Brandes, Georg Samlede Skrifter

GEORG BRANDES

📖 SAMLEDE SKRIFTER
SAMLEDE BIND

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI 1900

II
III

    INDHOLD

  • den romantiske skole i frankrig ............... 5
  • det unge tyskland ......... ............ 345
IV

📖 HOVEDSTRØMNINGER
DET 19. AARHUNDREDES LITERATUR

2
3

📖 DEN ROMANTISKE SKOLE
I FRANKRIG

Forelæsninger, holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Efteraarshalvaaret 1879.

(1882)
4

Fortæl Attenhundredogtredves Historie,
Lyntidens Attraa, dens Kampe, dens Glorie!

Th. de Banville.

Ej det, der sig som Liv og Kraft forkynder,
er frygteligt og farligt; nej, det Hverdags,
det, der evindeligt er fra Igaar.
Det var altid og vender steds tilbage,
gyldigt imorgen, for det gjaldt idag.

Schiller.

5

I.

I Aarene 1824-48 frembringes i Frankrig en stor og beundringsværdig Literatur. Efter Revolutionens Omvæltninger, Kejserdømmets Krige og Trætheden under Ludvig den 18des Regering var der vokset en Ungdom op, som med sjælden Iver og Begejstring kastede sig over den højeste aandelige Kultur, der saa længe var bleven forsømt. Under Revolutionen og Napoleons Krige havde Frankrigs unge Mænd havt Andet at gøre end at forny Literaturen og Kunsten. Folkets bedste Kræfter var blevne ledede ind i Politikens, Soldatervæsenets eller Forvaltpingens Kanaler. Nu blev en stor Sum af aandelig Kraft, der nylig havde været bunden, løsladt og fri.

De genindsatte Bourbon'ers og Julikongedømmets Tidsalder kan samlet betegnes som det borgerlige Samfunds afgørende Optræden paa den historiske Skueplads. Efter Napoleons Fald begynder Historiens industrielle Tidehverv. Det beror for Frankrigs Vedkommende paa, at den ny Fordeling af Nationalformuen, som var iværksat under Revolutionen og som det havde været Napoleons økonomiske Sendelse at forsvare mod Europa, nu satte sine Frugter. Vindskibeligheden og Samfærdslen var blevne frie, Eneret og Særret var faldne, det inddragne Kirke- og Klostergods, de udstykkede og offenlig bortsolgte Majorater og Emigrantgodser var blevne fordelte paa mindst tyve Gange saa mange Hænder. Følgen var, at den flydende, frigjorte Kapital nu begyndte at blive Samfundets Drivkraft og derved Maalet for den Enkeltes Ønsker. Efter Julirevolutionen afløser efterhaanden Pengemagten Adelsvælden og tager Kongemagten i Brug. Den Rige optages i Adelsstanden, erhverver sig Pairsrettigheder og bruger gennem Forfatningen 6 stedse mere den monarkiske Statsform til sit Bedste. Saaledes bliver Jagten efter Penge, Kampen om Penge, Pengenes Anvendelse til store Handels- og Værkflids-Foretagender Tidens fremherskende sociale Træk, og denne Prosa, der stikker saa stærkt af mod det foregaaende Tidsrums revolutionære og krigeriske Lidenskab, bidrager som Baggrund Sit til at give denne Tids poetiske Literatur sit romantiske, virkelighedsfjerne Præg. Kun en eneste af Datidens fremragende Forfattere, en af de største, Balzac, følte sig ikke frastødt af Tidsalderen, men gjorde den nyfødte Kapitalmagt, den nye Behersker af Sjælene, Pengene, til Helten i sin store, fortællende Digtning; Tidens andre Kunstnere fjernede sig, hvor stærkt de end iøvrigt selv mange Gange arbejdede med Vinding for Øje, i deres Sværmerier og Poesier saa meget som muligt fra den nye Virkelighed.

Tiaaret omkring 1830, der i literær og kunstnerisk Forstand er det mærkværdigste og frugtbareste Tidsrum, var i politisk Henseende en glansløs og farveløs Tid. Dette Tiaar grupperer sig om Julirevolutionen, men denne danner kun en enkelt Blodplet midt i alt dette Graa.

Aarene 1825-30, Tiaarets første Halvdel, Karl den 10des Regering, er den kirkeligsindede Reaktions Tidsalder. Under Karl den 10de betegner de tre Ministerier Villéle, Martignac og Polignac ikke saa meget tre Stadier af Reaktionen som tre forskellige Tempo'er af den: Allegro, Andante og Allegro furioso. Under Ministeriet Villéle opnaaede Jesuiterne en næsten uindskrænket Magt. Klostrene genoprettedes; Love om Helligbrøde af en rent middelalderlig Strenghed gennemførtes, f. Eks. Dødsstraf for Kirkeran; Uddeling af Fattigunderstøttelse skete kun mod Forevisning af Skriftemaalsbeviser; endelig forelagdes 1827 en Presselov, som var bestemt til at bringe Modstanderne af de kirkelige Interesser til fuldstændig Taushed, men som Pairskammerets Modstand tvang Regeringen til at tage tilbage. Borgervæbningen opløstes, Censuren genoprettedes, Ministeriet fik Flertal imod sig i Kammeret og veg Januar 1828. Paa den altfor hensynsløse Kirkelighed fulgte under Martignac et Indrømmelsernes Ministerium, der stræbte at sætte Jesuiterstyret nogle svage Dæmninger, men Følgen blev kun, at Kongen ved det første Nederlag. Ministeriet led i Kamrene, greb Lejligheden til at give det sin Afsked og indsætte Ministeriet Polignac, hvis Hovedmand, den tidligere Gesandt i London, var Manden efter hans Hjerte. Polignac 7 troede paa Kongedømmet som Guds Skygge paa Jorden, troede (og styrkedes ved Syner i Troen paa) at have modtaget guddommelig Sendelse til at gengive det dets gamle Straaleglans. Men Regeringen blev saa ilde lidt, at Tidens eneste krigeriske Daad, Algiers Erobring, blev koldt optagen af Folket og ligefrem set med Sorg af den stærke Opposition. Da Kammerets Opløsning, trods Bispernes Hyrdebreve og Kongens personlige Indblanding i Valgkampen, førte til Oppositionens Genvalg, var det, at Statskupet indtraadte. Saa fulgte Afgørelsen, tre Dages Kamp, og Ministeriet skylledes bort af Folkebevægelsens Bølger, der rev Tronen og Kongehuset med sig.

Men skønt Tiaarets første Halvdel saaledes politisk talt var en Reaktionens Tidsalder, havde den socialt og aandeligt betragtet et helt andet Præg. For det Første avlede selve Trykket Frihedstrang. Borgerstanden og den lærde Stand, som tilsidst ved Hjælp af Hovedstadsalmuen og Studenterungdommen styrtede Kongehuset, havde under det hele Tidsrum befundet sig i stigende Utilfredshed og Opposition. Følgen var bl. A., at den skønne Literatur, der fra først af ganske jævnsides med Politiken havde betegnet den historiske Reaktion mod Slutningen af det 18de Aarhundrede og der var begyndt med Sværmeri for Katolicisme. Kongemagt og Middelalder, fuldstændigt skiftede Væsen. Ghateaubriands Udstødelse af Ministeriet Villèle havde jo givet Signalet (S. S. V 260). Og dernæst havde Aandslivet i selve de højeste Samfundskrese, som bestemte Skønlitteraturens Tone og Stil, kun staaet i den mest udvortes Forbindelse med den politiske Reaktion. Restaurationen var jo fra én Side set en Efterblomstring af det attende Aarhundrede i det nittende, af Humanitetens Tidsalder i Industriens. Fra det pudrede Hof udgik høvisk Sæd og Skik, fra den gamle Adels Saloner det Frisind i religiøse og sædelige Spørgsmaal, der havde været det forrige Aarhundredes Stolthed. Den nationale Overlevering, som de højeste Krese gik ud paa at hævde og fortsætte, havde bl. A. sin Styrke i det anerkendende Forhold til Alt, hvad der var af Aand, kom Literaturen og Kunsten imøde med mangesidig Dannelse og vidtgaaende Medfølelse. En overbærende Tvivlsaand i religiøs, en genial Ubundethed og fintfølende Fordragelighed i sædelig Henseende, det var det Luftlag, det gode Selskab indaandede og udbredte om sig, og ingen kunde være gunstigere og mere befrugtende for en i fuld Grøde fremskydende poetisk Literatur. Som 8 Reaktionens Tryk vlede Frisind i det Politiske, saaledes gav det bedste Selskabs Dannelse Literaturen aabent Rum for fri Føleog Tænkemaade udenfor Politiken og fordrede kun Finhed og Fuldendthed i Formen. Den var altsaa i Stand til paa den heldigste Maade at give en begyndende aandelig Bevægelse frie Tøjler eller, som Englænderne siger, at «starte» den.

Julikongehuset blev grundet, det trefarvede Borgerkongedømme oprettet, Ludvig Filip listet op paa den franske Trone, vanskeligt stillet som Konge af Revolutionens Naade.

Allerede i det første Femaar af hans Regeringstid aabenbarede hans Styres afgørende Ejendommeligheder sig. Først Mangelen paa Holdning udadtil, uundgaaelig for en Kongemagt, der udelukkende støttede sig paa den velhavende Middelstand. Den forsigtige og fredelskende Konge beredte Frankrig Ydmygelse paa Ydmygelse. I Verdensfredens Interesse afslog han den Trone, Belgierne tilbød hans anden Søn, og af samme Grund lod han Østerrig uforstyrret undertrykke de italienske Revolutioner, der af det franske Folk med Rette opfattedes som Affødninger af Julirevolutionen. Han var ude af Stand til at hindre den polske Opstands Tilintetgørelse og Varsjovs Overgivelse, der i Frankrig fremkaldte en formelig Folkesorg. Landet tabte som Stormagt med hver Dag mere i Anseelse og Vægt. Hertil kom, at det indadtil i ligesaa høj Grad skortede Regeringen paa Værdighed. Kongehusets uophørlige Pengefordringer, der næsten altid blev afviste af Kamrene, gjorde det pinligste Indtryk.

Ludvig Filip havde et Øjeblik været yndet, yndet som Soldaten fra Valmy og Jemappes, som Borgerkongen, forhenværende landflygtig Skolelærer, hvem Lafayette selv havde kaldt «den bedste Republik». Men han havde ikke Evne til at bevare den almindelige Yndest, hvor ivrigt han end i Begyndelsen attraaede den. Han var en begavet, især en klog Mand. Han førte et smukt Familieliv, var huslig, ordenlig; hans Sønner besøgte de offenlige Skoler; han selv gik daglig, uden Ledsagelse, i borgerlig Dragt med den berømte Paraply i Haanden gennem Paris'es Gader, altid beredt til at gengælde en Hilsen eller et «Leve» med et venligt Ord og et Haandtryk. Men de smaaborgerlige Dyder, som han saaledes lagde for Dagen, er ikke dem, som Franskmændene sætter Pris paa hos deres Herskere. Det Ord «Vi vil have en Magt, som sidder til Hest», der i sin 9 Tid blev udslynget mod Podagristen Ludvig den 18de, betegner en Følelse, der bidrog sit til at styrte Ludvig Filip.

Og naar han sad til Hest, tog han sig ikke ud. Da han i Juni 1832 efter en af de utallige Smaa-Opstande i Paris havde erklæret Byen i Belejringstilstand, og holdt Hærskue over 50,000 Borgervæbnings-Mænd og Linjetropper, der dannede Mur paa hver sin Side af Boulevarden, red Kongen ikke i Midten af Gaden, men først paa højre Side, hvor Væbningen stod, hele Vejen bøjet ned over Hestens Side for at trykke saa Mange som muligt i Haanden, og to Timer senere red han paa samme Maade tilbage langs ad Linjen; det saa ud, som om hans Ribben maatte knækkes. Dertil smilte han i Et væk; hans trekantede Hat gled ham ned i Panden og gav ham et ulykkeligt Udseende; han syntes med Øjnene at bede om Velvilje og Tilgivelse for at han havde erklæret dem Alle i Belejringstilstand. Hvilket Syn for en letbevægelig, fantasirig Befolkning! for en Befolkning, hvis ældre Slægt havde set Napoleon Bonaparte ride forbi «med sit marmoragtige Cæsaraasyn, sine ubevægelige Øjne og sine unærmelige Herskerhænder !»*)

Trods Kongens Jagt efter Yndest var der et dybere Svælg mellem hans Hof og Folket, end der havde været mellem det og det genoprettede faderlige Kongedømme. Den gamle Adel holdt sig fjernt fra det nye Hof, og Stænderne skilte sig ud fra hinanden; Godsejerne saa med Uvilje og Had Børskongerne tilrive sig Magten; Tilhængerne af Arvekongedømmet og Medlemmerne af den fornemmere Borgerstand, Politikere og Kunstnere ophørte at omgaas. Det gamle Kongedømmes Selskabssale lukkedes en efter en; den fornemme Verdens Munterhed og Naturlighed forsvandt med dem. Med den gamle Regeringsform begravedes tillige den storstilede Elegance, den gratiøse Letfærdighed, den fine Dames aandsfri Vid og ved Ynde mildnede Livlighed og Kækhed. I Stedet traadte i de rige Bankierkrese, som Kongehuset beskyttede og Kronprinsen før sit Giftermaal besøgte, engelske Sport- og Klub-Vaner tilligemed en plump Tilbøjelighed til Bordets Glæder og en smagløs Overdaadighed. Kongen havde fra først af været Voltairianer og havde i sine Familieforbindelser hældet til Protestantismen; men urolig for sin Trone, som han * 10 var, slog han hurtigt om, ydmygede sig (iøvrigt forgæves) for at vinde Gejstlighedens Beskyttelse, og snart blev Hoffets Tone fromladen. Samtidigt udviklede sig da i den højere Borgerstands Krese en halvt ængstelig, halvt affekteret Fromhed, grundet paa Frygten for den fjerde Stand. Hykleriet, som den fornemme reaktionære Literatur havde fremmet, begyndte at forplante sig til Borgerstanden og Fritænkeri at anses for en «Smagløshed» for Kvinden. Sæderne blev udvortes strengere, fik et mere engelsk Præg, men blev i Virkeligheden raaere; Samfundets Omdømme blev overbærende overfor Millionærens Kunstgreb og farisæisk overfor Kvindehjertets Vildfarelser. «Det forrige Slægtled havde», som en af Tidens Historieskrivere bemærker, «ikke unddraget den Præst, der forlod sin Kirke, eller den Kvinde, der forlod sin Mand, den sociale Agtelse, i Fald kun Bevæggrundene var uegennyttige; nu blev det Tegn paa slet Tone at ønske Genindførelsen af Skilsmisse, endsige Præsternes Ægteskab». Faubourg St. Honoré, Finanskvarteret, gav Tonen an.

Intet Under, at Paraplyen snart blev dette Kongedømmes Sindbilled og Ordet Jusle-milieu (den rette Midtervej), som Kongen en Gang fint havde brugt om den Bane, der burde slaas ind paa, Øgenavnet for alt Svagt og Kraftesløst, for en Magt uden Glans og uden Værdighed.

Tager vi da Tiaaret omkring 1830 under Et, forstaar vi let, at det kunstnerisk betragtet maatte synes trøstesløst.

II

Paa denne Baggrund af Graat i Graat, mod denne Folie af Arvekongedømmets Kutter og Julikongedømmets Paraplyer, i dette Samfund, hvor Kapitalmagten, stærk som en Herkules, alt nyfødt, alt i Vuggen, havde kvalt Livets hele ydre Romantik, paa denne Skueplads, over hvilken en usynlig Finger med graa Bogstaver i Graat havde skrevet Ordet Jusle-milieu, er det da nu, at en flammende, lysende, larmende, i alt Skarlagenrødt og Lidenskabeligt forelsket Literatur springer frem. Alle Betingelser var jo forenede, der med Magt maatte drive unge urolige Gemytter ind i romantisk Sværmeri, i glødende Foragt for den offenjige Mening, i Forgudelsen af den tøjlesløse Lidenskab og den ubundne Genialitet. Hadet mod Borgerskabet (Bourgeoisiet) 11 bliver - som i Tyskland en Menneskealder tidligere Krigsraabet mod Filistrene - det fælles Løsen. Men medens Ordet Filister fremkalder Forestillinger om Kakkelovnskrogen og Piben, minder Bourgeois om de økonomiske Interessers Herredømme. Ved den naturlige Modsætning til Nyttelæren og Pengevælden fik den aandelige Strømning hos de allerede fremtraadte og end mere i de endnu kun spirende Talenter en Svingning ind i den afgjorte Modstand mod alt Bestaaende og Vedtaget, og samtidigt langt heftigere Fart. Kunstens Religion, Begejstringen for Friheden i Kunsten, greb pludseligt alle Hjerter. Kunsten var det Højeste, det Eneste, Lyset og Flammen; dens Skønhed og Dristighed alene gav Livet Værd.

De Unge havde i deres Barndom hørt om Revolutionens store Begivenheder, havde oplevet Kejserdømmet og var Sønner af Heltene eller Ofrene. Deres Mødre havde undfanget dem mellem to Slag, og Kanontorden havde ledsaget deres Indtræden i Verden. For Datidens begyndende unge Digtere og Kunstnere gaves der da kun to Arter af Mennesker, de flammende og de graa. Paa den ene Side den Kunst, der repræsenterede Blodet, Purpuret, Bevægelsen, Dristigheden, paa den anden Side den regelrette, ængstelige, borgerdydige og farveløse Literatur og Kunst. Alt rundt om dem i deres Samtid forekom dem upoetisk, almennyttigt, geniforladt, graat; de vilde vise denne Samtid deres Ringeagt og lægge deres Beundring for Geniet og deres Had til Spidsborgerligheden for Dagen. Thi nu først ved det borgerlige Samfunds Overtagen af Magten var Spidsborgerligheden bleven en Magt.

Set fra vore Dages Synspunkt er det, som om Ungdommen da havde været yngre end Ungdommen ellers er, været rigere, friskere, mere glødende, havt mere Salpeter i Blodet. Jeg tænker mig det saadan, at Frankrigs Ungdom, som under Revolutionen havde omformet Landets politiske og sociale Tilstand og gik op i dette Formaal, og som under Kejserdømmet havde vovet Livet paa alle Valpladse i Frankrig, Italien, Tyskland, Rusland, Ægypten, nu med samme Lidenskab kastede sig over Literatur, Poesi og de bildende Kunster. Ogsaa der var Omvæltninger at udøve, Sejre og Land at vinde. Under Revolutionen havde Ungdommen tilbedt Friheden, under Napoleon Krigshæderen, nu forgudede den Kunsten.

For første Gang i Frankrig bliver Ordet Kunst, brugt om 12 den skønne Literatur, en staaende Betegnelse. I det attende Aarhundrede havde hele Literaturen stræbt at forme sig til Filosofi, og under denne Benævnelse indbefattedes da ogsaa langt Mere, end man i vore Dage betegner med dette Ord. Nu stræbte den hele Literatur efter Navn og Værdighed af Kunst.

Det beroede paa, at den udskelnende og ræsonnerende Aandsretning, der paa Klassicismens Tid fremtræder saavel i den digteriske Frembringen som i Tænkningen, i det nye Aarhundrede langsomt var vegen for Kærligheden til det virkelig Tilværende, det Sanseligt-Anskuelige. Men denne nye Forkærlighed beroede atter dybere paa, at man foretrak Naturen, den oprindelige, ubevidste, folkelige, endnu ikke tildannede Natur for det civiliserede Aandsliv. Hvorfor? Fordi en historisk sindet Tidsalder havde afløst en forstandsmæssig. Man ønskede ikke at hedde Filosof, thi man ansaa det for noget Højere at have et oprindeligt Naturel end at være en selvbevidst Tænker. Man forsmaaede det forrige, ja endog det syttende Aarhundredes poetiske Literatur, fordi den var blot forstandig, forekom blodløs og smagfuld, syntes frembragt under Hensyn til Vedtægter og Regler, ikke vorden og vokset; thi medens det attende Aarhundrede havde anset Tænken og Handlen for de højeste Virksomheder, skattede det nye Tidsrums Børn Vorden, Naturtilblivelse som den højeste Virken. Det var en tysk Idé, Herder's og Goethe's, som ubevidst fyldte Sindene og samtidigt indgav dem en Afsky for Regler og akademiske Grundsætninger. Thi hvorledes kunde Kunsten som ubevidst, naturlovbunden Frembringelse være udenfra givne Regler underkastet!

Der var kommen en Bevægelse i Sindene, som mindede om Renæssancens. Det var, som om Luften, man indaandede, beruste. I hin lange Tid, medens Frankrig aandeligt havde staaet stille, var de store Nabofolk, Tyskere og Englændere, ilede det langt forbi, havde vundet Forspring i Befrielsen fra gamle, hæmmende Overleveringer. Man vidste det, man følte det med Ydmygelse, og denne Følelse gav den nye Kunstbegejstring en Braad. Og nu kom de hidtil ukendte ældre eller samtidige fremmede Værker over Grænserne og revolutionerede de unge Sind; man læste Walter Scotts Romaner, Byrons Korsar og Larai Oversættelse, man slugte Goethes Werther og Hoffmanns fantastiske Fortællinger. Og paa én Gang følte de forskellige Kunsters Dyrkere sig som Brødre. Man havde Musikere, der studerede 13 de fremmede og indenlandske Poesier, Digtere, der (som Hugo, Gautier, Mérimée, Borel) forstod at tegne og male. Man læste Digte i Malernes og Billedhuggernes Værksteder; den unge Elev i Delacroix's og Devéria's Atelier nynnede ved sit Staffeli en Ballade af Hugo. Enkelte af de store fremmede Digtere som Scott og Byron paavirkede paa én Gang Digterne (Hugo, Lamartine, Musset), Musikerne (Berlioz, Halévy, Félicien David) og Malerne (Delacroix, Delaroche, Scheffer). Kunsterne søger at overskride deres eget Omraade for at nærme sig en beslægtet Kunst. Berlioz skriver Symfonierne Childe Harold og Faust, Félicien David Ørkenen; Musiken bliver malende, Programmusik. Delacroix og efter ham Ary Scheffer vælger sig Æmner af Dante, Shakespeare og Byron; Malerkunsten nærmer sig undertiden til Illustration af Poesi. Fremfor alle Kunster var det Malerkunsten, som paavirkede de andre, særlig Poesien, og i høj Grad til dennes Bedste. Den Elskende bad ikke mere som paa Racines Tid sin Dame om at «krone hans Flamme». Man fordrede anskuelige digteriske Billeder, og taalte ikke saadanne, der frembød en Umulighed for Øjet.

1824 udstiller Delacroix sit om Byron erindrende Græker billede Myrderiet paa Skios, 1831 et andet Billed Biskoppen af Liège, der illustrerer Scotts Qnentin Durward, Maj 1831 sit Maleri Friheden paa Barrikaden. Februar 1829 vækker Auber en Storm i den store Opera med sit Værk Den Stumme i Portici; Meyer beers Robert le Diable følger 1831. Februar 1830 spilles Victor Hugos Hernani første Gang paa Théâtre francais, 1831 gør Dumas's Antony Furore. Samtidigt opstaar Dumas og Hugo i Poesien, Delacroix i Malerkunsten, David d'Angers i Billedhuggerkunsten, Berlioz og Auber i Musiken, Sainte-Beuve og Gautier i Kritiken, Frédéric Lemaitre og Marie Dorval i Skuespillerkunsten, og i den udøvende Musikkunst Chopin og Liszt som de to store, til svarende, dæmoniske Virtuoser. Alle som En forkynder de Na turens og Lidenskabens Evangelium, og rundt om dem staar Grupper af unge Mænd, der dyrker og opfatter Poesi og Kunst paa en med deres beslægtet Maade.

Hine Aander vidste det ikke altid, at de for Efterverdenens Øjne vilde staa som en naturlig Gruppe. Mange af de største iblandt dem følte sig deres Liv igennem fremmede for hverandre og mente at arbejde i forskellig Aand, ja i modsat Retning. De havde ikke helt Uret heri, thi Grundafvigelserne imellem dem 14 kan være stærke. Men dog forbinder fælles Fortrin, Fordomme, Formaal og Fejl dem til et Hele. Og langt hyppigere end det ellers er Tilfældet, følte de, som Betragtningen er tilbøjelig til at sammenfatte, sig ogsaa i deres Levetid inderligt tiltrukne til hverandre, og mange blandt de Bedste lagde tidlig i et givet Øjeblik deres Hænder i hinandens og dannede et Forbund.

Gaar man Forbindelsesleddene efter, finder man ligesom et Baand, der sammenknytter hele Kresen.

Naar man nu, mange Aar efter, i tør literaturhistorisk Mening siger disse Ord: «De dannede en Skole», da gør man sig det sjældent tilstrækkeligt levende, hvad det vil sige, at i Literatur og Kunst en Skole stiftes. Der ligger en hemmelighedsfuld Fortryllelse i Sligt. En enkelt fremragende Aand, der længe ubevidst eller halvbevidst, tilsidst bevidst har kæmpet sig løs fra Fordomme og frem til Klarhed, og gennem hvis Synskres, da Alt var forberedt, Genialitetens Lyn har blinket, et saadant Væsen udtaler (som Hugo i en Fortale paa nogle Snese Prosasider) nogle Tanker, der ikke var tænkte og sagte saaledes før, som maaske kun er halvvejs sande eller utydelige, men som har den besynderlige Egenskab, at de trods deres mere eller mindre bløde Former træder alle de overleverede Fordomme paa Foden, saarer alle de herskende Forfængeligheder, hvor de er pirreligst og ømmest, og samtidigt klinger som Lokketoner, som en Dumdristighed, som et Løsen i en ny Slægts Øren.

Hvad sker saa? Neppe er hine Ord udtalte, saa følger, med en Hast og Punktlighed som et Ekkos, fra de saarede Interessers og Forfængeligheders Side et tusindtunget Svar, et Svar som hundrede Hundekoblers rasende Gøen. Og hvad sker saa dernæst? Saa hænder det, at først En, saa En til, saa endnu En kommer til den nye Retnings Talsmand, hver fra sit Udgangspunkt, hver med sin Fortid, hver med sin Revolte, sin Ærgerrighed, sine Savn, sit Haab, sin Vilje, og de viser ham, at det Ord, han har udtalt, er Kød og Blod i dem. Og som Nogle mødes med ham, saaledes mødes Andre i hans Aand, i hans Navn. De, der nys var lige saa ubekendte for hverandre som de endnu hver for sig er ubekendte for Verden, og som længe vansmægtede aandeligt hver i sin Afkrog, de træffes, og med en forunderlig Følelse mærker de, at de forstaar hinanden, at de taler samme Sprog, som ellers Ingen i Samtiden taler. De er unge, og dog har enhver af dem allerede sit Livsindhold; den 15 Ene sine dyrekøbte Nydelser, den Anden sine hærdende Lidelser, og af dette Livsstof har de uddraget hver sit Maal af Begejstring. Deres Sammentræf er elektrisk, de udveksler med ungdommelig Hast deres Tanker, meddeler hinanden deres Sværmeri og deres Had, deres Hengivenhed eller Uvilje, og disse Væld af Følelser strømmer sammen som Bække, der danner en Flod.

Dog, det Skønneste ved denne Krystallisering af Kunstneraander til en Skole, det er den Sky, den Ærefrygt, som de trods al Enighed i Anskuelser og trods alt Kammeratskab nærer for hinanden. Enhver er den Anden et Venembile. Det er dette, der af den udenforstaaende Skare hyppigt forveksles med det, man satirisk plejer at kalde «gensidig Beundring». Men Intet er i Virkeligheden mere forskelligt fra den beregnende Hyldest, der vises i Forfaldstider, end den naive Begejstring for hinandens Talent, som udmærker Aanderne, naar en Skole danner sig. Hjerterne er da altfor unge, altfor pure til ikke at beundre for fuldeste Alvor. Unge frugtbare Aander betragter hinanden som noget Underfuldt, fra hvilket der forestaar Overraskelser. Den Enes indre Værksted er jo for den Anden en med syv Segl lukket Bog; han aner ikke, hvilken Form, hvilket Værk der næste Gang vil udspringe fra dette Værksted, véd ikke, hvilke Nydelser den Anden har i Vente for ham. De agter gensidigt i hinanden Noget, der for dem staar som højere end Personligheden og den endnu i Reglen uudviklede Karakter, Talentet, gennem hvilket de Alle forholder sig til den Guddom, de dyrker, Kunsten.

Dog sjældent har i Verdenshistorien ved noget kunstnerisk Gennembrud den indbyrdes Beundring antaget det Præg af Sværmeri og Forgudelse, som hos hin Æt fra 1830. Alle Tidens literære Frembringelser vidner om, at den unge Slægt havde drukket sig en Rus i Venskabets og Broderlighedens Følelser. Hugo's Digte til Lamartine, Louis Boulanger, Sainte-Beuve, David d'Angers; Gautier's til Hugo, Jehan du Seigneur, Petrus Borel; Musset's til Lamartine, Sainte-Beuve, Nodier, og fremfor Alt Sainte-Beuve's Digte til alle Skolens Bannerførere, endelig Fru de Girardin's Artikler, Balzacs Tilegnelser, George Sands Rejsebreve (Lettres d'un voyageur) er Vidnesbyrd om en oprigtig, brændende Beundring, der ikke tillod Digternes og Skribenternes til Ordsprog blevne Misundelse mod hinanden at komme op.

De forherligede ikke blot hinanden, de meddelte hverandre 16 Indfald og understøttede hverandre; det er snart en beaandende Paavirkning, snart en kunstnerisk Anvisning, snart en teknisk Haandsrækning, der knytter den ene af dette Tidsrums Forfattere til den anden. Emile Deschamps viser Hugo Vejen til poetisk Behandling af den gamle spanske Romancero, Gautier skriver den skønne Tulipansonet i Balzacs Un grand homme de province à Paris og hjælper ham med at dramatisere sine teatralske Æmner, Sainte-Beuve læser George Sands Haandskrifter igennem for hende og staar hende bi med kritiske Raad, hun og Musset paavirker i et givet Øjeblik hinanden, Fru de Girardin forfatter en Roman i Breve sammen med Méry, Sandeau og Gautier, og Mérimée forbinder Realisterne Beyle og Vitet med den egenlige romantiske Lejr.

Den korte Stund, da de Alle mødes og forenes, er Literaturens Blomstringstid. Ikke mange Aar efter hviler Nodier i Graven, Hugo sidder landsforvist paa Jersey, Alexandre Dumas driver literær Industri, Sainte-Beuve og Gautier flettes ind i Prinsesse Mathildes Kres, Mérimée indtager Forsædet ved Kejserinde Eugénies Kærlighedshoffer, Musset sidder ensom ved Absintglasset, og George Sand trækker sig tilbage til Nohant.

Hver for sig indgik de i modnere Aar nye Forbindelser og udvikledes derved, men det Dristigste og Friskeste, om end ikke altid det Fineste og Skønneste, frembragte de i den Tid, hvor de havde deres første Sammenkomster paa Arsenalet hos Charles Nodier eller i hin Rue Notre-Dame-des-Champs, hvor Hugo og hans unge, smukke Frue førte Hus for deres 2000 Francs i Aarpenge, eller paa Tagkammeret hos Petrus Borel, hvor Værtens Hernani-Slængkappe delte Væggen med en Skitse af Devéria og en Kopi efter Giorgione, og hvor de unge Romantikere samledes halvt siddende, halvt staaende, thi til et mageligt Sæde var Pladsen for knap.

Disse unge Mænd følte sig som Slægtninge, som Sammensvorne; de betragtede sig som Medvidere i en sød og styrkende Hemmelighed, og deres Værker fik deraf en fælles Aroma, en Duft som den, ædle Vine har, naar de stammer fra et Aar, i hvilket Vinhøslen lykkedes fortrinligt. Og denne Buket fra 1830! med den kan ingen anden i dette Aarhundrede lignes.

Man søgte og fordrede i alle Kunster Brud med det Vedtagne. Den indre Flamme skulde gennemgløde og frigøre de musikalske Former, fortære Linjerne og Konturerne og forvandle 17 Maleriet til Farvesymfoni, endelig forynge Digtekunsten. Man søgte og attraaede i alle Kunster Farve, Lidenskab og Stil, Farven saa stærkt, at Tidsalderens genialeste Maler, Delacroix, forsømte Tegningen for den, Lidenskaben saa heftigt, at Lyrik og Drama stod Fare for at fortabe sig i det Krampagtige, Stilen med en saa ubetinget Kunstbegejstring, at hos Enkelte af de Unge som de to Modpoler Mérimée og Gautier det Grundmenneskelige i deres Kunst gik op i bare Stil.

Man søgte og fordrede det ældste Oprindelige, det Ubevidste, det Folkelige. Vi har været Talekunstnere! udraabte man; vi har aldrig forstaaet det Simple og det Ulogiske, aldrig Barbaren, aldrig Folket, aldrig Barnet, aldrig Kvinden, aldrig Digteren !

Tidligere havde i Poesien Folket kun dannet Baggrunden. I Victor Hugo's Dramer betraadte den lidenskabelige Plebejer, Hævneren og Gengælderen, Skuepladsen som Helt. Tidligere havde Barbaren talt som en Franskmand fra det 18de Aarhundrede (Montesquieu, Voltaire). Mérimée fremstillede i Colomba og Carmen barbariske Følelser i deres Vildhed og Friskhed. Hos Racine havde Barnet (i Athalie) talt som en Voksen i lille Format; Nodier lagde med barnligt Hjerte Børnene uskyldige Ord i Munden. Tidligere havde i fransk Poesi Kvinden hyppigst været bevidst og bevæget sig i Forstandsslutninger som en Mand. Saaledes hos Corneille, Moliére og Voltaire. Corneille havde hyldet Dyden, den yngre Crébillon Letfærdigheden og Lasten, men Dyd og Last var begge bevidste og erhvervede. George Sand fremstilte derimod ædle Kvindehjerters medfødte Adel og oprindelige Godhed. Fru de Staël havde i Corinna forherliget den overlegne KvindeAand som stort, sejrrigt Talent. George Sand skildrede i Lélia. det kvindelige Geni som mægtig Sibylle. Efter den gamle Opfattelse var Digteren (som Racine og Moliére), en Hofmand, eller (som Voltaire og Beaumarchais) en Verdensmand, eller (som Lafontaine) simpelthen en skikkelig Fyr. Nu blev han Samfundets udstødte Stedbarn, Menneskeslægtens Ypperstepræst, ofte fattig og overset, men med Stjernen paa Panden og Ud paa sin Tunge; Hugo priste ham i sine Digte som Folkenes Hyrde, og Alfred de Vigny fremstilte ham i Stello og Chatterton som det ophøjede Barn, der heller dør af Sult end det fornedrer sin Sanggudinde ved almindeligt Arbejd, men som endnu i Døden velsigner Menneskeheden, der for sent erkender dets Værd.

18

III

Romantismen var fra først af i sit Væsen en rent stedlig Befrielseskrig. Man sværmede for Middelalderen, som det attende Aarhundrede havde lyst i Kulturens Ban, og for det sekstende Aarhtindredes Digtere, Ronsard, du Bellay osv., som Ludvig den 14des klassiske Tidsalder havde fortrængt. Man angreb den uægte Antikiseren, den kedelige og ensformige Forfransken og Moderniseren af alle Tidsaldere og Folk. Man udtalte Feltraabet Lokalfarve. Ved Lokalfarve forstod man alt det for de fremmede Nationer, for de fjerne Tider, for de ubekendte Klimater Ejendommelige, som endnu aldrig var kommet til sin Ret i fransk Poesi. Man havde, følte man, været hildet i den Forudsætning, at et Menneske uden videre var et Menneske, og at ethvert Menneske mere eller mindre var en Franskmand. Men der gaves ingen Menneskehed i Almindelighed; der gaves Racer og Stammer, Folkeslag og Glaner. End mindre var Franskmanden Almenmennesket. Det gjaldt om at arbejde sig ud af sig selv for at forstaa og fremstille Menneskeverdenen. Med dette Løsen var Stødet givet til Frankrigs hele Kunst og Kritik i dette Aarhundrede.

Og nu forsøgte man at opdrage Læseverdenen for dette nye Synspunkt. Man skrev ikke for at behage Publikum, og det er dette, som giver Bøgerne fra dette Tidsrum deres Værd. Derfor vil den, der som jeg forfølger Hovedstrømninger i Literaturcn, dvæle ved mangen lidet læst og endnu mindre købt romantisk Digtning, medens han næppe vil mere end nævne en saa talentfuld Dramatiker som Scribe, der en Menneskealder igennem beherskede alle Europas Teatre.

Thi saasnart en Forfatter ikke naaer ned til det Væsenlige i Menneskesjælen, dens dybest liggende Lag; saasnart han ikke har vovet eller ikke har formaaet at forfatte sit Værk hensynsløst; saasnart han ikke har turdet fremstille sine Ideer nøgne som Statuer, ikke har givet et Billede af Menneskenaturen, som den stillede sig for ham, uden Efterbedring og uden Afkortning, men har spurgt sit Publikum til Raads, har rettet sig efter dets Fordomme, dets Uvidenhed, dets Usandfærdighed, dets platte eller følsomme Smag, saa kan han have fundet den højeste Anerkendelse hos sin Samtid - og han vil i Reglen have fundet den - kan have havt Talent, have vundet Laurbær og Guld - 19 for mig eksisterer han ikke, for Literaturhistorien, som jeg tænker mig den, er hans Værk værdiløst. Alle disse Fostre af Forfatterens Fornuftægteskab med det tvetydige Væsen, man kalder den offenlige Mening, alle disse Literaturbørn, som er avlede under skelende Hensyn til Publikums Smag og Moral, er en Menneskealder senere kolde som Lig. De rummede ingen virkelig Sum af Livskraft, ingen bunden Varme, kun Frygtsomhed overfor et Publikum, som nu er dødt ud, kun Imødekommen af Krav, som længst er forstummede. Ethvert nok saa sjældent oplagt Værk derimod, i hvilket en selvstændig Forfatter uden Bihensyn har talt som han har følt og malt som han har set, er og bliver et indholdstungt Dokument.

Kun tilsyneladende strider denne Fordømmelse af den Digtning, som Hensynet til Publikum bestemmer, mod Paavisningen af Samfundsomgivelsernes Indflydelse paa Forfatteren. Han kan visselig ikke stille sig udenfor sin Tid. Men Tidsstrømningen er ikke enkelt; der gives en Over- og Understrøm. Kun det at lade sig drive af hin, er Svaghed og fører i Fordærv. Med andre Ord: Der gives til enhver Tid herskende og yndede Ideer og Former, som ikke er andet end de længst uddragne og efterhaanden forstenede Resultater af tidligere Tiders Liv, og der gives en hel anden Klasse af Tilskyndelser, som endnu ikke har vundet Form, men som ligger i Luften og som af en Tidsalders evnerigeste Mænd fornemmes som de Resultater, der nu maa uddrages. Det er dem, som afgiver Bestræbelsernes forenende Element.

I Aaret 1827 gæstede engelske Skuespillere Paris, og for første Gang saa Franskmændene Shakespeares Mesterværker, Kong Lear, Macbeth, Othello, Hamlet, beundringsværdigt spillede. Det var under Indtrykket af disse Teateraftener, at Hugo skrev sin Fortale til Cromwell, der opfattedes som den nye Literaturs Program.

Den poetiske Befrielseskrig begyndte med et Stormløb mod den klassiske franske Tragedie, de literære Overleveringers svageste og mest udsatte Punkt. Hugo kendte saare lidet til de talrige Anfald paa dens Autoritet som var fremkomne rundt om i Europa, og for den, som har læst Lessings. Wilhelm Schlegels og de engelske Romantikeres saa mange Aar ældre Udtalelser imod den, frembyder Hugos Kundgørelse i denne Henseende lidet eller intet Nyt. Men det var naturligvis altid en Handling at føre 20 Kampen paa Frankrigs egen Grund. Betragter man ikke denne Fortale historisk, vil de Kraftanstrengelser, der gøres for at paavise det Unaturlige i at sammentvinge den dramatiske Handling indenfor 24 Timer og en og samme Søjlehal, synes Nutidslæseren næsten lige saa uinteressante som de Urimeligheder, der bekæmpes; men man maa huske, at Boileaus lovgivende Myndighed den Gang endnu stod urokket i Frankrig.

Lærerige med Hensyn til Hugos eget Sjæleliv er idetmindste de Partier, hvor Hugo udvikler sin personlige Poetik, skønt han er saa meget Digter og saa lidet Tænker, at han kun sjældent leverer en fyldestgørende Bevisførelse.

Det gælder for ham om at bekæmpe Tragediens virkelighedsfjerne, antikiserende Retning. Han gør det besynderligt nok i Kristendommens Navn og ved Hjælp af en stor verdenshistorisk Oversigt, der er lige saa falsk systematisk som nogen af hans Samtidige Cousin, om hvem den minder. Han sondrer tre store Tidsrum: det oprindelige, hvor Poesien er lyrisk, den antike Civilisations, hvor Poesien er episk, og Kristendommens Tidsalder, som er Draraets. Det Ejendommelige for den kristelige Tids Poesi, der behandles som enstydig med den moderne, skal være det, at denne Digtning (som af Religionen har lært, at Mennesket bestaar af to Bestanddele, Legeme og Sjæl, et dyrisk og et aimdeligt Væsen) giver begge de to tilforn hinanden udelukkende Elementer, det Ophøjede og det Groteske (det selsomt Latterlige), Plads i samme Værk. Tragedien behøver derfor ikke gennemgaaende at være højtidelig, den tør udvikle sig til Drama.

Bekymrer vi os nu mindre om, hvad Hugo siger, end om hvad han egenlig vil sige, saa finder vi, at Summen af denne temmelig taabelige Begrundelse er en naturalistisk Indsigelse mod det rent Skønne som Kunstens egenlige eller højeste Genstand. Meningen er: Vi vil forlade Vedtægten, vi vil ikke være forpligtede til at fjerne alt det fra den alvorlige Poesi, som ligefrem minder om Legemverdenen. Man ser det af hans Eksempler. Dommeren skal turde sige: «Dømt til Døden - og lad os gaa hen og spise til Middag.» Dronning Elisabeth skal turde bande og tale Latin. Gromwell skal turde sige: «Jeg har Parlamentet i min Sæk og Kongen i min Lomme.» Cæsar kan i Triumfvognen være bange for at vælte. Og han kalder Napoleons Sætning: «Fra det Ophøjede til det Latterlige er der kun et Skridt» for det Angstskrig, der indeholder Dramet og Livet i en Sum.

21

Saa overspændt end Udtrykket er, saa er Meningen ligefrem: Han fremhæver det Uskønnes kunstneriske Værd - og det i mange Udtryk, snart saaledes, at det Skønne kun omfatter Formen i dens simpleste Forhold som ubetinget Symmetri, i dens inderligste Overensstemmelse med vort Væsen, hvorimod det Hæslige er Led i en meget større Harmoni, vi ikke kan overse, snart saaledes, at det Hæslige har tusind Former, mens det Skønne er fattigt, kun har en eneste Type, (hvad i Parentes vel tør kaldes en af de største Urimeligheder, nogen Digter har udtalt). Læren blev af Modstanderne parodieret med Formelen: Det Grimme er det Smukke (le Laid c'est le Beau; Foul is fair, som Heksene i Macbeth synger) og bekæmpet med de Indvendinger, der i Halvfjerdserne af Romantikerne selv er gjort gældende mod den yderliggaaende Naturalisme.

Var da denne franske Romantisme ikke simpelthen en let maskeret Naturdyrkelse? Hvad Hugo i den unge Slægts Navn fordrede var jo dog kun Natur, sandhedskærlig Gengivelse, Lokalfarve og historisk Farve; George Sand er jo kun Rousseau's Datter, Forkynderinde af et Natur-Budskab; Beyle og Mérimée er halvt brutale, halvt elegante Naturdyrkere; Balzac bliver nutildags endog æret som Stifter af en naturalistisk Skole.

Svaret er simpelt. Hugo's Løsen var vel Natur og Sandhed, men det var tillige og fremfor Alt Kontrastvirkning, malerisk Modsætning, Antitese paa Grundlag af den middelalderlige Spaltning af Legeme og Sjæl og en derpaa bygget Tveheds-Romantik. c Salamanderen fremhæver Undinen, Gnomen forskønner Sylfen», siger han. Han ønskede Natursandhed, men han mente at opnaa denne ved Sammenbøjning af Naturens Yderender, ved Sammenlægning af to udskilte Modsætninger: Skønheden og Dyret, Esmeralda og Quasimodo, Kurtisanens Fortid og den reneste Elskov hos Marion de Lorme, Blodtørst og Moderømhed hos Lucretia Borgia.

Naturen stod saa at sige i denne hans tidlige Ungdom for harn som den store Ariel-Caliban, som Summen af en overmenneskelig Idealitet og en unaturlig Dyriskhed, altsaa som Sammenføjning af to Overnaturligheder. Det var den tysk-nordiske Romantiks Naturbegreb, der dog hos Hugo stundom veg for den storladne Panteisme, der har fundet sit afgørende Udtryk i det skønne og dybsindige Digt Satyren i Aarhundr'edernes Sagnhistorie.

Men denne Dobbelthed af Kærlighed til Naturen og Sværmeri 22 for det Unaturlige lader sig forfølge langt ind i den nu opblomstrende Literatur. Alle disse Forfattere priser Naturen. Men hvad de afskyr og flyr under Navn af det Hverdags, det Prosaiske, det Almindelige, det er altfor ofte den simple nærliggende Natur. Kun den romantiske Natur er dem kær. Fra den haarde Virkeligheds Land tyer George Sand ind i de skønne Drømmes Rige, Théophile Gautier ind i den skønne Kunsts. George Sand lod i Lélia, Balzac i Pere Gortot den ideale eller almægtige Galejslave dømme Samfundet, ja Balzac skrev fantastiske Legender efter Hoifmanns Mønster. Og som de i deres Skikkelser ofte skyr det Simple og Jævne, saaledes end mere i det sproglige Udtryk. Der udviklede sig snart en prunkende Foredragskunst, der langt overtraf de klassiske Tiders. Det var de brændende og blændende Tillægsords gyldne Tid. Malende, sværmeriske Ord, der i overdaadigt Tal indfattedes i Stilen som gennemsigtige Juveler, aabnede hvert Øjeblik uendelige Fjernsyn. Forsaavidt kan man sige, at denne Ungdoms Foredragskunst ikke mindre end Genstandene for dens Sværmeri var ren Romantik. Men ogsaa kun forsaavidt.

Hos Hugo, Skolens Stifter, var Dobbeltkærligheden til Natur og Unatur betinget ved en personlig Ejendommelighed. Hans Øje var anlagt paa at se og finde Kontraster; hans Aand var saaledes bygget, at Modsætningens Talefigur var dens Grundform. Allerede i Melodramaet Inez de Castro fra hans Drengeaar finder man som senere i hans Marie Tudor paa den ene Side af Skuepladsen Tronen, paa den anden Skafottet, Monarken og Bøddelen Ansigt til Ansigt. Kort før Fortalen til Cromwell skreves, spaserede Hugo, som hans Hustru fortæller, hyppigt paa en af de ydre Boulevarder, Boulevard Montparnasse. «Lige overfor Kirkegaarden havde den Gang Linedansere og Gøglere opslaaet deres Barak. Denne Modsætning af Markskrigeri og Begravelse bestyrkede ham i hans Ide om et Teater, i hvilket Yderlighederne berørte hinanden, og det var dér, at tredje Akt af Marion de Lorme faldt ham ind, hvor Marquisen af Nangis' sorgfulde og frugtesløse Forsøg paa at frelse sin Broder fra Skafottet udgør Modstykket til Narrens Fagter.» I selve Fortalen til Cromwell hedder det, hvor han forfægter Nødvendigheden af at fremstille Handlingen paa det Sted, hvor den historisk foregik: «Skulde Digteren vove at lade Rizzio myrde andensteds end i Maria Stuarts Kammer . . . eller at halshugge Karl den 1ste og Ludvig den 16de andensteds 23 end paa hine sørgelige Pladser, hvorfra man kan se White-Hall og Tuilerierne, ret som om deres Skafot var udset til at danne Modstykket til deres Palads?» Digteren ser, trods alle sine Paastande, ikke forstaaende paa Naturomgivelserne. Han ser dem ikke indvirke formende, tildannende paa Menneskesjælen, han tager dem til Indtægt som store Sindbilleder paa Skæbnens Omvekslinger fra Højhed til Fald; han stiller dem op mod hinanden som Kulisser i et Melodrama.

Dybere set - hvad ligger saa heri? Heri ligger en Ejendommelighed, som til en vis Grad er bestemmende for store Grupper af den franske Romantisme, og som jeg kortest kan udtrykke saaledes: Romantismen paa fransk Grund er, trods sine mange fælleseuropæisk-romantiske Elementer, i mange Maader en klassisk Foreteelse, en Frembringelse af klassisk fransk Retorik.

Det gaar underligt i denne Verden med Ordenes Brug. Da Ordet romantisk blev indført i Tyskland, betydede det nærmest det Samme som romansk; det betegnede romanske Snirkler og Ordspil, Sonetter og Canzoner; Romantikerne sværmede for romansk Katolicisme og for den store romanske Digter Calderon, hvis Værker de opdagede og oversatte og priste. Da Romantismen en Menneskealder senere naaede Frankrig, betød Ordet efter Sprogbrugen det stik Modsatte, den tysk-engelske Aandsretning i Modsætning til den græsk-latinsk-romanske, det germansk-angelsaksiske Præg. Det beroede simpelthen paa, at det Fremmede overhovedet virker romantisk. Et Folk med ensartet Kultur som de gamle Hellenere faar en klassisk Kunst og Poesi; men saasnart et Folk ud fra sin egen Kultur opdager en anden, der forekommer det fremmed og æventyrlig, saa synes denne Kultur det romantisk *dolgoe O*: den virker som en igennem et farvet Glas betragtet Egn. Romantikerne i Frankrig ringeagtede deres nationale Fortrin, deres Literaturs Klarhed og Forstandsgennemsigtighed, og lovpriste Shakespeare og Goethe, fordi de ikke som Racine (og tildels Corneille) udskilte Menneskelivet i dets afsondrede Elementer, ikke fremstillede isolerede, tydeliggjorte Følelser og Lidenskaber, der dannede dramatiske Modsætninger, men tvertimod uden nogen retorisk Tilbageførelse til Grundbestanddelene kastede Menneskelivet i dets hele indre Sammenhæng og Forvikling op paa Skuepladsen. De vilde følge dette store Eksempel.

Men hvad skete? Under deres Hænder, under Lamartines, 24 Alfred de Vigny's, George Sand's, Sainte-Beuve's, opløstes og sondredes Livets Virkelighed paa Ny. Under Victor Hugo's og Alexandre Dumas' Hænder dannede som i den klassiske Tragedie Yderlighederne symmetriske Modsætninger. Orden, Maadehold, aristokratisk Finhed, et gennemsigt og billedløst Sprog bestemte hos Nodier, Beyle, Mérimée ganske som hos det attende Aarhundredes Klassikere den poetiske Form. Den lette, frie, luftige Fantasi, der blander alle den poetiske Opfindsomheds mest forskelligartede Indfald, forbinder Nært og Fjernt, Nutid og graa Oldtid, Virkeligt og Umuligt i et og samme Værk, forener Guddommeligt og Menneskeligt, folkelige Sagn og dybsindige Allegorier til et stort sindbilledligt Hele, denne egenlig romantiske Poesi var dem nægtet. De saa aldrig Alfernes Dans og hørte aldrig den spæde Musik dertil klinge over Engen. Skønt Keltere af Byrd, var de Latinere; de følte som Latinere, de digtede som Latinere, og Ordet Latinsk vil sige Klassisk Hvis man ved Romantik, som man plejer, forstaar et Overskud af Indholdet over Formen, et af forstandige Former ubehersket Indhold som hos Jean Paul og Tieck, ja som hos Shakespeare og Goethe, som i Skærsominernatsdrømmen og anden Del af Faust, saa er alle de franske Romantikere Klassikere. Mérimée er en Klassiker, Gautier en Klassiker, George Sand en Klassiker, ja selv Victor Hugo er klassisk. Hugo's romantiske Drama var udskelnende, regelret ordnet, overskueligt, veltalende som en Tragedie af Corneille.

Og idet jeg nævner dette Navn, gør min Tanke uvilkaarligt og nødvendigt Overgangen fra Tidsalderens til Stammens Fælleskarakter. I Hugo, som synes at bekæmpe Corneille, lever Corneille op igen.

Igennem den franske Folkekarakter gaar der mange Aarer: en Tvivlens, Skemtens, Spottens Aare, Linjen: Montaigne-La Fontaine-Molière-Mathurin Régnier-Pierre Bayle o. s. v., en fuldblodig-gallisk: Rabelais-Diderot-Balzac, og blandt andre ogsaa en Heltemodets og Begejstringens Aare, den, som strømmede saa stærkt hos Corneille og som bryder frem paany hos Hugo. Man sammenligne Hugo's hele højtidelige Holdning med andre Digteres, og man vil neppe i Verdensliteraturen finde nogen, om hvem hans Væsen minder mere end om den gamle Corneille. Der er noget Spansk i begges franske Talekunst, og de modtog begge dybe Indtryk af Spanien, Corneille literære, Hugo alt som Barn personlige. Det Drama, hvilket Corneille 25 skylder sit Ry er Cid, i hvilket et spansk Stof er behandlet i spansk Aand efter spanske Forbilleder. Det Drama, med hvilket Hugo trænger igennem, er Hernani, spansk ved sit Stof og den Calderonske Æres-Lovbog, over hvilken det er bygget. Men i begge disse Dramer læres og drives den rene Heroisme. De er Skoler for Helte. Ikke Mennesket i dets Alsidighed, men det heroiske Menneskevæsen er fremstillet hos Corneille; hos Hugo kun symmetrisk fuldstændiggjort med Menneskenaturen i dens vilde Lidenskabelighed.

Lad os kaste et Blik paa dette Hernani, om hvilket den store Kamp mellem Datidens og Fortidens Parti blev udfægtet. De ydre Omstændigheder ved den første Opførelse er tidt fortalte: At Tilhængere af den gamle Skole under Prøverne havde lyttet ved Dørene, opsnappet Vers, som de forvrængede, og faact en Parodi opført, før Hernani var spillet; at Digteren maatte kæmpe med Censuren om sit Stykke, Vers for Vers, saa at den ene Linje «Fejge, taabelige og slette Konge!» gav Anledning til en hel Brevveksling; at endelig Skuespillerne og Skuespillerinderne var Stykket lige fjendske, saa kun en Enkelt gik med god Vilje til sin Rolle. Som bekendt havde Hugo givet Afkald paa de betalte Klappere og i Stedet betinget sig 300 Pladser for de tre første Aftener. De Trofasteste blandt hans Trofaste, Ynglinge, som efter egen Tilstaaelse i den urene Hensigt at ærgre den gode Borger tilbragte deres Nætter med at skrive «Leve Victor Hugo!» i Rue Rivolis Buegange, hvervede de unge Malere, Arkitekter, Poeter, Billedhuggere, Musikere, Bogtrykkere, der efter deres af Hugo tildelte Valgsprog Hierro var rede til at staa som Jern imod Fjenden. Fra Tæppets Opgang brød Stormen løs, og hver Aften, Stykket opførtes, var der i Teatret en saadan Helvedeslarm, at det kun med Møje spilledes til Ende. Hundrede Aftener i Træk blev Hernani udpebet, og hundrede Aftener i Træk modtoges det med Stormklap af unge Sværmere, der ikke blev kede af for deres Høvdings og Mesters Skyld Aften efter Aften at høre de samme Vers og forsvare dem Linje for Linje imod Modstandernes Had, Raseri, Misundelse og Overmagt. Det synes en ringe Ting, og dog er det kun i Frankrig, at man nogensinde har fundet en saadan Korpsaand, hvor intet ydre Korps var til, en saadan Uegennyttighed og Hengivenhed for en Andens Sag og Ære.

Modstanderne købte Loger og lod dem staa tomme for at 26 Aviserne kunde meddele, at Huset var tomt; Nogle vendte Ryg til Skuepladsen, Andre gjorde fortvivlede Miner, som om de ikke kunde holde Stykket ud, fordybede sig i Avislæsning, slog Logedøre op og i, haanlo højt, hujede, skreg, peb, saa et besluttet Forsvar var nødvendigt.

Der gives i Hernani ikke nogen Følelse, som jo er spændt til den er bristefærdig. Helten er genial og ædel, som man i Tyveaarsalderen forestiller sig Ædelmodighed og Genialitet. Han er saa genial, at han lever som Røverhøvding, og han foragter i den Grad at handle klogt, at han af lutter Sjælehøjhed uafbrudt begaar de uforstandigste Handlinger, røber sig, lader sin Dødsfjende undslippe, atter og atter udleverer sig selv. Han udøver som Høvding et uindskrænket Herredømme over andre Mænd; men det synes at være ved sit Mod alene; thi alle hans Handlinger er naive som et Barns. Dog er der ligefuldt Liv og Virkelighed i dette Stykke.

Denne ædle og uegennyttige Stimand, der ligger i Krig med det ordnede Samfund i sit Land og staar i Spidsen for en trofast og begejstret Bande, han minder jo om Digteren selv, der i literær Forstand var fredløs som han og der havde fordelt Parket og Galleri til en Skare unge Mænd, hvis Udseende og Klædedragt næppe var mindre uregelret end hans Røverfloks. Fru Hugo beskriver den Tilskuerskare, der paa Hugo's Indbydelse indfandt sig den første Aften, som «en Bande vilde og besynderlige Væsener, skæggede, langhaarede, klædte paa enhver Maade undtagen paa Moden, i Uldtrøjer og spanske Kapper, i Robespierre-Veste og Henrik den 3djes Baretter, og som viste sig midt i Paris ved højlys Dag foran Teatrets Indgang med de forskelligste Aarhundreder og de forskelligste Lande paa deres Rygge.» Deres Fanatisme for Hugo var fuldt saa stor som Hernani's Røverbandes for dens Høvding. De vidste, at Hugo i et anonymt Brev var bleven truet med Døden, «hvis han ikke tog sit skidne Stykke tilbage», og hvor usandsynligt det end var, at Truslen burde opfattes bogstaveligt, fulgte to af dem hver Aften Hugo til og fra Teatret, og det skønt han og de boede i modsatte Udkanter af Paris.

Mellem Hugos Papirer fra den Tid findes en nydelig Billet fra Maleren Charlet, der aflægger Vidnesbyrd om disse unge Mænds Stemning: 27 «Fire af mine Janitsjarer tilbyder mig deres Arme ; jeg lægger dem for Deres Fødder og beder Dem om fire Pladser til i Aften, hvis det ikke er for sent. Jeg svarer for mine Mænd. Det er Folk, som gerne skar Hovederne af for at faa Parykkerne. Jeg opmuntrer dem til at fremture i disse ædle Følelser, og lader dem ikke gaa uden at give dem min faderlige Velsignelse. De knæler - jeg udstrækker mine Hænder og siger: Unge Folk! Gud skærme Jer. Sagen er god, gør Eders Pligt! De staar op og jeg tilføjer: Og nu, Børnlille, pas godt paa Victor Hugo; thi Vorherre er vel en vakker Mand, men han har saa meget at gøre, at vor Ven fremfor Alt maa regne paa os. Gaar da og gør ikke den, I tjener, Skam. Amen.

Deres med Liv og Sjæl hengivne

Charlet.»

Baaren af en saa sværmerisk Hengivenhed, i Kamp med en saa fanatisk Modstand var det, at den romantiske Kunst stormede den første fjendtlige Skanse og vandt sin første afgørende Sejr.

Disse Ynglinge hørte fra Scenen deres egen Trods og Uafhængighedsdrift, deres Mod og Hengivenhed, deres ideale og erotiske Længsler stemte endnu en Tone højere, og deres Hjerter smeltede ved hvad de hørte.

Det var jo i Februar 1830, fem Maaneder før Julirevolutionen, og den platteste Materialisme gjorde Livet i Frankrig farveløst. Frankrig var reguleret som Versailleshavens Gange, regeret af Oldinge, der ikke beskyttede andre unge Mænd end dem, der i Skolen havde skrevet latinske Vers til Fuldkommenhed og siden gjort sig værdige til Embeder og Stillinger ved en ulastelig Kor rekthed. Der sad de korrekte, velklædte, i deres Halsbind og Fadermordere. Og nu som Modsætning denne Ungdom i Par kettet, En med et Haar, der naaede til Bæltet og i purpurrød Atlaskestrøje, En med en Rubenshat og bare Hænder. De hadede det store borgerlige Filisterium, som Hernani hadede Karl den Femtes Tyranni. De følte sig; ogsaa de var frie Røvere paa Bjergene, fattige, stolte, En med republikanske Drømme i sit Hjerte, de Fleste med en sand Gudsdyrkelse af Kunsten. Dèr stod de, næsten lutter Genier, Balzac, Berlioz, Théophile Gautier, Gérard de Nerval, Petrus Borel, Préault og maalte med Øjnene deres Modstandere af samme Slægtled. Det følte de, at de i det Mindste var ikke Embedsjægere, ikke Stillings- og 28 Skillingsjægere, ikke Tiggere, ikke Beskyttede som hine Andre; de var den Slægt, som faa Maaneder efter gjorde Julirevolutionen og i de nærmest følgende Aar gav Frankrig en Literatur og Kunst af første Rang.

Saaledes saa de paa Hernani. Og hvad saa de i den anden Hovedfigur, Kong Karl af Spanien? Han er fra først af frastødende. Man tror ikke stort paa denne kolde, kloge Herskers glødende Kærlighed til Donna Sol, og saa anvender han endda uværdige Midler, Magt og Vold, for at erobre hende. Men Digteren har forstaaet at lade ham stige. Vi ser stedse tydeligere, hvorledes en stor Ærgerrighed fylder hans Bryst.

Det var Carlos' Kæmpemonolog ved Karl den Stores Grav, som hin første Aften afgjorde Dramaets Skæbne, og denne saa ofte kritiserede og spottede Enetale er i Virkeligheden en ung Mesters Værk. Det er, selv om man ikke vidste det, let at se, hvor uhistorisk den er, hvor umuligt Karl den Femte kunde tænke saaledes. Men den tiltrækker ved den Troskab, hvormed den afspejler 1830-Tidens Tanker og Drømme om Statssager, og ved det politiske Geniblik, der røber sig i den. Det er den Art historisk Blik, som man undertiden forbauses over hos Digtere; Schiller har det i Fiesco, 21 Aar gammel. Hør Don Carlos' Skildring af Europa: En Bygning med to Mennesker paa sine Tinder, to kaarne Høvdinge, som enhver født Konge maa underkaste sig, Kejseren og Paven. Næsten alle Stater er arvelige og Herskermagten for saa vidt i Tilfældighedens Vold, men Folket har gennem Valget undertiden sin Pave eller sin Kejser, og Ligevægten er genoprettet. Kurfyrsterne i deres Guldmor, Kardinalerne i deres Skarlagen er Midlerne, ved Hjælp af hvilke Gud vælger.

«Lad en Ide, som er undfanget af Tidernes Behov, en Dag komme for Lyset, saa vokser den, stiger, blander sig ind i Alt, gør sig til Menneske, griber Hjerterne. Mangen en Konge knebler den og træder den under Fødder, men lad den en Dag faa Indpas i Kurfyrsteraadet eller Conclavet, da ser Kongerne pludseligt Ideen, der nys var Slave, rejse sig over deres kongelige Hoveder med Verdenskuglen i sin Haand eller den tredobbelte Krone om sin Pande, og de føler den træde paa deres Nakker og tørre sine Sandaler paa deres Hoved.»

Visselig er det ikke paa Karl den Femte, at Digteren her har tænkt; det er paa en i Tiden langt nærmere Kejser, paa 29 Napoleon, ham, om hvem Hugo nys i Oden til Vendomesøjlen havde skrevet, at hans Sporer vejede op mod Karl den Stores Sandaler. Man maa ikke glemme, at Sværmeriet for Napoleon dengang ikke betydede, at man var Bonapartist, men kun betegnede, at man tilhørte det aandelige Fremskridt. Den Napoleon, man forgudede, var ikke Frankrigs Tvangshersker, men Kongernes og den nedarvede Kongemagts Ydmyger. Kejseren betragtedes i Modsætning til Kongerne som det personliggjorte Folk, og derfor hørte hin unge Slægt med Sindsbevægelse det Sted i Monologen, hvor Karl udraaber:

«I Konger, ser ned under Eder; dèr er Folket, et Ocean, der ofte knuser en Trone; et Spejl, i hvilket en Konge sjældent ser sig forskønnet.»

Det er da altsaa revolutionære, rent moderne Mindelser og Lignelser, der hvert Øjeblik gennemfarer Karl den Femtes Sind. Han modnes ligeoverfor Graven til en Folkekejser af den Art, hvorom den nyere Tid saa tit har drømt, og den heftige Ærgerrighed i hans Sjæl lutres gennem Trangen til at løse uhyre Opgaver og udføre uhørt Bedrift. Han, som fra først af var den ungdommelige Tilskuer saa stærkt imod, og som ved sin brutale Attraa stod saa dybt under sin højsindede Medbejler Hernani og dennes stolte Elskerinde, ender med som Kejser at give Afkald og skaane, og med ét Slag bliver de to Elskende ved Siden af ham smaa og ubetydelige i deres Lykke.

Med Haanden paa Brystet siger han stille til sig selv:

«Saa slukkes da, du mit unge, mit flammende Hjerte! Lad Hovedet herske, som du bestandig har forstyrret! Din Kærligheds Genstande, dine Elskerinder, ak! det er fra nu af Tyskland, det er Flandern, det er Spanien.»

(og med et Blik paa Rigsbanneret tilføjer han:)

«Kejseren ligner sin Ledsager Ørnen; i Hjertets Sted har han et Vaabenskjold.»

En Ytring som denne slog ned i hin ærgerrige Ungdom, der var Stykkets sande Tilhørere. Ærgerrighedens Drama, Ærgerrighedens Tragedie rørte dem lige saa dybt som Uafhængighedskampens Skuespil. De vidste som Aander, at det historiske Formaal, den store Opgave, den mandige Vilje kun lever ved at næres med Sjælens fineste Følelser, fineste Længsler og Nydelser, der ofres og brændes paa Formaalets Alter - og derfor blev ogsaa Carlos forstaaet.

30

Men femte Akt er dog ved sin rent lyriske Beskaffenhed som Vekselsang mellem de Elskende Stykkets Juvel. Her kom Elskoven til Orde, som Ungdommen følte den og ønskede den fremstillet. Denne Samtale paa Brudekammerets Tærskel, som de Elskende aldrig skal betræde, denne Blanding af en Lykke, der er saa stærk, saa alvorlig, at den, som Hernani siger, fordrer Broncehjerter, hvori den kan grave sig ind, og af al Tilintetgørelsens Rædsel, denne Sanselighed, der er kysk og musikalsk hos hende, ren og glødende hos ham, salig hos begge, dette overjordiske Sværmeri hos Donna Sol, og denne Trang til at glemme Fortiden over Nuet og Freden i Nuet hos Hernani, det var Romantik, som Ungdommen den Gang fordrede den og tiljublede den med Torden-Applaus.

Hernani er som Drama højst ufuldkomment; det er et lyriskretorisk Værk med meget Overspændt. Men det har det Fortrin, der er afgørende: en Menneskesjæl, der var selvstændig og betydelig, har udtalt sig hensynsløst deri. Det er muligt, af et saadant Værk at udlede en væsenlig Del af dets Forfatters indre Liv. Han er der med sit Geni, sine Indskrænkninger, sin Karakter, sin hele Fortid. Vi har her hans Forestillinger om Frihed og om Magt, om Ære og om Højhed, om Elskov og om Død.

Værket rummer dernæst ikke blot Victor Hugo og et Stykke Spanien fra 1519, men den samtidige unge Slægt og et stort Stykke Frankrig fra 1830. Hernani er i et Kraftuddrag fransk Ungdom fra Julirevolutionens Tid, et Billede af Frankrig, som set i et romantisk Lys udvider sig til et drømt og digtet Verdensbillede.

Fordyber man sig nu - istedenfor i et enkelt Værk - i en hel Literatur, saa ser man paa denne Maade Skarer af Stemningsbilleder, Tankebilleder, Portræter og Verdensbilleder glide forbi Ens Øjne. Man kan prøve dem mod hinanden, se, hvor vidt de dækker hinanden - saaledes fastslaar man først og fremmest Tidsalderens Grundpræg; man kan dernæst lade dem drage sig forbi, som de følger paa hinanden i historisk Orden, for gennem de Forskelle, der findes imellem dem, at efterspore den Lov, efter hvilken de forandres - da ser man ligesom de Pile flyve, der viser de aandelige Strømningers Gang.

31

IV

Fra 1824 af gaves der i en Udkant af Paris helt ude ved Arsenalet en beskeden Lejlighed, der gik under Navn af de smaa Tuilerier. den romantiske Skoles Tuilerier nemlig, hvor den Gang Hugo, Dumas, Lamartine, Sainte-Beuve, Musset og Vigny næsten hver Søndag Aften traf hverandre. Værten var en Mand, der ved sin Alder tilhørte den foregaaende Slægt (han var født i 1780), men som ved sin Aandsretning havde foregrebet den gryende Literatur og som derfor straks og uden Betænkning tog den under sine Vinger. Det var Charles Nodier. Hans Liv havde været yderst vekslende; han havde været alt Muligt, først Emigrant i Jurabjergene, saa Bladredaktør i Illyrien, og var nu tilsidst Bibliotekar i Paris*).

Nodiers mest iøjnefaldende Ejendommelighed som Digter er den, at han bestandig er 10-20 Aar forud for Literaturens Bevægelser. Hans Roman Jean Sbogar - en Røverhistorie om en Art illyrisk Karl Moor - som han udkastede 1812 i Illyrien og udgav 1818, er, skønt i og for sig temmelig uvirkelig og uinteressant, mærkværdig derved, at Digteren her saa længe før Proudhon, saa længe før den moderne Kommunismes Optræden i Europa, har lagt sin Helt enkelte af dens mest slaaende Sandheder og Vrangslutninger i Munden. Jean Sbogar skriver:

«Den Fattiges Tyveri fra den Rige vilde, hvis man gik tilbage til Samfundstilstandens Oprindelse, kun være den retfærdige Tilbagevenden af et Stykke Sølv eller et Stykke Brød fra Tyvens Hænder til den Bestjaalnes.»

«Giv mig en Kraft, som vover at tillægge sig Navn af Lov, og jeg skal vise Eder et Tyveri, som antager. Navn af Ejendom. »

«Hvad er det for en Lov, der kaldes Grundlov og bærer Lighedens Navn og Tegn paa sin Pande? Er det den agrariske Lov? Nej, det er den Salgskontrakt, der, affattet af Rænkesmede og Partigængere, som har haabet at blive rige, overantvorder et Folk til de Rige.»

«Friheden er ikke saa sjælden en Skat: den findes i den * 32 Stærkes Haand og i den Riges Pung. Du er Herre over mine Penge. Jeg er Herre over dit Liv. Giv mig Pengene, saa beholder du Livet.»

Jean Sbogar er, som man ser, ikke en almindelig, men en filosofisk Landevejsrøver. Det mest virkelighedstro Træk ved hans Skikkelse er det, at han bærer Guldringe i Ørene, og selv dette Træk havde Fru Nodier paa et Haar nær borttaget. Nodier rettede sig i Reglen blindt efter sin Hustrus Smag og Ønsker. Men naar han en Gang imellem havde en oprørsk Tilbøjelighed og i den Anledning gjorde sin Underkastelse ved alle andre Lejligheder gældende, plejede Fru Nodier at sige: «Glem ikke, at du aldrig har villet ofre mig Jean Sbogars Ørenringe.» Man har paastaaet, at de literære Stridigheder i dette Ægteskab indskrænkede sig til Striden om dem.

Denne lille Roman, som allerede var gaaet i Forglemmelse, da Napoleons Livserindringer udkom og viste, at Kejseren havde havt den med paa St. Helena og læst den med Interesse, skriver sig fra Nodiers Overgangstid, før han endnu havde udviklet sin personlige Ejendommelighed. Den fandt han først omtrent paa den Tid, da den egenlige romantiske Skole dannede sig. Han stod saa at sige i Literaturens aabne Dør og tog imod den. Hans Bedømmelse af Victor Hugos Drengeroman Han d'Islande er et lille Mesterværk af Kritik, Imødekommen, velvillig Forstaaelse og Aandsoverlegenhed, og det var den, som fremkaldte det inderlige Forhold mellem Digterne. Fremstillingen af Hugos Væsen er slaaende; den, som læser den nutildags, skulde tro, at Forfatteren havde kendt alle Hugos senere Arbejder, og der hørte dog en Del til at ane dem i Han d'Islande.

De Fortællinger, Nodier nu skrev, har en i den franske Literatur ganske enestaaende Ynde og Tiltrækning. De udmærker sig ved en mimoseagtig Følsomhed. De behandler helst Drengeog Pigehjerters første erotiske Rørelser; der hviler over dem som den første friske Dug fra Sjælelivets Morgen; det minder om Skovbund i Foraaret. Man er som bekendt undertiden i Forlegenhed med at finde Værker af nogen Værdi i fransk Literatur, der lader sig anbefale til Læsning for ganske unge Piger - Fortællinger som Nodier's Thérèse Aubert eller de Noveller der fører Titlen Souvenirs de Jeunesse, danner Undtagelser. Kun bør man maaske frygte for at sætte de unge Læserinder platoniske Griller i Hovedet; thi disse Bøger er lige saa smægtende som 33 kyske; Kærligheden er her vel endnu et neppe kønsbestemt Venskab, men den tager det lille Menneske helt i Beslag. Det Tiltrækkende i det Følelsesliv, her skildres, beror paa, at ingen Erfaring endnu har gjort Sindet mistænksomt, og at ingen falsk eller ægte Stolthed forhindrer Hjertet fra at røbe sig. Da alle Novellerne drejer sig om noget Selvoplevet, om Barndomserindringer, er Revolutionstidens Ængstelser den stadige, mørke Baggrund, og Slutningen ufravigelig Adskillelse eller den Elskedes Død.

En barnlig Ømfølsomhed udgør Grundlaget i Nodiers Karakter. Hele sit Liv igennem forblev han et stort uverdsligt Barn med en pigeagtig Blufærdighed ikke blot overfor det urene, men overfor det voksne Standpunkt.

Over denne naive Friskhed i Følelsen hæver sig saa som et anden Stokværk et ganske særegent Fantasteri.

Nodier besad en saa løs og vild Opfindelsesgave, at man skulde tro ham et Bytte for stadige Drømmesyner eller Sansevildelser; han havde den farlige Egenskab, der er fælles for en vis Type af Digteraander, den, næsten ikke at kunne tale Sandhed. Man vidste aldrig bestemt og han selv vidste aldrig nøjagtigt, om det, han fortalte, var Sandhed eller Digt. Spøgen holder jo Midten imellem begge. Ingen Mand i Frankrig gjaldt for mere underholdende end han; ingen tog det mindre ilde op, naar man sagde ham, at man ikke troede et Ord af hvad han fortalte.

Paa en Rejse, som Nodier og hans Hustru, Hugo og hans Frue foretog sammen i Sydfrankrig, kom de til et Værtshus i den lille By Essonne, hvor de skulde spise Frokost. Det var dèr, man havde paagrebet Lesurques, der i 1796 var bleven henrettet som Morder, og hvis Uskyldighed senere blev bevist. Nodier, som havde kendt ham eller sagde saa, talte om ham med en Sindsbevægelse, der bragte Taarcr i Øjnene paa de to Damer, og Stemningen til Frokosten var fordærvet. Han ser paa Fru Hugos vaade Øjne og siger saa: «De véd, Frue, at man ikke altid er sikker paa at være Fader til sit Barn, men har De hørt, at man undertiden ikke er vis paa at være Moder til det?» - «Hvorfra har De det?» spørger hun. - «Fra det Billard derinde.» - Der var et Billard i Naboværelset. Man bad om en Forklaring, og med flydende Tunge fortalte Nodier, at to Aar i Forvejen havde en Vogn fuld af Ammer, der kom fra Paris med Børn, som skulde opdrages paa Landet, gjort Holdt 34 der paa Stedet. For at spise Frokost i Mag havde Ammerne lagt Børnene fra sig paa Billardet. Men medens de sad i Gæstestuen, var der kommet Fragtmænd til Værtshuset, som vilde spille. De havde taget Børnene bort og lagt dem mellem hverandre paa Bænken. Da Ammerne kom tilbage, var de i største Forlegenhed med hvordan de skulde kende deres Pattebørn; de var alle nyfødte og lignede hverandre. Endelig tog de, efter at have sikret sig det rette Køn, et ud af Bunken - og nu var der i Frankrig en Snes Mødre, som udfandt Ligheder med en elsket Mage og med sig selv hos et vildfremmed Barn.»

«Hvilken Historie!» sagde Fru Nodier. «Var Tøjet da ikke mærket?»

«Hvis I spørger om Sandsynligheden, finder I aldrig Sandheden,» svarede Nodier uforbløffet og tilfreds med den tilvejebragte Virkning.

Han selv spurgte aldrig om Sandsynligheden. Dens Verden er ikke hans. Han levede i Legendernes, de fantastisk lunerige Æventyrs og Spøgelsehistoriernes Verden. Hvis en Fe overhovedet nogensinde har staaet ved en Dødeligs Vugge, saa har hun staaet ved Charles Nodier's, og han troede hele sit Liv igennem paa denne Fe; han sværmede for hende, som hun sværmede om ham og blandede sig ind i Alt, hvad han skrev. Og var han end borgerligt og jordisk gift med sin Hustru, saa betyder dette aandeligt forstaaet ikke mere, end at Dante var gift med Gemma Donati; hans virkelige Brud og Beatrice, det var Feen Belkis, forhenværende Dronning af Saba, som han (og efter ham Gérard de Nerval) saa tit har besunget.

Den Verden, hvori han lever, det er den, hvor Oberon og Titania opfører deres romantiske Danse, hvor Toner fra Tusind og én Nat klinger ind i Ariels himmelske Orkester, hvor Puk reder sin Alfeseng i en Rosenknop, medens alle Blomster dufter stærkere i Sommernatten. Det er en Verden, hvor alle Figurerne fra det store, vaagne Liv forekommer, men grotesk forstørrede eller grotesk formindskede efter Barnets Fatteevne og Fantastens Behov.

Her er, siger Nodier selv etsteds, Odysseus, den vidtberejste, men han er svundet ind til Tommeliden, hvis uhyre Rejse bestaar i, at han svømmer over Mælkespanden; her er Othello den frygtelige Kvindemorder, men hans Skæg er fra sort bleve blaat, han er forandret til den skrækkelige Rolf Blaaskæg; her 35 er Figaro, den smidige Knægt, der gaar de Fornemme saa kækt under Øjne, kun er han forvandlet til Hankat; men den bestøvlede Kat er, om end mindre underholdende, i sjælelig Henseende næsten lige saa interessant som han.

Ingen af Frankrigs Forfattere i det romantiske Tidehverv staar i et tydeligere Slægtskabsforhold til den tysk-engelske Romantik end Nodier. Hvem der ikke kender ham, bør, for at danne sig en Forestilling om ham, mindes Walter Scotts Spøgelsehistorie og Hoffmanns dristige Fantasier. Men dermed er hars Ejendommelighed selvfølgelig ikke betegnet. Den beror paa, at Fremstillingen af det romantiske Stof hos ham ikke selv er hvad vi plejer at kalde romantisk, men derimod strengt attisk, klassisk simpel, uden megen Farve, uden nogen Lidenskab, uden noget Slør af Edinburghs Taager som hos Scott eller af Berlins Vinkælderdunster som hos Hoffmann. Hans Ejendommelighed som Stilist er den, at medens rundt om ham de unge Romantikere sanseliggjorde Sproget og overalt fortrængte Ideen med Billedet, skrev han sine vildeste romantiske Indfald ned i Pascals og Bossuet's klare og simple Sprog. Hvor ivrig en Forfægter Nodier end var af den nye Retning i Literaturen, saa forblev han i stilistisk Henseende gammeldags og udtrykte det nittende Aarhundredes Fantastik i det syttende Aarhundredes strenge og gennemsigtige Udtryk. Dristig indtil Randen af det Afsindige i sine Indfald er han forsigtig og klar i sin Form. En Æventyrdigtning af ham ligner, som Prosper Mérimée træffen»de har sagt, «en Skythers Drøm, fortalt af en gammelgræsk Digter».

Hans Ines de la Sierras er en Spøgelsehistorie, som forud for andre Spøgelsehistorier har Æmnets fuldendte Skønhed. Det Indtryk af Rædsel, som den uforklarlige Aabenbaring vækker, er blandet med den Tiltrækning, som denne Aabenbarings rørende Gratie udøver; det Yndige og det Rædselsfulde i Ines de la Sierras' hemmelighedsfulde Skikkelse ophæver ikke hinanden, men virker i Forening med en ejendommelig Magt, og denne Forening er overhovedet Hemmeligheden ved denne Digters Effekter. Kun Skade, at Nodier har fordærvet den smukke Fortælling ved en smaalig og usandsynlig Slutning, der bortforklarer Genfærdet snusfornuftigt: Ikke den for 300 Aar siden myrdede unge Danserinde er det, som ved Midnat har aabenbaret sig i det øde Slot, men en ung levende Spanierinde, der tilfældigt bar samme Navn, og som ved en Sammenkædning af de 36 æventyrligste og utroligste Omstændigheder har vist sig dansende og hvidklædt i Slottet. Der stikker en ægte latinsk Forstandsdyrkelse i denne Udvej; men den er saa at sige kun anbragt paa Skrømt. En Fortælling som Ines de la Sierras udviser ellers netop paa det Tydeligste Datidens poetiske Fremskridt fra det attende Aarhundrede, der endog i Poesien var en saadan Fjende af det Overnaturlige, at Voltaire ansaa sig selv for en reformatorisk Vovehals, da han i sin Semiramis havde ladet Ninus's latterlige Genfærd ved højlys Dag hyle nogle Aleksandrinere ud igennem en Teaterraaber.

Blandt Nodiers fantastiske Fortællinger synes Feen med Smulerne (La fée aux miettes) mig den ypperste. Den er ganske sikkert for stor og bred, thi man læser ikke uden Vanskelighed et i vilde Arabesker sig snoende Fantasteri, som optager 120 Sider i Kvartformat; ligefuldt føler man sig gennem store Partier baade fængslet og spændt. Rammen er den, at en stakkels godlidende Sindssyg i Hospitalet i Glasgow fortæller sit Livs Æventyr; men det æventyrlige Indhold bringer Rammen helt i Glemme. Alle Menneskelivets Strenge berøres her skurrende og vildt. Det er, som om Livet selv gled En forbi, set fra Vrangsiden, set fra Drømmens eller Febersynernes ikke uberettigede Synspunkt.

I Granville i Normandiet lever den skikkelige Tømmermand Michel, god og simpel af Hjerte. I Byen findes en lille gammel kvindelig Dværg, meget skrumpen og hæslig, som indsamler Resterne af Skolebørnenes Frokost og derfor kaldes «Feen, som samler Krummer». Allerede for fire, fem Aarhundreder siden saas hun dér i Byen, og levede den Gang paa samme Maade, har ogsaa stadigt siden da vist sig med Mellemrum paany. Hende hjælper den unge Mand tit med smaa Summer, og hun understøtter ham til Gengæld med alskens vise Raad, taler altid, som var hun dødeligt forelsket i ham, og beder ham love hende Ægteskab, for at han saaledes en Gang med Tiden kan komme til sine Penge igen. Hun skænker ham sit Billede, et Tryllebillede, der slet ikke ligner hende, men som forestiller Feen Belkis, den samme, der i Oldtiden var Dronning af Saba, og som Salomo elskede saa højt. I dette Billede af en dejlig, underfuldt straalende og tillokkende Kvindeskikkelse forelsker Ynglingen sig; hvor han gaar og staar i Livet, møder hendes Navn ham, og vil han rejse, hedder Skibet Dronningen af Saba. 37 Han vandrer om i Drømme om Belkis, som vi alle vandrer om i Drømme om vort Hjernespind, vort Ideal, vor fikse Idé, der for de Andre er Galskab.

Uskyldig anklaget for et Mord, der er begaaet i et Værtshus i samme Værelse, i hvilket han sov, dømmes den stakkels Michel til Døden. Han skal hænges og føres under Pøbelens Hujen til Galgen. Da forkyndes det, at efter gammel Regel Livet kan skænkes den Dødsdømte, ifald der findes nogen ung Kvinde, der vil forbarme sig over ham og tage ham til Mand. Og se, der er Folly-Girlfree, den lystige, kønne Pige, der altid har holdt af ham; hun nærmer sig Skafottet, hun vil frelse hans Liv. Men han betænker sig. Ogsaa han holder meget af Folly-Girlfree, hun er god og smuk; men han elsker hende ikke, elsker kun En, brænder hemmelig for et aldrig mødt Ideal, Feen Belkis. Han ser da ømt og taknemmeligt paa Folly, vejer For og Imod, og - udbeder sig at maatte blive hængt. Denne Overvejelse med Rebet om Halsen, dette «Bedre godt hængt end slet gift», som Shakespeare udtrykker det*), er her gennemtrukket med et elskeligt Lune, med en troskyldig, uverdslig Livsfilosofi, der ikke glemmes, fordi den i Øjeblikke er gaaet igennem enhver Mands Hjerne.

Michel er alt ved at række Halsen frem, da under Støj og Skrig Feen, som samler Krummer, kommer styrtende med alle Byens Gadedrenge efter sig og bringer Beviset for den Dødsdømtes Uskyld. Han ægter hende af Taknemmelighed; men neppe har i Brudenatten Døren hermetisk lukket sig mellem ham og hans ældgamle Hustru, og neppe har han lukket sine Øjne, før Belkis i sit Brudeslør nærmer sig hans Leje.

«Ak, Belkis, jeg er gift, gift med Feen, som samler Krummer.»

«Jeg er Feen, som samler Krummer.»

«Ak nej, det er umuligt, du er jo næsten lige saa høj som jeg.»

«Det kommer af, at jeg strækker mig.»

«Men dette pragtfulde, lokkede Guldhaar, som strømmer over dine Skuldre, Belkis? Det har Feen, som samler Krummer, ikke.»

* 38

«Nej, for det viser jeg kun min Mand.»

«Men Feens to store Hugtænder, Belkis, dem finder jeg ikke mellem dine friske og duftende Læber?»

«Nej, det er en Overdaadighed, som kun passer sig for Alderdommen.»

«Og denne næsten dødbringende Salighed, som griber mig i din Favn, Belkis? den følte jeg aldrig hos Feen.»

«Nej, det er ligefrem», lyder det leende Svar, «for om Natten er alle Katte graa.»

Og saaledes er hans Liv ved Dag og Nat delt mellem den vise, gamle Fe og den skønne unge Dronning af Saba, indtil han endelig finder Alrunen, som synger, og, undsluppen fra Sindssygehuset, stiger til Feens og Belkis' Himmel under Alrunens Sang.

Ikke sandt? det er Vanvid, men et underligt, sjælfuldt Vanvid. Hvad er denne Fe, som samler Krummer? Er hun Visdommen, er hun Forsagelsen og Pligtopfyldelsen? Er hun den uforgængelige Taalmodighed, som slaar over i Geni? Er hun Trofastheden, som slaar over i den Lykke, der er Trofasthedens Løn? Hun er vel lidt af det Alt, og kan vel netop derfor forvandle sig til Ungdom og Skønhed og salig Lyst. Saadan omtrent er det digtet eller drømt.

Paa sin Højde har Nodier's Indbildningskraft et kaadere, overmodigere Sving; den nøjes da ikke med at skabe et regelløst Indhold, den fremstiller det i en snaksomt-sær, over selve Indholdet spottende Form. Ingen Franskmand er saa nær ved at have hvad Englændere og Tyskere kalder Humor som Nodier. Undertiden er han som besat af Fantasteri. Han vender da ikke blot i sin Fortælling op og ned paa de daglige Forestillingers Verden, men han leger med sit eget Forhold til Fortællingen, ironiserer over de Samtidige, henkaster tusinde Hentydninger, filosoferer over Tilværelsens Illusioner, Alt i den blotte Meddelelsesform. Han tager selv Bogtrykkerkunsten i sin Tjeneste for ret at faa det Fantastiske frem, eller nøjere for at godtgøre sin Personligheds ubetingede Herredømme over Stoffet og ligesom ikke paa et eneste Punkt, end ikke i det sidste haandværksagtigt og maskinmæssigt frembragte Meddelelsesmiddel, at lade nogen Udvorteshed staa, hvori ikke Fortællerens suveræne Personlighed gør sit Lune gældende. Han har havt et helt Bogtrykkeri behov for at kunne udgive sin berømte Fortælling om 39 Kongen af Bøhmen og hans syv Slotte. Han fordrer det, og Bogstaverne bliver saa lange, at de dækker Siden; han byder, og de bliver bitte smaa; han skriger, og de rejser sig i Angst; han bliver melankolsk, og de falder om langs ad Linjerne; de gaar over i Illustrationer, som ikke kan udskilles fra Teksten; de veksler, latinske og gotiske Grupper mellem hinanden efter Stemningen; undertiden staar de paa Hovedet, saa man maa vende Bogen om for at læse videre, undertiden 'følger de Teksten saa nøje, at en Gaaen ned ad Trapper trykkes saaledes:

Derpaa
gik
vor
Helt
ganske
nedslaaet
ned
ad
Trapperne.

Det er underholdende i Nodier's (af hans Datter forfattede) Levned at efterspore de faktiske Elementer, over hvilke han har formet sine fantastiske Fortællinger. Kun sjældent ligger som i Ines de la Sierras noget Virkeligt, et Landskab, et gammelt Slot, til Grund for Opdigtelsen. Nodier studerede her Stedforholdene paa en Udflugt, han med sin Familie foretog i Spanien i 1827. Undertiden er Udgangspunktet et Folkesagn; et saadant ligger f. Eks. til Grund for Trilby, og det er betegnende, at dette Sagn fortælles Nodier af Walter Scotts og Byrons franske Oversætter Pichot. Ideen til Smarra fik Nodier ved at høre sin Portner i Paris, en gammel Invalid, der var for syg til at kunne sove anderledes end siddende i en Stol, fortælle om sine Mareridt og Drømmesyner. Modellen til Feen med Krummerne var endelig en gammel Tjenestepige, der hørte til Nodiers Barndomserindringer fra Fædrenehjemmet, og der plejede at behandle hans 60aarige Fader som letsindig Yngling. Den gamle Denise paastod, at hun før hun kom der i Huset havde tjent hos en Hr. d'Amboise, Guvernør i Chateau-Thierry, og da hun, naar hun kom ind paa dette Kapitel, i sine egne Oplevelser indblandede Erindringen om de forunderligste Begivenheder og de mest forældede Skikke 40 anstillede man for Morskabs Skyld Efterforskninger om hin mærkværdige Guvernør. Byens Arkiver udviste, at der kun havde eksisteret én Guvernør af dette Navn og at han var død allerede i Aaret 1557. Man ser, hvorledes af dette pudsige Træf Fortællingen om Feen har dannet sig. Det ubetydeligste faktiske Element, et Landskab, et Sagn, en Drøm, en Løgn, et Fnug var nok for Nodier til deraf at forme sin Fe og hendes Hofstat.

Den elskværdige, aandfulde Mand, hvis Hus i en Aarrække afgav Samlingspunktet for den ved 1830 opdukkende literære Slægt, og til hvem enhver Begynder, ethvert ungt Talent søgte ud for at finde Beskyttelse og om muligt faa Lov til at oplæse en Ballade eller et Prosastykke for det udsøgte Selskab, der samledes i Huset Søndag Aften, betegner Yderpunktet af det romantiske Fantasteri i Datidens franske Literatur. Det Fantastisk-Overnaturlige, som udgjorde Romantikens Grundvæsen i Tyskland, udgør i Frankrig kun dens ene Pol. Eller rettere: det er et enkelt Element i den franske Romantik, hos nogle af dens mest navnkundige Repræsentanter et svagt og underordnet Element, hos andre et stærkere fremtrædende, men det er et stadigt forekommende Element. Det kommer straks fra først af til Udbrud hos Victor Hugo i hans Heksesabbats-Ballader; det bryder kraftigt igennem i hans store Aarhundredernes Sagnhistorie, men opfattet aandsfrit, idet Sagnet her kun er naiv Historie; det glimter frem selv hos den strengt forstandige Mérimée, halvt bortforklaret i La Venus d'Ille, tydeligere i La Vision de Charles XI og Les arnes du purgatoire; det behersker som halvt serafisk, halvt vellystig-blodigt Sværmeri Lamartine's La chute d'un ange; det fylder Quinet's panteistisk-taagede Ahasvère; det indfinder sig med Alderen hos George Sand i de smukke Æventyr, hun nedskriver for sine Børnebørn; det sysselsætter selv den plastiske Gautier i de talrige Noveller, i hvilke han lader sig paavirke af Hoffmann, og det kroner som Swedenborgsk Aandetro selv Balzac's store samfundsskildrende Værk La Comédie humaine med en Roman som Séraphitus-Séraphita. Dog hos Ingen har det den naive Oprindelighed og den friske, poetiske Kraft som hos Nodier.

41

V

Det nye digteriske og kunstneriske Gennembrud havde fremmede og indenlandske Kilder. Paavirkningen fra Udlandet er den mest iøjnefaldende.

Som alt berørt blev paa en Gang det Fremmede, der skønt gammelt hidtil var blevet holdt udenfor Frankrig, og det, der nu fængslede Samtiden ved sin Nyhed, tilegnet og optaget af den unge Slægt med en Iver, der stod i Forhold til den Grad, i hvilken det afveg fra den tidligere Literaturs Regelrethed. Der dannede sig for den unge Skoles Øjne et Farveskær, i hvilket alle Straaler brødes paa en vis overensstemmende Maade. De Straaler, som trængte igennem, skiftede Særegenhed med det samme.

Først og fremmest var Shakespeares Navn tidligt i Romantikernes Mund blevet det afgørende Løsen. A. W. Schlegel havde brudt Vejen for Shakespeare; thi han havde i sine berømte Forelæsninger over dramatisk Kunst og Literatur, der ogsaa udkom paa Fransk, været den første til at forherlige og forklare ham. Franskmanden Mercier, «Romantismens Profet», slog med Lidenskab ind i samme Tone; Villeniain og senere Guizot fulgte Sporet; Efterligninger og Oversættelser, de sidste mere tro end det forrige Aarhundredes, gjorde deres til at gøre Befolkningen kendt med den store Brittes Navn og Kunst. Endnu i Begyndelsen af Tyverne var man ikke videre, end at engelske Skuespillere, der paa Porte-Saint-Martin Teatret prøvede paa at spille Shakespeare, blev modtagne med en Regn af Æbler og Æg og Raabene: «Tal Fransk! Ned med Shakespeare! Det var en af Wellingtons Adjutanter!»*). Men vi har set, at deres Efterfølgere kun faa Aar efter fik en glimrende Modtagelse. I Mellemtiden falder blandt Andet Beyle's haardnakkede Kamp for at skaffe Shakespeare skyldig Anerkendelse, og Udgivelsen af Bladet Globe, der først tre Gange ugenlig, dernæst som Dagblad, virkede som den yngre Slægts Organ og med Bistand af dens ypperste Kræfter overordenlig dygtigt ledede Felttoget for de nye Grundsætninger.

Beyle, der trods sin Paradoksi er et af Tidens klareste og * 42 mest ejendommelige Hoveder, udtaler sin Beundring af Shakespeare skarpt uden dog at gøre sig skyldig i nogen Mangel paa Pietet mod Racine, hvem han opstiller som dennes Modbillede. Han viser, at de Øjeblikke af fuldstændig Illusion, der under en Teaterforestilling kan og skal indfinde sig, er hyppigere hos Shakespeare end hos Racine, og at den egenlige Fornøjelse ved det tragiske Skuespil afhænger af disse Illusions-Sekunder og den Sindsbevægelse, de i deres Mellemrum efterlader i Tilskuerens Sind. Hvad der mest hindrer Illusionens Opstaaen, det er Beundringen for en Tragedies smukke Vers. Man maa klare sig Spørgsmaalet: Hvad er Opgaven for den dramatiske Digter, at give smukke Udviklinger paa velklingende Vers eller med Sandhed at male Sindsbevægelser? Og han gaar i sit Svar paa dette Spørgsmaal videre end den romantiske Tragedie under Victor Hugo og Alexandre Dumas senere gik, idet han ubetinget forkaster Verset som Form for det tragiske Drama. Saasnart Tragedien søger sin Virkning ved at give et nøjagtigt Billede af Sindsbevægelserne, saa maa den, mener han, fremfor Alt gaa ud paa med Klarhed at udtrykke Tanker og Følelser. Men denne Klarhed forhindres af Verset. Han anfører Macbeths Ord «Bordet er fuldb» overfor Banquo's Skygge, der sidder paa hans Plads, og hævder, at Rim og Rytme intet kan føje til et saadant Udbruds Skønhed. Øjensynligt har senere Vitet, ikke Hugo, svaret til hans dramaturgiske Ideal.

Beyle raader Ingen til at efterdigte Shakespeare. Hvad man bør efterligne hos ham er kun hans Evne til at udforske den Verden, i hvis Midte han levede, hans Kunst at give sine Samtidige netop den Art Tragedie, de havde behov; thi ogsaa nu, 1820, lever Trangen til en vis Art tragisk Skuespil, selv om Tiden, skræmmet af Racines store Ry, ikke vover at fordre det af Digteren. Kun naar man studerer og fyldestgør sin Samtid, er man i Sandhed romantisk. Thi «Romanticismen» er den Kunst at skænke Folkene de literære Værker, som under deres Anskuelsers og Vaners nærværende Tilstand formaar at yde dem den størst mulige Fornøjelse, medens Klassicismen byder dem den Literatur, som foraarsagede deres Oldefædre den størst mulige Nydelse. Racine har i sin Tid været romantisk, Shakespeare er romantisk, først fordi han for Englænderne fra 1590 har fremstilt de blodige Afgørelser, som Borgerkrigene havde medført, dernæst fordi han har givet en Række mesterlige 43 indtil det Fineste afskyggede Billeder af Sjælens Bevægelser og Lidenskabernes Liv. Den romantiske Lære er da ikke den, at man bør efterligne England eller Tyskland, men at hvert Folk skal have sin særegne Literatur, modelleret over dets særegne Præg, ligesom vi alle bærer Dragter, der er afpassede og syede til os alene. - Som man ser, er for Beyle Romantiken næsten ganske ensbetydende med Begrebet moderne Kunst. Ejendommeligt for den romanske Karakters ovenfor berørte indgroede Hang til Klassicitet er det, at han paa flere Steder kommer tilbage til, at man bør være «romantisk» med Hensyn til Ideerne, thi det er «Aarhundredets Fordring», derimod bør man forblive klassisk i Udtryksmaaden, i Sprogform og Vendinger; thi Sproget er en vedtægtsmæssig Sag og derfor saa godt som uforanderligt. Man bør stræbe at skrive som Pascal, Voltaire og La Bruyère*).

Med forskellige Varianter formulerer Globes betydeligste Medarbejdere Begrebsbestemmelsen af den sig fremad kæmpende Romantisme i ret god Overensstemmelse med hinanden indbyrdes og med Beyle. Paa den Tid, da Hugo endnu var kongeligsindet, kristen og konservativ, var Globe allerede revolutionær, filosofisk og liberal. Den første som i Globe gav sig til at give Romantismens Program var Thiers, der, som det i Reglen sker ved literære og kunstneriske Gennembrud, opstillede Ordene Natur og Sandhed som Løsen. Han bekæmper i den bildende Kunst det Akademiske, det Symmetriske, fordrer i dramatisk Poesi den historiske Sandhed, det samme omtrent som man senere mente med Lokalfarven. Duv ergier de Hauranne bestemmer i en Artikel Om det Romantiske Klassicismen som Rutine, Romantismen som Frihed, nemlig som Frihed for de mest forskelligartede Talenter (Hugo og Beyle, Manzoni og Nodier) til at udfolde sig med deres hele Ejendommelighed. Medens Ampère betegner Klassicismen som Efterligning, Romantismen som Originalitet, forsøger en Anonym (efter al Sandsynlighed Sismondi) at give en strengere Begrebsbestemmelse, idet han bemærker, at Ordet Romantisme ikke er blevet dannet for at betegne de literære Værker, i hvilke et hvilketsomhelst Samfund har givet sig Udtryk, men kun den Literatur, der giver et tro Billede af den moderne Civilisation. Da denne efter hans Overbevisning i sit * 44 Væsen er spiritualistisk, saa er Romantiken at definere som Spiritualismen i Literaturen. Med ungdommelig Voldsomhed og i dristigere Udtryk optræder Barrikaderne's senere Forfatter, den tyveaarige Vitet, som Bestemmer af Romantismens Væsen. Den betyder simpelthen Uafhængighed i Kunstanliggender, individuel Frihed i Literaturen. «Romantismen er,» siger han, «Protestantismen i Literatur og Kunst» og tænker øjensynlig herved udelukkende paa Løsrivelsen fra en paveagtig Autoritet. Den er, fortsætter han, hverken en literær Lære eller en Partisag, men Nødvendighedens Lov, Forandringens, Fremskridtets Lov: «Om tyve Aar vil hele Folket være romantisksindet; jeg siger hele Folket, thi Jesuiterne er ikke Folket.»

Der er, som Læseren ser, neppe en Nuanceforskel mellem disse Begrebsbestemmelser og den, i hvilken Victor Hugo havnede: «Romantismen er Liberalismen i Literaturen» og man vil ikke undre sig over at Globe hilste Fortalen til Cromwell med Udbruddet: «Bevægelsen er nu naaet til Hr. Hugo.» I Virkeligheden bragte han den af sit Eget ikke stort Mere end Sejren*).

Næst Shakespeare var Walter Scott den engelske Digter, hvis Indflydelse var om ikke dybest dog tydeligst. Han banede sig Vej over Grænsen her som overalt. Den store Skotte havde allerede tidligere i Tyskland, Italien og Danmark fundet Beundrere, der besjælede af en levende Nationalfølelse og med folkelige og sædelige Idealer for Øje anslog hans Romaners Tone. WaverleyRomanerne begyndte at udkomme 1814; alt 1815 efterlignes de af La Motte Fouqué i germansk-junkerlig Retning, 1825-26 udgives Manzoni's Promessi Sposi, 1826 begynder Ingemann til Bedste for en barnlig Nationalfølelse og ikke mindre barnlig Kongedyrkelse Udgivelsen af sine romantisk-historiske Fortællinger, i hvilke Walter Scotts Aand afbleget spøger. Næsten straks ved deres Fremkomst gjorde Waverley-Romanerne i Oversættelse stor Lykke i Frankrig. Scotts Navn var saa kendt og yndet, at Teaterdirektørerne i Begyndelsen af Tyverne opfordrede Forfatterne til at arrangere Skuespil af hans Romaner. Det mislykkede Drama Emilia af Overgangstidens Digter Soumet var en saadan Bearbejdelse af Walter Scott. Victor Hugo selv indgav under sin unge Svoger Paul Fouchers Navn en Bearbejdelse af Kenilworth som Drama, der ligeledes faldt igennem. Den unge romantiske * 45 Slægt følte sig iøvrigt mest tiltrukket af de Egenskaber ved Romanerne, som man i de protestantiske Lande ikke havde skattet højest, det malerisk beskrivende Talent og den middelalderlige Tone. Walter Scott behagede i Frankrig, fordi man hos ham forefandt i rigt Udvalg Køllerter og Buer, et broget Kostyme og gamle Borges romantiske Arkitektur. Hans nøgterne Livsanskuelse, hans protestantiske Sædelighed, der vandt ham Læsere i Tyskland og i Norden, oversaa eller misbilligede man. Beyle var den første, der rettede skarpe kritiske Indsigelser mod Scott. Han spaar ham trods al den øjeblikkelige Larm om hans Navn et kun kortvarigt Ry; thi efter hans Mening har Scotts Talent snarere bestaaet i Evne til at skildre Personernes Klædedragt og male deres Ansigtstræk end i Evne til at gengive deres Følelsesliv og vise os deres Lidenskaber. Kunsten kan og skal ganske vist aldrig efterligne Naturen Træk for Træk; den er altid en smuk Usandhed; men Walter Scott har været altfor usandfærdig; hans lidenskabelige Personer synes at skamme sig for sig selv, de mangler Sikkerhed og Dristighed, de har altfor faa naturlige Træk. Temmelig tidligt begyndte man da ogsaa at bebrejde Scott, hvad Balzac senere ofte gør gældende imod ham, at han ikke forstod at skildre Kvinden og hendes Lidenskaber eller i alt Fald ikke vovede at skildre disse Lidenskaber med deres Glæder, Kvaler og Tugtelser i et Samfund, der lagde en overdreven Vægt paa den literære Ærbarhed*). De af hans Romaner, der foregik i den nyere Tid, gjorde intet Indtryk; man holdt sig til Ivanhoe, Quentin Durward, Kenilworth, Den smukke Pige i Perth og et Par andre. Hvad man især vurderede hos den fremmede Digter var, at han havde erstattet begge de tidligere Former for den større Roman - den fortællende, hvis Kapiteloverskrifter var sande Udtog og i hvilken Fortælleren stedse stak Hovedet i Vejret, og Brevformen, der klemte alt Pludseligt og Lidenskabeligt ind imellem et «Kære Ven!» og et «Deres hengivne», - med den i Samtaleform sig bevægende, dramatiske Roman. De største Talenter blandt de unge franske Digtere røber Paavirkning af ham. Den blandt dem, der i moralsk Henseende stod England nærmest, Alfred de Vigny, skrev * 46 sin Roman Cinq-Mars, der foregaar under Richelieu, et underholdende, men nu forældet Arbejde, i hvilket Modsætningen af Godt og Ondt overskygger alle andre Modsætninger og i hvilket Mangelen paa Blik for Richelieu's Statsmandsstorhed er paafaldende. Scotts alsidige Karakteristik fattes i højeste Grad; i Stedet for den er traadt et lyrisk Element, Forherligelsen af ungdommelig fremfusende Ridderlighed, den garn melfranske Bravur. Samtidigt med Alfred de Vigny lod Prosper Mérimée sig paa virke af den store Skotte og forfattede under dennes Indflydelse sin Krønike fra Karl den 9des Regering (paa Dansk Fra Bartholomæusnattens Tid), et Værk, hvis Aandsretning ligger endnu fjernere fra Scotts. Mérimée opsøger i Historien de stærke og voldsomme Lidenskaber for deres egen Skyld, kun med det franskromantiske Bi-Øjemed at opirre Spidsborgerne ved den uforbeholdne Skildring; hans Karaktertegning er i det Hele skarp og knap, Fremstillingen kold, udført paa Trods mod al moralsk Vedtægt.

Det er bekendt, at Alexandre Dumas senere hen i mange lette og underholdende Romaner - De tre Musketerere f. Eks. - paa sin Vis tilegnede sig Scotts Farverigdom og historiske Stil. Mindre bekendt er det derimod, at Balzac, Begrunderen af den moderne franske Roman, ganske som Vigny og Mérimée følte sig tiltrukket af den fremmede Mester, der satte Tidsskel i Romanens Historie. Han vilde træde i hans Spor uden at være en blot Efterligner. Han mente i den beskrivende Kunstart, som Romantiken paany bragte til Ære, ret vel at kunne kappes med Scott og tiltroede sig Evne til at give Samtalerne et ganske andet Liv. Hos Walter Scott fandtes kun én Kvindetype; i Frankrig vilde den, der gav sig til at forfatte historiske Romaner, kunne stille Katolicismens glimrende Laster og brogede Sæder overfor Calvinismens mørke Skikkelser i den franske Histories lidenskabeligste Tidsalder. Saaledes var han sikret mod Ensformighed. Endelig fattede han, hvis Aand stadigt pønsede paa Kæmpeværker og instinktivt søgte det systematisk Omspændende, den Plan at fremstille ethvert Tidsrum fra Karl den Store til Datiden i en eller flere Romaner, der skulde danne en sammenhængende Kæde; det var en lignende Ide som den, Freytag senere i sit Værk Die Ahnen har søgt at virkeliggøre for Tysklands Vedkommende. Et Led i denne Kæde skulde den første Roman være, som Balzac udgav under eget Navn, Les Chouans, i hvilken Kampene i Vendée paa Revolutionstiden skildres, og 47 som udkom 1829, netop samme Aar som Cinq-Mars og Chronique da règne de Charles IX. Andre Brudstykker af det paatænkte store Værk er de meget senere udgivne Bøger Sur Cathérine de Médicis og Maître Cornélius, en Roman, i hvilken Balzac i ligefrem Kappestrid med Walter Scott lader Ludvig XI, hvem den fremmede Digter efter hans Opfattelse havde gjort Uret, spille en Hovedrolle. Disse Bøger, der i og for sig betragtede har en vis Værdi og indeholder livlige, grundige Karakterstudier, viser dog, at dersom Balzac havde fastholdt sin Plan at kalde Fortiden tillive, vilde hans Betydning i Aarhundredets Literaturhistorie være bleven en ganske underordnet; man havde simpelthen regnet ham til Walter Scotts Elever.

Ogsaa hos Victor Hugo fremkaldte de Scottske Forbilleder Ønsket om at forfatte en stor historisk Roman. Han besluttede at give den til Midtpunkt Paris's gamle Katedralkirke, hvis Overkalkning havde været ham en Gru og for hvis historisk-monumentale Væsen han nærede et ganske lignende Sværmeri som i sin Tid Goethe for Strassburger Dôm og Oehlenschläger for Roskilde Domkirke. Efter en Kontrakt med en Boghandler skulde denne nu saa berømte Roman være áfleveret i April 1829; Hugo formaaede ikke at holde Kontrakten, fik først fem Maaneders Frist, saa Frist til 1ste December 1830 mod at betale en Bøde af 1000 Francs ugenlig, hvis Romanen ikke var færdig til da. Den 27de Juli havde han sine Forarbejder i Orden og begyndte Nedskrivningen, Dagen efter indtraf Julirevolutionen; Hugo's Hus var udsat for Kugleregnen, under Flytningen til et andet Hus gik en Bog med alle hans Optegnelser til Romanen tabt. Han fik da tre Maaneders Frist endnu, lod sig negte hjemme paa ubestemt Tid, lukkede sine sorte Klæder inde for ikke at kunne gaa ud, iførte sig sin Arbejdsjakke, købte sig en Flaske med Blæk og arbejdede uden at gøre eller modtage noget Besøg indtil 14de Januar 1831, da Blækflasken var tom, og Romanen færdig. Kun en eneste Gang havde han i Mellemtiden tilladt sig en Adspredelse, det var da han gik ud for at se Karl den 10des Ministre blive dømte; men for ikke at overtræde sin egen Bestemmelse havde han den Dag iført sig sin Borgervæbningsuniform.

Allerede i sin tidligste Ungdom havde Hugo modtaget et dybt Indtryk af Walter Scott. I en Anmeldelse af Quentin Durward, som han skriver 21 Aar gammel, udtaler han den højeste Beundring for Scotts historiske Sans, sædelige Alvor og 48 dramatiske Form. Der findes ligefuldt heri en Sætning, i hvilken han ligesom angiver det Skridt, han selv haaber at kunne føre Kunsten videre. Den lyder: «Efter Walter Scotts maleriske men prosaiske Roman staar der tilbage at skabe en anden Art Roman, der efter vor Mening vil være smukkere og mere fuldendt. Det er den Roman, som paa én Gang er Drama og Epos, som vel er malerisk, men tillige poetisk, vel er virkelig, men tillige ideal, vel sand men tillige stor, og som indfatter Walter Scott i Homer.» De sidste Ord, der paa ægte Hugo'sk Maade gennem Overdrivelse fordærver Virkningen, bør ikke hindre os i at anerkende den unge Forfatters Klarsyn for hvad han selv engang vilde kunne yde i Romanfaget. Han har, synes det, havt Følelsen af at hans Romaner vilde blive store Digte i Prosa, store maleriske Krøniker snarere end Virkelighedsbilleder som Scotts.

Notre Dame de Paris, der var bestemt til at give et Billede af Paris's Liv og Sæder i det 15de Aarhundrede, er et Foster af en storladen arkitektonisk Fantasi. Hugo's Hang til det Mægtige og Kolossale har her fundet en passende Genstand. Han besjæler denne Kirke, fylder den med sin Aands Pust, saa den bliver et levende Væsen, og som man af en enkelt Hvirvel undertiden kan genopbygge en Dyreform, saaledes fremmaner hans Hjerne ud fra Kirken som Udgangspunkt det hele omgivende Paris, som længst var forsvundet. Troens og Overtroens, Sædernes og Kunsternes, Lovenes og Hjerternes Tilstand i hin gamle Tid er malt i brede, kraftige Træk uden megen Skarphed men med en Art Trolddom, der overvælder. Menneskeskikkelserne er geniale Grundrids til Karakterer, udførte i Epopeens Stil, i halvt overnaturlig Størrelse. Walter Scotts ærbare og borgerlige Menneskelighed er erstattet af en farvedrukken Kunstneraand, Walter Scotts fromme Sind er afløst af en storstilet Lidenskabelighed, der uden at beroliges peger hen paa den jernhaarde blinde Nødvendighed, hin ἀνάγκη, som er ridset paa Kirkens Væg og som knuser os alle, Zigøjnersken og Præsten, Skønheden og Dyret, Føbus og Quasimodo, Aarhundrede efter Aarhundrede under sin Jernhæl.

Endnu stærkere end Walter Scott betog Byron. Det var det heftige Element af Lidenskab i hans Digte og dets Sammenhæng med hans Levneds Uregelmæssigheder, det var Childe Harold og endnu mere Lara, den af Skæbnens Finger mærkede Personlighed, der rugende over et hemmelighedsfuldt Tungsind 49 slæber sin Stolthed og sin Kval med sig fra Land til Land, det var denne Type i dens Byronske Former, fantastisk forstørret ved Alt, hvad der klæbede af Sagn og Myte ved Digterens Liv, som fortryllede den Ungdom, Hugo havde vakt eller samlet. Faa var de Kritiske, der som Beyle - iøvrigt en stor Beundrer af Byron - hævdede, at han «som Forfatter til regelrette, dødeligt kedsommelige Tragedier aldeles ikke var Romantikernes Høvding. Umiddelbart efter hans Død havde allerede den hele Horde af franske Smaapoeter kastet sig over de to Æmner Grækenland og Lord Byron, og var hele Aar igennem vedblevet at besynge dem med saa megen Iver og saa liden Evne til Forstaaelse og Fremstilling af den Afdødes Ejendommelighed, at Sainte-Beuve i Globe maatte tage til Genmæle mod Misbrugen af Ordene Byron, Frihed, Sørgehymne osv. Saavel Hugo som Lamartine havde ved Efterretningen om Byrons Død givet deres Følelser for ham Luft, den første i en Artikel, den sidste i et Digt. Begge lægger paa dette Tidspunkt under Skildringen af Byrons Digterpersonlighed Hovedvægten paa hans Tvivls-Aand og mørke Livssyn; Ingen af dem synes at have modtaget noget dybere Indtryk af Byrons Manddomsværker; den friske og bidende politisk-religiøse Satire i Don-Juan forblev i 1824 overhørt og uforstaaet af dem som af saa mange andre. Men medens Hugo fremfor Alt stræber at opvise Modsætningen mellem Byrons Poesi og det attende Aarhundredes - «Forskellen mellem Byrons og Voltaires Latter er den, at Voltaire ikke havde lidt» - er for den blødagtige og halvvejs troende Lamartine Byron endnu den faldne Engel. Lamartines Femte Sang af Childe Harold, i hvilken han stræber at anslaa de Byronske Toner, viser, hvori han troede at finde Lighed mellem den engelske Lord og sig selv, nemlig i den romantisk-heroiske Personlighed. Han benyttter Byrons Maske til gennem den at give de Tvivl og de oprørske Følelser Udtryk, der kun ganske glimtvis kom frem i hans poetiske Meditationer, men som han snart skulde udtale i sit eget Navn. Rimeligvis har desuden Mindet om Byron lokket saavel ham som Hugo til Østerland; den sidste nøjedes med digteriske Farter, Lamartine satte en storartet Rejse i Scene, til hvilken han udrustede sig med fyrstelig Pragt. Saavel Lamartine som Hugo modtog imidlertid om ikke af Byrons sidste Værker saa af hans sidste Bedrifter og hans Død et dybtvirkende politisk Indtryk.

50

Spor af Byronsk Paavirkning findes nu sikkert nok hos Flertallet af de paa hin Tid begyndende franske Digtere, men saa betydelig og kraftig var denne unge frembringende Slægts Originalitet, at Byrons Sønderrevethed, der som smittende Eksempel overalt viste sig forførerisk, og som har udsaaet Efterligning og Affektation i saa mange Literaturer, preller af paa disse Aander. Kun én var der iblandt dem, i hvis Øren netop disse Byron'ske Toner klang som Bud fra en beslægtet Aand, og det var ejendommeligt nok den eleganteste og mest aristokratiske af dem og den mest udprægede Pariser blandt dem allesammen, Alfred de Musset.

De fleste af disse fremragende Personligheder fødtes udenfor Paris, Victor Hugo og Nodier i Besanzon, George Sand i Berry, Balzac i Tours, Gautier i Tarbes, Lamennais i Bretagne, SainteBeuve i Boulogne-sur-Mer, og disse bringer hver paa sin Vis en stærk Grundsum af Provinsialisme med sig, der ikke lader sig gennemtrænge af Byronsk Indflydelse, skønt denne, iøvrigt i yderst forskellige Former, spores hos George Sand og Th. Gautier. Mérimée, der fødtes i Paris, køledes tidligt altfor stærkt til at paavirkes af Byrons poetiske Naturel, han berørtes mest paa anden Haand gennem Stendhal af det Negtende i hans Væsen. Men der er ingen, i hvem Byron slaar ned som i hint blege, slanke Pariserbarn, der besidder al den Svaghed og al den udsøgte Ynde, som i fornemme Slægter findes hos de sidste Arvinger med hvilke Stammen dør ud. Byron havde som ægte Englænder i Begyndelsen af sin Optræden været aandig og tungsindig; Sanselivet indtager kun ringe Plads i hans Ungdoms Poesi; det er først i hans Manddomsalder, efter at han har besøgt Italien og været bosat i romanske Lande, at hans Digtning som Goethe's i Venedig bliver sanselig og fræk og djærv. Musset omvendt tager i sin tidlige Ungdom til Udgangspunkt den Art kæk og kødelig Virkelighedsgengivelse, som undertiden fremtræder i Byrons senere Arbejder, og bliver efterhaanden mere og mere aandig i sin Poesi. Han er paa sin Højde baade som Iagttager og som Erotiker finere end Byron, hans Digtning har en raffaelisk Skønhed, som Byron hverken naaer eller søger. Han er den franske svagere, sartere, yndefuldere Byron, som Heine den tyske, mindre, kaadere, vittigere Byron, som Paludan-Müller den danske, satiriske, rettroende, kongetro og kirketro Byron. Musset lider 51 som en Yngling, klager som en Kvinde; han er, som Billedhuggeren Auguste Préault engang kaldte ham, «Frøken Byron».

Shelley, hvis Navn først langt senere trængte ind i Frankrig, forblev ganske ukendt for hint Slægtled. Hvad Søskolen angaar, da var Sainte-Beuve, som tidligt var bleven indviet i det engelske Sprog og som var den mest kritiske Aand blandt dem alle, den eneste, som følte denne naturelskende og virkelighedssøgende Skoles Værd, tilegnede sig noget af dens Væsen, og gennem enkelte Oversættelser stræbte at gøre den yndet. Brizeux, Bretagnes Digter, minder om Skolen, men har ikke kendt den.

Fra Tyskland var Paavirkningen mindre stærk end fra England, og overfor dette Land er den frie Behandling af Indtrykkene endnu lettere paaviselig. Tyskland saas overskygget af de gamle teutoniske Ege; om dets Kilder og Floder svævede Alfer og Elverpiger med de hvide Kjoler slæbende efter sig i det dugvaade Græs; i dets Bjerge boede Troldfolket og ovenpaa dem holdt Heksene deres Sabbat. Tyskland var Valborgsnats-Drømmenes Land. Af Goethe blev kun et eneste Værk stærkt læst, nemlig Werther, i hvilket det højtspændte Udtryk for Lidenskaben henrykte. Werther forekom som en René, fordi man lærte ham - der dog var saa meget ældre end René - at kende efter Renéskikkelsen, og denne Synsmaade berøvede ham sin Friskhed og nærmede ham til Childe-Harold Typen. Faustfiguren modtog et Tryk i samme Retning; denne mægtige Skikkelse, der imponerede hele Europa, var de Franske fuldkomment fremmed og blev aldrig opfattet efter sit Væsen. Den franske Poesi havde aldrig drejet sig om Forskeraandens Kampe og Lidelser. Og denne tyske Doktor, der er troskyldig nok til at se Djævelen i en Pudelhund, følsom nok til med fromme Fornemmelser at betræde Margrethes Tærskel og dog samvittighedsløs nok til at forlade den Forførte og dræbe hendes Broder i en uærlig Duel, var altfor ufransk til at forstaas. Hvilken Art af Indvendinger Mændene af den klassiske Skole rettede mod Goethe's Faust, ses af Romantikernes Forsvarsartikler. «Hvor mange Mennesker», hedder det i en Artikel af Duvergier de Hauranne, «gør ikke den blotte Forestilling om en Pagt med Djævelen ufølsomme for dette Mesterværks Skønheder! De begriber ikke, at man lader en saadan Usandsynlighed gaa upaatalt hen, og dog har de selv uden ringeste Indvending fra deres Barndom af set Agamemnon myrde sin Datter for at erholde Medbør !» Man var vant til 52 den antike Overtro, men følte sig frastødt af den middelalderlige. Stort var ogsaa Antallet af dem, der uden at læse Goethes Værker forkastede dem som uciviliseret Poesi. Romantikernes indskrænkede Angriber, det franske Akademis Sekretær, Auger fik endnu i 1825 Akademiets Medlemmer til at smile ved i et Udfald mod Romantikerne, «disse Elskere af den skønne Natur, der gerne vilde give Apollo fra Belvedere for en uformelig Billedstøtte af den hellige Christofer og som med største Fornøjelse vilde give Phèdre og Iphigénie bort for Faust og Götz von Berlichingen», at udtale disse sidste Titler med burlesk Betoning som barbariske Navne. Romantikernes Beundring for Faust var imidlertid, som allerede antydet, ufrugtbar. Skønt Gérard de Nerval oversatte det store Dramas første Del til den gamle Goethe's højeste Tilfredshed og skønt Delacroix's Maleri af Faust og Mefistofeles, der rider gennem Luften, ligeledes vakte den gamle Digters og Kenders Beundring, lader der sig i Datidens franske Literatur kun sparsomt (som hos Quinet) paavise Indflydelse fra Goethe's Faust.

Hvorvel Schiller ved sin Sammenhæng med Rousseau og sin blomstrende dramatiske Talekunst kunde synes lettere tilgængelig for Franskmændene end Goethe, slog han i kun ringe Grad an hos den yngre Slægt. Hans hele Teater blev vel bearbejdet og opført, men det var umiddelbart før at den egenlig romantiske Skole dannede sig, og Overgangstidens halvromantiske Poeter, der efter Lyst og Lune tilskar hans Stykker til regulære Tragedier i den herskende Smag, skamskændede hans Værker i Stedet for at aabne Forstaaelsen for dem. Af Jomfruen fra Orleans og Don Carlos fabrikerede Soumet en Jeanne d'Arc og en Elisabeth af Frankrig; Fiesco blev bearbejdet og mishandlet af Ancelot, Wallenstein af Liadières; men hverken Klassikere eller Romantikere følte nogen Tilfredsstillelse ved Resultatet, og den strenge Beyle, der dog stræbte at gaa til Kilderne, dømmer, at Schiller i altfor høj Grad har hyldet den gamle franske Smag til at han har kunnet give sine Landsmænd den Tragedie, der fordredes af deres Sæder. For Schillers virkelige Storhed mangler han fuldstændigt Blik; han har øjensynligt været altfor uvidende i Tysk til at kunne nyde og forstaa Wallenstein og iøvrigt lod han sig som mange andre blandt de Yngre ved sine Lovprisninger i saa høj Grad lede af Hensynet til hvad der kunde formodes at ville ærgre Klassikerne mest, at han priser 53 Werners Luther som det nyere Drama, der kommer Shakespeare nærmest og dets Forfatter som en langt større Digter end Schiller. Foruden Goethe gjorde af Tysklands samtidige Digtere kun E. Th. A. Hoffmann et dybere Indtryk. Ja for Franskmændene blev Hoffmann Tyskeren fremfor nogen. Tieck var for ubestemt, Novalis for hemmelighedsfuld til at kunne finde et Publikum i Frankrig som f. Eks. i Danmark; men Hoffmann forbandt med det uberegneligt Fantastiske, der var et fuldstændigt nyt digterisk Element for Franskmændene, den skarpe Sikkerhed i Omridsene, som tiltaler dem, og som erindrede dem om deres Landsmand, Lothringeren Callot. Hoffmanns Kunstnermod, der vover at forfølge det egensindige Indfald til det Yderste, vandt dem for ham. Han var grel, han skyede ikke de stærkeste Virkninger, og han var i al sin Vildskab smaaligt tydelig som et Maleri af den hellige Antonius's Fristelser, udført af Breughel eller Teniers; han kom i Modsætning til Novalis Franskmændene i Møde ved sin Berliner-Forstandighed, der er saa beslægtet med den franske; der var en Slags Forstandsmetode selv i hans Galskab. Derfor fik han alene blandt alle tyske Digtere Efterfølgere, næsten Lærlinge i Frankrig. Allerede Charles Nodier røbede, som vi saa, stærk Paavirkning af hans Fortællinger; senere er Gérard de Nerval i endnu højere Grad denne Paavirkning underkastet, og den er meget tydelig i Gautiers Noveller. Saa oprindelig denne sidstnævnte Digter overhovedet end er, saa har han, der neppe kunde et tysk Ord, dog i forskellige Tidsrum af sit Liv staaet under tysk Indflydelse. Som hans Ungdomsnoveller (Romans et Contes) minder om Hoffmann, saaledes minder mangt og meget i hans Emaux et Camées om Heinrich Heine. Goethes West-Oestlicher Diwan havde desuden i ganske særlig Grad slaaet ham med Beundring. Hvad der tiltrak ham hos Goethe, det var den kunstneriske Uanfægtelighed, som fremtraadte i den store tyske Digters senere Levaar.

VI

Det var dog ikke Indtryk fra Udlandet, der bidrog mest til Digtekunstens Genfødelse i Frankrig. Der byggedes paa Landets egen Grund.

Man kan sammenligne det Arbejde, der fuldføres af en stor 54 literær Skole som den romantiske i Frankrig, med Opførelsen af en hel By; kun at man bygger, som altid i Literaturen, paa en Grund, der alene ved svage og utætte Dæmninger er beskyttet mod Glemselens Vande. Snart opdages det, at der er Vand i Grunden; efterhaanden spores det, at Vandet stiger stadigt højere; tilsidst forsvinder de lavere Bygninger og kun de højeste Monumenter rager, bestandig synlige, i Vejret over Lethestrømmens Vandspejl.

Hvad der giver disse højeste literære Mindesmærker deres stolte Rejsning er dels Dybden af de Tanker, der bærer dem, dels en fuldkommen Kunstforms nøje Overensstemmelse med Ideen; men til syvende og sidst gælder det altid om, at Forfatteren, forsaavidt han ikke som Tænker selv er tankefrembringende, bevidst eller ubevidst har været gennemtrængt af sin Tids mest fremskredne Tanker; thi det er Aanden, som levendegør og som bevarer mod Undergang. Man kan i Romantismen i Frankrig skelne tre Hovedretninger:

Bestræbelsen efter med Troskab at gengive enten en forgangen historisk Virkelighed eller selve det moderne Liv: Retningen mod det Sande.

Bestræbelsen mod Formfuldendthed, hvad enten denne opfattes som det Plastiske og Maleriske i Udtrykket eller som streng metrisk Harmoni eller som en ved sin knappe Simpelhed uforgængelig Prosastil: Retningen mod det Skønne.

Endelig den reformatoriske Begejstring for store religiøse eller samfundsomdannende Tanker, den etiske Stræben indenfor Kunsten: Retningen mod det Gode.

Disse tre Grundretninger bestemmer denne livfulde og kunstrige Skoles Væsen, som de tre Dimensioner bestemmer Rummet, og enhver af disse Bestræbelser har i hin Tid frembragt Værker af højt og blivende Værd.

Det er de to sidste Retninger, der forsaavidt de gaar ud fra indenlandske Forudsætninger, sysselsætter os først.

Skønt den romantiske Skole har indbefattet Aander, der som Mérimée eg Gautier, bevarede en naturlig eller kunstig Ufølsomhed for Tidsalderens sociale og politiske Stræben, har den havt langt flere Digtere, som rørtes og grebes stærkt af Forsøgene paa at forme og organisere deres Fædrelands og hele Menneskehedens Fremtid. Poesien har to Grundformer. Den har enten Karakter af en paa sjælelig Granskning hvilende Fremstilling - 55 i denne Skikkelse nærmer den sig Videnskaben - eller den har Præget af en Forkyndelse, en begejstret Henvendelse - og i denne Skikkelse nænner den sig Religionen. Der fandtes i Slægten fra 1830 en hel Gruppe af Aander, som opfattede den paa den sidstnævnte Maade. Man har gjort dem Uret, naar man har villet nedsætte deres Frembringelser med Navnet Tendenspoesi. Thi hvad man her har fordømt som Tendens, er ikke andet end Tidsalderens Aand, dens Ideer, og disse Ideer er i Længden al sand Poesis Livsblod. Hvad man i Poesiens egen Interesse maa fordre, er kun at Aarerne, i hvilke dette Livsblod ruller, og som gerne maa ses blaanende under Huden, ikke fremtræder spændte og sorte som paa en Forbitret eller Syg.

I den franske Romantisme bryder reformatoriske Ideer allerede i Løbet af Trediverne ind fra alle Sider. Søger man tilbage til deres Kilde, kan man ikke stanse før ved Saint-Simon. I Grev Claude Henri de Saint-Simon (f. 1760), den eneste Ætling af den berømte Hertug af samme Navn, der var Hoffets hemmelige Historieskriver under Ludvig den 14des Regering, havde Frankrig, der modtog Faustdigtet med saa liden Interesse, i det nittende Aarhundrede frembragt en virkelig Faust, en Faust i urolig Genialitet og uimodstaaelig Drift til at lære Verdensaltet teoretisk og praktisk at kende. Han er mindre klar og forstandig end Helten i Goethe's berømte Digt, men hans Blik er videre, hans Formaal større og hans Stræben af højere Natur. Han optræder fra først af i Livet saaledes som Faust slutter. Hans Planer til Gennemskæring af Landtangen ved Panama og til store Kanalanlæg i Spanien erindrer om den Virksomhed, med hvilken Faust ender sit Liv. Han var efterhaanden Officer, Verdensmand, Ingeniør, Projektmager, Filosof, Lærd, Statsøkonomi, tilsidst Religionsstifter, en Mand med mangesidige, næsten alsidige Gaver. Han brugte i sine unge Aar en Formue op, da Titlerne som Pair af Frankrig og Grande af Spanien tilligemed en Sum af 500,000 Francs syntes ham sikrede ved Arv; men hans Fader og Hertugen af Saint-Simon blev Uvenner, han arvede Intetsomhelst, sank i den dybeste Armod, maatte som Kopist paa Assistenshuset arbejde ni Timer daglig for tusind Francs om Aaret og var i 1812 indskrænket til at leve af Vand og Brød. En Dag gjorde han i Fortvivlelse et Selvmordsforsøg. Han skød sit Øje ud men blev helbredet. Endog Selvmords-Attentatet er et faustagtigt Træk.

56

Disciple nærmede sig ham, understøttede ham, modtog Undervisning af ham og grundede et Tidsskrift efter det andet for at udbrede hans Ideer.

Da han fem Aar før Julirevolutionen døde, var disse Ideer kun kendte og dyrkede i en liden Kres, men under Ludvig Filips Regering udbredte de sig stærkt paa samme Tid som de i mange Retninger omdannedes; de blev Grundlag for en Sekt med en Ypperstepræst i Spidsen, en Sekt, der talte fremragende Mænd af alle Fag i sin Midte, Finansmænd som Isaac Péreire, Komponister som Félicien David, og saaledes gik det til, at de Saint-Simonistiske Ideer trængte ind overalt, blev Elementer i Nationaløkonomien hos Michel Chevalier, beaandede Frankrigs største dalevende Historiker Augustin Tbierry, afgav Grundtankerne for Landets betydeligste Tænker i dette Aarhundrede, Auguste Comte, endelig, forskelligt tillempede, i Pierre Leroux og Lamennais fik indflydelsesrige filosofiske og religiøse Apostle og samtidigt trængte ind i Poesien. Det var i og for sig intet Under, thi der var i Saint-Simon trods alle hans Sværmerier noget af den store Digters Seerblik.

