↩ De var Skolekammerater og var blevne Studenter sammen. Fattige begge to. Men Tage var en praktisk Natur, og han skræmtes tilbage fra de Aar, der skulde komme inden Embedseksamen. Det var ikke Arbejdet, han frygtede; han var flittig nok. Men han tænkte paa den vilde Jagt efter Stipendier med ydmyge Besøg hos bortgivende Professorer, han forestillede sig den forgæves Søgen efter Timer, de idiotiske Drenge, med hvilke der skulde læses Lektier hjemme, og de Skolebestyrere, for hvem der skulde smigres. I Rusaaret fik Johan en Dreng at læse med, som de andre misundte ham. Det var to à tre Timer daglig for fem Kroner om Maaneden og 24Kaffe med Tvebak. Tage, der havde Lyst til allehaande gode Sager og slet ingen Sans for Tvebakker, og som fristedes af Kjøbenhavnerlivet, hver Gang han gik ned ad Østergade, sagde pludselig midt under Læsningen til Filosofikum Farvel til Studeringerne og snoede sig til en lille Plads i en Bank. Her var han steget lempeligt i Vejret, havde nu nogle Tusinde Kroner om Aaret og levede sorgløst sit Ungkarleliv i Kjøbenhavn.