Brandes, Georg Hovedstrømninger. Det unge Tyskland (1890)

DET UNGE TYSKLAND
(1890)

📖 DET UNGE TYSKLAND

Forelæsninger, holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Aarene 1883 og 1887.

(1890)
344

Dersom Kunstneren ikke styrter sig ned i sit Værk som Curtius sprang ned i Afgrunden, og dersom han ikke arbejder i dette Krater som en Grubearbejder, over hvem Jorden er styrtet sammen; dersom han giver sig til at betragte Vanskelighederne istedenfor at overvinde dem en for en, saa bliver han Vidne til sit Talents Selvmord.

Balzac.

345

I

Over de tyske Lande rugede fra den hellige Alliances Dage den store systematiske Reaktion, som var udgaaet fra Wienerkongressen, havde sit Midtpunkt i Østerrig og hvis fuldgyldigste Repræsentant Metternich, en Elev af Talleyrand uden Mesterens Smidighed, men langt skadeligere end han, haabede at kunne omspænde hele Europa. Det gjaldt om at Alt, hvad Revolutionen og Napoleon havde rokket, rystet eller kuldkastet, nu kunde rejse sig istandsat eller genoprettet. Man havde tilsidst været nødt til at bekæmpe den store Fjende ved alleslags Midler, havde maattet appellere til Folket istedenfor simpelthen at kommandere, havde maattet henvende sig til Følsomheden istedenfor til den undersaatlige Troskab, ja havde maattet love noget fra al Kabinetspolitik saa Fjernt, noget saa studenteragtigt Revolutionært som «Tysklands Genfødelse». Ganske vist havde der været en kendelig Forskel paa den Parole, der udgik fra Østerrig, og den, som gaves af Prøjsen. «Retfærdighed og Orden», «Orden og Fred», det var Stikordene i de østerrigske Proklamationer; «Folket», «Frihed og Ære», «Tyskhed» var prøjsiske Stikord. Men dog havde begge de store tyske Stater gaaet Tidsalderens Stemning langt videre imøde end det stemmede med de ledende Statsmænds Ønsker. Og neppe var Fjenden forjaget, Revolutionens Arvtager knust og «Frihedskrigen» endt, før det for dem gjaldt om at gøre Ende paa Friheden som paa Krigen.

Den Ungdom, der var vokset op under Kampene med Frankrig, havde ventet at se den tyske Enhedsstat opstaa som Følge af Sejren. Stein havde allerede 1812 udkastet en Plan til 346 Genforening af det fordums tyske Riges spredte Dele; Arndt og Gorres havde taget Ordet i samme Aand. Men i Pariserfreden 1814 bestemtes det ordlydende: «De tyske Stater skal være uafhængige og forenede ved et Forbundsbaand», og dermed sloges alle Forhaabninger om Enhedsstaten ned. Næsten en Menneskealder gik hen, før Tanken paa den atter fyldte Folket. Istedenfor Enhedsstaten opstod det tyske Forbund, det tyske Bunt, som Jahn kaldte det, en broget Harlekinsdragt for Nationen, og Skuffelsen var bitter.

Det gik med Drømmen om Frihed som med Drømmen om Enhed. For at ophidse Folkene til Kampen mod Napoleon havde flere af Fyrsterne givet dem Løfter om fri Forfatning. Det blev af de større Stater kun Bayern, Baden og Württemberg, de tidligere Medlemmer af det Napoleonske Rhinforbund, som holdt disse Løfter og indførte Konstitutioner, Bayern og Baden i Aaret 1818, Württemberg, hvor undtagelsesvis Kongen var mere frisindet end Stænderne, i Aaret 1819, medens Karl August i det lille Sachsen-Weimar som Banebryder for politisk Frihed i Tyskland allerede i Aaret 1816 havde givet en fri Forfatning og aabnet en parlamentarisk Idyl.

Dette betød dog kun lidet, da Østerrig efter Freden som før betegnede et reaktionært Princip, og Prøjsen, i hvis Befolkning der dog var mest politisk Drift, sluttede sig ganske til det Metternichske Grundsyn.

Det prøjsiske Folk havde imidlertid ikke blot Ønsket om at naa en repræsentativ Forfatning, det sad inde med en gammel Ret dertil. Det havde Brev og Segl derpaa. Allerede i et Edikt fra 1810 var af Prøjsens Genopretter Kansleren Fyrst Hardenberg en almindelig Folkerepræsentation bleven stillet i Udsigt. Under Krigen mod Napoleon var Løftet blevet gentaget og endelig var der i en Forordning af 22de Maj 1815 blevet givet Folket et formeligt Tilsagn, udtrykkelig Meddelelse af Kongens Hensigt, uden. Tøven at nedsætte et Udvalg til Udarbejdelse af et Forfatningsudkast efter konstitutionelle Grundsætninger. Men alt som det Metternichske System trængte igennem, blev Virkeliggørelsen af denne Plan skudt ud. Da Gorres vovede at forelægge Hardenberg en Adresse fra Rhinlandene, i hvilken Kongen af Prøjsen mindedes om sit Løfte, fik han kun Svaret, at Kongen, som havde givet Løftet, ogsaa i sin Visdom havde forbeholdt sig at bestemme Tidspunktet for dets Indløsning. Gentagne Gange 347 senere erklærede Kongen sig vel bunden ved sit Løfte, men betonede stadigt, at Fastsættelsen af Tidspunktet maatte være hans landsfaderlige Omsorg forbeholdt. Og saaledes gik foreløbigt samfulde 25 Aar, Kongens hele øvrige Levetid, hen*).

Det gjaldt for Magterne om at udrydde ethvert Spor af Napoleonske Statsindretninger. Saaledes blev f. Eks. i Hannover Code Napoléon med Retsplejens Offenlighed og Mundlighed afskaffet og i Stedet den gamle Inkvisitionsproces fra det sekstende Aarhundrede med hemmelig Rettergang atter indført. Bønderne, der var blevne befriede af Franskmændene, førtes tilbage til Livegenskab og Hoveri. Grundsætningen om Lighed for Loven blev hævet, idet Adelen paany fik de politiske og sociale Forrettigheder, som den i det attende Aarhundrede havde havt.

Og netop som de første Spirer til et friere Statsliv skulde til at udfolde sig i Sydtyskland indtraadte der en Begivenhed, som gav Signalet til forøget Reaktion i langt hurtigere Tempo og med Anvendelse af de voldsomste Midler overfor ubetydelige og uskyldige Ytringer af det folkelige Liv: Kotzebue's Mord eller rettere den Begejstring for Drabsmanden, som denne Gerning overalt i det kuede og gennemspionerede Tyskland vakte.

Det nationale Opsving og Frihedsbegejstringen, som havde gjort sig gældende under Sammenstødet med Frankrig, havde i de siden da forløbne Aar affødt to Bevægelser i den tyske Ungdom, paa hvilke Regeringernes Blikke nu henvendtes, Turnvæsenet og Burschenvæsenet.

Jahn, som indstiftede den folkelige Gymnastik, havde fulgt Fichte i den nationale Ungdoms Yndest; han aabnede den første Turnskole i Berlin. Det var en forhenværende Jæger ved Lützows Frikorps, en Teutoner og Franskhader, der gik med sit lange uredte graa Haar hængende ned over Skuldrene, med bar Hals og bredt udslaaet Skjortekrave og med en tyk Knortestok i Haanden. Naar han paa Ferie-Udflugter med sine Elever traf paa et fransk Skilt eller en lapset paaklædt Mand, blev der slaaet Kres om Genstanden og brølet: Æh! Æh! Paa disse Ture øvedes den største Afholdenhed i Spise og Drikke, man levede mest af Brød og Vand, og om Natten laa man i Bivuak under * 348 aaben Himmel. Da lød omkring Ilden den skikkelige Massmanns kønne Idrætsvise:

Stuebleg Ovnkrogsleg
har gjort Sjælen slap og veg,
Vandringskaar, Idræts-Aar
gør den frisk og haard.

Denne Massmann, der foruden al være en af Turnsagens Bannerførere var en af Burschenschaftets Indstiftere, er den samme, der indtager saa stor en Plads som Prygledreng i Heine's Digte og Fortaler. (Wintermährchen: Kap. XI, Lobgesänge auf König Ludewig, Forord til Romancero).

For den lidenskabeligste Beundring blev Jahn snart Genstand ikke blot fra umodne Menneskers, men fra de betydeligste Mænds og offenlige Institutioners Side. Digtere tilegnede ham deres Vers, en Filolog som Thiersch helligede ham sin Pindar og sammenlignede den tyske Gymnastik med den græske; to Universiteter udnævnte ham til Æresdoktor. Han var selv en yderst kongetro Mand; men det var Tone blandt hans langhaarede, barhalsede Turnere i deres Jakker af ubleget Lærred at haane Hæren, særlig de pyntelige Gardeofficerer, og man rasede desuden mod ubestemte Fjender; der blev givet Turnerne Regler for Drab af den gode Sags Avindsmænd: med Dolken skulde man først sigte efter Øjnene, saa, naar Ofret dækkede Ansigtet, støde efter Hjertet.

Medens denne Bevægelse udgik fra Berlin, stammede Burschenbevægelsen fra Thüringen. Den begyndte som kristeligt-germansk Sværmeri, gik bl. A. ud paa Reform af Studentersædernes Raahed, havde som udsprungen fra den Del af Tyskland, der var Smaastatsvæsenets Hjem, Arndts bekendte Sang om det hele Tyskland som Tyskernes Fædreland til Program.

Blandt Professorerne i Jena stod en vis Fries Studenterne nærmest. Det er den samme Fries, der i Fortalen til Hegels Retsfilosofi overøses med Haansord som Overfladiskhedens Repræsentant. Han var en hidsig Liberal, der om Hegel havde sagt, at dennes nye Lære ikke voksede i Videnskabens Haver, men paa Kryberiets Mistbænke, og under hans Varetægt udbredte Enheds- og ubestemte Friheds-Bestræbelser sig blandt Universiteternes Ungdom. Til Felttegn tog Burscherne et sortrødgyldent Banner; det havde, synes det, sin Oprindelse fra det Lützowske 349 Jægerkorps's Uniformsfarver, sort med røde Opslag og Guldknapper.

Reformationens Jubelfest 1817 henledede først den almindelige Opmærksomhed paa Turnere og Burscher. Den havde nemlig fremkaldt Tanken om et Møde af Udsendinge fra alle tyske Burschenschafter paa Wartburg. I et Festskrift af Karl Sand nævntes dèr som Tyskhedens tre Arvefjender fra Arildstid af: Romervæsen, Munkevæsen og Soldatervæsen. - Fra Eisenach gik den 18de Oktober 500 Burscher med adskillige Professorer i Spidsen op paa Wartburg, hvor Karl August fordomsfrit havde aabnet dem Riddersalen til deres Middagsmaaltid. Derefter gav Turnerne deres Kolbøtter til Bedste for de forbavsede Indfødte. Om Aftenen tændtes flere store Glædesbaal. Da foreslog Jahn, at man efter Luthers Eksempel, som havde brændt den pavelige Bulle, skulde opbrænde hvad Fjenderne af den gode Sag havde skrevet. Massman udtalte højtideligt sin Tilslutning. Saa bar de nogle Pakker gammelt Trykpapir sammen, beskrevet med Titlerne paa de forhadte Bøger, alle forfattede af Turnvæsenets Fjender. Der var tre af den sørgeligt navnkundige Schmalz, den første Rektor ved Universitetet i Berlin, Gendarmeriets Lovbog af den ligesaa berygtede prøjsiske Justitsminister, Hr. von Kamptz, Code Napoléon, Kotzebue's Deutsche Geschichte, Haller's Restauration o. s. v. Tilsidst kastedes et Uhlan-Snørliv, en Haarpisk og en Korporalstok i Ilden.

Da Fries i højttravende Ord sagde Studenterne Farvel, fremhævede han, at de nu havde været i den tyske Folkefriheds, den tyske Tankefriheds Land: «Her er ingen staaende Hær» o. s. v., en saa meget mere komisk Vending, som Weimars Hær var en Flok skikkelige Haandværkere, der mod en lille Dagløn skiftevis optraadte som Husarer med høje Rytterstøvler og Sporer, men uden Heste. I Hegels Fortale til Retsfilosofien hedder det om denne Tale, at Fries ikke har skammet sig over ved en berygtet offenlig Festlighed om Stat og Statsforfatning at sige: fra neden af, fra Folket, vilde Livet komme, hvis der herskede ægte Almenaand; Samfundene kunde sammenknyttes ubrødeligt alene ved Venskabets hellige Kæde. Hegel betegner det her som Fladhedens Kendetegn at lade den leddelte Arkitektur i Statsfornuften flyde sammen «i Hjertets, Venskabets og Begejstringens Suppe.»

Massmann udgav en Festberetning, i hvilken det skildredcs, 350 hvorledes Natten endnu rugede over Tyskland, men vistes, at den blodgyldne Morgenrøde var ifærd med at oprinde.

Metternich fik saavel Fyrst Hardenberg som Kejser Alexander sat i Bevægelse for i Anledning af Festen at udøve et Tryk paa Karl August, der ved Wienerhoffet fra nu af haanligt tituleredes «der Altbursche».

Man havde jo paa Wartburg in effigie brændt Skrifter af Kotzebue blandt andre. I Weimar udgav han sit Litterarisches Wochenblatt, der smigrede Rusland og spottede den tyske Ungdom. Saa sjældent Goethe ellers sympatiserede med Ungdommen, glædede han sig dog denne Gang over den hans gamle Fjende tilføjede Tort*). Da Kotzebue var russisk Legationsraad og fra Tid til anden sendte Beretninger til Hoffet i Petersborg, holdt man ham for russisk Spion. Hvad han meddelte var vel kun uskyldige literære Oversigter; men han var nu engang i den studerende Ungdoms Øjne den rene Belzebub: Beltze- eller Kotzebue. Paa dette Tidspunkt havde ved Universitetet i Giessen under Ledelse af tre Brødre Folien, fanatiske Republikanere, udviklet sig en Radikalisme, der stadigt svælgede i Forestillinger om Mord paa Tyranner og deres Haandlangere. I Studenternes Sange forekom Vendinger som denne: «Træk Frihedens Kniv, Hurra! Tryk Dolken i Struben og tag hans Liv!» Karl Follen var Hovedmanden, og ganske afhængig af ham var den unge indskrænkede Mystiker. Karl Sand, der stadigt gik med Jesu Forbilled for Øje og som den 23de Marts 1819 stødte den gamle Kotzebue Dolken i Struben. - Paa et Papir, han lod ligge ved Liget, fandtes bl. A. et Vers af Folien: «En Kristus kan du vorde».

Saa tydeligt som det var, at dette Mord, der udsprang af et religiøst Sværmeri, ikke i al Almindelighed kunde lægges den frisindede Ungdom til Last, saa kom dog nu, især da Sand i Folkebevidstheden blev gjort til en Art Helgen, Metternich og Gentz, Kejseren af Østerrig og Kongen af Prøjsen, Czaren, hvem det Russerhad opirrede, der her fik et Udbrud, alle som én i *

Længe nok har dit Væsen du drevet,
har nederdrægtigt om Storhed skrevet.
At du paa dit eget Folk har skældt,
det har de Unge dig nu gengældt.

351 Bevægelse, og Karlsbader-Beslutningerne blev fattede: foreløbige Undtagelseslove mod Universiteterne, «Demagogerne» og Pressen. Saaledes opstod Datidens tyske Censurforhold, svarende til de russiske nu. Og med Rette kunde Gentz prise Tilstanden som den største tilbagegaaende Bevægelse, der havde fundet Sted i tredive Aar.

Under Skin af at forfølge et stort revolutionært Parti, som Regeringerne vel vidste ikke gaves, begyndte da en Forfølgelseskrig mod hvad man dengang kaldte «Liberalismen». De Wette, Professor ved Berlineruniversitetet, endda i Teologi, fik sin Afsked, fordi han havde skrevet et privat Trøstebrev til Sands Moder, hvilket blev opsnappet og aabnet af Politiet. Selv mod Talsmændene for den tyske Nationalfølelse fra Krigstiden vendte Reaktionen sig: Jahn blev arresteret, bragt paa en Fæstning og siden sat under Politiets Opsigt i en Smaaby, Arndt blev som «Demagog» indviklet i en Kriminalundersøgelse og sat ud af Embedsvirksomhed; Görres, der blev afsat, flygtede over Grænsen.

Censuren strakte sig i Prøjsen ikke blot til Blade og Bøger, som tryktes der, men til de udenlandske. Alle tyske Aviser, der udkom i England, Frankrig og Holland, forbødes. Hele store Forlag som f. Eks. Brockhaus's blev paa Grund af et Par enkelte udgivne Hefter underkastede en særlig Efter-Censur. Ved alle Universiteter ansattes betroede Mænd, der skulde vaage over Ungdommens Sindelag og Professorernes Forelæsninger. Alt Turnvæsen og alt Burschenschaft forbødes; ligeledes den saakaldte gammeltyske Dragt og de sortrødgyldne Farver, ved hvis Forfølgelse Politiet i Særdeleshed viste sig stort. Der gjordes Jagt paa Frakker, Huer, Kvaster, Baand og Pibehoveder, og enhver som blev greben med Straahat, rød Vest og sort Frakke blev stukket i Fængsel for Højforræderi.

I Tyverne havde engang flere Studenter fra Marburg forskrevet sig Huggerter fra en Fabrik i Solingen, og det sagdes, at det sædvanlige Fabriksmærke, Ordet Fürst, skulde mangle paa dem. Den kurhessiske Regering satte en Undersøgelse i Gang for at erfare, om Studenterne havde bestilt Huggerterne saaledes - til Politiets store Ærgrelse fandt man ingen Grund til Anklage. «Jeg har ondt af Deres Statsmænd,» sagde paa den Tid den franske Minister Grev de Serre til den berømte Niebuhr, «de fører Krig imod Studenter.»

352

Man spejdede især efter de forbudne Forbindelser imellem Studenterne. Da Arnold Ruge blev fængslet, gjorde Hr. von Kamptz formelig Politijagt paa en ham tilhørende Stok, paa hvilken Navnene paa nogle Jenaer Burscher var indridsede, indtil Corpus delicti lykkeligt blev beslaglagt i Stralsund. Ruge pinte man med lange Pavser mellem Forhørene, medens han i sit Aflukke ikke kunde nære sig for Væggetøj. For den Forbrydelse «ved højlys Dag at have baaret de tyske Farver» maatte Fritz Reuter bøde først med Fængsel i et usselt Hul i Berlin, derefter, dømt som Højforræder, i en Fæstnings smudsige Voldkældere. I Bayern blev en ungdommelig politisk Synder idømt Fæstningsstraf i Kraft af en Anklage, der som særlig graverende Omstændighed anførte, at man paa hans Kammer havde fundet Noget, der lignede en tysk Fyrstekaabe. Det var i Tusindvis, at prøjsiske Ynglinge, mest efter østerrigsk Tilskyndelse, maatte vandre i Fængsel eller i Landflygtighed. Kort sagt, Borgerstandens liberale Ungdom i Tyskland var i hine Dage saa retløs og saa forfulgt som i 1890 den fjerde Stands socialistiske Ungdom sammesteds eller som den frisindede Ungdom i Rusland.

Haand i Haand med den politiske gik, som i Reglen, den religiøse Reaktion. I Aaret 1821 sluttede den prøjsiske Regering et Concordat med Paven, der gav den katolske Kirke en under Frederik den Store utænkelig Indflydelse i Prøjsen. Aaret efter indførtes i den protestantiske Kirke en ny Form for Gudstjenesten, der nærmede sig den katolske, og hvad der er højst betegnende, selve Navnet Protestantisme fik en ildelydende Klang. Ved Kabinetsordre blev 1821 Navnene Protestant og Protestantisme forbudte i Prøjsen; Censorerne fik Befaling til ikke mere at taale disse Benævnelser, men erstatte dem med Ordet Evangelisk.

Den Sorg, som i lange og tilsyneladende haabløse Reaktionstider betager alle Fremadstræbendes Sind, greb det tyske Folks ypperste Mænd og Kvinder. Men den store Mængde blev snart greben af Slaphed og politisk Ligegyldighed! Reaktionen, der fra først af var paatvungen udefra, var snart gleden over i Sindene. Mange begyndte at anse en repræsentativ Forfatning som den Prøjsen lovede for en unyttig Ting. Andre dulgte Skammen over, at Prøjsen, der havde bragt saa store Ofre i Krigen mod Napoleon, ikke havde kunnet opnaa en Konstitution, medens de sydtyske Stater, som til det sidste havde gjort fælles Sag med Fjenden, forlængst havde offenligt Liv og parlamentariske Kampe, 353 ved at se ned paa disse Skærmydsler med en Ringeagt, der dækkede over Misundelse og Harme. Man fremhævede med Skadefryd, at Forbundsdagen, hvor Østerrig og Prøjsen gjorde Udslaget, stadigt sørgede for, at den sydtyske Parlamentarismes Træer blev stækkede i Væksten. Det var desuden lykkedes Regeringerne at bringe den Opposition i Vanry, der kom til Orde i de sydtyske Stater. Dels formaaede Ministrene hyppigt at forhindre et Valg, der var dem ukært, dels vandt de ved ligefrem Bestikkelse eller gennem Skrækken for Afskedigelse mangen Modstander, og endelig havde de den hyppigt anvendte Udvej tilbage ikke at bryde sig det Ringeste om den af Kamrene udtalte genstridige Vilje. Da Regeringerne havde Magten, laa det i Sagens Natur, at de parlamentariske Forhandlinger lige indtil Aar 1830 ikke frembød nogensomhelst dybere Interesse.

Den tyske Presse havde aldrig staaet højt. Udespærret som den nu var fra al Drøftelse af Statssager, maatte den indskrænke sig til Meddelelse af de rene Kendsgerninger i Politiken og forøvrigt slaa sig paa Hofnyheder, Beretninger om stedfundne Uvejr og Oversvømmelser, Fødselen af mærkelige Misfostre i Dyreverdenen og Aabenbaringen af nye Stjerner i Teaterverdenen.

De Dannede søgte en Slags Erstatning for den dem negtede Sysselsættelse med Politik i en overophidset, halvtosset Lidenskab for Teatret. Aldrig havde Forgudelsen af en Sangerinde eller Danserinde været drevet saaledes paa Spidsen. I Berlin slugtes i Tyverne alle andre Interesser af Spørgsmaalet om tysk eller italiensk Musik. Man gik helt og holdent op i Striden mellem Spontini og Weber. Da Börne i 1828 kom til Berlin, var Alt saa opfyldt af Sangerinden Henriette Sontag, at Ingen vidste Andet om Borne, end at han havde skrevet en Artikel om hende. Man kan i hans Breve fra Paris (i Härings-Salat) finde hans vittige og dog sanddru Fremstilling af, hvorledes han allevegne meldtes og hilstes med Udraabet: «Det er den Mand, der har skrevet om Henriette Sontag». Ja endnu i 1832 gik sammesteds Alt, Bevægelsen i Frankrig, det polske Nederlag og Medlidenheden med de landflygtige Polakker i Glemmebogen over Danserinden Frøken Taglionis Fødder, der begyndte deres Sejrstog igennem Europa. Den reaktionære Aandsretnings Hovedrepræsentant i Prøjsen, Hofmarschallen, den senere Diplomat, General Theodor Heinrich v. Rochow, skriver i Maj 1832 til Generalpostmesteren v. Nagler: «Hun vil danse, og saaledes er der nu stor Glæde og 354 Sysselsættelse i rigeligt Maal . . . Taglioni's gratiøse Mimik har fortrængt Tidens truende Tegn» Ordet Sysselsættelse er her især betegnende. Sligt glædede ikke blot; det sysselsatte*).

I literær Herseende svælgede den dalevende Slægt efter at Goethe havde naaet sit 80de Aar, i en Goethebeundring, for hvilken Alt hvad den alderstegne Mester skrev eller sagde, var Visdom og Skønhed og guddommelig Poesi. Hele sit Liv igennem havde han maattet kæmpe med Had og Miskendelse; nu blev Ærefrygten for ham til Karikatur. Særligt i Berlin naaede den til Grænsen af det Fjollede**). I Zelters Breve til Goethe hedder det i Anledning af dennes Elpenor: «Efterverdenen vil ikke tro, at vore Dages Sol saa et saadant Værk fremkomme.» Alle de, der havde været Hindringer paa Goethe's Vej, saalænge hans Navn endnu tilhørte den stridende Literatur, blev hans Dyrkere fra det Øjeblik af, da dette Navn kunde tages som ubestridt Autoritet og opfattes som en Art konservativt og nationalt Vaabenmærke. Iøvrigt laa Literaturen nede; Poesiens romantiske Fantasispil var ved at slukkes - Raupach og Müllner beherskede Scenen, Ciauren Romanen. Underholdningsliteraturen sank stedse dybere i Plathed og Lystenhed.

* * 355

II

Den tyske Videnskab, der efter at Romantikens Oversvømmelser havde befrugtet Jordsmonet med sit Dynd, var skudt mægtigt i Vejret med alle sine Grene, skiftede paa samme Tid Farve. Den blev ved Forholdenes Ugunst paa en Gang mere virkelighedsfjern og nærmere knyttet til det Bestaaende end før.

Hegel er det store Eksempel. I Marts 1819 stødte Karl Sand Kotzebue ned, Aaret forud den 22de Oktober 1818 besteg Hegel første Gang sit Kateder paa Universitetet i Berlin. Allerede i sin Tiltrædelsestale gav han Tilhørerne sit Program, og af Programmet fremgik, at den Hegelske Filosofi og den prøjsiske Stat i dens daværende Skikkelse hørte inderligt sammen; thi denne Filosofi beroede paa Begrebets Almagt, denne Stat paa Dannelsens og Forstandens Magt. At Prøjsen netop da blev sit Væsen og sin Fortid utro for i Østerrigs Ledebaand at tjene den aandelige som den politiske Reaktion, kom ikke til Orde. Og dog var Karlsbaderbeslutningerne fattede, og dog var det netop Prøjsen, som da tog Initiativet til alle de smaatyranniske Forholdsregler, der snart stillede hele Tyskland under Politiets Opsigt. Men for Hegel var Burschenvæsenets Følelsespolitik saa forhadt som Følelsesfilosofien, Wartburg-Sammenkomsten en romantisk Naragtighed og Sands Dolkestød en Væmmelse. I Fortalen til Retsfilosofien, hans første og vigtigste Værk i Berlin, nedlod han sig ikke blot til Forsvar for Demagogforfølgelsen, men han nedværdigede sig til at gaa Politiets Ærind, idet han angav sin forhenværende Kollega Fries til Regeringerne: «Forhaabenlig vil ikke Embed og Titel være et Trylleværn for Grundsætninger, der ødelægger baade Sædeligheden og den offenlige Orden.» Og Hegel stod fra nu af som Tysklands filosofiske Diktator. Fra Berlin beherskede han den hele tyske Videnskabelighed.

Imidlertid, der laa i denne Filosofi, ja i selve dette saa konservativt anlagte Værk Retsfilosofien en Dobbelttydighed, som var fremtidssvanger. Allerede i hin berygtede Fortale stod den Sætning, som skulde blive Tidsalderens klassiske Ord, først lidenskabeligt tilegnet af Genoprettelsestidens Konservatisme, saa benyttet af Hegels yngre Lærlinge som en Stormbuk. Med spærret Skrift staar det der i to Linjer:

Hvad der er fornuftigt, det er virkeligt, Og hvad der er virkeligt, det er fornuftigt.

356

Hvad vil det sige? Hegel udvikler, at naar Følelsen erklærer det Nærværende for idel Forfængelighed, saa er den selv falsk, og naar omvendt Ideen gælder for en blot Forestilling, saa maa det gøres gældende, at Intet er virkeligt undtagen Ideen. Det gælder om at opdage det Evige i det Nærværende, Timelige, Forbigaaende, med andre Ord i dette Tilfælde ikke om at gøre Oprids til en Stat, men om at begribe Staten som den er.

Med Rette har Haym, Hegels Biograf, udtalt, at ikke Læren om Magten af Guds Naade er saa farlig som denne, der erklærer alt Bestaaende for helligt. Men paa den anden Side kan det med samme Ret hævdes, at ikke den revolutionære Ungdoms Omstyrtningslyst gik saa vidt som denne Lære, der kun tillægger det Fornuftige Virkelighed og altsaa alene tilkender det Øvrige en Skinvirkelighed, som da kan og bør trodses, tilsidesættes, gennemhugges, sprænges. Derfor kunde Robert Prutz om denne selvsamme Sætning sige, at med den var al Tvivl hævet, Mørkets gamle Gud styrtet i Afgrunden og en ny, evigt herskende Zeus, Ideen, der begriber sig selv, Mennesket som tænkende Væsen, sat paa Tronen.

Saa mange Fortolkninger den Hegelske Filosofi nu end snart skulde blive Genstand for, Slægtskabet mellem denne Lære og Goethe's Poesi føltes af alle Indviede. For den lille Kres af Goethe-Dyrkere i Berlin blev Hegel den kraftigste Forbundsfælle, og Ærefrygten for de to Mænd, hvem man kaldte den absolute Digter og den absolute Filosof, smeltede sammen. Den rettroende Hegelianer saa endog et betydningsfuldt Sammentræf i den Omstændighed, at Hegel var født den 27de August, Goethe den 28de. I Tyverne sad om Aftenen den 27de August de Trofaste ved det festlige Aftensmaaltid og drak Skaalen for Mesteren i Tankernes Riger og mindedes Ordene af Fortalen til Retsfilosofien om Minervas Ugle, der ved den indbrydende Nattedæmring begynder sin Flugt. «Men saasnart Midnatstimen havde slaaet, rejste en Taler sig for at forkynde det glade Budskab, at Apollo, Dagens og Sangens Gud, nu førte den herlige Dag, den 28de, frem paa Himlen med sin Solvogn.»*)

Den Nationalfølelse, der i 1813 havde drevet Fjenden ud af * 357 Landet, indeholdt jo to grundforskellige Elementer, en historisk, tilbageskuende Retning, der snart udskilte sig som Romantik, og en frisindet, fremskridtstroende Retning, den, der blev til Liberalisme. Da Reaktionen kom, støttede den sig til mange af Romantikens Grundsætninger og tog den tilsidst ganske i sit Sold. Mænd som Görres, som Friedrich Schlegel o. fl. gik fra Romantikens Lejr over i Reaktionens.

Den frihedselskende Gruppe havde under Kampene mod Napoleon naturligvis delt Romantikernes Had til Frankrig. Men alt som dens Sympatier blev til Ønsker og til Krav (af Pressefrihed, konstitutionelt Kongedømme, Valgret o. s. v.), fordampede nødvendigvis Hadet til Frankrig. Og jo stærkere Reaktionen blev, des stærkere droges Blikkene til Nabolandet, som dog besad en parlamentarisk Forfatning, og snart fik den franske Liberalismes Helte ogsaa for de tyske Liberale en stor Betydning, ja de tog sig paa Afstand betydeligere ud end i Landet selv. I Tyskland var efter Sejren over Napoleon som efter Nederlaget overfor ham stadigt Ro den første Borgerpligt. Her var Alting Lydighed og Tavshed. Og det gik da som i Reglen, naar et højtbegavet og handlesvagt Folk ikke formaar at afryste et Aag, Trykket avlede Selvforagt, Selvforagten en Art fortvivlet Vid, en staaende Galgehumor, og der udviklede sig hos de Bedre en sand Lidenskab for at søge Lindring i Spot over egen Usselhed. Betragtningen af de hjemlige Tilstande gav en bestandigt tilbagevendende Anledning til Selvironi. Det gik ud over de romantiske Sværmerier, over Taalmodigheden og Underdanighedsaanden paa det politiske, Rettroenheden og Pietismen paa det religiøse Omraade. Karikaturformerne af Statsliv, Religion og Poesi æggede til Spot, der snart hensynsløst saarede Fædrelandskærligheden, snart anslog en letfærdig Tone, der især ved Liberalismens stadige Henblik til Frankrig var eller maatte synes mere fransk end tysk.

III

I de fremragende blandt denne Tidsalders frihedselskende Digtere og Skribenter faar forskellige af de nu berørte Afskygninger Kød og Blod. Adalbert von Chamisso, der med sin berømte Prosafortælling Peter Schlemihl og overhovedet ved visse Sider af sit Væsen tilhører den tyskromantiske Retning, medens 358 han i andre Henseender staar fransk Aand og fransk Digtning nær, er i flere af sine ejendommeligste Digte ja endog i sine epigrammatiske Smaavers et Organ for de Bedstes Sørgmodighed over den stedse stigende politiske og sociale Reaktion*). Allerede i Digtet Die goldene Zeit fra 1822 spotter han en Tidsalder, i hvilken den er Jakobiner, der offenligt har udtalt, at to og to er fire; i Nachtwächterlied Jesuiterherredømmet; i Josva og Das Dampfross haaner han dem, der har ranet Tiden dens Hemmelighed og forstaar at skrue den tilbage fra Dag til Dag; i Das Gebet der Witwe giver han med dyb Pessimisme Billedet af de Herskendes hjerteløse og for det menige Folks Skæbne ganske ligegyldige Styre; endelig samler han sin Grundanskuelse af Datiden i hine bittert humoristiske fire Linjer, der vemodigt fremstiller sig som en flerstemmig Kædesang:

Kanon.

Det er de tunge Tiders Nød,
og det er Nødens tunge Tid,
og det er Tidens tunge Nød,
og det er, tunge Nød! din Tid.

I principiel Kamp med Romantiken staar efter en Ungdomsstræben, der saavel ved Stoffernes Valg som ved Efterligning af det spanske Dramas Former var romantisk, Grev August von Platen-Hallermiinde. Han gennemhaaner de sidste Udslag af Romantiken i Tyskland, iøvrigt uden den nøvendige Takt og Kritik til at skelne mellem de Mænd, som hørte og ikke hørte til Romantikernes Gruppe, men fra Literaturdramaet gaar han over til den politiske Lyrik, alt eftersom det mere og mere gaar op for ham, at de offenlige Tilstandes Elendighed er Grundaarsagen til det tyske Folks Mangel paa Sans for Kraft og Stil og Form ogsaa i Poesien. Han formaar ikke at udholde Livet i Tyskland, tyer ned til Siciliens sollyse Luft og Minder om Antiken for at glemme sit Nordens tunge Dunstkres og Statsuvæsenets Tryk. Han kan ligefuldt ikke rive sine Tanker løs fra Forsmædelsen i Hjemmet. Han skriver sin Berliner-Nationallied, som aabnes med Koret :

Dette Kys til Moskoviten,
thi hans Næse er saa smuk,
og o Rom! for Jesuiten
dette dybe Hyldestbuk.

* 359

Og man finder hos ham dette bitre Udbrud af national Selvforagt, nedskrevet under Harmen over at hans Poesier skamstryges af Censuren:

Dog trøst dig, Skaden er ej stor,
beklippes end din Digterære.
Du véd det længst, at her paa Jord
er tysk det værste, man kan være.

Saa romantisk Platens Modstander Heinrich Heine end begynder, skinner dog i hans Prosa snart den moderne Aand igennem. Endnu før han har anslaaet den egenlig politiske Streng, morer han sig i sine Retsebilder med en udæskende Spot over tyske Tilstande og over tysk Sløvhed, som finder sig i dem. Hos Ludwig Börne, saa rent æstetisk han længe kunde synes, da han Aartier igennem kun optraadte som Teaterkritiker og Forfatter af novellistiske Smaating, var fra først af i Virkeligheden den almene, politiske Frihedskærlighed den eneste Lidenskab.

At disse Forfattere fandt Læsere og Beundrere, er et Vidnesbyrd om at den tænkende Del af det tyske Folk i Slutningen af Tyverne efterhaanden aflagde sin Autoritetstro saavel paa det politiske som paa det almindeligt aandelige Omraade. Paa dette Tidspunkt dreves Forfølgelsen af Burschen-Forbindelserne med den hidsigste Iver. De blev allevegne opløste Men de dannede sig bestandig paany, ja i en enkelt tysk Stat, i Bayern, blev de ved Kong Ludvigs Regeringstiltrædelse endog tilladte af Politiet. I de Spaltninger, som indtraadte imellem dem, røber sig de forskellige Strømninger, som gik gennem Folkesindet da. I Erlangen dannede sig fra 1827 tre mod hinanden fjendtligt sindede Forbindelser: Teutonia, Arminia og Germania:

Teutonia var Organ for den rene Romantik, den religiøse Mystik og havde erklæret al Politik for sig uvedkommende. Arminia's Grundsætninger var streng Sædelighed og videnskabelig Stræben; som dens Formaal betegnedes Omformning af de offenlige Tilstande med Tysklands Enhed og Frihed for Øje. Germania endelig svarede til den radikale Strømning i Tiden. Den havde ladet de ældre Tugendbund's Krav paa streng Sædelighed falde, havde sagt sig løs fra alle Autoriteter og al Autoritetstro, ogsaa den religiøse, og vedkendte sig den Anskuelse, at Maalet - der ogsaa for denne Forbindelse var Tysklands Enhed og Frihed - kun kunde naas gennem Revolution. Skønt den 360 efter sit Væsen var rent politisk, kan man neppe gøre sig for ringe Tanker om dens Betydning og Farlighed.

Disse tre Grundretninger fandtes snart repræsenterede paa alle tyske Universiteter, og betegnende nok blev den, som Germania var Talsmand for, i Regelen den, som greb Sindene stærkest.

IV

I denne Stillestaaen, denne Undertrykthed og denne Gæring, med Elementer af Selvopgivelse og Haab, af Selvbespottelse og Frihedsattraa, faldt nu i 1830 Efterretningen om Julirevolutionen i Paris og virkede paa den offenlige Bevidsthed i Tyskland som et elektrisk Stød. Alles Øjne rettedes mod Frankrig, og det var i de aandeligt levende Krese Begejstring, som man følte.

Man iagttager maaske skarpest Virkningen paa de Yngre.

To Maaneder før Revolutionen havde Karl Gutzkow, som han selv har fortalt, nitten Aar gammel, som han var, endnu intet Begreb om europæisk Politik. Han vidste hverken, hvem Polignac var eller hvad det at krænke la Charte (den franske Grundlov) vilde sige. Han vidste kun, at de tyske Burschenforbindelser trods alle Forfølgelser imod dem endnu var i Live, og at det gjaldt om at iværksætte Tysklands Enhed. Hvis han tænkte sig Omvæltninger, der kunde fremskynde Begivenhedernes Gang, saa ventede han sig dem snarere fra Erlangen og Jena end fra Paris; i det Højeste tænkte han sig Muligheden af, at en Skare hjemvendende Grækervenner landede i Stralsund, med væbnet Haand bemægtigede sig Byen, kaldte det pommerske Landeværn til Vaaben og at Bønderne saa, maaske drevne af Hungersnød, vilde slutte sig til Opstanden.

Paa den Tid var den franske Skribent Saint-Marc Girardin kommen til Berlin for at studere tysk Sprog, det prøjsiske Skolevæsen, desuden Universitetsteologien, som den repræsenteredes af Schleiermacher og Neander, og Pietismen, som den trivedes i Halle. Som Medarbejder af Journal des débats fik han stadigt sit Blad fra Paris, og som tilkommende Ministeræmne fulgte han ivrigt med Oppositionens Fremskridt i Frankrig. Gutzkow gav ham dagligt en Time i Tysk; de læste en Komedie af Kotzebue, hvem Franskmanden foretrak for Goethe og Schiller som 361 Øvelsesstof, men kom stadigt i Samtale om Politik. Gutzkow lagde overfor Saint-Marc Girardin ingenlunde Dølgsmaal paa, hvor ringe Tanker han nærede om de franske Forfatningsforholds almindeligt politiske Betydning og tillagde aabent Burschenschaftet i Jena større Indflydelse paa Historiens Gang end Deputeretkammeret i Paris. Girardin gav smilende et høfligt Svar. Undertiden blev disse Samtaler afbrudte af Eduard Gans, den berømte prøjsiske Professor, Hegels mest navnkundige Discipel i det juridiske Fag, Varnhagens og Heines Ven, som med stor Sprogfærdighed i Fransk deltog i den politiske Ordstrid og som med sit sorte Uldhaar og sit Kindskæg var en Girardin paafaldende Skikkelse. Da Gutzkow havde hørt den elegant klædte, smilende og spydige Professor fra Katedret gøre Løjer med Burschenbevægelsen og i Spøg bekende, at ogsaa han engang ved Saale's Bredder havde overvejet, hvorledes man bedst kunde hjælpe Tyskland til en Kejserkrone, saa besvor Gutzkow den franske Politiker ikke at tro, den tyske Ungdom tænkte som Gans. «Jeg véd det,» svarede Saint-Marc Girardin, «De vil befri Verden med Sanskrit.»

Den tredje August 1830 blev i Berlineruniversitetets Festsal Kongens Fødselsdag fejret med Sang og Tale. Studenterne stod tæt sammentrængte foran Skranken, bag hvilken Professorer, Embedsmænd og høje Officerer sad. Den berømte Filolog Boekh var Taleren, og over hans Hoved sang det akademiske Kor under Ledelse af Musikdirektøren Zelter, Goethes Korrespondent. Universitetets Rektor, Juristen Professor Schmalz gik omkring med Haarpung og Kaarde fra Stol til Stol for at veksle nogle Ord med Honoratiores. Gans derimod var ophidset og utaalmodig; han lod nogle Breve fra Friedrich v. Raumer, der netop var komne fra Paris, gaa om i Salen fra Haand til Haand. Kronprinsen, den senere Friedrich Wilhelm IV, sad og smilte; men Alle vidste, at i Frankrig var for faa Dage siden en Konge bleven stødt fra Tronen. Det var som om Kanontordenen fra Barrikaderne drønede ind i Festsalen. Boekhs Tale om de skønne Kunster formaaede ikke at vække nogen Opmærksomhed, og da Hegel fra Talerstolen nævnte Navnene paa dem, der med Held havde besvaret Aarets Prisopgaver, hørte Ingen derpaa uden de, som havde faaet Medaljen. Gutzkow selv hørte vel med det ene Øre, at han havde vundet Prisen i det filosofiske Fakultet, men med . det andet Øre hørte han om et Folk, der havde afsat en Konge, om Kanonskud, om Tusinde, der var faldne i Kampen. 362 Selv de Lykønskninger, han modtog, overhørte han. Han lukkede ikke engang Futteralet op, som indeholde Guldmedaljen med Kongens Billed, havde glemt det Haab om et Professorat, som han havde knyttet til Forestillingen om at vinde den; bedøvet stod han og tænkte paa Saint-Marc Girardin, hans Profetier og sine egne om det tyske Burschenschaft. Saa løb han hen i et Konditori Unter den Linden og læste for første Gang i sit Liv en Avis med Lidenskab. Han kunde neppe oppebie Statstidendens Udgivelse samme Aften; ikke fordi han vilde se sit Navn trykt som prisbelønnet; han vilde kun vide, hvorledes det saa ud i Paris, om Barrikaderne endnu stod, om Frankrig vilde udgaa af Lafayettes Hænder som en Republik eller et Kongedømme. «Videnskaben laa bag mig, Historien for mig,» skriver han. (Karl Gutzkow: Das Kastanienwäldchen in Berlin. - Rückblicke auf mein Leben S. 7.)

Og hans Skikkelse er typisk for det yngste Slægtled i Datidens Tyskland - de Tyveaarige.

Næsten samtidigt med denne Karl Gutzkows politiske Vækkelse fandt i den Slaarige Goethe's Arbejdsværelse den berømte Misforstaaelse Sted. idet den Besøgende, som modtoges af Oldingens glade Udraab over den store Afgørelse i Paris, i Begyndelsen troede, at Goethe mente Julidagene, og først noget efter forstod, at han talte om Afgørelsen af den naturvidenskabelige Strid mellem Cuvier og Saint-Hilaire til Fordel for den sidste. Længe nok har man i denne mindeværdige Misiorstaaelse kun set Kendetegnet paa Goethes Begrænsning overfor det Politiske; det er kun billigt at fremhæve den lærerige Anekdotes anden Side: den gamle Vismands berettigede Overlegenhedsfølelse overfor overvurderede politiske Begivenheder. I Virkeligheden var denne naturvidenskabelige Strid ved sit Tankeindhold vægtigere og i sin omformende Virkning paa det aandelige Verdenskorts Udseende betydningsfuldere end den franske Statsomvæltning. Saint-Hilaires Lære om Typens Enhed bebuder jo Bogen om Arternes Oprindelse. Men Billedet af den yngste Slægts Overvældelse ved det politiske Omslag i Frankrig træder endnu skarpere frem paa Baggrund af Goethe's Uanfægtelighed. (Smlgn. Emil Kuh: Biographie Fr. Hebbels I, 437.)

Dybt var imidlertid Indtrykket paa de fremragende Personligheder, der hverken tilhørte den yngste eller den ældste Slægt.

363

Tidsalderens betydeligste, tænkende Kvinde, Rahel, Goethes ypperste Beundrerinde, der paa dette Tidspunkt allerede var 60 Aar gammel, følte sig, modtagelig som hun var, stærkt tiltalt af Revolutionen. Hende som Kvinde interesserer dens sociale Side mere end dens politiske. Hun gribes af Saint-Simonismen, sporer med ungdommeligt Sind, hvilke Spirer den fører med sig, og ser i Julibevægelsen Indledningen til dens sociale Ideers Triumf.

Med det oplivende og begejstrende Indtryk af Julirevolutionen forenede sig et andet, der skærpede den politiske Lidenskabs Braad hos den yngre Slægt, Indtrykket af den polske Opstands Udbrud. Man ser det tydeligst hos Piaten, der i stormende Sindsbevægelse retter sin digteriske Opfordring til Kronprinsen af Prøjsen om at tage sig af det ulykkelige Polens Sag - det hed sig, at Kronprinsen var den gunstigt sindet - og som nu digter sine Polenlieder, de eneste af hans Poesier, i hvilke han stiger til Lidenskab, stolte Frihedssange med den djærveste Haan mod Selvherskeren, der blev dyrket som en Almagt ved de tyske Hoffer, og mod dem, der lod sig bestikke og købe af hans Rubler.

I Börnes Sind slog Efterretningen om Julirevolutionen ned som et Lyn.

I Sommeren 1830 laa han ved Badet Soden i Nærheden af Frankfurt for at komme sig efter en langvarig Gigtfeber og gentagne Anfald af Blodstyrtning. Hans Dagbog viser, i hvilken Grad alle hans politiske Forhaabninger var slukte, alle hans Ønsker forstummede. En Sjæls som hans, hvis Attraa efter Frihed var en Lidenskab, og hvis Hungren og Tørsten efter Retfærdighed tærede paa Livskraften, kunde til sidst ikke bære Trykket af den politiske Reaktion.

Han var nu 44 Aar gammel og havde siden Frihedskrigens Tid, det vil sige som Yngling og Mand, kun oplevet Slethedens Triumfer og dens Forfølgelse af alt, hvad der var Retsind og Frisind. Han havde aldrig kunnet løfte sit Øje op fra det Blad Papir, han skrev paa, uden at se den blege Frygt for enhver stor Lidenskab, for Idealer, ja for Ungdom trone paa Herskersæderne Side om Side med dyrisk Selvopholdelsesdrift og dyrisk Svælgen i Nydelse - Principet Metternich og Gentz. Han havde ikke opgivet det ringeste af sin Ungdoms og Manddoms Overbevisning, men over Verden hang et Sørgeflor. Han følte sig til Mode, som sad han i Tyskland paa Havets Bund og en 364 Dykkerklokke netop gav ham Luft nok til ikke at kvæles. I Paris havde han aandet frisk Luft. Dèr havde Solens Lys, menneskelige Stemmer, Livets Larm henrykt ham. Nu gøs han af Kulde nede blandt Fiskene. Han døjede den forfærdeligste Kedsomhed. Stilheden gjorde ham syg: det Snevre i alle Forhold skurede hans Hud til Blods.

Han betegner sig som en af de Naturer, der i Længden ikke udholder Eksistensens Solosang. Han maatte have Symfonier af Beethoven eller Tordenvejr. Han var af de Mennesker, der ikke føler sig tilpas i en Loge i Teatret. Han vilde sidde i Parkettet med hele Skaren om sig.

Det forekom ham som om Livets Værdier i Tyskland blev udprægede under Jorden, i Midnatsstilhed, saadan som Falskmøntnere præger. De, der i Tyskland arbejdede, nød ikke, og de, som nød, de som oppe i Dagslyset satte de Livsværdier i Omløb, der var frembragte dernede i Mørket under Angst og Bæven, de arbejdede ikke. I Frankrig levede et livsglad Menneske et Liv som et Ilbud, der sendtes med Statsbreve til fremmede Byer, stedse til andre, og som paa sine lange Rejser saa og nød det mest Forskelligartede; i Tyskland levede han som en Postillon, der stadig foretog samme korte Rejse frem og tilbage mellem to Holdesteder og hvem Lykken rakte en ussel Drikkeskilling derfor. Ganske vist kunde saa Postillonen gøre Rejsen i Søvne; han kendte hver Sten paa disse to Miles Vej, og det kaldte man i Tyskland Grundighed; men Börne, der sad i Soden i det lille Hotel og studerede Gasernes Kampe i Gaarden, Kalkunhanernes Skinsyge og Hunnernes Koketteri, var ikke glad ved den Lejlighed til sjælden Grundighed, der tilbød sig for ham. (Aus meinem Tagebuch. Soden 22 Maj 1830).

Da fik han Efterretningen om, at Ministeriet Polignac havde udstedt Ordonnanserne, begaaet Forfatningsbrud, og anende alt, hvad dette Skridt vilde have til Følge, udbrød han: «Og Gud sagde, det vorde Lys!»

Efterretningen om Julirevolutionens Udbrud fulgte. Med Utaalmodighed ventede han hver Dag paa den Time, da Aviserne kom. Han gik daglig ud paa Landevejen og spejdede efter Postbudets Komme. Varede det ham for længe, gik han lige til Höchst, hvorfra Aviserne blev bragte. Snart holdt han det ikke mere ud i Soden. Han vendte tilbage til Frankfurt og forbavsede, elektriserede der sine Omgivelser ved sin Ild. Man 365 genkendte ikke den tidligere saa tavse Börne med det lidende Ydre; der syntes at være sket et Mirakel med ham; han var ung og rask paany. Alle hans gamle Drømme syntes virkeliggjort e og Alt, hvad han i de lange Tider havde maattet holde nede i sit Sind, sprang i Vejret som elastiske Fjedre, naar et Tryk tages bort.

Snart holdt han ikke heller Opholdet i Frankfurt ud; efter kort Tids Forløb var han i Paris.

Den 7de September skriver han fra Strassburg: «Den første franske Kokarde saa jeg paa en Bondemands Hat; han kom fra Strassburg og gik mig i Kehl forbi. Det syntes mig som en lille Regnbue efter vore Dages Syndflod, et Fredstegn fra den forsonede Gud. Ak! og da den trefarvede Fane funklede mig imøde - ubeskrivelig er den Sindsbevægelse, hvori jeg kom. Mit Hjerte bankede, saa jeg var nær ved at besvime .... Fanen stod midt paa Broen med Stangen rodfæstet i Frankrigs Grund, men en Del af Klædet vajede i den tyske Luft. Spørg dog den første, den bedste Legationssekretær, om det ikke er mod Folkeretten. Det var kun den røde Stribe af Fanen, der flagrede ind over vor Moderjord. Det er ogsaa den eneste Farve, som bliver os til Del af Frankrigs Frihed. Rødt, Blod, Blod - ak! og ikke Blod udgydt paa Valpladsen.»

Börne er her kun Organ for en Følelse, der havde grebet største Parten af de mange, der i Tyskland var modtagelige for Entusiasme. De franske Polyteknikeres, Studenters og Arbejderes Heltemod under de tre hæderfulde Dage blev beundret som i Frankrig selv og dobbelt beundret som Udslag af en Handlekraft, der syntes kommet den tyske Nation af Hænde. Overalt var man tilbøjelig til at fortabe sig i overdreven Haan over egen Mangel paa politisk Sans og Blik, egen Mangel paa Evne til i det afgørende Øjeblik at slaa til.

Virkede Begivenheden nu saa stærkt paa Karakterer som Börne og paa Entusiaster som de især fandtes indenfor den lærde Stand, saa fuldstændiggøres Billedet, naar vi iagttager det Indtryk, den gjorde paa Reaktionens Mænd.

Gentz, der fra først af havde jublet over Karl X's Energi, blev bekymret, altsom Statskupet rykkede nærmere: «Ordonnansen mod Aviser og Bøger,» skrev han, «betragter jeg som et kolossalt Vovestykke, hvis Gennemførlighed endnu ikke er mig ret indlysende . . . Med saadanne Vaaben tør man kun lege, naar man 366 er sikker paa sin Styrke og sine Midler; Folk som Polignac og Peyronnet gaar til Grunde, naar de vover sig op i disse Regioner.» Saasnart imidlertid den første Skræk havde sat sig noget, begyndte han og hans Aandsbeslægtede deres vidtforgrenede Virksomhed for at drage Fordel af enhver Blottelse, de politisk Frisindede gav sig. Klogt benyttede kunde Julirevolutionens Eftervirkninger i Tyskland ved hensynsløs Undertrykkelse og Forfølgelse, Censur og Fængsling, give den tyske Frihedsbevægelse et Knæk for lange Tider, kunde (som Metternich et Par Aar efter sagde om den revolutionære Hambacher-Fest) fra at være de Slettes Fest blive til en Fest for de Gode. Og virkelig kun et Aar efter kunde Gentz, der imellemstunder havde set Fremtiden mørk nok, skrive:

«Nu bort med alle sorte Tanker! Vi dør ikke, Europa dør ikke, og hvad vi elsker, dør ikke. Jeg er stolt af aldrig at have fortvivlet.»

Som Metternich havde stilistisk Sans nok til at beundre Börne, saaledes var Gentz en haardnakket Sværmer for Heinrich Heine. Før Julirevolutionen var det endnu muligt at opfatte Heine fortrinsvis som den ulykkelige Kærligheds Digter og som poetisk Humorist med et let Anstrøg af Gudsbespottelse og Letfærdighed.

Heinrich Heine laa i Sommeren 1830 paa Helgoland, drømte ved Kysten, stirrede ud over Havet, lyttede til Bølgernes Piasken. Han havde opgivet enhver Forhaabning om bedre Tider. Han læste i de faa Bøger, han havde med, Homer og Bibelen og Longobardernes Historie og nogle gamle Bøger om Hekse og Hekseri. Han begreb neppe selv, at han for nylig i München havde været Redaktør af Politiske Annaler. To Dage efter at Julirevolutionen var fuldført, men da Efterretningen om den endnu ikke var naaet til Helgoland, skriver han i et af sine Breve derfra, at han nu har besluttet at lade Politik og Filosofi ganske fare for helt at hengive sig til Naturbetragtning og til Kunsten: alt dette Plageri var dog til ingen Nytte, og om han end pinte sig aldrig saa meget for den almindelige Velfærd, saa nyttede det dog saare lidt; Verden stod vel ikke stille men bevægede sig i et Kresløb uden ringeste Resultat; da han endnu var ung og uerfaren, havde han troet, at gik end det enkelte Menneske til Grunde i Menneskehedens Befrielseskamp, saa sejrede 367 dog den store Sag tilsidst; nu indsaa han, at Menneskeheden som Havet bevægede sig efter Lovene for Ebbe og Flod.

Selv om Udtrykkene nu er blevne arrangerede bag efter, selv om disse Breve ikke er ægte, men et Livserindrings-Brudstykke, der for en Konstrastvirknings Skyld senere blev indskudt som Overgangsparti i Bogen om Börne, saa har man her uden al Tvivl et rigtigt Billede af Heines Stemning i hine Dage.

Den 6te August skriver han saa: «Jeg sad netop og læste i Paul Warnefrieds Longobardernes Historie, da den tykke Avispakke med de varme, glødende hede Nyheder ankom fra Fastlandet. Det var Solstraaler, indviklede i Trykpapir, og de opflammede min Sjæl til den vildeste Brand. Det var mig, som kunde jeg antænde det hele Verdenshav indtil Nordpolen ved Gløden af den Begejstring og vilde Glæde, som luede i mig.» Det var ham Alt som en Drøm; især klang Navnet Lafayette for ham som et Sagn fra hans tidligste Barndom; han kunde neppe fatte, at den Mand, som havde anført den dalevende Slægts Bedstefædre i den amerikanske Frihedskrig, nu paany sad til Hest som Nationalhelt. Han syntes, han maatte selv til Paris for at se det.

Han skriver i heftig Patos, som han dog snart selv maa dæmpe med en let Selvironi: «Lafayette, den trefarvede Fane, Marseillaisen . . . Jeg er som beruset. Dristige Forhaabninger stiger lidenskabeligt i Vejret som Træer med gyldne Frugter og vildt voksende Grene, der strækker deres Løvværk helt ind i Skyerne . . . Borte er min Længsel efter Ro. Jeg véd nu paany, hvad jeg vil, hvad jeg skal, hvad jeg maa . . . Jeg er Revolutionens Søn og griber paany til de indviede Vaaben, over hvilke min Moder har udtalt Trylleordene . . . Blomster! Blomster! Jeg vil kranse mit Hoved til Kamp paa Liv og Død. Men ogsaa Lyren, ræk mig Lyren, at jeg kan synge en Slagsang . . . Ord som flammende Stjerner, der kan skyde ned og brænde Paladserne og oplyse Hytterne . . . Ord lig blanke Kastespyd, der kan suse op i den syvende Himmel og træffe de fromme Hyklere, der har sneget sig derind, i det Allerhelligste . . . Jeg er helt Glæde og Sang, helt Sværd og Flamme . . . maaske ogsaa rent gal.»

Han fortæller blandt Andet, at Fiskeren som nogle Dage senere roede ham over til Sandbanken, hvorfra man gik i Vandet, smilende har fortalt ham Nyheden med de Ord: «De fattige Folk har vundet Sejr», og Heine forbauses over Menigmands 368 rigtige Instinkt. Og saa var det dog netop lige omvendt de rige Folk, som var og blev Sejerherrerne tilsidst.

Men alene en saadan Ytring som den sidstanførte viser, hvorledes de tyske Forfattere opfattede Julirevolutionen. Den fyldte dem med saadanne religiøse Følelser, med hvilke fyrretyve Aar tidligere Datidens ledende Aander i Tyskland havde opfattet den store Revolution. Den var dem ikke et Udslag af den liberale Borgerstands Kraft og Evne til at lade de lavere Klasser arbejde og bløde for sig, men i Almindelighed Signalet til Menneskeslægtens politiske, økonomiske og religiøse Befrielse. Den var for dem den Stordaad, som med ét Slag rystede Aaget af Folkene og Trykket af Sindene.

En af de ypperste blandt Fyrrernes radikale Skribenter, Robert Prutz (dengang kun fjorten Aar gammel) har i Aaret 1847 fortræffeligt gengivet Indtrykket, omtrent paa følgende Maade: I femten Aar havde det set ud som var Verdenshistoriens evige Avlekraft lammet. I femten Aar havde man bygget og kittet, holdt Kongresser, stiftet Forbund, bredt Politimagtens Garn ud over Europa, smeddet Lænker, befolket Fængsler, rejst Galger - og tre Dage havde været nok til at styrte én Trone og bringe alle Troner til at skælve. Det var da ikke sandt, hvad Fyrsterne havde pralt med og Hofromantikerne havde sagt og sunget.*) Den hellige Alliances tusindaarige Rige havde varet femten Aar. Det syntes derfor som om et nyt Foraar skulde oprinde ogsaa i det tyske Folks politiske og aandelige Liv.

V

Tysklands klassiske Literatur fra Tiden før og om Aarhundredeskiftet havde været antikiserende i Stof eller Form; den romantiske Literatur, som fulgte, havde i Stofferne eller i Formen dyrket Middelalderen; begge havde taget Afstand fra den omgivende Virkelighed, fra Nuet, fra Samtidens politiske og sociale Forhold; ingen af dem var umiddelbart gaaet ud paa disses Omdannelse. Idealet svævede enten i Grækenlands dybtblaa Æter eller i Middelalderens katolske Himmel. Nu blev det resolut draget ned paa Jorden. For de Drømmendes og Stræbendes * 369 Øjne fremtonede det moderne Ideal, et Ideal, der ikke mere har noget mytisk Element. Og med en Hast, en Voldsomhed, der altfor tit gjorde Prosaformen journalistisk og Poesien blot lyrisk eller rent brudstykkeagtig, gik nu de oppositionelt anlagte Digtere og Skribenter ud paa at inddrage det moderne Liv og dets Indhold i Literaturen. Men da denne Tilegnen og Inddragen skete under Kampstilling, blev Vid og Satire mere fremtrædende Magter end nogensinde tilforn i Tyskland, medens man hvad Trods og Stormløb mod det Bestaaende angaar, syntes at have genoptaget den stormende Voldsomheds Tidsalders Stemningsliv. Det var en mægtig Frihedstrang, som bragte først Heine og Börne til at bryde den tyske Literatur en ny Bane, og som dernæst beaandede de Skribenter, der fulgte dem og fik det ubestemte Navn det unge Tysktand.

En enkelt Storhed var der imidlertid, som ofte nævnt, hyppigere unævnt, skønt udenlandsk virkede mere forbilledligt end nogen Fortidspersonlighed i selve det tyske Aandsliv: Lord Byrons Skikkelse i hans Livsværk. Hans kunstneriske Svagheder og Mangler fik man i Tyskland først sent Øjnene op for. Kun Gutzkow kritiserer ham skønsomt omtrent fra Aar 1835 af. Men han, hvem allerede Goethe havde beundret og yndet, dog især paa Grund af de Partier hos ham, hvor den gamle Mester troede at finde Paavirkning af sit Eget, han med sin ubændige Trods og sin Daadstrang, med sin Foragt for den Ufrihed, der skjulte sig under «Frihedskrigene» mod Napoleon, med sin Optræden for alle undertrykte Folk, sit Oprør mod al Samfundsvedtægt, sin Sanselighed og sin Spleen, sin lidenskabelige Frihedskærlighed paa alle Felter, blev nu, forklaret ved sin Død som Befrier, en Personliggørelse af Alt hvad man forstod ved moderne Aand og moderne Poesi.

Med inderlig Begejstring blev han besunget af Wilhelm Muller, Griechenliedernes Digter:

Syv og tredive Sorgeskud! jeg spørger, hvem og hvad de gjaldt?
Er det syv og tredive Sejre, som han vandt, for nu han faldt?
Er det syv og tredive Saar, som Helten bærer paa sit Bryst?
Syv og tredive Aar det er, som Hellas græder over nu.
Er det Aarene, du leved? Ingen græder over dem.
Evigt lever disse Aar i Ærens lyse Straalebræm.
Sangens Ørnevinger bær dem, der med aldrig trættet Stigen,
susende igennem Tiden, vækker store Sjæles Higen.
Nej, for andre Aar jeg græder, Aar, som du har ikke levet,
for de Aar, hvor du for Hellas var en Drot og Fører blevet,
370 Slige Aars og Dages Tab forkynder Skytsets Tordenskrald:
hvilke Sange, hvilke Kampe, hvilke Vunder, hvilket Fald!
Heltedød med Sejerstummel i det stormede Byzanz,
for din Fod den græske Krone, om dit Haar en Frihedskrans!

Byrons Stolthed og hans Foragt for politisk Ufrihed møder os hos Piaten; hans aristokratiske Tone, hans Uvilje mod Fordomme, hans Rejselyst, hans Kærlighed til Dyrene og Naturen, hans Ynde og Ironi gaar igen hos Fyrst Pückler. Hvor umaadelig hans Indflydelse har været paa Formningen af Heinrich Heines Digterideal behøver ingen Paavisning, saa slaaende fornemmes det af Enhver, der er fortrolig med Gangen i Europas nyere Literatur. Men mærkværdigt og lærerigt er det at iagttage, i hvilket Lys Byron staar for den nye tyske Literaturretnings første Vejbryder, Börne, en fra den engelske Digter i Bund og Grund saa forskellig Personlighed. Man skulde tro, at Börne tog Anstød af de letfærdige og kokette Sider af Byrons Væsen som af Heines. Langt fra. Man læse, i hvilke Udtryk han efter Gennemlæsningen af Moore's Byrons Levned udtaler sig om ham: Han kalder (Briefe aus Paris Nr. 44) Bogen glødende Vin for en stakkels tysk Vejfarende, der fryser paa Rejsen gennem Livet. Han er nær ved at blive syg af Misundelse over denne Livsførelse:

«Som en Komet, der ikke underkaster sig Stjernernes borgerlige Orden, drog Byron vild og fri gennem Verden, kom uden Velkommen, gik uden Afsked og vilde hellere være ensom end en Træl af Venskab. Aldrig berørte han den tørre Jord; mellem Storm og Skibbrud styrede han modigt frem, og Døden var den første Havn, som han saa. Hvor blev han omtumlet, men hvilke salige Øer han har opdaget! . . . Det er den kongelige Natur ... thi Konge er den, som lever for sine Luner. Jeg maa le, naar det siges, at Byron kun blev nogle og tredive Aar gammel; tusind Aar har han levet. Og naar de beklager ham, at han var saa melankolsk! Er Gud det ikke ogsaa? Melankoli er Guds Glæde. Kan man være glad, naar man elsker! Byron hadede Menneskene, fordi han elskede Menneskeheden, Livet, Evigheden . . . Jeg gav alle mit Livs Glæder for et Aar af Byrons Sorger.»

Som man ser, tager Börne ikke blot Alt i Byron alvorligt, men han ser end ikke i ham Nydelsesmennesket, som i saa høj Grad stødte ham bort fra Goethe. Ja hvad der er endnu mere 371 paafaldende, Börne finder sin egen Natur beslægtet med Byrons. Han skriver:

«Maaske spørger De mig forundret, hvorledes jeg Pjalt kommer til at stille mig sammen med Byron? Desangaaende maa jeg fortælle noget, De endnu ikke véd. Da Byrons Genius paa sin Rejse gennem Himmelrummet kom til Jorden for at blive der en Nat, tog den først ind hos mig. Men Huset behagede den ikke, den ilte hurtigt bort paany og tog ind i Hotel Byron. Mange Aar har det smertet mig; længe har jeg været bedrøvet over, at jeg er blevet saa lidet, slet intet har opnaaet. Men nu er det forbi; jeg har glemt det og lever tilfreds i min Fattigdom. Min Ulykke er, at jeg er født i Middelstanden, for hvilken jeg ikke passer.»

Ord som disse er stærke Vidnesbyrd om den Trolddom, Byrons Skygge endnu udøvede over de ledende Personligheders Sind.

VI

Under Forhold og Indflydelser som de fremstilte var det nu, at Tysklands oppositionelle Literatur mellem 1820 og 1848 blev startet. Naar man overskuer saa stor en Gruppe af aandelige Frembringelser, har man naturligvis for det Første i al Almindelighed i den en Mængde Aktstykker til Kundskab om, hvorledes Menneskene i hin Tid og hint Land følte og tænkte, i hvilke Farver deres Kultur var klædt, hvilke Former deres Haab og Ønsker, deres Menneskekærlighed og Frihedskærlighed, deres Retsfølelse og Statssans antog, endelig om, hvorledes deres Smag var beskalfen *dolgoe O*: hvordan Den maatte skrive, der vilde skaffe sig Ørenlyd og vække en levende Interesse. Saaledes tilfredsstilles vor historiske Videbegærlighed paa dette Punkt.

Dernæst opstaar uvilkaarligt Spørgsmaalet om denne Literaturs Værdi. For filosofiske Skrifters Vedkommende bliver dette nærmest et Spørgsmaal om hvor stort et Maal af ny Sandhed de rummer. Eller betragter man dem, hvad man altfor tit er nødt til, nærmest som Fantasifrembringelser, bliver Spørgsmaalet det om deres Gisningers Rækkevidde og Frugtbarhed. For de digteriske og tildels for de beslægtede, historisk skildrende Værkers Vedkommende er Spørgsmaalet om deres Værdi det samme 372 som Spørgsmaalet om deres Skønhed, da vi med Skønhed ikke mener andet end kunstnerisk Værdi.

Af et meget stort Antal Forfattere bliver nu, som bekendt, efter et Par Menneskealdres Forløb altid kun nogle faa tilbage, som endnu læses. Af et uhyre Antal Værker bliver kun nogle enkelte staaende, som endnu tilegnes. Nu er af hint Tidehvervs Aander kun meget faa i vore Dage kendte og læste udenfor Tyskland. I Tyskland naturligvis langt flere, dog er det forholdsvis ikke mange af Datidens Værker, som Almenheden endnu læser.

Den første, groveste Kritik udøves da af Tiden: efter saa og saa mange Aars Forløb sælges intet mere af den eller den Forfatter, medens denne anden stadig oplægges paany. Men det at en Forfatter læses længe og i stor Udstrækning er endnu ikke noget ubetinget Bevis for hans Værd. Det beviser ikke, at han hører til de bedste, kun at han hører til de tilgængeligste og mest underholdende. Udbredelsen kan hindres af høj Kultur og Sjæleadel, om de end i Regelen sikrer Varigheden.

Af alle hin Tids Mænd læses udenfor Tyskland den Dag idag af Tænkere kun Feuerbach - dog lidet - og Schopenhauer stærkt; men denne sidste kom først til at paavirke Aanderne i et senere Tidsrum, og begge disse Tænkere læses endda langt mindre for Indholdets Skyld end paa Grund af Originalitet og Dristighed i Stil. Af Digterne læses udenfor Tyskland kun Heine stærkt og stadigt. I Tyskland bedømmes og betragtes han som Brændenælden i Literaturens Urtegaard; Historikerne brænder deres Fingre paa ham og bander ham. I Literaturhistorier og Avisartikler betegnes hans Prosa som forældet og hans Poesi som forkunstlet, medens hans Værker samtidigt nu da deres Trykning er bleven frigivet oplægges paany i talløse Udgaver. I Tyskland som udenfor Tyskland bliver han imidlertid lige saa meget sunget som læst. De musikalske Kompositioner af hans Digte er mere end 3000 i Tal. Allerede i Aaret 1887 naaede Antallet af Kompositioner for én Sangstemme (fraset Duetter, Kvartetter og Mandskor) 2,500. Ifølge en af Hüffer anstillet Beregning er Digtet Da bist wie eine Blame komponeret 160 Gange, Ich hab im Traum geweinet og Leise zieht durch mein Gemüth hver 83 Gange, Ein Fichtenbaum steht einsam 76 Gange, Ich weiss nicht was soli es bedeuten 37 Gange. Blandt disse Kompositioner findes talrige af Schuberts, Mendelssohns, Schumanns, Brahms's, 373 Robert Franz's og Rubinsteins skønneste Sange, af hvilke Digteren selv kun har hørt nogle faa. Heine er af alle Tysklands Lyrikere den, hvis Digte er blevne hyppigst komponerede. Efter ham med sine 3000 Kompositioner følger Goethe med omtrent 1700 og saa først i lang Afstand de andre.

Udenfor Tyskland lever Heines Ry ikke blot uanfægtet men i stadig Vækst og Stigen. Han sysselsætter Sindene i Frankrig som en Samtidig. Han er den eneste fremmede Digter, hvem Franskmændene betragter som en af deres egne, en af deres største. Intet fremmed Forfatternavn forekommer i franske Bøger nutildags saa hyppigt som hans, og intet nævnes med større Beundring, end ikke Shelley's eller Poe's. Edmond de Goncourt bruger det stærke Udtryk, at alle moderne franske Forfattere i Sammenligning med Heinrich Heine minder ham om Handelsrejsende, og det var et af Théophile Gautiers Mundheld, at Filistrene burde slæbe Sten til en Pyramide over Heines Grav.

Jævnlig opkastes i de forskellige større Samfund det Spørgsmaal, hvorledes man burde bære sig ad med at danne sig en aldeles udsøgt Bogsamling af de hundrede bedste Bøger, som findes. Svarene lyder selvfølgeligt meget forskelligt. Men i alle romanske og slaviske Lande vil Heines Navn være et af Listernes første. I England findes paa Listerne gerne 90 engelske Bøger og 10 fremmede, men Heinrich Heine er iblandt dem. Troen paa, at der kan findes hundrede Bøger, som alle Mennesker vilde have bedst af at læse, en Tro, der stammer fra den protestantiske Forestilling om, at der gives én Grundbog af den Art, er naturligvis en Barnlighed, og hint Spørgsmaal kun interessant, forsaavidt det viser, hvilket aldeles upersonligt Dannelsesideal der foresvæver Spørgeren og dem, som naivt indlader sig paa Svar. Lærerigt er det imidlertid at se, hvorledes Svarene i visse bestemte Tilfælde har lydt om Heine. Der kom en ikke ringe Forundring til Orde i Tyskland ved Aaret 1880, da en Mængde engelske Lister offenliggjordes og Heine fandtes paa alle, hyppigst af alle tyske Forfattere; thi der var Lister, paa hvilke der ikke fandtes nogen Bog af Goethe.

Dette Verdensry beror imidlertid ikke paa Heines Fortrin alene, men desuden paa, at der er store Partier af hans Værker, som kun udkræver yderst ringe Kultur for at forstaas, og til hvis Nydelse der heller ikke udfordres Sjælsadel, andre Partier, hvor sjælelig Adel snarere er en Hindring for Nydelsen. Men det 374 beror vistnok fuldt saa meget paa, at hans Talent alligevel i sin Retning var Samtidens største.

Naar det literære Kunstværks Værdi altsaa røber sig i dets Modstandsevne mod Tiden og dets Evne til at vinde Læsere udenfor sit Fødeland, men denne Modstands- og Spredningsevne ligefuldt ikke afgiver nogen Maalestok for Værdien, hvorpaa beror da denne? Paa Oprindeligheden og Styrken af det Sjæleliv og den Sindsbevægelse, for hvilken Værket er Udtryk i Forening med Værkets Evne til at smitte os med den. Al Kunst er et Udtryk for en Sindsbevægelse og har til Øjemed at fremkalde Sindsbevægelser. Jo dybere en kostbar Sten er udskaaren, des skarpere, des tydeligere staar Billedet i Vokset, naar det trykkes af. Jo dybere Indtrykket er i Kunstnerens Sjæl, des tydeligere, des betydeligere bliver det kunstneriske Indtryk. Kunstnerens Sindsbevægelser adskiller sig fra andre Menneskers kun derved, at de i hans Sjæl former Erindringerne paa en Maade, som gør, at de, naar de udformes, smitter Tilhører eller Læser.

De Spørgsmaal, det enkelte Værk besvarer En, er altsaa saadanne som: Hvor vidt rakte Forfatterens Blik? Hvor dybt har han formaaet at se ned i sin Samtid? Hvor ejendommeligt har han følt Glæde eller Sorg eller Vemod eller Elskov eller Begejstring eller Menneskeforagt? Vi siger: Saa stærk en Rædsel og Afsky har Dumhed eller Uret indgydt ham. Saa bidende, saa vittigt har han hævnet sig og os paa det ved Dumhed eller Slethed Foragtelige. - Vi modtager et Indtryk af Højhed eller Storhed, af Sandhedskærlighed eller Skønhedskærlighed af de Bedste; vi lider under Utilstrækkeligheden i Forstand, Følelsesdybde, Skønhedssans eller Karakterfasthed hos de Ringere.

Denne Gruppe af Literatur besidder nu ingen digteriske Aander af allerførste Rang og kun én af meget høj Rang: Heine. Meget positivt Stort har den ikke efterladt. Den virker mest afvisende, befriende, opryddende, udluftende. Den er stærk ved sin Tvivl og ved sit Trældomshad, ved sin Individualisme.

Aldrig har dens Anseelse i Tyskland, særligt i Nordtyskland, staaet saa lavt som i vore Dage. De Skribenter, der omkring Aaret 1830 bekæmpede alle de Former af Voldsherredømme, som den Gang føltes trykkende, saa langt den tyske Tunge taltes, er i vore Dage ramte af en Upopularitet, der ikke synes at ville vige saasnart. Det er forklarligt. Thi den nulevende yngre Slægt i Tyskland, der har Rigets Enhed bag sig - hin Enhed, 375 der den Gang stod som en fantastisk Forhaabning - og der har set Tyskland udfolde sin samlede Magt i raadsnar, til alle Sider sejrrig Handling, interesserer sig lidet for de gamle Drømmerier om, hvorledes Enheden skulde bringes til Veje og ledes ved hine Forfatteres evindelige Spotten over tysk Søvnighed og Daadløshed, tysk Pedanteri og Teoretiseren, da Udfaldet har vist, hvor praktisk og behjertet det spottede Tyskland, naar Lejlighed gaves, kunde være.

Særligt er siden den tysk-franske Krig de Skribenter, som for et halvt Aarhundrede siden stadigt hævede Frankrig paa Tysklands Bekostning eller stadigt betonede, at Friheden vilde bringe Tyskland de Goder, som Bismarck har bragt det, blevne ramte af en Art Ban. Man betragter dem som slette Patrioter og daarlige Spaamænd. Kun et ringe Mindretal formaar at indsé, hvor kraftigt selve hin Harme og Haan over den daværende uselige Tilstand har medvirket til det Omsving og Opsving, som er fulgt. Endnu færre er de, som ud af Tredivernes og Fyrrernes Literatur læser en levende Bebrejdelse for svegne eller glemte Idealer, og som, naar de blader i hine gamle Skrifter, med Vemod spørger sig, hvad der i den nye Tingenes Tilstand er blevet af det Bedste, disse kæmpede for.

VII

Blandt de Forfattere, som i Datiden stod i første Række, er neppe nogen bleven skudt til Side som Ludwig Börne. De Stoffer, han behandlede, er forældede, og kun den, som interesserer sig for Skribentens Personlighed, læser hans korte i Avisartikel- eller Brevform holdte Prosastykker af Hensyn til Fremstillingsmaaden eller for den Aands Skyld, i hvilken Æmnet er behandlet. Det var først i sine senere Leveaar, at Börne slog ret igennem, nemlig i Brevene fra Paris, men for det almene Fyrstehad og den republikanske Tro, der kommer til Orde her, er der i den unge Kejserstat ingen Brug. Ingen Personlighed passer mindre end hans ind i de nye Forhold, thi hvor Statsideen lidt efter lidt er ved at blive almægtig, hvor den fra oven, despotisk socialistisk, søger at indskrænke det private Initiativ, forvandler saa mange Borgere som muligt til lønnede Embedsmænd, civile eller militære, og giver den lønnede 376 Embedsmand Forret for den uansatte Borger, og hvor den fra neden, revolutionært socialistisk, efter Evne stræber at indskrænke den individuelle Skalten og Valten, dèr forsvinder med Nødvendighed de udpræget selvstændige Karakterer, og den kantede, uafhængige Individualitet synes noget Lovstridigt, som Ingen kan benytte til Dannelsesmønster eller Forbillede. Men Börne var netop en saadan skarpt kantet Individualitet og en ubetinget selvstændig Karakter.

