✂ Atta Troll indeholder: [I] blank. [II] portræt med facsimileunderskrift H. Heine i stor dekorativ ramme. [III] Heinrich Heine: Atta Troll. Bogen om Le Grand. Heines Omvendelse. Vignet. Paa dansk ved Sophus Claussen. Det Schubotheske Forlag, alt i ramme identisk med II. [IV] P. Petersens Bogtrykkeri (Egmont H. Petersen) København. [V-VIII] forord undertegnet Sophus Claussen, hvorover en vignet, der også bruges andetsteds i bogen. [IX] deltitel. [X] Motto. [XI-XIII] forord undertegnet Oversætteren. [XIV] blank. [XV] vignet: Aarhundredets Klassikere. [XVI]: Til "Aarhundredets Klassikere", der omfatter udvalgte Arbejder af det 19. Aarhundredes bekendteste udenlandske Forfattere i Oversættelse ved danske og norske Digtere, er den dekorative Udstyrelse samt Bindet udført efter Prof. Hans Tegners Originaler. I samlingen er udkommet: Musset: Et Barn af Aarhundredet ved Gustav Esmann. Thackeray: Bogen om Snobberne ved Gustav Wied. Heine: Atta Troll ved Sophus Claussen. Under Forberedelse er: Maupassant: Udvalgte Fortællinger ved Herman Bang. 1-85 Atta Troll. 86 blank. 87-145 prosaværket Bogen om Le Grand. 146 blank. 147-215 prosaværket Heines Omvendelse. Af "Tilstaaelser". 216 blank.

✂ Omslaget er turkisfarvet med sort tegning og grøn tekst og har på bagsiden en (sorttrykt) reklametekst for serien fra Berlingske Tidende, angivelsen Pr. Bind Kr. 3,00, hft. 4,25 ib. og bogtrykkernavn. Format 193×125 mm.

✂ Det Schubotheske Forlag, som under Fællestitlen "Aarhundredets Klassikere" har bragt en Række kunstneriske Oversættelser af mærkelige og betydende Værker i det nittende Aarhundredes Litteratur, har ogsaa villet indlemme Heine i dette Galleri.

✂ Heinrich Heine var født i Düsseldorf den 13. December enten 1797 eller 1799 - af jødisk Oprindelse. Han skulde være Købmand, men fallerede før sit tyvende Aar. Han skulde være Jurist, ja fik efter at have vaklet noget mellem forskellige Universiteter sin Examen, men var allerede da en stor Lyriker og Prosaist, som ikke vilde bruge Juraen til noget praktisk. Ved sit tredivte Aar var han beundret overalt i Tyskland for sine skønne og bitre Digte om forsmaaet Kærlighed - han gjorde, sikkert med Rette, et stærkt Indtryk paa Kvinderne og græd de oprigtigste Taarer for de faa af dem, han ikke kunde vinde, blandt hvilke var en Kusine i Hamborg, der giftede sig med en anden og regnes for Heines Ulykke. Han var fritænkersk og ugudelig, glødede for den store franske Revolution og Napoleon, og hans "Rejsebilleder", hvortil "Bogen om Le Grand" hører, blev læste af utallige. Da skrev han i Vrede og Overmod en skandaløs og blodig Satire mod Grev Platen, en poetisk og politisk Modstander, og mistede ved den Lejlighed det tyske Folks Sympatier, saa at han forlod Berlin for at drage til Hamborg, derfra til Helgoland og derfra, i Begejstring over Julirevolutionen, til Paris, hvor han ankom den 3. Marts 1831. Han blev i Frankrig til sin Død, d. 17. Februar 1857, og giftede sig med en Pariserinde, Mathilde Crescence Mirat.

✂ I 1848 døde en Onkel i Hamborg, som havde skænket ham en aarlig Understøttelse, der nu hørte op. En Rygmarvslidelse, hvortil Heine havde haft arvelige Spirer, tog lidt efter Overhaand, og de sidste ni Aar maatte han ligge til Sengs under 10 store Pinsler. Han blev endog blind, men bevarede sin klare, vaagne Aand til det sidste. Og skønt han havde omvendt sig, brød han sig ikke meget om de Sjælesørgere, der vilde tage sig af ham. "Gud tilgiver mig nok. Det er jo hans Bestilling."

✂ Lyrik kan ikke oversættes. Og det vilde være unyttigt at prøve paa en Fordanskelse af Heines "Buch der Lieder". Oversætteren har derfor valgt at meddele "Bogen om Le Grand", der i en rig og bevæget Prosa indeholder de tilsvarende Stemninger fra hans Ungdom.

✂ "Atta Troll, en Skærsommernatsdrøm", som er skreven fjorten Aar senere, viser hans gode, realistiske Verskunst i Forbindelse med en Romantik eller Symbolisme, som det nye Aarhundredes Digtere ikke vil have Skade af at kende, før de følger deres egne fantastiske Indskydelser. Det vantro nittende Aarhundrede har ikke frembragt en mere flunkende Satire.

✂ Endelig er der "Heines Omvendelse", som stammer fra hans tunge Sygeleje, Vinteren 1853-54. Den viser den store Digterjournalists Prosa udviklet til sin fuldkomneste Form. Og myndigere og klogere er der ikke talt af nogen i det forløbne Hundredaar om Tidens største politiske og religiøse Spørgsmaal. Det blev skrevet for at indskydes i hans Bog om Tyskland, men det slutter sig til Bogen om Le Grand, næsten som var det en anden Del. Det er et helt Aarhundredes Frihedsbestræbelser og Illusioner, der drager forbi den dødssyge Frihedshelts Øjne. Her er hans gamle Dyrkelse af Menneskeguden Napoleon, og i Glæden over at se Gudens Scepter i Napoleon den tredjes Hænder glemmer Digteren den mærkelige Spaadomsgave, som ellers ikke svigter ham; han glemmer - men hvor tilgiveligt! - at spørge, hvad der vil ske, naar den store Kejsers fanatiske Beundrere en Gang opdager, at Napoleon III. dog ikke er Napoleon I. Men hvor tilgiveligt! Hvad han siger om Februarregeringen i 1848 og Kommunisterne er skarpt, men saa velment, at vore Dages Socialister og da særlig de i Danmark maa kunne læse det som Advarsler og Venneraad fra en dødssyg Martyr. Og da vil de muligvis gøre den Indvending, at Heinrich Heine ikke behøver at være ængstelig for Kunsten 11 og Videnskaben; thi Arbejderne og det store Folk har Udviklingsmuligheder, og netop en Mand som Heinrich Heine virker paa den kraftigste Maade med til at bevare Kunstens og Videnskabens Frugter, da han som Digter og Formidler indstøber den nye Kundskabs Aand i en for alle tilgængelig, for lange Tider uforgængelig Form.

✂ Heine bruger Fremmedord og lærde Hentydninger, men med saadan Kunst og Forstand, at den, der fornuftig følger ham, aldrig behøver at tvivle om Meningen. Jeg har derfor ikke kunnet bevæge mig til at kommentere den store Digter paa kryds og tværs med pedantiske Noter, som vilde besvære Læsningen.

✂ Nu er der en Bemærkning at gøre om den baade vejledende og misvisende Titel "Heines Omvendelse". Er det i Virkeligheden en Omvendelse? Strømmer der ikke de samme Kilder i "Atta Troll" og i "Le Grand" som i disse Tilstaaelser fra Dødslejet, hvor han lovpriser Biblen og bebuder alle protestantiske Sekters Undergang i et fælles Bibeldømme, og hvor han ogsaa lovpriser den romerske Kirke og gærne vilde have været en katolsk Gejstlig af den fineste Aandsoverlegenhed? Den "omvendte" Heine siger et Sted, at Gud er i al Ting, og da man fornægtede Gud, blev han saa uhyggelig til Mode, som da han engang besøgte et Galehus og midt imellem alle de gale opdagede, at hans Fører pludselig havde forladt ham.

✂ De gode Guder har visselig aldrig forladt Heinrich Heine. Hvis han fornægtede og spottede Gudsbegrebet, var det sikkert kun det ortodoxe Samfunds dumme Papirgud. Og imidlertid har Friheden været hans Gud. Eller en Kvindes Elskelighed har været hans Gud. For Heine var Gud Frihed, Gud var Elskelighed - Gud var slet ikke Papir. Altsaa kan man egenlig ikke tale om Heines Omvendelse, han var alle Dage en af de skønne troende, som har en uendelig Glæde af Solens og Lysets lige Vej igennem Verden. Har vi skrevet "Heines Omvendelse" paa tredje Del af denne Bog, er det kun et klodset og markskrigersk Skilt, bag hvilket der beredes Læseren den skønneste Overraskelse - til virkelig Opbyggelse, saa at alle Journalister, alle 12 Politikere, alle fanatiske Ateister og inkarnerede troende vil lære noget deraf - lære noget andet end det, de nu véd.

✂ I en Fortale til "Atta Troll, en Sommernatsdrøm" meddeler Heine, at dette Digt opstod i Eftersommeren 1841, da der fra de forskelligste Sider havde rejst sig et Harmskrig imod ham, og da man havde ingen ringere Hensigt end at faa ham smidt ud af den tyske Litteratur. Mens Reaktionen og de mægtige hadede og frygtede hans Spot, saa man endog havde villet give ham tilbage til den rene Poesi ved at forbyde ham alt politisk Forfatterskab, var der opstaaet en ny Slags surøjede Demokrater, der ikke fandt ham alvorlig nok. Og Digterkollegerne var misundelige paa ham, især de af den schwabiske Skole, som sang om Foraaret, om de søde Gyldenlakker og det yndige Vejr. Digteren gik i Paris og turde, formedelst de hjemlige Gendarmer, næppe rejse til Hamborg for at besøge sin Moder; men Digterkollegerne groede paa Fædrelandets Agre frodigt og mangfoldigt som Fandens Mælkebøtter, og nævnte man Heines Navn, skumlede de: - han var jo ikke Germaner, men en letfærdig, irreligiøs Franskmand, der havde giftet sig med en fransk Kvinde - -

✂ I hine stormfulde Tider stod Heine ofte og stirrede melankolsk paa et Bjørneskind, der laa foran "Juliettes" (skal det mulig betyde Fru Mathildes?) Seng i Paris, og naar han sejrrig satte Foden paa denne Hud af en fældet Bamse, begreb han ikke, hvorledes alle Bjørnene hinsides Rhinen turde glamse saa dristigt ad ham. Han saa' og saa' paa det lodne Tæppe, indtil den Bjørn, der havde boet i denne Ham, gik op for hans Seerblik, og han fo'r hen til sit Blækhus og dyppede Pennen og skrev, skrev mange Uger om sin Sommerrejse i Pyrenæerne, om en Bjørn, som dansede paa Torvet i Cauterets - en Bjørn, som sprængte sine Lænker - en Urskovs-Radikaler, en sædelig Lighedsbjørn - og atter om sin Rejse i Pyrenæerne, skønne 16 Egne, romantiske Drømmerier, Aandernes vilde Jagt. - Endelig ogsaa en Bjørnejagt - Bamsen fældes. Triumf!

✂ Tyskerne er for Heine Bjørnefolket. De tyske Rævebøger fra Middelalderen og Goethes "Reineke Fuchs" havde i Dyreskikkelse forherliget List og Snildhed, dog ud fra et forundret og grundhæderligt Bjørnestandpunkt. Men Heine ligesom satte sig over paa et elegant Rævestandpunkt og betragtede den tyske, sædelige Bjørn - radikal, men retskaffen og religiøs, "ikke fri for Stank, men blottet for Talent - en Karakter".

✂ Og saa god en Germaner med saa smukt et Familieliv er denne Bamse, at endog Kong Ludvig af Bajren føler sig beslægtet med ham trods hans "frække Lighedssvindel" og hædrer ham med nogle Mindevers. Stivbenede og græsselige er Versene - naar Cæsar nedlader sig til at digte, gaar hans Vers dog altid paa høje Stylter! - men de viser, at de sande Bjørne altid finder hinanden uden Hensyn til Rangen. - Triumf, Triumf!

✂ Paa den anden Side finder Heine ogsaa sine Ligesindede - i den vilde Jagt. Det er alle Tiders store Aander og fredløse skønne Sjæle. Ophøjet i sin forrevne Inderlighed er den Sang, hvor han beder den døde Herodias tage ham til sin Elsker og Ridder. En Skønhedsattraa ud over alle menneskelige Maal.

✂ En ung, brav, tysk Digter, ved Navn Freiligrath, som ikke havde gjort noget ondt udover det, at han i sit Digt "Morerfyrsten" havde opfundet Billedet om den sorte Neger og den formørkede Maane, blev ulykkelig dragen med ind i de aristofaniske Løjer. Heine maatte have noget at parodiere, et Udgangspunkt. Og denne fangne Morerfyrste, der i Forbitrelse dundrede paa sin Markedstromme, til Skindet revnede med et Brag, var typisk for det tomme Befrielsesbulder, som den Gang genlød i den tyske Litteratur. Det var den Tid, da man, som I. P. Jacobsen siger, skrev Vers om, at Hundene tit var bedre end Menneskene. I den nye Verden havde Onkel Tom bygget sin Hytte. Neger- og alskens anden Emancipation fristede Digterne. Og "Atta Troll" udkom.

I

✂ Rammet ind af mørke Klippers
Bjærgtrods, Tinde over Tinde,
og af store, vilde Vandfald
lullet som et Syn i Drømme

✂ ligger elegant i Dalen
Cauterets - de hvide Huse
med Balkon, hvor skønne Damer
staar og ler af ganske Hjærte.

✂ Ja som piskede af Latter
ser de nede midt paa Torvet
Bjørnen og dens Mage danse
til en Sækkepibes Summen.

✂ Atta Troll med samt hans Mage,
ogsaa kaldt for "Sorte Mumma",
træder Dansen, mens i Undren
hele Baskerfolket jubler.

✂ Stift, med Alvor og Grandezza,
danser Atta Troll, den ædle.
Men hans lodne Ægtehalvdel
mangler høviske Manerer.

✂ Stundum, tror jeg, blir hun glemsom
og slaar over i Kankan'en,
sjælløs-frække Kast med Bagen
mindende om Grand'-Chaumière.

✂ Men den vakre Bjørnetrækker,
som har Haand i hendes Lænke,
mærker med et vagtsomt Øje
det letfærdige i Dansen.

✂ Og han langer hende ofte
nogle sejge Drag af Pisken,
og den sorte Mumma hyler,
saa at Bjærgene gi'er Genlyd.

✂ Sex Madonnabilleder
pryder Mandens spidse Filthat.
Intet bider mere paa ham,
Lus saa lidt som Fjendekugler.

✂ Over sine Skuldre har han
hængt et broget Altertæppe;
under denne sære Kappe
lurer Kniven og Pistolen.

✂ I sin Ungdom var han Munk,
siden blev han Røverhøvding.
For at øve begge Haandværk
tjente han en Tid Don Carlos.

✂ Ved Don Carlos' Flugt, da Kredsen
om hans runde Bord blev splittet
og de fleste Kæmper atter
søgte hæderlig Bestilling -

✂ (Snydenstrup - han blev Forfatter)
greb den fromme Røverridder
Bjørnekæden, for at trække
rundt med Atta Troll og Mumma.

✂ Og han lader begge danse
midt for Folk paa Markedsdagen;
se, i Cauterets, paa Torvet
danser Atta Troll i Lænker.

✂ Atta Troll, der som en Fyrste
hersked i de vilde Bjærge,
gøgler nu for Dalens Pøbel,
danser her for Mennesker.

✂ Og for ussel Pengevinding
maa han danse, han, der fordum
iført Rædslens Majestæt
følte sig saa rig i Verden.

✂ Tænker han paa Ungdomstiden,
Kongedømmet dybt i Skoven,
o da knurrer Bamsehjærtet,
da fortørnes Atta Troll.

