Brandes, Edvard Uddrag fra Lægemidler

Men saa derovre. Jeg har kjendt Kvinder der, jeg er mindre uerfaren end da jeg drog ud; men jeg har aldrig ophørt at længes efter Dem. Det var nu engang min Skjæbne, at Dem ønskede jeg mig til Hustru, selv naar min Forstand gjorde Indsigelse. Og det forekom mig, at De under min Fraværelse maatte vokse dem rankere i Sindet og roligere i Tanken. Jeg vidste, at De intet Baand havde knyttet — og det gav mig altid noget Haab. Jeg tænkte bestandig, at der var en Skat hjemme, hvis Værd ingen kjendte som jeg, maaske fordi den ikke havde samme uerstattelige, livskjøbte Værd for andre. Undertiden greb mig da pludselig en afsindig Angst for, at De nu i den Time, paa den Dag skjænkede Deres Haand bort. Vil De tro det! To Gange har jeg telegraferet i Fortvivlelse hjem til en eneste paalidelig Ven, jeg havde, med Forespørgsel — og været nær ved at ofre til alle 90 Indiens Guder og Gudinder i Henrykkelse over det gode Svar. Tilsidst maatte jeg hjem.