Han var forud for sin Tid; thi hans Idéliv er et af Kendetegnene paa den store europæiske Reaktion mod det attende Aarhundrede, hvilket han betragtede som et blot kritisk, blot opløsende Tidsrum, medens han gav det nittende Aarhundrede Navnet af et organisk, umiddelbart frembringende Tidehverv. Han vendte sig lige ubetinget mod dem, der indbildte sig at kunne iværksætte Menneskehedens Lykke ved blot Omændring af Statsformer, og mod dem, der som det kirkelige Parti forsvarede Fortiden for at kalde den tilbage. Han var ikke Fortidens Ven, men Fremtidens Bebuder, og der var for ham i Reaktionens Bestræbelser kun det Glimt af Sandhed, at Menneskeheden ikke kunde civiliseres ved blotte Forstandsbegreber, men at dertil udfordredes Religion, rigtignok en Religiøsitet, der havde udskilt alt det i Religionerne Givne og Udvortes. Da han i sin Reformiver ikke var Fornegtelsens roen Bekræftelsens Talsmand, var for ham den Frihed, der bestod i Frigørelse for Hindringers Tryk, lidet værd, hvis den ikke fuldstændiggjordes med den sande Frihed, det vil sige med en stedse større og rigere Formaaen. De sidste kritiske Aarhundreder var gaaede med til at nedbryde Middelalderens Præste- og Kriger-Vælde, nu gjaldt det at opbygge Videnskabens og Værkflidens Rige. Det var da Viden 57 skabens Bestemmelse i den nye Samfundsorden at indtage Troens Plads, Industriens at indtage Krigens.

Foreløbig gjaldt det om at «organisere» Videnskaben og Industrien.

Hvad det første angaar, kan man i hans Breve fra en Beboer af Genf efterlæse hans Plan til ved Newtons Grav at aabne en Subskription til Bedste for alle de største Videnskabsmænd og Kunstnere, i Kraft af hvilken de uden Næringssorger skulde kunne virke i deres Fag og nyde rigelig Løn for deres Arbejder - en Plan, Alfred de Vigny som Forfatter af Chatterton maa have læst med Begejstring, i Fald han ellers har læst den. Mere Forundring vilde det vel vække hos ham, at disse Genier til Gengæld skulde overtage Bestyrelsen af hele Menneskeslægtens aandelige Tarv efter en bestemt, i alle Enkeltheder fastslaaet Reformplan.

Med Hensyn til Industriens Organisation er Saint-Simons Parabel det lærerigste Aktstykke, Da denne Parabel rimeligvis er det eneste af hans Skrifter, der i Fremtiden vil kunne læses, fordi den undtagelsesvis er affattet i en kort og fyndig Stil og desuden har Glimt af et Vid, som ellers aldrig findes hos ham, giver jeg den i sammentrængt Form.

Sæt, siger han, at Frankrig af sine Fysikere, Fysiologer, Malere, Digtere, Mekanikere, Læger osv. mistede de 50 første i hvert Fag, i Alt sine 3000 første Lærde, Kunstnere og Haandværkere, hvad saa?

Da disse Mænd er de væsenligt Frembringende i Landet, Blomsten af det franske Folk, saa vilde der behøves mindst et helt Slægtled til at raade Bod paa denne Ulykke. Thi de Mennesker, hvis Virksomhed er til afgjort Nytte, er Undtagelser, og Naturen ødsler ikke med disse Undtagelser.

Lad os sætte et andet Tilfælde. Lad os sætte, at Frankrig beholder alle de geniale Mænd, det besidder i Videnskab, Kunst, Værkflid og Haandværk, men at det har den Ulykke at miste Hans kongelige Højhed Kongens Broder, fremdeles deres kongelige Højheder Hertugerne af Berry, Orléans og Bourbon, Hertuginden af Angoulème, Hertuginden af Bourbon og den unge Hertuginde af Condé. Lad Frankrig paa samme Tid miste alle Kronens Storofficerer, alle Statsministrene, Kammerherrerne, Jagtjunkerne, Maréchallerne, Kardinalerne, Erkebisperne, Bisperne, Stor-Vikarerne og Kannikerne, alle Præfekter og Underpræfekter, alle Dommerne 58 og desuden 10,000 af de rigeste Godsejere blandt dem, der fører et stort Hus og lever højt.

Denne Begivenhed vilde ganske vist bedrøve Franskmændene, fordi de er godhjertede og paa ingen Maade med Ligegyldighed kunde se den pludselige Forsvinden af et saa stort Antal af deres Medborgere. Men dette Tab af ikke mindre end 30,000 Mennesker, som anses for de første i Staten, vilde dog kun foraarsage dem Sorger af rent sentimentale Grunde; thi deraf vilde ikke flyde nogen alvorlig Ulempe for Staten som Stat. Først og fremmest af den Grund, at det vilde være meget let at fylde de ledigblevne Pladser. Der findes et stort Antal Franskmænd, som vilde være i Stand til at indtage Stillingen som Hs. Maj. Kongens Broder lige saa godt som Højstsamme; mange er i Stand til at udfylde Pladsen som Prins af Blodet o. s. v. Alle Forværelser ved Hoffet er fulde af Officerer, der er parate til beklæde Værdighederne som Kronens Storofficerer o. s. v. Hæren besidder et stort Antal Militære, der er lige saa gode Generaler som vore nuværende Maréchailer, og hvormange Handelsrejsende er ikke bedre Hoveder end vore Ministre, hvormange Præster lige saa troende og duelige som vore Kardinaler. Erkebisper, Bisper, Kanniker o. s. v. Hvad endelig de 10,000 Godsejere angaar, saa vilde deres Arvinger neppe engang behøve Læreaar for at optræde som Værter i deres Selskabssale med lige saa megen Ynde som de!

Grundtanken i denne Spøg, for hvilken Saint-Simon blev slæbt for Domstolene, er, som man ser, den at kun den frembringende Klasse af Borgerne er den i Sandhed nyttige: Før Revolutionen stod Kampen mellem Adel og Borgerstand; i den nye Tid, da en Del af Borgerstanden har indtaget den tidligere Adels Plads og delt Forrettighederne med den, er Spaltningen den mellem den ufrugtbare og den frembringende Stand; Fremtiden tilhører Vindskibeligheden, Arbejdet, Fredens Gerning, nyttig Bedrift. Men medens de samtidige franske Nationaløkonomer kun vilde betrygge den Enkelte den friest mulige Udvikling af hans Evner, fordrede Saint-Simon Statens Indskriden. Den burde organisere Arbejdet og Frembringelsen; den alene kunde sikre, at for Fremtiden ikke mere det ene Menneske blev udnyttet af det andet, kun Naturen af Mennesket. Den burde endelig med al Anerkendelse af den naturlige Ulighed mellem Menneskene 59 gøre Sit til at ophæve den kunstige, derfor afskaffe enhver Fødsels-Forret, afskaffe eller indskrænke Arveretten.

Vi træffer da hos Saint-Simon for det Første paa den moderne Socialismes Grundtanke, paa Mistilliden til den frie Kappestrids Virkninger og paa det Krav af det frembringende Arbejdes Indsættelse i dets Ære og dets Ret, ud fra hvilket han naaede til den berømte Formel, at Enhver i Samfundet burde være stillet efter sine Evner og lønnet i Forhold til sin Gerning (à chacun selon sa capacité!) Dernæst dukker - som Følge af denne Fordring - for første Gang paa fransk Grund Læren op om Kvindens fuldstændige Ligestilling med Manden som Samfundsmedlem. Endelig følger i religiøs Henseende Forkastelsen af det hele Indbegreb af Troessætninger, ikke i religionsnedbrydende Hensigt, men for af Rettroenhedens Grav at fremdrage det ene Bud: Elsker hverandre! en ny Kristendom, som Saint-Simon udviklede i sit sidste Hovedskrift Le nouveau Christianisme og hvis eneste Grundsætning er denne: Religionens Opgave er at lede Samfundet hen mod det store Maal, en saa hurtig Forbedring som muligt af den talrigste og fattigste Klasses Skæbne.

Der var i Saint-Simons Personlighed Noget, som maatte forekomme de naivere blandt Romantikerne beslægtet. Han havde den ubegrænsede Selvtillid, som fremkalder Tiltro hos Andre, havde Intet af Filosofens Selvprøvelse, var dogmatisk, var Profet. Han havde desuden den romantiske Tørst efter at gennemleve og gennemføle Alt. Naar man læser de personlige Betingelser, han opstiller for Fremskridt i Filosofien, saa vil man se, at de kun er lidet forskellige fra dem, en ung romantisk Digter vilde nævne som nødvendige for poetisk Frembringen: De er 1) i hele sin kraftige Alder at føre et saa virksomt og ejendommeligt Liv som muligt 2) omhyggeligt at lære enhver Art Teori og enhver Art Praksis at kende 3) at udforske alle Samfundsklasser og bringe sig selv i de forskelligste sociale Stillinger 4) endelig at sammenfatte sine Iagttagelser og uddrage deres Resultat.

I hans Lære var der et Hovedpunkt, som i Reglen frastødte de romantiske Forfattere, nemlig Begejstringen for Industri- Væsenet, der som blot nyttigt var de fleste af dem imod; men Læren savnede ikke derfor romantiske Elementer. Den maatte tiltale en Romantiker saavel ved sit revolutionære, som ved sit fantastiske og utopiske Element, ved sin Betoning af den natur lige Ulighed, ved sin til Yderlighed drevne Genidyrkelse og ved 60 sit religiøse Hang. Almindeligt poetisk var den endelig ved sin Omhu for Kvinden og ved den Menneskekærlighed, med hvilken den omfattede Samfundets daarligst stillede Klasser.

Og det var først efter 1830, at Saint-Simons Lære begyndte at blive en Samfundsmagt. Han selv havde, som Religionsstiftere plejer, paa en Gang været Forkynderen og Eksemplet; han havde forstaaet at iværksætte et formeligt Apostolat; hans Lærlinge ansaa ham i fuldt Alvor for den nye Tids Messias og gik ud i Verden som denne Messias's Tjenere. Det var derfor egenlig først gennem disse hans Lærlinge og deres Aandsbeslægtede, at at man under Julikongedømmet lærte Saint-Simonismen at kende, skønt vel enkelte mere aarvaagne Aander alt tidligere havde læst Mesteren selv. Der findes saaledes i Victor Hugo's Dagbog fra 1830 (Littérature et Philosophie mêlées I) en Notits, som viser, at han allerede da har kendt Saint-Simon.

Vel maatte kun et Aar efter Saint-Simons Død hans Organ Le Prodacteur gaa ind, men netop denne Omstændighed bragte hans Lærlinge i mere personlig og inderlig Berøring med deres Tilhængere, og især fra det Øjeblik af da Enfantin, den unge Læres Paulus, en Mand af smuk og mægtig Personlighed, en præstelig Begavelse af allerførste Rang med noget af en Brigham Youngs Hersker- og Fører-Evne, var bleven Sektens virkelige Høvding, vandt den evnerige Ynglinge og dannede, livfulde Kvinder for sig i ikke ringe Antal. Store frivillige Summer strømmede ind til den Saint-Simonistiske «Familie», i Aaret 1831 alene 330,000 Francs. Man fik sig et Ugeskrift L'Organisateur og fra 1830 af overtog Pierre Leroux Le Globe. Imidlertid fjernede Læren sig stedse mere fra sit oprindelige Præg. Istedenfor at Saint-Simon i sin Organisationsplan havde tilkendt Kapitalisterne en fremragende Plads - et af de tre Kamre, han vilde have oprettede, skulde udelukkende bestaa af Kapitalister - angreb man nu Kapitalen, og paa Saint-Simons Uvilje mod al Kommunisme var indenfor «Familien» fulgt faktisk Formuesfællesskab, ligesom Kravet af Formuesfællesskab i Staten kom til Orde. En enkelt bestemt Følgeslutning, som man drog af Læren, hidførte imidlertid dens Fald og Opløsningen af den hele Sekt. Saint-Simon havde lært, at da den gamle Kristendom havde sat Splid mellem Aanden og Kødet, gjaldt det nu om at forsone denne Splid. Den gamle Kristendom havde opstillet Selvfornegtelse og Kødets Spægelse som Formaal, den nye burde betragte Velvære og 61 almindelig Lykke som Maalet. Udtrykt med andre Ord kan hans Tanke gengives saaledes: Forsagelsens Kristendom har været en skarp og voldsom Kur mod Romerrigets Svælgen i alle Drifters Tilfredsstillelse, men Kuren har vist sig at være fuldt saa farlig som Sygdommen. Vi er blevne Sygdommen kvit; men hvem skiller os af med Lægemidlet uden at noget Tilbagefald følger? Ingen anden Magt end den nye Kristendom.

Af denne forholdsvis sunde Grundtanke vilde Enfantin udlede og efter den paa staaende Fod indføre Tilstande, der minder om dem, Jan van Leiden i gamle Dage havde indført blandt sine Gendøbere. Fra først af havde Saint-Simonismen forkyndt, at i Stedet for Individet Mand traadte nu i det nye Tidehverv Individet Mand-Kvinde med lige Rettigheder og med fuld Frihed til at opløse et indgaaet utilfredsstillende Ægteskab; thi det var i Parret, ikke i Enkeltvæsenet at den sande Menneskelighed var virkeliggjort. Enfantin drog heraf Følgeslutningen om to Arter Ægteskaber, de, der bestod i Engifte, og de, der i Tidens Løb (ikke samtidigt) var Mangegifte, det vil sige de varige og de yderst flygtige, medens virkeligt, samtidigt Mangegifte kun skulde indføres for de mandlige og kvindelige Præsters Vedkommende. Hvorvel man hverken under den offenlige Drøftelse eller senere under Retsforhandlingen for Domstolene kunde indvende stort mod Saint-Simonisternes Forsvar, at denne Ordning ingen anden Følge vilde have end at stadfæste og lovfæste Forhold, der allerede forefandtes som ulovlige rundt om i Samfundet, viste dog den dragne Følgeslutning tilstrækkeligt, hvor ganske det manglede de unge Sværmere paa Blik for hvad der under de forhaandenværende Samfundsforhold lod sig virkeliggøre og hvad ikke, og hvor hildede de var i Troen paa at kunne omdanne historiske Tilstande med et Pennestrøg. Hvad der undskylder dem, var den Omstændighed, at med Undtagelse af Enfantin og Bazard var i Aaret 1830 alle Saint-Simonisterne (saavel som alle Lamennais's Tilhængere) kun omtrent 20 Aar gamle. Latteren tog nu Livet af deres Virksomhed for Lærens Udbredelse. I Sommeren 1832 blev «Familiens» Hovedmænd dømte, Enfantin til et Aars Fængsel, Michel Chevalier og Duveyrier til en ubetydelig Pengebøde. De unge Sværmere, af hvilke den lille Sekt bestod, spredtes for alle Vinde, men for næsten uden Undtagelse at udmærke sig, og som Mænd vinde Hæder paa det industrielle, videnskabelige eller kunstneriske Omraade. Deres 62 Overdrivelser af Saint-Simons Lærdomme fik saa lidt som Fourier's samtidige Utopier nogen Indflydelse paa den skønne Literatur. Den paavirkedes kun af Lærens oprindelige Grundtanker.

Thi snart laa de Saint-Simonistiske Ideer i Datidens Luft, de svangrede den med deres Spirer, de trængte ind i Sindene som en Smitte, greb hist og her et blødt Gemyt og dette bløde Gemyt omvendte et kraftigt, bemægtigede sig en Kvinde gennem en Mand, eller en Mand gennem en Kvinde, en Digter gennem en Præst eller en ung Polytekniker gennem en Digter, og de hidkaldte paa Ideernes Vis beslægtede Ideer, nogle, der havde sovet siden det forrige Aarhundredes Slutning som Louis Blanc's demokratisk-socialistiske, andre, filosofisk-historisk-humanitære, der paa én Gang mindede om Schelling og truede Rigmandsvælden, som Pierre Leroux's i hans andet Livsafsnit, atter andre, der som Lamennais's genkaldte de Tanker og Følelser, med hvilke under Middelalderens Bondeopstande Præster, der bar Korset foran Folkehæren, havde henrevet Proletariatet til at sætte Livet ind.

Danner nu saaledes Saint-Simons Aandsretning Forudsætningen for den romantiske Skoles reformatoriske Attraa og Forsøg (hvad vi har kaldt Retningen mod det Gode), saa tog Retningen mod det Skønne ligeledes sit Udgangspunkt i en indenlandsk Storhed.

Intet bidrog mere til det rent kunstneriske Opsving, som fransk Digtekunst, særligt fransk Lyrik i Datiden tog, end Genfindeisen, Opdagelsen af et nationalt Geni hvis Tilværelse Ingen havde anet. Som Stødet gaves til den italienske Humanisme ved den nye Tids Begyndelse, da de første antike Billedstøtter gravedes op af den Jordbund, der saa længe havde skjult dem, saaledes var Stødet givet til en hel poetisk Omvæltning i Frankrig fra Aaret 1819 af, da André Chéniers Poesier blev fundne, samlede og udgivne. Det faldt som Skæl fra Samtidens Øjne, da disse sjælfulde ioniske Digtninge fulde 26 Aar efter deres Ophavsmands Død blev dragne frem for Lyset; alle de poetiske Afguder fra Kejsertiden, Delille og alle de naturbeskrivende Læredigtes Poeter faldt paa deres Ansigter og gik i Stykker. Et Foraarspust fra det gamle Hellas, det virkelige, egenlige Grækenland, trængte ind i Frankrig og befrugtede Jordsmonet. Aleksandrineren, der i det 18de Aarhundrede havde været et saa slapt og kraftesløst, i det 63 17de Aarhundrede et saa stivt og symmetrisk Vers, aabenbarede hemmelighedsfulde Harmonier, en fin og smidig Fasthed, en dristig og sanselig Ynde, og (da Indsnittet ikke mere faldt regelret efter den sjette Fod, Meningen ikke mere endte med Verset) desuden en Mangfoldighed, som Ingen havde drømt om. Ideerne og Følelserne var moderne, men Aanden, i hvilken de kunstnerisk fremstilledes, var antik. Der skjulte sig i denne Blanding den indre Drivkraft, der kunde fremkalde en hel poetisk Udfoldelse af samme Art, som den, Ronsard i det sekstende Aarhundrede ved at gribe et lignende Udgangspunkt havde indvarslet og sat i Værk. I denne Poesi mødtes den nye Tids og Oldtidens Aand, og havde sat hinanden Stævne langt fra den Vej, ad hvilken den antike og moderne Poesi i Ludvig den 14des Tidsalder havde søgt hinanden. Navnet André Chénier slukte med sin rene Glans alle de hidtil lovpriste Poeters Navne. Fra Graven var en Aand stegen op med Geniets Straaler om sin Pande, med Martyrglorien om sit Hoved, og viste den unge Slægt Vejen ind til den nye Poesis forjættede Land.

André Marie de Chénier var født i Konstantinopel (Galata) 1762 af en skøn, aandfuld og livlig Grækerinde - hendes Pigenavn var Santi L'Homaka.*) Faderen var den franske Generalkonsul i Tyrkiet, en fremragende Lærd. Allerede som ganske lille Barn kom André til Frankrig og blev opdraget i en smuk Egn i Languedoc. Han glemte sit Modersmaal, men da han i Skolen i Paris begyndte at lære det paany, nemmede han det saa hurtigt, at han seksten Aar gammel beherskede det fuldstændigt og fordybede sig helt i dets Literatur. Han var fuldt saa hjemme i den som i sit Fædrelands. Tyve Aar gammel traadte han ind i Hæren som «adelig Kadet» (cadet gentilhomme) en Art Underløjtnant, laa med sit Regiment i Garnison i Strassburg og benyttede sin Fritid til sproglige Studier; men det aandsfortærende Garnisonsliv, det aandsforladte Samliv mellem Officererne nagede ham; allerede efter et halvt Aars Forløb vendte han tilbage til Paris, og da der paa dette Tidspunkt begyndte at udvikle sig en Sygdom hos ham, hvis Helbredelse fordrede et strengt og roligt Liv, tog han sin Afsked. Men diætetisk Afholdenhed og Uvirksomhed passede kun slet for en Yngling der med alle en livfuld Ungdoms Lidenskaber forenede en genial *64 og rastløs Aands videnskabelige og kunstneriske Hang. Han foretog med Venner en toaarig Udenlandsrejse til Schweiz og Italien med langt Ophold i Rom. Nye Sygdomsanfald, der ramte ham i Neapel, forhindrede ham i at naa Grækenland, Rejsens og hans Længsels egenlige Maal. Da han i Begyndelsen af 1785 vendte tilbage til Paris, fandt han i sine Forældres Hus Paris's bedste Selskab forsamlet; der lærte han Digteren Le Brun, Maleren David, Kemikeren Lavoisier at kjende, desuden en Række af Diplomater og Øvrighedspersoner, som Revolutionen skulde gøre navnkundige; han havde udenfor Hjemmet sin egen fortrolige Kres af højtbegavede unge Adelsmænd, og endelig søgte han, der i disse Ungdomsaar delte sin Tid temmelig ligeligt mellem Studier og Adspredelser, Datidens mest letlevende og fritlevende Selskab, der bestod af store Herrer (Hertugen af Montmorency, Fyrsten af Czartoryski o. s. v.), fornemme Damer (Hertuginden af Mailli, Fyrstinden af Chalais o. s. v.), Kunstnere, Digtere, Skribenter (som Beaumarchais, Mercier o. s. v.) og endelig af unge smukke Kurtisaner, (de af André besungne Glycère, Rose, Amélie) - et broget Selskab, hvis Liv og Færd Rétif de la Bretonne har beskrevet, og som udaandede under Faldøksens Hug. Paa dette Tidspunkt gjorde André Chénier iøvrigt Bekendtskab med en Mand, hvem fælles Kærlighed til Frihed og fælles Had til alt Rædselsherredømme straks gjorde til hans Ven, den italienske Digter Alfieri, der ledsaget af Grevinden af Albany netop da indfandt sig i Paris, og samtidigt lærte han den Kvinde at kjende, der i talrige af hans Digte findes besunget, lovprist og anklaget under Navnet Camille, hans Ungdoms Elskede Fru de Bonneuil, til hvem en stormfuld og langvarig Lidenskab bandt ham. Fire og tyve Aar gammel har André tidt paa hendes Landgods ligget paa Knæ for hendes Fødder, naar hun til Harpen sang en af Datidens Romancer om Elskovs Smægten og Fryd.

I 1787 knyttedes han til Gesandtskabet i London, hvor han følte sig i høj Grad ulykkelig over sin Ensomhed og Afhængighed, oplevede der Revolutionens Udbrud, som elektriserede ham, og vendte, fuld af rige Fremtidsforhaabninger, tilbage til Paris. Bevidstheden om hans Digtergave var alt tidligere opstaaet hos ham; nu begyndte han at anlægge og udføre større digteriske Kompositioner af højst forskellig Art, men alle strengt antike i Stilen. Allerede tilforn havde den franske Literatur to Gange 65 søgt tilbage til Antiken, første Gang i Ronsards Tidsalder, da man udstyrede Oldtiden med den italienske Renæssances brogede Flitter, anden Gang paa Ludvig den 14des Tid, da man udrustede den med Hofprang og Hofskik; André Ghénier, der havde ægte græsk Blod i sine Aarer, der læste og skrev sit Modersmaal som Fransk og der, maaske ene i det hele Land, hverken saa det gamle Hellas gennem latinske Glar eller gennem Støvet fra det 17de Aarhundredes Parykker, sprængte uden Anstrengelse, naivt som en ung Apollon, den Opfattelse af Antikens og derigennem af Poesiens Væsen, som herskede rundt omkring ham. Han forstod, at Grækenlands Digtere havde talt og skrevet Folkesproget, og at deres paa Selvindskrækning hvilende Formfuldkommenhed var noget fra Ærbødighed for vilkaarlige, vedtagne Regler og Forbud himmelvidt forskelligt. Han betegner i Forhold til det attende Aarhundredes Stil i Poesien en lignende Reaktion og Fornyelse som Thorvaldsen i Billedhuggerkunsten; han var ligesom Thorvaldsen i talrige Enkeltheder en Efterligner og Benytter af Antiken; han overgaar ham i Følelsesbevægethed, i sanselig Varme og i Patos. Før 1789 viser André Ghénier sig i sine Digte især som Erotiker med sanseligt Hang, som Elegiker og Idyldigter. Hans poetiske som hans menneskelige Væsen udvikledes, da den franske Revolution brød ud og fyldte Luften med sin Torden. Han var bleven opdraget i den filosofiske Aand, der efter Voltaires Virken raadede i Aandsadelen; han havde delt de Følelser, som bragte udmærkede Franskmænd til at forfægte de nordamerikanske Fristaters Sag; nu hilste han med den reneste Begejstring den Frihedens nye Tidsalder, som han saa længe havde attraaet at opleve. Han opfattede Friheden som den ubetingede Tænkefrihed og Religionsfrihed. Tilstrækkelig belært «af de atten Aarhundreder, som teologiske Taabeligheder har blodfarvet, uden Agtelse for nogen Præstestand, hvilken Bekendelse den end tilhører», overbevist om at Medlemmerne af enhver saadan Stand «har sammensvoret sig imod Menneskehedens Lykke og Ro» vil han «knække Tvangsvældens og Præstevældens Aag». Han var uerfaren og ædelmodig nok til at tro Iværksættelsen af dette Resultat mulig uden Brud paa den strengeste Lovligheds Herredømme.

I Revolutionens første Aar helligede han endnu Poesien sin meste Tid. Han havde fattet en forbigaaende Kærlighed til en ung smuk Dame, Fru Gouy d'Arcy, hvem han har forherliget i 66 en bekendt Elegi, men snart trængte Politiken alle andre Sysselsættelser og Lidenskaber tilbage. I 1792 rettede André, som anede det forestaaende Rædselsherredømme, i en Bladartikel et heftigt Angreb paa Jakobinerne. Da hans yngre Broder, Revolutionstidens bekendte Digter Marie-Joseph Chénier, der var et virksomt Medlem af Jakobinerklubben, følte sig forpligtet til at forsvare sine Samfundsfæller, optog André med stolt Hensynsløshed den tilkastede Handske. Det lykkedes vel Venner af Brødrene at bringe den pinlige Pennefejde imellem dem til en hurtig Afslutning; imidlertid vedblev der endnu i nogen Tid at herske Spænding dem imellem. De havde tidligere stedse været inderligt forbundne. Men for André som for Oldtidens Romere maatte Blodets Baand briste, hvor det gjaldt en politisk Ide. Han havde ved Revolutionens Udbrud modtaget sin Broders Dedikation af Tragedien Brutus og Cassius og i Svaret paa denne Tilegnelse med Datidens Barnlighed erklæret sig for overbevist om at den store Brutus havde udtrykt sig netop som i Dramaet; han havde benævnet Stykkets Helte «ædle Mordere, store Tyrandrabsmænd, som Nutidens Ordgydere ikke mere forstaar», havde kort sagt udtalt sig for Kongemord hvor dette var nødvendigt. Men Retssagen mod Ludvig den 16de vakte hans fulde Harme, han ansøgte om at turde staa Kongen bi i hans Forsvar, han skrev en Række af Forsvarsindlæg for ham, og det var André Chénier, som da Dødsdommen var falden, førte Pennen for Ludvig og skrev det smukke og værdige Brev, i hvilket Kongen anmodede Nationalforsamlingen om Tilladelse til at indanke sin Dom for Folket. Det er (som Becq de Fouquières har bemærket) betegnende, at tre af Europas ypperste Digtere, André Chénier, Schiller og Alfieri, der alle i lige Grad var Modstandere af den gamle Enevoldsmagt og der alle havde hilset Revolutionen med Begejstring, i 1792 fattede den Plan at forsvare Kong Ludvig. Marie-Joseph Chénier var en ringere og lettere Aand, der gjerne fulgte Strømmen og der glædede sig ved den rundelige Yndest, som et Talent, der nøje passede til Samtiden, indbragte ham. André besad et Mod, som paa given Anledning kunde stige til den trodsigste Stolthed, og han var af det Malm, af hvilket Historien former Martyrer. Den aabenbare Fare gjorde ham kun dristigere i sine Angreb paa de Magthavere, der i hans Øjne vanærede Frankrig Han offenliggjorde under sit fulde Navn sin haansprudende Hymne i Anledning af den Fest, Jakobinerne gav 67 de benaadede Soldater af Regimentet Chateauvieux, der med Rette var blevne dømte til Galejerne for lave Forbrydelser. Og da Marat var bleven fældet, da 44,000 Altre rejstes for «Folkets Ven», følte André Chénier alene blandt Frankrigs Digtere sig tilskyndet til at lovsynge Charlotte Corday. Det var dengang en modigere Handling end sidenhen. «O herlige Pige!» siger han:

Hellas havde troet dig beaandet af en Gud
og hugget Blok paa Blok løs fra Paros' Marmorbrud
for hvid og stolt dig nær ved Harmodios at rejse.
Paa din Grav havde Koret i helligt Sværmeri
sunget Gudindens Pris, der tilsidst staar Retten bi,
hvor højt de Onde end paa Troner knejse.
Men sit Hoved har Frankrig lagt Bøddeløksen næst.
For det slagtede Udyr beredes Fest paa Fest
af Mænd, der ved hans Side hørte hjemme.
Hvilken ædel Foragt røbed Smilet om din Mund,
da en Røver for at hædre hin blodtørstige Hund
med Dødstrusler troede dig at skræmme!

Opholdet i Paris var efter Kongens Død blevet umuligt for André. Hans Broder søgte et Tilflugtssted for ham i et lille afsides beliggende Hus i Versailles. Her levede han nogen Tid i rolig Ensomhed, arbejdede paa sit store Digt Hermes, som han alt i ti Aar havde syslet med uden at naa videre end til Udførelsen af nogle korte Brudstykker, og skrev til Fanny (Fru Laurent Lecoulteux), en ung i Nærheden bosat Dame, sine sidste Kærlighedsdigte, der bærer Stemplet af en i André Chéniers Poesier ny Følelse, den usanselige Elskovs Tungsind. Et udmærket kvindeligt Væsens sjældne Adel og Ynde meddelte sig til disse vemodige og kyske Vers. Dog det stille Liv i Versailles var i André Chéniers Levned kun den korte Stilhed før Orkanen.

Hans Bestræbelser for at forhindre en Dames Fængsling, til hvilken det revolutionære Udvalg havde givet Befaling, bragte ham selv i Fængsel. I Saint-Lazare anvendte han Tiden til at gennemse sine Haandskrifter og skrev her enkelte af sine skønneste og mest storstilede Digte som de to berømte til Hertug inden af Fleury, født Coigny (La jeune Captive og det, der i Udgaverne bærer den urigtige Titel Mademoiselle de Coigny) og det beundringsværdige Brudstykke, der begynder Comme un dernier 68 rayon. Han blev for Revolutionsdomstolen anklaget som «Folkets Fjende» og dømt til Døden for at have «skrevet mod Friheden og til Forsvar for Tyranniet». Dagen forud havde han digtet Versene:

Som et sidste Glimt af Sol, som Aftenbris fra Enge
opfrisker en smuk Dags Kvæld,
jeg ved Skafottets Fod slaar end min Lyras Strenge.
Maaske lyder snart mit Farvel.
Maaske før Timen end, der rundt i Kresen fores,
aarvaagen og stilfærdig, med sin Fod
har traadt de tresindstyve smaa Skridt, der alle hores,
paa Skiven - ligger jeg i mit Blod,
og Gravens dybe Søvn mine Øjenlaag lukker.
Maaske før den Halvdel af det Vers,
jeg nu begynder, Rytmen til Versets Slutning vugger,
blir det afbrudt ved en Tankestreg paa tvers.
Og Dodens Sendebud, Skyggernes sorte Hverver,
der saa ofte, fulgt af sin Trop,
ved Raab i disse Gange forskrækked svage Nerver,
har blandt sine Navne raabt mit op.

Om Aftenen den 7de Thermidor 1794 *dolgoe O*: Dagen før Robespierre's Fald, der indtruffet en Dag tidligere vilde have frelst ham, besteg André Chénier Skafottet. Endnu paa Karren skal han mismodigt have svaret Maleren Roucher, der døde sammen med ham: «Ak! jeg har intet gjort for Efterverdenen», men efter Sagnet har han paa Skafottet slaaet sig for Panden med Ordene: Jeg havde dog noget dèr!

Skønt André Chéniers Prosa-Artikler havde vakt ualmindelig Opmærksomhed endog i Udlandet - Wieland lader ham hilse, Kongen af Polen sender ham en Æresmedalje - havde han dog i levende Live intet Digterry. Han havde ikke oftenliggjort mere end to af sine Digte, Hymnen til David i Anledning af Optrinnet i Boldthuset og den ironiske Hymne til Regimentet Chateauvieux, og fra den Julidag af i 1794, da hans Hoved skiltes fra Kroppen, var hans Navn forglemt og Erindringen om ham forsvunden.

Saa hændte det en Dag i 1819, at nogle Pariserboghandlere, som stod i Begreb med at udgive Marie-Joseph Chénier's (nu ganske forældede) dramatiske Værker, fik det Tilbud at udfylde det sidste Bind med et Tillæg «Digte af en ubekendt Broder til Chénier». De bad en dengang anset Skribent Henri de Latouche at løbe disse Vers igennem, og slagen af deres Skønhed 69 begyndte nu denne Mand at spørge rundt efter flere Haandskrifter af André. Saaledes bragte han efterhaanden den ene lille gamle Pakke efter den anden, det ene lille gule Hefte efter det andet for Lyset, foranstaltede med Forsigtighed og Smag et Udvalg og fremkaldte ved sin Udgave en Omvæltning i sit Fædrelands poetiske Bevidsthed. André Chéniers Navn fløj Landet rundt, og Ungdommen i Provinserne ikke mindre end i Paris begejstredes for den nye poetiske Aabenbaring (man se Skildringen af dette Sværmeri i Balzac's Roman Les deux poétes, Indledningen til Illusions perdues).

Den længst afdøde Digter gjorde ikke blot al den Lyrik, der var skreven i den sidste Menneskealder, forældet og umulig, men slog, aandeligt forstaaet, selv Lamartine's omtrent samtidigt udgivne første Poetiske Meditationer rent af Marken. Thi denne Poesi foregik ikke som Lamartine's i Skyerne eller over Skyerne, men paa Jorden; den var ren uden at være gudelig, sjælfuld uden at være følsom, den havde intet Forhold til det Uendelige og Uvirkelige, den var ikke hemmelighedsfuld og ikke ufrom.

Det var i André Chéniers første Værker en hedensk Yngling, der troede paa Apollon og Artemis og især paa Afrodite, der her ved et Tilfælde stod Ansigt til Ansigt med den serafiske Skoles Stifter, ingenlunde aandsdyrkende som han, men i Ordets antike Forstand epikuræisk. De første Kvinder, han besang, var ikke aandrige og brystsvage Elvirer som Lamartine's, men varmblodige Elskerinder eller unge og smukke Kurtisaner fra Ludvig den 16des Dage; kun blev hans Sanselighed aldrig vellystig end mindre letfærdig i Tidens Stil. Det vilde Drikkegilde fremstod, naar han skildrede det (se f. Ex. den 28de Elegi), som et Basrelief fra Grækenlands ædleste Tid. Den unge Kvinde med det udslagne Haar var udført med en Stilens Kyskhed som en dansende græsk Mænade, og ved Fremstillingens ædru Klarhed forvandledes Drikkelaget til et atheniensisk Bakkanal i parisk Marmor. Den rene Skønhed og en fuldendt Simpelhed prægede alt dette Liv. Hint Hæslige, som Hugo senere skulde indføre i Lyriken og hvis Tiltrækning Lamartine paa et givet Tidspunkt ikke mere modstod, fattedes saa fuldstændigt som Andagt og Mystik.

Men ogsaa Manden, der i André Chéniers Manddomsværker og Brudstykker dæmrede frem, dannede en vækkende Modsætning til den Lyrik, der i 1819 vakte Begejstring. De Kvinder, han i uforglemmelige Digte forherligede, var Heltinder eller 70 Dødsdømte fra Revolutionstiden. Der var en mandig Patos i hans Jamber, som genkaldte de gamle græske Jambedigteres, og i Brudstykkerne af hans store Digt Hermes Udtryk for en Livsanskuelse, som ved sin antike Sandhedskærlighed og sin videnskabelige Alvor dannede den skarpeste Modsætning til det romantiske og fantastiske Sværmeri hos Lamartine. For André er Stjernerne ikke Blomster paa Himlens Enge; de er simpelthen Verdener, der ruller i Æterens Strømme; han nævner deres Vægt, deres Former, deres Afstande og Lovene for deres Tiltrækning, som han føler virke i sin egen Sjæl. Forsynet taler ikke ned fra dem til Mennesket, Bønner stiger ikke fra Mennesket op til dem, men Betragtningen udmunder i et mægtigt Indtryk af Naturaltets Enhed og Lovbundethed.

André Chéniers Poesi, der paa saa mange Maader foregriber det 19de Aarhundredes, - thi den er afgjort lyrisk og det attende Aarhundrede frembragte i Frankrig ingen virkelig Lyriker undtagen ham - fornegter dog ikke Indflydelsen af Tidsalderens to ledende Aander Rousseau og Voltaire. Fra Rousseau stammer det Idylliske hos Chénier, hans Hyrdescener, der vel har laant meget hos Theokrit, men som dog kun har øst af denne Kilde, fordi Rousseau havde peget tilbage til Naturtilstanden; fra Voltaire stammer den Lidenskab for Almen-Indsigt, der bragte André til at søge Paavirkning hos Newton og kappes med Lucretius i et Læredigt om Naturen.

Det var dog især ved rent kunstneriske, tildels endog rent tekniske Fortrin, at André Chénier virkede saa befriende og fornyende paa den næstnæste Slægts Poesi. Aleksandrinerverset var i hans Digte ikke mere Racines; det var ved Overskæring og Overskriden blevet et langt smidigere, friere og mangfoldigere Vers; Indsnit og Overgange var i hans dityrambiske Poesier anvendte med endnu mere overraskende Nyhed, og Resultatet var blevet en hidtil ukendt lyrisk Lidenskab og Flugt. Vel fandt man allerede hos Lamartine de fleste af hans metriske Reformer forsøgte, men ligesom ubevidst og uden den Fasthed eller Nøjagtighed i Formen, der fortryllede Ungdommen hos Chénier. Alle de, der forstod at sætte Pris paa plastisk og sikker Form, svor ved hans Navn. De delte uvilkaarligt Datidens Forfattere i to store Grupper, en, der stammede ned fra Fru de Staël, den meget talende, meget skrivende Improvisatrice, som uden synderlig Bekymring for det Heles Udformning i Enkelthederne 71 havde udslynget en Hvirvel af Ideer og Ord, og den nu sig dannende Skole, der med Andre Chénier som Forbillede opstillede den strengeste kunstneriske Samvittighedsfuldhed som Rettesnor.

Til de rent formelle Fremskridt i André Chéniers Poesier kom et stort Fremskridt i Farvegivningen. Man havde hidtil i Verset foretrukket det virkelighedsfjerne, oversanselige eller følsomme Ord for det sanselige og maleriske Udtryk. Man havde f. Eks. sagt «Himlen i dens Vrede»; André skrev «en sort og skyet Himmel»; man havde skrevet «fine Fingre» André Chénier sagde hellere «hvide og lange Fingre». Og til denne stærke Anskuelighed i visse Betegnelser og Beskrivelser kom Indførelsen af et nyt Dæmrings- eller Skumrings-Lys i Udtrykket, af Ord og Vendinger, der ved noget Gaadefuldt eller Hemmelighedsfuldt eller Fantasirigt pludseligt aabnede Udsigter og Fjernsyn.

Hvad man fra et menneskeligt mere end fra et kunstnerisk Standpunkt mest savner i denne skønne Poesi, det er Udtrykket for den personlige Sorg. Denne Digtning er trods sin Ild og Franskhed for afmaalt, for attisk. Det Hæslige er for gennemført udelukket, og til det Hæslige, det Smudsige har Digteren ægte græsk regnet sit Tungsind, sine private Lidelser og Genvordigheder. Kun gennem nogle Prosa-Optegnelser og Breve erfarer vi f. Eks., hvormeget han i sin Tid led under sin Afhængighed i London. Han giver ikke denne Lidelse Luft i sin Poesi. Naar han nu og da tidligere har følt sig pint af sin Fattigdom og den Tvang, den paalagde ham, saa har han kun givet denne Følelse Udtryk ad en Omvej i saadanne Digte som Idyllen Friheden i Theokrits Manér, i hvilken Hyrden knækker sin Fløjte, flyer Pigernes Dans og Sang, forbander enhver Trøst, fordi han er Slave. Kun saaledes omskrevet tillod Chénier Sorgen at bryde frem i hans Digtning.*)

Det er umuligt at give et Begreb om André Chéniers Poesiers Natur gennem en Oversættelse, endnu mindre gennem et blot Referat i Prosa. Sprogkunst, Verskunst, Sprogfarve gaar tabt. Men naar der ligefuldt bliver en ejendommmelig Skønhed * 72 tilbage, kan Læseren slutte sig til Originalens Værd. Jeg saramentrænger for at give et Eksempel Digtet Den syge Yngling, der som Alt hos Chénier er gjort med næsten Intet og som man dog aldrig glemmer. Det minder ved sin Komposition om den tredje Scene i første Akt af Racine's Phèdre, der synes at have været det fjerne Forbillede:

«Apollon, du frelsende Gud, du Livets og de lægende Planters Gud, hav Medlidenhed med min Søn, mit eneste Barn, og med en sørgende Moder, der kun har levet for ham og nu skal se ham dø! Du unge Gud, kom hans Ungdom til Hjælp! Sluk den brændende Feber, som fortærer hans skyldfri Liv i dets Blomst, og jeg skal med disse gamle Hænder hænge min Onyksskaal ved Fødderne af din Statue og hver Sommer ofre en hvid Tyr ved dit Alter.

Og du, min Søn, er du bestandig uden Barmhjertighed? er du ubønhørlig, vil du ikke tale? I tre Dage har du ikke spist, i tre Nætter ikke sovet. Barn, vil du da dø? Skal din hvidhaarede Moder blive ene tilbage paa Jorden, skal hun lukke dine Øjne og forene din Aske med din Faders? Tal min Søn, hvilken Kval tærer paa dig? Den Sorg, man skjuler, er bitrest at bære.

Moder, Farvel! Jeg dør, du har ingen Søn mere. Et brændende, forgiftet Saar fortærer mig; jeg aander kun med Møje; jeg vil ikke tale; Farvel .... Sengen piner mig, Tæppet trykker mig; Alt tynger og trætter mig. Hjælp mig! jeg dør. O vend mig om paa Siden! jeg forgaar, hvilken Kval!

Og hun rækker ham forgæves en Lægedrik, som en thessalisk Kvinde ved Tryllekunster har brygget. Men han taler. Han mindes Erymanthos's Bredder, Lundene med deres Løvværk, Vindenes friske Pust, som bragte Vandet, Løvet og Linnedkjortlens Folder over Pigernes unge Bryst til at skælve; han mindes de lette, dansende Pigers Skønhed, endelig et guddommeligt Ansigt. Han taler forvirret: disse Arme, disse Blomster, dette Haar, disse nøgne Fødder, saa hvide og saa skønt formede! jeg skal aldrig gense dem mere! Han ser en ung Kvinde for sig, der med langsomme Skridt gaar til sin Moders Grav; han hører hendes dejlige Stemme; han tvivler, om hun ogsaa vil besøge hans Grav.

Og Moderen erfarer, at det er af haabløs Elskov hendes Søn er syg: Men sig mig, min Søn, hvad er det for en Jomfru, du har set paa Erymanthos's Bredder? Du er jo rig og du er jo 73 smuk, eller du var det, før Sorgen havde bragt dine Kinders unge Blomster til at visne. Er det Eglaja, eller den unge Irene med de lange lyse Fletninger eller skulde det være den stolte Skønhed, hvis Navn jeg daglig hører gentage, paa hvem alle de smukke unge Piger er skinsyge, og hvem, som man siger, Mødre og Hustruer aldrig ser uden Angst i Templer og ved Fester? skulde det være Dafne?

O Guder, ti dog, Moder, ti. Hun er stolt, ubøjelig som de Udødelige, skøn og frygtelig. Tusinde Elskere har tilbedt hende, og har elsket hende forgæves; som de vilde jeg kun have faaet et hovmodigt Afslag. Nej lad hende aldrig erfare . . .

Og dog! o Kval og Død! min kære Moder! du ser i hvilken Jammer jeg gaar tilgrunde. Gaa og find hende! Dine Træk, din Alder vil maaske minde hende om hendes Moder. Tag denne Kurv og vore smukkeste Frugter, tag vor Eros af Elfenben, tag vor Onyksskaal fra Korinth; tag mine Gedekid, tag mit Hjerte, tag mit Liv, kast det Alt for hendes Fødder; sig hende, hvem jeg er, at jeg dør, at du ikke har nogen Søn mere; fald for den gamle Mands Fødder, suk, bed og anraab i Himlens og Havets Navn, ved Guder, Templer, Altre og Gudinder, og vender du hjem uden at have bøjet deres Sind, saa Farvel Moder! saa er mit Liv tilende.

Hun bedækker hans blege Pande med Kys og Taarer og iler bort skælvende af Frygt og Alderdom. Men snart kommer hun stønnende tilbage igen og langt borte fra hører man hendes Stemme: Min Søn, min kære Søn! du bliver i Live. - Hun sætter sig ved hans Leje. Og hende følger den gamle Mand med et Smil og med ham kommer den unge Skønhed, rødmende, med sænket Pande, og kaster et Blik paa Sengen. Den Ulykkelige skælver som fra Sans og Samling! han vil skjule sit Hoved under sit Tæppe.

Ven, siger hun, i tre Dage har man ikke set dig ved nogen Fest. Hvad har du for? hvorfor vil du dø? Du er syg. Man siger mig, at jeg kan helbrede dig. Lev og lad os udgøre én Familie tilsammen. Lad min Fader have en Søn og din Moder en Datter.» -

Det er umuligt at give en lidenskabelig Situation en simplere, mere effektfri Løsning.

Et Grundlag af denne Art var det, den nye romantiske Skole fandt at bygge videre paa; den ædleste Simpelhed i Sproget, 74 Tegningens Rigtighed, en græsk Rytmik i alle Overgange, Basreliefets skønne Linjer, tisammensatte Farver og strenge Form.

VII

Den Digter, der tidligst røber Paavirkning af Chénier, var en af Skolens kunstnerisk dristigste Aander, en af dens oprindelige Førere, Alfred de Vigny, som Lyriker afvekslende ufuldkommen og en Mester uden Lyde. Kysk, lys, ren og streng som den er, har hans Poesi noget ved sig, der har fremkaldt Billederne af en Svanes Sejlen, af Elfenbenets Glans, af Hermelinets Hvidhed paa alle Læber, der har søgt at betegne den. Han har den strenge Kunst, den ædru Farve, det Sammentrængte og Udsøgte, som ogsaa karakteriserer Chénier. Han har øjensynligt frygtet for, at man skulde tilskrive disse Egenskaber en Paavirkning fra André. Thi skønt han ingen Digtsamling har udgivet før 1819, har han dog i senere Udgaver af sine Digte forsynet et Antal af dem, der tydeligst synes at bære Præg af André Chénier's Indflydelse, med tidligere Datum, der endog gaar saa langt tilbage som til 1815. Men selv fraset, at enkelte Digte af André allerede da var blevne offenliggjorte i Chateaubriands Kristendommens Aand og som Tillæg til Millevoye's Poesier, taler al Sandsynlighed for, at Alfred de Vigny trods sin iøvrigt saa strenge Karakter, ganske som Schack Staffeldt tiltrods for hans ellers fremtrædende Karakterrenhed, har foruddateret sine Digte for at give sig et utilbørligt Skin af ubetinget Originalitet; thi de enkelte Poesier, han offenliggjorde før sin første Digtsamling, er langt ringere end dem, der bærer de tidligste (og langt tidligere) Aarstal, saa meget ringere, at han endog senere har udelukket dem af sine samlede Digte. André de Chéniers Indflydelse paa Vigny er da uomtvistelig; denne har i sig optaget meget af den genopdagede Mesters Ejendommelighed samtidigt med, at han har frigjort sig fra den hellensk gammeldags Stil der virkede hæmmende paa Chéniers frie Flugt. Digtet La Dryade, som han har betegnet med Tilføjelsen Idyl i Theokrits Manér, er i Virkeligheden en Idyl i Chéniers. Hvad der skiller Vigny skarpest fra Chénier som lyrisk Personlighed er den ubetingede Aandsdyrkelse og den stolte, stoiske Ensomhedsfølelse. Han har tegnet sit Idealbillede i saadanne Digte 75 som Moise, La colère de Samson og La mort du loup. Han er helt tilstede i Moses' smertelige Udraab:

Jeg har levet mægtig og ensom til min Død.
O Herre! lad mig nu sove ind i Jordens Skod!

Jeg tror at høre hans stærke saarede Selvfølelses Klage i Samsons Vrede over Dalilas Falskhed (hans Dalila hed Marie Dorval, den store Skuespillerinde); tre Gange alt har han tilgivet hende, men hun har været endnu mere skamfuld end forundret over at se sig paa en Gang opdaget og tilgivet; thi

Mandens Godhed er stærk og hans Mandsblidhed knuser,
tilgivende, det Væsen, der kun Løgn og Svaghed huser.

Og jeg læser paa engang hans Stoicisme og et Forsvar for hans Ufrugtbarhed ud af Ordene i Digtet om Ulven, der dør uden at udstøde et Skrig:
Tænk, hvad vi var paa Jord, og hvad vi efterlader Næsten.
Føl, Taushed kun er stor, og Svaghed hele Resten.

Lad der være lidt paatagen Stivhed i denne hans Holdning, men han har paataget sig den af Stolthed, af aandelig Adel, af Trang til at sætte sit Sinds Renhed og Strenghed et Monument i sine Vers.

Den Digter, som foretog den væsenlige Videre-Udvikling af Chéniers lyriske Stil, var som Aand ganske uensartet baade med ham og Vigny, svulmende beruset af Selvtillid. Victor Hugo stod i den Lykkens Tid, da Morgenrøden straalede om hans treogtyve Aar. Han har selv i et Digt (Til Frøken J. i Tusmørkesangene) skildret den Sejersvished, med hvilken han traadte ud i Livet som lyrisk Digter:

Til Stjernen dengang jeg sagde:
Min Stjerne! forgæves i Slør du dig lagde,
jeg véd at du glimrer der bag.
Og jeg sagde til Flodens Vande:
I er Hæderen! ser paa min Pande!
en Bølge er hver min Dag.
76 Jeg sagde til Skoven: «Min Søster!
som du har jeg talløse Røster»,
til Ørnen; «Som du stolt og fri»,
til de tømte Bægre: «Ej bange!
jeg er fuld af brændende Sange,
som Mænd kan beruse sig i.»
Og fra talrige Blomsterkroner
Dug, Duft, Fryd, Elskov og Toner
over mig, den slumrende, strøg.
Det vælded med Melodier,
og som Flokke af sværmende Bier
mine Tanker til Solen fløj.
Men til mig sagde Jorden: Poet!
og Himlen fra oven svarte: Profet!
Gaa, tal, lær, sign Jordens Børn!
Hæld Urnen med Gudernes Tale
og skænk over Bjerge, i Dale,
i Reden for Spurv som for Ørn.

Victor Hugo greb hint Vers, som André Chénier havde skabt, dette gennemsigtige Organ for den rene Skønhed, og under hans Læbers Pust straalede det i alle Regnbuens Farver. Forunderligt nok, atter denne Gang var det Grækenland, fra hvilket Inspirationen kom, men denne Gang det nye Grækenland. Under Indtrykket af den græske Frihedskrig begyndte Hugo sine Orientalere. Men hvilken forskellig Sprogbehandling! Ordene malte; Ordene lyste, «forgyldte med en Solstraale», ligesom den dejlige Jødinde i Digtene; Ordene sang, som havde de en hemmelig Ledsagelse af tyrkisk Musik.

Først kom Oehlenschlägers Orient. Det var Barnets, Æventyrbogens, Tusind og én Nats, halvt persisk og halvt kjøbenhavnsk. Det var Drømmen om Aander i Lamper og Ringe, om Diamanter og Safirer i Skæppevis, Fantasteriets uindskrænkede Herlighed, Alt grupperet om et Par uforgængelige, poetiske Typer. - Saa fulgte Byrons Orient. Det var en stor Dekoration for Lidenskaben i dens Hensynsløshed og Tungsind.

Derefter kom Goethes Orient. Dette Østerland i West-östlicher Diwan var Oldingens Tilflugtssted. Han greb det Hvilende, det Beskuende i den orientalske Livsbetragtning og flettede tyske Lied'er ind deri. Rückert, den store Sprogkunstner, fulgte siden dette Spor. Men Hugos Orient var et endnu ganske andet, det 77 var det brogede, udvortes, barbariske Østerland, Lysets og Farvernes Land.

Sultaner og Muftier, Dervisjer og Kalifer, Hetmaner, Pirater og Klefter - liflige Lyd i hans Øre, liflige Billeder for hans Øje. Tiden ligegyldig, Oldtid eller Middelalder eller Nutid; Racen ligegyldig, hebraisk, maurisk eller tyrkisk; Stedet ligegyldigt, Sodoma og Gomorrha, Granada, Navarino; Troen ligegyldig: «Ingen,» hedder det i Fortalen, «har Ret til at spørge Digteren, om han tror paa Gud eller paa Guder, paa Pluton eller paa Satan eller paa Ingenting.» Han vil male. Han er besat af en Genius, der ikke lader ham Ro, før Østerlandet, som han føler det, staar der paa Papiret.

Et omhyggeligt Studium af hans orientalske Digte lærer En, hvorledes han kom dertil. Digtene er jo ikke blevne til i den Orden, hvori de i Samlingen følger. Det førstskrevne Stykke er Nr. 23 Den erobrede By fra Aaret 1824; saa følger i Aarene 1826 og 1827 andre Digte, der behandler Æmner fra Frihedskrigen, og først i 1828 har Digterens Fantasi ret faaet Blod paa Tanden. Synskresen udvider sig; alle de Elementer, der ved nær eller fjern Idéforbindelse krystalliserer sig om Tyrkerkrigen, slutter sig til Kærnen.

Ser vi paa det lille Stykke Den erobrede By, der udspringer af Sindsbevægelsen i Anledning af Grækenlands Martyrium, da er Overensstemmelsen med Udgangspunktet for den fransk-romantiske Malerkunst paafaldende. I 1824 havde Eugène Delacroix udstillet sit berømte Maleri Myrderiet paa Skios, dette Rædselsoptrin, der var saa ganske blottet for enhver vedtagen poetisk Retfærdighed, saa dybt følt, saa frit og kraftigt malt, saa flammende i Farveglød. Aaret efter er det, at Hugo begynder med sit lille Digt. Det synes en tro Slaves underdanige Indberetning, afgivet med Hænderne korslagte over Brystet:

O Konge! som du bød, Ilden lyser og fortærer,
den kvæler i sin Røg dit Folks vilde Skrig,
dens Skær til alle Tage en Morgenrøde bærer,
og i sin muntre Flugt den tykkes danse paa Lig.
Mordet med tusind Arme sig rejser uforfærdet,
hvert flammende Palads er forvandlet til Bavn,
Fædre, Kvinder, unge Mænd, alt falder nu for Sværdet,
rundt om rygende Tomter Ravn kalder hæst paa Ravn.
78 Modrene klaged. De unge smukke Piger
skælved, blev skændede og grædende laa.
indtil en ildfuld Hest, der bar en tapper Kriger,
dem slæbte bort, af Slag og Kærtegn brune og blaa.
Smaabørn har vi knust under Fliser. Du befaler,
og Jernet drikker endnu det unge, varme Blod.
Dit Folk kysser Støvet, Drot! under de Sandaler,
som en Guldring holder sammen om din kongelige Fod.

Dette er den allerførste Tone, Hugo anslaar i disse Digte; den er skarp og grel, men helt godt er Digtet ikke, thi det er ikke rigtigt sandt. Saaledes har hin Slave ikke talt, man sporer Digterens personlige Harme gennem Meldingen. De Digte, der nu følger, Hovederne paa Serailet, Begejstring og Navarino, bærer yderligere Vidnesbyrd om den oprindelige nygræske Paavirkning, hvoraf Orientalerne fremgik. Men saa gør Digteren et stort kunstnerisk Fremskridt; han svinger sig over paa Tyrkernes Standpunkt, digter sig ind i deres Sind.

Pasjaens Sorg er det første, halvt ironiske Forsøg. Dervisjer og Bombarderere, Odalisker og Slaver, alle søger, hver fra sit Synspunkt, hvad vel Aarsagen kan være, hvorfor Pasjaen sidder stum og drømmende med vaade Øjne i sit Telt. Men Aarsagen er ikke den, de formoder, hverken at Yndlingselskerinden har været utro eller at der har manglet et Hoved i Fellahens Sæk. Nej, hans Yndlingstiger fra Nubien er død. - Dette er endnu kun et Tilløb. Digteren er ikke endnu helt frigjort for sig selv, helt udenfor sit Væsen som Privatpersonlighed; man sporer ham i en svag Spot, der forstyrrer og opløser Billedet. Saa følger Digtet Tyrkisk Marche og vi er helt i Orienten.

De mesterlige Strofer er indfattede i et ret barbarisk Omkvæd; men Indholdet er ellers ikke vildt; det er alvorligt, fuldt af tyrkisk Pietet, og Tankegangen helt bestemt ved Æresforestillinger, der ikke er mindre følte, fordi de er af en anden Art end vore:

Af levret Blod drypper min Daggert ved min Side,
og ved min Saddel hænger en Økse, der kan bide.
Jeg lider en Soldat, som er en Skræk for Belial.
Hans rummelige Turban gi'er hans Pande Barskheds Præg;
han kysser ærbødigt sin gamle Faders Skæg
79 og han elsker sin gamle Krumsabel som man skal.
Hans Dragt er gennemboret forinden som foruden
af Stik, saa at Pletterne paa Kongetigerhuden
ikke naaer deres Tal.
Af levret Blod drypper min Daggert ved min Side,
og ved mi Saddel hænger en Økse, der kan bide.
Den, som holder af at passiare med en Kvinde,
som ikke ved et Gilde paa en Prik at sige véd,
fra hvem den smukke Hest, hvorom der tales, stammer ned;
den, som hos Andre prøver, Trøst og Bistand at finde,
som lægger sig paa Silke med blodagtige Lader,
frygter Solen, kan læse, og af Skrupler Vinen lader
for Kristenpakket rinde -
Af levret Blod drypper min Daggert ved min Side,
og ved min Saddel hænger en Økse, der kan bide.
Han er en fejg Hund, Usling og ej Soldat.
Ham ser man ej, naar Hestene til Haandmænget springe,
staa oprejst i de brede Stigbøjler med sin Klinge
og spore Hesten ind gennem Sværmens Revl og Krat.
Han du'r kun til at slaa mod et Muldyr sine Hæle
og mumle noget Tøj for sig hen med dæmpet Mæle,
som en Præst, der ber om Dit eller Dat.
Af levret Blod drypper min Daggert ved min Side,
og ved min Saddel hænger en Økse, der kan bide.

Her er ikke mere nogen græsk Stemning eller nogen europæisk Ironi over tyrkisk Vildhed; her er Digteren helt bleven Dramatiker indenfor det tyrkiske Omraade; her er den sanddru Brutalitet i Lokalfarven, som ingen nordisk Digter nogensinde har naaet i slige Æmner. Her er den rette mandige Barskhed i Tonen.

Det er ikke Følelsespoesi, det er Toner i Dur, og der er Durklang i alle disse Digte, selv hvor Kvinden og Kærligheden har slynget deres Rytmer ind i disse barske og haarde. Der er grusomme og hjerteløse Kvindeskikkelser som den jødiske Sultaninde, der altid fordrer nye Hoveder af sine Medbejlersker, og der er fine og musikalske Evadøtre som hin fangne Kvinde La captive, der længes hjem til sit Land, men dog føler sig vel tilpas ved at lade Blikket glide hen over Smyrnas Fepaladser og 80 indaande Østens lune Luft Vinter og Sommer, ved Dag og naar Fuldmaanen skinner paa Havet. Der er en saa yndefuld Kvindeskikkelse som den, der fremtræder i Den arabiske Værtindes Farvel: den Kærlighed, som deri kommer til Orde, er vemodig i sin Følelse af Uigengældthed, undertrykt og kysk; det er en Blanding af søsterlig Omhu, barnlig Overtro og underkastende Tilbedelse, der aabenbarer sig i en Form af ædel Stolthed og med en plastisk Ynde.

Fra det Øjeblik af da Digteren fra Grækernes Lejr har hensat sig til Modstandernes, skyder hans Fantasi fri Fart. Fra Billeder af tyrkisk Grusomhed glider den over til Udmalingen af tyrkisk Overtro. Les Djinns er et metrisk Vidunder, i hvilket den vilde Jagts Nærmen sig til Huset, dens Hentordnen over de rædselsslagne Beboeres Hoved og dens gradvise Sig-Fjernen males gennem Digtets langsomme Stigen fra Tostavelses- til TistavelsesStrofen og Synken tilbage til Tostavelses-Strofen igen. Fra tyrkisk Serailliv glider Indbildningskraften til de frie Beduiners Teltlejr i Ørkenen; fra Ørkenen, som den er nutildags, til Ørkenen som den var, da Buonaberdi overskyggede den med sine Ørnes Vinger.

Uhyre Flader af Sand og Vand, Troppemassers Ordning og Bevægelse, hele Byers Arkitektur, deres Belejring og Stormløbene imod dem viser sig for Hugos Digterøje, og ved en nærliggende Idé-Forbindelse hidføres da i et givet Øjeblik Billedet af storladne Undergangsscener fra den bibelske Oldtid. Dèr har Hugo fundet sit pragtfuldeste, med hans Personlighed mest beslægtede Stof. Hans Fantasi var altid ypperst anlagt paa det Uhyre; Pegasus er jo altid i bogstavelig Forstand et dejligt Monstrum, men hans Pegasus er det i aandelig Forstand.

Han skriver Digtet Ildregnen fra Himlen, Samlingens første, digtet sidst. Vi ser den sorte frygtelige Sky sejle over Himlen. Hvorfra kommer den? Hvorhen gaar den? Ingen véd det. Den sejler over Havet og spørger Herren, om den skal tørre det ud med sin Ild. Nej, svarer Herren, og den forfølger sin Bane for hans Pust. Over Middelhavets dejlige Golfer, over Ægyptens blonde Kornland glider Skyen, men Herren giver den endnu intet Tegn til at standse. Over Ørkenen flyver den, over Ruinerne af det gamle Babel. Den spørger: Er det her? Men den maa videre frem. Saa naaer den ved Nattetid Rummet over de to yppige Søsterbyer Sodoma og Gomorrha hvor Alt er slumret ind 81 under Svælgeri, i Nydelse og Vellyst. Og paa Herrens Vink revner Skyen og aabner sit Ildsvælg. Hagl af Gnister, Svovlstrømme, Ildregn styrter ned, til Agat og Porfyr og Afguder og Marmorkæmper smelter som Voks, og Flammerne blænder og omspænder og opbrænder alt Levende i Huse og paa Gader. Da ses henad Morgen den gamle Babelruin strække sit Hoved op over Bjergryggen for at nyde Slutningen af Skuespillet. Den kender det; den har engang faaet Kærligheden, der tugter, at føle. Dette er, som sagt, ingen Moll-Poesi og Beskyldningen for Kulde fattedes ikke, saa meningsløs den end var; men det er set, det er malt med en Pensel som hin Gran, Heine vilde rive fra Norges Klipper og dyppe i Etnakraterets Luebølger for at skrive sin Elskedes Navn paa Himlen. Disse Orientalere blev Forbilledet for den romantiske Lyrik. Digteren vovede her at gribe det Smerteligste, ja det Hæslige, det Forfærdelige (τὸ δεινóνsom Grækerne sagde) og optage det i sine Sange i Tillid til at hans digteriske Kraft vel skulde formaa at gennemtrænge det Alt med Poesi, faa alle disse Skygger til at staa gennemsigtige og lade alle disse mørke Punkter gaa op i et poetisk Lyshav. Han har engang skrevet et Digt om Jordkloden, der kan anvendes paa denne hans Lyrik. Han skildrer den magre, stenede, karrige Jordbund, som kun modstræbende giver Menneskeslægten Brød; her glødende Ørkner, hist oppe Polar-Is; Byer, som Barmhjertighed og Tillid hændervridende har forladt. Han maler Døden, et Spøgelse uden Øjne, der gerne rammer de Bedste først; Have, hvor Skibene gaar tilgrunde om Natten, Lande, hvor Krigen brølende svinger sine Fakler og Folkeslagene styrter sig som rasende over hinanden, og - slutter han - Alt dette udgør en Stjerne paa Himlen.

VIII

Neppe havde Hugo fuldendt Orientalerne, før han begyndte paa en Digtsamling, der udgør den fuldstændigste Modsætning til dem. Efteraarsbladene (Les feuilles d'automne) erobrede den franske Lyrik et nyt Jordsmon, et Omraade, der var lige saa personligt som Orientalernes havde været upersonligt.

Hugo var, kun tyve Aar gammel, bleven gift. Han hjemførte sin Elskede, Adèle Foucher, paa Grundlag af den

82

ubetydelige Aarsindtægt, der samme Aar var blevet ham bevilliget af Ludvig den 18de; den Medgift, hans Hustru bragte ham, bestod i 2000 Francs. Det unge Par førte da et tarveligt Husliv i de Aar, der gik hen, indtil Hugos Pen - omtrent efter at Hernani-Slaget var vundet - begyndte at indbringe ham Tusinder, der steg til Hundredetusinder, der efterhaanden voksede til Millioner; men det tarvelige Hjem havde sin Lykke, og da Hugo, 25 Aar gammel, optraadte som poetisk Revolutionær, var han alt længst en ung Familiefader med en Kres af Rollinger omkring sig.

Efteraarsbladene bragte som sagt Tanker og Billeder fra hans Hjem. Det var Minder om hans Barndom og hans kære Døde, Erindringen om hans Moders Ømhed, om Faderens krigeriske Skikkelse, om Napoleon, hvem han ved Faderens Side som Barn havde set. Han udøser sit Hjerte for nære Venner, skrifter dem sit Tungsind og sine Tvivl under Livets haarde Kampe. Enkelte Elskovsdigte, uforlignelige. Han genfinder sine første Kærlighedsbreve og læser dem med Vemod, med Savn af den første Ungdoms Friskhed, som svandt. Han maler sit Hjems Poesi. Det var en Side af Livet, som næsten alle Verdens største Digtere havde ladet ligge. Shakespeare havde intet Hjem, og hans Forhold til sin Hustru var neppe nogen Omtale værd. Schiller og Goethe skrev faa Digte til deres Hustruer og ingen om deres huslige Liv. Hvad Byron havde fundet det passende at meddele Verden om disse Forhold, havde kun været lidet opbyggeligt. Oehlenschläger, hvis personlige og literære Stilling ellers i flere Henseender lader sig jævnføre med Hugos, havde først ægtet sin Christiane, da hun var afblomstret, og havde mere opfyldt en Forpligtelse end fulgt sit Hjertes Hang. Hans Forhold til sin Hustru er i Digtene mere ærligt end ridderligt; hun er ham snarere hans Morgiane end hans Gulnare, og hans Forhold til sine Børn har i Digtene et Stænk af Faderforfængelighed; han taler i sine Vers om sine Børn omtrent som kongelige Personer i offenlige Udtalelser undertiden taler om deres; man føler, at han betragter dem som Væsener, hvis Velfærd maa ligge Alle paa Hjerte. Victor Hugo har forstaaet at holde sig fri af disse Skær.

Ikke at Adèle Foucher vedblev at være Kvinden i Victor Hugos Liv under alle de Aar, hvori han besang sit Husliv. Efteraarsbladene er den sidste Samling, i hvilken han med Sandhed kunde tale om den Lykke, han fandt i sit Hjem. I Aaret 83 1833 lærte Hugo i Anledning af Prøverne paa hans Lucretia Borgia den unge dejlige, om end talentløse, Skuespillerinde Juliette Drouet (i Virkeligheden Julienne Gauvain) at kende, hvem han havde overladt Fyrstinde Negronis ganske lille Rolle i dette Drama. De Samtidige taler med Begejstring om hendes Skønhed, der skal have forenet den Renhed i Omridsene, som findes hos græske Statuer, med det poetiske Udtryk, man gerne tillægger Shakespeares Heltinder. Hun havde i Hugos Tragedie kun to Ord at sige, gik blot over Scenen; men Théophile Gautier maler efter at have skildret hendes henrivende Dragt, hendes Optræden med disse Ord: «Hun lignede et Firben, der havde rejst sig paa sin Hale; saa bølgende, smidig og slangeagtig var hendes Gang. Hvor forstod hun ikke trods al sin Ynde at lægge noget Giftigt i sine Ord! Med hvilken spotsk og foruroligende Smidighed vidste hun ikke at unddrage sig de smukke venezianske Herrers Tilbedelse!»

Hendes Profil var antik, hendes Haarvækst overordenlig. Det er hende, som Billedhuggeren Pradier har foreviget, idet han af hende har gjort den Statue af Byen Strassburg paa Concordepladsen, som siden Tabet af Elsass er bleven Genstand for en Art Dyrkelse.

Hun var 27 Aar gammel, da Hugo 31aarig lærte hende at kende, og de forblev forbundne de næste halvtresindstyve Aar til hendes Død. Fra 1833 har Hugo foretaget alle sine Rejser sammen med hende, og under hans Landflygtighed som efter hans Hjemkomst var hun som Madame Juliette Drouet Damen i hans Hus.

Hans Hustru, der snart indlod sig paa en Forbindelse med Sainte-Beuve, som ved den sidstes digteriske Indiskretion kun er bleven altfor kendt, synes saa længe hun levede at have baaret over med Hugos Lidenskab, ligesom Hugo paa sin Side - hvad hans offenliggjorte Breve viser - med Værdighed og paa en Maade, der røber stor Sjælsfinhed, optog Sainte-Beuves Meddelelse om den Lidenskab, der bandt ham til Fru Hugo.

I sin Poesi idetmindste forblev Hugo paa det Ømmeste knyttet til sit Hjem.

Det er i Tusmørkesangene, som udkom i 1835, altsaa længe efter han havde lært Juliette Drouet at kende, at han i Digtet Date lilia! betegner sin Hustru som den, til hvem han har sagt Altid! og som har svaret ham Overalt!

84

I selve dette Digt bevæger sig, udstyret med den højeste Skønhed, Billedet af den unge Moder, fulgt af sine fire Børn, af hvilke det mindste endnu tripper med vaklende Skridt:

Ifald du nogensinde en Kvinde skulde møde,
Panden ren, Gangen rolig og Øjnene søde,
hvem fire Smaabørn følger, hvoraf det første vakler;
som passer dem godt, og naar de møder Stakler
- en gammel Syg, en Blind, der gaar i Ledebaand -
en Almisse lægger i den mindste Lilles Haand;
eller dersom Smædesnakken omkring et Navn sig tumler,
og en Kvinde hører til i Tavshed, mens man skumler,
og tvivler, og siger: «Lad os vente med vor Dom!
Hvem af os kunde ikke man Sligt fortælle om!
Man er kun altfor rede til Besudling af de Bedste,
al Ros er lam, men Vinger har Dadlen af vor Næste.»
Eller ser du et Blik, i hvis Glans, som overmander,
en jomfruelig Straale med en moderlig sig blander -
Hvem du saa er, velsign min Sjæls Søster! Det er hende,
mit Haab, mit Ly, min Tilflugt til mine Dages Ende.

Og saa klinger der dernæst gennem disse Digte en Summen og en Kvidren som af Smaabørns Lege, deres Larm og fugleagtige Skrig. Barnet springer ind i Stuen, og selv den mørkeste Pande, selv det urene Aasyn klarer op; Barnet blander sine Spørgsmaal ind i den alvorlige Samtale, og den standser i et Smil; det aabner sin unge Sjæl for alle Indtryk og byder Fremmede og Kendinge sin Mund til Kys.

«Lad Børnene blive! jag dem ikke ud af Digterens Arbejdsværelse, lad dem kun le og synge, blande deres barnlige Støj ind i de indre Stemmers Kor, mens den Skrivende drømmer ved sin Pult. Deres Pust jager ikke hans Drømmes brogede Sæbebobler paa Flugt. Tror I, jeg bliver bange, naar jeg midt under mine Syner af Blod og Brand ser disse lyse Hoveder glide mig forbi, eller at Versene som en Fuglesværm tager Flugten for legende Børn? Nej, nej! Intet Billede fordrives af dem. Guldorientaleren udbreder i deres Nærhed endnu rigere sine malede og ciselerede Blomster, Balladen bliver friskere, Odens vingede Strofer stiger mod Himlen med et endnu mere brændende Aandedrag!»

En sørgelig Begivenhed gav i modnere Aar Digteren Anledning til at vende tilbage til hin Ungdomstid i Smaabørnenes 85 Kres, hans ældste Datters pludselige Død i 1843. I Februar samme Aar var hun bleven gift; i September forulykkede hun under en Sejltur i en Baad paa Seinen. Hendes Mand, Charles Vacquérie, kastede sig ud efter hende, og da alle Forsøg paa at frelse hende viste sig frugtesløse, søgte han Døden i Bølgerne og fandt den. Den hele Gruppe af Digte, som i Les Contemplations indledes med Verset «O jeg var som gal i det første Øjeblik !» maa tages sammen med Efteraarsbladene.

Her forekommer Smaascener, som i al deres Simpelhed er lige saa fortræffeligt malte som dybt følte:

Hendes Vane som Lille, der aldrig blev brudt,
var at komme hver Morgen i mit Kammer et Minut.
Jeg vented, som man haaber paa et Glimt af Solens Skin.
Hun sagde: Goddag, min lille Far! og traadte ind,
tog min Pen, en Bog, slog op, og satte sig til Ro,
bragte mine Papirer i Uorden og lo.
Saa med Et var hun borte, som en Fugl, lydløs og let.
Og jeg tog atter fat, en Smule mindre træt,
paa det afbrudte Arbejd, og alt mens jeg skrev,
rundt om i mit Haandskrift ret hyppigt vaer jeg blev
en vild Arabesk, som fra Barnehaanden stammed,
og mangt ubeskrevet Blad, som hendes Haand havde krammet
og hvor netop mine blideste Vers kom til at staa.
Hun elsked Stjerner, Enge, Blomster, hvide og blaa.
Og hun var en Aand længe før hun var en Kvinde.
I hendes Blik du Sjælens hele Klarhed kunde finde.
Hun spurgte mig ud om alle Ting, fjerne, nære.
O hine Vinteraftner, hvor var de mig kære!
Vi granskede Sprog og Sagn og Verdenskloder.
Mine fire sad i Klynge paa mit Knæ. Deres Moder
ganske nær, nogle Venner ved vor Ild, der blussed hedt.
Og det var det Liv, jeg kaldte Nøjsomhed med Lidt!

Endnu smukkere er maaske det følgende Digt:!

O Vaar, Gry, Erindringer milde,
der sødt mig snærer i deres Garn,
om Tiden, da hun endnu var lille,
og hendes Søster et helt lille Barn.
Mellem Skov og en Himmel, der blaaner,
hvor paa Højden nær Montlignon
en yndig Terrasse skraaner,
ligger et smilende Hus med Balkon.
86 Det var dèr, vi vort Sommerliv førte,
dér var det, at jeg, før ret det blev lyst,
under mit Vindue hørte
hende lege om Morgenen tyst.
Der løb hun morgenbedugget,
lydløst for ikke at vække mig,
mens jeg holdt mit Vindue lukket,
at hun ei ved dets Slag skulde løbe sin Vej.
Hendes Brødre lo nærved Havemuren;
Alt under det friske Løvtag klang,
min Familie sang med Naturen,
mine Børn om Kap med Fuglene sang.
Jeg hosted, og hørte med fine
smaa Skridt hende op ad Trappen gaa.
Hun sagde med Alvorsmine:
Jeg har ladet dem blive dernede, de Smaa.
O de Morgentimer! de frelste
min Dag fra at blive fattig og tom!
Om Aftenen som den ældste
hun sagde til mig: Fa'er, kom!
Vi bringer din Stol og din Drikke,
fortæl os saa en Historie, hvad?
Og jeg saa disse Paradisblikke
lyse forventningsfuldt glad.
Da blev det et Blodbads-Ælte,
en morderisk Ende jeg spandt,
en dybsindig Historie, hvis Helte
i Loftets Skygger jeg fandt.
Og Blikkene blev helt grumme.
og de lo som i den Alder man ler,
naar Kæmper, uhyre dumme,
af kloge smaa Dværge man bankes ser.
Som Digter jeg frit kunde valte
med Æventyr. der mit Lune lød.
Deres Moder, mens jeg fortalte,
Barnelatteren drømmende nød.
Deres Farfar med Blik, der forguder,
tit fra sin Bog saa hen paa de Smaa.
Selv gennem de mørke Ruder
et Stykke af Himlen jeg aabne sig saa.

87

Gennem Barnets Aftenbøn, den berømte Bøn for Alle, ikke blot for Fader og Moder, men for de Fattige, de Forladte, de Slette, udvider Familiens Begreb sig til den hele umaadelige Menneskefamilie. Her i Efteraarsbladene har Menneskeligheden, som i de østerlandske Digte Umenneskeligheden, fundet sit poetiske Udtryk.

Naar Digteren sidder ene og lader sin Fantasi glide ned ad Drømmenes Skraaplan, da tænker han først paa sine Kære, ser sine Venner, En for En, saa alle nærmere og fjernere Bekendte, saa alle Ubekendte, Menneskeheden, levende og døde Byer med deres Befolkning, indtil Blikket fortaber sig i Skuet ud over Tidens og Rummets dobbelte Hav, det Endeløse og det Bundløse, ud over det Endeløse, der evigt ruller ned i det Bundløse. Hint Uendelige, som Hugos store Forgænger, André Chénier, forsmaaede, hin religiøse Følelse, som ikke fandtes hos dette det attende Aarhundredes Barn, træder, lutret for Reaktionstidens Overtro, ind i sine Rettigheder paany hos Hugo.

Digteren bestiger en Høj ved Kysten og hører derfra en dobbelt Stemme, en fra Havet og en fra Landet. Hver Bølge har sin Mumlen, hvert enkelt Menneske sin Røst, sit Suk, sit Skrig, og Bølgernes og Menneskenes Stemmer smelter sammen til to uhyre, hjertegribende Kor: Naturens Sang og Menneskehedens Klage.

Her møder vi Uendeligheden ikke mere som det blot Uhyre, der nu og da træder op i Orientalerne, men som det Hav, hvor det er naturligt og efter Leopardis bekendte Udtryk sødt for Tanken at strande.

Tasmørkesangene er til Forskel fra den foregaaende Samling ikke mere helligede Privatlivet, men overvejende politiske Digte. De fører saa at sige Dagbog over de sidste Aaringers Begivenheder. Hugo støttede det konstitutionelle Kongedømme, ja han lod sig endog af Ludvig Filip udnævne til Pair af Frankrig og modtog senere Kongens Bistand, da man paa Grund af en Kærlighedshistorie (hans Overrumpling hos Fru Biard i Juli 1845) vilde udstøde ham af Pairskammeret. Paa dette Tidspunkt kan han nærmest betegnes som kongetro med et Hang til Opposition.

Hans Digte forherliger Julidagene og deres Martyrer og udtaler Harme over Deputeretkammerets Vægring ved at lade Napoleons Lig føre tilbage til Frankrig, et Forslag, som Kongehuset Intet havde imod og der sidenhen som bekendt virkeliggjordes af 88 Prinsen af Joinville. Digtet mod Deutz, der for Penge udleverede Ludvig Filips Regering Hertuginden af Berry (A l'homme qui a livré une femme), rammer dog indirekte ikke blot Thiers, men Kongen selv.

Iøvrigt er dette en ikke paa politiske, men paa sociale Sympatier begrundet Opposition. Proletariatets Skuffelser over det ringe Udbytte, Julirevolutionen havde bragt det, det dumpe Had mod de Velhavende, som gærede i Masserne, kommer til Orde, især i Digtet Raadhusballet (Sur le bal de 'hôtel de ville) med dets mesterlige Billede af de Kvinder fra Gaden, der pyntede, smukke og halvnøgne ligesom Damerne, der kører til Ballet, «med Blomster om Panden, Skarn om Fødderne, Had i Hjertet» staar som Tilskuere, hvor Vognene stanser. Ubestemt Angst og Uro, advarende Ord til Europas Konger om at skaffe sig Venner blandt Folkene itide, røber, at Digteren har Haanden om Tidens Puls.

I hvor levende et Forhold til Samtiden Victor Hugos Digtning stod, viser ingen Omstændighed bedre end den, at Julikongedømmet lige saa haardnakket forbød Opførelsen af hans Dramer, som Restaurationen havde gjort det. Vistnok var Hernani bleven spillet, fordi Karl den 10de med Finhed svarede dem, der anraabte ham om at forbyde Stykket, at hvad Teatret angik, var hans Plads blandt Tilskuerne som enhver Andens. Men dog forbød han trods personlig Forkærlighed for Hugo Marion de Lorme, fordi man frygtede for, at Skildringen af Ludvig den 13des Forhold til Richelieu skulde tydes som Haan over den af Gejstligheden afhængige Konge. Da dette Forbund længst var hævet, kom nu fra Juliregeringens Side et ulovligt, Forbudet mod Dramet Kongen morer sig. Under Processen sagde Hugo disse bidende Ord:

«Ogsaa Bonaparte var Despot, men han bar sig anderledes ad. Han anvendte ingen af de Forsigtighedsregler, hvormed man nutildags taskenspilleragtigt lader vore Friheder forsvinde en for en. Han tog Alt paa én Gang og med én Haand; Løven har ikke Rævens Sæd og Skik. Den Gang, mine Herrer, var det stort. Man sagde: Paa den og den Dag vil jeg holde mit Indtog i den og den Hovedstad, og man holdt sit Indtog paa Dag og Time, som man havde sagt. Man afsatte et Kongehus ved en Kundgørelse i Moniteur. Man lod alle Slags Konger sidde og trænge sig op ad hinanden i Forværelserne. Havde man Lyst til en Søjle, lod 89 man Kejseren af Østerrig give Broncen til den. Man ordnede - ganske vist en Smule vilkaarligt - Skuespillerforholdene ved Théâtre français, men Reglementet var dateret fra Moskvá. Den Gang var det stort, nu er det smaat.»

Dette er i Grundtræk Hugos poetisk-politiske Aasyn i Begyndelsen af Trediverne.

Imidlertid arbejdede hans yngre Venner sig rundt omkring ham frem til Navnkundighed. Næsten alle de, der kom i Hugo's Hus, aabenbarede sig efterhaanden som Poeter. Hugo bad undertiden Sainte-Beuve at fremsige nogle Vers, og naar han blev plaget fra alle Sider, maatte han, efter at have bedet den lille Leopoldine og den lille Charlot om at gøre dygtigt Spektakel, mens han talte, give nogle af sine smukke og kunstlede Digte til Bedste. Svogeren Paul Foucher indførte den syttenaarige Alfred de Musset i Huset. En Morgen gik han op til Sainte-Beuve paa hans Tagkammer, vækkede ham og sagde forlegen og smilende til ham: «0gsaa jeg gør Vers.»

De Vers, han gjorde, er blevne verdensberømte.

Hvis man i Frankrig spørger en Lægmand, en Mand af Folket, en Arbejder eller blandt Forfatterne enten en Romantiker eller en Tilhænger af Parnasset: Hvem er Frankrigs største Digter i den nyere Tid? saa vil han upaatvivlelig svare: Victor Hugo. Spørger man derimod en Mand af den højere Borgereller Embedsstand, en Lærd, en Verdensmand eller et Medlem af den naturalistiske Skole, spørger man endelig Damerne, saa er Sandsynligheden stor for, at de vil svare: Alfred de Musset. Hvorpaa beror denne Uenighed og hvad betyder den?

Alfred de Musset optraadte første Gang i Januar 1830, nitten Aar gammel, med Contes d'Espagne et d'Italie: en Gruppe Æmner, hvis Enkeltheder neppe lader sig genfortælle. I de større Kompositioner (Don Paez, Portia etc.) Bedrag overalt, Hustruen, som lyver for sin Mand, Elskerinden, som bedrager sin Elsker, Elskeren, der afstaar sin Dame til Andre, Grevinder, der ikke véd Andet om deres Elsker, end at han har stukket deres gamle Mand ihjel - en brutal Nydelse, som man slaas om med Kaardestød, en sekstenaarig Sanselighed, som hverken kender Hensyn eller Blu, en oldingeagtig Fordærvethed, som bruger Elskovsdrikke og blander Vellyst med Dødens Rallen - deriblandt en Række Sange, som sprudede Gnister af Lidenskab, Vildhed, Overmod. Shakespeares to første Værker er ikke mere sanselige end 90 disse Digte, og saa er Fyrigheden her endda paa én Gang raffineret og kaad. Dertil en uophørlig Tilskuestillen af Vantro, som forunderligt gennembrydes af ubevidste Tilstaaelser af Svaghed og nu og da opdukkende Længsler efter Kirke og Kors.

Som Ekko af Bogen fulgte nogen Forargelse og megen Begejstring. Der var en Del af Ungdommen, som studsede og blev opmærksom. Dette var Romantik af en helt ny Art, en friere, mindre doktrinær end Victor Hugos. Her var en endnu skarpere Trods mod Klassikernes Regler for Versebygning og Stil, men denne Trods var overgiven og vittig, ikke martialsk som Hugos. Et Element, som fattedes Hugo helt, men det mest franske Element af alle, det man paa Landets Sprog kalder Esprit, oplivede her Angrebene. Denne spottende, latterliggørende Romantik vederkvægede efter Hugos højtidelige, alvorsfulde Romantik. Ogsaa her var det Spanien og Italien, som førtes frem; ogsaa her fandtes middelalderlige Dekorationer, Kaardestød og Serenader, men alt dette behagede endnu en Gang saa meget med denne Tilsætning af Overgivenhed, med denne spottende Finhed, denne Tvivls-Aand, der neppe troede paa, hvad den selv fortalte. Der var f. Eks. hin berygtede, over alle Grænser uanstændige Ballade til Maanen, der paa én Gang udæskede Klassikerne ved sin Strofebygning og Romantikerne ved det respektstridige Forhold til sin Genstand, deres Yndling; det var en Ballade, der parodierede sin egen Form, og hvis Digter syntes at gaa paa Hænderne og kaste Taakys ud til alle Sider.

Hugo havde paabudt Ærefrygt ved sin Helteholdning og sine Kæmpetrin; hans mægtige Retorik fremkaldte en ærbødig Forundring; men denne utrolige Gratie i Flotheden, denne geniale Uforskammethed i Skelmeriet virkede befriende og dog betagende. Der var dette djævleblændt Uimodstaaelige deri, over hvilket Kvinderne er og i dette Tilfælde var de bedste Dommere. Han talte om Kvinderne, altid om Kvinderne, og ikke som Hugo med tidlig Modenhed, med ridderlig Ømhed, med romantisk Galanteri - nej, lige omvendt med en Lidenskab, et Had, en Bitterhed, et Raseri, der røbede, at han foragtede og tilbad dem, at de formaaede at bringe ham til at lide og skrige, og at han hævnede sig ved stormende Anklager og luende Spot.

Ingen Modenhed, ingen Sundhed, ingen sædelig Skønhed, men en Ungdom, som sydede, en Intensitet af Liv, der var uhørt, og som ikke lader sig beskrive bedre, end man kunde beskrive 91 den højrøde Farve for hin Blindfødte, som sagde: den minder altsaa om Lyden af en Trompet. Og der var i disse Vers Noget af højrød Farve og Noget af en Fanfares Klang. At Skønheden er udødelig i Kunsten, det er sandt. Men der er Noget, som i Kunsten er endnu mere udødeligt: det er Livet. Disse første Digte levede. - Saa begyndte hans modne og dejlige Værker at følge, og Blikkene udvidedes for hans Fortrin. Han selv har i Digtet Après une lecture fremstillet sin Poetik. Den lyder saaledes:

Den, som ikke er i Stand til - naar den kvalte Sommerbrise
sukker i Skovens Indre sin søde Klagesang -
at gaa ud paa Maa og Faa, mens han nynner til sin Gang,
mere gal end skon Ofelia med hendes Krans, en Vise,
mer svimmel end en Page, hvem en Fe har berust,
og som nu tummelumsk af Elskov soger Lise
i at spille Tamburin paa sin Hat, som han har knust -
Den, hvis Sjæl ikke elsker, hvis Aand har anden Retning,
den, hvis eneste Lykke ikke er, taus og om
at lægge sin anstrengte Pande med dens Drorn
mod en Pande, ung og frisk, med en duftende Fletning,
og saadan at fole et yndigt Hoveds Liv
og forfriskende Skønhed i et Minuts Fortætning
synke ned i hans Hjerte og dræbe Strid og Kiv -
Den, som aldrig i sit Liv i de brændende Nætter,
der gør Venus's Stjerne af Attraa ganske bleg,
uden Grund ud af sin Seng paa bare Fødder steg
og gik om, bad med strømmende Graad, der Sindet letter,
og folded sine Hænder med sit Blik mod Himlen vendt
i Andagt mod den Løndom, hvis Gaade Ingen gætter,
medlidende med Kvaler, han ikke selv har kendt -
Lad ham smøre og rette saa længe som han gider,
lad ham rime, hvis han lyster, af al Livsens Magt,
lad ham flikke Antitesens Flitterguld til sin Dragt
og blive kørt stoltelig til Graven omsider,
fulgt af tusind Dumrianer paa sin allersidste Vej.
Stor Mand, om I vil; det jeg ikke bestrider,
men Digter? Ingenlunde! Nej og atter Nej!

I Udfaldet mod dem, der pynter sig med Antiteser, føres ligesom en Snert mod Victor Hugo og hans Skole og røber sig den rene Lyrikers Overlegenhedsfølelse overfor den geniale Retor; 92 i selve Digtets Overstrømmen er der et Sværmeri, en Begejstring for Poesi og en digterisk Selvfølelse, der minder om Goethes Wanderers Sturmlied.

Og alt som Musset nu udviklede sig og naaede Skels Aar og Alder, aabenbarede han flere og flere Fortrin, som overstraalede Victor Hugos. Han erobrede Læseverdenen ved sin dybe Menneskelighed. Han tilstod sine Svagheder og Fejl; Victor Hugo følte sig forpligtet til at være ufejlbar. Han var ikke den underfulde Versekunstner som Hugo, han formaaede ikke som denne at hamre Sprogets Metal til Rette paa en Ambolt og fatte Ordenes Juveler i Guld. Han skrev skødesløst, rimede omtrentligt, slettere endnu end Heine rimer; men han var aldrig Taler, altid Menneske. Glæde og Kval havde hos ham en Sandhed, der syntes evig. Kastede man et af hans Digte paa en Bunke af andre Digteres, virkede det som Skedevand; Alt omkring det fortæredes som Papir, fordunstede som Ord, det alene blev og brændte og klang i sin skærende Sandhed som Skriget fra et Menneskebryst.

Hvori laa det da, at ikke han, men Hugo blev den unge romantiske Skoles Fører?

Det laa i, at man om ham kan vende Ordene i det sværmeriske og spotske Digt, jeg anførte, om: «Digter, ganske vist; men stor Mand? Ingenlunde».

Hos Hugo fandtes politisk og religiøst, trods al Forskelligheden af de Standpunkter, han indtager i Løbet af sit lange Liv, en vis uafbrudt Linje, en Udviklingsnorm, og fremfor Alt en aldrig svigtende Værdighed. Victor Hugo var en haardnakket Arbejder, mens Alfred de Musset var saare doven; Hugo var en udmærket Økonom, husholderisk med sine store Digterkræfter, udnyttende sine Evner, omhyggeligt bevarende sin legemlige som sin aandelige Kraft, mens Musset var letsindig til det Yderste, ligegyldig for sit Helbred, tidligt forfalden til Selvbedøvelse. Hugo havde Evne til at gøre sin Personlighed til Midtpunkt, samle Andre om sig og knytte dem til sig, optræde som Fører og Høvding, Musset var som Verdensmand en god Kammerat, som Kunstner ganske ude af Stand til at gaa i Spand med Andre. Hugo havde den umaadelige Tro paa sig selv, der gav Andre Troen paa ham.

Musset begynder med en tilgjort Overlegenhed, han stiller den yderste Vantro i Religion og den yderste Ligegyldighed i 93 Politik til Skue. Bag denne Vantro og denne Ligegyldighed skimtes imidlertid snart og aabenbarer sig efterhaanden fuldt en timandig Svaghed.

Læs hans maskerede Selvbekendelser i Confessions d'un enfant du siècle. Han er født paa et ulykkeligt Tidspunkt; Alt var dødt. Napoleonstiden var omme, og ret som om der ikke kunde gives Hæder udenfor Kejserdømmet, hedder det, at Hæderens Tid var omme. Troen var udslukt: der var ikke mere to smaa Stykker sort Træ i Korsform, foran hvilke man kunde folde sine Hænder; og ret som om de, der ikke føler sig bundne til den katolske Symbolik, derfor intet Hjerte og intet Sjæleliv har, omskrives dette ved, at Sjælen var død. Nogle, siges der videre, som indsaa, at Hæderens Tid var forbi, sagde fra Talerstolen, at Frihed var endnu skønnere end Hæder, og ved dette Ord skælvede de Unges Hjerter som ved en fjern og frygtelig Erindring. «Men,» hedder det, «da de Unge gik hjem efter at have hørt det, mødte de et Tog med tre Kurve, som man bar til Clamart; det var Ligene af tre unge Mænd, der havde talt altfor højt om Frihed», og ret som om Blaserthedens Fortvivlelse var den eneste Lære, en Mand kan uddrage af Martyrernes Død, hedder det, at ved dette Syn krummede et underligt Smil deres Læber - og de styrter sig hovedkulds ud i de afsindigste Udsvævelser.

Over dette Grundæmne har Musset skabt en Række af sine ypperste Mandskarakterer, selv den geniale Skikkelse Lorenzaccio. I sin Ungdom formede han den berømteste af sine typiske Figurer, Rolla, derover.

I intet Digt træder skarpere end i Rolla det Usikre og Vaklende, det Kvindagtige i Alfred de Mussets Livsanskuelse frem.

Indledningsafsnittet aabnes med den bekendte Længselssang efter den græske Oldtid med dens friske Skønhed og efter den kristelige Oldtid med dens rene Opsving og friske Tro, da de ærværdige Katedraler i Koln og Strassburg, da Notre Dame og St. Peter knælede fromt i deres Stenkjortler og Folkenes store Orgel istemmede Aarhundredernes Hosianna.

Saa følger det end berømtere Sted:

O Kristus, jeg hører ej til dem, hvem jævnligt Bønnen
til dine Templer drager med skælvende Fjed.
Jeg er ikke af dem, der foran Gudesonnen
med Kys paa din blodige Fod synker ned.
94 Jeg staar oprejst ved Kirkernes hellige Piller,
naar dit trofaste Folk, der i Kirken har sit Liv,
sig bøjer under Salmesangens stormende Triller,
som af Nordenvinden bøjes en Befolkning af Siv.
For mig slet ingen Trøst i Himlens Tomhed gemmes,
jeg tror ikke, Kristus, paa dit hellige Ord,
jeg er født altfor sent paa en altfor gammel Jord,
et Aarhundred uden Haab avled et, der ikke skræmmes.
Dit Golgathas Søm kan neppe mer dig holde.
Jorden under din Grav er skredet løs og slov.
Død er din Hæder, Kristus, og fra Korset, det golde,
er dit himmelske Lig faldet sammen som Støv.
Men lad mig, saa vantro jeg end er i al min Færden,
kysse dette Støv, der til Andagt kalder mig,
og græde, o Kristus, over denne kolde Verden,
der leved af din Død og som vil dø uden dig!

Saa følger Fortællingen: Jacques Rolla var den mest udsvævende unge Mand i det udsvævende Paris. Han foragtede Alt og Alle: «Aldrig har nogen Adamssøn baaret paa en dybere Foragt for Folk og for Konger.» Rotta har kun en ringe Formue, men store Tilbøjeligheder til Vellevned og Overdaadighed. Vanen, som for de Andre er det halve Liv, er ham en Væmmelse. Derfor tager han den lille Arv, hans Fader har efterladt ham, deler den i tre Punge og spiser hvert Aar en Tredjedel af sin Formue op med daarlige Kvinder og under alskens Galskab, uden at gøre nogen Hemmelighed af, at han vil skyde sig en Kugle for Panden, naar det sidste Aar er forbi.

Og i Kraft af sine 22 Aar kalder Musset Rolla stor, uforfærdet, ærlig og stolt. Hans Kærlighed til Friheden - og ved Frihed forstaas Uafhængighed overfor enhver Virksomhed, enhver Livsopgave, enhver Pligt - forædler ham i Digterens Øjne.

Saa skildres Rollas Selvmordsnat i det berygtede Hus, Tilberedelserne til Orgiet, den sekstenaarige Pige, som bringes af Moderen selv, og Digteren begynder sin gribende Sørgesang over Samfundets dybe Fordærvelse, over Moderen, som sælger sit Barn, over Fattigdommen, som gør hende til Koblerske, over de lykkeligt stillede Kvinders billigt købte Strenghed og hyklede Dyd.

Saa følger det Berømteste i Digtet, Tilraabet til Voltaire:

95

Sover du fornøjet, Voltaire, og bugter
om din kødlose Læbe sig end dit stygge Smil?
Din Tid paaskønned ikke tilgavns din Visdoms Frugter.
Glæd dig, din Tid er kommen, Slægten nu er i din Stil.
Den er styrtet over os, den umaadelige Bygning,
som du undergraved Dag og Nat, med Gavl og Mur.
Med Længsel Doden vented dig i sit Mørkes Tykning;
i firsindstyve Aar har du gjort den din Kur.
Denne livfulde Yngling, Arouet! ser du ham ikke,
der med hede Kys bedækker denne unge smukke Barm?
Han vil imorgen lægges i Graven uden Larm.
Er du fristet til at sende ham misundelige Blikke?
Vær rolig! han har læst dig. Der er Intet, som kan give
ham Trøst, holde blot et Glimt af Haab hos ham i Live.

Hvad har Voltaire med denne jammerlige Ødelands Død at gøre? Er den store Arbejder ansvarlig for denne luddovne Vellystnings Selvmord? Er dette Verden, som Voltaire drømte sig den, denne Verden af hjerneløse Galninger og viljeløse Kvinder? Voltaire, hvis Væsen var Forstand, hvis Hænders Smuds kun var Krudtsværte, og hvis Liv var en viljestærk Kamp for Lyset? Er han Skyld i denne Elendighed? Og hvorfor?

Fordi han ikke havde dogmatisk Tro.

Det er da altsaa Manglen paa dogmatisk Tro, som er Rollas Paaskud til at leve som et Dyr og dø som en Dreng. Man ser, hvad der efter faa Aars Forløb er blevet af den udfordrende Trods, med hvilken Digteren optraadte. Trodsen har opløst sig i holdningsløs Tvivl, Fornegtelsen er gledet over i haabløs Fortvivlelse.

Hvor sund, hvor kraftig og sluttet tager ikke Hugos roligere Holdning sig ud herimod, og forstaar man ikke nu. at han trods Alt vedblev at indtage den centrale Stilling i fransk Literatur?

IX

Nogle faa Aar ind i Trediverne - og man kan sige, at den af Hugo og hans Venner ledede literære Revolution havde sejret, men den havde sejret som man sejrer aandeligt. Et forsvindende Mindretal af Frankrigs mest dannede Mænd og mest 96 forstandige Kvinder indsaa, at Kampen var afgjort, at Tragedien var død, at de aristoteliske Regler var Misforstaaelser, at Overgangstalenternes Tid var omme, at Casimir Delavigne var udtømt, og at kun Slægten fra 1830 vidste hvad den vilde i Literaturen. Den Omstændighed, at en ganske parallel Bevægelse var begyndt i Malerkunst, Billedhuggerkunst og Musik, viste dem klarere end nogen anden, hvor dyb og uimodstaaelig Forandringen var. Men de, som indsaa dette, var som sagt et ringe Mindretal. Den gamle stive Literatur fra Kejserdømmets Tid havde for sig Alt, hvad der i Frankrig var af gammel Vane, af Angst for ny Begyndelser, af Dumhed og Misundelse, fremdeles den hele officielle Verden, den hele Presse med Undtagelse af et eneste Dagblad, Journal des Débats, endelig Magten: alle Pladser, Stillinger, Embeder, Pensioner gaves udelukkende til Mændene af den gamle Skole og man fristede og forførte saaledes paa alle Maader den opvoksende Slægt. Hertil kom endelig, at der var indtraadt nogen Træthed og Udmattelse i den unge Lejr efter den første, store Aandsanstrengelse. Man var ung, man havde ventet blot at behøve én god Gang at løbe Storm mod de gamle Fordommes Skanse for at tage den; nu saa man til sin Skuffelse, at Truppen i stærkt formindsket Tal efter Stormløbet befandt sig ved Skansens Fod som før; man tabte Taalmodigheden og Kamplysten. Man havde vel villet finde sig i en haardnakket Dyst, som krævede Afsavn og indbragte Saar og Skrammer, men paa det Vilkaar, at den førte til en nogenlunde hurtig Sejr, til en iøjnefaldende Triumf med Anerkendelse og Fanfarer. Men denne Strid, som trak ud i det Uendelige, denne sejge Spot fra Modstandernes Side, Fjendens rolige Ihændehaven af alle indflydelsesrige Stillinger saavel for Literaturens som Kunstens Vedkommende, Publikums vedblivende Ligegyldighed for den nye Skole, dets vedblivende Begejstring for de Udlevede, gjorde den unge Skare betænkelig. Man spurgte sig selv, om man ikke i ungdommelig Heftighed var gaaet for vidt, om ikke Hans Majestæt Publikum alligevel havde Ret eller dog nogen Ret, og man begyndte at bede om Undskyldning for sit Talent, søgte at faa Publikums Tilgivelse for det ved Hjælp af Indrømmelser og Frafald. Man trak sig tilbage fra Vennerne for at faa Adgang til denne eller hin fornemme Selskabskres. En og anden tænkte paa Akademiet og begyndte at indrette sin Optræden saaledes, at han ikke forspildte sig Muligheden til endnu i yngre Aar at blive Medlem.

97

En Bevæggrund af ædlere Natur bidrog til at opløse Gruppen, nemlig Skribenternes Selvstændighedsfølelse. Man havde fra først af forsøgt at holde Gruppen sammen ved altfor snevre Baand. Man havde ikke nøjedes med at angive en Retning og en kunstnerisk Grundregel, man havde søgt at forme Læresætninger, og de. der havde formet dem, var Digtere, lige saa ensidige som geniale Aander, ikke Tænkere med et vidt og uhildet Blik. Hvor selskabelige Mændene uf de romanske Folkeslag end er i Sammenligning med andre, saa kunde dog en Forening i strengeste Forstand paa disse Vilkaar umuligt finde Sted i Frankrigs skønne Literatur. Videnskabsmænd kan enes om en Fremgangmaade, men i Kunsten udfordres Personlighedens fuldstændige og ubetingede Uafhængighed; kun naar den Frembringende helt er sig selv, ikke til Bedste for et Sammenhold giver Afkald paa det Mindste af sin værdifulde Ejendommelighed, formaar han at frembringe det Ypperste, han kan yde Verden. En ubetinget Individualisme er sikkert nok umulig i Kunsten; der danner sig bevidst eller ubevidst, frivilligt eller ufrivilligt altid Grupper, og ligesaa vist som det er, at Individet maa have Lov at udtale sig frit, ligesaa sikkert er det, at det kun i den kunstneriske Sammenhæng, kun baaret og støttet af en kunstnerisk Overlevering eller af beslægtede Aander, store Forgængere eller Samtidige formaar at naa det Højeste. Isolerede, forsprængte Genier sygner hen. Men hvor en Skole har en enkelt anerkendt Høvding, der gælder det om, han forstaar at meddele Frihed. Han maa tillade Alt undtagen Karakterløshed og Stilløshed. Men til at meddele Frihed var en Aand af Hugos Art ikke i Stand, og de fanatiske blandt hans nærmeste Tilhængere forstod Skolens Lærdomme paa endnu langt snevrere Maade end han. I Løbet af ganske faa Ungdomsaar udprægedes de mest fremragende af den unge Gruppes Personligheder stærkere end det kunde forudses, saalænge de endnu var i Spiren, og denne Splittelse af de udprægede Personligheder kom den gamle klassiske Lejr tilgode.

Endnu en Omstændighed virkede opløsende og splittende. Julirevolutionen drev et helt Antal af Ungdommens Bannerførere og Forkæmpere fra den literære Lejr over i Politiken. Det er i den Henseende betegnende, at Bladet Globe i 1830 ophørte at være et literært Organ og gik over i Saint-Simonisternes Hænder. Dets Stiftere og vigtigste Medarbejdere, Mænd som Guizot, Thiers, Villemain, Vitet, blev Parlamentsmedlemmer, Embedsmænd eller 98 Ministre. Og da Politiken i den nyere Tid gør et Navn saa langt mere bekendt end Literaturen, lokkede den selv Digterne til sine Talerstole. Lyrikere som Hugo og Lamartine traadte under Julikongedømmet ind i Politiken. De i Literaturen tilbagestaaende Forfattere følte sig ligesom overfløjede af de i Politiken indtraadte, harmede sig nu og da over hines mere larmende Navnkundighed, ærgrede sig undertiden over at se dem betragte deres eget Et og Alt, Literaturen, som en Udvej, der var god nok til at gribes i Nødstilfælde.

Et haardt Stød var det for den romantiske Kres, da Sainte-Beuve, Skolens altid kampberedte og altid begejstrede Herold, skilte sig ud fra Hugos Generalstab. Det synes, som om han med sin Naturs underlige Blanding af Ydmyghed og Uafhængighedstrang længe havde fortrudt den underkastende Holdning, han i sine Digte havde indtaget overfor Hugo, og som om han halvt modstræbende var vedbleven med ufortrødent at svinge Røgelsekarret for Skolens Høvding. Han ærgrede sig over de Doser af Virak, det var blevet Hugos Vane at vente eller fordre og var dog altfor svag til at holde sin Afgift tilbage. Det var desuden som bekendt mindre Sværmeriet for Hugo end for Digterens unge Frue, der fastholdt ham indenfor Trylleringen. Da det i Privatlivet (1836) kom til Brud mellem ham og det Hugo'ske Hus, var Bruddet for Sainte-Beuve Signal til et fuldstændigt Omslag ogsaa i hans literære Sympatier for Orientalernes Digter. Han var efter hele sit Anlæg saaledes beskaffen, at han ikke betragtede Skoler, Systemer, Menigheder, Partier anderledes end som Hoteller, i hvilke han tog ind og hvor han aldrig pakkede sin Kuffert helt ud; han var dernæst altid tilbøjelig til Satire eller Haan over dem, han nylig havde forladt; han leverede derfor fra nu af kun skarp og fortrinsvis nedsættende Kritik over Hugos Værker.

Alfred de Musset morede sig med endnu tidligere at markere sit Frafald. En saa overlegen og saa fin Aand som hans kunde ikke være blind for det Snevre og Ufuldkomne i Skolens Lærdomme, endnu mindre for den Barnagtighed, hvormed de af enkelte Hedsporer sattes paa Spidsen. Da Musset første Gang læste sine Digte højt hos Hugo i en Kres af unge Romantikere, var der kun to Steder, der fik Applaus. Det ene var det Sted i Don Paez, hvor der staar: «Brødre! raabte langt borte en gul og blaa Dragon, der laa og sov i Høet» - «gul og blaa», det 99 henrykte, det var hvad man kaldte Farve i Stilen - det andet var det Sted i Le lever, hvor det hedder om Jægerdrengene: «Og paa deres grønne Ærmer saas Falkenes sorte Fødder.»

Dette elementært Maleriske var de unge Tilhørere kærere end alle Udbrud af Følelse, Lidenskab og Aand. Thi ved slige Træk skilte man sig fra Mændene af den gamle Skole, hvem det kun var vigtigt, at man fik at vide, hvad der skete, men ikke hvordan det saa ud. Dette, at den synlige Verden eksisterede for Musset, var de unge Mænd Hovedsagen, men det kunde ikke være det for ham, hvis Styrke laa paa ganske andre Punkter og som ingen Drift følte til at kappes med Hugo eller Théophile Gautier.

Musset var dernæst først og fremmest en ung Aristokrat, en Verdensmand og Modeherre, der satte sin Ære i at drive Literaturen som en Fristundssyssel. Med langhaarede Literatorer med Kalabreserhatte vilde han ikke være Kammerat.

Hans Forhold til Publikum havde fra først af været noget usikkert; han havde søgt at forbavse og drille det. Nu kom det ham med største Velvilje imøde, rede til at tilgive ham Alt, selv Balladen til Maanen, hvis han blot vilde vise det et andet Ansigt, og ivrig for at godtgøre sin Selvstændighed, ligegyldig overfor Partierne, sky for Læresætninger, endelig klassisk anlagt, beslægtet med Mathurin Regnier og Marivaux som han var, gav han til en vis Grad efter for det ubestemte Tryk. Han begyndte at vinde Læseverdenens Øre ved at tale med lunefuld Overlegenhed om sin egen og sine tidligere Kampfællers krigeriske Bedrifter. I Digtet Raphael eller en fransk Adelsmands hemmelige Tanker, erklærer han sig for træt af Striden; han har, siger han, kæmpet i begge de fjendtlige Lejre; hundrede Ar har givet ham et ærværdigt Udseende, og han sætter sig nu - han den 21aarige - som udmattet Veteran paa sin revnede Tromme. Racine og Shakespeare mødes paa hans Bord og falder der i Søvn ved Siden af Boileau, der har tilgivet dem begge. I et andet Digt skrev han: «I vore Dage eksisterer Kunsten ikke mere, Ingen tror paa den. Vor Literatur har hundredetusind Grunde til at tale om Druknede, om Døde og om Pjalter. Den er selv en Død, som vi galvaniserer. Den gør sin Gerning, idet den skildrer os Tøjter .... den er selv en, og det den mest ødelagte, som nogensinde har klistret sig over med Salver og Sminker.» Dette Udfald, der øjensynlig var rettet mod den 100 udskejende Fantasi i de yderligt romantiske Frembringelser, var saa ungdommelig hensynsløst, at det maatte opfattes som rammende den hele samtidige Digtning. Det var maaske heller ikke tilfældigt, at dette skreves samme Aar som Marion de Lorme udkom, dette Drama, der med alle sine Mangler er saa kysk og saa aandigt i sin Tankegang, men som unegteligt har en Kurtisane til Heltinde. Samtidigt udtrykte Musset sig med stedse stigende Sløvethed om Ungdommens Idealer. Næsten alle den unge Skoles Digtere havde med Hugo i Spidsen taget Parti for det kæmpende Grækenland, Alfred de Musset skrev koket om sin Mardoche, at han «holdt mere af Porten og Sultan Mahmud end af det brave helleniske Folk, der med sit Blod pletter det hvide Marmor paa Paros.»

Hvad var Aarsagen til denne Ligegyldighed og overlegne Træthed?

Altfor hedt Blod, altfor lidenskabeligt et Hjerte og altfor tidlige Skuffelser. Hans Tillid til Mennesker havde alt i hans tidlige Ungdom faaet et ulægeligt Knæk, og af Mistilliden udsprang Bitterhed og Spot. Det er neppe muligt at føre hans desperate Livsbetragtning tilbage til en bestemt enkelt Begivenhed, fra hvilken den formelig skulde kunne dateres. Men han har selv troet at kunne paavise dens Oprindelse. Han var, som han under mange Former har antydet, i sin første Ungdom bleven bedragen af en Elskerinde og en Ven. Det er sandsynligt, at han med sin oprigtige og sanddru Karakter har følt sig dybt truffet af denne Smerte; men han har uden Tvivl, medens Saaret endnu var frisk, lagt det poetiske Forstørrelsesglas over det og taget sin Kval poetisk i Beslag. Det var Mode at have havt Elskovssorg og at forstaa at trøste sig derfor. Og dog har han lidt adskilligt mere end mangen En, der læser hans kaade Ungdomsdigte, vil tro. Men for ikke at vise sig saa blød som han var, for ikke at blive Genstand for Cynikeres Spot, affekterede han nu selv en Tid lang den yderste Haardhed og Kulde. En saadan affekteret Cynisme virker pinligt som al Affektation. Taine har om Musset skrevet en bekendt Afhandling, hvis Kærlighed til sin Genstand er lige saa blind som skøn, og der naaer sit Højdepunkt i Udbruddet: «Han idetmindste har aldrig løjet!» Hvis man henregner paatagen Overlegenhed og Hjertenskulde til det Usande, kan man neppe fuldt ud underskrive denne Ytring.

101

Men snart skulde der indtræde et Vendepunkt i den forkælede og overmodige Ynglings Liv.

Den 15de August 1833 havde Rolla staaet i den dengang nylig stiftede Revue des deux mondes. Faa Dage efter indbød Tidsskriftets Redaktør, Schweizeren Buloz, sine Medarbejdere til en Middag i den bekendte Palais-Royal Restauration Trois frères provençaux. Gæsterne var mange; der var iblandt dem en eneste Dame. Værten bad Alfred de Musset om at føre hende tilbords; han blev forestillet for Madame George Sand.

Det var et smukt Par. Han slank og fin, blond med mørke Øjne og den skarpe, hesteagtige Profil, hun brunet, med et yppigt, bugtet, sort Haar, med den smukke ensformige Olivenfarve, der paa Kinderne gled over i en svag, broncebrun Rødme, store mægtige, dunkle Øjne - Arme og Hænder af fuldendt Hvidhed og Skønhed. Der syntes at bo en Verden bag hendes Pande, og dog var hun ung og smuk og taus som en Kvinde, der ikke gør Fordring paa at kaldes aandrig. Hendes Dragt var simpel, kun noget fantastisk; over sin Kjole bar hun en guldbroderet tyrkisk Trøje, og i hendes Bælte hang en Dolk.

Jeg har i Paris 1870 hørt sige af en af de faa da endnu levende Deltagere i hin Middag, at det var en Art bondesnu Penge-Beregning af Buloz, som førte Musset og George Sand sammen. Han havde i Forvejen sagt til sine Bekendte: De skal have hinanden tilbords; alle Fruentimmer plejer at forelske sig i ham, alle Mænd bliver pligtskyldigt forelskede i hende, de vil naturligvis forelske sig i hinanden indbyrdes - sikke Haandskrifter jeg da vil faa! Han gned sig i Hænderne.

Det var to højst uligeartede Væsener, der her tog Plads ved Siden af hinanden ved Bordet. Anden Lighed var der neppe imellem dem end den, at de begge skrev.

Hendes Væsen var en frugtbar, moderlig Natur. Hendes Sjæl var sund, sund selv i sine revolutionære Udbrud, og besad en vis Rigdommens Ligevægt. Hendes Søvn var god, og hun kunde taale at indrette sit Liv som hun vilde, taale at arbejde næsten hele Natten igennem ved Lys og nøjes med en lang Morgensøvn, som hun kunde kommandere, og af hvilken hun vaagnede styrket. Ingen stor Lidenskab, ingen Revolutions-Idé var gaaet igennem det 19de Aarhundredes Sind, som jo denne Kvinde alt havde huset i sin Sjæl, og dog havde hun bevaret sin Friskhed, sin Sindsro, sin Selvbeherskelse. Hun kunde skrive 102 opmærksom og rolig seks Timer i Træk, hun havde en Gave til indre Samling, der satte hende i Stand til med Pennen i Haand at optegne sine Drømme med et helt Selskabs Samtale og Latter omkring sig, som sad hun i den dybeste Ensomhed, og var saa straks efter, naar hun deltog i hvad der skete, smilende, ordknap, hørende Alt, opfangende Alt, forstaaende Alt, indsugende de Ord, der faldt, som en Svamp indsuger Vanddraaber.

Og nu han! Han besad i langt højere Grad Kunstnertemperamentet. Hans Arbejde var en Feber, hans Søvn urolig, hans Drifter og Lidenskaber ubeherskede. Naar han undfangede en Idé, sad han ikke stum og sfinksagtig rugende over den som hun, nej han overvældedes og skælvede «mere svimmel end en Page, hvem en Fe har berust», som det hedder i hans Digt Après une lecture. Og begyndte han paa Udførelsen, var han stadigt fristet til i Fortvivlelse at kaste Pennen. Udførelsen gik altfor langsomt, Forestillingerne trængte paa, søgte Udtryk, en rasende Hjertebanken fulgte, og der behøvedes kun den ringeste Fristelse fra Omverdenen, en Indbydelse til et Aftenselskab med Venner og skønne Kvinder, Forslag om en Køretur ud paa Landet eller lignende, saa flyede han Arbejdet som man flyer en Fjende.

Hun «strikkede» sine Romaner, han skrev sine Værker i en kort, brændende, salig Henrykkelse, der næste Dag veg for en Modbydelighed ved det Skrevne. Han fandt det slet uden at gide skrive det om, thi han skelede til sin Pen med samme Had, hvormed Galejslaven betragtede sin Aare. Trods alt sit ungdommelige Overmod vaandede han sig som i en stadig Kval, og Aarsagen var den, at der i hans spinkle, bøjelige Legeme var indesluttet en Kæmpe af en Kunstner, der følte langt dybere og voldsommere, levede langt mere og hurtigere end det Mennevæsen, i hvilket han var legemliggjort, kunde taale, og undfangede større Syner end den Hjerne, som var hans Organ, kunde bringe til Verden uden de haardeste Fødselskvaler. Naar derfor Digteren kastede sig ind i al Slags Udskejelser, saa beroede det mest paa en Trang til at bedøve den indre Lidelse, som Genialiteten i ham var.

Som han sad der, toogtyve Aar gammel, sine adelige Forældres forkælede Søn, boende i Forældrenes Hjem, med en Broders aarvaagne Kærlighed til Støtte, havde dette Barn, der Intet havde oplevet uden nogle Elskovsæventyr, en fyrretyveaarig Mands 103 Livserfaring, Mistænksomhed, Bitterhed og Menneskeforagt, og hvor Erfaringen havde Huller, udfyldte han dem med paatagen Ligegyldighed og Cynisme. Som hun sad der, denne Kvinde med Fyrste- og Bohême-Blod i sine Aarer, Moritz af Sachsens Dattersønnedatter, otteogtyve Aar gammel, med de alvorligste Livsskæbner bag sig, løsrevet fra sin Familie, sin Formue, sit Hjem, skilt fra sine to Smaabørn, der var blevne i Nohant, uden Støtte hos nogen mandlig Slægtning, henvist til Valgslægtskaber, levende et literært Zigøjnerliv, gaaende ud i Mandsdragt, bærende et Mandsnavn og rygende Cigaretter som en Mand mellem Mænd, var hun i Dybet af sin Sjæl naiv, lidenskabsløs, let begejstret, god og saa modtagelig for alt Nyt, som havde hun intet Særegent oplevet og var aldrig bleven skuffet.

Han, der var saa oprindelig i sin Kunst, saa planløs i sit Liv, var som Aand i mange Maader spidsborgerlig, trangsynt. Vi Mænd bliver det let, især hvem der som han er født i tykkelige Forhold og tidligt har lært at nære Ærbødighed for Sæd og Skik og frygte Latteren.

Hun derimod, der i rent teknisk Henseende intet Revolutionært har ved sig, men i Fremstillingens Art og Kunst følger de betraadte Baner, var i aandelig Henseende næsten et Vidunder. Hun havde ingen Indskrænkethed. Hun var uden Fordomme. Kvinder, hvis Skæbner har bragt dem til at røre ved Samfundets Kræftskader, og som har set Samfundsdommen under Øjne uden at maatte slaa Øjnene ned, bliver undertiden aandsfrie i en højere Grad end Mændene, fordi de har betalt denne Frihed dyrere. Hun saa oprindeligt og prøvende paa Alt, vejede det i Haanden og gav det i Reglen den Vægt, det fortjente.

Han var hende overlegen i Dannelse. Denne højtspændte Kunstner besad en ubestikkelig Mandsforstand, skarp og smidig som en Damascenerklinge; den kløvede hver en Frase, den traf paa, spiddede hver en Blære i Tanken eller i Sproget paa sin Kaardespids, saa den brast.

Hun var som Kvinde tilbøjelig til at lade Hjertet tale først og højest. En skøn og sværmerisk Lære, en ædel Utopi fortryllede hende, hun havde som Kvinde Trangen til at tjene, søgte i sin Ungdom bestandig med Blikket en Fane, der bares af Mænd med store, tapre Hjerter for da at kæmpe under den. Hendes Ærgerrighed var ikke den, som fejret Muse at give den fine Verden Concerter, hendes Attraa var at turde røre Trommen 104 som Regimentets Datter. Men saaledes kom hun paa Grund af sin Mangel paa Forstandsdannelse til at dyrke og forgude uklare Hoveder som Fremtidens Mænd, fremfor alle den stakkels kejtede, men renhjertede Pierre Leroux, en Filosof og Socialist, til hvem hun mange Aar igennem saa op som en Datter til sin Fader. Musset havde den aristokratiske Aands Overlegenhedsfølelse overfor disse Profeter, der ikke kunde skrive tyve læselige Prosasider; hun smittedes af deres Hang til eftertrykkeligt og salvelsesfuldt Foredrag.

Endelig: hun var ham som Kunstner underlegen, skønt hun som Menneske var større og især stærkere end han. Der fattedes hendes Kunstneraand Mandens pludselige, hensættende Kraft, dette «Saadan skal det være», der ingen Grunde giver. Naar de i Forening betragtede et Maleri, følte han uden at være særligt malerisk anlagt med ét Slag Billedets Fortrin og Kunstnerens herskende Egenskaber og gengav dem med et Par Ord. Hendes Aand trængte ad en eller anden besynderlig Omvej langsomt og famlende ind i Maleriet, og Udtrykket for hvad hun følte derved var hyppigt enten ubestemt eller paradoks. Hans Intelligens var skarp, nervøs, hendes strømmende, tilbøjelig til altomfattende Sympati. Naar de hørte en Opera sammen, var det Udbruddene af sand og personlig Lidenskab, som slog ned i ham, det Individuelle, det Sære. Hun derimod grebes af Korsangen, det Fællesmenneskelige. Der behøvedes ligesom en Samling af Aander for at sætte hendes Aand i Bevægelse.

De Bøger, hun havde skrevet, manglede Sammentrængthed. Medens hver Sætning, der sprang fra hans Læber, var en præget Guldmønt, stemplet paa begge Sider og med ciselerede Rande, var hendes Stil ordrig indtil Vidtløftighed. Det første, Musset uvilkaarligt gjorde, da et Eksemplar af Indiana faldt ham i Haanden, var med en Blyant at udslette tyve, tredive overflødige Tillægsord paa de første Par Sider. Eksemplaret kom siden George Sand for Øje og man siger, at hun følte sig mindre taknemmelig end opirret.

George Sand havde et halvt Aars Tid før Parrets første Sammentræf følt en vis Angst for at lære Musset at kende. Hun havde først anmodet Sainte-Beuve om at indføre ham hos hende, men i et Brev fra hende til ham fra Marts 1833 hedder det i Efterskriften: «Alt vel overvejet vil jeg ikke have, at De skal indføre Alfred de Musset hos mig, han er i høj Grad Dandy, 105 vi vilde ikke passe for hinanden, og jeg havde mere Nysgerrighed efter at se ham end egenlig Interesse derfor. Men det er uforsigtigt at ville tilfredsstille enhver Nysgerrighed». Man sporer i disse Ord ligesom Uro eller anelsesfuld Frygt.

Alfred de Musset paa sin Side havde som alle Skribenter en vis Sky for Skribentinder. Navnet Blaastrømpe er sikkert blevet givet disse Damer af en mandlig Kaldsfælle. Men ikke desmindre lader den store Tiltrækning, en overlegen kvindelig Intelligens udøver paa den mandlige, sig ikke negte. Den Henrykkelse, der ledsager Aanders dybe Forstaaen af hinanden, blev her mange Gange fordoblet ved en pludseligt opstaaende, lidenskabelig Forelskelse.

Naar man ser historisk paa dette Forhold, falder det i Øjnene, hvor stærkt det er præget af Tidsaanden, af den om Renæssancetidens Karnevalsstemninger mindende kunstneriske Rus, der havde bemægtiget sig Sindene under Romantismens Herredømme i Frankrig. Kunstnernaturer, hvis første Pligt det altid er, indenfor deres Kunsts Omraade at bryde med nedarvet Sædvane, føler sig til enhver Tid fristede til ogsaa i Samfundet at trodse Vedtægten; men Slægten fra 1830 var ungdommeligere og naivere i denne Modstand mod det Hverdags end nogen tidligere eller senere i Frankrig i de sidste Aarhundreder. I alle Kunstnere stikker der Zigøjnere eller Børn, Datidens Kunstnere gav Zigøjneren og Barnet i deres Sjæl frit Spillerum. Det er ejendommeligt, at det første, som hine to udkaarne Væsener falder paa, saasnart de har fundet hinanden og den første brændende Lyksalighedshenrykkelse tillader dem at aande frit, er det at forklæde sig for hinanden og i Forklædning at have deres Bekendte tilbedste. Da Paul de Musset for første Gang er indbudt til Aften af det unge Par, finder han Alfred paaklædt og pudret som en Marquis fra det forrige Aarhundrede, George Sand i Adrienne og Fiskebensskørt. Da George Sand giver sit første Middagsselskab efter Bekendtskabet med Musset, varter denne, forklædt som ung normannisk Tjenestepige ukendt op ved Bordet, og for at have en værdig Fælle for Æresgæsten, den filosofiske Professor Lerminier, indbyder hun Debureau, den uforlignelige Pierrot fra Funambules-Theatret, som Ingen havde set udenfor Scenen, og forestiller ham som et anset Medlem af det engelske Underhus, der skal overbringe hemmelige Statsbreve til Østerrig. For paa en Gang at give ham og Lerminier Anledning til at 106 lægge deres Kundskaber for Dagen, bringer man saa Samtalen paa Politik. Men forgæves nævner man Navne som Robert Peel, Lord Stanley o. s. v., den fremmede Diplomat iagttager haardnakket Taushed eller svarer kun med Enstavelsesord. Endelig bruger En Vendingen «den europæiske Ligevægt». Englænderen beder om Ordet. «Vil De vide,» siger han, «hvorledes jeg under de nærværende alvorlige politiske Forhold i England og paa Fastlandet opfatter den europæiske Ligevægt? - Saaledes.» Og Diplomaten kaster sin Tallerken i Vejret, saa den snurrer rundt i Luften, griber den med Virtuositet paa Knivspidsen og lader den stadigt dreje sig uden at tabe Balancen. Man begriber de øvrige Gæsters Forbauselse. Viser ikke et saadant lille Træk Forbindelsen mellem Musset og George Sand i et eget Skær af Ungdom og Barnlighed? Der falder et Glimt af Renæssancetidens Stemningsliv hen derover, og man føler vel, at man befinder sig i Romantismens Frankrig i Trediverne.

Det fortrolige Forhold mellem Alfred de Musset og George Sand har sin platte Side, der er bleven tilstrækkeligt udnyttet og som jeg ikke vil dvæle ved: Enhver véd, at de i Fællesskab foretog en Rejse til Italien, og han plagede hende med Skinsyge, hun ham ved det uvante Opsyn med hans Gøren og Laden, at deres Samliv var lidet lykkeligt, at han i Venedig blev heftigt syg (som det synes af Delirium tremens) og at hun under denne hans Sygdom knyttede en Forbindelse med hans Læge, Italieneren Pagello, saa han i den mest nedslaaede Sindsstemning vendte ene hjem.

Men Forholdet har endnu en anden og mere fængslende Side, den sjæleligt kunstneriske. Literaturhistorien kerider Forbindelser nok mellem fremragende Mænd og Kvinder; men hvad der i dette Tilfælde er nyt og usædvanligt, det er dette:

En mandlig Genius af højeste Rang, der alt har gennemløbet et Stykke af sin Kunstnerbane og dog endnu er helt ung - en kvindelig Genius, saa betydelig, saa fuldstændig, at aldrig før i Verdenshistorien nogen Kvinde havde vist sig i Besiddelse af saa rig en Skaberkraft - paavirker hinanden under en Forelskelses Sjælsspænding.

Vor Sjælelære er endnu saa langt tilbage, at Forskellen mellem mandlig og kvindelig Indbildningskraft næsten ikke kan udforskes, langt mindre véd man, hvorledes de indvirker paa hinanden. For første Gang mødes her i den moderne Civilisation 107 den mandlige og den kvindelige Digteraand, hver for sig udviklet til den højeste Skønhed. Aldrig før var dette Forsøg - der snart i England tilnærmelsesvis skulde gentage sig mellem Robert og Elisabeth Browning - gjort i saa stor en Stil. Det er Kunstens Adam og Kunstens Eva, der nærmer sig hinanden og deler Æblet fra Kundskabens Træ. Saa følger Forbandelsen, det vil sige Bruddet, og de gaar hver sin Vej. Men ikke mere som de samme. De Værker, de nu frembringer, har ikke mere det samme Præg, som før de traf hinanden.

Han forlader hende, sønderrevet, fortvivlet, bedraget, med en stor ny Anklage mod Kvindekønnet i sin Sjæl, overbevist om, at Falskhed! dit Navn er Kvinde.

Hun forlader ham, smerteligt bevæget, først halvvejs trøstet, saa oprevet til sit Væsens Dyb. men snart tilfreds med at være ude af en Krise, der pinte hendes rolige, frembringende Natur, med en ny Følelse af Kvindens Overlegenhed over Manden, dobbelt overbevist om, at Svaghed! dit Navn er Mand.

Han forlader hende med en ny Uvilje mod alle Sværmerier og Utopier og Filantropier, mere end nogensinde overbevist om, at for Kunstneren er Kunsten Alt. Men ikke destomindre: Berøringen med denne store Kvindesjæl har ikke været ufrugtbar. Først gør Smerten ham sanddru. Han afstrejfer sin affekterede Egenkærlighed; man vil ikke mere se ham stille en paatagen Forhærdelse og Kulde til Skue. Saa gør Indflydelsen af hendes Væsens Aabenhed og Godhed, af hendes Sværmen for Idealer sig gældende i de Værker, der nu følger, i Lorenzaccio's republikanske Begejstring, i Andrea del Sarto's hele Følelsesliv, maaske endog i den Protest, Musset udslynger imod Thiers's Presselove.

Hun forlader ham, endnu mere overbevist end nogensinde om at Mandsnaturen i sit Væsen er snever og egenkærlig, mere end nogensinde tilbøjelig til at give sig almindelige Ideer i Vold: Hun helligede Saint-Simonismen sit Talent i Horace, hun skrev Le Compagnon da Tour de France til Bedste for Socialismen; hun skrev tilsidst i 1848 Bulletinerne for den provisoriske Re gering. Men ikke destomindre fuldendte først Berøringen med dette prægede, formfaste Geni hendes rene og klassiske Kunst form. Hun lærte at elske Formen, at søge det Skønne for dets egen Skyld. Og naar man har sagt, at en Sætning af hende er «tegnet af Leonardo og sunget af Mozart» (et Ord af den yngre 108 Dumas), saa burde det have været tilføjet, at Alfred de Mussets Kritik har ledet hendes Haand og dannet hendes Øre.

Efter Adskillelsen er de begge som Kunstnere fuldt modne. Han er fra nu af Digteren med det brændende Hjerte, hun Sibyllen med den profetiske Veltalenhed.

I det Svælg, der aabnede sig mellem dem, kastede hun sin Umodenhed, sine Tirader, sin Smagløshed, sin Mandsdragt, og var fra nu af helt Kvinde, helt Natur.

I det samme Svælg kastede han paa sin Side sit Don Juan-Kostyme, sine Bravader, sin Beundring for Rolla, sin Drengetrods og var fra nu af helt Mand, helt Aand.

X

Alfred de Musset blev 47 Aar gammel, men med Undtagelse af tre yndige smaa Dramer og nogle Digte falder alle hans Frembringelser før hans tredivte Aar. Det er i de seks Aar, som gaar hen mellem hans Brud med George Sand og til han naaer Trediveaarsalderen, at han skriver og udgiver hele Rækken af sine beundringsværdige Arbejder.

