Det første af disse sex Digte, som findes i Brevvexlingen mellem Alfred de Musset og George Sand, behøver maaske en Forklaring. Musset havde læst Madame Sands Roman Indiana og var fængslet af Scenen, hvor Indianas Tærne, den forelskede Noun, bereder Raymond en Fest i sin Frues Soveværelse - men Raymond skønner ikke paa Noun, han drømmer om hendes Frue. Da Noun ser, at hun har grebet efter en død Lykke, søger hun selv Døden. Mens Raymond heller ikke i Kærligheden til Indiana finder Tilfredsstillelse.

Musset betegner skiftevis Digterinden med Sand, George og - Lélia, efter Titlen paa en af hendes Bøger.

I

✂ Sand! da du skrev det ned, hvor havde dine Øjne
før kendt det Optrins Gru, hvor Noun, den halvvejs nøgne,
paa Indianas Seng hos Raymond forgaar i Glød?
Hvem indgav dig at prænte en Side, som brænder,
hvor Kærligheden søger med bævende Hænder
det elskede Genfærd af en Lykke, som er død?

✂ Erfoer du i dit Hjærte den samme Sorg og Møde?
Og hvad Raymond har tænkt, kan du gætte omtrent?
Og al den vage Liden, som Intet kan bøde,
den lykkeløse Rus med det uhyre Øde ...
har du kun drømt det, George, eller har du mon kendt?

✂ Det er det Virkelige i hele dets Jammer
- ej sandt? - den stakkels Noun, hvis Hulken ej faar Luft,
som skænker Vin for Vennen i Herskerindens Kammer
og tror, at Livets Lykke er en Nat fuld af Flammer,
og at Vellyst er noget med Blomster og Duft!

✂ Og Gudevæsnet da, den englelige Kvinde,
som svæver gennem Rummet, og som Raymond faar se
- den fine Indiana - hvis gyldne Glimt forsvinde
i slebne Spejles Dyb som en Aand eller Fe -?

✂ O, George, er hun ej Bruden, den drømmende blege,
hvis Hjærte blev formælet med det evige Begær?
Er hun ej Idealet, hvis syge Elskovslege
slukker al anden Elskov med sit usande Skær?

✂ Usalig den, som afstaar sin Sjælefred til hende!
Som dækker med de Kærtegn, han vier en Veninde,
et Genfærd af en anden - og paa det Skønnes Kyst
vil suge Idealet ved et virkeligt Bryst.

✂ Vé Daaren som, naar Noun fremhvisker søde Navne
og lægger ham til Sengs, for andre Ting har Sans
end for, at Noun er smuk, og det er Tid at favne,
og faa er Nattens Timer, de flyr som en Dans.

✂ Naar næste Morgen gryr, vil Noun med Blikket slukket,
ak den trofaste Noun, for alle Blomster plukket,
i Bølgernes Dyb have mødt Ofelia
og vendt sig fra en Elsker, af hvem hun var forsmaaet.

✂ Og han, hvis stolte Hjærte lod Noun uforstaaet,
han elsker, gold bestandig, nu den anden? ... Lélia?

II

✂ Du gæster mig igen i Stjærnenætters Taage,
Alf med Azurens Glimt bag de slørede Laage,
min tabte Kærlighed og min dyreste Skat.
I tre Aar har jeg tappert forfulgt dig og hadet.
Men med dit søde Smil og Øjet taarebadet
har ved mit Hovedgærde helt tyst du dig sat.
Et sagte Ord af dig har skabt et Verdensunder.
Læg Haanden paa mit Hjærte, det har saa dybe Vunder.
Uddyb dem, skønne Alf, til det standser sit Slag!
Thi aldrig har en Elsker, der dør nær sin Veninde,
i to saa sorte Øjne din Himmel kunnet finde
og paa saa skøn en Pande dig kysset før i Dag.

III*

✂ Da Eders Mølle drejer, som Vindene vil,
saa drag, I gode Mænd, hvorhen en Vind Jer blæser,
optræd i Livets Farce med melede Næser!
Jeg kender Jer for godt til at høre Jer til.

✂ Jeg ryster Scenens Støv af mine Sko og gaar.
Tro ikke, jeg er harm og ypper nogen Trætte,
skønt det var Jer, der ælded mig før mine Aar.
Kun faa af Jer er gode, men færre er slette.

✂ I Skyggen vil vi bo, min Veninde, glad til fælles.
En Kærlighed skal gro, som ingensinde ældes.
Og lad det blive sagt ved Rejsens sidste Hvil:

✂ De kendte aldrig Frygt, og Nid var dem ej givet.
Ad dette grønne Spor de vandred gennem Livet
og talte sagte Ord og mødtes i et Smil.

IV

✂ Som Morgenklokkens Klemt faar de forsømte Hunde
paa Korsvej og paa Torv til at halse i Sky,
din kyske Luth med Væld fra Lysets rene Sunde
har affødt, George, den hæsligste Tuden og Gny.

✂ - Men selv om Vinden peb om din Muses blege Pande,
du knytted ikke Lokkerne, som flagre og fly.
Du ved, at Møen Phøbe fra Maanens hvide Lande,
som drager Havets Flod, faar Slanger til at spy.

✂ End ikke med et Smil har du svaret de uhyre
Kræfter, der kom i Sving for at kue dit Mod
og mærke med lidt Dynd din frie, nøgne Fod.

✂ - Men som Desdëmona frembøjet mod din Lyre
sad du, mens Storm og Lyn om Husets Gavle slaa,
med store Drømmeøjne og tænkte ej derpaa.

V

✂ Du maa da vænne dig til Ensomhed i Tide,
mit stakkels gale Hjærte, som aabned dig og slog,
som elskede saa slet, men godt forstod at lide.
Du maa nu vænnes til! Og mærk dig: ingen Bog,

✂ ej Flid, ej Nattevaagen kan skaffe Lægedom.
Der forestaar et Dagværk, det drøje og svære
for et forkælet Barn, der aldrig kunde lære
at vente ørkesløst paa Syner, som ej kom.

✂ Og dog, mit Hjærte, ak, naar et Par Døgn er omme,
og du gaar hen et Sted for at se hende komme,
da venter du forladt paa den ensomme Bred.

✂ Det er for dig, hun flyr og flyr til Verdens Ende
fra Land til Land at søge en Grav, du ej maa kende,
i en Ørk, hvor man tier og nægter dig Besked.

VI

✂ Du, som har lært mig det, har ganske rolig glemt
alt, - alt det søde Lys, som mit Hjerte slutted inde
den Nattestund, jeg kom, ak dejlige Veninde,
og brast i Graad i dine nøgne Arme gemt.

✂ En Dag er uformærkt hvert Minde hos dig slettet,
og hvad vi havde drømt: vor Lykke, der forjætted
et Kys af lige Hjærter, for Livstid os bestemt ...
du, som har lært mig det, har ganske rolig glemt.