↩ Han er godt fornøjet med den Kulde, som hun viser overfor Skuespillernes Skønhed, og den dameagtige Maade, hvorpaa hun i det Hele omtaler Teaterforestillingen. Det er altsammen korrekt. Kun Stemmen og Øjnene generer ham lidt: Kamilla taler underligt grødet og klangløst, medens hun stadigt ligesom kror sig af Frækhed. Og Øjnene stirrer dødt ud i Luften: hun er vant til at blive betragtet og ikke besvare nysgærrige Blikke, og især er hun vant til uden Hilsen og Smil at gaa forbi ret intime Bekendte, som pludseligt om Formiddagen angribes af Nærsynethed. Og da er hun størst, naar hun i uforstyrrelig Dødhed sejler ned ad Østergade, seende alt uden at fortrække en Mine.