✂ Og han skuler som den sorte
Freiligrath'ske Morerfyrste,
og saa galt som denne trommed,
danser han nu i sin Harme.

✂ Men for Medynk vækker han
ikkun Grinet - Selv Juliette
paa Balkonen modstaar ikke
disse Spring af en Fortvivlet.

✂ Juliette har slet ingen
Sjæl i Barmen, hun er Franskmand,
lever uden paa; det Ydre
er dog overmaade pragtfuldt.

✂ Hendes Øjne er et yndigt
Net af Straaler, i hvis Masker
som en lille Fisk vort Hjærte
slikker fast og saligt spræller.

II

✂ At hos Freiligrath en kulsort
Morerfyrste i sin Længsel
dundrer paa den store Tromme,
til den revner med et Skrald,

✂ det er sikkert Trommehvirvler
som maa ryste Trommehinder.
O, men tænk Jer, at en Bjørn
rykker sine Lænker over.

✂ Al Musik og lystig Latter
holder inde - med et Angstskrig
styrter Mængden bort fra Torvet.
Damerne er bleven blege.

✂ Ja den gæve Atta Troll
havde sprængt sin Trællelænke.
Og i vilde Spring han render
gennem Byens trange Gader.

✂ Høflig viger hver ham Pladsen;
snart paa Klipperne han klatred,
skued nedad næsten haanlig
og forsvandt i sine Bjærge.

✂ Paa det tomme Torv tilbage
staar endnu den sorte Mumma
med den vrede Bjørnetrækker;
Hatten smider han paa Jorden,

✂ tramper paa den, sætter Hælen
paa Madonna, river Tæppet
fra det rædsomt-nøgne Legem,
skriger højt: "Man har kun Utak!"

✂ bander Bjørnens sorte Utak.
Altid havde han behandlet
Atta Troll som Ven og Broder,
havde gratis lært ham danse.

✂ Alting skyldte Bjørnen ham,
ogsaa Livet. Var der ikke
budt ham hundred blanke Daler,
naar han solgte Bjørneskindet?

✂ Mod den blide sorte Mumma,
Hjærtesorgens stumme Billed,
Staklen, som ved Mandens Side
stod og græd paa sine Bagben,

✂ vendte sig med ét hans Harme:
hun blev pryglet, kaldt Christine
(efter Sverrigs vantro Dronning)
Kætter, Protestant, Putana - -

✂ Dette skete paa en yndig
Eftermiddag sidste Sommer.
Og den Nat, som fulgte Dagen,
var superb i alle Maader.

✂ Ja min halve Nat blev tilbragt
med at sværme paa Balkonen.
Ved min Side stod Juliette
og betragted Stjærnevrimlen.

✂ Og hun sukked: Stjærnerne
er dog kønnest i Paris,
lange Vinteraftner - naar de
spejler sig i Gadeskarnet.

III

✂ Drømt en Sommernat, fantastisk
er min Sang og fri for Hensigt,
fri - som Livet, Kærligheden,
Skaberen og alt det skabte.

✂ Lydende sin Lyst alene,
snart i Firspring, snart paa Vinger
gennem Fabelriget tumler
sig min kære Pegasus.

✂ Ikke som et dydsens-nyttigt
Øg for Borgerdømmets Kærre,
ingen Stridshingst for Partinid,
som patetisk staar og vrinsker.

✂ Guldbeslag paa sine Hove
har min lille hvide Lufthest,
Tøjlerne er Perlesnore,
og vi lader lystig stryge.

✂ Bær du mig, hvorhen du vil!
øverst, ved den stejle Bjærgsti,
hvor Kaskaders høje Angstraab
varer mig mod Daare-Grunden.

✂ Bær mig gennem stille Dale,
hvor de store Ege raader,
fra hvis Knudrerod der risler
søde Væld af Urtids-Sagn.

✂ Lad mig drikke der og væde
mine Øjne - ak de smægter
efter klare Undervande,
som gør seende og vis.

✂ Og min Blindhed svinder! Blikket
skimter Dybet af en Stenkløft;
dér har Atta Troll sin Hule -
og jeg fatter grant hans Tale.

✂ Underligt! Saa velbekendt
forekom mig Bjørnemaalet.
Har jeg hos de kære Landsmænd
før fornummet disse Lyde?

IV

✂ Ronceval, du ædle Dal,
naar dit Navn jeg hører nævne,
skælver, dufter i mit Hjærte
alle blaa forsvundne Blomster.

✂ Mægtig staar en Drømmeverden
frem af tusindaarig Glemsel,
Spøgelser med store Øjne
skræmmer mig ved deres Stirren.

✂ Brag af Vaaben! Saracenen
kæmper med den franske Ridder.
Hvor fortvivler - hvor forbløder
Tonerne fra Rolandshornet!

✂ Der i Dalen Ronceval,
ikke langt fra Rolandshugget -
som har faaet Navn, da Helten,
for at bane sig en Vej,

✂ drev sit gode Sværd Duranda
dødsensharm mod Klippevæggen
med en saadan Kraft, at Skaaret
end den Dag i Dag er synligt -

✂ der i Svælget af en Stenkløft,
tæt omgærdet af de skumle
vilde Graner, dybest nede,
der har Atta Troll sin Hule.

✂ Der hos sin Familie hviler
han paa Hjemfart fra den store
Verden, hvor han skued mange
Folkeslag og udstod meget.

✂ Søde Gensyn! Ungerne
fandt han i den kære Hule,
hvor han fik dem af sin Mumma
Sønner fire, Døtre tre.

✂ Bjørnemøer med slikket Pels,
gyldenblond som Præstedøtre,
brune Drenge, kun den yngste,
Junker Øreløs, er sort.

✂ Denne yngste var sin Moders
Kælehvalp. Engang i Leg
snapped hun hans ene Øre
og fortæred det af Ømhed.

✂ Genialsk er denne Yngling,
dyrker særlig Gymnastiken.
Flottere Saltomortale
slaar ej Idrætsmanden Massmann.

✂ Autokton i Sind og Tanke
elsker han kun Modersmaalet,
vilde ingensinde lære
romersk eller græsk Jargon.

✂ Frisk og fri og from og frejdig
kan han ikke udstaa Sæbe,
saadan en moderne Luxus!
(ret som Idrætsmanden Massmann).

✂ Genialest er dog Knægten,
naar han klatrer om i Træet,
som langs Klippens stejle Side
og med Roden dybt i Kløften

✂ rækker lige op til Kuplen,
hvor i Nattens svale Time
hele Flokken sidder samlet
pludrende omkring sin Fader.

✂ Helst fortæller da den Gamle
om den store vide Verden:
mange Mennesker og Stæder
har han set og døjet meget -

✂ lig den ædle Laertiade
og fra denne kun forskellig,
ved at Mumma rejste med ham
som en sort Penélopé.

✂ Ogsaa melder Atta Troll
om det kolossale Bifald,
han ved Hjælp af Dansekunsten
tiltrak sig hos Mennesker.

✂ Han forsikrer, alle jubled
af Beundring, unge, gamle,
naar paa Torvene han dansed
smukt i Takt til Sækkepiben.

✂ Særlig alle Damer - disse
ømme Kendere af Kunsten -
havde applauderet voldsomt,
sendt ham meget lange Øjne.

✂ Underlige Kunstnerhovmod!
Gamle Dansebjørn, du smisker,
glad ved Tiden, da du viste
dit Talent for Publiko!

✂ Overfyldt af Selvbeundring
Atta vil i Daad bevidne,
at han ikke er en Pralhals,
men i Sandhed stor som Danser.

✂ Og han springer op paa Stedet,
rejser sig paa sine Bagben.
Og, som fordum, danser atter
han sin Livdans, en Gavotte.

✂ Stum, med syv vidtaabne Muler
sidder Bjørnens Børn og stirrer,
medens Faer saa sælsomt springer
hid og did i Maaneskin.

V

✂ Dybt i Hulen, mellem sine,
ligger Atta Troll paa Ryggen
hjærtesyg og suger længe
eftertænksomt paa sin Lab.

✂ "Mumma, Mumma, sorte Perle,
som jeg fisked op paa Livets
store Hav - i Livets Bølger
atter maatte jeg dig miste.

✂ "Skal vi aldrig ses nu mere
eller hisset først bag Graven,
naar for lodden Jorddragt fri
klart din Sjæl skal aabenbares.

✂ "Maatte jeg dog end en Gang
slikke blidt min hulde Mummas
gode Snude - ak saa sød
som besmurt med nylagt Honning.

✂ "Gærne gad jeg ogsaa snuse
end den Lugt, der er saa egen
for min kære sorte Mumma,
elskelig som Rosendufte.

✂ "Men ak vé, min Mumma smægter
nu i Lænker hos den Yngel,
som har kaldt sig Mennesker,
Herrer over alt det skabte.

✂ "Død og Helved, Mennesker!
dette Slæng Aristokrater
i sin adelige Frækhed
ler ad hele Dyreklassen,

✂ "røver vore Børn og Kvinder,
svinebinder, piner, plager,
dræber os - for raat at sjakre
snart med Huden, snart med Liget.

✂ "Og de tror, at de har Ret til
saadan Ufærd, helst mod Bjørne.
Intet Menneske vil tvivle;
det er kun hans Rettigheder.

✂ "Ha, de Men'ske-Rettigheder,
hvem forlened Jer med dem?
ej Naturen - visselig,
den er ikke unaturlig.

✂ "Men'ske-Rettigheder! Hvem
gav Jer Men'ske-Rettigheder?
ej Fornuften - visselig,
den er ikke ufornuftig.

✂ "Er I Mennesker mon bedre
end vi andre, skønt I syder
eller steger Eders Spiser?
Vi fortærer vore raa,

✂ "Fremgangsmaadens endelige
Resultat er dog det samme,
Maden adler saavist ingen,
ædelt Sind og Daad gør ædel.

✂ "Er I Mennesker mon bedre,
skønt I praler af at dyrke
Kunst og Videnskab? Vi andre
er ej heller rene Sinker.

✂ "Har man ikke lærde Hunde?
Eller Heste, der kan regne
som Kommerceraader? Harer,
der slaar meget smukt paa Tromme?

✂ "Nævner ej Hydrostatiken
mangen en fortjenstfuld Bæver?
Maa man ikke takke Storken,
for at Verden fik Klysteret?

✂ "Skriver Asner ej Kritik?
Spiller Aber ej Komedie?
Er Batavia, Marekatten,
ikke mimisk Kunstnerinde?

✂ "Er en Nattergal ej Sanger?
Er mon Freiligrath ej Digter?
Hvem besynger Løven bedre
end dens Landsmand, Dromedaren?

✂ "Jeg er selv i Dansekunsten
ikke mindre vidt, end Raumer
er i Skrivning. Skriver han
bedre mon, end Bjørnen danser?

✂ "Svar mig, hvorfor er I bedre,
Mennesker? Med oprejst Hoved
gaar I rundt, men i Jert Hoved
kryber Tankerne saa lumpne.

✂ "Hvorfor er I ellers bedre?
Er det Hudens Hykler-Glathed?
Ja hvis dette er et Fortrin,
maa I dele det med Slangen.

✂ "Mennesker, I Tobens-Slanger,
nu forstaar jeg, I bær' Buxer
for med fremmed Uld at skjule
Eders Slangenøgenhed.

✂ "Vogt Jer, mine Børn, for hine
Skiftinger med haarløst Skind.
Mine Døtre, lov ej Troskab
til et Dyr, som gaar med Buxer."

✂ Jeg fortæller ej, hvad Bjørnen
ydermere i sin frække
Lighedssvindel debitered
om den menneskelige Slægt.

✂ For i Grunden er jeg ogsaa
selv et Menneske og lider
ved at nævne de Sottiser,
der fornærmer mig i Grunden.

✂ Jeg er Menneske og bedre
end de andre Pattedyr.
Mine fødte Interesser
vil jeg ingen Tid fornægte.

✂ Og i Kamp med andre Bæster
vil jeg højt og hellig værge
Menneskets ved Fødslen vundne
dyrebare Rettigheder.

VI

✂ Men for Mennesket, som danner
Jordens bedre Fæbesætning,
kan det være godt at vide,
hvad de mumler om dernede.

✂ Ja dernede i de mørke
Ulykssfærer af vort Samfund
blandt de simple Dyreklasser
lurer Nød og bittert Nag.

✂ Hvad naturhistorisk grundet,
derfor og sædvane-retsligt,
i Aartusinder var æret
nægtes hist med frække Snuder.

✂ Af de Gamle faar de Unge
tudet ind den arge Lære,
som vil true al Kultur
og Humanitet paa Jorden.

✂ "Sønner," snærrer Atta Troll,
mens han vælter sig urolig
paa det tæppeløse Leje.
"Tiden venter nu paa os!

✂ "Tænkte hver en Bjørn og tænkte
alle andre Dyr som jeg,
rejste vi os stærk og enig
for at nedslaa Tyraniet.

✂ "Ornen vilde da forbinde
sig med Hesten, Elefanten
slynge broderlig sin Snabel
om den vakre Oxes Horn.

✂ "Bjørn og Ulv af alle Farver,
Abe, Gedebuk, selv Haren,
hvis en Tid de virked sammen,
kunde Sejren aldrig mangle.

✂ "Enhed, Enhed er det første
Krav i Tiden. Spredte kom vi
under Aaget, men forbundne
overtrumfer vi vor Bøddel.

✂ "Enhed! Enhed! Og vi sejrer,
knuser Monopolets usle
Regimente - for at grunde
et retfærdigt Dyrerige.

✂ "Lige Ret for alle Herrens
Skabninger skal være Grundvold,
uanset hvad Pels de bærer,
hvad de tror og hvordan lugter.

✂ "Strengt bevaret Lighed - Asnet
giver vi det bedste Embed,
derimod skal Løven trave
med sin Møllesæk paa Nakken.

✂ "Hunden? Sandt nok, den er bleven
Menneskets servile Køter
- sjoflet i Aartusinder
og behandlet som en Hund.

✂ "I vor nye Fristat vil vi
atter give den dens gamle
ufortabte Rettigheder,
og den vil igen forædles.

✂ "Ja selv Jøderne skal nyde
samme Borgerret tilfulde
og i Loven ligestilles
med de andre Pattedyr.

✂ "Dog tør ingen Jøde danse
paa de offenlige Pladser.
Jeg maa gøre denne Ændring
for at værne om min Kunst.

✂ "Følelsen af Stil og Strenghed
i Bevægelsens Plastik
er ej denne Race given.
De fordærved ganske Smagen."

VII

✂ Skummel i den skumle Hule
med de kære samlet om sig
sidder Menneskenes Fjende
Atta Troll og skærer Tænder.

✂ "Mennesker, skabagtig Pøbel!
Smil kun I. For Eders Latter
og for Eders Slaveaag
skal den store Dag befri os.

✂ "Mest af alle Ting mig saarer
dette lumske Drag om Munden,
syrlig sødt. - Utaaleligt
er et Menneske, som smiler.

✂ "Naar jeg skimted den fatale
Trækning paa det hvide Aasyn,
kunde alle mine Tarme
vende sig i indre Oprør.

✂ "Meget mere ublufærdig
end i Tale aabenbarer
Mennesket ved Hjælp af Latter
Sjælelivets dybe Frækhed.

✂ "Altid ler de - ogsaa der,
hvor Omstændighed maa byde
hellig Alvor, midt i Elskovs
allerfestligste Moment!

✂ "Altid ler de! Ja de smiler
end i Dansen. De forraader,
udleverer denne Kunst,
der fortjente Rang som Kultus.

✂ "O, i fordums Tid var Dansen
dyrket som en hellig Handling,
salig rundt om Altret drejed
sig den præstelige Kæde.

