↩ Saa kom Lykken med Sommeren 1884. Det gik som i en Rus. Ved politiske Hovedstadsfester havde Johan i de sidste Aar holdt hæftige Taler, særligt og hyppigt for Demokratiet ude i Landet og de aarvaagne Bønder; nogle Journalister og en enkelt stor Fører havde lagt Mærke til ham, Føreren endog én Gang trykket ham i Haanden og takket ham med et af Forstaaelse tungt Nik. Nu pludseligt blev der Spørgsmaal om hans Kandidatur i en jysk Kreds, hvor man ved en Tilfældighed stod uden Rigsdagsmand og ikke undte nogen af Kredsens ledende Mænd Æren og Behageligheden; der forlangtes en Kjøbenhavner med en Smule grundtvigiansk Anstrøg; der sendtes Bud efter Johan af den store Fører, igennem hvem Fædrelandet kaldte og som i en tre Timer lang Samtale forsikrede sig om Johans Brugelighed, afviste hans beskedne Indvendinger, forsaavidt de beroede paa manglende praktiske Kundskaber, henholdt sig alvorligt til Hjærtelaget for det menige Folk og en fast Overbevisning om Demokratiets Ret, erklærede sig tiltalt af Johans begeistrede Tro og 42aabne Sindelag, mente godmodigt smilende, at Rigsdagsfinesserne lærtes snart og tidsnok, afsluttede Eksamenen, skrev en Snes Breve til Kredsen og satte Johans Valg igennem i en Haandevending.