↩ — — Johan Gerner gik særligt gnaven ind i sin Klasse, fordi han ærgrede sig over Frøken Rørbys Væsen. Var det ikke, som hun beskyttede ham, som hun besad en særlig Lod i ham, som om hun bedre end nogen anden forstod, hvad han sagde — ja næsten som om hun og han tilsammen ejede noget, som de andre, bornerte Mænd eller barnagtige Kvinder, verdslige Mennesker tilhobe, aldrig kunde faa Del i? Medens 48hun bestandig stod med Armen slynget om Margrete Scheibels Liv, søgte hun at se over Margrete hen til ham og smile sammen med ham over Barnets elskværdige Naivetet.