Brandes, Edvard En Politiker

EDVARD BRANDES

📖 EN POLITIKER
FORTÆLLING

P. G. PHILIPSENS FORLAG
TRYKT HOS J. JØRGENSEN & CO. (M. A. HANNOVER).
1889

II

        

1

I.

»Det ærede Medlem for Ringkjøbing Amts sjætte Valgkreds har Ordet.»

Der blev en kort Stilhed i Folketingssalen, Medlemmerne, der livligt havde passiaret under den sidste Højretalers kraftige Udbrud, drejede Hovederne hen imod den Plads, fra hvilken Jomfrutalen skulde holdes. Adskillige af de Menige kom i Bevægelse og valgte sig Pladser rundtom Taleren. Ogsaa et Par af Tingets ældste Medlemmer banede sig Vej gennem Rækkerne og placerede sig paa Stole foran ham, lige under hans Ansigt. Den enes store blanke Oldingeaasyn lyste præsteligt under det endnu kraftfulde hvide Haar; den anden sad sammendukket med hældende Hoved; Øjnene spillede, venlige og snilde som en Frøs, ubestemt hid og did.

2

Det var allerede sent i Mødet; der var halvmørkt i Salen, og man var træt ved en Andendags - Forhandling. Oppositionens bedste Taler havde den forrige Dag i en udmærket holdt, vittig og fyndig Tale gennemgaaet Regeringens Politik.

Ageren var saaledes høstet, og der var ikke mange Aks at sanke for de sentkommende.

Det ærede Medlem for Ringkjøbing sjætte havde ubehageligt mærket dette Aftenen forud, da han forberedte sig til Talen. Ordførerens Udtryk og Vendinger hang endnu i hans Øren. Han skjulte ikke for sig selv, at han umuligt kunde gøre det saa godt. Alligevel maatte der jævnsides med denne detaillerede parlamentariske Kritik være Plads for et simpelt og kraftigt Vidnesbyrd, en Mands alvorlige og vægtige Protest mod Ministeriets Voldsfærd. Der var Ord, som Folket ønskede at høre sagt, fordi Ordene svarede til de med Møje tilbagetrængte Følelser, og man ventede netop et saadant Vidnesbyrd af ham, der var sat ind i Tinget ved en af Landets radikaleste Venstrekredse.

Man burde blot sige Ministrene Sandheden lige i Øjnene. Tiden var egentlig forbi for de 3 omhyggelige Begrundelser og de bidende Vittigheder. Nej en Gang give dem Ladningen langskibs, saa det kunde ryste op i deres Samvittigheder.

Hans Røst var jo stærk, og han havde let ved at finde Ord. Det var mærkeligt, om han ingen Virkning skulde gøre. Han tvivlede ikke paa, at han skulde slaa til Lyd. Tinget vilde høre paa ham i aandeløs Tavshed, og den næste Dag vilde alle Bladene være fulde af hans Tale. Naturligvis vilde man angribe ham — men selv de uforsonligste Modstandere vilde dog indrømme, at hans Ord havde gjort Indtryk og vidnede om en stærk Følelse. Saadanne Folk maa opflamme Menigmands Gemytter, vilde de skrive, og man kan ikke nægte dem en relativ Ret. Var hele Oppositionen sammensat af saa sandhedskærlige og fædrelandssindede Mænd, vilde Modstanden ganske sikkert blive mindre, o. s. v., o. s. v.

Og medens han saadan fantaserede sig ind i Fremtiden og lod sine Tanker flyve saa højt de blot vilde, glemte han næsten at udarbejde Talen. Han tænkte ogsaa et Øjeblik paa slet ikke at forberede sig og trøstig stole paa, at hans medfødte Ævne og sikkert indtræffende Inspiration vilde 4 slaa fuldkommen til. Men han opgav dog igen dette. Han kunde muligvis være mindre vel oplagt og desuden vilde han næppe undgaa en vis Benavelse ved denne Debut. Naar han her paa sit Værelse forestillede sig det Øjeblik, hvor Formanden gav »det ærede Medlem for Ringkjøbing sjætte« Ordet, mærkede han allerede ligesom en vis Slattenhed i Benene.

Nej, han vilde skrive Gangen i Foredraget op og de vigtigste Vendinger. Han vilde være sikker paa enkelte Billeder, der skulde ramme som Kølleslag. Han vilde holde Begyndelsen af Foredraget i en rolig Tone — ikke fuldt saa let som Ordførerens — for saa til Slutning med voldsomme Farver at skildre og med bitre Trusler at skræmme dette Ministerium, der sad saa nagelfast paa Taburetterne. Han skulde i alt Fald rokke dem i Sædet.

Han gav sig i Lag med Arbejdet. Det gik lidt langsomt, fordi han stadigt var mere sysselsat med den Virkning, hans Ord skulde afstedkomme, end med deres logiske Sammenknytning. Det var heller ikke saa let at finde nye Betegnelser for noget saa gammelt som dette Ministerium eller saa gennemdrøftet som dets Politik. 5 Det var noget andet ved Møderne ude i Landet. Tilhørerne forlangte ikke ret meget, egentlig kun en Fremhæven af enkelte Punkter i Situationen og saa en kraftig Appelleren til Folkets grundlovmæssige, uantastelige Ret.

Ja, men Tingets Medlemmer kendte jo alt dette. Det var ikke nyt for dem, hvad der var sket mellem sidste Samling og denne. Og de store, simple og næsten hellige Ord, Bevillingsret og Grundlov, trængte haardt til Fornyelse, naar de nu efter saamegen Brug skulde tage sig ud i en Rigsdagstale. Hvad kunde det ogsaa nytte ideligt at gentage disse Ord, naar ingen brød sig om deres Betydning!

— Han skød disse Tanker tilside. Han tænkte sig tilbage til Valgdagens Tummel. Han havde sejret med et stort Flertal over den unge Baron, som Højre havde sendt i Ilden. Han saa' sin Modstander for sig. Elegant Skikkelse med kortklippet rødligt Haar og en smal Moustache; de sammenknebne lidt sløve Øjne gjorde hans Udtryk endnu mere impertinent. Baronen havde behandlet ham med en koldblodig Høflighed, som ikke havde været ham behagelig; selv naar den rige Godsejer paa Valgmøderne blev stærkest 6 angrebet, fortrak der sig ikke en Mine i hans Ansigt. Selv talte han rask og flot. Paa Valgdagen, ja der havde unægteligt den Borgerlige sejret — men da Baronen, efterat Afstemningens Resultat var forkyndt, havde fjærnet sig med et kort Buk for sin lykkelige Modstander og sporenstregs begivet sig henimod Udkanten af Forsamlingen, til en lille Klynge Vogne, hvorfra bredskuldrede Proprietærer med røde, hovne Ansigter, og høje slanke Damer i stramme Figurfrakker og med graablaa Slør havde betragtet Kampen — da Baronen her efter mange Haandtryk og venlige Smil havde svunget sig op paa sin høje Dogcart og med et lystigt Smæld styrede de prægtige Heste bort ved Siden af sin smukke Frue, hvis gyldne Nakkeknude gled tungt og rigt som en fristende Guldfrugt ned fra den fine Hals og skinnede imod Jakkens sorte Atlask — da kunde Ringkjøbing Amts nyvalgte Rigsdagsmand ikke undlade med sit Blik at følge den ubekymrede Livsrigdom, der fjærnede sig. Sejren syntes ham i Øjeblikket ikke sikker; var Baronen virkelig overvunden? Han betragtede den kofteklædte Skare, der ikke blev træt af Hurraerne, med en Blanding af Mistro og Medynk.

        

7

— — Men det var slet ikke herpaa, han vilde tænke. Tværtimod, han vilde forestille sig disse brave og trofaste Menneskers Begejstring over den vundne Sejr, hvormed de havde slaaet Baronen trods de Husmandslæs, han havde kørt ind om Morgenen. Denne Valgdag og Møderne iforvejen var for dem Livets retegentligste Fester. Hvad Fornøjelser havde de vel Aaret rundt, naar rent legemlige Tilfredsstillelser undtoges? Hvad smukt havde de at se paa? Hjemmet var tarveligt, forædlede hverken Sind eller Sans, og der var ingen store offentlige Haller med Billedstøtter og Malerier, ingen Teatre med nationalopdragende Skuespil, som kunde vække deres Aand af Aarhundreders Trældomssløvhed. Men én Tanke havde de lært at tænke: Tanken om deres Frihed og Grundlovsret.

Og Følelsen heraf betog ham stærkt. Det var dog saare smukt dette: en Almue, der stod paa sin Ret. Heri var hans simple Vælgere myndige og modne Mænd, tusende Gange mere værd end den hovmodige Dreng, som havde kørt sine Heste igennem deres Rækker med en saa modbydelig Foragt. Hvad ramte den? Deres Klæder, deres Sprog, deres Vaner, ja — men ikke deres 8 Hjærte, ikke engang deres Intelligens; thi disse Mænd tænkte én stor Tanke, Grundlovstanken her i Landet.

Ordet greb ham, medens han i Drømmerier gik op og ned ad Gulvet. Han satte sig hurtigt hen til sit Skrivebord og gav sig til at nedskrive en Række korte Sætninger. Han skildrede Tilstanden i Landet, Folkets Trang til Lovlighed, Grundlovens Betydning — »for den maa alting vige« — og dernæst Regeringens Stilling til denne. Han fandt et Par Billeder, som syntes ham nye og som egnede sig fortræffeligt til Slutningsvirkningen. Hans Udkast fyldte et Ark Papir, han gennemgik det, føjede Bemærkninger til, indskød de politiske Data, som han vilde dvæle ved, og blev mer og mer nervøs og brændende i Hovedet. Petroleumslampen gød ham en varm Douche lige i Issen.

Han sprang op. Han følte, det var ham umuligt at blive ved. Men han havde ogsaa nok. Han kunde mageligt tale en halv Time, og længere var ikke rimeligt. I den Tid vilde han faa tegnet et Kort over Landets Politik i store, lysende Træk. Et Anskuelsesbillede!

9

Han smilte herover, idet han gav sig til at klæde sig af. Men han laa endnu længe vaagen og fantaserede stærkere og stærkere over Talens Virkning.

Han lod sig straks indskrive, ligesom han kom ind i Salen ved Mødets Begyndelse. Han var lidt højtidelig derved. Og det var ham ikke ganske behageligt, at Formanden kun med et Nik forretningsmæssigt indskrev hans Navn. Han sagde ikke engang: »Naa, skal vi høre Dem idag!«

Fra sin Plads saa' han senere adskillige Medlemmer kigge paa Listen over de indtegnede Talere. Men heller ikke disse viste nogen synlig Overraskelse eller Spænding.

Kun da under Mødets træge Gang Konseilspræsidenten talte, og derved gav ham Lejlighed til at gøre et Par Tilføjelser i sit Udkast — hans Foredrag vilde derved mere faa Karakter af Improvisation og af en slagfærdig Replik — lagde et forbigaaende menigt Medlem Mærke til hans Skriveri og spurgte, om han skulde tale.

»Kun et Par Ord,« svarede han let.

10

Men Ventetiden blev ham lang. De andres Taler trættede ham usigeligt. Han hørte dem ikke tydeligt, dertil var han altfor febrilsk, men hvad han opfattede, generte ham. Der var især en Taler af Venstre, som var ham en Pæl i Kødet: Foredraget var flydende, Ordene faldt saa selvglade, Røsten klang løs fra Lunger, der arbejdede som en Dampmaskine — og Talen syntes ham ikke særdeles forskellig fra hans, i alt Fald ikke i Indhold. Naa, det var jo ikke saa underligt! De pragtfulde Slutningslignelser havde han da i ethvert Fald for sig selv. — —

Han følte sig helt tom i Hovedet, med en tør Smag i Munden og Benene ganske uldne.

Endelig!

Han havde rejst sig ganske langsomt og udfoldet sit Papir, og da han stod op og saa' udover Salen, gik der en glad Følelse igennem ham.

Jo, de stimlede omkring ham; der var en stærk Forventning til Stede. Hist og her i Salen var der nok adskillige, som roligt samtalende eller sysselsatte blev siddende uinteresserede paa deres Pladser. Og deriblandt var unægteligt nogle af Tingets mest kendte Medlemmer. De var vel blaserede!

11

Men han fandt Trøst i de to betydelige Medlemmer, som sad lige under ham. Oldingen fra den grundlovgivende Tid og Skolelæreren, der havde været med i den demokratiske Opposition de sidste tyve Aar. Det var ligesom den gamle frisindede Nationalliberalisme og den ny Bonderejsning begge sad ved hans Fødder.

Og saa talte han.

Han fik det sagt altsammen, og det var ret flydende og utvivlsomt følelsesfuldt. Men Sætningerne var dog ikke helt paalidelige i deres Bygning — og disse Stenografer sad der paa Lur, med Blyanterne fældede som Bajonetter imod ham. Ikke man kunde snyde med en eneste Eftersætning.

Han talte sig ikke op. For han havde tungere og mere forvirrende Fornemmelsen af, at Tilhørerne ikke kom ham nærmere. De hørte paa ham — men grebne var de ikke. Han skottede til Ministerbordet — Konseilspræsidenten konverserede ivrigt i en Vinduesfordybning, skønt hans Politik i dette Øjeblik gennemrystedes i dens Grundvolde, og et Par andre Ministre døsede hen i deres Stole. Han syntes ogsaa at bemærke, at Medlemmernes Kreds om ham tyndedes, og de 12 indflydelsesrige Medlemmer hist og her i Salen talte og lo uden at skænke ham mindste Opmærksomhed. Kun et Medlem, der var Journalist og skrev om Møderne i sit Blad, laa henslængt paa sin Stol i Retning af ham, og hans Ansigt havde et Udtryk som om han havde opgivet alt i Verden, saadan halvgabede han af uhyre Kedsomhed.

— Han fyrede Slutningsbuketten af. Det hjalp ikke. Han følte selv, at han anbragte de pragtfulde Lignelser uden Overbevisning. Og han skottede ned til sine to bedste Tilhørere. I Oldingens hvide Ansigt rørte sig ikke en Muskel, Øjnene var lukkede, kun om Munden var et gnavent Træk; Skolelæreren var faldet helt sammen, Hovedet ludede ind mod Brystet. Baade den gamle frisindede Nationalliberalisme og den demokratiske Bonderejsning syntes at blunde.

Saa satte han sig. Hans Hænder skælvede, medens de mekanisk pillede ved Papirerne foran ham. Han var bleg og træt, og hans Blik saa' ud i Rummet uden at se noget.

Mødet var hævet, og Rigsdagsmændene skyndte sig ud af Salen. Ingen tog videre Notits af ham, men han hørte Skolelæreren, der havde siddet 13 foran ham, sige i Forbigaaende til et lille gnavent Medlem: »Det er nok en Romantiker.«

Nu rejste han sig ogsaa og gik bort uden at se sig om. Først ude i Forstuen hævede han Hovedet, idet han passerede forbi to Damer, der havde overværet Mødet. Han følte, at venlige Øjne hvilede paa ham. Han hilste og opfangede i det samme et varmt og beundrende Blik fra den yngste af Damerne. Det var Margrete Scheibel, som var Lærerinde i den Pigeskole, hvor han, Johan Gerner, underviste hver Formiddag.

14

II.

Gerner gik slukøret og mismodig hjem.

Nej, det var ingen Triumf blevet. Han havde ikke vundet nogen Stilling med denne Tale, ikke med ét Slag anbragt sig paa et fremragende Punkt. Venstrebladene vilde imorgen indeholde et Par anerkendende Ord, Højrebladene vilde notere ham som én, der kendte Lektien fra Møderne, eller maaske slet ikke nævne ham.

Det Gode var imidlertid det, at han havde talt. Vælgerne ventede det af ham — han havde talt for Vælgerne.

Det sidste var ham ikke behageligt at tænke. Han vidste, at dette var det tekniske Udtryk for de Rigsdagsmænd, der blandede sig i en Debat uden at have noget at sige, men som for Kredsens Skyld maatte gøre sig til aktive Deltagere i Rigsdagsmøderne.

15

Jamen var der da noget at sige, som han ikke vidste? Og foregik der noget paa Rigsdagen, som han ikke forstod? Og var det der skete, slet ikke det, som stod i Tidenden og refereredes i Bladene?

Han havde en Fornemmelse af, at der var noget bagved, noget som ikke rummedes i de almindelige Ord om Kampen imellem Højre og Venstre.

— — Han kom netop til Middagstid hjem, hvor han boede sammen med sin gamle Faster.

Tante Rikke, der var Enke efter en lille Embedsmand under Kommunen, havde i mange Tider levet af et Pensionat og af en Pension. Pensionatet havde hun i de sidste Aar opgivet og førte blot Hus for Nevøen. De havde hver sit Værelse og en fælles Spisestue paa en fjerde Sal i Laksegade.

Det var en sommerlig Oktoberdag, og Spisestuens Vinduer stod aabne mod Gaarden, der sendte en bedøvende Stank ind i Værelset. Der boede en Brændevinsbrænder i Kælderen og han holdt en Kule midt i den usle Bid af en Gaardsplads. Kulen var lukket med et Trælaag, men stank som et helt gødet Agerland. Det nyttede 16 ikke, at Beboerne klagede, thi Brændevinsmanden ejede Gaarden og besad Egenskaber, som bragte ham paa en god Fod med Gadens Politibetjente.

Og sammen med Stanken hævede sig dernede fra Dybet skingrende Vrælen af Baghusets Børn, der legede og sloges. I den stille og varme Eftermiddag kom ilde Lugt og ilde Lyd lige skarpt og tæt ind paa Gerner. Og naar han saa ned paa Dugen, hvis grove Lærred havde store, brune Fedtpletter, smagte Frikasséen ham endnu mindre; den var heller ikke videre lækker iforvejen.

— — Tante Rikke havde skottet hen til ham nogen Tid. Hele Ansigtet var rynket ligesom af Misfornøjelse og Særhed. Endelig sagde hun: »Naa, hvordan gik saa Talen?«

Gerner undgik at se paa hende. Det var umuligt for ham at slippe for en vis Fortrolighed dem imellem. Hun havde taget sig af ham, da hans Forældre vare døde, og han skyldte hende saaledes Taknemlighed. Desuden førte det daglige Samliv med sig, at man maatte tale med hinanden om den Smule, der passerede dem begge.

17

Men hun var ham imod. Legemligt imod. Hendes lille visne Krop, den gamle sorte Kjole over det flade Bryst, det tynde graa Haar var allerede ikke videre behageligt at have for Øje. Men saa kunde han ikke lide, at hun lignede ham. Han kunde godt selv se Ligheden i Ansigtstrækkene, skønt han var tredive Aar og hun tres. Det var den samme Næse, der gik søgende ud ved Spidsen, og den samme tilbagevigende, tomme Hage.

Han rettede sig i sin fulde Højde — for han var ret stor og stærktbygget og strøg over sit svære Haar og Skæg — hver Gang han ikke kunde undgaa at se Ligheden. Han fandt i hendes Ansigt paa éngang en ganske opvakt Lyst til at spore og samtidigt en borneret Almindelighed. Næsen rodede op, men Hagen trak i Land.

De sympatiserede ikke. Hun var Højre baade i Politik og Literatur. Hun havde i sin Ungdom set Dina med Fru Heiberg paa det kongelige Teater, og hun vidste, at dette var Kunstens Toppunkt. I Literaturen var hun fulgt med lige til Hjortens Flugt, men dermed havde hun ogsaa for evigt sagt Poesien Farvel; igennem 18 Folkets Avis erfarede hun tilstrækkeligt om det Nye.

Dog værre var det med Politik. Thi Gerner interesserede sig ikke synderligt for de literære Frembringelser, som han kun vurderede efter deres direkte agitatoriske Karakter. Han var derfor gladest ved Kampsange og Festviser. Men i Politiken var han med af hele sin Sjæl.

Og paa dette Punkt var Tante Rikke ligesaa fanatisk som han. Hun hadede Venstremænd ligesaa hæftigt som Tjenestepiger.

Hun foragtede dem som Bønder. Hun havde engang selv havt to Rigsdagsmænd i sit Pensionat. Naar hun kom paa dette Punkt, var hun uudtømmelig i sin Forbitrelse. Det var Svin, det var Bondebæster. De spyttede paa Gulvet og de sleb Saucen af Tallerkenen med Kniven og de skiftede ikke Linned, for de gik da heller ikke med andet end Sort i Halsen — og de lugtede og de skraaede, og den ene var nok Kromand og den anden Landsbyskomager.

Og disse Folk skulde regere os! Disse dumme, uvidende Bønder, der ikke kunde et eneste tysk eller fransk Ord, skulde spille Bâs med dannede Mennesker!

19

Den lille Gamle rystede af Harme i alle sine Knokler. Med sin afblegede Institutdannelse, med Fru Heiberg under den ene Arm og Christian Winther under den anden oprørtes hun i sin Sjæls Dyb over, at Bondebæsterne skulde regere over hende.

Og var de ikke Bønder, saa var de Socialister. Dette var næsten værre for hende, thi hun ræddedes om Hjærtet. Det vidste enhver — og det hjalp ikke, hvad Johan sagde — at de vilde dele, vilde tage vore Penge. Det var Pøblen henne fra Smaagaderne, som hun saa' styrte ud — saadan som naar Tappenstregen gik paa Kongens Fødselsdag eller ved anden Festlighed — hujende Læredrenge og fordrukne Karle, der klumpede sig frem i tætte Masser mod Politiet og de ordentlige Folk. De vilde trænge op i Husene, komme ind i hendes Værelser, maaske tage paa hende med deres væmmelige Næver, grine modbydeligt ad hendes forgæves Modstand, slaa Porcellænet itu og løbe væk baade med Sparekassebogen og Obligationerne, som hun gemte i Chiffoniéren. — —

Og med saadanne Folk rottede han sig sammen mod Regeringen. Men han var vel 20 selv Socialist? Naa ja, hvis han ikke var det, hvad havde han saa med Pøbelen at skaffe!

— — Saadan tænkte Tante Rikke, og det var derfor uden mindste Venlighed, at hun spurgte Johan: »Naa, hvordan gik det saa med Talen?«

»Jo tak!« svarede han kort uden at se op fra Tallerkenen.

»Var Bønderne glade ved dig?«

»Det véd jeg ikke.«

»Det maa dog være rart for dem, at der er ét dannet Menneske imellem dem.«

»Der er flere dannede Mennesker end jeg, der er Venstremænd. Forskellen er blot, at i din Tid var alle dannede Mennesker Venstre.«

Men her kom han galt afsted. For hun tog øjeblikkelig fat paa, hvor ganske anderledes Mændene fra hendes Ungdom havde været. Orla Lehmann var hendes Ideal. Saadan som han saa' ud og som han talte! Hun erindrede ham altid, som han sad paa det gamle Litografi inde i Fængselsværelset, i Slobrokken, med Haanden under det krøllede Hoved. Og i Vinduet, i Gittervinduet, stod Blomst ved Blomst, som Damerne havde sendt ham! —

21

— — Johan var glad, da Maaltidet var forbi og han kunde gaa ind paa sit Værelse. Mere fornøjet blev han dog endnu, da det lidt efter ringede paa Døren, og Gæsten, hvem han iøvrigt kendte paa Ringningen, var hans bedste Ven, Tage Schrøder, der kom styrtende for at høre, hvordan det var gaaet med Talen.

»Aftenbladene har den ikke — du er altsaa kommet meget sent til?«

Johan forklarede, at han havde været sidste Taler.

»Naa, og det gik godt? Du gjorde vel stor Virkning?«

Johan følte en Art bitter Trøst ved at fortælle, hvor ganske det modsatte havde været Tilfældet. Nej, hans Tale var falden komplet til Jorden — det var ikke saadanne Ord, der gjorde Opsigt i Folketinget.

Tage mente, at han maaske ikke havde været oplagt.

Nej, det var ikke det; der stak noget andet under, som han ikke ret forstod.

Tage saa' forundret paa ham med vidtopspilede Øjne.

22

Men Gerner rejste sig hæftig og gik hen mod Vinduet, hvorfra han kunde se over til Slotsruinen. Og saa kom Ordene fra ham i stærk Strøm.

— Der var ikke nok Sandhed i dette Rigsdagsarbejde! Man tog det altfor smaat, altfor forstandsmæssigt. Og det var dog Følelserne det til syvende og sidst kom an paa. Kunde man ikke fremkalde mægtige Stemninger hos Folket, vilde man aldrig sejre. Tanker var der nok af — de rette Tanker, dem man kunde kalde Grundlovstanker, som dannede Grundlaget for hele Nationens Opfattelse af sig selv og af dens Maal. Men Sindene maatte forberedes, hærdes og lutres. Dette skete vel nok paa Møderne rundt om i Landet, dér tændtes Ilden; men han begyndte at tro, at Rigsdagens endeløse Forhandlinger snarere slukkede end nærede den. Bønderne var rede, og hvad var Landet uden Bønderne! Med tre Fjerdedele af Landet bag sig, hele Ungdommen, en stor Del af Intelligensen — og det rørte sig jo i Byerne — maatte man vel kunde løbe disse storsnudede Godsejere og dette sløve Bureaukrati over Ende. Hvis der blot var den rette Følelse af, hvad det kom an paa! — —

23

Han blev længe ved saaledes. Der kom lummerstegt Luft ind ad Vinduet. En Kone raabte med Blommer nede paa Gaden. Ellers var der ganske stille.

Tage Schrøder sad taalmodigt og venligt og hørte paa.

Egentlig interesserede det ham ikke synderligt, han var jo ikke Politiker af Fag, men han holdt overmaade meget af Johan og troede paa hans Begavelse ligesaa fuldt som han stolede paa hans Karakter.

De var Skolekammerater og var blevne Studenter sammen. Fattige begge to. Men Tage var en praktisk Natur, og han skræmtes tilbage fra de Aar, der skulde komme inden Embedseksamen. Det var ikke Arbejdet, han frygtede; han var flittig nok. Men han tænkte paa den vilde Jagt efter Stipendier med ydmyge Besøg hos bortgivende Professorer, han forestillede sig den forgæves Søgen efter Timer, de idiotiske Drenge, med hvilke der skulde læses Lektier hjemme, og de Skolebestyrere, for hvem der skulde smigres. I Rusaaret fik Johan en Dreng at læse med, som de andre misundte ham. Det var to à tre Timer daglig for fem Kroner om Maaneden og 24 Kaffe med Tvebak. Tage, der havde Lyst til allehaande gode Sager og slet ingen Sans for Tvebakker, og som fristedes af Kjøbenhavnerlivet, hver Gang han gik ned ad Østergade, sagde pludselig midt under Læsningen til Filosofikum Farvel til Studeringerne og snoede sig til en lille Plads i en Bank. Her var han steget lempeligt i Vejret, havde nu nogle Tusinde Kroner om Aaret og levede sorgløst sit Ungkarleliv i Kjøbenhavn.

Han var oprigtigt Venstre. Hans Sans for Livets Behageligheder sammen med hans gode Forstand havde drevet ham til literær Interesse. Han købte de nye Bøger, der udkom, forargedes ved Højrebladenes Adfærd overfor dem, anskaffede sig ogsaa de bedste Værker af den moderne franske Literatur, sværmede for Zola og Brødrene Goncourt og var sammen med den literære Bevægelse gaaet over til det politiske Venstre. Han nærede ikke den ringeste Tvivl om Venstres Ret og Højres Uret og var særdeles ivrig paa Valgdagene.

Da saa Johan blev Rigsdagsmand, steg naturligvis hans Interesse. Men paa den anden Side forekom det ham, at den danske Politik manglede Liv og Spænding. Dette Ministerium, der altid 25 sad, kedede ham usigeligt. Og han talte gærne med Johan om franske Forhold, om de skiftende Ministerier derovre og Striden mellem Klerikale og Antiklerikale.

— — Mens Johan gav sin Uvilje Luft, tænkte han paa, hvor meget mere saadan en Jomfrutale maatte betyde i et stort Land. Der var alle Mennesker, Damer ligesom Mænd, interesserede i Kammerets Forhandlinger. Der var en Deputeret en mægtig Mand, hos hvem Damer søgte Audiens og som dekorerede deres Mænd for selv — —

Men Johan holdt op. Der var forfærdeligt kvalmt inde i den lille Stue. Og Tage foreslog, de skulde gaa en Tur sammen.

Klokken var syv, og Kjøbenhavn strømmede bort fra Byens gamle Del. Oktoberaftenen var klar og smuk med Sommer i Luften. Et langt, lystigt Tog gik fra Østergade ud imod Vesterbro.

Droskerne fik hurtigt besat. Snart med en hel Familie, seks i Vognen og to Børn paa Bukken, snart med fire Herrer, der laa lænede tilbage, roligt rygende og seende overlegent ned paa Fodgængerne, medens de vekslede nogle korte Sætninger og smilede til. Undertiden sad 26 der ogsaa et enkelt Par, hun lidt stiv og med opslaaet Parasol, han drejende Stokken mellem Fingrene. Det var let at se, naar det var Fremmede: da var Damen i lys Silkedragt.

Og paa begge Sider af Kørevejen valfartede Kjøbenhavnerne troligt deres Aftenpilgrimsgang. Ægtefolk og Kærester, Brødre der gik Aftentur, halvgamle Fyre, der havde Kort til National. Og Sværmen summede sagte, og der var en Krydsild af Blikke mellem de unge Mænd og de smukke Piger. Den skarpe Luft steg til Hovedet.

— — De to Venner gik støt igennem Mængden, lidt hurtigere end Tage egentlig skøttede om. Medens Johan talte baade varmt og overbevist om hvor meget der burde reformeres hertillands baade i Skolevæsen og Toldvæsen, baade i Hæren og i Kirken, hang Tages Øjne ved hver eneste ungdommelig Kvindeskikkelse, der passerede forbi. Han havde en særdeles Fornøjelse af at betragte dem, deres Figur, deres Dragt, altsammen. Han syntes alle de smukke Piger var ude at spasere, og det skælvede i ham for hvert et kønt Ansigt han 27 mødte. Dog Droskerne med et enkelt Par berørte ham stærkest.

Men Johan drog ham ad den lige Vej ud til Frederiksberghave, hvor de drak The hos Josti.

Og saa Klokken ti gik Vejen igen tilbage sammen med det hjemvendende store Tog. Nu var Sværmen livligere, Sporvognene var propfulde, og det nyttede ikke, man raabté dem an med lystige Tilraab. I Alléen sang de Fædrelandssange. Og paa Vesterbrogade var der ikke lidt Slagsmaal af fulde Folk.

Droskerne kørte hjem.

Der var flere med et enkelt Par. Undertiden var Bagkaleschen opslaaet, og man kunde i Halvmørket skimte en lys Hattefjeder nærved en Glød af en Cigar. Undertiden havde de Kørende ikke gidet berøve sig en Smule af den friske Luft, de rullede afsted i aaben Vogn, og han havde sin Arm om hendes Liv, medens hendes Hoved laa ind mod hans Skulder og hun mere sad paa ham end paa Sædet.

Johan talte om, hvor reaktionært Universitetet var, og hvor lidt det fortjente en Særformue. Og Tage indskød en Bemærkning om, 28 at det franske Universitet var Fritænkeriets Værn overfor Kirken. Men hans Øjne hang ved Droskerne.

Ved Halmtorvet skiltes Vennerne. Tage boede paa Nørrebro.

Da han havde sagt Farvel ved Sporvognsomdrejningen, gik han et Slag over Torvet, vendte sig, saa', at Johan var forsvundet ned ad Filosofgangen — og gik hurtigt op mod Tivoli og ind i »Ligkisten«.

Men Johan gik alene hjem. Han var træt. Da han var naaet bortfra Sværmen og langs Kanalen kom udfor Ruinen af Kristiansborgslot, mindedes han pludselig det beundrende Blik, hvormed Margrete Scheibel havde set paa ham i Forstuen. Og han tænkte paa dette — hvad der gjorde ham godt — uafbrudt lige indtil han faldt i Søvn.

29

III.

Johan Gerner blev Rigsdagsmand om Sommeren 1884.

Det var en meget lykkelig Begivenhed for ham.

Hans Liv var indtil da gaaet baade smaat og trist. Fra sit ottende Aar af havde han boet i Tante Rikkes Pensionat. Af Skabestuen var der bleven afdelt en Længe med en Række Skabe som Væg og et Trækgardin som Dør. Dér bagved stod op ad Væggen en Servante og en Sovesofa. Bord var der ikke Plads til. Men ud fra Vinduet var der lavet en Klap, der kunde slaas op og ned.

Han var i Skole hele Formiddagen, sad paa Sofaen om Eftermiddagen med sin Bog paa Klappen og læste indtil han skulde i Seng, den halve Times Tid undtagen, hvor han ude i Køkkenet 30 spiste Pensionats-Middagsmaden i en fortyndet Skikkelse.

Først da han lige skulde blive Student, fik han et Kvistkammer for sig selv.

Fornøjelser var der faa af. Engang imellem en Skovtur eller en Komediegang. Og Bekendte havde Pensionatsdrengen, som ingen Gæstfrihed kunde yde, ikke synderlig af. Han havde kun sluttet sig nøje til Tage, der kom ham i Møde med des større Venlighed, som han ikke fandt sig selv nær saa flittig eller begavet. Johan læste ikke lidt, fulgte med i de Aviser, Pensionatet holdt, og havde en Fornemmelse af den Undervisnings Urimelighed, de begge nød. Især havde han tidligt faaet Øjnene op for den historiske Lærdom, man bød dem. Baade Historiebogens Respekt for alt Tyranni og dens fuldkomne Mangel paa kulturhistoriske Oplysninger var han, længe før han blev Student, ganske paa det Rene med.

De to Drenge gik paa Musæer sammen om Søndagen og talte meget med hinanden om Historiens store Mænd. Efter Konfirmationen begyndte Tage imidlertid at interessere sig en hel Del mere for sin Onkels buttede Tjenestepige. 31 Og han kom aandeløs styrtende til Johan samme Eftermiddag, som hun ude i Køkkenet, hvor han havde gjort sig et Ærinde efter et Glas Vand, havde givet ham hans første Kys. Da han havde drukket Vandet, havde hun smilende spurgt ham, om der var mér han ønskede, og da han saa — blussende rød og med bankende Hjærte — havde sagt: at kysse Dem, havde hun svaret: »det maa du saamænd gærne, min søde Dreng!« — og saa var det lykkelige Øjeblik indtruffet.

Johan hørte i Begyndelsen ganske gærne paa den Art Historier, hvoraf Tage efterhaanden oplevede ikke saa faa. Han var selv en yderst frygtsom Natur, især forlegen overfor Fruentimmer, men han havde intet imod at høre om, hvad han ikke selv vovede. Kun stræbte han at foragte Tages Tjenestepigehistorier, som noget ganske uværdigt, skønt han unægteligt en Aften, da han spiste hos Tages Onkel, misundte ham kraftigt, medens den store Pige smilende vartede op ved Bordet. Han talte ofte med Tage om, hvor meget det rent sjælelige Moment betød i Kærligheden og om hvorledes den blev højst uskøn, rent ud dyrisk, naar dette manglede —

        

32 og Tage indrømmede det ganske, stærkt gennemtrængt af sin egen syndige Natur.

Da var de ganske nær ved at blive Studenter.

Saasnart Johan var kommen til Universitetet, begyndte han at læse Kierkegaard. Og han tilegnede sig med Ærbødighed hele den videnskabelige Jargon, hvori Skrifterne var holdte.

Denne passede desuden saa godt til de filosofiske Forelæsninger, han skulde høre ved Universitetet. Professoren gennemgik i to Semestre — omtrent syv Maaneder — alle Filosofiens Systemer fra Heraklit til Herbert Spencer. Han lærte de attenaarige Visdomselskere først selve Teorierne, og dernæst paapegede han deres Mangler og Fejl. Han fik Russerne mange Gange til at le over Malebranches Naivetet og til at trække paa Smilebaandet over Leibnitz' Monader.

Johan blev til Eksamen hørt i Hegels System, og paa ti Minuter gjorde han det grundigt af med denne Filosof, der unægteligt havde blændet mange klare Hoveder, endogsaa Martensen, men hvis Fejl nu var opdagede og fastslaaede.

33

Ogsaa Kierkegaard havde sin Spas med Hegels Kategorier. Dog Johan, der ikke tiltroede sig nogen særlig Begavelse for Filosofi, men var glad over at blive bekendt med dens Grundtræk, følte sig langt mere tiltrukken af Kierkegaards moralske Askese end af hans filosofiske Kritik.

Askesen stemmede med hans Naturel og hans økonomiske Forhold. Han vidste, at han var paa rette Vej, naar han ikke gav efter for Fristelser — der iøvrigt ikke fristede ham stærkt. Han lærte af Kierkegaard, hvor modbydelig den Skønhedsfølelse var, som mange Folk tog ind med i selve Ægteskabet, men som tilhørte den fordærveligste Æstetik. Han oprørtes sammen med Kierkegaard over Geheimeraad Göthes grove sanselige Udskejelser og forstod fuldkommen, hvor uværdig Lysten mod det Slanke var for et etisk Menneske.

— Tage derimod holdt sig til Forførerens Dagbog, roste højlydt dens Stil og dvælte gærne ved Mødet med Tjenestepigen i Frederiksberg Have. Og det hjalp ikke, at Johan paaviste ham, at Kierkegaard kun havde opstillet dette Standpunkt for at forlade og angribe det. Selv Ægteskabet var jo ikke etisk, hvis Manden saa' Konen 34 under Synspunktet slank. Og da Tage hertil bemærkede, at Manden jo selv kunde sørge for, at Konen var etisk u-slank, blev Johan gal i Hovedet og skældte ham ud for et Svin. Tage skammede sig, og fra den Tid af fortalte han ikke længer Johan noget om de Smaabegivenheder, som bragte ham til at finde Tilværelsen behagelig.

Johan oplevede ingen saadanne. Han tvang sin Natur, og selv om hans Frygtsomhed lettede ham dette, skete det dog ogsaa, fordi han var overbevist om sin Afholdenheds moralske Betydning.

Men han førte et fattigt Liv. Han var intet særdeles godt Hoved, ikke egentlig lærenem, kun solid i Tilegnelsen og flittig. Han fik Brug for hele sin Energi til den møjsomme Maade, hvorpaa han tjente sit Brød.

Det var Timer paa Timer, private og i Skoler; saa usselt betalte, at han kun med Nød tjente sig en seks, otte hundrede Kroner om Aaret. Og for dem havde han Føde, Klæder, Værelse og intet mer. Til Manuduktør eller Bøger, endsige Fornøjelser — næsten intet.

35

Men det faldt ham ikke ind at klage. Saadan levede jo de allerfleste, nogle værre endnu. Saadan skulde en Student øjensynligt naturmæssigt tilbringe sin Ungdom. Han drog ud i Livet med Kundskaber, som intet var værd — i hvert Fald ikke mere end otte hundred Kroner om Aaret. Og det blev dernæst hans Pligt at leve et uvist Antal Aar i en Fattigdom, som gjorde et Par nye Støvler til en Begivenhed.

Naar Johan mødte velklædte unge Mænd paa Gaden, foragtede han dem af sit fulde Hjærte. Han saa' paa deres fine Linned, paa deres Frakker, som sad stramt og skinnede af nyt, paa deres spidse Støvler, og han vidste, at de etisk set levede forkasteligt. Han var aldeles ikke ulykkelig ved sin gamle rundpullede Hat og sin slidte Vinterfrakke, der holdt ud Aar efter Aar uden at dens Ejermand kunde falde paa en saa urimelig Tanke som at skafte den en Afløser.

Og de andre var jo som han. Naar han gik ind i Studenterforeningen og spiste den usle Mad, der serveredes af de fedtede Tjenere, faldt det ingen af de lange Bordes Gæster ind, at der var en anden Maade at leve paa for en dansk Student.

36

Og det var der da heller ikke. De havde ikke nogensomhelst Frihed i at bære Fattigdommen, saadan som en stor By kan give — de maatte bære den som hæderlige Stakler. Og de havde ingen anden Udvej til at tjene Penge — end ved at lære Børn det samme døde Stof, som de selv havde lært, og som de nu sultede paa.

Iøvrigt kom Johan sjældent længere end til Studenterforeningens Spisestue. Foreningslivet tiltrak ham ikke, han havde desuden knap Raad til Toddyerne, og en Krone til Punch lod sig daarligt opdrive. Og Soldene kedede ham og indignerede ham med deres ensformige Angreb paa Venstre.

For Johan var hurtigt bleven ked af Højre. Lige straks han kom ind i Foreningen, var han lidt betagen af den gamle Duft af Hostrupske Viser, der endnu ligesom sad i Møbler og Taler. Men det fortog sig hurtigt.

Det var Uligheden i menneskelige Vilkaar, der bragte ham i Opposition til det Samfund og til den By, hvori han levede.

Ikke saaledes, at han følte Misundelse mod dem, der var rigere og mere velstillede end han. Slet ikke. Tværtimod, han betragtede sig som 37 en af Lykken forholdsvis begunstiget, naar han om Aftenen kom hjem, sad i sit Kammer, der var let at opvarme, læste i sine Bøger, spiste og drak den Smule Aftensmad, som den gnavne Tjenestepige bragte ham, og lagde sig i sin Seng, der var blød og varm — thi Tante Rikke havde endnu Møbler fra den gode gamle Tid.

Men naar han gik gennem Fattiggaderne, greb Forskellen ham smerteligt mellem Fattige og Rige, laa ham som legemlig Tyngsel over Brystet.

Hvor kunde de udholde dette Liv; de smaabitte kolde og stinkende Værelser, den usle Mad! Hvor vilde de bære saadanne Pjalter og taale, at andre havde det godt? Og alt det de lod sig bilde ind! Om Nødvendighed og maa være, om Lykke i Tarvelighed!

Ja, havde de det blot som han: Mad hver Dag og en varm Seng i et renligt Værelse. Men dette var just den uopnaaelige Lykke for dem.

Og han begreb ikke, hvorfor de ikke rejste sig i Raseri. Han forstod, at den store Revolution var halvgaaen Gærning. Der maatte komme en ny, til hvilken Verden ikke havde set Mage: en 38 Rædselsbrand, hvor det gamle Samfund gik op i Flammer.

Naar han tænkte paa sligt, dirrede det gennem hele hans Legeme. Hans Aandedræt gik hastigt, Øjnene stirrede, Hænderne knyttede sig krampagtigt.

Ikke saa, at han tænkte sig som en af Førerne i hin store Omvæltning. Tværtimod, der dannedes Forestillinger i hans Hjærne om, at han skulde være Redningsmanden, den, der byggede Bro mellem Fattige og Rige, mellem By og Land, mellem Venstre og Højre. Landet var jo lille, alle maatte kunne føle sig som Brødre, unde hinanden vel, hjælpes ad til den fælles Gærning: at rejse Fædrelandet efter den ulykkelige Krig.

Hvordan han skulde bære sig ad dermed, stod ham ikke ret klart. Han nøjedes med vilde, svævende Fantasier, hvilke han udmalede for den beundrende Tage — des mér beundrende jo mindre han følte sig greben af den Andens Bevægelse. En Stund lang drev han sig dog til at lovprise Højskolerne sammen med Johan: Opdragelsen ude i Folket, der tog Karlene fra Ploven og Pigerne fra Mælkespanden og gav dem 39 et bredt-folkeligt aandeligt Indhold. Men han følte alligevel inderst inde Tante Rikkes Afsky for Bønder, hvis Mad og Klæder han foragtede af Hjærtens Grund. Og da han en Dag paa Gaden ved Synet af et smukt Pigebarn i en Fløj eisjakke, under en varm Diskussion pludselig erklærede, at han gav alle Landets Højskoler med Lærere, Karle og Piger for en eneste Gang at omfavne den dejlige Tøs dér, kunde Johan vel smile, men tilgav blot Tage, fordi han selv kendte sig stærkere, mere national og mandig ved den Andens verdslige Livsanskuelse.

Johan fik ingen Eksamen. Han tænkte i adskillige Aar paa Magisterkonferens i Historie og kunde ogsaa i Fantasien udmale sig, hvilken ypperlig stor Afhandling han vilde skrive, hvorledes den vilde slaa Professorerne baade ved den deri nedlagte Lærdom og ved den overlegne og sjælfulde Behandling. Hvad han vilde vælge til sit Speciale var intet mindre end den store franske Revolution. Han tog ogsaa mange bindstærke Værker hjem fra Bibliotekerne og tog modigt fat paa første Bind, men han naaede sjældent mange hundrede Sider frem. Indholdet greb ham, dog paa den Maade, at han fantaserede sig ind i den 40 svundne Tids Strømninger, i de store Revolutionsmænds Følelser, naar de holdt deres Taler og opagiterede den brusende Folkemængde. Han lod Bogen synke og skred op og ned ad det lille Værelses tæppeløse Gulv, medens hans Hjærne foregøglede ham historiske Øjeblikke, bevingede Ord, afgørende Befalinger, drønende Bifald, mægtige Handlinger — og ham selv som første Rollehavende i alt, indtil han standsede sin Gang og sin Fantasi for at opgive Læsningen den Aften. Kompilationen og Nedskrivningen laa ikke for ham — blev han enig med sig selv om — hans knappe Tid tillod ham heller ikke det omfattende Kildestudium, som de seneste Forskere skyldte nye Syn paa Mennesker og Hændelser. Han sagde til Tage — med et halvsygt Smil — at han nok snarere var Handlingens Mand end Ordets, og Tage indrømmede baade dette og at Danmarks Lidenhed ikke egnede sig for Handlingens Mænd.

Saadan gik Aarene uden Forandring. Det syntes som Johan aldrig skulde blive andet eller mere end en kjøbenhavnsk almindeligt betalt Timelærer. Ungdommen var gledet fra ham uden Glans og uden Minder, og han listede

        

41 bitter og skuflet ind i Trediverne, til en daadløs Manddom fra en glædeløs Ungdom.

Saa kom Lykken med Sommeren 1884. Det gik som i en Rus. Ved politiske Hovedstadsfester havde Johan i de sidste Aar holdt hæftige Taler, særligt og hyppigt for Demokratiet ude i Landet og de aarvaagne Bønder; nogle Journalister og en enkelt stor Fører havde lagt Mærke til ham, Føreren endog én Gang trykket ham i Haanden og takket ham med et af Forstaaelse tungt Nik. Nu pludseligt blev der Spørgsmaal om hans Kandidatur i en jysk Kreds, hvor man ved en Tilfældighed stod uden Rigsdagsmand og ikke undte nogen af Kredsens ledende Mænd Æren og Behageligheden; der forlangtes en Kjøbenhavner med en Smule grundtvigiansk Anstrøg; der sendtes Bud efter Johan af den store Fører, igennem hvem Fædrelandet kaldte og som i en tre Timer lang Samtale forsikrede sig om Johans Brugelighed, afviste hans beskedne Indvendinger, forsaavidt de beroede paa manglende praktiske Kundskaber, henholdt sig alvorligt til Hjærtelaget for det menige Folk og en fast Overbevisning om Demokratiets Ret, erklærede sig tiltalt af Johans begeistrede Tro og

        

42 aabne Sindelag, mente godmodigt smilende, at Rigsdagsfinesserne lærtes snart og tidsnok, afsluttede Eksamenen, skrev en Snes Breve til Kredsen og satte Johans Valg igennem i en Haandevending.

Da Johan kom til Jylland, behøvede han kun at tage Stikkene hjem. Han holdt en Del Møder, der af Vælgerne opfattedes som skyldige Tributer til deres Magtfuldkommenhed, omtrent som en ansøgende Lærers Besøg hos Sogneraadets Medlemmer. Man fandt, at Johan var en pæn Mand, stærk i Munden, lidt ung i Politiken, men det kom nok. Der raabtes adskillige Hurraer for ham, medens Baronen hørtes i muggen Tavshed, og i Slutningen af Juni valgtes han med 1600 Stemmer.

Han vendte glædestraalende hjem til Kjøbenhavn. Fra Cand. phil. Gerner var han forvandlet til Folketingsmand Gerner. Det lød godt.

Tage gratulerede ham hjærteligt.

»Nu er du den Handlingens Mand,« sagde han, »som du skal være.«

43

IV.

Da Johan Dagen efter Jomfrutalen kom paa Skolen, skyndte i det første Frikvarter baade Margrete Scheibel og Mathilde Rørby, den Lærerinde, der havde taget Margrete med i Rigsdagen, sig hen til Johan for at takke ham. De syntes begge, at Talen havde lydt saa prægtigt, og Johans sjunkne Mod hævedes ved denne aabenbare Beundring.

Mathilde Rørby blev staaende med Margrete om Livet, medens Samtalen førtes videre om Rigsdagsgærningen, som begge Damerne var enige om at finde uhyre interessant, medens Johan mente, at den stod Folket altfor fjærn. Han beklagede ogsaa, at der ikke fandtes rummelige Gallerier for Tilhørerne:

»Hvis der var Plads til tusend, blot til femhundred, vilde Debatten hæves; nu betyder det 44 alt for lidt, hvad der siges i Salen. Det er ingen virkelig Turnering, blot en Parade. Det virker sløvende paa Talerne.«

»Det kunde man ikke mærke paa Dem, kære Gerner«, sagde Mathilde Rørby med en protegerende Ivrighed, »De taler Ord, der kommer fra Hjærtet og gaar til Hjærtet. Selv lille Margrete, der ellers ikke interesserer sig det mindste for Politik« — føjede hun spydigt til — »kom saamænd i hel Bevægelse.«

Margrete protesterede rødmende: hun havde altid interesseret sig for Politik, men det var jo saa vanskeligt at forstaa.

