↩ Da Margrete og Johan vandrede ned ad Gaden — medens det øvrige Selskab, alle paa samme Klokkeslet, for afsted i Vogne — var han ærgerlig og smaaskændte over dette rædselsfulde Storborgerselskab. Hun derimod satte sine smaa Fødder energisk i Brostenene og saa' frem for sig med et stikkende Gaulsk Blik: