↩ Da Gæsterne var komne afsted, gik Margrete lige hen og smækkede alle Vinduer op. Stuen var fuld af Tobaksrøg, og hun trængte til frisk Luft. Hun saa’ ned ad den snævre mørke Gade, hvori nu kun et Par enkelte usle Gaslygter kastede et flimrende Lys, og hvorfra den sure, skarpe Natteluft steg op mod hendes Ansigt — saa’ ned som i en Brønd, hvori alle hendes Forhaabninger var druknede. Hun følte to tunge Taarer løbe ned ad Kinderne, og hun gad ikke borttørre den Graad, som hun græd af Skam og Sorg over sin mislykkede Erobringsplan. Nej, der fandtes ingen Bro fra hende til disse Mennesker, der enten arbejdede for sig selv og ikke behøvede hende, eller ogsaa troskyldige og dumme arbejdede for andre. Og Johan var ikke den 251Mand, der forstod hverken hende eller den store Fører eller de andre Rigsdagsmænd eller nogen Ting i det Hele: hun havde et stumpt Vaaben — nej, intet Vaaben, en Skralde i sin Haand, og med saadant Redskab brød man sig ingen Bane.