»Hr. Gerner vil vist gærne forklare dig alt muligt«, mente Frøken Rørby i samme irriterede Tone, »naar du beder ham derom.«

»Naturligvis, med Fornøjelse!« forsikrede Johan, idet han lod som han overhørte det Bitre i Frøken Rørbys Tone.

Han var ærgerlig paa hende, fordi hun plantede sig opad Margrete Scheibel, som han idag hellere havde talt ene med. Margrete saa' paa ham idag med det samme søde beundrende Blik, som igaar havde kvæget ham efter det Møde, hvortil hun 45 havde indfundet sig for at høre ham — derom tvivlede han ikke.

Rundt omkring dem støjede Børnene. De mindste legede og skreg, gjorde Spilopper og sattes i Krog. Hvert Øjeblik for en lille Stump i Skørterne paa en af Frøkenerne, som snart kyssede Tøsen, snart skændte paa hende, eftersom de led hende eller ej. Barnet satte saa i Spring hen til Kammeraterne, og Lærerinderne forstod ikke, at de Smaa legede den Leg at løbe i Frøken Rørby — eller Rødbeden, som hun paa Grund af sit smudsketrøde Haar kaldtes med en tarvelig Vittighed hele Skolen over.

De større Piger passede derimod paa Læreres og Lærerinders indbyrdes Forhold, og de vare uhyre forargede, naar Frøknerne og Lærerne talte altfor ivrigt sammen. Der var mange, lange blegnæbbede Pinde og runde gule Smørkugler, der paa den uskyldigste Maade var forelskede i Hr. Gerner. De slog op i ham som i et Konversationsleksikon med de intrikateste Spørgsmaal om alt mellem Himmel og Jord og bragte de mærkeligste Sager med paa Skolen til ham, fra Flintesten, der antoges at indeholde Sølv i store Mængder, indtil Jettons, der udgaves for japanesiske Mønter, og 46 Uldtotter, der ansaas for Silkeormespind, tilstrækkelige til en hel Kjole. Dog andre smaa Damer, hvis Smag allerede var udviklet mod det Kadetagtige, og som sværmede for Kjøbenhavns Skuespillere, fandt ham slet ikke »sød« og trak paa Næsen af hans runde bløde Hat, som de haanligt trykkede Buler i, naar de spaserede forbi den i Korridoren.

Alle var dog enige om at finde »Rødbeden« afskyelig, og alle havde lagt Mærke til, hvor ivrigt hun konverserede Hr. Gerner i Frikvartererne. Ja, tænk, Aline Bertelsen, som boede i Taarbæk, havde endog mødt dem spaserende sammen i Dyrehaven.

»I kan tænke Jer, han bar saamænd hendes Sjal over Armen — det skulde være saa yndigt. Og hun snakkede og lo saa frygteligt. Jeg hørte hende selv sige: »det har De saamænd Ret i, Gerner.« — Gerner! Hun skal saadan smigre sig ind.«

»Det manglede bare, hun havde sagt Johan«, læspede en sveden Unge med et Dukkeansigt og Hovedet paa Skraa.

»Naa, saa maatte de være forlovede,« forklarede Aline, hvis Ansigt trynede ud i en Spids 47 af lutter Næsvished, »og saa skulde vi bare se Løjer.«

»Hvad vilde du gøre, hvad vilde du saa gøre?« lød det med tynde skarpe Stemmer.

»Jeg skulde saa sandt gaa lige hen til Rød beden og spørge hende: Maa jeg spørge, Frøken, om De er bleven forlovet med Hr. Gerner — og saa skulde vi se, hvad hun svarede til det.«

»Det turde du ikke!«

»Turde jeg ikke?«

»Jo, Aline turde!«

Men Klokken ringede, og med en Susen som opskræmmede Krager fløj Børnene ind i Klassen, hvor Lærere og Lærerinder, trætte og resignerede, fulgte efter.

— — Johan Gerner gik særligt gnaven ind i sin Klasse, fordi han ærgrede sig over Frøken Rørbys Væsen. Var det ikke, som hun beskyttede ham, som hun besad en særlig Lod i ham, som om hun bedre end nogen anden forstod, hvad han sagde — ja næsten som om hun og han tilsammen ejede noget, som de andre, bornerte Mænd eller barnagtige Kvinder, verdslige Mennesker tilhobe, aldrig kunde faa Del i? Medens 48 hun bestandig stod med Armen slynget om Margrete Scheibels Liv, søgte hun at se over Margrete hen til ham og smile sammen med ham over Barnets elskværdige Naivetet.

Men maatte han paa den anden Side ikke indrømme, at han havde givet hende en ikke ringe Ret til den Stilling, som hun nu ostentativt indtog overfor ham?

Det var kommet saa naturligt. Han var jo yderlig ensom med Tante Rikkes Gnavenhed i Hjemmet og med Tage som eneste Ven, hvis Adspredelser laa ham saa ganske fjærnt. Han kunde ogsaa taaget føle, at Tage ligesom strammede sig op til de alvorlige Samtaler med ham, men idet han undskyldte det mindre ideelle Sind hos Vennen med hans praktiske Livsgærning, følte han sig dog trykket af den manglende Samstemning. Tage begreb ikke helt, hvad der var og maatte være Kærnen i dansk Politik, han var ligesom lidt for fransk for Johan.

Derimod hos Mathilde Rørby, hvilken Forstaaelse!

Han var fra Skoleaarets Begyndelse, fra April, bleven Lærer i samme Skole som hun. I den første Tid havde de ikke talt videre med hinanden, 49 han var jo sky overfor alle Kvinder. Men efterat Bladene havde bragt Meddelelser om hans Kandidatur til Folketinget, havde hun vist ham en alvorlig Interesse. Ja, da han maatte begære Orlov for at rejse til Valget i Juni, og Bestyrerinden var lidt ærgerlig herover, og endnu mere over, at en af Skolens Lærere optraadte baade som Venstremand og som Rigsdagskandidat, var det Frøken Rørby, der overvandt alle Bestyrerindens Betænkeligheder i en grundig Samtale, hvor Kvindekløgtens uendelige Opfindelsesævne fremstillede hundrede Argumenter mod den gamle Dames Angstfølelse. Sejren var maaske ikke saa vanskelig som det saa' ud til, fordi Fru Holms rettænkende Strænghed kun uvilligt formede sig til Ufordragelighed. Frøken Rørby behøvede kun at nævne dette Ord for at rokke hende, og da hun yderligere priste Gerners Bravhed, hans Adstadighed og Moralitet, saa ganske fri han var for al uværdig Leflen med de større Piger — den Gamle nikkede bejaende — og til Slutning slog paa, at der dog var adskillige Venstrefamilier, som havde Børn i Skolen, drev Stormen over for denne Gang. Gerner beholdt sin Plads, fik sin Orlov bevilget paa den forbindtligste Maade og

        

50 sine Timer efter Sommerferien lagte om Formiddagen, saa de ikke kom i Kollision med Rigsdagens Mødetid.

Men denne Frøken Rørbys Optræden til Gunst for Johan sivede ud i Skolen og kom ogsaa til hans Øren, saaledes at han takkede hende hjærteligt for hendes »Intervention«, da han var vendt hjem efter endt Valgkampagne og hun lykønskede ham. Dog, hun vilde intet høre derom, greb blot hans Haand og ønskede ham og »os alle« til Lykke med den straalende Sejr.

Det faldt saa naturligt, at hun ved Bortgangen fra Skolen gik hen til ham og gærne vilde høre nærmere om Valget, og at han tilfredsstillede hendes Ønske, og saaledes gik de nogle Gader sammen i ivrig Konversation.

Og det faldt ligesaa naturligt, at de ofte søgte hinandens Selskab i de følgende Maaneder.

Hun var en Kvinde med stærke Interesser, mærkede han, og dybt gennemtrængt af Tidens Reformidéer. Naturligvis mest af saadanne, der angik Kvindens Stilling i Samfundet. Hun talte ofte med stor Bitterhed om, hvor lidt der tillodes Kvinderne og hvilken ringe Mening Mændene nærede om dem. De skulde være »Damer«, det 51 vilde sige Luksusdyr, ikke selvstændigt tænkende og handlende Individer. Hun førte imidlertid en Art Bog over ethvert Fremskridt for Kvindesagen rundt om i Verden, noterede de unge Piger, der tog Eksamen, og de amerikanske Damer, der valgtes til Borgmestre, og købte for sine beskedne Sparepenge en uendelig Mængde Foredrag, Brochurer og Tidsskriftshæfter om Kvindernes Underkuelse og Frigørelse.

Johan var enig med hende i alle hendes Betragtninger. Han laante heller ikke faa Bøger af hende om Kvindesagen, men læste dem kun flygtigt: han havde efterhaanden stor Vanskelighed ved at læse andet end Aviser. For en Politiker gjaldt det dog nærmest at forstaa Sagerne i de store Træk, og først ved det parlamentariske Arbejde behøvede han at sætte sig ind i de praktiske Enkeltheder.

Han haabede, at han under sin Rigsdagsvirksomhed skulde komme til at vise sig som en varm Ven af Kvindesagen.

Hun tog dog intet Løfte af ham desangaaende. Der var altid et Stænk af Mistro i hendes Ord og en bitter Trækning om hendes Mund, som om 52 hun forud var vis paa at blive bedragen, som om hun tidligere havde oplevet pinefulde Skuffelser.

Men hun var ikke bedragen af nogen enkelt, hun havde blot ingen Glæde havt af noget Menneske eller nogen Ting. Hun følte sikkert en Art Stolthed over at staa paa sine egne Ben og uafhængigt at tjene sit Brød, efterat hun som ganske ung havde mistet sine Forældre og slidt sig gennem trange Aar uden Familie eller Venner; men denne Stolthed gjorde hende kun utilgængelig og ikke glad.

Hun fortalte dog slet intet om sig selv til Johan. Derimod spurgte hun ham gærne om alt hans.

Og han fortalte ligesaa gærne baade om sin lidet indholdsrige Fortid og endnu hellere om sin dæmrende Fremtid. Der laa vistnok en tyk Taage omkring denne Fremtid: hvem kunde vide, hvad den bar i sit Skød, men der maatte blive Lejlighed for ham til at virke, til at gøre sig gældende, til at gavne Samfundets Vanbyrdige og Vansmægtende. Op mod Lyset skulde de! Sunde Boliger, sunde Tilstande, sunde Tanker — Sundhed og Sandhed i alle Forhold!

53

Johan Gerner fik let Talerstolens hede Ordstrøm over sine Læber, og Mathilde Rørby gik ved Siden af, opmærksomt lyttende, maaske med et lille hurtigtsvindende Blink af kritisk Mistro i Øjet.

Mange Gange bredte han sig ogsaa veltalende i sin Glæde over endeligt at have truffet et Menneske, med hvem han fuldt kunde sympatisere i Livsopfattelse og Syn.

»Kun en Dame!« sagde Mathilde Rørby og krummede Underlæben haanligt.

De var begyndt at foretage smaa Ture sammen, ud til Klampenborg. De gjorde det grundigt, tog ud med Jærnbanen og begav sig saa paa møjsommelige Vandringer igennem hele Dyrehaven, over Raavad og ud til Vedbæk og den lange Vej tilbage til Klampenborg. I Begyndelsen valgte de Søndagen til deres Udflugt, men Menneskesværmen kedede, næsten saarede dem. Igennem hele Skoven drog Delinger af Søndagsgæster, gamle og unge, lysklædte Damer og snavsede Kælderbørn, og de lo og skreg, legede Tagfat og sang Fædrelandssange. Der var en vild Tummel over disse Rejsende uden andet Maal end øjeblikkelig Morskab. Gerner saa' næsten med Skræk paa dem. 54 Engang da de kom forbi et Selskab, der havde lejret sig i Ulvedalene med vældige Stege og langhalsede Flasker, medens enhver Fyr havde sin Dame om Livet og hun lo højt og kildent, naar han kyssede hende altfor glubsk — sagde Gerner, idet de indignerede paaskyndte deres Skridt:

»Tror De, nogen af de Mennesker tænker paa Grundloven?«

»Eller paa Kvindens Selvstændighed?« tilføjede hun, ligesaa hovedrystende som han.

— De foretrak sidenhen at tage ud Hverdag-eftermiddage, naar Mathilde intet Udenomsarbejde havde. Der var mere tyst i Skoven, næsten ingen Mennesker, naar man kom lidt bort fra Kørevejen. Uden Forstyrrelse kunde de nævne alt, hvad der maatte ligge frisindede Mennesker paa Hjærtet, og her talte de ikke sjældent om deres egen indbyrdes Forstaaelse. Johan kunde da undertiden sige »Mathilde« istedetfor »Frøken Rørby«.

Men videre kom det ikke imellem dem.

Ikke for det, Johan tænkte undertiden videre. Han var saa ked af sit Samliv med Tante Rikke, 55 saa træt af sin Ensomhed og saa tilfreds med den yngre Veninde, som han havde vundet. Han forestillede sig, at der imellem ham og Mathilde kunde blive et sandt Ægteskab, ikke udsprunget af en flygtig sanselig Fornemmelse, af den lave Drift, som skyldtes Dyret i Mennesket, men bygget paa den faste Sjælenes Samstemning, der knyttet af de aandigste og ædleste Elementer i Mennesket dog bandt med et anderledes stærkt Baand end den sanselige Tilbøjelighed. Utvivlsomt kunde han og Mathilde Rørby realisere et Mønsterægteskab: en etisk Forbindelse mellem aandeligt myndige Personligheder. De vilde desuden sammen kunne virke for de Idéer, der opfyldte dem begge, og til hvilke begge vilde hellige Liv og Kræfter.

Disse Udsigter tiltalte ham særdeles, og naar han var borte fra Mathilde, syntes han ogsaa, at han vilde tale til hende, byde hende sin mandige Hengivenhed og foreslaa hende et virkeligt etisk Ægteskab, men — men —

Men naar han var sammen med hende, kunde han ikke.

Hun tiltrak ham absolut ikke legemligt, der var altfor mange skarpe Hjørner ved hende, og 56 den bitre Mistillid, der lurede i hendes Blik og brød ud i hendes Ord, gjorde ham bestandigt usikker. Det var som om hun var forberedt paa Skuffelse og Bedrag ogsaa fra ham. Alligevel havde han jo aldrig hverken skuffet eller sveget hende.

Han vilde nok den Formiddag ønsket, Mathilde Rørby ikke havde besiddet fuldt saa megen Ret til at blive staaende med Margrete om Livet. Han vilde gærne talt alene med Margrete og mødt hendes Blik. Varme graa Øjne uden Mistro! Troskyldige, næsten barnlige, forekom de ham, naar de med dvælende Beundring fæstede sig paa hans Ansigt; og naar de tilsløredes, syntes Margrete at trække sig sky tilbage i sin sarte Jomfruelighed. Han følte sig stærk, naar hun betragtede ham.

Gerner søgte, da Timen var tilende, at nærme sig hende igen. Han vilde følges med hende bort fra Skolen. Men han bar sig saa kejtet ad, at Mathilde Rørby bemærkede hans Ivrighed, og det mislykkedes desuden, fordi Fru Holm ønskede at tale med ham.

Den gamle Dame tog ham ind i sit Værelse og sagde, uden at se paa ham, at hun blot vilde 57 bede ham — nu da han tog saa megen Del i det politiske Liv — om ingensomhelst Politik at indføre i Skolen. Da han vilde tage til Orde, afbrød hun ham straks:

»Jeg ved det, Hr. Gerner, det er aldrig forefaldet, men jeg anser det for min Pligt at opfordre Dem til yderlig Forsigtighed. Flammerne gaar højt — ser jeg i Avisen — her i Skolen tør end ikke falde det svageste Skær derfra. Netop da De selv deltager i denne ulykkelige Strid, kan De ikke saa godt som de Udenforstaaende bedømme de enkelte Ords Rækkevidde. De maa derfor paalægge Dem selv de stærkeste Baand, Hr. Gerner, de allerstærkeste Baand.«

»Men det kunde dog aldrig falde mig ind, Fru Holm, at tale Politik med Smaapigerne. Jeg har sandelig ogsaa nok af den andetsteds.«

»De véd sikkert, hvordan Forældrene er. Det har vakt Betænkeligheder hos mange af Skolens virkelige Venner, at De underviser her. Et flygtigt Ord, Hr. Gerner — og Stillingen kan blive uholdbar.«

»Jamen, Fru Holm —«

»Jeg véd, De vil passe paa. Men som sagt, netop fordi De er i Heden, maa De paalægge 58 Dem selv de aller — allerstærkeste Baand. Ja Farvel, Hr. Gerner, jeg tør ikke opholde Dem længere. De vil nok erindre, hvad jeg har sagt.« »De aller — allerstærkeste Baand«, gentog Johan, idet han gik ned ad Trapperne. Det var Talens første praktiske Virkning.

Da han kom ud paa Gaden, saa' han til alle Sider efter Margrete Scheibel. Men hun var ingensteds at opdage.

59

V.

Margrete havde godt lagt Mærke til Gerners pludselige Interesse for hende, og skønt hun ikke en eneste Gang under Samtalen saa' paa Mathilde Rørby, vidste hun Besked baade med den protegerende Ivrighed overfor Gerner og den bitre Angst, der i et Nu var skudt op imod hende, Margrete, hos Veninden. — Veninden! Var hun virkelig Mathilde Rørbys Veninde?

Aa ja, hun havde omgaaedes hende en Del i den sidste Tid, besøgt hende, hørt paa hende, ladet hende fortælle baade om Politik, Literatur og især om Kvindesagen. Det var afgjort imellem dem, at Margrete hverken kunde læse de tykke Bøger eller de tynde Hæfter — hun var formeget Barn og for lidt bogligt anlagt dertil, men Barnet lyttede gærne, naar Mathilde fremstillede Kvindebevægelsen i de store Linier og i de smaa Træk.

60

Mathilde trængte til en Tilhørerinde, en for hvem hun var den aktive Part, Manden i Forholdet. Selv overfor Johan, hvem hun maaske i sin Sjæls Bund ikke følte som overlegen, forblev hun altid modtagende, reserveret, tavs, som om en Meningstilkendegivelse lidet sømmede sig hende, en stakkels ulærd Kvinde. Dels handlede hun saa, fordi hun bestandig gennem selv at ydmyge sig vilde nyde sin bitre Vrede, dels fordi hendes Opdragelse som alle Kvinders paa enkelte Punkter gjorde hende usikker. Et græsk Ord, en lægevidenskabelig Terminus, en politisk Hentydning i et hvilkensomhelst Skrift beviste hende irriterende over, at hun maatte tage sig i Agt for Smaablottelser, som hun ikke besad Aandsligevægt til selv at gøre sig lystig over. Engang var hun overfor Johan kommet til at forveksle »Encyklopædisterne« med »Cykloperne«, og skønt hun hurtigt opdagede sin Fejltagelse og under hæftig Rødmen søgte at rette den, undgik hun dog ikke at bemærke det iøvrigt godmodige Smil, der brød frem om Johans Mund. Han gav sig til at prate op om Ordenes Sammenhæng og beslægtede Afledning, og skulde, den Klodrian, gøre det nok saa godt med de paalideligste Undskyldninger for

        

61 hende. Hun, hvis Kinder blussede mørkerøde, krummede Munden sammen uden at mæle et Ord, efterat han først havde taget fat: hun hadede ham blot hjærteligt i dette Øjeblik, hvor han kunde smile ad hende i sin dumme Mandsoverlegenhed.

Intet saadant at risikere med Margrete. Hun vilde taget »Cykloperne« som den ligegyldigste Fortalelse, og til hende talte Mathilde sig ud; selv fysiologiske Kendsgærninger kunde hun berøre med videnskabelig Kulde overfor det lidt nysgærrige »Barn«. Og i sin Optællen af de geniale Kvinders Sejre Historien igennem og Verden over kunde hun røbe sin sammenpressede Forbitrelse over sin egen glædeløse Tilværelse.

Margrete lyttede — skønt hun intet Barn var — som til Æventyr. Hun kom fra et Hjem, hvor den Art Sager ikke nævntes. Hun morede sig med Mathildes Fortællinger, og hun spandt sig gærne ind i Drømme og Tanker, naar hun mindedes Mathildes Eksempler paa fremragende Kvinder, der i Ævnerigdom ikke veg tilbage for Mænd.

Kunde Kvinder ikke digte?

Der er fuldt i Théâtre-Françpais med et udsøgt Publikum, i Parkettet stimlende tæt med 62 Berømtheder, i Logerne Paris' smukkeste Damer, bærende de ældste Adelsnavne og evropæiskkendte Familiesmykker. Men helt henne i Logen op mod Scenen sidder i et søgrønt Silkegevandt Paris' aandfuldeste Kvinde, skøn som en Muse; hendes dejlige Arm er ganske blottet, og yndigt bøjende sin fine Hals hilser hun umærkeligt ned til sin Selskabskreds' Udvalgte med Viften, hvorpaa Ingres malede legende Kildenymfer i sølvglimtende Maaneskær. Nu smiler hun let med et henrivende sarkastisk og dog hjærtevindende Smil og henkaster nogle Ord til Baggrunden af Logen, hvor en Kæmpe kryber sammen i Mørket, sugende paa en uhyre agatknappet Muscadin-Stok, rystende sin Løvemanke, brummende rødglødende Ord imod Borgerskabet. Han er Balzac, hun Delphine de Girardin, uindskrænket Herskerinde i alle Aandens Riger og Lande, hvis Skuespil opføres iaften med Rachel i Hovedrollen. To Kvinder, straalende imellem Mændenes Flok.

Kunde Kvinder ikke herske?

I sit Arbejdsværelse staar den unge Kejserinde, lige hjemkommen fra Rideturen. De gamle 63 Ministre og de unge Garderløjtnanter bøjer sig lige ydmygt for hende, de store Hoffers Afsendinge og Verdens berømteste Skribenter kappes om at hylde hende. Hun, Katarina, har svunget sig op til Tronen med en Lykkejægers forvovne Grumhed, regerer med en Tyrans raadsnare Hensynsløshed, dikterer Krig og Fred i Evropa, beskytter Kunster og Videnskaber og lever som en Sultan i sit Harem. Se den smukke Yngling i Værelsets Midte, rank som en Eg, vældig som en Hestebetvinger, uforfærdet som en Landsknægt! Snart vil han paa Kejserindens Bud føre hende ind til det silkebetrukne Gemak, og medens hun kigger i et Brev fra Diderot, vil han knælende aftage hendes Ridestøvle og kysse hendes lille Fod saalænge, indtil hun lader Brevet synke. — —

Digte — herske! Margrete smilte ad sig selv, naar hun gav efter for den Art Fantasterier; hun vidste godt med sig selv, at hun ingen Ævne besad til Forfatterskab af nogensomhelst Art, og end mindre kunde hendes gode Forstand, undtagen i yderst letsindige Øjeblikke, foregøgle hende noget saa taabeligt som Bestigningen af

        

64 den russiske Kejsertrone i en romantisk Belysning, som hun var bange nærmere laante sin Glans fra Sacher Masochske Romaner end fra Kvindefrigørelsesskrifter.

Men alligevel! Hun længtes efter at tage Dél i en Gerning eller være med i et Liv, der betød noget for andre Menneskers Skæbne. Og kunde dette ikke være Digtning saavelsom Politik? Var ikke Jordens skønneste Poesier, alle inspirerede af Kvinder, fra Højsangen til Musset? Og gaves der ikke mange Kvinder, der havde holdt de fineste Traade og de stærkeste Løftestænger til Verdensbegivenheder i deres smukke Hænder? Havde de ikke siddet bag Kulisserne og ledet Skuespillet? Havde ikke Mændene, Statsmændene som Digterne, taget Raad og Opmuntring fra deres Klogskab, medens de samtidigt knælede for deres Skønhed?

Saadan kunde altsaa en Kvinde digte igennem andre, herske gennem andre. Det sidste var størst, og selv i et lille Land som Danmark maatte en klog og smuk Kvinde kunne faa sit gode Virkefelt, hvis hun blot kom paa sin rette Plads, kunne føre et behageligt, maaske ganske nervepirrende Liv.

65

I hvert Fald var Margrete usigelig ked af sin nuværende Eksistens. Ked og træt af at være i Hjemmet og af at gaa paa Skolen og læse med alle disse plagende Unger. Aa Gud ja, der kunde være dem, som var ganske søde og som man kunde kæle for imellemstunder, men de vedkom jo ikke hende det allerbitterste. Og hvad skulde det Hele føre til, skulde hun gaa der og blive gammel Lærerinde ligesom den frygtelige Mathilde Rørby?

I Begyndelsen havde hun fundet Mathilde ublandet frygtelig; saa, da Mathilde nærmede sig hende, havde hun i Hjærtensladhed givet hende Lov at prædike alt hvad hun lystede. Mathilde maatte gærne betragte hende som Elev og vise hende frem som Erobring — selv i en Datterrolle vilde hun gaa ind. Men det havde nok ingen Fare, at Mathilde skulde udsætte sig for uhyggelige Aldersberegninger — tværtimod det var ikke frit for, hun gav den ganske unge Pige i Attituder og nedslagne Blikke og lod sig selv og Margrete antages for jævnaldrende. Altsammen éns for Margrete: hun tog denne nye Omgang som en Adspredelse fra den dagligdags Uforanderlighed, 66 som en velkommen Anledning til at slippe bort hjemmefra, thi Hjemmet var dog det værste af alt.

Derfor havde hun roligt og gærne modtaget al Mathildes Venlighed, hendes ikke faa Indbydelser til Teatre og Ture — var det end tarveligt at sidde i Parterret, saa maatte det dog langt foretrækkes for Forældrenes Dagligstue — og til Gengæld ladet Mathilde ganske bestemme Forholdets Karakter: Mathilde den overlegent ydende, hun den taknemlige Protegée, Amazonen og hendes Tærne.

Men saa var der pludseligt kommet det med Johan.

Straks havde det slet ikke beskæftiget hende, for Gerner selv interesserede hende ikke det mindste. Hun fandt ham ganske almindelig, en Lærer af den Alvormands-Slags, som var værre end Købstadsfolk. Elegant var han ikke, til synderligt godt Hoved takserede hun ham ikke, han stod jo og maabede, naar Frikvartererne førte dem sammen og syntes aldrig kapabel til en Spøg, endsige til det svageste Kurmageri.

At han skulde blive Rigsdagsmand, vilde næppe sat Vækst i hendes Interesse, hvis ikke 67 Mathilde havde taget saa overmaade hidsigt fat. Gerner sagde og Gerner mente, Gerner hist op og Gerner her ned — i alle Samtaler med Mathilde forekom nu hans Navn evigt og altid. Mathilde havde ham i Munden som hun havde ham i Hovedet. Om hun bar ham i Hjærtet? Margrete vidste ikke rigtigt: Mathilde var jo saa lidt erotisk, men foreløbig morede hun sig kosteligt ved at se Rødbeden holde Gryden saa uafladeligt i Kog. Dog — hvis det lykkedes! Hvis Gerner virkelig blev Rigsdagsmand, og saa vilde gifte sig med Mathilde, vilde det unægteligt være et glimrende Avancement for den gamle Skolejomfru.

Forelske sig i Rødbeden, gifte sig med Rødbeden — at noget Mandfolk kunde være saa galt! Men saadan en Fyr kunde da umuligt tages til Rigsdagsmand.

Alligevel blev Johan paa behørig Maade valgt til det danske Folks Repræsentant.

Da Kendsgærningen var uomtvistelig, begyndte Margrete at fatte — hun kaldte det for sig selv: en Art Medlidenhed med Johan. Han skulde da ikke rent kaste sig bort! Han var jo 68 en ung Mand og han burde da ikke lade sig besnære af den gamle Pige, der lagde sine Garn saa tydeligt ud efter ham. Gerner, der vel ikke havde set andet til Livet end sin egen Bogreol — Mathilde fortalte jo saameget om hans rene Livsanskuelse — befandt sig naturligvis i sin kejtede Frygtsomhed vel ved Mathildes paagaaende Væsen.

Synd var det, men næppe til at afhjælpe. Mathilde var altid paafærde og havde i den sidste Tid saa travlt med Gerner, at hun endog forsømte Margrete.

Og var det værdt at hjælpe? Betød Gerner saameget, at man burde sætte noget ind for at frelse ham?

Margrete gik længe usikker omkring. Saa en Dag fortalte Mathilde hende, at Gerner vistnok vilde holde sin første Tale i Rigsdagen den næste Dag. Som et Lyn slog det ned i Margrete:

»Vil du ikke tage mig med — for du gaar vel derhen«, sagde hun venligt, »jeg har aldrig været i Rigsdagen, saa det kunde være morsomt at se den engang — og høre Hr. Gerner tale.«

69

Mathilde følte sig smigret ved Venindens Ønske — desuden kom Beskytterlidenskaben op i hende, og hun indvilligede. Aldrig havde Margrete uden at vække Opmærksomhed kunnet gaa alene i Rigsdagen — derimod følges med den ivrige Mathilde: det gik udmærket an.

Og saa var hun der — og blev betagen. Den store, stille Sal med de mange alvorlige Mænd, hvoraf ikke faa med ansete, de fleste med kendte Navne; Formanden der gav Ordet og i smaa Skænderier med Medlemmerne viste Myndighed; Ministrene, der krævedes til Regnskab i høje Toner og som ugenert passiarede med Folketingsmændene; de smalle Borde med de anselige Stabler Papir, Tjenerne, der løb, Medlemmerne, der holdt store Taler, som nedbragtes paa Papiret af Stenograferne, ligesom hvert Ord var Guld — alt syntes hende højtideligt og tiltrækkende. Men mest imponerede hende maaske den Ting, at Salen var afspærret for alle andre end netop for Tingets Medlemmer og deres Tjenere — derved kom der noget Hemmelighedsfuldt over det Hele, og pludselig fik Ordet »Politik« en mystisk Klang for hende: der var Fremtid deri, Livsmaal, Magt, Glans!

70

Thi det betød dog meget, hvad der skete i denne Sal. Derhenne sad Ministrene: det var Folk i store Stillinger — ikke alene fordi de fik ordentlige Gager, men ogsaa fordi de var fornemme, hed Ekscellenser, havde mange undergivne Embedsmænd, der led Dødsensangst for Ministeren. Det vidste hun nok, som var Datter af en Toldforvalter. Den gamle Scheibel havde aldrig talt anderledes om Ministeren end med en Skælven i Røsten — og saa havde han nok for Resten aldrig set ham, men kun Departementschefen. Ministeren havde andet at varetage end Modtagelsen af de smaa Embedsmænd: han syslede med — Politik.

Ministrene betød mest, men de andre hævede sig ogsaa langt over Mængden, selv om de ikke naaede at blive Ministre — hvad der jo forresten var deres Maal. Hun vidste fra Mathilde god Besked: Oppositionen vilde snart faa Ministeriet styrtet; til det ny Ministerium, der saa skulde dannes, havde Mathilde ogsaa nævnt for hende de forskellige Navne, som der kunde blive Tale om. Gerner fandtes naturligvis ikke her imellem; men han havde Foden indenfor Politiken, og paa 71 hans Part vilde der komme den tilbørlige Del af Magt og Anseelse — den, der i det Hele tilfaldt Rigsdagsmænd, og den, der erobredes af hans sejrrige Parti. Hvis Gerner da var den Mand, som Mathilde udgav ham for. Margrete havde jo egentlig aldrig holdt ham for saadant et farligt Lys. Men nu skulde hun da høre.

Og saa talte han.

Han anede ikke, at Margrete sad der med Hjærtebanken bagved ham i Damelogen, da han begyndte. Hun bemærkede med Forundring og Glæde, at Medlemmerne trængte sig om ham; hun blev forbitret paa dem, der sad ligegyldige og fornemme, og hun tænkte, at de maaske var misundelige eller sløve. Hun syntes, at han talte godt, og at de stærke Ord klædte den stærke Stemme. Han saa' egentlig udmærket ud, som han stod dér, høj og kraftig, med det dunkeltblonde Fuldskæg, medens hans Røst genlød i Salen og han udæskede de fine Ministre — saa' ud som en Mand med Fremtid, der kunde tale og handle myndigt. Af den Støbning maatte vist Politikere være, ikke saa særdeles morsomme eller elegante, men alvorlige og ihærdige, naar de 72 stormede frem mod Magthaverne som Vikinger mod Velsklands kronede Tyranner.

Og da Margrete skottede hen til Veninden, følte hun sig tryggere i sin Opfattelse. Se, hvor Mathilde sad der bleg og anspændt, indsugende Gerners Ord som var det en Offerdrik til hendes Alter. — Tag dig i Agt, Rødbede!

Lidet anede Margrete, hvad Mathilde Rørby følte under Talen. Skønt Mathildes politiske Erfaring ikke var synderlig rig, begreb hun dog instinktivt, at Talen var et Nederlag, fordi den ikke var en Sejr. Hun forstod med sit Hjærte som med sin Hjærne alt, hvad der foregik i Salen: Medlemmernes Ligegyldighed eller Skuffelse, Gerners Svæven om i det Blaa og hans fortvivlede Kamp for at vinde Fodfæste.

Derfor kunde hun ikke gaa hen til ham ved Bortgangen, men gjorde sig lille og fremmed. Johan saa' hende ogsaa knap.

Thi Margrete sendte ham det varme og beundrende Blik, hvori hun samlede hele sin Betagethed ved Folketingssalen, sin overtroiske Respekt for Ministre og Rigsdagsmænd, Konkurrencen med Veninden, Overbevisningen om hans Tales Vægt og Troen til hans Fremtid, hendes 73 egne unge Ønsker, Længsler og Planer. Intet Under, at Johan, der flov dukkede sig ud af Rigsdagen, modtog al denne Forjættelse som en Solstraale.

Margrete gik rask ud ad Vesterbrogade til sit Hjem. Hun boede i Falkoneralléen.

Vejret, der endnu den foregaaende Aften mindede om Sommerens Hygge, teede sig idag ganske efteraarsagtigt med en fygende Vestenstorm. Ned over den fattige Stad blæstes den truende Forkyndelse, at nu straks vilde Vinteren holde sit Indtog og kræve den sædvanlige Skat af Menneskeliv. Sult skulde slaa dem, Kulde skulde ryste dem og Brystsygen æde deres Lunger og Hjærte. Alle den store Bys navnløse Tusender skulde lide Ondt, Børn skulde dø i rasende Feber, Kvinder slides op til Skind og Ben og Mænd drive forknytte eller drukne omkring. Hver Dag skulde Stormen jage som den strænge Herskers Slavefoged rundt i Gader og Stræder og piske med sine Svøber ind i de Saar, som Kulden slog.

Folk saa' ud som de vel vidste, hvad der forestod. De kendte Tegnene og skyndte sig ned 74 ad Gaden med bekymrede Miner. Hvor forpinte rokkede ikke allerede de gamle Koner frem, frysende i deres tyndslidte Sjaler! Hvor klynkede ikke de pjaltede Børn, der hang i Skørterne paa blege Fruentimmer med trøstesløse Ansigter! Ingen Sol paa Himmelen, al Glæde forsvunden! Selv de, hvis Eksistens var nogenledes betrygget, gik mismodige ind i den uendeligt lange Vinter.

Men imellem Vinterens forkomne Undersaatter skred Margrete glad og stærk frem paa sine smaa spænstige Fødder — toogtyve Somre gammel. Hun led intet ondt ved det skarpe Vejr og den stærke Blæst, der ikke generede hende, tværtimod! Stormen slog imod hendes tynde Lærreds Sommerkjole — thi der var endnu ikke bleven Raad til at anlægge Vinterdragt — og lagde Tøjet tæt og stramt ind om hende. Hun turde aldrig for Faderen gaa med andet end vide Kjoler uden Figur — nu blev det saamænd moderne nok! Snørt sammen foran, saa Benet viste sig ved hvert Skridt hun kæmpede sig frem imod Blæsten, og et Sus med en vældig Tournure bagtil. Og ind igennem Kjole og Undertøj trængte den hidsige Storm, krystende hende som nøgen i sin voldsomme Favn, prikkende hendes

        

75 Hud med smaa fine Stik, kølende og brændende paa samme Tid, tagende hende helt og holdent i Besiddelse, medens hun i Vellyst indsugede den friske, stærke Luft.

Hun næsten lo af Fornøjelse, saa godt befandt hun sig midt imellem de mange Stakler, hun mødte. For hende var Stormen en Ven — ja snarere en Aand, der skulde staa tilrede paa hendes Vink og saa paa sine sorte stærke Vinger bære hende i brusende Fart op til den høje Tinde, hvor Slottet stod og Bejleren boede, op til Verdens Herlighed, langt bort fra den navnløse Mængde, der krøb sammen i den store Bys Udkanter.

Hun tænkte paa den Forfærdelse, der sammensnørede Mathilde Rørbys Hjærte, da Johan tydeligt forfjamskedes under »Barnets« Blik — og hun smilte saa listigt ved sin Tanke. Og hun tænkte paa Johan, der forgæves søgte at naa udenom Mathilde hen til hende og ved Bortgangen saa kejtet havde luret efter hende — og hun smilte saare skælmsk. Og hun nynnede muntert hen for sig, medens Tankerne ikke glippede et Øjeblik, Omkvædet af en Vise, hvis forlorne 76 folkelige Naivetet var kommet paa Moden: »Johan, jeg maa gaa!«

Jo, det havde fænget, umiddelbart, straks, uigenkaldeligt — hvis hun da ikke mistede Besindelsen. Hun glædede sig i sit unge Hjærtes Kraft til den Kamptid, der vilde komme: den uden Ord ligesom i Mørke udfægtede Duel med Rødbeden, og den spændende Skærmydsel med Vikingen, den store dumme prægtige Fyr. Hun kunde næsten faa Lyst til at ruske ham i Haartoppen og muntre ham op i hans Alvor, hvorpaa hun nu stolede som paa en Magt.

Under disse Drømmerier var Margrete naaet ud i Frederiksberg Allé. Hun saa' hverken til højre eller til venstre, medens hun tappert skridtede frem, da der pludseligt lød en sprukken, gnaven Stemme tæt ved hendes Øren:

»Margrete, Margrete, kan du hverken høre eller se?«

Hun vendte Hovedet. Det var hendes Fader.

77

VI.

Fader og Datter gik ved Siden ad hinanden op igennem Alléen, idet hun sagtnede sine Skridt efter den tresindstyveaarige Mands.

Blæsten rev i de allerede tyndtløvede Træer som om den vilde bryde Grenene isønder til Pindebrænde for Vinterbrug. Bladene kastedes, gule og krøllede, til Jorden. Alt tydede pludseligt saaledes paa Fattigdom og Affældighed, at det gøs i Margrete.

Men mest dog han, der trippede afsted ved hendes Side, i de tynde graamelerede Klæder med den vandkæmmede sorte Hat over det blege Gammelmandsansigt. Det var skægløst og omhyggeligt barberet — Operationen tog til Margretes Ærgrelse en halv Time hver Morgen med Løben om i Skjorteærmer og arrige Raab efter det varme Vand — og dets Farve var gul som 78 Moderens gamle Benfingerbøl. Undtagen i Næsens Spids og i et Par Pletter paa Kinderne — for der blussede en forræderisk Kulør, blaarød som sort Portvin.

Han havde en gentlemanagtig Syaghed for Portvin om Formiddagen, men ingen af hans antydede nogensinde en Viden derom. Alligevel havde denne Svaghed været medvirkende Aarsag i, at han havde taget sin Afsked forholdsvis tidligt. Dog dertil havde ogsaa hans urokkelige Dovenskab bidraget. Og var Portvinen en Følge af Dovenskaben, eller omvendt: dovnede han fordi han drak? I hvert Fald, han gjorde begge Dele.

Han tog selv Afsked fra sit fynske Told-forvalterembede, fordi han frygtede, man skulde afskedige ham, og fordi alt Haab om Avancement sikkert var tabt. Hele Byen vidste, at han ingen Ting gad bestille, bare generede de andre paa Kontoret, og hver Tjenestepige, der mødte ham paa Gaden ved to-Tiden, kunde sige: »Saa, nu skal Forvalteren hen paa Hotellet og have sig sin Taar.«

Han sad der i Hotellets Gæstestue to, undertiden tre Timer ved sin halve, undertiden hele Flaske Portvin. Hjemme sagde han, at han gik 79 hen i Hotellet for at læse Aviserne, og utvivlsomt læste han dem ogsaa. Blad efter Blad fortærede han, medens han tømte Glas efter Glas til den tørre Kost. Han talte med yderst faa, Gæstestuen var lidet besøgt paa den Tid; naar han nødtes til at passiare, vekslede han helst nogle Ord med de Rejsende, der kom fra Kjøbenhavn.

Men da der snakkedes saa meget om ham i den lille By, og selv hans L'hombrevenner af den finere Slags, Postmesteren og Herredsfuld-mægtigen, begyndte at faa stramme Ansigter imod ham, foretrak han en skøn Dag en Pension paa attenhundred Kroner fremfor yderligere Slid og Uhygge. Det var nu seks Aar siden, at han uden Tøven flyttede Kone og Børn til Kjøbenhavn, lejede sig langt ude i Falkoneralléen til utænkelig ringe Pris en Stueetage med en lille Have og befandt sig saare vel ved Forandringen. Her forlangte ingen nogetsomhelst Arbejde af ham, og ingen udspionerede hans Smaature. Han stod sent op, drak sin Morgenkaffe til en Pibe, læste sin egen Avis i to Timer indtil Frokost, spiste med god Appetit til dette hans eneste virkelige Maaltid, da den nydte Spiritus ødelagde Middagen for ham, og vandrede straks efter Frokost

        

80 sin Tur til en Vinkælder, som han havde udsøgt sig paa Vesterbro.

Haven var ham ogsaa en stor Adspredelse. Her rodede han omkring mellem nogle Rosentræer og Stedmodersblomster, hvilke sidste han dyrkede i forskellige Varieteter, og hvis Navne han plagende forlangte opgivne af Margrete. Han saaede ogsaa Salat og Karse og fordrede, at hans Kone skulde betragte disse Plantninger som værdifulde Ydelser til Husholdningen.

Han nød sin Tilværelse. Han vilde ganske sikkert foretrukket et mere velhavende Apparat af Bolig, Mad og Drikke, men med Aarene var dog Ungdommens luksuøse Tilbøjeligheder sløvede, og han laa i sin kjøbenhavnske Ensformighed som i den varmeste Dyne. Han fandt altid sin Stue ren, Maden, om end tarvelig, fortræffelig tilberedt, Portvinen passende krydret og alkoholiseret efter hans Smag, og om Aftenen tvang han sin Kone til en uendelig Tomands-Whist, hvorover han førte Aarsregnskab, medens han drak to à tre Kognakstoddyer, indtil han krøb i Seng, bedøvet af Spillet og af Spiritus'en.

Livet vilde utvivlsomt til hans sene Alderdom byde ham netop det Velvære, som hans Natur 81 krævede. Hvad der nu ærgrede ham og forbitrede ham adskillige Timer, var ene hans Datter Margrete.

For hans Kone bevirkede Overflytningen til Kjøbenhavn en ret ubehagelig Forandring. Ikke just fordi hun fik adskilligt mere Arbejde, da Scheibel erklærede, at der ikke længer var Raad til fast Tjenestepige. Hun kunde ligesaa gærne slide lidt mere i Køkken og Stue, nu da hun dog ikke fandt anden Anvendelse for sin Tid. Ovre paa Fyn havde hun havt adskillige Bekendte, med hvem hun baade ved Kaffen og i Mørkningen kunde slaa en lille Passiar af om alt, hvad der forefaldt i Byen, hvor enhver var hjemmekendt i alle de andres Forhold. I Kjøbenhavn følte hun sig paa den uhyggeligste Maade ene imellem den Mylr af fremmede Mennesker, der løb hende forbi paa Gaderne. Ikke et venligt Nik i Forbigaaende, ingen Falden i Snak paa Hjørnet. Saa indrettede hun sig derefter, gik ud tidligt om Morgenen med sin Kurv og købte ind til Dagens Fornødenheder, og krøb dernæst sammen i sin Hule, som hun ikke forlod, før Sol atter stod op. Hun var svundet ind til et bittelille usselt tyndt Væsen, der som en Skygge fulgte sin Mand, og

        

82 som intet Øjeblik havde ude af sine Tanker hvad Scheibel vilde, ønskede, irriteredes ved eller billigede.

Af hendes altid tarvelige Tilværelse tog Kjøbenhavn det sidste Lys og kastede hende ned i sin sorte Fattiggryde; men Forandringen var ikke saare smærtelig, fordi hun ikke ævnede mere Modstand end den elendige Orm, som Drengen putter i sin Spaanæske.

Derimod Margrete! Paa hende virkede Kjøbenhavn bedøvende og fortvivlende, jo mere hun som en druknende stred imod den uforstyrreligt opslugende Hovedstadsstrøm.

Hun havde uden Uvilje fulgt Faderen. Medens det gøs i den gamle Kone, da Scheibel en Aftenstund meldte Afsked og Opbrud, følte Margrete Forandringen som en æventyrlig Hændelse, hvoraf hundrede gode Sager kunde oprinde, og som foreløbig satte hende i Stand til et vidtgaaende Praleri imellem Kammeraterne. Selv drømte hun sig i uendelige Teaterforestillinger, Modebutiker og fine Baller. Onkel Gaul, den rige Onkel Gaul boede jo i Kjøbenhavn, og Margrete fantaserede sig ind i den festlige Modtagelse, 83 der vilde beredes hende i denne hendes nære Families Skød.

Og saa strande i Falkoneralléen! Sendes til Kursus om Formiddagen og læse Lektier om Eftermiddagen! Være den mindst elegante af alle Kursusdamerne, fordi de kjøbenhavnsk opdragne fattige Piger dog altid ordnede sig pynteligere end hun, hvis Kjoler blev syede hjemme af den højst ukunstfærdige Moder. Veninder fik hun ingen af, thi hun blev hurtig sky og sær overfor de heldigere stillede. Fornøjelser, Teatre, Koncerter, Karnevaler — Faderen drak de Penge op, der blev tilovers fra det strengt nødvendige.

Hvad hjalp hendes kønne Ansigt hende, hvad hendes nydelige Figur! Hun vidste, at hun var smuk, men det var ingen saadan Skønhed, der faldt blændende i Øjnene. Hun hørte ikke til de lyse, høje Piger, der stryger igennem Gaderne som Fakler og drager alles Blikke til sig. Da hun blev tyve Aar, sagde hun melankolsk om sin Skønhed, at man skulde se to Gange til for at bemærke den, men ingen fik Tid til mere end den første unyttige Gang.

Og havde hun ikke hurtigt forstaaet, hvorledes hun var faren i Kjøbenhavn, vilde det 84 ulykkelige Bal hos Onkel Gaul oplyst hende derom. Mange Aar efter kunde hun knytte sine kønne, smale Hænder i Fortvivlelse, naar Erindringerne fra hin Aften fór hende gennem Hovedet.

Onkel Gaul havde straks stillet sig yderst køligt til Familien i Falkoneralléen. Han var en halv Snes Aar yngre end sin Søster, den gamle Fru Scheibel, og havde tjent sig op til en solid Formue. Nu var han desuden i Besiddelse af en køn noget afbleget Kone omkring de Fyrre, et Par elegante Døtre, der regnedes blandt Byens flotteste unge Damer, og en almindelig Laban af en Søn. Familien slog stort paa, især Grossereren, og fandt ingensomhelst Anledning til at bebyrde sig med fattige Slægtninge. Scheibels første Visit modtoges med den køligste Høflighed og gengældtes aldrig, og det saa' ud som Scheibel med fuld Ret kunde skælde sin Kone ud for Svogerens dumme Vigtighed, da der pludselig efter næsten et Aars Betænkning dumpede en Balinvitation ned til Margrete.

Det var en Almisse, given uden Hjærtelag. Ballet var stort, en lille Dame mer eller mindre betød intet, og saa kunde man da gærne for 85 Skams Skyld vise sig venlig mod den kedsommelige Pensionistfamilie.

Men i Falkoneralléen satte det trykte Kort Huset paa den anden Ende. Der var ingen Tanke om Afslag: Margrete vilde paa Bal, hendes Moder ønskede gærne, at Barnet fik en Fornøjelse, og var saare tilfreds over, at Broderen lod høre fra sig, og Faderen tog de ikke mange Penge, Margretes Dragt kostede, som en velkommen Anledning til Gnaveri og Skænd.

