Brandes, Edvard Uddrag fra En Politiker

Johan havde med nogen Ængstelse betragtet sin lille Kones kloge Ansigt, medens denne i Stilhed anstillede sine Betragtninger. Han sporede en Smule Samvittighedsnag, ikke fordi han skjulte noget Nyoplevet for Margrete — han følte ingen Anfægtelser overfor Mathilde — men fordi han aldrig fuldstændig havde opgjort sit Forhold til denne for sin Hustru. Da han traf Mathilde paa Gaden, var han i Begyndelsen lidt forlegen; men da hun saa udspurgte ham ligesom i gamle Dage, fik han paa den behageligste Maade Munden paa Gang. Han befandt sig saare vel ved denne politiske Diskussion, der flød paa de store Slagord og de uforgængelige Principer. Og naar han saaledes talte med hende, kunde han indbilde sig selv, at Forholdet mellem dem bestandig havde havt samme kollegiale Karakter.