↩ Han talte sig ikke op. For han havde tungere og mere forvirrende Fornemmelsen af, at Tilhørerne ikke kom ham nærmere. De hørte paa ham — men grebne var de ikke. Han skottede til Ministerbordet — Konseilspræsidenten konverserede ivrigt i en Vinduesfordybning, skønt hans Politik i dette Øjeblik gennemrystedes i dens Grundvolde, og et Par andre Ministre døsede hen i deres Stole. Han syntes ogsaa at bemærke, at Medlemmernes Kreds om ham tyndedes, og de 12indflydelsesrige Medlemmer hist og her i Salen talte og lo uden at skænke ham mindste Opmærksomhed. Kun et Medlem, der var Journalist og skrev om Møderne i sit Blad, laa henslængt paa sin Stol i Retning af ham, og hans Ansigt havde et Udtryk som om han havde opgivet alt i Verden, saadan halvgabede han af uhyre Kedsomhed.