Det var en saare tarvelig hvid Tarlatanskjole med det uundgaaelige blaa Baand om Livet, ængsteligt lidt nedringet, med korte Ærmer, der lod et langt tyndt Stykke Arm bart ned til den kun toknappede Handske. Alligevel drømte det syttenaarige Pigebarn om Triumfer, Lykke, Herlighed, endnu da hun i en gammel Vesterbrodroske, ildelugtende af Cigar og simpel Parfume — den plejede at vente paa Sangerinderne og deres Kavallerer udenfor Alléenberg — rullede hen imod Ballet.

Hun steg endnu lyksalig op ad den lune tæppelagte Trappe, efterat Portneren havde aabnet Vogndør og Trappedør og forretningsmæssigt raabt sit Klokken to til Kusken, der betragtede ham og Huset lige gnavent: Alléenbergturene lønnede 86 sig i Reglen bedre, de halvdrukne Fyre var i Forventning om kommende Nydelser menneskekærligt spendable med Drikkepenge.

Men Margrete gentog sagte for sig selv i usigelig Spænding: Klokken to, Klokken to, hvad vilde der ikke hænde inden da!

Og saa straks i Entréen, hvor en imponerende Tjener — barberet og elegant som Herredsfogden ovre paa Fyn — hjalp hende Tøjet af, sank pludselig hendes Mod til Nulpunktet, saa hun ligesom frøs om Hjærtet og følte sig legemligt utilpas.

Der stod to unge Piger, maaske ikke saa særdeles smukke, men i alt Fald efter Margretes Mening vidunderligt dejligt klædte i broget Atlask, dristigt nedringede, ikke Spor af Ærmer, men med lange Handsker, der som Strømper trak sig op ad Armene, og de pludrede lystigt løs med nogle unge Herrer, der med Chapeaubas'en i Haanden ventede paa dem, og uden at have set Margrete — i alt Fald følte hun det saaledes — raslede de forbi hende ind i den straalende oplyste Sal.

Forsagt, forskræmt sneg Margrete sig bagefter. Hvor blev hendes Plads iaften?

87

Onkel og Tante, hvem hun passerede forbi, hilste hende med et formelt Nik, medens hun fremstammede en Tak for Indbydelsen, og Kusinerne i straalende Elegance tog hende i Haanden med en Raskhed, som om de fjærnede hende et Par Alen bort fra sig i det samme. De forestillede »Frøken Scheibel« for en Klynge unge Damer, der kastede et prøvende Blik paa hende og dernæst skød hende tilbage til hendes Intethed.

Blandt Damerne vilde hun ingen Veninder finde iaften. Og Herrerne — vilde nogen se hende og more sig med hende?

Ak nej, det syntes ikke saa. Ved første Dans' Begyndelse, da hun allerede stod uengageret tilbage, kom i sidste Øjeblik hendes Laban af en Fætter ret gnavent trækkende med en Herre, der blev forestillet for hende og engagerede hende.

Margrete forstod det altsammen. Hun havde set Tantens Vink til Sønnen, ligesom han vilde marchere ind med en lille bleg, pudret, elegant Dame, set ham bede sin Dame undskylde med en Vittighed, der sikkert ramte hendes Tarvelighed, og set ham slaa ned paa den Herre, der nu førte hende ind i Balsalen.

88

Hun tog Herren i Øjesyn, da de stod derinde i Salen som sidste Par. Det var en stakkels kejtet Kontorist fra Forretningen: han havde ikke vovet at engagere nogen af de rige og flotte unge Damer.

Aa Rædsel at staa dér! De talte ikke til hinanden, de smilte ikke, de dansede som med Døden i Hjærtet. Og éngang blev de som sidste Par ogsaa eneste uddansende Par og i Kreds af hele Ballet, forbi Spøg og Latter, kaadt Kurmageri og udfordrende Koketteri, nydeligt forfløjne unge Mennesker og vanvittigt hysteriske Frøkener, straalende Øjne og hvide Arme, Atlask, der knitrer, og Silke, der smyger sig fast, forbi Ungdom og Overgivenhed og Lykke og Sanselighed og Frækhed og Beregning og Uforskammethed og Lidenskab, forbi alt, hvad der skummed af Liv og Lyst — forbi dansede de to, Kontoristen og Kusinen, flove som irettesatte Børn, fortvivlede som overbeviste Forbrydere, alvorlige, dødtrætte, næsten grædefærdige. De dukkede sig under de ironiske Blikke, der hvilede paa dem.

Der var vel enkelte Herrer, som fandt hende net, men Kontoristen gjorde hende saa uophjælpeligt latterlig, at ingen vovede sig hende nær.

89

Og desuden, hvorfor skulde de vælge denne lille tarveligt og anstændigt klædte Pige, naar der bødes dem til den intimeste Berøring en Skare unge Fruentimmer, halvt nøgne og halvt paaklædte til Øjnenes Lyst og Sansernes Glæde? Da efter Bordet Champagnen havde sat Brand i Kinderne og Taage i Hjærnerne, sagde Løjtnant Walter, som stod midt paa Gulvet i Dagligstuen og beredte sig til at klappe op til Kotillonen, idet han lod Blikket glide langs den halvrunde Stues Væg, hvor de unge Damer slængte sig i Sofaer og Lænestole:

»Faîtes votre choix, messieurs — det er dog fordømt, hvor det ligner et —«

Han fik ikke det sidste Ord sagt, thi hans Dame slog ham med Viften paa Skuldren og raabte:

»Walter, Walter! Jeg vil danse, jeg vil danse, sving mig hundrede Gange rundt, dans mig træt, dans til jeg styrter!«

Og han greb hende om Livet, saa hans Haand gled op mod Brystbuketten, og med den anden Haand klappede han til Dans mod hendes udstrakte Højre, snurrede hende rundt og fór afsted ind i Balsalen, hvor i voldsom Tummel 90 Sværmen brusede efter dem som en gnistrende Hale paa en pragtfuld Komet.

Margrete havde danset Borddans med Kontoristen, der ikke havde vovet sig til nogen anden Dame end sin første Ulykkesfælle. De var blevne anbragte ved et lille Bord til otte Personer, hvor de modtoges som Folk, der sætter sig ind til et sluttet Selskab i en halvfyldt Kupé. Men ét Sted maatte de to Stakler jo krybe hen, og overalt havde de mødt gnavne Ansigter, hvor de nærmede sig et Bord. Man sluttede sig sammen, man skød Stolene ind imod Kuvertet, som var Pladsen optagen, eller en Dame raabte højt: »Aa, Andrea, her har vi Plads til dig, vi holder den fast!« Saa strandede de ved et tilfældigt Bord og hagede sig fast trods fornemme Blikke, men smagte næppe den gode Mad eller drak den fint tempererede Champagne.

Ved Siden af dem taltes der et Sprog, som Margrete knap forstod, saa fuldt af kjøbenhavnske Slangord og af Hentydninger til ukendte Personer og Ting kom det fra de unge Menneskers Læber. Margrete var desuden for stolt til at lytte efter; heller ikke med sin Kavaler formaaede hun at tale; de sad tavse og uænsede. Han 91 syntes, hun var nydelig og vilde gærne gjort sig behagelig, men Forlegenheden kvalte Ordene i hans Mund; hun fandt ham saa klodset og grim som han i hvert Fald tog sig ud overfor de mange kønne og helbefarne Fyre, der fandtes i Salen.

Alligevel var Souperen en forholdsvis taalelig Tid; langt værre var det at sidde over inde i Dagligstuen, medens Dansen gik lystigt i Salen. Inde i den lille Dagligstue — der var flere smukke Værelser i Rad — opholdt sig til Stadighed nogle ældre Damer, Veninder af Fruen, og Margrete led alle den saarede Stoltheds Kvaler, naar en af disse venligt henvendte nogle Ord til hende. Men ogsaa naar Fætteren engang imellem pligtskyldigst inklinerede for hende, snøredes hendes arme Hjærte sammen i usigelig Vé. Da hun éngang geraadede i en Tur, hvor Damerne skulde inklinere for Herrerne, turde og vilde hun ikke nærme sig nogen Kavaler, men gik lige ind Dagligstuen igen. Og fra det Øjeblik sagde hun, at hun led af Hjærtebanken og ikke kunde taale at danse. Hun borede sig ind i en Sofa og bladede i Albumer, besaa' de uendeligt mange Fotografier uendeligt imange Gange uden at se dem og

        

92 blev bestandigt mere fortrukket stiv i sit blege Ansigt.

Ligeoverfor hende ved et andet Bord ved andre Albumer sad en forfærdelig grim ung Pige med en blaarød Næse og store Hugtænder ud af Munden. De talte ikke sammen, de saa' ikke til hinanden, de bladede ustandseligt i Albumer, indtil Sværmen styrtede ind fra Salen efter en Dans' Ophør, og tog saa fat igen, naar den forlod dem. Thi imens Ungdommen huserede derinde, maatte de lade, som ogsaa de kom varme og glade udefra. Den grimme Pige viftede sig krampagtigt med en kostbar Fjervifte; Margrete, som hurtigt havde fundet sin Moders gamle Benvifte umulig, lænede sig slap tilbage i Sofaen, som træt af den evige Valsen.

Margrete syntes, at hun og Grimrianen lignede to Fanger, hvis Celler grænsede nær til hinanden, men som Fængselsloven forbød enhversomhelst indbyrdes Meddelelse. Men det værste Bodsfængsel maatte rumme mindre Jammer end denne elegante, af Blomster duftende Dagligstue med dens bløde Lænestole.

— En, to Slag! Klokken slaar to. Margrete farer op fra Albumet. Der danses vildere end 93 nogensinde før. Hun ser, idet hun gaar gennem Salen, den lille blege pudrede Dame ligge med halvtillukkede Øjne helt ind i Armen paa Løjtnant Walter; han næsten bærer hende, pressende hende imod sit Legem, medens han hvisker ved hendes Øre. Det stak Margrete i Hjærtet; hun følte den hadefuldeste Misundelse mod den pudrede Kokette, mod Løjtnanten, Kusinerne, de Unge der morede sig saa hensynsløst, mod alle, alle — hun kunde ønsket at dræbe dem alle i det Sekund, hvor hun med Blikket sagde Farvel til det Hele; saa smuttede hun uden Adieu til Vært og Værtinde ud i Forstuen, hvor den glatragede Tjener konverserede en køn Stuepige, der skulde hente den grimme Frøken.

Margrete spurgte, om hendes Vogn var kommen.

»Frøknens Vogn? Maa jeg spørge, hvortil?«

»Til Falkoneralléen«, fremstammede Margrete, »det er en Droske.«

»Aa, en Droske; jeg syntes der for lidt siden kom en Droske. Nu skal jeg se.«

Han lukkede forsigtigt et Vindue op paa Klem — han vilde ikke forkøle sig i den skarpe 94 Natteluft — og raabte efter Drosken til Falkoneralléen. En hæs Brændevinsstemme svarede javel.

Derpaa hjalp han med en aandsfraværende Mine Margrete Kaaben paa og lukkede med en uforskammet Høflighed Entrédøren op for hende.

Hun styrtede ned ad Trappen og ind i Drosken. Med en arrig Ed hyppede Droskekusken paa sin magre Krikke; han var inderlig ked af denne lidet indbringende Nattur.

Men inde i den snavsede Droske sank Pigebarnet sammen som en Klud. Hun græd med en forfærdelig Hulken, saa hendes Legem rystede i Krampe, idet hun gentog de hundrede Gange: aa Gud, aa Gud! med en febersyg Stønnen. Hun tænkte ikke paa det Oplevede, hun følte det blot som en uoprettelig Skam, og hendes Liv syntes hende uigenkaldeligt forspildt.

Saadan blev hun ved at hulke og stønne den lange Vej ud til Falkoneralléen, medens Drosken skumplede hende frem med en Bragen, der lød som Torden i den stille Nat og heldigt overdøvede hendes voldsomme Graad.

Dog da Vognen holdt udenfor hendes Hjem, rettede Margrete sig med et pludseligt Kast. Taarerne forsvandt fra hendes blege Ansigt, og 95 med et forstenet Udtryk, der kunde gælde for søvnig Træthed, traadte hun ind i Forældrenes Sovekammer for at sige Godaften.

»Hvordan har du moret dig?« spurgte Moderen.

»Udmærket, men jeg er saa træt —«

»Fik du saameget danset?«

»Ja, den hele Aften!«

»Naa, det var jo dejligt! Ja, læg du dig saa bare, saa kan du fortælle rigtigt imorgen.«

Og Margrete gik ind og tog sig nok en Grædetur i Sengen med Ansigtet trykket ned i Hovedpuden, for at Forældrene intet skulde høre, indtil hun ud paa Morgenen faldt i Søvn. Da hun kom ind til Frokost, saa' hun daarlig ud, men fortalte en hel Del om Ballet, Gæsterne, Dansen og Maden, ogsaa om sine Kavalerer, deriblandt Løjtnant Walter. Faderen skændte paa hende, fordi hun havde danset sig syg og naturligvis ingenting kunde bestille Dagen efter en saadan Tumlen rundt. Margrete svarede ikke, bare saa' paa ham.

Og for Fremtiden svarede hun ham aldrig, naar han skændte og gnavede. Hun blev »sær« og maatte høre ilde derfor. Hun gik næsten ikke mere ud, afslog de faa Fornøjelser, der tilbødes hende, sagde nej til næste Aars Balinvitation 96 hos Onkel Gaul — trods Forældrenes Vrede og uagtet hun ingen Grunde vilde give for sit Afslag — og blev ikke mere bedt dér og heller ikke andetsteds. Hun lagde ingen Vægt paa sit Toilette, overdrev næsten dets Tarvelighed, klagede aldrig over Maden, ønskede intet og arbejdede flittigt, men var indesluttet og uden Smil i Hjemmet. Der var en saadan forbitret Kulde over hende, at Faderen, særligt naar han var ophedet af Formiddagsportvinen, blev fornærmet rasende hver Gang han mødte hendes rolige Blik. Uret havde han forsaavidt ikke i sin Irritation; thi hun baade foragted og haded ham grundigt som al hendes Elendes Ophav og Hindring for enhver Forbedring. Hun kunde end ikke holde af sin Moder, fordi denne saa ganske stod under Faderens Pisk og aldrig turde tage Parti imod Hustyrannen: hun ynkede blot den gamle Kone.

Hun nød selvplagerisk sin Ulykke, da hun traf Mathilde Rørby, og det gjorde hende ikke mindre skikket til at blive Mathildes Veninde.

Fader og Datter gik opad Alléen tæt ved hinandens Side og med tusende Mile imellem sig.

97

Han plagede hende med sine sædvanlige Spørgsmaal om Skolen og Lærerpersonalet og Børnene, ikke fordi han brød sig om Svaret, men fordi han vidste, at denne Udspørgen pinte hende. Hun svarede da ogsaa saa kort som muligt, overhørte saameget hun kunde.

Alligevel foretrak hun næsten denne hensigtsløse Inkvisition for den Samtale, Faderen stillede op ved Middagsbordet.

De sad sammen alle tre i det ganske rummelige, lave Haveværelse, der tjente baade til Dagligstue og Spisestue. Der stod omkring dem en fugtigkold, muggen Luft, som svedtes ud af Væggenes raadne Hjørner og som ikke betoges af nogen Kakkelovnsvarme, thi Scheibels lagde ikke i Ovnen forinden første November, hvor stærkt end Temperaturen afkøledes. Eftersom hun frøs, spiste Margrete med endnu bedre Appetit end ellers af Grøden og Frikadellerne til Ærgrelse for Scheibel, der snagede i Maden, og medens han drak sin halve Flaske Øl, snakkede løs om alt, hvad han havde læst i Aviserne den Dag, stadig henvendende Ordet til Moderen:

»Ved du, hvem det var, vi hørte synge henne i Alléen iaftes, Mutter?«.

98

»Nej, hvor skulde jeg vide det, Scheibel, men nogle drukne Mennesker var det da vist.«

»Det var Mursvende, min Salighed, ikke andet end Mursvende. Jeg læser i Avisen idag, at der er stor Skrue af Mursvende her i Byen. Straks faldt det mig ind: naturligvis, det var dem igaar Aftes. De gider ikke bestille noget, saa maa de ud at svire og drikke og brøle, saa man kan høre dem i en Mils Afstand.«

Margrete saa' akkurat hen paa ham, der ligesom ventede hendes Blik; saa vrissede han:

»Tror du maaske, at det ikke var Mursvende?«

»Det har jeg ingen Anelse om, men du kan da heller ikke vide det.«

»Ja Socialister var det da.«

Han troede, at denne Formodning ærgrede Margrete, hvis frie Anskuelser han havde en Fornemmelse af, skønt hun altid talte saa lidt som muligt. Men Mathilde havde et Par Gange opsøgt hende i Hjemmet, og den gamle Mand kunde ligesom snuse sig til Mathildes emanciperte Idéer, mærkede i hvert Fald, at hun oversaa ham.

Da Margrete ikke svarede, tog han fat paa de Ulykkestilfælde, hvorom han havde læst i Aviserne, 99 fortalte om et gruopvækkende Mord i London, men fordybede sig særligt i en østrigsk Baron, der var død efterladende sig henved hundrede Millioner. Den gamle Kone rystede paa Hovedet over en saa forskrækkelig Masse Penge og syntes det var da godt, man ikke var saa rig; hvad skulde man gøre med saadan en Rigdom? Men Scheibel mente, at det ordnede sig saamænd nok, med en Mine, som han var den rette Mand til den rette Anvendelse af hùndrede Millioner.

»Ja, du kunde maaske, Scheibel«, sagde den stakkels Gamle ydmygt.

Margrete blandede sig ikke i denne Samtale. Stormen peb vildere og vildere udenfor, Stuen var mørk og kold, og hun følte sig med ét forunderligt træt.

Hun gik ind i sit lille Kammer og sank sammen i en Stol. Det var uudholdeligt, og det maatte have en Ende. Men kunde hun slippe bort?

Hendes Mod var pludseligt sunket. Hvad var i Virkeligheden sket mellem hende og Johan? Intetsomhelst. Han havde víst Lyst til at tale med hende idag for første Gang efter mange Maaneders Bekendtskab, og derpaa byggede hun 100 en Række Fantasterier, der ikke endte med mindre end Bryllup, Frihed og Frelse. Hun var jo taabelig. Ligesaa godt opgive det Hele straks.

Hun smilte over sig selv halvt fortvivlet. Derinde fra hørte hun Faderens Stemme knage omkap med Vindens Tuden. Whisten og Toddydrikningen var begyndt, og her sad hun, levende begravet syntes hun.

Nej, hun maatte prøve Kræfter med det Ukendte. Hun vilde stride sin Strid, og dér hvor Mathilde Rørby havde vundet Terræn, maatte hun vel kunne sejre. Hun stillede sig foran sit lille Spejl og betragtede prøvende sit Ansigt, saa' endogsaa med et uskyldigt og beundrende Blik ind i Spejlet.

Saa sukked hun, gik hen til Bordet og gav sig til at rette sjætte Klasses danske Stile: Skibbrud i Atlanterhavet.

101

VII.

Margrete kunde sparet sin Frygt: Johan tænkte paa hende, netop som hun ønskede.

Dagene gik for ham uden særdeles Hændelser i Rigsdagen. Han fik ikke Anledning til atter at tale, da Venstre i Kampen mod Regeringen henlagde alle Forslag uden Debat, men det kunde da heller ikke fordres af ham, at han skulde spille nogen Rolle i Tinget. Derimod gaves der ham hyppigt Lejlighed til at optræde som Taler udenfor Folketinget ved de talrige offentlige Møder, der holdtes i Kjøbenhavn og dens Omegn. Man trængte til Folk med Tro paa Sagen, gode Talegaver og tiltalende Personlighed; følgelig henvendte man sig ofte til Johan. Ogsaa til Folkemøder paa Landet kom der Bud efter ham i Forvinteren, saaledes at han gik imod det nye Aar med en nogenledes sikker Følelse af 102 Aktivitet. Han nævntes hyppigt i Bladene, hans Taler refereredes og rostes, og han fik ikke faa politiske Breve fra Vælgerforeninger, demokratiske Bestyrelser og lignende — hvilket han omtalte til Tage med en plaget Mands lidende Mine, skønt han med Velbehag nød hver eneste Skrivelse.

Margrete fulgte hans Skæbne i Bladene, talte ogsaa ugenert med Mathilde Rørby om ham og viste ham den troskyldige Opmærksomhed, som en Discipel viser sin af holdte Lærer.

Hendes Troskyldighed trængte som en sød Gift ind i hans Hjærte.

Han fik hurtigt Rede paa, naar hun forlod Skolen, og hvor hendes Vej gik. Han mødte hende da tilfældigt, standsede hende og fulgtes med hende, saa langt hun tillod. Det var sjældent længe, dels fordi Margrete ikke vilde møde sin Fader sammen med Johan, dels fordi hun instinktivt satte ham paa knappe Rationer. Midt i en Samtale erklærede hun, at hun skulde op i det Hus eller ind i den Butik, trykkede hans Haand og gik; Johan kom aldrig ud af at bede, om han maatte vente paa hende.

103

Han sagde nu til hende alt det, hvormed han for kort Tid siden havde underholdt Mathilde. Dog naar han altfor stærkt fordybede sig i Ungdomsminder eller teoretiske Betragtninger, førte hun ham forsigtigt tilbage til det virkelige Liv og hans Fremtidsudsigter. Han var forbavset over hendes politiske Interesse, naar hun udspurgte ham om de forskellige Føreres Stilling og Indflydelse. Hun billigede ganske, at han havde sluttet sig til den talrigste Gruppe af Venstre, for Flertallet, sagde hun, det var jo det, som skulde have Magten.

Johan følte sig lykkelig ved disse Samtaler. Han mærkede med Glæde, at Margrete ligesom han var tarveligt opdragen og trods sin Ungdom hverken fornøjelsessyg eller letsindig; hun gik aldrig paa Bal, aldrig i Selskab, havde ikke Veninder og kendte næsten ingen unge Mennesker. Han blev mer og mer forelsket, hver Gang han saa' ind i hendes søde Ansigt, men til at antyde sin Forelskelse, endsige til at fri fattedes ham Mod. Han syntes, hun var saa sart en Jomfru, at hun ved mindste erotiske Antydning vilde flygte som Hinden i Skoven, blot Løvet knitrer under en Spaserendes Fodtrin. Han vovede sig 104 imidlertid til nogle smaa Opmærksomheder: forærede hende nogle Bøger, bragte hende engang Blomster, og saa' sig om efter forøget Arbejde; thi det var dog altfor dumt at tænke paa Giftermaal, naar han ikke kunde ernære en Kone. Da han engang overfor Margrete udtalte sin Afsky for lange Forlovelser, gik hun just ikke ind paa hans Betragtning, men nøjedes med en uskyldig Bemærkning om, at det maatte være en kedelig Ventetid.

Johan blev usigeligt blød om Hjærtet ved hendes blufærdige Tilbageholdenhed, som han uvilkaarligt sammenlignede med den Ufortrødenhed, hvormed Mathilde Rørby engang ved en lignende Lejlighed havde fordybet sig i Spørgsmaalets fysiologiske Side. Johan følte sig lutret overfor Margrete.

Han fik tilbudt en yderst beskeden Stilling ved et Venstreblad: han skulde være Sverig-Norge. Pladsen indbragte ham halvtredsindstyve Kroner om Maaneden, og man gav ham disse for at binde ham politisk. Han tog Stillingen som en Anerkendelse af sine Fortjenester og udregnede, at han ved Skolepenge, Diæter, Bladfortjeneste og enkelte Foredragshonorarer naaede til de tre, 105 firetusend Kroner, hvormed han udmærket kunde etablere sig som Ægtemand.

Margrete havde regnet det sammen ligesaa hurtigt og nøjagtigt som han.

Hun lod ham rykke nærmere. Samtalerne forlængedes og blev mere fortrolige, men han sagde ikke Ordet: han saa' i hendes voksende Fortrolighed kun et Vidnesbyrd om hendes uberørte Sind.

I to Maaneder marcherede de saaledes paa Stedet. Og Mathilde Rørby, der straks hun mærkede det begyndende Forhold havde trukket sig stejlt tilbage fra Johan, ja i Frikvartererne var gaaet ham forbi uden næsten at se ham — hvad der slet ikke var Johan imod — hun nærmede sig igen til ham og fangede ham ind i nye Reformsamtaler. Hun kunde jo ikke vide, om Margrete blot koketterede uden vidererækkende Hensigter.

Da Margrete iagttog disse fornyede Angreb, oprørtes hun i sin Sjæls Inderste over Mathildes Træskhed. Hun blev enig med sig selv om, at nu maatte der handles.

Man nærmede sig Jul. Ferien skulde begynde, og medens den stod paa, kunde hun ikke træffe Johan. Og hun vilde ikke opleve saadan 106 en Jul til som de tidligere, ensom og glædeløs, medens alle andre holdt Fest.

Lige inden Feriens Begyndelse, da hun spaserede med Johan ud ad gamle Kongevej, førte hun Samtalen hen paa Juletidens Kedsommelighed.

Han gik beredvillig ind herpaa, kun ved Rigsdagsferien var han glad, men ellers blev det drøje, mørke Dage at komme igennem.

»Aa, De har jo saameget at tage Dem til, Gerner!«

Han stammede:

»Jeg vil saa særdeles meget savne at tale med Dem, Frøken Margrete!«

Hun svarede med den klareste Stemme:

»Jeg vil saamænd ogsaa savne vore Spasereture og Samtaler, kan De tro, jeg har Dem virkelig saameget at takke for.«

Han blev ganske bleg, men tog Mod til sig og sagde:

»Men var det da ikke muligt, at vi kunde mødes engang i Ferien?«

Margrete saa' paa ham med sit troskyldigste Blik og sagde venligt:

107

»Jo, det kunde vi da ogsaa — det har De rigtigt Ret i.«

Efter lidt Tale frem og tilbage blev det bestemt, at de skulde træffes lille Juleaften Kl. syv.

»Jeg har dog Ærinder at gaa den Aften«, sagde Margrete leende, »og saa kan vi mødes ved Hesten paa Kongens Nytorv. Det er rigtignok lidt sent, men saa er der heller ingen, der ser os.«

Johan takkede hende henrykt.

Lille Juleaften gik Margrete tidligt paa Eftermiddagen hjemmefra. Hun sagde, at hun havde lovet at besøge Mathilde og begav sig ogsaa til hende. Dels vilde hun kunne dække sig i fornødent Fald, dels dreves hun af en underlig grusom Lyst til at se Mathilde, lige inden hun gik til sit første Stævnemøde med Johan.

Mathilde boede langt ude i Nørrebrogade. Hun var hjemme og tog nogenledes forekommende mod Margrete, skønt hun betragtede hende med ublandet Mistro og øjensynligt ikke begreb, hvad Besøget gjaldt. Ifjor havde Mathilde inviteret hende til Juleaften sammen med nogle Kvindesagsdamer. Vilde hun inviteres? Troede 108 hun maaske, Gerner kom? Ja naturligvis, det var det. Altsaa var hun ikke saa ganske à jour med hans Gøren og Laden.

Mathilde følte pludseligt en ikke ringe Glæde, og Tonen blev lidt venligere mod Margrete.

Denne satte sig ganske roligt og passiarede løs. Om Skolen, om de andre Lærerinder, om de kvindelige Foreninger, i hvilke Mathilde virkede.

Mathilde tøede op og gav ivrigt Svar paa alle Spørgsmaal.

Da Klokken var bleven henved seks, førte Margrete Samtalen hen paa Gerner.

Hun spurgte Mathilde paa den naturligste Maade af Verden, hvad hun mente om Gerners Begavelse og politiske Stilling. Hun, Margrete, syntes nok, at han var interessant at tale med, men hun forstod sig jo ikke paa Politik og den Slags Ting.

I de Minuter, hvori Mathilde betænkte sig og indledte sit Svar med undvigende Bemærkninger, stred hun en haard Strid.

Skulde hun sige, at Gerner betød saare lidet og næppe havde nogen stor politisk Fremtid? Ganske sikker var hun ikke i sin Sag, thi meget 109 kunde jo forandre sig, desuden: vilde Margrete ikke tro, at naar hun nu rev ned paa Gerner, skete det af Jalousi? Paa den anden Side, rose ham vilde hun da paa ingen Maade. Margrete kunde i Forvejen være indbildsk nok af hans Bekendtskab og begærlig nok efter dets Fortsættelse. Det var ikke værdt at opmuntre hende ved en Fremstilling af Gerner som en opgaaende Stjærne. Svare ganske tørt, nær Sandheden — var vel det bedste.

Men det var galt ræsonneret. Hvis Mathilde af al sin Magt var faldet over Gerner, havde gjort ham saa latterlig og ubetydelig som vel muligt, maaske — men kun: maaske — havde Margrete følt sig ilde berørt derved og usikker i sit Forehavende. Maaske havde hun da udskudt Afgørelsen.

Nu troede hun gennem Mathildes tørre Tone kun at høre Skinsygens Nag, endogsaa til Gerner. Og naar Mathilde ikke angreb ham voldsommere, saa maatte det være, fordi han ikke kunde angribes, fordi hans Stjærne virkeligt lyste paa den politiske Himmel. Altsaa var Maalet stort og Sejren skøn.

110

Margrete hørte roligt og opmærksomt paa Mathilde, nikkede lidt engang imellem, som hun just nu forstod, hvad Mathilde mente, og saa' ufravendt paa denne med klare og troskyldige Øjne: en lille fin Edderkop overfor en stor, grim Flue. Hun studerede meget omhyggeligt Mathildes Ansigt, Træk og Teint, som om hun var Medlem af en Besigtigelseskommission, der skulde afgive Skøn over en Bygnings Fortrin og Mangler.

Da Mathilde var færdig, rejste Margrete sig og tog sit Tøj.

»Vil du gaa?« spurgte Mathilde forbavset, »bliver du da ikke her?«

»Nej, jeg har lovet at komme et Sted hen iaften«, svarede Margrete uden at tage sit uforstyrrelige Blik bort fra Mathildes Ansigt, idet hun knappede sin korte Trøje.

Der var noget i Tonen, som gjorde Mathilde tavs, noget, der mindede om det Hornsignal, som Soldater lejrede i Skoven hører skingrende klart, og som forkynder, at Fjenden nærmer sig truende og kamplysten.

»Jaja, Farvel da, og Tak for iaften«, sagde Margrete, idet hun rakte Mathilde Haanden. 111 Endnu i Døren tilføjede hun: »Og glædelig Jul, Mathilde!«

Mathilde fremmumlede et uforstaaeligt Farvel og saa' lamslaaet ud for sig.

Paa Kongens Nytorv holdt Johan Vagt allerede fra halv syv.

Der var faldet tynd Sne, som tog det Graa og Smudsige bort fra de snævre Gader og det mørke Torv. Ned ad Østergade, hvor Butikernes Lamper hjalp paa den usle Gasbelysning, drog der en Mængde Mennesker i tavs Travlhed. Men straks ude paa Torvet hørte Sværmen op, og Gerner kunde i Ro trave rundt om Hesten.

Hver Gang han kom forbi Flisestriben mod Østergade, standsede han lidt og saa' over imod den lyse Gyde, der rummede al den Luksus, som i de næste Dage skulde spredes ud over det hele Kjøbenhavn. Det var Stadens Brændpunkt, hvorfra den glimrende Hovedstadsfordærv udgik. Her udbød Aften efter Aften med frække Blikke og udfordrende Lader de faldne Kvinder sig til unge og gamle Libertinere i Skær fra Butikerne, hvor Kræmmere solgte den falske Pynt, Silke, Baand og snævre Klæder, som Kvindens Sjæl begærede 112 og Mandens Hjærte daaredes af. Johan saa' Mængden bugte sig som en skinnende sort Orm i en Lue af Glansild, som var det selve Vellystens Slange, der spillede i sit Element.

Han tænkte derpaa, idet hans Blik gled over mod Østergade, men dog endnu mere paa Margrete, der skulde komme ud fra Lysskæret. Hun maatte naturligvis komme derfra, naar hun fra Vesterbro gik ind i Byen, og desuden skulde hun jo ogsaa besørge nogle Ærinder i Butiksgaderne. Men det betød intet, at hun kom derfra, thi hun lignede i ingen Henseende Hovedstadens glimmersyge Kvinder. Han syntes, hun lignede en Blomst, en skær og beskeden Liliekonval, bringende Foraar til Menneskers Hjærter.

Han følte sig saare lykkelig, medens han ventede hende. Han vidste ikke, hvormeget han kunde haabe; han turde næppe tro, at de stærke Følelser, der nu tog hans hele Sjæl fangen, kunde besvares af den fine unge Kvinde. Om hun bare anede, hvor nænsomt han skulde vogte over hende! Han forestillede sig selv — ikke uden Selvfølelse — som en stærk og alvorlig Mand, der med uendelig Kærlighed bøjede sig ned over det sarte Væsen, der klyngede sig til 113 hans beskyttende Arm. Og naar han kom hjem fra Rigsdagen, fra den møjsommelige Gærning ude iblandt Folket, der desværre kun kendte lidet til Hjærtets ædleste Følelser og sjældent fik Lod i Civilisationens højeste Nydelser, naar han kom hjem fra sin heldbringende Virksomhed ude blandt de for Livsglæden Besvegne, saa vilde han træffe hende, sin unge smukke Hustru, uberørt af Livets Smuds, men i sit kærlige Sind forstaaende de Fattiges grænseløse Jammer, og de to vilde sidde sammen i kvægende Ro, i ægtebaaren Lykke, oprunden af Sjælenes Samstemning — —

Han rev sig ud af disse Fantasterier og stod med et Ryk stille. Nu var Klokken straks syv, nu maatte hun ganske snart komme!

Hvis hun da kom! Hun havde lovet det uden Tøven med en Troskyldighed, der rørte ham dybt, naar han tænkte derpaa, men som ogsaa skræmmede ham bort fra forvovne Fantasier. Thi hvis hun havde lagt samme Betydning i dette Møde som han, vilde hun næppe svaret med denne barnlige Frimodighed. Hvad var han for hende? En ældre Ven, næsten en Lærer, som hun gærne talte med og tog Nytte af, men aldrig havde hun aabenbaret, at hun holdt af 114 ham, saaledes som han ønskede. Ja, hun havde sikkerlig vist ham megen Interesse, taget Del i hans Anliggender, villet kende hele hans Liv, men Springet var stort herfra og til hans Luftkasteller.

Klokken var blevet syv paa Uhret ved Hovedvagtsgade, men der var ingen Margrete at se. Han stirrede mod Østergade, hvorfra Slangen bestandig udspyede nogle smaa Hobe, der hurtigt spredte sig og forsvandt i Torvets Mørke. Hun viste sig ikke.

Hun var maaske bleven forhindret eller havde betænkt sig eller var bleven syg eller havde faaet Besøg? Hvor mange hundrede Ting kunde ikke været sket, alle ødelæggende for hans Ønsker. Allerværst om hun havde fortrudt sit Løfte! Det var dog en egen Sag at mødes med en ung Mand ved Aftenstid — rigtignok kun, sagde han bittert til sig selv, hvis deres Møde for Alvor kunde kaldes et Stævnemøde, men dette var vel næppe Tilfældet.

Alligevel var han glad om Hjærtet ved denne Begivenhed, der var enestaaende i hans Liv. Og ét forstod han, at kom denne unge Pige virkeligt til ham som en Brud til sin Brudgom, da 115 var dette Møde tusendfold mere værd end alle Tages Oplevelser tilsammen. Da slog han med dette ene Slag den kjøbenhavnske Don Juan af Marken, sejrede over ham i Livets Kapløb og hævdede sin Livsanskuelses Ret og Magt overfor Vennens frivole Syn.

Fem Minuter over syv — ti Minuter over syv, og endnu ingen Margrete. Nu er han gaaet utallige Gange rundt, har standset ligesaa mange Gange overfor Østergade; Politibetjenten lægger Mærke til ham, synes han. Og det er rigtigt; Ordenens Vogter, der har set Fyren trave saa mange Gange rundt, har betænkt, at han dog ogsaa vil se Pigebarnet, som der ventes paa. Derimod er det en Fejltagelse af Johan, naar han tror sig kendt af Politibetjenten. Denne har aldrig skullet lægge Mærke til de danske Rigsdagsmænd.

Et Kvarter til otte — Johan har Hovedpine af Nervøsitet og Spænding. Han fryser og véd ikke, hvad han skal gøre med sig selv. Skulde hun ikke komme? Han tør ikke gaa, og han fortvivler over denne Venten. Men hvis hun kommer, da vil han sige hende det altsammen just denne Aften, han vil have Mod og hellere udsætte fsig or et Afslag end opleve endnu 116 engang denne Spænding, der gør ham syg. Han elsker hende, og han vil vide sin Skæbne.

Imidlertid spaserer Margrete rolig og velfornøjet fra Nørrebro ind igennem Byen. Hun haster ikke, giver sig Tid til at se paa Butiker og Folk, er inderlig tilfreds med den Følelse, at det er sidste Gang, hun skal gaa Julen igennem alene, tænker ogsaa med stor Venlighed paa Johan, der nu venter hende ved Hesten. Men hun vil ikke komme præcis for nogen Pris — han har godt af at vente lidt, længes lidt, ikke være vis paa, at hun kommer. Det kan muntre lidt op i Hr. Gerner.

Forfærdelig morsomt er det at gaa til Stævnemøde, ja til mere, til det Spørgsmaal, hvis rette Besvarelse skal dræbe den kedsommelige Nutid. Hun holder af ham, hun holder virkeligt af ham, og det er netop for hans Skyld, at hun kommer for sent. Hun gaar ind i en Butik paa Østergade og køber sig et Baand til sin Hat, hun maa da have en Pakke i Haanden, naar hun møder ham.

Da Johan femogtyve Minuter over syv stirrede stivt og fortvivlet hen imod Østergade, saa' han 117 en Skikkelse skille sig ud fra Sværmen ved Østergades Munding og med lette, hurtige Skridt gaa over imod ham og Hesten. Var det hende? Hans Hjærte bankede og Blodet for ham til Hovedet. Var det ikke hendes korte Trøje og det graa Slør om Hatten, og gik ikke Margrete netop saadan?

Da hun kom lige imod ham, kunde han næsten ikke tale af Bevægelse.

»De har da ikke ventet længe«, sagde Margrete med sin venligste Stemme, »jeg blev lidt forsinket.«

»Aa, blot nogle Minuter. — Tusend Tak, at De kom, Frøken!«

»De troede da ikke, at jeg blev borte?«

»Der kunde jo være kommet Forhindringer«, bemærkede Johan tøvende.

»Maaske ventede De mig ikke saa bestemt, fordi De ikke finder det ganske rigtigt af mig at spasere med Dem saa sent om Aftenen«, sagde Margrete grublende, »sig mig, Gerner, har De tænkt saadan? De maa endelig svare mig ærligt.«

»Nej, det har jeg ikke tænkt, ikke et Øjeblik«, forsikrede Johan højtideligt, »jeg var saa sikker paa, at De roligt kunde mødes med mig.«

118

»Det troede ogsaa jeg.« — Svaret kom med en blid Alvor, der gik lige til Johans Hjærte og gav ham Mod til at fortsætte.

»Desuden vilde jeg saa usigeligt gærne tale med Dem, Frøken Margrete — jeg maatte have en Samtale med Dem, en alvorlig Samtale —«

De var imidlertid komne over mod Store Kongensgade, og Margrete slog resolut ned ad den meget befærdede Gade.

»Skal vi her ned ad«, sagde Johan, »her er saa mange Folk, man kan næsten ikke tale.«

»Vi kan gaa ned mod Boulevarden«, svarede den vej kyndige Margrete.

Og hun førte ham gennem Dronningens Tværgade hen til Sølvgade.

Selv i disse tarvelige Gader holdtes der Jul: i Kælderbutiker, hvor usselt Legetøj udstilledes sammen med alskens Husgeraad og Isenkramsager, prangede stærkt Lys, der faldt grelt ned paa de lidet festlige Varer. Det haarde nøgne Fyrretræ oplystes sammen med Tin saa tyndt som Sølvpapir. Margrete saa' med den stærkeste Ubehag paa denne udstafferede Armod, lige som hun kom fra Østergades Manufakturbutiker, hvor Fløjel og Atlask i guldgule Farver — vieil or 119 og crême i straalende Forening — vældede frem som lokkende Kilder fra et fjærnt og underfuldt Guldland. Men da Johan gjorde en Bemærkning om det smukke i Julefesten, der tændte Glædesblus selv i de fattigste Hjem, nikkede hun bejaende. Hun forstod saa godt, at han var blød om Hjærtet og lidt sentimental en Aften som denne.

Samtalen var iøvrigt gaaet istaa. Imellem de mange travle Mennesker, alle med Pakker og de fleste med Børn, kunde der ikke siges saadanne Ord, som Johan havde paa Læberne. Hvert Øjeblik blev han desuden skilt fra Margrete, som han ikke vovede at byde Armen, og hans Forlegenhed og Beklemthed tiltog. Nu syntes det ham saare vanskeligt, hvortil hans Mod saa bestemt havde svunget sig, medens han ventede paa Margrete.

Da de naaede mod Enden af Sølvgade, som laa mørk og ubefolket, blev han mindre nervøs. Og han fik den lyse Idé, som Margrete maaske havde ønsket at fremkalde.

»Skal vi ikke gaa op paa den Smule af den gamle Vold, de endnu har ladet staa«, sagde 120 han, »det er saa nydeligt at se udover Kjøbenhavn dér.«

»Jeg skulde vel egentlig hjemad, men hvad — en lille Tur tør jeg vel nok vove.«

Idet de fra Fortovet skraaede over til Voldbakken, drejede Margrete pludseligt Hovedet til Siden og saa' spejdende ned ad Sølvgade.

Ja, sandelig, det var hende! Derhenne paa Gadens mørkeste Fortov langs med Muren for Rosenborghave sneg en Skikkelse sig, lang og tynd og underligt pjusket. Inde i Mørket kunde Margretes skarpe Øjne skelne Mathildes store Hat og side Kaabe. Hun var da fulgt efter helt ude fra Nørrebro, havde set dem mødes paa Kongens Nytorv og var maaske endnu ikke helt paa det Rene med Situationen. En utæmmelig ondskabsfuld Lyst til nu straks at sejre over den usle Rødbede, der krøb som en Tiggerske langs med Muren, greb Margrete.

Hun standsede sin Gang og saa' op imod Volden:

»Hvor der ser mørkt og vildt ud«, sagde hun med sagte Stemme, »jeg er næsten bange for at vove mig derop.«

121

»Der er saamænd ingen Grund til Frygt — men vil De ikke tage min Arm?«

Ordene kom meget frygtsomme fra Johan. Margrete saa' med et hurtigt og sky Blik op til ham, og stak derpaa sin Arm resolut ind under hans, og tæt nærmende sig hinanden gik de op ad Voldbakken.

Kunde Margrete set sig om i det samme, vilde hun følt sig fornøjet med sit Værk. Henne i Skyggen vakler den høje Kvindeskikkelse og støtter sig til Muren: Staklen staar der et Par Minuter ligesom svimmel med ludende Hoved og bøjede Knæ; da nogle Forbigaaende betragter hende skarpt, retter hun sig og tumler ned ad Gaden, rundt om Voldhjørnet og ud mod Nørrebro. Øjnene er halvt lukkede som ser hun ind i sig selv, i sin egen haabløse Elendighed.

Imidlertid gik de to Lykkelige over Voldens hvide Sne. Johan begyndte at blive veltalende, medens han med Øjnene søgte en Bænk. Men den første de naaede var allerede optagen af et elskende Par, hvis Stilling tydede paa en saa vidt 122 fremskreden Fortrolighed, at Johan blev angst, Margrete skulde føle sig skræmt. Det lod heldigvis ikke som hun havde bemærket noget. Og Johan førte hende ud paa den nærmeste Bastion, hvor der stod en eneste Bænk, smal, gennembrudt og rygløs, saaledes som en velvis Magistrat anbringer Bænke i en sædelig By.

Han spurgte, om hun ikke vilde sidde her.

»Gærne, jeg er lidt træt af den lange Vej«, svarede hun mildt.

Saa satte de sig.

»Hvor her er smukt!« sagde Margrete, idet hun saa' udover den hvide By, hvor Gaslygterne lyste rødt og dødt i Aftentaagen. Hun følte sig usigeligt vel tilmode, glad ved Tanken om de Ord, hun skulde høre, og den gode Tid, der nu maatte komme. Hendes Hjærte bankede lidt stærkere end ellers, og Brystet hævede sig mod den stramme Trøje; hun nærede de venligste Følelser overfor den store Fyr, der sad saa forlegen og frygtsom ved hendes Side og betragtede hende ærbødigt og forelsket med sine store vandblaa godmodige Øjne.

Han tog forsigtigt hendes Haand, som hun lod ham beholde, og saa talte han.

123

Om sit ensomme Liv, om den store Glæde, da han traf hende. Han havde slet ingen Kvinder, unge Kvinder kendt, og han havde ikke troet, at en ung smuk Pige vilde interessere sig for saa alvorlige Ting, som han jo syslede med. Men hun maatte da heller ikke tænke, at han var saa tør og dum, at han ikke begreb, hvori Livets egentlige Skønhed og Poesi bestod. I alt Fald havde han lært det igennem hende. Men han troede sikkert ikke nogen Kvinde i Verden var som hun. Alle de Egenskaber, hvorfor man bøjer sig med Beundring, besad hun, og han vilde altid være stolt, fordi han havde faaet Lov at omgaas hende og tale med hende. Han havde, det turde han forsikre, skattet hendes Hjærtes Renhed, hendes ædle Tænkemaade, hendes fintdømmende Forstand. Han mærkede, han blev et bedre Menneske i hendes Nærværelse, ogsaa dygtigere eller handlekraftigere. Og det var blevet ham saa ganske klart, at aldrig vilde han kunne føle for nogen Kvinde, hvad han følte for hende. Han holdt usigeligt af hende — han elskede hende. Og det, at hun var ham saa dyrebar, gjorde, at han fik Mod til at rette en Bøn til hende. Vel vidste han, at han ikke var hende værd,

        

124 men hvis hun kunde holde af ham, hvis hun vilde blive hans — han kunde jo kun byde hende en beskeden Tilværelse — da skulde han takke hende hver Time i sit Liv, vie hende alt sit Arbejde, alle sine Tanker, og ingen Hustru skulde blive baaren paa Hænderne som hun. Maaske blev Fremtiden ham gunstig, og da vilde han være lykkelig for hendes Skyld; selv havde hun al hans Lykke i sin Haand. Han bad hende ikke blive skræmmet, han kunde ikke tie længere. Om hun vilde betænke sig? Eller om det var muligt, at hun kunde svare ham nu?

Han talte saaledes af sit fulde Hjærte med en Stemme, der skjalv i Sindsbevægelse. Ordene kom flydende fra den øvede Taler.

Hun lyttede henrykt. Just saaledes skulde han tale, saa beundrende og ydmygt som en Tjener til sin Herskerinde. Hun var lykkelig over, at hendes Forventninger ikke skuffedes: baade hans Kærlighed og Udtrykket for denne syntes hende ægte og krydret med saa megen Romantik, som hendes Ungdom kunde fordre. Det var Politikeren, der bejlede til sin Hustru; den Mand, der talte til Tusender med Myndighed, skælvede overfor hendes Ja eller Nej; og i hendes 125 lille Haand hvilede nu den stærke Samfunds-kæmpes og hendes egen Fremtid.

Og saa laa der over dette Møde en Poesi, der tilfredsstillede ethvert Ønske, som almindelig Romanlæsning kan vække i en ung Piges Sjæl. Den stille Helligaften lyste Fred over dem med sit hvide Dække, Stjærnerne tindred som Guldblade paa Himlens mørke Fløjel, og Byens Larm steg imod dem som drønende Skvulpen af et mægtigt Hav. Her sad de langt fra det ivrige Liv, Kampen mellem Menneskene og Julefesten i Hjemmene, fortabte i sig selv som et Udvandrerpar, der i Nattetimen siddende paa Dækket Haand i Haand stirrer ud imod Landet, hvor deres Fremtid skal bygges. Men Gerner, Vikingen, havde allerede gjort Strandhug paa Kysten, og ved hans Side kunde hun trygt drage ind i det fremmede Land.