✂ "Saadan dansede Kong David
fordum foran Pagtens Ark.
Danse var at tjene Herren,
og man bad med sine Ben!

✂ "Det var og' mit Syn paa Dans,
naar jeg selv stod frem og dansed
midt paa Torvet foran Folket,
hvor jeg høsted Bifald fuldt op.

✂ "Dette Bifald, vil jeg tilstaa,
kvæger tit endnu mit Hjærte.
Det at tvinge selv sin Fjende
til Beundring er dog skønt.

✂ "Men endnu i Enthusiasmen
ler de. Selv ej Dansekunsten
mægter at forbedre dem,
og de er og blir frivole."

VIII

✂ Mangen god og nyttig Borger
dufter daarlig her paa Jorden;
Kongens Folk gaar parfumerte
med Lavendel eller Ambra.

✂ Mange unge Jomfrusjæle
lugter af den grønne Sæbe;
Lasten har imellemstunder
vadsket sig med Rosenolie.

✂ Altsaa, Læser, maa du ikke
rynke Næse, dersom Hulen
hos vor Bjørn kun lidet minder
om Arabiens Krydderier.

✂ Dvæl med mig i denne Dunstkreds,
med den triste, tunge Mislugt,
hvor min Helt som fra en Sky
taler til sin Søn, sin Yngste.

✂ "Barn, mit Barn, du mine Lænders
sidste Afbyrd! læg dit Øre
til dit Ophavs Fadersnude,
sug min Alvorstale ind!

✂ "Vogt dig, Søn, for Menneske-Tanker,
de fordærver Sjæl og Legem.
Mellem Mennesker til Hobe
findes intet Menneske.

✂ "Tyskerne, som var de bedste
og fra Urtid vore Fætre,
Sønnerne af Tuiskion
arter sig nu ogsaa daarlig.

✂ "De fornægter og er vantro,
ja de præker Ateisme -
Barn, mit Barn, du skulde vogte
dig for Feuerbach og Bauer!

✂ "Bliv dog aldrig Ateist,
slig en Ubjørn, som vil trodse
mod sin Skaber - thi en Skaber
skabte, tro mig, Verdensaltet.

✂ "Sol og Maane i det Høje,
Stjærnerne af alle Klasser
baade med og uden Hale
er en Afglans af hans Almagt.

✂ "Og i Dybet Land og Hav
er hans Ekko, som ham nævner,
og hver Skabning, som blev skabt,
skal hans Herlighed bevise.

✂ "Selv den mindste Sølvluslille,
som i værdig Pilgrims Graaskæg
deltog i den fælles Valfart,
synger Evighedens Lov.

✂ "Oppe hist i Stjærneteltet
paa det gyldne Kongesæde
verdensstyrer-majestætisk
sidder en uhyre Isbjørn.

✂ "Snehvid uden Lyde skinner
Pelsen. Fra den høje Pande
lyser hans demantne Krone
hen igennem alle Himle.

✂ "I hans Aasyn Harmoni
og det stumme Spil af Tanker;
naar hans Scepter giver Vink,
klinger Sfærerne og synger.

✂ "Ved hans Fødder sidder fromme
Helgenbjørne, der paa Jorden
led i Stilhed - som Martyrer
sidder de nu her med Palmer.

✂ "En og anden springer ofte,
ret som vakt af Helligaanden,
op med ét, og sé, da danser
de den prydeligste Højdans.

✂ "Højdans, hver en Naadens Straale
gør Talentet ufornødent:
Sjælen vilde i sin Glæde
gærne springe ud af Huden.

✂ "Maatte jeg, uværdige Troll,
faa min Del i denne Frelse
og fra Jordedalens Kummer
gaa til Salighedens Rige!

✂ "Skal jeg selv da, himmeldrukken,
oppe hist i Stjærneteltet,
med min Glorie, med min Palme
danse foran Herrens Trone?"

IX

✂ Lig en rød Skarlagens Tunge,
som den sorte Freiligrathske
Morerfyrste rækker ud
af sin harmopfyldte Mule -

✂ saadan frem af dunkle Skyer
træder Maanen. Fra det fjærne
fylder Brus af Vandfald Natten
med fortørnet Søvnløshed.

✂ Atta Troll staar højt paa Tinden
af sin Yndlingsklippe, ene,
og han hyler ned til Stormen,
mens den raser gennem Kløften.

✂ "Ja jeg er en Bjørn. Det er jeg.
Ja jeg er den lodne Brumbas,
Bamse, Vildbjørn - Knurrepotten,
som I gav saa mange Navne.

✂ "Ja jeg er en Bjørn. Det er jeg,
er et ubehøvlet Bestie,
er det Skumpelskud, I alle
sparker til med Haan og Latter.

✂ "Jeg er Skiven for Jert Vid,
Spøgelset, hvormed I kyser
Eders blege Børn om Aftnen,
de uartige Menneskebørn.

✂ "Jeg er den, ad hvem I vrænger
selv i Ammestuefabler,
men jeg raaber højt tilbage
til de usle Mennesker:

✂ "Hør det! jeg er Bjørn, og aldrig
skal jeg blues ved mit Udspring,
jeg er stolt deraf - som stammed
jeg fra Moses Mendelssohn!"

X

✂ Tvende vilde skumle Svende,
glidende paa alle fire
baner sig ved Midnatstide
Vej igennem Granegrunden.

✂ Det er Atta Troll og Sønnen,
Junker med det ene Øre,
og de standser, hvor en Lysning
dæmrer om den gamle Blodsten.

✂ "Stenen" - brummer Atta Troll -
"er et Alter, hvor Druider
bragte deres Hedningguder
Mennesker som Slagteofre.

✂ "Aa den væmmelige Grumhed!
Haaret rejser sig paa Ryggen,
naar jeg tænker - at man udgød
Blod til Ære for sin Skaber.

✂ "Nutildags er Folk vel mere
oplyst' - dræber de hinanden,
er det ikke nogen Livssag,
om det sker for Himlens Skyld.

✂ "Ikke misforstaaet Fromhed,
ikke Sværmeri og Daarskab,
nej den fule Egennytte
driver dem til Mord - for Tiden.

✂ "Efter denne Verdens Goder
griber de omkap til Hobe,
og der staar et evigt Slagsmaal,
hver Mand rapser for sig selv!

✂ "Saadan bliver Fællesarven
Bytte for en Enkelts Lyster,
derpaa tinglæst og bekræftet
som hans Ret til Ejendommen.

✂ "Ret til Ejendom - aa Løgne!
Tyvsret til de stjaalne Sager?
denne lumske Snak, som kun et
Menneske kan have fundet!

✂ "Aldrig har Naturen tænkt paa
Ejendom, thi lommeløse,
ja i lommeløse Pelse
kom vi alle her til Verden.

✂ "Ingen af os alle, ved jeg,
fødtes med deslige Poser
i vort Legems ydre Foerværk
til at skjule, hvad vi stjæler.

✂ "Nej kun han, den glatte Øgle,
som en fremmed Uld saa kunstig
klæder sig, har atter kunstig
vidst at skære sig en Lomme.

✂ "Ha! en Lomme - unaturlig,
falsk som Ejendomsbegrebet,
falsk som Retten til at eje!
Mennesker er Lommetyve.

✂ "Se, jeg hader dem. Min Søn,
du er Arving til mit Ildhad.
Sværg mig her paa dette Alter
evigt Had til Menneskeslægten.

✂ "Bliv den arge Undertrykkers
vilde Fjende til din Dødsstund,
uforsonet selv i Døden, -
sværg det, sværg det her min Søn!"

✂ Og den Unge svor som fordum
Hannibal. Den gule Maane
lued paa den gamle Blodsten
og de tvende Misantroper. - -

✂ Siden ville vi berette
om en Ungbjørn, som blev trofast
mod sin Ed; vor tapre Lyre
fejrer ham i næste Epos.

✂ Hvad nu Atta anbelanger,
lader vi ham her tilbage,
dog for senere at træffe
ham des sikrere med Kuglen.

✂ Undersøgelsen imod dig,
Højforræder imod Mennesk-
hedens Majestæt - er sluttet.
Fra i Morgen er du undsagt!

XI

✂ Søvnige som Bajaderer
stirrer Bjærgene og fryser,
deres hvide Taagesærk
røres let af Morgenvinden.

✂ Men de oppes; thi den muntre
Solgud stryger snart det sidste
Slør til Side og bestraaler
blussende den nøgne Skønhed.

✂ I den aarle Morgen var jeg
gaaet ud at jage Bjørne
med Laskaro. Det blev Middag,
før vi kom til Pont-d'Espagne.

✂ Det er Broen, som fra Frankrig
fører til det skønne Spanjen,
Landet, fuldt af Vestbarbarer,
som er tusind Aar tilbage.

✂ De er tusind Aar tilbage
i moderne Verdenskundskab -
mine egne Østbarbarer
nøjes med et rundt Aarhundred.

✂ Tøvende, ja bange lod jeg
Frankrigs viede Jord tilbage,
Fædreland for gylden Frihed
og for Kvinder, som jeg elsker.

✂ Lige midt paa Pont-d'Espagne
sad en fattig Spanier. Armod
lured i hans Kappes Huller,
Armod lured i hans Øjne.

✂ Paa en gammel Mandolin
klimpred han med magre Fingre,
skingrende, saa Kløftens Dybder
gentog Lyden højt og haanlig.

✂ Stundum bøjed han sig ud
over Slugten, og da lo han,
stedse galere han klimpred,
dertil sang han denne Vise:

✂ "Midterst inde i mit Hjærte
staar et lillebitte Guldbord,
om det lillebitte Guldbord
fire bitte gyldne Stole.

✂ "Paa hver lille Guldstol sidder
der en Damelil med Guldpil
i sit Haar og spiller Kort.
Ingen vinder uden Clara.

✂ "Og hun vinder, og hun smiler.
Ogsaa i mit Hjærte, Clara,
vil du vinde alle Gange,
thi du har jo alle Trumfer."

✂ Underligt, det klare Vanvid
sidder - tænkte jeg - og synger
lige midt paa Broen mellem
Frankrig og det skønne Spanjen.

✂ Er den gale Fyr et Billed
paa, naar Lande tusker Tanker,
eller er han Spanjerfolkets
vildt forrykte Titelblad?

✂ Først ved Aftentide naaed
vi den rædsomme Posada,
hvor en Ollea-Potrida
damped i den skidne Skaal.

✂ Dernæst spiste jeg Garbanzos,
grov og tung som Bøssekugler,
hamper Kost, selv for en Tysker,
der er næret op med Klumper.

✂ Dette Køkkens Sidestykke
var en Seng, aldeles pebret
med Insekter - Tæger er dog
Menneskhedens værste Fjender.

✂ Mer end tusind Elefanters
Vrede er en lille Tæges
bitre Fjendskab dig til Plage,
hvis den kryber paa dit Leje.

✂ Taale skal du, at den bider -
det er slemt - men værre blir det,
hvis du knuser den; thi Stanken
plager dig da hele Natten.

✂ Ja det gruligste paa Jorden
er den Kamp, vi har med Utøj,
der benytter Stank som Vaaben.
Ak Duellen med en Tæge!

XII

✂ Hvor Poeterne dog sværmer,
selv de tamme! naar de synger
eller siger, at Naturen
er Vorherres store Tempel -

✂ er hans Tempelhal, hvis Udstyr
vidner prægtigt om sin Skaber:
Stjærner, Sol og Maane hænger
højt som Lamper dér i Kuplen.

✂ Allenfals de brave Herrer
vil vel tilstaa, at i Templet
er der slemme Trappegange,
nederdrægtig stejle Trapper.

✂ Denne ned- og opad- Klavren,
mens man springer som en Gemse
over Klippeblokke, matter
mig paa Sjæl saavel som Ben.

✂ Ved min Side gaar Laskaro
bleg og lang, en Alterkærte,
aldrig taler eller ler han,
han, den døde Søn af Hexen.

✂ Ja man tror, han er et Genfærd
død forlængst, som ved sin Moders -
Mor Urakas - Trolddomskunster
endnu fører Skin af Liv.

✂ De fordømte Tempeltrapper!
at jeg ikke brækked Halsen
i en Afgrund flere Gange,
er mig stadigvæk en Gaade.

✂ Aa hvor alle Vandfald dured!
Vinden pisked Skovens Graner,
saa de hylte. Dertil kommer
nu et Skybrud - hvilket Uvejr!

✂ I en lille Fiskerhytte
liggende ved Lac-del-Gobe
fandt vi Husly og Foreller,
hvilke sidste smagte herlig.

✂ Syg i Lænestolen hvilte
Færgemanden graa og gammel,
og hans tvende Søsterdøtre
hæged om ham som to Engle.

✂ Tykke Engle, noget flamske,
sprungne lige ud af Rammen
af en Rubens: gyldne Lokker,
kærnesunde, klare Øjne.

✂ Blus paa Kind og Smilehuller,
hvor forborgne Skælmer blinke,
og de yppig-stærke Lemmer
vækker Lyst og Frygt tillige.

✂ Kønne, hjærtelige Væsner,
der kom yndig op at skændes
om: hvad Drik der maatte smage
allerbedst den syge Onkel.

✂ Har den ene bragt et Spølkum
med Dekokt af Lindeblomster,
staar den anden ved hans Side,
frister ham med Hyldethe.

✂ "Jeg vil Intet af det drikke,"
skreg den Gamle utaalmodig.
"Hent mig Vin; jeg vil kredense
Husets bedste Drik for Gæsten."

✂ Om det virkelig var Vin,
hvad jeg drak ved Lac-del-Gobe
ved jeg ej. I Brunsvig havde
jeg vel tænkt, at det var Mumme.

✂ Lædersækken var af kulsort
Bukkehud; den stank fortrinlig.
Men den Gamle drak frimodig
og blev sund og glad paa Timen.

✂ Han fortalte mangt og meget
om de Smuglere, Banditer,
der behersker fri og frels
deres Pyrenæerskove.

✂ Ogsaa ældre Anekdoter
kendte han, blandt andet Fabler
fra en Sagntid, da Giganter
kæmped mod de fordums Bjørne.

✂ Ja af Jætter imod Bjørne
blev der ført en Strid om Magten
over disse Bjærge, Dale,
førend Mennesker holdt Indtog.

✂ Strax ved Menneskenes Ankomst
rømte Jætterne forbløffet
ud af Landet; liden Hjærne
rummes i saa store Pander.

✂ Nogle paastaar, at de Fjolser,
da de naaed ned til Havet,
hvor de skimted Himmelblaaet,
som i Bølgerne stod spejlet,

✂ glad tog fejl af Hav og Himmel,
saa de styrted sig paa Hoedet
ud deri med from Fortrøstning;
hvor de druknede til Hobe.

✂ Men hvad Bjørne-Ætten angaar,
dræber Mennesket dem nu
efterhaanden; aarlig svinder
deres Tal i Skov og Bjærge.

✂ "Saadan" - sluttede den Gamle -
"gør den ene Plads for andre.
Og naar Mennesket gaar under,
kommer Dværgene til Magten.

✂ "Det er vindig-snilde Smaafolk,
som i Bjærgets Skød har hjemme
og i Rigdoms gyldne Skakter
vimser, sanker, skraber sammen.

✂ "Lurende i deres Huller
med de smaa forslagne Hoeder
har jeg set dem tit i Maaneskin.
Og jeg gruer for vor Fremtid.

✂ "For de Lilleputters Guldmagt,
ak, vil vore Døtres Sønner
- frygter jeg - som dumme Riser
flygte ud i Vandspejls-Himlen."

XIII

✂ I den sorte Klippekedel
hviler Søens dybe Indvand.
Blege, melankolske Stjærner
staar paa Himlen. Nat og Stilhed.

✂ Nat og Stilhed. Aareslag.
Hemmelig paa Vandet plasker
Baaden. Færgemandens Rolle
overtog hans Søsterdøtre.