Skønt han var bleven bedragen af George Sand, tager Lysten til at dvæle ved Bedrag og Forræderi stedse mere af hos ham tilligemed den paatagne Livstræthed. Man sporer i hans Værker, ja allerede i Beskaffenheden af de Æmner, han vælger, Digterens personlige Kamp for at aflægge sin lastefulde Maske og befri sig fra selve Lastens Tiltrækning. Den første store Komposition, han udfører efter sin Hjemkomst fra Italien, og hvortil Opholdet i Florents har givet ham Ideen, er Dramet Lorenzaccio: Lorenzo af Medici er Fætter til Aleksander af samme Slægt, Florents's dyrisk-grusomme og vellystige Hertug; han er oprindeligt en ren, højtspændt og daadkraftig Natur, hvis Beslutning det tidligt er, efter Brutus's Mønster at befri Verden for en Tyran. For at naa sit Maal har han villet synes en hjærteløs Libertiner, har gjort sig til Aleksanders Følgesvend, Redskab, Fornøjelsesraad og Kobler. Som Hamlet anstillede sig gal, har han paataget sig en fejg og ussel Vellystnings Maske for at berolige og sikre sig sit Offer. Men den Forklædning, hvori han har hyllet sit sande Væsen, klæber ved ham som en Nessusdragt; han er efterhaanden bleven næsten alt det, han blot har villet forestille; mod sin 109 Vilje har han indsuget Fordærvelsen, som han selv har bidraget til at udbrede i Hoffets og Stadens Luftlag; han væmmes ved sig selv, naar han betragter sit Liv. Men dog er han miskendt; thi gennem Sletheden og den forstilte, daanefærdige Fejghed forfølger han sin Plan, i rette Øjeblik at myrde Aleksander og genoprette Republiken.

Han fortæres af Menneskeforagt; han foragter Fyrsten, fordi denne er en Buk og en Blodhund, Folket, fordi det lader sig regere af en saadan Fyrste og fordi det tillader ham selv at gaa ukrænket og ustraffet gennem Florents's Gader, Republikanerne endelig, fordi de er uden Handlekraft og uden politisk Blik. Det er hans Drøm at rense sig for et helt Livs Urenhed ved en eneste Daad, en stor og afgørende, Fyrstemordet, og Digteren lader ham paa denne Maade lutre sig: Lorenzo kaster sit forstilte Væsen fra sig, dømmer og straffer som en Hævnens Engel. Mussets politiske Sortsyn røber sig i hvad nu følger: Lorenzaccio høster ingen anden Løn for sin Bedrift end den at falde for en Snigmorders Haand, der vil hæve den Pris, som er sat paa hans Hoved, og Florens's republikanske Førere er altfor sløve og upraktiske, Befolkningen selv altfor dybt sunken til at kunne drage Fordel af Hertugens Mord; den lader sig roligt overrumple af den næste Voldshersker. I den Ringeagt for Republikanerne, der skinner igennem, har sikkert Indtryk fra 1830 Lod og Del. Musset havde jo selv engang set en Revolution, der pegede hen mod Republiken, ledes ind i det monarkiske Farvand. I hans Stykke er Republikanerne imidlertid stillede i et mere ugunstigt Lys, end de fortjener. Lorenzaccio meddeler dem ganske vist Aftenen før Drabet, paa hvad Dag og hvad Klokkeslet han vil dræbe Hertugen; men er de at fortænke i, at de ikke træffer deres Forberedelser? Da den, som fra Gaden raaber denne store Nyhed ind i deres Huse, ikke er nogen anden end Hertugens Uadskillelige, hans Medskyldige, hans Hofnar, hvad Under da, at de trækker paa Skuldren og ikke rører sig af Pletten! Man føler gennem Mussets Uretfærdighed i dette Punkt personlige Stemninger, der peger ud over Stykket. Dog Hovedsagen har for ham været Fremstillingen af Lorenzos Karakter med dens ædle Præg under den afskrækkende sløve Maske. Lorenzo har et idealt Element i sin Sjæl, som han ikke skammer sig over; han stræber opad, han troer paa Bedriftens forsonende Magt. Det, som lutrer ham i hans Død, er ikke som Rollas rene Kys 110 en Tilfældighed, men en Handling, der har foresvævet ham hele hans Ungdom igennem.

I Le chandelier er vi endnu i meget fordærvet Selskab, men ud fra denne Baggrund løser sig som Hovedfigur den unge Skriver Fortunio med sin dybe, grænseløse Pagekærlighed til Jacqueline. Han misbruges af hende og hendes Elsker, man lader ham tjene til Skærmbrædt og Skalkeskjul for en smudsig Kærlighedsforstaaelse; han gennemskuer Spillet og elsker ligefuldt og er fuldstændigt villig til at lade sig sende i den visse Død for at dække den Elskedes hæslige Forbindelse med en anden. Denne Page har en Helts Besluttethed og Mod, og hans Væsens Renhed virker saa stærkt, at det rører og vinder Jacqueline, vinder ham hende fra Clavaroche. Han er et Ideal af en ungdommelig Elsker.

Octave i Les caprices de Marianne er en letsindig og i mange Maader fordærvet ung Mand, som hverken kan eller vil elske nogen Kvinde for Alvor, som end ikke vil anvende mere Tid paa at erobre nogen end han behøver til at løse Seglet paa sin Flaske sydlandsk Vin, men han har en Følelse, i hvilken han er naiv og troende som en Dreng, det er Venskabet: han elsker sin Ven, den unge Coelio, saa ubetinget, at han er rede til at dø for ham eller hævne hans Død, og saa trofast, at han slynger den Dame, Coelio forgæves tilbeder, hendes Gunst tilbage i Ansigtet. Saa tvivlende han end staar overfor Kvinden, saa helt gaar han op i sit Venskab: han er et Ideal af en Ven. Overfor ham staar som Modstykke hin Coelio, i hvem Musset, da han i dette Drama delte sin Personlighed, nedlagde den anden Side af sit Væsen. Coelio er den ungdommelige Elsker, hvis Kærlighed er lutter tilbedende Smægten, en Attraa saa tungsindig i sin Gløden, at den nedkalder Døden over sig, hvis den ikke tilfredsstilles. Der ligger som en Straalekrans af Shakespearesk Romantik om hans Hoved, hans Tale er Musik, hans Forhaabninger Poesi. Han skildrer sig i Ordene: «Mig fattes Sindro og den stille Ubekymrethed, der gør Livet til et Spejl, i hvilket alle Genstande et Øjeblik afbildes og glider forbi. En Gæld er for mig et Samvittighedsnag. Elskov, hvoraf I Andre gør en Tidsfordriv, sætter hele mit Væsen i Oprør.»

Man føler igennem disse Mandsskikkelser, hvorledes Musset som Digter modnes. Han har ikke mere Trang til blot at skildre Ungdommens sydende Drifter eller Lidenskabernes vilde Spil med 111 deres hele Følge af Løgn, Bedrag og Vold; han dvæler længe og med Forkærlighed ved den uskyldige og dybe Følelse, som kun de ydre Forhold gør skyldig, ved den Elskov, som i sit Væsen er ren og som kun ved sit Brud med Samfundsordenen synes forbryderisk, ved det Venskab, som i sin Kærne er lutter heroisk Hengivenhed, selv hvor det fremtræder i en Koblerveltalenheds nedværdigende Form, kort sagt ved Venskab og Elskov i deres Renhed, ved de Livsmagter, man plejer at betegne som ideale.

Og som Mandstypen hos Musset stedse mere lutres, saaledes efterhaanden Kvindetypen. Fra først af var Kvinden hos ham kun Dalila eller Eva. Men hans stedse stigende Hang til at fremstille det aandigt Skønne og sædeligt Rene fører ham ogsaa i de kvindelige Figurer til en stedse mere fremtrædende Idealiseren. Det er allerede ejendommeligt, at den Kvindeskikkelse som han udfører umiddelbart efter det endelige Brud med George Sand (i 1835) og til hvilken hun delvis har tjent som Model, Madame Pierson i La confession d'un enfant du siècle er en i høj Grad idealiserende Gengivelse af Originalens Naturel. Hans Noveller, af hvilke idetmindste tre: Emmeline, Frédéric et Bernerette og Le fils du Titien hører til de allerbedste Elskovsnoveller, vort Aarhundrede har at opvise, røber Digterens stedse tydeligere Drift til at forædle og forherlige Kærligheden og derigennem de kvindelige Skikkelser. Han tager f. Eks. det Ydre af en eller anden lille Grisette, han har kendt, en godlidende, letsindig, letfærdig, munter ung Skabning, og han giver denne Figur en jomfruelig Ynde, som den forlængst har tabt, og skaber af den en Mimi Pinson, eller han gør den unge Kvinde saa sjælfuld, saa naiv i alle hendes Fejlgreb og Fejltrin, saa sanddru og fintfølende i hendes Udtryksmaade og saa simpel i Døden som hin Bernerette, hvis sidste Brev faa Læsere har læst uden Taarer. For ham som Erotiker er Elskov en saadan Enevoldsmagt, at han endog underordner Kunsten under den. Det at være Elsker og Elsket bliver tilsidst i hans Øjne saa meget Mere end det at være Kunstner, at efter hans Forestilling om det Ideale Kunsten i Grunden burde være indviet og udelukkende tilegnet En, den eneste Elskede. I Novellen Tizians Søn standses Helten, en begavet Kunstnernatur, paa Udskejelsernes Bane ved en højsindet Kvindes Kærlighed og viser sit taknemmelige Sindelag ved kun a ville male et 112 eneste Billede, paa hvilket han samler al sin Kraft og som alene skal bringe hans Navn til Efterverdenen, nemlig den Elskedes Portræt. Til dets Ære skriver han en Sonet, i hvilken han priser sin Elskerindes Skønhed og hendes rene Sjæl, forklarer, hvorfor han aldrig med sin Pensel har villet forherlige nogen Anden og erklærer, at hvor skønt end Billedet er, saa opvejer det ikke ét Kys af dets Model. Dog af Mussets Noveller er vistnok Emmeline den fineste. Det er en lille Fortælling, som beror paa det første ædlere, lykkelige men kortvarige Kærlighedsforhold, Musset oplevede efter Bruddet med George Sand, og som i alt Væsenligt lignede det i Novellen: En ung Mand bliver lidenskabelig forelsket i en ung gift Dame, hvis indtagende Væsen er udmalt med de sarteste Farver men paa Grundlag af den sikreste Naturiagttagelse - kun Turgenjevs duftigste Kvindeskikkelser giver i den nyere Literatur et Begreb om denne Kunst, men disse er aandigere, mindre virkelige, sete med et mere forelsket Blik, fremstillede med ringere kunstnerisk Djærvhed. Efter længe at have beundret hende uden Haab om Interesse fra hendes Side, vinder han hendes Genkærlighed og hun giver sig hen til ham. Saa skilles de pludseligt for bestandig, da hun er for sanddru til at kunne bedrage sin Mand, Manden for fintfølende til ikke at ville fjerne sig, da Vilkaarene er som de er. I denne Novelle forekommer et Digt, som den unge Elskende beder sin Dame at gennemlæse og der synes mig at være Blomsten af Mussets Erotik i hans Digtnings andet Tidsafsnit. Det taler den ideale Følelses Sprog. Det er det berømte Digt: Si je vous disais pourtant, que je vous aime. En Strofe lyder:

Jeg elsker, og kan svare med ligegyldig Mine,
Jeg elsker; Intet røber det for Vennernes Flok.
Min Londom er mig kær, og kær er mig min Pine;
og jeg elsker uden Haab om at vinde dig fra dine,
men ikke uden Lykke - jeg ser dig, det er nok.

Samtidigt med disse yndefulde, ligesom paa Blomsterblade skrevne Noveller forfatter Musset enkelte Smaadramer, i hvilke Elskoven ses som den alvorlige, forfærdelige Magt, med hvilken der ikke kan spøges, som den Ild, med hvilken der ikke kan leges, som den elektriske Gnist, der dræber, - og andre i hvilke hans Vid og hans Verdenstone glimrer i Stilens sjæl 113 fulde, følelsesbevægede Væv.*) Af disse Skuespil er Bagatellen Un caprice det mest afrundede og det, som har den mest sprudlende Dialog, og Navnet Un caprice er med Rette iblandt de Navne paa hans Værker, der er indhugne paa hans Ligsten paa Père-Lachaise. I dette Stykke bøjes det ustadige erotiske Lune, Øjebliksforelskelsen, ind under Ægteskabets Tugt. Manden er her frivol og lidet paalidelig, Kvinderne, der holder sammen, har begge Hjertet paa det rette Sted og den ene af dem har desuden en fortryllende aristokratisk Aandsoverlegenhed. Fru de Léry er Pariserinden. Ingen har tegnet Datidens med den Genialitet som Musset; han var paa Højde med hende. Hun er helt Verdensdame, men ogsaa helt Kvinde. Det Skønne ved denne Skikkelse er, at man i den ser den uforfalskede, ægte, friske, Natur bryde igennem Salonlivets højeste Forfinelse, som Natur trods al den glimrende og flitrende Aandrighed og al den for tidlige og lidt livstrætte Erfaring, Natur selv i Forstillelsen, Natur selv i den liden Komedie, Fru de Léry som Kvinde er Skuespillerinde nok til at kunne agere. Ak, udbryder Goethe etsteds i sine Breve, hvor er det sandt, at Intet er æventyrligt uden det Naturlige, Intet stort uden det Naturlige, Intet skønt uden det Naturlige og Intet etc., etc., etc. uden det Naturlige! - Hos Mussets Pariserinde er i den overlegne og overgivne Selskabstones Kunst Naturen bevaret. En Caprice har en sædelig Grundtanke. Men medens mange Digtere fremstiller og opfatter Elskoven som noget saa Fast og Solidt, at der kan tages paa den og den kan henlægges næsten som en Kampesten, er den for Musset, selv naar han er sædeligst, bestandig kun Livets fineste og allerstærkeste, men derfor ogsaa flygtigste Essens. Den kan dræbe, mens den har sin fulde Kraft, og den kan fordampe.

I sine sidste Skuespil forherligede Musset med Forkærlighed den Troskab og Karakterrenhed hos Kvinden, som han troede paa uden selv at have fundet den. Han havde allerede i Barberine efter et gammelt Sagn tegnet Idealet af en trofast Hustru * 114 i Stil med Shakespeare's Imogen. Men Stykket var interesseløst. Han ender som Dramatiker med to saare fine Kvindeskikkelser. I det lille Mesterværk Bettine har han løst en af de for en Karaktertegner vanskeligste Opgaver saa let som man løser en Sløjfe. Bettina træder ind, og hun har neppe sagt tre, fire Repliker, før vi føler, at dette er en kraftig, kæk, dybtfølende og storttænkende Kvinde, mere end dette: et Talent, en Kunstnerinde, en Triumfatrice, vant til at føle sig sine Omgivelser aandeligt overlegen og vant til intet Hensyn at tage til smaalig Vedtægt. Det er hendes Bryllupsmorgen. Hun kommer syngende ind paa Scenen, hvor Notaren venter, gaar lige løs paa ham og siger til hans store Forbauselse Du til ham: «Aa, er du der, Notar, kære Notar, kære Ven, har du dine Papirligheder med dig?» Hans Embedsværdighed eksisterer saa lidt for hende, at hun ikke tager i Betænkning at lade ham se sin Bryllupsglæde. Hendes Naturs muntre Godhed strømmer over ved den ringeste Foranledning. Hun er ikke aandrig som en Verdensdame, men fri, stor, fortrolig som en sand Kunstnerinde, og hendes Væsens ægte Menneskelighed tager sig end skønnere ud mod Baggrunden af den sædelige Opløsthed, hendes kolde og fordringsfulde Brudgom repræsenterer. Det skønne lille Drama Carmosine vil paa Grundlag af en Boccaccio'sk Novelle vise, hvorledes den stærkeste og hedeste Beundrings-Elskov, som udvortes Vilkaar adskiller fra dens Genstand, kan helbredes ved højmodig Godhed og Ømhed. Carmosine er en simpel Borgerpige, som elsker Kong Pedro af Aragonien med en haabløs, fortærende Kærlighed; hun vil paa Grund af denne Følelse ikke give sin tro og sørgende Tilbeder Perillo sin Haand; hun vil tie og dø. Men hendes Barndoms-Legekammerat Sangeren Minuccio røber af Medlidenhed hendes Kærlighed for Kongen og Dronningen, og langt fra at vredes gaar Dronningen ukendt til hende og mildner langsomt hendes Kval ved søsterlige og dronninglige Ord, idet hun forklarer hende, at en saadan Kærlighed, saa dyb og stor, er altfor skøn til at skulle udryddes af Hjertet, og at Dronningen selv ønsker hende optaget blandt sine Æresdamer, saa hun kan se Kongen hver Dag; thi man bliver bedre gennem en saadan Kærlighed, der beror paa Sjælens Opsving mod det Ædle: «Jeg selv, Carmosine, vil lære dig, at man kan elske uden at lide, naar man elsker uden at rødme derover; kun Skam og Samvittighedsnag volder Sorg; Sørgmodighed er den Skyldiges Lod, og din Tanke er visselig ikke skyldig.» 115 Og Kongen kommer under Paaskud af at ville besøge hendes Fader, og i Dronningens Nærværelse siger han til hende:

«Det er da Eder, yndefulde Frøken, der, som vi hører, er syg og i Fare? Eders Ansigt ser ikke ud dertil ..... I skælver, tror jeg, er I bange for mig?»

«Nej, Sire.»

Nu, saa giv mig Eders Haand. Hvad vil det sige, smukke Barn? I, som er ung og skabt til at glæde Andres Hjerte, I lader Smerten faa Magt over Eder? Vi beder Eder i Kraft af Eders Kærlighed til os, værdiges at fatte Mod og sørg for, at I hurtigt bliver helbredt.»

«Sire, det er min altfor ringe Kraft til at bære en altfor stor Kval, som er Skyld i mine Lidelser. Da I har kunnet beklage mig, vil maaske Gud befri mig derfor.»

«Skønne Carmosine, jeg vil tale som Konge og som Ven. Den store Elskov, som I har baaret til os, har indlagt Eder den højeste Ære i vort Sind, og den Ære, vi til Gengæld vil gøre Eder, er den med egen Haand at give Eder den Ægtefælle, vi har valgt Eder og som vi beder Eder modtage. Og derefter vil vi altid kalde os Eders Ridder og i vore Dystløb bære Eders Valgsprog og Eders Farver uden derfor at udbede os Andet af Eder end et eneste Kys.»

Dronningen til Carmosine: «Giv det, mit Barn, jeg er ikke skinsyg.»

«Sire! Dronningen har svart for mig.»

I hvilken Verden foregaar dette? I hvilken Verden har den Luft, man indaander. en saadan Renhed, hvor trives en saadan Retsindighed, hvor har Elskoven denne Ydmyghed, denne Glød og paa samme Tid denne Højhed, og hvor mødes den af en saadan Ridderlighed, en saadan Troskab, en saadan Frihed for Skinsyge og en saa sjælden Godhed? Hvor findes en saadan Konge? Hvor gives der en saadan Dronning?

Svaret maa uden Vaklen lyde: I Idealets Land, ingen anden Steds. Det er paa disse Kyster, at den kaade, cyniske Musset som Digter tilsidst stiger i Land. Som Menneske havnede han langt fra disse Kyster. Han gik til Grunde i Selvbedøvelse. Det Uavede og Uregelbundne i hans Væsen blev hans Ulykke. Medens han i sine Poesier stedse blev aandigere og stedse mere sædelig, sank han som Menneske stedse dybere i mekaniske Udsvævelser. 116 Han tabte tidligt Herredømmet over sig selv; en Tid lang svang han sig igennem Digtekunsten op over sit Livs Forfald; tilsidst kunde heller ikke disse Vinger løfte ham mere.

Han havde haabet meget af Julikongedømmet; han havde af det eller under det ventet sig et kunstelskende Hof, en frisindet Politik, en Fornyelse af den nationale Hæder og en Opblomstring af den skønne Literatur. Man kan tænke sig, hvor bittert han blev skuffet. Det var ikke umuligt, at et Hof med levende Sans for Poesi og skønne Kunster, der havde draget Alfred de Musset ind i sin Kres, kunde have udøvet en gavnlig Indflydelse paa ham, have tvunget ham til at holde paa sin Anstand og forfinet hans Nydelser, ja endog hans Udskejelser. Men Ludvig Filip, denne iøvrigt saa slebne og dannede Freds.Monark, havde kun liden Sans for Poesien eller Indsigt i dens Væsen. Han forstod endnu langt mindre at vinde Alfred de Musset end Victor Hugo for sig. Musset, der var Klassekammerat af hans Søn, Ferdinand af Orleans, havde i Aaret 1836 i Anledning af Meunier's Attentat paa Kongen skrevet en Sonet. Den var utrykt; men Hertugen af Orleans, hvem den var kommen for Øje, og som fandt den fortræffelig, vilde ubetinget forelæse Hans Majestæt den. Kongen erfarede ikke engang, af hvem den var, thi før han kom til Underskriften, blev han saa fornærmet over, at Digteren fordristede sig til at dutte ham, at han ikke vilde høre mere. For at bøde paa Krænkelsen skaffede da Hertugen Alfred de Musset en Indbydelse til Tuileriesballerne. Den Dag, da Digteren blev forestillet, saa han til sin Forundring Ludvig Filip gaa lige løs paa sig, og hørte ham med et Smil og en Mine, som blev han behageligt overrasket, sige: «De kommer lige fra Joinvilie, jeg er glad ved at se Dem.» Alfred de Musset var for meget Verdensmand til at røbe nogen Forundring. Han hilsede dybt og begyndte at gruble over hvad de kongelige Ord vel kunde betyde. Han huskede da, at Familien i Joinvilie havde en fjern Fætter, som var Forst-Inspektør paa Krongodserne. Kongen, der ikke plagede sin Hukommelse med literære Navne, kendte til Punkt og Prikke Navnene paa sine Kronlandes Besætning. Elleve Aar i Træk gensaa han hver Vinter med samme Fornøjelse sin formentlige Forst-Inspektørs Ansigt, vedblev at sende ham Smil og Nik, som fik mangen Hofmand til at blegne af Misundelse og som gjaldt for lige saa mange Hædersbevisninger, der ydedes Skønliteraturen; men saa meget er afgjort: Ludvig 117 Filip har aldrig anet, at der under hans Regering i Frankrig levede en stor Digter, der bar samme Navn som hans Forst-Inspektør.

Et Styre, saa glansløst som Ludvig Filips, maatte blive Musset en Gru. Hans krigeriske Svar paa Beckers Rheinlied tyder med sin stolte og vilde Haan hen paa lyriske Muligheder hos ham, der under andre politiske Vilkaar kunde have udfoldet sig. Nu følte han sig indskrænket til at være Ungdommens og Elskovens Digter, og da Ungdommen svandt, var han ude af Stand til Selvfornyelse. Hans Dyder styrtede ham i Fordærv ikke mindre end hans Laster: Stolt og fornem som han var, havde han ingen Gnist i sig af den Ærgerrighed, der gør aandeligt husholderisk, ikke Spor af den Erhvervelyst, der tvinger til Flid, Intet af den Egenkærlighed, der bringer Skribenten til at sætte sit Eget som det Vigtigste af alt i Verden. Han gennemlevede Livet med en saadan Begærlighed og Hast, at han til fyrretyve Aar var træt som en halvfjerdsindstyveaarig uden derfor at være beroliget eller viis. Hans tidlige legemlige Udtømthed medførte den aandelige. Han havde ikke den højere Drift, der tvinger Forfatteren til helt at leve for sin Kunst, ikke heller Glimt af den sociale eller politiske Sans, der tvinger den frembringende Aand ind under Pligter mod Andre. Han var i den Grad ude af Stand til Selvbeherskelse, at den øjeblikkelige Fristelse blev ham uimodstaaelig; ubetinget formaalsløs som han i sin Egenskab af Digter var, blev han ogsaa som Menneske ganske formaalsløs; han havde Intet, som han vilde have frem, Intet, som han for enhver Pris skulde have sagt, og han var en altfor ustyrlig, altfor lidet betragtende Natur, til at Selvudvikling i Goethe'sk Forstand kunde blive ham det Formaal, der erstattede alle Tendenser. Da han døde i 1857, havde han allerede i adskillige Aar overlevet sin digteriske Evne.

XI

«Jeg tror,» siger George Sand i Indledningen til Djævlesumpen (La mare au diable), «at Kunstens Sendelse er en Følelsens og Kærlighedens Sendelse og at Romanen i vore Dage burde erstatte de barnlige Tiders Parabler og Fabler. Kunstnerens 118 Maal burde være at vække Kærlighed til de Genstande, han skildrer, og jeg for min Del vilde ikke rette nogen Bebrejdelse mod ham, om han forskønnede dem en Smule. Kunsten er ikke en Granskning af den givne Virkelighed, men en Søgen efter den ideale Sandhed.» Hvad den modne Kvinde her udtaler som Summen af sin Æstetik, det har foresvævet hende alt fra hendes Ungdom af. Hun havde aldrig forstaaet Forfatterkaldet anderledes end som en Higen mod det Højeste, til hvilket Mennesket kan naa, eller rettere som en Opløftelse af Sjælen over Samfundslivets Ufuldkommenhed, hvis Bestemmelse var at give Sjælen vid Synskres og derigennem overlegen Kraft til, naar den slog ned paa Jorden igen, da efter Evne at bekæmpe de Fordomme, de Samfundsindretninger, den Sindenes Raahed og Hjerternes Haardhed, hvorfra al hin Ufuldkommenhed udsprang.

I Indledningen til Kammeraten paa Rejsen gennem Frankrig (Le compagnon du Tour de France) siger hun: Siden naar er Romanen vel tvungen til kun at være et Maleri af det, som er, af den haarde og kolde Virkelighed, som Samtidens Mennesker og Forhold frembyder? Jeg véd ret vel, at den kan være det, og Balzac, en Mester, for hvem jeg altid har bøjet mig, har skrevet La comédie humaine. Men skønt jeg har været knyttet ved Venskabsbaand til denne berømte Mand, har jeg dog set de menneskelige Vilkaar fra et helt andet Synspunkt, og jeg husker at have sagt til ham De skriver Den menneskelige Komedie. Den Titel er beskeden. De. kunde lige saa godt sige Menneskehedens Drama eller Tragedie. - «Ja,» svarede han mig, «og De skriver for Deres Del Menneskehedens Epos». - «Den Titel,» indvendte jeg, «vilde omvendt være altfor højtidelig. Men jeg vilde gerne skrive det menneskelige Hyrdedigt, den menneskelige Roman eller Digtning i Almindelighed. Kort og godt, De vil og kan male Mennesket, som det viser sig for Deres Øje. Jeg føler mig kaldet til at male det, som jeg tror, det bør være.» Og da vi ikke indlod os paa Kappestrid med hinanden, erkendte vi snart hver for sig den andens Ret.

Ytringen er fremkommen som Indsigelse mod Beskyldningen for at ville smigre de lavere Samfundsklasser gennem forskønnende Fremstilling; deraf dens tilspidsede Form, deraf det doktrinære Udtryk, som George Sand giver sin Naturs Idealisme. Vistnok var hun fra først til sidst Idealist; men dog var det ingenlunde Lysten til at skildre Menneskene, som «de bør være», 119 der aabnede hendes Læber; det var Driften til at skildre hvad Menneskene kunde være, dersom Samfundet ikke hæmmede deres aandelige Vækst, fordærvede dem og tilintetgjorde deres Lykke, og Repræsentanterne for «Samfundet» blev derfor gengivne uden nogen Skaansel. George Sand vilde oprindeligt netop give et Billede af Livet som det er, af Virkeligheden, som hun havde oplevet og iagttaget den; kun var det den kvindelige Sværmerskes Syn paa Virkeligheden, som hun gengav. Det Udsnit, hun saa, var et Stykke Jord med Himmel over sig. Hendes Skarpsyn var en Lyrikers Skarpsyn.

Hin Tidsalder var den uhyre Frembringelsesevnes: Victor Hugo, Balzac, Alexandre Dumas skrev uafbrudt og ophobede det ene Værk paa det andet. Den sidste endte med en formelig Bogfabrikation, udgav fire til fem Romaner ad Gangen, skrev med sine talrige Medarbejderes Hjælp en anselig Reol fuld af Bind om Aaret. Ogsaa George Sands Frembringelsesdrift var overordenlig. Hendes samtlige Livsværk udgør omtrent 110 tættrykte Bind. Om at give en Udsigt over dem alle kan der ikke være Tale. Hvad der er mig magtpaaliggende, det er kun at fremhæve Hovedpunkterne i de væsenligste Værker, Idestrømningerne igennem dem, det blivende Udbytte af Bøgerne, selv naar deres Enkeltheder er forglemte.

De Livsforhold, der ligger bagved den første Gruppe af hendes Romaner, er bekendte. Hun fødtes 1804, mistede tidligt sin Fader, havde en lidenskabelig og urimelig Moder, en fin og forstandig Bedstemoder, voksede op paa Gaarden Nohant i Berry som et Landbarn, der tumlede sig i fri Luft, elskede den fri Natur og omgikkes Bønderbørnene paa lige Fod. Hun var folkeligt anlagt, men derfor, ikke mindre romantisk anlagt. Ligesom Chateaubriand i sin tidlige Ungdom dannede sig Billedet af en idealt dejlig Kvinde, om hvem han stedse drømte, saaledes formede George Sand sig i sine første Fantasier Billedet af en Helt, hvem hun rejste et Alter af Sten og Mos i et Hjørne af sin Have og hvem hun med yppig Opfindsomhed tillagde talrige Bedrifter. Da hun tretten Aar gammel blev sat i Kloster i Paris for der at opdrages, savnede hun først smerteligt sit frie Landliv, saa kastede hun sig en Tidlang over Religionen med Ildhu og Sværmeri. Dette Opsving afløstes endnu før hendes Tilbagevenden til Nohant af Interessen for Skuespilkunst og politisk Læsning. Som voksen ung Pige læser hun i de landlige Omgivelser første 120 Gang Rousseau og føler sig fængslet, som man føler sig, naar Ens eget Væsen oplades for En. Hun bliver Lærling af Rousseau for aldrig at ophøre dermed. Hans Natursans og Naturdyrkelse, hans Gudstro, hans Tro paa Ligheden og Kærlighed til den, hans trodsige Holdning overfor det saakaldte civiliserede Samfund tiltalte alle hendes Instinkter og ligesom foregreb Følelser der slumrede i hendes Sjæl. Læsningen af Shakespeare, Byron, Chateaubriand, som henriver hende og lader hende føle sig ensom midt i Omgivelserne, meddeler hende den første, ubestemte Sørgmodighed, der i unge lidenskabelige og sværmeriske Sjæle plejer at gaa forud for de virkelige Skuffelsers Tungsind. Det saaledes udviklede unge Væsen, der kraftigt, overlegent, rigt og i sin Søgen uselvstændigt aldrig vilde have havt nok i Samlivet med en enkelt Mand, stod han end nok saa højt ved Karakter og ved Evner, blev saa i 1822 gift med en Hr. Dudevant, en ganske almindelig Landjunker, hverken værre eller bedre end Flertallet af hans Lige. Han var raa og hidsig, fuldstændigt ude af Stand til at forstaa sin Kone, men han havde øjensynligt kunnet være en langt mindre ufuldkommen Ægtemand uden at dette havde givet det uundgaaelige Udfald et synderlig forskelligt Præg. Kun de første tre Aar af dette Ægteskab gik hen uden Uro og Spaltninger. Allerede fra 1825 af synes George Sand at have overset sin Mand og med sin Naturs levende Hang til Sympatier at have sluttet Venskabsforbindelser med andre Mænd, da hun i sit Hjem følte sig krænket og aandelig mishandlet. Hr. Dudevant, der var Ægtemand nok til at opbringes over aandelig Uafhængighed hos sin Hustru, paa samme Tid som han var en altfor ubetydelig Personlighed til at kunne drage Fordel af den aandelige Uselvstændighed, der bragte hende til søge en Fører og Vejleder, opfattede selv hendes uskyldigste Sympatier som Overtrædelser af en Pligt. Al Fællesskabsfølelse mellem Ægtefællerne opløstes efterhaanden under uophørlige ægteskabelige Rivninger og Stridigheder. Selv de to Børn, der fødtes, kunde ikke holde Parret sammen; 1831 drog George Sand alene til Paris.

Gennem den senere førte Separations-Proces ligesom gennem George Sands Brevveksling faar man et tilstrækkeligt Indblik i dette Ægteskabs Historie. Jeg har i Gazette des Tribunaux (30 Juli, l og 19 August 1836, 28 Juni, 12 Juli 1837) fundet begge Parters advokatoriske Indlæg. Det var frygtelige, 121
forsmædelige Anklager, den geniale Kvinde maatte finde sig i at høre af sin Mands Advokat. Klædt snart i en sort Fløjels Jakke, over hvilken hendes smukke mørke Haar faldt ned, snart efter Datidens Mode i Hvidt med et blomstret Sjal om sine Skuldre, hørte George Sand uden at fortrække en Mine de af Hr. Dudevant indgivne Anklager, som Advokaten slyngede hende i Ansigtet. Han beskyldte hende for allerede tre Aar efter Ægteskabets Indgaaelse at have fattet en forbryderisk Lidenskab for en anden Mand og have givet efter for den. «Hr. Dudevant erfoer snart, at han var forraadt af den han tilbad (!), men var ædelmodig nok til at tilgive». Advokaten oplæste et langt Brev fra hende til hendes Mand, i hvilket hun tilstod og bebrejdede sig adskillige Fejl og i hvilket hun udledte Misforholdet mellem dem fra en Forskellighed i Karaktererne, der ikke udelukkede Godhed og Elskværdighed fra hans Side. Mod al Logik fik han af dette Brev udledet en Selvanklage for Utroskab. Han udviklede fremdeles, hvorledes Ægtefællerne fra 1825-28 havde levet i en frivillig Skilsmisse, hvorledes Fru Dudevant selv efter i 1831 at have forladt sin Mand for at føre «et Kunstnerliv» havde vedligeholdt en fredelig Brevveksling med ham og modtaget 300 Francs (!) om Aaret. (Han nævnte ikke, at hun havde bragt Manden 500,000 Francs i Medgift.) I Begyndelsen af 1835 var Ægtefællerne endelig komne til privat Overenskomst om at dele Børnene og Formuen imellem sig samt at indrømme hinanden fuld Frihed, da George Sand pludselig endnu før Overenskomsten skulde træde i Kraft, gjorde Brud paa den og ansøgte om Separation. (I Mellemtiden havde nemlig Hr. Dudevant i Anledning af en Strid om Sønnen villet slaa hende, ja i Vidners Overværelse grebet sit Gevær for at fyre paa hende.) Trods Overdrivelserne i Ansøgningen blev den, som Advokaten oplyste, afslaaet. Men nu var det Turen til Hr. Dudevant at klage; han negtede Alt, hvad der bebrejdedes ham, og rettede mod sin Hustru de haardeste Beskyldninger; han paastod, at den, der havde forfattet saa usædelige Skrifter som hendes, var uværdig til at opdrage sine Børn; han beskyldte hende for at være indviet i «alle de skændigste Udsvævelsers Hemmeligheder». Det var paa Grundlag af disse, efter Advokatens Mening fuldtberettigede, Angreb at George Sand nu paany ansøgte om Separation, og han steg til sit Højdepunkt i Udbruddet: «Det er altsaa Deres Anskuelse, Frue, at en Kvinde, hvis hun vil, kan bortødsle 122 Halvdelen af en Formue, fylde sin Ægtefælles Liv med Græmmelse, og naar hun føler Lyst til endnu friere at overgive sig til de tøjlesløseste Udskejelser, har det simple og bekvemme Middel til sin Raadighed, at angribe ham for Domstolene, idet hun paadigter ham en oprørende Handlemaade!»

Det maa have været haardt for den stolte Kvinde at sidde som iagttaget Tilhørerinde til sit Navns og sit Livs Besudling; det kan neppe have lindret Pinen for hende, at hun umiddelbart derefter hørte sin Advokat og Ven, Michel de Bourges, lovprise hende som Geni, gøre Effekt ved at oplæse stilistisk mærkværdige Prøver af hendes Breve og opregne alle de Skældsord saavel som alle de raa Handlinger, i hvilke hendes Mand havde gjort sig skyldig mod hende. Vel var hun vant til at se sine Romaner udskregne i Bladene som lige saa mange skamløse Forsvarsindlæg for Usædeligheden, men det maa have gjort et uvant Indtryk paa hende at høre sit Privatliv saaledes stemplet. Den offenlige Forhandling, med hvilken hendes Ægteskab sluttede, giver imidlertid ligesom et Tilbageblik over dette selv og derigennem Forudsætninger til at forstaa den Harme, der faar sit første Udbrud i Indiana, Valentine, Lélia og Jacques.

Disse Bøger har nutildags kun ringe kunstnerisk Interesse: den svage Karaktertegning giver kun forskønnende Omrids; Handlingen er usandsynlig, som i Indiana, eller uvirkelig, som i Lélia og Jacques; Foredraget er trods Stilens fuldttonende Harmoni ikke sjældent overspændt og højtravende, i Breve og Enetaler nærmer det sig til den lyriske Prædikens Form. Og dog slaar der en Flamme op af disse Ungdomsromaner, som endnu den Dag idag lyser og varmer. Og dog har disse Bøger slaaet Toner an, hvis Ekko sent vil forstumme. En Klagesang og et Krigsskrig lyder ud derfra, og de fører Følelsesspirer og Tankekim med sig, hvor de trænger hen, hvis Vækst kun Samtiden har kunnet hæmme, men som i Fremtiden vil udfolde og udbrede sig med en Frodighed, om hvilken vi kun formaar at danne os en svag Forestilling.

Indiana er det unge rige Hjertes første Udbrud af Bitterhed og Smerte. Den unge Kvinde er lutter sjælfuld, ædelbaaren Finhed; hendes Mand, Oberst Delmare, en noget godmodigere H r. Dudevant; Indiana's kærlige og let begejstrede Sind tyer saaret fra Manden til Elskeren. Bogens Ejendommelighed beror paa Tegningen af dennes Karakter. Thi for ham er endda 123 Ægtemanden langt at foretrække. Raymon er den unge Gennemsnits- Franskmand under det genoprettede Kongedømme af Guds Naade, som Samfundet har tildannet ham, følsom og beregnende, elskovssyg og egenkær, gaaende saaledes op i Hensynet til den offenlige Mening og Samfundsdommen, at han fra haardhjertet bliver hjerteløs, fra upaalidelig bliver ussel, og tilsidst ses i sin dybe Middelmaadighed bag sin glimrende Skal af Egenskaber og Evner. Straks i dette første Værk fremtræder flere Hovedtyper af Mænd hos George Sand: den grovere Natur, hvem den Magt, Samfundet giver ham i Hænde, har gjort brutal, og den svagere Natur, hvem medfødt Holdningsløshed og den tilvante Hensyntagen til Samfundsdommen har gjort uvederhæftig og fejg. Hun begynder altsaa fra først af paa Kvindevis med en livfuld Blottelse af Mandens Selvkærlighed. Som Modsætning til den indfører hun saa allerede her sit Mandsideal i Reserve-Elskeren, den tilsjme ladende flegmatiske, men i Virkeligheden glødende Ralph, der ordknap som George Sand selv, for en overfladisk Betragtning stiv og kold (som hun) er lutter Selvopofrelse, Ædelsind og tro fast Elskov - en Skikkelse, hun i Aaringer ikke bliver træt af at variere. Den bliver i Lélia til den overlegne og haardtprø vede Trenmor, Galejslaven, der dømmer Samfundet med stoisk Ro, i Jacques til Hovedpersonen, der med næsten overmenneskelig Aandshøjhed dræber sig for ikke at staa sin unge Hustrus For bindelse med en Anden i Vejen, i Léone Léoni til den rolige, mandige Don Aleo, som til det Sidste tilbyder at ægte den stakkels Juliette, hvem en næsten magisk Fortryllelse fængsler til den bundløst slyngelagtige Léone, dette mandlige Modstykke til Ma non Lescaut; i Le secrétaire intime er han den uanselige Tysker Max med sin naive Godhed og sin poetiske Begejstring, der er den af Alle hyldede Fyrstindes hemmelige Ægtemand, i Elle et lai er han Englænderen Palmer, der er stillet op som Kontrast til det geniale og udsvævende Pariserbarn Laurent; i Le dernier amour har han Navnet Sylvestre, en svagere Gentagelse af Jacques. Alle disse Skikkelser har Idealers ikke sjældne Fejl at være blodløse. Til Gengæld er Raymonfiguren, der svarer til Verden, Samfunds-Egenkærligheden, Forfængeligheden og Karaktersvag heden en helt igennem ganske anderledes vellykket Type. Alle rede i Indiana har Raymon en kraftigere Virkelighed end de øvrige Skikkelser, en langt bestemtere Steds- og Tidsfarve. For fatterinden henfører (i Kap. X) hans Karakters Umandighed til 124 Tidsalderens «forsonlige og eftergivende Hangs»; hun betegner sin Tid som «det stiltiende Forbeholds» Tidsalder; hun viser hvorledes Raymon, der forfægter det politiske Maadehold, indbilder sig blot fordi han er uden politisk Lidenskab ogsaa at være uden politisk Egennytte og derfor at staa over Partierne, medens han har altfor megen Fordel af Samfundet som det er, til at ønske det forandret. Han er «ikke utaknemmelig nok mod Forsynet til at bebrejde det de Andres Ulykke». Men ogsaa denne Skikkelses talrige Efterkommere i George Sands Romaner røber et fint og dybtgaaende Virkelighedsstudium, ligefra Digteren Sténio i Lélia og Elskeren Octave i Jacques, næsten kun skitserede, svage Karakterer, med hvilke Lidenskaben spiller Bold, til de med mange særegne Træk udrustede Skikkelser, den sydlandsk letfærdige unge Sanger Anzoleto i Consuelo, den sygeligt nervøse, forfinet selvsyge Fyrst Karol (Chopin) i Lucretia Floriani og den ustadige og urimelige unge Maler Laurent (Alfred de Musset) i Elle et lui.

Indiana ender med at finde Mandkønnets hensynsløse Egenkærlighed i alle Samfundets Ytringsformer, selv i den Religion, som Mændene lærer. De har gjort Gud til et Mandfolk i deres Billede. Hun skriver til sin hykleriske Elsker: «Jeg tjener ikke den samme Gud som du, men jeg tjener min renere og bedre. Din det er Mændenes Gud, en Mand, en Konge, Mandkønnets Ophav og Støtte; min det er Altets Gud, Skaber og Opholder af alle Væsener. Eders Gud har frembragt Alt for Eder, min har skabt alle Arter for hverandre». Der er i disse Ord et Dobbelt: en naiv Indsigelse mod den paa Kvindens Underordning under Manden hvilende Samfundsorden og en uskyldig, ungdommeligt tillidsfuld Gudstro's lyse Livssyn. George Sand blev ikke længe staaende ved den. Blot et Par Aar senere slutter hun Lélia med et Udbrud af vildt fortvivlet Pessimisme. I sin Dødsstund siger her hendes Heltinde: «Ak Fortvivlelsen hersker og Lidelsen, og Klageraab strømmer ud af alle Skabningens Porer. Bølgerne vrider sig sukkende mod Stranden og Vinden klynker og græder i Skoven. Alle disse Træer, der bøjer sig og kun løfter sig paany for atter at falde tilbage under Stormens Pisk, lider en frygtelig Marter. Ja der gives et eneste ulykkeligt, umaadeligt og frygteligt Alvæsen, og den Verden, vi kender, kan ikke omslutte det. Det er usynligt tilstede i Alt og dets Røst fylder Verdensrummet med en evig Hulken. Det er en Fange i det 125 umaadelige Rum, det bevæger og tumler sig, slaar sit Hoved og sine Skuldre mod Himlens og Jordens Skranker; men det kan ikke overskride dem; Alt trykker det, piner, knuser, forbander og hader det. Hvad er det og hvorfra kommer det? ..... Andre har kaldt det Prometheus, atter andre Satan, jeg kalder det Attraa - jeg, Sibyllen, den trøstesløse Sibylle, jeg, de henfarne Tiders Aand .... jeg, den brustne Lyre, det stumme Instrument, hvis Toner de Nulevende ikke skulde forstaa, men i hvis Skød den himmelske Harmoni er sammentrængt; jeg, Dødens Præstinde, der vel føler, at jeg engang var Pythia, alt dengang har grædt, alt dengang har talt, men ikke mere husker det lægende Ord! ... O Sandhed, Sandhed! for at finde dig er jeg steget ned i Afgrunde, ned i hvilke et Blik vilde gøre de tapreste Mænd svimle af Rædsel . . . men o Sandhed, du har ikke aabenbaret dig, i titusind Aar har jeg søgt dig forgæves. I titusind Aar har jeg nu som eneste Svar paa mine kvalfulde Spørgsmaal hørt den afmægtige Attraas fortvivlede Hulken lyde hen over denne forbandede Jord .... I titusind Aar har jeg raabt ud i det Uendelige: Sandhed! Sandhed! og i al den Tid har Svaret lydt: Længsel! Længsel! Ulykkelige Sibylle, stumme Pythia, løb da Panden mod din Hules Klipper og bland dit Blod, som ryger af Raseri, med Havets kolde Skum!»

I et Udbrud som dette naaer hine Ungdomsaars sjælfulde Tungsind sit Højdepunkt. Sammentrængt, som jeg her har meddelt det (det er i Originalen seks Gange længere), giver det George Sands ungdommelige Selvfølelse, som den efterhaanden udviklede sig, et lyrisk skønt Udtryk. Da hun skrev Indiana, var hverken hendes Overlegenhedsfølelse eller hendes mørke Livssyn saa udviklet. Hun forfattede den beskedne Fortælling som medlidende Talsmand for Samfundsordenens Ofre, men uden med Bevidsthed at rette noget Angreb paa Institutionerne, end ikke paa Ægteskabet, som hvis Angriber hun fra først af blev stemplet. Hun taler øjensynligt den rene Sandhed, naar hun (i Fortalen fra 1842) siger, at hun endnu længe efter at have skrevet Fortalen til Indiana under Indtrykket af en Rest af Ærbødighed for det bestaaende Samfund stræbte at løse den uløselige Opgave, at finde et Middel til paa én Gang at hævde de af Samfundet undertrykte Enkeltes Lykke og Værdighed og samtidigt opretholde selve dette Samfund. Hun er ligeledes i sin Ret, naar hun i Brevet til Nisard (det sidste i Lettres d'un 126 voyageur) paastaar kun at have angrebet Ægtemændene ikke Ægteskabet som Samfundsindretning. Hun optraadte jo ogsaa som Fortæller og Sjæleforsker, ikke som Reformator. Her som i Valentine var det Ungdommens Varme og lyriske Flugt, dens sværmeriske Lidenskaber og begejstrede Protester, der udgjorde Romanens Indhold; det var lutter Sjælehistorie og kun faa Personers; ligefuldt var der i de skildrede Følelsers Væsen, der var saa frit for al Letfærdighed og dog saa samfundsstridigt, og end mere i de indstrøede Overvejelser noget, der formelig undergravede det gamle Samfund. Det var derfor ikke lutter Taabelighed, der ytrede sig i de plumpe Angreb fra det Bestaaendes Side, for hvilke disse Bøger og deres Forfatterinde blev gjorte til Genstand. Man anede at disse Følelser og Tanker tidligere eller senere maatte omforme selve Samfundets Love. De har begyndt at gøre det og vil for hver Dag gøre det mere.

Selve disse Bøgers Virkelighedsfjernhed og Begejstring gør dem i deres inderste Væsen revolutionære. Thi idet kun den indre Verden er til for Forfatterinden, lader hun den udfolde sig frit uden Hensyn til om dens Udfoldelse kommer til at sprænge den ydre, og idet hun med Forkærlighed maler stærkt spændte Følelser, eller egenlig kun en eneste men uendeligt forskelligartet Følelse: Elskov, viser hun hvorledes dens Love og Samfundets Love uophørligt krydser hverandre. Skønt hun ikke drager Ægteskabets Nødvendighed og Uerstattelighed i vore Dage i Tvivl, undergraver hun Troen paa dets Evighed. Vel sandt, hun angriber fra først af kun Ægtemændene, men idet hun stiller den ideale Fordring, viser den sig under den nærværende Samfundsorden uopfyldelig. Saaledes omtrent undergraver senere Kierkegaard Kristendommen, da han for at begejstre Menneskene for den fremsætter den idealt overspændte Fordring til den Kristne.

Den fyrretyve Aar yngre franske Naturalisme, der ofte har maattet lide under mere eller mindre grundløse Anklager for Usædelighed, har for at hævne sig drejet Beskyldningen om imod disse første, sværmeriske Værker af George Sand. Naarsomhelst Emile Zola er vendt tilbage til sine Indsigelser mod den idealistiske Roman, har han aldrig glemt at gøre opmærksom paa de Farer, som denne stadige Pegen ud over de Rammer, i hvilke den Enkelte er stillet, denne stadigt fremstillede Trang til større sjælelig og aandelig Frihed, indeholder for Familie og Samfund. 127 Han har gjort sig til af, for sin Del aldrig at skildre den uregelbundne Elskovslidenskab i et skønt eller tillokkende Lys, men altid at lade den plaske i Dyndet. Han kunde have tilføjet, at han og hans Efterfølgere af Balzac's Skole overhovedet aldrig har nogen højere Sædelighed behov end den gængse eller aabner Udsigt til noget andet Samfund end det, som bestaar. De har underkastet sig en voldsom Selvindskrænkning, idet de har bundet sig til Skildringen af den af dem iagttagne ydre Virkelighed med Udelukkelse af enhversomhelst af denne Skildring uddragen Slutning. Herpaa beror det, at ligesaa dristige som de er i Udmalingen af Samfundsforhold og Situationer, som Literaturen fordum sjældnere har vovet at behandle, ligesaa frygtsomme, ja intetsigende er de som Tænkere og Moralister. De søger nødvendigvis bestandig en Styrke i Paavisningen af deres Overensstemmelse med de gængse Moralbegreber; de roser sig af at kalde Last hvad alle Andre kalder Last og at indgyde Afsky for Lasten. De er ikke som hin Synderinde George Sand. Men hvad det engang er paa Tide at sige, det er, at netop denne deres «Moralitet» er deres poetiske Svaghed og netop hin «Im moralitet» den stærke Side ved George Sands i Skildringen saa langt mere virkelighedsfjerne og mere kyske Skrifter. Der forekommer ikke i den realistiske Skoles tilsyneladende saa forvovne Bøger nogen Sætning, der i sand Forvovenhed kan sammenlignes med denne, som George Sand i Horace har lagt en af Hovedpersonerne i Munden og som med mønsterværdig Korthed sammentrænger Lidenskabens Sædelære i hendes Værker: «Jeg tror, at man bør bestemme den Kærlighed som en ædel Lidenskab, der løfter og styrker os ved skønne Følelser og Tanker - den Kærlighed som en slet Lidenskab, der gør selvsyg og fejg og prisgiver os til alle det blinde Instinkts Smaaligheder. Enhver Lidenskab er da lovlig eller forbryderisk, alt eftersom den medfører det ene eller det andet Resultat, ligegyldigt om det officielle Samfund, der ikke er Menneskehedens Højesteret, undertiden, lovliggør den slette Lidenskab og banlyser den gode.»*)

Lélia og Jacques (1833 og 1834) betegner Højdepunktet af Digterindens Byronske Verdenssmerte og deklamatoriske Hang.

* 128

I Lélia vilde hun give sit Ungdomsideal af den store, dybtfølende og usanselige Kvinde og gav hende til Modbillede Søsteren Pulcheria, en yppig Kurtisane. Hun løste her sit Væsens tvende Sider ud fra hinanden og formede Lélia efter Minervabilledet i sin egen Sjæl, Pulcheria ud fra sin egen Venusdyrkelse, og frembragte saaledes snarere store skitserede Sindbilleder end Mennesker af Kød og Blod. I Jacques tog hun Ægteskabsproblemet for sig fra en ny Side, idet hun, der i Indiana havde skildret en raa, i Valentine en kold og sleben Ægtemand, her udstyrede Ægtemanden med de Fuldkommenheder, der stod for hende som de højeste, og lod hans Lykke strande paa selve hans Naturs Overlegenhed, hvilken hans ungdommeligt ubetydelige Hustru ikke i Længden kan elske. Forfatterinden har her forsøgt at styrke Indtrykket af sin egen Synsmaade ved at lægge den forurettede Ægtemand den i Munden. Han undskylder selv sin Hustru: «Ingen menneskelig Skabning kan befale over Kærligheden og Ingen er skyldig, fordi han føler eller mister den. Hvad der fornedrer Kvinden, det er Løgnen; hvad der udgør Ægteskabsbruddet, er ikke den Time, hun tilstaar sin Elsker, men den Nat, hun derpaa tilbringer med sin Mand.» Jacques føler sig forpligtet til at vige Pladsen: «Borel vilde i mit Sted roligt have banket sin Kone og ikke have rødmet ved derefter at omfavne hende, nedværdiget af hans Slag og hans Kys. Der gives Mænd, som uden videre paa østerlandsk Maade slaar deres utro Kone ihjel, fordi de betragter hende som lovlig Ejendom. Andre slaas med deres Rival, dræber eller fjerner ham, og beder saa den Kvinde, de paastaar at elske, om Kys og Kærtegn, medens hun enten trækker sig tilbage fra dem eller med Fortvivlelse giver sig hen. Dette er i den ægteskabelige Kærlighed de almindeligste Maader at handle paa, mig forekommer det, at Svinenes Kærlighed er mindre lav og mindre grov end disse Menneskers.» Disse Sandheder, der nu allerede for de højest Dannede staar som elementære, var ved Aaret 1830 himmelraabende Vranglærdomme. De er det Salt, der har bevaret dette Ungdomsskrift frisk tiltrods for alt det Forældede i Opfindelsen og alt det Vidtløftige i den trættende Brevform. Det dybeste Mærke, Romantismens Overspændthed har sat sig i denne Bog, er Slutnings-Afgørelsen: Jacques véd intet bedre Middel til at frigøre Fernande end et Selvmord, der for hende maa tage sig ud som en tilfældig Død. Her er vi ude i den pure Uvirkelighed. Men forøvrigt 129 er Uvirkeligheden i denne Roman mere tilsyneladende end reel. Den senere Tids Kritik har let ved at paavise Mangelen af Stedsbestemmelser, af virkelige Beskæftigelser o. s. v.; Personerne har i George Sands første Romaner ingen anden Sysselsættelse og intet andet Formaal end det at elske. Men den Virkelighed, her findes, er en indre, Følelsernes Virkelighed. Ogsaa den har man i vore Dage bestridt. Det er Tonen at finde Følelser som de her skildrede, en saa heftig Fortvivlelse over Samfundsordenen, en saa lidenskabelig, erotisk Ømhed, en saa ren og glødende Venskabsfølelse mellem Mand og Kvinde, unaturlige og uvirkelige*). Men man maa huske, at George Sands Personer hæver sig højt over Gennemsnittet. Hun skildrer overlegne Naturer. Ja hun har i disse første Bøger egenlig ikke gjort andet end at fremstille og forklare sia egen Følemaade. Hun varierer kun uophørligt de Omstændigheder, i hvilke hun anbringer sin egen Føle-Evne, og drager saa med genial Selviagttagelsesgave og sikker Haand Følgeslutninger angaaende Sjæleliv og Sjælehistorie. Underholdende er det at se hvorledes den stadige Higen efter at finde en jævnbyrdig Mandsaand i disse Ungdomsskrifter leder hende til en Art Selvfordobling i to Køn. Saa lidenskabeligt hun end forherliger Elskoven, saa stærkt hun end lader den betage den store Kvindes og den store Mands Sjæleliv, saa nærer de dog begge, Jacques saavel som Lélia, en større, idealere Venskabsfølelse for et ædelt Væsen af det andet Køn, som forstaar dem. I Sammenligning med denne Følelse af dyb og gensidig Forstaaelse synes Lélias Elskovsforhold til Sténio, Jacques' til Fernande kun Svagheder hos disse store Sjæle. Lélia har en forstaaende Ven i Trenmor, Jacques en jævnbyrdig Veninde i Sylvia. Han vilde elske hende, hvis hun ikke var hans Halvsøster, eller rettere, hvis han ikke maatte nære Frygt for at hun * 130 er det; men som Forholdet er, har det en Skønhed over sig, som et blot erotisk Forhold neppe kunde naa. Jeg husker tydeligt, hvor mægtigt et Indtryk Forholdet mellem Jacques og Sylvia gjorde paa mig, da jeg (vel Aar 1867) læste Bogen for første Gang. Jeg saa det godt, at Jacques er til en vis Grad uvirkelig, Sylvia ligeledes, thi hun er kun Jacques' Fortrolige, som forstaar ham; men den ideale Strøm imellem dem har Virkelighed og den berørte mig elektrisk. Denne Sylvia er opstaaet af den geniale Aands Nødraab ud i den tomme Verden efter sin Lige; hendes Skikkelse er ganske vist ikke mere end det store ensomme Hjertes Krav og Postulat; men hvad er Poesien andet! Saa ufuldkommen Romanen end er, Forholdet mellem Jacques og Sylvia giver den en skær Poesi; det er, naar man møder det, som saa man over Lidenskabernes lavtliggende Verden ind i en højere, hvor renere, om end ganske jordiske Aander elsker og forstaar hinanden.

Figurer som disse illustrerer den levende Venskabsdrift, George Sand i hine Dage besad og som saa ganske var i den romantiske Ungdoms Aand. Hendes paa den første Romangruppe følgende Lettres d'un voyageur, der begyndtes umiddelbart efter Afskeden fra Alfred de Musset i Venedig og som spænder over de følgende Aar, giver et Indblik i hendes Venskabsforbindelser og er overhovedet et af de Skrifter, i hvilke Forfatterinden mest ligefrem har givet sit Sjæleliv til Pris, skønt hun beflitter sig paa en Forbeholdenhed i alle personlige Anliggender, der gør Fremstillingen dunkel for den Uindviede. Man følger hende her lige fra hendes Samliv med den kønne og dumme italienske Læge (Dr. Pagello), for hvem hun ofrede Musset, og til hendes Sværmeri for Éverard (Michel de Bourges), hendes Advokat i Skilsmisseprocessen, der inspirerede hende den smukke Roman Simon. Mellem disse Yderpunkter ligger alle de gode og hjertelige Venskabsforbindelser med François Rollinat, Jules Néraud og hvad de alle hedder, disse djærve og dygtige Mænd, med hvem hun stadigt følte Drift til at veksle Tanker og Breve, med hvem hun studerede, af hvem hun lod sig belære, og hvem hun i Romantismens burschikose Stil tiltalte med det fortrolige Du - fremdeles alle de ægte kunstneriske Kammeratskabsforhold til Franz Liszt, Grevinde d'Agoult, Meyerbeer og mange Andre, Samtidens geniale Mænd og Kvinder.

I intet andet Værk er hun veltalende som her, i intet senere 131 strømmer hendes Foredrag i saa lange lyrisk-retoriske Bølger. Intetsteds kan man bedre end her studere hendes personlige Stil, den, som giver sig tilkende udenfor de som Samtaler formede Partier i hendes Romaner. Det Fuldttonende er dens Hovedegenskab. Den ruller frem i lange fyldige Rytmer, ligelig i sin Synken og Stigen, syngende i sin Sværmen, harmonisk endog i Fortvivlelsens og Selvopgivelsens Udtryk. Hendes Væsens medfødte Ligevægt afspejler sig i hendes Sætningers Ligevægt: aldrig et Skrig, et Stød eller en Opfaren i Stilen; den har Sving, den har Flugt med brede Vinger, men hverken Spring eller Hug eller Fald. Den savner Melodi, men den har rige Harmonier; den savner Farve, men den har Liniespillets fulde Skønhed i sin Tegning. Aldrig virker hun ved en uvant og dristig Ordsammenstilling, sjældent eller aldrig ved en uhørt Lignelse. Saalidt som hendes Foredrag har skrigende Lyd, har hendes Billeder stærke eller skrigende Farver. Hun er romantisk ved sin Entusiasme, ved sin Given sig hen med hele sin Personlighed i Følelser, der trodser Regel og Rettesnor, men hun er i streng Forstand klassisk ved Periodernes Regelbundethed, ved Formens selvstændige Skønhed og Farvegivningens Ædruelighed*).

Brevene fra Venedig og end mere de første efter Hjemkomsten til Frankrig viser Enhver, der forstaar at læse, hvor ydmyget George Sand følte sig over Tabet af Musset, hvor dybt Savnet af ham gik hende til Hjerte, og hvor arrangeret den en Snes Aar senere givne Fremstilling af Forholdet er i Elle et lui. Der har visselig været Tider, hvor hun følte sig, som skulde hun gaa tilgrunde af Længsel og Skam og Sorg. I Brevet til Rollinat fra Januar 1835 finder jeg et betegnende, saavidt jeg véd, hidtil overset Afsnit, som har sin Ynde og rummer en Bekendelse:

«Hør en Historie og græd! Der var engang en god Kunstner, som hed Watelet og som raderede bedre end nogen anden Mand paa hans Tid. Han elskede Marguerite Le Conte og lærte hende at radere lige saa godt som han selv. Hun forlod sin Mand, sin Ejendom og sin Hjemstavn for at leve sammen med Watelet.

* 132

Verden fordømte dem, men da de var fattige og beskedne, glemte man dem. Fyrretyve Aar efter opdagede man i Omegnen af Paris, i et lille Hus, som kaldes Moulin-Joli, en gammel Mand, som raderede, og en gammel Kone, som han kaldte sin Møllerske og der raderede ligesom han, siddende ved samme Bord. Den første Lediggænger, som opdagede dette Vidunder, fortalte andre derom, og den fine Verden strømmede i hobevis til for at se Særsynet: En Elskovsforbindelse, der havde varet fyrretyve Aar, et Arbejd, der bestandig var blevet drevet med samme Flid og samme Kærlighed; to skønne Tvillingetalenter. Det gjorde mægtig Opsigt. Lykkeligvis døde Parret af Alderdom faa Dage efter; thi de Nysgerrige vilde have fordærvet Alt. Den sidste Tegning, de raderede, forestillede Moulin-Joli, Marguerites Hus .... Den hænger i mit Værelse over et Portræt, hvis Original Ingen her har set. Et Aar igennem har Den, som har efterladt mig dette Portræt, siddet med mig hver Nat ved et lille Bord og har levet af samme Arbejd som jeg .... Ved Daggry forelagde vi hinanden vort Arbejd til gensidig Bedømmelse og om Aftenen spiste vi ved det samme lille Bord og talte om Kunst, om Følelser, om Fremtiden. Fremtiden har brudt sit Ord til os. Bed for mig, Marguerite Le Conte!»

Dette Sted turde være det eneste, hvor George Sand har talt som skyldte hun i sin Egenskab af Digterinde Alfred de Musset noget*). Jeg har allerede antydet, af hvad Beskaffenhed hans Indflydelse har været paa hende. Den har været rent kritisk, den har skærpet hendes Skønhedssans, men umiddelbart har hans kunstneriske Fremgangsmaade ikke kunnet paavirke hende. For ligefrem stilistisk Paavirkning var George Sand helt uimodtagelig. Madame Girardins vittige Udbrud om hende: «Det er især naar Talen er om kvindelige Forfatteres Værker, at man maa udraabe med Buffon: Stilen, det er Manden», er netop lige saa falsk som det er morsomt; thi skønt næsten enhver af George Sands vigtigste Romaner bærer Præget af forskellig mandlig Indflydelse, strækker denne Paavirkning sig aldrig til Stilen. Hun gør sig atter og atter til Organ for andres Ideer, men hun efterligner aldrig en fremmed Skrivemaade. Dertil var hendes * 133 poetiske Væsen altfor selvstændigt, og dertil var hun desuden i altfor ringe Grad Kunstnerinde. Hun, der mundligt var saa ordknap og sen, var, naar hun skrev, en Improvisatrice; hun lod Pennen løbe over Papiret uden at have samlet Forstudier, uden at have Forbilleder, uden at forfølge bevidste kunstneriske Formaal og uden nogensinde at bearbejde et givet Stof eller kunne overarbejde og fuldende en af Andre angivet og halvfuldført stilistisk Vending - Forhold, paa hvilke det rent tekniske Fremskridt i en Kunst beror. Heri danner hun en skarp Modsætning netop til Musset. Han var fra først af besjælet af en Trods mod kunstneriske, tekniske Regler, der altid blev hende ganske fremmed. Han forværrede f. Eks. forsætligt Rimene i sine første Digte for tilgavns at ærgre Klassikerne. (Marquisen i L'Andalouse hed i det første Udkast Amaémoni, hvad der i det franske Sprog udgør et rigtigt Rim paa bruni, men fik i den endegyldige Tekst Navnet Amaégui, som neppe rimer). Da hans Frembringelseskraft var i Aftagende, tilegnede han sig hele syv Sider af Carmontelle's Proverbe Le distrait til Brug for sit svage lille Lystspii On ne saarait penser à tout.I sin bedste Tid var han en Mester i den finere Benyttelse; jeg finder saaledes i Fyrsten af Ligne's Værker et stilistisk Forbillede for det ovenanførte skønne Digt Après une lecture*). Hos George Sand er det umuligt at finde noget Lignende. Hun formaar ikke at tilslibe Andres raa Diamanter til Brillantsmykker for sin Muse; hun lader Musen fremtræde i et simpelt hvidt Klædebon med en vild Blomst i Haaret. Ingensteds er hendes Stils ejendommelige Skønhed mere * 134
hjertevindende end i hint Brev til Rollinat. Landbarnets dybe Naturforstaaelse smelter her hos denne Aandsrevolutionernes kvindelige Genius vidunderligt sammen med den evige Higen, og gennem Attraaen mod Naturen og Attraaen efter Lykken klinger det elskende Hjertes Sørgesang over de Skuffelser, det har tilføjet, og de Skuffelser, det har lidt. Her og i det følgende Brev til Éverard ser man saa dernæst, hvorledes George Sands politiske, republikanske Tro spirer frem af de erotiske Ungdomsdrømmes og Luftkastellers Ruiner. Fra først af er hun svag i Troen, altfor optaget af sig selv. Vel sandt, den stakkels Poet «føler sig ilde tilpas under Kongedømmets Paraply», men Formen af Violernes og Jasminernes Kronblade fængsler hende, Digterinden, fuldt saa stærkt som Samfunds- og Stats-Former. Dog efterhaanden forfølger man, hvorledes Begejstringens Gnist luer op i hendes Bryst. Hun misunder sine mandlige Venner deres Tro og den Handlekraft, den avler, hun «som kun er en Poet, det vil sige kun et lille Kvindemenneske». I en Revolution vilde de Andre for Alvor gaa ud paa at tilerobre Slægten Frihed, hun vilde kun kunne lade sig slaa ihjel i det Haab, for første Gang i sit Liv at have gjort nogen Gavn, var det saa end kun den at rejse en Barrikade saa høj som hendes Lig. Dog hun slutter: «Har nogen af Jer Brug for mit Liv i Nutid og Fremtid? Hvis I blot vil love at stille mig i en Idés og ikke i en Lidenskabs Tjeneste, saa er jeg villig til at lyde Jert Bud. Ak! jeg siger Jer det forud, jeg duer hun til tappert og trofast at udføre en Befaling. Jeg kan handle, ikke overveje, thi jeg véd Intet og er ikke sikker paa Noget. Jeg kan kun lystre, naar jeg lukker mine Øjne og tilstopper mine Øren for ikke at se eller høre noget, der gør mig uvis; jeg kan marchere med mine Venner, som Hunden, der ser sin Herre sejle bort paa Skibet og som kaster sig ud i Vandet for at følge, til den dør af Træthed. Havet er stort, o mine Venner, og jeg er svag. Jeg duer kun til Soldat og jeg er ikke fem Fod høj. - Men ligemeget! Den Dværg jeg er, tilhører Eder. Jeg er Eders, fordi jeg elsker og agter Jer. Sandheden er ikke blandt Menneskene, Guds Rige er ikke af denne Verden; men forsaavidt Mennesket overhovedet formaar fra Guddommen at rane den Straale, der oplyser Verden, saa har I ranet den, I Prometheus's Børn, I Elskere af den ubetvungne Sandhed og den ubøjelige Retfærdighed! Velan. Lad Eders Banners Farve være stærkere eller svagere, naar Eders 135 Hærskarer blot gaar ad den republikanske Fremtids Vej, saa i Jesu Navn, der nu kun har én sand Apostel paa Jorden [Lamennais], i Washingtons og Franklins Navn, der jo ikke har kunnet gøre Alt og som har efterladt os et Hverv at udføre, i Saint-Simons Navn, hvis Sønner vover sig i Kast med det ophøjede og frygtelige Samfundsspørgsmaal (Gud beskytte dem!); naar blot det Gode sker, og de, som tror, beviser deres Tro i Gerning.... jeg er kun et stakkels Soldaterbarn, men tag mig med, tag mig med!»

Der gives i Literaturen faa saa rene og dybt kvindelige Udbrud af Entusiasme. I den tyske Literatur maatte man vel søge et Sidestykke dertil i Bettina's netop samme Aar udgivne Goethe's Brevveksling med et Barn, der er Foster af en ligesaa overstrømmende Begejstring; men hos Bettina er Udtrykket ikke fuldt saa ægte som Følelsen; og selve denne er snevrere, den blotte Skønhedsglæde eller Dyrkelsen af et enkelt Geni. Bettina er aandrig, hendes Stil derfor glimrende med slebne Flader og lidt spids; men der er Storhed selv i Udtrykket for den kvindelige Svagheds Entusiasme hos George Sand.

Det varede nogle Aar inden de Stemninger, vi her ser fødes hos hende, slog ud i Værker. Vi kommer senere til dem. Her vil vi dvæle ved de roligere, rent poetiske Fortællinger, der udfylder hendes Forfatterlivs andet Tidehverv.

Af disse sætter jeg i kunstnerisk Henseende den lille Novelle La Marquise ubetinget højest; den turde overhovedet rent kunstnerisk set være det Fuldkomneste, hun har skrevet. Jeg tænker mig den indgivet af Erindringen om hendes gode og fine Bedstemoder. Den henriver ved en Forening af det attende Aarhundredes Aand og Sæder med det nittendes frygtsomme og sværmeriske Erotik. Det er en simpel Historie om en fornem Dame fra den gamle Statsskiks Tid, der har giftet sig som man i hin Tid giftede sig, taget sig en Elsker, som man i hin Tid tog sig en Elsker, men som har faaet En, der keder hende tildøde, fordi ikke hendes Hjerte valgte, men hele det gode Selskab sammensvor sig om at paadutte hende denne Mand. Ung, uerfaren, smuk, forsaavidt uskyldig som hun aldrig har kendt til Elskov, forelsker hun sig nu i en fattig, halvt forkommen eller forfalden Skuespiller, der fra Scenens Brædder synes hende en Personliggørelse af Manddom og Poesi. Hun ser ham upaaagtet udenfor Teatret og forfærdes over hans forskellige Udseende. 136 Han, hvem hendes Interesse for ham ikke har kunnet blive en Hemmelighed, spiller kun for hende og drømmer kun om hende. Saa har de for første og sidste Gang et Stævnemøde en sildig Aftenstund efter Teatret, til hvilket Marquisen indfinder sig mat efter en Aareladning om Formiddagen, Skuespilleren i sit Teaterkostyme, som han ikke har faaet Tid til at skifte, med Skuepladsens Idealitet over sig endnu, beaandet, forskønnet, adlet ved sin Kærlighed, der hæver ham saa højt over hans Livs sædvanlige Vilkaar. Hun er ærbar, han fuld af Ærefrygt; hun er forelsket, henrevet som hun er i et poetisk Sansebedrag, han elsker hendes virkelige Væsen, brændende, attraaende, men ridderligt, og Mødet ender efter en Storm af gensidig Lidenskab uden andet Kærtegn end et Kys, hun trykker paa hans Pande, mens han knæler.

«Nuvel!» slutter den gamle Marquise sin Fortælling, «tror De saa paa Dyden i det attende Aarhundrede?» - «Frue,» svarer hendes Tilhører, «jeg har ikke ringeste Lyst til at tvivle om den; imidlertid vilde jeg, hvis jeg var mindre rørt, maaske tillade mig den Bemærkning, at det var meget forstandigt af Dem at lade Dem aarelade den Formiddag.» - «I plumpe Mænd!» udbryder Marquisen, «I forstaar dog aldrig noget af Hjertets Historie.»

George Sand har ikke skrevet noget mere Gratiøst. Skelmeriet i denne Slutning, ligesom det, der præger den beslægtede, i lige Grad yndefulde og dybsindige Roman Teverino, men sjældent ellers kommer frem i hendes Fortællemaade, er ganske i det attende Aarhundredes Aand, og Kunstformen har her den sluttede Knaphed, som i Reglen er Betingelsen for at et Værk kommer til Efterverdenen. Marquisen er skabt til at gaa over i enhver Blomstersamling af franske Mesterværker.

I en hel Række af de Skrifter, der nu følger, fremstiller George Sand Kvindenaturen, som hun forestiller sig den, naar den er ufordærvet, nemlig kysk og stolt, virksom og handlekraftig, modtagelig for Elskovslidenskaben, men staaende over den eller bevarende sin Renhed i den. Gerne tillægger hun Kvinden en sædelig Overlegenhed over Manden. Men dog er ogsaa Mandsnaturen, som hun med Forkærlighed skildrer den hos sine Helte, i sit Væsen god, om end i de herskende Klasser angrebet ved det nedarvede Hang til Tyranni over Kvinden og Almuen. Rousseau's Overbevisning om Naturens oprindelige 137 Godhed og Samfundets Fordærvethed ligger bagved alle disse Fortællinger. Kvinder som Fiamma i Simon, Edmée i Mauprat, Consuelo i Romanen af samme Navn (til hvem Fru Viardot til et vist Punkt har været Model) er rene Udtryk for den typiske unge Pige hos George Sand. Hendes Rolle er den at beaande, helbrede eller optugte Manden. Hun er uden Vaklen, hendes Væsen er Fasthed, hun er Fædrelandskærlighedens, Frihedens, Kunstens eller Civilisationens Præstinde. Af de nævnte Romaner er Consuelo den omfangsrigeste og mest berømte; den begynder mesterligt, men taber sig ganske som flere af Balzacs, ikke at tale om Dumas', omfangsrigere Værker i romantisk Fantasteri. Der laa jo i Tidsalderens Kunstanskuelse en Fristelse til Overspændthed; det var ikke blot Victor Hugo, som bestandig var udsat for at forfalde til det Uformelige.

Ved Siden af disse Bøger, i hvilke den unge overlegne Pige er Heltinden, staar nogle andre, i hvilke den modne Kvinde er Hovedpersonen og i hvilke George Sand undertiden mere umiddelbart har fremstilt sit eget Naturel. Saadanne er Le sécrétaire intime, et svagere Arbejde, og Lucretia Floriani en af de mærkeligste Frembringelser, der er flydt fra hendes Pen. Om denne Bog kan med Sandhed siges, at den ikke indeholder Næring for alle Læsere (Non hic piscis omnium). Den vil for de fleste Læsere tage sig ud som et afskrækkende eller oprørende literært Paradoks; thi den vil godtgøre Ærbarhed ja Kyskhed hos en ugift Kvinde (en italiensk Skuespillerinde og Skuespilforfatterinde), der har fire Børn med tre forskellige Fædre. Men det er en Bog, som har løst den vanskelige Opgave, Forfatterinden havde stillet sig, at give os Indblik i et Kvindenaturel, som er rigt og sundt nok til altid at maatte elske, ædelt nok til aldrig at kunne nedværdiges, og kunstnerisk nok anlagt til hverken at kunne beroliges i en enkelt Følelse eller hentørres selv efter gentagne Skuffelser.

Det er lykkedes George Sand at løse Opgaven, fordi hun her simpelthen leverede Nøglen til sit eget Væsen. Mere end En, som har hørt Rygterne om Forfatterindens regelløse Liv, om hendes Forbindelser med Jules Sandeau, Alfred de Musset, Michel de Bourges, Chopin, Manceau og en halv Snes andre, har sikkert spurgt sig selv, hvorledes det gik til at saa rene, i al deres Lidenskabelighed saa adelige Bøger som hendes kunde udspringe af et saa uordentligt og efter de almindelige 138 Forestillinger uværdigt Levned. Mangen En har følt, at den kunstneriske Nysgerrighed, den hun selv har fremstillet med Ordene, at hendes Tanke, naar Talen faldt paa Kannibalisme, uvilkaarlig var: «Hvorledes mon Menneskekød vilde smage!», var utilstrækkelig til en Forklaring. (Smlgn. ovenfor S: S. V, 537.) I Lucretia Floriani har hun leveret en udtømmende Forklaring. af sit Væsen, som hun i Trediveaarsalderen var; jeg vil forsøge at genopbygge og anskueliggøre hendes Sjæleliv ved Hjælp af talrige spredte Steder i Romanen:

«Lucretia Floriani var - hvem skulde troet det! - af Naturanlæg saa kysk som et lille Barns Sjæl er det. Det lyder meget underligt, det tilstaar jeg, om en Kvinde, der havde elsket saa meget og saa Mange. Det beroede sandsynligvis paa, at hun var yderst kraftigt organiseret i sensuel Henseende, skønt hun syntes af Is i de Mænds Øjne, der ikke behagede hende. I de sjældne Mellemrum, hvor hendes Hjerte havde været ledigt, havde hende Hjerne været uden Længsel; og hvis man for bestandig havde holdt hende borte fra Synet af det andet Køn, vilde hun have udgjort en fortræffelig Nonne, rolig og frisk. Det vil sige, at Intet kunde være mere rent end hendes Tanker, naar hun var alene; og naar hun elskede, var alt, hvad der ikke var hendes Elsker, i sanselig Henseende for hende, som om det ikke eksisterede, tom Luft, det rene Intet.» - Derfor siger Lucretia om Kærligheden: «Jeg véd, at man tror, den stammer fra Sanserne; men det gælder ikke for de begavede Kvinder. Hos dem gaar den frem Skridt for Skridt. Den bemægtiger sig først Hovedet, den banker paa Indbildningskraftens Dør; uden Guldnøglen til den kommer den ikke ind. Naar den har gjort sig til Herre over Fantasien, stiger den saa ned i vore Indvolde, sniger sig ind i alle vore Evner og vi elsker da den Mand, der behersker os, som en Gud, som et Barn, som en Broder, som en Ægtemand, som Alt, hvad en Kvinde kan elske.» Forfatterinden forklarer, hvorledes den erotiske Illusion bestandig paany kunde bemægtige sig Lucretias Sjæl, især hvorledes hendes sidste heftige Lidenskab for Prins Karol (til hvilken Chopin er Modellen) har kunnet opstaa: «Den sidste Kærlighed synes slige rige Naturer altid den første, og saa meget er vist, at dersom Følelsen lader sig maale ved Hjælp af Begejstringens Grad, saa havde hun aldrig elsket saa højt. Den Begejstring, hun havde følt for andre Mænd, havde kun været af kort Varighed. De havde ikke 139 forstaaet at underholde eller forny den. Kærligheden havde en Tid lang overlevet Skuffelsen; saa var Ædelmodighedens, Omsorgens, Medlidenhedens, Hengivenhedens, med ét Ord, den moderlige Følelses Stadium indtraadt, og det var nærmest et Under, at Lidenskaber, der var undfangne saa uforstandigt, havde kunnet leve saa længe, skønt Verden, der kun dømte efter Skinnet, var forundret og forarget over at se hende bryde saa hurtigt og saa ubetinget. I alle disse Lidenskaber havde hun neppe otte Dage igennem været tykkelig og forblindet, og naar et eller to Aars fuldstændige Hengivenhed saa fulgte paa en Kærlighed, hun længst havde gennemskuet som fornuftstridig og uværdig, var da ikke dette en stor Opofrelse af Mod og Kræfter, langt større end Ofret af et helt Liv vilde være, til Bedste for et Væsen, hvem man ansaa for Ofret værdigt?»

Vi forstaar hvorledes Lucretia bestandig har følt sig tiltrukket af svage Mænd. Hendes uafhængige Karakter har i Forening med hendes moderlige Instinkt maattet drage hende til de Svage. Tanken om at blive beskyttet har været hende utaalelig og hun har altfor ofte, naar hun vilde støtte sig til Væsener, der var stærkere end hun selv, følt sig stødt tilbage af deres Kulde. Hun er da bleven tilbøjelig til den Tro, at Kærlighed og Energi ikke lader sig forene uden i Hjerter, der har lidt saa meget som hendes eget.

Vi ser endelig, hvorledes Forholdet til hendes Børn - og Lucretia er ligesom George Sand den kærligste, ømmeste Moder - maa indvirke paa hendes Kærlighedsliv: «Hun havde villet være en Moder for sine Elskere uden derfor mindre at være en Moder for sine Børn, og disse to Følelser, der stadig laa i Strid med hinanden, endte altid deres Kamp med Tilintetgørelse af den mindst haardnakkede Lidenskab. Børnene vandt Sejr og Elskerne, der saa at sige var tagne fra Civilisationens store Hittebørnsanstalt, maatte nødvendigvis tidligere eller senere vende tilbage til den.»

Lucretia omtaler endelig sit Forhold til Verdens Dom om hendes Karakter og Levned i et Sprog, der umiddelbart lader sig anvende paa George Sand: «Jeg har aldrig søgt Skandale. Jeg har kunnet afstedkomme Forargelse, men uden at ville og vide det. Jeg har aldrig elsket to Mænd paa én Gang; jeg har aldrig, end ikke i Tankerne, tilhørt mere end En til en vis given Tid, saalænge min Lidenskab har varet. Naar jeg ikke elskede ham mere, bedrog jeg ham ikke; jeg brød med ham. Jeg havde 140 ganske vist lovet ham evig Kærlighed, men i god Tro; hver Gang jeg har elsket, har det været saa helt og stærkt, at jeg har troet, det var første og sidste Gang i mit Liv. De kan ligefuldt ikke kalde mig en ærbar Kvinde, men jeg har selv den trygge Følelse af at være det .... Jeg overgiver mit Liv til Verdens Dom, uden at oprøres imod den, uden at finde at den har Uret i sine almindelige Regler, men uden nogen Indrømmelse af, at den har Ret overfor mig»*).

Lucretia Floriani synes at udgøre den skarpeste Kontrast til den lille Gruppe af fine og simple Bondeforlællinger, som følger meget nær efter denne Roman og som fører os helt op til Aaret 1848. I Virkeligheden er Afstanden til La mare au diable, François le champi, La petite Fadette mindre stor end den synes. Hvad der drog George Sand til Berry's Bønder, til hendes Hjemstavns landlige Idyller, det var det samme Rousseau'ske Natursværmeri, som havde givet hendes Protester mod Samfundsordenen Vægt og Sving. Det paastaas, at hendes Sekretær, Tyskeren Muller-Strübing, der skal have staaet hende nær, havde gjort hende opmærksom paa de ældste, endnu ikke samlede Auerbach'ske Landsbyhistorier og derved givet hende Stødet til Frembringelser, der ved deres Simpelhed og kølige Renhed ikke mindre end ved deres Følelsesfylde har skaffet hende den videste Læsekres. Som Auerbach i Naturfromhedens Apostel Spinoza havde fundet Indvielsen til at blive Bondens Digter, saaledes fandt George Sand den i Naturforherligeren Rousseau. Ganske vist er hendes franske Bønder ikke «sande» i den Forstand, hvori Balzacs er det i Les paysans, de er ikke blot opfattede med varm Velvilje, som hans med levende Uvilje, men de er elskværdige, ømtfølende og fintfølende; de forholder sig til virkelige Bønder som Theokrits Hyrder forholdt sig til Grækenlands. Ikke desmindre har imidlertid disse Fortællinger et Fortrin, der udelukkende beror paa Stoffets Valg, og som Digterindens øvrige Romaner savner. De er naive; de besidder Naivetetens altid sjældne, i fransk Literatur dobbelt sjældne Tiltrækning. Alt hvad der var i George Sand af Bondepigen, af Landbarnet, Alt det i hende, der var i Slægt med Planten, som gror, med Brisen, som ikke véd, hvorfra den kommer og hvorhen den gaar, alt det Ubevidste, det Stumme, der var saa tydeligt i hendes ydre *141 Fremtræden, men som saa tit i hendes Værker var ufrugtbargjort, fordi det blev hærjet af Patos og Deklamation, det aabenbarede sig her i sin simple Troskyldighed.

Djoevlesumpen (La mare au diable) fra 1841 er blandt disse Landsbyfortællinger Perlen. Den betegner Idealismens Højdepunkt i den franske Roman. George Sand har her i Virkeligheden givet, hvad hun i hine ovenanførte Ord angav som sit Program, det nittende Aarhundredes Hyrdedigt.

XII

Overfor hende og hendes Digtning hæver sig nu i Samtiden den Mand, hvis Kunst hun selv bestemte som Modsætningen til hendes. Medens hun, i dette Punkt ægte romantisk, med Uvilje vendte sig bort fra sin Tids Samfundsorden, mere tilbøjelig til at forbande og fly den end til at forstaa og skildre den, følte han sig om ikke vel tilmode saa dog fuldstændigt hjemme i sine Omgivelser og betragtede næsten fra første Færd af Samtiden og den nærmest foregaaende Slægt som sin kunstneriske Ejendom, sin uudtømmelige Grube. George Sand var en stor Menneskefremstillerinde, men næsten endnu mere en stor Landskabsmalerinde, og hun fremstillede Menneskeheden, som Landskabsmaleren fremstiller Planterne; hun viste, hvad der i Menneskeheden bader sig i Lyset og taaler Lyset. Balzac's Synspunkt var det modsatte: hvad han opfattede og med Forkærlighed malte af Menneskeplanten, det var Roden. Paa ham passer hvad der i Victor Hugo's Digt i Aarhundredernes Sagnhistorie siges om Satyren:
Han malte Træet, set fra Røddernes Side,
Drabskampen mellem Planterne, der stride og lide.

I den yppige, saftrige Provins Touraine, «Frankrigs Have», Rabelais' Fødeegn, blev Honoré de Balzac født en Foraarsdag 1799 - en sprudlende rig, fuldblodig, varmblodig Natur, et Hjerte- og Hjernemenneske. Plump og øm, drøj og fintfølende, som han var, anlagt til et Liv i anelsesfulde Drømme og haarfine Iagttagelser forenede han i sit meget sammensatte Væsen en tung og inderlig Følsomhed med et genialt Spejderblik, en Forskers Alvor med en Fortællers gode Lune, en Opdagers Udholdenhed og Fortabthed i sin Idé med en Kunstners Drift til at 142 give aet Iagttagne, Føite, Opdagede eller Opfundne det nøgne og skamløse Udtryk, var for saa vidt som skabt til at gætte og forraade Samfundets og Menneskehedens Hemmeligheder.

Kraftigt var han bygget, middelstor, bredskuldret, blev med Aarene førladen, havde en svær atletisk Hals, af hvis kvindelige Hvidhed han var stolt, sort Haar, saa haardt som Hestehaar, endelig et Par Øjne, der straalede som to sorte Diamanter, Løvetæmmerøjne, Øjne, der saa igennem en Mur, hvad der foregik i Huset, og der saa tværs igennem et Menneske og læste i dels Hjerte som i en aaben Bog. Hans Skikkelse lod ane en Arbejdets Sisyfus.

Fattig og ensom kom Balzac som Yngling til Paris, drevet af et uimodstaaeligt Kald som Forfatter og af Haabet om at vinde sig et Navn. Faderen, der som alle Fædre højst ugerne saa at Sønnen, hvem Ingen beskyldte for at være et Geni, opgav den juridiske Løbebane for den literære, havde overladt ham aldeles til sig selv. Saa sad han da i sit uhyggelige Tagkammer, uden at have Nogen til sin Opvartning, forfrossen, med sin Plaid viklet om Benene, med Kaffekanden paa den ene, Blækhuset paa den anden Side og saa af og til ud over Tagene i den uhyre Stad, til hvis Skildrer og aandelige Erobrer han af Skæbnen var kaaret. Udsigten var hverken vid eller smuk, mosgroede Teglsten, snart beskinnede af Solen, snart badede af Regn, Tagrender, Skorstene og Skorstensrøg. Værelset var hverken behageligt eller kønt, den kolde Vind peb gennem Dør og Vindve. At feje Gulvet, banke sine Klæder, med største Sparsomhed foretage de nødvendigste Indkøb, det var de første Sysler, med hvilke den unge Poet, som lagde Planen til en stor Tragedie Cromwell, maatte indvie hver Dag, Gud gav. Til Adspredelse en Spaseretur paa den nærliggende Kirkegaard Père Lachaise, fra hvilken man overskuer Paris. Fra dette høje Sted har den unge Balzac (som senere hans Rastignac) maalt den vældige Hovedstad med sine Øjne og ligesom æsket den til Tvekamp, idet han tilbød den det trodsige Væddemaal, at den skulde blive tvunget til at kende og krone hans ubekendte Navn.

Tragedien opgav han snart; hans Begavelse var altfor moderne, altfor meget anlagt paa det Fuldblodige til at kunne affinde sig med det franske Sørgespils Regler og tænkte Personer. Desuden gjaldt det for den unge Eneboer, der kun paa Prøve havde faaet 143 Orlov fra Hjemmet, om saa hurtigt som muligt at sikre sig Uafhængighed.

Han gav sig ind paa et ilfærdigt Romanskriveri. Endnu havde han vel ikke oplevet noget, der kunde give hans Frembringelser Lødighed og Værd, men han havde en livfuld, evigt fødende Indbildningskraft og havde læst nok til at kunne give dens Frembringelser en saadan taalelig Form, som var den sædvanlige for Underholdningsstof. Allerede i Aaret 1822 udgav han under forskellige opdigtede Navne ikke mindre end fem saadanne Romaner. I Aarene 1823-25 følger endnu flere, som han til Trods for den Selvfølelse, der ellers var ham naturlig, selv kun betragtede som Midler til Vinding. Han skriver i 1822 til sin Søster: «Jeg sendte dig ikke Birague, fordi den er et sandt literært Svineri ... i Jean Louis vil du finde en Art Karakterer, men Planen er elendig. Disse Bøgers eneste Fortjeneste er, Kæreste, de tusind Francs, som de indbringer mig, men Summen er kun bleven givet mig i Veksler paa langt Sigt. Vil den blive mig betalt?» Hvem der har gennempløjet et Par af disse Balzac's Ungdomsskrifter, vil ikke finde Dommen for haard. De har en vis Livlighed (verve, som de Franske kalder det), det er alt det Gode, der lader sig sige om dem. Hvorvidt den Fortjeneste, Balzac selv betegnede som deres eneste, nogensinde blev en virkelig, er endog meget tvivlsomt, ikke blot fordi de Skildringer, Balzac i sine Romaner giver af de Forlæggere, der honorerer med Veksler (man se Un grand homme de province à Paris) er lidet smigrende, men eftersom han i 1825 i Fortvivlelse over sin fortrykte Stilling pludselig griber den Idé, foreløbig at opgive Forfatterbanen og fortjene sig sit Brød som Boghandler og Bogtrykker.

Han, hvis Hjerne uophørligt undfangede Planer af enhver Art, fik det Indfald at foranstalte Klassiker-Udgaver i Enkeltbind og følte sig overtydet om, at man med saadanne hidtil ukendte Udgaver kunde gøre en god Forretning. Denne i og for sig rigtige Tanke havde dog den Skæbne, som var forbeholdt alle Balzac's senere Forretningsspekulationer, den at berige Andre og volde Ophavsmanden Tab. Nøjagtigt saaledes gik det f. Eks. da han i 1837 i Genua tilfældigvis kom paa det Indfald, at Romerne i Oldtiden langtfra ikke havde udnyttet deres Sølvminer paa Sardinien. Han meddelte en Genueser sit Indfald og besluttede at forfølge Sagen, men da han Aaret efter foretog en 144 vanskelig og tidsranende Rejse til Øen for at undersøge Bjergværkernes Slakker, fandt Alt, som han havde formodet, og i Turin indgav Ansøgning om Bemyndigelse til Udnyttelsen, viste det sig, at hin Genueser straks havde skaffet sig Eneret og var paa bedste Vej til at blive en rig Mand. Ganske vist var mange af de i Balzac's Hjerne opdukkende praktiske Spekulationer kun Hjernespind, men dog røber ogsaa i dette Punkt hans Geni sig. Ligesom Goethe saa ganske var en Natur i Naturen, at hans Digterøje ved den tilfældige Betragtning af en Palme opdagede Hemmeligheden ved Planternes Metamorfose (en og samme Urform i alle Plantens Dele) og som han ved den tilfældige Iagttagelse af en halvsprængt Faarehjerneskal opdagede Grundlaget for den filosofiske Anatomi, saaledes var Balzac saa fuldstændigt Opfinder og Opdager i Smaat som i Stort, at han som efter Folketroen de Synske havde en Forudfølelse af, hvor Rigdomme laa skjulte, og ligesom førte en Ønskekvist med sig i Haanden, der af sig selv bøjede sig ned mod Guldet, den navnløse, kønsløse Helt i hans Værker. Det lykkedes ham rigtignok ikke at løfte Skatten: han var en Troldmand, ingen Forretningsmand.

Allerede i dette første Tilfælde var hans Idé saa heldig, som den var omfattende; han vilde paa én Gang være Skriftstøber, Bogtrykker, Boghandler og Forfatter; thi han skrev selv Indledningerne til sine Klassiker-Udgaver og var Fyr og Flamme for den smukke Plan. Men efter at han havde overtalt sine Forældre til at overlade ham en stor Del af deres Formue til hans Formaal, og efter at det var lykkedes ham at grunde Skriftstøberi og Bogtrykkeri, samt at trykke gode, etbinds, illustrerede Udgaver af Molière og La Fontaine, viste det sig, at de franske Boghandlere som én Mand gjorde Front mod den ukaldede Standsfælle, aldeles ikke vilde omsende hans Udgaver og roligt oppebiede hans økonomiske Tilintetgørelse for selv at optage og frugtbargøre hans Tanke. Efter tre Aars Forløb var han tvungen til at sælge sine Bøger som Makulatur og sit Bogtrykkeri med stort Tab. Han oplevede selv sin stakkels opfindsomme Bogtrykkers Lidelser i Eva og David. Han gik ud af denne Krise ikke blot som en fattig men som en i den Grad gældbunden Mand, at han hele sit Liv igennem uden Rast eller Ro maatte arbejde sig igennem dette Gældsbjerg, for at tilkæmpe sig selv Uafhængighed og erstatte sin Moder hendes Formue. Men Gælden, 145 som han ikke formaaede at bringe ud af Verden med noget andet Vaaben end Pennen, var ingen rolig Fjende, den rullede og voksede uophørligt, da han længe kun kunde dække én Forskrivning med en anden. Saaledes gjorde han Bekendtskab med de forskellige Slags Pariser Aagerkarle, som han har skildret saa slaaende i Gobseck og andre beslægtede Skikkelser, og Ordene «Min Gæld! mine Fordringshavere!» bliver det staaende Omkvæd i hans Sind, og kommer uophørligt igen selv i de fortrolige Breve til Venner og Veninder, i hvilke den plagede Mands varme Hjerte udtaler sig frit. «Samvittighedsnag», hedder det et Steds i hans Romaner, «er ikke saa slemt som Gæld, thi det kan ikke sætte En i Gældsfængseh». Han lærte en kort Tid endogsaa Gældsfængslet at kende, og hvor ofte maatte han ikke for at undgaa det, have mere end ét Tilflugtssted, skifte Bopæl eller lade sine Breve komme sig i Hænde under falske Adresser! Digter som han var levede han med sin Gæld som med en evig Kilde til Sindsbevægelse, følte daglig ligesom en Spore til Flid i sin Indbildningskraft, naar Tanken paa Gælden vækkede ham og han, idet han slog Øjnene op, saa sine Veksler springe som Græshopper ud af alle Hjørner og over alle Møbler.

Med Kæmpekraft begyndte han nu at arbejde og arbejdede paa at sige i ét Træk sin Ungdom og Manddomsalder igennem, indtil han, 50 Aar gammel styrter sammen af Overanstrengelse, saa pludseligt som den ramte Tyr paa en spansk Arena. At Frembringelsen saa lidet blev ham en Nydelse og saa ganske blev ham et Arbejd, beroede paa, at hans Fantasis ustandsede Drift til Fremstilling ikke understøttedes af nogen medfødt eller tidligt erhvervet stilistisk Færdighed. Han var ikke de samtidige Digtere jævnbyrdig i Herredømmet over Formen. Han formaaede aldrig at skrive et velklingende Digt (de, der findes i hans Romaner, er forfattede af andre, Fru de Girardin, Théophile Gautier, Charles de Bernard, Lasailly), og ingen anden end han selv var Ophav til hint meget spottede, hiatrige Vers, med hvilket hans Louis Lambert indleder sit Heltedigt om Inkaerne:

O Inca! ô roi infortuné et malheureux!

Han, som under Navneskjul skrev og forkastede saa mange Romaner før han naaede til en Stil, bestod den mest haardnakkede Kamp for at faa den franske Prosa i sin Magt, og det var en af hans Livs Sorger, at de unge Romantikere, der fulgte Victor Hugo, længe ikke tog ham for fulde som Kunstner. Den 146 fintfølende, beundrende Gautier var den eneste, der kom ham i Møde med redebon Anerkendelse; men intet lignede Balzac's Forbauselse, naar han saa den unge Gautier uden Forberedelse eller Anstrengelse og uden at rette det Mindste skrive en eller anden fra Formens og Indholdets Side lige ulastelig Artikel paa Randen af Pulten i et Bogtrykkeri; han troede længe, at der stak noget under, at Gautier havde havt sin Feuilleton færdig i Hovedet, indtil han forstod, at der med Hensyn til Sprogbehandling gaves en medfødt Evne, som var ham negtet. Hvor har han arbejdet for at erhverve sig denne Evne! hvor har han beundret Gautier, da dennes maleriske og plastiske Kraft blev ham klar! Et besynderligt Bevis derfor lader sig endnu føre fra et saa sildigt Aar som 1839, i hvilket Balzac til Beskrivelserne af de kvindelige Hovedpersoner i sin Roman Béatrix helt igennem næsten Ord for Ord har benyttet nogle, to Aar tidligere trykte, Artikler af Gautier (om Skuespillerinderne Mademoiselle Georges og Jenny Colon)*). Man sporer ved Sammenligningen, hvor gerne Balzac har villet tilegne sig noget af den anskueliggørende Kraft, som Gautier's fornemme Ord besad, og man forstaar det dobbelt, naar man ser, hvor almindelige og slappe de Betegnelser tager sig ud, som han tilføjer af sit eget Ordforraad.

Paa Gautier's Felt maatte han nødvendigvis ligge under. Og Aarsagen er den, at han ser og føler paa ganske anden Maade. Gautier er en Skribent af første Rang, men trods sine store poetiske Egenskaber som Digter kold, undertiden fattig; han er et * 147 overordenligt de bildende Kunster tilhørende Talent, der har erobret sig et Omraade indenfor Digtekunsten. Balzac derimod er som Skribent ganske underordnet, som Digter indtager han det højeste Trin. Han kan ikke stemple sine Skikkelser med faa, træffende Ord, fordi han ikke ser dem for sig i en enkelt plastisk Situation. Idet de, fremmanede af hans Fantasi, stiger op for hans indre Øje, ser han ikke efterhaanden, men paa én Gang deres Ydre paa forskellige Stadier af deres Liv og i forskellige Dragter; han overser deres Levnedsløb, han iagttager den hele Rigdom af deres Legems- og Haandbevægelser og hører deres Stemmers Klang i forskellige Ytringer, der hver for sig er saa ejendommelige, at de stiller Skikkelsen paa dens to Ben hen for vore Øjne. Ikke (som hos Skribenten af Fag) et enkelt Billede, en enkelt, maaske fin, men tør Forestillingsforbindelse oplyser Skikkelsen; nej, den er selv dannet af hundredetusinde, ubevidst sammenstrømmende Idéforbindelser, rig som Naturen selv, som det virkelige Menneske, der jo ogsaa legemligt som sjæleligt bestaar som Enkeltvæsen ved en ejendommelig Blanding af utallige legemlige og aandelige Elementer. Det er unyttigt at anføre Eksempler paa den uforlignelige Kraft, med hvilken Balzac formaar gennem Udtryksmaaden og Spillet i en Udtalelse eller ogsaa blot ved en Særegenhed i Dragten, Husvæsenet eller lignende at faa Skikkelsen til at staa levende for os; man maatte fylde en Bog med Citater*). Men Vanskeligheden for Balzac laa i at * 148 han meget ofte stod raad\ ild overfor de Rigdomme, som hans Hukommelse og geniale Indsigt bød ham. Enten trængte han da alt for mange, kun for ham selv gyldige Forestillingsforbindelser sammen i to Ord (som naar han siger om en uskyldig Dame, at «hendes Øren var Slavinde- og Moder-Øren»), elier han følte sig fristet til efter hinanden at opregne alle de Iagttagelser og Indfald, der ved Fremførelsen af en digtet Personlighed strømmede ind paa ham, og han fortabte sig i en bred, beskrivende, ræsonnerende Stil, der ikke fik Læseren til at se noget for sig, fordi i Balzac's Aand den elektriske Ledning, der forbinder de digteriske Syner med den digteriske Veltalenheds Organer, var mangelfuld og til sine Tider ligesom afbrudt. Tidobbelt Arbejde maatte da bøde paa den af ham selv bittert følte Ubehjælpsomhed.

Da han nu i hine Medarbejderskabets Dage aldrig havde nogen Medarbejder til sine Romaner, ja aldrig engang havde nogen Skriver, forstaar man let, hvilken Resignation og hvilken Kraftanstrengelse der udfordredes til i tyve Aar at frembringe de mer end hundrede større og mindre Fortællinger og Skuespil, som fra nu af udgaar af hans Hjerne.

Medens Hugo skriver som Renæssancens Kunstnere malte, omgivet af en Flok unge Beundrere og Elever, sidder Balzac alene paa sit digteriske Værksted. Han under sig liden Søvn. Mellem 7 og 8 gaar han i Seng, staar op ved Midnat og arbejder i sin hvide Dominikanerkutte med en Guldkæde om Livet indtil den lyse Morgen, iler saa, da hans Legemstilstand trænger til Bevægelse, selv til Trykkeriet for at aflevere det Skrevne og rette sine Korrekturer. Det er ikke almindelige Korrekturer. Han behøver 8 til 10 for hvert Ark, netop fordi Udtrykkets Sikkerhed fattes ham, saa han ikke straks formaar at finde den endelige Form, dernæst fordi han først har sin Romans Benbygning færdig og kun lidt efter lidt opfinder Enkelthederne. Halvdelen, ja mangen Gang mere end Halvdelen af sit Honorar giver han ud i Trykningsomkostninger, uden at nogensinde den haardeste Trang kan bevæge ham til at lade sit Værk komme ud, før det forekommer ham saa fuldendt som han kan gøre det. Han er Sætternes Fortvivlelse, men Korrekturen er ham selv den pinligste Bekymring. Det første Udkast sættes med store Mellemrum mellem Afsnittene og med mægtigt brede Rande, og disse fyldes og overfyides efterhaanden, indtil det hele Ark med sine til 149 højre og venstre, opad og nedadgaaende Radier, Buer, Streger og Stjerner ligner Billedet af et Fyrværkeri. Saa ser man atter den svære, uordenligt paaklædte Skikkelse med den bløde, bulede Hat og de lysende Øjne ile hjem fra Trykkeriet, medens en og anden af Mængden, der kender eller aner Geniet i ham, viger til Side paa hans Vej. Saa følger nye Arbejdstimer. Endelig slutter endnu før Middagsmaaltidet et Besøg hos en Dame eller et Strejftog hos Antikvitetshandlerne efter sjældne Møbler og gamle Malerier den velanvendte Dag, og først henad Aften søger den udholdende Arbejder atter Hvile.

«Undertiden,» fortæller Gautier, «kom han til mig om Morgenen, stønnende, udslidt, svimmel af den friske Luft som den fra sin Smedje undvegne Vulcan og lod sig falde ned paa min Sofa; hans iange Nattevaagen havde udhungret ham, og han stødte Sardiner med Smør til en Slags Pomade, som mindede ham om en hakket Ret fra hans Hjemstavn, og som han smurte paa Brød. Det var hans Yndlingsspise. Ikke saa snart havde han spist, før han faldt i Søvn med den Bøn paa Læberne at maatte blive vækket inden en Time. Uden at bekymre mig om hans Formaning, vaagede jeg over denne saa vel fortjente Søvn og sørgede for, at ingen Larm i Huset forstyrrede ham. Naar han da endelig vaagnede af sig selv og saa Aftenskumringen lægge sine graa Skygger over Himlen, sprang han op og overvældede mig med Skældsord, kaldte mig Forræder, Tyv, Morder; jeg var Skyld i, at han tabte titusind Francs, thi saa meget havde han kunnet tjene paa en Roman, hvortil han i vaagen Tilstand vilde have faaet Ideen - ikke at tale om andet og tredje Oplag; jeg var Skyld i de frygteligste Sammenbrud og utænkeligste Uordener; jeg havde ladet ham forsømme Stævnemøder med Finansmænd, Forlæggere, Hertuginder; han vilde komme til at staa ude af Stand til at betale paa sine Forfaldsdage; denne skæbnesvangre Søvn vilde koste ham Millioner . . . jeg trøstede mig, idet jeg saa hans friske Touraine-Farve vende tilbage paa hans Kinder.»

Naar man med Charles de Lovenjoul's bibliografiske Værk som Ledetraad forfølger Balzac's Arbejde fra Uge til Uge, naar man ved Hjælp af hans Breve iagttager, hvorledes han uden nogensinde at lade sig forstyrre af Pariserlivets Adspredelser, hvori han dog mange Gange deltog, og uden at lade sig forskrække af sine Misunderes og Kritikeres literære Geværsalver, 150 med fast Haand Sten for Sten har opført sit Livsværks Pyramide, kun bestemt paa at bygge den saa bred og høj som muligt, saa gribes man af Agtelse for Manden og hans Mod. Den godmodige, firskaarne, larmende Balzac var ingen Titan; han tager sig i hin Slægt af himmelstormende Titaner og Titaninder jordbunden ud, men han hører til Kyklopernes Race; han var en vældig, med Jættekraft arbejdende Bygmester, og den grove, hamrende, murende Kyklop naaede tilsidst med sin Bygning fuldt saa højt som Datidens to store lyriske Genier, Victor Hugo og George Sand, hævede sig paa deres Vinger.

Evnerig som han var, har han aldrig tvivlet paa sin Begavelse. En Selvtillid, der svarede til Talentet og der kunde ytre sig som naivt Praleri, men aldrig som smaalig Forfængelighed, bar ham de første Aar igennem alle Anstrengelser, og i Modløshedens Øjeblikke, der ikke fattes i noget Kunstnerliv, blev han, som hans Breve lader ane, trøstet og styrket af trofast Kærlighed i det Skjulte. En Kvinde, hvis Navn han aldrig nævnede for sine Venner, om hvem han kun taler med Ærefrygt som om «en Engel», «en sædelig Soh», og som var ham mere end en Moder, mere end en Veninde, mere end en Skabning kan være den anden», holdt ham ved Raad og Daad, ved opofrende Hengivenhed oprejst i alle hans Ungdomslivs Storme. Han har, ser man, allerede lært hende at kende i 1822, og tolv Aar igennem (hun dør 1837) har hun forstaaet nu og da «at rane Selskabslivet, Familien, Pligterne, alle Pariserlivets hæmmende Forhold», to Timer for hemmeligt at tilbringe dem sammen med ham.*) Balzac, der altid er overvættes heftig i sin Ros, maa, hvor han elsker, nødvendigvis bruge de stærkeste Udtryk; men hvad der fortjener at paaagtes, det er Følelsens Finhed hos den for Cynisme og Sanselighed udskregne Mand, den Beundring og Taknemmelighed, der hos ham er Kærlighedens Form.

XIII

Hans første Forbillede som Forfatter var, som alt berørt, en Digter, om hvem han sikkert ikke har mindet Nogen og hvem * 151 han i sin Modenheds Aar staar uendelig fjernt, nemlig Walter Scott. Men han var en altfor moderne Aand til at kunne holde fast ved den historiske Digtart. Han havde ikke Hjemve efter noget tidligere Aarhundrede, havde samlet en mægtig Skat af Iagttagelser og søgte uvilkaarligt Stoffer, ved hvilke han lettest og bedst kunde faa Brug for dem. Han følte dunkelt, at Forfatteren af den historiske Roman, dersom han ikke simpelthen vilde stikke de Modeller, han havde for sig, i gamle Kostymer, med Magt maatte skrue det Sjæleliv, han kendte af Iagttagelse, tilbage til et oprindeligere Standpunkt - et vanskeligt Eksperiment, tiltrods for hvilket den digteriske Skildring af forgangne Tider næsten altid kun gengav de Samtidiges Sæder eller dog Synsmaader. Han var ikke skabt til møjsomt at samle Lærdom i gamle Krøniker, men til at gøre sine Studier under aaben Himmel paa sin egen Tids Grund.

Ægteskabets Fysiologi (1829), Balzac's første opsigtvækkende Værk, gav i Tilslutning til Brillat-Savarin's uskyldige Bog Smagens Fysiologi en halvt lystig, skin-videnskabelig, helt igennem brutal Undersøgelse af den Samfundsindretning, der i den franske Literatur i umindelige Tider var bleven behandlet som Skive for Vittigheden, Genstand for ironisk Hyldest og skaanselløs Granskning, og der her, opfattet som tragikomisk Samfundsnødvendighed, blev forsvaret og ved gode Raad beskyttet mod de opløsende Elementer, mandlige og kvindelige Luner og Lidenskaber. Ægteskabet fængsler især Balzac som to Egenkærligheders Valplads; gennem den grænseløse Verden af Tiltrækninger og Frastødninger, der udgør Ægteskabets Omraade, styrter han sig med en vild Ornes Hensynsløshed, snuser og snøfter til alt. Det franske Ægteskab har altid været en temmelig udvortes Sag; intet Under, at Balzac ingen Ærefrygt nærer for dets Løndomme. Han udtaler sig om dem med Molière'sk Djærvhed, dog langt mindre frisk, langt mere sortseende som mere kropslig end Molière. Bogen er fuld af gode, grove, skarpsindige Indfald, fuld af lystige Anekdoter, ofte yderst morsom ved Modsætningen mellem det letfærdige Indhold og den Professor- eller Skriftefadertone, hvori det foredrages af den ungdommelige Doktor i den ægteskabelige Videnskab; men det er ligefuldt en umoden Frembringelse af en Forfatter, som tidligt er blevet revet ud af alle skønne Illusioner, og ganske vist for Flertallet af kvindelige Læsere et modbydeligt Værk, endda det hedder sig, at Indholdet for en stor Del blev 152 Forfatteren meddelt af to Kvinder, begge aldrende, Fru Hamelin og Fru Sophie Gay. Intet af hvad der var i Balzac af højhjertet Tænke- og Følemaade er her kommet for Dagen; kim hans Begavelse for den hensynsløse Undersøgelse glimrer.

Det synes imidlertid, som om denne Bog, i hvilken hans Digteraare aabnede sig, for lang Tid befriede ham for alt usundt Blod. Fra nu af hæver hans Verdensanskuelse sig eller rettere den deler sig i en alvorlig og en skemtende; hvad der i Ægteskabets Fysiologi endnu var løbet sammen til et uhyggeligt Hele, den alvorlige Betragtning af Menneskelivet og den sanseligt-cyniske Opfattelse deraf skiller sig ud fra hinanden som Sørge- og Satyrspil. I et og samme Aar 1831 skriver han sin første filosofiske Roman La Peau de Chagrin, der grundlagde hans Ry som Digter, og begynder med La belle Impéria den lange Række af sine Contes drôlatiques, en Samling Noveller i Renæssancetidens frieste Stil, aandsbeslægtede med Dronning Marguerites og Brantômes Anekdoter og sprogligt nærmest paavirkede af Rabelais. I moderne Sprogform vilde disse Fortællinger være smudsige og platte; ved det herlige, naivt gammeldags Sprog, der i endnu højere Grad end den strengeste metriske Form adler Indholdet kunstnerisk, er denne Forgudelse af det kødelige Liv blevet omsat til ægte Kunstværker, burleske som de Historier, der fortælles af en af hine verdsligt sindede, muntre og nævenyttige Munke, med hvilke alle Landes Folkesagn har saa travlt.

I en af de mesterligt skrevne Prologer til disse Novellesamlinger fortæller Forfatteren, at da han i sin Ungdom havde mistet sin Arvelod og befandt sig i den yderste Armod, raabte han som Brændehuggeren i Fabelen, der havde mistet sin Økse, til Himlen i det Haab at blive bønhørt af den ædle Herre deroppe og faa en anden Økse. Da blev af Merkur et Skrivetøj tilkastet ham, paa hvilket de tre Bogstaver AVE var graverede. Han drejede og vendte saalænge den himmelske Gave, til han læste Bogstaverne baglænds EVA. Men hvad var Eva? Hvad andet end alle Kvinder i en? Altsaa havde en guddommelig Stemme tilraabt ham: «Tænk paa Kvinden, hun vil læge din Sorg, fylde dine Lommer, hun er din Formue, din Ejendom. Ave, vær hilset! Eva, o Kvinde!» Det vilde sige, at det gjaldt for ham, ved ravgale og morsomme Kærlighedshistorier at vinde den fordomsfri Læsers Smil. Og det er lykkedes ham. Aldrig har hans Stil naaet en saadan Glans og et saadant Sving; Rubens 153 har ikke dristigere og rigere Farver og knap en saa herkulisk Overgivenhed i sine Fremstillinger af kaade Fauner og drukne Bakkantinder. Men der er ganske vist næppe ti Linjer, som lader sig anføre eller læse højt.

La Peau de Chagrin er Balzac's første digteriske Dyst med sin Tidsalders Virkelighed; det er en broget, livfuld Bog, rig paa Spirer og Skud, og gennem store, simple Sindbilleder foregriber den hint omfattende Billede af det moderne Samfund, som det tilnærmelsesvis var hans samlede Værker forbeholdt at give. Rykkede ind i en besynderlig fantastisk Belysning viser sig her det moderne Livs Yderligheder, Spillehuset og Modedamens Dagligstue, det unge Talents længselsfulde og haabløse Fattigdom og som Modsætning Bladmænds og Pigebørns Sviregilder, endelig i de kvindelige Hovedpersoner Modsætningen mellem det at have Verden og det at have Hjerte. Det hele er faa, til hinanden hægtede, i grelle Farver skinnende Tableauer; der er mere Grubleri og Sindbilledkunst end skikkelsedannende Kraft deri. Den unge Hovedperson, der staar i Begreb med at tage sig af Dage i Fortvivlelse over sin Armod, faar af en ældgammel Marskandiser et Stykke tilberedt Æselsskind, paa hvilket hverken Jern eller Ild bider og som sikrer sin Besidder Opfyldelsen af ethvert Ønske, men som tillige for hvert opfyldt Ønske svinder nogle Linier ind og til hvis Bestaaen hans Liv er knyttet. En overordenlig Fantasis Overtalelsesgave har formaaet at gøre det Overnaturlige i dette dybsindige Symbol troværdigt. Balzac har forstaaet at give det Fantastiske en Form, i hvilken det kan blande sig med den moderne Virkeligheds Elementer. Aladdins Lampe gør umiddelbart Mirakler, saasnart den gnides; den erstatter endog hos Oehlenschlåger den naturlige Aarsagslov; anderledes Chagrinskindet; det udretter direkte ingen Ting, det sikrer kun det lykkelige Udfald og trækker sig derved stedse mere sammen. Det synes gjort af det Grundstof, af hvilket vort Liv bestaar. «Mennesket,» hedder det, «afkræftes ved to instinktive Handlinger, gennem hvilke dets Livskilder udtømmes og udtørres. To Verber udtrykker alle de Former, som disse to Dødsaarsager antager: At ville og at kunne. At ville udbrænder os, at kunne tilintetgør os». Det vil sige: vi dør tilsidst, fordi vi daglig dræber os.

Chagrinskindet bliver, som vi, tilsidst tilintetgjort ved Villen og Kunnen. Med virkelig Dybde viser Balzac gennem den 154 energiske Fremstilling af Grunddriften i den dalevende unge Slægt: at ville fornemme Livet fuldt ud og over al Maade, hvilken Tomhed der gaber i Mætheden, og hvorledes Døden griner ud fra Attraaens Tilfredsstillelse. Ungdommelig, frugtbar, tankerig og ubestemt tungsindig som den var og som alle Bøger, et Geni skriver før Enkelthedserfaringen, er, maatte La Peau de Chagrin gøre Opsigt ogsaa udenfor Frankrigs Grænser. Goethe læste den i sit sidste Leveaar. Hos Riemer (der naivt antager Victor Hugo for Forfatteren) siger Goethe Ilte Oktober 1831: «Jeg læste videre i La Peau de Chagrin. Det er et fortræffeligt Værk af nyeste Art, der udmærker sig ved med Energi og Smag at bevæge sig frem og tilbage mellem det Umulige og det Pinlige og som forstaar at bruge det Underfulde meget følgerigtigt som Middel til at fremføre de mærkværdigste Tænkemaader og Begivenheder, hvorom der i det enkelte lod sig sige meget godt.» I et Brev fra 17de November 1831 skriver han fremdeles om Bogen: «Denne Frembrin gelse af en ganske fortrinlig Aand tyder paa en ulægelig Grundfordærvelse i det franske Folk, der vil gribe stedse dybere om sig, hvis ikke Provinserne, der nu hverken kan læse eller skrive, atter helbreder Nationen, saavidt det er muligt.» (Goethe-Jahrbuch 1880. S. 289).

Romanen indeholder ikke lidet Selvoplevet. Af egen Erfaring kendte Balzac den fattige Ynglings Følelser, der fra sit Tagkammer af i sit eneste Par hvide Silkestrømper og Dansesko balancerer over Gadens smudsige Stene til Ballet, i dødelig Angst for at en forbirullende Vogn skal overstænke ham og saaledes berøve ham Synet af den Elskede. Interessantere er dog den Sum af indre Erfaring, der er nedlagt i Værket og som lader sig opgøre saaledes: Samfundet afskyr Ulykke og Kval, skyr dem som smitsomme Sygdomme, vakler aldrig mellem en Ulykke og en Last. Hvor majestætisk en Ulykke end er, Samfundet forstaar at forringe den, at gøre den lidt latterlig ved et vittigt Indfald; aldrig har det Medlidenhed med den faldne Gladiator. Kort sagt, Samfundet synes Balzac allerede nu, i hans Ungdom, blottet for enhver højere gudelig eller sædelig Tanke; det trækker sig tilbage fra de Gamle, de Syge, de Fattige; det hylder Heldet, Styrken og ganske særligt Pengene; det taaler ingen Ulykke, af hvilken det ikke paa en eller anden Maade kan slaa Mønt.

Før Balzac havde Romanen væsenlig drejet sig om en eneste 155 Følelse, Elskov; men Penge var de Samtidiges Guddom, og derfor er Penge eller rettere Mangelen paa Penge, Trangen til Penge i hans Bøger Samfundets Midtpunkt og Hængsel. Dette Greb var dristigt og nyt. I en Roman, i Poesi med fuldkommen Nøjagtighed at angive Personernes Indtægter og Udgifter, overhovedet at tale om Penge som en Hovedsag, det var uhørt, og kaldtes af Mange prosaisk, raat; thi det gælder altid for raat at sige det, som alle mener eller tænker, og som man derfor hidtil var enig om at skjule eller bortlyve, frem for alt i en Kunst, der ofte nok er bleven opfattet som den skønne Løgns.

XIV

Dog Balzac var endnu ung; ogsaa hans, saa tidligt vintervante, Digtersjæl havde sit Foraar; ogsaa han følte Kald til at gøre Kærligheden og Kvinden til Midtpunktet i en Række Romaner. Han behandlede det gamle Tema med en Oprindelighed, der lod det klinge helt nyt, og de Fortællinger, i hvilke han med størst Held varierede det, danner iblandt hans Værker en Gruppe for sig.

Det var ikke Skønheden, mindst den plastiske Skønhed, som han hyldede hos Kvinden. Han følte overhovedet ikke Skøn heden mest levende gennem Kunsten som Mellemform. Allerede herved adskiller han sig fra et ikke ringe Antal af sine Sam tidige. En stor Del af den romantiske Digtning saavel i Frank rig som i Tyskland og Norden var jo Poesi om Kunst. En i den Grad kunstelskende Digter som Gautier (der snart blev Hoved for en hel Skole) hindredes f. Eks. ved sin Kærlighed til Kun sten i Opfattelsen af Virkeligheden. Han har selv fortalt, hvor skuffet han følte sig, da han første Gang i Rioult's Atelier skulde male efter kvindelig Model, og det skønt Modellen var smuk og hendes Linjer elegante og rene. «Jeg har altid,» tilstaar han, «foretrukket Statuen for Kvinden og Marmoret for Huden.» Meget sigende Ord! Man tænke sig Gautier og Balzac sammen i Louvre's Antikmusæum, i det Allerhelligste, hvor Venus fra Milo straaler i ensom Majestæt. For den plastiske Digter vil ud fra Marmoret klinge den græske Kunst skønneste Hymne til den menneskelige Forms Fuldkommenhed og han vil glemme Omgivelserne over Venus. Balzac derimod glemmer Statuen, som han staar i 156 Begreb med at betragte, for den første den bedste efter Datidens Mode klædte Pariserinde, der med sit Langsjal, som fra Nakke til Hæl ikke slaar en eneste Fold, med sin kokette Hat, sine fine, Haanden afstøbende Handsker, er standset foran Gudinden. Han forstaar med et Blik alle smaa Kunstgreb i hendes Klædedragt, hvis Hemmeligheder ikke er Hemmeligheder for ham*).

Det er det første Træk: Ingensomhelst kunstnerisk Fortidsoverlevering stiller sig imellem ham og Datidens Kvinde. Han studerede ingen Billedstøtte, tilbad ingen Gudinde, dyrkede ikke den rene Skønhed, men opfattede Kvinden som hun den Gang gik og stod med hendes Kjoler, Sjaler, Handsker og Hatte, hendes Luner, Dyder, Fristelser og Fejl, hendes Nerver og Lidenskaber, med alle Sporene af Unatur, Sygelighed og Træthed. Han holder af hende som hun er. Og han nøjes ikke med at studere hende i Forbigaaende, i Dagligstuen, ja i Sovekammeret; han nøjes ikke med at udforske hendes Sjæl; han forsker efter de naturlige Grunde til de sjælelige Tilstande, efter Kvindelidelser, Kvindesygdomme. Det svage og lidende Køns hele stumme Jammer bliver mere end antydet.

Det andet Træk er dette: Balzac fremstiller som Kærlighedens Genstand ikke den unge Pige, ikke en Gang den ganske unge Kone; Hovedtypen for hans Kvindeskikkelse er den, som man efter en af hans Romaners Titel har kaldt den trediveaarige Kvinde. Han opdagede og udtalte den simple Sandhed, at det kvindelige Køn i Nordfrankrigs Klima hverken legemligt eller sjæleligt naaer sin højeste Blomstring til atten Aar. Han skildrede Kvinden, som allerede har den første Ungdom bag sig, føler dybere, tænker modnere, allerede har lidt Skuffelser og endnu er i Stand til en hel Følelse. Hun er allerede brændemærket af Livet; her et smerteligt Træk, hist en Rynke; men hun virker endnu med sit Køns fulde Magt. Hun er tungsindig, hun har lidt, hun har nydt, er uforstaaet eller ensom, ofte skuffet, endnu bestandig ventende, i Stand til at indgyde de stærke, glødende Lidenskaber, der suger Næring af Medlidenhed. Og ejendommeligt nok: hun er ikke betragtet fra den jævnaldrende Mands Standpunkt; nej hun er opfattet og skildret, som en yngre, i Livet endnu uprøvet Mand fra sit Synspunkt maa opfatte hende. Den foraarsagtige Følelse, den brændende Attraa, * 157 den naive Begejstring, en ungdommelig Erotiks ubevidste Forædlen lægger en Glorie om den ikke mere ganske friske Pande, forskønner, forynger, forguder denne med al Finhedens, den kvindelige Alvors og den ægte Lidenskabs Gratie udstyrede Kvinde. Idealistisk (som hos George Sand) bliver Fremstillingen aldrig, thi intet er fortiet af det, som Kvinder, naar de taler om deres eget Køn. plejer at fortie og som selv George Sand forbigaar hos de Kvinder, for hvilke hun vil vække Deltagelse og Velvilje. For George Sand er Kvinden fremfor alt et aandeligt Væsen, en Sjæl; for Balzac er hun en naturlig Kendsgerning, derfor hverken legemligt eller aandeligt uden Lyde. Enten er hans Forædlen af Skikkelsen rent udvortes (det Forklarende ved Belysningen, den erotiske Situation f. Eks.) eller det er Lidenskaben hos den fremstilte Personlighed, som for en en vis begrænset Tid ugyldiggør alt Andet og Tidligere, og saaledes ved sin Skinnen igennem forædler. Hustruens Kærlighed, Moderkærligheden, den unge Piges undselige Tilbøjelighed bliver i dette Tidsrum skildret af Balzac med samme Mesterskab som Elskerindens frie Erotik*).

Den franske Kvinde fremtræder hos ham i fire forskellige Tidsafsnit af Historien.

Først paa Revolutionstiden. I et lille Mesterværk Le Réquisitionnaire, en af de faa blandt hans Fortællinger, der udmærker sig ved en fuldendt novellistisk Form, behandler han, med Rædselstidsalderen som Baggrund, en Moders Kærlighed til sin Søn. Den afsidesliggende lille By, Fru de Dey's ejendommelige Hus er malte med faa Streger. Frygten for den dødsdømte Søns Liv; Forventningen om hans Komme i Forklædning som Soldat, der skal indkvarteres; den fra Time til Time indtil den sene Aften forøgede Spænding, den unge Soldats tilsyneladende hemmelighedsfulde Ankomst, efter hvilken han straks uset føres op paa det for ham omhyggeligt istandsatte Kammer; Moderens fortvivlede Uro og vilde Glæde, da hun hører hans Skridt over sig og af Angst for at røbe sig maa fortsætte sin Samtale nede i Dagligstuen; endelig hendes Styrten ind i Værelset, og den frygtelige Opdagelse, at den Nyankomne er en Anden, en * 158 virkelig Rekrut - alt dette sammentrængt paa et Ark, er udført med uforlignelig Magt og Sandhed.

Dernæst har Balzac skildret Kvinderne under Napoleons Herredømme.

Baggrunden er her den uhyre Stillen til Skue af krigerisk Pomp og Pragt; Luftlaget er den varme Brise af Beundring, der fra Kvinderne strømmede de sejrrige Krigere imøde, den hensynsløse og nydelsessyge Hast, hvormed Livet levedes paa en Tid, da den unge Kvinde «mellem en første og en femte Bulletin fra den store Armé kunde blive Brud, Hustru, Moder og Enke», og hvor Udsigten til en nær Enkestand eller en Hædersløn eller et udødeligt Navn gjorde Kvinderne letsindigere og Officererne mere forføreriske. Hærskuet i Tuileriesgaarden 1813 og Aftenselskabet paa Slaget ved Wagrams Tid (i La femme de trente ans og La paix du ménage) maler en Tidsalder og en Kvindetype.

Dog sit sande Omraade og sine skarpest iagttagne Kvindetyper og Sjælehistorier naaer Balzac først i Fremstillingerne fra det genoprettede Kongedømmes Tid. Hvor uforfærdet hans Øje og hvor haarde hans Hænder end var, hvor ganske han end var skabt til at skildre Borgerkongedømmets nøgterne og uredelige Styre, saa var han dog Digter nok til under Julikongemagtens prosaiske Rigraandsvælde at se vemodigt tilbage til Genoprettelsestidens fornemme Elegance og friere, muntrere Tone. Hin Tidsalder havde endnu været aristokratisk, og Balzac, der selv, om end med Urette, regnede sig til Adelen, nærede en ikke ringe Ærbødighed for Aristokratiet; den adeligt fødte og opdragne, smukke Kvinde, syntes ham Menneskehedens Blomst. Vel tilhører han den Slægt, der sværmede for Napoleon; dette Navn forekommer paa hver tiende Side i hans Romaner, og han drømte (som Victor Hugo) om i Literaturen at kappes med Kejserens Verdensherredømme; han havde endog i sit Arbejdsværelse en Statuette af Napoleon staaende, paa hvis Kaardeskede han havde skrevet: «Hvad han har tilkæmpet sig med Sværdet, vil jeg erobre med Pennen»; men med alle sine Drømme, sine Svagheder, sine forfængelige og forfinede Tilbøjeligheder tilhørte han Kongedømmet af Guds Naade, hvis Tid desuden faldt sammen med hans Ungdom og derfor blev omfattet med varmere Følelser. I de forgyldte Statskarossers og de gammelfranske Vedtægters Tid havde, i Ly af den herskende Kirkemagt og Letfærdighed, i de højere Krese frie Synsraaader og humane Sæder kunnet 159 trives; de forsvandt med Pengepungens Tronbestigelse. Det Selskabsliv, der havde gjort den gode Tones Hovedstad saa navnkundig, døde hen. Intet Under altsaa, at Balzac maler de skønne Synderinder fra Faubourg St. Germain med nænsom Haand og smigrende Farver. Vel var en af Datidens ypperste Kvinder, den dejlige Delphine de Girardin, der førte et meget besøgt Hus, ham saa vel som Hugo og Gautier en tro og klog Veninde, men mere end af hende har han sikkert for sin Digtning lært af de to Hertuginder, der for ham personliggjorde Kejsertidens Storhed og den gamle Statsskiks lyse Finhed og som han straks fra Begyndelsen af sit Forfatlerliv af traadte nær, Fru Junot, Hertuginden af Abrantés, hvem han i literær Henseende stod bi, og Hertuginden af Gastries, der først anonymt meddelte ham sin Interesse for hans Skrifter, og til hvem en neppe gengældt Lidenskab fra hans Side og en heftig Skinsyge fra hendes Side en Tid lang bandt ham. Hun forekommer i hans Romanfølge Histoire des Treize under Navnet Hertuginden af Langeais.

Ved Julikongedømmets nye Samfund, dets Kvinder og Kvindelidenskaber rører Balzac i Begyndelsen af Trediverne selvfølgelig endnu ikke. Det sker først senere. Og man kan temmelig gennemgaaende gøre den Iagttagelse, at han overfor det nye Stof og overhovedet med de modnere Aar ser mere strengt og mere sort. Foraarspustet er forsvundet. I mange Bøger er endnu bestandig Kvinden og Elskoven Midtpunktet. Men Tilbøjeligheden er bleven Lidenskab og Lidenskaben er bleven Last. Faa uegennyttige Følelser og uskyldige Sympatier; Beregning overalt, ogsaa hos Kvinden, især hos Kvinden, endog i Kærligheden, endmere, hvor der kun bydes Erstatningsmidler for Kærligheden. Kurtisanen trænger i mange af Romanerne Verdensdamen tilbage i Baggrunden, og undertiden findes mindre Egennytte hos den første end hos den sidste. Selvsygens og Lasternes Afgrunde aabner sig for Læserens Øjne.

XV

Blandt de af Balzac i Aarene 1833 og 1834 udgivne Bøger fortjener især to at fremhæves, den fine og klassiske Fortælling Eugénie Grandet og den mægtige, skikkelserige Roman Père Goriot. I det førstnævnte Værk kappes Balzac med Molière. 160 (Den Gerrige), i det andet med ingen ringere end Shakespeare (Kong Lear).

Eugénie Grandet giver ikke Maalestokken for Balzac's Talent, skønt han længe fik Navnet af dens Forfatter som en Art Ærestitel. Bogen interesserede ved den Omhu og den Sandhedskærlighed, med hvilken Provinslivet med dets Laster og Dyder var gengivet; den lod sig anbefale som Familielæsning, fordi Heltinden var en kysk og ædel ung Pige; den er dog især mærkværdig ved den Genialitet,- med hvilken Balzac har forstaaet at gøre Havesygen og Gerrigheden, som Oldtiden kun afvandt en komisk Side, imponerende som Laster. Han viser, hvorledes den som latterlig spottede Drift til at ophobe Penge lidt efter lidt dræber alle menneskelige Følelser, for frygtelig og tyrannisk at løfte sit Medusahoved op over den Gerriges Omgivelser, og han bringer os tillige den Gerrige menneskeligt nærmere. For ham er den Havesyge ikke en Komediespidsborger, men en magtelskende Monoman, en forhærdet Sværmer, en Poet, der ved Synet af Guldet svælger i mættet Begær og dog i vilde Drømme. Den Gerrige er sig kun mere indtrængende end alle andre den Sandhed bevidst, at Guldet repræsenterer alle menneskelige Kræfter og Glæder. I en saadan Karakterskildring viser sig allerede Balzac's Styrke, som er den, uden at opsøge store, pralende Æmner, at frembringe en stor Virkning med det Smaa, det af andre Oversete og Ringeagtede. Symbolsk opfattet er Eagénie Grandet's Synskres ikke snever; men den var det i Forhold til Balzac's særegne Anlæg.