Nu synes i Tysklands Borgerstand i Reglen den eneste, en Mand værdige Opgave den at bygge op, virke positivt, befæste eller omforme det Indvundne. Allerede det Murbrækkeragtige i Bornes Aandsretning afskrækker. Hans Ildhu, der varmede Samtiden, tager sig ud som en Don Quijotes, der med sin Lanse løber Storm mod Fæstnings- og Slotsmure. Men endog til den nye nationale Jernalder i Tyskland med dens Jernarkitektur har han bidraget Sit. Hans Ild har bragt det Malm i flydende Tilstand, af hvilket de nye Samfundspiller er blevne støbte.

Intet har maaske i den nulevende Slægts Omdømme skadet Börne mere end hans hidsige Fordømmelsesdomme over Goethe. Goethe er som frembringende og forstaaende Aand saa stor, tillige som Naturel og Personlighed i sin Styrke og sin Svaghed saa ejendommelig, at Enhver i den nyere Tid giver et væsenligt Bidrag til sin egen Karakteristik ved den Dom, han fælder over ham. Skønt der i Datiden var adskillige Skribenter ikke blot af Præstepartiet, men af Oppositionen, som afskyede Goethe, betegnes unægteligt Börnes Begrænsning skarpt ved Maaden, hvorpaa han udtalte sig om Oldingen i Weimar, det vil sige ved Arten og Beskaffenheden af de Indsigelser, han nedlagde mod Troen paa hans Menneske- og Digterværd.

Men for at forstaa, hvorledes det gik til og hvad det betød, at en agitatorisk Moralist paa det politiske Omraade som Börne nærede et formeligt Had og en stadigt levende Harme overfor den Skikkelse, der staar som den allerstørste i Tysklands skønne Literatur, er det nødvendigt at se det Modsætningsforhold, hvori Bornes Skæbne straks fra hans Fødsel af stillede ham til den store Mand, paa hvem han blev drevet til at anlægge en fremmed og derfor falsk Maalestok.

Goethe og Börne var Byesbørn. De fødes med 37 Aars Mellemrum i Frankfurt am Main. Frankfurt var en gammel Rigsstad, en Fæstning, i hvilken Porte og Taarne antydede 377 Stadens Grænser i ældre Dage, og som uden om disse paany havde Porte, Taarne, Mure, Broer, Volde og Grave, der omringede den nye By; det var en Fæstning, som indeholdt Smaafæstninger: Klosterbygninger og borgagtige Gaarde, der lignede befæstede Pladser. Staden syntes uantastelig, omgiven med et Skær af ældgammel, ærværdig Selvstændighed. Det var en Patricierrepublik, hvor den Fremmede var at betragte som retløs. Ve den, der for en Frankfurterdomstol havde en Strid med en Frankfurterborger, selv om han paa sin Side havde den soleklare Ret! De herskende Familier holdt sammen, viste hverandre Højagtelse under alle mulige gammeldags Former. At røre ved nogen af Stadens gamle politiske eller sociale Indretninger stod som utænkeligt. Øvrigheden var uden Foretagelseslyst, Indbyggerne uden den Følelse, at noget som helst her kunde forandres. Ingen Tanke om politisk Samhørighed med det øvrige Tyskland. I Datidens Tyskland var hver By og i Byen hvert Kvarter en lille Verden for sig.

Goethe var et Patricierbarn i Staden. Hans Fader var kejserlig Raadsherre. Da Ynglingen havde lært sin Fødeby grundigt at kende, maatte det se ud for ham, som kunde Skæbnen umuligt have andet i Vente for ham end borgerlig Lykke i Frankfurt. Thi Staden fangede: Familierne bemægtigede sig den smukke og højtbegavede unge Mand, Kvinderne hægede om ham, Traditionerne bandt ham; der var Intet, som kunde drage ham til de større Byer, Wien eller Berlin; de laa Frankfurt saa fjernt som i vore Dage Rom og Petersborg. Den Skæbne syntes ham beskikket efterhaanden at blive Retslærd, Ægtemand, Embedsmand, Husejer og literær Berømthed i sin Fødeby. (Hermann Grimm: Goethe.)

Naar Goethe i Virkeligheden undslap denne Skæbne, saa beror det som bekendt nærmest paa den Omstændighed, som Borne har taget ham saa ilde op, den, at han blev en Fyrstetjener, at Hertugen af Weimar gav ham en høj Stilling ved sit lille Hof.

Ogsaa Börne fødtes i Frankfurt am Main; men i Jødekvarteret. Paa hans Tid var det en Ulykke at fødes som Jøde i Tyskland; thi Jøderne havde der som andensteds ingen borgerlige Rettigheder. Men det var en særlig Ulykke at fødes som Jøde i Frankfurt am Main. Thi i de øvrige store Byer havde paa dette Tidspunkt de selskabelige Forhold til en vis Grad raadet 378 Bod paa den politiske Udelukkelse. De israelitiske Huse var saavel i Wien som i Berlin stærkt søgte som Midtpunkter for fordomsfri Dannelse og aandfuldt Vid. Geniale Jødinder som Rahel, dejlige Jødinder som Henriette Herz, som Baronesse Grotthuis, som Baronesse Arnstein, som Fyrsten af Reuss's Gemalinde og mange andre skulde snart blive toneangivende i Prøjsens og Østerrigs Hovedstæder. Men i Frankfurt var Skranken mellem Bekendelserne draget gennem det hele Livsomraade.

Alle Jøder var tvungne til at bo i den snevre, usle, overbefolkede Jødegade, der fra 1462 fulde 334 Aar igennem forblev deres eneste Opholdssted. Den fra Romaner kendte Modsætning mellem ydre Uanselighed og indre Herlighed i Ghettoerne fandtes ikke her; Husenes Indre svarede til deres Ydre; i de smaa. mørke Værelser kunde der ikke være Tale om at lægge Pragt eller Smag for Dagen. Ingensinde har man bedre kunnet danne sig en Mening om det Liv, her førtes, end i Firsernes Midte, da den ene Side af hin Gade var blevet jævnet med Jorden og en eneste afstumpet Række af vanskabte, pukkelryggede, sammengnidrede, lyssky Huse, i hvilke Nedbrydningsøksen allerede havde slaaet dybe Huller, blev stillede blot for Dagens fulde Lys, for hvilket deres smaa Glughuller, ligesom glippende med Øjel, syntes at lukke sig.

Ved Mørkets Frembrud blev alle Ghettoens Beboere indelukte her. Spaserede de om Dagen paa Gaderne eller omkring Voldene, turde de aldrig betræde Fortov eller Gangsti, kun Kørevejen. For enhver Forbigaaende, der tilraabte dem sit: «Mach mores, Jud'!» maatte de tage Hatten dybt af. Det var, for at forhindre dem i at formere sig altfor stærkt, i alt kun tilladt fjorten Par om Aaret at indgaa Ægteskab. Skønt Jøderne i Frankfurt allerede den Gang i Reglen var velhavende og havde Rothschild i deres Spidse, var da ogsaa i Selskabslivet Skillelinjen mellem Troessamfundene draget strengt, og selv Frimurerlogerne, der dog var helligede «Broderkærligheden» og Dyrkelsen af «det højeste Væsen», udelukkede hinanden og murede hver efter sin Bekendelse.

Det er klart, at disse Forhold maatte udøve deres Indflydelse paa et modtageligt Barnesind.

I et Hus i den nu forsvundne Jødegade fødtes 6te Maj 1786 som tredje Søn af «Handelsjøden Jakob Baruch», den Mand, der senere (1818) kort før sin Daab byttede sig Navnet 379 Ludwig Börne til for det efter Fødselen modtagne Navn Juda Löw Baruch. Familien var usædvanligt anset. Börnes Bedstefader var en meget rig og yderst velgørende Mand, han byggede og skænkede Menigheden en fuldt udstyret Synagoge. Han var den tyske Ordens Forretningsagent i Neckarsulm, blev paa Grund af sin Dygtighed og Ærlighed kaldet til Mergentheim, den tyske Ordens Regeringssæde, hvor han bosatte sig, og havde, da den kurfyrstelige Trone blev ledig, gjort Huset Habsburg saadanne Tjenester ved Valget, at Maria Theresia af Taknemmelighed i et egenhændigt undertegnet Dokument lovede ham og hans Efterkommere enhver Art Begunstigelse for det Tilfælde, at de skulde ville tage Ophold i Østerrig.

Dennes Søn Jakob Baruch havde, synes det, arvet Faderens Forretningsdygtighed og Klogskab uden hans rettroende Religiøsitet. Han var en smidig Forretningsmand med diplomatisk Begavelse, højt skattet ved Hoffer og af høje Embedsmænd for sin Menneskekundskab, sin Klarhed og sin «Flegma». Han var en kold, klog Mand, der af Verdens Gang tilfulde havde lært, at hvad det for Mænd i hans Stilling gjaldt om var at leve stilfærdigt for ikke at udæske Hadet; han var en i religiøs Henseende oplyst Mand, der følte sig personligt trykket af det besværlige jødiske Ceremoniel, han ikke mindst for sin Faders Skyld var nødt til med hele sit Hus at iagttage; men han forsøgte først sent at frigøre sig. Han havde som en rig Mands Søn erhvervet sig adskillige teoretiske Kundskaber; han skal endog i Bonn have gaaet i Skole med Fyrst Metternich; men af Forsigtighed gav han Sønnens eneste Lærer streng Befaling til at indskrænke Undervisningen til den gammeljødiske: Bibel, Bønnebog og Talmud.

Drengen var stille og sky, blev som det Barn, Moderen holdt mindst af, og som Husets gamle magtkære Pige laa i Krig med, haardt behandlet i Hjemmet, og af Faderen, formentlig til hans eget Bedste, knækket paa ethvert Punkt, hvor han vilde gøre en Vilje gældende. Og saaledes kom han ved sin første Berøring med Omverdenen, sløvet i sit Følelsesliv, dobbelt vakt i sit Forstandsliv, til at opfatte Alt fra Forstandssiden. Hvad der mødte ham var dumt eller ikke dumt, intet videre.*)

* 380

Det huslige og kirkelige religiøse Ceremoniel vakte Drengens Afsky som et dødt Ritual; den religiøse Undervisning i Hjemmet gjorde saa ringe Indtryk paa ham som Besøget af Synagogen. Visse Bønner, som f. Eks. Bønnen om Genindførelse af Offertjenesten, mishagede ham trods hans Drenge-Ortodoksi. Til sine Omgivelsers Forfærdelse sagde han: Det er en dum Bøn.

Han optog det, han lærte, og som Læreren selv ikke troede paa, som rent Hukommelsesværk, hvilket han siden lige saa hurtigt glemte. Saaledes gik det til, at han som voksen ikke forstod et eneste hebraisk Ord, ikke havde ringeste Begreb om jødiske Skikke, ja end ikke nærede nogensomhelst varm Følelse for det gamle Testamente, som dog begejstrede endogsaa Heine. Han, som selv minder om en gammeltestamentlig Profet, har i alle sine Skrifter ikke en Henvisning til Profeterne. Han sigter vel nu og da til bibelske Fortællinger, men ganske koldt som til bekendte Illustrationer, og (som Steinthal fint har bemærket) endog et saadant Sted som Samuels republikanske Advarsel mod Kongedømmet, om hvilket man skulde tro, det i højeste Grad maatte have tiltalt ham, anfører han «omtrent som en æsopisk Fabeb.»)

Schillers Afhandling Moses' Sendelse var det første Pust af rationel Religionsopfattelse, der naaede Drengen. Den gjorde et dybt Indtryk paa ham og rokkede hans Tro. Saa naiv denne Afhandling end er i sin Tillid til de bibelske Meddelelser som paalidelig Historie, saa revolutionært maatte den virke paa den ungdommelige Læser, der her for første Gang saa sit Folks og dets Lovgivers vigtigste Begivenheder fremstilte uden nogetsomhelst Under, idet endda «Skæbnen» spilte Forsynets Rolle.

Anekdoter fra Börnes Drengeaar anskueliggør Kritikens Vaagnen i Barnets Sind og viser En de Kræfters Spil, der formede dets Karakter. Det blev stærk Regn, og Kørevejen var aldeles opblødt en Dag, da den unge Börne var paa en Spaseretur udenfor Frankfurts Porte med sin Lærer. «Lad os gaa over paa Gangstien!» sagde Drengen. «Véd du ikke,» svarede Læreren, «at Stien er os forbudt?» Drengens Svar: «Der er jo Ingen, der ser det», gav Læreren Anledning til en moralsk Formaning og nogle Ord om Lovens Hellighed. «Det er en dum Lov», sagde Börne.

* 381

Læreren tog sig vel i Agt for at hidse Barnets Forbitrelse. Men der var saa mange Anledninger til den. Ved ingen offenlig Forlystelse i det Fri turde nogen Jøde være tilstede, end ikke naar en Luftballon steg op. Ved alle Festligheder, naar Byen f. Eks. var smykket i Anledning af fyrstelige Personers Indtog, blev Jøderne lukkede inde i deres Gade; da ved Leopold II's Kroning nogle enkelte af de mest ansete havde vovet sig ud, blev de anholdte og bragte paa Hovedvagten. Adgangen til de fleste Hoteller og alle frie Pladser var dem forment. Den almindelige Regel med Hensyn til Betrædelse af Stadens Grund var den: Hvor der er en grøn Plads, der maa ingen Jøde være. Om Søndagen blev Jødegadens Døre endog lukkede Kl. 4 Eftermiddag, og kun den fik Lov til at komme igennem, der skulde bringe et Brev paa Posthuset eller hente Medicin paa et Apotek; der stod altid Vagt ved Porten. Den lille Börne plejede at sige: «Jeg gaar blot ikke ud, fordi Skildvagten er stærkere end jeg.» Og dog gav Drengen, der tidligt røbede et blivende Hang til Velgørenhed, en Dag, da han blev tiltalt af to Tiggere, en kristen og en jødisk, den første Alt, hvad han havde hos sig. «Hvorfor giver du ikke dit Folk Fortrinnet?» spurgte Læreren. «Fordi der staar i Salomo's Ordsprog, at vi skal sanke gloende Kul paa vore Fjenders Hoved.» Den samvittighedsfulde Lærer svarede med at afvise denne Bevæggrund: «den beroede paa den falske Forudsætning, at de Kristne var Jødernes Fjender.»

Det er let forstaaeligt, at saadanne Barndomsindtryk maatte lægge Borne hans Afstamning i langt højere Grad paa Sinde, end det vilde sket under sædvanlige Forhold. Havde han kunnet glemme den, vilde desuden adskillige Ydmygelser i hans Ungdom, og i modnere Aar hans talrige Angriberes og Forsvareres uafladelige Syslen dermed, stadigt have bragt ham den i Erindring. Om det sidste Punkt skriver han etsteds i Breve fra Paris (7 Febr. 1832): «Det er som et Vidunder! Tusind Gange har jeg erfaret det, og dog bliver det mig evigt nyt. En Hoben Folk bebrejder mig, at jeg er Jøde; en anden tilgiver mig det; en tredje roser mig endog derfor; men Alle tænker de derpaa. De er som manede ind i denne magiske Jødekres; Ingen af dem kan komme ud deraf. Jeg véd ogsaa godt, hvoraf den hele onde Fortalelse kommer. De stakkels Tyskere! Da de bor lavest nede i Stuen, trykkede af syv Stokværk højere Stænder, saa letter det deres ængstelige Sind at tale om Mennesker, der bor endnu dybere 382 nede end de selv, helt nede i Kælderen. Den Omstændighed, at de ikke er Jøder, trøster dem for, at de ikke engang er Hofraader.»

Imidlertid kan man ikke sige, at der hos Borne udviklede sig nogen stor Ømtaalighed med Hensyn til hans jødiske Byrd. Med hvor megen Harme han end mange Gange har skrevet mod Undertrykkelsen af Ghettoernes ulykkelige Beboere, kunde han dog ingenlunde, som Mange ventede det af ham, optræde med større Varme for Jødernes Frigørelse end for andre Æmner af beslægtet Art. Han fandt en Frihcdsstræben, der indskrænkede sig dertil, ensidig og selvsyg.

Men dertil kom, at han nærede en Uvilje og Misstemning mod Jøderne, som beroede paa den Afsky, Handelen i Frankfurt, der mest bestod i Bankierforretninger, tidligt havde indgydt ham. Poet og Idealist som han var. Med Forfærdelse hørte han en Frankfurter Købmand tale med Lidenskab, med Begejstring om Rothschild eller det østerrigske Laan «som en Kunstven om et Raffaelisk Maleri». I 1822 skrev han: «Min Uvilje mod Handelsmænd og Jøderne som saadanne er steget til den højeste Grad, især siden jeg nu, da jeg er borte fra Frankfurt, har set. hvad det egenlig vil sige at nyde sit Liv.» Börne manglede ingenlunde Blik for store Handelsforetagenders Nytte og Skønhed. Hamborgs Børs og Havn vækker ikke mange Aar derefter hans levende Beundring. Men Frankfurter-Handelsmændene, og iblandt dem Rothschild syntes ham med deres Spekuleren i Statspapirer at staa i Forbindelse med det, der var ham mest forhadt af Alt: Tysklands Splittethed og det Metternichske Styre. Det vrimler i hans Skrifter af Udfald mod «de tyske, adelige Jøder, der er Dus med alle Ministre og fyrstelige Maitresser» og som derfor lidet bekymrer sig om Polakkernes Frihed. Særligt er Rothschild ham det Ondes Sindbilled: «Hvis Jøden Rothschild var Konge og dannede sig et Ministerium af Vekselmæglere, kunde der ikke blive regeret mere nederdrægtigt . . . Rothschild vil bestaa til den yderste Dag - det vil sige Kongernes. Hvilken Ultimo! [Opgørelsesdag] hvor vil det da knage!» Han gaar saa vidt i sin Forbitrelse paa ham, at han kalder det en Skændsel, da Rothschild i Paris bliver idømt to Dages Fængsel for trods gentagen Paamindelse at have vægret sig ved at lade sin Enspændervogn numerere. Selvfølgelig har Börne intet Personligt imod ham, men han afskyr ham som «den store Mægler ved alle de Statslaan, der giver 383 Fyrsterne Magt til at trodse Friheden.» Da han efter Julirevolutionen stadigt anser en ny, stor Omvæltning for nær forestaaende, finder han det - iøvrigt med Urette - dumt af Jøderne, at de holder til med Magthaverne rundt om i Europa. Derimod erklærer han med Rette Jøderne for «dummere end Fæ», naar de indbilder sig, at ved en opstaaende Revolution vil de blive beskyttede af Regeringerne. Med sundt politisk Blik indser han - hvad Erfaringer fra Rusland har bekræftet - at man netop vilde give dem til Pris for Folkehadet i den Hensigt saaledes at kobe sig selv fri fra Revolutionen.*)

Bornes Fødsel udenfor det kristne Samfund fremkaldte, som man ser, ingen overvættes Sympati med hans Stammefæller; men under hine tidligste Tvangsforhold i den glædeløse Barndom, under Kulden fra Forældrenes Side og med Skuet af Vindesygen, den fejge Forsigtighed, alle de Laster, som Undertrykkelsen avler, rundt omkring blandt Omgivelserne, smeddedes en Karakter, saa stærk, at den aldrig kunde bøjes, blødgøres eller brydes og paa hvis diamanthaarde Fasthed hverken Smiger eller Magtsprog bed, en Karakter, hermelinsagtig i sin Renhed, og i denne Karakter en Strenghed, der hyllede sig snart i den humoristiske Satires, snart i den haanende Harmes Klædebon, og som udgik fra en Retfærdighedsfølelse, der kunde blive flammende i sin Patos. Saaledes blev han som Skribent for Tyskland omtrent hvad Paul Louis Courier havde været for Frankrig, det vil sige en politisk Tribun, satirisk og frihedselskende som Franskmanden, mindre klartskuende paa det nærmeste Felt, men som Hjertemenneske rigere paa Fantasi og Patos, langt rigere af Naturel end han. (Se Saml. Skr. V 251).

Thi Karakterens Fasthed udelukkede ikke hos ham Sindets Blidhed. Den svage, altid noget sygelige Dreng, der voksede op i en Gade uden Sol, uden frisk Luft og uden Adgang til Naturen, var i Grunden en øm Sjæl. Og Mildhedsfrøet i hans Sind blev maaske tidligst udviklet ved Læsning af den tyske Forfatter, der har udøvet størst Indflydelse paa Dannelsen af hans Synsmaader og hans Stil, Jean Paul. Det er fra Jean Paul, der i Börnes mørke Ungdomstider var hans bedste Trøst, at han selv som Skribent i lige Linje stammer ned.

* 384

Han opfattede Jean Paul som deres Digter, der fødes i Ringhed. Han elskede Jean Paul som deres Talsmand, hvem der sker Uret. Han saa i ham en Rettens Præst og en Mildhedens Apostel. Den berømte Mindetale, han har skrevet over ham, giver et Indblik i hans Ungdomssværmeri paa samme Tid, som den afgiver Vidnesbyrd om, hvad det er, han har søgt at tilegne sig af den Jean Paulske Stil. Gennem de kunstfærdige Antiteser gør Sindets Bevægelse sig gældende, hvor han siger:

«Vi vil sørge over ham, som vi har tabt, og over de andre, som ikke har tabt ham. Thi ikke for Alle har han levet. Men der vil komme den Tid, da han bliver født for Alle, og da Alle vil græde over ham. Og han staar taalmodig ved det tyvende Aarhundredes Port og venter smilende paa, at hans sendrægtige Folk skal indhente ham. Saa fører han de Trætte og Hungrige ind i sin Kærligheds Stad.»

Og der er aandfuld Karakteristik i disse Linjer:

«I Landene tælles kun Byerne, i Byerne kun Taarnene, Templerne og Paladserne; i Husene deres Herrer, i Folkeslagene Partierne, i disse deres Anførere ... Ad snevre tilgroede Stier søgte Jean Paul den oversete Landsby. Han tallte i Folket Menneskene, i Byerne Tagene, og under hvert Tag hvert Hjerte. »

Fra først af har det maaske været Jean Pauls politiske Holdning, som har fortryllét ham. Jean Paul optraadte tidligt i den tyske Literatur som Arving til Herders verdensborgerlige Følelser og Lærdomme. Herder havde stadigt prist Kærlighed til Menneskeheden paa Nationalfølelsens og Nationalhadets Bekostning. Jean Paul forkyndte efter ham Menneskenes almindelige Broderskab. Og hertil kommer, at et ubestemt politisk Frisind, svarende omtrent til Erklæringen af Menneskerettighederne, der havde elektriseret ham, besjæler alle hans Frembringelser, medens han behandler Fyrster, Hoffer og den fornemme Verden med gennemført Ironi. Jean Paul betragter snart en tilkommende Guldalder, hvor kun Enkelte, men ikke mere Folkene synder, og hvor Krigsspøgelset er forsvundet, som nær forestaaende, snart igen skyder han den ud i en meget fjern Fremtid, men Indtrykket af hvad man kaldte og kalder det historiske Fremskridts Hurtighed bragte baade ham og hans Lærling til at forestille sig Verdensbroderskabet som ikke langt borte.

Dog ikke blot det storladne Fremtidssyn men det Satiriske og Idylliske i Jean Pauls Talent tiltalte i høj Grad Börne. Han 385 optog fra Jean Paul visse komiske tyske Stednavne (Kuhschnappel, Flachsenfingen), han efterlignede som ung Mand hans humoristiske Manér i sine novellistisk-journalistiske Smaating, i Skemtestykkerne om Spiseknnstneren ved Hotelbordet, om Allerhöchstdieselben, om Hof- and Commerzienräthe, om den Turn- og Taxis'ske Post (Datidens Postvæsen) osv., kun holdende sig nærmere til Virkeligheden og den Egn, hvortil han sigter, end Jean Paul havde gjort. Som Jean Paul angriber han i skalkagtige Former Stat, Kirke, Forvaltning, Sæd og Skik, uden dog at have sin Forgængers Rigdom paa Iagttagelser at raade over og uden at komme ham nær i mangesidig Kundskab.

Men til Gengæld har han som Stilist store Fortrin for Jean Paul.

Börne, der ganske manglede en dybere Kunstsans, en finere Formsans, har det Ukunstneriske hos Jean Paul behaget som ukunstlet. Han har ikke følt, at denne Overflod paa Billeder var slæbt sammen allevegnefra og kun sjældent udsprang af Sagen selv. Denne orientalske Yppighed i Lignelser, denne Sprogets Blomsterrigdom har tiltalt ham som poetisk, og hans Øre har i Periodernes Mangel paa Harmoni, i de utallige indskudte Sætningers tunge Ballast kun set Vidnesbyrd om Foredragets Naturlighed. Ogsaa for ham var Goethes upersonlige Alderdomsstil en Gru. Det levende, urolige Jeg i Jean Pauls Skrifter mødtes, naar han læste dem, med hans eget varmtfølende og lidenskabelige Jeg.

Uvilkaarligt omformede han da den Jean Paulske Stil helt efter sit Grundvæsen, dette Grundvæsen, der røber sig allerede i hans første Breve, og hvis Særegenhed kun blev tillempet og udfoldet, aldrig omændret. Der var ingen Vildnis'er eller Urskove i hans Indre som i Jean Pauls. Han tænkte ikke paa ti Ting paa én Gang som Jean Paul, for hvem de stod flettede i hverandre. Nej, saavel Fantasi som Forstand var hos ham klar, og knap i sit Udtryk. Tidligt havde han gennem Læsning af Johannes von Muller faaet Hang til den fyndige Tacitus-Korthed. Hans Forestillingsgang var fra først af halvt fransk, halvt jødisk rettet mod Antitese og Kontrast. Han yndede Tankernes og Ordenes Symmetri, hans indre Tempo var hurtigt, hans Aandedræt som Skribent var kort. Derfor korte Sætninger, stærke og bidske Sætninger i Hundetrav; ingen Perioder. Mange Billeder led han, dog ikke saa mange, at de fortrængte hinanden, og 386 træffende, betegnende skulde de være. Han hentede dem ikke op af Hefter med Notitser som Jean Paul, men de kom af sig selv i beskeden og rigelig Fylde. Mange Lignelser brugte han, men klarhovedet som han var, stillede han dem i sine Sætninger næsten algebraisk op, saa de snarere gjorde Indtryk af Ligninger end af løse Blomster.

Og hans ganske individuelle Væsen udformede sig saaledes efterhaanden i en ganske særegen humoristisk Stil. Jean Pauls Humor strækker sig igennem vidtløftige og brede Undersøgelser, Fortællinger, Romaner; ikke saaledes Börnes. Han har aldrig kunnet frembringe noget politisk, poetisk, kritisk eller historisk Værk af noget Omfang; han kunde ikke skrive Bøger, kun enkelte Sider. Han var i sit inderste Væsen journalistisk anlagt. Herpaa beror hans Humors særegne Art.*)

Han havde den spøgende Vittighed, men ogsaa en Art sarkastisk Vid, der snærter og tillige ved en indirekte Appel til Følelsen griber og rører. Han havde den Bitterhed i Klage og Anklage, der ytrer sig i Trøstens forsonende Form, og den Melankoli, der med et Smil og et forfløjent Indfald løfter sig op over Tidsalder og Omgivelser. Men noget Lignende vilde med Rette kunne siges om andre store Humorister. Det for Börne (i Modsætning til Sterne, Jean Paul og Andre) Ejendommelige beror først paa den Grebethed, den Betagethed, med hvilken han reagerer mod alle Begivenheder i Omverdenen, der naaer indenfor hans Synskres, idet selv en ringe Hændelse bringer alle hans Væsens Strenge i Skælven, og vel at mærke kun Hændelser af det virkelige, særligt det offenlige Liv - dernæst beror hans Ejendommelighed paa, at alle Begivenheder, som indtræffer, berører et og samme Punkt i hans Sjæleliv, en Frihedskærlighed, som var et Udslag af den skarpeste Retssans. Ganske mesterligt har en af hans Kritikere, Steinthal, udviklet, hvorledes dette hænger sammen med hans Mangel paa Evne til at frembringe et større Hele. Han tænkte aldrig systematisk, han forbandt aldrig de mange Enkeltheder, der efterhaanden sysselsatte og greb ham, med hverandre indbyrdes, men han stillede enhver af dem i Forhold til sit Væsens Midtpunkt.**) Hans Humor * * 387 sammenknyttede den jammerlige Virkelighed med den ideale Fordring i hans Indre, men han gav intet Billede af Virkelighedens forskellige Elementer, opfangede dem kun alle i samme Brændpunkt. Letfatteligt er det, at som Börne med hele dette Anlæg maatte sætte Schiller højt over Goethe, saaledes maatte han vurdere Jean Paul langt højere end Schiller. Og det er højst betegnende, at hvad han har at indvende mod Schiller ikke er Ufuldkommenheder i den rent poetiske Udformning, men Mangel paa sædelig Idealitet. Man er vant til at betragte Schiller som uangribelig paa dette Punkt, men for Börnes hensynsløse Strenghed i den sædelige Fordring er han det ikke. Lærerig er især Bornes Bedømmelse af Wilhelm Tells Karakter. For ham er Tell kun en stor Filister; god Borger, Fader og Ægtemand, men en Mand, hvis Karakter er Underdanighed. Paa Rütli, hvor de Bedste mødes, fattes hans Ed; han havde ikke Mod til at være en Sammensvoren. Naar han siger:

Den Stærke mægtigst er, naar han er ene -

saa er dette for Börne Svaghedens Filosofi: hvem der kun har Kraft nok til at kunne komme til Rette med sig selv, er stærkest alene, men hvem der efter Selvbeherskelsen har et Overskud af Kraft, han vil ogsaa beherske Andre. Og Kritikeren gennemgaar Tells Handlemaade Punkt for Punkt: Tell hilser ikke Hatten paa Stangen, men det er ikke Frisindets ædle Trods, det er kun Spidsborgerstolthed, en Blanding af Æresfølelse og Frygt; han gaar med nedslagne Øjne forbi Stangen for at kunne sige, han ikke har set den. Og da Gessier kræver ham til Regnskab, er han ydmyg, saa ydmyg, at man skammer sig over ham; han siger, han har undladt det af Uagtsomhed og ikke skal gøre det mere.

Börne vurderer ikke Æbleskuddet: en Fader kan vove Alt for sit Barns Liv, men tør ikke sætte selve dette Liv paa Spil. Hvorfor skød Tell ikke straks Tyrannen i Stedet for at bede for sig som et Fruentimmer og sige sit «kære Herre! kære Herre!» Han havde fortjent Ørefigen derfor. Og, fortsætter Börne, er det ikke Forræderi og en slet Streg af ham, at naar Fogden paa Søen betror sig til hans Hjælp - som Fjende til Fjende - at han da springer i Land, støder Baaden ud i Vandet og giver 388 den til Pris for Stormen. Og Börne tager den stærkeste Forargelse af Repliken:

Jeg svared: Herre, ja det tænker jeg,
hvis Gud vil hjælpe, skal jeg gøre mit.
Saa løste de da mine Baand, og jeg
tog Plads ved Roret, styred redeligt -

«Hvordan kommer, udbryder Kritikeren, den jævne Mand til denne Jesuitisme? Jeg begriber ikke, hvorledes man nogensinde har kunnet finde denne Handling sædelig, endsige skøn. Tell lægger sig i Baghold og dræber uden al Fare sin Fjende, der ikke tror sig udsat for nogen Fare!»

Det kan ikke undre, at Den, i hvis aandelige Organisme Retssansen havde udviklet sig til en saadan Skarphed og Finhed, at den formelig traadte i Stedet for den egenlige æstetiske Sans, maatte savne Organet for Goethe, hvis Retfærdighedstrang var forholdsvis uudviklet. - -

Efter et Par Aars Ophold hos en Professor i Giessen blev den unge Borne i Aaret 1802 sendt til Berlin, da hans Fader ikke havde kunnet faa Bugt med hans Lyst til Studier, skønt disse paa Grund af hans Byrd kun kunde føre ham til at blive Læge, hvortil han endda aldeles ikke røbede Anlæg. Han blev sat i Huset hos den bekendte Læge og Kantianer Marcus Herz, hvis offenlige Forelæsninger over Filosofi havde havt saa stort Tilløb af det bedste Selskab, at han - mange Aar før Berliner-Universitetets Oprettelse - var bleven udnævnt til Professor i Filosofi med Statsløn paa Livstid. Det var en fremragende Læge, en klar Tænker og en dygtig Taler, Ven af Lessing, hvis Poesi han satte ikke mindre højt end hans Kritik. Den romantiske Skoles, særligt Hardenbergs, Mystik var ham derfor en Meningsløshed og en Gru. Da han døde allerede 1803, kunde han ikke faa nogen betydelig Indflydelse paa den unge Börnes Udvikling. Et des stærkere Indtryk paa Ynglingen gjorde hans berømte, sytten Aar yngre Hustru Henriette, født Lemos, der kun tolv Aar gammel uadspurgt var blevet forlovet med ham. Udmærket smuk, overordenlig sprogkyndig, søgt af Datidens ypperste Videnskabsmænd og Skribenter i meget stort Antal, førte hun et af de mest omtalte, ansete, yndede Huse i Berlin. Hun var da 38 Aar gammel, Borne 16: men dette forhindrede naturligvis ikke det unge Menneske i at styrte sig hovedkulds ned i en haabløs 389 Forelskelse i det skønneste og ypperligste kvindelige Væsen, han endnu havde set.

Den dejlige Henriette var som Personlighed allerede i det Ydre den skarpeste Kontrast til sin lille kloge og stygge Mand; en fuldendt Skønhed var hun; Hovedet lille som paa de græske Statuer, Skikkelsen høj og majestætisk som Dronning Luises. Den tragiske Muse eller den skønne Tscherkesserinde var de Øgenavne, hvorunder hun gik. Tilbedt var hun bleven af Wilhelm von Humboldt, af Mirabeau, af Schleiermacher, og hun omringedes efter Mandens Død af en Skare fornemme Herrer, der forgæves bejlede til den smukke Enkes Haand. Hun afslog alle Frierier, tilbageviste trods sin Fattigdom bl. A. en af de rigeste tyske Grevers Haand og lod sig ansætte som Guvernante for den senere Kejserinde af Rusland. Hun var lige saa strengt dydig som blændende dejlig, tilstod vel forskellige Mænd megen Fortrolighed, men altid indenfor det blotte Venskabs Grænser.

I hendes Kres skelnede man imellem det tilladelige Koketteri, som gaar ud paa at vinde Manden helt, og det utilladelige, som kun gaar ud paa at vinde hans Sanser. Hun hørte da selv til de dydige Koketters farlige Klasse. Uden Temperament og forfalden til moraliserende Føleri stiftede hun som yngre et Dydsforbund, i hvilket Wilhelm von Humboldt spillede Hovedrollen, og af hvilket baade gamle og unge, berømte og uberømte Mænd var Medlemmer. Man sagde Du til hverandre, skrev lange Breve til hinanden, undertiden i fremmede Sprog eller med græske og hebraiske Bogstaver, udvekslede Ringe og Silhuetter, foresatte sig hinandens «moralske Udvikling», attraaede «Lykke gennem Hengivenhed» men uden Pligter, thi Hengivenheden kender ingen Pligter, og fjernede alle den vedtagne Velanstændigheds Skranker - dog i al Tugt og Ære. Rahel spottede derover, vilde ikke ind deri.

De Breve, der veksledes, ligner ganske dem, som i Danmark lidt senere Kamma Rahbek og Molbech skrev til hinanden. Man finder her en Mundart, der aldeles svarer til hvad paa Dansk Bakkehussproget er. Man fordybede sig i sine egne Følelser, og var fortabt i uophørlig Selvbespejling, der selvfølgelig berøvede Følelsen al Friskhed. I endeløse Breve forklarede Ven Veninde og Veninde Ven, under skrevne Taarer, hvorledes de gensidigt udfyldte og udviklede hinanden. Man plukkede sig selv op til Charpi, man beskuede sig i denne optrevlede Skikkelse; man 390 samlede sig ikke til Meddelelsen; men udtværede sig tvertimod. Man persede sit Indre, til det blev flydende, blev Taarer, Hjerteblod osv. og udøste det da i en Ligesindets Barm, uden at Selvet just blev mærkeligere eller originalere ved denne Behandling.

Den skønne og noble Henriette Herz var ogsaa mindre en oprindelig Personlighed end hvad Tyskerne kalder en «Anempfinderin». Hun tilegnede sig sjældent mere af alle de betydelige Mennesker, kun kom i Berøring med, end hvad hun optog ved ydre Kendskab til deres Færd. Hun er især bleven berømt ved sit ømme Venskab med Schleiermacher. Man snakkede i Berlin meget derom, men ligefuldt var det hævet over al ond Omtale. Modsætningen var altfor paafaldende mellem «den tragiske Muse» og den lille Schleiermacher, hvis fine Hoved sad paa et skrøbeligt og lidt vanført Legeme. I Berlinerbefolkningen smilte man godlidende, naar man om Aftenen saa den lille Pastor gaa ud af Henriettes Hus med en Lygte hængende ved sin Frakkeknap, eller naar han selv om Dagen hang ved sin majestætiske Melpomenes Arm. Der udkom endog en Karikatur, hvor hun bar ham i Haanden - Juvelen, som han kaldtes - som man bærer en Parasol. (Karl Hillebrand: La société de Berlin i Revne des deux mondes).

Selv om den unge Börne havde været den friske, rødkindede Yngling, han ikke var, vilde han neppe have gjort noget Indtryk paa sin stolte og forvænte Plejemoder. Nu begreb hun i Begyndelsen end ikke, hvad der fejlede det unge Menneske, hvis Lidenskab - der foreligger skildret i hans Oplevelser - var en ægte Skoledrenge-Tilbedelse, som den i Mandbarhedsalderen opstaar af halvbevidst Drift og overspændte Forestillinger om et kvindeligt Væsens Fuldkommenhed. Da et Par Forsøg, som den Syttenaarige gjorde paa gennem Husets Tjenestepige at skaffe sig Arsenik fra et Apotek, røbede Henriette Herz, hvad der foregik i ham, stræbte hun efter Evne ved en Blanding af Godhed og Strenghed at bringe ham til Fornuft.*) At hun imidlertid ikke var helt ufølsom for hans Tilbedelse eller helt fri for et Koketteri, der her antog Moderlighedens Maske, røber den lille Omstændighed, at han, der 3 December 1802 havde antaget hende for 28-30 Aar gammel, af hende ved Middagsbordet erfor, at hun var 34 Aar gammel; om Aftenen lagde hun to Aar til. Men * 391 flere end disse 36 bekendte hun ikke, og endnu 5 Marts 1803 antager Borne hende derfor. To Aar har den dejlige Fru «Modcr», som hun tillod ham at kalde sig, altsaa løjet sig yngre. Naturligvis vedblev han at elske, beundre, fortvivle, lide Helvedeskvaler over hendes Ligegyldighed og fornemme himmelsk Salighed over et Smil eller et venligt Ord fra hendes Side, desuden at vise sig mistroisk, bitter, urimelig, uberegnelig i Omgang, indtil det blev nødvendigt at sende ham andenstedshen.

Han kom til Halle for der at fortsætte sine Studier. Ved Afrejsen overrakte han hende en følsom Dagbog - hun havde, synes det, givet ham det Raad at udøse sin Kval i en saadan - tilligemed en Del til hende rettede lidenskabelige Breve. Fra Halle vedblev han at skrive hende til med uforandret Sværmeri og heftig Længsel, dog retter i Afstanden Börnes Væsen sig snart saa vidt, at han ikke mere gaar op i den blotte Granskning af sin sjælelige Tilstand, men hæver sig til rolig og underholdende Kritik af Omgivelserne og til en vis værdig Selvfølelse, der er blandet med Selvkritik. Allerede i disse Breve møder man hos ham i Forening Begejstring for Ideer, Harme over Trællesind og hvas Satire i de Domme, der fældes. Man lærer her Börnes oprindelige Væsen at kende, et Temperament, for hvilket Udsvævelser saa lidt er en Fristelse som Drik, en Natur, der lider under Legemets Svaghed, under den indre Strid, som opstaar. hvor der findes Mod uden Kraft, Elskov uden Genkærlighed, ubestemte Ønsker om Udøvelse af Stordaad uden tydeligt Maal. Af og til en Trusel om, hvad der engang, naar han er modnet til Mand, skal times den Filisterhob, der nu smiler ad ham, og harmfuld Anelse om tilkommende Ydmygelser, og stormende Forsæt om Hævn over de Frække, som vil forhaane ham paa Grund af hans Afstamning og pine ham, fordi de anser hans Tilbageholdenhed for Fejghed.*). Tydeligt nok har dette Ungdomsophold i Berlin for den unge Börne havt den Betydning at modne hans Følelsesliv, medens Berøringen med Tidens betydeligste Mænd i det Herz'ske Hus har bidraget sit til at vække hans Aandsevner.

Han studerede i Halle, da Slaget ved Jena blev slaact og Universitetet kort efter ophævet af Napoleon. Börne drog til * 392 Heidelberg for at fortsætte Studierne der, iøvrigt fuld af patriotisk Forbitrelse mod de Franske, som gav sig Luft i et Flyveskrift, Censuren ikke lod udkomme. Men samtidigt med at Napoleons Sejerstog forjog Studenterne fra Halle, indtraadte som Følge af hans Sejre en fuldstændig Omvæltning i de politiske Forhold i Bornes Fødeby. Allerede i 1806 tog Dalberg som Fyrst-Primas i det nys grundede Rhinforbund Frankfurt am Main i Besiddelse. En af hans første Regeringshandlinger var at hidføre væsenlige Forbedringer og Lettelser i Jødernes Stilling, indtil en Forordning af Napoleon 1810 paabød Afløsning af alle Byrder, som paalaa Livegne og Jøder. I December 1811 fik den jødiske Menighed i Frankfurt fulde Borgerrettigheder mod en Sum af 440,000 Gylden, der helt var indbetalt det følgende Aar. For Börne var den nærmeste Virkning den, at han opgav det medicinske Studium, som han kun modstræbende havde grebet, fordi ethvert andet var ham forbudt, og gik over til Stats- og Retsvidenskab, der aabnede Adgang til Statstjenesten. 1808 blev han Doctor i Filosofien.

Faderen, som havde været yderst utilfreds med Sønnens Mangel paa Stadighed som Student, ligesom med hans jævnlige Gøren Klatgæld, og som nu var ikke mindre misfornøjet med hans Opgiven af Lægevidenskaben, fordrede, at han skulde ernære sig selv og skaffede ham da en Ansættelse, der staar i en pudsig Modsætning til Börnes senere Virksomhed som Forfatter, et lille Embede ved det Frankfurter Politi.

Han blev udnævnt til Aktuar, sad i Romerens gamle mørke Rum, viserede Passer, prøvede Vandrebøger, optog Protokoller og repræsenterede ved højtidelige Lejligheder i Uniform og med Kaarde den stedlige Autoritet.

Imidlertid var han begyndt at optræde som Skribent, som Medarbejder af et Frankfurter Dagblad, med Artikler, fulde af urtysk Retorik, i hvilke der overfor den store Korsikaner fremtræder en fædrelandsk Entusiasme, der i sit sproglige Udtryk allerede slaar over i det vildeste Fædrelanderi. Det er Opraab til de tyske Ynglinge og Udbrud af den blindeste, mest undersaatlige Tillid til de tyske Fyrster.*) Han er lutter Haab med Hensyn til Udfaldet af «Frihedskampen» * 393 Han anede visselig ikke, at han selv skulde blive et af Sejrens første Ofre. Neppe havde i 1813 Kejserne af Rusland og Østerrig og Kongen af Prøjsen holdt deres Indtog i Frankfurt, før Fyrst Dalbergs syvaarige Styre var forbi; Storhertugdømmet Frankfurt blev udslettet af Staternes Tal og man lod den gamle Forfatning træde i Kraft paany. De Borgerrettigheder, som Israeliterne i dyre Domme havde tilkøbt sig, kasserede man simpelthen, selvfølgelig uden at give Pengene tilbage. Det var, skriver Karl Gutzkow, som om de Kurerer, der fløj frem og tilbage mellem Wien, hvor Fredskongressen havde sit Sæde, og de andre tyske Byer, som havde hver sin Reaktionskongres, oprev Furer i den blodsivende tyske Jord, i hvilke man paany vovede at saa de gamle Fordommes og Forrettigheders Sæd.

Det franske Herredømmes Fald berøvede Börne hans Embede og hans Ulykkesbrødre deres Menneskerettigheder; han var upersonlig nok i sin Tankegang til sidenhen som før at anse dette Fremmedherredømme for en Skændsel.

Det kan imidlertid ikke undre, naar Goethes Ligegyldighed ogsaa overfor dette Udslag af den store Reaktion styrkede Börne i hans Had til en Personlighed, der fra ingen ham tilgængelig Side syntes ham stor. I sin Anmeldelse af Bettinas Bog Goelhes Brevveksling med et Barn - maaske den mest vildledende Kritik, Borne har forfattet - skriver han: «Hvad gjorde Goethe, den største Digter, til et saa lille Menneske, hvad slyngede Humle og Petersilie ind i hans Laurbærkrans? Hvad satte Nathuen paa hans ophøjede Pande? Hvad gjorde ham til Forholdenes Træl, til fejg Spidsborger, til Smaastadssjæl? Han var Protestant og hans Familie hørte til det herskende Parti i Frankfurt, dens Medlemmer kunde blive Medlemmer af Senatet. Da han 60 Aar gammel stod paa Højden af sit Ry, og Virakskyerne under hans Fødder skillende skærmede ham mod Dalboernes lave Lidenskaber - saa ærgrede han sig, da han erfor, at Frankfurterjøderne fordrede Borgerrettigheder og han fraadede mod den Humanitetsvaasen, der talte Jødernes Sag.»

Hvad Börne mindst af Alt kunde tilgive Goethe, det var dennes Stilling til de Store. Han oversaa, at den Menneskealder, han selv var yngre end Goethe, betegnede en gennemgribende * 394
Forandring i Skribentens Stilling til Fyrsterne og Publikum. I Tyskland levede i det attende Aarhundrede Forfatterne ikke af Honorarer men af Tilegnelser. Digterne var nødte til at søge en fornem Beskytters Yndest, til at undervise adelige Junkere eller ledsage unge Prinser paa Dannelsesrejser. Wieland modtog Pengegaver til Tak for Dedikationer, Schiller tog med Glæde mod den Understøttelse, Hertugen af Augustenborg skaffede ham fra Danmark. Monarker og Fyrster, høje Herrer, Aristokrater nærede jo i Slutningen af attende Aarhundrede en virkelig, ja heftig Interesse for Filosofi og Poesi, for al den nye Sandhed og Skønhed; de drog Forfatterne til sig som deres Ligemænd. Det var først ved den franske Revolution, at dette smukke Forhold ophørte, og Goethes Livsstilling var ordnet før Revolutionen. Börne stirrede sig blind paa de løsrevne Udtryk for Goethe's Fyrsteveneration. Han afskriver etsteds dette Udsnit af Goethe's Dagbog: «Derefter havde jeg den uventede Lykke at turde gøre deres kejserlige Højheder Storfyrst Nicolaj og Gemalinde min Opvartning i mit Hus og min Have. Hendes kejserlige Højhed. Fru Storfyrstinden, forundte mig at nedskrive nogle poetiske Linjer i hendes sirligt prægtige Album», og Börne tilføjer: «Det skrev han i sit 71de Aar, hvilken Ungdomskraft!» Jo ældre Borne blev, jo mere han selv udviklede sig til ikke at være andet end den menneskevordne politiske Overbevisning, et Væsen, i hvilket den politiske Overbevisning havde bemægtiget sig det hele Sjæleliv, Talentet og Viddet, og hos hvem den var omdannet til en Religion med alle Religionens Ytringsformer: Tro, Andagt, Fanatisme - desmere værdiløs, ja foragtelig forekom Goethe's Tilskuerrolle til de politiske Kampe ham. Et andet Sted skriver han: «Goethe's Dagbog har jeg nu endt. En saa tør og livløs Sjæl gives der ikke mere i Verden, og Intet er pudsigere end den Troskyldighed, med hvilken han lægger sin Følelsesløshed for Dagen ... Og saadanne Konsuler har det tyske Folk valgt sig: Goethe, der mere angst end en Mus roder sig ned i Jorden og gerne giver Luft, Lys, Frihed, Alt bort, naar han blot rolig i sit Hul kan tære paa det ranede Stykke Flæsk, og Schiller, der ædlere, men lige saa modløs, skjuler sig for Tyranniet bag Skydunst, og oppe hos Guderne forgæves beder om Hjælp, og blændet af Solen ikke mere ser Jorden og glemmer Menneskene, som han skulde hjælpe. Og saaledes - uden Fører, uden Formynder, uden Retsven, uden Beskytter - bliver 395 det ulykkelige Land et Bytte for Kongerne, og Folket en Spot for Folkene.»

Fra Sommeren 1818 af optræder Börne, der hidtil kun nu og da havde udgivet Flyveskrifter, som selvstændig Journalist, idet han udgav og næsten alene forfattede Tidsskriftet Die Wage. Han var den første Journalist i stor Stil, som den tyske Literatur havde frembragt, og først han gjorde den periodiske Presse i Tyskland til en Magt. Det er en Glæde at eje de nu saa sjældne Hefter af hint gamle Tidsskrift «for Borgerliv, Videnskab og Kunst», der satte Tidsskel. Midlet, hvorved det trængte igennem, var Udgiverens levende Stil og træffende Vid. Det behandlede Politik og Literatur og Teater, det havde Medarbejdere som Görres (før dennes Omvendelse) og som Willemer, Goethes rationalistiske og frisindede Ven (Suleika's Ægtemand); men hvad for et Æmne, Tidsskriftet end fremdrog, saa fik det ved Behandlingsmaaden en politisk Farve. I Løbet af de fire Aar, i hvilke Börne forestod Udgivelsen af Die Wage, overtog han desuden Redaktionen af to Dagblade, først af Zeitung der freien Stadt Frankfurt, som han paa Grund af Censurens uophørlige Plagerier maatte opgive allerede efter tre Maaneders Forløb, saa af Bladet Die Zeitschwingen, der blev undertrykt ved et Magtbud, samtidig med at der idømtes Redaktøren en kortvarig Fængselsstraf. Börne rejste nu for første Gang til Paris, hvorfra han en Tid lang leverede Breve til Cottas forskellige Tidsskrifter, men vendte dog allerede 1822 tilbage til Tyskland, hvor en lang og farlig Sygdom opslugte hans Sparepenge og tvang ham til at henvende sig om Bistand til sin Fader.

Denne var yderst misfornøjet med ham. Af sine andre Børn havde han Glæde; men denne Søn, Doctoren, der Intet kunde fortjene, havde, paastod han, allerede kostet ham store Summer, og var dog ikke blevet andet end Forfatter af Artikler og Skrifter, hvis Retning aldeles ikke billigedes af hans Velynder, Fyrst von Metternich i Wien. Hvad skulde han skabe sig Fjender for! angribe de Store! Passede det for hans Samfundsstilling! Hvad var han overhovedet i Verden, siden han tillod sig at tøre saa stort et Ord? Nu kunde han have været Læge og have samlet sig Praksis, eller været Advokat og have ført Rothschilds Processer. I Stedet skrev han Tidsskriftsartikler, rejste den Smule Penge op, som de indbragte ham, og spærrede 396 sig ved sine ugudelige Bemærkninger om de Store enhver Lejlighed til nogensinde at komme paa grøn Gren.

Og Faderen kendte de politiske Forhold tilstrækkeligt til at vide, at hans Søn aldeles ikke behøvede at blive Læge eller Advokat for at faa en indbringende Stilling. Han vidste ret vel, hvorfra Hr. von Gentz og Hr. Friedrich von Schlegel fik deres Veksler. Og saa havde Sønnen endda Maria Theresia's Tilsagn at beraabe sig paa. (Karl Gutzkow: Börnes Leben. Ges. Werke XII, 328, 329.)

Neppe havde Borne begyndt en regelret Virksomhed som Skribent, før de store Reaktionære lagde Mærke til hans Talent. I et Brev fra Rahel, dateret 18de Maj 1819, hedder det, at Gentz har anbefalet hende Die Wage som det aandrigste, vittigste, der i hine Dage skreves, det bedste af den Art, der overhovedet siden Lessing var kommet frem. Börne's Fader vidste godt, at Hr. von Gentz roste Sønnens Stil, og Fyrst von Metternich hans politiske Kundskaber*). Uden at spørge sin Søn arbejdede han da paa at skaffe ham en fordelagtig Byggegrund paa Samfundets Solside. Da Borne erfor derom, havde Metternich allerede grebet til med begge Hænder: Borne skulde leve i Wien med Titel, Rang og Indtægt som kejserlig Raadsherre uden at være bunden til nogen som helst Tjeneste derfor. Ubetinget Censurfrihed var sikret ham for Alt, hvad han maatte ville skrive. Han skulde være sin egen Censor. Og vilde han efter nogle Maaneders For løb opgive sin Stilling, stod det ham frit for. Saaledcs vilde han jo allerbedst kunne arbejde for Fremskridtets og Humanitetens Sag.

Faderen skrev: «Kære Louis! jeg beder dig, læs dette Brev med samme Opmærksomhed, med hvilken jeg har læst dit. Tro mig, din saa højst priste Uafhængighed er usikker; vil den eller kan den bevares? Hvorfor skulde dog ikke ogsaa du en Gang tænke paa et fast Udkomme? . . . Hvori bestaar din nærværende Lyksalighed? Dog vel ikke i de 500 Francs [maanedligt Honorar fra Cotta]? Beslut dig dog for din Fremtids Skyld til paa min * 397 Bekostning at gøre en Rejse til Wien; jeg besværger dig, ikke at forskertse din Lykke . . .»

Börne afslog Alt, afslog det saa kort, at han ikke en Gang vilde tale med Magthaverne*). Goethe kunde lade sig gøre til Geheimeraad ved et Hof, han ikke. Og Fristelsen var vel større for den fødte Plebejer, der paa Kommando havde maatte hilse enhver Forbigaaende, end for den store Patriciersøn. Naar man læser Börne's haarde, haanlige Domme om Goethe, bør man ikke over deres Uretfærdighed glemme, at der stod en Mand bag Ordene, der ikke vilde gøre, hvad Goethe havde gjort.

Kunstsans i Ordets strenge Forstand besad Borne ikke. Han har aabent tilstaaet det, desuden røbet det ved at udtale sin Uvilje mod dem, hvem det er ligegyldigt, hvad Kunstneren fremstiller og kun vigtigt, hvorledes han fremstiller det. Kunstnere og Kunstkendere af den Art er ham af Hjertet imod. Det er ham en Gru, at man kan sætte et Billede af livløse Genstande over et Maleri, der forestiller en Madonna. Med sit Hang til det Betydelige og Storladne elsker han i Kunsten kun det Guddommelige og bekender ligefrem, at hvor han ikke finder guddommelig Natur, der er for ham det Hele Unatur og Stymperarbejde**).

Steinthal har da ikke Ret i den Ytring, at intet Dannelsesomraade, ingen Form af kunstnerisk Skaben var Börne fremmed; thi selve det Dannelsesomraade, der betegnes af Kunsten som Kunst, var tillukket for ham. Dette forhindrer selvfølgelig ikke, at han kan have sagt meget Forstandigt og Lærerigt om Kunstværker; men det rammer aldrig det Kunstneriske i dem.

Man har saaledes rost Borne stærkt for den energiske Modstand, han rejste mod de tyske Skæbnetragedier, som paa hans * * 398 Tid begyndte at oversvømme Skuepladsen og fordumme Sindene. Men man vil se, at det slet ikke er mod det æstetisk Forkastelige i dem at han ivrer; han tager Sagen moralsk eller religiøst. Troen paa, at en Dato som den 24de Februar er særligt skæbnesvanger for en Familie, er simpelthen dum og tom. Den har intetsomhelst at gøre hverken med den antike Tro paa en uafvendelig, forud bestemt Skæbne eller med den kristne Tro paa et alvidende Forsyn eller med den moderne deterministiske Aarsagstro, der har umuliggjort tidligere Tiders Tro paa en saakaldt fri Vilje. Men for Börne er denne Tro kun fornuftstridig som formentlig sammenblandende to teologiske Systemer. Hans Tankegang er denne, at enten er Døden en kærlig Fader, der henter sin Søn fra Livets Skole, og da er Skæbnen ikke tragisk, eller den er en Kronos, der sluger sine egne Børn, og da er Skæbnen ukristelig. Som om dette var en Anke! den kunde jo være højst poetisk endda.

Börne har overfor de talrige Dramer, det faldt i hans Lod at kritisere, det ypperlige Hoveds sunde Sans for, hvad der har Værdi og hvad der er værdiløst. Han viser sig fuld af Forstaaelse for Aanden i Oehlenschlägers Correggio, fuld af Overbærenhed med Stykkets Svagheder, om end ganske uden Blik for dets sceniske Effekt; han forstaar tilfulde at vurdere Skuespildigtere som Kleist og Immermann og den begyndende Grillparzer. Men naar han skal begrunde sin Ros eller Dadel, røber sig stadigt paany det ukunstneriske Naturel, og mangen Gang lægger han den patetiske Idealists hele Fordomsfylde for Dagen. Han misbilliger f. Eks. - og vistnok med Rette - Ifflands Die Spieler. Men Begrundelsen er rent barok: «At bringe Spillesygen paa Brædderne! udraaber han, man kunde lige saa godt dramatisere Svindsoten gennem alle dens Stadier!» - Der er kun den Forskel, skulde man tro, at Svindsoten er et legemligt Onde, Spillesygen en Last. Hans Tankegang er Idealismens sædvanlige, at det, man kan se hjemme, behøver man ikke at gaa i Teatret for at se*). Han nævner som Eksempler Pengemangel, Gæld, en Hustru, der taalmodigt bærer Afsavn, og istedenfor at fremhæve den platte, ukunstneriske Aand, hvormed Sligt er gengivet, udbryder han: «Er dette saa sjældne Særsyn, at man maa give Penge ud for at tilkøbe sig Skuet af dem? Paa Scenen skal * 399 Mennesket staa et Trin højere end i Livet.» Og han forklarer, at hos Grækere og Romere tyede man derfor til mystiske Fabler; de moderne maa fremstille de gamle Folkeslags virkelige Mennesker, eller hvis de ubetinget vil i Lag med Samtiden, tør de kun gengive dens Lidenskaber. Han nærer, som man ser, naivt den Tro, at Oldtidens «klassiske» Mennesker gennemgaaende stod langt over de moderne, og han forstaar ikke, at den jævne Virkelighed ved Behandlingsmaaden kan adles til Kunst.

Et endnu langt stærkere Vidnesbyrd om Mangelen paa Sans for primitiv Poesi end disse akademiske Talemaader er Börnes Kulde overfor det gamle Testamente. Der forekommer i et Brev til Henriette Herz fra hans nittende Aar en Passus af virkelig forskrækkende Goldhed, tør og gammelagtig som en Spas om Mosebøgerne af Voltaire - og det efter Goethe: «De gamle Jøder fra Abraham af til den vise Salomon har altid taget sig ud for mig, som havde de villet travestere den almindelige Verdenshistorie. Læs blot Josva og Kongernes Bog, og De vil finde hvor Blumauerisk Alt ser ud deri»*). At sammenligne disse ældgamle Redaktioner af mindeværdige Legender og Historier med en plump tysk Travesti af Virgils Æneide er kun muligt, naar man, uden Modtagelighed for Oldtids-Former, i ethvert Værk søger en moderne følsom, religiøs eller politisk Moral. Det stemmer godt hermed, at Börne ender med et blindt Sværmeri for den ubestemte, halvt nytestamentlige, halvt moderne salvelsesfulde Patos i Lamennais's En Troendes Ord.

VIII

Uden denne Mangel paa poetisk-kunstnerisk Modtagelighed vilde Börnes Deltagelse i den af flere blandt Ordførerne i hans Samtid iscenesatte Reaktion mod Goethe ikke være fuldt forklarlig. Thi skønt hans Uvilje mod Goethe var oprindelig nok, var han dog ingenlunde Skaber af Reaktionen mod Goethe; han forefandt den snarere i fuld Gang. Omtrent samtidigt med, at man fra pietistisk Side frydede sig over Præsten Pustkuchen's falske Vandreaar med deres Angreb paa Hedningen Goethe's * 400 Ugudelighed, begyndte man i den opadstræbende politiske Ungdom at billige Undersøgelser angaaende Goethes politiske Overbevisning, der maalte den med de sidste Dages Maal, og Skildringer af Goethe som en «Aandsaristokrat», der var uden Hjerte for Folket og i Virkeligheden uden Geni.

Den første, der i større Stil og med gennemført Haardnakkethed gennem en lang Række af Aar drev Nedsættelsen af Goethe systematisk, var Wolfgang Menzel (født 1798), der før Trediveaarsalderen ved en vis grov, literær Begavelse, uhyre Selvsikkerhed i Optræden og stram Doktrinarisme som Liberal, National og Moralist havde svunget sig op til en stor og frygtet Indflydelse. Som Börne gik han oprindeligt ud fra Jean Paul. Men hans i sin Tid ansete Streckwerse (1823), der er utvetydige Efterligninger af dette Forbillede, driver den Jean Paulske Art af Aandrighed ud i Karikaturen. Ting, der ikke staar i fjerneste naturlige Forbindelse med hinanden, tvinges sammen til et Tankesprog omtrent som i en Brander hinanden uvedkommende Forestillinger kobles sammen til et Ordspil. Han skriver: «Allehelgenes Dag kommer før Allesjæles; Profeterne havde altid Himlen før Folket», «Oldtidens Religion var Krystalmoderen for mange glimrende Guder, den kristelige er Perlemoder for en eneste, uvurderlig Gud.» «Jordelivet er en Bastonnade.» «Enhver Kirkeklokke er en Dykkerklokke, under hvilken man finder Religionens Perle.»

I sit Literaturblad Deutsche Litteratur begyndte han fra 1819 en med vanvittig Indbildskhed og klippefast Tro paa Angrebets Berettigelse ført Pennefejde mod Goethe. Han søgte først at undergrave Læseverdenens Beundring for Goethes Originalitet, stræbte i hans Værker at opspore Efterligning af et Forbillede eller dog laante Tanker og efterviste fremmed Indflydelse overalt.

I sit første sammenhængende literaturhistoriske Værk Die deutsche Litteratur, der 1828 udkom i to Dele, beskylder han i en roligt affejende Tone Goethe bl. A. for at have smigret alle Tidsalderens Fordomme og Forfængeligheder. Han indskrænker her hans Evne til den blotte Fremstillingsgave, «Talentet», der efter sit Væsen er uden indre Hold, «en Hetære, der giver sig til Pris for Enhver». Goethe har altid svømmet med Strømmen og paa Overfladen som Kork, han har gjort sig til Tjener af enhver Svaghed og Daarskab, der var paa Mode; under hans 401 Værkers glatte Maske skjuler sig en raffineret Nydelsessyge og Sanselighed; hans Digtninge er Bionisten af den i den moderne Verden herskende Materialisme. Goethe har intet Geni, men i høj Grad «det Talent at gøre Læserne til sine Medskyldige» o. s. v.*) Heine, som var ukritisk nok til i en Anmeldelse at rose Værket og dets Forfatter - en Ros, han snart skulde komme til at fortryde, gøs dog tilbage for den Menzelske Lære, at Goethe ikke var noget Geni, kun et Talent. Han udtaler den Anskuelse, at denne Lære kun vil finde Indgang hos Faa, «og selv disse Faa vil dog indrømme, at Goethe nu og da har havt det Talent at være et Geni.»

Saavel i sine talrige Tidsskriftsartikler som i sit til det Dobbelte forøgede Værk over den tyske Literatur fortsatte imidlertid Menzel Kanonaden. Han efterviste her hos Goethe tre Slags personlig Forfængelighed og seks Slags Vellysttilbøjeligheder (dreierlei Eitelkeiten and sechserlei Wollüsteleien). Han gennemgik hans større og mindre Værker et for et for at maale dem med sin sædeligt-fædrelandskærlige Maalestok og finde dem elendige. Clavigo fordømmer han, fordi Goethe lader Clavigo forlade Marie. Det nytter ikke, at Digteren lader ham dø for hendes Broders Haand, tvertimod det opægger yderligere Menzel, som véd, at han i Virkeligheden levede videre, hvad der gør hans Død paa Skuepladsen til et blot Teaterfif**). Kritikeren maa, som man ser, tage sin Stykket uvedkommende Viden til Hjælp for at finde det tilstrækkeligt umoralsk. Tasso er ham Goethes «Hofmandsbekendelse», hvori han har røbet den Forfremmedes Forfængelighed, der søger det Fornemme hos Kvinderne. Hvad moralsk Menzel kan forebringe om De Medskyldige, De to Søskende, i hvilket «Vellysten skeler til den smukke Søster», om Stella, hvor Raftinertheden «er lysten efter Tvegifte som Pirringsmiddel», og om Manden paa 50 Aar, der er den særlige Genstand for hans Vrede, kan Læseren med Lethed forestille sig. Men selv Wilhelm Meister er ham kun en Omskrivning af Goethes uværdige Ringeagt for * * 402 Dydens indre Værdighed og Attraa efter Adelstandens ydre Kaar*). Endelig er Valgslægtskaberne ham Typen paa en «Ægteskabsbrudsroman», som drejer sig om Vellysthanget, der attraar hvad Næstens er (die Wollüstelei, die das Fremde begehrt). Ja Bruden fra Korinth er kun Udtryk for den Vellyst, der attraar Lig («der endog i Gravens Rædsler i Boleriet med smukke Spøgelser søger Nydelsens Forraadnelsessmag»).

Hvor det er umuligt at anbringe Beskyldningen for Usædelighcd, vender Menzel tilbage til sin Beskyldning for Uoriginalitet. Herman og Dorothea er ikke blot et underordnet Arbejde som Hyldest af Spidsborgerligheden, men som direkte Efterligning af Voss's Luise. I Sandhed original, siger Menzel, har Goethe kun været i Faust og Wilhelm Meister, fordi han i disse har kopieret sig selv. Iøvrigt har han i sin Ungdom laant fra Molière og Beaumarchais, fra Shakespeare og Lessing, medens hans senere Jambetragedier er «Frugter af hans Kappestrid med Schiller». Tilmed var han, som Gud og Hvermand véd, ingen Patriot.

Sammenligner man nu Börnes Angreb paa Goethe med disse af Menzel, opdager man, trods Udtrykkenes Ubændighed ogsaa hos ham, den store Ulighed, at Börne ikke indlader sig paa at bedømme endsige fordømme Goethe's Digterværker og lige saa lidt nedlader sig til Beskyldningerne for kønslig Usædelighed, men stadigt indskrænker sig til Stormløb paa Goethe som politisk Person. Saint René Taillandier har rigtigt bemærket, at Börne har givet Alt, hvad han havde paa Hjerte mod Goethe, Udtryk, da han over sin Anmeldelse af Bettina's Goethe's Brevveksling med et Barn som Motto satte disse Ord af Prometheus:

Jeg ære dig? Hvorfor?
Naar har den Plagedes
Smerter du lindret?
Naar har den Ængstedes
Taarer du stillet?

Af Goethes Værker forstod han vel kun at vurdere dem, hvori han fandt Ungdommens Ild, men hans Angreb beror ikke paa Ringeagt for andre af disse Værker, men paa den Omstændighed, * 403 at Goethe, som ved sine Evner og sin Anseelse var saa højt stillet, aldrig satte sin Personlighed og sin Stilling ind paa en Forbedring af de virkelige Livsforhold i Tyskland. Det er let nok af Börnes Skrifter at plukke taabelige Effektsteder ud, hvor han slaar ind i den Menzelske Tonart, som naar han i sin Dagbog fra 1830 taler om Goethe's Held, at han med sit Talent 60 Aar igennem har kunnet eftergøre Geniets Haandskrift og forblive uopdaget, eller naar han kalder Goethe den rimede Træl, Hegel den urimede. Men for at forstaa disse vilde og beklagelige Udbrud maa man sætte sig ind i Börnes Ankeposter mod Goethe som mod Schiller.

Han gik ud fra den (rimeligvis ganske falske) Grundforestilling, at Goethe ved betimeligt og behjertet Genmæle kunde have forhindret Karlsbader-Beslutningerne, kunde have sikret Pressefriheden og de andre aandelige Goder, Reaktionen nu havde ranet det tyske Folk. Men især gik han ud fra Overbevisningen om, at det, ligegyldigt hvad Udfaldet var blevet, havde været Goethe's Pligt at gøre Indsigelse. Men hvad saa han istedenfor? Han saa «Geheimeraad von Goethe, Karlsbader-Digteren», som han med et bidende Ordspil hentydende til Goethes aarlige Karlsbaderkure kalder ham, betegne sig selv som Tjener blandt andre Tjenere af sin Fyrste («wir sämmtlichen Diener»), saa ham i sine Tag- und Jahres-Hefte tilstaa, at han havde villet indgyde Afsky for den franske Revolution ved det lille slette Stykke Borgergeneralen, hvor den hele Frihedskomedie gaar ud paa at rane Bonden Martin et Fad Mælk, saa ham bekende, at han, langt fra at tage sig af Fichtes Sag, da denne som Professor i Jena blev anklaget for at lære Ateisme, tvertimod nærede en vis Harme over de Ubehageligheder, denne Sag voldte Hoffet, da «Fichtes Ytringer om Gud og guddommelige Ting, angaaende hvilke man ganske vist bedre iagttager en dyb Tavshed (über die man freilich besser ein tiefes Stillschweigen beobachtet), foranledigede Henvendelser udefra. Han saa Goethe endelig udtrykkeligt beklage den Afbrydelse af fredelige Tilstande, som Pressefrihedens Forkyndelse i Weimar foraarsagede, da Oken's Isis blev udgivet - «og enhver veltænkende Kender af Verden med Skræk og Beklagelse forudsaa de videre Følger, som det var saa let at beregne».*) Og paa lignende Maade følte han sig skuffet og krænket * 404 naar han læste, at Schiller, hvem han dog ellers satte højt, midt under den franske Revolutions hedeste Dage i sin Bebudelse af Tidsskriftet Die Horen skrev, at dette Organ «særligt og ubetinget vilde forbyde sig selv Alt, hvad der var Kritik af Statsreligionen og af den politiske Tilstand». Han vidste og tilføjede, at ganske saaledes tænkte og talte ogsaa Goethe.

Det er dette, man maa have for Øje, naar man læser hans luende Ord - flammende af en Frihedsbegejstring, der gør uretfærdig - om Schiller og om Goethe, Klagen over at Tysklands to største Aander i deres Brevveksling er saa Lidet, at det er værre end Intet (so Nichts sind - nem weniger als Nichts, so wenig), og at de overhovedet er det, der for ham den overbeviste Demokrat er det værste: to store Aristokrater og Schiller en endnu værre Aristokrat end Goethe, thi Goethe ynder den fornemme Kaste, Schiller lever kun med Menneskehedens Adel. Efter hans Opfattelse kunde Goethe have været den Herkules, der rensede Fædrelandets Augiasstald; i Stedet har han foretrukket at hente sig Hesperidernes gyldne Æbler og beholde dem for sig selv*). Han sammenligner ham i sit Sind med andre Landes store poetiske Aander, med Dante, der kæmpede for Retten, med Alfieri, der prædikede Frihed, med Montesquieu, der skrev sine Perserbreve, med Voltaire, der trodsede Alt og opgav alle sine Sysselsættelser, naar det gjaldt at komme en Forfulgt til Hjælp eller redde en uskyldig Dødsdømts Minde, med Republikaneren Milton, med Byron, hvis Liv var Kamp mod klogt og dumt Tyranni - og han stævner Goethe for Efterverdenens Domstol. «Den frygtelige, ubestikkelige Dommer vil sige til Goethe: Dig blev en stor Aand givet, har du nogensinde bekæmpet Lavheden? Himlen gav dig en Tunge af Ild, har du nogensinde forsvaret Retten? Du havde et godt Sværd, men du var stadigt kun din egen Vogter.»**)

Ingen vil kunne negte, at Börne her har peget paa svage Punkter i Goethes Storhed og paa hans Væsens Grænser, selv om det maa hævdes, at visse af Goethes Fortrin kun kunde købes for disse Mangler, og at han om saa kun for ikke af sit Genis Mangesidighed at splintres har maattet paalægge sig en streng Begrænsning. Det laa ikke for ham at gøre hvad Borne krævede * 405 af ham. Men man maa forstaa denne Börnes relative Ret for at tilgive ham de heftige og dumme Udtryk, han giver sin Uvilje mod Goethe i de Aar, da først den franske Regerings Underkastelse under Børsmatadorerne, saa den polske Opstands Undertrykkelse gav de Frisindedes Forhaabninger til Julirevolutionens Indvirkning paa Forholdene i Europa det afgørende Stød, og da Bornes Sind blev bitrere og lidenskabeligere end nogensinde. Han betegner nu Goethe som en uhyre hindrende Kraft, som en Stær i Tysklands Øje, erklærer, at han, saalænge han har kunnet føle, har hadet Goethe, og saalænge han har kunnet tænke, har vidst hvorfor, udtaler endelig Forvisningen om, at først naar Oldingen i Weimar dør, vil den tyske Frihed fødes. (20de Nov. 1830.)

Kogepunktet naaede hans Vredesudbrud dog, da han i Oktober 1831 efter Dage tilbragte i Fortvivlelse over Sagernes Gang med Indtryk, der hos denne evigt Forhaabningsfulde var dobbelt smertelige, af at Frankrig var fortabt og Reaktionen sejrrig, læste Goethes Tag- und Jahreshefte og forfærdedes over Forfatterens «Følesløshed». Som bekendt fortæller Goethe her, hvorledes han i 1790 under sit Ophold ved Hæren i Schlesien skrev nogle Epigrammer, dernæst i Breslau ved Soldaterhoffet dèr studerede sammenlignende Anatomi og levede som en Eneboer fortabt i dette Studium, endelig at den Begivenhed, der foranledigede ham til Studiet, var det Fund, han en Aften i Venedig havde gjort af en halvsprængt Faarehjerneskal.

Börne skriver herom: «Hvorledes! Goethe, et rigtbegavet Menneske, en Digter; den Gang i Livets skønneste Aar . . . han var i Krigsraadet, i Titanernes Lejr, dér, hvor for fyrretyve Aar siden Kongernes frække, men dog ophøjede Kamp mod Folkene begyndte, og til Intet begejstrede dette Skuespil ham, til ingen Kærlighed, intet Had, ingen Bøn, ingen Forbandelse, til Intet uden nogle Epigrammer, hvilke han selv betragter som for værdiløse til at han kan meddele Læseren dem. Og da de prægtigste Regimenter, de skønneste Officerer drog ham forbi, frembød der sig intet bedre Stof for hans Betragtning end den sammenlignende Anatomi! Og da han i Venedig spaserede ved Havets Bred - Venedig, et bygget Æventyr af tusind og én Nat; hvor Alt toner og funkler: Natur og Kunst, Menneske og Stat, Fortid og Nutid, Frihed og Herrevælde; hvor selv Tyranni og Mord kun klirrer som Lænkerne i en uhyggelig Ballade; Sukkenes Bro, de ti Mænd, 406 det er Tartarus-Scener - Venedig, hvortil jeg sender længselsfulde Blikke, men som jeg ikke kan nærme mig til, fordi det østerrigske Politi ligger paa Lur foran Byen og med sit giftige Slangeblik skræmmer mig tilbage - dèr, efter Solnedgang, da Aftenrødmen overstrømmede Hav og Land, og Lysets Purpurbølger slog sammen over denne Stenmand og farvede ham, den evigt graa, og da maaske Werthers Aand kom over ham, saa han følte, at han endnu havde et Hjerte, at der gaves en Menneskehed om ham, en Gud over ham, og han forfærdedes over sin døde Ungdoms Aand, og Haarene rejste sig paa hans Hoved - da krøb han i sin Angst efter Sædvane, for at blive alle Grublerier kvit, ind i en sprængt Faarehjerneskal og holdt sig skjult dèr, til der atter kom Nat og Kølighed over hans Hjerte! Og den Mand skal jeg ære! den Mand skal jeg elske! Før kaster jeg mig i Støvet for Vitzli-Putzli; før vil jeg slikke Dalai-Lamas Spyt!»

Visselig skulde Borne ære denne Mand og netop at den Grund, hvorfor han udtaler sin Ringeagt for ham. Thi paa intet Punkt straaler vel hans Hæder mere klart. Medens Börne her røber, at han som alle andre Rejsende i Venedig vilde have kastet sig ud i intetsigende Maaneskins- og Solnedgangssværmerier, vilde have fablet om Sukkenes Bro og Tyranniets Ødelæggelser og Frihedens Velsignelser og Alt, hvad der toner og funkler - stirrede Goethe paa sin Faarehjerneskal. Hvad var der ved den? Den var bristet, og med dette ubevæbnede Seerøje, der trængte ned i Naturens Dybder, ned i Livets inderste Værksted, fra hvilket Tingenes Former udgaar, saa Goethe den store Sandhed, han alt forud havde anet, at samtlige Hjerneknokler var opstaaede af omdannede Hvirvelknokler, gjorde altsaa for Osteologiens Vedkommende en Opdagelse, der var beslægtet med den, som han da allerede havde nedlagt i sit Skrift om Planternes Metamorfose, grundlagde den filosofiske Anatomi som han havde grundlagt den filosofiske Botanik. Borne begreb ikke, at denne Aand, hvis Livsværk blev en af Grundpillerne i den moderne Verdens Bygning, her ved sin Sans for Enheden i Formernes Forskellighed, ved sin hellige Enfold, minder om de ældste Ophavsmænd til Oldtidens Videnskab, en Thales, en Herakleitos.

Börnes Angreb paa Goethes Menneskeværd kan, som man har set, ikke betragtes som ensbetydende med Menzels. De er 407 aldrig ondskabsfulde, endsige lave. De særmærker ganske vist Börne selv langt skarpere end de tegner Goethe, men de berører dog nogle Gange saarbare Punkter hos den store Mand, medens de, selv hvor de taler højest mod Omfanget af Börnes Aand, aflægger Vidnesbyrd om Renheden af hans Karakter. De har ikke formaaet at anfægte Beundringen for Goethe's Geni. Det vilde være lige saa urimeligt at maale Goethe med Börnes falske politiske Maalestok fra 1830 som at maale Borne selv med den falske tyske Maalestok fra 1870, som det sker, naar man nutildags stempler ham som den slette Patriot, han ansaa Goethe for. Det var naturligt, nødvendigt, at Borne maatte ringeagte Goethe. Man forstaar hans Ikke-Forstaaen uden at dele hans Uvilje. Og man kan i fuldt Maal vurdere den brusende Patos og Viddets Spring og skærende Glimt i hans Skrifter uden nogensinde over hans Prosas sydende og blinkende Kaskader at glemme Udstrækningen og Dybden af det stille Ocean, som hedder Goethe.

