↩ Aa Rædsel at staa dér! De talte ikke til hinanden, de smilte ikke, de dansede som med Døden i Hjærtet. Og éngang blev de som sidste Par ogsaa eneste uddansende Par og i Kreds af hele Ballet, forbi Spøg og Latter, kaadt Kurmageri og udfordrende Koketteri, nydeligt forfløjne unge Mennesker og vanvittigt hysteriske Frøkener, straalende Øjne og hvide Arme, Atlask, der knitrer, og Silke, der smyger sig fast, forbi Ungdom og Overgivenhed og Lykke og Sanselighed og Frækhed og Beregning og Uforskammethed og Lidenskab, forbi alt, hvad der skummed af Liv og Lyst — forbi dansede de to, Kontoristen og Kusinen, flove som irettesatte Børn, fortvivlede som overbeviste Forbrydere, alvorlige, dødtrætte, næsten grædefærdige. De dukkede sig under de ironiske Blikke, der hvilede paa dem.