I Père Goriot udvider Livsbilledet sig. Ikke en afsides Provinskrog, men det uhyre Paris bliver her studeret, ja som et Panorama rullet ud for Øjet, og Intet er mere her, som i La Peau de Chagrin, almindeligt og virkelighedsfjernt; enhver Samfundsklasse og enhver Skikkelse indenfor den er udstyret med egne Træk. Jeg nævnte Kong Lear; men de to koldhjertede Døtres Forhold til Faderen udgør, saa dybt det end er anlagt go følt, kun i udvortes Mening Æmnet. Det sande Æmne er den endnu forholdsvis ufordærvede Ynglings Indtrædelse i Pariserverdenen fra sin Provins, hans gradvise Opdagen af denne Verdens sande Beskaffenhed, hans Skræk ved Opdagelsen, hans Vægren sig ved at gøre som de Andre, hans Fristelser, endelig hans Skridt for Skridt, om end hurtigt, fuldbragte Opdragelse for det Liv, der føres rundt om ham. Udfoldningen af Rastignac's 161 Væsen hører til det Dybeste, Balzac og overhovedet en moderne Romandigter har udført. Med stor Kunst er det vist, hvorledes fra de forskelligste Sider, hvor blot ikke Hykleri eller Naivetet dikterer Ytringerne, den samme Opfattelse af Samfundet og de samme Lærdomme træder den unge Mand i Møde. Hans Slægtning og Beskytterinde, den yndige og fornemme Fru Beauséant, siger til ham: «Jo koldere De beregner, des videre vil De komme. Betragt Mænd og Kvinder kun som Postheste, hvem De kører sønder og sammen til næste Holdested . . . naar De har en sand Følelse, saa vogt Dem vel for at røbe den, ellers bliver De Ambolt istedenfor Hammer . . . Finder Kvinderne Dem først aandrig, saa vil Mændene tro det, naar De da ikke river dem alt for slemt ud af Illusionen . . . saa vil De ogsaa se, hvad Samfundet er, en Samling af Dumrianer og Slyngler. Vær De hverken blandt de første eller de sidste.» Og den undvegne Galejslave Vautrin siger til ham: «Man maa enten bryde sig en Vej gennem Menneskesværmen som en Kanonkugle eller snige sig ind i den som en Pest. Retskaffenhed er til ingen Nytte. Sværmen bøjer sig under Geniets Magt; man hader det, man forsøger at bagvaske det, fordi det tager uden at dele; men man bøjer sig, naar det holder ud. Med ét Ord, man tilbeder det paa Knæ, naar det ikke lykkes at begrave det i Skarn ..... Jeg vædder paa, at De i Paris ikke kan gaa to Skridt uden at støde paa rent djævelske Kneb ..... Derfor er den retskafne Mand den almindelige Fjende. Men hvem, tror De, er den retskafne Mand? I Paris er det den, som tier og vægrer sig ved at dele.»

Rastignac er hin Tids typiske unge Franskmand; han er velbegavet, men aldeles ikke ualmindelig og har ingen anden Idealisme end den, der beror paa hans Tyveaars-Uerfarenhed. Greben og rystet ved alt det, han daglig ser og oplever, begynder han at tragte efter Lykkens Goder med stedse ringere Samvittighedsfuldhed, stedse heftigere Attraa. Hvor værgede han for sig, da Vautrin første Gang forelagde ham det bekendte gamle Spørgsmaal, om han, hvis den blotte Viljes-Akt var nok dertil, vilde slaa en ham ubekendt Mandarin i Kina ihjel, naar han derved kunde opnaa den Million, han ønsker sig! og hvor snart derefter ligger ikke «Mandarinen» rallende i Dødskamp. Han siger sig først, som i Ungdommen alle Mennesker plejer, at det for enhver Pris at ville blive anset eller rig er det samme 162 som at ville lyve, bedrage, give efter, smigre og krybe for dem, der har løjet, bedraget, smigret, givet efter og krøbet. Saa slaar han sig disse Tanker af Hovedet med den Vending, at han ikke vil gruble, men følge sit Hjertes Drift. Der kommer et Tidspunkt, hvor han endnu er for ung til at beregne, men allerede gammel nok til at ubestemte Indfald og taageagtige Drømme opstaar i hans Hjerne, hvilke ikke vilde have efterladt noget altfor renligt Bundfald, ifald man havde kunnet fortætte dem kemisk. Hans Forhold til Verdensdamen Delphine de Nucingen, Goriot's Datter, fuldender hans Opdragelse. Han overskuer den Sum af smaa og store Jammerligheder, af hvilke det højere Selskabs Liv bestaar og bliver samtidig bearbejdet af Vautrin's spotske Cynisme. «Endnu to eller tre storpolitiske Overvejelser,» siger Vautrin, «og De ser Verden som den er. Den betydelige Mand tilfredsstiller, naar han blot af og til opfører nogle smaa Dydsscener, ethvert af sine Luner under Tossehovedernes Bifaldstorden i Parkettet .... Jeg giver Dem gerne Lov til at foragte mig endnu idag, da De dog sidenhen vil holde af mig. De vil i mig finde de gabende Afgrunde, de store sammentrængte Følelser, som Svaghovederne kalder Laster, men De vil aldrig finde mig fejg eller utaknemmelig.» Rastignac's Øjne aabner sig, han ser Omgivelsernes hele Skinvæsen, ser, hvorledes Sæderne og Lovene kun er Skærmbrædter, bag hvilke Frækheden handler frit. Overalt, overalt kun Skinværdighed, Skinvenskab, Skinkærlighed, Skingodhed, Skinhellighed, Skinægteskaber. Med sjælden Magt har Balzac fastholdt det Øjeblik i Ynglingens Liv, hvor, som jeg engang har udtrykt det, hans Hjerte svulmer og bliver underlig tungt og det er ham, naar han ser sig omkring, som havde han en Brønd fuld af Foragt i sin venstre Side: «Medens han klædte sig paa, hengav han sig til de tungsindigste og modløseste Overvejelser. Han saa Samfundet for sig som et Ocean af Skarn, i hvilket den, der blot satte Foden ud deri, maatte synke indtil Halsen. Der begaas kun smaalige Forbrydelser i det gode Selskab, sagde han til sig selv. Vautrin er større.» Saa, tilsidst, efter at han har maalt dette Helvedes Omfang, indretter han sig husligt og hyggeligt deri og forbereder sig til at stige til Samfundets Spidser, til den Ministerpost, som hvis Indehaver vi i senere Romaner træffer ham igen.

Næsten alle Balzacs Fortrin er komne ham til Gode i dette stort anlagte Værk. Hans næsten animalske Livlighed, hans 163 uudtømmelige, skærende Svada stemmer vidunderligt overens med den Udtryksmaade, der er den naturlige for det hele blandede, halvsjofle, plumptvittige, kaadt og frækt geniale Bordselskab i Pensionen Vauquer. Der forekommer næsten ingen ædle Skikkelser i Bogen, og der findes følgelig ingen Anledning til at hengive sig til en smagløs Patos; derimod har Læseren uophørligt Lejlighed til at glæde sig over den Øjets Sikkerhed og den Aandens Fasthed, med hvilken Balzac sønderdeler en Forbryders, en Kokettes, en Pengemands, en gammel misundelig Piges Sjæl. Den af Døtrene glemte og fornegtede gamle Fader, efter hvem Bogen har Navn, er ganske vist en ikke fuldt vellykket Skikkelse. Fa'er Goriot er et Offer, og Balzac udvikler overfor de Ofrede altid Sentimentalitet. Han kalder Goriot smagløst for «Faderkærlighedens Kristus». Han giver desuden hans Kærlighed til sine Døtre en saa sanselig Karakter, at den i sin Hysteri næsten bliver En led*). Men dog har Romanen derved at denne gamle, forladte Mand, paa hvis Hjerte hans egne Døtre træder, er anbragt i Bogens Midtpunkt, faaet en Enhed og Fasthed som Komposition, der virker højst velgørende. Som i et Epigram spidser den hele Juvenalske Satire over Samfundet sig til, da Delphine ikke vil besøge sin døende Fader, fordi hun, for at komme et Trin højere op paa Samfundsstigen, i ethvert Tilfælde vil benytte den længe ønskede Indbydelse til Ballet hos Fru Beauséant - dette Bal til hvilket «hele Paris» kun styrter hen for med grusom Nysgerrighed i Værtindens Miner at udspejde Kvalen over hendes Elskers Forlovelse, der først samme Morgen er bleven hende meddelt.

Vi følger Delphine, som hun i sin egen Vogn ved Rastignac's Side kører til Ballet. Den unge Mand, der godt føler, at hun var i Stand til at gaa over sin Faders Lig for at vise sig paa dette Bal, men som hverken har Kraft til at bryde med hende eller Mod til at mishage hende ved Bebrejdelser, kan dog ikke lade være at skildre hende Faderens sørgelige Tilstand med et Par Ord. Taarerne kommer hende i Øjnene. «Jeg bliver styg af Graad,» tænker hun, og hendes Øjne bliver tørre. - «Jeg vil pleje min Fader i Morgen, jeg vil ikke vige fra hans Hovedgærde», siger hun. Og hun mener, hvad hun siger. Hun er * 164 ikke ond, neppe engang slet, men hun er et levende Billede af Samfunds-Disharmonierne, uadelig født, adelig gift, rig og berøvet al Raadighed over sin Formue ved et usselt Ægteskab, nydelsessyg, tom og ærgerrig. Balzac's digteriske Kraft var ikke tilstrækkelig til at fremstille en Cordelia i Shakespeare'sk Simpelhed og Renhed, thi det Ædles Himmelkres er ikke hans; men han har forstaaet at forme en Regan og en Goneril menneskeligere og sandere end den store Britte.

XIV

En Dag i 1836 traadte Balzac i den højeste Oprømthed ind hos sin Søster, svang med en Tamburmajors Armbevægelser sin tykke Stok med Karneolknappen, i hvilken han paa Tyrkisk havde ladet indgravere en Sultans Valgsprog «Jeg er Sønderbryder af Hindringer», og raabte, alt imens han med Tungen eftergjorde ledsagende Militærmusik og Trommehvirvler: «Gratulér mig, Børnlille, for jeg er ganske simpelt i Færd med at blive et Geni.» Han havde undfanget den Tanke at forene alle sine allerede skrevne og tilkommende Romaner til et eneste Værk Det menneskelige Skuespil (La Comédie humaine).

Planen var storartet og saa egen, at den endnu ikke var dukket op i nogen Literaturs Historie; den var et Foster af den samme systematiske Aand, der i Begyndelsen af hans Løbebane havde indgivet ham Ideen til en Aarhundreder omspændende Række af historiske Romaner; men det var en langt interessantere og frugtbarere Plan. Thi hvis Værket lykkedes, vilde det dels besidde en Illusionens Magt, som handlede det om historiske Kendsgerninger, dels vilde det ikke blot være et lille Udsnit af Livet, der symbolsk og kunstnerisk udvidedes til et Spejlbilled af det Hele, men det vilde kunne gøre en berettiget Fordring paa i videnskabelig Forstand at være en Helhed. Dante havde i Den guddommelige Komedie samlet Middelalderens Verdensanskuelse og Livserfaring i et eneste Brændpunkt, hans ærgerrige Medbejler vilde gennem to til tre tusinde levende Skikkelser, der hver for sig repræsenterede Hundreder af andre, give alle de franske Samfundsklassers og saaledes indirekte sin Tidsalders fuldstændige Psykologi.

Man kan ikke negte, at Udfaldet blev enestaaende.

165

Balzacs Stat har som den virkelige sine Ministre, sin Øvrighed, sine Generaler, Finansmænd, Industridrivende, Købmænd og Bønder. Den har sine Præster, sine Hovedstads- og Landsbylæger, sine Modeherrer, Malere, Billedhuggere og Tegnere, sine Digtere, Forfattere og Bladmænd, sine gammeladelige Familier og sin Retsadel, sine forfængelige og fordærvede som sine elskværdige og ofrede Hustruer, sine geniale Skribentinder og sine provinsielle Blaastrømper, sine gamle Jomfruer og sine Skuespillerinder, endelig sin Hærskare af Kurtisaner. Og Illusionen er overraskende, fuldstændig. Thi da Personerne stadig kommer igen fra den ene af de talrige Romaner til den anden; da vi kender dem paa de forskelligste Stadier af deres Liv; da de, selv naar de ikke optræder, dog uafladeligt kommer paa Bane i de handlende Personers Omtale; da Angivelsen af deres Udseende, Klædedragt, Opholdssted, daglige Levevis og Vaner er saa omstændelig og nøjagtig som om en Modehandler, Læge, Marskandiser, Børsman i eller Jurist havde leveret den, og Beskrivelsen paa samme Tid er saa levende, at man synes at maatte kunne finde den beskrevne Person enten i den bestemte Gade og det betegnede Hus hvori han bor, eller hos den Romanernes hele fornemme Verden saa vel bekendte Dame, han plejer at gøre Eftermiddagsbesøg - saa forekommer det næsten urimeligt, at alle disse Væsener skulde være Hjernespind, og man tænker sig uvilkaarligt Datidens Frankrig befolket af dem.

Og hele Frankrig. Thi han har efterhaanden beskrevet de forskelligste Byer og Egne i sit Fædreland*). Langt fra at forsmaa Provinserne søgte han en Ære i at at godtgøre sin Fortrolighed med deres stillestaaende Livs Egenheder, deres i Afkald udmundende Dyder og af Smaaligheden fremgaaende Laster. Dog fremfor alt lever i hans Værker Paris, og hans Paris er ikke den 400 Aar gamle Hovedstad fra Notre Dame de Paris, Middelalderens mørke og maleriske By med dens Standsmodsætninger, dens brogede Gadeliv og dens overtroiske Kirkelighed, endnu mindre Victor Hugo's ideale Paris, Aandernes og Oplysningens uvirkelige Jerusalem, men den virkelige moderne By med al * 166 dens Glæde, Sorg og Skændsel, Nutidens lokkende Underværk, der lader Oldtidens syv langt bag sig, den store Polyp med de hundredetusind Fangearme, der drager Nært og Fjernt ind til sig, den store Kræftskade, som tærer paa Frankrig. Hans Tids Paris lever i hans Værk med sine snevre Gader, af hvilke han leverer Rembrandt'ske Raderinger, med sin Larm og sine Skrig, med sine Gaderaab om Morgenen tidlig og sit uhyre Aftenkor af Stemmer, et Lydhav som han gengiver med orkesteragtig Kraft som en Musiker, der - lig de Indviede i de antike Mysterier - synes at have spist Trommer og drukket Cymbler*). Han kender Alt i Paris, Husenes Arkitektur, Lejlighedernes Møbler, Formuernes Stamtavler, de paa hinanden følgende Besiddere af Kunstgenstandene, Damernes Toiletter, Lapsenes Skræderregninger, Familiernes Processer, alle Befolkningslagenes Sundhedstilstand, Næringsveje, Fornødenheder og Ønsker. Han havde indsuget Byen igennem alle Porer. Medens de samtidige Romandigtere bestandig længtes bort fra Paris's taageslørede Sol og moderne Spidsborgere til Spanien, Afrika, Østerland, var ingen Sol ham kærere end den, der skinnede ned paa Paris. Medens man rundt om ham stræbte at fremmane en fjern eller svunden Skønheds Skygger, virkede det Hæslige saa lidet afskrækkende paa ham som Nælden paa Botanikeren, Slangen paa Naturforskeren eller Sygdommen paa Lægen. I Faust's Sted vilde han sikkert aldrig have manet den gammelgræske Helena op af Graven, langt hellere havde han sendt Bud efter sin Ven, den fordums Forbryder, daværende Politipræfekt for Paris, Vidocq, for at lade ham fortælle sig et og andet Oplevet eller Erfaret.

Vel samler han en Uendelighed af enkelte Træk gennem Iagttagelse, og Opregningen af alt det Iagttagne virker i hans Indledninger ofte trættende, forvirrende; længe beskriver han undertiden en Bolig, en Skikkelse, et Ansigt, ja en Næse, og Læseren ser intet, keder sig kun. Men saa kommer der et Punkt, hvor en glødende Fantasi omstøber og sammensmelter alle de af den tro Hukommelse overleverede hverdagslige Elementer som Benvenuto Cellini sammensmeltede Tallerknerne og Skeerne ved Støbningen af sin Persens. Goethe siger (Dagbog * 167 af 26de Februar 1780): «Ved Hjælp af Sammenlægning forstaar jeg ingen Ting. Men naar jeg ret længe har slæbt Brænde og Straa sammen og forgæves har søgt at varme mig, skønt der ligger Gløder nedenunder og det ryger overalt, saa slaar dog tilsidst Flammen i et Nu sammen over det Hele.» Hos Balzac er Røgen og Kvalmen endnu at spore i de beskrivende Partier af hans Værk, men Flammen udebliver aldrig.

Thi han var ikke blot en Iagttager, men en Seer. Naar han om Natten mellem 11 og 12 mødte en Arbejder og hans Kone, der gik hjem fra Teatret, saa kunde han følge dem Gade op og Gade ned lige til det Hus paa den anden Side af de ydre Boulevarder, som de beboede. Han hørte dem udveksle deres Tanker først om Stykket, de havde set, saa om deres private Anliggender, medens Moderen trak sit Barn efter sig ved Haanden. De talte om de Penge, de næste Dag skulde have betalt, og gav dem i Tanker ud igen paa tyve Maader, disputerede derom og røbede under Skænderiet deres Karakter - og Balzac hørte saa indtrængende paa deres Klager over Vinterens Længde og Kartoflernes Pris og Tørvenes Stigen, at han tilsidst levede med i deres Liv og, som det hedder i hans Facino Cane, «følte deres Pjalter paa sin Ryg og gik med sine Fødder i deres saaleløse Støvler». Deres Ønsker, deres Fornødenheder gik over i hans Sjæl og han gik som i en vaagen Drøm. I denne Sindets Rus aflagde han alle sine Vaner og blev en anden end sig selv, blev sin Samtid. Han digtede ikke blot, han levede sine Værkers Personer; de stod efterhaanden saa lyslevende for ham, at han talte til sine Bekendte om dem som om virkelige Mennesker. Han sagde, naar han foretog en af sine Rejser til de Steder, han vilde skildre: «Jeg rejser til Alençon, hvor Frøken Cormon lever, til Grenoble, hvor Doktor Bénassis bor.» Han meddelte sin Søster Efterretninger fra sin opdigtede Verden: «Véd du, hvem Felix de Vandenesse gifter sig med? Med en Frøken de Grandville; det er et godt Parti trods alle de Penge, Frøken de Bellefeuille har kostet Familien.» Ja en Dag, da Jules Sandeau talte med ham om sin syge Søster og Balzac nogen Tid adspredt havde hørt til, afbrød han ham med de Ord: «Det er altsammen godt nok, kære Ven, men lad os vende tilbage til Virkeligheden, lad os tale om Eugénie Grandet.» Det var nødvendigt selv at føle Illusionen med en saadan Magt for at kunne meddele andre den med en tilnærmelsesvis lignende Styrke. Hans Fantasi havde 168 den bydende Kraft, der ikke tillader nogen Tvivl at opstaa. Man underkastede sig den ogsaa i det daglige Liv. Blandt de hundrede løse Planer, han fandt paa for at komme ud af sin Gæld, var engang ogsaa den at forvandle den nøgne Mark, der laa om den lille Landejendom Les Jardies, som han havde købt for at give sin Moder et Pant, til uhyre Drivhuse, der, netop fordi intet Træ skyggede mod Solens Brand, vilde behøve meget lidt Brændsel. I disse Drivhuse vilde han plante hundredetusind Ananas, der naar de solgtes for fem Francs istedenfor som ellers for tyve, vilde give den lykkelige Ejermand en aarlig Netto-Indtægt af 400,000 Francs «uden at han havde den mindste Smule Manuskript at levere» - og med en saa overbevisende Veltalenhed fremstillede han sin Plan, at hans Venner bogstavelig søgte ham en Butik paa Boulevarden til Salget af Ananas'erne og drøftede Skiltets Form og Farve med ham. En anden Gang troede han - jeg véd ikke ved hvilken Slutning - at være kommen under Vejr med, paa hvilket Sted Toussaint Louverture udenfor Paris ved Seinen havde nedgravet sine Skatte, og saa uimodstaaeligt fremstillede han sine Fortrolige Sandeau og Gautier Sandsynligheden af at kunne opgrave dem der, at disse to dog ingenlunde naive Venner Klokken fem om Morgenen, bevæbnede med Hakker, sneg sig som Forbrydere ud af Paris og begyndte at rode op i Jorden, hvor de naturligvis intet fandt. For ingen Fantasi har Ordet Indbildningskraft været saa passende.

Og denne Fantasi, der beherskede de andre, var hans egen Tyran. Den lod ham ingen Ro, nøjedes ikke med Undfangelsen af Planer, med de kunstneriske Drømmes søde men golde Glæder, den tvang ham til uophørligt at holde sig i Udførelsens Stemning, i Vanen til at frembringe, uden hvilken Inspirationen saa hurtig forflygtiges.

Naar han i sin Roman Cousine Bette med Henblik paa den geniale Billedhugger Wenceslas Steinbock's Dovenskab anfører dette Ord af «en stor Digter»: «Jeg sætter mig til mit Arbejd med Fortvivlelse og forlader det med Sorg», saa er dette øjensynligt kun en halvt beskeden Form for Selvciteren. Og han tilføjer: «Dersom Kunstneren ikke uden Betænkning styrter sig ned i sit Værk som Curtius sprang ned i Afgrunden, som Soldaten styrter sig ind i den fjendtlige Skanse, og dersom han ikke arbejder i dette Krater som en Grubearbejder, over hvem Jorden er styrtet sammen; dersom han giver sig til at betragte 169 Vanskelighederne istedenfor at overvinde dem en for en .... saa bliver han Vidne til sit Talents Selvmord.» Den Frembringelsesmaade, som han skildrer, er hans egen, men er ikke den eneste, ikke en Gang den højeste. Roligere, mindre moderne Kunstnere, har forstaaet at holde Hovedet frit og Øjnene uomtaagede oppe over Arbejdets sydende Krater. De har derved bevaret en sikker Dømmekraft, der har hindret dem i nogensinde at virke stofagtigt og kedsommeligt som Forfatteren til Le curé de village og Le médecin de campagne. Men, det forstaar sig, en vis dunkel Gløden, noget Gribende og Fængslende, der er blevet de moderne Nerver en Fornødenhed, fattes til Gengæld altfor tit deres Værker.

I den store Fortale til La comédie humaine udtaler Balzac sig om sin Hensigt og sit Maal. Han begynder med at ytre sin Ringeagt for den sædvanlige Historieskrivning. «Naar man,» siger han «læser de tørre og modbydelige Registre, som kaldes Historien, bemærker man, at Forfatterne i alle Lande og til alle Tider har glemt at give os Sædernes Historie.» Dette Savn vil han. saa vidt han formaar det, udfylde; han vil levere en Opgørelse af Samfundets Lidenskaber, Dyder og Laster gennem en Sammentrængen af ensartede Karakterer til Typer, og saaledes med megen Taalmodighed og Udholdenhed forfatte den Bog, som Rom, Athen, Tyrus, Memfis og Persien «uheldigvis har forsømt at efterlade os». Man ser hvor lavt ban anslog Historien. Ubetydeligheden af hans historiske Kundskaber lettede ham Ringeagten. Han var i Virkeligheden heller ikke sin Tidsalders Historiker, men, som han selv rigtigt og slaaende udtrykker det, dens Naturforsker. Han beraabte sig paa Geoffroy St. Hilaire, der efterviste Kompositionens Enhed hos de forskellige Arter. Han følte sig overfor Naturvidenskabsmændene som en Doktor i Samfundsvidenskaben. «Samfundet gør - alt efter Omgivelserne - lige saa mange forskellige Mennesker ud af Mennesket, som der gives Varieteter i Zoologien. Forskellen mellem en Soldat, Arbejder, Embedsmand, Advokat, Lediggænger, Videnskabsmand, Statsmand, Købmand, Sømand, Digter og Præst er, om end vanskeligere at gribe, lige saa betydelige som de, der skiller en Ulv, Løve, Hest, Ravn, Haj, Sælhund og Ko fra hverandre». Analogien er ikke fuldstændig, dels fordi, som Balzac straks selv indrømmer, i Samfundet Hustruen ingenlunde altid svarer til sin Mand som Hun til Han, dels fordi det samme 170 Individ her ikke sjældent kan gaa over fra én Stand til en anden, medens i Naturen Overgangen fra den ene Art til den anden er udelukket i Løbet af det enkelte Væsens Levetid.

Hvad Balzac egenlig mener og har Ret i at mene, det er, at hans Betragtningsmaade af Menneskeverdenen i Reglen fuldstændig svarer til Naturforskerens. Han moraliserer og fordømmer aldrig; han glemmer aldrig som Andre enten af Væmmelse eller af Begejstring at skildre sandt; der gives for ham som for Naturforskeren Intet, der er for smaat, og Intet, der er for stort til at undersøges og forklares. Set igennem Mikroskopet er Edderkoppen større og rigere organiseret end den største Elefant; videnskabeligt betragtet er den majestætiske Løve kun et Par Kæber, der gaar paa fire Ben. Ernæringens Art medfører Tandens, Kæbebenets, Skulderbladets, Musklernes og Kløernes Form, og forklarer Majestæten. Nøjagtig saaledes vil det samme, der iagttaget under visse Forhold tager sig ud som en modbydelig og smudsig Forbrydelse, anderledes opfattet vise sig som en formindsket Udgave af de store, glimrende Laster, Historien taler om - og Balzac har Blik derfor.

Allerede i Eugénie Grandet forekommer der Vendinger, som viser det. Hvor det Tidspunkt nærmer sig, da Eugénie maa tilstaa sin gerrige Fader, at hun ikke mere har sine Dukater, ja endog har foræret dem bort, skriver Balzac: «Om tre Dage skulde et frygteligt Skuespil foregaa, en borgerlig Tragedie uden Gift og Dolk og Blods-Udgydelse, men grusommere end noget Drama i Atridernes berømte Familie». Det vil sige: Min borgerlige Roman er mere tragisk end Jere klassiske Sørgespil. - Paa det Sted i Père Goriot, hvor Pensionsforstanderinden fortaber sig i Jammerskrig over sine Pensionærers Bortdragen, siger Balzac fremdeles: «Skønt Lord Byron har lagt sin Tasso en smuk Klagesang i Munden, naaer den dog langtfra den dybe Sandhed, der laa i de Klager, som undslap Madam Vauquer». Det vil sige: Den smaalige Gemenhed, som jeg skildrer er, naar den opfattes energisk, mere fængslende end alle Jere ædle Almindeligheder. - I César Birotteaus's Storhed og Forfald hentyder han ikke blot i Titlen spøgende til Montesquieu's berømte Bog om Romerriget, men sammenligner med genial Dumdristighed sin vidtløftige og gennemførte Skildring af en brav Pariser-Parfymørs heldige Arbejden og sørgelige Fallit med den trojanske Krigs og den Napoleon'ske Skæbnes Omvekslinger: «Troja og Napoleon er 171 kun Heltedigtninge. Maatte denne Historie være et Epos om borgerlige Skæbner, paa hvilke ingen Digter har tænkt, saa blottede for al Storhed synes de; Æmnet er ikke her en enkelt Mand, men en hel Hærskare af Kvaler». Det vil sige: Intet er i Poesien i og for sig lille eller stort; jeg formaar i en stakkels Frisørs Kamp for Tilværelsen at læse et Heltedigt; jeg viser, at et uanseligt Privatlivs Hændelser, naar man sammenknytter dem med deres Aarsager og fører disse tilbage til deres Ophav, er lige saa vigtige og spændende, som de største Omvæltninger i Folkenes Liv. - Og da i Mesterværket Un ménage de garçon den snu og smukke Slagsbroder Max Gilet er falden i Duel, siger Digteren endelig: «Saaledes døde en af hine Mænd, der er i Stand til at udrette store Ting, naar de er stillede i gunstige Omgivelser, en Mand, der af Naturen var behandlet som forkælet Barn; thi den gav ham en Cæsar Borgia's Mod, Koldblodighed og politiske Sans». Saa slaaende er disse sidste Ord, at det synes Læseren, som kendte han nu først Max fuldstændigt, naar han ser hans Væsen i Belysning af dette Navn.

Og som Lasten saaledes er Dyden hos Balzac altid et Resultat. Skønt han har den Svaghed undertiden at blive sentimental og svulstig i sine temmelig katolsk farvede Skildringer af Pliglopfyldelse og Veldædighed, forsømmer han aldrig at vise hen til de forskellige Kilder til Dyden, det være nu Sansernes medfødte Kulde, Stolthed, ubevidst Beregning, nedarvet Adel i Tænkemaaden, kvindelig Anger, mandlig Troskyldighed eller kirkefrom Forhaabning om Gengældelse i et tilkommende Liv.

For at faa det fulde Indtryk af, hvorledes hans digteriske Kræfter voksede i det senere Afsnit af hans Liv, læse man Un ménage de garçon, Cousine Bette og Illusions perdues.

Den førstnævnte Roman, en af hans mindre bekendte og læste, skildrer paa storladen Maade en lille Bys og en der og i Hovedstaden forgrenet Families Sjæleliv. Hovedskikkelsen er en forfalden og raa Officer af Napoleons Garde, oprindelig kraftigt anlagt, den brutale, voldsomme Egenkærlighed i Person. Han er Oldtidens miles gloriosus (storpralende Soldat), som her i Stedet for at være fejg, er forbryderagtigt udviklet. Den anden Roman, et af hans mest bekendte og læste Værker, fremstiller med uover truffen Sandhed Erotismens tilintetgørende Magt. Shakespeares Antonius og Cleopatra har ikke behandlet dette Tema med større Virtuositet og neppe med saa overbevisende Kraft. Les Illusions 172 perdues endelig er helliget Pressens Misbrug som nedværdigende Princip.

Titlen paa denne mærkværdige Roman er betegnende for Balzac. Paa en Maade kunde De tabte Illusioner være Titlen paa hans samlede Værker. Men ingen anden enkelt Bog af ham giver hans Anskuelse af den moderne Kultur paa saa omfattende Maade som denne. Dagbladsvæsenets fordærvelige Side er her fremstillet som Natsiden af det offenlige Liv overhovedet.

Som de fleste store Skribenter, der ikke oplevede Oldingealderen, havde Balzac liden Aarsag til at glæde sig over den Kritik, der i Pressen blev ham til Del. Man forstod ham ikke; selv de Bedste som Sainte-Beuve var ham for ulige og stod ham i Tiden for nær til at kunne indse hans Storhed, og han paa sin Side levede alene, var mod al Parisersædvane langt fra at gøre noget Skridt for at faa sine Bøger roste, og havde som det gaar, vakt lige saa megen Misundelse som Opsigt. Han gav nu i Les illusions perdues et Billede af Pressen, hvilket de Journalister, der følte sig ramte, aldrig tilgav ham. Blandt disse var Jules Janin den betydeligste; han var i Romanen just ikke hadefuldt, men heller ikke smigrende portræteret under Navnet Étienne Lousteau. Des morsommere var det og er det endnu at læse hans Kritik af Bogen. Den udkom i Revue de Paris, et Tidsskrift, ved hvilket Balzac selv havde været fast Medarbejder, men som efter at han havde vundet en Retssag imod det naturligvis lod ham behandle som fredløs. Kritiken er ondskabsfuld, smaalig, vittig, og har ikke overlevet Romanen, som den ønskede at slaa ihjel:

En ganske ung, fattig Provinspoet, smuk som en Gud, en svag Karakter og et halvt Talent, bliver af Departementets Muse, en elegant og fornem Blaastrømpe, taget med til Paris. Et Kærlighedsforhold imellem staar i Begreb med at blive beseglet ved et fælles Ophold i Hovedstaden, da Damen pludselig, efter at være optagen som jævnbyrdig i den store Pariserverden, ser sig selv og sin Ridder med helt nye Øjne. Kulde og Brud fra hendes Side; Lucien bliver overstraalet af en halvtresindstyveaarig Modeherre. Vi oplever nu en ny Variation af Provinsboerens Opdragelse til Pariser. Det har været Luciens Hensigt at debutere som Digter: han har skrevet en Roman i Walter Scotts Manér og et Bind Digte, og han har gjort Bekendtskab med en lille Kres af stolte og fattige Studerende, udkaarne 173 Aander, hvem Frankrigs Fremtid tilhører. Men Fattigdommens, Forsagelsens, de anstrengende Forskningers og ædle Forhaabningers Maaneder bliver ham for lange, han længes efter øjeblikkelige Nydelser, efter Døgnets Ry, efter Hævn over alle dem, der har ydmyget ham, da han endnu var det uerfarne Guds Ord fra Landet. Den saakaldte «lille Presse» byder ham Muligheden til fuldstændigt at tilfredsstille sin Attraa, hans Hoved svimler, og han styrter sig hovedkulds, uden nogen Sag eller noget Princip, ned i Dagbladsarbejdet.

Lousteau indfører ham i en stor Palais-Royal-Boghandlers og Avisbesidders Boglade. «For hver Sætning, som Boghandleren sagde, voksede han i Luciens Øjne, der saa Politiken og Literaturen strømme sammen i denne Butik som i et enkelt Punkt. Ved Synet af en udmærket Digter, der i Samtalen gav sin Muse til Pris for en Bladskriver .... modtog den store Mand fra Provinserne en frygtelig Lære. Penge! Det var Ordet, som indeholdt alle Gaaders Løsning. Han følte sig alene, ubekendt, kun ved den Traad, et tvivlsomt Venskabsforhold afgav, knyttet til Lykken. Han anklagede sine sande, sine bekymrede Venner fra det literære Brodersamfund for at have malt ham Verden med falske Farver og have forhindret ham fra med Pennen i Haanden at styrte sig ind i det store Haandmænge». Fra Bogladen gaar Vennerne i Teatret. Lousteau er som Bladmand overalt velkommen. Direktøren forklarer dem, hvorledes en mod Stykket iværksat Kabale er bleven sprængt af hans to smukkeste Skuespillerinders rige Beundrere ved Overbetaling. «I de sidste to Timer opløste for Luciens Øre Alt sig i Penge. I Teatret som i Bogladen, hos Forlæggeren som i Redaktionskon toret var der ingen Tale om Kunst eller virkelig Fortjeneste. Han følte sig tilmode, som om Møntens store Prægestok bearbejdede hans Hoved og hans Hjerte med stedse gentagne, dumpe Slag.» Hans literære Samvittighed smelter, og han bliver Literatuog Teaterkritiker ved en fræk og idéløs Avis. Elsket og underholdt af en Skuespillerinde synker han stedse dybere ned i det Liv, som man fører, naar man har solgt sin Pen. Han løber over fra de Liberale til de Konservative. Hans Fornedrelse faar endelig sit kraftigste Udslag i det Optrin, hvor han, tvunget af sin Redaktør til at skrive et ondskabsfuldt Angreb paa en ny, af ham selv beundret Bog, som hans ædleste og største Ven, (Balzac's ideale Forfatter) har udgivet, endnu før Artiklen er 174 trykt, en Aften banker paa Vennens Dør for at taa hans Tilgivelse. Ydre Elendighed støder til den indre. Hans Elskerinde dør, og han er saa usselt stillet, at han for at kunne faa hende begravet, maa skrive smudsige Viser ved hendes Dødsseng. Tilsidst modtager han af hendes Kammerjomfru til Foræring det Guldstykke, hun lige paa forsmædelig Maade har tjent, og som han behøver for at kunne tage hjem til sin Provins. Alt dette er sandt, gyselig sandt. I dette ene Værk har Balzac opgivet Naturforskerens Upartiskhed. Han, der ellers altid bevarer sin Sindsligevægt, har her pisket med Skorpioner.

XVII

Michelet finder i sin Frankrigs Historie et Grænseskel i det franske Aandsliv paa det Tidspunkt, da Kaffen blev almindelig Drik. Sagen er stillet paa Spidsen; dog kunde man vel uden Overdrivelse paastaa, at man i Voltaire's Skrivemaade sporer en Beaandelse af Kaffen som hos tidligere Digtere af Vinen. Balzac's Maade at arbejde paa foranledigede ham til at opfriske sine Kræfter under den anstrengende Nattevaagen ved overdreven Kaffedrikken. Han ødelagde sig legemligt derved. En har sagt det træffende Ord om ham: «Han levede af 50,000 Kopper Kaffe og døde af 50,000 Kopper Kaffe.»

Man sporer i hans Værker Arbejdets Rastløshed og Nervernes Ophidselse, men det er sandsynligt at de, roligere udførte, ikke vilde have erholdt eller bevaret dette Liv. En Verdensstads voldsomme Mellemhverandre, den rasende Kappestrid, Hjernearbejdets og Nydelsernes Feber, den store Væverstols søvnløse Susen spores deri; Ilden fra alle hine Arner og Lamper og Esser har meddelt dem sin Flamme. Han levede som i sit Element med Arbejd for sig, bag sig, om sig, saa' som Sømanden paa visse Rejser kun Hav, saa vidt hans Syn rakte, kun sit Arbejd,

I de sidste sytten Aar af hans Liv blev hans Flid afbrudt og oplivet ved det aandelige Samkvem med en langt fra Paris boende Dame, hvem han afgav Beretning næsten om hver Dag der gik. Romanen Albert Savaras fremstiller i let Forklædning dette Forhold.

En ung polsk Grevinde, Fru Evelina Hanska, dengang 26 eller snarere 28 Aar gammel, havde i Februar 1832 anonymt sendt 175 Balzac et Brev, hvori hun takkede ham for hans Skrifter og søgte at paavirke ham i aandig Retning. Heraf udspandt der sig en Brevveksling. Fru Hanska var en fint opdraget og godt begavet Kvinde af Rzewuskiernes berømte Familie; den højtansete polske Forfatter Henryk Rzewuski var hendes Broder. Hun havde en gammel sygelig Mand, en Menneskealder ældre end hun selv, der iøvrigt var rig og sær. Levende i stor Ensomhed paa Landet i Lille Rusland gik hun op i Interesse for Literaturen og Balzac.

En første Sammenkomst imellem dem fandt, uden at de dog mere end et Øjeblik blev alene med hinanden, Sted i Neuchâtel i Schweiz i Begyndelsen af 1833; til en anden og afgørende Sammenkomst, der varede seks Uger, traf de hinanden i December samme Aar i Genf, og der sluttede de den Overenskomst at de, saasnart Grevinde Hanska blev Enke, vilde indgaa Ægteskab med hinanden. Fra nu af mødtes de af og til med Aars Mellemrum, i Østerrig eller Schweiz og stod i uafbrudt Brevveksling med hinanden. Der kan ingen Tvivl være om, at Balzacs Lidenskab for Grevinde Hanska var ualmindeligt dyb, om den end ikke udelukkede, at han havde talrige Forbindelser med Kvinder foruden den med hende. Hun var Stjernen over hans Liv, og det var ham en Trang at skrifte alle sit Aandslivs og alle sit Forretningslivs Tildragelser for hende.

Hun elskede ham visselig igen med hedt Blod og tilfredsstillet Forfængelighed, men, som Balzacs Breve til hende viser, paa den slette Maade, at hun saa at sige i hvert eneste Brev pinte ham med de Anklager, hendes lidenskabelige Skinsyge indgav hende. Balzac var allerede begyndt at kølnes, da en længere Sammenkomst, som Grevinde Hanska i Aaret 1835 foranstaltede mellem dem i Wien, atter fik hans Lidenskab til at blusse op. Der gik dog nu mange Aar uden at de mødtes, og ved Aaret 1841 trak Fru Hanska sig noget tilbage fra ham, behandlede ham i sin Mistænksomhed med en vis Kulde og synes, da hun endelig ved Grev Hanski's Død (November 1841) blev fri, ikke at have næret noget ret levende Ønske om nu saa sent at ægte Balzac. Den gamle Aftale stod ligefuldt ved Magt og Balzac havde ikke noget højere Ønske end endelig at ægte sin Elskede. Men Fru Hanska holdt sig tilbage. De saas først paany i 1843 i St. Petersborg, derefter 1845 i Paris og i 1847 i hendes Hjem i Vierzchovnia, hvor Balzac opholdt sig ogsaa i 1848 og hele 1849. Men først i 1850, da Balzacs Helbred allerede var undergravet, indvilligede 176 Fru Hanska i Ægteskabet. En ved den mangeaarige Overanstrengelse fremkaldt dødelig Hjertesygdom kom til Udbrud endnu før Brylluppet i Berditsjev blev fejret. Ægteparrets Samliv var kort. I Marts 1850 stod Brylluppet, tre Maaneder senere var Balzac et Lig. Balzac havde ladet et smukt Hus indrette for sig i Paris. Man mindedes blandt hans Venner det tyrkiske Ordsprog: Naar Huset er færdigt, kommer Døden.

Dog saa kort som Parrets ægteskabelige Samliv var, det var langt nok til at Balzac forstod, hvor stærkt han havde taget fejl af den Kvinde, han i saa lang en Aarrække havde forgudet og altid behandlet som et højere Væsen. Hun synes at have været en ret hjerteløs og højst uordenlig Skabning, hvis ungdommelige Lidenskab for den store Forfatter helt var fordampet. I Victor Hugos efter Digterens Død udkomne Bog Choses vues fortæller han, at han urolig over Rygterne angaaende Balzacs Sundhedstilstand i Juni 1850 selv indfandt sig for at se til den Syge. Der blev lukket op for ham af en Pige, som sagde: «Herren er opgivet. Fruen er gaaet ind til Sit». Hugo trængte da ind i den Døendes Sovekammer, hvor, siger han, en gammel Kone, en Sygeplejerske og en Tjener stod op paa begge Sider af Sengen. Den gamle Kone var Balzacs Moder. Hans Kone var ikke tilstede i hans Dødsstund.

Det er vanskeligt at bestemme hendes Indflydelse paa Balzac som Romandigter, der iøvrigt neppe var af Betydning. Man skylder hendes Paavirkning den taagede Swedenborgske Roman Séraphita og den line, forstandige Fortælling Modeste Mignon.

Døden kom, da Balzac stod paa sit aandelige Højdepunkt.

Aldrig havde han skrevet bedre, dybere Bøger end i de sidste Aar af sit Liv. Han stod derfor ogsaa paa Højden af sit Ry. Det var langsomt steget. Da han havde skrevet en Snes Romaner uden endnu at have vundet en mere udbredt Anerkendelse, begyndte Talenterne af den yngre Slægt at nærme sig ham og følge hans literære Løbebane med Deltagelse. Han anbefalede dem Flid, ensomt Liv og (kun halvt for Spøg) Kyskhedsløfte, hvis de vilde drive det til noget i Literaturen - han tillod Breve til den elskede Genstand, «fordi de dannede Stilen». Det undrede dem at høre disse Raad af en Mand, hvis Bøger regelmæssigt af Pressen modtoges med et i alle Tonarter varieret Skraal over deres Usædelighed; de vidste endnu ikke, at dette altid er den literære Afmagts første og sidste Injurie mod det, 177 som i Literaturen har Livskraft og Mandskraft. Trods alle Angreb fik hans Navn stedse fuldere Klang; det var ved hans Død nær ved at gaa op for de Samtidige, at de i Balzac havde en af de sande store Skribenter, der præger en Kunstart med deres Aand. Han havde ikke blot grundlagt Romanens moderne Form, men som ægte Søn af et Aarhundrede, i hvilket Videnskaben har trængt sig stedse dybere ind i Kunsten, indvarslet en Iagttagelsesmaade, som kunde tilegnes og anvendes af andre. Hans Navn var allerede i og for sig stort; men den, som stifter en Skole, hans Navn er Legio.

At han dog i sin Levetid ikke naaede sit fulde Ry, det beror blandt andet paa to forskelligartede Mangler ved hans Værker.

Hans Stil var usikker, undertiden plat, undertiden svulstig, og Manglen paa Stil vejer altid tungt, fordi det, der adskiller Kunsten fra Ikke-Kunst, netop er den Udelukkelse og Banlysning af alt Omtrentligt, hvilken man kalder Stil. Denne Mangel var især de retorisk saa fint følende Franskmænd en Forargelse. Men efter Balzac's Død trængte hans Værker ogsaa igennem i Udlandet, og her blev hin vægtige Mangel fundet yderst ringe og let. Hvem der forstaar et Sprog godt nok til at kunne læse det, men ikke nøje nok til at kunne paaskønne enhver sproglig Finhed, han tilgiver let stilistiske Synder, naar sjældne og fængslende Egenskaber bøder paa dem. Men saaledes var netop Europas store, romanlæsende Publikum stillet. De dannede Italienere, Østerrigere, Polakker, Russere osv. læste med ublandet Fornøjelse Balzac og tog ringe Anstød af Brist eller Bræk i hans Formgivning. Hermed skal dog ikke være sagt, at disse Lyder ikke vil skade hans Værkers Bestaaen. I Tidernes Løb bestaar intet Formløst eller kun delvis Formet. Den uhyre Comédie humaine vil (som det 10,000 Stadier lange Maleri, om hvilket Aristoteles siger, at det ikke mere vilde være noget Kunstværk) af Eftertiden ikke blive opfattet som et enkelt Digterværk, og Brudstykkerne af dette Hele vil kun opnaa Varighed i Verdensliteraturen i samme Forhold som de er kunstnerisk fuldendte. Som blot kulturhistorisk Stof vil man efter Aarhundreders Forløb neppe opsøge dem.

Til Formens Mangler kom hos Balzac det rene Idé-Indholds langt større Svaghed. Han kunde ikke i levende Live blive fuldt anerkendt, fordi han kun som Digter var stor; man havde vænnet sig til i Digteren at se en aandelig Fører, og Balzac var ingen 178 Hans blivende Mangel paa Forstaaelse af sin Tids religiøse og sociale Frigørelsesideer, der saa tidligt greb George Sand, saa stærkt Victor Hugo og Lamartine og mange andre, formørkede Indtrykket af hans store Evne som Menneskesjælens Naturforsker. Hans politiske og religiøse Lærdomme, der hyldede den enevældige Kongemagt og den katolske Rettroenhed virkede afskrækkende paa mange. I Begyndelsen smilede man vel, naar den sanseligt og reformatorisk anlagte Romandigter beraabte sig paa den hvide Fanes Dogmatikere, Joseph de Maistre og Bonald; lidt efter lidt saa man, at han var fuldstændigt uklar.

Hans Væsens stærke Sanselighed og hans Fantasis tøjlesløse Kraft førte ham til Mystik i Videnskaben som i Religionen. Den dyriske Magnetisme, der omtrent fra 1820 af spiller saa stor en Rolle i Literaturen, var som Forklaringsgrund til hvad der gik for sig i Sjælene Genstand for hans særlige Forkærlighed. I La Peau de Chagrin, Séraphita, Louis Lambert bestemmes Viljen som en Kraft lig Dampen, som «et Fluidum, der efter eget Tykke kan ændre Alt, endog Naturens ubetingede Love». Balzac var til Trods for sin Aands moderne Hang, Romantiker nok til at tro paa Synskhed og til overhovedet at helde ti «de hemmelige Videnskaber». Den Tiiløjelse er dog kun billig, at han omvendt trods det Præg, han modtog af Romantikens Tidsalder - som Victor Hugo sagde det ved hans Grav - «hvad enten han vidste og vilde det eller ej, hørte til de revolutionære Skribenters stærke Race.»

Han var af Natur og Opdragelse anvist paa at forstaa Livets Fylde og i denne Forstaaen nyde den. Men allerede som ung indviet i Samfundsfordærvelsen, saa han sig forskrækket og ordenskær om efter Tøjle og Bidsel for den forvildede Menneskehed og fandt ingen anden end den én Gang oprettede Kirke. Derfor hos Balzac den tit saa pinlige Modsigelse mellem sanselige og asketiske Tendenser, især hvor han drøfter Forholdet mellem de to Køn; det er denne Kontrast, der gør, at Romanerne Le lys dans la vallée, som han holdt for sit Mesterværk, og Les mémoires de deux jeunes mariées virker saa urent og ubehageligt. Deraf fremdeles den hos ham altfor hyppigt forekommende Modsigelse mellem den filosofiske Grundanskuelse og det kirkelige Sigte. I Fortalen til sine samlede Værker erklærer han først, at Mennesket i og for sig hverken er godt eller slet, og at Samfundet altid kun gør det bedre, ytrer sig altsaa ubevidst saa skarpt som muligt mod Kirkens Grundopfattelse af 179 Menneskehedens Fordærvethed ved Synden; faa Linjer længere nede priser han Katolicismen som «det eneste fuldstændige Undertrykkelsessystem af Menneskehedens fordærvede Tilbøjeligheder», og fordrer, at den hele Undervisning skal lægges i Gejstlighedens Hænder. Overbevisningen om hine «fordærvede Tilbøjeligheder» førte ham saa til at betragte og skildre Menigmand, Tyendet, Bønderne næsten kun som de Besiddendes fælles Fjende (man se hans komiske Patos mod Tjenestefolk i Cousine Bette, hans Bønder i Les Paysans) og han behagede sig selv i Udfald mod Folket og Folkevælden, de Liberale, de to Kamre, den parlamentariske Regeringsform til Bedste for Kirkemagt og Enevælde.

Med alle hans store og glimrende Fortrin fattedes der ham et Noget, for hvilket de Franske nærmest har Ordet culture, men som vi kalder Dannelse; det skortede ham paa rolig Dannelse eller nøjagtigere: den Ro, som betinger Dannelsen, havde hans rastløse, bestandig fantastisk frembringende Aand aldrig nydt.

Men han besad hvad der for Digteren er vigtigere, et sandhedselskende, i Dybet gaaende Geni. Den, som kun søger det Skønne, han skildrer af den menneskelige Vegetation kun Stammen og Kronen; Balzac har afbildet den menneskelige Plante med dens Rødder, og det var ham fremfor alt magtpaaliggende at udfelde Røddernes Netværk, Plantens underjordiske Liv, der betinger det overjordiske, i hele dets Ejendommelighed for Øjet. Hullerne i hans kunstneriske og aandelige Dannelse kan ikke hindre Efterverdenen i at anerkende hans Geni.

XVIII

Side om Side med Balzac ses fra vore Dages Synspunkt en anden fransk Forfatter, hvem i Datiden Ingen faldt paa at sidestille med ham og hvis literære Tilværelse var lige saa ubemærket og tilbagetrukken som Balzac's var larmende og pladsoptagende. Af de Samtidige ydede mærkeligt nok kun Balzac ham en fuld og ubeskaaren Anerkendelse. Det er Henri Beyle. Nutildags staar for den yngre Slægt i Frankrig Beyle og Balzac som et hinanden fuldstændiggørende Par lige saa utvivlsomt som Lamartine og Victor Hugo. Sammenstillingen af de to Skribenter kan forsaavidt synes besynderlig, som den ene har skrevet vel hundrede Romaner, den anden nogle faa og kun to større; 180 men disse sidste Bøgers Værdi er saa overordenlig, at den sætter deres Forfatter i lige Rang med Ophavsmanden til den moderne Roman, og blandt Beyle's øvrige (biografiske, teoretiske, kritiske, rejsebeskrivende) Skrifter - han har i Alt efterladt en Snes Bind - er der enkelte, som har udøvet en lige saa stor literær Indflydelse som hans digteriske Arbejder.

Til Balzac forholder Beyle sig som en overvejende Aand forholder sig til en iagttagende, som en Tænker i Kunsten forholder sig til en Seer. Vi ser Balzac's Personer ind i Hjertet, ind i den «Lidenskabens dunkle Purpurmølle», der er Drivkraften i dem; Beyle's Personer styres ud fra Hovedet, «det aabne Lysog Lyd-Rum»*); det ligger i at Beyle selv var en Logiker, som Balzac en sprudlende rig, animalsk Natur. Til Victor Hugo forholder Beyle sig omtrent som Leonardo da Vinci forholder sig til Michelangelo. Hos Hugo opstaar af en plastisk Fantasi en Menneskehed, der overjordisk kolossal og muskuløs er fastholdt i en evigt kæmpende og lidende Stilling, hos Beyle oprinder af en hemmelighedsfuld, sammensat og forfinet Intelligens en lille Række af Mands- og Kvindehoveder, der ved deres dybe og gaadefulde Udtryk, deres dragende, besnærende, søde og forbryderiske Smil virker og fængsler magisk. Vistnok staar Michelangelo lige saa skyhøjt over Victor Hugo som Leonardo over Beyle, men ligesom Hugo nærmer sig til Stilen i Michelangelo's Moses, saaledes har Beyle's Hertuginde af Sanseverina et Slægtskab med Leonardo's Mona Lisa, og i Forholdet er der trods de store Italieneres umaadelige Overlegenhed ikke ringe Lighed. Beyle er Ideologen blandt Datidens franske Skribenter som Leonardo Ideologen blandt Renæssancens store Malere.

Vi har allerede truffet paa Beyle som en af Høvdingerne i de Forpostkampe, der var rettede mod den vedtagne franske Tragediestil og mod det i den klassiske Lejr hyldede Fædrelanderi, der underkendte de fremmede Literaturer blot som fremmede. Han var i hine Fægtninger en af dem, der først brød Vej og skaffede Luft. Ingen tilføjede Kejserdømmets Literatorer føleligere Nederlag end denne Forfatter, der i visse Maader helt og holdent var Kejserdømmets Mand. Allerede den Omstændighed giver nemlig Beyle en fremragende Særstilling i den romantiske Gruppe, at han er den eneste af 1830-Aarets store Skribenter, * 181 som har gjort Kejsertiden med. Ind i Tidsalderen rager med Alt, hvad han har frembragt, denne ene Mand, der har set Slaget ved Marengo og Indtoget i Milano, Slaget ved Jena og Indtoget i Berlin, og som har oplevet Moskvas Brand og Tilbagetoget gennem Rusland. Han alene blandt dem alle har vekslet Ord med Napoleon, ligesom han alene iblandt dem har omgaaedes Byron. Han er kun et Aar yngre end Nodier; men medens denne som Forløber ikke var stort mere end en Herold, hvis Fanfarer forkyndte og vakte, var Beyle som Forløber en kampdygtig Rytter med Spyd og Fane, en af de Ulaner, der ganske ene indtager en Stad. Som i Nodiers aandelige Liv den franske Revolution var den store Kendsgerning, der beherskede Alt - han kunde ikke blive træt af at skildre dens ledende Mænd og dens Ofre, dens Fængselsliv, dens Sammensværgelser, dens hemmelige Selskaber osv. - saaledes var i Beyle's aandelige Liv Napoleons Løbebane og Fald den afgørende Kendsgerning. Marie Henri Beyle fødtes i Grenoble 23. Januar 1783 i en Familie, der tilhørte den højere Borgerstand, Retsadelen. Kun otte Aar gammel mistede han sin Moder, følte Tabet og vendte i sine Tanker bestandig tilbage dertil. Faderen var indesluttet, gav sig ikke af med sine Børn, behandlede dem med den yderste Strenghed og overlod Sønnens Opdragelse til fattige Gejstlige, hvilke Drengen gav sig til at afsky som Tyranner og Hyklere. Der udviklede sig tidligt mellem ham og Faderen et sandt Had, som aldrig ophørte. Fra Morfaderen, en yderst dannet Læge, og dennes Hus, blev der Drengen alt det Gode til Del, som han i sin Barndom lærte at kende, men saa strengt blev ligefuldt Faderens grusomme Ledetanker for Opdragelsen fulgte, at Henri i Fjortenaarsalderen endnu ikke kendte flere end to eller tre jævnaldrende Børn. Denne Dreng, i hvem der laa Spirerne til en dyb Oprindelighed, i hvis Naturanlæg en haardnakket Selvstændighed var et Grundtræk, hvis Sindelag medførte en heftig, efter ualmindelige Handlinger tørstende Energi og i hvem et tidligt vakt, glødende Sanseliv allerede var i Udbrud, blev underkastet et saa stærkt, saa vedholdende saa ubøjeligt og ubetinget Opdragelsestryk, at den lidenskabeligste indre Revolte maatte blive Følgen. Da Abbeder, som levede i stadig Angst for Revolutionen og dens Følger, opdrog Drengen til kongetro Katolik, blev Ynglingen naturnødvendigt revolutionær, Bonapartist og Fritænker i Ordets videstgaaende Mening. Men den uafbrudte 182 Strid mellem hans Slægtninges Vilje og hans egne Ønsker avlede desuden Mistillid, en Mistro til Menneskene saa dyb, at den aldrig mere udslettedes af hans Sind. Og til Angsten for at bedrages eller at holdes for Nar af Andre til Fordel for dem kom snart Frygten for at skuffe sig selv og derigennem Vanen til bestandig at være paa sin Post, stadig Selvpaapasning og Selvkontrol.

Der var i hans Væsen Noget, der lader sig udlede af den Provins, i hvilken han fødtes og i hvilken hans Familie bevislig havde været bosat et Par hundrede Aar. Beboerne af Dauphiné er livlige, haardnakkede, ræsonnerende, lige forskellige fra Provençalerne i Syd og Pariserne i Nord. Provençaleren giver sine Følelser et larmende eller veltalende Udtryk, han bander og skælder ud, naar han er vred eller krænket; Pariseren er høflig, vittig, overfladisk og glimrende. Karaktererne i Dauphiné har en særegen Haardnakkethed; de er paa engang dybe og fine; de gemmer paa en Krænkelse og hævner den, men giver sig aldrig Luft i Skældsord. I Beyle's Familie hed det, at Slægten paa mødrene Side stammede fra Italien; Beyle's Moder læste ogsaa Dante og Ariosto i Grundsproget, hvad dengang var noget højst ualmindeligt for en Provinsdame, og man kunde maaske forklare hans egen lidenskabelige Forkærlighed for det italienske Væsen allerede deraf. Dauphiné var jo forøvrigt lige til 1349 en fra Frankrig adskilt og i sin Politik halvt italiensk Stat. Beyle indbildte sig desuden, at Ludvig den 11te, der som Tronfølger i flere Aar styrede Landet, havde meddelt Indbyggerne Noget af sit omsigtige Geni, der altid var paa sin Post mod den første Indskydelse. Hvor usandsynligt dette end er, saa er selve Antagelsen betegnende nok.

Omgivelserne uddybede tidligt det Præg af Mistro, som Hjemmet havde givet Henri Beyle. Da han endelig opnaaede den saa længe eftertragtede Frihed, det vil sige: blev sat i en Skole som andre Drenge, ventede en stor Skuffelse ham. Den lille stærke, tæt og svært byggede Dreng med det livlige Blik og det talende Aasyn, der paa Grund af sin faste Gang, sine herkuliske Lemmer og sit runde Herkules-Hoved i Skolen fik Tilnavnet «det vandrende Taarn», var tiltrods for det ironiske Træk om Munden en Sværmer. Han fandt i Skoledrengene ikke de muntre, elskværdige og ædelsindede Kammerater, som han havde forestilt sig, men istedenfor en Bande højst egenkærlige Hvalpe. 183 «Denne Skuffelse,» sagde han, da nan engang fortalte sin Ven Colomb derom, «har gentaget sig i Løbet af hele mit Liv.» «Jeg havde,» fortsatte han, «heller intet Held med mig overfor mine Kammerater; jeg indser nu, at jeg dengang besad en meget latterlig Blanding af Hovmod og Trang til at more mig. Jeg besvarede da de andre Drenges hvasseste Selvsyge med mine spansk adelige Æresbegreber, og jeg var halvt fortvivlet, naar de legede indbyrdes og lod mig staa.» Man sammenligne disse Ord med den unge Fabrice's bitre Skuffelse (i La Chartreuse de Parme fra 1839), da han under Slaget ved Waterloo beder Soldaterne, han møder, om et Stykke Brød og affærdiges med en Vittighed: «Dette haarde Ord og den almindelige Grinen, der fulgte, overvældede Fabrice. Krigen var da altsaa ikke hint ædle og fælles Opsving af Aander, der elskede Hæderen over Alt, saaledes som han havde tænkt sig den efter Napoleons Proklamationer!» Man kan let forestille sig, hvilke Erindringer om vilde Udbrud af dyrisk Egenkærlighed Beyle havde samlet under sine Felttog; ud fra dem har han øjensynligt formet Fabrice's Erfaringer. Han har fra først af dannet sig for ophøjet et Begreb om Kammeratskabsfølelsen mellem Soldater som mellem Skoledrenge.

Omtrent fra 1798 lagde han sig med Lidenskab efter Matematik, og det, som han sagde sine Venner, af den betegnende Grund, at han, der afskyede Hykleri, fandt Hykleri i andre Videnskaber, men ansaa det for umuligt i Matematiken. En Del bidrog vel ogsaa til hans Iver det straalende Ry, som netop paa hin Tid udgik fra den unge franske General i Italien, hvem Matematiken gennem Artillerividenskaben havde ført fra én Sejr og Triumf til en anden.

Efter at have endt sine Studier ankom han til Paris den 10de November 1799 netop Dagen efter den 18de Brumaire. Han havde et Anbefalingsbrev til Familien Daru, der var nært i Slægt med hans Forældre, og da Pierre Daru efter Statskupet blev udnævnt til Generalsekretær for Krigen og til Inspektør over Revuerne, knyttede denne Beyle til sit Ministerium. Jeg tror at finde en Erindring om hin Volontærstilling hos Daru i Julien's Ansættelse hos Grev de la Mole (i Rouge et noir). Colomb fortæller, at Beyle en af de første Dage, da Daru dikterede ham et Brev, adspredt kom til at skrive cela med to l'er og modtog en spøgende, men derfor ikke mindre ydmygende Irettesættelse derfor; det samme Træk findes nøjagtigt i Romanen. Ikke 184 desmindre var Daru øjensynligt en ganske anderledes fintfølende og elskværdig Beskytter end Hr. de la Mole og han blev fra først til sidst den unge Beyle en trofast Velynder og Hjælper. Det var et Spil af Skæbnen, at denne Mand, der ved Siden af sin overordenlige Begavelse for Krigsvæsenets Forvaltning besad fremragende literære Talenter og som ved sin Horats-Oversættelse og sin historiske Prosa er et godt Udtryk for Kejserdømmets literære Stil ligesom han overhovedet var et Slags Midtpunkt for dets Skribenter, næsten under alle sine Felttog havde i sin nærmeste Nærhed en af Banebryderne for det følgende Tidsrums Literatur, naturligvis uden at ane de Evner hos sin Underordnede, som denne selv heller ikke endnu kunde være sig fuldt bevidst.

Da Daru og hans yngre Broder under Carnot som Krigsminister havde forberedt det mindeværdige Felttog i Italien Aar 1800 og efter Befaling begav sig ned til Hæren, opfordrede Brødrene Beyle til at støde til dem dernede uden at de dog endnu kunde give ham nogen bestemt Bestilling. Den syttenaarige Yngling, der med sit i lige Grad energiske og poetiske Sindelag kun drømte om Bedrift og sværmede for den første Konsul, lod sig det ikke sige to Gange. Han pakkede en Snes betydelige Forfattere i sin Vadsæk, rejste til Genf, besteg der, uden nogensinde at have lært at ride, en Hest, Daru havde efterladt som syg og der nu var i Bedring, og red den 22de Maj, to Dage efter Bonaparte, under mange Vanskeligheder over Sankt Bernhard. I de første Dage af Juni naaede han Milano, den By, hvor han skulde lære Livsglæden at kjende, og som bestandig skulde indtage saa stor en Plads i hans Forestillingskres; han blev Vidne til den Storm af Jubel og Henrykkelse, der hilste Afrystelsen af det østerrigske Aag, og den 14de Juni deltog han som Amatør i Slaget ved Marengo. Efter nogle Maaneder at have været ansat ved Intendanturen traadte han - som en pudsig Anmærkning til 5te Kapitel af Rouge et Noir minder Læseren om - ind i det sjette Dragonregiment som Vagtmester, blev ved Romanego udnævnt til Underløjtnant og som saadan snart derefter til Adjutant hos General Michaud. Han udmærkede sig i alle de følgende Træfninger, særligt ved Castel-Franco, baade ved sit Mod og ved den Iver, Nøjagtighed og Forstand, hvormed han udførte de forskellige Hverv, der blev ham overdragne. Vil man have et tydeligt Billede af den unge Beyle's Følelsesliv som Tilskuer 185 til Slaget ved Marengo behøver man øjensynligt kun at studere Fabrice del Dongo's barnligt sværmeriske og heltemodige Stemninger som Tilskuer til Waterlooslaget. Denne Skildring skylder utvivlsomt den tro Gengivelse af personlige Oplevelser en Del af sit uforlignelige Mesterskab. Hint Tidsrum, der begynder med Ynglingens Ridt over Alperne og som ender med hans Udtræden af Hæren efter Freden ved Amiens, var i Beyle's Erindring den fuldkomne Lykkes Tid i hans Liv, rig paa brogede, romantiske Indtryk, en Tid, der rummede forvoven Bedrift, en pudsig Duel, ungdommelige Kærlighedshistorier, Bivuaklivets og Selskabslivets Poesi i et dejligt Land, hvor de fremmede Sejrherrer af en sorgløs, naivt lidenskabelig Befolkning, hvem ingen Skrupler hindrede i at stille sin Glædestørst, hilstes som Befriere og Helte.

Da han fra denne sin første store Udflugt vendte hjem til Grenoble, hvor Alt var ved det Gamle og hvor hans Familie nærede Ærefrygt for Alt, hvad han foragtede, medens den afskyede Alt, hvorfor han nærede Begejstring, fik det unge Brushoved efter en Række voldsomme Sammenstød Tilladelse til at tage Ophold i Paris. Her studerede han Montaigne, Montesquieu og det 18de Aarhundredes Filosofer, særlig Cabanis og de Tracy, hvem han mange Aar senere skulde lære fortroligt at kende, men hvis Ideologi alt fra hans tidligste Ungdom af var Genstand for hans mest levende Beundring. Han tog desuden Undervisning i Engelsk.

Dette rolige Studereliv, der varede et Par Aar, afbrødes ved et snurrigt Mellemspil. I 1805 forelskede Beyle sig under et Ophold i sin Fødeby i en ung smuk Skuespillerinde der, og da han som genelsket ikke kunde tænke sig at leve adskilt fra sin Skønne, men denne snart derefter blev ansat i Marseille, havde han intet andet Middel til at følge hende derhen end det at indtræde som Kommis i en større Kolonialvareforretning der i Staden. I det Aar, hans Lidenskab varede, følte han sig lykkelig paa sin Kontorstol, men da Skuespillerinden pludselig giftede sig med en Russer, vendte Beyle tilbage til Paris og fulgte en Opfordring fra Martial Daru til at følge ham til Hæren. Han havde netop genoptaget sine literære Arbejder, men tog dog imod Tilbudet, var med i Jenaslaget, deltog i Napoleons triumferende Indtog i Berlin og udnævntes til Intendant over Kejserens Krongods i Brunsvig. I denne Stilling lærte han i de to følgende Aar noget Tysk og nogen tysk Literatur at kende og udmærkede 186 sig vea sin Tjenstiver. Han skulde udskrive en Krigsskat paa fem Millioner, istedenfor udskrev han syv; det var hvad man dengang kaldte at have den hellige Ild. Da Kejseren hørte derom, spurgte han, hvilken Auditør der havde gjort det og sagde «Det var godt gjort». Beyle indlagde sig iøvrigt Ære paa andre mere tiltalende Maader. I 1809 var han med Levnedsmidlerne og de Syge bleven efterladt i en lille tysk By, der saasnart Garnisonen havde forladt den, lod Stormklokken gaa for at plyndre Forraadskamrene og angribe Hospitalet. Officererne tabte Hovedet, men Beyle lod dem, der var i Bedring, de Saarede og Syge, Alt hvad der kunde være oven Senge, bevæbne, stillede de afmægtigste paa Post i Vinduerne, som han lod forvandle til Skydeskaar, og foretog med de øvrige i broget Flok et Udfald, der spredte Opløbet.

Han fulgte Hæren til Wien, blev anvendt ved de Underhandlinger, der gik forud for Napoleons Ægteskab med Marie Louise, udnævntes til Inspektør over Kronens Bygninger og dens Formue i rørligt Gods, havde som saadan Adgang til Hoffet og blev forcstilt for Kejserinden.

Efter et nyt Ophold i Milano opnaaede han i 1812 Tilladelse til at gøre Felttoget mod Rusland med. Han havde allerede i de tidligere Kampagner følt sin Æventyrlyst mere end tilfredsstillet, havde væmmedes og lidt ved Synet af de mange Lig og havde, naar hans Vognhjul skar igennem de Faldnes Indvolde trængt til at rive sig løs igennem et Fantasiliv og skrevet hjem efter poetisk Læsning. Men Krigen fristede ham stedse paany. Vi ser ham, der senere skulde nedlægge saa fine og dybe Iagttagelser over Folkeforskellighederne i sine Bøger, under den store Armé's Overgang over Njemen studere Udseendet og Sindelaget hos de forskellige Racer, af hvilke den bestod. Man føler hvilken Adgang til de lærerigste og mest befrugtende Erfaringer Deltagelsen i et saadant Tog og Synet af en saadan Hær maatte byde den tilkommende Forfatter. Alligevel har han allerede i Smolensk nok. Han skriver derfra:

«Hvor et Menneske dog forandrer sig! Den Tørst efter at se Nyt, som jeg i gamle Dage havde, er ganske slukt; siden jeg har set Milano og Italien, frastøder Alt mig ved sin Plumphed. Vil du tro, at uden nogensomhelst personlig Grund er jeg undertiden paa Nippet til at fælde Taarer. I dette Ocean af Barbari ikke en Tone, der stemmer med min Sjæl! Alt er grovt, skident, 187 stinkende i bogstavelig og overført Forstand. Jeg har kun havt en Smule Fornøjelse ved at lade en Fyr, der er saa musikalsk som jeg katolsk, spille lidt for mig paa et forstemt Piano. Ærgerrighed har ikke mere nogen Magt over mig; det smukkeste Ridderbaand vilde ikke synes mig nogen Oprejsning for hvad jeg døjer. Jeg forestiller mig de Højder, som min Aand bebor - hvor den udkaster Bøger, hører Cimarosa og elsker Angela i et smukt Klima - som yndige Høje; langt fra dem nede i Slettelandet ligger de giftige Sumpe, i hvilke jeg nu er sunket ned . . . Vil du tænke dig, at jeg har en stor Fornøjelse af at sysle med de officielle Dokumenter, der angaar Italien. Jeg har havt to eller tre italienske Forretningsanliggender, der, selv efter at de var ordnede, har beskæftiget min Indbildningskraft som en Roman.»

Den samme Dobbelthed i hans Væsen, Trangen til at sysselsætte Indbildningskraften og Driften til at handle og se Handlinger, spores i hans Dagbog fra Moskvá. Under Branden skriver han: «Ilden nærmede sig hurtigt det Hus, vi havde forladt. Vore Vogne blev fem, seks Timer staaende paa Boulevarden. Ked af denne Uvirksomhed gik jeg hen at se paa Ilden og blev en Time eller to hos Joinville ... vi drak en Flaske Vin som gav os tilbage til Livet. Jeg læste nogle Linjer i en engelsk Oversættelse af Paul og Virginie, som midt under den almindelige Plumphed gengav mig en Smule aandeligt Liv».

Beyle blev under det forfærdelige Tilbagetog gennem Rusland udnævnt til Generaldirektør for Forsyningen af de tre Pladser Minsk, Vitebsk og Mohilof; han indlagde sig særlig Fortjeneste ved Orcha idet han der skaffede Hæren Levnedsmidler for tre Dage, de eneste Levnedsmidler, den fik mellem Moskva og Beresina. Den Koldblodighed og Fasthed, som fra hans tidligste Ungdom havde været ejendommelig for ham, forlod ham ikke her. Det er tit fortalt, hvorledes han paa en af de værste Dage, da han vel raget og omhyggelig paaklædt meldte sig hos sin Chef Daru, modtog Artigheden: «De er en modig Mand, Hr. Beyle, De har barberet Dem idag».

Han mistede paa Tilbagetoget Alt, sine Heste, sine Vogne, sit Rejsetøj og sine Penge; ja selv de Nødskillinger, med hvilke han havde anset det for rigtigt at forsyne sig, gik tabt. Ved hans Afrejse havde hans Søster erstattet alle Knapperne i en af hans Overfrakker med Tyve- og Fyrretyve-Francs Stykker, der 188 omhyggeligt blev overtrukne med Klæde. Ved Hans Hjemkomst spurgte hun ham, om disse Penge var komne ham til Nytte. Med megen Møje huskede han saa, at han havde foræret en Opvarter etsteds i Nærheden af Vilna denne Overfrakke som udslidt. Dette Træk er betegnende, fordi Beyle, der lige saa gerne vilde være Diplomat som Poet, paa en Gang var yderligt forsigtig og yderligt glemsom.

Han indtraadte paany i sit Embede i Paris; han fulgte i 1813 Kejserens Hovedkvarter til Mainz, Erfurth, Lützen, Dresden; han blev Chef for Intendanturen i Schlesien. Saa tyede han med svækket Helbred ned til Comosøen, til den Egn, hvor han bestandig søgte hen som til Lyksalighedens Ø, og som sædvanlig udfyldte her en kær Lediggang de Pauser, en lykkelig Kærlighed levnede ham. Han havde endnu en Virksomhed under Napoleons Forsvar i 1814; men med Napoleons Fald var hans Forhaabninger i udvortes Forstand forbi. Han mistede Alt, sit Embed, sine Indtægter, sin Samfundsstilling, sine Udsigter, bar Tabet ikke blot uden Klage, men med Munterhed, tog med filosofisk Ligevægt sit Parti og var fra nu af Verdensborger, Kunstelsker, Dilettant og Forfatter.

Fra 1814 til 1821 beboede Beyle med en enkelt Afbrydelse i 1817 sit kære Milano. Han forlod det end ikke i de hundrede Dage, eftersom han ansaa Napoleons Sag for tabt. Lidenskabeligt indtaget i den italienske Musik og Sang som han var, tilbragte han lykkelige Aftener i La Scala Teatret og gjorde i Stadens ypperste Krese, i Grev Porro's Hus, i Lodovico de Brême's Teaterloge Bekendtskab med Italiens Digtere og Frihedsmænd, Silvio Pellico, Manzoni o. s. v., desuden med saa berømte Rejsende som Byron, Fru de Staël, Wilhelm Schlegel, overhovedet med en hel Række af Englands og Tysklands mest fremragende Personligheder: af en flereaarig Kærlighedsforbindelse, i hvilken han med sin Evne til at fornemme Lykken følte sig fuldstændigt lykkelig, blev han pludselig udrevet, da i Sommeren 1821 det østerrigske Politis iøvrigt aldeles grundløse Mistanke over Hals og Hoved fordrev ham fra Staden som Carbonaro.

Han ankom sønderknust til Paris, og det var under det overvældende Indtryk af sin Sindslidelse ved at være adskilt fra den Kvinde, der var ham kærest, at han gav sig til at skrive sin berømte Bog Om Elskov. Hidtil havde han blot udgivet sine Biografier af Haydn og Mozart, der endda kun er 189 Bearbejdelser af italienske og tyske Skrifter, og sin Histoire de la peinture en Italie, som i ydmygtstolte Udtryk blev Fangen paa St. Helena tilegnet; ingen af disse Bøger havde gjort den ringeste Opsigt; den sidste erhvervede ham imidlertid Filosofen de Tracy's Velvilje og Venskab, og Beyle, der fra først af følte sig fuldstændig isoleret i Paris, hvorfra en Del af hans gamle Omgangsvenner under Kejserdømmet var landsforviste, medens andre havde forskertset hans Agtelse ved Kryberi for de nye Magthavere, traf hos Tracy Blomsten af Datidens gode Selskab, Lafayette, Greven af Ségur, Benjamin Constant, medens han samtidig i den berømte Sangerinde Giuditta Pasta's og nogle lignende Huse traf sammen med den opvoksende Slægt af Skribenter, Mænd som Mérimée, Jaquemont o. s. v. Fra 1821-30 blev Beyle, fraset nogle Udflugter til England og Italien, boende i Paris; fra 1830 af og til sin Død var han paany Embedsmand, Indehaver af en forretningsløs Post som Konsul i Italien først et Aar i Triest, hvor han følte sig ilde tilpas, saa Resten af Tiden i Civita-Vecchia, hvor Opholdet næsten var enstydigt med et Ophold i det nærliggende Rom. Han levede her under den Himmel, han altid havde elsket, og iblandt det Folk, han foretrak, men kedede sig i sin Ensomhed og Ørkesløshed over al Maade. Han var en elskværdig og kundskabsrig Omviser for de Landsmænd, der opsøgte og behagede ham, men han længtes bestandig tilbage til Paris, skønt han med en Rest af Kejsertidens Soldateraand ikke mere betragtede sig som Franskmand, siden Ludvig Filips Regering 1840 i Striden om det orientalske Spørgsmaal uden Sværdslag havde givet tabt overfor Europa. I sine sidste Leveaar var han sygelig. Han døde pludselig af et Slagtilfælde under en Orlov i Paris.*)

* 190

XIX

Henri Beyle er uden Tvivl en af de mest sammensatte Aander i hin rig Tidsalder. Det Grundtræk, som skarpest skiller ham fra hans Omgivelser blandt de franske Romantikere er det, at han i lige Linje stammer ned fra det attende Aarhundrede, særlig fra dets strengt forstandige og Alt af Sanseindtryk udledende Filosofi, saa at der ikke i hans Sjæl, end ikke i en nok saa kort Ungdoms- eller Overgangstid, findes Glimt af den gængse romantiske Pietet for den religiøse Overlevering; han er med en Fasthed, der ikke svigter paa noget eneste Punkt hans Liv igennem, en filosofisk Modstander af Alt, hvad der i den store romantiske Bevægelse var Reaktion mod det attende Aarhundredes Aand. Han har aldrig modtaget ringeste Paavirkning af Chateaubriand eller Fru de Staël - han var hverken Kolorist som den første eller veltalende som den anden - aldrig ringeste Paavirkning af André Chénier eller Hugo eller Lamartine, thi han manglede metrisk Sans og var hverken lyrisk eller patetisk; hans Forbilleder som Romantiker var ikke indenlandske, og hans Troskab mod de af Romantikerne i alle Lande dybt ringeagtede Filosofer Condillac og Helvetius var ubrødelig og urokkelig, selv paa den Tid da Fordømmelsesdommen over dem var almen.

Han var og blev lidenskabelig Ateist; det vil sige: der var i hans Overbevisning om, at Verden ikke styres af nogen Gud Fader, ligesom et Element af Fjendskab mod det Væsen, han ikke troede paa, en Vrede over Jordelivets Rædsler, der fik Luft i det sørgmodigt vittige Ord: Hvad der undskylder Gud, det er, at han ikke eksisterer. Han gik aldrig af Vejen for en Lejlighed til at lægge sin Uvilje mod saakaldt aabenbaret Religion for Dagen. Kom han engang til at skrive «den eneste sande Religion,» forsømte han ikke i Parentes at tilføje: «(Læserens)» og berørte han nu og da den kristelige Moral, forsøgte han gerne at føre den tilbage til den Beregning, «ikke at spise Trøfler for ikke at faa ondt i Maven».

Som Moralfilosof (og som Privatmand) var han en udpræget Epikuræer. Han anerkendte ingen anden Drivfjeder til Handlinger end Selvkærligheden, det vil sige Trangen til Fornøjelse og Frygten for Smerte, og behøvede efter sin Opfattelse ingen anden til Forklaring selv af saakaldte heltemodige Handlinger, 191 eftersom Frygten for Selvforagt *dolgoe O*: Frygten for et Onde er tilstrækkelig til at kaste et Menneske i Vandet for at frelse en Anden. (Se Beyle's Udvikling i det højst interessante Brev af 28. Decbr. 1829). Ved dydige Handlinger forstaar han da Handlinger, der er besværlige for den, som udfører dem, men nyttige for Andre.

Han var helt igennem og udelukkende Sjæleforsker; som iagttagende Turist, som Gransker af gamle Krøniker, som Romanog Novelleforfatter kun Sjæleforsker. Han studerede bestandig kun Menneskesjælen, og han er en af de første Moderne, der førte Historien som Videnskab tilbage til sjælelige Spørgsmaal. Men Videnskaben om Mennesket var i Kraft af hans Lykkemoral for ham Videnskaben om Lykken. Om Lykken drejede alle hans Tanker sig. Ved Karakter forstod han et Menneskes til Sædvane blevne Maade at søge Lykken paa, og naar han blandt de forskellige Racer foretrak den italienske, var det fordi Italiens Mænd og Kvinder syntes ham at gaa sikrest og ad den lige Vej til Lykken.

Som selvstændig, original og lidenskabelig Natur satte han som første Betingelse for Lykken den at være sig selv. Igennem hans Skrifter klinger i talløse Variationer den Opfordring til Læseren: Nær Mistillid! Tro kun hvad du har set, nær ikke Beundring for Noget, der ikke morer dig selv, og antag paa Forhaand altid, at din Næste er betalt for at lyve! Hans i det Uendelige gentagne Indvending mod de Franske er den, at de er altfor forfængelige til at kunne lære Glæden at kende, eller rettere, at de ikke er modtagelige for højere Glæder end Forfængelighedens, hvilke han for sin Del skatter meget lavt. Efter hans Opfattelse spørger Franskmanden uophørligt sin Nabo, om han selv føler Fornøjelse, er lykkelig o. s. v. Han tør ikke afgøre dette Spørgsmaal alene. Frygten for ikke at ligne de Andre eller for hvad de Andre vil sige om En er efter hans Opfattelse den herskende Følelse i Frankrig. I Modsætning dertil nærede han selv, ikke nøjet med sin medfødte Ejendommelighed, en Frygt for at ligne Andre, der drev ham til Særhed og Affektation. Han, som bestandig spottede Tanken paa Naboen, som elskede og forherligede Aabenhed, Selvhengivelse, Ligefremhed og Troskyldighed, var stadig sysselsat med at passe paa sig selv, iagttage sig selv, foreskrive sig selv saadanne Pligter som Trods mod en Anden, Hævn over en Anden og varetage deres 192 Opfyldelse. Den Tanke, hvad Næsten vilde sige eller gøre, plagede ham lige saa stærkt, som den kunde plage den ringeste Spidsborger, kun med den Forskel, at naar Næsten spøgede i Spidsborgerens Hjerne var det, fordi denne vilde efterligne ham, medens Tanken paa Næsten eller Næstens Spøgelse kun indgav Beyle Ideen om at trodse eller fly det. Der er i denne evige Opposition mod Spidsborgeren noget ægte romantisk. Ikke mindre romantisk er det Træk, at denne Mand, som bestandig prækede og forherligede Naturlighed og Ugenerthed, hele sit Liv igennem bevarede en Lidenskab for at skjule sig, forklæde sig og vildlede, idet han indesluttede sine personlige Erfaringer og Meninger i et sandt Hylster af Omsvøb og Drapperier.

Han havde fra først af levet i en dyb indre Ensomhed. Med et overstrømmende Grundvæld af Følelse var han bleven bøjet tilbage mod sig selv, havde alt som Barn mistet sin Moder, hadede sin Fader og var hadet af ham, ansaa sig derfor tidligt for forskellig fra alle Andre, vel ogsaa for de Andre overlegen, men saaledes at han selv bestemte sin Overlegenhed som Forskellighed.*) Han var sig bevidst, at han som forskelligartet ikke kunde regne paa nogen almindelig Sympati saa lidt som paa nogen almindelig Forstaaelse. Deraf hans Forfatterønske at kunne skrive i et Sprog, som kun forstodes af nogle Udvalgte (une langue sacrée). Deraf ogsaa hans Ønske om at finde en eneste Læser, enestaaende i enhver Betydning af Ordet».**) Og derfor hans Underskrift under La chartreuse de Parme: To the happy few (Til de udkaarne Faa).

Fra denne Kilde stammede ogsaa hans Hang til Skjulthed. Ikke blot har han udgivet alle sine Bøger under Navneskjul, med én Undtagelse under Mærket de Stendhal (rimeligvis efter * * 193 Byen Stendal i Prøjsen, Winckelmanns Fødested), men i mange af Bøgerne (som i De l'amour f. Eks.) optræder Forfatteren under en Hærskare af vekslende Pseudonymer. Enhver Mening, han ikke selv gider staa ved, enhver Anekdote, der kunde aabne et Indblik i hans Privatliv, tillægges ufravigeligt snart en Alberic, snart en Lisio, snart «den elskværdige Oberst» saa og saa. Han har i sine Skrifter tillagt sig lige saa mange Bestillinger som Navne: snart er han Kavalleriofficer, snart Jernhandler, snart Toldbetjent, snart Handelsrejsende; han optræder snart som Mand, snart som Kvinde, og afvekslende som adelig og borgerlig, Englænder og Italiener. Gerne havde han skrevet i et Ciffersprog for Indviede. Der var i denne Morskab ved at lede paa Vildspor øjensynligt noget af Diplomatens Hemmelighedskræmmeri; men hertil kom i hans private Brevveksling den næsten til Forfulgthedsgalskab overdrevne Mistænksomhed overfor Politiet. Han havde jo i sin Ungdom lært baade Napoleons og det østerrigske Politi at kende og tænkte sig bestandig sine Breve opsnappede og aabnede. Derfor underskrev han saa at sige aldrig et Privatbrev med sit Navn. Jeg finder i hans Correspondance mere end 70 pseudonyme Underskrifter, fra de besynderligste til de almindeligste Navne, Gonickphile, Arnolphe II, C. de Seyssel, Chopin d'Ornonville, Toricelli, Francois Durand o. s. v., han underskriver sig snart Kaptejn, snart Marquis, snart Ingeniør, snart med sin Alder, snart med sin Gade og sit Husnummer. Grenoble kalder han Cularo, Civita-Vecchia Abeille. Det morer ham at tilføje en opdigtet Stedsbestemmelse til sit Navn som f. Eks. Théodore Bernard (du Rhône), ja han undertegner endog et offenligt Forslag til Juliregeringen om et nyt Vaabenskjold for Frankrig saaledes:

Olagnier, De Voiron (Isère).

Det var ham saa stor en Morskab at ukendeliggøre eller forklæde sig, at Sætningen: «Jeg hader Mængden og holder den i Afstand» (odi profanum vulgus et arceo) vel kan siges at udtrykke hvad der for ham personlig var Betingelse for Lykken. -- Hvori satte han denne selv?

Øjensynligt fra først af i forvoven Handling og i lidenskabelig Elskov. Den Gysen, med hvilken man henreven af en Sag eller en Mand sætter Livet paa Spil, og den Skælven, i hvilken 194 lykkelig Kærlighed sætter Sjælen, var for ham Menneskelivets højeste Øjeblikke. Hvor han i Indledningen til La Chartreuse taler om Milano, siger han meget betegnende: »Det sidste østerrigske Regiments Afmarche betegnede de gamle Ideers Fald: at sætte sit Liv paa Spil kom i Mode. Man saa, at for at være lykkelig efter Aarhundreder af Hykleri og Fadhed maatte man elske Noget med en virkelig Lidenskab og vide at udsætte sit Liv for Fare, naar Lejlighed gaves. »

Disse to Lidenskaber: Kærligheden til Krigen og Kærligheden til Kvinden var hos Beyle kun to Udtryk for en og samme Grundlidenskab, Kærligheden til hvad han plejer at kalde le divin imprévu, det guddommelige Uforudsete, denne Lidenskab, i hvilken han helt er Poet. Hvorledes Krigen, særlig som Napoleon førte den, kunde tilfredsstille dette Hang, behøver ingen Udvikling. Hvorledes Italien, særlig Italiens Kvinder, tilfredsstillede den, har man Beyles egne Ord for. I et Brev fra Milano af 4de September 1820 hedder det: «Da jeg har tilbragt femten Aar i Paris, er Intet mig saa ligegyldigt paa Jorden som en smuk fransk Kvinde. Og tit fører endog min Modbydelighed for det Hverdags og det Affekterede mig ud over den blotte Ligegyldighed. Saasnart jeg møder en ung fransk Kvinde, og hun ulykkeligvis er velopdragen, husker jeg øjeblikkelig paa mit eget Fædrenehjem og mine Søstres Opdragelse; jeg forudser alle hendes Bevægelser og indtil de flygtigste Afskygninger af hendes Tanker. Derfor holder jeg meget af det slette Selskab, da dèr dog er mere Uforudset. Saavidt jeg kender mig selv, saa er dette den Streng i min Sjæl, som Menneskene og Tingene i Italien har sat i Svingning. Først og fremmest Kvinderne. Man tænke sig min Henrykkelse, da jeg i Italien fandt, hvad ingen Rejsende ved sin Fortælling havde berøvet mig Fornøjelsen af at opdage, nemlig at det netop var i det gode Selskab, at der var mest Uforudset. Disse mærkværdige Aander [Genier, siger Beyle] lader sig kun standse af Mangel paa Penge eller af ren Umulighed; hvis der endnu findes Fordomme, saa er det i de lavere Klasser.»

Hvad Beyle dybest elsker, er da med andre Ord den hensynsløse Energi i Bedrift som i Følelser, Energien, hvad enten den optræder som Feltherrens geniale Uimodstaaelighed eller som Kvindens grænseløse Ømhed. Derfor nærer han, den kolde 195 og tørre Spotter, formelig Tilbedelse for Napoleon*). Derfor elsker han Milaneserinden. Derfor forstaar og skildrer han som Skribent endnu langt bedre det femtende og sekstende Aarhundrede i Italien end den moderne Tid. Han gik længe om med den karakteristiske Plan at skrive en Energiens Historie i Italien, og man kan sige, at hans efter gamle Haandskrifter kopierede, bearbejdede eller efterdigtede italienske Krøniker har leveret den italienske Energis Sjælelære.

En Antydning er tilstrækkelig til at vise, at den samme Kærlighed til det Uforudsete, der havde draget ham til Krigen, senere da Krigenes Tid var afsluttet gjorde ham til en Rejsende, en Emigrant, en Verdensborger. Han taler etsteds i sine Breve, hvor han har faaet Rejseordre og nødig vil bort, fordi ømme Baand binder ham til Stedet, udtrykkeligt om den Fornøjelse, han ligefuldt uvilkaarligt føler «saasnart der er Tale om at rejse og se Nyt.» Og ligesaa indlysende er det, at den samme Trang til det Uforudsete, det vil sige det Personlige og Hensynsløse, det i dybere Forstand Geniale, der drog ham til Kvinden og bragte ham til at elske heftigere og ømmere end Andre, røber sig i den lidenskabelige Kærlighed til Musiken og den bildende Kunst, der gjorde ham til Entusiast, Dilettant, Cicerone og Biograf. Han elskede Cimarosa og Correggio, Ariosto og Byron som man elsker en Kvinde. Man studere f. Eks. hans Forhold til Byron. Overfor Verden bedømmer han ham strengt og koldt; i sit personlige Samkvem med Byron optraadte han med Stolthed, disputerede med ham om Napoleon o. s. v.; han lod endog det mest indtagende Brev fra Byron, som denne sendte ham syv Aar efter deres Sammentræf, ubesvaret, fordi det (i sit Forsvar for Walter Scott) syntes ham at have et Glimt af Hykleri. Men man læse, i hvilke Udtryk han, hvor han intet Baand lægger paa sig, skildrer sine Følelser ved det første Møde med Byron: «Jeg var dengang forelsket i Lara. Fra det andet Øjekast af saa jeg ikke mere Lord Byron som han virkeligt var, men som det syntes mig, at Lara's Forfatter maatte være. Da Samtalen i Logen var * 196 ved at gaa istaa, søgte Hr. de Brême at faa mig til at tale; men det var mig rent umuligt, jeg var altfor fuld af Frygtsomhed og Ømhed. Hvis jeg havde vovet, havde jeg kysset Lord Byrons Haand og var bristet ud i Taarer ... Af Ømhed gav jeg ham det Raad at tage sig en Droschke»*).

Andre Mænd end Beyle har elsket Krig og Rejser, Kvinder og Kunst. Men det ubetinget Ejendommelige og saa overordenligt Moderne hos ham er Driften og Evnen til midt under Aktionen og Lidenskaben at gøre sig Rede. Han undersøger og iagttager uafbrudt sig selv, har saa at sige bestandig Haanden om sin Puls, gør sig med aldrig svigtende Koldblodighed Rede for sine Tilstande og deres Aarsager og uddrager af disse Overvejelser en Kæde af almene Ideer. Man følge ham i et Slag. Under Kanonaden ved Bautzen optegner han:

«Vi ser mellem Kl. 12 og 3 meget godt Alt, hvad man ser af et Slag, det vil sige Ingenting. Fornøjelsen bestaar i at man er en Smule [dette en «Smule» er ægte Beyle'sk] bevæget ved den Vished man har om, at dèr for Ens Øjne sker der noget Frygteligt. Kanonernes majestætiske Larm bidrager meget til denne Virkning; hvis de peb eller fløjtede, synes det mig ikke, at Sindsbevægelsen vilde være saa stærk. En Piben kunde være lige saa frygtelig, men aldrig saa skøn.»

Eller man høre ham som forelsket. Han skriver:

Kærlighedens Fødsel.

Hvad der sker i Sjælen er følgende:

1. Beundringen.

2. Man siger til sig selv: «hvilken Glæde det vilde være at kysse hende, blive kysset af hende o. s. v.»

3. Haabet. Man studerer Fortrinene . . . Selv hos de mest forbeholdne Kvinder bliver Øjnene røde i Haabets Øjeblik; Lidenskaben er saa stærk, Glæden saa heftig, at den giver sig tilkende ved utvetydige Tegn.

4. Kærligheden er født. At elske vil sige at have Fornøjelse af at se, at berøre, med alle Sanser og saa nær som muligt at fornemme en elskværdig Genstand, der elsker os.

5. Den første Krystallisation begynder. Man finder en Tilfredsstillelse i med tusinde Fortrin at udsmykke den Kvinde, paa hvis * 197 Kærlighed man er sikker; man gennemgaar alle sin Lykkes enkelte Elementer med et uendeligt Behag . . . Lad en Elskers Hoved arbejde i fire og tyve Timer og man finder følgende: Ved Salzburg kaster man en afbladet Gren ned i Saltminernes skjulteste Dybder; to eller tre Maaneder efter trækker man den op paany, bedækket med glimrende Krystaller: de mindste Kviste, de, der ikke er tykkere end Kloen paa en Blaamejse, er overstrøede med en Uendelighed af bevægelige og blændende Diamanter, saa man ikke mere kan kende den oprindelige Gren igen. Hvad jeg kalder Krystallisation, det er Aandens Virksomhed, der af Alt, hvad der fremstiller sig for den, uddrager den Opdagelse, at den elskede Genstand har nye Fortrin. En Rejsende taler om Koligheden i Genua's Orangeskove: hvilken Fornøjelse at nyde denne Kølighed med hende! . . . Denne Foreteelse stammer fra Naturen, der befaler os at søge Fornøjelse og lader Blodet stige os til Hovedet, fremdeles fra den Følelse, at Fornøjelserne vokser med Fortrinene hos den elskede Genstand, og endelig fra den Idé: hun er min. Den Vilde har ikke Tid til at gaa videre end til det første Skridt. Han har vel Fornøjelse, men hans Hjernes hele Virksomhed er optaget af at forfølge det flygtende Rovdyr for at skaffe sig Næring . . . Skønt nu altsaa den Lidenskabelige tillægger sin Elskede alle Fortrin, kan Opmærksomheden dog endnu være adspredt; thi Aanden trættes ved alt Ensformigt, selv ved den fuldkomne Lykke. Men hertil kommer saa følgende, der fæstner Opmærksomheden:

6. Tvivlen fødes. Efter at ti eller tolv Blikke eller en hvilkensomhelst anden Række af Handlinger har indgydt Elskeren Haab og styrket Haabet . . . attraar han yderligere Vidnesbyrd om sin Lykke. Han møder Ligegyldighed, Kulde eller endog Vrede, hvis han lægger altfor stor Sikkerhed for Dagen . . . Han kommer saaledes til at tvivle om den Lykke, han lovede sig. Han bliver streng med Hensyn til de Grunde til Haab, som han troede at have. Han vil trøste sig med Livets øvrige Glæder; han finder, at de ikke mere eksisterer for ham. Frygt for en skrækkelig Ulykke griber ham og samtidigt en dyb Trang til Overvejelse.

7. Anden Krystallisation. Dennes Diamanter er Bekræftelser af den Tanke: Hun elsker mig. Hvert Kvarter af den Nat, som følger paa Tvivlens Fødsel, siger Elskeren efter nogle Øjeblikkes Fortvivlelse til sig selv: Jo, hun elsker mig, og han opdager nye Fortrin hos hende. Men saa bemægtiger Tvivlen sig ham atter, han sidder oprejst, holder Aandedrættet tilbage, spørger sig: Men elsker hun mig virkeligt? Og midt under disse sønderrivende og søde Overvejelser føler den stakkels Elsker levende: Samlivet med hende vilde være en Fornøjelse, som intet Andet i Verden kan opveje eller erstatte.

Der gives faa saa fine og skarpe Undersøgelser af en Lidenskab. Ikke med Urette har Beyle's Redegørelser for hvad der under Lidenskaberne foregaar i Sjælen bragt hans bedste Kritikere som Taine eller Bourget til at minde om Spinozas mesterlige tredje Del af Etiken: De Affectibus. Der var i denne Krigsmand, Administrator, Diplomat og Elsker et stort Stykke af en Filosof. Han stræbte at opløse enhver Foreteelse af Følelseslivet i dens 198 Elementer, og paaviste til Gengæld Sammenhængen mellem de Ideer og Sindsbevægelser, der i et sluttet System bestemmer de forskellige Enkeltmenneskers Anlæg og Karakter. Han agtede paa Følelsernes forskellige Styrke ikke mindre end paa deres forskelligartede Sammenkædninger og Forbindelser; han stræbte at føre Karakterernes Særpræg tilbage til de dybest liggende nationale og klimatiske Aarsager; han skitserede en Racepsykologi; og uden nogensinde at følge en streng videnskabelig Metode havde han en levende Drift til at anvende videnskabelige Fremgangsmaader paa Studiet af Sjælens Tilstande. Han famlede uafbrudt efter Talbestemmelser, efter Maal og Vægt. Han skildrer etsteds en Konges Besøg i en lille By med Optog, Te deum og Røgelseskyer i Kirken, Gevær- og Artillerisalver udenfor den, og slutter: «Bønderne var ude af sig selv af Henrykkelse og Fromhed; én. saadan Dag tilintetgør Virkningen, af hundrede Numre jakobinske Aviser.» Et andet Sted fortæller en landflygtig Revolutionær om hvorledes den Opstand, for hvilken han stod i Spidsen, er strandet blot fordi han ikke vilde lade tre Mennesker henrette og ikke vilde fordele blandt sine Tilhængere syv, otte Millioner, der laa i en Kasse, til hvilken han havde Nøglen. «Hvem der vil Maalet, maa ville Midlerne,» svarer Beyle's Helt, «hvis jeg istedenfor at være et Støvgran havde nogen Magt, saa vilde jeg lade tre Mennesker hænge for at frelse fire Menneskers Liv», en Sætning, der forøvrigt er ligesaa dum som uforsvarlig, idet den barnagtigt gaar ud fra, at fire Mennesker gennemgaaende er værdifuldere end tre. (Rouge et Noir I 105, II 45.)

Det er tydeligt nok, at for Beyle betingedes til Syvende og Sidst Lykken af Klarhed. Det Maal, han bestandig stræbte imod, var i sidste Instans Klarhed over sine indre Tilstande og Indsigt i Menneskesjælens Mekanisme. Han mente, at Medgang, lykkelig Kærlighed, Lykke overhovedet klarer Forstanden og skærper Dømmekraften, ligesom han omvendt var overbevist om at Intet bidrog saa meget til at gøre et Menneske ulykkeligt som Mangelen paa Klarhed. I et Brev fra Moskva 1812 skriver han højst betegnende til en Ven: «Den Lykke, du nu har, maa med Nødvendighed lede dig tilbage til den rene Bélismes [*dolgoe O*: de strengt Beyle'ske] Grundsætninger. Jeg læste for otte Dage siden Rousseau's Bekendelser. Det er udelukkende af Mangel paa to eller tre Beyle'ske Grundregler, at han har været saa ulykkelig. Denne Mani at se Pligter og Dyder overalt har gjort hans Stil pedantisk, 199 hans Liv ulykkeligt. Han omgaas tre Uger i Træk venskabeligt med et Menneske: Krak, Venskabets Pligter o. s. v. Dette Menneske tænker to Aar efter ikke mere paa ham; han søger og finder en tungsindig Forklaring deraf. Bélismen vilde have sagt ham: To Legemer nærmer sig hinanden, der opstaar Varme og en Gæring; men enhver Tilstand af denne Art er forbigaaende. Det er en Blomst, som man bør nyde med Vellyst.» Der er i disse Ord et Stykke fortræffelig Livsfilosofi, der vilde røbe en ualmindelig aandelig Ligevægt, ifald i Beyles eget Liv Praksis gennemgaaende havde svaret til Teorien. Men skønt han af Naturen var anlagt til en kraftig Sensualist, i hvis mundlige Ytringer en cynisk Drøjhed var bleven tilvant - han skræmmede ved sin Cynisme George Sand, da hun med Musset paa Henrejsen til Italien traf sammen med ham - og skønt han som Tænker var, hvad han fordrede at Filosofen skulde være, klar, tør og fri for Illusioner - han plejede at sige, at en Stilling som Bankier var den bedste Forskole til Filosofien - saa fandtes dog bag det robuste Temperament og den tørre Logik en KunstnerModtagelighed for alle Indtryk, saa pirrelig, saa kvindelig, at selv Rousseau neppe var mere ømfølsom. Og Beyle bevarede denne Følsomhed til sin Død. Iblandt hans efterladte Papirer fandtes Selvbiografien Vie de Henri Brulard, hvori disse Ord: «Min Ømtaalelighed er bleven altfor levende; hvad der kun strejfer Huden paa de Andre, det saarer mig til Blods. Saadan var jeg i 1799, saadan er jeg endnu i 1840. Men jeg har lært at skjule alt dette under en Ironi, som Hoben ikke forstaar.»

Sjældent har der levet en Aand, der med større Kærlighed til det Uvilkaarlige og det Hensynsløse forenede flere Omsvøb og Hensyn, sjældent har en Aand været saa sandhedskærlig og samtidigt saa stærkt maskeret, saa glødende i sit Had til Hykleri og paa samme Tid saa lidet aaben og ligefrem.

XX

Før 1830 har Beyle af poetiske Arbejder ikke udgivet stort mere end Romanen Armance (1827), en mislykket Bog, hvis Helt, en begavet ung Mand, gør den Kvinde, han elsker, ulykkelig, fordi han lider under en legemligt-sjælelig Sygelighed, hvis Væsen ikke nøjere betegnes, men som maa tænkes at være ensartet med den, der indtager en Plads i Swifts og Kierkegaards Levned. 200 Aaret 1830, der overhovedet betegner et Tidsafsnit, gør ogsaa Skel i Beyle's Forfatterliv. Han skriver eller udkaster i dette Aar begge sine store Romaner Rouge et Noir, der udkom 1831, og La chartrease de Parme, som først fuldendtes og udgaves i 1839 samtidigt med den største af hans italienske Krøniker L'abbesse de Castro.

Begge disse Romaner behandler Tiden umiddelbart efter Napoleons Fald og begge behandler den i samme Aand. Dem begge kunde man til Motto give det i Reaktionen i Frankrig anførte Sted af Indledningskapitlet til Mussets Confessions d'un enfant du siècle, hvor det hedder: «Og naar de Unge talte om Hæder, svarte man dem: Bliv Præster! og naar de talte om Ære: Bliv Præster! og naar de talte om Haab, om Elskov, om Kraft og Liv, bestandig: Bliv Præster!» - Rouge et Noir foregaar i Frankrig, La Chartreuse i Italien, men i begge Bøger er Hovedpersonen en ung Mand, der hemmeligt sværmer for Napoleon og som vilde følt sig lykkelig, ifald han havde kunnet kæmpe og udmærke sig under ham i Livets fulde Sollys, men som nu efter hans Fald ikke har noget andet Middel til hurtig Forfremmelse end det at hykle og som derfor efterhaanden udvikler en stedse større Virtuositet heri. Baade Julien og Fabrice er i Grunden anlagte til Kavalleri-Officerer og ikke desmindre bliver de begge Gejstlige, den ene gennemgaar et katolsk Seminarium, den anden bliver Biskop. Ikke med Urette har man kaldt Beyle's Romaner sande Haandbøger i Hykleri. Den Grundstemning, der ligger bag Bøgerne, er den dybe Væmmelse og Harme, som det triumferende Hykleri indgød deres Forfatter; han giver denne Stemning, for hvilken han vil frigøre sig, det mest fuldstændige Udtryk, idet han uden at lægge ringeste Uvilje for Dagen skildrer Hykleriet som den hele Datiden beherskende Magt, hvilken det for Enhver, der vilde fremad, var ubetinget nødvendigt at hylde, og han stræber at hæve sig til en moderne Macchiavelli's Højde, idet han ikke sjældent applauderer sine Hovedpersoner, naar deres Forsøg paa uigennemtrængeligt Hykleri tykkes for dem, og idet han omvendt misbilliger dem, naar de lader sig overrumple eller henrive og uforvarende viser sig som de er. Noget Tvungent og Pinligt er uadskilleligt fra denne ironiske Fortællemaade*). * 201 Da Beyle i Et og Alt var et Hjernemenneske med en rent filosofisk Iagttagelsesgave og en stedse levende Eftertanke, saa havde han kun ringe Sans for Yderverdenen og kun ringe Evne til at gengive den med dens Farver og Former. Det Eneste, der sysselsætter ham, er hvad der foregaar i Følelses- og Bevidsthedslivet, og som han selv er sjælekyndig fremstiller han næsten lutter sjælekyndige Mennesker. Hans Personer besidder i Reglen en Klarhed over hvad der foregaar i deres Indre, som langt overgaar den erfaringsmæssige. Herpaa beror hans Romaners ejendommelige Bygningsmaade. De bestaar fortrinsvis af til hinanden kædede, hele Sider ja mange Sider optagende Enetaler. Han udfolder sine Personers stumme Hjerneliv for os, ruller det op og laaner den indre Samtale Ord. Enetalen er hos ham aldrig det lyriske, dityrambiske Udbrud som den stundom kan være hos George Sand, nej den er den indre, smaahakkede og dog kortfattede, sammentrængte Spørgen og Svaren, hvori den tavse Overvejelse skridtvis bevæger sig.

Det dybest liggende Træk hos Beyle's Hovedpersoner, der alle, maalte med den gængse Morals Maalestok, er i højeste Grad samvittighedsløse og usædelige, er det, at de selv indenfra har skabt sig en Moral. Det er hvad alle Mennesker burde kunne gøre, men hvad kun de mest udviklede Mennesker naaer til, og herpaa beror disse hans Hovedpersoners mærkværdige Overlegenhed over andre Personligheder, som vi har truffet i Bøger eller i Livet. De holder sig et idealt Forbillede, som de har dannet * 202 sig, uafbrudt for Øje, stræber at forme sig derefter og slaar sig ikke til Ro før de har tilkæmpet sig Selvagtelse. Derfor kan Julien, der henrettes for at have begaaet et afskyeligt Mordattentat paa en forsvarsløs Kvinde, endnu i sin Dødsstund trøste sig med, at han ikke har levet isoleret paa Jorden, han har levet med «Pligtens» Ide for Øje. Det er tydeligt nok at Beyle har taget det Karaktertræk, med hvilket han saaledes har udrustet sine Helte, fra sit eget Væsen. I et af hans Breve fra 1822, i hvilket han udvikler, at de store Hoteller er ham forhadte paa Grund af den Uartighed, man dèr viser de Rejsende, hedder det f. Eks.: «En Dag, hvor jeg bliver vred, er tabt for mig; men saasnart jeg ser at man begaar en Uforskammethed imod mig, indbilder jeg mig, at man vil foragte mig, ifald jeg ikke gør mig vred.» Det er nøjagtigt den Maade, paa hvilken Julien og Fabrice ræsonnerer. Saaledes tvinger Julien sig til at lægge sin Haand kærtegnende paa Madame de Rênal's; saaledes tvinger Fabrice sig til paa Trods at gentage det sande, men haanlige Udtryk, han ved Waterloo har brugt om de franske Soldaters Flugt. Julien er fransk og gennembevidst, Fabrice italiensk og naiv, men de mødes i den Egenskab, man kunde kalde den moralske Frembringelsesevne. Som Julien i Fængslet siger til sig selv: «Den Pligt, jeg havde foreskrevet mig - med Rette eller Urette - har været som den faste Træstamme, til hvilken jeg har støttet mig under Uvejret», saaledes siger den letsindige Fabrice, der bebrejder sig en øjeblikkelig Frygt (ligeledes til sig selv): «Min Tante mener, at det, jeg mest trænger til, er at lære at tilgive mig selv. Jeg sammenligner mig altid med et fuldkomment Forbillede, der ikke kan eksistere.» Man finder denne samme Overlegenhed og Selvstændighed hos Frøken de la Mole i Rouge et Noir og hos Mosca i La Chartreuse. Mosca, der af de Samtidige naivt ansaas for udført efter Metternich som Model, staar, skønt Minister ved et lille legitimistisk Hof, ganske ligesaa aandsfrit overfor det System, han tjener, som Beyle's unge Hovedpersoner gør. Mosca sværmer endog i Smug for Napoleon og har i sin Ungdom været Officer i hans Hær. Naar han ifører sig sit store gule Ordensbaand, er det med en Vittighed paa Læberne: «Det tilkommer ikke os,» siger han, «at nedbryde Magtens Blændværk; det besørger de franske Aviser hurtigt nok; Ærbødigheds-Manien vil neppe vare vor Levetid ud.» Men hvad enten de skildrede Personligheder nu er 203 fremragende ved Begavelse eller ikke, saa er den Maade, paa hvilken deres Aandsliv fremføres, enestaaende. Vi ser dem ikke blot ind i Sjælen, men vi ser - som hos ingen anden Forfatter - de psykologiske Love, i Kraft af hvilke de handler eller føler som de gør. Ingen anden Romandigter skaffer sin Læser i samme Grad den Fornøjelse, som ledsager fuldstændig Indsigt.

Fru de Rênal elsker Julien, der lever i hendes Hus som Børnenes Lærer. Etsteds hedder det saa: «Med Skam og Skræk opdagede Fru de Rênal, at hun elskede sine Børn endnu højere, fordi de holdt saa meget af Julien.» - Mathilde de la Mole piner Julien ved at betro ham de Følelser, hun tidligere har næret for enkelte af sine Tilbedere. Saa hedder det: «Havde man heldt smeltet Bly ind i hans Bryst, vilde han ikke have lidt saa meget. Hvorledes kunde den stakkels Fyr, elendig som han følte sig, gætte, at det var fordi hun talte til ham, at Frøken de la Mole fandt saa megen Fornøjelse i at mindes sine gamle Halvforelskelser?» Begge Steder oplyser en sjælelig Lov.

Julien har lige betraadt den gejstlige Vej af ærgerrige Grunde, men med indre Modbydelighed. Ved en festlig Lejlighed ser han i Landsbykirken en ung Biskop knæle, omringet af lutter ind tagende unge Piger, der synes ikke noksom at kunne beundre hans smukke Kniplinger, hans yndefulde Manerer, hans fine og blide Ansigt: «Dette Skuespil fik vor Helt til at miste hvad han endnu havde tilbage af Fornuft. I dette Øjeblik vilde han have sloges for Inkvisitionen og det i god Tro.» Den sidste Tilføjelse «og det i god Tro» er især beundringsværdig. Man jævnføre hermed et Sted i La Chartreuse: Mosca har under en Opstand, som er fulgt paa Fyrstens Død - en Fyrste, hvem han grun digt har foragtet og som hans egen Elskede har ladet forgive - maattet stille sig i Spidsen for Soldaterne og i den unge, lige saa elendige Fyrstes Navn maattet adsplitte Hoben. I det Brev, hvori han meddeler sin Elskede det Skete, hedder det: «Men hvad der er pudsigt, det er, at jeg, i min Alder, har havt et Øjebliks Begejstring, idet jeg holdt min Tale til Garden og rev Epauletterne af den Kujon, den havde til General. I det Øjeblik havde jeg uden Vaklen givet mit Liv for Fyrsten; jeg tilstaar nu, at det havde været en saare dum Maade at blive af med det paa.» Begge Steder viser med sjælden Finhed, hvorledes en kunstig Begejstring ligesom ved Smitte opstaar og blænder.

204

Ingen Romandigter har nogensinde som Beyle afsløret Forestillingernes og de af dem fremkaldte Sindbevægelsers indre Kampe. Hos ham ser man som gennem et Forstørrelsesglas eller som paa et Præparat, hver de fineste Aarer ved Indsprøjtning af Farvestof er gjorte tydelige, Veksel- og Styrkeforholdene mellem Lykkes- og Ulykkesfølelserne hos Mennesker, der lider og handler. Mosca har modtaget et anonymt Brev, der fortæller ham, at hans Elskede har en Anden kær. Meddelelsen, for hvis Rigtighed Meget taler, nedslaar ham først aldeles. Saa begynder han uvilkaarligt som forstandig Mand og som Diplomat at gruble over, fra hvem Brevet vel kan stamme. Han udfinder, at Fyrsten maa være dets Forfatter. «Da denne Opgave var løst, blev den lille Glæde, som Fornøjelsen ved den øjensynlig rigtige Gætning medførte, snart udslettet ved det smertelige indre Syn af hans Medbejlers ungdomsfriske Skikkelse, der paany vendte tilbage.» Beyle har ikke forsømt at optegne den flygtige Tilfredsstillelse ved Opdagelsen, som et Øjeblik afbryder Skinsygens Kvaler. - Kun faa Dage skiller Julien fra den Dag, da han skal bestige Skafottet. Han ser imidlertid i sit Fængsel hyppigt sin Elskede, fra hvem han i Aaringer har været adskilt, og lever i sin Kærlighed næsten uden nogensinde at tænke paa det Forestaaende: «Ved en underlig Virkning af denne Lidenskab, naar den er tilstede i højeste Grad og uden nogensomhelst Forstillelse, delte Fru de Rênal næsten hans Sorgløshed og blide Munterhed.» Denne sidste saa dristige Tilføjelse synes mig af den mest overraskende Dybde. Beyle har rigtigt følt og udtalt, hvor energisk en hele Sjælen fyldende, lykkelig Lidenskab kaster alle mørke Tanker (selv Tanken paa den visse Undergang) ud af Bevidstheden, saa tit de vil trænge sig ind; han har vidst, at Lidenskaben under sin Brydekamp med Forestillingerne om tilstundende Ulykke overvinder dem som helt magtesløse, hvor den ikke formaar at slaa dem ned som utænkelige. Det er saadanne Steder hos ham, der ved Sammenligning lader andre Romanforfattere tage sig fladbundede ud.

Hans Personligheder er aldrig simple, ligefremme Mennesker, men han forstaar at meddele dem, ogsaa Kvinderne iblandt dem, et eget Præg af Storhed. De har et vist forskruet og dog ægte Heltemod, visse Opsving, der river hele Sjælelivet med sig, og naar det kommer til Stykket, finere Følelser og fastere Hjerter end Gennemsnitsmenneskeheden. Man agte paa de Smaatræk 205 med hvilke han stempler sine Kvinder. Om Fru de Rênal hedder det i Rouge et Noir: «Det var en af de ædle og sværmeriske Sjæle, for hvilke det at se Muligheden til en ædelmodig Handling og ikke udføre den er Kilden til et næsten lige saa heftigt Samvittighedsnag som det, der hos Andre følger paa en begaaet Forbrydelse.» - Mathilde de la Mole siger: «Jeg føler mig selv i Jævnhøjde med Alt, hvad Dristigt og Stort der nogensinde har eksisteret .... Hvilken stor Handling har ikke i det Øjeblik, da den blev foretaget, syntes en Urimelighed! Det er først, naar den er udført, at den synes Hoben mulig.» Med sikkert Mesterskab er i disse to ganske korte Citater tvende modsatte Former af kvindelig Ualmindelighed, den hengivelsesfulde og den dumdristige tegnet. Man føler, hvor sandt Beyle har talt, naar han i sit Brev til Balzac bestemmer sin kunstneriske Fremgangsmaade saaledes: jeg tager en eller anden Person, som jeg kender godt, jeg lader ham eller hende beholde sit Væsens Grundtræk, men saa udruster jeg dem i aandelig Henseende bedre (ensuite je lui donne plus d'esprit).

Af de to Romaner er uden Sammenligning Rouge et Noir, der foregaar paa fransk Grund, den bedste; i La Chartreuse de Parme har man kun undtagelsesvis den sikre Følelse af at have Virkelighedens Grund under sine Fødder. Beyle har nu én Gang formet sig sit eget Italien paa Grundlag af sin Ungdoms fantastisk opfattede Erfaringer, og dette Italien gør paa os Moderne et kun lidet paalideligt Indtryk. Han viser i sin Roman som i sine Afhandlinger, at italienske Gemytter paa Grund af en levende Indbildningskraft er langt mere plagede end franske af Mistanke og Hjernespind, at til Gengæld deres Glæder er heftigere og mere varige, at de besidder en mere opladt Skønhedssans og langt ringere Forfængelighed. Undertiden overraskes man ved folkepsykologiske Bemærkninger, der forudsat at de er rigtige - hvad jeg tror - har en ualmindelig Dybde. Det hedder saaledes etsteds om Hertuginden af Sanseverino, at hun, der dog engang havde ladet et Giftmord begaa, blev ude af sig selv af Kval da hun hørte, hendes Elskede truedes af Gift: «Hun havde ikke den moralske Tankegang, som vilde have ligget saa nær for en Kvinde, der var opdraget i en af de nordiske Bekendelser, som tilsteder personlig Prøvelse: jeg har selv først anvendt Gift og straffes derfor nu ved Gift. I Italien forekommer saadanne Overvejelser i lidenskabelige Øjeblikke saa taabelige som i Paris under 206 lignende Omstændigheder et Ordspil vilde synes.» Hvad der dybest inde har tiltalt Beyle ved det italienske Naturel var øjensynligt det rent hedenske Grundlag, som ingen af Oldtidens eller Middelalderens Religioner havde kunnet anfægte. Men saa dybsindig Racepsykologien her end mange Gange er, saa tiltaler dog La Chartreuse de Parme en Nutidslæser mindre, fordi den har langt mere end Rouge et Noir af Tidsalderens rent udvortes Romantik: Forklædninger, Drab, Fængselsscener, Flugtoptrin, Giftmord o. s. v. En indre, dybere Romantik er derimod fælles for begge disse Bøger.

Beyle er vel i mange Maader en højst moderne Aand; hans stadigt tilbagevendende Spaadom: «Jeg vil blive læst omkring 1880» er nøjagtigt gaaet i Opfyldelse; ikke desmindre er han imidlertid i sit Sjæleliv og sin Karaktertegning en afgjort Romantiker. Kun er der det at mærke, at hans Romantik er stærke Sjæles Romantik og kritiske Sjæles; den er det Element af Sværmeri indtil Galskab og af Ømhed indtil Selvopofrelse, der undertiden findes i ellers faste og forstandige Karakterer. Denne Romantik virker i Beyles gennembevidste Personligheder som det fineste og stærkeste Sprængstof. Det er indesluttet i et fast, haardt Legeme, men det bevarer dér sin Kraft. Et Stød, Dynamiten sprænger Glaskuglen og udbreder Død og Fordærvelse omkring sig. Se Julien, Mathilde, Hertuginden af Sanseverino o. s. v. Af og til synes disse Personligheder snarere at høre hjemme i det af Beyle med saa megen Andagt studerede 16de Aarhundrede end i vore Dage. Om Fabrice bemærker han selv etsteds, at hans første Tilskyndelse var ganske i hint Aarhundredes Aand; Mathilde lever efter Forfatterens egen Fremstilling helt i det samme Aarhundrede i Frankrig. Men med den Energiens og de dristige Handlingers Romantik, som slige Træk betegner, forener sig hos Beyle netop den særegne Form af romantisk Sværmeri, som svarer til Aaret 1830 i Frankrig. Hans Julien, den geniale men af Genoprettelsestidens Aand nedtrykte Plebejer, der føler sig overstraalt af den herskende gyldne Middelmaadighed, fortæres af Hunger og Tørst efter Oplevelser og Indtryk, bruger, da han er henvist til afmægtigt Had, alle Midler for at hæve sig ud over sin oprindelige Samfundsstilling, men er selv naar han i Øjeblikket triumferer, bestandig paa Krigsfod med Omverdenen og evigt utilfredsstillet. Som oprørsk Melankoliker, som hævnfnysende Plebejer, som den Ulykkelige, der føler sig i Krig 207 med Samfundet, l'homme malheareux en gaerre avec la sociélé kalder Beyle ham) er han en omtrent jævnaldrende men klogere Broder til de Samfundets Stedbørn, Hugo tegner: Didier, Gilbert, Ruy Blas, til Alexandre Dumas's Ungdomshelt Bastarden Antony, til Musset's Frank, George Sands Lélia og Balzacs Rastignac.

Som Skribent betragtet stammer Beyle fra det syttende og attende Aarhundrede. Han har dannet sig efter Montesquieu, han minder hist og her om Chamfort, han er en Beundrer af Paul Louis Courier, der ligesom han fra Militærstanden var gaaet over til Literaturen og hvis billedløse Sprogs forstandsklare og klassiske Renhed tiltalte ham i højeste Grad. Men naar Courier fremfor Alt lagde sig efter Stilens Vellyd og fuldendte Gennemsigtighed, naar han etsteds rosende siger om en Oldtidsforfatter, at han vilde ladet Pompejus være den sejrende ved Farsalus, dersom det havde kunnet give hans sammensatte Sætning bedre Runding, saa er hermed det Standpunkt indtaget, der ligger fjernest fra Beyles. Beyle havde som Stilist hverken Farveeller Formsans. Han hverken kunde eller vilde skrive for Øjet; Billedet var ham Intet i Sammenligning med Tanken; han stræbte aldrig end ikke glimtvis at nærme sig til Chateaubriands eller Hugos Skrivemaade. Og ligesaa lidt henvendte han sig til Øret, naar han skrev; den poetiske Prosa var ham en Rædsel; han hadede Stilen i Fru de Staëls Corinne og lod haant om Foredraget i George Sands Romaner. Det var paa Trods mod den poetiske Veltalenhed, at han til Balzac skrev de bekendte Ord: «Da jeg forfattede La Chartrease læste jeg hver Morgen for at faa den rette Tone og altid være naturlig to til tre Sider i Lovbogen (Code civil); jeg vil ikke ved kunstige Midler bedaare Læserens Sind.» Man kan ikke som Digter udtrykke sig med større og uforstandigere Ringeagt for det Kunstneriske. Ikke desmindre har Beyle kunstneriske Egenskaber. Er end hans Bøger som Helheder elendigt komponerede, saa at sige daarligt tegnede, saa er dog mangfoldige Enkeltheder udmalede med Mesterskab. Er hans Stil end uden al Musik - hvad der iøvrigt er mærkværdigt hos en Tilbeder af italiensk Musik som ham - saa vrimler den dog af uforglemmelige Sætninger. Han besidder ikke den Kunst, at kunne skrive en Side, men han har det Geni, som formaar at stemple et Ord, at hensætte et Træk. I denne Henseende er han George Sands Antipode, thi hos hende staar 208 Siden altid langt over Ordet, hos Beyle Ordet højt over Siden. For Balzac nærede han en oprigtig Beundring, men den Balzac'ske Stil var ham en Gru. Man ser det bedst af en Optegnelse i Mérnoires d'an. Touriste, hvor han udtaler den Mening, at Balzac først har skrevet sine Romaner i et fornuftigt Sprog, saa klædt dem paa i smuk romantisk Stil med Udtryk som «det sner i mit Hjerte» o. s. v. Hans egen Stil har de Fortrin og Mangler, som med Nødvendighed fulgte af hans filosofiske og afbrudte Tænkemaade. Den er paa den ene Side tankerig og billedløs, paa den anden Side uordenlig, skødesløs og springende*). Men den har et stort og mægtigt Fortrin: den er besjælet af en saadan Rædsel for det Tomme og det Ubestemte, at der neppe gives nogen saa indholdsrig og kærnesund Fremstilling som hans.

Beyle sagde ofte, at kun Pedanter og Præster snakker om Døden; han frygtede den ikke, men han betragtede den som en styg og sørgelig Ting, om hvilken det sømmede sig bedst at tale saa lidt som muligt. Da han i Aaret 1842 ramtes af den Død, han havde ønsket sig, en pludselig og uventet, var hans Navn næsten ubekendt for Publikum. Der var kun tre Personer tilstede ved hans Begravelse, og Ingen af dem sagde et Ord; hvad der blev skrevet om ham i Pressen var, skønt velment, lutter Vidsnesbyrd om, hvor lidet forstaaet han var bleven af dem, som paaskønnede ham mest. Men siden da har hans Ry været i bestandig Stigen. Man begyndte med at betragte ham som en Særling, som en mere eller mindre affekteret Original; man var senere, selv naar man indrømmede ham store Aandsgaver, tilbøjelig til at anse ham for en isoleret Skikkelse, en i sin Paradoksi ufrugtbar Aand. Jeg for min Del ser i ham * 209 ikke blot en Hovedrepræsentant for Slægten fra 1830, men et uoverspringeligt Led i Aarhundredets store Idebevægelse; thi han har som Sjæleforsker havt en ikke ringere Efterfølger og Fortsætter end Taine og som Digter en ikke ringere Efterfølger og Lærling end Prosper Mérimée.*)

XXI

De Nulevende, der i Victor Hugo's Historie d'un crime har læst de haanlige Ord om Mérimée og som er tilbøjelige til i Hugo kun at se den lyrisk-retoriske Republikaner, i Mérimée den fine og sarkastiske Sekretær ved det andet Kejserdømmes Kærlighedshoffer, har vanskeligt ved at forestille sig, at disse to Mænd, hvem poetiske og politiske Antipatier efterhaanden førte langt bort fra hinanden, som Ynglinge tilhørte samme Lejr og omgikkes paa fredelig, ja venskabelig Maade. Og dog saa i Romantismens skønne Foraarsdage den altskuende Sol engang Mateo Falcone's korrekte Forfatter i Skjorteærmer og med Forklæde over Vesten i Victor Hugo's Køkken, hvor han, omgivet af hele Familien, gav Husets Kokkepige en af et heldigt Udfald kronet Lektion i Tilberedelsen af Maccheroni à l'italienne, og man fortæller, at Hugo en Aften - maaske stemt til Begejstring ved hine fortrinlige Maccheroni - af Navnet Prosper Mérimée dannede det slaaende og smigrende Anagram: M. Première Prose.**)

Victor Hugo selv vilde visselig ikke senere lade denne Omskrivning gælde - han, der en Gang, da En roste Mérimée's ædru Stil, henkastede Ordet «den daarlige Maves Ædruelighed*; men man tager neppe fejl i den Paastand, at hint Anagram ganske nøje udtrykker den Anskuelse, som næres af det ældste Slægtled * * 210 i Frankrig. For den gamle fintdannede franske Verdensmand overgaar endnu den Dag idag ingen Prosastil Prosper Mérimée's.

For Verdensmanden siger jeg; thi for en senere Tids sanseligt og malerisk anlagte Prosaister og deres Publikum er Udtrykkets simple Naturlighed, dets Klarhed og Korthed om end anerkendelsesværdige Fortrin dog ikke de stilistiske Egenskaber, de sætter højest. Den almendannede Franskmand derimod ynder Fortælling og afskyr Skildring, han er (uden at vide det) en haardnakket Tilhænger af Lessings Grundsætninger i Laokoon, en ægte Forstandsdyrker, der fordømmer romantisk og naturalistisk Beskrivelsessyge, og der altid har sat Voltaire's Skrivemaade himmelhøjt over Diderots. Hvem der uden at vanskeliggøre Overblikket byder saa mange Kendsgerninger som muligt indenfor det snevrest mulige Rum, svarer til den almindeligt Dannedes kunstneriske Ideal, ja virkeliggør det uden videre, ifald han som Mérimée med denne Sammentrængthed forbinder den fuldstændige Selvbeherskelse i Tone og Stil. Den ældre Slægt i Frankrig, for hvilken Ordet «Romantik» efterhaanden næsten er blevet ensbetydende med Sværmeri og Svulst, er nutildags tilbøjelig til Forundring over, at man overhovedet nogensinde har regnet Mérimée til Romantikerne; den indrømmer vel, at han deltog i de første romantiske Felttog, men den betoner, at det halvvejs skete af en Fejltagelse. Da Jules Sandeau modtog Mérimées Efterfølger i det franske Akademi, Louis de Loménie, fortalte han for at oplyse hvad Art Kampfælle Mérimée havde været for Romantikerne, den gamle Anekdote om den Herre, der i Julidagene 1830 utaalmodigt rev Geværet ud af Haanden paa en af Oprørerne, som ikke forstod at omgaas med Vaaben, sigtede paa en Schweizer i Tuileries-Vinduerne, skød ham og derpaa høfligt besvarede Insurgentens Opfordring til at beholde det Gevær, han saa fortræffeligt forstod at bruge, med Ordene: «Mange Tak, men jeg er ellers kongeligsindet». Paa samme Maade skal Mérimée egenlig altid have været en Klassiker, og naar han i Begyndelsen af sin Løbebane næsten overbød Romantikerne, saa var det blot, fordi han ikke kunde modstaa Fristelsen til at vise dem, hvorledes de sknlde skyde. Den Opfattelse, der ligger bag denne spøgende Overdrivelse, er imidlertid alt andet end rigtig. Man kan uden Vanskelighed godtgøre, at Mérimée som Digter til Trods for sin Stils Tilbageholdenhed og klassiske Strenghed i mange Henseender er en udpræget Repræsentant for den fransk-romantiske 211 Aandsretning. Dette hans Væsens almindelige Grundtræk træder des skarpere frem, jo mere man fordyber sig i hans Naturs selvegne Ejendommelighed.

Prosper Mérimée (født 28 September 1803) nedstammer fra en Kunstnerfamilie. Hans Fader var en dygtig, flersidigt dannet Maler, der har skrevet en Bog om sin Kunsts Teknik; hans Moder var en især for sine Børneportræter yndet Malerinde, der havde Fortællertalent og var vant til ved morsomme Historier at faa Børnene til at sidde stille, imedens de blev malte. Det Portræt, som hun har udført af sin eneste Søn, da han gik i sit femte Aar, giver en lige saa fordelagtig Forestilling om hendes kunstneriske Evne som om Barnets Ydre. Ansigtet har en hos en saa lille Dreng ganske ualmindelig Art af Skønhed, thi der ligger Noget af Mandens Stolthed og aandelige Overlegenhed i dette fornemme, af bløde Lokker indfattede Barneansigt. Saa rent og frit som Blikket er, saa skalkagtig er de klogtsluttende Læbers Bølgelinje; Hovedets Holdning er en lille Fyrstes.*) Man forstaar, at denne Dreng efter en Dag at have set Forældrene, der havde anstillet sig vrede paa ham, le bag hans Ryg af hans angerfulde Taarer, fattede den Beslutning «aldrig at bede om Forladelse*, et Forsæt, han som Mand blev tro. Moderen, med hvem han boede sammen lige indtil hendes Død i Aaret 1852, var en Kvinde af sjælden Karakterstyrke, hos hvem det forrige Aarhundredes Dannelse havde avlet en saa udpræget Uvilje mod al religiøs Tro, at hun ikke engang lod Sønnen døbe - en Omstændighed, ved hvilken denne som moden Mand plejede at dvæle med et vist satirisk Behag. En from og elskværdig Dame, der førte hele sin Veltalenhed i Ilden for at bevæge ham til at underkaste sig Daabsceremonien, gav han Svaret: «Jeg giver efter, dog paa én Betingelse, og det er den, at De bliver min Gudmoder; jeg faar en lang hvid Kjole paa, og De bærer mig paa Arm en. »

Hans Livs ydre Skæbner er snart fortalte. Efter at have tilendebragt de juridiske Pligtstudier, enhver ung velhavende Franskmand plejer at foretage, optraadte han, 22 Aar gammel, med Glans som Digter, førte i Krese, der tilhørte den liberale Opposition, indtil sit 28de Aar et uafhængigt Ungdomsliv, under * 212 hvilket han delte sin Tid mellem Literaturen og Adspredelser, blev saa, da hans politiske Venner kom til Roret, i 1831 udnævnt til som Efterfølger af Vitet, i hvis Spor han allerede var traadt som Digter, at beklæde Posten som Inspektør for Frankrigs historiske Mindesmærker. Han bestyrede sit Embede med Iver og Indsigt. Talrige Rejser i Spanien og England, en Rejse til Østerland, to til Grækenland fuldstændiggjorde hans ejendommelige Dannelse og berigede ham med de mest forskelligartede Indtryk af fremmede Karakterer og Sæder, navnlig fordi han med sine overordenlige Sprogkundskaber bevægede sig i de fremmede Lande som en Indfødt. Hans især i Frankrig sjældne Sprogbegavelse var saa stor, at han talte Engelsk, Spansk, Italiensk, Nygræsk og Russisk; Spansk endog i de forskellige Mundarter, deriblandt Zigøjnerdialekten; han havde studeret disse Sprogs Literaturer grundigt og beherskede desuden den gammelgræske og -romerske Literatur som en Filolog. Efter at han paa Embedsvegne havde offenliggjort flere lærde Meddelelser om sine Rejser i Frankrig og som Historiker havde udgivet Studier over Episoder af den romerske Historie, blev han 1841 i sin Egenskab af Arkæolog optaget i Académie des inscriptions; 1844 fik han Sæde i det franske Akademi. Efter det andet Kejserdømmes Oprettelse blev han, der som mangeaarig Ven af Grevinde Montijo stod den kejserlige Familie nær, og som i Forening med Octave Feuillet længe udgjorde det nye Hofs hele literære Pryd, allerede i 1853 udnævnt til Senator, en Værdighed, til hvilken han var for god og som med Rette skadede hans Anseelse, skønt han næsten aldrig deltog i Forhandlingerne. Han oplevede endnu som dødssyg Kejserrigets Sammenstyrtning og døde i Cannes den 23de September 1870.