IX

Börne naaer sin Højde som Forfatter med sine Breve fra Paris, særligt de første Bind af dette Værk. Bøger var han ikke i Stand til at skrive, end ikke Afhandlinger eller Undersøgelser, og for hans Stemnings- og Tanke-Udbrud laa da ingen Form bedre end Brevformen. Og det er virkelige Breve, ikke Avisartikler, end ikke Korrespondancer, rettede til et Blad, nej Breve, skrevne til en Veninde og fra først af uden Tanke paa Offenliggørelse, indtil Veninden gav Stødet dertil, i det hun udbad sig Börne's Minde til forsøgsvis af de modtagne Meddelelser at uddrage hvad der kunde have Interesse for et Publikum.

Denne Dames Navn var Fru Jeannette Wohl, og hun indtager en meget stor Plads i Börnes Liv, om end maaske ikke en saa stor som han i hendes. Men fra 1816, da han lærte hende at kende, til sin Død 1837, altsaa i fulde tyve Aar, har han skænket hende sin Fortrolighed og neppe gjort noget Skridt uden at have raadført sig med hende, paa samme Tid som hans Forfattervirksomhed, hans Helbredstilstand, hans daglige Liv var Midtpunktet i hendes Ekistens.

408

Da de saa hinanden første Gang, var han 30, hun 33 Aar gammel. Hun havde da været gift med en rig Mand, med hvem hun havde levet ulykkeligt, og fra hvem hun, efter at have plejet ham under en langvarig Sygdom, lod sig skille uden at ville modtage nogen Del af hans Formue og uden at ville beholde hans Navn. Levede Borne paa samme Sted som hun, saa læste han Alt for hende, hvad han skrev; levede de i forskellige Byer, saa var det hende, der snart ansporede ham til Arbejd, ivrig for at han skulde vinde Ry og sikre sig Uafhængighed, snart atter, naar hun frygtede, han var for flittig, og at hans stadigt vaklende Helbred vilde lide derunder, anraabte ham om ikke at tage sig sine Forpligtelser til Forlæggere saa nær, bønfaldt ham om at unde sig nødvendig Lediggang.

Bekymret for hans Ære, som hun var, tilbragte hun lange Tider i Angst og Ophidselse, naar hun syntes, han unddrog sig sine Pligter overfor sin Læseverden. Da saaledes Börne havde modtaget Forudbetaling af Abonnenterne paa Die Wage (Vægten) for dette Tidsskrifts andet Bind, men efter kun at have udgivet fem Hefter gjorde en længere Pause, fordi han træt af Arbejdet og desuden i stærk Pengeforlegenhed i Øjeblikket søgte mere lønnende Erhverv, holdt hun ham i sine Breve, som han altid ventede i Spænding, der undertiden steg til Feber, med en bekymret Kvindes Opfindsomhed og Udholdenhed i de forskelligste Vendinger og Former Vægten for Øje. Hun beder og truer, hun formaner og driller, hun sender ham fire store Sider, paa hvilke der kun staar Die Wage.

Men paa den anden Side er hun ligesaa tit kun optaget af at adsprede og underholde ham, beskytte ham mod Overanstrengelse og værne om hans gode Humør. Bliver han alvorligt syg langt borte fra hende, sørger hun over ikke at kunne pleje ham, ja er engang fast besluttet paa at sætte sit gode Navn paa Spil derved; hun véd jo ret vel, at Omgivelserne da ikke vil tro paa, det kun er Venskab, der forbinder dem.

Det var i Virkeligheden en Følelse midt imellem Venskab og Elskov, for hvilken Sproget savner Ord. Iblandt Jeannettes Efterladenskaber fandt man en almindelig Tyendebog, paa hvis Titelblad Borne i November 1818 har skrevet sit Navn og Signalement. Paa det første Blad staar:

409

Traadte i
Tjeneste naar?
Hos hvem? Paa hvor
Lang Tid?
I hvilken
Egenskab?
Traadte ud
naar?
15. Januar
1818.
Fru Wohl. For evig Som Ven. Paa sin
Dødsdag.

Man kan ikke mere kortfattet udtrykke en livsvarig Hengivenhed udenfor alle lovlige Baand. Og Slutningsordene gik bogstaveligt i Opfyldelse, thi Jeannette var det levende Væsen, paa hvis Skikkelse den Døendes sidste Blik hvilede, og til hende rettede han sine sidste Ord: «De har voldt mig megen Glæde.»

Jeannette Wohl's -- efter Bornes eget Udsagn veltrufne - Billede viser en Kvinde med langligt Ansigt, regelrette, tiltalende Træk, høj Pande, sjælfuld, smukt skaaren Mund og noget tindrende i Blikket; den stærke Hage tyder paa Energi. Hendes Stemme skal have været ualmindeligt velklingende. Hun har ikke været udpræget original, endmindre nogen frugtbar Natur, men hun har været en af de Kvinder, der helt kan gaa op i Hengivenhed for en Mand. Hun har overfor Börne som Skribent besiddet den for Kvinden saa naturlige Egenskab at indgyde Manden Tillid til sig selv, hun har taget en nedsættende Ytring af ham om egne Evner eller Fortjenester saa ilde op, som var den bleven sagt af en anden. Hun har været hans Trøst i Menneskeskikkelse. Han havde i hende det Væsen, han kunde stole ubetinget paa, betro Alt uden Fare for nogensinde at misforstaas, endsige forraades eller udleveres, og henvende hele sin Forfattervirksomhed til. Hun var ham i Forkortning den ideale Læseverden, for hvilken han skrev.

I et af sine fortrolige Breve har han kaldt sin Følelse for Jeannette beskrevet paa et Sted i Rousseaus Den ny Heloise, som lyder: «Det er den rørende Forening af levende Modtagelighed og uforanderlig Blidhed, det er den ømme Medlidenhed med Andres Lidelser, den sikre Forstand og den udsøgte Smag, hvis Renhed stammer fra Sjælens, det er med ét Ord Følelsernes Ynde, som jeg tilbeder hos Dem.» Og at han ikke udøvede en mindre stærk Tiltrækning end han fornam, det erfarer man, naar man læser, hvorledes Jeannette i 1833 (sytten Aar efter at de stiftede Bekendtskab) betegner som en fiks Idé, en kronisk 410 Sygdom den Sindsbevægelse, hvori hun befinder sig henad Tiden for Postens Ankomst: hun har den Dag maattet afbryde sit Arbejd og lægge sig paa sin Sofa, og da Brevet kommer, græder hun af Glæde.

Hun ordner hans Pengeforhold for ham, regner hans Honorarer sammen, hæver hans Politipension til ham; da han engang heftigt attraar en Rejse til Italien, men ikke har Raad, tager hun en Lodseddel i Haab om at vinde Beløbet til ham, og da det skuffes, vil hun sælge sit Klaver, men kan ikke faa Summen ind derfor.*) Og alt dette uden egenlig Erotik. Ja endnu mere troede hendes Venner hende i Stand til at gøre for ham. Thi da hun fik den Idé, at Borne burde give sine Breve til hende i Trykken, og til en Kusine udtalte den naive Betænkelighed, der var opdukket i hende, om man kunde udgive Breve, hvis Adressat ikke var død, svarede den Adspurgte, at hun tiltroede ret vel Jeannette at ville lade sig begrave blot for at være Dr. Börne nyttig.

Tit har de gjort Rejser sammen, undertiden, synes det, boet sammen; men aldrig skiftede deres Forhold Karakter. Det er sandsynligt, at i deres Bekendtskabs første Tid har Börne søgt at bevæge Veninden til Giftermaal, men Forsøget er da strandet paa hendes, senere af ham delte, Sky for, at Forholdet ved at blive et hverdagsagtigt Ægteskab skulde tabe i Skønhed. Uden en, nok saa svag, nok saa lidt bevidst, legemlig Uvilje eller Kulde fra den kvindelige Side eller fra begge Sider synes det dog neppe forklarligt, at Forholdet holdt sig paa samme Punkt, da begge var frie og Herrer over deres Person. En ydre Hindring for Ægteskabets Indgaaelse bestod ganske vist deri, at Borne af Bekendelse var Kristen, Jeannette Jødinde, dennes rettroende Moder lidenskabeligt imod Datterens Overgang til Kristendommen og blandet Ægteskab i hine Dage meget vanskeligt at opnaa. Dog var denne Vanskelighed ikke den afgørende. Jeannette siger selv i sine Breve, at til at ægte Borne udfordres «mere Mod og mere Selvtillid», end hun har, og vi ser ham, * 411 hvem vi lærte at kende som en saa fortabt forelsket Yngling, og som hele Livet led under et skinsygt Temperament, i dette Forhold hurtigt hæve sig til den rene Hengivenheds Højde, saa han jævnligt i Jeannettes Interesse opfordrer hende til at ægte en Mand, der er hende værdig, og grunde et lykkeligt Hjem.*)

Hans dristige Ord i et af disse Breve, at han og hun i deres gensidige saa egenartede Kærlighed ikke vilde miste noget ved hendes Ægteskab med en Anden, gik ved et Særsyn i Opfyldelse. Da Jeannette i temmelig fremrykket Alder blev greben af en virkelig jordisk Forelskelse og ægtede en betydeligt yngre Mand. var det den fælles Begejstring for Börne, der førte Parret sammen, og i Jeannettes Svar paa Frierbrevet forekommer der en længere Passus om Börne, der i sin simple Veltalenhed er saa betegnende, at den ikke tør savnes i denne Fremstilling af hans Menneskevæsen og Forfatterliv. Hun skriver:

«Doctoren har Ingen i Verden undtagen mig, jeg er ham Veninde, Søster, Alt hvad Venligt, Deltagende, Velvillende man betegner med disse Navne. Vil De misunde ham det, ham, der ikke har Andet i Livet og har affundet sig med Skæbnen . . . ja endog føler sig lykkelig derved . . . Jeg kan ikke tænke mig Andet: Doctoren maa kunne være hos os, naar, hvor og saa ofte han vil og for bestandig, hvis han vil det - jeg kan ikke nu sige De, mit Hjerte er for fuldt - kan du tænke dig det anderledes - saa er Alt anderledes, end jeg tænkte mig det. Jeg! Vi! skulde kunne forlade en Mand som Doctoren - han var da en opgivet, fortabt Mand! Heller miste Alt, hellere ophøre at leve end vælte det paa min Samvittighed, ja, jeg kunde ikke engang, om jeg vilde . . . Disse faa Ord, jeg nu har skrevet derom, har sat mig i Skælven og gjort mig ligbleg. Thi Intet * 412 kan ryste mig dybere end blot den svageste Tanke om et Forræderi, om Utroskab mod Troskaben. Saalænge jeg lever, indtil det sidste Aandedræt, vil jeg bevare Borne en Datters Kærlighed til sin Fader, en Søsters til sin Broder, en Venindes til sin Ven. Hvis du ikke opfatter eller begriber Forholdet, ikke kender mig - saa er Alt ude og Nat. Jeg kan ikke skrive videre. Det er godt. Nu er det overstaaet.» *)

Det viste sig, at Straus, Jeannettes tilkommende Mand, i Et og Alt gik ind paa hendes Følemaade, ja delte den. Han blev Borne en trofast Ven. I Sommeren 1833 levede Börne fem Maaneder hos Parret i Schweiz. Da de for hans Skyld bosatte sig i Paris, levede Börne sammen med dem fra Slutningen af 1833 til sin Død, om Vinteren i Paris, om Sommeren i Auteuil. Ingen har tilladt sig noget nedsættende Ord om dette Forhold uden Heine paa det usalige Sted i Bogen Ludwig Börne, som foranledigede Duellen med Straus, hvor Heine blev saaret. Heine har senere af egen Drift slettet Stedet ud. Dog under Ærgrelsen og Sorgen over, hvor stærkt Skriftet om Borne havde skadet hans Ry, betegnede han i Samtaler Jeannette som den hæslige Kvinde, der, da han som Tyskernes Yndlingsdigter holdt sit Triumftog, skred tvers over hans Vej, varslende ham Ulykke, og blev Skyld i at han for tilbage og tabte sin skønne Laurbærkrans i Skarnet.**)

Vistnok glemte Jeannette aldrig Heine hans uundskyldelige Overlast, men Ingen var fjernere end hun fra at være en Megære. Det var næsten sandt, hvad Borne engang skrev til hende, hvis mangelfulde Retskrivning han plejede at gøre sig lystig over, at i det Brev, han fik den Dag, var der flere Fejl, end hun selv havde, nemlig en.

Man kan forfølge Börnes politiske Udviklingstrin i hendes Anskuelser. Efter Julirevolutionen er ogsaa hun radikal Demokrat. Som hendes Biograf Schnapper-Arndt fortræffeligt har udtrykt det: hun tænker mest med Börne, undertiden imod Börne, men sjældent uden ham. Fuldt selvstændig synes hun dog at være i sin rent ud glødende Sympati med det polske Folk under dets * * 413 Opstand, en Lidenskab, der driver hende til heftige Bebrejdelser mod Börne, for at han i en saadan Tid ogsaa gider skrive om den italienske Opera i Paris. De polske Lemænd, den polske Frihed - ved Siden af det klinger intet Andet. Hun synes, Alle maa hjælpe, selv giver hun sine Værdigenstande til Polakkerne, og Intet ligner hendes Skamfølelse, da Tyskerne først viser Polens Sag Ligegyldighed, Intet hendes Glæde, da en Storm af Sympati og Begejstring gaar igennem det tyske Folk, og hun kan meddele Borne Vidnesbyrdene derom.

X

Oprøret i Polen, der varede fra Vinteren 1830 til Sommeren 1831, var af næsten alle Europas Nationer blevet fulgt med den mest levende Deltagelse. Alle vidste, at hvad der i Polen kæmpedes om, det var, om Enevælde eller Folkefrihed skulde herske i Europa for Fremtiden. Med yderste Spænding agtede man derfor paa de stridende Parters Stilling; enhver Sejr for Polakkerne blev hilst med Jubel, ethvert Nederlag ledsaget af Folkesorg. Henimod Slutningen, da man saa, at Polakkerne ikke var i Stand til at sejre ved egne Kræfter alene, indløb talrige Henvendelser fra Undersaatterne til de forskellige tyske Regeringer om at staa Polen bi. Tyskerne havde dengang den Egenskab, som Bismarck i senere Tider har bebrejdet dem som en Fejl; at interessere sig næsten mere for fremmede Folkeslags Velfærd end for deres eget, ja det endog, hvor fremmed Vel kun kunde købes paa tysk Magtomraades Bekostning. De har under ham aflagt denne Fejl.

Da Alt var ude for Polakkerne, stræbte den tyske Befolkning idetmindste at lægge sin Medfølelse for Dagen og vise de polske Tropper paa deres Vandringer gennem Mellemeuropa til Frankrig saa stort Gæstevenskab som muligt. Overalt blev de modtagne med Varme; næsten enhver tysk By havde sit Udvalg, der samlede Penge ind til Polakkerne og besørgede deres Viderekommen. Jeannette Wohls Breve til Borne indeholder mange fine og betegnende Træk til denne Sags Historie. Hun fortæller, hvorledes polske Officerer, der ad Floden kom fra Hanau til Frankfurt am Main, var ledsagede af begejstrede Folk derfra, saa de holdt deres Indtog under Musik og Mørserskud fra Skibene. De blev baarne paa stærke Slagterarme gennem Folkemængden. Man 414 ser af hendes Breve, at saa ofte Tog af Polakker drager igennem Byen, blottes alle Hoveder paa deres Vej. Byen bekoster deres Ophold paa Hotellerne. Da der i et af dem dør en saaret polsk Officer, følger Tusinder, deriblandt ogsaa Frankfurts Borgermilitær ham til Graven. En Guldarbejder indfatter en Jernsplint, der har saaret en polsk Officer, som et lille Sværd, besætter det med Diamanter og skænker ham det.

Med Polen faldt Bolværket mod den russiske Enevældes Indflydelse i Tyskland. Dets Nederlag var et Nederlag for Folkefrihedens Forkæmpere i alle Stater. Indtrykket var rystende.

En Mand, der var bosat i Bremerhafen, da i sin Tid Massemorderen Thomas's Helvedesmaskine sprang, fortalte mig, at umiddelbart efter Braget af den frygtelige Eksplosion fløj gennem hans aabentstaaende Vindue en afrevet, blodig Haand ind til ham og faldt ned paa Skrivebordet, ved hvilket han sad. Saaledes virkede Varsjov's Indtagelse paa de tyske Skribenter. Det lemlæstede Polens afhuggede Haand faldt uden Varsel ned paa Skrivebordet til dem. Heine siger i sin Indledning til Kahldorfs Bog om Adelen 1831: «Det er mig, mens jeg skriver dette, som sprøjtede Blodet fra Varsjov op paa mit Papir og som hørte jeg Glædesskriget fra Berliner Officerer og Diplomater.»

De tre Delingsmagter var rask besluttede paa at benytte Sejren til at overvælde den bestyrtede europæiske Liberalisme, og det paa én Gang i fire Lande: i Tyskland, hvor Forbundsdagen skulde indlede en stærkere Reaktion, og Prøjsen og Østerrig fuldbyrde den; i Italien, som atter skulde besættes af Østerrig; i Portugal, hvor Don Miguel skulde hjælpes mod sin Broder, og i Nederlandene, hvor Kongen af Holland skulde støttes mod det oprørske Belgien.

Straks efter den polske Opstands Undertrykkelse rettedes fra Petersborg en Note til de tyske Regeringer, i hvilken Rusland opfordrede dem til at holde den revolutionære Aandsretning i deres Stater i Tømme og tilbød sin Hjælp dertil. Censuren skærpedes, liberale Blade og Tidsskrifter undertryktes, medens Kamrene i de sydtyske Stater protesterede, og den frisindede Presse trods alle Advarsler og Trusler hver Dag førte et lidenskabeligere og hensynsløsere Sprog. Man havde hidtil nemlig troet paa, at Fyrsterne kun af deres Omgivelser hindredes i at gøre Folkene alt det Gode, de gerne vilde. Nu faldt denne Tro til Jorden. Man var i Almindelighed tilbøjelig til den Mening, 415 at de tyske Landes Forening til en eneste konstitutionel og stærkt frisindet Stat var nærforestaaende. Thi politisk lidet fremsynet som man var og oplært i aiskøns Gladsyn kunde man ikke forestille sig, at en saadan Bevægelse som den, Julirevolutionen havde fremkaldt, kunde hendø uden at afsætte noget politisk Resultat. Liberalismens Forfægtere havde prædiket «Fremskridts»-Ideen som Religion, man troede da, at Fremskridtet ubetinget maatte sejre og selv ethvert Reaktionsforsøg tilsidst komme dette til Gode.

I denne Stemning modtoges de første Bind af Börnes Pariserbreve, der indbragte ham den store Folkeyndest. De blev straks forbudte (November 1831). Forbudet og de Skældsord, hvormed Börne af Modstandere overvældedes, forøgede den Opsigt, Bogen ved sit Frisprog vakte.

Stilen er nu og da humoristisk, hvad den hos Borne tidligere altid var. Dog findes sjældent her det fine, forsagende Lune som f. Eks. udmærker den typiske Skildring af hans natlige Fængsling og Fangenskabet i Frankfurt 1820: «En Støvleknægt blev mig nægtet for at holde det sørgelige Billed af Trældom fjernt fra mine Øjne. Kniv og Gaffel turde jeg kun bruge i Opsynsmandens Paasyn for ikke at gøre mig Skade. Skrivetøj og Papir fik jeg først efter gentagne Bønner, og Papiret blev mig tilmaalt. Man frygtede, min Helbred skulde tage Skade ved altfor megen Stillesidden. Hver Aften undersøgte en Fangevogter med en Lygte Ovnen for at se, om den røg, for at Røgen ikke skulde skade mine smukke Øjne, og ligeledes Gitret foran Vinduerne, for at ingen Tyv skulde stige ind» osv.

Det er kun i den allerførste Tid af Opholdet i Paris, da Begejstringen over de formentlig indvundne Resultater holder ham i en stadig Glædestilstand, at han endnu spøger let og frit (som f. Eks. over de mange Fyrster Heinrich af Reuss, Greiz, Schleiz, der nu ved Revolutionen i Gera straffes for al den Kval, de i hans Skoletid voldte ham ved at skulle lære deres Numre); snart viger Spøgen ud af hans Brevtone, og af den gamle Stil bliver kun de energiske, slaaende Lignelser tilbage.

Grundfølelsen, naar han tænker paa sit Fædreland, er Skam: Englændere og Hollændere, Spaniere og Italienere, Polakker og Grækere har i Julidagene kæmpet med for Franskmændenes Frihed, der er ét med Folkenes; men ingen Tyskere. Tyskland vil med sin Retspleje, sin Censur, sine Lav snart blive Europas 416 Antikvitetskabinet. Dog værst er ham Underdanigheds- og Ydmygheds-Aanden i Tyskland: Spaniere, Italienere, Russere og andre er Slaver; de Folk, som taler den tyske Tunge, er Lakajer. Slaveri gør kun ulykkelig men fornedrer ikke; dog Tyendeforholdet fornedrer.» (25. Januar 1831.) Ved en mellemfolkelig Middag i Paris, hvor Frisindede af alle Folkeslag talte, har han af national Undseelse ikke vovet at rejse sig og tale om Tyskland. Han tænkte, siger han: Polakken, Spanieren, som talte, repræsenterer deres Fædreland. «Men hvad repræsenterer jeg, om hvad Daad erindrer jeg? Jeg staar alene, jeg er en Lakaj og bærer, som alle Tyskere, Grev Münch-Bellinghausens Livré». (14. Dcbr. 1831).

I nær Forbindelse med denne Skamfølelse staar en Pirrelighed, en Tilbøjelighed til Harme over Alt og Alle, der i sin Ubeherskethed gør et vist Indtryk af Svaghed og Sygnen. Alt er «til at blive rasende over»; Alt, fra det Største til det Mindste, fra Folkenes Langmodighed og Sendrægtighed til at gøre Oprør, indtil en uartig Skrivelse fra Spontini til Kapellet i Berlin, fra Forslaget om en rundelig Civilliste til Ludvig Filip indtil et ufuldstændigt Konversationsleksikon.*) Efterhaanden opsøger han Ærgrelserne som et Næringsstof for sin Harme. Derfor Vendinger som: «Jeg er fornøjet, thi jeg har ærgret mig,» eller «De kan ikke gøre mig nogen større Glæde, end naar De meddeler mig tyske Dumheder».

Men Skam og Harme drukner i de første Aar efter Julirevolutionen i et Hav af Forhaabninger brusende som under en Orkan. Han har en Forvisning om den snart kommende Verdensundergang og Dom med Frelse for de Udkaarne og Fordømmelse for de Haardhjærtede. Han er i en Tilstand af Ophidselse, som gør ham det umuligt at være Tidens Krønikeskriver, men Profet føler han sig kaldet til at være, om det gjordes nødigt tolv Bind igennem.**)

Ak, kun de sortseende Profeter faar altid, før eller senere. Ret. Og Börne var en Profet, der saa lyst, en Sværmer, bestandig * * 417 lige forfalden til den Barnlighed at tro hvad han ønskede. Det franske Eksempel har bibragt ham Troen paa, at Reaktionens Time nu er slagen. Han bebrejder sig for Alvor, at han skammer sig ved at kysse denne og hin Franskmands Haand, «den Haand, der har sønderbrudt vore Lænker, givet os Trælle Ridderslaget» (17. September 1830). Og det véd han, at Enden er nær. Karl X har etsteds lagt en Grundsten. Börne mener i den Anledning, at Kongerne nu skulde ophøre med at gøre sig latterlige ved endnu bestandig at lægge Grundstene til Bygninger. De skulde heller nagle den sidste Tagsten til Taget. Thi den Tid er nær, hvor de fyrstelige Kokke vil spørge: Til hvem dækker vi vel imorgen? (19. September 1830). Paa Spørgsmaalet om, hvad han venter og tænker, svarer han en Maaned senere med at udtale sin faste Forvisning om, at hele Europa næste Foraar vil staa i Flammer. Han ynker Diplomaterne, har Medlidenhed med dem. Da den polske Opstand bryder ud, tror han vel ikke, det vil lykkes Polakkerne saa let som Belgierne at sætte deres Sag igennem, eftersom Russerne er saa saare mægtige; men det vil gaa. Og som et Omkvæd kommer den Vending tilbage, at lidt efter lidt vil nu alle Europas Stater frigøre sig, kun Tyskland vil blive i sin elendige Tilstand. Og dog, stundom ser han ogsaa Tysklands Rejsning for sig. Da Koleraen raser i Moskvá, forstaar han Meningen med den, ser Guds Finger deri: «Det er paany Guds nøgne Haand. Fyrsterne bliver hindrede i at trække store Hære sammen, og gør det dog . . . det aner mig - nej jeg véd det: Pesten vil formaa, hvad Intet hidtil har formaaet; den vil ophidse Jordens trægeste og frygtsomste Folk til at vise Mod.» (3. November 1830.) Efterhaanden stiger ogsaa hans Tro til Polakkernes Sejr, i Kraft af den Tankegang, at man sejrer altid, naar man kun har Valget mellem Sejr og Død, og ved Aarsskiftet 1830 er han sikker paa Fyrsternes Undergang; hans «beskedne» Ønske til Veninden for det nye Aar er det, at det maa gaa dem bedre i det end Kejsere og Konger. Han vil sige til sin Tjener: «Hvis en Kejser kommer, saa se ham paa Fingrene og lad ham ikke blive alene i mit Værelse», og slutter med Forsikringen om at i 1831 vil et Dusin Æg blive kostbarere end et Dusin Fyrster. (26. December 1830.)

8. Januar 1831 forklarer han, at naar Polakkerne blot ikke slaas i aaben Mark, er Russerne, «om end nok saa mægtige, fortabte», desuden antager han endnu, at de Franske vil komme 418 Polen til Hjælp med væbnet Haand; Frankrig var jo vanvittigt (ganz von Sinnen), om det lod denne enestaaende Lejlighed til at svække Rusland gaa ubenyttet forbi. Den 11. Februar er han aldeles sikker i sin Sag: det bliver bestemt Krig. Han har vel ikke tvivlet en eneste Dag derpaa, men mange vilde ikke tro det, som nu har omvendt sig. Han har Glædesudbrud: atter er der kommet Hjælp til Polakkerne fra oven; man har «temmelig sikre» Efterretninger om, at der er udbrudt Oprør i adskillige russiske Provinser. 6. Marts, da det ser sort nok ud for Polen, har han en ny falsk Efterretning at glæde sig over. Et Pariserhandelshus har faaet den Meddelelse, at Russerne er helt sprængte fra hverandre, og «hvad der afgør Alt», at Litauerne har rejst sig i Ryggen paa dem. Han jubler allerede. I Fremtiden vil man true enhver Tyran med Polakkerne, som man truer uartige Børn med Skorstensfejeren. Nikolaj har pralet med, at han skulde rulle Polakkerne sammen som et Nøgle Garn; nu er Nøglet blevet til en Bombe, der har knust ham ! Börne fantaserer endog om Paris's Illumination i den Anledning. 18. Marts, da han ikke mere kan tro paa hine gunstige Efterretningers Sandhed, er han allerede tilhest paa en ny Kimære: Alt gaar godt; thi nu er i Frankrig selv en ny Omvæltning umiddelbart forestaaende: «Tingenes Stilling her er nu saadan, at jeg hver Dag, ja hver Time venter Udbruddet af en Revolution. Ikke fire Uger kan det vare saaledes ved ...»

Det er jo ganske vist et stort Bevis paa Bornes Ærlighed, at han har ladet Veninden genoptrykke sine Breve, som de flød ham af Pennen uden ringeste Forsøg paa ved et Gennemsyn at slette eller mildne de Steder, som Kendsgerningerne straks gav det kraftigste Dementi. Men det styrker umuligt Tilliden til hans politiske Omdømme. Undertiden bliver Modsigelsen mellem det, som spaas, og det, som sker, saa iøjnefaldende, at Virkningen er komisk. Saaledes fortvivler Borne den 25. December over Lafayettes Ubesluttethed: denne er almægtig, kunde, naar han vilde, sætte Alt igennem, behøvede kun at true med at nedlægge sin Kommando over Nationalgarden, saa maatte Kongen, Ministrene og Kamrene give efter. Dagen derpaa, den 26. December, meddeler han saa ganske tørt, at man har afsat Lafayette fra hans Kommando, og ikke en Hund har gøet deraf. - Forunderligt! siger Læseren til sig selv, at en saa lidenskabelig politisk Iagttager aldrig har følt Trang til at gøre politiske Studier og 419 først dømme efter indvunden Indsigt, men stadigt har nøjedes med og følt sig tilfredsstillet ved det rent feuilletonistiske Stemningsudbrud, som har Ret idag og imorgen kastes i Ovnen.

Hvad der bestandigt leder Borne vild er det alt berørte paa en Gang barnlige og fanatiske Gladsyn, der altid paany finder en Grund, hvorfor det Slette, der sker, ligefuldt er det Bedste. I Marts 1831 skælver han for Polakkerne og erklærer sig for fattet paa det Værste. «Men,» fortsætter han, «for Russerne vilde denne Sejr være fordærveligere end alle deres Nederlag. Den hovmodige Nikolaj vilde da blive overmodig og tro at kunne gøre det af med Frankrig saa let som med Polen.» Hvilken Trøstegrund! - Stadigt haaber Borne paa Revolution i Paris, der skal ryste Tronerne. Men den udebliver. Hurtigt finder han da en Grund, hvorfor denne Frankrigs Ro er Fyrsterrie allerfarligst. Han skriver (30. November 1831): «I fyrretyve Aar har Frankrig været Europas Krater. Naar det engang ophører at sprude Ild, saa er ingen Trone i Verden sikker én Nat . . . Intet har været fordærveligere for Kongerne end Varsjov's Undergang. Da de har ødelagt et Underværk, tror de nu, at de ogsaa kan gøre Underværker.» Med andre Ord: Revolution i Paris er god, ingen Revolution er endnu bedre. Polens Sejr vilde været Kongernes Fordærv, Polens Undergang er endnu større Fare for dem.

Men dette hænger sammen med den besynderligste Kulsvier-Gudstro, der kun en sjælden Gang afbrydes af det tænkende Hoveds Tvivl. I Almindelighed er den Formel, hvori Borne søger Trøst, den, at han stoler paa Gud: Nikolaj rykker med overvældende Magt mod Polakkerne; Borne «forlader sig paa Gud.» - Vel er det kun den polske Adel, der har rejst sig, men Börne «stoler paa Guds Visdom og hans Stedfortræderes Dumhed». Han er, siger han, klogere end alle de Andre i Frankrig, som han var det i Tyskland; hvorfor? Fordi han «tror paa Gud og Naturen» som de Andre paa Mennesker og Politi.

Dog undertiden kommer der Slingring i hans Tro. Vi saa, han glædede sig fra først af over Koleraen, saa Guds Finger i dens Komme: den vilde drive endog Tyskerne til Revolution. Kun to Maaneder senere (19. Januar 1831) skildrer han Koleraens virkelige Følger, Folkenes Lamslaaethed, der ødelægger den Smule Frihed, som endnu er tilovers. Dengang hed det: «Hvad hidtil Intet har formaaet, det vil Pesten formaa»; nu stik 420 sat: «Hvad ingen Kejser af Rusland, ingen Djævel kan forhindre, det hindrer Pesten.» Og han, som dengang saa «Guds nøgne Haand» i dens Komme, udbryder nu: «Saa kommer Klerkerne og taler om Guds Straffedom!» Tre Fjerdingaar senere endelig (25. November) hjælper han sig ud af Modsigelsen ved en lige humoristisk og tankeløs Spas: «Sjældent sender Gud en himmelsk Kriminalret ned paa Jorden for at undersøge sine Stedfortræderes Forvaltning, og saa ofte det endnu er sket, er Intet blevet bedret derved. De himmelske Sendebud var fremmede paa Jorden, gik vild eller lod sig endog bestikke. Det saa vi nyligt med den asiatiske Kolera, som tugtede de Undertrykte istedenfor Undertrykkerne. Gud hjælper blot den, som hjælper sig selv.»*)

Kun en eneste Gang, da Polens Undergang synes nærforestaaende (5. Marts 1831), føler man, at Börne for Alvor er bleven usikker paa sit System. Som sædvanligt tumler han med sine Yndlingsord: Gud, Djævelen osv., da Russerne er for stærke. Borne kommer til dette Resultat: «Ikke Guds Visdom, Djævelens Dumhed alene kan endnu redde Polen.» Saa afbryder han sig med et Spørgsmaal: «Ak, gives der da en Gud? Mit Hjerte tvivler endnu ikke, men Ens Hoved kan nok føle sig svagt, og selv om han er til - hvad nytter da en evig Gud det forgængelige Menneske? Var Gud dødelig som en af os ... da vilde han regne med Tiden og Livet, vilde ikke øve saa sildig Retfærdighed, ikke først betale de fjerne Efterkommere, hvad deres Forfædre havde at kræve. Friheden kan og vil sejre, før eller senere; men hvorfor sejrer den ikke straks? Den kan sejre en Dag efter Polens Undergang; maa Ens Hjerte ikke briste derover? . . . Gives der saa en Gud? Er det at øve Retfærdighed? Vi afskyr Menneskeædere, dumme Vilde, der dog kun fortærer deres Fjenders Kød. Men at den hele Nutid med Legeme og Sjæl, med Glæde og Lykke, med alle sine Ønsker og Forhaabninger bliver martret, slagtet og sønderhugget, for at Fremtiden kan blive mæsket med den - dette Menneskeæden finder vi os i.» (Börne III 159, 160.)

Faa Dage efter vender han imidlertid tilbage til til sin en Gang tilvante Gudstro og sin af alle Skuffelser uanfægtelige Overbevisning om det Godes snarligste Sejr.

Nu og da findes i disse Breve rene Kandestøberier - * 421 saaledes Fantasierne over Følgen af den Hannoverske Opstand - undertiden Vidnesbyrd om en rent ud enfoldig Lettroenhed som f. Eks. naar Borne lader sig indbilde, at det er Metternich, der har anstiftet Urolighederne i Sydtyskland for at kunne bemægtige sig Bayern, medens Tropperne var optagne, eller endog at Ludvig Filips hemmelige Hensigt er den at føre Karl den Tiendes Kongehus tilbage paa Tronen. (Börne III 98, 39, 270).

Dog meget ofte forekommer ogsaa Udtalelser, der røber levende politisk Sans, stort naturligt Skarpblik for den givne Situation og ualmindelig Evne til Anelse om, hvorledes Fremtidens Skæbner og Opgaver vil forme sig.

Allerede den 9de November 1830, altsaa kun fire Maaneder efter Revolutionen, indser Börne, at hvad der er sket kun er det, at de Industridrivende er komne til Magten, de, der kun kender til «Frygt og Penge», og han er ganske klar over, at da den sidste Revolution ikke har naaet sit Maal, idet Magthaverne ikke vil se andet i den end en Forandring af Kongehuset, saa er en ny Revolution nødvendig, «og den udebliver visselig ikke.» En Uge senere udvikler han endog med lige fuldkommen Virkelighedssans og Logik, hvorledes Udviklingen vil foregaa: Da de Industridrivende, som femten Aar igennem har raset mod alt Aristokrati, neppe har sejret, før de selv vil danne et nyt: et Penge-Aristokrati, en Lykkeridder-Stand, der ikke som den gamle Adel hviler paa et Princip, men paa Forrettigheder knyttede til Ejendommen, saa vil det franske. Folk med sin Lidenskab for Lighed ved den næste Omvæltning søge at rokke ved netop det, hvortil Forrettighederne nu bliver knyttede: Ejendommen, og man vil komme til at opleve Rædsler, som man i ingen tidligere Revolution har været Vidne til. Börne aner, som man ser, Socialismen som Magt og spaar om Kommunen. Et Aarstid senere (1ste December 1831) er han endog saa sikker i sin Sag, at han bruger Udtrykket: «Den store Krig mellem Fattige og Rige staar mig saa tydeligt for Øje, som levede vi allerede midt i den», og i dette Tidsrum er han ogsaa trods sit moralske Grundhang naaet til Begrebet om, hvad Hovedsagen er, nemlig at samle Magt bag Retten. Er det umuligt, bliver Opgaven at røre Hjerterne, gennemagitere Sindene for sin Sag og forfølge Tyranniet med Spot, Had og Foragt. Hvad der sikkert ikke nytter Noget, det er derimod den bare Ærlighed, det rene Rethaveri. Nej, «Deres Ærlighed ødelægger dem. De tror, det kommer an paa 422 at have Ret, at vise, man har det. Og nu taler de om Friheden som en Advokat for et Stykke Ejendom. Ret som kom det her an paa Grunde!» (1ste Februar 1831).

Alt i Alt er det dog en politisk Sværmer, en Frihedstroende, man i disse Breve har for sig, intet Statsmandsnaturel. Vi møder ikke blot Kærlighed til det menige Folk, men en Rousseau'sk Beundring for dem, hvem hverken Rigdom eller Kundskaber har «fordærvet», og til denne Beundring og Kærlighed svarer et stedse stærkere Had til alle Europas legitime Konger og Fyrster, der altsom Börne med sine Illusioner ogsaa lader ethvert Maadehold falde, stiger til Tilintetgørelseslyst. «At tænke sig, at med ti Alen Hamp kunde man skaffe Verden Fred, Lykke og Ro». Imellem disse Poler: Folkene - Fyrsterne, svinger Börnes politiske Tanke bestandigt; det var Tidsalderens politiske Tankesving. Og Stansningen ved denne Antitese laa saa meget naturligere for ham, som han i sit inderste Væsen var Demokrat, var det i den Grad, at, som han udtrykkelig selv erklærer, «Menneskekender» altid har været en Ting, hvortil han sporede den største Ulyst. Det at skulle fordybe sig i, hvad der skiller de enkelte Mennesker fra hinanden, var ham en Plage som den at skulle læse en altfor fin Skrift. Han holdt sig hellere til Menneskemasser og til Bøger. (3die November 1830). Intet Under derfor, at han mangler den Sjælekundskabens Finhed, som vi nødigt savner hos en stor Skribent, men til Gengæld har den Samfølelse med hele Nationer, med store Befolkningslag og med en udbredt Læseverden, som giver Muligheden til at elektrisere et Publikum og som kan erhverve selv en yderst dristig Forfatter paa en saare udsat Post Almenyndest i levende Live.

Ikke at han bedømmer enkelte Personer uretfærdigt eller fordomsfuldt. Tvertimod. Han viser en overlegen Aands rolige Velvilje; undertiden rigtignok ogsaa en borgerlig Sjæls Uvilje mod det altfor Aristokratiske og Overbærenhed mod det altfor Jævne. Da Musset dukker op, sporer han straks Slægtskabet med Heine, der undrer ham hos en Franskmand. I Berlioz skatter han paa Stedet Geniet, endog til Overvurdering, og man véd, hvor isoleret og miskendt Berlioz stod. Fyrst Pückler bedømmer han med Skønsomhed, uden Varme, men med Blik for hans Fortrin; kun begriber han ikke, at Nogen har kunnet tro, dennes saa letskrevne, men i Behandlingsmaaden upoetiske Breve havde Heine til Ophav. Hos Heine selv er længe kun 423 Napoleonsdyrkelsen ham afgjort imod, iøvrigt viser han sig fuld af Paaskønnelse, ja Beundring.

Lærerigt er det endvidere at se, hvor overordenlig godlidende Borne forholder sig til Paul de Kock, med hvilken varm Anerkendelse han taler om ham og hvilken Fornøjelse han har havt af fulde otte Bind Paul de Kock, som han har havt den Udholdenhed i Træk at gennemlæse. Det er den naive og tilforladelige Skildring af Pariser Smaaborgernes Liv, som her har forekommet Borne værdifuld. Han roser endda om end halvt i Spøg Kock's Livsfilosofi; ja han bestiger ved denne lidet passende Lejlighed sin gamle Kæphest, idet han skriver: «Vel giver han os ikke, som Goethe i Wilhelm Meister, Lærebreve med Trøfler, men dog en ret kraftig Filosofi, borgerligt tilberedt.» (3. Marts 1831.) Paul de Kock hævet paa Goethes Bekostning!

Taler denne sidste Dom nu ikke i nogen høj Grad for Bornes Kunstforstand, saa vidner hans Udtalelser om Talleyrand des højere om hans politiske Klarsyn. Straks i 1839 nærer han den største Tillid til Talleyrands Virksomhed for Frankrig i London, og kan lader sig ikke forvirre af Pariserhadet imod ham. Han indser tydeligt det Latterlige i de liberale Blades Klageraab over, at Talleyrand som Medarbejder ved Wienerfreden nu vil støtte den hellige Alliance. Han begriber fuldt vel, at den hellige Alliance saa lidt som nogen anden Ting var hellig for Talleyrand. Og lang Tid efter kom han tilbage til Urimeligheden i Anklagerne mod den kloge Diplomat for at have tjent alle Regeringer og forraadt dem alle. Fint og rigtigt indvender han, at Talleyrand ikke har forraadt nogen Regering, kun forladt den og først forladt den, da den var død. Han læser i Talleyrands haarde Aasyn ene og alene Nødvendigheden, indristet som i Bronee.

Dog Hovedaarsagen til de milde Domme er ikke Börnes Forstand, men hans Hjerte, det Milde i hans Natur, det dybe Hang til kærlig Opfattelse, som ikke modsiges af hans mange lidenskabelige og hensynsløse Ytringer, der inderst inde ogsaa udsprang af Menneskekærlighed. Han var simpelthen en kærlig Sjæl, forsaavidt Kristen af Naturel, af Instinkt. Derfor gik han ogsaa over til Kristendommen, hvad man taabeligt har lagt ham til Last som Skin-Gerning. Hans Opfattelse af Kristendommen var maaske ikke dyb, men ærlig og ganske personlig.

Han blev Kristen, fordi han var Demokrat og Humanist. 424 For ham var Kristendommen ikke blot i Almindelighed Jødedommens Fortsættelse og Fuldstændiggørelse, men nærmere Humanitetsreligionen og bestemtere «de arme Djævles Religion». Enhver, der elskede Menneskeheden, var i hans Øjne en Kristen. Og saaledes blev Kristendommen ham da ogsaa Frihedens Religion, navnlig i dens katolske Skikkelse, thi som Katolicisme havde den knækket Romernes Verdensherredømme. Og han ser med sine Sympatier for Polakkerne et Bevis paa Katolicismens frigørende Kraft i deres Frihedskærlighed.*)

Paa Dogmerne tror han vel ikke personligt, sætter heller ikke Kristendommens Væsen i Tro, men ligefuldt er det ham i høj Grad imod, at der rokkes ved Troeslærdommene. Han haaner Saint-Simonismen, fordi den rejser sig mod den kristelige Tro, og han betragter Straus's Jesu Liv ikke blot som en unyttig, men som en skadelig Bog. Saaledes forstaas det, at han i sine sidste Leveaar kunde blive ganske henrevet af en demokratisk Katolik som Lamennais, hvis En Troendes Ord, der vilde sammensmelte Frihed og Religion, han oversatte og overvurderede. Religiøs Radikalisme, som han fandt den her, det var Trylleformlen, som svarede til de frie og bundne Kræfter i hans egen Sjæl. (Nærværende Bind 317 ff.).

Allerede i de første Bind af Pariserbrevene bevægede Börne sig, som den oppositionelle Stemning i Tyskland, fra Forkærlighed for et grundlovstro Styre til Haab om Revolution.

Ikke et halvt Aars Tid efter deres Udgivelse, i April 1832, udstedte en af Oppositionens Førere, Dr. Siebenpfeiffer, et Opraab til alle tyske Stammer om at mødes til en stor Nationalfest, der skulde afholdes ved Slottet Hambach ved Neustadt an der Hardt den 27 Maj, Aarsdagen for den bayerske Forfatning. Det skulde være en Broderlighedens Fest for Alle, der stræbte efter det tyske Fædrelands Genfødelse. Denne Fest syntes imidlertid Rhinkresens Regering saa betænkelig, at den forbød den; tillige blev for 26-28 Maj Adgang til Neustadt og Omegn forment alle Fremmede, og enhver Forsamling af mere end fem Personer forbudt paa Gader og offenlige Steder. Dog Forbuddet * 425 vakte en saadan Forbitrelse, at man saa sig nødsaget til at tage det tilbage.

Fra alle Sider strømmede Folk til Festen. Næsten alle tyske Lande var repræsenterede; flest indfandt sig dog naturligvis fra Rhinpfalz. Selv Franskmænd kom i stort Antal, og naturligvis manglede det heller ikke paa Polakker. Der var en tredive tusind Mennesker i Alt.

Börne var kommen fra Paris. Han var den af Gæsterne, som vakte størst Opsigt. Allerede hans Rejse til Neustadt var et Triumftog. Hvor han kom hen, blev han hilset med Vivat. Fakkeltog og Serenader var Dagens Orden.

Han skriver fra Freiburg: «Hvilket Indtryk mine Pariserbreve har gjort i Tyskland, tror De neppe. Jeg havde selv ikke ventet det. Meyer, Wurm og Andre har ladet trykke, at jeg ikke mere turde vise mig i Tyskland, jeg vilde blive kastet ud af elhvert hæderligt Selskab. Jo, det er Profeter! Lige siden min Ankomst har jeg oplevet en uafbrudt Hyldest. Mit Værelse bliver aldrig tomt. Jeg har ofte ikke Stole nok til alle de Mennesker, der besøger mig. Jeg var til Hambacher Festen. Næsten alle de Tilstedeværende vilde lære mig at kende, saa jeg er syg deraf. Naar jeg i Neustadt gik over Gaden, lød det fra Værtshusene, fra de Vogne, som rullede forbi: Leve Borne, Forfatteren af Breve fra Paris! Heidelberger Studenterne bragte mig en Serenade. Alle Patrioterne, Wirth og de øvrige, erklærede, at man skyldte mig den fædrelandske Bevægelse i Tyskland; de Andre var først komne efter mig. Med vaade Øjne trykkede mange mig til deres Bryst og kunde ikke tale af Bevægelse. Her i Freiburg var det ligedan. Studenterne begav sig om Aftenen til mit Hus, sang en Serenade og raabte: Leve Forsvareren af den tyske Frihed! . . . Hvad vil mine Kritikere sige dertil, de, der har kaldt mig en daarlig Patriot. Den offenlige Mening lader sig ikke vildlede.» - Humoristisk nok blev ikke desmindre ved Hambacher-Festen hans Uhr stjaalet fra ham.

Om Morgenen den 27 Maj satte fra Neustadt af det uhyre Tog sig i Bevægelse til Slotsruinen Hambach. Alle var smykkede med sortrødgyldne Farver, og tilsvarende Faner blev baarne foran. Ogsaa et stort Antal Kvinder med sortrødgyldne Belter fulgte med. Siebenpfeiffer og den bayerske frisindede Journalist Wirth var Hovedtalerne. De fremstilte Folkesuveræniteten som alle Staters Grundlag og stillede Tysklands nærforestaaende 426 Republikanisering i Udsigt. Alle de Taler, der holdtes, udmærkede sig ved største Lidenskabelighed, skildrede Tysklands Fornedrelse som frembragt af Fyrster og Aristokrater i Forening. Wirth udbragte et Leve (som han senere maatte bøde for med langvarigt Fængsel) for «de forenede Fristater» og «det forbundne republikanske Europa» og raabte, idet han svang det Sværd, der var blevet ham overrakt som Æresgave: Forbandede, tre Gange forbandede være Tysklands Fyrster! Hos en Del af Forsamlingen fandt Ordene Genklang. Man raabte: Ned med Fyrsterne! Vaaben! Vaaben!

Imidlertid, et umiddelbart praktisk Formaal havde man ved Hambacher-Festen ingenlunde for Øje. Ifald Øjeblikket virkelig var gunstigt -- hvad man vel tør betvivle - saa lod man det gunstige Øjeblik gaa ubenyttet hen.

Heine skriver med lystig og bitter Spot: «Jeg vover knap at fortælle det, thi det klinger utroligt, men jeg har Historien fra paalidelig Kilde, nemlig fra en Mand, der er sandhedskærlig Republikaner og selv sad i Hambach i Udvalget, hvor man forhandlede om den Revolution, der skulde begynde; han tilstod mig nemlig i Fortrolighed, at da man kom til Kompetencespørgsmaalet, da man stredes, om de i Hambach tilstedeværende Patrioter nu ogsaa virkelig var beføjede til at begynde en Revolution i hele Tysklands Navn - saa blev de, som raadede til rask Daad, overstemte af Flertallet, og Afgørelsen lød: man var ikke kompetent.» Heine kalder det den bedste Historie, han har hørt paa denne Jord; den kan, siger han, faa ham til at glemme alle denne Jammerdals Genvordigheder, ja selv efter Døden i Skyggerigets taagede Kedsomhed vil den kunne opmuntre ham. - Og han trøster Konger og Fyrster: de behøver sandelig ikke at sætte brave Folk i Fængsel, de kan sove roligt, de har Intet at risikere, den tyske Revolution er endnu langt borte, Kompetencespørgsmaalet henstaar uafgjort.

Börne havde været venskabeligt sindet mod Heine, siden han havde gjort hans literære og personlige Bekendtskab. Han havde endog i mange Aar talt om ham med Kærlighed. Han skattede ham efter Fortjeneste som Digter, og han vurderede ham især som en stor Kraft i den almindelige Frigørelses Tjeneste. Men hans Natur var Heines for ulig, til at han kunde se fordomsfrit paa ham. Fra 1831 forekommer hadefulde Brevsteder mod Heine. Skønt Börne var uden smaalig 427 hed, nagede det ham, at hans og Heines Navn meget hyppigt nævnedes sammen, og at Sammenligningen med Hensyn til Evner og Talent ikke altid faldt ud til hans egen Fordel. Og Heines Franske Tilstande stødte og saarede ham, bibragte ham under Læsningen en Misstemning, som han i det sidste Bind af sine Pariserbreve gav Luft i Form af en ret bidende Satire, der rammer Heine som fra oven nedefter og som i ikke faa Læseres Øjne indætsede ham Brændemærket for politisk Karakterløshed.

Det var i Virkeligheden den dybtgaaende Kontrast mellem de to Kampfællers Naturer, som her kom til Udbrud. Börne begreb den dog ikke i dens Væsen og efter dens Art. For ham stod Modsætningen som den mellem den mandige Naturs Alvor og det drengeagtige Letsind, og, hvor det kom højt, som Modsætningen mellem Sandhedsdyrkelse paa den ene Side, Form- og Kunstdyrkelse paa den anden. Med sikkert Blik har han paavist nogle af de Barnagtigheder og smaa Snobberier, hvori Heine nu og da kunde gøre sig skyldig overfor Livets Glimmer ligesom nogle uretfærdige Spotterier overfor ideale Bestræbelser i plumpe og naivt folkelige Former. Börne afskyede jo Rothschild'erne, som Heine var overordenligt imponeret af. Börne, der følte sig hjemløs i Salonerne men hjemme blandt demokratiske Haandværkere, var vel tilpas i de tyske Emigranters Forsamlinger, hvor vilde Planer de end lagde og til hvor upraktiske Foretagender de end samlede Penge ind, medens Heine var ilde tilmode ved de mange Opfordringer til Deltagelse i dette eller hint demokratiske Værk, aldeles ikke egnede sig til Indgaaen af demokratiske Broderforbund, helst trods sine revolutionære Tilbøjeligheder holdt sig for sig selv og paa ingen Maade vilde være Medbroder og Medsvin med den første den bedste Skare udvandrede Landsmænd.

I et Brev fra 25 Februar 1833 gør Börne sig bl. A. lystig over, at Heine finder «en ophøjet Udholdenhed» i den østerrigske Politiks trehundredaarige Umenneskelighed, at han dernæst i den af ham selv senere saa frygteligt haanede Kong Ludvig af Bayern ser «en af de ædleste og aandrigste Fyrster, der nogensinde har smykket en Trone» og endelig kalder det «dristigt og storartet» af Herrerne Rothschild, at de under Koleraen blev i Paris, medens han finder de tyske Patrioters ubetalte Anstrengelser latterlige. Börne har Ret heri og i Mere uden dog at 428 lægge nogen finere eller dybere Forstaaelse af Heines Væsen for Dagen.

Atter her stod han som overfor Goethe Ansigt til Ansigt med et Geni, han var ude af Stand til at dømme uhildet, om han end ingenlunde gjorde sin urolige Samtidige Uret i lignende Omfang eller paa samme Maade som sin store Forgænger.

XI

Ogsaa for Heinrich Heine er, som alt berørt, i det nye tyske Rige Øjeblikket lidet gunstigt. Hvad man har at bebrejde ham er saa Meget, at det ikke lader sig opregne i Korthed: Først hans Kærlighedsforhold til Frankrig og formentlige eller virkelige Letfærdighed. Dernæst hans ugermanske Oprindelse og Vid, hans Følsomhed, hans Lapseri, hans Kaadhed. Saa den udæskende Maade, paa hvilken han lagde sit Hedenskab for Dagen. Det nye Tyskland er i religiøs Henseende ligegyldigt, men er det stiltiende, og er i moralsk Henseende grundigt avet. Medens i vore Dage i Tyskland de højeste Dyder: Sandhedskærlighed, Selvstændighed, Sjælens Stolthed og Finhed, gælder langt mindre end Pligtopfyldelse, Korrekthed, Samfundstugt, militært Sving, Schneidigkeit, som man siger, var det paa Heines Tid omvendt. Disciplinen var ikke i Pris. Og som Religiøsitet dengang gjaldt mere end Religion, saaledes Menneskelighed mere end Nationalfølelse. Patriotismen var i hin Tid i de Bedstes Øjne en Egenskab, de ikke betragtede som ubetinget god; de mente, at Retfærdigheden ikke hørte op at være en Dyd, fordi den øvedes mod et fremmed Folk.

Hos Heine kom til den almindeligt radikale Aandsretning Hadet til Prøjsen, hvis Fremtid han ikke anede, og hvis Styrke han ikke forstod, denne Prøjsens Styrke, der ypperligst er anskueliggjort i Carlyle's Skildring af Frederik den Andens Fader: Evnen til med ædru Strenghed at overvinde Kaos, slaa Vrøvlet ned og forvalte. Dette Had var hos Heine nærmere Rhinlænderens Dødsfjendskab mod Prøjsen. Man mærke disse Strofer til den prøjsiske Ørn:

429

Du grimme Fugl! Ifald jeg faar
engang dig fat, saa plukker
jeg Fjerene af dine Vinger ud
og Kløerne af dig hugger.
Saa kalder jeg sammen fra nær og fjern,
mens op paa en Stang jeg dig flytter,
til lystig Fugleskydning forsandt
Rhinlandets Bueskytter.

Paa Wienerkongressen havde Prøjsen efter lang Vægring overtaget Rhinlandene. Det fik derved istedenfor den Afrunding, det havde haabet paa i Øst, en ganske sønderrevet Skikkelse, og tilmed kom en fra Gammelprøjserne ganske forskellig Folkestamme under det prøjsiske Scepter. Dette var den Egn, hvor engang Skillelinjen mellem Kelter og Germaner laa. Her skød den romerske Militærprovins sig ind. Over dette Land havde senere Præsteherredømmet ruget, saa at i forrige Aarhundrede Frederik den Stores Aand her slet ingen Indflydelse havde øvet. Den gamle, møre Kirkevælde stødte da her lige sammen med den franske Revolution, og man hilste de Mænd, der udbredte dennes Ideer, med Jubel.

Gammelprøjserne nærede Uviljens Mistro til Rhinlænderne, og disse gengældte denne Følelse med Renter. Prøjseren var og blev ved Rhinen noget Fremmed, Uhyggeligt. Om Sønnen, der tjente i Hæren, hed det: «Han er hos Prøjserne». Berlineren bar sig som Embedsmand i Kom eller Düsseldorf overmodigt ad, nedsatte Alt, og Rhinlænderen betragtede længe en Ansættelse i de gamle prøjsiske Provinser som en Forvisning til Sibirien. Overalt hørte man Klage over Prøjsernes Mangel paa Evne til at vinde Hjerterne i de Stammer, de havde tilerobret sig.*)

Heinrich Heine fødes i Aarhundredets Slutning i Dusseldorf, dengang Hovedstaden i Hertugdømmet Jülich-Cleve-Berg. Byen forblev i seks Aar besat af franske Revolutionstropper. De drog bort 1801, og Max Josef blev Regent; men i 1806 blev han Konge af Bayern og i hans Sted Joachim Murat Storhertug. Dog allerede 1808 maatte denne afstaa Landet til Kongen af Hollands ældste umyndige Søn, d. v. s. til Napoleon som Drengens * 430 Formynder. Landet blev nu helt regeret efter fransk Mønster, Livegenskab, Lensvæsen og Hoveri ophævede, Retsvæsenet omdannet og en ubetinget Religionsfrihed indført, dette en Aarsag til at Napoleon hyldedes af Rhinlandenes jødiske Befolkning som en Frelser fra tusindaarig Undertrykkelse.

Uden al Tvivl har Berøringen med Datidens dristige og sejrrige Franskmænd bidraget meget til at give Heinrich Heines Aand dens første Sving. Ærbødigheden for overleverede Autoriteter fik et tidligt Knæk. Hans medfødte Vid blev udviklet i Retning af hvad Franskmændene kalder Esprit. Spiren til hans Napoleonsbeundring blev lagt. Nutildags synes denne Beundring fra Heines Side en næsten enestaaende Kendsgerning i Aarhundredets tyske Literatur. Den var saare langt fra at være det.

Man kan gaa lige tilbage til Wieland og hos ham finde en lige saa levende Napoleonsbeundring, endog før Historiens Gang havde godkendt den. Allerede 1798 erklærer han, at Frankrig nu behøver en Diktator, og at Ingen egner sig dertil uden General Bonaparte, der da var i Ægypten. I 1800 spaar han, at Bonaparte vil gøre sig til Konge, maa gøre det, og forsvarer ham mod de engelske Blades Angreb. Napoleon, som var bleven underrettet om disse Spaadomme, underholdt sig af den Grund længe med Wieland i Erfurt 1808.

Ingen af Aarhundredskiftets store Tyskere havde kendt Nationalhad. Uden en Gnist deraf havde Goethe i 1793 gjort Felttoget i Frankrig med som Tilskuer. Schiller havde glædet sig ved sit franske Borgerbrev, tænkt, det maaske engang kunde komme hans Børn til Gode. Knebel, Goethes Ven, havde ønsket at turde besynge Bonapartes Sejre. Goethe saa da ogsaa med stor Sindsro Napoleon slaa Frederik den Andens Rige i Kvas; denne prøjsiske Stat maatte i hans Øjne tage sig ud som en forbigaaende Foreteelse i Tysklands Historie. Han havde været Vidne til Napoleons Opkomst og Sejersløb, havde set ham faa Bugt med det ham selv, Aristokraten og Evolutionisten, saa forhadte Anarki. Saa lærte han ham at kende midt iblandt hans Marechaller, omgivet af Friskhed, Elskværdighed, Genialitet, Uimodstaaelighed. Det Indtryk, Napoleon personligt gjorde paa ham, var saa stærkt, at det kun forøgede den tidligere nærede Beundring. Derfor gentog han, selv efter det russiske Felttog, selv under Tysklands Rejsning, sit: «Det nytter ikke noget, Manden er dem for stor.» Først da Alt var ude, gjorde han 431 med sit Festspil i Anledning af Freden en Slags nødtvungen Afbøn.

Mindre bekendt end Goethes saa tit omtalte Forhold til Napoleon er Hegels, der som Heines Lærer og som den Tænker, der stadigt stod for ham som den ypperste, havde en lige saa uomtvistelig Indflydelse paa ham. Hegel, der var født som Undersaat i det lille, despotisk regerede Württemberg og aldrig havde kendt det at have et Fædreland, hvor stærkt han end længtes derimod, var i Aarhundredets Begyndelse saa opfyldt af Bitterhed over de tyske Tilstande, saa fuld af Harme og Spotterier over sine Landsmænds politiske Sløvhed, at han ganske som Goethe kom Napoleon i Møde med en Verdensborgers overstrømmende Beundring. Han, som bestandig havde svælget i en tænkt, en fantastisk Forsoning af det Ideale og det Virkelige, havde hele sin Ungdom igennem savnet Indtrykket af virkelig Magt, da Napoleons Skikkelse traadte ham i Møde og begejstrede ham. Som det er blevet sagt om Goethe, at han benyttede Kanontordenen ved Jena til i al Stilhed at ægte Christiane Vulpius, saaledes om Hegel, at han i selve Jena fuldendte sin Phänomenologie des Geistes under Kanontordenen fra Slaget. Det er sandt, at han netop i hine Dage sendte de sidste Ark af Værket til sin Forlægger, og Modsætningen er slaaende mellem hans uendelige Ligegyldighed for Prøjsens Undergang og hans lidenskabelige Ængstelse for, at en af de kostbare Haandskriftsendinger i den urolige Tid skal gaa tabt med Posten. Et af de Breve, der ledsager Sendingerne, bærer Slagets Datum.

Det Værk, han under disse Forhold lagde sidste Haand paa, fremstille Menneskeaandens Udviklingsgang under en ejendommelig Sammenblanding af psykologiske og historiske Synsmaader. Menneskeheden stod efter denne Filosofi nu ved sit Maal; de enkelte dødelige Mennesker, der nu havde naaet til Erkendelsens højeste Princip, var i Indsigt blevne som Guder, og deres virksomme Liv var nu ogsaa kun den skønne Udfoldelse af en Tilværelse, som Grækerne tænkte sig Gudernes, fuldt tilfreds og fuldt forsonet. Da Hegel skrev sine sidste Ord, om at Verdenshistorien kun var et muntert Spil af Aanden, der véd sig som Aandsmagt, da holdt Napoleon til Hest udenfor Jenas Porte.

Og Hegel saa ham og saa ham med Glæde. «Jeg har,» skriver han fra Jena, «set Kejseren, denne Verdenssjæl. Det er i Virkeligheden en underlig Følelse at se et saadant Enkeltvæsen, 432 der her, sammentrængt paa et eneste Punkt, siddende paa en Hest, griber ud over Verden og behersker den. Prøjserne kunde man ganske vist ikke stille noget bedre Varsel - men fra Torsdag til Mandag er en saadan Fremgang dog kun tænkelig for denne overordenlige Mand, som det er umuligt ikke at beundre.» Og Hegel beundrer ikke blot ham, men det hele franske Folk. Et Fjerdingaar senere skriver han, at han i Dagens Historie ser det overtydende Bevis for, at Dannelse sejrer over Raahed, Aand over aandløs Forstand. Ja han tilføjer: «Som jeg allerede tilforn har gjort, saadan ønsker nu Alle den franske Hær Held, der slet ikke heller kan svigte den under den uhyre Forskel mellem dens Anførere og Soldater paa den ene Side og deres Fjender paa den anden.» (Haym: Hegel and seine Zeit.)

Heine har vistnok ikke ment, at hans Sværmeri for Napoleon trængte til Forsvar; ellers kunde han have beraabt sig paa, at han her til Forgænger havde den Mand, han kun har omtalt med Ærefrygt som «den store Hegel, den største Filosof, som Tyskland har frembragt siden Leibniz», den Mand, om hvem han som en utvivlsom Kendsgerning fremfører den højst tvivlsomme Sætning, at «han rager højt op over Kant», og hvem han kun dadler saa skaansomt og blidt som i denne Vending: «Hegel lod sig krone i Berlin, desværre ogsaa salve en Smule.»

Dog ikke blot Heines store Forbilleder og Lærere, ogsaa Samtidige af ham som Varnhagen von Ense, der dog havde udgydt sit Blod i Krigen mod Napoleon, nærede den samme Beundring for ham og holdt sig lige saa fri for germansk Nationalhad. Om vor Baggesen, der i sit Væsen halvtysk gerne skabede sig mere tysk end Tyskerne, skriver Varnhagen: «Napoleon og Franskmændene hader han paa en ganske modbydelig Maade, indtil Væmmelse heftigt og uden Grund; thi Alt, hvad der er godt hos os Tyske og hvorfor vi skatter os højest, er ham en Gru; det haaber han at faa tvunget ned ved Hjælp af Kant, Jacobi, Voss og Klopstock» - Kant er her øjensynligt nævnt paa Grundlag af det saa lidet tyske kategoriske Imperativ, de øvrige paa Grund af Nationalfølelsens Indskrænkethed.

Man ser da, at én og samme Dyrkelse af Napoleon lader sig forfølge hos de Mænd, der har havt størst Indflydelse paa Heines som paa det unge Tysklands Udvikling.

Den gav sig hos Heine digterisk Udslag adskillige Aar før den blev en Farsot i Frankrig, og naaede hos ham en Højde, 433 som ikke overtræffes hos Beyle eller Hugo. Ja, man kan sige, at dens poetiske Udtryk i Heines berømte Ungdomsdigt De to Grenaderer (som han efter sin egen Opgivelse har skrevet kun seksten Aar gammel, dog rimeligere i sit nittende Aar) overgaar Alt, hvad der eksisterer af beslægtet Art i Frankrig selv. End ikke Bérangers Mesterværk Souvenirs du peuple har en lignende Simpelhed og Storhed, skønt det bedre end noget andet Digt har givet Napoleonslegenden i det franske Folk et haandgribeligt og rørende Udtryk. I Heines Grenaderer svarer hver Linjes Rytmik paa det Nøjeste til Stemning og Indhold; de vemodige Jamber: Der andre sprach: das Lied ist aus, de ildfulde Anapæster: Dann reitet mein Kaiser wohl über min Grab. Man læser, uden at forstyrres synderligt, hen over Grenaderens umulige Bøn om at faa sit Lig bragt med til Frankrig. Hovedstrofen: Was schert mich Weib, was schert mich Kind, Grenaderens Protest mod at føle sig bunden ved Kvinde og Barn, som han har efterladt hjemme, bøder ved sin Vildskab mesterligt paa Romancestilens Følsomhed. Kun tilsyneladende handler dette Digt om Troskaben mod Napoleon alene; det forherliger den glødende Troskab mod Feltherren, uendelig Begejstring for den store Personlighed overhovedet.

Gaven til at skildre gennem at fremføre Skikkelser i Lyriken var fælles for Béranger og Heine. Men Béranger var en Visedigter, Heine et Geni. Grenadererne begynder, som Heine næsten altid, med det Stilfærdige, Jævne. Intet er ham fjernere end Victor Hugo's lyriske Tilløb: Ham! altid ham!; han virker ikke ved direkte Fremstilling, men ved Udmaling af det Mindre, det Lille, hvori den store Historie spejler sig, og som afgiver Maalestokken, indtil endelig et Drømmesyns Sværmeri bryder ud af den simple Samtale.

Var nu end Genstanden tor denne Dyrkelse den neppe værd, saa er selve Følelsen ikke derfor mindre skøn, og den er ganske af samme Art, hvor Heine i Reisebilder skildrer, hvorledes han som Barn saa Napoleon ridende gennem den hertugelige Have i Düsseldorf. Kapitlet begynder: «Men hvorledes blev jeg ikke tilmode, da jeg saa ham selv, saa ham med højtbenaadede egne Øjne, ham selv, Hosiannah! Kejseren.» Man mærke dette Hosiannah! I Henrykkelsens Øjeblik kommer Barndomserindringen, det gammeltestamentlige Hil- og Jubelraab paa hans Læber. Og hvad tænkte dengang Barnet paa? Paa at det under en Bøde 434 af fem Thaler var forbudt at ride igennem Alléen. Og se! Kejseren med sit Følge red midt igennem Alléen - de gysende Træer bøjede sig frem, hvor han kom forbi . . .

Heine gælder som politisk Digter for revolutionær, og han var det. Men hans politiske Lidenskab er udelukkende rettet mod middelalderlige Tilstande og middelalderlig Tro. Han er for Alvor Kirkevælden fjendsk, men ikke for Alvor demokratisk begejstret. Hans største politiske Digt Tyskland, et Vinteræventyr giver det fyldigste Vidnesbyrd derom. Virkelig Lidenskab findes her kun hvor Digterens usynlige Ledsager, Liktoren med den frygtelige Økse, i Kölner Dôm sønderslaar Skeletterne af de hellige tre Konger, «Overtroens stakkels Skeletter». Men i denne store Digtning - Heines vægtigste Værk - har man renest udtrykt de politiske Stemninger og Tanker, som fyldte ham, det i tysk Poesi nye Element af det krigerisk Udfordrende og i Nærkamp Stridende. Det fandtes ikke hos Goethe. Han var vel tilsidst gennemtrængt af «Datidens fuldstændige Værdiløshed», men han frygtede, at en Omstyrten af Autoriteterne vilde gøre Alting værre. End ikke hos Schiller havde der kunnet findes noget umiddelbart Forhold til Samtidens Politik. Hans Patos fik sit Afløb i Frihedsdramer. Men hos Heine findes fra 1830 af altid dette umiddelbare Forhold. Han havde sin Sjæl deri. Og han har her været ærlig, selv hvor man har miskendt Ærligheden hos ham.

Man efterslaa det Sted i Reisebilder, der er blevet lagt ham mest til Last som Udtryk for Praleri og Affektation, det Afsnit, der følger efter Skildringen af Besøget paa Valpladsen ved Marengo: «Det bliver en smuk Dag, raabte min Rejsefælle. - Ja, det bliver en smuk Dag, gentog i stille Bøn mit Hjerte og skælvede af Vemod og Glæde. Ja, det bliver en smuk Dag, og Frihedssolen vil gøre Jorden lykkelig. Der vil blomstre en ny Slægt op, avlet i frie Favntag, ikke i Tvangslejet under de gejstlige Tolderes Opsyn, og med den frie Fødsel vil Menneskene ogsaa faa frie Tanker og frie Følelser, om hvilke vi fødte Trælle ingen Anelse har ...» og imod Slutningen disse Ord: «Jeg véd ikke, om jeg fortjener, at man lægger en Laurbærkrans paa min Kiste. Hvor meget jeg end har holdt af Poesien, den var mig dog kun et helligt Legetøj, et indviet Middel til himmelske Formaal . . . men et Sværd skal I lægge paa min Kiste, for jeg var en tapper Soldat i Menneskehedens Befrielseskrig.»

435

Overalt i tysk Litteraturhistorie, Historie, Æstetik og Kritik, ikke blot hos Menzel, men hos Goedeke, hos Treitschke, hos Heines Abe og Fordømmer Grisebach, hos den ellers saa fintdømmende Hehn vil man finde denne Heines politiske Kamp omtalt med dybeste Foragt. Selv Scherer er kold og afvisende. Ja, da den italienske Digter Giosuè Carducci i en Ode forherligede Heine som Frihedshelt, nedlagde endog Karl Hillebrand, Tysklands bedste Kritiker og Heines tidligere Sekretær, der altid havde talt med Pietet og Beundring om den store Afdøde, en Art Protest: Heine selv havde aldrig taget dette saa højtideligt. Denne Misstemning og Mistro er forklarlig. Thi Frivoliteten i Heines Væsen medførte i hans Ungdom en afskrækkende politisk Holdningsløshed. For at opnaa et Professorat i München er han 1827 rede til at fornægte sin Fortid for Kong Ludvig, dog uden Resultat. Han tilbyder samtidigt at forsvare den usle Hertug af Brunsvig, Diamanthertugen, i Fald han kan faa en brunsvigsk Orden derfor; ligeledes uden Resultat. Først fra 1830 er hans politiske Karakter befæstet.

Sagen er dernæst, at Heine manglede «de patetiske Gebærder», var for stolt til at anvende dem. Det forvirrer Tyskerne. Men man gør ham højlig Uret. Dette var og blev den store Patos i hans Sjæl. Helt har han følt det Digt, som afslutter et Kapitel af Romancero: Enfant perdu, skrevet i hans senere Leveaar. Han var virkelig, hvad han her kalder sig, en fremskudt Vedet, en glemt Forpost, prisgivet til Nedskydning. Og naar det i hans efterladte Hyrnne i Prosa hedder: «Jeg er Sværdet, jeg er Flammen», saa er det sandt. Der staar endnu den Dag idag Gnister af hans Sværdslag, Lys af hans Flamme. Mange varmer sig endnu ved hans Ild.

Som berørt finder Börne i sine Pariserbreve Heine selvmodsigende, blødagtig, karakterløs som Politiker. Han bebrejder ham ikke saa meget Selvovervurdering, som at han overhovedet overvurderer de enkelte Menneskers Virksomhed, da efter Börnes Mening Individerne ikke mere nutildags, som i Fortiden betyder noget. Selv en Voltaire og Rousseau vilde nu ikke være af Betydning. De Enkelte er nu kun Folkenes Herolder. Dette glemmer Heine. Og i sin Stræben efter at behage Demokraterne siger saa Heine, at det jesuitisk-aristokratiske Parti i Tyskland bagvasker ham, fordi han dristigt byder Enevælden Spidsen; men for at indsmigre sig hos Aristokraterne siger han samtidigt, 436 at han har budt Jakobinismen Spidsen, er en kongetro Mand og altid vil vedblive at være monarkisk sindet.

Börne forstaar just ikke Spøg. Skemtende har Heine fortalt om et Pariser-Modemagasin, i hvilket han Somren forud havde sin Gang, og hvor han blandt de otte unge Piger i Butiken med deres otte Elskere - alle seksten af højst farlig republikansk Tænkemaade - var den eneste kongeligt sindede. Ordlydende siger han etsteds: «Jeg er ved Gud ingen Republikaner. Jeg véd, at naar Republikanerne sejrer, skærer de Halsen over paa mig . . . jeg tilgiver dem iøvrigt gerne denne Naragtighed.» Börne tilføjer: «Jeg ikke. Republikanere, der var saadanne Narre, at de for at naa deres Maal mente at maatte rydde Heine af Vejen, hørte hjemme i en Daarekiste.»

Der er i hine Ytringer af Heine Noget, som trods Spøgen bringer Læseren til at studse. Afvekslende Udbrud af den yderste Radikalisme, gennemgaaende den mest skærende revolutionære Stemning som Grundakkord - og disse stadigt tilbagevendende Forsikringer om ikke at være Jakobiner, ja end ikke Republikaner.

Her kræves en Forklaring, Noget, Ingen endnu har forsøgt at give.

Thi den Forklaring, at Heine var karakterløs, karakterløs i en saadan Grad, at han som moden Mand uafbrudt i det alvorligste Anliggende og med to store Landes Øjne hvilende paa sig slog sig selv paa Munden - den forklarer Intet. Det er i Principerne, at Uklarheden her maa ligge.

Man huske hans trofaste, grænseløse Napoleonskultus. Den giver sig endnu en sidste Gang Luft i Vinteræventyret i Sørgesangen over den døde Kejser, da hans Kiste fra St. Helena føres ind i Paris:

Igennem Triumfbuens mægtige Hvalv
ad Champs Elysées-Hovedgaden,
alt gennem Taage, alt over Sne
drog Toget tyst ind i Staden.

Og husk fra Reisebilder Scenen paa Marengosletten: Russeren, som dér spørger Heine: Er De godt russisk? - og Heine, som svarer: Ja, jeg er godt russisk. - Thi, forklarer han, den uendelige Omskiften af Feltraab og Repræsentanter i den store Verdenskamp har medført, at Revolutionens mest glødende Venner 437 i Ruslands Sejr ser Verdens Frelse og maa betragte Kejser Nikolaj som Frihedens Gonfaloniere (*dolgoe O*: dens Bannerfører) i Europa. Den russiske Regering er gennemtrængt af liberale Ideer, dens Enevælde er kun et Diktatur, i Kraft af hvilket den vil lade disse Ideer træde ud i Livet o. s. v.

Fejltagelsen er kolossal i sin Barnlighed. Men den er i denne Sammenhæng ligegyldig. Det Interessante er, at var Enevælden i Rusland dette, saa havde den Heines Medhold og Sympati, ganske som Napoleons Magt havde havt den.

Men man overveje dette! Heine, Radikalismens yderligst gaaende Talsmand i sin Tidsalders Poesi prisende som Frihedens Bannerfører Nikolaj, Tidsalderens haardeste Tyran. - Er det den samme Mand, der finder en ungdommelig Glæde i altid at bringe Forestillingerne om Konge- eller Kejserværdighed og om Faldøksens Hug i tæt Idéforbindelse? Man huske Heines Ord til Barbarossa: «Du bliver her spændt til et Bræt, det sænker sig . . .» o. s. v. og Slutningsraabet til den gamle ærværdige Kejser: «Republikanerne ler os ud, ifaldt de i vor Spidse ser sligt et Gespenst med Krone og Spir ...» Han sætter altsaa Pris paa Republikanernes Dom, deler i visse Maader deres Standpunkt.

Eller man mindes det usigeligt vittige Digt 1649-1793-? der først behandler den korte Justits med Kongerne under den engelske og den franske Revolution, saa spaar om den kommende tyske:

Med Pietet vil den tyske Æt
altid behandle en Majestæt.
I Hofkaret med seks af de bedste
florbedækte, sorttoppede Heste,
højt paa Bukken med Sørgepisk
rank og stram som en Obelisk
taarevædet den ellers bryske
Kusk - saaledes bliver den tyske
Konge kørt til Retterstedstrappen
og underdanigst skilt af med Knappen.

Er dette nu ikke en Leg med Ord og et Spil med Følelser, saa maa der gives en Forklaring, en Fortolkning, hvis Nøgle Heine selv ikke har kendt. Thi at der her er Selvmodsigelse i Ordene, i Ordlyden, det er unegteligt.

Fortolkningen er den, at Heine var paa én Gang en stor 438 Frihedsdyrker og en udpræget Aristokrat. Han havde al en frihedstørstig Naturs Kærlighed til Frihed, smægtede efter Frihed, savnede og elskede den af hele sin Sjæl; men han havde paa samme Tid den store Naturs Kærlighed til menneskelig Storhed og den fine Naturs rent nervøse Rædsel for alt Middelmaadigheds-Styre.

Med andre Ord: Der var i Heinrich Heines Sjæl ikke en konservativ Blodsdraabe. Hans Blod var revolutionært. Men der var i hans Sjæl ikke heller en demokratisk Blodsdraabe. Hans Blod var aristokratisk, han vilde se Geniet anerkendt som Fører og Hersker.