✂ Muntert ror de. Og i Mørket
lyser tit de muskuløse
nøgne Arme stjærnehvidt
og de store, dybblaa Øjne.

✂ Men Laskaro sidder hos mig
som sædvanlig bleg og skummel.
Og jeg gyser, naar jeg tænker:
er han virkelig et Genfærd?

✂ Er jeg selv en Hedengangen,
som med Spøgelser til Følge
nu ved Midnat færges over
i de døde Skyggers Rige?

✂ Og er Søen Styxes dunkle
Vove, hvor Proserpina
lader mig, i Charons Forfald,
hente ind af sine Tærner?

✂ Nej, jeg er endnu ej død,
eller udslukt. Her i Sjælen
gløder, jubler det og blusser,
alle Livets levende Flammer.

✂ Disse Pigebørn, som svinger
Aarebladet let, og ofte
oversprøjter mig med Vand
under Latter, Leg og Løjer.

✂ Disse friske, kække Tøse
er, for sandt, ej gustne Genfærd,
Helveds Kammerkisselinker,
Tærner hos Proserpina.

✂ For med Vished at erfare,
at de var fra Oververdnen,
mens min egen fulde Livskraft
jeg paa samme Tid bekræfted,

✂ trykked jeg i Hast min Læbe
mod de friske Smilehuller,
gjorde en fornuftig Slutning:
Kysser jeg - saa lever jeg!

✂ Da vi kom til Bredden, kyssed
jeg paa ny de gode Piger.
Kun i denne Møntsort lod de
sig betale Færgeløn.

XIV

✂ Violette Bjærges Højder
smiler frem paa sollys Guldgrund.
Stejlt paa Skrænten er en Landsby
klistret som en Fuglerede.

✂ Klatret op til Reden fandt jeg,
at de Gamle var paa Farten,
hjemme kun den yngste Yngel,
som endnu ej kunde flyve.

✂ Kønne Purke, smaa smaa Tøse,
hyllet i skarlagens-røde
eller hvide, uldne Hætter
leged Brudefærd paa Torvet.

✂ De blev rolig ved at lege.
Og jeg saa den elskovsfulde
Museprins patetisk bøje
Knæ for Kattekongens Datter.

✂ Stakkels Prins! Han bliver gift
med den Skønne. Hun var gnaven,
og hun rev ham, bed ham, aad ham;
dette voldte Musens Død.

✂ Næsten hele Dagen blev jeg
der hos Børnene. Vi pludred
hyggeligt. De vilde vide,
hvem jeg var, og hvad jeg laver.

✂ - Kære unge Venner, Tyskland
hedder Landet, hvor jeg fødtes,
og vi har en Masse Bjørne.
Derfor blev jeg Bjørnejæger.

✂ Jeg har trukket Nakkeskindet
ned om mange Bjørnes Øren.
Ofte blev jeg selv for Resten
kradset slemt af Bjørnelabber.

✂ Men at skulle pleje Omgang
daglig med uvorne Bælge
i det kære Land derhjemme
holdt jeg ikke ud i Længden.

✂ Altsaa kom jeg hid til Egnen
for at søge bedre Bytte.
Jeg vil prøve mine Kræfter
paa den store Atta Troll.

✂ Dette er en ædel Fjende
helt mig værdig. Ak i Tyskland
holdt jeg Stand i mangen Tvekamp,
hvor jeg skammed mig ved Sejren. - -

✂ Da jeg endelig tog Afsked,
dansed de smaa Væsner Runddans,
mens de sang en Vise for mig:
"Girofflino, Girofflette!"

✂ Sirlig trinede tilsidst
for mig hen den Alleryngste,
nejed to, tre, fire Gange,
kvidred med sin spæde Stemme:

✂ "Dersom Kongen møder mig,
nejer jeg mig tvende Gange.
Møder jeg vor unge Dronning,
husker jeg at neje tre.

✂ "Møder jeg den slemme Pokker
med hans Horn og Svans - jeg nejer
hurtig to, tre, fire Gange -
Girofflino, Girofflette!"

✂ "Girofflino, Girofflette!"
gentog hele Koret pudsig,
og om mine Fødder hvirvled
deres Ringdans, deres Rundsang.

✂ Medens jeg steg ned i Dalen
lød det stadig fra det fjærne
elskeligt som Fuglekvidder:
"Girofflino, Girofflette!"

XV

✂ Kæmpesvære Klippeblokke,
plumpt forvoxne og forrevne
ser mig an som nidske Jætter
fra en graa, forstenet Urtid.

✂ Sære Graavejrsskyer ser jeg
dobbeltgængeragtig svæve
- ligesom et raat Portræt
af de vilde Stengestalter.

✂ I det fjærne raser Fossen,
og i Fyrreskoven hyler
Vinden med en dyster Larm
som Fortvivlelse og Skæbne.

✂ Frygtelige døde Pletter!
Sorte Krageflokke sidder
paa de nøgne Granegrene
og slaar ud de lamme Vinger.

✂ Ved min Side gaar Laskaro
bleg og skummel. Og jeg ligner
vistnok selve Livets Daarskab
med den lede Død i Følge.

✂ Dette stygge, øde Landskab
bærer en Forbandelse.
Jeg har set et sort, forkrøblet
Træ med Blod paa alle Rødder.

✂ Træet skygger for en Hytte,
som er sunken halvt i Jorden
af Blufærdighed - det bange
Straatag stirrer bønlig paa dig.

✂ De, som bor i denne Hytte,
er Cagoter, sidste Levning
af et Folk, som søndertraadt
fører nu sit Liv i Mørke.

✂ Rundt i Baskerfolkets Hjærter
yngler stadig ny en Afsky
for Cagoter - som en skummel
Aandsarv fra de skumle Tider.

✂ I Bagnères-Domen finder
man en snæver Gitterlaage.
Og som Klokkeren fortalte:
dette var Cagotens Indgang.

✂ Ad de andre Kirkedøre
turde de tilforn ej komme
under Straf - de sneg sig stille
til at gæste Herrens Tempel.

✂ Nederst paa sin lave Skammel
sad Cagoten som en pestfængt
for sig selv med sine Bønner,
skilt fra hele Menigheden.

✂ Men et nyt Aarhundreds rene
Alterkærter flammer lystig.
Og for Lyset fly de onde
middelalderlige Skygger! -

✂ Udenfor stod Hr. Laskaro,
mens jeg indgik i Cagotens
ringe Hytte, hvor jeg rakte
Haanden venlig til min Broder.

✂ Og jeg kyssede hans Barn,
der hang fast ved Moderbrystet,
hvor det died sygt og sultent
som en stakkels Edderkop.

XVI

✂ Disse Bjærges stolte Tinder
straaler, naar de ses i Frastand,
under Guld- og Purpursmykke
i den kongeligste Solglans.

✂ Nærmere beset forsvinder
Stadsen. Ganske som hos andre
jordiske Stormægtigheder
skyldes den kun Lyseffekten.

✂ Hvad vi tog for Guld og Purpur,
ak det er kun idel Sne,
idel Sne, der mat fortvivlet
keder sig i Ensomheden.

✂ Da jeg kom den nær deroppe,
hørtes Sneen halvkvalt skrige
og for kolde, døve Vinde
klage al sin hvide Kummer.

✂ "Aa hvor langsomt" - lød det - "snegler
Tiden paa de øde Vider.
Disse endeløse Timer
er som frosne Evigheder.

✂ "Var jeg stakkels Sne dog aldrig
kommen paa de store Højder,
men var falden dybt i Dalen,
Dalen, som er fuld af Blomster!

✂ "Jeg var smeltet hen til Kilde,
og den smukke Landsbypige
tvættede sit søde Ansigt
med et Smil, i mine Bølger.

✂ "Muligt, at man da var svømmet
helt til Havs og bleven Perle.
Og saa havde man med Tiden
funklet i en Kongekrone."

✂ Jeg, som hørte denne Tale,
afbrød: "Bedste Sne, jeg tvivler,
at en Skæbne slet saa glorrig
havde ventet dig i Dalen.

✂ "Trøst dig. Grumme faa dernede
bliver Perler. Du var mulig
falden ned i Møddingpølen
og var bleven til en Noksagt."

✂ Medens jeg paa denne Maade
gik og førte Snak med Sneen,
faldt et Skud. Og ned fra Luften
styrter brat en brungul Grib.

✂ Det var Spøg af Hr. Laskaro,
Jægerspøg. Men Mandens Aasyn
var som altid strengt og stivnet.
Kun af Bøssepiben røg det.

✂ Og med skummel Tavshed rev han
rask en Fjær af Fuglegumpen,
stak den i sin spidse Filthat
og skred videre ad Vejen.

✂ Højst uhyggelig at se paa
var hans Skygge nu med Fjæren,
som den hengled sort og langstrakt
over snebedækte Kupler.

XVII

✂ Som en Gyde snor en Dal sig,
Dødens Hulvej er den kaldet;
bratte, svimle Klipper rager
højt til Vejrs paa begge Sider.

✂ Der, hvor Væggen stejler grummest,
staar Urakas Hytte oppe
som en Vagt og ser paa Dalen.
Didhen fulgte jeg Laskaro.

✂ Og han raadslog med sin Moder
i det hemmeligste Tegnsprog
om, hvorledes Atta Troll
skulde lokkes ud og skydes.

✂ Thi vi havde Færten af ham.
Aldrig vil han kunne undgaa
vore sikre Kugler. Talte
er nu dine Dage, Bjørn!

✂ Om Uraka egenlig
er en saadan stor, udmærket
Hex, som Pyrenæerfolket
er saa flittigt til at paastaa -

✂ kan jeg ej med Vished sige.
Kun saa meget: hendes Ydre
er fordægtigt. Højst fordægtigt
rinder hendes røde Øjne.

✂ Ondt og skelende er Blikket,
hun behøver kun at stirre
paa de stakkels Køer, og Mælken
tørrer strax i deres Yver.

✂ Ja man siger: ved at bare
stryge med de visne Hænder
har hun faktisk myrdet flere
fede Svin, ja stærke Stude.

✂ For deslige stygge Streger
blir hun ogsaa tit forklaget
siges der, men Egnens Dommer
er desværre Voltairianer -

✂ et moderne Verdensbarn
uden Dybde, - som begegner
Klagerne med største Skepsis;
næsten spydig blir de afvist.

✂ Officielt har Mor Uraka
en honnettere Forretning
dels med Urter, dels med Fugle,
som hun stopper ud og sælger.

✂ Af deslige Naturalier
stank der græsseligt i Hytten:
Bulmeurt og Mælkebøtter,
Dødninghyld og Fandens Haand.

✂ Særlig var en Samling Gribbe
rent udmærket stillet op
med de langt udstrakte Vinger
og uhyre Rovfugl-Næb.

✂ Mon de latterlige Planters
Duft bedøvede min Hjærne?
Jeg blev underlig til Mode
ved at se paa disse Fugle.

✂ Var det stakkels Mennesker,
som ved Hexekunster dømtes
til at sidde her og ruge
i udstoppet Fugle-Tilstand?

✂ Stift og pinligt ser de paa mig
og tillige utaalmodigt,
medens de i Ny og Næ
skeler bange hen til Hexen.

✂ Men den gamle Hex Uraka
laa paa Hug ved Skorstensilden,
hvor hun med sin Søn Laskaro
smælter Bly og støber Kugler.

✂ Skæbnekugler bliver støbte,
hvormed Atta Troll skal fældes.
Og de røde Luer slikker
ofte hendes Hexeansigt.

✂ Hun bevæger uden Ophør
lydløst sine tynde Læber.
Er det Signe-Vers og Troldskab,
for at Kuglerne skal lykkes?

✂ Og hun blinker tit og nikker
til sin Søn - men uden Nølen
rastløs fremmer han sit Arbejd,
stedse mørk og tavs som Døden.

✂ Hed, beklemt af grumme Syner
gik jeg for at drage Aande
hen til Vindvet, hvor jeg skued
fjærnt og dybt igennem Dalen.

✂ Hvad jeg saa i Midnatstimen
mellem Klokken tolv og ét,
skal jeg rent og klart berette
i de følgende Kapitler.

XVIII

✂ Og det var Fuldmaanens Time
Midienat før Sankte Hans,
at den vilde Jagt i vældigt
Optog gæsted Dødens Hulvej.

✂ Fra Urakas Hexevindu
kunde jeg med største Lethed
overskue Aandehæren,
mens den trak igennem Gyden.

✂ Ja jeg havde sikret mig
første Plads til Skuespillet,
og jeg nød det fulde Syn af
Grav-opstanden Dødningjubel.

✂ Piskeknald og Jagthallo,
Hestevrinsken, Glam af Hunde,
Jægerhorn og mægtig Latter,
aa hvor straalende det runged!

✂ Allerførst som Fortrav vrimled
æventyrligt Ædelvildt,
Hjort og So i tætte Roder -
halsende forfulgt af Meuten.

✂ Jægersmænd fra spredte Zoner
og fra vidt adskilte Tider.
Nærmest Nimrod fra Assyrien
red saaledes Karl den Tiende.

✂ Højt paa hvide Skimler suste
de af Sted. Til Fods de fulgtes
af Pikørerne med Koblet
og af Pager, som bar Fakler.

✂ Mange i den vilde Skare
kendte jeg. Se denne Ridder
med sin luegyldne Rustning,
det er sikkerlig Kong Artus -?

✂ Og Hr. Ogier - Holger Danske -
var det ham som bar den skingre,
grønne Ringsærk, saa han ligned
allermest en mægtig Løvfrø?

✂ Ogsaa Tankens Mænd og Helte
saa jeg mange af i Toget,
kendte strax vor Wolfgang Goethe
paa den muntre Glans i Øjet -

✂ Thi fordømt af Hengstenberg
har han ikke Ro i Graven,
men med hedenske Kumpaner
jager han, som da han leved.

✂ Paa det hulde Smil om Munden
kendte jeg den store William;
dømt af Puritanerne
maa nu ogsaa denne Synder

✂ følge Hærens vilde Skarer
paa en kulsort Hest om Natten.
Ved hans Side paa et Æsel
red et Menneske - store Himmel!

✂ Paa den matte Andagtsmine,
paa den fromme hvide Nathue
og paa Sjæleangsten kendte
jeg vor gamle Ven Frans Horn.

✂ Thi som Verdensbarnet Shak'speares
Kommentator maa, o Rædsel!
Staklen efter Døden ride
med ham i den vilde Jagt.

✂ Ja! min stille Frans skal ride,
han, som næppe turde gaa
og kun rørte sig til lummer
Thevands-Passiar og Bønner.

✂ Gamle Pebermør, der hygged
om hans Ro, vil de mon ikke
dybt forfærdes, naar de hører,
Frans, det er - den vilde Jæger!

✂ Ofte, naar det gaar i Firspring,
ser den store William spydig
paa den arme Kommentator,
som maa trave paa sit Æsel -

✂ men forfærdet, halvt afmægtig
klamrer sig til Saddelknappen,
dog i Døden som i Livet
trofast følger sin Forfatter.

✂ Ogsaa Damer saa' jeg mange
mellem disse gale Genfærd,
usædvanlig smukke Nymfer,
søde, ungdomsslanke Lemmer.

✂ Overskrævs de sad paa Hesten
mytologisk splitternøgne.
Men de blonde Hovedlokker
strømmed ned som gyldne Kaaber.

✂ Kranse hang om deres Tinding
og med kækt tilbageslængte
Skuldre, fuld af Overmod
svang de deres Vinløv-Stave.

✂ Stundum saas en Adelsfrøken
rideklædt og tæt tilknappet
sidelængs paa Damesaddel
med sin Falk paa Pegefingren.

✂ Som et vildt parodisk Følge
red paa benradsmagre Mære
dernæst Trosset, hele Stadsen
af komedie-glade Kvindfolk.