Derfor, da Johan havde endt sin lange Tale og i angst Forventning bøjede sig imod hende, saa' Margrete op paa ham — med taarefyldte Øjne syntes han — og sagde:

»Jeg vil det gærne!«

»Vil De, er det muligt?« udbrød han henrykt, »vil du virkeligt være min Hustru?«

126

Og atter lød det sagte Svar:

»Jeg vil det gærne.«

»Og du holder af mig — du elsker mig?«

Da lod Margrete sit Hoved synke ned paa Johans Skulder, og medens hans Arm listede sig om hendes Liv, sagde hun ømt:

»Det har jeg gjort saa længe!«

»Er det sandt, hvor jeg er lykkelig!« Ordene kom ganske febrilsk fra Johan, »og jeg som gik og plagede mig med Angst og ikke turde spørge. Hvornaar da vidste du det, slemme Pige?«

»Aa, lige siden«, Margrete betænkte sig ligesom lidt paa Svaret, »lige siden den Dag, du talte i Rigsdagen.«

Imellem Himmel og Jord kunde intet have glædet Johan saaledes som dette Svar. Jorden bød ham sin bedste Frugt, Himlen aabnede ham sit skønneste Lys. I et Nu saa' han for sig hele sin tidligere Elendighed, mindedes sin ensomme Vej mellem Mængden, sit ubemærkede og triste Arbejde, sin Underlegenhed i alle Livets Forhold, sin Uhyggefølelse selv ved den politiske Gærning, hvor han til sine Tider følte sig fremmed og ikke Sproget mægtig — og nu pludselig var han Sejerherren, og igennem den skønne unge 127 Piges Mund fik han det forkyndt: hans Ord havde tændt Ild i hendes Hjærte og hans Gærning lavrbærkronedes af hende. Igennem Mængden kunde han skride med løftet Hoved, stolt som en Gud ved hendes Kærlighed, thi ingen var bedre end hun, renere, klogere, smukkere end hun.

Hæftigt rullede Blodet gennem hans Aarer, han følte sig legemligt sund og aandeligt stærk, usigeligt glad ved den unge Kvinde, der laa skælvende i hans Arm, og medens Tanke og Sans bragte ham i glødende Henrykkelse, sænkede han sit Ansigt mod hendes. Hans Læber berørte hendes Pande gennem det af Taagen fugtige Slør, der gik ned til hendes Mund; med kejtede Fingre vilde han fjærne det tynde Dække, der skilte ham fra den Elskede, men han besad ikke Haandelav til at borttage det stramme Ty11. Da tog Margrete raskt til og rev Sløret bort, og selv lykkelig og varm rakte hun sin friske Mund op mod den Lykkelige. Og deres Læber mødtes i et langt og besnærende Kys.

Margrete svimlede næsten — det var første Gang hendes Læber berørte en Mands — medens Johan følte Blodets vilde dyriske Pres.

128

Kun et Øjeblik — saa trak han sig ligesom skamfuld bort fra Margrete. Han syntes, at denne stærke Bevægelse hos ham krænkede den unge ærbare og rene Pige, og da Margrete blev liggende i hans Arme med svimle Øjne og halvtaaben Mund, hvis friske Aande forvandlede sig til graa Røg i den kolde Luft og gik fristende mod hans Ansigt, skød han hende læmpeligt fra sig.

I det Øjeblik, de kyssede hinanden, elskede hun ham af sit unge Hjærtes Trang, i uklare Længsler, i lykkebringende Illusion, med sine Sanser og sin Forstand — elskede ham som han hende. I det Øjeblik, hvis Mage aldrig mere kom, tilhørte hun ham helt, og havde han grebet til i dette Øjeblik, kunde han hævet Skatten og ejet hendes Kærlighed. Men han vovede næppe at nyde hendes første Kys, end mindre at tage hende ind til sig og være hendes Herre, som en Mand er Herre over den Kvinde, der elsker ham.

Han skød hende fra sig.

Margrete rejste sig ret op i Sædet og saa' et Sekund ubestemt og forvirret paa ham, som vilde hun atter søge til hans Arm og til hans 129 Læber. Saa med en lille nervøs Trækning, der for gennem hendes fine Legem, forstod hun det altsammen, rødmede let og tog sig koldblodigt tilbage. Hun fik Sløret ned over Ansigtet til Munden og rejste sig halvt fra Bænken.

»Skal vi ikke gaa«, sagde hun roligt, »her er altfor koldt at sidde.«

Johan sprang op:

»Ja, du har Ret, du kunde forkøle dig — og det maatte da ikke ske vor første lykkelige Aften.«

Margrete trak en Smule paa Munden ved denne vor lykkelige Aften, men sagde intet. Hun lagde venligt sin Arm ind i hans, og de gik som et Par adstadige Forlovede bort fra Bastionen og ned ad Volden. Margrete vilde hjem.

Paa den lange Vej ud til Falkoneralléen aftalte de nu alting sammen. Margrete satte ham forsigtigt ind i sine Familieforhold, men der behøvedes ingen Forsigtighed, thi Johan forstod øjeblikkeligt Poesien ved det elskværdige og beskedne Hjem, hvorfra Margrete skænkedes ham som Livets bedste Gave. Da han hørte om Faderens Afskedtagen fra Toldforvalterembedet, slog han straks paa, at der maaske hos den gamle fra 130 Ungdommen frisindede Mand havde rejst sig en Uvilje mod at tjene den nuværende Regering. Han spurgte om den gamle Scheibel interesserede sig for offentlige Sager og fulgte med i Politik, og Margrete svarede diplomatisk, at hendes Fader læste ivrigt og mange Aviser.

»Holder I da saamange Blade?« spurgte Johan igen med en naturlig Forundring.

»Nej, Far gaar hver Dag paa — Kafé og læser Bladene.«

Der dukkede for Johan en Forestilling op om Kafélivet i forrige Aarhundrede, hvor republikansksindede og politiserende Borgere holdt deres betydningsfulde Diskussioner om alskens Samfundsspørgsmaal i den Art offentlige Lokaler, Og han hensatte uden videre den gamle Scheibel til en saadan Klub. Margrete modsagde ham ikke.

De blev enige om, at Johan skulde indfinde sig næste Dag hos Margretes Forældre, som hun inden den Tid vilde forberede paa Besøget. Derimod skulde Margrete tilbringe Juleaften hos Johan eller rettere hos Tante Rikke.

Det var nemlig gammel Skik, at Tage Juleaften spiste en sen Middag sammen med Johan, og Tante Rikke var ikke uvillig overfor dette 131 Gæstebud, da hun nødigere vilde tilbringe Helligaftenen alene end beværte de to Venner. Da Johan imidlertid foreslog at gøre Aftenen til en Slags Fest, hvorved Forlovelsen retmæssigt skulde deklareres, og derfor vilde invitere sin Kærestes gamle Forældre, afviste Margrete bestemt denne svigersønlige Venlighed. Hendes Forældre, erklærede hun, plejede aldrig at modtage nogen Invitation Juleaften, som de efter mange Aars Sædvane tilbragte alene med hinanden. Johan følte sig meget bevæget ved Tanken om de to gamle Mennesker, der lige fra deres Ungdoms lykkelige Hvedebrødsaar fejrede Børnefesten i kærlig Ensomhed og Forstaaelse. Han sagde, idet han ømt trykkede Margretes Haand:

»Hvor smukt det høres om to gamle Mennesker, der tænder Julelysene for hinanden! Saadan vil vi ogsaa engang sidde, naar vi bliver gamle, Margrete!«

Margrete bøjede sit Hoved paa en samstemmende Maade, men svarede ikke. Nu gjaldt det først at nytte Ungdommen, tænkte hun.

Saa var de naaede til Huset i Falkoneralléen, og Margrete bød ham Haanden til Farvel.

»Velkommen imorgen, du!« sagde hun venligt.

132

Dog Johan bøjede sig ned imod hende og tog det ham ved Afskeden lovligt tilkommende Forlovelseskys. Han kyssede hende paa Munden, men hun tog ikke Sløret bort. Den unge Piges varme Aande havde i den skarpe Frostluft afsat bittesmaa Ispartikler mellem Slørets Traade, og mod denne tynde Isskorpe brødes Johans Kys.

133

VIII.

Da Margrete næste Morgen ved Frokosten fortalte sine Forældre, at hun var bleven forlovet med Folketingsmand Gerner, vakte denne Meddelelse straks kun én fremtrædende Følelse hos de Gamle, nemlig Forbavselse. Margrete havde — uden at de anede det mindste derom — gjort Bekendtskab med en ung Mand og forlovet sig med ham. Moderen var ganske fortumlet, men det faldt hende ikke ind at tillade sig nogen Opposition eller blot forme den ringeste Indvending mod den kolde og myndige Datter. Des- uden nærede hun i sin underlige Skyggetilværelse en frygtsom Beundring for Margrete, et gammelt Tyendes opvartende Kærlighed. Da Scheibel ikke straks fór op med Skænd og Gnavenhed, og Begivenheden saaledes tegnede til 134 et fredeligt Forløb, samlede hun alt sit Mod og trippede hen til Margrete:

»Jeg ønsker dig rigtigt til Lykke, Margrete, gid det maa blive Jer begge til Velsignelse.«

»Tak Mor«, svarede Margrete med saa venligt et Smil, at den gamle Kone dristede sig til at tage hende om Hovedet og kysse hende paa Panden.

Margrete klappede Moderen lidt paa Ryggen og vendte derpaa sit rolige, klare Blik mod Scheibel.

I hans Bryst kæmpede modstridende Følelser. Overrasket var han, næsten imponeret ved Margretes Besluttethed. Saadan paa egen Haand trods sin uselskabelige Særhed forlovet og maaske snart gift! Han kunde ikke nægte, at det vilde blive en Lettelse, en lille Besparelse ogsaa, at faa Pigebarnet ud af Huset. Han blev fri for at se paa dette impertinente Ansigt, hvis uforstyrrelige Ro irriterede ham des mere, fordi han læste den ubarmhjærtigste Foragt i de graa Øjne. Væk med hende da! Naar hun var borte, var Huset helt og holdent hans, og alting stod rede til hans Opvartning alene.

135

Men han skjulte heller ikke for sig selv, at det ærgrede ham, naar hun nu pludseligt slap ud af Buret. Han havde længe følt en egen Tilfredsstillelse ved at se den kønne stolte Pige, som ingen Ærbødighed vilde vise ham, gaa ulykkelig omkring uden at kny. Der havde staaet en Kamp imellem dem, hvori han indtil nu havde holdt hende Stangen. Havde hans Blod rullet vildere i Aarerne og en fyrigere Vin bragt en mere bestialsk Raahed op i ham, kunde han mishandlet hende med Slag, moret sig med at piske den tavse Pige igennem som en Hund. Men han var ingen Forbrydernatur, blot en fynsk Toldforvalter. Og saa nøjedes han med sin ligesaa fordummende som forfalskede Portvin og med den evindelige og uudholdelige Arrigskab overfor Datteren.

Ud fra denne Følelse spurgte han med en opfindsom Gnavenhed:

»Er den Hr. Gerner, som du har forlovet dig med, Rigsdagsmand?«

»Ja, det siger jeg jo.«

Scheibel havde nok forstaaet det og ogsaa følt sig overvundet ved denne Genstandens Kvalitet. Thi en Rigsdagsmand var ingen ganske 136 ringe Person, vidste han meget vel, og Pokker kunde begribe, hvad saadan en Fyr vilde med Margrete. Imidlertid kunde det dog ogsaa være, at Margrete netop her havde et saarbart Punkt. Han spurgte derfor videre:

»Jeg erindrer ikke, at jeg har set hans Navn. Er han maaske Venstremand?«

»Ja!«

»Naa saadan! — En Venstremand i min Familie! Jaja! Og tør jeg spørge, hvad er ellers hans Livsstilling, for han kan vel ikke leve af de Diæter, Rigsdagsmændene dovner sig til?«

Det flammede i Margretes Øjne. Men hun svarede aldeles roligt:

»Han informerer i Fru Holms Institut.«

»Aa, Lærer! Naa, Rigsdagsmand og Skolelærer! Jaja! Du har jo ikke spurgt din Far — saa lidt som din Mor. Du følger vel heri din egen Vilje som i alt andet. Det faar saa være. Men det falder jo lidt svært for mig at ønske dig til Lykke, naar jeg ikke engang kender din Forlovede personligt, og naar jeg kun véd om Hr. Gerner, at han tilhører et Parti, der — et Parti, der nyder ringe Agtelse hos bedre Folk, 137 og at han iøvrigt lever som Timelærer — hvad der næppe kan kaldes en glimrende Stilling.«

Han saa' uhyre ondskabsfuld ud under Formuleringen af denne lange Tale, og Næsetippen skinnede i hans gule Ansigt som paa den blege Klown, der tænder en Fosforglød i Snuden paa sit fortrukne Fjæs.

Margrete svarede:

»Om du vil ønske mig til Lykke, bliver din Sag. Jeg holder af Gerner og er glad og stolt over hans Kærlighed til mig; jeg tror enhver Pige vilde være stolt af ham. Iøvrigt kan du være forvisset om, at Gerner ikke vil paatrænge dig sit Selskab. Han kommer her i Formiddag og hilser paa Mor — og dig, om du er hjemme. Foretrækker du din sædvanlige Tur, saa finder vi os deri. Og for Fremtiden skal han ikke besvære dig med Besøg. Alligevel tror jeg, du gjorde rigtigst i at blive hjemme og tage i alt Fald høfligt — Venlighed kan man jo ikke fremtvinge — mod min Forlovede.«

Der klang en saadan Voldsomhed gennem Margretes Tone, at Faderen blev ganske betuttet. Hun talte jo som det var en Minister eller anden Rangsperson, hvis Besøg kunde ventes. Skulde 138 virkeligt denne Gerner være noget? Skulde han faa en Svigersøn, der betød noget? Indflydelse var saa godt som Penge her i Verden, og maaske kunde saadan en Rigsdagsmand have en Art Indflydelse. Han huskede da endeligt godt de evindelige Trakasserier med Lønninger og Kontorpenge, hvor Folketinget kunde have en Finger med i Spillet. Om Gerner paa sin Vis var en formaaende Mand? I saa Fald var det jo rigtignok dumt straks paa Forhaand at fornærme ham.

Ud fra denne Tvivl blev han hjemme. Det var Margretes første Sejr, thi hun ønskede i høj Grad, at Hjemmet skulde præsentere sig respektabelt for Gerner. Men ogsaa da Besøget fandt Sted, hævdede hun den vundne Position overfor Faderen.

Han kunde nemlig aldeles ikke blive klog paa Johan, der faldt udenfor alt hvad han kendte af Mennesker. Johan kom ind paa éngang beskeden, som det anstaar en Bejler i den Elskedes Fædrenehjem, og samtidigt selvtillidsfuld som et Menneske, der besidder naturlig Værdighed. I samme Øjeblik som han traadte ind i Stuen, var han klar over, at Margretes Hjem ganske svarede til, hvad han i Forvejen havde forestillet sig: en 139 gammeldags Tarvelighed bredte velgørende Tryghed over Stuen, Scheibels Ansigt besad de fine, smukke Træk fra den nationalliberale Tid med et Præg af intelligent og embedsmandigt Frisind, og Moderen gik stille omkring som Hjemmets gode Aand. Han følte sig hjemme, overbevist om at han var en kærkommen Gæst, men ogsaa fuld af taknemlig Ærbødighed mod de Forældre, hvem han skyldte sit Livs Lykke.

Det sagde han da ogsaa i veltalende Ord og meget mere. Han fyldte Stuen, hvori det ellers kun knagede gammelt og tørt, som om en Dampmaskine var sluppet ind i et Kobberstikkeratelier. Forlovelsen, den Elskedes Nærværelse, hendes Hjem, Julestemningen, den hvide Have udenfor, hvor Sneen faldt stille og tæt — alt begejstrede ham og bredte en frejdig Glæde over hans Person, en næsten genial Forvisning om, at der ikke fandtes Stene paa hans Vej.

Den gamle Kone fandt ham naturligvis baade køn og elskværdig, vovede sig dog ikke til nogen Glædesytring, nejede bare dybt med et ydmygt og forvirret Smil.

Men ogsaa Scheibel opgav helt Kampen. Straks da Johan traadte ind i Stuen stærk og 140 stor med Sne paa sin bredskyggede bløde Hat og sin vide Ulstercoat, følte han sig lille overfor denne stadselige Julemand. Johans uforstyrrelige Venlighed afvæbnede ham og lod ingen Plads aaben for gnavne Spydigheder, som Vikingen ikke havde forstaaet.

Scheibel blev derfor beleven og korrekt — ganske i den Lignelse, hvori Johan tænkte sig ham — og han ønskede endog med en vis Hjærtelighed sin Svigersøn til Lykke. Johan rystede muntert hans Haand, og det var ligeved, at den gamle Dranker havde inviteret ham med paa en Flaske Portvin.

Saa vidt kom det dog ikke, thi Margrete afbrød hastigt Besøget. Hun vilde til Byen og se paa Julesværmen og Juleudstillingerne, og lige derfra gaa til Middag hos Tante Rikke; hun tvang derfor Johan til at tage Afsked med de Gamle, til hvem han i Bortgangen paa en for dem uforstaaelig Maade beklagede, at deres gamle smukke Sædvane lagde Hindringer ivejen for alles festlige Samværen denne Aften. Saa tumlede han straalende ud af Stuen.

Da han var vel udenfor, rullede Scheibel sig sammen som et Pindsvin. Han saa' efter 141 de Bortdragne og hvæsede saa med indædt Arrigskab:

»Sikken en Vindhas!«

Det fór i den stakkels gamle Kone, som en Brems havde stukket hende. Hun saa' hjælpeløst hen paa sin Husbond, hvis Ansigt udtrykte den dybeste Foragt.

Derpaa tog Scheibel værdigt sit Overtøj paa og traskede afsted til sin — Kafé.

Johan havde om Morgenen meddelt sin Forlovelse til de to eneste, der stod ham nær. Først til Tante Rikke. Da Johan i sin overstrømmende Lykke viste sig baade elskværdig og meddelsom, tog Tanten ogsaa Nyheden med Venlighed og aabenbarede ikke den Mistro, som hun nærede til den tilkommende Nieces af Johan lovpriste Fortrin. Fra hende bragte han den ønskede Indbydelse til Middag.

Derfra til Tage, som han tog paa Sengen. Tage blev ikke saa overrasket. Han havde længe forberedt sig paa, at Johan vilde falde i Hænderne paa en Guvernante: adskillig Tid troede han, at Mathilde Rørby havde slaaet sin haarde Klo i den uerfarne Idealist; at Damen nu hed 142 Margrete Scheibel, gjorde næppe nogen Forandring. Johan havde nemlig vist ham Mathilde paa Gaden, og Tage havde ikke fundet mindste Smag i Rødbeden. Grundtvigiansk paaklædt i en Lotteripose, uden Figur, Flothed eller Damevæsen. Hvis Gerner nu havde foretrukket en anden Lotteripose, saa kunde Mennesket gærne for ham tænke, at den omsluttede det store Lod.

At Margrete, som han hørte, knap var toogtyve Aar gammel, rørte ham ikke. Han vidste, at den Art kønsløse Væsener, som Kvindesagsdamerne, var lige gamle fra Tyve til Fyrre.

Imidlertid var han til Vennens Disposition, da denne bad ham hjælpe sig med Indkøb af nogle Gaver til Margrete. Tages lange Praksis og veludviklede Smag kom den forelskede Mand til Gode; der stod nok en lille Strid imellem dem, da Johan tvivlede stærkt om, at nogetsomhelst til Pynt henhørende vilde falde i Margretes Smag, men han indrømmede paa den anden Side Tage, at Stuart Mills samlede Værker hang tungt paa et Juletræ. Eftersom Johan ikke kendte til Paaholdenhed og gærne ved denne Lejlighed vilde udgive alt, hvad han af Penge havde mellem Hænderne, enedes de to Venner om en Mængde Sager.

143

— Da Margrete og Johan kom hjem til Middag, traf de Tage i fuld Aktivitet med festlige Forberedelser. Han forestilledes for Margrete, hvem han fandt nettere end han havde tænkt sig, skønt nederdrægtigt baade friseret og paaklædt. Han var hjærtelig, hun derimod kølig. Paa Vejen havde Johan fortalt hende, hvad han fandt passende om Tage, hans Liv og Sædvaner, og Margrete fik den Fornemmelse, at hun kunde vente en Fjende i ham, forsaavidt dette Verdensmenneske næppe vilde billige Johans Ægteskab. Hun trak derfor allerede under Samtalen med Johan paa Munden af Tage.

Mod Tante Rikke var hun sød og venlig, og den gamle Dame syntes godt om hende.

Og saa skulde de tilbords, til almindelig Risengrød og Gaasesteg, sagde Tante Rikke. Men Tage smilede stolt. Thi da de kom ind i Spisestuen fandt de den ikke alene festligt oplyst, men ved hvert Kuvert stod et lille Juletræ med farvede Lys og Godter, det største foran Margretes Plads og derpaa hang alle Johans Gaver til hende. Det var Forlovelsesringen og en Broche, Parfumer, Handsker, en Kniplingskrave — alt valgt af Tage, der selv havde tilføjet et 144 nydeligt Armbaand af ganske smaa Guldled, der som en bøjelig Lænke snoede sig om Haandledet. Johan havde desuden købt et stort Fotografi af Gambetta, om hvem de ofte havde talt, og et Eksemplar af sin Navnefælle Johan Sverdrups Taler, hvilken Bog han i sin Egenskab af Sverig-Norge ofte havde følt Pligt til at læse og som han nu bragte sig paa nært Hold af.

Margretes Øjne straalede af Henrykkelse over de mange Ting, men hun vilde ikke lægge sin ungdommelige Glæde for Dagen, særligt da hun selv kun havde en Brevtaske til Johan, og tvang sig til en sirlig og venlig Tak, som Johan var ligesaa tilfreds med som med Brevtasken. Ogsaa Tage beundrede højlydt denne sorte almindelige Tingest, men i sit Hjærte erklærede han Margrete for en fordømt fordringsfuld Skabning, som endda ikke besad den fjærneste Undskyldning for sine Prætentioner.

Under Maaltidet herskede en behagelig Livlighed. Johan talte mest om Politik, Literatur, Bladforhold, og Tage sekunderede ham gærne — med saadanne Spørgsmaal, der rettes til en sagkyndig Mand — for at han kunde tage sig ud for Kæresten. Margrete hørte paa og fandt Tage 145 ubetydelig, medens Tante Rikke lod Johan snakke løs, siden det var hans Forlovelsesdag. Hun morede sig derimod, naar Tage, i Pavserne eller naar Johan henvendte sig næsten udelukkende til Margrete, fortalte hende smaa kjøbenhavnske Historier, Bynyt og Skandaler eller Stadens gængse Vittigheder, og han underholdt godmodigt efter bedste Ævne den gamle Dame.

Maden var fortræffelig, nødes med stort Behag og udbredte sammen med de smaa Grantræer en tung og krydret Luft, som fremkaldte Velvære. Tage medbragte en Daase ægte Gaaseleverpostej som Julepresent til Tante Rikke, og den blev straks aabnet til Dessert og smagte »storborgerligt« som Johan sagde. Han forærede forresten ogsaa Johan en udmærket smuk Papirkniv, medens han selv slet ingenting modtog. De Forlovede var lidt flove herved og talte derom paa Hjemvejen: Tage mente det nok godt, men det var lidt — lidt kommisagtigt, sagde Margrete, med de Præsenter. Og Johan indrømmede det Kommisagtige.

Efter Bordet gik det istaa. Maden og den bevægede Dags Hændelser trængte til en stille Fordøjelse. Tage var nu decideret overbevist 146 om, at Margrete var en almindelig pretentiøs Guvernante uden Figur og uden chic. Hun passede vist til Johan i Højtidelighed. Et Par kønne Øjne og forresten Lotteripose — det var ikke hans Stil.

Hans Stil hed Kamilla Jørgensen og ventede ham paa en anden Sal henne i Gammelholmskvarteret. Derfor da Klokken blev halv ti, brød han op, fordi han »skulde træffe nogle Bekendte paa en Kafé.«

Ogsaa de Forlovede rejste sig og begav sig paa den lange Vej hjemover til Falkoneralléen. Margrete klagede lidt over Træthed, skønt hun ikke vilde køre i Sporvogn, men beklagede dog mere Johan, der skulde stavre alene tilbage i den nu dybe Sne saa sent, at der ingen Sporvogn mere kørte.

Saa fremstillede Johan, som ogsaa var lidt ked af Vejen, veltalende for hende, hvor langt hyggeligere de vilde faa det som gifte. Og Margrete indrømmede dette med en sød Tilbageholdenhed.

Egentlig kunde de da ligesaa godt bestemme Brylluppet med det samme?

147

Ogsaa det bejaede hun.

Og lidt efter lidt blev de saa enige om, at straks efter Nytaar skulde der ses paa Lejlighed, der kunde faas til Flyttedag, og i Begyndelsen af Maj kunde da Brylluppet staa.

De gik nu i den mørke Frederiksberg Allé.

»Men saa er der Møbler og Udstyr«, sagde Margrete lidt usikkert.

Han skuffede hende ikke. Det faldt ham ikke en Minut ind, at hun skulde medbringe saameget som et Klædeskab. Han fortalte hende, stolt over sin praktiske Sans, at han til Foraaret vilde have opsparet en femtenhundred Kroner, hvorfor der kunde købes Udstyr.

Om hun vilde paatage sig dette?

Dertil var hun villig.

Saa havde de kun en eneste Ting endnu at afhandle. Da de nemlig talte om, hvem Forlovelsen skulde meddeles, nævnte Johan lidt ængsteligt Mathilde Rørby. Men Margrete fortalte straks med sin klare Stemme, at hun allerede om Morgenen havde skrevet til sin Veninde. Derved faldt en Sten fra Johans Hjærte. Margrete, der lod som ingenting, nævnte paa sin Side Onkel Gaul, hvis Hus hun kortelig karakteriserede 148 for Johan som en ægte højre Grossererfamilie. Hun vilde indrette det saaledes, at Johan og hun kunde aflægge en Visit der en Dag, hvor hun med Sikkerhed kunde formode, at Familien ikke var hjemme.

De skiltes udenfor Huset i Falkoneralléen. Johan tog sit reglementerede Kys og vadede hjem gennem Snefoget.

149

IX.

I Tiden efter Nytaar 1885 gik Johan mismodig om i Rigsdagen. Han forstod nok, at et Uvejr trak sammen, men han kunde ikke udgrunde, hvorvidt det kunde afvendes eller ikke. Det tiltalte hans Følelse og hans Opfattelse af Politik, at den overmodige Regering blev tvungen til et Statskup; men han mærkede ubehageligt klart den ringe Begejstring, hvormed man i Rigsdagen forberedte sig til en saadan Begivenhed. Det var som dreves man ufrivilligt ind i en Situation, der ikke fristede nogen — dreves af en Magt, mod hvilken ingen Modstand nyttede, men som man uhyre gnavent underkastede sig. Paa Rigsdagen talte egenlig ingen om denne uvisse Fremtid; Politikere, forstod Johan, udtalte sig naturligvis i det Hele nødigt om, hvad der ikke forelaa. Skønt derfor Bladene hver Dag forkyndte det sig 150 nærmende Provisorium, fornam Johan ikke, at der i den Anledning lagdes Planer i Folketinget eller at der blev truffet nogensomhelst Anstalt til Afparering af Slaget. Man ventede i Rigsdagen med en forbitret Taalmodighed, omtrent som Folk venter i en Port, om Bygen vil høre op, eller om den gaar over til ustandselig Øsregn.

Havde Johan ikke havt de politiske Foredragsmøder og Diskussioner, var han rent kommet ud af Humør. Dér var Interesse, Begeistring, Liv. Dér vandt ethvert Kampord Tilslutning, dér lønnedes enhver satirisk Betegnelse med rungende Bifald, dér forstodes enhver Hentydning i samme Nu. Ingen Blaserthed eller Gnavenskab; blot Lyst til Strid og Tillid til den gode Sag.

Og kom man ud i Landet, raadede den samme fortrøstningsfulde og stærke Stemning. Bønderne raabte ikke saa højt, lo ikke saa lydt og kendte ikke til de bragende Klapsalver, men saa var der igen denne vikingeagtige truende Faamælthed, denne sagamæssige tørre Ironi, denne jordfødte Sejghed, som skød Grund ind under de Talendes Fødder. Her vilde man staa paa sin Ret og holde ud, saalænge det skulde være.

151

Da Gerner engang efter et livligt Møde beredte sig til at tage afsted, kom en gammel Bondemand hen til ham, rykkede ham i Ærmet og trak ham tilside. Da de stod alene, sagde saa den Gamle:

»De kan hilse dem inde i Kjøbenhavn og sige, at vi Bønder passer paa!«

»Det skal jeg!« udbrød Johan henrykt og rystede den Andens haarde Haand hjærteligt.

»Ja, jeg har nu væ't med lige siden Bundevennernes Tid«, tilføjede den Gamle og gik derpaa sagtmodigt sin Vej.

Johan blev helt højtidelig ved disse Ord: der lød for hans Øren en Susen af store Henfarnes Aander fra en herlig Kamptid.

Han holdt ogsaa i denne Tid et Foredrag om den store franske Revolution, hvorved hans tidligere Studeringer kom ham til Gode. Han skildrede i klangfulde Ord den Uimodstaaelighed, hvormed Folkerejsningen fandt Sted: Stormen paa Bastillen, Nationalforsamlingens Protest mod Regeringen, »vi viger kun for Bajonetterne« — »det er ingen Revolte, det er en Revolution«, Kongemagtens Kapitulation, Selvstyrets Tronbestigelse osv. osv.

152

Saa ofte det lod sig gøre, overværede Margrete hans Foredrag. Hun satte sig i en Krog af Salen, hvor Johan kunde naa hende med sit Blik. Saa talte han ligesom til hende. Og naar de fulgtes bort fra Mødet, bragte det Bifald, som Talen havde vakt, dem begge i den elskværdigste Stemning. De Gentagelser, der ikke kunde undgaas overfor et saa uforanderligt Stof som Kampen mod Ministeriet, tog ingen af dem sig nær. Da Johan engang vilde undskylde sig paa dette Punkt, sagde Margrete straks, at hun blot morede sig over, hvor godt Johan forstod at bringe Variation ind i Udtrykkene.

Derimod spurgte Margrete ham hyppigt om, hvorledes Forholdene stod paa Rigsdagen. Johan forklarede hende, saa godt han kunde, Kampens træge Gang omkring Finansloven uden egenlig at tilfredsstille hendes Videlyst. Thi Margrete havde vel ikke synderligt klare Forestillinger om en Finanslov, men saameget forstod hun dog, at det var noget, hvortil Ministrene i høj Grad trængte: noget imellem en Kvittering og en saadan Undskyldning, som Børnene medbragte paa Skolen, naar de havde forsømt Læsningen paa Grund af Sygdom eller Dovenskab.

153

»En Finanslov maa de jo have!« sagde hun.

»Ja«, sagde Johan, »det ser ud, som de ikke faar den.«

»Hvad gør de saa?« spurgte den logiske Margrete.

»Saa udsteder de et Provisorium!« erklærede Johan triumferende.

»Og hvad gør I saa?«

Hvergang de kom til dette Punkt, blev Johan hende nærmest Svar skyldig. Der vilde rejse sig en Storm i Folket, udviklede han, omtrent som før den franske Revolution, Folketinget vilde forkaste Provisoriet, Bønderne vilde i store Tog komme til Kjøbenhavn, nye Valg maatte udskrives, og Venstre vilde komme styrket ind.

»Og hvad saa?« spurgte Margrete, »gaar Ministeriet saa«

»Retten sejrer!« svarede Johan, »tilsidst styrter Ministeriet.«

Alligevel generede Margretes ufortrødne »hvad saa?« ham mere, end han vilde indrømme. Ikke for det, han tvivlede slet ikke om Sejren, men om Slagplanen hørte han saa uhyre lidt.

Han søgte derfor engang Oplysning hos den store Fører, da denne tilfældigvis ved Bortgangen 154 fra Rigsdagen kom til at følges med ham ned ad Gaden. Johan, der hverken sad i de vigtigste Udvalg eller i Partibestyrelsen, havde sjældent Lejlighed til Samtale med de ledende Mænd. Han greb derfor nu Øjeblikket og nærmede sig forlegen den store Fører.

Efter nogle indledende Bemærkninger om Højres Svaghed i Debatten, sagde Johan:

»Tror De, at Ministeriet virkelig vil fremtvinge Provisoriet?«

»Lad os ikke tænke paa dette Ministerium som en Almagt — det er næppe hverken klogt eller demokratisk tænkt. Der raader heldigvis andre Faktorer her i Landet, som man ikke springer forbi. Jeg tror ikke, man bør forudsætte den Art Ting, førend de sker.«

»Jamen, Ministeriet har dog tidligere —«

»Da var Folket ikke modent, Hr. Gerner! Nu er hver Mand i Landet lydhør for Grundlovsbruddet. Man betænker sig, inden man tager Kampen op med det store, menige Folk.«

»Men hvis nu alligevel — hvorledes tænker saa Førerne at ville —«

»Der findes hverken Førere eller Menige i en saadan Situation: hver Mand gør sin Pligt, 155 tænker jeg. Folket stoler paa os alle, men vi maa ogsaa stole paa Folket, Hr. Gerner! Dér er Kraften, dér er Viljen og den brede, sunde Retsfølelse, som ingen Junker Hejsahop kan bryde. Tror De, at noget Ministerium i Længden kan staa imod Folkeviljen? Men Udholdenhed, det maa der til, om denne Kamp skal føres til en lykkelig Udgang for Folket.«

»Jeg tvivler ikke om, at det danske Folk vil rejse sig som én Mand, og jeg tilstaar, at jeg egentlig længes efter at faa Ende paa dette Sejgpineri, hvori man gaar her paa Rigsdagen.«

»Et Øjeblik, Hr. Gerner! De har nu den Dannelse og de Kundskaber, som vi Bønder aldrig faar, og derfor bliver det heller ikke til noget Stort med os, om vi end kan gøre vor lille Gærning. Dog De er jo endnu ung i Politiken, og jeg har vel været saa mange Aar med, at jeg snart bliver gammel og aflægs, men tør maaske dog sige Dem, at man ikke med let Sind skal gaa til en Situation, hvor Grundloven ikke overholdes. Jeg anser dette for en Ulykke for Landet, for Højre som for Venstre, for By som for Bonde, for os alle — maaske uafvendelig, men sandelig en Ulykke. Vé dem, fra hvem Forargelsen kommer!«

156

Og med denne Besked forlod han den noget fortumlede Johan, der paa engang følte sig flov ved den Beskedenhed, hvormed Føreren fremsatte sin Mening, og blændet af den demokratiske Majestæt, der udstraalede fra hans Væsen. Men det positive Udbytte af Samtalen var jo ikke betydeligt.

Der var da ikke andet for end at vente, taalmodigt og i Taaget, til Afgørelsen var truffet.

Endelig oprandt Dagen. Johans Hjærte bævede, da han sidste Gang betraadte Rigsdagen. Han saa' sig om mellem sine Partifæller: samme gnavne, triste Udtryk som altid før. Maaske lidt bitrere: nu maatte, skulde de jo ud i Regnen. Men han tænkte paa, at de Soldater, der trak ud i Dybbølskanserne, vel heller ikke havde Mine som Skovgæsterne om Søndagen. Det trøstede ham ogsaa, at de Højremænd, han mødte, syntes ham tavse og reserverede. Der veksledes ingen Ord mellem Medlemmerne af de to Partier, medens man dog ellers tillod sig baade en Spøg og en Passiar. Nu undgik man hinanden, og der var kommet et Svælg imellem de to Partier, som om Jorden pludseligt havde aabnet sig.

157

Da det kongelige Brev om Rigsdagens Slutning skulde oplæses fra Ministerbordet, skyndte efter Aftale alle Venstremedlemmerne sig ud af Folketinget. Tilbage blev kun en halv Snes Højremænd omkring Konsejlspræsidenten, der læste Dokumentet med en undertrykt nervøs Skælven. De faa Mennesker i den store tomme Sal virkede med en imponerende Uhygge. Johan kom til at tænke paa et Billede, han havde set: romerske Senatorer flygtende bort fra Cæsars Lig, som kun en lille Flok Sammensvorne omgiver. Men hvad var her Liget? Og var Liget ikke stærkere end de Levende? Og hvem kunde gælde for Cæsar, hvem for Brutus? Nej, Sammenligningen passede ikke, kunde ikke benyttes, men Stemningen paa Billedet var i ham, da han som en af de sidste vendte sig i Døren — ganske ligesom en Senator paa hint Billede. Han vendte sig og saa': den Ødelæggelsens Vederstyggelighed, der skulde oprinde.

Johan kom først i en løftet og fortrøstningsfuld Stemning, da han samme Aften overværede et politisk Møde, som holdtes i Kjøbenhavns Omegn. Her optraadte flere Talere, baade Politikere og Repræsentanter for det menige Folk, 158 og alle protesterede i indignerede Udtryk mod Ministeriets forbryderiske Handling. Der toges og gaves Løfter om Udholdenhed, og Mødet bares af Tillid til den gode Sag og til Rettens endelige Sejr over Magten.

        

159

X.

For Johan gik de følgende Foraarsuger som en Dans. Rundt om fra Landet hørtes Vredesudbrud over Statskupet, Folket knurrede lydeligt, store Møder forberedtes, Bladene spyede Gift og Flamme — en stor Kamptid indvarsledes, i hvilken det var herligt at deltage, herligt at vinde Prisen.

»Nu skal vi slaas for gamle Danmark med Junkerne!« sagde han til Margrete.

»Men bliver det da ikke Revolution?« spurgte hun.

Foreløbig ikke, kunde han kun svare. Han betroede hende imidlertid, at Ungdommen rundt om i Landet købte Rifler og øvede sig i Skydning. Et Sted havde en Pige slaaet en Buste af Kongen itu, og et andet Sted havde en Skolelærer beskyldt Ministeriet for Mened. Der var 160 Tegn baade hist og her. Og især oppe i det nordlige Jylland skulde der herske et stærkt Røre.

Margrete vilde maaske under andre Omstændigheder spurgt videre, nu var hun optaget af at ordne sit tilkommende Hjem.

De havde længe søgt Lejlighed, og straks raadede der nogen Uenighed mellem dem. Johan vilde nemlig helst bo udenfor Byen: saadan en Lejlighed som Scheibels tiltalte ham, dens Adgang til Have og dens forholdsvis friske Beliggenhed. Men denne Plan modsatte Margrete sig yderst bestemt: hun forestillede ham, hvor ubekvemt en udenbys Bolig laa for hans Arbejde og hvormegen Vandren frem og tilbage den vilde foraarsage, og skønt han ansaa det for sundt med de lange Ture, satte hun sin Vilje igennem.

For hende var det i Øjeblikket et Livsspørgsmaal. Hun havde boet saa triste Aar ude i Forstædernes Skygge, fjærnt fra Hovedstadens Glans, at hun gøs tilbage for en Fortsættelse af denne Tilværelse. Skulde hun sidde etsteds i en Afkrog, en halv Mil fra Østergade, den lange Formiddag, medens Gerner gik paa Skole og i Rigsdagen, den kedelige Aften, som han tilbragte i alleslags Møder! Men dette var ikke det 161 vigtigste. Nej, men hvem skulde besøge hende derude nordenfor Lov og Ret? Hvorledes skulde hun dér faa dannet den lille Kreds af indflydelsesrige Mænd, som hun stadigt haabede skulde udgøre hendes »Salon«?

Den friske Luft og den billige Husleje maatte vige for dette Hensyn. Forresten paastod Margrete urokkeligt, at en Lejlighed i Kjøbenhavn kunde faas uden Fordyrelse. Og saa endte det med, at hun opsporede en tredje Sal i selve Laksegade, ikke langt fra Tante Rikke. Højere end tredje Sal vilde hun ikke, og fire Værelser maatte hun have: Dagligstue, Spisestue, Sovekammer og Værelse til Johan. De to første Stuer var pæne og lyse, beliggende til Gaden, medens det daarlige Sovekammer og Johans lille Rum — hvor Herrerne kunde ryge — laa ud til Gaarden.

Margrete møblerede Lejligheden meget sirligt. Hun havde sluttet Venskab med Tante Rikke, saaledes at Johan kunde træffe hende i sit eget Hjem og ikke behøvede at gaa den lange Vej til Falkoneralléen. Margrete sagde aldrig den gamle Dame imod, naar hun udviklede sine Anskuelser, og Tante Rikke betragtede efterhaanden Margrete som et uskyldigt Offer for den kedsommelige 162 Nevøs kætterske Anskuelser. Hun tog sig derfor af Pigebarnet og hjalp hende med Udstyret: Hun forærede hende nogle smukke gamle Møbler, hvis Værdi Margrete nogenledes havde Øje for; hun tilraadede desuden Anskaffelsen af saadanne »antike« Lænestole og Skabe, som man hos Marskandisere kunde faa billigere end moderne Møbler, og som passede i Stil til hendes egne Sager. Paa den Maade møblerede Margrete sin Lejlighed baade billigt og stilfuldt.

Johan tog ikke synderlig Del i disse Tilberedelser; straks fra første Færd havde Margrete taget Ordningen i sin Haand, og Johan spøgende udnævnt hende til sin Finansminister. Hun tog mod Titlen og mod Kassen og styrede ogsaa sidenhen, efterat de var blevne gifte, hele Husets Økonomi. Johan overleverede hende enhver Krone, han tjente, og erholdt sine bestemte Lommepenge til Gengæld.

Til sine Svigerforældre saa' han under Forlovelsestiden næsten intet. Den gamle Kone stræbte med Margretes Linned og Lærred og maatte gøre tusinde Udveje til de faa Penge, som hun behøvede. Thi i den Scheibel'ske Husholdning var Manden Kassebestyrer, af hans Pension 163 levede de, og han lod sig trække hver Krone af Lommen, som om han udplyndredes af Røvere. Hvis Margrete havde nedladt sig til at bede ham om Hjælp, eller snarere hvis Gerner havde underholdt sig med sin Svigerfader om økonomiske Sager, maaske vilde den Gamle da vist sig mere rundhaandet. Nu lukkede han for sin Portemonnaie, og fastere endnu efter en for ham afgørende Samtale, som han havde faaet med sin Svigersøn.

Han traf en Dag Gerner paa Gaden og inviterede ham ned paa en Vinkælder, forsigtigvis ikke hos den Vært, der kendte Hr. Scheibel som Stamgæst. Den Gamle havde den Formiddag allerede sat sin første Flaske Portvin til Livs og tog nu resolut fat paa den anden, som Gerner kun nippede til. Svigerfader og Svigersøn smaasnakkede lidt uden at komme til Sagen. Scheibel spurgte en Del om Politik og Tingenes Stilling paa Rigsdagen, med præcise Spørgsmaal baade om Nutid og Fremtid, og Gerner havde sin Vanskelighed med at give Besked.

»Jamen, De tror jo dog, at Ministeriet gaar af, ikke sandt?«

»Jeg haaber det, Svigerfar!«

164

»Og saa — ja, jeg kan jo tale rent ud af Posen, saa vil De maaske selv blive Minister —«

»Aa, hvad tænker Svigerfar paa!«

»Om ikke straks, saa dog éngang i Tiden naturligvis«, Scheibels Tone lød uendeligt indsmigrende, »i hvert Fald Indflydelse faar De da, kære Gerner.«

Det vilde Johan, som rimeligt var, ikke helt benægte. Han svarede kun med en beskeden Hovedrysten, som Scheibel kunde tage for, hvad han vilde.

Scheibel tog den til Indtægt og blev ved:

»Véd De, at De saa kunde vise mig en lille Tjeneste — hvis De vilde?«

»Hvor kan De tvivle derom!«

Den Gamle skænkede sig et nyt Glas og rykkede ham ganske nær. Saa. hviskede han, medens hans Næse lyste som en Glød:

»Ser De, dengang jeg tog min Afsked, blev jeg egentlig forbigaaet, skammeligt forbigaaet. Jeg havde været en pligttro Embedsmand, ingen kunde bebrejde mig noget.«

»Det véd jeg«, indskød Gerner, »jeg har altid forstaaet de Grunde, der dengang ledede Dem.«

165

Scheibel saa' et Øjeblik mistænksomt og forvirret paa ham. Skulde denne Gerner være klogere end han saa' ud til, eller skulde Margrete have fortalt —

Men Gerner bortryddede i et Nu hans Angst, og idet han lagde sin store Haand tungt over den gamle Mands rystende Fingre, sagde han alvorligt:

»Politiske Grunde, ikke sandt?«

»Jo«, svarede Scheibel i samme Sekund og blev saa ved:

»Saa forstaar De jo nok det Hele. Det Udmærkelsestegn, man skyldte mig, ligeud skyldte mig, fik jeg ikke. Man kunde valgt ligesom man vilde: Ridderkorset eller —«, han betænkte sig et Øjeblik, »eller Justitsraad. En af Delene maatte det være. Derfor vil jeg nu bede Dem, naar Tiden er der, at sige et Ord til Ministeren derom — maaske helst Justitsraad — her er virkelig en Forsømmelse at reparere.«

Gerner sad overordenligt forbløffet. Han ventede sig aldeles ikke denne Anmodning, som han dog undskyldte hos den gamle nationalliberale Herre, i hvis Ungdom man lagde Vægt paa sligt. 166 Men han, Demokraten, kunde da umuligt! — Han begyndte stammende:

»Svigerfar sætter altsaa stor Pris paa —«

»Aldeles ikke, jeg bryder mig naturligvis ikke om saadan en Titel, der ingenting betyder, men det er noget andet, naar man forbigaas — da er det en ganske anden Sag.«

»Ganske vist«, sagde Gerner yderst forlegen, »men mine Principer vil dog næppe tillade mig en Henvendelse af denne Natur, særligt da ikke, naar Henvendelsen gjaldt en saa nær Slægtning, min Kones Fader.«

Scheibel saa' paa ham, om det var alvorligt ment eller blot en Udflugt. Hans Ansigt antog sit gnavneste og mest haanske Udtryk. Saa sagde han:

»Næ, naar man har Principer, nytter jo ingenting.«

Han kaldte paa Opvarteren, men Gerner betalte i en Fart Vinen, og de skiltes i Tavshed.

Bryllupsdagen kom. Johan havde hertil valgt den syttende Maj, en nordisk Frihedsdag, og Margrete føjede sig smilende efter ham.

167

Vielsen foregik i Frederiksberg Kirke; Tage og Scheibel var Forlovere, og hverken Indbudte eller Nysgærrige overværede Ceremonien.

Dernæst kørte man til Middag hos Tante Rikke, som havde indbudt Brudens Forældre og naturligvis Tage. Det unge Par skulde snart efter Middagen ombord paa en Damper, der gik til Jylland. Johan vilde nemlig benytte til Bryllupsrejse det Besøg, som han efter endt Rigsdag maatte aflægge sine Vælgere.

Middagen forløb i en noget trykket Stemning. Scheibel holdt sig korrekt i uangribelig Stivhed, og hans Kone vovede ikke et Ord; Tante Rikke var ked af begge disse Gæster; Tage vidste heller ikke, hvad han skulde stille op med dem og indskrænkede sig til at drikke adskillige private Glas med Scheibel, og Margrete sad nervøs og febrilsk paa denne Dag, der i hendes Tanke skulde sænke hendes tidligere Liv ned i en Grav, saa Fremtiden uhindret kunde fange Sejr. Hun saa' efter Tages Mening ikke godt ud i en hvid Kjole af iøvrigt fint uldent Tøj, men han kunde ikke tænke sig en Brud uden i hvidt Atlask, og Margretes Kjole var ikke syet af nogen anset Dameskræderinde. Hun syntes 168 ham vedblivende uheldig og fordringsfuld, men, tænkte han, Johan og hun kan maaske realisere det sande Ægteskab, hvorom den asketiske Herre allerede fablede som ung; til synderlig Erotik saa' da ingen af dem ud.

Johan straalede dog som lutter Solskin. Han spiste og drak ivrigt, hvad han egenlig altid gjorde, men almindeligvis som om han ikke anede, hvad Mad og Drikke han fik i sig. Han talte uafladeligt, naar blot nogen vilde sekundere ham, og efterat Scheibel med en tør Fornemhed havde bedt de Tilstedeværende drikke det nygifte Pars Skaal, holdt Johan en lang Tale, hvori han rørt takkede sine Svigerforældre for den Kærlighed, hvormed de havde vaaget over Margretes Ungdom. Naar han saa sin unge Hustru sidde dér, saa frisk og ren som en Dugdraabe, uberørt af Livets Smuds, klog som den veloplærte, fin som den velopdragne, god som den, der lærte at skatte Kærlighed, saa forstod han, at kun i et lykkeligt og ædelt Hjem voksede en saadan Blomst. Han haabede, at han skulde vise sig værdig deres Tillid, som nu lagde Blomstens Pleje i hans Hænder; paa Beundring, Hensyn, Omhu, inderlig Kærlighed skulde det ikke skorte.

169

Taarerne stod ham i Øjnene, og Tage sagde af sit fulde Hjærte, idet han stødte sit Glas mod hans:

»Du er dog den braveste Fyr i Verden, Johan!«

Han sagde dette højt og eftertrykkeligt, fordi det ærgrede ham, at Margrete sad med sammenkneben Mund — et rigtigt Guvernantefjæs uden Natur og Gemyt — medens Johan flød hen i Tak og Rørelse.

Og saa var Maaltidet forbi, og det unge Par beredte sig til Afrejsen.

Da Tage saa', hvordan der for Alvor blev truffet Anstalter til Rejsen, trak han Johan hen i en Krog og sagde med tydelig Forbavselse til ham:

»Er det virkelig din Mening at gaa tilsøs iaften?«

Johan saa' paa ham uden at forstaa Spørgsmaalet.