Hans Bifald lyder, naar han i sin historiske Tilbageskuen eller Fremtidsdrøm ser en ussel Konge eller Kejser blive halshugget. Men han vil give Cæsar hvad Cæsars er. Apodote ta kaisaros kaisari er sikkert det af Jesu Ord i det nye Testamente, som har slaaet dybest ned i hans Sind. Han frygter ikke en Frihedstilstand, mod hvilken Alt hvad vi hidtil har kendt af Frihed paa Jorden, er Børneleg, men han troer det ikke muligt, at Gennemsnitsdannelsens Filister-Idealer bærer Frihed i deres Skød. Han afskyer al Middelmaadighed, ogsaa den liberale, ogsaa den republikanske, som den store Personligheds og den store Friheds Fjende.

Derfor hans Mistro til de nordamerikanske Fristater, hans ringe Sværmeri for deres Frihed:

Tit jeg fristes. Det kan være,
at Amerika jeg gæster,
naaer den store Frihedsstald
med de mange Lighedsbæster.

Naar Heine tilbeder Marseillaisen, saa er det, fordi Sangen er ham det store Oprørs Sindbilled. Naar han dyker Napoleon, saa er det, fordi denne er Kongernes og den gamle Verdensordens Ydmyger, og naar han overser alt det Frihedsfjendske hos ham, saa er det, fordi Napoleon staar for ham som Folkets Talsmand, ren for hvert Stænk af demokratisk Middelmaadighed.

Det er da kun en enkelt Gang i Mismod, hvor han ikke er sig selv, men taler i udenfra hentede Formler, at Heine kan indlade sig paa at udtale den plebejiske Taabelighed, at de store Enkeltes Betydning er forbi, en Paastand, som i Grunden kun er den borgerlige Misundelses mønstergyldige Udtryk. Paa Bunden af 439 sit Væsen er Heine saa overbevist om det Modsatte, at han kan gaa til den gale Yderlighed, i Nikolaj, al Tvangs forstokkede Personliggørelse i Datiden, at se Frihedsmændenes Høvding i Europa. Men Nikolaj var i det mindste en Personlighed, en Kraft. Og Heine var Geni nok til at føle, det i sidste Instans ene og alene kommer an paa Personligheder og Kræfter. Tallet gør det ikke, end ikke Fyrster i rigeligt Flertal. Derfor Heines evige Løjer med de tre Dusin tyske Monarker.

Hvad Heine ræddedes for, var maaske først et Liv uden Skønhed. Den Fourier'ske Phalanstère, det store Arbejdshus uden Overflod, hvor Alt er lige til Øllet, og hvor der ingen Plads heller findes til den Overflod, som Kunsten er - syntes ham uundgaaelig i Fremtiden, men tilfredsstillede ham ikke.

Dog hvad der end mere vakte hans Uvilje var et Liv uden Storhed, med Lighed i Middelmaadigheden til Religion, med Hadet til Geniet, til de søgende Aander og til dem, der aabent forkaster nazarensk Afholdenhed, til eneste virkelig Moral. Hvad han i lige Grad afskyede var Samfundet, som han kendte det, regeret af et Præsteskab uden Aand og en Adel uden Finhed, og saa et Samfund, som han forudsaa det, bestaaende af frigivne Slavesjæle, der kun havde ophørt med det Kryberi, som var deres Instinkt, for at give den Misundelse Tøjlen, som var Kærnen i al deres Sædelighed.

Han var visselig for Revolutionen mod Ludvig den 16., denne skikkelige Klejnsmed, der var bleven Konge. Dog var han lige saa vist for Cæsar mod Brutus, denne Klodrian af en Aagerkarl, som ikke kunde andet end stikke en Kniv i en stor Mand.

Han indbildte sig at være Monarkist; han kaldte sig kongetro af Overbevisning, fordi han var cæsarisk sindet og manglede Ordet. Han indbildte sig at være Demokrat, han kaldte sig derfor, fordi han var født som Plebejer, hadede enhver uretfærdig Fødselsforret, og følte sig stillet i en evig Opposition til Junkere og Præster. Men i sit inderste Sjæleliv var han følgeret. Den tilsyneladende Modsigelse i hans politiske Sympatier og Bestræbelser kom af at han elskede Storhed og Skønhed saa højt som Frihed og ikke vilde ofre Menneskeslægtens højeste Udvikling paa en uvirkelig Ligheds og virkelig Middelmaadigheds Alter.

440

XII

Den sandsynligste Datum for Heinrich Heines Fødsel er 13 December 1797. Man udgav ham i 1816 for to Aar yngre for at skaffe ham som endnu ikke værnepligtig Ret til Udvandring af Prøjsen; derfor har man troet ham født i 1799. Hans Fader, Samson Heine fra Hannover, havde i sin Ungdom som Proviantmester med Officersrang hos Prins Ernst af Cumberland gjort et Felttog med i Flandern og Brabant, men havde efter sit Ægteskab med Peira (Betty) von Geldern nedsat sig som Købmand i Düsseldorf. Han var en smuk Mand, der førte sig værdigt; lidet begavet, ogsaa en middelmaadig Købmand, uden Forstand paa Kunst og Poesi, men med en barnagtig Kærlighed til Uniformer og med fornemme Tilbøjeligheder: for Spil, Teaterdamer, Hunde og Heste. Han skal have havt tolv Heste med sig, da han flyttede til Düsseldorf. - Moderen, der havde faaet en god Opdragelse og talte fransk og engelsk saa flydende som tysk, var forstandig, sjælfuld, musikalsk, Elev af Rousseau, hvis Emile hun havde studeret, en Beundrerinde af Goethe, tidligt paa sin Post mod Fordom og Vedtægt, og i Modsætning til Faderen, der saa op til Napoleon, lidenskabelig Patriot. Opdragelsen var hendes Yndlingstanke, og hun underviste med stor Omhu og Taalmodighed sine Børn. Begge Forældrene var i religiøs Henseende frisindede, Faderen ligegyldig, Moderen Deist, dog lod de deres Børn iagttage det gammeldags jødiske Ceremoniel.

Efter en kort Tid at have besøgt en jødisk Pogeskole, i hvilken maaske Grunden blev lagt til den Bibelkundskab, der er saa hyppigt fremtrædende i Heinrich Heines Skrifter, blev Drengen sat i en af franske Gejstlige, mest Jesuiter, ledet katolsk Undervisningsanstalt, som var indrettet i et tidligere Franciskanerkloster, men hvis Lærere dog var ogsaa verdsligt dannede Mænd. Han havde i Hjemmet havt en lykkelig Barndom, fandt ogsaa i Skolen Venner og Beskyttere, der tog sig af ham, naar han paa Grund af sin Troesbekendelse eller sin Spottelyst var truet med Overlast.

Det tidligst paafaldende Træk hos den tilkommende Digter var en stedse tiltagende Nervøsitet, der ytrede sig i, at al Larm var ham forhadt og pinlig. Endog en smuk klangfuld Stemme som hans Søsters, endsige Klaverspil og højrøstet Tale virkede paa ham som Skrig og Støj. Og skarp som hans Hørelse var 441 hans Lugtesans. Tobaksrøg var tidligt ham, som Goethe, en Gru. For Musik havde han ingen Sans, og at danse lærte han aldrig. Femten Aar gammel begyndte han at skrive gode Vers.

Rhinlandet med dets Livsglæde, men ogsaa med dets Overtro, Sagn og Legender, den katolske Gudsdyrkelse i disse Egne med dens middelalderlige Bygninger og Ceremonier og Valfarter, over hvilke den herskende romantiske Poesi kastede sit forklarende Skær, Indtrykkene af den israelitiske Afstamning, af Bibelens Poesi og de samtidige Jøders i Undertryktheden avlede Frihedslængsel og Selvironi, Sværmeriet for Franskmændene og Napoleon paa den ene Side og den straks derefter følgende Paavirkning af Tysklands patriotiske Vækkelse, hvilken bragte alle Disciplene i Skolens øverste Klasse, deriblandt Heine, til at melde sig - mest forgæves - som Frivillige under Frihedskrigen 1813: alle disse ydre Forhold og sjælelige Tildragelser formede og prægede Drengens Sind. Han læste helst store Humorister som Cervantes og Swift. Don Quijote og Gullivers Rejse var hans Yndlingsbøger.

I sit sekstende Aar havde han en første romantisk Forelskelse i en ligeledes seksten Aar gammel Datter af en Skarpretter, Josefa ved Navn, som boede i Huset hos sin af hele Egnen skyede og frygtede Tante, hvis Mand ogsaa havde været Skarpretter. Heine har beskrevet den unge Pige som selsom og bleg med rytmisk ædle Bevægelser, et fintskaaret Ansigt med store mørke Øjne og blodrødt Haar. Hun kunde mange Folkeviser og lærte ham dem, var efter hans eget Udsagn den første, som vakte hans Sans for Folkepoesien, og øvede overhovedet ved den Skønhed, der omstraalede hende, og den Uhygge og Rædsel, der omgav hende, en ikke ringe Indflydelse paa den vordende Digter. Man sporer i Heines første Digte en Forkærlighed for Døds- og Gravtanker, der synes at stamme fra det ømme Forhold mellem de to Børn. I Heines Drømmebilleder Nr. 6 synes den Usalighed, for hvilken den i Drømmen aabenbarede unge Kvindes Hengivelse alene kan købes, at symbolisere den Uære, som hang ved Skarpretterens hele Slægt og virkede som en Forbandelse paa Enhver, der traadte i Forbindelse med den.

Fra 1816 fortrænges Josefas Billede i Heines Sjæl af en anden ung Piges. Forældrene havde bestemt deres Harry (saaledes skreves Fornavnet oprindeligt) til Købmandsstanden. 442 Rothschildernes glimrende Bane havde gjort et dybt Indtryk paa dem. Man sendte Sønnen først paa en Handelsskole i Düsseldorf, saa et Par Maaneder til en Bankier i Frankfurt og anbragte ham dernæst paa et Kontor i Hamborg, hvor en Onkel af ham, den bekendte Salomon Heine, havde svunget sig op til en Matador i Handelsverdenen. Ved Hjælp af den rige Onkel, af hvem Brodersønnen sit Liv igennem forblev afhængig, aabnede denne i 1818 under Firmaet «Harry Heine & Komp.» i Hamborg en Kommissionsforretning i engelske Manufakturvarer, der som det var at vente allerede i det følgende Foraar maatte indstille sine Betalinger. I Onkelens Hus fandt Heine imidlertid ikke blot den knarvurne Velgører, der trods sin Godhed aldrig forstod ham og altid ærgrede sig over ham, men i dennes tredie Datter Amalie Heine den Kvinde, der blev hans Ungdoms Skæbne, og som han under forskellige Navne (Maria, Zuleima, i Breve Molly) har besunget og forbandet. Hendes Ynde bliver han aldrig træt af at prise; hun straaler i Skønhedsglans som den, der steg af Bølgernes Skum; hendes Øjne, Læber og Kinder ligner Madonnabilledets i Kölner Dom, hendes Øjne er Violer, hendes Hænder Liljer osv.; men det synes, som om hun aldrig har elsket ham. Haabet har han i alt Fald, med Tiden at kunne vinde hende, et og andet Vidnesbyrd om Velvilje har han maaske ogsaa modtaget, og saa meget synes af hans Digte klart, at hendes Giftermaal med en Anden, en Godsejer fra Königsberg, i Aaret 1821 ramte ham som et Slag og efterhaanden kom til at staa for ham som et utilgiveligt Forræderi.

Ny Hjælp fra Onkelen satte Heine i Stand til at slaa ind paa den studerende Vej, da han havde vist sig saa uskikket til Købmandsvirksomheden, der var bleven ham i højeste Grad imod. Efter at have oplevet Jødefejden i Hamborg 1819 rejste Heine over Düsseldorf til Bonn for at dyrke det juridiske Studium dèr og erhverve sig den juridiske Doctorgrad, som Onkelen fordrede, han skulde tage.

Universitetet i Bonn, der havde været lukket i flere Aar under det franske Styre, var da nylig aabnet paany og havde en Række af fortræffelige Professorer: men da netop samtidigt Forfølgelsen af Burschenschafterne og af alle nationale Bevægelser indenfor Studenterverdenen i Kraft af Karlsbader-Beslutningerne begyndte, blev Heine straks ved sin Ankomst til Universitetet i Anledning af en Studenterfest paa Aarsdagen for Slaget 443 ved Leipzig, taget i Forhør og inddraget i en smaalig og frugtesløs politisk Proees, der ikke kunde andet end vække hans mest personlige Afsky for den indbrydende Reaktion. Det Vidnesbyrd, han ved Universitetets Optagelsesprøve i 1819 erholdt, lød paa, at han ikke havde lært Græsk, kun havde ringe Indsigt og Øvelse i Latin og ikke havde formaaet at gaa op til Eksamen i Matematik, men at han «ikke var uden alle Kundskaber i Historie» og at «hans tyske Arbejde, skønt underligt affattet, udviste en god Bestræbelse».

Den unge Student i den Fløjls Jakke med Kniplings-Mansketter og Kalvekrøs beflittede sig i Klædedragt og Optræden paa en skødesløs Elegance. Han var af Middelhøjde, bar sit lysebrune Haar temmelig langt om det skægløse Ansigt, havde regelrette Træk, en næsten græsk Næse, blaa Øjne, en stor udtryksfuld Mund, hvis Læber hyppigt fortrak sig til det kolde og spotske Smil, der saa hyppigt omtales i hans Digte, og ualmindeligt smukke, hvide Hænder.

Han hørte Forelæsninger over det tyske Sprogs Historie, over Tacitus's Germania, over Niebelungenlied, i det Hele paa den ene Side literatur- og kulturhistoriske Foredrag, paa den anden Side juridiske Forelæsninger over Romerret og germansk Statsret. Af Professorerne udøvede den romantiske Skoles Høvding A. W. Schlegel en afgørende Indflydelse paa den vordende Digter, som forelagde ham sine Vers og i dette Tidsrum skrev sin første Tragedie Almansor.

I Slutningen af 1820 drog Heine fra Bonn til Universitetet i Göttingen med gode Forsætter om juridisk Flid, men Staden behagede ham, hvad hans Harzreise noksom vidner om, kun saare lidet, og da han efter faa Maaneders Ophold i Anledning af en ubetydelig Strid med en anden Student fik Consilium abeundi, rejste han 1821 til Berlin. Indført i Varnhagens Hus, Byens aandelige Midtpunkt, hvor Rahel samlede Dannelsens, Talentets og Blodets Aristokrati omkring sig, lærte han snart Blomsten af Berlins bedste Selskab at kende. I Lutter og Wegeners endnu eksisterende Vinstue i Behrenstrasse traf han ved Nattetid sammen med Datidens gode Hoveder og geniale Zigøjnere, deriblandt Mænd som E. T. A. Hoffmann og Grabbe. Og her lykkedes det ham efter flere frugteslose Henvendelser at finde en Forlægger, der erklærede sig villig til at udgive hans 444 første Digtsamling og honorere den med fyrretyve Frieksemplarer. Den udkom December 1821, gjorde hans Navn bekendt, næsten berømt, og allerede den fremkaldte baade Efterligninger og Parodier.

Heine hørte ved Universitetet Datidens ypperste Lærde: Hegel, hvem han med Lidenskab dyrkede, Bopp, der lærte indisk, og Wolff, der lærte klassisk Filologi, samt Juristen Eduard Gans. Med ungdommelig Iver indlod han sig med en Kres af Mænd, der attraaede en Reform af Jødedommen og tilstræbte at indvie dens Bekendere i europæisk Kultur. Med ikke mindre ungdommelig Forbitrelse angreb han under det fremmede Kostyme i Almansor de frafaldne Jøder, der opgav den fælles Sag, og indirekte Kristendommen, der stod for ham som fjendtlig Magt. Tragedien udkom - sammen med Heines andet Begynderarbejde William Ratcliff - 1823, blev opført, men faldt paa Grund af Racehadet mod Forfatteren igennem. (G. Karpeles: Biographie Heinrich Heine's. 1885.)

Opholdet i Berlin viste sig ikke fremmende for Heines Brødstudium. Han havde allerede i Hamborg vænnet sig til et ret letfærdigt Levned, og han fortsatte det her. For at samle sig rejste han i 1823 til Lüneburg til sine Forældre, derfra til Hamborg og paany til Göttingen, hvor han i 1825 disputerede for den juridiske Doctorgrad. Straks derefter lod han sig døbe. Han skiftede Religion, ikke af Overbevisning om Kristendommens Sandhed, tværtimod under en levende Følelse af Uvilje mod den og Skam over det Skridt, han foretog, men fordi han vilde gøre et Forsøg paa at unddrage sig den ydmygende og trykkende Afhængighed af Onkelen og ikke kunde opnaa Indtægter, Livsstilling eller Embed paa andet Vilkaar. Man finder hans Stemning fra hine Dage gengivet i det med Urette overroste Brudstykke Rabbien fra Bacherach, der kun paa enkelte Punkter fortalt med Liv og Kunst i Virkeligheden godtgør Heines Evneløshed overfor den Opgave at skrive en historisk Roman, men som i sin Slutning ved den Selvskildring, Digteren her under en fremmed Maske har udført, røber Skamfølelsen ved af Navn at være gaaet over til et Troessamfund, der var ham Fjendens Lejr.

I Brevvekslingen mellem Varnhagen og Rahel finder man stænkvis malende Ord om Heines Person og Væsen i hine Dage. Mærkværdigt nok anfører Varnhagen straks første Gang, han 445 omtaler «vor lille Heine», et Udbrud af Rahel til denne, der er utroligt slaaende, fordi det viser, med hvilket Skarpblik hun har udfundet netop den Digterpersonlighed, med hvem Heine havde Noget tilfælles, men som han paa ingen Maade turde ligne under Straf af som Menneske og Digter at gaa tilgrunde. Udbruddet lyder: «De maa ikke blive nogen Brentano, jeg taaler det ikke!» Rahel skriver humoristisk: Heine maa og skal blive sand, selv om han skal prygles dertil. «Menneske, bliv sand!»

Og hvor godt har ikke Varnhagen selv kendt ham, hvor fin er ikke den følgende, seks Aar senere Vending i et Brev til Rahel: «Og nu har du foruden de andre kloge og flinke Mennesker, som morer dig, ogsaa Heine, den ejendommelige, berejste, friske Heine hos dig! Frisk behøver ikke her at betyde: som han kommer fra Havet; ogsaa nedsaltede Sild kalder man jo netop i denne Egenskab friske.» Næsten i samme Lignelse bevæger sig denne Ytring om Heine som trediveaarig: Forhaaben lig ser du ham tit og benytter han Omgangen med dig til sit Bedste. Han maa bevare sig i en god aandelig Luft; thi der er noget ved ham, som let fordærves*).

Rahel og Varnhagen blev de første Forfægtere af Heines Talent. Den ældste rosende Anmeldelse af hans Digte stammer fra hans fine diplomatiske Beskytter. Men man føler ret vel, at Parret har havt et skarpt og bekymret Blik for de Svagheder i hans Karakter, der kunde blive farlige og fordærvelige for de store digteriske Evner.

* 446

XIII

Den Bog, der i vore Dage er Heines mest læste og til hvilken hans Navn især er knyttet, Buch der Lieder fra 1827 bestaar af Digtgrupper fra forskellige Aar og Udviklingstrin.

Junge Leiden fra 1816-1821 er som den første Gruppe den svageste. Den falder i flere Afdelinger: Drømmebilleder, Sange. Romancer, Sonetter. Indholdet er: Barndomserindringer fra Düsseldorf, kære Minder fra en lykkelig Barndom, Kærlighed til Moderen, Napoleonsdyrkelse, megen katolsk Rhinlandsromantik, Dødningedans med ranglende Knokler paa Kirkegaarde, og alleslags Drømmesyner. Her klinger skemtende Toner, spøgefulde Klager over den Pengeforlegenhed, der opstaar, naar Dukaterne altfor hurtigt løber deres Vej, og skærende Toner, hvis Kilde er Fortvivlelse over de Ydmygelser, Digteren har lidt som begyndende, snart falleret Købmand blandt Pengemændene i Hamborg. Her er fra Studentertiden Udbrud af levende akademisk Venskabsfølelse og af Begejstring for den ved Universitetet og i Literaturen lige fremragende A. W. Schlegel, dernæst tysk-patriotiske Udbrud i Burschenstilen, som Heine hurtigt forlader. Her er lidenskabelige Udtryk for Geniets Selvfølelse, og her er Elskovs-Sorger og Klager af forskellig Art, først Elskovsattraa (efter E. T. A. Hoflinanns Manér blandet sammen med Kirkegaardsrædsler), dernæst ret følsomme Veklager over uigengældt Kærlighed, og Udbrud af vild Fortvivlelse over den Falske, der har givet ham Dødsstødet og ved sit Bryllup drikker hans Blod og fortærer hans Hjerte. I et enkelt Digt Die Fensterschau slaar dog Stemningen undtagelsesvis over i en vis grovkornet Lystighed.

De ypperste af disse Ungdomsdigte, hvis Form i det Hele er gammeldags, er først de berømte, fyndige fire Linjer, som begynder: Først jeg næsten tabte Modet, det tidligste Eksempel paa Sammentrængtheden i Heines Stil, saa et Par af Sonetterne, som er langt lidenskabeligere end tyske Sonetter ellers, endelig blandt Romancerne Belzaser, der rimeligvis er paavirket af Byrons Hebraiske Melodier, og det allerede omtalte uforlignelige Digt om de to Grenaderer.

Den næste Afdeling, som fører den besynderlige Titel Lyrisk Intermezzo, fordi den nemlig 1823 første Gang fremkom som lyrisk Mellemspil mellem de to daarlige Tragedier Almansor og Ratcliff, 447 behandler samme Æmner som det første Afsnit, men i ejendommeligere Former og paa friere kunstnerisk Maade. Udgiveren af Buch der Lieder's oprindelige Tekst Ernst Elster har i sin Indledning og en yngre Kritiker Wilhelm Bölsene i et selvstændigt Værk om Heine med megen Skarpsindighed eftervist, at vi her kun sjældent har en umiddelbar Udstrømning for os af den oplevede Kærlighedssorg, men en Art Erindrings-Kraftuddrag. I Reglen tumler Digteren her frit med den gamle Elskovskval, ja leger undertiden med den; derfor af og til det Klikkende i Udtrykket; Læseren tror stundom ikke ret paa Følelsens Alvor, bliver betænkelig overfor de stadige Forsikringer om en dræbende Kummer, under hvilken Livet dog bestandigt fortsættes og Kunsten uafbrudt øves.

Men det var ganske naturligt, at Heine her paany tyede tilbage til den ene og samme Lidenskab, om den end ikke i Mellemtiden havde faaet frisk Næring. Han havde ikke oplevet nogen senere, der i Styrke eller i Betydning for hans Sjæleliv kunde maale sig med den. Den var og blev den vigtigste Begivenhed i hans Liv. Det synes, som om den Lykke, den i sin Tid havde bragt ham, var saare flygtig; da han første Gang sang om sin Kærlighed, dvælede han derfor udelukkende ved sin Elskovssorg, Følelsens Uigengældthed, Forladtheden, Forræderiet, den Elskedeskolde Grusomhed. Nu, da han stod friere overfor den, meddelte han dens hele virkelige eller omdigtede Historie fra den første Dag af, da den vaagnede til Liv, indtil den Stund, da han var som død for hende, og ikke nok med at han saaledes føjede Følelsens hele Levnedsløb til Afgørelsens Stund, men han gav den større Friskhed og Rigdom, idet han omgav ethvert af dens betydelige Øjeblikke med en Ramme af Naturliv og Naturstemninger. I Drømmebilleder herskede bestandig Nat. Her raader Majmaaneds Løvspring og Fuglesang og Stjernelys.

At nu den oprindelige Ømhed, som den Elskede skal have næret for den Talende, kun er tildigtet, ikke stemmende med de virkelige Forhold, det røber Heine ufrivilligt, naar han udmaler ømme Optrin imellem dem. Thi da er Elskeren aldrig besiddende, men selv i Omfavnelsens Øjeblik kun længselsfuld:

Læn blot din Kind imod min Kind,
saa flyder Taarerne sammen,
og tryk mit Hjerte fast imod dit,
saa enes Kærlighedsflammen.
448 Og er saa vore Taarers Strøm
af den store Flamme fortæret,
da, naar jeg favner dig, stærk og øm,
dør jeg af Elskovsbegæret.

Denne begunstigede Elsker, der naar Flammerne mødes dør af Længsel, forraader sig som en i Virkeligheden meget utilfredsstillet Elsker.

Af de rent erotiske Digte er derfor de fortrinligst, der udtrykker Elskovslængsel, og de, som udtrykker et Kærlighedsforholds vemodige Opløsning. Blandt de ømme og længselsfulde Digte straaler især det yndefulde, østerlandske Digt Paa Sangens Vinger, mit Hjertes Elskte, jeg bærer dig bort, besnærende ved det skildrede Indiens fjerne og fremmede Præg og ved Stemningens fine Inderlighed. Heine længtes til Indien som Goethe til Italien, hørte aandeligt hjemme ved Ganges' Bredder som Goethe ved Tiberens. Rimeligvis har Bopp ved sine Forelæsninger først vakt hans Sans for dette østlige Drømmeland, men forøvrigt bruger han for at føre det frem den romantiske Æventyrstil. som han tog i Arv, og som han tildannede efter sit Væsen til Brug for Maleriet af det Fjerne og Lokkende.

Simpelt skøn er en Strofe som denne:

Der vil under Palmer vi ligge
udstrakte uden en Lyd,
og Ro og Kærlighed drikke
og drømme den saligste Fryd.

Tager man derimod Strofer som denne:

En rødt blomstrende Have
i Maaneskin ligger der.
Lotosblomsterne venter
deres Søsterlil, saa kær.

da indeholder den, saa smuk den end i Grundskriften er og saa kælent den klinger, allerede noget af den Unatur, der ikke sjældent møder Læseren i Heines Naturmalerier. Koloriten er stærk, men ikke set; Lokalfarverne gør sig gældende paa den hele Tones Bekostning. Rødt blomstrende er neppe det første Ord, det falder naturligt at male en Have med, naar den ses i Maaneskin. Omtrent med samme Effekt paa den naturlige Virknings Bekostning hedder 449 det senere i Digtet Aftendæmring: «Ligeoverfor ved Vinduet sad Rosenansigter, dæmrende og maanebestraalte.» Og Vendingen, at Lotosblomsterne i den Elskede venter deres kære Søster, er lidt af en gammeldags Artighed midt i det rige Gangesbilled. Det er omtrent den samme Vending, som forekommer i denne Strofe:

De hviskende Blomster ser paa mig
saa medynksfuldt som de kan:
Vær ikke vred paa vor Søster,
du blege, sørgmodige Mand!

Der er heri en Madrigalstil, som Heine i modnere Aar kommer ganske udover.

Ogsaa en anden af Stroferne i dette saa stemningsfulde Gangesdigt har Ejendommeligheder, som peger tilbage mod Heines Oprindelse fra den romantiske Skole med dens vilkaarlige Naturopfattelse:
Violerne fniser og kæler
og ser imod Stjernerne op.

At Violerne kærtegner hinanden er allerede ret dristigt; det minder om H. C. Andersens fortryllede Haver; men at de fniser, er sikkert for meget af det Gode. Det er den Stil, Emile Zola senere slaar ind paa i Skildringen af sin Have Paradou.

I samme Aand som denne Sang har Heine digtet den følgende om Lotosblomsten, der ængstes for Solens Pragt, en yderst yndefuld Digtning, i al Blomsteruskyld sanseligt smeltende som faa andre Poesier. Her er den kødeligt-sjælelige Attraa næsten drevet ud i Hysteri, idet Digteren ikke nøjes med at lade Lotoskalken blomstre og gløde og lyse og dufte og skælve, men endogsaa græde, idet dens Elsker Maanen vækker den med sine Straaler*).

Næst efter disse attraaende Digte er de opgivende, som udtrykker Elskovslivets Ophør, de mest følte. Det ypperste Eksempel er Digtet Nr. 59 i Intermezzo, der i sin første Strofe skildrer, hvorledes en Stjerne, Elskovsstjernen, falder ned fra Himlen, i sin anden, hvordan Æbleblomsternes Blade falder fra Træerne, * 450 og i sin tredje, hvorledes en Svane synker i sin Bølgegrav, indtil Alt samles i Slutningsstrofen:

Det er saa mørkt og stille!
Bort blæste Somrens Blomst og Blad,
Stjernen er gnistrende sprunget,
Svanen sin Sang til Ende kvad.

Meget betegnende for Heine er det, at san stemningsrigt Digtet end er, gør intet af de tre Naturskuespil, som fremføres, Indtryk af det Oplevede. De staar der som vilkaarligt sammenbragte Sindbilleder.

Mellem disse Sværmerier har han saa indstrøet Digte af helt forskellig Art, der drejer sig om meget lettere Kærlighedsforhold. De dristigere iblandt dem har han udeladt af Samlingen Buch der Lieder, saaledes det dog ret uskyldige:

Du skal mig elskende favne,
min egen Kærest, med Magt!
Omslyng mig med Arme og Fødder
og Legemets smidige Pragt!

andre har han beholdt, saaledes Verden er dum, Verden er blind med dets Udmaling af Armenes Blødhed og Kyssenes Brand. Men der er ogsaa andre fyndige Strofer af alvorlig, lidenskabelig Karakter, som f. Eks. den bekendte Jeg har dig elsket, dig elsker endnu, endelig har han her med en frivillig for Effektens Skyld opsøgt Forslidthed i Ordvalget almindeliggjort den Livsskæbne, der gjorde ham til erotisk Digter, i det mod Heines Vane ikke i Jeg-Stil skrevne Digt, der er blevet saa berømt: En Yngling elsker en Pige; hun har en anden valgt.

Efter dette Afsnit følger Samlingen Heimkehr, skrevet 1823-24 i Hamborg og Kuxhaven. Ordet Heimkehr betyder Gensynet af Hamborg, hvor Digterens Kærlighedsroman var foregaaet, og hvor ved Skuet af de kendte Steder alle Hjertets Saar sprang op paany. Og til dette fremherskende Tema i Samlingen slutter sig et andet, det første Skue af Havet, som hidtil var ubesunget i tysk Poesi.

Her blander sig nu med Klagerne over den Tabte, hvilke fremkaldes af de Omgivelser, hvori hin gamle Tragedie havde spillet, nye Indtryk og Billeder. Først bryder den fordums Lidenskab med Vælde frem paany; han ruger atter over den gamle 451 Kval; han er ilde tilmode i Byen, hvor Husene synes ham at falde ned i Hovedet paa ham, og end mere i de Sale, hvor hun lovede ham Troskab. Det Nye i disse Sange om ulykkelig Kærlighed er det stadigt lige heftige og vilde Had, som her flammer over Elskovs-Lykkens Grav.

Men paa Rejsen har Digteren truffet den Elskedes Familie, og den yngre Søster ligner ganske den Elskede, især naar hun ler, og hun har de samme Øjne, der har gjort ham saa ulykkelig. I et Brev af 23de August 1823 taler han til sin bedste Ven om, at «en ny Daarskab er bleven podet paa den gamle». Det er lykkedes Ernst Elster ved omhyggeligt Studium af Breve og Digte at eftervise, hvorledes hos Heinrich tydeligt nok en Lidenskab for Amalie Heines otte Aar yngre Søster Therese paa dette Tidspunkt afløste den første Kærlighed, der havde faaet et saa utilfredsstillende Udfald. De poetiske Navne Eveline, Ottilie gaar paa Therese. Heftig har den nye Lidenskab været, men efter al Sandsynlighed lige saa uigengældt som den første Ungdomspassion. Derfor de bekendte Linjer:

Den, der elsker første Gang, om
end forgæves, er en Gud.
Men den Mand, der ej genelsket
elsker anden Gang, en Nar.
Jeg, en saadan Nar, jeg elsker
anden Gang foruden Gengæld.
Solen ler mig ud og Maanen,
jeg ler med og - dør i Latter.

I Aaret 1828 forlovede og giftede Therese Heine sig med en Dr. jur. Adolf Halle, og man har blandt Heines efterladte Digte fundet bidende Spottevers over Brudgom og Bryllup. Han havde jo den uridderlige Poetvane at hævne sig ved Spotterier, hvor han blev afvist. Men Digtene i Heimkehr indeholder ikke, hvor Therese er ment, den Bitterhed og det Had, som hyppigt kommer frem hos Heine overfor den ældre Søster. Han priser Thereses Skønhed, hendes dejlige Øjne, hendes Renhed: hun er som en Blomst; han beder til hende som Andre til Paul og Peter eller Madonna; og han kæmper mod sine Følelser, ræddes for denne nye Kærlighed. Baade Stolthed og Skyhed forbyder ham at erklære sig; det var endog bedst for hende, om hun ikke elskede ham; han har stundom selv søgt at forhindre Elskovens 452 Opstaaen i hendes Sjæl; men nu, da det er lykkedes ham saa let, trænger Ønsket om hendes Kærlighed sig dog atter frem. Han er for stolt til at tale om sin Lidenskab og om sin Kval, han spøger og spotter, medens han indvendig forbløder sig; men hun forstaar ham ikke, ser ikke at hans Hjerte skælver og brister. Derfor disse Vers:

O denne Mund er meget for stolt,
kun med Kys og i Skemt den taler,
den siger maaske et haanligt Ord,
medens jeg dør af Kvaler.

Men Dødstruslen er denne Gang ikke ment bogstaveligt. Thi i et andet Digt hedder det oprigtigt:

Tro ej, jeg mig skyder til Døde,
hvor slemt end Sagerne staar.
Det er altsammen, min Søde,
hændt mig i yngre Aar.

Og dog har han ogsaa denne Gang følt dybt og lidt meget. Saa underligt det klinger, Kusine-Kærligheden, dette i Reglen kun første og foreløbige Stadium paa Banen, denne blotte Indvielse til det egenlige erotiske Liv*), er den eneste alvorlige og ikke ganske flygtige Lidenskab, den unge Heine har kendt. Og selv i Manddommens Aar naaede ingen senere Følelse paa langt nær Styrken af denne ungdommelige Dobbeltpassion for to Søstre, af hvilke den andens Type genkaldte ham den førstes.

Mellem de følelsesfulde Poesier, som forholder sig til dette *

Aux pres de l'enfance on ceuille
Les petites amourettes
Qu'on jette au vent feuille à feuille
Ainsi que des pâquerettes;
On ceuille dans ces prairies
Les voisines, les cousines,
Les amourettes fleuries
Et qui n'ont pas de racines.

Richepin.

(Paa Barndommens Enge plukker man de smaa lette Elskovsforbindelser, som man kaster for Vinden Blad for Blad ligesom Gaaseurter; man plukker paa disse Enge Naboersker, Kusiner, de smaa blomstrende Elskovforbindelser, som ikke har Rødder.) 453 Stykke Sjælehistorie, har Heine saa ligesom i Intermezzo indflettet Smaadigte om mindre alvorlige Forelskelser, Æventyr fra Universitetsbyerne, som han havde besøgt, ja endog Vers om ganske platte og betalte erotiske Glæder. Af Buch der Lieder udelod han adskillige af de anstødeligere, som oprindeligt havde deres Plads i Heimkehr, saaledes det morsomme, men frække:

Hils mig ikke paa Gaden, mit smukke Barn,
lad ikke, som du mig kender,
naar vi er hjemme sidenhen,
saa er vi des bedre Venner.

- ja selv saadanne muntre og overmodige Vers som dette:

Himmelsk var det, tvang jeg ned
Kødets Drift til syndigt Fjas;
men var Driften mig for hed,
havde jeg dog megen Spas.

Mest fremtrædende i denne Afdeling er vistnok Dobbeltevnen til Sang og Maleri. Foruden sin Evne til det lyriske Udbrud, der i sin blandede Lidenskabelighed er som Hjertets ukunstlede Skrig hos det moderne Menneske, lægger han her en særegen malerisk Begavelse for Dagen, figurdannende ved Lys og Skygge og Farver uden faste Omrids.

Der er Scenen i den stille Præstegaard med den opløste, stridige, fortvivlede Familie (Halvmaanen, bleg og høstlig). Sønnen vil blive Landevejsrøver, Datteren sælge sig til Greven. Saa levende dette Optrin end er gengivet, hører det ikke til de bedste; der er for megen gammeldags Romantik i Indfaldet med den døde Fader i det sorte Ornat, der staar udenfor og banker paa Vinduet. Ganske mesterligt er derimod det næste Digt (Hvor Vejret dog er daarligt), i hvilket vi ser den gamle Morlille om Aftenen sent i Mørke og Uvejr rokke med sin Lygte tvers over Gaden for at købe ind til sin store kønne Datter, som ligger hjemme i Lænestolen og blinker søvnigt med Øjnene mod Lyset, medens de gyldne Lokker falder ned over det yndige Ansigt - det virker som et gammelt hollandsk Maleri.

Dog end skønnere er den Gruppe af otte Digte, som er udsprungen af Opholdet i Kuxhaven. Vi sad ved Fiskerhuset er et lille Vidunder af kunstnerisk Kraft, denne Samtale med Pigerne udenfor Fiskerhytten, i hvilken det fjerne Indien og det yderste 454 Thule er malte med saa ganske faa Ord: Ved Ganges dufter og lyser det, Kæmpetræer staar i Blomst og smukke, stille Mennesker knæler for Lotosblomster. I Lapland er der smudsige Folk, smaa, med platte Hoveder og brede Munde; de sidder paa Hug om Ilden og steger sig Fisk og kvækker og skriger.

Saa er der lystige Digte om løse Pigebørn som hende, han søger i hele Byen og finder i et Pragthotel, eller hende, i hvis Hjerte blaa Husarer laa i Indkvartering.

Endelig er der enkelte yderst fyndige Vers, som alle Mennesker nu kan udenad, men som har sat ondt Blod imod Heine og som har forarget. Saaledes især det berømte:

Sjældent har I mig forstaaet,
jeg fandt ej hos Jer Forstanden;
kun naar vi i Skarnet mødtes,
saa forstod vi straks hinanden.

Det er ubegribeligt, at man nogensinde har kunnet betragte denne Strofe som en Tilstaaelse af smudsige Instinkter. Den snærter jo kun dem, der søger lige ned til ethvert anstødeligt eller slibrigt Sted i en Bog, som Soen søger til Pølen, og slaar sig ned deri. At Heine ikke her tænker paa nogen Indrømmelse i Retning af at have villet paakalde Læserens sanselige Drift eller skamløse Tilbøjeligheder viser bedst det følgende Digt, der umiddelbart slutter sig til hine Linjer, og som begynder:

Dog Kastraterne hviskede,
da min Røst lød første Gang,
de hviskede og de tiskede,
at meget for grovt jeg sang.

Han kunde ikke utvetydigere hævde, at han, hvor han har været ligefrem, drøj eller skamløs, kun har fulgt sit moderne Hang til Virkelighedstroskab, sin Uvilje mod romantiserende Besmykkelse, sin uvilkaarlige Drift hen imod den skærende Livssandhed.

Ikke mere moralsk Berettigelse har den almindelige Klage over hvad Julian Schmidt engang har kaldt Gemenheden i Heines Tankespring fra det Ophøjede til det Lave. Et typisk Eksempel paa disse Omslag i Stil og Stemning er Digtet Freden i Nordsøpoesiernes Gruppe, i hvilket Heine ser Jesus som Fredsfyrste under Havblikket skridende kæmpestor i sin hvide Klædning 455 over Land og Hav. Hans Hoved rager op i Himlen; som Hjerte i Brystet har han Solen, den røde, flammende Sol, og hans Solhjerte sender sine lysende, varmende Straaler over Land og Hav. Saa afbrydes pludselig Stemningen ved Fremkaldelsen af en elendig, forhyklet Stymper i Berlin, paa hvem han tænker, En, der er svag i Hoved og Lænder, stærk i Troen - hvad vilde han ikke give for at kunne hitte paa slige Billeder og saaledes fromle sig frem til Hofraad i den fromme By ved Spree - hvor vilde han da ikke drømme om Lønningstillæg af hundrede Thaier Kurant!

Sikkert nok har Heine her fordærvet det smukke Aandesyn for sin Læser. Han har slaaet sit Digt itu; han har sprængt sin Melodi ved vrængende Mislyd; men dog forstaar man ret vel, at det første Syn hos en Digter med det moderne Livs Erfaring ukunstlet har hidkaldt det andet, og i ethvert Tilfælde er det uberettiget at tale om denne Idéforbindelse, dette «Tankespring», som Kendetegn paa Sindelagets Lavhed. Meget træffende og rigtigt har Wilhelm Bölsche om dette Punkt bemærket, at Ingen har beskyldt Goethe for lav Tænkemaade af den Grund, at hos ham umiddelbart efter Fausts Trosbekendelse til Gretehen følger Mefistofeles' Spotterier. Og dog er Forskellen her kun den, at Sværmeriet og Skamløsheden er lagte to Personer i Munden, istedenfor at i det lyriske Digt Digteren umiddelbart overtager Ansvaret for begge Dele.

I Slutningen af denne Digtkres forekommer et Par ganske ualmindeligt følte og fuldendte Digte, der allerede ved Rimenes hos Heine særegne Stilling skiller sig ud fra Smaadigtenes Mængde. Det ene, Halvlys ligger Sommeraftnen, som skildrer den skønne Alfepige, der i Maaneskinnet bader sig i Bækken, er henaandet og duftfyldt som et Landskab af Corot. Det andet staar allerede ved den rytmiske Behandling ene blandt Smaastykkerne i Heimkehr. Det er dette sjælfuldt fantastiske Digt:

Døden, det er den svale Nat,
Livet, det er den lumre Dag,
jeg dysses i Søvn, nu det mørknes;
Dagen har gjort mig mat.
Der blomstrer et Træ ved mit Sengkammers Tag,
dèr synger den unge Nattergal,
den synger om lutter Elskov,
jeg horer i Drømme dens Slag.

456

Harzrejsen, den næste Afdeling (1824), indeholder de dejlige Bjergmandsdigte, som undfangedes paa en Fodrejse, ved hvilken Heine søgte Forfriskning efter de juridiske Studier i Gottingen. Her er yndefulde Billeder af Bjergegne og Bjergmandsstuer og en med henrivende Overmod vedligeholdt aandfuld og kæk Selvlovprisnings-Stemning. Det smukke, vidfulde Digt om Ridderne af den hellige Aand har vel udfoldet sig over Motivet fra Optrinnet, hvor Gretchen udspørger Faust om hans Tro, men besidder en Oprindelighed, der har gjort det almenyndet Jorden over.

Saa sluttes Buch der Lieder med Nordsø-Digtene, skrevne efter et dobbelt Ophold paa Norderney, i stærke, frie Rytmer (1825 og 26). Der er heri først og fremmest en Natursans, som i tysk Poesi betegner en ny Erobring.

I Forholdet til Naturen syntes Goethe at have udtømt Alt. Hans Kærlighed til alt Liv i Naturen, hans Slægtskabsfølelse med Dyr og Planter, hans Fornemmelse af, at Mennesket i sit Væsen er ét med de andre Væsner og hans Anskuelse af Altets Enhed under vekslende Former i evig Omskiftning - denne Gave til at opløse Naturen helt i Følelse var hans første Ejendommelighed. Den afløstes eller fuldstændiggjordes snart ved hans Evne til at iagttage og gengive Naturoptrinnene uden at underlægge dem sine egne Følelser. Han studerer Naturen, bliver Iagttager og Forsker, og hans stedse mere dybtgaaende Anskuelse, hans geniale Blik gør ham paa to Hovedomraader til en Opdager, der sætter Tidsskel. Vi ser ham gennemløbe alle en stor Sjæls Stadier overfor Naturen, det følsomme, det religiøst-panteistiske og den digterisk-videnskabelige Anskuelses, tilsidst klamrende sig saa slærkt til det sanselige Indtryk, at han af al Magt trænger det Sjælelige som forstyrrende tilbage. Hans Synsmaade bliver stedse mere jordbunden og virkelighedskær. «Jeg frygter ikke den Bebrejdelse,» siger han i sin Afhandling om Graniten, «at det skulde være en Modsigelsens Aand, der har ført mig fra Iagttagelse og Skildring af det menneskelige Hjerte, den yngste, mangfoldigste, bevægeligste, foranderligste Del af Skabningen, den, som det er lettest at ryste og rokke, til Iagttagelsen af Naturens ældste, fasteste, dybeste, urokkeligste Søn»*). Han mener Graniten.

I hvad Retning var det da endnu muligt for en tysk Digter * 457 at lægge genial Naturfølelse for Dagen? Fra Menneskehjertet til Graniten havde Goethe omspændt Alt.

Kun et eneste Omraade var levnet. Goethe havde aldrig besunget Havet. Som næsten fyrretyveaarig saa han det i Venedig første Gang. Han var paa Lido. «Jeg hørte,» skriver han, «en stærk Larm; det var Havet, og jeg saa det snart. Det gik højt mod Stranden, idet det trak sig tilbage. Det var Middag og Ebbe. Saa har jeg da nu ogsaa set Havet med mine Øjne», og længere hen staar den korte Sætning: «Havet er dog et stort Syn.» I femte Akt af Faust, hvor Hav og Sejlads berøres, ligger hele Vægten paa Gravning af Kanaler og Inddæmning af Land fra Søen. Det var Alt, hvad der fra Goethes Haand forelaa om Havet.

I Heines Nordsødigte bruser Havet for første Gang i tysk Poesi med sin Friskhed og i sin Vælde. Her er for første Gang Muslinger i Sandet og Maager i Luften. Havet males i Storm og i Stille, det skildres fra Stranden og fra Skibet, ved Dag og Nat, med den Fred, der kan ligge udbredt derover, og i Uvejrsraseri, med de skønne Drømmerier og med den Søsyge, det fremkalder, og fra dets Bund stiger og over dets Flade svæver en hel Kres af mytiske Skikkelser, gamle og nye, gamle, der er blevne omformede til nye, en undertiden højtidsfuld, hyppigere snurrig Verden af Guder og Gudinder, Tritoner og Okeanider. Og dog er der forholdsvis lidet af Skildring; Digterens egne Erindringer, Sorger og Forhaabninger er det, som fylder disse Digte. Og det er hans dybe Længsel efter at aande frit, som har istemt det berømte Udraab, hvormed titusind Grækere efter den lange, forfærdelige Marsch hilste deres Hjemstavns Element: Thalatta! Thalatta! - vær hilset af mig, du evige Hav!

Der er imellem disse Digte nogle af Heines skønneste og uforglemmeligste: Først den skemtsomt-letfærdige Idyl Nat ved Stranden; Digterens Besøg hos den smukke Fiskerpige med det mesterlige Billede af hendes Skikkelse, som den sidder bøjet foran Ilden:

saa de flakkende, røde Lys
trylleride lifligt kaster Genskin
paa det glødende Ansigt,
paa den fine, hvide Skulder,
der rørende titter frem
af den graa og grove Særk,
458 og paa den lille Haand, hvis Omhu
binder Skørtet fastere sammen
om den fine Hofte,

dernæst det ved lyrisk Sving enestaaende Digt Erklæring til hin Agnes, hvis Navn Digteren vil skrive i Lueskrift paa Himlens natlige Hvælving med en Gran fra Norge, dyppet i Etnas Krater; saa den i sin fyndige Knaphed beundringsværdige Tankedigtning Spørgsmaal, som giver et Begreb om de Stemninger, i hvilke Heine fattede det dumdristige Forsæt at skrive en Faust efter Goethe's, en Plan, han endda ikke betænkte sig paa at meddele den store Olding selv under sit Besøg i Weimar. I enkelte af disse Vesterhavsdigte, ogsaa iblandt de selvnedsættende eller selvspottende, raader et Selvbehag, som støder fra. Iblandt dem, som er helt frie derfor, maa nævnes det mesterlige, rent humoristiske Digt I Havn, den udødelige Fantasi fra Raadhuskælderen i Bremen, i hvilken den næsten indtil Totalafholdenhed ædru Heine har givet det mest henrivende Billede af et genialt Menneskes lystige Rus.

XIV

Det er umuligt for en Nordbo i modnere Aar og med en nogenlunde sikker kunstnerisk Dannelse at fordybe sig i Heinrich Heines Lyrik uden at føle sig stødt tilbage af Træk og Vendinger, der allerede tidligt hos ham blev til livløs Manér. De romanske Folk føler ikke dette. Hyppigt hører man kunstforstandige Mænd af de romanske Nationer sammenligne Heines Lyrik med selve Goethe's, og foretrække den som mere anskuelig og mere aandrig. For romanske Læsere er Goethe i Reglen uigennemsigtig; om Heine siger Franskmændene: On y voit mieux. (Man ser Alt bedre hos ham.) De iøler ikke, at hos Goethe er Ordene alle Tider Sag; hos Heine ikke sjældent færdige Sætstykker, som indskydes, bag hvilke der ikke ligger noget Syn, nogen Virkelighedsanskuelse, men som anvendes til at fremvirke en vis poetisk Effekt. Faa Poeter har som Heine misbrugt Liljehænderne, Rosenkinderne og Violøjnene - disse umulige Farveklatter - til Skildring af kvindelig Skønhed, eller Foraarets forskelligtartede Tilbehør, Blomsterne, der dufter, Nattergalen, der slaar ved Dag som ved Nat, til Besyngen af den skønne Maaned Maj. Særligt er Nattergalen 459 under hans Behandling bleven en rent heraldisk Fugl i Kærlighedens Vaabenskjold.

Hos Goethe er alle Ord Billeder, derfor behøver han saa faa Billeder i Ordets udtrykkelige Forstand. Hos Heine er Ordene hvert Øjeblik Allegorier uden Anskuelighed og uden den indre Sammenhæng, der er Poesiens Logik. Saaledes naar det hedder: Af mine Taarer spirer - mange blomstrende Blomster frem, hvor Blomsterne endda skal betyde Digte, eller naar han skriver: Sprüh'n einmal verdächt'ge Funken - aus den Rosen, sorge nie - diese Welt glaaubt nicht an Flammen - und sie nimmt's für Poesie, hvor der forebringes os et Nøgle Billeder, mere sammenfiltret end i de berygtede oldnordiske Omskrivninger fra Skjaldepoesiens Forfaldstid: Gnister, der slaar ud af Roser; Gnister, som Spidsborgerne ikke vil antage for Ild; Rosengnister, der kaldes Poesi!

Mest stødende ved disse Digte med deres forblommede Tale er Foreningen af det Følsomme og det stofligt Grove. Der tales om Suk og om Taarer som var Sukkene ret højrøstede Pust og Taarerne ret massive Enkeltvæsener. Saaledes, naar det om Sukkene hedder: Og mine Sukke bliver - et Nattergalekor, endda med den forgrovende Tilføjelse: Og for dit Vindve skal synge - Nattergalenes Sang. Saaledes endnu mere paafaldende i det typiske Digt om den ensomme Taare:

Hvad vil den ensomme Taare?
Jeg ser for den kun med Møje.
Den blev fra gamle Dage
tilbage i mit Øje.

Vi indvies i denne Taares Familieforhold og ensomme Situation: der havde mange lysende Søstre, der ikke er mere. Nu sidder den enlig i Øjekrogen. Tilsidst tiltales den omtrent som en anden gammel brav Kammerat. Den kan gerne gaa sin Vej nu, da alle de andre er gaaede:

Du gamle, ensomme Taare,
saa rind ogsaa du din Vej!

Følsomheden her er saa grel, at ingen Parodi, udført af en Anden, kunde være mere komisk end denne vemodige Tiltale, der af den store Spottefugl er alvorlig ment.

460

Enhver Brøst, der findes i Kunstneren som Menneske, kommer frem i hans Kunst. Det er altid Mangelen paa Simpelhed, paa Ægthed i Følelseslivet, som fremkalder det følsomme eller pralende eller effektsøgende Udtryk. Man sporer derfor Manglerne af denne Art hos Heine stærkt, naar man sammenligner visse Udbrud hos ham med Udtrykket for beslægtede Stemninger eller Følelser hos Goethe.

Tag eksempelvis det Digt, i hvilket han betegner sig som den ulyksalige Atlas, der maa bære Smerternes hele Verden:

Du stolte Hjerte, du har det jo villet,
du vilde være saligt, helt lyksaligt,
hvad eller grænseløst usaligt, Hjerte!
Usaligt er du nu.

Det er Linjer, man ikke glemmer. Men den første Linjes Udraab, som dirrer paa den berettigede Selvfølelses Rand, bliver selvbehagelig, naar man holder disse simple og store Vers af Goethe op imod Strofen:

Alt giver de evige Guder
deres Yndlinge helt,
alle Glæder, de grænseløse,
alle Smerter, de grænseløse,
helt.

Det er ingenlunde dadelværdigt hos Heine, at han virker ved andre, heftigere Midler end Goethe. Det vilde være urimeligt at indvende mod et Digt som En Yngling elsker en Pige, at Goethe vilde have skyet som en Vrængen det Skærende, Desperate i den bekendte Slutning: Og hvem det just passerer o. s. v. Han vilde have veget tilbage for det omtrent af samme Grund som den, af hvilken en gammel Hellener vilde have afskyet det. Det, som heri kun er nyt, kun moderne i Følelsen, har Livets Ret. Selve Grimacen er her kunstnerisk forberedt.

Dog undertiden er af dette Moderne alene det Vrængende blevet tilbage. Saaledes i det berømte Digt: Mit Hjerte, mit Hjerte er sorgfuldt. Det indeholder en mesterlig Skildring af et vidtstrakt Landskab, set højt oppe fra den gamle Bastei. Vi øjner den blaa Statsgrav med en Dreng i en Baad og paa den anden Side af Graven: bitte smaa og brogede, Lysthuse, Haver, Mennesker og Okser, Enge og Skove, Piger, der bleger deres Vask, et 461 Møllehjul, der udhvirvler sit Diamantstøv, og ved det gamle graa Taarn et Skilderhus med en Skildvagt, der gaar op og ned, og hvis Gevær spiller i Sollyset. - H. C. Andersen, der etsteds har omtalt dette Digt, skriver om det: Og Digteren ender saa gribende: «Jeg vilde, han skød mig ihjel.» - Gribende? Nej. Overrumplende; thi Intet forbereder derpaa. Udbruddet er maaske ikke aldeles uægte, men saa nervøst, at det i Grunden Intet betyder; forsaavidt usandt, som det store Ord kun betegner en Stemning, intet dybere Ønske, endsige en Vilje.

Goethe har udtalt ikke just Længsel efter Døden, men Forsonethed med Dødstanken i disse berømte, udødelige Linjer:

Ueber allen Gipfeln
Ist Ruh.
In allen Wipfeln
Spürest du
Kaum einen Hauch.
Die Vogelein schweigen im Walde.
Warte nur, balde
Ruhest du auch.

(Over alle Tinder er der Ro. I alle Trætoppe sporer du neppe et Pust. Fuglene tier i Skoven. Vent kun, snart hviler ogsaa du.)

Det er unødigt at gøre opmærksom paa den Kontrast mellem Digterpersonlighederne, som aabenbarer sig, naar denne Melodi i Ord sammenlignes med hin Skurren hos Heine; men man agte rent kunstnerisk paa den mægtige Overensstemmelse mellem alle Led, som her finder Sted. Digtet er ét Aandepust fra det første Ord til det sidste: Aftenstemning i Skoven og i Menneskesjælen, Forstummen af alle Ønsker, Opløsning af al Mislyd, Sjælen, der stor og blid føler sig som ét med Alnaturen.

Overfor denne Fuldkommenhed fornemmes kun altfor slaaende Manglerne ved Heines lyriske Effektstil, hvor den imellemstunder bryder ukunstnerisk frem. Den er i sine Svagheder beslægtet med den allegoriserende Æventyrstil hos de tyske Romantikere, fra hvilke han som Digter gik ud. Og dog er Heine saa langt fra at være en ren Romantiker som han er fra at være, hvad Nogle anser ham for, en rent moderne Realist.

Han har kaldt sin Atta Troll Romantikens sidste frie Skovsang. Andre har i fjendtlig Hensigt kaldt hans Poesi Romantikens. Opløsningsproces. «Jeg skrev Atta Troll,» siger han, «til 462 min egen Fornøjelse i den lunefulde Drømmemanér, som var herskende i hin romantiske Skole, i hvilken jeg har tilbragt mine behageligste Ungdomsaar og tilsidst har banket Skolemesteren.» Og dog er det Romantiske her kun det rige funklende Klædebon, hvori den moderne Aand hyller og maskerer sig for tilsidst at lade det falde. Ingen af Romantikens Elementer fattes: Dyrene taler, Bjørne udveksler deres Tanker, vi er Vidne til en Moppes Hjerteudgydelse og vi føres overhovedet ned i et stort af Legenden behandlet Sceneri, Roncesvallesdalen. End ikke den blaa Blomst mangler:

Ronceval, du ædle Dal,
blot dit Navn jeg faar at høre,
bæver, dufter i mit Hjerte
Blomsten blaa, den længe glemte.

Drømmeverdenen hæver sig, store Aandeøjne stirrer os imøde. Digteren gaar i Pyrenæerbjergene paa Jagt med sin Fører. Denne har en gammel Moder, og efter Rygtet er denne gamle Kone en Heks. Vi betræder Heksens Hytte med de udstoppede Fugle, de spøgelselignende Gribbe, og om Natten opfører Bjørne og Spøgelser i Hytten en burlesk og uhyggelig Dans.

Ogsaa Aanden i dette Digt er til et vist Punkt romantisk. Angreb paa Datidens plumpe, doktrinære Tendenspoesi, paa Nyttelæren overført paa Digtekunsten, og literær Satire (mod Freiligrath, Karl Mayer, Gustav Pfizer) som Romantikerne yndede den.

Og dog er der her en omhyggelig Virkelighedstroskab i Gengivelsen af Egne og Forhold. Digtet indeholder strengt taget kun en Fortælling om, hvorledes Heine med en ung fransk Veninde ligger paa Landet i Cauterets i Pyrenæerne og dér ser en Bjørn danse paa Torvet. Den løber bort fra sin Bjørnetrækker, flygter ind i Bjergene, jages der af Føreren Laskaro, skydes og flaas. Digterens Juliette faar Skindet til at lægge det udenfor sin Seng, og Heine belærer os til Overflod om, at han selv mangen Nat derefter med nøgne Fødder har staaet paa denne Bjørnehud.

Fabelen er da virkelighedstro nok. Ligeledes er Rejsens ydre Enkeltheder gengivne med Troskab. Man har Indtrykket af, at Heines Skildring af den lille Bjergby, hvortil han klavrede op, og hvor Børnene dansede i Rundkres og sang dertil, er nøjagtigt stemmende med hvad han saa og hørte. Selv Børnesangens Omkvæd Girofflino, Girofflette er sikkert det ægte.

463

Ikke desmindre har de dybeste og skønneste Partier i dette Digt intet med Virkelighed at gøre. Det er Syner. Og det ypperste Syn er det, i hvilket Heine ved Nattetid gennem Hyttens Vinduer ser den hele vilde Jagt fare Synskresen tre Gange rundt. Aldrig er han naaet højere i Figurmaleri end hvor vi følger de lysende Skikkelser mod Nattehimlens Mørke: Diana, Feen Abunde, og hin skønne Herodias, der i sin Vildhed spiller Bold med Døberens blodige Hoved.

Man kan foretage en Jævnførelse mellem Heines og Rembrandts Kunst. Ingen af dem har noget akademisk Stænk; begges Aandspræg er afgjort moderne. Naar man imidlertid kalder Heine en stor virkelighedstro Digter, saa har det kun den samme betingede Sandhed, som naar man kalder Rembrandt den store Kolorist. Rembrandt hører forsaavidt ikke til de mest virkelighedstro i Koloriten som adskillige overtræffer ham i Evnen til at gengive Lokalfarven og dens rette Værdi eller til gennem Halvmørke at lade Tingenes oprindelige Form og Farve optræde utvivlsom. Ikke Farven, men Lyset er Hovedsagen for Rembrandt*). For ham er Lyset Livet; Livets Kamp er hos ham Lysets Kamp og Livets Tragedie er det kæmpende, i Fugtighed og Mørke døende Lyses Tragedie. Man maatte for at betegne hans sande Storhed som Maler kalde ham Luminist (et Udtryk af Fromentin) snarere end Kolorist, hvis man ved Luminist forstaar en Mand, der opfatter Lyset paa en ganske særegen Maade. Han ofrer undertiden Tegningen, ja den maleriske Udførelse, hvor det er ham om at gøre at opnaa en Lysstraale og en Lysvirkning. Man mindes f. Eks. det daarligt malte Lig paa hans Undervisning i Anatomi. Men hvad der gør, at han ved Opgaver, der udkræver Portrætlighed, Evne til at male Hænder, eller nøjagtig Gengivelse af Stoffer staar tilbage for de egenlige Virkelighedsgengivere - netop det gør ham saa stor, naar han lader Lyset udtrykke, hvad det alene for ham betyder, det indre Liv, det vaagne Drømmesyns Verden.

Paa ganske lignende Maade forholder det sig med Heine. Hvor faa virkelige Skikkelser har denne store Digter frembragt! Hvor faa er blevne tilbage efter ham! De, som søger hans Fortjeneste paa dette Punkt, har været nødte til at nævne den grelle, grimacerende Skitse af den gamle jødiske Tjener Hyacinth. som Heines ypperste Menneskeskikkelse.

* 464

Nej, skal Heine dømmes efter sine Virkelighedsbilleder, saa staar mangen ringere Digter højt over ham.

Men man mindes blot Visionerne hos ham, det vaagne Drømmesyns Verden i hans Digte og hans Prosa! Han holder sig i Reglen til en Begyndelse nærmere ved Jorden end andre Digtere, men saa aabner der sig over det mørke Jordiske et lysende Syn, der kommer og svinder.

Dette spores selv i saadanne Smaadigte som det anførte om Samtalerne i Fiskerhytten angaaende Ganges og Lapland.

Man erindre fremdeles Maaden, paa hvilken Heine lader Napoleons Skikkelse fremtræde for sin Læser. I hans Grenaderer hidkaldes Forestillingen om Napoleon som et Syn. Ordene «Da rider min Kejser vel over min Grav» er som en natlig Aabenbaring belyst af Sværdenes Glans. I den ikke mindre beundringsværdige Skildring i Reisebilder fremmanes Synet som et Barndomsminde.

Eller man huske, hvorledes Heine fremkalder Billedet af Jesus. I Digtet Freden ser han Jesus som Fredsfyrste skride stor i skinnende Hvidhed over Havet. I Tyskland, et Vinteræventyr maler han den graa Vintermorgen paa Paderbomvejen; og da saa Taagerne løfter sig, skimter han ved Vejens Rand i Daggryet Trækrucifikset med Billedet af den store Sværmer, der vilde frelse Menneskeslægten og nu hænger der som «advarende Eksempel».

Ret ilde har de handlet med dig,
de høje Herrer af Raadet.

Det inderlige Vemod, det bitre Lune, der ytrer sig i fortrolige, nedsættende Vendinger, forøger her Indtrykket af det menneskeligt Store og rædselsfuldt Højtidelige, omtrent som dette Indtryk hos Shakespeare forøges, naar Hamlet, hvor Faderens Aand høres under Jorden, raaber sit «Vel gravet, gamle Muldvarp!» I Glimt af Viddets Lys viser sig her for Læseren Billedet af Jesus, ikke som Fredsfyrste, men som den, der svang Svøben mod Tempelskænderne og kastede Ild paa Jorden.

Vinteræventyret er som Helhed et betegnende Eksempel paa Heines kunstneriske Fremgangsmaade. Alle det store Digts 27 Afsnit er byggede ganske ensartet. Der begyndes helt nede ved Jorden, drøjt, med Rejse-Erindringer, platte Virkelighedsindtryk; saa hæver Fortælleren sig uden Varsel, men i umærkelige 465 Overgange til mægtig Lidenskab, høj Patos, vild Foragt, luende Sværmeri, nedbrydende eller opbyggende Begejstring, et helligt Raseri, der virker som Lyn i Lyn, til Alt paany synker tilbage i dagligdags Begivenheders og Forholds Graat.

Heine kommer til Køln, spiser Æggekage med Skinke og drikker Rhinskvin dertil, og driver saa ud paa Gaden. Han mindes Byens Fortid: her havde Kirkevælden frit Spil, her brændte Kætterbaalene Bøger og Mennesker, her bolede Dumhed og Ondskab som Hunde paa aaben Gade. Saa øjner Digteren i Maane skinnet den store Aandsbastille, Domkirken i Køln, der vækker hans Vrede. Men idet han saaledes slentrer afsted, ser han bag sig en Skikkelse, som han synes at skulle kende. Og nu glider vi over i en helt ny Verden: Visionens. Hin Skikkelse gaar som var den hans Skygge og staar stille, naar han staar. Ofte før har han set den i sin Nærhed, om Natten ved Skrivebordet. Under Kappen holder og holdt den altid noget skjult, der blinkede selsomt og lignede en Økse, en Skarpretterøkse. Det er Digterens Liktor, der følger ham, som Liktoren i Rom gik forud for sin Herre.

I de følgende Afsnit aabenbarer saa Barbarossa sig i samme Stil som et Drømmesyn, der endog to Gange kommer og gaar.

Naar da Heine sætter Skel i den tyske Lyriks, ja i Digtekunstens Historie ved en helt ny Stil: Foreningen af Sværmeri og Vittighed indenfor Lyriken og ved et helt nyt Aandspræg: Indførelsen af Prosaen i Poesien som Folie for den eller Spot over den, saa beror dette paa hans historiske Stilling, paa den Overgang fra romantisk Virkelighedsomdannelse til mørkt seende Virkelighedssans, som foregik i Tidsalderen og som forklarer den Sammensmeltning af begge Elementer, der findes i hans Digtning.

Saaledes bliver da hans kunstneriske Herredømmes mest ejendommelige Kronland et Halvlys, der er beslægtet med Rembrandts.

At lade de afgørende Partier stige op af den Skygge og det Halvmørke, hvori de er sænkede ned, at lade Lyset, det naturlige Lys, virke aandigt, overnaturligt ved at trylle det frem af et Hav af mørke Skyggebølger, lade det flakkende eller grelt som en straalende Flamme bryde frem af Halvlyset, gøre Mørket gennemskueligt, Halvmørket gennemsigtigt - det er Rembrandts. Kunst.

466

Heines nærbeslægtede Kunst er den at lade en rent moderne Fantasiens og Drømmens Verden i umærkelige Overgange træde ud af og tilbage i Virkeligbedens Liv. Snart saaledes, at Aandesynet staar fuldt belyst, medens Virkeligheden taber sig i Tusmørke, snart omvendt saaledes, at Aandesynet blegner og Virkeligheden efterhaanden fremtræder fuldtbelyst.

XV

Vi har set, at Heine som Student i Bonn blev i høj Grad henrevet af den romantiske Skoles Stifter. A. W. Schlegels Personlighed fængslede ham lige saa stærkt som hans Lære. Han beundrede i ham den Mand, der havde ført den tyske Digtekunst fra Unatur til Sandhed. Hertil kom, at den fornemme Lærers elegante Holdning, hans Verdensmandstone, hans Bekendtskab med Datidens gode Selskab og berømte Skikkelser, blændede Heine.

Saa rørtes han dernæst af den Godhed, med hvilken Schlegel tog sig af ham og hans første digteriske Forsøg. Det er Schlegel, hvem Heine skylder sin tidlige Indvielse i Versekunstens Hemmeligheder og hvad der er mere værd: Tilliden til sine Evner og sin Fremtid.

Allerede i Heines første Prosa-Artikel, den om Romantiken fra 1820, faar denne Taknemmelighed et Udtryk i samme Aandedræt som hans romantiske Trosbekendelse fremføres. Han protesterer her mod den Mening, at Romantik skulde være «en Mikstur af spansk Emalje, skotske Taager og italiensk Klingklang»; nej, Romantiken skal ikke være uklar eller ubestemt, dens Billeder kan være tegnede med lige saa anskuelige Omrids som den klassiske Poesis. «Deraf kommer det,» skriver han, «at vore to største Romantikere, Goethe og A. W. Schlegel, tillige er vore største Plastikere.» Og han nævner Goethes Faust og Schlegels Rom i samme Aandedræt som Mønstre paa plastiske Konturer, udbryder endelig følsomt: «O, maatte dog de lægge sig dette paa Hjerte, der saa gerne kalder sig Schlegelianere!» De, der kun kender Heines Forhold til Schlegel fra det smudsige Overfald paa den sidstes Privatliv i Den romantiske Skole, bør mindes om dette Sted. Det var da ogsaa til A. W. Schlegel at Heine rettede sine tre første Sonetter. I den ældste takker han ham for hans 467 personlige Velvilje og fremhæver sin Gæld til ham, i den anden priser han hans Fortjenester af den tyske Digtekunst som Dens, der har gjort det af med Vrængbilledet af Musen, det med Fiskebensskørt og Skønhedsplastre, i den tredje forherliger han ham for hans Indførelse af engelsk, spansk, gammeltysk, italiensk og indisk Poesi i den moderne tyske Literatur. Tonen er begejstret:

Den værste Orm, Tvivlstankens Dolkestik,
den værste Gift, Selvmistillidens sære,
de vilde Livets Marv mig fast fortære,
jeg var en Vaand, hvis Støttestav slog klik.
Du med den Vaand da monne Medynk nære,
lod den sig ranke om dit Ord, dit Blik,
og du, min høje Mester, Æren fik,
ifald engang den kunde Blomster bære.

Det er under denne første romantiske Indflydelse, at Heine skriver sine ældste ret romantiske Vers i gammeldags Stil, Vers som disse:

Die du bist so schön und rein,
Wunnevolles Magedein,
Deinem Dienste ganz allein
Möcht ist wohl mein Leben weihn.
Deine süssen Aeugelein
Glänzen mild wie Mondenschein,
Helle Rosenlichter streun
Deine rothen Wängelein.

Det minder levende om Tiecks ældste i Æventyrene indlagte Vers. Alene i det Digt, hvoraf disse Strofer er tagne, forekommer Wunne, Magedein, Aeugelein, Wängelein, Mündchen, weiland, en hel Stab af Formindskelsesord og forældede Udtryk.

Heines næste Forbillede som Digter var en elskværdig og fin tysk Poet, der døde 1827 kun 31 Aar gammel, Wilhelm Müller, Forfatter til de især ved Schuberts Musik saa bekendte Møllerviser og til i sin Tid ikke mindre ansete Grækersange. Han er Fader til den navnkundige tysk-engelske Filolog Max Müller, hvis Novelle Tysk Kærlighed, der behandler en ung tysk Lærds fine Kærlighedsforhold til en syg og sengeliggende Prinsesse, siges grundet paa Faderens Oplevelser.

Til Müller skriver Heine i et Brev af 7de Juni 1826: «Jeg 468 er stor nok til aabent at bekende Dem, at mit lille Intermezzo-Metrum [det af Heine hyppigst anvendte] ikke har en blot tilfældig Lighed med Deres sædvanlige Versemaal, men sandsynligvis skylder Deres Sange sit hemmeligste Tonefald.» Han udvikler videre, at han tidlig har modtaget Paavirkning af den tyske Folkevise og at han i Bonn er bleven indviet i Versenes Kunst af Schlegel, «men,» fortsætter han, «jeg tror først i Deres Sange at have fundet den rene Klang og den sande Simpelhed, hvorefter jeg altid stræbte. Hvor rene, hvor klare er ikke Deres Sange, og samtlige er de Folkesange. I mine Digte er kun Formen nogenlunde folkelig; Indholdet er det vedtægtbundne Selskabs. »

Først af Müller har Heine lært, hvorledes man af de gamle Folkesangsformer kunde danne nye. Man behøver, for at se Heines Stil fødes og formes som for Ens Øjne, kun at holde visse af Müllers Vers sammen med visse af Heines.

Hos Müller hedder det:

Vi sadde saa hyggeligt sammen
under Elletræ'r ved en Hæk,
og skued saa hyggeligt sammen
ned i den rislende Bæk.

Hos Heine:

Vi sad ved Fiskerhuset
og ud over Havet saa,
til Aftentaagen sig hæved
og rundt omkring os laa.

Og hvor nær ligger ikke den sidste Strofe atter op til en Strofe som denne hos Müller:

Nu synker Aftenens Taage,
helt kold og tung den kom,
og Dødens Engle svæver
i Taagedampene om*).

Disse Linjer indleder et stort smukt Digt kaldet Hyrdebivuak i den romerske Campagne, hvis væsenlige Indhold er Hyrdens * 469 Længselssang efter hans Pige. Hvor meget har Heine ikke lært af en saadan Strofe som den, i hvilken den unge Pige skildres:

Derunder sidder en Pige
og bruger sin Ten, som hun kan,
og spinder og grubler og skuer
ned i det flade Land.

Ganske vist, Idyllen forstyrres ikke hos Wilhelm Müller af noget Stemningsomslag; Digteren har ikke Djævlen i Kroppen, og Tempoets blide Andante vedvarer til Digtets Ophør. Men dog ligger Hovedforskellen mellem denne Stil og Heines ikke her; ogsaa Heine holder undertiden en stilfærdig Stemning et Digt igennem. Det Afgørende er den uhyre Fortættelse i Heines Stil i Sammen ligning med denne. Han giver i én, højst to Strofer hvad her er foredraget i ti.

Det Nye i hans lyriske Stil er en aldrig før set Sammentrængthed. Hans Digte er som lutter Kraftuddrag. De giver en krydret, duftende Essens af Lidenskab, Livserfaring, Bitterhed, Vid, Spot, Stemning og Fantasi; en Essens af Poesi og Prosa paa én Gang. De Sjælekyndige taler om en Fortætning af Tanker*): I Sammenligning med Elevens Tænkning er Mesterens fortættet. En stigende Fortætning kan spores i al Tekniks Historie. Engang gaves der kun Kirkeuhre; nu bærer man Uhre i Lommen. Det vil sige: Engang behøvede Mekaniken et Kirkeuhrs Rumfang til de Hjul og Fjedre som nu findes i et Lommeuhr. Saaledes er der i mangen gammel Tragedie ikke flere Tanker og ikke mere Følelse end i et Digt af Heine paa nogle Strofer.

Forud for Wilhelm Müllers korte Strofe har da hans ikke blot det lidenskabeligere Indhold, men den saa langt mere sammentrængte Stil.

Medens Heine nu i sit korte, jambiske Yndlingsversemaal er paavirket af Wilhelm Müller, nærmer han sig i sine Trokæer en anden romantisk, langt mere romantisk Digter, Clemens Brentano. Der findes i hans Romancero enkelte Overensstemmelser med Brentanos tidligere forfattede Romancer om Rosenkransen; men da disse først udkom 1853, er enhver Paavirkning udelukket.

I den anden af Romancerne om Rosenkransen hedder det om Helten Cosme:

* 470

Op fra Vandets Spejl ham maner
Alderdommens Alvorsbudskab:
Du vil snart din Skyld betale,
siger Hovedets Sølverlokker.

I Heines efterladte Digt Bimini begynder et Afsnit:

Ensom staar paa Cubas Strandbred
foran Vandets Spejl det stille,
en Person, og han betragter
nu sit Kontrafej i Havet.
Ikke just med noget særligt
Velbehag den Gamle tykkes
at betragte der i Vandet
sit bekymringsfulde Billed.

Versemaalet, Situationen og Tanken er paa begge Steder ens.

Saaledes er der ogsaa en vis Lighed mellem en Mysteriebogs Historie i den niende Romance om Rosenkransen og det skønne Skrins Historie i Heines store Digt om Jehuda ben Halevy*). Kun at hos Brentano Historien om hvorledes Mysteriebogen gennem Tiderne gaar fra Haand til Haand blot udfolder en romantisk Vidunderverden for os, medens Skrinets Vandring hos Heine bliver til en Spøg med Livets Omveksling: Perlerne tilhører først Smerdis, der skænker dem til Atossa, saa den store Alexander, der giver dem til Thais, senere efterhaanden Kleopatra, en maurisk Sultan, Kastiliens Kronskat og Baronesse Salomon Rothschild, i en Artighed til hvem deres hele Levnedsløb munder ud.

Heine skylder imidlertid sikkert Clemens Brentano Æmnet til sit i Tyskland mest kendte og sungne Digt, Visen om Lorelei: Jeg véd ikke, hvad det betyder.

Brentano havde allerede i sin Godwi fra 1802 en Ballade med Titelen Loreley. Den handler ikke om nogen Sirene, men om en ung Pige i Bacharach ved Rhinen, der var saa dejlig, at alle Mænd forelskede sig i hende. Hun anklages for Trolddom. Men Biskoppen, der skal dømme hende til Baalet, bliver selv forelsket i hende. Hun ønsker sig Døden, thi den Eneste, hun * 471 elsker, har vendt hende Ryggen og er dragen bort. Da Biskoppen lader hende føre til et Kloster, bestiger hun derfor en Klippe, Lurelei (Ley betyder Skiferbjerg) og styrter sig i fortvivlet Længsel efter sin Elskede ned i Rhinen.

Heraf tog i 1811 en Forfatter Nikolaus Vogt Anledning til at lave et saakaldt Rhinsagn, som han udgav for gammelt. Loreley skulde paa Vejen til Klostret have set sin Elskede sejle forbi paa Rhinen og styrtet sig ned af Sorg over ikke at have kunnet vinde ham. Tre af hendes Tilbedere skulde da have fulgt hende i Dybet. Derfor hed en Klippe der i Nærheden Dreiritterstein. Dette sidste Træk var maaske foranlediget ved Slutningen af Brentanos Digt:

Hvem har vel Visen sunget?
en Skipper paa Rhinen den sang.
Og altid har der runget
fra Klippen, den høje, en Klang:
Lore Lay!
Lore Lay!
Lore Lay!
som var vi tre paa vor Vej.

Af det saaledes vilkaarligt lavede Folkesagn uddrog en Grev Loeben 1821 Stoffet til et Digt Loreley, hvor den unge Pige, som dræber sig, er forvandlet til en Havfrue, der ved sine Sange lokker de Forbisejlende ned i Dybet*):

Da wo der Mondschein blitzet
Um's hohe Felsgestein,
Das Zauberfräulein sitzet
Und schauet auf den Rhein.
Es schauet herüber, hinüber,
Es schauet hinab, hinauf,
Die Schifflein ziehen vorüber,
Lieb' Knabe, sieh nicht auf!
Sie singt dir hold am Ohre,
Sie blickt dich thöricht an,
Sie ist die schöne Lore,
Sie hat dir's angethan o. s. v.

* 472

Tag nu Heines verdensberømte Digt, først en Studentersang, saa en Folkevise, gribende og smeltende ved sin Melodis ømme Forening med Teksten! Den umiddelbare Efterligning er utvetydig. Æmnet er det samme, Versemaalet er det samme, ja Rimene paa enkelte Steder de samme: blitzet-sitzet; istedenfor an-gethan staar blot Kahn-gethan. Men hvilken Forskel! Stemningen er kommen til. Først det personlige Udgangspunkt, det uforklarede Tungsind, under hvilket Fortælleren ikke kan blive det gamle Æventyr kvit, saa det øjeblikkelige Syn, det bestemte, tydelige Billede af Landskabet:

Die Luft ist kühl, und es dunkelt, Und ruhig fliesset der Rhein, Der Gipfel des Berges funkelt Im Abendsonnenschein.
Die schönste Jungfrau sitzet Dort oben wunderbar, Ihr gold nes Geschmeide blitzet, Sie kämmt ihr goldenes Haar.

