Brandes, Edvard Uddrag fra En Politiker

Slet saa sur var hun vel ikke overfor Margrete, men hun bevarede dog en kold og noget tvær Mine, da hun hilste paa Vært og Værtinde. Margrete brød sig imidlertid lidet derom; nu skulde hun da ialtfald have den Nydelse, som Aftenen maatte byde hende, nemlig at forestille Mathilde for sine politiske Gæster. Men det gik ganske galt. Med dyb Skuffelse saa’ hun, at naar undtoges Provinserne, der tydeligvis ikke havde Smag for Rødbeden, kendte Mathilde udmærket alle de Fremmede, som hun havde truffet i forskellige Foreninger eller ved Møder. Ja, hun forstod endog ganske anderledes at tale med dem end Margrete. Denne maatte til sin Ærgrelse være Vidne til, hvorledes Mathilde indesluttede den brystsyge Skolelærer i en Krog og hæftigt angreb ham med Kvindens Valgret.