Brandes, Edvard Lægemidler

LÆGEMIDLER.

2

        

3

EDVARD BRANDES

📖 LÆGEMIDLER
SKUESPIL
I TRE AKTER

P. G. PHILIPSENS FORLAG
TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE
1881

4

        

5

PERSONERNE:

Vilhelm Leuning, Læge.
Klara, hans Hustru.
Astrid, hans Søster.
Niemann, Grosserer.
Pauline, hans Hustru.
Blank, Proprietær.
Eggert, Læge.
En Tjener.

Handlingen foregaar i vore Dage. Første Akt hos Leuning i Kjøbenhavn, de to andre Akter paa hans Landsted.

6

        

7

FØRSTE AKT.

Leunings elegant udstyrede Konsultationsværelse. I Baggrunden Dør til Forværelset. Til højre (for Tilskuerne) Dør til Trappen, til venstre Dør ind til Lejligheden. Dækket Frokostbord til venstre i Forgrunden, til højre en Sofa.

FØRSTE SCENE.

KLARA og ASTRID (ifærd med at tage Plads ved Bordet) LEUNING med BLANK fra Forstuen.

LEUNING.

Ja kom Du nu blot og spis Frokost med, saa kan Du siden igjen optræde som Patient, hvis Du endnu har Lyst. (Til Damerne.) Vil I tænke Jer, jeg finder denne den danske Ungdoms Pryd siddende i Forstuen, ventende paa Doktorens Komme som en anden Gebræklig. Foreløbig har jeg ordineret ham en Kotelet og det af ikke ringe Omfang, uagtet jeg er Homøopath.

BLANK.

Og jeg maa begynde med at modsætte mig Lægens Forskrifter; thi jeg har allerede 8 spist Frokost, men hvis Damerne tillade mig at overvære Deres Maaltid, vil jeg unægtelig afvente min Konsultation paa en langt behageligere Maade end jeg havde haabet.

KLARA.

Er De syg. Hr. Blank!

BLANK.

Ja Frue.

LEUNING.

Aussen blank, binnen krank.

ASTRID.

Har De allerede udvalgt Dem en bestemt Sygdom?

BLANK.

Desværre, nej. Men hvorfor vil De nu lade mig underholde Dem om mine endnu almene lidelser og derved føre mig ind paa den Vej, som vor fælles Ven Niemann plejer at bevæge sig hen ad med aarelang Øvelse. I Stedet for at foregribe den forestaaende Undersøgelse vil jeg heller spørge Dem om, hvad Damerne tage sig for i Kjøbenhavn paa en saa smuk Sommerdag.

LEUNING.

Man mærker vel, at Du ingen Ægtemand er, naar Du spørger. Naturligvis gjøre Ind-kjøb, hvad ellers?

9
ASTRID.

Beklager Du Dig? Det kunde ligne Dig. Fordi Du lader os bo i en Landsby, vil Du vel ikke forlange, at vi skulle gaa klædte som Bønderpiger. Jeg har desuden aldrig mærket, at Du yndede Tarvelighed i Damernes Dragt—men maaske undtager Du Din Kone og Din Søster.

LEUNING.

Paa ingen Maade. Klara vêd godt, hvormegen Pris jeg sætter paa, at hun skal gaa elegant klædt.

KLARA.

Jeg bestræber mig ogsaa efter bedste Evne; men jeg tvivler om at kunne naa Dit Ideal, Fru Niemann.

LEUNING.

Mit Ideal, mit Ideal! Jeg har maaske en Gang sagt—

KLARA.

Mange Gange.

LEUNING.
(med et Skuldertræk).

— At Fru Niemann i sin Paaklædning udmærkede sig ved noget Vist: det man kalder chic, som Du ikke i samme Grad besad, løvrigt appellerer jeg til Blank som en Kjender.

10
BLANK.

Jeg afslaar paa det Bestemteste denne Udnævnelse. Jeg er en idyllisk Landmand. der forstaar mig paa Agerdyrkning og Kvægavl, ikke paa Damepynt og moderne Luksus.

ASTRID.

Ligger Deres Gods her i Kjøbenhavn?

BLANK.

Nej i Sverig, Frøken.

ASTRID.

Hvor heldigt for Deres Bekjendte at Deres Forretninger ikke saa sjældent føre Dem hertil. Jeg troede saamænd, at en Landmand var bunden til sin Gaard som en Ko i sit Tøjr.

BLANK.

Ja spot De kun, Frøken, fordi jeg dyrker min Jord i min Forvalters Sved og selv opholder mig i Kjøbenhavn. Jeg er Landmand alligevel. Har De ikke ofte hørt godmodige Folk paa Skovture, naar det øste Vande ned, der gjennemblødte dem, alligevel sige: Ja, lad os blot takke Himlen for den Regn, den er god for Landmanden." Eller ogsaa i den mest brændende Sol, naar de gispede af Hede, stønne: „Puh sikk’en Varme, den er god for Landmanden." Denne saa meget omtalte Landmand, som alle tænke saa venligt paa—det er netop 11 mig. Det er ikke den praktiske Landmand, snarere den abstrakte Landmand.

LEUNING.

Eller den af mange andre Anliggender abstraherede Landmand. Jeg troede nu, at Damepynt hørte ind under Dine Abstraktioner.

BLANK.

Naar jeg skal være ærlig, hvad der falder mig ligesaa vanskelig som andre Menneskebørn, saa skal jeg ikke nægte at jeg i høj Grad sætter Pris paa det smukke Syn som et udsøgt Dametoilette frembyder. Jeg hylder den Lære, at en mindre smuk Dame, elegant klædt, er mere tiltrækkende end en Dame, hvis personlige Skjønhed skjæmmes af hendes Dragt.

ASTRID.

Denne Sætning burde staa med Guldbogstaver over alle Modebutikkerne paa Østergade og med Deres Navn anført nedenunder som Autoritet.

LEUNING.

Ethvert ærligt Mandfolk giver Blank Ret.

KLARA.

Sjælelige Egenskaber synes de Herrer aldeles at overspringe ved Deres Fordringer til Damerne. Blot en pyntet Dukke, saa —

12
LEUNING.

Aa, Kjære, det taler vi jo aldeles ikke om. Lad os blive ved Jorden, ikke i det Blaa.

BLANK.

Tilgiv, Frue, men jeg tror, at den Adskillelse De og paa anden Maade ogsaa Deres Mand vil drage mellem Himmel og Jord er ganske ubefæstet. Jeg for min Del er overtydet om, at en Dames Dragt indtil de mindste Enkeltheder aflægger Vidnesbyrd om hendes sjælelige Egenskaber.

ASTRID.

Uden Hensyn til de blaa Strømper skulde jeg næsten være tilbøjelig til at give Hr. Blank Ret.

BLANK.

Den Dag maa antegnes med Rødt, der frembringer et saadant Vidunder, som at Frøken Astrid er enig med mig. Nu kan jeg da ogsaa være vis paa, at det ikke er en Modehandlersag, jeg hævder. For de grovere Egenskabers Vedkommende maa Fruen straks give mig Ret. Renlighed, Ordenssans—jeg behøver blot at nævne Ordene, den ubetydeligste Del af Dragten berømmer eller dadler i saa Henseende. Men nu den Takt, som omfatter Valget af Stof og Snit, Enkelthedernes Forhold til Helheden, dennes Passelighed til Tid og Sted. Betænk, 13 hvilken Forstand og hvilken fin og særegen Art Forstand, det Smagfulde forkinger og atter lægger for Dagen. Og aabenbarer ikke saaledes Dragten Graden af Damens Skjøn-hedssans, ja hvad mere er hendes Dannelse? Jeg vil ikke fordybe mig i en Damekjoles moralske Egenskaber—det vilde føre mig altfor vidt, og desuden ser Frøken Leuning allerede saa satirisk ud, at jeg frygter at tilintet-gjøre vor lige opnaaede Enighed —

ASTRID.

Paa ingen Maade; jeg beklager kun, at der er gaaet en Hattejomfru tabt i Dem.

BLANK.

Det skal De ikke, jeg havde kostet Dem mange Penge. Blot til Slutning dette, Frue: naar De erindrer, hvormeget en Klædning fortæller om en Dames Lyst til at behage, saa maa De indrømme, at enhver Kvinde ubevidst viser os sin Sjæl igjennem sin Dragt.

ASTRID.

Og enhver Herre viser os igjennem sin Paa-klædning, hvormange kvindelige Egenskaber, han besidder. Men Du maa give tabt, Klara.

KLARA.

Det maa jeg vel. Kun vil jeg bemærke, at der paa den Maade udfordes ligesaastor 14 Menneskekundskab til at bedømme en Dragt som til at bedømme et Menneske.

LEUNING.

Ja hvorom alting er, saa er vor Frokost færdig, og jeg maa lægge Beslag paa mit Værelse og hvis det er Dit Alvor begynde min Konsultation med Dig.

BLANK.

Jeg vêd knapt, om Du modtager Dine Syge i Din Ferie.

LEUNING.

Kun meget faa Patienter. Jeg foreslaar, at Damerne under vor Samtale gjøre sig istand til at gaa ud, og at Du ledsager dem i Butikkerne for at føre Dine Lærdomme ud i det virkelige Liv. Saa følger Du dem her tilbage, og vi tage alle ud med Jernbanen Kl. 3, hvis det passer Dig at besøge os i vor Ensomhed.

BLANK.

Mig vil baade Spadsereturen og Indbydelsen være yderst kjærkommen, hvis jeg blot ikke er Fruen til Ulejlighed.

KLARA.
(lidt koldt).

Min Mand indbyder aldrig nogen, som jeg ikke med Fornøjelse modtager.

15
BLANK.

Jeg takker, Frue. Deres lille Pige har det godt?

KLARA.

Hun er stærkt forkjølet, og jeg har været lidt bange, fordi der har været Difteritis ude i Egnen, men vi har jo Lægen i Huset.

LEUNING.

Jeg stoler mere paa lille Gertruds sunde Natur end paa mine Piller.

ASTRID.

Ja Hr. Blank, hvis De virkelig vil ledsage os paa vore Veje, saa maa jeg forberede Dem paa, at De kommer til at vente den meste Tid udenfor, mens vi er indenfor. De kan synge Leporellos Arie imens.

BLANK.

Jeg vil tilbringe Tiden med snart at sørge over, De er borte, snart at glæde mig til, De kommer igjen.

ASTRID.

Det er for meget. Vil De saa skynde Dem med Deres Lidelser. Vi give Dem fem Minuter til at skrifte alle Deres Synder. Kom Klara!

(Klara og Astrid gaa ud.)
16

ANDEN SCENE.

LEUNING, BLANK.

LEUNING.

Fejler Du virkelig noget?

BLANK.

Jeg befinder mig i alt Fald ikke godt.

LEUNING.

Beskriv Din Sygdom lidt nøjere.

BLANK.

Jeg er ikke syg, jeg er nervøs.

LEUNING.

Hum, hum!

BLANK.

Jeg vêd ikke, hvad der er i Vejen med mig. Jeg føler mig i den sidste Tid saa løjerlig svag, kraftesløs, udmarvet om Du vil. Det er som om der var en Fjeder sprunget inden i mig. Maskineriet vil ikke længer gaa.

LEUNING.

Stræk Din Haand ud.

BLANK.
(idet han gjør det).

Vil Du spaa mig?

LEUNING.

Det er ingen Skyttes Haand, den ryster.—Hvor gammel er Du?

17
BLANK.

Seksogtredive.

LEUNING.

Hvornaar begyndte Du det Liv, Du nu fører?

BLANK.

Da jeg var sytten.

LEUNING.

Du har ikke sovet nok. Du er gaaet iseng Kl. 4 og har staaet op Kl. 12, Du har spist uregelmæssigt, Du har aldrig arbejdet —

BLANK.
(afbrydende).

Skal jeg tage til et Bad?

LEUNING.

Ja, hvis Du kan finde Ungdomskilden. Din Sygdom er kortelig denne: Du har været ung—Du begynder at blive gammel.

BLANK.

Det synes altsaa at være en uhelbredelig Sygdom.

LEUNING.

Paa ingen Maade. Jeg kan foreskrive Dig et virksomt Lægemiddel.

BLANK.

At slaa mig ihjel straks maaske.

18
LEUNING.

Ikke fuldt saa barbarisk. Nej at gifte Dig.

BLANK.

Det kommer omtrent ud paa ét.

LEUNING.

Du er en gammel Ungkarl, Du kan endnu blive en ung Ægtemand.

BLANK.

Dit Lægemiddel er jo blot en Recept, men hvor er det Apothek, som tilbereder Miksturen?

LEUNING.

Ja, Du vil vel ikke forlange, at jeg skal holde Ægteskabskontor. Det forekommer mig, at Du ikke kan have Mangel paa kvindelige Bekjendtskaber.

BLANK.

Jeg er meget kræsen.

LEUNING.

Virkelig. Man ymter ellers om, at Du har Planer overfor en Dame, som —

BLANK.

Den Dttme bliver overordentlig bagtalt, men vi har iøvrigt ikke isinde at gifte os, hun mindre end jeg. Som sagt, jeg er kræsen. Jeg forlanger Ungdorn, Skjønhed, anstændig 19 Formue, Dannelse, Talenter ... Med andre Ord, jeg er vant til det Bedste, det Dyreste, jeg har levet luksuriøst, jeg har omgaaedes det fineste Selskab, redet de bedste Heste. Jeg vil ogsaa have den bedste Kone. Og jeg kan slet ikke have mindre, og det er vanskeligt at faa alt samlet i En.

LEUNING.

Bevar’ os. Men Du vêd nok, at Kjærlighed har den Egenskab at lade den Forelskte se Kvintessensen af hele Kjønnets Væsen sammentrængt i den elskede Gjenstand; det er det Ideelle, som Digterne tale om. Det uendeligt Lille omfatter det uendeligt Store. Derfor hører Kjærligheden ind under Homøopathien.

BLANK.

Men Du vil vel ikke have, at jeg skal blive forelsket. Det jeg ønsker er at træffe et Fruentimmer, til hvem jeg kan sige: jeg har Lyst til at gifte mig, jeg elsker Dem ikke, men Deres Egenskaber passe mig. Vil De paatage Dem at gjøre Honneurs i mit Hus—eller saadant noget lignende. Jeg gider ikke engang lade, som jeg var forelsket. Jeg vil gjøre et Fornuftparti med en Dame, hvem alle Andre, hvis hun viste dem mindste Venlighed, vilde blive forelskede i.

20
ASTRID.
(indenfra).

Kommer De saa, Hr. Blank, jeg venter snart ikke mer.

LEUNING.
(efterat han og Blank have betragtet hinanden et Øjeblik).

Er det et Vink fra Himlen? Min Søster—hun opfylder maaske Programmet.

BLANK.
(lidt usikker).

Frøken Astrid—ganske sikkert. Det er en Idé.

(Det banker paa Døren til Trappen.)
LEUNING.
(hurtigt).

Ja, gaa Du nu ind, saa kan Du tænke over det paa Vejen. Jeg er dog ikke vis paa, at Astrid vil synes om et saadant Frieri, som Du antyder—skjønt min Søster ikke er saa let at forstaa sig paa. Sæt lidt Romantik paa Prosaen, gode Ven.

BLANK.

Men alvorlig talt, har Du ikke noget at give mig?

LEUNING.
(aabnende en stor Kasse, i hvilken ses talrige smaa Flasker opstillede).

Tag, hvad Du vil!

BLANK.

Aa, lad være med den Vittighed!

21
LEUNING.

Altsaa paa Medicinen tror Du dog! Det gjorde ikke Din store Stamfader, Don Juan. Saa tag da denne Flaske, ti Draaber tre Gange daglig. Naar Du bruger det som Haarolie, hjælper det mod Skaldethed. Gaa nu blot!

(Blank gaar ud af Døren tilvenstre, Leuning laaser den efter ham.)

TREDJE SCENE.

LEUNING. EN TJENER. Siden FRU NIEMANN.

LEUNING.
(vil aabne Yderdøren, men standser og ringer; til den fra Venteværelset indtrædende Tjener)

Jeg er ikke hjemme for nogen.

TJENEREN.

Ja men, Hr. Doktor, jeg har sagt, De var hjemme.

LEUNING.
(febrilsk).

Er der nogen, som venter?

TJENEREN.

Hr. Niemann og en fremmed Herre, jeg ikke kjender. Han kom først.

LEUNING.

De maa vente. Der maa ingen komme ind, før jeg ringer.