Endelig er Elementet af dæmonisk Lidenskab kommet til, som de tidligere Bearbejdere af Æmnet ikke formaaede at nedlægge i det. Heine gengiver her en elementær dragende Magt, der er beslægtet med den, som Goethe i Fiskeren har givet Udtryk ved simplere Midler og med dybere Virkning. Men Goethe skildrer i Overensstemmelse med sit Væsen den stille, lokkende Besnærelse, Heine i Overensstemmelse med sit et lynsnart betagende, uimodstaaeligt Raseri.

Maaske endnu dybere Indblik i Heines kunstneriske Tilblivelse og i Maaden, paa hvilken hans Fantasi arbejder med et Æmne, vindes, naar man iagttager, hvorledes han benytter et i Prosa givet Stof.

Øjensynligt i Henri Beyle's Bog De l'amour har Heine fundet de følgende fra Arabisk oversatte Anekdoter: «Sahid ben Agba spurgte en Dag en Araber: Af hvad Stamme er du? - Jeg er af den Stamme, svarede Araberen, i hvilken man dør, naar man elsker. - Du er altsaa af Asra Stamme? - Ja, ved Kaaba's Herre! det er jeg. - Hvoraf kommer det, at I elsker saadan? - Vore Kvinder er skønne og vore unge Mænd er kyske.»

Fremdeles denne Anekdote: «En spurgte en Dag Arua ben Hezam af Stammen Asra: Er det sandt, at af alle Mennesker er 473 I dem, som føler ømmest i Kærlighed? - Ja, det er sandt, svarte Arua, jeg har i min Stamme kendt tredive unge Mænd, som Døden rev bort, og som ikke havde anden Sygdom end Elskov.»

Endelig denne: «En Araber af Stammen Beni-Fazarat sagde en Dag til en anden Araber af Stammen Beni-Asra: I tænker, at det, at dø af Kærlighed, er en sød og ædel Død. Men det er Svaghed og Dumhed. - Du vilde ikke tale saaledes, svarte den anden, ifald du havde set vore tilslørede Kvinders store, sorte Øjne med de lange Øjenhaar og set deres Tænder glimte mellem deres brune Læber, naar de smiler.»

Deraf Heine's berømte Der Asra: «Dagligt gik den underskønne». Han maler først Lokalet, Haven med Springvandet, hvor de hvide Vande plasker; saa viser han os Slaven, der daglig staar der, naar Sultansdatteren spaserer, daglig bliver blegere og blegere; saa fortæller han hvorledes Fyrstinden en Aften trænger ind paa Slaven: Dit Navn vil jeg vide, din Æt, din Slægt ....

Slaven svarte da: Jeg hedder Muhamed, jeg er fra Yemen, og min Æt er hine Asra, der forbløder, naar de elsker.

Som man ser, Heine har forsmaaet alle Forklaringerne. Man nyder disse monumentale Ords forbavsende Fynd, denne Evne til at hugge Repliken ud som i Sten. Men gaar man nu dette nærmere paa Klingen, hvad er saa det aandelige Indhold? Ikke stort mere end en Sammenstilling af Ordene Elskov og Død, lakonisk sammentvungne. Det er den Sammenføjning, der findes i alle Heines Ungdomsdigte som Forbindelse af Elskov og Kval, Elskov og Forgiftning, Elskov og Selvmordstanke - den ogsaa hos Musset staaende Sammenkobling af l'amour og la mort.

Udtrykket er her som i Reglen hos Heine fyndsprogsagtigt, derfor ikke rigt.

Vi har nu tilstrækkeligt Stof for Øje til at danne os en Forestilling om Udformningen af Heines poetiske Stil. Det er da lærerigt at studere den som færdig og udviklet.

Vi kan tage vort Udgangspunkt i det sidst betragtede Digt med dets Slutningsfynd. Det er betegnende for Heine, at her saa lidt som ellers fordyber han sig i en Følelses indre 474 Uendelighed; han skærper og tilspidser i Reglen kun Udtrykket for den. Saaledes endog med Elskovsfølelsen, som han dog hyppigst har behandlet. Endelig er det ejendommeligt, at han med sin ringe Forvandlingsevne altid kun har givet mandlig Elskov Udtryk, aldrig lagt en Kvinde et Følelsesudbrud i Munden.

Intet er Heines Evne fjernere end et Digt som dette berømte af Goethe:

Frydfuld og kvalfuld
og tankefuld gaa,
længes og trænges
i Savn og i Traa,
himmelhøjt jublende,
dødsens bedrøvet;
Lykken kun elskende
Sjæle har prøvet.

Thi dette er et Kvindehjertes Karakteristik og det er selve Elskovens indre Liv, dens Pulseren, dens Svingninger imellem Salighed og Kval. Hos Heine gør allerede det Fyndige i Stilen en saadan Udfoldelse af Følelseslivet umulig. Og han er ligesaa kortfattet, hvor en Begivenhed fortælles. Der gives ingen lignende Sammentrængthed i Digtekunsten; han virker ved at angive og antyde i yderste Knaphed. Jeg anfører som Eksempel disse Strofer:

Der var en gammel Konge.
Hans Haar var hvidt, hans Sjæl var tung.
Den stakkels gamle Konge,
den Hustru, han tog, var ung.
Der var saa smuk en Page.
Blond var hans Haar, lyst var hans Blik.
Han bar den unge Dronnings
Silkeslæb, hvor hun gik.

Man agte paa den fortræffelige Virkning af Ordenens Omstilling: «Blond var hans Haar», det er som Verset begyndte at juble og danse. Saa sluttes:

Du kender den gamle Vise?
Dens Klang er sød, dens Vemod sær:
de maatte begge dø Døden,
de havde hinanden altfor kær.

475

Dette er beundringsværdigt. Men selve Historien erfares ikke, den anes omtrent som Slavens og Sultandatterens. Og atter herer Elskov og Død koblet sammen.

Det er det lidt Tomme ved Heines Elskovsopfattelse, der atter her kommer frem. Denne Elskov har ikke noget virkeligt Indhold, ingen aandelig Betydning. Eller rettere Heine har næsten ikke før paa sit Dødsleje indladt sig paa Skildring af en Kærlighed, som har indre Fylde. Kærligheden i Buch der Lieder er jo mest Harme over Kulde eller Troløshed, en ufrugtbar Ting, der ingen Medfølelse vækker. De senere Elskovsdigte er hyppigt sanselige eller letfærdige, og jo højere Udtrykket spændes, des mindre gribes man af Følelsens Værd:

Mit Hjerte er som Solen,
saa flammende at skue,
og i et Hav af Elskov
gaar ned dets skonne Lue.

Der er altfor megen Selvbetragtning og altfor meget Praleri i denne ungdommelige Rodomontade. Saaledes ogsaa, naar det hedder:

Jeg har dig elsket, dig elsker endnu,
og faldt end Verden sammen,
saa slog fra dens Ruiners Gru
i Vejret Kærlighedsflammen.

Er nu dette end sagt saaledes for den kunstneriske Virknings Skyld, i en god, rent moderne Stil er det dog skrevet. Alt er malt for det indre Øje: Hjertet synker som Solen i et Hav. Af Verdens Ruiner slaar Elskovflammen op. Og end mægtigere, langt mere malerisk bliver Billedet, hvor Navnet Agnes skrives paa Himmelhvælvingen. Men hvad det skorter paa, er Indhold i Følelsen. Man tænke til Sammenligning blot paa disse saa dybtmenneskelige Linjer af Goethe:

Hvert et Træk du i mit Væsen kender,
véd, hvor renest klinger Nervens Strenge,
du mig læser med et Blik, du sender,
mig, saa vanskelig at gennemtrænge.

eller paa de følgende, som fuldstændiggør Indtrykket:

I det hede Blod du varsomt drypped
Maadehold, dets vilde Løb du retted,
og i dine Englearme følte
det forpinte Bryst sig atter lettet.

476

Her er Udtryk for den sundeste, fuldeste, gensidige Sympati, for Elskovstaknemmelighed, for indbyrdes Forstaaelse. For dette vinder Heine først Udtryk under Skyggelidenskaben for den unge Kvinde, der var Engelen ved hans Dødsleje, la Mouche. Ellers er det aldrig det i Kærligheden, som er Sundhed, Beroligelse, Lykke, der er hans Sag. Det Omraade, hvor han er Herre, er et andet:

Den lidenskabelige Attraa gengiver han som moderne Poet med en Correggio'agtig Sammensmeltning af Farver og Stemninger bedre end Goethe med sin antike Klarlied. Attraaen er hos Goethe græsk eller italiensk. Man mindes f. Eks. Digtet om den søde Pomerans:

Jeg træder hen til Træet
og siger: Pomeransfrugt!
du modne Pomeransfrugt!
du søde Pomeransfrugt!
Jeg ryster, føl, jeg ryster,
o fald dog i mit Skød!

Man sammenligne blot den mægtige Stemningsfylde, den Glød og Duft, den overstrømmende Naturpoesi, der rummes i et saadant Digt om Attraaen af Heine som det underfulde: Die Lotosblume ängstigt sich vor der Sonne Pracht.

Højst betegnende for de to Digtere er det, at hvor, som ovenfor antydet, Elskovslængslen glider over i Skildring af fremmede Egne, der maler Goethe med Forkærlighed Italien, Heine Hindostan. Uden et Ord i højest Grad og uden et, der formindsker, med en Magt som en Gud, fremmaner Goethe i Mignons Længselssang Billedet af den klassiske Jord, hvor Citronerne blomstrer. Der er en Magt heri, en Vælde i hvert betegnende Træk, som Heine ikke naaer. Men man sammenligne hermed den liflige Sødme i Heines Auf Flügeln des Gesanges, den drømmende, higende Længsel, det Yndefulde og Mystiske i det Perspektiv, som aabnes:

Herhen for at lytte de springer,
de fromme, kloge Gazeller,
og fjernt, hvor det bruser og klinger,
de hellige Vande vælder.

Det er i Grundskriften en udødelig Strofe. Goethe er, selv hvor han giver Længslerne Tøjlen, bestandig som hans Guldsmed fra 477 Efesus den store kloge Hedning, der former Gudeskikkelser; i Heines synske Hjerne var der det Gran af guddommelig Galskab, som var fornødent for at Købmandssønnen fra Düsseldorf skulde kunne forstaa og gengive det gamle Indiens selvopgivende Drømmeri.

Skarpere endnu træder Heines stilistiske Ejendommelighed frem paa Baggrund af Goethe's, naar vi sammenligner Udtryk for det, som ikke er egenlig Attraa, men den rene Elskovslængsel, hos dem begge.

Man mindes f. Eks. hos Goethe disse Linjer, der er lagte Mignon i Munden:

Den, der har Længslen kendt, véd hvad jeg lider,
mens jeg, af Savnet brændt, alene strider.
Mod Firmamentet vendt til alle Sider
jeg ser; min Ven er sendt bort over Vidder.
Jeg svimler. Det er endt. Min Sjæl sig vrider.
Den, der har Længslen kendt, véd hvad jeg lider.

Dette er Mesterens fulde Poesi. Der er anvendt megen Kunst paa Gengivelsen af Længselens tærende Enstonighed: de seksdobbelte Rim, de smægtende Vers. Endelig de djærve virkelighedstro Udtryk.

Men man sammenligne nu Heines Udtryk for den rene Elskovslængsel, hvor han naaer højest. Saa ser man, hvad den anskueliggørende Fantasi og den fuldendte Ordknaphed i denne Stil, hvis Udviklingshistorie vi har eftervist hos ham, kan frembringe for Tid og Evighed:

Et Grantræ staar alene
i Nord paa en Klippetind.
Det slumrer. Isen og Sneen
hyller det trindtom ind.
Det drømmer om en Palme,
der fjernt i tropisk Natur
ensom i Tavshed sørger
mod Bjergets glødende Mur.

Det er neppe rimet. Det er kun dette: Granen drømmer i Sneen, Palmen sørger tavs i Solheden. Det er ikke netop set; det er tænkt eller fundet, derfor ikke til at male - jeg har set det malt paa en tysk Udstilling, et ved sin Idioti rent latterligt 478 Dobbeltmaleri - men ligefuldt, det er et uforglemmeligt, et evigt Digt. Det beror paa, at Sindbilledet er saa uhyre slaaende ved sin Simpelhed, ved hine Par klare Omrids i Stemning, som udtrykker Umuligheden af at overvinde Adskillelsen trods den indre Sammenhøren.

Og har Goethe nu sin Styrke i Udtrykket for sunde Følelser, forholdsvis enkelte og ublandede, saa har Heine en Styrke i Udtrykket for det moderne Menneskes blandede Følelser, for det Angrebne i Følelseslivet, som er smertelige Erfaringers Udslag. Aldrig havde Goethe kunnet skrive disse Linjer med deres skærende Kontraster og gaaderige Indhold;

Tør jeg i dine Øjne se,
saa svinder al min Kval og Ve:
Dog siger du: jeg elsker dig!
saa fælder bitre Taarer jeg.

Hvorfor maa han græde? Jeg har hørt Spørgsmaalet besvaret naivt: fordi hun lyver. Ak nej, saa simpel er Sagen ikke. Han har hørt disse Ord af andre Læber, og Elskovsordene fra disse Læber er forstummede; han véd, hvor længe en saadan Lidenskab i Reglen varer, og han udrives af sin Selvforglemmelse ved Lyden af hendes Stemme - han tvivler paa Varigheden af hendes Følelse eller paa Varigheden af sin egen.

Højst interessant er det ogsaa at se, hvorledes Heine under Udarbejdelsen har tumlet med disse Ord. Først lød den sidste Linje: «Dann wein' ich still und bitterlich». Senere blev Ordet «bitterlich» i Strid med Digtets oprindelige Anlæg forandret til «freudiglich», indtil Linjen endelig fik sin nærværende Skikkelse*).

Heine var ikke lykkelig og ikke stor nok til at naa til Forsoning med Tilværelsen. Den længe Landflygtige og længe dødeligt Syge kunde, selv alt Andet fraregnet, ikke se paa Jordelivet med de Øjne, som den udadtil sikrede, fra mange Sider hædrede og i sit Væsen sunde Fyrsteven i Weimar. Derfor er Oprørstendenser, Bitterheder og Cynismer uendeligt meget sjældnere hos Goethe end hos Heine. Goethe lægger dem i Reglen sin Mefistofeles i Munden, Heine, som manglede dramatisk Kraft, faar Ansvaret for ethvert Indfald, fordi han altid taler i eget * 479 Navn. De værste Bitterheder optog Goethe tilmed ikke i sine Værker. Kun iblandt de udeladte Steder af Faust findes f. Eks. dette:

Kortvarig Larm - og Ry til Ro sig vugger.
Glemt bliver Helt som Pjalt af høj som lav.
Den største Konge sine Øjne lukker,
og hver en Hund straks pisser paa hans Grav.

Heine dvæler ved de Forestillinger, som Goethe kun fremkalder for atter at fjerne dem. Ogsaa Goethe kan være blasfemisk. Han har skrevet det ofte anførte, sjældent forstaaede Digt: Wer nie sein Brod mit Thränen ass. Det er en bitter, blodig Anklage mod Verdensordenen. Men den er taarekvalt i sin Bitterhed, ikke vildt fortvivlet som Heines mesterlige Fragen eller som Digtet Lass die heiligen Parabeln, hvor det hedder:

Hvorfor vakler blodig, ussel, under Korset den, som brav er, medens stolt som Sejerherre højt til Hest den Slette traver.
Saadan spørger vi bestandig, til man med en Haandfuld Jord os endeligt faar stoppet Munden; men kan det vel kaldes Svar?

Heines Udtryk er her, som i Reglen, lavere, mere jordisk og djærvt, men ingenlunde Æmnet uværdigt.

Udbruddene af Livslede, af Blaserthed er ikke sjældne hos ham. Man behøver ikke at søge langt iblandt hans Digte for at finde Stemningsudtryk for den rene Opgiven af ethvert Princip, enhver Stræben. Hos Goethe forekommer ikke Sligt. Hans Vanitas vanitatum, Sangen: Ich hab' meine Sache auf Nichts gesteilt er meget betegnende blevet en Bord- og Drikkevise. Det er hos Goethe med andre Ord ikke bitter Alvor med denne Fortvivlelse, og den slaar derfor om i en Overgivenhedsfølelse. Forsaavidt Goethe ikke har det overvældende Indtryk af Livsulykken som Heine, er han i Grunden ukristeligere end han.

Ligesaa oplysende som det nu er at sammenligne Udtryk for Selvopgivelse i begge Digteres Lyrik, saa lærerigt er det at sammenstille Udtrykkene hos dem for Opsvingets, Selvopmandeisens Følelser. Sangen Feiger Gedanken af Claudine von Villa 480 bella er i den Henseende betegnende for Goethe, ja som et Løsen for hele hans Livsførelse. Der kan neppe tænkes et kraftigere Udtryk for mandig Besluttethed end det som gives i Linjerne: Allen Gewalten - zum Trutz sich erhalten o. s. v.

Man sammenstille Heine's Digt: An die Jangen. Det er et Pragtdigt, henrivende blot ved de stormende Rytmer og de flerdobbelte maleriske Rim. Den første Strofe med sin Hentydning til de gyldne Æbler, Hippomenes kastede for Atalanta, er allerede et helt Digt:

Lad dig ej pirre og ej forvirre
af gyldne Æbler i Kapløbs Trop.
Om Kaarder klirre og Pile svirre,
de holde dog ikke Helten op.

Fra Billedet af Helten, der ikke lader sig standse paa Rendebanen, glides der nu over til Alexanderskikkelsen som Forbilled. Det gælder kun om Fasthed og Dristighed:

Naar dristigt begyndes, snart Sejren forkyndes,
en Alexander erobrer Feltet.
Slaa ned som en Glente! Fyrstinderne vente
alt knælende Sejerherren i Teltet.
Vi bejle, vi hige, ved Arv vi bestige
den gamle Darius's Trone og Seng.
O blomstrende Vaande! o sødt at udaande!
Beruset Triumfdød paa Babylons Eng!

Paa Sejren følger altsaa Fyrstindernes Knælen, saa sød Fordærv, blomstrende Undergang, berust Triumfdød - hvilken Sardanapalstemning i denne Opsang til en Ungdom, denne Opfordring til ubøjelig Udholdenhed! Her kæmpes for Æren og for Kvinder som Bytte, ikke for Selvets egen Frihed, som naar det hos Goethe saa simpelt hedder:

Aldrig at bøje sig,
kraftig at hævde sig,
det kalder Gudernes Arme
til Hjælp.

Følelsen er hos Goethe renere og fuldere, Sprogets Musik er simplere, medens Melodien hos Heine har ligesom en overdaadig 481 Instrumentation. Men hos Goethe er der Intet for Øjet, slet intet Billed. Det er typisk, at Alt her er større følt, men hos Heine mere moderne, mere blandet, ligesom Versemaalets Udtryk er mere sanseligt indsmigrende, frembragt af en paa alle Enkeltheder mere opmærksom Kunst.

Tag nu et Æmne af fortællende og tillige malerisk Natur: de hellige tre Konger, som de mindes paa Helligtrekongersfest. Det er behandlet bredt, muntert, i Folketone og ægte barnligt i Goethes Epiphanias: «Die heil'gen drei König' mit ihrem Stern». Hver af de hellige tre Konger, den hvide, den brune og den sorte, skildrer sig her, som de saa ud, naar de formummede gik fra Hus til Hus paa Landet, og Digtet slutter:

De hellige Konger mener det godt,
de Barnet og Moderen søgte blot.
Den fromme Josef ser stille derpaa,
Oksen og Æslet ligger paa Straa.

Heine tager ikke Legenden mere religiøst end Goethe, men han lægger sit Ansigt i alvorligere Folder, taler knappere, tegner skarpere, opnaar en helt anden Virkning. Goethe sætter Sindene i Bevægelse ved munter Barnlighed, bredt udmalt; Heine borer sig ind i Sindet, saa Talens Braad bliver siddende i Læserens Sind. Han vil nærmest opnaa en Virkning som den af et gammelt florentinsk Maleri:

De hellige Konger fra Østerland,
i hver lille By de siger:
Hvor gaar vel Vejen til Bethlehem,
I kære Drenge og Piger?
De Unge og Gamle, de vidste det ej,
og Kongerne videre drager,
de fulgte en Stjerne af himmelsk Guld,
den lyste liflig og fager.
Den stansede just over Josefs Hus,
saa traadte de ind da i Stedet.
Den Okselil brolte, det lille Barn skreg,
de hellige Konger, de kvæded.

Der er et vist Skelmeri heri: hvilken Koncert! Men ogsaa hvilket Maleri! De færrest mulige Ord - ikke et Træk, ikke en Streg for meget, og den sikreste, punktlige Virkning. 482 Tænker man nu endelig til Slutning paa en af disse virkelighedsfjerne Skikkelser, der forekommer i al lyrisk Poesi, mere eller mindre gennemførte Personliggørelser af et Begreb, som Freden, Lykken, Ulykken, og sammenligner man ogsaa paa dette Felt Heine med Goethe, saa vil det atter her vise sig, at Goethe har den fuldere Tone, Heine det sikrere Rids.

Goethe har skrevet disse Linjer til Freden:

Du som, Jord og Himmel kær,
Alles Kval og Smerter læger,
den, som dobbelt nedslaaet er,
altid dobbelt vederkvæger!
Ak! jeg er saa træt af Færden,
hvad skal al den Kval og Lyst?
Fred, saa sød for hele Verden,
kom, o kom og fyld mit Bryst!

Her er, som man ser, intet Billede, ingen virkelig Persondannelse. Gennem de seks første Vers stiges der til Udbruddet Fred, saa sød, paa hvis Komme man ikke kunde være ganske vis.

Man sammenligne de følgende to Personliggørelser af Lykken og Ulykken hos Heine

Lykken er en letfærdig Terne,
dvæler paa samme Sted kun kort,
hun stryger Haaret fra Panden dig gerne,
og kysser dig rask og flagrer bort.
Men Ulykke, den sorte Frue,
trykker til Hjertet dig elskovssikker,
hun siger, hun har ingen Hast i din Stue,
sætter sig ved din Seng og strikker.

Med saa faa Træk er sjældent to Begreber forvandlede til to levende Figurer, og den moderne Mytedannelse er neppe nogensinde naaet højere end i de to sidste Linjer, bag hvilke der ligger en saa dyb og skrækkelig Erfaring.

Vi saa Heine dukke op i den romantiske Skole og lære sit Haandværk af A. W. Schlegel, der meddeler ham sin sikre Smag. Han er fra først af forfalden til romantiske Spøgelseshistorier og gammeldags romantiske Udtryk i Lyriken. For sine YndlingsVerseformers Vedkommende begynder han saa at studere og efterligne Wilhelm Müller; i sit berømteste Digt benytter han 483 Clemens Brentano. Han udformer hurtigt sin egen Stil. Den udmærker sig ved Fortætning af Stemninger, Tanker og Billeder. Dens Særmærke er den stærkeste Sammentrængthed. Heine gør Alt nærværende, levende, indfører selv i rolige Æmner en nervøs, undertiden dæmonisk Lidenskabelighed, driver ikke sjældent det Mimiske op indtil det Vrængende, ombytter stundom Dagslyset med det elektriske Lyses skærende Klarhed - en Unatur, som dog findes i Naturen. Hans Hovedvirkemiddel er poetisk Fynd.

I Kraft af sit Naturels Sammensætning af Vid og Fantasi er han tilbøjelig til at virke ved Kontraster, søger det Skærende, det Uensartede og har en Forkærlighed for de Virkninger, som opstaar, hvor en jævn, plat Virkelighed glider over i et digterisk Drømmesyn, eller hvor Synet blegner og fordunster for at give den velbekendte Virkelighed Plads.

Hans Skrivemaade er helt moderne: Alt anskueliggjort, Alt for Øjet. - Hvad er det at være en stor Skribent? Det er at have Evnen til at fremkalde Syner og Stemninger, Syner gennem Stemninger eller Stemninger gennem Syner. Heine har især udviklet den sidste Evne hos sig, forsømmer derfor aldrig det sikre Omrids og den maleriske Effekt.

Paa sin Højde kan han ikke mere sammenlignes med sine Lærere og Samtidige. For at prøve hans Stils Styrke og Smidighed var det nødvendigt at maale den imod den største Stil i Datiden, Goethes. Vi ser ham ved Sammenligningen hyppigt ligge under, ikke altfor sjældent hævde sig paa en næsten sideordnet Plads. Det er Ære nok for ham, at det er muligt og en Gang imellem nødvendigt at sammenligne ham med Goethe.

En Stil er et Udtryk for en Personlighed og et Vaaben i den literære Kamp. Goethe's Stil er med al dens Storhed for usammensat til at gribe det Moderne. Men Heines Stil, dette Vaaben, der i hans bedste Tid var drevet som hine gamle spanske Klinger, der lod sig bøje som Vidjer og dog ikke sprang mod noget Harnisk, var fremfor nogen egnet til at binde an med det moderne Liv i dets Haardhed og Hæslighed, dets Ynde og Uro og Rigdom paa skærende Kontraster. Den besad ogsaa i højeste Grad den Evne at virke paa moderne Læseres Nerver med deres stærkere Hang til krydret Spise og hidsende Drikke end til simpel Næring og ren Vin.

484

XVI

Vistnok Intet har i Efterverdenens almindelige Omdømme skadet Heine mere end hans Abenmundethed paa det kønslige Omraade. Enkelte Grupper af hans Poesier er endog af den Grund gennemgaaende meget ilde omtalte, saaledes de Digte, der udgør Samlingen Verschiedene, af hvilke de fleste iøvrigt er blevne uretfærdigt fordømte, andre ganske vist er ret platte i deres Tankegang, ligesom deres Indhold er alt andet end ophøjet. Goethe havde i Der Golt und die Bajadere givet et Eksempel paa, at endog meget dristige Æmner kunde adles ved Stilens Storhed, og selv hvor han, som i de venezianske Epigrammer, behandler Bajaderer, der ingenlunde lutres gennem Elskov, og dvæler ved Digterens Forhold til dem, virker allerede det antike Versemaal fjernende og der forekommer intet anstødeligt Ord; endelig druker disse faa løsslupne Epigrammer i Massen af Goethes andre Digtninge; man føler ogsaa ved Læsningen af dem, at han er den Mand, hvem Alnaturen skabte for gennem ham at faa at vide, hvorledes den helt saa ud.

Hos Heine optager Aabenmundetheden med Hensyn til hans Forhold til det andet Køn for stor en Plads og er ikke altid smagfuld. Den skaffer ham ti Læsere for hver en, den fjerner; men den ene, den fjerner, var undertiden mere værd end de ti, den forskaffer.

Og dog er denne Aabenmundethed i en vis Henseende tillige hans Styrke. Den havde ikke behøvet at være saa personlig, men ellers er den ganske nødvendig for den, der ikke blot vil omspænde det Alvorliges Halvkugle, men det Komiskes med. Og den saavel som de mange skamløse personlige Angreb nærmer Heine til alle Tiders ypperste, rent komiske Digter.

I Slutningen af sit Vinteræventyr udtaler Heine umiddelbart efter det kaade Sted, hvor han lugter sig til Kundskab om Tysklands Fremtid ved at stikke Hovedet ned i Karl den Stores Tronstol, at de ædleste Gratier har stemt hans Lyras Strenge, og at denne Lyra er den samme, som engang hans Fader lod tone, «den salig Hr. Aristofanes, den Musernes Yndling». Han tilføjer, at i sit sidste Kapitel har han søgt at efterligne Fuglene, «det bedste af Faders Dramer».

Han har da sat sin Ære i at udlede sin Kunst fra det gamle Grækenlands største komiske Digter.

485

Man studser i første Øjeblik derover. Thi medens adskillige andre tyske Poeter som Piaten og Prutz har efterlignet den aristofaniske Komedies Former: Trimetrene, Korene, Parabasen, den hele, af den græske Komiker-Skole oparbejdede, paa én Gang frie og faste Kunstform, har Heine end ikke gjort et Forsøg paa at tilegne sig denne Digtform, saa lidt som nogen anden. Det er ejendommeligt for ham, at saa ihærdigt stræbende og ubetinget samvittighedsfuld som han var med Hensyn til det enkelte metriske eller ubundne Udtryks slaaende Sikkerhed - jeg har aldrig set et saa gennemrettet Haandskrift som det til hans Atta Troll i det kongelige Bibliotek i Berlin - saa umuligt var det ham at paalægge sig de store Formers kunstneriske Tvang. Det svarer til, at i hans større Digtninge den hele Plan er ganske løs, men hver enkelt Linje atter og atter gennemarbejdet.

Man kan vel uden Overdrivelse sige, at aldrig har han som Kunstner stillet sig en Opgave og løst den.

En eneste Gang har han gjort Forsøg paa en sammenhængende større Prosakomposition, en Roman eller Novelle. Den er bleven staaende som Brudstykke, hvad enten nu virkelig, som det siges, den største Del af Haandskriftet er gaaet tilgrunde ved en Ildebrand, eller det aldrig er blevet fuldendt, hvad jeg for min Del tror. Og selv dette Fragment Rabbien fra Bacharach er nøjere betragtet kun en Omskrivning af Heines egne private Forhold, satte tilbage til den fjerne Fortid.

Aldrig har han heller forsøgt sig i en strengt sammenhængende metrisk Komposition. Hans to eneste større Digtninge Atta Troll og Vinteræventyret er frie, lunefulde Fantasier, Sæbebobler, der vugger sig paa Hjernespind, kun sammenholdte ved Tonens Enhed og den indre Bygnings Ensartethed.

At oversætte eller bearbejde Aristofanes har ikke kunnet falde Heine ind. Han var ikke som Goethe, der trods sin uhyre selvstændige Frembringen nedlod sig til at oversætte og bearbejde for sine Landsmænd (Diderot, Benvenuto Cellini, Voltaire). Da Goethe møder Aristofanes paa sin Vej, fortrylles han af ham, og han, ikke Heine, giver sig til at omplante Fuglene paa tysk Grund, men - betegnende nok - han underkaster Skuespillet den Forvandling, at Satiren fra politisk bliver literær. De to politisk utilfredse Hovedpersoner er hos Goethe blevne literære Æventyrere; ved Uglen vilde han - som godtgjort i et Brev fra Jacobi til Heinse - ramme Klopstock, ved Papegøjen den unge 486 Cramer. Det var i Epilogen til denne Bearbejdelse, at Goethe gav Aristofanes den udødelige Betegnelse «Gratiernes uopdragne Yndling», som passer saa godt paa Heine.

Var Heine nu altfor lidt arbejdsom til nogensinde at studere, oversætte, bearbejde eller efterligne en Oldtidsdigter, saa vilde han dog aldrig som Goethe eller Piaten have kunnet gøre blotte Literaturkomedier ud af de aristofaniske; netop den store politiske Satire tiltrak ham.

Rimeligvis er Heine det vittigste Menneske, der har levet, i det mindste det vittigste, som har levet i den moderne Tid. Vistnok staar Voltaire som en Slags Personliggørelse af Viddet, men hans Vid er forstandigt og tørt, ikke digterisk, ikke Fantasivid som Heines.

Det var i sin Tid uklogt af Piaten, at han, stolt og stiv som han var, skrev det Værk, hvori han vilde haane Heine, Der romantische Oedipus i den aristofaniske Komedies ydre Form og Manér; thi han havde kun Versenes Finhed og Ordenes Grovhed tilfælles med Aristofanes. Heine derimod havde alle Aristofanes's Hovedegenskaber i Forening: Viddet og Vildskaben og Fantasien og den smeltende Lyrik og Skamløsheden, Alt i Gratiens Form. Uden Gratie og Vid er Skamløsheden visselig en lav og frastødende Egenskab. Men i denne sin Forening med høje Evner er den ualmindelig. Den aristofaniske Digter maa Og kan ikke have den Stolthed, der gyser tilbage for at more de Gemene, dem, der kun forstaar En, naar de møder En i Snavset. Han tør ikke sky til et vist Punkt at give sig til Pris, det vil sige: at give sit moralske Væsen til Pris for at indvinde et større digterisk Felt.

Det nytter ikke, at en Autor, der som Platen (eller som Hauch i Den babyloniske Taarnbygning) først og fremmest vil gøre Indtryk af «en ædel Digter» og indgyde Respekt ved sin Person - det nytter ikke, han forkynder, at han vil «knuse sine Modstandere med virkelig Vitighed». Man kan ikke paa én Gang optra le som fin Mand og som Aristofaniker. Man strander i denne sidste Egenskab, ifald man sætter større Pris paa de Andres Agtelse end paa Kunstens Triumf. Men hos den virkelige Aristofaniker faar Poesien til Gengæld et Omfang som aldrig hos den højtidelige Digter (en Schiller eller en Hugo); den afspejler Menneskelivet helt fra dets højeste til dets laveste Funktioner.

487

Saa faa formelle Berøringspunkter der er mellem Heines lyrisk-satiriske Digte og Aristofanes's store fantastiske Skuespil, saa er det dog sandsynligt, at der ikke siden den græske Oldtids Dage er opstaaet et med Aristofanes's mere beslægtet Vid end Heinrich Heines.

Dette Udsagn beror ikke paa nogen Miskendelse af den umaadelige Forskel imellem deres Livsværks Karakter. Den aristofaniske Komedie er med sin storartede og fasttømrede Kunstform Udtrykket for et helt Folks kunstneriske Dannelse, fremgaaet af religiøse Fester som et Festmonument. Som grundlagt og underbygget af en hel Række fremragende Forgængere, hvis Stil var ensartet, hvis Talent var beslægtet og hvis Arv Aristofanes overtog (omtrent som Shakespeare sine Forgængeres) er den aristofaniske Komedie som Form mange Hænders Arbejde i langt højere Grad end den Heine'ske Strofe er det. Selv ganske bortset fra Eupolis's og Kratinos's Beskyldninger mod Aristofanes for utilladelig Tilegnelse af Forgængeres Indfald kan vi alene af Ridderne se, at allerede Komikeren Magnes har opført Stykker med Titler som Fuglene, Vesperne, Frøerne; de som Krybdyr, Insekter, Fugle forklædte Kor var da Noget, Aristofanes ikke opfandt, men overtog. Kun fordi vi ikke kender den græske Digters Forløbere, staar hans Livsværk for os som en rent personlig Frembringelse, som Typen paa stor fantastisk Komik, og næsten al moderne Komik og Fantastik synes forsagt og spinkel i Sammenligning med dens Kækhed.

Hans Verden er den bagvendte. Naar i Freden Trygaios sadler en stinkende Skarnbasse og paa den som paa sin Pegasus stiger gennem Luften til Gudernes Boliger, eller naar han siden ved Hjælp af et favnelangt Reb trækker Freden op af den dybe Brønd, hvori Krigen har styrtet hende ned, saa er dette Ting, der fremføres, som var det tilvante, kendte Muligheder, og han lader dem uden nogen Forklaring foregaa for vore Øjne, saa vi tvinges til at tro paa dem. - Naar vi i Fuglene hører to simple Fyre, der optræder som Vismænd, udvikle deres forrykte Planer til at bygge en By i Skyerne, lyder det i vore Øren fra først af vanvittigt nok, og naar vi ser Fuglene modtage dem med Ærefrygt, faar vi ikke derved bedre Tanker om deres Evner, nyder tvertimod Komiken, at de dumme Dyr venter sig Frelsen fra dem. Dog naar vi saa endelig hører, at Byen virkelig er bygget, at Alt er lykkedes, og ser, hvorledes Held og Lykke 488 følger Foretagendet, saa føler vi, at den Verden, vi her iagttager, ikke er den, vi til daglig Brug opholder os i, men en, med hvis Love det stemmer, som strider imod Lovene i vor.

Denne nye Verden er da rent fantastisk, forsaavidt den staar i Strid med Sandsynlighedslove og Naturlove. Det er en Verden, hvor selve Galskaben triumferer, og Digteren lader som var dette ganske i sin Orden. Først naar Tilskueren betænker hvor vel denne bagvendte Verden kan ligge, hvor det vel gaar saaledes til, hvor den politiske Uforskammethed drives i saa stor Stil og langt fra at staa tilskamme vinder Tillid og belønnes - føres han tilbage til Virkeligheden, idet han i denne Verden genkender sin egen, sit eget Hjem, Athen.

Af de aristofaniske Stykker, vi besidder, foregaar Fuglene, Frøerne, Freden enten slet ikke eller ikke helt paa Jorden; det er i Luften svævende eller underjordiske Skuespil. Det er ogsaa kun i dem, at Guder forekommer, rigtignok kun for at gennemhegles, latterliggøres eller gennemprygles. Men i Virkelighedens Verden aabenbarer de sig ikke; thi kun i den fantastiske troes der paa dem.

Se en sandan overnaturlig Verden vover Heine som moderne Digter slet ikke at hensætte, skønt han ikke kan undvære den. Derfor hans stadigt tilbagevendende, stadigt fornyede Brug og Misbrug at Drømmen, hvortil vi neppe hos nogen anden moderne Digter finder et Sidestykke. Men indenfor Drømmen som Ramme vover han da ogsaa det Overordenlige, det Aristofaniske.

Som alt berørt: Han ligner Aristofanes i Dybden af sin Skamløshed og i Højdeflugten af sin Lyrik.

Vel indtager Hentydningerne til Fordøjelsens Besværligheder og deslige en noget mindre Plads hos Heine end hos Aristofanes, der jo iøvrigt selv, som han erklærer, ringeagtede denne Art Komik. Den duede efter hans Udsagn kun til at fremkalde det mindst udviklede Publikums Latter. Men der tales hos Heine hyppigt og undertiden bredt om slige Ting (bredest i Angrebet paa Piaten) og man sikrer sig næsten ligesaa ofte mod visse hæslige Insekter hos Heine som hos Aristofanes.

Skønt Heine selvfølgelig ikke kan føre et saadant Frisprog med Hensyn til det Kønslige som den gamle Græker, saa nægter han sig til Gengæld ikke nogen Hentydning, der kan bøde paa hvad Udtalelserne maa mangle i Ligefremhed. Nu og da er der næsten ingen Omskrivning tilstede, og Cynismen, som ellers 489 antydes ved et Smil eller en Grimace, les ud i Verden af fuld Hals - saaledes i Slutningen af Vinteræventyret, i Digte som Den Vantro og lignende.

Og atter som hos Aristofanes: Fra denne stadige Dvælen ved alt det i Mennesket, som minder om, at det i sin første Spire udvikles mellem en Blære og en Endetarm, hæver Heine sig til den fineste, ømmeste Lyrik. Han, som saa godt kender Naturvæsenernes stoflige Oprindelse, udleder i et af sine Digte Alt fra Nattergalesangen:

Nattergalen var allerførst,
og sang sin Vise: Zykyht! Zykyht!

Det minder formelig om de dejlige Vers i Fuglene, i hvilke det hedder:

Elskede og fine, du!
Du, som er sødest af Alt for mig,
Skovensomme Veninde!
Kommer du? kommer du? bliver du? osv.

Hos Heine som hos Aristofanes gaar det ud over Guderne. Alligevel er naturligvis Satiren hos ham forsigtigere end hos den gamle Græker; den moderne Verden taaler mindre godt Skemt paa dette Omraade end den antike. Naar Dionysos, selve Komediens Gud, i Frøerne viser sig storpralende og fejg, faar den ene Dragt Prygl efter den anden og tilsidst anraaber sin Præst, der inde blandt Tilskuerne indtog en Æresplads, om Bistand i Nøden, saa gives der intet Sidestykke til den Art Gudsbespottelse hos Heine, der skrev under Politiets og det moderne Samfunds Censur. Og dog nægter han sig ikke ret meget fra den lette Spøg til den drøje Skemt og de mest bidende Spotterier. Bekendt er Hyacinths Forklaring i Reisebilder af de forskellige Religioners Værdi. Han vrager Katolicismen, der med sin Klokkeklang, sin Røgelseduft og sin «Melankolik» ikke er nogen Religion for en Hamborger, prøver Protestantismen ved at sætte i Lotteriet paa de Salmetal, han finder paa den sorte Tavle i en luthersk Kirke, og affærdiger Jødedommen med de bekendte Ord: «Det er slet ikke nogen Religion, men en Ulykke.» -- Lystigt og dristigt er Digtet Disputation, hvor Rabbien og Kapucineren taler hver for sin Dogmatik, prisende hver sin Læres Salighedstilstand 490 i ret anstødelige Udtryk, indtil Kongebruden, som skal afgøre Trætten, erklærer sig ude af Stand dertil: det eneste, hun har mærket, er at Kapuciner og Rabbiner stinker begge to. - Formelig dramatisk er Religionsspotteriet endelig paa det Sted i Heines Bog om Börne, hvor han fortæller, hvorledes han under sit Ophold paa Helgoland hyppigt inddrages i Ordstrid med en prøjsisk Justitsraad om Trenigheden, og dernæst beretter, hvorledes under Striden Stemmer lyder op gennem det tynde Gulv fra Værelset nedenunder, hvor en flegmatisk Hollænder udvikler for Værtinden, hvordan man gør Forskel paa Kabeljau, Laberdan og Stokfisk: det er i Grunden Et og det Samme, men med tre Navne, der svarer til tre forskellige Grader af Nedsaltning.

Hvad de jordiske Magthavere angaar, er Heine visselig ikke mindre dristig og ikke mindre fantastisk i sin Komik end Aristofanes. Aristofanes viste Mod ved sine Angreb paa Kleon og Theramenes; han slumpede nu og da til at forsvare den gode Sag; men i Reglen hævdede han den slette, gjorde sig til Talsmand for en uholdbar Konservatisme og for uretfærdige Angreb. Heine var sjældnere uretfærdig eller lavsindet og aldrig konservativ. Men han minder om Aristofanes ved sit aristokratiske Hang, sine personlige Angrebs grimme Væsen (Digtene mod Meyerbeer f. Eks.) og ved Angrebenes Form, bl. A. ved sin morsomme Benytten af kendte, patetiske Digtsteder.

Der findes hos ham en hel Række vittige Udfald mod Friedrich Wilhelm IV; i Vinteræventyret, hvor Hammonia advarer Heine mod «Kongen af Thule», og i Digtet Den nye Alexander; ligeledes en hel Gruppe af Poesier mod Kong Ludvig af Bayern og hans Virksomhed. Denne sidste Konge, hvem Heine fra først af selv havde lovprist, var som Mæcenas smigret af en stor Kunstner- og Digterskare i Samtiden. I sine Lobgesänge auf König Ludewig angriber Heine alle hans Svagheder, hans Skønhedsgalleri i Munchenerslottet, hans daarlige Vers, hans Ærgrelse over at adskillige af ham beskyttede berømte Videnskabsmænd og Kunstnere lod sig drage fra Bayern til Prøjsen. Om Skønhedsgalleriet hedder det:

Han elsker Kunst, og de skønneste Mo'r.
dem lader han portrætere,
og gaar i dette malte Serail
som Kunst-Eunuk at spasere.

491

I Anledning af de berømte Mænds Udvandring til Prøjsen faar Heine Lejlighed til at give sin gamle Prygledreng Massmann et Sidehug:

Cornelius og Schelling, den Sjæl,
lad dem gaa deres Gang med hinanden,
for den ene slap Indbildningskraften op,
den anden misted Forstanden.
Men at man af min Krone stjal
Juvelen, at Rejsepas man
min Kolbøttemester givet har,
min Menneske-Ædelsten, Massmann.
Det har mig bøjet, det gav mig mit Knæk,
mit Hjerte det sønderflænger;
mig fattes den Mand, der i sin Knnst
klatred op af de højeste Stænger.

Om Kong Ludvigs Forhold til Poesien hedder det endelig her:

Hr. Ludvig er en stor Poet.
Naar han synger, saa styrter Apollo
ned for ham paa Knæ: Aa hold op! jeg bli'r gal!
hør min Bøn, jeg dig be'r tusindfold, o!

Endnu vittigere er Parodien paa Kong Ludvigs Versebygning i denne Indskrift, der sættes over Atta Troll i det bayerske Walhalla:

Atta Troll, Tendensbjørn, from og
dybt moralsk, som Husbond brunstig,
der forført af Tidsaandsdjævlen,
blev en Sansculot som Skovmand,
daarlig Danser, med sit lodne
Bryst dog fuldt af pligtstærk Alvor,
stinkende ret tit, var vistnok
ej Talent, men Karakter dog.

I Grundskriften minder Versenes Haardhed og de tvungne Participiums-Konstruktioner i lige Grad om Stilen i Kong Ludvigs Vers, som disse møder enhver Rejsende paa Murene af Buegangene i Munchen*).

*

Florenz! Dir fehlt das was Rom hat und diesem just was du besitzest, Wärt Ihr beide vereint, wär's für die Erde zu schön.

492

Dette er dog kun personlig Satire mod kronede Hoveder. Men hos Heine som hos Aristofanes breder Satiren sig over den hele politiske, sociale og literære Tilstand, og da er det, at han behøver Drømmen som kunstnerisk Hjælpemiddel. Den fører ham som den græske Digter ned under Jorden eller op i en fantastisk Verden over Skyerne.

Saaledes, som allerede paavist, især i Vinteræventyret. Man se her, med hvilken Omhu og med hvilket Mesterskab Heine har forberedt den fantastiske Skildring af Barbarossas underjordiske Opholdssted i Küfhäuser. Først Indførelsen af Omkvædet i en gammel Æventyrsang: «Sol, du klagende Flamme!» og Fortællingen af det gamle Sagn om Solen som Anklager af en ung Jomfrus Morder, dernæst Skildringen af den skikkelige gamle Amme, der sang hin Vise og fortalte saa mange smukke Historier, den om Kongedatteren som Gaasepige og den om Kejseren i Bjerget, som nu vidtløftigt berettes - indtil Rammen gaar i Glemme og vi ser Barbarossa for os med sine jernklædte Mænd, hører ham kalde dem til deres Heste, til Vaaben, til Kamp, for at hævne den Forsmædelse, som Morderne har ladet gaa ud over den gyldenlokkede Germania. Paany føres saa Alt tilbage til Ammestuevisens Stemning og dens nu med Begejstring og Jubel istemte Slutningsrim: «Sol! du klagende Flamme!» Der er et aristofanisk Sving i denne poetiske Udmaling af det gamle Arsenal, de tomme Rustninger, de falmede Faner, de sovende Soldater og saa Omslaget, Appellen til den vaagnende Kraft og Anraabelsen om hellere at faa Middelalderen igen end Datidens skinhellige Prøjsen med dets Blanding af gotisk Galskab og moderne Løgn. I de to følgende Afsnit fortsættes Skildringen af Bjergets Indre og føres Samtaler med Barbarossa som Drømmetilstande under Søvnen i en Rejsevogn.

Paa samme Maade er den prøjserfjendske Fantasi i Værtshuset i Minden begrundet. Heine vil have den prøjsiske Ørn frem, vil lade den blive plukket og skudt. Hvis Aristofanes havde havt et lignende Mellemværende med en Ørn, saa vilde han have indført den uden videre lige for vore Øjne. Heine maa gaa tilværks ad sin sædvanlige Omvej. Hos ham bliver i den begyndende Drømmetilstand under Halvsøvn den røde Sengekvast over hans Hoved til en Ørn med Fjær og Klør, der truer med at hakke Leveren ud af hans Bryst og mod hvilken han udslynger sit Had.

493

Kun paa ganske enkelte Steder er Heines kunstneriske Fremgangsmaade dristigere, den store Grækers mere lig. Saaledes i den prægtige Tale til Ulvene om Natten i Teutoburgerwald. Den Rejsende hører dem hyle ved Midnat om Vognen, hvis ene Hjul er gaaet af. Han stiger ud og holder til de vilde Bestier en Tale:

Medulve! jeg er stolt af idag
i Eders Midte at dvæle,
hvor kærlige Hyl mig imøde slaar
fra saa mange ædle Sjæle.

Og Talen er en humoristisk Kopi af dem, som store Mænd ved slige Lejligheder plejer at holde: Denne Time er evigt uforglemmelig. Det er Løgn, at han er gaaet over til Hundene; han har aldrig tænkt paa at blive Hofraad i Lammehjorden. Den Faarepels, han nu og da har hængt om sig, har han kun brugt til at varme sig med, han er og bliver Ulv og vil altid hyle med Ulvene.

En umiddelbar Efterligning af Paisteteros' Bryllup med Basileia i Fuglene er endelig, som af Heine selv udtalt, Scenen mellem Digteren og Hamborg som den kraftige Kvinde med Murkronen. Den er yderst kaad, drengeagtigt overgiven og i sin Lystenhed i Grunden mere anstødelig end lignende Steder hos Aristofanes, der jo aldrig fremfører sig selv paa Skuepladsen uden for at forsvare sig som Digter. Heines Skamløshed er om end mindre vidtgaaende dog mere personlig end hans.

I Atta Troll er Sammenligningen med Aristofanes end mere nærliggende. Indbildningskraften raader her friere, fordi Hovedpersonen ikke er et Menneske, men en Bjørn. Der er en overordenlig Fantasi udfoldet paa det Sted, hvor den efter sin Flugt danser i Maaneskin for sine Unger. Der er et uforligneligt Lune i dens Deklamation mod Menneskerettighederne og dens Pukken paa Bjørnenes ældre Rettigheder, som minder om den dejlige Parabase i Fuglene, hvor det godtgøres, at Fugleverdenen er den ældste: Alt stammer fra Ur-Ægget, Alt oprinder af Elskov, og Fuglene er Elskovsbørn. Overmaade morsom er Bjørnens Stolthed af Dyreverdenen, morsomst dog, fordi Heine benytter den til i dens Ytringer at indslynge overgivne Spydigheder mod dem, han vil tillivs, saaledes mod Freiligrath, hvis almentyndede men taabelige Digt Løveridt ligesom det uheldige Negerkongen havde vakt hans lystigste Spot:

494

Gives der ej lærde Hunde?
Ikke Heste, som kan regne?
Skriver Æsler ej Kritiker?
Spiller Aber ej Komedie?
Synger ikke Nattergalen?
Er F. Freiligrath ej Digter?
Hvem besang vel Løven bedre
end dens Landsmand, Dromedaren?

En god Del af hvad Bjørnen siger klinger som Satire over dumt kommunistisk Demokrati. Der er Ordgyderiet mod Ejendommen: Bjørnene fødes uden Lommer, Menneskene fylder deres. Og der er Ordgyderiet om Ligheden:

Grundig Lighed! Hvert et Æsel
Adkomst har til højest Embed,
Løven derimod til Møllen
trave skal med Sæk paa Ryggen.

Men iøvrigt er det en uskyldig, braadløs Satire, der rent fantastisk driver Gæk med Kirkeligsindede som med Kommunister, med Menneskehadere som med Revolutionære, med Verdensborgere som med Nationale - thi Bjørnen har Noget af Alles Talemaader. Hvor vidunderlig er ikke Atta Trolls Prædiken mod Ateismen og dens Udvikling af sin Gudstro, den, som begynder:

Vogt dig blot for menneskelig
Tænkemaade; den er rædsom;
iblandt Menneskene gives
ingen, ingen ordenlige.

Der er et muntert Dybsind i denne Formaningstale imod Feuerbach og Bauer, og et Vid, der er aandfuldt som Voltaires, men rigere, varmere, i Skildringen af Skaberguden:

Se didop! I Stjerneteltet
paa den gyldne Herskertrone,
verdensvældig, majestætisk,
sidder en uhyre Isbjørn.

Hvilket Lune i Udmalingen af de Bjørnehelgene, der danser om hans Trone.

495

Dog har Bjørnen nu end noget af alle Partiers Talemaader, saa har han dog mest af Urtyskernes. Over dem gaar det i Særdeleshed ud. De velslikkede Bjørnejomfruer minder om tyske Præstedøtre; den yngste Bjørneunge slaar Kolbøtter som selve Massmann og er som han den hjemmefødte Dannelses Blomst, har aldrig kunnet lære noget andet Sprog end Modersmaalet, hverken Græsk eller Romersk.

Saaledes fører Heine ad vildt fantastiske Omveje altid Læseren tilbage til sit Fædrelands Virkelighed.

Aristofanisk er ogsaa i denne Henseende Stedet, hvor det regner, og der raabes: Seks og tredive Konger for en Paraply! og Stedet, hvor man atter er kommet i Ly, og det hedder: Seks og tredive Konger for en Slaabrok!

Aldeles aristofanisk er endelig det undertrykte Sted, hvor Fuglen Hut-Hut fortæller om hvorledes Salomon og Balkis giver hinanden Gaader at gætte efter Døden:

Hvem er vel den største Pjalt
mellem alle tyske Pjalter,
der i alle seks og tredive
tyske Forbundsstater lever?

Balkis, til hvem Spørgsmaalet stilles, sender Lønbud rundt i alle tyske Riger og Lande, men saa ofte hun forkynder Salomon Fundet af en ganske ualmindelig Usling, lyder Svaret:

Barn! der er en endnu større!

Og det udvikles som det Mærkelige ved Tyskland, at saa tit man tror at have opdaget den største Usselryg dér, saa opstaar der en endnu større: Intet Fremskridt er saa sikkert som det, der finder Sted i den almindelige Pjaltethed. Igaar endnu syntes X. den største Pjalt; idag er han kun en Underpjalt i Sammenligning med N. N. Det er et Bevis paa Heines kunstneriske Rigdomsfornemmelse, at han i Digtets endelige Udformning har vraget et saadant Middel til at ramme sine Modstandere én for én paa den morsomste Maade.

Endelig er der ogsaa i den rent literære Satire en ikke ringe Lighed mellem Fremgangsmaaden hos Heine og hos Aristofanes. Et Eksempel er Satiren over den schwabiske Digterskole i Atta Troll: Katten i Heksens Hytte, som er en forvandlet 496 Schwaberdigter, der vil blive til Menneske igen, dersom en ren Jomfru kan læse Gustav Pfizers Digte i Sylvesternatten uden at falde i Søvn. Et andet Eksempel er Satiren sammesteds over disse letpudsige Linjer af Freiligrath's Negerkongen med deres urimeligt søgte Lignelse:

Ud af det skinnende hvide Telt
gaar sort en fyrstelig Neger, en Helt.
Slig træder af skinnende Skyers Port
Maanen ud, formørket og sort.

Det er et Digt om en Negerkonge, der fanges, kommer til Europa, maa tromme udenfor en Cirkus, tænker paa sin fordums Storhed og trommer sin Tromme itu. Men at den sorte Mand i Teltaabningen skal ligne Maanen mellem Skyer, er unegtelig komisk.

Hos Heine hænger den røde Tunge ud af Bjørnens sorte Gab som Maanen viser sig mellem hvide Skyer. Og i Digtets Slutning træffer Heine i Jardin des Plantes en Neger, der passer Dyrene, og der aabenbarer sig for ham som den Freiligrath'ske Negerkonge, der har giftet sig med en hvid Kokkepige fra Elsass, hvis Fødder minder ham om Elefanternes i hans Hjemstavn og hvis Fransk klinger i hans Øren som Negersprog. Hun har givet ham saa godt at spise, at han har faaet sig en lille rund, sort Maane, der træder frem af hvide Skyer.

Ikke mindst endelig spores der noget Aristofanisk i den hensynsløse og drøje Satire over Piaten i Rejsebilledernes sidste Del. Ja endog visse lystige Fif i den literære Strid er fælles for den græske og den tyske Komiker. I Frøerne faar Æschylos under Væddekampen med Euripides, hvem Aristofanes forfølger med sit Had, et Omkvæd, der omtrent er enstydigt med «fordærvede sit Vers», til at passe ind i Alt, hvad Euripides anfører af sig selv. I Rejsebillederne hævner Heine sig paa Piaten ved at lade Hyacinth afvekslende hefte Ordene «forfra» og »bagfra til dennes Vers, og underkaster dem derved den ondskabsfuldeste Forvanskning.

Den aristofaniske Komedie er som en udspændt Hvælving, bedækket med storstilede Fresker - Heines Komik er sammenlignet med dens hvad overfor Fresker omhyggeligt udførte Staffelibilleder er. Der er Lys og Plads i hint græske Lystspil som i Michelangelo's sixtinske Kapel: Alt er her som i Capella sistina 497 stort, rummeligt, vældigt, skabt af en Aand, der trodser vedtagne Regler ved sin Følelses lyriske Storm, sine Forkortningers Dristighed og sine Allegoriers Magt. Kun at Michelangelo's Verden er tragisk, vildt højtidelig, medens Aristofanes's Verden er en dityrambisk, en Verden af Karikaturer i en Ramme af græske Livsforhold.

Sammenlignet med Aristofanes er Heine en Privatmand, der lever i sit Hjem. Aristofanes færdes i Teatrets fulde Dagslys med Tusinder af Tilhørere omkring sig; Heine meddeler sig til sit Publikum enlig fra sin Stue. Men de Syner, der maler sig paa hans Øjes Nethinde alene, har et mere glødende og heftigt Liv end de, som Aristofanes legemliggjorde paa en Scene. Og hans Bestræbelser har ikke det rent lokale Præg som den græske Digters. Han henvender sig, hvor han er ypperst, til Millioner udenfor sit Folk, ja til Udkaarne blandt alle dem, der kan læse. Hans Lyrik er personligere, inderligere og mere nervøs end nogen Grækers, som hans Satire er viet almene Ideer, der for Aristofanes ikke havde Eksistens. Han er ikke mindre vittig end sin græske Forgænger, og han har bestandig kæmpet for politisk Udvikling og personlig Frihed, medens Euripides's og Sokrates's Avindsmand hyppigst fægtede for en Fortid, der uigenkaldeligt var forbi og som han selv allermindst tilhørte.

XVII

Heines Prosa staar ikke i Højde med hans Vers. I sin berømteste Prosabog Reisebilder viser han sig som en Elev af Sterne, senere, da han vinder større Selvstændighed, er han vel altid aandrig og livfuld, men sjældent de Æmner voksen, han behandler. Hvad enten han skriver om tysk Filosofi for Franskmændene eller om fransk Malerkunst for Tyskerne, er han lige dilettantisk. Han var vel altid som Bladmand betragtet en udmærket Brevskriver, men han er for stor til at denne Betegnelse svarer til Styrken af hans Væsen.

Vistnok har Pedanter blandt hans Modstandere gjort et utilbørligt Væsen af hans saakaldte Overfladiskhed. Han var sikkert ikke nogen egenlig Arbejder, men han var ingenlunde uden Flid, og hans Kundskaber talrige og grundigt tilegnede. Dog kun som Poet er han stor; de fleste af hans Prosaskrifter er forfattede i 498 Døgnets Tjeneste, ikke at tale om at man har skadet hans Minde ved Udgivelsen af hans Breve, der i Reglen kun viser ham fra en lidet fordelagtig Side. Man ser ham i dem hyppigst alene optaget af sine Interesser. Men Pengeforlegenhed er et kedeligt Æmne, selv om det er et stort Talents Pengeforlegenhed, hvorom Talen er.

Heine opnaaede som bekendt ikke at leve et helt Mandsliv til Ende. Han bortreves i sin fulde aandelige Kraft af en rædselsfuld Sygdom.

Han havde altid været fin og skrøbelig; i sin Ungdom plaget af haardnakkede Hovedsmerter; nødtvungen til et saadant Maadehold i Drik, at han efter sine Venners spøgefulde Udsagn nøjedes med at lugte til en Flaske Rhinskvin, han havde i sit Kammer. Tidligt var hans Nervesystem rystet, sikkert i langt ringere Grad af Udskejelser, end det troes - thi han er i høj Grad fanfaron. de vices, roser sig i sine Skrifter stadigt af sine Laster - men han ramtes af den Sygdom, der saa hyppigt er deres Lod, hvis Liv har været uafbrudt aandelig Frembringen. En Rygmarvslidelse med Lammelse først af Øjenlaagene, efterhaanden af næsten det hele Legeme, ramte ham. Henved otte Aar laa han i Paris udstrakt i sin Grav af Madradser.

Hans Liv, der hverken kan betegnes som et stort eller et lykkeligt Liv, falder i to bestemt afgrænsede Halvdele, Opholdet i Tyskland indtil Julirevolutionens Tid, og Opholdet i Paris fra 1831 til hans i 1856 indtraadte Død. Det var et Liv ført uden Beregning, men ikke uden Instinkt for hvor Udviklingsmulighederne laa for Talentet; det er neppe sandsynligt, at Heine havde naaet sin Verdensborgerhøjde i Literaturen eller endog blot var blevet saa fremragende som satirisk Digter, ifald han var forbleven i sit Fædreland alle sine Dage.

Hans Ungdomsaar i Tyskland gaar hen under Reaktionens Tryk; hans Rejsebilleder vinder Popularitet som Udtryk for den politiske Utilfredshed, men snart opgiver han i sit stille Sind al Politiseren som umulig. Da skaffer Julirevolutionen Luft, Heine bryder op, bosætter sig i Paris og bindes snart dèr ved det tyske Forbunds Forbud mod hans Skrifter. Ministeriet Guizot giver ham hemmeligt den lille Aarsrente, der sætter ham i Stand til at føre et forholdsvis sorgløst Liv, og for hvis Skyld han er bleven gjort til Genstand for Angreb, der ikke savner al Grund, men som dog har gjort ham stor Uret. Man maa ikke glemme, 499 at Heine forstod sig slet paa den Kunst at tjene Penge og at det kun vilde have nyttet ham lidet, om han havde forstaaet sig bedre paa den. Han, paa hvis Bøger der er tjent Millioner, solgte Buch der Lieder med alle følgende Oplag til Campe mod Kvittering for en gammel Gæld paa 50 Louisdorer, og var hele sit Liv igennem nødt til at ty til sin rige Onkels ugerne ydede Bistand. Havde han og især den lille Pariser-Grisette, som han giftede sig med, forstaaet sig bedre paa at holde Hus, vilde han maaske have kunnet undvære Regeringsunderstøttelsen. Nu har den vel nok forhindret ham i at sætte Et og Andet i tyske Aviser om det franske Ministerium, som han ellers vilde have skrevet, men anden Ulykke har den visselig ikke forvoldt, og mindst har den bevæget ham til at skrive Nogetsomhelst, han ikke mente.

Fra Frankrig af har han som Forfatter ført sin aldrig afbrudte eller endog blot svækkede Kamp mod den europæiske Reaktion. Man kan sige, at han i denne Egenskab er Byrons store Arvtager. Faa Aar efter at Spottens Sværd, svunget i Frihedens Tjeneste, glider ud af den døende Byrons Haand, gribes det af Heine og føres en hel Menneskealder igennem med lige stor Behændighed og Kraft. Dog i de sidste otte Aar føres dette Vaaben af en dødeligt Saaret.

Aldrig havde han skrevet sandere, ægtere, mere skærende og mere straalende Vers end da han laa naglet til sit Martyrium paa den lave, brede Seng i Paris. Og aldrig har vel nogen frembringende Aand vist større Mod, større Udholdenhed og Uanfægtelighed i overmenneskelige Kvaler. Sjældent har Sjælens Magt over Legemet vist sig saa utvivlsom. At lide tavs med sammenbidte Tænder under Lidelser som hans havde allerede været meget. Men at frembringe, at spotte og spøge, sprudlende lunefuldt og fantastisk, lade sin Aand fare Kloden rundt i yndefulde og dybe Drømmerier, medens man selv ligger lam og livløs paa Lejet, det er stort.

Han laa dèr indskrumpet til et Skelet med de lukkede Øjne, de næsten helt lammede Hænder, de ædle Ansigtstræk afmagrede; Hænderne, der var hvide og fuldendt skønne, var blevne som gennemsigtige i deres Finhed; naar han talte, gled nu og da et Mefistofeles-Smil over hans lidende Martyr-Aasyn. Tilsidst var i Grunden kun Stemmen tilbage af Manden som af Oldtidens 500 Tithon; men denne Stemme var uendeligt rig paa Toner, paa Indfald og Skemt.

Han vedblev at være aandeligt virksom. Det var som om Aandens Drivhjul vedblev at dreje sig, selv uden Damp; det var som om Lampen blev ved at brænde, selv uden Olie.

Det er usandt, at han var vendt tilbage til nogen Kirkelighed; men til en Religiøsitet, der ligesom dukkede op paany fra Barndommens Dage, og til en Art Gudstro klamrede den Lidende sig. Og selv over denne Gudstro hævede han sig undertiden med et Smil. Et saadant Smil er hans beroligende Ord til en ophidset Bekendt paa hans sidste Levedag: Dieu me pardonnera - c'est son métier. (Gud vil tilgive mig - det er hans Fag.)

Et rørende Vidnesbyrd om hans Aandskraft og hans sønlige Kærlighed er det, at han under hele sin Sygdom omhyggeligt vaagede over, at hans Lidelser forblev skjulte for hans gamle Moder i Hamborg; han tilskrev hende indtil det Sidste muntre, spøgende Breve og lod af de Eksemplarer, han sendte hende af sine Skrifter, de Steder udtage, der kunde bringe hende paa Sporet.

Et tiltalende Indtryk af hans Sjæleliv giver ogsaa dette Træk: han, den i Udtrykket for Elskov mest kaadmundede af alle Mænd og Poeter, forvandlede sig i sin Sygdom til den ømmeste og aandigste i Udtrykket derfor. Som bekendt forsødedes det sidste Aar af hans Liv af en ung, yndig Kvindes Hengivenhed og Beundring*).

Man kender den Dag idag ikke nøjagtigt hendes rette Navn, end ikke hendes Fødested. Hun holdt af at forblive ukendt, at give sig opdigtede Navne og gøre sine Veje usporlige. Hun kaldte sig Margot eller Frøken von Belgern eller Sarah Dennigson. Hos Heine indførte hun sig som Elise Krinitz, og dette Navn synes at have været det rette. Men man véd end ikke om det var hendes Pigenavn og om hun fik dette Navn ved sin Fødsel i Prag eller om hun var en Fru von Krinitz fra Torgau. Heine kaldte hende la Mouche efter Fluen i hendes Signet. Efter hans Død optraadte hun i 1862 i den franske Literatur under Navnet Camille Selden og ingen ringere end Taine gjorde det franske * 501 Publikum opmærksomt paa hendes to første Bøger, Romanen Daniel Vlady og Studierne L'esprit des femmes de notre temps.

Det hedder sig, at hun i en ganske ung Alder var kommen til Paris og dèr havde indgaaet et kortvarigt, højst ulykkeligt Ægteskab med en Mand, der for at blive hende kvit lod hende indespærre i en Sindssygeanstalt under Paaskud af at hun var vanvittig. Det lykkedes hende herfra at undkomme til England. Hun fortæller selv, at hun i Sommeren 1855 kom fra Wien tilbage til Paris og indfandt sig hos Heine for at bringe ham Kompositioner og Hilsener fra Wienerkomponisten, Friherre Vesque von Puttlingen.

Hun havde adskillige Aar tidligere lært den østerrigske Digter Alfred Meissner at kende. De traf tilfældigt hinanden i 1847 i et Jernbanetog fra Paris til Havre. Efter sin egen Fremstilling var hun dengang kun seksten Aar gammel, en Paastand, ved hvilken det er tilladt at anbringe et Spørgsmaalstegn. Overfor Meissner kaldte hun sig blot Margot. De fandt Behag i hinanden og traadte hinanden nær, skiltes og mødtes atter i Paris 1849. I 1850 traf Meissner hende i London sammen med en ældre Dame; men da han nærmede sig hende, erklærede hun at han tog fejl, hun havde aldrig set ham før. Fem Aar efter undskyldte hun sig i et Brev for at hun nødtvungen havde maattet fornegte ham i London. De forblev saa i Brevveksling til 1860.

Da la Mouche første Gang traadte ind til Heinrich Heine, var hun efter sin egen Opgivelse fireogtyveaarig, men snarere omtrent otteogtyveaarig. Hun var blaaøjet med lysebrunt Haar, ikke egenlig smuk, men saa yndefuld, indtagende og fin, at hun ved første Komme vandt Heines Hjerte. Snart blev hun ham uundværlig; han led, naar der blot gik et Par Dage hen uden at han saa hende, skønt hans Smerter var saa heftige, at han tit selv maatte frabede sig Besøget. Først i de opbevarede Breve og Digte til hende er der den dybere erotiske Inderlighed, den Fylde i Kærligheden, som man ellers savner i Heines Elskovspoesier.

Han kalder hende sin Valgtrolovede, hvis Væsen Skæbnens Vilje har parret med hans. Forenede vilde de have lært Lykken at kende, adskilte maa de gaa tilgrunde:

Jeg véd det nu. Ved Gud! Dig er det,
som jeg har elsket. Tungt for Hjertet,
502 at just som Elskovslængslen stilles,
kun forestaar at evigt skilles.
Samtidigt lyder da Velkommen!
og Afskedsdommen.

Leende og grædende raser han over denne nødtvungne Platonisme mellem to Elskende, for hvem ethvert Favntag er umuligt:

Ord og aldrig Haandgribeligheder!
Aldrig en kraftig Ret Kød du erholder.
Altid kun Aand jeg dig tilbereder,
altid Suppe foruden Boller.

Han fortvivler i sin Utaalmodighed, naar hun engang imellem lader ham vente:

Lad mig med glødende Tænger knibes,
hvad gør det mig, om man mig brændte!
Lad mig kun flaas af Ris og Svøber;
men lad mig ikke vente, vente!

indtil ved Dødens Nærhed Alt forsones i det store mystiske Formælingsdigt mellem ham som Dødning og Passionsblomsten ved hans Kiste:

Den Blomst var du, min Elskte, i min Drøm.
Paa dine Kys jeg kunde straks dig kende.
Ej nogen Blomsterlæbe er saa øm,
saa fyrigt ingen Blomsterlæber brænde.
Mit Øje var vel lukt, dog stadig laa
jeg stirrende i Fryd, som Ingen maaler;
du henrykt, salig atter paa mig saa,
et Aandesyn, belyst af Maanens Straaler.

Det er Billeder og Følelser fra en anden Verden end Legemverdenen, en Verden, som den Blindes, hvor der er Kys, men ikke synlige Læber, Taarer, der falder fra Øjne, som ikke ses, Duft af Blomster, hvis Former ikke røres, og for Dagens Sol et trolddomsagtigt, aandeagtigt Maanelys. Og saalidt som der er Legemlighed, er der Lyd:

Vi talte ej. Mit Hjerte dog fornam,
hvad tavs du tænkte, læste i din Mine.
Det Ord, som bliver sagt, er uden Skam,
Tavshed er Elskovs Blomst, den kyske, fine.

503

Det var, siger han, en lydløs Samtale, som fandt Sted, og Ingen maa spørge, hvad der taltes:

Spørg, hvad den straaler, kun Karfunklens Sind,
spørg, hvad de dufter, Natviol og Lilje;
men aldrig spørg, hvad var i Maaneskin
Ligets og Marterblomstens Kærtegnsvilje.

Her hæver Heines Lyrik sig til Højden af Shelley's, den sublimeste i moderne Poesi. Her er hans Tone som Shelley's: en Ariel's Violintone, ren og aandig og fyldig og skælvende moderne i sin betagende, halvt syge Blødhed.

Heinrich Heine var ved sin Afstamning Orientaler, ved Fødsel og Opdragelse Tysker, ved en stor Del af sin Dannelse Franskmand, og som Aand Verdensborger paa mere udpræget Maade end nogen anden tysk Digter, Goethe undtagen.

Ingen Digter af israelitisk Æt har siden Jehuda ha Levi's og Mose ben Esra's Dage (omtrent 1120) naaet saa højt i digterisk Flugt; dog ligner Heine ingenlunde disse sine store Forgængere. Han gengiver, som lidt senere Disraeli i England, Lassalle i Tyskland, Gambetta i Frankrig, den Brydning, hvorunder hans Races Egenskaber gnistrede, da den moderne Kultur brød ind over den og ramte den som Staalet Flinten. Som Tysker har Heine meget af den tyske Romantik, har dens Grundstemning af Sværmeri, dens Vellyd og dens Farve; men som Tysker er han ogsaa Lærling af Goethe og af Hegel, har begges Hellenisme, noget af den Førstes hedenske Aand, noget af den Andens Dialektik i sit Vid. Som Verdensborger forener han germansk Følelsesromantik med fransk Esprit og jødisk Inderlighed, Vemod, Skelmeri i en Form, som lettilgængelig og tiltrækkende har skaffet hans Frembringelser Indpas Verden over, saa de i vore Dage er oversatte paa alle Sprog.

Det nye tyske Rige har vægret sig ved at rejse Heinrich Heine det Mindesmærke, hans Beundrere dér havde ønsket for ham, og som han saa godt kan undvære. Østerrig-Ungarns Kejserinde blev i sin Tid tvungen til at tage sit Bidrag til Heines Statue tilbage. End ikke i den Provinsby, hvori han fødtes, har nogen Billedstøtte af ham turdet finde Plads. Og overfor denne det tyske Riges Holdning har vore Dages Franskmænd ikke engang havt det Indfald og det Mod at rejse ham et Mindesmærke i det Paris, han elskede saa højt, og hvor han tilbragte den sidste 504 Halvdel af sit Liv. Imidlertid har udenfor det tyske Rige sikkert Ingen, der har skrevet paa det tyske Sprog, saa stor en Læsekres som hans.

Nyere europæisk Literatur er rig som Noah's Ark. Den har vilde og tamme Dyr, kongelige Løver og mægtige Ørne, plumpe Bjørne og hvide Svaner, kloge Ræve og forfængelige Paafugle og smægtende Nattergale, ikke at tale om Æsler og Hunde og Aber i Overflod. Den har ogsaa en Antilope.

Og Antilopen var slankere og mere yndefuld end alle Markens vilde Dyr, som Gud Herren havde skabt, og den sagde til Kvinden: Mon Gud skulde have sagt: I maa ikke spise af alle Havens Træer? . . .

Thi det var Antilopen, som sagde det.

Antilopen er aarvaagen, indsmigrende, bevægelig; naar den føler sig tryg, er den munter og skelmsk; altid er den smidig og hurtig og gratiøs. Dens Væsen er Ynde. Der gives en Antilopefamilie, som hedder Beni Israel. Til den maa Heinrich Heine have hørt.

Selv Byron har neppe i det nittende Aarhundrede virket saa dybt som han. Man sporer hans Indflydelse allevegne i Tyskland som i Østerrig og Italien, i Rusland som i Polen, i Frankrig fra Gautier til Richepin. I Norden har hans Skrifter tidligt fundet Indgang. Han er her bleven slugt af en Læseverden. Han har paavirket talrige af de Ypperste blandt Danmarks Ældre, Mænd som Christian Winther, Orla Lehmann, Emil Aarestrup, M. Goldschmidt, og talrige af de Yngre fra J. P. Jacobsen til Sophus Claussen, ligesom i Norge Slægtled fra Henrik Ibsen og hans Samtidige til Alexander Kielland, Gunnar Heiberg og deres. Men i endnu højere Grad end de Skrivende har han paavirket deres Publikum, været medvirkende under Tilblivelsen af næsten hver enkelt udviklet Personligheds sjælelige og intellektuelle Liv.

Umaalelig er hans Indflydelse, men umaadelig har den været; umærkelig og vældig. Farlig og forvirrende var den altid for karakterløse Væsener og skrøbelige Hoveder, men befriende, oplivende for sunde, stærke Sjæle; i gamle Dage betagende som en Smitte, senere hen velgørende som en Befrugtning, og nu, da den ikke mere virker samlet, ligger den i Luften og vil kunne spores i det tyvende Aarhundredes Luft.

505

XVIII

Börne og saare Mange efter ham har fældet den Dom over Heine eller villet fælde Heine med den Dom, at det ikke var ham Alvor med Noget. Ser man bort fra det Mindre og Uvigtige, beror Börnes Vrede i Grunden paa, at Heine ikke synes ham at ville tage Parti. Selv var han, saa godt som man i hin uparlamentariske Tid kunde være det, Partimand til det Yderste i Literaturen.

I vore Dage udnyttes gerne i konservativ Mening den Sætning, at Kunsten er sit eget Formaal; i hin Tid var man fortrolig med den Tanke, at den skulde tjene Livsformaal, og altid føler man i Datidens tyske Digterværker, de være nu af større eller ringere Værdi, hvad det er, som har trykket deres Frembringer Pennen i Haanden. Men selv saa stærkt maalforfølgende Poeter som Heine var Datidens Overbevisningsmænd (som Börne) ikke maalforfølgende nok. Og man brugte mod ham Udtrykket «Vel et Talent, men ingen Karakter», de Ord, han gør sig saa ubarmhjertigt lystig over i Atta Troll, hvis Fortale allerede spøger med den Trøst, som for Mængden ligger i den Lære, at de brave Folk vel i Reglen er slette Musikanter, men at til Gengæld de gode Musikanter er Intet mindre end brave Folk. Thi Bravhed og ikke Musik er dog Hovedsagen her i Verden.

Andensteds gør Heine gældende, at det i Reglen er et Tegn paa Indskrænkethed, naar man af den indskrænkede Mængde straks bliver stemplet og udtrykkeligt fejret som Karakter: det beror paa, at en snever og overfladisk Livsbetragtning, der altid bliver sig selv lig, lettest udgrundes af Mængden.

At Heine efter sit hele Anlæg ikke var nogen Aand med stoisk Fasthed, det er klart. Men ser man bort fra den Omstændighed, at han i visse givne Tilfælde har vist Karakterløshed, saa er Spørgsmaalet, ført tilbage til sit Princip, i Grunden dette, om Digteren bør tage Parti eller ej.

Netop paa den Tid, da Heine i Atta Troll spottede dem, der i deres Ivren for Livsformaalene troede at kunne erstatte Talent med Karakter, blev der i den tyske Poesi for Alvor kæmpet angaaende det Spørgsmaal, om Digteren burde tage Parti eller tage sit Stade over alle Partier. I Efteraaret 1841 opstod Atta Troll, der gør saa mange Løjer med Freiligraths 506 Ungdomsdigte; i November samme Aar skrev Freiligrath, der hidtil mest havde gjort sig bekendt ved østerlandske Digte i Hugo's Stil og som kort forinden havde modtaget en Aarpenge af Kongen af Prøjsen, i et Digt Fra Spanien over den skudte Diego Leon disse Linjer om Digteren som saadan: Han bøjer Knæ for Helten Bonaparte og hører med Vrede Enghien's Dødsskrig; thi Digteren staar paa en højere Varde end paa Partiets Tinder. Herimod rettede Georg Herwegh i Digtet Parti (til Ferdinand Freiligrath) et Svar, i hvilket den mest slaaende Strofe er denne:

Parti! Hvem skulde ej Partiet ære,
som hidtil alle Sejres Moder var!
Kan Digtren sligt et Ord i Agt erklære,
som Alt, hvad der er herligt, avlet har.
For eller mod, hver den, som Mand er vorden!
og Løsnet være: Slave eller fri!
Selv Guder fra Olymp steg ned paa Jorden
og tog med deres Guddomskraft Parti.

