. Er dette Dit Værelse?

Han stod midt paa Gulvet med Kasketten i Haanden, og saae sig omkring. Som han saaledes stod og den fulde Belysning fra Vinduet traf ham, lignede han Moderen. Han skød Haartjavsen væk fra Panden, og Ligheden blev endnu større. Han var blond ligesom Moderen, og havde de samme store, lidt smægtende Øine. Paa Overlæben og Hagen begyndte Skæget at dunes. Jeg misundte ham hemmeligt sin tidlige Udvikling. Jeg havde selv een Gang raget mig, men uden Resultat. Min Faders Barberkniv havde kun modtaget næsten mikroskopiske Spirer over sin hvasse Æg.

Slaas Du ogsaa med dem? spurgte han, og pegede paa et Par Fleuretter, der var hængt korsvis op over en Fægtemaske paa Væggen.

Jeg forklarede ham, at det var Stødvaaben, og tilbød ham en Lektion. Men han afslog det med en lille Rødmen og pegede paa mit Hoved.

Aa, det siger Intet. Om et Par Dage er den Skramme lægt; saa tager vi Begge Masker paa, og saa skal Du snart komme ligesaa vidt som vi andre!

Han takkede og pegede paa Reolen med mine Skolebøger, Virgil, Homer, Livius o. s. fr.

Læser Du i de Bøger? spurgte han, og saae meget opmærksomt paa Ryggene, forsaavidt som han kunde læse Titlerne for Blækklatter og Knivskaar.

33

Ja naturligvis; jeg skal jo »op« til næste Aar!

Hvor op?

Til Examen, til Artium. Skal Du ikke?

Nei, jeg skal til Gibraltar!

Hvad for noget?

Til Gibraltar, til min Onkel, som er Købmand.

Ah, Du er »Realist?« udbrød jeg noget nedladende.

Hvad er Realist?

Du skal til Handelen. Du læser ikke Latin og Græsk!

Nei, men jeg lærer Engelsk og Spansk og Fransk med Moder, og i Byen havde jeg en Lærer i Mathematik og Bogføring. Jeg lærer ogsaa at synge af Moder, og spille paa Fortepiano og Guitar!

Jeg følte mig næsten overbudt af denne Mængde Fag.

Jeg maa lære Dig at hugge og fægte! sagde jeg efter en lille Pavse. Du trænger til at faa Manerer.

Der var virkelig noget vist Pigeagtigt udbredt over hans iøvrigt vel proportionerte Skikkelse. Han stillede sine Arme saa besynderligt og hvilede stadigt sin Overkrop i Hofterne.

Hvad skal vi nu bestille foreløbig? spurgte jeg ham og saae mig omkring i Værelset, som om Væggene kunde give mig Svar.

Lad os spadsere i Slotshaven! foreslog han.

Jeg - jeg kan ikke godt!

Skal Du læse?

Ja, paa en vis Maade. Jeg har Stuearrest.

Stuearrest! udbrød han i den høieste Forbavselse og betragtede mine Haandledde og Ankler, som om han vilde søge efter Lænker der.

Forstaar du, Adolf... den Gamle... min Fader dikterte mig Arrest, fordi... for dette her, sagde jeg og bøiede Hovedet.

Da jeg atter løftede det, havde jeg hans Arm om mine Skuldre, og han saae mig lige ind i Øinene med sine Øine fugtige af Taarer. Det er min Skyld; jeg beder Dig saa inderligt om Forladelse!

Jeg blev ganske underlig tilmode. Det var en hel anden Maade at tage den Slags Sager paa, end vi grovkornede Krabater havde for Skik imellem os.

Han holdt mig endnu omslynget med sin Arm jeg, søgte at frigøre mig, men han holdt fast; først nu mærkede jeg hans Kræfter.

34

Bryd ud! sagde han.

Det var kun disse to Ord, og han sagde dem hurtigt og dæmpet, men det var som en hel theatralsk Forestilling. Udtrykket i hans Øine havde forandret sig; der var noget spændt lidenskabeligt i dem, som forvirrede mig og gjorde mig urolig.

Det er umuligt! sagde jeg, og rev mig løs. Det gaar ikke an. Du kender ikke min Fader!

Han havde sat sig ned Udtrykket i Ansigtet var atter det flegmatisk-sørgmodige.

Kom, lad os spille »Bataille«! raabte jeg, og tog Kort frem.

Ryger Du? spurgte jeg.

Ja, jeg ryger de Cigaretter, som Moder ruller.

Jeg vilde ønske, at Din Moder vilde rulle mig nogle Cigaretter. Her har du en Pibe. Jeg tror, den kan trække!

Og vi to Fyre satte os til i Skjorteærmer at spille Kort og ryge Tobak, medens Eftermiddagssolen faldt ind ad det aabne Vindu og bragte Sveden til at perle i store Draaber paa vore Ansigter.

Jeg tvivler ikke om, at »Bataille« (eller som jeg senere hos Bønderne paa Landet har hørt det blive kaldt »sulten So«) dengang var et meget interessant og for vore Fordringer meget tidssvarende Spil; alligevel vilde Spillet den Eftermiddag ikke ret udfylde hele vor Interesse. Naar en Indespærret faar et uventet Besøg af en fri Mand, kommer der en ganske naturlig Lyst og Higen i hans Hu, som ikke er saa ganske let at faa Bugt med. Jeg havde flere Gange reist mig og seet ud ad Vinduet, ligesom om det blændende, gyldne Lys derude drog mig til sig. Endelig kastede jeg Kortene og satte med en Gaben min Pibe fra mig.

Jeg gider ikke mere, Du. Det er ogsaa forbandet at skulle sidde inde en saadan Eftermiddag. Det Eneste, der trøster mig, er, at Varmen er saa forfærdelig derude. Hvor mange Grader tror Du det er?

Han svarede ikke, men reiste sig langsomt, og saae med sine store Øine paa mig. Jeg følte, at hans Moder maatte kunne se saaledes paa En; maaske endnu mere dragende og fristende.

Kom, lad os gaa, Du; blot en Time. Din Fader kan ikke være kommen hjem til den Tid; og saa er der jo Ingen, som faar det at vide!

Jeg var svag; jeg lod mig overtale. Vi sneg os ned ad Trappen og over Græsplænen, kigede over Gærdet ned ad Veien, og da Passagen var fri, faldt Laagen i efter os, og vi drog ilsomt opad 35 Asminderødveien, skar over Helsingørsveien, og løb tværsover Marken forbi det nyligt opførte Thinghus ind i Slotshaven, hvis høie, mørke Lindeallee modtog os i sin beskyttende Skygge.

Vi var i Slotshaven, og jeg var ude af min Arrest. Jeg stod lidt og saae paa Thinghuset med sine røde Mure og sine smaa tilgitrede Vinduer, og jeg spurgte mig selv, ikke uden en vis hemmelig Følelse af Skyld overfor de menneskelige Love, hvad Følgerne vilde blive af denne min Undvigelse. Min Ven var ligesaa raadvild som jeg; det syntes, at det Ubestemte og Drømmende atter havde taget Overhaand hos ham, og det var maaske ikke langt fra, at vi var vendt tilbage igen. Dog, dette forekom mig at være en Skam. Var Skridtet endelig gjort, saa skulde det gøres helt ud; men hvorhen? Langs Søen turde vi ikke vise os, og det var dog det smukkeste, tillige ogsaa det køligste Sted

Vi gaar hjem til Moder! raabte Adolf.

Hvor er det?

I Skipperalleen.

Lad gaa da!

Jeg turde næppe tilstaa for mig selv, hvor glad jeg blev over dette Forslag. Naar vi nu blot ikke mødte de hjemvendende Fiskere underveis; men det havde vel ingen Nød; de blev vel ude til Aften. Vi luskede os med den onde Samvittigheds ængstlige Skridt opad Alleen til Laagen med det snurrige Navn »Kikkenborgporten«, og derfra satte vi saa i Spring tværsover Slotsgaden og ned i Skipperalleen med de gamle, skyggefulde Kastanietræer og den forfærdelig slette Brolægning.

Her skal vi ind! sagde Adolf, og standsede udenfor en lille Kottage, der med et Stykke Have foran viste sig paa den venstre Side af Alleen mellem Kastanietræernes tætte Løv.

Hvor længe har I boet her? spurgte jeg, tøvende med at følge efter min Ven.

Kun en Ugestid Kom nu. Der staar Moder i Døren!

Ah, velkommen, tapre Hr. Krigsmand Se, det kan jeg lide; Bekendtskabet sluttet, og Venskabet allerede begyndt med at man gør hinanden et dobbelt Besøg den samme Eftermiddag.

Jeg tog min Hat af og gik rødmende over det lille Stykke Have hen til den høie Dame.

Hun tog min Haand og beholdt den lidt i sin; derpaa, ligesom for 36 at hjælpe paa min Forvirring, begyndte hun at udspørge mig, om Forbindingen havde siddet fast, om det gjorde meget ondt endnu, og endelig, om Adolf havde hilst pænt paa min Familie.

Jeg besvarede Alt, saa godt jeg formaaede, og meddelte, hvad det sidste Punkt angik, at mine Søstre for Tiden var i Besøg hos Slægtninge i Helsingør, og at der slet Ingen havde været hjemme, da Adolf kom.

Heller ikke Deres Moder?

Jeg har ingen.

Er det længe siden hun døde? - Dette Spørgsmaal blev gjort med en dæmpet, blød Stemme, som om hun frygtede for muligvis at berøre et altfor friskt Tab.

Jeg fortalte hende, at det var en fire, fem Aar siden, og at vi nu havde en Fru Schneider i Huset, som hverken mine Søstre eller jeg kunde lide, som talte Tysk, og som havde forlorne Krøller.

Hun morede sig saa øiensynligt over mine Svar, at jeg kun blev yderligere forvirret, og næppe vidste, hvilken Stol jeg skulde sætte mig paa, da vi var kommen ind i Havestuen.

Men saa sæt Dem dog. Kom her, ved Siden af mig!

Hun strakte sig i en Gyngestol og trak med Spidsen af sin lakerte Sko en lille Taburet til sig, hvor jeg satte mig overskrævs paa med Knæerne krummede ved hver Side ligesom en ubehjælpsom Rytter paa sin Hest. Min Hat beholdt jeg stadig i Hænderne og saae ufravendt paa hende.

Gør Dem det saa bekvemt som De vil! sagde hun smilende, og viste en Række brede, hvide Tænder.

Saa vil jeg sætte mig paa Gulvet, med Deres Tilladelse!

Jeg var halvt fortvivlet over min Keitethed og over ikke at kunne faa rigtig fat paa mig selv overfor hende. Det var noget ganske Andet, end naar jeg var sammen med Kusinerne. Jeg blev næsten determineret af Forbitrelse over min Forlegenhed

Hun lo ganske høit, og skød en Skammel hen til mig.

Saa sæt Dem da her ved mine Fødder, og vær en opmærksom Page. Hvor gammel er De?

Jeg fylder i Dag sytten Aar!

Nei virkelig. Jeg gratulerer. Saa er De jo egenlig en voxen Kavaler, som man ikke saadan uden videre tør lægge for sine Fødder. Adolf er et helt Aar yngre end De!

37

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare. Hun gyngede sig i Stolen, saa at jeg snart saae hendes Skosaaler, snart hendes Ankler. Jeg havde ikke mine Øine fra hendes Fødder.

Sagde De Deres Familie, hvor De gik hen?

Jeg blev blodrød og skottede til Adolf, som imidlertid havde travlt henne i Vinduskarmen med at sætte nye Strenge paa en smukt indlagt Guitar.

Der var slet Ingen hjemme, da vi gik! fik jeg endelig frem.

Hun syntes aldeles at have overhørt mit Svar. Hun laa lænet tilbage i Gyngestolen med Øinene paa en inderlig doven Maade halvt lukkede og de lange Øienvipper næsten berørende den buttede Kind. Næsen var fint tegnet, men dog maaske noget vel blød i sine Linier, Munden svulmende, Hagen kraftig, Haaret redt i to tæt krusede Guirlander ned over Panden næsten til Øienbrynene. Hendes Teint var lys, men af en dyb, varm Farve, og stundom traadte Rødmen blussende frem paa Kinderne. Hendes Haar var dog maaske det, der mest fyldte mig med Beundring. Det var af en blond, men kraftig blond Farve, i visse Belysninger næsten gyldent glinsende; det var svært, yppigt, kruset som sagt over Tindingerne, og maatte være som Silke at føle paa. Hun havde en lys nedringet Kjole med en Slags Florsmantille, der gik høit op i Halsen, og lod den hvide Farve og den fyldige Form skinne igennem; ligeledes dækkede og paa samme Tid fremhævede nogle sorte Florsærmer de blændende hvide, runde Arme. Jeg vidste dengang slet ikke, hvor jeg skulde henføre den Slags Skønhed. Senere har jeg lært det. Da jeg i Borghese Paladset saae Tizians herlige Billede, hvis Betydning de Lærde paa sædvanlig lærd Vis ere saa uenige om, da kendte jeg strax min høie, fyldige skjønne Dame fra min Ungdoms duftberusede Tid. »Den himmelske og den jordiske Elskov«, siger Ciceronen og tager sig en Pris, medens den Fremmede andægtigt eller pligtskyldigst beundrer Billedet. Hun var den jordiske Kærlighed; yppig skjøn, flegmatisk henrivende, doven næsten i al sin svulmende Ynde.

Hun reiste sig langsomt. Jeg var med et Sæt paa Benene.

Hvorfor seer De saa vist paa mig? spurgte hun.

Jeg synes...!

Nu! hvad synes De saa, min Hr. Page?

Jeg synes! stammede jeg og svimlede næsten under min egen Dristighed. Jeg synes, at De er saa smuk!

38

Hun spilede Øinene op, lod dem derpaa ligesom kærtegnende glide henover mit Ansigt, og vendte sig raskt om imod Adolf.

I Sandhed, Adolf; Din Ven er galant. Det kommer maaske af de mange Vaabenøvelser. Men De vil jo lære min Dreng at fægte, ikke sandt?

Hun støttede sin Haand paa min Skulder, og gik hen til Klaveret. Nu skal De faa Musik! Eller maaske vil De heller have noget at spise? Adolf, siig til Jenny, at hun gør Aftensbordet istand!

Jeg stammede en Undskyldning. Jeg maatte hjem ... Man ventede mig...!

Aa Passiar. De bliver her! Sæt Dem nu ned; hører De. De er et rædsomt Menneske; man skal sige Dem Alting. Men De har Smag, det maa man lade Dem!

Og hun lo og anslog nogle Akkorder paa Klaveret.

Jeg havde aldrig, som man siger, »været med til sligt før.« Jeg lod mig dumpe ned i en Stol. Jeg havde ingen Villie. Jeg vidste blot, at dette var det mest Henrivende, jeg nogensinde havde tænkt mig.

Hun gjorde nogle hurtige, larmende Løb frem og tilbage ad Klaviaturen, faldt saa over i nogle bløde Molakkorder og begyndte at synge en fremmed Sang i et sælsomt vuggende monotont Foredrag. Midt i holdt hun op.

Jeg maa vente, til Adolf kommer; der maa Guitarakkorder til!

Adolf kom ind, og paa et Vink af Moderen tog han sit Instrument og satte sig paa sin stille Maade bag hendes Taburet. Hun akkompagnerede sig dæmpet paa Klaveret, han tog Akkorder, raske Greb og indviklede Løb paa Guitaren. Det klang fortræffeligt sammen; og saa sang hun, sang med sin bløde, vibrerende Stemme den fremmede Sang, saa at det gik mig til Marv og Ben eller rettere lige ind i Sjælen. Jeg havde Lyst til at falde paa Knæ og bede hende skaane mig. Den Musik kunde jeg ikke taale.

Men hvad er der iveien? Kan De ikke lide Musik? eller er det mit Spanske, De ikke kan forstaa? Vent lidt, jeg kan ogsaa synge Dansk!

Atter kom en hel Del Løb og Triller. Adolf stillede sin Guitar bort, og hun sang:

Jeg kryster Dig i mine Arme,
Jeg kranser Dig med mit Haar,
Jeg lægger min Haand paa Dit Hjærte,
39 At føle hvor bange det slaar.
Din Frygt er mig tusindfold Glæde,
Men hvis Du engang faar Mod:
Da maa jeg vel bitterlig græde
og synke Dig ned for Fod
To kan ei paa een Gang herske.
Den Svageres Lod er tung;
Men jeg vil være den Stærke,
Skøn som jeg er og ung.
Thi kysser med Smil jeg Dit Øie,
Imedens det bæver for mit,
Og vogter bag Smilet nøie
Ethvert af min Ridders Skridt.
Og seer jeg hans Kinder flamme
Og læser Triumf i hans Blik,
Da tager jeg Alt tilbage,
Hvad kun han som Løfte fik.
Men bøier han Knæet atter
Og trygler bønligt og blidt,
Da - o min Ridder, Du fatter
Ei Summen af Alt, som er Dit.

Hun bøiede Hovedet tilbage med lukkede Øine. Fingrene gled endnu henover Tangenterne, og hun nynnede ligesom i Drømme de sidste Vers i Strofen, idet hun lagde en særegen, udhævet Betoning paa »Summen«. Det dæmpede Akkompagnement og det hele dvælende - en Maler vilde formodenlig sige udpenslede - Foredrag havde ladet hvert lille Ord i Sangen komme til sin Ret; ikke en Stavelse var undgaaet mig, jeg havde kun hørt altfor nøie efter, og hvis Hensigten med Sangen havde været den at gøre mig stakkels Dreng aldeles tummelumsk, saa var Hensigten sikkerligt opnaaet.

Hun syntes imidlertid slet ikke at bekymre sig om, hvorvidt hendes Sang havde gjort Indtryk paa Tilhøreren eller ei. Det var først, da jeg gjorde en Bevægelse for at reise mig, at hun langsomt dreiede Hovedet og saae hen paa mig.

Jeg maa gaa...! stammede jeg. Jeg tør ... jeg kan ikke blive længer. Jeg...

40

Er her da saa slemt at være ?

Siddende rakte hun Haanden ud imod mig. Jeg greb den uden ret at vide, hvad jeg vilde gøre med den; maaske erindrede jeg nu noget fra min Romanlekture; jeg kyssede den, men med en saadan Heftighed, at hun lidt forskrækket trak den tilbage.

Mine Fingre er ikke af Marzipan, Hr. Vildmand De faar stille Deres Appetit paa Brød og Smaakager! Kom nu, Thebordet er istand!

Hun tog mig under den ene Arm, Adolf under den anden. Hun strøg og klappede Adolf paa Kinden og kyssede ham paa Panden, da vi var kommen ind i Spisestuen, hvis Vinduer ligesom Havestuens vendte ud imod Alleen. Hun syntes med Flid at fordoble sine Kærtegn mod Sønnen i min Nærværelse. Han trykkede sig op til hende som en lille Pige eller snarere som en Yndlingshund, man kæler for. Jeg brændte mig paa den skoldhede The; det var trykkende varmt i Stuen, og Luften, som kom ind ad de aabentstaaende Vinduer, var lummer og fyldt med sødlig, næsten kvælende Blomsteraande.

Paa en Gang begyndte det at mørknes inde i den lave Stue, og en svag Rumlen lød derudefra.

Min Gud, hvad er det?

Det er Torden, Frue. Det har truet dermed hele Dagen. Skal jeg lukke Vinduerne? -

Nei, lad dem blive staaende lidt endnu. Jeg er angst for Torden, men her er kvælende hedt inde!

Vi var staaet op fra Bordet. Hun viftede sig med sit Lommetørklæde og søgte, kunde jeg see, kæmpende med sig selv at overvinde den uvilkaarlige Ængstelse, som jo alle levende Væsner ligened til Planterne er underkastede, førend den store Naturkrisis bryder frem.

Jeg var kun sytten Aar. I den Alder kender man ikke stort til Nerver; det var kun ved Tandoperationer og sligt, at man følte Ulempen ved det, som Materialisterne i vore Dage paastaar er Ens egentlige Jeg, et Jeg, som de ideelle Inkvisitionstribunaler saa fortræffeligt vidste at komme tillivs.

Jeg stod og saae ud ad det aabne Vindu. Stilheden i den øde Skipperallee havde om muligt fordoblet sig. Lindebladene hang bedrøvet ned, af og til raslede en enkelt tung Regndraabe gennem Løvet og faldt til Jorden, hvor den jog en lille mat Støvsky op under sit Fald. Ikke en eneste Fugl sang i Nabolaget. Stundom var det, som om en hed Aande pustedes imod En af en usynlig gloende Ovn, stundom 41 gik der som en Kuldegysning gennem Træer og Buske. Det mørknedes mere og mere under Træernes Kroner, og de Pletter af Luften, som man kunde øine over Toppene, var ligesom marmorerede af graagule kugledannede eller langstrakte Skystriber. Saa kom de fjerne, drævende Drøn af Tordenen; det var ligesom om den ikke ret kunde komme afsted; den stræbte og stræbte, rumlede, holdt op, rumlede atter og døde hen i et enkelt lille Bum! som ved et Fyrværkeri, hvor en tiloversbleven Sats knalder løs fra den matglødende, matcirklende Sol efterat Publikum allerede er gaaet.

Mit unge Hjærte begyndte at snøre sig sammen. Det var ikke Tordenenjeg frygtede. Bah! hvem bekymrede sig dengang om Tordenveir? Det Hele var jo Løier, en Extraforestilling, som ikke engang kostede Entreebillet. Nei, men det, at hele Naturen krympede sig sammen i ængstlig Spænding, det gjorde, at der ogsaa i mit Bryst blev noget trangt. Rusen derinde fra Musiken og den skjønne Dame var lige paa Nippet til at vige for min brødefulde Skyldbevidsthed. Om et Øieblik kunde Plaskregnen være der, og saa maatte jeg vente, indtil den hørte op, og saa var Fader imidlertid kommen hjem, dyngvaad maaske og derfor endnu mindre tilbøielig til Overbærenhed med Forseelsen. Saa vilde en af disse pinlige Scener paafølge, - og det tilmed paa min Fødselsdag.

Jeg knyttede Hænderne af Uro og Raseri. Blot jeg dog var Student, var bleven immatrikuleret blandt Menneskene, havde faaet det Tegn paa min Hue, der forvandlede mig fra denne Mellemting mellem Fugl og Fisk til - ja hvortil? Vilde Formynderskabet nogensinde høre op? Maaske naar jeg havde faaet Skæg eller taget 2den Examen? Men hvor skulde jeg saa faa Penge fra? thi, saameget vidste jeg, uden Lommepenge ingen Uafhængighed. Nei, det var til at blive rasende over.

Og saa kom det første Lyn og det første Tordenskrald, og Plaskregnen begyndte at øse i Strømme.

Adolfs Moder var sunket tilbage i en Stol og holdt Lommetørklædet for Øinene. Adolf selv stod midt ude paa Gulvet, ligesaa ubestemt som sædvanlig.

Jeg gik hen til den smukke Dame og knælede ned foran Stolen.

Skal jeg lukke Vinduerne, Frue?

Hun greb min Arm og stirrede forvirret paa mig.

Hvad siger De? - O det er frygteligt! - Et stærkere Lyn og et 42 voldsomt Skrald paafulgte. Hvad siger Du, min Dreng? lukke Vinduerne? Ja... nei, nei; gør det ikke; her er kvælende herinde. O at der ikke er en Mand tilstede!

Jeg reiste mig og løb hen til Vinduet. Uveiret var lige over Huset, det var jeg sikker paa. Jeg saae ud paa Veien. Hvad var det? stod der ikke en høi Skikkelse under det nærmeste Træ og med en Medestang i Haanden? Jo rigtigt! Og nu slap Skikkelsen Stangen og gjorde et Par hastige Skridt henimod Havelaagen. Regnen styrtede ned, Skikkelsen rev Laagen op, sprang over Bedene og op imod Huset. Det var...

Jeg foer tilbage fra Vinduet. Det er Fader! raabte jeg.

Hvem? hvem? lød det henne fra Stolen, og Lommetørklædet faldt fra Ansigtet.

Min Fader! -

Døren ud til Haven derinde ved Siden af aabnedes raskt. Jeg følte, at Alt nu var tabt; nu kunde jeg lige saa gerne springe i det.

Jeg er løbet bort fra Arresten, Frue! -

Adolfs Moder havde reist sig. Hun betragtede mig aldeles forvirret; hun forstod aabenbart ikke et Ord af hvad jeg havde sagt.

Hvis det er Deres Fader, saa er han naturligvis velkommen. O Gud hvor jeg er angst! -

Idetsamme stod min Faders Skikkelse i den aabne Dør.

Undskyld! jeg hørte Stemmer herinde, og beder tilgive at jeg saa-dan trænger mig ind i Huset; men Uveiret er saa voldsomt... Erik! Du her! -

Et dundrende Tordenslag og et blinkende Lyn, der syntes at fylde Værelset med sit Lyshav og som efterlod en sveden Lugt!

Vi vare alle Tre uvilkaarligt faret med Hænderne op for Øjnene. Nu sprang Adolf frem mod min Fader med et Skrig: Frels hende, frels Moder, hun dør! -

Det er umuligt Slag i Slag at beskrive de Minuter, der paafulgte. Jeg saae min Fader knælende ved den smukke Dame, der var gledet fra Stolen ned paa Gulvet og laae foroverbøiet med Ansigtet i sine Hænder. Jeg var sprunget efter Vand, Adolf efter en Flakon med Essents; min Fader løftede den Besvimede op i Stolen og understøttede hendes Overkrop, medens han badede hendes Tindinger. Ingen mælede et Ord, Tordenen rullede, men som det syntes fjernere, og Lynene var ikke saa blændende som før.

Endelig slog hun Øjnene op, hun var ligbleg og hulkede.

43

Vand, Vand! -

Min Fader klappede hende paa Panden og førte Glasset til hendes Læber, medens han søgte at fjerne den skælvende Haand, der vilde gribe om hans.

Hun drak begærligt. Derpaa lod hun sig falde tilbage mod Stoleryggen, lagde begge sine Hænder foran paa Brystet, og idet hun snappede efter Veiret, flængede hun med et Ryk Mantillen til begge Sider og rev Kjolelivet op.

Jeg kvæles!-

Adolf bød hende Flakonen. Jeg vendte mig om.

Da jeg atter skottede hen til Stolen, stod min Fader opreist og talte til hende i løsrevne, beroligende Sætninger som til et lille Barn.

Nu syntes det, at hun endelig kom rigtig til Bevidsthed.

Hun skød hastigt Kjolelivet til og ordnede Mantillens Flænger over Brystet O min Herrejeg takker Dem! mumlede hun og lukkede Øinene.

Saaledes sad hun, indtil Rødmen langsomt vendte tilbage i hendes Kinder. Saa reiste hun sig, afslog min Faders Hjælp og gik støttende sig paa Adolf ud af Stuen.

Jeg bed mine Læber sammen og ordnede mine Tanker til det kommende Forhør.

Jeg maatte forresten vente noget.

Min Fader gik, synlig distrait, frem og tilbage over Gulvet. Saa standsede han og saae paa mig, men der var forunderlig nok ikke det Udtryk i hans Øine, som jeg havde forberedt mig paa.

Hvorledes er Du kommen her, Erik? -

Det var den fremmede Dame, som forbandt mig i Slotshaven, Fader!

Og hendes Navn?

Fru Brunnow!

Er det hendes Søn?

Ja!

Han har formodenlig været hjemme hos Dig?

Ja-a!

Og Du er gaaet ud med ham?

Ja-a!

Godt!

Han spadserede atter frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen.

44

Jeg stod endnu med tilbageholdt Aandedræt, ikke rigtig vidende om jeg var købt eller solgt. Men der syntes ikke at komme mere. Det var som om det bortdragende Uveir havde opløst dette Uveir og taget det med sig paa Flugten.

Saa aabnedes Døren, og hun traadte ind. Det slog endogsaa mig, hvor festligt et Toilette hun havde gjort i den korte Tid. En lyserød, klar Kjole, med smaa skælmske Blomsterbuketter tittende frem af hvert Foldekast, en graa Mantille og et Langshawl af hvidt Silke slynget om Halsen. Hun var meget bleg, da hun endnu var i Døren, og hendes Øjne saae mørkere ud end ellers. Men idet hun gik frem og rakte Haanden ud mod min Fader, slog hun Øinene ned, og en blussende Rødme brød som et Rosenflor ud over Hals og Ansigt.

Denne Gang er det Din Tur! tænkte jeg.

Min Fader tog hendes Haand og bukkede.

Tak! hviskede hun.

Derpaa bød hun en Stol frem og satte sig selv. Hun smilede nu paa sin vante Maade. Min Fader tog Ordet: Min Søn har allerede underrettet mig om, hvem jeg har den Ære at tale med. Jeg er Tilfældet meget forbunden, at det paa en Maade har ladet mig tilbagebetale den Gæld, hvori jeg paa min Søns Vegne stod til Dem for den venlige Assistance, De ydede ham i Formiddags. De var virkelig meget lidende under Uveiret, min naadige Frue, og jeg kan kun lykønske Dem til, at De saa snart synes at have overvundet Deres Skræk, - thi mere end Skræk var det vel ikke?

De har Ret. Jeg er virkelig en stor Kujon i Tordenveir. Lige fra Barn af har dette Naturoprør gjort et saa overvættes Indtryk paa mig. Jeg kan ikke staa imod og er kun inderlig kjed over, at denne min Angst kan bringe mig i Situationer, hvor jeg virkelig har Assistance nødig; - hvor jeg idetmindste, tilføiede hun hastigt og med nedslagne Øine, veed at sætte Pris paa en Mands venlige Deltagelse, og hvor jeg (her smilede hun og saae paa mig) ikke altid føler mig betrygget ved Nærværelsen af en saa ung Kavaler som Deres Hr. Søn, uagtet jeg maa indrømme ham, at han optraadte med megen Konduite! -

Min Fader bukkede og gjorde Mine til at reise sig.

Vil De ikke, sagde hun og pegede paa Aftensbordet, der endnu stod næsten urørt, tage til Takke med et Glas Vin eller en anden Forfriskning? De maa være vaad og kold efter Deres Tur i det forfærdelige Veir!

45

Netop af den Grund, Frue! sagde Fader og reiste sig, vil jeg see at komme hjem saa snart som muligt, efterat jeg nu har overbevist mig om at al Grund til Ængstelse for Deres Velbefindende fra min Side er overflødig. Jeg er, naar jeg skal være ærlig, dyngvaad. Vi maa hjem, Erik, sagde han med et usædvanligt venligt Øiekast til mig, for at see, om Dine Kammerater er slupne mere tørskindede fra det end jeg. Jeg lod dem gaa iforveien, da jeg saae Uveiret trække op. Selv havde jeg noget med Peer Matros at snakke om, som forsinkede mig! -

Han tog sin Hat, og vi gik ud af Stuerne, fulgt af Fruen. Trods min Faders Protest imod at følge os ud i den nu mærkelig afkølede Luft og over den vaade Gang, ledsagde hun os dog til Laagen.

Tør jeg nu ikke, Frue, til min fuldstændige Beroligelse sende Dem Doktoren her i Byen paa Halsen? Han er en af mine Venner, og jeg skal lige forbi hans Hus! -

Hun afslog det høfligt, men meget bestemt. Derpaa rakte hun først mig Haanden og saa min Fader. Han beholdt den et Øieblik og aabnede Læberne som for at sige noget. Ogsaa hun syntes at have et Ord paa Tungen, som ikke vilde komme frem. De saae hinanden vist ind i Øinene; saa slap de Hænderne; min Fader bukkede dybt og gik hastigt over Grøftens Gangbræt.

Kom snart og besøg Adolf! raabte hun ud til mig over Rækværket.

Min Fader vendte sig raskt. Det var hans eget Fornavn, der blev nævnet. Han tog endnu engang sin Hat af og bukkede; saa gik han hurtigt midt ud i Alleen under de dryppende Træer.

Jeg blev staaende et Øieblik og saae efter den høie, pyntelige Dame, der skred henover Gangen med opløftet Kjole og smaa sikre Trin. I et Vindu fik jeg Øie paa Adolfs Ansigt. Jeg vinkede Farvel til ham. Han virrede med Hovedet. Det forekom mig, at han græd.

Kom saa Erik! hørte jeg min Faders Stemme.

Jeg skyndte mig at tage hans Medestang, som endnu stod lænet op mod en Træstamme. Idet jeg saae opefter, opdagede jeg, at en svær Gren paa det kandelaberformede Lindetræ var kløvet lige ned til Stammens Knudepunkt. Kviste og Blade laa strøet paa Jorden. Her var altsaa Lynet slaaet ned!

Erik! hørte jeg langt oppe i Alleen, og denne Gang bragte Stemmen mig til i ilsomt Trav at sætte afsted henover den knudrede Stenbro.

Jeg naaede først min Fader helt oppe ved Slotsgaden. Uden at der 46 blev vexlet et Ord gik vi sammen hjemefter gennem Byen i den fugtigkølige Aften.

Jeg skulde nok tage mig iagt for at henlede Opmærksomheden paa min Tilstedeværelse.

Først da vi stod udenfor Laagen af vor egen Have, rettede min Fader et Spørgsmaal til mig.

Boer Din nye Kammerats Fader ogsaa herude? -

Jeg svarede, at saavidt jeg vidste, havde min nye Kammerat ingen Fader.

II

Den næste Morgen fulgte jeg de Kammerater tilvogns, som skulde til Staden. Jeg var glad over at blive af med Duxen, vort stadige exempli gratia, som jeg kaldte ham, og jeg var i det Hele taget glad over at være bleven alene og Herre over min Tid og mine Bevægelser. Siden igaar, forekom det mig, var jeg voxet betydeligt; jeg havde ligesom noget for mig selv. Jeg viftede med Kasketten, da Bless løftede sin Pisk og med Stentorstemme spurgte: »Er vi saa færdig?« Pudelen gøede, Kammeraterne gav mig tre Hurraer, som jeg gerne havde skænket dem, og bort kørte de og bort gik jeg, dybt grundende med Hænderne paa Ryggen og Hovedet forover. Luften var bleven behagelig afkølet, der var kommet frisk Havvind nordfra over Tidshvile-Kanten, og denne friske Vind drev de hvide Skyer foran sig høitoppe i den blaa Luft; det gjorde saa godt at indaande denne Luft her i det indesluttede Fredensborg, hvor Varmen saa gerne vil ligge og dovne og brygge Torden sammen i den Kedel, som hedder Esromsøen, med Uddunstningerne fra alt det Ved, som findes rundtomkring i de store, stille Skove.

Trods den Friskhed, som jeg saaledes inddrak, gik jeg dog med bøiet Hoved og Hænderne paa Ryggen. Jeg gik opad Gaden, indtil jeg kom til Kroen, som nok i sin Tid havde hørt med til min Onkels Købmandsgaard, men var bleven bortforpagtet eller udleiet, 47 sandsynligvis paa meget billige Vilkaar. Umiddelbart op til Reisestalden, som denne tidlige Formiddag var tom for Vogne og Mennesker, stødte det Plankeværk, der adskilte Onkels Have fra Gaden.

Jeg stod stille og kiggede ind i Reisestalden, om jeg ikke skulde kunne opdage en af mine Venner, Kromandens nye Støverhunde. Der var imidlertid ingen Hunde; kun den kokinkinesiske Hane gik spankende omkring, dukkende med sit latterligt arrogante Hoved og skrabende med en Blanding af Overlegenhed og Galanteri Hakkelse og Gødning tilside for et Par Hønsedamer med Børn, der løb ærbødigt bagefter Husherren.

Pludselig foer Hanen iveiret med en halvkvalt Galen, der lød som en undertrykt Ed Et grønt Æble havde truffet den over det ene Ben. Jeg fulgte med Øjnene det trillende Projektil og skulde just til at vende mig om for at erfare, hvilket Skydevaaben der havde udkastet det, da jeg selv blev truffen i Kasketten.

Godmorgen Fætter! Alt saa tidlig opstanden? -

Min Kusine Harriets Hoved viste sig over Plankeværket. Du kan gerne beholde Dit Godmorgen saavelsom Dine Æbler for Dig selv! svarede jeg mut. Vi laa netop i de Dage i Kævleri sammen.

Er Du endnu fornærmet, eller har Du maaske ikke faaet udsovet? Vent lidt, jeg skal vække Dig! -

Atter slyngedes en Projektil imod mig, og da jeg behændig undveg Kastet og løb efter Æblet for at sende det tilbage, susede en hel Regn af de haarde, grønne Kugler over mit Hoved, og jeg opdagede, idet jeg trak mig tilbage i Dækning af Stalddøren, at Plankeværket formelig var besat med Artillerister.

Der var mine to Kusiner og deres respektive Tilbedere, desuden et Par Veninder fra Byen, hvoraf den ene malede, den anden forberedte sig til en Lærerindeexamen.

Jeg var strax i fuld Kampiver jeg veed ikke hvad det var for en irriteret Stemning, der var over mig idag; men det kom mig herligt tilpas, at jeg her havde modtaget en Udfordring, hvis Besvarelse kunde aflede Stemningen i mit Indre. Jeg samlede mig i en Fart saamegen Munition sammen, som jeg kunde faa fat i uden at blotte mig for meget, og havde øieblikkelig udvalgt mig et Maal, som jeg særlig havde Lyst til at træffe. Det var ham, Musikeren, der stod ved Siden af Harriet; en lille, undersætsig, glatraget, smilende Fyr med Ansats til Embonpoint, med noget Stikkende i de store, sanselige Øjne, der 48 havde Rynker og Poser til Indfatning, som næppe Dyden havde været Mester for; en »fedtet« Mand trods sine pyntelige sorte Klæder og det evige, ulastelige hvide Halsbind.

Jeg kastede efter ham, og kastede flere Gange uden Held. Endelig traf jeg ham, og saa eftertrykkeligt at hans Øine gnistrede.

Det skal Du faa betalt! raabte han og forsvandt bag Plankeværket. Alle Hovederne forsvandt samtidigt. Jeg hørte Parlamenteren og hans egen høie Stemme. Saa trak Stemmerne sig bort, og jeg begyndte at tænke paa at sikre mig Retraiten.

Idetsamme kom Adolf gaaende ned ad Gaden. Han saae meget fin ud idag, havde en blaa Jakke paa, Straahat og gule Nankinsbuxer. Hans Skjortekrave var smøget ud over Jakken, og han havde bundet et rødt Tørklæde med Frynser under Kraven. Alle disse Farver stod godt til hans lange blonde Haar og hans sunde friske Teint. Godmorgen Du! raabte jeg ham imøde og forandrede øieblikkelig min Tanke paa Tilbagebog. Vil Du staa mig bi, hvis jeg bliver angreben?

Han løb strax over til mig.

Hvad er der iveien? -

Ja nu skal Du faa at see. Der er han! -

Hr. Bentheim kom ned imod os med sin Spadserestok i Haanden. Han var, som jeg kunde tænke mig, løbet over Gaarden og ud gennem Porten. Hans Læber dirrede af Vrede, og han bevægede Stokken frem og tilbage paa en betegnende Maade. Vort Mellemværende var allerede af gammel Dato; jeg kunde instinktmæssig ikke lide ham, og hans Kurmageri til den af Kusinerne, som jeg trods vort evige Mundhuggeri foretrak, var en bestandig Kilde til Rivninger mellem den i mange Henseender overlegne, i ethvert Fald betydeligt ældre Rival og mig.

Hvor kan det falde Mosjø Erik ind at kaste med Æbler paa Damerne? Du opfører Dig som en Gadedreng, min Ven! -

Han svippede med Stokken og gik truende hen imod mig.

Jeg veed ikke af nogen Dusdrikken mellem Dem og mig! raabte jeg udfordrende.

Hvad behager; jeg tror den Hvalp ræsonnerer. Men jeg skal dog engang give Dig en lille Paamindelse i Høflighed! -

Han slog efter mig med Stokken, men Adolf, som i høieste Forbavselse havde seet til, faldt ham som et Lyn i Armen og afledte Slaget.

49

Han vendte sig mod min Kammerat.

Hvad er Du for en Knægt? -

Jeg hedder Adolf! lød det fuldkomment rolige og høflige Svar.

Det er ogsaa en Forklaring. Hvad blander Du Dig i Andres Sager? Gaa Din Vei, eller Du skal faa noget med! -

Erik der er min Ven. Hvorfor vil De gøre ham Fortræd? -

Ho ho! Den ene er en Lømmel og den anden en Idiot. Afveien, siger jeg! -

Nu paa ham! skreg jeg og sprang med et formeligt Brøl ind paa Livet af den overraskede Musiker.

Vi snurrede begge rundt og faldt endelig midt ude paa Gaden. Jeg kom underst, og Musikerens benhaarde Fingre klemte mig om Halsen. Adolf havde grebet hans Stok og tærskede af alle Kræfter løs paa min Fjendes Ryg. Jeg brølede som en Tyrekalv, da han endelig slap sit Greb formedelst den Mængde Stokkeprygl, der haglede ned over hans Ryg og Lænder. Karlene fra Reisestalden, Tjenestepigerne fra Kroen, en stor Del af Købmandsgaardens tjenende Befolkning kom ud og slog Kreds om os. Endelig kom jeg paa Benene, og nu kastede vi to Drenge os med et saadant Raseri over Musikeren, at han med udrevet Skjortebryst, bulet Hat og med Tabet af sin Stok maatte flygte ind i Gaarden, og endda fik han et Hurra med sig af samtlige Karle og Kuske.

Naar man nu tænker tilbage paa den Tid, kan dens Friskhed i enkelte Retninger formelig gøre En godt Man fik ganske instinktmæssig noget imod en Mand, undersøgte ikke Sagen grundig, men lod sig lede af den engang fattede Antipathi. Man kølede aldrig sin indre Ild af for at gøre sin Person til Staal, bøielig og stærk paa een Gang. Naar Jernet var blevet gloende derinde i Essen, saa tog man det ud og slog omkring sig med det saa længe det kunde sprutte Gnister fra sig. Man »gik paa« som en Slagterhund eller tog Benene med sig som en Hjortekalv. Og saa den i Øieblikket fuldstændige Hensynsløshed overfor »Skandalen«. Strid med Rivalen midt paa aaben Gade, under Gaardskarles og Pigers Applaus, det er jo de gode gamle Komedier om igen! Det kan ikke nægtes: hvis nu en eller anden halvgammel Fyr sammenligner sin Ungdoms »Friluftsliv« med sin Manddoms Leven og Færden, da stiger vel nok nu og da et Suk op fra den halvgamle Fyr; han tænker paa al denne sammenbidte Ugleseen tilhøjre og tilvenstre, Dagbladskævlerier, Advokatdueller, hvor den Sejrende ligner en 50 plukket Høne, den Overvundne en Synaalepude. Han tænker paa de maskeagtige Ansigter, han møder paa Gaderne; de ubevægelige, de døde. Ja! det kan nu engang ikke være anderledes. Man maa gaa saaledes; man maa lægge sit Ansigt en Gang for alle i de Folder, som Kastebestillingen medfører; og saa lade Munden blive siddende saaledes, alvorsmandsagtig, Ørene hænge som Æselsører, Øinene skue andægtigt mod Himlen eller sænke sig grublende mod Jorden, - medens maaske kyniske Lyster, drabelige Spekulationer, Had og Raseri eller stille, stille Søgen efter Fred med sig selv arbeider som den underjordiske Ild under den stivnede Lava.

Vi stod lidt betuttede og temmelig stakaandede begge to, og børstede foreløbig hinanden af. Jeg forvissede mig om, at mit Hoved ikke havde taget yderligere Skade siden igaar, og saa begyndte jeg at tænke over, at det atter var en Dumhed, jeg havde begaaet, at jeg jo egenlig slet ikke brød mig om min Kusine, at Musikeren jo strengt taget slet ikke kunde gøre for at han var »væmmelig«, at det dog alligevel var en Skam af min Kusine at synes om »ham«, og at det derfor ikke var saa ilde, at han havde faaet de Prygl.

Tilskuernes Bemærkninger forhøiede min Selvfølelse i denne Retning.

De' ka' nok hæn's a' han fik Klø! grinede den lange Staldkarl og rakte mig min Kasket, som han meget omhyggeligt først havde spyttet paa og dernæst gnedet af med sit Ærme. De æ' godt nok til ham! sagde en af Pigerne og hjalp med synlig Deltagelse Adolf at binde sit Halstørklæde. Han render immervæk aa svanser efter vos Piger. Du ka' tænke Dig, La's, forleden Aften bød han mig en Rigsdaler for et Kys!-

Du to' da Daleren? grinede Lars.

Natyrligvis. Men Kysset ka' han lede efter, om han ka' find' 'et.

Ja, la' dem bare punge ud, de Kjøvenhavnere! skraalede en lille Karl i Skjorteærmer. De andre Dele beholder vi mellem vos! -

Jeg vinkede ad Adolf, at vi skulde gaa.

Vi var næppe kommen en Snes Skridt bort, da vi hørte den samme Stemme, men forstærket, skraale efter os:
De var nu li'egodt To om ham! -

Jeg vendte mig harmfuld og sendte et lynende Blik tilbage. Den lille Karl skrævede ud med Benene og plantede begge Hænderne i 51 Buxelommerne. Hans Grin virkede paa mig som Rødt paa en kalkunsk Hane.

Kom nu, Erik! sagde min Ven og trak mig med sig. De gør Nar ad os, men lad dem det. Jeg kunde ikke lade være at slaa løs paa den sorte Mand, da jeg saae hans Fingre om Din Hals. Lad os bare gaa! -

Og vi gik Og hvis jeg forøvrigt dengang tænkte nærmere over Tingene i det Hele taget, kunde jeg have taget den Erfaring med mig for min drenge-aristokratiske Selvfølelse, at Pøbelens Gunst ikke er af lang Varighed.

Vi har i Grunden baaret os dumt ad! bemærkede jeg, da vi stod nede ved Omdreiningen til Skipperalleen.

Ja! svarede min Ven troskyldigt.

Men hvad skulde han ogsaa komme ud efter os med Stokken? -

Nei, hvad skulde han det for? sagde Adolf, fuldstændig delende min Anskuelse og svingende med sin Seierstrofæ. Skal vi beholde denne Stok eller ei? spurgte jeg en Smule tøvende.

Jeg veed ikke! svarede Adolf ligeledes. I Grunden er den jo ikke min!-

Den er taget i ærlig Kamp! mente jeg. Vi kan jo foreløbig gemme den hos Dig. -

Ja gerne. Skal vi gaa hjem til Moder? -

Jeg havde ventet paa, at han skulde gøre dette Forslag.

Ja. Jeg vilde ellers have taget Dig med ind til Onkels; men nu har vi jo spoleret det for os. Gid Fanden havde den Musiker! -

Gid Fanden havde ham! ønskede Adolf.

Jeg saae paa ham. Ligheden med hans Moder var idag større end nogensinde. Det var formelig underligt at høre ham bande.

Vi gik ned ad Skipperalleen.

Der kommer Moder! raabte Adolf og sprang i Forveien.

Jeg saae langt nede i Alleen hendes ranke Figur. Den var ikke til at tage feil af saalidt som hendes eiendommelige vuggende Gang. Jeg følte hvorledes mit Hjærte begyndte at banke, og ligesom paa Theatret, naar pludselig et Tæppe gaar op i et Feeri og man seer Uendelighedernes Uendelighed af straalende Lys, glimrende Grupper, Blomster, Guld, Flor og Stjerner, saaledes skød pludselig frem i min Sjæl den samlede Sum af Gaarsdagens blændende, bløde, bedaarende Indtryk, og jeg var i min Henrykkelse lige ved at gøre ligesom Adolf, 52 springe hende imøde, klynge mig op til hende og lade hende give mig det Kys igen, der havde gjort mig afsindig igaar.

Jeg tæmmede mig imidlertid. Hvor tamt er dog ikke Mennesket, selv i dets meest Føl-agtige Periode! Vanen, Vanen; den nedarvede Række af disciplineret Korrektion. Og saa frygter man endda for fleraarige Revolutioner!

Jeg gik hende imøde, langsomt, studeret langsomt. Hvor saae hun dog bedaarende ud, saaledes som hun der kom imod mig. Hun vendte aabenbart tilbage fra Bad. Det store, krusede Haar var slaaet ud under den lille Kyse og hang hende ned over Skulder og Ryg. Hun havde en lys Morgendragt paa, en lang folderig Kjole med en blinkende Række Perlemorsknapper lige oppe fra Halsen og ned til Fodspidserne, der viste sig og forsvandt som de sort-hvide Mus i Dyrehavsmandens Kasse. Over Midien og opefter sluttede Kjolen til Figuren. Brystet var høit og hvælvet. Hvorledes var det der stod i den gamle Sang?

Der bor en Dronning paa denne Borg,
Bag disse faste Mure.

Hendes Kinder var friske og røde efter Badet, men - men Øinene? de saae næsten slet ikke paa mig, da jeg ærbødigt, omtrent beredt til Knæfald, hilste paa hende. Og hendes Haandtryk; det var ikke som igaar.

Hvorledes har De det? spurgte hun. Skal De ud med Adolf? -

Hun stod paa Gangbrædtet over Grøften med Haanden paa Laagen. Det var ikke til at tage feil af, hun var adspredt. Mig havde hun i hvert Fald ikke Opmærksomhed for.

Jeg ... vilde forhøre mig ... hvorledes Fruen har det siden igaar? stammede jeg, idet hun gik ind i Haven.

Tak, min Ven. Der var allerede tidlig imorges Bud hernede fra Deres Hr. Fader om mit Befindende. Jeg har det meget godt. Gaar Du med Hr. Dahl, Adolf, eller bliver Du hjemme? -

Adolf blev tøvende ude hos mig. Hun lukkede Laagen, vinkede venligt med Haanden ud imod os, og gik op til Døren. Deroppe dreiede hun sig endnu engang med et kort Nik og forsvandt.

Jeg havde en Følelse, som om jeg laa paa Jorden efter at være faldet ud af en Gynge.

53

Ak, man er i den Periode saa lidt forberedt paa Skuffelser. Man tror, at naar man engang har spændt Strengene ud over sit Instrument, saa kan man efter eget Behag vedblive at spille det samme lystelige Stykke. Man gaar slet ikke ind paa den Mulighed, at en Skrue kan løsne sig, en Streng springe eller Buen knække midt over. Man kan heller ikke begribe, at Ensformigheden i den Melodi, man gnider, kan trætte Andre. Kuriøst nok, Enhver vil kunde erindre, at han som Dreng aarevis kunde fløite paa den samme Melodi, og at han tog det meget fornærmeligt op, naar Nogen gjorde ham opmærksom herpaa og bad ham forskaane sig.

Hvor skal vi nu gaa hen? spurgte Adolf.

Jeg veed ikke. Vi kan jo drive op i Slotshaven! -

Vi drev derop gennem Kikkenborgporten. Vi gik hele den lange Allee igennem, indtil vi kom ud ved Stenten, hvor Esromveien løber forbi og hvor der paa den anden Side af Veien ligger et lille Komplex af Huse med Smaahaver, ordnede rundt omkring Smedien i Midten.

Her fik jeg pludselig en Idee.
Lad os besøge Tante Birthe! -
Ja gerne. Hvem er det? -

Jeg kom ikke lige strax med Svaret. Sagen var den, at dette Forslag egenlig var paa Trods. Jeg var vred, vred paa mig selv, men mest paa den smukke Dame. Jeg vilde gøre noget aldeles overordenligt, og dette aldeles Overordenlige var at besøge min Tante Birthe.

Tante (mere korrekt: Grandtante) Bertha eller Brithe eller Githe, hun havde mange Navne, kunde trods disse mange Navne ikke rose sig af at være synderlig kær for nogen af os. De Ældre i Familien behandlede hende med en Blanding af medlidende Protektion og Frygt for hendes hvasse Tunge. For os Yngre stod hun i et mystisk Skær, ikke synderlig forskelligt fra den gamle Kone i Æventyret om »Pandekagehuset«. Vi havde af og til opsnappet nogle Ytringer fra de Ældre, som vi saa satte i Forbindelse med den Gud og hver Mand bekendte Omstændighed, at hun kunde spaa, rigtig spaa i Kort og Kaffegrums. Jeg havde kun een Gang været inde hos hende med min Søster for at bringe hende nogen Morbærsaft, da hun var syg. Indtrykket af dette ene Besøg havde imidlertid prentet sig uudsletteligt i min Hukommelse. Alt hos hende var forekommet mig saa sælsomt, at Grimms Æventyr og de overnaturlige Rædsler i Ingemanns Romaner aldeles var blegnede i Sammenligning hermed. Og hvad havde 54 jeg saa seet hos hende? Ingenting. Men netop dette, at jeg Ingenting havde seet, gav min Fantasi saa meget des større Spillerum. Jeg vidste jo, at hun kunde spaa, og at hun engang virkelig havde spaaet min Moder hendes nærforestaaende Død At de vidt fremskredne Sygdomssymptomer dengang muligvis kunde have indvirket paa Forudsigelsen, afviste jeg som en Spidsfindighed. Jeg havde endvidere opdaget en stor sort Hankat hos hende; Bevis nok paa hendes Omgang med overnaturlige Væsener. Til syvende og sidst var der hendes eget Ydre; det talte tydeligere end nogetsomhelst andet Indicium imod hende.

Den gamle Birthe med den skæve Mund
Og det hexeagtige Blik;...

Chr. Winther kunde umuligt i dette Digt fra hans egen grønne Vaar have ment nogen Anden end netop min Tante. Og hvor havde han ikke slaaet Hovedet paa Sømmet med dette Udtryk: hexeagtig! Præjudicerne stod ved Kraft, - stod i hvert Fald lige saa godt ved Kraft her som ved forrige Aarhundredes Hexeprocesser. Gud bevare Verden fra nogensinde mere at opleve Børn og Barnetro i Dommersædet!

Hun beboede to smaa Stuer i et af de smaa Huse her ved Esromsøen. Manden, der eiede Huset, hed Diderik Skomager eller »Kaffemøllen«. Hvorfra han havde faaet dette Øgenavn, og hvem der havde givet ham det, vilde formodenlig være ligesaa vanskelig at efterspore som noget Tillægsnavn i et af Folkesagnene eller i Kæmpeviserne. Han havde nu engang faaet det, - maaske paa Grund af sin skruttede Figur, maaske paa Grund af sin Forkærlighed for Kaffe, maaske aldeles grebet ud af Luften - og vi unge Fyre undlod ikke, inhuman som Ungdommen altid er, at give ham sin Titel; hvad der naturligvis stadig bragte ham paa Krigsfod med os, en Omstændighed, der kun slog Øgenavnet endnu fastere. Man kan paa en let Maade blive af med mange Ting her i Verden, Sundhed, Penge, sit gode Navn og Rygte, men et Øgenavn klæber troligt ved En, følger En til Jorden, lægger sig oven paa Graven og ætser sig ind paa Epitafiet, det være sig et beskedent Kors med Navnezifre og Datum eller et prunkende Monument med Urne, Taarekrukke, Hænder, der gribe om hinanden, og saa og saamange Ordener, Insignier og opramsede Bedrifter tillands eller tilvands.

55

Diderik Skomager havde aldrig gjort os noget, men han var lille, skruttet og knarvoren, - tilstrækkelig Grund for os til at kalde ham ved hans Øgenavn. Og saa kastede han Sten efter os, hidsede sin Køter paa os eller truede os med Amtmanden; altsammen forgæves. Kaffemølle! skreg vi efter ham; Kaffemøllen! hed han overalt i Nabolaget, og en Kaffemølle staar nu sandsynligvis indridset paa hans beskedne Gravhøj, i en Krog af Asminderød Kirkegaard, nedenunder hans eget beskedne borgerlige Navn.

Det at min Tante havde en saadan Cerberus saa at sige udenfor sin Dør, gjorde at vi Børn derhjemme endnu sjeldnere besøgte hende. Mine Kusiner derimod, vidste jeg, kom af og til og saae til hende; de havde da passende Smaaforæringer med, og deres Besøg blev optaget mere og mindre naadigt i Forhold til Tributens Værdi.

Nu stod vi derudenfor. Min ungdommelige Harme og den Trods, der havde indgydt mig Ideen til dette Besøg, sank efterhaanden som jeg overveiede hvad det egenlig var for et Skridt, jeg stod i Begreb med at gøre. Der strakte Tjørnehækken sig som en Mur fuld af spidse Søm, som vendte Braadden mod den Formastelige, der vilde trænge sig ind Æble- og Kirsebærtræer ragede op bag Muren, og gennem Laagen med dens skinnende Klinke saae jeg den lyserød-kalkede Udvæg med den smalle, lave Dør paa Midten. Tilvenstre var Dideriks Vinduer. Den vilde og ægte Vin, der i broderlig Forening slyngede sig fra Tagdrypsrenden op ad Muren, var under Skomagerens Vindu ilde medtagen, gul og vissen af Tobakssauce og Pibeudkradsning. Under og opover min Tantes Vindu voxede Vinen uforstyrret og frodig, saa frodig, at den neppe tillod nogen Vindusoplukning, hvad der ganske rigtig heller aldrig fandt Sted, idetmindste ikke med min Tantes gode Villie. Solen havde brændt hendes Ruder, saa at de skinnede i alle Regnbuens Farver, og Alt hvad man kunde skimte inde bag ved dem var de nedhængende Bomuldskvaster af en gul Gardinkappe. De grønne Rankeskud vippede og nikkede hen over de smaa Ruder i den lette Vind; høit opad Straataget løb de kvikke Ranker og solede sig velbehageligt, medens Skorstensrøgen i raske Snoninger faldt og steg op mod den klare Luft og de hvide, dragende Skyer.

Det saae dog ikke saa farligt ud, det Hele.

Skal vi gaa ind? spurgte jeg min Kammerat.

Han svarede som sædvanligt Ja uden videre Betænkning; men jeg stod dog endnu noget raadvild.

56

Er Du bange for Hexe? spurgte jeg ham.

Han saae lidt forbløffet ud.

Hexe? Er Din Tante maaske en Hex? -

Hun kan spaa, seer Du. Og hun har en stor sort Kat, som seer saa infamt paa En. Hun spaaede min Moder, at hun skulde dø! -

Han stod lidt og betænkte sig. Derpaa svarede han roligt: Hvad kan hun egenlig gøre os! -

Han havde Ret. Hvad kunde hun egenlig gøre os? Vi traadte ind i Haven. Der sad Cerberus paa sin Træstol udenfor sit Vindu, beskæftiget med noget Arbeide.

Goddag Kaf- Goddag Diderik! Er min Tante hjemme? -

Han saae gnavent op fra sit Arbeide, tog den sorte Pibe ud af Munden og spyttede.

Hva' for en Tante? -

Min Tante, Diderik! svarede jeg saa høfligt, jeg formaaede. Jeg er Dahl, dernede fra Asminderød! -

Kender ikke nogen Dahl fra Asminderød. Hvis det er Frøkenen, han mener, saa er hun inde. Hvor skulde hun ellers være? Hm! unge Vindspillere!

Jeg skyndte mig hen til Døren og trak Adolf med mig. Paa min Banken fulgte intet Svar. Jeg bankede atter, men meget varsomt.

Ja! Vær saa god! - raabte en skrattende Stemme.

Vi traadte ind. Værelset var lille; der var fuldt op af gamle Møbler; indelukket Luft i Forbindelse med Solen, som stod paa, betog mig næsten Aandedrættet.

Min Grandtante sad i en gammeldags Lænestol med store Læderklapper ved hver Side af Hovedet. Hun skyggede med den ene magre, hvide Haand over Øinene mod de Indtrædende, de andre fem magre, hvide Fingre (jeg turde næsten ikke kalde dem for en Haand) klemte hun omkring Grebet paa en Krykkestok. Hun var meget tarveligt men saavidt jeg kunde skønne renligt klædt; det, der mest generede mig, var en gul Fajancespyttekrukke, som hun ofte og under en hæs Hosten betjente sig af. Ved hendes Fødder sad den omineuse Kat, spindende, doven, af og til missende op imod os gennem sine Ridser af Øine. Paa en Rococosekretair med Rester af Forgyldning og et anløbet Speilglas i sin Klap, stod forskellige Snurrepiberier fra Begyndelsen af dette og Slutningen af forrige Aarhundrede. Ovenover hang et Silhouetskilderi af en Mandsperson med Trekanthat 57 paatvers over Panden, høi Frakkekrave op over Ørene, Haarpung og store Epauletter. Ovenover igen hang et ovalt Pastelmaleri af hende selv som ung med Frisure à la Rokkehoved, Kjolen skaaret ned i Halsen, Rosetter paa Skuldrene og Livbaandet bundet høit op under Brystet. Jeg havde særlig ved mit forrige Besøg lagt Mærke til Silhouetten. Den havde en Inskription, der begyndte i Initial med mange Krøller og Snirkler og endte i nogle Sving, der nok skulde gælde for et Navn. Jeg havde lært den udenad (som jeg i det Hele taget dengang lærte alt »Unødvendigt« udenad). Der stod:

O Elskede, modtag
Et Billed af din Ven idag,
Da Flora kalder frem hver ydmyg Spire;
Gid Dyder blomstre maae,
Gid de Din Vei forzire
I Tusindtal hvor end du monne gaae.

Bag Lænestolen var et grønt Shirtings Forhæng, som skjulte Døren ind til den Gamles Sovekammer.

Goddag, Tante! sagde jeg, idet jeg tog alt mit Mod til mig.

Hvad! hvem er det? lad mig see! Hun famlede med Fingrene om Haandtaget paa Stokken og stirrede forskende paa mig.

Jeg er Erik Dahl, Tante. Jeg skal hilse fra Fader! -

Dahl, Erik Dahl! Ja det er rigtigt. Bringer Du noget med fra Din Fader, siger Du? -

Jeg slog Øinene ned. Det kom uventet.

Du bringer Ingenting med altsaa. Nei, naturligvis. Den gamle Tante lader man sidde, og Ingen har noget tilovers for hende, ikke en Bid, ikke en Smule Saft, ikke Tøi til en ny Kappe, Ingenting. Stor er man paa det, og han, Din Fader, især. Altid stolt, altid slaa med Nakken, altid see Folk over Hovedet. Men hans Tid kommer ogsaa; ja den gør; saa skal vi se paa Løier. He he! Oho, oho, ohum! -

Hun fingrede krampagtigt om Stokken, lænede sig tilbage, hostede, spyttede. Jeg blev halvveis bange, halvveis ækel.

Jeg kommer ikke hjemmefra, Tante. Jeg sagde ikke at jeg vilde gaa herhen, ellers havde jeg ganske sikkert bragt Dig noget. Jeg havde ingen Penge selv idag, tilføiede jeg som Undskyldning for mit eget Vedkommende.

58

Hun lænede sig atter frem og stirrede paa mig, som det forekom mig noget formildet.

Ingen Penge, siger Du. He, he! saa Du vilde altsaa have foræret mig noget, om Du havde haft Penge. Ja, ja, Du er en god Dreng; men det er godt, at Ungdommen ikke har Penge mellem Hænder; den bruger dem kun til gale Ting. Jeg har ogsaa været ung, meget yngre end Folk er nutildags! Hun saae hen til Silhouetten. Ja, han derhenne kunde fortælle noget derom! Ha ha. Men han tier klogelig stille. Det har han nu gjort i fyrgetyve Aar! -

Hun standsede og saae vist paa Silhouetten. Jeg fandt, at det var min Pligt at gøre ligesaa.

Du siger altsa, at Du vilde have bragt mig noget, ifald Du havde haft Penge! Ja glem det nu ikke, naar Du faar nogen. Forresten er det pænt gjort af Dig at komme og see til Din gamle Tante. Det gør Dine Kusiner undertiden. De kommer her, baade Jette og Julie, og sidste Gang havde de en Mandsperson med sig. Aa ja, aa ja. Unge Piger, unge Karle. Men lad dem passe paa, lad dem passe paa! Ormen gaar snart i Æblet, og hvem vil saa spise det sidenefter! -

Hun rokkede med Hovedet og mimrede med Underkæven. Jeg blev ganske uhyggelig.

Adolf, som havde staaet bag mig, gjorde en Bevægelse.

Hvem har vi der? spurgte den Gamle og fixerede ham skarpt med sine graa Øine paa sin nysgerrige, stikkende Maade.

Det er en Ven af mig, en Kammerat! -

En ny Ven, vil Du sige. Du har altid saa mange Venner, altid nye Venner bliver der sagt om Dig. Men vent! den Tid kommer ogsaa, hvor Du bliver ganske alene. Naa, hvad hedder han saa? -

Jeg sagde hende Navnet.

Hun saae en Stund paa ham.

Din Moder er flyttet herud for en Ugestid siden. Ikke sandt? Ja, den gamle Tante faar Alting at vide, - veed Alting (rettede hun sig). En høi og stadselig Dame skal hun være; høi og rank og smuk, og saa en Søn. Og saa siger man tilmed, at hun .. !

Den Gamle tog et blaatærnet Lommetørklæde frem og pudsede sin Næse med en Lyd ligesom en Hest, der drikker Vand. Hun vedblev at see paa Adolf med sine haarde, stikkende Øine.

Jeg havde den mest brændende Lyst til at spørge, hvad det var man sagde; men der var Noget ved den Gamle, som kujonerede En.

59

Adolf havde fæstet sine Øine paa Gulvet og iagttog den store, sorte Kat, der havde reist sig og nu krummende sin Ryg kom hen imod ham og begyndte at stryge sig op ad hans ene Ben.

Min Tante iagttog nu ogsaa Katten. Det undrede hende øiensynligt at see den saa venlig imod en Fremmed.

Ung og smuk og høi og rank! fortsatte hun, og stødte Stokken i Gulvet, saa Katten sprang hen imellem mine Ben. Hvad vil det sige! Det har vi Andre ogsaa været. Se der!

Hun pegede med Stokken op mod sit eget Portrait. Sikkerligt. Hvis Kunstneren ikke havde smigret, kunde hun nok vove at drage en Parallel mellem sin egen Ungdom og den Skønhed, som hun nu omtalte uden at kende hende af andet end Omtale. Jeg saae fra det magre, rynkede Ansigt med de hule Tindinger, de dybtliggende Øine, den næsten karrikeret krumme Næse og den fremspringende Hage, op til den smilende, ungdomsfriske Gestalt paa Væggen. Hvor var Halsen yppig og Barmen fyldig; hvor straalende disse Øine, hvor lokkende disse Læber, hvilken Duft af Ungdom og Ynde udgik der ikke fra det gamle Maleri, trods det tørre Materiale, hvormed det var frembragt! Og nu? Mit Hjærte snørede sig næsten sammen ved saaledes i eet Tankesæt at springe fra Vaaren til Vintren, fra Livet til Graven. Og det, at der ud af selve denne ungdommelige Ynde og Yppighed uden stor Vanskelighed lod sig paavise de samme fælles Hovedlineamenter, Bueningen af Næsen, Øinenes og Mundens Stilling til de øvrige Ansigtsdele, et vist Noget, der ikke lader sig tegne med en Streg eller forklare med et Ord, - det er maaske det alleruhyggeligste. Jeg fik næsten Taarer i Øinene; en egen dump Smerte greb mig. Skulde vi virkelig Allesammen, Adolf, hans smukke Moder, mine Søstre, mine Kusiner og jeg selv forvandles saaledes og dog under Forvandlingens mest skæmmende Maske beholde som en skrigende Ironi en Anelse af Ungdommens hviskende Sprog, det lokkende Smil paa Læben, et Løfte i et Øie, som kunde gøre En ude afsig selv? Nei, fy; det var ikke sandt. Det var kun den gamle Hex, der her koglede for mig. Det var kun, naar man var »ond« fra Oprindelsen, at man blev saa hæslig forvandlet. Og dog, - min Moder, min egen Moder!

Jeg holdt Hænderne for Øinene og tumlede et Skridt tilbage. Miau! Pui! Huit! Den sorte Troldkat foer fra min Støvlehæl op paa Sekretairen blandt alle Snurrepiberierne, derfra hen paa min Tante, der skreg og slog om sig med Stokken, truede ad os og forbandede os 60 alle tilhobe. Din vanartede Dreng! Det vil gaa Dig ilde; og Dig med, Du fremmede Dreng, og Din Moder; det vil gaa Eder Alle ilde. At overfalde mig her i min egen Stue! Pest og Fordærv over Eder Allesammen, og Dig i Særdeleshed, Du ...!

Hun slog ud efter mig, men ramte Adolf. -

Begge styrtede vi ud ad Døren og havde i vor Fart nær revet Skomageren overende, som stod henne ved Laagen. Vi foer ud paa Veien, og for anden Gang idag var vi i Slotshaven efter en »Bataille«. Første Gang havde vi taget Stikkene hjem; anden Gang var vi bleven Beet.

Vi var begge To saa rystede af denne Begivenhed, at vi blev enige om at skilles og udsætte vort næste Møde paa ubestemt Tid. Vi havde virkelig ogsaa idag haft et besynderligt Held til at rage os ind i Forviklinger. Altsaa gik vi hver til sit.

Den Dag og et Par af de næstfølgende tilbragte jeg under halvtfortrolige Meddelelser til min Søster, halvt gaadefulde Spørgsmaal til Alle og Enhver, om hvorvidt saadan en og anden Forbandelse slet og ret kunde have nogen eftervirkende Kraft i sig, og, forudsat at en Troldkvinde slog efter En med sin Stav, om da han, hvem Slaget var tiltænkt, eller han, hvem Slaget traf, var den mest udsatte for Fare.

Det gik her som altid. Naar man af en eller anden Grund ikke vil rykke helt ud med Sproget, faar man heller ikke mere end halve Svar, halve Raad. For min Faders Vedkommende var imidlertid saavel Svar som Raad helt nok. Han spottede over mine Taabeligheder, udtalte et fromt Ønske om at der aldrig maatte blive skrevet Romaner mere i Verden, og anbefalede mig sluttelig saa indtrængende Studiet af Madvig, at jeg ansaae det for raadeligst saa meget som muligt at gøre mig usynlig, indtil Spørgsmaalet Madvig or not var drevet over.

Jeg gjorde ensomme Udflugter med min Huggert og »Rob Roy« til Grønholt Hegn paa den ene Side og Danstrup Hegn paa den anden. Jeg inddrak Skovduft og indsugede Romantik i saa store Kvantiteter, at jeg omsider blev ked heraf og længtes tilbage til Jorden igen. Jeg tror endogsaa at jeg, til Faders ikke ringe glædelige Overraskelse, den tredie Dag blev antruffet i vort Havelysthus med Madvig i Haanden af egen fri Villie.

Min Fader havde nu faaet for Vane, tvertimod hvad han ellers pleiede, paa en bestemt Tid ud paa Eftermiddagen at gaa over i Slotshaven, fra hvilke Promenader han da vendte sent hjem efterat vi 61 havde drukket The, ja sommetider først ved den Tid, hvor Huset pleiede at gaa til Ro. Vi havde voxende Maane i denne Tid, saa jeg i det Mindste kunde af mit ganske Hjærte sympathisere med disse hans Udflugter. Det, at jeg opdagede en saadan regelmæssig Forbindelse mellem ham og Naturen, gjorde endogsaa, at jeg med mindre frygtblandet Respekt end fordum begyndte at nærme mig til ham. Han syntes lidt overrasket, men besvarede dog min Tilnærmelse ved nu og da at klappe mig paa Skuldren og lade Budgettet for mine Lommepenge tilflyde en yderligere Forøgelse. Ja, en Aften da han kom hjem i en Blanding af Bevægelse og Oprømthed og traf mig og mine to yngre Søstre oppe endnu, lovede han os til vor usigelige Henrykkelse at tage os med om Morgenen ganske tidlig paa en af hans Fisketure med Skuespillerne.

Jeg tror, at hverken mine Søstre eller jeg sov meget den Nat. Allerede før Klokken halvfem stod vi, ikke i fuld Puds, thi dette var strengt forbudt paa Fisketure, men fuldfærdige til Opbrud i Havestuen og slubrede den lunkne Morgenmælk i os. Fader kom ind med sin Plaid og Kassen med Medetøi, nikkede venligt til os, jeg fik Stængerne at bære, mine Søstre fordelte Provianten mellem sig i Kurve, og afsted drog vi ned til Samlingsstedet, Skipperhuset.

Hvor falder ikke saadan en eneste Ungdomserindring med hele den friske Sommermorgens Dug kvægende og styrkende paa Ens Sjæl! Hvor mange Morgener som denne efter en mellem sund Søvn og uskyldig Vaagen tilbragt forventningsfuld Nat? Hvor er ikke alle Muskler spændte, alle Nerver rede til at modtage de Indtryk, der ere simple, usammensatte som Naturen selv i sin Opvaagnen! Hver perlende Draabe paa Græsstraa og Buske plirrer med sit venlige Øie til En, Træerne nikke, sagte bevægede i Morgenbrisen ligesom om de endnu ikke ret var vaagnede, Fuglene og Græshopperne synes at stemme deres Instrumenter; det kan baade være til Ouverturen for det store blændende Sceneri, de tolv Optrin og de mange Tableauer, hvortil Tæppet nu er ifærd med at rulle op; og det kan være til den henrivende Slutningsmusik for den berusende Æventyrkomedie, der nys fik Ende: Midsommernatsdrømmen. Her har Puk nylig spøget; han har med sin Gren viftet alle Taagerne væk; nu hænger der kun hist og her en Stump glinsende Spindelvæv paa Busk og Blad, som den vidunderlige Spøgefugls Støvekost ikke har faaet med. Sommernatsdrøm! Kærlighedskval, Kærlighedsjubel, Daarskab, Beruselse; og 62 dog dufter maaske Dine Jasminer for stærkt; Dine tropiske Træers Aande er sød Gift, som maa nydes med Maadehold for ikke at ende Legen brattere end den begyndte. Sommermorgens Opvaagnen! Du er det evige Lægemiddel selv, for Syge som for Sunde; Foryngelsens Kilde, al Kunsts Oprindelse, den Draabe fra de Udødeliges Banket, som de tankeløse Digtere ville oversætte i Vin, som Videnskaben kemisk vil analysere, og som spotter al Kunst og al Videnskab ligesom Taaren i Barneøiet, der ikke er Latter, ikke er Graad, men den uklare Anelse maaske om hele Livsdagens Sol og Skygge, samlet i en tindrende Stjerne.

