↩ — Han skød disse Tanker tilside. Han tænkte sig tilbage til Valgdagens Tummel. Han havde sejret med et stort Flertal over den unge Baron, som Højre havde sendt i Ilden. Han saa' sin Modstander for sig. Elegant Skikkelse med kortklippet rødligt Haar og en smal Moustache; de sammenknebne lidt sløve Øjne gjorde hans Udtryk endnu mere impertinent. Baronen havde behandlet ham med en koldblodig Høflighed, som ikke havde været ham behagelig; selv naar den rige Godsejer paa Valgmøderne blev stærkest 6angrebet, fortrak der sig ikke en Mine i hans Ansigt. Selv talte han rask og flot. Paa Valgdagen, ja der havde unægteligt den Borgerlige sejret — men da Baronen, efterat Afstemningens Resultat var forkyndt, havde fjærnet sig med et kort Buk for sin lykkelige Modstander og sporenstregs begivet sig henimod Udkanten af Forsamlingen, til en lille Klynge Vogne, hvorfra bredskuldrede Proprietærer med røde, hovne Ansigter, og høje slanke Damer i stramme Figurfrakker og med graablaa Slør havde betragtet Kampen — da Baronen her efter mange Haandtryk og venlige Smil havde svunget sig op paa sin høje Dogcart og med et lystigt Smæld styrede de prægtige Heste bort ved Siden af sin smukke Frue, hvis gyldne Nakkeknude gled tungt og rigt som en fristende Guldfrugt ned fra den fine Hals og skinnede imod Jakkens sorte Atlask — da kunde Ringkjøbing Amts nyvalgte Rigsdagsmand ikke undlade med sit Blik at følge den ubekymrede Livsrigdom, der fjærnede sig. Sejren syntes ham i Øjeblikket ikke sikker; var Baronen virkelig overvunden? Han betragtede den kofteklædte Skare, der ikke blev træt af Hurraerne, med en Blanding af Mistro og Medynk.