↩ Klokken var langt over ni, og Selskabet trængte tydeligt til Aftensmad. Nogen almindelig Konversation var ikke naaet, de Fremmede sad spredte i smaa Grupper, hvor Samtalen gik halv højt og undertiden døde helt ud. Mathilde var egentlig den, der bedst forstod at faa Tungerne paaGled; Margrete iagttog hende nøje, hvorledes 238hun med nedslagne Blikke paa en ret nærgaaende Maade udspurgte de Herrer, der kom ud for hende, stadig bevarende en vis uforskammet Mine, medens hun forhørte dem. Man vilde undertiden slet ikke ane, at hun talte med nogen — saa fornem-ligegyldig saa’ hun ud — hvis ikke hendes Spørgsmaal var faldne punktvis som en prikkende Telegrafnaals Slag.