Bageren havde aabent. Vi gik ind og købte den sædvanlige Ration frisk Brød, de berømte »Snegle«, og saa gik det videre ned ad Skipperalleen.

Vi kom forbi den lille Kottage. Jeg skottede til dens Vinduer. Der var nedrullet overalt og Ruderne duggede. Morgensolen skinnede gyldent over Espaliertræerne opad Udvæggene. Det glinsede og funklede mellem de af Nattekøligheden endnu krusede Blade. Jeg kom til at tænke paa hendes Haar, hun som nu sov derinde.

Jeg skottede fra Huset og over til min Fader, der som sædvanligt gik midt ad Veien med sine elastiske korte Skridt henover den knudrede Stenbro. Han saae hverken til høire eller venstre. Mine Søstre pegede paa Stedet og raabte: Nei se hvilket nydeligt lille Hus; hvem mon der bor der?

Jeg svarede ikke; hvorfor vidste jeg i Grunden ei, men jeg syntes, at jeg vilde have det for mig selv.

Fader saae lige ud for sig og svippede med sin Stok nogle af de store Kastanieblade ned

Herregud; har han allerede glemt det! tænkte jeg ved mig selv, næsten medlidende.

Vi kom ned til Skipperhuset, hvis gammeldags Bindingsværksbygning med de lave, hvide Mure og det høie, røde Tag traadte frem mod den blændende, blanke Sø, hvor Morgenbrisen kun hist og her i mørkere Smaakredse legede Tagfat med sig selv ligesom en Hundehvalp med sin Hale.

Den ellers saa gnavne Baadeudleier, den tykke Holm, stod smilende og bukkende med sin Voxdugshat i Haanden for tre Herrer, hvoraf den høieste og sværeste bar to mægtige Kurve, og de andre to Medeapparater og lette Sommerfrakker.

63

Gudbevares, Hr. Professoren skal faa den bedste af Baadene! smidskede Skipperhusets Patron.

Lad os faa den mindst raadne, min gode Holm! lo den joviale Herre.

Lad os endelig faa den tætteste Baad! bad den anden Herre, en Mand af Middelhøide med et intelligent, markeret Ansigt, livlige Øine og Polkahaar.

Jeg beundrede stiltiende de to Herrers Mod, at de turde tale saa nedsættende om Baadene, Hr. Holms ømme Punkt.

Den tredie Herre, en slank, maaske lidt kvindelig Skikkelse med blide, rolige Ansigtstræk og store, kloge, noget drømmende Øine, sagde Ingenting, men stod og saae paa sine Negle, idet han udstrakte og krummede sine hvide, smukke Hænder paa en egen gratiøs, behersket Maade.

Ah! der har vi jo vor gode Ven, Hr. Dahl, og han bringer Selskab med Tag den allersmukkeste Baad, Hr. Holm.

Ehret die Weiber! raabte den Første.

Og den svære Herre gik hen og trykkede min Faders Haand.

Maa jeg forestille: mine to Døtre, min Søn!

Giftefærdige Jomfruer snart; og en ung, haabefuld Arving. Fortræffeligt! sagde den svære Herre og tørrede sin usædvanlig høie, brede Pande, sin korte, buttede Næse og sin kraftige dobbelte Hage med sit Lommetørklæde. Kom her, min unge Stamherre! Til Deres forhaabentlige Uskyld betror jeg disse to Kurve. Lad Dem nu ikke lede udi Fristelse af Lugten og endnu mindre af Smagen; og koketter for Guds Skyld ikke med den midterste Flaske, den med gul Straakjole og lilla Hattebaand!

Ombord! mine Damer og Herrer; ombord

Vi stagede os ud af den lille Baadehavn med det ormstukne Bolværk og Stensætningen. Herrerne lagde Aarerne ud.

Aa ja; det kan gaa an! tænkte jeg ved mig selv, idet jeg med et sagkyndigt Blik betragtede deres Roning.

Lad Erik tage Aarerne! foreslog min Fader.

Nei! raabte den Tykke. Han er ansat ved Intendanturen. For Guds Skyld! Kurvene staar da tørt?

Jeg beroligede ham; vi peilede Fiskestedet; Drægget blev hevet ud efterat Dybden var maalt med Loddet; vi gjorde Snørerne klar; alle vare i godt Lune, Fader lo ad den Tykkes evigt strømmende 64 Anekdoter, og mine Søstre, der lige var i Overgangsalderen, afvexlende lo og rødmede over den Blanding af Drilleri og fin Opmærksomhed, som han med Polkahaaret gjorde dem til Genstand for.

Kom saa med Ormen hin lange! raabte den Tykke, der havde viklet sin Snøre op og undersøgte Krogens Spids med sin kødfulde Finger.

Jeg havde modtaget Krukken med Ormene af Peer Matros nede ved Baadehavnen. Jeg bøiede mig ned under Toften. Krukken var der ikke.

Naa, skynd Dig med Ormene! raabte Fader utaalmodig.

Jeg blev forskrækket som altid, naar jeg havde gjort noget galt.

Min Fader saae paa mit Ansigt; det haarde Træk kom om hans Mund: Aa, Du er ogsaa en utaalelig dum Dreng! Aldrig kan man stole paa Dig!

Jeg fik Taarer i Øinene. De havde Alle hidtil behandlet mig saa venligt, ja næsten kammeratligt.

Nu har jeg Bid! sagde den Tavse ganske roligt. Han havde fundet en Orm i Bunden af Baaden, havde ganske stilfærdigt sat den paa Krogen og kastet Snøren ud.

Død og Pine! raabte den Tykke, og hans store spillende Øine lynede. At vi ogsaa skulde have glemt Ormene!

Jeg sprang op og rev i et Nu Frakke og Vest af mig.

Vend Jer om! raabte jeg til mine Søstre, halv fortvivlet, halv desperat oplagt til at »gøre noget« for at genvinde det tabte Terrain hos Selskabet.

Hvad Pokker vil han? spurgte Polkahaaret og holdt med en pudserlig Gestus sin Overfrakke frem som Skærm for de to Pigebørn.

Jeg skød Sko og Strømper af mig, krængede min Skjorte over Hovedet og stod i mine hvide Lærredsbuxer som en anden Neapolitaner. Det Hele havde ikke staaet paa et Minut.

Jeg henter Ormene! raabte jeg og kastede mig i Vandet. Da jeg kom op efter Dukkerten, hørte jeg til ikke liden Tilfredsstillelse for min Forfængelighed et: Satan til Dreng! fra Baaden. Jeg svømmede saa rapt jeg kunde ind til Bredden, løb i fuldt Firspring afsted til Peer Matros's lille Hus, fik af min gode Ven, den noget forbavsede gamle Ulk, en forhenværende Sardindaase fyldt med store fede Orme, og var ikke ti Minutter efter tilbage ved Bredden, hvor jeg var kommen iland. Her pustede jeg et Øieblik, viste hoverende den blanke Skat 65 frem for dem derude i Baaden og fik et foreløbigt Hurra, som, forstærket med lydelig Haandklap og Latter, modtog mig, da jeg af den Tykkes vældige Arm blev halet op over Rælingen ind i Baaden.

Jeg kunde mærke paa Fader, at han var ganske stolt af mig. Men han sagde ikke noget. Jeg trak mine Klæder paa og søgte saa godt som muligt at vride Vandet ud af mine Permissioner, der næsten sluttede som Tricot til mine Ben.

Polkahaaret mente, at jeg absolut maatte forkøle mig.

Min Fader lo: Det maa han vænne sig til!

Kom her! raabte den Tykke, som havde trukket en Flaske op med en Proptrækker i sin Kniv og nu skænkede Vinen op i et Glas. Her er noget, der er lige saa godt som to Par tørre Buxer!

Jeg takkede og drak.

Prr. Stop, Menneske dog! De drikker jo Vin som om det var Øl. Smag paa det; det er ligefrem Forbrydelse at skylle saadan i sig!

Han vendte sig om til Fader. Han lærer det tidsnok! mente denne.

Jeg drak et Par Glas og følte mig usigelig vel tilmode.

Nu gik det rigtig løs paa Fiskeriet. Alle Snører kom ud. Den ene store Aborre efter den anden blev trukket ind i Baaden; navnlig havde den svære Herre Held med sig; han lo, medens de Andre tyssede paa ham, og sang med dæmpet Stemme:
Den Fisk, den Fisk, den grumme store Fisk!

hvergang han paany havde Bid. Polkahaaret syntes ikke ret om det Arbeide at sætte Ormen paa Krogen, - hvilket jo forsaavidt ogsaa er et barbarisk Pineri, ligesaa barbarisk som den Fornøielse i det Hele taget at trække de ulykkelige Fisk op af deres Element og vriste den skarpe Krog ud af deres blødende Gjæller. Han fik stadig mine Søstre til at forrette denne Bøddeltjeneste, og saa sagde han den ældste Komplimenter og bad i samme Aandedræt den yngste - hvad der gjorde hende ganske rød af Harme - om »at pudse sin Næse«. Det var i det Hele taget meget fornøieligt det Hele, og jeg følte mig for første Gang i mit Liv som voxent Menneske blandt Voxne. Og efterhaanden steg Solen høiere og høiere paa Himlen, Morgenfriskheden begyndte at tabe noget af sin »Bouquet« - som den Tykke udtrykte sig - og Fiskene begyndte at søge ud paa Dybderne. Madkurvene bleve afdækkede, og en livlig Frokost begyndte, under 66 hvilken Spøg og Anekdoter krydsede hverandre. Min Fader, der langtfra hørte til den sædvanlige Art af Skuespillersnobber, gav sin ikke uvæsenlige Skærv med i Laget, parerede let og behændigt de flygtige Udfald, fortalte livligt fra sine Reiser og gav, saavidt min Iagttagelsesevne dengang strakte sig, mangen en træffende Karakteristik tilbedste af Personer og Forhold, som dengang figurerede paa Døgnets Exercerplads og hvortil selv vor Skoleungdoms Kundskab strakte sig.

Den Tavse holdt sig bestandig tilbage og deltog kun med Enstavelsesord i Konversationen, uden at denne Tilbageholdenhed forøvrigt antog en generende eller dæmpende Form overfor Selskabet. Da vi omsider atter var landet i Baadehavnen, og medens de Andre havde travlt med Fangsten, stod han oppe ved Bolværket og saae med sine store, alvorlige Øine udover Søen, hvor nu Formiddagens hele straalende og jublende Sommerliv begyndte at røre sig i Skov og paa Eng, under de lystige Bankestokkes Slag fra Sørups Blegdamme, under Rovfuglenes enstonede Skrig fra Slotshaven og Sangfuglenes lystige Triller fra Buske og Græstuer der, hvor Markerne som et tæt, saftiggrønt Tæppe skød sine Blomsterbølger ned i det speilblanke Vand.

Her er smukt! hviskede han hen for sig. Betoningen af disse Ord glemmer jeg aldrig.

Jeg var for glad, for veltilfreds med mig selv og for lykkelig over disse Timers saagodtsom ublandede Velvære til at jeg ikke skulde søge at bringe denne min Følelse hen i Ensomhedens Skjul, førend nogen eller noget kunde komme imellem og gøre mig den stridig. Under et eller andet Paaskud blev jeg noget tilbage, og da jeg først havde seet det hele Selskab et godt Stykke paa Vei op igennem Skipperalleen, strøg jeg hurtigt ind over Stenten tilhøire i Slotshaven, smed mig under en stor Bøg og laa og stirrede aldeles uden Maal og Med, men fuldstændig i Overensstemmelse med min kæreste Vane, op mellem det bløde Mylr af svagt bevægede eller ganske søvndyssede Blade. Jeg havde været sammen med voxne Mennesker, berømte Personligheder endogsaa, og de havde givet sig af med mig, ladet mig citere Virgil, skænket Vin for mig, rakt mig et Kyllingebryst, og -min Fader havde været saa venlig, og jeg havde faaet Lov til at beholde de Penge, som han havde villet lade mig betale Skipper-Holm for vor Part i Baadturen, men som den svære Herre, »Professoren«, 67 absolut ikke havde villet vide af at sige. Hvad behøvedes mere til en fuldstændig Lyksalighed? - Jo; En til at dele den. Adolf!

Adolf! sagde jeg ved mig selv, idet jeg sprang op. Og forøvrigt kan det nok være, at ved Siden af min Vens attraaede Skikkelse, dukkede hans Moders frem, netop saaledes som jeg havde seet hende sidst, men - men for Guds Skyld venligere, kærligere; ja, hvad var i Grunden rimeligere end at hun gav mig et Kys paa Panden. Jeg havde jo været i det allerfineste Selskab, sammen med...! Jeg var siden imorges tidlig bleven til noget, som man maatte respektere... Jo; hun burde give mig et Kys.

Jeg foer afsted gennem Gangene og ud gennem Laagen oppe ved Gartneriet. Selskabet var forlængst ude af Skipperalleen; altsaa Veien fri. Og nu derover, ind gennem Laagen, forbi de Par smaa Blomsterbede med de nydelige Roser og Aurikler, op til Døren og - men der var jo nedrullet endnu for alle Vinduer. Skulde Nogen være syg? Nej, jeg Dumrian; jeg tænkte jo slet ikke paa, at det endnu var Morgen, for andre Folk idetmindste, for alle de Stakler, der ikke havde været paa Fisketur med de berømte Skuespillere og havde svømmet iland efter Ormene og var bleven budt Vin af »Professoren«. Var mine Buxer tørre? Jo, de kunde gaa an! Jeg satte min Straahat paa tre Haar og kaldte:
Adolf! sover Du, Adolf?

Jeg syntes at høre et Svar inde fra Huset og uden at tænke videre over, hvorfra det kom, dreiede jeg om paa Gavlsiden og raabte igen mit Adolf!

Der var kun eet Vindu paa Gavlen; idet jeg dreiede om Hjørnet, blev det skudt op. Jeg sprang derhen aldeles overtydet om at see min Kammerat, hvem jeg da vilde holde en Forelæsning for om Syvsoveri. Jeg saae - ikke min Ven, men hans Moder; et hvidt, blændende Syn, som hastigt trak sig tilbage, en Flod af brusende gyldent Haar, der rullede ned over de blottede Skuldre, en Sky af Kniplinger og Blonder, der sænkede sig for en Himmel af de Skønheder, som gør sit overvældende Indtryk paa en Syttenaarig trods alt hvad vise Fædre og gamle Tanter paastaar i modsat Retning. Jeg saae i Grunden Intet og meget mindre end der i en af vore Balsale bydes ud med alle Kunstens raffinerede Tillokkelser for en slap Ungdom, meget mindre end der i Sydens enfoldige Lande ærligt og redeligt bæres tilskue som Naturens skønneste Prydelser, en blottet bøiet Arm, der søgte at 68 stemme den brusende Strøm oppe over Panden, en blændende Skulder og Hals, en Anelse om det Bølgeflor, som Oehlenschläger og Winther frit kunde faa Lov at synge om i vore Bedsteforældres Dagligstuer, som vore Forældre knibsk begyndte at trække sig tilbage for hos Aarestrup, og som nu i vore Dage, hvor Poesien skal gøres til Pædagogik, bliver stemplet med et Mærke, der een Gang for alle skal kalde alle brave Borgere paa deres Post.

Jeg var ikke en slap Ungdom jeg var uerfaren og uforsøgt jeg var desuden Nordbo og strengt opdraget. Men jeg var tillige fyldt sytten Aar, sund og kraftig og med en letvakt Fantasi, der stadig søgte ny Næring mere gennem Tingenes rent ydre Tilsyneladelser end gennem sygelige Reflexioner, disse altfor tidlig vakte Grublerier, som maaske er den egenlige Hemmelighed i vore yngste Dages anæmiske Ungdom. Jeg sprang med et Sæt som en Hjortekalv tilbage og skjulte mig i de nærmeste Buske. Vinduet blinkede som et Lyn i Solen, da det hurtigt faldt i. Jeg stod mellem Kvistene og Løvet, tungtaandende, halvt med en brødefuld Bevidsthed, halvt med en ustandselig vakt Nysgerrighed. Saaledes maatte min ærede, saa ubarmhjærtigt straffede Stamfader Adam have staaet under Løvet, da den strenge gammeltestamentariske Gud kaldte paa ham.

Men her kunde jeg ikke blive staaende. Jeg brød ud og løb frem foran Huset, og da jeg dog syntes at jeg burde give dette mit Morgenbesøg en lydelig og tydelig Forklaring, efterlod jeg mit Visitkort p: f: v: i et høit: Adolf! vi træffes ved Kilden! og saa foer jeg tilbage over i Slotshaven, min stadige Tilflugt i alle mine ungdommelige Sindsbevægelser.

Haven vilde imidlertid denne Gang ikke ret berolige mit Sind. Jeg fortsatte med et Travløb, der efterhaanden som jeg i Tankerne paany opsøgte Synet i Vinduet, slog over i Galop. Jeg susede forbi Buske og Træer, forbi Sidegange og Stier; jeg vilde ned til Kilden, ned og drikke koldt Vand.

Holla, Erik, hvorhen saa hastigt?

Det var et Par, der dreiede ned imod mig fra en Sidegang, og som jeg i min Fart nær havde revet overende.

Jeg standsede og vendte mig.

Kommer Du maaske ogsaa idag fra Tante Birthe? Det er forresten noget tidlig paa Morgenen at besøge Spaakvinder. Eller har Du haft en ny Affaire med Hr. Bentheim?

69

Det lod til, at man vidste god Besked. Parret var min ældre Kusine Julie og hendes Forlovede, en Skolelærer fra en af Landsbyerne i Nærheden.

Jeg skulde aabenbart drilles. Men min Selvfølelse var saa stor idag, at jeg besluttede ikke at lade mig drille. Desuden holdt jeg af de to Mennesker. Han var en djærv, kraftig Natur, der aabenbart var mere anlagt for Skovvæsenet end for Pædagogiken. Saasnart han paa nogen Maade kunde finde Paaskud, gav han sine Skolebørn fri og kom da slentrende til Fredensborg med Bøssen over Nakken og i Reglen noget Vildt i Tasken, som han havde skudt underveis. Min Onkel blev regelmæssig gnaven, hvergang den tilkommende Svigersøn saaledes uventet indfandt sig; men da de til syvende og sidst vare lige uafhængighedslystne Naturer, enedes de i Hovedsagen. Min Kusine, dengang en livsglad, overgiven Pige med noget Smægtende bag Overgivenheden, som klæder alle unge forlovede Piger saa godt og som bliver mere og mere fængslende, jo nærmere Grænserne kommer for den »unge« Pige og Udsigterne til Brylluppet voxer, min Kusine vare disse Afstikkere naturligvis kærkomne. De gik og frydede sig over de lykkelige Forlovelsesdages Solskin, Længslernes og Forventningernes lyse Dage. De gjorde Ret i at nytte disse Dage. Et lille Skolelærerkald og mange Børn ventede dem.

Skolelæreren var forøvrigt afholdt af Alle, som kendte noget til ham og forstod at vurdere hans frimodige, prunkløse Væsen, der altid holdtes i Ligevægt af hans Rets- og Billighedsbegreb, hans Kærlighed til Naturen og Dyrene, som ikke havde store Vanskeligheder ved at gaa over paa de Børn, han skulde undervise. Han havde maaske kun, men uheldigvis for ham, Fjender blandt sine høiere Foresatte, hvem han næppe var smidig opmærksom nok for. Hr. Bentheim kunde ikke lide ham, og han besvarede denne Antipathi med en lignende. Hans Sindsligevægt kunde vel undertiden bringe min sortøiede, lidenskabelige Kusine i Harnisk, men jeg tror, at de passede for hinanden; i ethvert Fald fik de som sagt i Tidernes Løb mange Børn, og udover det sædvanlige menneskelige Maal af smaa Kaars uadskillelige Gnaverier saaes de altid trofast og kærligt at holde sammen.

Min Kusine havde haft Ordet. Jeg svarede ikke.

Hun vedblev: Gav Tante Dig nogle af sine deilige Kager, som hun har staaende inde bag sin Seng, eller var det maaske Sansekager, Du fik hos hende?

70

Man fortæller, at Du og Din Kammerat kom hurtigt ud af Døren!

Jeg rettede mig: Det lader virkelig til, at man er godt underrettet. Bliver man altid saaledes udspioneret herude?

Hun lo.

Du er nok stor paa det idag. Har hun maaske spaaet Dig noget om det Baroni, Du skal arve i Polen?

Baroni? spurgte jeg og faldt noget ud af Tonen.

Ha ha! Det bider paa ham. Veed Du ikke, at Du igennem Din Grandtante bevislig har Ret til Titelen Baron af Snopoldolsky og en maaske mindre bevislig Adkomst til Snopoldolskyernes Godser i Polen? Har hun virkelig ikke fortalt Dig det? Det pleier hun ellers ikke at gemme paa som paa sine Kager! Hun fører jo selv sit »Pigenavn« Snopoldolsky tiltrods for Manden med den trekantede Hat paa Væggen, som nok har været hende nærmere end han er nu!

Tys, Julie; hvad er det dog Du fortæller! afbrød Skolelæreren.

Og det muntre Par lo, og jeg vidste hverken ud eller ind.

Forøvrigt skal Du ikke tænke formeget paa Baroniet, Erik! fortsatte hun. Det kunde blive for vidtløftig; men Navnet kan Du godt optage efter Din Oldefader. Det vil klinge smukt: Erik v. Dahl-Snopoldolsky, Baron i Maanen!

Hun lo endnu mere. Jeg blev vred.

Du skal ogsaa altid fortrædige mig!

Julie fortrædiger Dig ikke! sagde hendes Kæreste endnu leende. Men hvorledes var det Du og den samme unge Kammerat behandlede Hr. Bentheim forleden? Fy! og saa være To om En!

Vi var ikke to om ham. Jeg brødes alene med ham, og jeg kunde ikke gøre ved, at min Ven slog løs paa ham imedens!

En deilig Forklaring. Den ene holder ham, medens den anden slaar løs. Dersom der ikke var saa stor Forskel i Alder og rimeligvis ogsaa i Kræfter, vilde jeg kalde det et lumpent Overfald!

Jeg fik Blodet til Hovedet, men jeg betvang mig; maaske følte jeg, at min Sag dog ikke var saa ganske ren.

Hør! Du veed, at jeg holder af Dig, og Du er ogsaa min Ven og tager mig med paa Jagt og Du har Lov til at sige mig Alt hvad Du vil. Men den Bentheim kan jeg for min Død ikke fordrage, og jeg begriber ikke, at Harriet vil lade ham ...!

Aa! udbrød min Kusine. Spar Dine Bekymringer for Harriet. 71 ken En! Vil Du, som er en Dreng, gaa irette med hvad voxne Mennesker tænker eller gør!

Jeg er ikke nogen Dreng. Jeg er fyldt sytten Aar, og jeg lader mig ikke hovmesterere, og især ikke af Fruentimmer. Jeg veed meget god Besked om mange Ting, og hvis jeg bare vilde fortælle ...!

Jeg standsede, jeg følte, at jeg havde vovet mig for langt frem.

Fortæl, fortæl! udbrød de begge smilende. Det kunde være interessant at vide, hvad Du veed!

Ingenting! svarede jeg og vendte mig kort.

Erik! raabte han. Kom nu og lad os være gode Venner alle tre. Du maa gøre Bentheim en Undskyldning; I maa se at blive forligte, skøndt det rigtignok er vanskeligt ovenpaa den Scene. Hvorfor Pokker skulde I ogsaa slaas paa Gaden? Men ligemeget; der er Feil paa begge Sider, og I kan lade det gaa lige op. Han har nu dog faaet sin Gang der i Huset og forstaar at omgaas den Gamle. Din Onkel er frygtelig gnaven over Historien, Din Tante er ulykkelig og Harriet græder. Der maa en Ende herpaa, og Du maa gøre det første Skridt som den Yngste. Det er ret og billigt, og Du er nu, som Du selv siger, ikke længer nogen Dreng, der kan gøre Drengestreger og saa skulke af for Følgerne!

Om det nu var disse sidste vægtige Argumenter, der omstemte mig, eller det var den Oplysning om den grædende Harriet, det skal jeg lade staa hen. Jeg var tilbøielig til at lade nogle af disse Taarer gaa paa mig. Hvorfor skulde hun netop »græde«, fordi hendes Tilbeder og jeg havde været i Klammeri sammen, uden netop fordi der endnu var nogen varm Følelse tilovers for mig, som jeg havde krænket ved min Hensynsløshed. Hun følte sig ganske vist smigret af den evige Kurtiseren fra Hr. Bentheims Side, men saa seende var dog ogsaa jeg dengang - denne Kurtiseren blev bestandig staaende paa samme Punkt, og hun kunde meget godt paa samme Tid have et lille Hjerterum aabent for min halvt barnagtige Hyldest, halvt trodsige Rivaliseren med den ældre og mere slebne Tilbeder. Og hvad vilde saa, naar Alt kom til Alt, denne Hr. Bentheim ? Dette Spørgsmaal havde vel Alle i Familien hver paa sin Maade og overensstemmende med sine Spekulationer forelagt sig. Jeg havde grundet meget derover, og uden at det hos mig var traadt frem i en bestemt og klar Overbevisning, var jeg dog mest tilbøielig til at hælde til den ikke saa 72 fjerntliggende Formodning, at her snarere var Tale om en planmæssig Forførelse end om en legal Opnaaelse af det, der i enhver anstændig Familie sættes i Forbindelse med at have »reelle« Hensigter.

Nuvel, jeg slog til. Synet fra Morgenstunden og den Opbrusning, det havde fremkaldt i min Sjæl, var ligesaa hurtigt svundet og havde veget Pladsen for min Kusines Taarer. Det gaar i en Fart, naar man er ung.

Jeg gaar ligestrax hjem med Jer, men jeg maa først møde Adolf ved Kilden!

Hvilken Adolf? spurgte min Kusine.

Adolf Brunnow, min nye Ven!

Ah! det er ham, som ... Der er en Fru Brunnow, som er flyttet herud for nogen Tid siden, er det hans Moder?

Ja!

Og hans Fader, er han ikke med herude?

Jeg tror ikke, at han har nogen Fader!

Nei, det er jo sandt, man siger ...!

Hvad siger man? spurgte jeg ivrigt.

Aa, Ingenting. Det er blot noget, man fortæller. Man fortæller jo saa meget. Hun er naturligvis Enke!

Jeg vilde have trængt yderligere ind paa hende, men nu saae jeg Adolf komme. Jeg præsenterede, hun slap sin Kærestes Arm og gav sig strax i Snak med den Fremmede. Fruentimmer have en mærkværdig Gave til at benytte sig af nogle Aars Forspring overfor ganske unge Mennesker. Jeg kunde høre, medens de gik foran Skolelæreren og mig, som underholdt os om Jagt og Hønsehunde, hvorledes hun som en Slange snoede sig ud og ind gennem en Række Spørgsmaal, der allesammen mundede ud i samme Genstand: Moderen.

Deres Moder er altsaa født dansk, men var gift med en engelsk Købmand i Gibraltar?

Ja!

Hvor længe er det siden Deres Fader døde?

Det kan jeg ikke erindre saa lige. Min Moder og jeg var efter den Tid nogle Aar i Tyskland ved et Badested, og saa tog vi her til Danmark!

Har Deres Moder Slægtninge her?

Det veed jeg ikke. Jeg tror det, men jeg har ikke seet nogen!

Og De har en Onkel i Gibraltar, som De skal ned til?

73

Ja!

Deres Farbroder?

Ja, jeg tror det!

Og hvorlænge bliver De nu boende herude ?

Det veed jeg ikke!

Tager De til København til Efteraaret?

Det veed jeg ikke.

Saaledes gik det fortvæk. Om det laa i Adolfs sædvanlige Tilbageholdenhed eller han virkelig i dette Tilfælde ikke vilde ud med Sproget, det kunde jeg ikke blive klog paa. Megen Besked fik min Kusine i hvert Fald ikke, og det glædede mig; jeg veed ikke hvorfor.

Vi kom gennem Byen og hjem til Købmandsgaarden. Vi gik over Gaarden og ind i Køkkenet. Udenfor Døren vilde Adolf undskylde sig, men jeg hviskede til ham, om han var bange? og det afgjorde Sagen. I Køkkenet stod min lille skikkelige Tante; da hun saae mig komme, gjorde hun et Forsøg paa at tage mig om Halsen, og kaldte mig: sin egen gode Dreng, der som en god Kristen vilde gøre Afbigt og udsone sig med sine Uvenner! Vi kom ind i den gammeldags Spisestue; der gik Onkel op og ned ad Gulvet i sine nedtraadte Tøfler og røg paa sin lange Pibe med det knækkede Porcelænshoved, hvor en Genius i rosenrøde Skyer svævede over en tysk Inskription: Der Hausfriede. Inskriptionen var bleven staaende, men den stakkels Genius var, maaske endogsaa ved en eller anden huslig Scene, gaaet midt over. Han saae baade gnaven og forundret paa os, da vi traadte ind, men sagde ikke noget. Min Ven og jeg blev staaende temmeligt forlegne i Spisestuen, medens Parret gik ind i det næste Værelse, den store, rummelige Dagligstue med sin Duft af Nerier, sit blomstrede blaa Tapet, sit venlige Solskin og sine Lampebakker, Blomsterskaale, Avismapper etc., der alle vare dekorerede af Husets Damer eller den Veninde, der malede. Ind til os lød blide mendelssohnske Melodier. Jeg kjendte Haanden, der anslog dem, det var min Ven Musikerens.

Spillet ophørte, der lød Stemmer, det varede noget. Min Onkel gik tavs op og ned ad Gulvet, udsendende gnavne Røgskyer. Vi to unge Fyre stod og saae paa hinanden. Situationen var ikke uden Pinlighed.

Saa kom Skolelæreren og hentede os ind.

Hvorledes Udsoningen egenlig fandt Sted, har jeg forlængst glemt Morsomt maa det have været for en usynlig Tilstedeværende at se det Haandtryk, som bekræftede Freden. Musikeren var glat, 74 smilende, »fedtet« som sædvanlig, men jeg formaar dog endnu at erindre det Øiekast, hvormed han betragtede de to »Hvalpe«, hvis Poter han modtog. Naa, de fleste Slyngler her i denne slyngelagtige Verden er feige. De foretrækker Fred, i hvert Fald den »bevæbnede« Fred, for aabenbar Krig, og de gør gerne Indrømmelser der, hvor de i Grunden burde have staaet paa deres Ret blot for at faa Hænderne fri til deres egne private Smaaforetagender.

Udsoningen fandt Sted. Og som om det Hele formeligt var sat i Scene, aabnedes Døren ud til Gaden - medens Hr. Bentheim fortsatte med vuggende Overkrop de blide mendelssohnske Melodier paa det gamle skrattende Instrument - og ind traadte min Kusine Harriet med sin gifte Kusine, den vel konserverede Skønhed fra Helsingør, og de to Veninder, hende, som malede, og hende, som læste til Lærerindeexamen.

Min Kusine saae meget godt ud den Dag. Hendes mørke Teint og det noget undvigende Udtryk i de staalgraa Øine oplivedes af den Latter, hvormed hun og de andre Damer traadte ind. Hun bar en hvid Kjole af et tæt Stof og et rødt Bælte; paa det mørke Haar havde hun en stor, bredskygget Straahat af den Slags, som da kaldtes »Herrevinkere«. Den gifte Kusine fra Helsingør - hende, som vi kaldte for Tante Lise - var i Dag mere end ellers Voxkabinetsdamen med de røde Kinder, de smukt ordnede Krøller, de trods deres Latter kølige Øine og det evige Smil om den temmelig brede Mund. De to andre vare vakre, elskværdige Damer, utvungne, selskabelige.

Hvilken Tvetydighed min gode Tante Lise netop havde opvartet med, er ikke godt at sige. Den overgivne Latter, hvormed det muntre Selskab traadte ind ad Døren, veg øieblikkelig for et temmelig stramt Træk om de fire Munde, da man opdagede, hvem det var, som befandt sig i Stuen. Smilet kom dog snart tilbage, da man hurtig gættede sig til den Forandring, der var foregaaet i de forhen fjendtlige Parters Stilling. Onkel blev hentet ind og fik et eftertrykkeligt Smækkys af den lystige Tante Lise; han lo og slog fra sig med Piben, saa at den stakkels reducerede Genius svævede i stor Fare for fuldstændig at takke af. Harriet hilste temmelig tvungent paa mig, men gav sig strax af med Adolf, hvem jeg nu præsenterede for Damerne. Min Kusine satte sig derpaa hen og spillede en Firhændig med Hr. Bentheim. Adolf stillede sig hen bag den store Nerium og havde ikke sine Øine fra de Spillende.

75

Min Ven og jeg blev der til Middag. Der blev dækket ude i Haven. Latter, Passiar, Munterhed ved og paa Grænsen, stundom streifende udenfor samme, herskede under Maaltidet. Adolf sad med Munden fuld af Agurkesalat og stirrede saa ufravendt paa Harriet, at hun til Slutningen maatte døie adskillige Stikpiller rundtomkring fra, og ikke de lempeligste fra Tante Lise, hvilket atter havde til Følge, at den stakkels Pige fuldstændig lod sig optage af Hr. Bentheims Galanterier.

Da vi reiste os fra Bordet, hviskede Adolf til mig:
Hvorfor har Du ikke vist mig hende før?

Hvem?

Din Kusine!

Hvilken? Her er en fem, sex Stykker i Dag, baade ægte og falske!

Harriet naturligvis!

Synes Du godt om hende?

Det gør jeg rigtignok. Og jeg kunde have Lyst til at give den Musikant nok en Dragt Prygl!

Jeg maatte le. Gør nu blot ingen Dumheder, Adolf! Du pleier jo at være Fredsommeligheden selv. Husk paa, at der er Vaabenhvile. Lad os idetmindste holde Freden til i Morgen.

Han vilde svare, men opdagede idetsamme, at hun stod alene for sig selv. I et Nu var den ellers saa undselige Fyr ved hendes Side og viste hende, uden forøvrigt at sige ret meget, den allertydeligste Opmærksomhed. Hans Ansigt blussede, hans Øine skinnede halvt sænkede men usigeligt inderlige med en egen blød Hengivenhed Atter slog Ligheden mig med hans Moder i et enkelt Øieblik.

Jeg faldt i Tanker.

Skal jeg afstaa hende til ham? tænkte jeg ved mig selv.

Hvem ? vil man maaske spørge.

Ih naturligvis min Kusine!.....

Som om jeg havde nogen at afstaa.....!

Ja, dengang disponerede man friskt væk. Man kunde sagtens gjøre det; man eiede Intet, Ingen.

Den Eftermiddag seilede hele Selskabet over Søen til Nøddebo-Holt, hvor der skulde spises til Aften.

Der var en Jubileren, Passiaren og Latter i Baaden. Adolf var revet med af den overgivne Stemning og aldeles som forvandlet. Han sad paa Toften ved Siden af Harriet; paa den anden Side sad Hr. Bentheim, ikke lidet ærgerlig, som jeg til min hemmelige Glæde 76 bemærkede, over den ny opdukkede ungdommelige Rival, hvis Naivetet og uskrømtede Beundring aabenbart tiltrak og smigrede min Kusine. Mig var Selskabet for larmende, muligvis ogsaa for optaget af sig selv. Paa den ene Side var det henrivende Naturindtryk fra om Morgenen endnu for friskt i min Hukommelse, paa den anden Side mente jeg, at jeg paa Fisketuren, og tilfældigvis netop i samme Baad, havde spillet en betydeligere Rolle i et betydeligere Selskab.

Jeg satte mig helt forud og saae paa Luften og paa Vandet og blev halv forstemt, medens Baaden, styret af den kyndige Peer Matros, skød let hen over de hoppende Smaabølger, og Genlyden af de mange oprømte Stemmer kredsede om Baaden som snaksomme Maager, eller i de enkelte Pauser tabte sig agterude som Smaakluk fra det rislende Kølvand.

Jeg blev i min uselskabelige Stemning nede hos Peer Matros ved den lille Landgangsbro, da vi endelig var kommen over ved Nøddeboskovens høie Banker; og jeg saae, med en Blanding af Fryd over at være bleven tilbage og Ærgrelse over, at jeg i det Hele taget kunde være saa uselskabelig, Selskabet forsvinde oppe mellem de høie Stammer.

Ingen tog videre Notise af min Stemning. »Det var man jo saa vant til hos mig«, sagde man, hvilket ærgrede mig endnu mere. Naar endda Harriet havde plaget mig om at gaa med! Men see, om hun gjorde det!

Adolf vilde i sin Skikkelighed blive nede hos mig, men jeg var høimodig nok til ikke at tage derimod. Jeg pegede med en høitravende mørkmelankolsk Mine mod min Kusines hvide Kjole, som netop saaes oppe paa Brinken, og opfordrede ham mystisknikkende med Hovedet til »at smedde, mens Jernet var varmt!« Han galopperede da op ad Skrænten for at smedde, og jeg blev i Baaden i Peer Matros' Selskab.

Peer Matros sad overskrævs paa Mastetoften og gav sig paa sin sindige Maade ifærd med den lille Extramadkurv, man havde ladet blive tilbage til ham. Han halede roligt sin store Foldekniv i Seglgarnsbaandet frem af sin Lomme, smurte Smør paa Brødet, skar Ost og Pølse, trak en Flaske op og bød mig.

Tak! jeg skulle ikke have noget!

Det er Jomfruernes egne Varer! sagde han forsikrende, som om 77 denne Anbefaling for Varerne maatte fjerne enhver Indvending imod dem.

Jeg takkede endnu engang, men afslog Tilbudet.

Naa jaja! sagde han sindigt. Saa bliver der saameget mere tilbage til de smaa Orme derhjemme!

Jeg saae noget uvist paa ham. Til Ormene, Peer Matros?

Javel; Rollingerne!

Naa, saaledes!

Der gik adskillige Minuter, saa spurgte jeg:
Hvormange Børn har De, Peer Matros?

Nu har vi den sjette paa Stabelen. Fem er løbet af, men den ældste hun led Havari og gik bort ifjor Vinter.

Atter en længere Pause.

Er det sandt, Peer Matros, at De sprang i Luften med Christian den Ottende i Eckernførde?

Aa ja saamænd er det saa; det kan mit Ben her fortælle! - og han strakte Knæet med Besværlighed fra sig.

Hvorledes gik det til?

Det gik til paa den Maade, at der gik Ild i Krudtet, og saa sprang vi i Luften!

Jamen jeg mener, hvordan var det egenligt... jeg mener de nærmere Omstændigheder?

Ja, dem kjender De vist lige saa godt som jeg, De, som har læst saa meget. Jeg kender kun til det af hvad jeg fik at læse om det siden efter, og det har De naturligvis ogsaa læst. Eller kanske studerendes Folk ikke læser saadan noget?

Jeg følte mig meget smigret ved de »studerende Folk«, men var dog endnu ikke tilfredsstillet.

Jo, jeg har ganske vist læst om hele den Begivenhed, men jeg vilde gerne vide noget derom af En, som selv har været med De forstaar jo nok, jeg vilde gerne vide f. Ex. hvor De stod i det Øieblik, og om De følte noget og saa videre.

Naa saaledes. Ja seer De, jeg stod paa øverste Batteridæk ved en Kanon, som netop var skudt væk af Porten. Min ene Kammerat ved Kanonmandskabet var faldet omkuld, og jeg spurgte ham netop, hvor han havde faaet det. Da han ikke svarede, saae jeg ud igennem Porten for at see, hvordan det stod til derudenfor. Saa var det, ligesom om 78 hele Skibet paa eengang blev af Gummielastikum, og saa var det forbi!

Var det det Hele?

Det var det Hele!

Hørte De slet ikke det frygtelige Brag ved Explosionen?

De mener Knaldet, kan jeg tænke. Nei, der var Allarm og Spektakel nok iforveien; men stærkt maa Knaldet have været, for jeg var døv paa begge Ørene mange Uger efter at jeg var bleven fisket op af Tyskerne. De vilde ogsaa gerne have taget mit Ben fra mig paa Lazarethet, men saa var der en lille tyk Doktor, der bad for mig, og saa beholdt jeg Benet og slap med det stive Knæ. Jeg har ellers tidt tænkt paa, at jeg nok kunde lidt at see den Mand endnu engang og takke ham for hans Uleilighed. Men kanske han blev skudt siden efter. Der var jo saamange, der blev skudt dengang, baade Doktorer og Oppassere og andre Mennesker!

Vi snakkede endnu lidt frem og tilbage, og saa kom Onkel ned til os.

Skal Du ikke med op? spurgte han.

Nei, jeg har ikke Lyst! svarede jeg.

Han saae ud, som om han ikke selv havde Lyst. Maaske støiede de ogsaa ham for meget deroppe. Han satte sig ned paa Broen og legede med sin Stok i Vandet.

Hvad er det, I to snakker om ?

Jeg fortalte ham det, men han havde nok hørt Historien før, saa han var ikke videre opmærksom Tilhører.

Samtalen døde snart hen imellem os, og Enhver sad i sine egne Tanker. Solen gik ned, og Aftenens Dæmring begyndte at lægge sig over Landskabet. Af og til smaaklukkede Søen under Baadens Bund, og nu og da førtes en Stump løsrevet Latter ned til os fra Skoven. Ellers blev Alt omkring saa stille, saa vemodigt stille næsten. Noget af det Sindet betagende, som hviler over alle de danske Indsøer, men maaske stærkest fremtræder her ved Fredensborg, og tilmed under en Sommeraften, dalede med et eget blødt, uimodstaaeligt Tryk fra den violette Himmel ned over Skovbredden. Jeg følte mig mere og mere forstemt, ulykkelig, utilfreds med denne Verden, der netop naar den byder os sin skønneste Side frem, tillige viser sin Braad - ligesom de tropiske Blomster, om hvilke de Reisende fortælle, at de i deres rigtfarvede duftende Bæger skjuler en fin Spids, der saarer og 79 gyder Gift i Saaret. Jeg var utilfreds med denne Verden, der i det ene Øieblik synes saa stor og i det næste kun er en snever Indsø, kvalt i Favntag af tætte Skove, overhvælvet af en Himmel, der, saasnart Solen har forladt den, falmer hen som en sart Blomst under Nattens kolde Kys.

Jeg saae til Peer Matros. Den bøiede Skikkelse var netop beskæftiget med at pakke Maden sammen - Føden til de smaa Orme. Jeg saae tilbage over min Skulder over mod hans lille Hus paa den modsatte Bred. Ruderne blinkede i det sidste Genskin fra Aftenskæret eller maaske fra Maanen, som jeg vidste skulde staa op herinde over Skoven.

Længes De aldrig bort herfra, Peer Matros?

Han saae op. Længes herfra? Jeg har jo Mutter derovre og Rollingerne og Huset. Hvor de tre Ting er, der ligger jeg godt fortøiet!

Bliver det aldrig for trangt for Dem her?

Nei. Naar man hele sin Ungdom har faret omkring paa Havet og døiet Storme, og tilsidst sprunget i Luften, saa er man glad, om man bare kan have det som jeg, selv om Luka'et er aldrig saa snevert. En anden Sag er det - tilføiede han noget langsommere - om man maaske begynder med Luka'et og Mutter og Rollinger; saa kan man muligvis længes efter rumt Farvand og en Dravat derude; men saa skal man ogsaa passe paa, at man ikke ender med at springe i Luften. Det er da ikke altid sagt, at man slipper fra det med et stivt Knæ!

Onkel reiste sig. Det forekom mig, at han sukkede.

So leben wir, so leben wir, so leben wir alle Tage! hørtes Hr. Bentheims Stemme derinde i den tavse Skov, og et Latterkor fulgte ham. Holla! Peer Matros, er Baaden klar?

Jovel! brummede den gamle Ulk. Nu kommer vi saa langsomt, som den store Hvalfisk sa'e til de tre smaa Grønlændere, der vilde trække den iland.

Der var ingen Vind; vi maatte ro hjem. Peer Matros, Adolf og jeg satte os til Aarerne, det øvrige Selskab forsøgte, dirigeret af Musikeren, en flerstemmig Sang, men det vilde ikke rigtig gaa. Maaske var Natten dem alligevel for smuk. Maanen stod, næsten voxet ud til hele sin Skive, rolig og høitidelig bag den mørke Skov, fra hvis Skygger vi arbeidede os ud. Efterhaanden som vi kom længere ud paa 80 Søen, blev Fladen, hvorover vi gled, som en Staalplade, overgydt med hvidglødende flydende Metal. Hvergang et Aareblad blev dyppet i Metallet, var det ligesom om det sydede og hvislede dernede, ligesom om Aarebladet var en magisk Hammer, der for hvert Slag slog Ringe og straalende Smykker ud af Metallet. Luften var lun, men behagelig at indaande. Der gemte sig meget i denne Luft. Den var ligesom svanger med Sang og Digt, Forelskelse, æventyrlige Bedrifter; og det var, som om jeg havde oplevet det altsammen eller lige stod i Begreb dermed. Jeg fik i Tankerne fat paa nogle af Kæmpeviserne og gav mig ved mig selv til at recitere de mange, lange Strofer i Takt til mine Aareslag. Ja Kæmpeviserne, - disse en halvbarbarisk men livskraftig Tids uformelige Gestalter, der strutter saaledes af Styrke, Lidenskab, Ild, Hævn, Elskov, Had og rørende Simpelhed, at Digtet slet ikke veed hvorledes det skal tumle det Altsammen og former sig ligesom de Uhyrer, det besynger, i uendelige Ringe og Led. Kæmpeviserne, som vor ferske Tid nu ifølge Reskripter og Forordninger ramser op og traller løs paa i alle Skoler og ved alle Forsamlinger. Tankeløst Udenadsværk. Lad blot en Eneste af vore Rhapsoder forsøge at sætte en Hundrededel af den moralske og æsthetiske Livsopfattelse i Scene, - og vi skal se, hvad Skolekommissionen siger dertil!

Vi arbeidede os langsomt over mod Hjemmets Side. Der laa hele den terrasseformige Slotshave som bag et tyndt Flor, mildt belyst af Maanens dæmpede Glans, umærkeligt aandende som et Barn, der sover. Det var vor Slotshave, og dog ikke den, vi kendte saa godt. Det var et Opholdssted for Aander, maaske for henfarne Slægter, der, ligesom vi nu, tidt og ofte var draget hjem over Søen en stille Aften, -indtil de maaske en saadan stille, duftsvanger Aften pludselig var sunket med Baaden her paa dette samme Sted, dybt, dybt ned, hvor de smaa Aborrer foer forskrækkede tilside, hvor de store Gedder havde stirret paa dem med glubske Øine, og hvor de fantastiske Vandplanter med de krusede Blade og de lange, ormeagtige Stængler havde vugget sig sagte, bevægede af Bundkildernes Strømninger, hen over de blege Gæster.

Jeg blev formelig halv bange over mine Drømmerier. Ja, sæt nu, at vi sank! Naa, jeg kunde ialfald svømme. Men Damerne? vilde de ikke klynge sig krampagtigt til En, og vilde ikke Alle omkomme? Aa nei, det gik vel nok. Vi var jo næsten en Mand til hvert Fruentimmer. Jeg 81 vilde dog see at bjerge min Kusine, - nei, det fik Adolf Lov til. Men der var En i Baaden, som jeg absolut ikke vilde hjælpe, hvis han ikke kunde hjælpe sig selv ... eller, hvis jeg nu tog ham paa Slæb! thi det var egenlig endnu større Triumf... saa vilde jeg haabe, at en stor Gedde vilde bide ham dygtigt i Benene, maaske bide den store Taa af; det skulde jo være saa farligt med den store Taa!

Der var Kuplen, Slotskuplen over de høieste Trætoppe. Den satte mig tilbage til Virkeligheden. Min Onkel sad og stirrede paa den. Tænkte han maaske paa den Gang, da han selv laa oppe som Tømmermester og reparerede den allerøverste Lanternekupel? Maaneglansen faldt netop paa en af de allerøverste Ruder. Den lille usynlige Rude blinkede som en Stjerne. Det var et klart, skarpt, næsten hovmodigt Blink, ganske anderledes end det beskednere men hyggelige røde Lys dybt nedenunder Kuplen, nede ved den nære Bred, i Peer Matros' »snevre Luka'.«

Vel roet! Aarerne ind! lød nu Peer Matros' orlogsmæssige Kommando. Vi gled ind i Baadehavnen ved Skipperhuset; Passiaren og Latteren »kulede op igen« - som vor Styrmand ved en Leilighed udtrykte sig -, man hjalp Damerne op paa Broen, og Adolf og Musikeren mundhuggedes om, hvem af dem der skulde hjælpe Harriet, hvilket havde til Følge, at hun tog imod min Haand.

Er det ikke en ganske flink Fyr, jeg der har skaffet Dig? spurgte jeg hende sagte.

Jo, han er ganske vakker. Meget elskværdigere end Du!

Jeg takker. Er han ogsaa elskværdigere end Hr. Bentheim?

Jeg troede, Freden var sluttet. Begynder Du nu igen?

Nei; det var ikke saaledes ment!

Godt. Sig mig, Du kommer jo der i Huset, er hans Moder saa smuk, som man fortæller?

Hun er udmærket smuk!

Virkelig. Det synes, at Din Familie er enstemmig i sin Smag; man siger, at Din Fader ofte gaar igennem Skipperalleen!

Det var aabenbart uforsigtig sagt af min Kusine. Men nu var det sagt. Jeg grundede derover, men jeg var for frisk til at blive hængende der, hvor Meningen tydeligt nok havde været, at jeg skulde hænge fast. Han fandt hende altsaa smuk! Nu ja, var det ikke saa rimeligt? Og han gik igennem Skipperalleen og saae maaske alligevel til Kottagen - naar jeg ikke var med! Ja! det var jo ogsaa naturligt. Alt var 82 naturligt. Vilde jeg ikke selv i dette Øieblik give meget for at kunne knibe ud fra Selskabet og gaa op til den lille Kottage, for at hilse paa den smukke Frue?

Men jeg kunde ikke slippe fri. Den Dame, der malede, begyndte at indlede en Samtale med mig. Selskabet havde opdaget, at der endnu var et Par Flasker tilbage i Kurven, hvoraf der kunde laves Punsch, og Peer Matros' Køkkenskorsten var udset til Arnestedet for dens Tilvirkning. Selskabet skulde da leire sig udenfor, og vi skulde synge; der var saadan en deilig Resonans dernede ved Søen, hvor de høie Træer havde trukket sig tilbage og ladet Plads aaben for den lille Eng med Huset, Blegepladsen og de hviskende Siv.

Vi sad paa Stole, Bænke, omvendte Spande og andre improviserede Sæder udenfor Huset i den stille Aften. Maanen skinnede mellem Sivene i Vandet næsten lige for vore Fødder, Døren ind til Køkkenet stod aaben, og derinde var Skolelæreren ifærd med at brygge den nationale Drik i en stor Kasserolle, hvis blaalige Flamme oplyste hans mandige Træk. Hans Forlovede hældede sig op til ham og kiggede nu og da nysgerrigt ned i Flammerne. Udenfor sad vi i Rundkreds, nogle drapperede med Shawler, Adolf paa en Skammel ved Siden af Harriet, Musikeren i Midten med et Kosteskaft som Taktstok, Onkel rygende paa sin Pibe. Først istemtes der unisono en af de uundgaaelige Fædrelandssange. Men da Skolelæreren kom ud med den rygende og flammende Kasserolle, og Drikken var bleven delt rundt i Glas og Kopper, fik vi en haltende Kvartet istand. Musikeren havde en bøielig Baryton, lidt smørret, men det gik an. Læreren sang en kraftig Bas. Jeg hinkede med som den anden Tenor. Adolf sang første. Det var naturligvis Christian Winther, som maatte holde for:
Ak, om I vilde Synge og spille......
lød det ud over Vandet og henimod den lyttende Skov, og Damernes Haandklap skræmmede Ekkoet op rundt omkring.

Hr. Bentheim drak et Par Glas efter hinanden. Han maatte stemme Instrumentet, forklarede han. Adolf, som ogsaa »stemte«, sprang ved Ordet Instrumentet op og raabte, at han vilde hente sin Guitar.

Ja løb, løb! raabtes der til ham fra alle Sider.

83

Jeg sprang ligeledes op; en Tanke foer mig gennem Hovedet og ligesaa hastigt ud af Munden:
Tag Din Moder med!

Der blev en forlegen Pause rundtomkring. Adolf havde dreiet sig i Farten og saae usikker fra den Ene til den Anden. Harriet var den, der tog Ordet med sin dybe, myndige Stemme:
Ja naturligvis. Fru Brunnow er velkommen! - Hun vendte sig og hviskede til Søstren: Vi maa dog engang see hende!

Onkel bøiede sig forover og hældte sin Pibesauce ud.

Herregud! mumlede han. Skal vi have flere Fruentimmer endnu?

Jeg gaar med Dem! erklærede Harriet. Denne Aften er nu engang blevet en Improvisation; lad os blive i Rollen!

Hun og Adolf gik.

Hr. Bentheim var maaske ikke saa ganske tilfreds, men han skjulte det i ethvert Fald godt, og hvad enten hans Oprømthed nu var virkelig eller forstilt, saa elektriserede han Selskabet, der var blevet en Smule tavs ved det lille Intermezzo. Han fik Damerne til at synge, han bød Punsch rundt, klinkede, sagde Komplimenter, holdt en Tale for Onkel, og foreslog endelig at lege Panteleg saalænge.

Tante Lise var den første, der kastede Lommetørklædet, og hun kastede det til Musikeren:
Af! (udtalt Av).

For Satan! raabte han.

Nei, De skal give Pant. Jeg mente: Afskum!

Ja, hvad Damerne mener, det er Et; hvad de siger, det er i Reglen noget Andet.

Aa, De er en rigtig sort Sjæl, er De!

Hør! raabte jeg, saa stærkt jeg kunde.

Saaledes gik det videre, og det var det fuldstændigste Kaos af Latter og Raab, der modtog min Kusine, da hun atter kom tilbage med Adolf og med - ja virkelig - med Fru Brunnow.

Præsentationen dæmpede lidt af paa Munterheden, men den sidst Ankomne vidste med en ganske særegen Smidighed at føie sig ind under Stemningen, saaledes som den for Øieblikket var; Herrerne (hvoriblandt jeg naturligvis) vare strax tilrede med at byde Plads; hun satte sig ved Siden af Harriet, og Musikeren delte sine Galanterier med beundringsværdig Kunst mellem begge, delte saa ligeligt 84 imellem dem, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulde gribe til, og endelig trak mig tilbage i en bitter Følelse af Forsmaaethed og Overflødighed.

O, hvor jeg var rasende paa den glatte, smidige Mand, der iaften syntes at være ret i sit Es. Han fik fat i Adolfs Guitar, hvis Perlemorsindlæg glinsede blaalig grønt i Maanelyset, og uden øiensynlig at kende videre til den Slags Instrumenter, anslog han med sit fine musikalske Instinkt Akkorderne og ledsagede paa denne Maade en italiensk Sang, paa hvis r'er han snurrede, og i hvis bløde Overgange han kurrede ret som en smægtende Operist.

Fru Brunnow lo og klappede i Hænderne: Det er virkelig udmærket!

Til mig havde hun ikke et Ord, ikke et Blik tilovers. Jeg var rasende; jeg kunde have kastet den fordømte Karl min Bænk i Hovedet.

Harriet bad ham synge noget Andet, og - tilføiede hun koket -»noget, som jeg kan forstaa og som passer for en Maaneskinsaften i en Baad paa Søen!«

Ja, jeg skal synge for Dem, Frøken! raabte han med et næsten udfordrende Blik, der samtidig streifede hen til Pladsen ved Siden af.

Han stillede sig saaledes, at han halvt henvendte sig til Søen derude, halvt til de to Damer, og idet han gyngede Guitaren frem og tilbage foran sit Bryst og nu og da anslog en Slutningsakkord, sang han:

Vug, o Vove, med varsom Haand.
Baaden, hvori vi glider,
Stryg den, Strømme, med kælen Haand
Over de buttede Sider;
Kunde jeg selv
Klappe den Glut,
Som sidder paa Toften og nynner,
Over Kindernes Hvælv
Blot et flygtigt Minut,
Jeg arme, forelskede Synder:
O, da skulde min Stemmes Klang
Vække al Vellyd, som slumrer i Skoven,
Smeltende hen i en Kærlighedssang

Med Nymfen, med Ekko, paa Skrænten ved Strandkildevoven.
85 Flyt Dig, Fagre, foruden Frygt
Hen ved Din Sangers Side;
Dig har min daglige Længsel søgt,
Fulgt paa Din Gang under Lide.
Er ei Du selv
Ramt af den Gud,
Som gav mig de seirende Kræfter!
Ak, Barmens Hvælv,
Som vider sig ud
Under Sukket, mit Udsagn bekræfter.
Kom da, jeg klapper min hvide Hind;
Sænk kun Dit Hovedjeg skygger det over
Med Kappen, mens Stjernen tænder sit Skin
Og Frygten er flygtet med Sol, og Undseelsen sover.
Nyd da, Nat, hvad, for Nuet skabt,
Glemmer de flygtende Timer;
Tag de To, i Din Tryghed tabt,
Til Daggryets Klokke kimer.
Skjul dem, til selv,
Vakt ved det Gys,
Som zitrer i Morgenstunden,
Imod Himlens Hvælv,
Mod det staalblanke Lys
De stirrer, blænded' fra Blunden.
End er de trygge, langs Skovsøens Rand
Hviler i Morgnen den blege Dryade.
Saa vaagner Ekko og melder paastand,
At Natten er endt, at nu vil Diana sig bade.

Han bukkede for de to Damer. Min Kusine havde vendt sig halvt til Siden.

De synger os bestemt en Sang, Fru Brunnow? sagde han med indsmigrende Stemme og rakte hende Guitaren. Hun skød den med en let Haandbevægelse fra sig og sagde kort: Tak; jeg synger ikke. Men maaske min Søn. Adolf! lad os høre noget. Syng en Sang; men ikke en af mine - tilføiede hun sagte -; 86 hvorpaa der fulgte nogle hurtige Ord, rimeligvis paa Spansk, som jeg ikke forstod.

Han tog Guitaren uden at see paa Hr. Bentheim, og svarede Moderen paa det samme Sprog og i hurtige Sætninger.

Jaja da; som Du vil. Den Sang kender jeg forresten ikke! sagde hun høit.

Jeg har selv oversat den! svarede han og bøiede sig over Instrumentet.

Maa jeg spørge, hvad det er, vi faar at høre? lød det ovre fra en af Damerne paa den modsatte Side.

Adolf saae op. Det er Sangen om de kloge Aber!

Han spillede først en meget kunstig Rondo eller sligt med meget hurtige Løb og stor Fingerfærdighed. Saa gik hans Introduktion over i en mere folkeviseagtig Tone med bløde Overgange; undertiden anvendte han Flageoletten, undertiden slog han et Par dumpe Slag med Fingrene paa Lydkassen. Saa kom nogle Slutningsløb og et Par Akkorder, og saa sang han med en rolig, halvforlegen og lidt belagt Stemme, der nu og da kontrasterede pudsigt til Indholdet, følgende Vise:

Gebel al Tarik kneiser
Mod Spaniens glødende Sol
Saa stolt som en maurisk Keiser
Paa sin guldbeslagne Stol.
Gebel al Tarik voxer
I Havets hvirvlende Flod,
Og ler ad de Strømme, der stræber
At rokke hans brede Rod.
Gebel al Tarik strækker
Sin Fod under Havbunden hen,
Til Maurerlandet den rækker;
Der kommer hans Taa igen.
Saa siger Sagnet: der løber
Dybt under Havets Bund
Fra Tanger en maurisk Kælder;

Den munder paa Spaniens Grund.
87
Maurerne bleve forjagne,
Gebel al Tarik stod;
Af Spanierne bleve de slagne,
Havet drak deres Blod.
Hjem over Skellet de joges
Til Ørkenlandene hen;
Men Maurerne ere forslagne,
De kom som Aber igen.
En Dag paa Tinden deroppe,
Paa Gebel al Tariks Spids,
De saaes at springe og hoppe
Og danse i Kæde og Kreds.
Da monne vel Folk sig undre;
Snart blev det ved Undren ei,
Man skød paa de stakkels Aber,
Man plaffed og tog paa Vei.
Saa smutted de kloge Aber
Hush, hush, i hver Revne og Rids,
Som oppe paa Toppen gaber
Paa Gebel al Tariks Spids;
Der sad de og trøsted sig troligt,
Imedens Aarhundreder gik,
Med tusinde Krumspring og Løier,
Med Abe-Passiar og Musik.
De klatred i Kløftens Terrasser,
Slog Kolbøtter forlænds og bag.
De peb og de skar Grimasser
Den hele udslagne Dag.
Og Bjergaanden saae deres Løier
Og havde sin Moro deraf;
Han tænkte: Hvad om jeg de Aber
En passende Gøglerløn gav!
Saa bød han dem samle sig Alle,
Og taled saalunde dem til:
88
I Aber! jeg lod Eder kalde,
Fordi jeg belønne Jer vil;
Hvor Meget i Forveien findes,
Gør Noget snart Skæppen fuld,
I Aber!jeg vil Jer belønne,
Men ikke med Gods eller Guld.
Halvt har I Jer Fætters Væsen,
Hans Smile og næsten hans Aand,
Hans Ansigt, lige til Næsen,
Og Tommelen paa hans Haand.
Den liden Halvdel, som mangler,
- Sic jubeo - lægger jeg til;
Til Mennesker - stat pro ratione
Voluntas - jeg gøre Jer vil!
Da gjorde den Ældste i Skaren
Som vi, naar vi ta'r til vor Hat,
- En rigtig gammel, erfaren,
Durkdreven Abekat -:
»Stormægtigste Bjergaand og Herre!
Vi takker Dem for Deres Gunst;
Men for at vi ret skal den skatte
Og Gaven ei blive omsonst;
Ja, for at vi ret kan vurdere
Den Gave, De byder os her,
Og førend vi skal figurere
I andre Vaner og Klæ'er,
Saa var det vel ikke afveien
- Stormægtigste Herre og Drot -
At see disse Vaner og Klæder
En Smule i Sømmene blot.
Det er nu saa længe siden
Vi Aber færdedes hist,
Meget kan ændres med Tiden,
Og Mangt er vel ændet fra sidst;
89
Men, hvad vi sidst fik at høre
Og see fra Fætternes Kant,
Det tilgive De, om vi Aber
Lidt lovlig men'skeligt fandt.
Thi tilraader jeg at sende
F. Ex. mig selv afsted,
For at prøve og lære at kende
Hvad bedst vi er tjente med
Og dersom min Dom skulde falde
Saadan - allernaadigste Drot! -
Da lad ved det Gamle det blive;
Som vi har det, har vi det godt!«
Da klappede hele Skaren
Og raabte og klapped igen:
»Ja, Du er klog og erfaren,
Gaa Du til Fætterne hen!«
Saa løb den erfarne Abe;
Over Klipperne ned den sprang.
De ventede paa ham deroppe,
Og Ventetiden blev lang.
Et Aar. Saa stod han iblandt dem.
De stormed imod ham hen:
»Fortæl saa, hvorledes Du fandt dem;
Velkommen tilbage igen!«
Han saae tilhøire, tilvenstre,
Til Jorden og ligeud,
Og pudsed sin Næse betænksomt
I en blaatærnet Lommeklud.
Og trak de Ældste tilside
Hen i en lønlig Krog.
Hvad de hvisked fik Ingen at vide;
De talte de Ældstes Sprog.
Men oppe paa Gebel al Tarik,
Saa sikkert som Kat henad Tag,
90 Der dansed de kloge Aber; -
De er der den Dag i Dag.

Ha ha ha! lo Onkel, da Sangen var endt De Aber vidste nok, hvad de gjorde! Kan De stikke den, Musiker?

Hr. Bentheim trak paa Skuldrene:
Barnemad! Med Sligt konkurrerer man ikke!

Hm! hørte jeg Onkel mumle i Skæget. Der er maaske mere Føde i den Barnemad end i Deres egen Kvinkeleren!

Adolf stillede Guitaren fra sig. Den faldt om i Græsset. Peer Matros, hvem Skolelæreren havde faaet paanødt et Glas og trukket med ind i Kredsen, sprang til og tog Instrumentet saa varsomt op, som om det havde været et spædt Barn.

Der er en ny Medbeiler til Kransen! raabte Skolelæreren og klappede i Hænderne. Peer Matros skal synge!

Ja, Peer Matros skal synge en Sang, lød det rundtomkring.

Den Paagældende stillede forskrækket den farlige Ting bort, som han havde rørt ved, og vilde slippe ud af Kredsen. Men allevegne blev der spærret for ham, og Skolelæreren erklærede ham med paatagen Alvor, at hvis han ikke vilde fornærme sine Gæster, maatte han give sin Skærv med i Laget.

Den gamle Ulk paastod med sænket Stemme, at han ikke kunde synge, og at han vilde alene ro hele Selskabet gratis frem og tilbage en hel Dag mellem Holtet og her, hvis han maatte slippe.

Selskabet var imidlertid ubønhørligt. Han fik et nyt Glas at stramme sig op paa, og saa forklarede han da, at der var en Sang, han kunde huske, som den gamle Kaptain, han havde faret paa Vestindien med, altid pleiede at synge. »Det var nu saadan en herlig og from Mand, maa Selskabet vide; i sine unge Aar havde han nok løbet en Del grassat, men paa sine ældre Dage var der ikke en saa behagelig og fremkommelig Mand til som han. Han holdt sit Skib saa nysseligt som en Dagligstue, og hans Folk havde det som Børn i et Ammekammer, naar de da selv vilde, og ikke gjorde ham formeget ud af det; for han kunde ogsaa holde Orden, naar det skulde være. Han pleiede altid i stille og godt Veir, ligesom nu i Aften, at synge denne her Sang!«

Og den gamle Ulk skrævede ud med Benene, fik sin Skraatobak praktiseret fra Munden ud i den hule Haand og atter ned i Lommen, lagde Armene overkors paa Ryggen og sang, bestandig henvendt til 91 Græsset foran sig og med en Stemme, som naar Vinden begynder at brumme i Tovværket:

Jeg klager ei over den Tid, som gik tabt,
Ei over de Timer, som ødtes,
Thi Lærdom er ud af Forsømmelsen skabt
Og Kundskab af Daarskaben fødtes.
Jeg klager kun over, at Skolen var dyr;
Dog, - Friskoler gaves da ikke.
Jeg klager slet ikke, jeg gør ei Paastyr;
I det Skete man faar sig at skikke.
Men kunde jeg leve de Timer igjen
Og dreie tilbage Tiden,
Jeg vilde da vrage saamangen en Ven,
Som viste sig utro siden.
Jeg vilde og kuske mig selv tilgavns
Og kalde mit Mandskab paa Dækket,
Og søge at styre min Skude tilhavns,
Før Foremersstangen var knækket.
Jeg vilde ei seile foruden Bestik
Og prøve til Maalet at slumpe,
Jeg vilde i Tide ta' Reb i min Rig
Og i Tide bruge min Pumpe,
I Tide styre en Streg forbi
Mit Bestemmelsesmaal, allevegne;
I Tide ta' Luven; i Tide, fordi
Jeg maatte min Afdrift beregne.

Det er Fanden skal tage mig en god Vise, den! udbrød Skolelæreren og slog den forlegne Sanger paa Skuldren. Den skal Du have Tak for, Peer Matros! og et nyt Glas for!

Melodien er ganske brugbar! sagde Hr. Bentheim. Hvorledes var det der i Begyndelsen: La, la, la, la?

Men Peer Matros erklærede, at han kunde den ikke saadan i Smaastykkerne, og Skolelæreren gav ham Medhold.

Selskabet reiste sig nu. Det var sent, sagde Nogle, og Duggen faldt 92 Andre vilde gerne have en rigtig lystig Sang at ende med Det var blevet saa høitideligt paa Slutningen, mente de. Men da der ikke syntes at være Nogen, som kunde en »rigtig lystig Sang«, saa brød man op.

Vi fulgte Alle Fru Brunnow og hendes Søn hjem. Adolf var paa en vis Maade bleven Aftenens Løve. Jeg var ikke skinsyg paa ham, langtfra; jeg glædede mig over den Lykke, han gjorde; man er ikke saa sjelden forfængelig paa sine Kammeraters Vegne. Derimod var det mig til stor Bedrøvelse at see den Forandring, der var foregaaet med hans Moder overfor mig. Hun gav mig ganske vist Haanden og et venligt Godnat ved Afskeden ligesom de Andre; men det var netop heller ikke mere, end hvad de Andre, hende aldeles fremmede Mennesker, fik. Lykke og Glæde gør En blind og døv, man kan næsten sige dum. Smerte og Misfornøielse aabner Øinene. Trods al den Venlighed og Livlighed, hun søgte at lægge for Dagen og sprede omkring sig til alle Sider, opdagede mit skærpede Øie, at hun var adspredt, at der var noget spændt, anstrengt over hende. Min Kusine Harriet syntes hun at vise størst Opmærksomhed. Jeg hørte de to Damer love hinanden ved Afskeden, at de ret snart vilde træffes igen. Saa gik da Selskabet videre op ad Skipperalleen, gennem hvis tætte Kastanietag Maaneglansen nu og da faldt som mælkehvide Pletter henover de uformelige Bor'mestersten, over hvilke jeg hvert Øie-blik snublede, fordybet som jeg var i Tanker paa Livets Ustadighed og Menneskenes Skrøbelighed.

Hvad kunde der dog være iveien med hende? og hvad var der iveien med mig selv? Jeg skyndte mig at tage Afsked med Selskabet. Jeg maatte absolut være ene, og jeg aandede først rigtig frit, da jeg var kommen ned til Runddelen udenfor Byen, hvor Træerne kastede lange Skygger over Veien og Faarekyllingerne pippede inde fra den nærmeste Bygnings Udhuse.

Ensomheden er dog ikke altid anbefalelsesværdigt Selskab for ganske unge Mennesker. Naar man har klare Tanker, bestemte Principer og noget Oplevet bag sig, saa kan man bruge den og have Gavn af den. Men jeg havde hverken klare Tanker eller bestemte Principer dengang. Det, der sidst havde krydset min Vei, det bestemte mine Tanker og Planer, indtil noget Nyt kom mig paatvers. Denne Dag havde været for indholdsrig, og jeg stod nu her alene paa Veien i den maanelyse Nat saa fattig og ensom og forvirret!

93

Nei; jeg vilde gaa hurtigt hjem og sove. Javist Hurtigt hjem, hurtigt af Klæderne og saa Hovedet paa Puden. Den Tid kunde man jo sove, naar man blot hældede Hovedet tilbage. Altsaa hjem og bort fra Maaneskinnet, som kun gjorde En sørgmodig, indgød Længsler og Haab, som ikke kunde opfyldes, forflygtigede de allerede iforveien tilstrækkeligt luftagtige Bestanddele indeni En og rokkede de faa Grundpiller, der stivede En af mod altfor tidlige Storme.

Jeg kom hjem. Jeg listede mig sagte ind ad Bagdøren, gennem Køkkenet og ind paa mit Værelse. Jeg kom dog ikke strax af Klæderne, som jeg havde tænkt mig. Der var noget af den samme Opfordring til Grubliseren herinde i mit Kammer, som derude i Naturen. Maanelyset streifede det aabentstaaende Vindu, og Blinket faldt i brudte Reflexer ind paa Speilet over min Seng. Der var ingen Gardiner til at rulle ned eller trække for. Jeg maatte være oppe, til Reflexen gik bort idetmindste. Og saa kom ude fra Haven og Veien, fra den stille Nat, fra de duftende Buske og Bede, fra Faarekyllingernes Pippen, fra det uendelige Himmelrum og fra Landskabet saa vidt omkring hin sælsomme Lyd, der ikke var nogen Lyd, ikke lignede noget Bestemt, som Tanken kunde gaa løs paa og drive afveien, men nærmest traf det indre Øre som de afmaalte Aandedrætsbølger fra et usynligt Væsen, et monstrøst Væsen, som ikke havde noget Legeme, ikke saae saadan eller saadan ud, men dog var der, og var saa umaadelig stort og paa en og samme Tid forfærdede mig ved sin Ufattelighed og æggede mig til Tænkning over sin Existens.

Hvorfor var jeg bleven saa vemodig stemt derovre under Bankerne paa den anden Side af Søen? Hvoraf kom det, at jeg, som havde en velhavende Fader og strengt taget ikke kendte til »Sorger«, at jeg var meget mindre tilfreds end Peer Matros, hvis Bestilling knap nok kunde skaffe ham Udkommet for hans Kone og Rollingerne i hans Hytte? Hvad ønskede og attraaede jeg? Jeg var dog altfor ung til ret for Alvor at kunne tænke paa Kærlighed, og dog var jeg hvert Øieblik forelsket! Forelsket! ja og det ikke i Jevnaldrende; nei Tak: Kusiner, hele sex Aar ældre end jeg, og saa min Kammerats Moder! Ja især denne sidste. Men det var jo Vanvid. Og dog var Driften, Længslen, denne Higen i mig, som ikke lod mig i Fred. Fred! Fredens Borg! Jo det var et deiligt Fredensborg, jeg boede i.....! Havde jeg vel skabt mig selv? Nei! Altsaa heller ikke denne Attraa og Længsel i mig? Nei! Det var mine Forældres Værk, og før dem var det atter deres 94 Forældres Værk, og saa fremdeles i en opadstigende Uendelighed. Altsaa jeg selv uden Skyld? Naturligvis! Aldeles uden Skyld? Nei, dog ikke! Var det Indtryk, som den fedtede Musikers Sang havde gjort paa mig, var det fuldstændig tilladeligt? Næppe! Hvorfor havde min Kusine vendt sig bort, og hvorfor havde Fru Brunnow haft denne Mine, da Sangen var endt, og han vilde række hende Guitaren? Og dog var det en smuk Sang, og Melodien passede nøiagtigt ind i de forføreriske Ord, og det Hele var dæmpet saadan af, at det lød som Skælmeri Altsammen, og saa var der dette sidste med Diana, den kyske Gudinde, der nu skulde i Bad, og derfor maatte Sangen ophøre, og der var i det Hele taget ligesom et Stænk af mythologisk Kølighed, der endte det farverige Maleri. Javist, det var en smuk Sang; men kunde det Smukke være Synd? hvad var Synd og hvad var ikke Synd? Skulde man kun synge om gamle Mennesker eller spæde Børn? .... Brrrrrr! Spærret!

Og nu Adolfs Sang? De kloge Aber! Ja, de var jo kloge nok; men var det da bedre at være Abe og danse rundt paa Toppen af Gibraltar end at være Menneske? Hvorfor altid stikle saadan paa Menneskene? Det var jo Mennesker selv, som lavede disse Stiklerier; javist, utilfredse Mennesker. Men skulde disse Utilfredse have Lov til at gøre Andre ogsaa utilfredse? Nei! Slet ikke? Hm! Det var svært at sætte Grænserne. Og desuden, der var jo saameget Slet og Fordærvet og Holdningsløst og Gud veed hvad iblandt Menneskene. Det var jo bekendt nok; man kunde bare tage en Avis i Haanden og læse om hvad der hver Dag skete. Og naar man havde læst tilstrækkeligt mange Dage herom, vilde man saa ikke selv gaa hen og skrive saadan en Sang, - hvis man kunde? Jo sandsynligvis! Altsaa vilde man være bedre tjent med at være Abekat paa Gibraltar end... end at være - hvem f. Ex.? Fru Brunnow? Nei! Jo! Nei! - Var hun lykkelig? Ja naturligvis! Ganske sikker derpaa? N-e-i! Der havde de sidste Gange været dette Noget i hendes Ansigt, som..... Altsaa ikke lykkelig? Nei! Hvem da? Fader, Onkel, Tante, Kusiner, Allesammen noget ved dem, som ...... Brrrrrr! Spærret!

Nei; det var dog ikke muligt. Nogen maatte dog være lykkelig. Skolelæreren f. Ex. Han var jo altid jevn og rolig, altid i Ligevægt! Og dog havde jeg en Dag hørt ham tale om Noget, som hed gammel Gæld, og som nok trykkede ham; og desuden vilde han jo hellere idag end imorgen smide A.B.C.'en og blive Forstmand! Men Peer 95 Matros da? Ja, han var nok den lykkeligste. Men han havde ogsaa døiet saameget Ondt og var sprunget i Luften. Det maatte vel til! ..... Det var forresten en underlig Vise den, han havde sunget. Jo, jeg havde godt forstaaet dette med Afdriften! Man skulde itide tage Reb i Seilene, og man skulde itide stræbe saa høit, at man havde noget at slaa af paa! ..... Man skulde stræbe, man skulde slaa af, man skulde rebe, man skulde ..... Man!.... Men min Gud! det er jo Dig selv, Dig selv, Erik Dahl, det gælder!

Jeg sprang op fra Sengen, som jeg havde siddet paa. Det knugede sig sammen om mit Bryst. Hvad havde jeg hidtil gjort? Løbet grassat! Og hvad var vel rimeligt, at jeg i den nærmeste Fremtid vilde gøre? Løbe grassat! Og hvorledes vilde det ende? var dette Formaalet at stræbe efter? vilde nogen tage mine Examiner for mig? vilde Fader leve bestandig? hvem skulde give mig Hus og Værelse og Klæder og Kost og Lommepenge, naar han ikke var mere? vilde jeg selv kunne fortjene noget, hvis jeg vedblev saaledes at drysse og drømme og gruble og gøre gale Streger? vilde ikke disse gale Streger bestandig blive større? Afdrift, Afdrift, tage Reb itide. O min Gud, er der Ingen, der vil hjælpe mig?

Jeg kastede mig paa Knæ henne ved Vinduet og saae med Øienvipperne plirrende under tunge Taarer op mod det uendelige, ubevægelige Himmelrum. Jeg følte i mig denne Fortvivlelsens Trang til at bede, som alle levende Væsener i større eller mindre betydningsfulde Øieblikke i deres Liv har følt med mig. Jeg begyndte:
O, Du Gud, som seer og hører Alt; hjælp mig, Du kære Fader .....

Jeg standsede. Ordet Fader førte naturlovmæssigt Billedet af et Menneske med sig. Jeg tænkte mig først min egen Faders Skikkelse, men Fisketuren imorges og hans livlige Utvungenhed under denne skød sig ind mellem Bønnen og mig. Dette Billede var ikke ærværdigt nok. Jeg tænkte paa den store Billedbibel, vi Børn som Smaa havde læst i. Der forekommer Gud Fader som den strenge, alvorlige Oldingeskikkelse med det lange, nedrullende Skæg og Straalediademet om Tindingen.

Jeg begyndte atter, og tænkte mig selv knælende for denne Skikkelse. Men Skikkelsens Øine, som i Bogen vare fæstede paa det brødefulde første Menneskepar, indgød mig Angst, og jeg standsede.

Jeg saae op til Himlen. Mit Blik traf en Stjerne, der tindrede saa uendeligt høit oppe, velgørende mildt: 96 Du Fader, hvis Øie nu seer saa mildt paa mig, hjælp Du mig.....

Atter forflygtigedes det Billede, som jeg netop havde dannet mig. Slotskuplen med sin blinkende Rude, min Onkel svævende deroppe paa Lanternens øverste Top, saae ned paa mig. Jeg stønnede hult og sank helt ned til Gulvet. Jeg kunde altsaa ikke engang bede!

Køligheden gennem det aabne Vindu kaldte mig til mig selv igen. Med en dump sløvende Fornemmelse af at være overladt hjælpeløs til mig selv, trak jeg Vinduet til, rev mine Klæder af og kastede mig paa Sengen. Jeg formaaede ikke at falde i Søvn. Blodet jog mig gennem Tindingerne og bankede i alle Pulse. Saa blev det aldeles stille og tomt inden i mig. Og ud af denne Tomhed skød sig nogle Linier, som jeg rimeligvis erindrede fra min Sagalæsning. Jeg bevægede Læberne og mumlede hen for mig:

Haardt falder Hugget
Paa udækket Hoved,
Haardt falder Regnen
Paa skaldet Mands Isse,
Men haardest tilvisse
Falder Sorgen paa Den,
Der sidder i Krogen
Foruden Ven.

Saa hævede jeg mig langsomt i Veiret og støttede mit Hoved paa Armen. Hug, Hoved, Regn, Isse! Ah, de kølede, disse urimede Ord, ligesom Kildevandet havde kølet mig, da jeg selv havde faaet Hugget i mit Hoved Et Hug i mit Hoved! Adolf! Jeg sprang op, formeligt med et Skrig. I dette Øieblik saae jeg ham saa levende for mig, min Ven, min Kammerat, ham, som i den sidste Tid næsten var voxet sammen med mig i min egen Tilværelsesbevidsthed. Og hvorledes saae jeg ham? vaklende, drømmende, villieløs, bevæget hid og did af ethvert Indtryks Strømning, ligesom de Vandplanter, jeg havde tænkt paa i Baaden. Over ham bølgede Musik og Skovduft, over ham bøiede sig to Kvinder; den ene havde født ham, den anden legede med ham. Han smilede som et Barn og lod sig vugge og vugge og lege med og kæle for. Flere Skikkelser kom til og bøiede sig over ham; nogle vare forførerisk skønne, andre hæslige. Han smilede bestandig, lukkede Øinene i og tog for sig med Hænderne som et spædt 97 Barn. Mere og mere gled han over i Vandplantens Skikkelse, blev ganske tynd som en Stængel, og pludselig foer en stor Gedde frem med aabent Gab og spidse Tænder og bed Stænglen over.

Jeg gav et Skrig fra mig og sprang helt ud paa Gulvet. Nei, nei! ikke saaledes; ikke som han!

Jeg var aldeles vild. Jeg stirrede op mod Himlen, og med en Drengs Hidsighed, en Mands Høitidelighed, der er sig sin Beslutning bevidst, slog jeg mine Knoer i Vinduskarmen, saa Huden sprængtes og Blodet trængte frem. Jeg saae paa min blødende Haand, men følte ingen Smerte. Ja, med Blod skal det skrives! raabte jeg og rev den Stilebog til mig, som laa i Vinduet. Og ved den sidste Reflex af Maane-lyset, med en Pen, der var vædet i den røde Vædske paa min Haand, skrev jeg paa et hvidt Blad Papir:
I den Almægtiges Navn lover jeg, Erik Dahl, fra imorgen af at forandre mit Liv!

Jeg skød Bladet ned i Bordskuffen og sprang i Seng. Jeg var bleven kold, og Tænderne klaprede en Stund i Munden paa mig. Ogsaa følte jeg nu Svien i min Haand. Men jeg blev snart varm, og Haanden brød jeg mig ikke om. Jeg tror slet ikke, at jeg havde nogen Tanker. Jeg faldt snart i Søvn, og sov uden at drømme, til Solen vækkede mig.

III

Jeg foer ud af Sengen den næste Morgen. Det forekom mig, at Nogen kaldte paa mig. Men det var nok ikke saa. Av! der var noget, der gjorde ondt. Det var min Haand. Havde jeg skrabet den mod Væggen i Søvne? Nei, det var jo sandt!! Og pludselig slog Nattens Begivenhed ned i mig, og jeg sprang hen og rev Bordskuffen op. Der laa det hvide Papir, og der stod den røde Skrift. Jeg læste Ordene et Par Gange, vendte Papiret om, besaae Skriften omvendt op imod Lyset, dreiede atter Papiret og lagde det med sammenknebne Læber ned i mit allerhemmeligste Gemme sammen med nogle Digte, en smudsket hvid Damehandske, nogle tørrede Blomster og fem Patroner til 98 en Riffelpistol, som det var mig forbudt at skyde med. Jeg lukkede Klappen paa det lille Chatol og stak Nøglen til mig. Saa begyndte jeg at vaske min Haand, men holdt pludseligt inde, aabnede Chatollet atter, tog de andre Sager ud og lod blot Papiret blive liggende. Derpaa gjorde jeg et langsomt og omhyggeligt Toilette og gik ned til Thebordet.

Fader sad ved Bordet og læste sine Aviser og røg sin Morgencigar. Han saae paa mig over Avisen og syntes at blive overrasket over noget ved min Person.

Du kom nok sent hjem igaaraftes. Hvor var Du henne?

Jeg besvarede hans Spørgsmaal med en Frygtløshed, som overraskede mig selv ved sin Nyhed. Jeg gav endogsaa en lille Skildring tilbedste af Selskabet, drak imidlertid min The, smurte Smørrebrød og nikkede til mine Søstre. Baade de og Fader syntes lige overraskede.

Pludseligt sammendroges hans Bryn. Han pegede med Cigaren hen imod min Haand og spurgte i sin sædvanlige inkvisitoriske Tone:
Har Du nu været oppe at slaas igjen?

Jeg blev rød, men tog mig strax i det. Nei; det var iaftes i Baaden; min Haand blev klemt mellem Aaren og Rælingen. Det betyder intet!

Brynene kom paa deres Plads igen, og Avislæsningen fortsattes.

Jeg kom til at tænke paa, at en Nødløgn dog undertiden kan være en ærlig Sag. Det vanskelige ved Udryddelsen af sligt i Familier ligger vel i, at den utilslørte Sandhed som oftest vil hidkalde mange Konflikter, som Sløret naadigt afværger. I mange Tilfælde vilde Sandheden næppe engang blive troet, om man sagde den. Da jeg havde drukket min The og reiste mig op for at gaa, lagde Fader Avisen og Cigaren fra sig og gav sig til at tromme med Fingerspidserne imod hverandre, idet han skottede hen til mig, noget, som jeg vidste var et ufravigeligt Kendetegn paa, at han vilde »tale« med mig.

Jeg blev staaende og saae paa ham.

Hør, Erik, der er en Tjeneste, Du kan gøre mig. Jeg har en Del Manuskript, som jeg gerne vilde have renskrevet, inden jeg sender det bort. Du har jo ganske vist Ferie, men for det første behøver jp Ferien ikke at udelukke ethvert Slags Arbeide, og for det andet kan Du have grumme godt af at gøre et lille Ophold i al denne evige Morskab og Adspredelse, der ovenikjøbet aldrig har nogen fast Plan i sig, men bestandig synes at gaa ud paa at vaase Tiden bort med alle Sorter 99 Narrestreger og Fusentasterier. Om Du af Dig selv engang imellem tog lidt fat og stoppede de Huller, Du temmelig utvivlsomt maa have i Dine græske og latinske Pensa, saa vilde det komme Dig meget, meget tilgode tror jeg i det næste Skoleaar, som jo skulde være Dit sidste, hvis det bliver det, og hvis ikke Du kommer til at sidde over som en anden Sinke, til Spot for Dine Kammerater og til Sorg for Din Fader!

Jeg kendte altfor vel disse Monologer. De mindede mig bestandig om den Baadsmand i Marryats Roman, der begyndte enhver Tiltale til Folkene med: »Tør jeg paa den høfligste Maade af Verden anmode ....«, og som ligesaa regelmæssig endte med: »Der har Du det for Din Uleilighed, Din Æsel!« Jeg var jo nybagt i min Vigilanstjeneste overfor »Ideen«, og jeg begyndte at føle min gamle daarlige Samvittigheds Benauelse røre sig i mig. Jeg saae imidlertid paa min Haand og svarede saa standhaftigt, jeg formaaede, at jeg netop selv havde ønsket at faae nogen Beskæftigelse, og at jeg endogsaa idag havde tænkt paa at give min Livius og min Sokrates' Apologi en større Overhaling. Atter fik jeg et overrasket Blik, og saa fulgte jeg ham paa hans Vink ind i Arbeidsværelset, som jeg ellers kun betraadte med en vis Skyhed, og hvor han nu lagde de skrevne Ark tilrette for mig, viste mig de indklamrede Steder, som skulde gaae ud, og de Tilføielser, som skulde med, og gav mig slutteligen hele Pakken tilligemed en Bog hvidt Papir med den Bemærkning, at han ikke vilde jage for stærkt paa mig, men at han dog nok ønskede det færdigt i Løbet af en otte Dages Tid.

Otte Dage! sagde jeg raskt. Paa tre, fire Dage skal jeg have det færdigt!

Man skal ikke love mere end man kan holde! svarede han tørt. Naturligvis vil jeg ikke have noget Sjuskeri. Nu kan Du gaa!

Saa begyndte da det nye Liv for Erik Dahl. Jeg beklagede strax, at jeg ved Aflæggelsen af mit Løfte havde slaaet saa stærkt i Vinduskar-men, men paa den anden Side ansporede den Svie, som min Hand foraarsagede mig under Afskrivningen, min Villie og mine Nerver ved sit stadige memento. Den Aften havde jeg fire Ark færdige, hvilket i Betragtning af den meget kladdeagtige Tilstand, hvori Originalmanuskriptet befandt sig, maatte siges at være en ganske god Begyndelse, især da jeg kunde fraregne mit Afskrivningsarbeide nogle Eftermiddagstimer, som udelukkende vare blevne helligede Udfyldelsen af en gammel Lakune i Livius. Efter Thebordet om Aftenen gik 100 jeg med de fire nydeligt skrevne Ark ind i min Faders Arbeidsværel-se. Han selv var saa godt som aldrig hjemme paa denne Tid. Jeg lagde mit Værk paa Bordet og saae mig med en ikke ringe Selvfølelse omkring i dette Rum, der saa ofte havde været Vidne til mine Ydmygelser. Saa gik jeg tilbage til mit eget Kammer og røg en Fredspibe med mig selv og Verden, førend jeg faldt isøvn.

Jeg ventede den næste Morgen ved Thebordet at skulle høre nogle opmuntrende Ord for min Flid, men Fader syntes at være usædvanligt adspredt, og da der ikke blev sagt noget, gik jeg ind hos mig selv og tog fat. Den Aften lagde jeg fem Ark ind til de foregaaende fire; nu var jeg over Halvdelen, og endda havde jeg faaet repeteret et betydeligt Stykke af den berømte Apologi. Jeg følte mig i min Faders ensomme Arbeidsværelse ligesaa stolt som Sokrates overfor sine Dommere, og jeg gav denne min Følelse Udtryk ved at stoppe og ryge en af den »Gamles« Piber, en Dristighed, som man virkelig maatte have betydeligt rent Brød i Posen for at kunne indlade sig paa.

Om Morgenen sagde Fader mig, at han havde set det Skrevne igennem, og at han i det Hele taget var ret fornøiet dermed.

Det var det Hele.

Men det Gode ved Dyden er, at den bærer Bevidstheden om sit eget Værd i sig, og jeg vendte tilbage paa mit Værelse, veltilfreds som en Helgen med sig selv, og skrev og læste til ud paa Eftermiddagen. Saa kom mine Søstre for at sige mig, at de gik ud og at hele Huset var ude, saa at jeg maatte høre efter Døren.

Jeg sad just og slog et mig hidtil ubekendt Verbum op i det græske Lexicon. Uden dette Verbum kunde jeg ikke finde Meningen i en smuk Tirade, som Sokrates slyngede ud til det atheniensiske Folk. Jeg vilde ikke, hvad jeg desværre hidtil ikke kunde sige mig fri for nu og da at have gjort, lade Tiraden staa hen og den vise Mand selv sørge for Meningen i sine Ord, og jeg fandt ogsaa Verbet og skulde nu sætte det paa sin rette Plads, da jeg hørte Trin paa Stentrappen og derpaa Skridt inde i den nærmeste Stue. Lidt ærgerlig reiste jeg mig, og idet-samme blev der banket paa min Dør, og ind traadte - Adolf.

Har Du Stuearrest idag ogsaa? spurgte han.

Nei, saa slemt er det da heller ikke. Jeg har noget Arbeide for! sagde jeg ikke ganske tilfreds over Besøget.

Arbeide? spurgte han i den høieste Forbavselse.

101

Ja, ser Du ... jeg er ble ven ked af... det er noget Arbeide, som jeg skulde gøre for min Fader!

Han kiggede henover Bøgerne paa Bordet.

Hvad er det for nogle underlige Bogstaver?

Det er græske. Det er forresten ikke det Arbeide, som jeg egenlig skal gøre. Her er det!

Jeg lagde de afskrevne Ark frem.

»Om Udførslen af raa Silke fra Middelhavshavnene og dens videre Forarbeidelse i Fabrikerne«, læste han. Er det ikke meget kedeligt?

Jeg mumlede noget om at øve Haanden og vænne mig til, naar jeg skulde skrive Collegiehefter. Jeg maa see at faa den Examen, Adolf!

Hvad behager?

Han stod og bladede i en Bog ved Reolen.

Jeg ønskede ham langt borte, og dog kunde jeg ikke rigtigt komme over at sige ham det.

Skal vi ikke spille Bataille ? foreslog han.

Nei, jeg har virkelig ikke Tid!

Saa har Du maaske heller ikke Tid til at tage med over til Kongens Bøge? Moder har arrangeret Turen, og Dine Kusiner er med. Vi sei-ler blot over og drikker The og saa tilbage igen. Vinden er god baade frem og tilbage, har Peer Matros sagt, og Moder vil være tidlig hjemme; hun kan ikke taale Aftenluften. Kom nu med!

Jeg havde reist mig og var gaaet hen til Vinduet. Akkurat det samme deilige Eftermiddagslys som da jeg havde Arrest. Men denne Gang var det mig selv, som havde sat mig i Arresten.

Nei Du, jeg kan virkelig ikke. Hvornaar skal I afsted?

Ligestrax. Baaden venter kun paa os!

Nei. Jeg bliver dog. Jeg maa blive. Jeg har sat mig for...jeg ...!

Han saae endnu mere forundret paa mig og tog sin Hat.

Jaja da! Farvel!

Ved Døren blev han staaende. Jeg har foræret Frøken Harriet min Stær. Hun blev meget glad for den, og igaar spadserede hun og jeg en lang Tur sammen alene. Jeg har lært Stæren at fløite:
Du, Du liegst mir am Herzen!

Kommer Du ned ved Kilden imorgen Formiddag?

102

Jeg tror næppe. Jeg maa endnu imorgen blive ved det, som jeg er begyndt paa. Men iovermorgen maaske!

Tak! God Fornøielse, til vi ses igen!

Iligemaade! Hils Din Moder!

Han slog Døren rask i uden at svare. Skulde han monstro være blevet fornærmet?

Jeg gik op og ned ad Gulvet. En Tur til Kongens Bøge, i Baad sammen med hende, medens Adolf høist sandsynlig var optaget af Harriet! Og rimeligvis ingen Andre med! O hvor Dyden er haard at gaa paa, især naar man kun er Rekrut. Jeg gik hen til Bordet og trommede ubestemt paa mit Lexicon. Herregud! idag kunde jeg dog ogsaa gerne tage mig fri; jeg havde jo arbeidet flittig, og jeg havde vist ikke engang godt af den saa pludselige Forandring med den megen Stillesidden inden Døre, jeg som voxede saa stærkt og som trængte til frisk Luft og Bevægelse. Hvor langt kunde vel Adolf være kommen? Næppe længere end at jeg kunde indhente ham! Ja, jeg vilde afsted! Jeg rækkede over Bordet for at tage min »Matroshue«, da mine Øine idetsamme faldt paa en af de skrevne Sider. »Udholdende og paapassende maa imidlertid Silkeavlsmanden være; han maa ikke tro, at med Omsorgen for hans Insekter er Omsorgen for hans Planter forbi; hvis han forsømmer sit Morbærtræ over sine Kokon'er, skader han sit næste Aars Høst; han maa ...« Jeg standsede. Ja, her staar det jo tydeligt nok; det Ene maa ikke forsømmes for det Andet; Aanden skal have sin Part, men Legemet skal mintro ogsaa have sin! Jeg læste imidlertid de næste Linier med. »Han maa ikke af et enkelt heldigt Resultat lade sig forlede til Uefterrettelighed og stole paa, at Udbyttet kommer af sig selv. Han maa gaa frem efter den en Gang fast anlagte Plan og nøie tænke over, at Morbærtræet er en vanskelig Plante og Silkeormen en meget sart Skabning; ikke den gode Begyndelse paa en Ting, men det med Energi fastholdte Arbeide har bygget Kulturhistorien op.« Hm! det var noget Andet igen! Men forresten, Pyt! hvorfor bruge saa store Ord om nogle dumme Silkeorme? Nei; jeg vil gaa; jeg er fast nok i mine Principer, men jeg vil have Luft!

Jeg gik dog ikke. Det var næsten, som om jeg begyndte at føle de dumme Orme krybe omkring i mit Hoved. Jeg saae hen til Chatolet. Der laa »Forskrivningen«. Jeg maatte see et Øieblik efter, om den ogsaa var der endnu. Jo, ganske rigtig: I den Almægtiges Navn lover jeg...! Ja, jeg har lovet det, og jeg skal holde det! Puh!

103

Jeg lod mig falde ned paa Stolen. Den, som overvinder sig selv, er større end den, der indtager en Fæstning. Jeg skulde dog vise Verden, at Erik Dahl alligevel var en Helt.

Jeg lagde Apologien tilside og fortsatte Skriveriet. Hidtil havde jeg foretaget Afskrivningen aldeles mekanisk. Nu begyndte disse Silkeorme og Morbærtræer at interessere mig.

Klokken blev mange; det blev Skumring, og Maanelyset begyndte at friste og lokke derude. Jeg gik ned i Køkkenet, tændte Lampen, drak Mælk og spiste Smørrebrød og satte mig igen til at arbeide. Saa kom mine Søstre hjem; de udtalte deres Forbauselse over min Flid, men jeg bad dem i den sædvanlige broderlige Tone, om bare saa hurtigt som muligt at forføie sig iseng og lade mig i Ro.

Jeg manglede nu kun et Par Ark, og jeg besluttede at sidde oppe, indtil de vare færdige. Saa kunde jeg imorgen vise Fader, at jeg virkelig ikke havde lovet mere end jeg kunde holde. Maaske der ogsaa var en lille Stemme indeni mig, som hviskede: Og saa er Du fri imorgen!

Klokken var mellem elleve og tolv. Jeg havde tømt mit Blækhus og gik ud for at fylde det af Faders Flaske. Hans Værelse laa paa den anden Side af Spisestuen og vendte ligesom mit ud til Haven. Jeg havde ikke taget Lampen med mig derind, da jeg beregnede, at Maanelyset gennem de høie Vinduer nok vilde vise mig Vei. Jeg fandt ganske rigtig Blækflasken og stillede mig hen ved Vinduskarmen for at hælde paa. Da jeg var færdig, faldt tilfældigvis mit Blik ud over Haven, hvis nærmeste Part inde ved Huset var belyst af Maanen, medens den fjernere Del langs Hækken op mod Laagen laa i Skygge. Jeg saae og saae; stod der ikke to Skikkelser ude ved Laagen? og skiltes de nu ikke, idet Laagen faldt i med en lille klikkende Lyd? Det forekom mig bestemt, at den, der nu forsvandt derude paa Veien, var en Dameskikkelse. Den, der nu kom langsomt, et Par Gange vendende sig tilbage, opad Gangen imod Stentrappen, var min Fader.

Jeg foer saa hurtigt og lydløst som muligt tilbage i mit Værelse. Det var mig for Alting om at gøre, at han traf mig i mit Arbeide, ifald han - hvad forøvrigt næsten aldrig hændtes - skulde komme ind til mig.

Vinduet stod efter Sædvane aabent. Min Fader havde vænnet os til aabne Vinduer ligefra vi var ganske smaa. Jeg røg desuden Tobak - et Spørgsmaal, hvis Afgørelse endnu henstod svævende mellem Fader og Søn - og maatte sørge for, at Aromaen ikke kom til at hænge 104 altfor fast i Væggene eller i mit Tøi. Jeg lyttede efter hans Trin paa Stentrappen, men Trinene trak sig henimod Vinduet. Altsaa, vupti, Piben hen i Krogen og Pennen fat.

Er det Dig, Erik, som sidder oppe endnu?

Jo det er! svarede jeg.

Godt!

Han gik opad Stentrappen, igennem det tilstødende Værelse og aabnede - ja virkeligt - Døren ind til mig.

Det gaar nok med Damp her! sagde han, idet han samtidigt fulgte med Øinene min Pen og med Næsen snusede efter Tobaksduften.

Jeg saa lidt forvirret iveiret.

Lampelyset faldt over hans Ansigt. Jeg havde aldrig set ham saa oprømt; hans Ansigtstræk havde noget Ungdommeligt i sig, som jeg vidste kunde indtage Folk, og iaften var hans Øine usædvanlig klare og hans Kinder friske. Han strøg sig med Haanden over sit Skæg og smilede.

Der har Du en Cigar som foreløbig Flidspræmie. Den Tobak, Du ryger, lugter ikke godt!

Han kastede en Cerut hen til mig, og bøiede sig over Bordet.

Hvad er det? græske Bøger og Lexicon! vi kommer nok til at sætte en rød Streg i Almanaken!

En »rød« Streg tænkte jeg og skævede hen til Chatolet. Han skulde bare vide!...

Hans Ansigt blev lidt høitideligt: Jaja, Erik, det glæder mig at see Dig saa arbeidsom. Kun er jeg bange for, at denne pludselige Flid er en Raptus, der kan gaa over ligesaa hurtigt som den er kommen. Hvorlangt er Du med Manuskriptet?

Jeg svarede med en temmelig forloren Beskedenhed, at om en Ti-mestid vilde jeg være færdig med det Hele.

Hm! en Timestid. Det er nok første Gang, at min ærede Søn bruger Natten til Arbeidstid.

Han bladede i det Skrevne og nikkede af og til, medens han vendte Bladene.

Du veed maaske Erik, at Din Bedstefader arbeidede sig op fra Ingenting til en velstaaende Mand, fremfor Alt til en Mand med mange Kundskaber og Erfaringer. Hans Broder, Din afdøde Grandonkel, var en uforbederlig Døgenigt, der gik rundt med nogle tossede Adelsnykker i Hovedet og endelig gjorde en slet Streg, som Størsteparten 105 af hans Broders Penge maatte til for at dække. Jeg selv har, skøndt fra Begyndelsen af heldigere stillet i min Ungdom end min Fader, ogsaa vidst hvad det vil sige at benytte Tiden. Stol ikke formeget paa den mulige Hjælp, Du i Din Ungdom kan faa hos mig, men nyt Tiden, hører Du, og lad det være nok, at En i Familien er gaaet ad undas!

Han lagde Papirerne tilbage og klappede mig alvorligt, men ikke uden Venlighed paa Skuldren. Jeg bøiede Hovedet i Tavshed. Der var jo ikke stort at svare hertil.

Hvem er det, Du har staaende der? spurgte han og pegede paa et Daguereotypi, der stod bag mit Blækhus op imod Væggen.

Det er Moder! svarede jeg.

Han gjorde en uvilkaarlig Bevægelse. Lad mig see det! sagde han.

Jeg rakte ham det. Han lod sit Ærme varsomt glide henover det, saae en Stund paa det, lagde det tilbage og gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet, idet han nu og da strøg sig med Haanden over Panden.

Saa stillede han sig hen ved Vinduet og saae udover den nu fuldstændig belyste Have. Han syntes aldeles at have glemt mig. Jeg hørte ham mumle nogle Ord:... Børns Moder ... Kunde Du blive det... Nei... itide ... skilles. Saa dreiede han sig raskt omkring, stirrede paa mig et Øieblik, som om han ikke kendte mig, og gav mig derpaa Haanden med et sagte Godnat! Gaa nu iseng!

Jeg saae efter ham, da han var gaaet, og derpaa saae jeg uvilkaarligt ud i Haven, som om jeg der kunde finde noget Svar paa hans høist mærkelige Væsen iaften. Men der var intet. Saa gav jeg mig til at trave op og ned ad Gulvet, ligesom han havde gjort. Nu kunde jeg dog ikke skrive. Der begyndte ganske langsom ligesom at vikle sig et Nøgle Garn op i mit Hoved. Men Garnet var rigtignok meget uredt. Foreløbig fik jeg fat i en Damekjole bag Laagen, en Døgenigt af en Grandonkel med Adelsnykker (oho! Snopoldolsky!) et Tordenveir med Lynnedslag, en aabenmundet Kusine, som dog ikke sagde noget, en... Ja her stoppede jeg.

Jeg saae hen paa Bordet. Der laa Flidspræmien. Jeg lugtede til den: en ægte spansk Cerut af den store Slags. Spansk! Aha! Gibraltar!... Aa, dumt Tøieri. Det vigtigste for mig var, at denne Foræring havde slaaet eet svævende Spørgsmaal fast. Jeg var indtraadt blandt de lovmæssige Rygere.

Jo! jeg voxede efterhaanden.

Og med denne glædelige Overbevisning lagde jeg mig tilkøis og 106 drømte, at jeg med min store Cerut i Munden og sammen med min Grandonkel gik til Warschau, lod mig kalde Baron, General Snopol-dolsky og blev hængt og parteret ved Polens sidste Deling.

Jeg gik ikke til Kilden den næste Formiddag. Jeg gjorde mit Skriveri færdigt og gik over til Fader med det paa hans Værelse. Han lagde Slutningen hen til de foregaaende Ark, slog et Blad Konceptpapir om den hele Pakke og skød den tilligemed Originalmanuskriptet ned i sin Skuffe. Saa pustede han nogle Røgskyer fra sig, trommede lidt med Fingerspidserne mod hverandre, og aabnede en anden Skuffe, hvorfra han udtog en oval, rød Æske, som han rakte mig:
Ved Din Konfirmation gav jeg Dig ikke noget Uhr, og saavidt jeg erindrer blev Du noget skuffet derover. Jeg var imidlertid dengang langt fra at være tilfreds med Dig; dog, dette var endda ikke Hovedgrunden for mig, men jeg kan nu engang ikke lide disse konventionelle Gaveuddelinger ved Fødselsdage, Konfirmation og lignende Leiligheder. Man udretter intet derved, Gaven faar ingen Værdi, Lei-ligheden bliver ingen Mærkedag for den Vedkommende. Man bør efter min Formening give sine Gaver, naar de ere fortjente. Her har Du Din Moders Gulduhr, hvortil jeg har føiet en Kæde saaledes som de nu bruges. Søg at blive Din afdøde Moder lig i det, der som Kvinde udmærkede hende. Hun var god imod Alle, der trængte til hende, og hun var sanddru. Hvad hun savnede, savnede hun i sin Egenskab af Kvinde. Dersom jeg tør fremhæve en Egenskab hos mig, der karakteriserer mig som Mand, saa søg at tilegne Dig denne Egenskab: Fasthed i Arbeidet. Hvis Du skulde leve længe nok til, at de Mangler, jeg maatte have, skulde blive Dig iøinefaldende, saa søg at rette dem for Dit eget Vedkommende. Du har til min glædelige Overraskelse i disse Dage vist en Side frem, som jeg med Ængstlighed har ventet paa engang skulde ytre sig. Bliv ved, som Du har begyndt, Erik, og ikke alene vil Din Fader faa Glæde af Dig, men Du vil erfare, hvorledes den, der ved sin Villie hæver sig om det saa blot er en halv Tomme over det sædvanlige Niveau af Dvaskhed og Uresoluthed, ganske anderledes kan siges at nyde Tilværelsen end den, der døser og dovner omkring og indbilder sig at more sig der, hvor han kun ofrer til en Ensformighed, hvis Ende er Lede og Selvforagt.

Jeg bukkede og mumlede noget om at jeg takkede og at jeg nok skulde blive flittig. Han trykkede mig Æsken i Haanden og klappede mig paa Hovedet. Audiensen var forbi.

107

Jeg gik ud i Haven og ud paa Veien. Der aabnede jeg Æsken, holdt Uhret op til Øret, lukkede Kapslen op, kiggede med tilbageholdt Aandedræt i Værket, lukkede atter i, puttede det i Vestelommen og fæstede Kæden. Jeg lod min Frakke staa aaben, saae med Tilfredsstillelse, hvorledes Solstraalerne brød sig i Kædens blanke Ringe, følte med Velbehag, hvorledes den daskede mod Maven for hvert Skridt, jeg gjorde, og gav mig til at tænke over Talen. Den lignede aldeles min Fader, og allerede dengang slog mig dens logiske Rhetorik mere end dens Hjærtelighed. Det samme kunde aabenbart været sagt paa mangfoldige andre Maader og paa mange Maader, som havde gjort dybere Indtryk. Men jeg var dog ganske vel tilfreds med det Hele, og jeg besluttede strax, naturligvis først og fremmest at jeg vilde være uhyre flittig, og dernæst at jeg nu, da jeg havde Uhr og Lov til at ryge i min Faders Nærværelse, vilde spare sammen til en høi, sort Hat, naar jeg kom til Byen. Det vilde være Glans- og Toppunktet paa min nye Værdighed.

Der kom en Vogn kørende med et Selskab. Jeg gjorde øieblikkelig, ligesom tilfældigt, Front imod den med Maven stikkende frem saale-des, at jeg kunde være vis paa, at min Kæde maatte blive set. En af Selskabet gjorde en Bemærkning, og Alles Øihe hvilede paa mig. Det maa absolut være Kæden, tænkte jeg og saae meget overlegen ud. Herrerne smilede og Damerne med; jeg er sandsynligvis bleven godt medtaget de næste Minuter, men jeg var i Uskyldighedstilstanden, jeg anede Intet. Saa kom der en Bondedreng imod mig. Hvor mange kan vel Klokken være? spurgte jeg ham, idet jeg dreiede paa den knækkende Uhrnøgle. Jæ ve' inte! Han har jo sæ'l Uhr paa! svarede Drengen. Det er sandt! svarede jeg som i Distraktion og tog Uhret frem. Klokken er ti Minuter over Elleve! Han gik videre, saa vendte han sig og raabte: Gi mæ' en Skilling! Jeg tog ned i Lommen, men fandt kun en Mark; det var dog formeget. Sikken En! vrængede han; han vil spille Herre og har ikke en Skilling!

Der, Din Hvalp! raabte jeg og kastede Marken til ham.

Han gik bort med et bredt Grin. O ve, det var Marken, som skulde være Begyndelsen til den høie Hat. Naa jaja; der kommer vel snart en anden istedet!

Efter disse Barnagtigheder blev jeg igen Alvorsmanden Erik Dahl og gik hjem til min Livius, Homer, Plutark og Virgil; de kunde i Sandhed allesammen trænge til en Overhaling.

108

Det Omslag, der var sket med mig, havde rygtet sig i min Onkels Hus, og mine Søstre bragte mig jævnlig Spydigheder, som i den Anledning var fremkommen i det Selskab, jeg forhen saa hyppigt havde søgt. De gjorde ikke stort Indtryk paa mig og rokkede i ethvert Fald ikke mine nye Principer. Til Gengæld for hvad der blev sagt om mig fik jeg gennem mine Søstre at vide, hvad de og de andre mente om Adolf, der nu bestandig, næsten daglig, var Gæst i Købmandsgaarden. Det var en underlig En, mente mine Søstre. Hans ungdommelige Sværmeri for Harriet vakte megen Latter, og saavidt jeg kunde see, blev han ikke engang skaanet af Genstanden selv. Han »stillede« til bestemte Tider med uhyre Blomsterbuketter, som rimeligvis gik ud over hans Moders Have; han sang og spillede for Kusinerne, dedicerede dem egne og Andres Digte, skændtes med Hr. Bentheim, surmulede, blev opmuntret, og var i det Hele taget til »Underholdning«. Hans Moder og Harriet kom meget sammen. Hr. Bentheim kom undertiden i Kottagen. Onkel var som sædvanlig jævnt gnaven, lukkede som sædvanlig Butiken paa ubegribelige Tider og gik sine ensomme Ture, naar det blev ham for broget derhjemme. Tante græd, læste i sin Huspostille og lavede Mad Voxkabinetsdamen kom undertiden kørende fra Helsingør og satte lidt kraftig Kulør paa Tingene, eller, som Skolelæreren udtrykte sig, hældte ny Vin paa de gamle Læderflasker. Jeg sad som Ædderkoppen i sit Spind, forsøgte paa at knytte de uredte Traade og saae forøvrigt gennem Afstandens Speil mig selv gaa igen i alle min Kammerats Taabeligheder. Han havde ikke været hos mig, siden han bragte mig Indbydelsen til Seilturen, uden at vi forresten af den Grund var eller følte os som Uvenner. Jeg følte mig stadig voxende, blev mere og mere tilfreds med mig selv og havde stadig færre og færre Tilbagefald. Det kom mig dog for midt i al denne Ro hos mig selv og tilsyneladende Ensformighed hos Omgivelserne, at der maatte komme Noget, jeg vidste ikke hvad, Noget, som vilde bryde Ensformigheden. Kanske det var Tanken paa Feriens Slutning, der dukkede op for mig som en Skygge. Kanske det virkelig var disse Forudfølelser, som Digterne pleie at have saa travlt med og som Videnskaben ikke aldeles formaar at afvise, Forudfølelser om Noget, som nærmer sig, og af Frygt for hvilket man yderligere søger at klynge sig til det forhaandenværende Holdepunkt for ikke at rives tilside eller drages med.

Jeg hvilede i mig selv og i min Flidsbevidsthed; Examen stod ikke 109 længer for mig som det truende Punkt i det Fjerne; jeg begyndte endogsaa at længes efter det kommende Skoleaar, det sidste »Gymnasiastaar«, hvor det store Tag skulde tages og Regnskabet opgøres.

Der var imidlertid et Fantasteri, som jeg ikke kunde blive kvit Dette med Snopoldolskyerne. Hvad var der egenlig derom? havde det nogen Art paa sig med dette Baronvæsen? Jeg turde ikke mere spørge derom, mindst af Alle min Fader. Men i min nu udviklede Selvfølelse som selfmade man og som ung Videnskabsmand besluttede jeg mig til det store Skridt, at søge Tante Birthe.

Paa en eller anden underfundig Maade fik jeg hos mine Søstre udfundet, hvilket Slags Tøi der skulde til en Damekappe. Jeg gjorde et nyt og stort Skaar i Sparepengene til Cylinderhatten, købte hos Byens Modehandlerinde et passende Stykke Bobinet, en uægte Knipling, tre gule Roser og et sort Baand, og begav mig med denne Tribut i Skumringen afsted til Kaffemøllens Hus.

De maanelyse Aftener var længst forbi; Skumringen var lige ved at gaa over til Mørke, da jeg kom op ad Veien og med bankende Hjærte traadte ind i Haven foran Huset. Kaffemøllen sad heldigvis ikke udenfor Døren. Jeg skottede til Tantes Vin du; der var Lys derinde, men som det syntes i det bageste Værelse. Skulde hun være syg eller gaaet iseng? tænkte jeg, og famlede mig ind i Gangen, hvor jeg bankede beskedent, meget beskedent paa Døren. Intet Svar. Jeg bankede atter, og da mit Mod voxede ved at forestille mig hende liggende i Sengen, rørt over at modtage min Foræring og uden at kunne naa mig med den uhyggelige Krykkestok, hvis det skulde komme saavidt, saa trykkede jeg forsigtigt paa Klinken og gik modigt, men dog paa Tæerne ind i Stuen.

Allerede ude paa Gangen havde en besynderlig Lugt slaaet mig imøde. Herinde i Stuen betog den mig næsten Aandedrættet. Om det var Kongerøgelse eller »Ofenlak« eller tørrede Lavendler, skal jeg ikke kunde sige; maaske en Blanding af alle tre Ingredienser. Vist er det, at denne stærke, kvalmende Duft lagde en betydelig Dæmper paa mit Mod, og jeg blev ikke stort dristigere ved at see og høre hvad der gik for sig.

Det grønne Shirtings Forhæng var trukket halvt tilside, og Døren ind til Sovekammeret stod aaben. Et Lys brændte med en søvnig Tande paa Bordet udenfor Sengen. Med Ryggen vendt imod mig stod to mørke Dameskikkelser bøiende sig frem over Bordet. Jeg 110 saae Tante Birthes skarpe Rovfugleprofil og gyselig magre Arme strække sig ud fra Sengens Dyner. Der foregik noget paa Bordet mellem den lille Gruppe, men hvad det var, kunde jeg ikke blive klog paa. En Anelse begyndte dog at stige op i mig, og trods al den videnskabelige Overlegenhed, hvormed jeg havde væbnet mig til dette Besøg, følte jeg dog, hvorledes mit Mods Thermometer faldt for hvert Sekund. Jeg stod saa stille som en Mus og lagde den lille Pakke forsigtigt fra mig paa det nærmeste Møbel, for at ikke Papirets Raslen ved et muligt Tryk skulde røbe mig.

Nu begyndte Tantes tørre, skrattende Stemme efter en lille Introduktion af Hoste og behørig Spytten:
Er De altsaa forberedt, Frue, paa at høre?

Den høieste af Dameskikkelserne nikkede svagt med Hovedet.

Kaffekoppen sagde mig ikke bestemt Besked iaften. Jeg tror ikke, at Bønnerne var af den rette Slags. De har dog ladet dem købe paa det Sted i Byen, hvor jeg sagde Dem?

Atter et svagt Nik

Godt! saa har Kræmmeren snydt Dem. Alle Mennesker snyder. Alle bedrager. Men mig bedrager man ikke. Den gamle Tante er snu, fiffig, klog. Ha ha! Oho, oho, ohum!... Harriet, mit Barn, brænd noget mere af Papiret i Lyset!

En Damearm rakte en Ting, som lignede en Knaldert fra en Kransekage, ind i Lyset. En stærk Røg steg iveiret, og Atmosfæren i de smaa Værelser blev endnu mere bedøvende. Nu spørger vi Bogen med de to og halvtresindstyve Blade! Hold Eders Aandedræt, Pigebørn! Hvorfor ryster Deres Haand, Frue? Der maa mere Sølv paa den røde Dame her! Saaledes! (jeg hørte Klang af Pengestykker). Nu har vi skinnende Sølv paa Brudeveien. Lys Vei, smuk Vei. Hvad er det, som ligger her paa Veien? Eia; et Hus, et hvidt Hus med Børn i. Hvem staar der udenfor? Der er den røde Herre! Byder han Damen ind? Nei, hun gik forbi. En, to, tre, fire og fem; ulige Tal; hun kommer ikke ind. He he! Brudevei, men intet Brudehus. Den sorte Herre kommer fra Korsveien! Hvad ligger der? Et Brev! Ha ha! Altid Breve paa den mørke Vei. En sort Herre paa en Aftenvei! Ingen bliver lykkelig. Hvorfor græder I, mit Lam? Lad Kortene ligge, siger jeg! Brænd Papir, Harriet, hører Du! Brænd, siger jeg! Hvorfor skal Andre være lykkelige, naar jeg ikke var det?... Ih, Gud fri os; hvad gjorde Du, Barn? Lys!... Svovlstikker... derinde paa Sekretæren!

111

Papirsasken var faldet i Lyset; jeg hørte Hulken og Skraben med Stole. I et Nu havde jeg Klinken oppe og var ude i Haven og ude paa Veien.

Jeg sprang over Stenten ind i Slotshaven og stillede mig med Ryggen op imod et Træ i Alleen. Hvad var det dog for Kogleri Altsammen? En formelig Hexesabbath, jeg havde været med til! Og Harriet og Fru Brunnow, thi det var naturligvis hende! Det summede og brusede i mit Hoved, og jeg syntes tydeligt at see den sorte Kat for mig, reise Børster og glo paa mig med et Par Øine som Kulgløder.

Tys! der kom Nogen over Stenten derhenne. Jeg smuttede om bag Træet og kunde akkurat skimte to Damer, som steg ned ad Trinene og bøiede ind i Alleen.

De passerede lige forbi mig.

Jeg hørte min Kusines Stemme:
Jeg er rigtig ked over, kære Helene, at jeg gav efter for Deres Indfald; men jeg kunde jo dog ikke vide, at denne Spøg vilde angribe Deres Nerver saa stærkt. Hvor Tante ogsaa var ondskabsfuld iaften, det gamle stygge Menneske!

Den anden Stemme svarede, endnu noget bævende:
Jeg har baaret mig rigtig barnagtig ad. Jeg tror, det var den frygtelig kvalme Luft derinde. Det gaar snart over. Kom, lad os gaa lidt hurtig til!

Jeg lod dem faa et godt Forspring, saa bøiede jeg ind i Alleen og fulgte dem langsomt og forsigtigt. De talte ikke videre sammen. Det slog mig. Aha! tænkte jeg; man skøtter nok ikke om at udtale sig nærmere om Sagerne. En Spøg! Aa ja, naturligvis! men der er dog nogen Alvor bag den Spøg, og den er jeg, Erik Dahl, nu kommen paa Spor efter!

Min barnagtige Frygt havde fortaget sig. Jeg sneg mig som en Indianer lydløst henad Gangen uden at tænke videre over, at det var mørkt. Saaledes maa det være at være Voxen! tænkte jeg ved mig selv. Man er optaget af sine Tanker, og man har ikke længer Tid at bekymre sig om de hvide Træstammer derinde mellem det mørke Løv, om Spøgeri og Gengangere! Jeg standsede engang imellem og lyttede, om jeg kunde høre den svage Lyd af Skridtene forude, og saa fortsatte jeg min Vei, naar jeg havde beroliget mig i saa Henseende. Hvad vilde jeg egenlig? Jeg vidste ikke ret, men foreløbig følge efter dem og imedens tænke, tænke, tænke over Alt dette, som 112 efterhaanden dukkede op. Men Snopoldolsky og Baroniet? Pah! det fik vente hermed. Noch ist Polen nicht verloren! nynnede jeg ved mig selv. Saa foer der ligesom et Stik igennem mig. Kunde jeg være lystig nu, da hun havde hulket?

Jeg hørte dem lukke Kikkenborgporten op, og da jeg selv stod henne ved Rækværket, saae jeg dem netop forsvinde paa den anden Side Gaden nedad Skipperalleen. Hun gaar altsaa hjem!

Jeg bøiede af tilhøire i Slotshaven op forbi Udbygningerne, de to smaa Damme, Kirkefløien og Hovedfaçaden. Hvad brød jeg mig om, at det hvide Slot stirrede saa spøgelsesagtig frem mellem Trægrupperne? Jeg løb henover Plainer, skar over Gangene, bugtede mig frem henad Stierne, lod Guder og Gudinder skøtte sig selv, foer vild, kom ned i Normandsdalen, blev en lille Smule uhyggelig over alle Figurerne, der ligesom dreiede sig paa Piedestalerne deroppe i Mørket og raabte efter mig, og endelig hittede jeg den rette Gang og kom ud nede i Skipperalleen. Jeg listede mig frem, indtil jeg kom til hendes Laage. Jeg saae, at der var Lys i Havestuen, men et svagt Lys. Maaske var hun ene! Jeg gik paa Tæerne langs Havehækken, indtil jeg kom til et Sted, hvor jeg vidste, man kunde smutte ind. Jeg snoede mig fra Busk til Busk derinde i den lille Have og kom tæt op til Gangen, der løb forbi Døren. Vinduerne nærmest mig stod aabne; jeg kunde fra mit Skjul see lige ind i Værelset. Hun var ganske rigtigt ene. Hun sad paa Taburetten foran Klaveret, hvor kun det ene Lys var tændt. Hovedet var bøiet, den ene Haand laa over Tangenterne. Nu bevægede Fingrene sig; den anden Haand kom til, og bløde, klagende Akkorder lød ud til mig. Saa løftedes Hovedet lidt, og hun sang:

Hvergang Du var gaaet, saa tænkte jeg paa
- O mine rolige Drømme! -
Paa Alt, hvad jeg vilde Du skulde forstaa;
Men aldrig til Læben kan Ordet naa,
Dine Øine varsler mig Fare.
Der brænder en spørgende Ild i Dit Blik.
Jeg tør ikke svare.
Hvi vil Du forfølge den Flygtende saa?
- O mine rolige Drømme! -
Hvergang Du berører den klirrende Slaa,
113 Det var, som jeg skulde i Angst forgaa;
Hvi kan dog den Leg Dig fornøie?
Men fødtes Du stærk, saa benyt ei Din Magt,
Vogt paa Dit Øie!

Det var rigtignok noget Andet, end hvad jeg sidst havde hørt hende synge i denne Stue!

Jeg blev greben af saadanne underlige sammenslyngede Følelser, Angst, Medlidenhed, Skinsyge og en usigelig Lyst til at være derinde, knæle ned ved hendes Side, og sige hende ... ja hvad vilde jeg i Grunden sige hende ? og hvad vilde hun sige til, at jeg saaledes ... Nei, det gik ikke an; og dog! Jeg rystede mig sammen for at komme til en klar Beslutning, og saa hørte jeg Havelaagen gaa.

Alt Blodet strømmede mig til Hjærtet og derpaa atter voldsomt til Hovedet. Hun derinde syntes ogsaa at have hørt Laagen. Hun foer op og viskede sig med sit Tørklæde over Øinene. Jeg kiggede i den voldsomste Spænding ud gennem Busken. - Det var Adolf.

Idetsamme han var traadt indenfor, gled jeg ud af min Busk, hen til den nærmeste og saaledes videre, indtil jeg naaede Gærdet; derfra ud paa Veien helt over paa den modsatte Side, og i raskt Løb hjemefter.

Jeg kom aandeløs ind paa mit Værelse, faldt først sent isøvn den Aften og vaagnede den næste Morgen med stærk Hovedpine og meget uklare Tanker.

De stakkels Klassikere!

Dog, jeg kom hurtigere i Trit, end jeg selv havde tænkt mig. Vanen er en fortræffelig Politibetjent, der veed at holde Styr paa de urolige Gemytter. Dertil kom, at Alt udenomkring nu syntes mig farligt at røre ved. Jeg lærte Regelmæssighed og Orden af at see, hvor uregelmæssigt det aabenbart gik til derude i den skjulte Verden, gennem hvis Forhæng jeg akkurat havde faaet kastet et flygtigt Blik. Jeg trak Hovedet til mig og lod min Næse og mine Øine blive paa Athens Torv eller blandt de romerske Legioner. Der var der i Sandhed ingen Fare for mig at befrygte.

Min Fader behandlede mig nu meget klogt. Da han først nogenlunde var kommen til Vished om, at jeg virkelig tog Tingene alvorligt og halede ind paa hvad jeg havde forsømt, trak han mig ved passende Tid og Leilighed bort fra Bøgerne, for at jeg ikke skulde trættes ved Overanstrengelse i Begyndelsen. Naar jeg havde tilbragt 114 Morgenen og Formiddagen hjemme med at skrive latinske Versioner eller løse mathematiske Opgaver, som han satte mig, saa lod han mig om Eftermiddagen fri, og foretog enten selv Baadfarter med mig eller gav mig Penge til denne min Yndlingsfornøielse. Han saae ogsaa gerne, at jeg omgikkes Adolf, ja tilskyndede mig endogsaa til at besøge ham eller tage ham med mig, naar der var gaaet nogle Dage, hvori vi ikke havde seet hinanden. Naar jeg da engang imellem gav en lille Skildring tilbedste af Adolfs Upraktiskhed, hans Drømmerier eller hans pludseligt opfarende og overvældende Kaadhed, saa svarede han altid med et Smil: Ja, med Adolf er det en anden Sag! uden forøvrigt at indlade sig nærmere paa, hvad det var for en »anden Sag« med min Kammerat.

Adolf var sig selv lig. Den samme skikkelige, taabelige, store, drømmende Fyr med de brede Skuldre og det mere og mere frem-voxende Kindskæg. Han var aldeles forgabet i min Kusine, og engang imellem syntes hun virkelig at glemme hans Alder over hans Legeme, der var helt stateligt at see paa, især naar han var lystig og overgiven. Hun gav ham da saadanne Opmuntringer, at jeg formelig blev ganske betænkelig og raadførte mig med mit kloge Hoved, om nu ogsaa dette her gik an, og om ikke hans Moder eller min Fader fandt disse Narrestreger at gaa lovlig vidt, og om ikke Alt dette vilde tage for stærkt paa ham og muligvis tage en hel uforudset Vending til Slutningen. Men hvad hans Moder og min Fader angik, saa syntes de hver for sig at være aldeles optaget af Tanker i anden Retning; det var kun meget sjeldent, at min Fader og jeg paa vor Side og Adolf og hans Moder paa deres Side traf sammen alle Fire i Selskab med Familien fra Købmandsgaarden. Naar dette en enkelt Gang hændtes, var Fader det konverserende Galanteri selv, og delte sin Opmærksomhed ligeligt mellem Kusinerne, Fru Brunnow, Musikeren og Onkel. Han forstod aabenbart den Kunst, som jeg senere opdagede hed: at beherske Situationen; ja stillede i saa Henseende den smidige Musiker aldeles i Skygge. Naar da Adolf paa sin ligefremme Maade kom op at nappes med Hr. Bentheim om at bære den Tilbedtes Shawl eller bringe hende Blomster, saa lo Fader og med ham Fru Brunnow og ajle de Andre. Og Adolf! ja han syntes som skabt for al det Solskin, der faldt paa ham, for al den Leg, der legedes med ham. Det passede ligesom ind i hans Konstitution. Det var hverken for meget eller for lidet; det klædte ham at være forliebt, ligesom det klædte ham at ryge de 115 mange Cigaretter og spille de ømme eller muntre Sange; han taalte det ligesom den stærke Tobak og den hede spanske Vin.

Men medens det nu gik saa herligt til overalt og den lille Kreds i Fredensborg syntes at være saa godt »indspillet«, saa kom dette uvisse Noget i min Bevidsthed stadig rykkende nærmere og nærmere ind paa Livet af mig. Jeg kunde ikke frigøre mig derfor; det laa i Luften, det hviskede til mig i den stille Slotshave, det glinsede ud af Hr. Bent-heims Øine, det foer engang imellem ligesom med en usynlig Haand henover min Faders Pande og lagde sig over hans Bryn, naar han troede sig upaaagtet; det steg i urolige Sukke op fra den smukke Fru Helenes hvælvede Barm, naar jeg - meget imod min Villie - overraskede hende i hendes Drømmerier. Det var tilstede hos min Onkel i de Sarkasmer, hvormed hans større Gnavenhed nu og da gav sig Luft, og det stod som en Sky omkring min Kusines brusende Skørter, naar hun paa sin bydende Maade viste Musikeren tilbage og tiltrak Adolf, eller naar hun pludselig med sin hvasse Tunge skar en Samtale over, der syntes at indeholde noget fængeligt Stof.

Og saa stod Feriens Ende for Døren.

Den sidste Aften var Fader, mine Søstre og jeg indbudne hos den store Skuespiller, »Professoren«, den svære Herre fra Fisketuren. Det var hans Fødselsdag og en hel Del Damer og Herrer, i Særdeleshed, som jeg hørte, Folk fra Theatret, der var kommen herud til ham i Dagens Anledning. Han beboede et gammelt smukt Hus, hvis store Have løb lige op til Fru Brunnows Sted. Adolf og jeg havde ofte gjort smaa Udfald udover Grænseskellet, den hist og her afbrudte Hække, til Professorens Jordbærbede. En Dag havde han grebet os paa fersk Gerning og knebet mig i Øret under sin gemytlige Latter, idet han viste Synderne frem for Polkahaaret og en midaldrende venlig Dame. »Se her fangede jeg Fyren! Han svømmer som Fisken i Vandet og stjæler os Jordbær paa Landet! Ha, ha, ha! Behag nu, unge Herrer, næste Gang De vil see til mine Jordbær at gaa den rigtige Vei gennem Hovedindgangen!«

laften var jeg altsaa sammen med min Familie kommen den rigtige Vei gennem Hovedindgangen. Jeg var i Begyndelsen noget genert. Den frie, lystige Tone, den gode Mad og den rigelige Vin gengav mig imidlertid snart min Holdning. Professoren præsenterede mig for flere Herrer og Damer og fortalte under stadigt voxende Tilsætninger Historien fra Fisketuren. »Ja, mine Damer, splitternagende 116 nøgen som en ung Barcajole, kun lidt mere blond; og saa svømmede han ti Minuter under Vandet og tyve Minuter over Vandet. Vi laa midt ude paa Søen. Mikael havde faaet en Torsk paa Krogen, og Ludvig »stod for« ved hans Søstre, de unge Frøkner Dahl, ligesom Prinsessens Hofdamer i »Svinedrengen«. Død og Pine, Andersen! det er noget for Dem!

En lang mager Herre med et uhyre stort hvidt Halsbind og underlige dukkende Bevægelser kom hen til den Kreds, hvis Centrum jeg følte mig meget forlegen over at være bleven. Det er »Svinedrengen«, vi taler om! sagde Polkahaaret.

Aa, jeg skal saa gerne læse den op! sagde den lange Mand, og skyndte sig tversover Gulvet til Bogskabet.

De fleste Damer og nogle Herrer fulgte efter ham. Det er femte Gang i denne Uge! sagde Polkahaaret og dreiede sig rundt paa Hælen. Hvor blev Deres Fader af? Han hører med til vor L'hombre!

Jeg gik ud i Haven. Udenfor Døren stod den tredie Herre fra Fisketuren. Han havde lagt Armene overkors paa Brystet og lænede sig opad Dørstolpen, idet han ligesom inddrak Tonerne fra en prægtig Mandskvartet, som havde taget Stade ude paa Græsplainen. Jeg hilste paa ham; han nikkede venligt og lagde Fingeren paa Munden. Jeg satte mig lidt fra ham paa en Havestol, aldeles beruset af al denne Vin, Munterhed, de straalende Ansigter, og nu denne deilige Sang i den stille Aften, medens den store Have, oplyst som den var af orientalske Lamper rundtomkring, lignede en Drøm fra Tusind og En Nat.

Det var, som om Sangens Toner hvælvede i mig en skøn og ny Verden, endnu mere fængslende og straalende end denne, som Kunstens ypperste Tjenere havde skabt iaften. Jeg saae smilende Pigeansigter glide mig forbi, jeg fornam plaskende Fontainer og rislende Kilder jeg saae Træer, som vuggede sig over svale Grotter, hvor bløde Sæder indbød til Hvile. Jeg var ung, ak ja, saa ung og saa modtagelig, og jeg havde endnu Intet prøvet, ikke smagt nogen Sødme, som kunde gøre mig Kræsen; Alt var nyt for mig og uimodstaaelig skønt.

Jeg bøiede mit Hoved tilbage og saae smilende og uden at tænke paa Omgivelserne op i den røde Lampe, der hang ligeover mit Hoved; jeg tænkte paa den smukke Frue, saaledes som jeg første Gang havde seet hende; hvor gerne ønskede jeg ikke, at hun var her og kunde høre og see al denne Herlighed!

Jeg saae atter frem for mig. Herren henne fra Dørstolpen stod lige 117 foran mig og lod sine store, dybe Øine med synlig Venlighed hvile paa mig.

De holder nok af Musik! sagde han. Ja, den er lykkelig, som har Sangens Gave, men endnu lykkeligere er den, hvis Øre sidder i hans Hjerte!

Han klappede mig paa Skulderen og fjernede sig.

Det var den længste Sætning jeg endnu havde hørt af ham. Sangen var ophørt. Jeg reiste mig og gik som en Drømmende omkring i Haven. Nede i dens yderste Ende standsede jeg. Det forekom mig, at jeg tilhøire for mig inde mellem Buskadset hørte en Stemme - ja rigtig -det var hendes. Og hvad var det, hun sagde? Adolf!... Jeg gik nogle Skridt efter Lyden og tænkte netop paa selv at kalde, da med Et en Tanke slog mig. Saaledes, med denne bløde, uendeligt indsmigrende Stemme havde hun aldrig tiltalt sin Søn. Mit Blod begyndte at bruse, ligesom da jeg stod udenfor hendes Vindu sidst og hørte Laagen gaa. Skulde det dog være muligt...! Jeg vovede mig længere og længere frem, idet jeg undgik Skæret fra Lamperne, som hang hist og her, og endelig - ja det var dem!

Nu altsaa var Sløret faldet, og det iaften, da Alt indeni mig glødede af Musik, Længsel, en vin- og sangbegeistret Ynglings hele ustandselige Attraa efter sød og salig Nydelse. Jeg blev pludselig som Is, og Taarerne traadte mig i Øinene ligesom Duggen, der falder i Dalen, naar Kulden lægger sig oppe paa Bjærget. Smerten, Skuffelsens, Skinsygens Smerte, og Følelsen af at være for ung, for intetsigende til at kunne hævde nogen Plads, knugede mig næsten i Knæ. Der sad de To paa en Bænk under Hækken, og en af de store, runde orientalske Lamper gød sit dæmpede Skær ligesom beskyttende nedover dem og viste mig de to Ansigter Træk for Træk.

Min Fader havde lagt Armen om hendes Liv; hendes Bryst og Hoved var hældet op imod ham, hendes ene Ærme var gledet op, og den buttede runde Arm laa som en sovende Slange, blegrød i Lampeskæret, ned over hans Skulder. Hendes Haand legede med det lille Ordenstegn, der hang paa hans Kjoleopslag.

Jeg stod i mit Skjul og stirrede paa dem, indtil jeg til Slutning ikke havde nogen Tanker længer, men var bleven som det Træ, der hælder sig over Hjort og Hind i de stille Skove. Saa hørte jeg Værtens Stemme i Nærheden: »Her bliver vi staaende mine Damer; Kristian 118 er ved Stemme iaften som en Engel og har lovet at synge en ganske ny Romance. Værs'god; Dhrr. Musici kommer herhen!«

Det foer igennem hende, og hun reiste sig; men Fader drog hende ned til sig: Her kommer Ingen hen; vær ikke bange!

Er Du sikker paa, at Ingen vil søge efter Dig? hviskede hun.

Du lille Nar, tror Du Nogen vilde søge efter mig her? Du er saa urolig iaften. Har Du det ikke vel?

Ak jo, kære Adolf, naar Du er hos mig... men...jeg veed ikke ...!

Han drog hende tættere til sig, hun slyngede Armene om hans Hals og kyssede ham heftigt.

Saa lød Musiken. Det var Fløite og Violin, et Forspil nok, ligesom henaandet, klagende, fuldt af Vemod. Det rislede lunkent gennem mit Blod. Kulden var tøet op; jeg kunde have givet mig til at græde, men jeg betvang mig, krystede mine Hænder i hinanden og vogtede paa mit Aandedræt, at det ikke skulde røbe mig.

Saa sang en Mandsstemme:

Jeg kunde for Længsel ei sove,
En Blomstervind
Slog mig imod,
Strømmed herind ad mit Vindu
Som en vellugtaandende Flod,
Jeg hørte de høie Palmer
Suse svagt
Med sød Musik;
Det hvisked, ihvor jeg stod og gik:
Sakuntala, Sakuntala.
Du evige Himalaya
Med Issen høit
Mod Himlens Tag,
Hvi sender Du Dine Kilder
At møde min Fod idag?
Hvi risler de duftende Vover
Mindetungt
Forbi mig hen?
Hvi møder mit bævende Blik igen:
Sakuntala, Sakuntala?
119 O Pige, Du sænker Dit Øie
Saa fugtig blødt
Ind i mit Blik,
Som var det i denne Time
Den bindende Ring Du fik!
Ak, ikke en enkelt Time,
Enkelt Dag,
Nei tusinde Aar
Skillende mellem os begge staar:
Sakuntala, Sakuntala!
Du tabte ei Ringen i Floden.
Dushjántas selv
Har slængt den hen,
Og stemmed han end den stride Strøm,
Han bringer ei Ringen igen.
Dushjántas i Palmelunden
Jage vil
Langs Flodens Bred;
Han skyder en Antilope ned:
Sakuntala, Sakuntala.

Der blev ganske tyst ovenpaa Sangen. Saa faldt Instrumenterne stærkt i, som vilde de voldsomt rive Stemningen over, og saa lød der Haandklap og Tale, og Selskabet fjernede sig.

Jeg saae tilbage over min Skulder mod de To. Hun var kommen til at see tankefuld og sørgmodig ud Nu reiste hun sig.

Kom, Adolf! Jeg taaler ikke Musik iaften. Hvad hedder Sangeren? Det er af den Slags Stemmer, som gaar os stakkels Fruentimmer til Hjærtet...!

Ogsaa min Fader var bleven alvorligere. De brød igennem Hækken og forsvandt i Mørket.

Jeg ventede et Øieblik; saa sneg jeg mig ud af Haven og hjem paa mit Værelse. Der græd jeg paa Sengen min Ungdoms bitreste Taarer ....

Hvor blev Du af igaaraftes? spurgte min Fader mig, da jeg med min Vadsæk og Frakke over Armen stod reisefærdig i Spisestuen den næste Dag.

120

Jeg følte mig ikke rigtig vel! stammede jeg.

Den gode Professor var vel for god imod Dig med sin Vin. Lad mig see, Erik, at Du passer bedre paa Dig selv en anden Gang!

Jeg stirrede paa ham. Nei, det var dog næsten formeget.

Naa jaja. Man kan ikke gøre ved det, men man skal vide at tage sig iagt. Farvel; vær flittig og flink. Jeg kommer til Byen om en fjorten Dages Tid, tænker jeg. Farvel, Fru Schneider!

Husholdersken og jeg tog ind. Mine Søstre blev derude og holdt Hus for Fader. Jeg sad som i en Døs hele den lange Køretur igennem, og ikke engang Bless's sorte Pudel formaaede at rive mig ud af min Forstemthed. Den snakkesalige Fru Schneider pinte mig i høi Grad. Endelig tabte jeg Taalmodigheden.

Aber so schweigen Sie doch! raabte jeg, saa det foer igennem det tykke Fruentimmer og Bless og Pudelen gjorde store Øine.

Hun maatte have det paa sit eget Sprog, for at det skulde hjælpe, vidste jeg af Erfaring.

IV

Det var drøie Dage, disse første i Skolen. Der kom vi unge Fyre, sytten attenaars Mennesker med brune Kinder og Hænder ind til Hovedstaden fra Ferieopholdet rundtomkring fra Landet. Øinene vare saa friske og straalende paa de Fleste, Blodet løb sundt og stærkt under den solbrændte Hud, hos Nogle spirede Over- og Kindskæg alt, Lemmerne vare blevne rundede og elastiske, og nu skulde vi sidde hele det sidste Aar som »Gymnasiaster«, som Mellemting mellem Fugl og Fisk, paa disse blækbesmurte Bænke, indenfor disse fire nøgne, rødkalkede Vægge med de evindelige Landkort, der næsten hang i Laser ned fra Stokken, og med den usigelig kedsommelige sorte Tavle med næppe udviskede Streger fra de sidste hebræiske Skrifttegn og algebraiske Rodtegn. Det sidste Aars Skolegang med den stærkt slappede Disciplin, der var saameget des byrdefuldere, jo mere Skppelsen traadte frem! Ingen Respekt mere for disse Lærere, hvis 121 Autoritet var bleven nedbrudt ved de sløvende Aars Ensformighed, og hvis Vaner, Daarskaber, ja selv Laster det skarpe Drengeøie for længst havde opdaget. Dødsfald eller forandret Livsstilling havde berøvet os de bedste af disse Ungdommens Opdragere, der kunne være til saa megen virkelig Opdragelse og som i Reglen ere til Hæmmelse af den Unges letmodtagelige Aand, et snurrende, døvende Maskindrivhjul i alt dette Opramsnings- og Udenadsværk. Hvilke stakkels luvslidte Væsener forekom ikke disse pedantiske, raa eller tossegode Mennesker os at være, nu da vi selv vare blevne modnede, formeget for Skolebænken, for lidet for Livet. Om det saa var den tidligere saa imponerende og frygtede »Bestyrer«, hvis »slaaende« Bevisførelse for vore Ungdomssynder ovre paa Kontoret vi var voxede fra og hvis brølende Svada nu forekom os latterlig, om det saa var denne Jupiter tonans med hans evindelig Quos ego! saa var han sunket paa den Vægtskaal, hvis Tunge vi nu frit efter eget Skøn gav et Udslag til Bedste for os selv og vor Maxime: høi Hat giver høi Stilling! Vi havde virkelig næsten gennemgaaende dette Tegn paa vor Menneskeværdighed staaende i Skabet, ja Nogle havde endog Spadserestokke sammesteds. Vi havde fuldstændig afskaffet at gaa med Skolebøger under Armen; vi havde fælles Cigarkasse under Pulten, og i Frikvarteret, som »Gymnasiasterne« havde tiltvunget sig Ret til at tilbringe oppe i Klasserne, kogte vi Kaffe i vor Kakkelovn. Hvad mere behøvedes for at godtgøre vor næsten uafhængige Stilling indenfor disse Mure, hvor henimod syvhundrede unge Spirer bestandig saae hen til den sidste Prøve, Examen Artium, som Slutstenen paa alle disse Prøvelser? At denne Skolegang i denne altfor overfyldte Skole skulde have nogetsomhelst andet opdragende, udviklende, beskærmende, forædlende Maal, - nei, det var Sentimentalitet, om ikke ligefrem Sludder at tænke paa. Examen, Studentertegnet, Punsch, Vægterspektakel og et iøvrigt fuldstændig forvirret og udvisket Blik udover den lange, lange Fremtid, det var Slutningsnumeret paa Programmet, det var den lønlige, dæmrende Tanke i den første studerende Klasse, det var det, som i den sidste Klasses sidste Afdeling var det lydelige, staaende Konversationsæmne, et evigt, fortærsket Thema, som Ingen havde nogen Kritik overfor, Ingen blev ked af at gentage.

Og hertil vare vi opvoxede fra Bluse- og Trøiedrengene, som Gymnasiasterne pinte og underkuede, til Gymnasiasterne, som underkuede og pinte Bluse- og Trøiedrengene! Vi unge Herrer, som 122 stadig forsøgte at faa vore Skjortekraver til at ligne Flipper, og hvoriblandt Nogle endogsaa - ligesom i Peer Degns Tid - lod sig rage to Gange om Ugen, vi havde næsten faaet Soldaterhaandværkets snevre Syn paa Livet trods alle de humanistiske Brokker, som vor Udenadslærdom havde fyldt os med. Mekanisk at forrette sin Tjeneste - hvis man ikke vilde kasseres - undertrykke de Mindre og gaa afveien for de Større, det var Extracten af vor Lærdom. Hvis der engang imellem optraadte en glimrende Undtagelse fra denne Regel, da var det saa langt fra, at han fandt Medhold hos sine Kammerater; han blev betragtet halvt som en Sværmer, halvt som en Forræder, og ve ham, hvis han ikke havde Kræfter nok til at understøtte sine afvigende Anskuelser med Næverne, thi Overlegenhed i Ord gjaldt ikke, kun slaaende Argumenter gjaldt, - Indflydelse fra Argumentationen ovre i det forhadte, men smittende Kontor!

Smitte! - Det er den analytiske, prøvende Tid, der nu er fulgt efter Syntesens Tider, hvor man lod enhver Ting staa ved sit Værd og forresten henviste til et Forsyn, der aabenbart i hine Tider maatte være Menneskene mere ligt, end det nu viser sig at være. Hvis en kyndig og kraftig Haand engang i en kommende Ferietid vil sætte sig hen og more sig med lidt pædagogisk Statistik og Kritik, ligesom man forhen i Ferietiden morede sig med at skrive Vers, saa vil en kommende Tids lykkeligere Ungdom sandsynligvis gennem denne kyndige og kraftige Haands Arbeide faa et overraskende Indblik i den Tid, som benævnedes dens Bedsteforældres Skoletid, og maaske overraskes paa en mindre behagelig Maade, end vi gør, naar vi nu læser om gamle Rosenkilde i Slagelseskolen.

