Brandes, Edvard Uddrag fra En Politiker

Og saa begyndte der en Eftersøgen i alle Gemmer. Af rede Penge havde den Gamle kun ynkeligt sammensparede halvhundred Kroner og Margrete vilde gærne have to hundrede. Men alt hvad der fandtes af Pretiosa — og Fru Scheibel besad endel kønne gamle Smykker — og af undværligt Sølvtøj blev skrabet sammen og puttet ned i et blaat Forklæde. Den gamle Kone var meget ængstelig, men Margrete forklarede, at hun hurtigt skulde give alt igen. Og saa sneg de sig hen til et Laanekontor ad andre Veje end Scheibel gik og dog bange for at møde ham, og den gamle Kone maatte gaa ind og pantsætte det altsammen, medens Margrete ventede i Porten. Hun kom tilbage og lagde de Penge, som hun havde faaet, i Margretes Haand.