22
TJENEREN.

Skal jeg ikke tage af Bordet?

LEUNING.

Nej, lad det staa! Gaa blot!

(Han laaser Deren efter Tjeneren og lukker Yderdøren op, Fru Niemann kommer hurtigt ind).
FRU NIEMANN.

Jeg var lige ved at gaa. Jeg troede, at De slet ikke var i Byen eller at De ikke vilde have mig ind.

LEUNING.

De vidste godt, at jeg var her paa Pletten. Og lad mig takke Dem, fordi De er kommen.

FRU NIEMANN.

Hvorfor da ikke aabne straks?

LEUNING.

Fordi Blank var her inde for at konsulere mig.

FRU NIEMANN.

Har De Modtagelse for alle og enhver paa denne Tid?

LEUNING.

Hør mig og vær ikke vred! Min Søster og—Klara fik det Indfald at tage ind med til Byen.

FRU NIEMANN.
(rejser sig hurtigt af Sofaen).

De er her.

23
LEUNING.

Nej, de have spist herinde, fordi mit Værelse er det eneste hyggelige i Lejligheden — (han lytter efter) men nu gik de bort med Blank. Sæt Dem roligt ned!

FRU NIEMANN.

Med Blank. Hvem af dem er han Cicis-beo for?

LEUNING.

Skal det være for nogen, er det vel for Astrid.

FRU NIEMANN.

Jeg tænkte snarere, det var for Deres Kone.

LEUNING.

Aa, Klara er ikke af dem — (standser, deres Øjne mødes) — som Herrerne gjøre Kur til. Desuden vor Samtale endte egentlig med et Ægteskabsperspektiv, hvor min Søster viste sig i Horisonten i en dæmpet Solnedgangs-belysning.

FRU NIEMANN.

Vil man se! Men hvad er der i Vejen med Dem? De synes mig saa underlig nervøs, og dog er det mig, som kommer her for at raadspørge Dem om min Nervøsitet.

LEUNING.
(tovende).

Ja, det er muligt, jeg er lidt forvirret. Det er saa løjerligt, at Deres Mand just skulde 24 falde paa at komme her idag — han sidder i Venteværelset.

FRU NIEMANN.
(rejsende sig).

Min Mand!

LEUNING.

Ja, Tjeneren havde sagt, jeg var hjemme. Jeg havde jo ikke kunnet —

FRU NIEMANN.

Og det siger De mig først nu.

LEUNING.

Men Frue, jeg er jo Deres Læge. De kan da udmærket godt aflægge mig et Besøg for at spørge mig tilraads. Det er der da ikke noget ondt i.

FRU NIEMANN.

Ganske sikkert. Og der er heller intet ondt i, at De skaaner mig for at løbe Spidsrod gjennem Patienterne i Venteværelset og derfor har bedet mig gaa ind ad Døren der. Og dog er jeg ikke vis paa, om ikke min Mand vilde blive forbavset ved at træffe mig her. Derfor farvel (rækker ham Haanden).

LEUNING.
(med hendes Haand i sin).

Et Ord blot, hvis De absolut vil gaa. For Deres Nervøsitets Skyld vil Landluft være udmærket. Hvis Deres Mand foreslaar Dem 25 at tage ud til mig idag og blive der et Par Dage, saa vil De ikke modsætte Dem det?

FRU NIEMANN.

Jeg maa vel følge Lægens Forskrifter, naar det gjælder min Sundhed.

(Han kysser hendes Haand og folger hende til Deren tilhejre, aabner den aflaasede Der til Venteværelset og ringer).
LEUNING.
(til den indtrædende Tjener),

Bed Hr. Niemann komme ind og tag af Bordet.

FJERDE SCENE.

LEUNING. NIEMANN.

NIEMANN.

Goddag, kjære Hr. Doktor! Hvilket heldigt Træf, at De just skulde være i Byen idag.

LEUNING.

Vær saa artig, tag Plads! Er der noget Særligt?

NIEMANN.

Jeg er slet ikke vel. Jeg er nervøs og føler mig syg.

LEUNING.

Har De Smerter nogetsteds?

26
NIEMANN.

Overalt, kjære Hr. Doktor! Der farer saadan underlige Sting igjennem mig, ligesom man stak mig med et helt Bundt Knappenaale paa én Gang. Jeg har Tyngde i Hovedet, ligesom et udholdende Tryk paa Issen, og en ubehagelig Skjælven i Knæerne, naar jeg gaar. Jeg kan i det Hele ikke marchere ret langt uden at blive træt. Jeg har stærke Smerter i Brystet, som trække sig ud i Ryggen. Mange Gange tror jeg det er en Lungehistorie, men jeg hoster egentlig ikke. Maaske lidt efter Middagsmaden. Trapper gjør mig stærkt forpustet. Jeg holder det egentlig snarere for Gigt paa Grund af det Hold, der sidder mig her i Siden. (Hviskende) Det forstaar sig, min Mave er heller ikke god. Det vilde siet ikke forbavse mig om det var Koldfeber, thi det kommer saadan med Kuldegysninger næsten til bestemt Klokkeslet. Iforgaars havde jeg Kulde i Ryggen henimod Kl. 12 — muligvis trak det lidt fra Vinduet, hvor jeg sad efter Frokost — og klag da jeg gik herhen ved samme Tid, mærkede jeg ligesom et koldt Løb her op ad —

LEUNING.

Ja som ofte sagt, jeg tror nok. vi skal faa Bugt dermed, hvis De blot vil give Tid og 27 være forsigtig. Fremfor alt: afholde Dem fra enhver Sindsbevægelse. Har De brugt, hvad jeg gav Dem.

NIEMANN.

Ja, Hr. Doktor; og det styrker mig, det mærker jeg tydeligt. Men jeg maa — jeg maa fortælle Dem — skrifte for Dem.

LEUNING.

Hvad vil det sige? De har dog været uforsigtig?

NIEMANN.

Nej, nej, nu maa De ikke blive vred — nu skal De høre. Jeg traf forleden Dag en god gammel Ven af mig, Justitsraad Petersen — Hopsa-Petersen kaldte vi ham i gamle Dage; aah Gud bedre det, nu hopsaer han ikke mer — og saa fortæller jeg ham om min Sygdom, hvilke Smerter jeg havde i Hovedet, om mine —

LEUNING.

Javel, javel, om Deres hele Sygdom.

NIEMANN.

Naa saa siger han: Det kjender jeg altsammen. Akkurat det Samme har jeg selv fejlet; og fortæller mig saa hele sin Sygehistorie, om hvordan han havde lidt af Hovedpine, Trækninger i Ryggen —

28
LEUNING.

Javel, det Samme.

NIEMANN.

Hvem er Din Læge, siger han, er det ikke Professor Carlsen? — Nej vist ikke nej, siger jeg, ingen Professor, dem tror jeg ikke mere paa. Det er Homeopath Leuning. — Naa, siger han, er Du allerede ved Homøopatherne, saa kan Du saamænd gjærne tage Skridtet helt ud. — Ja undskyld, saadan sagde han.

LEUNING.
(med et tvunget Smil).

Ja, jeg forstaar ikke.

NIEMANN.

Jeg forstod ham heller ikke. Men saa sagde han ganske alvorligt til mig: ,, Hør Du, jeg har baaret mig ligedan ad som Du. Jeg har været hos Allopather, hos Specialister og Universitetsprofessorer og derfra til udenlandske Læger, til Badedoktorer og Homøopather — hele Rækken rundt. Der var ingen Ling, der hjalp. Jeg var saa syg som en Hund. Ved Du, hvad jeg saa gjorde? Jeg gik til den kloge Kone i Vedby — og hun hjalp mig. I tre Uger var jeg kureret." — Hvad siger De nu til det?

LEUNING.

Ingenting. Men De tror vel paa det.

29
NIEMANN.

Ja, hvad skal man tro, det er dog mærkeligt med den Kone. Der skal være saamange. som hun har hjulpet. Alligevel, hvis ikke en Forretning forleden Dag havde ført mig ud ad Frederiksbergkanten — ja nu ler De af mig.

LEUNING.

Paa ingen Maade: mundus vult decipi.

NIEMANN.

Ja, jeg kan ikke Græsk.

LEUNING.

Det er saameget som Troen gjør salig. — Naa aitsaa.

NIEMANN.

Ja, jeg gik da til hende. Og det var virkelig et flinkt gammelt Fruentimmer, væver og forstandig. Ligesom hun saa’ mig —

LEUNING.

Saa læste hun over Dem, og nu er De kureret.

NIEMANN.

Nej, ikke endnu. Der maa gaa nogle Uger. Men det var saadant et løjerligt Lægemiddel, hun gav mig.

LEUNING.

De skal vel ved næste Nymaane tage et Stykke raat Kjød i Munden, gaa hen paa 30 et afsides Sted og der nedgrave tre af Deres Hovedhaar og saa spadsere baglæns bort fra Stedet, eller maaske skal De gaa med et sort Hønseæg under Armhulen uden at knuse det.

NIEMANN.

Ja spot De kun, skjønt det sidste virkelig har nogen Lighed — nej hun paalagde mig foreløbig blot at bære seks Kastanier i hver Baglomme paa min Frakke.

LEUNING.
(i Latter).

Og det gaar De med!

NIEMANN.

Ja jeg mente, det kunde jo aldrig skade at forsøge.

LEUNING.

Nej, det er jo en ganske original Maade at stege Kastanier paa, for det er da vel ægte Kastanier. Men jeg synes, det maa genere Dem noget i Deres Bevægelser.

NIEMANN.

Blot en Smule, naar jeg glemmer dem, idet jeg sætter mig.

LEUNING.

Ja, saa træder jeg vel foreløbig ud af min Bestilling som Læge hos Dem, men maaske tør jeg da som Ven give Dem et Raad.

31
NIEMANN.

Ja. nu maa De endelig ikke misforstaa, kjære Hr. Doktor —

LEUNING.

Det gjør jeg heller ikke. Jeg vil blot foreslaa Dem, at De med Deres Ballast tager ud med mig til Middag og bliver der et Par Dage hos os. De vil have godt af Landluften, og det vil Deres Frues Nervøsitet ogsaa, hvis hun kan bevæges til at følge med.

NIEMANN.

Det er nydeligt af Dem. Det vil Pauline vist gjærne. Det er saa sjældent, at vi kan komme ud sammen paa Grund af min Svagelighed. Jeg tager da i hvert Fald imod Indbydelsen til Middag, saa kan vi jo se. om De vil have os længer.

LEUNING.

Saa møder De Kl. 3 paa Jernbanen. Min Kompliment til Fruen.

NIEMANN.

Saa maa jeg nok skynde mig hjem.

LEUNING.
lidet Niemann vil gaa).

Endnu et Ord: vi har et Kastanietræ derude, hvis De skulde trænge til en frisk Forsyning.

32

FEMTE SCENE.

LEUNING. EGGERT.

LEUNING.
(ud af Døren).

Vær saa artig!

EGGERT.

Goddag, Leuning, kjender Du mig igjen?

LEUNING.

Hvad behager — men — Eggert, er det Dig? Er Du kommen hjem fra Amerika?

EGGERT.

Nej, desformedelst jeg har været i Indien.

LEUNING.

Aa, det kommer ud paa ét — men det er virkeligt morsomt at se Dig igjen. Kom her og sæt Dig og fortæl mig, hvordan Du har havt det.

EGGERT.

Tak godt. Jeg har set en hel Del, der nok var værd at se.

LEUNING.

Og moret Dig godt, kan jeg tænke. Hindupigerne skal jo være meget gode Eksemplarer af vor Race.

EGGERT.

Kjære, skal vi allerede nu snakke om det, 33 hvad skal vi saa tale om, naar vi har spist til Middag sammen?

LEUNING.

Er Du saa vis paa, at jeg vil indbyde Dig til Middag?

EGGERT.

Jeg har slet ikke tænkt derover. Men jeg kom for at spørge Dig, om Du ikke vilde gjøre mig den Fornøjelse at spise en Dag sammen med mig, inden jeg tog her fra Byen.

LEUNING.

Aa bliv nu bare ikke straks fornærmet. Det er ganske Din gamle Maner. Altid i Panser og Plade. Godt Ord igjen, det var kun Spøg. Jeg har virkelig isinde — med Tak for Indbydelsen — at invitere Dig meget hyppigt. Jeg er overordentlig glad ved at tale med Dig igjen. Du bringer saadan en Hærskare gamle Erindringer med, som hører til det Allerbedste i mit Liv fra dengang jeg endnu var ung og vaasede om, hvad jeg vilde udrette her i Verden og arbejde paa — Du milde Himmel hvor det er længe siden, jeg har tænkt en eneste af de Tanker, som jeg tænkte dengang!

EGGERT.

Hvordan lever Din Søster?

34
LEUNING.

Astrid — godt. Hun er ikke gift endnu, kan jeg sige Dig.

EGGERT.

Nej, det har jeg hørt.

LEUNING.

Hun bor hos mig og agerer Tante for min lille Pige. Ja Du vêd vel, at jeg er gift.

EGGERT.

Ja, og jeg lykønsker Dig af Hjærtet, skjønt det kommer lidt sent. Saa blev det dog Klara Holm. Jeg kan svare for, at Du trods alle Dine flotte Talemaader var ynkeligt forelsket.

LEUNING.

Unægteligt. Der var noget ved Klara, noget Fint, noget Lyst — hun lignede saa ganske de smukke Piger, som man ser tegnede i engelske Blade. At se hende komme paa Gaden — hun har saadan en egen Maade at skridte paa med smaa sikre Bevægelser og Hovedet lidt bøjet — der var for mig mere Poesi i dette end i hele Romeo og Julie. — Ja, jeg har været ung, men Du, som sidder der og smiler af mig, var Du dengang meget bedre faren end jeg. Hvorfor egentlig denne store Beslutning om at gaa til Indien, der kom over Dig som Juleaften paa Kjællingen. 35 Der var nok En, som ikke vilde vide af Dig, hun var et vildt Pigebarn dengang.

EGGERT.

Jeg rejste ganske simpelt herfra, fordi jeg mistvivlede om at kunne bane mig en Vej herhjemme. Jeg syntes her var flere Læger end Syge og at der ingen Udsigter var til en lille velgjørende Epidemi, der kunde rydde op blandt de første og skaffe bravt mange af de sidste. Saa drog jeg ud at søge Lykken.

LEUNING.

Har Du fundet den, bringer Du Golkondas Diamanter hjem med?

EGGERT.

Der er ingen Diamanter mer i Golkonda. Det er en Mythe. Jeg kommer, imellem os, ikke stort rigere hjem end jeg drog ud.

LEUNING.

Saa var det næppe Umagen værd at rejse saa langt. Da har jeg havt det nemmere.

EGGERT.
(koldt).

Ja, det er jo gaaet Dig godt.

LEUNING.

Aa, lad os nu ikke spille Komedie med hinanden. Jeg kan nok læse paa Dit Ansigt, 36 hvad Du mener om min Maade at vinde Lykken paa. Du har just intet diplomatisk Herredømme over Dine Ansigtsmuskler.

EGGERT.

Jeg vilde egentlig gjærne have undgaaet at tale med Dig herom, dog siden vi er komne ind herpaa, lad mig saa ganske kort sige Dig, at jeg vistnok er bleven ubehagelig berørt ved, at Du har byttet den store Videnskab med den lille Kunst. Men da jeg efter al Rimelighed kun bliver kort Tid her i Kjøben-havn, skal vi saa ikke tilbringe den sammen uden at tale om. hvad vi kun kan strides om?

LEUNING.

Du har allerede engang slaaet paa. at Du vil tage bort. Vil Du vende tilbage til Indien igjen?

EGGERT.

Nej. Jeg led — løjerligt nok — af Hjemve derovre, Uden at faa Breve fra Danmark — nær Familie har jeg jo ikke og Vennekorre-spondancen døde næsten helt ud — tænkte jeg dog bestandigt med en vis Længsel paa de mærkeligste Ting her. Tilsidst syntes jeg det var bedre at tage hjem en Tid end plage mig med halve Indbildninger.

LEUNING.

Jamen, saa skal Du jo ikke rejse.

37
EGGERT.

Jo her fra Kjøbenhavn. Den ermigbaade for stor og for lille. Jeg vil tage til en Provinsby og nedsætte mig. Naar jeg finder mig utilpas der, vil jeg atter sejle over Havet, og saa tænker jeg for livstid at have faaet Bugt med den pathologiske Tilstand, man kalder Hjemve.

