Brandes, Edvard Uddrag fra En Politiker

Men da der snakkedes saa meget om ham i den lille By, og selv hans L'hombrevenner af den finere Slags, Postmesteren og Herredsfuld-mægtigen, begyndte at faa stramme Ansigter imod ham, foretrak han en skøn Dag en Pension paa attenhundred Kroner fremfor yderligere Slid og Uhygge. Det var nu seks Aar siden, at han uden Tøven flyttede Kone og Børn til Kjøbenhavn, lejede sig langt ude i Falkoneralléen til utænkelig ringe Pris en Stueetage med en lille Have og befandt sig saare vel ved Forandringen. Her forlangte ingen nogetsomhelst Arbejde af ham, og ingen udspionerede hans Smaature. Han stod sent op, drak sin Morgenkaffe til en Pibe, læste sin egen Avis i to Timer indtil Frokost, spiste med god Appetit til dette hans eneste virkelige Maaltid, da den nydte Spiritus ødelagde Middagen for ham, og vandrede straks efter Frokost 80sin Tur til en Vinkælder, som han havde udsøgt sig paa Vesterbro.