Hin gamle Rosenkildes Skoletid i Slagelse var ganske vist ikke anbefalelsesværdig, om den endogsaa nu kan give os Stof til megen Morskab paa vor Sofa eller i vor Gyngestol. Den kuede meget ned, som allerede vi nu søger at fremhjælpe, men den havde i sin grelle Form og sine barokke Fordringer Noget, som kunde danne Genier, naar Spiren i disse var livskraftig nok til ikke at kvæles under Parykstøv. For den kommende Slægts Bedsteforældre syntes Meningen i Skoletiden at være Middelmaadighedens Blomstren. Karaktererne, ikke de unge Individualiteter, men Tegnene i de rubricerede Bøger, gav Udslaget. En jevn, god aarlig Examen, ikke for mange Spilopper, nogenlunde anstændig Klædning, Haandvask til Haandlinningen og den prompte Erlæggelse af de maanedlige Skolepenge, det var 123 Fordringerne. Resultatet var den jævngode Slutmngsexamen. Vilde en Enkelt, dreven dertil af egen Ærgerrighed eller af Hjemmets »slaaende« Overtalelsesmidler, gøre en extra god Examen, saa havde Skolen Intet derimod; det blev endogsaa vel optaget som en Reklame for Skolen. Vilde en Enkelt gøre en ualmindelig slet Examen, saa blev dette itide forhindret ved, at Vedkommende itide blev »taget ud« og sendt til Søen eller Landvæsenet. Naar Alt var iorden og den sidste Karakter var nedskrevet i det sidste Testimonium, saa lukkedes Skoleporten bag den Unge, og Enhver kunde da efter egen Lyst og Anlæg gaa til Universitetet, paa Ladegaarden eller i Børnehuset; Skolen vaskede sine Hænder - til Haandlinningen; det næste Aars Rekruter blev indskrevne, det næste Dusin Spanskrør blev indkøbt, og »Bestyreren« pudsede sin mægtige Næse i det brogede Silkelommetørklæde og begyndte med sin mægtige Stemme: »Efter den lykkelige Udgang af den første puniske Krig fulgte snart efter Begyndelsen paa den anden puniske Krig. Hører I efter?«

Smitte! - Disse syvhundrede unge Spirer, som daglig fra den tidlige Morgen til ud paa Eftermiddagen stuvedes sammen i de to Bygninger, Forhus og Baghus, fra Kælder op til Tørreloftet, sammenskrabede som de vare rundtomkring fra hele Hovedstaden, fra de forskelligste Hjem med de forskelligste Forudsætninger, disse syvhundrede unge »Muligheder« opdroges her med Spanskrøret, Karakterbogen og Examen for Øie. Hjemmet ræsonnerede gerne saaledes, at nu var jo de unge Poder overgivne til Skolens Opdragelse, nu var Hjemmet en Del af Byrden og Ansvaret kvit; og Skolen ræsonnerede til Gengæld saaledes, at Hjemmet var en vigtig Faktor med i Opdragelsen og at Skolen kun kunde tage Ansvaret til en vis Grad. Resultatet blev da i Virkeligheden, at der ingen Opdragelse fandt Sted, men derimod en saameget des større indbyrdes Paavirkning. Ak ja: Et skabet Faar i Flokken ... osv. Og saa var det endda vanskeligt at udfinde disse enkelte skabede Faar, og naar man endelig fandt dem, opdagede man tidt, at det ikke var de enkelte med sorte Streger mærkede Drenge, men gennemgaaende Middelmaadighedens Repræsentanter, fra hvem Forargelsen udgik, de »midterste« Drenge, de, der vare vaskede til Haandlinningen, de, der vare anstændig klædte og af anstændige Familier, som prompte erlagte Skolepengene. At udrense disse Bestanddele gik ikke an, det vilde være det samme som at udvise den halve Skole, og det gik aldeles ikke an. Skolen havde engang faaet et 124 Ry paa sig som en god Skole, den bedste i sin Tid, og Skolen sled trøstigt paa dette Ry, ligesom vi sled paa vore Frakkealbuer, indtil Ærmet var tyndt og fuldt af Pletter; - og saa kastede vi Frakken bort, saa var vi Studenter, og hvem brød sig saa om en gammel plettet iturevet Skolefrakke? - Nei, naturligvis. Men den Fuldmægtig i Justitskontoret eller Præst i sit Sogn eller Læge i sit Distrikt eller Dagdriver paa sin Gade, hvis Haar er blevet tyndt, hvis Stemme er bleven hæs og hvis Hud er bleven tør, han vil maaske engang pludselig føle en Rødmen fare sig op i Kinderne, naar han tænker paa sin Skolegang, og denne Rødmen vil da hverken være Triumfens eller Stolthedens, næppe nok Selvagtelsens gamle Vækker.

Det var drøie Tider, disse første Dage og Uger efter Ferien. Men de gik, som alt Andet i Verden gaar. Vi begyndte helt forfra i vore Bøger; det var jo Repetitionsaaret.

Arma virumque cano.... brægede vi, søvnigt slæbende os frem gennem det opstyltede Vildnis af en Bog, som hedder Virgils Æneide, Tyvekoster fra den herlige Homer, hvis Herlighed Sætningsanalysen og de uregelmæssige græske Verber nok skulde lukke vore Øine for. Vi tærskede Langhalm paa Horats og O vid, og eftersom de reglementerede Udgaver af disse Keiserpoeter vare behandlede in usum Delphini, og eftersom de Prikker og Streger, der antydede Udeladelserne, ansporede vor Nysgerrighed, og eftersom de Fleste af os nu kunde tilstrækkelig Latin til at forstaa Slibrighederne fra Keiserhoffet, saa købte vi os hos Antikvarerne de fuldstændige Udgaver og føiede hertil Juvenal og Properts, og i Frikvartererne bleve da disse Steder for et taknemligt Auditorium læste høit og oversatte. Saa kom der fra nogle attenaarige »Oversiddere«, Friskfyre med Pomade i Haaret og blonde Bakkenbarter, Historier fra Ferien om Elskovsæventyr med landlige Skønheder, helst selvoplevede, men ogsaa genfortalte, og der var en Duft af Frivolitet over den hele Klasse, som selv den mindst Modtagelige vanskeligt undgik at blive paavirket af. Delvis uskyldige legede vi med den forbudne Frugt som en Hundehvalp med en Appelsin; de Færreste af os havde Forstand, endnu færre Mod nok til at aabne Frugten, men dens gyldne Skær tiltrak os, Anelsen om dens Sødme lokkede os. Hertil kom for mit Vedkommende alle de Betragtninger, som de 125 forskellige Hændelser i mit Ferieliv gave Anledning til. Jeg var bleven stille og eftertænksom, jeg besørgede mit Skolearbeide mekanisk, fik Ros af Lærerne, uden at det rørte mig, og blev drillet af Kammeraterne uden at tage til Genmæle.

Hvad Fanden gaar der af Dahl? raabte en lang, lyshaaret Godseier-søn, som gik med blaat Halstørklæde og officielt sværmede for en Kukkenbagerjomfru i Frederiksberggade. Du er da ikke bleven forlibt i Ferien! Hvor har Du været henne paa Landet?

Jeg har været paa Sprogø! svarede jeg undvigende.

Paa Sprogø! peb en lille, æsthetisk belæst Fyr med Briller og Hare-skaar. Din Kæreste hører maaske til de Usynlige?

De æsthetisk Belæste lo rundtomkring. Godseiersønnen spurgte, hvad de grinede af?

Det er Andersen! sagde Æsthetikeren docerende.

Nei, det er s'gu Dahl, jeg mener! raabte Adelsmanden.

En høi Skoggerlatter, som den Fornærmede lavede sig til at besvare ved at true med at kaste et Blækhus efter den Lille. Idetsamme udbrød En, som stod henne ved Vinduet og skrabede sirie Negle: Kom skal I see, sikken En, der staar dernede i Porten!

Gymnasiastklassen, der talte de færreste Elever, og saaledes bragte mindst ind om Maaneden, var paa Kvisten i Baghuset og havde rimeligvis før været et Brændeloft. Vi saae Alle ud af Vinduerne ned over den støiende Mængde i den indskrænkede Gaardsplads. I Portaabnin-gen paa Forhuset stod en ung Fyr i lyst Sommertøi, rødt Halstørklæde og Straahat, øjensynlig forlegen over alle de Nysgerrige, der gloede paa ham rundtomkring fra.

Nu saae han opefter. Det var Adolf.

I et Spring var jeg ude af Døren og ned ad Trapperne, over Gaar-den og henne ved ham.

Du her, Adolf?

Goddag, Erik. Endelig fik jeg da fat i Dig. Jeg spurgte, om Ingen kunde sige mig, hvor Hr. Erik Dahl var at træffe, men de gav mig forkerte Svar!

Her hedder man ikke Hr.! forklarede jeg.

Derfor kunde de gerne have svaret mig ordenligt. Du, jeg skulde give det Brev til Bestyreren. Det er Din Fader, som har skrevet det. Jeg skal i Skole her!

126

Hvad, i Skole, Du?

Ja. Din Fader raadede Moder til at sende mig herind det sidste Aar, for at jeg kunde blive et rigtigt Menneske. Der er nok Noget, som hedder øverste Realklasse, der skal hjælpe paa mig!

Jeg kunde ikke lade være at le, saa komisk var det at tænke sig Adolf pludselig som min Skolekammerat.

Ja kom saa; nu skal jeg bringe Dig hen til Bestyreren!

Jeg trængte mig med min Ven i Hælene ind mellem de legende Drenge hen til den Kreds af Lærere, hvor den mægtige Mand var Centrum. Her tog jeg Hatten af og pegede paa Adolf, idet jeg med faa Ord søgte at forklare hans Komme.

Adolf bukkede høfligt tilhøire og venstre for Lærerne, der maalte ham med lange Blikke. Derpaa overrakte han med et endnu dybere Buk sit Brev.

Bestyreren skød sine Briller tilrette, gned sin store Næse eftertrykkeligt, og læste Brevet under Brillerne og paaskraa.

Hm! Han saae paa Adolf med et faderligt Smil.

Du hedder Adolf Brunnow?

Jo, til Tjeneste!

Og vil gerne i øverste Real hos mig?

Ja-a, det vil sige, jeg har egenlig ikke stor Lyst, men min Moder og Hr. Dahl har ment...

Lærerne begyndte at fnise rundtomkring. Bestyreren gned sin Næse voldsomt.

Det er godt, det er godt. Jeg pleier i Reglen ikke at tage unge Mennesker paa et saa sent Stadium ind i Skolen og beholde dem saa kort, men dette er jo noget Exceptionelt. Kom og følg op med mig, jeg vil høre, hvad Du kan.

Bestyreren gjorde Mine til at gaa, men Adolf stod stille.

Undskyld, jeg maa blot sige min Ven nogen Besked!

Jeg virrede ængsteligt med Hovedet ad ham og betydede ham, at dette ikke gik an, men han blev trodsigt staaende.

Lærerne gjorde store Øine; Bestyreren rynkede Brynene.

Du, Erik, jeg er kommen ind med Bless, som holder i Tvermoes Gaard, og venter Dig der, naar Du kommer herfra. Jeg har meget at tale med Dig om!

Lærerne vendte sig om, for at skjule deres Latter. Jeg hørte Bestyreren mumle: Han bliver vanskelig, den Fyr.

127

Kom saa, Brunnow! sagde han med stærk Betoning. Adolf saae lidt forbløffet paa ham, og fulgte efter.

Dette Møde havde sat mig i en besynderlig Uro. Jeg havde allerede bragt det saavidt, at jeg kunde betragte Ferien og Alt hvad deri gemte sig som Noget, hvorover der var begyndt at gro latinsk Græs og algebraisk fordelende Urter. Den første Virkning af Mødet var nu, at jeg skrev en overordenlig slet latinsk Version og bemalede mit Klatpapir med lutter H B'er. I næste Time regnede jeg oppe ved den sorte Tavle en Logaritmeopgave saa forrykt, at Læreren tabte Taal-modigheden og skældte mig ud for et Fæ! Dette gav øieblikkelig Tegnet til en storartet Demonstration fra Klassens Side. Godseiersøn-nen brølede som en Tyrekalv, Æsthetikeren galede som en Hane, de Andre trampede og hyssede, knirkede med Bænkene og dundrede paa Kakkelovnsskærmen, et ugudeligt Spektakel, der tog sin Afslutning med, at vor urbane Lærer, som i sin Ungdom havde været Sømand, først kastede sin tyggede Skraatobak efter os og derpaa skrev en lang Anmærkning i Protokollen, som han selv i egen Person løb over til Bestyreren med. Under hans Bortgang voxede Spektaklet, og da en yngre Lærer kom op fra Klassen nedenunder og søgte at appellere til vor Sømmelighedsfølelse som »voxne, dannede Mennesker«, blev han modtaget med en Kattemusik, der skyndsomst fik ham til at fjerne sig. Saa kom vor Lærer tilbage, forstærket med Jupiter; og under den Tordentale, der nu fulgte, ligesom under hele det forud-gangne Optrin, stod jeg drømmende oppe ved Tavlen, ombølget af Duften fra Lindeblomsterne i den stille Slotshave, omsuset af Melodierne fra den sidste Aftens Fest, grublende over, hvorfor Adolf var sendt til Byen, om han var til Besvær derude, om hvad der i det Hele taget vilde komme ud af det Hele!

Saa var da endelig den sidste Time forbi! Jeg foer afsted til Tver-moes Gaard. Adolf gik ude i Gaarden og legede med to store Hundehvalpe.

Naa, der er Du endelig! Er det ikke nogle deilige Hunde, disse?

Jo. Hvad sagde Bestyreren?

Han sagde, at jeg kunde jo noget Sprog, men var forsømt i Syntax og Mathematik. Inat bliver jeg her i Gæstgivergaarden og kører imorgen med Bless tilbage. Iovermorgen flytter Moder ind; vi skal bo paa Gamle Kongevei, tror jeg. Din Fader kommer nok ogsaa snart til Byen. Det var en meget venlig Mand, Bestyreren!

128

Aa ja. Hvorledes lever Din Moder?

Tak, godt. Jeg skulde hilse Dig!

Virkelig?

Ja. Hør Du, hvad skal jeg købe og forære Harriet ?

Er Du endnu hendes Ridder?

Om jeg er? Veed Du, hvad hun lovede mig?

Et Kys formodenligt!

Hvor kunde Du vide det?

Fordi hun saa ofte lovede mig det - ifjor!

Det er Løgn!

Hvadbehager?

Vi saae et Øieblik glubske paa hinanden. Saa kom Hundehvalpene farende og sprang op ad Adolf.

Han gav sig til at le og viste sine hvide, brede Tænder. Hvor han dog lignede sin Moder!

Vi rakte hinanden Haanden.

Er det sandt, at Du har forandret Dig saameget, Erik?

Aa, det veed jeg ikke. Taler man om det endnu derude?

Ja om det og om meget mere. Man siger, at Hr. Bentheim skal være forlovet herinde i Byen med en rig Enke!

Naada! Hvad siger Harriet til det?

Ja Du kan tro, der har været Scener derude. Det var ved den Leilig-hed, at Harriet lovede mig et Kys!

Hun skulde heller have givet Dig det med det samme. Hun narrer altid Folk!

Nei hun gør ikke. Jeg skal nok faa det, naar jeg nu bringer hende en smuk Foræring. Hvad skal jeg købe?

En Kappe?

En hvad?

En Damekappe naturligvis; saadan en med lange Baand og Roser!

Jamen, det er jo kun ældre Damer..... er det ikke?

Jo, det er sandt. Har Du mange Penge hos Dig?

Hele Lommen fuld. Jeg har vist næsten fem Rigsdaler. Vil Du have nogle?

Jeg laante tre Mark af ham, og vi gik ud paa Gaden Arm i Arm, ned over Kultorvet og op paa Volden.

Septembereftermiddagen laa med sit klare, rolige Skær ude over Forstæderne, som begyndte at blive bebyggede, ude over Søerne, der 129 ist og her blinkede frem mellem Haverne, og den skyfri Himmel hvælvede sig over Voldens Ahorn- og Kastanietræer. Et og andet enkelt gult Blad var faldet til Jorden, en lidt fugtig Luft mindede vel om Sommerens Afsked, men Tanken paa Efteraar, end sige Vinter, blev dog endnu holdt fjernt af det tætte Løvtag over vore Hoveder og Fuglene, som holdt Faddersladder deroppe paa Kvisten. Jeg kom til at tænke paa Skipperalleen.

Hvad Adolf tænkte paa, veed jeg ikke, men han var bleven tavs ligesom jeg.

Du! sagde han, og saae paa mig med en besynderlig Mine. Veed Du af, at vi maaske bliver Brødre?

Hvadfornoget? udbrød jeg og standsede.

Ja; det er maaske noget dumt Snak, men Harriet har et Par Gange slaaet paa, at Moder og Din Fader skulde giftes!

Aa, Harriet skulde passe sig selv! sagde jeg fortrædeligt, og lod, som om jeg slog det hen.

Det kan dog nok være muligt! fortsatte Adolf og saae meget dybt grundende ud.

Veed Du noget nærmere derom? spurgte jeg.

Nei! Han tav og gik nogen Tid grundende. Moder og Din Fader har været meget sammen den sidste Tid! De spadserede ofte sammen i Slotshaven om Aftenen, og han drak tidt The hjemme hos os!

Atter gik vi nogen Tid tavse ved hinandens Side.

Det vil blive underligt; synes Du ikke?

Jeg svarede ikke. Vi gik et langt Stykke hen ad Volden uden at tale. Saa rystede han sig endelig ligesom en Newfoundlænder, der kommer op af Vandet.

Hvad skal vi bestille iaften?

Jeg veed ikke, vi kan jo gaa i Theatret. Har Du spist tilmiddag?

Nei, det er jo sandt!

Du kan spise hjemme hos mig. Fru Schneider venter mig med Maden, og der er vist nok til Dig med!

Saa gik vi hjem, spiste Fru Schneiders Mad, drillede hende med at snakke efter hendes Tysk-Danske, spillede »Bataille« og gik endelig i Kasino.

Jeg tror, der gik et Stykke, som hed »Halvdelen Hver«. Vi kedede os med Anstand, og i Mellemakten gik vi ud i Forfriskningslokalet.

Skal vi ikke drikke Vin? hviskede Adolf til mig.

130

Det gaar vist ikke an! sagde jeg ligeledes.

Aa Snak. Vi kan jo ligesaagodt drikke Vin her som vi drak den derhjemme. Det vigtigste er, at man har Penge til at betale den med!

Jeg blev slaaet af dette Argument, og min Ven gik hen til Manden ved Buffeten.

Maa jeg spørge, kan vi faa spansk Vin at kjøbe her?

Jo, min unge Herre. Skal det være Sherry eller Portvin?

Jeg tror Oporto. En Flaske, hvis De vil være saa god!

Jeg tror næppe, at De faar Tid til at drikke en hel Flaske! sagde Manden smilende. Kan to Glas ikke gjøre det?

Vi fik de to Glas, som vi drak ud strax, og som Adolf betalte, idet han sagde, at Vinen kunde gaa an!

Jeg blev bange for, at Manden skulde blive fornærmet, og berettede formildende, at min Ven kom fra Gibraltar.

Ah saaledes! sagde Manden smørret. Saa maaske Herrerne drikker et Glas endnu?

Vi drak endnu et Glas og følte os herefter mere i Humør til at følge Forestillingen. Der var en meget fæl Aand, som hed Asmodæus, og som interesserede os i allerhøieste Grad. Da Tæppet faldt ved Slutningen, var vi gerne blevne og havde seet en Akt endnu, men eftersom de andre Folk gik, maatte vi ogsaa afsted.

Jeg vilde følge Adolf hjem til Gæstgivergaarden. Paa Veien standsede vi som efter en fælles Tilskyndelse udenfor en Konditorbutik, hvor der stod Iskager! at læse paa en Seddel i Vinduet. Det var for fristende, vi maatte ind Der var en Jomfru ved Disken med grøn Kjole, en stor høirød Sløife i Brystet, stærktfarvede Kinder og en enorm Frisure. Adolf sad først en Stund og beundrede hende i Tavshed Saa dristede han sig til at aabne en Konversation med hende, og da hun slet ikke syntes at tage ham dette Forsøg unaadigt op, indbød han hende sluttelig paa en Iskage og et Glas Vin. Hun satte sig nu hen til os; vi fik nok en Gang Iskager og nok en Gang Vin. Baade Adolf og jeg var blevne snaksomme, hun var lutter Smil og Venlighed, og Adolf fik endogsaa Lov at kysse hende paa Haanden. Da vi endelig brød op, og Adolf havde betalt, hviskede han til mig med blussende Kinder:
Du! skal jeg forære hende denne Rigsdaler? saa faar jeg maaske et Kys!

131

Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, men jeg var selv bedaaret af den Skønne og Vinen, der nu viste sin Magt over os begge.

Adolf trykkede hende Pengestykket i Haanden og slyngede sin Arm om hendes Liv. Forvandlingen kom brat. Istedetfor Kysset fik han et antageligt Ørefigen og Rigsdaleren tilbage hurtigere end han havde givet den ud. Den Skønnes Stemme fulgte os ud ad Døren, som vi hurtigt fik op: Saadan en uforskammet Dreng! Gaa han med sine Penge derhen, hvor man tager imod dem; eller køb Jer heller en Sut hver, beggeto!

Vi var betydelig flove, da vi skiltes, og begge to temmelig øre i Hovedet. Adolf søgte og fandt dog en Trøst i det Ræsonnement, at hvis hun nu havde taget mod Pengene, saa kunde han ikke imorgen købe Noget til Harriet, hvem han nu pludselig huskede paa. Jeg var i Grunden utilfreds med den hele Dag, kom hjem efterat Porten var lukket, maatte ringe den dydigt forbitrede Fru Schneider op, som holdt en lille Tale til mig i Negligé, drømte uroligt om Natten og vaagnede med uklare Sanser, altfor sent til at naa Gæstgivergaarden og sige Farvel til Adolf, førend jeg gik paa Skolen. Det eneste Held i Fataliteterne var, at Fader ikke havde været hjemme.

Saa kom da Familien til Byen. Huset fik sit gamle Udseende. Mine Søstre fik hver sit Værelse, og de to Stuer over Porten, som vare hyggelige om end lidt lave, blev indrettede til Arbeids- og Soveværelse for Fader. Dette sidste Rum delte jeg med ham, og naar han var ude om Aftenen, havde jeg Lov til at sidde i hans Studereværelse, som ved en Portiere var skilt fra Sovekammeret. Strax ved sin Ankomst til Byen havde han været oppe og talt med Skolebestyreren, dels rimeligvis om Adolf, men i Særdeleshed vel om mig. Hvis han endnu havde haft nogen Tvivl i saa Henseende, var han fuldstændig bleven beroliget af Jupiter. Jeg kunde mærke det paa hele min Stilling i Hjemmet. Jeg var ikke Genstand for nogen stor Ømhed, endnu mindre nød jeg noget Godt af den Kammeratlighed i Omgang, der, saasnart den Unge blot har vist, hvad han duer til, synes at være det naturligste og mest betryggende Forhold mellem Fader og Søn. Men jeg havde næsten uindskrænket Frihed til at gøre, hvad jeg vilde, hvilket atter vil sige, at jeg havde Lov til at skøtte mig selv, naar jeg blot mødte præcis ved Middagsbordet. Jeg blev ikke længer spurgt om Lektier eller sligt, eftersom min Karakterbog stadig svarede for mig i 132 den Henseende. Min forrige Skyhed havde veget Pladsen for en mekanisk Gøren og Laden i Overensstemmelse med de Regler, der vare opstillede for mig, og da Ingen forlangte mere af mig, ydede jeg selv ikke mere. Der var begyndt at blive øde og tomt inden i mig paa en Tid, hvor jeg burde have blusset og brændt. Jeg var paa gode Veie til at blive et exemplarisk ungt Menneske, men paa Bekostning af min Friskhed. Ak, det er saa svært at forene begge Dele; og hvem vil gaa i Rette med de Fædre, der beroligede standse ved det første, fordi de kender Farerne ved det sidste. Tiden fordrer dette! siger de, og seer tilbage paa deres eget Liv. Livet foregaar i en stor By, i en Slags Fæstningsfirkant med indskrænket Rum mellem hver Post. Skolegaarden, Universitetsauditoriet, det offentlige eller private Kontor og Kirke-gaarden. Det er omtrent de fire gamle Elementer om igen: Ild, Luft, Vand og Jord. Hvem vil forlange mere?

Der var dog en skjult Trøst for mig paa Bunden af alt dette. Jeg, som nu var dreven ud af Fantasterierne og af den tankeløse Leg i og med en Verden udenfor mig, der saa lidet svarede til Virkeligheden, jeg begyndte nu at reflektere over min egen Stilling til denne Virkelighed. Kunde det være stort anderledes end saaledes som det havde udviklet sig til at være? Fordrede ikke Livet dette og dette af Individerne? I gamle Dage skulde enhver Mand kunne bære Vaaben og bruge dem. Hvad havde al min Vaabenfærdighed og Legemssmidighed nyttet mig? Nu skulde enhver Mand tage sine Examiner, og Den, der var stærkest og smidigst heri, blev den Dygtigste i Flokken og kunde maaske komme til at styre Riger og Lande. Men førend der begyndtes paa dette, førend den første Examen var taget, maatte der en Overgangens Tid fra den romantiske Løben sur i Tingene til den fornuftmæssige Erkendelse af disse Ting og deres uafviselige Krav. Saadan uden videre at spadsere ud fra Ægypten og ind i Kanaan, det forstod jeg nu lod sig ikke gøre. Der maatte traves en Tid om i Ørknens Land; der maatte være Goldhed og Tørke, førend man kom til Floderne med Mælk og Honning; det gjaldt bare om at passe paa, at man virkelig var blandt dem, der rækkede det forjættede Land, og ikke blandt dem, der blev begravet i Sandet.

Med denne Filosofi sled jeg mig da igennem Sandet, saa jeg næsten blev platfodet. Jeg følte Ørknens Ubehagelighed, men jeg anede Kanaans rige Vederkvægelser.

Og min Kammerat?

133

Ja, Adolf var kommen ind i Skolen. Vi saaes af og til i Frikvarteret, og stundom fulgte jeg ham et Stykke paa Vei hjemad over Volden. At følge ham helt hjem til hans Moder havde jeg ikke ret Lyst til. Der var noget, som afholdt mig derfra. Men hvergang jeg havde sagt ham Farvel og gik alene tilbage under Voldens Træer, som nu gulnedes mere og mere, saa ønskede jeg, at han ivrigere skulde have trængt ind paa mig og faaet mig hjem med sig til den lille landlige Villa, de beboede derude ved Veterinærskolen, og hvor hans Moder da skulde synge og spille for mig. Dog, hvem veed, maaske sang hun ikke mere! Der var stundom Noget, som sagde mig, at Sangenes Tid var forbi, ligesom Blomsternes allerede var det og Løvets hver Dag truede med at blive det.

Efteraaret, der i Reglen stemmer om det saa er Skoledrenge melankolsk, syntes ligesaalidt som Skolen at udøve noget Tryk paa Adolf. Det Drømmende og Pigeagtige var allerede gaaet betydeligt af ham paa Slutningen af Ferien, og Skolen lærte ham nu hvad Skolen formaaede. Han blev sig snart sine Kræfter bevidst, og af alle Discipliner lagde han mest Vægten paa Gymnastik og Vaabenundervisnin-gen. Hans Moder lod ham faa Ridetimer, og han kom regelmæssig et Kvarter for sent om Morgenen til første Sprogtime, fordi han, som han med sin uimodstaaelige Aabenhed sagde, først maatte passe sin Hest og saa den tyske Stil. Man bar over med ham, baade Bestyreren og Lærerne, dels fordi det hed sig, at han var rig, dels fordi der var dette Uimodstaaelige ved ham i hans fuldstændige Sorgløshed og Ligegyldighed overfor ethvert smaaligt Begreb om Pligt og Disciplin, og som speilede sig i hans smukke, aabne godmodige Ansigt, hvori intet Træk skæmmedes af lave Instinkter eller hemmelige Synder. Han var næsten misundelsesværdig lykkelig i sin Uvidenhed om alt det Hæslige, som Fattigdommen eller slavisk Frygt for Straf eller et daarligt Udspring kan stemple den ak, saa store Part af Byernes Ungdom med. Han misbrugte aldrig sine Kræfter, men var stadig i Slagsmaal, naar han saae nogle af de Smaa betrængte. Han havde et, idetmindste efter vore almindelige Forhold, næsten altfor ubegrænset Antal Lommepenge, men han strøede dem rundhaandet ud til alle sine Kammerater, hvoraf nogle virkelig vare vundne ved hans gode Sider, men hvoraf Størstedelen rigtignok benyttede sig af hans »Tossegodhed«, som de kaldte det. Skoledrenge er ligesom Menneskene. Jeg gjorde ham en Dag opmærksom paa, at han ikke maatte stole for 134 sikkert paa alle de Kammerater, han saaledes erhvervede sig. Han svarede mig triumferende ved at vise mig sin Lommebog, hvori han havde opskrevet - Jeg skal jo være Købmand, maa Du vide! tilføiede han - Navnene og Gældsposterne for alle sine Debitorer. Før Maanedens Slutning havde han regelmæssig kastet sin Lommebog væk.

Hans praktiske Sprogkundskaber satte ofte de stakkels Lærere i Forlegenhed. Syntaxen lærte han sig aldrig, den høiere Mathematik ligesaalidt. Naar jeg blot kan regne saameget, at jeg kan føre mine Bøger, er det godt! sagde han naivt. Lærerne lo eller skændte paa ham; han vedblev at være den samme. Han var altid indviklet i Spilopper, men havde et Par Gange trukket sig tilbage, naar han syntes, at de gik i en skadefro eller uanstændig Retning. Hans finere Instinkt stod ham bi; men man kan jo rigtignok slide saameget paa Instinktet, naar man stadig skal gaa paa det alene, at Metallet taber i Klang og Værdi. En enkelt Gang var han, ganske vist kun som underordnet Medvider, kommen med i et Komplot af en noget tvivlsom Karakter. Da Komplottet blev røbet, skød de Andre ham frem og lod ham i Stikken. Den Lærer, som Sammensværgelsen skulde være gaaet ud over, gav i sin første Opbrusning Adolf et vældigt Ørefigen. Adolf sprang op, greb ham i Brystet, og kastede ham med fuld Kraft til Jorden. »Her var der ikke Tale om en Konditorjomfru«! sagde han ganske rød i Kinderne, da han fortalte mig Historien. »Jeg vidste, at den lange Nielsen var den egenlig Skyldige, og i ethvert Fald vilde jeg ikke taale et Slag af en saadan lurvet Slyngel af en Lærer, som i Timerne bruger vore Penneknive til at skære sine Ligtorne med, og som spiser Fedtebrød med Knapost. Jeg kunde have slaaet ham ihjel, hvis han ikke havde seet saa feig ud, da han laa der paa Gulvet under mig!«

Der blev et stort Oprør i Skolen over denne Begivenhed. Et Extralærermøde blev sammenkaldt, Bestyrerens Næse blev rødblaa af Gnidning, og Adolf skulde være vist ud af Skolen. Han holdt imidlertid under Forhøret oppe i Klassen en Forsvarstale, der efter Kammeraternes Sigende skulde være glimrende. Han nægtede paa det bestemteste at angive de virkelig Skyldige, indrømmede, at en Discipel aldrig havde Ret til at lægge Haand paa sin Lærer, men paaviste tillige med en sand guddommelig Naivetet, at han aldrig i sit Liv - »og nu er jeg snart sexten Aar!« - havde faaet et Slag af Nogensomhelst uden at give det tilbage, med Undtagelse af en eneste Gang, hvor det var 135 en Dame, der var kommen til at slaa ham. Han var ikke bange for at blive vist ud af Skolen, - »endskøndt jeg har det meget godt her og godt kan lide mine Kammerater og de fleste af Lærerne!« - eftersom han følte, at han ikke havde saamegen Uret, som man vilde tillægge ham, og han var vis paa, at ikke blot hans Moder, men endogsaa Hr. Dahl, som var strengere end hans Moder, vilde være paa hans Side. Han var villig til at gøre Læreren en Undskyldning i dennes Hjem, men han erklærede paa det bestemteste aldrig at ville modtage et Slag og aldrig at ville angive en Kammerat!

Bestyreren tog nogle af Lærerne tilside; Stemningen syntes at være delt ligelig for og imod Adolf. Endelig gjorde Bestyrerens Stemme Udslaget. Sagen var jo ubehagelig, hvis den skulde komme for vidt omkring; Adolf blev gjort til en Enfoldig, som man maatte bære over med. Det var jo ikke Ondskab, men snarere Dumhed Desuden var Hr. Dahl bleven nævnet. Hr. Dahl havde en Søn, som var et flinkt Menneske, men som tillige var Adolfs gode Ven. Adolf Brunnow havde mange Venner blandt Skolens bedste Elever. Alle disse Venner talte til hans Fordel, og det var jo desuden muligt, at disse Venner ..... naa ja! man kunde jo ikke sige, hvorvidt saadan noget kunde strække sig ..... men Elevantallet var i det sidste Aar gaaet noget ned ..... Skolens Anseelse kunde ikke taale, at selv et mindre Antal Elever muligvis ved denne Leilighed blev taget ud ..... Summa Summarum: man maatte gøre en Undtagelse for denne Gang, og lade Adolf slippe med at gøre den haardtkrænkede Lærer en Undskyldning i dennes Hjem!

Altsaa var Dommen falden, og jeg havde lovet Adolf at staa ham bi ved Exekutionen. Vi slog Lærerens Adresse op i en Veiviser og begav os ord Aftenen afsted ud paa Nørrebro. Jeg kunde tydeligt mærke paa min ærekære Ven, hvor haardt det holdt for ham at gøre dette Skridt. Nørrebro var dengang kun sparsomt bebygget. Hele Forstadsmiséren traadte os saa tydeligt for Øie i disse Gader, ufuldstændigt oplyste, nogle uden Begyndelse, andre uden Ende. Adolf tøvede tvivlraadig paa hvert Hjørne. Jeg tror, at han var vendt om, hvis jeg ikke havde været med ham.

Jamen, hvad skal jeg egenlig sige? spurgte han hvert Øieblik.

Du kan jo sige saaledes: Jeg kommer her, Hr. *, for at bede Dem undskylde, at jeg forglemte mig selv..... Det har gjort mig meget ondt.....

136

Jamen det er jo ikke sandt!

Aa Snak, Du fortryder jo dog.....

Nei, jeg gør i Grunden ikke. Han kunde jo ladet være at slaa mig!.....

Vi standsede omsider udenfor et Hus, der laa alene for sig selv mellem Tømmerpladser og Byggegrunde. Det var smalt, fem Etager høit, og løb fra den fugtige Kælder iveiret til den svimlende Kvist som et magert Udraabstegn over den menneskelige Resignation af Nødvendighed Paa fjerde Sal var Lys i et Par Vinduer.

Her er Numeret, sagde jeg. Det er vist deroppe, hvor der er Lys!

Adolf saae iveiret: Gid jeg stod her igen og havde været deroppe!

Vi steg langsomt op ad Trappen. Ved hveranden Afsats brændte en søvnig og osende Olielampe paa en Hylde over Døren. Hovedstaden havde endnu ikke faaet Gas dengang.

Her lugter stygt! sagde Adolf, og pustede nogle hastige Røgskyer ud af sin Cigaret, inden han kastede den.

Vi stod foran Døren og læste ved det søvnige Lampeskær Lærerens Navn paa en lille støvet Porcellænsplade, hvor den ene Skrue var faldet ud og erstattet med et Søm, der ragede frem imod os med sit rustne Hoved.

Her skulde da Fanden bo! sagde Adolf, idet han forsøgte at være rask paa det.

Ikke Alle kan bo i en Villa paa Gamle Kongevei. Non cuivis homini contingit..... Det er jo sandt, Du forstaar jo ikke Latin. Ring saa paa!

Jeg kendte ikke denne Lærer, der kun underviste i Realklasserne. Vi »studerende« Elever følte os høit hævede ikke blot over Realklassernes Disciple, men ogsaa over disses Lærere. Forresten skulde det nok være en ganske skikkelig Mand.

En lille Pige, sjusket klædt, og som omtrent kunde være en otte Aar gammel, lukkede med noget Besvær Døren op. I Haanden holdt hun et Stykke - Fedtebrød.

Jo, Fa'r æ derinde! Hun pegede paa en Dør tilhøire i den snevre Korridor, hvor der lugtede af Børnelinned og Løg.

Vi bankede paa og traadte ind. En lille Stue med et tarveligt dækket Thebord, en saakaldet »Studerelampe« i Midten, et Fyrfad paa en Bakke med en sort Thepotte, et Rugbrød, nogle Kopper, et Par Tallerkener, en Smørkande med - Fedt. Jeg mønstrede det Hele i et eneste Blik. En bleg Kone med et blaat Køkkenforklæde og en lille Pige 137 paa Armen stod og hældte op af Thepotten. Ligeoverfor sad Læreren, en midaldrende Mand, sparsomt Haar, et stort Skæg, Briller og slappe Muskler omkring Munden.

Han saae op og vinkede til Konen, at hun skulde gaa ud. Hun kastede et halvt nysgerrigt, halvt forskrækket Blik paa os, den Lille paa Armen begyndte at skraale, hun tyssede paa den og trak den anden, hende med Fedtebrødet, ud med sig af Døren.

Jeg puffede til Adolf. Han nærmede sig Bordet og begyndte med usikker Stemme: »Hr. *, jeg kommer for .... jeg skulde bede Dem ..... jeg mener, at..... den Sag, som ....!« Han holdt inde; jeg følte, at jeg maatte rykke til Undsætning.

Hr. *! min Kammerat Brunnow har følt med sig selv, hvor urigtigt det var af ham .... det vil sige, at han ønsker at bede Dem om Tilgivelse for den Fornærmelse imod Dem, som han i sin Hidsighed tilføiede Dem. Han mente intet Ondt dermed; han forløb sig kun, han er saa lidet vant til....! Ogsaa jeg standsede og ledte efter Ordene. Jeg erfarede nu, hvor vanskeligt det er at gøre en Undskyldning, selv paa en Andens Vegne.

Læreren vendte sine Øine fra Adolf imod mig. Han saae bekymret og nedbøiet ud.

Hvem er De, maa jeg spørge, som taler her paa Brunnows vegne?

Jeg nævnede mit Navn og min Klasse.

Aa ja, jeg kan forstaa, at Brunnow fandt det i sin Orden at tage En med, som kunde støtte hans Sag. For den Fornærmelse, han tilføiede mig midt iblandt sine Kammerater, gives der ingen Undskyldning; men en anden Sag er det, at en stakkels Timelærer som jeg, der lever af et Arbeide, som er surere end nogen Herskabstjeners, maa tie og taale, naar Skolen ikke vil gøre sin Ret gældende. Hvis De nogensinde i Deres Liv skulde komme i en lige saa afhængig Stilling, som jeg nu er i, saa vil De forstaa, hvor liden Ret en Elev har til at beklage sig, selv der, hvor han maaske mener, at hans »Ære« er bleven traadt for nær, og hvor beskæmmet og ydmyget en Lærer staar, der ingen Lov har at støtte sig til, men kun en Overordnets Luner og Forgodtbefindende. Lærere finder man jo hver Dag paa Gaden, men Elever - her saae han hen til Adolf- tages ikke saadan lige ind fra Gaden, og naar man engang har dem, saa holder man paa dem.

Der var en saadan undertrykt Bitterhed i hans Stemme, og dens dæmpede skærende Klang stod i saadan sørgelig Forbindelse med 138 hele Værelsets tarvelige Udstyr, med den blege Kone, de sjuskede Børn og hans egen bøiede Skikkelse, at jeg formeligt følte, hvorledes Ordene blev stikkende mig i Brystet.

Jeg saae til Adolf. Han stod med Læberne sammenknebne og Hænderne famlende om sin Hatteskygge.

Saaledes forløb nogle Sekunder i en pinlig Pavse.

Jeg vendte mig halvt om og søgte henimod Døren. Adolf ligeledes. Paa Halvveien blev han staaende, rakte Haanden med Hatten frem og mumlede: Jeg beder ... beder Dem oprigtigt om Forladelse; ...jeg mente.... ikke....!

Da der ikke kom noget Svar fra Bordet, aabnede jeg Døren og lod Adolf skubbe sig derigjennem. I Døren vendte jeg mig, og, idet jeg gjorde et ærbødigt Buk, hviskede jeg:
Farvel Hr. *. Vær ikke vred!

Han saae lidt mildere end før paa mig og vinkede tavs med Haanden. Saa lukkede jeg Døren. Adolf var allerede ude paa Trappegangen, hvor han stod med Hænderne for Ansigtet.

Kom nu! sagde jeg og trak ham med mig ned ad Trinene. Dette var næsten værre end at gaa til Tandlægen!

Adolf standsede paa den første Afsats og hulkede høit: Nei, dette kan jeg ikke holde ud....Jeg havde ikke tænkt mig....!

Kom nu! sagde jeg lidt forvirret.

Han tog pludselig Hænderne fra Øinene, greb i sin Lomme og tog sin Portemonnaie frem. Han aabnede det midterste Rum og tog en Guldmønt ud, en engelsk Sovereign, som han gemte som Lykkeskilling. I et Par Spring var han oppe igen ad Trapperne. Jeg efter.

Hvad Pokker vil Du gøre, Menneske? raabte jeg.

Han ringede heftigt. Døren blev strax aabnet af den blege Kone med den Lille paa Armen. Han greb uden at sige et Ord om den Lilles Haand og stak Mønten ind imellem de smaa, snavsede Fingre. Saa foer han tilbage og ned ad Trappen og havde i sin Fart nær revet mig paa Hovedet med sig. Det Hele var et Sekunds Værk. Selv om jeg havde villet holde ham tilbage, havde jeg dog ikke kunnet standse ham i Farten.

Ak, det var sørgeligt, meget sørgeligt! sagde han, da vi gik ned igennem den øde Gade eller snarere Vei.

Hvad var sørgeligt? spurgte jeg.

139

At han havde det saa smaat! svarede han. Havde jeg blot vidst det, maatte han gerne have slaaet mig to Gange!

Ja nu er det jo rigtignok for sent! bemærkede jeg.

Jamen han kan dog imorgen købe sig Smør! Ikkesandt?

Jeg trykkede hans Haand, og paa det næste Hjørne skiltes vi.

Den næste Dag var Adolf ikke paa Skolen. Jeg ventede utaalmodigt i hvert Frikvarter, at han efter Sædvane skulde komme op i Gymnasiastklassen; men han kom ikke. Idet jeg vilde gaa ud af Porten, var der En, som kaldte mig ved Navn.

Jeg vendte mig om; det var Adolfs Lærer.

Undskyld, at jeg standser Dem! sagde han og tog ned i sin Vestelomme. Vil De ikke være saa god, hvis De seer Brunnow i Eftermiddag, at give ham dette her - han tog et lille Papir frem - og sige ham, at hvis han ikke har isinde at føie en ny Fornærmelse til den forrige, saa er han maaske saa god at beholde sine Sparebøssepenge for sig selv. Det er jo muligt, at han har for mange af dem, men derfor er han ikke berettiget til at paatrænge sig fattige Folk med slige - Bestikkelsesmidler!

Jeg holdt den lille Pakke i Haanden og aabnede Porten for ham. Tak, min unge Ven! sagde han med sit underlige halvvisne Smil. Jeg erfarer idag, at De er saadant et flinkt ungt Menneske. Det forundrer mig, at De omgaas en saadan forkælet og forvænt Laban. De rige Folk burde holde deres Børn tilbage fra Skolerne, for ikke gennem dem at udsaae ond Sæd. Her kommer saadanne Fyre med fine Klæder og Lommerne fulde af Penge. Alle gør sig behagelige for dem, og naar de tilfældigvis ovenikjøbet har et glat Ansigt og ikke er saa dumme som Østers, saa roses de for deres Opførsel og Kundskaber. For Deres Ven ligger jo Alle paa Knæ, Alle fordærver ham og han igen Alle. Hans Klasse var meget bedre, førend han kom ind i den. Nu er der en Oprørsaand og Ulydighed, som alene kommer fra ham. Fordi han har ligget i Bomuld ligefra Fødslen, kan han ikke taale en Tilrettevisning. Han er ligesom disse Blodsheste eller de »ægte« Hunde. Enhver indrømmer, at det er Luxusskabninger, kun brugelige ved Væddeløb eller til at gaa med et blankt Halsbaand om Halsen, men dog hører man meget mere Tale om dem end om de nyttige Skabninger, der betinge Menneskenes Liv og Existensens Vel. Intet burde roses og fremhjælpes, uden hvad der befordrer Nytten og derved Lykken i Livet.

140

Slige Existenser som Deres Ven er i deres foretrukne Stilling en Plet paa vort Samfund, Levninger af feudale Institutioner og feudal Fantasi. Lad dem arbeide, hvis de kan; eller ved deres Midler sætte Andre istand til at arbeide, som vil men ikke kan. Nu sætter de kun Penge i Omløb, som de ikke selv har fortjent. Det kan Automater gjøre lige saa godt som de, og Skøger langt bedre. Deres Ven hører til de »Lykkelige«, som det hedder. Lad os see, hvor langt den Lykke rækker. Jeg har ogsaa levet i Livet, førend jeg blev Timelærer. Jeg kender noget til disse Sommerfugle, som tager sig saa pyntelige ud, saalænge det er Solskin og varmt. Kan de taale Nattekulde? Kan de taale Regn eller Befamlen med grove Fingre? Dette er Proberstenen for Livet. Lad os først en Dag blive væltede overende og trampet ned paa en Gade, og lad os saa see, hvormange der reiser sig og hvorledes man gererer sig med et knækket Lem, en mistet Sans. Tro mig, min unge Ven, Deres Kammerat vil være en Overkomplet i Livet, som han allerede er det her i Skolen. Tiden bliver haardere og vanskeligere Dag for Dag, og stiller større Fordringer og stærkere Krav til den Enkelte, for at han skal kunne virke ind paa sin Plads i det store Maskineri, og saa sandt som Meningen med Maskineriet for hver Dag er at blive mere komplet i sine enkelte Dele som i sin hele Virkning, ligesaa vist er det, at Tiden en smuk Dag vil fjerne alle overkomplette Bestanddele, med det Gode, hvis de selv vil gaa, med Magt, hvis de modsætte sig Magten!

Vi var under dette kommen op ad Gaden sammen og op paa Volden. Jeg havde ikke uden en vis Bevægelse lyttet til disse haarde Ord fra en Kant, som maaske netop kunde have sin Ret til nogen Bitterhed og Skaanselløshed. Jeg saae paa den bøiede Timelærer skikkelse. Den havde rettet sig, Hovedet var kommet iveiret, Stokken klang mod Voldpassagens Skærver i Takt til hvert Ord. Og dog havde disse Ord været for haarde for Adolfs Vedkommende. Han kendte dog ikke min Ven, som han angreb saa bittert. Han skulde lære ham at kende.

Hr. *! sagde jeg. Jeg benægter ikke Deres Ret til gennem Deres Erfaring at dømme saaledes, som De dømmer - i Almindelighed talt. For Adolf Brunnows Vedkommende maa De tillade mig et Par Ord. Han handler aldeles efter ... ja hvad skal jeg kalde det...? efter Instinkt, og hans Instinkt er godt og ædelt, meget bedre end ..... end mit f. Ex.!

141

Jeg standsede; jeg begyndte at blive varm.

Han smilede: Jeg kunde have Lyst til at udbede mig lidt nærmere Forklaring over det, som De forstaar ved Instinkt, og over, hvorvidt De tror, at det altid fører til heldige Resultater at være i Overensstemmelse hermed, men jeg vil ikke afbryde Dem. Altsaa:!

Nuvel! svarede jeg. For at komme lige til Sagen, saa stod min Ven netop igaar Aftes ude paa Deres Trappegang opløst i Taarer og fuldstændig utilfreds med sig selv og med den mangelfulde Afbigt, han havde gjort Dem. Han handler altid efter sine øieblikkelige Indskydelser og efter det sidste Indtryk, han har modtaget, og dette sidste Indtryk var igaar... var...

Min Fattigdom! Nævn De kun Sagen med sit rette Navn! sagde han alvorligt.

De bringer mig i Forlegenhed!

Nei. Blot kort!

Nuvel da. Hans Indtryk være som det vil, det var en ædel og ham fuldstændig værdig Bevægelse, der greb ham. Hvor rig min Kammerat er, veed jeg ikke; kan være, at det ikke er saa stort bevendt med »den gale Englænders« Rigdom. Jeg veed kun, at han i det Øieblik forat dække sin Uret og formilde Den, han havde krænket, vilde have berøvet sig selv det Kæreste og Bedste, han eiede. Dette Paa-fund med at give sin Lykkeskilling til Deres lille Datter kan kaldes for barnagtigt og ubetænksomt, men tro mig, De har ikke Ret til at betragte det som en Overmodighed og endnu mindre som et Forsøg paa Bestikkelse. Og til Bevis paa, at De tror mig, naar jeg siger Dem, at min Ven er et ædelt og bravt om end ubesindigt og forkælet Menneske, saa beder jeg Dem nu om at beholde denne Mønt. Jeg leverer den ikke tilbage til Brunnow, og førend jeg skulde saare hans gode Hjerte paa denne Maade, vil jeg kaste hans Lykkeskilling ud i Stadsgraven!

Jeg havde viklet Papiret ud og holdt Mønten frem for mig. Han greb mig om Armen og saae vist paa mig.

De taler med en Varme om Deres Ven, som gør mig vaklende i min Dom om ham! - Han saae endnu mere forskende paa mig. - Li-gemeget! jeg vil tro Dem; jeg vil idetmindste forsøge paa at overvinde min Antipathi mod den Slags Mennesker, og jeg vil gemme denne - her tog han Mønten af min Haand - som en Erindring om en ung Mand, for hvem Livet ligger aabent, og som maaske vil befare det 142 med mere Energi og med mere Held end - end mange Andre, som ogsaa i Deres Alder gik i Kavtion for Venner og troede paa Ædelhed og Godhed rundtomkring sig.

Han slog mig venligt paa Skuldren, sagde mig et hastigt Farvel og gik.

Jeg stod tilbage, beskæmmet ved hans Ord. Jeg var virkelig ikke den Ros værd; jeg følte mig tidt saa vaklende og svag; jeg eiede ikke Adolfs store, aabne Hjerte, og - ja jeg følte det nu tydeligt - jeg var jo kun voxet frem til Noget i mine og Andres Øine ved stadig at holde mig hans Mangler for Øie. Vilde jeg nogensinde kunne række hans gode Sider, naar jeg nu havde faaet min Examen, naar jeg nu var bleven et »dygtigt« Menneske, naar jeg nu ....? Jeg vendte mig med et Suk.

Kanske Livet fordrede det netop saaledes. Overkomplet! Ja, nogle maatte være de Overkomplette, for at de andre saa meget des sikrere kunde gøre deres Gerning. Gribe ind i Maskineriet! Ja, jeg vilde, vilde, vilde!

Og med knyttede Hænder og sammenbidte Læber gik jeg hjem.

Den næste Dag fortalte Adolf, at han havde været syg. Han saae virkelig endnu noget bleg ud. Vi talte forøvrigt saa lidt om Sagen som muligt; heller ikke de Andre snakkede synderligt derom, og snart var Alting glemt og Alt ved det Gamle. Adolf tog Skolen som en Ting, der nu engang ikke kunde ændres, og som man blot maatte see at faa det behageligste ud af. Han erklærede mig, at han aldrig aabnede en Bog i Hjemmet; han fulgte tidt Moderen i Theatret og et Par Gange om Ugen kom han hjem til mig for at tage mig med i Kasino. Disse Aftner var Fader næsten altid ude eller gik ud, naar Adolf kom. I Forbigaaende havde han altid et venligt og spøgefuldt Ord tilovers for min Kammerat, hvorimod jeg maatte nøies med et værdigere Nik. En enkelt Gang blev jeg indbudt i Theatret med Adolf og hans Moder. Hun var bleven noget blegere, forekom det mig, og maaske en lille Smule magrere. Men hun saae deilig ud, og alle Folk havde deres Kikkerter rettede imod hende. Jeg nød forøvrigt slet ikke noget Godt af Forestillingen. Jeg sad ved hendes Side og blev rød og bleg, alt eftersom hun henvendte et sagte hvisket Ord til mig om Stykket, eller hendes Kjole streifede min Arm eller mit Knæ. Jeg turde næppe drage Aande af lutter Salighed over at sidde hende saa nær, indaande Parfumen, der gød sig ned over mig fra hendes Haar, 143 følge Folderne ud og ind af hendes hvide Kaschemirshawl, række hende Kikkerten eller holde hendes Vifte. Og dog var denne Salighed blandet med saamegen Bitterhed Jeg vidste jo .... vidste.... vidste .... o, hvor var hun dog smuk, og hvor var jeg ulykkelig netop med denne min Viden. Jeg sad og stirrede paa hende fra Siden og erindrede mig det mindste Ord, den ubetydeligste Begivenhed fra hin Aften. Jeg stirrede paa hende saa længe og saa ufravendt, og rimeligvis med et saa læseligt skrevet Udtryk i mit Ansigt, at hun omsider følte sig generet, ja endogsaa byttede Plads med Adolf. Jeg vidste, at jeg krænkede den gode Tone, at det slet ikke gik an, at jeg maaske endogsaa stødte hende fra mig derved, men jeg kunde ikke lade være, der var som en Dæmon inden i mig, der drev mig til at betragte denne Profil og denne Buste, som om det var sidste Gang, jeg saae dem. Jeg indsugede Duften af hendes Parfume, jeg følte, som om mit Hjerte skulde sprænges, jeg ønskede, at den store Lysekrone maatte falde ned, at der maatte ske et eller andet Rædsomt, hvorved hendes og min Tilværelse paa samme Tid kunde faa Ende. Jeg var gal; jeg var forelsket som kun en Dreng kan være det.

Hun sagde mig temmelig køligt Farvel, da vi skiltes efter Tæppets Fald. Jeg løb ned ad Trapperne og saae Spidsen af hendes Fod, da hun steg ind i den Vogn, som Adolf havde ladet hente. Jeg løb en Stund bagefter Vognen, indtil endelig en af de dengang brugelige Politibetjente med Stokkene paa en temmelig ublid Maade afbrød mig i min Jagtiver og bad mig: »skrubbe mig!« Jeg skar Tænder af Raseri, sendte et langt, langt Blik efter Vognen, og skulkede hjem ad de mennesketomme Gader, syg af Kærlighed til den deilige Kvinde, som akkurat kunde være min Moder, og som maaske ... nei, nei, det var dog formeget!... om nogen Tid vilde blive min Moder....

Uger gik og Maaneder. Vi kom ind paa Vintren. Alt uforandret i Skolen. Jeg rykkede op og blev Nr. To i min Klasse. Adolf morede sig. Jeg delte min Tid mellem mine Lektier og mit Arbeide paa at kue den Kærlighed, som jeg vidste var vanvittig, og som vilde blive det endnu mere, dersom virkelig det skete, som nu En og Anden af Familiens nærmeste Omgivelser begyndte at hviske halvhøit om. Adolf brød sig om Ingenting: Lad dem bare snakke! Jeg er nu sexten Aar; dersom vi skal blive Brødre, saa kommer vi jo saameget nærmere sammen, saa er vi hinanden lige, ikke alene i Aar, men ogsaa ...

144

I Erfaring! mener Du?

Nei, deri er Du vel nok min Mester; men i Familie, mente jeg!

Ja. Det vil da sige: Halvbrødre! For Blodet har vi strengt taget ikke imellem os!

Nei, med mindre vi vil gøre som de gamle Fostbrødre, blande det. Hør Du, Erik; lad os drikke Broderskab i Aften og saa bagefter løbe paa Skøiter?

Hvad er det for Snak?

Jo ser Du, jeg fik dette lille Brev fra Moder i forrige Frikvarter. Hun skriver, at jeg skal tage Billetter til hende i Theatret, naar jeg gaar fra Skole; men jeg behøver ikke at følge hende iaften; hun bliver fulgt - forstaar Du?

Jo; Fader!

Javel! Du besørger altsaa Dine Lektier tidligt; jeg kommer og henter Dig Klokken sex; det er Maaneskin, og der er udmærket Is paa Søerne. Vi drikker først et Glas Vin sammen, og saa løber vi til Kl. 10. Er det afgjort?

Javel! Maa jeg see det Brev, Du fik?

Værs'god. Du maa gerne beholde det, om Du vil!

Jeg greb det og stirrede i stum Henrykkelse paa disse Bogstaver, denne lette, flydende, maaske lidt vel flydende Haand. Jeg kunde gerne have kysset Brevet. Han lo.

Det gaar nok Dig overfor Moder ligesom det gaar mig med Harriet. Ha, ha!

Han lo, som han pleiede at le ad Alting. Han havde et Par Gange paa sin overgivne Maade drillet mig med Moderen. Jeg bevarede stadig Taushed paa dette Punkt, medens han altid gik og pludrede om Harriet.

Han kom om Aftnen til den bestemte Tid med sin Vinflaske i Lommen. Fader gik ud. Vi satte os op paa Studereværelset, stoppede et Par af den »Gamles« Piber, skænkede os hver et stort Glas Oporto og kom snart i en behagelig Stemning. Vi drak paa hinandens Sundhed og paa vort Broderskab, medens Røgen hvirvlede sig i hyggelige Kredse omkring i det lune Værelse med sit Kokustæppe paa Gulvet, det store Skrivebord med Vedbendslyngningen, Bogreolerne og de udvalgte Kobberstik paa Væggene. Saa tog vi vore Skøiter, jeg hævede endnu engang mit Glas, og idet jeg saae min Ven ind i Øinene, drak jeg de Øines Skaal, som jeg altid følte hvilende paa mig, 145 hvergang jeg var i en oprømt eller bevæget Stemning. Saa skjulte jeg Flaske og Glas inde under min Kommode i Soveværelset, og vi gik ud til de store, maanebelyste Søer, hvor hist og her en Skøiteløber tumlede sig henad den blanke Flade, medens Klangen fra de skarpe Staal dirrede hen over Isen i den stille, frostrene Aften.

Adolf var ikke nogen særlig øvet Løber; jeg havde dyrket denne Idræt fra mine tidligste Drengeaar og vilde nu undervise min Ven i Finesserne. Jeg slog forlænds og baglænds Sving, og ved et af disse sidste kom jeg den Vaage for nær, som Iserne havde hugget. Jeg plumpede i, men kom øieblikkeligt op igen ved min egen og den tililende Adolfs Hjælp. Det Hele var jo »Ingenting«, som vi begge trøstede os med, men det var dog et koldt Bad, og da jeg nu vilde løbe mig varm igen, mærkede jeg, at jeg havde faaet en indvendig Kulde i mig, som ikke saaledes kunde »løbes« væk. Vi spændte Skøiterne af og satte i Trav hjemefter. Fader var jo ude, saa den hellige Grav var vel forvaret. Adolf hjalp mig af de stivfrosne Klæder i Seng; et Sæt tørre Klæder blev udtaget af Skabet og lagt over Stolen ved Sengen, det vaade Sæt paatog Adolf sig at bringe over i Kuskekammeret. Alting var i Orden jeg fik en Slurk af den Vin, som var bleven tilbage i Flasken, og da jeg mente, at jeg havde bedst af at falde i Søvn, lod jeg Adolf gaa med Lampen og det vaade Tøi. Jeg faldt ogsaa i Søvn og blundede uroligt. Jeg vaagnede ved at høre Fader komme hjem, men da jeg ikke havde en ganske ren Samvittighed, foretrak jeg at lade, som om jeg sov. Han var nok urolig og stærkt optaget af sine Tanker, kunde jeg mærke. Han smaamumlede for sig selv, sukkede, da han var kommen i Seng, og laa og kastede sig frem og tilbage i Halvsøvne. Jeg gav mig til at grunde og spekulere, hvilket jeg ikke burde have gjort. Stundom var jeg kold som Is, stundom følte jeg mit Blod flyde i Aarerne som hed Olie. Jeg begyndte at fantasere. Jeg saae en uhyre isbelagt Flade for mig. Det var ikke Sortedamsøen derude mellem Forstæderne. Store, stille Skove til alle Sider, hvor Sneen laa blødt som stivnet Flødeskum inde mellem de sorte Stammer. Jeg saae hvide Monumenter, mørkere end Sneen, derinde mellem Træerne, nøgne Guder og Gudinder, der syntes at hoppe paa Tæerne ovenpaa deres Piedestaler for at holde Kulden ude. Tænderne klaprede mig i Munden ved dette Syn. Saa brød der en Strøm af sydende hedt Blod gennem mine Aarer. Henimod mig kom over den speilblanke Flade glidende paa Skøiter, vuggende sig taktmæssig i de smidige Hofter, en 146 Dame med Muffe og Pelskrave. Jeg saae og hørte, hvorledes de smukke Fødder med de blanke Jern under skiftede rutsch, ratsch henover Isen, og rundtomkring klang det inde fra de stille Skove rutsch, ratsch, indtil Lydbølgerne syntes at sætte Isdækket i en gyngende Bevægelse. Nu gled det Slør tilside, som Damen havde haft for Ansigtet. Det var Fru Brunnow. Hun saae ængstligt paa mig, og Læberne syntes at bede mig om at komme hende til Hjælp. Hun vaklede under Isens Bølgegang, snart laa hun over mod den ene Side, snart mod den anden, men stadig vedblev hun at fæste sine bedende Øine paa mig. Min Hjerne begyndte at forvirres under al denne Gyngning. Jeg vilde ile frem imod hende, men mine Fødder vare som fastgroede. Nærmere og nærmere kom hun mig; min Angst for hende og min Forfærdelse over ikke at kunne løsrive mig voxede, og netop som jeg havde faaet Fødderne løsnede, slog hun Armene med Muffen op over Hovedet og forsvandt i en Vaage. Jeg gav et høit Skrig fra mig.

Hvad er der, Erik? hørte jeg min Faders Stemme.

Jeg stirrede forvildet ud i Mørket: Jeg tror, jeg er syg!

Aa, Du har drømt! Vend Dig om paa Siden!

Denne Stemme virkede disciplinerende paa mig som altid. Jeg vendte mig om paa Siden og søgte at samle mig. Men min Hjerne var nu aldeles fortumlet, mit Hoved forekom mig som det Kæmpegræskar, jeg havde seet ved en Haveudstilling, og hen paa Morgenen mærkede jeg deltagende Ansigter bøiede henover mit. Jeg kendte min Faders og vor gamle Huslæges. Jeg hørte den sidstes rolige Stemme: Han har Feber. En Forkølelse formodenligt. Det er jo Aarstiden til det!

Jeg laa et Par Dage, hvori jeg, som mine Søstre siden fortalte mig, bestandig fantaserede om en Dame paa Skøiter, med Muffe og Slør. Du er nok bleven forelsket paa Isen! tilføiede de.

Den første Morgen, da jeg atter vaagnede med klart Hoved og klare Sanser, sad min Fader paa Stolen udenfor min Seng og læste et Brev. Jeg saae paa mit Sengetæppe; der laa Omslaget, det var hendes Skrift.

Fader foer sig med Haanden over Panden og knugede Fingrene om Brevet. Idetsamme gik Døren fra Trappegangen ind til Studereværelset, og vor Huslæges venlige Stemme lød igennem Portieren: Godmorgen!

147

Fader sprang op og gik ind til ham.

Brevet var faldet paa min Stol. Jeg snappede det med en Kats Hurtighed og læste:
Adolf! Kommer til Dig iaften. Du maa høre mit sidste Ord og tage mit
Farvel.
Helene.

Jeg slap Brevet, som om jeg havde brændt mig, lænede mig tilbage paa Puden med lukkede Øine og gentog: Adolf!... Kommer til Dig iaften... maa høre mit sidste Ord... mit Farvel... Helene.

Lægen havde grebet min Arm og følte Pulsen. Jeg saae paa ham; det forekom mig, at han stod helt henne i det modsatte Hjørne af Værelset.

Saa, saa! lidt Feber endnu; lad mig see Tungen. Det er godt; nu er vi jo ovenpaa!

Fader stod ved Siden af ham, men ikke desmindre ligeledes helt henne i den anden Ende af Stuen. Han havde et saa alvorligt Udseende, at det gjorde mig helt ondt for ham.

Lægen tog ham ved Haanden: Han feiler skam ikke noget videre nu; Du kan være ganske rolig, Dahl!

Fader smilede mat: Tak skal Du have for Din Beroligelse. Jeg nærer forresten ingen Frygt Det er naturligvis en ganske almindelig Forkølelsesfeber, og nu er den jo ovre næsten. Fyren har formodenlig været paa Skøiter og er faldet i. Jeg hørte en af hans Kammerater tale derom ....

De gik.

Jeg saae ud over Sengekanten. Brevet var der ikke.

Altsaa har han taget det igen!

Jeg laa et Par Timers Tid med denne forunderlig stille Tomhed og tomme Stilhed inden i mig, som jeg først atter traf hos mig og hilste som en gammel Bekendt, da mange Aar vare gaaede og da jeg nede i Italien havde faaet den første betydningsfulde Rendezvousbillet fra en distingveret Skønhed, som tilfældigvis havde fundet, at blondt, kruset Haar var smukkere end sort, glat Haar. Jeg var jo bleven sat i Kundskab om noget, som skulde ske, noget, som strax, da jeg læste derom, sugede alt Blodet fra mit Hjerte, noget, som jeg efter al Sandsynlighed kom til at overvære, noget, som ... ja, nu kunde jeg jo sagtens tænke derover, nu, da det var blevet saa stille inden i mig, 148 men lige strax, da jeg havde læst... Goddag, er det Dig, Adolf! hvorfor kommer Du saa listende?

Jeg troede, Du sov! Gudskelov, at Du atter er bedre!

Er det Dig, der har sladret af Skole om Isen? spurgte jeg en lille Smule fornærmet. Han saae paa mig med sine store troskyldige Øine: Jeg .... ja, jeg fortalte Moder det. Jeg fortæller Alting til Moder. Maatte jeg kanske ikke det?... Jeg beder Dig om Forladelse!

Han kom hen og kyssede mig paa Panden.

O ve, dette Kys.....!

Du er en forunderlig Fyr, Adolf! Bruger man sligt i Gibraltar?

Ja, Du. Der kysser og omfavner man altid sine Venner!

Længes Du efter Gibraltar?

Nei slet ikke. Der er jo nok ganske kønt, men man kan jo ingen Steder komme hen der. Man kan spadsere i Alamedaen, naar det da ikke er for varmt. Og man kan springe omkring oppe paa Klippen -ligesom mine Aber; men videre kommer man ikke, med mindre man vil ro over til Algesiras; og der er Ingenting at see! - Forresten er det saa længe siden jeg har været der! tilføiede han.

Ah ja, Dine Aber. Kan Du huske den Aften, Adolf?

Om jeg kan! Jo; jeg vil hundrede Gange før bo i Fredensborg end dernede op ad den varme Klippe. Men nu skal Du høre. Du kender jo nok ham den tykke Klausen i syvende Klasse? han faldt idag ned ad Trapperne og rev Himbegimbe med sig, som netop skulde op med Protokollen. Og veed Du hvad saa ....

Der kom en hel Række Begivenheder fra de sidste Dage i Skolen. Jeg ønskede i mit stille Sind, at Adolf havde været mindre veltalende idag. Endelig tog han en Bog og gav sig til at læse høit for mig. Men det kunde jeg ikke taale. Da Middagstiden kom, blev han kaldt ned af min Søster for at spise hos os. Jeg følte formelig Lettelse ved at blive ene med mig selv og min Feberkost, Mælkemad og Fisk. Saa kom han op igen.

Er Din Fader ogsaa syg, Erik?

Det veed jeg ikke noget af!

Han seer da saaledes ud Jeg tror, hele Verden er syg idag. Moder havde Hovedpine, og hun saae ud, som om hun havde grædt!

Saa-aa!

Vi fik tændt Lampen. Han satte sig ned ved Bordet foran Sengen og begyndte paa Kladden til en dansk Stil. Af og til spurgte han mig 149 om noget, som jeg svarede ham paa hen i Taaget. Jeg erindrer, at jeg af og til lo for mig selv ved Tanken paa den Stil, det vilde blive. Men jeg blev ligesaa hurtigt alvorlig igen og trak Veiret dybt. Da Klokken var sex, halvsyv, kom Fader op og spurgte, hvorledes jeg havde det. Jeg takkede; jeg havde det godt, men var bare meget træt og troede nok, at jeg snart kunde falde i Søvn og sove som en Sten!

Det er godt! Adolf kan gaa i Kasino med Dine to Søstre. De har vaaget hos Dig igaar og trænger til lidt Opmuntring iaften!

Saa gik da Adolf og Søstrene. Jeg slukkede Lampen og - ventede.

Jeg laa længe i Mørke. Var det nu dog alligevel ikke en Skam af mig saadan at spille Lurerens Rolle? Hm! jeg var jo syg og kunde ikke flytte mig. Det holdt ikke Stik! Jamen jeg elskede, elskede hende. Føl, hvor mit Hjerte bankede og hvor min Kind var hed! Det undskyldte mig noget, men dog ikke helt. Nei; jeg vidste det nok; men der var en Strøm inden i mig, der var stærkere end alle Bebreidelser. Jeg følte hverken Ret eller Uret længer. Jeg ventede.

Jeg hørte Nogen gaa derinde. Det var Faders Skridt. Det nærmede sig med et Lys i Haanden. Jeg lukkede Øinene og aandede roligt og taktfast som en trygt Sovende. Lyset bøiede sig over mig? Jeg skælvede i mine inderste Nerver, men jeg holdt mit Muskelspil i Ave og sov trygt videre.

Han sover! hørte jeg Fader mumle. Hvor Børn dog altid kan sove!

Lyset fjernede sig. Alt blev stille. Jeg hørte kun af og til Raslen af en Bogs Blade derinde ved Siden af gennem Portieren, og jeg indbildte mig at kunne see, hvorledes hans Fingre skælvede, naar de slog Bladene om. Han ventede jo ogsaa.

Jeg blev nu for Alvor træt af al denne Spænding. Mine Øienlaage faldt halvt til, jeg begyndte at see smaa Kredse, der dreiede sig rundt i Mørket. Jeg gjorde en kraftig Anstrengelse, og holdt mit Blik stift heftet paa Portieren, hvor Lampeskæret skinnede svagt igennem. Men jeg blev mere og mere overvældet af Trætheden. Jeg ... ak ja .... det var umuligt at modstaa... Jeg.... faldt.... i Søvn.

Tys! Hvor længe havde jeg sovet? og hvad var det, jeg havde drømt?... om hende ... at hun laa foroverbøiet paa Gulvet, ligesom den Dag, da Lynet....

O Gud! hun var derinde. Det var hendes Stemme, hendes graad-kvalte Stemme. Ordene utydelige. Jeg maatte, ja jeg vilde see hende, om det saa skulde koste Livet. Jeg var som Marmor inden i af Frygt 150 og Fasthed paa een Gang. Men igennem dette Marmor løb der en Aare, som skæmmede Blokken. Ligemeget! Derhen til Forhænget.

Jeg svøbte mit Sengetæppe om mig og listede mig derhen. En Indianer skulde ikke have kunnet gøre det bedre.

Der laa hun. Rigtigt. Paa Knæ foran Faders Stol; den, hvori jeg havde siddet forleden Aften, da jeg drak hendes Øines Skaal. Jeg saae ikke disse Øine; de vare sænkede og fulde af Taarer. De skønne Arme strakte hun bedende op mod Fader. Han sad i sin Stol - jeg veed ikke, hvorledes jeg kom til at gøre denne Sammenligning, men han mindede mig om Kommandanten i Don Juan.

Vær dog ikke saa haard, Adolf; hører Du! Hav dog et Ord for mig, inden jeg forlader Dig. Jeg holder det ikke ud, nei ikke ud. Du veed dog ikke, hvor jeg har elsket Dig, hvor jeg elsker Dig endnu!

Graaden kvalte fuldstændig hendes Ord.

Min Fader greb hende heftigt om Haandledet:
Du har elsket mig, Du elsker mig endnu, siger Du! Helene; giv mig fuld Besked, fuldtud Svar paa mit Spørgsmaal: hvorfor reiser Du? hvem er det, som har den Magt over Dig, at et Brev kan faa Dig til at glemme.... til at glemme Alt, hvad der binder Dig og mig sammen?

Hun rev sine Hænder fra ham og knugede dem for Ansigtet. Der kom intet Svar, men kun voldsom Hulken.

Han stirrede paa hende og rykkede sin Stol tilbage. Hun faldt aldeles villieløs forover, og havde berørt Gulvet, hvis han ikke havde grebet hende og støttet hendes Hoved mod sit Knæ.

Helene! sagde han, og hans Stemme havde sin haarde, klangløse Tone. Jeg ser det. Jeg er Dig for alvorlig, for meget af en Mand. Ha ha! Du har talt mine Aar, erindret mine Børn, og ustadig og letbevægelig som Du er, som alle Kvinder ere, har Du etsteds fra Udlandet knyttet en tidligere Ven til Dig, en yngre, ja naturligvis, en ung og smuk Springfyr, en Militær maaske; - Du sværmer jo for Uniformer. Nu kaster Du mig tilside som et Stykke Legetøi, der kun skulde benyttes en Tid. Det er blevet for gammelt; ikke sandt? Min Erfaring, min Aand, min Overlegenhed, Alt det, som Du engang saa smukt fortalte mig havde vundet Dit Hjerte, Alt dette kastes tilside for et glat Ansigt. Nuvel, Helene, kast mig tilside. Men ved den Kærlighed, som Du paaberaaber Dig, ved den Kærlighed, jeg som en Mand, der ikke forgæves har levet i Verden, bærer til Dig: Du skal, inden vi skilles, idetmindste sige mig Sandheden. Jeg vil erfare, hvem det er, der 151 saaledes disponerer over Dit Liv, Dine Handlinger, gennem en eneste Papirslap. Svar mig, hører Du, hører Du! Eller gaa, og tag min Foragt med Dig!

Hun bøiede sig langsomt tilbage, endnu knælende; hun holdt Hænderne pressede foran Brystet. Ligbleg, med dirrende Ansigtsmuskler og en næsten udslukt Stemme stønnede hun:
Ja, jeg skal sige Dig det... det er... min Mand!

Min Fader sprang op. Han stirrede paa hende; og saa lo han. Hu! den Latter glemmer jeg ikke.

Din Mand! Helene .... Du! .... Nei! det er umuligt. Det er en slet Udflugt. En Spøg.... hører Du .... en Spøg! Siig, at det er det! siig, at det er enhver anden, hører Du. Men blot ikke dette, blot ikke dette!