LEUNING.

Provinslæge — er det Dit Alvor, efter at have tumlet Dig ved Ganges og andre hellige Floder. Saa dog heller Kjøbenhavn.

EGGERT.

Jeg vêd knap, om jeg kunde ernære mig her.

LEUNING.

Det sagde Du allerede, da Du rejste bort. Og seks Aar efter kommer Du tilbage for at sige det samme. Nej, min Ven, saa har jeg valgt den bedre Del.

EGGERT.

Jeg vilde dog ikke bytte. Men nu brænder vi igjen —

LEUNING.

Og det bliver vi ved med lige indtil vi faar talt os ud om den Ting. Jeg har desuden ikke ringe Lyst til at forklare Dig den 38 Kulisseforandring, der er foregaaet hos mig i Din Fraværelse.

EGGERT.

Ja lad saa være. Lad os saa gaa ned i Gruberne. Du maa indrømme, at vore Samtaler for seks Aar tilbage just ikke tydede paa en sær Forkjærlighed for Sukker-hum-bugen, som Du dengang kaldte den.

LEUNING.

Tværtimod, vore Diskussioner dengang dannede netop Udgangspunktet for min Frontforandring.

EGGERT.

Det forstaar jeg ikke.

LEUNING.

Ja maaske Du med Aarene har sat Din Skepsis til i Din egen Videnskab.

EGGERT.

Jeg tror at være ligesaa kritisk nu som dengang.

LEUNING.

Nu er Du dog allerede blevet saameget Bedsteborger, at Du siger kritisk istedetfor skeptisk. Nej dengang tilstod Du aabenhjær-tigt, hvor uvidende vi vare om næsten alle Sygdomme. Der var en tre, fire Lægemidler vi vidste hvordan virkede — for øvrigt Febermikstur alias Himbæreddike. Vi priste sammen 39 Homøopathien, fordi den havde indskrænket den bestandige Tyllen Medicin i Patienterne. Og hvor prækede vi ikke for fælles Bekjendte over, at Kunsten at faa Praksis beroede paa den større eller mindre Evne til at ryste bekymret paa Hovedet og udstøde et alvorligt, opmuntrende:,, Naa, hvordan gaar det?"

EGGERT.

Men Du vêd ligesaagodt som jeg, at paa Bunden af disse Overdrivelser, hvori der naturligvis var en Del Sandhed, laa der slet ikke andet end en videnskabelig Søgen, og Du vil vel næppe indbilde mig, at denne Frygt for Humbug i Lægevirksomheden førte Dig til Homøopathien.

LEUNING.

Nej, naturligvis var der mere personlige Grunde, men disse Ideer gjorde mig Overgangen lettere. Ser Du, jeg vilde ikke være Provinslæge. Der var dengang én af mine Bekjendte, der havde nedsat sig i Smørum-nedre eller Onløse, og da han havde været der et Par Maaneder skrev han til mig: „Med Praksis gaar det kun daarligt, men jeg har tjent 100 Kroner i L’hombre." — Saa vilde jeg dog heller tjene mine Kroner —

EGGERT.

Ved et andet Spil.

40
LEUNING.

Nuvel ja! Det gjorde Opsigt, kan Du tro, da jeg efter en kort Rejse i Udlandet nedsatte mig som Homøopath. Jeg udgav et Par Smaa-skrifter, i hvilke jeg angreb Allopatherne med deres egne Vaaben. Jeg hilsedes snart som Homøopathiens Messias, alle de gamle Kvaksalvere knælede for mig:

EGGERT.

Et smukt Tableau.

LEUNING.

Det bedste var dog ikke, at jeg fik umaadeligt at bestille og selvfølgeligt tjente mange Penge, men at jeg kunde gifte mig og leve med min Kone det Liv, uden hvilket for mig et Ægteskab havde været umuligt. Naar man gifter sig paa Kjærlighed og Kildevand, saa tror jeg for min Del, at Kjærligheden meget snart drukner i Kildevandet.

EGGERT.

Vel muligt. Kun et Spørgsmaal. Tror Du nu — Svaret bliver imellem os — paa Homøopathien?

LEUNING.

Ja som paa — Mythologien. Tror Du jeg er bleven Idiot?

41
EGGERT.

Men Menneske jeg holder Dig snarere for afsindig. Hvad giver Du da Dine Patienter?

LEUNING.

Jeg giver dem Trøst, Eggert, intet Mindre end den Salighed, som ligger i at føle sig trøstet. Jeg hjælper desuden et klækkeligt Tal og forsaavidt tør jeg vel kalde mig den gode Læge. Hvad Vægt ligger der paa, om Lægen selv tror paa de Midler han foreskriver, naar den Lidende har Tillid til dem og til ham, og virkelig bedres igjennem sin Tro? Hvorfor ikke gjøre Mennesker lykkeligere gjen-nem en Illusion? Hvorfor rane dem en Illusion, der gjør dem lykkelige? Ni af ti blandt mine Ejender og Misundere, der trække paa Skuldren af mig som Du nu, ere ved alle andre Lejligheder enige om at lovprise dem, der gjøre som jeg, og fordømme dem, der som Du føre Krig mod beroligende og lykkebringende Illusioner. Jeg giver mine Patienter gode Raad, Eggert, endda meget gode Raad, diætetiske Leveregler og saa lidt Sukker. Næsten hele mit Klientel bestaar af nervøse Fruentimmer og Mandfolk — fraregnet nogle uhelbredelige Individer, hvem jeg kan manøverere med saa godt som enhver anden.

EGGERT.

Men hvis nu Din Hustru blev syg? —

42
LEUNING.

Saa vilde jeg ikke selv behandle hende lige saa lidt som nogen anden af dem, jeg har kjær.

EGGERT.

Du kunde da behandle dem uden Din fordømte Humbug.

LEUNING.

Nej, jeg vilde ikke vove det. Jeg vêd ingenting mer. Det er mit ømme Sted. Hvad mine Meningsfæller skriver, det gider jeg ikke læse, og jeg er saaledes kommet ud af den hele videnskabelige Tankegang, at jeg ikke forstaar, hvad mine Modstandere skriver. Jeg har altfor store Huller. Men jeg tilstaar, at dette piner mig, og at jeg derfor undertiden har Lyst til at trække mig ud af det Hele. Naa, hvad siger Du saa?

EGGERT.

Jeg siger, Du altid har været en Laps og er det endnu; men desværre omgaas man næsten aldrig Folk paa Grund af deres moralske Egenskaber, og Du har en saa elskværdig og naiv Maade at være fordærvet paa — forresten tror jeg slet ikke, at Du er saa glad ved al den Løgn, Du lever i, som Du lader.

(Det banker paa Døren til venstre.)
43
LEUNING.

Nu nok om det og Tand for Tunge. Der har vi Damerne.

(Han lukker op.)

SJETTE SCENE.

DE FORRIGE. KLARA. ASTRID. BLANK.

LEUNING.

Kom blot ind, det er intet Sygebesøg. Det er en gammel Bekjendt, Dr. Eggert, der er kommen hjem som Nabob fra Indien.

KLARA.

Velkommen hjem. Vilhelm har ofte talt om Dem. De er uadskillelig fra Minderne om hans Studenteraar. Jeg haaber, at det gamle Venskab vil staa sin Prøve trods Deres lange Fraværelse og hans Ægteskab. Jeg hører ikke til de Koner, som ere skinsyge paa Deres Mands Venner.

EGGERT.

De er meget venlig, Frue. Ja, De maa tro, jeg kjender Dem af Omtale, mange Timer igjennem har jeg hørt Dem prise. Det kaldte vi at læse til Eksamen. —(Til Astrid) Kjender De mig igjen, Frøken?

44
ASTRID.

Saamænd gjør jeg saa, skjønt De har faaet et passende østerlandsk Ydre.

LEUNING.
(forestillende).

Dr. Eggert, Proprietær Blank, en af mine Patienter.

EGGERT.

Af en Syg at være ser Proprietæren meget vel ud.

ASTRID.

Og af en Rask at være?

EGGERT.

Det maa Damerne om.

BLANK.

De maa vide, Hr. Doktor, at Frøken Astrid —

ASTRID.
(rettende).

Frøken Leuning.

BLANK.

— At Frøken Astrid Leuning viser mig den Ære at gjøre mig til den udkaarne Gjen - stand — for sin Satire.

LEUNING.

Eggert tager naturligvis ud med os til Middag.

45
EGGERT.

Gjærne, hvis jeg ikke kommer til Ulejlighed.

LEUNING.
(til Klara, medens de andre fortsætte Samtalen).

Jeg har ogsaa bedt Niemanns at komme ud til os et Par Dage.

KLARA.

Har Fru Niemann været hos Dig?

LEUNING.

Hvor falder Du paa det? Niemann var her.

KLARA.

Vil Du virkelig have saamange Fremmede i disse Dage, da Gertrud er syg?

LEUNING.

Aa hvad, den Smule Forkjølelse; nu kan desuden Eggert se paa hende.

KLARA.

Du vil vel nok selv behandle Dit Barn. En fremmed Læge er vist næppe saa omhyggelig. Desuden er jo Eggert Allopath.

LEUNING.

Saameget des bedre, Kjære.

KLARA.

Jeg kan ikke lide den Tone, Du taler i, Du spotter altid selv over Dine Kundskaber.

46
LEUNING.

Vær nu ikke vred! Jeg er netop i et udmærket Humør idag.

(De fortsætte sagte.)
ASTRID.

Jeg, som ikke er naaet længer end til Paris, venter mig højst interessante Beretninger af Dem efter en saadan Verdensomsejling.

EGGERT.

Frøken, jeg har ikke meget at fortælle. Jeg er kun en daarlig Iagttager. Af den Mængde fremmede og forskjelligartede Gjenstande, som ere gledne forbi mit Øje, har jeg kun beholdt et Par stærke Indtryk, som jeg er istand til at gjengive. løvrigt en Mængde Billeder, som jeg vilde være ude af Stand til at meddele andre.

ASTRID.

Saa agter De nok ikke at udgive nogen Rejsebeskrivelse.

BLANK.

Vor Literatur mister et fortrinligt Værk.

ASTRID.

Og hvad er saa Udbyttet af Deres Rejse?

EGGERT.

Det skal jeg sige Dem. Naar jeg nu 47 hører eller selv udtaler Ord som Calcutta, Bombay, en indisk Præst, saa dukker der et fyldigt Billede op i min Sjæl — før var det kun tomme Ord. — De sagde, De havde været i Paris; var De istand til at meddele en anden det Billede, som den blotte Nævnelse af Ordet fremkalder? Det er en Sum af tidligere Sansninger, som man selv nyder om igjen, men ikke kan forplante til en anden, der ikke har været paa samme Sted.

LEUNING.

Hvad tale I saa ivrigt om?

BLANK.

Min Gud! Frøken Astrid Leuning og Doktor Eggert have indskibet sig til Indien og taget en saadan Mængde Lærdom til Ballast, at Skibet nok slingrer og de bliver søsyge.

ASTRID.
(til Eggert).

De maa undskylde Hr. Blank, han kan kun tale om Modepynt.

LEUNING.

Ja foreløbig maa de nøjes med at rejse paa Landet. Afsted mine Damer og Herrer, Jernbanen venter ikke.

(Alle ud.)
(Tæppet falder.)
48

ANDEN AKT.

Smukt udstyret Havestue. I Baggrunden Glasdør ud til en Veranda. Tilhøjre og tilvenstre Dore.

FØRSTE SCENE.

LEUNING med lille GERTRUD, EGGERT med KLARA, NIEMANN med. ASTRID, BLANK med FRU NIEMANN komme parvis ind fra venstre, Herrerne have Damerne under Armen. Der siges almindeligt Velbekomme. Selskabet spreder sig i Grupper; der serveres Kaffe, som drikkes baade i Stuen og-paa Verandaen.

EGGERT.
(idet han hilser paa Klara).

Var jeg Dem, Frue, saa puttede jeg lille Gertrud paa Hovedet i Seng. Det Barn ser ud til at have en dygtig Feber.

KLARA.
(lidt steødt og forskrækket).

Hører Du, Vilhelm, hvad Dr. Eggert siger. Han vil have, jeg skal lægge Gertrud,

LEUNING.

Tror Du, det er slemt, Eggert! Saa hurtigt i Seng med hende! Godnat min Tøs. (Til Eggert) Jeg er noget angst, her er Difteritis i Egnen og i Mileafstand ingen anden Læge end jeg.

49
KLARA.

Det er oprørende at høre Dig tale saadan.

(Hun gaar ud med Barnet.)
LEUNING.
(efter hende).

Du vêd dog godt, at den Unge er min Øjesten.

EGGERT.

Din Hustru blev vred. Det er underligt, hun endnu ikke har vænnet sig til Din Tonart.

LEUNING.

Ak, Kjære, det er netop Ægteskabets grænseløse Ulykke, at Stemningen altid skal være éns mellem de To for at Sammenspillet skal lykkes, og det er saa fordømt vanskeligt for to Mennesker altid at stemme overens.

EGGERT.

Derfor troede jeg Ens Valg beroede paa en sikker Samklang.

LEUNING.

Og tror Du, at Klangen er den samme før og efter Ægteskabet. Ak, I Daarer eller I Vismænd, som ere ugifte, I komme aldrig til at ane Ægteskabets Hemmeligheder. Vi Ægtefolk danne en Sammensværgelse, i hvilken man indtræder efter Vielsen, og hvis Tavsheds-vedtægter man ubrødelig holder. Lidt røbes nu og da gjennem Retssager eller Bøger. 50 Men det er kun det Dramatiske, det Store, det Afgjørende. Hvordan Livet er i det Smaa, det Dagligdags, det fortælles ikke, og — (med et halvt Smil) jeg har naturligvis ikke Lyst til at bryde Tavsheden overfor en Usammensvoren.

EGGERT.

Det skal ikke give En Lyst til at gifte sig.

FRU NIEMANN.

Hvad er det Herrerne filosofere over? De ser saa nedslaaede ud.

LEUNING.

Vi taler om Ægteskabet, Frue.

FRU NIEMANN.

Og jeg haaber, at De som frisindede Mænd beklager os stakkels Koner for det Trælleliv, som vi fører.

LEUNING.

Naar man ser Dem ligge der i Gyngestolen ligesaa smuk og ligesaa herskesyg som selve Kleopatra, saa beklager man kun, at man ikke er Antonius.

EGGERT.

Jeg vilde altid hellere være Cæsar. Han kom først.

FRU NIEMANN.

Desværre er jeg ikke Dronning over 51 Ægypten og bliver det vist ikke, hvor længe jeg end venter. Og jeg tilstaar, at jeg var tilbøjelig til at bytte mig denne Stilling til for at være Grosserer Niemanns Kone i Kjøbenhavn. Jeg kunde godt lide at viftes af sorte Slaver.

LEUNING.

Kan ikke en af Deres ydmygste hvide Slaver være Dem til Opvartning? (Han vifter hende.)

EGGERT.

Kjære, naar Du vil tale i lutter Madrigaler, er jeg sikkert tilovers.

(Han gaar ud paa Verandaen.)
LEUNING.
(viftende).

Det var godt han gik, saa kan jeg sige Dem, hvor lykkelig jeg er ved at have Dem herude.

FRU NIEMANN.

Virkelig!

LEUNING.

De vêd godt, hvorledes De betager mig, hvorledes Deres Skjønhed og desværre Deres Koketteri beruser mig. Jeg er tyve Aar, svimmel, ude af mig selv, naar jeg er i Deres Nærhed.

FRU NIEMANN.

Hvor tør De sige, at jeg er koket?

52
LEUNING.

Og leger De ikke med mig? Hvad frygter De, hvorfor vil De ikke være god imod mig?

FRU NIEMANN.

De glemmer nok, jeg er gift.

LEUNING.

Netop derfor. Med Deres Mand kan De gjøre, hvad De vil. Ja var De en ung Pige —

FRU NIEMANN.

Det er en net Moral, De præker. Lad os gaa ud i Haven, her er saa lummert herinde.

(De rejse sig og gaa ud af Havedøren; i det samme kommer Klara fra venstre, ser efter dem, gjør en Bevægelse som for at følge men sætter sig. Blank nærmer sig.)
BLANK.

De har lagt Deres lille Pige til Sengs, Frue, var hun virkelig syg?

KLARA.

Jeg haaber det ikke. men træt var hun, hun sover allerede. Dr. Eggert gjorde mig forskrækket.

BLANK.