Da saa Herwegh et Aars Tid derefter i sit Digt Duett der Pensionirten haanede Freiligrath for den ham tildelte Aarpenge, «Invalidepensionen», gav den Angrebne som bekendt Kongen af Prøjsen Pensionen tilbage, gik over til den politiske Digtning og udviklede sig saa hurtigt til Radikal og Revolutionær, at han ved Udbruddet 1848 stod som det tyske Folks mest fremragende Revolutionsdigter. Freiligrath gav altsaa Herwegh Ret. Dog dette beviser endnu ikke, at han havde det.

Spørgsmaalet om og hvorvidt Digteren bør tage Parti, er meget sammensat. Først paa Grund af det Mangetydige i Ordet Parti. Heine og Börne, Freiligrath og Herwegh har til forskellige Tider taget Ordet i forskellig Mening.

Ved at sværge paa et indskrænket politisk Partiprogram, en social eller religiøs Lære, vil Digteren, selv om han er en meget snever Aand, kun tabe. Hvor er det muligt, at hans Idealer nøjagtigt skulde falde sammen med Partiformaalene i deres indskrænkede Bestemthed! Thomas Moore var Whigdigter, Walter Scott Torydigter, fordi ingen af dem var store Aander, saa store Talenter de end var. Byron gravede dybere end de begge og end begge de politiske Partier - imidlertid føler Enhver instinktivt Urimeligheden af at sige, Byron ikke som Digter politisk og religiøst har taget Parti. Han har gjort det i end højere Grad end Schiller, der heller ikke i politisk Henseende kunde regnes 507 til et Parti, allerede af den simple Grund forøvrigt, at der paa hans Tid i Tyskland endnu ikke gaves Partier.

Der er Grene af den skønne Literatur, der afgjort Intet har med Partitagen at gøre. Den, der skriver Elskovsdigte, staar som saadan udenfor de politiske og religiøse Partier, om end maaske ikke ganske udenfor de kunstneriske; thi saasnart der er Tale om en Retning i Kunsten, saa møder vi Partiet igen. Men blot Forfatteren rører ved et Stof, der lugter af Idé, af Grundopfattelse og Tanke, saa nødes han til at tage sit Parti mellem de mulige Livsanskuelser.

Vil man imidlertid, som Freiligrath, kun sikre Digteren Ret til at beundre Napoleon og til dog at harmes over Enghien's Mord, saa har dette egenlig ikke Noget med Spørgsmaalet om Partitagen at gøre, thi det vil kun sige, at Digteren ikke har fraskrevet sig Retten til at bedømme Fortiden med Billighed og til at se Dyder og Laster hos sine Helte. Spørgsmaalet om Parti i bestemtere Forstand er ikke et Spørgsmaal om Bedømmelse af Fortiden, men om Formning af Fremtiden, og man kan ikke paa én Gang gaa ad to Veje.

Ordet Parti frembyder endnu følgende Vanskelighed: Parti vil sige Del, nærmest Del af Fædrelandets Befolkning; men Digteren bør tilhøre sit Fædreland og sit Folk, ingen Del deraf. Saaledes opfattet er da Parti det snevrere Begreb, Fædrelandet det videre, almene, og dersom man ved Parti f. Eks. forstaar et faktisk politisk Parti, der mere eller mindre ufuldkomment svarer til sit Navn og sit Program, saa er dette rigtigt, saa staar Fædrelandet selvfølgelig over Partierne.

Hvis man imidlertid tager Ordet Parti i den Forstand, hvori det kan udsiges om Schiller og Byron, at de har taget Parti, saa er Partiet en videre og større Idé end Fædrelandet. Thi Fædrelandet betegner et bestemt afgrænset Stykke Jord, bestemte endelige Interesser, en bestemt afgrænset Historie, men Parti i denne Mening betyder et System af Ideer, som efter deres Væsen ikke er bundne til noget Sted, Verdenstanker, Menneskehedens store almindelige Interesser. Og udtrykker det Parti, som tages, end kun en Tidsalders Grundopfattelse af det Menneskelige, saa er Aarhundredet et andet og større Fædreland end Fædrelandet, og Digteren gør sit Folk en Tjeneste ved at udvide dets Synskres udover dets Grænser.

Börne og Heine var efter min Opfattelse begge i fremtrædende 508 Grad Partimænd, men ikke desmindre begge i meget høj Grad Patrioter; saa lidet skadede deres Partistandpunkt Fædrelandskærligheden.

Börne gjaldt ganske vist i Datidens officielle Presse ikke blot for en forrykt Radikal, men for en Fædrelandsforhaaner. Han havde jo den farlige Vane, at give enhver af sine Tanker saa stærkt Relief ved Udtryksmaaden, at den stødte, saarede eller æggede til Handling. Det fremkaldte et Raab af Harme, da han havde skrevet, at ethvert Folk havde Ret til at afsætte sin Konge, saasnart blot hans Næse ikke mere behagede det. Og hele Bind fulde af Skældsord slyngedes imod ham for hans Udtalelser om Tyskernes «Tjenernatur». Han var gaaet saa vidt som til at kalde dem «et Folk af Lakajer».

Han skriver selv derom: «Hvad skal jeg gribe til med Mennesker, der for fuldt Alvor tror, jeg har raadet Folkene til at jage deres Fyrster bort, saasnart de er utilfredse med disses Næser . . . Hvis jeg sagde: Mine Herrer! De maa ikke tage det saa bogstaveligt - saa vilde de maaske tro mig, men hvad vilde det nytte? Man vilde indvende: De skulde betænkt, at De ikke blot skriver for dannede Læsere, men at ogsaa et stort Antal Udannede læser Deres Skrifter. Hertil vilde jeg tie og blot svare: Lad mig blive ført i Fængsel! Naar jeg saa var stillet for Retten, vilde jeg sige: Mine Herrer! Tyskeren er en Krokodille. Almindelig Forbitrelse. Krokodille! Til Orden!) M. H.! Tyskeren er en Krokodille. (Til Orden! Formanden: De misbruger Retten til Forsvar.) M. H.! Tyskeren er en Krokodille - jeg beder om at maatte tale ud. Jeg tænker herved ingenlunde paa Vildheden eller paa Krokodilletaarerne. Tyskeren er tam og godmodig og græder saa oprigtige Taarer som et Barn, naar det faar Ris. Naar jeg har kaldt det tyske Folk en Krokodille, er det kun paa Grund af dets Hudbeklædning, der ligner Krokodillens. Den bestaar af haarde Skæl og ligner et Skifertag. Hvad fast der falder paa den, preller af, hvad flydende, løber ned derover. Tænk Dem nu, m. H., at De vilde magnetisere en saadan Krokodille dels for at helbrede dens svage Nerver, dels og især for at gøre den klartskuende, saa den kunde se ind i sit Indre, lære sin Sygdom at kende og gætte det rette Lægemiddel. Hvad vilde De saa gøre? Stryge den blidt med en varm Haand ned ad dens Krokodillepanser? Nej, De vilde være for fornuftige dertil; det vilde jo intet Indtryk gøre paa den. 509 De vilde trampe omkring paa den med Fødderne, bore Søm ind i dens Skæl, og var det ikke nok, fyre hundrede Bøssekugler af paa den. De vilde beregne, at de ni og halvfems dog gik ganske tilspilde, og at den Hundrededel, der blev tilbage, netop vilde frembringe den blide og beskedne Virkning, som De tilsigtede med Deres Magnetiseren. Det er det, jeg har gjort». (Brev fra Paris af 14. Dec. 1831.)

Man ser, hvorledes hos Borne de stærke Ord om tysk Underdanighed og Dorskhed blot er negtende Udtryk for Fædrelandskærligheden. Patriotismen ytrer sig hos ham i Reglen kun dulgt, men den bryder sig Vej gennem hans vemodige Spot som gennem de begejstrede Opraab hos Andre.

Og hvad nu Heine angaar, da havde Borne vel Ret imod ham, forsaavidt som Poetens smidige Temperament gjorde ham den enstonende Kamp for en politisk Overbevisning vanskelig, og Ret forsaavidt Heine led under den Dobbelthed og Uklarhed, vi har paavist hos ham, at føle sig paa én Gang som folkelig Oprørsmand og som Dyrker af Adelsmennesker; men naar Heine undlod at slutte sig til noget forhaandenværende politisk eller religiøst Parti, saa var det dog mest Vidnesbyrd om Finheden af hans Aandsudvikling. Hans Skemt i Atta Troll med Oppositionens prækende Kleresi er henrivende og fuldt berettiget. Den vidner kun om, at han afskyede Dogmatismen i alle dens Former.

Derfor har Börne Uret i sin Antagelse, at Heine som Mand har fornegtet sit Parti i dette Ords store, omfattende Forstand, den Grundsum af Ideer, for hvilke han har stridt. Det har han end ikke gjort, da han paa sit otteaarige Dødsleje med Møje aabnede sine stakkels lammede Øjenlaag for at søge Gud i den Himmel, hvis Tomhed han selv med Vemod og Trods havde skildret.

Og ikke mindre end Börne var Heine Patriot. Enhver Kender af Heine's Skrifter husker vistnok det skønne Sted i Slutningen af Reisebilleder, hvor han fortæller Krøniken om Kejser Maximilian, der sad fangen i Tyrol, glemt af sine Riddere og Hofmænd, da Fængselsdøren aabnede sig og en tilhyllet Mand traadte ind, i hvem Kejseren genkendte Kunz von der Rosen, sin trofaste Hofnar.

Jeg finder det ikke blot aandrigt, men sandt, naar Heine siger: «O tyske Fædreland! dyrebare tyske Folk! Jeg er din 510 Kunz von der Rosen. Den Mand, hvis egenlige Embed Spøgen var og som kun skulde holde dig i godt Humør i gode Dage, han trænger ind i dit Fængsel i Nødens Tid, og under Kampen bringer jeg dig dit stærke Herskerspir og din gode Krone - kender du mig ikke, min Kejser? . . . Ligger du end i Lænker nu, saa sejrer din gode Ret dog tilsidst, Befrielsens Dag nærmer sig, en ny Tid begynder - min Kejser, Natten er forbi, og udenfor gløder Morgenrøden.»

Vil man ikke hænge sig i Enkeltheder, i kaade Udfald og overmodige Vendinger rundt omkring, saa vil man se, at den Følelse, som her har givet sig et klassisk Udtryk, er mægtig hos Heine. Hverken hans Partistandpunkt eller den dermed sammenhængende Fremmedbeundring har udelukket en oprigtig og dybtgaaende Fædrelandskærlighed, der affødte Savn paa Savn for ham under Udlændigheden. Kun havde han ikke den Art Patriotisme, som han etsteds tillægger den almindelige Tysker, den, som bestaar i, at Hjertet bliver snevrere, trækker sig sammen som Læder i Kulden, men den, der varmer Hjertet og udvider det, saa det gennem Kærligheden til sit Land omfatter Civilisationens hele Rige. Hvor kunde han overhovedet andet end elske Tyskland! Som han har sagt, og som Enhver maa sige det om sit Land: «Det er jo Sagen; Tyskland, det er os selv.» Hele hans Væsen var jo bestemt ved hans Fødsel og Udvikling i Tyskland.

Og da han maatte tilbringe den sidste Halvdel af sit Liv i frivillig-ufrivillig Landflygtighed, forsaavidt hjemløs som hans Skrifter var forbudne af den tyske Forbundsdag, blev det tyske Sprog ham det sande, højere, egenlige Fædreland. Det tyske Ord har han selv kaldt det helligste Gode, den ubetvingelige Frihedsvækker, og selv betegnet som et nyt Fædreland for Den, hvem Daarskab og Ondskab har udvist af Fædrelandet.

XIX

Kendere af Heines Skrifter og Breve vil have bemærket det inderlige Venskab og Vaabenbroderskab, der i hans Ungdom knyttede ham til Karl Immermann. Han havde tilbudt Immermann at indføre nogle Epigrammer af denne i sine Reisebilleder, og virkelig bragte Værket mellem Afsnittene Norderney og Bogen Le Grand et halvt Ark rimede Fyndsprog af Immermann, der spottede 511 forskellige af Datidens literære Personer og Tilstande, blandt Andet gav de i østerlandske Former digtende Poeter en Snert, af hvilken Piaten følte sig ramt og som fremkaldte hans dramatiske Satire Der romantische Oedipus og derigennem atter Heines Svar.

Det var et mærkeligt Træf, at Piaten i sin Ubehændighed skulde med ét Slag stemple de to Mænd som Romantikere, der hver for sig har bidraget deres, og mere end Piaten selv, til at bringe en ny Aand og en ny Kunst til at vikle sig ud af det romantiske Svøb, idet de hver paa sin Vis er blevne Grundlæggere af moderne Digtning.

Karl Immermann (født 1796) var et Aar ældre end Heinrich Heine, Søn af en streng, regelret Embedsmand i Magdeburg, selv en fast og paalideligt udviklet Personlighed, tidligt præget af den gammelprøjsiske Aand, af hvilken der hos Heine ikke fandtes Spor. De var Modsætninger næsten i Alt.

Immermann deltog som Frivillig i Slaget ved Waterloo, drog med Hæren ind i Paris, fik sin Afsked som Officer og studerede Lovkyndighed i Halle, hvor han med sin strenge Retsfølelse kom til at lægge sig ud med den mægtige Studenterforbindelse Teutonia, der havde anmasset sig en Art moralsk Overhøjhed over alle de Studerende, vilde hævde den sædelige Renhed ved Raaheder og viste sig lige herskesyg og brutal. Mod denne førte han en flereaarig Kamp. Gentagne Gange maatte han anraabe Statsmagten om Hjælp i Anledning af de Krænkelser og Forfølgelser, for hvilke han derfor gjordes til Genstand. Følgen var, at han af det herskende Parti blev lagt for Had som Angiver - og det saa meget mere som det politiske Bagstræv uden hans Skyld tog Anledning af denne Modstand mod nedarvet Uskik i Studenterforbindelserne til at fortrædige og undertrykke disse. Immermann var fra da af en isoleret Skikkelse. Meget i hans Væsen, meget af det Tørre og Sære har sin Rod i dette Forhold. For Stolthed og Selvfølelse var denne Afsondrethed desuden den gunstigste Jordbund.

I 1819 blev Immermann ansat som juridisk Embedsmand (Divisionsauditør) i Byen Münster i Westphalen, en gammel strengt katolsk Provinsby, i hvilken han fra først af følte sig uensartet med Alle og Alt. Men her lærte han efter kort Tids Forløb den Kvinde at kende, som blev Skæbnen i hans Liv.

Elisa von Lützow var oprindeligt dansk. Hun var gift med Brigadekommandøren Adolph von Lützow, den berømte Fører for 512 det af Körner besungne Friskarekorps, men født Grevinde Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær paa Langeland, dengang 29 Aar gammel og efter de Samtidiges Vidnesbyrd henrivende ved Ynde, Anstand, Sjæl og i al Fornemhed hjertevindende Personlighed. Fra sin tidligste Ungdom havde hun gjort et dybt Indtryk paa de Mænd, der kom indenfor hendes Kres.

Hun var vokset op som den formentlige Arving til store Rigdomme, men i ulykkelige Familieforhold; Faderen og Moderen var blevne fremmede for hinanden og levede fra hendes fjortende Aar adskilte. Grev Ahlefeldt, en Yndling af Frederik den Sjette, var en fornøjelsessyg Pasjanatur med et vekslende Harem; en Musik- og Teaterven, der havde et fast Kapel og holdt tyske og franske Skuespiltrupper paa Tranekær, saa gæstfri og tankeløs ødsel, at selv hans Formuesforhold ikke forslog til denne Ødselhed. Anledningen til at Elisa lærte Immermann at kende, var den, at hun behøvede retskyndig Hjælp, da hendes Fader ikke blot holdt hendes Mødrenearv tilbage - Moderen var død 1812 - men end ikke vilde udbetale den hende tilsikrede aarlige Rente.

Længe havde Grev Ahlefeldt negtet sit Samtykke til sin Datters Forbindelse med den uformuende og endnu ubekendte fremmede Officer. Han gav det endelig i Aaret 1810, og da 1813 paa Frederik Wilhelm III's Opfordring den prøjsiske Ungdom med levende Glæde greb til Vaaben og Lützow dannede de sorte Jægeres navnkundige Frikorps, saa fandt Lützowerne, «den vilde, forvovne Jagt», deres Valkyrie i Chefens dejlige Hustru, der af den hele Skare blev tilbedt som et højere Væsen. Elisa, der fra Barndommen af synes at have talt Tysk, følte sig paa tysk Grund ganske som Datter af sit nye Fædreland og gik fuldstændigt op i dets Skæbner. Hun begejstrede de Tapre, plejede med heltemodig Udholdenhed de Saarede, var de ypperste unge Mænds Fortrolige, deres Hjælp og Trøsterinde, og efter en Sejr bragte man altid hende den fineste Del af Byttet. Den Løjtnant, der efter Slaget ved Belle-Alliance først steg ind i Napoleons erobrede Vogn, bragte hende endog et Par Handsker og et Par Glas af Kejserens som Erindring.

Efter Fredsslutningen boede hun med sin Mand i de forskellige Byer, til hvilke han blev forsat, fra 1817 af i Münster, hvis stive, smaalige, dumfromme Væsen vel var hende forhadt, men hvor hun som overalt samlede en begejstret Kres om sig, der glædede sig ved hendes ualmindelige Skønhedssans og den 513 fine Forstand, hun uden at være veltalende lagde for Dagen i sine Samtaler eller blot ved et Smil og et Nik.

Paa Irnmerinann virkede hun fra første Møde af som en Aabenbaring fra en højere, ædlere Verden, efter hvilken han under sit ensomme, glædeløse Liv havde smægtet. I det slotlignende Hus, der var Lützows Tjenestebolig, et fordums Kloster med høje Vinduer og mægtige Fløjdøre, hvor hun levede omgivet af Blomster, Byster, Bøger, Billeder, Fugle, Hunde og Beundrere, tog hun sig ud som en Ridderdame fra fordums Tid eller som en af hine Renæssancetidens Prinsesser, der drog Digtere til deres Hof og henrev dem.

Aaret 1825 bragte en stor Forandring i Elisa's Skæbne. Den godmodige og ridderlige, men flygtige og letfængelige Lützow forelskede sig saa heftigt i en koket og ubetydelig Dame, at han anmodede sin Hustru om at give ham sin Frihed tilbage. Hun var ingenlunde forberedt paa et saadant Skridt, men en Ytring af Lutzow til en Ven, hvortil hun var bleven Vidne, og som gik ud paa at han fra først af havde været fast besluttet paa at ægte en rig Arving, havde bragt hende til at se den Udholdenhed, hvormed han i deres tidlige Ungdom holdt fast ved hende, i et nyt Lys - saa han i hendes Øjne havde tabt saare meget. Stolt som hun var, erklærede hun nu straks, at hun ikke vilde staa hans Lykke i Vejen og gav øjeblikkelig sit Samtykke til en Skilsmisse, hvis Aarsag hun holdt hemmelig overfor Alle.

Intet heftigt Ord blev vekslet mellem Ægtefolkene. April 1825 fandt Skilsmissen Sted. Før og efter den sendte Lützow Elisa Breve, der røber det mest levende Venskab og den varmeste Beundring. For ham fik Begivenheden kun ulykkelige Følger. Han blev almindelig dadlet for det foretagne Skridt; da det kom til Stykket, gav hans lunefulde Dame ham en Kurv; for sent angrede han at have givet Afkald paa Elisa for at løbe efter et Blændværk, og da han nogle Aar efter for at faa Hus og Hjem paany giftede sig med sin afdøde Broders Enke, viste hans anden Hustru sig saa vanskelig af Karakter, at han tilbragte sine sidste Leveaar i en rent ud fortvivlet Ulykkestilstand.

Da Skilsmissen havde gjort Elisa hjemløs og stillet hende ganske ene i Livet, hidførte den efterhaanden en stedse inderligere Tilnærmelse fra den unge Digters Side, der i hende saa sit Ideal. Immermann ønskede lidenskabeligt at knytte hende til sig for bestandig. Men Elisa gyste tilbage for et andet Ægteskab; selve 514 Institutionen var ved de Skuffelser, hendes Liv havde bragt hende, bleven hende forhadt; ogsaa de seks Aar, hun var ældre end han, gjorde hende betænkelig. Da Immermann i 1827 opnaaede en Ansættelse som Landretsraad i Dusseldorf, bad han liden skabeligt Elisa at følge ham derhen. Hun indvilligede, skønt hun paany erklærede ikke at ville indgaa noget Ægteskab med ham; derimod gav begge Parter hinanden det Løfte aldrig at ville tænke paa Giftermaal med nogen Anden.

De to Elskende beboede i Landsbyen Derendorf ved Düsseldorf et Landsted med en mægtig, rosenfyldt Have, som de udsmykkede til et elegant og harmonisk Hjem, i hvilket han og hun havde deres særskilte Værelser. I en lang Aarrække levede de her et righoldigt og lykkeligt Liv. Düsseldorf var dengang et Samlingssted for et ikke ringe Antal af Tysklands ypperste Kunstnere, Malere som Schadow, Lessing, Hildebrandt. Derhen søgte desuden Poeter (som Grabbe), Komponister (som Mendelssohn), Kunstelskere og Kunstforskere (som Schnaase) fra alle Egne af Tyskland. Immermanns og Elisa von Ahlefeldts Hus blev et Foreningspunkt for alle disse Aander. Allerede i Münster havde han i Elisas Kres røbet et ualmindeligt Talent som Forelæser af dramatiske Digterværker. Han fortsatte her med halvoffenlige Forelæsninger af denne Art. Og heraf udviklede sig Lyst til at lede et Teater. Han indstuderede med Düsseldorfs Skuespillerselskab en Række Mønsterforestillinger; fremmede Kunstnere kom ham til Hjælp, den store Skuespiller Seydelmann fra Berlin spillede Nathan, Felix Mendelssohn satte to Operaer i Scene og dirigerede Opførelsen.

Da i 1832 Elisas Fader døde, arvede hun vel ikke de Rigdomme, der i hendes Ungdom syntes at maatte falde i hendes Lod, men fik dog af en Fætter, hvem Grevskabet tilfaldt, fra nu af en meget rigelig Livrente. Med Immermann foretog hun nu flere Rejser, langs Rhinen, til Dresden, i Holland; en Rejse, som Immermann foretog alene, er den, som findes beskrevet i hans Reisejournal, der helt bestaar af de til Elisa sendte Breve. Alt Andet, hvad han skrev, blev til under hendes Øjne og underkastedes hendes vel kærlige, med ikke ganske sjældent dadlende Kritik.

Efter tre Aars Bestaaen maatte det af Immermann ledede Teater til Digterens store Sorg gaa ind af Mangel paa Statsunderstøttelse. Han stræbte at adsprede sig ved en Rejse i det 515 frankiske Schweiz (1837), som han har beskrevet. Ogsaa de Breve, af hvilke hans Fränkische Reise bestaar, er alle skrevne til Elisa. Det var de sidste, han sendte hende. Thi paa denne Rejse saa han for første Gang i Magdeburg en ganske ung attenaarig Pige, Marianne Niemeyer, der gjorde et heftigt Indtryk paa ham. Da han atter traf sammen med Elisa og med hende tiltraadte Hjemrejsen til Düsseldorf, opfordrede han hende til hendes Forundring endnu engang til at indgaa Ægteskab med ham. Hun afslog som sædvanligt. Det er som havde han forud været sikker paa Svaret og villet have sin Samvittighed fri. Umiddelbart derefter aabnede han, uden at sige Elisa Noget derom, en levende Brevveksling med Marianne, friede og fik Ja. Elisa erfor hans Forlovelse af Andre, og besluttede straks at bryde op og rejse bort.

I August 1839 forlod hun Düsseldorf med en Veninde, ledsaget af Immermann til Köln: Indtil da havde hun trods sine 49 Aar bevaret sin Skønhed; nu blev hun paa én Gang gammel. I Oktober 1839 blev Immermann gift; i August 1840 døde han. Elisa overlevede ham endnu i 15 Aar*).

Det er tydeligt nok, at Forholdet til Elisa, der mange Aar igennem var en Glæde og Støtte for Immermann, tilsidst blev ham en Byrde. Men uforsvarligt er det (som Goedeke har gjort) at fremstille dette Forhold som om først dets Opløsning og det paafølgende lovgyldige Giftermaal havde givet Immermann den digteriske Kraft, han i sit sidste Hovedværk Münchhausen har lagt for Dagen. Münchhausen er ganske lige saa fuldt som Immermanns andre Værker undfanget og udført under Samlivet med Elisa.

Hendes Skikkelse og hans Stilling til hende har paa mange Maader og mange Punkter paavirket hans Digtning. Man har fundet Spor af hende i hans Drama Petrarca, der behandler Petrarcas Kærlighed til Laura og som gaar ud paa at fremstille en saadan højbaaren Elskovs uimodstaaelige Magt, selv om den gælder en Kvinde, der ikke er fri. Man har villet genfinde hendes Anskuelser om Kærlighedens ubetingede Ret som saadan i Skuespillet Cardenio og Celinde. Hun synes fremdeles at have staaet Model til Heltinden i Lystspillet Den skelmske Grevinde og er ganske utvivlsomt Forbilledet for Johanne i Romanen Epigonerne. Dog alt dette er forsvindende i Sammenligning med * 516 den udviklende og forfinende Indflydelse, hun overhovedet har øvet paa Immermann som Digter.

Det er gaaet besynderligt med hans Ry. Af hans talrige Skrifter læses i vore Dage endnu kun et eneste, Romanen Münchhausen, og nøjere bestemt er det af denne Roman, der vil bringe hans Navn til Efterverdenen, atter kun et enkelt Afsnit, neppe dens Halvdel (som man i den senere Tid endog har udløst af Sammenhængen med det øvrige og udgivet for sig). Dette ene Afsnit opvejer i Virkeligheden alle Immermanns øvrige Frembringelser.

Romanen Münchhausen var anlagt som romantiske Fortællinger i Reglen var, forsætlig uordenligt; Bogen begynder f. Eks. med ellevte Kapitel. Helten, en westphalsk Friherre, er en Efterkommer af den gamle Lyve-Münchhausen og fantastisk løgnagtig som han. Det Hele skulde være et satirisk Indbegreb af al Slags Humbug og Vindmagen i Datiden, hvori Digterens Lune kunde tumle sig frit. Men ud af alt dette Frie og Flagrende, der svarer til Titlen En Historie i Arabesker, viklede sig efterhaanden den store landlige Novelle, der er bleven staaende i den tyske Literatur under Titlen Der Oberhof. Dens Hovedfigurer, Sognefogeden (Der Hofschulze) og den blonde Lisbeth, indeholder en ny Sandhed og en ny Poesi. De bevæger sig paa Westphalens «røde Jord» og indfører for første Gang i Literaturen det menige tyske Folk uden Hyrde-Idyllens Sødlighed og uden Operettens balletagtige Forvanskning, vel stærkt stiliseret, men med dets Egenart og dets Stammepræg. Der er i disse Karakterer en kraftig og frisk Naturlighed, som ikke vil blive forældet.

Storgaarden er bleven Grundtypen for alle europæiske Bondefortællinger, og der gives Punkter, paa hvilke den overtræffer dem alle, saa gammeldags den end i visse Maader allerede nu kan synes. Hundrede fantastiske Traade strækker sig fra denne mesterlige Novelle ind i den store romantiske Roman, men man kan uden Vanskelighed klippe dem over, og har da her ligesom den faste Krystal liggende for sig, til hvilken Romantiken i Immermanns Sjæl tilsidst fortættede sig.

Man er nutildags vant til i Bandefortællingerne at se en ligefrem Udløber af Romantiken. De har ikke desmindre i Norden som i Frankrig dannet Overgangen til en mere naturtro Kunst end den romantiske var. I Tyskland var det i Virkeligheden en gennemgribende Forandring, som skete, da Immermann opgav det 517 historiske eller fantastiske Jambedrama, der snart foregik i et, snart i et andet Land, han aldrig havde set, og fremstillede en simpel, menneskelig Handling i det lidet kendte Westphalen, hvor han havde levet og virket som Dommer. Det var dengang endnu et Land uden Jernbaner og uden Industri, men et Land, som, patriarkalsk og sundt i sine Sæder og Skikke, blot behøvede at gengives med den Troskab, der forklarer, for at Skildringen langt skulde overtræffe alle tidligere, vilkaarlige Fostre af hans digteriske Indbildningskraft.

Fra den store Gaardmand, der er Novellens Hovedperson, nedstammer alle tyske og mange fremmede Bondenovellers grundkraftige, dybtselvstændige Storbønder. Men han overgaar alle Auerbachs iøvrigt ofte saa fortræffelige Bønder ved den saa at sige historiske Storhed, der er meddelt Skikkelsen og som beror paa dens inderlige Forhold til en tusindaarig Fortid i Landet. Denne Storbonde fremtræder paa Baggrunden af fjerne og glemte Tiders i hine Egne endnu livskraftige Overleveringer.

Han er en ægte Bonde. Han er slet ikke elskværdig; han har ikke havt Tid til at lægge sig efter elskværdigt Væsen, har fra sin Ungdom af maattet gøre sig Livet altfor surt dertil. Han er helt igennem sund Forstand, Alvor, Stivsindethed, Standsstolthed og tilladelig Egennytte. Men der er noget Granitagtigt i hans Væsens Grundlag. Som ægte Bonde er han klog, ja snu i Handel og Vandel, altid rede til at give sine Standsfæller et Raad om hvorledes de kan forsvare en slet Sag overfor Myndigheder, der vil udkøbe; altid paa sin Post mod Regeringens Udsendinge, selv hvor det gælder Fremskridt som Anlæg af nye Veje; kold i alle sine Familieforhold, bunden til alle Landbostandens Fordomme.

Og dog er han stor. Han udøver en Herskers Indflydelse og sætter bestandig igennem, hvad han vil. Han regerer ikke blot paa sin store Gaard som en streng og faderlig Oldtidskonge, opretholdende god gammel Skik, havende et Øje med Alle og Alt, revsende med et Ordsprog, belønnende med Æren af at tjene hos ham; men han har som den uden Sammenligning Første blandt sine Omgivelser formaaet sine Naboer til i ham at se deres Fører og har saa ledet dem til stiltiende, uden Oprør eller Modstand af nogensomhelst Art, at frigøre sig fra Statsmagtens og Myndighedernes Overhøjhed og regere sig selv med ham som en Art Dommer over sig i de gamle israelitiske Dommeres Stil. 518 I hans Egn finder ingen Retstrætter Sted og kendes ingen Kriminalsager. Ingen fører Proces og Ingen angiver nogen Forbrydelse. Det kunde se ud som var denne Egn en Skyldfrihedens og Fredens Oase. Den er langt fra at være det; men fra Middelalderen af har de gamle hemmelige Retter (Vehmgerichte) eksisteret her, og Bønderne er under den store Bondes Ledelse komne overens om at opretholde disse og selv sørge for Ret og Retfærdighed iblandt deres egne. De samles om Natten i Hemmelighed paa et ensomt Sted, en gammel Høj, og afgør der selv deres Stridigheder ved Domme, som agtes og holdes i Hævd, uden at de dog nogensinde anvender anden Straf end en Art Banlysning af Misdæderen, der rammer ham saa haardt som nogen Statsstraf vilde kunne. Thi en Bonde, fra hvem Alle trækker sig tilbage, hvem Ingen i Egnen og i Landet vil staa bi og Ingen kendes ved, lider, selv uden at der sker ham nogen Overlast, Afsondrethedens Pine næsten saa fuldt som den, der sidder i et Cellefængsel.

Som Sindbillede paa sin Magt og Værdighed gemmer den gamle «Hofschulze» en Kaarde, om hvilken han tror, at den er - hvad den efter Sagnet kaldes - Karl den Stores Sværd og som i hans Øjne er det dyrebareste Klenodie i hans Gaard. Det Sværd fører han, naar han fælder Dom. Kaarden, der er gravet op af Jorden, er i Virkeligheden et ganske almindeligt Værge, kun et Par Hundrede Aar gammelt, og beundringsværdigt er det fremstilt, hvorledes Tvivlen om Sværdets Ælde nu og da træder den gamle Bonde nær og hvorledes han med ægte Bondekløgt stræber at slaa den ned for bestandig. Han lader en Oldgransker der i Egnen som Betaling for en dejlig gammel tvehanket Krukke, han afhænder til ham, udstede et skriftligt Bevis for at Sværdet virkelig har været den store Karls.

En Vagabond har efter en Kærlighedshistorie med Storbondens Datter dræbt hans Søn i Nødværge. Det tragiske Sammenbrud i Fortællingen beror paa, at denne Landstryger for at hævne sig i Anledning af den Ban, der er bleven lyst over ham og har forspildt hans Liv, stjæler det gamle Sværd og gemmer det saaledes, at Bonden aldrig finder det mere. Dette umaadelige Tab knækker den gamle Mand. Alle Hemmelighederne ved Vehmen og Sværdet røbes, og den gamle Bonde bliver i den Anledning forhørt.

«Hr. Dommer!», siger han i sin sidste Tale, «jeg ser nok, 519 at jeg med mit Sværd og med Hemmeligheden om Domstolen staar som en Nar dèr i Skriverens Skrifter, og Narrestreger blev, om jeg ikke tager fejl, de Ting kaldte, ved hvilke mit Hjerte hænger. Jeg vil nu gerne klare, hvad for en Sammenhæng det har med de Narrestreger.» Og han udvikler, hvorledes han lige fra han kunde tænke, har set, at efter Ulykker som Haglvejr, Oversvømmelser, Misvækst eller Kvægpest kom der til Sognet nogle af «de Herrer, der forstaar sig paa Skriveri og paa at vide det bedre end de Folk, hvem Sagen angaar»; de optegnede Ulykken bagefter, men var aldrig tilstede for at afhjælpe den, og naar der siden blev sendt nogle Penge, kom disse aldrig i de rigtige Hænder: «Forbavsende underlig var især én Sag. Undertiden gjorde en Herre fra Skriveriet mange Ting iblandt os Bønder, hvorover vi maatte le højt, og saa kom en saadan Herre et Par Aar efter kørende med Fire gennem Egnen og havde en Mine som havde han hjulpet med ved Verdens Skabelse, og havde alleslags brogede Baandstumper foran i Kjolen. Som jeg nu betragtede alt dette med mine enfoldige Tanker, mente jeg tilsidst, at de Herrer fra Skriveriet egenlig kun hjalp os Bønder lidet og egenlig heller ikke vilde det, men bare skrive og lidt efter lidt skrive sig til en Vogn med fire Heste .... Og

saa tænkte jeg, at et ordenligt Menneske altid kommer gennem Verden, naar han agter paa Vejr og Vind og ser paa sine Fødder og i sine Hænder og holder redeligt sammen med sine Naboer .... Og først vænnede jeg mig selv af med Tanken om

Hjælp udefra, og betalte mine Skatter og bar mine Byrder . . . og siden vænte jeg ogsaa Folkene rundt om dertil. De tog Eksempel af mig, og saadan kom mange Sager, angaaende hvilke man andensteds gjorde stort Hallo, ikke udenfor vore Markskel ...... Og da Sagen først var i Gang, saa afgjorde vi Alting

imellem os. For over Mit og Dit og hvem den Mur og den Engstrimmel tilhører, kan man let nok blive klar med sin Bondeforstand. Og naar der er gjort Indbrud, saa kender næsten altid Landsbyen Tyven, skønt det rigtignok ikke lader sig strengt bevise, hvorfor da ogsaa saadan en udpeget Slyngel gaar ganske frækt og forsmædeligt omkring og glæder sig ved sit Bytte, som den Bestjaalne ikke faar igen. Saa haandhævede vi da Retten i al Fredsommelighed, og Ingen kunde gøre os noget derfor, for vi gjorde Ingen nogen Fortræd; vi omgikkes kun ikke med den, som var uretfærdig og fræk, naar vi havde lyst Bannen over 520 ham; men der var større Frygt derfor mellem Folk end for Dom og Fængsel.»

«Og,» siger han tilsidst, «hvis nu alle Mennesker sluttede sig saadan sammen, Borger med Borger, Købmand med Købmand, Adelsmand med Adelsmand og den Studerte med den Studerte, saa synes jeg, Alting maatte gaa meget bedre. Menneskene vilde saa ikke være som de dumme Børn, der altid skraaler paa Far og Mor, men Enhver var ligesom en Fyrste i sit Hus og med sine Lige. Først da vilde ogsaa Kongen være en rigtig stor Potentat og en Herre uden Mage, for han var da Herre over fire Gange hundredtusind Fyrster.»

Hvor Bogen slutter, føler vi, at nu, da Hemmeligheden er røbet og Sværdet borte, vil Fristolen gaa ind. Men Forfatteren har næsten ligefrem sagt sin Mening med dette Parti af Handlingen, idet han lader den forstandige Degn udtale, at det Selvstændighedens Ord, som denne Bonde og hans Venner har fundet og formet, det er det virkelige Løsen, som ikke gaar tabt, selv om det røbes, og at den Grundtanke, de har sluttet sig om, nemlig at Mennesket afhænger af sin Næste, ikke af Fremmede, der paa kunstlet Maade driver deres Spil med ham, ikke behøver Stenene under de gamle Linde for at være i sin gode Ret. For ham er endelig selve Storbonden, dette gamle vældige Menneske, Karl den Stores sande Sværd, som ingen Tyvshaand kan stjæle, Rigets sande Marv.

Man mærke, at dette er skrevet af en Digter, som var juridisk Embedsmand og en prøjsisk Embedsmands Søn.

I Modsætning til Fogdens mægtige og haarde Skikkelse, men ligesaa sikkert, har Immermann tegnet Heltinden, det unge Landbarn, den lyshaarede Lisbeth. I hende forelsker den unge Grev Oswald sig, der strejfer Landet rundt tilfods, og det er disse to purt unge Væseners Kærlighed, hvis skæbnerige Historie udgør Fortællingens Hovedtiltrækning. Immermann havde længe i sine Værker vist sig gennemtrængt af Troen paa Kærlighedens uindskrænkede Magt over Menneskebørn; men her har han fremstilt en ungdommelig Forelskelses Liv som ingensinde før. Her er det to unge uskyldige Hjerter som banker og brænder. I Anelsernes Fylde, rige paa sunde, tunge, spirende og svulmende Forhaabninger, finder de Unge hinanden. Ingen Forsagelse eller Skuffelse har endnu ranet dem en eneste Draabe af deres varme Blod. Godt opfunden er Maaden, hvorpaa Afstanden imellem dem langt om 521 længe forkortes: Den unge Jæger, der er den daarligste Skytte af Verden, eftersom han fra sine Forældre har arvet Driften til at skyde og Manglen paa Evne til at træffe, afgiver paa Jagt en eneste Gang i sit Liv et Skud, der naaer et levende Maal, og træffer da den unge Pige med en Ladning Hagl i Skuldren. Hans dybe Skamfølelse i den Anledning glider efterhaanden over i heftig Forelskelse. Da hun sidenhen er helbredt og de to har fundet hinanden, gaar de en Dag ud i Skoven sammen:

«Jeg vil bede dine Saar om Tilgivelse,» sagde han, «tog hendes Tørklæde af og kyssede de fine røde Punkter mellem Brystet og den lysende hvide Skulder. Hun fandt sig deri uden at vægre sig; hun havde lagt sine smaa Hænder overkors i sit Skød. Saaledes sad hun der som et hengivent Offer for Kærligheden; men hun saa undseligt bedende paa ham. Det Blik kunde han ikke taale. Han lagde hastigt Tørklædet paany tilrette om hendes Bryst og Skuldre, faldt ned for hendes Fødder, trykkede hendes Knæ mod sit Hjerte og gik saa nogle Skridt bort fra hende for at blive Herre over sin Bevægelse. »

Sligt lader sig daarligt gengive. Den maa læses, som den forekommer i Grundskriften, denne Mark-Idyl mellem de Elskende, hvor de maaler deres Højde mod hinanden, hvor han leger med hendes Lokker og hun stadigt ikke kan faa andre Ord over sine Læber end: Aa du! - Der er et Maaltid, de holder med Hvedebrød og Æbler, som de køber undervejs, begge lige enige om, at Romanskriverne lyver, naar de paastaar, at Kærlighed lever af Luften. Hun spiser af hans Haand og han af hendes. Det er saa ægte og saa godt som Noget af hvad Auerbach, Keller eller Bjørnson senere har skrevet af lignende Art.

Og Immermann staar her ikke mindre højt i Skildringen af Kærlighedens Ulykke end af dens Lykke. Intet i hans Novelle staar over Stedet, hvor den gamle Bonde røber Lisbeth, at hendes Elskede er en saare fornem Mand, og berøver hende Troen paa, at Oswald vil tage hende til Ægte. Denne har kun fortiet hende sin Stilling og givet sig ud for en simpel Forstmand i den Hensigt senere at volde hende en glædelig Overraskelse. Tænkte hun forstandigt efter, vilde hun kunne slutte, at hun ingen Troløshed har at frygte af ham. Men hun er med ét Slag ved Efterretningen om, at den Elskede har løjet, revet ud af sin Ligevægt, og Immermann har her det dybe Ord: «Thi Kærlighed er, saa længe den forbliver uforstyrret, guddommelig 522 Skarpsindighed .... men rokket, drevet ind paa falske Formodningers Bane, er den Afsind, der gaar Domkirker forbi uden at se dem og omvendt anser Muldvarpeskud for Alpetoppe.» Disse Ord er dybe, fordi der heri er en saa sand Særskildring af en Følelse, der helt bunder i det Ubevidste. Hos Heine var Elskovens Sjælehistorie simpel; naar han klager, er det altid over Troløsheden som en med Bevidsthed gjort Uret. Immermann har her angivet det Nattevandreragtige i Følelsens Bevægelser, den Søvngængersikkerhed, som den uberørt af forstyrrende Magter har.

I det Store som i det Fine er da denne første Bondefortælling lødig Poesi. Det Romantisk-Fantastiske spiller ind over dens Omkres: allerede den hemmelige Rettergang, Karl den Stores Sværd, Sværmeriet for gamle Skikke er romantiske Træk, ja selv Lisbeths fantastiske Afstamning, at denne sandru unge Sjæl skal være den løgnagtige Münchhausens uægte Datter, røber, hvorledes Fortællingen gror ud af en romantisk Fortidsliteratur. Men netop derved betegner den des mere slaaende den møjsomt og dog kraftigt fremskridende Fortætning, under hvilken en moderne Virkelighedssans for det Folkeligtsunde fremgik af den nærmest foregaaende Tids vilkaarlige Fantasteri.

Det viser sig med Immermann som med Daniel Defoe, Abbed Prévost, Wessel, Chamisso, Bernardin de Saint-Pierre, at et enkelt Bind er nok til at bevare en Forfatters Navn gennem Tiderne, selv om alt det meget Øvrige, han har skrevet, hurtigt er gaaet helt i Glemme. Af Immermann har i Grunden intet Andet holdt sig. Han har skrevet spøgefulde Heitedigte som Tulifäntchen, der i sin Tid vakte Bifald og nu er ulæselige. Han har skrevet Arbejder, der for deres Tid maa betegnes som fortjenstfulde, men som nu tæres af Møl og Rust, saaledes Dramet Merlin (1831) i smukke Vers, et stort romantisk Opus, uheldigt Modstykke til anden Del af Goethe's Faust, eller som den historiske Tragedie, der først havde Titlen Das Trauerspiel in Tirol, senere fik Navnet Andreas Hofer. Af disse Skuespil er det sidste det bedste, grundet som det er paa Immermanns Barndomsminder om den store Kamp mod Franskmændene i Tirol og digtet med Evne og Vilje til sanddru og upartisk Skildring af de to saa ulige, med hinanden kæmpende Folkefærd og deres modsatte Kultur. Som Stykket i sin ældste Form forelaa (1826), som det er kritiseret af Börne i hans Dramaturgische Blätter og spottet af Piaten i Der romantische Oedipus, er det interessant, sært som en Bastard, 523 avlet af Kleist's Genius med Schillers Muse; thi det minder paa én Gang ved Heltens Beskaffenhed om Schillers Wilhelm Tell og ved Kærlighedshistorien mellem Franskmanden og Tyrolerinden med dens rædselsfulde Udgang om Kleists Die Hermannschlacht Men dets Mangel paa dybere gaaende, gribende Oprindelighed gjorde det udygtigt til et langt Liv, og da Immermann endelig i 1831 underkastede det en Omarbejdelse, som borttog Alt, hvad der havde vakt Anstød og fremkaldt Modsigelse, hele Kærlighedsforholdet og det (ligeledes om Kleist erindrende) Træk med Sværdet, som Englen bringer Hofer tilbage i Drømme - skar han selv Hjertet ud af Livet paa sit Drama. Allerede af Stolthed burde han have holdt paa den Figur, Piaten havde haanet som den skændige «Ægteskabsbrudsilbrevsmordbrandstyrolerinde».

Det var et usaligt Spil af Omstændigheder, der bragte to frihedselskende Mænd som Immermann og Piaten og to saa sjældne Aander som Piaten og Heine til at optræde som bitre Fjender af hinanden. Hvad der gav Anledning til den literære Fejde, til de plumpe og stygge Udfald mod Immermann og Heine i Der romantische Oedipus og til Immermanns Gensvar Der im Irrgarlen der Metrik umhertaumeln.de Cavalier samt til Heine's tilintetgørende, allerede ved Stanken dræbende Udfald mod Piaten i Reisebilder, det var en saa ussel Bagatel, et saa ubetydeligt (om end haanligt) Distichon af Immermann, at der udfordredes en Selvfølelse og et Krigshumør som Platens for at en Kamp, ført med forgiftede Vaaben, skulde opstaa deraf.

Platens Breve lærer En, hvor nær han tog sig de to Linjer af Immermann i Reisebilder, som kunde møntes paa hans Ghaseler og hvor besluttet han var paa at tage den mest hensynsløse Hævn. Saa stor og sikker Piaten var, rent som Kunstner betragtet, og saa mandigt hans Karakter aabenbarer sig i hans politiske Frihedssværmeri, saa røber dog Maaden, hvorpaa han gik tilværks mod de Mænd, der havde forgrebet sig paa ham, en Selvbeundring, der virker pinligt ved sin Slaaen ud i Pral, og en Raahed, der dels er Standshovmod, dels den saarede Forfængeligheds Hensynsløshed. Platens Brev fra Rom af 18. Februar 1828 viser, at han i Virkeligheden slet ikke kendte Immermanns Sørgespil fra Tyrol, som han forud var fast besluttet paa at angribe. Den romantiske Oedipus var næsten færdig, da Piaten skrev til Fugger: «Især maa du meddele mig noget af Immermanns Andreas Hofer, noget af Handlingen og noget pikant Vrøvl. 524 Jeg behøver det til Slutningen af femte Akt, hvor jeg lader ham blive fuldstændig forrykt.» Den grænseløse Foragt, hvormed Piaten i sit Skuespil behandler Immermann, kan da trods hans Indsigelser kun betragtes som et Udslag af Hævntørst. Og hvad Heine angaar, da er det i Brevene som i Skuespillet i Grunden kun hans jødiske Fødsel, som Piaten har at lægge ham til Last. I Skuespillet drejer Alt sig om dette Punkt: Heine er Løvsalsfestens Petrarca, Synagogens Stolthed. Ja saa personligt nærgaaende er Angrebet, at Nimmermann erklærer, han nok er Heines Ven, men ikke vilde være hans Elskede; thi hans Kys har Hvidløgsstank osv. Af Brevene ses det, at Piaten svævede i den fuldstændigste Vildfarelse om den Modstanders Styrke, han saaledes udæskede. Han er i egen Mening bestandig den, der kan «knuse Jøden Heine», saasnart han blot vil. Da Venner gør gældende overfor ham, at Angreb paa Heine for hans Fødsel ikke er af Vægt, svarer han urokket: «At han er eller var en Jøde, er ingen moralsk Brøde, men en komisk Bestanddel. Indsigtsfulde Læsere vil dømme, om jeg ikke har benyttet det med aristofanisk Finhed.» Og saa sikker er han paa sin Ret og sin Overlegenhed, at han endnu i December 1828, kort før han rammes af Tilbageslaget fra Heine, i denne kun ser «en skamløs Jøde, en elendig Smører og Sansculotte»; rigtignok var hans sædelige Harme over de første Bøger af Reisebilder saa stor, at han betegner Forfatteren og hans Lige som «sande Satanasser»*). At han fik haanligt Svar paa haanende Tiltale var da ikke ufortjent, og hans Undervurdering saavel af Heine som af Immermann hævnede sig haardt. Hvad der i Heines Angreb var uædelt, straffede sig værst paa ham selv ved den Misbilligelse, det ogsaa hos hans Venner og Beundrere vakte. Men at Navnene Immermann og Piaten kom til at danne en Hadets Konstellation, det beroede i Grunden kun paa Lighederne i de to Digteres Væsen, den Ensomhedsfølelse, der forenet med en bestandig aarvaagen Selvfølelse gjorde dem tilbøjelige til at forkynde egen Ros og til med urimelig Bitterhed at falde over Andre uden tilgavns at have sat sig ind i deres Natur. Begge betegner de hver paa sin Vis Overgangen fra det romantiske Væsen til det moderne. Piaten, der ganske i Romantikernes Spor stadigt syslede med fremmede Former, østerlandske som Ghaselen, sydlandske som Sonetten, gammelgræske som den * 525 aristofaniske Komedies og den pindariske Odes, naaede kort før sin tidlige Død i sine Efterladte Sange og Digte (Politiske Poesier, deriblandt Sangene om Polen) et Højdepunkt af frisindet moderne Lyrik, og Immermann, der hele sit Liv igennem havde behandlet tragiske eller fantastiske Stoffer med romantisk Overspændthed eller Symbolik, gennemtrængte umiddelbart før sin Død et Stykke af Hjemlandets Virkelighed med en sund Poesi, der paavirkede hele Slægtled efter ham rundt om i Europa.

XX

Det var den Hegelske Filosofi, der i Forening med Julirevolutionen tvang Aanderne ind i den moderne Histories og Politiks bevægede Liv. Ikke at Hegel selv følte med Julirevolutionen, tvertimod. Den Art voldsomme Indgreb i hvad der for ham nu stod som Forholdenes Fornuft, kunde i hans tresindstyvende Aar ikke tiltale ham, som den store Revolution ved dens Udbrud havde gjort. Forlængst var han i alt Politisk højkonservativ.

Men ikke desmindre forandrede Julirevolutionen den Hegelske Filosofis Grundpræg. Den var det historiske Vendepunkt, det historiske Omsving, der udfordredes for at føre Filosofien fra Katedrene ud i Livet. Selve Læren havde jo den Ejendommelighed ved sig at kunne fortolkes paa modsatte Maader. Fra nu af bliver den et af de stærkest medindgribende Elementer i Livels Omformning. Vi har allerede set det hos Heine, hos hvem Hegels Overgang til prøjsisk Konservatisme aldrig berøres uden for at undskyldes, og for hvem Hegel bestandig er den nye Tids store Filosof, Ihændehaveren af al Magt i Tankernes Rige.

Før Hegel blev kaldet til Berlin, havde han intet Held havt med sig som Lærer. Ved de andre Universiteter havde han kun været lidet bemærket; i sine yngre Dage havde han længe maattet tale for en tre, fire Tilhørere. Nu stod han paa sin Berømmelses Højde. I Modsætning til Schelling, der saa tidligt var moden og tidligt blev gold, traadte Hegel, den tungere, langsommere Natur, med sit 48. Aar ind i sit Livs mest betydningsfulde Afsnit.

Forventningerne til ham var uhyre og de opfyldtes helt. Hans Indsigt var saa mægtig; han syntes at staa plantet helt i 526 sin Tid og dog at svæve over den, fortrolig med alle dens Tanker og dømmende dem alle med rolig Fornemhed og dyb Overbevisning. Hundreder og atter hundreder af Tilhørere strømmede til.

Som Universitetslærer afgav han for Begynderen, der første Gang saa ham, et besynderligt Skue. En tidligt ældet Skikkelse traadte ind, bøjet, skønt oprindeligt kraftig; Indtrykket, den gjorde, var det af gammeldags borgerlig Bravhed. Han steg op paa Katederet, satte sig, fordybede sig i sit Folio-Hefte, bladede frem og tilbage deri, søgte efter Noget snart oppe, snart nede paa Siden. Hans Holdning var kejtet og karakterløs, Trækkene slappe, Ansigtet medtaget, som hærjet, ikke af Lidenskaber, men af det mest haardnakkede Tankearbejd. Dog Hovedets Former var smukke og ædle, og naar dette Aasyn med sit Præg af den store Forstand rettedes mod Tilhørerne, var Udtrykket det af den dybeste, ophøjet troskyldige Alvor.

Han begyndte at tale, rømmede sig, hostede og stammede, søgte med Møje sine Ord. Han havde et stærkt schwabisk Tonefald, talte stødvis, uden Rytme i sit Foredrag, indskibede sig i lange indviklede Perioder og kom sjældent i Havn med dem, søgte længe efter det betegnende Ord, men fandt det altid, og det forekom Tilhørerne lige slaaende hvad enten det var et gammelkendt Udtryk eller et usædvanligt. Efterhaanden syntes dette Foredrag Tilhøreren kun at anskueliggøre det indre Tankearbejdes overordenlige Vanskelighed. Der kunde komme trættende Gentagelser; men slappedes Tilhørerens Opmærksomhed og overhørte han nogle Sætninger, kunde det ogsaa hænde, at han til Straf kom ud af al Sammenhæng. Thi gennem tilsyneladende betydningsløse Mellemled havde imedens en eller anden Tanke røbet sin Ensidighed, sin Indskrænkethed, indviklet sig i Modsigelser, og nu skulde disse Modsigelser overvindes eller var allerede overvundne.

Hvad der her var mest ejendommeligt, det var Foreningen af to Elementer: Talerens Saglighed, dette at Alt blev sagt for Sagens Skyld, og saa hans Stræben efter Klarhed, der gav det Indtryk, at Alt alligevel blev sagt for Tilhørerens Skyld, for at han tilfulde skulde forstaa*).

* 527

En daarlig Fortæller var denne Taler, men en ualmindelig Tænker og Forklarer. Vistnok var Kunstudtrykkene, han anvendte, dunkle, denne besynderlige Ordbrug, hvor an sich skulde betyde «efter sit Anlæg» og an and für sich den udviklede Eksistens, men man vænnede sig til den, og det var da snart, som svævede man over Jorden i udskelnede Tanker, saa fortyndede og saa sindrigt fuldstændiggørende hinanden, at Dialektiken i Platons Parmenides syntes ufin i Sammenligning med denne Dialektik, snart var det som trængte man stedse dybere ind i stedse mere jordiskvirkelige Æmner. Talerens Stemme blev stærkere, det Blik, hvormed han saa sig omkring, blev frit og sikkert, naar han med fyndige Ord særtegnede en Tankebevægelse, en Tidsalder, et Folk eller blot et mærkværdigt Menneske som f. Eks. hin Rameau's Brodersøn, der uden Navns Nævnelse er særmærket i Fænomenologien.

Begynderen, der hørte den berømte Tænker uden nogetsomhelst oplysende Eksempel udvikle de almene Begreber, som var fælles for Alt i Naturens og Aandens Verden og som derfor sagdes at bære Natur og Aand i deres paa én Gang hemmelighedsfulde og metodisk sammenflettede Net, kunde vel føle sig fristet til at løbe sin Vej, eller dog til ikke at komme igen.

Men han kom igen; thi snart fængslede det møjsomme Foredrag ham, og snart gjorde han de første Fremskridt. Det var nu og da som om et Tankelyn oplyste Mørket. Tilhøreren saa, at det efter Talerens Opfattelse ikke her drejede sig om et System som andre Systemer, om en dybere eller mere omfattende Undervisning end anden Undervisning af beslægtet Art, men at denne Mand betragtede sig som Forkynder af en helt original Videnskab, der omfattede Tilværelsen, forklarede Alt, Gud og Verden, og afsluttede Alt, da alle tidligere Tænkeres Tanker var optagne i hans System som alle lavere Dyreformer er optagne i det menneskelige Fosters Udviklingstrin; alt Tidligere stræbte og sigtede mod ham, alle tidligere Bestræbelser var fuldendte med ham, saa der fra nu af kun kunde være Tale om en nøjere Udførelse af de enkelte Partier i det store givne Grundrids.

Fra nu af var Tilhøreren under Fortryllelsen. Selve Kunstordenes Dunkelhed var en Tiltrækning mere; Vanskelighederne ansporede; det blev en Æressag at forstaa, en Livssag at forstaa. Og med hvilken Henrykkelse forstod man!

Ja, man forstod det: Hele denne Sanseverden var kun Skin: 528 dens Væsen var Tanken. Ikke alt dette Enkelte og Personlige, kun det Almene var sandt, var virkeligt. - Jeg tænker, og gennem min Tankes nødvendige Fremskriden i Kraft af faste Love naaer jeg den fuldstændige Kundskab til mig selv og til Verden. - Jeg tænker min egen Tanke, betragter den ikke mere fra den Side, fra hvilken den er min, men som den almindelige Tanke, tænker alle menneskelige Intelligenser sammen med min, berøver dem alle denne Personlighedens Form, der synes væsenlig, men ikke er det, og ser i alle disse Aander en eneste Aand og i den Tilværelsens Princip. Dette Grundvæsen, der faar sit højeste Udtryk i Mennesket, er det samme, som gennemtrænger Verden, som frembringer Verden. Dette Grundvæsen, der virker og former blindt i Naturen, bliver sig bevidst i mig. Det Ubebetingede, Ideen, det som populært kaldes Gud, er ikke et bevidst eller personligt Væsen, thi Bevidsthed og Personlighed forudsætter, at der er et Noget udenfor Bevidstheden og Personligheden; men det er heller ikke helt ubevidst. Menneskets Bevidsthed om Gud, det er Guds Selvbevidsthed. Jeg ophører at leve som enkelt, tilfældigt Menneske for at føle Allivet leve og pulsere i mig.

Logiken, som havde været en skolastisk Poge-Disciplin, der indprentede Selvfølgeligheder ved Hjælp af sine barbariske Remser (Barbara, Celarent, Ferio, Camestres, Baroco), Logiken, der længe havde sygnet og var død foragtet, opstod da paany som Læren om Tilværelsestankerne i deres Sammenhæng og deres Enhed, thi den første Tanke fordrede, hidkaldte den anden, sammensmeltede med den til en ny, der atter hidkaldte sin Modsætning, som tillige var dens Fuldstændiggørelse, og Tanke fordrede med Nødvendighed Tanke, indtil Tankeslangen bed sig i sin Hale og dannede en eneste ubrødelig Ring, fra hvilken Naturens og Aandens Riger atter udskilte sig, dryppende som Ringene fra Odins Draupner.

Og alle Videnskaber kom og drak af den nye Metafysik som af en Livskilde, og alle foryngedes de. Og Systemet løftede sig for Lærlingens Øje, ensartet, leddelt, strengt symmetrisk, med indre Uendelighed, et Aandens Organon, en uhyre gotisk Kirke, hvor hver lille Del gentog Helheden, hver lille Trehed den store Treenighed: Tanken, Naturen og Aanden. Det rejste sig, bygt paa Tankens Granitgrund, stræbende gennem alle Naturrigernes Piller og Buer mod Aanden, løbende ud i det mægtige, til 529 Himlen naaende Spir, i hvis tredelte Bygning Religionen indtog det nederste, Kunsten det mellemste og Filosofien det øverste Stokværk.

Men mere end Systemet var for Lærlingen endda Metoden. Thi Metoden, Tankens nødvendige Fremgangsmaade, var Verdensnøglen og Himmelnøglen. Det var Metoden, i Kraft af hvilken man forstod. Det var Metoden, i Kraft af hvilken man saa, at Verdenshistorien var ét sammenhængende Drama, et eneste stort Frihedsdrama. Hvert Folkeslag havde sin Rolle deri, og alle disse Roller greb ind i hverandre.

Vistnok var det en stor Tankedigtning, som man forvekslede med en videnskabelig Bevisførelse. Vistnok var det en ny Poesi, kun mere dramatisk og bedre sammentømret end den, som den intellektuelle Anskuelse havde aabenbaret Schelling; vistnok var det en ny Rus, kun finere og stærkere end den, man havde hentet sig hos Naturfilosofen; vistnok er nutildags Systemet sunket sammen og Metodens altfor fine Redskab sprunget i vor Haand, saa kun enkelte store Grundtanker staar tilbage - men Den, der i sin tidlige Ungdom har oplevet den Hegelske Tid i sit eget Indre, forstaar fuldtvel den Henrykkelse, som greb de unge Slægter i hine Dage, og den Kraft, de sugede af disse Verdenstanker.

Blandt Hegels Elever var der ved 1830-Tiden allerede Mestere, Tænkere som Hotho, Gans, Marheineke, Michelet; og næsten alt, hvad der fra nu af og til langt ind i Halvtredserne opstaar af fremragende Aander i de forskelligste Fag, tilhører fra først af den Hegelske Skole: Rosenkranz og Werder, Strauss og Vischer, Feuerbach, Marx og Lassalle. Og Cousin kom fra Frankrig, Heiberg fra Danmark, Vera fra Neapel for at forplante Læren i deres Hjemstavne.

Fra Lærestolen i Berlin udbredte den Hegelske Filosofi sig over Tyskland, over Jorden. Sjældent eller aldrig har man set et aandeligt Kongedømme saaledes befæstet. Da Koleraen i 1831 bortrev Hegel, sammenlignede hans Disciple ham med Aristoteles, med Alexander den Store, ja med Kristus.

For Skønliteraturens Vedkommende i det næste Tiaar, særligt for det saakaldte unge Tyskland, virkede Hegelianismen i al Almindelighed som en i aandelig Henseende frigørende Magt, som den Magt, der nedbrød den religiøse Dogmetro og stillede den Enkelte frit overfor den statskirkelige Kristendom. Vi har allerede 530 set, at selv saa lyriske Naturer som Heinrich Heine i den Henseende havde en svag Farve af Hegelianisme, ikke at tale om at Heine fik sin skarpe Forstand gennemdannet i Hegelianismens Skole, saa man i Formen af hans Vid sporer den Hegelske Dialektik, der lader enhver Bestemmelse slaa over i sin Modsætning.

Dog mere særligt indvirkede den Hegelske Filosofi paa de unge Sind som et Stykke moderne Hellenisme. Hegel paavirkede Ungdommen endnu utvetydigere i hellensk Retning end selv Goethe havde gjort.

Man mindes vistnok fra Heines Skrift om Börne det Sted, hvor han taler om Börne's nazarenske Indskrænkethed. Han siger «nazarensk», forklarer han, for hverken at bruge Udtrykket jødisk eller kristelig, da begge disse Udtryk for ham har samme Betydning og af ham anvendes ikke til at betegne en Tro, men et Naturel; og han stiller Ordet uazarensk i Modsætning til hellensk, der ligeledes for ham betegner en saavel medfødt som tilegnet Aandsretning og Synsmaade. Med andre Ord: alle Mennesker er for ham enten Nazarener eller Hellenere, enten Mennesker med afholdende, billedfjendtligt, sygeligt aandsdyrkende Hang eller Mennesker med livsklart, udviklingsstolt og virkelighedskært Væsen. Og han betegner saa sig selv som Hellener - en Betegnelse, ingen tysk Romantiker nogensinde vilde have tillagt sig.

Men Hellenisme i denne Forstand udstrømmede fra Hegel. Hegel tilhører efter sin hele Aandsretning den samme Tilbøjelighed i Datiden til at fylde de antike Former med en ny Tids Indhold som vi møder hos Goethe, naar han digter sin Ifigenia, og hos Thorvaldsen, naar han udfører Statuen af Fyrstinde Barjátinska i græsk Klædebon. Det er ingen Tilfældighed, at Hegel og Thorvaldsen fødtes i samme Aar 1770 med kun et Par Maaneders Mellemrum. Og det var heller ingen Tilfældighed, at Hegel bedst forstod den Side af Goethe's Væsen, der vendte mod Grækenland.

Hegel havde som Württemberger faaet sin Dannelse fra to Kilder, det attende Aarhundredes Oplysning med dens Oprør mod Teologien, og den klassiske Oldtid, der allerede var traadt ham imøde i den lærde Skole i hans Fødeland. Allerede paa Skolebænken var han stadigt sysselsat med græsk Sprog og Literatur, og allerede som Barn fik han Sofokles's Antigone kær, der siden 531 bliver ham det typiske græske Kunstværk og atter og atter fremdrages i hans Skrifter. Han kaldte Studiet af Antiken den sande Indledning til Filosofien og former efterhaanden sit System som Helhed efter Oldtidens Systemer. Det forholder sig til Aristoteles's Tankebygning som Goethes Ifigenia forholder sig til Euripides's eller som Thorvaldsens Aleksandertog forholder sig til Parthenonsfrisen.

Hans egenlige, oprindelige Sindelag overfor Kristendommen røber sig i de Studier og Forskninger fra hans Ungdom som Teolog, hvis Indhold efter Haandskrifterne er gengivet af Haym. Han viser her, at den græskromerske Religion var en Religion for frie Folk, at Ideen om et frit Samfund for Grækeren var det Højeste, det Ideal, som han viede sit Arbejd og sit Liv. Kristendommens Gud var kun et Surrogat for den republikanske Frihed, der gik tabt. Man havde ikke længer Magt, man kunde ikke mere ville; men man kunde ønske og bede. Og jo mere nu Mennesket blev Slave, des mere behøvede det en Gud udenfor sig og over sig. Og Hegel slutter, at det er vore Dage forbeholdt at tilbagekræve de Skatte som Menneskets Ejendom, der er blevne slyngede op i Himlen. Han foregriber her Heine og Feuerbach*).

Hegel ser i sin Ungdom bestandig den jødiske Oldtid gennem den klassiske Opfattelses Glar. Jødernes gamle Historie kalder han «en Tilstand, der er fuldstændigt hæslig». Det jødiske Folks store Sørgespil er intet græsk Sørgespil, siger han; det kan hverken vække Frygt eller Medlidenhed; thi disse Følelser udspringer kun af et skønt Væsens nødvendige Fejltrin. Som man ser, iagttager han Jødefolkets Historie og Skæbne mod en Baggrund af Sofokles's Verdensanskuelse og Aristoteles's Lærdomme. Begreber som Lov og Straf er ham kun grimme. Den kristelige Forestilling om Syndsforladelse kan han kun bevare ved at ombytte den med Begrebet om en ved Kærlighed forsonet Skæbne.

* 532

Med andre Ord, han kan kun finde Kristi Lidelseshistorie skøn, hvis han ser den under samme Synspunkt, under hvilket han ser Oedipus i Kolonoi, som en Skæbne, der rammer den Uskyldige, ikke som et Offer bragt for Andres Synd. Ogsaa for ham er da Jødedora og Kristendom i Grunden Et og det Samme, den stygge Modsætning til Hellenismen.

Han frelser for sin Bevidsthed kun Jesu Person og Historie ud af de aabenbarede Religioners Skibbrud, idet Jesus i personlig Form bliver ham hvad Antiken var ham i Statslivets Form: et skønt og guddommelig-menneskeligt Liv. Denne Jesus er da ikke Jesus slet og ret, men en Jesus-Apollo som den, Heine senere skildrer i Digtet Freden: den mægtige Skikkelse, der som Hjerte i Brystet bærer den røde, flammende Sol. Og naar Heine i den bekendte Fortale til Romancero taler om sit sidste Knæfald for «Skønhedens højtbenedidede Gudinde, vor kære Frue fra Milo», der saa medlidende saa ned paa ham, selv trøstesløs over ikke at kunne bringe Hjælp, da møder vi hos ham en lignende Sammensmeltning af det Hedenske og det Kristelige. Thi dette er ikke Venus slet og ret, men Venus-Madonna.

Hegel er da Stamfader til selve den hedenske Hellenisme, som det blev Skik at anklage det unge Tyskland for.

Ja der raader endog i hans Filosofi den Aand, af hvilken et Stikord som det om «Kødets Emancipation» kunde udvikle sig. Det var et Udtryk, som Heine fra Frankrig af havde givet Indpas i den tyske Literatur, som blev grebet af hans Beundrere og Efterfølgere, opsnappet og lagt for Had som intet andet af den unge Literaturs Avindsmænd og Anklagere. Det kunde ganske vist have en letfærdig Biklang i Heines Mund og en hæslig Biklang i Heinrich Laubes. Men hos de bedre af den unge Slægts Mænd betød det intet, som ikke i Grunden allerede Goethe og Hegel havde villet. Karl Gutzkow har med Rette hævdet, at kun en smudsig Fantasi med dette Udtryk forbandt Forestillingen om en Løsladelse af slette Lidenskaber. Ordet Kød i og for sig indeholdt jo intet Anstødeligt. Det nye Testamente siger: «Ordet blev Kød.» Kødet betyder i kristelig Forstand Naturmennesket; det Udøbte, Oprindelige i Mennesket. Dets Befrielse betød for Datidens unge Sværmere i Virkeligheden intet Andet end Naturens Genindsættelse i dens Rettigheder, Krig imod det Naturfjendtlige. Hvad de attraaede var at gøre Naturens Love til Maalestokken for vore Livsforhold, at forløse selve Naturen fra 533 Ban og Forbud. (Karl Gutzkow: Rückblicke auf mein Leben. S. 135.)

Der foresvævede dem en i Hegelsk Aand gennemført Nyhellenisme.

Det betød da for dem ikke stort, at Hegel som Olding var endt i den stiveste prøjsiske Konservatisme eller at den Hegelske Retsfilosofi godkendte alle de bestaaende Institutioner som Helligdomme og underkendte de ypperste etiske Ideer som Afgudsbilleder. Han havde undervurderet Styrken af Datidens videnskabelige Tvivl.

Hvor mange Institutioner havde vel et normalt Datidsmenneske tilbage som Genstande for Ærefrygt og Tro? Højst disse fire: Kongedømmet, Kirken, Ægteskabet og Ejendommen. Med Hensyn til dem er Hegels Lære denne:

Han hævder ikke Kongemagten som Borgen for Uafbrudtheden af store politiske Planers Gennemførelse, nej Monarken er ham kun den af Tanken fordrede øverste Tinde paa Statsbygningen, ligesom Prikken over i'et - dette rent følgestridigt, thi ellers er altid hos Hegel det Subjektive (Personlige) kun en Virkekraft, som atter ophæves; Monarken burde følgestrengt her gaa op i Statens Suverænitet. Kongedømmet hævdes af ham da kun ved en Indrømmelse til det Bestaaende. Hvad Under at der fandtes en følgende Slægt, som drog Slutninger deraf!

Med Hensyn til Kirken foretog Hegel den Bevægelse, der senere blev udført af hans Lærling Cousin som Minister i Frankrig. Han tillod sine Tilhængere af Højre som Göschen at paavise hans Filosofis Overensstemmelse med Bibel og kirkelig Kristendom, ja overroste Göschens Strøtanker i sit Tidsskrift. Han, der som Yngling i sine Breve til Schelling havde angrebet Kants Filosofi af den Grund, at den lod sig anvende i Rettroenhedens Tjeneste, han, der havde besvoret Hölderlin aldrig at slutte Fred med Dogmer, drev nu i sin Religionsfilosofi det tvetydige Spil at gøre ethvert Dogme til Sindbillede paa en Tanke og saa lade Dogmet blive staaende med den Vending, at det udtalte samme Sandhed som Videnskaben, kun i Forestillingens Form. Hvad Under, at Eleverne drog Slutninger deraf!

Hvad Ægteskabet angaar, da opfattede Hegel det blot som en væsenlig Omstændighed ved Familien, ligeberettiget med Familie-Ejendommen omtrent. Ad hvilken Vej det stiftedes, var mindre vigtigt; at Forældrene ordnede det, ansaas endda for den 534 sædeligste Vej. I sin Uvilje mod Enkeltmenneskets Egenmægtighed betonede han det Urimelige i, at Mandfolket netop vilde have den Pige og ingen anden («sich gerade auf dieses Mädchen capricionire»). Han talte derom halvt som en gammel Spartaner, halvt som en gammel Spidsborger, og Ungdommen, som hverken var spartansk eller spidsborgerlig, fulgte ham ikke her.

Ejendommen endelig afhang for Hegel ganske af Familien. Ejendommen er for ham sædeligt berettiget som Familiens Fællesejendom. Kun naar den ikke er Enkeltmands Eje, er hvad han kalder Begærlighedens Selvkærlighed overvunden. Han forkaster naturligvis ellers med Lidenskab Kommunisme. Men Følgernes Skraaplan laa aabent, og den Tid kom, da Hegelianere som Marx og Engels drog revolutionære Slutninger af den tilsyneladende saa samfundsbevarende Mesters Filosofi.

XXI

Kommer man fra det altomfattende Blik hos Hegel, den høje Kunst hos Piaten, det slebne Vid hos Borne, det lyriske og satiriske Geni hos Heine eller den klassiske Indholdsfylde i Immermanns Storgaarden til det egenlige saakaldte Unge Tysklands Mænd, saa føles Overgangen unegtelig som et Fald i kunstnerisk Henseende, Fald fra Mesteres Overlegenhed og fuldendte Færdighed til Begynder-Umodenhed og Begynder-Flauser, og der var dem af det unge Tysklands Mænd, som var fordømte til evigt at forblive Begyndere. Tænker man særligt paa Heine, fornemmes Overgangen fra ham til hans Efterfølgere som et Fald fra gratiøs og guddommelig Frækhed til ungdommeligt plumpe Udæskninger, rettede mod al anerkendt Vedtægt, al Sædvane-Sædelighed.

Og dog var der hos de Bedste af dem i deres bedste Øjeblikke en Selvhengivelse, som aldrig fandtes hos Heine.

Efter den gængse Overlevering indbefattes under Det unge Tyskland hverken Heine, Börne og deres Samtidige, der betragtes som dets Fædre, eller den Kres af unge Videnskabsmænd, for hvilke Ruges og Echtermeyers Hallische Jahrbücher senere afgav et Foreningspunkt, eller den Gruppe af politiske Digtere, som i Fyrrerne udsang de Følelser, der i 1848 gav sig Luft.

Efter Skik og Brug tages Benævnelsen i langt snevrere Mening end i nærværende Skrift.

535

Dens Ophavsmand var en ikke synderligt begavet, men altid begejstret nordtysk Forfatter Ludolf Wienbarg (født i Altona 1803), der i Aaret 1834 under den krigeriske Titel Æstetiske Felttog, som Forlæggeren Campe opfandt, udgav en Række Forelæsninger, han havde holdt i Kiel, og for hvilke man havde berøvet ham Retten til at docere, saa uskyldigt deres Indhold end var, og saa lidet de med deres salvelsesfulde Tone var i Stand til at ophidse Nogen. Disse Forelæsninger, som det nutildags er vanskeligt at arbejde sig igennem, indledes med denne Tilegnelse: «Det unge Tyskland, ikke det gamle, helliger jeg denne Bog.» Af dette Værk huskes nutildags ikke mere end Tilegnelsen. Wienbarg forstod ved det unge Tyskland alle de ungdommelige tyske Sind, der havde brudt med Overleveringen i Kunst, Kirke, Stat og Samfund og som ad literær Vej søgte at tilfredsstille deres Reformtrang.

Hans Program for den nye Literatur har en forskrækkende Almindelighed. Dens Verdensanskuelse skal bero paa en harmonisk Forening af Sanselighed og Forstand. Han indvarsler en ny Hellenisme, i hvilken det Sanselige vil være mere gennemtrængt af Aand end hos Grækerne, det Aandelige mere gennemtrængt af Sanselighed end hos de Kristne. Men forud for Literaturen maa Livet selv genfødes. Det ægte Kunstværk kan den unge Slægt først forme, naar Livet omkring den og i den er blevet frisk og harmonisk.

Som man ser, der var intet Nyt i disse Deklamationer og Forjættelser. Heine havde længst sagt det Samme i hundred skemtsomme eller poetiske Vendinger, selv Menzel havde i sit første Livsafsnit sagt det med al en mislykket Poets og hidsig Partimands Veltalenhed. Her blev det nu forebragt i det brede Blomstersprog og med den Patos, der sjældent forfejler sin Virkning paa umodne Sind.

Nyt var kun det, at her talte første Gang en Repræsentant for den Ungdom, der i Heine saa Tidsalderens store Forfatter, og at her kom første Gang den Anskuelse til Orde, at Prosaen var den nye Tids Form og mere værd end Verseformen. Den Wienbargske Æstetik, der udmunder i Forherligelse af Heine, fejrer ham derfor som den store, den største Prosaist: først nu er den tyske Prosa, især ved Paavirkning af den franske, bleven formet. Schillers Stil er for Wienbarg Paradesprog, Goethes Hofsprog. Alle Literaturens tidligere Storheder, endog Jean Paul 536 iberegnet, har efter hans Opfattelse levet indenfor en Tryllekres, fjernt fra Verdens Strøm. Hvad der adskiller en Heines, en Börnes, en Menzels, en Laubes Prosa fra de tidligere Forfatteres er for ham Mangelen paa Ro og Tilfredshed (Behaglichkeit), men denne Mangel er det afgørende Fortrin, Liv. Særligt Heine roses for at have forsmaaet «det flygtige Ry« at være lyrisk Digter for det større at spille paa det kolossale, alle Verdens Toner omfattende Instrument, som den tyske Prosa frembyder.

Først Mundt, saa Laube, af hvilke ingen var i Stand til at skrive et velklingende Vers, sluttede sig med Iver til denne Forherligelse af Prosaformen paa Versets Bekostning, især fordi de dermed tog til Genmæle mod den schwabiske Digterskole, den . Uhlandske Romantiks Sildefødning. Af Mundt blev denne Dyrkelse af Prosaen formeligt forkyndt som den nyeste Tids Evangelium. Hvor lidet dybere Indhold der var i Wienbarg, røber især hans andet Skrift Zur neuesten Litteratur (1835), en Samling Essays uden Nerve, hvori kun Et er fortjenstfuldt, hans modige Troskab mod Heine paa et Tidspunkt, da en af Misundere og Moralister fremkaldt offenlig Mening gik denne imod.

Wienbarg havde givet Det unge Tyskland Navn, men et Navn, der, som man ser, ikke omfattede nogen bestemt Gruppe af navngivne Mænd. Paa bestemte Personligheder blev Navnet forunderligt nok først anvendt ved et Angiveri og en raa Regeringsforanstaltning.