Det indre Liv, der lægger sig for Dagen i hans Værker, er langtfra ikke saa simpelt. Anlæggene hos denne Yngling, der atten Aar gammel traadte ud i Verden, var af særegent sammensat Beskaffenhed. Han var meget stolt, paa én Gang dristig og sky. Han havde en forvoven Aand og en bly, forbeholden Karakter. For at skjule sin medfødte Undselighed, over hvilken hans Stolthed rødmede, viste han sig enten stiv og kold eller letfærdig med et Anstrøg af Cynisme, der senere blev til Manér hos ham i Samtale med Mænd. Ganske vist var han i sin tidlige Ungdom ikke saa mistroisk og tilbageholden som sidenhen; men man tager fejl, naar man vil udlede hans Tvivlerholdning 213 af en eller anden bestemt, enkelt Skuffelse. Selvfølgelig blev han mange Gange skuffet og mange Gange voldsomt udrevet af Illusioner; vi bliver det alle; han blev bedragen i Venskabsforforhold, opofret i Kærlighedsforhold - d'Haussonville (Revue des deux mondes 15 Aug. 1877) fortæller det bestemte Tilfælde - han lærte Verden at kende og erfor, at Livet er en Krig og at Enhver ikke blot maa værge sig mod falske og upaalidelige Venner, hemmelige og aabne Fjender, men ogsaa mod dem, der, som han siger i et Brev, «gør det Onde for det Ondes Skyld». Var han imidlertid ikke fra Begyndelsen af traadt ud i Livet med Spiren til Mistro i sig, saa vilde ti paa hinanden følgende Erfaringer af den bitreste Art ikke have helbredt ham for sin Tiltro til Menneskene; thi den tillidsfuldt Anlagte har altid tillige gjort ti modsatte Erfaringer, der opvejer hine første. Men han havde et lige saa kritisk som digterisk Naturel, og den Grundsætning, der gælder for den videnskabelige Kritiker, at han kun fortjener Tillid i samme Grad som han har havt Mistillid, bliver af slige Aander let optaget som Regel for Livet. Man aner, hvor megen Pine den digteriske Modtagelighed for Indtryk har voldt ham med hans saa stærkt udviklede kritiske Sans.

Den kritiske Aandsretning er fremfor Alt sandhedskærlig, og Mérimée var det i høj Grad. Hans medfødte Dristighed tvang ham desuden til uden Henblik paa givne Vedtægter at udtale Sandheden saaledes, som han følte den. Man ser af hans Breve, hvor aaben han af Naturen var, hvilket Hang han havde til at sige Sandheden uden nogetsomhelst Omsvøb og hvor utaalmodig han blev over vedtagne Løgne, ja selv over besmykkende eller mildnende Udtryk. Den første Samling Lettres à une inconnue er i denne Henseende særligt lærerig. Mérimée bliver i en Kærligheds-Brevveksling næsten grov, saasnart han mener at have grebet den Elskede i en eller anden vedtægtsmæssig Anskuelse. Omendskønt han med sin Frygt for Latteren og sin med Aarene tiltagende Tvivlsaand hverken var anlagt til vandrende Ridder eller til Martyr, ser man ham derfor endnu i sit halvtresindstyvende Aar begaa en saa ridderlig Dumhed, som ellers kun plejer at forekomme i en Verdensmands første Ungdomsaar. Da hans Ven, den bekendte Libri, blev dømt, fordi han havde misbrugt sin Stilling som Bibliotekar til at fjerne og sælge en Mængde af de kostbareste Bøger i de franske Biblioteker, tog Mérimée, som ikke kunde tiltro Libri en saa uværdig Handling, 214 hans Parti med en Iver, der havde været en bedre Sag værdig, og kastede sig i en Artikel, hvis glimrende Vid minder om Paul Louis Courier's Pamfletter, (Revue des deux mondes, 15 April 1852) over Undersøgelsesudvalget og Dommerne. En Don Quijote af Faget havde ikke kunnet begaa en større Taabelighed, og hvis, som Indviede mener, Fru Libri havde større Del i denne hans Lidenskabelighed end Libri selv, gør det ikke synderlig Forskel.

Under Kejserdømmet og som Hofmand bevarede han sit Frisprog. Jeg tænker ikke paa, at han i Reglen ytrede sig temmelig nedsættende om Napoleon den Tredje, thi dette geraader ham ikke til synderlig Ære, da han officielt sluttede sig saa nær til hans Regering; men selv i Samtaler med den kejserlige Families Medlemmer forstod han at forene Frimodighed med Finhed. Han fortæller f. Eks. i et Brev af 20 Juli 1859, at Kejserinden efter den store Tale, som Napoleon ved sin Tilbagekomst fra Italien holdt, har spurgt ham paa Spansk, hvordan han fandt Talen. «Jeg svared», skriver han, «for at forene Hofmandstone med Ligefremhed: Muy necesario! (meget nødvendig)».

Denne Drift til hensynsløs Aabenhed hos Mérimée blev nu imidlertid stærkt hæmmet ved Karakterens Stolthed og Skyhed. Han havde tidlig lært, at den som naivt træder op for Offenligheden med sit Følelsesliv, ikke blot giver sig til Pris for Spottere, men æsker Pakkets Medfølelse og Familiaritet; han var alt som Yngling fast bestemt paa ikke at smide sit Hjerte for Hundene. Han behøvede fremdeles ikke engang at være saa mistroisk, som han var, for at indse, at de, der rundt omkring ham saa barnligt og ligefrem stillede deres Følelser til Skue, i Reglen meget vel vidste, hvad de gjorde, og hvorfor de gjorde det. De Mange, der paa Offenlighedens store Marked udraabte deres Ædelmodighed, deres Alvor, deres Kærlighed til Sædelighed og Religion, deres Patriotisme osv. syntes ham bestandig at angle efter Bifald eller at have en god Forretning for Øje. Han kunde jo ikke overse, hvor godt det i Reglen lønner sig at ytre ophøjede Synsmaader og varme Følelser, og det faldt ham derfor vanskeligt at forudsætte Uvidenhed om denne Kendsgerning hos de Andre. Han kunde i ethvert Tilfælde ikke bekvemme sig til at bære sig ad som de; han hørte til de Naturer, som ikke formaar at bringe det over deres Læber, at de finder Dyden elskværdig og Lasten hæslig, og som er ganske ude af Stand til at 215 prise Trekløveret «det Gode, Sande og Skønne». For at undgaa ethvert Kompagniskab med de beregnende Følelsesmennesker og for at spærre den profane Hob Indsigten i sit Følelsesliv greb han den Udvej at dække sin dirrende Følelse med en staalglat Ironi som med et Panser. Han vilde hellere synes værre end han var, end udsætte sig for at forveksles med Mønstermenneskene. Han arbejdede under denne Bestræbelse saa stærkt med sig selv, at Menneskevæsenets ganske simple, allerfriskeste Naturlighed gled ham afhænde og der i dens Sted traadte en endnu bestandigt naturlig, men raffineret simpel Grundtone. I Le vase étrusque, den af hans Fortællinger, der giver det bedste Indblik i hans oprindelige Sjæleliv, hedder det om Hovedpersonen Saint-Clair: «Han var født med et ømt og elskende Hjerte; men i en Alder, i hvilken man let optager Indtryk, der varer hele Livet, havde hans altfor meddelsomme Ømfølsomhed paadraget ham Kammeraternes Spotterier. Han var stolt, ærgerrig; han lagde Vægt paa Andres Mening som Børn gør. Fra den Tid af gjorde han det til sin Opgave at skjule ethvert ydre Tegn paa hvad han betragtede som en vanærende Svaghed. Han naaede sit Maal, men Sejren kom ham dyrt til at staa. Han kunde for Andre dølge, hvad der foregik i hans altfor ømt bevægede Sjæl; men ved at undertrykke enhver Ytring af sine Sindsbevægelser, gjorde han dem kun tusinde Gange mere pinlige for sig selv. I selskabelig Omgang fik han det sørgelige Ry paa sig at være følelsesløs og letsindig; men naar han var ene, skabte hans urolige Indbildningskraft ham Kvaler, der var saa meget frygteligere, som han ikke vilde betro dem til Nogen». Det er umuligt i denne Karakteristik at overse den umiddelbare, kun med altfor mørke Farver udførte, Selvskildring.

XXII

Saaledes forberedt lærte Mérimée i sit nittende Aar den tyve Aar ældre Henri Beyle at kende hos den berømte Sangerinde Fru Pasta, der fra Milano var flyttet til Paris, og nødvendigvis maatte Beyle udøve en betydelig Indflydelse paa den saa meget yngre Aandsbeslægtede. Det er vel ikke muligt ligefrem at paavise denne Indflydelse, da Mérimée ikke har skrevet Noget, før han gjorde Beyle's Bekendtskab; naar man imidlertid 216 sammenligner de to Forfatteres Værker, er Overensstemmelsen mellem flere af deres Ejendommeligheder iøjnefaldende, og Sammenligningen er saa meget des lærerigere som den bringer Mérimée's Særpræg til at træde frem med dets fulde Skarphed. En Paavirkning af Mérimée paa Beyle anser jeg for ganske udelukket, hvis man da ikke ved Paavirkning forstaar en Meddelelse af rent udvortes Oplysninger; thi i saa Fald er Beyle ganske vist i Gæld til Mérimée for mangen kunsthistorisk Bemærkning i Mémoires d'un Touriste. Men iøvrigt var Beyle øjensynligt den tidligst modne og færdige Aand. Naar da den yngre af Vennerne i sin biografiske Notits over den ældre, stiller den Sætning i Spidsen, at de trods deres Venskab hele deres Liv igennem neppe har havt to Ideer tilfælles, saa er denne tydelige Overdrivelse rimeligvis foraarsaget ved Ønsket om at afværge den nærliggende Anvendelse paa Mérimée selv af adskillige blandt hans Ytringer om Beyle.

Beyle og Mérimée ligner først og fremmest hinanden i deres Kærlighed til Kendsgerningen. Enhver, som har læst Mérimée, véd at hvad han skildrer er den nøgne Kendsgerning, som nøjagtigt kan paavises, den skarpt tegnede Enkelthed. Han holdt, som han i Fortalen til sin Roman Chronique du regne de Charles IX tilstaar, i Historien ikke af Andet end Anekdoter og blandt Anekdoterne foretrak han dem, der gav et Billede af en hel Tidsalders Sæder og Karakterer. Ganske det Samme kan siges om Beyle. Ja Anekdoten er hans Tankes naturlige Form; han tænker i Anekdoter. Med Anekdoter maler han den Enkelte, med Leynedstegninger Tidsalderen. Hans Had til det Ubestemte driver ham til den Form af Historie, der synes ham mest levende, den novellistiske Meddelelse af en Kendsgerning, det lille, sagligt henstillede Drama. Og disse Anekdoter, som han fortæller, er i deres marvfulde Korthed slaaende, aldrig dagligdags, men et betegnende Udtryk for det Væsenlige. Forsaavidt har Mérimée stor Lighed med ham, og naar en moderne Beundrer af Beyle (Paul Heyse etsteds i en af sine Noveller) roser dennes korte italienske Historier, i hvilken de stærke, hensynsløse Lidenskaber optræder uden nogetsomhelst Selvbedrag med en - kold eller hed - Ubetænksomhed, der i sidste Instans griber til Kniven» saa kunde disse Udtryk uden et Ords Forandring anvendes paa Mérimée's Noveller.

Ikke desmindre har den Historie, der meddeles, en saa 217 forskellig Mening hos Beyle og Mérimée, at man med Lethed opdager Grænserne for den ældre Skribents Indflydelse paa den yngre. Beyle's fremherskende Egenskab er Hanget til at forme almindelige Ideer. For Beyle er det Karaktertræk, der træder frem i Begivenheden, altid kun Eksempel; det oplyser en sjælelig Lov, det afgiver en Prøve paa en almindelig Samfundstilstand eller Raceejendommelighed, som det er ham magtpaaliggende at oplyse. Naar han f. Eks. overfylder sin Bog De l'amour med Anekdoter, saa sker det kun for paa en indtrængende og praktisk Maade at forklare hvad han mener med de forskellige Navne, som han giver Følelsens Afarter og disse Varieteters Udviklingstrin. For at erhverve sig Læserens Samtykke til de Slutninger han drager, leverer han i Anekdoterne sit Stof. I hans Romaner virker denne Tilbøjelighed til at almindeliggøre næsten forstyrrende. Altfor hyppigt forklarer han Læseren: «Saadan og saadan bar hun sig ad, fordi hun var en Italienerinde; en Pariserinde vilde naturligvis have handlet ganske anderledes». Hos Mérimée findes aldrig Glimt af noget Lignende. Ingen Overvejelser eller Udskejelser, streng Nøjagtighed og Fasthed i Fremstillingen af det Faktiske; ud over dette Intet. Har han valgt sig sit Kuriosum - hyppigst en Levning af ældgamle Sæders Vildhed, der har tiltrukket ham i Nutiden som en gammel Medalje tiltrækker Kenderens Øje blandt moderne Skillemynt eller som en gammel Bygning tiltrækker den Rejsende midt i en moderne By - saa gælder det for ham kun om at lade dette Særsyn paa saa fremspringende Maade som muligt hæve sig ud fra vore Dages almindelige Fladbeds- og Flauheds-Jævnhøjde; han nedbryder alt Biværk, der kunde hindre den mærkværdige Levning fra Fortiden i at gøre den fulde Virkning; men at henføre den til den Almentilstand i Samfundet eller Staten, af hvilken den bærer Spor eller hvoraf den er et Tilfælde, det falder ham ikke ind. Helhedsoverblikket passer ikke for ham; Fugleperspektivet overlader han til Andre. Han opsøger sig en Sjældenhed i Virkelighedens Verden, aftegner den og indpuster den under Genfrembringelsen noget af sit eget Liv; men han holder Tilfældet rent som Sjældenhed. Og som han i sin Fremstilling er strengt virkelighedstro, saaledes er han det ogsaa i sin Opfattelse. Man se f. Eks. hvorledes han (i sine Portraits historiques et littéraires) ivrer imod enhver sindbilledlig Forstaaelse af Don Quijote, i hvilken han paa ingen Maade vil se Andet end en mesterlig 218 Parodi paa Ridderromanerne. Han udbryder: «Lad os overlade højtidelige tyske Professorer Fortjenesten af den Opdagelse, at Ridderen af la Manca er Poesiens og hans Vaabendrager Prosaens Symbol. En Fortolker vil altid i en genial Mands Værker opdage tusind smukke Hensigter, som han ikke havde». Hvor fint siger ikke i Modsætning hertil en Kritiker som Sainte-Beuve om Don Qaijote: «Denne Bog var et Lejlighedsskrift og er bleven en Verdensbog. Den har for bestandig erobret sin Plads i Alles Fantasi. Enhver Læser har arbejdet med paa den efter sin Lyst og har skaaret den til efter sin Smag. Cervantes tænkte ikke derpaa, men vi tænker paa det. Enhver af os er den ene Dag Don Quijote, den anden Sancho Pansa. Der findes mere eller mindre tydeligt hos Enhver denne uensartede Forening af det højtspændte Ideal og den sunde Sans, der plumpt holder sig til Jorden. Hos Mange er det endog kun et Aldersspørgsmaal; man sover ind som Don Quijote og vaagner op som Sancho Pansa». Beyle havde gerne underskrevet disse Sætninger; Mérimée holdt Skyen for almindelige Ideer tilbage.

Beyle og Mérimée var i Kraft af deres Kærlighed til Kendsgerningen og dens knappe Form lige store Hadere af den klassisk-franske Talekunst, og hvad mere er, de adskiller sig begge fra næsten alle samtidige Romantikere derved at de ikke vilde erstatte hin Talekunst ved Lyrik. Beyle har aldrig skrevet en Linje Vers; han manglede Øre for den simpleste metriske Rytme; han betragtede tiltrods for alt det Sværmeri, han indbildte sig at nære for Italiens Digtere, den metriske Form som blot Hukommelsesmiddel, og fandt den derfor urimelig, hvor den ikke tjente til at lære Ord udenad. Man finder en lignende Uvilje mod Verseformen hos Mérimée. Han har en saadan Sky for Rimets blødagtige og sværmeriske Musik, at de talrige Digte, der forekommer i hans Skrifter, uden Undtagelse er nedskrevne i Prosa; han lader selv oversatte Digte tabe deres Ejendommelighed hellere end at gengive dem i bunden Stil. Den Antagelse ligger tilsyneladende nær at han ikke tiltroede sig Herredømme over den metriske Form. Jeg tror snarere, at hans Stolthed har været for kilden til at han kunde forelægge fremmede Øjne et Digt og taale Kritik derover. Da han, som Breve til en Ubekendt viser, var i Stand til at skrive engelske Vers, saa kan det neppe have skortet ham paa Færdighed i Sprogbehandlingen. Men han udviklede aldrig denne Færdighed; Uviljen mod Hjerte-Udgydelser, 219 Følelsens dybe Blufærdighed medførte samme Resultat som Mangelen paa Øre hos Beyle.

Dog Mérimée gaar paa dette Punkt som paa andre videre end sin Lærer. Der var paa Bunden af Beyle's Sjæl et lyrisk Hang; det kommer til Udbrud i hans haardnakkede Sværmeri for Napoleon, for Italien, for det sekstende Aarhundrede, for Cimarosa og Rossini, Gorreggio og Canova, i alle de Superlativer, der sprudler frem under hans Pen næsten ikke mindre yppigt end under Balzac's. Mérimée derimod nøjes ikke med at banlyse den lyriske Form fra sine Værker; han giver Afkald paa Lyriken i og for sig; hans Væsen er tilmuret oventil. Den Prosa, han skriver, er den mindst lyriske, der gives. Hvis den gamle Sætning: «Man er ikke Digter uden Lyrik», var sand maatte man negte Mérimée Digternavnet.

Man sammenligne for at faa det fulde Indtryk af hans digteriske Saglighed et Øjeblik hans Fortællinger ikke med Beyle's, men med de samtidige første af George Sand. Skønt det, der i disse Bøger fortrinsvis skildres, er det unge Kvindehjertes Liv, den Blu og den Ildhu, den Trang til Hengivenhed og den Modtagelighed for Lidenskaben, som ingen Kvinde før med saadan Aandsoverlegenhed havde afsløret for os, har George Sand dog dybt nede paa Bunden af sin Sjæl en Sag; hun har en Forurettelse at hævne, en Forbitrelse at tilfredsstille; hun ser ikke paa Kvindekønnets Lidelser som rolig Iagttager; hun vil slet ikke skjule, at hendes Hjerte har blødt. Mérimée derimod har ingen Sag, ingen Lære, ikke ringeste Samfundssigte. Han sværmer ikke for Noget og tror ikke paa Noget, hverken paa et filosofisk System eller paa en Skole i Kunsten eller paa en Sandhed i Religionen, neppe engang paa et historisk Fremskridt. Han forhærder sig i sin Verdensmands-Tvivl overfor alle Reformatorer, Missionærer, Verdensforbedrere og Menneskehedsforløsere; han svarer ikke paa Spørgsmaalet, om han er enig med dem; han vender det døve Øre til. George Sand viser, hvad det franske Ægteskab er, og spørger med dirrende Stemme sit Publikum: Hvad siger I saa, kan dette taales? Mérimée skriver La double méprise og slutter Fortællingen uden at fortrække en Mine i sit Ansigt.

George Sand hviler ud fra de stærke Sindsbevægelser, idet hun vender tilbage til det oprindeligt Menneskelige og i simple, skønne Træk snart som i Mauprat tegner den trofaste 220 Kærligheds Magt og Lykke, snart som i Bondefortællingerne eller Jean de la Roche fremstiller det medfødt Ædle i Menneskenaturen i enfoldige og gribende Idealer. Mérimée tror ikke paa Idealet og har intet Talent til Idyllen. Der hviler en mørk, brunlig Tone over Alt, hvad han maler, og Hjertets Opsving mod en Renhed, som det elsker, eller et Heltemod, det beundrer, er fremmed for hans Kunst. Inderst inde er George Sand en Lyriker. Hvad enten hun gør Kærlighedslidenskaben til Helten i sit Værk, tilstaar den enhver Ret og skænker den sin hele Deltagelse, selv naar den besjæler en Uværdig (som i den mærkelige og dybe Roman Valvedre) hvad eller hun henrives af Modet og Karakterstyrken hos de bedste af hendes eget Køn, hun deler altid selv sine Personers Følelser og Lidenskaber, omtumles i Stemninger, jubler, græder, sukker og smiler. Mérimée derimod stemmer overens med Beyle i at give sit Følelsesliv et upersonligt dramatisk Udtryk og overtræffer kun sin Forgænger ved den højere Kunst. Han har gjort sig Umag for at indeslutte sin Følelse i sig selv, har sammentrængt den saa stærkt som muligt, har paabudt den Taushed, den ubetingede Taushed, der forlanges af den, som er indespærret i et Cellefængsel, og har aldrig, uden Undtagelse aldrig, givet den Udtryk i eget Navn. Kun gennem fuldt ansvarlige Personligheder og selv saaledes kun saare sparsomt kommer den til Orde. Herved opnaar Digteren, at disse Personligheders Aasyn faar Omrids af en hidtil uset Skarphed, og at de taler det mest kortfattede og mest energiske Sprog. Saaledes har hans Følelse, jo mere inderlig og øm den oprindeligt var, udadtil vundet en des stoltere Holdning. Der er intet Kvindeligt eller Kvindagtigt i den. Mérimée skildrer ikke engang hos Kvinden det i strengere og snevrere Forstand Kvindelige. Sandt og fint gjorde Beyle, der i dette Punkt er ham saa modsat, i et af sine Breve gældende imod ham, at der fattedes hans Romaner «den ømme Finhed».*) Hans Kvindeskikkelser er i deres Lidenskaber mandige og følgestrenge, næsten uden Undtagelse Karakterer; selv de letsindigste eller letfærdigste af dem gaar med Fasthed og Ro i Døden (Arsène Guillot, Julie de Chaverney, Carmen). Ingen af dem har det Correggioagtigt Smeltende, som Beyle formaaede at give sine Kvindefigurer.

* 221

Naar Beyle er mere lyrisk end Mérimée og naar han har en dybere Sans for det Kvindelige, saa beror det fortrinsvis paa, at han inderst inde var en fantasirig Entusiast. Man behøver kun at skrabe Forstandsmennesket hos ham, saa kommer Entusiasten for Dagen. Derfor holder Beyle ogsaa af at skildre Begejstringen som Stof, medens intet Stof er Mérimée mere fjernt. Man sammenligne dem f. Eks som Slagmalere, man holde de to bedste Slagmalerier i Prosa, der indtil da overhovedet gaves, op mod hinanden: Mérimée's berømte Stormen paa Skansen og Beyle's ikke mindre berømte Skildring af Waterloo-Slaget. Modsætningen er slaaende: Hos Beyle en Ynglings Begejstring for Napoleon og for Krigeræren fremstilt med mild Ironi og dog med levende Deltagelse, hos Mérimée kun den mørke Side af Kampen, den halvt mekaniske Storm paa en Skanse; det er Krigens Knald og Fald, som han uden Hensyn til Fædrelandskærligheden, Begejstringen eller nogen anden højere Følelse end Soldater-Stoicismen og Udsigten til Forfremmelse maler med saa fast en Kunstnerhaand som Gérôme's.

Beyle og Mérimée stemmer overens i deres indenfor den romantiske Skole særegne Holdning overfor Religionen. De franske Romantikere stod jo saa lidt som de tyske oprindeligt i noget fjendtligt Forhold til Katolicismen. Enkelte iblandt dem var fra først af Troende, de øvriges Forhold til Religionen var et Pietets- eller et Ligegyldigheds-Forhold. Mérimée var som Beyle fra første Færd af grundhedensk i sin Tankegang og sit Følelsesliv. Hans Fritænkeri havde endog lige saa fuldt som Beyle's en lidenskabelig Karakter. Han var vel ikke naiv nok til som Beyle at nære en Art Fjendskab mod den personlige Gud, men han delte Beyle's Afsky for Religionens Repræsentanter. Imidlertid kommer hans Uvilje mod Kristendommen langt mere indirekte tilorde end hos Beyle, der hvert Øjeblik røber sig. Han hader ikke som Beyle Katolicismen, han smiler kun ad den. Aldrig viser han mere end Spidsen af en Finger under sin sorte Domino. Det morer ham at skildre kælne katolske Præster, og naar en af hans Personer taler om Daaben, Skriftemaalet eller en anden religiøs Ceremoni, indledes Repliken gerne af denne Parentes: «med en meget fromladen Næsetone»; men i sit eget Navn udtaler han sig i det Højeste saa forsigtigt og fint ironisk som i det Følgende: «Det var en Bønnebog, som Fru de Piennes tog; og jeg vil ikke nævne dens Titel, for det 222 Første for ikke at forurette Forfatteren, dernæst fordi man maaske vilde anklage mig for Hang til at drage en eller anden ondskabsfuld Slutning om den Art Værker i Almindelighed. Det er tilstrækkeligt at sige, at den omtalie Bog var af en ung Mand paa nitten Aar og særligt bestemt til at føre forhærdede Synderinder tilbage til Kirkens Moderskød, at Arsene var meget udmattet, og at hun ikke havde kunnet lukke et Øje den foregaaende Nat. Da Pagina 3 var oplæst, hændte der, hvad der vilde været hændt med ethvert andet Værk; det Uundgaaelige skete, nemlig at Arsène lukkede sine Øjne og sov ind.»

Hovedforskellen mellem Beyle og Mérimée er dog atter her den, at Beyle var langt mindre hengiven til Tvivl end Mérimée. Han var en Materialist af Encyclopædisternes Skole og som saadan troende og overbevist. Han havde sin Filosofi, ved hvilken han holdt fast: Epikuræismen; sin Metode: Sjælegranskningen; sin Religion: Forgudelsen af Skønheden i Livet som i Musiken, i den bildende Kunst og i Literaturen. Mérimée har ingen Filosofi; man kan ikke være mindre doktrinær end han med sin halvt stoiske, halvt nydelseslystne Sjælsstemning er det, og han har ingen Religion, han tilbeder Intet. Han vogter sig for Begejstring som for en Sygdom. Man føler det slaaende, hvor han i sin store Afhandling om Grote's Grækenlands Historie kommer til at tale om Leonidas og Slaget ved Thermopylæ. Han fortæller, at han selv nogle Aar tidligere har tilbragt tre Dage ved Thermopylæ og tilstaar, at han «saa prosaisk han end er» ikke uden Sindsbevægelse klatrede op ad den lille Høj, hvor de sidste af de Trehundrede døde. Han lader sig imidlertid ikke overvælde af Sindsbevægelsen. Han har undersøgt Persernes Pilespidser og fundet, at de var af Flint; i Sammenligning med Europæerne har disse Asiater da været at betragte som stakkels Vilde. Hvis man har Aarsag til at undre sig over Noget, saa er det over, at de overhovedet kom igennem Passet. Han kritiserer Leonidas. Denne handlede meget uklogt i selv at tage Plads paa det uindtagelige Sted og overlade det andet Pas, der var langt vanskeligere at forsvare, til en fejg Mand. Ganske vist døde han som en Helt; men man forestille sig, hvis man kan, hans Tilbagekomst til Sparta efter at han havde overgivet Barbarerne Nøglen til Hellas. Mérimée's Resultat er altsaa det, at Herodot har fortalt Historien som Poet, og det som græsk 223 Poet, der fremfor Alt vil lade det Skønne træde kraftigt frem, og han opkaster sluttelig det Spørgsmaal, om man kan sige, at Opdigtelsen her er mere værd end Virkeligheden. Af hundrede Mennesker vilde de nioghalvfems sikkert uden Betænkning svare Ja. Mérimée gør det ikke. Han skriver i Aaret 1849, og med nyligt oplevede historiske Tragedier for Øje svarer han: «Maaske, men det var ved det Misbrug, der blev drevet med Thermopylæ, ved Foregøglelse af den Lethed, med hvilken tre hundrede frie Mænd kunde bekæmpe tre Millioner Slaver, at Italiens Talere fik drevet Piemonteserne til uden Forbundsfæller at indlade sig i Krig med Østerrig». Man sammenligne med denne Tvivlsaand hos Mérimée den begejstrede Troskyldighed, med hvilken Beyle kopierer den upaalidelige Krønike om Beatrice Genci.

1830-Tiden var en Periode, i hvilken Frankrigs ypperste Forfattere var særlig paa deres Post mod Fædrelanderiet. Den nys vakte Sans for de fremmede Literaturer og deres Fortrin medførte ved et naturligt Tilbageslag en voldsom Ringeagt for den nationale Digtning og dens Klassikere, undertiden endog for den franske Folkeaand overhovedet. Den romantiske Skoles tidligste, temmelig uforstandige Stormløb mod Racine er bekendte; man betegnede den klassiske Literatur som Literatur for Skoleklasserne. Victor Hugo. hvem det ellers ikke skortede paa Nationalstolthed, udraabte i Fortalen til sine Orientalere: «De andre Folk siger: Homer, Dante, Shakespeare. Vi siger: Boileau». Hugo, der havde tilbragt sin Ungdom i Spanien, behandlede i sine første Dramer (Inez de Castro, Hernani) spanske Stoller og beholdt den spanske Inddeling i Dage istedenfor i Akter. Italien og Spanien var overhovedet for de begyndende Romantikere de forjættede Lande. Alfred de Musset skrev Contes d'Espagne et d'Italie, Th. Gautier blev ikke ked af at forbande Frankrigs kolde Klima og farveløse Sæder, kaldte Spanien sit virkelige Fædreland etc. etc.

Beyle og Mérimée repræsenterer begge i særegen høj Grad Modstanden imod Nationalforfængeligheden. I Beyle's Mund var Ordet «fransk» næsten et Skældsord, han plejede spotsk at kalde Franskmændene les vainvifs (de livligt Forfængelige), hans Bøger vrimler af Udfald som dette: «Gives der noget mere komisk end at tiltro en parisisk Karakter nogen Dybde?» Han kalder sit. Fædreland «det grimmeste Land paa Jorden, som Tossehoveder 224 titulerer det skønne Frankrig».*) Vi har set, at han tilsidst endog fornegtede sin Nationalitet. Mérimée, der omtrent var saa forelsket i de spanske som Beyle i de italienske Sæder, havde det oprindelig romantiske Hang til det Fremmede, det Eksotiske; han saa desuden ganske som den ældre Ven et af den franske Karakters Hovedtræk i den stadige Agtpaagivenhed paa Næstens Dom (le qu'en dira-t-on), der tilintetgør al Originalitet, gør Livet glædesløst og afgiver det bedste Grundlag for Samfundshykleriet Han skattede overhovedet sine Landsmænd temmelig ringe og bestræbte sig ikke for at skjule det for dem. Men han endte modsat Beyle med at bekende sig til Fædrelandskærlighedens gamle Evangelium. Det faldt ham ikke let, thi han hadede som Pesten alle patriotiske Talemaader, og der udfordredes intet Ringere end Frankrigs fuldstændige Knusning til at presse et Ord om Fædrelandskærlighed ud over hans Læber. Men i et Brev fra 13de September 1870 skriver han dog: «Jeg har hele mit Liv igennem stræbt at holde mig fri fra Fordomme og være Verdensborger mere end Franskmand; men alle disse filosofiske Drapperier nytter Ingenting. Jeg bløder idag af disse dumme Franskmænds Saar, jeg græder over deres Ydmygelser, og hvor utaknemmelige og fornuftstridige de end er, jeg elsker dem trods Alt».

I sin Karakteristik af Beyle har Mérimée (efter Sainte-Beuve) fremhævet som et af de mest fremspringende Træk Beyle's Frygt for at blive duperet (nærmest: narret paa Grund af Godtroenhed). «Deraf udsprang,» siger han, «denne kunstige Forhærdelse, denne fortvivlede Opsøgen af de lave Bevæggrunde til alle ædle Handlinger, og denne Modstand mod Hjertets første Tilskyndelser, der efter min Mening var mere paataget end virkelig hos ham. Den Modbydelighed og Foragt, som han nærede for Sentimentalitet, lod ham ofte forfalde til den modsatte Overdrivelse til stor Forargelse for dem, der ikke kendte ham nøjere og tog det bogstaveligt, som han sagde om sig.» Denne Frygt for at blive ført bag Lyset med alle dens af Mérimée her opregnede Følger var idetmindste ligesaa levende hos ham selv som hos Beyle; kun maatte han med sit finere Naturel gøre mere Vold paa sig for at anslaa den cyniske Tone, der tilsidst blev ham ligesaa * 225 naturlig overfor Mænd som den indsmigrende galante Tone overfor Damer. Ogsaa ham morede det som ung at gælde for et Uhyre af Usædelighed, og kun engang imellem naar et eller andet komisk Tilfælde, som f. Eks. en Provinsdames Angst for at rejse alene i Postvogn med ham (Lettres à une inconnue I, 72) viste ham paa nært Hold, hvor daarligt et Rygte han havde paa sig. ærgrede han sig et Par Dage igennem over sin Uforsigtighed. Af lutter Angst for at bære sig ad som de Forhyklede blev han selv en Art Hykler, kom til at hykle Letfærdighed og Haardhjertethed, og af lutter Frygt for at blive holdt for Nar, vildførte han ikke blot Andre, men bedrog sig selv for mangen ren og ligefrem Livsnydelse. Den Bedragne er tit, - ikke blot i Teatret, som Gorgias sagde - visere end den Ikke-Bedragne. Den, der ikke stadig frygter for at give sig Blottelser, har mere Mod, frembringer Mere, og virkeliggør fuldstændigere alle de Muligheder, som slumrer i hans Sjæl.

Hos Mérimée havde den evige Bekymring for at give sig til Pris to slemme Følger, som den ikke fik hos Beyle. For det Første gav den ham i hans ældre Aar et Præg af officiel Stivhed. Som Medlem af Akademiet og Senatet, som Kejserfamiliens Yndling og betroede Mand maatte han snart figurere, snart holde Taler ved højtidelige Lejligheder, hvor han i sit Indre bestandig gjorde sig lystig over sin Holdning og sine egne Ord. Beyle bragte sig aldrig i nogen Situation, hvor han behøvede at tale med Ærefrygt om Ting, han ringeagtede, eller at sige Dumrianer Komplimenter. Han havde ikke for Intet skrevet disse Ord: «Naar jeg ser en Mand bryste sig i en Selskabssal med flere Ordner i Knaphullet, forestiller jeg mig uvilkaarligt det uhyre Antal af Lavheder, Platheder og ofte sorte Forræderier, som han har maattet ophobe for at modtage saa mange Vidnesbyrd derom.» For det Andet skærpede hin Bekymring .Mérimée's Selvkritik som Forfatter saa stærkt, at den gjorde ham ufrugtbar. Beyle's Valgsprog havde været: Ingen Dag uden en Linje. Mérimée havde altid skrevet lidt, men ophørte tilsidst næsten ganske med digterisk Frembringen. Han stillede saa store Fordringer til sig selv i Henseende til Fuldendthed og Plastik, at han hellere holdt sig tilbage fra Væddekampen med sit eget Ideal end udsatte sig for den Risiko, som det var for ham, hver Gang han paany forsøgte sig i den. Han vilde hellere nøjes med hvad han havde opnaaet end paany sætte sin Kunstnerære paa Spil. Og han 226 holdt sig des lettere tilbage, eftersom Tilbageholdenhed overhovedet var et Karaktertræk hos ham og ingen tøjlesløs, ubehersket Drift tvang ham til den uafbrudte Frembringen.

Beyle bebrejdede ham forgæves hans «Dovenskab»; men blandt dens Aarsager var en, som Beyle ikke forstod og som udgjorde Grundforskellen imellem dem. Beyle var Sjæleforsker og Poet, ingen Kunstner; Mérimée var Kunstner helt ud i Fingerspidserne. Det er som Kunstner og alene som Kunstner at han er stor, og det er paa hans kunstneriske Mesterskab, at Fremskridtet fra Beyle til ham beror. Det rige aandelige Materiale, som Beyle havde bragt for Lyset, fik først hos ham uforgængelig kunstnerisk Form.

Hans «Dovenskab» var for øvrigt langtfra ubetinget. Den ytrede sig i Studier, i Monumentbeskrivelser, i Oversættelser fra Russisk og beskedne, men strenge historiske Undersøgelser og Værker. Han var Filolog og Arkæolog, en Lærd og en Videnskabsmand. Hans Kunst er som en Oase, der ligger midt i hans tørre Studier; den grænser paa alle Sider til Videnskaben, og glider lempeligt over i Historieskrivning; thi der kommer et Øjeblik, hvor Kærligheden til Kendsgerningen og Lidenskaben for Nøjagtighed og Bestemthed ikke mere tilfredsstilles af Fantasier alene. Mérimée's personlige Forfatterskabs Historie har her været den samme som den romantiske Skoles. Han afspejler i det Mindre en stor Bevægelse; thi i Frankrig saavel som i Tyskland har den videnskabelige Kritik og den strenge Historieforskning slaaet ind paa den Vej, som Romantikens literære Kritik brød for Poesien. Da denne opgav de fremmede og middelalderlige Stoffer, gav Videnskaben sig til at behandle dem i den Aand, som Poesien havde fremkaldt. Da nu hos Mérimée Digtningen bestandig ligesom brød ud af Forskningen, da mange af hans Noveller, som Carmen, La Venus d'Ille, Lokis, ligger i en Ramme af for Spøg henstillede arkæologiske eller sproglige Studier, var det forklarligt, at Videnskaben efterhaanden fra Omkresen af trængte ind mod Hjertet i hans Frembringelser.

I Mérimée's Forhold som Videnskabsmand ligger den sidste Grundmodsætning mellem ham og Beyle. Han indtager i Videnskaben ikke den højeste Rang; han har Andenrangs-Egenskaberne Grundighed og Paalidelighed, men mangler den Gnist, der besjælede ham som Digter. Ikke desmindre har han den sande Videnskabsmands Kendemærke: han taler aldrig om hvad han 227 ikke forstaar sig paa; han fremstiller aldrig løse Gisninger eller aandrige Paradokser; han gaar frem Skridt for Skridt. Han kan blive tør og træet; men han begaar ingen Fejl. Er Mérimée saaledes en ædru Videnskabsmand uden Geni, saa er Beyle lige omvendt i Videnskaben den geniale Dilettant, med alle Genialitetens men ogsaa med alle Dilettanteriets Kendemærker. Det vrimler i hans Bøger af vovede Paastande, ubevislige Gisninger, af almindelige Udsagn om Nationer, hvis Sprog han ikke var hjemme i, af Dilettantparadokser som hint, der satte Werner's Luther højest af alle tyske Dramer. Hans Afhandlinger er ligesaa underholdende og rige paa Indfald som Mérimée's kedelige og tørre; men Mérimées Resultater er byggede paa Klippegrund, Beyle's altfor ofte paa Sand.

Baade som Videnskabsmand og som Digter betegner Mérimée altsaa et Fremskridt ud over Beyle. Han er en snevrere og fattigere Aand, med en, hvis Indhold var bragt i en ganske anden Orden, og som var Herre over en tilsieben kunstnerisk Form.

XXIII

Mérimée's tidligste Holdning som Dramatiker og Novellist er literært angribende. Skønt han er anlagt til Iagttager, forfølger han ikke - som Balzac f. Eks. - det Maal, at fremstille den Verden, han ser om sig, i dens Bredde; han har ikke den Ærgerrighed, at man skal kunne studere hans Tids Kultur og Følelser i hans Værker; han vil trodse en herskende Smag hos sine Landsmænd, vil drille eller oprøre dem og vælger i denne Hensigt med Forkærlighed Stoffer, som ligger det moderne dannede Samfund fjernt.

Det var naturligt, at hans Uvilje først vendte sig mod den literære Følsomhed. Den sky og stolte Yngling var gennemtrængt af den Tanke, at en Forfatter har den Pligt at meddele Publikum sine Ideer, men skylder sin Værdighed som Mand at beholde sine Følelser for sig selv. Dog med denne Tanke stod han i Datidens franske Literatur næsten ene. Siden Rousseau, der med sine Romaner og især med sine Bekendelser havde brudt Banen for en Svælgen i halvsande Følelser og en Meddelsomhed, som ikke holdt Noget tilbage, havde en Række af Skribenter ligefra Chateaubriand til Lamartine og Sainte-Beuve 228 skaaret sig levende op til Publikums Fornøjelse, indviet Læseverdenen i deres Hjerters Historie, kort sagt paa alle Maader givet sig til Pris for den vulgære Mængdes lave Nysgerrighed. Og hvorfor? For at opnaa dens Deltagelse. Mérimée er tusinde Gange for stolt til at ønske den. For Himlens Skyld intet Skriftemaal! siger han til sig selv, idet han første Gang tager Pennen i Haanden. For da ikke at blive sentimental eller klagende, skjuler han sig helt bag de Mennesker, han skildrer, lader dem selv og deres Skæbne raade og giver aldrig sin Mening om deres Færd tilkende. Beyle, der skyede Følsomheden lige saa stærkt, kunde ikke dy sig for bestandig at snakke med; Mérimée gør sig usynlig, uhørlig, usporlig. Men dette kan han efter sit Væsen kun ved at indskrænke sig til Fremstillingen af sluttede og faste Karakterer, der uden lang Vrøvlen eller vidtløftigt Ræsonnement følger deres Indskydelse, rives med af deres Lidenskaber og pludselig, uforudset skrider til Handling. «For mig, siger Mérimée's sydamerikanske Skibskaptejn i Fortalen til Familien Carvajal, er alle Tragediehelte en Slags flegmatiske Filosofer uden Lidenskaber, og hvis en af disse Herrer slaar sin Medbejler ihjel i Duel eller paa anden Maade, tager Samvittighedsskruplerne straks Livet af ham, og han bliver blødere end en Vante. Jeg har staaet 27 Aar i Tjenesten, jeg har slaaet 41 Spaniere ihjel, og jeg har aldrig følt noget Lignende . . . Personer, Følelser, Hændelser, Alt synes os usandt, naar vi læser disse Stykker højt i Officersmessen. Det er bestandig fyrstelige Personer, der lader, som de var forrykte af Kærlighed, og som ikke engang vover at røre Spidsen af Fingeren paa deres Prinsesser, men holder sig i en Baadshages Afstand fra dem. Vi Sømænd gaar mere ufortrødent tilværks i Kærlighedssager.» Mérimée skriver da ikke for Spidsborgere, hvem den ringeste nervøse Bevægelse bringer Taarer i Øjnene, han henvender sig til stærkere Nerver, der behøver kraftigere Rystelser for at bevæges. Derfor ikke mere disse lange reglementerede Indledninger, Forberedelser og Tragedie-Varsler! Mennesker med Blod i Aarerne betænker sig ikke saa længe, og de Nervesvage afgiver ikke noget interessant Skuespil for Andre end for de Blodløse. Naar en Kvinde elsker, hvad er saa naturligere, end at hun siger det, sprænger alle Hensyn og gør Afstanden saa kort som muligt mellem den første Tilstaaelse, det første Kys og det første Favntag? Naar en Mand hader, og hans Had er et Had som 229 han selv er en Mand, hvad er saa naturligere, end at han med et Stød eller et Skud gør Ende paa sin Plage og sin Modstanders Liv? Vil man ikke fremstille en svækket, men en kraftig Menneskerace, bliver det idetmindste saaledes, og heraf følger da hos Forfatteren Tilbøjeligheden til at lade enhver Følelse antage Karakter af skarp og voldsom Lidenskab, dernæst Trangen til at fordybe sig i det Grusomme og Barske, til at lade Døden haard og kold, ikke Tragediedøden, men den virkelige Død i dens hele U barmhjertighed sætte Kronen paa ethvert Værk, som udgaar fra dette Kunstnerværksted. Heraf med ét Ord det Atroce hos Mérimée.

Han er fortrolig med Døden. Hvis de gamle Betegnelser slog til overfor ham, vilde man kalde ham en stor Tragiker; men Mérimée tror ikke paa, hvad aristotelisk opdragne Doktrinære plejer at kalde den tragiske Forsoning. Han synes at sige med Schiller om de øvrige Digteres Fremstilling af den store Afgørelse:

Aber der Tod, Ihr Herrn, ist so ästhetisch doch nicht.

Allerdybest i hans Sind ligger Kærligheden, til det kraftige Karaktertræk. Han elsker ikke som Balzac selve Kraften som Kraft i Driften, i Lidenskaben; han elsker Kraften i Betydning af det oprindeligt Dygtige i Karakteren og det energisk Afgørende i Begivenheden, og som naturligt er, han begynder med at opfatte og gengive den afgørende Begivenheds Poesi, endnu længe inden han er moden nok til at fremstille den sande og kraftige Karakters. Af alle Begivenheder er Døden den mest afgørende, og saaledes gaar det til, at han forelsker sig i Døden, vel at mærke ikke i Døden som den opfattes af Spiritualister eller Troende, ikke i Døden som lutrende Overgang, men i det voldsomme, pludseligt indbrydende og barske Tilfælde, der med store blodige Træk tegner en Afslutning. Han er som Siéyes for La mort sans phrase.

Den Antagelse kunde ligge nær, at ligefuldt en vis Følelsesløshed, et vist Hang til Grusomhed hos Mérimée som Menneske maatte ligge bagved denne literære Haardhjertethed. At imidlertid de videst gaaende Ytringer af denne Egenskab i Virkeligheden fra først af var foraarsagede af den nævnte stridbare Stemning mod den poetiske Brug af det Rørende, lader sig næsten bevise ved ligefremme Udtalelser af Mérimée. Der findes i hans Afhandling om hans Ungdomsven Victor Jacquemont følgende Sted: 230 «Jeg har aldrig kendt noget Hjerte, som i Virkeligheden var mere følelsesfuldt end Jaequemont's. Han var en kærlig og øm Natur, men han anvendte lige saa stor Omhu paa at dølge sine Sindsbevægelser som Andre paa at skjule deres slette Tilbøjeligheder. I vor Ungdom var vi blevne stødte tilbage af den falske Følsomhed hos Rousseau og hans Efterlignere, og der indtraadte, som det plejer at ske, en overdreven Reaktion. Vi vilde være kraftige og vi gjorde os lystige over Sentimentaliteten.»

Det forstaar sig dog af sig selv, at dette Had til det Blødagtige og Taaredrivende, der stikker saa stærkt af mod andre samtidige Talenters yderligt følsomme Ungdomsvæsen, og denne Forkærlighed for det Voldsomme og Raa ikke beroede paa pur Modsigelseslyst. For at maale Styrken af denne Mérimée's Tilbøjelighed behøver man kun at kaste et Blik ud over hans Udviklingshistorie. Man maatte hos enhver Anden vente at se en saadan Sympati hæmmet i sit Frembrud ved Ungdomstidens lettere og lysere Lune og i Alderdommen mildnet ved aftagende Kraftfylde. Men ingen af Delene er Tilfældet hos Mérimée. Hans Kærlighed til de voldsomme Afgørelser er ligesaa gammel hos ham som hans Kærlighed til Pen og Blæk, og det Afskrækkende eller Rædselsfulde, som i hans Manddoms Værker, besjælet ved Inderlighed og Aand, virker tragisk, indsnevrer sig atter i hans Alderdoms Frembringelser til det mørkt og frastødende Uhyggelige.

Man ser i Clara Gazuls Teater, den første Bog, som Mérimée, kun 22 Aar gammel, udgav, paa unherholdende Maade Ungdommeligheden stride med hin dybt indgroede Forkærlighed for det Voldsomme og Vilde. Overfladisk betragtet kan denne Bog synes temmelig alvorlig. Den adskiller sig, skønt den udgives for spansk, fra den spanske Skuespil-Literatur ved mange af de væsenligste Bestemmelser. Langt fra, som Kappe- og Kaardestykkerne, ensformigt at gentage de samme Karaktertyper og de samme af Skinsygen og den pirrelige Æresfølelse fremkaldte Situationer; langt fra at ligne dem ved en fordomsfuld moralsk Formtvang, har de indbyrdes meget forskellige Dramer, hvoraf dette Teater bestaar, skarpt og individuelt tegnede Figurer. Istedenfor at vise overmenneskelig Selvbeherskelse og Forsagen, rives Personerne blindt med af deres Lidenskaber og Drifter. Endnu mindre Lighed har disse Skuespil med den store Gruppe af fantastiske og romantiske Æventyrdramer med 231 eller uden katolsk Beaandelse, i hvilke Galderens Poesi naaer sin højeste Glans og sine mest brogede Farver. Det er blot med enkelte tunge spanske Dramer som Galderens El alcalde de Zalamea, Las tres justicias in una, El medico de su honra, El pintor de så deshonra eller Moretos El valiente justiciero, at enkelte iblandt dem, f. Eks. Ines Mendo, stemmer overens i Grundtonen. I Gennemsnit er Bogen kun tilsyneladende alvorlig. Den er fri, kaad, dristig, overmodig og gennem den spanske Skuespillerinde-Habit stikker ægte fransk Letsind og Satire igennem. Den sætter, som det hedder i Fortalen til En Kvinde er en Djævel, adskillige Personer i Scene, som vore Ammer og Barnepiger har lært os at betragte med Ærefrygt. Den haaber, at «de oplyste Spaniere» ikke vil tage dette ilde op. Clara Gazul er da en lystig Bog; den gode Dame, som har skrevet den, bærer ikke lange Skørter. Men hvilken løjerlig Lystighed er ikke dette! En Lystighed, der finder Moro i at kaste med Knive, en Lystighed, til hvilken man skal se sig om efter et Sidestykke, og hvortil man maaske intet andet finder end en ung fornøjet Panters Spring eller Lege. Mérimée kan ikke godt ende uden at slaa alle sine Hovedfigurer ihjel, og Dolkestødene følger næsten marionetagtigt paa hinanden. Men han morer sig med umiddelbart efter Afgørelsen at bryde Illusionen over, idet han lader de Spillende rejse sig og en af dem takke Tilskuerne for deres Opmærksomhed, saa det Hele bliver til Løjer:

Dona Maria.

Hjælp hende! hun har faaet Gift, hun er forgivet af mig. Jeg vil straffe mig som jeg har fortjent; Klosterbrønden er ikke langt borte.

Hun lober ud).

Fray Eugenio

(til Publikum).

Tag mig det ikke ilde op, at jeg har foraarsaget disse to elskværdige unge Damers Dod, og vær saa god at undskylde Forfatterens Fejl.

Saaledes ender det lidenskabelige Stykke L'occasion. Den vittigste Kritik, der er skrevet over disse Stykker og denne Manér, er en Sætning i Alfred de Mussets Lettres de Dupuis et Cotonet: «Og saa har vi Spanien med sine Castilianere, der skærer Halsen over paa hverandre, som man drikker et Glas Vand, og med sine Andalusierinder, der hurtigere endnu indlader sig paa en mindre affolkende Idræt, med sine Tyre, Toreadorer, Matadorer o. s. v.

232

Den unge romantiske Skoles Spanien, til hvilket Musset med sin Andalusierinde fra Barcelona, som man kan kende paa det blege Ansigt og den brune Hals, selv har givet Bidrag, var i Virkeligheden ikke blot hos Mérimée saa varmblodigt og hurtiglevende. Men Ingen havde den Morskab af det som han. Og til denne hans Ungdoms-Manér er det, at de Stoffer, han i sin Alderdom vælger, fuldstændigt svarer.

Hans sidste Novelle Lokis er Historien om en ung litauisk Greve, der i Kraft af en hemmelighedsfuld Afstamning af og til sporer et Rovdyrs Instinkter i sig, og som i Brudenatten bliver vanvittig og bider Halsen over paa sin Brud. Hans Karakter er skildret med fin Kunst, Galskabens Udvikling er anskueliggjort med et Par lette Træk, og det har øjensynlig været en særegen Fornøjelse for Mérimée at tegne den unge Greves Skikkelse i dens hele Vildhed som Sidestykke til en uendeligt brav og tam tysk Professor (Tyskeren i de franske Bøger før 1870), der opholder sig som Gæst i det grevelige Hus, hver Aften skriver Brev til sin Forlovede, Frøken Gertrude Weber, og saaledes meddeler Læseren den gyselige Begivenhed. Men Slutningsindtrykket af denne Vampyrhistorie er dog rædselblandet Modbydelighed, og Fremstillingens Mesterskab, den Takt som er bevaret i Foredraget, den hele Elegance, med hvilken det Afskyelige tumles, erindrer næsten om Skarpretterens hvide Glacéhandsker. Fortællingen er kun interessant som Vidnesbyrd om Styrken af en oprindelig Grundtilbøjelighed hos dens Forfatter.

Ejendommelig og personlig var denne Mériniée's Tilbøjelighed ganske vist, men ligefuldt er den øjensynligt nærbeslægtet med Retningen i hele den Skole, der af Southey var bleven stemplet som satanisk. Byrons Indflydelse er umiskendelig. Man var ved Aaret 1830 i Frankrig, som alt tidligere i England, grundigt træt af Reaktionstidens «immanueliske» Poesi. Digtningens Scepter var fra Lamartines Hænder gledet over i Victor Hugo's, hvis Orientalere jo gav de blodigste Billeder af Krig og Undergang. Lamartine selv, den tidligere serafiske Digter fremfor nogen, slog med sit Digt En Engels Fald ind i den sataniske Retning. Og i Hugo's Skole fandtes en ung Digter, der næsten samtidigt med Mérimée og uden i ringeste Maade at være paavirket af ham, behandlede gysenvækkende Æmner i smaa, kunstnerisk udførte Noveller; jeg mener Petrus Borel, der døde saa fattig og uberømt. Hans Dina, la belle juive lader sig jævnføre med Mérimées 233 Rædselsnoveller. Den stakkels Borel var en Sværmer, en glødende Entusiast og Moralist, der med den Lidenskab, som skjuler sig bag hans saglige Fremstilling, vilde fremkalde Læserens Harme over de Voldsgerninger, han skildrede. Den fine, slebne Mérimée anstiller sig ofte kun saa blodtørstig, fordi det morer ham at forskrække Læseren og især Læserinden. Men en ægte romantisk Udfordring til «Spidsborgeren» foreligger dog i begge Tilfælde.

Ikke ustraffet har Mérimée givet sit Talent den literære Blodtørst i Vold. Undgik han end i levende Live Nemesis, saa har Gudinden indhentet ham efter hans Død. Da Loménie holdt Lovtalen over ham i det franske Akademi, udtalte han til Slutning den Mening, at Mérimée stadig havde savnet den huslige Arnes Fryd og vilde have været lykkeligere som Familiefader «med fire eller fem Børn at opdrage». Og da hans Veninde, Grevinde Lise Przezdzieska gav hans visselig ikke for Offenligheden bestemte Breve til hende i Trykken som Lettres à une autre inconnue, bestemte hun Salgsudbyttet til Sjælemesser for sin antikirkelige Vens Frelse.

XXIV

Da Mérimée som Digter debuterede i spansk Forklædning, vai man i den klassiske dramatiske Literatnr kommet saa vidt, at Personerne i et Drama som Brikkerne i et Skakspil havde deres bestemte Rolle og foreskrevne Gangart. Der gaves en Konge, en Tyran, en Prinsesse, en Sammensvoren i Almindelighed. Om Dronningen, som havde dræbt sin Ægteherre, hed Semiramis, Klytemnestra, Johanna af Neapel eller Maria Stuart, om Lovgiveren kaldtes Minos eller Peter den Store eller Cromwell, det var ligegyldigt; deres Ord og Handlinger, Tanker og Følelser var altid de samme. En ung klassisk Digter, der havde valgt et Stof af den spanske Historie og mødte Vanskeligheder hos Censuren, fandt paa den Udvej, med et Pennestrøg at forlægge Handlingen fra Barcelona til Babylon og fra det sekstende Aarhundrede til Tiden før Syndfloden, da «Babylone» havde samme Antal Stavelser og rimede paa de samme Ord som «Barcelone», 234 saa at der næsten ikke var noget at forandre.*) Det Spanien, Mérimée som Clara Gazul viser sine Læsere, er et andet end det, hvori hint Barcelona laa. Og han nøjes ikke med at formumme sig som Spanierinde. Han sætter som ægte Romantiker Poesiens Hovedopgave i uden Overkalkning eller Fernis at lade de forskellige Folkeslags og Kulturtrins sædelige Tilstand komme for Dagen, saa at hvad man dengang kaldte «Lokalfarven» træder rent og kraftigt frem. Han gør sig derfor til Beboer af de forskelligste Lande og til Samtidig med de forskelligste Tidsaldre. Han føler som Maurer, Neger, Sydamerikaner, Illyrier, Zigøjner, Kosak o. s. v. Han opsøger dog ikke alt det Fjerne med samme Forkærlighed, thi han skyer Dannelsen og det slebne Væsen. Som Théophile Gautier paa sine Rejser besøgte ethvert Land paa den Aarstid, da dets Klima er ejendommeligst, Afrika om Sommeren, Rusland ved Vintertid, saaledes foretager Mérimée aandelige Udflugter til de Egne og Stammer, hvor Ringeagten for Menneskeliv er koldest, Lidenskab og Sanselighed hedest, Karaktererne haardest og vildest og de oprindelige Fordomme mægtigst. Han indskrænker sig ikke til Nutiden. Han fordyber sig i de middelalderlige Bondekriges Grusomhed; han fremmaner Billedet af Karl den 9des Tid og ordner med kraftig Kunst sin Fortælling om Bartholomæusnattens Afgørelse. Han er fortrolig med det fjortende Aarhundrede i Spanien og det syttende Aarhundrede i Rusland som med det gamle Frankrig og det gamle Rom. Som Oldforsker og Historiker har han studeret Indskrifter og Mindesmærker, Bygninger, Smykker og Vaaben, gennemforsket Aktstykker og Haandskrifter i de forskelligste og for almindelige Literater utilgængeligste Sprog og Mundarter. Saaledes opnaar han en for sin Tid overordenlig Troskab i sine Malerier.

Det er Lidenskaben for det oprindeligt Kraftige i dets nøgne Sandhed, der giver ham den historiske Sans. Ogsaa for sine historiske Arbejder opsøger han sig bestandig de voldsomste og forvovneste Skikkelser til Helte: Sulla, Catilina, Don Pedro den Grusomme af Castilien, den første falske Dmitri o. s. v. Har end hans samvittighedsfulde Nøjagtighed som Lærd og hans Mistillid til Indbildningskraftens Rolle i Videnskaben gjort hans historiske Værker livløse, (bedst er Don Pedro I og Episode de l'histoire de la Russie iøvrigt lykkedes), saa faar Historien mellem * 235 hans Hænder dog altid Liv, saasnart han giver sig til at ud forme den digterisk. Efterat Vitet med sine mesterlige Scènes historiques havde vist, hvorledes man i frie dramatiske Optrin kunde fremstille sanddru Historie, gav Mérimée i La Jacquerie Frankrig Billedet af en meget tidligere og vildere Tid end den, hans Forgænger og Læremester havde underkastet poetisk Be handling. Digtets Aand har han fortrinligt betegnet ved den som Motto ironisk anbragte Replik af Mascarille hos Molière: «Jeg arbejder for Tiden paa at sætte hele den romerske Historie i Madrigaler». Beundringsværdigt har Mérimée forstaaet at sætte sig ind i de Vedtægter og Taabeligheder, de Synsrnaader og For domme, af hvilke Bevidsthedsindholdet i hin fjerne Tid bestod. Jeg vil fremhæve én Karakter: Isabella, Datter af Baronen d'Apre mont, en Type paa en ædel, elskværdig, ung Pige fra Lenstiden. Hun er ren af Hjerte og streng af Sæder; hun har Barmhjertighed med de Lidende og med de Overvundne. Hun er god mod den kække og trofaste Væbner, der for hende gaar gennem Ild og Vand, hun beder sin Fader om at forære hende denne Livegne, hun gør ham til sin Staldmester til Tak for at han har frelst hendes Liv, og hun broderer ham en Pung. Men han vover at elske hende - saa er Alt ude. Hun overvælder ham med For bitrelse og Haan, hun bortstøder ham med Foragt, hun betragter sig som vanæret blot ved, at han har vovet at løfte sine Øjne til hende. Man tænke sig nu som Modsætning en ædel Inge mannsk Jomfru, man danne sig selv et Billede af, hvor fordoms frit hun vilde se ned paa sin Tidsalder og skatte det ædle Hjerte under den simple Væbnerdragt, og man fornemme Forskellen mellem en uvirkeligt aandig og en uforfærdet historisk Gengivelse af en raa og kraftig Tid. Jeg vil endnu nævne en Situation: Optrinet, der foregaar ved Nattetid foran en ensom Hytte i Skoven, til hvilken den raa engelske Friskarehøvding Siward er redet med Isabella, som han har bortført, efter at hendes Fader er bleven dræbt ved Overfaldet. Det Hele er kun to Lands knægtes Samtale udenfor Døren, medens de holder de sadlede Heste og udveksler deres Betragtninger over den Vold, som Siward imidlertid inde i Hytten anvender mod Isabella. Indtrykket er saa stærkt, at det meddeler et Tidsbillede. En Fejl ved Værket er det imidlertid, at Digteren i sin Uvilje mod det Følsomme har ophobet saa mange grusomme og afskyelige Handlinger, at hans Menneskers gennemgaaende Vildhed overskriger de 236 Forskelligheder, der dog fandtes mellem Samfundslagene og de Enkelte da som nu.

Ganske anderledes hæver i hans Chronique da règne de Charles IX alle Skikkelser sig ud fra Baggrunden. Her er Personlighederne ejendommelige uden derfor at være moderne (en enkelt, George Mergy's har dog et vel moderne Anstrøg); ja Digterens Opmærksomhed har her i saa høj Grad været optaget af Enkelthederne, at hvert Kapitel ved sin anskuelige Sammenhæng udgør et lille Hele, og det samlede Billede kun fremtræder som en Mosaik af de udprægede Mennesker og Tilstande. I den sidste af hans historiske Digtninge Les débuts d'un Aventurier er det, der i den falske Dmitri fængsler ham, alene den oprindelige Smidighed, den kantede og friske Kosakejendommelighed, derimod slet ikke de aandelige Sammenstød, som Bedraget afstedkommer, og som Schiller øjeblikkeligt fik Øje paa. Mérimée's Stykke standser omtrent hvor Schillers begynder; thi en bestemt Menneskegruppes Sæder til en bestemt Tid fængsler ham mere end det alment og fælles Menneskelige, og her som overalt i hans historiske Digtning møder vi derfor ikke Livets Forstandseller Følelsesside, men dets Viljésside, og ser Viljesmennesket hævde sig i sin uopvristelige Sluttethed. Foregaar Handlingen i hans Bøger i den moderne Tid, da skildrer han Zigøjner- og Røverliv som i Carmen, Blodhævn som i Colomba, et rædselsfuldt Drab i Brudenatten som i La Venus d'Ille eller i Lokis. Foregaar Handlingen desuden indenfor selve det moderne Samfund, da fremstiller han enten Egenheder ved de Stænder, som er paa Kant med Samfundet, unge Danserinders og Skuespillerinders dristige Sprog og uregelrette Synsmaader, katolske Præsters erotiske Anfægtelser, eller ogsaa nøjes han med, hvad der selv indenfor Overklassernes Liv har nogen Karakter, som et inderligt Kærlighedsforhold, der tilintetgøres ved en Duel, et Ægteskabsbrud, der fører til Selvmord, en eller anden dygtig Skandale, som det er ham en ren Fornøjelse at brænde af under Næsen paa et slapt og hykkelsk Samfund. Han føler sig som Digter hjemme overalt, hvor han møder den kolde Skæbne, det stærke Tilfælde, de heftige Lidenskaber, der, naar de sejrer, gennembryder Samfundsforholdene, og, naar de ligger under, af Samfundsforholdene stemples som forbryderiske. Derfor var ogsaa den nyere russiske Literatur ham saa kær; thi det er netop Genstande, der er beslægtede med hans egne Æmner, som 237 behandles i de Digtninge af Pusjkin, han har oversat, Spardame og Zigøjnerne.

Der findes hos Merimée to Ejendommeligheder, som gør ham utilbøjelig til at opfatte de skarpe Afgørelser i Menneskelivet som tragiske Afgørelser, den ene er en vis Frygt for at selve den Skarphed, som han elsker, skal tabe sin Braad ved Indførelsen af et forsonende Element, den anden er hans Vantro overfor et større sammenfattende Hele, der kunde optage det enkelte Tilfælde i sig. Naar han stundom alligevel virker ægte tragisk, saa er det halvvejs mod hans Hensigt ved den modnere og dybere Granskning af Menneskesjælen og ved hans med den større Livserfaring stigende Deltagelse for de Tilfælde, i hvilke der viser sig en nødvendig Sammenhæng mellem Væsen og Skæbne. Naar i hans Roman fra Karl den 9des Tid den ene Broder falder for den andens Haand, saa har han, som ellers forfølger det Sindbilledlige med sin Spot, her paa vel tydelig og melodramatisk Maade samlet Religions- og Borgerkrigens hele Taabelighed og Rædsel i et tragisk Sindbillede. Naar i hans Novelle La partie de trictrac den stakkels Officer, der en eneste Gang har spillet falsk, bliver saa ulykkelig i Bevidstheden om sin Skam, at han ser den eneste Frelse i Døden, saa former Fortællingen sig uvilkaarligt til en Æresfølelsens Tragedie.

Han forsøger i et andet lille Kunstværk La double méprise at skildre det Væv af Tilfældigheder, af hinanden krydsende og hinanden misforstaaende Drifter, der gør Livet meningsløst og selv det Sørgeligste ligesaa fornuftstridigt som sørgeligt og stygt; men idet han fortæller den pinlige Begivenheds indre Historie og idet man begriber, at det Urimelige maatte ske, ophører det at være urimeligt. Fortællingens Indhold er med to Ord det, at en ung Kone, Julie de Chaverny, der er utilfreds i sit Ægteskab, og som begynder at føle sin Utilfredshed som Ulykke, gennem en Kæde af fine, overraskende, men som Jernringe sammenhængende Sjælebevægelser og Sindstilstande føres til at hengive sig til en Mand, hun i Virkeligheden slet ikke elsker, og tager sin Død derover. Mérimées Kunst bestaar her i den Sikkerhed, hvormed han tager Læseren ved Haanden og leder ham igennem alle hine Sindstilstandes Vildgange til et Resultat, der indtræffer ligesaa nødvendigt som fornuftstridigt. Uovertræffelig er især Samtalen, i hvilken Darcy netop ved med Beskedenhed og Lune nødtvungent at fortælle om sine Bedrifter ophidser Julie 238 til Sværmeri, samt hele Samtalen i Vognen, under hvilken Julie ved hver Ytring, ved hvert Ord, endnu mere ved sin Modstand end ved sine Tilstaaelser rykker sin Undergang bestandig nærmere. Fremstillingen samles i denne klassiske Sætning, som alt det Foregaaende forbereder: «Den stakkels Kvinde troede i dette Øjeblik og med fuldkommen Oprigtighed, at hun altid havde elsket Darcy, og i alle de seks Aar, i hvilke hun ikke havde set ham, med ligesaa stor Kærlighed, som hun følte for ham i dette Øjebliks Mérimée har forstaaet, hvilken Almagt i Menneskelivet, hvilken tragisk Drivkraft der ligger i det uundgaaelige Selvbedrag. Af det nødvendige, det uundgaaelige Selvbedrag kan jo ikke blot Halvdelen af al Menneskelivets Lykke, men ogsaa en betydelig Sum af al menneskelig Elendighed forklares.

Endnu nærmere kommer Mérimée det egenlig Tragiske, hvor det Skæbnesvangre synker ned i Menneskevæsenet og blander sig med det som en Gift blander sig med Blodet. Saaledes i Novellen Carmen. Fra den Dag af, da José møder Zigøjnerpigen Carmen første Gang, gaar hans Liv ud af sit Spor, og med streng Nødvendighed forvandles han nu, skønt god og brav af Sindelag, for hendes Skyld til Røver og Morder. Ja, Mérimée, der som ung Romantiker vilde tage saa lang Afstand som muligt fra dem, der skrev Sørgespil i gammelgræsk Stil, kom i Colomba med sin moderne corsicanske Heltinde den græske Tragedie nærmere end nogen af de ærværdige Tragikere, der forherligede «Agamemnons aldrig uddøende Familie». Ikke med Urette har man sammenlignet Colomba med Elektra. Som Elektra gaar hun helt op i Tanken paa sin Faders uhævnede Død, som Elektra opflammer hun sin Broder til Blodhævn og endnu mindre end Sofokles's unge Pige er hun en almindelig Tragedie-Heltinde; thi hun bevæger sig elskværdigt og troskyldigt i sit Panser af frygtelige Fordomme. Hun er paa en Gang blodtørstig og barnlig, haardhjertet og pigeagtig; en umild Gratie er Grundtrækket i hendes Væsen, Det er nutildags en let Sag at se, hvor meget nærmere denne naturkraftige Datter af et lille, sydlandsk Øfolk staar de gammelgræske Kvindeskikkelser end alle hine Teaterprinsesser, der paa de franske Scener gik paa Koturner og lød Navnene Elektra, Antigone eller Ifigenia. Nærmest er hun dog maaske i Slægt med de hedenske Døtre af en langtborte liggende nordisk Ø, med Kvindeskikkelserne i de islandske Sagaer, der med en saa lidenskabelig Haardnakkethed ruger over 239 Familiehadet og regelmæssigt driver Mændene, der holder igen, ind i Blodhævnen. I denne Colomba, Mérimées berømteste Frembringelse, fejrer den romantiske «Lokalfarve» sin mest afgjorte Triumf. Fortællingen har den uforfalskede Krydderduft af Bonapartes Fødeø og der gaar et Pust af corsicansk Aand igennem den. Som et Bevis for den Troskab, hvormed de corsicanske Sæder er gengivne, ikke mindre end for den Lykke, Bogen gjorde, bør det Træk anføres, at da Mérimée i Anledning af Libri-Processen i Retssalen ventede paa sin Dom, traadte en Corsicaner blandt Tilskuerne, en forhenværende Bandit, hen til ham og tilbød ham for det Tilfælde, at han skulde blive dømt, Btodhævn over Rettens Formand. Der lod sig neppe føre noget bedre Bevis for Ægtheden af Colomba's Farve. Mérimée vilde imidlertid ikke have været Mérimée, hvis han ikke (netop paa den Tid, da han udgav Colomba) havde reddet sit Ry som Fjende af alle Læresætninger ved efter Evne at gøre sig lystig over hin famose Lokalfarve. I sin 1840 skrevne Fortale til den anden Udgave af La Guzla, hans opdigtede Samling af illyriske Folkesange, fortalte han, at han «i det Naadens Aar 1827» havde været Romantiker, havde sværmet for Lokalfarven og hyldet den Anskuelse, at der udenfor samme ikke gaves nogen Frelse. Ved Lokalfarve havde han og hans datidige Kammerater forstaaet hvad man i det syttende Aarhundrede kaldte «Sæderne»; men de havde været meget stolte af deres Ord og havde indbildt sig at være Opfindere saavel af Sagen som af Ordet. Begejstringen for Lokalfarven havde bl. A. indgydt ham det levende Ønske at besøge Illyrien; han havde imidlertid af Mangel paa Rejsepenge maattet opgive det og var falden paa at beskrive sin Rejse i Forvejen for saa at foretage den for Honoraret; da ogsaa denne dristige Plan var bleven opgivet, havde han ved Hjælp af en Rejsebog og Kendskabet til «fem eller seks slaviske Ord» fabrikeret sin «fra det Illyriske oversatte» Balladesamling. Alle Mennesker havde ladet sig føre bag Lyset*). En tysk Doctor ved Navn Gerhardt * 240 havde endog oversat hans Guzla med to andre Bind slaviske Poesier paa Tysk, og det endda i Grundskriftens Versemaal, som han havde kunnet skimte bag Samlingens Prosa. Efterat Mérimée imidlertid saaledes havde gjort den Erfaring, med hvor stor Lethed «Lokalfarve» lod sig fremstille, havde han tilgivet Racine og Klassikerne deres Mangel paa dette Stof.

Man føler gennem Spøgen og Vittigheden ret vel den for nemme Poets Ærgrelse over, om end kun i Literaturen, om end kun som Yngling, at have havt en Fane og have tilhørt et Parti. Ren Sandhed siger dette lystige Forord ikke; thi skønt Mérimées illyriske Prosa-Ballader ikke ellers har mange glimrende Fortrin, saa er de dog Frugter af et fint og omhyggeligt Studium og nøje holdte i slaviske Folkevisers Stil. Uden nogen Selvforringelse kan Mérimée nu engang ikke godt tale om sig selv. Hans Fortaler er, naar han en sjælden Gang nedlader sig til at sætte sig i umiddelbart Forhold til Læseverdenen gennem en Fortale, af en skødesløs, ligegyldig Beskedenhed, der endnu langt mere end den videst drevne Selvfølelse afsondrer den, der benytter den som Form.

XXV

Hans Ytringsmaade er den strenge eller spotske Forbeholdenhed. Den aabenbarer sig tydeligst i den Del af hans Forfatterskab, han frembragte paa Embeds Vegne, i hans knappe, af Fagord opfyldte Beskrivelser af franske Mindesmærker (Notes sur le Midi de la France o. s. v.). Intet Ord om ham selv, intet Udbrud. Ikke et eneste Rejseindtryk og ikke én paa Lægfolk beregnet Vending. Hvilken Spas saa grundigt at holde alle dem for Nar, der havde haabet i Opsynsmanden over Frankrigs Fortidsminder at kunne gribe Dilettanten og Novelleforfatteren!

Forbeholdenheden træder videre frem i den Tilbøjelighed til at vildlede, der findes hos det spanske Teaters og de illyriske Balladers Digter. Den minder om Beyle, men har et noget forskelligt Præg. Hans Forfatterskab under laante Navne var kun kortvarigt, men var, saalænge det stod paa, uigennemtrængeligt. Det morede ham i højeste Grad at lade Læseverdenen løbe April og selv blive udenfor Legen. Han forsømte intet Middel til at gøre det opdigtede mandlige eller kvindelige Ophavs Tilværelse troværdig. Ikke alene Forfatternes Levnedsløb, men endog deres 241 Portræt gav han deres Værker med paa Vejen, og for at fuldstændiggøre Spøgen lod han til den ældre Udgave af Glara Gazul sig selv aftegne og stikke i Kobber, klædt som Spanierinde i nedringet Dragt og med Mantillen over Hovedet.

Den, som narrer ved at tie, maa engang tale, og den, som skuffer ved at vildlede, nødes dog til at give sig til Pris, naar Hemmeligheden røbes; men der er et Harnisk, som er kraftigere end baade Tavsheden og Gækkeriet, og dette Harnisk har for Mérimée som for Beyle Ironien været.

Han havde fra Begyndelsen af en satirisk Aare; thi hans lidenskabelige Forkærlighed for Menneskesjælens oprindelige Handlekraft medførte af sig selv den spottende Holdning overfor Frasehelte. Et Skuespil som Les mécontents indeholder saaledes den bitreste Satire, der vel nogensinde er skrevet over Revolutionsmænd i Slaabrok og Tøfler. Kongetro Landadelsmænd - Mumier og Dumrianer - der kun har én Lidenskab, den at høre sig selv tale, stifter en Stue-Sammensværgelse mod det første Kejserdømme, beslutter at uddele Skrifter blandt Almuen, giver hinanden hemmelige Signaler, udkaster Planer og kævles om Forsædet ved deres Møder, men farer fra hverandre ved Synet af en Gendarm. Det langt senere Skuespil Les deux héritages ou Don Quichotte, som sandsynligvis har tjent Emile Augier til Forbillede for nogle af hans Dramer, indeholder den tilsvarende Satire over det selskabelige og kirkelige Hykleri, det politiske Vindmagen, Uridderligheden og den marvløse Beregning hos en Ungdom, i Sammenligning med hvilken Mérimée maatte føle sig fristet til at betragte sig selv som en Idealist og Sværmer.

I disse dramatiske Værker, der allerede som Læsedramer røber en Ufuldkommenhed i Formgivningen, kommer dog den for Mérimée ejendommeligste Art af Ironi ikke tilsyne. Han er her tilbøjelig til at lægge Farverne noget tykt paa; sin egenlige Styrke har han som Novellist. Langt finere end i hans Dramer er Ironien i den elskværdige lille Novelle L'abbé Aubain, der afgiver et stort Bevis paa Mangesidigheden af Mérimée's Talent, siden han i den nærmer sig lige til Edmond About, hvem han tilmed langt overtræffer i Elegance. L'abbé Aubain er en lille Samling Breve, skrevne deis af en Dame, der antager sig for elsket af en ung Abbed, dels af Abbeden, som gør tvungne Løjer med Damens Kærlighed til ham; vi lærer to svage, men fintbyggede Væsener at kende, der lyver for hinanden, for sig selv 242 og for Andre, og over hvis smaa slikvorne, men magelige Drifter og hyklede Selvbeherskelse Digterens stumme Satire svæver.

I en Novellette af denne Art findes ingen Fortæller; man ser altsaa her saa lidet som i Skuespillene Forfatteren selv trække sig tilbage. Tydeligst fremtræder dog den for Mérimée ubetinget betegnende Form af Ironi, hvor vi har en Fortæller, men kun sporer ham derved, at han stiller sig udenfor den Sindsbevægelse, han skildrer. Mérimées Foredragsmaade bliver i Kraft af hans Væsens Forbeholdenhed den at forøge Virkningen af det Fortalte ved en sig i Smaatræk forraadende Ironi, og det enten saaledes, at han med et fint Halvsmil lader de rørende Steder tale for sig selv, eller saaledes, at han indfatter det Smertelige, det Oprørende eller Lidenskabelige i Omgivelsernes Ligegyldighed og Kulde som i en Ramme. Jeg vil give nogle Eksempler.

Mérimée har i det lille Mesterværk Le vase étrusque, den eneste af hans Noveller, hvor han med Deltagelse behandler et Æmne fra den moderne Tid, fortalt en Kærlighedshistorie imellem to unge Væsener, der i Hemmelighed elsker hinanden. Efter et natligt Stævnemøde er den unge Mand kommen hjem, og vi hører ham tale med sig selv:

Hvor jeg er lykkelig! sagde han hvert Øjeblik til sig selv. Endelig har jeg truffet det Hjerte, som forstaar mit .... Ja, det er mit Ideal, som jeg har fundet; jeg har paa én Gang en Ven og en Elskerinde .... Hvilken Karakter! .... hvilken lidenskabelig Aand! Nej, hun har aldrig elsket nogen Anden end mig .... Og da Forfængeligheden blander sig ind i Alt paa denne Jord, udbrød han snart: Det er den smukkeste Kvinde i Paris, og hans Indbildningskraft udmalede ham al hendes Ynde.

Saaledes vedbliver Skildringen endnu nogen Tid, indtil Mérimée afbryder sig selv med den lille Bemærkning: en lykkelig Elsker er næsten ligesaa kedelig som en ulykkelig Elsker. Da endelig det smukke Forhold mellem de To har naaet sin rigeste Fylde, da Saint-Clairs saa flygtige, men saa skæbnesvangre Skinsyge paa hans Elskedes Fortid har opløst sig i et Intet, en Misforstaaelse, og vi har været Vidne til et Elskovsmøde, som neppe den blødeste eller mest indsmigrende Digter kunde male med større Inderlighed, et Stævne, ved hvilket Angerens Taarer blander sig med Kys og Smil, hvorledes erfarer vi saa seks Linier nedenfor, at Alt i samme Nu er forbi og 243 Saint-Clair Morgenen derpaa falden i Duellen? Vi erfarer det, som Sligt erfares i Livet:

«Nu,» sagde Roquantin til Oberst Beaujeu, som han om Aftenen traf hos Tortoni, «er Nyheden sand?»

«Altfor sand, kære Ven», svarede Obersten med en mørk Mine.

«Fortæl mig, hvorledes det gik til.»

«Aa ganske ligefrem. Saint-Clair begyndte med at sige, tit han havde Uret, men at han vilde staa for Thémines' Skud, før han gjorde ham Undskyldninger. Jeg kunde kun bifalde det. Thémines vilde have det afgjort ved Lodkastning, hvem der skulde skyde først. Saint-Clair fordrede, at det skulde være Thémines. Thémines skød; jeg saa Saint-Clair dreje sig helt omkring og falde dø om. Jeg har ofte bemærket denne underlige Omdrejning, der gaar forud for Døden, hos Soldater, som blev ramte af et Skud.»

«Det er højst besynderligt,» sagde Roquantin. «Og hvad gjorde Thémines?»

«Han gjorde, hvad man ved saadanne Lejligheder gør. Han kastede sin Pistol i Jorden med en beklagende Mine. Han slog den imod Jorden saa stærkt, at Hanen gik i Stykker paa den. Det er en engelsk Pistol fra Manton. Jeg tror ikke, at han i hele Paris finder en Bøssemager, der gør ham saa god en Pistol paany.»

Idet Mérimée skildrer os velvillige Bekendtes Medfølelse ikke som sentimentale Forfattere plejer, men som den er, træder det følelsesfulde Forhold mellem de Elskende saa meget lidenskabeligere frem af den haarde Ramme, hvori det er sat. Havde ikke allerede paa Mérimées Tid den Kunst at anrette Champagne i Is været godt kendt - han havde opdaget den.

Endnu et Par Eksempler paa Digterens Evne til at holde sig udenfor den Sindsbevægelse, han sætter i Scene og som han hos Læseren fremkalder. Man se det Sted, hvor i Stormen paa Skansen Hovedangrebet fortælles: «Vi kom hurtigt til Skansens Fod; Palissaderne var knækkede og Jorden oprevet af vore Kugler. Soldaterne kastede sig over disse Ruiner med Raabet: «Leve Kejseren!» og Raabet var stærkere, end man skulde tiltro Folk det, som allerede havde skreget saa længe.» Fortælleren er her ikke Mérimée selv; han lader en Officer meddele sine første krigeriske Oplevelser, men Fortælleren er ikke desmindre af hans 244 Art; thi han deler ikke de stormende Soldaters Begejstring. Langt fra at rose deres Sværmeri for Napoleon som fædrelandskærligt eller som forøgende Modet kritiserer han koldblodigt deres Lungers Styrke.

Man bør ikke undre sig altfor meget over, at denne Stil, denne Tone, der saa overraskende sikrer det Fremstilledes Saglighed, stedse paany bliver opfattet som Kendetegn paa Hjertets Kulde. Den er det imidlertid i Virkeligheden saa lidet som Valget af de gyselige Stoffer hos Mérimée er et Kendetegn paa Grusomhed. Ofte er omvendt hin Foredragets Ironi kun Medfølelsens og Harmens gennemsigtige Slør! Man studere denne Ironi i den lille Novelle Tamango, hvor allerede Stofvalget kunde synes den overfladiske Læser Bevis paa Hang til det Oprørende; thi hvad vækker Afsky som Slavehandelen og Slavepinerierne eller som Skibbrud, Hungersnød og Drab? Og alt dette nu tilmed foredraget med et ironisk Smil. Men man føler, hvad denne Ironi betyder, naar man læser en Sætning som denne:

«Kaptejnen gav den halvdrukne Negerkonge Haandslag, og straks blev Slaverne overgivne til de franske Matroser, der skyndte sig med at tage de lange Trægafler, hvori Negerne havde holdt dem, af Halsen paa dem og iføre dem Halsbaand og Haandlænker af Jern, en Forandring, som afgiver et Bevis paa den europæiske Civilisations Overlegenhed.»

Man mærker det endnu stærkere, naar man kommer til det Sted, hvor Kaptejnen med vældige Piskeslag søger at gøre den smukke Negerpige føjelig:

«Med disse Ord gik Kaptejnen ned i sin Kahyt, lod Ayché komme og forsøgte at trøste hende; men hverken Kærtegn eller Slag (thi man taber tilsidst Taalmodigheden) formaaede at bringe den skønne Negerinde til at være medgørlig.»

Selve den rolige Kulde, der nøjes med at fastslaa den Kendsgerning, at saaledes er Menneskene og saaledes gaar det til i Livet, forøger det stikkende Indtryk af Voldshandlingen. Man lægger ikke Fortællingen bort uden Rørelse. Hvad der først syntes koldt, ses kun som det stivnede Udbrud af Kunstnersjælens indre Ild. Man begriber, at der er en Sindsbevægelse bag disse Værkers saa ædru og saa kraftigt udprægede Former, og at det er denne Sindsbevægelse, der har præget dem saa medaljeskarpt ud.

I ingen af Mérimées Noveller ses Fortællingens ironiske 245 Anlæg og den Følelse, der har frigjort sig fra alle Fordommes Svøb, mere fuldendt sammensmeltede end i Arsène Guillot. Den fornemme og kristelige Dames Dyds-Holdning danner her Modsætningen til det Ubekendtskab, i hvilket den stakkels allerede af Moderen solgte unge Pige svæver om den hele sædelige og kristelige Samfundsvedtægt. I et fortvivlet Øjeblik springer hun ud af Vinduet, brækker et Ben og nogle Ribben, og Novellen foregaar ved hendes Sygeleje. I Fortællingens Løb sørger som sædvanlig Ironien for at Medlidenhed og Rørelse ikke overskrider det kunstneriske Maal; henimod Slutningen, hvor Arsène's Død bliver skildret, faar dog Hjertet Lov til at tale uforstyrret, og dets simple Sprog meddeler den døende Grisette en Ynde, der neppe er ringere end den, som i Døden forklarer Musset's Bernerette. Saa til allersidst træder den kunstneriske Ironi paany ind i sine Rettigheder. Thi denne Linje: «Stakkels Årsene, hun beder for os,» fint skrevet med Blyant af en kvindelig Haand paa Arsène's Gravsten, lærer os i al sin Korthed, at den strenge Dame bukkede under for den samme Fristelse som det udannede Barn, og at da Arsène var død som en Heltinde, arvede hendes Beskytterinde hendes Elsker. Og dog er Ordet Ironi her næsten for grovt. Man savner Udtryk til at betegne disse Afskygninger. Hin svagtironiske, med Blyant skrevne Linje indeholder i sine seks Ord en Mérimée'sk, det vil sige ordknap, Fordragelighedsprædiken.

D'Haussonville har meddelt en Ytring af Mérimée til Emile Augier om hans lille 1869 for Kejserinden skrevne Novelle La chambre bleue, der viser, hvorledes hin Fortællermetode, som fra først af sprang ubevidst frem af hans Naturel, tilsidst blev bevidst Manér. Mérimée sagde: «Historien har en stor Fejl, som beror paa, at jeg først havde i Sinde at give den en tragisk Slutning og naturligvis altsaa begyndte at fortælle i en spøgende Tone. Saa forandrede jeg min Idé og sluttede med en spøgende Opløsning. Jeg burde saa have begyndt forfra og fortalt Historien i en tragisk Tone, men det kedede mig og jeg lod den blive som den var.» Den Form, som oprindeligt var en følsom og meget stolt Sjæls stilistiske Udtryksmaade, blev mod Enden af Mérimée's Liv en forfinet og overdreven Benyttelse af Modsætningen som kunstnerisk Virkemiddel.

246

XXVI

I et Brev fra 22de November 1821 skriver Maleren Mérimée: «Jeg har en stor Søn paa atten Aar, af hvem jeg gerne vilde gøre en Advokat. Han har saadanne Anlæg for Malerkunsten, at han uden nogensinde at have kopieret Noget, gør Skitser som en ung Elev.» Som saa mange af de mest fremragende franske Romantikere opgav Prosper Mérimée aldrig helt Sysselsættelsen med bildende Kunst; han malte Akvareller, men var fremfor Alt en utrættelig og begavet Tegner. Hans Tegnetalent synes nærbeslægtet med hans sprogligt stilistiske Færdighed.

I Slægten fra 1830 udfylder i stilistisk Henseende Prosper Mérimée og Théophile Gautier hinanden. Omridset, den strenge Linje er Mérimée's, en blussende Farve derimod Gautier's Styrke. Gautier synes snarere at skrive med en Pensel end med en Pen; hvad han elsker, er Klædedragterne og Belysningen. Hans yppige Stil er veneziansk; det er Brokade og Fløjl, som han overstrør med Flitter og Pailletter. Mérimée's simple, men til det Yderste elegante Fremstilling er ensfarvet og mørkladen; han ridser som med en Radernaal men hans Stil har en Egenskab, som ingen nok saa glimrende Sprogvæv kan overtræffe, den er gennemsigtig: Skikkelser og Karakterer ses i deres friske Vildhed som levende igennem den. Alle Omrids staar i trodsig Skarphed som paa et Maleri eller en Radering af Jacques Callot, om hvis Manér han minder. En ung mandig Figur hos Callot, der rask skrider frem med den lange Kaarde i Læderskeden hængende ved Siden, med en opkrammet Fjærhat kækt sat paa Skraa, med den gule Vaabenfrakke om Livet, med vide Støvler, der folder sig smukt om den kraftige Læg, og med blanke Sporer, der klirrer under Gangen, og som med stolt og udæskende Holdning er Vidne til en eller anden Voldsdaad, vilde f. Eks. afgive et udmærket Titelbilled til Chronique du règne de Charles IX.

Mérimée's skønsomme Forbeholdenhed giver sig sit sidste Vidnesbyrd i hans Stils klassisk-elegante Strenghed. Hans Form er lys og glat som blanktpoleret Jern; ingen Pynt, ingen Blomst, aldrig en eneste løs Udsmykning, men hver Figur af drevet Metal, gennemformet og sand, ligesaa rigtigt paaklædt som levende. Ingen af Frankrigs samtidige Forfattere har vist den forsigtige og fornemme Sky for nye Ord og Vendinger som Mérimée, ikke 247 Charles Nodier engang. Han har brugt Sproget som det gaves ham i Hænde, og han har sat sit Stempel paa hver Sætning, han har skrevet, uden at benytte et eneste besynderligt Ord eller et eneste almindeligt Ord paa en besynderlig Maade. Han har fremfor Alt undgaaet de almindelige Udtryk, der let kaster et Slør over Tanken, bag hvilket denne tager sig større og betydeligere ud. Hvad der særligt udmærker ham, det er Udtrykkets Sikkerhed, Gaven til med det usmykkede Ord, hvis Præg syntes udvisket, at fremkalde nøjagtigt den Forestilling, han vil. Hugo skrev en anskuelig, patetisk, Gautier og de, der sluttede sig til ham, en sanselig, billedstraalende Stil, begge søgte at virke ved Ord-Arkitektur. Hos Mestrene var denne Stræben i sin Ret. Men deres Efterligneres og Elevers Forsøg erindrer kun altfor tit om hine pragtfulde Vandledninger fra Romernes Tid, der med uhyre Bekostning og Anstrengelse blev udspændte fra Højdepunkt til Højdepunkt, fordi man ikke vidste, at Vandet ved sin egen Kraft kunde stige op fra Dalen. Vi beundrer disse Mindesmærker; men vor Beundring vilde have været større, om vi istedenfor dem havde fundet simple Rør, der holdt sig ved Jorden. Det kunstige og løftede Udtryk er som Akvadukten; det simple Ord, der gaar lige til Maalet, som det uanselige Rør, og Mérimée's Stil holder sig som Røret ved Jorden, har ingen unyttig Pragt og ingen unødvendig Løftelse, ingen paa Opspiling spildte Kræfter. Den er ikke derfor en Stil uden Ynde, men den har ingen anden end den tilstrækkelige Krafts. Der er intet Ord for meget, og hver Sætning staar i det Heles Tjeneste. Det gamle Motto: Ne quid nimis synes at have været denne Fortællerkunsts Løsen.

Det Maal, som Mérimée med denne Stil forfulgte, var øjensynligt det, ved Afkald paa alt Biværk at gøre sine smaa Kunstværker saa uangribelige som muligt for Tidens Tand. Hans Bestræbelse erindrer om den, man tilskriver Donatello. Man har forklaret Donatellos uforlignelige St. Georgs ejendommeligt samlede Holdning - de fast til Kroppen liggende Arme og Hænder - deraf, at han paa Oldtidens Billedstøtter omhyggeligt havde iagttaget, hvilke Legemsdele der havde lidt mest og hvorfor. Paa tilsvarende Maade har Mérimée for at gøre Tidssmagens Forandringer magtesløse overfor sine Værker holdt dem fri for alt Udenværk, alle Udskejelser fra Sagens Væsen.

Det var dog ikke hans Skrivemaade, som slog igennem og 248 blev den nærmeste Eftertids. Det blev ikke ham, men Gautier, der som Stilist fik en Skole, og jeg for min Del hører ikke til dem, der beklager, at en rigere og sanseligere Stil har fortrængt hans, eller at senere franske Forfattere ikke blot har villet skrive Sætningen klar og rigtig, men om muligt meddele den en Melodi, en Farve, en Duft. Den Sprogbehandling, der strækker sig fra Gautier over Flaubert og Brødrene Goncourt til Zola og Daudet, har imidlertid ogsaa sin betænkelige Side, og den beskrivende Stils mest opsigtvækkende nyere Repræsentant har ikke manglet Øje derfor. I en af Zola's Artikler findes følgende Betragtning:

«Det Værste er, at efter den Overbevisning, jeg nu har vundet, vil vor Tidsalders Mundart, den Del af Stilen, der tilhører Moden og maa blive forældet, gælde for en af det franske Sprogs mest ulidelige Stilarter. Det lader sig næsten med matematisk Sikkerhed forudsige. Hvad der især let forældes, det er Billedet. Saalænge det er nyt, henriver og begejstrer det; naar det saa er blevet anvendt to eller tre Slægtled igennem, bliver det en fortærsket Ting, tilsidst en Skamplet. Man se Voltaire med hans tørre Sprog, hans kraftige Sætning, der undværer Tillægsord, fortæller og ikke maler: han forbliver evig ung. Man se Rousseau, der er vor Stamfader, med hans Billeder, hans lidenskabelige Talekunst: han har skrevet utaalelige Sider ..... Der forestaar os altsaa en smuk Skæbne, os, der tilmed har overbudt Rousseau, maler og synger vore Sætninger, hugger dem til som Marmorblokke og fordrer Tingenes Lugt af Ordene. Alt det bemægtiger sig Folks Nerver, vi finder det udsøgt; godt! Men Spørgsmaalet er kun det, hvad vore Børnebørnsbørn vil sige til det. Deres Følemaade vil sikkert have forandret sig, og jeg er overbevist om, at de vil staa forbavsede overfor mange af vore Værker. Næsten Alt deri vil være forældet.»

Forfatteren af denne vemodige Selvfordømmelse gaar rimeligvis adskilligt for vidt. Hvis vore Efterkommere ikke vil bryde sig stort om vore Bøger - hvad der er rimeligt nok - saa vil den Stil, hvori de er skrevne, have mindst Skyld deri; men i ethvert Tilfælde er hans Udtalelse mærkværdig som et Vidnesbyrd fra en literær Kolorist til Fordel for Stilens Forstandsdyrkere, mellem hvilke Mérimée i dette Aarhundrede utvivlsomt er en af de første. De bedste af hans Værker er Mindesmærker. Sjældent er i Verdensliteraturen smaa Prosa-Arbejder blevne udførte i saa stor en Stil. Det er Sagen selv, som staar for En 249 i det skarpeste Sollys uden nogensomhelst Følsomheds-Taage omkring sig. Det vilde være urimeligt at skatte den billedrige Prosaist mindre højt, fordi hans Billeder taber sig ved Gentagelse; man kunde lige saa godt lægge en Komponist det til Last, at hans Melodier ved at spilles paa alle Lirekasser bliver uudholdelige. Men det lader sig ikke negte, at en streng og billedløs Stil som Mérimée's, der ikke har noget Planteagtigt ved sig, overlever den beskrivende Stilarts Frembringelser, omtrent som en Broncestatue overlever et blomstrende Træ.

Oprindeligt gjaldt denne Digter forunderligt nok for en ren Naturalist. Alfred de Musset har i sin Ungdom om Mérimée, hvem han naivt sammenstiller med Calderon, skrevet nogle Vers, der paa en meget betegnende Maade gengiver det Indtryk, som hans Evner gjorde paa de Samtidige; det forekom dem, som om han leverede blotte Afstøbninger af det Virkelige: «En helder som Calderon eller Mérimée smeltet Bly over Virkeligheden . . . tager Form over Menneskeskikkelsen og kaster sin Afstøbning af Livet i dets Nøgenhed op paa Skuepladsen. Intet Mejselslag paa den mørke Afbildning. Intet uden en Broncemaske, saaledes som Gud selv har støbt den».*)

«Ikke et Mejselslag» er et pudsigt Ord om Tidsalderens mest energiske Stilist, men saa meget er klart, at Alfred de Musset ansaa Mérimée for en fuldblods Naturefterligner. Det beror paa at der, som ovenfor berørt, fra Begyndelsen af var et Element af Naturefterligning i Romantismen. Man følte dengang i den romantiske Lejr slet ingen Spaltning imellem Naturalisme og Romantisme. Vistnok var Fjærbuskenes og Toledoklingernes Poesi En kærere end den nære Virkeligheds Liv; men ogsaa Virkeligheden lod sig fremstille poetisk, naar den havde Farve og Karakter, Lidenskab og Flamme og eksotisk Duft, og det havde den hos Mérimée. Spirer til den senere Naturalisme findes hos Mérimée som hos de andre Romantikere, kun at hos dem Kærligheden til Kunsten beherskede Naturefterligningen. Imidlertid er Mérimée *

L'un, comme Calderon et comme Mérimée,
Incruste un plomb brûlant sur la réalité,
Découpe à son flambeau la silhouette humaine,
En emporte le moule, et jette sur la scène
Le plâtre de la vie avec sa nudité.
Pas un coup de ciseau sur la sombre effigie,
Rien qu'un masque d'airain, tel que Dieu la fondu.

250 med sin Kærlighed til brutale Stoffer og med sin kunstige Kulde ganske tydeligt en Forløber for den Smagsretning, der fremtraadte i det følgende literære Slægtled. I Taine's Vie et opinions de M. Graindorge (1867) findes en Linje, der er skrevet om det selskabelige Liv, men har en større Rækkevidde: «I de sidste ti Aar har et Anstrøg af Brutalitet fuldstændiggjort Elegancen.» Man føler dette hos næsten alle det andet Kejserdømmes større Skribenter, hos den yngre Dumas, hos Flaubert, hvem man kunde kalde den næste Slægts Mérimée, endelig hos Taine selv, der ganske i Mérimée'sk Aand fryder sig, naar han har «et smukt Mord» at skildre og som lader sin Graindorge give Læseren nøjagtig Anvisning paa den mest praktiske Fremgangsmaade, naar man vil skære sin Hals over med en Barberkniv*).

Nutildags gælder Mérimée for en Klassiker. Hans klare og gennemsigtige Form, hans Sky for lyriske Udskejelser, for Lignelser og Foredragsstil synes at sikre ham en Plads udenfor den romantiske Gruppe. Men vi har set, at i en vis Forstand er alle franske Romantikere at betragte som Klassikere, og det kun tydeligere klassiske Præg hos Mérimée giver ham følgelig ingen Særstilling udenfor Skolen.

Naar man tilmed betænker, at han saa godt som Hugo og Vigny har været Walter Scotts Indflydelse underkastet, at han har et umiskendeligt Slægtskab med den Byronske Satanisme, at han, den ædru Tvivler, endog har skrevet Sager som La vision de Charles IX i Hoffmann's Art, at han var Beyle's umiddelbare Lærling, at han, ægte romantisk, næsten altid fremstillede det Fremmede og Umoderne, saa vil man hos ham finde saa mange for de franske Romantikere fælles Træk, at man i ham erkender det ægte Barn af hans Tidsalder.

Hans Skikkelse hæver sig, ogsaa uden at man tildeler ham en kunstig Originalitet, tilstrækkeligt frem i den geniale Slægt fra 1830. De andre sprængte i brogede Vaabenkjortler, med forgyldte Hjelme og vajende Faner ind paa Arenaen. Han er den sorte Ridder i den store romantiske Turnering.

* 251

XXVII

En af de første Dage i 1830 gik tre unge Mennesker ned ad en nys afstukken Gade ved Champs Élysées i Paris henimod et ensomtliggende Hus, det eneste i Gaden. Den ene, nittenaarig, lyshaaret, gik med hurtige, fugleagtige Skridt, lidt foroverbøjet, med Manuskripter stikkende ud af alle sine Lommer; det var den fine Fantast, den elskværdige Poet Gérard de Nerval, hvis Hovedsysselsættelse det var at løbe Benene af sig for at gøre sine Venner Tjenester. Ved hans Side gik med værdig Holdning og castiliansk Alvorlighed i sine Miner den blege og sortskæggede Petrus Borel, der som den ældste, allerede 22aarige, var Midtpunkt for en hel Gruppe af kunstsværmende Ynglinge; en Smule bagefter dem fulgte endelig med nølende Skridt og megen indre Uro en olivengul, regelmæssigt dejlig ung Fyr paa 18 Aar, hvem Vennerne havde lovet at indføre hos Beboeren af det ensomme Hus, Victor Hugo, i hvis Hjem de havde den af Mange misundte Lykke at være gerne sete.

To Gange gik den unge Gautier bag Nerval og Borel op ad Trappen, langsomt som havde han Bly i sine Saaler; thi han kunde ikke faa Vejret, følte den kolde Sved paa sine Tindinger og kunde høre sit Hjertes Slag; men hver Gang de kom op til Døren og En vilde trække i Klokkestrengen, fløj han, grebet af en overvældende Angst, i Firspring ned igen ad Trappen, fulgt af sine raabende og leende Beskyttere. Som det plejer at gaa i Æventyrene, lykkedes det tredje Forsøg. Gautier bad om For lov til at sidde en Stund paa et af den øverste Afsatses Trappe trin for at komme sig lidt eftersom han følte Benene danse under sig; da gik i det samme Gangdøren op og i en Lysstrøm som den, der danner Glorien om Foibos Apollon, aabenbarede sig imod den mørke Trappe ingen ringere end Victor Hugo selv i al sin Hæder og Herlighed, ganske borgerligt klædt med sort Frakke og graa Bukser, og lige saa omhyggeligt barberet som den første, den bedste Filister. Han smilte ved Synet af den betagne Yngling, men syntes ikke særdeles overrasket, thi han var vant til at se unge Poeter og Malere rødme og blegne og stamme paa sin Tærskel. Han stod øjensynligt netop i Begreb med at gaa ud paa Gaden som en anden Dødelig, hvilket undrede Gautier mere end det vilde have undret ham, om han var kørt 252 gennem Byen paa en Triumfvogn trukket af fire hvide Heste og med en Sejrsgudinde foran paa Vognen, der holdt en Guldkrans over hans Hoved. Han vendte imidlertid tilbage til sin Stue og Théophile Gautier overværede som stum Tilhører Samtalen mellem ham og hans to unge Venner. Selv var Gautier altfor forlegen til at tale med; men denne Samtale satte ligefuldt Tidsskel i hans Tilværelse; thi fra hint Øjehlik af og indtil sin Død var han Hugos svorne Mand, hans brændende Beundrer, hans taknemmelige Elev, hans ufortrødne Herold. Aldrig, end ikke glimtvis, end ikke under mangeaarig Adskillelse og den Afstand, modsatte politiske Retninger medfører, glemte han den ubetingede Trofasthed mod den, han fra deres første Møde af ved sig selv havde kaldt sin Herre og sin Mester.

Anledningen til Besøget var Hernani's første Opførelse paa Theâtre français. Man kom for at hente nogle Pakker af de smaa, firkantede røde Billetter med det paatrykte Hierro. Gautier, der havde læst Orientalerne, var allerede begejstret for Stykket, før han kendte det.

Han havde i det Kvarter, han beboede, længe været kendt for sine Underligheder. Han udæskede paa alle Maader hin almene Spidsborger, der var de unge Romantikere saa forhadt. Han gik til dagligt Brug i en Trøje af sort Fløjl og Sko af gult Læder, med sit lange mørkebrune Haar, der klædte hans matgule Hudfarve fortræffeligt, hængende helt ned til Beltet, altid med bart Hoved, skærmet af en Parasol eller Paraply, med Cigaren i Munden, med rank og smuk Holdning i ungdommelig Majestæt uden at bryde sig det Fjerneste om forargede Borgermænds haanlige Blik eller lattermilde Gadedrenges Tilraab. Han trodsede med fuldkommen Foragt deres Mening om ham.

Men til Hernani's første Opførelse følte han Nødvendigheden af at gøre større Forberedelser. Han bestilte sig «den røde Vest» - hin Vest, der skulde blive et af de navnkundigste Klædningsstykker i Verden. Det Røde ved denne Vest var ikke det Røde, som Revolutionsmænd har valgt til Sindbilled og som Politikere tænker paa, naar Farven nævnes, nej det var det Flammerøde, der for Datidens unge Kunstnere var Udtryk for deres Had til det Graa. Det var et Stykke purpurfarvet Atlask, hvis Farvetoner henrykte den unge Maler og Poet. Han saa paa det med de Øjne, med hvilke man kan tænke sig, at Veronese har betragtet et Stykke Silketøj. Da Gautier var kommen i 253 siddelse af Skatten, sendte han Bud efter sin Skrædder. Han udviklede ham sin Plan; af dette Stof skulde der gøres en Vest; jo en Vest; den skulde have Form som en Kyrads, springe frem midt over Brystet og hægtes i Ryggen. «Hvis man,» fortæller Gautier, «blandt de akademiske Fortegninger, der angiver de forskellige menneskelige Ansigtsudtryk, opsøger en af dem, der har Underskriften: Forundring, saa vil man kunne gøre sig en Idé om den skrækslagne Skrædders Mine.» - «Men saadan en Vest er ikke moderne,» indvendte han frygtsomt. - «Den bliver nok Mode,» svarte Gautier. - «Men jeg kender ikke dette Snit. Det nærmer sig mere til Teaterstilen end til en daglig Dragt; jeg er bange for at forskære Stoffet.» - «Vær De rolig, jeg skal skære Dem et Mønster i Lærred.» - Og Vesten blev syet, og med rolig Stolthed og overlegen Koldblodighed udholdt Gautier hin berømmelige og stormfulde Teateraften det hele Artilleri af Filister-Kikkerter, der under Fingerpegen rettedes paa ham. Hans Navn voksede sammen med Sagnet om den røde Vest, skønt han kun bar den hin ene Aften; man vidste længe ikke andet om ham, end at han havde havt den paa - jeg har selv i 1867 i Paris truffet Folk som troede, han gik med den endnu - og den straaler den Dag idag i den franske Literaturs Historie som et barnligt Symbol paa hin entusiastiske Ungdoms Kærlighed til det Lysende og Farverige i Livet.

Men det egenlig Lysende og Flammerøde, det var Kunsten, den rene Kunst. Den grænseløse, hensynsløse Kærlighed til Kunsten som Kunst har sjældent fyldt et Hjerte som den fyldte Gautier's. Han bevarede denne Kærlighed til sin Død, men i sin Ungdom følte han den med alle de Nydelser, den skænker, al den Beundring, den foranlediger, alt det Mod, den indgyder, og alt det Had, den indblæser.

Det var denne Kærlighed, som gjorde, at han i dyb og ædel Beskedenhed blev en Beundrer af Kunstnere, han der selv var en Mester. Han blev Hugo's Page, Balzac's opofrende Ven. Han var Digter, men Beundringen gjorde ham til Kritiker, og ingen havde som han Glæde af et godt bygget Vers, et lysende Ord, et malerisk Udtryk, en kraftig Fantasi og et dristigt Fantasteri. Han var Maler, før han blev Poet, og Ingen anerkendte som han den mægtige, skønt famlende Originalitet hos Delacroix, som affødte hin Koloritens Glans og Pragt, der overstraalede alt Fortegnet. Med hvilken Lidenskab faldt han ikke derfor som 254 Kritiker over Scribes Platheder og Delavigne's reformatoriske Forsigtighed, over flove Vaudeviller og lidenskabsløse Tragedier, han som tilbad Stilen og som hellere, langt hellere end i GymnaseTeatret at se et borgerligt Lystspil overværede en Beriderforestilling i Circus, hvor man dog kun skreg Hop! og He! og altsaa paa langt nær ikke begik saa mange Synder mod Sætningsbygning og Versekunst som Scribe. Med hvilket Raseri faldt han ikke over Delaroche, da denne (som først sent udfoldede sit Talent) henrev de Halvdannede ved sine slikkede Gengivelser af Middelalderens Historie og fik dem til at foretrække hans Middelalder for Hugo's og Delacroix's! At sætte det forsigtige Talent over det hensynsløse og forfærdende Geni, det var i Gautier's Øjne den egenlige Helligbrøde, og med sande Tigerspring kastede han sig over den Almenyndest, disse Talenter nød. Han kunde, tilstod han selv senere, i hin Tid have ædt Delaroche raa og fundet ham velsmagende.

Kunsten for Kunstens Skyld! Kunsten som sit eget Formaal! det var Gautiers Løsen. Og at han elskede Kunsten (som man overhovedet elsker) for den elskede Genstands egen Skyld (l'art pour l'art), vil sige, at han elskede den uden Hensyn til dens saakaldte Moralitet eller Immoralitet, Nationalitet eller Unationalitet, Nytte eller Unytte.

Ved denne sin Forgudelse af Kunsten betegner han et Udviklingstrin i Romantismens Historie. Den literære Renæssance var jo begyndt som Andagt overfor Katolicismen og det gamle Kongedømme. Da Bevægelsen med Hugo i sin Spidse tog sit andet store Tilløb, var det en Tid lang som Begejstring for Kunsten blot som Kunst, men denne Begejstring var hos Flertallet halvt ubevidst, skjulte sig under Sværmeriet for Middelalderen, for det sekstende Aarhundrede, de heftige Lidenskaber, Lokalfarven o. s. v. Gautier var den eneste, som var sig hint lønlige Princip helt og fuldt bevidst, og derfor er hans Navn enstydigt med hele den Fase af Bevægelsen, under hvilken Poesien forfægter sin egen Ret. Vel kunde det, naar man holdt sig til visse af Hugo's Fortaler (den til Orientalerne f. Eks.), se ud, som om hans Poesi ikke vilde have noget med Livets andre ideale Magter at bestille, men blot tilkæmpe sig sin Frihed; men Hugo selv var en altfor agitatorisk anlagt Natur til at betragte denne Kamp som mere end den første, foreløbige Opgave. Det var forbeholdt den Discipel, der laa Mesterens Hjerte nærmest, 255 at betragte denne Station som den endelige og sidste. For Gautier som for de tyske Romantikere var Romantismens Kamp imod Nyttelæren Kundgørelse af Kunstens ubetingede Uafhængighed.

Théophile Gautier fødtes i Tarbes i Sydfrankrig den 30te August 1811 i en anset, lidenskabeligt kongetro Familie. Som Hugo og Dumas nedstammer han fra en tapper Officer. Hugo's Fader sloges som Major under Napoleon med Fra Diavolo i Italien, som General og Provinsguvernør under Josef med de tapre spanske Oprørere, Dumas' Fader var en Atlet, som efter Sagnet (rettere efter den yngre Dumas' Paastand) kunde kvæle en Hest mellem sine Ben, bide en Hjelm igennem med sine Tænder, og som ganske ene forsvarede Broen ved Brixen mod en Forpost paa tyve Mand. Gautier's Bedstefader gjorte sit Navn berømt ved at være den første Mand ved Angrebet paa Bergenop-Zoom; han var af en kolossal Legemskraft, en Kæmpe, der altid levede i fri Luft, mest paa Jagt, aldrig saas uden med Geværet over Skuldren og plejede at fyre det atter og atter af i Luften, saasnart han var glad. Han blev hundrede Aar gammel. Hos Th. Gautier's Fader, der ligeledes naaede en meget høj Alder, viste den nedarvede Styrke sig især paa det aandelige Omraade. Han havde meget forskelligartede Kundskaber og en grundig Dannelse. Hvor literært anlagt og fordomsfri han var, viser bedst den Omstændighed, at han følte sig i høj Grad tiltalt af Fortalen til Cromwell, ganske billigede Sønnens poetiske Retning, ja var saa forelsket i hans dumdristige Mademoiselle de Maupin, at han, medens den blev skrevet, undertiden lukkede Sønnen inde og sagde: «Nu kommer du ikke ud, før du har skrevet nogle Sider Maupin.» Moderen, en majestætisk Skønhed, der siges at have havt bourbonsk Blod i sine Aarer, var enig med Faderen om at forkæle og forgude den af Naturen saa overdaadigt udrustede Søn. Han var af dem, der er skabte til at blive ikke blot sine Nærmestes, men Manges Yndling, af dem, som hele Slægtled giver Kælenavn; thi han var en stor Kunstner og et stort Barn. Hvor betegnende er ikke Forkortelsen Théo, under hvilken han forekommer i hundrede og atter hundrede Skrifter! Det er Beundringens Familiaritet, der har forkortet hans Navn.

For at fuldstændiggøre de Træk i hans Afstamning, der synes betegnende for hans Væsen, er den Tilføjelse endnu 256 vendig, at der utvivlsomt var østerlandsk Blod i hans Slægt. Dette er højst interessant, fordi det - ganske som Neger-Afstamningen oplyser meget af Voldsomheden og Kraften hos Alexandre Dumas og Russeren Pusjkin - paa en fysiologisk Maade forklarer det orientalske Præg, som Gautiers Personlighed og Frembringelser med Aarene antog. Han var skabt til at bære Fez eller Turban, til at bevæge sig langsomt og med Værdighed, og det var naturligt at han endte med i sine Skrifter at lægge saa faa Sindsbevægelser for Dagen som muligt.

Alt som lille Barn kom Théophile Gautier fra Sydfrankrig til Paris. Det er et Tegn paa, hvor tidligt hans Ejendommelighed var udviklet, at han i Skolen gennemgaaende foretrak de Skribenter, der gik forud for eller fulgte paa Sprogenes saakaldte Guldalder, for de klassiske og korrekte Forfattere. I fransk Literatur læste han med Nydelse Villon og Rabelais, medens han var helt kold overfor Corneille og Racine; i latinsk Literatur læste han med Lidenskab kun Forfalds-Tidens Forfattere og Digtere, Claudian, Martial, Petronius og Apuleius og efterlignede dem i sine latinske Vers i alle mulige Versemaal, medens han derimod saa ned paa Cicero og Quinctilian med fuldstændig Ligegyldighed. Det beroede først paa hans Kunstnerkærlighed til en malerisk, ordrig Stil; saa paa hans Had til alle de Mængden imponerende Almensandheder og pæne Meninger, som nødvendigvis maa forekomme hos enhver Forfatter, der skal betragtes som klassisk. En Franskmand, der var saa vild og gal som Villon eller saa saftrig og farverig som Rabelais, havde i hans Øjne den uvurderlige Fordel at være uberørt af det store Aarhundredes almene Politur; en Romer, der havde afrikansk Blod i sine Aarer som Apuleius eller var af ægyptisk Oprindelse som Claudian var ham nødvendigvis kærere end Augustus-Tidsalderens smagfulde Talere og Poeter; thi han holdt af det stærkt Ejendommelige, det som pirrer eller forbløffer, gøs ikke tilbage for det Kunstlede og Søgte, hvis det blot havde sin Ynde, og følte sig i Literaturen altid tiltrukket af en let Vildtlugt. Drengens Forkærlighed for Sølvalder-Poeterne forlod ikke den modne Mand. Det var den, som fik ham til at skrive den fortræffelige Samling Karakteristiker, han udgav under Navnet Les Grotesques, og hvori han paatog sig at give Æresoprejsning til den hele Gruppe af mindre Digtere, som Boileau i sin L'Art poétique havde brændemærket for desbedre at rydde Pladsen for de store Forfattere, der havde 257 overholdt Aristoteles's Regler og Smagens Love. De stakkels Fyre var ulæste blevne liggende i Literaturens Benhus med et Vers af Boileau paa deres Pande. Som Fjende af alt Regelret og Forslidt tog Gautier sig af dem. Hans plastiske og maleriske Sans fandt ingen Tilfredsstillelse ved Studiet af de værdige Digtere, der havde siddet og skrevet med Allongeparykker paa Hovedet og Kniplinger om Haandleddene; men det morede ham at opsøge alle hine glemte og selsomme Poeter med deres ejendommelige Profiler og Fagter, hos hvem man blandt talløse Smagløsheder træffer paa morsomme Særheder, ejendommelige Glimt, vidfulde og maleriske Vers, ja paa saa levende og ypperlige større Digte som de bedste af Franois Villon's og Théophile de Viau's. Var deres Muse ingen Skønhed, saa gjaldt dog om hende hvad Gautier etsteds har skrevet om en indtagende Kvinde: Hun havde i sin pirrende Grimhed et Gran af Salt fra det Hav, op af hvilket nøgen og udæskende det bitre Svælgs Venus steg:

Elle a dans sa laideur piquante
Un grain de sel de cette mer
D'où jaillit nue et provocante
L'àcre Vénus du gouffre amer.

Og saadan en stakkels Poet fra det 15de, 16de eller 17de Aarhundrede, der havde ligget fuld i Rendestenen eller havde hugget sig gennem Verden med sin Kaarde eller havde endt sit Liv som Ørendup i Galgen, frembød ved sit Lune og sine Vers for hans Øjne en Silhuet, en livfuld og sær Profil, som fængslede ham og som det morede ham at afridse.

Ud af Skolen blev den unge Gautier efter sit Ønske taget for at indtræde som Elev hos Maleren Riouit. Han selv saavel som hans Slægtninge overvurderede fra først af det Talent til at tegne og male, som han lagde for Dagen. Det var i Virkeligheden kun at betragte som det underordnede udfyldende Tillæg til hans aldrig før sete, maleriske Evne som Forfatter. Victor Hugo's Optræden blev bestemmende for hans Løbebane. Da denne satte Hernani's Horn for sin Mund, fulgte Gautier Kaldet og forlod Malerkunsten for Literaturen. Fra sit Atelierliv beholdt han imidlertid ikke blot Malerens Synsmaade; han bevarede i sin mundlige Ytringsform og paa de Steder, hvor han (som i Fortalen til Frøken Maupin) udtaler sig med samme Frihed som mundligt, den overgivne og med selvlavede Kunstord spækkede 258 Udtryksmaade, som trives og blomstrer i alle franske Kunstner-Værksteder.

Han fremtræder først som lyrisk Digter. Fem Maaneder efter Opførelsen af Hernani og uheldigvis paa selve den Dag, da Julirevolutionen brød løs, udgav han sine første Digte, der selvfølgelig i hint Øjeblik skylledes bort af Tidsstrømmen, men som selv paa et roligere Tidspunkt neppe vilde have vakt Opmærksomhed. Som Lyriker er Gautier upopulær; han udmærker sig ved en fast og udadlelig Form, men hans Naturel er altfor meget anlagt paa det Udvortes til at være virkelig lyrisk; han mangler Inderlighed og Sjæl. Bedst er han i sine Ungdomspoesier, naar han giver sin antikt hedenske, nærmest romerske Epikuræisme Udtryk, naar han sætter Lykken i de tre Ting: «smukt Solskin, en Kvinde, en Hest», naar han (som i Digtet La débauche) forherliger den aabne Livsglæde, priser Farve, Sange og Vers, eller naar han (som i Le premier rayon de mai) gengiver den simple, næsten sanselige, men i ethvert Tilfælde ganske usammensatte Lykkestemning ved at befinde sig i den Elskedes Nærhed. Mesterligt og aldeles typisk for Gautier er det lille Digt Lapseri (Fatuité), hvis spøgende Titel paa den fineste Maade afbøder ethvert Angreb paa Indholdet. Det udtaler en kraftig Ynglings muntre Overmod. De to første Strofer lyder:

Jeg er ung; i mine Aarer det rige Purpur ruller.
Mit Haar er kulsort og mine Blikke Ild.
Og mit Bryst uden Slim som uden Hostebulder
aander i dybe Drag Himlens Luft, ren og mild.
Til den lunefulde Vind, der bær Zigøjnerlandets Grøde,
utalte jeg kaster mine Døgn, al Livets Gøgl;
og tit, mellem Flasker, har den blege Morgenrøde
overrasket mig løsende en Maske af Fløjl.

Det var først i sine modnere Aar, at Théophile Gautier trængte afgjort igennem som Lyriker. Émaux et Camées, en Samling Digte (alle i korte 8-Stavelses Vers), der ved sin Form svagt erindrer om Et og Andet i Goethes West-Oestlicher Diwan og Heine's Buch der Lieder, gav Digterens personlige Stil i lyrisk Poesi det mest udprægede Udtryk. Behandlingsmaaden var ganske i Billedkunstens Aand. Digteren forsøgte ved Farvernes Kraft og Sammensmeltning, Formens Fuldkommenhed og Finhed, Rimenes strenge Renhed og sikkert afpassede Harmoni, kort sagt ved et 259 Mesterskab, der intet oversaa, end ikke det Mindste, at levere digteriske Sidestykker til de Miniature-Mesterværker i Agat eller Onyks, som de Gamle har efterladt os, saavelsom til Renæssancetidens italienske eller franske Emailmaleri paa Guldgrund. Han naaede i disse Poesier, til hvilke man endnu kan henføre det som anstødeligt udeladte, men beundringsværdige Digt Musée secret - trykt i Bergerats Théophile Gautier - en sproglig Skønhed, der kan betegnes som ideal, og med hvilken højst den sproglige Plastik i enkelte senere Digte af Leconte de Lisle kan sammenlignes. Digtet L'art, hvormed denne Samling slutter, hvilket som sprogligt Kunstværk vel kan kaldes et Mindesmærke, indeholder i Stenstil hans Kunstanskuelse. Han elskede Kunsten, som han saa dybt forstod, saaledes, at han satte den over alt Andet paa Jorden, og han saa i den det eneste Blivende gennem Tidernes Skiften. Han var vel altfor tilbøjelig til at gøre Kunstværdien afhængig af den i Kunstværket overvundne Vanskelighed, men kun fordi han troede, at det var Kampen med Vanskelighederne, som gjorde det færdige Værk haardført og uangribeligt af Møl og Rust. Det hedder i Digtets Slutning: «Alt forgaar. Den kraftige Kunst alene er evig. Bysten overlever Staden, og den strengt skaarne Medalje, som Bonden finder i Jorden, aabenbarer, at en Kejser har levet. Guderne selv dør; men de kongelige Vers, de bliver; de staar uanfægtede, fastere i deres Støbning end et Bronceværk.» Man høre dette i hans Sprog:

Tout passe. - L'art robuste
Seul a l'étérnité.
Le buste
Survit à la cité.
Et la medaille austère
Que trouve un laboureur
Sous terre
Révèle un empereur.
Les dieux eux-mêmes meurent
Mais les vers souverains
Demeurent
Plus forts que les airains.
Det gælder om Vers, som dem, han skrev.

260

XXVIII

Vil man have et livfuldt og overgivent Billede af den unge romantiske Zigøjnerbande, der sluttede sig til Hugo, et Billede, der udmærker sig ved sin kaade Selvparodi, saa læse man Théophile Gautier's Les Jeunes-France, der efter hans egen Opfattelse skulde give en noget lignende Satire for Romantikernes Vedkommende, som Molière's Les précieuses ridicules havde leveret af et ældre Tidehvervs literære Udskejelser; Skade kun at Les Jeunes-France er en talentfuld Drengestreg, medens Les Précieuses er et modent Værk af blivende Værd. Det unge Frankrig blev skrevet straks efter at Gautier var bleven optagen i den romantiske Lejr og giver, omtrent som Petrus Borels og Philothée O'Neddy's Poesier, et Indblik i Datidens Ungdoms Kamerat-Liv. Det er ikke betydningsløst, at Gautier har skrevet denne Bog; thi han var og blev i Grunden til sin Død den ægte Kunstner-Zigøjner, altid lidt paa Kant med Samfundet og dets Begreb om Respektabilitet, i sin Ungdom levende det egenlige Bohêmeliv som Maler, Poet, Journalist og Rejsende, i sine senere Aar førende et Husliv med sine Søstre og sine Børn uden nogensinde at tænke paa Ægteskab. Af hans Forbindelser med Kvinder var den med Ernesta Grisi, Moderen til hans Døtre Judith og Estella, den langvarigste. For Søsteren Carlotta nærede han ligeledes i lang Tid meget varme Følelser, og det er for hende, at han har skrevet sine Balletter. Var han en meget ustadig Elsker, saa var han til Gengæld en yderst kærlig Broder og Fader; han gav sine Døtre en mønsterværdig Opdragelse og havde bl. A. den gode Idé at lade dem lære Sprog som Japansk og Kinesisk, i hvilke Kundskaben var sjælden nok til at kunne være en Kvinde, der stod alene, en Støtte. Det er bekendt, at denne Kundskab senere kom Judith Gautier tilgode.

Den Bog, der giver det fuldeste Indtryk af Théophile Gautier's Sjæleliv som Yngling, er dog ikke Les Jeunes-France men den umiddelbart efter dette Skrift forfattede Roman Mademoiselle de Maupin (1836). I denne Bog syder hans Ungdoms Champagneskum. Det er en saare hedensk og paa sine Steder saare uanstændig Bog - uanstændig som en Dialog af Crébillon fils -, men der er Kræfter i den, og saa overdrevent det end er, naar Swinburne kalder den «Skønhedens gyldne Bog» (the golden book 261 of beauty), saa røber den dog den ualmindeligste Skønhedssans. Den var som et Afløb for Ynglingens overstrømmende Livskraft.

Théophile Gautier havde oprindelig været spædlemmet og spinkel og udmærkede sig blandt Legemsidrætter kun i Svømning; men det var hans Ideal at blive en Kraftkarl, og han beundrede Atleter og Boksere langt over alle Dødelige. Han tog da flere Aar igennem Undervisning i Stokkefægtning og Boksning, i Ridning og Roning saalænge til hans legemlige Tilstand helt forandrede sig, og han havde den ubeskrivelige Triumf den Dag, da Château-Rouge blev aabnet, at give et ganske nyt «Tyrkehoved» (det vil sige: en Kraftmaaler) et Næveslag af 532 Punds Vægt, der er blevet historisk. «Det er», siger han med koket Elskværdighed i sin selvbiografiske Notits, «den Handling i mit Liv, af hvilken jeg er stoltest» og man kan tro, at disse Ord er bogstaveligt mente. Thi endnu som gammel plejede han, naar man i et Selskab af Venner modsagde hans Paradokser og alle i Munden paa hinanden talte imod ham, at paabyde Taushed ved med sin bløde, hæse Stemme at raabe overlydt: «Jeg er en Kærnekarl, jeg slaar 530 paa et Tyrkehoved, og jeg skriver Lignelser, der hænger sammen. Det er Indbegrebet af al menneskelig Fuldkommenhed».*) I Mademoiselle de Maupin sporer man paa én Gang den unge Dandy, der er istand til at give et frygteligt Næveslag og den fine Kunstner «hvis Lignelser hænger sammen», det vil sige hvis Sætninger udgør Billeder for Øjet. Men fremfor alt møder man dog her Digterens rent antike og plastiske Naturel, ved hvilket han udskiller sig fra alle sine Samtidige i hint rige Slægtled. Gautier har malt sig selv etsteds i Bogen, hvor han lader Helten skildre sit Væsen:

«Jeg er et Menneske fra de Homeriske Tider; den Verden, i hvilken jeg lever, passer ikke for mig, og jeg forstaar Intet af det Samfund, der omgiver mig. Kristus er ikke kornmen til Verden for mig; jeg er saa hedensk som Alkibiades eller Fidias var. Jeg har aldrig plukket Passionsblomster paa Golgatha, og den dybe Flod, der fra den Korsfæstedes Side strømmer ud over Verden som et rødt Bælte, har ikke badet mig i sine Bølger. Mit oprørske Legem vil ikke erkende Aandens Overhøjhed og mit Kød finder sig ikke i at spæges. For mig er Jorden ligesaa * 262 skøn som Himlen, og jeg tænker, at Formens Fuldkommenhed er den sande Dyd. Jeg holder mere af en Statue end af et Luftsyn og af Middag end af Tusmørke. Tre Ting behager mig: Guld, Marmor og Purpur, Glans, Fasthed og Farve. Det er det Stof, af hvilket mine Drømme er gjorte og alle mine Luftkasteller byggede .... Aldrig ser jeg Taage eller Damp for mig, aldrig noget Usikkert og Flydende. Min Himmel har ingen Skyer, eller, hvis den har, saa er det faste med Mejslen udhuggede Skyer, dannede af de Marmorskærver, der er faldne fra Jupiters Billedstøtte . . . .; thi jeg holder af med Fingren at kunne berøre, hvad jeg har set og at kunne forfølge Omridsenes Runding til de fineste Folder . . . Jeg har altid været saadan. Jeg ser paa Kvinderne med en Billedhuggers Øje, ikke med en Elskers; jeg har hele mit Liv igennem bekymret mig om Flacon'ens Form, aldrig om dens Indhold. Hvis jeg havde havt Pandoras Æske mellem mine Hænder, saa tror jeg, at jeg ikke havde aabnet den.»

Théophile Gautier er en af de faa franske Romantikere, der frembyder tydelige Paralleler med de tyske. Hans Novelle Fortunio er med sin Forherligelse af Nydelsen og Lediggangen det franske Sidestykke til Fr. Schlegels Lucinde og han minder om de tyske Romantikere ved sin Ringeagt for det særligt Digteriske i Poesien. Han sagde en Dag til Taine, der paa Hugos Bekostning ytrede Forkærlighed for Musset: «Taine, De synes mig at forfalde til den borgerlige Idioti. At forlange Følsomhed af Poesien . . . det er slet ikke det, det kommer an paa. Straalende Ord, Lys-Ord, med en Rytme og en Musik, det er Poesi. Det beviser ikke noget og det fortæller ikke noget; Begyndelsen af Hugo's Ratbert f. Eks.; der er ingen Poesi i Verden som det; det er Himalayas Højslettte. Hele Italien med alle dets middelalderlige Vaabenskjolde er deri, og ikke Andet end Ord». Han ligner Tieck i sin Kærlighed til den tankeløse, den rene Forms Poesi! men han adskiller sig som god Romaner paa det Skarpeste fra ham derved at medens Tieck vilde forflygtige Ordene til Toner, fortynde Digtningen til blot Stemning, til Musik, vilde Gautier omvendt faa Ordene til at sprude Straaler og Farver og fortætte Digtningen til Ordmaleri og Ordplastik.

Derimod stemmer han fuldstændigt overens med de tyske Romantikere i sit Had til Nyttelæren. Hans Formel L'art pour l'art har sit Udspring af dette Had. Denne Formel, som han 263 i Fortalen til Mademoiselle de Maupin for første Gang med Glans forfægtede, er fra én Side set ubetinget gyldig.