»Du véd jo, at jeg skal til Møde ovre i min Kreds.«

»Jamen iaften, hvis du ikke kan ligge henne i din Lejlighed, saa tag da ind i et Hotel!«

170

»Hvorfor skulde jeg dog det — jeg forstaar ikke —«

»Din Bryllupsnat ombord i et Skib i en Køje! Husk dog paa, at det er en ung Pige, hvordan Pokker vil du bære dig ad?«

Nu forstod Johan ham og blev vred. Blodrød i Hovedet svarede han:

»Jeg synes, oprigtig talt, det er taktløst af dig, naar du giver mig saadanne Raad. Jeg véd ikke, hvad du tænker om mig — jeg er ingen Abe, men et Menneske, og —«

Men Tage afbrød ham:

»Jaja, godt Ord igen, Johan, det var sandeligt ikke min Agt at være indiskret, men du er jo lidt upraktisk anlagt og saa antog jeg —«

Han kunde ikke komme videre; der behøvedes dog heller ikke flere Ord, thi Johan var allerede formildet, rystede hans Haand med et godlidende Smil og gik hen for at spænde sin Kuffert.

Tage saa' hovedrystende efter ham. Et Minut beklagede han Margrete, der var viet til dette Fiskeblods-Menneske, men idet han i det samme mødte hendes noget forskende Blik, stødte hendes sikre og stramme Optræden ham atter saaledes tilbage, at han paany svor til Johans Fane og i 171 sit Hjærte erklærede ham for en utrolig brav Fyr, tusende Gange mere værd end han selv.

En halv Time efter kørte de Nygifte afsted til Dampskibet.

Tage tændte sig en god Cigar udenfor Tante Rikkes Husdør og drev besindigt hen mod Østergade. Klokken var omtrent otte. Han havde en god Stund at vente, indtil Frøken Kamilla Jørgensen kom fra det kongelige Teater.

Han brugte Tiden til ganske langsomt at gaa to Gange fra Kongens Nytorv til National frem og tilbage. Han kendte alle dem, som han mødte paa den første Tur i den klare Majaften, og vekslede Hilsen og Ord med mange. Det var Byens galante Ungdom, som paraderede og undersøgte det vandrende Kvindemarked. Og Damerne løb en lystig Spidsrod, tiskende og fnisende igennem de Geledder af Mandfolk, der dannedes paa Fortovene, særligt paa det mest befærdede Fortov, det, der ikke brydes ved Amagertorv. To og to gik Pigebørnene, altid en smuk og en grim sammen: den smukke valgte sin grimme Ledsagerske som nyttig Baggrund, og den grimme haabede paa Muligheden af et Sammenstød med 172 tvende Herrer, hvoraf den ene for Kammeratskabs Skyld maatte forsørge hende den Aften.

Tage mønstrede interesseret de spaserende Damer, hvis Liv, Hændelser og Venner han gærne kendte. Han blev straks opmærksom, naar et nyt, blegt og frækt Ansigt dukkede op i Hoben: det var almindeligvis et ganske ungt Pigebarn, saare fattig i Dragt, blot lidt opstadset med en Fjeder i Hatten og en stor Tournure. Hun rykkede nu ind i Arméen, hvor der altid fandtes Avancement. Tage noterede Ansigtet i sin Hukommelse, medens han afskrækket kritiserede den tarvelige Paaklædning. Der var én, der lignede Margrete: kun faldt Haaret i et Pur ned mod Øjnene, medens den nuværende Fru Gerner — Tage smilte ved denne Betegnelse — bar sit Haar tilbagestrøget og skilt i Panden. Og Margretes Kjole sad ikke engang saa godt paa hende som det omsyede Skørt, hvori Sypigen svansede afsted.

Tage befandt sig vel i disse kendte Omgivelser: det var hans By, hvori han gik, hans eget Kjøbenhavn, der passede ham som en Handske; stor nok til at byde paa saadanne Hovedstadsfornøjelser, som ingen Provinsbeboer kunde overkomme, lille nok til at en nogenlunde forsynet 173 Pung tillod dens Ejermand de dyreste Glæder. Her fandtes ingen blændende Verden med Luksus og Nydelser, som en ung Mand, der ikke hørte til Aristokratiet eller Børsen, maatte give Afkald paa. Alt var — demokratisk — tilgængeligt for alle. Det vil sige, det Bedste var for en Fyr som ham med lidt Erfaring og lidt Penge, velklædt og ikke styg.

Han strøg med godmodig Selvtilfredshed sin smalle Knebelsbart, medens han for sidste Gang vandrede ned over til Kongens Nytorv. Nu var Østergade tom; kun nogle enkelte Damer strøg frem og tilbage, de styggeste, daarligst klædte og ældste. Han kunde ikke lide at se disse underligt idiotiske Ansigter, der stirrede ham ind i Øjnene med et almissebedende og frækt Blik. Der var især et Fruentimmer, som han havde set på Gaden fra sit femtende Aar, troede han, og altid éns: en tynd, gulbleg Skabning i en kort Trøje, krum i Ryggen, med spejdende Blik. Man kunde komme paa Gaden naar man vilde fra syv til to, altid skulde man møde dette gamle udtærede Fruentimmer, glidende afsted som en Dødssejler: ingenting sagde hun, smilte heller ikke, bare stirrede halvt ydmygt og halvt hadsk. Det gøs i

        

174 Tage, naar han tænkte paa de Ulykkelige, som langt ud paa Natten strandede i denne Kvindes Knokkelarme.

Nu var han paa Fortovet overfor Teatret. Torvet laa endnu tomt, kun en Række af Fattigmandsekvipager: tunge Omnibusser og Sporvogne ventede paa Teatrets Gæster.

Klokken slog ti, og faa Øjeblikke efter væltede Menneskesværmen ud af den runde Bygning som Bier af en Kube, og Torvet fyldtes med lystig Snakken, hvoraf Tage kun kunde opfange enkelte Udbrud: »aa, han var dejlig!« eller: »som hun var klædt!« Han lyttede fornøjet, indtil han fik Øje paa en høj Dame, der med stor Værdighed og stolt tilbagekastet Hoved styrede hen imod ham. Straks var han hos hende og bød hende galant Armen, og kort efter var de bænkede i Restaurantens Kabinet og ventede paa Aftensmaden.

— — Lig det dybe Pragtværelse paa et gammelt Herresæde, hvor Generationers gode Smag opdyngede Skatte af kostbare Stoffer og sjældne Prydelser, pranger Kamilla Jørgensen, høj og mægtig, vidunderligt klædt i ægte Stoffer og med straalende Smykker — hvilke ogsaa 175 Generationers Smag lagde for Fødderne af den smukke Dame. Hvor mange der arbejdede til det samme Formaal, hun véd det ikke! Hun kender, ligesom de store Genier, ikke Tallet paa sine Beundrere.

Hun er af Naturen dejligt skabt, og hvor tager ikke hendes Figur sig fristende ud i den fuldkomne Paaklædning! Hun er indsnørt i en Ham af gulbrunt Atlask, en saakaldt Prinsesserobe, hvori hendes Legem strækker sig dobbelt slankt og dobbelt svulmende. Hun er ikke nedringet, og Kjolen gaar helt op i Halsen med lange Ærmer, men højt oppe paa Ærmet lige under Skulderen er udskaaret et Stykke Atlask saa stort som et ungt Bøgeblad, og man ser her den nøgne Arm i en hvid Plet, tilpas til et Par Læber. Det tager sig nydeligt ud, langt uanstændigere end almindelig Nedringethed.

Tage ser det altsammen og paaskønner det i høj Grad. Desværre svarer Omgivelserne ikke til den pragtfulde Dame. Kamilla sidder paa en slidt rød Fløjelssofa, og det smalle Kabinet er smagløst udstyret fra Gulvets Tæppe til Loftets Gaskrone.

176

Men uheldigere er det dog, naar man fra Kamillas Kjole stiger op til hendes Ansigt, at man da ikke føler samme Tryghed, ikke hviler i samme Skønhed. Allerede Trækkenes Grovhed stemmer ikke med Atlaskets Finhed; og saa dækkes deres tomme Regelmæssighed af et tykt Lag Pudder, en hel hvid Gibshinde, kun afbrudt af de tykke sorte Streger omkring Øjnene. Kamilla egner sig fortrinligt til en Art Selskabsleg, hvor den, der kysser hende, øjeblikkeligt opdages paa alt det Mel, der breder sig om hans Mund.

Tage ser ogsaa dette med et vist Ubehag, men hvad! Han behøver jo ikke at kysse hende. Hun møblerer saa udmærket i hans Ungkarlelejlighed, og desuden er han vant til hende og stolt af, at hele hans Kjøbenhavn kender hans Forbindelse med den meget ombejlede Dame.

De opvartes med den fuldendteste Anstand af en noget førladen Opvarter, hvis Embonpoint indfattes net af hans Selskabsdragt, og hvis runde og røde Ansigt med de elegante Whiskers giver ham Præg af en meget velstaaende Grosserer. Men Hansen er ogsaa en Mand, der har noget tilbedste, og hvis Aarsindtægt er langt over Oberstseller Kontorchefsgage. Han driver en udstrakt 177 Laaneforretning til de unge Mænd, der besøger Restauranten, og maaske derfor hviler der over ham en Faderlighed eller en venlig Formynderværdighed, der nu røber sig i diskrete Raad med Hensyn til Anretningen og Champagnens Kølighed. Tage og Kamilla honorerer ogsaa hans Forekommenhed med en Familiaritet, der hverken folder nedladende eller altfor fortrolig; de benævner ham kort og godt »Hansen« og kalder for ingen Pris paa ham ved at raabe et simpelt »Opvarter«.

Der hersker i den lille Stue en elegant Stilfærdighed, som tiltaler Tage. Han selv er fra Brylluppet kjoleklædt ligesom Hansen, og imellem de to sorte Mandspersoner skinner Kamillas gule Atlask som en Guldkandelaber, der bæres af to Negre. Tage tvivler om, at det kan gaa korrektere til selv i et fransk cabinet particulier.

Medens han med en lille Haandbevægelse antyder for Hansen, at han skal skænke Champagne af den iskolde Flaske, der staar paa Bordet — han tager ikke selv Flasken — siger han:

»Du morede dig i Teatret?«

»Aa ja!«

178

»Hvordan var det nye Stykke?«

»Det var al den rørende Slags, du véd, men rigtignok græsseligt simpelt. Jeg forstaar ikke, at de vil spille saadant noget paa det kongelige Teater.«

Paa Tages Spørgsmaal om, hvori det simple bestod, faar han at vide, at det var noget med en forført Pige. Han modsiger ikke Kamillas literære Betragtninger; thi han kender hendes Anskuelsers Grundfæstethed og véd, at hun er en urokkelig Romantiker. Derimod erfarer han, at den kongelige Familie var i Teatret, og hun har nøje Rede paa, hvorledes enhver af Damerne har været klædt. Hun har endog faaet en Idé til en ny Kjole. Skuespillerindernes Dragt værdiger hun ingen Omtale: den ene af dem var ved Gud i en graa ulden Kjole, ikke Spor af fiks, som Kamilla ikke begriber, at den Dame vilde tage paa sin Krop. Men én af Skuespillerne, som hun nævner ved Fornavn, var ligesaa morsom som den Klown, der var dumme August i Cirkus. Tage, der erindrer Brudstykkerne af Konversationen paa Torvet, spørger om en anden Skuespiller ikke saa' meget smuk ud.

179

Kamillas Ansigt faar et Udtryk af en Hertugindes dybe Haan overfor en Fjælebods-Gøgler, saa siger hun:

»Smuk, han! Det var en rar Herre! Han gik med snavsede Gamascher.«

Og med denne kategoriske Besked maa Tage lade sig stille tilfreds.

Han er godt fornøjet med den Kulde, som hun viser overfor Skuespillernes Skønhed, og den dameagtige Maade, hvorpaa hun i det Hele omtaler Teaterforestillingen. Det er altsammen korrekt. Kun Stemmen og Øjnene generer ham lidt: Kamilla taler underligt grødet og klangløst, medens hun stadigt ligesom kror sig af Frækhed. Og Øjnene stirrer dødt ud i Luften: hun er vant til at blive betragtet og ikke besvare nysgærrige Blikke, og især er hun vant til uden Hilsen og Smil at gaa forbi ret intime Bekendte, som pludseligt om Formiddagen angribes af Nærsynethed. Og da er hun størst, naar hun i uforstyrrelig Dødhed sejler ned ad Østergade, seende alt uden at fortrække en Mine.

Tage kommer pludseligt til at tænke paa Margretes klare graa Øjne og friske Mund. Han tror egentlig ogsaa, at Margrete har en fin og 180 klingende Stemme. Men saa tænker han videre, smiler og tømmer hurtigt sit Glas som paa en Fraværendes Vel.

»Hvad smiler du af?« spørger den majestætiske Dame.

»Aa — jeg tænkte paa — det Selskab, jeg kommer fra.«

»Ja, det er sandt, du har jo været til Bryllup. Blev din Ven saa godt gift?«

»Javist blev han gift og rejste afsted med sin Kone.«

»Hvorhen skulde de?«

»Til Jylland.«

»Til Jylland! Det var ogsaa et Sted at rejse hen! Hvad skal de der?«

»Du véd jo, at Gerner er Rigsdagsmand, han skal over til sine Vælgere, saa forenede han det Nyttige med det Behagelige.«

Kamillas Udtryk antyder intet Kendskab hverken til Rigsdagsmænds eller Vælgeres Betydning; man kan i det hele vanskeligt aflæse Sjælens Rørelser paa dette diplomatisk ubevægelige Ansigt. Tage ser ud, som han havde en drengeagtig Lyst til at sige noget højst Uartigt, men saa gider han dog ikke spotte over sin 181 gamle Ven sammen med Kamilla. Han indskrænker sig da til at bemærke:

»Det blæser op iaften! De faar nok en Gyngetur!«

Maaltidet er tilende. Hansen tager godmodigt mod Pengene og de anselige Drikkepenge. Han hjælper Frøken Jørgensen med Overtøjet, saaledes som han har gjort i en halv Snes Aar hver eneste Nat omtrent, medens Herren tænder sig en frisk Cigar. Drosken har han forsynligt ladet hente.

Tage og Kamilla ruller ud til Nørrebrogade, hvor han bor. Da han har sat Nøglen i sin Gadedør og vender sig for at lade Kamilla komme igennem, ser han en høj Dame gaa hurtigt forbi paa Fortovet.

»Ved Himlen«, udbryder han, »det var bestemt Mathilde Rørby. Hun bor ogsaa herude.«

»Maa jeg spørge«, siger Kamilla, idet de gaar op ad den mørke Trappe, »var det en Dame af dit Bekendtskab? Hun saa' mig noget bedaget ud.«

»Nej, det er en af Gerners Veninder«, svarede Tage smilende.

182

»Er han saadan En?«

Tage lo højt.

Det var Mathilde Rørby, den ensomme Nattevandrerske; Tage havde set ganske rigtigt.

I mange Timer er hun vandret omkring uden at standse. Hun véd ikke selv, hvor hendes Fødder har baaret hende hen; hun har været langt ude forbi Valby og to Gange stirret fra Havnen ud over Vandet. Hun mærker ikke Træthed, tværtimod, hun maa gaa, tør ikke standse — for hvem? Det véd hun ikke, men der er nogen, som driver hende frem. Det er ogsaa den samme, der har sit Tag i hendes Nakkehaar og river og slider i hendes Baghoved, saa hun maa stemme imod af al sin Ævne. Og inde i Hjærnen banker det med hundred smaa Hamre — eller er det hundred smaa Kirkeklokker, der klemter? Men ondt gør det og brænde gør det, og end ikke Nattevindens Kulde kan køle denne glødende Hjærne.

Middag har hun ikke spist, og til Aftensmad har hun ikke trængt. Hvad hun tænker paa? Aa, paa en høj ung Mand, hvis Øjne lyser saa trohjærtet som et Barns, og paa en troløs ond 183 Skabning, der har fanget den barnlige Mand i sine lumpne Garn. Hun ser dem staa ved Siden af hinanden foran Præsten; hvor hans Ansigt lyser i umistænksom Glæde og hvor hendes Læber smiler af stolt Tilfredshed! Det onde Fruentimmer har vundet, vundet ham fra den ensomme Nattevandrerske.

Hun følger de to i sine Tanker fra Time til Time den Dag. Hun véd, hvad Klokkeslet Vielsen fandt Sted, hvornaar og hvor de spiste til Middag, hvilke Gæster der var indbudne, hvornaar Vognen hentede dem. Hun har bestandig ligesom et andet Syn end det, hvormed hun vandrer sin Vej gennem Gaderne: hun ser dem i Kirken, i Stuen, i Vognen; de to Mennesker forlader hende ikke et Øjeblik.

Hun véd, hvad Tid Dampskibet sejlede bort med dem; just da Solen gik ned. Hun var ved Skibet en Timestid inden dets Afgang og betragtede det nøje, men pludseligt skyndte hun sig bort af Angst for at de skulde komme ombord, medens hun dvælede dér. Men fra den Time, da Skibet førte de to bort, blev Smerterne endnu stærkere, Pinen, der jager hende afsted, endnu vildere.

184

Hun har jo længe vidst det. Har de ikke været forlovede i Maaneder, har hun ikke gaaet ved Siden af dem i Skolen uden at en Mine røbede hende? Hun lykønskede dem, og hun talte engang imellem med Margrete. Alligevel, hun var glad, da denne ved Skoleaarets Udløb i Marts tog sin Afsked: den unge Frue behøvede naturligvis ikke at arbejde, Manden var der jo til at trække Læsset.

Hun tænkte ikke paa ham i de nu forløbne Maaneder, hun jog Tankerne væk, naar de vilde komme. Hvad brød hun sig vel om dette barnagtige Mandfolk, en middelmaadig Begavelse, hvis man i det hele kunde kalde en saadan Naivetet for Begavelse. Han var jo næsten dum, og hvad angik han hende? Hvad Fællesskab var der imellem dem? Intet, intet! Han forstod hende ikke, der var Mile mellem dem. Han saa' galt baade paa Mennesker og Ting og vilde altid lade sig narre. Hvad skulde hun vel med ham!

Dog — det var jo det — imod hende havde han været venlig og opmærksom i de gode Dage, inden den anden skød sig ind imellem dem. Hun vidste det saare godt: ingen Mand havde nogensinde talt saaledes med hende som han; de 185 faa gode Timer i hendes Liv skyldtes ene ham, og hun kunde ikke glemme de lange Spasereture, hvor Sommeren ogsaa sendte Sol til hendes arme Hjærte. Og derfor nu — da alt er forbi, nu kommer Rædslen over hende, Angsten for det pinefulde, glædeløse Liv, som hun skal leve. Blive ældre, magrere, mere gul og mere vissen, være til Afsky og Latter, blive udskældt med et idiotisk Øgenavn i Skolen — Rødbede! Aa ja hvorfor ikke. Det passer jo til al hendes øvrige Elendighed, at Børnene end ikke holder af hende. Ikke elsket af nogen — og ikke selv elske nogen! Blot være opfyldt af »Interesser«, som der dog aldrig bliver Resultat af — hvilket ynkeligt, uudholdeligt Liv!

Og hver Dag vil blive tungere og mørkere — til engang Døden sletter hende ud som alle andre. Hvorfor da ikke straks? Ligesaa godt straks. Hun tænkte derpaa, da hun sad ude i Søndermarken og vred sine Hænder, men ikke turde eller vilde græde; hun tænkte paa det før, da hun stod længst ude paa Havnebroen. Springe ud, tage den navnløse Rædsel ligestraks og saa intet mere se, ikke føle Vrede eller Misundelse, være ikke-værende. Det vilde vel nok forstyrre

        

186 dem lidt i deres Lykke? — Aa nej, de vilde kalde hende sindssyg, beklage hende, ja den unge Frue vilde i sit Hjærte spotte »den Forulykkede«.

Hun kan ikke, hun tør ikke, maaske hvis hun var syg — men hun fejler jo intet, blot bag i hendes Hoved trækker det med en gloende Tang. Hun tør ikke smide sit sunde Legeme ud i det sorte Dødssvælg og udsætte sig for Dødsøjeblikkets Gru. Har hun det ikke ondt nok, skal hun da hjemsøges af værre Kvaler end noget andet levende Menneske? Hvorfor? Blot fordi hun er styg, maaske. Men der gives jo tusende styggere end hun. Hvad er det for en grusom, uafvendelig Skæbne, der lægger hendes Liv øde?

Hun vender pludseligt om paa Havnebroen og begynder atter paa sin rastløse Gang, vandrer og vandrer — drevet frem og trukket tilbage. Hun har været i Byens mest befærdede Gader og paa dens ensomste Veje, allevegne lige ene og forladt.

I den sene Nattetime kommer hun ud ad Nørrebro, Kirkegaardenes Forstad, hvor hun bor. Ja, her hører hun hjemme i denne lange, hæslige Gade mellem Fattigfolk og Hovedstadsbærme — her kan Rødbeden blomstre ude ved Rhabarberkvarteret. 187 Her kan hun skjule sin Elendighed i Kirkegaardenes Skygge.

Hun kommer op paa sit Værelse. Sulten er hun ikke, men maaske nok tørstig. Hun kan dog ikke drikke: der sidder en Kugle i hendes Hals, saa hun intet kan synke, knap aande. Hun lægger sig paa Sengen og stirrer ud i Værelsets Mørke. Langsomt pibler Taarerne frem under Øjelaagene: hede, tunge Taarer, der blænder Synet. Hun græder uden en Hulken, blot vrider Hænderne med en knitrende Lyd. Saaledes ligger hun længe og stemmer i ensformige Stød Nakken mod Puden — thi bestandigt trækker det haarde hede Tag i hendes arme Hoved — indtil endelig Søvnen faar Magt over hendes trætte Legem, og hun finder Hvile. Men længe sover hun ikke; hun farer op igen i dirrende Angst: Havbølgen styrter over hende og vil kvæle hende; Stuen fyldes allerede af det brusende Vand, og hun maa dø! Hun ser sig om med forvildede Blikke, sukker som en Sjæl i Helvedes Vaande og falder sønderslagen tilbage.

Saadan gaar Natten med ukvægsom Hvile og angstfyldt Opvaagnen.

188

— Tidligt næste Morgen, da Mathilde var staaet op, badede hun længe sit Hoved og Ansigt i koldt Vand og gned sig hæftigt med Haandklædet. Hun vilde udslette ethvert Spor af Gaarsdagens Rædsler og betragtede nu i Spejlet sit Ansigt, om Arbejdet var lykkedes. Hun saa' deri stive og skarpe Træk, hvortil aldrig, tænkte hun, et Smil vilde give Glans. Denne Undersøgelse behagede hende, og hun gjorde sig Umage for at fremhæve nogle faa graa Haar, der fandtes imellem de røde.

Saa gik hun til Skolen, hvor hun blandt andet skulde vikariere for Gerner, der atter havde faaet Orlov.

189

XI.

Dampskibet gled roligt gennem Øresund. Det blæste nok lidt op, men i det snævre Stræde mærkedes ingen Søgang. Paa den danske Kyst glødede Lyspletter som skinnende Sankthansorme: det var de oplyste Stuer i Villaerne, der allerede havde modtaget deres Sommergæster.

Paa Dækket sidder Johan og Margrete og taler hyggeligt sammen i den smukke, men noget kolde Foraarsaften. Det vil sige, han taler næsten alene og hun smiler kun venligt, medens hun frysende kryber ind i hans graa Rejsesjal. Hun er træt, lidt døsig af den lange bevægede Dag.

Han derimod er lysvaagen og særdeles oplagt til Tale. Hvis Skibets Besætning og Passagerer alle vilde samles om ham, skulde han uden Tøven og med Veltalenhed formaa at tolke for 190 dem de stærke Følelser, der rører sig i hans Bryst. Nu henvender han Ordet til Margrete.

Hvor vidunderligt denne Sejlads forekommer ham! Han og hans unge Hustru stævner her ud til aaben Kamp for Retten og Sandheden. Men han kan sagtens føle sig stærk og glad, naar han fører Lykken med sig ombord. Intet kan ramme ham: han tragter ikke efter materielle Goder, og hele Verden kan dog ikke byde ham noget værdifuldere end hvad han alt ejer. Han har jo hende, den unge sjælfulde Kvinde, til Hjælp og Opmuntring og inderligt Samliv og al Jordens Fryd! Selv om han verdsligt set ikke vinder i Kampen — og forresten skal der nu først tages Livtag derom for Alvor — saa sejrer han dog, har allerede sejret. Achilles kunde saares, naar han ramtes i Hælen, men hvor kan han saares? Briseis sidder hos ham i Teltet, og hun kan aldrig røves fra ham.

Margrete lytter til hans Tale som til Bølgernes Skvulpen, uden at opfange de enkelte Ord. Det lyder som en Sejerssang i hendes Øren, og det er godt, at han er lykkelig. Ogsaa hun er veltilfreds om end usigeligt træt. Hvorlænge det dog har varet inden denne Dag 191 kom! Det er bare lidt over et halvt Aar siden, hun første Gang hørte Johan tale i Rigsdagen — men hun synes, der er gaaet mange Aar siden da; alt har jo forandret sig i den Tid. Hun er nu gift — og med Johan. Hvor underligt, at hun er gift, ikke længer bærer sit gamle Navn, ikke længer er ung Pige, ikke den stakkels Margrete Scheibel, men den unge Fru Gerner!

Det var hendes Maal, og hun har naaet det. Var det Kampen værd? Tys, ikke spørge. Hvad nytter nu Tvivl. Hun mindes dog hin Aften paa Voldbastionen, hvor hun i Tankerne saa' sig og sin Brudgom sejle ud i Verden til Lykkens Erobring, hun og Vikingen. Vikingen! Ja, passer det nu egentlig? Hun har faaet sine Tvivl. Han er nok en Kraft, den veltalende Mand ved hendes Side, men næppe en Erobrer! Dog nu faar man hjælpe ham lidt paa Gled, det bliver morsomt at se den Politik og alle disse politiske Herrer paa nært Hold! Mon de er saa kloge?

I hvert Fald, dette er tusende Gange bedre end Fortiden. Skolen er hun allerede sluppet for, idag sagde hun Hjemmet Farvel. Hun er fri for sin Fader, for evigt Skænderi om et Par Kroner, for Ensomhedens Uhygge — hun er selv Frue i 192 Huset med Nøglen til Kassen og med den føjeligste Ægtemand. Jo vist er det Avancement, siger den kloge Toldforvalterdatter til sig selv.

Og træt som hun er og venligt stemt mod ham, der som en brav Mestersvend ydede uundværlig Hjælp til at smedde hendes Lykke, læner hun sit Hoved tungt mod Johans Skulder. Solen er gaaet ned, saa i Mørket kan Johan godt lægge sin Arm om hendes Liv og tage hende ind til sig. Hun borer sig rigtigt ind i hans Favn som et kælent Barn: han skal varme hende og skærme hende for Kulden og Blæsten.

Han er lykkelig; saaledes skal hans Hustru klynge sig til hans stærke Arm: han oplever enhver skreven Romans skønneste Øjeblik. Han bøjer sig imod hende og kysser straalende Pande og Kind paa hendes af Søluften kolde Ansigt, og hun rækker ham smægtende sin varme Mund, døsigt givende sig hen, mat glemmende sig selv — —

Et Stød af Skibet kaster dem ud af deres ømme Stilling. De er komne ud for Kullen, og Søen skifter pludseligt Karakter. Foran dem vælter sig Kattegat i brede, stigende Bølger, der bringer Skibet i en langstrakt Gyngen.

193

De lykkelige Drømme svinder for den gramme Virkelighed. Margrete mærker øjeblikkeligt stærke Ubehagsfornemmelser, medens Johan foreløbigt trodser det fjendtlige Element som det anstaar sig en Viking. Og da den uhyggelige Rullen forøges, rejser Margrete sig bleg og erklærer, at hun vil lægge sig straks. Johan følger hende med trøstende Ord til Damekahytten og anbefaler hende til Jomfruen; selv spaserer han endnu nogen Tid frem og tilbage paa Dækket i lyse Tanker, indtil Søgangen og Slingringen tiltager og han ogsaa maa søge til den horisontale Stilling i Køjen.

Da Skibet næste Morgen tidligt lagde til ved Havnebroen, havde Johan allerede en Stund været oppe efter en lidt bevæget Nat. Margrete derimod kom først op af Kahytten i sidste Øjeblik og saa' højst ussel ud. Søsygen havde plaget hende saa forskrækkeligt, at hun endnu i Havnen, ja selv paa Landjorden, fornam ubehagelige Eftervéer.

Johan foreslog hende derfor at hvile sig nogle Timer paa et Hotel, og hun indvilgede heller end gærne. Imedens hun søgte at sove Hovedpinen 194 og Svimmelheden bort, drev han omkring i Gaderne, og saasnart hun var bleven nogenledes rask, kørte de bort fra Byen en lang Tur vesterpaa til den Landsby, hvor Johan den næste Dag vilde holde Møde.

De naaede sent om Aftenen til den lille Kro, hvor de skulde overnatte.

Meget ensomt laa Huset, af Størrelse som en tarvelig Bondegaard, ved Landsbyens Udkant. Hverken Træer eller Buske havde hejst de grønne Faner, og fra de omliggende Marker stod en kold Vestenvind ind mod den fattige, læløse Plet.

Det gøs i Margrete, som var træt af Søtur, Kørsel og jysk Landluft. Hun vilde straks gaa til Ro og afslog Johans Tilbud om Aftensmad i Gæstestuen, hvor en Del Bønder drak inden i en tæt Tobakssky.

De kom ind paa deres Værelse, der laa ud til Haven, en stor firkantet Stue med to højtsvulmende Senge, over hvilke Kongen og Dronningen hang i Oljetryk; der var ogsaa et rundt Bord, bedækket af et hvidt strikket Tæppe, nogle Træstole og en ganske lille Servante. Intet Tæppe paa Gulvets Brædder, men Spor af Sand.

195

Margrete saa' sig omkring med et trøstesløst Udtryk, som hun ikke kunde tænke sig at strande her. Johan sagde muntert:

»Her er maaske lidt primitivt! Men vi er jo heller ikke Herregaardsfolk.«

Hvad skulde hun svare?

Pigen kom ind og anbragte med et bredt jysk »Værsku« en Tinbakke paa Bordet. Paa Bakken stod to Kopper med tynd grøngul The og en Tallerken med Brød i Skiver, belagte med smaa Stykker Pølse eller Kød, eller hvad det nu var.

Margrete kunde ikke spise, medens Johan med god Appetit satte de haarde Skiver tillivs. Men for Selskabs Skyld og fordi hun frøs og ikke fik andet, drak Margrete slurkevis den tynde lunkne The.

Den næste Dag var Johan tidligt oppe. Han tog sig en Tur langt over Markerne for at forberede sig paa sin Tale, thi i Dagene inden Bryllupet havde han ingen rigtig Ro fundet. Han plejede desuden aldrig — øvet Taler som han var — at nedskrive sit Foredrag, og det var ham derfor bekvemmest, naar han et Par Timer forinden 196 kunde gennemtænke Gangen i Talen og udarbejde de vigtigste Udviklinger. Idag skulde han nu gøre Rede for den sidste Rigsdagssamlings Virksomhed, og hvad han næsten længtes efter: skildre Regeringens enevældige Optræden, der endte i det jesuitisk dækkede Statskup. Han søgte og fandt en Mængde forskellige Billeder til Betegnelse af den ministerielle Fremgangsmaade, ogsaa en Række historiske Sammenligningspunkter, hentede fra andre Folkeslags Skæbne, hvilke kunde tjene de danske Borgere til Opmuntring og Vejledning.

Solen stod allerede højt paa Himlen, da han vendte tilbage til Kroen. Her fandt han Margrete siddende bag ved Huset paa en Bænk i den bladløse Have. Hun saa' bleg ud, næsten gul, og var lige staaet op. Han nærmede sig hende kærligt, greb begge hendes Hænder, som han kyssede, og spurgte:

»Er du ikke vel, min søde Pige?«

»Jeg har saadan en forfærdelig Hovedpine og saa fryser jeg«, sagde hun med ganske klangløs Stemme. Hun smilede ikke, men løftede det tunge, tomme Blik imod ham.

197

»Du Stakkel«, sagde han med en stærk Naturs Deltagelse, der egentlig ikke forstaar Svagheden, »tror du ikke, vi skulde gaa en rask Tur, naar vi har spist Frokost?«

Maaske led hun ikke Tonen, i hvert Fald afslog hun Tilbudet, idet hun saa' forskræmt ud over de nøgne Marker og hurtigt tog Øjnene til sig igen.

»Jeg vil hellere hvile mig lidt«, sagde hun mat.

»Men først maa vi have Frokost, jeg bringer en glubende Appetit med fra min Morgenvandring, og du maa ogsaa spise.«

Hun lod sig føre hen til Gæstestuen. Der lugtede surt af Øl og gammel Tobaksrøg, men Frokosten saa' i hvert Fald mere indbydende ud end Aftensmaden, og Margrete betragtede med en Art Interesse den naive Appetit, hvormed Johan forsynede sig i Flæng af det kolde Bords gode og daarlige Retter.

»Fik du saa lavet Talen?« spurgte hun.

Og under sine vældige Indhug i Kalvestegen bejaede han det og skildrede hende det Indhug, som han vilde anrette paa Højres Politik. Det morede ham at fortælle hende alt, hvad han havde 198 fundet paa af gode Ord og hæftige Vendinger, men han gjorde det ogsaa, fordi denne Memoreren var ham til stor Nytte, saameget mere som han hverken var istand til eller havde Tid til at opskrive sit Foredrag. Derfor begyndte han fra »højstærede Forsamling« og holdt hele Talen for hende lige til det sidste motiverede Leve for Grundloven.

Margrete segnede næsten under Vægten af denne Veltalenhed, som hun ikke nænnede at afbryde. Det var jo ganske rimeligt, han holdt Prøve for hende, og desuden: naar man var gift med en Politiker, maatte man tage det Onde med det Gode. Hum, det Gode! Hun erklærede sig imidlertid tilfreds med Talen, hvis Billeder hun venligt roste, og hvis Virkning hun — af et oprigtigt Hjærte — anslog højt.

Derved fik Johan en ny Spore, og han tog fat paa de Variationer, som denne samme Tale nødvendigvis maatte undergaa ved de følgende Møder. Dette var dog Margrete for stærkt, hun hørte ikke længer efter, støttede eller bifaldt kun engang imellem ved et Nik, og lod sine Tanker løbe, hvorhen de lystede.

199

Deraf kom det vel, at hun pludselig afbrød en statsretlig Udvikling med dette den danske Politik ganske uvedkommende Spørgsmaal:

»Sig mig, Johan, hvad var det din Ven Tage iforgaars vilde dig, da han trak dig hen i Krogen?«

»Hvad for noget!« stammede den ganske forvirrede Johan, thi Spørgsmaalet kom rent urimeligt uventet og var desuden ikke i sig selv let at besvare, »jeg forstaar slet ikke, hvad du mener«.

»Jovist véd du — lige inden vi skulde rejse. Prøv bare ikke paa at narre mig, du, for saa tror jeg, det er meget værre.«

Johan gjorde dog endnu et Forsøg paa at undslippe:

»Ja, jeg husker dunkelt, han spurgte mig noget om nogle Penge — det var for Vielsen eller Attesterne.«

»Aa, du bilder mig ikke det ind. Sig nu, hvad det var? Det var noget, som angik mig.«

Johan var blevet ligesaa rød i Hovedet som dengang Tage rettede den famøse Opfordring til ham. Han svarede venligt, næsten ydmygt, men ganske bestemt:

200

»Jeg kan ikke sige dig det, Margrete, jeg finder det ikke passende, selv nu.«

»Jaja«, sagde hun, »saa faar du lade være. Tak for Mad da, nu gaar jeg op og hviler mig lidt inden Mødet.«

Og dermed gik hun og lod Johan sidde. Han spiste tankefuldt et Par Stykker Ostebrød.

Meget langsomt samledes Bønderne til Mødet, der var sat til Klokken tre, men ikke kunde begynde før Klokken fire.

Sindigt rullede Vognene hen imod Kroen uden Spræl og Støj, der var ingen Munterhed eller Liv i Folkene, saaledes som Johan mente at have set Aaret iforvejen, da Valgets Spænding satte Fart i Sindene. Nu kørte man i Luntetrav, drev langsomt ind i Kroen til et Glas Øl og hilste uden mange Ord paa Rigsdagsmanden. Det var iaar mere et Arbejde, der skulde gøres, end en Kamp, hvori man gladeligt satte al sin Kraft ind. Og til dette Indtryk af hoveriagtigt Arbejde bidrog ogsaa to Provinsreferenters Ankomst fra Egnens to Blade, der repræsenterede de to politiske Partier. De Herrer Referenter syntes begge lige kede af den lange Vej, som de havde maattet 201 køre for dette ikke store Mødes Skyld. Om de end ellers pligtskyldigst var uenige om alle Verdens Sager, saa forenedes de i denne Følelse.

Medens Højremanden holdt sig fjærnt fra Johan, hilste Venstremanden paa ham. Johan spurgte, om der kunde ventes mange Folk til Mødet.

»Aa, ikke saa mange«, lød Svaret, »det er jo Hverdag og Folk har travlt.«

Johan mente dog, at den skarpt tilspidsede Situation maatte forøge den allerede store Interesse.

Referenten var ikke saa overbevist:

»De maa huske, Hr. Gerner, at herovre staar man Bevægelsen mere fjærn, og saa har man det daglige Arbejde, men naturligvis«, lagde han høfligt til, »vil Folk gærne høre deres Rigsdagsmand.«

Og dermed satte han sig ved Siden af sin Kollega ved et lille Bord, der flyttedes ud fra Gæstestuen; thi Mødet skulde holdes i fri Luft.

Johan spejdede henad Vejene; der kom langt borte hist og her nogle Folk, der paa Afstand saa’ ud som krybende Myrer. Alle gik betænksomt uden højrøstet Tale, man hørte dem ikke nærme sig, man saa’ dem kun, og naar de var helt nær, 202 skelnede man deres alvorlige og strænge Ansigter. Johan tænkte, det er Mænd, stærke og sejge Jyder, som Visen gaar.

Men lidt kedeligt var det, at det daglige Arbejde ikke tillod større Møde eller præcisere Komme. Da Klokken var fire, maatte han begynde; da var der mellem halvandet- og tohundrede Mennesker tilstede. Højrereferenten satte i sit Blad »lidt over halvhundred med Koner og Børn«, Venstrereferenten pligtskyldigst og mekanisk mellem tre og fire hundrede.

Johan steg op paa en Forhøjning, der var lavet af nogle Brædder foran Kroen, Referentbordet stilledes ved Siden af ham med et Par Flasker 01, og langsomt tog Vælgerne Plads foran ham. Man havde ikke ventet stort Møde, Højre var derfor blevet borte, og Stemningen maatte saaledes udelukkende erklæres for Venstre.

Johan bød Velkommen og foreslog Møller og Gaardejer Jens Pedersen Holsted til Ordstyrer.

»Hvis ingen udtaler sig herimod, betragter jeg ham som valgt.«

Det var utænkeligt, at nogen skulde udtale sig imod Jens Pedersen Holsted, som var Kredsens ledende Mand. Det var netop som en Artighed 203 mod denne Magthaver, at Johan havde udvalgt hans Sogn, Holstedsogn, til sit første Møde. Skulde Jens Pedersen ikke faa Tid til at overvære de andre Forsamlinger, vilde han dog i hvert Fald modtage Blomsten af sin Rigsdagsmands Veltalenhed.

Man maatte netop kalde Johan for hans Rigsdagsmand. Thi for ingen var det en Hemmelighed, at naar Johan sad i Folketinget, sad han der af Jens Pedersens Holsteds Naade. Enhver Bonde i Kredsen var klar over, at havde Jens Peders’ villet vælges, saa kunde man ingen bedre Mand faaet. Og ligeledes vidste Førerne inde i Kjøbenhavn, at der boede en Møller ovre i Kredsen, som nok var en selvskreven Mand, naar han vilde vælges.

Dog Jens Pedersen havde afslaaet Valget sidste Gang. Han var Sogneraadsmedlem og Amtsraadsmedlem, og nød stor Respekt i disse Egenskaber. Han besad ikke ringe Kendskab til Kommunal- Lovgivningen, talte med en flydende Tunge og varetog paalideligt sin egen og sine Standsfællers Interesse i det givne Øjeblik.

Han følte Aaret iforvejen ingen Lyst til Folketingspladsen, og undte den ikke til nogen 204 anden Mand i Kredsen. Om det nu var Møllens, Bageriets og Gaardens Pasning, han ikke vilde forlade, eller om han ikke yndede den politiske Situation: vist var det, at han afslog den ham tilbudte Krone og satte den paa Johans Hoved. Han vidste, hvor løst den sad; blot et Vink: og den flyttedes som ved Troldom fra den nuværende Ejers over paa hans eget.

Det var et rundt Hoved, overgroet med graabrunt stubbet Haar og Skæg. Han var firskaaren, næsten firkantet, og gjorde et stærkt kaffebrunt Indtryk. Han vidste, hvad han var værd baade i Hartkorn, rede Penge og Indflydelse, og ansaa sig ikke selv for ringere begavet, end han var: der gaves ingen demokratisk Læresætning, som han ikke kendte paa en Prik, og han kunde endda med overstrømmende Veltalenhed udvikle en lang Række socialistiske Anskuelser, hvis Anvendelse i Øjeblikket laa Landbruget fjærnt.

Hvem skulde vel gøre Indvending mod ham som Ordstyrer?

Tværtimod, der gik en bifaldende Mumlen igennem den ellers tavse Forsamling, som dampede kraftigt paa de korte Piber. Det var rigtigt, Jens Peders’ maatte være Ordstyrer. Naar han 205 stod paa Forhøjningen, var ak i Orden: Resten gav sig af sig selv.

Men som han sindigt nærmede sig Johan, fik Forsamlingen pludseligt Øje paa en Person, der dukkede op lige ved Forhøjningen, og som ingen tidligere havde bemærket; nu bragte han alle i stor Bevægelse.

Det var Egnens Politibetjent, Larsen ved Navn, som efter Ordre skulde overvære Mødet. Han havde holdt sig tilbage, indtil han nødvendigt maatte træde frem, thi han stod ellers paa en god Fod med Befolkningen, og det smagte ham daarligt nu at skulle agere Spion. Alligevel, med Skiltet og Embedet fulgte en ikke ringe Værdighed og den Sikkerhed, som Bevidstheden om Ens Magtfuldkommenhed meddeler. Larsen vidste med sig selv, at han kunde anholde enhver af de Omstaaende, enhver i det Hele, som han mødte under sin Færden her paa Jorden, og sporenstregs maatte den Anholdte følge ham: satte Fyren sig til Modværge, kom han paa Vand og Brød, og stod han for Retten, gjaldt al hans Tale til Vandsbæk, medens Politibetjent Larsens Rapport var at regne for et Evangelium, en paa 206 éngang guddommelig og jordisk Retfærdigheds Udtryk.

Skønt Larsen ellers fredeligt drak sit 01 med Bønderne og kendte dem alle godt, steg han nu kun med et let og fornemt Nik til de Nærmeststaaende op paa Forhøjningen, ikke udæskende men bestemt — som hans Ordre lød.

Bønderne skubbede sagte til hinanden og blinkede med Øjnene. Det var de nye Tider, som Avisen talte om, og Regeringens Undertrykkelse af de Smaa. Larsen paa Forhøjningen!

Men Jens Pedersen viste sig, til Forsamlingens Tilfredshed, ganske uberørt af denne paatrængende Gæsts Nærværelse. Han takkede for Valget og haabede, at Forsamlingen vilde gøre ham hans Hværv let; det var alvorlige Tider, hvori man var kommet sammen, og det var alvorlige Ting, man skulde drøfte, Sager som maatte ligge enhver Demokrat paa Hjærtet. Han var sikker paa, at denne Forsamling vidste, hvad det gjaldt, og havde Øjnene med sig. Han vilde bede dem alle først udbringe et Leve for Grundloven, vor bedste Skat, Kong Frederiks kongelige Gave, og Værnet for vor Frihed.

207

Dette Leve kom Johan lidt ubehageligt, da han jo netop agtede at slutte med et »Leve Grundloven«; han forandrede det hurtigt til et Leve for folkeligt Selvstyre, hvad der passede lige saa godt til Begrundelsen.

Da Hurraerne for Grundloven var tilende, gav Jens Pedersen Holsted Ordet til Folketingsmand Gerner, som dernæst i et varmhjærtet Foredrag udviklede den politiske Situation for sine Vælgere. Han efterviste nøje, hvorledes Venstre stod med den fulde Ret paa sin Side og hvorledes Regeringen kun ved Anvendelse af en lovbrydende Magt kunde tilsidesætte den soleklare Ret. Regeringen erkendte ganske sikkert ikke Grundlovsbrudet, anførte tværtimod Grundlovsparagrafer til Understøttelse for sin Handlemaade, men naar fandt ikke en Prokurator et Lovsted til Brug for sine Indlæg? Og denne Paaskudspolitik var saa forargelig, fordi den demoraliserede Folket. Han udtalte sin begejstrede Tro til Sandhedens og Rettens endelige Sejer og opfordrede indstændigt alle gode Demokrater til Udholdenhed og til at staa fast.

Saa sluttede han med et i meget smukke og følte Ord udbragt Leve for folkeligt Selvstyre, 208 hvilket Leve Forsamlingen istemte, især da Jens Peders’ satte kraftigt i.

Forsamlingen havde ubestrideligt gjort Ordstyreren Hværvet let, maaske lidt for let syntes Johan, saa stor var den Tavshed og Ro, hvormed han hørtes.

Om nogen vilde rette Forespørgsler til Folketingsmanden?

Der stod en ung køn Bonde frem og bad lidt forlegent om Ordet:

Han vilde spørge Rigsdagsmanden, om Befolkningen ikke havde Lov til at nægte Skatterne, naar Regeringen ikke havde faaet nogen Finanslov.

Margrete, der havde siddet lidt fra Forsamlingen paa en Stol, syntes godt om den unge Mand, der næsten lignede en Fisker. Jens Pedersen Holsted fandt hun utaaleligt vigtig, og Johans Tale havde hun jo hørt éngang, og den vandt ikke ved Gentagelsen. Han havde desuden saa ofte holdt det samme Foredrag i Kjøbenhavn.

Bondens ligefremme Spørgsmaal klang tiltalende frejdigt i hendes Øren. Hvad vilde Johan nu svare derpaa?

209

Ingenting. Efter en længere hviskende Delibereren mellem Ordstyreren og Rigsdagsmanden, erklærede denne sidste, at det fremkomne Spørgsmaal paa Grund af de foreliggende Omstændigheder — her skelede Jens Peders’ eftertrykkeligt til den paa intet ondt pønsende Larsen — hellere maatte besvares privat end offentligt.

Margrete led ikke Svaret, men maaske var det baade klogt og nødvendigt.

Saa var man færdig. Jens Peders’ udbragte et Leve for Folketingsmanden, og denne takkede, idet han bad dem raabe Hurra for den ledende Mand i Kredsen, den sikre Demokrat og udmærkede Bonde Jens Pedersen, hvorpaa denne atter takkede Forsamlingen og udbragte et Leve for Fædrelandet.

Mødet var sluttet, men de ældste og mest indflydelsesrige Bønder i Forsamlingen søgte endnu ind til en politisk Passiar i Gæstestuen sammen med deres Rigsdagsmand. Margrete blev forestillet for adskillige, der venligt trykkede hendes Haand.

I Gæstestuen talte de saa forsigtigt om Skattenægtelse. Johan meddelte, at Førerne 210 hverken tilraadede eller fraraadede et saadant revolutionært Skridt. Man fordybede sig dernæst i de ubehagelige Følger, som Fogdens Besøg og Udpantningen kunde medføre. Den unge Bonde svor, at han ikke vilde betale en Øre godvilligt, saa kunde de trække ham i Hullet, om de vilde. Jens Pedersen Holsted sagde, at det var en Sag, der vel maatte overlægges, og de gamle Bønder nikkede bifaldende med alvorlige og tunge Ansigter, som havde de kendt en Tid, hvor det ikke var tilraadeligt for en Bonde at vise Opsætsighed mod en guldtresset Kasket eller en godsejerlig Pisk.

        

211

XII.

Sommeren kom med utallige Møder Landet over.

I en Mængde deltog Johan, ofte talte han flere Gange om Ugen, og Margrete fulgte ham troligt. Mange Møder lignede Holstedmødet i Karakter, men andre faldt ogsaa livligere og voldsommere ud. Der holdtes saare hæftige Taler.

I det Hele herskede der stor Uro i Landet; man mærkede Kampen mellem de to Partier i alle Forhold. Og i denne Uro befandt Johan sig vel: Bølgerne gik højt, sagde han til Margrete, men det var et sundt Havbad, og han lod sig gærne drive med Bølgeslaget som en Svømmer, der føler sig veltilmode i det salte og oprørte Vand.