✂ Deres Aasyn var saa søde,
men desuden noget frække,
og de skreg. De fulde Kinder
drypped liderlig af Sminke.

✂ Aa hvor jublende det runged,
Jægerhorn og mægtig Latter,
Hestevrinsken, Glam af Hunde,
Piskeknald og Jagthallo!

XIX

✂ Som et dejligt Kløverblad
pranged midt i Aandetoget
trende Skikkelser. - Jeg glemmer
ingen Tid de hulde Fruer.

✂ Og den ene bar Halvmaanens
Segl som Smykke paa sit Hoved.
Stolt og ren som Billedsøjlen
red den hedenske Gudinde.

✂ Højtombæltet Tunika
dækked halvt kun Bryst og Hofte.
Fakkelskin og Maaneskær
legte om de hvide Lemmer.

✂ Hendes Aasyn hvidt som Marmor
og som Marmor koldt. Hvor grufuld
denne Stivnen, denne Bleghed
i de strenge, ædle Linier.

✂ Men i hendes sorte Øjne
lued den uhyggelige
altfor søde Ild, af hvilken
Sjæle blændes og fortæres.

✂ Hvor forvandlet er Diana,
der i overmodig Kyskhed
prisgav Jægeren Aktæon
som en Hjort til sine Hunde!

✂ For at sone denne Brøde
i det mest galante Selskab
maa hun spøge her ved Midnat
som et stakkels Barn af Verden!

✂ Sildig, men des mere hæftig
er da hendes Vellyst vaagnet,
og i hendes Øjne flammer
det, som Helved stod i Brand.

✂ Og hun angrer svundne Dage,
dengang alle Mænd var skønne.
Og kun Kvantiteten trøster
hende for vor Kvalitet.

✂ Nær Diana red en Skønhed
uden hendes strengt afmaalte
græske Linier - dog, hun lyste
rigt af Kelterstammens Ynde.

✂ Dette var den Fé Abunde,
hvem jeg hurtig kunde kende
paa det søde Skælm i Smilet
og den hjærtensgale Latter.

✂ Dette sunde Rosenansigt
syntes malt af Mester Greuze:
Munden som et aabent Hjærte,
daarende med hvide Tænder.

✂ Ofte vilde Vinden løfte
hendes lysblaa Natgevandt -
selv i mine bedste Drømme
saa jeg aldrig slige Skuldre.

✂ For at kysse var jeg lige-
ved at springe ud af Vindvet.
Hvilket ikke vilde smagt mig,
for jeg havde brækket Halsen.

✂ Ak! hun havde jo kun lét,
naar jeg i den dybe Afgrund
blodig faldt for hendes Fødder.
Ak jeg kender denne Latter!

✂ - Og den tredje skønne Frue,
som saa dybt har rørt dit Hjærte,
var det muligvis en Djævel
ligesom de andre tvende?

✂ Om en Engel eller Djævel,
hvem kan vide det? Hos Kvinder
ved man aldrig ret, naar Englen
holder op og Djævlen vaagner.

✂ Paa det glødesyge Aasyn
laa al Østerlandets Trolddom.
Klædebonnets Rigdom minded
om Sheherezades Fabler.

✂ Søde Læber som Granater,
lille, bøjet Liljenæse,
Lemmerne saa kølig slanke
som en Palme i Oasen.

✂ Højt hun hvilte paa en skumhvid
Ganger, medens tvende Morer
førende den gyldne Tømme
løb ved Siden af Fyrstinden.

✂ Hun var virkelig Fyrstinde,
thi det er Judæas Dronning,
Kong Herodes' Viv - som ønsked
Døberen Johannes' Hoved.

✂ For at sone denne Blodskyld
skal hun som et natligt Genfærd,
indtil Dommedag oprinder,
ride med den vilde Jagt.

✂ Og hun bær' i sine Hænder
Fadet med det blege Hoved,
og hun kysser det - hun kysser
Hovedet med hæftig Længsel.

✂ Thi hun elskede Johannem -
ja i Biblen staar det ikke,
men i Folket lever Sagnet
om Herodias' blodige Elskov. -

✂ Dette Lune af en Dame
var jo ellers uforklarligt. -
Kræver Kvinden den Mands Hoved,
som hun ikke lønlig elsker?

✂ Mulig var hun lidt fortørnet
paa sin Ven og vinked Bødlen,
men saa snart hun, paa et Sølvfad,
atter saa det kære Hoved,

✂ græd hun vildt og blev forrykt
og forgik af Elskovsgalskab
(Elskovsgalskab! Pleonasme!
Elskov er jo selv en Galskab).

✂ Hver Nat staar hun op og bærer
dette blodbesprængte Hoved
i sin Haand, imens hun jager.
Men i viltert Kvindelune

✂ slynger hun det tit og ofte
højt til Vejrs med barnlig Latter,
og hun fanger det da atter
let og muntert som en Fjærboldt.

✂ Da hun red forbi derude,
nikked hun og, stirred paa mig
saa koket og med en Smægten,
at mit dybe Hjærte skælved.

✂ Trende Gange bølged Toget
mig forbi, og trende Gange
midt i Rytterskaren hilste
mig det elskelige Genfærd.

✂ Men da Toget alt var blegnet
og den vilde Larm forstummet,
gløded inderst i min Hjærne
stadig denne søde Hilsen.

✂ Hele Natten uden Hvile
strakte jeg i Halmen mine
trætte Lemmer - Fjedersenge
savnede Urakas Hytte.

✂ Og jeg tænkte: hvad betyder
denne løndomsfulde Nikken?
hvorfor vendte du dit ømme
Blik til mig, Herodias?

XX

✂ Solopgang. De gyldne Pile
hvirvler løs mod hvide Dampe,
der forbløder, rødmer, svinder,
rinder ud i Lys og Straaler.

✂ Sejren er omsider vunden.
Dagen staar som Triumfator
i sin rige, fulde Glorie
med sin Hæl paa Bjærgets Nakke.

✂ De aarvaagne Fugles Forbund
larmer i de skjulte Reder.
Og fra Bjærgets mange Urter
stiger en Koncert af Dufte.

✂ I den første aarle Morgen
var jeg stegen ned i Dalen,
og imens min Ven Laskaro
fulgte Sporet af sin Bjørn,

✂ vilde jeg fordrive Tiden
med at tænke. Mine Tanker
gjorde mig lidt træt omsider,
fyldte mig endog med Mismod.

✂ Træt og fuld af Mismod lejred
jeg mig paa den bløde Mosbænk
ved den store Egestamme,
hvor den lille Kilde randt,

✂ hvis forunderlige Plasken
saa vidunderlig bedaared
al min Hu, at mine Tanker
og min Tænken snart forgik mig.

✂ Og en hæftig Længsel greb mig
efter Drøm og Død og Vanvid
og de vilde Rytterinder,
som jeg saa i Aandetoget.

✂ Ak I søde Nattesyner,
Morgenrøden skræmte Eder.
Sig, hvor finder jeg det Fristed,
hvor I holder til om Dagen?

✂ Under et forfaldent Tempel
etsteds nede i Romagna,
mener man, Diana dølger
sig for Kristenrigets Dagslys.

✂ Kun i Midnatstimens Mørke
vover hun sig ud af Skjulet
for at fryde sig ved Jagten
med den muntre Hedningskare.

✂ Selv den skønne Fé Abunde
frygter Nazaræerdømmet,
og hun dvæler hele Dagen
i det sikre Avalun.

✂ Dette skønne Ejland gemmes
fjærnt i Romantikens stille
Ocean - hvor ingen kommer
uden Fabelhestens Vinger.

✂ Aldrig kaster Sorgen Anker,
aldrig lander dér et Dampskib
fuldt af maabende Filistre
med en Pibe midt i Munden.

✂ Aldrig trænger did de flove
dumpe, langelige Toner,
Bim-Bam-Bum af Klokkeklemten,
der er Feen saa forhadt.

✂ Der i uforstyrret Glæde
og i evig Ungdomsblussen
paa sit sommerlyse Landslot
boer vor blonde Fé Abunde.

✂ Under høje Solsik-Skærme
gaar hun lystig og spaserer.
Mænd som Roland og hans Kæmper
tog hun med sig bort fra Verden.

✂ Ak men du, Herodias,
sig, hvor er du? - jo jeg ved det!
Du er død forlængst og jordet
i den stad Jeruscholayim.

✂ Og i Marmorsarkofagen
sover du din stive Ligsøvn,
vækkes kun ved Midnatstimens
Piskesmæld og Jagthallo.

✂ Og du følger Aandetoget
med Diana og Abunde.
Ingen i den vilde Skare
kan fordrage Kors og Klager.

✂ Kunde jeg de klare Nætter
jage med Jer gennem Lunde -
midt i Skaren, dig ved Siden
red jeg da, Herodias!

✂ Det er dig, jeg elsker højest,
mere end den græske Guddom,
mer end denne Fe fra Norden
elsker jeg en død Jødinde.

✂ Ja jeg elsker dig! jeg føler
i min Sjæl den sære Skælven.
Elsk mig og hold Bryllup, Kvinde,
dejlige Herodias!

✂ Elsk mig, vær min Elskerinde,
kast det blodbestænkte Hoved
og din Skaal! et bedre Maaltid
vil jeg byde dig herefter.

✂ Thi jeg er din sande Ridder.
Er du død, ja dømt for evig,
det skal lidet skræmme mig,
jeg er ganske uden Fordom.

✂ Med min egen Sjælefrelse
gaar det smaat - og om jeg lever,
endnu hører til i Livet,
derom maa jeg ofte tvivle.

✂ Tag imod mig som din Ridder.
Som din Cavalier-servente
skal jeg sammen med din Kaabe
bære alle dine Luner

✂ og om Natten ved din Side
ride i den vilde Skare,
og vi gantes, og vi smiler
ad min Tales megen Daarskab.

✂ Nattens Timer skal jeg gøre
korte for dig. Men om Dagen
svinder alt, og under Taarer
sidder jeg da ved din Gravkrypt.

✂ Dagen lang med Graad da sidder
jeg paa Kongegravens Grushob,
hvor min Elskte ligger jordet
ved den Stad Jeruscholayim.

✂ Gamle Jøder gaar forbi mig,
sikkert tænker de, jeg sørger
over Templet, som gik under,
og den Stad Jeruscholayim.

XXI

✂ Argonauter uden Skib
ligner vi, til Fods paa Bjærget,
og vi vinder ej det gyldne
Skind, men Pelsen af en Bamse.

✂ Ak vi er kun sølle Djævle,
Helte af moderne Støbning.
Ingen mægtig, klassisk Digter
eviggør os i sin Hymne.

✂ Men vi udstod mer end hine
Argonauter. Thi en Skylregn
fandt os paa den nøgne Bjærgtop,
hvor der ikke holdt en Droske.

✂ Skybrud over alle Bredder.
Ja det øste ned i Bøtter.
Blev Hr. Jason mon i Kolkis
saadan vasket indtil Skindet?

✂ "Aa en Paraply! Jeg giver
hele sex og tredve Konger
bare for en Paraply!"
raabte jeg. Det øste ned.

✂ Dødsenstrætte, dygtig gnavne
kom vi to som vaade Hunde
i den sene Nat tilbage
til den høje Hexehytte.

✂ Lige midt for Skorstensilden
sad Uraka dér og redte
just sin store tykke Moppe,
men lod hurtig Hunden løbe

✂ for at vende sig til os.
Hun beredte mig mit Leje,
løste mine Espardiller,
dette ubekvemme Fodtøj,

✂ hjalp mig af med mine Klæder,
ogsaa Buxerne, der klistred
sig til Benene ihærdigt
som en Dosmers fuldtro Venskab.

✂ "Aa en Slaabrok! Sex og tredve
Konger for en god tør Slaabrok!"
raabte jeg. Den vaade Skjorte
damped paa mit nøgne Legem.

✂ Kold, saa alle Tænder klapred,
stod jeg lidt ved Skorstensilden,
indtil Flammerne bedøved
mig - jeg segned om i Halmen.

✂ Men jeg kunde ikke sove.
Der sad Hexen, og i Skødet
holdt hun Sønnens Overkrop,
som hun ogsaa havde afklædt.

✂ Ret paa sine Bagben knejste
Moppen tyk og stor ved Arnen,
mellem sine tvende Poter
holdt den meget fint en Gryde.

✂ Og af Gryden tog Uraka
højrødt Fedt og gned med dette
Sønnens nøgne Bryst og Ribben
skyndsomt - skælvende af Hastværk.

✂ Og imens hun gned og salved,
nynned hun en Vuggevise
gennem Næsen; sælsomt knitred
Skorstensildens Flammeomkvæd.

✂ Gul og knoklet som et Lig
i sin Moders Skød laa Sønnen
tavs til Døden, med de stive
stirrende vidtaabne Øjne.

✂ Var han virkelig et Genfærd,
én, hvem Moderkærligheden
med en kraftig Hexesalve
hver Nat indgned kunstigt Liv?

✂ Underlige Feberhalvsøvn!
Lemmerne er blylod-tunge,
lænkebundne - alle Sanser
overspændte, grusomt vaagne.

✂ Nej hvor Stuens Lugt of Urter
pinte mig! Jeg søgte længe
kvalfuldt: hvor deslige Dufte
havde mødt mig? Men forgæves.

✂ Vindens Træk i Hexens Skorsten
ængsted mig. Det lød som Suk af
stakkels Sjæle, hængt til Tørring -
lutter velbekendte Stemmer.

✂ Dog jeg pintes allersvarest
af den stramme Samling Fugle,
der var stillet paa et Brædt
lige ved mit Hovedgærde.

✂ Grufuldt, ganske langsomt rørte
de de stive Vinger, sænked
ned imod mig deres lange
Næb, der ligned Menneskenæser.

✂ Ak hvor har deslige Næser
fordum mødt mig? Mon i Hamborg?
Mon i Frankfurts Jødegade?
Kvalfuldt klares min Erindring.

✂ Langt om længe tog dog Søvnen
ganske Magten. Og i Stedet
for de vaagne Fantasier
kom en sund og rolig Drøm.

✂ Og jeg drømte nu, at Hytten
blev forvandlet til en Balsal,
løfted sig paa høje Søjler
oplyst af kulørte Lamper.

✂ Fra et skjult Musikkorps toned
Scenen af Robert-le-Diable
med de vilde Nonnedanse.
Jeg gik ene og spaserte.

✂ Men omsider aabned sig
alle Portene paa vid Gab.
Langsomt og i festligt Tempo
kom de underligste Gæster.

✂ Lutter Spøgelser og Bjørne!
Og med oprejst Gravmarsch førte
hver af Bjørnene et Genfærd
iført hvide Jordeklæder.

✂ Saadan parrede begyndte
de at danse gennem Salen,
op og ned. Et snurrigt Skue
til Forfærdelse og Latter!

✂ For de tunge Bjørne var det
meget svært at holde Takten
med de hvide Luftgestalter,
der henhvirvled let og lynsnart.

✂ Ubønhørlig blev de arme
Bæster revne med i Dansen,
mens de knurred, saa de næsten
overdøved Kontrabassen.

✂ Stundum dansed Parrene
paa hinanden, og det Genfærd,
som kom Bjørnene i Vejen,
fik et ærligt Spark i Bagen.

✂ Ofte midt i Dansens Tummel
flænged Bjørnen Jordelinet
fra det hvide Genfærds Pande,
og man saa et Dødninghoved.

✂ Men til Slutning klang og braged
alle Cymbler og Trompeter,
og det dundrede af Pauker,
og der kom en Galopade.

✂ Jeg fik ikke drømt den færdig;
thi en ubehøvlet Bjørn
traadte grulig paa min Ligtorn,
saa jeg skreg derved og vaagned.