Det var temmelig taktløst af ham at give Dem Raad, naar Deres Mand var tilstede.

KLARA.

Vilhelm er saa underlig. Han spotter altid 53 over sine egne Kundskaber. Mange Gange vêd jeg virkelig ikke — (standser).

BLANK.

Ja, jeg har gjort den samme Erfaring. Mange Gange vêd man virkelig ikke —

KLARA.

Men det er sandt, De var jo syg. (Smilende) Det var vel ikke videre slemt.

BLANK.

Jo forfærdeligt. Vilhelm foreskrev mig den allerbitreste Mikstur.

KLARA.

Saa tager De den vel ikke.

BLANK.

Ja hvad raader De mig til? Vilhelm vil, jeg skal gifte mig.

KLARA.

Det skulde De, hvis der er nogen, De er forelsket i.

BLANK.

Det er der maaske nok, Fru Klara, men det er ikke sikkert, jeg kan gifte mig med hende.

KLARA.

Vil hun ikke have Dem, stakkels Hr. Blank?

BLANK.

Hvis hun nu var gift, Fru Klara! — Ja, jeg 54 vêd nok, De ikke holder af, man taler saaledes, men vær ikke vred, netop det tror jeg hidser mig til at sige, hvad man ellers fortier. De er saa sikker og saa ærefrygtindgydende smuk, jeg faar saadan underlig Lyst til at skjære Grimasser, figurligt talt, i Deres Nærhed. Ja nu smiler De, men det er vist, Fru Klara, netop fordi De er saa hvid, ønsker jeg at vise mig rigtig sort.

KLARA.

Saa bliver det Hele nok graat, naar vi tale sammen. Altsaa De gjør Dem sortere end De er?

BLANK.

Nej, nej. Jeg er en daarlig Fyr, der spilder sit Liv. Det sagde ogsaa Deres Mand til mig. Ak, alle kunne jo ikke være saa heldige som han, alle kunne ikke have Dem til Hustru, Dem i sit Hjem. det vil sige, Fred og Dannelse — nej jeg vil ikke sige Dem Komplimenter. Jeg vêd, De lider ikke sligt. Og dernæst har ikke enhver saadan som Leuning et Kald, en nyttig Virksomhed — skjønt Himlen maa vide, hvorledes det egentlig staar til med hans Doktori.

KLARA.
(afbrydende).

De har jo ogsaa en Virksomhed.

55
BLANK.

Nej, kjære Frue, jeg har en Gaard, en meget stor Gaard endda, som jeg har arvet meget redeligt og meget let. Men den passer sig selv. Og jeg interesserer mig ikke det ringeste for Agerbrug. Jeg vilde helst sysselsætte mig med helt andre Ting. Jeg tror ikke, jeg er kommen paa den rette Hylde. Jeg kan saa godt forstaa, at mine kjære Medborgere aldrig have tænkt paa og aldrig ville tænke paa at beære mig med nogetsomhelst Tillidshverv — men maaske jeg ellers kunde udrette noget. Nu vêd jeg ikke, hvad jeg skal tage fat paa, og saa gjør jeg slet ingenting. Hvis der var en Kvinde, der var ærgjærrig paa mine Vegne — jeg vandt endnu en Krone for Borgerdyd.

KLARA.

Man vêd aldrig ret, om man kan tro, hvad De siger. Mener De nu dette eller er det blot Spøg?

BLANK.

De kan altid tro, hvad jeg siger til Dem. Man lyver ikke for Dem, Fru Klara. Det er latterligt af saadan en Laps som mig at sige det: man bliver et bedre Menneske i Deres Nærhed.

56
KLARA.

Nu maa De virkelig holde op. Vil De absolut sige smukke Ting, saa henvend Dem til Fru Niemann. Hun forstaaer bedre at skatte sligt.

BLANK.

Hun er optaget, Frue, se blot, hvor Deres Mand anstrænger sig ude paa Verandaen.

KLARA.

De kan vist godt faa en Plads.

BLANK.

Tak, jeg vil ikke forstyrre. Men det er sandt, De vêd jo slet ikke, hvad det var for et Parti, Deres Mand foreslog mig. Ingen anden end Deres Svigerinde, hans Søster, den smukke, elskværdige og kloge Frøken Astrid Leuning.

KLARA.

Astrid! Og tror De, hun vil have Dem?

BLANK.

Ja, det ligger slet ikke for endnu, thi jeg vêd ikke, om jeg vil have hende. Men herude paa Tandet er jeg virkelig gaaet i Giftetanker. Naar man har to lykkelige Ægteskaber for Øje, saa hengiver en stakkels Pebersvendesjæl sig til allehaande fristende Indbildninger.

57
KLARA.

Hvilke Ægteskaber?

BLANK.

Men Deres eget og Parret Niemanns.

KLARA.

Jeg ynder ikke at undersøge de Folks Forhold, der ere Gjæster i mit Hus, endnu mindre at tale om mine egne.

BLANK.

De bliver da ikke vred?

KLARA.

Paa ingen Maade. Men De holder mig vist for enfoldigere end jeg er, Hr. Blank.

(Alle Personerne nærme sig.)
FRU NIEMANN.

Jeg syntes, nogen nævnede mit Navn.

BLANK.

Jeg tillod mig det. Jeg gjorde Fruen opmærksom paa, hvor udmærket De tog Dem ud op imod den grønne Vedbend.

NIEMANN.

Jeg vil raade Dig, min Pige, at Du ikke tror paa alle de Galanterier, Herrerne opvarte Dig med.

BLANK.

Gjælder den Spids Leuning eller mig?

58
NIEMANN.

Hvad for noget? Leuning!

LEUNING.
(forlegen).

Bryd Dem aldrig om, hvad Blank siger; hans Tale er ren Tungegymnastik uden Tanker.

BLANK.

Men Du milde Himmel, hvorfor er Du saa grov! Hvad ondt er der i, at Du er galant mod Fru Niemann, naar hverken hun eller hendes Mand eller Din Kone har noget derimod.

FRU NIEMANN.

Det vêd jeg virkelig heller ikke. Men for at tale om noget andet, De har nok set, at jeg er Medindbyderske til en Sommerbazar. Jeg regner ikke alene paa Bidrag fra alle de tilstedeværende, men ogsaa paa, at De, Fru Leuning, og De, Astrid, hjælper mig.

KLARA.

Jeg tror ikke min Mand holder af, jeg staar i en Bazarbutik.

FRU NIEMANN.

Han maa gjøre en Undtagelse ved denne Lejlighed.

NIEMANN.

Hvorfor vil De ikke tillade Deres Kone en saa uskyldig Fornøjelse?

59
LEUNING.

Ja jeg mener — at det maaske ikke er saa rart, at en Dame offentlig stiller sig frem som Butiksjomfru.

BLANK.

Aa! Sig heller rent ud, at Du er jaloux.

LEUNING.

Jaloux — det har ikke det mindste med Jalousi at gjøre.

ASTRID.

Da jeg heldigvis ikke behøver at spørge nogen om Forlov, vil jeg tillade mig at staa sammen med Fru Niemann — og Klara, hvis hendes strenge Formynder giver hende Lov. Den Bazar kan blive en passende Afveksling i vort idylliske Liv.

FRU NIEMANN.

Vist skal Deres Svigerinde være med. Vi skal nok tage os ud, vi tre, vi vil have Buffeten og beruse Mandfolkene med Sraaasnapse og fristende Blikke.

BLANK.

De tre Gratier som Opvartningsjomfruer.

FRU NIEMANN.

I et moderne Kostume.

60
BLANK.

Desv — nej jeg siger ingenting. Naa saa kommer vel Fru Leuning med. Kan jeg ikke blive Vært ved Skjænken?

NIEMANN.

Leuning har endnu ikke sagt Ja. Vil De saa nægte Deres Kone en saa uskyldig Fornøjelse?

EGGERT.

Er den virkelig saa uskyldig?

FRU NIEMANN.

Nej, det er en Dødssynd.

ASTRID.

Lad os saa faa Moralen. Jeg husker fra gammel Tid, at Eggert præker godt.

EGGERT.

Det glæder mig, at De endnu mindes gammel Tid. Men jeg vil slet ikke være moralsk. Jeg vil ikke engang præke Økonomi, skjønt jeg nok tror det anses for en afgjort Sag, at Bazarer er til allerstørst Skade netop for den Art Folk, de vil understøtte. Nej, jeg vilde blot bemærke, at hvis jeg var gift, vilde jeg være altfor — ja lad mig kun sige altfor skinsyg til at lade min Hustru slaa Mønt af sin Skjønhed, selv om Pengene tilfaldt de 61 Trængende. Jeg vilde ikke have hendes Smil takserede — selv om Prisen flød i Fattigkassen.

ASTRID.

Lutter Jalousi. De kunde ikke taale at Deres Ægtehalvdel udsattes for andres Blikke. Maaske turde hun heller ikke gaa i Selskab.

EGGERT.

Jeg tror knap, jeg vilde holde af, at hun gik paa Bal.

LEUNING.

Du taarner Pelion paa Ossa, min Ven, Du stormer Himlen.

ASTRID.

Ikke paa Bal! Men De viser jo den uhyggeligste Mistillid til Deres Hustrus Ærekjærhed og til Deres egen Elskværdighed, naar De ikke tør betro hende til sig selv.

BLANK.

Det kommer der af at rejse til Østerland, saa vender man hjem med tyrkiske Haremsprinciper og vil lukke sin Kone inde.

NIEMANN.

En Mand bør have Tillid til sin Kone. Ægteskabet beror paa gjensidig Tillid og Agtelse. Man maa indrømme sin Kone al anstændig Frihed. Naar man har Agtelse for sin Kone, er man ikke jaloux.

62
FRU NIEMANN.

Du er en god lille Mand, Niemann. (Til Eggert). De bliver aldrig gift med de Principer.

EGGERT.

Vel muligt, Frue, jeg paastaar ikke det Modsatte. Men jeg har slet ikke hævdet noget Princip, mindst Haremsprinciper, som Hr. Blank saa vittigt udtrykker det. Det er for mig en ren Følelsessag. Jeg vilde ikke holde af, at min Kone udstillede sig paa en Bazar eller et Bal, eller rettere jeg vilde ønske, hun ikke holdt deraf.

ASTRID.

Nej, blive hjemme og passe Grøden.

FRU NIEMANN.

Og strikke Strømper.

BLANK.

I Hvergarn med glat Haar og en Nøglekurv i Haanden. Der har vi Dr. Eggerts Ideal.

KLARA.

Hvorfor angribe de alle Dr. Eggert? Naar man er forelsket, bliver man let jaloux, og Dr. Eggert gaar ud fra, at han vil vedblive at være forelsket i sin Kone. Kan Du ikke forstaa det, Vilhelm?

63
LEUNING.

Skulde Skinsyge da være en nødvendig Følge af Kjærlighed?

NIEMANN.

Aa, det er noget Snak. Jeg har aldig været skinsyg, og det forstaar sig, min Kone har da heller ingen Anledning givet mig dertil. Det er dissenymodens Ideer. Vilever i Danmark og ikke i Paris, hvor det er Skik med disse Ægteskaber, hvor —

(Han rejser sig pustende og gaar ud paa Verandaen.)
BLANK.
(byder ham Armen).

De anstrænger Dem for meget.

ASTRID.

Jeg vilde være for stolt til at være skinsyg paa min Mand. Hvis han ikke holdt af mig, maatte han lade være.

EGGERT.

Tænk engang paa to Ægtefolk paa et Bal. Danse de sammen, er det latterligt, thi det kan de jo gjøre hjemme, og ellers maa de lege Fremmede med hinanden en hel Aften.

ASTRID.

De tager for tungt paa alle Ting.

64
FRU NIEMANN.

Jeg vædder paa, at Dr. Eggert ikke kan danse.

EGGERT.

Det skal De ikke, Frue, uden De har megen Lyst til at tabe. Jeg danser udmærket.

ASTRID.

Det kan man ikke nægte ham.

NIEMANN.
(ude fra Haven).

Pauline, kom ud, saa skal Du se en dejlig Solnedgang.

FRU NIEMANN.

Gaar de andre ikke med?

KLARA.

Jeg vil blot se, om Gertrud sover endnu.

(Hun gaar ud til venstre.)
LEUNING.

Jeg vil gjærne sige Astrid et Ord.

EGGERT.

De kommer til at nøjes med mig.

(Eggert og Fru Niemann gaa ud i Haven.)

ANDEN SCENE.

LEUNING. ASTRID. Siden EGGERT.

ASTRID.

Vil Du mig noget?

65
LEUNING.

Gjør mig den Tjeneste at sige Nej til den Bazar. Jeg tror, Klara ikke har Lyst, paa den anden Side vil jeg nødig forbyde hende det. Naar Du siger Nej, saa falder det bort af sig selv uden —

ASTRID.

Uden at Du behøver at vække Fru Niemanns Mishag.

LEUNING.

Lad mig være fri for det taabelige Drilleri som Du synes at have lært af Din Tilbeder Blank.

ASTRID.

Min Tilbeder, det vêd jeg intet af.

LEUNING.

Da kan jeg dog fortælle Dig, at han halvvejs gaar omkring i Giftetanker, og at Du er den halvt Udkaarne.

ASTRID.

Det tager sig meget halvt ud. Du kan tro, det helt og holdent bliver til Ingenting.

LEUNING.

Ret betænkt er Du jo idag mellem dobbelt Ild. Din gamle Beundrer og Frier Eggert — jeg har ham mistænkt for at være kommen sporenstregs fra Indien for Din Skyld.

66
ASTRID.

Saa! Det er da godt, at jeg har ventet paa ham. Hvad vil han ellers tage sig for herhjemme?

LEUNING.

Se, se, Du lader til at helde mere til Videnskaben end til Landvæsenet. Han vil saamænd nedsætte sig ovre i en Provinsby paa Jyllands Vestkyst og pleje Bonder og Heste, efterhaanden selv blive Bonde med blaatærnet Vest, Transtøvler og Pibe. Dig er den glimrende Tilværelse forbeholdt at sidde hjemme hos Børnene, lave Medicin og give Bønderne gode Raad naar »han sæl itt æ hjemme«. Om Søndagaften faar Du Tov at opvarte ved L’hombren med Præsten, Skolelæreren og Degnen. Det vil blive et Tiv, forsødet af en Kjærlighed, som vil trodse alle Baller og Bazarer.

ASTRID.

Jeg betakker mig. Jeg ønsker at blive i Kjøbenhavn.

LEUNING.

Altsaa Blank?

ASTRID.

Naar galt skulde være. Giftes skal jeg jo engang.

LEUNING.

Altsaa kan man give ham Haab.

67
ASTRID.

Paa ingen Maade. Ikke et Ord maa Du sige, det er Spøg altsammen. Men dog for Alvor — hvad synes Du om Blank?

LEUNING.

Om Blank. Ja ser Du, det er en skikkelig Fyr. Han er rig. Han har levet endel, men det har vi —

ASTRID.

Er han nu ogsaa saadant et rigtig honnet Menneske?

LEUNING.

Honnet! Ja hvad forstaar Du derved? Han har ingen Sølvskeer stjaalet.

ASTRID.

Du vêd vel nok, hvad honnet er. Er han hæderlig, ærlig saadan som Eggert er?

LEUNING.

Saadan en Dydsdragon som Eggert er han vel ikke. Han lever Livet som det er, han vil hverken forbedre andre eller sig selv, men befinde sig saa vel som muligt, og jeg tænker, han ogsaa vil lade sin Kone have det godt.

ASTRID.

Hør, kan Du huske, ligesom Du var bleven gift, hvor lykkelig Du var. Du fortalte 68 mig, at Jer bedste Time var om Eftermiddagen, naar I havde spist og drak Kaffe i Mørkningen inde i Dagligstuen. I sad ligeoverfor hinanden ved Vinduet og saa’ ud paa Gaden, hvor der blev tændt Lys. I talte ikke saa meget, men I havde det saa godt, i saadan dyb Fred. Siden Du fortalte mig derom, har det altid været mit Ideal af Ægtestanden at sidde saadan med min Mand i Mørkningen. — Men jeg kan ikke faa Blank passet ind i Vindueskarmen.

LEUNING.

Han har dog ellers Øvelse i sligt. Saa snarere Eggert?

ASTRID.

Snarere ham.

LEUNING.

Saa er det nok bedst, han bliver her i Kjøbenhavn. Jeg tror, jeg vil tale med ham.

ASTRID.

Saa, vil Du nu klappe mig sammen med ham.