Han knugede sine Hænder sammen og lænede sig op imod Skrivebordet. Han saae ud som en Fægter, der, truffet dybt og farligt, ikke vil give sig og dog viger tilbage.

Hun reiste sig langsomt, indtil hun stod foran ham i sin fulde Høide. Jeg har endnu indtil denne Time gennem hende et Begreb om, hvorledes den høieste Kunst synker mat til Jorden for det simple, enkelte Udtryk af Menneskelivets Adel midt i dets Sorg eller Brøde. Hendes Taarer flød ikke længer. Hendes Øine søgte hans, og han slog sine ned.

Uretfærdige og Haarde som Du er, som Mændene ere. Du har aftvunget mig denne Tilstaaelse, som netop min Kærlighed til Dig vilde skaane Dig for; og see nu, hvorledes Du bærer den! Var det Dig, som var den Overlegne? Hvor er nu Din klare Dømmekraft, Dit frie, aandrige Syn paa Livet, som ikke lod sig skræmme af de snevre, dagligdags Hensyn? Kom nu med Din Veltalenhed og Din Villie; nu har vi Brug for dem begge!

Hun gjorde et Skridt tilbage, famlede ud til Siden med Haanden og fik fat om en Stoleryg. Hendes Stemme sænkede sig, hun fortsatte med nedslagne Øine, som hun kun nu og da løftede paa ham, naar hun nævnede hans Navn eller satte ham i Forbindelse med sin Fortælling.

Min Mand; ja! - Og saa hør da nu, hvad jeg har skjult for Dig hidindtil, og hvorfor jeg har skjult det.... Som jeg har sagt Dig, var min Fader Skibsfører. Da han var bleven gift, havde han som oftest min Moder med sig ombord. De To holdt saa meget af hinanden. Begge vare her fra Landet. Han var dengang i Frugtfarten, som det hedder.

152

Jeg blev født paa Middelhavet under hans anden Reise fra Sicilien, og Moder og Datter blev bragt i Land i Gibraltar, hvor den danske Konsul var en Ven af Fader. Dette blev herefter min Moders Opholdssted i de Aar, min Fader foer paa Middelhavet. Han forliste netop paa sin sidste Reise under Sardinien og blev borte tilligemed de fleste af Mandskabet. Min Moder døde snart efter. Allerede som Barn, Adolf! saae jeg, hvormeget de to holdt af hinanden. Jeg blev opdraget i den danske Konsuls Hus som hans eget Barn, og jeg var et rent Barn endnu, da jeg blev gift. Den gamle Konsul troede vel at handle til mit eget Bedste; dengang blev man jo bortgiftet saaledes. Det var en Ungdomsven af ham, en rig Købmand med irsk Navn, af irsk Slægt og Opdragelse. Jeg græd og bad, men jeg var jo et Barn og - jeg kendte ingen Anden, elskede ingen Anden. Jeg blev viet til - en Katholik, og - ak, Adolf - for at imødekomme min bigotte Gemal lod man mig træde over i det katholske Samfund Man kunde i Virkeligheden dengang lige saa godt have solgt mig over til Fyrsten af Marokko og ladet mig afsværge mine Forældres Tro til Fordel for Muhamedanismen. Det var i Sandhed en Mesalliance i Ordets egenlige Forstand. Min Gemal var en Halvhundredaarig; - see ikke saaledes paa mig, Adolf! jeg var jo dengang et Barn, næppe femten Aar. Min Mand var bigot Katholik og af et mørkt og indesluttet Gemyt. Han var skinsyg paa min Ungdom, skinsyg paa min uskyldige Hang til Smaaglæder og Adspredelser. Om jeg virkelig var bleven Favoritinde derovre hos Fyrsten af Marokko, jeg kunde ikke have levet mere bevogtet og indespærret. Mit Fængsel var pragtfuldt, men det var et Fængsel. Jeg havde Tjenere, mandlige og kvindelige, til min Opvartning, Papegøier og Kolibrier til min Omgang, og jeg havde Lov til at øve Sang og Musik med en gammel spansk Lærer, der var halvblind og Menneskehader. En Dag kom han i en usædvanlig Stemning over en lille andalusisk Klagesang, som han fandt mellem mine Noder. Han fortalte mig om sin Ungdoms Kærlighed. Hun var paa en Udflugt ovre i Tanger bleven røvet af Fyrstens Soldater. Først et Aar efter lykkedes det den sendrægtige spanske Regering at faa hende udleveret. Hun kom da fra Sultanens Harem, og saasnart hun var kommen over paa spansk Grund, dræbte hun sig selv. Jeg græd Dage og Nætter over den stakkels unge Pige. Min Mand var rasende, og den gamle Musiker blev jaget væk. Jeg blev mere end een Gang fristet til at lægge Haand paa mig selv i min Fortvivlelse. Men saa kom det, der 153 hjalp mig over. Jeg var ikke længer ene, jeg skulde blive Moder. Min Dreng blev født, min lille Adolfo!

Hun gjorde et Ophold. Jeg saae til min Fader. Han stod bleg og bevæget, hans Arme vare gledne ned til Siderne.

Hun fortsatte, idet hun fæstede sine Øine paa ham:
Du har jo over hundrede Gange talt om Ligheden mellem min Dreng og mig. Ja, sikkerligt, jeg selv kunde søge længe for at finde et Træk hos ham, der mindede mig om hans Fader. Jeg erindrer endnu i dette Øieblik, hvor ængstligt jeg Dag for Dag efter hans Fødsel iagttog hans lille Ansigt, og hvor jublende den Glæde var hos mig, da jeg efter Maanedernes Forløb kom til Sikkerhed om, at det var mit Billede, mit Udtryk, Liv af mit Liv, der hvilede i mit Skød, og blev vugget i mine Arme. Jeg har aldrig siddet for Speilet saa ofte, som jeg dengang gjorde. Jeg vilde have anklaget mig selv som for en Forbrydelse, hvis jeg ikke havde fundet, hvad jeg saa ængsteligt søgte. Den gode Gud i Himlen, der i sin uransagelige Visdom kan tillade slige Forbindelser, hvor Kødet synes at modstaa Kødet og Aanden værger sig mod Aanden, skænker dog i sin Kærlighed den ulykkelige Moder den Opreisning for hendes Lidelser og Smerte, at den hemmelighedsfulde, usalige Spire bliver til hendes Frugt, hendes!

Endnu Barn af Aar var jeg bleven Moder ved den Mand, som jeg ikke elskede, som jeg følte Frygt, ja Rædsel for. Jeg var bleven Moder. Jeg elskede og tilbad min lille Dreng, og denne min Moderkærlighed gav mig en Kraft og Styrke overfor min Gemal, som jeg selv forbavsedes over. Jeg svor, at jeg trods Kirke og Sakramenter vilde forlade ham med mit Barn eller dræbe os begge, hvis han ikke indvilgede i den Betingelse for vort fortsatte Samliv, som jeg nu følte Menneskets Ret i mig til at hævde for min Ungdom, der var solgt til hans Hus, købt for hans Penge. Han satte Himmel og Jord i Bevægelse, omgav mig med Præster og søgte at faa Lægernes Attest for min Galskab for at tiltvinge sig den Myndighed over mig, som han - o Gud, Adolf, hvor Menneskene kunne være frygtelige - vilde misbruge imod mig. Men lige saa vist som Barnet var et Lam, da det blev købt af ham, saa var Moderen nu en Tigerinde. Jeg gennemførte en saa planmæssig Stumhed og Utilgængelighed overfor disse Præster, der kom krybende enkeltvis eller marscherende i Flok ind i mine Værelser, og Lægerne vare til Held for mig engelske Garnisonslæger fra Fæstningen, Gentlemen, der gennemskuede Sagen og forsvarede 154 mig. Saa kom det da til en bindende Overenskomst mellem ham og mig, hvor min Ret blev mig sikret. Sagen vakte stor Opsigt dengang i den lille By; men jeg tænkte i min første Stolthed og Glæde ikke derpaa. Jeg havde mit Barn og dets Moders Ære for mig selv. Hvad brød jeg mig saa om, at mit Fængsel blev mig endnu snevrere, min Frihed endnu mere indskrænket. Min Friheds Høieste og Helligste var mig dog sikret, og det var endda høitideligt bleven svoret ved Officersmessen deroppe i Klippefæstningen, at enhver Klinge, enhver Pistolmunding i det irske og høiskotske Garnisonsregiment vilde blive rettet mod min Gemal, hvis jeg vilde søge Tilflugt under Vaabnene mod en brudt Overenskomst. Det var pinligt, ja til det Yderste pinligt for en saa ung Kvinde at vide alt dette ude mellem saa mange Mænd, men Samfundet var saa lille og snevert omkring mig, og min Mands Adfærd havde selv givet Sagen et saa vidt Omfang, at det ikke kunde være anderledes. Desuden var der noget i denne middelalderlige Vaabenbeskyttelse, der tiltalte mit romantiske Sind. Jeg havde min Faders og hans Slægts Sømands- og Æventyrerblod i mine Aarer, ligesom jeg fra min Moder havde det Hang til stille Drømmen og den Forkjærlighed for rolig Hvilen i Musik og Læsning, der gjorde mig min Indespærring overhovedet udholdelig. Og jeg var saa ung dengang; ak, kære Adolf, saa ung, saa ung!

Hun foer sig med sit Lommetørklæde over Øinene. Der var dødsstille i Værelset, og jeg hørte de to Menneskers Aandedræt, der stod der overfor hinanden, og som nu skulde skilles. Ja; det var Adskillelse, det følte jeg paa mig, og mine Knæ vaklede under mig, og jeg frøs i mit Tæppe og syntes, at Verden var saa ganske anderledes, end jeg havde tænkt mig den, og at der slet ikke behøvedes at blive skrevet de mange Romaner; man kunde jo blot leve, leve længe nok; og hvor kort Tid behøvedes der saa ikke til at see gennem Forhænget, naar man blot var paa de rette Steder, f. Ex. paa Gibraltar! Og hvad saae man saa?

Hun vedblev:
Jeg levede saa ensformigt, men dog, efter Alt, hvad der var foregaaet, saa tilfreds i mit eget Selskab med min lille Søn. Min Mand saae jeg efterhaanden sjeldnere og sjeldnere. I Begyndelsen forsøgte han ved alle tænkelige Opmærksomheder at bringe en Tilnærmelse istand Han sendte mig de mest overdrevne Foræringer, lod mine Værelser udstyre med en Pragt, der ordenligt gjorde mig ængstlig for 155 at bebo dem. Han lod opføre en Villa i den yderste Ende af Byen ved Gibraltarklippens Fod, med det deilige Middelhav lige under mine Vinduer; i den lille Have, omgivet paa maurisk Vis med en høi, takket Mur, voxede Palmer og de deiligste, duftende og pragtfulde Blomster. Jeg havde Alt, hvad en paa østerlandsk Vis indespærret Kvinde kan have, duftende Blomster, plaskende Fontæner, mildt susende Palmer og den mest straalende Udsigt i Verden maaske. Alt; kun ikke en Mand, hun elskede. Jeg blev kold og uberørt ved det altsammen. Det var jo kun lige saa mange Snarer for mig, Avktionsbud paa den Gunst, som Kvinden, naar hun føler sig som Kvinde, tidt og ofte kan give bort i grænseløs Blindhed, men aldrig sælger. Han skaffede sig Sangere fra Cadix og Sevilla, som i de deilige stille Nætter opførte den herligste Musik, sang de mest smeltende Sange under mine Vinduer. Tonerne lokkede Taarer i mine Øine, men' det var den haabløse Længsels og Fortvivlelsens Taarer, og naar jeg blev hans egen Skikkelse vaer blandt det leiede Orchester, saa gøs det i mig. Til Slutningen blev han til Latter for Byen. Saavel den spanske som den engelske Befolkning gav ham Øgenavne. For mig var det pinligt; han blev rasende, da han erfarede det, og trak sig tilbage. Saa voxede hans Skinsyge næsten indtil Vanvid. Ja, hvis der skulde været udstedt nogen Attest for ham eller mig, saa kunde han sandeligen være bleven benævnet som han var: afsindig. En Dag kom han ind i mit Værelse med sin Skriftefader. Han var som ude af sig selv og paastod, at der var bleven bragt Breve ind til mig. Jeg blev bleg, men samlede mig hurtigt, tog min lille Søn i mine Arme og rakte ham med bortvendt Hoved Nøglerne til alle mine Gemmer. Han foer omkring som en Vild, gennemsøgte og knuste Alting, og kastede sig endelig paa Knæ for mig og bad mig om Tilgivelse, idet han greb efter Sømmen paa min Kjole. Jeg vendte mig fra ham med Skræk. Saa sprang han op med knyttede Hænder og raabte, at jeg bedrog ham. Jeg svarede ham, at jeg vilde ønske jeg var død. Nei! siig, at det var mig, som Du vilde ønske var død! skreg han. Men jeg døer ikke saa let. Jeg skal overleve Dig, og ingen Anden skal komme i Besiddelse af Dig! Du veed, at vort Ægteskab er uopløseligt. Du veed det, ikke sandt? Men ikke nok hermed; Du skal nu sværge den Ed, jeg her befaler Dig, og Du skal sværge for Hr. Pateren her ved de hellige Sakramenter og imod evig Fordømmelse, at Du blindt vil lyde i Alt hvad jeg befaler Dig og i Alt hvad jeg paalægger Dig, lige indtil Din eller min Død.

156

Blind Lydighed i alt Andet end det Ene, som Du har fralistet mig, og derved gjort mig til en Spot for mig selv og til Latter for Byen. Hører Du, aflæg Eden, eller jeg myrder Dig!

Han var forfærdelig at see paa. Fraaden stod ham om Munden. Jeg følte, at han i det Øieblik kunde dræbe mig, hvis jeg ikke adlød; og mere død end levende, med min Dreng knuget op til mit Bryst, aflagde jeg Eden paa at efterkomme hans Befalinger, hvor jeg saa end var i Verden, paa hvilken Tid og paa hvilket Sted hans Bud maatte træffe mig. Nu har jeg Dig! nu har jeg bundet Dig, skreg han. Ingen skal nyde Din Gunst, naar jeg ikke kan det. Jeg skal holde Dig i et Fangenskab, hvor Du saa er, og jeg skal leve længe nok til at see Dig dø saaledes, som Du nu lever!

Han stirrede paa mig som et Dyr. Jeg var paa det yderste Punkt af Angst og Fortvivlelse; jeg troede, han vilde bruge Vold imod mig, og slap mit Barn for at værge mig med det Vaaben, som jeg paa Spanierindernes Vis altid bar hos mig. Han greb efter mit Barn; jeg skreg høit. Men nu kastede Pateren sig imellem os. Det blev dog selv ham for meget. Min Gemal lo: Behold Du Dit Legetøi, baade Dit Barn og Din Stilet; dersom der ikke var andre Vaaben her i denne forbandede By, der beskyttede Dig, saa skulde ... Han gik som en Afsindig med sine knyttede Hænder omkring i Værelset og trampede paa de Ting, han allerede havde knust. Saa foer han atter hen til mig, kastede sig ned paa Gulvet og tryglede mig under Taarer om min Kærlighed. Jeg sagde ham, at jeg foragtede ham, og at han bragte mig og mit Barn Døden.

Saa lod han mig i Fred i længere Tid, men omgav mig fra alle Kanter med Lurere og Spioner. Det var et Helvede, jeg levede i; men jeg havde Adolf og min Musik, og mit Sind var let; naar jeg i flere Uger ikke havde set ham, kunde jeg næsten glemme hans Existens.

Saaledes gik Aarene. Men efterhaanden som mit Barn voxede fra den besværligste Del af den moderlige Pleie, følte jeg dog Tomheden og Savnet omkring mig. Det gik endnu nogle Aar, saa følte jeg, at jeg vilde bukke redningsløs under af Tungsind og Sorg, hvis der ikke indtraf nogen Afvexling i mit Liv. Min Mand havde bestandig omgivet mig med alle disse Spioner, som hans Skinsyges Fantasier fandt nødvendige til at bevogte mine Skridt. Han kunde trygt bevogte mig, intet af mine Skridt indeholdt hverken Fare for mig eller ham. Der kom Ingen til os undtagen nogle ældre Købmænd, der halvveis 157
ynkede mig, halvveis saae mig over Hovedet. Men saa blev en Slægtning af min Mand garnisoneret i Fæstningen. Det var en stor og stolt Officer, indesluttet af Væsen ligesom min Mand; han havde Ord for prøvet Tapperhed, men tillige for Barskhed og Tyranni mod sine Undergivne. Han besøgte sin Fætter og traf undertiden mig. I Begyndelsen var han frastødende og kold, og dette var vel Grunden til, at min Gemal ikke strax fjernede ham, som han havde gjort ved saa mange Andre. Men han talte dog til mig; det var mig altid nogen Trøst og Opmuntring, og jeg var venlig og ligefrem imod ham. Ef-terhaanden virkede nu alt det Spioneri paa mig, som jeg havde været udsat for. Uagtet jeg i mit inderste Hjærte egenlig ikke kunde lide den Fremmede og aldrig følte eller kunde føle Kærlighed for ham, saa var der dog Noget, som pirrede og æggede mig først og fremmest til Trods mod det Tyranni, for hvilket jeg var Genstand, og dernæst ogsaa en saa naturlig Lyst til dog ogsaa engang at see et venligt Blik, høre et hengivent Ord. Gud er mit Vidne, at mine Ord som mine Tanker aldrig kom udenfor dette; men han mærkede min Interesse for ham, og Dag for Dag, Uge for Uge, Maaned for Maaned saae jeg hans Barskhed og Ordknaphed forsvinde, indtil det endelig blev mig klart, hvilken Fare jeg udsatte mig for ved en mulig Misforstaaelse af min Interesse for ham. Det var mig en stor Trøst, at han blev forsat til Tjeneste i Ostindien, og hvor nær Faren havde været, mærkede jeg først, da han ved Afskeden, hvor han tilfældigvis et Øieblik var alene med mig, sagde mig saadanne Ord, at jeg ikke kunde tvivle paa Meningen, der laa bag dem. Jeg bad og besvor ham, om at fjerne sig skyndsomst; han kjendte jo mit Forhold og min Mand. Han bukkede med et Smil og sagde: Vi sees igen! Det var de sørgelig-ste Aar af mit Liv, som nu gik. I Begyndelsen af det første Aar havde Officeren paa en eller anden ubegribelig Maade faaet Leilighed til at sende mig Breve næsten lige ind i min Haand. Ethvert Tyende, selv det iforveien bedst betalte, kan jo bestikkes, saalænge det kun er et leiet Tyende, og jeg havde ikke engang en mig virkelig Hengiven om mig. Jeg brændte øieblikkelig disse hans Breve uaabnede, og svævede i den frygteligste Angst for at jeg skulde blive røbet. Man vilde sikkert ikke have troet paa min Uskyldighed. Efterhaanden holdt dog Brevene op; Vedkommende har formodentlig indberettet den Brug, jeg gjorde af dem. Min eneste Trøst var Omgangen med min Adolf, der nu var bleven en stor og smuk Dreng, og som især dengang 158
lignede mig saameget, at min Mands Vrede altid laa over ham. Jeg havde dog min stadige Bekymring for hans Fremtid under den uretfærdige Fader og med en Opdragelse hos mig, der næsten var klosterlig. Saa kom pludselig en Dag Officeren tilbage til Gibraltar. Han gjorde strax Fætteren sin Opvartning, og jeg havde ikke ondt ved at see, at hans Tanker overfor mig ikke havde skiftet Genstand. Havde jeg endda elsket ham! ja tusind Gange hellere det og saa bære alle Følgerne af en Elskov, som ingen Mand i Verden med Hjærtet paa det rette Sted kunde have kaldet brødefuld under de Omstændigheder, hvorunder de bedste Aar af mit Liv var hengaaet! Men jeg elskede ham ikke; nei, ikke et Sekund havde jeg skænket ham anden Tanke end den, enhver Dame kan skænke sin Mands Slægtning, i hvem hun søger et Selskab, en Omgang i en glædesløs Tilværelse. Min Frygt vendte tilbage og fordoblet. Det var tydeligt, at han havde opbudt Alt for at komme her tilbage og forfølge den Plan, som hans Hjærte eller hans Forfængelighed havde lagt. Jeg laa og græd om Nætterne med Armen om min Søns Hals. Min Gemal blev opmærksom paa mit forandrede Ydre, og hans letvakte Mistænksomhed fik rig Næring ved Sporene af de Taarer, som jeg græd over Usikkerheden i hans eget Hus, mit Fængsel. Saa kom endelig den Begivenhed, som jeg havde forudseet. Heldigvis for mig blev min Uskyldighed ved den Lurerscene, som min Gemal fik sat istand, ligesaa slaaende bevist, som Hensigten med Fætterens stadige Gang i vort Hus. Jeg fik en Kærlighedserklæring, der dog ikke - nei den kom ikke fra Hjærtet. Ingen Kvinde narres paa dette eneste Punkt, hvor hun er ufeilbar, især naar hun selv smægter efter en Kærlighed, der ikke er bleven hende til Del før i hendes Liv. Min Tilbeder fik en Udfordring af sin Fætter og blev haardt saaret af en Pistolkugle bragt paa Lazarethet og derfra sendt til England. Ingen i Byen eller Garnisonen havde tiltroet min Gemal den Resoluthed. Rimeligt er det, at hans Afsind her bragte hans Lidenskab saa høit op, at den overvandt hans Feighed. Thi feig var han, og feig er enhver Mand, der kan behandle en Kvinde saaledes som jeg var bleven behandlet. Som det gaar i ethvert kun halvciviliseret Samfund af Købmænd og Soldater, saa aftvang denne min Gemals Optræden alle hans Modstandere og Uvenner en vis sky Respekt. Jeg mærkede det og skælvede allerede for min Fremtid. Men jeg fik Bestyrkelsen paa min Mening om hans Feighed derved, at jeg nogen Tid efter fik Befaling til at reise til Genf, hvor Adolf blev sat i 159 en Skole. Jeg kunde have levet lykkelig der, skilt fra min Tyran og fra Minderne om mit Tyranni, hvis jeg ikke havde opdaget, at jeg overalt paa Hoteller og i private Huse blev iagttaget. De politiske Flygtninge kunne leve i Fred indenfor Schweiz's gæstfri Grænser; men jeg var en rig Katholiks Hustru, jeg levede ikke i Fred indenfor mine egne Værelser. Min Sundhed begyndte at lide herunder, jeg underrettede min Mand derom, og han lod mig vælge, hvilket Badested jeg vilde i Tyskland. Saa tog jeg, som jeg har fortalt Dig til forskellige Badesteder i det sydlige og i Mellem-Tydskland. Min Sundhed vandt jeg tilbage, og mere end de helbredende Kilder var maaske Skylden den, at det evige Spioneri omkring mig efterhaanden syntes at ophøre. Var min Mand bleven sløvet eller syg? Jeg brød mig ikke om at erfare Grunden. Aarene udvisker jo saa meget. Det var mig nok at vide, at min Frihed efterhaanden gaves mig tilbage. Jeg blev atter ung igen og saae paa Livet omkring mig med friske Øine. Jeg lærte meget under denne min Omflakken. I Luxusens og Nydelsens Arnesteder lærer man mere paa kortere Tid end i lange Aar i en fjern Afkrog af Verden. Jeg forstod dog at vrage imellem de Ting, jeg saae, og de Mennesker, jeg kom i Berøring med. Min Forskole havde været god, selv om den havde været ensformig. Jeg havde mange Beundrere, jeg fik Tilbedere, flere, end jeg ønskede det. Men bestandig opdagede jeg, at det kun var den »rige Enke«, for ikke at udtrykke mig endnu tydeligere og maaske endnu bitrere, der var Genstand for denne Hyldest, som i al sin Brogethed dog tilsidst blev mig Ensformigheden selv. At min Dreng, der nu havde udviklet sig raskt, var mig til Støtte og Skærm i mere end een Henseende, behøver jeg jo ikke at sige Dig. Og saa var det endelig, at jeg faldt paa at tage herop til Danmark, til mine Forældres Fødeland, hvor Alt strax slog mig med sin simple Hygge, sin Venlighed og Hjærtelighed, der ganske vist ikke havde Udlandets store Lyssider at fremvise, men til Gengæld ogsaa savnede de dybe Skygger - idetmindste i hvad jeg som Kvinde kunde komme i Berøring med. Mine Forældres Sprog havde jeg holdt i Ære og lært min Søn saa godt jeg formaaede. Der behøvedes kun kort Tid for at baade han og jeg fuldstændig blev hjemme deri, som i vort naturlige Modersmaal. Saa leiede vi for Sommeren den Kottage i Fredensborg og saa - traf jeg Dig!.......

Jeg følte bag Forhænget, hvor jeg stod, mit Hoved svimle. Hvad var dog Alt dette, jeg her havde hørt? - Men jeg fik ikke Tid til at 160 tænke herover, thi nu bevægede hun sig derinde; ja see, hun gjorde et Skridt fremad og greb med sine Hænder begge min Faders, som overlod hende dem som en Villieløs, som en Søvngænger. Hun havde Ret. Hvor var hans Villie bleven af?

Adolf! sagde hun og saae ham usigeligt kærligt, men ogsaa med inderligt Vemod ind i hans Ansigt, hvori Smerten kæmpede med Mandens Stolthed, og hvori Musklerne sitrede under hans Øienbryn og Skæg, og nedad hvis Kinder Taarerne dryppede, dryppede langsomt over hans Skæg og faldt paa Brystindlæget i hans Skjorte, som ellers var saa pletfri.

Adolf! kæreste Ven, den Eneste, hvem jeg har elsket, den Mand, som jeg elsker endnu trods det, at jeg har seet, hvor svag denne Mand er og hvorledes han i Vrede og Egoisme bærer Slægtens Mærke paa sig. Adolf! hør da nu mit sidste Ord. Vi maa altsaa skilles. Han fordrer det, og jeg adlyder. Lægen skriver i det Brev, som ledsagede hans, at han er svag og sløv, om end ikke der er Fare for hans Helbred i nærmere Forstand. Jeg tager ned til ham og tilbringer glædeløse Aar, hvormange veed jeg jo endnu ikke, i hans Hus. Jeg skylder Adolf det, foruden at jeg er bundet i anden Forstand. Al Din Filosofi vil ikke kunne bortraisonnere det, som en stakkels Kvinde ene har at støtte sig til, fordi hun seer, hvor svage selv de bedste af Mændene ere, og hvor lidet deres Filosofi nytter dem, der hvor deres Svaghed krydser deres Forstand og frie Dømmekraft. Al Tale herom vil kun være unyttig Tidsspilde, og vi har ikke mange Minuter for os. Adolf! Du fik min Kærlighed. Jeg kæmpede længe i mig selv, men Du fik min Kærlighed, og Du vil evig besidde den; ligefra vort første Møde, hvor Lynet i Virkeligheden slog ned i mig, og hvor Du studsede over at høre Dit eget Fornavn nævne, som jeg nu vil kunne gentage hundrede Gange, uden at Nogen vil ane andet, end at det er min Søns Navn, ligefra vort første Møde, siger jeg, havde Du mit Hjærte. Du veed, at jeg gav Dig det frit og frankt, som en Kvinde kun kan bortgive, hvad hun eier, een Gang i sit Liv. Og jeg vil aldrig angre dette; i den Forstand er jeg stærk nok, stærkere vel end de fleste Kvinder, og har min egen Tro, som er hærdet og styrket under Lidelser og Savn. Jeg glemmer ikke Dig, men Du vil glemme mig ... nei, svar mig ikke, Du forvirrer mig, jeg er ikke Taler, som Du ... Du vil glemme mig, jeg siger ikke snart, men Du vil glemme mig, og hvis det ikke er over en Anden - thi dertil er Du vel nu »gammel« nok, som Du før 161 udtrykte Dig - saa vil Du glemme mig over Dit Arbeide i Livet, over Din egen Ærgærrighed eller Ærgærrigheden paa Dine Børns Vegne. Ak, jeg har føiet saamegen Erfaring fra dette halve Aar til min øvrige Erfaring, og jeg har seet med hvor liden Ret Mændene kunde be-breide os Alt det, som vi stedse maa høre som vore Svagheder. Hvem tror Du vel der er de stærkeste paa de afgørende Punkter? Men ligemeget; vi skilles, og jeg tager Dig med mig!

Hun slyngede Armene om hans Hals og kyssede ham ... Nei, lad mig tale ud. Jeg tager Dig med mig, og Du skal bo skjult herinde med al Din Styrke, al Din lyse Forstand, Alt det Herlige, Du har lært mig, alt det Gode, som jeg har lært at kende i Dig som Mand og som den ældre, erfarne Mand - thi det var kun en saadan og ikke et »glat« Ansigt, som Du før i Din Vrede sagde, der kunde vinde mit Hjærte. -Jeg tager ogsaa alt det Ringere med mig, alt det, som jeg i den sidste Tid har lært at kende ved Dig og som her iaften kom til det slemme, slemme Udbrud. Thi i Dine ringere Sider speiler sig netop det Bedste hos Dig, og jeg hverken elsker Dig eller har elsket Dig som en uerfaren ung Pige, der strax skaber sig et Ideal ud af sin Tilbeder og uretfærdigt gør ham Bebreidelser, naar Idealet synker. Til Gengæld efterlader jeg Dig her min Søn, min Adolf. Behold ham nogle Aar hos Dig, hvormange behøver vi ikke at afgøre. Baade Du og jeg har jo seet den mærkelige Forandring, der næsten lige paa en Gang foregik med Erik. Stakkels Dreng, jeg tror, at han hænger inderligt ved mig, og han vil maaske engang, naar vi ere blevne gamle Folk, ved sit blotte Ydre og sin Stemme kunne minde mig om min lykkeligste Tid, ligesom jeg veed, at Adolf vil minde Dig om mig, saalænge han bliver hos Dig. Jeg vilde hjærtelig gerne sige Din Søn Farvel. Sig Du det for mig. Han maa kunne indvirke paa min Søn; de holder jo af hinanden som to Brødre, ja, hvad bedre er, som to Venner. Jeg seer altfor godt Manglerne ved Adolf; men han er saa ung, og hans Feil ligger ikke dybt. Han er jo bleven opdraget formeget af et Fruentimmer og formeget som en rig Mands Søn. Begge Dele efterlader sine Mærker, men Ungdommen er elastisk; Sporene ville kunne udviskes, udglattes idetmindste. Han vil jo efter al Sandsynlighed engang blive rig. Opdrag Du ham nu saaledes, at han bliver denne farlige Stilling voxen. Jeg vilde for Alt i Verden ikke tage ham med hjem nu, uvidende om Alt som han er og allerede indlevet i et planmæssigt Arbeide. Jeg veed, at jeg i denne Henseende kan raade mig selv. Tag Du 162 ham da og gør noget Dygtigt ud af ham. Du veed jo, hvem Du gør dette for!

Hun tav og hældede sig op til Fader, stedse omslyngende ham med Armene. Saa brød pludselig Kvinden igennem hos hende. Hun knugede sig under en voldsom Hulken op til ham. Han skælvede og hviskede sagte beroligende til hende. Saaledes stod de et Øieblik; da rev hun sig løs: Nei, nei; ikke saaledes. Jeg veed, hvad Du vil sige ... Hvormange Aar?... Adolf, Adolf, spørg ikke ... hvis det ikke skulde ske, saa gik jeg ikke fra Dig nu ... lad os ikke nu tænke paa hvad der muligvis kunde indtræffe ... jeg lægger Alt i Hans Haand deroppe; jeg veed, at Du tænker anderledes, og Du er jo i Din Ret, som jeg er i min... men gør mig ikke Afskeden nu dobbelt tung ved at fremmane Billeder, som dog Ingen af os i dette Øieblik ere istand til at kunne beherske, saaledes som de skulde beherskes... I mit første Brev skriverjeg Dig til om Alt, hvad der er hændt mig paa Reisen ... men jeg maa vise stor Forsigtighed, og hverken Du eller jeg tør stole paa nogen ordnet eller udførlig Korrespondance ... Giv mig mit Shawl... saaledes... og min Kaabe ... Tak, Adolf!... hvor Din Haand ryster! ... Er det en Mand? ... gør som jeg; smil... kan Du see!..........

Farvel, Dyrebare! Tak! og velsignet være Du for Alt... Luk nu op, hører Du ... Min Ring? Ja, her, her paa denne Finger ... Farvel... Farv...!

Jeg hørte Døren gaa. Jeg kunde ikke see ud af mine Øine. Dog jo; nu gik det over. Der stod Fader med Haanden paa Dørlaasen, alene. Han dreiede sig imod mig og slap Laasen. Hvor han saae ud! Han sank hen i Stolen med Hænderne for Ansigtet og hulkede.

Jeg begriber ikke, hvorledes jeg fik Kræfter til at slæbe mig hen i Sengen. Men jeg laa der da igen. Hvorlænge havde det Hele staaet paa? Veed ikke! Hvad vil det sige: at Noget staar paa? Det er jo i Grunden meningsløst. Hvad er der Mening i? i mig? i Dig? i ham? i hende? - Ak, Erik, Erik, hvor Du elsker hende! Og hun sendte Dig sit Farvel! Gud velsigne hende; Gud velsig......

Og Søn og Fader græd deres stride Taarer over den samme Kvinde. Men der var rigtignok et Forhæng imellem.

163

V

Nyde er Ungdommens første Sag,
Vikle Verden om sin Finger;
Glæden har et forbistret Jag
Og saa Pokkers hastige Vinger.
Vips er den væk,
Fløiet saa snart; -
Vær da ingen Gæk,
Stop den i dens Fart,
See at faa Fuglen itale!
Løb kun og lok kun og snak for den rart
Og strø attisk Salt paa dens Hale!
Sæt den i Buret, slaa Pinden for,
Lad den fløite, lad den kvidre;
Nyt saa Tiden, den er kun vor
Med Forbehold, indtil videre.
Slip saa Din Gæst
Kun i det Fri,
Men gem paa en Rest
Af den gamle Melodi
At synge, naar Aftnerne længes,
Naar Sommer og Solskin er duftet forbi
Og af Gigt og Gæld vi betrænges!

Hurra! Hurra! leve Ungdommen, leve Studenterne, leve Glæden, og et dobbelt Leve for Fredensborg; der ligger det ovre!

Et Selskab paa otte Personer, otte unge Mennesker, brød under Afsyngelsen af denne Sang frem gennem Grantræerne i Udkanten af Grib Skov og styrede Kursen ned imod Kongens Bøge, hvor en Baad med en enlig Skikkelse i laa og ventede ved en lille Landgangsbro.

Holla! nok et Hurra for Friheden og Glæden! raabte Forsangeren. Og saa Huerne iveiret, Kammerater!

Der blev raabt tre Gange Hurra, og det hele Selskab kastede deres Studenterhuer iveiret, med Undtagelse af En, som kastede en 164 Straahat høit op i Luften. Et Vindstød snappede i Forbifarten den lette Flyver, som et Øieblik efter saaes hænge oppe i et Grantræ.

Det er Adolfs Hat! Hurra! alle Mand op efter den!

En fire, fem Stykker klatrede øieblikkelig op i Træet. Hattens Eiermand i Spidsen. En blev staaende nedenunder Træet og saae opad:
I ligner præcis Presenter paa et Juletræ, saaledes som I der hænger omkring paa Grenene!

Aa, lad os nu bare være fri for Spydigheder, Dahl! blev der raabt ned fra Træet.

En sang deroppefra:
Dahl,
Han er gal
I Ho'det idag.
Men Dahl
Skal Fanden gal-
e mig ha' Prygl idag!

Den, der havde staaet nedenunder Træet, trak paa Skuldrene og slentrede ned ad Baaden til. Et stort Brøl fik ham til at vende sig om. Hattens Eiermand, den kraftigste og mest velvoxne af Knøsene, havde vovet sig for langt ud paa en spinkel Gren, og laa nu nede paa Mosset under Træet og gned sig med en komisk Grimace bagpaa. Der faldt Brunnow! Hurra!........

Det var os, Kammeraterne fra ifjor, der nu var blevne Studenter og havde gjort en Fodtur fra Helsingør og nordefter over Dronningmøllen og Esrom - det forjættede Land - sammen med Adolf, der havde taget Realafgangsexamen.

Jeg løb hen til ham:
Slog Du dig?

Aa nei, ikke videre. Det var kun Halehvirvlerne, det gik ud over. Engang imellem mindes man dog om sine Slægtninge dernede paa Gibraltar!

Hvad? hvilket?

Jeg mener Aberne!

Naa saaledes. Jeg troede... Har Du for nyligt hørt fra Din Moder?

Nei, det er noget siden. Jeg har ikke haft Brev, siden de sidste 165 Penge kom. Jeg vilde ønske, at der snart maatte komme en Billet med de fem røde Segl paa. Jeg har brugt min maanedlige Anvisning, og min Kasse er næsten paa minus. Død og Pine; G-Strengen er sprunget paa Spilledaasen.

Adolf havde trods betydelig Modstand fra Selskabet i Begyndelsen og til alle Bønders og Fiskeres Forbavselse snørt sin Guitar over Randsien paa Ryggen. Et Par af Kammeraterne, der var begyndt at blive »pæne« paa det, havde holdt sig saameget som muligt borte fra ham, naar vi kom igennem Byerne. »Brunnow lignede dog virkelig ligefrem en Bierfidler; det var en anden Sag, hvis han havde haft Studenterkasket paa, saa kunde man ikke have taget feil, men nu ...!« Til Gengæld morede han os Alle, naar vi vare blevne trætte, eller naar vi kom til en ensom Kro, som f. Ex. i Hellebæk og Esrom, der dengang endnu ikke var civiliserede Feriepladser for Københavnere.

Han sang og spillede, vendte Mølle og var i det Hele taget i et uopslideligt Humeur, medens jeg, efterhaanden som vi nærmede os Fredensborg, blev mere og mere tavs og adspredt.

Saa blev Strengen bunden sammen, Adolf kom paa Benene igen, og vi gik Alle ned til Baaden.

Goddag, Peer Matros! sagde jeg. De fik altsaa mit Brev om at komme herover og hente os! Hvorledes har De det og Deres Kone og de smaa Orme?

Jo Tak, vi har det Allesammen godt. Den ene af Rollingerne fik sin Skabelon noget skamfilet af Smaakopperne i Foraaret; men det var heldigvis en af Drengene; han behøver jo ikke at være saa pyntelig udenbords. Hvordan har De det, Hr. Dahl? Nu er De vel bleven Professor, kan jeg tænke?

Jeg smilede og blev rød:
Nei, endnu ikke Peer Matros. Men jeg tænker ikke, det skal vare saamange Aar!

Nei, hør bare til Dahl, hvor han er vigtig! lød det rundtomkring fra. Skal vi ikke lade ham blive herovre!

Gør, som I behager! svarede jeg kort.

Hvad er det for noget Sludder! raabte Adolf. I skal lade Erik være i Fred. Han er ikke i Humeur idag, men det kan han jo ikke selv gøre ved. Det gaar over, naar vi faar noget ordenlig Middagsmad. Alle Mand til Aarerne! Ohoi!

Vi gled under kraftige Aaretag ud paa Søen, som var smul herinde 166 under Skoven. Da vi var kommen langt nok ud til at kunne benytte Brisen, satte vor Skipper Seil, og vi løb raskt over mod den anden Bred.

Hvorledes gaar det med Halehvirvlerne? spurgte jeg omsider Adolf.

Tak, brillant. Nu skal I faa Abemusik!

Han havde komponeret et Musik- og Sangnumer, som han benævnede saaledes. Det bestod i noget lignende, som det »Negersangerne« opvarter med Ansigts- og Kropvridninger, engelske og spanske Visestumper, et hastigt Akkompagnement og af og til Dask med Instrumentet eller Haandfladerne paa Hovedet. Vi lo Allesammen, og den ellers saa alvorlige Peer Matros var nærved at falde ned ad Toften af Latter.

Hold op, hold op? klukkede det i ham. Eller jeg kan ikke holde Styr paa Baaden!

Det blæste friskt herude og med de ilsomme Pust, som enhver Baadseiler kender af Erfaring paa Indsøerne. Vi krængede svært over og slæbte Rælingen under Vand. De mindre Erfarne begyndte at blive bange, Adolf satte sine lakerede Skospidser ned paa den læ Ræling, saa at Strømper og Benklæder blev vaade, og peb og sang og klimprede, indtil Veiret gik fra ham.

Vi kuldseiler, gode Herre, naar De ikke holder op! lød nu Skipperens alvorlige Stemme, og under Følelsen af sin Pligt saae han ganske barskt til Adolf.

Hvad! mukker han? Vi har leiet Dem til at seile os over, og De har bare Dem selv at passe! raabte den hidsige Knøs.

Jeg har for det første otte Liv at passe her ombord foruden mit eget. Og saa har jeg sex til derhjemme at svare for! sagde Sømanden og firede paa Skødet.

Adolf blev stille. Et Øieblik efter vendte han sig til Peer Matros: Vær ikke vred; jeg tænkte ikke over hvad jeg sagde. De har Ret. De skal spise til Middag med os paa Gæstgivergaarden!

Ja, Peer Matros spiser med os! raabte vi Alle.

Vor Skipper nikkede sindigt uden at tage sine Øine bort fra deres dobbelte Retning, en opover Seilene og en henover Vandfladen, hvor Kastevindene krusede Søen ovre fra Skoven i lange, mørke Striber.

Saa landede vi uden videre Fataliteter i den lille Baadehavn ved 167 Skipperhuset. Hr. Holm stod ved Bolværket og vinkede med Hatten. Nu var han Høfligheden selv: Velkommen, mine Herre! Gratulerer! Friskt Veir idag; Velkommen, Hr. Dahl, velkommen, Hr. Brunnow!

Den kgl. privilegerede Gæstgivergaards Havelysthus var bestemt til at optage de glade Ungersvende, medens de stillede deres atten-aarige Ulvehunger. Jeg vilde først selv være gaaet ned til Stedet paa Asminderødveien for at melde min Ankomst, men da Maden alt stod færdig, nøiedes jeg med at sende et Bud afsted, som skulde forberede Adolfs og mit Komme senere hen paa Eftermiddagen. Anretningen derinde i Lysthuset gjorde virkelig den privilegerede Vært Ære. Der var Blomster om hver Kouvert, Vinflaskerne vare prydede med smaa Flag, og midt paa Bordet stod en Opsats med Grønt og svulmende Roser, af hvilke den største, blussende Rose i Midten bar paa sit Hoved en Studenterkasket en miniature, som Værten tilhviskede mig at hans Datter egenhændig havde syet, og for hvilken Opmærksomhed baade Fader og Datter lønnedes med saa vedholdende Hurraer, at vi næppe havde Veir i os til at spise Suppen, da den kom. Dengang havde det endnu noget at betyde: det at være bleven Student. Det var jo det første betydningsfulde Trin opad den Stige, hvis Top, selv om den ikke som Jakobs endte i Himlen, dog syntes at rage saa langt op i Skyerne, at man nok kunde drømme gyldne Ungdomsdrømme ved dens Fod. De kommende Aars Studenter burde egenlig til Minde herom ikke mindre end, i retfærdig Anerkendelse af de faktiske Forholds Udvikling, føre som heraldisk Mærke i deres Skjold en afbrækket Stige med Devise Nil admirari.

Det var virkelig lykkedes vore indtrængende Overtalelser at faa Peer Matros med os. Vi havde ventet dernede foran det lille Hus, medens han »riggede sig til«. Jeg stod noget for mig selv og lod min Stok svippe omkring mellem de smidige Siv, der lignede Ridepiske med Smældet iveiret. Det hvislede, hviskede og sukkede mellem disse Siv, der hin Aften for et Aar siden havde leget Skjul med Maane-glimret, medens det glade Selskab i Rundkredsen udenfor Hytten havde sunget og spøget. Ja, hvor var nu det »glade« Selskab henne? Kun et Aar siden! var det virkelig ikke længer? - Skolelæreren gift Harriet, krænket over sin Tilbeders Troløshed, paa Veie til at tage en Examen ligesom Veninden. Jeg taget min Examen. - Tog vi ikke Allesammen Examiner her i dette ulyksalige Land, som ligesaamange Redningsforsøg til »Druknedes og andre Skindødes Oplivelse«? Min 168 Onkel sygelig og knarvorn mere end nogensinde, og hans Handel, som Følge af hans Forsømmelse, endnu daarligere end før. Min Tante endnu mere fordybet i sin Huspostille. Tante Birthe død, og med hende den sidste retmæssige Descendent af Baronerne Snopoldolsky begravet, der i lige Linie vare besvogrede med Sobieskyernes Kongeslægt. (Sagen ganske rigtig; men hvem brød sig nu om disse polske Udsigter? hvortil Udsigten foreløbig var spærret ved den lille Gravhøi paa Asminderød Kirkegaard med sin Stentavle: Herunder hviler de jordiske Rester af Frøken Brigitta Franziska Snopoldolsky. Fred være med hendes Eftermæle! - en Mindetavle, hvis Paaskrift selv var forfattet i levende Live af den gamle Dame, og under hvilken man saae to Hænder, der mødte hinanden udaf nogle Skyer og syntes at trykke hinanden saa fast, at det ikke var tilraadeligt for nogen nysgerrig Trediemand at gaa imellem. Mon den ene Haand skulde antyde Manden med den Trekantede?) Min Fader graanet stærkt i det forløbne Aar. »Deres Hr. Fader er virkelig kommen til at see paafaldende ældre ud i det sidste Aar, og han er dog endnu en Mand i sin bedste Alder,« sagde Polkahaaret, da jeg mødte ham paa Gaden Dagen efter at Examen var endt »Han arbeider formeget, tror jeg; han skulde tage sig Livet lidt lettere, som vi Andre gør; han er jo dog en Mand i en uafhængig Stilling og med Formue. Hils ham fra mig. Vi ligger i Hellebæk iaar. Gratulerer til Udmærkelsen. Min bedste Kompliment til Deres S østre!«

Min Fader altsaa ældet, hurtigt, paa et halvt Aar. Og hun... hun...! Jeg kunde synge med »Professoren«, saaledes som jeg en Aften huskede ham hjemme hos os, da han havde tømt sit Glas og var halv vemodig, halv oprømt:

Du, som blussed, Drue, Du,
Du, som fyldte mig mit Bæger,
Kun med Mindet nu mig kvæger,
Og det Minde har sin Gru ...

Den Eneste, som var bleven uforandret den samme, var Tanten fra Helsingør. Hun havde for kort Tid siden været hos os i Byen, hvor hun gjorde sine Indkøb. Hun havde snakket »Gammelt« med mine Søstre og forsøgte paa at snakke Nyt med mig. Min Fader havde hun ærgret ved sine Hentydninger, mine Søstre havde hun gjort røde i 169 Hovedet ved andre Hentydninger, og mig havde hun inviteret hjem til sig: »Vi har nydelige Piger i Helsingør, ser Du; og hvis Du vil have udenlandske, saa kan Du finde dem ude paa Marienlyst; Du er jo Student nu, og med Udmærkelse, saa kan Du komme ind alle Steder. Overførsterens Datter derude fra Gurrekanten var inde hos os forleden og spurgte om Dig. Du har nok engang skrevet hende et Digt, Du Gavtyv! Min Mand tager Dig ogsaa med paa Bekkasinjagt, naar Tiden kommer. Du kan faa Gæsteværelse ved Siden af vort Sovekammer. Jeg skal nok passe at dreie Nøglen forsvarligt om!«

Alt dette tænkte jeg paa, medens jeg stod og legede med Stokken mellem de smidige Siv, der bøiede sig under Trykket, og svippede op igen, naar jeg trak Stokken til mig.

Saa kom Peer Matros ud, fulgt til Døren af sin lille venlige Kone, der takkede de »gode unge Herrer« paa sin Mands Vegne, hvilket gjorde Manden endnu mere forlegen, saa at han med komisk paata-gen Glubskhed bad hende om at »skrubbe sig lidt fra Falderebet for at han kunde komme paa regederlig Maade fra Borde med alle Dokt'er-ne!«

Han saae udmærket ud. Han havde en blaa Klædesjakke paa, som jeg havde en stærk Mistanke om maatte være Adolfs Jakke fra ifjor, den han havde gaaet en saa paafaldende kort Tid med, førend den blev afløst af et andet Klædningsstykke med et endnu »raskere« Snit. Den sad som støbt om Peer Matros; han kunde ikke knappe den foran, og Armene struttede ud som to Pølser fra Skuldrene. Seet fra Ryggen lignede han en Dandy, saa nøie sluttede Jakken til Figuren. Han havde en pæn, hvid Krave paa og et sort Tørklæde bunden i Sømandsknude og hæftet med en stor Sølvnaal i Form af et Anker. En sort, blank Silkevest, noget rødlig omkring Knaphullerne, og som mindede om en druknet Kat, og endelig et Par uhyre Flipper, der paa Marschen op igennem Skipperalleen faldt fugtigt og slappe ned til Siderne under al den Sved, det kostede Eiermanden at holde sig stram i den uvante Stads. Han lignede, som en Vittighedsjæger hviskende bemærkede, en dansk Patriots Udkast til en Uniform for en tydsk Søofficer.

Han fik ved Bordet Plads mellem Adolf og mig som hans nærmeste Venner. Han stirrede med Forundring paa Opdækningen og brændte sig paa den varme Suppe.

170

Det syntes i det Hele taget, som om denne Suppe ei rigtigt smagte ham. Jeg bøiede mig hen til ham og spurgte hviskende:
Hvad er der iveien med Suppen, Peer Matros?

Han skar nogle frygtelige Ansigter:
Med Suppen er der ikke noget iveien; men jeg har, med Forlov, ikke faaet Stunder for al denne Herlighed til at spytte min Skraatobak ud, og nu løber den ene Sauce sammen med den anden i Munden!

Jeg maatte lee.

Vend De Dem kun om, Peer Matros; her tager man ikke sligt saa nøie. Vi skraaede desuden Allesammen i Skoletimerne!

Virkeligt? spurgte Sømanden lidt tvivlende. Ja, Tobak er god paa alle Maader! som Negerkonen sagde; hun snød sin Næse i et Havan-nablad, førend hun rullede Cigaren!

De nærmeste lo, og imidlertid blev Tobakken taget ud og lagt i Vestelommen; og nu gled Suppen raskt ned.

Medens alle de Andre, som flittigt benyttede Vinflaskerne - Adolf var Mundskænk -, efterhaanden løftedes op i de muntre og lyse Regioner, hvor selv Peer Matros fulgte dem, saa vilde for mit Vedkommende Tankerne dernede fra min Sidemands beskedne Hytte ikke forlade mig. Jeg blev mere og mere stille, jo mere de Andre spiste og drak og morede sig. Saa reiste Adolf sig og slog paa Glasset:
Hør nu, mine Herrer og Kammerater og Peer Matros med! Vi er jo Allesammen samlede her i dette Lysthus for at drikke - eller høiti-deligholde den store Begivenhed, som kun Peer Matros og jeg selv ingen Del har i, uden forsaavidtsom vi To (her drak han et Glas med sin Sidemand) tager Del deri ved at spise og drikke saameget vi for-maar!...

Hør, hør! Den var god! (fra Peer Matros).

Ja, altsaa, jeg mener... hvor var det nu, jeg slap?... Naa, ja jeg mener, at vi Allesammen kunne drikke paa de nybagte Studenters Forlovelse ...!

Hvadbehager? hvad er det for Sludder? (rundtomkring fra).

Forlovelse - lad vær' at falde mig i Talen - med Minerva!...

Bravo! Det er godt. - Hvad er det for et Pigebarn? (fra Peer Matros). Hys, hys!

Det er nu meget godt med denne Forlovelse. Men jeg for min Part betakker mig. Den Minerva, jeg kender, seer mig saa forbandet kedsommelig ud. Hendes Hjælm ligner, Gud straffe mig, mere en 171 Vægterkabuds end nogetsomhelst Andet, og saa gaar hun altid og trækker med denne Ugle, som jeg slet ikke synes ser andet end meget søvnig ud ...! Hys! Pereat! Væk med ham!... Maa jeg tale?... Nei. Ja .. Jeg vil tale eller ogsaa vil jeg slaas!...

Der blev endelig Stilhed. Han fortsatte:
Jeg taler jo kun som »Realist«. Men jeg vilde bare ved dette Glas spanske Vin bede mine ærede Kammerater om ikke over denne Forlovelse at glemme de andre Guder og navnlig Gudinder. Der er nu for det første hende med Kanden ...

Hebe!Hebe!

Rigtigt. Hebe. Hende kan jeg godt lide, og jeg vilde ønske, at hun vilde skænke for os iaften! Og saa er der Venus, som vi jo rigtignok ikke kender meget til endnu; men den Tid kommer vel ogsaa...!

Ja, ja. Hurra. Hør ham. Brunnow leve!

Nei, om jeg maa be'. Det er Jer, som skal leve! Og da jeg nogenlunde har faaet sagt min Mening, saa vil jeg ende med det eneste Latin, jeg kan. Dixi!

Et liberavisti animam tuam! raabte en lærd Stemme i det samlede Kor, og nu klinkede man og drak med hinanden. Lystigheden var i stigende Potens.

Skal vi ikke have en Sang? spurgte jeg, ked af alle disse Hurraer.

Jo, værs'god. Syng selv en!

Jeg reiste mig og tog Adolfs Guitar, som han havde lært mig nogle Akkorder paa.

Saa vil jeg synge Jer »Professorens« Sang!

Bravo! Er den morsom?

Den er passende! sagde jeg lakonisk Jeg sang:

Du, som blussed, Drue, Du,
Du, som fyldte mig mit Bæger,
Kun med Mindet nu mig kvæger,
Og det Minde har sin Gru.
Skaalen tom og tørre Læber
Og mit Bryst med Længsler fyldt;
Vemod sig ved Skaalen klæber;

Det har, Drue, Du forskyldt.
172 Bort jeg kaster Dig, min Skaal,
Ser Dig synke, som i Drømme,
Glide gennem tændte Strømme
Fra et mægtigt Flammebaal.
Jeg har brændt mig paa Din Lue,
Kan Du læge nu mit Saar?
Du er kun et Nu, o Drue,
Men Din Smærte varer Aar.

Jeg satte mig stille og lagde Guitaren fra mig. Der blev et Øiebliks Pavse, saa raabte Adolf:
Hvad er det for noget sentimentalt Noget. Er der Ingen, som kan en bedre Vise?

Syng selv en! lød det rundtomkring fra.

Nei; jeg er ikke mæt endnu!

Man lo. Saa skal Peer Matros synge!

Nei; de gode Herrer maa have mig undskyldt. Jeg kan kun een Sang, og den har jeg sunget engang for Hr. Dahl og Hr. Brunnow. Den passer desuden heller ikke her!

Ligesaagodt som min! sagde jeg og lænede mig tilbage paa Stolen.

Kan virkelig Ingen synge en ordenlig Vise? raabte Adolf med Munden fuld af Mad.

En ung Fyr reiste sig med blussende Kinder:
Da Dahl er begyndt at synge om Druer, saa kan jeg ogsaa en, som handler derom. Vil I høre den?

Javel; op med den! lød det fra alle Sider.

Naar den blot ikke ender med Smærte! sagde Adolf endnu med Munden fuld af Mad.

Fyren sang:

De svaied og svinged,
De grønne Ranker,
Som en Attenaarigs
Forviltrede Tanker.
Saa blev de bundne
Opad en Stok.
»Ja!« sagde Druen,
»Det tænkte jeg nok;
173
»Der skal Maade med Alt
Og Alvor i Sagen,
Nu kommer Glansen
Nok snart for Dagen!«
Og Solen bagte,
Glohed var Luen,
Tanker blev tændte,
Og mørk blev Druen.
Det tynged og trykked,
Druerne svulmed;
Det var Solild, som inde
Bag Skallerne ulmed.
Saa rusked og rev det
Med haarde Hænder.
»Hvad!« tænkte Druen,
»Er det saadan vi ender!«
Der blev stampet og trampet
Under Snakken og Summen,
Druerne sprøited
Som Blod ned i Kummen.
Nøgne Mænader
Gled ud i Blodet,
Silener sprang Buk
Og Fauner stod paa Ho'det.
Saa blev der stille
Paa Larmen den lydende.
»Naa!« tænkte Druen,
»Saa blev vi da flydende«.
Stilhed og Mørke
Langs Flaskereolen,
Ikke et Glimt af
Dagen og Solen.
Ensomme Timer,
Ensomme Dage;
174 Tanker paa Fremtiden,
Tanker tilbage.
Underlig Syden
Omkring i Kroppen.
»Blot man turde løfte
En Smule paa Proppen!«
Saa blinked det endelig,
Proppen knalded,
Druerne skummed
Ud i Krystallet.
Og Glasset blev svunget
Høit iveiret:
Nu er Vinen god,
Nu har Druerne gæret!

Bravo! Den var god! Op med ham paa Bordet; han skal have et Leve!

Alle Kinder blussede nu, alle Øine brændte. Jeg syntes, at det snart kunde være paa Tide at bryde op, men saaledes syntes ikke Selskabet. Der blev udbragt Skaaler for Alt det, som unge Studenter i det Hele taget udbringer Skaaler for. Friheden, som vi ikke havde følt noget synderligt til endnu, Fædrelandet, som vi kun kendte fra denne Fodtur, Damerne, som endnu var det vageste Begreb for os af det Altsammen. Endelig hver Enkelts Skaal i Selskabet og deriblandt ogsaa en Skaal for Peer Matros af mig og for hans Kone af Adolf.

Da den sidste Skaal med de tilbørlige Hurraer var drukket, reiste den værdige Sømand sig, som under mine og Adolfs Ord havde siddet som paa Naale, og bad først og fremmest, om det maatte være ham tilladt i Lighed med hvad vi Andre alt for nogen Tid siden havde gjort, nemlig at trække sin Frakke af. »Det er en grumme god Frakke«, erklærede han, »men den slutter lidt engt i Ærmegabene, gode Herrer!« Derpaa holdt han sit Glas frem for sig, som om han vilde læse en Bøn over det, og begyndte med en lidt famlende Stemme, der efterhaanden gik over til en drønende Bas, da han mærkede, at hans Ord slog an:
De undskylder, de gode Herrer, at jeg som en simpel og ulærd Mand tager mig den Dristighed at træde op her i dette Selskab, men der er en Skaal, som ikke er bleven udbragt endnu, skøndt jeg, for at 175 være ganske ærlig, maa tilstaa, at jeg i den sidste halve Time har siddet og luret paa, at den skulde blive udbragt; - saa var Arbeidet blevet bedre gjort, end jeg nu kan det. Det er en Skaal for en Dame, som er Mo'r til en af de gode Herrer her, og det er en Skaal, som jeg vil sige saameget som at jeg vil drikke tilbunds, skøndt jeg allerede har drukket saamange Glas tilbunds, og man skal ikke tage mere Ballast ind, end man kan seile med. Det er en Dame, som de vistnok Alle kender herudefra; for hun laa ifjor Sommer paa Landet her tæt ved, Nord-Nordost for Haven her, nede i et Hus ved Skipperalleen. Og naar hun om Morgenen kom og havde været nede i Badehuset, saa kiggede hun altid indenfor til Vort, og saa havde hun altid Et og Andet, hvad det nu kunde være, Linned til Børnene, eller noget Pusleri til Mutter, eller Tobak til mig. Og hvergang jeg roede for hende eller seilede hende over Søen, saa gav hun mig - ja man skal jo ikke tale derom, men det vil jeg ligegodt tale om her - saameget over Taxten, at jeg tidt sagde: Nei, Fru Brunnow, der tager De vist feil. Men hun tog nok aldrig feil. Og da jeg nu har nævnet hendes Navn, som jeg egenlig vilde have gemt til Slutningen, ligesom jeg har siddet og hørt, at de andre gode Herrer har gjort, saa vil jeg da sige, at jeg, som har faret saa vidt omkring paa Jorden - eller rettere paa Søen - ikke i nogen Havn har seet hendes Mage, hverken hvad den ydre Skabelon angaar eller af Sindelag. Og jeg, som er sprunget een Gang i Luften og veed, at det ingen Spas er, jeg tror, at jeg for hende vilde springe nok en Gang i Luften. Gud velsigne hende og lade hende snart komme tilbage til Fredensborg igen!

Tordnende Hurraraab fulgte paa denne Tale, der næsten aldeles havde medtaget den ærlige Ulk.

Jeg kunde gerne have kysset og omfavnet ham for min Part, og jeg greb øieblikkelig i Lommen og forærede ham mit Cigarfutteral i Mangel af andet synligt Tegn paa min Begeistring. I et Nu havde han sine Lommer stoppede fulde af saadanne »Tegn« paa ungdommelig og velment Begeistring. Det hele Selskab havde den, paa Gildets fremrykkede Stadium, virkelig anerkendelsesværdige Takt ikke at byde ham Penge. Derimod fik han tre Lommeknive, en Tobakspibe og Pung, to Blyantsholdere, to nye Notebøger og forresten ligesaameget Konfekt og Kage med hjem til Børnene, som han kunde have paa sig.

Ikke saasnart var det sidste Ord i hans Toast udtalt, førend Adolf 176 sprang op med tindrende Øine: Den Skaal skal drikkes i Champagne!

Jeg vilde havde holdt ham tilbage og gjorde ham opmærksom paa, at vi næppe vilde faa Penge nok til at betale denne nye Tilvæxt paa Budgettet, men han lo kun og raabte, at Værten itide havde givet ham Blanco Kredit.

Det var aabenbart en meget forsynlig Vært.

Tre blanke Nysølvsvinkølere kom i en Fart paa Bordet, og Adolf, som i det forløbne Aar virkelig havde gjort Fremskridt, aabnede med en Sagkyndigs Haand selv de høitidelig udseende Flasker.

Peer Matros gjorde store Øine til de skinnende Vinkølere.

Hvad er det for nogle kostbare Tingester? spurgte han.

Adolf, som paa dette Stadium var begyndt at blive kaad, svarede, at det var en Forudsending af den spanske Skat, som laa og ventede paa ham dernede i Gibraltar. Naar jeg først bliver myndig, Peer Matros, saa skal jeg forære Dig tre saadanne Tingester fulde af spanske Dubloner og engelske Sovereigns! Og nu, alle Mand, Peer Matros's Leve for min Moder i skummende Champagne!

Vi stødte de lange, slanke Glas imod hinanden. Adolfs Glas knækkede, og den mousserende Drik flød ham ned over Klæderne. Siger Intet, siger Intet; et Vandglas er ligesaa godt, ja bedre; man faar Munden mere fuld deraf!

Jeg tænkte ved mig selv: blot ikke hele Personen bliver fuld deraf! Mine Anstrengelser for at holde igen paa ham var forøvrigt nu aldeles frugtesløse. Han begyndte allerede at bande paa Spansk og at holde Tale paa Engelsk. Hans Kinder glødede, hans Øine tindrede, han lignede, saaledes som han der stod og slog ud med Haanden, kraftig, velbygget, hensynsløs og glad-godmodig, med Guitaren under den ene Arm og Glasset i Haanden, en af hine Fortidens Skikkelser, halv Landsknægt, halv omvankende Sanger. Jeg vidste, at han kunde en Vise i denne Art, og da jeg syntes, at det dog var bedre, saalænge han i det Hele taget kunde synge, at høre noget Musikalsk end alt det Vaas, han nu gav fra sig, saa bad jeg ham synge den omhandlede Vise.

Javel, Erik... Kom her og drik med mig, Du Skindlap!... Du er ligesaa tør idag, som en af de holstenske Oste, Dine Søstre altid sætter paa Bordet for mig derhjemme... Drik, siger jeg Dig! eller jeg døber Dig om igen med dette Bæger Champagne og kalder Dig Stokfisk eller Kaviarkrukke.. Javel, Kammerater, nu skal jeg synge den Vise... 177 hvad er det nu, den hedder?... lad mig see: Omnium meo mecam Portvin!

Omnia mea mecum porto! raabte det lærde Kor under ustandselig Latter.

Han mandede sig op, satte Glasset fra sig, stemmede Instrumentet og sang med et af Vin og Ungdom mesterlig beaandet Foredrag:

Holla, i Kroen derinde!
Har I Plads for en farende Svend,
Som er ked af det evige Rend
Paa Veien for alle Vinde?
Du, Vært og Din smukke Kvinde!
Saa giv mig Besked,
Kan jeg sætte mig ned,
Kan en Plads jeg paa Ovnbænken finde? -
Og vel kan Du sidde, saameget Du vil,
Min Terne hun rækker Dig Hynde dertil.
Saa hvil kun og saml Dig Kræfter.
Du har nok kun Kappe og Trøie;
Sligt tager jeg ikke saa nøie:
Bagagen den kommer vel efter? -
Bagage! den kender jeg ikke.
Hvad jeg eier, fører jeg med,
Hvor jeg vandrer, fra Sted til Sted;
Saa er farende Svendes Skikke.
Dog kom jeg ei her for at tigge:
Jeg har Staal i min Arm,
Jeg har Guld i min Barm,
Under Huen Ædelstene ligge!
Og er I en Herre af saadan en Art,
Da bredes paa Disken Jer Dug i en Fart,
Da faar I vel kysse min Kvinde.
Da fjæler jeg selv mig i Stalden
Og sover til Hanernes Kalden;
I sover i Stuen herinde! -
178 Saa drak han og spiste den fremmede Svend
Og strakte sig sindig ad Ovnbænken hen
Og drømte sig favnet og krystet.
Men Værten derude i Stalden han lo:
Ja, lad dem kun kysses og gantes de To,
Han bærer sit Guld jo paa Brystet!
Og Morgenen kom, og fra Stalden han gik
Og vexled i Døren med Ternen et Blik:
Naa, fandt Du hans Guld saa i Barmen? -
Nei, søge det turde jeg ikke,
Han havde saa fyrige Blikke;
Men jeg mærked Staalet i Armen! -
Holla! Hr. Vært, bring mig Spise!
- Før bort jeg begive mig vil,
Maa jeg davre og drikke dertil,
Jeg har Sult som en Berner-Rise.
Jer Kro skal jeg love og prise,
Jeg har sovet saa sødt,
Jeg har hvilet saa blødt,
Jeg har digtet derover en Vise! -
Nuvel, saa kom frem med Jer Vise paastand;
Jeg hører saa gerne en fornemme Mand
At skæmte, skøndt aarle paa Dagen.
Jeg synger jo selv, naar det gælder;
Nu bad jeg min Morgenbøn heller:
Men det gør slet Intet til Sagen! -
Hr. Vært, I skænked mig Drikke,
I rakte mig Sulet dertil;
Med min Vise betale jeg vil,
Saa er farende Svendes Skikke.
Ædelstene er mine Blikke,
Staalet mit Mod,
Guld mit sunde Blod;
Og andet eier jeg ikke!

179

Se, det er min Vise! raabte Adolf og kastede Guitaren ud paa Græsplainen i Haven: Hvem vil tage Part efter mig, for nu kan jeg snart ikke mere?

Adolf! kaldte jeg. Kom nu og lad os bryde op!

Ja, lad os nu gaa op i Slotshaven! foreslog Nogle.

Vil I op i Slotshaven, I Hallunker? raabte Adolf. Hvad tror I da, at Kaffebønner er gjort til her i Verden? eller Kognac? eller Likører? eller Cigarer? Jeg har bestilt det Altsammen herud i Haven. Se, der kommer det allerede!

Vi fik Kaffe og Cigarer. Adolf gik hen til Bakken, lavede sig en Kop Kaffe og drak et Glas Kognac ud i eet Drag. Da han beredte sig til at gøre det samme ved Likøren, snappede jeg Glasset fra ham.

Han vendte sig harmfuld om imod mig. Jeg sprang tilside. Han efter mig, snublede, faldt og reiste sig kun med Møie.

Kom nu, Adolf, og lad os gaa!

Ja, kom nu, Hr. Brunnow! sagde Peer Matros, som havde faaet Frakken paa igen, og som drak Kaffe af sin Underkop.

Adolf støttede sig mod et Træ. Rusen var nu kendelig paa ham.

Gaa, siger I ?... Som om der i det Hele taget kunde være Tale om at gaa! ... Carrambo! jeg vil flyve, siger jeg Eder ... Saaledes ... nei, ikke saaledes... I leer? I tror maaske, at jeg er fuld?... Damn You!... jeg kan drikke meget mere end Jer Alle tilsammen ... Nei, Erik der, han er fuld, see hvor han svingler!... Erik Du, min Hjertensven, min Halv - Pleiebro'r vil jeg sige ... kom lad os gaa ned til Gibraltar og drikke Dus med Aberne ... med de kloge Aber... kom, hører Du ... hjælp mig.. jeg... kan ikke mere!...

Han vaklede og faldt omkuld ovenpaa sin Guitar, som han knuste i Faldet.

Vi blev pludselig Allesammen alvorlige. Peer Matros og jeg sprang hen til ham. Han laa smilende, men uden Mæle ovenpaa sit Instrument.

Æsthetikereren deklamerede:
Die Zither ist entzwei! an der ist nichts zu halten.

Jeg bad ham ærgerlig om at tie stille.

Ja, der laa Adolf. Rusen var dog i ethvert Fald ikke hæslig hos ham. Han lignede et sovende Barn. Han lignede ...Jeg holdt mig for Øinene.

180

Stakkels Fyr! brummede Peer Matros. Han er bleven overseilet. Det er vel bedst, at vi bugserer ham videre!

Ja, men hvorhen? spurgte jeg raadvild. Jeg vil ikke gerne bringe ham hjem i denne Tilstand!

Lad De blot mig derom, Hr. Dahl. Jeg har faaet et saa godt Traktement her; nu tænker jeg ogsaa at gøre noget for Føden!

Den stærke Sømand tog Adolf med min Hjælp og lagde ham op paa Nakken som en Sæk Korn.

Hvor skal vi hen med ham? spurgte jeg.

Jeg tænker, vi gaar her ud over Havegærdet og tversover Marken ned til Skipperalleen. Derfra og ned til Kilden ved Søen kommer vi saa nok. Naar han først faar koldt Vand over sig, saa gaar det vel over!

Jamen det stive Knæ, Peer Matros?

Aa, det gaar endda nok med det. Jeg har baaret større Dragter før!

Jeg tænkte mig et Øieblik om. Jo, det var vel det Bedste og mindst Opsigtvækkende. Jeg tog kun to af Kammeraterne med, og vi satte os i Bevægelse.

Det gik langsomt over Marken. Derinde bag Hækken tittede den lille Kottage frem gennem Træerne. Hvad vilde vel hans Moder tænke, om hun nu kunde see ham? Jeg var utilfreds med mig selv. Jeg burde, maatte ikke have ladet det komme saavidt. Men nu var det for sent.

Vi fordelte Byrden mellem os og naaede endelig ned til Kilden. Sammenligningen og tillige Forskellen mellem ifjor og nu slog mig. Her havde jeg ligget blødende, her hvor nu min Ven laa...! Naa, det kunde nu ikke være anderledes. Vi tvang ham til at drikke, aabnede hans Klæder og overhældte hans Hoved med det kolde Kildevand. Han kom efterhaanden lidt til sig selv igen, kunde stamme nogle Sætninger, sidde halvt opreist og føre Bægeret selv til Munden.

Medens vi vare saaledes beskæftigede, hørte jeg Skridt, som nærmede sig over mit Hoved. Jeg saae op, saae henad Gangstien, saae min Fader og Onkel komme gaaende.

De gik tavse sammen. Som et Par Pensionister, tænkte jeg øieblikkeligt. Fader med Hænderne bag paa Ryggen, Onkel støttende sig tungt til sin Egekæp.

Jeg ønskede mig selv og Adolf og Champagne og Studentergilde tusinde Mile borte.

Nu hørte jeg dem tale sammen deroppe; nogle faa Sætninger.

181

Ja, Du har nu faaet Glæde af Erik. Bare det nu maa gaa ligesaagodt med den anden!

Jeg haaber det bedste. Der er god Kærne i ham!

Idetsamme faldt Faders Blik nedover Kilden. Han studsede, blev bleg, og kom ilsomt ned til os:
Erik...? Adolf...?

Adolf vendte Hovedet iveiret, smilede og gjorde en halv Svingning med Bægeret:
Goddag Pleiefa'r! Kom her ... og faa et Glas med ... Det er Moders Skaal... i Champagne!

Han lukkede Øinene, smilede og gentog: Moders Skaal... Moders ... den kære Moder!

Min Fader vinkede mig tilside:
Hvad er dog dette?

Du seer jo selv! Jeg gjorde alt muligt!

Alt muligt? Ak, Erik, det maatte heller have været ... Men nok! Lad ham ikke blive bragt hjem, førend Mørkningen falder paa! Hører Du. Pas godt paa ham!

Onkel og han fjernede sig; Onkel stivende sig af med Egekæppen, Fader med Hænderne paa Ryggen og Hovedet - ja det var nok bøiet mere end før.......

Jeg er i Grunden gyselig ked af at være her i Fredensborg! sagde jeg nogle Dage efter til Adolf, som sad ude paa Stentrappen og trillede sin Cigarret frem og tilbage mellem Fingrene, medens han læste i Don Quixote.

Vent et Øieblik! Ha, ha, ha. Den Sancho er dog en mageløs Fyr. Hvad var det, Du sagde?... kedeligt...ja det skal Gud vide; jeg keder mig nu saaledes herude, at jeg begynder at blive mager!

Aa, endnu har det ingen Nød. Men inden Du svinder ind til et rent Skelet, synes jeg, at vi skulde gøre noget!

Ja, jeg er med! Men hvad skal vi gøre?

En Fodtur; Du og jeg alene!

Top! Jeg slaar til. Har Du Penge?

Paa Fodtur bruger man ingen Penge!

Ikke det? Da brugte jeg i forrige Uge 100 Rigsdaler paa vor Tur!

Jamen Du er ogsaa gal. Har Du betalt Champagnen?

182

Nei, endnu ikke. Jeg sagde Værten igaar, at han skulde blive betalt, saasnart jeg fik Brev fra Moder. Han var umaadelig elskværdig og bad mig blot om ikke at genere mig. Jeg havde altid Kredit hos ham!

