↩ Men Ventetiden blev ham lang. De andres Taler trættede ham usigeligt. Han hørte dem ikke tydeligt, dertil var han altfor febrilsk, men hvad han opfattede, generte ham. Der var især en Taler af Venstre, som var ham en Pæl i Kødet: Foredraget var flydende, Ordene faldt saa selvglade, Røsten klang løs fra Lunger, der arbejdede som en Dampmaskine — og Talen syntes ham ikke særdeles forskellig fra hans, i alt Fald ikke i Indhold. Naa, det var jo ikke saa underligt! De pragtfulde Slutningslignelser havde han da i ethvert Fald for sig selv. — —