↩ Endelig oprandt Dagen. Johans Hjærte bævede, da han sidste Gang betraadte Rigsdagen. Han saa' sig om mellem sine Partifæller: samme gnavne, triste Udtryk som altid før. Maaske lidt bitrere: nu maatte, skulde de jo ud i Regnen. Men han tænkte paa, at de Soldater, der trak ud i Dybbølskanserne, vel heller ikke havde Mine som Skovgæsterne om Søndagen. Det trøstede ham ogsaa, at de Højremænd, han mødte, syntes ham tavse og reserverede. Der veksledes ingen Ord mellem Medlemmerne af de to Partier, medens man dog ellers tillod sig baade en Spøg og en Passiar. Nu undgik man hinanden, og der var kommet et Svælg imellem de to Partier, som om Jorden pludseligt havde aabnet sig.