↩ Naar Johan mødte velklædte unge Mænd paa Gaden, foragtede han dem af sit fulde Hjærte. Han saa' paa deres fine Linned, paa deres Frakker, som sad stramt og skinnede af nyt, paa deres spidse Støvler, og han vidste, at de etisk set levede forkasteligt. Han var aldeles ikke ulykkelig ved sin gamle rundpullede Hat og sin slidte Vinterfrakke, der holdt ud Aar efter Aar uden at dens Ejermand kunde falde paa en saa urimelig Tanke som at skafte den en Afløser.