Margrete blev mere og mere træt ved denne evige Uro. Hun mærkede nok, at de drev med 212 Strømmen, men vidste intet om, hvorhen Strømmen drev. Hun spurgte bestandigt Johan med præcise Spørgsmaal om, hvad der nu skulde ske, og hvad Førerne paatænkte og hvad Befolkningen vilde og hvornaar det afgørende Slag stod, og Johan havde Umage nok med at forklare, at man ikke énsidigt kunde afgøre det Taktiske, som naturligt afhang af Fjendens Angrebsmaade — denne Sætning havde han fra den store Fører — og at Slaget vilde staa paa Rigsdagen. Men rimeligvis vilde Kampen blive lang og besværlig.

Paa alle Møder faldt der Ord om den lange og besværlige Kamp.

Og det unge Par fik hurtigt Bevis paa Kampens Besværlighed: straks ved Sommerferiens Begyndelse kom der et Brev fra Fru Holm, hvori hun med yderst forekommende Ord sagde Johan Timerne i hendes Skole op. Hun skrev, at hans politiske Virksomhed jo desværre havde nødvendiggjort en længere Udeblivelse end Skolens Krav tillod, at denne Virksomhed desuden i Længden maatte formindske hans Interesse for den beskedne Undervisningsgærning, og at endelig Forældrenes og hendes egne Betænkeligheder ved at have en Politiker til Lærer for Børnene voksede med 213 den politiske Strids Hæftighed. Hun takkede ham for hans Arbejde, som hun i enhver Henseende havde været fornøjet med, og bad ham meget hilse sin elskværdige Hustru fra hende.

Johan tog sig dette Budskab yderst let. Dels mente han, at han sagtens kunde faa Timer andensteds, og dels brød han sig saa lidt om Penge, at han egentlig ingen økonomiske Sorger kunde faa.

Ikke saaledes Margrete. Hun følte Brevet som et smærteligt rammende Slag. Deres Indtægter led en betydelig Forringelse, og hun troede ingenlunde om Johan, at han lettelig kunde skaffe sig Erstatning. Men dernæst opfattede hun denne Opsigelse som et Vidnesbyrd om, hvor Magten laa, som en uhyggelig Forløber for fremtidige Nederlag.

Alligevel, da hun om Efteraaret sad i sin hyggelige Dagligstue, nød hun ret sin magelige Tilværelse. Hun behøvede intet at bestille i Huset, hvor Pigen ganske forslog til det daglige Arbejde, og hendes Mand var altid venlig og beundrende overfor hende, naar de talte sammen. Nu da Rigsdagen atter skulde samles, lod hun 214 ham fortælle alt, hvad han erfarede af politisk Aabenbart og Hemmeligt.

Hun udtalte først sin Forundring over, at han slet ikke omgikkes med sine Kolleger i Folketinget, og bebrejdede ham det dernæst læmpeligt. Hvorfor kom Politikere ikke hyppigt sammen, hvorfor traf de ikke hinanden selskabeligt udenfor Rigsdagen? Kunde det ikke faa en hel Del Betydning, at der foregik en bestandig Meningsudveksling imellem dem?

Johan indrømmede efterhaanden dette mere og mere. Men det havde jo været umuligt for ham som ugift at bede sine Partifæller eller andre hjem. Hos Tante Rikke — med hendes Meninger! — var ikke Stedet. Nu var det jo en helt anden Sag, og han troede som hun, at det politiske Udbytte af den Art Sammenkomster slet ikke kunde agtes ringe.

Kort efterat Rigsdagen var traadt sammen i Oktober, paatænkte saa Hr. og Fru Gerner deres første Aftenselskab.

Margrete havde staaet bestemt paa, at den store Fører skulde indbydes. Johan trykkede sig lidt herved, da Bekendtskabet imellem dem var saa grumme forretningsmæssigt; vel havde 215 Føreren indbudt ham nogle Gange, men kun til en Art halvofficielle Festligheder, hvor Gæsternes Antal steg til over hundrede. Her var imidlertid Tale om et Besøg af rent venskabelig Karakter. Skønt Margrete udtrykkeligt fordrede Føreren inviteret og vel ogsaa med Rette tillagde hans Nærværelse Betydning, kunde Johan, hvis Ungdomske jtethed aldrig forlod ham ganske, daarligt faa Indbydelsen anbragt.

Men saa en skøn Eftermiddag faldt pludselig den store Fører som en Bombe ned i hans Hjem.

Johan og Margrete sad fredeligt og drak deres Kaffe, da det ringede. De hørte knap Pigen lukke op, førend den store Fører stod i Stuen.

Han var fuld af godmodig Venlighed, hilste muntert paa den unge Frue, snakkede om Vind og Vejr, om deres Møbler og Lejlighed — hvad mon denne hyggelige lille Bolig kunde koste — om Fruens Oprindelse, om hun var Kjøbenhavnerinde eller ej, og endte til Slutning med, at han gærne vilde passiare lidt om Politik med Gerner, men at den Passiar nok vilde kede Fruen altfor meget: det var jo ikke for de unge Damer. Han ventede øjensynligt, at enten 216 de eller Margrete skulde forlade Dagligstuen. Da Margrete imidlertid ivrigt forsikrede, at hun nærede den mest levende Interesse for Politik, og da Johan stolt og glad støttede denne Paastand, forstod den store Fører straks, at man her i Huset skulde operere i Dagligstuen, og lod ovenikøbet baade interesseret af og fornøjet ved Fruens politiske Optagethed.

Og saa gik Samtalen videre om Højre, Grupperne paa Rigsdagen, Taktiken og Situationen. Den store Fører lod Johan formulere en Dom om næsten hver eneste Folketingsmand, idet han dog delvis reviderede Dommen, ialfald læmpeligt underskød helt andre Præmisser end Johan tænkte sig. Han loddede Johan meget omhyggeligt, og det kan hænde, at han ikke fandt Hr. Gerners Menneskekundskab synderlig dybtgaaende. I hvert Fald opnaaede han med Samtalen hvad han vilde.

Besøget gjaldt nemlig ene og alene Johans Stilling indenfor Venstre paa Rigsdagen: Føreren vilde vide, om han kunde regne paa ham ved en Partiafgørelse, der stundede til.

Spørgsmaalet var, om Oppositionen, trods sin Magtesløshed overfor Regeringen, skulde anvende 217 de yderligstgaaende parlamentariske Midler eller vælge en maadeholden Fremgangsmaade, hvorigennem man erkendte sin egen ufordelagtige Stilling.

For den sidste beskedne og ædruelige Adfærd talte den sunde Fornuft; for den førstnævnte Optræden den store Fører.

Uden direkte at opstille Spørgsmaalet bearbejdede han Johan hen til den rette Opfattelse. Han talte længe om Folket, det store menige Folk, der ventede en skarp Protest af Folketinget mod den lovbrydende Regering, han afviste de snusfornuftige saakaldte »kloge« Indvendinger, »de taktiske Finesser«, idet hans Politik, sagde han, var de store Følelsers Politik. Der gik mægtige Strømninger gennem Folket, som led ondt og forgæves stræbte efter menneskelige Tilværelseskaar, nu da den almindelige Valgret traadtes under Fødder af Junkerne. Han vilde derfor ikke være med til at narre Folket for den Fordømmelsesdom, som Folketinget udtalte gennem at afbryde al Forhandling med Regeringen. Man maatte staa paa sin Ret til det yderste; kun Selvopgivelse var Nederlag.

218

Der opstod ikke i Johans Sjæl det Spørgsmaal: hvorfor siger denne Mand dette? Tror han selv paa sine Ord eller ikke? Driver han en virkelig Følelsespolitik eller følger han en ganske forstandsmæssig Beregning?

Ordene fangede ham, de ædle Følelser betog ham. Om der ellers i Politik var noget bagved, som han ikke kunde komme paa Livet af, saa brød han sig mindre end nogensinde om at spekulere derover. Han var vis paa at fægte for den gode Sag, for Ret og Sandhed, for det forurettede Folk — hvad hjalp det spidsfindigt og juridisk at overveje hvert Skridt? Nej, hejse Flaget, bekende Sandheden og protestere mod Uretten — hvis dette var en Følelsespolitik, saa stemmede den ganske med hans inderste Natur.

Derfor bifaldt han ogsaa alt, hvad den store Fører sagde. Han var til Punkt og Prikke enig med ham, og den anden noterede ham sindigt i sin Hukommelse som en sikker Mand paa hans Side i Partiet.

Margrete derimod var ikke saa overbevist. Den Tale om Folket og Retten og Protesten kendte hun fra saamange Møder, og den imponerede hende ikke. Men nu havde hun en af Førerne 219 for sig, ganske privat i sin egen Stue, og nu vilde hun virkelig spørge og se at faa Besked om, hvad det allermest kom an paa. Og saa sagde hun i en tilfældig Pavse:

»Jeg vilde saa gærne vide en Ting, om det gik an for mig at spørge en Mand som Dem.«

Den store Fører, der nu var fornøjet med velforrettet Hværv og slet ikke utilgængelig for en net ung Kones milde Øjne, svarede med sit bredeste Smil:

»Det vil være mig baade en Ære og en Fornøjelse, om jeg kan være den lille Frue til nogen Tjeneste.«

Da spurgte Margrete med sin klingende Stemme:

»Tror De, Ministeriet snart gaar?«

Den store Fører saa’ lidt paa hende, strøg sit Skæg og svarede ret strengt:

»Det er et ganske underordnet Spørgsmaal.«

Og Johan faldt i:

»Det er ikke et Ministerium, hvormed vi kæmper, men et System.«

Men Margrete lod sig ikke forknytte, og endnu engang udæskede hun den store Fører og sagde hurtigt:

220

»Jeg vil blot gærne vide, om De mener, Ministeriet snart maa gaa; for naar Ministeriet alligevel bliver siddende, saa er det jo ligegyldigt, hvad man gør. Og hvad hjælper det saa med Retten?«

Men nu blev den store Fører ked af denne Udspørgen. Han sendte først Johan et bebrejdende Blik og tog derpaa fat:

»Jeg tror, at Ministeriet éngang maa gaa. Naar: det kan jeg ikke sige, thi det kommer an paa den Udholdenhed, hvormed Kampen føres. Jeg tror paa Rettens og Sandhedens Magt, Fru Gerner, men jeg véd ogsaa, at det i et Folks Liv ikke kommer an paa fem eller ti eller tyve Aar. Hvad det kommer an paa, er: at have Tillid til sin Sag. Et Folk, der værner for sin Frihed, kan ikke overvindes, men taber vi Troen og gaar vi paa Akkord, da er alting tabt.«

Fem, ti, tyve Aar, tænkte Margrete, og den Mand er Fører og vil frem og vil være Minister, han kan jo umuligt mene, hvad han siger; der maa ligge noget bagved.

Men højt sagde hun ganske blidt; thi den store Fører skulde jo inviteres:

221

»Undskyld, det var vist dumt spurgt; jeg forstaar mig jo slet ikke derpaa.«

Den store Fører formildedes; han havde et Øjeblik faaet det Indtryk, at Fru Gerner var en klog Person, nok saa klog som hendes Mand; nu tænkte han, hun blot var en dum lille Gaas med kønne Øjne. Han sagde:

»De gode Damer er altfor utaalmodige. De maa sandelig ikke, lille Frue, gaa hen og gøre Gerner usikker for mig.«

Han lo højt med en godmodig Latter, der ordentlig rystede ham. Johan lo med, og Margrete smilte troskyldigt.

Føreren blev siddende endnu et Kvarterstid, for at Stemningen kunde blive harmonisk ved Afskeden. Han blev imidlertid noget overrasket, da Gerner, efter nogle kraftige Øjekast fra Margrete, lidt rød i Hovedet bad ham spise til Aften hos dem om Lørdagen, hvor de gærne vilde se nogle Bekendte hos sig. Der vilde komme nogle Kolleger fra Folketinget, men han vilde først og fremmest sikre sig »Hædersgæstens« Nærværelse.

Den store Fører, der altid ansaa’ det for bedst at være tilstede, hvor Rigsdagsmænd samledes 222 og samtalede, lovede at komme, takkede og bød Farvel.

Men længe efter han var gaaet, sad Margrete i sin gode gammeldags Lænestol og grundede, medens Johan oversatte fra et svensk Blad inde i sin lille Stue. Fem, ti, tyve Aar — gentog hun bestandigt. Selv om Manden overdrev — hvad han utvivlsomt gjorde, ogsaa fordi ingen kunde se tyve Aar frem med nogenledes Sikkerhed — saa kunde det dog have sin Rigtighed baade med de fem og de ti Aar. Og hvad kunde det saa nytte at tage fat og hvor?

Det gavnede ikke at tale med Johan. Han travede trofast i sin Trædemølle, og den Ærgærrighed, som han besad, tilfredsstilledes sandsynligvis allerede nu: han ønskede jo hverken Magt eller Penge eller Glans. Men hun — skulde hun nu begraves i denne Dagligstue ligesom før i Falkoneralléen, ikke naa videre —

Aa hvad, hun havde det jo godt, mageligt og godt. Lidt kedeligt rigtignok, Johan var ikke synderlig morsom til daglig med sine mange Ord: han skulde nu altid holde Foredrag. Og saa bød han hende slet ingen Fornøjelser.

223

Hun sank sammen. Hvad kunde hendes Selskab nytte, som Sagerne stod? Og nu maatie det jo holdes. Hun var ved at fortvivle over det altsammen, ganske ligesom den Aften i Falkoneralléen, da hun pludselig mistede Haabet om at vinde Johan. Men ham havde hun dog vundet, og more sig her i Verden vilde hun — nu fik man se hvorved.

Hun sprang op, tog et Sjal over Hovedet og løb hen til Tante Rikke for at aftale en Komedietur med hende.

Hædersgæsten var altsaa sikret, hvem skulde de andre Gæster nu være?

Det ordnedes lettere. Johan vilde indbyde tre Folketingsmænd, to Bønder og en Skolelærer, der iøvrigt ogsaa var Bonde — alle tre anselige Mænd paa Rigsdagen, om de end hørte til de Meniges store Tal. Dernæst foreslog han to Journalister fra det Blad, ved hvilket han arbejdede, den, der besørgede Udlandet, og den, der besørgede Provinserne. Det vandt Margretes fulde Bifald. Hun vilde rigtignok foretrukket Bladets Redaktør, men Johan erklærede sig bestemt herimod. Han stod i intetsomhelst Forhold til 224 denne mægtige Mand, hvem han aldrig saa’, naar han om Eftermiddagen kom op paa Bladet og gennemgik de ham underlagte Lande. Kun med de to andre etnografiske Medarbejdere passiarede han venskabeligt, naar de traf hinanden paa Kontoret.

Saa var det afgjort. Om Tage blev de hurtigt enige: ganske sikkert passede han ikke til dette politiske Selskab, men Venstremand var han, og det gik umuligt an ikke at bede ham til deres første Selskab, hvor de indviede det nydelige Service, som han havde skænket dem i Bryllupsgave.

Af sit gode Hjærte foreslog Johan sine Svigerforældre. Men her var Margrete urokkelig: hendes Fader passede med sine Anskuelser ikke til Selskabet. Snarere maatte man da bede hans rare gamle Tante Rikke — Johans Ansigt blev surt — men hun vilde slet ikke være sammen med Rigsdagsmændene. Hvad hendes Moder angik, saa troede Margrete nok, hun kom om Formiddagen og hjalp hende lidt i Køkkenet med Maden.

Denne sidste Foranstaltning havde Margrete udtænkt, noget af Bekvemmelighedsgrunde, men 225 mest dog for at drille Faderen. Han vilde blive rasende over, at Margrete ikke bad ham, og hun glemte ikke, hvor gærrig han havde vist sig overfor hendes Udstyr.

Johan bøjede sig for hendes Vilje; saa lidt efter, da alt syntes ordnet, sagde han tøvende:

»Vi bliver saa otte Herrer og kun én Dame.«

Margrete saa’ lidt forbavset op — hun ventede sig saa lidt denne Bemærkning fra ham — trak paa Skuldrene og svarede:

»Ja, hvad er derved at gøre? Vi kender jo ingen Damer, og forresten skal det da ikke være Bal.«

»Nej, men alligevel skader maaske ikke Damers Nærværelse selv ved et politisk Selskab, og«, han blev rød i Hovedet, »vi kender da forresten én Dame, som passede godt.«

Margrete troede ikke sine egne Øren. Det maatte være hende, Johan mente! Men hvordan gik det til?

»Hvem mener du, min Ven?« sagde hun med sin blide Stemme.

Nu var han højrød i Hovedet og forsøgte at le let:

»Jeg mener saamænd Mathilde Rørby.«

226

»Ja, Mathilde«, sagde Margrete langsomt, »det har du egentlig Ret i; men hun har jo rigtignok ikke gjort Visit hos os efter vort Bryllup.«

»Du véd, hun er ikke saadan formel, og vi bryder os da heller ikke om de tomme Former. Men jeg mødte hende idag paa Gaden, og hun kom meget venlig hen til mig og spurgte mig om forskellige politiske Sager. Hun var saa ked af, at jeg — at ingen af os mere læste paa Skolen.«

Margrete nikkede forstaaende, men svarede ikke straks. Hun blev slet ikke vred paa Johan, der saaledes vendte tilbage til sin gamle Veninde. Hun begreb nok, hvordan det var gaaet til. Mathilde havde ikke kunnet modstaa Fristelsen, da hun saa’ Johan igen efter lang Tids Forløb, og Johan havde nu trygt — da han ikke kunde mistænkes for erotiske Hensigter — hengivet sig til den Fornøjelse, som han fandt i Reformsamtaler med Mathilde. Mod denne følte Margrete ingen Skinsyge, tværtimod!

Hvorfor skulde hun ikke indbyde sin fordums Veninde? Kunde det ikke blive ganske morsomt for den unge Fru Gerner at byde Frøken Rørby 227 Velkommen i sit Hjem og forestille hende for adskillige indflydelsesrige Rigsdagsmænd og Journalister? Vilde Mathilde ikke ærgre sig gul? Jovist, vilde hun; hun skulde inviteres. Men hvis hun afslog Indbydelsen? Det var urimeligt at antage: hun modstod næppe sin Lyst til at træffe Johan, og hun vilde ikke udsætte sig for en Mistanke om, at hun af Skinsyge blev borte.

Johan havde med nogen Ængstelse betragtet sin lille Kones kloge Ansigt, medens denne i Stilhed anstillede sine Betragtninger. Han sporede en Smule Samvittighedsnag, ikke fordi han skjulte noget Nyoplevet for Margrete — han følte ingen Anfægtelser overfor Mathilde — men fordi han aldrig fuldstændig havde opgjort sit Forhold til denne for sin Hustru. Da han traf Mathilde paa Gaden, var han i Begyndelsen lidt forlegen; men da hun saa udspurgte ham ligesom i gamle Dage, fik han paa den behageligste Maade Munden paa Gang. Han befandt sig saare vel ved denne politiske Diskussion, der flød paa de store Slagord og de uforgængelige Principer. Og naar han saaledes talte med hende, kunde han indbilde sig selv, at Forholdet mellem dem bestandig havde havt samme kollegiale Karakter.

228

Derfor straalede hans Ansigt, da Margrete uden al Spydighed endelig sagde:

»Naar du synes det, saa lad os bede Mathilde; hvorfor skulde vi hænge os i Formerne? Jeg skal skrive til hende.«

Og hun skrev en venlig Indbydelse til Mathilde, beklagende at de ikke mere mødtes i Skolen, og derved begrundende sit Ønske om at se hende som Gæst.

Da Mathilde næste Morgen modtog den lille Kuvert, hvis elegante engelske Haandskrift hun kendte, vidste hun i samme Nu, hvad Brevet indeholdt. Hun havde standset Johan paa Gaden af Nysgerrighed, af Forbitrelse over at være udelukket fra al Iagttagelse af ham og Margrete — ja, hun tilstod det for sig selv: paa Grund af den uovervindelige Interesse, som hun nærede for det brave Menneske, der var falden i den intrigante Kvindes Snare. Hun havde ledet Samtalen saaledes, afbrudt den saaledes, at Johan følte sig tryg og kunde ønske dens Fortsættelse. Kunde han nu sætte igennem, at Margrete genoptog sin Omgang med hende? Det lod dertil. Brevet maatte indeholde Beviset, en Anmodning om at komme.

229

Hun lukkede det op: Invitation til et Aftenselskab. Aa, Margrete vilde triumfere over hende som Frue i Huset. Jaja, hun skulde erfare, at den Besejrede turde møde hende paa det ugunstigste Terræn, og man skulde ikke paa hendes Ansigt kunne læse Nederlaget.

Aftenen kom, og alting stod beredt til Gæsternes Modtagelse.

Margrete havde klædt sig tarveligt paa, som hun iøvrigt altid gjorde. Hun forstod godt, at til den Rolle, hun vilde spille, passede intet elegant Toilette, som hun da forresten daarligt kunde overkomme med sine Husholdningspenge. Til demokratiske Mennesker, det vil sige de endnu fattige og sletstillede, passede en demokratisk Klædedragt. Og især overfor Bønder skulde man naturligvis ikke figurere i Silkekjole: hun ejede heller ingen saadan.

Paa Aftenbordets Godhed stolede hun ubetinget; hendes Moder havde stegt Kyllingerne og lavet Salaterne. Den billige Rødvin skyldtes et praktisk Raad af Tage.

Hun ventede ikke uden Spænding sine Gæster, skønt hun siden Førerens Besøg stod mindre forhaabningsfuld. 230 Johan gik fornøjet omkring og glædede sig rigtigt, sagde han, til de hyggelige Timer, som de skulde tilbringe.

Gæsterne lod vente længe paa sig, saalænge, at Margrete blev temmelig nervøs.

Først kom de tre menige Rigsdagsmænd, alle tre sammen: to solide Bønder med ubevægelige og alvorlige Ansigter og en finere bygget, lidt brystsyg Skolelærer med mørke og fanatiske Træk.

De bød Godaften og satte sig stille ned, ikke kejtede og heller ikke fri i Væsen. De underholdt sig sagte med Johan om hvad de forskellige Blade skrev angaaende Rigsdagen.

Margrete havde knap set dem, førend hun følte sig ganske mistrøstig overfor sin egen Evne til at vinde eller blot træde i Forhold til disse Mænd. Der hvor hun stræbte hen, vilde de slet ikke. Saadan hjemme i Politik, historisk og juridisk, det var hun ikke, og da hun ingen Blottelser vilde give sig, turde hun derfor ikke indlade sig dybt med dem. Hun tænkte paa deres daglige Arbejde: de dyrkede Jorden; hun — hun vilde opføre et Slot!

231

Men forsøge maatte hun, og hun gav sig til med stor Hæftighed at angribe Højre og Kjøbenhavnerne. De undrede sig højligt over, at en Dame var saadan ivrig Venstremand, men syntes ikke at tillægge denne Opdagelse egentlig praktisk Aærd.

Saa ringede det, og ind traadte de to Journalister.

Margrete tog dem i Øjesyn med Interesse: her maatte være bedre Sangbund for hendes Politik.

De kunde være mellem tredive og fyrretyve, saa’ ikke velhavende ud, men honnette og forstandige. Udlandet var en febrilsk Fyr med mange Bevægelser og et distræt Udtryk, som om han bestandig rodede om mellem en Mængde Blade og ikke kunde finde, hvad han søgte. Han viste sig at være en stor Entusiast, der sværmede for engelsk Fremskridtspolitik og irsk Nationalliga og som saa’ Danmarks Frelse i en Agrarbevægelse. Bønderne brødføder Landet, sagde han, og de skal regere Landet; den hele Intelligens vælger tilsammen ikke én Rigsdagsmand, Politik er Valgkredse og Valgkredse er Bønder.

Da Margrete paa Konversationens første Trin havde lokket denne Trosbekendelse af ham — 232 hvis man kan bruge Ordet »lokke« overfor den villigste Imødekommenhed — opgav hun ogsaa ham. Bønder og igen Bønder og Valgkredse og Rigsdagsmænd — med alt dette kom hun ingen Vej.

Og hun satte sig hos Provinserne og spurgte ham, om han ogsaa troede paa, at Bønderne skulde have og vilde faa hele Magten herhjemme. Det troede Udlandet.

Provinserne var et godt Hoved, som havde levet en hel Del med i Kjøbenhavn. Student var han, men Embedseksamen havde han aldrig faaet. Saa havde han slaaet sig paa Journalistik og udfyldte med en skeptisk Humor sin ikke fremtrædende Plads ved Bladet. Han bearbejdede Provinsavisernes ferske Stof uden nogensomhelst Respekt og drak sin Toddy temmelig sent paa Natten i Selskab med Journalistfolkets lette Tropper, som en velset Kammerat paa Skuespillerkaféerne og Forlystelsesanstalterne.

Han smilede lumsk ved dette Spørgsmaal fra den unge Kones Side:

»Jeg skal sige Dem, Frue«, svarede han med en Mine, som Margrete kunde tyde for hvad hun vilde, »Bønderne regerer allerede alt hvad de kan, 233 paa Landet naturligvis og især i Sogneraadene; derimod i Byerne og i Embederne og i Bankerne der regerer Højre. Det er saadan fordelt.«

Der var noget i den Tale, som Margrete forstod. Hun havde dunkelt anet, at det forholdt sig saaledes. Hver havde sit: men om det, som Bønderne ejede, brød hun sig ikke en Døjt. Da hun imidlertid her fandt en Mand, som talte et fatteligt og tydeligt Sprog, vilde hun benytte Lejligheden. Og saa kom hun med sit Hovedspørgsmaal:

»Tror De«, sagde hun rask, »at Venstre nogensinde sejrer«.

Provinserne saa højst betuttet ud. Det var Fanden til Fruentimmer til at spørge. Men hun havde nogle nydelige Øjne, og hvorfor skulde man ikke sige dette ærlige og maaske begejstrede Barn Besked, naar det spurgte pænt? Gerner var jo en uforbederlig Idealist og Troende, og rimeligvis var Fruen ligedan. Lidt Fornuft kunde ikke skade. Han rømmede sig, sænkede Stemmen og lagde ud:

»Nej, det tror jeg sandelig ikke — det vil da sige: ikke de Folk, der enten af Fødsel som Bønderne eller af Overbevisning som vi Dannede 234 er Venstre. Derimod kan det jo nok være, at adskillige Venstrepolitikere kan komme til Fadet, naar de i rette Øjeblik falder fra og viser sig som de velsindede Højremænd, de i Virkeligheden er. Kan de krybe til Korset uden at miste Valgkredsen — saa kan det saamænd gærne være, at de om en fem eller ti Aar kryber sig til en Taburet. Men de drikker sig ikke dertil: der skal baade slides og ventes«.

Margretes Ansigt blev mørkt. Igen fem, ti Aar. Og hvem blev saa muligvis de sejrende — de, der kunde falde fra uden at miste Valgkredsen. Hvis Provinserne havde regnet Johan mellem den Art Folk, havde han ikke talt saaledes. Altsaa, Johan var slet ikke med, begreb slet ikke, hvad Vej der førte til Maalet. Maalet, han kendte det jo ikke engang.

Saa mørkt var hendes Ansigt, at Provinserne blev bange for, han havde fornærmet hende. Han tilføjede forskrækket:

»De misforstaar mig da ikke, Frue! Der gives de Folk, som aldrig vil slaa af, og som føler Lykke i den daglige Opposition, ved hvilken Jordbunden beredes for Fremtiden. Deres Mand for Eksempel. Han er saadan en Apostel, der 235 forkynder Fremtidens Evangelium. Og hvad de andre angaar, saa kan det saamænd ogsaa hænde, at de aldrig bliver Konger i Danmark, selv om de venter nok saa længe.«

Margrete svarede smilende:

»Hvor kan De tro, at jeg misforstod Dem! Jeg tænker kun paa de mange, der venter sig Sejren snart. Min Mand han strider — for Stridens egen Skyld.«

Og hun saa’ hen paa Johan med et kærligt Blik, der vandt Provinsernes Hjærte, medens hun i sin Sjæl følte en flammende Vrede mod den Taabe, der øjensynligt slet ikke forstod, hvad Striden drejede sig om, men lod sig narre af de klogere Folk. Og selv hun — det følte hun godt — manglede altfor meget baade Kundskab og Erfaring til en fuld Forstaaelse af Politikens Kærne. Journalisten her var vel ganske nem at faa Besked af, men man kunde jo straks se paa ham, at han hørte til de Resignerede. I hvert Fald som Allieret kunde han ikke bruges, et fattigt og indflydelsesløst Menneske.

Men det ringede paany, og Døren aabnedes for Mathilde og Tage.

236

De var komne sammen op ad Trappen og ind i Entréen. Tage havde høfligt forestillet sig for hende og sagt nogle ligegyldige Ord. Men Mathilde havde hverken svaret eller tilkendegivet, at hun vidste, hvem han var; hun saa’ lige ud for sig og bøjede knap Hovedet en Smule.

Slet saa sur var hun vel ikke overfor Margrete, men hun bevarede dog en kold og noget tvær Mine, da hun hilste paa Vært og Værtinde. Margrete brød sig imidlertid lidet derom; nu skulde hun da ialtfald have den Nydelse, som Aftenen maatte byde hende, nemlig at forestille Mathilde for sine politiske Gæster. Men det gik ganske galt. Med dyb Skuffelse saa’ hun, at naar undtoges Provinserne, der tydeligvis ikke havde Smag for Rødbeden, kendte Mathilde udmærket alle de Fremmede, som hun havde truffet i forskellige Foreninger eller ved Møder. Ja, hun forstod endog ganske anderledes at tale med dem end Margrete. Denne maatte til sin Ærgrelse være Vidne til, hvorledes Mathilde indesluttede den brystsyge Skolelærer i en Krog og hæftigt angreb ham med Kvindens Valgret.

Tage derimod fandt sig ikke saaledes hjemme i dette alvorlige Selskab. Til Damerne vovede 237 han sig slet ikke efter det mislykkede Forsøg med Mathilde; den unge Fru Gerner tog sig iaften endnu mere grundtvigiansk ud end sædvanligt, i en Art Bodsdragt af graat Lærred; Rigsdagsmændene saa’ ud, som de mindst maatte være alle tre om at forstaa en kjøbenhavnsk Vittighed, og dér stod han hjælpeløst fortabt i sin sorte Diplomatfrakke, der klædte ham nydeligt, og hvis Silkeopslag ærgrede Margrete.

Indtil han og Provinserne fandt hinanden. Tage syntes, at Journalisten saa’ menneskeligst ud mellem alle disse Afholdsmænd, næsten som han kunde være lidt forsoldet, og lod falde en lille Bemærkning til ham om den nye Revy, og straks slog den anden til. Inden fem Minuter sad de gemytligt i en lun Passiar om Teatermisérer, Skuespillere og Pigebørn.

Men Tiden gik, og den store Fører kom ikke.

Klokken var langt over ni, og Selskabet trængte tydeligt til Aftensmad. Nogen almindelig Konversation var ikke naaet, de Fremmede sad spredte i smaa Grupper, hvor Samtalen gik halv højt og undertiden døde helt ud. Mathilde var egentlig den, der bedst forstod at faa Tungerne paaGled; Margrete iagttog hende nøje, hvorledes 238 hun med nedslagne Blikke paa en ret nærgaaende Maade udspurgte de Herrer, der kom ud for hende, stadig bevarende en vis uforskammet Mine, medens hun forhørte dem. Man vilde undertiden slet ikke ane, at hun talte med nogen — saa fornem-ligegyldig saa’ hun ud — hvis ikke hendes Spørgsmaal var faldne punktvis som en prikkende Telegrafnaals Slag.

Margrete tænkte: »Nu staar hun dér og hævner sig paa Mandfolkenes hele Slægt ved at foragte dem, imedens hun dog giver sig i Lag med dem. Og de— hvor vil de tale med hende? Ja, hun er en Dame, der har læst alle Bøgerne, man skal kende, og Artiklerne, man skal have sin Mening fra, og maaske endda Rigsdagstidende — hun ser ud dertil. Det finder de naturligvis ganske morsomt — især saadanne Bedemænd som disse Rigsdagsherrer. Men jeg — nej, jeg kunde aldrig være saa interesseret som hun.«

Det var især gennem Rigsdagstidende, at Margrete havde naaet denne Erkendelse. Hun havde i de Uger, hvori Rigsdagen havde været samlet, gjort de hæderligste Forsøg paa at komme igennem de Bunker af aflange tættrykte løse Ark, 239 der ophobede sig paa Johans Bord. Men det var hende umuligt at udholde Læsningen, og da Johan havde bragt hende en Finanslov, havde hun ganske opgivet Ævret, saa uforstaaeligt syntes hende dette med Tal og atter Tal prangende Hæfte, hvortil endnu var knyttede Anmærkninger saa tykke som en Bibel. Det en Finanslov! Mon der var nogen, som læste dette? Ialtfald troede hun just ikke, at Johan stak synderligt dybt i den Materie. Han sagde ogsaa selv, at det Finansielle laa ikke for ham. Og nu hørte hun ham og Mathilde og Skolelæreren ivrigt prædike over, at nogle Højskoler ikke stod paa Finansloven.

Men Klokken var tre Kvarter over ni, og endnu ingen Fører.

Hun spørger sagte Johan, om de ikke skal gaa tilbords, maaske kommer den store Mand ikke. Dog Johan fraraader dette bestemt; forresten aner han ikke, hvad Klokken er, og da hun hentyder til Selskabets lidt træge Stemning, ser han ganske forbløffet ud: han synes tværtimod, det gaar saa udmærket, og er overbevist om, at Gæsterne morer sig fortræffeligt.

240

Saa fortvivler Margrete og har mest Lyst til at sætte sig i en Krog og surmule. Hun ser Tage, der ler paa en underfundig Maade ad en Historie, som Provinserne fortæller — Tage lægger sig tilbage i Stolen og betragter sine spidsnæsede Støvler med Velbehag, medens han fornøjer sig over Journalistens Ondskab. Endogsaa han befinder sig forholdsvis vel i dette Selskab, blot hun ikke. For Tage er denne Aften et tilfældigt Hoveri, efter hvilket han vender tilbage til sine sædvanlige behageligere Tidsfordriv, for hende er den et Kort, hvis ikke ringe Indsats synes tabt.

Endelig Klokken ti ringer Klokken: den store Fører træder ind.

Straks han kommer, forstummer al Samtale. Johan farer forfjamsket hen og byder Stol, Rigsdagsmændene gør Honnør som Menige for en Officer, og den gemytlige Journalist bliver stikkende i en Sætning — alle rejser sig og hilser. Den store Fører fylder ganske Stuen, smilende over hele Ansigtet: hans brede Person lyser af elskværdig Godmodighed.

»De har da ikke ventet paa mig! Aa, det skulde de ikke: i denne Rigsdagstid er vi Folketingsmænd 241 aldeles umulige, vi har havt Finansudvalg iaften og Bestyrelsesmøde ovenpaa, og saa var der en Mængde Breve, der skulde ekspederes. For passe paa maa man sandelig.«

Han ler hjærteligt. Ikke alene har alle i Selskabet nu et Indtryk af den overordentlige Flid og usædvanlige Arbejdskraft, der betinger hans Indflydelse, men de føler sig ret skamfulde over deres dovne Levnet i Modsætning til denne energiske Sliden sig op i Demokratiets Tjeneste. Dog han lader det ikke blive derved. Han fortsætter:

»Ja, de Herrer med de gode Hoveder og de mange Eksaminer kan sagtens klare det, men naar vi Bønder skal være Journalister«, her skotter han til de to menige Rigsdagsmænd, »da maa der slides ud af den karske Bælg.«

Her slaar han flere Fluer med et Smæk. De arme Journalister, Gerner indbefattet, føler sig yderligt forlegne overfor en Ros, hvis Ironi er saare gennemskuelig, og Bønderne, som den store Fører har indviklet i et Bladforetagende og derved holder med en snærende Snor om Benene, smiler ynkværdigt ad denne blodige Spøg.

242

Men Margrete skrider ind og beder Selskabet gaa tilbords, selv udbeder hun sig den store Førers Arm, som han giver hende med et bredt Skrabud, hvorover han selv ler — godmodig som altid — og hvorved hun bliver flov.

Saa sidder de ved Bordet og tager for sig af Retterne: paa Gæsternes Appetit kan der ikke klages, Maden synes at smage dem fortræffeligt.

Samtalen beherskes ganske af den store Fører, der er saa munter og veltilfreds som et Barn — som om ingen alvorlige Forretninger turde medtages i dette elskværdige Hjem. Han roser Retterne og beundrer den lille Husmoders praktiske Sans; han taler om Smørrets Pris, og han udbringer hendes Skaal paa en nydelig og morsom Maade; saa driller han den ene Bonde med, at han har ladet sig aale af en Højremand ved et Møde, og antyder, hvor ganske anderledes han selv vilde affejet denne; saa gaar han sammen med Skolelæreren løs paa en Artikel i et jysk Blad, over hvis Redaktør han indirekte spaar en frygtelig Hævn; saa kommer Turen til Mathilde Rørby, med hvem han statsmandsmæssigt drøfter en ny oprettet Kvindeforening.

243

»Vi skal have de danske Kvinder med os, de alvorlige, de sande Kvinder fra By og Land — det er ingen ringe Hjælp, som en varmhjærtet Kvinde yder. Og Kvindesagen er en af de Opgaver, som Demokratiet maa tage op. Skal vi drikke et Glas sammen, Frøken Rørby, paa en frugtbringende Samvirken.«

Denne Udmærkelse ærgrer Margrete usigeligt: medens Skaalen for hende reducerede sig til en Lovprisning af Husmoderligheden, det vil sige af den gode Mad som hendes Moder havde lavet, bliver Mathilde behandlet som en Repræsentant for den danske Kvindebevægelse og Kvindeverden, som en Art Forbundsfælle, paa hvis Støtte der sættes Pris.

Men den store Førers Tale gaar videre omkring ved Bordet og kommer til Tage, med hvem han giver sig i Snak om Banken, hvori Tage er ansat, thi skønt han ikke syntes opmærksom ved Præsentationen — det tillod hans Fornemhed ham ikke — viser han sig dog nu fuldkommen underrettet om Tages Stilling. Kun taler han ud fra den Formening, at Tage er Højremand, men da saa Johan straalende over ogsaa i dette Tilfælde at kunne præsentere det uforfalskede Demokrati 244 indenfor sit Hjem, skar Tage paa Skuldren og larmende bevidner hans Venstresind og ivrige Agitation ved Valgene, nikker Føreren bifaldende:

»Se, se! Det er dog vist en Sjældenhed i Deres Fag, at Folk ikke hænger i Halen paa Ministeriet. Det er en Højrerede, Kjøbenhavn; men det gror i Dybet, og Resultaterne er allerede ikke ringe.«

Han er som en Konge, der indkasserer den ham lovligt tilkommende Hyldest.

Og i sin videre Samtale med Tage aabenbarer han et indgaaende Kendskab til alle Børsens og Handelens Matadorer og til Pengeomsætningens Begivenheder og Love: intet synes ham fremmed, intet ligegyldigt. Han kan tale om enhver Ting mellem Himmel og Jord, læser de nye Bøger, der betyder noget, og læser selv de Blade, der intet betyder, kender enhver indflydelsesrig Bonde i Landet ved Navn og fortæller mange Historier om Ministre og Politikere fra de sidste tyve Aar, nævner Tal og fordyber sig i Sager, kritiserer og driller, spøger og ler, bliver alvorlig og begejstret, agerer og arbejder utrættelig selv i dette ligegyldige Selskab, saaledes som han 245 altid arbejder og agerer, frisk og stærk og sejg og tung.

Han ligner en Rugmark, som han sidder dér, gulblond i Farven, bred og bølgende: saamange, mange Aks, der snart rejser sig frejdige og frodige, snart bøjer sig for Vind og Vejr, krybende langs Jorden — saamange Aks, at man vilde vente rig Næring af denne vide Flade! Og hvad yder saa de mange Aks, naar Heden har brændt sine og Regnen blødet sine og Rust ædt sine — en bitte Smule Mel, der aldrig forskar til det Brød, som den store Mark synes at slaa op. Men jordfødte er Aksene, de vokser i dansk Muld, og mangen Mand ser ikke videre end til den hjemlige Rugmarks Grænser.

— Margrete vil hæve Bordet, men den store Fører beder, at de maa sidde lidt endnu:

»Vi sidder saa godt, lille Frue, tør vi ikke blive et Øjeblik endnu? Saa tænder vi en Cigar — Gerner giver os nok en ægte Havaneser, saa fint som alting her er — og saa damper vi ikke de smukke Gardiner i Dagligstuen fulde af Røg.«

Selv i en saa ringe Ting modstaar han ikke sin Lyst til at dominere. Han forlader ikke Spisestuen førend henved Klokken tolv og kun 246 for at slaa sig ned i Dagligstuen; de andre Gæster gør Mine til at gaa, men han holder paa dem:

»Aa nej, gaa nu ikke! Skal Familien tidligt i Seng, vil Fruen absolut have os paa Dør? — Naa, men naar disse elskværdige Mennesker vil huse os lidt endnu og maaske endda giver os et Glas Seltersvand, saa gaa ikke! Natten er vor egen, og nu sidder vi saa godt. Det er sandeligt saa sjældent, at man faar sig en gemytlig Passiar mellem gode Venner.«

Og alle bliver, grupperede rundt omkring ham, som intet vil undtagen tale og spørge og mærke sin Livskraft. Men alligevel sætter han sig paa en saadan Aften særdeles fast i alles Bevidsthed som Fører. Hans Overlegenhed føles uafladeligt, og for Gerner taaler denne storladne, elskværdige, næsten geniale Natur ingen Sammenligning med andre Førere. Han er en Kæmpe, med smaa Fejl og store Egenskaber.

Ogsaa Tage finder ham ganske elskværdig: han er jo en behagelig Mand at være sammen med en Aften, kundskabsrig og klog, dog med en let gennemskuelig Brutalitet og Hensynsløshed: 247 han vilde nødig staa i en Underordnets Forhold til ham, tænker han.

Udlandet er rentud begejstret: den store Fører har udspurgt ham om Parneil og Nationalligaen og beklagende udtalt, hvor misundelsesværdig denne Indsigt i fremmede Forhold synes ham. Provinserne derimod keder sig glubsk og ønsker bare, at han sad i Ro i National og ikke skulde høre paa denne unyttige Snak.

Endelig Klokken to gaber den store Fører tre Gange meget højt, just som Johan fordyber sig i den franske Opfattelse af Folkesouveræniteten, belyst ved Eksempler fra den store Revolution. Hædersgæsten bryder op, og alle Gæster følger ham. Inden han forlader Stuen, ser han lidt paa Gambettas Billede:

»Det var en stor Mand, ikke sandt, Hr. Gerner! Ja, de studerede Herrer her har naturligvis læst hans Taler paa Fransk: en anden En maa nøjes med de Bider, som vi kan opsnappe i Bladene.«

Baade Johan og Udlandet ser noget flove ud, thi ingen af dem har nogensinde læst Gambettas Taler. Men Johan sammenligner den store 248 Fører med den franske Statsmand og kalder ham Danmarks Gambetta.

»Aa, jeg tror De vil!«

Med et hjærteligt Haandtryk tager han Afsked, og alle Gæsterne samles endnu udenfor Husdøren. Her tager den store Fører den ene Bondes Arm og tvinger ham til at følge sig hjem; de to andre Rigsdagsmænd gaar bort sammen med Udlandet, medens Provinserne sniger sig hastigt væk for om muligt at smugles ind paa en Kafé, af hvis Natteforening han er Medlem.

Men Tage, den ulykkelige Tage!

Ham har Johan i sin Naivetet paalagt at ledsage Frøken Rørby, de skal jo samme Vej, og skønt Mathilde aldeles ikke bryder sig om nogen Ledsagelse, modsætter hun sig ikke Tages Følgeskab, af Drilleri, fordi hun forstaar, hvor ked han er af denne Riddertjeneste.

Og saa gaar de sammen. Hun i sin side Kaabe og med den runde Kysehat, aldeles ligegyldig for sit Toilette, og han elegant i sin korte Vinterfrakke — uendeligt antipatiske for hinanden.

I Begyndelsen henvender han nogle Ord til hende om Selskabet, men da hun ikke gider 249 svare undtagen med en eller anden kort og gnaven Sætning, der bider ham af, opgiver han al Konversation og traver tavs ved Siden af hende. Han er høj og velbygget, og det ærgrer hende: hun lider bedre, at saadanne Libertinere er smaa, saa hun kan se dem over Hovedet.

Efterhaanden finder Tage Situationen ganske morsom, og da de kommer forbi hans Bolig, gør han en sindig Bemærkning om, at her bor han. Saa siger hun indædt forbitret:

»De vil maaske hellere slippe for videre Følgeskab; De taaler maaske ikke at være oppe saa sent.«

»Paa ingen Maade,« svarer Tage galant, og idet en lys Idé farer ham gennem Hovedet, tilføjer han: »jeg saa’ Dem saamænd den Nat, da Johan havde havt Bryllup, fare her forbi, og tænkte ved mig selv: Hvor kedeligt, at jeg ikke kan tilbyde Frøken Rørby mit Følgeskab.«

Mathilde skummer af Raseri; da de endeligt er naaede til hendes Hjem, farer hun ind ad sin Gadedør, uden at sige Godnat eller Tak til ham, og op paa sit Værelse, hvor hun kaster sig paa sin Seng, delt imellem to Følelser: Forbitrelse over Tages Drilleri og Glæde over at Aftenen, 250 hvad hun godt forstaar, mislykkedes som Triumf for Margrete.

Men Tage giver sig leende paa Vejen hjem. Han mumler mellem Tænderne:

»Det er nogle yndige Væsener, disse Kvindesagsdamer og Venstrekvinder. Nej, maa jeg saa bede om Kamilla Jørgensen! Ja, hende behøver jeg da ikke at bede om.«

Da Gæsterne var komne afsted, gik Margrete lige hen og smækkede alle Vinduer op. Stuen var fuld af Tobaksrøg, og hun trængte til frisk Luft. Hun saa’ ned ad den snævre mørke Gade, hvori nu kun et Par enkelte usle Gaslygter kastede et flimrende Lys, og hvorfra den sure, skarpe Natteluft steg op mod hendes Ansigt — saa’ ned som i en Brønd, hvori alle hendes Forhaabninger var druknede. Hun følte to tunge Taarer løbe ned ad Kinderne, og hun gad ikke borttørre den Graad, som hun græd af Skam og Sorg over sin mislykkede Erobringsplan. Nej, der fandtes ingen Bro fra hende til disse Mennesker, der enten arbejdede for sig selv og ikke behøvede hende, eller ogsaa troskyldige og dumme arbejdede for andre. Og Johan var ikke den 251 Mand, der forstod hverken hende eller den store Fører eller de andre Rigsdagsmænd eller nogen Ting i det Hele: hun havde et stumpt Vaaben — nej, intet Vaaben, en Skralde i sin Haand, og med saadant Redskab brød man sig ingen Bane.

Imedens gik den for hendes Spot og Vrede udsatte Genstand, uvidende om hendes Tanker, muntert frem og tilbage i Dagligstuen. Han var i straalende Humør, lykkelig over den herlige Aften og særdeles oplagt til endnu at holde mange Taler om Gæsterne og Aftenens Begivenheder, særligt da den store Fører saa temmeligt havde bundet Munden paa ham.

Men Margrete knækkede hans Veltalenhed i Spiren.

»Jeg har Hovedpine«, sagde hun, »og gaar i Seng: vil du lukke og slukke.«

Og hermed forsvandt hun for den forbløffede Johan; og da han noget efter kom ind i Sovekamret, lod det til, at hun allerede var falden i Søvn.

Der kom tunge Uger for Margrete: hun var led ved alting.

252

Hvis hun gav sig i Tale med Johan, hørte hun kun bedrøveligt Nyt. Straks efter hendes Selskab skete der et mislykket Attentat paa Konsejlspræsidenten, men den klikkende Revolver skød Højrepartiet sammen til en kompakt Masse, og Kjøbenhavns hele Bourgeoisie lagde sig for Regeringens Fødder. Den Smule Misfornøjelse, som den ublodige Reaktion muligvis havde vakt hos enkelte Borgere, fordampede sammen med Røgen fra den forbryderiske Pistol, og i Ly af dette uformodede Held kunde Ministeriet ved en Række Foranstaltninger af politimæssig Karakter optræde som en daadskraftig Statsmagt, der var sig sit Ansvar bevidst overfor anarkiske Elementer. Da nu Folketinget samtidigt hengav sig til en Kæde af magtesløse Demonstrationer, fik Ministeriet Anledning til at fastslaa en stærk Stilling gennem en langt skarpere Taktik end det rimeligvis nogensinde havde belavet sig paa. Lykken var med Regeringen, og den benyttede de gode Chancer.

For Venstre derimod voksede ingen Blomster. Oppositionens enorme Flertal blev næsten komisk, naar hver enkelt betød saa saare lidet, og aldrig syntes Folketinget at have været længere borte 253 fra den store Opgave, som Førerne havde stillet det folkevalgte Ting.