Det vil jeg nok tro. Glem nu ikke at betale ham, naar Remisserne kommer. Jeg vil bede Fader om Penge til Turen!

Det var ret. Jeg saae ham for nylig gaa ind i Arbeidsværelset med Bøger og Papirer. Det er dog en mærkelig Mand; han skriver og læser altid!

Jeg gik ind til ham. Han sad ved Bordet i Vindusfordybningen, tankefuldt bøiet over et Brev, som han hastig skjulte, da jeg tiltalte ham. Det slog mig selv idag, saaledes som han sad der i det fulde indstrømmende Lys fra Haven, hvor aldrende, næsten lidende han saae ud; og dog vidste jeg jo, at han endnu ikke var kommen over de Halvtreds.

Jeg forebragte ham min Anmodning, som han villig gik ind paa.

Naturligvis, naturligvis. Jeg kan godt tænke, at I længes efter nogen Adspredelse. Det forekommer mig selv undertiden, at her er blevet noget ensomt herude ... men jeg er nu vant til Stedet fra gammel Tid. Her er Penge; jeg antager, at dette vil være tilstrækkeligt; hvis ikke, kan I skrive. Jeg tror, det er heldigt, at Adolf er i Dit Selskab alene. Han er jo tilbøielig til at blive kaad, naar der er Flere sammen. Hvor gælder Turen?... Rundtomkring; Helsingør, Gilleleie ... naa ja, man skal ikke have altfor megen forudlagt Plan - paa en Fodtur at sige. I vil strax afsted? ... Hm! det unge Blod haster altid saa stærkt. Naa; Gud være med Jer da. Hils i Helsingør. Pas vel paa Adolf!

Det sidste var det stadige Omkvæd. Det var ganske eiendommeligt at see, hvor Fader var ængstelig over Adolf, hvor han undskyldte ham og næsten forkælede ham. Jeg tænkte paa mig selv for et Aars Tid siden. Men der var ingen Bitterhed i mine Følelser overfor min Fader. Jeg var begyndt at lære den Methode, at bedømme Folk ud af deres Tid og deres Standpunkt. Der var endnu mindre nogen Skinsyge hos mig paa min Ven. Jeg vilde dog ikke have byttet med ham.

Vi drog afsted. Det nordøstlige Sælland skulde dennegang ordenligt afsøges. Forrige Uge havde det været den konventionelle Studentertur i Flok, dennegang var vi de klassiske To, Venneparret, saaledes som det er vandret gennem alle Slægtleds Overleveringer helt op til Syndflodsmythen, ja maaske paa den anden Side Mythen.

183

Vi besøgte de skønneste Steder i denne, maaske den skønneste Del af Sælland. Nu er det forlængst en Trivialitet at omtale disse Steder.

Ak; hvad bliver ikke til Trivialitet i denne, den mest ufuldkomne Verden, rimeligvis af alle Verdener? Hvor længe vil det vel vare, inden der bliver lagt et Schweizer-Konditori op paa Himalaya eller en international Brøndkuranstalt paa en af de salig Kannibalers Øer i det stille Ocean?

Hvem gider nu høre paa en enthusiastisk Beundrer af Sundets Skønhed mellem Helsingør og Helsingborg? Man undgaar at nævne Kronborg i en Samtale, ligesom man grumme nødig ser det i en Baggrund ved Foraarsudstillingen. Vi har nu alle ligget paa Marienlyst og i Hellebæk. Vi skænkede gerne Kullen til en Tombola for Vand- eller Brandlidte. Odinshøi har vi indrømmet de muntre, blaserte Nordtyskere, som nu hvert Foraar i store Trækfugleskarer kommer herop fra de brandenborgske Sandørkener for at besee og besynge de Steder, som dengang Adolf og jeg besaae og besang.

Vi blev først nogle Dage i Helsingør. Adolf gjorde strax Bekendtskab med nogle Fremmede ude paa Marienlyst, blev indført i en lille Kreds af Udlændinge, spillede og sang for dem, dansede om Aftenen med de unge Damer og var lige paa Veie til at blive dødelig forelsket i en ung Englænderinde, da han tilfældigvis i min Tantes Hus traf den unge Pige fra Omegnen, Overførsterens Datter, som jeg før omtalte. Nu blev Marienlyst glemt, og hans Interesse kastede sig paa Forstvæsenet. Medens han ved Overførsterens Side og rivaliserende med en ung Forstelev enten gennemstreifede den paa saamange Afvexlinger rige Teglstrup Skov eller om Aftenen i Overførsterboligen spillede den ensformige Whist og hørte paa de ensformige Jægerhistorier og alt imedens var lutter Fyr og Flamme for den unge, aristokratiske Dame med det blonde Haar, det maaske vel aristokratiske Øiepar og den ranke, smækre Figur, medens han hovedkulds, som sædvanlig, og med et meget ringe Resultat dyrkede denne nye Flamme, sad jeg blandt de venlige, gæstfrie Mennesker i Skolehuset ved Foden af den høie, skovbegroede Bakke i Nærheden, min gifte Kusines Svigerforældre, og hørte i Skumringen den unge Datter spille Ouverturen til »Elverhøi« og Klaverudtoget af »Martha«, eller snakkede om lærde og kuriøse Materier ved en duftende Pibe Tobak med den gamle Skolelærer og hans Hustrus Fader, en endnu ældre Skolelærer, en ærværdig, belæst og forstandig Olding, som havde en evig Asthma og var i en 184 evig Harmoni med Skabelsen rundtomkring sig ligesom en Aftenhimmel, der synes at samle Skyer, fjerne Bakker og Skove, hele Landskabet og hele Lufthvælvingen ind under sin dæmpede, beroligende Farveskala.

Saa kom Adolf pludselig som en Hvirvelvind over Huset. Han havde faaet nok af Aristokraterne i Skovhuset. Nei! det var dog nogle ganske anderledes Mennesker i Skolehuset. Her iagttoges ingen Form, her gik Ordet fra Læben og til Hjærterne, her var man Menneske blandt Mennesker. Og nu blev der spillet Firhændige, eller der blev foretaget Udflugter paa den nye Vogn, Pragtstykket i Gaarden med de nye Agestole og de gamle, trofaste Brune. Eller der var en Hundehvalp, der blev dresseret, naar Sønnen, min Kusines Mand ovre fra Havreholmskanten, kom i Besøg hos Forældrene.

Saa rev hans Utaalmodighed og Streifelyst ham og mig op fra Venligheden og Hyggen rundtomkring os. Vi fulgtes med den yngre Skolelærer gennem de store, sammenhængende Skove, gennem Gurre-Vang over til Klosterrishegn. Paa denne Tur var Adolf aldeles »skovgal«. Han sang paa egne Melodier og med egne Ord om Volmer og Tove, han efterlignede Fuglenes Fløiten og Spætternes Hamren, han fablede om Ellepigerne, paastod, at han kunde see dem danse ude over Engene eller inde mellem Stammerne, da Skumringen faldt paa, han pumpede Skolelæreren uafladeligt for alle de lokale Sagn, han kunde; han gjorde sig selv til Heltene i disse Sagn og svor at ville leve og dø i disse Skove; han var gal, ravruskendegal, - ligesaa gal, som jeg selv havde været.

Saa kom vi til den lille Skole, min Kusines nye Hjem, deroppe paa Toppen af den stormomsusede Bakke med de evigt raslende og hviskende Popler. Min Kusine var sortøiet, lidenskabelig og livlig som altid, og bar allerede de tydelige Kendetegn tilskue paa et velsignet Ægteskab. Nedenunder den lille Skoles Have var den Dam eller Indsø, som gav det barske og noget afsondrede Sted en vis idyllisk Skønhed I Søen var en hvidmalet Baad, som Adolf uden at spørge om Forlov strax bemægtigede sig. Tre unge smukke Piger kom gaaende langs Bredden. Den Ene spurgte, ikke uden et vist praktisk Blik for Eiendomsretten, hvem Adolf var og hvorledes han kom til Baaden? Der udspandt sig strax en Konversation mellem den uforsagte Yngling paa Vandet og de tre smukke Piger paa Landet. Den havde til Følge, at Adolf samme Aften besøgte Familien paa den anden Side 185 Søen, og strax blev som hjemme i den selskabelige, gæstfri og muntre Kreds, der samledes derovre. Han kom hjem sent paa Aftenen, vækkede mig og fortalte mig om de herlige Mennesker, han havde truffet. Han forelskede sig snart i alle tre unge Piger. Det var ham umuligt, sagde han, at afgøre med sig selv, hvem han egenlig holdt mest af Han havde aldrig truffet paa saa megen fin Takt og Ligefremhed, saa megen Naturlighed og Dannelse forenet. At træffe et Valg her var ligesaa vanskeligt, paastod han, som at vælge mellem tre smukke Blomster af samme Farve, samme Duft, blot med enkelte fine Nuanceringer imellem. Det syntes dog, som om han en Aften havde truffet et saadant Valg, eller idetmindste havde delt Blomsterne saaledes, at han for sin Part forbeholdt sig de to til sit Hjertes Dronninger; den tiloversblevne fik da en lavere Charge at beklæde i hans Hofetat. Dette Udfald af Valget maa imidlertid, som venteligt, have frembudt visse praktiske Vanskeligheder, som han ikke strax havde tænkt sig.

En Aften kom han stærkt bevæget over til mig. Vi maatte afsted, strax! - Nei, jeg vilde dog sove - Nuda, men saa den næste Morgen tidlig! - Godt! er Du nu færdig her?

Svaret udeblev. Han røg et Dusin Cigaretter i det aabne Vindu, sprang ud i Haven, vendte nogle Veirmøller, sprang ind igen, klædte sig af og faldt i en dyb Søvn.

Den næste Morgen - »forlod vi igen den fremmede By« - havde jeg nær sagt. Vi tøflede virkeligt af til mine Slægtninges store Forbavselse. Adolf var fast bestemt paa ikke at blive et Minut paa Egnen længer. Vi gik langs Udkanten af den vildsomme Klosterris Skov og kom til Hornbæk. Vi leiede os ind i Kroen. Adolf var meget nedtrykt, tillige meget oprevet. Han holdt om Aftenen en større Tale til mig, hvori han paaviste, at nu havde han jo omtrent »gennemløbet hele Skalaen i Livet«; han havde været imellem Udlændinge, iblandt Aristokratiet, hos de demokratiske Skolelærerfolk og endelig hos det rigere Bourgeoisi. Og Altsammen i Løbet af faa Uger. »Naar jeg nu«, fortsatte han, »her hos de ganske jevne Folk, hos Fiskerne, ligeledes har søgt uden at kunne finde, saa er jeg jo fuldstændig færdig med det Hele!« Jeg svarede ham ganske tørt, at det jo havde staaet ham frit for at standse paa hvilkensomhelst af disse Stationer, han her havde nævnet, og at han slet ikke havde behøvet at haste saa stærkt. Foreløbigt anbefalede jeg ham Svømme- og Seilture med Fiskerne. Jeg var i 186 Virkeligheden aldeles ikke urolig for ham; han var for frisk og freidig en Natur til allerede nu at være »færdig med det Hele«.

Han vendte sig uvillig fra mig, men efterkom forsaavidt mit Raad, som han snart sluttede sig til to unge kraftige Fiskersønner, med hvem han seilede og tog paa Fangst og forøvrigt spillede Trekort og drak »Strandingspunsch«.

Medens min Ven paa denne Maade blev hjulpet over sine Weltschmerz-Griller, fordrev jeg Tiden paa Stranden eller oppe i »Plantagen« blandt de knudrede Skovfyrrer i Selskab med en gammel Landskabsmaler, som havde valgt dette afsides Sted til sine Studier. Jeg havde lange Samtaler med denne elskværdige Gamle, der havde et rigt Livs Erfaring mellem Mennesker og vexlende Natur mere, end blandt Bøger og i et Studerekammer, at støtte sine forskellige Udtalelser paa baade om Kunsten og Livet. Jeg satte ham saa nogenlunde ind i vore Forhold. Han syntes at have megen Interesse af, hvad jeg fortalte ham; til Gengæld lærte han mig at see paa og tilegne mig Naturen. Jeg havde endnu - og min Ven i langt høiere Grad end jeg -kun Blik for den romantiske Side af Sagen, og i hvor høi Grad jeg endnu var hildet af mine unge Aars Fantasterier, viste sig tydeligt i den Omstændighed, at jeg ingenlunde følte mig ganske vel eller tryg i Skoven ved Aften- eller Nattetide. - De vil aldrig kunne forstaa eller vurdere Menneskene, sagde den gamle Maler til mig, førend De ikke længer nærer nogen Frygt for dem. De vil altid komme galt fra det og altid geraade i slet Selskab, naar De saaledes strax kaster Dem i Armene paa den første den bedste, De møder. I ethvert Fald vil De altid senere gøre den bitre Erfaring, at De bestandig maatte moderere og omforme Deres Mening om Vedkommende, førend De nogenlunde fik Stykket til at stemme med det, De først havde tænkt Dem. Med Naturen gaar det nogenlunde paa samme Maade. En Skov f. Ex. er dels hvad Tømmerhandleren eller Forstmanden ser i den, saa og saa meget Brænde; dels er den hvad Naturforskeren og Maleren beundrer den for, et Liv med sin store og afvexlende Skønhed. Jeg taler her til Dem som Maleren. I min Ungdom var Tiden jo tosset af Romantik, kan jeg gerne sige; - meget værre end nutildags. I de Aar var det mig ikke muligt, trods det Talent, jeg følte mig i ubestridelig Besiddelse af, at faa malet et eneste ordenligt og ægte Skovinterieur. Jeg vilde bestandig have Noget »lagt ind i« det Stykke, jeg saae for mine Øine og gengav paa mit Lærred. Jeg var, naar Mørket faldt paa 187 og jeg skulde hjem, saa bange som en Hare for alt muligt Troldtøi og Uvæsen, og en Aftenstund slog jeg virkelig fra mig i min Angst og traf - en gammel Kone, som bar et Risknippe paa Nakken. Der er en dyb Betydning i disse gamle Ballader om Ridderen, der bliver lokket af Elverpigen. Jeg tvivler aldeles ikke om, at en og anden af hine gæve, uhyre naive og uhyre overtroiske Riddersmænd virkelig er blevet lokket ud i Ellemosen af sine egne Syner, og at Bruden derhjemme paa Gaarden forgæves har ventet paa den Forulykkede. Giver man sig Naturen aldeles utøilet ivold, saa tager den i Sandhed ogsaa En med sig. Naturen er ligesom hine Kvinder nede i Syden, som De maaske ogsaa engang vil komme til at kende. En saadan Kvinde veed Intet, har Intet lært, har intet Hjerte, men sidder, hvilende i sin uendelige Skønhed, rolig ventende paa ham, - ham, den unge, naive, overtroiske Mand med Baretten over det krusede Haar, de smidigt ungdommelige Lemmer, der skal hjem - til Bryllup eller til Leding, ligemeget - der skal passere forbi Elverhøi og saa løber lige lukt ud i Mosen. Lær at nærme Dem hine Skjønheder som - ja lad mig sige som Maler. Naar De som Maler har tegnet et halvt hundrede nøgne Modeller, foruden at De har studeret Menneskets Anatomi, saa vil selv en Skønhed i Negligé ikke kunne berøve Dem Forstanden saadan lige paa staaende Fod. De vil nærme Dem, iagttagende Linier, Former og Farver; De vil yde Skønheden den Tribut, som tilkommer den, men da De er i nogen Tvivl om, hvorvidt denne Skønhed har et Hjerte - De veed jo, Ellepigen er hul i Ryggen - saa vil De iagttage visse Forsigtighedsregler. Skulde De endelig, bedaaret af en usædvanlig Skønhed, gøre et uforsigtigt Skridt fremad, saa vil Deres Malerstok ligesom en anden Springstok frelse Dem; De vil springe fra Tue til Tue hen over den gyngende Grund. En Ellemose er jo nemlig saaledes beskaffen, at man kan frelse sig, kan slippe bort derfra ved nogen Hoppen og Springen og en Smule Omløb i Hovedet. Det er ikke som med den aabne Sø. Der hedder det: enten at svømme eller gaa tilbunds. Skulde De derimod træffe paa en Skønhed med Hjerte - ja, kære unge Ven, saa gælder ikke disse Regler. Saa gælder i det Hele taget ingen Regler; saa faar De løbe Linen ud og takke Guderne oven i Købet for den Naade, de har bevist Dem - ligegyldigt, hvorledes Enden bliver. Den Mand, der aldrig har elsket et Hjerte og af Hjerte, han bliver aldrig til noget hverken som Mand eller som Kunstner!

188

Jeg sukkede og tav. Han saae lidt uvist paa mig og tørrede saa de mange Pensler af i den brogede Klud. Han tændte sin lille Pibe og gav sig flittigt til at fortsætte sit Arbeide. Jeg saae, hvorledes alle disse brogede Farver først blev satte i Rækker og Geled paa Paletten, saa rørte sammen og blandede og endelig omhyggeligt med Penslen blev overførte paa Lærredet. Jeg havde aldrig vidst, at det gik saaledes til, naar man malede. At der nok maatte kunne komme noget ud af den enkelte Farve, Rød eller Hvid eller Blaa, naar den f. Ex. stilledes hen og dækkede et Tag eller en Væg eller en Sø, som var tegnet op paa Lærredet - det kunde jeg endda nok begribe. Men at Farven aldrig saaledes i sin oprindelige Skikkelse blev sat hen paa Lærredet, men først blev bragt sammen med andre og oftest meget forskelligartede Farver for at udtrykke en Ting, som jeg syntes var saa simpel - det havde jeg ikke tænkt mig.

Den gamle Maler lo, da jeg gjorde en Bemærkning i denne Retning.

Jo jo! der er dog noget i Kunsten, som vi Kunstnere har for os selv, som en Dilettant tilnød kan abe efter, og som en Uindviet bliver staaende dum ligeoverfor. Vi er en Slags lille Vorherre, saa længe vi arbeider, om end vi Alle tilsammen, smaa eller store Kunstnere, kun fusker ham efter i Faget. Det er givet os at vide, at af det Enkelte kun det Enkelte kan fremkomme. Jo mere vi - naturligvis inden for Grænser og Love - roder de »Kulører« sammen paa vor Palet, som vi køber færdige i Butiken, jo finere bliver Tonen. Det er »Blandingen«, det kommer an paa her i Livet, min unge Ven. Indianeren dypper i sine fire Okkerfarver og bemaler sig selv eller sit Skjold med fire Striber eller Felter. Hvis vi skulde male en saadan Fyr, vilde vi kunne bruge indtil hundrede forskellige Toner, inden vi blev nogenlunde tilfreds, og endda vilde der saa kunne komme en Mand spadserende i Vams og Trikotben og sige til os: min gode Ven! denne Skygge er ikke brudt nok, dette Lys er kridtet, denne Reflex er tom, det hele Clairobscure er tørt; om igen!

Jeg hørte andægtigt paa ham. Adolf kom slentrende og fik noget af Foredraget med. Han blev imidlertid snart ked deraf, smed sig ned i Græsset og gav sig til at lege med den gamle Kunstners sorte Pudel, Mefisto.

Maleren lo;
189 Knurre nicht, Pudel! Zu den heiligen Tönen,
Die jetzt meine ganze Seel' umfassen,
Will der thierische Laut nicht passen!
citerede han.

Adolf sprang op og løb afsted, Hunden i Hælene paa ham.

Jeg omgikkes daglig den gamle, venlige Mand. Han lærte mig at agte paa Linierne i Landskabet, paa Formiddagens og Eftermiddagens forskellige Toner: han viste mig, hvorledes det, jeg hidtil mindst havde paaagtet, i Kunsten fik den største Betydning, og hvorledes det tilsyneladende Ringe, en Hytte, en Veigrøft, Ukrudt og forkrøblede Træer, ved Solens milde Haand, ved Skyernes Skiften og Timernes Vexlen traadte frem i den høieste Skønhed.

Jeg vovede rødmende den Bemærkning, at Kunsten jo kunde kaldes: det Humane.

Han lo og klappede mig paa Skuldren.

Brave unge Ven! gaa ud paa Torvet med den Bemærkning, og De vil see, hvorledes Kunstnerne er de første til at le ad Dem, hvorledes Recensenterne ville trække paa Skuldrene og Publikum gabende vendte sig bort. Ved det Humane skal i vore Dage forstaas Fattigforpleining og hygieinisk Statistik, Valgret og Kloakvæsen. Kunsten maa ikke bringes i Forbindelse med saadan Noget. Maleren saavelsom Digteren skal blot sætte sig hen og sludre om Realisme og Naturalisme, og saa forøvrigt see at bringe saa meget som muligt i klingende Mønt ud af sin Pensel og Pen. Tosserne betaler Gildet! det er i Virkeligheden Kunstens Valgsprog i vore Dage!

Jeg forstod ham ikke ganske, men han trøstede mig med, at jeg nok vilde komme til at forstaa ham.

Adolf havde ikke ret længe Ro paa sig her i Hornbæk. Vi marscherede da videre, Kysten opefter til Nakkehoved, hvor vi boede hos den gamle Original, Fyrmesteren, og hvor vi oppe fra Brinken, der skyder sin Fod trodsigt ned imod Stranden, iagttog de glimrende Sol Op- og Nedgange udover det brusende Kattegat. Langs dette Kattegat vandrede vi, og nu mod Vest til Helenes Kilde, der navnlig forbavsede, næsten bedrøvede Adolf ved sin tarvelige Indretning og sine øde Omgivelser. Han havde ganske sikkert ventet sig en plaskende Marmorkumme under skyggefulde Træer. Vi overnattede i Fiskerbyen Raageleie, og istedetfor at gaa over Tidsvilde tilbage til 190 Esrom, hvor vi ikke længtes synderligt efter at komme igen, gik vi stadig videre Vest paa, langs den øde Strand og det brusende Hav til Spodsbjerg Fyret, til Fiskerleierne paa Hakken ved Isefjordens Indløb. Nu var Adolf bleven hel oldnordisk. Trods Varmen trak han i en islandsk Uldtrøie, som han købte og betalte i dyre Domme af en Fisker; han talte bestandig om Grydehjelme og Sværdet Tyrfmg; han vilde absolut fra Rørvig leie en Baad over til Samsø for at see Angan-tyrs Grav, og kun min Forsikring om, at vort Reisechatol ikke tillod denne Udgift, formaaede ham til at frafalde Planen. Vi lod os derimod af Fiskere seile til Frederiksværk, hvis Krudtmølle min Ven - til en moderne Forandring - opbød alle sine Overtalelsesevner for at komme til at see. Han geraadede i Klammeri og var nær geraadet i Haandgribeligheder med en Fyrværker eller lignende Bestillingsmand, som bad ham kaste Cigaretten, førend han traadte ind i Laboratoriet. Først da vi kom udenfor igen, faldt den Tanke ham ind, at Manden virkelig kunde have Ret til at forlange nogen Forsigtighed med brændbare Sager. Saasnart denne Tanke var bleven ham klar, gik han strax ind igen og bad Vedkommende om Forladelse, - hvilket atter havde en Skændeduet til Følge, da Manden troede, at Adolf vilde »gøre Nar ad ham«. Fra Frederiksværk lod vi os atter sætte over til Jægerspris, og herfra kom vi saa til Roskilde. Jeg var kendt med Domorganistens Søn, og denne fik sin Fader til at spille for os alene i den store, høitidelige Kirke. Adolf brast i Graad under Spillet, og erklærede mig, da vi kom udenfor, at han strax vilde ned til Syden, blive Katholik og ansættes i det pavelige Kapel. Jeg spurgte ham, om det skulde være som Kastrat. Han foer ind paa mig, og Latinskolens Disciple, som netop stod med Næserne paa Ruderne, skulde maaske være bleven Vidne til en nybagt Students sandsynlige Nederlag i en Tvekamp, hvis ikke i samme Øieblik en meget smuk Pige var kommen forbi. Adolf glemte strax Kastraten over Skønheden og vilde, til Organistsønnens store Forfærdelse, øieblikkelig præsenteres for hende. Det var med Nød og næppe, at vi fik ham med os til Jernbanestationen.

Vi var da i Hovedstaden igen. Universitetet begyndte sine Forelæsninger, Ferien var endt, en Ferie, som jeg ikke ønskede om igen, som ikke havde givet mig stort andet end brune Kinder og Luft i Lungerne - hvortil jeg forresten trængte ovenpaa den forcerede Examenslæsning - og som jeg havde tilbragt i Selskab med en uforbederlig 191 Fantast. Uforbederlig. Ja, jeg begyndte virkelig at tro paa hans Uforbederlighed. Fader var imidlertid blind, formelig blind. Adolf kom strax paa Kontoret i et af de største Handelshuse. Det hjælper, naar blot han faar nogen rigtig Virksomhed! mente Fader. Af hvad Art nu denne Kontorvirksomhed var, er ikke let at sige. Adolf tog for sit Vedkommende sit Arbeide ganske let. Han omgikkes en broget Sværm af unge Mennesker, Studerende, Officerer og Kontorister. Jeg vil tro, at det var det bedste Selskab af disse Folk, han søgte. Men ikke engang dette udvalgte Selskab syntes mig altid tilstrækkeligt udvalgt for ham, saaledes som han var. Imidlertid, man kunde jo aldrig blive vred paa Adolf, knap nok misfornøiet med ham. Han var saa elskværdig, saa ungdommelig glad, saa ubetalelig i alle sine Indfald, saa godmodig og overbærende overfor Andre, strøede sine Penge omkring med en Flothed, der ikke havde Spor af noget Forlorent ved sig, var en saa komplet ung Gentleman, - der blot skulde have levet under større Forhold og haft mere at bestille. Jeg gjorde Fader af og til opmærksom paa disse to sidste Punkter. Han var blind, eller han var maaske syg; brudt var han i ethvert Tilfælde indeni; hans Energi havde lidt store Skaar, hans praktiske Blik var sløvet, hans klare Overlegenhed paa Veie til at forsvinde.

Ja, det kunde jeg nu see; og jeg kunde see det nu, nu, da jeg selv havde fast Haand i Hanke med sig selv. Jeg spurgte mig ofte, og ikke uden den Rest af Bekymring, der følger en overstaaet Fare, hvorledes det vilde være gaaet mig overfor denne Slappelse i Familiemaskineriet nu, hvis jeg ikke itide havde »taget Reb«, itide havde »knebet Luven«, itide havde beregnet en »Afdrift«, der nu viste sig og viste sig hos En, som jeg dengang for ikke stort over et Aar siden selv havde anset for en saa fortrinlig og veludrustet Seiler.

Jeg spurgte mig derom, og jeg tyggede ivrigt paa min Pibespids og kastede mig ivrigere over Bøgerne.

Jeg læste, Fader skrantede, og Adolf morede sig.

Saaledes gik Aaret. Ved Juletider tog jeg, til min Faders Glæde, min egen hemmelige Stolthed og mine Kammeraters Misundelse, 2den Examen og med Udmærkelse.

Jeg havde et lille Gilde hos mig, hvor Adolf var straalende, elskværdig, morsom, musikalsk, overgiven, og sluttelig blev - bragt i Seng over paa sit Værelse; dog heldigvis uden at Fader mærkede noget eller fik noget at vide derom senere.

192

Denne Gang havde jeg virkelig ligefrem overanstrængt mig ved rnin Examenslæsning. Jeg havde stuvet al den Mængde helt og halvt fordøiet Filosofi ind i mit Hoved, uden at give hverken mit Legeme Hvile eller de andre aandelige Evner Sysselsættelse. Jeg sad som en Faust i mit Værelse Dag og Nat, og skøndt jeg i ungdommeligt Overmod efter endt Examen og med mit Udmærkelsesbevis i Haanden følte mig ligesom Faust selv »klogere end alle Doktorer, Skrivere, Magistre og Præster«, saa skreg, hvad der jo ogsaa hos Faust er den store Hemmelighed, mit Legeme og mine sanselige Fornødenheder høit paa en Reaktion imod al dette Bogstavtyranni. Min Fader saae det og anviste mig strax en Sum Penge til en kortere Udenlandsreise for at rekreere mig.

Den Morgen, da jeg stod med Tøiet i Haanden, og allerede havde sagt Farvel til mine Søstre og til Adolf, kaldte Fader mig endnu engang op til sig paa Studereværelset. Han var helt bevæget.

Erik! sagde han. Du har gjort mig stor Glæde, og det er mig netop nu til saamegen Beroligelse at vide, hvor trygt jeg kan stole paa Dig. Vi seer jo hver Dag Forandringer omkring os. Dersom jeg skulde falde fra, medens Du er borte ... Nei, afbryd mig ikke ... saa overlader jeg Dig Omsorgen for Dine Søstre og for - Adolf. Den tungeste Følelse for mig er maaske at skulle skilles fra ham, inden vi ret har faaet at see, hvorledes han vil udvikle sig. Men jeg stoler stedse paa den gode Kærne i ham. Med dit Exempel for Øie og med det Venskab, som jeg veed, at I begge har for hinanden, haaber jeg, at han vil komme over den farligste Periode. Eders Liv og Interesser gaar jo i meget forskellig Retning, men lad mig tage den Forsikring af Dig, Erik, at Du stedse vil have en Bro i Beredskab, hvor I kan mødes paa, om end Eders daglige Gerning fjerner Eder fra hinanden. Naa! jeg siger jo ikke dette til Dig paa en Sygeseng eller med Døden nær for Øie. Langtfra! men jeg vil blot forberede Dig paa en Mulighed, som jo Enhver maa være forberedt paa, hvad Øieblik det saa skal være. Jeg veed ikke, om Du har forestillet Dig mig som en formuende Mand. Jeg kan her sige Dig, at jeg ikke er det. Hvad der maatte blive tilovers efter min Død, vil være til lige Deling mellem Jer Børn. Sørg for, at denne Deling bliver til bedst mulig Støtte for enhver af Eder. Hvad Adolf angaar, da er han jo i denne Henseende betrygget. Jeg har talt med Chefen for det Handelshus, hvor han arbeider; man er i det Hele vel tilfreds med ham, og han vil snart rykke op paa en mere 193 ansvarsfuld Post. Derfra vil han da, naar hans merkantile Uddannelse er fuldendt, afgaa til Udlandet, hvor hans Moder ... hvor hans Moder saa vil tage de videre Dispositioner!

Han holdt inde, famlede paa sit Skrivebord efter et Brev eller sligt, og syntes at ville sige mig noget. Jeg stod spændt paa, hvad der muligvis vilde komme. Han lagde imidlertid Papiret fra sig igen, sluttede mig i sine Arme, og vinkede til mig, at jeg skulde gaa.

Jeg kørte i den klamme, uhyggelige Droschke med Hjertet fuldt af Vemod ned til Dampskibet. Adolf indhentede mig ude paa Gaden og sprang op hos Kusken. Han omfavnede og kyssede mig, da Dampskibsklokken lød for tredie Gang, bad mig endnu engang om ikke at glemme at købe ham det og det og det og det. Han kom op paa Rælingen, da Skibet allerede var lagt ud fra Broen, tog, under nogle reisende Damers lydelige Skrig, et vældigt Sæt og sprang i Land i Armene paa nogle rødnæsede Toldbodsjovere, der gav ham et Hurra og derpaa holdt Kasketterne frem. Jeg saae, hvorledes han, rimeligvis rundhaandet, belønnede Drabanterne. Saa hoppede han op paa en Pæl og vedblev at svinge med Hatten, indtil jeg ikke kunde øine ham længer. Det sidste Indtryk af ham var netop paa denne Piedestal, stor, bredskuldret, blussende i Ansigtet af Sundhed og Kaadhed, svingende med Hatten, glad over sig selv og Verden rundt omkring ham, hvad enten denne Verden var Sjovere eller - de pelsfrakkeklædte Diplomater, der havde fulgt en Grevinde ombord, og som nu med Øieglassene kilede ind i de stramme Øienkroge betragtede Figuren paa Piedestalen som en Mærkelighed. V'là le jeune homme! un fou .... chose rare! som den fede Grevinde sagde læspende til sin Selskabsdame, idet hun lod Lorgnetten falde mat tilbage i sit Fløilsgehæng.

Jeg reiste bort i vor nordiske Vinter. Jeg var i det tidlige Foraar i Venedig, gav mig ret grundigt til at studere Sproget, Arkitekturen og Historien. Midt i det skønneste og frodigste Foraar tog jeg saa til Florens, og her var det, at et Brev fra vor gamle Huslæge traf mig, hvori han raadede mig til skyndsomst at reise hjem, hvis jeg endnu vilde sige min Fader det sidste Farvel, inden han tiltraadte den lange Reise. »Deres Fader«, stod der i Brevet, »lider af en Hjertesygdom. Jeg tror, naar jeg skal sige Dem min oprigtige Mening, at han bærer paa en eller anden hemmelig Bekymring eller Sorg, og i saa Fald er jo Lægens Kunst afmægtig, om den i det Hele taget formaar andet end at understøtte Naturen. Bryd strax op og tag hjem; det var jo muligt, at Deres 194 Fader, min gamle Ven, havde en eller anden Meddelelse at gøre Sønnen der, hvor han ikke vil gøre Vennen den. Reis i ethvert Fald expres.«

Jeg brød øieblikkelig op, forberedt paa det værste, men dog haa-bende paa .... ja paa denne Meddelelse. Jeg skrev iforveien til min ældste Søster og betegnede hende den Vei, jeg vilde gaa, og de Par Steder, hvor jeg vilde gøre nogle Timers Ophold. I Berlin traf hendes Brev mig. Der var sort Lak udenpaa.

Jeg kom hjem paa selve Begravelsesdagen, for sent til at kunne overvære Ceremonien. Jeg spurgte efter Adolf. Mine Søstre fortalte mig, at han utrættelig havde vaaget hos Fader, og at han den sidste Nat havde lukket hans Øine efterat have talt med ham om en Sag, »som vi ikke fik Lov til at høre«, sagde min Søster med Graad i Stemmen. Samme Morgen havde Adolf hængt sin Taske over Skuldren og var taget afsted ud paa Landet, Ingen vidste hvorhen. Huslægen og en Onkel havde besørget det Nødvendige ved Begravelsen.

Dagene gik med Kondolencevisiter og Dødsboformaliteter. Vi Søskende fik, efter den Afdødes Ønske, Huslægen til Kurator. Jeg ordnede som Familiens Overhoved - og hvor stolt følte jeg mig ikke, trods al min egen og de Andres Nedtrykthed, i denne min Stilling! - alle min Faders Papirer, hvoraf han havde bestemt nogle til Udgivelse, andre til Opbrænding. Blandt de første var netop hint Manuskript, som jeg for to Aar siden havde afskrevet, og som havde henligget i hans Pult. Det var i en underlig Stemning, jeg atter gensaae disse beskrevne Ark, som havde dannet et Vendepunkt i mit Liv. Jeg fik fra mine egne Gemmer hin barnagtige »Forskrivning« frem. Ja, her stod disse Ord endnu, afblegede, men dog tydeligt at læse. Jeg følte mig saa ubeskrivelig ensom og trøstesløs; flere Gange var mine Taarer paa Veie til at bryde frem, men jeg syntes, at jeg nu ikke havde Tid til at være svag, nu, da jeg havde saa mange Pligter at varetage, og nu, da jeg først og fremmest skulde søge, søge, søge efter .... efter min Faders Korrespondance med hende. Ak, den fandtes ikke. Med en usigelig bitter Skuffelse maatte jeg tilsidst blive staaende ved den Overbevisning, at disse Breve fra hende, som jeg vilde have givet Aar af mit Liv for at see, var tilintetgjorte.

Maaske det var godt for mig; hvem veed!

Saa kom Adolf hjem. Han havde skæmmet sig i sin Fraværelse. Jeg spurgte ham ikke, hvor han havde været henne, ikke om Grunden til 195 hans Bortgang. Der stod noget at læse i hans Træk, som jeg ikke ret følte mig hverken oplagt eller berettiget til at udforske. Vi talte i det Hele taget saa godt som ikke sammen i den første Tid.

En Dag kom han op til mig paa det Kammer, der før havde været Faders og nu var mit Studereværelse. Han havde et aabent Brev i Haanden.

Læs det! sagde han. Det er fra Moder!

Han gik. Jeg satte mig med Brevet i mine skælvende Hænder hen ved Skrivebordet.

Ja, det var fra hende; det var hendes Skrift, hendes Ord, hendes Navn nedenunder. Brevet var skrevet paa et fint, tykt Papir med et Vaabenmærke øverst i det ene Hjørne. Jeg saae efter, om jeg kunde opdage Spor af Taarer; men der var ingen. Det er nok kun i Romaner og Skuespil, at Taarerne falde paa Papiret. Brevet var kort; det lød saaledes:
Min dyrebare Adolf!

Du veed Alt, skriver Du til mig. Da han har sagt Dig Alt, var det vel det Rigtige. Du veed altsaa, hvor han, som Du kaldte Din Pleiefader, og jeg har elsket hinanden. Og nu er han død. Jeg vidste det i Forveien, at dette vilde komme saaledes. Jeg læste mellem Linierne i hans sidste Breve, at dette vilde ske, og Gud har været saa god at lægge min Sorg ud over et større Rum af Tid og derfor ogsaa over et større Rum af mine Kræfter. Og desuagtet er min Smerte nu en saadan, at jeg vilde bukke under, dersom jeg ikke havde Dig, min elskede, min dyrebare Adolf. Du er mig i hans Sted, Du er ham og Dig selv for mig; i Dig lever jeg nu, og gennem Dig i Mindet om ham, som Din Moder kun her igennem dette Brev tør sige sin Søn, at hun elskede saaledes, som man i Verden og for Menneskenes Øine ikke tør elske. Jeg vilde have kaldt Dig hjem til mig nu, dersom det havde været anderledes. Nu maa der gaa Aar, og Du maa modnes og udvikle Dig blandt Menneskene, inden jeg vil have Mod til at see Dig for mig og kysse Dig og omfavne Dig, og sige Dig, at det var mig, Din Moder, der elskede saaledes, der handlede saaledes, som hun aldrig turde tillade en Datter at handle, og som hun maa være sikker paa sin Søn for at turde sige ham, at hun gjorde. Dog, Adolf, Du kendte ham jo, og, ikke sandt, i Dine Øine vil Din Moder staa uden Brøde? Dette maa Du sige mig i Dit næste Brev, som Du maa afsende saa snart som 196 muligt. Du maa skrive dobbelt saa kærligt, som Du ellers pleier, - ak, hvad siger jeg? Skriv, skriv, min egen dyrebare Dreng, saaledes, som Dit Hjerte selv siger Dig. Du vil dog nok engang i Verden lære, hvem der er de rette Skyldige og hvem ikke. Skriv til mig om Alt, om hvorledes Alt gik til; og husk paa, idet Du skriver, at ethvert Ord bliver læst hundrede Gange, og at det er til en dybt nedbøiet, grænseløs ulykkelig Kvinde, Du skriver.
Din Moder
Helene.

Jeg læste Brevet een Gang, flere Gange igennem uden at kunne samle mine Tanker til Forstaaelsen af en eneste Sætning. Saa foer det igennem mig: ikke et eneste Ord, en eneste Hilsen til Dig selv! Men jeg rettede mig strax. Nei, ved en saadan Leilighed bliver man staaende ved de i Ordets snevreste Forstand Paagældende! Atter og atter gennemlæste jeg det, indtil jeg kunde det udenad, Komma for Komma, indtil jeg følte det som en Musik inden i mig, en Symfoni, der begyndte saa langsomt, saa langsomt og næsten formel - som hos Haydn f. Ex. - og som saa gradevis steg og steg, anklagende Noget og forsvarende Noget, og som vred sig, græd, jamrede, men bestandig tilbagetrængt, indtil det endelig brød ud med det sidste Udtryk, et Veraab - »grænseløs ulykkelig«!

Saa reiste jeg mig, foldede Brevet langsomt sammen, saae efter alt det Ligegyldige, Poststemplet, Afsendelsesdato osv., som om sligt indeholdt noget vigtigt Nyt. Saa gik jeg over paa Adolfs Værelse. Jeg vilde tale med ham.

Han var der ikke. Jeg lagde Brevet ned i hans Skuffe; - alle hans Gemmer stod aabne. Jeg fandt en Nøgle, som jeg lukkede Skuffen af med og stak til mig.

Adolf kom først hjem sent ud paa Natten. Den næste Morgen gik jeg over til ham, gav ham Nøglen og sagde, at jeg havde lagt Brevet i hans Skuffe. Han blev noget rød i Hovedet, stammede Noget forlegent hen i Veiret, og bad mig sluttelig om at gaa; han vilde skrive et Brev, inden han gik til sit Kontor.

Der forløb flere Dage, hvor han synlig undgik al videre Talen med mig. Jeg tog mig vel iagt for at paatrænge mig ham. Saa kom han efterhaanden i den gamle Gænge, men der var dog bestandig en vis Skyhed over ham. Vi fjernedes mere og mere fra hinanden, uden at det var mig muligt at forandre noget heri. Til Gengæld nærmede han 197
sig mere og mere en Kreds af unge Mænd i Byen, der var bekendt som vittige Hoveder og lystige Selskabsbrødre, men hvoraf Eliten tillige var temmelig renomerede Udhalere. Jeg søgte at drage ham bort fra dette Selskab. Det lykkedes ogsaa i Begyndelsen, men snart opdagede jeg, at nogle af disse hans nye Venner skildrede mig for ham som en Pedant, der søgte at tyrannisere ham med mit Aars Forspring i Aldren og saa mine ulykkelige Examiner. Han brusede flere Gange op imod mig; han var for svag af Karakter, for stærk af Legeme og Drifter til at ikke hans letsindige Selskabsbrødre skulde faa Overtaget. Jeg havde jo kun saa lidet at byde ham, en Pibe og af og til et Glas Punsch i Samlag med nogle af mine Kammerater, der, ligesom jeg, studerede Filologi og spillede Schak. Mine Søstre, som før havde holdt ham til Hjemmet, begyndte nu snart at tænke paa selv at lave sig et Hjem. Den ældste, som var bleven forlovet under min Fraværelse, skulde nu giftes, og min yngre Søster, der uddannede sig i Musik, vilde saa flytte hjem til det unge Par. Af vor Arv vilde der tilfalde hver af os nogle Tusinde Daler. Vi opgav da den Leilighed, som vi havde beboet fra Faders Tid Min Søster blev gift; jeg foreslog at flytte sammen med Adolf, men han meddelte mig noget forlegen, at han allerede havde truffet Arrangement med en Ven afsig, en Officer, som han vilde dele Leilighed med. Jeg indrettede mig da studentikost oppe paa en Kvist, og Tiden gik sin jevne, afmaalte Gang, for mig med Studeren, for Adolf med Morskab. Omsider antog denne Morskab en Karakter og en Udstrækning, saa at jeg som hans Ven og »Pleiebroder« følte mig opfordret til alvorligt at sige ham min Mening, og da støtte mine Ord paa hvad jeg havde lovet baade min Fader og hans Moder. Jeg traf ham en Formiddag liggende balklædt paa Sengen, Skjortebrystet overspildt med Vin, ophovnede Øine, tilstænkede Ridestøvler med Sporer. Da jeg kaldte paa ham, var han saa venlig, idet han vaagnede, at kaste mig sin Ridepisk i Hovedet. Jeg ventede roligt, til han havde vasket sig, saa sagde jeg ham min Mening om Tingene. Han svarede intet, men pegede paa Døren. Jeg tog hans Haand og besvor ham ved hans Moder ..... Han rev Haanden til sig og kaldte mig en indbildsk Studenterlømmel. Officeren kom ind, og jeg sagde Parret et roligt Farvel, og gik. Jeg ventede flere Dage en Undskyldning fra ham. Endelig tilskrev jeg ham, men fik intet Svar. Jeg søgte ham i hans Bopæl, men traf kun hans Ven, som 198 med en spodsk Høflighed meddelte mig, at Adolf ikke var hjemme for mig. Jeg mødte ham paa Gaden; han undgik mig.

Saa var jeg tilstrækkelig ked af Hjemmet. Jeg havde ingen Venner, ingen Familie, som bandt mig med saa stærke Baand, at jeg af den Grund skulde ville blive. Jeg havde min Ærgærrighed og min Lærelyst. Dem vilde jeg nu tilfredsstille i Udlandet.

Jeg gjorde Aftale med min Kurator, pakkede mine Bøger og min Koffert og reiste.

Jeg besøgte tydske, franske og engelske Universiteter. Jeg blev i Udlandet til hen paa syvende Aar.

VI

Deres Danmark er virkelig et smukt Land, det maa jeg tilstaa, sagde min Reisefælle. Og denne Taage, som ærgrede os saa meget imorges, er virkelig en høflig Taage, at den saadan letter og lader os see Landet. Hvad hedder denne Kyst her? der er dog vel en af Øerne, som De har talt saameget om ?

Det er Langeland! svarede jeg. En af vore Digtere har kaldet denne Ø »en Rosengren, kastet i Vandet«!

Meget smukt, i Sandhed! meget smukt! Det skulde bare være Foraar istedetfor Efteraar!

Vi stod paa Dækket af det kgl. danske Postdampskib, som om Natten havde bragt os ud fra Kielerhavn, der nu var bleven uomtvistelig preussisk fra at have været omtvistelig dansk. Vi havde været ankret op flere Timer for Oktobertaagen. Nu havde vi igen Fart paa, og Kaptainen mente, at vi muligvis vilde slippe ind til Korsør betids nok for Eftermiddagstoget.

Jeg kendte dette »muligvis«, og kendte ogsaa vore hjemlige Oktobertaager. Men i ethvert Fald: jeg stod nu paa dansk Grund, hørte mit Modersmaal blive talt omkring mig, kunde følge de hjemlige Kyster med blotte Øine, og havde ovenikjøbet en fortræffelig Reisefælle med mig, der over København vilde til Stockholm og videre til 199 Kristiania paa Naturvidenskabens Vegne. Han var en Schweizer, som jeg havde lært at kende og var fulgt sammen med fra Genf, hvor jeg i det sidste Aar havde haft en midlertidig Ansættelse, som det stod til mig selv at gøre fast, hvis jeg bestemte mig for at vende tilbage.

Her paa Dækket vendte jeg mig nu foreløbig fra min Sidemand Kun den, der har været flere Aar i Udlandet, kender af Erfaring den Følelse, der næsten overvælder En paa dette Postskib, som der i Forbigaaende sagt kunde skrives en hel Roman om. Hvormange Lykkelige og Ulykkelige, Haabløse og Forhaabningsfulde har ikke dette flydende Bindeled mellem vore Øer og Udlandet bragt frem og tilbage mellem Korsør og Kiel, Hjemmet og det Fremmede? Hvilke Traade er her ikke paa dette Dæk blevet knyttet til det luftige, lette, usynlige, men seige og elastiske Spind, som hedder Livet? Og hvormeget uredt Garn er her ikke kommet hjem paa dette Dæk, i Form af en menneskelig Vareballe? Eller omvendt!

Hvad mig angaar, da følte jeg mig saa vel tilmode, næsten barnlig tilfreds med alt omkring mig. Jeg blev ved at kalde paa Opvarteren om Kaffe, uanseet at jeg holdt Koppen i Haanden, blot for at have den Fornøielse at kunne kalde paa Dansk: Aa, værsego' a' bringe mai en Kop Kaffe! Jeg morede mig med at gøre det saa bredt som muligt. Jeg tiltalte alle Matroserne, ja endogsaa Rorgængeren, uanseet min bedre Bevidsthed om, at dette ikke var tilladt. Jeg slugte med Graadighed de Par hjemlige Smaaaviser, der fandtes i Kahytten, ja læste endogsaa alle Avertissementer med, ligened til Hr. Cohen, som køber og betaler til høieste Pris aflagt Herre- og Dametøi. Og saa stirrede jeg igen oppe fra Dækket ind imod den langelandske Kyst, og koketterede med hvert Træ, hver Bakke og Busk som med lige saa mange Skønheder af gammel Dato men frisk Erindring, uanseet at jeg med Skam at tale om aldrig havde haft min Fod paa Langeland. Og under denne min sidste Beskæftigelse blev Kaptainens »muligvis« stedse mindre og mindre, ligesom hans egen ranke Figur deroppe paa Broen over Maskinen. Taagen sænkede sig atter, og det saa isnende kold, at jeg skuttede mig i min varme Schweizer-Kavai og begyndte at tænke paa gamle Dage.

Ja, det var nu snart syv Aar siden, jeg havde været her paa disse Høider. Syv Aar; det er kort eller længe, ligesom man tager det. For mig havde det Tidsrum været baade indholdsrigt, nydelsesrigt og lærerigt. Jeg var draget ud som et ganske ungt Menneske med en 200 ubegrænset Tillid til mig selv. Jeg vendte tilbage som en ung Mand med Kundskaber og Erfaringer og med en levende Tillid til Menneskene rundtomkring mig, til det »store« Arbeide, til Hovedmeningen i det store Maskineri, uanset de enkelte Deles momentane Standsning eller Forvirring. Vent lidt; hvor var det, jeg sidst, for saamange Aar siden, havde hørt dette om Maskineriet? Ja rigtig, det var ham, den gamle Timelærer, som jeg den Dag havde fulgt op ad Gaden, som jeg den Aften havde været ude hos med.... Ak, Adolf!

Ja, hvorledes levede han nu? og levede han i det Hele taget? Det var allerede flere Aar siden jeg havde haft Efterretninger hjemme fra om ham. Han havde aldrig selv ladet høre fra sig, og det, mine Søstre skrev mig til om ham, var ikke af nogen videre glædelig eller trøstende Art. I Korthed sammentrængt vilde hans Liv indtil det Punkt, hvor jeg aldeles tabte ham af Sigte, lyde saaledes: allehaande Daarskaber med Venner og Veninder de første Par Aar; dernæst en. Forlovelse ind i en Familie, der levede paa Moden; snart efter »stukket ud« af sin Ven Officeren; en Tvekamp paa Sabler, der efterlod jeg veed ikke hvilke Skrammer, men hvad værre var gjorde en saadan Skandale, at Officeren blev kasseret af Krigstjenesten og Adolf »stødt ud« af Vennekredsen; - man er nu engang ikke for Dueller hjemme hos os. Efter denne Historie syntes Adolf at have gjort forskellige Indrømmelser nedefter i Samfundet. Mine Søstre, som rigtignok var temmelig aristokratiske paa det i den Henseende, erklærede mig i et Brev, at nu kunde man ikke længer kendes ved Adolf paa Gaden. Jeg for min Part mente, at den »Elite«, han hidtil havde levet iblandt, ikke i nogen væsenlig Maade kunde foretrækkes for en Kreds, der var nogle Grader lavere nede i den sociale Rangforordning. Saa hørte jeg endelig, at han var taget ud i Provinsen et eller andet Sted. Jeg var paa den Tid saa stærkt sysselsat med mine egne AfFairer, at jeg kun daarligt havde Tid og Tanker tilovers for Andres. Den lille Arv, jeg hidtil havde levet af i min Mindreaarighed, var nu, da jeg var bleven myndig, paa Nippet til at være opbrugt. Nu! saaledes gaar det ofte i Livet. Naar man endelig bliver »myndig«, er Tasken tom. Jeg havde imidlertid brugt min Arv vel, og havde Intet at bebreide mig. For mig begyndte nu Kampen for Existensen, der endte med Sikreisen af min Existens. Jeg havde erhvervet mig en Lærerpost ved et af de større Schweizer-Gymnasier, og den Fritid, der var mig tilovers, anvendte jeg til mine Yndlingsstudier, den bedste Arv efter min Fader, Statistik 201 og Nationaløkonomi, saaledes som disse Videnskaber med stedse mere og mere om sig gribende Fordringer havde udviklet sig under de sidste Aars store Verdensbegivenheder. Den Adolf, som saa tillidsfuldt var bleven anbetroet til min Understøttelse og mit Venskab, men som rigtignok selv havde lagt begge Dele saa betydelige Vanskeligheder iveien, denne Adolf, saavelsom Erindringen om de Personer og Forhold, der stode ham nærmest, var under min Kamp og mine Studier, i Aarenes vexlende Løb, gledet mere og mere tilside for den raske Strøm, der havde taget mig med sig og baaret mig høit paa sine Bølger. Jeg tror, det er Hollænderen, som har det Ordsprog: Der gror Græs over Alt, og der, hvor intet Græs gror, er Jorden sur! Jeg vil ærligt tilstaa, at Erindringen om min tidlige Ungdoms Kammerat først her paa Damperens Dæk vaagnede af sin fleraarige Slummer med Fordring paa alle mine Tanker. Havde jeg nu virkelig ogsaa dengang gjort Alt, hvad der stod i min Magt, for at drage ham til mig? var ikke Sandheden den, at jeg for hurtigt havde opgivet ham for Tanken paa min egen Existens, der dog aldrig, siden jeg var kommen til Skelsaar og Alder, havde været alvorlig truet? var det ikke en Del af min Faders Egoisme, som jeg her havde taget i Arv lige saa fuldt som hans Energi? min Fader! ja; og hun!... levede hun endnu? var Adolf hos hende? levede Adolf?... hvorfor havde jeg dog været saa beskæftiget med mig selv? Gaar det da virkelig saaledes til, at selv de dybeste og stærkeste Indtryk fra vor Barndom og Ungdom afsli-bes og udviskes under Livets store Polerklud? Er da hele Historien ikke stort andet end Børnekopper, hvis Ar kun den nøiagtigste Undersøgelse kan opdage? Hvorfor da alle disse Ophævelser, alle disse Sindsbevægelser, disse Taarer, denne Hulken? Much ado about nothing......!

Det er ikke sandt - undskyld min kære Ven - hvad De der tænker høit! sagde min Reisefælle, der atter havde nærmet sig mig. Jeg kan næsten blive rasende, hvergang jeg hører denne Titel paa det saakaldte Lystspil blive slængt i Øinene paa en eller anden Erindring, en eller anden Selvbebreidelse, for at stoppe Erindringen eller Bebreidelsen i Farten. Den store Shakspeare er maaske aldrig forekommet mig saa moderne som i dette Stykke. Renaissancens friske Pust, den grunddjærve Benedikt, den storslaaede Beatrice, den urkomiske Fredsdommer formaar ikke at skjule den selvfortærende Ironi, den bitre Smag, der ligger paa Bunden af Intrigen. Jeg har aldrig kunnet see dette 202 Drama uden med de mest modstridende Følelser. Dette »Ingenting« er en Løgn, en bevidst Løgn fra Mesterens Side. Stykket er en Tragedie, en ren moderne Tragedie. En ung uskyldig Pige bliver paa en lumpen Maade bagvasket af hendes Brudgoms Rival. Brudgommen saavelsom hans Ven og Velynder faar, som det hedder, »uomstødeligt Bevis« for hendes Utroskab. Der er ikke et eneste Øiebliks Vaklen hos de to Hædersmænd'; deres moralske Karakter er saa slap, som om det kunde være i Paris den Dag idag. Hun er naturligvis skyldig, og umiddelbart foran Altret bliver hun dødelig beskæmmet af den brave Brudgom. Den ulykkelige Pige forlades af Alle og forbandes af Faderen. Kun Veninden, Renaissancetypen, taber ikke sin Tro paa hende, og denne djærve Skikkelse pudser sin Tilbeder løs paa Ex-Brudgommen. Nogle herlige Mandfolk, disse unge Herrer. Faderen er tragisk, og har Ret til at være det. Stykket er tragisk lige til sin inderste Kærne, moderne tragisk. Heros Skindød ender med en Formæling paa en saa løs Grundvold, at Tragedien Morgenen efter Brylluppet kan gaa løs igen. Under en Regn af Vittighedsfyrværkeri rækker det andet Par hinanden Haanden og slutter en Pagt, der synes at være baseret paa lutter Kalembourgs og kan gaa istykker ved den første Barselseng, naar »Humøret« begynder at tabe sig. Tilbage bliver den uskyldige Hero og den tapre Beatrice. Disse to er i Sandhed mere end »Ingenting«; de andre Figurer ere meget mindre, meget værre end »Ingenting«. De burde straffes ved Heros virkelige Død, og Tragediens Slutrepliker burde Beatrice have, og de burde lyde som Haan over disse glatte Herrer, med deres bon mots, deres Vankelmodighed og Karakterløshed. Heros Død er Opfyldelsen af den tragiske Retfærdighed. At formæle hende med en saadan Vindhane er en slet Farcespøg fra et Sekondtheater, som desværre gaar altfor glat ned i vor moderne Pøbel. Den trofaste høihjertede Beatrice burde absolut have Slutningsordet. Istedetfor at Benedikt ender Stykket med sit: Spil op, Musikanter! burde det hedde fra hendes Læber: Gaar hjem, I Herrer! hav Respekt for den Kvinde, der elsker, og skam Jer over Eder selv!

Min Sidemand havde talt sig varm. Taagen faldt mere og mere raaskrøbe-kold omkring os. Vi laa stille. Jeg pressede min Haand mod Panden og tænkte paa Helene Brunnow.

Jeg gik op og ned ad Dækket med min Reisefælle. Der var virkelig ikke andet for end at have Taalmodighed.

203

Veed De hvad jeg synes der er den lærerigste og mest opdragende Del ved Reiselivet? spurgte min Ven, idet han forandrede saavel Tone som Emne. Det er den stadige Knytten og nødtvungne Opløsen af disse Bekendtskaber af saa forskellig Art. Man slutter sig til en underholdende og behagelig Mand, eller man seer ind i et Par smukke, imødekommende Øine. Man udvexler Tanker og Anskuelser, man gør en halv Tilstaaelse. Man synes, at her netop er det, som man har søgt, og ønsker ret at fortsætte dette Bekendtskab, at dyrke denne Passion. Men pludselig griber man sig i det. Nei, Du skal bort, videre, afsted! Du har Dine Pligter, Din afstukne Bane. Ikke ud til Siderne! Det er maaske en lidt bitter Følelse, der undertiden ledsager denne Selverkjendelse af, at man er et Menneske med en bestemt lille Virkekreds, begrænsede Opgaver og strenge Pligter. Men der er sund Medicin i denne Bitterhed. Jeg erindrer, hvorledes jeg som meget ung var tilbøielig til at misunde de faa Udvalgte, hvem Rigdom eller et overmægtigt Geni gjorde saa uafhængige af alle Hensyn, at de næsten syntes at kunne lægge Verden for deres Fødder og efter frit Valg binde og løse Individerne rundtomkring sig. Jeg kom dog snart til den Erkendelse, at disse Misundelsesværdige ved Enden af en kort og glimrende Bane, et Triumftog, stod saa afkræftede og endda ikke mættede, fattigere end vi Andre. Nei, vor Tid er ikke Nydelsens Tid, og maa og tør ikke være det. Der er nydt tilstrækkeligt af de Andre, og det er disses Vexler, vi nu maa indfri samtidig med vore egne!

Nei, vor Tid er ikke Nydelsens Tid! sagde jeg næsten mekanisk, men rettede mig hurtigt og jog mine krydsende Tanker paa Flugt. Nei, det er den ikke!

Vi veed jo bedst selv, vi To - thi Forskellen i vor Alder er jo ikke saa stor - vedblev min Ven, hvorledes netop i vore Ungdomsaar Grænseskellet saa at sige kan drages mellem den gamle Tid, der er dømt, og den nye, der nu skal indvies blandt andet ved vort Arbeide. Der er ligesom en Bakke, et Høidedrag skudt op bag ved os, Vandskellet, kunde man kalde det, for de Floder, der tabe sig i Romantikens og Fantasteriets endeløse Skove og Sumpe, og de Floder, der frugtbargjørende gennemstrømme de store aabne Sletter, som vi yderligere søge at kultivere med vor Flids Resultater, uanset om denne Slette muligvis i nærmere eller fjernere Tid vil blive Valpladsen, hvor de store Spørgsmaal skal udkæmpes, hvor Fortiden paa den ene Side og Nutid og Fremtid forenet paa den anden Side skal mødes 204 med Vaaben i Haand til den sidste store Afgørelse. Det gælder blot om at have gjort sig dette klart. Valget vil ikke være svært, og den, som lider paa Afgørelsens Dag, vil have den gode Bevidsthed at have lidt for den kommende Slægt!

Vi gik vist flere Timer op ad Dækket, snart samtalende, snart Enhver i sine egne Tanker. Endelig drev en frisk Eftermiddagsbrise Taagen for sidste Gang paa Flugt, og vi naaede ind til Korsør - akkurat tidsnok til at høre, at Toget var gaaet for en Time siden. Der blev paa Banegaarden Tale om et Extratog i Anledning af de mange Reisende. Sligt afgøres imidlertid paa god gammel dansk Skik ikke i nogen overilet eller letsindig Hast. Min Reisefælle, der var mindre søstærk end jeg og som derfor ikke havde spist ombord, gik ind i Restaurationen, hvor der var blevet tændt Lys ved de lange dækkede Borde. Jeg kunde umuligt spise for tredie Gang idag, og foretrak at spadsere mig en Tur omkring i Byen, hvis Bekendtskab jeg aldrig før havde haft den Ære at gøre.

En Spadseretur omkring i Korsør og ovenikøbet en Oktoberaften med frisk Kuling og ikke ganske fri for en let Støvregn! Nu ja, man tager tiltakke med meget paa Reiser for at fordrive en Ventetime, der som bekendt paa Reiser tæller ethundredogtyve Minuter.

Jeg maa sige, at trods min ved den lange Fraværelse skærpede Appetit for det Hjemlige, faldt dog Korsør mig en Smule for Brystet.

Hvem kender ikke Korsør? Det vil sige: Hvem har ikke, Hjemmefødning eller Udlænding, med sin Natsæk eller sit Shawl over Armen, skyndt sig de halvhundrede Skridt fra Dampskibsbroen op til Banegaarden, og med et sky Blik seet sig om til Siderne og takket sin Gud, at han hverken hører til de Toldere eller Syndere, der af en ublid Skæbne er dømt til at henleve Aar af deres Liv paa dette Sted?

I Sandhed et meget trist Sted at byde den Fremmede Velkommen paa, naar han for første Gang stiger iland paa dansk Grund. HalskovRevets nøgne Banker, et Par smaa kullede Fyrtaarne, nogle sværtede Teglovne, en tilrøget og sodet Banegaard, der synes at være døbt med Dampskibs- og Lokomotiv-Røg og ligesaa gerne kunde ligge midt inde i de engelske Helveder, som hedder Birmingham eller Sheffield. Byen selv paa den anden Side Havnen, med sine lave, duknakkede Huse i en Halvtreds om »Slottet«; og Slottet selv med sit uendeligt melankolske firkantede Taarn, sine lave Volde, tilgroede Grave, sin nøgterne Depotbygning, og saa en Badeanstalt paa 205 skrøbelige Edderkoppeben ude i det smaaplaskende, smaamumlende, jamrende Vand. Om Vintren Istransport eller Regntaage, om Somren brændende Tørke, Støv og Kedsommelighed indtil Sindslidelse.

Hvem kender saa ikke Korsør?

Om salig Heiberg nogensinde havde været der, førend han skrev sin Kong Salomon? - Det forekom mig, medens jeg slentrede omkring, at der ikke er nogen egenlig Lokalfarve over den lille Farce, hvis Posthorn blæste Vaudevillerne ind paa den danske Scene. Men maaske Korsør - og dog, hvilken fantastisk Tanke! - havde forandret sig fra hin Tid, hvor »Smakken« gik over Beltet, og hvor Goldkalb mistede sin Silkehat?

Jeg havde tændt min Cigar og gik langs med Jernbaneskurenes Stakitværk, hvor hist og her en søvnig Lampe brændte, langs med Kaiens Bolværk, hvor Dampskibene, Beltkvaserne og nogle Kulskibe, efter Urenligheden at dømme engelske, laa og hivede og knagede i Fortøiningerne. Inde paa Dækket af et Skib stod en Lygte og kastede sit Skær over en ung Knøs, som med opsmøgede Skjorteærmer og Benklæder sad paa Ruffet og aflokkede en Harmonika nogle klagende Toner. Han sang ogsaa dertil; jeg standsede og opfangede Omkvædet:
Fa... rewell, fa... a ... rewell! my heart is on my lips.

En stor, sort Hund med klippede Ørelapper sprang med Forpoterne op imod Rælingen og gøede ad mig. Da jeg vendte mig, hørte jeg de To i Duet:
Fa ... Vov vov,... rewell! my heart... Vov vov .... is on my lips.
Vov vov!
der endte i en langtrukken Tuden, som syntes at smelte sammen med Nattevinden, der peb igennem Tovværket. Jeg gik over den Bro, der forbinder Byens Grund med Jernbanens Grund. Den raa Vind kom susende ovre fra »Noret«, den Indskæring eller Fjord, som vistnok vilde kunne danne en ypperlig Havn her, hvis der var Vand nok og hvis der ikke frøs til om Vintren. Jeg stod paa Byens Grund og havde paa min høire Haand en stor Tømmerplads, der løb langs med Havnen over imod Slottet, hvis mørke Taarn ragede i Veiret op mod 206 Luften, der var overtrukket paa sine Steder, stjerneklar paa sine. Jeg slog ind i den første den bedste Gade, og krydsede en Tid omkring, uden saameget som at kunne finde en Hattemagerbutik, der kunde minde om Heiberg. Jeg stod atter udenfor Tømmerpladsen, og her fik jeg en uimodstaaelig Lyst til dog ogsaa at gøre mig bekendt med de gode Borgere i Byen. Paa de øde og slet eller slet ikke oplyste Gader havde jeg kun truffet en Fisker og nogle Børn. Jeg saae mig omkring. Her var »Beværtningssteder« nok at vælge imellem. Jeg valgte en lille, lav Skænkestue, over hvis Dør et Skilt prangede med den lovende Indskrift »Solen«. Der var nedrullet for Vinduerne og Lys bag Gardinerne. Døren til en snever Entré stod aaben, Væggenes Kalkbeklædning var overstrøget med Himmelblaat, og paa en Hylde lyste en mikroskopisk Lampe - maaske det beskedne Sindbillede paa Solen.

Jeg gik ind. En kvalm Tobaks- og Stegeluft slog mig imøde, en aldeles hjemlig Skænkestueluft. Udlandets Kneiper ere enten meget værre eller meget bedre end vore.

I den forreste Stue sad kun een Person: en gammel, adstadig Borger, der var falden i Søvn over en Avis og et tomt Glas. Et Par blaa Briller vare gledne ham ned til den yderste Pynt af Næsen, og under den røde Næsetip tindrede en klar Draabe. Maaske var Brillerne sat saaledes i den fiffige Hensigt at bilde Folk ind, at han virkelig var fordybet i sin Avis. Ved den Støi, jeg gjorde, da jeg tog mig en Stol, foer hans Hoved i Veiret med hængende Mund og opspilede rødkantede Øine; han rømmede sig og raslede lidt med Avisen, men faldt snart tilbage i sin forrige Stilling, blot med Hovedet dukket endnu dybere ned end før.

Jeg vendte min Opmærksomhed ind mod det næste Værelse. Man oversaae det kun halvt fra den Plads, jeg havde valgt mig. En Lampe, som jeg ikke kunde see, kastede sit Skær ned fra Loftet. Det faldt over Skænken, op imod hvilken et høit ungt Fruentimmer stod lænet med Armene overkors og under en hjertelig Latter. Et Bord maatte rimeligvis være placeret midt paa Gulvet. En Mand havde dreiet sig omkring over sin Stoleryg og talte til Pigen. Han havde et magert Ansigt med kortklippet graat Haar, Knebelsbart og et stift sort Halsbind, hvor han puttede Hagen ned i paa militærisk Vis, som om han stadig havde Opstød.

Jeg hørte endnu et Par Stemmer til foruden hans.

Da jeg havde hostet og rømmet mig for tredie Gang, lod det unge207 Fruentimmer Armene falde og snoede sig ind over Dørtærskelen, men stadig med Ansigtet dreiet ind efter mod sine Gæster i Bagværelset:
Det er lutter Passiar og Snak, kan jeg hilse og fortælle. Fuldmægtigen spillede lidt Billard her i Formiddags, men han har ikke været her siden. Og om saa var, hvad kommer det saa Løitnanten ved, eller Dem, Jespersen? Ha, ha, ha! De kan ikke drille mig, De -!

Maa jeg bede Dem om et Glas Øl! sagde jeg fra min Stol, idet jeg mønstrede Figuren i Døren. Der var noget Friskt og Freidigt, Stort og Sundt ved denne Pige, som tiltalte mig.

Hun saae endelig paa mig:
Hvad var det, De vilde ha' ?

Jeg kom uvilkaarligt til at smile. Man bliver forvænt i Udlandet med Opvartning. Dette var at tage Sagen ganske en famille.

Da jeg smilede, smilede hun ogsaa. Men det var ikke noget »Kælderpige«-Smil, dette.

Skal det være en Bayer, Dobbelt eller maaske Bitter?

Jeg blev mere og mere tilbøielig til at see paa hende. Hun var aabenbart ganske ung, men usædvanlig velvoxen. Hun havde »Linien«, som Kunstnerne siger. Hendes Øine var store, rolige; graa eller blaa, det var ikke godt at sige. De saae lige ind i mine, men havde aabenbart slet ikke Noget at spørge om, var slet ikke frittende, absolut ikke udfordrende. Hun var bredere over Skuldrene, end jeg selv, havde et hvælvet Bryst, men som sad fast, ligesom støbt under hendes Livstykke, der sluttede til Figuren som Jomfruen af Orleans' Harnisk, da jeg sidst havde set det paa Münchener Scenen. Jeg havde en Følelse af, at hun kunde bukke mit Hoved ned under sin Arm og bære mig bort som en Mynde.

Forresten saae hun slet ikke drabelig ud.

Hendes Kinder vare røde og friske, hendes Træk jevnt regelmæssige. Haaret havde hun bundet op i en Top som en Grønlænderinde og omviklet det med et bredt, sort Baand. Ak, det var Synd. Der maatte kunne gøres Noget ud af dette mørke Haar af den ubestemte Farve, som man finder i vore Fiskerleier. Det truede med at vælté sig ned til en af Siderne og sprænge Lænken.

Tak! maa jeg bede om Dobbeltøl!

En »Dansk« til?

Nei Tak... jo, forresten, en Dansk. - Kommer her mange Gæster?

208

Aa ja!

Hun gik tilbage til Skænken, bragte mig det Forlangte og tog imod Penge. Jeg greb hendes Haand. Hun saae ganske rolig paa mig, tog mig med den anden Haand om Haandledet, saa at jeg øieblikkelig slap, pegede paa de Smaapenge, jeg skulde have tilbage, og gik ind til sin Skænk.

Jeg mønstrede mit Haandled. Det var unægteligt et kraftigt Tryk; og saa bestemt, resolut og stiltiende det Hele var gaaet af!

En af Gæsterne derinde forlangte noget, og hun vendte sig om til en lille Spirituslampe, som stod paa Skænken. Snart efter fornam jeg den hjemlige Duft af Rom og varmt Vand. Denne Duft syntes at sætte Personerne derinde i en mere løftet Stemning. Det militære Individ lænede sig tilbage mod Stoleryggen og nynnede, idet han vrikkede Takten med sin stive Nakke. Saa blev en Dør larmende slaaet op, og et Kor af Stemmer raabte: Fuldmægtigen, Hurra! der har vi ham!

Ja, her er Fuldmægtigen, Fanden gale mig, og han giver Punsch rundt Ah! Dorthe er allerede ved Bryggeriet. Kom her, min Snut, og siig pænt Godaften!

Havde jeg hørt denne Stemme før! Dog nei, det var en Indbildning. Jeg saae en stor, svær Mand med et mægtigt, blondt Skæg og Filthat ned over Panden slaa sine Arme omkring den høie Pige. Det ærgrede mig. Saa havde jeg dog taget Feil af hende.

Ikke røre; ellers brænder jeg baade Dem og mig!

Filthatten trak sig tilbage. Jeg hørte Stolene skrabe mod Gulvet, saa lød Stemmen atter:
Naa, Løitnant, naa Jespersen, hvordan gaar det? Frisk Veir iaften, hvad?

En halv Storm! svarede Militærpersonen.

Jeg kan tænke, Fuldmægtigen gaar selv med faste Bramseil, lød en anden Stemme.

Hold Mund, Jespersen! svarede den dybe Stemme. Skaal, mine Herrer; hvor er Mutter Dideriksen?

Hun ligger stadig! svarede Pigen, som nu var ifærd med at ombære Glassene.

De klinkede og drak derinde, og begyndte at tale om Byens Anliggender. Jeg sad og lyttede efter den dybe Stemme. Hvor var det dog, jeg havde hørt saadan en Stemme? ... især nu, engang imellem, i Overgangen fra Konsonanterne til Vokalerne, der blev udtalt 209 bredere og mere aabent, end vi Sællændere pleie. Jeg lyttede. Dog nei; denne Stemme var saa hæs, især i Mellemtonerne. Det var ikke vanskeligt paa Stemmen at mærke den »Høide«, som Hr. Fuldmægtigen allerede havde naaet.

Som jeg siger Dem, Jespersen, vi gamle Militære kan ikke finde os deri. Guds Død og hellige Pine, at ansætte en saadan Person som Befalingsmand ved Brandkoret! Han er jo saa skævbenet som ... som ... som en Knivtang!

Aa, hvad det anbelanger, Hr. Løitnant....!

Hr. Jespersen, maa jeg be', jeg har Ordet. Hvordan skal saadan en Mand f. Ex.... f. Ex. komme ind og ud ad et Vindu i en Fart?

Han kan jo slaa Flikflak med Benene som Linedanseren forleden. Han var s'gu ogsaa noget mør i Knæerne; men det gik dog!

En høi Latter paafulgte.

Skaal, Jespersen! lød Fuldmægtigens Stemme. Syng os en Vise, medens Dorthe laver den næste Omgang. Lad os ikke sidde og klamres om alt det Sludder. Syng!

En langsom, brægende Stemme begyndte, med Eftertryk paa alle g'er og d'er, at synge:

En Yngling vilde tage sig
Fra en Pigelil et Kys.
Hun sagde: Nei, bliv væk fra mig,
Du faar kuns et tørt Adjøs!....