XXII

✂ Føbus, som i Solskinsdrosken
pisked sine Flammeheste,
havde allerede halvvejs
endt sin stolte Himmelkørsel;

✂ mens jeg paa mit grønne Øre
drømte vilde Arabesker,
hvori Spøgelser og Bjørne
sært omslyngede hinanden.

✂ Da jeg vaagned, var det Middag,
og jeg fandt mig helt alene.
Min Værtinde og Laskaro
var paa Jagt fra Morgenstunden.

✂ Moppen er dog bleven hjemme,
og den sad ved Skorstensilden
med en Ske i sine Poter
og gav nøje Agt paa Gryden.

✂ Den var meget flinkt dresseret
til at røre rundt i Suppen,
naar det vilde koge over,
og desuden skumme Fedtet.

✂ Mon jeg selv da er forhexet?
eller har jeg stadig Feber?
Skulde mine Øren ganske
skuffe mig? - hør Moppen taler.

✂ Ja den taler; næsten følsomt
og paa schwabisk. Som i Drømme,
helt fortabt i sine Tanker
taler Moppen højt saalunde:

✂ "Aa jeg stakkels Schwaberdigter,
som i fremmed Land bekymret
smægte maa, forgjort til Moppe,
for at røre Hexens Gryde!

✂ "Hvor forbrydersk og hvor skamlig
er dog Trolddom. Grumme Skæbne:
jeg kan føle som et Men'ske,
men jeg gaar i Hundeklædning.

✂ "Var jeg bare bleven hjemme
hos min egen Skoles Brave;
det er ikke Hexemestre,
de fortryller intet Men'ske.

✂ "Var jeg bare bleven hjemme
hos Karl Mayer, hos de søde
Gyldenlakker i min Hjemstavn
og den rare Sulevælling!

✂ "Skal jeg, før jeg dør af Hjemve,
aldrig gense Skorstensrøgen,
som den damped, naar i Stukkert
vore Mødre kogte Nudler!"

✂ Da jeg slig fornam hans Klage,
rørtes jeg og sprang fra Lejet,
satte mig ved Arnen hos ham,
og medlidende jeg talte:

✂ "Ædle Sanger, sig, hvorledes
kom du hid til Hexens Hytte!
sig mig og, hvi du saa grusomt
blev forvandlet til en Moppe?"

✂ Men den anden skreg i Glæde:
"Altsaa er De ingen Franskmand?
De er Tysker og forstod mig,
da jeg holdt min Monolog.

✂ "Ak Hr. Landsmand, hvor usaligt,
at dog Legationsraad Kølle,
naar vi dysted paa vor Stamkro
ved vort Ølkrus og vor Pibe -

✂ "altid endte med den Sætning,
at man kun igennem Rejser
vandt den Dannelse, det Væsen,
som han havde hjembragt selv.

✂ "For at løbe alle Kanter
rask af mine unge Fødder
og paa Ydersiden slibes
til en Verdensmand som Kølle,

✂ "sagde jeg Farvel til Hjemmet,
drog paa Rejser for at dannes.
Gennem Pyrenæerne
kom jeg til Urakas Hytte.

✂ "Anbefaling var mig venligst
given af Justinus Kerner.
Ak jeg tænkte mindst om Vennen,
at han stod i Pagt med Hexe.

✂ "Hun tog ogsaa venlig mod mig.
Men o Rædsel, Venligheden
skifted Karakter og røbed
sig som vilde Lidenskaber.

✂ "Ja Utugtigheden blussed
grulig op i Rakkermærens
lastefulde, visne Barm.
Og hun havde nær forført mig.

✂ "Men jeg sukked: O, Madame,
undskyld! jeg er ingen skamløs
Goetheaner. Jeg har hjemme
mellem Digterne fra Schwaben.

✂ "Ærbarhed er dér vor Muse.
Og hun gaar med Underbuxer
gjort af Svinelæ'r. Forgrib Dem
ikke paa min Dyd, Madame!

✂ "Andre Digtere har Aand,
andre Fantasi, og andre
Lidenskab - men vi har Dyden,
Digterne af Schwaberskolen.

✂ "Dyden er vort hele Eje.
O berøv mig ej den kyske
religiøse Tiggerkaabe,
som er Skjulet for min Blu!

✂ "Saa jeg talte. Fruentimret
smilte haanlig og ironisk.
Og hun tog en Mistelten.
Dermed rørte hun min Isse.

✂ "Jeg fornam paa Stand det klamme
Mishag, ret som mine Lemmer
blev med Gaasehud betrukne.
Dog - nej Hammen af en Gaas

✂ "var det ej. Det var langt før
Skindet af en Hund. O svare
Ulyksstund - jeg blev forvandlet,
som De ser mig, til en Moppe."

✂ Stakkels Skælm. For lutter Hulken
kunde han ej længer tale.
Og han græd i saadan Mængde,
at han fast flød hen i Taarer.

✂ "Kan jeg," spurgte jeg med Vemod,
"fri Dem ud af Hundeskindet,
give Dem til Digterkunsten
og til Menneskheden atter?"

✂ Men utrøstelig han løfted
begge Poter som fortvivlet
op i Luften. Og med Sukken
og med Stønnen saa han talte:

✂ "Til den sidste Dag oprinder,
skal jeg bære Moppehammen,
dersom en højmodig Jomfru
ikke løser mig af Trolddom.

✂ "Kun en ren, uskyldig Jomfru,
som end ingen Mand berørte,
og som trofast efterkommer
følgende, kan mig forløse.

✂ "Denne uberørte Jomfru
skal en Sankt Sylvester Nat
kunne læse Gustav Pfizers
Digte - uden at indslumre.

✂ "Holder hun til denne Læsning,
lukker ej de kyske Øjne,
blir jeg Menneske og frigjort,
alt det mopsede forsvinder."

✂ "Ak! forholder det sig saadan,"
sagde jeg, "da kan jeg ikke
frelse Dem; thi for det første
er jeg ikke nogen Jomfru.

✂ "Og jeg vilde for det andet
endnu mindre nogensinde
kunne læse Gustav Pfizers
Digte uden at indslumre."

XXIII

✂ Men fra Hyttens Koglerier
stiger vi nu ned i Dalen.
Vore Fødder søger atter
Fæste i det positive.

✂ Bort med Genfærd, Nattesyner,
Hjærnespind og Feberdrømme.
Det er Tid, at vi fornuftig
tænker lidt paa Atta Troll.

✂ I sin Hule hos sit Afkom
ligger han og sover længe
med en dyb, retfærdig Snorken.
Derpaa vaagner han og Gaber.

✂ Junker Øreløs paa Hug
sad og kløed sig i Ho'det
som en Digter stedt i Rimnød
og skandered Vers paa Labben.

✂ Men ved Faders anden Side
er de tvende kære Døtre,
uskyldsrene, lodne Liljer,
udstrakt drømmende paa Ryggen.

✂ Hvilke søde Tanker gløder
i de hvide Bjørnepigers
ubevidste Blomstersjæle?
Taarer staa i deres Øjne.

✂ Særlig synes os den yngste
dybt bevæget. I sit Hjærte
føler hun en salig Prikken.
Aner hun Kupidos Magt?

✂ Ja den lille Guddoms Pil
trængte lige gennem Pelsen
ved et Blik - men den, hun elsker,
er et Menneske, o Himmel!

✂ Og han hedder Snydenstrup.
Paa den store Flugt fra Landet
saa hun ham, som han en Morgen
rømte over alle Bjærge.

✂ Heltemodgang rører Kvinder,
og i dette Helteansigt
laa som altid Pengetrangens
blege, sørgelige Skygge.

✂ Hele Heltens Krigsreserve,
toogtyve Sølv-Rigsorter,
medbragt til det skønne Spanjen,
blev et Rov for Espartero.

✂ Ja end ikke Uret frelstes!
Det forblev i Pampelunas
Laanehus. Et Arvestykke,
kostbart og af ægte Sølv.

✂ Paa de lange Stolper løb han;
aned mindst, at han i Løbet
havde vundet noget bedre
end det bedste Slag - et Hjærte!

✂ Ja hun elsker Arvefjenden!
Stakkels unge Bjørnepige!
Vidste Fader, hvad hun skjuler,
skrækkelig han vilde brumme.

✂ Lig den gamle Odoardo,
som med Borgerstolthed dolked
Skøn Emilia Galotti,
vilde ogsaa Atta Troll

✂ dræbe flux sin egen Datter
med et Slag af Faderlabben
heller, end hun skulde synke
hen i Favnen paa en Prins!

✂ Men i denne stille Time
er den gamle blød; han nænner
ej at bryde nogen Rose,
førend Stormen strør dens Blade.

✂ Blød til Mode, hos de kære,
ligger Atta Troll i Hulen
fyldt af Anelser om Døden,
Længsler mod en Verden hisset!

✂ "Børn!" - Han sukker, og hans Øjne
strømmer pludselig med Taarer -
"Børn, min Valfart her paa Jorden
er til Ende, vi maa skilles.

✂ "Mens jeg sov til Middag, har jeg
haft en Drøm af stor Betydning.
Thi mit Hjærte forudfølte
salig Dødens snare Komme.

✂ "Jeg er ingen overtroisk
Fantasibjørn - men der gives
Ting imellem Jord og Himmel
som vor Tænkning ikke fatter.

✂ "Grundende paa Skæbnens Veje
var jeg gabende indslumret,
da jeg drømte, at jeg lagde
til et vældigt Træ mit Hoved.

✂ "Ned fra Træets mange Grene
drypped hvid og gylden Honning
lige i min aabne Mule,
og en liflig Fryd betog mig.

✂ "Da jeg salig og betaget
blinked opad, saa jeg øverst
højt i Toppen syv smaa Bjørne,
hvor de klatred allerkærest.

✂ "Søde, yndefulde Væsner
iklædt rosenrøde Pelse,
som fra Skuldren syntes flagre
silkeagtig lig to Vinger.

✂ "De smaa rosenrøde Bjørne
havde li'esom Silkevinger!
Og de sang med overjordisk
fine, rene Fløjtestemmer.

✂ "Ja de sang, saa jeg blev iskold
paa mit Skind. Men ud af Skindet
fløj min Sjæl ret som en Flamme
og steg straalende til Himmels."

✂ Saadan talte blød bevæget
Atta Troll med sælsomt Mæle.
Og han tav en Tid vemodig.
Men man saa med ét hans Øren

✂ spidse sig, urolig dirre.
Med et Spring forlod han Lejet.
Glædeskælvende han brølte:
"Børn, men Børn, saa hør dog efter!

✂ "Er det ikke Eders Moders
milde Stemme? O jeg kender
vel min egen Mummas Brummen?
Mumma, du min sorte Mumma!"

✂ Og med dette Udraab styrter
Atta Troll som ramt af Vanvid
ud af Hulen, men han iler
kun sin Undergang i Møde.

XXIV

✂ Hist i Dalen Ronceval
paa det Sted, hvor Karl den Stores
Søstersøn i fordums Dage
ralled ud sin stolte Sjæl,

✂ der faldt ogsaa Atta Troll
for et Baghold, som Grev Roland,
hvem den ridderlige Judas,
Ganelon fra Mainz, forraadte.

✂ Ak det ædleste i Bjørnen,
Kærligheden til hans Mage,
blev den Snare, som Uraka
listig vidste at benytte.

✂ Saa naturlig efterligned
hun den sorte Mummas Brummen,
at den gamle Bjørn blev lokket
fra sit sikre Hi, sin Hule.

✂ Som paa Længselsvinger løb han
gennem Dalen, standsed stundum
for at snuse ømt til Klippen -
havde Mumma mulig skjult sig? -

✂ Ak! Laskaro havde skjult sig
med sin Bøsse. Og hans Kugle
fandt det kække Bjørnehjærte.
Deraf randt saa rød en Blodstrøm.

✂ Med sit Hoved slingred han
nogle Gange, til han styrted
stønnende og spjætted grufuldt.
Dog hans sidste Suk var: "Mumma!"

✂ Saadan faldt den ædle Helt.
Han var død. Men efter Døden
skal udødelig han opstaa
i en Digters rene Lovsang.

✂ Han skal genopstaa i Sangen,
blive kolossalt berømt,
naar han farer over Jorden
med et Firspand af Trokæer.

✂ Ja Kong Ludvig, Herre over
alle Bjørnene i Bajren,
mindes ham i sit "Valhalla"
med en selvforfattet Indskrift:

✂ "Atta Troll, Tendensbjørn; kysk og
from; som Ægtemage brunstig;
vildledt af moderne Tidsaand
skovoprunden Sanskulot

✂ "dansed slet, men gemte ægte
Stemning i den lodne Højbarm;
ikke fri for Stank, men blottet
for Talent. En Karaktér!"

XXV

✂ Tre og tredve gamle Kvinder,
alle klædt paa gammelbaskisk,
med skarlagenrøde Kyser
stod paa Rad ved Byens Indgang.

✂ En iblandt dem, som Debora,
slog paa Tamburin og dansed,
mens hun sang en Æreshymne
til Laskaro, Bjørnens Bane.

✂ Fire Kæmpekarle bare
i Triumf den døde Bamse,
der sad oprejst i sit Sæde
som en livsled Badegæst.

✂ Derpaa, næsten som Familie
af den døde, kom Laskaro
og Uraka - sidste hilste
meget bly til alle Sider.

✂ Første Skriver hos Borgmestren
talte midt fra Raadhustrappen,
den Gang Toget naaed did.
Han berørte mangt og meget,

✂ peged paa det stærke Opsving
i vor Sømagt, nævnte Pressen,
Sukkeravl af Runkelroer
og Partiuvæsnets Hydra.

✂ Fra et Blik paa Ludvig Philipp's
højt fortjente Borgerstyre
førtes han til selve Bjørnen
og Laskaros store Gærning.

✂ "Du Laskaro"- udbrød han,
mens han med sit trikolore
Embedsskærf aftørred Sveden -
"du Laskaro! du Laskaro!

✂ "du, som har befriet Frankrig
og Hispanien for et Udyr,
du er begge Landes Helt,
pyrenæisk Lafayette!"

✂ Da Laskaro saadan hørte
officielt sig selv berømme,
lo han veltilfreds i Skægget
og blev ganske rød af Glæde.

✂ Og i korte, brudte Lyde,
Sætninger, der stejled sælsomt,
stammed han og takked ivrig
for den store, store Ære.

✂ Med Forundring saa og hørte
alle paa det sjældne Optrin.
Hemmelig og fuld af Bæven
hviskede de gamle Kvinder:

✂ "Mærked I, Laskaro lo?
Mærked I, Laskaro rødmed?
Mærked I, Laskaro talte?
Hexens døde Søn fik Mæle."

✂ Samme Dag blev Atta Troll
flaa't og Huden af den ædle
stillet til Auktion. En Skinder
fik det, hundred Franks var Budet.

✂ Underdejlig udstafferet
med en fin Skarlagens Bræmme
solgte Manden atter Skindet
for det dobbelte af Prisen.

✂ Først paa tredje Haand omsider
fik Juliette det. I hendes
Sovekammer i Paris
blev det udbredt foran Sengen.

✂ Mangen Nat med bare Fødder
har jeg staaet der paa Heltens
jordisk brune Ham og Hylster -
og har tænkt paa Atta Troll!

✂ Og af Vemod hæftig greben
husked jeg det Ord af Schiller:
"Hvad i Sang skal evig leve
maa i Livet her forgaa."

XXVI

✂ Men nu Mumma? Ak ja Mumma
er en Kvinde. Svaghed - Svaghed
hendes Navn. De fleste Kvinder
er uholdbart Porcellæn.

✂ Da ved Skæbnens Bud hun skiltes
fra en exemplarisk Mage,
laa hun ikke død paa Stedet
eller sørged sig fordærved.

✂ Tværtimod, hun vedblev stadig
med sit muntre Liv; hun dansed
nu som før for Publikum,
leflede for Døgnets Bifald.

