↩ Uden direkte at opstille Spørgsmaalet bearbejdede han Johan hen til den rette Opfattelse. Han talte længe om Folket, det store menige Folk, der ventede en skarp Protest af Folketinget mod den lovbrydende Regering, han afviste de snusfornuftige saakaldte »kloge« Indvendinger, »de taktiske Finesser«, idet hans Politik, sagde han, var de store Følelsers Politik. Der gik mægtige Strømninger gennem Folket, som led ondt og forgæves stræbte efter menneskelige Tilværelseskaar, nu da den almindelige Valgret traadtes under Fødder af Junkerne. Han vilde derfor ikke være med til at narre Folket for den Fordømmelsesdom, som Folketinget udtalte gennem at afbryde al Forhandling med Regeringen. Man maatte staa paa sin Ret til det yderste; kun Selvopgivelse var Nederlag.