↩ Johan straalede dog som lutter Solskin. Han spiste og drak ivrigt, hvad han egenlig altid gjorde, men almindeligvis som om han ikke anede, hvad Mad og Drikke han fik i sig. Han talte uafladeligt, naar blot nogen vilde sekundere ham, og efterat Scheibel med en tør Fornemhed havde bedt de Tilstedeværende drikke det nygifte Pars Skaal, holdt Johan en lang Tale, hvori han rørt takkede sine Svigerforældre for den Kærlighed, hvormed de havde vaaget over Margretes Ungdom. Naar han saa sin unge Hustru sidde dér, saa frisk og ren som en Dugdraabe, uberørt af Livets Smuds, klog som den veloplærte, fin som den velopdragne, god som den, der lærte at skatte Kærlighed, saa forstod han, at kun i et lykkeligt og ædelt Hjem voksede en saadan Blomst. Han haabede, at han skulde vise sig værdig deres Tillid, som nu lagde Blomstens Pleje i hans Hænder; paa Beundring, Hensyn, Omhu, inderlig Kærlighed skulde det ikke skorte.