Det gik saaledes til: Der var etterhaanden optraadt en Række unge Forfattere, som vel ikke stod i nogen nøjere Forbindelse med hverandre, men som til Løsen havde aandelig Frigørelse. Alle stod de Kristendommen fjernt og drømte om en ny panteistisk Religion for den nye Tid. Flere af dem attraaede under Form af hvad de kaldte «Kødets Befrielse» eller «Kødets Æresoprejsning» en Opløsning af den herskende Moralvedtægt og friere Former for de to Køns Forening og Adskillelse, dog saaledes at hos Nogle som Laube var denne Attraa usmageligt nydelseslysten, hos Andre som Gutzkow smagløst trodsig og besynderligt sørgmodig, hos atter Andre som Mundt blev den til Forfægten af hvad han ubestemt kaldte Kvindens Emancipation, hvorved han kun mente en Frigørelse indenfor Hjemmet og Ægteskabet. Alle vurderede de i høj Grad visse fremragende Kvinder, i Frankrig George Sand, der paavirkede dem stærkt, i Tyskland Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz.

537

Alle talte de gerne og højt om Ungdommens Ret, alle havde de fra Hegel en vis Frihedstro og fra Julirevolutionen deres alment politiske Sigte. Som Hegel havde forsonet Idé og Virkelighed, saaledes vilde de sammensmelte Literaturen med Livet. De nærede ingen dybere Velvilje for hverandre og kendte neppe hinanden. Rent udvortes set var Afstandene mellem dem store. Medens Heine levede i Paris, opholdt Wienbarg sig i Kiel, aldeles isoleret, Gutzkow levede i Sydtyskland, Mundt og Laube i Berlin og Leipzig, hvad dengang altsammen var Afstande af Betydning. Laube var tidligt i mange Maader en Modstander af Gutzkow og en koldt afvisende Bedømmer af Mundt og Kühne. Mundt optraadte imod Gutzkow. Da Laube og Gutzkow tilfældigt traf sammen paa en Rejse til Overitalien (1833), bidrog dette snarest til at skille dem. De skiltes da allesammen hurtigt ad. Der var intet andet Fællesskab imellem dem end det, som i Reglen findes mellem Mænd af samme Aldersklasse og samme Hold, saa de udgjorde langt mindre et politisk Parti end et aandeligt Kuld; men Literaturen var ligefuldt ikke for dem sit eget Formaal; de vilde tjenende slutte sig til Tidens bevægende Magter*).

Heri laa det ogsaa, at de ikke indlod sig med de rene Kunstformer, hverken med episk eller med lyrisk Poesi og kun sparsomt med dramatisk. De forgudede alle «Tidsaanden» og hyldede den i Bladartikler og Smaafortællinger, i kritiske Forsøg og Overvejelser eller i Form af Rejsebeskrivelser, Rejsenoveller efter Heines og Fyrst Pückler-Muskau's Mønster, undertiden ogsaa i langtudspundne Romaner.

Den uden al Sammenligning kraftigste Aand iblandt dem var Karl Gutzkow, der fødtes 1811 i Berlin, en arbejdende, energisk spørgende og stræbende Aand, de tusind moderne Opgavers Mand, evigt rastløs, en Mellemting af en granskende Kritiker og en Poet, men en Aand, hvem Intet tilfaldt af sig selv og som Intet opnaaede med Lethed. Hans Væsen var uden Ynde, hans Ungdom uden Friskhed, hans Billedsprog indtil Latterlighed smagløst. Men han havde Dristighed, Forstand og Foretagelsesaand. Han havde højtidelig Alvor, men ingen Lyrik, Lysblink i Stilen, men ingen Melodi. Hans Sans var en Sans for de Tanker og aandelige Strømninger, der var oppe i Tiden. Af Naturen hørte * 538 han til de Ubehændige; men hans literære Begejstring var saa sand, hans Ærgerrighed saa stor og hans Vilje saa kraftig, at han efterhaanden blev et aandeligt Midtpunkt og udstraalede sin Indflydelse til mange Sider. Der var omkring Aaret 1840 et Tidsrum, hvor en stor Del af den bedre tyske Presse bestemtes af ham og hans Tilhængere.

Vi har set, hvorledes han af Julirevolutionen vaktes til Skribent. Aaret derefter, Afskedigelsernes, Fængslingernes, Landsforvisningernes værste Tid i Prøjsen, trykkede ham Pennen i Haanden. De strengeste Censorer vaagede over ethvert Bogstav. Endog ethvert Avertissement i Intelligenzblatt (Adresseavisen) blev prøvet, om det ikke indeholdt en skjult politisk Hentydning.

Gutzkow begyndte med at udgive et Blad Forum der Journalliteratur. Han var opnæret med de Hegelske Ideer om det verdenshistoriske Fremskridt til stedse større Frihed. Som Gottschall har udtrykt det: Der dæmrede for hans Øjne lutter politiske Morgenrøder og verdensfrelsende Lærdomme. Hans Blad opnaaede 70 Abonnenter og gik ind.

Gentagne Gange havde imidlertid den tyske Kritiks daværende Stormester, Wolfgang Menzel, fra Stuttgart sendt ham Bud om at komme ned til ham og staa ham bi med Ledelsen af hans Literaturblad, da han selv som nyvalgt Medlem af det württembergske Kammer vanskeligt kunde overkomme Arbejdet alene.

Wolfgang Menzel stod paa dette Tidspunkt i den tyske Ungdoms Øjne trods sit Goethehad og tildels i Kraft deraf med en Glorie som senere Katkóf i Rusland, Ploug i Danmark i deres første Manér. Han gjaldt for Nutidsmanden og Frihedsmanden fremfor alle andre. En af Gutzkows Opgaver i hans eget Blad havde været at tage Menzel, Manden efter hans Hjerte, i Forsvar mod Modstanderes Angreb, og Menzel havde mange Modstandere, da han som Anmelder forenede Trættekærhed og Stridslyst med skældende Grovhed. Men han var eller syntes at være fuldt overbevist. Paa samme Tid som han vilde have Fædrelandskærlighed og Religiøsitet dybere forstaaede end Skik og Brug var, optraadte han politisk som ivrigt frisindet, var som saadan Beundrer af Börne og Heine, der betragtede ham som paalidelig Kampfælle, og saasnart han kom ind i Kammeret, forfægtede han ogsaa dèr alle moderne Fremskridt, blandt Andet Jødernes Menneskerettigheder.

539

Da den lille blege, magre og blonde Gutzkow ikke stort mere end tyveaarig indfandt sig hos sin tretten Aar ældre Herre og Mester med en sky Ærefrygt, som han selv har sammenlignet med Studentens for Mefistofeles-Faust i første Del af Goethes Drama, traf han en Mand med brede Skuldre, kraftig Brystkasse og mørkt Haar, hvis glatragede Ansigt lignede en romersk Gejstligs. Om Munden med dens stygge gule Tænder spillede et satirisk Smil; det nærsynede Blik bag Brillerne havde noget paa én Gang Trodsigt og Højtideligt. Hans Sindelag syntes voldsomt, hans Vilje ubøjelig. Udtrykket i hans Miner kunde blive faunagtigt i sin Lystenhed, naar han talte om en eller anden erotisk Bog, og dog afskyede han Goethes Verdslighed i lige saa høj Grad som hans Ligegyldighed for Politiken, og hyldede kritikløst Mænd og Særsyn, der for ham stod som det Gaadefuldes Repræsentanter. Hans Væsen var en ægte præstelig Blanding af Ironi og Mystik. Han elskede Voltaire og sværmede for Görres.

I Begyndelsen gik Samlivet og Samarbejdet mellem Mester og Lærling godt. Gutzkow, der snart levede i en, snart i en anden af Byerne i Nærheden af Stuttgart, anmeldte ufortrødent de Bøger, som han i pakkevis fik tilsendt af Menzel. Han lærte snart at træffe den raske, affejende Journalisttone, og Alt var i Orden. Det er selvfølgeligt, at de Ungdomsskrifter, han selv nu udgav, fandt en mere end overbærende Bedømmer i Menzel. Og dog var disse Bøger svage nok. Briefe eines Narren an eine Närrin er humoristiske Udgydelser uden Originalitet i en Stil, der halvvejs efterligner Jean Paul og halvvejs Heinrich Heine, og Maha Guru, en Guds Historie, der foregaar i Thibet og skildrer et Menneskes sjælelige Tilstand, der vælges til Dalai-Lama og altsaa anses for Gud, er et nu ulæseligt Fantasteri. Ikke desmindre valgte Menzel, da han anmeldte denne Bog, blandt de Vignetter, der plejede at afveksle paa Numrene af hans Blad, en Laurbærkrans, og lod to Gange Gutzkows Navn sætte ind deri.

Gutzkows Mening med Maha-Guru var at vise hvorledes den Gud, der troes menneskevorden i Dalai-Lama, overvindes af Mennesket i ham, saa den falske Guddom stilles i Skygge af Menneskets sande Adel, sande Guddommelighed. Men Bogen var desuden ment som en filosofisk-satirisk Roman i gammel Stil, der under en fremmed Maske sigtede til hjemlige Tilstande. Gudsvælden i Thibet skulde minde om Kirkevælden i Europa, Thibets 540 mangeharmede Ægteskaber skulde hentyde til den europæiske Kvinde-Frigørelse. De fremmede Landskaber, som Gutzkow aldrig havde set, og de fremmede Sæder, han ikke skildrede for deres egen Skyld, kunde kun lidet interessere. Hvad der gav ham Anledning til Bogen var en Anekdote om den franske Ateist Billaud Varennes, der i Rædselstiden undslap fra Faldøksen, flygtede til Amerika og dèr af de Vilde blev æret som Gud. Paa Grund af sin Evne til at fange, afrette og udstoppe Fugle var han af de Indfødte bleven anset for den anden Skaber. Anledningen havde altsaa Intet med Thibet at gøre og Intet med Stoffets foregivne Alvorlighed.

Endnu paa dette Tidspunkt var det unge Tyskland og dets Fædre i Menzels Øjne hverken Spottere af det Hellige eller daarlige Patrioter. Gutzkows Irreligiøsitet forstyrrede endnu ikke det gode Forhold til hans Mester. Og Menzel selv priste Börnes Pariserbreve, der fra alle Sider angrebes, som en mandig Daad, og undskyldte deres stærke Udbrud som Stemningsudbrud, man ikke maatte tage paa med grov Haandgribelighed, sammenlignede dem med St. Hans Orme, der gløder smukt i milde Sommernætter, men som svinder ind til stakkels graa Insekter, naar man griber om dem med plumpe Hænder.

Alligevel var det uundgaaeligt, at Baandet mellem Gutzkow og Menzel snart maatte løses. End ikke fra først af havde det manglet paa Advarsler til Gutzkow om ikke at indlade sig for dybt med Stuttgarter-Skribenten. Selv Hegel, der nærede Velvilje for den unge Mand, havde sagt til ham: «Hvor kan man binde sig til et saadant Menneske!» Nu fremkom den første Uoverensstemmelse imellem dem paa Grund af Menzels Stilling til de sydtyske Lyrikere, den saakaldte schwabiske Digterskole, der sluttede sig til Uhland, som ikke blot nød det Ry, han fuldt fortjente, men et endnu meget større. Som god Schwaber vurderede og beskyttede Menzel disse Mænd, Gustav Schwab, Gustav Pfizer, Karl Mayer o. s. v.; som Støtte for vedtægtstemmende Fromhed og Moral bar han dem oppe. Men Gutzkow med sin levende Sans for det som var Idésjælen i Tidsalderen, Gutzkow, for hvem Literaturen var den kæmpende Kirke, følte den dybeste Uvilje mod disse Søndag-Eftermiddags-Lyrikere med Guldsnit, der som Digtere enten satte gamle, døde Balladestoffer paa Rim eller versificerede deres smaa følsomme Stemninger, medens de som forsigtige Embedsmænd levede for deres Forfremmelse og 541 aldrig tabte det Maal af Syne at blive Professorer eller Konsistorialraader.

Da nu Goethes Samtaler med Eckermann udkom, saas det, hvor strengt Goethe havde bedømt sin Beundrer Uhland. Han anerkendte kun dennes Ballader, fandt iøvrigt Indholdet af hans Poesi saa tarveligt, at han ikke gad sysselsætte sig med den. Goethes Brevveksling med Zelter bragte endnu ganske anderledes haanligt nedsættende Domme over den hele schwabiske Skole fra Uhland til Pfizer: Goethe havde aldrig ventet sig noget Vækkende eller Dygtigt fra den Kant; de smaa Herrer dernede dækkede deres Mangel paa Geni med den sædeligt-religiøst-poetiske Tiggerkappe*).

Saa fik da ogsaa Gutzkow Mod til at udtale, i hvor høj Grad al denne gamle Kloster- og Hyrderomantik var ham en Gru. I en Afhandling Goethe, Uhland og Prometheus rettede han et lidenskabeligt Angreb paa disse Digtere, der «fandt deres Tro paa deres Døbeseddel, deres Sæder i Sædvanen, deres Grundsætninger i Vedtægten og deres egen Poesi i andres Poesi», og han tilraabte dem: Hvad kan I gøre? Spasereture i Aftensolen. Hvor er Eders Kamp for at naa til det Ny?

Imidlertid var ude i Verden omkring ham Bagstrævet imod Julirevolutionens Indflydelse i fuld Gang. Metternich beherskede ikke blot Østerrigs men ogsaa Prøjsens Politik, og da det gik op for Ungdommen i Tyskland, hvor Magten og Enigheden ogsaa nu og i en uoverskuelig Fremtid var, saa sluttede den sig til Magthaverne. Gutzkow siger, at af hundrede Studenter ved Berlins Universitet var i hine Aar de 97 højkonservative, og ethvert Sammentræf med en gammel Skole- eller Universitetskammerat, endsige med en Embedsmand eller Officer, efterlod det pinligste Indtryk i hans Sind.

Under saadanne Forhold taber ikke sjældent evnerige og trodsige Ynglinge deres Ligevægt og begaar Ubesindigheder, for hvilke de da hele deres følgende Liv igennem maa høre ilde.

Schleiermacher var død, var sænket i Jorden med Sang og Klang som en af Protestantismens Kirkefædre, en af Teologiens * 542 Helgene. Med Rette havde man tidligt sagt om ham, at hans Væsen svarede til hans Navn. I Kraft af hundrede Halvheder og Utydeligheder havde han beholdt Almenyndest til sin Død. Ingen havde omtalt hans romantiske Ungdomssynd, de Fortrolige Breve om Lucinde.

Gutzkow, som med Urette indbildte sig, at denne glemte Bog vilde blive udeladt af Schleiermachers Samlede Værker, modstod da ikke Fristelsen til at genudgive den og dække sig og sine Venner mod den stedse gentagne Beskyldning for ugudelig Letfærdighed ved at eftervise deres erotiske Synsmaade, ja selve deres Lære om Kødets Genindsættelse i dets Rettigheder hos den Guds Mand, der var Teologernes beundrede Herre og Mester.

Det kunde have været et godt taktisk Træk, hvis han ikke, kun treogtyveaarig som han var, havde indledet Bogen med en drengeagtig og smagløs Fortale. Han tiltaler her «Zionsvægterne», haaner deres Skinhellighed og gejstlige Koketteri og tilraaber dem: «Kast et Øjeblik jere Talarer bort, glem Bevisstederne for, at et af Jer endnu bestandig korsfæstet Menneske har været Gud, og hør hvad der engang er hændt paa andre Omraader, i Frihedens, Ungdommens og Fantasiens Verden!»

Disse Begivenheder er Schlegels Lucinde, dette liderlige Skelet, som han finder herligt og klassisk, og Schleiermachers Breve derom, som han finder guddommelige. Disse Breve taler for sig selv. Saa urimeligt de end overvurderer Lucinde, er den ægte menneskelige Følelse i dem dristig og smuk. Gutzkows Fortale understreger Alt paa udæskende og uskøn Maade. Han taler her for Elskovens Genialitet, hævder, at Præstevelsignelsen hverken gør fra eller til med Hensyn til Helligheden af et Kærlighedsforhold, ivrer i haanlige Udtryk mod de almindelige Ægteskabers kolde Prosa, «Vandsuppebryllupperne, den ordinære Børneavling og det skimlede Brøderhvervs Jammer». Han slutter saa med kaadt Lapseri: «Ikke sandt, Rosalie? først siden du bærer Sporer paa dine Silkestøvler og af mig har lært at slaa din Slængkappe i Folder, først efterat jeg har maattet opfinde en ny Art Benklæder til dig, saa du overalt gælder for min yngste, inderligt elskede Broder, véd du hvad jeg mente med: Jeg elsker dig.» Og ikke tilfreds med denne Kvindelighed, der bærer Bukser, og som virkeliggør den unge Gutzkows Begreb om Kvindefrigørelse, spiller han endnu en gudsfornegtende Trumf ud til allersidst: «Hvor er Frands? - Kom, du søde Dreng, som man hemmeligt 543 har døbt for mig. Sig mig, hvem er Gud? Du véd det ikke, uskyldige Ateist, filosofiske Barn! Ak, havde heller ikke Verden vidst om Gud, saa havde den været lykkeligere!»

Man behøver ikke at være særligt lydhør i kritisk Henseende for at høre Uvirkeligheden ud af dette burschikose Skryderi. Originalen til hin Rosalia, der skulde følge Gutzkow i Pagedragt, var nok snarere Kaled i Byrons Lara end nogen Sypige i Heidelberg eller Berlin. Det er imidlertid let at forestille sig, hvorledes en saadan Fortale til en saadan Bog virkede paa det store Publikum og den veltænkende Journalistik.

Der behøvedes nu kun en Draabe til i Forargelsens Bæger for at berøve Gutzkow den offenlige Sympati.

Han forsømte ikke at hælde denne Draabe deri. Han skrev 1835 Wally, die Zweiflerin, en yderst svag, stilistisk umulig, paa et afgørende Punkt parodisk Roman, der imidlertid blev den følgerigeste Bog i Datidens tyske Skønliteratur.

Strauss's Jesu Liv var da nyligt kommet ud og havde ved sin Opløsning af det formenligt Historiske i Myter, genial og dristig indtil det Dumdristige som Gisningen var, sat det aandeligt bevægede Tyskland i det heftigste Røre. Harmen var almindelig. Der lød en tusindstemmig Fordømmelsesdom i hele Tyskland fra Ejderen til ind i Schweiz. Endnu en Menneskealder senere havde da ogsaa i Folkebevidstheden David Strauss en sort Plet paa sit Navn.

Overalt blev Bogen drøftet, og Gutzkow, der omtalte dens Grundspørgsmaal, fik en Aften af en ung Pige, i hvem han var lidt forelsket, Svaret: «Tal ikke derom! Blot at tænke derpaa gør mig afsindig!» - Ord, der gjorde et stærkt Indtryk paa ham.

Imidlertid havde Strauss's Bog ikke tilfredsstillet ham. Rationalist, som han var, følte han Trangen til en historisk Jesus og søgte da tilbage til Reimarus's gamle Wolfenbütteler Fragmenter, der allerede havde sysselsat Lessing saa stærkt, besluttede at udgive et Uddrag af dem, men henvendte sig i den Anledning forgæves til den modigste af de tyske Forlæggere, Campe, der, trods sin kække politiske Holdning ikke vovede at lægge sig ud med de hamborgske Præster, Hauptpastor Goetze's Efterfølgere i Sjælesorg. Da imidlertid paa samme Tid den ædle Charlotte Stieglitz begik sit tragiske Selvmord, saa skød i hans Sind Indtrykket af dette Dødsfald sammen med Indtrykkene af hin unge 544 Piges Ytring og af Reimarus's Bibelkritik - og Wally, Tvivlerinden blev til.

En barnagtig Bog er denne Wally, men en uskyldig og retskaffen Bog. Dens Heltinde er en ung Verdensdame, der efter forskellige erotiske Oplevelser af Fortvivlelse over sin Mangel paa Evne til at faa Bugt med den religiøse Tvivl, som er vakt i hende af den Mand, hun elsker, den udbrændte Cæsar, giver sig selv Døden ved et Dolkestik.

Gutzkow havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at minde Datidens ærværdige Kirkelys og Kirkeværger, Ihændehavere af den røde Ørns Orden af forskellige Klasser, om, at der en Gang havde levet en vis Voltaire, en vis Hume, en vis Lessing o. s. v. Det har jo for en Yngling noget kildrende at erindre slige fine Folk om slige glemte Eksistenser. Men han havde i ethvert Tilfælde skullet gøre det med Talent. Nu skrev han en Roman, hvor Handlingen kun var et Paaskud for visse Lærdomme, en svag Efterligning af George Sands nysudgivne Lélia.

Men han stod i sit Livs Foraarstid. Det forekom ham, som om hele Verden var ifærd med at forynges. Skæret af Hegels synkende Sol laa endnu i Horisonten, Bettina gik op som en Morgenstjerne, Rahels endnu unge Visdom spredtes efter hendes Død over Landene som frugtbar Dug, Lenau's og Rückerts første Poesier lød som Lærkesang, Ruges første kritiske Artikler, Ludwig Feuerbachs første filosofiske Skrifter var som friske Foraarsbriser, der rensede Luften - Tiden syntes ham saa solklar, saa forjættende, saa bugnende frugtbar, at den var som sanseliggjort i de to dejlige Somre 1834 og 1835, to svulmende rige Frugt- og Vinaar. Og saa gjorde han da sin første store Ungdomsdumhed.

Han nøjedes ikke med i sin Bog at nedlægge sine religiøse Kætterier. Han fremkom ogsaa med sit sædelige Kætteri - med Trods imod Vedtægten i Kønsmoral, desværre en højst ubehændig og umoden Trods. Men hvor uskyldigt Gutzkow i Virkeligheden opfattede hint af ham selv brugte Stikord om «Kødets Emancipation», det ses bedst af den berygtede Scene i Wally, hvis Mening var at give Forfatterens Skønhedstilbedelse Udtryk.

Wally elsker Cæsar og elskes af ham; men de kan ikke ægte hinanden; thi Wally har maattet love at blive den sardinske Gesandts Hustru. Cæsar retter da til hende den Bøn, at hun for ligesom sindbilledligt at indgaa et aandeligt Ægteskab med 545 ham, skal paa selve sin Bryllupsaften et Øjeblik vise sig for ham nøgen i hele sin Skønhed. Der gives et gammelt tysk Digt, i hvilket Sigune paa denne Maade aahenbarer sig for Tschionatulander.

Ingen vil nægte, at Gæsars Bøn er forrykt og dens Opfyldelse latterlig. Men Scenen var saa kysk ment og er saa spagfærdigt udført, at kun den yderste Gemenhed i den Anledning kunde raabe Politimagten til Hjælp mod Literaturen. Der staar i den ældste Udgave: «Kappen er gledet af den unge Helts Skuldre, hans Haar lokker sig frit og yppigt. Til Venstre for ham træder ud af Soltaagen et Billed af bedaarende Skønhed: Sigune, der blotter sig mere undselig end den medicæiske Venus dækker sin Nøgenhed. Hun staar der hjælpeløs, blændet af Kærlighedens Daarskab, der bad hende om denne Naade; hun er ikke mere Vilje, kun Blu, Uskyld og Hengivelse. Hun staar der helt nøgen, den høje Skikkelse med de jomfrueligt svulmende Hofter, med alle de fine Bøjninger og Linjer, der fra Brystet glider ned til Taaen. Og til Tegn paa, at en from Indvielse helliger denne Scenes hele Yppighed, blomstrer dèr ingen Roser; men en højstammet Lilje er spiret frem tæt ved Sigunes Legem og dækker symbolsk som Kyskhedens Blomst hendes Kvindeligheds endnu uoplukkede Knop. Alt var kun et Aandepust, et stumt Øjeblik, selv for Hundens kloge Øje, der fulgte Bevægelsen i dens Herres Blod. Det Hele var en Helligbrøde, men Uskyldens og evigt smertelig Forsagelses Helligbrøde.

Saaledes stod Sigune et skælvende Øjeblik; da omslyngede den sardinske Gesandt, der søgte sin unge Hustru, hende bagfra. Det var en Draabe, der falder ned i Dampen fra et Fantasmagori (!) og opløser sig i et Intet. Forhænget faldt tilbage, og Tschionatulander vaklede hjem. Gesandten anede Intet.»

Det er højst taabeligt; men det er det Hele.

Gutzkows Forhold til Menzel var ikke mere det gamle. Han havde nu og da i et Forord eller en Artikel tilladt sig en svag Spøg eller en beskeden Indsigelse overfor sin tidligere Beskytter. Men hertil kom, at han af praktiske Grunde allerede i længere Tid havde været Menzel en Torn i Øjet. Ved Udgivelsen af det literære Tillæg til Bladet Phoenix i Frankfurt blev han Lileraturbladet en farlig Medbejler. Men værre var det, at der efterhaanden havde udviklet sig en venskabelig Brevveksling mellem ham og den nu opskydende Literaturs ledende Mænd som Laube, 546 Wienbarg, Mundt o. s. v. og at disse stod i Begreb med at bemægtige sig snart alle vigtige literære Organer i Berlin, Leipzig, Frankfurt og Hamburg. Da Gutzkow og Wienbarg endelig i Sommeren 1835 traadte frem med en Subskriptionsindbydelse til en stor literær Revue i Stil med Revue des deux mondes og havde næsten alle Tysklands mest ansete literære Navne paa Listen over deres Medarbejdere, deriblandt Universitetsprofessorer som Boeckh, indflydelsesrige Skribenter som Varnhagen, ikke at tale om et Talent som Börne og et Geni som Heine - saa følte Menzel Nødvendigheden af at slaa et stort Slag.

Opraabet til Deltagelse i Deutsche Revue var kommet ud, forfattet af Gutzkow i et barnlig højtideligt Blomstersprog om Videnskaben, der fra sine dumpe Sale længtes ud i den frie Natur, om Minervas Fugl, der ikke mere var den lyssky Ugle, men Ørnen, der stirrer ind i Solen o. s. v.

Istedenfor at holde sig til dette Program, der var uskyldigt og i visse Maader lovende, udgav Menzel i sit Literaturblad for 11. og 13. September 1835 en Krigserklæring mod de unge Skribenter, som hvis Høvding han betegnede Karl Gutzkow. Det Forsvar for denne sin Handlemaade, han har ført som gammel Mand (i sine Denkwürdigkeiten S. 304), røber vel utvivlsom Indskrænkethed, men ikke ærlig Overbevisning. For ret at komme Det unge Tysklands verdensborgerlige Bestræbelser og franske Sympatier til Livs stemplede han det her som La jeune Allemagne. Han rettede sit Hovedangreb paa Wally, af hvilken han rev et Par Steder ud for at vise, at Romanen var lutter Utugt og Gudsbespottelse, og fremstillede saa det rent forsvindende sanselige Element i Bogen, Sigune-Scenen, som Hovedsagen deri.

«Kun i Usædelighedens dybeste Skarn, kun i Bordeller fødes slige ugudelige Anskuelser. De var gængse hos det gammelfranske Hofs filosofiske Snyltegæster. I Palais-Royal blev de først oversatte fra Hofsproget paa Jakobinernes Sprog. Hr. Gutzkow har paataget sig at omplante den franske Abeskændsel, der i Skøgers Arme bespotter Gud, paany til Tyskland i en Tidsalder, der Gud være lovet er modnere og mandigere end Voltaires Aarhundrede. Dengang allerede strandede Lasten paa vort Folks Sindelag; nu vil den saa meget mindre kunne gennemtrænge det. Literaturen vil udstøde den, den offenlige Mening brændemærke den .... Hvis man vil lade en saadan Skole for den frækkeste Usædelighed og den raffinerteste Løgn komme op i Tyskland; hvis ikke 547 alle Nationers Ædle erklærer sig imod den; hvis tyske Forlæggere ikke ser sig for, men vover at falbyde saadan Gift og rose deres Varer, saa faar vi snart skønne Frugter deraf at se .... Men jeg vil sætte min Fod i Eders Dynd, skønt jeg vel véd, at jeg besudler mig derved. Jeg vil knuse Hovedet paa den Slange, der varmer sig i Vellystens Gødning .... Saa længe jeg lever, skal slige Skændsler ikke ustraffede vanære den tyske Literatur ...»

Og som praktisk Journalist nøjedes Menzel ikke med Skribentens Sigen en Ting én Gang for alle; han gentog sine Beskyldninger i Nummer efter Nummer af sit Blad med bestandigt stærkere Eftertryk, grovere Ord, giftigere Sigtelser, og stadigt rettede han bestemtere sin Appel til Staten om at gribe ind med dens Magt, medens det endnu var Tid.

Den 26. Oktober skrev han bl. A.: «Jeg véd, at deres Krig mod Kristendommen, mod Moralen, mod Ægteskabet ikke betyder mere end unge Uglers Krig mod den gamle Sol. Men af en Gnist kan opstaa en Brand .... Over den nye literære Domstol, de vil grunde i Frankfurt, troner istedenfor Retfærdigheden den omstrejfende Venus .... aldrig vil disse Mennesker, der kun tror paa Kødet, disse Smudsets Præster, tilgive en Forfatter, at han er renere end de .... Og kan man i denne Tid roligt se paa, at de præker Franskhed i Ord og Gerning for os? Under den franske Republikanismes Maske indfører denne nye Frankfurter Smæde- og Skændselsskole en frygtelig Utugt. Kødet, den frie Sanselighed, Ophævelsen af Ægteskabet er deres Løsen, og de skriver ikke blot selv uanstændige Bøger, men varmer ogsaa de gamle op paany .... Man slutter sig tildels til Saint-Simon og forkynder en endmere udsvævende Republikanisme uden Dyd, en Hetære-Republik i største Stil .... Endnu tilhører disse Grundsætninger kun Literaturens snevrere, aristokratiske Krese .... Dog hvem smigrer disse Lærdomme uden Bestialiteten og Rovlysten, der endnu slumrer, men er lette at vække i de store Hovedstæder og Fabriksbyer med deres Forvorpenheds Smuds- og Brændevinshuler.»

Den 11. November retter Menzel sit Angiveri ligefrem mod de prøjsiske Universitetsprofessorer, der har været ubesindige nok til at love Gutzkow deres Medarbejderskab ved hans Tidsskrift: «Er Universiteterne ikke Statsanstalter? Gælder i den prøjsiske Stat endnu Kristendom, Moral, Ægteskab? Man har saa ofte 548 hørt om den i Prøjsen fremherskende sædeligt-religiøse og konservative Aand. Skal nu de bekendteste Professorer i Berlin, Königsberg, Halle løbe i Hælene paa en smudsig Marat, der bogstaveligt som den gamle kun prædiker «det henrykkende Øjebliks» Sakramente og en Republik af Sansculotter og Sanschemiser, og med ham rase mod Kristendom, Sædelighed, Ægteskab, Familie, Skamfølelse, mod Gud og Udødelighed, mod tysk Nationalitet og det Bestaaende?» Og han sluttede sine Udfald med at betegne de gode Germanere Gutzkow, Wienbarg, Mundt, Laube, Kunne paa Grund af deres formentlige Tilslutning til Börne eller Heine som et jødisk Parti; det unge Tyskland var egenlig et ungt Palæstina.

Som Følge af dette Angiveri blev Karl Gutzkow sat under Anklage for Gudsbespottelse og Skildring af utugtige Genstande, og Menzel var uhæderlig nok til, medens Gutzkow sad i Varetægtsarrest og Sagen blev ført, vedblivende at ophidse den offenlige Mening imod ham. Han blev dog i Mannheim kun dømt til ti Ugers Fængsel for Angreb paa de i Baden eksisterende Religionssamfund.

Men Angsten for revolutionære Bevægelser, til hvilke jo efter Menzels Paastand det unge Tysklands Lærdomme maatte føre, satte selv det tyske Forbund i Bevægelse, og den 10. December 1835 fattede Forbundsdagen en Beslutning, som gik ud paa intet mindre end at tilintetgøre den hele Gruppe af yngre og ældre Skribenter, som her sammenfattedes under Betegnelsen Det unge Tyskland. Det hedder heri: «Efter at der i Tyskland i den nyere Tid, senest under Benævnelsen Det unge Tyskland eller Den unge Literatur, har dannet sig en literær Skole, hvis Bestræbelser gaar ud paa i belletristiske, for alle Klasser af Læsere tilgængelige Skrifter paa den frækkeste Maade at angribe den kristelige Religion, at nedsætte de bestaaende Samfundsforhold og nedbryde al Tugt og Sædelighed, har den tyske Forbundsregering . . . forenet sig om efterfølgende Bestemmelser: 1) Samtlige tyske Regeringer overtager den Forpligtelse at bringe Straffeog Politilovene i deres Lande saavel som Forskrifterne mod Pressens Misbrug i disses fulde Strenghed til Anvendelse mod Forfatterne, Forlæggerne, Trykkerne og Udbrederne af Skrifter, der tilhører den under Betegnelsen Det unge Tyskland eller Den unge Literatur bekendte literære Skole, til hvilken navnlig hører Heinrich Heine, Karl Gutzkow, Heinrich Laube, Ludolf Wienbarg 549 og Theodor Mundt, ligesom ogsaa med alle lovlige Midler at forhindre enhver Udbredelse af deres Skrifter, det være sig gennem Boghandelen, Lejebiblioteker eller paa anden Maade» osv. osv.

Saaledes traadte Benævnelsen Det unge Tyskland for første Gang frem for den store Offenlighed. Den tyske Politi-Forbundsstat var det, der som kritisk Autoritet henførte en Gruppe navngivne Mænd til en saakaldt usædelig og ødelæggende «Skole», og det paa Angivelse af en enkelt hadefuld Medbejler til Læseverdenens Yndest.

Menzel fik samme Betydning overfor det unge Tyskland som Southey i sin Tid havde havt overfor «den sataniske Skole» i den engelske Literatur, det vil sige Byron og Shelley, eller som Katkóf i den russiske Literatur en Menneskealder senere fik overfor «den landsforræderske Skole», *dolgoe O*: Herzen, Ogarev og Bakunin. I bevægede Tidsaldre er Angiveren et saa nødvendigt Modstykke til Forgrundsfigurerne som i gamle Tragedier Misunderen og Spionen til Helten.

XXII

Forbundsraadets Beslutning om Undertrykkelse af det unge Tysklands Skrifter kvalte ikke blot i Fødselen den lovede Deutsche Revue, men ogsaa Mundts Literarischer Zodiacus, der udgaves i Leipzig, og Laube's Mitternachtszeitung, der udkom i Brunsvig. Mundt havde forgæves med en forsigtig Mands hele Tapperhed skyndt sig med straks efter Menzels første Angreb paa Gutzkow og hans Venner at bringe en Række skarpe Artikler mod Heine, Gutzkow og Wienbarg. Det nyttede ham Intet.

I den nærmest følgende Tid saa det ud, som var Meningen med Forbundsbeslutningen den, ikke blot at ramme Alt, hvad de banlyste Forfattere hidtil havde skrevet, men ogsaa Alt, hvad de i Fremtiden maatte ville udgive. Saaledes hed det udtrykkeligt i et prøjsisk Ministerialreskript af 11. December 1835, at «hvad H. Heine's fremtidige literære Frembringelser angaar, de være udkomne hvor og i hvad Sprog det maatte være, saa er de underkastede samme Betingelser som Gutzkows, Wienbargs, Laube's og Mundt's Skrifter.» Ja man gik ikke alene ud paa at faa de nævnte Forfattere til at forstumme, men forbød - som i Rusland, naar Regeringen dèr vil Nogen tillivs - at nævne 550 deres Navn paa Tryk, var det end for at udtale sig nedsættende om dem. Mundts Navn blev derfor strøget af Listen paa Medarbejderne ved Berliner Jahrbücher für wissenschaftliche Kritik, og i Avertissementerne om Varnhagens og Mundts Udgave af Knebels literære Efterladenskaber turde kun Varnhagen nævnes som Udgiver.

Særligt strenge Forholdsregler greb man samtidigt til imod den udenlandske Presse. Nogle faa uskyldige engelske og franske Blade blev tilladte. Mod de øvrige greb man den Udvej at fordre Postpengene for dem betalte som for Breve, hvorved Prisen for enhver Avis blev mindst 500 Thaier aarligt*).

Det unge Tysklands ledende Mænd var saaledes af Regeringen blevne stillede overfor det Tvangsvalg enten ubetinget at forstumme og i stille Trods se Tiden an, eller ogsaa at kalde deres Fortid tilbage, give ydmygende Løfter med Hensyn til deres Fremtid og derved tilkøbe sig andre Vilkaar. Det kan ikke undre Nogen, der har gjort Erfaringer med Hensyn til Gennemsnitsmandhaftigheden i den literære Verden, at saare faa bestod Prøven og at omvendt deres Tal var stort, som greb den sidste Udvej. Hverken Heine, Wienbarg eller Gutzkow gav Køb; iøvrigt florerede, som det var at vente, saare megen Ynkelighed. I Skarevis havde de unge Skribenter pukket paa deres filosofisk oprørske, politisk angribende Tanker. Nu skyndte de sig at godtgøre deres filosofiske Tamhed, deres politiske Uskadelighed. Det havde været et Hædersnavn, dette Navn Det unge Tyskland. Nu, da de, der bar det, saa sig stillede under Politiets særlige Opsyn, nu vilde Ingen mere kendes derved; nu paastod hver enkelt, at han idetmindste hørte ikke dertil, og havde han nogensinde gjort det, saa var det en gammel død Historie og han var siden den Tid bleven en rigtig pæn Mand. Det viste sig her som saa tit, at den moderne lærde Opdragelse blot meddeler løse Kundskaber, ikke optugter Karakterer, og sjældnest endda blandt det skrivende Folk.

August Lewald, som i Et og Alt tilhørte Gruppen, fik Forbudet mod sit Tidsskrift Europa hævet ved at afgive en Erklæring om aldrig at have ladet Noget trykke, der stred imod Staten, Religionen og Sæderne, saa hvis det unge Tysklands Øjemed gik ud derpaa, kunde han ikke være stillet blot ved det.

* 551

Eduard Duller, der som Gutzkows Medredaktør havde udgivet Bladet Phoenix, fraskrev sig offenlig enhver Sympati med det unge Tysklands Bestræbelser og sagde sig løs fra sin tidligere Medarbejders hele Retning. Theodor Mundt afgav den Erklæring, at «det fabrikerede Indbegreb» Det unge Tyskland altid havde været ham fremmed, da det lod sig forudse, at en saadan Be nævnelse før eller senere vilde blive et literært Øgenavn (Ekelname), ja i Tilegnelsen af sit nye Tidsskrift Dioskuren für Wissenschaft und Kunst betonede han, at det her overfor de sidste Tiders literære Udskejelser gjaldt om at lægge en Overbevisning for Dagen, «i hvilken der ikke fandtes nogetsomhelst Nedbrydende» (worin nichts Verheerendes wuchert).

Spagest bar dog maaske Heinrich Laube sig ad, han, som havde været den tvangløseste, mest udæskende af de Unge, han, hvem Heine med en Vending, der nu blev latterlig, havde kaldt «en af hine Fægtere, der dør paa Arenaen». I Allgemeine Zeitung afgav han først en Erklæring, der gik ud paa, at han ved at love Dr. Gutzkow Bidrag til den nye Revue aldrig havde villet fremme Bestræbelser hos det saakaldte unge Tyskland, som gik ud paa at angribe den bestaaende Civilisation, endsige forstyrre eller true den. Tværtimod han havde fra først af tilkendegivet, at en egenlig samfast Deltagen ikke passede for ham.

Og Nytaarsdag 1836 skrev han i Programmet til sin Mitternachtszeitung, som han opnaaede Retten til at udgive mod ikke med sit Navn at optræde som Redaktør, at han var bleven en Anden, Literaturen var ham ikke mere et Udtryk for politiske Ønsker, han vilde ikke tage Parti i Øjeblikkets literære Kampe, ikke i «Skandalen, der tumler sig med uredt Haar og uvaskede Hænder»; nej han havde allerede længe tænkt paa at danne «en nyromantisk Skole», og han vilde ingen opløsende, ødelæggende Elementer have med deri. Det gjaldt om at fremme det Bestaaende, ikke om at erklære det Krig. Han vilde vel ikke slutte sig til Menzel [dog ikke!], men kunde heller ikke gaa med de Angrebne, det saakaldte unge Tyskland osv. Han, som havde været den kaadeste, viste sig som den behændigste af alle til paa Stedet at gøre helt Omkring.

Som det var at vente bragte Bladene nu desuden Dag for Dag nye Erklæringer fra alle de prøjsiske Universitetsprofessorer, der havde været uforsigtige nok til at love Medarbejden ved Deutsche Revue. En efter En rensede Ulrici, Eduard Gans, Hotho, 552 Rosenkranz og Trendelenburg, Hegelianere og Antihegelianere, sig for al Medskyld. Embedsmandssjælen i dem fortrød. De kappedes om at lægge Gutzkow saa langt fra sig som muligt.

Heine, der ikke var af dem, som i en snever Vending taber Modet eller Hovedet, og som dels paa Grund af sit Ry, dels paa Grund af den personlige Sikkerhed, hans Ophold i Udlandet gav ham, kunde tage sig Banstraalen lettere end de andre, svarede paa det Forbud, der ramte hans Bøger, med en Skrivelse af 28. Januar 1836 rettet til Forbundsdagen og holdt i en højtidelig Stil, over hvilken han straks efter privat i et vittigt Brev til sin Forlægger gør sig lystig. Han udtaler her sin Forbavselse over at være bleven dømt uden Forhør og uden at have havt Lejlighed til noget forudgaaende Forsvar, og foreholder Forbundsdagen, at saaledes bar ikke det hellige romerske Rige sig ad overfor Dr. Martin Luther, med hvem han vel ingenlunde sammenligner sig, «men Eleven beraaber sig gerne paa Mesteren». Hvad han vil nedlægge Indsigelse imod, er dog især det, at Nogen skal anse hans nødtvungne Tavshed nu (som han naturligvis i sit stille Sind var fast besluttet paa snart at bryde) for en Indrømmen af strafværdige Øjemed eller endog for en Fornegten af hans tidligere Skrifter. - Til Laube, hvis Holdning da endnu ikke var ham bekendt, skrev han samtidigt, at man, hvad det Politiske angik, foreløbig kunde gøre saa mange Indrømmelser, det skulde være, da de politiske Former var ligegyldige, saa længe Kampen om de højeste Livsprinciper var uafgjort, men at paa den frie Drøftelse af Religion og Moral maatte de holde, da det ellers var ude med al protestantisk Tænkefrihed. Vi har set, at Laube, da det nu var nødvendigt at stikke Piben ind, foretrak at stikke alle Piberne, politiske, religiøse og moralske, ind paa én Gang.

En lille Trøst for de af Angiveriet Ramte var det, at Angiveren ikke døde i Synden. Heine skrev Ueber den Denuncianten og Börne Menzel der Franzosenfresser, der med Rette anses for hans vittigste og mest hjertevarme Skrift.

Værst for Menzel var dog Heines Angreb, fordi denne med hele sin tigeragtige Kraft kastede sig over ham, saa der ikke blev mere tilbage af ham end en latterlig Byldt.

Heine viser, hvor godt Menzel har passet Tiden til sit Angiveri, en Tid, da Bevægelsespartiets Høvdinge dels var landflygtige, dels forstummede, dels sad godt gemte bag Slaa og 553 Gitter. Han blotter Hykleriet hos Menzel, der, saalænge han selv var i Fællig med Gutzkow, i kummerfuld Tavshed var Vidne til den Livsfare, hvori Kristendommen svævede. Heine vil ingenlunde negte ham «en vis legemlig Moralitet»: Dyden kan nemlig Enhver øve alene, men til Lasten udfordres altid to. Ogsaa bliver Hr. Menzel paa det mest Glimrende understøttet af sit Ydre, saasnart han vil fly Lasten. Heine har en altfor fordelagtig Mening om Lastens gode Smag til at kunne tro, den vilde løbe efter en Menzel. Den stakkels Goethe var i den Henseende ikke saa heldigt udrustet. Hvad Menzels Politik angaar, tør Heine ikke tale om den .... af Politik. Og hvad hans Privatmenneskeliv angaar - der staar som ved en Trykfejl: Privatschelmenleben for Privatmenschenleben - kan han heller ikke udelade sig om det allerede af Mangel paa Plads.

Heine har aldrig skrevet noget paa én Gang saa Grovt og saa Tilintetgørende.

Hvorledes gik det imidlertid Gutzkow, der saa ung, 24 Aar gammel, var bleven en Art Midtpunkt for de literære Begivenheder og mod hvem «Filisterhærens Goliath» havde rejst sig? Han var i første Øjeblik overrasket og nedslaaet; han gjorde den første lærerige Livserfaring. Hans Synd var den at have udtalt sig naivt og oprigtigt i en middelmaadig Roman, og nu saa han sig pludselig udskreget som en Samfundspest, spottet af sine Fjender, forladt og fornegtet af sine Venner. Rolig lod han sig sammenligne med de Mænd, der havde forberedt Jan van Leydens Grueligheder i Münster, Ejendomsfordelingen og Ægteskabet med tolv Kvinder paa én Gang. Han var uerfaren nok til at se Retsforhandlingerne imøde med Forestillinger om Sejr, og da man i Mannheim arresterede ham, var det ham en Lise at træde ind i Fængslet. Her var han fri for Avisernes Kattemusik, her hørte han kun den stille Piben af Musene, der parvis løb over hans Seng. Et fredeligt Liv, et Liv i uafbrudt, stilfærdig Frembringen aabnede sig for ham. Han skrev sin Roman Seraphine og et Arbejde Philosophie der That and des Ereignisses, en Art Kritik af Hegels Historiens Filosofi. Han kom ud af Fængslet og tog med Fasthed, om end med større Forsigtighed i Udtrykkene, foreløbig navnløst, fat paa sin Livsgerning paany.

Han havde et Aarstid forinden i Berlin været forelsket i en ung Pige, og det unge Par havde forlovet sig. Men 554 Aviserne kaldte ham Gudsfornegter. Den unge Dames Moder var et hysterisk Vrøvl. Den ene Dag omfavnede hun Gutzkow, den anden Dag greb hun en Køkkenkniv, truede ham med den og tilraabte sin Datter: Ham eller mig! Altsom det saa mere og mere betænkeligt ud at ville binde sin Fremtid til Gutzkows, blev Moderens milde Dage sjældnere, de umilde hyppigere, og som lydig Datter trak den unge Dame sig tilbage. Denne Begivenhed havde gjort et uhyre Indtryk paa Gutzkows unge Hjerte. Han havde erfaret, hvorledes en Overbevisning, der strider imod Omgivelsernes, ogsaa i det private Liv afsondrer, hvorledes den, der trodser Samfundet omkring sig, udsætter sig for at gaa glip ikke blot af Velvære, men af Elskovslykke.

Den Færd, hans Venner nu udviste imod ham, var et Sidestykke. Neppe løsladt af Fængslet mødte han Bebrejdelser og Anklager fra Personer, han tidligere havde lovet literær Sysselsættelse og der nu ikke blot saa deres Forhaabninger skuffede, men sig selv blotstillede som engang beskyttede af ham.

Af hine første erotiske Skuffelser fremgik en af hans bedste mindre Noveller, Sadducæeren fra Amsterdam. Og da nu disse tidligste Verdenserfaringer forenede sig med dem, formedes det Stemningsliv i hans Sind, af hvilket mange Aar derefter Dramatiseringen af hin Novelle fik sit Præg: hans ypperste Drama og vistnok overhovedet ypperste Digterværk Uriel Acosta.

Helten deri er en historisk Personlighed, Gabriel, senere Uriel, Acosta, f. 1594, en Religionsfilosof af jødisk Afstamning, men hvis Forældre allerede var døbte. Paa Grund af Vantro overfor Kristendommen maatte han flygte fra sit Fødeland Portugal til Holland, hvor han oprindeligt nærmede sig Jøderne, men snart begyndte at udgive Skrifter, der forholdt sig kritisk til de jødiske Troslærdomme som til de kristelige. Han blev idømt først Pengebøder, saa en vanærende Bod, nemlig den: efter forud sket Tilbagekaldelse af sine Vildfarelser at lægge sig ned foran Synagogens Tærskel og lade alle de Troende træde ham under Fødder. Efter syv Aars Forfølgelser underkastede han sig denne Bod, men gjorde saa, beskæmmet og fortvivlet over at have kaldt sine Anskuelser tilbage, (i 1647) ved et Pistolskud Ende paa sit Liv. Han var Spinozas Forgænger og efter Overleveringen hans Lærer.

Saddacæeren fra Amsterdam er en lille Novelle i gammeldags Manér, i hvilken de vigtigste af det senere Dramas 555 Hovedpersoner allerede er skitserede. I Judith, Acosta's vaklende og tilsidst troløse Elskede, er øjensynligt den ustadige lille Berlinerinde tegnet. Stilen er barnagtig og svag. Hvor Spinoza indføres, hedder det: «Hun kaldte, og hendes eneste Barn, en syvaars Dreng, ilte sin Onkel imøde, hvem han i Maaneskinnet let kunde kende. Blotter Eders Hoveder! denne Dreng var Baruch Spinoza.»

Hvad der har draget Gutzkow som ung til Stoffet, det var øjensynligt dets blotte Evne til at bevæge, Historien om en af den frie Tankes første Martyrer.

I vore Dage læser vi et saadant Levned uden synderlig Sindsbevægelse. De aandeligt Frigjorte véd, at Udviklingen endnu ikke er videre fremskreden, end at de taales. De har i det Stykke Liv, de har bag sig, i den Grad vænnet sig til at høre det fordømme, de vurderer højest, og det lovprise, som de anser for lavt eller forrykt, at intet Stof af denne Art mere gør Indtryk.

Men for Slægten fra 1830 i Tyskland var det anderledes. Selv det Punkt, at Uriel Acosta bad om Naade og kaldte tilbage, kølnede ikke Gutzkows Deltagelse for ham. Han skriver i Novellen: «Vi, som er vante til at leve i et ligesom medfødt, stadigt fortsat Martyrium for vor Overbevisnings Skyld, bør ikke lade os forlede til at bryde Staven over en Mand, der havde Mod til at optræde mod Dogmerne i en fanatisk, utaalsom Religion, og som dog kunde være i Stand til at krybe hen imod den Haand, der havde tugtet ham.» Han skildrer Forvirringen i Uriels Sjæl: Troen er som Staven, der leder den Blinde. Bliver Mennesket pludseligt seende, har dets Øjne endnu ingen Øvelse i at skelne Tingene, mindst Stavens tusindaarige Øvelse i at værne det mod Fald, og saa famler det værre end før.

Efter at den af Menzel løsladte Storm var bruset hen over Gutzkows Hoved, fik dette Stof nødvendigvis en helt ny Betydning for ham. Ved at gennemse det fandt han ikke blot, at det indeholdt Muligheder af rent dramatisk Art, men at dets Hovedpunkter stemmede med Hovedpunkter i hans eget Liv: Ogsaa han var jo bleven lyst i Ban og tvungen til Tavshed. Ogsaa han var bleven fornegtet efter at være bleven forbandet. Ogsaa han maatte bøde for sine dristige Tanker. Ogsaa ham havde man kastet ned paa den krænkede Kirkes Tærskel, og hele Sværmen var gaaet over ham og havde trampet paa ham.

Da han endelig i 1846 i Paris under Indtrykket af store Skuespilleres tragiske Spiliemaade gav Æmnet dramatisk Form, 556 foretog han nogle Forandringer. Han hævede den kvindelige Hovedfigur for at forøge Stoffets Interesse. Judith er i Tragedien Uriel Acosta en Andens Forlovede; Uriel er hendes Lærer. Men da Rabbinerne i højtideligt Optog udtaler den skrækkelige Forbandelse over ham, da Alle viger fra ham og han bliver alene tilbage paa Skuepladsens ene Side, medens Ordene lyder imod ham :

Ve den Ven,
der i din Jammer Troskab dig bevarer!
Aldrig i Kærlighed et Kvindehjerte
sig giver hen til dig,

saa skrider Judith tværs over Scenen og stiller sig ved hans Side med det bekendte, skønne Udbrud, der ender med Verset:

Elsket han er. Troer sandere Profeter!

Fra Novellen tog Gutzkow dernæst en Figur, som dèr neppe er antydet, og gjorde af den en uforglemmelig Skikkelse, Dramaets ypperste og mest originale: Rabbinernes Ældste, den 90aarige Ben Akiba. Denne Olding har i Grunden kun én afgørende Replik, som han atter og atter gentager til Uriel og til de Andre:

Det var Altsammen før.

Beundringsværdige Ord! Ben Akiba, det er Alderdommen, som har set det Altsammen før, set Kirken anfægtet, set Kirken sejre; set Tvivlerne og Kæmperne rejse sig, ydmyges, slaas ned og dø. De Andre tror, at Sligt er nyt; det er altsammen gammelt, det fører ikke til noget. Ben Akiba, det er den dogmatiske Konservatisme i Menneskeskikkelse, Erfaringen, der ryster paa sit tunge Hoved. Hører Ungdommen paa ham, er Selvopgivelse den uundgaaelige Følge.

Uriel lader sig overtale til at kalde tilbage. Han gør det for sin Moders og Judiths Skyld. Han gamle, blinde, troende Moder kommer til ham, og i en Scene, der altid paa Teatret gør et dybt Indtryk, bevæger hun ham blot ved sin stille Værdighed og store Kærlighed, uden med et Ord at bønfalde ham om for hendes Skyld at gøre noget Skridt - til at tilbagekalde og underkaste sig den vanærende Straf. Ved at udsætte sig for den haaber han at tage Stenen fra sin Moders Hjerte og gøre 557 sig det muligt at vinde Judith til Brud. Men medens han holdes indelukket for at forberede sig til Boden, dør hans Moder og tvinges Judith til Ægteskab med Ben Jochai. Han har nedværdiget sig forgæves. Judith dræber sig med Gift, og Uriel, som det historisk skete, med et Pistolskud.

Uriel Acosta er ved sit Ærnne enestaaende i Datidens tyske Literatur. Det er en Tankefrihedens Tragedie, et Drama, der bærer kraftigere Vidnesbyrd end noget andet om den Tidsalder, af hvilken det fremgik - en Tid rig paa energisk Frihedsstræben og rigere paa Undertrykkelse - og om det unge Tysklands Aand, kækt fremstormende som den var, men kun altfor tilbøjelig til Frafald og Tilbagekaldelser. Dette Drama er endelig et fuldttonende Vidne om dets Digters hele Art og Talent. Den, der vil sammenligne Gutzkows Acosta med Heines Almansor, vil sande de ovenfor udtalte Ord, at det unge Tysklands bedste Mænd i deres bedste Øjeblikke lagde en mandig Alvor for Dagen, som ikke findes hos Heine.

Uriel Acosta har nu i lange Tider været et Yndlingsstykke paa alle tyske Teatre. Dets rene Stil, der ved sin Stofbehandling kan minde om Lessings Nathan, har Sving og Patos forud for Lessing. Trods adskillige Svagheder - Optrinnet med Spinoza f. Eks. - er dets dramatiske Bygning fast.

Stykket er det af Gutzkows Arbejder, der er naaet videst omkring. Det er blevet oversat paa alle slaviske og alle romanske Sprog, desuden paa Engelsk, paa Ungarsk, paa Svensk, er tilsidst ogsaa blevet udgivet paa Dansk.

I Tyskland blev Uriel Acosia, som Gutzkow træffende har sagt, et Slags Vejrglas for de offenlige Tilstande. Saasnart den kirkelige Reaktion var i Stigen, blev det gerne forbudt paa en hel Række Scener. Skete et Systemskifte, blev Stykket givet frit. For Østerrig er det betegnende, at det stadig turde gives i Rigets Provinser, medens paa Burgteatret Overenskomsten med Paven stod i Vejen. Til danske Scener er Stykket, som venteligt var, først naaet meget sent, i 90'erne.

Efter 1835 skriver Gutzkow ikke mere noget Barnagtigt eller Umodent. Han er fra nu af den store rastløse Arbejder i Literaturen, en Forsker og Skildrer paa det kritiske Omraade, der formaaede at bringe enhver Fortidsskikkelse eller Samtidsfigur i Forbindelse med Datidens Krav og Opgaver, en skarptseende Sondrer af Strømningerne i Tiden, en Sjælekender af Rang i 558 Forstaaelsen af det enkelte Menneske. Hans Goethe (1836) er et tænksomt lille Skrift, nærmest følt som Indsigelse imod Menzel; hans lange Række af Portræter (Zeitgenossen, senere Säcularbilder) røber Evner, der sidenhen kom Romanforfatteren til Gode; hans Levnedsbeskrivelse af Börne (1840) rejser denne det unge Tysklands Stamfader et Æreminde og gør Front imod Heine, der ved sit ukloge og lidet højsindede Skrift om Borne havde tabt Jordsmon hos den unge Slægt.

En særegen Interesse knytter sig til Gutzkows datidige dramatiske Forsøg, fordi han og Laube var de første tyske Skribenter af Rang, der efter Kleists Dage traadte i Forhold til Teatret paany og tilkæmpede sig en agtet Plads paa Tysklands Scener. Gutzkow begynder tungt med nutildags utilfredsstillende, følsomme Dramer. Richard Savage oder der Sohn einer Mutter fra 1839 er en eneste stor Overspændthed: en genial engelsk Digter, der er vokset op uden at kende sine Forældre, genfinder sin Moder i en smuk og glimrende, aristokratisk Verdensdame, der ikke paa nogen Maade vil vide af ham, men fornegter og forjager ham. Hele Stykket fyldes af hans frugtesløse Forsøg paa at vinde denne Moders kolde Hjerte. Werner oder Herz and Welt fra 1840 er et borgerligt rørende Skuespil, der drejer sig. om den hos Gutzkow oftere varierede Kamp i Mandens Hjerte mellem en ældre Kærlighed og en ny Forbindelse. Heinrich Werner har ladet sig optage i Barns Sted og adle under Navnet von Jordan, og har forladt en fattig men henrivende Pige for at ægte en Dame af Stand. I sine nye, rige Forhold savner han sin borgerlige Ungdoms rolige Studieliv og især sin tidligere Forlovede, ved hvem hans Hjerte endnu hænger. Da træffer han pludseligt hende, Marie Winter, i sit eget Hus, hvor hun er bleven antaget som Opdragerinde. Efter at han i nogen Tid har vaklet mellem sin Hustru og den unge Pige, som det er hans Forsæt kun at elske rent aandigt, men som han i Virkeligheden elsker langt højere end noget andet Væsen, kommer det til en huslig Krise. Hustruen pukker paa sin Ret, en Ret, der afvises af Heinrich. Hans Moral er en højere, friere end hendes, medens hun «gru er for hans Grundsætninger». Endelig overhugges Knuden ved en dertil pludseligt optrædende Person, en ung Ven af Heinrich, der bliver enig med Marie om, at de, for at det engang bestaaende Ægteskab ikke yderligere skal nedbrydes, vil gifte sig 559 med hinanden. Som man ser, er her Spidsen brudt af det tragiske Motiv.

Først med Zopf and Schwert fra 1843 naaede Gutzkow til at skrive et Skuespil, der med en vis Fornøjelse lader sig se. Stykket har holdt sig paa tyske Teatre, medens det aldrig har kunnet faa fast Fod udenfor Tyskland, fordi det er en Art Nationaldrama. Der banker en Prøjsers Hjerte deri. Det er Friedrich Wilhelm I og Forholdene ved hans Hof, som Gutzkow har villet fremstille i et historisk Lystspil som de, hvormed Scribe i Datiden gjorde saa megen Lykke. Saa overfladisk som hos Scribe er dog den historiske Opfattelse ingenlunde her. Gutzkow har havt Sans baade for de værdifulde og for de humoristiske Sider af den gerrige Familietyrans og spartansk strenge Fyrstes Tænkemaade. Men allerede Lystspilformen gjorde en virkelig Fordybelse i Prøjserkongens Væsen umulig. Og desuden laa det ikke for Gutzkow, endnu mindre for Laube, at grave i de historiske Karakterer og Situationer til de stødte paa den historiske Sandhed i dens Modsætning til al Vedtægt. De brugte kun det Historiske som Fremførelsesmiddel for en mer eller mindre sindrigt slynget Handling. Man behøver derfor blot at tage de første Bind af Carlyle's Frederik den Store i Haanden for at møde et saa meget mægtigere og mere gribende Billed af den barokke Prøjserkonge med de lange Grenaderer, at Gutzkows i Sammenligning svinder ind til en afdæmpet Spøg. Og man behøver kun at blade i Heltinden, Wilhelmine af Baireuths Erindringer for at se, der i Forholdet mellem Faderen og hende ikke var Rum for noget Lystspil. Lader man imidlertid Tanken paa det virkeligt Stedfundne fare, saa har man her for sig et vakkert Forviklings-Skuespil med en vis historisk Kolorit, der nødvendigvis maa bevare en særlig Yndest hos prøjsisk sindede Tilskuere. Zopf und Schwert er et Slags spøgefuldt Modstykke til Kleist's alvorlige Prinz von Homburg.

Af Gutzkows øvrige Dramer fra Fyrrerne er Das Urbild des Tartüffe det, som har gjort mest Lykke, men det er et saare overvurderet Arbejd. Meget nydeligt er derimod det fordringsløse Lejlighedsskuespil Der Königslieutenant, som behandler Goethe i halvvoksen Alder og som blev skrevet til hans Hundredaarsfest.

Udenfor nærværende Skrifts Ramme falder de uhyre kulturhistoriske Romaner Die Ritter des Geistes, Der Zauberer von Rom o. fl., som Gutzkow forfattede i Reaktionsperioden efter 1848 og 560 som i saa høj Grad befæstede hans Herredømme over Datidens Menneskers Sind. De er Forbillederne for den senere lange Række af Spielhagenske Romaner.

Næst Gutzkow staar Heinrich Laube som den nye Gruppes betydeligste Mand. Laube (født i Sprottau i Schlesien 1806) er et tydeligt Aasyn og et friskt, ufortrødent Talent med strømmende Livlighed, med Sans for hvad der virker og tager sig ud, med Evne til let, men i de fleste Tilfælde tilstrækkelig Karakteristik og fra først af med mange dristige Andenhaandstanker uden Dybde. Han er ikke uden Følelse, ikke helt uden Alvor, men dog mest ejendommelig ved et rask, energisk, praktisk Naturel. Han havde fra 1826 af studeret Teologi i Halle og Breslau og havde fra 1832 af begyndt en journalistisk Virksomhed i Leipzig. Der var i hans upedantiske Skrivemaade som i hans ydre Optræden noget, der syntes at tyde paa slavisk Blod i hans Aarer. Han yndede som Student at gaa i polske Snorefrakker, at opfinde geniale Huer og Kapper, og han skrev med en Flothed og Voldsomhed, med en umoden Naturlighed og med en Mangel paa Grundighed, der ikke mindede om den tyske Skole. Hans Blod var hedt og løb let; hans Sindelag var lyst og heftigt uden nogen Afskygning af Tungsind.

Som Medlem af et Studentersamfund og fordi han altfor ligefrem havde tilkendegivet Samhu med Julirevolutionen og dens Eftervirkninger i Tyskland blev han i 1834 udvist af Sachsen og sat ni Maaneder i Fængsel i Berlin. Han har skildret sin Fængselstid ligefrem i Indledningen til sit Drama Monaldeschi - Ensformigheden i hin underskønne Sommer 1834, Indespærringen uden en Bog, med et Bord, en Skammel, en Seng, en Lerkrukke med Vand og et Natbord med Blikredskaber. Ad en Omvej og mere gribende har han malt denne Tid i tredje Del af Das junge Europa, hvor Valerius paa møjsomt tilranede Papirstumper nedskriver sine Indtryk under det lange Ophold i et prøjsisk Fængsel.

For billigt at bedømme hans Optræden efter Forbundsraadets Forbud af hans Skrifter som hørende Det unge Tyskland til, maa man betænke, at dette Slag ramte ham lige efter hans Løsladelse, og at han, trods sin ængstelige Forsigtighed overfor denne Kendelse, i 1837, kort efter sit Giftermaal, for Deltagelse i Studenterforbindelsernes Bestræbelser, blev idømt en ny Fængselsstraf. Denne Gang var Straffen mild. Øjensynligt paa Grund af Fyrst Pückler-Muskau's Beskyttelse blev Laube dømt til at afsone sin 561 Brøde i et Jagthus paa Muskau. For en Celle fik han en Sal; istedenfor et Vindve under Loftet otte Vinduer, der aabnede sig mod tre Himmelegne. Ja endog en kort Spaseretur i den verdensberømte Have blev ham daglig tilladt. Han kunde læse og skrive saa meget han vilde; hans Hustru delte hans Fængsel med ham. Fra da af optræder han politisk yderst maadeholdent, ja da han i 1848 vælges ind i den tyske Nationalforsamling, slutter han sig ikke til det republikanske men til det «arvekejserlige» Parti.

Laube begynder i Literaturen som en Elev af Heine. Hans Reisenovellen (en lang Række Bind) er umiddelbare Affødninger af Reisebilder; men særegent for ham er det, at Paavirkningen fra Heine stadigt krydses med Paavirkning af Heinse. Fra Heine tager han Stilens Kaadhed og Esprit, fra Heine stammer tildels ogsaa det hos ham undertiden ret ubehagelige personlige Lapseri; men fra Wilhelm Heinse, som han i højeste Maade beundrede og hvis Værker han udgav, stammer den uforblommede Sanselighed, der er en formelig Dyrkelse af Kvindens ydre Skønhed, og som altid tager Munden fuld. Kun at denne Dyrkelse af kvindelige Former og Farver, dette Sværmeri for det Kødelige hos Heinse er mere oprindeligt, mere troskyldig bakkantisk, mere oprigtig religiøst, medens man hos Laube stundom saares af en vis Raahed, stundom føler Tilbøjeligheden til at ærgre den gode Borger, stundom stødes af en Art næsten personligt Praleri med Kvindebetvinger- Evner.

Da Laube som gammel Mand begyndte at udgive sine Ungdomsskrifter paany, blev den nye Slægt forbavset over Smagløsheder hos ham, som nogle og fyrretyve Aar tidligere havde tiltalt Datidens Ungdom, og mangen En istemmede da den strenge Dom, som Emil Kuh kort forinden havde fældet i det Afsnit om Det unge Tyskland, som findes i hans Værk om Hebbel Men det er ubilligt over nogle grove og taktløse Enkeltheder at overse Helhedspræget i disse Arbejder.

I Rejsenovellerne er der, saa rask de end er nedskrevne, lidet Oprindeligt. Allerede Afsnittet Leipzig med dets franske Sympatier og dets Ærefrygt for Napoleon er altfor stærkt paavirket af Reisebilder. Ogsaa Laube vil have set den store Kejser som Barn, men er dog ikke sikrere derpaa end at han lader det henstaa som uafgjort, om Synet var Drøm eller Virkelighed; ogsaa Laube har (i Kavalleristen Gardy) sin Trommeslager Legrand.

Men vil man have det fulde Indtryk af Laube's 562 Ungdomsvæsen, bør man gennemlæse hans Roman Det unge Europa (4 Bind, 1833-37). Et stort Stykke af hans Udvikling ligger overskueligt for En i denne, nu ikke med Urette glemte, Bog, som kun for Historikeren er lærerig og morsom. Dens tre Dele: Poeterne, Krigerne og Borgerne er Arbejder af højst forskellig Art og Værdi.

Den første Del staar helt under Paavirkning af Heinses Ardinghello. Det er en Prosahymne til Kvindens Skønhed og Kærlighedens Frihed. Formen er svært gammeldags. Man maa arbejde sig igennem en Roman i Breve, der omspænder mindst en halv Snes Personers erotiske Skæbner. Men Helhedsindtrykket er det af unge livslystne, livskraftige Mænds stormende, begejstrede Attraa, af unge, dristige eller ømme, Kvinders kække Hengivelse, af en Slægt, i hvis Aarer gløder en Trang til Frihed i Stat, Samfund og Elskov, der sprænger alle Former og alle Vedtægter. Vi faar et Indblik i en digtet, romantisk Verden, Laubes Ungdomsdrømmes, hvor der er mange Kræfter, megen ubunden Livsfylde og lutter Illusioner om Verdensfornyelse gennem Revolutioner af forskellig Art. Det er en Roman om skønne mandlige og kvindelige Legemer og Sjæle, hvis Væsen er Oprør mod Kristendom og Ægteskab.

Mellem første og anden Del er øjensynligt en ikke ringe Forandring foregaaet med Forfatterens Sindelag. Imellem dem falder hans Indtryk af Reaktionens Styrke; mellem dem synes han modnet til Mand. Medens man i første Del neppe kunde holde Personerne ude fra hverandre - Mændene adskilte sig kun ved det mere eller mindre ubændige, erotiske og regeltrodsende Væsen, Kvinderne kun ved Uensartetheden af deres legemlige Yndigheder - føres vi i anden Del ind i en Verden, hvor man har virkelige Frihedsformaal af national og politisk Art. Brevformen er her opgivet og der forekommer forholdsvis faa Personer.

Det er den polske Opstand, som skildres, idet Valerius, en af Hovedpersonerne fra første Del, af almindelig Frihedsbegejstring gør den med. Selve Stoffet har noget Fængslende, om end hist og her altfor meget blot Historisk er optaget. Polakkerne som Folk er skildrede med Blik for deres Ejendommeligheder, upartisk og sikkert: den levende Nationalfølelse hos Høje og Lave, Adelens Fordomme og Tvangsherredømme, Menigmands Vildhed og Kraft træder frem, som alt dette spejler sig i den tyske Frivilliges Sind. 563 Den Mistillid, han som Fremmed møder, den Mangel paa Frisind hos Frihedsmændene, som han iagttager overfor sin Ven, en polsk Officer af jødisk Afstamning, lader ham miste stedse flere Illusioner om den gyldne Fremtid, der vil opstaa for Europa i Julirevolutionens Følge. Gennem Bogen drager sig tragiske Stemninger: Vi ser, hvorledes Polakkernes Opsving foregaar til ingen Nytte og skæbnebestemt ender med det knusende Nederlag, og vi ser hvorledes den unge Jøde Joel trods al sin tapre Stræben efter paa Valpladsene at opnaa Ligeberettigelse med sine aristokratiske Landsmænd aldrig formaar at hæve sig op af sin Stilling som det polske Samfunds Paria. Hans Elskede tør ikke tænke paa at række ham sin Haand; selv en simpel Bonde forsmaar hans Deltagelse. Da Oprøret er tilintetgjort, lægger han i Fortvivlelse Uniformen bort for som Sjakkerjøde at vandre fra By til By. De Kristne forstøder ham; Jøderne har han selv længst ved sit Forbund med de Kristne stødt fra sig, Menneskerettigheder har han ikke; saa vil han da glemme sine Kundskaber, sin Filosofi, sin Evne til Videnskab og Vaabenbrug, og flakke om og handle med Baand, som hans Forfædre har gjort.

Denne Figur har en særlig Interesse for Danske, da Goldschmidt øjensynligt fra den har taget nogle af Grundtrækkene til Hovedpersonen i sin Roman En Jøde, der ogsaa bliver polsk Officer under Frihedskampen og ligeledes i fortvivlet Bitterhed, efter at være stødt tilbage overalt, ender udenfor Samfundet som Aagerkarl.

Tredje Del af Laubes Roman Borgerne er mindre helstøbt. Virksomst i den er to Træk: at første Dels mest ubændige Helt Hippolyt tilsidst fortvivler over den moderne Verdens Civilisation, der ingen Plads har for den store Undtagelse, men fordrer at Alle skal være lige smaa, og det Træk, at Bogens næst efter ham videstgaaende Frihedsmand, den fra først af saa djærve Constantin, der gik til Paris og sloges paa Barrikader i Julidagene, her faa Aar efter optræder som prøjsisk Overdommer, ubøjeligt fanatisk i sin Strenghed mod politiske Oprørsmænd. Constantin udvikler vidtløftigt, hvilke Indtryk det er, der har bragt ham til at skifte Overbevisning (Laube har øjensynligt havt levende Modeller til denne Personlighed); imidlertid er Forfatteren dog endnu saa betaget af sine Ungdomsidealer, at han lader denne Mand dø for sin egen Haand af Fortvivlelse over at have sveget disse.

564

Laube har som bekendt fra Aaret 1849 af og til sin i Firserne indtrufne Død ganske levet for Teatret. Han udviklede sig hurtigt til Tysklands og Østerrigs dygtigste og mest ansete Teaterleder, der som saadan imidlertid bestandig bevarede en Forkærlighed for det franske Skuespil. Hvad han selv har skrevet for Scenen er det, der længst vil bevare hans Navn.

Blandt den lange Række historiske Dramer, han har leveret, er de betydeligste - det første Monaldeschi (fra 1834), Straensee (fra 1844) og Die Karlsschüler (fra 1847) - betegnende for det unge Tysklands Idealer som de formede sig i Laubes Sind. Det sidste af disse Skuespil er meget yndet og spilles endnu stadigt; de andre er effektfulde Teaterstykker i en nu forældet Smag.

Monaldeschi's Karakter er anlagt med Friskhed. Han er den dristige Æventyrer, som ingen Betænkeligheder kender og intet højere Formaal har end det at ville frem, leve Livet stærkt og rigt, men som véd hvad Magten er værd, og vil bruge den værdigt: Hippolyt fra Det unge Europa i historisk Kostyme. Dronning Christinas mere sammensatte Kvinde-Natur har Laube ikke magtet, skønt der er givet Elementer, af hvilke en fremragende Fremstillerinde vilde kunne faa noget Ejendommeligt ud. Men Stykket som Helhed synker sammen under de erotiske Sceners utaalelige Følsomhed (Monaldeschi elsker romantisk en Frøken Sylva Brahe) og det lider som Kunstværk under Forfatterens Ængstelighed for at saare et Filisterpublikums Sømmelighedsbegreb. Det virkelige Forhold mellem Christina og Monaldeschi er udvisket indtil Utydelighed. De skarpe Kanter er slebne af det historiske Stof for at det kan presses ind i Teaterromantikens Former.

I Struensee, det andet af Laube's Dramer, i hvilket Handlingen er henlagt til et nordisk Hof, er der drevet et endnu friere Spil med Historien og de historiske Skikkelser. Struensee er her den ædle frihedselskende Reformator, hvis Fejl kun er en altfor stor tysk Humanitet, der ømmer sig ved at udgyde Blod. Var han blot en Smule mindre højsindet og mere hensynsløs, havde han med Lethed holdt sig ved Magten. Hans Svaghed, som fælder ham, er et ridderligt, aandigt Sværmeri for Caroline Mathilde, der ligesaa uskyldigt gengælder hans Følelser. Christian den Syvende er bleven en af Tungsind angrebet, men værdig, noget ordknap Herre. Struensee styrtes her af lutter Tyskere, som dels misunder ham, dels harmes 565 over, at han ikke vil opfylde deres urimelige Ønsker, og Stykkets bitre Lære er den, at Ingen er en tyske Aandshelt saa gram som hans egne Landsmænd; altid har det været saadan, at - uden Nationalfølelse endogsaa overfor Fremmede - Tyske har været Tyskeren værst.

Selv om man forsøger at se helt bort fra Bruddet med det Historiske, er den følsomt forelskede, «for alt Ædelt og Skønt begejstrede» Struensee en rent uvirkelig Skikkelse som Opkomlings-Minister. Saa let har Laube taget sig det endog med Begivenhedernes Gang, at Struensee som en anden Marquis Posa falder for et Skud, der efter Guldbergs Ordre affyres paa Slottet hin 17de Januar 1772, da han blev fængslet. Til Forfatterens Undskyldning bør det dog tilføjes, at en Hovedaarsag til alle disse Omdigtninger laa i Nødvendigheden af at ordne det Historiske saaledes, at Censuren ikke skulde forbyde Stykket af Hensyn til en venligsindet Magt; hvor skrap den var, faar man et Begreb om, naar man hos Laube læser, hvorledes Stykket i Prøjsen ligefuldt i Aarevis blev forbudt for ikke at saare det danske Kongehus.

Forbavsende er det imidlertid, at det aldeles uskyldige og mod Statsmyndigheden uendeligt hensynsfulde Skuespil om Schillers Ungdom Die Karlsschüler ved sin Fremkomst 1846 forbødes i Østerrig, Prøjsen, Hannover, Württemberg, Hessen-Cassel, samtlige Storhertugdømmer og flere Hertugdømmer paa én Gang. Det indeholder i Grunden ikke andet end en Forherligelse af den tyske Nationaldigter gennem en Fremstilling af de bekendte Vanskeligheder, der mødte ham som ung Regiments-Feltskær i Hertug Karl af Württembergs Tjeneste, og det slutter med hans Flugt fra Stuttgart til Mannheim. Det lader sig jævnføre med Gutzkows Lystspil om Goethe's Ungdom Der Königslientenant, som det ved dramatisk Liv overtræffer. Atter her er den skarpe historiske Sandhed ofret. Hertug Karls Væsen er mildnet og afdæmpet nøjagtigt som Kong Friedrich Wilhelms i Gutzkows's Zopf und Schwert. Dette er Kunst, som ikke blot har været nødt til at tage Hensyn, men som er kommet til Verden under Trykket af en Vedtægt, der har listet sig helt ind i Digterens Sind. Dog dette Sind var let og den Haand, der har nedskrevet disse Optrin, var en let Haand. Af den Glans, der omstraaler Hovedpersonens Navn, er noget faldet paa Stykket. Saalænge Schiller bevarer sin høje Folkeyndest i Tyskland, vil man rimeligvis have 566 Fornøjelse af at se denne Omskrivning af hans Ungdoms Historie, en Historie, der rigtignok nu kendes nøjere end da Die Karlsschüler blev til. Udenfor Tyskland vil et Skuespil som dette neppe virke.

Næst Gutzkow og Laube er Mundt det hyppigst forekommende Navn, saa tit i Datiden det unge Tysklands Førere nævnes. Som Organ for Gruppens Følelser og Tanker staar han omtrent i Aaret 1835 paa sin Højde. I det Aar udgiver han det af hans historisk fremstillende Arbejder, der ene fik Betydning for Ungdommens Sjæleliv, nemlig Værket Charlotte Stieglitz, ein Denkmal. Det henrev vel mest paa Grund af sit Stof, men dog ogsaa paa Grund af den følelsesfulde Behandlings Nænsomhed Tusinder af Hjerter. Og i det samme Aar udkom hans Madonna, Unterhaltungen mit einer Heiligen, det af alle Mundts Skrifter, der er mest betegnende for det unge Tysklands Følemaade og for hans eget Væsen.

