↩ Og var de ikke Bønder, saa var de Socialister. Dette var næsten værre for hende, thi hun ræddedes om Hjærtet. Det vidste enhver — og det hjalp ikke, hvad Johan sagde — at de vilde dele, vilde tage vore Penge. Det var Pøblen henne fra Smaagaderne, som hun saa' styrte ud — saadan som naar Tappenstregen gik paa Kongens Fødselsdag eller ved anden Festlighed — hujende Læredrenge og fordrukne Karle, der klumpede sig frem i tætte Masser mod Politiet og de ordentlige Folk. De vilde trænge op i Husene, komme ind i hendes Værelser, maaske tage paa hende med deres væmmelige Næver, grine modbydeligt ad hendes forgæves Modstand, slaa Porcellænet itu og løbe væk baade med Sparekassebogen og Obligationerne, som hun gemte i Chiffoniéren. — —