Margrete gik en Formiddag ud i Tinget, mere for at fordrive nogle Timer, end fordi hun ventede sig nogen Fornøjelse deraf.

Men Johan vilde tale, og hun kunde da gærne gøre ham den Tjeneste at sidde i Ryggen paa ham. Alligevel fortrød hun dette sit Besøg bitterlig, ikke alene fordi hun kedede sig stygt ved en bombastisk Tale af den store Fører og fandt Johans Harangue ligesaa unyttig som indholdsløs, men fordi hendes Humør endnu forværredes ved Indtrykkene fra denne Formiddag. Hun fandt det saa uhyre latterligt med alle disse Rigsdagsmænd og vigtige Bønder, som sad dér med deres Bunker Papirer og galede imod Ministrene, der øjensynligt brød sig Pokker om dem. Hvad hjalp alle deres dejlige Ord! Det var jo dog de andre, der regerede, regerede i de første fem, ti, tyve Aar — aa vist lige til deres Død. Og imedens beviste Rigsdagsmændene dem over, at de begik den mest oprørende Uret ved at regere. Du milde Himmel, hvor det vilde være hende ligegyldigt, hvis hun var Minister og herskede over Land og Rige.

254

Herske, hun! Ja, det var saadant noget, hun drømte om, da hun var Barn. Skønt, hun havde vist aldrig troet derpaa for Alvor. I alt Fald herske gennem Johan — det var som at slaa Ild af en Spand Vand.

Hun fik en utaalelig Hovedpine af den usle Luft i Folketingssalen og skyndte sig ud i Bredgade.

Det var en smuk Vinterdag, Klokken var tre, og det fineste Kjøbenhavn gik sin daglige Tur ud til Langelinie; her vandrede mange elegante Herrer og moderne Damer, for hvem Rigsdagen var en lukket Grav, og Margrete, som kom inde fra den mørke Sal, hvor Sogneraadsbønderne krøb sammen, blev usigeligt ilde berørt ved Synet af denne elegante Verdens Sirplanter, der trivedes saa fortrinligt udenfor al Politik. Men heller ikke mellem disse hørte hun hjemme.

Hun kunde næsten ikke mere tale med Johan, hun gad ikke mere spørge ham, hun kendte jo Svarene. Javist, denne Strid maatte opfattes som et Led i den store Kamp, som nu og altid førtes Verden over mellem Fremskridt og Reaktion, og som aldrig udkæmpet antog nye Former for 255 hver Generation. Det lød meget dejligt og var vist ogsaa sandt, men hvad hjalp denne skønne Betragtning hende?

Hvad hjalp den økonomisk i deres Hus? Rigsdagen varede i alt to Maaneder, og Diæterne var saaledes yderst faa, medens Johan endnu ikke havde faaet Lejlighed til at skaffe sig nye Timer. De maatte vel begynde at tære paa de faa Hundreder, som stod i Sparekassen.

Margrete mærkede, at hun blev sløv; hun forsømte nu ganske sit Ydre, gik gærne den hele Dag i Slobrok. Ud gad hun ikke gaa; hvorhen vel? Hun havde jo ingen Bekendte fra gammel Tid, og ikke Mulighed nu for at skaffe sig ny Omgang. Hun var endog forhindret fra at besøge sin egen Moder paa Grund af den gamle Scheibels Ondskabsfuldhed. Nu da han saa’, hvor galt det gik for Oppositionen, var han ovenpaa. Han spurgte til »Ekscellencen«, betitlede hende »Deres Naade« eller »Ministerfruen«, raadede hende til paany at søge Timer eller foreslog, at Gerner skulde se at komme løs fra det Pak, hvorimellem han befandt sig, og ansøge om et lille Embede. Og Margrete kunde ikke svare, søgte bare at undgaa ham, medens han, som mærkede hendes 256 Saarbarhed, passede hende op og morede sig kosteligt med at drille hende. Saa for at fri sig for hans triumferende Mine, gik hun ikke mere til Falkoneralléen.

Mathilde Rørby, skulde hun søge hende? For at Rødbeden kunde fryde sig ved sin gamle Fjendes Nederlag! Nej tak.

Saa var der blot Tante Rikke tilbage, og dér i Johans fordums Hjem sad hun undertiden og nippede til en Kop Kaffe, medens den gamle Kone skældte ud paa Venstre og Bønderne, erklærede Johan for gal og beklagede den Stakkel, der var gift med ham. Margrete fandt for det første Tante Rikke ganske fornuftig, skønt hun tidligere sammen med Johan havde korset sig over den Gamles bornerte Meninger, og for de andet tænkte hun saa smaat paa, om det mon ikke blev nødvendigt at flytte sammen med Tante Rikke — til Besparelse i Husholdningsudgifterne.

Hendes Humør forværredes daglig, og hendes nervøse Hovedpine tiltog. Hun laa paa Sofaen den hele Dag, svarede næppe Johan, naar han spurgte kærligt til hende, men jog ham ind i hans lille Rum. Derfor, da Foraaret kom, spaserede han ikke saa sjældent med Mathilde, hvem han 257 traf ved adskillige Møder, som Margrete nægtede at overvære.

Margrete vidste det godt og var uendeligt ligegyldig derved. Hun tænkte undertiden paa, om ikke Morfin maatte være noget for hende: det skulde jo skille af med Hovedpinen og skaffe saadanne behagelige Drømme.

Johans Veltalenhed kunde nok dysse i Søvn, men Tilstanden var ens før og efter, og til behagelige Drømme mærkede hun intet. Dog Johan havde hun ved Haanden og Morfinen ikke.

258

XIII.

Grosserer Gaul fejrede sit Borgerskabs femogtyve Aars Jubilæum den sjette Maj, han skænkede i den Anledning betydelige Summer bort til Diakonissestiftelser, Børnehjem og andre velgørende Institutioner, udnævntes af Hans Majestæt Kongen til Etatsraad og højtideligholdt selv Dagen ved et stort Middagsselskab.

Indbydelse udgik til hans Søster og Svoger Hr. og Fru Scheibel, ja til Hr. og Fru Gerner med paa Købet.

At denne pludselige Familiefølelse var opkommet i Grossereren, forklaredes dels af hans Lyst til at optræde patriarkalsk ved saadan en Festmiddag — den Gaulske Familie skal saavidt muligt forenes paa den Dag, sagde han afgørende til sin Kone, der forbavset vovede en Indvending — dels fordi han kunde lide at blænde den 259 fattige, endog venstresindede Familie med al sin Glans.

Den gamle Scheibel var straks parat: han vilde spise den gode Mad og drikke den dyre Vin. Han tvang sin Kone til at modtage Indbydelsen, skønt hun grumme nødigt vilde paradere i sin slidte sorte Silkekjole, der siden de kom til Kjøbenhavn kun havde været paa ved Margretes Bryllup.

Langt større Tvivlsmaal opstod der hos de unge Gerners. Her var det ogsaa Manden, som ytrede Lyst til dette Grosserergæstebud, som han benævnte det, men det var Fruen, som afgjorde Tingen.

Johan erklærede aabenhjærtigt, at han vilde gaa derhen af Nysgerrighed, fordi han aldrig havde set, hvad han ventede sig at se her af Mennesker, Ting og Pragt. Han lagde, som naturligt var, ikke stor Vægt paa, hvad Værtsfolkene vilde synes om ham: de havde jo indbudt ham og dermed var den Sag paa det Rene.

For Margrete stillede det sig selvfølgelig ganske anderledes. Endnu sad hint Bal fast i hendes Erindring, om end Indtrykket var afstumpet ved senere Oplevelser. Skulde hun nu 260 opleve det samme paany, sidde der som stakkels Askepot, hvem Prinsen aldrig hentede, maaske træffe sin Ulykkesfælle Kontoristen igen efter seks, syv Aars Forløb — saa kunde de jo tale sammen om Minderne fra hin behagelige Aften!

Hun heldede nærmest til den Anskuelse, at hun ikke vilde gaa. Men saa, paa den anden Side vilde dog denne Middag blive en ikke saa ringe Afveksling i hendes Livs uendelige Ensformighed og Kedsommelighed, og Indbydelsen traf netop paa en Tid, da hun med det vaagnende Foraar følte sig yderligt nervøs. Desuden — hun vilde ikke selv, nu hun var treogtyve, tage Situationen paa samme Maade som dengang hun var sytten Aar. Hvad brød hun sig om de Mennesker! Hvad gjorde det hende, om de saa’ ned paa hende eller ej! Var hun ikke ligesaa god som de, fordi hun ikke havde Silkekjoler? Hun vilde gaa derhen og betragte det altsammen ganske roligt og koldt; der skulde ingen gøre hende noget. Og hvem kunde vide, hvad man kunde opleve der eller træffe for Folk. Naar man murede sig inde i sin Stue, kunde der naturligvis aldrig hænde En noget Morsomt eller Lykkeligt.

261

Saa var der Toilettet. Hun havde jo sin Brudekjole, og den maatte være pæn nok. Dog forstod hun, at hun vilde tage sig meget beskeden ud: hun havde jo ikke Raad til det Par hundrede Kroner, som en elegant Kjole kostede.

Der var dækket i Hesteskoform i Spisestuen og da alle Gæsterne — to og halvtredsindstyve i Tallet — sad bænkede, frembød Bordet et pragtfuldt Skue ved Sølvservicets Glans, ved Porcellænets rige Farver og Regnbueskæret fra de mangfoldige Glas, ved de anselige Herrers smilende Ansigter og skinnende Linned og fremfor alt ved de smukke Damers blændende Udseende, som de sad dér smykkede i festlig Nedringethed.

Enhver Kyndig maatte prise Spisesedlen som et Vidunder af Sammensætning og Indhold; der var ægte Skildpaddesuppe, stegte Østers, direkte forskreven Bayonneskinke med den uundværlige Ærtepurée, i Størrelse rentud heroiske Asparges, Kalkuner forskrevne fra Chabot og Potel, Trøfler en serviette, Gaaseleverpostej en crôte og friske Jordbær. Bordvinen var en Corton fra 1878, en udmærket Aargang — Etatsraad Gaul holdt af en lidt svær Bordvin, som han dog blandede 262 med Vand, og drak hellere en fin Bordeaux hist og her mellem Retterne.

Hvorledes skulde en Jordens Søn ikke stemmes til Glæde over Livet, naar han saaledes nød dets Goder med en smuk Dame ved sin Side?

Desværre fandtes der mellem Gæsterne ikke faa, hvis Mavers Beskaffenhed tilraadede en meget begrænset Nydelse af de gode Ting; thi Værten havde samlet en Del af sine ældre Venner paa denne sin Hædersdag.

Selv sad han stolt og i Velbefindende for Bordenden. Hans Helbred var udmærket, hans sunde Bondeblod — han var begyndt som Gaardskarl — havde modstaaet den Række af raffinerede Glæder, som hans Penge nu i adskillige Aar havde skænket ham. Grosserer Gaul var bekendt som en noget vidtløftig Herre, men da han gik regelmæssigt i Kirke — han var oprigtigt troende og overordentligt angst for Døden og dens mulige Følger — og da han sørgede honorabelt for sine uægte Børn, kom der ingen Skandale ud deraf. Og i Handelsverdenen var han med Rette anset som en Pryd for Købmandsstanden: saa intelligent, næsten genialt bestyrede han sin enorme Bedrift 263 og saa storladen var han i hele sin Forretningsmanér.

Derfor, da en yngre Købmand i Selskabet udbragte en Skaal for ham som et Mønster for »os Købmænd«, gjorde den Selvfølelse, med hvilken han svarede, intet smaaligt Indtryk. Han sagde:

»Jeg takker Dem allesammen for den Venlighed, hvormed De drak den Skaal, som jeg gærne modtager. Jeg vil blot ønske mine yngre Standsfæller, at De maa bringe det saa vidt som jeg, og jeg troer ikke, De vil være daarlig tjente dermed. Jeg har været en flittig Mand, mine Herrer, og nu nyder jeg Frugterne af min Flid.«

Han var glad ved Etatsraadtitlen, glad ved det smukke Bord og de mange anselige Gæster. Dér sad en Digter og Professor, hvis Ros man hyppigt kunde læse i Bladene: en elskværdig Mand, der besad et lillebitte Talent for Vers og satte hele sit Pund i Lejlighedssange; ogsaa ved denne festlige Lejlighed skulde der om lidt synges en Vise af ham paa Melodi Ved Vintertid o. s. v., en Vise, hvori Ordene var banalere end Brostene, men som ved Forfatterens Navn fik Værdi for Husherren. Nu klinker han just med en anden 264 dyrebar Gæst: en Kammerherre, der hyppigt kommer til Hove og her i Selskabet modtager og besvarer Forespørgsler om »Herskabernes« Befindende. Dér sidder en lærd juridisk Professor, dér en Kommandør i Marinen, dér en Kammerjunker og saa fremdeles Mænd af Embede og Stilling i broget Orden.

Grosserer Gauls Øjne glider roligt ned ad Gæsternes Række: han betragter dem med samme kloge og prøvende Mine, hvormed han modtager en Ladning Petroleumsfade, naar Kursen viser stigende Tendens.

Mindre fornøjet hviler det stikkende Blik paa hans Søn og Arving, der ikke ret vil gøre Gavn og altfor meget spilder Tid paa Fruentimmer. Se nu blot, hvordan han har valgt sig den smukke Fru Hilding til Bords istedetfor Kommandør Størrings Frue. At han dog ikke kan fordele sin Tid ordentligt mellem Forretning og Fornøjelse. Naa, men han er jo ung endnu og slet ikke dum!

Tryg og glad derimod betragter han sine to Døtre, sunde blomstrende Skikkelser, begge nu gifte, ikke saa særdeles rigt, men til Gengæld med Mænd, som en paapasselig Fader kan køre i stramme Tøjler: det er muntre og livsglade 265 Damer, men fornuftigt opdragne: de gaar aldrig over Grænsen, de véd præcist hvor Morskaben ender og Uhyggeligheden begynder.

Den ene af de unge Fruer har taget Tage til Bords, fordi han er en morsom Fyr, med hvem man kan tilbringe tre Middagstimer paa en behagelig Maade. Hun koketterer stærkt med ham, idet hun i sin vandblaa Silkekjole bøjer sit smukke fyldige Legeme imod ham; men han véd godt, at hun ingenting vil ham. Nej kunde han valgt, vilde han taget Fru Hilding til Bords, og han fortænker ikke den unge Gaul i, at han er slaaet ned paa dette dejlige Kvindemenneske, som gør alle Mandfolk gale og nogle, siger man, lykkelige. Blot hendes Dragt er som ingen anden Dames stilfuld og forvirrende.

Hun er klædt i blegrødt Atlask, saa blegt som kødfarvet Trikot, der sidder stramt omkring hende med en enkelt glat Brede paa Skørtets Forside, medens alt Stoffet iøvrigt er trukket bagtil i en uhyre Sløjfe og et alenlangt Slæb. Saa stramt sidder Kjolen fortil, at man ser hendes Ben bevæge sig under Silketæppet, næsten Benenes Form. Kjolen er ikke ligefrem nedringet, men gaar sammen i Halsen og aabner sig kun lige 266 foran Brystet i et trekantet Udsnit, som Korsettet tvinger hendes Barm op imod. Som en Buket præsenterer hendes Bryst sig i denne Himmeldør, der fører ind til Paradiset; Kjolen har aldeles ingen Ærmer, og de nøgne Arme funkler i den stærke Belysning. Men Dragtens Originalitet bestaar i den skønne Dames Overkjole: over det glatte Atlask drager sig nemlig ligesom et Fiskernet af graat Silke, igennem hvis Masker man skimter det blegrøde Legeme.

Hun er som Kraka nøgen og dog paaklædt.

Dette Fiskernet gør den unge Gaul aldeles tosset, og man kan se paa ham, at han betror Fru Hilding sin Sindstilstand. Hun svarer ikke, ler kun med sin dybe Latter. I det Hele siger den smukke Fru Hilding ikke meget, men hun hører udmærket med et lille rosenrødt Øre, i hvilket der funkler en stor Diamant.

Tage ønsker bestandigt, han var Fru Hildings Kavaler, for man kan aldrig vide! Naar hendes Kaprice falder paa en Mand, saa er hun saa vildt bestemt i sit Ønske, som om der ikke gaves andre Mennesker i Verden. Hun hører til Kjøbenhavns allerbedste Selskab og lever i 267 den lykkeligste Uvidenhed om Moral, Pligt og Ansvar.

Margrete ser alt og alle ved Bordet. Hun har til Bordkavaler en pæn gammel Grosserer, der taler venligt med hende, naar han ikke langsomt og velbehageligt spiser den udmærkede Mad. Han fortæller hende, hvem de Gæster er, som hun ikke kender, og synes godt om den beskedne og nette unge Kone.

Af ham erfarer hun Fru Hildings Navn, thi denne Dame tiltrækker sig først Margretes Opmærksomhed. Hun beundrer denne Skønhed saa stærkt, at hun ikke føler Misundelse. Hun finder Behag i at indsuge den Luft, der omgiver al denne menneskelige og stoflige Dejlighed, og forstaar saa udmærket baade den unge Gauls idiotiske Forelskelse og Tages skinsyge Begær.

Og naar hun fra Fru Hilding lader Blikket glide hen til sin egen Moder, der forskræmt kryber sammen som et lyssky Væsen for Dagens Sol, saa føler hun sig blot styrket i et Forsæt, der endnu kun eksisterer hos hende i den første Celledannelse, det Forsæt: koste hvad det vil, at faa Ende paa sin nuværende usle Tilværelse, Hendes Moder, 268 og hun selv med, synes hende at tilhøre en Menneskestamme, der boer højt imod Nord oppe ved den evige Sne i mørke Eskimohytter og som ved en Fejltagelse er flyttede ned til et Sollands milde og smilende Egne.

Især mellem Kvinderne findes den tydelige Væsensforskel, thi Mændene, det indser hun nok, har deres Arbejdsplager og Næringssorger, hvor højt paa Straa de end er komne — men Kvinderne! De er da tydeligvis kun til Glæde for sig selv og andre; Luksusskabninger var det Mathilde Rørby kaldte dem — ja netop; det mageligste Liv uden en byrdefuld Tanke, uden en knugende Sorg — sunde, muntre, lykkelige som hendes Kusiner og som den smukke Fru Hilding. Hun mindes atter sine gamle Drømme om Kejserinde Katarina; men det er da hundredfold nemmere og ligesaa godt at være Fru Hilding i Kjøbenhavn som at være Herskerinde over alle Russere.

Man er paa syvende Ret og Lystigheden stiger. Professorens Sang er forlængst sungen; nu omdeles en Vise med et T. S. under. Margrete 269 spørger forundret sin Nabo, om disse Bogstaver betyder Tage Schrøder.

»Ja netop,« svarer den gamle Herre, »kender De ham? Det er en vakker ung Mand med et nydeligt Selskabstalent. Han skulde bare gifte sig, det siger jeg saa ofte til ham. Det evige Ungkarleliv duer ikke. Der er nu den lille Frøken Kristensen, hun tager ham hellere end gærne, den gamle Kristensen saa’ det ogsaa med Fornøjelse, og det er et pænt Parti: hun er køn og hendes Far har noget paa Kistebunden.«

Margrete ser hen paa Frøken Kristensen, der virkelig er en smuk Pige, og som nu ler fornøjet hen til Tage, idet hun svinger med Sangen. Margrete synes mindre godt om denne glade unge Dame fra Sollandet.

Sangen synges, den er humoristisk og applauderes stærkt. Mange komplimenterer ogsaa Tage med Glasset i Haanden og enkelte, synes Margrete, gratulerer ham. Kan det være for Sangens Skyld? Hun gider ikke spørge sin Nabo mere, hun kan jo altid spørge Johan, naar de gaar hjem.

Larmen stiger og alle taler, saa der næppe er Ørenlyd at faa i den store Stue.

270

Margrete hører dem diskutere de kongelige Appanager ved det ene Hjørne af Bordet. Alle er enige om at finde dem altfor smaa, og man udtømmer sig i Beregninger over Hotholdningens Dyrhed, særlig under de mange fyrstelige Besøg. Der tales meget om Prinsesserne af det kongelige Hus, og de benævnes af alle ved Fornavne, kun Kammerherren kalder dem »Herskaberne«. Ligeoverfor Margrete udbreder nogle Købmænd og deres Damer sig om forskellige Adelsmænds Formuesforhold og Familieanliggender: man er lidt uenig om den unge Baron, der bortspillede halvtredsindstyve tusind Kroner, er en Kreutzfeld til Bockelund eller en Kreutzfeld til Marberg, men den ene af Damerne viser sig saa bevandret i alle Kreutzfeldernes Genealogi, som om hun var Heraldiker af Fag, og det skønt hun aldrig i sit Liv har vekslet et Ord med en eneste af de paagældende Personer og sikkert aldrig vil komme i Berøring med dem. Og saa tales der om Teater og Forretninger, fortælles Børshistorier og Anekdoter fra almindelige Vittighedsblade, holdes Taler, snakkes og les, raabes og klinkes — til endelig, da Klokken er over ni, Spisesedlen er udtømt og Værten byder Velbekomme.

271

Efter Bordet sank Gæsterne sammen i Sofaer og Lænestole; der var endnu en god Timestid til Fordøjelse, førend Vognene kom. De fleste Herrer trak sig ind i Rygeværelserne til Kaffen og Likørerne, deriblandt Johan.

Han havde havt det kedeligt ved Bordet. Man havde givet ham til Dame en ældre Frøken, der var Spillelærerinde i adskillige Familier, men fik en særlig Værdi derved, at hun efter Sigende underviste i Musik ved Hoffet. Saaledes var hun langt hævet over almindelige Spillelærerinders Rang og kunde anvendes til de fineste Selskaber. Ingen forstod som hun at konversere med Kammerherren om »Herskaberne«. Da Johan fik denne ældre spidsnæsede Frøken betroet, tænkte han, at han var kommet ud for en ny Mathilde Rørby og tog kraftigt fat ad de kendte Veje:

»Interesserer Frøkenen sig for Kvindebevægelsen?«

Hofspillelærerinden, der allerede i Forvejen var rasende over den hende tildelte Kavaler, saa' paa ham med den Mine, hvormed hun slog sine yngste Elever over Fingrene, naar de spillede Trioler som Ottendedele, og svarede:

»Jeg forstaar ikke, hvad De mener, Hr. Verner.»

272

»Jeg hedder Gerner,« sagde Johan venligt, »jeg tænkte, at Frøkenen som saa mange ugifte Damer deltog i Bestræbelserne for Kvindens Selvstændighed. «

Frøkenen blev blodrød. Hvad mente den Fyr med »ugifte Damer?« Hun hvislede:

»Hvis De mener disse frie Bevægelser, som man læser om i Aviserne, saa kan De være vis paa, at Folk i min Kreds aldeles ikke interesserer sig for, endsige deltager i den Art Simpelheder. Jeg, Hr. Verner, jeg tror, at Kvindens Opgave er Kvindelighed, sand Kvindelighed; men ikke Frækhed eller Emancipation eller andre frie Bevægelser.«

Hun vendte Hovedet til den anden Side og spurgte sin Nabo tilhøjre om hans Hustrus Befindende. Johan opgav ethvert yderligere Forsøg og spiste sin Mad i Tavshed, ligesom han efter Bordet trak sig hen i en Krog af det mindst befolkede Rygeværelse og dampede paa sin Cigar uden at agte paa de Omsiddende.

Derimod befandt den gamle Scheibel sig fortræffeligt i de uvante Omgivelser. Han havde omhyggeligt træneret sig til denne Middag, spist ganske lidt til Frokost og ikke smagt en Draabe 273 Portvin den Dag, og han havde derfor kunnet æde som en Tærsker og drikke som en Svamp. Han var ikke beruset, thi det kunde han ikke mere blive, blot fyldt og salig. Og nu satte hans Svoger ham til et L'hombrebord med to yngre Købmænd og en gammel dreven Grosserer. Alle tre spillede godt og flot L'hombre og smagte lidt paa deres løjerlige Makker, som de ikke kendte, den lille voksgule Mand med den glorøde Næse.

Den yngste Købmand, som var ganske overstadig af den gode Vin, kunde ikke dy sig ved Synet af dette Klovnfjæs:

»Undskyld,« sagde han lidt stammende, »hedder De August?«

»Nej,« sagde Scheibel, »det hedder jeg aldeles ikke.«

»Naa, ikke! For ellers havde jeg set Dem før.«

De andre bed sig i Læberne, thi de var saa vel beværtede, at den tarveligste Vittighed kunde sætte dem i godt Humor.

Og de havde næppe spillet et Par Omgange, førend de mærkede, hvorfra de skulde hente deres Spas. De var vante til en anden Slags L'hombre 274 end det Kniberi, som Scheibel satte op: han spurgte ikke, naar han ikke havde fire Stik paa Haanden, tog aldrig en Gravgang, turde ikke sige bedre, hvor stort hans Spil end var, vilde nemlig hellere lure de andre end vove noget selv og svedte i det Hele ynkeligt over Kortene, angst for de høje og dyre Beter, hvormed Regnskabet førtes.

Og saa begyndte der pludseligt et Spil, hvortil Scheibel aldrig havde set Magen, Uden foregaaende Aftale drev de tre L'hombren op til den vildeste Hasard, og bilagde ovenikøbet deres Galskaber med Teorier. Den ene erklærede, at Damen smaat fjerde i Rødt var ubetinget det bedste Spørgespil, som nogen Dødelig kunde have paa Haanden — han havde nemlig lige købt dertil og ganske rigtigt faaet fire Matadorer; den anden tournerede altid, sagde han, naar han fik en Konge, ellers blev Spillet rent væmmeligt Hasard; og den tredje, den mest berusede, købte til Nolo, saaledes som Scheibel kun kunde tænke sig, at de Gale paa Bidstrup spillede L'hombre: aldrig mindre end fire Kort, ofte fem, ja engang vilde han købe otte til Nolo, og da de to andre — Scheibel rystede blot i 275 Knæerne — erklærede, at dette vistnok stred mod de strengeste Spilleregler, bandte han paa, at saa vilde han spille den ren, thi saadant et Spil lod han ikke gaa fra sig.

Makkerne næsten kvaltes af undertrykt Latter, medens Scheibel var ved at gaa fra Forstanden. Det rent utrolige var nemlig, at jo vildere de spillede, des heldigere var de: de vanvittigste Spil blev vundne. Saa, da til Slutning Regnskabet blev gjort op, havde Scheibel trods alt sit Fedteri kun knebet sig til en seks Kroner, hvilket rigtignok udgjorde en Sum for ham og gav ham, da han gik hjem med sin Kone, Anledning til utallige Pralerier over sit udmærkede Spil, medens hans Medspillende, paastod han, næppe havde forstaaet at holde paa deres Kort:

»Men de sagde ogsaa: af Dem kunde vi lære noget, Hr. Scheibel! De har nok spillet L'hombre før iaften.«

Inde i Dagligstuen betragtede Margrete stadigt med samme Kulde den fremmede Verdens Adfærd.

Tage havde hilst høfligt paa hende, som godt forstod, at hun i hans Øjne intet gjaldt i sin gamle Brudekjole. Og det var ganske rigtigt: 276 medens han vekslede nogle Ord med hende, tænkte han paa, at hun egentlig havde et kønt Ansigt og vistnok ogsaa en net Figur, men Brudekjolen, som han ypperligt erindrede, vakte ingen for hende smigrende Erindringer hos ham.

Desuden havde han travlt med at komme hen til Fru Hilding. Han plantede sig i en Fart ved Siden af den smukke Dame og anstrængte sig særdeles, men det lod ikke til, at Fruen havde sit Silkenæt ude efter ham. Hun saa' urørlig paa hans Kaprioler, og han gik bort fra Selskabet med uforrettet Sag, tør i Halsen og hed i Hovedet, flov og gnaven — gik den lige Vej til en anden Sal i Gammelholmskvarteret.

Da Margrete og Johan vandrede ned ad Gaden — medens det øvrige Selskab, alle paa samme Klokkeslet, for afsted i Vogne — var han ærgerlig og smaaskændte over dette rædselsfulde Storborgerselskab. Hun derimod satte sine smaa Fødder energisk i Brostenene og saa' frem for sig med et stikkende Gaulsk Blik:

Saa sagde hun:

»Sig mig, er der hændt din Ven Tage noget Lykkeligt? Jeg syntes, Folk gratulerede ham.«

277

»Ja vist saa, han er jo avanceret i sin Bank og desuden kommet ind i en Bestyrelse for et Dampskibsselskab eller hvad det er.«

»Se, se! Saa tjener han vel godt.«

»Ja, véd du, hvormeget han faar?«

»Nej.«

»Han fortalte mig det just iaften: tolvà fjorten tusind Kroner om Aaret uden mere Arbejde, snarere mindre.«

Margrete saa' op:

»Saameget,« sagde hun blot.

»Jeg raadede ham til at gifte sig, og han sagde forresten, at han tænkte en Del derpaa.«

»Det skulde han,« sagde Margrete tørt.

Den næste Dag, da Margrete med Sikkerhed kunde vide sin Fader paa Vinkælderen, kom hun efter lang Tids Forløb ud i Falkoneralléen og havde en tung Forhandling med sin Moder. Hun forklarede, at hun var kommen agterud med Husholdningspengene, og at det for Tiden var saa smaat med Gerners Indtægter, at hun nødigt vilde bede ham om Tillæg lige nu. Det forstod den Gamle kun altfor godt.

278

Og saa begyndte der en Eftersøgen i alle Gemmer. Af rede Penge havde den Gamle kun ynkeligt sammensparede halvhundred Kroner og Margrete vilde gærne have to hundrede. Men alt hvad der fandtes af Pretiosa — og Fru Scheibel besad endel kønne gamle Smykker — og af undværligt Sølvtøj blev skrabet sammen og puttet ned i et blaat Forklæde. Den gamle Kone var meget ængstelig, men Margrete forklarede, at hun hurtigt skulde give alt igen. Og saa sneg de sig hen til et Laanekontor ad andre Veje end Scheibel gik og dog bange for at møde ham, og den gamle Kone maatte gaa ind og pantsætte det altsammen, medens Margrete ventede i Porten. Hun kom tilbage og lagde de Penge, som hun havde faaet, i Margretes Haand.

Det blev omtrent de to hundrede Kroner. Margrete takkede sin Moder og gik hurtigt ned til Østergade.

279

XIV.

En Søndagmorgen en halv Snes Dage efter Middagsselskabet hos Gauls modtog Tage et Brev, hvis Udskrift han betragtede lidt nysgærrigt, inden han aabnede Konvolutten. Det var en klar engelsk Damehaand, og Brevet udsendte en mild og god Parfume. Tage kendte absolut ikke Haanden og vejede den lille Skrivelse imellem Fingrene, som en Gourmand holder Glasset med en ny Vin op imod Lyset. Hvem var det Brev fra? Skulde det være Frøken Kristensen? En Indbydelse maaske? Aa ja, rimeligvis. Gid det var fra en helt anden, gid det var fra den dejligste af alle, fra Fru Hilding! Men den Lykke var nok ikke sungen for hans Vugge.

280

Han aabnede Brevet og læste med stigende Forbavselse følgende:

Lørdagaften.

Kære Hr. Tage! (Det gaar vel nok an, jeg kalder Dem saaledes?) Vilde De ikke være saa elskværdig at bringe mig en god Bog imorgen? Jeg keder mig saa gyseligt. Johan er rejst til sine velsignede Møder paa Landet, og jeg sidder her og kukkelurer i min Ensomhed. Og nu kommer den lange, lange Søndag. Saa tænkte jeg, det gik an at bede Dem om en Smule Lekture til at fordrive Tiden med. Helst en rigtig morsom fransk Roman, eller to. Bliv nu bare ikke vred over min [Ubeskedenhed, for det er jo en Skam af mig at volde Dem Ulejlighed. Men jeg tænkte, De maaske dog kom ind til Byen idag; jeg er hjemme hele Formiddagen. Altsaa et Par morsomme Romaner, saa er De forfærdelig elskværdig.

Deres hengivne

Margrete Gerner.

Tage stod ganske betuttet og stirrede paa Papiret: det var da et underligt Brev. Ja, hvad 281 var der egentlig i det? At Johans Kone bad ham om at laane en Bog, det var da saa rimeligt som nogen Ting; ogsaa at hun omtalte Johans Fraværelse: han var jo hvert Øjeblik borte. Og alligevel — der var noget Sært i Formen; Papiret var for sirligt og lugtede for godt og Haanden var saa elegant — ja hvad Pokker, der var intet ondt i, at hun skrev en smuk Haandskrift. Hun havde maaske endda været Lærerinde i Skrivning. Men Sagen var, at det Brev ikke lignede Johans Kone, det var holdt i en anden Tonart end hendes sædvanlige. Det vidste han bare, at var det Brev fra Fru Hilding — og gid det var — saa byttede han det ikke med adskillige Tusender. Men Johans Kone var saa forskellig fra Fru Hilding som Nat fra Dag; skønt styg var hun ikke. Naa, Bøgerne skulde han bringe, og naar han saa kom derop og havde truffet Fru Margrete i den Rørby'ske Reformdragt, stram og snærpet — jamen Brevet var ikke stramt —

Medens hans Tanker saaledes kredsede rundt, gik han hen til sit anselige Bogskab, fuldt af gule og blaa franske Værker. Han valgte et Par Stykker med et underfundigt Smil — siden hun

        

282 vilde have noget rigtigt Morsomt, skulde den Fornøjelse ikke nægtes hende i Johans evindelige Fraværelse.

Han gjorde et meget omhyggeligt Toilette, inden han om Formiddagen gik til Byen.

Da Tage Klokken to traadte ind til Margrete, sad hun henne ved Vinduet. Hun sprang op, da hun saa' ham, og sagde med et glædestraalende Smil, idet hun tog hans Haand og beholdt den et Minut inden i sin:

»Tusend Tak, fordi De kom!«

»Aa, jeg be'er, det var saa rimeligt.«

»Nej, De kan ikke tro — vil De ikke sidde ned — hvor flov jeg var ved at gøre Dem Ulejlighed. Men igaar Aftes blev jeg aldeles melankolsk ved Tanken om den Søndag, jeg skulde have. Og saa vidste jeg sandelig ingen anden, til hvem jeg turde henvende mig, end Dem. Men De er da ikke vred.«

Nej, Tage var tydeligt nok aldeles ikke vred; han var bare forundret. Var det virkelig Johans unge Kone, Guvernanten i Lotteriposen, der sad dér foran ham? En saadan Forandring 283 var jo rentud forbløffende. Hun var ikke til at kende igen.

Istedetfor Reformdragt bar hun et lyseblaat Jerseyliv, der sad fortræffeligt paa et fransk Korset. Livet aabnede sig lidt i Halsen, saa det lille Hoved rejste sig stoltere fra de fine skraa Skuldre. Ærmerne slap lige nedenfor Albuen, saa de smukke fyldige Arme lodes fri. Til Livet svarede et Skørt i lidt mørkere Blaat, af et glansfuldere Stof. Skørtet var kort som en Spaserekjole og, naar Margrete sad, saa' Tage tydeligt hendes nydelige Fødder i fine højhælede Sko og — o Under! — endog i lyseblaa Silkestrømper, syntes han.

Men dette var dog ikke alt. Straks begreb han ikke, hvori den store Forskel bestod, indtil det gik op for ham, at den allermest beroede paa Margretes Frisure. Hvor var de glatte Haarflader, der bredte sig ængsteligt som en Paryk over Margretes Hoved? Nu faldt Pandehaaret i fortryllende smaa gule Lokker ned mod Øjnene, medens den øvrige Fylde buklede sig op til en straalende Guldhjælm.

Der var i Tages Hjærne kun én Tanke: hun er da ganske yndig.

284

Men Margrete blev ved:

»Jeg synes, De ser saa løjerligt paa mig; De er vist dog lidt vred.«

»Aa, hvor kan De tænke«, Tage tog sig sammen, »jeg er da blot fornøjet, hvis jeg kan være Dem til den allerringeste Tjeneste. Nej, men jeg saa' paa Deres Frisure; jeg tror, De har forandret den.«

»Ja rigtigt, men det er længe siden. Da jeg havde været til Middag hos Onkel Gaul, saa syntes jeg at min egen Frisure var saa dum og at jeg gærne kunde efterligne de mange smukke Damer oppe i Haartotterne. Men jeg tror ikke, det lykkes.«

»Da klæder det Dem ganske nydeligt, det kan jeg forsikre.«

»Virkeligt! Det var da yndigt; jeg hører saa sjældent en Kompliment.«

Og hun giver sig til at tale om Selskabet hos Gauls, særligt om Damerne. Hun driller Tage først med sin Kusine og dernæst med Frøken Kristensen — og da han protesterer, siger hun, at hun godt forstaar, at han blot er forelsket i Fru Hilding. Men deri gør han Ret, forsikrer hun, for hvis hun var Herre, vilde hun lige paa 285 Stedet dødeligt forelske sig i Fru Hilding, som er et rent Vidunder af Dejlighed. Hun bøjer sig ivrigt frem mod Tage, idet hun lovpriser Fru Hilding, hendes graa Øjne straaler lidenskabeligt og Brystet hæver sig. Hun ser saa frisk ud som en ung Pige, medens hendes Legem udfolder de treogtyve Aars modne Skønhed.

Tage synes, at hun i dette Øjeblik næsten er ligesaa smuk som Fru Hilding og siger derfor:

»Véd De, Fru Margrete, De er saamænd ligesaa smuk som Fru Hilding.«

»Aa, hvor vil De hen!«

Hun rødmer, rejser sig og gaar hen mod Vinduet og stiller sig med Ryggen imod ham.

Han har aldrig før kaldt hende »Fru Margrete« og er lidt bange for, at hun er bleven vred over det Vovede i den hele Sætning. Han rejser sig ogsaa, gaar henimod hende; beundringsværdigt nydelig er hendes Figur, saaledes som hun dér læner sig ned mod Vindueskarmen, og staaende tæt bag hende, siger han:

»De er da ikke vred paa mig?«

Men hun vender sig rask og svarer smilende:

»Hvor kan De tro! Jeg er da intet Barn. Men hør engang, Vejret er saa smukt, rent 286 Sommer. De skulde da ikke have Lyst at gaa en Tur med mig, jeg har siddet hjemme hele Dagen. Eller har De noget andet for, er jeg ubeskeden?«

Han, som ikke rigtig forstaar, om hun vil spasere, fordi hun ikke længer vil sidde alene med ham, skynder sig i hvert Fald med at forsikre, at han aldeles ikke er optaget.

Saa forsvinder Margrete ind i Sovekammeret, og han gaar lidt forvirret over disse nye og stærke Indtryk op og ned ad Gulvet, indtil hun fem Minuter efter staar foran ham med en koket lille Hat, hvis blaa Slør lige naar Næsens Spids, med en kort og stram mørkeblaa Figurtrøje og lange gule Handsker. Han gaar indvendig bagover, men siger ingenting, førend hun beder ham knytte Sløret lidt fastere i Nakken; medens han udfører dette delikate Hverv, vover han en Kompliment om den allerkæreste Hat, og den modtager hun fornøjet.

De gaar ned ad Gaden sammen, et nydeligt Par, han høj og velbygget med et fiffigt forsorent Ansigt, hvis opadstrøgne Moustacher giver ham en sand Musketerer-Mine, og hun til hans Forbavselse slet ikke lille; slank og fast, elegant og dameagtig i Holdning som i Klædedragt.

287

De kommer i en Fart fra Laksegades døde Tristhed hen til Kongens Nytorv og Bredgade og vandrer med den øvrige Søndagssværm langsomt ud imod Langelinie. Folk ser efter dem: saa smukke og glade følges de ad. Han er aldeles lykkelig, alle hans Bekendte misunder ham den smukke Dame, som han ledsager: og hun hilser saa korrekt med en net lille Bøjning, naar Herrerne tager Hatten af for ham! Imens passiarer hun med ham uden Spor af Stramhed eller Snærperi om de Folk, som de møder, om fransk Literatur, som hun gærne vil læse og hvoraf han stiller hende sin Samling til Raadighed, om Skuespillere og Fornøjelser, om alt muligt Kjøbenhavneri.

Er denne elegante og morsomme Dame virkelig Margrete Gerner? Tage er tilmode som om han havde opdaget et Guldland.

Og da de Klokken fire atter staar paa Kongens Nytorv, véd han, at han slet ingen Lyst har til at forlade dette Land og begive sig hen paa en kedsommelig Restaurant. Og netop i det Samme spørger Margrete:

»Er De bedt ud til Middag idag, Hr. Tage, eller hvor skal De tilbringe Deres Eftermiddag.«

288

Nej, han har ingen Indbydelse til Middag, han skal spise paa den kedsommelige Restaurant; derimod har han tænkt at gaa i Kasino og se det nye Stykke om Aftenen.

Saa siger hun ligesom lidt frygtsom:

»Jeg har nok et lille Forslag, men jeg véd ikke, om jeg tør komme med det.«

Han beroliger hendes uskyldige Frygt med forventningsfuldt bævende Hjærte. Og hun siger:

»Ja, siden De skal spise alene og jeg da med, vilde De da ikke gøre mig den Fornøjelse at tage til Takke med en tarvelig Middag hos mig. Johan vil blive saa glad, naar han hører, De har været min Gæst.«

Det slaar ham, at det er første Gang, Johan nævnes mellem dem den Dag, men han skynder sig at modtage Indbydelsen. Paa én Betingelse siger han:

»Og den er?«

Han vover det:

»At De gaar med mig i Kasino iaften: lige for lige.«

Hun ser paa ham med det troskyldigste Barneblik:

289

»Ja forfærdeligt gærne, hvis De virkelig vil have mig med. De kan begribe, at jeg som sidder alene hjemme altid —«

Hun fuldfører ikke Sætningen, men det behøves heller ikke, Meningen er klar nok. Og nu aftaler de, at Tage skal gaa ud og købe Billetter i Kasino, medens Margrete gaar hjem og gør istand til Middag.

Præcis Klokken fem stiller han saa igen med den skønneste Rosenbuket, som han har kunnet opdrive, og han har næsten maattet opbryde en af de fineste Blomsterbutiker for at skaffe den tilveje paa en Søndag. Hun takker ham straalende.

De sætter sig tilbords til et tarveligt Maaltid: Suppe og Kotelet. Ved Bordet taler de en Del om Johan: Margrete ser alvorlig ud, naar de kommer ind paa hans Arbejde og dets frugtesløse Natur. Thi ogsaa politisk viser det sig til Tages Forbavselse, at de er enige. Han er nu ganske ked af det politiske Venstre og fast overtydet om, at Førerne har baaret sig dumt ad. Højre har Magten, siger han, og det bliver saamænd aldrig anderledes; det er ogsaa den literære Frihed, Aandsfriheden, hvorpaa det kommer an. Margrete 290 tror nok, at han har Ret: hun har vel tænkt det Samme, men ikke saadan kunnet udtrykke det. Hun spørger ham om mere og giver ham Anledning til længere Udviklinger, hvad Tage ikke har noget imod. Og atter falder Talen paa Johan, og de bliver begge rørte ved Tanken om hans utrolige Hjærtensgodhed og Hæderlighed. Han lever kun for Ideerne, siger Margrete med et let Suk, og Tage bekræfter dette: Johan har fra sin Ungdom af været en uforbederlig Idealist.

»Der er ikke saa bravt et Menneske paa Jorden«, slutter han, »ikke en ond Blodsdraabe i ham.«

Margrete bøjer bifaldende sit smukke Hoved og siger med et rørende Blik:

»Han er ligesom for god til denne Verden.«

— Men Tiden iler, og de maa i Kasino. Der er Førsteforestilling af det nye Udstyrsstykke: Solens Datter, og Tage har i dyre Domme skaffet de to Billetter til sig og Margrete. Selv havde han vel én i Forvejen, men den nyttede ikke synderligt; for han vilde absolut have to Pladser ved Siden af hinanden paa Gulvet. Dog han fortryder sandelig ikke Pengene, da han 291 sidder derude ved Siden af Margrete. Pladserne er smalle og Margrete har en tyk Mand paa sin anden Side, saa de maa rykke tæt sammen, især da de har meget at passiare om. Tage viser hende alle de bekendte Herrer og Damer, som i Kjøbenhavn hører til Førsteforestillinger, véd ogsaa en hel Del om Teatrets Affærer og om hvormeget dette Stykke betyder for Direktøren. Der er anvendt titusind Kroner, forsikrer han, paa Dragter og Dekorationer.

Alt dette synes at underholde Margrete udmærket. Og hun morer sig virkelig fortræffeligt sammen med denne muntre og kønne Fyr, der er lidt betaget af hende — hun kan maaske nok sige: lidt forelsket. Hun ser paa det hele Teater, som om hun tog det i Besiddelse. Naar hun betragter de pyntede Herrer og Damer rundt omkring, alle de velfornøjede Kjøbenhavnere, som er glade ved Livet netop i denne By, saa føler hun sig hjemme og strækker sit ranke og sunde Legeme i den smukke Kjole. Højt oppe fra Nord er hun kommen til Sollandet, til Solens Guldland.

Oppe paa Scenen vrimler ogsaa alle Sollandets Børn, unge kønne Piger, afklædte som 292 Pager eller som Danserinder, anførte af »Solens Datter«, en blond Dame paa to dejlige Ben. Der er elektrisk Belysning, som det anstaar sig et Solland, og det voldsomme Lys gnistrer over den trippende Ballet; danse kan de unge Piger ikke, men vel fare frem i glansfulde Kostumer, imedens Offenbachsk Musik støjer og hidser. Hvad Stykket end omhandler, saa bliver Moralen nærmest tyrkisk: et Paradis af Lys, Musik, rige Stoffer og mange Huris.

Margrete skotter hen til Tage, hvad Indtryk Sollandet gør paa ham, og lægger Mærke til at han betragter Scenen lidt adspredt, medens han hyppigt vender Blikket mod en af de nærmeste Parketloger. Hun ser dog ikke derhen, venter roligt til Akten er ude.

Men da Tæppet er nede, tager hun sin Kikkert og undersøger den Parketloge, som foraarsagede Tages Distraktion. Der sidder en høj fyldig Dame, smukt klædt og stærkt malet, med et dødt Blik, kroende sig som en fed Gaas.

Hun spørger Tage:

»Hvem er den Dame i den graa Kjole dér i Parketlogen?«

293

Han bliver lidt forlegen og vil først lade som han ikke véd hvem hun mener, men da han heller ikke vil sidde sammen med Margrete og nidstirre paa Kamilla Jørgensen, siger han tilsidst:

»Aa hun der; det er en Dame, som Fru Margrete ikke kan interessere sig for.«

»De glemmer nok, at jeg er en gammel gift Kone. De kan saamænd godt sige mig, hvad hun hedder, siden jeg nu engang har lagt Mærke til hende.«

Lidt smigret ved Margretes Interesse for Kamilla — han er ogsaa vis paa, at Kamilla ser baade ham og hende — siger han Navnet.

Margrete sætter atter Kikkerten for Ansigtet:

»Hun er smuk, men saa malet! Og hun ser lidt usund og simpel ud.«

Tage finder, at Margrete har Ret, og han kan godt lide, at hun udenvidere indrømmer, at Kamilla er smuk. Og naar han betragter Margrete sunde Farve og fint skælmske Udtryk og jævnfører Kamillas Melfjæs! — Men hvad, der er jo ingen Sammenligning!

— Stykket er tilende, Tage og Margrete forlader Teatret Arm i Arm. Han har hørt 294 hende give sin Tjenestepige Udgangstilladelse, da de gik i Teatret, og han kan ikke undre sig, naar hun beklager ikke at kunne bede ham hjem til Aftensmad. Han anmoder hende da uvilkaarligt, om hun ikke vil være hans Gæst — skønt det er galt for ham: der er en Anden, der venter ham. Margrete takker venligt, hun vil gærne drikke en Kop The. Et Øjeblik tænker han paa at føre hende ind paa sin sædvanlige Restaurant, men saa skammer han sig. De gaar da ind paa en af de store Kaféer, som er fuld af Teatergæster, og drikker deres The ved et lille Bord midt i den brogede, larmende Vrimmel.

Margrete har saa godt forstaaet, at Tage har andet Ærinde, og véd ogsaa nu, hvad Ærindet hedder. Men hun giver sig Tid, hun morer sig inde paa Kaféen, blader i de illustrerede Blade og smaasnakker med Tage. Og han er her ligesom i Teatret fornøjet med den Opmærksomhed, som hans smukke Ledsagerske vækker. Adskillige af hans fjærnere Bekendte tror tydeligvis, at han er bleven forlovet.

Endelig skal Margrete hjem. Ved Gadedøren tager hun hjærteligt Afsked med Tage og takker ham tusinde Gange for hans Elskværdighed, og 295 han takker ogsaa hende for den gode Dag. Saa lukker hun Døren op, raaber endnu »Godnat og Tusind Tak« til ham og forsvinder.