Theodor Mundt, født i Potsdam 1808, var en hengiven Sjæl, Sag og Person hengiven, udrustet paa én Gang med Sværmeri og med Forstand. Han var ikke blot som Wienbarg en begejstret Natur, men - med mindre Tapperhed ganske vist - en langt rigere og mangesidigere Aand. Og dog var han en Aand uden Ægg, en Forstand uden Skarphed, en Fantast uden Gratie, en Forfatter uden sikre Omrids, en Stilist uden Fynd. Ene hans Bog om Charlotte Stieglitz har overlevet ham, og det er Genstandens Skyld. Han kunde være baade hvas og bidsk og uretfærdig, som svage Naturer tit er eller bliver det, men selv hans hvasseste Udfald er ikke Udbrud af noget krigerisk Hang, kun Selvforsvar og Selvhævdelse, grundet paa Misforstaaen af en Modpart, kun ufarlige Stød af en rasende Bede.

Det overrasker den senere Læser, at et Arbejde som Mundts Madonna nogensinde har kunnet betragtes som en farlig Bog. Man maa have de Styrendes hele Angst for Skygger i Erindring for at forstaa det. Men den kan ikke forsømmes af Nogen, der vil studere Tidsalderen; thi der er noget Typisk i det Udtryk, den giver Ungdommens Tanker og Drømmerier.

Madonna er ved selve sin Formløshed ejendommelig for Mundt og for dem, hvis literære Smag faldt sammen med hans. Det er Lyrik i Prosa, Rejseskildringer, personlige Bekendelser, verdensomdannende Lærdomme om Kødets Æresoprejsning i Kraft 567 af en hidtil ukendt Lønlære, Alt lejret om en novellistisk meddelt Kvindeskæbne.

Bogen indledes med en Posthorns-Symfoni, ret velskreven i gammel romantisk Stil, men med et uromantisk Indhold. Den forherliger Bevægelsen, det Stikord, Mundt opfandt og hvori han forelskede sig. Bevægelsen er for ham hvad for Andre Fremskridtet, Kampen for Frihed var, den nye Tids Løsen. Han taler om Bevægelsespartiet; den nye Literatur er ham Bevægelsesliteratur (Bewegungsliteratur); selve Madonna stempler han i en Efterskrift som en Bevægelsens Bog. Udtrykket er, som man ser, ret ubestemt og uskyldigt.

Læselig er i Madonna nutildags kun den kvindelige Hovedpersons Meddelelse om sit Liv og Levned. Forfatteren træffer hende i en lille bøhmisk Landsby, standser slagen over hendes selsomme Skønhed, da han ser hende paa Gaden som Deltagerinde i et katolsk Festoptog. Ved et Tilfælde tyer han senere paa Dagen netop ind i hendes gamle Faders Hus, vinder (ret forrykt) den gamle indskrænkede Mands Hjerte ved den Salvelse, hvormed han fortæller ham om Casanova, der har Jevet der i Egnen paa Slottet Dux, opnaar en Indbydelse til at blive der til Aften og tilbringer en Del af Natten i en sværmerisk Samtale med Datteren, i hvem han finder en Kvinde, der efter hans Forestillinger maa kaldes Helgeninde, en verdslig Helgeninde (eine Weltheilige) og der som saadan skænker ham et Favntag og et Kys under hede Taarer. Da han den næste Morgen maa forlade Egnen, lægger hun snart derefter sit hele Væsen og alle sine Oplevelser aabent frem for ham i en umaadelig Epistel En verdslig Sjæls Bekendelser.

Den stakkels Pige er et Offer. Fra hendes Fædreneby Teplitz og fra hendes Forældre har en fordærvet kvindelig Slægtning lokket det fattige Barn til Dresden, og har under Skin af at sikre dets Fremtid opdraget det for en rig og fornem Vellystning. Med Indtrædelsen i den voksne Alder skal hun blive dennes Bytte. Alle Forberedelserne er allerede trufne; hun er ved Nattetid indelukket i et Værelse med sin Velgører og Efterstræber, ved hvem hun væmmes - da hun ved en Kraftanstrengelse gør sig fri, bryder ud, og i sin Fortvivlelse tyer ind til en ung Teolog, der bor i samme Hus og i hvis Værelse hun skimter Lys. Længe har hun elsket ham som han hende. Nu hengiver hun sig med blufærdig Begejstring til ham, der ikke nænner at 568 støde hende tilbage. Men Dagen derpaa begaar han Selvmord af kristelig Anger over denne Synd, og den unge Pige maa paa sin Fod vandre fra Dresden til sin fædrene Landsby i Bøhmen, hvor hun, som har deltaget i en Hovedstads Liv og Adspredelser, nu forsmægter i sin Faders Hytte. Oldingen er lam, desuden aldeles trangsynet af katolsk Fanatisme.

Denne Histories Hovedpunkt synes at være den unge Piges Uskyld i Selvhengivelsen, skønt denne i Verdens Øjne er en Brøde. Fortælleren ser i hende en Helgeninde, en Madonna, Indbegrebet af elskelig og typisk Kvindelighed. En verdslig Helgeninde er hun ganske vist, men, lærer han: der kan slet ikke tænkes Noget, der er mere helligt end det Verdslige, ikke gives Noget, der er mere gejstligt end det. Og han fremsætter sin, hverken nye eller mærkværdige, men en Smule særegent formede Lære om den nødvendige Sammensmeltning af Kød og Aand og om at Modsætningen mellem Gejstligt og Verdsligt nu maa falde. «Verden og Kødet maa atter genindsættes i deres Rettigheder, for at Aanden ikke mere skal bo i sjette Etage som i Tyskland.» Og gennem Fortællingen af en langtudspunden bøhmisk Legende om Libussa naaer han til sin Jubelhymne: «Den frie Kvinde er suveræn; hun afgøre, hun tale, thi hun tør tale! Og den frie Kærligheds Lykke er sød!»

Mundt var begyndt som Hegelianer, men er her naaet til en Omændring af Hegelianismen i Retning af fantastisk Lønlære: Kristus har sagt, at hans Rige ikke er af denne Verden, og dog er han kommen til os og er selv bleven Verden. Gud har af Kærlighedslyst dykket sig ned i Kødet, og denne Verdens Kød er blevet helliget, idet det blev Gud. Saaledes blomstrer Guds Rige overalt paa Jorden, men er ligefuldt, som Kristus forkyndte, ikke af denne Verden, det vil sige ikke af den Verden, der blot er Kød og som ikke vil indlade sig med Tankens frie Bevægelse. - Vidtløftigt tumler Mundt nu som en ikke ret udlært Pedant med Fejde mod «det Dennesidige», der er uden «det Hinsides», og mod «det Hinsides», der ikke vil vide af «det Dennesidige», og ender saa i Begejstring for hvad han kalder Billedet (modsat aandløst Stof og legemløs Aand): «O I Filosofer! hvad der mangler Eder, det er Billedet .... jeg kæmper for Billedets Genindsættelse i dets Rettigheder!»*)

* 569

Var nogen Mand ikke anlagt til Fører og Mester for Andre, saa var det denne salvelsesfulde Forkynder af altfor indlysende Sandheder. Han har siden da skrevet en lang Række af historiske Romaner - en endnu meget længere Række leveredes af hans Hustru under Navneskjulet Louise Mühlbach - desuden et ikke ringe Antal af kritiske og literaturhistoriske Skrifter. Iblandt disse er et af hans bedste hans Geschichte der Litteratur der Gegenwart 1842, fordi Forfatteren der taler om hvad han kender tilgavns; men ogsaa denne Bog er som alle hans andre et formløst Arbejde, fuldt af ubehersket Stof og plettet af kun tilsyneladende dybsindig Aandrighed. Saaledes finder han her en særegen Betydning i at Hegel netop blev bortrevet af Kolera: Hegels Aandssystem, siger han, var et Alt udjævnende Middelvejs-System som Casimir Perier's, derfor maatte de begge dø af denne Alle jævnende Sygdom. Den maa betragtes som det udvortes Udtryk for Tidens almindelige Kval. Livet havde af Angst og Uro ført Krig mod sine egne Indvolde og bødede nu tilsidst for sin Attraa efter at erkende og begribe sig selv, med den sidste mulige Handling af Selvgranskning: den at spy sig selv ud. (Mundt: Litt. der Gegenwart, S. 355.)

Den især som Teaterdirektør bekendte Feodor Wehl har i et Skrift Das junge Deutschland, som mest bestaar af Breve til Udgiveren, bestræbt sig for at give Læseverdenen en bedre Idé om Mundt end den i vore Dage fremherskende, og det er lykkedes ham at bibringe os den Forestilling, at Mundt var en Mand med god Vilje, ikke faa Kundskaber og ikke ringe Varme for det, han følte sig tiltalt af. Men for nogen betydelig Kraft vil denne Skribent aldrig kunne gælde.

I Grunden er de Forfattere af anden Rang, der som Gustav Kühne, Hermann Marggraff og Alexander Jung danner det unge Tysklands Bagtrop, lige saa fremragende som han. De er alle som han halvt fremstillende, halvt digteriske Talenter. Det er Mænd med Karakter, med Dannelse og udpræget stilistisk Evne, gennemtrængte af de samme Grundforestillinger, som findes hos Mændene i første Linje.

Den der f. Eks. vil gennemlæse Gustav Kühne's Weibliche und männliche Charaktere (fra 1838) overraskes behageligt ved Fremstillingens Sving og Glans, ikke mindre end ved Rigtigheden af de Domme om offenlige Personligheder, som fældes. Hans Heltinder er som alle disse Mænds: Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz, 570 han ser paa dem med sine egne Øjne og skildrer dem med Varme, uden Talemaader. De Digtere han særmærker og forherliger, er ikke blot store Fortids-Radikale som Shelley, ikke blot hele Rækken af Datidens Friheds-Lyrikere fra Anastasius Grün til Karl Beck, men saa rolige Aander som Rückert og Chamisso. Han er vel uden stærk Oprindelighed, men ogsaa uden Ensidighed og Fordomme.

Det samme kan siges om Hermann Marggraff. Hans Bog Deutschlands jüngste Litteratur- and Culturepoche (1839) gaar i det unge Tysklands Spor, men Forfatteren har forbeholdt sig sin fulde Selvstændighed. Han er en tænksom, kritisk prøvende Mand, der skriver godt for sig, altid naturligt, undertiden aandrigt, og hvor han fejler, er det langt snarere paa Grund af hans samfundsbevarende Øjemed end paa Grund af altfor vidtgaaende Attraa til Forandring.

Naar man da ikke netop søger den nye Gruppes enfants perdus, og saadanne har enhver Retning, kan man ingenlunde sige, at den gav Anledning til de lidenskabelige Angreb, for hvilke den blev Genstand. De stærkeste Overdrivelser og Smagløsheder er gennemgaaende paa Angribernes Side, ikke paa det unge Tysklands.

En saadan Angriber var den dengang aldrende Ludwig Tieck. I flere af sine Noveller gjorde han Udfald mod Det unge Tyskland, mest ligefrem retter han sin Satire imod det i Novellen Der Wassermensch. Rigtignok er Karikaturen her saa grov, at Virkningen forspildes.

Den unge Florheim, der er Talsmand for den Ungdom, Tieck vil tillivs, er halvgal af Begejstring for Franskmænd og for Jøder; han viser sig som Frihedsmand og Folkeven i Ytringer, til hvilke en almindelig Skoledreng vilde være altfor moden. Han vil, at der aldrig maa gives nogen Koneert, paa hvilken ikke Marseillaisen spilles - for at Menneskene ikke skal glemme hvad der er Hovedsagen. I alle Bøger, selv i Kogebøger, vil han have Billeder anbragt af de vigtigste Frihedshelte som Mirabeau, Washington, Franklin, Kosciuszko. I Almanakkerne fordrer han Maaneden Juli's Navn trykt med røde Bogstaver for at holde Erindringen frisk om den glorværdige Julirevolution, og han haaber, at «alle Ædle» vil forene sig om at lade Hovedordene Fyrste, Herre. Konge, Hertug, Greve, Junker osv. trykke med smaa Forbogstaver for saaledes at vise Ringeagt for disse Begreber.

571

Da Gehejmeraaden, som i Novellen repræsenterer den forstandige Konservatisme, spørger Florheim, hvorledes han og hans (Sie, die Sie sich das junge Deutschland nennen) haaber at gennemføre deres Planer mod det Bestaaende, svarer denne troskyldigt: Ved evindelig Skælden ud paa alt det, som staar os i Vejen. Og han udvikler, at saaledes behandlede de allerede den gamle Goethe i hans sidste Leveaar - en Vending, der ganske strider mod Sandheden - nu, da de er Bevægelsens Parti og allerede har bemægtiget sig de fleste og mest læste Blade, er de i Stand til at stifte et usynligt og dog aabenbart Forbund, der strækker sig over hele Tyskland, slaar enhver Forfatter ned, der ikke hører til dem, og ved hensynsløs Brug af den gensidige Lovprisning driver dem alle i Vejret*).

Virkeligheden saa ganske anderledes ud. Karikaturen har her den dobbelte Fejl, ikke at ligne og ikke at være morsom. Mundt tog en aandrig Hævn over Tieck, da han nogle Aar derefter gav det første Stød til Opførelsen af Tiecks Æventyrkomedier i Berlin.

XXIII

Hverken Fremstillingen af Forholdet mellem Literaturen og Politiken elier den af de literære Begivenheders Gang eller Tegning af de vigtigste Mandskarakterer i det unge Tyskland afslører tilstrækkeligt det Sjælelige i Tiden.

Hvad der gøres og hvad der sker, er udvortes Udslag. Hvad der frembringes i Bogverdenen, søger nødvendigvis det Virkningsfulde, maa til en vis Grad stilisere og sætte i Relief allerede for Tydelighedens Skyld. Vil man komme under Vejr med hvorledes der i en vis Tidsalder aandeligt er blevet levet, saa maa man stræbe at komme de følende Personligheder saa nær som muligt, og man maa ikke forsømme at fuldstændiggøre det Indtryk, man modtager ved Iagttagelsen af Tidens ledende Mænd med Studiet af hine Aars typiske Kvindeskikkelser.

Hvor der føles mere og virkes mindre, hvor Formningsevnen er for svag til at løsne det Frembragte helt ud fra Personligheden, men hvor Oprindeligheden dog er stor, der naaer * 572 Forskeren lettest ind til Livskilderne i en Tidsalder. Et Brev fra en rigtudrustet Kvinde fører mere ligefrem ind til det levende Menneske og dets virkelige Følemaade end en politisk Tale eller et Sørgespil.

Ingen af de faa store Kvinder, som behersker Aanderne i dette Tidsrum, har frembragt noget Kunstværk, ingen af dem har endog blot forsøgt derpaa. De har hverken skrevet Romaner eller Afhandlinger. De har, ogsaa literært, virket umiddelbart ved deres Personlighed og har øjensynligt ikkun formaaet at sætte Sindene i saa stærk Bevægelse, fordi Tidsalderen fandt noget af sit inderste Væsen udtrykt i dem. Deres Naturer er uanskuelige, uhaandgribelige, der er noget Utydeligt, Udvisket ved deres Aandslivs Omrids; men er det end derfor vanskeligt at skildre deres Sjælepræg, saa er det des lettere at føle Tidens Puls i deres Ytringsformer.

Gennem dem indser man, at den Idé, der ligger til Grund for de Bedstes Liv i denne Tidsalder og som giver sig Udslag i Modstanden mod Regeldyrkelse og Vedtægtstvang, er den, at det Eneste, som er en tænksom og følelsesfuld Aand værdigt, det er at opfatte de menneskelige Forhold paa en selvstændig og oprindelig Maade, og at grunde sin Opførsel paa denne Opfattelse. Det var en Tanke, som allerede var gammel i tysk Kultur, den stammede fra Herder; den var taget i Arv af alle Naturbudskabets Forkyndere, deriblandt af Heinse, som slog saa stærkt ned i enkelte af det unge Tysklands Mænd, men den var dog især udfoldet og bragt i Anvendelse paa alle Livsomraader af Goethe. Ved at studere Tidens mest ejendommelige Kvindeskikkelser, opdager man, at det, der fra 1810-1835 dybest inde var sket, det, som var Tidens underjordiske, underfundige Hemmelighed, det var, at Goethes Verdensanskuelse Punkt for Punkt havde fortrængt den kirkelige og bemægtiget sig alle store Instinkter og virkelige Begavelser i Tiden.

Den uden Sammenligning betydeligste Kvinde, som i Trediverne og Fyrrerne sysselsætter de aandeligt Interesserede i Tyskland, er Rahel Varnhagen von Ense. Hun dør i Marts 1833 og 1835 udgiver hendes Mand i tre Bind det Udvalg af hendes. Breve og Dagbøger, der aabenbarede den store Læseverden hvad hun havde været. Denne Offenliggørelse fulgtes efterhaanden af en lang Række andre, der havde hende til Midtpunkt.

Langt mindre genial, men langt talentfuldere end Rahel var 573 Bettina von Arnim, der i Aaret 1835 udgav det opsigtvækkende Skrift Goethes Brevveksling med et Barn, som modtoges med Begejstring.

Medens Rahels Navn erindres paa Grund af hendes mangeaarige, uafbrudte, men rent private Virken i det Stille, og medens Bettinas Navn har Glans af hendes glimrende Talent og funklende Vid, erindres den tredje Kvinde, som gjorde dybt Indtryk paa Datidens Mænd og Kvinder, alene paa Grund af en Handling, et Selvmord. Det er Charlotte Stieglitz, der i December 1834 dræbte sig selv, og hvis Livshistorie, Optegnelser og Breve i 1835 blev forelagte Læseverdenen af Theodor Mundt. Hun blev straks Genstand for talrige Studier og Forherligelser af den unge Skole. Især har Gustav Kühne skildret hende smukt. Det var desuden, som ovenfor nævnt, hendes Død, som gav Anledning til Gutzkows Wally.

Rahel Antonie Friederike Varnhagen (født Levin, senere bekendt under Familienavnet Robert) kom til Verden i Berlin 1771. Hun synes forsaavidt at tilhøre en helt anden Tidsalder end Julirevolutionens; men først efter sin Død blev hun en offenlig Personlighed og traadte gennem det trykte Ord i Forhold til Læseverdenen og Datidens Skribenter. Hun var et af de sjældne Væsener, der i Kraft af en ufortabelig Sindets Friskhed forstaar Alt og Alle, føler med de mest forskelligartede Enkeltvæsener og Retninger, besidder det Blik, der er Blik for det Væsenlige og i Kraft af deres mangesidige uopslidelige Sympati indtil deres Død beundres og vurderes ligeligt af de Bedste blandt Yngre og Ældre. Rahel var hyldet af Karl Gutzkow, som hun havde været hyldet af Schelling og Friedrich Schlegel, af Schleiermacher og Wilhelm von Humboldt. Hun havde været glødende Patriot under Frihedskrigen, forestaaet Hospitaler i Berlin og Prag, og hun blev beundret af Heinrich Heine, der helligede hende, den 50aarige, det lyriske Intermezzo i Sangenes Bog. Hun, der havde omgaaedes Aarhundredskiftets ypperste Mænd som Fyrsten af Ligne, Fichte, Prins Louis Ferdinand, Fouqué og endnu mange andre fortroligt, hilsede til sine Omgivelsers Forbavselse endnu Victor Hugo's Orientalere og Saint-Simonisternes Skrifter med levende Glæde. Der er noget Stort ved dette Liv, saa udramatisk det end er.

Man aner Mangesidigheden af hendes Væsen, naar man gennemgaar de saa aldeles forskelligartede Personligheder, hun stod 574 i nær Forbindelse med. Der er i hende paa én Gang Dybder, der endnu overrasker, og Uklarheder, et moderne Menneske Intet kan gøre udaf. Hendes Væsens Trolddom har været det Mundtlige, Øjeblikkelige, den lejlighedsvise Ytring; det er derfor ikke let at genfremstille den nu. Stærkt har hun virket udadtil, men dog var hendes egenlige Liv ganske indadvendt; hun var i sit Aandsliv afgjort aristokratisk, og dog saa god, at hun i Kraft af denne Godhed havde Tanke for de Fjerneste.

Som en ung Pige uden Skønhed og ganske blottet for Talenter vokser hun op i Berlin i sin Faders, en rig jødisk Købmands Hus paa en Tid, da den jødiske Stamme endnu ingensomhelst Borgerrettigheder havde. 25 Aar gammel er hun allerede et betydningsfuldt Medlem af det højere Selskab i Hovedstaden; fra sit 30. Aar til sin Død er hun Midtpunktet for Berlins og et af Midtpunkterne for hele Tysklands Intelligens. Hun tiltrak ved sit Væsens Oprindelighed. Alle Mennesker ønsker og ynder jo at se deres Væsen afspejlet i et større Menneskes Sind; alle attraar Medfølelse; alle vil forstaas. Og instinktivt sporede de, der kom hende nær, Fyrster og Adelige, Diplomater og Filosofer, Digtere og Videnskabsmænd, at denne unge Pige med den lette, yndefulde Skikkelse, med de fine og fyldige Lemmer, med det lidende Udtryk i Ansigtet under det tykke krøllede Haar og med det dybe og faste Blik i de mørke Øjne, var deres Fortrolighed værdig, og det af den ene, men tilstrækkelige Grund, at hun var uden alle Fordomme.

Hun omgaas med Glæde en dejlig Hetære som Pauline Wiesel, Prins Louis Ferdinands Veninde; hun er paa én Gang hendes, hendes cyniske Mands og hendes fyrstelige Elskers Fortrolige. Hun holder oprigtig af en reaktionær Vellystning som Friedrich Gentz; hun lykønsker ham med Varme, da han, over 60 Aar gammel, har vundet Fanny Elslers Kærlighed; hun ser i ham det lysende Prosatalent og Politikeren, der i et afgørende Øjeblik har havt national Betydning. Menneskene er for hende paa Goethe'sk Vis Naturfrembringelser.

At hun imidlertid, strengt sædelig og politisk frihedselskende som hun var, havde kunnet hæve sig til en saadan Højde af Fordomsfrihed og opnaa en saa vid Synskres, det beroede paa, at hun var født paa et Fristed udenfor Samfundet, nemlig i et velhavende jødisk Hus i Berlin.

Et Par Aarhundreder igennem havde i det gammeldags stive, 575 utaalsomme Prøjsen de fremmede, foragtede, krumnæsede Familiefædre siddet i Vekselererbutikerne og uden Sans for andet end Penges Værd lagt Thaier paa Thaier, købt Obligationer og tilsidst nu og da laant Fyrsterne Penge. De var i al deres Rigdom uvidende, rettroende, overtroiske. Saa brød i Oplysningsperioden Moses Mendelssohns Virksomhed ind over dem. Deres Religiøsitet blev en ædel Forstandstro, og de begreb, hvad Kundskab og Dannelse betyder. Ved det attende Aarhundredes Slutning allerede havde de givet deres Sønner en helt ny Opdragelse, og samtidigt begyndte man at se paa disse Sønner som paa Væsener, mod hvilke man havde en Uret at gøre god igen. Og denne Sønnernes Slægt aabnede da paa én Gang sine hidtil lukkede Huse.

De lignede ikke de knebne, spidsborgerlige Berliner-Lejligheder. Rummelige Værelser med tykke østerlandske Tæpper; hist og her et kostbart Maleri, afhændet til Faderen eller Bedstefaderen af en eller anden Fyrste i Pengeforlegenhed. Et Bord med udsøgt Køkken, fine Vine, Fade af Guld og Sølv, Glas af det reneste Krystal, der funklede paa kniplingsbesatte Duge. Hustruen og Døtrene udrustede med en højere og finere Dannelse end ellers Damerne af Borgerstanden, med levende Interesse for Teologi, Filosofi og Musik, og hurtigt udviklede ved det blandede Selskab, der søgte derhen*).

Thi her mødtes som paa et neutralt Jordsmon alle de, som Samfundet ellers holdt ude fra hverandre, Medlemmer af de forskellige Stænder og Kaster, med en stor Del af dem, som Samfundet udelukkede. Intet borgerligt Hus i Berlin modtog dengang en fremmed eller indenlandsk Skuespillerinde; her modtoges Teatrenes Damer paa lige Fod med de andre Gæster. I andre borgerlige Huse kom Prinserne ikke, om saa blot fordi de kedede sig der. Her kom de lokkede af Tonens Ligefremhed og Damernes Vid. Det var en Zigøjnerverden uden Bohêmelivets Raahed. Det var det første Gennembrud af Verdensborgeraanden i det gammelprøjsiske Berlin.

I disse Krese vokser Rahel op. Allerede et enkelt Venskab udmærker hende, det med hendes Jævnaldrende, den daværende Ungdoms Helt, Prins Louis Ferdinand, Søn af Frederik den Stores * 576 yngste Broder, en ridderlig og kunstnerisk Natur med dumdristigt Mod og forfløjne Sæder, en ypperlig Musiker og ypperlig Ryttergeneral. Goethe har skildret ham i sin Bog om Felttoget 1793. Franskdannet var han som alle prøjsiske Prinser den Gang, og det i den Grad, at han (som man af hans offenliggjorte Breve ser) ikke kunde skrive Tysk bogstavret, men han var ligefuldt en lidenskabelig Fjende af Napoleon og brændte efter at maale sine Tropper med hans. Som i sin Tid Prinsen af Homburg trodsede han en Ordre om Tilbagegang og lod sig i sin Harme over Nederlaget ved Saalfeld - negtende at flygte, negtende at overgive sig - hugge ned af franske Husarer. Han betroede Rahel sine vilde Kærlighedsæventyr og fandt under sin Sorg over en uværdig Elskerinde Trøst i stille, fornuftige Samtaler med hende som med en Søster.

Ikke altid kunde hun give Andre Trøst. Hun trængte i sin Ungdom selv altfor stærkt dertil. Hun var af Naturel i den Grad nervøst pirrelig, at hun kun med stor Vanskelighed som Barn blev holdt i Live: «Blot Luften er for tæt eller for tynd, for varm eller for kold, saa er jeg syg. End mere syg er jeg ved den mindste Sindsbevægelse. Det er umuligt at være mere ømtaalig.» Næsten ethvert af hendes Breve har ved Siden af Datoen den nøjagtigste Beskrivelse af Vejrligt og Temperatur. F. Eks.: «Fredag 14. Marts 1828. Graat Sydvestvindsvejr, fugtigt og dog tegnende til Foraar, uden imidlertid at indbyde til Spaseren. Duer flyver. Der viser sig nu og da blaa Vinduer paa Himlen, og de lader hist og her, som netop nu, Dagslyset trænge igennem.» Eller: «23. Marts 1829. Klar Sol, som har brudt frem; iskold, skarp, afgjort Nordostvind. Thiergarten utilgængelig og ikke ganske fri for sin Is.» Eller: «17. April 1830. Middag; efter Regn Foraarsvejr, Træerne grønlige, men endnu ikke grønne. Mit bedste Øjeblik i Aaret, uden Fluer eller Myg, uden Hede. Foraaret nærmer sig; det tilvifter os tusind Erindringer og Forhaabninger, der aldrig vil opfyldes, men paa hvilke vi har Krav.»

Saadanne Aander fortjener og vækker lige saa megen Medlidenhed som Beundring. Hendes Ven W. v. Burgsdorf skriver til hende: «Da jeg saa Dem for første Gang, blev jeg slaaet af, at De maatte være bleven opdraget af langvarige Lidelser.» Det var sandt, hun havde havt et sygeligt Legeme, en tungsindig Ungdom, en haard Fader og havde lidt tidlige Ydmygelser. Hun 577 ar - paa en næsten uværdig Maade - ulykkelig over at være født Jødinde; hun kalder det en Dolk, som et overnaturligt Væsen i Fødselsøjeblikket har stødt i hendes Hjerte. Der rørte sig ikke en Fiber i hendes Væsen for det Religionssamfund, i hvilket hun ved sin Fødsel hørte hjemme. Erindringerne var da endnu friske om Fanatismen i det og Fanatismen imod det. Endnu i 1756 havde den jødiske Menighed i Berlin udstødt et Barn af Byen, fordi det havde baaret en Bog for en Kristen. Og paa den anden Side havde endnu Moses Mendelssohn ikke kunnet gaa ud med sine Børn uden at forfølges af Stenkast.

Hendes Fader havde i hendes Opvækst sat al sin Forstand og Karakter ind paa at knække det skrøbelige Barns Egenvilje, og kun ved sit spændstige Sinds ualmindelige Styrke lykkedes det hende at bevare sin Ejendommelighed. Hun havde tidligt Indtrykket af at have lidt saa meget, at der ikke mere var noget i hende, som kunde knækkes eller brydes.

Det var uundgaaeligt, at et saadant Væsen maatte elske med Heftighed og lide Kvaler under sine Forelskelser, lidenskabelig til det yderste som hun var. Og to Gange led hun, da hun elskede heftigst, den bitreste Skuffelse, Følelsen af at blive stødt ned som med en Morderkniv og at leve i Aarevis med Kniven i sit Saar.

24 Aar gammel havde hun knyttet sig med hele sin Sjæl til den et Aar yngre Grev Karl von Finckenstein, Sønnen af en prøjsisk Minister. De to unge forlovede sig, og Rahel levede nogle Aar udelukkende i denne Kærlighed. Hendes Forlovede var god, forelsket, hengiven, men svag af Karakter. Han meddelte hende de Plagerier, han var udsat for af sin fornemme Familie, der misbilligede dette Forhold til en Ikke-Jævnbyrdig og forsøgte at faa ham til at opgive det. Dybt saaret i sin Stolthed gav hun ham hans Ord tilbage. Skønt hun ved sin overlegne Personlighed med Lethed kunde have overvundet hans Betænkeligheder, ifald hun vilde have sat sit Væsen ind derpaa, stillede hun ham straks aldeles frit, og han var svag nok til, saa indtaget han end var i hende, at modtage sin Frihed. Aldrig forvandt hun denne første Ydmygelse.

Der gik tre Aar, og hun blev forelsket paany, denne Gang flammende, helt med Sjæl og Sanser, og hendes Følelse blev gengældt. Hun forlovede sig anden Gang med Don Raphael Urquijo, en udmærket dejlig ung Legationssekretær ved det spanske 578 Gesandtskab i Berlin. Forholdet varede, lidenskabeligt fra begge Sider, et Aars Tid. Men Naturerne var altfor ulige, han hende altfor underordnet. Han pinte og krænkede hende med Skinsyge i den Grad, at hun brød for at bevare sin Menneskeværdighed, men med en Følelse af Tilintetgørelse indtil Vanvid, af Ensomhed og af at være udsat for al Livets Kulde uden det Værn derimod, som hun med sit Kvindehjerte mindst kunde undvære.

Da hun var bleven forladt af Finckenstein, foreslog man hende et Fornuftparti. Hun svarte: «Jeg kan ikke gifte mig, thi jeg kan ikke lyve. Tro ikke, jeg er stolt deraf; jeg kan ikke, som jeg ikke kan spille paa Fløjte .... Han maatte ingen Fordomme have; ellers holdt jeg det ikke ud .... Det gik heller ikke an, at han var dum og tvang mig til at lyve og lade, som jeg beundrede ham. Jeg maa kunne sige alt, hvad jeg vil.»

Da hendes Hjerte nu længe savnede den dybeste Tilfredsstillelse, levede hun des lidenskabeligere for sine aandelige Interesser. Men hun stødte paa den Vanskelighed, at hun intet Ordenligt havde lært. Hun plejede at tale om sin tykke Uvidenhed. Uvidende var hun selvfølgelig langt fra at være; men saa meget er utvivlsomt, at noget dybere Indtryk af, hvad Videnskab er, har hun aldrig modtaget, og aldrig har hun havt en videnskabelig Tanke.

Man havde lige saa lidt lært hende Jødedom som Historie og Geografi. Hun siger etsteds, at hun er vokset op som et Træ i Skoven og intet har kunnet lære, en Religion saa lidt som Resten. Hun dannede sig da sin egen Religion, som Karl Hillebrand med Rette har fundet beslægtet med den, Schopenhauer satte i System, idet hendes Tanker om en Vilje i Naturen, om Verdens-Elendigheden, om Medlidenheden som den eneste Kilde til Moral er beslægtede med hans. Hendes Religion havde sin Mystik. Hun beundrede meget Angelus Silesius og Saint-Martin; hun var lidenskabelig Panteist som Goethe. Hun optegner den tyske Mystikers Vers:

Alle Dyder er én Dyd.
Se alle Dyderne er en og samme Dyd;
dens Navn Retfærdighed er Verdensaltets Pryd.

og skriver derunder:

Fordi den er Sandhed, Enfold, Upartiskhed, Uselviskhed, Uddeling til Alle.

579

Hun saa altid Enheden, Helheden. Der var noget af en delfisk Præstinde i hendes Natur. Skade, at hendes løsrevne Ord for os Efterlevende saa tit er dunkle Orakelsprog.

Hun var - siger Hillebrand - fuld af Overbærenhed med de Brødefulde, af Sympati med de Ringe, af Medlidenhed med de Fattige, og foragtede kun ét, den korrekte Middelmaaadighed, men viste aabent denne Foragt, selv om den skabte hende Fjender.

Hun sad hen og blev en gammel Pige, dog uden at Aarene bevirkede nogen Forandring i hendes Udseende eller formindskede den Magt, hun udøvede. Ti Aar igennem stod hun i den ømmeste Brevveksling med sin senere Ægteherre, Varnhagen von Ense. Han var fjorten Aar yngre end hun, først en tapper Officer, senere en dygtig Diplomat, tilsidst en ypperlig, stærkt fronderende Forfatter, og maatte udmærke sig i Krig og Fred, før han uden at blive overset kunde tænke paa at optræde som hendes Brudgom. Ham ægtede hun 42 Aar gammel og levede endnu 19 Aar i et fuldstændig lykkeligt Ægteskab med ham.

Sin afgørende literære Betydning har Rahel derved, at det var hende, der først i Berlin fornam og udtalte, hvad Goethe var værd. Længe inden der endnu havde dannet sig en literær Mening om denne Livssag for tysk Kultur, var Rahel gennemtrængt af Goethes Genius, fortryllet af dens Magt og forkyndte Enhver, med hvem hun traadte i Berøring, at denne Mand var uden Sammenligning med andre, den højeste Aand, den indsigtsfuldeste Raadgiver og Dommer i Livets Anliggender. Det skete paa en Tid, da Goethe endnu var en blandt mange i Hoben af Forfattere, og da andre i Rang og Ry sattes langt over ham. Længe inden Brødrene Schlegel kritisk fastslog Ærefrygten for Goethe som ubetinget, havde Rahel allerede indført Dyrkelsen af den store Uforstaaede og Miskendte i sin Vennekres i Berlin, til alle Sider prist hans lysende Ord og betegnet hans Navn som et helligt og indviet Navn.

Hun er saa lykkelig at træffe ham, kun 24 Aar gammel, 1795 i Teplitz. Af et Brev fra David Veit til Rahel kan man se, hvad Goethe har sagt om hende: «Ja, det er en ung Pige med overordenlig Forstand, som altid tænker - og med Følelser - hvor finder man det? Det er noget sjældent. Vi var bestandig sammen, vi har levet meget venskabeligt og fortroligt sammen.» Til Franz Horn sagde Goethe: «Det er en ung Pige, som er rig 580 paa Kærlighed. Hun er stærk i alle sine Følelser og kaster dog enhver Ytring let hen .... det første gør, at vi beundrer den store Oprindelighed i hende, det andet gør denne Oprindelighed elskværdig . . . .»

Da Rahel erfarer dette, skriver hun: «Hvorfra véd han, at jeg har Følelse? Ingen har jeg i mit hele Liv mindre kunnet vise mig for, som jeg er, end for ham. Dog lad mig tie. Han er Goethe. Og hvad han føler og siger er sandt. Ogsaa hvad han siger om mig, tror jeg .... Ser De ham, Horn. saa hils ham fra En, der altid har tilbedt ham, forgudet ham, selv da Ingen roste ham, forstod, beundrede ham. Og hvis han undrer sig over, at en stille ung Pige sender ham en saadan Hilsen, saa lad ham forstaa, at hun i den Grad ærer ham, at hendes Ærbødighed har forhindret hende i at sige det. Sig ham, at det ikke er Affektation, men Blommeblødhed. Hvad kan jeg for, at Andre affekterer, hvad jeg mener i Alvor. Har jeg ikke Ret? Jo, jeg tilbeder ham.»

Og nu sker der Intet, gøres ikke det ringeste Forsøg fra Rahels Side paa at træde i Forbindelse med Goethe, knytte Brevveksling med ham eller lignende. Aldrig omtaler hun hans Person, bestandig kun hans Geni. Der gaar tyve Aar, og hun ser Intet til ham. Engang i 1811 sender Varnhagen Goethe nogle Optegnelser af Rahel om hans Poesier. Han bliver slaaet af det Læste, betegner Forfatteren som en mærkværdigt opfattende, forenende, efterhjælpende, fuldstændiggørende Natur, der med ét Slag begriber - men efter Rahels Anmodning til Varnhagen erfarer han ikke, fra hvem dette Haandskrift stammer. Først 1815 i Nærheden af Frankfurt ser Rahel Goethe igen. Der er noget Rørende ved dette Sammentræf. Goethe er nu 66 Aar gammel. Han er i Besøg hos sin Veninde Marianne von Willemer (hans Diwan's Suleika) paa Willemers Gaard Die Gerbermihle. Rahel er i Frankfurt, har tilfældigvis set ham paa en Køretur med hans Værtsfolk og er i sin Skræk, sin Glæde kommen til at raabe højt: Der er Goethe.

Der er som sagt gaaet tyve Aar. Det er den 8. September om Morgenen. Rahel har havt noget ondt i Øjnene, er staaet senere op end sædvanligt, staar halvtpaaklædt og børster sine Tænder, da Kl. 9 1/4 Værten kommer og siger, der er en Herre, som vil tale med hende. Han har givet hendes Pige et Kort. Det er Goethe's. Og af Ærefrygt, for at han ikke skal vente, giver hun 581 sig ikke Tid til at klæde sig ordenlig paa, til at gøre sig smuk: «Jeg lod ham træde ind nedenunder og kun vente saa længe, som jeg behøvede til at knappe en Jakke om mig. Det var en sort vatteret Jakke. Jeg ofrede mig selv for ikke at lade ham vente et Minut. Det var den eneste Tanke, jeg havde. Heller ikke undskyldte jeg min Paaklædning, jeg takkede ham kun. Jeg undskyldte mig ikke; thi jeg mente, han maatte vide, at jeg helt forsvinder, og at der kun tages Hensyn til ham. Det var - desværre - mit Hjertes første Bevægelse. Nu tænker jeg med den heftigste, mest komiske, mest pinefulde Anger anderledes.»

Hendes forsømte Klædedragt, hendes Følelse af Uskønhed og Utækkelighed nedslog hende; hun sagde intet, som duede. Efter en saa mangeaarig Kærlighed, en saadan Leven i ham og Længsel efter ham fik hun ham for eneste Gang at se nogle Øjeblikke i Enrum, og saa gik det saadan: «Og hør nu helt ud,» skriver hun til Varnhagen, «hvor latterlig jeg var. Da han var borte, klædte jeg mig rigtig smukt paa. Alt vilde jeg nu indhente og oprette. En skøn hvid Kjole med høj, smuk Krave, Kniplingsslør, mit Sjal fra Moskvá .... og nu kan jeg sige, som Prins Louis skrev til mig: Nu er jeg mellem Brødre 10,000 Thaler mere værd. Goethe har besøgt mig.»

Rahel, der efter tyve Aars Venten, efter et Livs Beundring modtager Goethe i vatteret Jakke hellere end at lade ham vente i fem Minuter, det er, som Enhver vil indrømme, et Højdepunkt af kvindelig Heroisme. Dette Optrin bliver efter Gennemlæsningen af mange Bind Rahel-Literatur tilbage i Ens Erindring som det afgørende. Det giver Maalestokken for hendes Ærefrygt, hendes Forstaaelse og hendes Evne til at overvinde sit Køns mest berettigede Forfængelighed.

Det er Skade, at et Væsen med saa sjældne Egenskaber manglede alt Talent, al formende Evne, enhver Plastik. Nu ligger de fine og dybe Indfald, hun har havt, spredte som blotte Bemærkninger i Breve og Optegnelser af privat, for Efterverdenen ligegyldig Natur. Rimeligvis holder nutildags kun begejstrede Kvindesagskvinder ud at læse større Partier af hende i Træk.

Men hendes Væsen var ikke af kunstnerisk Art. Det var Sandhedskærlighed. «Jeg har,» siger hun, «i denne Verdens store og almindelige Elendighed viet mig til én Gud, Sandheden, og hver Gang jeg er bleven frelst, er jeg bleven det ved ham.» Hun 582 var fast og paalidelig i sine Venskabsforbindelser; men selv med Fare for at nedsætte sig i Andres Omdømme tilstod hun, naar en Følelse i hendes Sjæl var slukt, og skammede sig ikke derover. Med hendes Sandhedskærlighed stod hendes Væsens Simpelhed i Forbindelse; hun gav sig ikke ud for at være hævet over almindelige Svagheder, tilstod sin Kærlighed til Slikkeri, sin Begærlighed efter at høre om de nyeste Parisermoder. Og hun havde den fortjente Lykke stadigt at føle en dels medfødt, dels erhvervet Harmoni, en sikker indre Sammenhæng i Sjæleliv og Overbevisninger - deraf hendes høje og berettigede Selvfølelse. «Jeg dræber Pedanteriet i tredive Miles Omkres,» sagde hun.

Vi har set, hvor stor hendes moralske Overbærenhed var; ogsaa i rent aandelig Henseende var hun taalsom. Hun fordrede hverken sædelig Renhed eller store Evner af den, hun skulde sætte Pris paa; men hun fordrede Frihed for Affektation. Derfor havde hun Sans som ingen Anden for det Naturlige, det Oprindelige, hvor beskedent det end var, og derfor havde hun selv trods sin gennemtrængende Forstand en Troskyldighed, en Friskhed i Opfattelse og Udtryk som et genialt anlagt Barn.

Da hun stod paa sin Anseelses Højde, var hun nødt til at gøre sig selskabeligt utilgængelig, omgive sig med alle Slags Forskansninger for at bevare sin Frihed til at vælge sin Omgang. Hun valgte bestandig Originaler.

En af hendes Omgangsvenner, Grev Tilly, skriver til hende: «Jeg har tusind Artigheder at sige Dem, før jeg slutter. En beundrer Dem; En er Dem hengiven; En er forundret, naar han forstaar Dem, En bedrøvet, naar han forlader Dem, selv om det kun er i et Brev, der maa have Ende. Alle disse Personer, det er mig alene.» Denne Spøg gengiver de forskelligartede Indtryk, hun gjorde.

Rahel havde tænkt meget over Originalitet. Det hedder etsteds hos hende: «Hvis En sagde: De tror, det er let at være original; nej, man maa gøre sig megen Umag for det; det koster stor Anstrengelse - saa vilde man anse ham for gal. Og dog vilde denne Ytring være sand. Enhver kunde være original, hvis Folk ikke stoppede deres Hoveder fulde af saamange halvfordøjede Grundsætninger, som de ligesaa tankeløst plaprer frem.»

Der havde været fremragende og fængslende Kvinder i det tyske Aandsliv før Rahel, senest de, hvem Romantikerne spandt 583 ind i deres Væv - Caroline, Dorothea og de andre - Rahel er den første store moderne Kvinde i tysk Kultur, og den første som er sig sin hele Oprindelighed bevidst*).

Tidsalderens Stræben efter Originalitet havde ligefuldt sin Fare. Jeg tænker ikke paa den Fare at forfalde til Affektation. Der gives til alle Tider stakkels Affekterte, som tror sig originale, naar de spiser deres Suppe med deres Støvler. Men Faren var stor for gennem evindelig Selvundersøgelse og Selvbespejling at tillægge sine flygtige eller almindelige Fornemmelser Mærkværdighed og saaledes forfalde til en ukunstlet Unatur som den skønne Henriette Herz og ikke faa af hendes Kres. Hjerteudgydelserne her lugter af Lampeolie og Blæk. Originalitetens Ildskrift ser anderledes ud. Den møder En i Bettina's Goethes Brevveksling med et Barn. Disse Breve fra Bettina, det er Lidenskabens Flammeskrift, «syngende Flammer».

Bettina von Arnim, demens Brentano's Søster, Achim von Arnim's Hustru, der ved Slægtskab og Giftermaal tilhører den romantiske Kres, staar som Forfatterinde det unge Tyskland nær. Medens hos Rahel Beundringen for Goethe var frygtsom, en Hjertebanken og en Dyrkelse i Alvor, med stille Værdighed, fremtræder Beundringen hos Bettina som en halvt sanselig, halvt aandelig Indsmigren, som paatrængende Elskværdighed, burreagtig Vedhængen og Begejstringens dristigste Flugt over alle Bjerge.

Ved Aaret 1807 er hun igennem Goethe's Moder som hans Byesbarn traadt i Berøring med ham, vistnok allerede 23 Aar gammel, men med et Barns Holdning eller rettere som et dobbelttydigt Væsen midt imellem Barn og Kvinde. Hun kommer til Weimar, faar af Wieland et overflødigt Indførelseskort til Goethe, strækker begge Hænder ud imod ham og véd ikke mere af sig selv. Han sætter hende overfor sig i Sofaen, taler om Hertuginde Amalies Død, om hun har læst derom i Avisen. - «Ak,» sagde jeg, «jeg læser ikke Avisen.» - «Saa, jeg troede, De interesserede Dem for Alt, hvad der foregaar i Weimar.» - «Nej, jeg interesserer mig kun for Dem og er altfor utaalmodig til at blade i Aviser.» - «De er et venligt Barn.» - Lang Pavse. - Saa springer hun op fra Sofaen og kaster sig om hans Hals.

* 584

Blot dette Træk, og man har hendes Holdning overfor Goethe i dens Modsætning til Rahels. Hun havde fra Barn af den ungdommelige Dristighed, som ellers er hyppigere hos Drenge end hos Piger. I Marburg viser man endnu et Taarn, som hun klatrede og kravlede op paa og hvor hun trak Stigen op efter sig for at være alene. Hun havde en Gøglerskes Smidighed i alle Lemmer og tillige noget af Mignons barnlige og uskyldige Sværmeri. Hun er Mignon overført i det virkelige Liv, med samme Ynde og langt ringere Alvor.

Bettina var 50 Aar gammel, da hendes Goethes Brevveksling med et Barn i 1835 udkom. Arnim var død i 1831, Goethe i 1832. Hun havde faaet sine Ungdomsbreve til ham tilbage, fra Tiden 1808-1811, da deres Forhold afbrødes paa Grund af en fra hendes Side udvist Uartighed mod Fru Goethe. Hun gav sig til at behandle disse Breve frit, friere endnu end Goethe havde behandlet sit Levned i Dichtung und Wahrheit, givende Udtryk til alt det, hun da havde følt, og indlæggende mangt og meget, hun nu syntes, der burde været følt; hun gav Forholdet en lidenskabeligere Farve, end det havde havt, men i dybere Forstand holdt hun sig til Sandheden. Straks blev Brevvekslingen holdt for rent faktisk. Men da Kritiken overfor den stærkt var bleven vakt ved den Omstændighed, at Bettina udgiver Digte for skrevne til hende, der bevisligt er rettede til ganske andre Kvinder, kom der en Tid, da den tabte al Tiltro som historisk Aktstykke, og da man ansaa Alt, hvad der i den meddeltes, for opdigtet. Dog efterat Loeper i 1879 havde udgivet Goethes ægte Breve til Bettina, saa man, at disse hos hende var aftrykte næsten ordret; kun nogle Hilsener var udeladte og Udtrykket De erstattet med Du. Da forekommer i Virkeligheden kun i et eneste Brev, men rigtignok i det eneste, Goethe ikke har dikteret, saa Bettinas Ændring ikke har været uberettiget. Goethe havde den Vane at sende Digte, han lige havde forfattet, med sine Breve. Bettina har været indbildsk nok til at tro rettede til hende Digtene til Minna Herzlieb - selv dem, der spiller paa Navnet Herzlieb, og som hun derfor ikke forstaar - og ligeledes Digte til Marianne von Willemer. Det er en undertiden pudsig, men altid undskyldelig Misforstaaelse. Uundskyldeligt er det derimod, at hun opløste disse Digte i Prosa og indførte denne Prosa i sine tidligere Breve med Fremkaldelsen af det Skin for Øje, at Goethe ikkun havde sat hendes Tanker og Følelser paa Rim.

585

Iøvrigt er Alt, hvad hun meddeler om sit Forhold til Goethes Moder, om sin Iver for fra Moderens Læber at samle Bidrag til Goethe's Barndomslevned, der kunde indlede Dichtung und Wahrheit, og ligeledes hvad hun fortæller om Beethoven og hendes Forhold til ham i alt Væsenligt den rene Sandhed*).

Ingen, der i en ung Alder og med Sans for en digterisk Begejstring har læst dette Værk af Bettina, vil nogensinde glemme det Indtryk, han første Gang modtog af denne Stil. Den har en Livskraft, en Kækhed, en Finhed i Vildskaben, en rytmisk Strømmen og Klang, som rent forbavser og henriver. Naar man kommer fra Rahels sære Hieroglyfer, fra denne dunkle Billedskrift, som man aner tusind Hemmeligheder i, men sjældent forstaar tilfulde, fordi det levende Liv, som gav Fortolkningen, er borte, saa er det vederkvægende at tage sig et Bad i dette friske Væld af naiv og indtagende Begejstring. Rahel er dybere og mere virkelighedstro. Men Talentet er saa skøn en Ting. Det gør saa godt. Man kan og maa holde det meget tilgode.

I disse Breve er Bettina 23-25 Aar gammel, Goethe 58-60. Hendes Lidenskab er da ikke den almenmenneskelige, som en ung Kvinde føler for en ung Mand. Hun har levet i den under hele sin Opvækst, den er en Arv fra hendes Moder, Maxe Bren tano, af hvem Træk gik over til Werthers Charlotte. Hun elsker Goethes Moder, som unge Kvinder altid elsker den Elskedes Moder; hun er hende saa taknemmelig, fordi hun har født ham - «hvorledes skulde jeg ellers have lært ham at kende!» Sværmeriet for Sønnen faar Udtryk i Breve til Moderen, saalænge indtil hun ser ham første Gang og nu retter sine Breve til ham selv.

Fra hint første Favntag af betragter hun ham som sin. Hun skriver til hans Moder: «Der gives en Maade at besidde En paa, som Ingen kan gøre En stridig. Den øver jeg paa Wolfgang. Ingen har kunnet det før mig trods alle hans Kærlighedshistorier, hvorom du har fortalt mig. Lidenskaben er den eneste Nøgle til Verden; ved den lærer Aanden at kende og føle Alt. Hvorledes skulde den ellers komme ind deri!»

En har sammenlignet disse Breve med rigt ladede Skibe. Goethe er Ledestjernen paa alle deres Farter.

* 586

Hendes Tænken paa ham er en Sværmen: «Jeg vilde ønske, jeg sad ved hans Dør som et fattigt Tiggerbarn og fik et Stykke Brød af ham, og han kendte paa mit Blik, hvad for et Væsen jeg er, og drog mig til sig og hyllede mig i sin Kappe for at varme mig. Visselig, han vilde ikke bede mig gaa igen, og jeg turde frit vanke om i Huset, og saaledes gik Aarene, og Ingen vidste, hvor jeg var, og saaledes gik Aarene og Livet hen, og i hans Aasyn spejlede den hele Verden sig for mig, og jeg behøvede ikke at lære andet.

Ifjor i Maj, da jeg saa ham første Gang, brød han et frisk Skud af Vinranken foran hans Vindue og lagde det paa min Kind og sagde: Bladet og din Kind er lige bløde - og jeg sad paa en Skammel ved hans Fødder. Hvor ofte har jeg tænkt paa det Blad og paa, hvorledes han strøg min Pande og mit Ansigt dermed og drog sine Fingre igennem mit Haar og sagde: Jeg er ikke klog; man kan let bedrage mig; du vilde ingen Ære have Ieraf. Det var ikke aandrigt sagt, og dog har jeg tusinde Gange gennemlevet det i mine Tanker og vil mit Liv igennem drikke deraf som Øjet drikker Lys - det var ikke aandrigt, og dog overstraaler det for mig al Verdens Visdom.»

Der er Poesi i dette Sværmeri og i de Udtryk, hun giver hans Allestedsnærværelse hos hende, sin Længsel, sin tavse Skinsyge paa de berømte Kvinder, der som Fru de Stäel kommer for at gøre hans Bekendtskab; der er Poesi i hendes Sorg over ikke at kunne være ham til nogen Nytte og i hendes levende Følelse af sit Værd, sin Ejendommelighed:

«Jeg maa fortælle dig, hvad jeg inat har drømt om dig. Hyppigt har jeg samme Drøm. Det er mig, som skulde jeg danse for dig. Jeg har en Følelse, som om Alt maatte lykkes for mig, Mængden staar om mig. Jeg søger dig. Du sidder frit overfor mig; det er, som mærkede du mig ikke. - Nu træder jeg frem for dig med gyldne Sko, og mine blændende Sølvarme hænger skødesløst ned, og jeg venter. Saa løfter du dit Hoved, dit Blik hviler uvilkaarligt paa mig, jeg drager med lette Skridt magiske Krese, dit Øje forlader mig ikke mer. Du følger mig, hvordan jeg og vender og drejer mig; jeg føler med Triumf mit Held, Alt, hvad du neppe aner, det viser jeg dig i Dansen, og du undres over den Visdom, jeg foredanser dig; snart kaster jeg den luftige Kaabe af og røber mine Vinger og flyver op paa 587 Højderne. Da fryder det mig, at dit Øje følger mig, og jeg svæver atter ned og synker i din aabne Favn.»

Der er træffende Finhed i dette Sindbillede og Gratie i denne Skildring. Der er i Bettinas Sværmen for Goethe noget af den samme Klatre og Stigelyst, som hun lagde for Dagen i sin Barndom. Hun klavrede op paa Skuldren af den store Olympiers Statue - den hun atter og atter gjorde Udkast til - drog Stigen op efter sig, og sad ene deroppe, svælgende i sin Glæde over at være ham saa nær. Dog det, hvorved Bettina for det unge Tyskland blev en ideal Figur, en Valkyrie, det var ikke hendes Begejstring for Goethe blot som saadan. Det, som vandt hende denne Ungdom, det var det politiske Frisind, som brød frem i hendes Breve, og som hun forgæves søgte at faa den stille Mand i Weimar til at dele, det ildfulde Sværmeri for Tyrolernes Frihedskamp mod de Franske, for Menneskehedens jordiske Velfærd i Almindelighed, for Fattigdommens, Samfunds-Elendighedens Udryddelse. Og et mægtigt Indtryk gjorde det at se en Tilbederinde af Goethe som hende, uafhængigere end Rahel, prise Beethovens Republikanisme som større, værdigere end Goethes Fyrstetjener-Troskab. Hun stræbte at bringe Goethe sammen med Beethoven og hun ønskede, hun kunde sende hans Wilhelm Meister ned i Tyrolerbjergene til Andreas Hofer, for at han der kunde lære at føle større Begejstring og at øve mandig Daad.

Under Frederik Wilhelm IV stod hun fra først af Hoffet nær. Hendes Forhold til Kongen var et aabent, fortroligt; hun havde næsten i samme Grad som Humboldt Indflydelse paa ham, naar det gjaldt om at ophjælpe Talentet eller lindre Elendigheden. Ikke længe efter hans Regeringstiltrædelse bragte imidlertid hendes Følelser hende til at optræde offenlig som Statssocialist. Hun udgav i 1843 Skriftet Denne Bog tilhører Kongen, i hvilket hun opfordrer ham til at afhjælpe Nøden blandt hans Undersaatter. Hun havde fra sin Ungdom af betragtet sig som de Ulykkeliges naturlige Forsvarer og Sagførerinde. Forladte, sørgmodige Mennesker tiltrak hende magnetisk, siger Hermann Grimm. der som hendes Svigersøn har kendt hende nøje. Af Driften til at hjælpe andre og af hendes Barndomsindtryk fra den franske Revolutionstid udsprang hendes politiske Tænkemaade, som hun med troskyldig Tillid til at finde Støtte hos Kongemagten udtalte uden ringeste Sky.

588

Hun havde i 1831, da Koleraen rasede i Berlin, uforfærdet taget sig af de Syge og Nødlidende. Idet hun gik ud fra Berliner-Arbejdernes trykkende Stilling, kom hun paa den Tanke, at hele Folket var sygt og behøvede Hjælp. Frihed havde altid været hende et Trolddomsord. Det gjaldt for hende blot om, at der fra rette Sted lød et «Der vorde Lys!» og Friheden vilde aabenbare sig og alle Menneskehedens Følelser og Drømmerier blive en eneste harmonisk klingende Marsch med Folkenes Begejstring i Følge.

Hun skrev den Bog, hun med en beskeden Lignelse tilegnede Kongen, i Samtaleform. Mest er det Goethes Moder, der fører Ordet. Der er megen varm Følelse i Bogen, er ogsaa samlet en Del Stof, som oplyser den lavere Befolknings Nødstilstand, men der er for liden politisk Indsigt deri til at man endnu i vore Dage kan arbejde sig igennem Værket.

Hvor Forfatterinden naaer Højdepunktet, hedder det: «Vort Tegn er Frihedens Fane; den udbreder Dagglans midt i Tidernes Nat, dens Glans blænder og vil være dem paa Strandbredderne en sand Skræk, medens vi jubler og er glade. .... Farer? Friheden kender ingen Farer! For den er Alt muligt. Uvejret selv, den vældigste af alle Storme, er Storadmiral paa vort Barkskib!»*)

Man begriber, at disse Toner ikke slog an ved Datidens prøjsiske Hof. Bogen vakte Opsigt, men tilintetgjorde Bettinas gode Forhold til Kongen. Da den, som venteligt var, kun forøgede den politiske Uvilje hos Befolkningen, blev hendes næste Bog (om demens Brentano) beslaglagt under et Paaskud, fordi man frygtede en Fortsættelse.

Allerede lang Tid forinden var Bettina imidlertid, som alt berørt, blevet enstemmig hyldet af den yngre Slægt. Man læse Gutzkows Skildring af sit første Besøg hos hende, Mundts Fremstilling af hendes Væsen, Kühne's digterisk beaandede Karakteristik. Ja selv Robert Prutz, saa streng han er imod alle det unge Tysklands Medlemmer og Forbilleder, indordner sig blandt hendes Beundreres Tal. Bettinas Breve, siger Prutz, er vel den gamle Romantiks sidste, glimrende Opblussen, det knitrende, knaldende Fyrværkeri, med hvilket Romantiken slutter sin yppige * 589 Fest; men de er tillige Baalet, paa hvilket den fortærer sig selv, Ildsøjlen, der slaar op af dens Aske - og viser os Vejen.

Den tredje Kvinde, hvis Væsen kom til at gøre dybt Indtryk paa Slægten fra 1830, var Charlotte Stieglitz, født Willhöft, en Købmandsdatter fra Leipzig. Hun var som Barn en stille sjælfuld Natur, senere et tænksomt, nonnelignende Væsen. I 1822 kom den 21aarige Heinrich Stieglitz til Leipzig for der at studere Filologi. Han havde i Göttingen, uskyldigt nok, været indviklet i Retsforfølgelsen mod Folkeforførere. Han saa godt ud, havde et forvovent og lidenskabeligt Ydre, og han var Digter. Charlotte var 16 Aar gammel, regelmæssigt smuk med noget af det Overnaturlige i sit Væsen, som de gamle Germanere tiltroede de Kvinder, de tillagde Spaadomsgave. Panden høj og klar og tankefuldt hvælvet, omringet af brune Lokker, Haaret taarnagtigt opsat, en stærk Profillinje med en langlig og smal Ørnenæse, en dejlig Mund, store brune Stjerne-Øjne med en funklende Tapperhed i Blikket. Hun talte altid dæmpet, men sang med en stor, klar Stemme.

Er der noget, som Digterne i den nyere Tid ikke har forsømt, saa er det at indprente Menneskene, Kvinderne især, at en Digter er et højere Væsen. Da Charlotte forelskede sig i den unge, kønne Poet, der følte sig stærkt draget til hende, befandt hun sig som henrykt i en Lykketilstand. Den Tanke at være en Digters, en virkelig, levende Digters Elskede - det var Saligheden. Og hun har viet ham hver Følelse i sin Sjæl, alle Tanker, al Omhu fra hun saa ham første Gang, til hun, 12 Aar senere, for hans Skyld stødte Dolken i sit Hjerte. Endog før hun blev hans Forlovede, gik hun bestandig og ønskede at hun kunde udføre noget rigtig Vanskeligt, rigtig Stort for ham, uden at han erfor, det udgik fra hende. Der var i hendes Væsen det kvindeligt Tjenende, det Moderlige, det husholderisk Forstandige og tillige den muntre Uforfærdethed, som hører til Kvindenaturens bedste Egenskaber. Hun gjorde Indtryk af lutter Mildhed og Højhed.

Og saa forvekslede hun en umandig Léipzigerstudiosus med det Mandsideal, hvorom hun drømte, og et lille, underordnet poetisk Snille med en af den store Kunsts Mænd. For at kunne gifte sig maatte Stieglitz søge Sysselsættelse, og han blev i 1827 paa én Gang Gymnasiallærer og Medhjælper ved det kongelige Bibliotek i Berlin, men stønnede uforholdsmæssigt under den Tvang disse 590 Stillinger paalagde ham. Han var mørk af Lød, heftig af Sind, stræbende efter at udmærke sig som Digter, men var en rent boglig, virkelighedssky Kunstevne, og uden Udholdenhed eller Modstandskraft i Livets Kamp: en af dem, hvem Genvordigheder fælder. Han havde det Ydre af et genialt Menneske, men var inderst inde ganske mat.

Det er en tragisk Misforstaaelse fra hendes Side. Hun tror om ham, at han er en ubændig Natur. Negt det ikke, skriver hun til ham, du har store Anlæg til Røverhøvding. Og hun kalder ham sin sorte, vilde Dolkesvinger med de funklende Øjne. De er længe forlovede, bor i forskellige Byer. Hans Breve er elskværdige, naturlige og varme; han behøver imidlertid kun lidet hendes Nærhed. Hun, den varmblodigere, smægter efter ham, hans Person. Hun var det ubændige Naturmenneske, han det rene Bogmenneske - saa langt fra at være en Røverhøvding som nogen Bibliotekar i Verden.

Han manglede ikke Evner. Samtidigt med Victor Hugo i Frankrig føler han sig poetisk draget til Østerland. Han studerer paa sit Bibliotek, saa nøjagtigt han formaar, de orientalske Rigers Kultur. Deraf fremgaar de tre Bind Bilder des Orients, han saa møjsomt sammendigtede. Der er meget nydeligt og anskueligt deri; det var en Uretfærdighed at de helt oversaas; men den Følelse, der besjæler disse Tyrker- og Perserdigte, disse Sørgespil fra Stambul og Optrin fra Ispahan, disse ingenlunde ilde Digte om Grækenlands Frihedskrig, er altfor spag; den mangler netop det stærkt Personlige, det Vilde, som Charlotte saa i Heinrich Stieglitz. Alt dette er altfor literært.

Da de i 1828 skulde vies og begive sig paa Bryllupsrejse, købte Charlotte paa sin Brudgoms Opfordring ham et Rejsevaaben, en Dolk, den samme, hvormed hun seks Aar senere gjorde Ende paa sit Liv. Efter Brylluppet følger for Charlotte kun en ganske kort Tid af ublandet Lykke. Men hun gaar helt op i sin Mands Virksomhed og lider under den Jammer, at han - Geniet - skal spilde saa megen Tid og Kraft paa Biblioteket og paa Undervisningstimer. Hendes Liv gaar hen i stadig Brevskrivning for at opnaa bedre Vilkaar for ham, til deres fornemme og rige Slægtninge i Rusland, Ministre og Gehejmeraader, til andre Beskyttere og Velyndere. Hun opmuntrer ham; hun kan hans Digte udenad hvert et; hun parodierer et af dem med allerkæreste Skelmeri. Da han længe ikke havde kunnet komme 591 ud af et Optrin i sit Sørgespil Selim III, træder hun ham en Dag, da han kommer hjem, imøde og peger smilende paa Skrivebordet, hvor dette Optrin ligger fuldstændig udarbejdet. Det er den sjælfulde Scene mellem Sultanens Moder og Lægen i tredje Akt.

Der var nu og da hvad hun kalder Champagnestemning over hende; hun sørgede over, at den nu aldrig mere fandtes hos ham. Hun skriver et Digt til ham med en Gave af seks Fjærpenne: han skal være flink, besluttet, ikke gruble for længe, før han begynder:

Yppig Frugt din Digtning bære,
Frugt os skænk og Blomst tillige,
Visdom i dit Værk der være,
Vid og Ungdom det berige!
Lad os Sjæl i "Værket møde,
Mennesker, af Livet hede!
Lad dig Elskov gennemgløde,
og flam op i ædel Vrede!

Men han, i hvis Sjæl hun bestandig tror at finde det Mægtige, det Titanagtige, der kun ikke vil over hans Læber, er ufrugtbar, ikke blot umeddelsom, men paa Sindssygens Rand, undertiden maaske endog ude over Randen. Hendes Opmuntringer møder han med Sløvhed. I et af hendes Breve hedder det: «O Heinrich, lad os undertiden være selvmodsigende, flamme op, fortvivle, være himmelhøjt jublende, bedrøvede til Døden, kun for Guds Skyld ikke sløve!» Man føler Rahels Aandsbeslægtede, Rahels Beundrerinde, i disse Ord.

Han sidder hen, forpint af det daglige Slid og af sine overvurderede Evners Goldhed, snart opirret, snart hensunken i sørgmodig Slaphed. Hun søger og søger efter Midler mod denne Nedspændthed. Nu véd hun, hvad der er Aarsagen, han er for ene, han har uden Kvinder ikke Paavirkninger nok, og hun er ikke skinsyg. Hun skriver (Oktober 1834): «Gid du blot, Heinrich, vilde træde mere i Brevveksling eller i Forbindelse med ægte Kvinder. Ægte Kvinder er Digterens sande Læseverden. Det vilde interessere mig, paa en sand og aaben Maade at erfare, hvad de tænker om dig og dine Værker. Du vilde kunne optage meget deraf og fornøje dig derved og have en nyttig og behagelig Adspredelse deri.»

592

Hun vil, at de skal rejse, drage vidt omkring, til St. Petersborg, til Finland. Han opsiger sine Embeder, de rejser. Intet nytter.

Foran Vandfaldet Imatra i Finland sagde hun i Juli 1833 disse mærkværdige Ord til Stieglitz: «Er det Hele ikke som én stor Tanke, der har forvildet sig ind i denne Fjældensomhed? Bølgende Følelser og Tordenstorme, et Uvejr, det var en passende Ledsagelse til denne Nedstyrten af fraadende Vand. Men tænk dig nu Sangen om den lille Viol her - hvor kummerligt vilde den lyde, og i og for sig er den dog saa smuk. Saaledes forlanger denne bølgende, mægtigt bevægede Tid vældige Sange. Du vil give den dem . . . .»

I Oktober 1833, da han klagede og atter klagede over Livets smaa Naalestik, svarte hun (som han har optegnet): «Jeg har iagttaget dig skarpt og er kommen til den Overbevisning, at hvem der mener det godt med dig, ordenlig maa gaa ud paa at berede dig en rigtig dyb Smerte. Intet vilde gøre dig mere godt. Intet kunde fremme dig mere.»

Efter sindslidende Menneskers Vis kunde Stieglitz stundom være ophidset og heftig til det Yderste for saa atter at hensynke i sin sædvanlige stumme, næsten dyriske Rugen. Paa en Spaseretur viste han sig en Dag saa fortabt i sig selv, saa sløv for Alt, at hun prøvede paa at gaa fra ham for at se om han, naar han mærkede det, vilde mande sig op. Han mærkede det ikke. - Det var som et Varsel om at ogsaa hendes endelige Bortgang fra ham vilde vise sig ude af Stand til at løfte ham; men hun forstod ikke Varslet.

Stadigt følte hun Trang til at drive ham ind i et virksomt Liv, lidenskabeligt opfyldt som hun var af de nærmest foreliggende Tidsideer. Hun mente, Digteren maatte leve i stadig Vekselvirkning med Omverdenen. En Dag sagde hun til ham: «Jeg længes formelig efter din aandelige Genfødelse. Den vil komme, den vil komme! og gid jeg kunde fremskynde den - selv om det var ved et Kejsersnit. Men dersom det mislykkedes!» Og i December 1834 skriver hun for sig selv, at fra det Øjeblik af, da Schiller træder ind i Goethes Liv, vinder dette Liv i Rigdom, men at ved Vennens Død havde Goethe kunnet og maattet vinde mere, ifald han ikke efter sin Vane havde vendt sig diktatorisk bort fra Smerten; han havde skullet optage den i sig, 593 uudslukkeligt, saa vilde en ny Ungdom i hans digteriske Frembringen være blomstret op deraf.

I den Maaned var Livsleden hos Stieglitz paa sit Højeste. Hans Sygdom viste sig da i aandelig Stillestaaen, Udtryksløshed. Forgæves bønfaldt hun ham tit som et Barn, om dog hellere at rase og larme som fordum, kun ikke saa frygteligt at synke sammen; saa var det, hun besluttede at anvende det sidste Middel, der for hendes uskyldige og overspændte Sind stod som det, der maatte prøves, det at volde ham den store, simple Sorg, der vilde vække hans Genius igen og give hans Poesi nyt Indhold.

Den 29. December 1834, da hun en Aften kom hjem og havde to Timer at være alene i, kastede hun ved sin Indtræden i Huset sin korte Pelskaabe og sin Boa paa Gulvet, ilte ind i sit Sovekammer, lukkede Døren i Laas til Køkkenet, hvor Pigen var, klædte sig af, vaskede sig, tog en ren hvid Natdragt paa, skrev nogle Linjer til Heinrich, i hvilke hun udtaler sin Tro paa, at et nyt Liv for ham vil spire af Ulykken og ender med en Opfordring til ham om nu ikke at være svag, men rolig og stærk og stor. Saa strakte hun sig ud paa sin Seng og stødte med fast og sikker Haand Dolken fra deres Bryllupsrejse i sit Bryst.

Ved første Blik synes disse Kvinder, Rahel, Bettina, Charlotte, der alle bliver berømte i Aaret 1835, Intet at have tilfælles. Rahel dør 1833, 61 Aar gammel, og tilhører med sit Livs egenlige Bedrift, den første energiske Hævdelse af Goethe, lige saa meget det forrige Aarhundrede som dette. Bettina, der er fjorten Aar yngre, optræder først et Aarstid efter Rahels Død; hun forener Romantikens højeste Sværmeri og Usandfærdighed med det unge Tysklands samfundsforbedrende Stræben. Charlotte endelig udretter Intet uden at dræbe sig selv, hvad Kvinder til enhver Tid har gjort, om end aldrig af den Bevæggrund som hun.

Men der er dybere liggende Fællestræk. Først den Uro, som er Tidsalderens; Uro, ikke i udvortes Jagen, men i Følelsesbevægethed; Uro, ikke i Nervøsitet som vore Dages, men i evig Selvgranskning. Dernæst den Ejendommelighed, at Ingen af dem overtræder Samfundets Skranker, skønt Ingen af dem har Ærbødighed for disse Skranker. Saa den mærkværdige ideale Troskab hos dem alle mod Noget udenfor dem: Rahel er Goethes fra sit første 594 Aandedræt som voksen Kvinde til sit sidste. Bettina er Goethes i den Grad, at Oprettelsen af det kolossale Mindesmærke for ham, som hun helligede sit første Skrift, som hun selv tegnede og udførte som Skitse, i hendes Alderdom formelig blev en fiks Idé hos hende. (Steinhäusers Kolossalstatue af Goethe, der nu findes i Weimar- og i Frankfurter-Museet, gengiver denne Skitse.) Charlotte tilhører den Mand, hun seksten Aar gammel har valgt, saa hun kun lever for ham og dør for hans Skyld.

Fælles for dem alle er et Liv i Begejstring. Hos den ene ytrer den sig som en stille og hellig Lue, hos den anden bryder den ud i et Fyrværkeri af Ideer og Drømmerier, hos den sidste i den store Besluttethed, der ofrer Livet uden Klage. Fælles for dem er bestemtere Genidyrkelsen, den stærke, her tysk højtspændte Følelse af det poetiske Genis Værd og Betydning. De vil bidrage deres til Geniets Anerkendelse og Forherligelse eller til Geniets Udvikling og Frigørelse, og gaar op i denne Attraa, ligegyldigt om de har mødt en stor eller en uværdig Genstand. Fælles for dem er endelig Følelses- og Tankelivets overordenlige Oprindelighed. De ligner ingen andre Mennesker i Verden. Aldrig har der levet en følende Grublerske som Rahel, aldrig en Sylfe og Sværmerske som Bettina, aldrig en Selvmorderske som Charlotte, Selvmorderske i Kraft af en højsindet, men urigtig Kunstlære.

Den, der attraar en dybere historisk Forstaaelse, ser desuden i Rahels Selvbetragtninger den første Form, som Kvindens Frigørelsesdrift i dette Aarhundrede i Tyskland maatte antage; denne høje aandelige Selvstændighed maatte naaes, før Kvinderne i et Land, hvor man i Aartusinder havde henvist dem til Hjemmet, kunde stræbe videre frem. Forskeren læser fremdeles i Bettinas tredobbelte Begejstring for Goethe, for Frihed i Statslivet og Omdannelser i Samfundet, Kunsttidens Overgang til Liberalismens og Socialismens Tidsalder. Han ser endelig i Charlottes Selvmord et Udtryk for Datidens Kvinders Attraa efter at rive Mændene ud af literær Uvirksomhed og stille dem Ansigt til Ansigt med Livets højtidelige Alvor. Hele Tidsalderen taler igennem hendes Mund, da hun siger Stieglitz, at Sangen om den lille Viol er umulig med Ledsagelse af et Vandfald. Ingen af disse Kvinder kunde da paa noget andet Tidspunkt have udviklet sig til det, de blev; Ingen af dem vilde til nogen anden Tid være blevne forstaaede og vurderede som de gjorde. Vi har allerede nutildags al Møje med at forstaa dem.

595

Betegnende er det, at i disse Kvinders Liv forekommer Ordet Arbejde ikke. De har ikke metodisk lært det Allermindste, og i deres Angst for Ukvindelighed er de stolte deraf. Vi saa det hos Rahel. Selv den ganske ualmindeligt sprogkyndige Henriette Herz er dybt krænket over, at Jean Paul i et Brev har skrevet Ordene «M. Herz og hans lærde Hustru». Charlotte Stieglitz har ingen Anelse om, at Talentet udvikles ved Arbejd, ved haardnakket Flid, og ikke ved Dødsfald. Bettina endelig, Bajaderen, der som Mignon danser mellem Æg, har intet med Arbejd at gøre. Man føler det med Mishag, naar man følger det uordenlige Foredrag i hendes saa upolitiske Bog til Kongen.

Henad Aaret 48 begyndte man at indse, at denne Aandrighed vilde have været grundigere, sandere, varigere, ifald disse Kvinder havde vidst Noget, havt et Studium eller dyrket en Videnskab. Al denne Tankeflugt kunde have været dobbelt saa værdifuld, ifald den havde været underkastet en oprindelig Ave. Flugt uden foregaaende Tugt er ofte Kraftspild. Havde Rahel havt et Kundskabsgrundlag at staa paa, vilde hun have kunnet virke anderledes paa Efterkommerne. Nu flagrer hendes Indfald, dunkle og klare, Avner og Sædekorn, for alle Vinde.

Man troede i Trediverne endnu paa en Inspiration, der fritog for Viden, paa en Hjertets Moral, der fritog for at omforme det gamle Samfunds Moral, paa en Regeltrods, der lod alle Regler staa, men selv gik udenom dem. Her traadte det unge Tysklands Mænd til og forsøgte at gribe ind.

I Fyrrerne var man klar over, at der gaves Noget, som var mere værd end aandfuldt Snarsyn og et Liv i den indre Verden alene. Der gaves ydmygt og dristigt Arbejd i Videnskab og Politik. Vi ser den tyske Filosofi udvikle sig i Retning af Radikalisme og vi støder paa Digtere, der stræber at bryde den politiske Frihed en Vej.

XXIV

Ved Aaret 1840 træder den literære Bevægelse ind i et nyt Stadium, et mere filosofisk og politisk. Endnu et Slægtled var skudt i Vejret, som skyldte Hegel sin dybeste Dannelse, og mærkeligt nok: paa dets Mænd virkede Hegel især politisk. Schelling havde i sin Tid betegnet Kunsten som Aandens højeste Form. At 596 Kunstneren er det sande Menneske - det var hans og Romantikernes Grundsætning. Men hvad Kunsten var for Schelling, det var for Hegel Historien: Frihedsideens evige Fremskriden, Frihedens store Heltedigt. Og hvad Kunstværket havde været for Schelling, det var for Hegel Staten. Over Kunstneren staar for ham som det sande, fuldendt menneskelige Menneske Borgeren i en Retsstat.

Den yngste Slægt lærte da nu af den Hegelske Filosofi at gøre Statens Omdannelse til sin Opgave. Det unge Tysklands Mænd holdt den ikke meget af. For den stod det, som havde disse Mænd hverken i Filosofi eller Politik holdt Farve, da det kom til Stykket. Ungdommen fra 1840 fandt det unge Tyskland altfor skønskrantende, altfor nydelseskært, den vilde ikke mere høre eller istemme den gamle Vise om Kødets Æresoprejsning. Heine havde i Atta Troll ladet den unge Slægt vide, at Karakter uden Talent kun var en Bjørn; de unge svarte, at Talentet uden Karakter kun var en Abe, undertiden en meget pudserlig Abe, men aldrig mer end det.

At den Hegelske Filosofi nu paany optraadte som ledende Magt, det blev klart, da Hallische Jahrbücher som det Hegelske Venstres Organ blev stiftet af Ruge og Echtermayer. Dette Tidsskrift udstrøede fra 1838 af de Tanker, som dannede ikke blot Datidens Statsmænd, men ogsaa dens Digtere. Det var i alt Væsenligt de samme Grundsætninger, i hvis Navn det unge Tyskland engang var rykket i Marken, men som nu forkyndtes med mere videnskabelig Dannelse og større Fasthed. De Ældre havde Valget imellem at slutte sig til Unghegelianerne eller at misbillige deres egne Ungdomsgrundsætninger nu, da de udtaltes af Andre. De kendte; som rimeligt var, ikke deres egne Anskuelser igen i denne stridbare Ungdoms Mund, og det kom til mangt et Sammenstød mellem den yngste Slægt paa den ene Side og Laube, Mundt, Gutzkow paa den anden.

Statsideen, det var det nu fremtrædende Slægtleds Grundtanke. Dets Ideal va