LEUNING.

Hvad vil Du da?

ASTRID.

Ingenting, blot have Fred. Det er nok rigtigst, jeg kommer ud til de Fremmede.

69
EGGERT.
(kommer fra Haven).

Undskyld, jeg skulde hente Fru Niemanns Shawl.

ASTRID.

Nu skal jeg. (Hun gaar ind tilhøjr

TREDJE SCENE.

LEUNING. EGGERT.

LEUNING.

Bliv lidt, sæt Dig ned! Synes Du ikke jeg har det rart herude?

EGGERT.

Udmærket! Her er overmaade landligt.

LEUNING.

Det er et helt Fund at træffe saa beboelig en Lejlighed en halv Times Vej fra en lille Station, hvor endnu ingen Kjøbenhavnere søge hen. Tidligere rejste jeg i min Ferie, nu ligger jeg herude uden at bestille det Ringeste. Jeg afslaar haardnakket al Bondepraksis.

EGGERT.

Tal ikke haanligt om den, det er den jeg skal leve af.

LEUNING.

Du tænker ikke for Alvor paa at nedsætte Dig paa Landet.

70
EGGERT.

Jeg forsikrer Dig.

LEUNING.

Søg hellere at arbejde Dig en Stilling op her.

EGGERT.

Det er tvivlsomt om det vil lykkes.

LEUNING.

Som Enemenneske kan Du da altid leve.

EGGERT.

Men hvis jeg nu vil gifte mig.

LEUNING.

Netop saa skulde Du blive her.

EGGERT.

Det forstaar jeg ikke. Jeg mener lettere at kunne tjene mig en tarvelig Tilværelse udenfor Hovedstaden, netop saa jeg hurtigt kan sætte Bo.

LEUNING.

Har Du allerede Kone?

EGGERT.

Ingenlunde, jeg vil søge hende.

LEUNING.

Søge — at behage hende?

71
EGGERT.

Det ogsaa naturligvis, men bagefter. Først maa jeg finde hende.

LEUNING.

Jeg har Dig stærkt mistænkt for, at Du leger Blindebuk med et meget gjennemsigtigt Bind for Øjnene — Amors eget Bind.

EGGERT.

Vær saa venlig at tale lidt mindre billedligt og mythologisk. Jeg forstaar ikke.

LEUNING.

Jeg kan virkelig ikke udtrykke mig tydeligere. I gamle Dage forstod Du halvkvædede Viser.

EGGERT.

Det gjør jeg maaske endnu.

LEUNING.

Naa, saa hør et Venneraad. Opgiv denne Provinslandfiygtighed. Bliv i Kjøbenhavn og lov hende en mindre bondeagtig Fremtid; ellers kommer der en eller anden Vindspiller som Blank og snapper hende bort for Din Næse. Vilde Du tale rent ud af Posen med mig, havde jeg maaske endda et godt Forslag at gjøre Dig, som jeg har gaaet og tygget paa idag. Du vêd, Du kan stole paa mig og at jeg holder af Dig, hvor latterligt det 72 end lyder, naar Mandfolk sige hinanden slige Ting. Altsaa —

EGGERT.

Nu, siden Du taler saa elskværdigt til mig, jeg tilstaar altsaa, skjønt det falder mig haardt, at Din Søster i sin Tid har gjort et dybt Indtryk paa mig.

LEUNING.

Friede Du til hende?

EGGERT.

Aldrig ligeud. Men hun vidste godt, hvordan det stod med mig. Hun afviste mig egentlig heller ikke. Alligevel var det mig klart, at en Forlovelse, en langvarig Forlovelse mellem os to af mange Grunde var en Umulighed.

LEUNING.

Saa rejste Du.

EGGERT.

Jeg rejste, dels fordi jeg var betaget af min Forelskelse, dels fordi jeg fortvivlede overfor min Fremtid i Danmark.

LEUNING.

Og nu er Du kommen hjem, alene rigere paa Erfaring.

EGGERT.

Unægteligt.

73
LEUNING.

Og Længslen efter hende drev Dig hjem?

EGGERT.

For en stor Del ja. Det er vanskeligt at klare sig de Følelser, man kalder Hjemve. Der lægger sig fine Taager for Ens Øje, bag hvilke Hjemmet dukker op; man er aldrig sikker paa sit Humør; man ængstes pludselig ved Tanken om, at noget hændes hjemme, som rammer En; i det muntreste Selskab bliver man dødssørgmodig, fordi alt med ét synes fremmed — dog for mit Vedkommende, jeg droges mest af en ubændig Trang til at se hende igjen, til at vide om hun tænkte paa mig eller ødslede Tale og Smil paa andre, til at spørge —

LEUNING.

Men, Kjære, alt dette skulde Du fortælle hende selv, og spørge hende selv, ikke mig.

EGGERT.

Det vil jeg ogsaa. (Tøvende) Tror Du, hun kan lide mig?

LEUNING.

Lide Dig? Det er der intet Spørgsmaal om, men der skal mere til.

EGGERT.

Jeg mener naturligvis, om hun vil blive min Hustru.

74
LEUNING.

Men kjæreste Ven, hvad vil Du gifte Dig paa?

EGGERT.

Det har jeg jo forklaret Dig; jeg vil nedsætte mig etsteds her i Landet som Læge.

LEUNING.

Og den Tilværelse vil Du byde Astrid?

EGGERT.

Jeg vil byde hende den Tilværelse at være min Hustru.

LEUNING.

Du har altid paa rede Haand disse Svar, der knække Arme og Ben paa En. Hør nu, Astrid er et Verdensbarn, vant til et luksuriøst Liv. Hun kan ikke tænke sig at begrave sin Skjønhed og Levelyst i en Provinsby. Blot hendes Dragt passer ikke til Æbeltoft. Ikke sandt, hun vilde jo faa hele Byen efter sig, naar hun gik ned ad Gaden.

EGGERT.
(smilende).

Det er nu nok nogen Overdrivelse.

LEUNING.

Men ogsaa nogen Sandhed. Astrid har set for meget af Livet til at forlove sig blindt hen som unge Piger gjør og som kan være 75 meget klædeligt, men undertiden ender mindre glædeligt. Hun er verdensklog, vêd, hvad Ægteskab er og hvad Kjærlighed. Hun er ikke romantisk.

EGGERT.

Det ønsker jeg heller ikke, hun skal være. Jeg vil gjærne, hun skulde forstaa, hvad det betyder at love Troskab til en Mand.

LEUNING.

Menneske, forstaa dog en ret Mening.

EGGERT.

Jeg forstaar Dig godt.

LEUNING.

Nej Du gjør ikke. Jeg mener kort og godt, at Astrid ikke kan tænke sig Livet uden en vis Rigdom eller rettere Luksus. Hun har noget af min Natur.

EGGERT.
(alvorlig).

Maaske.

LEUNING.

Hvad vil Du altsaa gjøre? Det kan ikke nytte, Du kommer med de bare, tomme Hænder til hende.

EGGERT.

Jeg maa vel se at fylde dem.

76
LEUNING.

Og hvordan?

EGGERT.

Jeg vêd ikke rettere end jeg maa tage over til Amerika og grave Guld.

LEUNING.

Nej, Du har rejst nok.

EGGERT.

Saa vil jeg spille i Lotteriet. Hvem kan vide? En skal jo dog vinde.

LEUNING.

Men jeg tror ikke, der er Held ved Dig.

EGGERT.

Saa maa jeg vel nedsætte mig som Homøopath ligesom Du.

LEUNING.

Nu brænder Du.

EGGERT.

Hvad for noget? Du tror da vel ikke for Alvor —

LEUNING.

Tys, tys, lad os snakke lidt om Tingen. Jeg vil slet ikke foreslaa Dig at give Dig ind paa min Kunst. Vi er nok i Forvejen, og jeg tror desuden ikke Du duer dertil. Nej, det er noget andet, jeg vil foreslaa Dig.

77
EGGERT.

Hvad da?

LEUNING.

Jeg har set sligt i Udlandet og mener det ganske godt lod sig indføre herhjemme. Jeg var oppe i Paris hos en af mine Kolleger, en stor Mirakeldoktor, til hvem Syge og Døende valfartede hen langvejs fra som til en hellig Kilde, en undergjørende Relikvie, en —

EGGERT.

En vîs Eneboer.

LEUNING.

Nej, netop ingen Eneboer som Du skal høre. Han boede i et elegant Hus paa første Sal, og da jeg havde ringet paa, faldt mitBlik naturligt paa Døren lige overfor paa Trappeafsatsen, og der læste jeg: „Allopathisk Klinik" med ligesaa store Guldbogstaver som dem, med hvilke der stod „Homøopathisk Klinik" paa min Kollegas Dør. Jeg undrede mig over, at to Konkurrenter havde valgt at bo saa klods op ad hinanden. Og da jeg var kommen ind og var bleven vel modtagen, kunde jeg i Samtalens Løb ikke undlade at udtrykke min Forbavselse over denne Tilfældighed og spurgte snildt min Kollega, hvorledes nogen Modstander af ham havde kunnet faa det halsbrækkende Indfald at nedsætte sig i et Hus, som han havde gjort berømt.

78
EGGERT.

Det var nydeligt. Og hvad svarede saa Doktor Bombastus?

LEUNING.

Min værdige Kollega smilede med blid Overlegenhed og sagde: „De tror, at vi bo overfor hinanden som Konkurrenter!" — „Ja, hvad andet" sagde jeg og saa’ sikkert overmaade dum ud. — „De tager ganske Fejl, vi er tværtimod de bedste Venner." — „Ja som Privatmænd" — „Nej netop som Læger. Ser De, Folk ynder Forandring efter det gamle Ord og i ingen Hensende mer end overfor deres Læge. Man kan ikke fortænke dem deri; det maa være lidt harmeligt bestandigt at lade sig kurere paa af den samme Person, der forsikrer at det nok skal hjælpe — men det hjælper aldrig. Nu vêd De nok, kjære Kollega, at Folk især har Lyst til søge fra Allopather til Homøopather og omvendt. I gamle Dage var der saa Strid, Disput, Raseri mellem de forskjellige Læger. Men vi have ganske forandret dette. Vi ræsonnere nu som saa: Folk kan for deres Penge forlange, hvilken Læge de vil, og hvilken Medicin. Saasnart jeg mærker, en Patient bliver utaalmodig, søger jeg ikke at holde paa ham, som Læger almindeligvis gjør, og hvorved de kun opnaar, at han bliver endnu 79 ubehageligere, nej jeg lader ham ganske sagte glide mig ud af Hænderne. Jeg foreslaar ham selv at søge anden Hjælp, jeg leder ham paa Vej og letter ham Overgangen — til den anden Side af Trappen, til den anerkjendt dygtige Mand, som bor der. Patienten, der krymper sig ved at give mig Afsked, bliver lykkelig ved at kunne gjøre det, uden at støde mig, netop efter min egen Recept. De forstaar, min kjære Nabo bærer sig ligedan ad. Det er en stadig Udveksling. Ikke sjældent gaar den samme Patient flere Gange frem og tilbage mellem os." — Du skulde set det Skuldertræk og det Smil, hvormed han til Slutning sagde: „Vi spille Fjederboldt med Patienterne, min unge Ven." Han lignede en gammel Diplomat. O! Man kunde lære meget af ham.

EGGERT.

Metternich ved Talleyrands Fødder!

LEUNING.

Ja, ja; men nu — vil Du saa spille Fjederboldt med mig? Du etablerer Dig ligesaa elegant som jeg, i samme Hus som jeg — en Etage højere om Du vil, derpaa kommer det ikke an.

EGGERT.

Og Pengene til at begynde for?

80
LEUNING.

Enten laaner jeg Dig dem eller Du tager dem af min Søsters Medgift. Hun har jo saameget, at hun selv kan leve behageligt derfor.

EGGERT.

Jeg bliver altsaa gift med hende.

LEUNING.

Ja paa den Maade bliver Du det. Jeg skaffer Dig Praksis. Vi understøtter hinanden, vi taler godt om hinanden.

EGGERT.

Og spiller Boldt med Niemann og hans Kastanier.

LEUNING.

Naa dem har Du allerede faaet. Nej — alvorlig talt vil Du? Du skal se, det bliver udmærket. Ganske ærligt: jeg vil være glad derover, jeg har undertiden nogle Skrupler, som jeg berørte for Dig, og dem skal jeg nok nu sende over til Dig. Vi gjør Furore i Kjøbenhavn. Naa slaa til, vil Du?

EGGERT.

Nej, jeg vil ikke.

LEUNING.

Hvorfor ikke?

81
EGGERT.

Fordi et saadant Makkerskab ikke passer mig.

LEUNING.

Ikke! Hvad giver Du bort af Din Værdighed derved? Jeg forlanger ikke, at Du skal blive Homøopath.

EGGERT.

Men dog hans Medarbejder.

LEUNING.

Og det saarer Din Dyd? Du er sart.

EGGERT.

Sart eller ikke, jeg takker Dig for Dit Forslag, men jeg kan ikke.

LEUNING.

Du er ikke høflig, Eggert.

EGGERT.

Det tror jeg dog, jeg er. Det er kjedeligt, vi atter ere komne ind paa dette Emne, det burde aldrig være berørt imellem os.

LEUNING.

Jeg indser virkelig ikke, hvorledes vi skal omgaas uden at tale om vor Virksomhed.

EGGERT.

Det tænker jeg dog, vi kan.

82
LEUNING.

Det tror jeg ikke.

EGGERT.

Du mener?

LEUNING.

Jeg mener, hvad jeg siger, men det er vist et Spørgsmaal om Du siger, hvad Du mener. Sig mig Din Mening rent ud, jeg vil ikke have Dig gaaende omkring mig med et Domme- dagsansigt. Vær Dine Tanker bekjendt!

EGGERT.

Naar Du tvinger mig. Min Mening er da kortelig denne. Jeg vil ikke disputere med Dig om Din Kunst, om den er bygget paa Fornuft eller Overtro, Humbug eller Erfaring. Det lader vi staa hen. Det Afgjørende er, at Du ikke selv tror paa den. Du handler mod Din bedre Viden, ja næsten mod Din Samvittighed.

LEUNING.

Haløj! Du skulde søge Præsteembede.

EGGERT.

Nej, til min Religion behøves ingen Præster. Jeg synes, Du bærer Dig galt ad, uforsvarligt mod Dig selv og mod os andre. Derfor kan jeg ikke arbejde sammen med Dig, end ikke i en fjern Grad, selv om der er en 83 hel Etage mellem os. Vi bo ikke i samme Hus.

LEUNING.

Saa forstaar jeg ikke, hvorledes Du over Hovedet kan komme i mit Hus. Det maa jo være højst ubehageligt for Dig at omgaas med en Mand, over hvem Du fælder saa haard en Dom.

EGGERT.

Det vil sige, at Du ikke ønsker, jeg oftere skal komme til Dig.

LEUNING.

Jeg er vist nødt til at berøve mig Æren af Dine Besøg. Jeg vil ikke udsætte Dig for selv den ringeste moralske Smitte.

EGGERT.
(efter en Stilhed).

Vil Du sige mig, om jeg endnu kan naa det sidste Jernbanetog.

LEUNING.

Du kan meget godt blive her efter Aftale.

EGGERT.

Tak, jeg vil hellere tage til Byen. Vil Du sige mig Besked.

84
LEUNING.

Du kan gaa til Stationen paa en halv Time. Toget gaar Kl. 9.

EGGERT.

Og Klokken er nu otte. Det er godt. Der kommer Din Søster. Vil Du tillade mig en kort Samtale med hende, inden jeg siger Farvel?

LEUNING.

Det følger af sig selv. Jeg vilde ønske —

(Standser, kan ikke finde Ord).

FJERDE SCENE.

ASTRID (fra Haven) DE FORRIGE.

ASTRID.

Men hvor blive I dog af? Man spørger efter Jer. Der er saa dejligt i Haven. Skal jeg være baade Vært og Værtinde iaften, Vilhelm?

LEUNING.

Nu kommer jeg (Han gaar hurtigt ud).

ASTRID.

Kommer De saa, Eggert?

EGGERT.

Et Øjeblik, Frøken. Jeg vilde gjærne tale lidt med Dem, det har jeg næsten ikke havt 85 Lejlighed til idag. Vær god og sæt Dem ned et Minut.

ASTRID.

Naa, jeg faar vel føje Dem, siden De er kommen saa langvejs fra for at tale med mig.

EGGERT.

Ja, det er netop det jeg er.