Den er sand og ubestridelig i den Mening, at Kunsten ikke er underkastet de samme Regler for det Tilbørlige, som med Rette behersker Livet, langt mindre dem, som med Urette gør sig gældende deri. Ligesom det at staa nøgen i en Menneskesværm er en Ting, der meget vel skikker sig for en Statue, men ingenlunde for en Mand eller Kvinde, saaledes er overhovedet Liv og Kunst himmelvidt forskelligt stillede overfor Moralbegrebet. Gautier stræbte derfor uafbrudt at kæmpe Kunsten løs fra den moraliserende Kritik. I den ungdommeligt voldsomme Fortale til Mademoiselle de Maupin udbryder han til de nyttesøgende Kritikere: «Nej, I Dumrianer, I kropknudede Kretinere, Kunsten laver ingen Havresupper, en Sonet er ingen Klystersprøjte og et Drama ingen Jernbane, lutter højst nyttige Ting». Om de evigt forargede Kritikere siger han: «Hvis der i et Maleri eller en Bog er et eller andet nøgent Sted, søger disse Folk lige dertil, som Soen søger til Pølen ...» og med en Hentydning til Tartuffe fortsætter han: «For mig kan Dorine, den kønne Kammerpige, gerne gaa med sin smukke Hals ubedækket. jeg skal ikke trække mit Lommetørklæde op af den Grund. Jeg betragter den, som jeg betragter hendes Ansigt, og er den hvid og velformet, har jeg min Glæde deraf». Og for at værge sig mod den stedse fornyede Beskyldning for Usædelighed skriver han: «En yderst komisk Varietet af den dydige Journalist er Journalisten med kvindelige Slægtninge. For at nedsætte sig som Journalist af denne Art maa man først forsyne sig med adskilligt Husgeraad som to til tre legitime Hustruer, nogle Mødre, saa mange Søstre som muligt og et fuldstændigt Lager af Døtre og Kusiner. Saa maa man have en eller anden Bog at flaa, Pen, Papir, Blæk og en Bogtrykker .... Saa skriver man: Det er umuligt at føre sin Hustru hen at se dette Stykke . . . Det er umuligt at give denne Bog i Haanden paa en Kvinde, man agter . . . Deres Hustru maa skjule sin Rødme bag sin Vifte, Deres Søster, Deres Kusine o. s. v. (man kan indsætte de forskellige Værdier, det gælder kun om at have kvindelige Væsener at raade over)». Lader Gautiers digteriske Praksis sig end ikke altid forsvare, saa havde han Ret i sin Teori. Poesien har sin egen Sædelighed, den som følger af Skønhedskærlighedens og Sandhedskærlighedens Væsen, der er dens eget Væsen, hvor tilhyllet og indirekte det end ytrer sig; 264 men den er ikke bunden ved vort Omgangslivs selskabelige Hensyn. Poesien er i og for sig en sædelig Magt, ganske som Videnskaben, Fysiologien f. Eks., er det, skønt heller ikke den binder sig til hvad den gode Tone anser for omtaleligt. Der gives usædelige Poeter som der gives usædelige Læger, men deres Immoralitet har intet at gøre med den Hensynsløshed, der følger af Kunstens som af Videnskabens Opgave, og som udspringer af deres Natur.

Særligt skikket til at indprente denne Sandhed var et plastisk og malerisk Sindelag som Gautier, der ikke havde kunnet underkaste sig de saakaldte moralske Krav til Digtekunsten uden at ofre sit hele Talent. Hans særegne Gave er den at gengive Sanseverdenen i Ord. Han er den første, der i stor Stil ved sit Eksempel har vist, at Læren i Lessings Laokoon ikke er den hele Sandhed; thi han har beskrevet meget af det, som Lessing holdt for ubeskriveligt. For Intet mangler han Ord, hverken for en Kvindes Skønhed eller for en Bys Fysiognomi, ja neppe engang for Smagen af en Ret eller for Klangen af en Stemme. «Siden vi har ham», sagde engang Sainte-Beuve, «er Ordet usigelig ikke mere fransk». Han havde den sædvanlige romantisk-klassiske Sky for sproglige Nydannelser, men har har beriget det moderne Fransk med en Fylde af Ord fra det femtende og sekstende Aarhundrede, der med Urette var gaaede af Brug og med en Mylr af skarpt betegnende Fagudtryk. Som bekendt var de franske Ordbøger hans kære, stadige Læsning. Vistnok var han en ganske paa det Udvortes anlagt Aand; men der udfordres stor Inderlighed og stor kunstnerisk Alvor til i den Forstand at være udvortes. Vistnok gik han i sin Poesi ikke ud paa at røre de følende Hjerter; men selv Goethe har jo havt Stemninger, under hvilke han skrev:
Ak, de følende Hjerter! En Fusker formaar dem at røre.
Lykken, jeg attraar, det er, dig at berøre, Natur!

Hans Roman Capitaine Fracasse, der undfanget i hans Ungdom først blev udført i hans senere Aar, giver det klareste Indtryk af hans Prosa. Personerne deri ses som i Naturen med deres hele ydre Form, med deres Klædedragt, deres Bevægelser, deres arkitektoniske eller landskabelige Baggrund.

Bogen aabnes med et Kapitel, der hedder Elendighedens Slot, 265 og som indeholder Skildringen af en omvandrende Skuespillertrups Aftensmaaltid ved Lyset af to store, med Guldpapir overklæbede Teaterkandelabrer af Træ i en ung fattig Barons forfaldne Fædrenekastel paa Ludvig den 13des Tid. Det er en Beskrivelse, som minder om det under Navn af Esthers Bryllup berømte Rembrandtske Maleri i Dresden. Man ser Lyset modellere Ansigterne og Skyggerne krybe opad Væggene. Der forekommer ikke et følsomt Ord deri, men der er saa fin en Vemod i Stemningen, at man forstaar det Udtryk, Gautier brugte til Feydeau, der traf ham skrivende derpaa: «Det er en nøjagtig Skildring af min Sjælstilstand.»

Et andet Kapitel beskriver under Overskriften Snestykke (Effet de neige) hvorledes Skuespillernes Karre drager afsted ved Nattetid gennem den høje Sne, hvorledes Den iblandt dem, der plejer at spille Matamoren (den storpralende Soldat) og som har fulgt Karren tilfods, savnes af de Andre, hvorledes de søger ham og forgæves raaber hans Navn af deres Lungers fulde Kraft ud over den vide Snemark. Intet Svar. En af dem bærer en Lygte, hvis røde Genskin bevæger sig over Sneen; vi ser de lange formløse Skygger, som følger Mændene over den hvide Grund. Truppens sorte Hund ledsager dem hylende. Med Et tier Hunden, og man fornemmer den Dødsstilhed, som opstaar, naar den faldende Sne dæmper alle Lyd. Endelig tror den af dem, som har skarpest Øjne, ved Foden af et Træ at se en fantastisk Figur, underligt og ulykkevarslende stiv. Det er ham, den stakkels Matamor. Hans Ryg er støttet mod Træet og hans lange Ben strakte ud paa Jorden, halvt skjulte af den fygende Sne. Hans uhyre Kaarde, som han aldrig lagde fra sig, danner mod hans Byste en saa løjerlig Vinkel, at man under andre Omstændigheder havde maattet smile deraf. En nærmer Lygten til hans Ansigt og er nær ved at tabe den af Skræk. Ansigtet, der er hvidt som Voks, ser ud som om Dødens benede Fingre havde klemt Næseboerne sammen; Næseryggen lyser som den skinnende hvide Rygplade paa en Blæksprutte; Huden er strammet over Tindingerne; Sneflokke ligger paa Øjenbryn og Øjenhaar; de opspilede Øjne stirrer med glasagtig Glans. Paa hver Ende af det store, spidse Overskæg glimter en lille Isklump, hvis Vægt bøjer det lidt. Den evige Tausheds Segl har lukket Læberne, fra hvilke saa mangt et lystigt Praleri foer ud over Tilskuerrummet, og Dødningehovedet skimtes gennem det blege, magre Ansigt, i hvilket 266 Vanen til at gøre Grimacer har gravet gyseligt komiske Furer. «Ak», siger en af hans Kammerater, «den stakkels Matamor er død. Træt og forvirret af Snefoget har han et Øjeblik søgt Ly under dette Træ, og da han ikke har to Lod Kød paa Kroppen, er han snart bleven gennemfrossen indtil Marv og Ben. For at gøre niere Effekt i Paris formindskede han dagligt sin Ration og gjorde sig magrere end en Mynde i Jagttiden. Stakkels Matamor! nu er du sikret mod alle de Næsestyvere, Bejmænd, Spark og Stokkeprygl, din Rolle forpligtede dig til at modtage. Nu er du saa stiv som havde du slugt din lange Slire». Det Følelsesfulde i Situationen kommer her indirekte frem gennem en samvittighedsfuld Plastik.

Det var jo imidlertid naturligt, at dette Følelsesfulde kun sjældent aabenbarede sig i en Kunst som Gautiers og at han særlig med Aarene fortabte sig i en Beskriven, der, saa fuldendt den end var i sin Art, dog blev mere og mere sjælløs. Han havde en Lidenskab for at rejse, besøgte 1840 Spanien, 1845 i Hertugen af Aumales Følge Afrika, 1850 Italien, 1852 Konstantinopel, Aaret efter Rusland til Novgorod o. s. v. og alle disse Rejser har han beskrevet, ofte længe efter Hjemkomsten, men i Kraft af sin fabelagtige Hukommelse for Tingenes Udseende med en Nøjagtighed og Sandhed uden Mage. Kun har Læseren den Skuffelse, at disse Beskrivelser omhandler Alt i Landene med Undtagelse af deres Indvaanere. Da Fru de Girardin havde læst hans Tra los montes, skal hun have sagt til ham: «Men, Théo, findes der ingen Spaniere i Spanien?» og denne Kritik passer paa alle hans Bøger af den Art. Det indre Menneske ophørte efterhaanden at eksistere for ham og selv det ydre Menneske forsvandt tilsidst bag Klædedragten. I hans Samtaler med hans Svigersøn Bergerat forekommer denne pudsige og betegnende Ytring: «En Kongetiger er smukkere end et Menneske; men hvis Mennesket skærer sig en prægtig Dragt af Tigerskindet, saa er Mennesket smukkere end Tigeren, og jeg begynder at beundre det. Paa samme Maade interesserer en By mig kun ved sine Mindesmærker, der jo ikke er andet en Fællesresultatet af dens Befolknings Aand. Hvad bryder jeg mig om denne Befolkning er svinsk eller om Byen maaske rummer et Indbegreb af alle mulige Forbrydelser, naar man blot ikke slaar mig ihjel, imedens jeg ser paa dens Monumenter». Man har her den rene Skønheds- og Kunstdyrkelse drevet ud i sin mest betegnende 267 Ytringsform. Det Menneskelige, det sjæleligt Bevægede, det Moderne, Livet selv tabte tilsidst al Interesse for Gautier som Kunstner og Kunstelsker. Derfor gik ogsaa efterhaanden hans hele Sans for den dramatiske Kunst op i Sansen for Stilen, Kostymet og Dekorationen. Han paastod ofte, at en Skuespildigter burde kunne faa sagt fra Scenen alt det, han vilde have sagt, blot med fire Pierrot'er, som han anbragte i forskellige Situationer; thi det gjaldt kun om at meddele «et Indtryk af Liv ikke Livet selv»; «Livet selv er altfor grimt» havde han den Vane at tilføje.

Saaledes leverede han tilsidst saa at sige Kritiken over sig selv og angav for alle Andre end hans blinde Beundrere, hvor hans Grænse laa. Han opviste den svage Side af Løsenet L'art pour l'art: En Kunst, der ikke drejer sig om anden Akse end Kunsten selv, bliver nødvendigvis tilsidst gold og tom. Den rene Kunstbegejstring skaber en Galatea af Marmor; den personlige Tankestrøm alene er den guddommelige Aande, der indblæser Statuen Liv.

At Gautier imidlertid med en Energi som ingen Anden frigjorde Kunsten fra fremmede Krav og udviklede den saa ejendommeligt som han formaade, det var en stor og god Gerning. Var det end ikke Vinding nok for Kunsten, saa var det Gerning nok for Enkeltmand. Man kan ligefuldt paa ingen Maade sige, at Gautiers Talent før hans Død blev forstaaet og vurderet, som det fortjente; han havde sit Publikum blandt alle kunstneriske Dannede, men de blot literært Dannede, ikke at tale om den store Læseverden, forstod Intet af hans Fortrin. Hvor tit har jeg ikke i Frankrig af Videnskabsmænd hørt de taabelige Historier om hvorledes Gautier skrev sine Digterværker ud af Ordbøgerne uden Sans for andet end Ordets Klang og Besynderlighed som Ord!

Hvad der til en vis Grad forklarer denne Uforstand er, at hos Gautier Feuilletonisten efterhaanden i den almindelige Be vidsthed helt havde fortrængt Poeten. Allerede i Aaret 1836 var han, der havde sagt Journalisterne saa bitre Sandheder, traadt ind i Dagspressen for at fortjene sit Brød og fra da af til sin Død - 36 Aar igennem - var han uden nogen Afbrydelse Journalist. Hans Lethed til at skrive kom ham her tilgode og han udførte som Kunst- og Teaterkritiker et Herkules-Arbejde. Efter hans egen og Bergerats overensstemmende, men dog 268 rimeligvis overdrevne Beregning vilde hans Værker, ifald man samlede alle hans Artikler, beløbe sig til tre hundrede Bind. Han skrev først 19 Aar i Girardins La Presse, senere under Kejserdømmet mest i Moniteur officiel. Hans Teaterartikler, som han kun modstræbende forfattede, har alene stilistisk Værdi, men visselig ingen ringe. Som Kunstkritiker indskrænkede han sig stedse mere til Billedbeskrivelsen, hvori han var uopnaaet Mester. Trætheden ved Haandværket, Ulysten til at skabe sig Fjender, Medlidenhed med Begyndere og Ubegavede, endelig en stor Godmodighed og en ikke mindre stor Ligegyldighed gjorde ham bestandig mere overbærende. Tilsidst roste han næsten Alt og Alle med samme suveræne Flegma og i samme sikre, farvede Stil. Det store Publikum vidste kun af ham som Kunstkender, Kunstbeskriver og Feuilletonist.

Men paa Digtere og Skribenter havde han samtidigt i al Stilhed en mægtig Indflydelse. Fra Théophile Gautier nedstammer i lige Linje den udmærkede Prosaist Paul de Saint-Victor, den Ufølsomste blandt de moderne Digtere Leconte de Lisle, den «sataniske» Lyriker Baudelaire og endelig den hele Gruppe af unge Digtere, der under Kejserdømmet forenede sig under Navnet Les Parnassiens. Saint-Victor arvede Gautiers Farvesans og Formsans, hans Kærlighed til den bildende Kunst, Leconte de Lisle hans Evne til at sætte sig fuldstændigt ind i fremmede Kulturer og hans østerlandske Ro, Baudelaire hans Forkærlighed for en Følelsernes og Sansningernes Forvendthed og de parnassiske Lyrikere hans udadlelige Mesterskab i Versbehandling.

Men skønt han saaledes har virket langt ud over 1830 Tiden og sikkert vil virke langt ud over sin Levetid, er hans Navn som faa Andres knyttet til Romantismens tidligste kæmpende Tidehverv. Det er et betegnende og rørende Træk, at den sidste, ufuldførte Artikel, han skrev, er en Skildring af Teatrets Publikum under den første Opførelse af Victor Hugo's Hernani.

XXIX

Medens Théophile Gautier's literaturkritiske Arbejder, saa stor en Plads de end indtager i hans hele Livsværk, næsten allerede er gaaede i Glemme for hvad han paa andre Omraader har frembragt, har en Forfatter blandt hans Samtidige, der 269 ligesom han var baade Digter og Kritiker og hvis Navn i begges Levetid hyppigt nævnedes sammen med hans, havt en modsat Skæbne. Den Rang, Sainte-Beuve efterhaanden tilkæmpede sig som Kritiker, var saa høj, at den for Efterverdenen har stillet hans poetiske og større historiske Frembringelser i Skygge. Som Digter besad han et fint og ejendommeligt Talent; men som Kritiker var han en Aand, der har sat Tidsskel, en af dem, der indvarsler en Fremgangsmaade og grundlægger en Kunstart. I en vis Mening kan han siges at være en mere udpræget Fornyer paa sit Omraade end Tidsalderens øvrige Skribenter paa deres; thi der gaves moderne Lyrik før Victor Hugo, men der gaves ikke i streng Forstand moderne Kritik før Sainte-Beuve. I ethvert Tilfælde har han omformet Kritiken som Balzac Romanen. I sine sidste Leveaar naaede han en ubestridt Autoritet, men dog er det først i Tiaaret efter hans Død, at hans Betydning fuldt er gaaet op for de Dannedes Bevidsthed ogsaa udenfor Frankrig. En udmærket Kender af fransk Literatur, den tyske Historiker Karl Hillebrand, har betegnet ham som det hele Tidsrums ypperste Aand, en Ytring, der skønt overdreven kun kan synes urimelig, naar man betragter Kritiken i og for sig som et lavere Kunstfag end Dramaet eller Lyriken; men denne Betragtningsmaade turde være forældet: For Skribenten er den Kunstart den højeste, i hvilken han fuldest kan lægge sit Væsen for Dagen, og gives der end en Aandernes Rangforordning, er det højst tvivlsomt, om der gives en Rangforordning mellem Kunstarterne, aller tvivlsomst, naar Kunstarten eller Faget er blevet omdannet af den frembringende Aand til dennes ejendommelige, næsten personlige Organ. Saa meget er vist, at i Forstand (ikke blot i Dømmekraft) stod Sainte-Beuve i Slægten fra 1830 ubetinget højest.

Hans Ejendommelighed er denne: Han var en Aand, der forstod og forklarede et overordenligt Antal andre Aander. Naar man alligevel ikke kan indrømme ham en Overlegenhed over de øvrige fremragende Personligheder i Gruppen, saa beror det paa hans Evners Begrænsning. Blandt de Aander, han forstod, var ikke de rige, men smagløse Genier som Balzac, ikke stærke, men sære Genier som Beyle. Dernæst saa vidt hans Blik end var, han manglede Helhedsoverblikket; sjældent har en Historiker og Tænker været en mindre systematisk Aand. Denne Egenskab havde ganske vist sin gode Side: Friheden for Systematik holdt ham frisk til det Sidste, gjorde ham det muligt 270 bestandigt at skyde Ham, saa at han, der i 1827 vakte Goethes Opmærksomhed ved sine første Artikler i Globe, endnu i 1869 med fuld Forstaaelse, med alsidig Sympati stod midt i, ja i Spidsen for den Kres af yngre Videnskabsmænd og Kunstnere, der dengang udgjorde Frankrigs Adkomst til europæisk Anseelse. Endnu i sit sidste Leveaar blev han derfor af alle de bedste Aander opfattet som den naturlige General, under hvis Øjne «den unge Garde» helst vilde udmærke sig. Men Mangelen paa Evne til Sammenfatten har paa den anden Side umuliggjort det for Sainte-Beuve ikke blot at efterlade et enkelt Hovedværk, men overhovedet at naa til de store Linjer og den store Stil. Hans Øje yar anlagt paa at se Enkltheder, betegnende, betydende Enkeltheder overalt, ikke Helheder. Han saa disse Enkeltheder i stadig, skiftende Bevægelse, den Bevægelse, som Livet er, og ved at eftergøre alle disse Bevægelser i sin Aand og med sin Pen gav han sine Billeder en hidtil uset Sandhed. Men han formaaede ikke at beherske Biomstændighederne med tilstrækkelig Overlegenhed, manglede Sansen for og Evnen til at udlede de lavere liggende Aarsager af de højere og atter disse af en enkelt.

Han formaaede som Kritiker kun at skildre det isolerede Enkeltvæsen og selv dette sjældent samlet og sluttet (Talleyrand, Proudhon), men snart set fra en, snart fra en anden Side, snart i en, snart i en anden Alder, snart i et, snart i et andet Forhold til Omverdenen. Ja end ikke den enkelte Artikel formaaede han at fortætte om et Midtpunkt; han gemte sine bedste Indfald i Bisætninger, sine mest oplysende Tanker i Anmærkninger. Han smulede sit Livsbrød ud i Krummer. Han nedlagde sit Guld, som Bønderne i gamle Dage gemte deres, i mørke Kroge, i Sprækker under Gulvet og i Væggen, paa Kistebunden og i Strømpeskaftet; han formaaede ikke at støbe Figurer deraf.

Friheden for System, der var hans Styrke, bragte ham det store Gode, at den befriede hans Skrifter for al søgt Symmetri. Intet, end ikke det Ringeste har han ofret af hvad der i Øjeblikket stod for ham som det, der burde siges, for at give sit Arbejde indre Ligevægt, endsige for at overskueliggøre sin Fremstilling og sin Stil. Han havde Intet mod det Sammensatte og Forviklede, det som ikke slutter. Men Mangelen af de filosofiske Anlæg, som medfører Hang til Sammenfatten og Kærlighed til det Hele som helt, har bevirket, at man af hans Skrifter aldrig modtager stærke, simple Indtryk. Vigtigt og mindre Vigtigt staar 271 altfor tit i samme Plan. Som Kunstner betragtet erindrer han om hine japanske Malere, hvis høje Kunstværd omkring Aar 1880 er blevet anerkendt i Europa; de overrasker og begejstrer bl. A. fordi der hos dem ikke findes Spor af akademisk Symmetri; de tilfredsstiller aldrig fuldt, fordi de lader haant om Perspektivet, men de har i en usét Grad opnaaet at gengive det levende Liv.

Charles Augustin de Sainte-Beuve fødtes i Boulogne-sur-mer den 23. Decbr. 1804. Hans Fader, en dygtig, fintdannet Embedsmand, havde først 52 Aar gammel kunnet tænke paa at sætte Bo. Hans Moder var dengang henved de 40. Sainte-Beuve's Forældre havde ikke været gifte et Aar, før Manden døde, to Maaneder inden Sønnens Fødsel. Fra denne af Sønnen aldrig sete Fader, der nærede en levende Interesse for Literatur, særlig for Poesi, og som efterlod sine Bøger gennemtrukne med Noter, Randgloser, Strøtanker, der i hele deres Aand mærkværdigt foregriber Sønnens, synes Sainte-Beuve at have arvet sit Anlæg til kritisk Grubleri; fra Moderen, der paa mødrene Side var Englænderinde og som tidlig lærte Sønnen Engelsk, stammer hans i Frankrig dengang saa ualmindelige Forkærlighed for engelsk lyrisk Poesi, for Bowles, Grabbe, Cowper og især for Wordsworth og de øvrige Digtere af Søskolen, hvem han saa tit har oversat og anført.*) Noget Gammelt og Sørgmodigt i hans Sindelag synes man med temmelig Sikkerhed at kunne udlede dels af begge Forældres fremrykkede Alder, dels af Moderens nedtrykte Stemning, medens hun bar ham under sit Hjerte, da hun jo under sit Svangerskab ramtes af sin Mands Sygdom og Død.

Som Barn var Sainte-Beuve tungsindig og frygtsom. Under Hjemmets Paavirkning udviklede der sig hos den tolvaarige Dreng en næsten uhyggelig Barnereligiøsitet; han gjorde med den mest glødende Iver Tjeneste som Kordreng ved Messen. Det var et kortvarigt katolsk Feberanfald; men det har tydeligt nok efterladt sig Spor, som senere lod sig opfriske, og under hele sin Opvækst bevarede Sainte-Beuye ikke blot Pietet mod Kristendommen, men et Hang til Syslen med religiøse Tvivl og teologiske Overvejelser. Det varede, indtil han som Student straks søgte til det attende Aarhimdredes Filosofer og til den sensualistiske Filosofis dalevende Repræsentanter Tracy, Daunou, Lamarck, ved hvis Hjælp * 272 han hurtigt frigjorde sig fra Teologien. Hans aandelige Grundlag ved Indtrædelsen i den voksne Alder var den rene Erfaringstro, og dette Grundlag, der senere dækkedes af religiøse Stemninger og Tilbøjeligheder, dukkede paa sin Side endnu senere op og viste sig at være det blivende og afgørende. Han havde i Skolen udmærket sig i de historiske og sproglige Fag; men trods sit Hang til Literaturen gav han sig dels for sin Fremtids Skyld, dels for at skaffe sig en Modvægt mod den blot retoriske Uddannelse til at studere_Medicin. Fra 1823-27 drev han med Iver og Interesse ved Siden af literære Sysselsættelser fysiologiske og anatomiske Studier. Han var fattig, men aldrig nødlidende, desuden tarvelig og yderst flittig.

Den unge Mediciner var_alt andet end smuk; hans store runde Hoved var næsten for svært for Kroppen, Skikkelsen uden Elegance, Haaret rødblond, paa engang stridt og fint. Men i de blaa og lysende Øjne, der snart syntes store, snart smaa og som undertiden udvidede sig forunderligt, glimtede tusinde Spørgsmaal, smilte den overlegne Skalkagtighed, drømte en Attraa, der halvt poetisk vandt Hjerterne ved at indynde sig. Som fattig og grim Student kendte han af det smukke Køn ikke stort andet end Synderinderne i det latinske Kvarter. Han havde et sanseligt glødende, ufint Temperament, der søgte umiddelbar Tilfredsstillelse, men som i Følge med Tilfredsstillelsen fandt Ydmygelse og Samvittighedsnag, og besad ligesaa udviklet en drømmerisk, poetisk Indbildningskraft, der tilsløret af en fin Sørgmodighed tyede ind til Romantik og Mysticisme. Han havde maaske noget af den Stygges uvilkaarlige Nag mod de Mænd, der ved deres blotte Optræden erobrer Kvindehjerter, og dog selv noget af den sig Indsnoendes Farlighed.

I Begyndelsen af 1827 skrev han i Globe to Artikler om Victor Hugo's Odes et ballades, der gav Anledning til hans Indtræden i den romantiske Kres. Hugo kom for at takke ham, men fandt ham ikke hjemme; da Sainte-Beuve faa Dage senere indfandt sig i hans Hus og traf ham og hans Hustru ved Frokostbordet, lærte han paa én Gang de to Personligheder at kende, som skulde blive Hovedskikkelserne i hans Ungdomsliv. Han blev hurtigt den romantiske Skoles bestalter Kritiker. Det gjaldt først og fremmest om at paavise den nye Skoles Sammenhæng med ældre fransk Kultur, altsaa skaffe den nationale Forfædre. Sainte-Beuve løste Opgaven i sit 273 fortræftelige kritiske Ungdomsværk Tableau de la poésie française au XVIe siede (1827-28) hvis Grundtanke var den, tvers over den klassiske Tidsalder at knytte Traaden fra Slægten af 1830 til Ronsard, du Bellay, Philippe des Portes og de øvrige saa længe og saa uretfærdigt forsmaaede Renæssancedigtere. Sainte-Beuve's Bog er i hans Forfattervirksomhed den nøjagtige Parallel til hvad Th. Gautier's Les Grotesques er i hans; den er ældre end dette Skrift, iøvrigt ligesaa grundig og fint undersøgende, som Les Grotesques er plastisk og sær.

1829 fulgte Sainte-Beuve's første Samling lyriske Digte, Josephe Delormes Poesier, ejendommelige og kunstlede Digte, som gjorde en ikke ringe Opsigt. Bogens Foregivende var det, at den var skreven af en ung medicinsk Student, der var død af Lungesyge; dog Sainte-Beuve skildrede under det gennemsigtige Navneskjul i Fortalen sig selv og sit eget Levned. Josephe Delorme er en Art Ætling Obermann, fattig, rigtbegavet, rig paa Medlidenhed med Menneskehedens Ulykker, en genial og glansløs Aand som sin Stamfader, men endnu mangfoldigere i sit Sjæleliv end han; thi Josephe Delorme er paa én Gang Filosof og ulykkelig over sin Vantro, ideal i sine Forhaabninger og sin Stræben og dog forfalden til lave Udskejelser. Helten er her den almindelige desperate Yngling fra 1830, men ført tilbage til mere borgerlige Forhold end hos de andre Digtere; hans Fortvivlelse er mindre storstilet og mere virkelighedstro. Hans Digte, der formelt er mærkværdige ved den Forkærlighed, de røber, for Genoplivelsen af Ronsards og Charles ar Orleans' yndige, gammelfranske Versemaal og for den af Sainte Beuve (omtrent som af Wilhelm Schlegel) yndede Sonetform, er først og fremmest interessante ved den Virkelighedssans, der allerede her bryder igennem hos Forfatteren og som vel nu og da kan lade sig føre tilbage til en Paavirkning fra Englænderne af Søskolen, men som dog i Regelen ved sit dristige Æmnevalg (se f. Eks. Digtet Rose) er ganske oprindelig og ganske fransk. Det ideale Element er i Digtene repræsenteret ved Forfatterens formelige Henrykkelse over det Cénacle (det vil sige den lille Broderkres af Poeter og Malere) i hvilket han er bleven indlemmet, og hvis Medlemmer forherliges snart under et, snart En for En. Hans Fryd over Vennerne overstiger alle Grænser. Enkelte af disse Digte fandtes i Datiden saa søgte, at man latterliggjorde dem - Les rayons jaunes havde i Virkeligheden vovet sig til det Latterligcs Grænse - andre 274 fandtes platte. Guizot definerede Joseph Delorme un Werther jacobin et carabin (Werther som Jakobiner og Mediciner). Men Alt i Alt kan Bogen siges at have gjort den ikke ringe Lykke, den fortjente at gøre.

Sainte-Beuve's næste Digtsamling (Marts 1830) betegner i Forening med hans Roman Voluplé (1834) og de to første Bind af Port-Royal det følsomme og noge fromaladne Tidsrum i Forfatterens Liv. Les Consolations er i Udtryk af hysterisk Beundring og med en Tilgift af kristelig Ruelse tilegnet Victor Hugo, hvis Navn forekommer rundt omkring i den, men Samlingen var i Virkeligheden fuldt saa meget helliget Fru Hugo, til hvem det første Digt og flere andre er rettede, og som var Sainte-Beuve's Ungdomskærlighed. Om hans Forhold til hende handler med altfor stor Aabenmundethed en øjensynligt ganske virkelighedstro Digtsamling, Le livre d'amour, som Sainte-Beuve lod trykke, men ikke offenliggøre, og af hvilken de vigtigste Digte er blevne optrykte i Pons's uværdige Bog Sainte-Beuve et ses inconnues desuden i Grunden alle Hovedpartierne af Romanen Volupté, hvor det er let at genkende Forfatterens Forhold til Victor Hugo og hans Hus i Amaury's Forhold til den anerkendte politiske Fører, Hr. de Couaén og hans Hustru. Sainte-Beuve selv og mange andre efter ham har antydet, at den hele svagtkatolsk farvede eller fernisserede Gruppe af hans Arbejder, som opstod under hans Sværmen for og med Fru Hugo, blev ligefrem inspireret af hende, idet denne Dame, der forøvrigt i sine modnere Aar under sin Mands Diktat har skrevet hans Levned som ivrig Fritænkerske, i sin Ungdom var alvorligt katolsk. Man har paastaaet, at Sainte-Beuve, under sin Stræben efter at vinde hende helt, gik saa vidt i sin Forførelseskunst, at han vænnede sig til at tale i hendes Sprog og føle hendes Følelser efter. Jeg betragter denne Forklaring som falsk og er overbevist om at Sainte-Beuve har bedraget baade sig selv og Andre ved i sin ældre Alder at tale om sine Ungdomsskrifter, som han gjorde. I et Brev, dateret Juli 1863, skriver han til Forfatterinden Hortense Allart de Méritens (Madame Saman): «Jeg har drevet en Smule kristelig Mytologi i min Ungdom, men den er fordampet. Den var for mig hvad Svanehammen var for Jupiter hos Leda, et Middel til at faa Indpas hos de Skønne og opnaa ømmere Øjeblikke. Ungdommen har Tid og bruger alle Midler». Jeg lider ikke den temmelig letfærdige Maade, paa hvilken han her bortforklarer et 275 Træk, der ganske simpelt udsprang fra det Bløde og Uselvstændige i hans Ungdomsvæsen, der maatte drage ham til Katolicismen, og som uddybedes af Tidsstrømmen, der i hint Øjeblik, som det i Reglen gaar, var ved at blive en Modestrømning, kort inden den forsvandt. Hint Tidspunkt betegner den filosofiske Spiritualismes Genfødelse. Sainte-Beuve var Tilhører ved de Forelæsninger, som Jouffroy efter sin Afsættelse holdt paa sit Værelse i Aaret 1828, og var desuden som næsten alle Datidens Yngre paavirket af Cousin. Den nye Tids Filosofer omvendte ham foreløbig fra Sensualismen. Mange af de Unge betragtede endnu Romantismen, som Hugo fra først af havde betragtet den, nemlig som Reaktion mod Klassikernes hedenske Kunst og Literatur, og desuden var en Fløj af den unge romantiske Skole med sin Iver for Middelalderens poetiske Genfødelse saa nær forbunden med den unge katolske Gruppe, der samlede sig om Lamennais og Abbeden Lacordaire og som grundlagde Bladet Avenir, til hvilket ogsaa Sainte-Beuve leverede Artikler, at det intet Under var om nogle Stænk fra Nykatolikernes Vivandskoste faldt paa de unge Skribenter og i de nye Bøger, der udgik fra den romantiske Kres. Lacordaire har endog forfattet et Parti af Slutningen i Volupté, Skildringen af Klosterlivet. Den Gudelighed, der raader i Les Consolations og som bl. A. opirrede Beyle, der ellers var Sainte-Beuves oprigtige Beundrer, og den Røgelsedunst, der fylder den sidste Halvdel af Volupté, erindrer levende om tilsvarende Forekomster hos Romantikerne i Tyskland.

Romanen Volupté er trods sin Bredde og sin tungtaandende Gang en fin og dybsindig Sjælehistorie. Det er Bekendelser i Rousseau's Manér, men fremstillede i en Stil, der er rigere paa Billeder, mere farvemættet og finere afskygget end hans og som helt igennem har en vis lyrisk Følsomhed omtrent som den lyriske Stil, Lamartine noget senere anvender i Jocelyn, hvis Æmne, skønt mere kysk, er beslægtet. Bogen er en med dybe og skarpe Tanker gennemdraget Skildring af et nydelsessygt Ungdomsliv; den fremstiller Sjælens sanselige og dens ømme Drifter som i lige Grad tilintetgørende for Ungdomsfriskhed og Ungdomshandlekraft. Fremfor Alt behandler den det blødagtige Venskab med unge Kvinder, særligt unge Koner, paa hvilket fremragende Ynglinge ikke sjældent ødsler saa megen Tid og Kraft. Jeg tror at Ordet «ødsle» stemmer bedre med Sainte-Beuve's Mening end Ordet «spilde»; thi han har selv etsteds mod en genial, 276
men noget for haandfast og afskygningsfattig Skribent rettet den Bebrejdelse, at han har arbejdet for stærkt og for ensomt og har skadet sig selv ved altfor sjældent at søge det Selskab «som af alle er det bedste, det, som faar En til at spilde mest Tid og paa den behageligste Maade af Verden, Selskabet med Kvinder». Bogens Helt Amaury er stillet mellem tre Kvinder; han elsker den ene der er gift med hans Lærer og Høvding, højere end han vover at lade hende forstaa; han opgiver den anden, sin Ungdomsforlovede, for den førstes Skyld og samtidigt indlader han sig med den tredje, hvem han afvekslende attraar og ved Raahed og Ligegyldighed krænker, i et Kærlighedsspil, som hverken tilfredsstiller ham eller beskytter ham mod raa Udsvævelser med u værdige Kvinder. Videbegærlig, ærgerrig og haardnakket flittig som han er, lammes han ved alle disse Forhold i sin Aandskraft og ser tilsidst ingen anden Redning end den at underkaste sig den katolske Kirkes strenge Tugt, fra hvis Synspunkt han overser sit Ungdomsliv og fremstiller det for Læseren. Fortællingen giver sig altsaa selv som en Gejstligs Skriftemaal og har derved paa enkelte Steder faaet en ganske ulidelig Salvelse; de Udbrud af Anger, de moralske og religiøse Formaninger, de Bønner og Prædikenmotiver, der afbryder Fremstillingens Gang, udgør Bogens mindst tiltrækkende Partier, men Romanens Kærne holder Læseren skadesløs: Blik ind i Sjælens Udviklings- og Sygehistorie, der beror paa et ihærdigt Selvstudium og røber den tilkommende Kritiker, Syn paa Kvindenaturer, der a åbenbarer det Feminine i Sainte-Beuve's Naturel og varsler om hans enestaaende Gave til som Kritiker at fortolke Kvindesjæle, det er hvad der udmærker denne Bog. Vil man se nogle Prøver paa dens skarpe Iagttagelser og sindrige Overvejelser: «Hvor Ungdommen af Naturen er utaknemmelig! Langt bort kaster den og med en haanlig Mine Alt, hvad den ikke har givet sig selv. Den vil bindes af Baand, den selv har knyttet, have Venner for sig alene, Væsener, den selv har valgt; thi den mener at føle Skatte i sin Sjæl til at købe Hjerter for, og Strømme i sin Sjæl til at befrugte dem med. Man ser den da give sig hen for Livet til Venner, den igaar ikke kendte, og ødsle Eder for Evigheden paa unge Piger, den neppe har set. - «Hvor de menneskelige Venskabsforbindelser er ringe! Hvor de udelukker hinanden! Hvor de følger paa hinanden og jager hinanden som Bølger! O Jammer! Dette Hus, hvori du kommer Aften og Morgen, der 277 synes dig som dit Hjem og bedre end dit Hjem, og for hvilket enhver tidligere Venlighed ringeagtes, vær sikker paa, at dette Hus en Dag vil have Uret, det vil blive skyet af dig som et uhyggeligt Sted, og naar din Vej tilfældigvis fører dig nær hen dertil, vil du gaa en stor Omvej for ikke at se det. Jo mere evnerig Du er, desto mere vil det være saaledes.» - Her en kort Sætning, som enhver sanddru Natur, der har følt den smertelige Nødvendighed af at fortie noget, vil forstaa og vil beundre Kortheden af: «Jeg søgte paa én Gang at udtiykke, hvad jeg virkelig følte, og tilsyneladende at udtrykke, hvad jeg ikke følte, at være ærlig ligeoverfor mig selv og vildledende overfor hende.» Her en kort vemodig Livsbetragtning: «Et Troppekorps drager langsomt hen ad en Vej, men Fjendens Skytter ligger skjulte paa begge Sider, anretter et frygteligt Blodbad, og det kommer til Kamp. Naar da før Aften Truppens Øverstbefalende og en eller anden heldigt sluppen Bataillon, efter at have drevet Fjenden paa Flugt, ankommer til den nærmeste By med en Lap af Fanen, saa kalder man det en Triumf. Naar en eller anden Del af vore Planer, vor Ærgerrighed, vor Kærlighed har lidt noget mindre end Resten, saa kaldes det Hæder eller Lykke.» - Her endelig et fint lille Billede om den skinsyge Kærlighed: «I disse Øjeblikke, da den attraar Erobring, da den ægges og forbitres over enhver Modstand, ja selv over enhver kærlig Følelse for Andre, vilde jeg sammenligne den med hine asiatiske Despoter, der for at bane sig Vej til Tronen kvæler alle deres Nærmeste, alle deres Brødre.»

Med Les Pensées d'Août afsluttede Sainte-Beuye sin digteriske Løbebane. Det er den eneste af hans Digtsamlinger, der slet ingen Lykke har gjort og det er øjensynligt den koldeste af dem; men det forekommer mig, skønt jeg staar ene med min Mening, som om hans Originalitet først her bryder helt igennem. Der findes her en i den romantiske Skoles Lyrik enestaaende Virkelighedssans; ingen tidligere Digter havde dristet sig til at optage saa meget af Dagliglivets Talebrug og vore daglige Omgivelser i Lyriken. I Norden, hvor man end ikke nutildags ret har Mod til at give en Omnibus eller en Jernbaneperron Plads i et lyrisk Digt, maa Poesier som disse næsten betragtes som Fremtidslyrik.

Der er her, som i Josephe Delormes Digte, noget af den engelske Søskoles Stil og Opfattelse omplantet paa fransk Grund. Her som i England ædru og simpel Virkelighedsiagttagelse, her 278 som hist en Fremstillingsmaade, der støtter sig paa den Overbevisning, at der ikke bør være nogen væsenlig Forskel mellem Prosasprog og Sproget i metrisk Komposition. Men i Stedet for hine engelske Poesiers underlige Mangel paa Tilspidsning og Tankebraad, er her traadt en ægte fransk dramatisk Spænding. Det er her et lille Drama, der afvikler sig indenfor en kort lyrisk Fortællings Omrids.

Jeg fremhæver Digtet A Madame la Comtesse de T. Grevinden, hvem det er tilegnet, fortæller: Hun rejser paa Rhinen fra Köln til Mainz. For at nyde Udsigten bedre er hun stegen ind i sin Vogn, der er anbragt paa Dampskibets anden Plads og sidder nu der iblandt denne Klasses Passagerere, Tjenestefolk, Arbejdere med deres Koner, fattige Rejsende. Da raaber et af hendes Børn: «Moder! Grev Paul er blandt Passagererne.» Hun vender sig og ser vel ikke denne Bekendt, men i en grov gammel Arbejdsdragt en Mand med fine Træk og hvide Hænder, der synes forklædt. Han ses stadigt sammen med en simpel Londonsk Arbejderfamilie; Manden er en grov Karl, der uafbrudt spiser eller ryger sin Pibe; hans Hustru er ved første Blik uanselig; de har en omtrent fjortenaarig Datter med sig, ret køn. Hun tænker sig først, at den unge Mand, der synes en politisk Flygtning, nærmest en Polak - det foregaar i 1831 - føler sig tiltrukket af den unge Pige; saa ser hun, at det er Moderen, hvis Blik bestandig hænger ved ham. Og denne Kvinde er ikke ung mere, om hun end for faa Aar siden endnu har været meget smuk; hendes Holdning i den tyndslidte Kjole er elegant og hendes Haar er pragtfuldt. Med en Omhu, der ikke er Kærlighed, men Ømhed mod den, af hvem man elskes, holder den unge Mand Paraplyen over hende og samler Kaaben om hende, da det regner; han køber dyre Druer til hendes Smaadrenge. Grevinden aner, at han i den fjerne By, hvor han søgte Ophold, har fundet Venner i denne fattige Forstadsfamilie. Men han skal som hun i Land i Mainz, medens de Andre skal fortsætte Rejsen paa Skibet.

«Han steg ombord i Baaden. Jeg saa denne Jammer. Han kyssede de to Smaadrenge, omfavnede Manden, tog Datterens Haand (og Barnet smilte ondskabsfuldt, nysgerrigt som en lille Eva); han trykkede begge hin Kvindes Hænder, idet han undgik hendes Blik.» Saa det sidste Klokkesignal. Han iler over Broen og staar paa Stranden. Alle vifter og hilser til ham, Børnene, for hvem Alt er Leg, raaber med en Art Glæde Farvel.

279

«Men Kvinden, o Kvinden! Ubevægelig stod hun med hævet Arm og et rødt og blaat Lommetørklæde i Haanden. Hun viftede ikke med det; hun syntes livløs og hun havde vel fortjent, at Himlen havde forbarmet sig over hende og forvandlet hende til Sten .... Jeg tænkte: Stakkels Sjæl, du Enke efter en afsindig Kærlighed, hvad skal dette blive til iaften, og imorgen og bestandig! Denne plumpe, grove Mand, denne dybe Fattigdom, denne Datter, som véd Alt og som ikke med noget overbærende Blik paa denne Rejse har udspejdet Alt, hvilken Skæbne!» «Næste Dag, slutter Grevinden, da den unge Mand og jeg var blevne Rejsefæller, henvendte jeg de Ord til ham: «De er meget ensom idag.» - «Ja,» svarte han koldt, «lige fra London af har jeg i seks Uger rejst sammen med de brave Folk.» Tonens aristokratiske Overlegenhed stod i Strid med de velvillige Ord. «Og ser De dem snart igen?» - «Aldrig,» svarte han med et ejendommeligt Smil; «jeg vil ganske sikkert aldrig faa dem at se mere; jeg tager til Schweiz og derfra endnu meget længere bort.» - -

Jeg gør endnu opmærksom paa den lille geniale Digtning: Hr. Jean, Skolelæreren. Det er en metrisk Fortælling om en fattig, fader- og moderløs Landsbyskolelærer, der er bleven opdraget i en Hittebørnsanstalt og en Dag pludselig erfarer, hvem hans Fader er: ingen ringere end den berømte Jean Jacques Rousseau, der som bekendt selv fortæller, at han har udsat sin Hustru Theresas Børn, til hvilke han med tvivlsom Ret betragter sig som Fader. Skolelæreren har hidtil Intet læst af Rousseau. Nu begynder han derpaa og læser med dyb Begejstring Émile og Héloise og alle de andre Værker. Han sporer skarpere end nogen Anden baade den frugtbare Varme og den ringe Grad af personlig Samvittighedsfuldhed deri, indtil han en Dag ikke kan modstaa Lysten til at lære sine Forældre at kende. Han rejser til Paris, finder Huset, stiger op ad Trappen. Øverst oppe, hvor en Dør staar halvt aaben, hører han en skinger Kvindestemme skænde. Det er dèr. Han træder ind og prøver at finde en Indledning. Den gamle Mand, der sidder bøjet over et Bord med Nodeblade, hører paa ham med Ryggen til uden at vende sig. Sønnen stammer, men før han har faaet sit Ærind forklaret, rammes han af et stikkende, mistænksomt Blik og jages bort som Lurer og Spejder. Han følte sig for anden Gang forstødt af sin Fader, og det af den Fader, hvem han paa Knæ havde villet 280 tiltigge sig af Gud, og hvem han med Stolthed vilde være bekendt for Alle - føler sig for anden Gang forstødt af sin Moder, hin Kvinde med det raa Ydre og det haarde Blik. Og han iler bort ud paa Landet igen for som ydmyg Skolelærer at føre nogle af de Sandheder ud i Livet, der findes i hans Faders Skrifter og spottes af hans Levned. I Lærerens Opdragelse af Børnene sætter den sande Kærne i Rousseaus Émile Virkelighedsspirer.

Les Pensées d'Août udgaves i 1837. Fra nu af er Sainte-Beuve udelukkende Kritiker.

XXX

Det var Sainte-Beuves egenlige og større Kald, der førte ham bort fra Digtekunsten. Det førte ham ikke bort fra Poesien. Poesien blev fra nu af en underjordisk Kilde, der meddelte hans kritiske Undersøgelser, selv deres tørreste og alvorligste Egne, Friskhed og frodigt Liv.

Det er imidlertid interessant at se, ad hvilke Slyngveje den første store moderne Kritiker langsomt modnedes til sit Kald. Da ved Julirevolutionen den romantiske Kres opløste sig, var Sainte-Beuve saa forsonet med det gamle Kongedømmes herskende Mænd, at han stod i Begreb med at blive udnævnt af Polignac til som Lamartines Gesandtskabssekretær at ledsage Digteren til Grækenland. Han havde ikke havt noget imod af Magthaverne at modtage en for en ung Poet saa ønskværdig Post. Han nærede da uvilkaarligt nogen Bitterhed mod det nye Herredømme, under hvilket næsten alle hans literære Venner forfremmedes politisk, og da der i ham stadigt var en vis folkelig og demokratisk Grund, (han bortkastede Partiklen de foran sit Navn, skønt han havde arvet den efter sin Fader) blev han snart en Slags Tolk for den naivtbegejstrede Socialfilosof Pierre Leroux og forblev ved Bladet Globe selv da det fra de romantiske Doktrinæres Hænder gik over i Saint-Simonisternes og som deres Organ udkom med Mottoet: «A chacun selon sa vocation, à chaque vocation selon ses æuvres». (Enhver bør lønnes efter sit Kald, ethvert Kald lønnes efter hvad det frembringer) Han var (som Heinrich Heine) begejstret for Pére Enfantin og satte i en Artikel fra 1831 Saint-Simons religiøse Skrifter højt over Lessings Menneskehedens Opdragelse.

281

Neppe havde han efter Opløsningen af den Saint-Simonistiske «Familie» i 1832 skilt sig fra Saint-Simonisterne, før han nærmede sig Armand Carrel, det republikanske Frankrigs literære Høvding. Skønt han i den Artikel, han i 1852 skrev om Carrel, har tilsløret sit nære Forhold til ham, er det vist, at han tre hele Aar skrev i National, og det saavel om Politik som om Literatur. Han blev indrulleret blandt Republikanerne, som tidligere blandt Saint-Simonisterne, Romantikerne og de Kongetro, og lærte ogsaa dem at kende. Paa samme Tid indførte hans Ven Ampère ham i L'Abbaye des Bois, hvor den gamle Fru Récamier tronede og hvor Chateaubriand blev dyrket som Afgud. Da det i Anledning af en Artikel om Ballanche, der syntes at røbe Velvilje for Kongedømmet af Guds Naade, kom til Brud mellem Sainte-Beuve og Carrel, nærmede han sig mere til Lamennais, der iøvrigt havde søgt ham først. Han blev snart Lamennais' Fortrolige og Raadgiver. Hvad der fængslede ham ved Lamennais, det var dels den folkelige Flamme i den store Præsts Sjæl, dels dennes Grundtanke, at det for at holde Demokratiets uimodstaaeligt stigende Strøm indenfor sine Bredder var nødvendigt overfor dets saa mægtige og indenfor en vis Begrænsning sande Princip at hævde et andet endnu mægtigere Princip, det religiøse, der kunde tale med Myndighed til Folkene og med ikke mindre Overlegenhed til deres Konger. Ja Sainte-Beuve var saa betagen af Lamennais før dennes afgørende Frafald fra Rom, at han endog senere i en af sine Artikler rettede en betinget Bebrejdelse mod ham for dette Frafald; han mente, at Den ikke havde Ret til at optræde som antipavelig Folkeleder, der saa nylig havde kæmpet for at bøje Aanderne under den bestaaende Kirkes Tugt.

De tre Aar 1834-37 var de smerteligst bevægede i Sainte-Beuves Liv. Hans Forhold til Fru Hugo løstes i det sidste Aar ved en pludselig Afgørelse, der samtidigt brød de Baand, som fængslede ham til den romantiske Gruppe, og tilintetgjorde hans religiøse Tilbøjeligheder. Han tyede til Lausanne, hvor han i Aarene 18J37-38 begyndte de Forelæsninger, af hvilke hans store Værk Port-Royal opstod. Planen var tidligere lagt, Begyndelsen tidligere skrevet; at Foredragene holdtes for en vel protestantisk, men troende protestantisk Tilhørerkres, bestemte til en vis Grad deres Tone. Desuden kom Sainte-Beuve i Lausanne i fortrolig Berøring med den udmærkede reformerte Schweizerpræst 282 Vinet, en af de faa Mænd, for hvem han til sin Død bevarede Ærefrygt, og denne Mand, der var en streng og oprigtig Religiøs og samtidigt en yderst fin og skarp Kritiker af den franske Literatur, interesserede Sainte-Beuve lige stærkt som Karakter og som Aand. Vinet's Betoning af Kristendommen som Inderlighed gjorde Indtryk paa hans aarvaagne teologiske Sans, og naar han gik som opmærksom Tilhører, ansaa Vinet ham for omvendt til sin Tro. Ikke desmindre rejste Sainte-Beuve vantro fra Lausanne til Italien og fra Italien tilbage til Paris, hvor han optog sin Virksomhed som Kritiker i større Stil end nogensinde før, nærmest med den Forskel, at han, der var begyndt som Kampkritiker, nu optraadte som forklarende og belærende Skribent.

Han blev den højt ansete literære Dommer i Revne des deux mondes, indflydelsesrig, Verdensmand, søgt og yndet i aristokratiske Huse, gjaldt for en vel uafhængig, men rolig og værdig Forfatter; i Politik nærmest højre Centrum. En Dame, til hvem han snart traadte i det ømmeste Venskabsforhold, sikrede hans Stilling i den fornemme Verden. Det var Fru d'Arbouville, Forfatterinde af nogle smukke og sørgmodige Noveller, Enke efter en General, Niece af Førsteministeren Grev Molé. Sainte-Beuve tilbragte om Vinteren sin Fritid i hendes og hendes Bekendtes Huse, laa om Sommeren paa Landet hos hendes Slægtninge. Han blev Grev Mole's Ven og literære Raadgiver og tog ved given Lejlighed Parti for denne fintdannede Adelsmand af den klassiske Skole mod sine egne gamle romantiske Forbundsfæller, naar de lod det skorte paa Smag og Takt.*) Han blev alt 1844 og uden at have lidt noget tidligere Nederlag optaget som Medlem af det franske Akademi, beskyttet som han var i hint Øjeblik af alle de monarkiske og klassiske Huse. (Man kan hos Fru de Girardin, Sainte-Beuve's aandrige Fjende, læse et bittert Angreb paa ham i den Anledning.)**) Det Pirrende ved EksRomantikerens højtidelige Indtrædelse forhøjedes ved, at det tilfalft Victor Hugo, hvem Akademiet først havde optaget efter tre Afvisninger, at holde Modtagelsestalen til ham.

Sainte-Beuve følte sig imidlertid lige saa lidt stavnsbunden * * 283 til denne nye Kres som til de tidligere, i hvilke han havde tilbragt sin Ungdom. Revolutionen i 1848 splittede dette Selskab ad og da de sejrende Republikanere krænkede ham dødeligt ved Offenliggørelsen af en aldeles fjottet Anklage imod ham, følte han sig mere end nogensinde isoleret.*) Han forlod for anden Gang paa nogen Tid Frankrig, holdt i Liége de Foredrag, af hvilke hans Bog Chateanbriand et son groupe littéraire fremgik, Foredrag, hvis Indhold og Tone maatte gaa det monarkiske og katolske Parti meget nær og som røbede Tab af store Illusioner.

Fru d'Arbouville døde 1850 og dermed var det private Baand, der forenede ham med de gamle Partier, bristet. Det demokratiske og socialistiske Instinkt, der havde draget ham til Armand Carrel og til Saint-Simonisterne, drog ham nu til det andet Kejserdømme. Han var saa lidt som nogen anden Mand fra 1830 (den en kort Tid berømte, hæderlige, men iøvrigt ringe begavede Digter Auguste Barbier fraregnet) fri for at dele den almindelige Napoleonsdyrkelse, han betragtede Kejserdømmet som en af Folket baaren, mod Borgervæsenets Herredømme rettet Imperialisme, og i den bekendte, meget angrebne Artikel Les regrets erklærede han ikke blot sin Tilslutning til Napoleon III, men udtalte sig endog med en underlig glemsom Haan om Orleanister og Legitimister. Han skrev først i Le Constitationnel, saa en Tid lang i Moniteur officiel, saa atter i Le Constitntionnel, endelig i sit sidste Leveaar i Oppositionsbladet Le Temps. Han var øjensynligt fuldstændig oprigtig, han søgte ingen Fordel ved sit Omslag, han lod sig kun nu som altid uvilkaarligt paavirke, for senere at kritisere des mere klarsynet og indsigtsfuldt. Med Kejserens Person kom han blot flygtigt i Berøring, han sluttede sig til «Kejserdømmets Venstre», blev af Prinsesse Mathilde og Prins Napoleon behandlet og hædret som Ven, og han benyttede sit Venskabsforhold til Prinsessen paa den smukkeste Maade, nemlig til en stilfærdig og ædel Velgørenhed i største Stil.

Først i dette sit Livs sidste Afsnit lykkedes det ham at udfolde hele sit Talent. En ukritisk Digter har i Reglen Udsigt til at blive slettere med Aarene, en Kritiker har i Reglen Udsigt * 284 til at blive bedre, og Sainte-Beuve udviklede sig fra Aar til Aar lige til sin Død. Hans Sandhedskærlighed, der fra først af havde været ligesaa levende som hans Arbejdsdrift, men som tit var bleven hæmmet af Hensyn, blev nu bestandigt mere meddelsom, medens Arbejdskraften holdt sig uforandret. Han har skrevet omtrent halvtresindstyve Bind, og der findes i dem ikke en skødesløs Linje, sjældent en Unøjagtighed; men først i dette sit sidste Livsafsnit fik Sainte-Beuve fuldt Mod til at føre det Frisprog, han trængte til for at give sine virkelige Meninger paa det religiøse og filosofiske Omraade Udtryk. Alt, hvad han havde trængt tilbage, siden han i sin Ungdom studerede det attende Aarhundredes Filosofer, fik nu Luft. Hans ringe Sans for Balzac's saa meget grovere og Beyle's saa meget særere Væsen kan ikke bringe det Mod og den Fasthed i Glemme, hvormed han nu i Literaturen stod som Talsmand for den op voksende Forfatterslægt, selv for Personligheder som Flaubert og Brødrene Goncourt, hvem han ikke fuldt forstod. Det bør heller ikke glemmes, at han afslog at skrive en Artikel om Napoleons Vie de César. Og i Senatet optraadte han, helt alene og med ikke ringere Fasthed, som Klerikalismens overlegne og hensynsløse Modstander.

I Marts 1867 forsvarede han Renan og hans Jesu Liv. I Juni samme Aar stod han, da man paa Grundlag af en Klage fra Smaastadsmatadorerne i Saint-Étienne vilde udelukke al den Gejstligheden ubehagelige Literatur (deri indbefattet Voltaire, Rabelais osv.) af Folkebibliotekerne, ganske ene i det trællesindede og kirkeligt sindede Senat som den frie Forsknings Talsmand og varmtfølende Hævder af den franske Literaturs Ære. Studenterne der i 1855 havde udhysset ham paa Grund af hans Tilslutning til Kejserdømmet, hyldede ham i denne Anledning ved en Deputation og et Leve. De løgnagtige Rygter, som blev udspredte af den klerikale Presse i Anledning af et lille Middagsselskab, han i 1868 ved en Tilfældighed kom til at give paa Langfredag, udpegede ham formelig som Antikrist, som en genfødt Voltaire, og da han i Maj 1869 samlede sine sidste Kræfter for med svag Stemme men med virkelig Dristighed i Senatet at forsvare Pressefriheden og angribe Lovforslaget om de katolske Universiteter, var hans Navn blevet til en Fane, til den frie Tankes Symbol. I Januar 1869 brød han med Kejserdømmet. Efter fire Aars Sygdom og lang Tids frygtelige Lidelser, som han med stoisk 285 Standhaftighed udholdt, drog han den 13de Oktober 1869 sit sidste Suk.

Sainte-Beuve har, som man ser, med sin ualmindeligt modtagelige Natur undergaaet en hel Række af religiøse, literære og politiske Omformninger. Det var den Skole, han maatte gennemgaa for at blive Stifteren af den moderne Kritik. Men hvad man tør hævde ham, selv i Meningsveksling, det er Ærlighed. Personlige Grunde har i store Ting kun kunnet have ringe Magt over en Mand, hvis Væsen er saa sandt som det, der lyser ud af hans Skrifter. Thi, som Franklin siger: Sandhed og Ærlighed er som Ild og Flamme. De har en vis naturlig Glans, der ikke lader sig male.

XXXI

Det største sammenhængende Værk, Sainte-Beuve har skrevet er Port-Royal (1840-59). Det er i sin Art enestaaende. Med den Ulyst til at bevæge sig ad Forskningens brede Landeveje og med det romantiske Hang til at dvæle ved religiøst Sværmeri, der fra tidlig Tid betegnede ham, valgte han sig Jansenismens Historie i Frankrig til Hovedæmne. Jansenismen var en begej stret, aarvaagen, anstrengt og ildfuld Form af Religiøsitet, der, skønt født og baaren paa Katolicismens Grund, dog havde en personlig, det vil sige kættersk Lidenskab for Sandhed, som paa engang tiltrækker Fornuften ved sin Frihed og Medfølelsen ved det Heltemod, hvormed den trodsede Forfølgelse og Tvang. Jansenismen og dens Historie Port-Royal naaer begge deres højeste Oversigtspunkt i Pascal, hvis magre, sygelige Skikkelse legemliggør den overfor den blodrige, sundere følende Tysker, der i Nabolandet mere end et Aarhundrede tidligere med større Held havde ført en langt ude beslægtet Kamp mod kirkelige Tillempningsforsøg.

Sainte-Beuve havde alle Betingelser for at skrive Jansenismens Historie. Han var ingen Troende, men havde været det elle troet at være det. Den Anskuelse, man selv nærer, er man sjældent i Stand til at overskue; den Anskuelse, man aldrig har næret, er man sjældent i Stand til at forstaa; man forstaar bedst den Synsmaade, man engang har delt og nu ikke længere deler. Og tvivler man, om Sainte-Beuve ogsaa forstaar disse 286 middelalderlige Følelser, denne Trang til at forlade Verden, denne den grebne Sjæls Strid med Naturen og angerfulde urolige Tyen til Naaden, om han ogsaa rigtigt véd, hvad Aand der rører sig i disse Prædikener og teologiske Afhandlinger, hvilke Hjerter der banker under disse Snese af Nonnedragter, hvad Begejstring, hvad Andagt, hvad Haab og Længsel, hvad for hemmelighedsfuld Henrykkelse og helligt Sværmeri der skyder op paa dette lille indviede Jordsmon, da læse man blot de to første Bind igennem indtil Afsnittet om Pascal, hvor Forstaaelsen allerede var lettere, fordi Skikkelsen var større og alt forud mere bekendt. Man gøre sig blot fortrolig med de to mesterligt udførte Portræter, Sainte-Beuve giver af François de Sales og Saint-Cyran, og se, hvorledes han af Ytringer, mundlige og i Breve, af nogle Afhandlinger og Prædikenstykker formaar at danne to Skikkelser, saa naturtro og menneskelige, at man fører et Samliv med dem. Rundt omkring sporer man, at Sainte-Beuve er begyndt som Romanforfatter. Hvormange Optrin mellem dette Nonneklosters, dette Dueslags skyldfri Beboerinder staar ikke levende som i en Roman! Og han bruger bestandig sin Fantasi kun til at skildre, aldrig til at opfinde og forvanske.

Værkets Mangel er den, at de første Dele, som er de mest fængslende, savner historisk Stil. Man sporer nu og da paa en pinlig Maade den forhenværende Underholdningsskribent Sainte-Beuve bruger her kun Port-Royal til Udgangspunkt. Det gamle Kloster er næsten blot hans Kastel, hvorfra han gør det ene Udfald efter det andet; han opsøger Paralleler, hiddrager Overensstemmelser, snart fra Literaturen, snart fra det virkelige Liv, lærerige, men haartrukne og drøfter saaledes i Forbigaaende ikke blot Corneille, Racine, Moliére, Voltaire, Vauvenargues, men endog ganske moderne Forfattere som Lamartine og George Sand. I de senere Bind, hvor Fremstillingen er mere ædru og historisk, savnes til Gengæld hine Indskuds Tiltrækning, og Æmnet er til Trods for den kærlige Omhu, hvormed det er behandlet, noget vel særegent til i Længden at fængsle.

Langt højere end i dette sit formentlige Hovedværk staar Sainte-Beuve i den lange Række Bind, Causeries du lundi og Nouveaux lundis. der indeholder de kortere Artikler fra hans Forfatterskabs mest fuldkomne Tidsafsnit. Disse Artikler vil sent gaa i Glemme. Ulbach skrev om dem ved. hans Død: «Jeg véd ikke, hvad Tiden vil bevare af den Literatur, hvoraf vi nu 287 er stolte. Nogle Vers af Lamartine og Victor Hugo, nogle Romaner af Balzac? Men saa meget er vist, at det vil være umuligt at skrive Historien uden at opsøge Sainte-Beuve og gennemlæse ham fra Ende til anden.»

Sainte-Beuve har havt to Manerer. Han var i sin Ungdom især ved Studiet af det sekstende Aarhundrede, fra hvilket han som de andre Romantikere optog adskillige Ord, kommet i Vane med at veje og vrage, forfine og pleje det sproglige Udtryk saa stærkt, at han udsatte sig for berettiget Kritik, om end ikke for en saa voldsom og haanlig, som den, hvormed Balzac, der var ægget ved nogle spydige Artikler, i sin Tid overfaldt ham. Denne Overfprfinelse af Stilen tabte sig imidlertid, da Sainte-Beuve blev Journalist. Som Littré sagde: han kunde, da han havde bundet sig til at levere en Feuilleton om Ugen, ikke mere faa Tid til at fordærve sine Artikler.

Det er ikke let at karakterisere denne som Staalet paa én Gang smidige og skarpe Stil. Den er for det Første i ingen Henseende paafaldende. En i Fransk ikke synderlig forfaren Læser vil aldeles ikke opdage, at der her er Noget, man kunde kalde Stil. Sætningerne følger paa hinanden urytmisk, uden at samles i Grupper, skødesløst, som Zouaverne marcherer. Aldrig en højtidelig Sætning, sjældent et Udbrud, en enkelt Gang et Udraab «o Digter!» eller lignende. Talen rinder som et mildt kruset Vand. Men den, der læser med Opmærksomhed, henrives af Sprogets ædle Atticisme. Tonen er ikke afgørende, men ganske rolig og stille tvivlende. Jeg anfører et Par Eksempler, tagne allevegnefra. «Hvad er det da, som hersker hos ham, er det det faste Grundlag eller det bølgende? Du tror, det er det bølgende. Men er der ikke under dette en fastere Grundvold? Du tror, det er det faste. Men er der ikke under dette en endnu mere bølgende Grund?» Om hvor mange Personligheder maa Sjæleforskeren ikke spørge saaledes, men hvor faa Sjælekyndige forstaar at stille Spørgsmaalet saa sikkert og saa fint. Hvad man har kaldt det Sære i hans Stil, er kun det tit Overraskende i hans Brug af Billedet; dog Billedet selv er altid til Overraskelse rigtigt. Han har et Sted skildret en stor, lidet mild eller blomstrende Bodsprædikant fra det sekstende Aarhundrede og meddelt, at de Samtidige, paa Grund af hans tørre Strenghed, sammenlignede ham med Tornebusken. Noget senere fortæller han om samme Mand et Træk af mægtig og 288
ædel Harme, og tilføjer da: «Man har kaldt ham en Tornebusk og en Busk uden Blomster; man kan tilføje, at han undertiden var en brændende Tornebusk.» Vil man høre, hvorledes denne bøjelige Stil former sig som Spot og Satire? Han skildrer det Sprog, som skrives af Nisard, en Tid hans Medbejler i Literaturen, og indslynger i megen bittersød Ros dette lille Træk: «En Akademiker har fundet ham kraftig; flere Lærde finder ham yndefuld.» Han siger om Cousin: «Det er en Hare med et Ørneblik.» Vil man have et Eksempel paa denne Stils Evne til Særskildring, da læse man denne Sætning om Musset: «Hvad han virker ved, er ikke et Lag af oyenpaa hinanden lagte Farver, men ved at Virkeligheden, som han afbilder, hist og her forgyldes som et Støvgran af Morgensolens Straaler og pludselig flyver Blikket afsyne, guddommeligt forklaret.» Vil man endelig have et Eksempel paa, hvorledes denne ligelige og jævne Stil taler Harmens Sprog, da læse man følgende Stykke, der paa samme Tid skildrer Manden. Talen er om et Værk, som Akademiet i et fuldtalligt Møde havde negtet den Pris, et Udvalg af Kyndige havde tilkendt det, fordi Værkets Grundanskuelse som «ateistisk» stod i Strid med den eklektiske Stats-Filosofi. Sainte-Beuve siger herom: «Ja der gives virkelig en lidet talrig Klasse af stille, ædruelige Filosofer, der lever af meget Lidt, ikke intrigerer, alene er sysselsatte med samvittighedsfuldt at søge Sandheden ved at dyrke deres Aand. De afholder sig fra enhver anden Lidenskab og fæster blot deres Opmærksomhed paa Verdens almindelige Love, lytter til og forsker i enhver Del af Naturen, i hvilken Verdens Sjæl og Tanke aabenbarer sig for dem. Det er Mænd, som er Stoikere i deres Hjerte, som forsøger at gøre det Gode og at tænke saa godt og nøjagtigt de kan, selv uden Haab om en personlig Belønning i Fremtiden, tilfredse ved at føle sig i Overensstemmelse med sig selv og med Verdens almindelige Harmoni - er det passende, spørger jeg, at stemple disse Mænd med et hadefuldt Navn, at fjerne dem paa Grund af dette, eller idetmindste kun at taale dem, som man benaader overbeviste Vildfarende og Skyldige? har de ikke endnu hos os erobret sig en Plads hvorpaa Sollyset falder? har de ikke, o ædle Eklektikere, som jeg saa gerne sammenligner dem med, I, hvis stadige fuldkomne moralske Uegennyttighed og hvis uforanderlige Sjælehøjhed under Guds Øje Verden kender, har de ikke Ret til idetmindste at stilles paa 289 lige Fod med Jer i Kraft af deres Læres Renhed, deres Hensigters Retsindighed og deres Livs Uskyldighed? Det er dette endelige og det nittende Aarhundrede værdige Fremskridt, som jeg gad se fuldbyrdet før min Død.»

Sainte-Beuves Reform af Kritiken var flersidig.

For det Første gav han den Grund under Fødderne, Historiens og Naturvidenskabens Grund. Den gamle, saakaldte filosofiske Kritik tog det literære Aktstykke som faldet fra Skyerne, bedømte det uden Hensyn til Ophavsmanden og anbragte det i en eller anden æstetisk eller historisk Rubrik. Sainte-Beuve gik gennem Værket til Værkets Ophav, forstod bag Papiret at opdage Mennesket. Han har lært Samtid og Eftertid, at man Intet forstaar, intet Skrift og intet Aktstykke fra Fortiden, før det er lykkedes En at begribe den Sjælstilstand, fra hvilken det udsprang, og danne sig Billedet af den Personlighed, der har frembragt det. Først saaledes faar Dokumenterne Liv. Først saaledes faar Historien Aand. Først saaledes opfattet bliver Kunstværket gennemsigtigt.

Sainte-Beuve's herskende Evne var Videbegærlighed, og han havde den Form deraf, som man kunde kalde den videnskabelige Nysgerrighed. Den ledede hans Levned, endnu inden den ytrede sig frit i hans Kritik. Først spores den kun lidet. Thi han begyndte overfor sine Samtidige som Chateaubriand, Lamartine, Hugo, A. de Vigny og Andre, med Lovprisninger, han senere maatte indskrænke betydeligt, og gennemgik saaledes den modsatte Bevægelse af Théophile Gautier, der begyndte saa skarpt, men efterhaanden forfaldt til en Overbærenhed uden Nerve. Dog Sainte-Beuve's første ukritiske Ros stammer maaske ogsaa fra hans kritiske Drift. Den overdrevne Ros kom af at han som ung stod dem, han bedømte, altfor nær; men selve denne Omstændighed havde sin Grund i hans Videbegærlighed. Han, der dunkelt anede Afstanden mellem Bøgerne og Livet, før han kendte den, og som mindre end Nogen var anlagt til at agte hvad Forfatteren udgav sig for elier hvad Billede han vilde bibringe Mængden af sig igennem sine Skrifter, han droges ubevidst af sin Forskerlyst, af sin Finsans paa det sjælelige Omraade, af sin Tørst efter at se selv og se nærved, af sin Lyst til at gaa udenom det Officielle og Givne, løs paa det Sande, som skjules, og paa det Smaa, som forklarer, til at gøre Alles personlige Bekendtskab, medens han selv ungdommeligt mente kun af Begejstring for Ideerne at ty 290
til Ideernes Væld. Her er i Regelen en frygtelig Vanskelighed for Kritikeren: Kun om de Levende véd han Sandheden, men kun om de Døde kan han sige Sandheden. Slemt tager det sig nu ganske vist ud, naar Dødsfaldet paa én Gang helt forvandler Kritikens Beskaffenhed, som Tilfældet f. Eks. er med Chateaubriand's Død og Sainte-Beuve's Kritik. Hans ældste Artikel om Chateaubriand er kun Virak. Man føler under hvilket selskabeligt Tryk den er skrevet, hvorledes Pietet og Ærbødighed, Sympatier og Forhold, Frygt for skønne Øjnes Vrede, Umuligheden af at saare en elskværdig Dame som Fru Récamier ved en Dadel af hendes Husgud, har gjort den første Skitse af Chateaubriand til et blot beundrende Referat. Hans store Bog eg hans senere Artikler om Chateaubriand er derimod indgivne af en sand Lidenskab for at sige Nej, for at afrive Masker. Paa sin Højde forstaar Sainte-Beuve imidlertid at ramme Midten. Han undgaar at beundre og forklare Alt ved ædle Bevæggrunde, men han undgaar ogsaa at opsøge de lave. Han hverken priser eller sværter Menneskenaturen. Han kender den, og han har den ved Omgang med en Mangfoldighed af Mennesker, ved uafbrudt kritisk Granskning, ved den franske Finhed og ved den parisiske Forfinelse mangfoldigt skærpede Takt til at kende den igen. Hvor han staar højest, kan han ved sin Aands Mangesidighed minde om Goethe. Man er stundom fristet til at kalde ham «viis»; og der gives neppe nogen anden Kritiker, om hvem man kunde fristes til at bruge dette Ord. Han lader sig saare sjældent blænde eller bestemme af de vedtagne Forestillinger, der knytter sig til et Navn, de være nu ophøjede eller rørende eller nedsættende, men studerer Forfatterens Afstamning, Sundhedstilstand, Formuestilstand, hans oprindelige Forestillingskres, hans Udviklingshistorie, opsnapper en Bekendelse, der uvilkaarligt er undsluppen ham, viser, at den støttes ved andre Udtalelser, at den belyser og forklarer Mandens Handlinger; han skildrer ham i hans ædle og lyse Øjeblikke; han overrumpler ham i skødesløs Klædedragt og Holdning; han udforsker i Kraft af sin mærkværdige «Evne til at finde en Naal i en Høstak» hvad den Afdøde gemte i skjulte Kroge af sit Hjerte, vejer med en Naturforskers rolige Overlegenhed hans Tilbøjeligheder til Godt og Ondt mod hverandre, og bringer saaledes et troværdigt Portræt til Veje - eller rettere en Række af hver for sig troværdige, men hinanden tit modsigende Portrætter. Thi saa stor 291 Sainte-Beuve end er som Forsker, er der dog en Hovedvanskelighed, med hvilken Kritikeren har at kæmpe, som bestandig bliver omgaaet af ham, og det er denne: En samvittighedsfuld Kritiker har i Regelen læst det Værk, han vil forklare og bedømme, mange Gange og paa mange forskellige Udviklingstrin; han er hver Gang bleven slaaet af noget Forskelligt og tilsidst har han set Værket fra saa mange Synspunkter, at det er ham umuligt uden Anvendelse af en Art indre Vold at fastholde én Stemning og ét Synspunkt. Er Talen ikke om et enkelt Værk, men om en Forfatter med en rig Frembringelsesevne og mange Udviklingsstadier eller endog om en hel Skole i Literaturen, stiger selvfølgeligt Vanskeligheden ved at udslynge Mangfoldigheden af de Indtryk, man under ganske forskellige sjælelige Tilstande har modtaget, i et enkelt samlet Billede. En Bygning, man kun har set en enkelt Gang, halvt solbelyst, halvt dækket af en mægtig Slagskygge, bliver staaende for Erindringen i tydelige Omrids med en vis bestemt Himmel til Baggrund og i en eneste Belysning; men en Bygning, man har set til alle Dagstider, i Halvmørke og i Maaneskin, fra alle Sider, fra Punkter af forskellig Højde, og ligesaa hyppigt indenfra som udefra, en Bygning, hvori man har boet og hvis Rum har syntes En først større saa mindre, alt eftersom man voksede til, en saadan Bygning er det vanskeligt at give et enkelt rigtigt Billede af. Denne Vanskelighed gaar Sainte-Beuve uden om ved bestandig at give nye Skildringer og nye Domme over en og samme Genstand og saa overlade Læseren selv at uddrage sit Resultat. Med fuld Føje valgte han til Motto for en Rækkefølge af sine Skrifter disse Ord af Sénac de Meilhan: «Vi er selv omskiftelige og vi bedømmer omskiftelige Væsener».

Det sidste Led i denne Sætning, at nemlig ethvert menneskeligt Væsen, vi_bedømmer, har været i bestandig Udvikling, forstaar han som ingen anden før ham. Han veksler Tone, saatit han skifter Genstand, ja vexler Fremgangsmaade, saatidt som samme Genstand skifter Beskaffenhed, indtil hans smidige Aand formaar at gøre alle den enkelte Menneskesjæls Bevægelser under dens Udvikling efter*). Hans Fremstillingsform bliver derfor * 292 ligesaa omskiftelig som hans Æmne; han blander uophørligt Levnedsløbet med Kritiken, pakker saa mange afskyggende Betingelser og Parenteser som muligt ned i sine Perioder, sammenruller Sætninger, der mildner og dæmper hinanden, anvender med Forkærlighed Kunstord, der drager et langt Slæb af Ide-Forbindelser og Erindringer efter sig, og benytter gerne ubestemte Vendinger, der antyder meget mere end de siger. Thi bevæger han sig end gennem Levnedsgangenes Mørke med en. Dykkers Sikkerhed, der gennem Vandet ser den underjordiske Grøde, saa ynder han af mange Grunde en vis Ubestemthed i sin Udtryksmaade om det Sete; hvor han taler om endnu Levende, tør han jo kun antydningsvis berøre deres Privatliv, og de Døde har i Reglen en Vagt af Efterkommere eller Slægtninge om Sandheden i deres Liv. Han nøjes da gerne med at vise, at han aner eller kender Mangt og Meget, hvorved han ikke vil dvæle.

Med Aarene blev Sainte-Beuve mere dristig og mere naturvidenskabelig i sin Opfattelse af det Sjælelige. Man høre ham selv forsvare sin Fremgangsmaade. Han skriver i et af sine sidste Leveaar (9. Maj 1863) til en Kritiker, der har bebrejdet ham visse nedsættende Domme: «Kunsten - og især en rent aandig Kunst som den kritiske - er et Instrument, som det er vanskeligt at tumle, og den duer kun saa meget, som Kunstneren duer. Men naar det er indrømmet, var det saa ikke nødvendigt at bryde med al denne urimelige Vedtægt, som gør at man bedømmer en Forfatter ikke alene efter hans Hensigter, men endog efter de Fordringer, han gør? Hvorledes! jeg skal være forpligtet til i Fontanes kun at se den store, slebne, ædle, elegante Mester og tør ikke se den lille, hidsige og sanselige Kumpan som han var? . . . Eller for vore Dages Vedkommende - nu har jeg i 35 Aar levet i Villemain's umiddelbare Nærhed, der er et saa stort Talent, saa skøn en Aand, og som formelig flager med ædelmodige, frisindede, menneskekærlige, kristelige, civilisatoriske o. s. v. Følelser, og jeg skulde ikke i ham turde skildre den * 293 smudsigste Sjæl, den ondskabsfuldeste Abe, der gives? Skal man i alle Evigheder blive ved at rose hans ædle, ophøjede Følelser, som man uvægerligt gør det rundt om ham, er det Pligt at lade sig trække om ved Næsen og tage de Andre ved Næsen? Er da Skribenter, Historikere, Moralprædikanter kun Skuespillere, man ikke har Lov til at studere udenfor den Rolle, de har lagt til Rette for sig? Tør man kun se dem paa Skuepladsen? eller er det tilladt, dristigt om end forsigtigt, med Dissektionskniven at berøre de Steder, hvor Harnisket er sammenføjet? at pege paa Sømmen og Systingene, hvor Overgangen er fra Sjælen til Talentet? at rose Evnerne, men ogsaa antyde Manglerne i det Sjælelige, der spores i selve Talentet og i den Virkning, dette i Længden frembringer? Vil Literaturen tabe i Glans derved? det er muligt; men Aandsvidenskaben vil vinde.»

Det første Skridt er altsaa dette: Fast Grund under Fødderne, ingen falsk Forædling! Det næste Skridt er, at Kritiken, fra at være opløsende og udstykkende, hos Sainte-Beuve er bleven sammenfattende, om end med den Begrænsning, som den store Kritikers Naturel medførte. Hans Kritik giver en Organisme, et Liv ligesom Poesien. Den hugger ikke det givne Stof til Smaasten eller Grus, den danner en Bygning deraf. Den tager ikke Menneskesjælens Materiale fra hinanden, saa vi kun lærer den døde Maskine at kende uden at vide, hvorledes den tager sig ud, naar den er i Gang. Nej den fører os ind til Maskinen, medens den arbejder, saa vi ser den Ild, der driver den, og hører den Larm, den gør, paa samme Tid som vi lærer dens Sammensætning at kende.

Saaledes er ved Sainte-Beuves Reform Literaturhistorien, som før var en Slags historisk Bividenskab, bleven en Vejviser for den egenlige Historie, den mest sjælfulde, mest levende Del af Historien, fordi den i Literaturerne besidder det lærerigste og mest fængslende Stof, som Historien overhovedet har at tumle med.

Vi begyndte med at sige, at Sainte-Beuves kritiske Virksomhed ikke førte ham bort fra Poesien. Vi kan nu bestemtere paavise, at Kritiken, som han i Slutningen af sit Liv, paa Højden af sin Udvikling, udøvede den, var traadt i det nærmeste Slægtskabsforhold til den nyere Tids Poesi. Thi samtidigt med at Kritiken blev sammenfattende, foretog - ligeledes paa Grund af Naturvidenskabens gradvise Erobring af det moderne Aandsliv 294 - Poesien en beslægtet Bevægelse. Ved Aarhundredets Begyndelse gjaldt Fantasien som fri Fantasi for den egenlige Digterevne; Opfindelsesevnen som saadan gjorde Digteren til Digter; han var ikke bunden til Natur og Virkelighed, var lige saa hjemme i den overnaturlige Verden som i den kendte. I Slægten fra 1830 udtrykker Digtere som Nodier og Alexandre Dumas hver paa sin Vis denne Synsmaade. Men efterhaanden som Romantismen udmundede i Virkelighedssans og Virkelighedsgranskning opgav Poesien stedse mere sine fantastiske Farter paa kryds og tvers gennem Rummet. Den søgte fuldt saa meget at forstaa som at opfinde, og den nærmede sig herigennem Kritiken. Romanen blev Sjælehistorie. Romandigteren og Kritikeren gaar i vore Dage i deres Skildring ud fra samme Udgangspunkt; en Tidsalders aandelige Livsluft. I denne træder Skikkelserne frem. Den ene vil fremstille og forklare et Menneskes Handlemaade, den anden et skrevet Værk saaledes, at Læseren saavel i Handlingen som i Værket ser Udslag, der med virkelig eller tilsyneladende Nødvendighed frembringes, naar visse indre Anlæg møder Indskydelser og Tilskyndelser udefra. Grundforskellen er kun den, at Digteren lader sine opdigtede Personer, der dog i Regelen har Forbilleder i det virkelige Liv, tale og handle i mulige Følger af det Givne, medens Kritikeren er fuldstændigt bunden af Kendsgerningerne og hans Fantasivirksomhed indskrænker sig til Genopførelse af den Sjælstilstand, der foraarsagede eller betingede dem. Romanforfatteren slutter fra den iagttagne Karakter til dennes mulige Handlinger. Kritikeren slutter fra det iagttagne Værk tilbage til den til Grund liggende Karakter.

Kritiken i Betydning af Evne til ved mangesidig Deltagelse at overvinde Menneskenaturens oprindelige Inskrænkethed har været en Hovedevne hos alle dette Aarhundredes største Digtere. Émile Montégut har taget Kritiken i denne Mening, da han engang kaldte den for den yngste Genius, Askepot blandt Aanderne. «Kritiken,» skrev han, «er den tiende Muse. Det var den, som var Goethes hemmelige Brud. Det var den, som gjorde Goethe til tyve Digtere. Hvad er den tyske Literaturs Grundvold andet end Kritiken? hvad er de engelske Digtere i vore Dage? Bevægede Kritikere. Hvad var Italiens ædle Leopardi? En flammende Kritiker. Af alle nyere Digtere har kun Byron og Lamartine ikke været Kritikere og derved har de tabt i Mangfoldighed og Afveksling og er blevne saa enstonige som de er.» Naar 295 Kritiken lages i videre og egenlig Forstand, bortfalder den sidste Indskrænkning. Thi i Betydning af Evnen til at underkaste det Bestaaende en Dom, har den været en beaandende Magt ogsaa for Tidsalderens store Lyrikere, den er det hos Hugo som hos Byron, hos George Sand som hos Lamartine. Fra det Øjeblik af da Poesien ophører at afspærre sig mod de største Samtidiges Liv og Tanker, fra det Tidspunkt af, da de lyrisk-romantiske Digtere forvandler sig til store Tankers Organer, ses ogsaa i deres Digtning Kritiken som et besjælende Princip. Den har indgivet Hugo's Les Châtimenls som den indgav Byron's Don Juan. Den viser Menneskeaanden Vej. Den planter Hegn og Fakler paa Vejen. Den bryder og rydder nye Baner. Thi det er Kritiken, som flytter Bjerge, alle Autoritetstroens, Fordommenes, den idéløse Magts og den døde Overleverings Bjerge.

XXXII

Medens den romantiske Skoles Triumfer i Lyriken, Romanen, Novellen og Kritiken snart stod som uomtvistelige, formaaede den paa et enkelt Omraade ikke at virkeliggøre de dristige Forhaabninger, med hvilke den var traadt ud i Livet, og det var i den Kunstart, som man efter gammel Æstetik i hin Tid betragtede som den højeste, og som man underligt nok i Reglen endnu betragter saalcdes, nemlig Dramaet. Da Kunstarten skattedes saa højt, føltes det forholdsvis ringe Held i denne Retning des smerteligere. Den romantiske Skoles Skuespil gjorde aldrig nogen egenlig Lykke og kom ikke til at udgøre noget Teaters faste Stok. Hugo's blev kun yndede som Tekster til italienske Operaer, Mérimée's blev aldrig spillede. George Sand og Balzac opnaaede i Reglen kun Agtelsens Bifald paa Skuepladsens Brædder; af Alfred de Musset fandt først sildigt et Par Smaating Vejen op bag Lamperækken, medens Scribe med sine Medarbejdere fyldte Hus i alle franske og ikke-franske Theatre. Og dog har Skolen ogsaa paa det dramatiske Omraade meget betydelige Kræfter at opvise.

Det ældste Forsøg, som indenfor dens Kres blev gjort i dramatisk Retning, var originalt og beundringsværdigt. Det var de Dramatiske Scener, som Vitet i Aarene 1826-29 udgav, og som han senere har samlet under Titlen La Ligne. Han havde det Indfald at fremstille Begivenheder af Frankrigs Historie i dramatisk Form uden at give Historien nogensomhelst 296 Tildigtning, saaledes at han udelukkende anvendte sin Fantasi til at levendegøre den. Det er lykkedes ham uforligneligt. Han har virkelig formaaet at fylde sine Værker med en længst forgangen Tids Luft og at meddele sine Skikkelser fra det sekstende Aarhundrede i alle deres Samtaler et saadant Præg af Troværdighed, at man ligesom oplever Historien Time for Time, naar man læser hans Bøger.

Ludovic Vitet fødtes 1802 i Paris, gennemgik Normalskolen, deltog som liberal i den politiske Bevægelse, var Medlem af Selskabet Aide toi - le ciel t'aidera og skrev, som vi har set, i Globe som lidenskabelig Forfægter af Romantismen. I denne første Ungdomstid falder alle hans historisk-digteriske Frembringelser, blot med Undtagelse af den betydeligt svagere dramatiske Scenerække, han i 1849 udgav under Titlen Les états d'Orléans.

Hans Levnedsløb er meget enkelt. Han var en uadskillelig Ungdomsven af Grev Duchâtel. Da Julirevolutionen bragte hans Venner til Magten og Duchâtel indtraadte i Guizot's Ministerium, blev han udnævnt til Inspektør for Frankrigs historiske Mindesmærker, en Plads, Guizot oprettede for ham. Fra nu af gik han over i Politiken; han blev 1834 Medlem af Deputeretkammeret, 1836 Medlem af Statsraadet, 1846 Medlem af Akademiet.

Som Politiker var han en kongetro Forsvarer af det Bestaaende, holdt sig fra 1851-1871 borte fra al Berøring med de offenlige Anliggender og indtog først efter Krigen paany en fremragende Plads under Thiers, indtil han i 1873 bortreves af Døden.

Han er et godt Eksempel paa hvorledes en stærk kunstnerisk Bevægelse, naar den er i sit Frembrud, kan indgive selv saadanne Aander Mesterværker, der ellers ikke er skabte for Kunsten. Han blev efter 1830 som Forfatter kun fremragende som Fagmand, som lærd Kunsthistoriker. Han skrev Grev Duchâtels. Levned. Han literære og historiske Essays er saa tørre og kedsommelige som Mérimée's.

Man vender derfor stadig paany tilbage til hans Ungdomsbøger Les Barricades, Les etats de Blois og La mort de Henri III. Disses Hovedskikkelser, Kongerne Henrik den 2den og den 3die og Hertugerne af Guise gennem flere Slægtled er tegnede saaledes, at de taaler en Sammenstilling med Hovedpersonerne i Shakespeare's «Historier», (Henrik den 4-de og Richard den 3die ganske vist undtagne). Tidens Tænkemaade og Sæder er satte i Relief med en saa kraftig Haand, at man tvivler om nogen 297 Samtidig kan have kendt dem bedre. Stænderne i Blois er vistnok det ypperste blandt disse Værker. Og for at henpege paa noget Bestemt, anbefaler jeg at læse de Scener, som fremstiller Hertugen af Guise's Mord. Sjældent har en Digter i et historisk Skuespil vovet i den Grad at skyde al poetisk Vedtægt til Side. Det er endnu langt mere levende og virkelighedstro end Delaroche's iøvrigt fortræffelige Maleri, hvor Henrik den 3dje aabner Døren paa Klem og spejder efter sin store Fjendes Lig paa Gulvet. Vi har hos Vitet netop set, hvorledes Kongen KL 4 om Natten i sit Værelse har dyppet sjældne spanske Dolke i Vivand og skælvende, uden at vove endog at nævne sin Uvens Navn, har fordelt dem til sine Mignon'er. Vi har oplevet Scenen i Hertugens Værelse, hvor hans Moder og hans Elskerinde forgæves bønfalder ham om at vogte sit Liv og ikke møde i Raadet næste Morgen. Nu indfinder han sig der: en uhyggelig Følelse griber ham, hans Næse springer op at bløde, han har glemt sit Lommetørklæde og sender En bort for at hente ham et. De skotske Gardister spærrer af Dumhed hans Bud Gennemgangen for tidligt. Dog de begriber deres Fejl og han faar Tørklædet. Men han er urolig, og han, Kæmpen, der uden Blegnen har mødt saa mange dragne Klinger, føler sig ilde, faar Ondt. Han er endnu fastende; det vil gaa over, naar han spiser en Bagatel; han griber til den lille Sukkergodt-Æske, han har hængende ved sit Belte; den er tom. En sendes bort for at hente ham en Smule Konfekt eller Frugt. Da kommer Révol ud fra Kongens Værelse med Ordene: «Kongen ønsker at tale med Jer, Monseigneur!» Alle Raadsherrerne tier og ser paa hverandre. Hertugen rejser sig, vil tage sin Kappe paa; den glider snart ned ad den ene Skulder, snart ad den anden; ubevidst søger han at forhale sin Bortgang, for stolt til ikke at ville gaa, var det end i Døden, men Menneske nok til at bæve et Minut paa Dødens Tærskel. Han vil have endnu et andet Lommetørklæde, da det første er blevet ganske blodigt; atter fjerner en af de Sammensvorne sig, mens de øvrige staar som paa Gløder. Med fuldendt Mesterskab er her hin Uroens, Utaalmodighedens og den taabelige Skamfølelses Stemning gengivet, der undertiden kan gribe os alle saa heftigt, at vi, blot for at komme ud af en latterlig, pinlig Situation, springer som med lukkede Øjne ind i de dumdristigste Vovestykker. Atter udebliver den, der er sendt efter Tørklædet; da taber den stolte Guise Taalmodigheden, og med Ordene: «Jeg 298 kan ikke lade Kongen vente længer» gaar han ud gennem Dørenden falder i efter ham, og en halv Snes Officerer støder deres lange Dolke i hans Krop.

Som man ser, gaar Vitet i Enkeltheder, som vilde være vanskelige paa et Teater. Hans dramatiske Optrin er kun skrevne for at læses. De danner derfor ikke heller egenlige Skuespil. Det beroer paa, at Vitet trods sit historiske Skarpblik manglede baade digterisk Lidenskab og kunstnerisk Evne til at organisere. Da han aldrig formaar at udvikle Patos, at stige til et Højdepunkt, ud fra hvilket alt Andet vilde tage sig ud som Forberedelse og Følger, kan han heller ikke naa til egenlig kunstnerisk Gennemformning. Der har i hans Væsen øjensynlig været en vis kunstnerisk Ængstelighed, Angst for at ændre endog blot det Ringeste i Stoffet, det historisk Givne, Angst for at lade hans egen Personlighed bryde igennem. Han havde ikke selvegen Ejendommelighed nok til at kunne slaa kunstnerisk Mønt med Præg af hans Billed. At han forstummede saa tidligt, har sin Grund i, at den Fantasi, der har frembragt hans Værker, vel var kraftig, men ikke digterisk fri, hverken i sine Iagttagelser eller i sin Fremstilling; den var tynget og hindret af Lærdom, af Arkivstøv. Denne saa smukke og vælige Pegasus stod tøjret i et Bibliotek.

Det var Synd at sige dette om den romantiske Digters, der direkte i Vitet's Spor forsøgte at dramatisere historiske Stoffer og som allerede et Aar før Victor Hugo (Februar 1829) slog igennem med et historisk Drama Henri III et sa cour. Det var Alexandre Dumas (født 1803), et sprudlende, umiddelbart Talent, et kæmpemæssigt Temperament, der i Literaturen har røbet ligesaa herkuliske Anlæg som Faderen i Republikens Krige. Fyrretyve Aar igennem har han uden en Pause skrevet Tragedier, Lystspil, Dramaer, Romaner, Noveller, Rejser og Erindringer. Det vilde være urimeligt at lade haant om en saa uhyre Opfindsomhed, en saa utrolig Frugtbarhed. Man sporer i disse Skrifter det fransk-afrikanske Blod, noget af det sorgløse kreolske Sind og noget af den sorte Races sanselige Ild. Han har ved talrige, men ham selv langt underordnede Medarbejderes Hjælp fyldt Teatrenes Scener, Boghandlernes Hylder, Avisernes Feuilletoner med sine Aandsfostre, og Bogtrykkernes Presser har knaget og stønnet for at kunne holde Skridt med hans Frembringelsesdrift. Hvad man maa beklage, er det lette 299 Verdensbarnssind, der bevirkede, at han ingen Udvikling gennemløb. Kun i sin første Udvikling var han Kunstner. I en romantisk Tidsalder begyndte han romantisk, i en industriel Tidsalder fortsatte han industrielt.

Med Henrik den 3dje og hans Hof opnaaede han, hvad Vitet ikke havde opnaaet med dette Stof, nemlig at levere et livfuldt og spilleligt Drama, men han trodsede her kun paa den mest overfladiske Maade den klassiske Teatervedtægt. Han vovede at optage det gamle Hofs ydre Skikke: Paa hin Skueplads, hvor Helten og hans Fortrolige i et Par hundrede Aar havde samtalt med hængende Arme eller med Haanden paa Sværdfæstet, traadte en Skare af Kong Henriks Yndlinge ind med Bilboquet'er, Datidens Opfindelse, i Hænderne, og i Pauserne morede de sig med at puste Smaapile ud af lange Pusterør. Men forøvrigt følte de og talte de som unge Mænd fra 1828.

Dumas's øvrige historiske Skuespil fra hans Ungdom (Napoléon Bonaparte, Charles VII chez ses grands vassaux o. s. v.) har et ligesaa overfladisk Sjælestudium, først senere lykkedes det ham, da han fandt en Tidsalder, hvis Aand han kendte og kunde beherske, at give saa fortræffelige Billeder af en svunden Tid, som i de indtagende og dramatisk højst virkningsfulde Skuespil Et Ægteskab under Ludvig den 15de og Gabrielle de Belle-Isle, af hvilke især det sidste med sin fine og let forædlende Fremstilling af Regentskabstidens Sæder, har poetisk Værdi. I Aaret 1831 allerede faldt det imidlertid i Dumas's Lod at give den unge romantiske Slægt en af de Typer, hvorefter den selv opkaldte sig. Han skrev Antony.

Med alle sine Mangler har dette Stykke Noget ved sig, der gor det bedre end selv de bedste blandt Dumas's øvrige Ar bejder. Der er varmere Blod, mere Menneskelighed deri end i de andre. Og naar det trods sin Naivetet gør et forholdsvis betydeligt Indtryk, saa er Aarsagen den, at Dumas her har kastet sit eget Jeg med al dets lidenskabelige Voldsomhed, med dets ungdommelige Enthusiasme og ridderlige Instinkter op paa Skuepladsen. Antony er en Helt fra 1830 som alle Hugo's, bred skuldret, løvemanket, begejstret og fortvivlet, skabt til at kunne leve uden Mad og Søvn, altid redebon til at skyde sig selv eller en Anden en Kugle for Panden. Men den Furore, som Antony gjorde, beroede paa, at Dumas - hvad Hugo aldrig vilde eller kunde gøre - lod Handlingen foregaa 1830 og lod Helten 300 optræde i den samme sorte Frakke, som Tilskuerne bar. Romantismen havde paa Scenen frivilligt indskrænket sig til Middelalderen. Her stod den som samtidig, som moderne.

I selve Stykket forsvares Stykkets Sag. I fjerde Akt er en Samtale indlagt, der sigter til Tidens literære Kampe, og her siger en af de Handlende, en Digter, der forsvarer Romantikernes Tyen tilbage til Middelalderen :

«Det lidenskabelige Drama maa nødvendigvis optræde som historisk. Thi Historien meddeler de lidenskabelige Handlinger som virkelig skete. Hvis vi vilde forsøge midt i vort moderne Samfund at afsløre det Hjerte, der banker under vor grimme og kejtede sorte Kjole, vilde Ligheden mellem Helten og Publikum blive altfor stor; Tilskueren, der fulgte med Udviklingen af en Lidenskab, vilde raabe Holdt i det Øjeblik, den var paa Nippet til at overskride det Punkt, hvor den hos ham vilde have stanset. Han vilde raabe: Det er galt, jeg føler ikke saaledes. Naar min Elskede bedrager mig, saa smerter det mig ganske vist, men jeg dræber hende ikke og slaar mig ikke ihjel. Og Raabet paa Overdrivelse, paa melodramatisk Effekt, vilde overdøve Bifaldet fra de faa Mennesker, der føler, at Lidenskaberne i det nittende Aarhundrede er de samme som i det sekstende og at Blodet banker ligesaa varmt under en Kjole af Klæde som under et Panser af Staal.»

Man begriber Bifaldslarmen efter denne Replik. Alle vilde høre til hine Faa. Lidenskaben var paa Dagsordenen og man beviste sin Lidenskab ved at klappe. Antony er da i Virkeligheden ogsaa en Concert af rasende Lidenskaber, efter hvis Mage man skal lede længe. Helten kommer efter en flereaarig Rejse tilbage til Paris og træffer sin Elskede gift. Han frelser hende ud af en Vogn med løbske Heste, men faar Vognstangens Stød i sit Bryst og bæres saaret ind i Huset til hende. Antony er uægte Søn og Hittebarn, derfor som Elsker født Oprører mod Samfundets Love: «Andre Mennesker,» siger han, «har en Fader, en Moder, en Broder, finder Arme, som aabner sig for dem, naar de lider; jeg har ikke engang en Gravsten, paa hvilken jeg kan læse mit Navn og græde; jeg har intet Fædreland, thi jeg har ingen Slægt. Alt var for mig indeholdt i ét Navn, og dette ene Navn er det mig forbudt at udtale». - Hans Elskede minder ham om Samfundets Fordringer: «Lad det være Love eller Fordomme, de er nu engang saaledes». - «Hvorfor,» svarer 301 han, «skulde jeg underkaste mig dem? Hvem har skaanet mig for en Ulykke, hvem kan rose sig af at have vist mig en Tjeneste! Jeg har kun faaet Uret, og jeg skylder kun Had. Man har indebrændt min stakkels Moders Skam paa min Pande».

Adèle elsker Antony, men vil fly ham. I sin Lidenskab overrumpler han hende paa en Rejse og bemægtiger sig hende med Vold i et Værtshus, hvor hun opholder sig. Selv efter denne uværdige Handling vedbliver hun at elske ham. Vi genfinder Parret i Paris. Dets Æventyr er blevet bekendt. Vi hører hykkelske Damer, der forener hemmelig Kærlighed til det Forbudne med ulastelig Iagttagen af Skinnet, sønderslide Adèles Rygte. Deres Angreb besvares fra de gode Personers Side med harmfulde Udgydelser mod Samfundet og dets Hykleri. Men Dramet nærmer sig sin Afslutning: Ægtemanden, Oberst d'Hervey vender tilbage fra en Rejse; Antony opfordrer forgæves Adèle til at flygte med sig; allerede høres i Forstuen den fornærmede Ægteherres Skridt, da Elskeren drager sin romantiske Dolk og støder Adèle den i Hjertet, idet han for at redde hendes Ære tilraaber den Indtrædende: «Hun har afvist mig, og jeg har myrdet hende».

Naar man læser Stykket nu, tager det sig urimeligt og oprorende ud. Det forekommer En, at man ikke vilde kunne se et saadant Stykke, ifald det var nyt, uden at smile, hvor man skulde røres. Man forstaar neppe nutildags, hvorledes det er gaaet til, at et udsøgt Teaterpublikum i 1831 ved den første Opførelse henreves til vanvittig Jubel derover; thi man klappede, man græd, hulkede og raabte Bravo. Stykket understøttedes ved Bocage's og Marie Dorval's mesterlige Spil. Den begejstrede Ungdom rev, fortæller Dumas, en smuk grøn Frakke itu paa hans Ryg, for at bevare Stumperne som Reliquier, og selv om denne Anekdote ikke tør tages altfor bogstaveligt, er det dog vist at Begejstringen gik over alle Grænser. Forklaringen er den, at man aldrig ler af et Værk, hvori Ens egne Stemninger og Følelser kommer tilorde. Antony var ikke blot Lidenskaben, der gaar til Vildhed, i Forening med en Ømhed saa stor, at den hellere paatager sig Ansvaret for et Mord, end udsætter den Elskede for Krænkelser og Haan; men Antony var tillige den paa Byronsk Vis hemmelighedsfuldt udkaarne unge Helt, der kæmper mod Skæbnens Uretfærdighed og er større end sin Skæbne. Ganske savnedes dog ikke i Samtiden en overlegen 302 Opfattelse. Bocage, som spillede Antony, fandt Slutningsrepliken saa taabelig, at han gerne vilde være fri for at sige den. Han undlod det en Aften, og Tæppet faldt uden den. Men i det Samme gav Publikum sig til at raabe og skrige som besat. Man vilde have sin Replik. Bocage havde forladt Scenen, og Madame Dorval, der laa dræbt paa Teatergulvet, lod da med megen Aandsnærværelse Tæppet gaa op paany, rejste sig lidt i Vejret og sagde med Ombytning af Stedordene smilende: «Jeg har afvist ham og han har myrdet mig»*). En enkelt skarp satirisk Stemme lod sig høre fra Omkresen af den romantiske Lejr. Hvis man i Jules Janin's Histoire de la littérature dramatique vil opsøge den lange og fortræffelige Kritik over Antony, sikkert den bedste Kritik, som Janin nogensinde har skrevet, vil man have Fornøjelse af at se Latteren overvælde den delirerende Romantik.

Medens Antony var det romantiske Krampe-Anfald, bragte det Arbejde, som gav Alfred de Vigny hans eneste store Sceneheld, Chatterton, den romantiske Klagesang paa Skuepladsen Disse to Yndlingsdramer for Slægten fra 1830 svarer til hinanden som Dyrkelse af Geniet svarer til Dyrkelse af Lidenskaben, som Medfølelse med den Lidende svarer til Begejstring for den Handlende, eller dybere: som den germanske Side af Romantismens Dobbeltansigt svarer til den romanske.

Alfred de Vigny (født 1799) havde ikke vundet Bifald med sit dygtige historiske Drama La maréchale d'Ancre (opført 1834). Det laa vel i, at han her i alt Væsenligt behandlede samme Art Typer, som Publikum var fortroligt med fra andre romantiskhistoriske Sørgespil. Elskeren Borgia er f. Eks. ganske af samme Art som Hugos Elskere, ja endog ikke synderlig forskellig fra Elskeren hos Dumas trods de to Digteres stik modsatte NaturAnlæg. Man sporer her tydeligt den Magt, med hvilken en Skole afsætter sit Præg endog paa de mest forskelligartede Personligheder**).

* * 303

Chatterton (opført 1835) er ganske anderledes ejendommeligt for Vigny. Stykket indeholder en Grundtanke, som han alt to Aar tidligere i sin Novellekrans Stello havde behandlet i tre forskellige Varianter, Ideen om den sande Digters ulykkelige og forladte Stilling i det moderne Samfund. Vigny gik ud fra den romantiske Forestilling om Digteren som et højere Væsen, ja som det højeste Væsen paa Jorden, denne Forestilling, som ogsaa Tysklands Romantikere havde været saa gennemtrængte af, og grebes nu af en dyb Medlidenhed med hans Lod især som ung, hvor han mest trænger til Bistand og Paaskønnelse, men sjældent finder Hjerter, der forstaar ham, og Beskyttere, der sikrer ham et sorgløst Liv. Det Smukke ved denne Vigny's stadigt tilbagevendende Opfordring til at give Digterne Brød er, at han ikke talte sin egen Sag; thi han var af gammel grevelig Slægt og fra sin tidligste Ungdom af uafhængigt stillet. Efter hans Opfattelse er Digteren en stakkels Syg, der ganske er i sin Indbildningskrafts Vold. Han er «ude af Stand til Alt, hvad der ikke er hans guddommelige Sendelse», særlig ude af Stand til at tjene Penge; han kan ganske vist fortjene sit Brød som Skribent, men hvis han gør det, dræber han let det Bedste hos sig, udvikler Dømmekraften paa Fantasiens Bekostning, og den himmelske Gnist i hans Indre slukkes. Man bør da ikke lade den Gudsendte nedværdige sig ved jordisk Arbejd; hans Hoved er en Vulkan, fra hvilken der kun da kan udgaa «harmonisk Lava», naar han er i Stand til at gaa ledig, saa længe han lyster*).

Der er, som en moderne Læser ser, noget Sandt og mere Overspændt i Grundanskuelsen. Det Drama, der blev bygget over den, og som fremkaldte Taarestrømme, appellerer saa stærkt til Medlidenheden, at det ingen tragisk Virkning gør, og det tager altfor lyrisk Parti for sin Helt til at besidde den indre Ligevægt uden hvilken et Drama mangler Holdning. Chatterton og den unge Kvækerinde, han beundrer, har i dette Stykke forpagtet al aandelig Adel og sjælelig Højhed; rundt om dem raader kun * * 304 Prosa, Hjertenskulde, Raahed og Dumhed. Hvad Handlingen viser os, det er hvorledes det aandige Geni undertrykkes af den grove, jordbundne Omverden; Livsopfattelsen nærmer sig til den, vi i Tyskland finder hos Novalis, i Danmark hos Andersen og Ingemann; for Digtere af denne Art har Goethe skrevet sin Tasso forgæves. Vor Tid er træt af disse Kunstnerdramer, som Oehlenschlägers Correggio indvarslede og som i Tyskland repræsenteres af Holtei's Lorbeerbaum und Bettelstab og andre lignende Skuespil. Vi oprøres ikke mere med Chatterton, naar han, der er «skabt til i Stjernerne at læse den Vej, Herrens Finger viser os». hellere tømmer Opiumsbægeret end han modtager en upoetisk Stilling, der vil indbringe ham hundrede Pund om Aaret. Ogsaa i dette Tilfælde fremkalder hvad der 1835 fra Skuepladsen rørte alle Hjerter nu nærmest et Smil og et Skuldertræk.

Romantismen var i sin Kærne for lyrisk til at kunne afsætte dramatiske Værker af blivende Værd.

Det viser sig maaske tydeligst, naar man kaster Blikket hen over dens største Lyrikers Skuespil. Victor Hugos Dramer lader sig i flere Henseender jævnføre med Oehlenschlägers Tragedier. Saavel hos Victor Hugo som hos Oehlenschläger er literære Mindelser hyppige. Hugos Marie Tudor er paavirket af Dumas's Christine i Fontainebleau. Den sidste Scene i Hugos Lucretia Borgia er paavirket af Webster's Hertuginden af Malfi. Saavel hos Victor Hugo som hos Oehlenschläger gives Skikkelserne kun i Omrids. De mangler hos begge meget i at være hele, virkelige Menneskevæsener, men de bæres oppe af en mægtig Lyrik og en begejstret Patos. Ganske vist staar hos Hugo Personerne det virkelige Liv noget nærmere, forsaavidt der nyligere i Frankrig end i Danmark var udført Bedrifter som de, der fremstilledes i disse Dramer: Hernani minder om de Friskarehøvdinger, der i Vendée bød Statsordenen Trods, Gilbert, der melder sig til Skafottet for at hævne sin Elskede, gør ikke Mere end hvad mangt et af Faldøksens ædle Ofre havde gjort, og naar Ruy Blas fra Lakai bliver Statsminister, er Springet neppe større end Rousseau's fra den samme lave Stilling til Stillingen som verdensberømt Forfatter. Men det nytter ikke meget, da Digterens Forkærlighed for det Ualmindelige, ja Uhyre trænger Alt tilbage, der kunde genkalde den Virkelighed, med hvilken vi er fortrolige, og til Gengæld fremdrager lovstridige Særsyn, der altfor ofte kun synes ham selv ophøjede, Efterverdenen umulige. Han var 305 saa stærkt anlagt paa det lyrisk Højtspændte, at hvad der for ham simpelthen var det Store, ofte synes os det Unaturlige.

Hans Opfattelse af Menneskevæsenet er da ogsaa i hans Skuespil fuldstændigt lyrisk, den minder i alt Væsenligt om Sjælelæren hos hans iøvrigt saa uensartet anlagte Rival, Lyrikeren Lamartine. Forskellen er kun den, at medens Lamartine med sit umiddelbart harmoniske Væsen i sine Digtninge ynder at skildre en fuldkomment ren og elskelig Natur, som pludseligt kommer i Kast med Fristelser, et Øjeblik bukker under for dem og saa udsoner dette ene svage Øjeblik ved lange Tiders Bod og Anger (Jocelyn, Cédar i La chute d'un ange) fremstiller Hugo i sine Dramer med Forkærlighed Menneskesjælen, nedværdiget ved slette Lidenskaber, ved alle Arter af Elendighed og Ydmygelser, ved Laster, ved Trældom, ved Vanførhed, men saaledes anlagt, at den paa given Anledning henrives af det Gode og da i Forbund med dette kæmper mod den frygtelige Fortid, den har afsvoret. Sjælen stræber op imod det Skønne; den forstaar endog dets højeste Finhed og Ynde; men den føler sig selv uværdig til de ædle Følelser, der rører sig i den; den kan ikke svinge sig op i hine ubekjendte Egne og falder saa udmattet og overvunden tilbage til sin første nedværdigende Tilstand.

Nogle Eksempler vil oplyse dette hos Hugo stadigt tilbagevendende Forhold: Triboulet (Le roi s'amuse) er fordærvet ved at være Spottens samvittighedsløse Organ og Genstand; men han elsker som Fader sin Datter med den reneste Ømhed. Saa ranes hun fra ham, og han hjemfalder til Had og Hævnsyge. Marion (Marion Delorme) er en ung Kvinde, der hundrede Gange har solgt sig, men hun gribes af Kærlighed til en ung modig Mand og denne Følelse lutrer hende helt. Dog da man har fradømt Didier Livet, bliver hun i Rædselens Time paany Marion. Hun hengiver sig til Dommeren for at frelse den, hun elsker, uden at forstaa, at Didier langt hellere vilde dø end frelses saaledes. - Lucretia Borgia er avlet i Forbrydelse og har levet i lutter Forbrydelse. Men denne udsvævende Giflblanderske har en Søn, som hun elsker, og for et Blik af ham er hun rede til at opgive hele sit foregaaende Liv. Dog, man krænker hende dødeligt, og i sin Vrede griber hun til sit gamle Middel, indbyder sine Fjender, giver dem Gift og dræber mod sin Vilje Sønnen med dem. - Ruy Blas har, tvunget af Fattigdom, maattet gøre 306 sig til Tjener hos en Adelsmand. En Dronnings Kærlighed gør denne Lakaj til Minister. Han er Pladsen voksen, han udfører store og skønne Planer, er paa Nippet til at blive sit Fædrelands Redningsmand. Men hans Fortid rejser sig imod ham, og da han ser sine Forhaabninger briste, hævner han sig som den, han var. Han afslaar at duellere med sin Herre, raner hans Kaarde og dræber den Værgeløse med den.*)

Det er, som man ser, altid en og samme Opfattelse af det Tragiske, der ligger til Grund. Men Hovedsagen for Hugo er i alle disse Dramer det Væld af lyrisk Patos, som bryder frem, saasnart den nedværdigede Menneskesjæl i ædel Lidenskab hæver sig op af sit Dynd; den sande Kærne er overalt den Følelsens Hymne, under hvilken den skyldbetyngede Sjæl synger sig ren.

Hugo har i et af sine berømteste Digte (Les chants du Crépuscule XXXII) udført en Lignelse, som falder En ind, naar Tanken sysler med disse Dramer. Der hænger, siger han, højt i Kirketaarnet en gammel Klokke; fra først af var dens Metal blankt og purt; der stod kun Ordet Gud og under det en Krone. Men Taarnet har faaet mange Besøg, og enhver Vejfarende har - en med sin stumpe Kniv, en med sit rustne Søm - ridset snart sit vanhellige Navn, snart et smudsigt Ord, snart en Dumhed og snart en Plathed ind i Klokkens Malm. Støv og Spindelvæv bedækker den nu, Rust er trængt ind i Skaarene, besudler og fortærer den. Men hvad gør det Klokken! Selv naar Alting sover, selv i Nattens Mørke sukker Kirkeklokken, som Vulkanen altid ryger; en klagende Bøn finder Vej gennem Malmet. Ogsaa i min Sjæl, slutter han, som fra først af kun bar Præget af sin ædle Oprindelse, har flygtige Vejfarende, Lidenskaberne, indridset vanhellige Navne og næsten udslettet det guddommelige Stempel. Men det gør min Sjæl saa lidet som det skader Klokken. Naar den sættes i Svingning, naar en usynlig Haand rører den og byder den: Syng! da toner pludseligt fra Malmets skælvende Indre ud igennem dets besudlede Overflade Hymnens mægtige og henrivende Klang, og Støv og Rust og Skaar, Alt tilhobe, maa klinge med i den store Harmoni.

Skønt Hugo her kun har villet skildre sin egen Digtersjæls Tilstand, naar han sang, har han gjort mere; han har i * 307 et Sindbillede træffende illustreret den Lyrik, som udstrømmer fra de ulykkelige og brødefulde Aander, der giver hans Dramer deres Interesse.

Men overstrømmende Lyrik og fuldttonende Patos er nu engang ikke tilstrækkelige Elementer til Opførelsen af en dramatisk Bygning. Der udfordres en stærk Grundvold af Fornuft og Sindsligevægt, i Mangel deraf idetmindste en Grundvold af sund Forstand og sikker Smag.

Den fattedes Hugo, og uvilkaarligt udviklede, alt som Aarene gik, hans Mangler som Dramatiker sig stedse mere. Det gik ham som saa mange andre Kunstnere. Hvad der fra først af var Stil hos ham, blev efterhaanden Manér. Han var snart paa Veje til ligesom kun at blive sin egen bedste Elev, og han endte som Teaterdigter med at levere Parodien paa sig selv - den eneste kraftige og farlige Parodi, som eksisterer.

Han havde altid manglet Sans for det Komiske og altid været tilbøjelig til at tage det Kolossale for det Sublime. Han hengav sig i en Grad, som aldrig før, til denne sidste Tilbøjelighed, da han skrev Les Burgraves. Blot ved at læse Personlisten smiler man: Job, Borggreve paa Heppenheff, 100 Aar gammel. Magnus, Søn af Job, 80 Aar gammel. Hatto, Søn af Magnus, 60 Aar gammel. Gorlois, Søn af Hatto, 30 Aar gammel. Der findes en samtidig Pariser-Karikatur af Borggreverne, paa hvilken man ser dem fra Oldefaderen til Sønnesønssønnen fremstillede i Geled med jævnt aftagende Højde og med jævnt aftagende Skæg.

Den hundredaarige er den rørigste af dem alle; han repræsenterer den gode, gamle Tid. Naar han taler til sin firsindstyveaarige Søn siger han: «Unge Menneske!» og Hugo smiler ikke. Alle disse gamle Herrer deklamerer omkap med en Tigger paa 92 Aar, der viser sig ikke at være nogen ringere end Frederik Barbarossa, der (omtrent som Olaf Tryggvason i Oehlenschlägers Væringerne) i tyve Aar har levet skjult for hele Verden, men som har en Hævn at udøve over den ældste af Borggreverne, der som Yngling har efterstræbt hans Liv. Usandsynlighederne og de romantiske Urimeligheder vrimler. For at kunne bringe en Genkendelsesscene tilveje har Hugo f. Eks. maattet lade en Kriger i et Slag kæmpe med et glødende Jern, hvormed han mærker en Modstander, hvem han i Mørket kun kan skimte, men hvem han ønsker ved Lejlighed at kunne kende igen.

308

Da dette vældige Misfoster af en overspændt Indbildningskraft i Aaret 1843 kom paa Scenen, gjorde det Fiasko. Straks ved den første Opførelse begyndte man midt i Stykket at pibe. En af Hugos Trofaste fløj til ham og meddelte ham det Skete. Hugo, der var vant til som Napoleon altid at kunne stole paa sin Garde, svarte som sædvanlig: Skaf blot nogle unge Mænd! Det siges, at Sendebudet modfaldent og med nedslagne Øjne svarede: «Der gives ikke mere unge Mænd.» Den Slægt, til hvilken Romantismen tretten Aar tidligere havde appelleret, var ikke længere ung, og hvad værre var, den var træt; mere end en af dens Digtere havde trukket for store Veksler paa den.

En Reaktion var uundgaaelig, og den indfandt sig endnu samme Aar. Den fik sin Digter og den fik sin Muse.

En ung, ubekendt, grundskikkelig Mand, ikke udrustet med stærk Fantasi, men med Sjæleadel, Alvor, Finhed og Smag, rejste fra den Provinsby, hvor han var bleven opdragen til Paris med et Haandskrift i Lommen. Hans Navn var François Ponsard, Haandskriftets Navn var Lucrèce. Det var en Tragedie, hvis Æmne var taget fra Oldtidens Historie; det var det gamle Sagn om Lucretias Kyskhed og Død. Stilen var ædru og streng; den mindede om Racine's. Man var træt af Romantikens Sprog. Naar Hugo skrev «Tonerne rislede fra Orgelet som Vandet fra en Svamp» eller «Taffelets Dug var den blege Kummers Liglagen» eller «Den gamle Kvinde gik med bøjet og langsom Ryg», saa havde mangen en stille Borgermand allerede længe rystet paa sit Hoved. Men der var nu engang ingen jævnbyrdig Medbejler paa Pladsen. Her indfandt sig tilsyneladende en. Ved første Blik syntes hans Stykke en ligefrem Fortsættelse af den gamle klassiske Tragedie. I sin Hede agtede man ikke paa, hvor moderne dette antike Stof var behandlet, hvor meget Ponsard havde lært af Romantikerne, hvor stærkt hans Drama var i Gæld til Hugo for sin varme Kolorit, og hvor svag den Nyankomnes Oprindelighed i Virkeligheden var.

Man saa kun, at dette Drama var sundt og simpelt. Man saa, det var Lucretia, ikke Hugo's rædselsfulde Lucretia. dette Uhyre af Blodtørst og Sanselighed, men Roms Lucretia, Kyskhedens Sindbilled, et andet Navn for kvindelig Renhed. Hun var Ægteskabet, Familien, Hjemmets Poesi, som Antony og hans Aandsbeslægtede havde været Hittebarnsmoralen og Vildskaben. Alt, hvad der i Frankrig var klassisk og katolsk, Alt, hvad der 309 i Schweiz kunde føre en protestantisk troende Pen, gav sig til at synge Lovsange. Nu havde Hugo fundet sin Overmand, Racine sin Ligemand. Selv den kritiske Vinet istemte det store Halleluja. Han faldt i Henrykkelse over Stilen hos Ponsard: «Denne Digter spinder Guld som hans Lucretia Uld o. s. v.»

Les Burgraves faldt igennem den 7de Marts 1843. Den 22de April samme Aar opførtes Lucréce første Gang under stormende Bifald. Saa nær sammenkoblede Historien Romantismens sceniske Nederlag og hvad man kaldte «den sunde Fornufts Skoles» (L'école du bons sens) kortvarige Triumf. Den skikkelige Ponsard maatte, hvis han vilde tro sine Kritikere, Janin og de andre - Théophile Gautier og Théophile Dondey alene protesterte - indbilde sig, at hans Ry var grundfæstet for alle Tider.

Foruden sin Digter havde den klassiske Reaktion fundet sin Skuespillerinde. I Aaret 1838 havde paa Théâtre-français debuteret et ungt, rent uvidende Barn, en attenaarig Jødepige, der havde sunget til sin Harpe paa Gader og i Kaféer, og det viste sig, at denne lille Pige var en Muse.

Rachel betraadte Scenen, og det traf sig, at dette unge teatralske Geni, det største kvindelige, som Frankrig nogensinde havde set, havde udpræget Uvilje mod de Roller, de romantiske Dramer afgav, men at hun med en saadan Alvor og Lidenskab opfattede det gamle klassiske Skuespilforraad, at hun - hvad Ingen havde troet muligt - gengav hine gamle Tragedier deres Tiltrækningskraft, dem, den romantiske Skole med Haan og Spot havde fordrevet fra Teatret. Hvad nyttede det, at Gautier vred sine Hænder! Ifigenia, Merope, Emilia, Chimene, Fædra betraadte atter Skuepladsen, og det udrustede med en saadan Adel og Sandhed, at det letbevægelige Publikum nu og da blev betaget af en Art Raseri mod dem, der havde vovet at lade haant om disse gamle Nationalhelligdomme. Et Folk bliver altid glad ved at erfare, at det ikke med Urette et Par hundrede Aar igennem har set op til sine navnkundige Mænd og deres Værker.

Rachel havde først afvist Titelrollen i Lucrèce, skønt den var skrevet for hende. Men da Stykket havde gjort Lykke paa Odéon, overtog hun Rollen. Et Øjenvidne har skildret mig Stemningen i Teatret første Gang, hun spillede Lucretia, med disse Ord: «Man sad aandeløs af Forventning, da Tæppet skulde gaa op. Det hævede sig, og vi saa Rachel som Lucretia siddende ved sin Rok imellem sine Terner. Der var allerede forud stille; 310 men da hun løftede sit Hoved og aabnede sine Læber for til Slavinden at sige de første Ord: Lève-toi Laodice!, blev der en saadan Stilhed, at vi hørte Frugtsælgerskerne raabe med Appelsiner udenfor paa Torvet.»

I sin Begejstring for Rachel oversaa man, at den klassiske Stilart ikke blev levende, fordi et enkelt Geni en Tidlang indpustede geniale Fortidsværker Liv, og i sin Glæde over Ponsard manglede man Blik for, hvor forbigaaende hans Triumf maatte blive. Fornuftskolen udviklede, hvad allerede Benævnelsen varsler om, aldrig nogen livskraftig, digterisk Retning. Ponsard selv var et Talent af anden Rang, hans begavede Efterfølger Émile Augier, der tilegnede ham sine Digte, og hvis Ungdomsdrarner er skrevne i beslægtet Aand, forlod med Aarene hans nøgterne Stil*). Har Skolen - hæderlig som dens Stræben var - end ingenlunde fortjent de haanende Angreb, for hvilke enkelte uforsonlige yngre Romantikere, som Vacquérie og Théodore de Banville, har gjort den til Genstand, saa er dens historiske Betydning dog kun den at betegne det Tidspunkt, paa hvilket det romantiske Drama havde overlevet sig selv.

XXXIII

Imidlertid havde Saint-Simonismen gennemsyret Literaturen.

Lamartine, der efter det nedarvede Kongedømmes Genoprettelse havde været det konservative Partis ypperste digteriske Evne, begyndte allerede i de første Aar af Trediverne at vakle. Man sporer hans nye Sympatier og Nydannelserne i hans Overbevisning allerede i hans Jocelyn (1836), saa blid og from denne versificerede Roman end er. I Fortalen omgaar han Spørgsmaalet om sin Tro med den Vending, at hvilken denne end er, har han ikke glemt sin Ungdoms Ærefrygt for Kirken; men det kunde ikke overses, at selve Digtets Handling var et Indlæg mod Gejstlighedens ugifte Stand, altsaa mod et af Kirkelærens Hovedpunkter, og i Jocelyn's Dagbogsoptegnelse fra 21de September 1800 forekom da ogsaa dette meget sigende Sted:

* 311

Menneskeslægtens uhyre Karavane
brod sig i Tidens Morgen over Jorden sin Bane.
En Dag havde Slægtkaravanen slaa't sig ned
i Skove ved en Flods højtliggende Bred,
og da den fandt sin Vej spærret for sig mod Vesten,
gav Egene den Ly imod Solen og Blæsten;
Teltene, hvis Liner sig om Grenene snoede,
danned om Skovens Træ'r hele By'r, hvori man boede,
og Menneskenes Børn, som laa i Lejr i Skovens Sale,
fortæred deres Brød under fredelig Tale.
Med Et, som var af Vanvid de allesammen slagne,
sprang de op, af en og samme sære Tanke betagne;
de deres Økser drev i Skovens Søjlerækker ind,
slog Stammer ned og Kupler med alle Reders Spind,
hvorfra Smaafugles Liv saa tit slog ud i Toner;
og Fuglene, som flyede hundredaarige Kroner,
og Skovenes Dyr, som fra deres Huler gik,
betragted Ødelæggelsen med rædselsslagne Blik,
forstod ikke Værket, og Forbandelser løde
over Mennesket, der ivrigt for sig selv at lægge ode
saa dumt brød ned det Ly, der skærmede dets Styrke.
Men medens Skovens Dyr i deres indre Mørke
kun følte dyb Medynk med Menneskedværgen,
blev Mennesket ved med sin storladne Hærgen.
og kastede de fældede Træer som en Bro
over Afgrundens Dyb, saa i al Mag og Ro
over Træerne, der dækked den vældige Flod,
Karavanen paa sin Vandring skred frem Fod for Fod
og naa'de let den anden, utilgængelige Bred
og genoptog sin evige Rejsefærd i Fred.

Det blev ikke derved. La chute d'un ange viste trods alle sine Fejl, at Digteren selv havde forkastet sin tidligere serafiske Stil, og Lamartines første Parlamentstaler røbede samtidigt, at de Saint-Simonistiske Ideer efterhaanden havde erstattet hans Rettroenhed. Han, den fødte Aristokrat, optraadte i Politiken som démocrate conservateur, vilde aabne det konstitutionelle Kongedømme for alle den moderne Tids Friheder og Fremskridt. Og det blev end ikke derved. Hans i 1847 udgivne berømte Girondinernes Historie, værdiløs som historisk Værk, men udført med en benrivende digterisk Veltalenhed, bidrog mere end nogen anden Bog til at stemme Sindene revolutionært og forberede den kommende Omvæltning. I 1848 finder vi da Genoprettelsestidens fordums Hofpoet som Republikens virkelige Høvding paa PariserRaadhusets Altan, forenende Adelsmandens fornemme Ligegyldighed for Geværpiberne, der pegede mod hans Bryst, med en 312 Folketribuns myndige Veltalenhed. Hans Liv fik et stort, et evigt Minut hin Dag, da han frelste sine Fællers Liv og afvendte Borgerkrigen ved et Par lige saa poetiske som mandige Ord, udtalte med en Fasthed uden Blinken.

Det var Pierre Leroux, som indviede George Sand i de gærende sociale Ideer, og hun gik med kvindelig Varme og uden Betænkning helt op i den nye Idéverden. Pierre Leroux, en Metafysiker med et ædelt Hjerte og et uklart Hoved, der tænkte i Schellingske Treheder, forfægtede som Samfunds-Reformator Lighedens og Fremskridtets Ideer, thi alt Fremskridt var for ham en Stigen i Lighed. Han gik ud fra en harmfuld Kritik af de bestaaende Samfundsforhold, under hvilke Ligheden var en Lighed for Loven, som ikke udelukkede, at den Rige var fri for Militærtjeneste og straffri, naar han forbrød sig, og under hvilke Friheden var den frie Kappestrid, det vil sige den Riges lovlige Ret til at undertrykke den Fattige. Istedenfor det bestaaende Samfund gjorde Leroux da Udkast til et nyt. Dette beroede paa Menneskets tredobbelte Natur: Mennesket bestod af «Fornemmelse» (nærmest: Sansning), «Følelse» (nærmest: Anskuelse) og «Erkendelse». Hertil svarede tre Stænder: Industridrivende, Kunstnere og Videnskabsmænd; men disse tre Stænder turde ikke som hos Saint-Simon udgøre Kaster, men burde handle og virke i Forening; Individer af de tre Stænder udgjorde tre og tre ét Samfunds-Individ og skulde tilsammen danne et Værksted; Værkstederne var af tre forskellige Arter, alt eftersom den ene eller den anden Virksomhed var fremherskende o. s. v.

Naar man kaster et Blik ud over alle disse Utopier, kan man ikke andet end beundre, hvor sundt og stort de Digtere, der lod sig rive med af enkelte Grundtanker, forholdt sig til selve Systemerne. De lod Alt eller næsten Alt ligge, der var kunstlet, fantastisk eller parodisk. De nøjedes med at tænde deres poetiske Fakkel ved den Alterild, som de renhjertede Sværmere underholdt; de beaandedes af deres Menneskekærlighed, af deres ivrige Forsvar for de Formueløse og Fortrykte, af deres glødende Tro paa Folket og deres levende Fremskridtsbegejstring.

Paa George Sands Sjæleliv har Saint-Simonismen, hvad man saa end har sagt, øjensynligt havt en gavnlig Virkning. Den gav hende efter Fortvivlelses-Anfaldet i Lélia indre Rolighed, en Tro, som aldrig senere blev rokket, en Sag at arbejde og kæmpe for. Hun iagttog med aabne Øjne hvad der gik for sig i Frankrig 313 omkring hende, og i Stutningen af Trediverne var de arbejdende Klasser i heftig, gærende Bevægelse. Paa det Tidspunkt var Frankrigs langsomme Forvandling fra et næsten udelukkende agerdyrkende Land til et af Værkflidens Hovedlande fuldendt, og paa Bondebefolkningens tidligere Fattigdom var nu i de store Byer i Følge med Storindustrien og Fabriklivet fulgt Fattigdommen og Uroen hos et stedse voksende Byproletariat. Hun, som næsten alle Frankrigs demokratiske Skribenter, henvendte sin Opmærksomhed paa Byernes Arbejderbefolkning, dens haardc Kamp for Livet, dens livlige Intelligens, dens sociale og politiske Idealer. Saint-Simonismen havde fra først af betaget og begejstret hende ved sin Kritik af Forholdet mellem Mand og Kvinde i det bestaaende Samfund; hun havde i den nye Lære set de Tanker, der var hende dyrebarest (at Ægteskabet kun som frivillig Forbindelse havde Skønhed og Værd, at Borgermesteren, Vidnerne og Sakristanen ikke formaaede at give det en mere hellig Karakter end den, Kærligheden og Samvittigheden gav det) fastslaaede som Sandheder, der burde forkyndes og forfægtes. Nu gav Saint-Simonismen ogsaa hendes Kærlighed til det menige Folk et aandfuldere og bestemtere Præg; hun fandt hos dets Mænd større Uegennyttighed, mere Mandighed end hos Borgerstandens; det forekom hende som om de Laster, hun i sine første Romaner saa bittert havde kritiseret hos Mandkønnet, i Virkeligheden snarere var en Klasses Laster end det hele Køns, og den Kærlighed, hvormed hun omfattede Arbejderstanden, bragte hende i Forening rned hendes Naturs medfødte Idealisme til at opfatte og fremstille Arbejderpersonligheder fra den ideale Side. Heraf opstod en Række Romaner, i hvilke den tidligere Modsætning mellem en i Selvsyge forhærdet og en uegennyttig Mandstype indenfor samme Klasse afløstes af Modsætningen mellem den forædlede og overlegne Repræsentant for den fjerde Stand og en mere eller mindre egenkærlig og af Samfundsmeningen afhængig Repræsentant for Borger- eller Adelsstanden.

Lærerigst blandt disse Bøger er de to, der skriver sig omtrent fra Aaret 1840, Horace, i Anledning af hvilken George Sand for en Tid blev uens med Revue des deux mondes, der negtede at optage Romanen, og Le compagnon du Tour de France, den egenlige Arbejderroman, der i sin Uskyld og Søndagsrenhed danner et mærkeligt Modstykke til Eugène Sue's kun lidet senere, grelle socialistisk-demokratiske Tendens-Romaner.

