↩ Johan fik ingen Eksamen. Han tænkte i adskillige Aar paa Magisterkonferens i Historie og kunde ogsaa i Fantasien udmale sig, hvilken ypperlig stor Afhandling han vilde skrive, hvorledes den vilde slaa Professorerne baade ved den deri nedlagte Lærdom og ved den overlegne og sjælfulde Behandling. Hvad han vilde vælge til sit Speciale var intet mindre end den store franske Revolution. Han tog ogsaa mange bindstærke Værker hjem fra Bibliotekerne og tog modigt fat paa første Bind, men han naaede sjældent mange hundrede Sider frem. Indholdet greb ham, dog paa den Maade, at han fantaserede sig ind i den 40svundne Tids Strømninger, i de store Revolutionsmænds Følelser, naar de holdt deres Taler og opagiterede den brusende Folkemængde. Han lod Bogen synke og skred op og ned ad det lille Værelses tæppeløse Gulv, medens hans Hjærne foregøglede ham historiske Øjeblikke, bevingede Ord, afgørende Befalinger, drønende Bifald, mægtige Handlinger — og ham selv som første Rollehavende i alt, indtil han standsede sin Gang og sin Fantasi for at opgive Læsningen den Aften. Kompilationen og Nedskrivningen laa ikke for ham — blev han enig med sig selv om — hans knappe Tid tillod ham heller ikke det omfattende Kildestudium, som de seneste Forskere skyldte nye Syn paa Mennesker og Hændelser. Han sagde til Tage — med et halvsygt Smil — at han nok snarere var Handlingens Mand end Ordets, og Tage indrømmede baade dette og at Danmarks Lidenhed ikke egnede sig for Handlingens Mænd.