ASTRID.
(leende).

Hvad for noget! Er De rejst direkte fra Indien gjennem Suezkanalen for at gjøre mig Besøg? Saa var det godt, De traf mig hjemme.

EGGERT.

Jeg er —

ASTRID.

Nej hør! Naar De vil begynde med saa-danne Fraser, saa kan vi ikke tale sammen. Sig mig heller — ja sig mig f. Ex. heller, hvad agter De at tage Dem for herhjemme?

EGGERT.

Sagde jeg Dem ikke, at jeg vilde nedsætte mig etsteds ude paa Landet.

ASTRID.

Men hvorfor vil De dog begrave Dem derude?

86
EGGERT.

Fordi jeg efter at have tumlet meget omkring længes stærkt efter Ro, efter et Hjem, hvor jeg kan arbejde og være alene.

ASTRID.

Kan De ikke ligesaa godt faa et Hjem og et meget behageligere inde i Kjøbenhavn? Tænk nu blot, hvor rædsom uhyggeligt der maa være her ude om Vinteren!

EGGERT.

Kunde De ikke tænke Dem at bo til Stadighed paa Landet?

ASTRID.

Meget daarligt. Jeg er saa vant til den Smule Versdenspræg, Kjøbenhavn har. Naar man lever i et saa lille Land som Danmark, skal man dog virkelig bo i Hovedstaden.

EGGERT.

Er det da virkelig Selskabsliv, Baller og lignende, De vilde savne?

ASTRID.

Det er intet bestemt. Jeg holder engang af at være med i det Liv, som hersker der. Jeg passer til det. Jeg sætter f. Ex. Pris paa at sidde den første Aften et nyt Stykke gaar i første Parket; der er saa hyggeligt; man 87 nikker rundt til sine Bekjendte, hele Kjøben-havn leger komme Fremmede med sig selv. — Tænk Dem at skulle se Sørensens Selskab spille Sekundtheatrenes aflagte Repertoire i Snestorme paa Vestkysten af Jylland!

EGGERT.

Det lyder ikke fristende. Men man kunde vel ogsaa komme til Kjøbenhavn og nyde disse Theaterglæder, De synes at sætte Pris paa. Jeg tror, i Virkeligheden er hele det Hovedstadsliv, De drager frem, temmelig indholdsløst, og at det ikke er det Bedste i Deres Natur, som trænger til det. Nu har De jo levet deri adskillige Aar, De maa være træt deraf. Tilstaa det!

ASTRID.

Nu kjender jeg min gamle Eggert igjen.

EGGERT.

Ja var jeg blot Deres gamle Eggert!

ASTRID.

Det er De netop, og jeg som havde haa-bet. at De kom hjem som en flunkende ny Eggert.

EGGERT.

Ulykken er, at overfor Dem er jeg altid den gamle, men gammel eller ung altid Deres. 88 (dæmpet) Har De tænkt paa mig, mens jeg var borte?

ASTRID.

Har De tænkt paa mig?

EGGERT.

Ofte — bestandig. Jeg var forelsket i Dem, Astrid, dengang jeg rejste bort. De vidste det saa godt som jeg. Fra jeg var ganske ung, havde jeg været betaget af Dem. Jeg sammenlignede altid alle andre med Dem, jeg fandt andre smukke og indtagende, men Dem alene brød jeg mig om at eje. Der var noget Særegent ved Dem, noget Ubetvingeligt, som betvang mig. Jeg var aldrig mig selv sammen med Dem; jeg nød næppe Deres Selskab, dertil var jeg altfor febrilsk. Kort, jeg elskede Dem.

ASTRID

(blødt).

Jeg mindes det nok.

EGGERT.

Dog, tror jeg, saa’ jeg Dem som De var: forkjælet og egensindig. Med Aarene kom der en Frygt i min Sjæl: passer hun ogsaa til at være Din Hustru, tænkte jeg. Tilgiv mig, jeg var angst for at jeg ønskede mig Dem til Elskerinde, selv naar jeg stræbte at vinde Dem 89 til Brud. Den Mand, der trygt skulde kalde Dem sin, maatte være mere mandig end jeg var. I disse Tanker rejste jeg bort: jeg var for svag til at beherske Dem, og De for ung til at styre Dem selv.

ASTRID.
(dæmpet).

Helt Uret havde De maaske ikke.

EGGERT.

Men saa derovre. Jeg har kjendt Kvinder der, jeg er mindre uerfaren end da jeg drog ud; men jeg har aldrig ophørt at længes efter Dem. Det var nu engang min Skjæbne, at Dem ønskede jeg mig til Hustru, selv naar min Forstand gjorde Indsigelse. Og det forekom mig, at De under min Fraværelse maatte vokse dem rankere i Sindet og roligere i Tanken. Jeg vidste, at De intet Baand havde knyttet — og det gav mig altid noget Haab. Jeg tænkte bestandig, at der var en Skat hjemme, hvis Værd ingen kjendte som jeg, maaske fordi den ikke havde samme uerstattelige, livskjøbte Værd for andre. Undertiden greb mig da pludselig en afsindig Angst for, at De nu i den Time, paa den Dag skjænkede Deres Haand bort. Vil De tro det! To Gange har jeg telegraferet i Fortvivlelse hjem til en eneste paalidelig Ven, jeg havde, med Forespørgsel — og været nær ved at ofre til alle 90 Indiens Guder og Gudinder i Henrykkelse over det gode Svar. Tilsidst maatte jeg hjem.

ASTRID.

Og saa blev De bedrøveligt skuffet og fandt den samme egensindige Flane, som da De drog bort.

EGGERT.

Nej, nej. Jeg har fundet Dem som jeg ønskede, modnere, klarere, skjønnere. Hvad endnu er tilbage af det gamle Væsen, det er Maske, Dække over, hvad Verden ikke skal se. Er det ikke saaledes, Astrid, sig mig det?

ASTRID.

Naar De tror godt om mig, Eggert, saa gjør De mig nu til den, De ønsker. — (Mildt) Vi kan ikke sidde her længer, mine Hus-pligter kalde mig herfra, især da Klara er hos lille Gertrud. Og at jeg opfylder hus¬moderlige Pligter, det har De vel intet imod, Eggert. (Rækker ham Haanden) Vi er gode Venner som i gamle Dage.

EGGERT.

De bryder Dem ikke om Blank?

ASTRID

(smilende)

Ikke det mindste. Vi tales ved imorgen.

91
EGGERT.

Nej, jeg skal til Byen iaften. Derfor endnu to Ord.

ASTRID.

Hvorfor skal De bort iaften? De har jo lovet at blive.

EGGERT.

Jeg har noget at besørge, som jeg er kommen i Tanker paa.

ASTRID.

Det hænger ikke rigtig sammen. Fortæl mig det!

EGGERT.

Dertil er der ingen Tid. Det er knapt, jeg kan naa Toget.

ASTRID.

Der er Tid nok. Jeg vil vide det, inden De gaar. Sig mig hurtigt, Eggert, hvad det skal betyde, eller jeg bliver vred paa Demi

EGGERT.

Nu — der er mellem Deres Broder og mig kommet en Disharmoni, som let kunde virke ind paa den glade Stemning herude, og derfor fandt jeg det rigtigst —

ASTRID

(afbrydende).

Og denne Disharmoni, hvad skyldtes den?

92
EGGERT.

Professionel Uenighed, Strid mellem Læger af forskjellig Retning.

ASTRID.

Der er mere Eggert. For den Sags Skyld vil De ikke gaa iaften, især naar jeg beder Dem blive og forsone Dem med Vilhelm.

EGGERT.

Det kan jeg ikke, det maa opsættes til jeg atter faar Lov at tale med Dem.

ASTRID.

Det faar De ikke, førend jeg kjender den hele Sandhed. Sig den nu straks!

EGGERT.

Nu — saa hør da! Deres Broder foreslog mig en Art Kompagniskab mellem ham og mig. Det kunde jeg ikke gaa ind paa. Det ene Ord tog det andet. Jeg sagte ham ærligt min Mening og han — viste mig Døren.

ASTRID.

Han! Saa har De fornærmet ham dybt.

EGGERT.

Jeg var maaske ikke hensynsfuld nok, men jeg kunde ikke holde mine Ord tilbage. Han fordrede selv Sandheden som De nu.

93
ASTRID.

Blot ét endnu. Vilde han, De skulde bo her i Kjøbenhavn.

EGGERT.

Ja, endog i samme Hus som han.

ASTRID.
(tonløst).

Og De sagde Nej!

(Stilhed.)
EGGERT.

Jeg maa sige Dem Farvel. Hvor og naar kan jeg se Dem igjen?

ASTRID.

Kun i min Broders Hus.

EGGERT.

Det staar ikke mer aabent for mig, naar jeg nu gaar.

ASTRID.

Min Broders Venner ere mine; hvem han lukker sin Dør for kan ikke omgaas mig.

EGGERT.

De er haard, i samme Nu —

FEMTE SCENE.

DE FOKRIGE. BLANK (fra Haven).

BLANK.

Undskyld, hvis jeg forstyrrer et sikkert 94 henrivende Tête-à-tête i Tusmørket; men jeg længtes efter atter engang at se Husets Damer. Hr. Eggert maa dog unde os andre en Smule.

ASTRID.

De forstyrrer slet ikke. Hr. Eggert stod just i Begreb med at gaa.

BLANK.

De skal til Byen?

EGGERT.

Og jeg maa nok skynde mig, hvis jeg skal naa i rette Tid til Toget. Vil Frøkenen hilse Deres Svigerinde og Hr. og Fru Niemann. Med Deres Broder har jeg taget Afsked. Farvel Hr. Blank, farvel Frøken Astrid!

(Astrid bøjer Hovedet og rækker ham Haanden; han gaar hurtig ud.)
BLANK.

Farvel Hr. Doktor! (Efter ham.) De behøver ikke at skynde Dem. (Vender sig mod Astrid.) En Kurv, Frøken?

ASTRID.

Hvad behager? Det er nok bedst, vi faa Lys. (Gaar til Døren til højre og kalder; Tjeneren kommer ind med et Par Lamper.)

BLANK.
(gyngende i Gyngestolen).

Hr. Eggert kommer ud med os andre for at blive her inat. Har i Eftermiddag lang 95 Samtale No. I med Deres Broder, som kommer ud meget forpjusket i Ansigtet; har lang Samtale No. 2 med Dem, som ogsaa ser temmelig højtidelig ud, og forsvinder derpaa pludselig bort til Indien igjen ligesom Troldmanden i Komedien. Hvis det ikke er Frierleg, saa maatte jeg hverken kunne stave eller lægge sammen.

ASTRID.
(ordnende Lamperne).

De tager fejl, og jeg finder ikke Deres Spøg særdeles passende.

BLANK.

Bevar’ os. Mig gaar det ikke til Hjærte, at den gode Doktor tager bort. Han mindede mig om Sot og Død. Og desuden det er altid en Rival mindre til Deres Yndest. Vêd De, hvad De skulde gjøre, Frøken Astrid?

ASTRID.

Naa, lad saa høre Deres Visdom.

BLANK.

De skulde rejse over til mit Gods med Deres Broder og Svigerinde. Jeg bor virkeligt smukt og herskabeligt — og det saa ganske uforskyldt, som Jeppe siger. Har De ikke Lyst?

ASTRID.

Jo maaske.

96
BLANK.

Jeg indbyder alle Egnens fagreste Ungersvende til at slutte Kreds og holde Vagt om de smukke Damer. Leuning kan faa Lov til at tage omkring og kvaksalve, Svenskerne ere meget overtroiske —

SJETTE SCENE.

DE FORRIGE. KLARA, (fra venstre.)

KLARA.
(aandeløs).

Astrid, hvor er Vilhelm, hvor er han?

ASTRID.
(springer op).

Ude i Haven. Hvad er der paafærde?

KLARA.

Gertrud er syg, hun er helt forandret og har saadan stærk Feber. Aa Gud, hvad skal jeg gjøre?

BLANK.

Fat Dem, Frue, nu løber jeg og sender Leuning op til hende.

(Han løber ud.)
KLARA.

Du kan tro, det er Difteritis. Aa Gud, aa Gud!

97
ASTRID.

Vær nu ikke saa urolig, Klara, det behøver da ikke at være saa slemt.

KLARA.

Jeg er saa bange; jeg tør slet ikke se paa hende. Du skulde se, naar hun rejser sig op og bliver ganske blaa i Ansigtet: det er som om hun skulde kvæles. Aa det lille fortrukne Ansigt og de ulykkelige Øjne!

(Hun skjuler Ansigtet i Hænderne og græder højt.)
ASTRID.

Hør, Vilhelm gaar allerede deroppe. Han er hos hende; han vil nok faa hende rask. Skal vi gaa derop?

KLARA.

Straks! Jeg bærer mig tosset ad, jeg vêd det nok. Men hele mit Liv er i det Barn.

ASTRID.
(gjentagende).

Hele Dit Liv. — Blot Eggert var her!

KLARA.

Er han gaaet, hvorfor?

ASTRID.

Han og Vilhelm blev uenige, om deres Videnskab. Eggert var nok uhøflig.

98
KLARA.

Hør, nu gaar Vilhelm ud af Stuen igjen. Han kommer herned.

(Stilhed.)

SYVENDE SCENE.

DE FORRIGE. LEUNING.

LEUNING.
(hurtigt).

Er Eggert gaaet?

ASTRID.

Eggert gik for lidt siden.

KLARA.

Hvad siger Du til Gertrud?

LEUNING.

Fordømt at han og jeg just — Hvorfor holdt Du ikke paa ham.

ASTRID.

Hvad mener Du?

KLARA.

Hvad skal det sige? Er Gertrud meget syg?

LEUNING.

Ja vist er hun. Jeg maa have fat i Eggert, men jeg kan ikke engang bede ham —

KLARA.

Vil Du ikke selv passe Gertrud?

99
LEUNING.

Nej vist vil jeg ikke nej. Tror Du, jeg Vil tylle Sukker i hende? (Knytter Hænderne i Vrede.) Og her i dette Øde er milevidt ingen Læge, og Eggert var her just. Det er til at fortvivle over.

ASTRID.

Vilhelm, har Du ingen Tillid til Dig selv som Læge, naar det gjælder Dit Barn?

LEUNING.

Nej, og lad mig saa i Ro med Fraser. Skaf Hjælp, hvis Du kan.

ASTRID.

(ser paa ham og gaar hurtigt ud af Stuen).

LEUNING.

Kom lad os gaa op!

KLARA.
(som har siddet rystende paa en Stol under de sidste Repliker rejser sig).

Er det sandt, hvad Du sagde til Astrid?

LEUNING.

Plag mig nu ikke. Det er alvorligt, dette her.

KLARA.

Ja netop. Har Du virkelig ingen Tillid til Dig selv som Læge?

LEUNING.
(besindende sig).

Du vêd jo, at Læger aldrig selv behandle deres Nærmeste.

100
KLARA.

Det forklarer ikke, at Du vil lade Dit Barn tilse af Eggert, der ikke er Læge af samme Slags som Du.

LEUNING.

Jeg har Tillid til Eggert. Kom, lad os gaa op!

KLARA.
(stillende sig foran ham).

Nej Du faar ikke Lov til at komme ind til Gertrud.

LEUNING.

Hvad er det nu, Klara? Du er overspændt.

KLARA.

Vil Du forklare mig, hvordan det gaar til: Eggert sætter ingen Pris paa Dig, det har jeg godt mærket; han har netop været uartig mod Dig, fordi Du er Homøopath. Hvordan kan Du saa ønske ham til Gertrud?

LEUNING.

Aa! en ubetydelig Strid.

KLARA.

Det er ikke sandt. Eggert var ikke saa uhøfligt uden stor Grund gaaet bort herfra, her hvor Astrid bor. Husk, hvad Du selv tidligere har fortalt mig! Forklar mig, hvordan Du kan ønske ham til Gertrud!

101
LEUNING.

Jeg siger Dig, at ingen Læge behandler sin Familie selv og at jeg har Tiltro til Eggert.

KLARA.

Endskjønt han er —

LEUNING.

