↩ De sætter sig tilbords til et tarveligt Maaltid: Suppe og Kotelet. Ved Bordet taler de en Del om Johan: Margrete ser alvorlig ud, naar de kommer ind paa hans Arbejde og dets frugtesløse Natur. Thi ogsaa politisk viser det sig til Tages Forbavselse, at de er enige. Han er nu ganske ked af det politiske Venstre og fast overtydet om, at Førerne har baaret sig dumt ad. Højre har Magten, siger han, og det bliver saamænd aldrig anderledes; det er ogsaa den literære Frihed, Aandsfriheden, hvorpaa det kommer an. Margrete 290tror nok, at han har Ret: hun har vel tænkt det Samme, men ikke saadan kunnet udtrykke det. Hun spørger ham om mere og giver ham Anledning til længere Udviklinger, hvad Tage ikke har noget imod. Og atter falder Talen paa Johan, og de bliver begge rørte ved Tanken om hans utrolige Hjærtensgodhed og Hæderlighed. Han lever kun for Ideerne, siger Margrete med et let Suk, og Tage bekræfter dette: Johan har fra sin Ungdom af været en uforbederlig Idealist.