314

Jeg betragter Horace som en af de bedste Bøger, George Sand har skrevet. I Helten har hun med finere og dybere Studium end nogensinde før eller siden fremstillet den typiske unge Borgersøn under Julikongedømmet. Her lægger hun et Skarpsyn og en sjælden Indsigt for Dagen, der ikke giver Balzac's det ringeste efter. En dyb Uvilje, der dog ingenlunde udelukker Overbærenhedens gode Lune, har beaandet hende her. Overfor Horace har Proletaren Arsène den smukke Rolle; han har været Maler, har af Armod maattet gøre sig til Opvarter paa en Kafé; men den afhængige Stilling har ikke nedværdiget ham. Hans simple Godhed, hans prunkløse Sjæleskønhed gør ham til en af Digterindens mest tiltrækkende Skikkelser. Man tror paa ham.

Arsène er kendt med Bousingot'erne, den Kres af unge Studenter, der i Trediverne overførte den romantiske Skoles Stil og Optræden i det politiske Liv. Man finder dem hyppigt afbildede i Datidens Litografier med deres Robespierre-Veste, tykke Stokke, Voksdugshatte eller røde Fløjls-Kasketter. De lignede i deres Ydre tyske Burschenschaftere, og var Deltagere i alle Optøjer, som havde en mod Juste-milieu Herredømmet fjendtlig Holdning. George Sand tager med Varme deres Parti. «Ingen af disse Mænd, siger hun, der i sin Tid forstyrrede den offenlige Orden, bør nu rødme over at have havt nogle hidsige Ungdomsdage. Naar Ungdommen ikke kan røbe det Store og Stolte, den har paa Hjerte, uden ved Angreb paa Samfundsordenen, saa maa denne Samfundsorden være saare slet.» Arsène kæmper som en Helt og saares haardt under Arbejderopstanden den 5te Juni 1832, der skildres med fuld Sympati; og han udvikler sig i de følgende Aar til et ikke ringe politisk Dannelsestrin. Hans Læreaar har i denne Sammenhæng Interesse for os, fordi de giver Forfatterinden Anledning til uforblommet at lægge sine Sympatier for Dagen. Den Mand, Arsène især beundrer, er Godefroy Cavaignac. George Sand skildrer ham og hans Venner, Selskabet Les amis du peuple. «Deres Ideer,» siger hun, «betegnede idetmindste et stort Fremskridt ud over Genoprettelsestidens Frisind. De andre Republikanere tænkte altfor meget paa at styrte Kongedømmet, ikke nok paa at grundlægge Republiken, Godefroy Cavaignac derimod tænkte paa Folkets Frigørelse, paa gratis offenlig Undervisning, paa almindelig Stemmeret, paa fremskridende Omændring af Ejendomsforholdene o. s. v.» Horace's Hjertenskulde og Indskrænkethed røber sig blandt Andet i hans haanligt affejende 315 Domme om Saint-Simonismen, der for ham er blot Markskrigeri; han forstaar Intet af det Værdifulde i dens Opfattelse af Kønnenes Stilling til hinanden og maa derfor finde sig i at vises til Rette og det med sikker Overlegenhed af en ung Syerske, der lever sammen med hans Ven, en fortræffelig ung Læge, og betragter dette deres Samliv som «det i Sandhed religiøse Ægteskab»*). - Der er her ganske sikkert rørt ved langt flere Problemer end Forfatterinden har kunnet løse, men selve Sysselsættelsen med Tidens Opgaver og Tanker har givet hendes Roman en kraftig og tiltrækkende historisk Farve. Det var jo heller ikke hendes Sag som Romanforfatterinde at besvare Samfundsspørgsmaal, men at vise hvorledes de satte Hjerterne og Tankerne i Bevægelse selv hos forelskede unge Kvinder og selvtilfredse eller sandhedssøgende unge Mænd.

Hvad jeg beundrer i Le Compagnon da Tour de France, der som Roman staar tilbage for Horace, er især den Følelsens Friskhed, af hvilken den er udsprungen. At føle sit Hjerte svulme og brænde af Medfølelse med Samfundets Ulykkelige, at føle sig trykket af enhver Begunstigelse, Skæbnen har skænket En forud for de Andre, det er Noget, som mangen en Tyveaarig kender til. Men endnu henved Fyrretyveaarsalderen at hungre og tørste efter Retfærdighed for Andre, at føle sig ude af Stand til med Ro at se det Aag, som hviler paa uskyldige Nakker, eller til at lade være med grublende Stræben efter en anden Orden, en anden Moral, end den, med hvilken Samfundet omkring En synes nøjet, og det i den Grad, at man skammer sig ved at sove, adsprede sig, føle sig lykkelig for nogle Øjeblikke - det er det i Sandhed Sjældne, og dog er det denne Følelse, som har tvunget George Sand til at skrive denne Bog. Af hvilken Kærlighed til «Folket» er den ikke baaren, og til Folket, som det er, det Folk, som drikker og begaar Voldsomheder, ikke mindre end det, der arbejder og gør Fremskridt i Kundskab - en Kærlighed saa stor, at det er Forfatterinden umuligt at skildre eller dvæle ved de Laster, som hun selv har Øje for og nævner! (Man se Samtalerne i Kap. XXV.) Den Tanke, der ligger bagved den hele Bog, lader sig maaske kortest udtrykke med en Vending, der forekommer etsteds i Romanen. En Adelsmand der hylder det gamle Løsen: Alt for Folket, Intet * 316 ved Folket! tordi holket selv vilde være paa en Gang Part og Dommer, ifald det skulde føre sin egen Sag, faar af sin unge Datter Svaret: Og er vi da ikke i samme Tilfælde?

Kort efter at have forfattet denne Bog kastede George Sand sig ind i den praktiske Politik. Hun havde siden sit Brud med Revue des deux mondes sammen med Pierre Leroux, Viardot Lamennais og den polske Digter Mickiewicz udgivet Revue indépendante; nu grundede hun i 1843 med nogle Venner i hendes Egn det republikanske Provinsblad L'éclaireur de l'Indre, hvilket ogsaa Lamartine ydede sin Bistand. Heri talte hun snart Hovedstadsarbejdernes, snart Landbo-Arbejdernes Sag (Artiklen om Bagersvendene i Paris, Brevene fra en Schwarzwalder Bonde), 1844 erklærede hun sig i den store Afhandling Politik og Socialisme ubetinget for Socialist. Da Revolutionen i 1848 udbrød, var hun fuldtmoden til at deltage i den; hun udgav en kort Tid Ugebladet Folkets Sag, skrev Et Ord til Middelklasserne og de berømte Breve til Folket, endelig Bulletin'erne for den provisoriske Regering. I Aarets Løb antog under Indtrykket af de truende Farer hendes republikanske Socialisme en næsten fanatisk Form. I Artiklen Flertallet og Enstemmigheden, i hvilken hun umiddelbart før Valgene til den konstituerende Nationalforsamling opfordrer Vælgerne til frisindede Valg, ender hun - trods mange Omsvøb og Omskrivninger - med Truslen om, at dersom de Valg, der fremgaar af den almindelige Stemmeret, ikke falder ud, som de folkelige Interesser kræver, er endnu Appellen til Vaabnene tilbage*). Det er lærerigt at se denne Folkesuverænitetens Beundrerinde komme til denne Paaberaabelse af Voldsmagt; det viser, hvilken vild og mandig Energi der boede i den geniale Kvinde; det var den samme ubøjelige Kraft, der gav hundrede Romaner efter hinanden Liv, som her ytrede sig i hendes Gaaen i Ledtog med Ledru-Rollin og Louis Blane, de Mænd, der nøjedes med at tænke hvad hun, mere uforbeholden, gav Luft i Ord.

* 317

Det var især Lamennais, gennem hvem Folkevældens Idéstrøm kom til Victor Hugo. Alt i hans Hovedværk Essai sur l'indifférence havde Spirerne ligget til Opløsning af det Autoritetsprincip, han i sin Ungdom saa begejstret havde forfægtet. Vi saa, at i August 1832 var hans Lære bleven fordømt af Paven. Allerede fra Hugos Ynglingealder havde Lamennais staaet i det inderligste Forhold til ham; Lamennais lykønskede ham til hans Bryllup og modtog hans første Oder af ham. Da Hugo i 1822 paa Opfordring af Abbeden af Rohan søgte sig en Skriftefader, var han først gaaet til Frayssinous, den engang saa uforsagte og opofrende Gejstlige, der nu var Biskop, Universitetets Stormester og parisisk Modepræst, men da han følte sig frastødt af dennes verdslige Raad og Vink, havde Abbeden kørt ham til den lille, svage og spinkle Mand med det gule Ansigt, Høgenæsen og de smukke urolige Øjne, der gik grovt og fattigt klædt med blaa Uldstrømper og tunge Sømsko, den berømte Lamennais, hvem Hugo forud kendte saa godt.

Begges kirkelige og samfundsbevarende Forestillinger undergik en Ændring i Løbet af de Aar, der gik forud for Julirevolutionen, og de slog næsten samtidigt om. En Aften i September 1830 kom Lamennais ind til Hugo og traf ham skrivende. - Jeg forstyrrer? sagde han. - Nej, men hvad jeg skriver, vil De ikke synes om. - Lad mig ligefuldt høre. - Hugo læste disse Linjer for ham af sin Journal d'an révolutionnaire de 1830:

«Republiken, som endnu ikke er moden, men som vil omfatte hele Europa om et Aarhundrede, betyder, at Samfundet er sin egen Suveræn. Det beskytter sig selv som Borgervæbning, dømmer sig selv som Nævningeret, styrer sig selv som Kommune, regerer sig selv som Folkerepræsentation. Kongedømmets fire Lemmer: den staaende Hær, Domstolene, Embedsmandsvælden og de Kongevalgte er for denne Republik kun fire byrdefulde Udvækster, som hurtigt vil visne bort og dø.»

«Der er en Sætning for meget,» sagde Lamennais, «den at Republiken endnu ikke er moden. De sætter den i Fremtiden, men vi burde have den straks.»

Faa Aar senere var Lamennais' Frafald fra Pavedømmet fuldbyrdet. For at vise at han ikke brød med Paven af Vantro, men i Kraft af en ny Forvisning, var det, at han gav sin berømte Erklæring Navn af En Troendes Ord (1833).

Man har sagt, at siden Bogtrykkerkunstens Opfindelse havde 318 ingen Bog gjort en saadan Opsigt. Den udkom i et Par Aar i 100 Oplag, blev efterhaanden trykt i flere Lande og oversat i en Mængde Sprog. Det er en Efterligning af Mickiewicz's da nyligt udkomne De polske Pilegrimmes Bog, en i halvt gammeltestamentlig, halvt kristelig Stil holdt Fordømmelsesdom over Kongemagten i Europa, over Paven og Præsterne, over dem, der havde hidført Polens Undergang og Italiens Trældom og over det egennyttige Borgerskabs Herredømme i Frankrig selv. Det er et Værk af ægte præstelig Veltalenhed, en Bog fuld af Patos og fattig paa Sjælekundskab, der kun fordømmer og priser, kun maler med to Farver, Helvedes-Sort og Himmerigs-Hvidt; men Følelsens Varme, Sindets Renhed og Skønhed hos dens Ophavsmand har meddelt den en sjælden Tiltrækning.

Herpaa fulgte i 1837 Folkets Bog i samme Aand. Man kastede den dristige Abbed i Fængsel; men fra Fængslet sendte han Bog paa Bog ud i Verden: Une voix du prison, Du passé et de l'avenir du peuple, De l'esclavage moderne, alle forfattede i Saint-Pélagie. Saa dør han - tre Aar før Februarrevolutionen - midt under den heftigste Agitation.

Som Prøve paa hans Stil her nogle Brudstykker:

«Lad Eder ikke bedrage af tomme Ord. Mauge vil soge at overtale Eder til den Tro, at I virkelig er frie, fordi de har skrevet Ordet Frihed paa et Blad Papir og har slaaet det op paa Gadehjørner. Men Friheden er ikke en Plakat, man læser paa et Hjørne. Den er en levende Magt, som man føler indeni sig og udenom sig. Den Undertrykker, som dækker sig med dens Navn, er den værste Undertrykker af alle. Han føjer Løgn til Tyranni og Vanhelligelse til Uret, thi Frihedens Navn er helligt. Vogter Eder for dem, der siger Frihed, Frihed og nedbryder den ved deres Gerning!» . . .

«Bonden bærer Dagens hele Vægt, udsætter sig for Regn, for Sol. for Storm i den Hensigt ved sit Arbejd at forberede den Høst, som til Efteraaret skal fylde hans Lade.

Retfærdighed er Folkenes Høst.

Haandværkeren staar op før Daggry, tænder sin lille Lampe og plager sig uden Rast for at tjene en Smule Brød til sig og sine Børn.

Retfærdighed er Folkenes Brød.

Købmanden skaaner sig ikke for nogen Anstrengelse, klager ikke over nogen Møje, opslider sit Legeme og glemmer Søvnen for at samle sig Rigdom.

Friheden er Folkenes Rigdom.

Sømanden farer over Havet, udsætter sig for Stormene, Skærene, Kulde og Hede for at sikre sig Hvile for sine gamle Dage.

Friheden er Folkenes Hvile.

Soldaten underkaster sig de haardeste Savn, vaager og kæmper og giver sit Blod for det, han kalder Hæder.

319

Friheden er Folkenes Hæder.

Hvis der skulde være et Folk, som agtede Retfærdighed og Frihed ringere end Bonden sin Høst, Haandværkeren sit Brød, Købmanden sin Rigdom og Soldaten sin Hæder, saa rejs en høj Mur omkring dette Folk for at ikke dets stinkende Aande skal forpeste Luften i Europa.»

«Unge Soldat! Hvor gaar du hen?

Jeg gaar bort at kæmpe for Retfærdigheden, for Folkenes hellige Sag, for Menneskeslægtens evige Rettigheder, imod Tyrannerne og for Frihed.

Gid dine Vaaben maa være velsignede, unge Soldat

Unge Soldat! Hvor gaar du hen?

Jeg gaar bort for at omstyrte de Skranker, der skiller Folkene og som hindrer dem i at kaste sig i hinandens Arme som Brødre, der burde leve endrægtige i gensidig Kærlighed.

Gid dine Vaaben maa være velsignede, unge Soldat!

Unge Soldat! Hvor gaar du hen?

Jeg gaar bort for at befri Tanken, Ordet, Samvittigheden fra Menneskers Tvangsherredømme.

Velsignede, syvfold velsignede være dine Vaaben, unge Soldat!»*)

Virkelighedsfjerne og enstonige er disse Udsagn og Omkvæd ganske vist, men prægede af den Veltalenhed, som gør et uhyre Indtryk paa Menigmand, og man ser, at disse revolutionære Stemningsudbrud ikke mangler meget i at være ren Poesi. De blev det hos Hugo.

Læser man hans Digte fra Fyrrerne føler man, hvorledes han med sit Digterøre hører Revolutionens Gang og dumpe Larm under Jorden og aner, at den vil aabne sit Krater i Paris. Alt i Fortalen til Efteraarsbladene lyder hans Klage over England, som forvandler Irland til en Kirkegaard, over Fyrsterne, som gør Italien til et Galejslave-Fængsel, over Czaren, som befolker Sibirien med Polen. Allerede dèr taler han med Henblik paa Saint-Simonismen om de gamle Religioner, der skyder Ham, og om de nye, der fremstammer deres halvvejs sunde, halvvejs falske Tanker. Og lige fra den Tid af optræder han i alle sine Værker som Talsmand for Folkenes Frihed, for deres Ret til Selvstyre og for Humanitetens Religion. Han var som Dramatiker begyndt med det blotte Oprør mod Kunstformen. Men snart gav han sig til at bruge Dramet i sine Ideers Tjeneste, ganske som Voltaire i det forrige Aarhundrede havde anvendt Tragedien til Organ for sine. Et af hans Dramer (Le roi amuse) er et Angreb paa den vilkaarlige Kongemagt, rettet mod den * 320 raaeste af Frankrigs kronede Vellystninge, Frans den Første, et andet (Angelo), hvis Fortale er rent saint-simonistisk, stiller Kvinden i Samfundet og Kvinden udenfor Samfundet op imod hinanden, tillægger den omvankende Skuespillerinde Dyder, som den fornemme Dame mangler, og giver dem hver sin Idealitet, et tredje (Ruy Bias) er den laveste Stands symbolske Tronbestigelse. I Molières Les Précieuses ridicules var Lakajen behandlet som et Dyr eller en Ting, der, hvor godt Hoved han end er, kan dænges med Stokkeprygl, selv naar han kun har adlydt sin Herre; kort før den store Revolution havde Scapin forvandlet sig til Figaro, der endnu i Livréet tumler det fine Herskab; i Ruy Blas har Tjeneren, det vil sige den fødte Plebejer, kastet sit Livré, griber Magten og regerer. - Selv om man har Blik for disse Dramers store Urimeligheder og Svagheder, fornemmer man det Pust af nye Tanker, som gaar igennem dem.

Hugo var af Naturen en saa dogmatisk Aand, at enhver Idéverden, i hvilken han i Aarenes Løb traadte ind, gerne krystalliserede sig for ham til et System af Læresætninger. Fra det Øjeblik af, da han blev Demokrat, var han Dødsstraffens Modstander. Han har leveret digteriske Indlæg mod den i Le dernier jour d'un condamné og desuden i Claude Gueux, der besynderligt vender op og ned paa en uhyggelig Virkelighed og forvandler en afskyelig Bandit til Helt og Offer; han har bekæmpet den praktisk; han har personligt bedet for de Dødsdømtes Liv, har talt deres Sag til franske Konger og fremmede Nævningeretter. Er Meningerne end med Rette meget delte om Gavnligheden af Dødsstraffens Ophævelse for simple Mordere, saa har Hugo's Bestræbelser for at frelse politiske Forbryderes Liv dog Krav paa udelt Sympati; han stræbte i 1839 ved sin Forbøn for Armand Barbès at frelse denne ædle Oprører fra Skafottet; Ludvig Filip havde imidlertid allerede benaadet ham, da Hugos Verslinjer kom i Kongens Hænder.

Det skønneste og det eneste nøjagtigt tilsvarende Udtryk for Frankrigs største Lyrikers Idéliv maa man dog selvfølgelig søge i hans Lyrik. Alt hvad han i sit første Livsafsnit har frembragt i det dramatiske Fag, i sit andet (der falder udenfor vor Ramme) i Romanfaget, er for lidet betydende at regne i Sammenligning med de Poesier fra Trediverne og Fyrrernc, som findes samlede i de to Bind Digte, der fører Titlen Les Contemplations. Her er da ogsaa hans Fremskridtstro, hans politiske Overbevisning, 321 hans sociale Forhaabninger, hans religiøse Følelsesliv iklædt den Kunstform, der ene passer for dem. Denne Kunstform lader sig ikke opløse eller omskrive, man maa glæde sig over den i Originalen.

Med Sandhed kunde Hugo i denne Digtsamling udbryde: Jeg har med Bøger, i Skuespil, paa Prosa og i Vers talt de Smaas og de Elendiges Sag; jeg har prædiket Mildhed mod alle dem, som Menneskeheden fordømmer; jeg har fordret Rettigheder for Kvinden og for Barnet; jeg har raabt: Giv dem Kundskab, giv dem Ord, giv dem Skrift! Jeg vilde suge Fængslet op i Skolen.

Men, klager han, bestandig mødte jeg det frygtelige Igaar, der vil opsluge Imorgen. Neppe har man det Sorteste af Rædslerne bag sig, neppe har man gaaet et Skridt, ikke bort fra det Slette, men blot fra det Værste, før den gamle Tid kommer igen, og bider os i Hælen og tilraaber os sit Stands!

Man standsede ikke, og Aaret 1848 løb med sin lange, rullende og rensende Torden over Europa. Det kom, 1848, Jordskælvets Aar, Folkebefrielsens Aar, de heltemodige Kampes og ak! de romantiske Barnligheders Aar. Digtere og Sværmere istedenfor Statsmænd ved Frankrigs Ror; saint-simonistiske, nykristelige, poetiske Ideer istedenfor politiske i Frankrigs Raad! Hvor talende er ikke et saadant lille Træk som det, at en af den provisoriske Regerings første Handlinger var den paa Forslag af Lamartine at erklære Negerslaveriet for ophævet! I Revolutionen af 1848 udmunder det romantiske Frankrigs Idéstrøm.

XXXIV

Naar man overskuer en Literatur en halv Snes Aar efter at et stærkt Gennembrud har fundet Sted, i det Øjeblik, da det nye Tidsrums Hær har vundet Slaget, da bliver man tilmode, som saa man ud over en Valplads. I de Sejrendes Triumfraab blander sig for Ens Øre Lyden af dæmpet Klage. Jeg tænker ikke paa de Veraab, som kommer fra de Slagne paa Tilbagetoget; de har fortjent deres Nederlag, og deres bankede Trøje indgyder mig ingen Medfølelse; men jeg tænker paa Sejrherrernes Saarede og Glemte. Thi ogsaa de literære Kampe har deres Savnede og Dræbte. Det har sin Interesse at foretage en Gang 322 over Valpladsen og kaste et Blik paa dem, som i Slægten fra 1830 reves bort i deres Ungdom og Kraft, eller dog saaredes saa haardt, at de siden, knækkede og stumme, henslæbte en nedbrudt Eksistens.

Det literære Liv er jo saaledes beskaffent, at af hundrede, der træder ind paa Rendebanen og begynder Løbet, kommer neppe to eller tre til Maalet. De Andre ligger udmattede langs ad Vejen. Først bukker de Stakler under, hvis Evner ligefrem ikke slog til, de fragmentariske Talenter, der joges ind paa denne Bane af Haabet om Ære og Held og som løber i en Taage af lysende Illusioner, indtil Benene styrter sammen under dem og de vaagner paa Hospitalet. Saa falder alle de tit fortrinligt Begavede, der mangler den særegne Forvikling af Evner, som udfordres for at gøre sig gældende i det Samfund, hvori de lever, de, som ikke formaar at tilpasse sig efter de omgivende Forhold, end mindre besidder den eadnu større Kraft, at skære Samfundet til, indtil det passer for dem, og som besejres af de mere eller mindre behændige Middelmaadigheder, i hvilke det store Publikum erkender Kød af sit Kød, Blod af sit Blod.

Allerede selve Arbejdets Art tilintetgør Mange: et Arbejd, som efter sin Natur ikke kender nogen Søndag; som brænder Nervesystemet op; som ikke kan drives i Mag, fordi kun det, som ikke er frembragt i Mag, virker paa den Læsende med noget af den Sindsbevægelses Magt, som den Skrivende følte, og et Arbejd, der som Regel er et af dem, der lønner sig allerslettest - et Arbejd af rent aandelig Art, som forfiner og modtageliggør den Arbejdendes Sanse- og Følelsesliv langt ud over Omgivelsernes, og som dog indlemmer ham i disse Omgivelser, bundet af de samme Regler og Vedtægter som de Andre. Deraf hos Mange en Tørst efter Liv, efter rige og fine Indtryk, som ikke læskes, som fortærer Brystet eller Marven, og som Verden da kalder Svindsot, Tæring eller Galskab.

Andre tilintetgøres af de Vanskeligheder, der er uopløseligt forbundne med Skribentens Stilling. Samfundets Ligevægt beror i ethvert givet Øjeblik paa en stiltiende Overenskomst om at den hele og fulde Sandhed ikke udskriges. Men naar der nu ikke desmindre ved en Regelstridighed i Samfundet gives et Væsen, hvis eneste Bestilling og Betydning er den at sige den hele og fulde Sandhed, Digteren, Forfatteren overhovedet, som under Straf af at blive en behagelig Mand, en Nittengryn, maa sige Sandheden, 323 saa ser denne Mand sig stadigt stillet overfor det Tvangsvalg, enten at fornegte det, han bør sige - og denne Fornegtelse sløver og ubrugbargør ham - eller at vove den aabne Udtalelse, der let kan blive ham yderst farlig, idet den skaffer ham de frygtelige Fjendskaber, som kun er mulige i Literaturen, Fjendskaber, som har tusinde Raabere for deres Mund, ifald de vil tale, tusinde Kneble til deres Raadighed, ifald de vil tilvejebringe Tavshed om hans Navn, og for den, hvis Liv beror paa Navnkundighed, er ingen Fare større end den, at han kan bukke under for det hyklerske og lydløse Mord med Tavshedens Vindbøsse.

Men alle Anstrengelser, Farer og Vanskeligheder maatte nødvendigvis fordoble sig i et Tidehverv som 1830-Tiden, hvor som ved et Trylleslag en hel Gruppe af rige Talenter opstod samtidigt, hvor Alt, hvad der havde Aand og Fantasi, følte sig draget til Poesien og Kunsten, hvor den Hæder, der ad kunstnerisk Vej kunde vindes, straalede saa tillokkende for Ungdommens Øjne som under Napoleon Krigshæderen, og hvor det dog var vanskeligere end nogensinde ikke at overstraales, hvor endelig Had til de banede Veje og det rolige, borgerlige Liv betragtedes som Betingelse for at kunne udrette noget i Kunsten, medens Løsenet var at elske og elskes med fortærende Lidenskab, skrive et Mesterværk, foragte eller frelse Menneskeslægten og dø.

Naar man lader Blikket glide hen over denne Valplads, hvor de uberømte har udaandet, saa ligger de stakkels glemte Talenter der i tætte Rækker. Der er rige, kraftigt udviklede Begavelser, som Eusèbe de Salles (født i Marseille 1801), Greve, Læge, Orientrejsende, Professor i Arabisk, hvis Roman Sakontala à Paris (1833) er en af Tidsalderens talentfuldeste og oprindeligste sjælelige Skildringer, og som aldrig med nogen af sine Bøger opnaaede endog blot et andet Oplag, endsige Anseelse og Ry, og det skønt han blandt sin Ungdoms Minder havde en Søndagaften hos Nodier, hvor han og Hugo i lige Grad var Dagens Helte. - Der er Regnier-Destourbet, hvis Roman Louise, som er tilegnet Janin og maaske skylder ham noget, behandler et pinligt Stof med Aandsoverlegenhed og Finhed. - Der er Charles Dovalle, som faldt i Duel kun tyve Aar gammel, men hvis Digtsamling Le Sylphe allerede røbede et Talent, som Victor Hugo med Varme anerkendte og som han priste efter Digterens Død. - Der er 324 Eugène Hugo, Victors ældre tungsindige Broder, hans tro Kammerat og Ven, der udrustet med en beslægtet om end meget ringere lyrisk Evne gjorde Romantismens første Felttog med ved hans Side, men som allerede 1837 døde i Vanvid. - Der er et saa udpræget og adeligt Talent som Fontaney's sporløst glemte. Digteren var en af Hugos Trofaste, en Tidlang Legationssekretær i Madrid, en stolt, tilbageholden og fin Natur. I sin Novelle Adieu (Revne des deux mondes 1832) har han fortalt et af sit eget Livs kvalfulde, romantiske Æventyr; i George Sand's Levned er den Hjertesorg antydet, der i 1837 voldte hans Død. - Der er fine, sarte, lyriske Begavelser som Felix Arvers, hvis Navn nu kun knytter sig til en yndefuld Sonet, eller som Labenski, af hvem kun en Ode erindres, eller som Ernest Fouinet, der skrev Sonetten A deux heureux i Marginen paa den Udgave af Ronsard, som alle Skolens Digtere paa Sainte-Beuves Foranledning skænkede Victor Hugo, og til hvis poetiske Udstyrelse de alle gav Bidrag. Er han end nutildags helt glemt, saa burde dog den Linje af ham frelses fra Forglemmelse:

Pour que l'encens parfume il faut que l'encens brûlle.

Thi at Røgelsen maa gløde for at kunne dufte, det er i én Sætning hele Romantismens Poetik. - Man finder stakkels saintsimonistiske Poeter som Poyat, Satirikere som Théophile Ferrière, der skrev Spotterier over de unge Romantikeres Udskejelser i Stil med Gautiers Les Jeime-France og som i sin Lord Chatterton gav Vigny's Drama en parodierende Fortsættelse. - Man møder endelig Navne som Ulric Guttinger's, der nu ene og alene huskes, fordi Musset i sine første Poesier har tilegnet ham et ungdommeligt beundrende Digt.

For imidlertid at give et nogenlunde levende Indtryk af disse Skæbnens Stedbørn vil jeg opholde mig saa længe ved nogle Enkelte, som der behøves til at tegne deres Fysiognomi og derigennem fra en ny Side Tidens; thi Tidsalderens Karakter afpræger sig tit rned mærkværdig Tydelighed netop i dem, der paa Grund af Overspændthed eller Særhed ikke formaaede at trænge igennem.

Den første, jeg vil nævne, er Ymbert Galloix, ikke fordi han er en Størrelse, men fordi han er en Type. Han var en fattig Yngling fra Genf, Søn af en Skolelærer, med en fortrinlig 325 Dannelse og ualmindelige Evner, som uden Penge nok i Lommen til blot en Maaneds Ophold rejste fra sin Fødeby til Paris, draget af Rygtet om Romantismens Sejre, længselsfuld efter at se alle de Mænd nær ved, for hvem han i Afstand havde sværmet, og om muligt blive anerkendt som deres Ligemand.

Hans første Veje i Paris gik ud til Arsenalet, til Charles Nodier, den nye Skoles Patriark, til Hugo, dens Høvding, til Sainte-Beuve, dens Fanebærer. Hugo har beskrevet hans første Besøg; jeg sammentrænger Skildringen:

«Det var i Oktober 1827, en kold Morgenstund, at en høj ung Mand traadte ind til mig. Han havde en. hvid, temmelig ny Overfrakke paa og en gammel Hat. Han talte til mig om Poesi; han havde en Rulle Papir under Armen. Jeg bemærkede, at han med en vis Forlegenhed skjulte sine Fødder under Stolen. Han hostede lidt. - Næste Dag regnede det i Strømme; den unge Mand kom igen. Han blev tre Timer og talte yderst oprømt om de engelske Digtere, som han kendte bedre end jeg; han sværmede for Søskolen. Han hostede meget. Han skjulte bestandig sine Fødder under Stolen. Tilsidst mærkede jeg, at der var store Huller i hans Støvler og at hans Saaler trak Vand. Jeg vovede ikke at tale til ham derom. Han gik sin Vej uden at have talt om Andet end om de engelske Digtere.»

Han ilte altsaa til Frankrigs første Forfattere. Hans Ord, hans Vers røbede, at der boede noget i ham; han blev vel modtaget, endog hjulpet, og hans Breve til Genf røber en uskyldig Forfængeligheds Tilfredshed ved at kunne meddele, hvilke Aander der optog ham som deres Lige, og hvilke berømte Venner han havde faaet. Men samtidigt nedbrødes han af Melankoli: Han passede ikke ind i det Samfund, hvor han var født. Hans Livs Sorg var den besynderligt klingende, men virkelige, der som en Mani, en fiks Idé vender tilbage hos ham, Sorgen over ikke at være født som Englænder. Han følte, at hans Sindelag passede ind i den engelske Literatur, ikke i den franske; han læste Engelsk fra Morgen til Aften og drømte kun om at samle sig saa mange Penge, at han kunde rejse til London og blive Digter i det engelske Sprog. Da man et Aar efter hans Ankomst til Paris, fandt ham liggende død paa Sengen i hans uhyggelige Værelse, undergravet af Fortvivlelse og Nød, holdt han en engelsk Grammatik i Haanden.

Man høre Tonen i hans Breve: «O min eneste Ven! hvor 326 de er ulykkelige, som er fødte ulykkelige . . . Jeg havde et Feberanfald igaaraftes . . . Siden jeg er her, har min Kval antaget fem til seks Former, men Midtpunktet i min Ulykke er det, ikke at være født i England. Jeg beder dig, le ikke ad mig, jeg er saa ulykkelig. Vel er jeg nu traadt i Venskabsforhold til de mest udmærkede Forfattere, og vel har jeg i Selskab undertiden nogle Øjeblikkes overfladiske Glæde, naar jeg gør Lykke med mine Vers, og jeg kan være beruset af disse en Aftens, et Øjebliks smaa Triumfer; men dog er Grunden i mit Sjæleliv ikke blot Ulykke, men en tør Kræft. Der løber smeltet Bly i mine Aarer. Hvis man kunde se ind i min Sjæl, vilde man have Medlidenhed med mig. Se, England har Alt, halvtresindstyve Digtere, der har ført et æventyrligt Liv og hvis Bøger er fulde af Indbildningskraft; i Frankrig er der ikke tre. Og da vilde jeg have havt et Fædreland, som jeg havde elsket lige indtil dets Fordomme; der er saa megen Poesi i Englands gamle Sæder ... En engelsk Dame, som giver mig Timer, siger mig, at jeg efter to Aars Forløb meget godt kan skrive paa Engelsk.»

Det er en rørende Illusion. Den stakkels Fyr, der endnu ikke fuldt beherskede sit eget Sprog, hvis Oder let blev stakaandede, hvis Vers, hvor kunstnerisk de end slebes til, manglede Duft, drømte om i Løbet af et Par Aar at kunne skrive et fremmed Sprog med Farve og Glans. Snart tabte han Tilliden til sine Evner og dømte selv sin Poesi langt haardere end den dømtes af andre og langt haardere end den fortjente. Han trak sig tilbage til sig selv, vilde Ingen mere se, ikke mere høre tale om Omverdenen. Han var kommen fra Genf med Interesse for Alt og Alle, med begejstret Selvtillid. I Paris gav han sig til at bortødsle sit Talent i Samtaler, i Disputer - en farlig Ting - indtil han tilsidst ikke mere havde én uberørt, jomfruelig Idé i sit Hoved. Saa udførte han Arbejder for Boghandlerne, skrev Anmeldelser, Levnedsløb, til han væmmedes derved. Da han i sit 22de Aar udaandede, havde han længe levet i den dybeste Ligegyldighed for Omverdenen og uden nogen Tro til sit eget Talent. Han lod sig dø.*)

Jeg gaar over til mere lødige og betydelige Aander. Jeg * 327 vælger tre: Louis Bertrand, Petrus Borel og Théophile Dondey. Det er Navne, som da Digterne, der bar dem, var i Live, ikke kendtes af noget Publikum, men som nu kendes af mangen en Literaturelsker i og udenfor Frankrig. Deres Bøger optrykkes i Luksusudgaver paa hollandsk Papir, og Originaludgaverne betragtes, især siden Charles Asselineau har genvakt Interessen for dem, som Værdipapirer, hvis Værd bestandig stiger. I levende Live kunde de stakkels Fyre efter faa Aars Forløb ikke mere finde nogen Forlægger; nu efterlignes samvittighedsfuldt selv Vignet og Titelblad paa deres første Skrifter, der i Salgskataloger noteres med Tilføjelsen «sjælden og kostbar».

Louis Bertrand, født 1807 i Dijon, som han saa smukt har besunget, mest kendt under Pseudonymet Gaspard de la Nuit, repræsenterer i den romantiske Gruppe mere fuldstændigt og mere udpræget end nogen anden en Hovedside af Skolens Bestræbelser, Prosastilens Fornyelse. Medens hans Samtidige var fremstormende og lidenskabelige, udviklede han i sin Fødeby en Billedskærers og Guldsmeds Kunst i Sprogets Behandling. Ingen havde det Had som han til den gængse Vending, det fortærskede Udtryk. Han har, før han skrev, ligesom rystet alle Sprogets Ord gennem et Sold, udrenset alle de Ord, hvis Klang var dump, hvis Farve var sløvet, hvis Præg var slidt, og i sin Kunsts Tjeneste kun anvendt dem, der havde malerisk Værd og musikalsk Valuta. I et Digt maa der, for Rims og Rytmes Skyld, altid være nogle Flik-Ord - saa faa som muligt - Bertrands Kunst beror paa, at ethvert fyldende eller snyltende Ord er banlyst af hans Stil. Hans Livs Arbejd tilhører en Digtart, som han har opfundet og som er bleven optaget af Andre (Baudelaire f. Eks.) efter ham; han har i Prosa skrevet ganske smaa, aldrig mere end et Par Sider optagende Skildringer snart i Rembrandt's, snart i Callots, snart i Fløjels-Breughels, snart i Gerard Dow's, snart i Salvator Rosa's Manér; de bedste iblandt dem er fuldendte som et Billed af disse Mestre.

I 1828, i den romantiske Bevægelses første, rent upolitiske Tid var han med at grunde et literært Organ i sin Fødeby. Bertrands Bidrag til Le Provincial vakte de store Pariseres, Chateaubriands, Nodiers, Victor Hugo's Opmærksomhed, og snart droges han saaledes til Hovedstaden, at han bestandig laa paa Rejse mellem Dijon og Paris. Han holdt sit Indtog kun 21 Aar gammel en Søndagaften hos Charles Nodier, hvor han fik Lov 328 at læse en Ballade højt. Her gjorde han Bekendtskab med dennes hele Kres, men tyede især til Sainte-Beuve, der blev hans Raadgiver; hos ham boede han under sine korte Ophold i Paris, og ham gav han sine Haandskrifter i Forvaring. Han var kejtet som en Provinsbo og overspændt som en Dilettant, men man anede Digteren, naar man saa Ilden i de smaa, sorte Øjnes sky og flakkende Blik.

Straks efter Julirevolutionen kastede Bertrand sig ind i Politiken og sluttede sig til den yderliggaaende Opposition. Som ægte Søn af en af Republikens og Kejserdømmets gamle Soldater gav han den krigerske Entusiasme, han hidtil var brændt inde med, Luft i Angreb paa de herskende Borgermænd. Han var kun 23 Aar gammel, og et Blad af Modpartiet havde taget Anledning af hans Ungdom til at behandle ham dobbelt haanligt. Han tvang Redaktøren til i Bladet selv at optage et Svar, hvori det hedder:

Jeg foretrækker Eders Haan for Eders Ros. Eders Ros vilde være af saare ringe Betydning efter det Bifald, hvormed Victor Hugo, Sainte-Beuve, Ferdinand Denis o. fl. har opmuntret mit Talent. Da I tvinger mig til det, vil jeg overfor Eders Uforskammetheder anføre nogle Ord, som Geniet selv har værdigedes at sende mig. Victor Hugo skriver til mig: Jeg læser Deres Vers højt i en Vennekres som jeg læser André Chénier's, Lamartine\s eller A. de Vigny's; det er umuligt i højere Grad at være i Besiddelse af Formens Hemmeligheder o. s. v. - Saaledes skriver Hugo til den Mand, De vover at kalde en Kommis. Det er sandt, at jeg ikke har den Ære at nedstamme fra en adelig Spytslikker, og at jeg ikke er valgbar [*dolgoe O*: ikke af de højstbeskattede]. Min Fader var kun en Patriot fra 1789, en Lykkeridder, som atten Aar gammel udgød sit Blod ved Rhinen og som halvtresinstyve Aar gammel havde tredive Aars Tjeneste, ni Felttog og seks Saar at opvise. Det er ogsaa sandt, at jeg er fattig; min Fader har kun givet mig Æren i Arv og sin Klinge, som De, Hr. Redaktør, ikke turde se dragen.

Det er fransk Journaliststil fra 1832, visselig ikke beskeden, men ikke forknyt. Bertrand hørte til den Gruppe af unge Mænd, sorn hvis politiske Høvding Godefroy Cavaignac kan betragtes og som i Datidens Mundart fik Navnet Les bousingots (Matroshattene), de samme, hvem George Sand i Horace omtaler med Varme. Hos Bertrand var den republikanske Djærvhed mærkværdigt blandet med Romantismens yderste kunstneriske Overforfinelse.

Louis Bertrand naaede aldrig frem til at at vinde Hæder. Han var begyndt for voldsomt, havde ikke opsparet sin Kraft. 329 Fattig og overanstrengt af Arbejd for at ernære sin Moder og sin Søster døde han alt i 1841 paa et Hospital i Paris David d'Angers, den store romantiske Billedhugger, der trofast havde siddet ved den Syges Seng, lod fra sit Hjem hente et fint hvidt Lagen at lægge Liget i, og han var den eneste, som fulgte Bertrand til Graven.*) David satte ham et Mindesmærke; Sainte-Beuve og Victor Pavie udgav hans Gaspard de la Nuit. I 1842 solgtes med Nød og neppe tyve Eksemplarer; men i 1868 har den romantiske Bibliofil Charles Asselineau foranstaltet en Luksus-Udgave. Man læse som Prøve paa Bertrands Fortællemaade Stykket Madame de Montbazon, hvis Motto af Saint-Simon's Erindringer lyder: Madame de Montbazon var en dejlig Dame, som i forrige [det sekstende] Aarhundrede i Ordets bogstaveligste Forstand døde af Kærlighed til Ridderen af la Rue, der ikke elskede hende:

Tærnen ordnede paa det lakerede Bord en Vase med Blomster og Kandelabre med Vokslys, hvis Genskin faldt som røde og gule Glanspletter paa de blaa Silkegardiner ved den Syges Hovedgærde.

Tror du, Mariette, at han kommer? - «Aa, fald dog i Søvn, Frue, sov dog lidt ind!» - Ja, ja, jeg skal snart falde i Søvn for at drømme om ham hele Evigheden igennem.

Man hørte Nogen komme op ad Trappen. «O hvis det var ham!» mumlede den Døende og smilede svagt, medens Livets Sommerfugl alt var ved at stige fra hendes Læber.

Det var en lille Page, som fra Dronningen bragte Fru Hertuginden Syltetøj, Bagværk og Lægedrikke paa et Sølvfad.

«Ak, han kommer ikke, sagde hun med svigtende Stemme, han kommer ikke!» Mariette, giv mig en af de Blomster der, for at jeg kan indaande Duften og kysse Bladene af Kærlighed til ham!»

Saa laa Madame de Montbazon ubevægelig med lukkede Øjne. Hun var død af Elskov, hun opgav sin Aand i Duften af en Hyacint.

Det tager sig ofte ud som om de, der i Literaturen gaar for tidligt bort, lidt før eller lidt senere erstattes. Men i streng Forstand erstatter aldrig én Individualitet en anden. Det Værktøj, der faldt ud af Louis Bertrands Hænder, grebes saaledes ganske vist af Théophile Gautier, der med sit langt omfangsrigere Talent bragte ham i Glemme; men ingen Kenders Blik vil det undgaa, at der hos Bertrand var noget Udsøgt, noget * 330 uendelig Sjælfuldt, som Gautier med sin koldere Plastik ikke kunde naa.

Vi har allerede oftere nævnet Petrus Borel, hvis simple Hjem en Tid lang var Hovedkvarteret for Victor Hugos unge Venner. Han var paa én Gang Kunstner og Digter, arbejdede som Maler i Dévéria's Atelier og skrev under Navnet le Lycanthrope (Varulven) udæskende Poesier. Han indgød de Andre stor Agtelse. Han lignede en Spanier eller Araber fra det 15de Aarhundrede, og naar hans Kammerater gik hjem fra Teatret efter at have set den i Delavigne's og Scribes Roller uddannede Skuespiller Firmin som Hernani, beklagede de titnok, at det ikke var Petrus, hvem man havde givet denne ideale Bandit at spille. Hvor vilde han ikke have slaaet ned paa Skuepladsen som en Kongeglente, hvor smuk vilde han ikke have været med det røde Tørklæde om Hovedet, klædt i Læderkyradset med de grønne Ærmer! Intet Under, han var jo i hele sit Følelsesliv en af Originalerne til Rollen.

Borel's Digtsamling Rapsodies er en saare ung og umoden Bog; den indeholder mellem værdifulde Digte barnagtige Protester og Forbandelser; men den røber, at der ikke var noget stoltere Hjerte end dens Forfatter i den hele romantiske Gruppe. Der er noget af Fattigdommens Fortvivlelse, noget af Kunstnerhjertets Ensomhedsfølelse, brændende Kærlighed til Frihed og nagende Tørst efter Retfærdighed i disse Vers. Man læse denne Strofe af Digtet Fortvivlelse:

Som Ulvinden, der slunken vender hjem fra sin Jagt og skærende Tænder gaar i Dale, over Bakker, saaledes jeg fortvivlet og dybt elendig flakker alene med mig selv; ingen Haand i min blev lagt, ingen Røst har «Paa Gensyn imorgen!» til mig sagt.

Man finder her det hele Følelsesliv i Virkeligheden, der af Dumas blev sat i Scene i Antony. Allerede Udstyrelsen er betegnende. Paa Titelkobberet ses Borel selv siddende ved sit Bord med frygisk Hue paa Hovedet, Hals og Arme blottede og med en bredbladet Dolk i Haanden, som han i dybe Tanker betragter. Bogens Fortale giver et levende Indtryk af Tonen i den republikanske Gruppe af den romantiske Ungdom i 1832. Det hedder her: «Hvis Nogen skulde spørge, om jeg er Republikaner, saa svarer jeg frit: Ja jeg er. Men lad ham hellere spørge Hertugen 331 af Orleans [Kongen], om han husker den Stemme, der den 9de August, da han red hen at aflægge Ed til det forhenværende Kammer, forfulgte ham med at raabe op i Ansigtet paa ham: Frihed og Republik! Frihed og Republik! midt under et bedraget Folks Jubelraab. Dog naar jeg taler om Republik, saa er det kun, fordi dette Ord betegner den videst mulige Uafhængighed, som Samfund og Civilisation tilsteder. Jeg er Republikaner, fordi jeg ikke kan være Caraïb. Jeg trænger til en uhyre Sum af Frihed, og naar man er stillet som jeg, saa fattig som jeg, saa forpint af enhver Art Ulykker som jeg, saa vilde man, selv om man drømte om den ubetingede Lighed, selv om man forlangte en agrarisk Lov, ingen Dadel fortjene .... Dem, der finder Bogen plump, vil jeg svare, at Forfatteren i Virkeligheden ikke reder Kongens Seng. Men skulde han ikke ligefuldt staa i Højde med en Tidsalder, hvor man regeres af dumme Bankierer og af en Monark, hvis Valgsprog er: Gud være lovet, og mine Butiker med!»

Det behøver ingen lang Forklaring, at en ung Mand, der skrev saaledes, ikke blev hurtigt forfremmet. Han led Nød, sultede tit, havde undertiden ikke Tag over Hovedet, søgte Nattely i Bygninger, der var under Opførelse. Hans ungdommelige Had til al Uret skadede ham imidlertid ogsaa som Digter. I hans store to Binds Roman Madame Patiphar er Heltindens, Madame Pompadours Karakter forvansket af Forfatterens republikanske Harme. Rococo-Tidens letfærdige, kunstelskende Muse, der havde en lille letsindig Forkærlighed for Tankens Frihed, beskyttede Encyklopædisterne og raderede under Vejledning' af Boucher, er gjort til en Megære, der kaster sig om Halsen paa en fremmed Mand, som ikke vil vide af hende, og der straffer ham for hans Kulde med underjordisk Fængsel i Bastillen. Bogen hæver sig først mod Slutningen. Bastillens Indtagelse, et Æmne, der ret laa for Borel, er fremstilt i en livfuld og ildfuld Stil, der lugter af Krudtet.

Det tredje af hans Skrifter er Champavert, contes immoraux fra 1833. Bogen gjorde ikke ringeste Opsigt eller Lykke, ind bragte ikke engang dens Forfatter et tarveligt Honorar, og Skæb nens Uretfærdighed lader sig forstaa; thi nogle af disse Noveller er fordærvede ved Borels tidligste, tænderskærende Stil. Men i de bedste er Vreden behersket, kunstnerisk behandlet som man behandler Lava kunstnerisk, naar man skærer Kameer deraf. Det 332 er altid Rædsler, disse Fortællinger drejer sig om, Rædsler, saa afskyelige, saa unævnelige, at de netop derved kan begaas, eftersom Ingen lettere er straffri end den, der begaar en Forbrydelse, som man ikke vil tro paa; og det er Rædsler, som Digtekunsten sjældent rører ved; thi Poesien skal jo først og fremmest sælges og maa helst kunne læses højt i en Familiekres.

Dina, la belle Juive foregaar i Lyon 1661. En mandig og fordomsfri ung Adelsmand har forelsket sig i en ung dejlig Jødinde og rejser til sin Fader for at opnaa hans Samtykke til Forbindelsen. Denne forbander ham og affyrer i sit Raseri en Arkebuse efter Sønnen uden dog at træffe ham. Medens Aymar er borte, vandrer Dina en Dag i Tanker langs Saône's Bredder. Hun faar Lyst til at sejle, raaber en Baadfører an og lægger sig drømmende til Hvile under Gondolens Tag. Baadføreren plyndrer den skønne Jødinde for hendes Ringe og Smykker, binder hendes Arme, knebler hende, skænder hende, kaster hendes Legeme i Floden, og da Kneblen i Faldet glider ud af hendes Mund, støder han sin Harpun i hende hver Gang Legemet kommer op paa Overfladen. Saa fisker han hende op og gaar til Raadhuset for at faa de to Dukater, der gives i Belønning til den, som fisker et Lig op af Floden. Raadsherren spørger:

Er Liget blevet genkendt?

Ja Messire. Det er en ung Pige ved Navn Dina, Datter af en vis Israel Judas, en Juvelerer.

En Jødinde?

Ja, Messire, en Kætterske eller Huguenotinde eller Jødinde, saadan noget.

Saa du fisker Jøder op, din Slubbert, og er fræk nok til endda at fordre Belønning derfor? Holla Martin, holla Lefabre, kom ind og smid ham ud!

Optrinene i Jødekvarteret og Optrinene i Baaden er uovertrufne i deres skærende Sandhed. Heine har ikke givet noget bedre Billede af jødisk Liv i Middelalderen end her Borel.

I Aaret 1846 hjalp Théophile Gautier gennem den indflydelsesrige Fru de Girardin Borel for en kort Tid ud af hans Elendighed. Han blev udnævnt til Kolonisations-Opsynsmand dybt inde i Algier i Nærheden af Mostaganem. Fra dette lille usle Embede, i hvilket han med sin Varulve-Naturs Menneskesky havde følt sig ret vel tilpas, blev han dog snart afsat, fordi han med sin levende Retssans havde anklaget en højerestaaende Embedsmand 333 for Svig mod Staten. Han saa aldrig Frankrig igen; han døde i Afrika, Nogle siger af Solstik, Andre af Sult.

Det er alt berørt, at Mérimée optog den Afart, hvori han har skrevet, og i sine Mesternoveller behandlede grelle Stoffer med fastere Haand. Dog hos Mérimée slugte Verdensmands ironien og Hofmandselegancen den Lidenskab, der var Styrken hos Petrus Borel. Hos Mérimée finder vi nogle enkelte af de Udfordringer, Borel havde tilslynget sin Tids Samfund, omskrevne i et saadant Sprog, at de blev mulige paa et Salonbord. Den Flamme, der hos Petrus Borel brændte i Sjælens Allerhelligste, gik ikke i Arv*).

Den sidste af disse unge, tidligt tilintetgjorte Digtere, jeg vil nævne, er Théophile Dondey, kaldet Philothée O'Neddy.

O'Neddy fødtes 1811 og debuterede 1833 med Digtsamlingen Feu et Flamme, som Publikum, der netop paa hin Tid svælgede i en Overflod af fortrinlige Poesier, vragede saa fuldstændigt, at Digteren, der var yderst fattig og tilmed maatte ernære sin Moder ved et lille Embede, han havde paataget sig i Finansministeriet, tabte Modet og Muligheden til nogensinde oftere at træde op for Offenligheden. Han havde ladet Bogen trykke paa sin Bekostning og fik Intet solgt. Han trak sig da som et saaret Dyr ind i sin Hule. Da Gautier tredive Aar senere gensaa ham med graanende Haar og hilste ham med Spørgsmaalet: «Naar kommer den næste Digtsamling?* svarede den gamle O'Neddy med et Suk: «Naar der ingen Spidsborgere findes mere». Man kunde tro hans Frembringelsesevne slukt. Men da han var død, fandtes efter ham tykke Bunker af den skønneste Lyrik; Eksemplarer af hans første Digtsamling betales nu med 300 Francs Stykket, visselig mere end Digteren nogensinde har fortjent ved Alt, hvad han har skrevet.

Théophile Dondey begyndte fuldt saa umodent og udæskende som Petrus Borel. I Fortalen til Feu et Flamme beder han sine større Kampfæller optage sig iblandt dem; thi «som de foragter han af hele sin Sjæl Samfundsordenen og den politiske Orden, der er hins Ekskrement (!), som de foragter han Aldersretten i Literaturen og Akademiet; som de er han vantro og kold * 334 overfor Jordens Religioners store Ord, og som de føler han from Henrykkelse over Poesien, Guds Tvillingsøster». Alt er hos ham uroligt og spændt, hyppigt overspændt, Sygdomsudbrud, Selvmordstanker; men Alt er udtalt i Vers, der er hamrede til af en Kunstners Haand. Et enkelt Udbrud af Selvmordstilbøjelighed er meget originalt. Ved at holde Treenighedsdogmet, som han iøvrigt ikke tror paa, fast, faar han Kristi Offerdød til at afgive Forbilledet for Selvmord.*) Det hedder hos ham:

Døden som Tilflugt kommer. Gaa i Forløserens Spor! Vær paa én Gang som Dommer, Bøddel og Offer stor!

De iblandt O'Neddys Digte, der ikke drejer sig om hans egen Personlighed, er alle viede en Dyrkelse af den frie Tænkning og den kommende Republik; de fleste er dog dybt personlige, syv Ottendele af erotisk Natur. En fin, meget fornem Dame havde udmærket ham, den navnløse og fattige Plebejer, med sin Kærlighed, og Digtene strømmer over af vemodig Henrykkelse over den tilbedte Elskerinde; men syg som han er og føler sig, og overbevist om at Lykken ikke er til for ham, giver han Tanken om Elskov uvilkaarligt til Folie Tanken paa Døden.

Den poetiske Form, han som Yngling søgte og fandt, var en, der tilfredsstillede ham selv, fordi den sluttede sig nøje om hans Følelser og Tanker, men han forstod ikke tillige, som de lykkeligere Digtere, at gøre Formen gennemsigtig og tiltrækkende for den store Læseverden. Saa vendte da Læseverdenen ham Ryggen. Han følte sig stedse mere som glemt af Livet, som dømt til at dø med ubrugte Kræfter; atter og atter kalder han sig i sine efterladte Digte et levende Lig. Jeg oversætter eksempelvis en af hans Sonetter:

En Bjergboer havde en fortræffelig Kaarde,
som han ligeglad lod ruste i en mørk og skummel Krog.
Den sagde: «Denne Hvile mig trykker som et Aag.
O Kriger! hvis du vilde! mit Staal, min Ægg er haarde.

* 335

De andre blanke Klinger, som er gamle her i Gaarde,
er svage imod mig og langt færre Fjender vog.
Hvorfor fører du mig ikke med din Arm, saa stærk og klog,
hvorfor blev jeg alene ikke brugt, som jeg burde?»
Jeg selv er som hint Glavind og jeg siger til min Skæbne;
Hvorfor har du dog aldrig med mig dig villet væbne?
Véd du det da ikke, hvor min Sjæl er fast og hærdet?
Ifald din stærke Højre blot i Solen lod den spille,
den vilde kaste Glimt til alle Sider uforfærdet.
Den er af ædelt Staal. O Skæbne! hvis du vilde!

Men Skæbnen var, som det er Skæbners Vane og Fag, ubønhørlig. Som den Skibbrudne, der staar ude i Havet paa sin Klippe og venter paa, at et Skib skal dukke op i Synskresen og tage ham med, saaledes ventede han de lange Aar igennem, men Skæbneskibet gled forbi og lod ham staa ene tilbage paa sin Klippe. Hans Elskede forlod ham, og han opgav at haabe. Imidlertid antog hans Digtning et stadig dybere og mere filosofisk Præg. I et af hans Digte hedder det med Fordrejelse af Cartesius's Sætning saaledes: «Jeg lider, altsaa er jeg», og i flere andre meget skønne Poesier ser han sort, som man sjældent gjorde det i Romantismens Lyrik. Man læse det Digt, som begynder:

Og hvad er saa det Sande? Livskvalen, der os rammer.
Et Pust - al Fryd er slukt; et Drømmesyn var Lykken.
Hver Attraa, hvert et Haab, naar Lykken vender Ryggen,
modner os stedse mere til Kval ved deres Flammer.
Uvished er det Sande, Uvidenhed det Sande,
en stadig Famlen om, der alle Veje prover;
det er en Festconcert, der Rædsler overdøver,
det Haardhed er og Kulde og Glemslens stigende Vande.

Han forsøgte sig en kort Tid som Kritiker, men Tidspunktet var ugunstigt. Han gav sig til at forherlige Hugo som Dramatiker netop da dennes Yndest i Fyrrerne var begyndt at dale. Hans lidenskabeligt begejstrede Forsvar for Les burgraves er skønt ved Følelsens Friskhed. Hans Angreb paa Hugo's Kritikere i Anledning af Ponsards Lucrèce var ikke uretfærdigt mod Ponsard og røbede en ædel Pietet. Men da han paany vilde 336 optræde som Hugo's Talsmand, var Redaktionen af Patrie slaaet om, og han fik sin Artikel tilbage. Saa tog han sin Afsked som Feuilletonist og skrev aldrig mere i noget Blad. Han trak sig ind i sin indre Verden, tilmode som Don Quijote efter Hjemkomsten eller som Molières Menneskehader, da han træt flyer ud i Ensomheden, og skrev dog i sit sidste Digt, at han vel ikke troede paa nogen Udødelighed, men at hvis hans Helte engang sejrrige skulde ride hen over den stakkels Glemtes Grav, saa vilde han visselig føle sit Hjerte banke i Takt med deres Hestes Galop.

Disse hans «Helte», for hvem han nærede den mest afgjorte Beundring, var blandt Handlingens Mænd Garibaldi, blandt Digterne Hugo, blandt Skribenterne Michelet og Quinet, senere Renan. Hans sidste Aar var tunge: han mistede sin Moder efter at have mistet sin Elskede; han var længe syg, til Slutning lam. En eneste Glæde havde han i sin Alderdom, den at se sig mindet med Varme af Théophile Gautier i en Feuilleton, der senere har faaet Plads i Histoire du romantisme. Han døde først i 1875 efter en 42-aarig Taushed som Digter.

Det er som hørte man en Sørgemarche, slaaet paa floromvundne Trommer, naar man opsøger disse Ofre, som den literære Kamp og Sejer har kostet. Og naar man bemærker, hvor talrige de er, kommer man uvilkaarligt til at se en Bog som Vigny's Stello og et Drama som hans Chatterton i et smukkere Lys. Hin Tid var fremfor nogen en, der havde Ideen om den lidende Digter eller Kunstner nærværende, og dog har den ladet saa mange forsmægte, der havde fortjent en bedre Lod. Det synes da som om Samtiden altid har stor Vanskelighed ved at finde den fortjenstfulde og lidende Kunstner der, hvor han er.

Forskeren, der ikke vil røre, men forstaa, fremdrager disse Baggrundsfigurer, fordi Tidens Mærke, som det findes i Geniernes Værker, fremtræder i ikke mindre læselige og slaaende Træk hos dem. Genierne fremstiller Romantismen i dens Kraft, i dens relative Sundhed; dens Sygehistorie kan studeres hos disse fortvivlede Stakler, der snart sværmer saa stærkt for en fremmed Literatur, at de forsømmer Behandlingen af deres eget Sprog, snart blusser flygtigt op i poetisk Stræben, snart stormer paa som Vovehalse for efter nogle Nederlag at tabe Modet for bestandig, snart saares tildøde af Publikums Ligegyldighed, snart 337 spænder deres Evner krampagtigt, til de sprænges. De er saa ægtefødte Børn som nogen af 1830-Tidens Romantisme; de er dens ægte enfants perdus.

XXXV

Saadan var denne Skole, dens Triumfatorer og dens Ulykkelige, dens kunstnerisk og dens menneskeligt begejstrede. Saaledes opstod den; saaledes blev den stor ved en uhyre Sum af Geni og Talent; saaledes opløste den sig som Skole for at fortsætte sit Aandsliv i rigt forskellige Enkelte der, selv naar de syntes at fjerne sig mest fra Udgangspunktet, blev Skolens Væsen tro; thi vi beholder alle længe paa Skuldren Mærket af den Fane, vi fra først af bar. Den romantiske Skole splittedes og spredtes, men før den uddøde, havde Romantismen fornyet den poetiske Stil paa næsten alle Omraader, udvidet Kunstens Stofverden til et hidtil uset Omfang, ladet sig befrugte af Tidens hele sociale og religiøse Ideliv, omskabt Lyriken, Dramet, Romanen, Novellen og Kritiken, trængt sig befrugtende ind i de historiske Videnskaber, besjælende ind i Politiken.

At give dens fuldstændige Historie var mig umuligt, dertil er den altfor rig. Jeg har her som altid i dette Værk kun villet paavise Hovedstrømningen. Jeg har derfor foretrukket at dvæle længe og omstændeligt ved Hovedpersonerne istedenfor at indføre talrige Bipersoner, som trods deres Betydning og Interesse vilde forhindre den Sammentrængthed, jeg ønskede at opnaa. Jeg har foretrukket at medtage Enkeltheder i en vigtigere Personligheds Liv hellere end at benytte Pladsen til en mindre vigtig Personligheds Levned i blotte Omrids, og jeg har undtagelsesvis ført enkelte af Hovedpersonernes Historie ud over Tidsalderens Grænse, ifald de nemlig først efter 1848 udfoldede deres fulde Originalitet.

Mange ejendommelige Fysiognomier staar her kun skitserte, saaledes Alexandre Dumas, der vel kan kaldes den franske Romantismes Ariosto, og Vigny, han som har tegnet sig selv i Sætningen: «Æren, det er Pligtens Poesi». Andre har jeg kun kunnet nævne, som Jules Janin, «Feuilletonens Fyrste», hvis Roman L'âne mort et la femme guillotiné er en saa mærkværdig Forløber for en senere Tidsalders Naturalisme, eller som Gérard de Nerval, Romantismens Euforion, Nodiers aandelige Ætling, hvis duftige 338 Kvindeskikkelser har en vægtløs Lethed, hvis overnaturlige Fantasier har en østerlandsk Æventyrlighed og hvis Sonetter fra hans Vanvidstid hører til de smukkeste og sindrigste, Tidsalderen har frembragt. Mange Talenter af anden og tredje Rang har jeg maattet forbigaa helt, Antony Deschamps, der som Digter svarer til hvad Leopold Robert er i Malerkunsten, Auguste Vacquérie, interessant ved sin Kulsviertro paa Romantismen og sin Aplomb, Victor Hugo's Tilbeder, som i sit Drama Tragaldabas satte den fransk-romantiske Forfløjenhed et af dens dristigste Mindesmærker. I Regelen har jeg blot kunnet og villet stille de typiske Hovedskikkelser i Relief. Periodens store Kvindeskikkelse George Sand maa alene staa som Repræsentant for Tidens Kvinder, hvor underholdende det end kunde have været at skildre flere af de andre, den aandrige Fru de Girardin, den elegiske Fru Desbordes-Valmore, eller de to fritlevende Forfatterinder Grevinde d'Agoult og Fru Allart. Saaledes har ogsaa Sainte-Beuve alene maattet repræsentere Kritiken med Forbigaaelse baade af Philarète Chasles og af Jules Janin, ligesom Balzac alene repræsenterer Virkelighedsstudiet i Romanen uden Hensyn til mindre dybtgaaende Begavelser som Alphonse Karr eller Charles de Bernard. Der gives jo nemlig i Slægten fra 1830 to Grupper af Forfattere, en lille, som har skrevet for hele Jorden, og en større, som har skrevet for Frankrig, og kun den første har jeg her villet fremstille i fuldt Lys.

Vi saa, hvorledes det genoprettede Kongedømmes og Borger-Kongedømmets Væsen afgav den historiske Baggrund, fra hvilken Romantismen sprang frem og uden hvilken den ikke kan forstaas; vi saa, hvorledes den har talrige udenlandske Forudsætninger og en ikke ganske kort Forberedelsestid i Frankrig selv. Genoprettelsestiden «starter» den, Julikongedømmet ægger den, Studiet af Scott og Byron, Goethe og Hoffmann beriger den; André Chénier giver den sin lyriske Indvielse, Kampene i Globe udvikler dens Kritik. Charles Nodier baner med sine i almindelig europæisk Forstand romantiske Digtninge de store franske Romantikere Vej. Saa opkaster Hugo sig til Bevægelsens Fører, viser sig denne Stilling fuldt voksen og iler fra Sejr til Sejr. Vigny og han nævnes hurtigt Side om Side med Lamartine som Lyrikere, indtil Hugo overstraaler alle. Sainte-Beuve og Théophile Gautier har hver en lyrisk Aare, men Alfred de Musset erobrer som lyrisk Digter 339 Læseverdenen fra de andre Yngre, snart ogsaa fra Hugo, og bliver for lang Tid Ungdommens Afgud.

Romantismen havde fra først af havt et historisk Hang; Vigny, Hugo, Balzac, Mérimée stræbte at give Frankrig den historiske Roman, af hvilken England var stolt: Vitet, Mérimée, Alexandre Dumas, Vigny, Hugo stræbte at skabe et historisk Drama i Tragediens Sted. Den historiske Roman fortrængtes hurtigt af den moderne Roman i dennes forskellige Former hos George Sand, Balzac og Beyle, og det historiske Drama trængtes ligeledes snart tilbage; det var i Reglen enten for tørt som hos Vitet og Mérimée eller for lyrisk-overspændt som hos Hugo. I Regelen havde Digterne størst Held med sig paa Scenen, efterat deres første Ungdoms Lidenskabelighed havde udraset. Der kom et vist Tidspunkt i Fyrrerne, hvor der ikke blot stod en Sund-Fornuft-Skole udenfor den romantiske, men hvor der indenfor Romantismens Kres i Digternes Liv indtraadte et Tidsrum af sund Fornuft. Det var paa den Tid at Alfred de Musset i Forstandsligevægt skrev sine smaa Skuespil og George Sand sine fredelige Romaner og Bondenoveller. Medens Hugo steg stedse højere som lyrisk Digter, ledede Gautier Romantismen i Retning af den plastiske Kunst. Balzac udviklede den i fysiologisk, Beyle i folkepsykologisk og undersøgende, Mérimée i historisk Retning, Sainte-Beuve endelig i Retningen af naturalistisk Kritik. Paa alle disse Omraader har Slægten fra 1830 ydet Uforgængeligt.

Den kan da ogsaa uden Overdrivelse siges at være den største literære Skole vort Aarhundrede har set.

340
341

    INDHOLD

  • Den politiske Baggrund. 5
  • Slægten fra 1830. 10
  • Romantismen. 18
  • Charles Nodier. 31
  • Tilbageblik.Fremmede Forudsætninger. 41
  • Tilbageblik.Indenlandske Forudsætninger. 53
  • Vigny's Poesier og Hugos østerlandske Digte. 74
  • Hugo og Musset. 81
  • Musset og George Sand. 95
  • Alfred de Musset. 108
  • George Sand. 117
  • Balzac. 141
  • Beyle. 179
  • Mérimée. 209
  • Beyle og Mérimée. 215
  • Mérimée. 227
  • Mérimée og Gautier. 246
  • Th. Gautier. 251
  • Sainte-Beuve. 268
  • Sainte-Beuve og den moderne Kritik. 285
  • Dramet: Vitet, Dumas, Vigny, Hugo. 295
  • Den socialpolitiske Idebevægelse og Poesien . 310
  • De Oversete og Glemte. 321
  • Slutning. 337

DET UNGE TYSKLAND
(1890)

📖 DET UNGE TYSKLAND

Forelæsninger, holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Aarene 1883 og 1887.

(1890)
344

Dersom Kunstneren ikke styrter sig ned i sit Værk som Curtius sprang ned i Afgrunden, og dersom han ikke arbejder i dette Krater som en Grubearbejder, over hvem Jorden er styrtet sammen; dersom han giver sig til at betragte Vanskelighederne istedenfor at overvinde dem en for en, saa bliver han Vidne til sit Talents Selvmord.

Balzac.

345

I

Over de tyske Lande rugede fra den hellige Alliances Dage den store systematiske Reaktion, som var udgaaet fra Wienerkongressen, havde sit Midtpunkt i Østerrig og hvis fuldgyldigste Repræsentant Metternich, en Elev af Talleyrand uden Mesterens Smidighed, men langt skadeligere end han, haabede at kunne omspænde hele Europa. Det gjaldt om at Alt, hvad Revolutionen og Napoleon havde rokket, rystet eller kuldkastet, nu kunde rejse sig istandsat eller genoprettet. Man havde tilsidst været nødt til at bekæmpe den store Fjende ved alleslags Midler, havde maattet appellere til Folket istedenfor simpelthen at kommandere, havde maattet henvende sig til Følsomheden istedenfor til den undersaatlige Troskab, ja havde maattet love noget fra al Kabinetspolitik saa Fjernt, noget saa studenteragtigt Revolutionært som «Tysklands Genfødelse». Ganske vist havde der været en kendelig Forskel paa den Parole, der udgik fra Østerrig, og den, som gaves af Prøjsen. «Retfærdighed og Orden», «Orden og Fred», det var Stikordene i de østerrigske Proklamationer; «Folket», «Frihed og Ære», «Tyskhed» var prøjsiske Stikord. Men dog havde begge de store tyske Stater gaaet Tidsalderens Stemning langt videre imøde end det stemmede med de ledende Statsmænds Ønsker. Og neppe var Fjenden forjaget, Revolutionens Arvtager knust og «Frihedskrigen» endt, før det for dem gjaldt om at gøre Ende paa Friheden som paa Krigen.

Den Ungdom, der var vokset op under Kampene med Frankrig, havde ventet at se den tyske Enhedsstat opstaa som Følge af Sejren. Stein havde allerede 1812 udkastet en Plan til 346 Genforening af det fordums tyske Riges spredte Dele; Arndt og Gorres havde taget Ordet i samme Aand. Men i Pariserfreden 1814 bestemtes det ordlydende: «De tyske Stater skal være uafhængige og forenede ved et Forbundsbaand», og dermed sloges alle Forhaabninger om Enhedsstaten ned. Næsten en Menneskealder gik hen, før Tanken paa den atter fyldte Folket. Istedenfor Enhedsstaten opstod det tyske Forbund, det tyske Bunt, som Jahn kaldte det, en broget Harlekinsdragt for Nationen, og Skuffelsen var bitter.

Det gik med Drømmen om Frihed som med Drømmen om Enhed. For at ophidse Folkene til Kampen mod Napoleon havde flere af Fyrsterne givet dem Løfter om fri Forfatning. Det blev af de større Stater kun Bayern, Baden og Württemberg, de tidligere Medlemmer af det Napoleonske Rhinforbund, som holdt disse Løfter og indførte Konstitutioner, Bayern og Baden i Aaret 1818, Württemberg, hvor undtagelsesvis Kongen var mere frisindet end Stænderne, i Aaret 1819, medens Karl August i det lille Sachsen-Weimar som Banebryder for politisk Frihed i Tyskland allerede i Aaret 1816 havde givet en fri Forfatning og aabnet en parlamentarisk Idyl.

Dette betød dog kun lidet, da Østerrig efter Freden som før betegnede et reaktionært Princip, og Prøjsen, i hvis Befolkning der dog var mest politisk Drift, sluttede sig ganske til det Metternichske Grundsyn.

Det prøjsiske Folk havde imidlertid ikke blot Ønsket om at naa en repræsentativ Forfatning, det sad inde med en gammel Ret dertil. Det havde Brev og Segl derpaa. Allerede i et Edikt fra 1810 var af Prøjsens Genopretter Kansleren Fyrst Hardenberg en almindelig Folkerepræsentation bleven stillet i Udsigt. Under Krigen mod Napoleon var Løftet blevet gentaget og endelig var der i en Forordning af 22de Maj 1815 blevet givet Folket et formeligt Tilsagn, udtrykkelig Meddelelse af Kongens Hensigt, uden. Tøven at nedsætte et Udvalg til Udarbejdelse af et Forfatningsudkast efter konstitutionelle Grundsætninger. Men alt som det Metternichske System trængte igennem, blev Virkeliggørelsen af denne Plan skudt ud. Da Gorres vovede at forelægge Hardenberg en Adresse fra Rhinlandene, i hvilken Kongen af Prøjsen mindedes om sit Løfte, fik han kun Svaret, at Kongen, som havde givet Løftet, ogsaa i sin Visdom havde forbeholdt sig at bestemme Tidspunktet for dets Indløsning. Gentagne Gange 347 senere erklærede Kongen sig vel bunden ved sit Løfte, men betonede stadigt, at Fastsættelsen af Tidspunktet maatte være hans landsfaderlige Omsorg forbeholdt. Og saaledes gik foreløbigt samfulde 25 Aar, Kongens hele øvrige Levetid, hen*).

Det gjaldt for Magterne om at udrydde ethvert Spor af Napoleonske Statsindretninger. Saaledes blev f. Eks. i Hannover Code Napoléon med Retsplejens Offenlighed og Mundlighed afskaffet og i Stedet den gamle Inkvisitionsproces fra det sekstende Aarhundrede med hemmelig Rettergang atter indført. Bønderne, der var blevne befriede af Franskmændene, førtes tilbage til Livegenskab og Hoveri. Grundsætningen om Lighed for Loven blev hævet, idet Adelen paany fik de politiske og sociale Forrettigheder, som den i det attende Aarhundrede havde havt.

Og netop som de første Spirer til et friere Statsliv skulde til at udfolde sig i Sydtyskland indtraadte der en Begivenhed, som gav Signalet til forøget Reaktion i langt hurtigere Tempo og med Anvendelse af de voldsomste Midler overfor ubetydelige og uskyldige Ytringer af det folkelige Liv: Kotzebue's Mord eller rettere den Begejstring for Drabsmanden, som denne Gerning overalt i det kuede og gennemspionerede Tyskland vakte.

Det nationale Opsving og Frihedsbegejstringen, som havde gjort sig gældende under Sammenstødet med Frankrig, havde i de siden da forløbne Aar affødt to Bevægelser i den tyske Ungdom, paa hvilke Regeringernes Blikke nu henvendtes, Turnvæsenet og Burschenvæsenet.

Jahn, som indstiftede den folkelige Gymnastik, havde fulgt Fichte i den nationale Ungdoms Yndest; han aabnede den første Turnskole i Berlin. Det var en forhenværende Jæger ved Lützows Frikorps, en Teutoner og Franskhader, der gik med sit lange uredte graa Haar hængende ned over Skuldrene, med bar Hals og bredt udslaaet Skjortekrave og med en tyk Knortestok i Haanden. Naar han paa Ferie-Udflugter med sine Elever traf paa et fransk Skilt eller en lapset paaklædt Mand, blev der slaaet Kres om Genstanden og brølet: Æh! Æh! Paa disse Ture øvedes den største Afholdenhed i Spise og Drikke, man levede mest af Brød og Vand, og om Natten laa man i Bivuak under * 348 aaben Himmel. Da lød omkring Ilden den skikkelige Massmanns kønne Idrætsvise:

Stuebleg Ovnkrogsleg
har gjort Sjælen slap og veg,
Vandringskaar, Idræts-Aar
gør den frisk og haard.

Denne Massmann, der foruden al være en af Turnsagens Bannerførere var en af Burschenschaftets Indstiftere, er den samme, der indtager saa stor en Plads som Prygledreng i Heine's Digte og Fortaler. (Wintermährchen: Kap. XI, Lobgesänge auf König Ludewig, Forord til Romancero).

For den lidenskabeligste Beundring blev Jahn snart Genstand ikke blot fra umodne Menneskers, men fra de betydeligste Mænds og offenlige Institutioners Side. Digtere tilegnede ham deres Vers, en Filolog som Thiersch helligede ham sin Pindar og sammenlignede den tyske Gymnastik med den græske; to Universiteter udnævnte ham til Æresdoktor. Han var selv en yderst kongetro Mand; men det var Tone blandt hans langhaarede, barhalsede Turnere i deres Jakker af ubleget Lærred at haane Hæren, særlig de pyntelige Gardeofficerer, og man rasede desuden mod ubestemte Fjender; der blev givet Turnerne Regler for Drab af den gode Sags Avindsmænd: med Dolken skulde man først sigte efter Øjnene, saa, naar Ofret dækkede Ansigtet, støde efter Hjertet.

Medens denne Bevægelse udgik fra Berlin, stammede Burschenbevægelsen fra Thüringen. Den begyndte som kristeligt-germansk Sværmeri, gik bl. A. ud paa Reform af Studentersædernes Raahed, havde som udsprungen fra den Del af Tyskland, der var Smaastatsvæsenets Hjem, Arndts bekendte Sang om det hele Tyskland som Tyskernes Fædreland til Program.

Blandt Professorerne i Jena stod en vis Fries Studenterne nærmest. Det er den samme Fries, der i Fortalen til Hegels Retsfilosofi overøses med Haansord som Overfladiskhedens Repræsentant. Han var en hidsig Liberal, der om Hegel havde sagt, at dennes nye Lære ikke voksede i Videnskabens Haver, men paa Kryberiets Mistbænke, og under hans Varetægt udbredte Enheds- og ubestemte Friheds-Bestræbelser sig blandt Universiteternes Ungdom. Til Felttegn tog Burscherne et sortrødgyldent Banner; det havde, synes det, sin Oprindelse fra det Lützowske 349 Jægerkorps's Uniformsfarver, sort med røde Opslag og Guldknapper.

Reformationens Jubelfest 1817 henledede først den almindelige Opmærksomhed paa Turnere og Burscher. Den havde nemlig fremkaldt Tanken om et Møde af Udsendinge fra alle tyske Burschenschafter paa Wartburg. I et Festskrift af Karl Sand nævntes dèr som Tyskhedens tre Arvefjender fra Arildstid af: Romervæsen, Munkevæsen og Soldatervæsen. - Fra Eisenach gik den 18de Oktober 500 Burscher med adskillige Professorer i Spidsen op paa Wartburg, hvor Karl August fordomsfrit havde aabnet dem Riddersalen til deres Middagsmaaltid. Derefter gav Turnerne deres Kolbøtter til Bedste for de forbavsede Indfødte. Om Aftenen tændtes flere store Glædesbaal. Da foreslog Jahn, at man efter Luthers Eksempel, som havde brændt den pavelige Bulle, skulde opbrænde hvad Fjenderne af den gode Sag havde skrevet. Massman udtalte højtideligt sin Tilslutning. Saa bar de nogle Pakker gammelt Trykpapir sammen, beskrevet med Titlerne paa de forhadte Bøger, alle forfattede af Turnvæsenets Fjender. Der var tre af den sørgeligt navnkundige Schmalz, den første Rektor ved Universitetet i Berlin, Gendarmeriets Lovbog af den ligesaa berygtede prøjsiske Justitsminister, Hr. von Kamptz, Code Napoléon, Kotzebue's Deutsche Geschichte, Haller's Restauration o. s. v. Tilsidst kastedes et Uhlan-Snørliv, en Haarpisk og en Korporalstok i Ilden.

Da Fries i højttravende Ord sagde Studenterne Farvel, fremhævede han, at de nu havde været i den tyske Folkefriheds, den tyske Tankefriheds Land: «Her er ingen staaende Hær» o. s. v., en saa meget mere komisk Vending, som Weimars Hær var en Flok skikkelige Haandværkere, der mod en lille Dagløn skiftevis optraadte som Husarer med høje Rytterstøvler og Sporer, men uden Heste. I Hegels Fortale til Retsfilosofien hedder det om denne Tale, at Fries ikke har skammet sig over ved en berygtet offenlig Festlighed om Stat og Statsforfatning at sige: fra neden af, fra Folket, vilde Livet komme, hvis der herskede ægte Almenaand; Samfundene kunde sammenknyttes ubrødeligt alene ved Venskabets hellige Kæde. Hegel betegner det her som Fladhedens Kendetegn at lade den leddelte Arkitektur i Statsfornuften flyde sammen «i Hjertets, Venskabets og Begejstringens Suppe.»

Massmann udgav en Festberetning, i hvilken det skildredcs, 350 hvorledes Natten endnu rugede over Tyskland, men vistes, at den blodgyldne Morgenrøde var ifærd med at oprinde.

Metternich fik saavel Fyrst Hardenberg som Kejser Alexander sat i Bevægelse for i Anledning af Festen at udøve et Tryk paa Karl August, der ved Wienerhoffet fra nu af haanligt tituleredes «der Altbursche».

Man havde jo paa Wartburg in effigie brændt Skrifter af Kotzebue blandt andre. I Weimar udgav han sit Litterarisches Wochenblatt, der smigrede Rusland og spottede den tyske Ungdom. Saa sjældent Goethe ellers sympatiserede med Ungdommen, glædede han sig dog denne Gang over den hans gamle Fjende tilføjede Tort*). Da Kotzebue var russisk Legationsraad og fra Tid til anden sendte Beretninger til Hoffet i Petersborg, holdt man ham for russisk Spion. Hvad han meddelte var vel kun uskyldige literære Oversigter; men han var nu engang i den studerende Ungdoms Øjne den rene Belzebub: Beltze- eller Kotzebue. Paa dette Tidspunkt havde ved Universitetet i Giessen under Ledelse af tre Brødre Folien, fanatiske Republikanere, udviklet sig en Radikalisme, der stadigt svælgede i Forestillinger om Mord paa Tyranner og deres Haandlangere. I Studenternes Sange forekom Vendinger som denne: «Træk Frihedens Kniv, Hurra! Tryk Dolken i Struben og tag hans Liv!» Karl Follen var Hovedmanden, og ganske afhængig af ham var den unge indskrænkede Mystiker. Karl Sand, der stadigt gik med Jesu Forbilled for Øje og som den 23de Marts 1819 stødte den gamle Kotzebue Dolken i Struben. - Paa et Papir, han lod ligge ved Liget, fandtes bl. A. et Vers af Folien: «En Kristus kan du vorde».

Saa tydeligt som det var, at dette Mord, der udsprang af et religiøst Sværmeri, ikke i al Almindelighed kunde lægges den frisindede Ungdom til Last, saa kom dog nu, især da Sand i Folkebevidstheden blev gjort til en Art Helgen, Metternich og Gentz, Kejseren af Østerrig og Kongen af Prøjsen, Czaren, hvem det Russerhad opirrede, der her fik et Udbrud, alle som én i *

Længe nok har dit Væsen du drevet,
har nederdrægtigt om Storhed skrevet.
At du paa dit eget Folk har skældt,
det har de Unge dig nu gengældt.

351 Bevægelse, og Karlsbader-Beslutningerne blev fattede: foreløbige Undtagelseslove mod Universiteterne, «Demagogerne» og Pressen. Saaledes opstod Datidens tyske Censurforhold, svarende til de russiske nu. Og med Rette kunde Gentz prise Tilstanden som den største tilbagegaaende Bevægelse, der havde fundet Sted i tredive Aar.

Under Skin af at forfølge et stort revolutionært Parti, som Regeringerne vel vidste ikke gaves, begyndte da en Forfølgelseskrig mod hvad man dengang kaldte «Liberalismen». De Wette, Professor ved Berlineruniversitetet, endda i Teologi, fik sin Afsked, fordi han havde skrevet et privat Trøstebrev til Sands Moder, hvilket blev opsnappet og aabnet af Politiet. Selv mod Talsmændene for den tyske Nationalfølelse fra Krigstiden vendte Reaktionen sig: Jahn blev arresteret, bragt paa en Fæstning og siden sat under Politiets Opsigt i en Smaaby, Arndt blev som «Demagog» indviklet i en Kriminalundersøgelse og sat ud af Embedsvirksomhed; Görres, der blev afsat, flygtede over Grænsen.

Censuren strakte sig i Prøjsen ikke blot til Blade og Bøger, som tryktes der, men til de udenlandske. Alle tyske Aviser, der udkom i England, Frankrig og Holland, forbødes. Hele store Forlag som f. Eks. Brockhaus's blev paa Grund af et Par enkelte udgivne Hefter underkastede en særlig Efter-Censur. Ved alle Universiteter ansattes betroede Mænd, der skulde vaage over Ungdommens Sindelag og Professorernes Forelæsninger. Alt Turnvæsen og alt Burschenschaft forbødes; ligeledes den saakaldte gammeltyske Dragt og de sortrødgyldne Farver, ved hvis Forfølgelse Politiet i Særdeleshed viste sig stort. Der gjordes Jagt paa Frakker, Huer, Kvaster, Baand og Pibehoveder, og enhver som blev greben med Straahat, rød Vest og sort Frakke blev stukket i Fængsel for Højforræderi.

I Tyverne havde engang flere Studenter fra Marburg forskrevet sig Huggerter fra en Fabrik i Solingen, og det sagdes, at det sædvanlige Fabriksmærke, Ordet Fürst, skulde mangle paa dem. Den kurhessiske Regering satte en Undersøgelse i Gang for at erfare, om Studenterne havde bestilt Huggerterne saaledes - til Politiets store Ærgrelse fandt man ingen Grund til Anklage. «Jeg har ondt af Deres Statsmænd,» sagde paa den Tid den franske Minister Grev de Serre til den berømte Niebuhr, «de fører Krig imod Studenter.»

352

Man spejdede især efter de forbudne Forbindelser imellem Studenterne. Da Arnold Ruge blev fængslet, gjorde Hr. von Kamptz formelig Politijagt paa en ham tilhørende Stok, paa hvilken Navnene paa nogle Jenaer Burscher var indridsede, indtil Corpus delicti lykkeligt blev beslaglagt i Stralsund. Ruge pinte man med lange Pavser mellem Forhørene, medens han i sit Aflukke ikke kunde nære sig for Væggetøj. For den Forbrydelse «ved højlys Dag at have baaret de tyske Farver» maatte Fritz Reuter bøde først med Fængsel i et usselt Hul i Berlin, derefter, dømt som Højforræder, i en Fæstnings smudsige Voldkældere. I Bayern blev en ungdommelig politisk Synder idømt Fæstningsstraf i Kraft af en Anklage, der som særlig graverende Omstændighed anførte, at man paa hans Kammer havde fundet Noget, der lignede en tysk Fyrstekaabe. Det var i Tusindvis, at prøjsiske Ynglinge, mest efter østerrigsk Tilskyndelse, maatte vandre i Fængsel eller i Landflygtighed. Kort sagt, Borgerstandens liberale Ungdom i Tyskland var i hine Dage saa retløs og saa forfulgt som i 1890 den fjerde Stands socialistiske Ungdom sammesteds eller som den frisindede Ungdom i Rusland.

Haand i Haand med den politiske gik, som i Reglen, den religiøse Reaktion. I Aaret 1821 sluttede den prøjsiske Regering et Concordat med Paven, der gav den katolske Kirke en under Frederik den Store utænkelig Indflydelse i Prøjsen. Aaret efter indførtes i den protestantiske Kirke en ny Form for Gudstjenesten, der nærmede sig den katolske, og hvad der er højst betegnende, selve Navnet Protestantisme fik en ildelydende Klang. Ved Kabinetsordre blev 1821 Navnene Protestant og Protestantisme forbudte i Prøjsen; Censorerne fik Befaling til ikke mere at taale disse Benævnelser, men erstatte dem med Ordet Evangelisk.

Den Sorg, som i lange og tilsyneladende haabløse Reaktionstider betager alle Fremadstræbendes Sind, greb det tyske Folks ypperste Mænd og Kvinder. Men den store Mængde blev snart greben af Slaphed og politisk Ligegyldighed! Reaktionen, der fra først af var paatvungen udefra, var snart gleden over i Sindene. Mange begyndte at anse en repræsentativ Forfatning som den Prøjsen lovede for en unyttig Ting. Andre dulgte Skammen over, at Prøjsen, der havde bragt saa store Ofre i Krigen mod Napoleon, ikke havde kunnet opnaa en Konstitution, medens de sydtyske Stater, som til det sidste havde gjort fælles Sag med Fjenden, forlængst havde offenligt Liv og parlamentariske Kampe, 353 ved at se ned paa disse Skærmydsler med en Ringeagt, der dækkede over Misundelse og Harme. Man fremhævede med Skadefryd, at Forbundsdagen, hvor Østerrig og Prøjsen gjorde Udslaget, stadigt sørgede for, at den sydtyske Parlamentarismes Træer blev stækkede i Væksten. Det var desuden lykkedes Regeringerne at bringe den Opposition i Vanry, der kom til Orde i de sydtyske Stater. Dels formaaede Ministrene hyppigt at forhindre et Valg, der var dem ukært, dels vandt de ved ligefrem Bestikkelse eller gennem Skrækken for Afskedigelse mangen Modstander, og endelig havde de den hyppigt anvendte Udvej tilbage ikke at bryde sig det Ringeste om den af Kamrene udtalte genstridige Vilje. Da Regeringerne havde Magten, laa det i Sagens Natur, at de parlamentariske Forhandlinger lige indtil Aar 1830 ikke frembød nogensomhelst dybere Interesse.

Den tyske Presse havde aldrig staaet højt. Udespærret som den nu var fra al Drøftelse af Statssager, maatte den indskrænke sig til Meddelelse af de rene Kendsgerninger i Politiken og forøvrigt slaa sig paa Hofnyheder, Beretninger om stedfundne Uvejr og Oversvømmelser, Fødselen af mærkelige Misfostre i Dyreverdenen og Aabenbaringen af nye Stjerner i Teaterverdenen.

De Dannede søgte en Slags Erstatning for den dem negtede Sysselsættelse med Politik i en overophidset, halvtosset Lidenskab for Teatret. Aldrig havde Forgudelsen af en Sangerinde eller Danserinde været drevet saaledes paa Spidsen. I Berlin slugtes i Tyverne alle andre Interesser af Spørgsmaalet om tysk eller italiensk Musik. Man gik helt og holdent op i Striden mellem Spontini og Weber. Da Börne i 1828 kom til Berlin, var Alt saa opfyldt af Sangerinden Henriette Sontag, at Ingen vidste Andet om Borne, end at han havde skrevet en Artikel om hende. Man kan i hans Breve fra Paris (i Härings-Salat) finde hans vittige og dog sanddru Fremstilling af, hvorledes han allevegne meldtes og hilstes med Udraabet: «Det er den Mand, der har skrevet om Henriette Sontag». Ja endnu i 1832 gik sammesteds Alt, Bevægelsen i Frankrig, det polske Nederlag og Medlidenheden med de landflygtige Polakker i Glemmebogen over Danserinden Frøken Taglionis Fødder, der begyndte deres Sejrstog igennem Europa. Den reaktionære Aandsretnings Hovedrepræsentant i Prøjsen, Hofmarschallen, den senere Diplomat, General Theodor Heinrich v. Rochow, skriver i Maj 1832 til Generalpostmesteren v. Nagler: «Hun vil danse, og saaledes er der nu stor Glæde og 354 Sysselsættelse i rigeligt Maal . . . Taglioni's gratiøse Mimik har fortrængt Tidens truende Tegn» Ordet Sysselsættelse er her især betegnende. Sligt glædede ikke blot; det sysselsatte*).

I literær Herseende svælgede den dalevende Slægt efter at Goethe havde naaet sit 80de Aar, i en Goethebeundring, for hvilken Alt hvad den alderstegne Mester skrev eller sagde, var Visdom og Skønhed og guddommelig Poesi. Hele sit Liv igennem havde han maattet kæmpe med Had og Miskendelse; nu blev Ærefrygten for ham til Karikatur. Særligt i Berlin naaede den til Grænsen af det Fjollede**). I Zelters Breve til Goethe hedder det i Anledning af dennes Elpenor: «Efterverdenen vil ikke tro, at vore Dages Sol saa et saadant Værk fremkomme.» Alle de, der havde været Hindringer paa Goethe's Vej, saalænge hans Navn endnu tilhørte den stridende Literatur, blev hans Dyrkere fra det Øjeblik af, da dette Navn kunde tages som ubestridt Autoritet og opfattes som en Art konservativt og nationalt Vaabenmærke. Iøvrigt laa Literaturen nede; Poesiens romantiske Fantasispil var ved at slukkes - Raupach og Müllner beherskede Scenen, Ciauren Romanen. Underholdningsliteraturen sank stedse dybere i Plathed og Lystenhed.

* * 355

II

Den tyske Videnskab, der efter at Romantikens Oversvømmelser havde befrugtet Jordsmonet med sit Dynd, var skudt mægtigt i Vejret med alle sine Grene, skiftede paa samme Tid Farve. Den blev ved Forholdenes Ugunst paa en Gang mere virkelighedsfjern og nærmere knyttet til det Bestaaende end før.

Hegel er det store Eksempel. I Marts 1819 stødte Karl Sand Kotzebue ned, Aaret forud den 22de Oktober 1818 besteg Hegel første Gang sit Kateder paa Universitetet i Berlin. Allerede i sin Tiltrædelsestale gav han Tilhørerne sit Program, og af Programmet fremgik, at den Hegelske Filosofi og den prøjsiske Stat i dens daværende Skikkelse hørte inderligt sammen; thi denne Filosofi beroede paa Begrebets Almagt, denne Stat paa Dannelsens og Forstandens Magt. At Prøjsen netop da blev sit Væsen og sin Fortid utro for i Østerrigs Ledebaand at tjene den aandelige som den politiske Reaktion, kom ikke til Orde. Og dog var Karlsbaderbeslutningerne fattede, og dog var det netop Prøjsen, som da tog Initiativet til alle de smaatyranniske Forholdsregler, der snart stillede hele Tyskland under Politiets Opsigt. Men for Hegel var Burschenvæsenets Følelsespolitik saa forhadt som Følelsesfilosofien, Wartburg-Sammenkomsten en romantisk Naragtighed og Sands Dolkestød en Væmmelse. I Fortalen til Retsfilosofien, hans første og vigtigste Værk i Berlin, nedlod han sig ikke blot til Forsvar for Demagogforfølgelsen, men han nedværdigede sig til at gaa Politiets Ærind, idet han angav sin forhenværende Kollega Fries til Regeringerne: «Forhaabenlig vil ikke Embed og Titel være et Trylleværn for Grundsætninger, der ødelægger baade Sædeligheden og den offenlige Orden.» Og Hegel stod fra nu af som Tysklands filosofiske Diktator. Fra Berlin beherskede han den hele tyske Videnskabelighed.

Imidlertid, der laa i denne Filosofi, ja i selve dette saa konservativt anlagte Værk Retsfilosofien en Dobbelttydighed, som var fremtidssvanger. Allerede i hin berygtede Fortale stod den Sætning, som skulde blive Tidsalderens klassiske Ord, først lidenskabeligt tilegnet af Genoprettelsestidens Konservatisme, saa benyttet af Hegels yngre Lærlinge som en Stormbuk. Med spærret Skrift staar det der i to Linjer:

Hvad der er fornuftigt, det er virkeligt, Og hvad der er virkeligt, det er fornuftigt.

356

Hvad vil det sige? Hegel udvikler, at naar Følelsen erklærer det Nærværende for idel Forfængelighed, saa er den selv falsk, og naar omvendt Ideen gælder for en blot Forestilling, saa maa det gøres gældende, at Intet er virkeligt undtagen Ideen. Det gælder om at opdage det Evige i det Nærværende, Timelige, Forbigaaende, med andre Ord i dette Tilfælde ikke om at gøre Oprids til en Stat, men om at begribe Staten som den er.

Med Rette har Haym, Hegels Biograf, udtalt, at ikke Læren om Magten af Guds Naade er saa farlig som denne, der erklærer alt Bestaaende for helligt. Men paa den anden Side kan det med samme Ret hævdes, at ikke den revolutionære Ungdoms Omstyrtningslyst gik saa vidt som denne Lære, der kun tillægger det Fornuftige Virkelighed og altsaa alene tilkender det Øvrige en Skinvirkelighed, som da kan og bør trodses, tilsidesættes, gennemhugges, sprænges. Derfor kunde Robert Prutz om denne selvsamme Sætning sige, at med den var al Tvivl hævet, Mørkets gamle Gud styrtet i Afgrunden og en ny, evigt herskende Zeus, Ideen, der begriber sig selv, Mennesket som tænkende Væsen, sat paa Tronen.

Saa mange Fortolkninger den Hegelske Filosofi nu end snart skulde blive Genstand for, Slægtskabet mellem denne Lære og Goethe's Poesi føltes af alle Indviede. For den lille Kres af Goethe-Dyrkere i Berlin blev Hegel den kraftigste Forbundsfælle, og Ærefrygten for de to Mænd, hvem man kaldte den absolute Digter og den absolute Filosof, smeltede sammen. Den rettroende Hegelianer saa endog et betydningsfuldt Sammentræf i den Omstændighed, at Hegel var født den 27de August, Goethe den 28de. I Tyverne sad om Aftenen den 27de August de Trofaste ved det festlige Aftensmaaltid og drak Skaalen for Mesteren i Tankernes Riger og mindedes Ordene af Fortalen til Retsfilosofien om Minervas Ugle, der ved den indbrydende Nattedæmring begynder sin Flugt. «Men saasnart Midnatstimen havde slaaet, rejste en Taler sig for at forkynde det glade Budskab, at Apollo, Dagens og Sangens Gud, nu førte den herlige Dag, den 28de, frem paa Himlen med sin Solvogn.»*)

Den Nationalfølelse, der i 1813 havde drevet Fjenden ud af * 357 Landet, indeholdt jo to grundforskellige Elementer, en historisk, tilbageskuende Retning, der snart udskilte sig som Romantik, og en frisindet, fremskridtstroende Retning, den, der blev til Liberalisme. Da Reaktionen kom, støttede den sig til mange af Romantikens Grundsætninger og tog den tilsidst ganske i sit Sold. Mænd som Görres, som Friedrich Schlegel o. fl. gik fra Romantikens Lejr over i Reaktionens.

Den frihedselskende Gruppe havde under Kampene mod Napoleon naturligvis delt Romantikernes Had til Frankrig. Men alt som dens Sympatier blev til Ønsker og til Krav (af Pressefrihed, konstitutionelt Kongedømme, Valgret o. s. v.), fordampede nødvendigvis Hadet til Frankrig. Og jo stærkere Reaktionen blev, des stærkere droges Blikkene til Nabolandet, som dog besad en parlamentarisk Forfatning, og snart fik den franske Liberalismes Helte ogsaa for de tyske Liberale en stor Betydning, ja de tog sig paa Afstand betydeligere ud end i Landet selv. I Tyskland var efter Sejren over Napoleon som efter Nederlaget overfor ham stadigt Ro den første Borgerpligt. Her var Alting Lydighed og Tavshed. Og det gik da som i Reglen, naar et højtbegavet og handlesvagt Folk ikke formaar at afryste et Aag, Trykket avlede Selvforagt, Selvforagten en Art fortvivlet Vid, en staaende Galgehumor, og der udviklede sig hos de Bedre en sand Lidenskab for at søge Lindring i Spot over egen Usselhed. Betragtningen af de hjemlige Tilstande gav en bestandigt tilbagevendende Anledning til Selvironi. Det gik ud over de romantiske Sværmerier, over Taalmodigheden og Underdanighedsaanden paa det politiske, Rettroenheden og Pietismen paa det religiøse Omraade. Karikaturformerne af Statsliv, Religion og Poesi æggede til Spot, der snart hensynsløst saarede Fædrelandskærligheden, snart anslog en letfærdig Tone, der især ved Liberalismens stadige Henblik til Frankrig var eller maatte synes mere fransk end tysk.

III

I de fremragende blandt denne Tidsalders frihedselskende Digtere og Skribenter faar forskellige af de nu berørte Afskygninger Kød og Blod. Adalbert von Chamisso, der med sin berømte Prosafortælling Peter Schlemihl og overhovedet ved visse Sider af sit Væsen tilhører den tyskromantiske Retning, medens 358 han i andre Henseender staar fransk Aand og fransk Digtning nær, er i flere af sine ejendommeligste Digte ja endog i sine epigrammatiske Smaavers et Organ for de Bedstes Sørgmodighed over den stedse stigende politiske og sociale Reaktion*). Allerede i Digtet Die goldene Zeit fra 1822 spotter han en Tidsalder, i hvilken den er Jakobiner, der offenligt har udtalt, at to og to er fire; i Nachtwächterlied Jesuiterherredømmet; i Josva og Das Dampfross haaner han dem, der har ranet Tiden dens Hemmelighed og forstaar at skrue den tilbage fra Dag til Dag; i Das Gebet der Witwe giver han med dyb Pessimisme Billedet af de Herskendes hjerteløse og for det menige Folks Skæbne ganske ligegyldige Styre; endelig samler han sin Grundanskuelse af Datiden i hine bittert humoristiske fire Linjer, der vemodigt fremstiller sig som en flerstemmig Kædesang:

Kanon.

Det er de tunge Tiders Nød,
og det er Nødens tunge Tid,
og det er Tidens tunge Nød,
og det er, tunge Nød! din Tid.

I principiel Kamp med Romantiken staar efter en Ungdomsstræben, der saavel ved Stoffernes Valg som ved Efterligning af det spanske Dramas Former var romantisk, Grev August von Platen-Hallermiinde. Han gennemhaaner de sidste Udslag af Romantiken i Tyskland, iøvrigt uden den nøvendige Takt og Kritik til at skelne mellem de Mænd, som hørte og ikke hørte til Romantikernes Gruppe, men fra Literaturdramaet gaar han over til den politiske Lyrik, alt eftersom det mere og mere gaar op for ham, at de offenlige Tilstandes Elendighed er Grundaarsagen til det tyske Folks Mangel paa Sans for Kraft og Stil og Form ogsaa i Poesien. Han formaar ikke at udholde Livet i Tyskland, tyer ned til Siciliens sollyse Luft og Minder om Antiken for at glemme sit Nordens tunge Dunstkres og Statsuvæsenets Tryk. Han kan ligefuldt ikke rive sine Tanker løs fra Forsmædelsen i Hjemmet. Han skriver sin Berliner-Nationallied, som aabnes med Koret :

Dette Kys til Moskoviten,
thi hans Næse er saa smuk,
og o Rom! for Jesuiten
dette dybe Hyldestbuk.

* 359

Og man finder hos ham dette bitre Udbrud af national Selvforagt, nedskrevet under Harmen over at hans Poesier skamstryges af Censuren:

Dog trøst dig, Skaden er ej stor,
beklippes end din Digterære.
Du véd det længst, at her paa Jord
er tysk det værste, man kan være.

Saa romantisk Platens Modstander Heinrich Heine end begynder, skinner dog i hans Prosa snart den moderne Aand igennem. Endnu før han har anslaaet den egenlig politiske Streng, morer han sig i sine Retsebilder med en udæskende Spot over tyske Tilstande og over tysk Sløvhed, som finder sig i dem. Hos Ludwig Börne, saa rent æstetisk han længe kunde synes, da han Aartier igennem kun optraadte som Teaterkritiker og Forfatter af novellistiske Smaating, var fra først af i Virkeligheden den almene, politiske Frihedskærlighed den eneste Lidenskab.

At disse Forfattere fandt Læsere og Beundrere, er et Vidnesbyrd om at den tænkende Del af det tyske Folk i Slutningen af Tyverne efterhaanden aflagde sin Autoritetstro saavel paa det politiske som paa det almindeligt aandelige Omraade. Paa dette Tidspunkt dreves Forfølgelsen af Burschen-Forbindelserne med den hidsigste Iver. De blev allevegne opløste Men de dannede sig bestandig paany, ja i en enkelt tysk Stat, i Bayern, blev de ved Kong Ludvigs Regeringstiltrædelse endog tilladte af Politiet. I de Spaltninger, som indtraadte imellem dem, røber sig de forskellige Strømninger, som gik gennem Folkesindet da. I Erlangen dannede sig fra 1827 tre mod hinanden fjendtligt sindede Forbindelser: Teutonia, Arminia og Germania:

Teutonia var Organ for den rene Romantik, den religiøse Mystik og havde erklæret al Politik for sig uvedkommende. Arminia's Grundsætninger var streng Sædelighed og videnskabelig Stræben; som dens Formaal betegnedes Omformning af de offenlige Tilstande med Tysklands Enhed og Frihed for Øje. Germania endelig svarede til den radikale Strømning i Tiden. Den havde ladet de ældre Tugendbund's Krav paa streng Sædelighed falde, havde sagt sig løs fra alle Autoriteter og al Autoritetstro, ogsaa den religiøse, og vedkendte sig den Anskuelse, at Maalet - der ogsaa for denne Forbindelse var Tysklands Enhed og Frihed - kun kunde naas gennem Revolution. Skønt den 360 efter sit Væsen var rent politisk, kan man neppe gøre sig for ringe Tanker om dens Betydning og Farlighed.

Disse tre Grundretninger fandtes snart repræsenterede paa alle tyske Universiteter, og betegnende nok blev den, som Germania var Talsmand for, i Regelen den, som greb Sindene stærkest.

IV

I denne Stillestaaen, denne Undertrykthed og denne Gæring, med Elementer af Selvopgivelse og Haab, af Selvbespottelse og Frihedsattraa, faldt nu i 1830 Efterretningen om Julirevolutionen i Paris og virkede paa den offenlige Bevidsthed i Tyskland som et elektrisk Stød. Alles Øjne rettedes mod Frankrig, og det var i de aandeligt levende Krese Begejstring, som man følte.

Man iagttager maaske skarpest Virkningen paa de Yngre.

To Maaneder før Revolutionen havde Karl Gutzkow, som han selv har fortalt, nitten Aar gammel, som han var, endnu intet Begreb om europæisk Politik. Han vidste hverken, hvem Polignac var eller hvad det at krænke la Charte (den franske Grundlov) vilde sige. Han vidste kun, at de tyske Burschenforbindelser trods alle Forfølgelser imod dem endnu var i Live, og at det gjaldt om at iværksætte Tysklands Enhed. Hvis han tænkte sig Omvæltninger, der kunde fremskynde Begivenhedernes Gang, saa ventede han sig dem snarere fra Erlangen og Jena end fra Paris; i det Højeste tænkte han sig Muligheden af, at en Skare hjemvendende Grækervenner landede i Stralsund, med væbnet Haand bemægtigede sig Byen, kaldte det pommerske Landeværn til Vaaben og at Bønderne saa, maaske drevne af Hungersnød, vilde slutte sig til Opstanden.

Paa den Tid var den franske Skribent Saint-Marc Girardin kommen til Berlin for at studere tysk Sprog, det prøjsiske Skolevæsen, desuden Universitetsteologien, som den repræsenteredes af Schleiermacher og Neander, og Pietismen, som den trivedes i Halle. Som Medarbejder af Journal des débats fik han stadigt sit Blad fra Paris, og som tilkommende Ministeræmne fulgte han ivrigt med Oppositionens Fremskridt i Frankrig. Gutzkow gav ham dagligt en Time i Tysk; de læste en Komedie af Kotzebue, hvem Franskmanden foretrak for Goethe og Schiller som 361 Øvelsesstof, men kom stadigt i Samtale om Politik. Gutzkow lagde overfor Saint-Marc Girardin ingenlunde Dølgsmaal paa, hvor ringe Tanker han nærede om de franske Forfatningsforholds almindeligt politiske Betydning og tillagde aabent Burschenschaftet i Jena større Indflydelse paa Historiens Gang end Deputeretkammeret i Paris. Girardin gav smilende et høfligt Svar. Undertiden blev disse Samtaler afbrudte af Eduard Gans, den berømte prøjsiske Professor, Hegels mest navnkundige Discipel i det juridiske Fag, Varnhagens og Heines Ven, som med stor Sprogfærdighed i Fransk deltog i den politiske Ordstrid og som med sit sorte Uldhaar og sit Kindskæg var en Girardin paafaldende Skikkelse. Da Gutzkow havde hørt den elegant klædte, smilende og spydige Professor fra Katedret gøre Løjer med Burschenbevægelsen og i Spøg bekende, at ogsaa han engang ved Saale's Bredder havde overvejet, hvorledes man bedst kunde hjælpe Tyskland til en Kejserkrone, saa besvor Gutzkow den franske Politiker ikke at tro, den tyske Ungdom tænkte som Gans. «Jeg véd det,» svarede Saint-Marc Girardin, «De vil befri Verden med Sanskrit.»

Den tredje August 1830 blev i Berlineruniversitetets Festsal Kongens Fødselsdag fejret med Sang og Tale. Studenterne stod tæt sammentrængte foran Skranken, bag hvilken Professorer, Embedsmænd og høje Officerer sad. Den berømte Filolog Boekh var Taleren, og over hans Hoved sang det akademiske Kor under Ledelse af Musikdirektøren Zelter, Goethes Korrespondent. Universitetets Rektor, Juristen Professor Schmalz gik omkring med Haarpung og Kaarde fra Stol til Stol for at veksle nogle Ord med Honoratiores. Gans derimod var ophidset og utaalmodig; han lod nogle Breve fra Friedrich v. Raumer, der netop var komne fra Paris, gaa om i Salen fra Haand til Haand. Kronprinsen, den senere Friedrich Wilhelm IV, sad og smilte; men Alle vidste, at i Frankrig var for faa Dage siden en Konge bleven stødt fra Tronen. Det var som om Kanontordenen fra Barrikaderne drønede ind i Festsalen. Boekhs Tale om de skønne Kunster formaaede ikke at vække nogen Opmærksomhed, og da Hegel fra Talerstolen nævnte Navnene paa dem, der med Held havde besvaret Aarets Prisopgaver, hørte Ingen derpaa uden de, som havde faaet Medaljen. Gutzkow selv hørte vel med det ene Øre, at han havde vundet Prisen i det filosofiske Fakultet, men med . det andet Øre hørte han om et Folk, der havde afsat en Konge, om Kanonskud, om Tusinde, der var faldne i Kampen. 362 Selv de Lykønskninger, han modtog, overhørte han. Han lukkede ikke engang Futteralet op, som indeholde Guldmedaljen med Kongens Billed, havde glemt det Haab om et Professorat, som han havde knyttet til Forestillingen om at vinde den; bedøvet stod han og tænkte paa Saint-Marc Girardin, hans Profetier og sine egne om det tyske Burschenschaft. Saa løb han hen i et Konditori Unter den Linden og læste for første Gang i sit Liv en Avis med Lidenskab. Han kunde neppe oppebie Statstidendens Udgivelse samme Aften; ikke fordi han vilde se sit Navn trykt som prisbelønnet; han vilde kun vide, hvorledes det saa ud i Paris, om Barrikaderne endnu stod, om Frankrig vilde udgaa af Lafayettes Hænder som en Republik eller et Kongedømme. «Videnskaben laa bag mig, Historien for mig,» skriver han. (Karl Gutzkow: Das Kastanienwäldchen in Berlin. - Rückblicke auf mein Leben S. 7.)

Og hans Skikkelse er typisk for det yngste Slægtled i Datidens Tyskland - de Tyveaarige.

Næsten samtidigt med denne Karl Gutzkows politiske Vækkelse fandt i den Slaarige Goethe's Arbejdsværelse den berømte Misforstaaelse Sted. idet den Besøgende, som modtoges af Oldingens glade Udraab over den store Afgørelse i Paris, i Begyndelsen troede, at Goethe mente Julidagene, og først noget efter forstod, at han talte om Afgørelsen af den naturvidenskabelige Strid mellem Cuvier og Saint-Hilaire til Fordel for den sidste. Længe nok har man i denne mindeværdige Misiorstaaelse kun set Kendetegnet paa Goethes Begrænsning overfor det Politiske; det er kun billigt at fremhæve den lærerige Anekdotes anden Side: den gamle Vismands berettigede Overlegenhedsfølelse overfor overvurderede politiske Begivenheder. I Virkeligheden var denne naturvidenskabelige Strid ved sit Tankeindhold vægtigere og i sin omformende Virkning paa det aandelige Verdenskorts Udseende betydningsfuldere end den franske Statsomvæltning. Saint-Hilaires Lære om Typens Enhed bebuder jo Bogen om Arternes Oprindelse. Men Billedet af den yngste Slægts Overvældelse ved det politiske Omslag i Frankrig træder endnu skarpere frem paa Baggrund af Goethe's Uanfægtelighed. (Smlgn. Emil Kuh: Biographie Fr. Hebbels I, 437.)

Dybt var imidlertid Indtrykket paa de fremragende Personligheder, der hverken tilhørte den yngste eller den ældste Slægt.

363

Tidsalderens betydeligste, tænkende Kvinde, Rahel, Goethes ypperste Beundrerinde, der paa dette Tidspunkt allerede var 60 Aar gammel, følte sig, modtagelig som hun var, stærkt tiltalt af Revolutionen. Hende som Kvinde interesserer dens sociale Side mere end dens politiske. Hun gribes af Saint-Simonismen, sporer med ungdommeligt Sind, hvilke Spirer den fører med sig, og ser i Julibevægelsen Indledningen til dens sociale Ideers Triumf.

Med det oplivende og begejstrende Indtryk af Julirevolutionen forenede sig et andet, der skærpede den politiske Lidenskabs Braad hos den yngre Slægt, Indtrykket af den polske Opstands Udbrud. Man ser det tydeligst hos Piaten, der i stormende Sindsbevægelse retter sin digteriske Opfordring til Kronprinsen af Prøjsen om at tage sig af det ulykkelige Polens Sag - det hed sig, at Kronprinsen var den gunstigt sindet - og som nu digter sine Polenlieder, de eneste af hans Poesier, i hvilke han stiger til Lidenskab, stolte Frihedssange med den djærveste Haan mod Selvherskeren, der blev dyrket som en Almagt ved de tyske Hoffer, og mod dem, der lod sig bestikke og købe af hans Rubler.

I Börnes Sind slog Efterretningen om Julirevolutionen ned som et Lyn.

I Sommeren 1830 laa han ved Badet Soden i Nærheden af Frankfurt for at komme sig efter en langvarig Gigtfeber og gentagne Anfald af Blodstyrtning. Hans Dagbog viser, i hvilken Grad alle hans politiske Forhaabninger var slukte, alle hans Ønsker forstummede. En Sjæls som hans, hvis Attraa efter Frihed var en Lidenskab, og hvis Hungren og Tørsten efter Retfærdighed tærede paa Livskraften, kunde til sidst ikke bære Trykket af den politiske Reaktion.

Han var nu 44 Aar gammel og havde siden Frihedskrigens Tid, det vil sige som Yngling og Mand, kun oplevet Slethedens Triumfer og dens Forfølgelse af alt, hvad der var Retsind og Frisind. Han havde aldrig kunnet løfte sit Øje op fra det Blad Papir, han skrev paa, uden at se den blege Frygt for enhver stor Lidenskab, for Idealer, ja for Ungdom trone paa Herskersæderne Side om Side med dyrisk Selvopholdelsesdrift og dyrisk Svælgen i Nydelse - Principet Metternich og Gentz. Han havde ikke opgivet det ringeste af sin Ungdoms og Manddoms Overbevisning, men over Verden hang et Sørgeflor. Han følte sig til Mode, som sad han i Tyskland paa Havets Bund og en 364 Dykkerklokke netop gav ham Luft nok til ikke at kvæles. I Paris havde han aandet frisk Luft. Dèr havde Solens Lys, menneskelige Stemmer, Livets Larm henrykt ham. Nu gøs han af Kulde nede blandt Fiskene. Han døjede den forfærdeligste Kedsomhed. Stilheden gjorde ham syg: det Snevre i alle Forhold skurede hans Hud til Blods.

Han betegner sig som en af de Naturer, der i Længden ikke udholder Eksistensens Solosang. Han maatte have Symfonier af Beethoven eller Tordenvejr. Han var af de Mennesker, der ikke føler sig tilpas i en Loge i Teatret. Han vilde sidde i Parkettet med hele Skaren om sig.

Det forekom ham som om Livets Værdier i Tyskland blev udprægede under Jorden, i Midnatsstilhed, saadan som Falskmøntnere præger. De, der i Tyskland arbejdede, nød ikke, og de, som nød, de som oppe i Dagslyset satte de Livsværdier i Omløb, der var frembragte dernede i Mørket under Angst og Bæven, de arbejdede ikke. I Frankrig levede et livsglad Menneske et Liv som et Ilbud, der sendtes med Statsbreve til fremmede Byer, stedse til andre, og som paa sine lange Rejser saa og nød det mest Forskelligartede; i Tyskland levede han som en Postillon, der stadig foretog samme korte Rejse frem og tilbage mellem to Holdesteder og hvem Lykken rakte en ussel Drikkeskilling derfor. Ganske vist kunde saa Postillonen gøre Rejsen i Søvne; han kendte hver Sten paa disse to Miles Vej, og det kaldte man i Tyskland Grundighed; men Börne, der sad i Soden i det lille Hotel og studerede Gasernes Kampe i Gaarden, Kalkunhanernes Skinsyge og Hunnernes Koketteri, var ikke glad ved den Lejlighed til sjælden Grundighed, der tilbød sig for ham. (Aus meinem Tagebuch. Soden 22 Maj 1830).

Da fik han Efterretningen om, at Ministeriet Polignac havde udstedt Ordonnanserne, begaaet Forfatningsbrud, og anende alt, hvad dette Skridt vilde have til Følge, udbrød han: «Og Gud sagde, det vorde Lys!»

Efterretningen om Julirevolutionens Udbrud fulgte. Med Utaalmodighed ventede han hver Dag paa den Time, da Aviserne kom. Han gik daglig ud paa Landevejen og spejdede efter Postbudets Komme. Varede det ham for længe, gik han lige til Höchst, hvorfra Aviserne blev bragte. Snart holdt han det ikke mere ud i Soden. Han vendte tilbage til Frankfurt og forbavsede, elektriserede der sine Omgivelser ved sin Ild. Man 365 genkendte ikke den tidligere saa tavse Börne med det lidende Ydre; der syntes at være sket et Mirakel med ham; han var ung og rask paany. Alle hans gamle Drømme syntes virkeliggjort e og Alt, hvad han i de lange Tider havde maattet holde nede i sit Sind, sprang i Vejret som elastiske Fjedre, naar et Tryk tages bort.

Snart holdt han ikke heller Opholdet i Frankfurt ud; efter kort Tids Forløb var han i Paris.

Den 7de September skriver han fra Strassburg: «Den første franske Kokarde saa jeg paa en Bondemands Hat; han kom fra Strassburg og gik mig i Kehl forbi. Det syntes mig som en lille Regnbue efter vore Dages Syndflod, et Fredstegn fra den forsonede Gud. Ak! og da den trefarvede Fane funklede mig imøde - ubeskrivelig er den Sindsbevægelse, hvori jeg kom. Mit Hjerte bankede, saa jeg var nær ved at besvime .... Fanen stod midt paa Broen med Stangen rodfæstet i Frankrigs Grund, men en Del af Klædet vajede i den tyske Luft. Spørg dog den første, den bedste Legationssekretær, om det ikke er mod Folkeretten. Det var kun den røde Stribe af Fanen, der flagrede ind over vor Moderjord. Det er ogsaa den eneste Farve, som bliver os til Del af Frankrigs Frihed. Rødt, Blod, Blod - ak! og ikke Blod udgydt paa Valpladsen.»

Börne er her kun Organ for en Følelse, der havde grebet største Parten af de mange, der i Tyskland var modtagelige for Entusiasme. De franske Polyteknikeres, Studenters og Arbejderes Heltemod under de tre hæderfulde Dage blev beundret som i Frankrig selv og dobbelt beundret som Udslag af en Handlekraft, der syntes kommet den tyske Nation af Hænde. Overalt var man tilbøjelig til at fortabe sig i overdreven Haan over egen Mangel paa politisk Sans og Blik, egen Mangel paa Evne til i det afgørende Øjeblik at slaa til.

Virkede Begivenheden nu saa stærkt paa Karakterer som Börne og paa Entusiaster som de især fandtes indenfor den lærde Stand, saa fuldstændiggøres Billedet, naar vi iagttager det Indtryk, den gjorde paa Reaktionens Mænd.

Gentz, der fra først af havde jublet over Karl X's Energi, blev bekymret, altsom Statskupet rykkede nærmere: «Ordonnansen mod Aviser og Bøger,» skrev han, «betragter jeg som et kolossalt Vovestykke, hvis Gennemførlighed endnu ikke er mig ret indlysende . . . Med saadanne Vaaben tør man kun lege, naar man 366 er sikker paa sin Styrke og sine Midler; Folk som Polignac og Peyronnet gaar til Grunde, naar de vover sig op i disse Regioner.» Saasnart imidlertid den første Skræk havde sat sig noget, begyndte han og hans Aandsbeslægtede deres vidtforgrenede Virksomhed for at drage Fordel af enhver Blottelse, de politisk Frisindede gav sig. Klogt benyttede kunde Julirevolutionens Eftervirkninger i Tyskland ved hensynsløs Undertrykkelse og Forfølgelse, Censur og Fængsling, give den tyske Frihedsbevægelse et Knæk for lange Tider, kunde (som Metternich et Par Aar efter sagde om den revolutionære Hambacher-Fest) fra at være de Slettes Fest blive til en Fest for de Gode. Og virkelig kun et Aar efter kunde Gentz, der imellemstunder havde set Fremtiden mørk nok, skrive:

«Nu bort med alle sorte Tanker! Vi dør ikke, Europa dør ikke, og hvad vi elsker, dør ikke. Jeg er stolt af aldrig at have fortvivlet.»

Som Metternich havde stilistisk Sans nok til at beundre Börne, saaledes var Gentz en haardnakket Sværmer for Heinrich Heine. Før Julirevolutionen var det endnu muligt at opfatte Heine fortrinsvis som den ulykkelige Kærligheds Digter og som poetisk Humorist med et let Anstrøg af Gudsbespottelse og Letfærdighed.

Heinrich Heine laa i Sommeren 1830 paa Helgoland, drømte ved Kysten, stirrede ud over Havet, lyttede til Bølgernes Piasken. Han havde opgivet enhver Forhaabning om bedre Tider. Han læste i de faa Bøger, han havde med, Homer og Bibelen og Longobardernes Historie og nogle gamle Bøger om Hekse og Hekseri. Han begreb neppe selv, at han for nylig i München havde været Redaktør af Politiske Annaler. To Dage efter at Julirevolutionen var fuldført, men da Efterretningen om den endnu ikke var naaet til Helgoland, skriver han i et af sine Breve derfra, at han nu har besluttet at lade Politik og Filosofi ganske fare for helt at hengive sig til Naturbetragtning og til Kunsten: alt dette Plageri var dog til ingen Nytte, og om han end pinte sig aldrig saa meget for den almindelige Velfærd, saa nyttede det dog saare lidt; Verden stod vel ikke stille men bevægede sig i et Kresløb uden ringeste Resultat; da han endnu var ung og uerfaren, havde han troet, at gik end det enkelte Menneske til Grunde i Menneskehedens Befrielseskamp, saa sejrede 367 dog den store Sag tilsidst; nu indsaa han, at Menneskeheden som Havet bevægede sig efter Lovene for Ebbe og Flod.

Selv om Udtrykkene nu er blevne arrangerede bag efter, selv om disse Breve ikke er ægte, men et Livserindrings-Brudstykke, der for en Konstrastvirknings Skyld senere blev indskudt som Overgangsparti i Bogen om Börne, saa har man her uden al Tvivl et rigtigt Billede af Heines Stemning i hine Dage.

Den 6te August skriver han saa: «Jeg sad netop og læste i Paul Warnefrieds Longobardernes Historie, da den tykke Avispakke med de varme, glødende hede Nyheder ankom fra Fastlandet. Det var Solstraaler, indviklede i Trykpapir, og de opflammede min Sjæl til den vildeste Brand. Det var mig, som kunde jeg antænde det hele Verdenshav indtil Nordpolen ved Gløden af den Begejstring og vilde Glæde, som luede i mig.» Det var ham Alt som en Drøm; især klang Navnet Lafayette for ham som et Sagn fra hans tidligste Barndom; han kunde neppe fatte, at den Mand, som havde anført den dalevende Slægts Bedstefædre i den amerikanske Frihedskrig, nu paany sad til Hest som Nationalhelt. Han syntes, han maatte selv til Paris for at se det.

Han skriver i heftig Patos, som han dog snart selv maa dæmpe med en let Selvironi: «Lafayette, den trefarvede Fane, Marseillaisen . . . Jeg er som beruset. Dristige Forhaabninger stiger lidenskabeligt i Vejret som Træer med gyldne Frugter og vildt voksende Grene, der strækker deres Løvværk helt ind i Skyerne . . . Borte er min Længsel efter Ro. Jeg véd nu paany, hvad jeg vil, hvad jeg skal, hvad jeg maa . . . Jeg er Revolutionens Søn og griber paany til de indviede Vaaben, over hvilke min Moder har udtalt Trylleordene . . . Blomster! Blomster! Jeg vil kranse mit Hoved til Kamp paa Liv og Død. Men ogsaa Lyren, ræk mig Lyren, at jeg kan synge en Slagsang . . . Ord som flammende Stjerner, der kan skyde ned og brænde Paladserne og oplyse Hytterne . . . Ord lig blanke Kastespyd, der kan suse op i den syvende Himmel og træffe de fromme Hyklere, der har sneget sig derind, i det Allerhelligste . . . Jeg er helt Glæde og Sang, helt Sværd og Flamme . . . maaske ogsaa rent gal.»

Han fortæller blandt Andet, at Fiskeren som nogle Dage senere roede ham over til Sandbanken, hvorfra man gik i Vandet, smilende har fortalt ham Nyheden med de Ord: «De fattige Folk har vundet Sejr», og Heine forbauses over Menigmands 368 rigtige Instinkt. Og saa var det dog netop lige omvendt de rige Folk, som var og blev Sejerherrerne tilsidst.

Men alene en saadan Ytring som den sidstanførte viser, hvorledes de tyske Forfattere opfattede Julirevolutionen. Den fyldte dem med saadanne religiøse Følelser, med hvilke fyrretyve Aar tidligere Datidens ledende Aander i Tyskland havde opfattet den store Revolution. Den var dem ikke et Udslag af den liberale Borgerstands Kraft og Evne til at lade de lavere Klasser arbejde og bløde for sig, men i Almindelighed Signalet til Menneskeslægtens politiske, økonomiske og religiøse Befrielse. Den var for dem den Stordaad, som med ét Slag rystede Aaget af Folkene og Trykket af Sindene.

En af de ypperste blandt Fyrrernes radikale Skribenter, Robert Prutz (dengang kun fjorten Aar gammel) har i Aaret 1847 fortræffeligt gengivet Indtrykket, omtrent paa følgende Maade: I femten Aar havde det set ud som var Verdenshistoriens evige Avlekraft lammet. I femten Aar havde man bygget og kittet, holdt Kongresser, stiftet Forbund, bredt Politimagtens Garn ud over Europa, smeddet Lænker, befolket Fængsler, rejst Galger - og tre Dage havde været nok til at styrte én Trone og bringe alle Troner til at skælve. Det var da ikke sandt, hvad Fyrsterne havde pralt med og Hofromantikerne havde sagt og sunget.*) Den hellige Alliances tusindaarige Rige havde varet femten Aar. Det syntes derfor som om et nyt Foraar skulde oprinde ogsaa i det tyske Folks politiske og aandelige Liv.

V

Tysklands klassiske Literatur fra Tiden før og om Aarhundredeskiftet havde været antikiserende i Stof eller Form; den romantiske Literatur, som fulgte, havde i Stofferne eller i Formen dyrket Middelalderen; begge havde taget Afstand fra den omgivende Virkelighed, fra Nuet, fra Samtidens politiske og sociale Forhold; ingen af dem var umiddelbart gaaet ud paa disses Omdannelse. Idealet svævede enten i Grækenlands dybtblaa Æter eller i Middelalderens katolske Himmel. Nu blev det resolut draget ned paa Jorden. For de Drømmendes og Stræbendes * 369 Øjne fremtonede det moderne Ideal, et Ideal, der ikke mere har noget mytisk Element. Og med en Hast, en Voldsomhed, der altfor tit gjorde Prosaformen journalistisk og Poesien blot lyrisk eller rent brudstykkeagtig, gik nu de oppositionelt anlagte Digtere og Skribenter ud paa at inddrage det moderne Liv og dets Indhold i Literaturen. Men da denne Tilegnen og Inddragen skete under Kampstilling, blev Vid og Satire mere fremtrædende Magter end nogensinde tilforn i Tyskland, medens man hvad Trods og Stormløb mod det Bestaaende angaar, syntes at have genoptaget den stormende Voldsomheds Tidsalders Stemningsliv. Det var en mægtig Frihedstrang, som bragte først Heine og Börne til at bryde den tyske Literatur en ny Bane, og som dernæst beaandede de Skribenter, der fulgte dem og fik det ubestemte Navn det unge Tysktand.

En enkelt Storhed var der imidlertid, som ofte nævnt, hyppigere unævnt, skønt udenlandsk virkede mere forbilledligt end nogen Fortidspersonlighed i selve det tyske Aandsliv: Lord Byrons Skikkelse i hans Livsværk. Hans kunstneriske Svagheder og Mangler fik man i Tyskland først sent Øjnene op for. Kun Gutzkow kritiserer ham skønsomt omtrent fra Aar 1835 af. Men han, hvem allerede Goethe havde beundret og yndet, dog især paa Grund af de Partier hos ham, hvor den gamle Mester troede at finde Paavirkning af sit Eget, han med sin ubændige Trods og sin Daadstrang, med sin Foragt for den Ufrihed, der skjulte sig under «Frihedskrigene» mod Napoleon, med sin Optræden for alle undertrykte Folk, sit Oprør mod al Samfundsvedtægt, sin Sanselighed og sin Spleen, sin lidenskabelige Frihedskærlighed paa alle Felter, blev nu, forklaret ved sin Død som Befrier, en Personliggørelse af Alt hvad man forstod ved moderne Aand og moderne Poesi.

Med inderlig Begejstring blev han besunget af Wilhelm Muller, Griechenliedernes Digter:

Syv og tredive Sorgeskud! jeg spørger, hvem og hvad de gjaldt?
Er det syv og tredive Sejre, som han vandt, for nu han faldt?
Er det syv og tredive Saar, som Helten bærer paa sit Bryst?
Syv og tredive Aar det er, som Hellas græder over nu.
Er det Aarene, du leved? Ingen græder over dem.
Evigt lever disse Aar i Ærens lyse Straalebræm.
Sangens Ørnevinger bær dem, der med aldrig trættet Stigen,
susende igennem Tiden, vækker store Sjæles Higen.
Nej, for andre Aar jeg græder, Aar, som du har ikke levet,
for de Aar, hvor du for Hellas var en Drot og Fører blevet,
370 Slige Aars og Dages Tab forkynder Skytsets Tordenskrald:
hvilke Sange, hvilke Kampe, hvilke Vunder, hvilket Fald!
Heltedød med Sejerstummel i det stormede Byzanz,
for din Fod den græske Krone, om dit Haar en Frihedskrans!

Byrons Stolthed og hans Foragt for politisk Ufrihed møder os hos Piaten; hans aristokratiske Tone, hans Uvilje mod Fordomme, hans Rejselyst, hans Kærlighed til Dyrene og Naturen, hans Ynde og Ironi gaar igen hos Fyrst Pückler. Hvor umaadelig hans Indflydelse har været paa Formningen af Heinrich Heines Digterideal behøver ingen Paavisning, saa slaaende fornemmes det af Enhver, der er fortrolig med Gangen i Europas nyere Literatur. Men mærkværdigt og lærerigt er det at iagttage, i hvilket Lys Byron staar for den nye tyske Literaturretnings første Vejbryder, Börne, en fra den engelske Digter i Bund og Grund saa forskellig Personlighed. Man skulde tro, at Börne tog Anstød af de letfærdige og kokette Sider af Byrons Væsen som af Heines. Langt fra. Man læse, i hvilke Udtryk han efter Gennemlæsningen af Moore's Byrons Levned udtaler sig om ham: Han kalder (Briefe aus Paris Nr. 44) Bogen glødende Vin for en stakkels tysk Vejfarende, der fryser paa Rejsen gennem Livet. Han er nær ved at blive syg af Misundelse over denne Livsførelse:

«Som en Komet, der ikke underkaster sig Stjernernes borgerlige Orden, drog Byron vild og fri gennem Verden, kom uden Velkommen, gik uden Afsked og vilde hellere være ensom end en Træl af Venskab. Aldrig berørte han den tørre Jord; mellem Storm og Skibbrud styrede han modigt frem, og Døden var den første Havn, som han saa. Hvor blev han omtumlet, men hvilke salige Øer han har opdaget! . . . Det er den kongelige Natur ... thi Konge er den, som lever for sine Luner. Jeg maa le, naar det siges, at Byron kun blev nogle og tredive Aar gammel; tusind Aar har han levet. Og naar de beklager ham, at han var saa melankolsk! Er Gud det ikke ogsaa? Melankoli er Guds Glæde. Kan man være glad, naar man elsker! Byron hadede Menneskene, fordi han elskede Menneskeheden, Livet, Evigheden . . . Jeg gav alle mit Livs Glæder for et Aar af Byrons Sorger.»