✂ En aldeles sikker Stilling,
en Forsørgelse for Livstid,
har hun funden i Paris
ovre i Jardin des Plantes.

✂ Da jeg gik med Juliette
sidste Søndag og spaserte
og forklarede Naturen,
Plantelivet, Dyreriget,

✂ Cedrene paa Libanon
og Girafferne, den store
Dromedar og Guldfasanen,
Zebra, Pungdyr - midt i Talen

✂ var vi standset ved det Brystværn,
der omslutter Bjørnehulen
og hvad saa vi - Gud i Himlen! -
her hvor Bjørnedyret raader.

✂ En sibirisk Ørkenbjørn
vældig med en snehvid Haarvæxt
frydede med altfor kælne
Kærtegn en forelsket Hunbjørn.

✂ Denne Hunbjørn - det var Mumma,
Atta Trolls Fru Gemalinde,
hvem jeg kendte paa den ømme
vaade Glans i hendes Øje.

✂ Det var hende, det var Sydens
sorte Datter. Og Fru Mumma
lever sammen med en Russer,
med en stor Barbar fra Norden.

✂ Smiskende en Neger traadte
til os hen med dette Udbrud:
"Gives der et mere yndigt
Syn paa Jord end to, som elsker?"

✂ Jeg gensvarte ham: "Med hvem
har jeg Æren her at tale?"
Og han raabte i Forundring:
"Kender De mig ikke mere?

✂ "Ih, jeg er jo Morerfyrsten;
Freiligrath har hørt mig tromme;
den Gang gik det sløjt; i Tyskland
følte jeg mig meget ensom.

✂ "Siden fik jeg Plads som Kelner
her, hvor alle Planter findes
fra min Hjemstavn under Tropen
med samt Løvebrøl og Tigre.

✂ "Det var bedre for Humøret
end at rejse rundt paa tyske
Markeder og slaa paa Tromme;
tilmed var Jer Kost saa ussel.

✂ "Jeg er bleven gift for nylig
med en haarblond Kokkepige
fra Alsace. I hendes Arme
føler jeg mig ganske hjemme.

✂ "Hendes Fødder minder mig
om de hulde Elefanter.
Naar hun taler fransk, det lyder
som mit sorte Modersmaal.

✂ "Ofte skælder hun; jeg tænker
da paa Braget af den Tromme,
som behængt med Pandeskalder
skræmmed Slangerne og Løven.

✂ "Men i Maanskin kan hun følsomt
græde som en Krokodille,
der slaar op af lunkne Vande
for at nyde Køligheden.

✂ "Og hun stikker gode Bidder
til mig. Og jeg spiser atter
med min gamle afrikanske
Appetit som hist ved Niger.

✂ "Jeg har allerede Mave.
Se, den titter frem af Skjorten
rund, som en formørket Maane
træder ud af hvide Skyer."

XXVII
(Til August Varnhagen von Ense)

✂ "Gud i Himlen, Mester Ludvig,
hvordan har I kunnet rable
alt det dumme Sludder sammen?"
udbrød Kardinal af Este,

✂ da han læste Heltedigtet
om Grev Rolands vilde Rasen,
hvilket Ariosto ydmygst
havde bragt Hans Eminence.

✂ Ja, Varnhagen, gamle Ven,
ja, jeg ser omtrent det samme
Udbrud svæve paa din Læbe
med det samme fine Smil.

✂ Mens du læser, ler du stundum.
Undertiden er din høje
Pande furet tæt af Rynker,
dine Minder tager Magten: -

✂ "Lød det ej som Ungdomsdrømme,
dem, jeg drømte med Chamisso
og Brentano og Fouqué
i de maanelyse Nætter?

✂ "Er det ej de tabte Toner
fra Kapellet dybt i Skoven?
Ind imellem ringer Skælmen
med sin kendte Bjældekappe.

✂ "Gennem Kor af Nattergale
bryder mørkt en Bjørnebrumbas
96 drønende, indtil den skifter
om i sælsom Aandehvisken!

✂ "Daarskab med fornuftig Mine,
Visdom med en Skrue løs,
Suk og Træthed indtil Døden,
som paa ny slaar ud i Latter!"

✂ Ja det er de længst bortsvundne
Toner, Ven, fra Drømmetiden,
kun at tit moderne Triller
gøgler om det gamle Tema.

✂ Hist og her trods Overmodet
vil du spore lidt Forsagthed.
Til din Mildhed, tryg og prøvet,
være dette Digt befalet!

✂ Ak det er vel Romantikens
allersidste frie Skovsang.
Under Dagens Brand- og Krigslarm
vil den sørgelig forstumme.

✂ Andre Tider, andre Fugle!
Andre Fugle, andre Sange!
Hvilken Snadren som af tusind
Gæs, der frelser Kapitol.

✂ Hvilken Kvidren! Det er Spurve,
der med Skillingslys i Kloen
fører sig, som var de Jovis
Ørn og ejed Tordenkilen.

✂ Hvilken Kurren! Elskovsmætte
Turtelduer vil nu hade,
97 og i Stedet for Fru Venus
drager de Bellonas Stridsvogn.

✂ Hvilken Summen ryster Verden!
Det er selve Folke-Vaarens
vilde Oldenborre-Sværme,
der er vrede som Bersærker!

✂ Andre Tider, andre Fugle!
Andre Fugle, andre Sange!
Og jeg elsked dem maaske,
hvis jeg havde andre Øren!

✂ M

✂ NkS 2177, 2°, 2, 1 (usign., udat. fragment; samlingen omfatter: titelblad m. motto, bl.; indledning, rettet renskr., bl.; rettet renskr., bl., af afsn. II, I-V, afsn. IV, XIII-XXIV, afsn. V, I-VI, afsn. XX, I-XII, afsn. XXII, XXXVII-XXXVIII, og afsn. XXIII, I-VI; spredte udk. til bl. a. afsn. XIX og afsn. XXII, og desuden andre udk., bl. a. af indl. til Heines Omvendelse)

✂ V

✂ Motto, 1-2 < Og ud af det skinnende hvide Telt // gik Moren, en stridsrustet, fyrstelig Helt.
Indledning
Harmskrig < Ramaskrig
den rene Poesi < d. s. < Poesien
Digteren gik i Paris (...) groede < d. s. < mens Digteren sad i Paris og knapt turde rejse hjem og besøge sin gamle Moder formedelst de hjemlige Gendarmer, groede Digterkollegerne
stod Heine < stod den stakkels Heine
(skal det mulig betyde Fru Mathildes?) < (skal formodenlig betyde Fru Mathildes) < (hvis det ikke var hans egen Fru Mathildes)
Seerblik < d. s. < indre Øje
Bjørnefolket < d. s. < det hæderlige Bjørnefolk
"Reineke Fuchs" < "Reinecke Voss"
fredløse skønne Sjæle < d. s. < skønne fredløse Sjæle
forrevne Inderlighed < vilde Inderlighed
II
V, 1 < Høflig viger hver til Side,
IV
XV, 1: Kuplen, < d. s. < Toppen, 106 V
III: overstreget < Skal vi aldrig ses nu mere
eller først, naar hist bag Graven
fri for alt det jordisk-lodne
skønt din Sjæl en Gang forklares
XIX
III, 4 < stredes om de hvide Lemmer < kysser hendes hvide Lemmer
XI, 4: hjærtensgale < gale Hjærtens XXII
XI, 3-4 < Flødeskæg i Fædrelandet // og den fromme Hvidkaalssuppe.
XXIII
XXVI, 3-4 < Og med overjordisk fine // Fløjtestemmer sang de Salmer.

✂ K

✂ Om oversættelsen:
Til belysning af SC's evne til at almengøre oversættelsen kan anføres flg. eksempel: Heine nævner (I, 13), at Herr Schnapphanski wurde Autor, Heines kommentatorer fastslår, at det er en hentydning til Fyrst F. Lichnowski (1814 -1848), Don Carlos' brigadegeneral, der efter tilbagetoget over Pyrenæerne skrev sine Erinnerungen aus den Jahren 1837 bis 1839 I-II (Frankfurt 1841-1842). SC's udtryk: Snydenstrup rammer en type, hvor de tyske kommentatorer binder Heine til det specielt-biografiske. I et sådant tilfælde udelades en note her - og læseren henvises i øvrigt til de tyske udgaver
Teksthenvisning:
1. Heinrich Heine: Sämtliche Werke I-VII.
Herausgegeben von Ernst Elster (1887-1890)
2. Heinrich Heine: Werke und Briefen I-X.
Herausgegeben von Hans Kaufmann (1961)
3. Heinrich Heine: Sämtliche Schriften I-VI.
Herausgegeben von Klaus Briegleb (1968-1976) 107 Indledning dækker også SC's oversættelse af Bogen om Le Grand og Heines Omvendelse. Nyere litteraturforskning fastslår 1797 som Heines fødselsår
Digte, Buch der Lieder (1827, 2. udvidede udg. 1837) indeholder Heines indtil da offentliggjorte digtsamlinger
Rejsebilleder (1826-1831), skildrer - på prosa - satiriskhumoristisk natur og samfundsforhold i Tyskland og Italien
Grev Piaten (1796-1835), ty. digter, som H. polemiserer mod i 3. og 4. del af Rejsebilleder
Gud tilgiver (...), Dieu me pardonnera. C'est son metier, sagt på sit dødsleje
Bogen om Le Grand udkom 1826 og udgør bind 2 af Rejsebilleder. Den handler om den fr. revolution og om Napoleon
Atta Troll, en Skærsommernatsdrøm udkom 1843; bogform 1847. Undertitlen alluderer til Shakespeares komedie, se note Dj III 167
Heines Omvendelse. Heine kaldte selv dette manifest og selvportræt for Geständnisse, Tilstaaelser
Bog om Tyskland, Deutschland, ein Wintermärchen (1844, overs. til da. 1891) er - som AT - en kritisk-satirisk versfortælling, der angriber den tyske reaktion, dog - som undertitlen antyder - farvet af en ganske anderledes kold og bitter stemning
Motto. Ferdinand Freiligrath (1810-1876), ty. digter, hvis lyrik først på romantisk vis forherliger "den ædle vilde", senere politisk proletaren. Der Mohrenfürst indleder afdelingen af Balladen und Romanzen i debutbogen Gedichte (1838). Heine genfortæller digtet i den af SC udeladte Vorrede til AT: Morerfyrsten har også en elsket, som han forlader for at drage i krig. Han finder dog sit sorte Waterloo, bliver solgt til de hvide, videregivet til et omvandrende cirkus, hvor han bliver betroet den tyrkiske tromme. Ved tanken om sin tidligere storhed slår han så hårdt, at trommeskindet springer 108 den schwabiske Skole, en særlig gruppe af senromantikere, bl. a. Uhland, Kerner og en overgang Mörike. Karakteristisk for disse digtere, der ofte anvender schwabisk dialekt i deres værker, er den folkelige, jævne lyriske tone, enkle kunstformer såsom folkesangen og balladen samt anvendelsen af sagn og historiske begivenheder Fru Mathilde, se note Pi II 172. Af venner blev hun kaldt Juliette
Sommerrejse (...), juli 1841 opholdt Heine sig med Mathilde ved det franske kursted Cauterets i Pyrenæerne Rævebøger, en vidtforgrenet europæisk digtning med ræven som hovedperson. Dyrenes klage over den listige ræv og den flg. proces ved løvens domstol danner digtets episke tråd. Via dyrekarakteristikkerne satiriseres over stænder, typer og laster. Reineke Fuchs (1793) henter sit stof herfra
Ludvig af Bajren, Ludwig I (1786-1868) var en ivrig beskytter af kunst og videnskab. Se også note s. 115
Herodias, egl. Herodes' broders hustru, jf. Matth. 14,4 ff. Efter en middelalderlig tradition overfører Heine Salomes rolle til moderen Herodias
aristofaniske Løjer, se note Tr II 296 og 305. Georg Brandes behandler H.'s forhold til Aristofanes i Hovedstrømninger VI, Det unge Tyskland (1890 - på grundlag af forelæsninger på Københavns Universitet 1883 og 1887) kap. XVI, jf. DV IV 193

I

✂ Baskerfolket, folkeslag i Vestpyrenæerne på begge sider af grænsen
Grandezza, værdighed
Kankan'en. Cancan - en lidenskabelig algerisk dans - kom på mode o. 1830
Grand'-Chaumière, forlystelsessted på Boulevard Montparnasse i Paris 109Don Carlos, Ferdinand VII af Spaniens yngre broder, som efter dennes død (1833) kæmpede på det klerikale partis side mod dronningenken Maria Christina og dennes datter Isabella II. 1839 flygtede han m. tilhængere til Frankrig og fik politisk asyl

II

✂ Christine, Maria Christina, der fik flere øgenavne, bl. a. Putana (sp. skøge), fordi hun umiddelbart efter Ferdinand VII's død ægtede en af sine livgardister. For at give stedet mening og samtidig undgå yderligere forklaringer sættes den sv. dronning Kristina (1626-1689) i stedet; hun abdicerede 1654 og gik næste år over til den katolske tro

III

✂ Pegasus, se note He VI 202

IV

✂ Ronceval. Baskerne slog 778 i dalen R. Karl den Stores bagtrop, der blev anført af Roland, hvis kald om hjælp blev hørt for sent (jf. note s. 112 og 115 og Dj III 188). Rolandsagnet erstatter baskerne med saracenerne, korstogstidens navn for araberne
Massmann, H. F. (1797-1874), germanist og gymnastikpædagog - for Heine et sindbillede på tysk reaktionær (og smudsig) selvbevidsthed
Autokton, indfødt
frisk (...), antyder gymnastikbevægelsens valgsprog, jf. Na I 135
Laertiade, Odysseus, konge af Ithaka, søn af Laertes
Penélopé, Odysseus' hustru, se note Pi II 151
Gavotte, en slags folkedans

V

✂ Kommerceraad, medlem af kommercekollegiet, handelsministeriet; forældet rangtitel 110Hydrostatiken, egl. læren om tryk i væsker, der er i hvile; her: vandbygningskunst
Klysteret, lavementet
Batavia, nuværende Djakarta, hoved- og havnestad i Indonesia. Marekatten hører egl. hjemme i (Vest)Afrika. Navnet - fra ty. Meerkatz - angiver, at disse aber blev bragt til Europa fra oversøiske besiddelser
Raumer, Fr. von (1781-1873), historiker - og indflydelsesrig formidler af preussiske litteraturpolitiske interesser, som H. tog skarpt afstand fra
Sottiser, grovheder, dumheder

VII

✂ Kong David, jf. 2. Samuels Bog 6,14

VIII

✂ Ambra, vellugtende stoffer, brugt i parfume
Tuiskion. Tuisco var - if. Tacitus' Germania kap. 2 - i den germanske mytologi menneskeslægtens stamherre
Feuerbach, L. (1804-1872), ty. filosof og religionshistoriker. I Das Wesen des Christentums (1841) benægter han - på psykologisk basis - Guds eksistens
Bauer, B. (1809-1882) ty. nytest. forsker. P. g. a. sin ateisme mistede han sin forelæsningsret 1842

IX

✂ Moses Mendelssohn (1729-1786), ty. filosof

X

✂ Druider, keltiske præster
Ret til Ejendom, måske en hentydning til P. J. Proudhons skrift Qu'est-ce que la Propriété? (1840). P. sagde: La propriété c'est le vol (ejendom er tyveri)
Hannibal. If. overleveringen skulle den karthagiske feltherre H. som 9-årig på opfordring af sin fader Hamilkar have svoret aldrig at blive ven med en romer

XI

✂ Bajaderer, indiske tempeldanserinder
Pont-d'Espagne, syd for Cauterets
Vestbarbarer, hentydning til vestgoternes indvandring i folkevandringstiden
Posada, sp. gæstgivergård af ringere art
Ollea-Potrida, Olla podrida ("rådden potte"), sp. nationalret bestående af suppe på kød, flæsk, pølse og grøntsager, men især de store ærter, der kaldes Garbanzos

XII

✂ Lac-del-Gobe, Lac de Gaube, sø nær Cauterets
Rubens, P. P. (1577-1640), nederl. maler
Spølkum, stor, lav kop
Dekokt, afkog
kredense, smage på vinen forud
Mumme, stærkt, mørkt Braunschweigerøl opkaldt efter brygger Chr. M.
vindig, let og hurtig
Riser, kæmper, jætter

XIII

✂ de døde Skyggers Rige. Grækernes dødsrige, hvortil man kommer ved at blive roet over floden Styx af færgemanden Charon. Hades hersker over dette rige sammen med sin dronning Persefone, lat. Proserpina
Kammerkisselinker, kammerkissemisser, -piger. Det "mytologiske" billede har H. if. SC selv æren for (By 258 ff.)
Kysser jeg (...), jf. den fr. filosof R. Descartes' berømte sætning: Cogito, ergo sum, jeg tænker, altså er jeg!

