↩ For hende var det i Øjeblikket et Livsspørgsmaal. Hun havde boet saa triste Aar ude i Forstædernes Skygge, fjærnt fra Hovedstadens Glans, at hun gøs tilbage for en Fortsættelse af denne Tilværelse. Skulde hun sidde etsteds i en Afkrog, en halv Mil fra Østergade, den lange Formiddag, medens Gerner gik paa Skole og i Rigsdagen, den kedelige Aften, som han tilbragte i alleslags Møder! Men dette var ikke det 161vigtigste. Nej, men hvem skulde besøge hende derude nordenfor Lov og Ret? Hvorledes skulde hun dér faa dannet den lille Kreds af indflydelsesrige Mænd, som hun stadigt haabede skulde udgøre hendes »Salon«?