Hold Kæft, Jespersen! tordnede Fuldmægtigen. Er det en Vise at begynde paa i ordenligt Selskab? Syng De, Løitnant! Lad os faa den om Rekruten!

Løitnanten undskyldte sig; han var saa forkølet iaften.

Naaja, saa vil jeg, Fanden annamme mig, synge en Vise, og det en, som jeg ikke har sunget i mange Aar. Jeg er i Humeur iaften; I veed jo nok, at jeg vandt i Lotteriet forrige Uge. Dorthe, min Engleunge, kom nu med Varerne. Skaal, Mennesker, Skaal, Menneskebørn, Skaal, alle Guds grønne Skabninger paa denne syndige Jord, og De med, Kattrup; hører De, Kattrup, derinde. Kattrup!

Den gamle Borger ligeoverfor mig foer op af sin Søvn, stirrede et Øieblik forvildet paa mig, og gav sig saa til at snuse efter Romlugten ligesom en Jagthund, der »veirer« Vildtet.

210

Er Kattrup ikke derinde? brølede Fuldmægtigen.

Nu kommer jeg, nu kommer jeg! kvækkede den gamle Borger og rokkede hen over Gulvet ind i Bagværelset.

Idetsamme han var kommet til Sæde derinde ved Siden af Løitnanten, begyndte en Stemme at synge, som fik mig til at springe op fra min Stol:
Holla, i Kroen derinde!
Har I Plads.....

...... for en farende Svend? raabte jeg saa høit jeg kunde og styrtede hen i Døren.

Adolf! Adolf Brunnow!

Alle Hoveder løftedes imod mig. Manden med det store Skæg foer sig med Haanden over Panden, rev Filthatten af sig, sprang op, væltede Bord og Glas, og laa i næste Øieblik i mine Arme.

Erik, Du!.... Adolf, Du her ?.....

Naa, det maa jeg sige! tog Adolf Ordet, da vi atter var kommen til Sæde og Ordnen gjenoprettet, Bordet reist og Glassene erstattede med andre. Jeg drømte rigtignok noget besynderligt Tøieri i Nat, men at det skulde faa en saadan Udtydning! ..... Erik, Du gamle, kære Dreng! kom her og tag et Glas!.... Nei, bi lidt.... Dorthe, min Sukkerdukke, vi skal have Champagne iaften ....!

Adolf! bad jeg.

Sniksnak; om saa Mutter Dideriksens Champagne er det værste Gift, saa skal vi drikke den. Væk med Punscheslatterne, Dhrr. Og maa jeg nu præsentere. Det er min gamle, kære, gode Ven Erik Dahl, der nu rimeligvis er Professor, han ser idetmindste gul og forlæst nok ud til at kunne være det. Og dette er Løitnant og Toldassistent Hammeling, Invalid fra 48. Dette er Børstenbinder Kattrup. Dette er Strandrøver - om Forladelse, Strandridder Jespersen. Dette er Postskriver Fjeldskov - ogsaa paa Grund af hans Meriter udi Amors Tjeneste kaldet F.J. Elskov. Dette er Tobakspinder Haar, om hvem vittige Hoveder her i Byen paastaar, at han ikke er et Haar bedre end jeg selv til at lade sig forføre af Rom med Sukker og en Kende Vand i. Dette endelig er - her reiste han sig og gik hen og tog den unge Pige ved Haanden og trak hende modstræbende hen til Bordet - Perlen for 211 alle Perler, velagtede Jomfru Dorothea Spangenberg, forlovet med Fuldmægtig Brunnow og ventelig snart Madam Dorothea Brunnow, Gæstgiverske i Hotel »Solen«, som jeg agter at købe for min Lotterigevinst, saasnart som Mutter Dideriksen derinde er krøbet op i det store Gummitræ, hvorfra Ingea vender tilbage - som skrevet staar.

Og nu mine Herrer, og Du med, Dorthe, en Skaal for min tabte og atter genfundne Ven. Han leve og vi leve Alle! Fy for Satan; den Champagne var rigtignok slem!...

Vi stødte Glassene sammen. Alle Herrerne stak deres ud; jeg nippede til mit og saa spørgende til den unge Pige, som stod blussende rød ved Siden af Adolf og gned ham Pletterne af Frakkeopslaget.

Adolf satte sig hos mig, slyngede sin Arm om min Skulder og hviskede: Vi tales ved senere - om Alt!

Jeg saae paa ham og tænkte ved mig selv, at dette »senere« næppe vilde finde ham istand til at kunne tale om Alt. Han var bleven en ren Kæmpe. Alle Trækkene i Ansigtet vare voxede ud i Bredden ligesom hans Lemmer. Men ak, Øienlaagene vare saa svuldne, og det Hvide i Øiet hist og her sprængt med røde Aarer. Mælet var tykt, men Panden var den samme; stor, aaben, tillidsfuld. Det mægtige Skæg og den store, tætte Løvemanke klædte ham. Jeg kunde i det Hele taget ikke sige, at han havde skæmmet sig saa paafaldende, men der var dog noget ved ham, som gjorde mig ondt.

Selskabet blev snart enig med Adolf om, at forlade den mousserende Eddike og tage fat paa den nationale Drik igen.

Det veed man dog hvad er! sagde Løitnanten dybsindigt.

Om end man ikke ved, hvorfra det kommer! faldt Jespersen i med et Grin.

Hr. Jespersen! maa jeg be', Toldvæsenet her i Korsør ...!

Er hævet over enhver Tvivl! sagde Postskriveren med Fistelstemme.

Og enhver Uforskammethed! gryntede den Fornærmede.

Adolf slog i Bordet. For Fanden, Dhrr., er det en Maade? Hvad maa min Ven tænke om Korsør-Embedsmænd og Borgere, naar de saaledes bestandig klamres? Jespersen, De skal gi' en Omgang; det var Dem, som begyndte!

Nei, det var Løitnanten, som tog mine Ord fornærmeligt op!

Ja, saa skal Løitnanten synge sin Sang. Op med den, Løitnant, op med Rekruten!

212

Op med Rekruten! faldt hele Koret ind.

Den gamle Militær missede med Øinene, rystede paa Hovedet, og erklærede, at han virkelig var »indisisponeret«. De veed, mine Herrer: Aanden er ...!

Ja, Aanden er en Redekam! brølede Adolf, klukkende af Latter.

Og Kødet koster 2 Mk. 8 Sk.! fistulerede Skriveren.

Alle lo over denne overordenlige Vittighed.

Dersom Løitnanten nu ikke synger, saa tager jeg Glasset fra ham! raabte Adolf og strakte Haanden ud.

Løitnanten blev synlig forskrækket, fattede krampagtigt Foden af sit Glas, og begyndte med en Stemme, som en revnet Klokke, følgende Sang, hvis Omkvæd efterhaanden og ad libitum under det gyseligste Spektakel skraaledes af hele Selskabet.

Altsaa: »Rekruten«, mine Herrer!
Paa Livets Fælled man føres
Og stilles i Række op;
Naar Hornsignalet høres,
Saa gaar det frem i Galop;
Hvor svært at holde Kadencen,
Naar Rækken engang er brudt,
Hvor svært ei at tabe Ballancen:
Især naar man kun er Rekrut!
Man skældes af Korporalen
Og skammes af Løitnanten ud;
Bagefter man trasker i Halen,
Om Anklen en linned Klud
For Smærter man knap kan sandse,
Gad gerne staa et Minut,
Men Ingen har Lov til at standse:
Det hedder: Følg efter, Rekrut!
Man gaar til en Marketender
- Marketenderske vilde jeg sagt -Og Mad i en Blikspand henter Til dem, der skal trække paa Vagt.
Man daares af Jomfruens Blikke,

213 Ens Penge og Dyd gaar kaput.
Fornuft den lærer man ikke:
Saalænge man kun er Rekrut!
Man bruges af alle de Andre,
Maa gøre et grovt Hoveri,
Og Ingenting kan man forandre,
Maa finde sig rolig deri.
Det gaar nu slet ikke at løbe
Sin Vei, for saa bliver man skudt.
Fri kan kun Soldaten sig købe:
Men han er jo ikke Rekrut!
Og naar man saa pludselig føres
I Ilden, i virkelig Krig,
Naar Stormsignalerne høres
Og alle de Saaredes Skrig;
Da ve ham, den arme Stymper!
Han tro'de paa Legens Slut.
Enhver dog ved Døden sig krymper:
Især naar man kun er Rekrut!

Bravo, Bravo, Løitnant! Skaal!... osv.

Det er min Livvise! sagde Adolf, idet han klinkede med mig. Du seer, hvorledes jeg har forandret mig til det Bedre. Jeg tillader kun, at her synges moralske Viser. Dorthe, min egen Perlemo'rsknap! Nok en Omgang!

Hun kom hen til ham, bøiede sit Hoved ned til hans Øre og hviskede noget.

Passiar, min Engel! raabte han og slyngede Armen om hendes Liv. Du seer jo, at jeg har Fremmede iaften. Vi vil drikke som Børstenbindere!

Ja, lad os... drikke ... som ... som saadan! kvækkede Hr. Kattrup, hvis Næse nu skinnede som en glødende Strygebolt.

Adolf! bad jeg og lagde min Haand indtrængende paa hans Arm. Pigen saae bifaldende til mig.

Hvad! Erik? ... Et tu Brute...? Er det ikke saaledes, I Latinere siger ...? Vil Du nu ogsaa synge Amen, førend Tjenesten er forbi? Jeg 214 vil drikke, siger jeg Eder, til jeg styrter. Gudsdød! jeg vil tage et Hav af Rompunsch i mig, og mine glade Tanker skal svømme som Skibe derinde med alle Flag og Vimpler oppe. Jeg er saa fornøiet iaften over Dig, Du gamle Dreng, og saa hende her!

Han knugede hende ind til sig med sin Arms fulde Kraft. Jeg blev ganske ængstlig tilmode ved at tænke mig selv i et saadant Favntag. Hun lod sine Fingre glide igennem hans Manke og rystede lidt bekymret paa Hovedet.

Deres Ven har Ret, Fuldmægtig! Hører De, Fuldmægtig. Lad det nu være godt. Husk paa, hvad De har lovet mig!

Han slap sit Tag en lille Smule og saae usigeligt beundrende op til hende. Han syntes aldeles at glemme Omgivelserne.

Hendes Hjærte var Vox, hendes unge Sjæl
Var prøvet Guld,
nynnede han med en blød Alvor i Stemmen, der saa levende mindede mig om gamle Dage.

O vogt Dig mit Barn for de fæle Brandfolk!
brægede Hr. Jespersens Stemme paa den anden Side Bordet.

Adolf slap Pigen, sprang op, langede ud over Bordet og vippede Strandridderen som et Lyn fra hans Stol og hovedkulds hen i Krogen.

Alle reiste sig og protesterede larmende.

Stille! tordnede Adolf. I kender Allesammen min Godmodighed, men derfor skal I ikke benytte Jer af den. Enhver, som kommer mig paatvers her med Dorthea eller som vover at vrænge ad mig, naar jeg taler med hende, faar sine Ribbeen slaaet itu. Forresten kan I gøre for mig hvad Fanden I vil!

De skal ikke slaa, fordi jeg...! indvendte Jespersen, som havde reist sig op og holdt sig bag paa Nakken.

Hvad? Hvadfornoget? Skal vi til det igen!...

Pigen og jeg kastede os imellem.

Adolf! sagde jeg. Kom, lad os nu gaa!

Pigen greb ham i begge Ørelapperne, drog hans Ansigt ind til sit og gav ham et Kys.

215

Bravo! raabte Løitnanten med fremstrakt, svinglende Glas, idet han gjorde sig en fortvivlet Umage for at holde sig stiv.

Adolf gav sig til at le. Han skød Pigen lempelig tilside, trykkede min Haand og hviskede: Nu kommer jeg!

Hr. Jespersen havde nærmet sig Bordet igen og saae skulende over imod os.

Godt Ord igen, Folkens! sagde Adolf. Her er min Haand, Strandridder. Det var Deres egen Skyld; De kender jo mit ømme Sted. Nu laver Dorthe et nyt Bryg; jeg skal blot lidt udenfor og snakke med denne Herre her!

Han bøiede sig ned og hviskede til Dorothea. Hun nikkede, klappede ham paa Hovedet, som om han kunde være en stor Hund, og begav sig hen til sin Spirituslampe.

Adolf tog sin Hat op fra Gulvet, og vi fulgtes ud ad Døren, medens Skriveren ved Løitnantens Side intonerede med Falset:
Vi alle Dig elske, livsalige Fred.

Lad dem nu drikke derinde, de Bavianer, indtil de ligger paa Jorden og æder Støv ligesom Ærkefjenden. Det vil være et advarende Exempel for mig, naar jeg kommer tilbage!

Jeg tog hans Arm. Han svinglede nu og da. Det var ikke saa lige en Sag, at holde denne Kæmpe i Ligevægt. En Kæmpe, ja, i Krop. Det er intet Under, at de store Ting udrettes i Verden af de smaa Folk.

Puh! den friske Luft gør godt, Du; paa Hovedet at sige. Benene kan nu engang ikke lide frisk Luft; det er vist, fordi vi altid gaar med Buxer og Støvler paa. Hvad mener de Lærde derom?

Jeg vidste virkelig slet ikke, hvorledes jeg skulde begynde at snakke med ham. Der var altfor meget at tale om, og han var altfor lidet, syntes det, istand til at tale fornuftigt.

Vi gik et lille Stykke Vei i Tavshed.

Hvordan kommer det, at Du er her, Adolf?

Det er klart nok; jeg havde forskellige Grunde til ikke at ville være længer i Byen. Saa tog jeg denne Plads som Fuldmægtig hos den store Tømmerhandler, Du veed nok, og som blandt andet eier denne Plads her. Det er forresten galt at være Fuldmægtig; der er noget smittende i det Navn; hvad Du? Ha, ha, ha! Men Du da, Erik; hvordan kommer Du her?

216

Jeg fortalte ham lidt af den sidste Tids Begivenheder for mit Vedkommende. Han hørte øiensynligt kun meget adspredt efter. Vi var kommen over et lille Torv og hen til Slottet. Himlen var feiet ren over vore Hoveder, og Stjernerne skinnede. Af og til kom dog en lang, mørk Sky dragende og den havde hæftige Vindstød, af og til ogsaa nogle isnende Draaber med sig. Omkring det firkantede, mørkerøde Taarn, der nu ragede iveiret lige foran os, og omkring de ældre og nyere Magasinbygninger, der laa skumle og triste, som knurrende Pladshunde, der skulde passe paa Taarnet, susede og peb Vinden.

Det er mærkeligt! sagde Adolf, idet han med Foden sparkede mod en Murbrokke. Jeg gaar bestandig og spekulerer paa, hvor dette Taarn egenlig skriver sig fra. Sommetider synes jeg, at det er fra Erik Glipping eller en af disse andre Varulves Tid, sommetider forekommer det mig som et Skilderhus, der egenhændig er plantet her af Frederik den Sjette, - Gud velsigne ham, det salig Skrog! Det er vist ligesom jeg har drukket Grog til!

Adolf! Du skulde ikke drikke saameget Grog!

Det gør jeg heller ikke, allerkæreste Du! Ikke længer, vil det da sige. Der var maaske nok en Tid ... men seer Du, siden jeg har lovet Dorthea ... Nei, men det er dog besynderligt! iaften forekommer Taarnet mig aldeles som et Skilderhus. Heida, Soldat! har Du noget i Din Feltflaske.

Jeg rykkede ham i Armen og sukkede.

Han fortsatte med lidt forandret Stemme:
Siden jeg har lovet Dorthea kun at drikke ... Ja, for iaften er det en anden Sag, naar man faar saadanne gamle Venner dumpende lige ned til sig. Der var ogsaa en Tid, hvor jeg slet ikke rørte ... men saa kom dette i forrige Maaned, dette med Lotteriet. Ser Du, jeg fik paa een Gang et stort Nit og en stor Gevinst. Rigtignok troede jeg, at Gevinsten var bleven endnu større; men der er i hvert Fald nok til Dig og mig, Erik, naar Du skal bo hos mig i »Solen« den skinnende.

Men saa hør dog op! afbrød jeg ham.

Han saae lidt paa mig og halede mig saa med sig over den forhenværende Slotsgaard, ud igennem den aabentstaaende Palisadeport i den gamle Fæstningsvold, over en lille Bro, der førte over en halvt tilgroet Grav. Vi stod paa en Slags ydre Ravelin, der løb langs med Stranden. Foran os skummede, brusede og jamrede Bæltets Bølger, 217 bag os slog en Række afbladede, lavstammede Popler imod hverandre med en underlig knækkende Lyd, og de tørre Siv raslede i Voldgraven.

Her, seer Du; her er friskt! Ah!

Han rev sin Frakke op og lod Vinden blæse sig ind paa Brystet. Denne Vind kom susende hen over den øde Strand og blandede sin egen Klage i al den døde Klage rundtomkring, saalangt Øiet i Mørket kunne række, vejledet af Stjernernes Skin, der syntes at blive mere og mere grønligt tindrende som imod indtrædende Nattefrost.

Det var et øde og trist Sted at tale sammen paa, men det var jo heller ikke lutter lystelige Ting, vi havde at forhandle.

Jeg tog Ordet:
Hør nu, Adolf; først og fremmest hvad er det, Du har for med den unge Pige i Værtshuset?

For ...? med den unge Pige?...?

Ja netop. Det er Synd imod hende!

Synd imod hende! Ih Gudbevares. Ja, forsaavidt som jeg selv er en stor Æsel og hun er en Perle, en ren Perle, forsikrer jeg Dig! Men det skal, ja det skal blive anderledes, naar vi nu bliver gift!

Vil Du da virkelig gifte Dig med hende? Husk paa, at hun er Pige i et Værtshus, og maaske ikke engang....!

Jeg holdt inde; det gjorde mig selv ondt at at udtale min Tvivl.

Ho ho! raabte Adolf og greb mig i Armen, saa jeg nær var sunken i Knæ. Er det saaledes, Du mener? Nei, min gamle Ven; jeg var meget uartig imod Dig dengang, førend Du reiste; derfor tilgiver jeg dig nu ogsaa hvad Du her siger; enhver Anden skulde have faaet med mig at bestille. Hvad Dorthea angaar, saa har jeg jo selv seet hende voxe op og passet paa hende fra ukonfirmeret Tøs til den Knop, hun nu er. Hvad Pokker tror Du ellers jeg har bestilt her i dette Hundehul? Hun er den bedste Pige paa Jorden og har faaet et nogenlunde ordenligt Menneske ud af mig. Der er ikke en Kat, der er kommet hende for nær... ikke engang jeg selv! - tilføiede han dæmpet og slap min Arm.

Der var Noget indeni mig, der blev ganske fornøiet herover; ikke desmindre havde jeg dog endnu mine Betænkeligheder.

Det er meget godt Altsammen, og jeg indrømmer endogsaa, at hun har gjort et godt og fornøieligt Indtryk paa mig, men alligevel, betænk dog, Adolf, til et Giftermaal, et fortsat Samliv ...!

Hanfoer op:218 Jeg veed hvad Du vil sige, men kom ikke og fortæl mig al det Nonsens om Afstand og Forskel og Dannelse og Gud veed hvad Hvad er jeg? Et Menneske, der har levet som et Asen. Hvad kan jeg? Ingenting, uden tælle nogle Tømmertylvter sammen og plapre Engelsk med Kulskipperne her i Havnen. Jeg burde egenlig staa paa en Bjælke og skære med Langsaven; for: Kræfter, det har jeg. Jeg kender de fine Damer. Tak for Mad! Enten er jeg for god for dem, eller de er ikke gode nok for mig; det er nu ligegyldigt. Dengang da jeg var den flotte og fixe Brunnow og levede blandt dem og deres Kavalerer, da var jeg ulykkelig trods alle de Narrestreger, jeg fandt paa. Hvem holdt af mig for min egen Skyld dengang? Jeg tror, Dine Søstre gjorde det i Begyndelsen, indtil jeg blev dem for »renomeret«. Hvorfor blev jeg saa renomeret? Fordi jeg var ulykkelig. Ja, jeg var ulykkelig; jeg passede ikke ind i de Andres Kram; jeg var enten for god eller for daarlig til dem; ligegyldigt, vi passede ikke sammen. Man vedbliver saalænge at lade sig bruge, indtil man faar Øinene op. Jeg kom hertil. Jeg laa den første Aften - det er nu nogle Aar siden - herude, paa dette samme Sted, hvor vi nu staar. Jeg var saa ulykkelig og ensom. Jeg kunde have smidt mig i Vandet eller skudt mig en Kugle for Panden. Men det gaar nok ikke saa let hermed, som man tror; især naar man veier sine tohundrede Pund. Jeg saae Dorthea. Hun var et Barn, en ukonfirmeret Tøs, som sagt, der blev opdraget af den gamle Mutter Dideriksen til at staa i Skænkestuen. Du skulde have seet hende dengang! Nu er hun jo stor og stærk og deilig, ret en Pige for mig. Dengang sad Alt saa mærkværdigt paa hende. Hun var ligesom de store, danske Hunde, naar de er Hvalpe. Benene og Armene vilde ikke rigtig med Kroppen. Hun var kantet hist og rund her; Brystet var ikke fremme, men Øinene havde hun, de samme velsignede Øine, som nu, og de saae saa forundrede og spørgende paa mig, de forlangte Beskyttelse hos mig, og de tog mig selv i Beskyttelse - for mig selv. Jeg holdt streng Justits i Skænkestuen; jeg vidste altfor vel, hvad saadan en stakkels Pige kan blive til paa et saadant Sted. En Aften - det var kort førend hun skulde konfirmeres - havde vi drukket en Del. Selskabet var de samme Børster, som Du har seet, og desforuden et Par engelske Skippere. Den ene af dem tillod sig en Uartighed imod Dorthea. Jeg slog ham strax i Gulvet, og da han ikke var tilfreds hermed, tog jeg ham udenfor og knækkede et Ribben paa ham. Stakkels Djævel! han blev bragt til Sygehuset og laa i lang Tid. De Andre
219
indgav Klage imod mig, men han svor og forbandede sig paa, med den Smule Veir, han endnu havde i sig, at det var fair play, og at han havde fortjent hvad han havde faaet. Vi blev meget gode Venner, og jeg holdt ham paa Sygestuen, da jeg fik at vide, at han var en fattig Fyr, som havde mistet Alt, hvad han eiede og havde med paa sidste Reise. Men det var nu ikke derom, jeg vilde fortælle. Den samme Aften, da denne Scene havde været og da Sværmen var trukket bort, tog hun mig ind paa sit lille Kammer og bad mig grædende om - om jeg vilde lade være at drikke Grog. Jeg lovede det, og jeg holdt mit Løfte. Saa var det, at jeg paa en Efteraarstur kuldseilede med en Baad ude i Bæltet. Jeg kom rigtignok i Land, men jeg var mere død end levende. Jeg blev bragt op paa et Værelse i »Solen«, og der laa jeg tilkøis og havde Feber i Hjernen og skulde vistnok være kradset af, om Dorthea ikke havde pleiet mig saa godt og vaaget over mig og gjort sig al tænkelig Umage med mig. Dette lod nu Spidsborgerne tilnød gaa an. Men da hun ogsaa kom til mig, medens jeg var Reconvalescent og lærte at regne og pludre Engelsk, saa gik det Rygte nede i Skænkestuen og derfra ud i Byen, at jeg havde forført Pigen og holdt hende som min Maitresse. Det kunde jo have været sandt; Enhver saae tydelig nok paa mig, hvormeget Pigebarnet laa mig paa Hjærte, og hun var for troskyldig og uerfaren til at skjule den Godhed, hun havde for mig. Ikke desmindre var det en forbandet Løgn. Sligt kunde jeg aldrig have nænnet, om jeg end blev fristet nok saa stærkt; og da jeg nu fik at vide, hvem der havde bragt Historien i Omløb, og at det netop var en Fyr, der var viist tilbage af hende selv - forresten en Broder til den samme Jespersen, som jeg endevendte iaften - saa tog jeg ham stilfærdig tilside, da jeg traf ham en Aften i Skænkestuen, og forlangte af ham, at han skulde tilbagekalde sin Beskyldning i Pigens Paahør og for hele Selskabet. Han gjorde Udflugter, og det endte da med, at jeg snubbede ham i Buxelinningen og Kraven og bar ham som en Rotte tversover Gaden ned til Vandet, hvor jeg saa holdt ham nede, indtil han bad om Forladelse. Fra det Øieblik af har vort Forhold ligget klart og tydeligt for Dagen, og der er ingen onde Tunger kommen mellem Fuldmægtigen og hans »Kælderpige«, som Honoratiores i Ravnekrogen behager at udtrykke sig. De smaa Differenser, der engang imellem forefalde, blive alle ordnede lige strax og paa samme Maade, som Du saae iaften. Men det er sjeldent, at de forefalde!

220

Han holdt inde. Han havde sat sig ned paa en Græstue og støttede Haanden mod Panden, idet han saae lige ud for sig, udover det mørke Vand, der skvulpede klukkende og sukkende op paa Stranden.

Hvad Du her har fortalt mig, Adolf, har beroliget mig meget. Men har Du nu virkelig ogsaa taget Alting i Betragtning. Din Moder ...?

Moder! udbrød Adolf, og jeg kunde gennem Mørket see, hvor hans Øine vare store og opspilede, da de saae paa mig. Moder! ... Veed Du da ikke ...! Ak nei, det er jo sandt... Moder er død, Erik!

Død! gentog jeg langsomt, og det bævede pludseligt inde i mig, og jeg sænkede mit Hoved og foldede uvilkaarligt mine Hænder og lyttede til Vinden, som om den kunde være en Sørgemusik, der brusede henover den øde Strand.

Død! stønnede og jamrede Vinden, idet den foer gennem de afbladede Popler og raslede med de tørre Siv. Død! klagede og klynkede Vandet, som slog op paa Stranden. Død! gentog hele den nøgne, trøstesløse Natur omkring mig, medens Stjernerne deroppe blinkede og funklede, uberørte af al Klage, hævede over al menneskelig Lod.

Ja, hun døde dernede under den høie Klippe midt i Sommeren, sagde Adolf, ligesom for sig selv, ud til Vinden og Vandet.

Man underrettede mig først derom i forrige Maaned; man syntes ikke at have haft meget travlt med at erindre sig min Existens. Dette var det store Nit, som jeg omtalte før. Mod en Udbetaling af syvtusind Pund Sterling gjorde man sig færdig med mig. Den Mand, som engang var gift med min Moder og hvem jeg »skylder« Livet, lever nok endnu dernede som en Automat, hvem den hellige romerske Kirke pleier i sin kærlige Favn til Gengæld for visse oprettede Legater. Nu, lad dem have ham. Han lever, og hun døde; saaledes gaar det her i Livet. De kunde have spist mig af med meget mindre, med slet Intet. Hvis de havde kendt Adolf Brunnow, havde de ikke behøvet at frygte for Processer fra hans Side, den dovneste af de Dovne. »Selskabet« her i Byen tror, at jeg har vundet i Lotteriet. Ha, ha! Ja, det er ogsaa et Lotteri. Skade, at Indsatsen er saa dyr!...

Han sad og mumlede lidt for sig selv og kastede Grus og Smaastene ud i Vandet. Saa reiste han sig med et Ryk og slyngede Armen om min Skulder. Hans Stemme havde sin gamle Klang, hans Øine saae ind i mine, som i gamle Dage; det var, som om Rusen var drevet væk lig en Sky, en Taage for Nattevinden.

Ja, hun er død. Jeg har selv bebreidet mig nok, at jeg ikke tog 221 derned allerede for længe siden. Men førend jeg kom hertil, skammede jeg mig over mig selv, og... og.. ja, der var Noget, dengang da Din Fader døde, der skilte mig fra hende. Fra det Øieblik, da jeg følte mig knyttet til Pigen derhjemme i Værtshuset, fattede jeg det Forsæt, at gøre mig til Noget ved hende. Det stod jo længe paa og kostede mig mange Tilbagefald. Det lykkedes mig imidlertid omsider, og det forekom mig, at om jeg endogsaa bedrøvede Moder ved min stadige Udebliven, saa vandt jeg dog for hver Dag ind paa min Selvagtelse, -og uden den vilde jeg ikke gensee min Moder. Jeg havde slet ikke gjort mit Regnestykke med Døden, hverken som Tæller eller Nævner, hverken over eller under Stregen. Dødsbudskabet kastede mig fuldstændig overende. Ved Gud i Himlen! lige til den Dag havde jeg forandret min Levevis, og deri var Dorthea Skyld. Da jeg havde læst det fordømte Kontorhaandsbrev, drak jeg mig drukken, og jeg havde hængt mig op paa min egen Klædeknage, hvis Pigebarnet ikke havde været. Det gik op og ned, men Dortheas bebreidende Øine havde dog nogenlunde faaet Bugt med Haltefanden, da Du pludselig kom iaften. Hvad der er gaaet over Stregen hos mig iaften; det kommer over Dit Hoved, kære, gamle Ven. See nu paa mig, Erik! jeg er i dette hellige Sekund saa ædru som Søen derude. Nu da Du atter er kommen hjem, nu skal det nok gaa. Der skal med Bistand af Dorthea og Dig komme et Liv ud af mig til Gengæld for den Døde dernede, som jeg ... ak ja, som jeg maaske kunde have bevaret længer, om jeg havde... om jeg havde ...!

Han vendte sit Hoved bort. Jeg slyngede min Arm om hans Skulder og knugede hans Kæmpelegeme ind til mit.

Saaledes omslyngede gik vi Skridt for Skridt tilbage den Vei, vi var kommen. Vi talte ikke sammen, men holdt hinanden fast omslyngede, og det var, som om vi følte, hvorledes vi i dette tavse Favntag udvexlede alle vor Ungdoms lyse Erindringer.

Pludselig standsede jeg. Der foer mig en Idee gennem Hovedet:
Adolf! har Du aldrig tænkt Dig at blive Nybygger, at udvandre?

Han saae forvirret og overrasket paa mig:
Nybygger?... Øxe, Riffel, store Støvler ... hvad?... nei, nei, det gaar ikke ... det er jo atter den gamle Adolf om igen ... hvad skulde jeg? ... nei, lad mig blive her, blive en skikkelig Borger og hjælpe Byen op ...! Naar jeg har delt med Dig ... for Du seer mig just ikke ud til at have spundet Guld derude af al Din Lærdom ... saa er der jo222 nok tilbage til, at jeg kan købe baade Solen og Maanen og elleve Stjerner her i Ravnekrogen og endda min Part i Tømmerpladsen ... saa sætter jeg Børn i Verden; Dorthea vil nok gøre sit... og det med Glæde ... og saa lader jeg Drengene blive Tømmersvende, Skibsbyggere og andre nyttige Mennesker ... og saa... Hm!... Riffel og Øxe ... hvad?... og Bøfler, siger Du... Brrrrr.

Han gik og smaamumlede og støttede sig tungt paa mig. Jeg tog mig vel iagt for at trænge nærmere ind paa ham nu.

Vi kom tilbage til »Solen«. Toget var naturligvis gaaet for længe siden; men min Ven vidste Adressen paa det Hôtel i Hovedstaden, hvor vi vilde tage ind sammen.

Du bliver her i »Solen« inat! sagde Adolf. Du kan faae det Værelse, som jeg havde. Sengen vil være lang nok til Dig, og for Properheden indestaar Dig min Dorthe!

Idet vi lukkede Døren op og traadte ind i det forreste Værelse, og idet Punsche- og Tobaksduften slog os imøde, vendte Adolf sig om med en afværgende Gebærde, næsten som af Ækelhed.

Vi kastede et Blik ind i Bagværelset. Dorthea var der ikke, men Selskabet havde derimod holdt Stand, tappert Stand maa jeg sige. Ikke desmindre trods al denne Tapperhed var de ærede Herrer og gode Borgere blevne overvundne. Børstenbinderen syntes aabenbart at have gjort sin Stand og dens Forpligtelser al mulig Ære. Han laa paa Gulvet saa stiv som en Kosteskaft, med den røde, spidse Næse lige iveiret. Løitnanten svømmede hen i Taarer ved Postskriverens Bryst; Hr. Jespersen slubrede den spildte Drik op af Bordet, som en Hund, der gør en Tallerken ren. Tobaksspinderen stod, understøttet af to Stolerygge, og holdt en Tale, som Ingen hørte paa. Da man fik Øie paa os, lød et Hyl, som fra en Indianerleir. Adolf trak Døren i med en Ed. Han stod et Øieblik med Haanden om Dørlaasen, men da der ikke gjordes Forsøg indefra, slap han og vendte sig til mig. Han var bleven ganske bleg, og Øinene undgik og søgte paa een Gang mine.

Ja, der maa en Ende derpaa! sagde han med dump Stemme. Han gik ud ad en lille Tapetdør i Væggen, som jeg hidtil ikke havde bemærket, og kom tilbage med Dorthea, som smilede mildt til mig og holdt sig med en forskrækket Mine for Ørene, da et Hyl indefra Bagværelset sandsynligvis antydede Slutningen paa Tobakspinderens Tale. Viis min Ven op paa mit gamle Værelse! sagde Adolf ganske alvorlig, idet 223 han klappede hende paa Kinden. Godnat, Erik, sov vel! nu gaar jeg hjem, men maa først have disse Fyldehunde paa Porten!

Jeg saae efter ham. Han skred rolig, næsten majestætisk hen og aab-nede Døren til Bagværelset. Saa fulgte jeg med Dorthea gennem Tapetdøren opad en Trappe. Jeg kom ind i et lille, men nydeligt Værelse, næsten som et Dukkeskab. Min Ledsagerinde tændte Lysene paa Bordet og ønskede mig Godnat. Jeg tog hendes Haand og sagde: Dennegang faar jeg vel Lov til at trykke den?

Ja nu er det en anden Sag. Godnat!

Jeg laa og lyttede lidt til Støien nedenunder. Den var snart forbi. Jeg hørte nogen Klapren med Døre; saa blev Alt stille. Jeg var anstrengt af Reisen og faldt meget hurtigt isøvn. Da jeg vaagnede - og temmelig sent - den næste Morgen, fandt jeg paa Bordet udenfor min Seng en lille Billet med Adolfs Haand. Jeg læste:
Kære Ven. Jeg vilde ikke vække Dig til første Tog, da jeg tænkte, Du trængte til at hvile ud. Jeg er selv taget til Byen med første Tog, og vil opsøge Dig imorgen eller overmorgen paa Dit Hotel. Din. Regning i »Solen« er betalt.
Adolf.

Jeg gik nedenunder og traf Dorthea. Hvad havde han for? hvorfor var han reist uden at tale med mig? Jeg vilde dog saa gerne have talt med ham paa fastende Hjærte! - Hun vidste Intet, men saae uhyre hemmelighedsfuld ud. Jeg trykkede endnu engang hendes Haand; jeg vilde maaske helst have begyndt en lille Konversation med hende, men hun havde travlt, sagde hun. Saa lod jeg mig da slæbe med Middagstoget - vort Bummeltog - til Hovedstaden ......

Tilstaa nu ligesaagodt strax, at det var en fordums Inklination, hvis De ikke vil have, at jeg skal tro, hvad der jo er endnu værre, at det var en ganske ny, der saaledes bragte Dem til at forsvinde i Korsør. Jeg troede forresten ikke, at man i den By kunde møde Skønheder!

Min Schweizerven stod henne og kastede nyt Brænde i Ovnen og fulgte mig smilende med Øinene, idet jeg gik op og ned ad Gulvet i vort fælles Arbeidsværelse i Hotel - i København.

224

Jeg svarede Intet. Jeg var virkelig begyndt at blive urolig. Det var snart en Uge siden den Aften i Korsør, og endnu havde jeg ikke seet noget til Adolf.

Det bankede paa Døren. Kom ind! Det var Adolf.

Jeg præsenterede de to Herrer. Adolf havde, lod det til, umaadelig travlt, og trak mig saasnart som muligt hen til Vinduet. Her lagde han en lille Papirspakke i min Haand og saae paa mig med et triumferende Blik.

Det er Din Part!

Jeg aabnede Pakken. Obligationer, tredivetusind Daler. Jeg blev blodrød, lagde Pakken hurtig sammen og skubbede den over til Adolf.

Han syntes slet ikke at bemærke Noget, men fortsatte i saa hurtigt Tempo som muligt:
Seer Du, Erik; jeg har tænkt over det Spørgsmaal, Du gjorde mig. Javist; det Andet vilde bare blive Lapperi. Begrave sig i en dansk Ravnekrog ... nei, jeg har valgt Nybyggeriet istedetfor Skibsbyggeriet. Derovre kan mine Kræfter komme til Nytte, og desuden ... naa her er jeg, og her er Din Part. Med den kan Du arbeide uden at slide Dig op i en Skole. Du Skolemester! Nei, Du har Andet at tage vare...!

Jeg standsede ham og trykkede ham Pakken i Haanden, idet jeg rystede alvorligt og bestemt paa Hovedet.

Han saae paa mig med store Øine. Saa rynkede han Brynene, snappede Pakken og løb hen til Kakkelovnen.

Adolf! hvad gør Du?

Hvis Du ikke vil have dem, saa spiser Ovnen dem. Jeg tager dem ikke tilbage. Egenlig burde Du have dem Allesammen, begge Parter; jeg burde udelukkende stole paa mine Kræfter derovre, men jeg syntes, det var Synd for Barnet...!

Men saa hør dog! - Jeg trak ham tilbage. Hvad er det, Du siger? har Du Børn?...

Pigebarnet; min Kone, for Pokker! Hun er jo kommen med herop!

Jeg saae mig omkring: Hvor, hvor?

Hun venter derudenfor; jeg kunde ikke paa nogen Maade faa hende med ind!

Men Adolf dog...!

225

Jeg løb hen og aabnede Døren. Der sad hun ude paa Trappen med et stort, graat Shawl og en Reisetaske over Armen. En Opvarter stod oppe paa Afsatsen og saae meget nysgerrigt ned paa hende. Hun sad ganske rolig med Hænderne foldede over Reisetasken og syntes at tælle Frynserne i det store Shawl. Jeg tog hende ved Haanden og førte hende ind. Min Schweizerven sprang op og saae overrasket paa hende. Hun var tarvelig, men smagfuldt klædt. En Kjole af ensfarvet, tykt Stof, saaledes som reisende Englænderinder bære dem paa Bjergture, fremhævede hendes store, ypperlige Skikkelse.

Jeg vilde præsentere, men famlede efter Titlen.

Madame, ma femme! sagde Adolf smilende, idet han tog hende under Armen. Hun bøiede Hovedet ganske roligt for den Fremmede. Adolf svingede hende rundt, og spurgte mig, om hun ikke var brillant?

Der var et Øiebliks forlegen Pavse. Men Adolf vidste med sin gamle Livlighed snart at bringe Forlegenheden ud af Stuen. Han talte Tysk og Fransk med Schweizeren, og da han hørte, at denne ogsaa var det engelske Sprog mægtig, blev han meget fornøiet. Nu kunde jo Dorothea komme ind med i Samtalen. Det gjorde hun da ogsaa; ganske vist kun med korte og forbeholdne Sætninger, men hun var ikke længer udenfor, og hendes Svar vare forstandige, hendes Udtale god. Han fortalte, livligt og morsomt, om Brylluppet, som havde staaet iforgaars ude i den lille Landsbykirke i Nærheden af Korsør. Han ramsede op alt det Indkøb, der var gjort til Reisen over Oceanet. Den skulde gaa for sig imorgen. Schweizeren var yderst forbavset og yderst imponeret af dette Par. Han kunde aabenbart ikke finde den Kategori, hvorunder de skulde henføres.

Jeg lod bringe Sherry og Smaakager. Adolf nippede kun til Glasset og blinkede til mig, halvt skælmsk, halvt alvorlig. Jeg betingede mig at maatte kalde hende ved Fornavn istedetfor Fru Brunnow. Vi var Allesammen muntre. Saa fik jeg fat i hende og bad, om jeg maatte ordne hendes Haar. Hun havde endnu den grønlandske Frisure. Det var Synd.

Adolf lo og klappede i Hænderne. Hun saae meget nysgerrig paa mig, tog imod den tilbudte Stol og lod mig med sin rolige Mine, uden alle affekterte Udraab, tumle med hendes Haar, der, saasnart det omsnurrede Baand var løst, rullede i en pragtfuld Flod nedover Skuldrene.

226

Jeg satte Haaret op. Adolf og Schweizeren stod ved Siden og lo; Adolf aldeles forbavset.

Lærer man saadan noget paa Udlandets Høiskoler? spurgte han og rakte mig den sidste Haarnaal.

Jeg har taget privat Kursus! svarede jeg, maaske ikke uden lidt Lapsen, idet jeg fæstede Naalen.

Hun reiste sig, saae sig i Speilet, syntes overrasket, gik frem og tilbage ad Gulvet stadig med Øinene i Speilet. Saa rystede hun paa Hovedet, tog alle Naalene ud og - snurrede Haaret op paa den gamle Façon.

De bliver ikke vred? spurgte hun og rakte mig Haanden.

Vi brød Alle ud i en hjertelig Latter.

Saa skulde de gaa; der var endnu en hel Del Ting at ordne. Adolfs Blik faldt paa Papirspakken, som han havde kastet paa en stum Tjener henne ved Ovnen. Han blev urolig.

Du, Dorothea! Han vil ikke tage imod dem!

Hun gik hen, tog Pakken og lagde den alvorlig i min Haand:
De tilhører Dem!...

Hvem var dog det? spurgte min Ven mig, da de var gaaet. En Overkomplet, der nu er bleven kompleteret! sagde jeg.......

Han og jeg sad den næste Formiddag i en Baad ude paa Rheden og viftede med vore Tørklæder mod den store Udvandrerdamper, der netop begyndte at sætte sine Kæmpeskovle i Bevægelse. Adolf og hans Hustru stod oppe paa Orkandækket og vinkede ned til os. De var let kendelige fremfor alle de andre »internationale Muligheder« -som min Ven udtrykte sig - der omringede dem paa alle Kanter og stak deres ængstelige eller forvovne, blege eller solbrændte Ansigter udover Rælingen. Adolf var bleven sig selv lig til det sidste. Han mødte op paa Dækket i nogle uhyre Støvler, en bredskygget, spansk Hat, Lædervams, en dobbeltløbet Riffel over Skuldren og en stor Skedekniv i sit Bælte. Han saae ud, som om han allerede i det næste Minut skulde gaa løs paa de graa Bjørne eller de vilde Rødhuder. Ikke desmindre klædte hans Kostume ham fortræffeligt, og der var trods alt dette Fantasteri noget i hans Blik og Holdning, der paabød Iagttagelsen af en vis Afstand - maaske selv hos Bjørne og Rødhuder.

De To stod deroppe paa Orkandækket med Armen om hinandens 227 Skulder. De ragede op over Mængden. Vi saae dem endnu, da Damperen allerede var et godt Stykke borte. De stod i samme Stilling, fast omslyngede, store, stærke, naive Skikkelser begge to. Saa løftede Adolf Armen med Riflen og affyrede begge Løbene. Der blev en Renden frem og tilbage paa Dækket rundtomkring dem. Adolf og hans Hustru stod ganske rolige, Arm i Arm ved Rælingen. Jeg tror dog, der bliver Noget ud af dem! sagde jeg.

Det sidste Brev, jeg har haft derovrefra, lyder saaledes:
Trappersville, Texas,
United States o. A. Mai. 187-

... Dine Breve, som vi regelmæssig, om end med temmelig lange Mellemrum, modtager, har glædet os Alle meget. Jeg følger Dit Ar-beide og Begivenhederne derovre hos Eder med den største Interesse, det kan Du være sikker paa. Min Kone har nu skænket mig den tredie Dreng, og hun paastaar - dette naturligvis imellem os - at hun med Glæde skal skænke mig den fjerde o. s. fr. Her er hverken Doktor eller Jordemo'r, men vi klarer os fortræffeligt uden deres Hjælp. Der er Plads nok og tilstrækkeligt Arbeide for enhver Arm. Du veed jo, at det er paa Grænsen, vi boer. I forrige Uge, netop som Dorthea var kommen op igen, havde vi en lille Skærmyssel med Rødhuderne. Det var en af de Stammer, som jeg tilfældigvis ikke var bleven Go'evenner med. Jeg tog tre Skalper; det vil sige, jeg slog tre af dem ihjel; naturligvis lod jeg dem beholde deres Pandehud. Dorthea fyrede ud af Vinduet med sin Revolver og saarede »det lille Egern«. Hun gør store Fremskridt i Brugen af Skydevaaben. I dette Øieblik sidder hun inde og giver den Lille Die. Vi lever her i en lille Kreds af skandinaviske Nybyggere. Det forekommer mig saa underligt, at skulle tænke mig os derhjemme som tre Folk. Hvorfor Fanden kan vi ikke gøre det meget simplere og blive eet? saa kan man spare mange Penge, og saa behøver man ikke i Udlandet at gøre sig saamegen Umage med at forklare Folk Forskellen mellem Dansk, Norsk og Svensk, hvad der er meget svært. Jeg har megen Interesse af at høre Dig tale i Dine Breve om Dine Studier og saa om Politikken. Ja, det er ret, gamle Dreng, klem bare paa og see at faa lært Menneskenes Børn noget 228 Fornuftigt. Og naar saa Du og Dine Omgivelser er blevne rigtig for standige, men ogsaa magre og blege af al den Læsning, saa sender vi Jer vore Sønner over; I kan tro, der er Kærne i dem. Saa maa I under vise dem i Alt hvad der er Nyttigt og Forstandigt, men det maa gaa i en Fart. De skal ikke faa Lov til at sidde paa Skolebænken i tyve Aar, saaledes som I har gjort. Det er Kærnegutter, kan I tro. Jeg veed ikke, om det er fornuftigt sagt, men jeg betragter vor Koloni herovre som en Planteskole, hvorfra Du og Dine Medarbeidere kan faa rigtig sun de Naturskud, rigtig kraftige Aflæggere til Eders Plantninger. Det morer mig meget at høre Dig fortælle om Hospitalerne og Opera tionerne, som Du har seet. Man bruger ikke længer, siger Du, at un derbinde Aarerne ved de store Amputationer, eftersom der ikke læn ger er noget Blod at standse; og man giver Patienterne stærk Vin at drikke, istedetfor at man før gav dem Vand og Mælk. Jo jo! I laver en underlig Slægt sammen; men vi skal nok rekrutere den herovrefra. Hils nu Din Ven Schweizeren, naar Du skriver, og vær selv hilset fra Din hengivneAdolf B.

NB. Send mig nogle gode, nye Bøger herover; men det maa ikke være som de sidste, for de duede ikke! Husk vel paa: vi lever ikke paa Feberdiæt her!

Nedenunder stod tilføiet:
Min mand vil Absolut at jeg skal skrive Noget til hans roes. Han er i alle maader meget flink.
Deres hengivne
Dorothea.

229

Efterskrift og noter

230
231

Efterskrift

Tekstens historie

I et brev fra sommeren 1875 til forlæggeren - Fr. Hegel på Gyldendal - bruger Holger Drachmann ordet Overkomplet som titel på en kommende fortælling.

Af helbredshensyn rejste han i slutningen af året til Italien. Han gjorde ophold i München, og her blev En Overkomplet fuldført i stor hast i begyndelsen af 1876. Trykmanuskriptet blev sendt til Edv. Brandes, der efter gennemlæsning ekspederede det videre til Gyldendal, og det findes nu på Det kongelige Bibliotek (Coll. 147,4°). Efter Drachmanns anmodning påtog Otto Borchsenius sig korrekturlæsningen, og da den fraværende digter gav ham frie hænder, er der opstået forskelle mellem manuskriptet og førsteudgaven af 10. maj 1876, men ingen af væsentlig betydning.

Mens trykningen stod på, opholdt Drachmann sig i Venezia, og da han fik korrekturen tilsendt og pr. brev udtalte sin tilslutning til de foretagne rettelser, er den udgave, der kom til at foreligge, altså at betragte som approberet af digteren selv.

Det er denne udgave, der nu genudgives. I visse, men meget få tilfælde har man dog fundet det rigtigt at ophæve Borchsenius' rettelse og gå tilbage til formen i digterens manuskript, f.eks. erstattes Borchsenius' forkerte Udføreben (af raa Silke) med manuskriptets rigtige Udførslen. Om sådanne ændringer gives der på rette sted de nødvendige oplysninger, se s. 258.

Den gennemgående modsigelse

Impulsen til værket var en udefra kommende tilskyndelse, der har bestemt romanens problem og tendens. Men heroverfor står en personlig grundstemning og menneskevurdering, der ikke harmonerer med tendensen, så ad den vej er der kommet en dobbelthed ind i romanen, en modsigelse, der består i, at digteren i virkeligheden mener det modsatte af det, han troede at mene samt siger, at han mener. Han 232 kan ikke digte mod sit hjertes overbevisning, selv om han gør sig umage for det i oprigtig tro på at være på den rette vej.

Drachmann kom meget hurtigt til at erkende dette misforhold. Allerede før udgivelsen af En Overkomplet indså han, at han i den havde ladet sig føre bort fra sig selv, hvorefter han skriver en ny fortælling - To Skud, 1877 - som han i et brev til Borchsenius betegner som »det plastiske og beherskede Udtryk for, hvad der egentlig skulde have været i En Overkomplet«. Men selv om To Skud er fri for modsigelse, beholder En Overkomplet alligevel førstepladsen, fordi den er bundet til digterens eget liv og derfor mindre vilkårlig. At modsige sig selv er jo desuden langtfra det samme som at være død og umulig.

Det hidtil eneste forsøg på en udtømmende forklaring af problematikken i romanen foreligger i første afsnit af Jens. Kr. Andersens og Leif Emereks bog Aladdin-Noureddin traditionen i det 19. århundrede (1972, 2. udg. 1975). Nærværende udgiver er kommet til en anden forståelse end de to forfatteres og henviser til sit afsnit s. 252-56.

Nærmere bestemmelse af modsigelsen og dens kilde

Georg Brandes havde i sin første hovedstrømningsforelæsning (1871) erklæret, at geniet ikke er den geniale lediggænger, men den geniale arbejder.

Under indflydelse af denne appel til dåden på bekostning af drømmen kommer Drachmann til at misforstå sig selv. I overensstemmelse med - eller om man vil: i lydighed mod - vennerne Georg og Edvard sætter han sig for at skildre en drømmende og viljeløs lediggænger, der skal overgives til fortabelse som advarende eksempel for den opvoksende ungdom. Digteren havde jo lært at mene, at i et moderne målrettet arbejdssamfund er en sådan genganger fra romantikken Overkomplet, dvs. overflødig, unyttig, ubrugelig.

Men han kan ikke skrive med påholden pen, så knap er han er begyndt, før hans eget og egentlige jeg tager magten og fører ind i modsigelsen.

Den vngling, der skulle forkastes som et spildprodukt, omfatter heden fra første færd med sympati, ja kærlighed. Med lighed, sit lyse sind og pletfri karakter forekommer det 233 elskværdige, unge menneske også hævet over al anden fordømmelse end de allermest smålige Jeronimussers. Efter recepten skulle han vel gælde som fantast, men som vi møder ham i bogen, er han det slet ikke. Det midtpunktsløse væsen, digteren udstyrer ham med under nogle dages fodtur (s. 182ff.), overrasker læseren som en uorganisk tilgift, der nok stemmer med recepten, men ikke med konceptionen. Da fodturen er forbi, lader digteren det også straks falde igen.

Den udgang af handlingen, der var ment som personens undergang, bliver i virkeligheden til frelse, frihed og lykke.

Fjernt fra Danmark folder den overkomplette sig ud som legemliggørelse af værdier, der sidenhen stærkere og stærkere skulle blive omfattet af digterens agitatoriske patos, og til fordel for hvilke han skulle komme til at etablere formidable revolutioner i ord - fiktive revolutioner, som ikke er rettet mod økonomiske eller sociale misforhold, men gælder den stivnen, den forkalkning, den synken af livskraften, der gør alle små og usle, og som han mente at kunne konstatere såvel i Danmark som i Europa, »den Gang Aarhundredet ebbede ud i den store Forsumpning« - som han siger i 1899. Ondet begynder fra oven og daler derfra ned gennem alle folkets lag. Det standser ikke, fordi det er nået »ned« til socialdemokratiet - siger han ved samme lejlighed.

Livsblusset i den Adolf, som han efter et tillært program mente at burde fordømme som overkomplet, er i virkeligheden den samme flamme, som han mod slutningen af sin bane kaldte for »den hellige Ild«. De lige anførte citater er hentet fra hans bog med denne titel, der udkom i 1899.

På den måde kommer skræmmebilledet og forbilledet til at bytte gårde. Når den Adolf, der er ment negativ, i virkeligheden er en positiv og livsbekræftende figur, må den Erik, der skal gælde som Adolfs kontrast og modpol, og som i ham ser det afskrækkende eksempel, blive negativ, skønt han er ment positiv. Og sådan forholder det sig også reelt: mod sin bevidste hensigt kommer digteren til at lade denne repræsentant for det vedtagne program gennemløbe en udvikling i retning mod sjæl- og kønsløs »genial arbejder«, der går ud af romanen som et funktionelt ingenting.

Romanen slutter med, at det danske samfund netop gennem Erik skyder den formentlig overkomplette fra sig ved at få ham lempet 234 over til Amerika. Men samtidig går her til sidst digterens natur definitivt over hans optugtelse - og nu synligt for enhver.

Da han har fået Adolf og hans Dorothea anbragt oppe på udvandrerdamperens dæk, kan han ikke lade være at glorificere det statuariske par, som de står deroppe i samme stilling, ragende op over mængden, fast omslyngede - »store, stærke, naive Skikkelser begge to«.

Store, stærke, naive skikkelser begge to! Her må den nutidige læser forstå at lægge det rette indhold i ordet naiv - og dermed forstå, at langtfra at være en advarsel for den opvoksende ungdom er de to skikkelser netop et forbillede for den.

Den, der siges at være således naiv, er ikke dermed karakteriseret som lettroende eller enfoldig, idet denne art af naivitet ikke har noget at gøre med brist i dømmekraft og intelligens. Det, ordet udtrykker, er en holdning til livet - netop den, som Drachmann mente var ved at forsvinde ud af de europæiske samfund til skade for deres livskraft og lykke.

For mennesker, der er naive som Adolf og Dorothea, er livet ikke et problem, som man forholder sig til i refleksion og tvivl; med sine glæder og sorger, sine sejre og nederlag er livet for disse naive et ubetinget gode, som man tager imod i umiddelbar tro på dets værdi og med fuld vilje til at bevare og øge dets indhold. Hos Oehlenschläger er bekæmperen af de livsfjendske jætter, guden Thor, således naiv, som også heltene i denne digters tragedier er det, og Schiller har i en berømt afhandling karakteriseret Goethe som naiv i den her fremdragne betydning af ordet (Uber naive und sentimentalische Dichtung, 1796).

I det brev til Erik fra Amerika, som bliver det ord til sidst, hvorefter alt det foregående skal dømmes, anser Adolf sin nye tilværelse som forbillede, ja frelse for den blodfattige og fortænkte slægt derhjemme:
... og naar saa Du og Dine Omgivelser er blevne rigtig forstandige, men ogsaa magre og blege af al den Læsning, saa sender vi Jer vore Sønner over; I kan tro, der er Kærne i dem [...] Jeg betragter vor Koloni herovre som en Planteskole, hvorfra Du og Dine Medarbeidere kan faa rigtig sunde Naturskud, rigtig kraftige Aflæggere til Eders Plantninger [...] Jo, jo! I laver en underlig Slægt sammen; men vi skal nok rekrutere den herovrefra...

235

Idet Adolf med denne og tilsvarende ytringer i brevet gøres overkomplet i forhold til et anæmisk og underlødig livsform, bliver han overkomplet i forhold til noget negativt og dermed selv positiv. Drachmann opholdt sig halvandet år i Amerika (1898-1900) og gør i Den hellige Ild (1899) anskuelser som Adolfs til sine egne. Over for en amerikansk kollega, som han finder brændende af den hellige flamme, forklarer han om kampen derhjemme i Europa, at den »bliver ikke lettere derved, at Reaktionen skyder netop den gamle Kultur frem for sig som et Skjold - vi maa stadig skabe »ny« Kultur, for dermed at bryde de unge og os selv en Vej«. Man ser, hvorledes digterens interesse ikke er knyttet til noget økonomisk og politisk, men til modsætningen mellem på den ene side det levende og frugtbare og på den anden det stivnede og sterile. Som forbundsfælle lader han i Den hellige Ild Ulf Brynjulfsen fra Forskrevet (1890) genopstå som en reflekteret Adolf.

Parallellen til Adolf og Dorothea i anden dansk digtning er det nybyggerpar i Kanada, inde i Minnesota eller Dakota, som Johannes V. Jensen anbringer som slutning og krone på sin beretning om menneskehedens lange rejse. Men det har været en smule svært for sam- og eftertiden at erkende, at den overkomplette i virkeligheden er en positiv størrelse - romanen igennem kryptopositiv, dvs. skjult bag påstande om det modsatte, indtil han til sidst opslår sin ridderhjælm.

På det sted, hvor romanens titel bliver til (s. 140), lægges der et afgjort negativt indhold i den gennem den krænkede timelærers mund. Fastholdt heraf samt i respekt for digterens udtalte hensigt er man kommet til at slæbe videre på en mangelfuld eller rent ud forkert forståelse - grellest hos Vilh. Andersen, når han i Illustreret dansk Litteraturhistorie (IV, s. 229) siger om de to hovedpersoner, at den ene »gaar til Grunde i Livet, medens den anden, hans Plejebroder, frelser sig ved at have arvet sin Faders dygtige Natur og ved idelig at have den rigere udrustede Plejebroders Skæbne for Øje«. Ja, undertiden kan selv den bedste litteraturhistoriker sove - og V.A. har gjort det med den forkerte slutopgørelse, med den unøjagtige brug af ordet plejebroder samt med opfindelsen af den forunderlige aktivitet, der består i at frelse sig ved at arve sin faders natur.

Heroverfor kan man stille f.eks. Hakon Stangerups rigtige opfattelse i Politiken's danske litteraturhistorie (4. bd, s. 109): »Renselsesprocessen tror man ikke på. Erik er alt for bedsteborgerlig og 236 snusfornuftig, og det er tydeligt, at digteren er næsten forelsket i Adolf, som skulle fordømmes.«

Ordet og fænomenet »forskrivning« er afslørende

I beskrivelsen af Eriks omvendelse fra lediggang til arbejde røber digterens ordvalg, at hjertets sandhed er den modsatte af tekstens påstand.

Det blodbeskrevne papir, på hvilket Erik i den Almægtiges navn lover at forandre sit liv, kaldes en forskrivning (s. 102). Dette ord, der skulle blive et drachmannsk nøgleord, peger i retning af, at Erik og hans digter inderst inde godt ved, at der er tale om overgivelse til onde magter. Efter almindelig sprogbrug samt i overensstemmelse med alle herhenhørende citater i Ordbog over det danske Sprog forskriver man sig jo ikke til Gud, men til Fanden og konsorter, ligesom det også er god gammel skik, at kontrakter med den Onde skrives med den kontraherendes eget blod.

Konsekvent nok kommer Erik også snart til at høste onde frugter af sin forskrivning. Med en underlig dobbeltbevidsthed, der består i overbevisningen om at være på den rette vej, ledsaget af følelsen af at være på den gale, konstaterer han følgende om sig selv, da han efter ferien vandrer i et nyt levned som dydig og flittig latinskole-discipel: »Der var begyndt at blive tomt og øde inden i mig paa en Tid, hvor jeg burde have blusset og brændt. Jeg var paa gode Veie til at blive et exemplarisk ungt Menneske, men paa Bekostning af min Friskhed« (s. 132).

Samme dobbelthed, der ikke er psykologi, men en af formerne for den gennemgående modsigelse, ytrer sig også ved, at skønt Erik stræber efter at blive regulær samfundsstøtte, lægger han villigt og gerne røst til romanens mange angreb på samtiden som steril, flov og fersk, f.eks. i den vidtløftige kritik af skolen à la Scherfigs forsømte forår (s. 120ff.). Den slags er jo ikke hans, men Adolfs retmæssige besiddelse, hvis denne ellers gad reflektere sig frem til ejendomsretten - således som det endelig sker i brevet hjem fra Amerika.

For Drachmann selv klarer det hele sig først, da han opgiver den programmatiske tro på den »geniale arbejder« samt ophæver polariteten mellem Erik-typen og Adolf-typen ved at lade den første gå over snusfornuftig, og det er tydeligt, at digteren er næsten forelsket i Adolf, som skulle fordømmes.« 237 på den andens side. Det sker i den store roman fra 1890, som han kaldte Forskrevet.

På det sted, der forklarer denne romans titel (førsteudgaven, I, s. 442), lader han den Henrik Gerhard, der svarer til Erik, sige til den Ulf, der med anden apparition, andet væsen og andre vilkår dog svarer til Adolf: »Forskrevet har vi os allesammen til de slemme Magter ... Du til Natten og Melankolien - jeg til Samfundet og Vedtægten.« Og den kamp mod de slemme magter, som Ulf skulle føre, men ikke evner, tager Henrik Gerhard sig så på.

I En Overkomplet er Eriks forskrivning netop til samfundet og vedtægten. Adolf forskriver sig ikke: han er fri og fribåren fra først til sidst.

Det personlige i valget af tid og sted

Selv om Drachmann ikke har oplyst noget om det, er det rimeligt at antage, at hans valg af handlingens tid og sted beror på en stærk personlig tilskyndelse.

Drevet af den følelse af skyld, som det endelige brud i 1875 med hans første hustru - fru Belli, »barnebruden« - havde fremkaldt (og som har fundet sit berømteste udtryk i romanens Sakuntala-digt), søger han i tanken uvilkårligt tilbage til sine drenge- og ynglingeårs stemningsbevægede sommerferietilværelse, da han endnu var usåret af livet. Ad den vej bliver tiden de første år af 1860'erne og stedet det nordøstlige hjørne af Sjælland (Selvbiografien: »... den nordøstsællandske Natur, hvorfra jeg har mine tidligste, stærkeste og varigste Naturindtryk«). Skildringen af denne egn kom i forbindelse med de mange portrætter af nærmere og fjernere slægtninge samt af lokale og ferierende personer (de kgl. skuespillere, HC. Andersen) til at udgøre en væsentlig og tiltrækkende del af hans værk.

Ifølge mottoverset s. 5 var disse feriesomre for digteren »the summers of my heart«. Fredensborg var deres geografiske centrum, og Drachmannfamiliens forbindelse med dette sted var kommet i stand på følgende måde:
Holgers bedstemoder på fædrene side var født Kobiersky - bar altså det polske navn, der er anledningen til romanens lejlighedsvise 238 fabuleren om familiens slægtskab med polsk godsbesiddende adel (»Snopodolskyerne«).

To af bedstemoderens søstre havde flet fribolig på Fredensborg Slot. Den ene af disse jomfruer Kobiersky havde bestyret det kgl. vaskeri under Frederik VI (Harriet Bentzon, s. 13 og 197). Hos disse to mostre mødte faderens søster Louise den Peter Steen, med hvem hun blev gift, og dette pars første beskedne hjem i Fredensborg blev så et tilflugtssted for Holgers fader, der i sin ungdom læste under de trangeste kår (Harriet Bentzon, s. 13).

Peter Steen havde været slotstømrer som sin far og farfar, men blev siden købmand, og det var hans og tantens købmandsgård i Fredensborg, der med bidrag af slægt fra Gurre og Helsingør blev et samlingssted for familiens grene og det faste tilholdssted for Holger i det nordsjællandske ferieparadis. Hans egen families sommerbolig angives i romanen som et gammelt og ret anseeligt sted ved Asminderødvejen og i brev til Borchsenius af 10.4.76 som »Vexebogaarden et lille Stykke uden for Byen«.

Drachmanns fader, lægen og professoren A.G. Drachmann (1810-92), var gift to gange. I romanen er Eriks fader enkemand og dør uden at have indgået nyt ægteskab, så når Erik siger, at begivenhederne finder sted i »det store Interregnum« (s. 29), dvs. i mellemperioden uden regerende husfrue, er det en lapsus fra digterens side i form af et spring fra fiktionen over i hans families virkelighed - samt desuden udtryk for varme følelser såvel for den afdøde moder som for hendes senere afløser.

I faderens enkemandstid fra 1857 til 59 var Holger 11 til 13 år, og det alderstrin passer til den legen klansmænd med dragne sværd, der indleder romanen, så der opstår et misforhold, når digteren lader det være ynglinge på 16-17 år, der går op i denne leg. De er i det spirende overskægs alder - den alder, da Holgers ven Frederik Wrisberg skød sig, fordi han havde pådraget sig en kønssygdom.

Den opmærksomme læser vil for øvrigt selv opdage og studse over, at efter romanens angivelser er Erik og hans venner snart 16, snart 17 år! Digterens manuskript giver løsningen.

Drachmann har først ladet Erik være 16 år overalt. Men ved fornyet gennemlæsning har han antagelig fundet, at det i det erotiske forhold til fru Brunnow var mest naturligt, at han var en smule ældre, og så giver han sig til at rette sexten til sytten med tyk og grov 239 skrift, men får i farten ikke rettet alle steder - deraf forvirringen, som den korrekturlæsende Borchsenius ikke har bemærket eller ikke har villet gøre noget ved. Nærværende udgave lader også tallene stå.

Er titlen original eller lånt?

Hvorfra har Drachmann sin romans blikfangende titel? Fra sig selv eller fra Turgenjev?

I det brev til Edv. Brandes, der fulgte med manuskriptet, hævder han, at han med sin store novelle »naaer næsten op til Turgenjew«. Og at han er påvirket af den Turgenjev-bølge, der fremkaldtes af Vilh. Møllers mange oversættelser (14 fra 1872 til 78 - fra tysk eller fransk), er den senere Tannhäuser bevis på.

Men derfor kan En Overkomplet godt være en undtagelse - og det er den vistnok.

Når Vilh. Andersen i sin store litteraturhistorie (IV, s. 229) finder stemningen i ynglingeårene i Fredensborg udtrykt med romanens opslag (»Brusede det over mit Hoved? Viftede og vuggede det sig som Grene, der osv....«) og kalder dette for »Turgenjevs Forårsbølger«, kommer det af, at ordene Ve¡nyje Vody, som russeren bruger som titel på sin tragiske kærlighedshistorie, har fået en uheldig oversættelse med ordet Foraarsbølger, der medfører forkerte associationer i retning af en ubestemt, men vidunderlig lyrisk sitren i unge sind.

Turgenjevs egen titel er ulyrisk og ganske saglig. Når den russiske vinter ender med forårets tøbrud, bryder floderne op og bliver rivende strømme, der går over deres bredder - for snart efter at synke tilbage igen. Det er dette naturfænomen, disse vårlige vande (ve¡nyje vody), Turgenjev bruger som titel og adækvat billede på sin unge adelige helts hastigt opblussende og hurtigt ophørende forelskelse i konditordatteren fra Frankfurt. På dansk kunne titlen gengives med Vårflom.

Udgiveren kan heller ikke være enig med Johan Fjord Jensen, når denne i sin bog Turgenjev i dansk åndsliv (1961) hævder, at En Overkomplet virker som »en lang parafrase over turgenjevske stemninger, følelser, karaktertemaer mv. At den ikke kan være skabt uden kendskab til disse, er næsten lige så sikkert som Drachmanns benægtelse heraf«.

240

I det konkrete kan udgiveren ikke finde nogen som helst parafrasering af Turgenjev. Romanen, der jo i sin kærne er et erindringsværk, synes fuldt forklaret ud fra personlige og rent danske forudsætninger.

Undtagen på ét punkt - selve titlen.

Som karakteristik af et menneske over for en samfundshelhed er betegnelsen overkomplet så ejendommelig, at den, der først har brugt den, uvilkårligt forekommer som mesteren, og lærlingen bliver da den, der bruger den anden gang. Og sådan synes forholdet mellem Turgenjev og Drachmann her at have været.

Men mer end en hypotese kan det ikke blive, da Drachmann benægter, at der skulle foreligge lån. I brev til Borchsenius (10.4.76) fortæller han, at da han i München i et selskab hos norske malere læste op af sin roman, blev han gjort opmærksom på »Lydligheden med Turgenjevs Fort.«. Men - tilføjer han - »Jeg havde imidlertid allerede i et Aar gaaet med Titlen (saavelsom med Fablen) i Hovedet, og mente derfor ikke at ville forandre den«.

Den fortælling, selskabet sigtede til, er Et overflødigt Menneskes Dagbog, som Vilh. Møller havde oversat efter den franske udgave, Turgenjev selv havde besørget.

I Rusland løsnede ordet overflødig sig fra den ikke særlig betydningsfulde fortælling og blev et politisk ladet slagord Den, der tilhørte det kulturbærende lag (med et Turgenjev-udtryk fra 1880), men som ikke ville indfri dette lags pligt til at »gå ud i folket«, blev af de revolutionært sindede stemplet som et overflødigt menneske i en særdeles bidende og ætsende forstand.

Tilsvarende forhold forelå ikke herhjemme. I vor roman forekommer datidens Danmark tilmed som et stillestående kaste-samfund, hvor den brave Per Matros kender sin plads som subaltern og ikke drømmer om at forlade den eller af andre tilskyndes dertil, og hvor de to unge repræsentanter for det kulturbærende lag, Erik og Adolf, holder sig fornemt-afvisende for næsen ved lugten af timelærerfamiliens fedtebrød.

Romanens eneste vidnesbyrd om social indignation - og samtidig en mulig russisk reminiscens (Basarov fra Fædre og Sønner?) - er timelærerens historisk ukorrekte karakteristik af eksistenser som borgersønnen Adolfs som »Levninger af feudale Institutioner og feudal Fantasi« (s. 140). Det feudale passer bedre til Tannhäuser, og den 241 fortælling havde Drachmann også i hovedet, da han lagde sidste hånd på En Overkomplet: i sit manuskript kommer han et par gange for skade at kalde Adolf for Anton - som hovedpersonen i Tannhäuser jo hedder.

Man kan pege på det sted hos Turgenjev, hvorfra Drachmann har lånt sin titel - hvis han har lånt.

I Vilh. Møllers oversættelse siger Tjulkaturin - det overflødige menneske - om sig selv: »Hvad mig angaar ... saa er det eneste, man kan sige om mig: overflødig eller: overkomplet, ja, absolut det eneste.« Har Drachmann lånt, har han lånt fra dette sted. Det ord, Turgenjev anvender på det tilsvarende sted i den russiske tekst (sverch¡tatnyj) udtrykker også, at den således betegnede står uden for det nødvendige og rigtige antal som overtallig.

Men hos den danske digter har ordet overkomplet ikke samme indhold som hos den russiske.

Tjulkaturin anser sig for overflødig og overkomplet, fordi han ikke på almindelig naturlig måde kan knytte forbindelse til andre mennesker. Han er indesluttet - i Møllers oversættelse: »indvendig tilknappet«, i den russiske tekst: »med en lås indvendig«. Han er af samme type som Mikkel Thøgersen i Kongens Fald: da han ikke kan vinde sin elskede, vendes kærligheden til had, og så skal den, hun har valgt i stedet for ham, lægges øde.

Men hvis Adolf skal anses for overkomplet, kan det ikke være i kraft af egenskaber som Tjulkaturins, for han er jo dennes diametrale modsætning: åben, levende, kontaktsøgende og kontaktduelig.

Selvspaltning i to versioner

I et brev til faderen af 5.2.76 om En Overkomplet taler Drachmann først om, hvorledes han med fast hånd og understøttet af sin jernhukommelse har skildret sin ungdom, faderen og deres nærmeste omgivelser, naturligvis ikke som fotograf, men som kunstner. Derefter fortsætter han:

Fordi han er anderledes, kan Drachmann alligevel godt have lånt Turgenjevs betegnelse. Men mer end en hypotese kan det som sagt ikke blive.

242

Jeg har tilladt mig at slaa Dig ihjel ved en stille Hjertesygdom og under en blid og rolig Død i Dit 50de Aar, en Udaad for hvilken jeg antager forud at have Din Dispensation naar Du læser om hvor dygtigt det er lykkedes mig at fremstille et af de smukkeste Momenter i dit Liv (saaledes som jeg den Gang saae det) og med hvilket skarpt psykologisk Blik jeg har faaet spaltet mig selv i to Figurer hvoraf jeg saa slaaer - som et Mundheld siger - den ene Jøde med den anden.

Med »et af de smukkeste Momenter i Dit Liv« sigtes der til, at faderen i sin enkemandstid var forelsket i en kvinde, som også sønnen var forelsket i - ifølge Rubow (s. 21) en fru Møller, f Begtrup, der havde sin villa (»Zoar«) i Skipperalleen i Fredensborg. Man har i den anledning sat romanen i forbindelse med Turgenjevs fortælling Den første Kærlighed, men vistnok uden tvingende grunde.

Den selvspaltningsmetode, Drachmann derefter berømmer sig af, bruges ikke på samme måde som senere i Forskrevet.

Medens det kan være svært at se den forskrevne Ulf Brynjulfsen for sig som et virkeligt levende menneske, far man et overbevisende indtryk af, at den fribårne Adolf er det, f.eks. i følgende ypperlige ordskifte: da hr. Bentheim søger at nedbrøle Adolf med sit brutaltautoritære: »Hvad er Du for en Knægt?«, lader digteren den tiltalte reagere således: »Jeg hedder Adolf! lød det fuldkommen rolige og høflige Svar« (s. 49).

I sit udmærkede notabene til selvspaltningsproceduren siger Rubow (s. 87) med rette om Adolf (med henvisning til scenen med timelæreren): »Han viser sig her som et Væsen af fremmed Oprindelse og opdraget i Frihed, et Væsen af sundere Natur og aandeligt mere velskabt end Omgivelserne.« Men denne beundring, der får andre og lige så stærke udtryk som de anførte, får mærkeligt nok ikke Rubow til at spørge, om der så er nogen rimelighed i, at Adolf skal fordømmes. At være af sundere natur og åndeligt mere velskabt end omgivelserne er jo blivende træk i karakteren - ikke noget, man er lejlighedsvis og efter behag.

