↩ Men Johan gik alene hjem. Han var træt. Da han var naaet bortfra Sværmen og langs Kanalen kom udfor Ruinen af Kristiansborgslot, mindedes han pludselig det beundrende Blik, hvormed Margrete Scheibel havde set paa ham i Forstuen. Og han tænkte paa dette — hvad der gjorde ham godt — uafbrudt lige indtil han faldt i Søvn.