↩ Og for Fremtiden svarede hun ham aldrig, naar han skændte og gnavede. Hun blev »sær« og maatte høre ilde derfor. Hun gik næsten ikke mere ud, afslog de faa Fornøjelser, der tilbødes hende, sagde nej til næste Aars Balinvitation 96hos Onkel Gaul — trods Forældrenes Vrede og uagtet hun ingen Grunde vilde give for sit Afslag — og blev ikke mere bedt dér og heller ikke andetsteds. Hun lagde ingen Vægt paa sit Toilette, overdrev næsten dets Tarvelighed, klagede aldrig over Maden, ønskede intet og arbejdede flittigt, men var indesluttet og uden Smil i Hjemmet. Der var en saadan forbitret Kulde over hende, at Faderen, særligt naar han var ophedet af Formiddagsportvinen, blev fornærmet rasende hver Gang han mødte hendes rolige Blik. Uret havde han forsaavidt ikke i sin Irritation; thi hun baade foragted og haded ham grundigt som al hendes Elendes Ophav og Hindring for enhver Forbedring. Hun kunde end ikke holde af sin Moder, fordi denne saa ganske stod under Faderens Pisk og aldrig turde tage Parti imod Hustyrannen: hun ynkede blot den gamle Kone.