Adolf er nok en del af Drachmann, men denne del er i sig selv en helhed, fordi den er sammensat af de elementer af hans personlighed, der udgjorde hans ønskebillede af sig selv, og vore ønskebilleder af os 243 selv indbefatter netop i kraft af ønsket altid begrebet helhed, fuldkommenhed.

Ulf Brynjulfsen fra Forskrevet er blevet til ud af digterens bevidsthed om hæmning - deraf den eksaltation og oprevethed i Ulfs væsen, der i virkeligheden er et vidnesbyrd om afmagt, og som derfor ingen kan ville gøre til bestanddel af sit ønskebillede af sig selv, heller ikke Drachmann.

Adolf er blevet til ud af digterens drøm om frihed - derfor flyder det selvberoende, det i sig selv hvilende, der er det samme som sluttethed i karakteren, af sig selv fra digterens drøm over i den digtede figur og gør den levende og hel.

Tag skildringen af Adolf ved studenterfesten (s. 176): »Hans Kinder glødede, hans Øine tindrede, han lignede saaledes som han stod der og slog ud med Haanden, kraftig, velbygget, hensynsløs og gladgodmodig, med Guitaren under den ene Arm og Glasset i Haanden, en af hine Fortidens Skikkelser, halv Landsknægt, halv omvankende Sanger.«

Drachmann befinder sig i et selvbedrag, når han over for dette vil gøre den stræbsomme samfundsstøtte gældende som den, der har valgt den bedre del.

Forholdet til brødrene Brandes og dets forløb

Med romanens indledningspassage bliver de uforglemmelige »summers of my heart« omgjort til et narkotikum, der er en fristelse og fare for ungdommen: »Hvormange af os er ikke bleven stikkende i alt dette Dæmpede, Dovne, Drømmende, Duftende, Vuggende, Villieshæmmende? Ingen hjalp os o.s.v....«. Med denne drejning af Esrom-somrene over i det negative tager den gennemgående modsigelse fat.

Men digteren er i god tro - helt sanddru i misforståelsen afsig selv. Han er sikker på, at han nu har præsteret det svende- eller mesterstykke, der skal hæve ham op i jævnhøjde med de beundrede førere - de litterære bedriftsledere, som Rubow kalder brødrene Brandes netop i forbindelse med En Overkomplet (s. 85).

Da Drachmann sendte manuskriptet til Edv. Brandes, medgav han244 forsendelsen (som også indeholdt den kortere fortælling Najaden) det store brev af 17.2.76, der er et så vigtigt aktstykke mht. digterens daværende forståelse afsig selv og sit værk. Yderst veltilfreds med eget arbejde skriver han om romanen:
Jeg føler mig endnu mere stolt derover, fordi jeg i Et og Alt solidarisk med Dig og Din Broder og de ganske Faae forresten, som kan siges at høre til »Kredsen«, udgiver dette Manuskript fra Kredsen og lige med den knyttede Næve op under Ansigtet paa de dumme Literater derhjemme og det stupide Publikum.

Jeg er stolt over at Du og Din Broder efter Gennemlæsningen særlig af den store Fortælling vil kunne rette Jer i Stolen og slaa med Haanden paa Pakken og sige: Se saa, nu har vi ham paa den rette Vei; dette er ægte Varer...

Om det, han mener at have præsteret med Adolf-figuren, siger han:
Romantikken, som i Begyndelsen af Bogen gør En urolig og uklar paa alle Punkter, sætter sig som en Kruste fast om den anden unge Mand og tvinger ham ud i alle de bløde og svampede Konsekvenser, som vi, Mændene fra 70, nu kan udenad paa vore Fingre og som det er vor Pligt at holde op som et Speil for alle de vaklende Sjæle derhjemme.

Om romanens slutning og Adolfs endelige skæbne hedder det vagt og uklart:
I fuld Harmoni, men ikke en lavet Harmoni, en Harmoni, der lugter af Forfatterens onde Samvittighed og Hensynene til Censuren, ender saa Bogen med at anvise den Overkomplette en Plads, hvor ingen unge Piger behøver at rødme over ham og ingen Fruer at græde Taarer over Sønneken.

Digteren mener selv, at hans roman er vidnesbyrd om en personlig kamp og sejr. Hen mod slutningen af det lange brev skriver han i bedste mening disse usandheder om sig selv:245 Jeg er blevet en Alvorens, Tvivlens og Tænkningens Apostel. Jeg drikker ikke længer Vin og har ingen Elskerinde. Jeg har drukket Vin nok og elsket nok - for en rum Tid idetmindste. Men dette maatte ogsaa til for at udskille det »Overkomplette« i mig og producere denne Overkomplette ...

Han er blevet etiker, så det forslår - for en tid i det mindste! Alligevel måtte han se sig skuffet i forventningen om, at han med sin roman skulle vinde Brandes-brødrenes ubetingede bifald. Med alt, hvad der findes af ros og dadel i deres udtalelser om den, har ingen af dem erklæret, at han er på den rette vej, ingen af dem set bogen som et spejl for alle de vaklende sjæle derhjemme.

Til gengæld kom digteren selv hurtigt til at forstå, at hans sande intentioner havde deres rødder i en sammenhæng, der er ældre og mere omfattende end det lokale danske gennembrud, og som den dag i dag har magt over sindene.

Det tog kun en måneds tid, før Drachmann indså, at han med det værk, som han til at begynde med var så stolt af, alligevel ikke havde fået forklaret sig på rette måde. I brev af 29.4.76 - altså endnu før En Overkomplet er udkommet - skriver han til Borchsenius om romanen:
Jeg kan saamegetmere være rundhaandet i min egen Nedsættelse af denne Fortælling, som jeg inat har fuldendt »To Skud« og nu efter Morgnens rolige Prøven og Overvejelse har fundet den at være det plastiske og beherskede Udtryk for hvad der egentlig skulde have været i »En Overkomplet«.

I den nye fortælling, der foregår i en udmærket skildret vestjysk egn, lader han en pige udvikle sig fra barn til voksen i fuld overensstemmelse med sin egen natur og uden indflydelse af ydre tvang. Georg Brandes roser To Skud som hørende hjemme i en lille række af sammentrængte, vel støbte noveller. Denne novelle, der fremstiller den unge pige, som efter sit væsen står ganske uden for det moderne samfunds tilslibningsmaskineri, har idé, har dybsind, hævder han i artiklen om Drachmann i Det moderne Gennembruds Mænd (1883).

Hvorfor så ikke genudgive den i stedet for En Overkomplet med 246 den gennemgående modsigelse? Nej, En Overkomplet beholder trods alt fortrinet. I sin egenskab af erindringsbog er den i væsentlige partier knyttet til digterens eget liv og får derved et præg af sandhed og virkelighed, som mangler i den anden fortælling. I den indretter han sin Ellens livshistorie uden hensyn til sandsynligheden, hvorved sandheden i den ikke bliver sandhed om en virkelighed, men sandhed om digterens forestilling om en bestemt art af menneskelighed.

Men indbyrdes fuldstændiggør de to fortællinger hinanden. Tilsammen er de i mandlig og kvindelig version digterens drøm om det frie menneske - mennesket, som det bliver, når det får lov at udvikle sig uden indflydelse af formentlig sterile og hæmmende kulturkonventioner. Adolf hævder sig en sådan stilling, deraf digterens kærlighed til ham trods det tillærte program - Ellen flr den til givende.

Begge de digtede figurer er født ud af det »Unbehagen in der Kultur« (Freud), som begyndte med Rousseaus naturevangelium fra midten af det 18. århundrede for at fortsætte som en væsentlig strømning frem til dagen idag.

Uden forsøg på fordelende retfærdighed kan dens indhold bestemmes som en protest i livets navn mod det etableredes tendens til stivnen i autoritær goldhed. Man får et pust af stemningen og en stump af det etableredes manifestationer, når Drachmann i Forskrevet lader Edith og Ulf med selskab køre af sted »gennem Bureaukratiets, Professorernes og Forretningsmændenes Villakvarterer - ud i den lyse Juninat«.

Hvad der foresvæver Drachmann, er et ideal af fri menneskelighed uden politisk partifarve. Om det svajed og svinged han livet igennem - nu til venstre, nu til højre.

Hvad samtiden mente om romanen

Med alle forskelle i graderne af ros og dadel er anmeldelserne af En Overkomplet (hvis sted og tid findes anført i Johs. Ursins Drachmann-bibliografi) fælles om grundsynspunktet: som helhed er romanen forfejlet i kraft af den løse komposition og uklarheder i tankegangen, men da enkelthederne ofte er fortræffelige og stilen god, er bogen alligevel læseværdig.

Rækken indledes af den radikale politiker Viggo Hørup, der var 247 Drachmanns fætter, og sluttes af Georg Brandes, som digteren dengang betragtede som sin ven og læremester.

Hørup har ordentlig skyndt sig. Allerede to dage efter, at romanen var udkommet, bragte Morgenbladet 12.5.76 hans anmeldelse (genoptrykt med titlen Literaturføljeton i 1. bind af V. Hørup i Skrift og Tale, 1902).

Det vid, Hørup indledningsvis udfolder, skal måske dække over, at anmelderen kun alt for godt ser svaghederne i sin lyriske fætters første store episke arbejde på 420 sider. Barmhjertighedskåben består i variationer af den tanke, at i sammenligning med de anerkendte storheder har Drachmann den fordel, at han endnu ikke har kulmineret, men stadig kan vokse og gør det: på s. 188 er han indtrådt i de lovmæssige rygeres tal, og siden er det bestandig gået fremad - hedder det ironisk-fortrøstningsfuldt.

Hørup læser de tre fjerdedele af bogen igennem uden at finde synderligt at kritisere, for der var jo »noget i den«, som velgørende efterlod følelsen af, at digteren »vokser efterhaanden«. Men den sidste fjerdedel finder han summarisk og tør, uden at der egentlig er »noget i det«. Han ser, at de to hovedpersoner ikke er holdt ude fra hinanden. Men begrebet overkomplet glider han let hen over, idet han nøjes med at forklare, at når Erik »slap bedre derfra« end den overkomplette Adolf, lå det »i den dygtigere Natur, den større Ærgerrighed og den stærkere Egoisme«.

Anmeldelsen slutter stærkt rosende. Det er »en kæk Bog«, sproget er »rigt, ofte glimrende«, de indstrøede digte er »ofte formfuldendte i høj Grad«, genrebillederne i staffagen er spillevende, og herpå fremdrages der en række eksempler, der tilsammen udgør det meste af bogens indhold. Alt er malet »med Liv og Lyst og staar frit og klart mod den Baggrund af Vemod og Alvor, der ligger tungt og trist over Fredensborg og de danske Indsøer«.

Berlingske Tidende (17.5.) er afvisende og karrig på ros. Forfatterens smådigte er vel ofte vellykkede, men »Epiker er han ikke; han mangler alle Forudsætninger til at objectivere sit Stof«. Anmelderen hæfter sig med megen undren ved Adolfs forvandling til arbejdsom, og om Erik hedder det overraskende nok i det konservative organ, at han er »en Slags philosophisk Spidsborger«. Endelig findes skildringen af Adolfs moder helt forfejlet.

I Jyllandsposten (28.5.) mener signaturen -z, de. Sophus Bauditz, at 248 der næppe vil blive rejst indvendinger mod romanens grundtanke i dens almindelighed, men det apparat, der er sat i bevægelse for at skildre den overkomplettes historie, er rigtignok så stort, at hovedpersonen næsten kun bliver en birolle, og mange af de optrædende står kun i liden eller ingen forbindelse med ham: »Fortællingen er saa løst komponeret, at den gjør Indtryk af at være bleven for hurtigt til, medens dog Stilen er let og omhyggeligt behandlet«.

Anmelderen har øje for bogens værd som erindringsværk: »... her er Sommerliv og Sommerduft, og der er ypperlig Fremstilling«.

Optrinet med H.C. Andersen findes umotiveret. Af digtene roses Per Matroses vise og »De svajed og svinged«. Og saa hedder det afsluttende: »I det Hele læses Bogen trods dens noget uforholdsmæssige Omfang med Lethed og er paa mange Punkter underholdende; at den viser Talent, er det overflødigt at sige, men den Beherskelse af Stoffet, som skaber Kunstværket, mangler«.

Efter at Nationaltidende (31.5.) har talt om »en Række Smaabille-der, der for en stor Del rigtignok kun have Lidet eller Intet at gjøre med Handlingen, men af hvilke flere i sig selv have en betydelig Værdi«, hedder det: »Hvor mangelfuld Bogen end er i det Hele og Store, gjør den derfor et fængslende Indtryk som Vidnesbyrd om gode, gjærende Kræfter, som Varsel om noget Vordende«.

Med hensyn til romanens tendens er anmelderen ganske rolig. Bekymringerne for, at digterens første større forsøg på det episke område skulle blive et radikalt strandhug på samfundet i almindelighed, er grundløse. Bogens tankegang, der er alt andet end fast og klar, synes tværtimod snarere at stile mod »den gammeldags Spidsborgerligheds lune Havn«. Erik bliver »en overmaade honnet Arbeidsbi i det gamle Samfunds almindelige Kube«, og også Adolf, der begynder som »en rent æsthetisk Natur«, ender som »en afgjort praktisk Kraftkarl«.

Medens de andre anmeldere kun har et par enkelte kritiske bemærkninger om den »spanske« dames historie, er hovedparten af denne anmeldelse blevet en harcellerende - men rigtig - påvisning af modsigelserne og utroværdighederne i den vidtløftige skildring af Helene Brunnows fataliteter.

Men med alle indvendinger kan anmelderen dog karakterisere forfatteren som »en kraftfuld, levende Personlighed« og »en ualmindelig stærk, vital Naturfrodighed«. Hans ros topper i lovprisningen af 249 digtene, af hvilke intet nævnes særskilt. - Nationaltidende var aftenudgave af Dags-Telegrafen, der optrykker anmeldelsen i sit nummer for 15.6.

Anmeldelsen i Illustreret Tidende (11.6.) er skrevet af Otto Borchsenius og er naturligvis rosende. Der konkluderes, at trods visse mangler »er Fortællingen et ualmindeligt lovende Ungdomsarbeide ... en frisk og kjæk Historie, lidt bred og løs i sin Composition, lidt romanmæssig endnu paa sine Steder, men livligt fortalt og altid med et aabent Øie for. Naturen og Menneskene«. Adskillige af digtene roses, og det tilføjes, at »Lyrikeren Holger Drachmann endnu staaer et Stykke over Epikeren«.

Aarhuus Stiftstidende har den 26.6. en notits om romanen, der slutter med at konstatere, at »Fortællingen bør regnes blandt de meget læseværdige i den nyere Literatur«.

I Norsk Tidsskrift for Litteratur (2.7.) finder nærværende udgiver sin egen forståelse af romanen udtalt i klare ord. Ud fra en betragtning af Drachmanns digtning i det hele slår den anonyme forfatter (redaktøren K.A. Winter-Hjelm ?) fast, at digterens egentlige hovedformål synes at være »Kamp for en Tilbagevenden til Naturen og de naturlige Følelsers Omraade med Tilbagetrængen af Konveniensens snevrende Hensyn«, og hvad særlig En Overkomplet angår, »er der i den overmaade meget, som giver dette Indtryk, og der er derfor noget friskt og umiddelbart i Skildringen af de enkelte Situationer og ikke mindst i Skildringen af den egentlige Hovedperson, som uvilkaarligt fængsler«. I kraft af dette fortrin »er man tilbøielig til at overse Mangler i Bygning og Udvikling«, men visse af disse mangler fremdrages alligevel - dog ikke særlig indgående, idet den pågældende artikel har andet ærinde end blot beskæftigelsen med Drachmanns roman.

I nummeret for 30.7. af samme tidsskrift har S.M., dvs. Sigurd Müller, skrevet en rapport om dansk litteratur i første halvdel af 1876, og af den får man et levende indtryk af, at Drachmanns roman har været noget af en sensation: blandt de novellistiske arbejder har En Overkomplet »vakt størst Opsigt; man har fornøiet sig over den unge Digters geniale Friskhed og ualmindelige Virkelighedssans og baaret over - maaske mer end ønskeligt - med den løse Komposition og de ufærdige Karakterskildringer«.

Til sidst anmeldelsen ved Georg Brandes i julihæftet 1876 af det af 250 ham og broderen redigerede tidsskrift Det nittende Aarhundrede.

I sit store brev til Edv. Brandes havde Drachmann kaldt sig for medlem af »Kredsen«, dvs. gennembrudsmændenes »lille bande«, som det hedder andre steder i hans breve. Hvis Georg Brandes nu vil fastholde ham som medlem af »kredsen« og samtidig frelse sin egen sjæl, må han fremdrage romanens mangler uden at såre dens forfatter. Har det været hans hensigt, er det lykkedes ham fuldkomment.

Som nævnt har for Drachmann flugten tilbage til den første ungdoms feriesomre været tilskyndelse og inspirationskilde, jvf. mottoverset: »They were the summers of my heart: / They are the memories of my youth«. Og i sine første linjer fremdrager Brandes netop dette forhold: »Hvis man spurgte mig, hvad jeg mener om Drachmanns Roman, saa véd jeg i al Korthed intet bedre Svar end: Dette er ikke Drachmanns Roman, det er hans Memoirer, første Del.«

Idet for Brandes kun det har værdi, som er digtning, dvs. kunst, udskiller og kasserer han alt, som er blot uoplevet (historien om den spanske dames giftermål) og alt, som er blot oplevet, og hvad dette sidste er, forklares en smule gådefuldt som »enkelte uvedkommende og ubeherskede Erindringer fra Drengeaarene«. Men - slutter han sin totalvurdering - »... alt det Øvrige har Værd ved den store og velgørende Friskhed, hvormed det er fortalt. Piller man Avnerne fra, har man en god Dynge Korn tilbage, og søger man blandt Kornene, finder man Perler iblandt dem; de bedste af de indstrøede Digte ere sande Perler«.

Drachmanns sikre tro på, at brødrene Brandes ville rette sig i stolen, slå på manuskriptpakken og sige: »Se saa, nu har vi ham paa den rette Vei, dette er ægte Varer ...« (s. 244) bliver stiltiende opløst i intet, idet Brandes undlader at tale om nogen vej overhovedet. Angående problem og tendens holder han sig til en neutral konstatering af, at hensigten har været at skildre den nuværende slægt i dens drengeår »som et Kuld af Drenge, hvem det af forskellige Grunde maatte falde svært at blive Mænd«.

Den opgave har digteren taget op med tillidsfuldt mod og behandlet med en friskhed, »hvis Duft lig Duften af nyslaaet Hø stiger op fra Bogen«. Når han alligevel ikke har løst den til fulde, har det ikke sin grund i mangel på talent, men i mangel på evne til at dirigere det talent, han besidder. Hans overflod på indfald, hans forestillingers frodighed og hans ualmindelige evne til med lethed at forme sit sprog - 251 alt dette har til følge, at læseren »bliver hængende i en Mængde fortræffelige, flaue, fine, overflødige, brillante, barnagtige og atter fortræffelige Enkeltheder«.

Efter denne elegante karakteristik, som mange sikkert vil finde rigtig, påpeger Brandes to konkrete fejl.

Den første er den iøjnefaldende uoverensstemmelse mellem Eriks angivne alder og hans væsen. Han siges vel at være sytten år, og til det alderstrin kan passe, hvad han føler og lider som forelsket, men på alle andre områder tænker og handler han som en fjortenårig dreng.

Den anden fejl består i, at det kun ufuldkomment er lykkedes forfatteren at holde sine to hovedpersoner, der dog skulle og måtte stå som kontraster, ude fra hinanden, således at man bestemt følte, at de var to og ikke én: »Forfatteren har derved gjort Læseren den dybere Forstaaelse af sin Bog lige saa vanskelig som han ellers ved et flydende og fortræffeligt Foredrag har gjort ham Læsningen let.«

Resten af anmeldelsen er lutter ros.

Brandes finder, at i modsætning til Schacks Phantasterne er Drachmanns roman fuld af stemning, og for at dokumentere det ofrer han plads på sidelange citater.

Personerne er »livagtige og dygtigt tegnede«. Som eksempel anføres hele Per Matroses skåltale s. 174-75.

Endelig fremhæves de indlagte digte som romanens poetiske kulminationspunkter. Af samtlige anmeldere er Brandes den eneste, der nævner Sakuntala-digtet, der citeres i sin helhed. Brandes-brødrene havde for øvrigt nærholds-kendskab til de vanskeligheder, der førte til skilsmissen mellem Drachmann-Dushjantas og hans Sakuntala, »barnebruden« Vilhelmine Erichsen.

Til slut er Brandes i stand til at nævne Drachmanns næste arbejde, novellen To Skud, samt meddele, at den vil fremkomme i næste nummer af tidsskriftet.

Da denne novelle jo er blevet til ud af Drachmanns egen indsigt i manglerne ved En Overkomplet, kan kritikeren uden at såre digteren nu roligt sige, at Drachmann selv har set, hvorledes hans roman lider under bredde og sidebemærkninger: »Han har selv næsten øjeblikkelig følt, at der her var en Vanskelighed at overvinde, og har givet sig til at bekæmpe og besejre denne, ligesaa snart han var kommet ud af den Gæring, hvori han under Nedskrivningen af sit store Arbejde befandt sig.«

252

Men den her refererede anmeldelse blev ikke Georg Brandes' sidste ord i den sag. Herom i det følgende.

Nogle senere vurderinger

I Realisme og Realister (1879) bemærker Herman Bang, at når lyrikeren Drachmann også har skrevet romaner, kommer det af, at det gjorde jo alle: han lever i romanens tidsalder og har skrevet En Overkomplet, fordi han ville skrive en roman. Men figurmaler er han ikke, han kan ikke iagttage; han kan give udtryk for stemninger, men sammenkæde disse stemninger kan han ikke - mener Bang.

I sine Spredte Studier (1884) søger H.S. Vodskov at bestemme Drachmann som personlighed og digter på basis af de 23 bind, han indtil da havde offentliggjort, og denne bestræbelse fører ham ind på en undersøgelse af En Overkomplet.

Han hæfter sig straks ved modsigelsen i den. Digteren bebrejder vel sin samtid, at den kvæler al friskhed og individualitet under karakterbogens og den ydre anstands uniformerende tryk, og dog -fortsætter Vodskov - »bliver Bogen ikke, som man skulle ventet, en Kritik af Middelmaadigheden, men netop af Friskheden«. Forklaringen finder han i, at Drachmann »er hverken Erik eller Adolf, men noget af dem Begge og mest af den Første«. Og denne fordeling af digterens sjælelige komponenter med overvægten til Erik-siden finder Vodskov så bekræftet af den skribentflid, der skal til for at frembringe de nu foreliggende 23 bind.

Medens der i de udmærkede bøger om digteren af Valdemar Ve-del fra 1909 og af Lauritz Nielsen fra 1942 ikke findes ytringer om vor roman af særlig interesse, gælder det modsatte om Jens Kr. Andersens og Leif Emereks bog fra 1972 (2. udg. 1975) om Aladdin-Noureddin traditionen i det 19. århundrede, idet dens forfattere i det første afsnit på 32 tættrykte sider mener at have givet den udtømmende og rigtige forklaring af problematikken i En Overkomplet.

Bogen drejer sig om begrebet lykke. Det undersøges, hvorledes i vor digtning fra Aladdin og fremefter følgende tre spørgsmål besvares: 1) hvem opnår lykken, 2) hvordan opnås den, og 3) hvorfor opnås den? Med hensyn til vejen til lykken og retfærdiggørelsen af dens fordeling arbejdes der med to begreber, hentet hos den tyske 253 samfundsfilosof Jürgen Habermas: 1) den kosmologiske legitimation, dvs. at lykken erhverves som umiddelbar gave, og 2) den økonomiske legitimation, dvs. at lykken kun kan vindes ved, at man inden for rammerne af den givne samfundsorden leverer et stykke arbejde og fortjener sit brød derved.

I romanen ses de to legitimationer naturligvis som repræsenteret af Adolf og Erik. Forholdet mellem dem betegnes som binært, dvs. et dobbeltforhold i et par, forenet ved modsætning. Svarende hertil arbejdes der med de to vigtige begreber fantasi-tematikken og virkeligheds-tematikken, og resultatet af den minutiøse nærlæsning bliver, at Drachmann med sin fortælling har leveret et konsistent og konsekvent udtryk for den økonomiske legitimations fortrængning af den kosmologiske legitimation med tilsvarende sejr for virkelighedstematikken over fantasi-tematikken, hvorved bogen »indgår i sin samtids socio-økonomiske tankegang« (2. udg., s. 44).

I denne forbindelse inddrages Sakuntala-digtet som idéhistorisk dokument, idet »det mest frugtbart fortolkes som det generelle dementi af hele fantasi-tematikken« (s. 34-35). Antilopedrabet i sidste strofe forstås som udtryk for den definitive overvindelse af romantikken og bliver således en positiv bedrift - »en kompensation for den lykke, der er gået tabt i fantasiens og romantikkens land, hvilket synes at svare til den økonomiske legitimations fortrængning af den kosmologiske legitimation« (s. 35). - Om Drachmann selv har ment sit digt som en glædes- eller sørgesang, må læseren afgøre ud fra de ord, som han i romanen lader følge umiddelbart efter: »Der blev ganske tyst ovenpaa Sangen. Saa faldt Instrumenterne stærkt i, som vilde de voldsomt rive Stemningen over ...« (s. 119). Om den gængse og helt anderledes forklaring af digtet (som også er udgiverens) henvises til note til s. 118.

Da Jens Kr. Andersen og Leif Emerek mener at have fundet frem til den endelige sandhed om En Overkomplet, og da nærværende udgiver unægtelig gerne vil tro det samme om sin fremstilling, men er kommet til et andet resultat, er det rimeligt at fremdrage nogle flere af forskellene til læserens egen overvejelse og afgørelse.

Den forskel, som betinger alle de øvrige, er forskellen i måden at læse på. Skal romanen læses med eller uden et gran af salt? De to forfattere gør det sidste - udgiveren forsøger det første. Medens de to tager Eriks forskrivning som slet og ret gyldig, tror udgiveren, at 254 digteren med den røber en modsigelse mellem tekstens påstand og hjertets sandhed, og ud fra det basale forhold må han komme til en anden forståelse af værkets formål end de to forfatteres.

De to og han er enige om det meget væsentlige, at Adolf går ud af fiktionen som positiv figur. Men medens de to mener, at han bliver positiv ved et spring, en omvendelse svarende til Eriks beslutning og forskrivning, ser udgiveren Adolf som positiv fra romanens begyndelse til dens ende - først og meget længe som kryptopositiv, indtil han i situationen på udvandrerdamperens dæk og i brevet hjem far digterens sanktion som åbenlyst positiv og forbilledlig.

Men udgiveren ser heri ikke nogen overgang til den økonomiske legitimation. Og heller ikke til virkeligheds-tematikken, da Adolf efter udgiverens forståelse aldrig har været fantast. Medens det væsen, som han så overraskende udstyres med på den kortvarige fodtur (s. 182ff.), for de to forfattere er et organisk element i sammenhængen, idet de ser det som »noget nyt, at kategorien fantasi's specifikationer, fortid og romantik-poesi, som hidtil kun er blevet illustreret episodisk og symbolsk, nu appliceres direkte på Adolf« (deres bog, s. 38), forstår udgiveren dette nye som en løst omhængt narrekappe, som digteren endelig engang må have ham forsynet med af hensyn til »programmet«, men som Adolf derefter aldrig far på siden, så lidt som han har haft den på før. Hans væsen på fodturen er fra digterens side en nødtvungen tour de force. Det er en inkonsistens uden betydning for forståelsen af den pågældende persons væsen - tror udgiveren.

Adolf bliver sig selv lig fra først til sidst, så hvad der sker med ham til sidst i romanen, ser udgiveren ikke som overgang, men som udfoldelse, der først bliver mulig med den rette jordbund.

Da udgiveren har erklæret sig enig med Norsk Tidsskrift for Litteratur (2.7.1876) i, at Drachmanns hovedformål har været at vende tilbage til naturen, og da Jens Kr. Andersen og Leif Emerek karakteriserer denne anskuelse som »så omtrent det modsatte af sandheden« (s. 44), har de også dermed fået sagt, hvad de ville have ment om udgiverens fremstilling, hvis den havde foreligget, da de skrev deres bog.

Hermed kan udgiveren standse fremdragningen af forskelle og helt for egen regning, men med benyttelse af de to forfatteres gode og hensigtsmæssige terminologi supplere sin egen fremstilling med at 255 stille og prøve at besvare det spørgsmål, hvad romanens Amerika egentlig legitimerer.

Allerede før En Overkomplet har Amerika stået for Drachmann som idealland. I brev til Edv. Brandes i Paris af 1.4.73 sammenligner han forskellige nationer med henblik på en nedvurdering af Frankrig og begynder: »Vil du lære, hvorledes man arbeider, saa gaa til England Vil du lære, hvorledes man lever, saa gaa til Amerika...« Man bemærker, at det er England, der står for den økonomiske legitimation, medens Amerika er noget andet - et livets land! Således fremstilles det også i Adolfs brev hjem, der gør alt op og udtaler slutfacit.

Adolf siger vel, at der derovre er tilstrækkeligt arbejde for enhver arm, men han er selv langt mere optaget af den efterfølgende beretning om en skærmydsel med rødhuderne, og den er ikke arbejde, men selvudfoldelse under overvindelse af modstand - eller om man vil: sport. Den store arv, der er faldet i hans turban som kosmologisk gevinst, legitimerer også hans frie gentleman-forhold til arbejdet. Efter det sendtes vi ikke hid til arbejd, men til lyst og leg, jvf. hans replik til den økonomiske legitimations mand - Erik - da han tilbyder ham en del af kapitalen (s. 224):»... her er din Part Med den kan Du arbeide uden at slide Dig op i en Skole. Du Skolemester! Nei, Du har andet at tage vare ...«

Som totalitet er hans brev opgørelse af et livsregnskab, og resultatet bliver, at medens Erik hjemme i Danmark har betrådt vejen mod indtørring og sjælelig død, folder Adolf sig ovre i Amerika ud på den vej til livet, der altid har været hans, men som han først nu - borte fra den konveniensbundne bedreviden i København og Korsør - for alvor tør kalde sin. Og man mærker sandelig også hensigt, når Drachmann med vold og magt skal have følgende passus tvunget ind i brevet som gentagelse til Erik af noget, denne selv har meddelt - forresten igen ud fra den del af hans underlige dobbeltbevidsthed, der rummer en diskriminering af det, han selv har valgt.

Adolf skriver:
Det morer mig meget at høre Dig fortælle om Hospitalerne og Operationerne, som Du har seet. Man bruger ikke længer, siger Du, at underbinde Aarerne ved de store Amputationer, eftersom der ikke længer er noget Blod at standse, og man giver Patienterne stærk Vin at drikke i Stedet for at man før gav dem Vand og 256 Mælk. Jo jo! I laver en underlig Slægt sammen; men vi skal nok rekrutere den herovrefra.

Som oplysning om danskernes (og europæernes) fysiske tilstand er den historie et nummer for tyk. Men den er ypperlig som udtryk for den modsætning mellem blodrig livsfylde og blodfattig livsforarmelse, mellem det levende og det hensygnende, det vitale og morbide, som romanen klinger ud i og har styret frem mod lige fra første færd trods forfatterens bevidste overlæg: det onde, som han vil, det gør han ikke, men det gode, som han ikke vil, det gør han! Svarende til denne blodsymbolik - og som udtryk for den gennemgående modsigelse - har digteren allerede tidligt i romanen (s. 68) ladet Erik tale afvisende om »de sygelige Reflexioner, disse altfor tidligt vakte Grublerier, som maaskee er den egenlige Hemmelighed i vore yngste Dages anæmiske Ungdom«.

Romanen handler om, hvad lykken er, og hvorledes den erhverves. Når overkomplet forstås som mindre lykkelig, står Erik tilbage som den overkomplette og sammen med ham det samfund, han lever i og bygger med på. Det, der har gjort ham til det, er den indsats af økonomisk målrettet vilje, der har forringet og forarmet lykkens betingelse og kilde: hans natur. Erik spilder sit blod på en kontrakt med den økonomiske legitimations tvivlsomme magter - Adolf bevarer instinktivt sit som sit kosteligste eje: »Guld er mit sunde Blod«, hævder han over for den økonomiske krovært i den sang, der er hans kendingsmelodi (»Holla, i Kroen derinde ...«, s. 177).

Over for den mere velformulerede Erik har Adolf flere gange erindret om sin sang om de kloge aber, der hellere ville være, hvad de var, end forfremmes til mennesker (s. 86ff.), og i overensstemmelse med visdommen i den fabel forbliver han tro mod sin egen sunde og livsbekræftende natur, og da den er en værdi, som man ikke kan tage selv, forbliver han dermed også inden for den kosmologiske legitimation.

Romanen bliver således en refleks af modsætningen mellem Aladdin og Noureddin, og udgiveren har svært ved at opgive sin antagelse af, at den har sin dybeste rod i det »Unbehagen in der Kultur«, der blev til med Rousseaus naturevangelium fra midten af det 18. århundrede.

257

Romanen som kunstværk

Hvad er romanens værd som kunstværk? I den henseende er det en appel til læserens egen dømmekraft at se autoriteter som Georg Brandes og Paul V. Rubow fælde stik modsatte domme om den.

I artiklen om Drachmann i Det moderne Gennembruds Mænd (1883) genbruger Brandes sin anmeldelse fra 1876, men nedkølet i tonen og skarpere i kritikken, og hvad der derefter bliver tilbage af positivt, ophæves atter og nu pure, da han kommer til det slutresultat, at intet af de anførte fortrin »vil kunne redde En Overkomplet fra den Glemsel, i hvilken dette Begynderforsøg allerede er sunket«. Mere negativt kan et votum vel næppe være.

Det siger intet om glemsel eller ikke-glemsel, når romanen (med ændret retskrivning) blev optaget i Samlede poetiske Skrifter, 1906-09. Men at den ikke var glemt, fremgår af, at Gyldendal i 1910 udsendte den i 2. udgave som uforandret optryk af førsteudgaven 1876 (dog med ændring afsatsen fra »krøllede« bogstaver til latinske).

Og ved Paul Rubows hånd blev den derefter løftet op til ærens tinder, da han i bogen Holger Drachmanns Ungdom (1940) gav den rang som mesterværk.

Den kaldes »hans henrivende Roman« (s. 11), den roses for sine »liflige Skildringer fra Land og By« (s. 88), og den afsluttende vurdering (s. 90) lader intet tilbage at ønske i retning af lovprisning:
Bogen er hans virkelige Gennembrud i Litteraturen. I dens Prosa vexler højstemte Natur-Dityramber med solid Fortællekunst, Dialoger, Analyser, Beskrivelser, Digte. Det er en ganske realistisk Bog, med lutter virkelige Personer og med virkelige Begivenheder, og dog en Poesiens Højsang. Det er Flok-Alderens evige Digterværk. Det var for ham selv en uhyre Erobring paa det indre Livs Enemærker, tillige Pantet paa, at han var Digter. Han minder i denne Bog om vor Prosakunsts største Mestere.

Ingen har været mere affejende end Brandes, ingen så beundrende som Rubow. Mens det næppe nytter at spørge, hvem af de to der kommer sandheden nærmest, kunne man måske spørge, om nogen af dem kommer den blot rimeligt nær.

258

Tekstrettelser. Anvendt litteratur

Da Drachmann i brev af 28.3.76 bad Otto Borchsenius om at læse korrektur på romanen, gav han ham samtidig frie hænder til at »høvle den igennem«.

Usikkerhed i digterens retskrivning samt adskillige skødesløsheder og forglemmelser gjorde også høvlen nødvendig. Nogle eksempler (med M = manuskript og B = Borchsenius):
1) M: i Byen havde jeg en Lære, B:... en Lærer. - 2) M: besønderligt, B: besynderligt - 3) M: Assistence, B: Assistance. - 4) M: uden Hæld, B: uden Held - 5) M: Anton havde grebet hans Stok, B: Adolf havde grebet hans Stok. - 6) M: Hvor er det? græske Bøger og Lexicon!, B: Hvad er det? græske Bøger og Lexicon!

Hertil kommer et stort antal rettelser, der vel ikke var nødvendige, men dog en vinding. Så det er med god grund, når Drachmann flere gange takker Borchsenius for den store vennetjeneste, han har vist ham.

Med alt dette er der alligevel nogle få tilfælde, hvor nærværende udgave har foretrukket at ophæve Borchsenius' rettelse for at gå tilbage til manuskriptets form. Idet denne form står før vinkelen og 1876-udgavens efter, er listen over sådanne tilfælde følgende:

7: Alexandre Dumas < Alexander Dumas

92: Bor'mestersten < Brosten (se note til s. 92)

98: han vilde »tale« med mig < han vilde tale med mig (citationstegnene udtrykker sønnens ironi over faderens evige moraliseren)

101: Udførslen < Udførelsen

136: Jo, Fa'r æ derinde < Jo, Fa'r er derinde (manuskriptets form er fonetisk udtryk for et milieu, som Adolf og Erik føler sig hævet over)

Medens Borchsenius på s. 157 har ladet manuskriptets Gud er mit Vidende slippe med, ændrer nærværende udgave til Gud er mit Vidne; endvidere må på s. 216, linje 7 fra neden, Adolf nødvendigvis ændres til Erik (manuskriptet har flere tilsvarende tilfælde af forveksling, men Borchsenius har altså ikke opdaget dette). Endelig er der i nogle få mindre betydende tilfælde foretaget stiltiende rettelser. Et tilfælde, hvor man kunne føle sig fristet til en rettelse, men har undladt den, er nævnt i note til s. 85.

* Breve til og fra Holger Drachmann, udg. af Morten Borup, 1,1968 Harriet Bentzon: Holger Drachmann i Breve til hans Fædrenehjem, 1932 Paul V. Rubow: Holger Drachmanns Ungdom, 1940 Digterens selvbiografi i Tilskueren 1908, s. 121-48 Johs. Ursin: Bibliografi over Holger Drachmanns forfatterskab, 1956 Johs. Ursin: Bibliografi over litteratur om Holger Drachmann, 1959

259

Noter

5

Owen Meredith: pseudonym for den eng. statsmand og digter Edward Robert Bulwer, jarl af Lytton (1831-91).

7

Walter Scott: eng. romanforfatter (1771-1832), skabte den moderne historiske roman med f eks. Ivanhoe. - Alexandre Dumas: fr. romanforfatter (1802-70), skrev bla. De tre Musketerer. - Eugène Sue: fr. romanforfatter (1804-57). I Frankrig blev visse af hans romaner forbudt som oprørske og usædelige.

8

Høilandet: det skotske højland (fra W. Scott). - Normandsdalen: del af slotsparken, anlagt i 1750'erne og prydet af statuer med motiver fra norsk folkeliv. - Huggerter: korte, brede sabler. - Klansmcend: indtil midten af det 18. årh. var skotterne delt i klaner, dvs. stammer eller storfamilier, der ofte stod fjendtligt over for hinanden.

9

Mormonæmne: den, der træder over til mormonismen, bliver gendøbt ved neddykning. - Paladiner: livvagter.

10

en alexandrinsk Klang: fra ca. 1630 til hen mod slutningen af det 18. årh. var dansk digtnings fornemste versemål den såkaldte aleksandriner, brugt bl.a. i Peder Paars og Kærlighed uden Strømper; den bestod af seks jamber, der ved et rytmisk indsnit (cæsur) deltes i to halvdele, f.eks.: »Du aldrig bliver gift, hvis det idag ej sker« (fra Kærlighed uden Strømper).

11

Hidse(pladsen): at hidse et dyr = at lade hunde jage det træt eller til døde.

12

Obelisk: slank, firesidig, fritstående pille, oftest bestående af een sten og for oven afsluttet med en lille pyramide.

13

Manes: de afdødes sjæle (lat.) - Plafondmalerier: loftsmalerier. - Underex-tremiteter: her spøgende benævnelse for stoleben. - Juliane Marie: Frederik V's dronning. Blev med urette anset som en slags kvindelig dæmon. Døde på Fredensborg slot 1796.

14

Lady Coventrys Menuet: anonymt musikstykke, der findes i en lang række bearbejdelser og variationer fra 1760 og fremefter (iflg. venlig oplysning fra professor John Bergsagel). - Grand-Seigneuriet: herredømme udøvet af grand-seigneurs (fr.) = højadelige storherrer.

15

Partikulier: person, der lever af sin formue.

16

hans Broderdatter ... en vis voxkabinetagtig Skjønhed: de. Louise Ulstrup, gift med købmand eller grosserer Chr. Ulstrup, Stjernegaden i Helsingør. Om skildringen af hende her og i det følgende siger Harriet Bentzon (s. 15-16), at den er »lidet tiltalende og højst uretfærdig« samt »en daarlig Tak for alle de glade Stunder, som han saavel som alle vi andre har haft i Købmandsgaarden i Stjernegade«.

17

Ole Kollerød: en rå og forslagen tyv og slagsbroder, f 1802, henrettet

260

1840

for mord. Nød en vis folkelig berømmelse (jvf. mundheldet: »Der bliver ikke noget af, før jeg kommer,« sagde Ole Kollerød, da han skulle henrettes). Hans mærkelige selvbiografi, skrevet i fængslet, blev udgivet i 1978 med titlen Min Historie.

18

Pastichreise i Romerlandet: Italiensrejse foretaget efter litterære forbilleder. Pastiche = efterligning af stilen i ældre kunstværk.

19

Rostgaard: den kgl. ridefoged på Krogerup, Hans Rostgaard, var en af hovedmændene i den nordsjællandske frihedskamp mod svenskerne 1658-59. Under en flugt skød han sin hest i en mose og kastede sin hat for at give det udseende af, at han var druknet. - Kong Valdemar... Tove: en senere tid har ombyttet folkevisens Valdemar d. Store med Valdemar Atterdag og henlagt kærlighedshistorien med Tove til Gurre.

20

Plebs: simple folk uden dannelse, plebejere (lat). - At Digteren ... skumme over Randen: første strofe af Ludvig Bødtchers digt Fredensborg (1824) lyder: »Omtaage Sanserne Forstanden, / vil Bægret skumme over Randen, / drag, Fredensborg! mig til Dit Bryst / og lad det sværmeriske Stille / i Dine Skove sødt formilde / det Vilde i min Ungdomslyst.«

22

en garde: dækstilling i fægtning (fr.). 23 første Position: i en ældre tids danseundervisning indøvedes 5 bestemte stillinger eller positioner. Første position er fodstillingen, inden man gør kompliment. - Charpi: optrævlet linned til brug ved forbinding.

24

min egen Moder... død nu snart i fem Aar: digterens moder døde i 1857.

25

Herbarium: samling af pressede planter.

26

den gamle Vismand: det kan ikke oplyses, hvem der sigtes til.

28

Gud, see miskundelig...: verset er forgæves søgt i samtidige og ældre danske salmebøger. - miskundelig: barmhjertig, mild, nådig. - Trippelse: poleremiddel, fremstillet af pulveriserede stenarter, blå. skifer.

29

Interregnum: mellemperiode uden almindelig anerkendt regering (lat.).

30

storinkvisitoriske Tone: strengt undersøgende eller afhørende tone. Storinkvisitoren: den øverste leder af den romersk-katolske kirkes domstole til opsporing og afstraffelse af kættere. - sytten Aar: om aldersangivelserne se Efterskrift s. 238-39. - den Madvigske Grammatik: J.N. Madvigs grammatik (1841) var længe grundlaget for de lærde skolers latinundervisning.

31

Pretiosa: smykker og andre mindre genstande af ædle metaller.

32

S'ist Jemand... möchte: der er nogen derude, som gerne vil tale med den unge herre. - Ein ... Mensch: et ungt, nydeligt menneske. - saa tager vi Begge Masker paa ... som vi andre: fægtning indgik i datidens gymnastikundervisning, jvf s. 133.

33

Artium: studentereksamen. - Realist: elev i de klasser, i hvilke der undervistes i realfag, dvs. praktiske og erhvervsbetonede fag, i modsætning til de egentlige latinskoleklasser, hvis hovedfag var latin og græsk, jvf. de på s. 32 nederst nævnte klassiske forfattere, to latinske (Virgil, Livius) og en græsk (Homer).

261

35

Kottage: villa-agtigt hus, især til sommerbeboelse (med franskpræget udtale, rimende på f.eks. bagage).

37

(Flors)mantille: overstykke, hængt løst over skuldrene. - Den himmelske og den jordiske Elskov: Tizians berømte maleri fra 1512 i Borghese-paladset i Rom viser to samtalende kvinder, en nøgen og en påklædt, men hvem der er himmelsk og hvem jordisk, overlades til beskuerens egen bedømmelse. - Ciceronen: den forklarende omviser.

39

Thi (kysser med Smil jeg ...): derfor.

40

Materialisterne... Inkvisitionstribunaler: Medens den filosofiske materialisme hævder, at stoffet (materien) er det eneste virkelige og vort jeg eller sjæl altså også materiel, hævder den filosofiske idealisme, at tilværelsens grundprincip tværtimod er ånd og vort jeg eller sjæl altså også ånd, hvilken opfattelse de ideelle inkvisitionstribunaler, d.e. undersøgelsesdom-stole i den katolske kirkes tjeneste, i sin tid gjorde gældende på en særdeles hårdhændet og uåndelig måde.

41

2den Examen: en eksamen i forskellige fag et år efter studentereksamen.

45

(den nu) mærkelig (afkølede Luft): mærkbart.

46

exempli gratia: belærende eksempel, mønster, forbillede. - Stentor(stemme): person i Iliaden, der kunne råbe så stærkt som 50 andre grækere tilsammen.

47

(den) kokinkinesiske (Hane): som kommer eller stammer fra Cochinkina, det tidligere fr. Indokina, nu Vietnam. - (hvoraf) den ene (malede): en frk. Hassenfeldt, som senere havde en højere pigeskole i Fredensborg (Harriet Bentzon, s. 17). - Musikeren: ingen af de personalhistoriske kilder oplyser noget om denne hr. Bentheim. - Embonpoint: fedme, fyldighed, »mave«.

48

fedtet: her i betydningen: som man ikke (helt) kan stole på, ikke helt ærlig. - Nankin(sbuxer): forskellige, oftest gule bomuldstøjer.

52

de sort-hvide Mus i Dyrehavsmandens Kasse: det kan ikke oplyses, hvilken af Bakkens datidige attraktioner der sigtes til.

53

Tante Birthe: den af de to jomfruer Kobiersky (mostre til digterens fader), der havde bestyret det kgl. vaskeri under Frederik VI, se Efterskrift s. 238. »Hun var nu gammel, meget original og troede, at hun kunde spaa. Hende besøgte Holger undertiden, og herfra stammer den ypperlige Spaascene i En Overkomplet«, meddeler lærer Chr. Hansen, gift med Holger Drachmanns kusine fra købmandsgården Julie Steen (Harriet Bentzon, s. 197). Spåscenen findes s. 109ff. - Grimms Æventyr ... Ingemanns Romaner: Af disse to kilder til skræk og rædsel udkom de to tyske brødre Grimms berømte og stadig læste samling af folkeeventyr (Kinder- und Hausmärchen) fra 1815 til 22. Hos den danske digter B.S. Ingemann (1789-1862) er brugen af rædselsromantik (spøgelser, der stiger frem af graven, blege dødningeben o.lg.) et gennemgående træk i hans fortællende digtning.

54

Chr. Winther: som besynger af natur og kærlighed var Drachmann i 262 væsentlige henseender arvtager efter Chr. Winther (1796-1876), forfatteren til bl.a. Hjortens Flugt (1855). I det citerede digt af Winther (En Ven) står der: »den lange Birthe osv....«. - Pmjudiceme: fordommene, de forudfattede meninger. -forrige Aarhundredes Hexeprocesser: den sidste hekseproces i Danmark fandt sted omkring år 1700. - skruttede: krumryggede, pukkelryggede.

55

Cerberus: hunden Kerberos er i den græske mytologi underverdenens frygtelige dørvogter.

56

omineuse: ildevarslende.

57

Frisure a la Rokkehoved: højt opsat frisure. Rokkehovedet er det aflange, runde træstykke på rokken, hvorom man svøbte det materiale, der skulle spindes. - Flora: i den romerske mytologi gudinden for planternes blomstring. - Kappe: hovedbeklædning for kvinder, navnlig ældre.

60

Madvig or not: den engelske vending er sikkert modelleret efter Hamlets To be or not to be. Om Madvig se note til s. 30. - Rob Roy: roman af Walter Scott.

61

Midsommematsdrømmen ... Puk: i Shakespeares A Midsummer Night's Dream (da.: En Skærsommernatsdrøm) er den drilske skovånd Puk mesteren for al sommernattens kogleri og stemning..

62

tre Herrer: ifølge brev til Borchsenius tre af tidens fremragende skuespillere, der også hørte til Drachmannfamiliens omgangskreds inde i København. Den »høieste og sværeste« er (titulær) professor N.P. Nielsen (1795-1860), han »med Polkahaaret« (de. langt hår, der falder ned over ører og nakke og er lige afskåret forneden) er Frederik Ludvig Høedt (1820-85), og han med »de store, kloge, noget drømmende Øine« er Michael Wiehe (1820-64).

63

Ehret die Weiber: de første ord i et par verslinjer af Schiller: »Ehret die Weiber! Sie flechten und weben / himmlische Rosen ins irdische Leben« (Ær kvinderne! De fletter og væver / himmelske roser i det jordiske liv). - Intendanturen: forplejningskorpset.

64

Ormen hin lange: navnet på kong Olav Trygvessøns berømte skib, på hvilket han faldt i slaget ved S vold, år 1000.

65

Permissioner: spøgende betegnelse for »de unævnelige«, d.e. bukserne. -Den Fisk... den grumme store Fisk: i Det kgl. Biblioteks samling af Drachmanns skuespiludkast (Collin 41,2°) findes to udkast med titlen Den Fisk, den grumme store Fisk, det ene henlagt til fornemme kredse, det andet til et fiskermilieu. I intet af dem har udgiveren kunnet finde oplysninger om, hvorfra den som titel anvendte verslinje stammer, eller om den betydning, den har haft for digteren. - Bouquet: fin duft eller aroma, egentlig om vin.

66

Bankestokkes Slag fra Sørups Blegdamme: under tøjvasken i strandkanten (Sørup ligger ud til Esrom Sø) blev tøjet slået med en bankestok, et fladt stykke træ med håndtag, og derefter bredt ud til blegning på blegdammen, de. et græsbevokset, plæneagtigt areal.

68

Stamfader Adam ... Gud kaldte paa ham: da Adam og Eva efter 263 syndefaldet skjulte sig mellem havens træer, kaldte GUD HERREN på Adam og råbte: »Hvor er du?« (1. Mosebog, kap. 3, 10-11). - Visitkort p:f: v: når den, man ville gøre en visit, ikke var hjemme, efterlod man sit visitkort med påskriften p.f.v. = fr.pourfaire visite = for at aflægge visit.

69

Sansekager: lussinger, ørefigner.

70

Baron af Snopoldolsky ... Godser i Polen: se Efterskrift s. 238, jvf. Selvbiografien: »Jeg husker tydeligt, hvorledes hele dette polske »Baronivæsen« spillede en betydelig Rolle for mig i min hele Opvækst« (s. 124).

73

Der Hausfriede: husfreden. - mendelssohnske Melodier: antagelig de berømte klaverstykker Lieder ohne Worte (Sange uden ord) af den tyske komponist Felix Mendelssohn-Bartholdy (1809-47).

74

fedtet: se note til s. 48.

75

(Nøddebo-)Hofr: lund, lille skov.

77

sprang i Luften ... Eckernförde: 5. april 1849 sprang linjeskibet Christian den Ottende i luften, da det i Eckernforde fjord var kommet i brand som følge af beskydning fra land.

79

Dravat: pludselig stormvind, hvirvelstorm. - So leben wir... alle Tage: sådan lever vi hver dag. Første linje af teksten til den populære Dessauermarch, komponeret 1706, men teksten er antagelig ca. 100 år yngre (iflg. venlig oplysning fra professor L.L. Albertsen).

80

Rhapsode: i oldtidens Grækenland professionel recitator af de homeriske digte; her = digter, sanger.

82

unisono: enstemmigt.

85

under Lide: stereotyp folkevisevending, her rent fyld. - Nyd da, Nat, hvad, for Nuet skabt, glemmer de flygtende Timer: kommaerne før og efter for Nuet skabt findes ikke i digterens manuskript. Man kunne synes, at Borchsenius med tilføjelsen af dem har bragt en standsning ind i digterens naturligt glidende foredrag samt etableret en anden grammatisk sammenhæng end hans: for Drachmann har hvad for Nuet skabt været en sproglig helhed, objekt for Nyd og subjekt for glemmer, men B. har så med sine kommaer taget en del ud af helheden og gjort den til apposition med pause for og bag..

86

Flageoletten: overtoner, der fremkommer, når fingeren blot berører strengen let i stedet for at trykke den fast ned mod gribebrættet. - Gebel al Tarik: dette oprindelig arabiske navn (= Tariks klippe) er blevet til det spanske Gibraltar.

87

De kom som Aber igen: Gibraltar er det eneste sted i Europa, hvor der lever aber.

88

Sic jubeo ... voluntas: således befaler jeg ... min vilje er grund nok (lat). Det er en forglemrnelse, når Drachmann (der selv var en stiv latiner) her lader den latin-ukyndige Adolf jonglere så sikkert med et citat af den romerske satiriker Juvenal.

91

Friskoler: skoler, hvor undervisningen er gratis.

92

Bor'mestersten: borgmestersten er store, flade sten midt i gadens stenbro. Ordet er en tekstrettelse - se s. 258.

264

96

Haardt falder Hugget...: verset er digterens eget produkt, nedskrevet i hans notebog for 1875-76.

99

Manyats Roman: de. Peter Simple (1834). - Vigilanstjeneste: nattevågen i fromt formåls tjeneste, udført f.eks. i en kirke. - Ideen: fra ca. 1800 til ca. 1870 brugtes ordet ideen som generalnævner for det ideale, forbilledlige og fuldkomne, der er eller bør være målet for vor højeste stræben. Når studenten, der jo bør være fyldt af netop denne stræben, i Hostrups Genboerne (1844) træder i forbindelse med den reelle tilværelse ved at forlove sig med kobbersmedemesterens Rikke, »saa har han jo / bygt sig en Bro, / der knytter Livet til Ideen«, som det hedder i slutningssangen. - Apologi: forsvarstale.

101

Du ... am Herzen: anonym tysk folkelig vise om pigen, der »bor i mit hjerte«, fra senest 1820, yderst populær, bl.a. i korudsættelse.

103

Den, som overvinder sig selv ...: Salomos Ordsprog 16,22.

105

(gaaet) ad undas: blevet fortabt, gået til grunde (lat). - Daguereotypi: billede fremstillet ved en teknik, der forudgreb fotografiet, opfundet af franskmanden Daguerre i 1830rne.

106

Polens sidste Deling: ved den tredje og sidste deling af Polen mellem Rusland, Østrig og Preussen i 1795 ophørte landet at eksistere som selvstændig stat.

108

Huspostille: samling af prædikener eller gudelige betragtninger til husandagt.

109

Bobinet: stof af silke eller bomuld, der som følge af en speciel vævning kommer til at se ud som kniplet. - Ofenlak: ovnlak (ty.), en slags røgelse, der smurtes på kakkelovnen.

111

Hexesabbath: vild heksefest, f.eks. på Bloksbjerg St. Hansnat.

112

Noch ist Polen nicht verloren: endnu er Polen ikke fortabt. Tysk oversættelse af begyndelsesordene til en polsk frihedssang fra 1796.

116

Barcajole: gondolfører, gondoliere. - Død og Pine, Andersen ...: Da Borchsenius havde ytret tvivl om det rigtige i at ironisere over H.C. Andersen (der jo var død mindre end et år tidligere), svarede Drachmann i brev af 14.4.76, at »A. er en saadan persona grata, er saa indbalsameret i sin Udødelighed, at min Pen ikke kan plukke et eneste fortjent Blad af hans Laurbær«. Han tilføjer, at scenen ikke i virkeligheden forekom i prof.Nielsens hus, men i Bournonvilles.

118

Sakuntala: i den indiske digter Kalidasas drama Sakuntala (4. eller 5. årh. e.Kr.) har pigen Sakuntala ved et uheld tabt den ring, hun har flet af kong Dusjantas som pant på deres forening, men den genfindes, og hun og kongen får hinanden i fryd og gammen. Drachmann, der havde set dramaet opført i München i 1875, identificerer Sakuntala med sin første hustru, som han lige var blevet skilt fra, og sig selv med Dusjantas. Når han i digtet lader kongen slænge ringen i floden, hvorved han dæmonisk besluttet gør bruddet med Sakuntala uopretteligt, er det udtryk for den skyldfølelse, skilsmissen havde fremkaldt i ham, og som holdt sig livet igennem. Med antilopedrabet i sidste strofe gentager den fortvivlet 265 besluttede Dusjantas bruddet med Sakuntala. - Himalaya: Sakuntala er vokset op i en skovegn ved Himalajas fod.

119

Dushjántas: manuskriptet har formen Dushyanta. I M. Hammerichs oversættelse (1845) gives der gode filologiske grunde for formen Dusjantas, og den vælger den korrekturlæsende Borchsenius så at bruge, men mærkeligt nok med bibeholdelse af det h, som den sagkyndige Hammerich ikke har.

120

Aber so sckweigen Sie doch: men så ti da stille! - hebræiske Skrifttegn: i de lærde skoler undervistes også i hebraisk, sproget i Det gl. Testamente.

121

den tidligere saa imponerende og frygtede »Bestyrer«: bestyreren er H.G.C. Bohr, skolen det v. Westenske Institut, der efter Bohrs overtagelse af det blev kaldt Bohrs Skole. I sin selvbiografi dementerer Drachmann pure negativiteten i romanens fremstilling af skolen: »Denne, Bohrs Skole, er udførligt skildret i »En Overkomplet«. Jeg skylder Sandheden den berigtigende Tilføjelse, at det var en ypperlig Skole, da jeg kom ind i den. Men den blev for stor. Bestyrerens pædagogiske Genialitet (han var en virkelig »genial« Skolemand) strakte sig ikke til Oversigt og Sammenhold af over 700 Drenge.« -Jupiter tonans: den tordnende Jupiter. I den romerske mytologi var J. den øverste blandt guderne. - Quos ego: Jer (skal) jeg (nok)... Et citat af den romerske digter Virgil, der bruges, når man vil fortie det, der egentlig skulle siges. - Maxime: grundsætning, princip.

122

i Peer Degns Tid: i Holbergs Erasmus Montanus hævder Per Degn (3. akt, scene 4) over for Erasmus, at det var andre karle, der deponerede (= blev studenter) i hans tid: »... det var Karle, som lod sig rage to Gange om Ugen...« -gamle Rosenkilde i Slagelseskolen: i sin Levnetsbog (1862) giver digteren B.S. Ingemann en skildring af de humørfyldte løjer med læreren hr. Høffding, der daglig udspilledes i latinskolen i Slagelse med den dengang 14-årige, senere så berømte komiske skuespiller Christen Niemann Rosenkilde som iscenesætter og anfører. Når Drachmann her kalder ham gamle R, er det (som det fremgår af en. passus i manuskriptet, som Borchsenius strøg) for at skelne ham fra hans søn A.M. Rosenkilde (1816-82), der også var skuespiller, og som gik under navnet unge Rosenkilde.

123

Testimonium: vidnesbyrd, skudsmål (om evner og opførsel). - Børnehuset: en ilde berygtet straffeanstalt på Christianshavn, oprindelig indrettet som opdragelsesanstalt for vanartede børn. - den første puniske Krig: i årene 264-46 f.Kr. førte Rom tre krige mod punerne, dvs. indbyggerne i det mægtige Karthago på Afrikas nordkyst.

124

Arma virumque cano...: jeg besynger våbnene og den mand... (lat). Begyndelsesordene til Æneiden, et stort episk digt af den romerske digter Virgil. - in usum Delphini: d.e. med fjernelse af alle anstødelige steder. I sin tid fremstilledes i Frankrig sådanne udgaver af klassikerne til brug (= in usum, lat.) for tronarvingen, for hvilken den latinske betegnelse er delphinus, fr. dauphin.

266

125

Kukkenbagerjomfru: ekspeditrice i konditorbutik. Kukken: ty. Kuchen = kage. - de Usynlige: hentydning til H.C. Andersens vaudeville De Usynlige paa Sprogø (1839).

127

urban: høflig, dannet, hensynsfuld. Ordet har tryk på sidste stavelse.

129

Kasino: Københavns ældste privatteater, Casino i Amaliegade fra 1848, var for det store publikum i hovedstaden indbegrebet af underholdning (Vagn Dybdahl, Politikens Danm.hist, 12, s. 422). Sidste forestilling 2.4.1939 (meddelt af Københavns Bymuseum). - Halvdelen Hver: ifølge oplysning fra Teatermuseet et romantisk syngestykke i 3 akter til musik af forskellige komponister, frit bearbejdet af Erik Bøgh efter Scribes La Part du Diable og opført 39 gange fra 1854 til 84.

130

Asmodæus: en i senjødiske skrifter omtalt ond dæmon, der bl.a. gav sig af med at skille nygifte.

131

Fataliteter: fortrædeligheder, ubehagelige hændelser.

132

fra Ægypten og ind i Kanaan: de. fra arbejde og besvær til gode dage, med billedlig anvendelse af GI. Testamentes beretning om jødernes vandring fra trældommen i Ægypten til herlighederne i Det forjættede Land (Kanaan).

133

Veterinærskolen: Landbohøjskolen (veterinær = dyrlæge). - hans Moder lod ham faa Ridetimer: manuskriptet har fortsættelsen »i Hippodromen, som stødte lige op til Skolebygningen«, men Borchsenius strøg det, og Drachmann takker ham for det, idet han med B. indser, at oplysningen om dette naboskab straks ville have afsløret skolen som Bohrs Skole. Hippodromen (= Ridehuset) på Nørregade er det nuværende Folketeater.

136

Non cuivis homini contingit (adire Corinthum): det falder ikke i ethvert menneskes lod (at komme til Korinth). Citat af den romerske digter Horats.

140

Proberstenen: prøvestenen, et stykke glatslebet sort kiselskifer, der ved gnidning kunne afgøre finheden af guld- og sølvlegeringer.

145

Iserne: arbejdere, der iser, dvs. hugger isflager løs til brug i kølehuse.

147

Rendezvous(billet): stævnemøde.

148

Alamedaen: promenadepladsen eller -strækningen i spanske byer.

150

Kommandanten i Don Juan: person i Mozarts opera Don Juan, præget af streng alvor og den, der udtaler fordømmelsen af Don Juan.

152

bigot: strengt rettroende med tendens til skinhellighed.

158

Genf: ty. for Genève.

163

attisk Salt: salt fra Athen, de. fint, åndrigt vid. Som bekendt kan man fange fugle ved at strø salt på deres hale!

165

Bierfidler: tarvelig musikant, omvandrende spillemand (fra ty.).

167

den Stige, hvis Top... endte i Himlen: Jakobsstigen, d.e. den stige fra jord til himmel, som patriarken Jakob så i en drøm, 1. Mosebog 28,12. - Nil admirari: ikke forundre sig over noget, ikke lade sig bringe ud af fatning af noget (lat). Den romerske digter Horats bruger vendingen som udtryk 267 for den livsholdning, som formentlig alene kan skaffe varig lykke i denne verden, som den nu engang er.

168

Descendent: efterkommer. - Sobieskyemes Kongeslægt: efterkommere af Johan Sobiesky, konge i Polen 1674-96. - Polkahaaret... Professoren: se note til s. 62. NP. Nielsen var titulær professor, derfor citationstegnene. - Du, som blussed, Drue...: Diktionen i digtet, der på s. 171 fungerer som den nøgterne Eriks modtræk mod den vinglade Adolf, tyder på, at Drachmann er dets ophavsmand, men at han af hensyn til sandsynligheden skyder det over til »professoren«. Indholdet svarer til meddelelsen til Edv. Brandes i det store brev af 17.2.76: »Jeg drikker ikke længer Vin... Jeg har drukket Vin nok ...«- Tanten fra Helsingør: se note til s. 16.

169

Overførsterens Datter: til skovrider, kammerjunker Kroghs datter, som han var meget indtaget i, skrev Holger Drachmann i juleferien 1863 et digt betitlet Nøkken (Harriet Bentzon, s. 193). - Dandy: laps.

170

Minerva: i den romerske mytologi visdommens gudinde.

171

Pereat: gid han må gå til grunde (lat.), d.e. ned med ham! - Dm; jeg har talt (lat). - Et liberavisti animam tuam: og du har (dermed) befriet din sjæl (lat), variation af den vending, hvormed de romerske senatorer kunne slutte en tale: Dixi et salvavi animam meam = jeg har talt og frelst min sjæl, d.e. talt, som pligt og samvittighed bød det.

173

Mænader... Silener... Fauner: væsener i menneske- eller (delvis) dyreskikkelse, der under jubel og larm ledsagede den græske vingud Dionysos.

174

engt: stramt.

175

Toast: skåltale (eng. og med eng. udtale).

177

Omnium ... Portvin: forvrængning af den lat. sætning, der umiddelbart efter citeres i rette form, og som i Adolfs egen sang (samme side, vers 3) far den rigtige oversættelse: »Hvad jeg eier, fører jeg med«. Skønt sætningen er af (usikker) græsk oprindelse, citeres den altid på latin.

178

en Bemer-Rise: en i folkeviserne forekommende betegnelse for en stor kriger, en kæmpe, fra kredsen om den oprindeligt tyske sagnhelt Didrik af Bern (Teoderik af Verona).

179

Carrambo: fejl for caramba: for pokker, for fanden o.lg. (spansk). - Damn you: en eng. ed, omtrent = Fanden ta' dig! - Die Zither ist entzwei...: da Mefistofeles i 1. del af Goethes Faust synger en frivol serenade foran Gretchens dør og får sin citer knust af hendes broder Valentin, udbryder han i de her anførte ord: »Citeren er itu! På den er intet at holde fast ved.«

181

Don Quixote: i den spanske digter Cervantes' roman fra 1605 om Don Quixote har denne idealistiske fantast sit komiske modstykke i sin jordnære tjener og våbendrager Sancho Panza.

182

Remisserne: pengeforsendelserne, f.eks. pr. veksel.

183

de venlige, gæstfri Mennesker i Skolehuset: i »det kære gamle Skolehus i Gurre« (Harriet Bentzon, s. 15) boede forældrene til den lærer Chr. 268 Hansen, der var gift med Drachmanns kusine Julie Steen, og som er skildret s. 69. - Ouverturen til Elverhøi: Kuhlau har komponeret musikken til Heibergs skuespil Elverhøi. - Martha: opera af den ty. komponist Fr.v. Flotow (1812-83).

184

Tre unge smukke Piger: sandsynligvis søstrene Culmsee fra Havreholm papirfabrik. Lærer Chr. Hansen meddeler (Harriet Bentzon, s. 200): »Nedenfor Skolen laa den Gang Havreholm Papirfabrik, og et Bekendtskab, som H. Drachmann tidligere havde gjort med Ejeren, F. Culmsee og Familie, blev nu fornyet.« Hansens nu sigter mod 1866 eller 67. Senere blev Polly Culmsee, gift Thalbitzer, Drachmanns elskerinde og fødte ham datteren Gerda. Da forbindelsen med Polly brast, blev han gift med søsteren Emmy Culmsee, men dette ægteskab blev opløst, da digteren havde kåret sig den kvinde til muse, der er kendt under navnet Edith.

185

forlod vi igen den fremmede By: citationstegnene skal muligvis karakterisere udtrykket som en gængs fortællerfrase, han griber sig selv i, jvf.: havde jeg nær sagt.

186

Strandingspunsch: punch af rom fra strandet skib, købt på strandingsauktion (hvis den da er erhvervet på ærlig vis!). - Weltschmerz: verdenssmerte (ty.), en pessimistisk, men ikke altid helt alvorligt ment overbevisning om, at livet ikke er værd at leve.

188

en Mand ... i Vams og Trikotben: dvs. en maler fra svundne tider, f.eks. Renaissancens Italien.

189

Knurre nicht, Pudel...: atter et citat fra Goethes Faust (hvis 1. del Drachmann vistnok kunne udenad): »Knur ikke, Pudel! Til de Toner, som gribe / min Sjæl og fylde den med unævnelig Fryd, / passe kun daarligt de dyriske Lyd« (P. Hansens oversættelse, 1881). Hunden er den omskabte Mefistofeles (= Fanden), kortere Mefisto, jvf navnet på malerens hund (s. 188 nederst). - Helenes Kilde: kilde i Tisvilde, der tillagdes helbredende kraft, og som i århundreder var et yndet valfartssted. Helene var en svensk helgeninde, som også fandt dyrkelse i Danmark.

190

Tyrfing... Angantyrs Grav: efter sagnet blev bersærken Angantyr dræbt i kamp på Samsø og gravlagt dér sammen med sit sværd Tyrfing. - Reisechatol: egl. rejseskrin til opbevaring af penge o.a., her blot = rejsepenge, kontant beholdning. - det pavelige Kapel ... Kastrat: kastratsangere er mandlige sangere, hos hvilke man ved en i barndommen foretagen kastrering havde forhindret stemmen i at gå i overgang; til langt ned i det 19. årh. fandtes der kastratsangere i det pavelige kapel.

192

klogere end alle Doktorer ... og Præster: citat af den monolog, hvormed Faust indleder Goethes drama.

193

Øieglassene: monoklerne. - V'la ... chose rare: se det unge menneske dér! En galning... hvor mærkeligt! (fr.).

197

renomerede Udhalere: levemænd af tvivlsomt rygte.

198

en Rosengren, kastet i Vandet: i sin Langelands-Reise (1805) priser Oehlen-schläger øen således: »Den skiønne Øe! der, som en smekker Green, / Brudt af den store, danske Rosenhække, /I Vandet ligger fastnet ved en

269

Seen«. - Kielerhavn ... uomtvistelig preussisk ... omtvistelig dansk: Erik er altså rejst ud før krigen 1864 og vendt hjem efter. Med Harriet Bentzon (s. 34) kan man undre sig over, at denne krig tilsyneladende har gjort så ringe indtryk på Drachmann. - Kristiania: Norges hovedstad, opkaldt efter Christian IV, blev ved Stortingsbeslutning af 1. jan. 1925 omdøbt til Oslo, navnet på en bebyggelse på stedet, der er langt ældre end den by, den danske konge anlagde i 1624.

201

Much ado about nothing: = stor ståhej for ingenting. Titel på lystspil af Shakespeare (i V. Østerbergs oversættelse kaldt Blind Alarm).

202

Kalembourgs: ordspil, brandere (fr. calembour). - bon mots: vittigheder (fr.).

205

Heiberg... Kong Salomon:J.L. Heibergs vaudeville Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825) foregår i Korsør. En af personerne er den rige jøde Goldkalb.

207

en famille: på familiemæssig måde, uden stive former (fr.). - Kælderpige (-Smil): opvartningsjomfru i kælderbeværtning. - Bayer, Dobbelt: to ølsorter. -Jomfruen af Orkans: Jeanne d'Arc. Drachmann havde i München set Schillers drama Die Jungfrau von Orkans (1801). - En »Dansk«: en snaps dansk brændevin.

210

Strandridder: toldembedsmand, der holdt øje med en kyststrækning for at forhindre smugleri - Tobaksspinder: håndværker, der tvinder (spinder) tobaksblade sammen til en tyk snor som råmateriale til snus og skrå.

212

Aanden er en Redekam ... og Kødet koster...; den hentydes til Evangeliets: »Ånden er vel redebon, men kødet er skrøbeligt« (Mattæus 26,41); redebon: villig, parat. - ad libitum: efter forgodtbefindende, efter behag (lat). - Kadencen: takten, tempoet, hvori man marcherer.

213

Et tu Brute: også du, Brutus (lat.). Da Cæsar blev dræbt 15. marts år 44 f.Kr., skal han have udtalt de anførte ord, da han blandt de sammensvorne så sin yndling Brutus.

214

Hendes Hjærte var Vox...: fra romancen om Liden Gunver i Johs. Ewalds syngespil Fiskerne (1778). Dens omkvæd: »O vogt Dig, mit Barn, for de falske Mandfolk!« parodieres af hr. Jespersen.

215

Vi alle Dig elske, livsalige Fred: fædrelandssang fra 1801 af W.H.F. Abra-hamson (1744-1812). Til melodien (af H.O.C. Zinck) skrev Grundtvig i 1820 »Langt højere bjerge ...«. -æder Støv ligesom Ærkefjenden: da Slangen havde fristet Eva, sagde GUD HERREN til den: »På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage« (1. Mosebog 3,14).

216

Ravelin: halvmåneformet eller vinkelbøjet del af fæstningsvold.

219

Maitresse: elskerinde (fr.). - Honoratiores: de fornemste eller mest ansete personer, byens »spidser«. 223 Inklination: sværmeri, flamme.

225

Madame, ma femme: fruen, min hustru (fr.).

226

en stum Tjener: et lille bord på søjlelignende fod til at lægge eller sætte noget fra sig på. Nu om dage bruges stumtjener vistnok kun om højt, fritstående stativ til at hænge overtøj på.

270

Indhold

En Overkomplet 7
Efterskrift 231
Tekstens historie 231
Den gennemgående modsigelse 231
Nærmere bestemmelse af modsigelsen og dens kilde 232
Ordet og fænomenet »forskrivning« er afslørende 236
Det personlige i valget af tid og sted 237
Er titlen original eller lånt? 239
Selvspaltning i to versioner 241
Forholdet til brødrene Brandes og dets forløb 243
Hvad samtiden mente om romanen 246
Nogle senere vurderinger 252
Romanen som kunstværk 257
Tekstrettelser. Anvendt litteratur 258
Noter 259