XIV

✂ Girofflino (...), et i Pyrenæerdalene udbredt viserefræn
Pokker, mildere betegnelse for djævelen, satan

XV

✂ Cagoter, en i Sydfrankrig og Spanien levende folkestamme, der fra gl. tid har været betragtet som stående udenfor samfundet. Om deres oprindelse vides intet sikkert. I middelalderen behandledes de som fredløse
Bagnères de Luchon, badested i Pyrenæerne

XVII

✂ Voltairianer, tilhænger af den fr. oplysningsfilosof F. de Voltaire (1694-1778), som gjaldt for samtidens moralske højesteret, der greb ind mod retskrænkelser og virkede for tolerance
begegner, møder
Signe-Vers, magiske, besværgende el. beskyttende vers

XVIII

✂ Roder, geledder, afdelinger
Meute, kobbel jagthunde
Nimrod, var if. 1. Mosebog 10,9 en vældig Jæger for Herrens Øjne
Karl den Tiende, konge af Frankrig (1757-1836), styrtet ved Julirevolutionen 1830, der kom bag på en regent, der havde brudt grundloven, men ikke ventet nogen modstand, hvorfor han vedblev at gå på jagt ved sit slot i Rambouillet
Pikørerne, egl. ryttere som ved parforcejagt fører hundene
Kong Artus. Arthursagnene er en sagnkreds af keltisk oprindelse, omdigtet i Nordfrankrig i 12. og 13. årh. og knyttet til sagnkongen Arthur el. Artus og ridderne af det runde bord, der som opgave havde at finde den hellige gral: Jesu nadverkalk. Den keltiske variant af den vilde
Hr. Ogier (...), denne (senere da.) sagnfigur findes omtalt bl. a. i Rolandskvadet (Ogier le Danois) som deltager i Karl den Stores kampe mod araberne, jf. note s. 109
Hengstenberg. Den ortodokse Berlinerteologiprofessor 113 E. W. H. (1802-1869) skrev i sine Evangelische Kirchenzeitungen (1827 ff.) flere artikler mod Goethe
Puritanerne, tilhængerne af en engelsk kirkepolitisk reformbevægelse opstået o. 1560 og bl. a. kendt for radikal kunstfjendtlighed
Frans Horn (1781-1837), digter og litteraturhistoriker, udgav Shakespeares Schauspiele erläutert von Franz Horn I-V, Leipzig 1823-1833
Vinløv-Stave, se note til TB VII 61 og 75
Tros, egl. personer, der tager sig af en hærs bagage og proviant

XIX

✂ Tunika, se note til Pi II 187
Diana, (gr. Artemis) se note Dj III 194 og He VI 166
Aktæon, så Artemis tage bad i en kilde. Gudinden forvandlede ham da til en hjort, der blev bidt ihjel af hans egne hunde
Abunde er den gode fe, der skænker mennesket lykke og overflod. Hun bor - sm. m. andre feer, f. eks. Morgana (jf. note til DV IV 202) - på øen Avalun el. Avalon, en salighedsø, hvor heltene fra bl. a. Arthur-romanerne fik ophold efter døden
Greuze, J. B. (1725-1805), fr. genre- og portrætmaler. Heine har kendt hans billede af Abunde
Sheherezade, navnet på den prinsesse, der fortæller historierne i Tusind og én nat
Granater, granatæbler (der er røde)
Herodias, se note s. 108
Kilder til den vilde Jagt m. m.: F. L. F. Dobeneck: Des deutschen Mittelalters Volksglauben und Heroensagen. Hrsg. und mit einer Vorrede begleitet von Jean Paul I-II, Berlin 1815. Jakob Grimm: Deutsche Mythologie (1835) (sammenstillingen af de tre kvindeskikkelser)
Pleonasme, ordforbindelse, hvoraf et el. flere ord er overflødige

XX

✂ Romagna, landskab i Mellemitalien
Ejland, øland, ø
Jeruscholayim, Yerushalayim, hebr. Jerusalem
Cavalièr-servente, ital. ridder, opvartende kavaler XX, str. 13, 14, 16 og 17 genoptrykt uden ændringer i Thøger Larsens månedsskrift Atlantis, I, 1, januar 1923

XXI

✂ Argonauter (...), if. digtere før Homer deltagerne i Jasons eventyrlige tog til Kolchis ved Sortehavet. De benyttede skibet Argo og bragte det gyldne Skind, et lykkebringende vædderskind, med tilbage til Grækenland
sex og tredve Konger, alluderer dels til Shakespeares Richard III (V, 4: En hest, en hest! Mit kongerige for en hest!) dels til det forhold, at Tyskland bestod af 34 selvstændige fyrstedømmer og 4 fristæder
Frankfurts Jødegade, er beskrevet i Heines Rabbien af
Bacharach (1840), oversat af SC (1926) p. 48 ff.
Robert-le-Diable, populær opera af G. Meyerbeer (1831) efter tekst af E. Scribe, overs, til da. Robert af Normandiet af Th. Overskou og opført 1833
Cymbler, bækkener

XXII

✂ Føbus, se note He VI 165
Schwaberdigter, jf. indledningen m. note
Karl Mayer (1786-1870), ty. digter af den schwabiske skole (Lieder 1833)
Stukkert, Stuttgart
Kølle, C. Fr. K. (1781-1848), diplomat, digter og redaktør af Schwaberdigternes hovedorgan Deutsche Vierteljahrsschrift, hvor G. Pfizer havde smædet jøden Heine (1838)
Justinus Kerner (1786-1862), ty. læge og forfatter, der bl. a. gør sig til talsmand for mesmerisme, læren om "dyrisk magnetisme" som helbredelsesmiddel 115kyske religiøse Tiggerkaabe, udtrykket er Goethes (om Pfizers digte i Briefwechsel mit Zelter 4.10.1831, udg. 1833)
Sankt Sylvester Nat, nytårsaften
Gustav Pfizer (1807-1890), ty. digter af den schwabiske skole (Gedichte, 1831). Som kritiker polemiserede han med Heine, der hævnede sig blodigt i Der Schwabenspiegel (1838-1839)

XXIII

✂ Kupido, kærlighedsguden
Sølv-Rigsorter. Møntenhed. En rigsort var lig 24 skilling = ¼ rigsdaler
Espartero, Don Baldomero E., Maria Christinas sejrrige general, jf. note s. 109
Pampeluna, Pamplona, den nordspanske provins Navarras hovedstad
Odoardo. I Lessings borgerlige sørgespil Emilia Galotti (1772) dræber faderen O. sin datter for at undgå, at hendes ære krænkes
at bryde nogen Rose, efter Emilia Galotti V, 7
Ting imellem Jord og Himmel, efter Shakespeares Hamlet,
I, 5

XXIV

✂ Karl den Stores Søstersøn, Roland. Overfaldet på R. og hans bagtrop lykkedes p. g. a. Ganeions forræderi. G. - eller Genelun - var ærkebiskop i Sens - ikke i Mainz
Trokæ, versfod på en betonet og en ubetonet stavelse - som benyttet he
r Kong Ludvig, jf. indledn. m. note. Han opførte 1830- 1842 i nærheden af Regensburg et Walhalla, en hal i form af et dorisk tempel med buster af berømte digtere og skrev 1842 et digt herom
Sanskulot, revolutionær, se note Pi II 149

XXV

✂ Debora, jf. D.'s lovprisning af Herren, fordi han har frelst Israel, Dommerbogen 5
Runkelroer, var et nyt og billigt næringsmiddel
Hydra, i gr. mytologi et mangehovedet søuhyre
Ludvig Philipp, Louis-Philippe (1773-1850), fr. konge 1830-1848
trikolore, trefarvede. Trikoloren blev indført med den fr. revolution
Lafayette, Marie-Joseph de (1757-1834), fr. militær og politiker, der m. succes deltog i Den nordamerikanske Frihedskrig og under Julirevolutionen 1830 udnævntes til chef for Nationalgarden
Schiller, fri gengivelse af slutversene i Die Götter Griechenlands

XXVI

✂ Svaghed (...), efter Shakespeares Hamlet I, 2
Jardin des Plantes, botanisk og zoologisk have i Paris

XXVII

✂ A. Varnhagen von Ense (1785-1855), ty. forfatter. Heines gode ven og rådgiver. Han udgav i sin ungdom sm. m. A. von Chamisso (1781-1838); ty. forfatter) 1804- 1806 en Musenalmanach. Her tryktes bl. a. romantiske bidrag af C.Brentano (1778-1842; ty. forfatter) og Fr. de la Motte Fouqué (1777-1843; ty. forfatter)
Gud i Himlen (...). Den ital. digter Ludovico Ariosto (1474-1533) var en overgang kardinal Ippolito d'Estes sekretær. For at forherlige fyrstehuset Este skrev han eposet Orlando furioso (1516-1532), Den rasende Roland Gæs (...), røbede med deres snadren, at gallerne forsøgte at indtage borgen Kapitol. De romerske soldater vågnede og afværgede angrebet
Jovis, gen. af Jupiter
Bellona, romersk krigsgudinde

✂ Den følende Blomst indeholder: 1 Den følende Blomst. 2-3 blanke. 4 The Sensitive Plant. By Percy Bysshe Shelley. Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag - København - MCMXXV. 5 Den følende Blomst. Paa dansk ved Sophus Claussen. Forlagsangivelse som 2. 6 Anden Udgave. Første Udgave udkom 1907. Printed in Denmark. Gyldendals Forlagstrykkeri. København. 7-8 forord på dansk og engelsk, g vignet. 10-67 engelsk og dansk tekst på venstre- og højresider. 68 Vignet.

✂ Bogen findes i flere indbindinger. Heroverfor ses 1. udg. i gulligt kartonomslag med ordene Den følende Blomst i ramme, tegnet og trykt i sort og guld. Format 150×14 mm.

✂

✂ In this new edition the English text will be found opposite the Danish translation. It is possible that Percy Bysshe Shelley's friends in both lands will appreciate some pages of him even in this form.

✂ The bible of youth will be found in this centuryold but ever new poem of "The Sensitive Plant", of the unfolding of flowers, of their joy in this exquisite garden and how one by one they fade away as their goddess departs.

✂ The rendering of this poem into Danish took place years ago to show a intratable people in Denmark and in Copenhagen that lyrical poetry is a task af care and of fidelity and of well directed thought in tune with its subject.

✂ This translation would have been exceedingly difficult were it not so delightful and thereby so easy to follow the text line for line and verse for verse.

✂ Trouble means nothing when undertaken for a bible. I only hope that others may have the same delight in "The Sensitive Plant" as I had in the work. -

✂ I denne nye Udgave findes jævnsides med den danske Oversættelse den engelske Text. Det kan tænkes, at Venner fra begge Lande vilde ønske at eje Percy Bysshe Shelley i netop denne Skikkelse.

✂ Der er en Ungdomsbibel i disse nu hundredaarige, men altid nye Vers om den følsomme Mimose, om Blomsternes Udfoldelse, deres Lykke i den vidunderlige Have og deres Visnen én efter én, af Sorg, da deres Gudinde dør fra dem.

✂ Overførelsen til Dansk blev foretaget en Gang for Tider siden for at vise en ulærvillig Menneskehed i København og Danmark, hvad Lyrik er for en Gærning af Omhu, Troskab og velindrettet Tænken i Pagt med alle Ting.

✂ Det vilde være uendelig svært, hvis det ikke havde været saa frydefuldt og dermed saa let at følge denne Text fra Linie til Linie, fra Strofe til Strofe.

✂ Besværet betyder intet, naar det sker for en Bibel. Jeg ønsker kun, at andre maa have den samme Glæde ved den følsomme Blomst, som blev min under Arbejdet.

PART FIRST

✂ A Sensitive Plant in a garden grew,
and the young winds fed it with silver dew,
an it opened its fan-like leaves to the light,
and closed them beneath the kisses of Night.

✂ And the Spring arose on the garden fair,
like the Spirit of Love felt everywhere;
and each flower and herb on Earth's dark breast
rose from the dreams of its wintry rest.

✂ But none ever trembled and panted with bliss
in the garden, the field, or the wilderness,
like a doe in the noontide with love's sweet want,
as the companionless Sensitive Plant.

✂ The snowdrop, and then the violet,
arose from the ground with warm rain wet,
and their breath was mixed with fresh odour, sent
from the turf, like the voice and the instrument.

✂ Then the pied wind-flowers and the tulip tall,
and narcissi, the fairest among them all,
who gaze on their eyes in the stream's recess,
till they die of their own dear loveliness;

✂ and the Naiad-like lily of the vale,
whom youth makes so fair, and passion so pale
that the light of its tremulous bells is seen
through their pavilions of tender green;

PART SECOND

✂ There was a Power in this sweet place,
an Eve in this Eden; a ruling Grace
which to the flowers, did they waken or dream,
was as God is to the starry scheme.

✂ A Lady, the wonder of her kind,
whose form was upborne by a lovely mind
which, dilating, had moulded her mien and motion
like a sea-flower unfolded beneath the ocean,

✂ tended the garden from morn to even;
and the meteors of that sublunar Heaven,
like the lamps of the air when Night walks forth,
laughed round her footsteps up from the Earth!

✂ She had no companion of mortal race,
but her tremulous breath and her flushing face
told, whilst the morn kissed the sleep from her eyes,
that her dreams were less slumber than Paradise:

✂ As if some bright Spirit for her sweet sake
had deserted Heaven while the stars were awake,
as if yet around her he lingering were,
though the veil of daylight concealed him from her.

✂ Her step seemed to pity the grass it pressed;
you might hear by the heaving of her breast,
that the coming and going of the wind
brought pleasure there and left passion behind.

PART THIRD

✂ Three days the flowers of the garden fair,
like stars when the moon is awakened, were,
or the waves of Baiæ, ere luminous
she floats up through the smoke of Vesuvius.

✂ And on the fourth, the Sensitive Plant
felt the sound of the funeral chant,
and the steps of the bearers, heavy and slow,
and the sobs of the mourners, deep and low;

✂ the weary sound and the heavy breath,
and the silent motions of passing death,
and the smell, cold, oppressive, and dank,
sent through the pores of the coffin plank;

✂ the dark grass, and the flowers among the grass,
were bright with tears as the crowd did pass;
from their sighs the wind caught a mournful tone,
and sate in the pines, and gave groan for groan.

✂ The garden, once fair, became cold and foul,
like the corpse of her who had been its soul,
which at first was lovely as if in sleep,
then slowly changed, till it grew a heap
to make men tremble who never weep.

✂ Swift Summer into the Autumn flowed,
and frost in the mist of the morning rode,
though the noonday sun looked clear and bright,
mocking the spoil of the secret night.