↩ Paa den lange Vej ud til Falkoneralléen aftalte de nu alting sammen. Margrete satte ham forsigtigt ind i sine Familieforhold, men der behøvedes ingen Forsigtighed, thi Johan forstod øjeblikkeligt Poesien ved det elskværdige og beskedne Hjem, hvorfra Margrete skænkedes ham som Livets bedste Gave. Da han hørte om Faderens Afskedtagen fra Toldforvalterembedet, slog han straks paa, at der maaske hos den gamle fra 130Ungdommen frisindede Mand havde rejst sig en Uvilje mod at tjene den nuværende Regering. Han spurgte om den gamle Scheibel interesserede sig for offentlige Sager og fulgte med i Politik, og Margrete svarede diplomatisk, at hendes Fader læste ivrigt og mange Aviser.