↩ For hans Kone bevirkede Overflytningen til Kjøbenhavn en ret ubehagelig Forandring. Ikke just fordi hun fik adskilligt mere Arbejde, da Scheibel erklærede, at der ikke længer var Raad til fast Tjenestepige. Hun kunde ligesaa gærne slide lidt mere i Køkken og Stue, nu da hun dog ikke fandt anden Anvendelse for sin Tid. Ovre paa Fyn havde hun havt adskillige Bekendte, med hvem hun baade ved Kaffen og i Mørkningen kunde slaa en lille Passiar af om alt, hvad der forefaldt i Byen, hvor enhver var hjemmekendt i alle de andres Forhold. I Kjøbenhavn følte hun sig paa den uhyggeligste Maade ene imellem den Mylr af fremmede Mennesker, der løb hende forbi paa Gaderne. Ikke et venligt Nik i Forbigaaende, ingen Falden i Snak paa Hjørnet. Saa indrettede hun sig derefter, gik ud tidligt om Morgenen med sin Kurv og købte ind til Dagens Fornødenheder, og krøb dernæst sammen i sin Hule, som hun ikke forlod, før Sol atter stod op. Hun var svundet ind til et bittelille usselt tyndt Væsen, der som en Skygge fulgte sin Mand, og 82som intet Øjeblik havde ude af sine Tanker hvad Scheibel vilde, ønskede, irriteredes ved eller billigede.