Netop fordi han er Allopath. Hør, min Taalmodighed brister. Vil Du gjøre en Scene med mig nu, hvor Gertrud ligger syg og vi har Huset fuldt af Gjæster. Et Ord saa godt som ti. Jeg tror ikke meget højt om min egen Lægekunst. Naar Folk er fornøjet med at kureres af mig og jeg faar deres Penge, saa er den Potte ude. Jeg er saa dygtig i mit Fag, som man kan være — det vil muligvis ikke sige stort. Men Eggert er dygtigere end jeg, og hvis det er Difteritis, hvad jeg er bange for, og der skulde foretages en Operation, saa tør jeg ikke foretage den selv, derimod vil jeg trygt betro den til Eggert. Det er Sagen, og det er Alvor, og nu faar jeg vel Fred.

KLARA.

Og hvis det var Andres Barn, vilde Du saa være Læge for det.

LEUNING.

Du forstaar ikke —

102
KLARA.

Jo, jeg gjør. Der er meget, jeg i dette Øjeblik forstaar, som jeg kun har anet. Jeg har længe været ulykkelig over, hvordan Du talte om Dig selv. Jeg syntes, naar Du ingen Agtelse havde for Dig selv, kunde Du heller ingen Agtelse forlange af Andre. Det nagede mig. Men Du slog alting hen i Spøg. Du var ligegyldig for hvad jeg tænkte og talte. Jeg vidste undertiden ikke, om Du brød Dig om mig mer. Altid saameget at rette paa hos mig, saameget at beundre hos andre, thi der var andre, (Leuning vil afbryde) — jeg vêd ikke, hvormeget der er — det kommer ikke an der-paa. Men nu det med Gertrud. Det er jo oprørende, hvordan Du bærer Dig ad. Du som mest af alle skulde beskytte hende, pleje hende, gjøre hende rask. Du kan intet — Nej, ti stille — Du kalder efter andre, Du raaber om Hjælp, Du tror ikke paa Dig selv. Hvor vil Du saa, at jeg skal tro paa Dig i noget, nogetsomhelst.

LEUNING.

Jeg beder Dig, Klara, lad det nu være nok. Vil Du, at man ude i Haven skal høre disse Udbrud. Jeg skal siden —

KLARA.
(sagte).

Jeg siger Dig Vilhelm: det er Din Skyld, 103 hvis Gertrud dør. Det er Straffen, Straffen for de andre som Du maaske — jeg tør slet ikke tænke derpaa, jeg bliver helt fra mig selv —

LEUNING.

Jeg beder Dig, lad os gaa op.

KLARA.

Ikke Du. Du maa ikke komme ind til hende. Jeg vil det ikke. Du bringer Ulykke over hende. Jeg tager hende fra Dig, hvis Du kommer.

LEUNING.

Klara! Vær dog ikke saadan.

KLARA.

Bliv Du hos Dine Gjæster. Du kan jo more Dig med Fru Niemann imens. Nu gaar jeg til Gertrud. (Hun gaar ud.)

LEUNING.

Klara! Et Ord blot!

OTTENDE SCENE.

LEUNING, NIEMANN, FRU NIEMANN og BLANK (fra Haven).

FRU NIEMANN.

Min Gud, hvad hører jeg: lille Gertrud syg! Det er jo rædsomt!

104
NIEMANN.

Det gjør mig saa ondt, at det just skulde passere —

LEUNING.

Ja, Klara og jeg beklage naturligvis meget, at vi maa byde vore Gjæster et Sygehus.

NIEMANN.

De maa endelig ikke tage Dem det nær. Vi kan sørge for os selv. Vi tage naturligvis ind med første Tog imorgen.

BLANK.

Er der ikke noget, jeg kan være Dig til Tjeneste med, Leuning? Du kan frit raade over mig.

FRU NIEMANN.

Jeg vil ogsaa gjærne være behjælpelig. Tror De, Klara vil, jeg skal hjælpe hende at passe lille Gertrud?

LEUNING.

Paa ingen Maade, Frue. Hun har jo Astrid. Jeg takker Dem begge for Deres Venlighed.

NIEMANN.

Hør Dr. Leuning. det er da ikke Difteritis?

LEUNING.

Det haaber jeg ikke.

105
NIEMANN.

Ja, det skal nok grassere her i Egnen. Det sagde Havekarlen.

LEUNING.

Det er vist forbi.

NIEMANN.

Voksne pleje jo ikke at blive angrebne?

BLANK.

I alt Fald ikke saa stærkt.

FRU NIEMANN.

Vi forstyrre vist. De vil sikkert op til Barnet. Kom Niemann og lad os sørge for os selv.

NIEMANN.

De maa endelig ikke lade Dem genere.

LEUNING.

Tak, jeg —

NIEMANN.

Jeg vil gaa op paa mit Værelse. Jeg føler mig ikke rask. Jeg har lidt ondt i Halsen.

FRU NIEMANN.

Du skulde gaa til Ro og pakke Dig godt ind.

NIEMANN.

Ja, jeg tror jeg vil lægge mig. Og Du?

106
FRU NIEMANN.

Maaske spadserer jeg lidt ude i Haven.

NIEMANN.

Godnat Doktor, god Bedring! Godnat Hr. Blank. (Han gaar.)

BLANK.

Nu tager jeg Fruen med ud i Haven, saa skal vi to ikke genere Dig mer i Aften.

FRU NIEMANN.

Saadan bortfører De mig uden videre. Det var dog kjedeligt med lille Gertrud. Hils Klara fra mig.

LEUNING.

Tak Frue!

(De gaa, Leuning synker ned paa en Stol og stirrer ud for sig.)
(Tæppet falder.)
107

TREDJE AKT.

Stue paa første Sal i Villaen. Døre til venstre og til højre. I Baggrunden Vinduer lukkede med Skodder. Til venstre et lille Bord med en Lampe. Til højre en Sofa. Stuen er svagt møbleret.

FØRSTE SCENE.

LEUNING og ASTRID (i Lænestole ved det lille Bord).

LEUNING.

Saadan var det i Begyndelsen. Jeg var saa ivrig efter hvad jeg opnaaede, saa glad og varsom over min Lykke, at jeg intet tænkte paa uden den. I mit Hjem smed jeg den røde Doktorkaabe, Charlatandragten, hvormed jeg majede mig ud for at tjene Midler til Husets Fred. Jeg var Doktoren imod sin og efter de Andres, Taabernes Vilje. Da mit Held voksede saa stærkt, blev jeg mer og mer overmodig. Min Uro, den indre Lede, jeg følte, døvede jeg dels ved Spot over mig selv dels ved den Tanke, at jeg ingen Skade gjorde, men tvertimod baade trøstede og hjalp tilhøjre og tilvenstre. Desuden var jeg kun ên blandt 108 mange, en af de talrige Humbugsmænd, som jeg overalt saa med Alvorsminer tilbyde Samfundet deres frelsende Piller og skære sig et Levebrød ud af deres Medmenneskers Illusioner. Hvorfor skulde jeg være bedre end de? Og mit Hjem var dog frit, sundt, uden Humbug — det var mer end mange kunde rose sig af. Men nu i den sidste Tid er noget Nyt sket; noget Udfordrende, Voldsomt er kommet ind i mig — jeg er blevet vildere. Jeg har følt en Lyst til at trodse alt. Verden er som man tager den, og jeg tog den som en lystig Tumleplads for min Nydelsestrang. Og saa — ja ligemeget — ja lille Søster, dette er nærmest en Enetale.

ASTRID.

Trætter det Dig ikke at tale saa meget?

LEUNING.

Nej, jeg trængte til det. Jeg er saa nervøs og ulykkelig, at jeg maa meddele mig til nogen i denne Nat. Nu er jeg desuden færdig. Det var ikke videre hyggeligt, hvad Du har faaet at høre.

ASTRID.

Nej, det var det ikke. Men det er saa vanskeligt at leve. Den ene fordærver den anden.

109
LEUNING.

Ja, det er det værste. Det er netop en Følelse af Ansvar, der hvert Øjeblik har naget mig om Hjærtet, mens vi har vaaget her. Jeg har gjort Ulykke paa andre end mig selv — ogsaa paa Dig.

ASTRID.

Maaske har jeg taget lidt mere efter Dig end godt var.

LEUNING.

Ja, Astrid, Du har noget af min Natur. Det sagde jeg just til Eggert, dengang han talte om — Hør Astrid, Du skal ikke gifte Dig med Blank. Han er ingen Mand for en god og frisk Pige som Dig. Desuden lever han aabenlyst med et berygtet Fruentimmer, som man siger, han vil gifte sig med.

ASTRID.

Fad ham det, de er hinanden vel undt. Og dog, naar jeg tænker paa, at jeg i et Øjebliks Dumhed eller Letsindighed eller Galskab kunde have kastet mit Fiv bort — det gyser i mig. Det lover jeg: Gertrud skal faa en umaadelig stor Dukke af mig, naar hun bliver rask.

LEUNING.

Hvis hun blot bliver rask — jeg taaler ikke at tænke derpaa.

110
ASTRID.

Vær dog ikke saa urolig! Eggert haaber jo godt. Du ser alt saa sort, fordi Du holder saa meget af hende.

LEUNING.

Tænk, hvad Klara vilde lide, hvis —

ASTRID.

Hun blev aldrig Menneske igjen. Hele hendes Liv er i det Barn, sagde hun.

LEUNING.

Sagde hun det? Ja, jeg har baaret mig afsindigt ad, gaaet omkring i en Døs — og vaagner nu.

ASTRID.

Der kommer Eggert.

ANDEN SCENE.

DE FORRIGE. EGGERT (fra venstre).

LEUNING.

Hvordan staar det til?

EGGERT.

Udmærket. Gertrud sover roligt nu.

LEUNING.

Og Klara?

111
EGGERT.

Ogsaa hun er roligere. Hun sidder med Barnets Haand i sin og ser paa det med et Udtryk som — ja som vel en Moder har overfor sit Barn. Jeg skal hilse Dig fra hende, at hun om lidt kom ud til Dig. Hun vil tale med Dig. Det er bedst, Du ikke gaar ind, for ikke at vække Gertrud. Naa, Frøken Leuning, nu skulde De gaa iseng.

ASTRID.

Jeg er ikke sovnig. Vil Herrerne ikke have en Kop Kaffe?

LEUNING.

Jeg vil ingenting have.

EGGERT.

Da vil jeg saamænd gjærne. Naar man er Vaagekone, skal man opfylde alle en saa-dans Pligter. Lad den blot blive dygtig stærk.

ASTRID.

Nu skal jeg sørge for en Kop til Dem, som De i otte Dage ikke kan sove efter.

(Hun gaar ud til højre.)
LEUNING.

Du tror virkelig, Barnet har det godt?

EGGERT.

Jeg tror, der ingen øjeblikkelig Fare er. 112 Det er stærkt angrebet, men der er ingen særlig Grund til Frygt.

LEUNING.

Jeg har ikke rigtig takket Dig, fordi Du kom tilbage.

EGGERT.

Jeg beder, lad os ikke gjøre noget ud af den Ting. Det fulgte af sig selv.

LEUNING.

Det er jeg ikke saa vis paa. Jeg vil og-saa gjærne gjøre Dig en Undskyldning for —

EGGERT.

Behøves ikke. Lad os bære os saaledes ad, at vi rette os efter hin Samtale, som nu êngang er ført og fjærne os fra hinanden — dog efter hvad der er hændt i Nat, uden Vrede.

LEUNING.

Vil Du tilse lille Gertrud, mens hun er syg?

EGGERT.

Jeg vil ikke bestemt undslaa mig, men oprigtig talt —

LEUNING.

Jeg vilde sætte stor Pris derpaa.

113
EGGERT.

Du kan jo ligesaa godt som jeg besørge, hvad her er nødvendigt, Leuning. Det er jo intet indviklet Tilfælde.

LEUNING.

Jeg vil det nødigt. Og hvis Du ikke afviste mig saa bestemt, havde jeg stor Lyst til at sige Dig endnu en Ting.

EGGERT.

Du tager fejl, jeg afviser Dig ikke. Men Du maa selv indse, at lidt overdreven Taknemmelighed fra Din Side umuligt kan gjøre vort Forhold godt.

LEUNING.

Maaske dog naar Du hører, hvad jeg vil sige. — Jeg vil opgive min Praksis, Eggert.

EGGERT.

Det er ikke Dit Alvor!

LEUNING.

Mit ramme Alvor. Jeg har bestemt mig i Nat.

EGGERT.

Det er en Flyvegrille, Leuning, lidt sygelig paa Grund af Din Nervøsitet nu.

LEUNING.

Det er det ikke. Jeg tør ikke mere. Et Menneske kan gaa længe omkring med et 114 Slør for Øjnene uden at ville se: gaar der blot en lille Rift i Sløret, saa strømmer pludselig Lyset ind med altovervældende Klarhed. I Nat har jeg set klart ind i mig selv, faaet et andet Blik paa andre ogsaa, og jeg vil ikke to Gange opleve en saadan Opgjørelse som denne. Nu skal der sluttes af. Kommer jeg blot ud af min falske Stilling til Yderverdenen, er meget vundet, saa har jeg fast Grund under Fødderne.

EGGERT.

Jeg tør ikke give Dig Uret eller fraraade Dig. Men kan Du leve, naar Du saadan opgiver alt?

LEUNING.

Nu er det nok Dig, der spørger mine Spørgsmaal fra før. Jeg har til at begynde med. Blot nu rent Bord og saa tage fat paany.

EGGERT.

Du er altfor febrilsk til ret at overlægge. Maa jeg give Dig et ganske lille Raad. Tjen mig i at helde Dig et Par Karafler Vand over Hovedet, inden Da taler med Din Kone. Ellers hidser Du hende ligedan op som Dig selv.

LEUNING.

Det Raad skal jeg følge. (Rækker ham Haanden) Saa bliver det vel ved det Gamle.

115
EGGERT.

Ved det allerbedste Gamle, Kjære.

LEUNING.

Vil Du kalde paa mig, naar Klara kommer.

EGGERT.

Det skal jeg.

(Idet Leuning gaar ud af den ene Dør tilhøjre, kommer Niemann mor-genklædt ind ad den anden.)

TREDJE SCENE.

EGGERT. NIEMANN.

NIEMANN.

Maa jeg komme ind?

EGGERT.

Vær saa artig.

NIEMANN.

Hvor staar det til?

EGGERT.

De behøver ikke at tale sagte. Barnet ligger to Stuer herfra. Forresten sover det roligt.

NIEMANN.

Er det Difteritis?

EGGERT.

Det vêd jeg ikke.

116
NIEMANN.

Det er meget uhyggeligt for os, at vi just skulde komme ud —

EGGERT.

Ja, det er jo meget slemt for Leunings med den lille Piges Sygdom.

NIEMANN.

Ja—a. Hør Hr. Doktor! Jeg havde selv lidt ondt i Halsen igaar Aftes, og i Nat blev det næsten værre.

EGGERT.

Har De ikke sovet?

NIEMANN.

Gudskelov jo, men jeg er dog lidt ængstelig, og hvis De havde Tid, vilde jeg gjærne tale et Par Ord med Dem.

EGGERT.

Jeg venter paa min Kaffe, saalænge er jeg til Tjeneste.

NIEMANN.

Ligeud, jeg vilde spørge Dem til Raads, jeg vêd, at De er en meget dygtig Læge, og at Leuning har den største Tillid til Dem.

EGGERT.

Men Leuning er jo Deres Læge.

117
NIEMANN.

Nej, ikke mere.

EGGERT.

Nej det er sandt, De fortalte mig om hende i Valby. Ja ærlig talt, saa har jeg ikke synderlig Lyst til at være hendes Afløser — dog vent, jeg skal give Dem et Raad paa den Betingelse, at Konsultationen er aldeles gratis. Vi tale sammen som Privatmænd.

NIEMANN.

Ja hvis De forlanger det —

EGGERT.

Kun paa den Betingelse.

NIEMANN.

Saa takker jeg Dem hjærteligt. Vil De saa tillade mig at beskrive Dem min Tilstand. Ser De —

EGGERT.

Nej stop! Det tillader jeg ikke. Det behøves aldeles ikke. Leuning har omtalt Deres Sygdom for mig, og De selv har fortalt mig saa meget derom igaar i Haven, at jeg er tilstrækkelig inde i Sagen. Jeg har dannet mig en Mening; jeg har set saadanne Tilfælde før.

NIEMANN.

Nej virkelig. Hvor?

118
EGGERT.

I Indien. De ere meget hyppige derovre. Jeg er uenig med Leuning i Behandlingsmaaden. Han har foreskrevet Dem megen Forsigtighed, Holden Dem hjemme, Undgaaen af al mulig Sindsbevægelse, stadig Ro.

NIEMANN.