Han staar lidt stille og tænder sin Cigar, gaar saa midt ud paa Gaden og betænker sig. Skal han gaa til Gammelholm eller til Nørrebro? Men en sød, klingende Stemme kommer oppe fra imod ham: »Godnat, Godnat!« Han ser op, Margrete staar i det aabne Vindu og nikker ned til ham. Han tager Hatten af — og gaar mod Amagertorv.

Margrete ser smilende efter ham; i Mørket kaster hun et Slængkys ad Amagertorv til: Tage har gjort sin Pligt, Tage kan gaa hjem.

Og Tage vandrer stille ud til Nørrebro og gennemgaar i Tankerne denne mærkelige Dag, som begyndte med — med Brevet. Ja, Brevet! Det gik altsammen anderledes, end han havde tænkt. Og dog? Det Fortryllende ved Margrete er dette, at hun paa engang er uskyldig og frisk som en ung Pige og saa dog er en gift Kone. Ja gift med Johan! Hans gode Ven!

Han sukker lidt ved Venskabet. Det var ikke kedeligt at gøre Kur til Margrete, men Johans Kone? Aa hvad, lidt Kur dør da ingen 296 af. Men er Margrete koket? Nej, egentlig aldeles ikke, hun er blot naturlig og ligefrem mod sin Mands bedste Ven. Dog forandret var hun. Ja, det vil sige, hun havde sat sit Haar anderledes og havde en ny Kjole paa. Det var da tilladeligt. Men hun talte anderledes. Ja, men han har aldrig før givet sig af med hende, og saa har vel Ægteskabet udviklet hende. Ægteskabet med Johan? Ja paa sin Vis maaske.

Saaledes vandrer han hjemad med uklare Refleksioner, men i en behagelig Sindsstemning. Margrete var ikke et Sekund ude af hans Tanker.

Da Tage den næste Aften Klokken halv otte traadte ind til Margrete, havde han et rødt Mærke paa Kinden, som om en Kat havde kradset ham.

Han havde nemlig om Morgenen havt Besøg af den højtfornærmede Frøken Jørgensen, thi selv om Frøkenen just ikke elsker Tage, saa holder hun dog som enhver Forretningsdrivende ikke af, at Kunderne søger andensteds hen. Samtalen forløb derfor ikke uden Rivninger. Imidlertid en Forsoning fandt Sted, og Tage har om Formiddagen sendt to smukke Lamper som en 297 Morgengave til Gammelholm og lovet selv at komme om Aftenen.

Da han har spist til Middag paa sin Restaurant og drevet nogen Tid, kan han ikke længer dy sig. Han maa dog se Margrete og takke for igaar. Det skal kun være en ganske kort Visit.

Han traadte da ind med sit røde Mærke Klokken halv otte. Udenfor regnede det og var koldt; det slog ham, hvor hyggelig Stuen her var med de gammeldags Møbler og den lille grimme Petroleumslampe, der kastede et yderst svagt Lys. Her skulde han hellere have anbragt sine Lamper end hos den opsminkede Kamilla.

Hvor nydelig Margrete tog sig ud i den store Lænestol! Hun læste i en af hans franske Bøger. Og hvor hun var henrivende klædt! Det var en rød Peignoir, som havde et japanesisk Tilsnit med vide Ærmer, der lod hele Armen nøgen, naar hun løftede den. Hun havde en Snor bundet om Livet som paa en Slobrok, og Tage fik straks det Indtryk, at hun næsten ingen Tøj havde under den røde Kaabe. Efter de første Hilsener sagde hun:

»De ser nok paa min røde Kasseking og undrer Dem over, hvordan jeg er kommen til 298 saadant et Pragtstykke. Men det er saamænd en gammel Stump Tøj, jeg har faaet af min Moder, som havde det liggende paa Kistebunden.«

Det troede han øjeblikkeligt. Dragten var købt for otte Dage siden paa Østergade.

Han spurgte, om Johan var kommen hjem?

»Ikke endnu, men jeg venter ham iaften. Og ve den slemme Mand, hvis han ikke kommer.«

»Hvorfor det.«

Det vilde hun ikke sige, men nu skulde han sætte sig ned og slaa sig til Ro og hjælpe hende med at vente paa Johan.

Nej, han vilde bare gøre et lille Besøg, takke for igaar og bringe hende den Teaterkonfekt, som han havde været ugalant nok til at glemme den foregaaende Aften.

Han rakte hende en Pose franske Bonbons, som hun muntert smaaspiste. Men hvorfor vilde han dog ikke blive?

Nej han kunde ikke.

Aa hvor det var kedeligt, for hun vilde saa gærne spurgt ham om endel franske Udtryk, som hun ikke forstod. Han kunde godt give hende en lille Time i Fransk, skønt det nok var en underlig Lærebog.

299

Hun rakte leende den gule Bog højt i Vejret, saa hele hendes nøgne Arm steg frem som en Søjle.

Det var altfor fristende: den hvide Arm, den gule Bog som Læsebog, en Time ved hendes Side!

Han sagde, at han kunde godt blive en Time, hvis hun ønskede det.

Saa var det altsaa Udflugter før?

Nej, men han burde da ikke komme saadan to Dage i Træk.

Aa, hvis han ikke allerede var ked af hende! Men nu skulde han til Straf spise til Aften med hende og saa give hende en Time i Fransk, indtil Johan kom hjem, naar Klokken var elleve.

Han var fangen, men han vilde være fangen, og han fortrød ikke derpaa.

Thi efter en Times munter Passiar og efterat de havde siddet lidt ved et tarveligt Aftensbord — det skar Tage i Hjærtet, da han tænkte paa, hvor fattigt Johan maatte leve — vendte de tilbage til Dagligstuen, og Undervisningen begyndte. De sad ved hinandens Side i Sofaen og saa' i den samme gule Bog, og snart berørte han tilfældigt ved Undervisningen den hvide Arm, snart 300 var hendes smukke Hoved lige tæt ved hans, og undertiden naar de skulde slaa efter i Leksikonet, og han holdt det mod hende, for at hun skulde se deri, bøjede hun sig saa ivrigt frem, at den røde Silke om hendes Bryst laa op imod hans Haand. Medens Blodet steg ham op i Kinderne, blev han længe ved at læse efter i Leksikonet: alle det vanskelige Ords Betydninger blev gennemgaaede, medens Margrete ivrigere og ivrigere læste med.

Og tilmed var Bogen meget forvirrende som Læsebog, og kun Margretes usnærpede Alvor gik uskyldigt hen over et Par Sider, som hun især fandt vanskelige.

Saa fordybede var de i Læsningen, at de begge fór lige forbavsede op, da Uhret pludselig slog elleve.

»Klokken er elleve og Johan er ikke kommen hjem! Saa kommer han ikke iaften. Aa, det er skammeligt.«

Tage forstaar ikke, hvorfor hun just tager sig Johans Udebliven den Aften nær. Han er jo saa ofte borte. Han spørger et Par Gange og ser Margrete blive mer og mer sørgmodig. Hun har Taarer i Øjnene.

301

»Min Gud«, siger han, »hvad er der dog ivejen, Fru Margrete, nu maa De sige mig det.«

»Aa, men det er jo min Bryllupsdag idag«, hulker Margrete, »og det har han glemt, og vi har kun været ét Aar gifte, og jeg som havde pyntet mig —«

Hun kan ikke tale for Hulken, og Tage maa trøste hende. Han tager hendes Haand og klapper den, klapper hende ogsaa lidt paa Ryggen, siger mange pæne Ord om, at Johan maaske ikke kunde komme, men hun hulker i Sofaen og lægger til Slutning sit Hoved mod hans Skulder og græder ganske sagte, saa han maa lægge Armen om det røde Silkeliv. Han véd slet ikke, hvad han skal sige til Trøst for Staklen.

Indtil hun pludselig farer op, løber ud paa Gulvet, stamper lidt med Foden og raaber:

»Nej, det er for galt, jeg vil ikke græde for det Uhyres Skyld, nu kan han have det saa godt — vi fejrer Dagen uden ham.«

Hun skynder sig ud og kommer et Øjeblik efter ind med en halv Flaske Champagne, som hun svinger triumferende.

Tage er ganske rørt, medens han trækker den op. Og lidt efter sidder de muntert sammen, 302 hver i sin Lænestol og med sit Champagneglas foran sig — hun har købt to i Dagens Anledning — og Margrete er saa lystig og fortæller de latterligste Historier om Skolen, Lærerne, og især om Mathilde Rørby. Tage betragter hende henrykt — han synes, hun er fuldkommen dejlig — Haaret er faldet ned, og en Guldflod breder sig over den røde Kaabe: Solens Datter, siger han og klinker, og hun ler, og de glemmer Tiden og morer sig kosteligt.

Først Klokken et bryder Tage op. Pigen lyser ham ned. Han gaar ud paa Gaden og ser op; der staar hun i Vinduet:

»Godnat, Godnat!«

Atter vender han Næsen mod Amagertorv og gaar ud til Nørrebro som Aftenen i Forvejen.

Men iaften er han aldeles forrykt. Han véd nu, at han er forelsket i Johans Kone, og han vil besøge hende, gøre Kur til hende, være sammen med hende, saa ofte som det nogenledes er muligt. Og det skal blive muligt

Nogle Dage senere, da Johan var kommen hjem, besøgte Tage ham en Aftenstund og sad længe hos ham i det lille Værelse.

303

Johan talte først en hel Del om Politik. Han saa' ikke lyst paa Tingene, men han forsikrede Tage om den haardnakkede Udholdenhed, som Befolkningen vilde vise i den besværlige Kamp.

Dernæst spurgte han venligt Tage om hans Forhold. Om han ikke agtede at gifte sig?

Nej, det gjorde Tage ikke, skønt hans enlige Stand nok tyngede ham, især ved hans Hjems Uhygge. Han var færdig at fortvivle af Kedsommelighed over denne Gaaen paa Kafé og Restaurant. Han havde tænkt paa at føre eget Hus — nu da han havde godt Raad — men havde opgivet det igen: det blev bare at sidde alene i sin egen Spisestue og blive snydt op over Ørene af sin Husholderske. Han tænkte næsten, at han vilde gaa i Pension et eller andet Sted.

Johan sagde intet dertil, skønt han straks fik en lys Idé, men han maatte først tale med Margrete derom. Det gjorde han da ogsaa, saasnart Tage var gaaet, og hun gik gærne ind paa hans Idé, som vilde passe alle, mente hun.

Saa Dagen efter aflagde Johan Genbesøg hos Tage og foreslog ham, at han for Fremtiden 304 skulde spise sin Middag hos dem — naturligvis mod en passende Betaling, for, sagde Johan bedrøvet, de havde det desværre altfor smaat til, at de kunde unde sig den Fornøjelse at indbyde ham.

Tage takkede tusende Gange for deres Elskværdighed; han kunde ikke sige, hvor gærne han vilde modtage Tilbudet, hvis han virkelig ikke generede dem.

»Det véd du jo er umuligt,« sagde Johan, »du er min ældste og min eneste Ven; og jeg er rigtig glad over, at du og Margrete er begyndte at komme godt ud af det sammen.«

Saa var der Betalingen.

Men Johan blev rød i Hovedet og vilde saa nødig tale om den Ting med Tage: han bad sin Ven afgøre Spørgsmaalet med Margrete, som var Husets Finansminister, og som langt bedre kunde ordne alt.

Dertil var Tage villig, og de to Venner gik straks sammen til den første Fællesmiddag i Laksegade, hvor Margrete ventede dem. Hun løb dem muntert imøde:

»Alt i Orden?« raabte hun.

305

De bejaede det.

»Velkommen, Hr. Pensionær,« sagde hun og rakte Tage Haanden, som han kyssede.

Da han efter Bordet var blevet alene med Margrete, udtrykte han først sin Tak over, at hun vilde modtage ham som daglig Gæst. Dernæst berørte han ganske let det Finansielle. Han bad hende, om han maatte være den Bestemmende i dette: han vidste allerbedst, hvad hans Bespisning kostede.

Naar han ønskede det saaledes, skulde hun ingen Indvendinger gøre.

Da han lidt efter gik, tog han en Konvolut frem af sin Brevtaske og lagde den i hendes Haand.

»For den første Maaned,« sagde han og skyndte sig bort.

Da han var ude af Døren, aabnede Margrete Konvoluten: den indeholdt tre nye Hundredkronesedler.

Der kom nu for Tage en Tid fuld af Fryd og Ve i sælsom Blanding.

Han var bestandig sammen med Margrete, han spiste ikke alene hver Dag til Middag hos Gerners, men blev almindeligvis hele Aftenen hos 306 dem, naar de ikke gjorde Ture med hinanden. Snart var Johan med, snart var Tage og Margrete alene. Det var blevet Sommer, og der gaves Anledning nok til selskabelige Fornøjelser. De fartede til alle Badestederne paa Kysten, laa alle tre otte Dage paa Marienlyst, tog til Møen og til Kullen, søgte til Tivoli, naar Tiden ikke forslog til længere Ture, og levede i det Hele, som Tage var vant, og som Margrete syntes om.

Men han rykkede ikke frem.

Margrete var altid Elskværdigheden og Venligheden selv: hun spaserede med ham, tog alene i Skoven med ham, modtog mange smaa dyre Opmærksomheder af ham, men det var ganske sandt: Johan kunde saa godt med den blindeste Tillid lade dem alene, for de svigtede ikke hans Tillid. Der passerede ingenting imellem dem, herskede blot en venskabelig Fortrolighed. Efterhaanden var det formelle Hr. og Fru faldet bort, og de kaldte hinanden »Tage« og »Margrete«, men det var ogsaa alt. Han var ikke kommet en Smule videre end den anden Aften, Bryllupsaftenen, snarere mindre vidt, syntes han.

Og han var dødeligt forelsket i hende.

307

Dette at se den skønne Frugt hænge fristende lige for Næsen og ikke turde røre den — det gik over menneskelig Ævne. Han var ved at blive forrykt, og undertiden foresatte han sig at blive borte fra hende. Han dyrkede saa i nogen Tid ivrigt Kamilla Jørgensen eller andre Damer af samme Bataillon. Men han vendte altid tilbage igen; blot han saa' hende, og hun tillod ham en tilfældig Berøring — altid tilfældig, det vidste han — saa havde han atter Lænken om Benet.

Saaledes gik Sommeren.

Det var ham ganske tydeligt, at hun ikke forstod ham. Og han vovede ikke at sige hende Sandheden, dels af Angst for at miste hende helt, dels af Delikatesse: paa Grund af hans Andel i Husholdningen. Han vidste, at det kneb haardt for Johan. En Omvæltning indenfor Venstre havde til Følge, at Vennen mistede de ham undergivne Lande: Bladet skiftede Redaktion, og man ansaa' det ikke for nødvendigt at tage Johan med over i den nye Ordning.

Tage havde endda, da han erfarede dette, forøget Konvolutens Indhold ganske klækkeligt, og da Margrete vilde takke ham, erklæret, at 308 han aldrig satte sin Fod mere i Huset, hvis hun sagde et Ord. Saa havde hun set paa ham, taget hans Haand, trykket den mod sit Hjærte og var hurtigt gaaet ud af Stuen med Taarer i Øjnene.

En Aften i Begyndelsen af November, da de som sædvanlig sidder alene i den hyggelige Dagligstue, kan han ikke tvinge Bekendelsen tilbage.

Han ser saa daarlig og forknyt ud, at hun — som virkelig holder af ham, og for hvem han er ganske uundværlig — kærligt spørger ham, hvad der dog fattes ham, og om han er syg.

Saa bryder det løs: han siger hende det altsammen.

At han er syg, syg af Kærlighed til hende. At hun slet ikke forstaar ham. Han har aldrig elsket nogen Kvinde uden hende — det er første Gang, han i sit Liv tør bruge det Ord om nogen Følelse hos sig, men han véd, at han elsker hende paa den rette Maade. Blot hun ser paa ham, er han glad. Men han holder ikke dette Liv ud. Han er ingenting for hende, hun bryder sig ikke det mindste om ham, aner ikke engang, hvad hun er for ham. Og nu vil hun vredes og jage ham 309 bort! Men det faar være det samme, han kan ikke længere tie.

Han er i den hæftigste Lidenskab, aldeles ude af sig selv.

Margretes Hjærte banker voldsomt: hun holder af ham og hun gribes af en vild Lyst til at kaste sig om hans Hals og dog éngang føle og leve stærkt. Men hun vil ikke, hun tør ikke — ikke endnu.

Istedetfor siger hun, at hun ikke er vred, blot bedrøvet, og bedrøvet ser ogsaa hendes blege Ansigt ud.

Nej, hun har slet ikke forstaaet det og naturligvis baaret sig galt ad. Hun har blot glædet sig over den gode Ven, hun havde faaet — hun var jo saa ensom — og ikke taget Hensyn til ham. Men han har ikke Lov at sige, at han intet er for hende. Hun holder af ham — det maa han vide — og der er ingen hun holder mere af. Som en Ven og en Broder holder hun af ham, og hun er fortvivlet over, at hun bare forvolder ham Sorg og Pine. Men hun er jo gift, og det kan jo aldrig blive til noget imellem dem. Hun er saa ulykkelig —

310

Hun rykker ham ganske nær, saa at hendes Knæer berører hans, lægger Hovedet til hans Bryst og græder lidt. Og som hin Majaften maa han atter lægge Armen om hendes Liv. Han bøjer sig ned og kysser hende paa Panden — hun rører sig ikke; paa Kinden — hun flytter ikke Hovedet: han søger imod hendes Mund, dog hun hvisker: »ikke paa Munden!« og han maa adlyde. Men saa kysser han hende mange Gange paa Pande og Kind, medens hun næsten sidder paa hans Skød, og det synes at trøste dem begge.

Saa spørger hun sagte, hvorledes hun vel kunde tro, at han holdt af hende — naar hun vidste, ja vidste, at han levede med —

Og hun vil sige Navnet. Han forhindrer hende og sværger, at han aldrig mer vil se til nogen anden Kvinde, hvis hun vil holde af ham.

De slutter et ubrødeligt Venskab. Han skal være hendes bedste Ven paa Jorden. Han siger, at han vil have Lov til at give hende alt hvad han vil, og hun lover blidt at modtage hans Foræringer.

Saa spørger han, om hun ikke engang vil besøge ham i hans Hjem. Hun ser forundret paa ham:

311

»Der hvor alle de Damer er komne?«

Han bliver skamfuld som den argeste Synder og forsikrer, at hun har tifold Ret.

Men lidt efter hvisker han til hende, at han er jaloux paa Johan. Hun smiler næsten umærkeligt og lægger Haanden paa hans Mund.

Saaledes sad de længe hos hinanden, fortvivlede over, at Skæbnen først havde ført dem sammen efter Margretes Giftermaal.

Ved Aftensbordet sagde Margrete tilfældigt nogle Gange du til Tage. De spøgte alle tre herover. Tilsidst sagde Johan:

»Hvorfor er I egentlig ikke Dus? Det var da meget rimeligere. Gode Venner skal ikke sige dette kolde De til hinanden.«

Margrete sagde, at hun gærne vilde sige du til Tage, og saa drak de Dus paa Stedet. Tage takkede hende med et henrykt Blik.

I de følgende Uger klagede Margrete bitterlig for Johan over Hovedpine og Søvnløshed. Enten maatte hun sidde længe oppe, fordi hun dog ikke kunde sove, eller ogsaa drev Hovedpinen hende tidligt iseng. I begge Tilfælde var det slemt for 312 hende, naar Johan kom sent hjem fra de mange Møder: enten vækkede hun ham eller han hende.

Johan vidste straks Raad herfor; han foreslog, at den ene Seng skulde flyttes ind i hans Arbejds værelse, hvor han udmærket kunde sove.

Da Tage Dagen efter kom op til Margrete, tog hun ham sagte ved Haanden, gik hen med ham til Sovekammeret og aabnede Døren: der stod kun én Seng. Hun lukkede hurtigt Døren igen, men han greb hendes Hænder og kyssede dem henrykt og længe.

En Uge efter fortalte han ved Middagsbordet, at han havde opsagt sine Værelser paa Nørrebro og lejet sig en nydelig Lejlighed ved Holmens Kanal lige foran Huset i Laksegade.

Desværre kunde han ikke tiltræde Lejligheden før Nytaar.

313

XV.

I Folketinget havde Oppositionen ved Tidernes Tryk begyndt at skifte Taktik: man protesterede mindre og forhandlede mere. Denne Fremgangsmaade, kunde man forudse, vilde give Anledning til nye Delinger indenfor Venstre, thi den store Fører havde endnu nogen Tid Brug for Følelsernes Politik. Hans Stilling var bleven rokket indenfor Partiet, og han kendte de gamle Ords og de velin døvede Frasers Værdi.

Johan følte sig heller ikke tryg overfor den nye Taktik. Ikke fordi den kom ivejen for hans egne Livsplaner, eller fordi han personlig bedre kunde benytte en anden — langtfra! Men han var efterhaanden bleven mere mistænksom, fordi han forstod saa lidt af, hvad der foregik. Den Tanke plagede ham bestandigt paany, at der var noget bagved, bagved Historien og bagved Personerne. 314 Bagved Historien: en uafvendelig Skæbne, der trodsede de gængse Begreber om Ret og Magt; bagved Personerne: selviske Idéer, der, skønt ikke uforenelige med de store demokratiske Formaal, dog uafladeligt gennemskar de slagne politiske Veje.

Men han kunde ikke gribe hverken Ord eller Handlinger, der direkte beviste dette Bagveds Eksistens. Det opløste sig for ham i Kendetegn, som lod sig forklare paa mangehaande Maader.

Og saa tænkte han meget paa Folket, det store menige Folk, der heller intet forstod af disse Rigsdagsfinesser. Det var for ham et helligt Ord: det danske Folk. Men han mærkede altfor lidt paa Rigsdagen til den skyldige Respekt for det danske Folk, som var øverste Dommer over den hele Politik. Her skulde de sidde og repræsentere det danske Folk i denne Hule af en Rigsdag! Vilde man presse et Bjærg ind i en Gryde? Umuligt; Lergryden kunde knuses mod en Jærngryde — som sket var her i Landet — men Bjærget bestod sandelig, og til det skulde man vende sin Pilgrimsgang for at belæres og helliggøres.

315

Det danske Folk! Altid forestillede han sig det som en Helhed, en Aand, der svævede over Landet, en Kæmpe, der voksede i det Stille — altid glemte han at dele Folket i Individer, tarvelige Eksistenser med Gennemsnitsbegær.

Men mismodig var han, og han befandt sig altid bedst ved de almindelige Foredrags- og Diskussionsmøder, hvor han vanligvis traf Mathilde.

Han søgte saameget stærkere hendes Selskab, som han og Margrete egentlig saa' grumme lidt til hinanden. Hun taalte aldeles ikke med sin Hovedpine at ledsage ham til de hede, af mange Mennesker opfyldte Rum, og han vidste vel, at en nervøs Sygelighed som hendes trængte til lettere Adspredelser end tunge politiske Foredrag. Hun skulde spasere, køre Ture, høre Musik og deslige. Det var en ren Lykke med Tage, som var saa elskværdig imod hende og ofte flere Gange om Ugen tog hende med til Koncert og Teater.

Ogsaa paa anden Maade var det unægteligt et Held med Tage som fast Gæst i Huset. Margrete erklærede, at hun nu mageligt klarede alle Udgifter til Husholdningen, og hun bespiste sine 316 to Herrer udmærket: Folk, der arbejder meget, skal have god Næring, sagde hun.

Ja ved Middagsbordet, dér saa' han hende akkurat, naar han da ikke kom for sent hjem. Men ellers var han mest for sig selv eller sammen med Mathilde.

Han havde ligefrem spurgt Margrete, om hun havde noget imod, at han omgikkes Mathilde en Del. Ikke det mindste, havde hun svaret, tværtimod, jeg kan godt forstaa, at du trænger til En at tale med, naar jeg har min Hovedpine.

Saa mødtes han og Mathilde da hyppigt: et Par Gange i Efteraaret var de endda tagne i Skoven sammen ligesom i gamle Dage.

Da Folketinget efter endt Juleferie atter kom sammen i Januar 1887, mødtes Oppositionen pludselig uden Dags Varsel af en Opløsning. Regeringen valgte hertil den bitreste Vintertid, der efter manges Mening gav den gode Chancer.

Mod i Hu gik Johan hjem. Selv om han stolede paa den gode Sag og paa sin egen Valgkreds, kunde man dog ikke med absolut Sikkerhed indestaa for Udfaldet. Højre havde rustet sig stærkt siden sidste Valg, og uden adskillige Anstrængelser 317 og mange Møder vandtes ingen Sejr. Men hvad! Han var vant til at tale, Bønderne kendte ham og holdt af ham, og Grundloven og Retten var gode Forbundsfæller.

Han traf Margrete læsende paa Sofaen i en fransk Roman — som altid nydeligt paaklædt — og fortalte hende Nyheden.

Hun saa' roligt op fra Bogen og sagde:

»Se, se! Saa skal du vel afsted?«

»Ja, nu telegraferer jeg om Møder og saa rejser jeg om otte Dage.«

»Det er stygt Rejsevejr!«

»Aa, det bider ikke paa mig!«

»Du bliver da valgt igen?«

»Jeg haaber det. Men hvem kan vide!«

Hun betragtede ham skarpt:

»Hvad skal det sige! Er der nogen Fare?«

Han sagde med en modløs, træt Mine:

»Højre er vistnok vokset i Kredsen.«

»Det vil sige, at du ikke bliver valgt.«

»Vist ikke,« svarede han noget utaalmodigt, »jeg klarer mig nok: Kredsen er jo sikker.« Han vilde gaa ind i sit Værelse, men i det

Samme ringede det.

»Er det Tage?« spurgte Johan.

318

»Nej, han kommer ikke saa tidligt, Klokken er først fire — du véd, vi skal se den nye Revy sammen iaften, men maaske gaar du nu ikke med.«

Johan kom ikke til at svare, thi Døren gik op, og Mathilde Rørby traadte ind.

Det var yderst sjældent, hun aflagde Besøg hos Margrete, hvem hun nu afskyede mer end nogensinde, efterat den fordums Elev var bleven saa saare kjøbenhavniseret af Tage. Mathilde havde store Mistanker til ham og Margrete, men kunde ingen Vej komme med dem: hun var overbevist om, at Johan aldrig vilde tro hende, hvis hun søgte at aabne hans Øjne, saa Resultatet af et saadant Forsøg blot vilde blive en Hædersmands Vrede over en lumpen Angivelse.

Men idag vilde hun træffe Johan. Saasnart hun hørte om Folketingets Opløsning, maatte hun se ham, syntes hun, og erfare, hvorledes det stod for ham. Hun tænkte, at han ogsaa trængte til at tale med hende.

Det gjorde han tydeligvis. Margrete, som ikke rejste sig fra Sofaen paa Grund af sin Hovedpine, saa' med Interesse, hvormeget livligere han blev i Mathildes Nærværelse. Hun spurgte om 319 alle de rigtige Ting: Partibeslutninger, Fællesudtalelser, Kandidater, Møder o. s. v.

Da Mathilde efter et Kvarters Forløb rejste sig for at gaa, sagde Johan straks, at han vilde følge hende.

»Vi skal jo ikke spise endnu?« sagde han til Margrete.

Denne virrede en Smule med sit smukke Hoved og svarede blot: »Gaa du kun, min Ven!«

Og saa gik de. Margrete saa' efter dem, strøg lidt ned ad sin Kjole, som om hun rystede et Par visne Blade af sig, og læste roligt videre, indtil Tage kom.

Han syntes ikke at blive synderlig ked af, at Johan skulde rejse til Valg, heller ikke af Udsigten til, at han ikke tog med om Aftenen. Men i den sidste Forventning skuffedes Tage, thi da Johan sent paa Eftermiddagen vendte tilbage — de to andre havde forlængst spist — erklærede han bestemt, at han vilde med: baade trængte han til Adspredelse af den letteste Natur, og desuden vilde han da overvære Opførelsen af sin Vens dramatiske Værk.

Det var nemlig Sagen: den nye Revy skyldtes Tages literære Interesser; dog var han ikke alene om 320 denne sin Aandsfrembringelse. Det Bekendtskab, som han ved hint Selskab hos Johan havde stiftet med Provinserne, havde vist sig frugtbringende for den danske Literatur. Revyen var udsprungen af hans og Provinsernes forenede Kræfter. Hans Medarbejderskab var i alt Fald offentligt en Hemmelighed — paa Grund af hans Stilling i Banken — men privat vidste mange den Ting, hans gode Venner først og fremmest.

De tog derud alle tre.

— Ikke uden Spænding sad Tage ved Margretes Side; skønt denne Revy ingen Livssag var for ham, vilde han dog saare nødigt, at det skulde gaa galt. Han havde jo ofte før skrevet Smaating til Selskabsbrug, og de havde gjort stor Lykke; men dette var noget andet: et rigtigt Teater og et betalende Publikum.

Han kunde sparet al Ængstelse, Der var ikke Menneskeforstand i hans og Provinsernes Revy, men der var nogle ret gode Viser og tilstrækkelige Slagord og Brandere, der gik i Publikum som sød Mælk. Tilskuerne rentud hylede af Begejstring, hvergang en ferm Kupletsanger og et tykt Fruentimmer, der lignede en Sælgekone, udhvislede eller udbrølte de braadløse Ord 321 til støjende Melodier. Revyen ansaas for venstre, da den vovede midt i Kjøbenhavn at gøre en Smule Spøg med Højres Personer, men den løskøbte samtidigt denne Dristighed ved kraftige Anfald af den gængse Art mod Venstre.

Revy’ens Held var uomtvisteligt. En Mængde nette Herrer og Damer af Kjøbenhavns sikreste Teaterpublikum forsikrede hinanden ved Bortgangen, at de havde moret sig storartet, og beundrede højligt Tages og hans Medarbejders glimrende Vittighed. Utvivlsomt var netop denne Aandsføde allerbedst afpasset efter deres Smag og Dannelse.

Ogsaa Margrete var glad over, at Tages Revy gjorde en saa overordentlig Lykke, som den fortjente. Hun fandt en eneste Vise adskilligt morsommere end hele Rigsdagstidende; alligevel var hun ikke ganske veltilmode under Forestillingen. Det generede hende ikke, at Kamilla Jørgensen paraderede i Nærheden af dem, thi hun vidste bestemt, at alt var forbi mellem Tage og hende, men derimod —

Derimod var der oppe paa Scenen en ung Pige, snart i Ro-Kostume, snart i Svaledragt, men overordentlig smuk, hvad hun saa tog paa eller 322 af. Hun vakte øjensynligt stor Beundring hos Herrerne, men ligesaa sikkert var det, at hun kun havde Øje for Tage. Margrete var vis paa, at hun ikke tog fejl: den smukke Svale koketterede uafladeligt med Tage.

Hun pintes derved, men lod sig ikke mærke med noget under Forestillingen.

Da den var endt efter utallige Fremkaldelser, førte Tage sine to Gæster hen til en Restaurant i Nærheden, hvor han havde bestilt Værelse og Souper.

Her fik Johan Munden paa Gled og udbredte sig i lydelige Lovtaler over Tage. Han var overbevist om, at saadan en Revy gjorde stor Nytte, virkelig politisk Nytte, fordi den fik Tag i et Publikum, der ellers ikke lod sig paavirke.

»Det er en god Gærning den Revy,« sluttede han, »Skaal Tage og til Lykke.«

»Ja selv Lykke til med Valget,« svarede hans gode Ven, og de klinkede og drak hjærteligt med hinanden.

Margrete var paafaldende tavs ved Bordet og klagede over Hovedpine. Da de skulde køre hjem, og Johan lige havde tændt sin Cigar, 323 bad Margrete ham kaste den og ikke ryge inde i den lukkede Vogn. Hun kunde ikke taale Røgen.

»Nej, men saa sætter jeg mig paa Bukken og damper væk,« sagde Johan, »det er meget rimeligere end at kaste saadan en fin Cigar bort.«

Og han steg op paa Bukken, medens Tage hjalp Margrete ind i Vognen og satte sig hos hende.

»Har du virkelig Hovedpine, du Stakkel?« sagde han ømt.

»Ja,« lød det sagte Svar.

Han vilde nærme sig hende, lægge sin Arm om hendes Liv, men hun rykkede tilbage.

»Du er vred paa mig,« sagde han, »hvorfor?«

»Nej, jeg er ikke.«

»Jovist, sig mig Grunden!«

Saa pludselig sagde hun:

»Du véd godt, at hun koketterede med dig! Kender du hende?«

Han forsøgte slet ikke at nægte; tværtimod han smilede lidt triumferende i Mørket:

»Ja, vist kender jeg hende, jeg har set hende ved Prøverne.«

»Og talt med hende?«

»Naturligvis!«

324

Istedetfor at svare lagde Margrete sig tilbage i Vognen og gav sig til at græde, forstod Tage. Han tog hurtigt hendes Haand og spurgte hende, hvorfor hun var saa ubarmhjærtig imod ham. Han kunde ikke udholde denne Tilværelse, saa lidenskabelig han elskede hende. Om hun da altid vilde behandle ham grusomt og jage ham til andre Kvinder? Om hun aldrig vilde være hans?

»Er jeg virkelig saa grusom, min søde Ven!«

Deres Læber mødtes — for første Gang — i et langt Kys. Saa spurgte han skælvende:

»Naar vil du komme til mig?«

»Snart, snart!«

Og atter drak han hendes Kys.

Otte Dage efter rejste Johan til sin Valgkreds. Da han tog afsted om Morgenen, var hans Kone endnu ikke staaet op. Han gik ind i Sovekammeret til hende og bød Farvel. Hun ønskede ham lykkelig Rejse.

Januar stod det Aar paa med stræng, endog usædvanlig voldsom Vinterkulde, bidende Vind og sande Sneskred. Hun lagde Mærke til, 325 at han kun havde sin gamle Ulstercoat til Rejsen, den han bar i Forlovelsestiden.

Lidt efter stod den unge Frue op og kaldte paa Tjenestepigen, hvem hun spurgte, om Ane ikke havde Lyst til at rejse en otte Dages Tid hjem til Frederiksværk, medens Herren var borte. Hun behøvedes ikke under Herrens Fraværelse, da Hr. Schrøder ikke vilde spise hos dem i de Dage.

Det vilde Ane gærne, og Klokken fem rejste hun. Margrete sagde, at hun vilde skrive, naar Ane skulde komme hjem.

Da Pigen var borte, tilbragte den unge Frue en Timestid i sit Sovekammer og kom saa frem. Hun var paaklædt til at vove sig ud i den strænge Kulde: hun bar en stor Forværkskaabe, som indhyllede hende fra Skuldrene og ned til Fødderne, der stak i Pelsværksstøvler; paa Hovedet havde hun en lille Søløveskindshue og omkring Ansigtet havde hun viklet et tæt sort Slør.

Hun lukkede Døren omhyggeligt efter sig og gik med lette Trin ned ad Trappen. Sneflokkerne piskede hende imøde, men hun havde kun faa Skridt at gaa.

326

Da hun smuttede ned ad Smaagaderne mellem Laksegade og Holmens Kanal, vendte mer end en ung Mand sig efter den slanke formummede Skikkelse, der skred saa forjættende igennem Sneføret, og det Suk kom paa hans Læber: »den Lykkelige!«

Og lykkelig er ogsaa han, der venter hende i sin lune Stue. Klokken er nær seks, han gaar ud og stiller sig med bankende Hjærte ved sin Entrédør og lytter: jo, nu hører han nogen komme, og en Kaabe strejfer Trappens Trin. Han lukker op: det er hende.

I et Nu drager han den sorte slanke Skikkelse ind i sin varme Stue:

»Velkommen, velkommen«, jubler han.

Hun siger:

»Luk Øjnene et Sekund.«

Han adlyder. Kaabe, Hue, Slør, Pelsstøvler rives af.

»Nu«, siger hun.

Han ser — og ser! Der staar hun i sølvhvidt Atlask, der sidder stramt om hende, glat foran, saa Benets Form næsten skimtes, men med et Sus af Sløjfe og Slæb bagtil. Kjolen er ikke nedringet, men har et trekantet Udsnit, hvorimod Korsettet presser hendes unge stolte Barm. Og 327 Ærmer har Kjolen ikke, de nøgne Arme ligger blændende hvide mod det hvide Atlask. Hendes skønne blonde Haar vælder i en Guldstrøm ned over Skuldrene. Hun straaler som Sølv og Guld — Solens Datter!

Han stirrer henrykt paa hende. Saa siger hun:

»Her har du mig — for hele Livet!«

Det giver et lille Ryk i ham ved disse Ord, hvis Vægt han dunkelt aner. Men om det gjaldt hans Liv, vil han ikke undvære de kommende Timer, og han drager hende til sig og kysser hende.

Hun bøjer Hovedet lidt tilbage og spørger:

»Sig mig, Tage, hvad var det, du sagde til Johan om Eftermiddagen paa min Bryllupsdag? Kan du ikke huske det?«

Han er lidt forundret, men husker det og fortæller hende, hvad hun vil vide. Hun nikker lidt og smiler. Saa siger hun:

»Vi to skal ikke tilsøs!«

og rækker ham atter sine Læber.

Imens gik Johan med Istransport til Jylland; Rejsen var lang og besværlig, og de Dage, der fulgte, næsten endnu længere og besværligere.

328

Han holdt en Mængde Møder, ethvert Sted, hvor han kunde overkomme, undertiden to om Dagen. Fra de allerfleste udeblev Baronen, hans Modstander denne Gang ligesom forrige. Det fik nu endda være, men Ulykken var, at Befolkningen ogsaa mødte sparsomt. Endel beroede denne Tilbageholdenhed vel paa det daarlige Vejr, endel vist ogsaa — som Provinsreferenten bemærkede — paa Vælgernes Kendskab til den politiske Situation: de var oplyste om alt ved mange tidligere Møder, og selv Hr. Gerner kunde næppe finde meget Nyt at berette.

Unægteligt, han holder egentlig den samme gamle Tale paa hvert eneste Sted.

Men medens Venstrevælgerne saaledes synes mindre ivrige, har Johan en sikker Følelse af, at Højre arbejder stærkt. Herregaardene staar i Spidsen for en virksom Underhaands-Agitation. Ingen Godsejer holder sig længere fornemt tilbage, ingen viser sig ligegyldig overfor Folkenes Stemmegivning. Der køres omkring, spørges ud og drives paa, alt hvad Rigdom og Indflydelse orker.

Johan ængstes noget, da han ikke mærker en lignende Energi hos Jens Pedersen Holsted. Bevares, Kredsens demokratiske Leder er sikker 329 nok paa Valgdagen, han vil være Stiller selv og sørge for sit Sogn. Men der er ikke den Sejersro over Jens Peders’, som Johan engang før har set. Han udtaler kun, at det gaar vel nok, og at der vist ingen Fare er paa Færde, men alt med et lille Forbehold.

Og saa synes Johan at læse en Art Bebrejdelse i Jens Peders’ Miner og Adfærd. Han ligesom antyder, at Folketinget ikke har udrettet det, som Vælgerne var berettigede til at vente af deres Tillidsmænd, at der har manglet Mod og Tillid til den gode Sag paa Rigsdagen, medens Folket saa sikkert stolede paa sin Ret. Johan tænker paa, at det danske Folk vistnok har ventet en skarpere Protest mod den grundlovsbrydende Regering. Han mærker ogsaa, at Jens Pedersen Holsted særlig synes misfornøjet med Hovedstadens Stilling: Kjøbenhavnerne har skuffet ham.

Der er dog ikke Tid til videre Refleksioner, naar der skal tales saameget offentligt og privat, som Valgagitationen fordrer af Johan. Men langt om længe gaar Dagene, og mødig stiger Johan op paa Valgtribunen ved Siden af den uforstyrrelige Baron.

For sidste Gang opfordrer han Vælgerne til Udholdenhed i Kampen. Det gælder det danske 330 Folks Tilværelsesret som myndigt selvstyrende Folk — Valget staar mellem Trældom eller Frihed, og han minder om den franske Revolutions store Principer: Frihed, Lighed og Broderskab.

Mindre højtideligt taler Baronen. Han efterviser Venstres Uformuenhed i Magtspørgsmaalet og erklærer Højre villigt til et for begge Parter hæderligt Forlig.

Ved Kaaringen valgtes Johan.

Da han saa’ de mange Hænder, der raktes ivejret for ham, faldt der Ro over hans Sind. Saa var da denne Møje ikke forgæves.

Baronen forlangte skriftlig Afstemning. Denne varede i flere Timer. Johan sad paa Hotellets Gæstestue mellem en Del Bønder, da Venstreredaktøren kom ind med en ret forfjamsket Mine.

Johan saa’ op og blev urolig ved Mandens Udtryk.

»Er der noget paafærde?« spurgte han.

»Der er — der er det«, sagde den anden, »at der gaar det Rygte, at Stemmerne næsten er lige. Det skal komme an paa ganske faa, og der drives endnu Folk ind fra Herregaardene.«

Johan blegnede og skyndte sig ud i det Frie. Han vilde ikke selv begive sig hen til Listeførerne, 331 men hyppigt kom Folk hen til ham og gav ham Besked saa om det ene, saa om det andet Sogn. Altid næsten lige Stemmer.

Klokken fire endte Afstemningen. Ti Minuter efter forkyndtes Resultatet: Baronen var valgt med 1353 Stemmer, Johan havde faaet 1327. Venstre var sunket og Højre steget med et Par hundrede Stemmer.

Johan maatte holde sig stiv, tale med mange Folk, undersøge Aarsagerne til dette mærkelige Resultat, modtage Kondolation af Venstreredaktøren og — gaa til Gilde. Det var uundgaaeligt. Gilde skulde der være, og der blev ikke drukket én Skaal mindre, fordi Johan var faldet, end om han var bleven valgt, og selv de bedrøvelige Efterretninger fra adskillige Valgkredse, der modtoges under Fællesspisningen, gjorde intet dybere Skaar i Gilde-Lystigheden.

Johans Skaal udbragtes med Haab om bedre Lykke næste Gang.

Han svarede med en Skaal for det danske Folk, som var den øverste Dommer i alle Ting. Hvis han var faldet for en Folkedom, da var der sket ham Ret, men han troede ikke, at man kunde kalde Godsejerstemmer for en Folkedom. 332 Jens Pedersen talte for skarp Protest mod Ministeriet.

Da Johan den næste Dag sad i Kupéen og stirrede ud over de trøstesløse Snemarker, sank han sammen. Han syntes, at hans Liv var knust.

Han skulde vende tilbage til Kjøbenhavn som en slagen Mand — vende tilbage til hvad? Til at blive Cand. phil. Gerner, Timelærer uden Timer. Men Timer maatte han søge, thi han havde ingen anden Udvej til at ernære sig og sin Hustru.

Om han blot havde! Gid han forstod et Haandværk eller noget med Handel, hvorved han kunde tjene Penge! Men intet, intet! Eller gid han ejede et Stykke Jord til at dyrke som enhver Bonde dyrker sin Jord, kunde passe Køer og Svin, vogte paa Vind og Vejr, saa og høste — ja saa og høste!

Han véd ikke, om han saar; men han synes saa bestemt ikke, at han høster, saaledes som nu hans Liv gaar og skal gaa med Timelæsning — et Liv i Timer, der ikke former sig til et Dagværk.

333

Møller og Gaardejer Jens Pedersen Holsted, Sogneraadsmedlem og Amtsraadsmedlem, han kan sagtens! Han sidder paa sin gode Gaard, og hans Mølle maler ham Guld og Indflydelse hver evige Dag, og Jens Peders’ er en sikker Mand, der aldrig falder, enten saa Politiken gaar op eller ned.

Naar han tænker paa Jens Pedersen Holsted, den myndige Herre, kommer der en bitter Følelse op i Johans Sjæl. Hvad vedgaar det egentlig denne Mand, enten Ministeriet hedder saa eller saa? Hvad ondt lider han, om Ministeriet bryder Loven? Sidder han ikke lige mægtig paa sin Gaard, i sit Sogn, i sit Amt, agtet og søgt af alle, en Pryd for sin Stand, en dansk Bonde af den rette Slags! Ingen bebrejder ham nogetsomhelst: gaar det galt i Politik, er det Førernes Skyld; gaar det godt, er det hans. Han tør ikke udsættes for Kritik, han er jo selve det danske Folk.

Det danske Folk! Hvordan var det! Et Folk, der værner om sin Frihed, er uovervindeligt. Paa Udholdenhed beror Sejren. Ja, hvad er det egentlig at holde ud!

334

Hvordan holder Jens Pedersen Holsted ud?

Dette Spørgsmaal formaar Johan ikke at besvare, og hans Tanker gaar i Ring, træt og ulykkelig som han er. En Ting hamrer sig fast i hans Bevidsthed: han vil intet mere have med Politik at skaffe, han forstaar sig ikke derpaa, magter hverken den fine Taktik eller det store Slag — det har jo vist sig: han tabte Slaget.

Nu skal han søge Timer i Kjøbenhavn — til andet duer han jo ikke — og være sig selv nok.

Da Johan om Eftermiddagen kom til sin Bolig, var det ikke mange Timer siden, at hans Kone, og endnu færre siden, hans Tjenestepige var kommen hjem.

Han gik ind i Stuen til Margrete, der ventede ham læsende.

»Ja, her har du mig«, sagde han og forsøgte at smile, »det gik galt.«

Hun saa' koldt paa ham og sagde:

»Det var slemt!«

»Det var ikke mange Stemmer, der gjorde Udslaget.«

»Nej, men det var nok!«

335

Der blev en lille Pavse, medens han kiggede i nogle Aviser; saa spurgte hun:

»Hvad vil du nu?«

»Søge Timer!« svarede han kort, rejste sig og gik ud af Stuen. Hun trak med Foragt Mundvigerne ned. Hun mindedes uvilkaarligt Tages Vittighed efter Johans Nederlag: »Johan uden Land«, havde han sagt.

Men endnu samme Aften fik Johan Besøg af en politisk Bekendt. Det var en lille Mand, som var saare ivrig i den kjøbenhavnske Bevægelse, altid fuld af Vilje og Energi. Han kom resolut ind til Johan og spurgte straks:

»Humøret er vel ikke daarligt?«

Johan benægtede dette, og den anden fortsatte strængt:

»For det gaar sandelig ikke an at hænge med Hovedet, nu maa der tages fat for Alvor.«

Og han udviklede for Johan, at naar ogsaa kjøbenhavnske Valgkredse var tabte, kom det deraf, at der ikke var holdt Møder nok. Men især deraf, at der ikke var danset nok til Møderne. Der maatte aldrig være et politisk Foredrag eller en Diskussion uden med efterfølgende Dans. Det vilde Folk have, Folk vilde more sig, og man 336 maatte bare ikke fornemt eller mageligt holde sig tilbage.

Han gik ikke, forinden han havde aftvunget Johan Løfte om et Foredrag til det første Møde i en Vælgerforening. Han paastod, at Johan vilde trække udmærket, netop fordi han var falden.

Hvad hjalp det at stride imod! Johan kunde næppe, han vilde heller ikke. Naar Folk vilde danse, maatte der jo gøres Musik.

337

XVI.

En smuk Søndag i Julimaaned holdt den nydeligste Landauer foran et Hus i Laksegade; Vognen var saa stadselig og Kusken saa herskabelig, at en Ukyndig kunde tage Vognen for et Selvejerkøretøj.

Den fine Kusk knaldede nogle Gange med Pisken, et Hoved blev stukket ud fra et Vindue paa tredje Sal og nikkede ned.

Lidt efter kom tre Personer sammen ud af Huset. De to, der skulde køre i den galante Vogn, var en ung Mand og en ung Dame, smukke Mennesker begge to og yderst elegant klædte. Hun gul fra Top til Taa, gul Hat, matgul Silkekjole, en aabentstaaende Trøje, indenfor hvilken Barmen strammes mod en Vest af gult Atlask, 338 gul Kniplingsparasol — et stilfuldt og enkelt Toilette. Han graalilla med en blændende Manchetskjorte og enorme Silkeopslag paa sin korte, stramme Frakke.

De satte sig i Landaueren, vinkede Farvel til deres Ledsager og kørte ned til Kongens Nytorv, hvor deres Vogn føjede sig ind i det Tog, som drog til Væddeløbet ved Eremitagen.

Den, til hvem de sagde Farvel, var en lidt foroverbøjet Mand med graasprængt Haar og Skæg og et alvorligt Ansigt. Han begav sig paa sin Fod ud imod Amager, hvor han i Sundbyøster skulde holde et Foredrag om den store franske Revolution, hvis Hundredaarsfest nærmede sig.

Han gik ned ad Laksegade den modsatte Vej af den, Vognen kørte. Foran ham skred to Gendarmer, hvis blaa Uniformer glinsede i Solskinnet, men han saa’ dem ikke, han tænkte paa sit Foredrag og paa sin Tale ved Fællesspisningen, hvor han vilde sige nogle Ord om den politiske Situation, og hvor han haabede at træffe en god Veninde, med hvem han kunde følges tilbage til Kjøbenhavn.

339

Han havde meget at tale med hende om, da han just den Dag havde modtaget adskillige Opfordringer angaaende sit Kandidatur til næste Valg.

Han agtede at stille sig paa en skarp Protestpolitik.

340