Og De kan tro, hvor ondt det gjør mig for Paulines, min Kones Skyld. Jeg maa bestandig lade hende gaa alene ud, og hun er altid saa kjed deraf.

EGGERT.

Det skal nu være forbi. Den stakkels Frue skal ikke mere faa nogen Anledning til at beklage sig.

NIEMANN.

Hvordan det?

EGGERT.

De maa absolut sørge for at adsprede Dem. Intet skader Dem mer end Ro. De tror Dem gammel, De lever som en alderstegen Mand, og hele Sagen er, at De endnu er ung. Jeg er vis paa, at De sjæleligt ingenlunde føler Dem som en gammel Mand.

NIEMANN.

Paa ingen Maade. Jeg er da heller ikke saa gammel.

119
EGGERT.

Nej netop. Hør nu! Deres Frue tager hyppigt i Selskab.

NIEMANN.

Ja.

EGGERT.

Spadserer ud om Formiddagen.

NIEMANN.

Ja.

EGGERT.

Lange Ture.

NIEMANN.

Ja.

EGGERT.

Gaar i Theatret, paa Concert, paa Bal.

NIEMANN.

Ja, ja.

EGGERT.

Gjør Skovture, maaske Udflugter til Familie paa Landet eller Smaarejser.

NIEMANN.

Ja, ja, ja.

EGGERT.

De har før holdt Dem hjemme og ikke været med. Det maa være forbi. Jeg vil 120 kort sige saadan. Følg Deres Frue som en Skygge! Lad hende aldrig være alene, ledsag hende hvor hun gaar og staar, til Spadsereture, Indkjøb, Fornøjelser, lad hende nyde Deres Selskab helt ud, Dag og Nat! Paa den Maade overvinder De Deres Sygdom. Hun er ung, og det gjælder for Dem at leve som en ung Mand. De skal se, der vil læmpeligt glide Ungdom fra hendes Sjæl og Legem over i Deres. Det er Raadet. Vil De følge det?

NIEMANN.
(begejstret).

Om jeg vil! De forynger mig med Deres Ord. Jeg vil kaste de Kastanier væk, de tynge paa mig. Jeg vil ud, jeg vil danse, jeg vil leve.

EGGERT.

Det var Ret. Saadan skal det være.

NIEMANN.

Hør engang! Pauline fortæller mig, at Blank har bedt os over til sit Gods. Tror De, det var godt for mig at rejse med?

EGGERT.

Ja vist. Men saa maa De straks begynde Kuren. Bestandig sammen med Fruen og med Blank, paa Jagt, til Bal, hvorsomhelst.

121
NIEMANN.

Det skal jeg, det skal jeg. Saa siger jeg saa mange Tak. Og maa jeg tilføje det: De er en Perle af en Doktor.

EGGERT.

Mange Tak. Der har vi Frøken Leuning med Kaffen.

FJERDE SCENE.

DE FORRIGE, ASTRID.
(Tjeneren bringer Kaffeservice, tager Skodderne fra Vinduerne og bærer Lampen ud.)

NIEMANN.

Godmorgen Frøken.

ASTRID.

Godmorgen. Vil De have en Kop Kaffe?

NIEMANN.

Mange Tak, hvis jeg maa faa den ind paa mit Værelse. Jeg vil ind og fortælle noget til min Kone. Vi skal skynde os med at blive færdige. Om lidt kommer Vognen og henter os til første Tog. De kan tro, Doktor, at min Kone bliver glad.

EGGERT.

Det kan jeg tænke mig.

(Niemann gaar ud.)
122
ASTRID.

Hvad smiler De af?

EGGERT.

Jeg ler lidt af, hvor utrolig blinde Folk kan være.

ASTRID.

Er De ogsaa Øjenlæge?

EGGERT.

Aah! Alle Folk vil jeg ikke aabne Øjnene paa.

ASTRID.

Se, der har De en Kop Kaffe, som kan bage en Skjælm som Dem indvortes.

EGGERT.

Tak. Skal De ikke selv drikke med?

ASTRID.

Saamænd skal jeg saa.

(De drikke uden at sige noget.)

ASTRID.

De kunde gjærne begynde.

EGGERT.

Paa hvad, Frøken?

ASTRID.

Sig mig, hvad tænkte De egentlig igaar 123 Aftes, da jeg styrtede ind paa Perronen og raabte Deres Navn?

EGGERT.

Jeg tænkte paa at faa Døren op og komme ud af Toget i den størst mulige Fart.

ASTRID.

Og hvad saa mer?

EGGERT.

Saa sagde De mig jo straks, at Barnet var sygt.

ASTRID.

Og saa var det for sent at vende om, for Jernbanen var kjørt. Saa maatte De pænt trave tilbage med mig. Det var ingen videre livlig Samtale, vi førte.

EGGERT.

Nej ingen af os sagde nok et Ord.

(Stilhed.)
ASTRID.

Vil De fortsætte den Samtale nu? Er De bleven forsonet med Vilhelm?

EGGERT.

Ja jeg er.

ASTRID.

Naa!

124
EGGERT.

Naa?

ASTRID.

Saa skulde De vel forsones med mig. (Biødt) Vær nu god, Eggert, og lad det være glemt.

EGGERT.

Hvormeget skal jeg lade være glemt?

ASTRID.

Alt det slemme. Fra idag skal jeg blive god. Jeg har talt saameget med Vilhelm i Nat. Han har fortalt mig, hvor galt han har baaret sig ad, hvordan han har solgt sig. Og jeg vil ikke sælge mig.

EGGERT.

Men vil De skjænke Dem bort?

ASTRID

(sagte).

Ja det vil jeg.

EGGERT.

Kan jeg stole paa Dem, Astrid?

ASTRID.

Det tror jeg ganske vist.

EGGERT.

Jeg vil have Dem helt og holdent. Saa skal jeg aldrig svigte Dem og give Dem hver Stump af mit Liv. Vil De være min Hustru?

125
ASTRID.

Hvis De vil have mig.

EGGERT.

Du Sødeste. Hvor mange Gange har jeg ønsket at spørge Dig og forestillet mig min grænseløse Lykke, hvis Du holdt af mig.

ASTRID.

Men jeg har jo aldrig holdt af andre end Dig. Jeg var forelsket i Dig, da Du rejste, hvor barnagtig og tøset jeg end var. Men netop det, at jeg var saa sikker paa Din Kjærlighed, det gjorde mig — ikke ligegyldig, men egensindig — ja jeg kan ikke forklare mig.

EGGERT.

Jeg var altfor ydmyg, det var min Fejl. Og mens jeg var borte.

ASTRID.

Ingen har jeg brudt mig om. Jeg syntes altid, at Du var den eneste for hvem jeg virkeligt levede, som forstod hvert Ord jeg sagde. — Men det er godt, Du er kommen. Mit Liv begyndte at glide mig ud af Hænderne. Jeg var ifærd med at blive et fordærvet Menneske. Men nu er jeg kureret, og netop af Dig. Du er en Perle af en Doktor.

EGGERT.

Tak, det vêd jeg.

126
ASTRID.

Hvor Du er indbildsk.

FEMTE SCENE.

DE FORRIGE. KLARA (fra venstre).

KLARA.

Er Vilhelm her?

EGGERT.

Nu skal jeg hente ham, Frue.

KLARA.

Tak, jeg vilde gjærne talt med ham.

Eggert gaar ud til høire.)
ASTRID.

Er Du roligere nu?

KLARA.

Ja, meget roligere. Jeg har talt en Del med Eggert i Nat. Han trøstede mig og hjalp mig til at forstaa meget. Han er rar og klog; jeg kan ikke forstaa, at Du ikke holder af ham.

ASTRID.

Naa, saa det kan Du ikke. Du er uhyre sød. Ja saa maa jeg se til at blive forstandigere. Nu vil jeg gaa ind og sidde hos Gertrud, mens Du taler med Vilhelm.

(Hun gaar ind til venstre.)
127

SJETTE SCENE.

KLARA. LEUNING (fra højre).

KLARA.

Jeg vil bede Dig om Forladelse. Jeg var urimelig og uretfærdig før; men jeg var grænseløs ulykkelig, og hvad der kom frem var Tanker, der længe havde ulmet i mig. Jeg vidste næppe hvad jeg selv sagde, og jeg glemte, at jeg var den sidste, der havde Ret til at bebrejde Dig, hvordan vi leve.

LEUNING.

Kjæreste! Du havde desværre saa bitterlig Ret. Meget kan dog bedres og sones, naar blot Gertrud bliver rask — og Eggert har det bedste Haab.

KLARA.

Det vêd jeg. Vil Du saa tilgive mig de stygge Ord —

LEUNING.

Det vil jeg uden Du beder mig. Saa lykkeligt vi have havt det sammen, have vi en Pligt til at arbejde os ud af det Fejle, vi er i. Jeg havde desværre fortiet Dig den fulde Sandhed.

KLARA.

Men jeg, som har anet det Usande, burde have spurgt Dig, og ikke vugget mine Tanker i Søvn.

128
LEUNING.

Maaske havde det hjulpet. Men fra Begyndelsen af handlede jeg i en Kjærlighedsrus overfor Dig. Du vêd, hvor jeg længtes efter at kalde Dig min, og stifte Hjem om Dig og mig. Alle Midler syntes mig gode, naar jeg blot opnaaede, hvad jeg syntes Livet skyldte mig. Jeg var ikke ærgjerrig, jeg tragtede ikke efter Magt og Anseelse, jeg vilde blot have Dig og en fredlyst Plet udenfor al Slidet og Vaaset og Usselheden. Rigdom skulde blot sikre vor Lykke. Jeg var saa erfaren, at jeg vidste, hvor vanskeligt et Ægteskab undgaar Hverdagslivets Skjær. Jeg svor ved mig selv, at vort ikke skulde strande paa Næringssorger.

KLARA.

Og nu er vi dog strandede.

LEUNING.

Nej blot løbne paa Grund. Og Skibet skal blive flot igjen. Hvis Du blot vil standse hver mistroisk Følelse i Din Sjæl, saa lover jeg Dig, at jeg i intet Punkt skal svigte Dig.

KLARA.

Du mener, jeg før var skinsyg.

LEUNING.

Ikke det just.

129
KLARA.
(sagte).

Jeg havde egentlig ikke Lov til at bebrejde Dig noget.

LEUNING.

Hvad mener Du, Klara, hvad skal det sige?

KLARA.

At jeg selv har modtaget Kur, som Du har gjort Kur.

LEUNING.

Af hvem, hvordan, tal dog!

KLARA.

Af Blank.

LEUNING.

Blank, den Hund, han har vovet —

KLARA.

Kjæreste, han har intet vovet. Han har blot sagt mig nogle Artigheder paa sin slebne og nærgaaende Maade, og dem har jeg ikke afvist. Jeg har ikke, som jeg burde, holdt over baade Din og min Værdighed overfor ham.

LEUNING.

Og det er alt?

KLARA.

Ja hvad mer?

130
LEUNING.
(bejer Knæ).

Tilgiv mig!

KLARA.

Hvilket?

LEUNING.

Altsammen og lad os saa begynde forfra ganske ærligt og simpelt.

KLARA.

Min kjæreste, jeg har jo intet andet paa Jorden end Dig og Gertrud. Jeg var fortvivlet over at noget Fremmed hos Dig lammede min Kjærlighed, saa klyngede jeg mig mere til Gertrud. Jeg har dog aldrig adskilt Jer i min Tanke. Hvor kunde jeg ogsaa det? I var saa tæt forenede for mig som Dag og Nat.

LEUNING.
(halvt smilende).

Og jeg var den sorte Nat, hun den lyse Dag.

KLARA.

I var tilsammen alle mine Døgn.

LEUNING.

Jeg vil ikke længer være Læge, Klara.

KLARA.
(lægger Armene om hans Hals).

Vil Du ikke. Jeg tror nok, det er rigtigst.

131
LEUNING.

Skal vi saa gaa ind til Gertrud?

KLARA.

Vi maa først tage Afsked med vore Gjæster. Jeg hører dem komme til Afrejsen.

SYVENDE SCENE.

DE FORRIGE. NIEMANN. FRU NIEMANN. BLANK. (Lidt efter) EGGERT.

FRU NIEMANN.

God Morgen, søde Klara, jeg hører det er bedre; det har gjort mig saa skrækkelig ondt for lille Gertrud og Dem.

KLARA.

Tak for Deres Deltagelse.

FRU NIEMANN.

God Morgen, Doktor, De har nok ikke været meget i Seng i Nat.

LEUNING.

Nej, Frue, jeg har været en Del bekymret.

FRU NIEMANN.
(halv højt).

Vi se Dem vel snart i Kjøbenhavn.

LEUNING.

Ikke i de første Dage, Frue.

132
FRU NIEMANN.
(som før).

Bliver De længe herude, saa træffer De mig næppe.

LEUNING.

Ikke, hvorfor det?

FRU NIEMANN.

Niemann og jeg tage over og besøge Blank.

LEUNING.

Ah! Det vil vist være godt for Deres Nervøsitet.

BLANK.
(til Klara).

De kan tro, Frue, jeg har dybt beklaget Dem. De har havt en slem Nat.

KLARA.

Det gjør os saa ondt, at Deres Ophold ikke har været saa behageligt, som man ønsker sine Gjæster det.

BLANK.

Tror De ikke, Frue, at De skulde have Lyst til at gjøre Gjenbesøg hos mig paa min Gaard. Niemanns har lovet at komme.

KLARA.

Det maa De spørge Vilhelm om.

133
LEUNING.

Om hvad?

BLANK.

Om Du og Dine Damer ville besøge mig ovre i Sverig. Jeg lover Dig, at Du skal faa det godt.

LEUNING.

Tak, det kan vi ikke. Vi blive her fast i Sommer, maaske til langt ud paa Efteraaret. Eggert har lovet at hjælpe os med at bære Ensomheden.

BLANK.

Vil man se!

FRU NIEMANN.
(til Eggert, der er kommen ind).

Og saadan har De helt forhekset min Mand.

EGGERT.

Jeg har berørt ham med en Tryllesalve, og nu er han ganske rask igjen ligesom Dukken i Eventyret og kan baade tale, se og høre. Tag Dem nu iagt, Frue!

FRU NIEMANN.

For hvad?

EGGERT.

For at han ikke skal blive syg igjen. 134 Paa Dem beror hans Sundhed. Nu skal jeg lægge Dem et gammelt Vers paa Sinde:

Mod Sjælevunder
Og Hjærteliden
Er Den kun Læge,
Som voldte Kviden.

FRU NIEMANN.

Tak. Jeg skal aldrig glemme Deres Venlighed.

EGGERT.

Det stoler jeg paa.

NIEMANN.

Vognen er der. Kom, Pauline, lad os komme afsted. Farvel Doktor og Tak. Farvel Frue. God Bedring med den lille.

LEUNING.

Vi følge vel vore Gjæster tilvogns.

(Alle ud undtagen Eggert).

OTTENDE SCENE.

EGGERT. ASTRID (fra venstre).

ASTRID.

Er de borte?

EGGERT.
(ved Vinduet).

Nu kjøre de. Det bliver højt Vejr idag.

135
ASTRID.

Hvor Luften er ren og skjær. Gertrud sover trygt. Du har været en god Læge for os alle.

EGGERT.

Jeg har kun søgt at fjærne, hvad der skadede. Det er Lægens hele Kunst. Det Øvrige raader Naturen for.

(Man hører Vognen kjøre.)
ASTRID.

Kan de ogsaa helbredes?

EGGERT.

Det tvivler jeg paa. Mod Raadenskab hjælper ingen Lægedom.

ASTRID.

Og tror Du, at Vilhelm nu bliver en hel anden?

EGGERT.
(tøvende).

Det kan næppe et Menneske blive; Den, der har drukket, vil drikke igjen. Men nogen Tid vare vel nok de gode Forsætter.

ASTRID.

Er det Din hele Tillid! Vil han virkelig ikke forandre sig?

EGGERT.

Det beror vist paa hans Hustru. Hun 136 kan have stor Magt over ham. — Se nu ikke saa melankolsk ud!

ASTRID.

Og mine gode Forsætter, hvor skal det gaa med dem?

EGGERT.

Tvivler Du nu om vor Lykke?

ASTRID.

Nej! Den beror paa Dig. (Hun lægger sin Arm i hans) Det var dog godt, den Jernbane ikke var kjørt!

EGGERT.

Min søde Elskede! Lad os gaa ned i Haven til den friske Luft og hilse paa den nye Dag.

(De gaa ud.)
(Tæppet falder).