Som man ser, tager Börne ikke blot Alt i Byron alvorligt, men han ser end ikke i ham Nydelsesmennesket, som i saa høj Grad stødte ham bort fra Goethe. Ja hvad der er endnu mere 371 paafaldende, Börne finder sin egen Natur beslægtet med Byrons. Han skriver:

«Maaske spørger De mig forundret, hvorledes jeg Pjalt kommer til at stille mig sammen med Byron? Desangaaende maa jeg fortælle noget, De endnu ikke véd. Da Byrons Genius paa sin Rejse gennem Himmelrummet kom til Jorden for at blive der en Nat, tog den først ind hos mig. Men Huset behagede den ikke, den ilte hurtigt bort paany og tog ind i Hotel Byron. Mange Aar har det smertet mig; længe har jeg været bedrøvet over, at jeg er blevet saa lidet, slet intet har opnaaet. Men nu er det forbi; jeg har glemt det og lever tilfreds i min Fattigdom. Min Ulykke er, at jeg er født i Middelstanden, for hvilken jeg ikke passer.»

Ord som disse er stærke Vidnesbyrd om den Trolddom, Byrons Skygge endnu udøvede over de ledende Personligheders Sind.

VI

Under Forhold og Indflydelser som de fremstilte var det nu, at Tysklands oppositionelle Literatur mellem 1820 og 1848 blev startet. Naar man overskuer saa stor en Gruppe af aandelige Frembringelser, har man naturligvis for det Første i al Almindelighed i den en Mængde Aktstykker til Kundskab om, hvorledes Menneskene i hin Tid og hint Land følte og tænkte, i hvilke Farver deres Kultur var klædt, hvilke Former deres Haab og Ønsker, deres Menneskekærlighed og Frihedskærlighed, deres Retsfølelse og Statssans antog, endelig om, hvorledes deres Smag var beskalfen *dolgoe O*: hvordan Den maatte skrive, der vilde skaffe sig Ørenlyd og vække en levende Interesse. Saaledes tilfredsstilles vor historiske Videbegærlighed paa dette Punkt.

Dernæst opstaar uvilkaarligt Spørgsmaalet om denne Literaturs Værdi. For filosofiske Skrifters Vedkommende bliver dette nærmest et Spørgsmaal om hvor stort et Maal af ny Sandhed de rummer. Eller betragter man dem, hvad man altfor tit er nødt til, nærmest som Fantasifrembringelser, bliver Spørgsmaalet det om deres Gisningers Rækkevidde og Frugtbarhed. For de digteriske og tildels for de beslægtede, historisk skildrende Værkers Vedkommende er Spørgsmaalet om deres Værdi det samme 372 som Spørgsmaalet om deres Skønhed, da vi med Skønhed ikke mener andet end kunstnerisk Værdi.

Af et meget stort Antal Forfattere bliver nu, som bekendt, efter et Par Menneskealdres Forløb altid kun nogle faa tilbage, som endnu læses. Af et uhyre Antal Værker bliver kun nogle enkelte staaende, som endnu tilegnes. Nu er af hint Tidehvervs Aander kun meget faa i vore Dage kendte og læste udenfor Tyskland. I Tyskland naturligvis langt flere, dog er det forholdsvis ikke mange af Datidens Værker, som Almenheden endnu læser.

Den første, groveste Kritik udøves da af Tiden: efter saa og saa mange Aars Forløb sælges intet mere af den eller den Forfatter, medens denne anden stadig oplægges paany. Men det at en Forfatter læses længe og i stor Udstrækning er endnu ikke noget ubetinget Bevis for hans Værd. Det beviser ikke, at han hører til de bedste, kun at han hører til de tilgængeligste og mest underholdende. Udbredelsen kan hindres af høj Kultur og Sjæleadel, om de end i Regelen sikrer Varigheden.

Af alle hin Tids Mænd læses udenfor Tyskland den Dag idag af Tænkere kun Feuerbach - dog lidet - og Schopenhauer stærkt; men denne sidste kom først til at paavirke Aanderne i et senere Tidsrum, og begge disse Tænkere læses endda langt mindre for Indholdets Skyld end paa Grund af Originalitet og Dristighed i Stil. Af Digterne læses udenfor Tyskland kun Heine stærkt og stadigt. I Tyskland bedømmes og betragtes han som Brændenælden i Literaturens Urtegaard; Historikerne brænder deres Fingre paa ham og bander ham. I Literaturhistorier og Avisartikler betegnes hans Prosa som forældet og hans Poesi som forkunstlet, medens hans Værker samtidigt nu da deres Trykning er bleven frigivet oplægges paany i talløse Udgaver. I Tyskland som udenfor Tyskland bliver han imidlertid lige saa meget sunget som læst. De musikalske Kompositioner af hans Digte er mere end 3000 i Tal. Allerede i Aaret 1887 naaede Antallet af Kompositioner for én Sangstemme (fraset Duetter, Kvartetter og Mandskor) 2,500. Ifølge en af Hüffer anstillet Beregning er Digtet Da bist wie eine Blame komponeret 160 Gange, Ich hab im Traum geweinet og Leise zieht durch mein Gemüth hver 83 Gange, Ein Fichtenbaum steht einsam 76 Gange, Ich weiss nicht was soli es bedeuten 37 Gange. Blandt disse Kompositioner findes talrige af Schuberts, Mendelssohns, Schumanns, Brahms's, 373 Robert Franz's og Rubinsteins skønneste Sange, af hvilke Digteren selv kun har hørt nogle faa. Heine er af alle Tysklands Lyrikere den, hvis Digte er blevne hyppigst komponerede. Efter ham med sine 3000 Kompositioner følger Goethe med omtrent 1700 og saa først i lang Afstand de andre.

Udenfor Tyskland lever Heines Ry ikke blot uanfægtet men i stadig Vækst og Stigen. Han sysselsætter Sindene i Frankrig som en Samtidig. Han er den eneste fremmede Digter, hvem Franskmændene betragter som en af deres egne, en af deres største. Intet fremmed Forfatternavn forekommer i franske Bøger nutildags saa hyppigt som hans, og intet nævnes med større Beundring, end ikke Shelley's eller Poe's. Edmond de Goncourt bruger det stærke Udtryk, at alle moderne franske Forfattere i Sammenligning med Heinrich Heine minder ham om Handelsrejsende, og det var et af Théophile Gautiers Mundheld, at Filistrene burde slæbe Sten til en Pyramide over Heines Grav.

Jævnlig opkastes i de forskellige større Samfund det Spørgsmaal, hvorledes man burde bære sig ad med at danne sig en aldeles udsøgt Bogsamling af de hundrede bedste Bøger, som findes. Svarene lyder selvfølgeligt meget forskelligt. Men i alle romanske og slaviske Lande vil Heines Navn være et af Listernes første. I England findes paa Listerne gerne 90 engelske Bøger og 10 fremmede, men Heinrich Heine er iblandt dem. Troen paa, at der kan findes hundrede Bøger, som alle Mennesker vilde have bedst af at læse, en Tro, der stammer fra den protestantiske Forestilling om, at der gives én Grundbog af den Art, er naturligvis en Barnlighed, og hint Spørgsmaal kun interessant, forsaavidt det viser, hvilket aldeles upersonligt Dannelsesideal der foresvæver Spørgeren og dem, som naivt indlader sig paa Svar. Lærerigt er det imidlertid at se, hvorledes Svarene i visse bestemte Tilfælde har lydt om Heine. Der kom en ikke ringe Forundring til Orde i Tyskland ved Aaret 1880, da en Mængde engelske Lister offenliggjordes og Heine fandtes paa alle, hyppigst af alle tyske Forfattere; thi der var Lister, paa hvilke der ikke fandtes nogen Bog af Goethe.

Dette Verdensry beror imidlertid ikke paa Heines Fortrin alene, men desuden paa, at der er store Partier af hans Værker, som kun udkræver yderst ringe Kultur for at forstaas, og til hvis Nydelse der heller ikke udfordres Sjælsadel, andre Partier, hvor sjælelig Adel snarere er en Hindring for Nydelsen. Men det 374 beror vistnok fuldt saa meget paa, at hans Talent alligevel i sin Retning var Samtidens største.

Naar det literære Kunstværks Værdi altsaa røber sig i dets Modstandsevne mod Tiden og dets Evne til at vinde Læsere udenfor sit Fødeland, men denne Modstands- og Spredningsevne ligefuldt ikke afgiver nogen Maalestok for Værdien, hvorpaa beror da denne? Paa Oprindeligheden og Styrken af det Sjæleliv og den Sindsbevægelse, for hvilken Værket er Udtryk i Forening med Værkets Evne til at smitte os med den. Al Kunst er et Udtryk for en Sindsbevægelse og har til Øjemed at fremkalde Sindsbevægelser. Jo dybere en kostbar Sten er udskaaren, des skarpere, des tydeligere staar Billedet i Vokset, naar det trykkes af. Jo dybere Indtrykket er i Kunstnerens Sjæl, des tydeligere, des betydeligere bliver det kunstneriske Indtryk. Kunstnerens Sindsbevægelser adskiller sig fra andre Menneskers kun derved, at de i hans Sjæl former Erindringerne paa en Maade, som gør, at de, naar de udformes, smitter Tilhører eller Læser.

De Spørgsmaal, det enkelte Værk besvarer En, er altsaa saadanne som: Hvor vidt rakte Forfatterens Blik? Hvor dybt har han formaaet at se ned i sin Samtid? Hvor ejendommeligt har han følt Glæde eller Sorg eller Vemod eller Elskov eller Begejstring eller Menneskeforagt? Vi siger: Saa stærk en Rædsel og Afsky har Dumhed eller Uret indgydt ham. Saa bidende, saa vittigt har han hævnet sig og os paa det ved Dumhed eller Slethed Foragtelige. - Vi modtager et Indtryk af Højhed eller Storhed, af Sandhedskærlighed eller Skønhedskærlighed af de Bedste; vi lider under Utilstrækkeligheden i Forstand, Følelsesdybde, Skønhedssans eller Karakterfasthed hos de Ringere.

Denne Gruppe af Literatur besidder nu ingen digteriske Aander af allerførste Rang og kun én af meget høj Rang: Heine. Meget positivt Stort har den ikke efterladt. Den virker mest afvisende, befriende, opryddende, udluftende. Den er stærk ved sin Tvivl og ved sit Trældomshad, ved sin Individualisme.

Aldrig har dens Anseelse i Tyskland, særligt i Nordtyskland, staaet saa lavt som i vore Dage. De Skribenter, der omkring Aaret 1830 bekæmpede alle de Former af Voldsherredømme, som den Gang føltes trykkende, saa langt den tyske Tunge taltes, er i vore Dage ramte af en Upopularitet, der ikke synes at ville vige saasnart. Det er forklarligt. Thi den nulevende yngre Slægt i Tyskland, der har Rigets Enhed bag sig - hin Enhed, 375 der den Gang stod som en fantastisk Forhaabning - og der har set Tyskland udfolde sin samlede Magt i raadsnar, til alle Sider sejrrig Handling, interesserer sig lidet for de gamle Drømmerier om, hvorledes Enheden skulde bringes til Veje og ledes ved hine Forfatteres evindelige Spotten over tysk Søvnighed og Daadløshed, tysk Pedanteri og Teoretiseren, da Udfaldet har vist, hvor praktisk og behjertet det spottede Tyskland, naar Lejlighed gaves, kunde være.

Særligt er siden den tysk-franske Krig de Skribenter, som for et halvt Aarhundrede siden stadigt hævede Frankrig paa Tysklands Bekostning eller stadigt betonede, at Friheden vilde bringe Tyskland de Goder, som Bismarck har bragt det, blevne ramte af en Art Ban. Man betragter dem som slette Patrioter og daarlige Spaamænd. Kun et ringe Mindretal formaar at indsé, hvor kraftigt selve hin Harme og Haan over den daværende uselige Tilstand har medvirket til det Omsving og Opsving, som er fulgt. Endnu færre er de, som ud af Tredivernes og Fyrrernes Literatur læser en levende Bebrejdelse for svegne eller glemte Idealer, og som, naar de blader i hine gamle Skrifter, med Vemod spørger sig, hvad der i den nye Tingenes Tilstand er blevet af det Bedste, disse kæmpede for.

VII

Blandt de Forfattere, som i Datiden stod i første Række, er neppe nogen bleven skudt til Side som Ludwig Börne. De Stoffer, han behandlede, er forældede, og kun den, som interesserer sig for Skribentens Personlighed, læser hans korte i Avisartikel- eller Brevform holdte Prosastykker af Hensyn til Fremstillingsmaaden eller for den Aands Skyld, i hvilken Æmnet er behandlet. Det var først i sine senere Leveaar, at Börne slog ret igennem, nemlig i Brevene fra Paris, men for det almene Fyrstehad og den republikanske Tro, der kommer til Orde her, er der i den unge Kejserstat ingen Brug. Ingen Personlighed passer mindre end hans ind i de nye Forhold, thi hvor Statsideen lidt efter lidt er ved at blive almægtig, hvor den fra oven, despotisk socialistisk, søger at indskrænke det private Initiativ, forvandler saa mange Borgere som muligt til lønnede Embedsmænd, civile eller militære, og giver den lønnede 376 Embedsmand Forret for den uansatte Borger, og hvor den fra neden, revolutionært socialistisk, efter Evne stræber at indskrænke den individuelle Skalten og Valten, dèr forsvinder med Nødvendighed de udpræget selvstændige Karakterer, og den kantede, uafhængige Individualitet synes noget Lovstridigt, som Ingen kan benytte til Dannelsesmønster eller Forbillede. Men Börne var netop en saadan skarpt kantet Individualitet og en ubetinget selvstændig Karakter.

Nu synes i Tysklands Borgerstand i Reglen den eneste, en Mand værdige Opgave den at bygge op, virke positivt, befæste eller omforme det Indvundne. Allerede det Murbrækkeragtige i Bornes Aandsretning afskrækker. Hans Ildhu, der varmede Samtiden, tager sig ud som en Don Quijotes, der med sin Lanse løber Storm mod Fæstnings- og Slotsmure. Men endog til den nye nationale Jernalder i Tyskland med dens Jernarkitektur har han bidraget Sit. Hans Ild har bragt det Malm i flydende Tilstand, af hvilket de nye Samfundspiller er blevne støbte.

Intet har maaske i den nulevende Slægts Omdømme skadet Börne mere end hans hidsige Fordømmelsesdomme over Goethe. Goethe er som frembringende og forstaaende Aand saa stor, tillige som Naturel og Personlighed i sin Styrke og sin Svaghed saa ejendommelig, at Enhver i den nyere Tid giver et væsenligt Bidrag til sin egen Karakteristik ved den Dom, han fælder over ham. Skønt der i Datiden var adskillige Skribenter ikke blot af Præstepartiet, men af Oppositionen, som afskyede Goethe, betegnes unægteligt Börnes Begrænsning skarpt ved Maaden, hvorpaa han udtalte sig om Oldingen i Weimar, det vil sige ved Arten og Beskaffenheden af de Indsigelser, han nedlagde mod Troen paa hans Menneske- og Digterværd.

Men for at forstaa, hvorledes det gik til og hvad det betød, at en agitatorisk Moralist paa det politiske Omraade som Börne nærede et formeligt Had og en stadigt levende Harme overfor den Skikkelse, der staar som den allerstørste i Tysklands skønne Literatur, er det nødvendigt at se det Modsætningsforhold, hvori Bornes Skæbne straks fra hans Fødsel af stillede ham til den store Mand, paa hvem han blev drevet til at anlægge en fremmed og derfor falsk Maalestok.

Goethe og Börne var Byesbørn. De fødes med 37 Aars Mellemrum i Frankfurt am Main. Frankfurt var en gammel Rigsstad, en Fæstning, i hvilken Porte og Taarne antydede 377 Stadens Grænser i ældre Dage, og som uden om disse paany havde Porte, Taarne, Mure, Broer, Volde og Grave, der omringede den nye By; det var en Fæstning, som indeholdt Smaafæstninger: Klosterbygninger og borgagtige Gaarde, der lignede befæstede Pladser. Staden syntes uantastelig, omgiven med et Skær af ældgammel, ærværdig Selvstændighed. Det var en Patricierrepublik, hvor den Fremmede var at betragte som retløs. Ve den, der for en Frankfurterdomstol havde en Strid med en Frankfurterborger, selv om han paa sin Side havde den soleklare Ret! De herskende Familier holdt sammen, viste hverandre Højagtelse under alle mulige gammeldags Former. At røre ved nogen af Stadens gamle politiske eller sociale Indretninger stod som utænkeligt. Øvrigheden var uden Foretagelseslyst, Indbyggerne uden den Følelse, at noget som helst her kunde forandres. Ingen Tanke om politisk Samhørighed med det øvrige Tyskland. I Datidens Tyskland var hver By og i Byen hvert Kvarter en lille Verden for sig.

Goethe var et Patricierbarn i Staden. Hans Fader var kejserlig Raadsherre. Da Ynglingen havde lært sin Fødeby grundigt at kende, maatte det se ud for ham, som kunde Skæbnen umuligt have andet i Vente for ham end borgerlig Lykke i Frankfurt. Thi Staden fangede: Familierne bemægtigede sig den smukke og højtbegavede unge Mand, Kvinderne hægede om ham, Traditionerne bandt ham; der var Intet, som kunde drage ham til de større Byer, Wien eller Berlin; de laa Frankfurt saa fjernt som i vore Dage Rom og Petersborg. Den Skæbne syntes ham beskikket efterhaanden at blive Retslærd, Ægtemand, Embedsmand, Husejer og literær Berømthed i sin Fødeby. (Hermann Grimm: Goethe.)

Naar Goethe i Virkeligheden undslap denne Skæbne, saa beror det som bekendt nærmest paa den Omstændighed, som Borne har taget ham saa ilde op, den, at han blev en Fyrstetjener, at Hertugen af Weimar gav ham en høj Stilling ved sit lille Hof.

Ogsaa Börne fødtes i Frankfurt am Main; men i Jødekvarteret. Paa hans Tid var det en Ulykke at fødes som Jøde i Tyskland; thi Jøderne havde der som andensteds ingen borgerlige Rettigheder. Men det var en særlig Ulykke at fødes som Jøde i Frankfurt am Main. Thi i de øvrige store Byer havde paa dette Tidspunkt de selskabelige Forhold til en vis Grad raadet 378 Bod paa den politiske Udelukkelse. De israelitiske Huse var saavel i Wien som i Berlin stærkt søgte som Midtpunkter for fordomsfri Dannelse og aandfuldt Vid. Geniale Jødinder som Rahel, dejlige Jødinder som Henriette Herz, som Baronesse Grotthuis, som Baronesse Arnstein, som Fyrsten af Reuss's Gemalinde og mange andre skulde snart blive toneangivende i Prøjsens og Østerrigs Hovedstæder. Men i Frankfurt var Skranken mellem Bekendelserne draget gennem det hele Livsomraade.

Alle Jøder var tvungne til at bo i den snevre, usle, overbefolkede Jødegade, der fra 1462 fulde 334 Aar igennem forblev deres eneste Opholdssted. Den fra Romaner kendte Modsætning mellem ydre Uanselighed og indre Herlighed i Ghettoerne fandtes ikke her; Husenes Indre svarede til deres Ydre; i de smaa. mørke Værelser kunde der ikke være Tale om at lægge Pragt eller Smag for Dagen. Ingensinde har man bedre kunnet danne sig en Mening om det Liv, her førtes, end i Firsernes Midte, da den ene Side af hin Gade var blevet jævnet med Jorden og en eneste afstumpet Række af vanskabte, pukkelryggede, sammengnidrede, lyssky Huse, i hvilke Nedbrydningsøksen allerede havde slaaet dybe Huller, blev stillede blot for Dagens fulde Lys, for hvilket deres smaa Glughuller, ligesom glippende med Øjel, syntes at lukke sig.

Ved Mørkets Frembrud blev alle Ghettoens Beboere indelukte her. Spaserede de om Dagen paa Gaderne eller omkring Voldene, turde de aldrig betræde Fortov eller Gangsti, kun Kørevejen. For enhver Forbigaaende, der tilraabte dem sit: «Mach mores, Jud'!» maatte de tage Hatten dybt af. Det var, for at forhindre dem i at formere sig altfor stærkt, i alt kun tilladt fjorten Par om Aaret at indgaa Ægteskab. Skønt Jøderne i Frankfurt allerede den Gang i Reglen var velhavende og havde Rothschild i deres Spidse, var da ogsaa i Selskabslivet Skillelinjen mellem Troessamfundene draget strengt, og selv Frimurerlogerne, der dog var helligede «Broderkærligheden» og Dyrkelsen af «det højeste Væsen», udelukkede hinanden og murede hver efter sin Bekendelse.

Det er klart, at disse Forhold maatte udøve deres Indflydelse paa et modtageligt Barnesind.

I et Hus i den nu forsvundne Jødegade fødtes 6te Maj 1786 som tredje Søn af «Handelsjøden Jakob Baruch», den Mand, der senere (1818) kort før sin Daab byttede sig Navnet 379 Ludwig Börne til for det efter Fødselen modtagne Navn Juda Löw Baruch. Familien var usædvanligt anset. Börnes Bedstefader var en meget rig og yderst velgørende Mand, han byggede og skænkede Menigheden en fuldt udstyret Synagoge. Han var den tyske Ordens Forretningsagent i Neckarsulm, blev paa Grund af sin Dygtighed og Ærlighed kaldet til Mergentheim, den tyske Ordens Regeringssæde, hvor han bosatte sig, og havde, da den kurfyrstelige Trone blev ledig, gjort Huset Habsburg saadanne Tjenester ved Valget, at Maria Theresia af Taknemmelighed i et egenhændigt undertegnet Dokument lovede ham og hans Efterkommere enhver Art Begunstigelse for det Tilfælde, at de skulde ville tage Ophold i Østerrig.

Dennes Søn Jakob Baruch havde, synes det, arvet Faderens Forretningsdygtighed og Klogskab uden hans rettroende Religiøsitet. Han var en smidig Forretningsmand med diplomatisk Begavelse, højt skattet ved Hoffer og af høje Embedsmænd for sin Menneskekundskab, sin Klarhed og sin «Flegma». Han var en kold, klog Mand, der af Verdens Gang tilfulde havde lært, at hvad det for Mænd i hans Stilling gjaldt om var at leve stilfærdigt for ikke at udæske Hadet; han var en i religiøs Henseende oplyst Mand, der følte sig personligt trykket af det besværlige jødiske Ceremoniel, han ikke mindst for sin Faders Skyld var nødt til med hele sit Hus at iagttage; men han forsøgte først sent at frigøre sig. Han havde som en rig Mands Søn erhvervet sig adskillige teoretiske Kundskaber; han skal endog i Bonn have gaaet i Skole med Fyrst Metternich; men af Forsigtighed gav han Sønnens eneste Lærer streng Befaling til at indskrænke Undervisningen til den gammeljødiske: Bibel, Bønnebog og Talmud.

Drengen var stille og sky, blev som det Barn, Moderen holdt mindst af, og som Husets gamle magtkære Pige laa i Krig med, haardt behandlet i Hjemmet, og af Faderen, formentlig til hans eget Bedste, knækket paa ethvert Punkt, hvor han vilde gøre en Vilje gældende. Og saaledes kom han ved sin første Berøring med Omverdenen, sløvet i sit Følelsesliv, dobbelt vakt i sit Forstandsliv, til at opfatte Alt fra Forstandssiden. Hvad der mødte ham var dumt eller ikke dumt, intet videre.*)

* 380

Det huslige og kirkelige religiøse Ceremoniel vakte Drengens Afsky som et dødt Ritual; den religiøse Undervisning i Hjemmet gjorde saa ringe Indtryk paa ham som Besøget af Synagogen. Visse Bønner, som f. Eks. Bønnen om Genindførelse af Offertjenesten, mishagede ham trods hans Drenge-Ortodoksi. Til sine Omgivelsers Forfærdelse sagde han: Det er en dum Bøn.

Han optog det, han lærte, og som Læreren selv ikke troede paa, som rent Hukommelsesværk, hvilket han siden lige saa hurtigt glemte. Saaledes gik det til, at han som voksen ikke forstod et eneste hebraisk Ord, ikke havde ringeste Begreb om jødiske Skikke, ja end ikke nærede nogensomhelst varm Følelse for det gamle Testamente, som dog begejstrede endogsaa Heine. Han, som selv minder om en gammeltestamentlig Profet, har i alle sine Skrifter ikke en Henvisning til Profeterne. Han sigter vel nu og da til bibelske Fortællinger, men ganske koldt som til bekendte Illustrationer, og (som Steinthal fint har bemærket) endog et saadant Sted som Samuels republikanske Advarsel mod Kongedømmet, om hvilket man skulde tro, det i højeste Grad maatte have tiltalt ham, anfører han «omtrent som en æsopisk Fabeb.»)

Schillers Afhandling Moses' Sendelse var det første Pust af rationel Religionsopfattelse, der naaede Drengen. Den gjorde et dybt Indtryk paa ham og rokkede hans Tro. Saa naiv denne Afhandling end er i sin Tillid til de bibelske Meddelelser som paalidelig Historie, saa revolutionært maatte den virke paa den ungdommelige Læser, der her for første Gang saa sit Folks og dets Lovgivers vigtigste Begivenheder fremstilte uden nogetsomhelst Under, idet endda «Skæbnen» spilte Forsynets Rolle.

Anekdoter fra Börnes Drengeaar anskueliggør Kritikens Vaagnen i Barnets Sind og viser En de Kræfters Spil, der formede dets Karakter. Det blev stærk Regn, og Kørevejen var aldeles opblødt en Dag, da den unge Börne var paa en Spaseretur udenfor Frankfurts Porte med sin Lærer. «Lad os gaa over paa Gangstien!» sagde Drengen. «Véd du ikke,» svarede Læreren, «at Stien er os forbudt?» Drengens Svar: «Der er jo Ingen, der ser det», gav Læreren Anledning til en moralsk Formaning og nogle Ord om Lovens Hellighed. «Det er en dum Lov», sagde Börne.

* 381

Læreren tog sig vel i Agt for at hidse Barnets Forbitrelse. Men der var saa mange Anledninger til den. Ved ingen offenlig Forlystelse i det Fri turde nogen Jøde være tilstede, end ikke naar en Luftballon steg op. Ved alle Festligheder, naar Byen f. Eks. var smykket i Anledning af fyrstelige Personers Indtog, blev Jøderne lukkede inde i deres Gade; da ved Leopold II's Kroning nogle enkelte af de mest ansete havde vovet sig ud, blev de anholdte og bragte paa Hovedvagten. Adgangen til de fleste Hoteller og alle frie Pladser var dem forment. Den almindelige Regel med Hensyn til Betrædelse af Stadens Grund var den: Hvor der er en grøn Plads, der maa ingen Jøde være. Om Søndagen blev Jødegadens Døre endog lukkede Kl. 4 Eftermiddag, og kun den fik Lov til at komme igennem, der skulde bringe et Brev paa Posthuset eller hente Medicin paa et Apotek; der stod altid Vagt ved Porten. Den lille Börne plejede at sige: «Jeg gaar blot ikke ud, fordi Skildvagten er stærkere end jeg.» Og dog gav Drengen, der tidligt røbede et blivende Hang til Velgørenhed, en Dag, da han blev tiltalt af to Tiggere, en kristen og en jødisk, den første Alt, hvad han havde hos sig. «Hvorfor giver du ikke dit Folk Fortrinnet?» spurgte Læreren. «Fordi der staar i Salomo's Ordsprog, at vi skal sanke gloende Kul paa vore Fjenders Hoved.» Den samvittighedsfulde Lærer svarede med at afvise denne Bevæggrund: «den beroede paa den falske Forudsætning, at de Kristne var Jødernes Fjender.»

Det er let forstaaeligt, at saadanne Barndomsindtryk maatte lægge Borne hans Afstamning i langt højere Grad paa Sinde, end det vilde sket under sædvanlige Forhold. Havde han kunnet glemme den, vilde desuden adskillige Ydmygelser i hans Ungdom, og i modnere Aar hans talrige Angriberes og Forsvareres uafladelige Syslen dermed, stadigt have bragt ham den i Erindring. Om det sidste Punkt skriver han etsteds i Breve fra Paris (7 Febr. 1832): «Det er som et Vidunder! Tusind Gange har jeg erfaret det, og dog bliver det mig evigt nyt. En Hoben Folk bebrejder mig, at jeg er Jøde; en anden tilgiver mig det; en tredje roser mig endog derfor; men Alle tænker de derpaa. De er som manede ind i denne magiske Jødekres; Ingen af dem kan komme ud deraf. Jeg véd ogsaa godt, hvoraf den hele onde Fortalelse kommer. De stakkels Tyskere! Da de bor lavest nede i Stuen, trykkede af syv Stokværk højere Stænder, saa letter det deres ængstelige Sind at tale om Mennesker, der bor endnu dybere 382 nede end de selv, helt nede i Kælderen. Den Omstændighed, at de ikke er Jøder, trøster dem for, at de ikke engang er Hofraader.»

Imidlertid kan man ikke sige, at der hos Borne udviklede sig nogen stor Ømtaalighed med Hensyn til hans jødiske Byrd. Med hvor megen Harme han end mange Gange har skrevet mod Undertrykkelsen af Ghettoernes ulykkelige Beboere, kunde han dog ingenlunde, som Mange ventede det af ham, optræde med større Varme for Jødernes Frigørelse end for andre Æmner af beslægtet Art. Han fandt en Frihcdsstræben, der indskrænkede sig dertil, ensidig og selvsyg.

Men dertil kom, at han nærede en Uvilje og Misstemning mod Jøderne, som beroede paa den Afsky, Handelen i Frankfurt, der mest bestod i Bankierforretninger, tidligt havde indgydt ham. Poet og Idealist som han var. Med Forfærdelse hørte han en Frankfurter Købmand tale med Lidenskab, med Begejstring om Rothschild eller det østerrigske Laan «som en Kunstven om et Raffaelisk Maleri». I 1822 skrev han: «Min Uvilje mod Handelsmænd og Jøderne som saadanne er steget til den højeste Grad, især siden jeg nu, da jeg er borte fra Frankfurt, har set. hvad det egenlig vil sige at nyde sit Liv.» Börne manglede ingenlunde Blik for store Handelsforetagenders Nytte og Skønhed. Hamborgs Børs og Havn vækker ikke mange Aar derefter hans levende Beundring. Men Frankfurter-Handelsmændene, og iblandt dem Rothschild syntes ham med deres Spekuleren i Statspapirer at staa i Forbindelse med det, der var ham mest forhadt af Alt: Tysklands Splittethed og det Metternichske Styre. Det vrimler i hans Skrifter af Udfald mod «de tyske, adelige Jøder, der er Dus med alle Ministre og fyrstelige Maitresser» og som derfor lidet bekymrer sig om Polakkernes Frihed. Særligt er Rothschild ham det Ondes Sindbilled: «Hvis Jøden Rothschild var Konge og dannede sig et Ministerium af Vekselmæglere, kunde der ikke blive regeret mere nederdrægtigt . . . Rothschild vil bestaa til den yderste Dag - det vil sige Kongernes. Hvilken Ultimo! [Opgørelsesdag] hvor vil det da knage!» Han gaar saa vidt i sin Forbitrelse paa ham, at han kalder det en Skændsel, da Rothschild i Paris bliver idømt to Dages Fængsel for trods gentagen Paamindelse at have vægret sig ved at lade sin Enspændervogn numerere. Selvfølgelig har Börne intet Personligt imod ham, men han afskyr ham som «den store Mægler ved alle de Statslaan, der giver 383 Fyrsterne Magt til at trodse Friheden.» Da han efter Julirevolutionen stadigt anser en ny, stor Omvæltning for nær forestaaende, finder han det - iøvrigt med Urette - dumt af Jøderne, at de holder til med Magthaverne rundt om i Europa. Derimod erklærer han med Rette Jøderne for «dummere end Fæ», naar de indbilder sig, at ved en opstaaende Revolution vil de blive beskyttede af Regeringerne. Med sundt politisk Blik indser han - hvad Erfaringer fra Rusland har bekræftet - at man netop vilde give dem til Pris for Folkehadet i den Hensigt saaledes at kobe sig selv fri fra Revolutionen.*)

Bornes Fødsel udenfor det kristne Samfund fremkaldte, som man ser, ingen overvættes Sympati med hans Stammefæller; men under hine tidligste Tvangsforhold i den glædeløse Barndom, under Kulden fra Forældrenes Side og med Skuet af Vindesygen, den fejge Forsigtighed, alle de Laster, som Undertrykkelsen avler, rundt omkring blandt Omgivelserne, smeddedes en Karakter, saa stærk, at den aldrig kunde bøjes, blødgøres eller brydes og paa hvis diamanthaarde Fasthed hverken Smiger eller Magtsprog bed, en Karakter, hermelinsagtig i sin Renhed, og i denne Karakter en Strenghed, der hyllede sig snart i den humoristiske Satires, snart i den haanende Harmes Klædebon, og som udgik fra en Retfærdighedsfølelse, der kunde blive flammende i sin Patos. Saaledes blev han som Skribent for Tyskland omtrent hvad Paul Louis Courier havde været for Frankrig, det vil sige en politisk Tribun, satirisk og frihedselskende som Franskmanden, mindre klartskuende paa det nærmeste Felt, men som Hjertemenneske rigere paa Fantasi og Patos, langt rigere af Naturel end han. (Se Saml. Skr. V 251).

Thi Karakterens Fasthed udelukkede ikke hos ham Sindets Blidhed. Den svage, altid noget sygelige Dreng, der voksede op i en Gade uden Sol, uden frisk Luft og uden Adgang til Naturen, var i Grunden en øm Sjæl. Og Mildhedsfrøet i hans Sind blev maaske tidligst udviklet ved Læsning af den tyske Forfatter, der har udøvet størst Indflydelse paa Dannelsen af hans Synsmaader og hans Stil, Jean Paul. Det er fra Jean Paul, der i Börnes mørke Ungdomstider var hans bedste Trøst, at han selv som Skribent i lige Linje stammer ned.

* 384

Han opfattede Jean Paul som deres Digter, der fødes i Ringhed. Han elskede Jean Paul som deres Talsmand, hvem der sker Uret. Han saa i ham en Rettens Præst og en Mildhedens Apostel. Den berømte Mindetale, han har skrevet over ham, giver et Indblik i hans Ungdomssværmeri paa samme Tid, som den afgiver Vidnesbyrd om, hvad det er, han har søgt at tilegne sig af den Jean Paulske Stil. Gennem de kunstfærdige Antiteser gør Sindets Bevægelse sig gældende, hvor han siger:

«Vi vil sørge over ham, som vi har tabt, og over de andre, som ikke har tabt ham. Thi ikke for Alle har han levet. Men der vil komme den Tid, da han bliver født for Alle, og da Alle vil græde over ham. Og han staar taalmodig ved det tyvende Aarhundredes Port og venter smilende paa, at hans sendrægtige Folk skal indhente ham. Saa fører han de Trætte og Hungrige ind i sin Kærligheds Stad.»

Og der er aandfuld Karakteristik i disse Linjer:

«I Landene tælles kun Byerne, i Byerne kun Taarnene, Templerne og Paladserne; i Husene deres Herrer, i Folkeslagene Partierne, i disse deres Anførere ... Ad snevre tilgroede Stier søgte Jean Paul den oversete Landsby. Han tallte i Folket Menneskene, i Byerne Tagene, og under hvert Tag hvert Hjerte. »

Fra først af har det maaske været Jean Pauls politiske Holdning, som har fortryllét ham. Jean Paul optraadte tidligt i den tyske Literatur som Arving til Herders verdensborgerlige Følelser og Lærdomme. Herder havde stadigt prist Kærlighed til Menneskeheden paa Nationalfølelsens og Nationalhadets Bekostning. Jean Paul forkyndte efter ham Menneskenes almindelige Broderskab. Og hertil kommer, at et ubestemt politisk Frisind, svarende omtrent til Erklæringen af Menneskerettighederne, der havde elektriseret ham, besjæler alle hans Frembringelser, medens han behandler Fyrster, Hoffer og den fornemme Verden med gennemført Ironi. Jean Paul betragter snart en tilkommende Guldalder, hvor kun Enkelte, men ikke mere Folkene synder, og hvor Krigsspøgelset er forsvundet, som nær forestaaende, snart igen skyder han den ud i en meget fjern Fremtid, men Indtrykket af hvad man kaldte og kalder det historiske Fremskridts Hurtighed bragte baade ham og hans Lærling til at forestille sig Verdensbroderskabet som ikke langt borte.

Dog ikke blot det storladne Fremtidssyn men det Satiriske og Idylliske i Jean Pauls Talent tiltalte i høj Grad Börne. Han 385 optog fra Jean Paul visse komiske tyske Stednavne (Kuhschnappel, Flachsenfingen), han efterlignede som ung Mand hans humoristiske Manér i sine novellistisk-journalistiske Smaating, i Skemtestykkerne om Spiseknnstneren ved Hotelbordet, om Allerhöchstdieselben, om Hof- and Commerzienräthe, om den Turn- og Taxis'ske Post (Datidens Postvæsen) osv., kun holdende sig nærmere til Virkeligheden og den Egn, hvortil han sigter, end Jean Paul havde gjort. Som Jean Paul angriber han i skalkagtige Former Stat, Kirke, Forvaltning, Sæd og Skik, uden dog at have sin Forgængers Rigdom paa Iagttagelser at raade over og uden at komme ham nær i mangesidig Kundskab.

Men til Gengæld har han som Stilist store Fortrin for Jean Paul.

Börne, der ganske manglede en dybere Kunstsans, en finere Formsans, har det Ukunstneriske hos Jean Paul behaget som ukunstlet. Han har ikke følt, at denne Overflod paa Billeder var slæbt sammen allevegnefra og kun sjældent udsprang af Sagen selv. Denne orientalske Yppighed i Lignelser, denne Sprogets Blomsterrigdom har tiltalt ham som poetisk, og hans Øre har i Periodernes Mangel paa Harmoni, i de utallige indskudte Sætningers tunge Ballast kun set Vidnesbyrd om Foredragets Naturlighed. Ogsaa for ham var Goethes upersonlige Alderdomsstil en Gru. Det levende, urolige Jeg i Jean Pauls Skrifter mødtes, naar han læste dem, med hans eget varmtfølende og lidenskabelige Jeg.

Uvilkaarligt omformede han da den Jean Paulske Stil helt efter sit Grundvæsen, dette Grundvæsen, der røber sig allerede i hans første Breve, og hvis Særegenhed kun blev tillempet og udfoldet, aldrig omændret. Der var ingen Vildnis'er eller Urskove i hans Indre som i Jean Pauls. Han tænkte ikke paa ti Ting paa én Gang som Jean Paul, for hvem de stod flettede i hverandre. Nej, saavel Fantasi som Forstand var hos ham klar, og knap i sit Udtryk. Tidligt havde han gennem Læsning af Johannes von Muller faaet Hang til den fyndige Tacitus-Korthed. Hans Forestillingsgang var fra først af halvt fransk, halvt jødisk rettet mod Antitese og Kontrast. Han yndede Tankernes og Ordenes Symmetri, hans indre Tempo var hurtigt, hans Aandedræt som Skribent var kort. Derfor korte Sætninger, stærke og bidske Sætninger i Hundetrav; ingen Perioder. Mange Billeder led han, dog ikke saa mange, at de fortrængte hinanden, og 386 træffende, betegnende skulde de være. Han hentede dem ikke op af Hefter med Notitser som Jean Paul, men de kom af sig selv i beskeden og rigelig Fylde. Mange Lignelser brugte han, men klarhovedet som han var, stillede han dem i sine Sætninger næsten algebraisk op, saa de snarere gjorde Indtryk af Ligninger end af løse Blomster.

Og hans ganske individuelle Væsen udformede sig saaledes efterhaanden i en ganske særegen humoristisk Stil. Jean Pauls Humor strækker sig igennem vidtløftige og brede Undersøgelser, Fortællinger, Romaner; ikke saaledes Börnes. Han har aldrig kunnet frembringe noget politisk, poetisk, kritisk eller historisk Værk af noget Omfang; han kunde ikke skrive Bøger, kun enkelte Sider. Han var i sit inderste Væsen journalistisk anlagt. Herpaa beror hans Humors særegne Art.*)

Han havde den spøgende Vittighed, men ogsaa en Art sarkastisk Vid, der snærter og tillige ved en indirekte Appel til Følelsen griber og rører. Han havde den Bitterhed i Klage og Anklage, der ytrer sig i Trøstens forsonende Form, og den Melankoli, der med et Smil og et forfløjent Indfald løfter sig op over Tidsalder og Omgivelser. Men noget Lignende vilde med Rette kunne siges om andre store Humorister. Det for Börne (i Modsætning til Sterne, Jean Paul og Andre) Ejendommelige beror først paa den Grebethed, den Betagethed, med hvilken han reagerer mod alle Begivenheder i Omverdenen, der naaer indenfor hans Synskres, idet selv en ringe Hændelse bringer alle hans Væsens Strenge i Skælven, og vel at mærke kun Hændelser af det virkelige, særligt det offenlige Liv - dernæst beror hans Ejendommelighed paa, at alle Begivenheder, som indtræffer, berører et og samme Punkt i hans Sjæleliv, en Frihedskærlighed, som var et Udslag af den skarpeste Retssans. Ganske mesterligt har en af hans Kritikere, Steinthal, udviklet, hvorledes dette hænger sammen med hans Mangel paa Evne til at frembringe et større Hele. Han tænkte aldrig systematisk, han forbandt aldrig de mange Enkeltheder, der efterhaanden sysselsatte og greb ham, med hverandre indbyrdes, men han stillede enhver af dem i Forhold til sit Væsens Midtpunkt.**) Hans Humor * * 387 sammenknyttede den jammerlige Virkelighed med den ideale Fordring i hans Indre, men han gav intet Billede af Virkelighedens forskellige Elementer, opfangede dem kun alle i samme Brændpunkt. Letfatteligt er det, at som Börne med hele dette Anlæg maatte sætte Schiller højt over Goethe, saaledes maatte han vurdere Jean Paul langt højere end Schiller. Og det er højst betegnende, at hvad han har at indvende mod Schiller ikke er Ufuldkommenheder i den rent poetiske Udformning, men Mangel paa sædelig Idealitet. Man er vant til at betragte Schiller som uangribelig paa dette Punkt, men for Börnes hensynsløse Strenghed i den sædelige Fordring er han det ikke. Lærerig er især Bornes Bedømmelse af Wilhelm Tells Karakter. For ham er Tell kun en stor Filister; god Borger, Fader og Ægtemand, men en Mand, hvis Karakter er Underdanighed. Paa Rütli, hvor de Bedste mødes, fattes hans Ed; han havde ikke Mod til at være en Sammensvoren. Naar han siger:

Den Stærke mægtigst er, naar han er ene -

saa er dette for Börne Svaghedens Filosofi: hvem der kun har Kraft nok til at kunne komme til Rette med sig selv, er stærkest alene, men hvem der efter Selvbeherskelsen har et Overskud af Kraft, han vil ogsaa beherske Andre. Og Kritikeren gennemgaar Tells Handlemaade Punkt for Punkt: Tell hilser ikke Hatten paa Stangen, men det er ikke Frisindets ædle Trods, det er kun Spidsborgerstolthed, en Blanding af Æresfølelse og Frygt; han gaar med nedslagne Øjne forbi Stangen for at kunne sige, han ikke har set den. Og da Gessier kræver ham til Regnskab, er han ydmyg, saa ydmyg, at man skammer sig over ham; han siger, han har undladt det af Uagtsomhed og ikke skal gøre det mere.

Börne vurderer ikke Æbleskuddet: en Fader kan vove Alt for sit Barns Liv, men tør ikke sætte selve dette Liv paa Spil. Hvorfor skød Tell ikke straks Tyrannen i Stedet for at bede for sig som et Fruentimmer og sige sit «kære Herre! kære Herre!» Han havde fortjent Ørefigen derfor. Og, fortsætter Börne, er det ikke Forræderi og en slet Streg af ham, at naar Fogden paa Søen betror sig til hans Hjælp - som Fjende til Fjende - at han da springer i Land, støder Baaden ud i Vandet og giver 388 den til Pris for Stormen. Og Börne tager den stærkeste Forargelse af Repliken:

Jeg svared: Herre, ja det tænker jeg,
hvis Gud vil hjælpe, skal jeg gøre mit.
Saa løste de da mine Baand, og jeg
tog Plads ved Roret, styred redeligt -

«Hvordan kommer, udbryder Kritikeren, den jævne Mand til denne Jesuitisme? Jeg begriber ikke, hvorledes man nogensinde har kunnet finde denne Handling sædelig, endsige skøn. Tell lægger sig i Baghold og dræber uden al Fare sin Fjende, der ikke tror sig udsat for nogen Fare!»

Det kan ikke undre, at Den, i hvis aandelige Organisme Retssansen havde udviklet sig til en saadan Skarphed og Finhed, at den formelig traadte i Stedet for den egenlige æstetiske Sans, maatte savne Organet for Goethe, hvis Retfærdighedstrang var forholdsvis uudviklet. - -

Efter et Par Aars Ophold hos en Professor i Giessen blev den unge Borne i Aaret 1802 sendt til Berlin, da hans Fader ikke havde kunnet faa Bugt med hans Lyst til Studier, skønt disse paa Grund af hans Byrd kun kunde føre ham til at blive Læge, hvortil han endda aldeles ikke røbede Anlæg. Han blev sat i Huset hos den bekendte Læge og Kantianer Marcus Herz, hvis offenlige Forelæsninger over Filosofi havde havt saa stort Tilløb af det bedste Selskab, at han - mange Aar før Berliner-Universitetets Oprettelse - var bleven udnævnt til Professor i Filosofi med Statsløn paa Livstid. Det var en fremragende Læge, en klar Tænker og en dygtig Taler, Ven af Lessing, hvis Poesi han satte ikke mindre højt end hans Kritik. Den romantiske Skoles, særligt Hardenbergs, Mystik var ham derfor en Meningsløshed og en Gru. Da han døde allerede 1803, kunde han ikke faa nogen betydelig Indflydelse paa den unge Börnes Udvikling. Et des stærkere Indtryk paa Ynglingen gjorde hans berømte, sytten Aar yngre Hustru Henriette, født Lemos, der kun tolv Aar gammel uadspurgt var blevet forlovet med ham. Udmærket smuk, overordenlig sprogkyndig, søgt af Datidens ypperste Videnskabsmænd og Skribenter i meget stort Antal, førte hun et af de mest omtalte, ansete, yndede Huse i Berlin. Hun var da 38 Aar gammel, Borne 16: men dette forhindrede naturligvis ikke det unge Menneske i at styrte sig hovedkulds ned i en haabløs 389 Forelskelse i det skønneste og ypperligste kvindelige Væsen, han endnu havde set.

Den dejlige Henriette var som Personlighed allerede i det Ydre den skarpeste Kontrast til sin lille kloge og stygge Mand; en fuldendt Skønhed var hun; Hovedet lille som paa de græske Statuer, Skikkelsen høj og majestætisk som Dronning Luises. Den tragiske Muse eller den skønne Tscherkesserinde var de Øgenavne, hvorunder hun gik. Tilbedt var hun bleven af Wilhelm von Humboldt, af Mirabeau, af Schleiermacher, og hun omringedes efter Mandens Død af en Skare fornemme Herrer, der forgæves bejlede til den smukke Enkes Haand. Hun afslog alle Frierier, tilbageviste trods sin Fattigdom bl. A. en af de rigeste tyske Grevers Haand og lod sig ansætte som Guvernante for den senere Kejserinde af Rusland. Hun var lige saa strengt dydig som blændende dejlig, tilstod vel forskellige Mænd megen Fortrolighed, men altid indenfor det blotte Venskabs Grænser.

I hendes Kres skelnede man imellem det tilladelige Koketteri, som gaar ud paa at vinde Manden helt, og det utilladelige, som kun gaar ud paa at vinde hans Sanser. Hun hørte da selv til de dydige Koketters farlige Klasse. Uden Temperament og forfalden til moraliserende Føleri stiftede hun som yngre et Dydsforbund, i hvilket Wilhelm von Humboldt spillede Hovedrollen, og af hvilket baade gamle og unge, berømte og uberømte Mænd var Medlemmer. Man sagde Du til hverandre, skrev lange Breve til hinanden, undertiden i fremmede Sprog eller med græske og hebraiske Bogstaver, udvekslede Ringe og Silhuetter, foresatte sig hinandens «moralske Udvikling», attraaede «Lykke gennem Hengivenhed» men uden Pligter, thi Hengivenheden kender ingen Pligter, og fjernede alle den vedtagne Velanstændigheds Skranker - dog i al Tugt og Ære. Rahel spottede derover, vilde ikke ind deri.

De Breve, der veksledes, ligner ganske dem, som i Danmark lidt senere Kamma Rahbek og Molbech skrev til hinanden. Man finder her en Mundart, der aldeles svarer til hvad paa Dansk Bakkehussproget er. Man fordybede sig i sine egne Følelser, og var fortabt i uophørlig Selvbespejling, der selvfølgelig berøvede Følelsen al Friskhed. I endeløse Breve forklarede Ven Veninde og Veninde Ven, under skrevne Taarer, hvorledes de gensidigt udfyldte og udviklede hinanden. Man plukkede sig selv op til Charpi, man beskuede sig i denne optrevlede Skikkelse; man 390 samlede sig ikke til Meddelelsen; men udtværede sig tvertimod. Man persede sit Indre, til det blev flydende, blev Taarer, Hjerteblod osv. og udøste det da i en Ligesindets Barm, uden at Selvet just blev mærkeligere eller originalere ved denne Behandling.

Den skønne og noble Henriette Herz var ogsaa mindre en oprindelig Personlighed end hvad Tyskerne kalder en «Anempfinderin». Hun tilegnede sig sjældent mere af alle de betydelige Mennesker, kun kom i Berøring med, end hvad hun optog ved ydre Kendskab til deres Færd. Hun er især bleven berømt ved sit ømme Venskab med Schleiermacher. Man snakkede i Berlin meget derom, men ligefuldt var det hævet over al ond Omtale. Modsætningen var altfor paafaldende mellem «den tragiske Muse» og den lille Schleiermacher, hvis fine Hoved sad paa et skrøbeligt og lidt vanført Legeme. I Berlinerbefolkningen smilte man godlidende, naar man om Aftenen saa den lille Pastor gaa ud af Henriettes Hus med en Lygte hængende ved sin Frakkeknap, eller naar han selv om Dagen hang ved sin majestætiske Melpomenes Arm. Der udkom endog en Karikatur, hvor hun bar ham i Haanden - Juvelen, som han kaldtes - som man bærer en Parasol. (Karl Hillebrand: La société de Berlin i Revne des deux mondes).

Selv om den unge Börne havde været den friske, rødkindede Yngling, han ikke var, vilde han neppe have gjort noget Indtryk paa sin stolte og forvænte Plejemoder. Nu begreb hun i Begyndelsen end ikke, hvad der fejlede det unge Menneske, hvis Lidenskab - der foreligger skildret i hans Oplevelser - var en ægte Skoledrenge-Tilbedelse, som den i Mandbarhedsalderen opstaar af halvbevidst Drift og overspændte Forestillinger om et kvindeligt Væsens Fuldkommenhed. Da et Par Forsøg, som den Syttenaarige gjorde paa gennem Husets Tjenestepige at skaffe sig Arsenik fra et Apotek, røbede Henriette Herz, hvad der foregik i ham, stræbte hun efter Evne ved en Blanding af Godhed og Strenghed at bringe ham til Fornuft.*) At hun imidlertid ikke var helt ufølsom for hans Tilbedelse eller helt fri for et Koketteri, der her antog Moderlighedens Maske, røber den lille Omstændighed, at han, der 3 December 1802 havde antaget hende for 28-30 Aar gammel, af hende ved Middagsbordet erfor, at hun var 34 Aar gammel; om Aftenen lagde hun to Aar til. Men * 391 flere end disse 36 bekendte hun ikke, og endnu 5 Marts 1803 antager Borne hende derfor. To Aar har den dejlige Fru «Modcr», som hun tillod ham at kalde sig, altsaa løjet sig yngre. Naturligvis vedblev han at elske, beundre, fortvivle, lide Helvedeskvaler over hendes Ligegyldighed og fornemme himmelsk Salighed over et Smil eller et venligt Ord fra hendes Side, desuden at vise sig mistroisk, bitter, urimelig, uberegnelig i Omgang, indtil det blev nødvendigt at sende ham andenstedshen.

Han kom til Halle for der at fortsætte sine Studier. Ved Afrejsen overrakte han hende en følsom Dagbog - hun havde, synes det, givet ham det Raad at udøse sin Kval i en saadan - tilligemed en Del til hende rettede lidenskabelige Breve. Fra Halle vedblev han at skrive hende til med uforandret Sværmeri og heftig Længsel, dog retter i Afstanden Börnes Væsen sig snart saa vidt, at han ikke mere gaar op i den blotte Granskning af sin sjælelige Tilstand, men hæver sig til rolig og underholdende Kritik af Omgivelserne og til en vis værdig Selvfølelse, der er blandet med Selvkritik. Allerede i disse Breve møder man hos ham i Forening Begejstring for Ideer, Harme over Trællesind og hvas Satire i de Domme, der fældes. Man lærer her Börnes oprindelige Væsen at kende, et Temperament, for hvilket Udsvævelser saa lidt er en Fristelse som Drik, en Natur, der lider under Legemets Svaghed, under den indre Strid, som opstaar. hvor der findes Mod uden Kraft, Elskov uden Genkærlighed, ubestemte Ønsker om Udøvelse af Stordaad uden tydeligt Maal. Af og til en Trusel om, hvad der engang, naar han er modnet til Mand, skal times den Filisterhob, der nu smiler ad ham, og harmfuld Anelse om tilkommende Ydmygelser, og stormende Forsæt om Hævn over de Frække, som vil forhaane ham paa Grund af hans Afstamning og pine ham, fordi de anser hans Tilbageholdenhed for Fejghed.*). Tydeligt nok har dette Ungdomsophold i Berlin for den unge Börne havt den Betydning at modne hans Følelsesliv, medens Berøringen med Tidens betydeligste Mænd i det Herz'ske Hus har bidraget sit til at vække hans Aandsevner.

Han studerede i Halle, da Slaget ved Jena blev slaact og Universitetet kort efter ophævet af Napoleon. Börne drog til * 392 Heidelberg for at fortsætte Studierne der, iøvrigt fuld af patriotisk Forbitrelse mod de Franske, som gav sig Luft i et Flyveskrift, Censuren ikke lod udkomme. Men samtidigt med at Napoleons Sejerstog forjog Studenterne fra Halle, indtraadte som Følge af hans Sejre en fuldstændig Omvæltning i de politiske Forhold i Bornes Fødeby. Allerede i 1806 tog Dalberg som Fyrst-Primas i det nys grundede Rhinforbund Frankfurt am Main i Besiddelse. En af hans første Regeringshandlinger var at hidføre væsenlige Forbedringer og Lettelser i Jødernes Stilling, indtil en Forordning af Napoleon 1810 paabød Afløsning af alle Byrder, som paalaa Livegne og Jøder. I December 1811 fik den jødiske Menighed i Frankfurt fulde Borgerrettigheder mod en Sum af 440,000 Gylden, der helt var indbetalt det følgende Aar. For Börne var den nærmeste Virkning den, at han opgav det medicinske Studium, som han kun modstræbende havde grebet, fordi ethvert andet var ham forbudt, og gik over til Stats- og Retsvidenskab, der aabnede Adgang til Statstjenesten. 1808 blev han Doctor i Filosofien.

Faderen, som havde været yderst utilfreds med Sønnens Mangel paa Stadighed som Student, ligesom med hans jævnlige Gøren Klatgæld, og som nu var ikke mindre misfornøjet med hans Opgiven af Lægevidenskaben, fordrede, at han skulde ernære sig selv og skaffede ham da en Ansættelse, der staar i en pudsig Modsætning til Börnes senere Virksomhed som Forfatter, et lille Embede ved det Frankfurter Politi.

Han blev udnævnt til Aktuar, sad i Romerens gamle mørke Rum, viserede Passer, prøvede Vandrebøger, optog Protokoller og repræsenterede ved højtidelige Lejligheder i Uniform og med Kaarde den stedlige Autoritet.

Imidlertid var han begyndt at optræde som Skribent, som Medarbejder af et Frankfurter Dagblad, med Artikler, fulde af urtysk Retorik, i hvilke der overfor den store Korsikaner fremtræder en fædrelandsk Entusiasme, der i sit sproglige Udtryk allerede slaar over i det vildeste Fædrelanderi. Det er Opraab til de tyske Ynglinge og Udbrud af den blindeste, mest undersaatlige Tillid til de tyske Fyrster.*) Han er lutter Haab med Hensyn til Udfaldet af «Frihedskampen» * 393 Han anede visselig ikke, at han selv skulde blive et af Sejrens første Ofre. Neppe havde i 1813 Kejserne af Rusland og Østerrig og Kongen af Prøjsen holdt deres Indtog i Frankfurt, før Fyrst Dalbergs syvaarige Styre var forbi; Storhertugdømmet Frankfurt blev udslettet af Staternes Tal og man lod den gamle Forfatning træde i Kraft paany. De Borgerrettigheder, som Israeliterne i dyre Domme havde tilkøbt sig, kasserede man simpelthen, selvfølgelig uden at give Pengene tilbage. Det var, skriver Karl Gutzkow, som om de Kurerer, der fløj frem og tilbage mellem Wien, hvor Fredskongressen havde sit Sæde, og de andre tyske Byer, som havde hver sin Reaktionskongres, oprev Furer i den blodsivende tyske Jord, i hvilke man paany vovede at saa de gamle Fordommes og Forrettigheders Sæd.

Det franske Herredømmes Fald berøvede Börne hans Embede og hans Ulykkesbrødre deres Menneskerettigheder; han var upersonlig nok i sin Tankegang til sidenhen som før at anse dette Fremmedherredømme for en Skændsel.

Det kan imidlertid ikke undre, naar Goethes Ligegyldighed ogsaa overfor dette Udslag af den store Reaktion styrkede Börne i hans Had til en Personlighed, der fra ingen ham tilgængelig Side syntes ham stor. I sin Anmeldelse af Bettinas Bog Goelhes Brevveksling med et Barn - maaske den mest vildledende Kritik, Borne har forfattet - skriver han: «Hvad gjorde Goethe, den største Digter, til et saa lille Menneske, hvad slyngede Humle og Petersilie ind i hans Laurbærkrans? Hvad satte Nathuen paa hans ophøjede Pande? Hvad gjorde ham til Forholdenes Træl, til fejg Spidsborger, til Smaastadssjæl? Han var Protestant og hans Familie hørte til det herskende Parti i Frankfurt, dens Medlemmer kunde blive Medlemmer af Senatet. Da han 60 Aar gammel stod paa Højden af sit Ry, og Virakskyerne under hans Fødder skillende skærmede ham mod Dalboernes lave Lidenskaber - saa ærgrede han sig, da han erfor, at Frankfurterjøderne fordrede Borgerrettigheder og han fraadede mod den Humanitetsvaasen, der talte Jødernes Sag.»

Hvad Börne mindst af Alt kunde tilgive Goethe, det var dennes Stilling til de Store. Han oversaa, at den Menneskealder, han selv var yngre end Goethe, betegnede en gennemgribende * 394
Forandring i Skribentens Stilling til Fyrsterne og Publikum. I Tyskland levede i det attende Aarhundrede Forfatterne ikke af Honorarer men af Tilegnelser. Digterne var nødte til at søge en fornem Beskytters Yndest, til at undervise adelige Junkere eller ledsage unge Prinser paa Dannelsesrejser. Wieland modtog Pengegaver til Tak for Dedikationer, Schiller tog med Glæde mod den Understøttelse, Hertugen af Augustenborg skaffede ham fra Danmark. Monarker og Fyrster, høje Herrer, Aristokrater nærede jo i Slutningen af attende Aarhundrede en virkelig, ja heftig Interesse for Filosofi og Poesi, for al den nye Sandhed og Skønhed; de drog Forfatterne til sig som deres Ligemænd. Det var først ved den franske Revolution, at dette smukke Forhold ophørte, og Goethes Livsstilling var ordnet før Revolutionen. Börne stirrede sig blind paa de løsrevne Udtryk for Goethe's Fyrsteveneration. Han afskriver etsteds dette Udsnit af Goethe's Dagbog: «Derefter havde jeg den uventede Lykke at turde gøre deres kejserlige Højheder Storfyrst Nicolaj og Gemalinde min Opvartning i mit Hus og min Have. Hendes kejserlige Højhed. Fru Storfyrstinden, forundte mig at nedskrive nogle poetiske Linjer i hendes sirligt prægtige Album», og Börne tilføjer: «Det skrev han i sit 71de Aar, hvilken Ungdomskraft!» Jo ældre Borne blev, jo mere han selv udviklede sig til ikke at være andet end den menneskevordne politiske Overbevisning, et Væsen, i hvilket den politiske Overbevisning havde bemægtiget sig det hele Sjæleliv, Talentet og Viddet, og hos hvem den var omdannet til en Religion med alle Religionens Ytringsformer: Tro, Andagt, Fanatisme - desmere værdiløs, ja foragtelig forekom Goethe's Tilskuerrolle til de politiske Kampe ham. Et andet Sted skriver han: «Goethe's Dagbog har jeg nu endt. En saa tør og livløs Sjæl gives der ikke mere i Verden, og Intet er pudsigere end den Troskyldighed, med hvilken han lægger sin Følelsesløshed for Dagen ... Og saadanne Konsuler har det tyske Folk valgt sig: Goethe, der mere angst end en Mus roder sig ned i Jorden og gerne giver Luft, Lys, Frihed, Alt bort, naar han blot rolig i sit Hul kan tære paa det ranede Stykke Flæsk, og Schiller, der ædlere, men lige saa modløs, skjuler sig for Tyranniet bag Skydunst, og oppe hos Guderne forgæves beder om Hjælp, og blændet af Solen ikke mere ser Jorden og glemmer Menneskene, som han skulde hjælpe. Og saaledes - uden Fører, uden Formynder, uden Retsven, uden Beskytter - bliver 395 det ulykkelige Land et Bytte for Kongerne, og Folket en Spot for Folkene.»

Fra Sommeren 1818 af optræder Börne, der hidtil kun nu og da havde udgivet Flyveskrifter, som selvstændig Journalist, idet han udgav og næsten alene forfattede Tidsskriftet Die Wage. Han var den første Journalist i stor Stil, som den tyske Literatur havde frembragt, og først han gjorde den periodiske Presse i Tyskland til en Magt. Det er en Glæde at eje de nu saa sjældne Hefter af hint gamle Tidsskrift «for Borgerliv, Videnskab og Kunst», der satte Tidsskel. Midlet, hvorved det trængte igennem, var Udgiverens levende Stil og træffende Vid. Det behandlede Politik og Literatur og Teater, det havde Medarbejdere som Görres (før dennes Omvendelse) og som Willemer, Goethes rationalistiske og frisindede Ven (Suleika's Ægtemand); men hvad for et Æmne, Tidsskriftet end fremdrog, saa fik det ved Behandlingsmaaden en politisk Farve. I Løbet af de fire Aar, i hvilke Börne forestod Udgivelsen af Die Wage, overtog han desuden Redaktionen af to Dagblade, først af Zeitung der freien Stadt Frankfurt, som han paa Grund af Censurens uophørlige Plagerier maatte opgive allerede efter tre Maaneders Forløb, saa af Bladet Die Zeitschwingen, der blev undertrykt ved et Magtbud, samtidig med at der idømtes Redaktøren en kortvarig Fængselsstraf. Börne rejste nu for første Gang til Paris, hvorfra han en Tid lang leverede Breve til Cottas forskellige Tidsskrifter, men vendte dog allerede 1822 tilbage til Tyskland, hvor en lang og farlig Sygdom opslugte hans Sparepenge og tvang ham til at henvende sig om Bistand til sin Fader.

Denne var yderst misfornøjet med ham. Af sine andre Børn havde han Glæde; men denne Søn, Doctoren, der Intet kunde fortjene, havde, paastod han, allerede kostet ham store Summer, og var dog ikke blevet andet end Forfatter af Artikler og Skrifter, hvis Retning aldeles ikke billigedes af hans Velynder, Fyrst von Metternich i Wien. Hvad skulde han skabe sig Fjender for! angribe de Store! Passede det for hans Samfundsstilling! Hvad var han overhovedet i Verden, siden han tillod sig at tøre saa stort et Ord? Nu kunde han have været Læge og have samlet sig Praksis, eller været Advokat og have ført Rothschilds Processer. I Stedet skrev han Tidsskriftsartikler, rejste den Smule Penge op, som de indbragte ham, og spærrede 396 sig ved sine ugudelige Bemærkninger om de Store enhver Lejlighed til nogensinde at komme paa grøn Gren.

Og Faderen kendte de politiske Forhold tilstrækkeligt til at vide, at hans Søn aldeles ikke behøvede at blive Læge eller Advokat for at faa en indbringende Stilling. Han vidste ret vel, hvorfra Hr. von Gentz og Hr. Friedrich von Schlegel fik deres Veksler. Og saa havde Sønnen endda Maria Theresia's Tilsagn at beraabe sig paa. (Karl Gutzkow: Börnes Leben. Ges. Werke XII, 328, 329.)

Neppe havde Borne begyndt en regelret Virksomhed som Skribent, før de store Reaktionære lagde Mærke til hans Talent. I et Brev fra Rahel, dateret 18de Maj 1819, hedder det, at Gentz har anbefalet hende Die Wage som det aandrigste, vittigste, der i hine Dage skreves, det bedste af den Art, der overhovedet siden Lessing var kommet frem. Börne's Fader vidste godt, at Hr. von Gentz roste Sønnens Stil, og Fyrst von Metternich hans politiske Kundskaber*). Uden at spørge sin Søn arbejdede han da paa at skaffe ham en fordelagtig Byggegrund paa Samfundets Solside. Da Borne erfor derom, havde Metternich allerede grebet til med begge Hænder: Borne skulde leve i Wien med Titel, Rang og Indtægt som kejserlig Raadsherre uden at være bunden til nogen som helst Tjeneste derfor. Ubetinget Censurfrihed var sikret ham for Alt, hvad han maatte ville skrive. Han skulde være sin egen Censor. Og vilde han efter nogle Maaneders For løb opgive sin Stilling, stod det ham frit for. Saaledcs vilde han jo allerbedst kunne arbejde for Fremskridtets og Humanitetens Sag.

Faderen skrev: «Kære Louis! jeg beder dig, læs dette Brev med samme Opmærksomhed, med hvilken jeg har læst dit. Tro mig, din saa højst priste Uafhængighed er usikker; vil den eller kan den bevares? Hvorfor skulde dog ikke ogsaa du en Gang tænke paa et fast Udkomme? . . . Hvori bestaar din nærværende Lyksalighed? Dog vel ikke i de 500 Francs [maanedligt Honorar fra Cotta]? Beslut dig dog for din Fremtids Skyld til paa min * 397 Bekostning at gøre en Rejse til Wien; jeg besværger dig, ikke at forskertse din Lykke . . .»

Börne afslog Alt, afslog det saa kort, at han ikke en Gang vilde tale med Magthaverne*). Goethe kunde lade sig gøre til Geheimeraad ved et Hof, han ikke. Og Fristelsen var vel større for den fødte Plebejer, der paa Kommando havde maatte hilse enhver Forbigaaende, end for den store Patriciersøn. Naar man læser Börne's haarde, haanlige Domme om Goethe, bør man ikke over deres Uretfærdighed glemme, at der stod en Mand bag Ordene, der ikke vilde gøre, hvad Goethe havde gjort.

Kunstsans i Ordets strenge Forstand besad Borne ikke. Han har aabent tilstaaet det, desuden røbet det ved at udtale sin Uvilje mod dem, hvem det er ligegyldigt, hvad Kunstneren fremstiller og kun vigtigt, hvorledes han fremstiller det. Kunstnere og Kunstkendere af den Art er ham af Hjertet imod. Det er ham en Gru, at man kan sætte et Billede af livløse Genstande over et Maleri, der forestiller en Madonna. Med sit Hang til det Betydelige og Storladne elsker han i Kunsten kun det Guddommelige og bekender ligefrem, at hvor han ikke finder guddommelig Natur, der er for ham det Hele Unatur og Stymperarbejde**).

Steinthal har da ikke Ret i den Ytring, at intet Dannelsesomraade, ingen Form af kunstnerisk Skaben var Börne fremmed; thi selve det Dannelsesomraade, der betegnes af Kunsten som Kunst, var tillukket for ham. Dette forhindrer selvfølgelig ikke, at han kan have sagt meget Forstandigt og Lærerigt om Kunstværker; men det rammer aldrig det Kunstneriske i dem.

Man har saaledes rost Borne stærkt for den energiske Modstand, han rejste mod de tyske Skæbnetragedier, som paa hans * * 398 Tid begyndte at oversvømme Skuepladsen og fordumme Sindene. Men man vil se, at det slet ikke er mod det æstetisk Forkastelige i dem at han ivrer; han tager Sagen moralsk eller religiøst. Troen paa, at en Dato som den 24de Februar er særligt skæbnesvanger for en Familie, er simpelthen dum og tom. Den har intetsomhelst at gøre hverken med den antike Tro paa en uafvendelig, forud bestemt Skæbne eller med den kristne Tro paa et alvidende Forsyn eller med den moderne deterministiske Aarsagstro, der har umuliggjort tidligere Tiders Tro paa en saakaldt fri Vilje. Men for Börne er denne Tro kun fornuftstridig som formentlig sammenblandende to teologiske Systemer. Hans Tankegang er denne, at enten er Døden en kærlig Fader, der henter sin Søn fra Livets Skole, og da er Skæbnen ikke tragisk, eller den er en Kronos, der sluger sine egne Børn, og da er Skæbnen ukristelig. Som om dette var en Anke! den kunde jo være højst poetisk endda.

Börne har overfor de talrige Dramer, det faldt i hans Lod at kritisere, det ypperlige Hoveds sunde Sans for, hvad der har Værdi og hvad der er værdiløst. Han viser sig fuld af Forstaaelse for Aanden i Oehlenschlägers Correggio, fuld af Overbærenhed med Stykkets Svagheder, om end ganske uden Blik for dets sceniske Effekt; han forstaar tilfulde at vurdere Skuespildigtere som Kleist og Immermann og den begyndende Grillparzer. Men naar han skal begrunde sin Ros eller Dadel, røber sig stadigt paany det ukunstneriske Naturel, og mangen Gang lægger han den patetiske Idealists hele Fordomsfylde for Dagen. Han misbilliger f. Eks. - og vistnok med Rette - Ifflands Die Spieler. Men Begrundelsen er rent barok: «At bringe Spillesygen paa Brædderne! udraaber han, man kunde lige saa godt dramatisere Svindsoten gennem alle dens Stadier!» - Der er kun den Forskel, skulde man tro, at Svindsoten er et legemligt Onde, Spillesygen en Last. Hans Tankegang er Idealismens sædvanlige, at det, man kan se hjemme, behøver man ikke at gaa i Teatret for at se*). Han nævner som Eksempler Pengemangel, Gæld, en Hustru, der taalmodigt bærer Afsavn, og istedenfor at fremhæve den platte, ukunstneriske Aand, hvormed Sligt er gengivet, udbryder han: «Er dette saa sjældne Særsyn, at man maa give Penge ud for at tilkøbe sig Skuet af dem? Paa Scenen skal * 399 Mennesket staa et Trin højere end i Livet.» Og han forklarer, at hos Grækere og Romere tyede man derfor til mystiske Fabler; de moderne maa fremstille de gamle Folkeslags virkelige Mennesker, eller hvis de ubetinget vil i Lag med Samtiden, tør de kun gengive dens Lidenskaber. Han nærer, som man ser, naivt den Tro, at Oldtidens «klassiske» Mennesker gennemgaaende stod langt over de moderne, og han forstaar ikke, at den jævne Virkelighed ved Behandlingsmaaden kan adles til Kunst.

Et endnu langt stærkere Vidnesbyrd om Mangelen paa Sans for primitiv Poesi end disse akademiske Talemaader er Börnes Kulde overfor det gamle Testamente. Der forekommer i et Brev til Henriette Herz fra hans nittende Aar en Passus af virkelig forskrækkende Goldhed, tør og gammelagtig som en Spas om Mosebøgerne af Voltaire - og det efter Goethe: «De gamle Jøder fra Abraham af til den vise Salomon har altid taget sig ud for mig, som havde de villet travestere den almindelige Verdenshistorie. Læs blot Josva og Kongernes Bog, og De vil finde hvor Blumauerisk Alt ser ud deri»*). At sammenligne disse ældgamle Redaktioner af mindeværdige Legender og Historier med en plump tysk Travesti af Virgils Æneide er kun muligt, naar man, uden Modtagelighed for Oldtids-Former, i ethvert Værk søger en moderne følsom, religiøs eller politisk Moral. Det stemmer godt hermed, at Börne ender med et blindt Sværmeri for den ubestemte, halvt nytestamentlige, halvt moderne salvelsesfulde Patos i Lamennais's En Troendes Ord.

VIII

Uden denne Mangel paa poetisk-kunstnerisk Modtagelighed vilde Börnes Deltagelse i den af flere blandt Ordførerne i hans Samtid iscenesatte Reaktion mod Goethe ikke være fuldt forklarlig. Thi skønt hans Uvilje mod Goethe var oprindelig nok, var han dog ingenlunde Skaber af Reaktionen mod Goethe; han forefandt den snarere i fuld Gang. Omtrent samtidigt med, at man fra pietistisk Side frydede sig over Præsten Pustkuchen's falske Vandreaar med deres Angreb paa Hedningen Goethe's * 400 Ugudelighed, begyndte man i den opadstræbende politiske Ungdom at billige Undersøgelser angaaende Goethes politiske Overbevisning, der maalte den med de sidste Dages Maal, og Skildringer af Goethe som en «Aandsaristokrat», der var uden Hjerte for Folket og i Virkeligheden uden Geni.

Den første, der i større Stil og med gennemført Haardnakkethed gennem en lang Række af Aar drev Nedsættelsen af Goethe systematisk, var Wolfgang Menzel (født 1798), der før Trediveaarsalderen ved en vis grov, literær Begavelse, uhyre Selvsikkerhed i Optræden og stram Doktrinarisme som Liberal, National og Moralist havde svunget sig op til en stor og frygtet Indflydelse. Som Börne gik han oprindeligt ud fra Jean Paul. Men hans i sin Tid ansete Streckwerse (1823), der er utvetydige Efterligninger af dette Forbillede, driver den Jean Paulske Art af Aandrighed ud i Karikaturen. Ting, der ikke staar i fjerneste naturlige Forbindelse med hinanden, tvinges sammen til et Tankesprog omtrent som i en Brander hinanden uvedkommende Forestillinger kobles sammen til et Ordspil. Han skriver: «Allehelgenes Dag kommer før Allesjæles; Profeterne havde altid Himlen før Folket», «Oldtidens Religion var Krystalmoderen for mange glimrende Guder, den kristelige er Perlemoder for en eneste, uvurderlig Gud.» «Jordelivet er en Bastonnade.» «Enhver Kirkeklokke er en Dykkerklokke, under hvilken man finder Religionens Perle.»

I sit Literaturblad Deutsche Litteratur begyndte han fra 1819 en med vanvittig Indbildskhed og klippefast Tro paa Angrebets Berettigelse ført Pennefejde mod Goethe. Han søgte først at undergrave Læseverdenens Beundring for Goethes Originalitet, stræbte i hans Værker at opspore Efterligning af et Forbillede eller dog laante Tanker og efterviste fremmed Indflydelse overalt.

I sit første sammenhængende literaturhistoriske Værk Die deutsche Litteratur, der 1828 udkom i to Dele, beskylder han i en roligt affejende Tone Goethe bl. A. for at have smigret alle Tidsalderens Fordomme og Forfængeligheder. Han indskrænker her hans Evne til den blotte Fremstillingsgave, «Talentet», der efter sit Væsen er uden indre Hold, «en Hetære, der giver sig til Pris for Enhver». Goethe har altid svømmet med Strømmen og paa Overfladen som Kork, han har gjort sig til Tjener af enhver Svaghed og Daarskab, der var paa Mode; under hans 401 Værkers glatte Maske skjuler sig en raffineret Nydelsessyge og Sanselighed; hans Digtninge er Bionisten af den i den moderne Verden herskende Materialisme. Goethe har intet Geni, men i høj Grad «det Talent at gøre Læserne til sine Medskyldige» o. s. v.*) Heine, som var ukritisk nok til i en Anmeldelse at rose Værket og dets Forfatter - en Ros, han snart skulde komme til at fortryde, gøs dog tilbage for den Menzelske Lære, at Goethe ikke var noget Geni, kun et Talent. Han udtaler den Anskuelse, at denne Lære kun vil finde Indgang hos Faa, «og selv disse Faa vil dog indrømme, at Goethe nu og da har havt det Talent at være et Geni.»

Saavel i sine talrige Tidsskriftsartikler som i sit til det Dobbelte forøgede Værk over den tyske Literatur fortsatte imidlertid Menzel Kanonaden. Han efterviste her hos Goethe tre Slags personlig Forfængelighed og seks Slags Vellysttilbøjeligheder (dreierlei Eitelkeiten and sechserlei Wollüsteleien). Han gennemgik hans større og mindre Værker et for et for at maale dem med sin sædeligt-fædrelandskærlige Maalestok og finde dem elendige. Clavigo fordømmer han, fordi Goethe lader Clavigo forlade Marie. Det nytter ikke, at Digteren lader ham dø for hendes Broders Haand, tvertimod det opægger yderligere Menzel, som véd, at han i Virkeligheden levede videre, hvad der gør hans Død paa Skuepladsen til et blot Teaterfif**). Kritikeren maa, som man ser, tage sin Stykket uvedkommende Viden til Hjælp for at finde det tilstrækkeligt umoralsk. Tasso er ham Goethes «Hofmandsbekendelse», hvori han har røbet den Forfremmedes Forfængelighed, der søger det Fornemme hos Kvinderne. Hvad moralsk Menzel kan forebringe om De Medskyldige, De to Søskende, i hvilket «Vellysten skeler til den smukke Søster», om Stella, hvor Raftinertheden «er lysten efter Tvegifte som Pirringsmiddel», og om Manden paa 50 Aar, der er den særlige Genstand for hans Vrede, kan Læseren med Lethed forestille sig. Men selv Wilhelm Meister er ham kun en Omskrivning af Goethes uværdige Ringeagt for * * 402 Dydens indre Værdighed og Attraa efter Adelstandens ydre Kaar*). Endelig er Valgslægtskaberne ham Typen paa en «Ægteskabsbrudsroman», som drejer sig om Vellysthanget, der attraar hvad Næstens er (die Wollüstelei, die das Fremde begehrt). Ja Bruden fra Korinth er kun Udtryk for den Vellyst, der attraar Lig («der endog i Gravens Rædsler i Boleriet med smukke Spøgelser søger Nydelsens Forraadnelsessmag»).

Hvor det er umuligt at anbringe Beskyldningen for Usædelighcd, vender Menzel tilbage til sin Beskyldning for Uoriginalitet. Herman og Dorothea er ikke blot et underordnet Arbejde som Hyldest af Spidsborgerligheden, men som direkte Efterligning af Voss's Luise. I Sandhed original, siger Menzel, har Goethe kun været i Faust og Wilhelm Meister, fordi han i disse har kopieret sig selv. Iøvrigt har han i sin Ungdom laant fra Molière og Beaumarchais, fra Shakespeare og Lessing, medens hans senere Jambetragedier er «Frugter af hans Kappestrid med Schiller». Tilmed var han, som Gud og Hvermand véd, ingen Patriot.

Sammenligner man nu Börnes Angreb paa Goethe med disse af Menzel, opdager man, trods Udtrykkenes Ubændighed ogsaa hos ham, den store Ulighed, at Börne ikke indlader sig paa at bedømme endsige fordømme Goethe's Digterværker og lige saa lidt nedlader sig til Beskyldningerne for kønslig Usædelighed, men stadigt indskrænker sig til Stormløb paa Goethe som politisk Person. Saint René Taillandier har rigtigt bemærket, at Börne har givet Alt, hvad han havde paa Hjerte mod Goethe, Udtryk, da han over sin Anmeldelse af Bettina's Goethe's Brevveksling med et Barn som Motto satte disse Ord af Prometheus:

Jeg ære dig? Hvorfor?
Naar har den Plagedes
Smerter du lindret?
Naar har den Ængstedes
Taarer du stillet?

Af Goethes Værker forstod han vel kun at vurdere dem, hvori han fandt Ungdommens Ild, men hans Angreb beror ikke paa Ringeagt for andre af disse Værker, men paa den Omstændighed, * 403 at Goethe, som ved sine Evner og sin Anseelse var saa højt stillet, aldrig satte sin Personlighed og sin Stilling ind paa en Forbedring af de virkelige Livsforhold i Tyskland. Det er let nok af Börnes Skrifter at plukke taabelige Effektsteder ud, hvor han slaar ind i den Menzelske Tonart, som naar han i sin Dagbog fra 1830 taler om Goethe's Held, at han med sit Talent 60 Aar igennem har kunnet eftergøre Geniets Haandskrift og forblive uopdaget, eller naar han kalder Goethe den rimede Træl, Hegel den urimede. Men for at forstaa disse vilde og beklagelige Udbrud maa man sætte sig ind i Börnes Ankeposter mod Goethe som mod Schiller.

Han gik ud fra den (rimeligvis ganske falske) Grundforestilling, at Goethe ved betimeligt og behjertet Genmæle kunde have forhindret Karlsbader-Beslutningerne, kunde have sikret Pressefriheden og de andre aandelige Goder, Reaktionen nu havde ranet det tyske Folk. Men især gik han ud fra Overbevisningen om, at det, ligegyldigt hvad Udfaldet var blevet, havde været Goethe's Pligt at gøre Indsigelse. Men hvad saa han istedenfor? Han saa «Geheimeraad von Goethe, Karlsbader-Digteren», som han med et bidende Ordspil hentydende til Goethes aarlige Karlsbaderkure kalder ham, betegne sig selv som Tjener blandt andre Tjenere af sin Fyrste («wir sämmtlichen Diener»), saa ham i sine Tag- und Jahres-Hefte tilstaa, at han havde villet indgyde Afsky for den franske Revolution ved det lille slette Stykke Borgergeneralen, hvor den hele Frihedskomedie gaar ud paa at rane Bonden Martin et Fad Mælk, saa ham bekende, at han, langt fra at tage sig af Fichtes Sag, da denne som Professor i Jena blev anklaget for at lære Ateisme, tvertimod nærede en vis Harme over de Ubehageligheder, denne Sag voldte Hoffet, da «Fichtes Ytringer om Gud og guddommelige Ting, angaaende hvilke man ganske vist bedre iagttager en dyb Tavshed (über die man freilich besser ein tiefes Stillschweigen beobachtet), foranledigede Henvendelser udefra. Han saa Goethe endelig udtrykkeligt beklage den Afbrydelse af fredelige Tilstande, som Pressefrihedens Forkyndelse i Weimar foraarsagede, da Oken's Isis blev udgivet - «og enhver veltænkende Kender af Verden med Skræk og Beklagelse forudsaa de videre Følger, som det var saa let at beregne».*) Og paa lignende Maade følte han sig skuffet og krænket * 404 naar han læste, at Schiller, hvem han dog ellers satte højt, midt under den franske Revolutions hedeste Dage i sin Bebudelse af Tidsskriftet Die Horen skrev, at dette Organ «særligt og ubetinget vilde forbyde sig selv Alt, hvad der var Kritik af Statsreligionen og af den politiske Tilstand». Han vidste og tilføjede, at ganske saaledes tænkte og talte ogsaa Goethe.

Det er dette, man maa have for Øje, naar man læser hans luende Ord - flammende af en Frihedsbegejstring, der gør uretfærdig - om Schiller og om Goethe, Klagen over at Tysklands to største Aander i deres Brevveksling er saa Lidet, at det er værre end Intet (so Nichts sind - nem weniger als Nichts, so wenig), og at de overhovedet er det, der for ham den overbeviste Demokrat er det værste: to store Aristokrater og Schiller en endnu værre Aristokrat end Goethe, thi Goethe ynder den fornemme Kaste, Schiller lever kun med Menneskehedens Adel. Efter hans Opfattelse kunde Goethe have været den Herkules, der rensede Fædrelandets Augiasstald; i Stedet har han foretrukket at hente sig Hesperidernes gyldne Æbler og beholde dem for sig selv*). Han sammenligner ham i sit Sind med andre Landes store poetiske Aander, med Dante, der kæmpede for Retten, med Alfieri, der prædikede Frihed, med Montesquieu, der skrev sine Perserbreve, med Voltaire, der trodsede Alt og opgav alle sine Sysselsættelser, naar det gjaldt at komme en Forfulgt til Hjælp eller redde en uskyldig Dødsdømts Minde, med Republikaneren Milton, med Byron, hvis Liv var Kamp mod klogt og dumt Tyranni - og han stævner Goethe for Efterverdenens Domstol. «Den frygtelige, ubestikkelige Dommer vil sige til Goethe: Dig blev en stor Aand givet, har du nogensinde bekæmpet Lavheden? Himlen gav dig en Tunge af Ild, har du nogensinde forsvaret Retten? Du havde et godt Sværd, men du var stadigt kun din egen Vogter.»**)

Ingen vil kunne negte, at Börne her har peget paa svage Punkter i Goethes Storhed og paa hans Væsens Grænser, selv om det maa hævdes, at visse af Goethes Fortrin kun kunde købes for disse Mangler, og at han om saa kun for ikke af sit Genis Mangesidighed at splintres har maattet paalægge sig en streng Begrænsning. Det laa ikke for ham at gøre hvad Borne krævede * 405 af ham. Men man maa forstaa denne Börnes relative Ret for at tilgive ham de heftige og dumme Udtryk, han giver sin Uvilje mod Goethe i de Aar, da først den franske Regerings Underkastelse under Børsmatadorerne, saa den polske Opstands Undertrykkelse gav de Frisindedes Forhaabninger til Julirevolutionens Indvirkning paa Forholdene i Europa det afgørende Stød, og da Bornes Sind blev bitrere og lidenskabeligere end nogensinde. Han betegner nu Goethe som en uhyre hindrende Kraft, som en Stær i Tysklands Øje, erklærer, at han, saalænge han har kunnet føle, har hadet Goethe, og saalænge han har kunnet tænke, har vidst hvorfor, udtaler endelig Forvisningen om, at først naar Oldingen i Weimar dør, vil den tyske Frihed fødes. (20de Nov. 1830.)

Kogepunktet naaede hans Vredesudbrud dog, da han i Oktober 1831 efter Dage tilbragte i Fortvivlelse over Sagernes Gang med Indtryk, der hos denne evigt Forhaabningsfulde var dobbelt smertelige, af at Frankrig var fortabt og Reaktionen sejrrig, læste Goethes Tag- und Jahreshefte og forfærdedes over Forfatterens «Følesløshed». Som bekendt fortæller Goethe her, hvorledes han i 1790 under sit Ophold ved Hæren i Schlesien skrev nogle Epigrammer, dernæst i Breslau ved Soldaterhoffet dèr studerede sammenlignende Anatomi og levede som en Eneboer fortabt i dette Studium, endelig at den Begivenhed, der foranledigede ham til Studiet, var det Fund, han en Aften i Venedig havde gjort af en halvsprængt Faarehjerneskal.

Börne skriver herom: «Hvorledes! Goethe, et rigtbegavet Menneske, en Digter; den Gang i Livets skønneste Aar . . . han var i Krigsraadet, i Titanernes Lejr, dér, hvor for fyrretyve Aar siden Kongernes frække, men dog ophøjede Kamp mod Folkene begyndte, og til Intet begejstrede dette Skuespil ham, til ingen Kærlighed, intet Had, ingen Bøn, ingen Forbandelse, til Intet uden nogle Epigrammer, hvilke han selv betragter som for værdiløse til at han kan meddele Læseren dem. Og da de prægtigste Regimenter, de skønneste Officerer drog ham forbi, frembød der sig intet bedre Stof for hans Betragtning end den sammenlignende Anatomi! Og da han i Venedig spaserede ved Havets Bred - Venedig, et bygget Æventyr af tusind og én Nat; hvor Alt toner og funkler: Natur og Kunst, Menneske og Stat, Fortid og Nutid, Frihed og Herrevælde; hvor selv Tyranni og Mord kun klirrer som Lænkerne i en uhyggelig Ballade; Sukkenes Bro, de ti Mænd, 406 det er Tartarus-Scener - Venedig, hvortil jeg sender længselsfulde Blikke, men som jeg ikke kan nærme mig til, fordi det østerrigske Politi ligger paa Lur foran Byen og med sit giftige Slangeblik skræmmer mig tilbage - dèr, efter Solnedgang, da Aftenrødmen overstrømmede Hav og Land, og Lysets Purpurbølger slog sammen over denne Stenmand og farvede ham, den evigt graa, og da maaske Werthers Aand kom over ham, saa han følte, at han endnu havde et Hjerte, at der gaves en Menneskehed om ham, en Gud over ham, og han forfærdedes over sin døde Ungdoms Aand, og Haarene rejste sig paa hans Hoved - da krøb han i sin Angst efter Sædvane, for at blive alle Grublerier kvit, ind i en sprængt Faarehjerneskal og holdt sig skjult dèr, til der atter kom Nat og Kølighed over hans Hjerte! Og den Mand skal jeg ære! den Mand skal jeg elske! Før kaster jeg mig i Støvet for Vitzli-Putzli; før vil jeg slikke Dalai-Lamas Spyt!»

Visselig skulde Borne ære denne Mand og netop at den Grund, hvorfor han udtaler sin Ringeagt for ham. Thi paa intet Punkt straaler vel hans Hæder mere klart. Medens Börne her røber, at han som alle andre Rejsende i Venedig vilde have kastet sig ud i intetsigende Maaneskins- og Solnedgangssværmerier, vilde have fablet om Sukkenes Bro og Tyranniets Ødelæggelser og Frihedens Velsignelser og Alt, hvad der toner og funkler - stirrede Goethe paa sin Faarehjerneskal. Hvad var der ved den? Den var bristet, og med dette ubevæbnede Seerøje, der trængte ned i Naturens Dybder, ned i Livets inderste Værksted, fra hvilket Tingenes Former udgaar, saa Goethe den store Sandhed, han alt forud havde anet, at samtlige Hjerneknokler var opstaaede af omdannede Hvirvelknokler, gjorde altsaa for Osteologiens Vedkommende en Opdagelse, der var beslægtet med den, som han da allerede havde nedlagt i sit Skrift om Planternes Metamorfose, grundlagde den filosofiske Anatomi som han havde grundlagt den filosofiske Botanik. Borne begreb ikke, at denne Aand, hvis Livsværk blev en af Grundpillerne i den moderne Verdens Bygning, her ved sin Sans for Enheden i Formernes Forskellighed, ved sin hellige Enfold, minder om de ældste Ophavsmænd til Oldtidens Videnskab, en Thales, en Herakleitos.

Börnes Angreb paa Goethes Menneskeværd kan, som man har set, ikke betragtes som ensbetydende med Menzels. De er 407 aldrig ondskabsfulde, endsige lave. De særmærker ganske vist Börne selv langt skarpere end de tegner Goethe, men de berører dog nogle Gange saarbare Punkter hos den store Mand, medens de, selv hvor de taler højest mod Omfanget af Börnes Aand, aflægger Vidnesbyrd om Renheden af hans Karakter. De har ikke formaaet at anfægte Beundringen for Goethe's Geni. Det vilde være lige saa urimeligt at maale Goethe med Börnes falske politiske Maalestok fra 1830 som at maale Borne selv med den falske tyske Maalestok fra 1870, som det sker, naar man nutildags stempler ham som den slette Patriot, han ansaa Goethe for. Det var naturligt, nødvendigt, at Borne maatte ringeagte Goethe. Man forstaar hans Ikke-Forstaaen uden at dele hans Uvilje. Og man kan i fuldt Maal vurdere den brusende Patos og Viddets Spring og skærende Glimt i hans Skrifter uden nogensinde over hans Prosas sydende og blinkende Kaskader at glemme Udstrækningen og Dybden af det stille Ocean, som hedder Goethe.

IX

Börne naaer sin Højde som Forfatter med sine Breve fra Paris, særligt de første Bind af dette Værk. Bøger var han ikke i Stand til at skrive, end ikke Afhandlinger eller Undersøgelser, og for hans Stemnings- og Tanke-Udbrud laa da ingen Form bedre end Brevformen. Og det er virkelige Breve, ikke Avisartikler, end ikke Korrespondancer, rettede til et Blad, nej Breve, skrevne til en Veninde og fra først af uden Tanke paa Offenliggørelse, indtil Veninden gav Stødet dertil, i det hun udbad sig Börne's Minde til forsøgsvis af de modtagne Meddelelser at uddrage hvad der kunde have Interesse for et Publikum.

Denne Dames Navn var Fru Jeannette Wohl, og hun indtager en meget stor Plads i Börnes Liv, om end maaske ikke en saa stor som han i hendes. Men fra 1816, da han lærte hende at kende, til sin Død 1837, altsaa i fulde tyve Aar, har han skænket hende sin Fortrolighed og neppe gjort noget Skridt uden at have raadført sig med hende, paa samme Tid som hans Forfattervirksomhed, hans Helbredstilstand, hans daglige Liv var Midtpunktet i hendes Ekistens.

408

Da de saa hinanden første Gang, var han 30, hun 33 Aar gammel. Hun havde da været gift med en rig Mand, med hvem hun havde levet ulykkeligt, og fra hvem hun, efter at have plejet ham under en langvarig Sygdom, lod sig skille uden at ville modtage nogen Del af hans Formue og uden at ville beholde hans Navn. Levede Borne paa samme Sted som hun, saa læste han Alt for hende, hvad han skrev; levede de i forskellige Byer, saa var det hende, der snart ansporede ham til Arbejd, ivrig for at han skulde vinde Ry og sikre sig Uafhængighed, snart atter, naar hun frygtede, han var for flittig, og at hans stadigt vaklende Helbred vilde lide derunder, anraabte ham om ikke at tage sig sine Forpligtelser til Forlæggere saa nær, bønfaldt ham om at unde sig nødvendig Lediggang.

Bekymret for hans Ære, som hun var, tilbragte hun lange Tider i Angst og Ophidselse, naar hun syntes, han unddrog sig sine Pligter overfor sin Læseverden. Da saaledes Börne havde modtaget Forudbetaling af Abonnenterne paa Die Wage (Vægten) for dette Tidsskrifts andet Bind, men efter kun at have udgivet fem Hefter gjorde en længere Pause, fordi han træt af Arbejdet og desuden i stærk Pengeforlegenhed i Øjeblikket søgte mere lønnende Erhverv, holdt hun ham i sine Breve, som han altid ventede i Spænding, der undertiden steg til Feber, med en bekymret Kvindes Opfindsomhed og Udholdenhed i de forskelligste Vendinger og Former Vægten for Øje. Hun beder og truer, hun formaner og driller, hun sender ham fire store Sider, paa hvilke der kun staar Die Wage.

Men paa den anden Side er hun ligesaa tit kun optaget af at adsprede og underholde ham, beskytte ham mod Overanstrengelse og værne om hans gode Humør. Bliver han alvorligt syg langt borte fra hende, sørger hun over ikke at kunne pleje ham, ja er engang fast besluttet paa at sætte sit gode Navn paa Spil derved; hun véd jo ret vel, at Omgivelserne da ikke vil tro paa, det kun er Venskab, der forbinder dem.

Det var i Virkeligheden en Følelse midt imellem Venskab og Elskov, for hvilken Sproget savner Ord. Iblandt Jeannettes Efterladenskaber fandt man en almindelig Tyendebog, paa hvis Titelblad Borne i November 1818 har skrevet sit Navn og Signalement. Paa det første Blad staar:

409

Traadte i
Tjeneste naar?
Hos hvem? Paa hvor
Lang Tid?
I hvilken
Egenskab?
Traadte ud
naar?
15. Januar
1818.
Fru Wohl. For evig Som Ven. Paa sin
Dødsdag.

Man kan ikke mere kortfattet udtrykke en livsvarig Hengivenhed udenfor alle lovlige Baand. Og Slutningsordene gik bogstaveligt i Opfyldelse, thi Jeannette var det levende Væsen, paa hvis Skikkelse den Døendes sidste Blik hvilede, og til hende rettede han sine sidste Ord: «De har voldt mig megen Glæde.»

Jeannette Wohl's -- efter Bornes eget Udsagn veltrufne - Billede viser en Kvinde med langligt Ansigt, regelrette, tiltalende Træk, høj Pande, sjælfuld, smukt skaaren Mund og noget tindrende i Blikket; den stærke Hage tyder paa Energi. Hendes Stemme skal have været ualmindeligt velklingende. Hun har ikke været udpræget original, endmindre nogen frugtbar Natur, men hun har været en af de Kvinder, der helt kan gaa op i Hengivenhed for en Mand. Hun har overfor Börne som Skribent besiddet den for Kvinden saa naturlige Egenskab at indgyde Manden Tillid til sig selv, hun har taget en nedsættende Ytring af ham om egne Evner eller Fortjenester saa ilde op, som var den bleven sagt af en anden. Hun har været hans Trøst i Menneskeskikkelse. Han havde i hende det Væsen, han kunde stole ubetinget paa, betro Alt uden Fare for nogensinde at misforstaas, endsige forraades eller udleveres, og henvende hele sin Forfattervirksomhed til. Hun var ham i Forkortning den ideale Læseverden, for hvilken han skrev.

I et af sine fortrolige Breve har han kaldt sin Følelse for Jeannette beskrevet paa et Sted i Rousseaus Den ny Heloise, som lyder: «Det er den rørende Forening af levende Modtagelighed og uforanderlig Blidhed, det er den ømme Medlidenhed med Andres Lidelser, den sikre Forstand og den udsøgte Smag, hvis Renhed stammer fra Sjælens, det er med ét Ord Følelsernes Ynde, som jeg tilbeder hos Dem.» Og at han ikke udøvede en mindre stærk Tiltrækning end han fornam, det erfarer man, naar man læser, hvorledes Jeannette i 1833 (sytten Aar efter at de stiftede Bekendtskab) betegner som en fiks Idé, en kronisk 410 Sygdom den Sindsbevægelse, hvori hun befinder sig henad Tiden for Postens Ankomst: hun har den Dag maattet afbryde sit Arbejd og lægge sig paa sin Sofa, og da Brevet kommer, græder hun af Glæde.

Hun ordner hans Pengeforhold for ham, regner hans Honorarer sammen, hæver hans Politipension til ham; da han engang heftigt attraar en Rejse til Italien, men ikke har Raad, tager hun en Lodseddel i Haab om at vinde Beløbet til ham, og da det skuffes, vil hun sælge sit Klaver, men kan ikke faa Summen ind derfor.*) Og alt dette uden egenlig Erotik. Ja endnu mere troede hendes Venner hende i Stand til at gøre for ham. Thi da hun fik den Idé, at Borne burde give sine Breve til hende i Trykken, og til en Kusine udtalte den naive Betænkelighed, der var opdukket i hende, om man kunde udgive Breve, hvis Adressat ikke var død, svarede den Adspurgte, at hun tiltroede ret vel Jeannette at ville lade sig begrave blot for at være Dr. Börne nyttig.

Tit har de gjort Rejser sammen, undertiden, synes det, boet sammen; men aldrig skiftede deres Forhold Karakter. Det er sandsynligt, at i deres Bekendtskabs første Tid har Börne søgt at bevæge Veninden til Giftermaal, men Forsøget er da strandet paa hendes, senere af ham delte, Sky for, at Forholdet ved at blive et hverdagsagtigt Ægteskab skulde tabe i Skønhed. Uden en, nok saa svag, nok saa lidt bevidst, legemlig Uvilje eller Kulde fra den kvindelige Side eller fra begge Sider synes det dog neppe forklarligt, at Forholdet holdt sig paa samme Punkt, da begge var frie og Herrer over deres Person. En ydre Hindring for Ægteskabets Indgaaelse bestod ganske vist deri, at Borne af Bekendelse var Kristen, Jeannette Jødinde, dennes rettroende Moder lidenskabeligt imod Datterens Overgang til Kristendommen og blandet Ægteskab i hine Dage meget vanskeligt at opnaa. Dog var denne Vanskelighed ikke den afgørende. Jeannette siger selv i sine Breve, at til at ægte Borne udfordres «mere Mod og mere Selvtillid», end hun har, og vi ser ham, * 411 hvem vi lærte at kende som en saa fortabt forelsket Yngling, og som hele Livet led under et skinsygt Temperament, i dette Forhold hurtigt hæve sig til den rene Hengivenheds Højde, saa han jævnligt i Jeannettes Interesse opfordrer hende til at ægte en Mand, der er hende værdig, og grunde et lykkeligt Hjem.*)

Hans dristige Ord i et af disse Breve, at han og hun i deres gensidige saa egenartede Kærlighed ikke vilde miste noget ved hendes Ægteskab med en Anden, gik ved et Særsyn i Opfyldelse. Da Jeannette i temmelig fremrykket Alder blev greben af en virkelig jordisk Forelskelse og ægtede en betydeligt yngre Mand. var det den fælles Begejstring for Börne, der førte Parret sammen, og i Jeannettes Svar paa Frierbrevet forekommer der en længere Passus om Börne, der i sin simple Veltalenhed er saa betegnende, at den ikke tør savnes i denne Fremstilling af hans Menneskevæsen og Forfatterliv. Hun skriver:

«Doctoren har Ingen i Verden undtagen mig, jeg er ham Veninde, Søster, Alt hvad Venligt, Deltagende, Velvillende man betegner med disse Navne. Vil De misunde ham det, ham, der ikke har Andet i Livet og har affundet sig med Skæbnen . . . ja endog føler sig lykkelig derved . . . Jeg kan ikke tænke mig Andet: Doctoren maa kunne være hos os, naar, hvor og saa ofte han vil og for bestandig, hvis han vil det - jeg kan ikke nu sige De, mit Hjerte er for fuldt - kan du tænke dig det anderledes - saa er Alt anderledes, end jeg tænkte mig det. Jeg! Vi! skulde kunne forlade en Mand som Doctoren - han var da en opgivet, fortabt Mand! Heller miste Alt, hellere ophøre at leve end vælte det paa min Samvittighed, ja, jeg kunde ikke engang, om jeg vilde . . . Disse faa Ord, jeg nu har skrevet derom, har sat mig i Skælven og gjort mig ligbleg. Thi Intet * 412 kan ryste mig dybere end blot den svageste Tanke om et Forræderi, om Utroskab mod Troskaben. Saalænge jeg lever, indtil det sidste Aandedræt, vil jeg bevare Borne en Datters Kærlighed til sin Fader, en Søsters til sin Broder, en Venindes til sin Ven. Hvis du ikke opfatter eller begriber Forholdet, ikke kender mig - saa er Alt ude og Nat. Jeg kan ikke skrive videre. Det er godt. Nu er det overstaaet.» *)

Det viste sig, at Straus, Jeannettes tilkommende Mand, i Et og Alt gik ind paa hendes Følemaade, ja delte den. Han blev Borne en trofast Ven. I Sommeren 1833 levede Börne fem Maaneder hos Parret i Schweiz. Da de for hans Skyld bosatte sig i Paris, levede Börne sammen med dem fra Slutningen af 1833 til sin Død, om Vinteren i Paris, om Sommeren i Auteuil. Ingen har tilladt sig noget nedsættende Ord om dette Forhold uden Heine paa det usalige Sted i Bogen Ludwig Börne, som foranledigede Duellen med Straus, hvor Heine blev saaret. Heine har senere af egen Drift slettet Stedet ud. Dog under Ærgrelsen og Sorgen over, hvor stærkt Skriftet om Borne havde skadet hans Ry, betegnede han i Samtaler Jeannette som den hæslige Kvinde, der, da han som Tyskernes Yndlingsdigter holdt sit Triumftog, skred tvers over hans Vej, varslende ham Ulykke, og blev Skyld i at han for tilbage og tabte sin skønne Laurbærkrans i Skarnet.**)

Vistnok glemte Jeannette aldrig Heine hans uundskyldelige Overlast, men Ingen var fjernere end hun fra at være en Megære. Det var næsten sandt, hvad Borne engang skrev til hende, hvis mangelfulde Retskrivning han plejede at gøre sig lystig over, at i det Brev, han fik den Dag, var der flere Fejl, end hun selv havde, nemlig en.

Man kan forfølge Börnes politiske Udviklingstrin i hendes Anskuelser. Efter Julirevolutionen er ogsaa hun radikal Demokrat. Som hendes Biograf Schnapper-Arndt fortræffeligt har udtrykt det: hun tænker mest med Börne, undertiden imod Börne, men sjældent uden ham. Fuldt selvstændig synes hun dog at være i sin rent ud glødende Sympati med det polske Folk under dets * * 413 Opstand, en Lidenskab, der driver hende til heftige Bebrejdelser mod Börne, for at han i en saadan Tid ogsaa gider skrive om den italienske Opera i Paris. De polske Lemænd, den polske Frihed - ved Siden af det klinger intet Andet. Hun synes, Alle maa hjælpe, selv giver hun sine Værdigenstande til Polakkerne, og Intet ligner hendes Skamfølelse, da Tyskerne først viser Polens Sag Ligegyldighed, Intet hendes Glæde, da en Storm af Sympati og Begejstring gaar igennem det tyske Folk, og hun kan meddele Borne Vidnesbyrdene derom.

X

Oprøret i Polen, der varede fra Vinteren 1830 til Sommeren 1831, var af næsten alle Europas Nationer blevet fulgt med den mest levende Deltagelse. Alle vidste, at hvad der i Polen kæmpedes om, det var, om Enevælde eller Folkefrihed skulde herske i Europa for Fremtiden. Med yderste Spænding agtede man derfor paa de stridende Parters Stilling; enhver Sejr for Polakkerne blev hilst med Jubel, ethvert Nederlag ledsaget af Folkesorg. Henimod Slutningen, da man saa, at Polakkerne ikke var i Stand til at sejre ved egne Kræfter alene, indløb talrige Henvendelser fra Undersaatterne til de forskellige tyske Regeringer om at staa Polen bi. Tyskerne havde dengang den Egenskab, som Bismarck i senere Tider har bebrejdet dem som en Fejl; at interessere sig næsten mere for fremmede Folkeslags Velfærd end for deres eget, ja det endog, hvor fremmed Vel kun kunde købes paa tysk Magtomraades Bekostning. De har under ham aflagt denne Fejl.

Da Alt var ude for Polakkerne, stræbte den tyske Befolkning idetmindste at lægge sin Medfølelse for Dagen og vise de polske Tropper paa deres Vandringer gennem Mellemeuropa til Frankrig saa stort Gæstevenskab som muligt. Overalt blev de modtagne med Varme; næsten enhver tysk By havde sit Udvalg, der samlede Penge ind til Polakkerne og besørgede deres Viderekommen. Jeannette Wohls Breve til Borne indeholder mange fine og betegnende Træk til denne Sags Historie. Hun fortæller, hvorledes polske Officerer, der ad Floden kom fra Hanau til Frankfurt am Main, var ledsagede af begejstrede Folk derfra, saa de holdt deres Indtog under Musik og Mørserskud fra Skibene. De blev baarne paa stærke Slagterarme gennem Folkemængden. Man 414 ser af hendes Breve, at saa ofte Tog af Polakker drager igennem Byen, blottes alle Hoveder paa deres Vej. Byen bekoster deres Ophold paa Hotellerne. Da der i et af dem dør en saaret polsk Officer, følger Tusinder, deriblandt ogsaa Frankfurts Borgermilitær ham til Graven. En Guldarbejder indfatter en Jernsplint, der har saaret en polsk Officer, som et lille Sværd, besætter det med Diamanter og skænker ham det.

Med Polen faldt Bolværket mod den russiske Enevældes Indflydelse i Tyskland. Dets Nederlag var et Nederlag for Folkefrihedens Forkæmpere i alle Stater. Indtrykket var rystende.

En Mand, der var bosat i Bremerhafen, da i sin Tid Massemorderen Thomas's Helvedesmaskine sprang, fortalte mig, at umiddelbart efter Braget af den frygtelige Eksplosion fløj gennem hans aabentstaaende Vindue en afrevet, blodig Haand ind til ham og faldt ned paa Skrivebordet, ved hvilket han sad. Saaledes virkede Varsjov's Indtagelse paa de tyske Skribenter. Det lemlæstede Polens afhuggede Haand faldt uden Varsel ned paa Skrivebordet til dem. Heine siger i sin Indledning til Kahldorfs Bog om Adelen 1831: «Det er mig, mens jeg skriver dette, som sprøjtede Blodet fra Varsjov op paa mit Papir og som hørte jeg Glædesskriget fra Berliner Officerer og Diplomater.»

De tre Delingsmagter var rask besluttede paa at benytte Sejren til at overvælde den bestyrtede europæiske Liberalisme, og det paa én Gang i fire Lande: i Tyskland, hvor Forbundsdagen skulde indlede en stærkere Reaktion, og Prøjsen og Østerrig fuldbyrde den; i Italien, som atter skulde besættes af Østerrig; i Portugal, hvor Don Miguel skulde hjælpes mod sin Broder, og i Nederlandene, hvor Kongen af Holland skulde støttes mod det oprørske Belgien.

Straks efter den polske Opstands Undertrykkelse rettedes fra Petersborg en Note til de tyske Regeringer, i hvilken Rusland opfordrede dem til at holde den revolutionære Aandsretning i deres Stater i Tømme og tilbød sin Hjælp dertil. Censuren skærpedes, liberale Blade og Tidsskrifter undertryktes, medens Kamrene i de sydtyske Stater protesterede, og den frisindede Presse trods alle Advarsler og Trusler hver Dag førte et lidenskabeligere og hensynsløsere Sprog. Man havde hidtil nemlig troet paa, at Fyrsterne kun af deres Omgivelser hindredes i at gøre Folkene alt det Gode, de gerne vilde. Nu faldt denne Tro til Jorden. Man var i Almindelighed tilbøjelig til den Mening, 415 at de tyske Landes Forening til en eneste konstitutionel og stærkt frisindet Stat var nærforestaaende. Thi politisk lidet fremsynet som man var og oplært i aiskøns Gladsyn kunde man ikke forestille sig, at en saadan Bevægelse som den, Julirevolutionen havde fremkaldt, kunde hendø uden at afsætte noget politisk Resultat. Liberalismens Forfægtere havde prædiket «Fremskridts»-Ideen som Religion, man troede da, at Fremskridtet ubetinget maatte sejre og selv ethvert Reaktionsforsøg tilsidst komme dette til Gode.

I denne Stemning modtoges de første Bind af Börnes Pariserbreve, der indbragte ham den store Folkeyndest. De blev straks forbudte (November 1831). Forbudet og de Skældsord, hvormed Börne af Modstandere overvældedes, forøgede den Opsigt, Bogen ved sit Frisprog vakte.

Stilen er nu og da humoristisk, hvad den hos Borne tidligere altid var. Dog findes sjældent her det fine, forsagende Lune som f. Eks. udmærker den typiske Skildring af hans natlige Fængsling og Fangenskabet i Frankfurt 1820: «En Støvleknægt blev mig nægtet for at holde det sørgelige Billed af Trældom fjernt fra mine Øjne. Kniv og Gaffel turde jeg kun bruge i Opsynsmandens Paasyn for ikke at gøre mig Skade. Skrivetøj og Papir fik jeg først efter gentagne Bønner, og Papiret blev mig tilmaalt. Man frygtede, min Helbred skulde tage Skade ved altfor megen Stillesidden. Hver Aften undersøgte en Fangevogter med en Lygte Ovnen for at se, om den røg, for at Røgen ikke skulde skade mine smukke Øjne, og ligeledes Gitret foran Vinduerne, for at ingen Tyv skulde stige ind» osv.

Det er kun i den allerførste Tid af Opholdet i Paris, da Begejstringen over de formentlig indvundne Resultater holder ham i en stadig Glædestilstand, at han endnu spøger let og frit (som f. Eks. over de mange Fyrster Heinrich af Reuss, Greiz, Schleiz, der nu ved Revolutionen i Gera straffes for al den Kval, de i hans Skoletid voldte ham ved at skulle lære deres Numre); snart viger Spøgen ud af hans Brevtone, og af den gamle Stil bliver kun de energiske, slaaende Lignelser tilbage.

Grundfølelsen, naar han tænker paa sit Fædreland, er Skam: Englændere og Hollændere, Spaniere og Italienere, Polakker og Grækere har i Julidagene kæmpet med for Franskmændenes Frihed, der er ét med Folkenes; men ingen Tyskere. Tyskland vil med sin Retspleje, sin Censur, sine Lav snart blive Europas 416 Antikvitetskabinet. Dog værst er ham Underdanigheds- og Ydmygheds-Aanden i Tyskland: Spaniere, Italienere, Russere og andre er Slaver; de Folk, som taler den tyske Tunge, er Lakajer. Slaveri gør kun ulykkelig men fornedrer ikke; dog Tyendeforholdet fornedrer.» (25. Januar 1831.) Ved en mellemfolkelig Middag i Paris, hvor Frisindede af alle Folkeslag talte, har han af national Undseelse ikke vovet at rejse sig og tale om Tyskland. Han tænkte, siger han: Polakken, Spanieren, som talte, repræsenterer deres Fædreland. «Men hvad repræsenterer jeg, om hvad Daad erindrer jeg? Jeg staar alene, jeg er en Lakaj og bærer, som alle Tyskere, Grev Münch-Bellinghausens Livré». (14. Dcbr. 1831).

I nær Forbindelse med denne Skamfølelse staar en Pirrelighed, en Tilbøjelighed til Harme over Alt og Alle, der i sin Ubeherskethed gør et vist Indtryk af Svaghed og Sygnen. Alt er «til at blive rasende over»; Alt, fra det Største til det Mindste, fra Folkenes Langmodighed og Sendrægtighed til at gøre Oprør, indtil en uartig Skrivelse fra Spontini til Kapellet i Berlin, fra Forslaget om en rundelig Civilliste til Ludvig Filip indtil et ufuldstændigt Konversationsleksikon.*) Efterhaanden opsøger han Ærgrelserne som et Næringsstof for sin Harme. Derfor Vendinger som: «Jeg er fornøjet, thi jeg har ærgret mig,» eller «De kan ikke gøre mig nogen større Glæde, end naar De meddeler mig tyske Dumheder».

Men Skam og Harme drukner i de første Aar efter Julirevolutionen i et Hav af Forhaabninger brusende som under en Orkan. Han har en Forvisning om den snart kommende Verdensundergang og Dom med Frelse for de Udkaarne og Fordømmelse for de Haardhjærtede. Han er i en Tilstand af Ophidselse, som gør ham det umuligt at være Tidens Krønikeskriver, men Profet føler han sig kaldet til at være, om det gjordes nødigt tolv Bind igennem.**)

Ak, kun de sortseende Profeter faar altid, før eller senere. Ret. Og Börne var en Profet, der saa lyst, en Sværmer, bestandig * * 417 lige forfalden til den Barnlighed at tro hvad han ønskede. Det franske Eksempel har bibragt ham Troen paa, at Reaktionens Time nu er slagen. Han bebrejder sig for Alvor, at han skammer sig ved at kysse denne og hin Franskmands Haand, «den Haand, der har sønderbrudt vore Lænker, givet os Trælle Ridderslaget» (17. September 1830). Og det véd han, at Enden er nær. Karl X har etsteds lagt en Grundsten. Börne mener i den Anledning, at Kongerne nu skulde ophøre med at gøre sig latterlige ved endnu bestandig at lægge Grundstene til Bygninger. De skulde heller nagle den sidste Tagsten til Taget. Thi den Tid er nær, hvor de fyrstelige Kokke vil spørge: Til hvem dækker vi vel imorgen? (19. September 1830). Paa Spørgsmaalet om, hvad han venter og tænker, svarer han en Maaned senere med at udtale sin faste Forvisning om, at hele Europa næste Foraar vil staa i Flammer. Han ynker Diplomaterne, har Medlidenhed med dem. Da den polske Opstand bryder ud, tror han vel ikke, det vil lykkes Polakkerne saa let som Belgierne at sætte deres Sag igennem, eftersom Russerne er saa saare mægtige; men det vil gaa. Og som et Omkvæd kommer den Vending tilbage, at lidt efter lidt vil nu alle Europas Stater frigøre sig, kun Tyskland vil blive i sin elendige Tilstand. Og dog, stundom ser han ogsaa Tysklands Rejsning for sig. Da Koleraen raser i Moskvá, forstaar han Meningen med den, ser Guds Finger deri: «Det er paany Guds nøgne Haand. Fyrsterne bliver hindrede i at trække store Hære sammen, og gør det dog . . . det aner mig - nej jeg véd det: Pesten vil formaa, hvad Intet hidtil har formaaet; den vil ophidse Jordens trægeste og frygtsomste Folk til at vise Mod.» (3. November 1830.) Efterhaanden stiger ogsaa hans Tro til Polakkernes Sejr, i Kraft af den Tankegang, at man sejrer altid, naar man kun har Valget mellem Sejr og Død, og ved Aarsskiftet 1830 er han sikker paa Fyrsternes Undergang; hans «beskedne» Ønske til Veninden for det nye Aar er det, at det maa gaa dem bedre i det end Kejsere og Konger. Han vil sige til sin Tjener: «Hvis en Kejser kommer, saa se ham paa Fingrene og lad ham ikke blive alene i mit Værelse», og slutter med Forsikringen om at i 1831 vil et Dusin Æg blive kostbarere end et Dusin Fyrster. (26. December 1830.)

8. Januar 1831 forklarer han, at naar Polakkerne blot ikke slaas i aaben Mark, er Russerne, «om end nok saa mægtige, fortabte», desuden antager han endnu, at de Franske vil komme 418 Polen til Hjælp med væbnet Haand; Frankrig var jo vanvittigt (ganz von Sinnen), om det lod denne enestaaende Lejlighed til at svække Rusland gaa ubenyttet forbi. Den 11. Februar er han aldeles sikker i sin Sag: det bliver bestemt Krig. Han har vel ikke tvivlet en eneste Dag derpaa, men mange vilde ikke tro det, som nu har omvendt sig. Han har Glædesudbrud: atter er der kommet Hjælp til Polakkerne fra oven; man har «temmelig sikre» Efterretninger om, at der er udbrudt Oprør i adskillige russiske Provinser. 6. Marts, da det ser sort nok ud for Polen, har han en ny falsk Efterretning at glæde sig over. Et Pariserhandelshus har faaet den Meddelelse, at Russerne er helt sprængte fra hverandre, og «hvad der afgør Alt», at Litauerne har rejst sig i Ryggen paa dem. Han jubler allerede. I Fremtiden vil man true enhver Tyran med Polakkerne, som man truer uartige Børn med Skorstensfejeren. Nikolaj har pralet med, at han skulde rulle Polakkerne sammen som et Nøgle Garn; nu er Nøglet blevet til en Bombe, der har knust ham ! Börne fantaserer endog om Paris's Illumination i den Anledning. 18. Marts, da han ikke mere kan tro paa hine gunstige Efterretningers Sandhed, er han allerede tilhest paa en ny Kimære: Alt gaar godt; thi nu er i Frankrig selv en ny Omvæltning umiddelbart forestaaende: «Tingenes Stilling her er nu saadan, at jeg hver Dag, ja hver Time venter Udbruddet af en Revolution. Ikke fire Uger kan det vare saaledes ved ...»

Det er jo ganske vist et stort Bevis paa Bornes Ærlighed, at han har ladet Veninden genoptrykke sine Breve, som de flød ham af Pennen uden ringeste Forsøg paa ved et Gennemsyn at slette eller mildne de Steder, som Kendsgerningerne straks gav det kraftigste Dementi. Men det styrker umuligt Tilliden til hans politiske Omdømme. Undertiden bliver Modsigelsen mellem det, som spaas, og det, som sker, saa iøjnefaldende, at Virkningen er komisk. Saaledes fortvivler Borne den 25. December over Lafayettes Ubesluttethed: denne er almægtig, kunde, naar han vilde, sætte Alt igennem, behøvede kun at true med at nedlægge sin Kommando over Nationalgarden, saa maatte Kongen, Ministrene og Kamrene give efter. Dagen derpaa, den 26. December, meddeler han saa ganske tørt, at man har afsat Lafayette fra hans Kommando, og ikke en Hund har gøet deraf. - Forunderligt! siger Læseren til sig selv, at en saa lidenskabelig politisk Iagttager aldrig har følt Trang til at gøre politiske Studier og 419 først dømme efter indvunden Indsigt, men stadigt har nøjedes med og følt sig tilfredsstillet ved det rent feuilletonistiske Stemningsudbrud, som har Ret idag og imorgen kastes i Ovnen.

Hvad der bestandigt leder Borne vild er det alt berørte paa en Gang barnlige og fanatiske Gladsyn, der altid paany finder en Grund, hvorfor det Slette, der sker, ligefuldt er det Bedste. I Marts 1831 skælver han for Polakkerne og erklærer sig for fattet paa det Værste. «Men,» fortsætter han, «for Russerne vilde denne Sejr være fordærveligere end alle deres Nederlag. Den hovmodige Nikolaj vilde da blive overmodig og tro at kunne gøre det af med Frankrig saa let som med Polen.» Hvilken Trøstegrund! - Stadigt haaber Borne paa Revolution i Paris, der skal ryste Tronerne. Men den udebliver. Hurtigt finder han da en Grund, hvorfor denne Frankrigs Ro er Fyrsterrie allerfarligst. Han skriver (30. November 1831): «I fyrretyve Aar har Frankrig været Europas Krater. Naar det engang ophører at sprude Ild, saa er ingen Trone i Verden sikker én Nat . . . Intet har været fordærveligere for Kongerne end Varsjov's Undergang. Da de har ødelagt et Underværk, tror de nu, at de ogsaa kan gøre Underværker.» Med andre Ord: Revolution i Paris er god, ingen Revolution er endnu bedre. Polens Sejr vilde været Kongernes Fordærv, Polens Undergang er endnu større Fare for dem.

Men dette hænger sammen med den besynderligste Kulsvier-Gudstro, der kun en sjælden Gang afbrydes af det tænkende Hoveds Tvivl. I Almindelighed er den Formel, hvori Borne søger Trøst, den, at han stoler paa Gud: Nikolaj rykker med overvældende Magt mod Polakkerne; Borne «forlader sig paa Gud.» - Vel er det kun den polske Adel, der har rejst sig, men Börne «stoler paa Guds Visdom og hans Stedfortræderes Dumhed». Han er, siger han, klogere end alle de Andre i Frankrig, som han var det i Tyskland; hvorfor? Fordi han «tror paa Gud og Naturen» som de Andre paa Mennesker og Politi.

Dog undertiden kommer der Slingring i hans Tro. Vi saa, han glædede sig fra først af over Koleraen, saa Guds Finger i dens Komme: den vilde drive endog Tyskerne til Revolution. Kun to Maaneder senere (19. Januar 1831) skildrer han Koleraens virkelige Følger, Folkenes Lamslaaethed, der ødelægger den Smule Frihed, som endnu er tilovers. Dengang hed det: «Hvad hidtil Intet har formaaet, det vil Pesten formaa»; nu stik 420 sat: «Hvad ingen Kejser af Rusland, ingen Djævel kan forhindre, det hindrer Pesten.» Og han, som dengang saa «Guds nøgne Haand» i dens Komme, udbryder nu: «Saa kommer Klerkerne og taler om Guds Straffedom!» Tre Fjerdingaar senere endelig (25. November) hjælper han sig ud af Modsigelsen ved en lige humoristisk og tankeløs Spas: «Sjældent sender Gud en himmelsk Kriminalret ned paa Jorden for at undersøge sine Stedfortræderes Forvaltning, og saa ofte det endnu er sket, er Intet blevet bedret derved. De himmelske Sendebud var fremmede paa Jorden, gik vild eller lod sig endog bestikke. Det saa vi nyligt med den asiatiske Kolera, som tugtede de Undertrykte istedenfor Undertrykkerne. Gud hjælper blot den, som hjælper sig selv.»*)

Kun en eneste Gang, da Polens Undergang synes nærforestaaende (5. Marts 1831), føler man, at Börne for Alvor er bleven usikker paa sit System. Som sædvanligt tumler han med sine Yndlingsord: Gud, Djævelen osv., da Russerne er for stærke. Borne kommer til dette Resultat: «Ikke Guds Visdom, Djævelens Dumhed alene kan endnu redde Polen.» Saa afbryder han sig med et Spørgsmaal: «Ak, gives der da en Gud? Mit Hjerte tvivler endnu ikke, men Ens Hoved kan nok føle sig svagt, og selv om han er til - hvad nytter da en evig Gud det forgængelige Menneske? Var Gud dødelig som en af os ... da vilde han regne med Tiden og Livet, vilde ikke øve saa sildig Retfærdighed, ikke først betale de fjerne Efterkommere, hvad deres Forfædre havde at kræve. Friheden kan og vil sejre, før eller senere; men hvorfor sejrer den ikke straks? Den kan sejre en Dag efter Polens Undergang; maa Ens Hjerte ikke briste derover? . . . Gives der saa en Gud? Er det at øve Retfærdighed? Vi afskyr Menneskeædere, dumme Vilde, der dog kun fortærer deres Fjenders Kød. Men at den hele Nutid med Legeme og Sjæl, med Glæde og Lykke, med alle sine Ønsker og Forhaabninger bliver martret, slagtet og sønderhugget, for at Fremtiden kan blive mæsket med den - dette Menneskeæden finder vi os i.» (Börne III 159, 160.)

Faa Dage efter vender han imidlertid tilbage til til sin en Gang tilvante Gudstro og sin af alle Skuffelser uanfægtelige Overbevisning om det Godes snarligste Sejr.

Nu og da findes i disse Breve rene Kandestøberier - * 421 saaledes Fantasierne over Følgen af den Hannoverske Opstand - undertiden Vidnesbyrd om en rent ud enfoldig Lettroenhed som f. Eks. naar Borne lader sig indbilde, at det er Metternich, der har anstiftet Urolighederne i Sydtyskland for at kunne bemægtige sig Bayern, medens Tropperne var optagne, eller endog at Ludvig Filips hemmelige Hensigt er den at føre Karl den Tiendes Kongehus tilbage paa Tronen. (Börne III 98, 39, 270).

Dog meget ofte forekommer ogsaa Udtalelser, der røber levende politisk Sans, stort naturligt Skarpblik for den givne Situation og ualmindelig Evne til Anelse om, hvorledes Fremtidens Skæbner og Opgaver vil forme sig.

Allerede den 9de November 1830, altsaa kun fire Maaneder efter Revolutionen, indser Börne, at hvad der er sket kun er det, at de Industridrivende er komne til Magten, de, der kun kender til «Frygt og Penge», og han er ganske klar over, at da den sidste Revolution ikke har naaet sit Maal, idet Magthaverne ikke vil se andet i den end en Forandring af Kongehuset, saa er en ny Revolution nødvendig, «og den udebliver visselig ikke.» En Uge senere udvikler han endog med lige fuldkommen Virkelighedssans og Logik, hvorledes Udviklingen vil foregaa: Da de Industridrivende, som femten Aar igennem har raset mod alt Aristokrati, neppe har sejret, før de selv vil danne et nyt: et Penge-Aristokrati, en Lykkeridder-Stand, der ikke som den gamle Adel hviler paa et Princip, men paa Forrettigheder knyttede til Ejendommen, saa vil det franske. Folk med sin Lidenskab for Lighed ved den næste Omvæltning søge at rokke ved netop det, hvortil Forrettighederne nu bliver knyttede: Ejendommen, og man vil komme til at opleve Rædsler, som man i ingen tidligere Revolution har været Vidne til. Börne aner, som man ser, Socialismen som Magt og spaar om Kommunen. Et Aarstid senere (1ste December 1831) er han endog saa sikker i sin Sag, at han bruger Udtrykket: «Den store Krig mellem Fattige og Rige staar mig saa tydeligt for Øje, som levede vi allerede midt i den», og i dette Tidsrum er han ogsaa trods sit moralske Grundhang naaet til Begrebet om, hvad Hovedsagen er, nemlig at samle Magt bag Retten. Er det umuligt, bliver Opgaven at røre Hjerterne, gennemagitere Sindene for sin Sag og forfølge Tyranniet med Spot, Had og Foragt. Hvad der sikkert ikke nytter Noget, det er derimod den bare Ærlighed, det rene Rethaveri. Nej, «Deres Ærlighed ødelægger dem. De tror, det kommer an paa 422 at have Ret, at vise, man har det. Og nu taler de om Friheden som en Advokat for et Stykke Ejendom. Ret som kom det her an paa Grunde!» (1ste Februar 1831).

Alt i Alt er det dog en politisk Sværmer, en Frihedstroende, man i disse Breve har for sig, intet Statsmandsnaturel. Vi møder ikke blot Kærlighed til det menige Folk, men en Rousseau'sk Beundring for dem, hvem hverken Rigdom eller Kundskaber har «fordærvet», og til denne Beundring og Kærlighed svarer et stedse stærkere Had til alle Europas legitime Konger og Fyrster, der altsom Börne med sine Illusioner ogsaa lader ethvert Maadehold falde, stiger til Tilintetgørelseslyst. «At tænke sig, at med ti Alen Hamp kunde man skaffe Verden Fred, Lykke og Ro». Imellem disse Poler: Folkene - Fyrsterne, svinger Börnes politiske Tanke bestandigt; det var Tidsalderens politiske Tankesving. Og Stansningen ved denne Antitese laa saa meget naturligere for ham, som han i sit inderste Væsen var Demokrat, var det i den Grad, at, som han udtrykkelig selv erklærer, «Menneskekender» altid har været en Ting, hvortil han sporede den største Ulyst. Det at skulle fordybe sig i, hvad der skiller de enkelte Mennesker fra hinanden, var ham en Plage som den at skulle læse en altfor fin Skrift. Han holdt sig hellere til Menneskemasser og til Bøger. (3die November 1830). Intet Under derfor, at han mangler den Sjælekundskabens Finhed, som vi nødigt savner hos en stor Skribent, men til Gengæld har den Samfølelse med hele Nationer, med store Befolkningslag og med en udbredt Læseverden, som giver Muligheden til at elektrisere et Publikum og som kan erhverve selv en yderst dristig Forfatter paa en saare udsat Post Almenyndest i levende Live.

Ikke at han bedømmer enkelte Personer uretfærdigt eller fordomsfuldt. Tvertimod. Han viser en overlegen Aands rolige Velvilje; undertiden rigtignok ogsaa en borgerlig Sjæls Uvilje mod det altfor Aristokratiske og Overbærenhed mod det altfor Jævne. Da Musset dukker op, sporer han straks Slægtskabet med Heine, der undrer ham hos en Franskmand. I Berlioz skatter han paa Stedet Geniet, endog til Overvurdering, og man véd, hvor isoleret og miskendt Berlioz stod. Fyrst Pückler bedømmer han med Skønsomhed, uden Varme, men med Blik for hans Fortrin; kun begriber han ikke, at Nogen har kunnet tro, dennes saa letskrevne, men i Behandlingsmaaden upoetiske Breve havde Heine til Ophav. Hos Heine selv er længe kun 423 Napoleonsdyrkelsen ham afgjort imod, iøvrigt viser han sig fuld af Paaskønnelse, ja Beundring.

Lærerigt er det endvidere at se, hvor overordenlig godlidende Borne forholder sig til Paul de Kock, med hvilken varm Anerkendelse han taler om ham og hvilken Fornøjelse han har havt af fulde otte Bind Paul de Kock, som han har havt den Udholdenhed i Træk at gennemlæse. Det er den naive og tilforladelige Skildring af Pariser Smaaborgernes Liv, som her har forekommet Borne værdifuld. Han roser endda om end halvt i Spøg Kock's Livsfilosofi; ja han bestiger ved denne lidet passende Lejlighed sin gamle Kæphest, idet han skriver: «Vel giver han os ikke, som Goethe i Wilhelm Meister, Lærebreve med Trøfler, men dog en ret kraftig Filosofi, borgerligt tilberedt.» (3. Marts 1831.) Paul de Kock hævet paa Goethes Bekostning!

Taler denne sidste Dom nu ikke i nogen høj Grad for Bornes Kunstforstand, saa vidner hans Udtalelser om Talleyrand des højere om hans politiske Klarsyn. Straks i 1839 nærer han den største Tillid til Talleyrands Virksomhed for Frankrig i London, og kan lader sig ikke forvirre af Pariserhadet imod ham. Han indser tydeligt det Latterlige i de liberale Blades Klageraab over, at Talleyrand som Medarbejder ved Wienerfreden nu vil støtte den hellige Alliance. Han begriber fuldt vel, at den hellige Alliance saa lidt som nogen anden Ting var hellig for Talleyrand. Og lang Tid efter kom han tilbage til Urimeligheden i Anklagerne mod den kloge Diplomat for at have tjent alle Regeringer og forraadt dem alle. Fint og rigtigt indvender han, at Talleyrand ikke har forraadt nogen Regering, kun forladt den og først forladt den, da den var død. Han læser i Talleyrands haarde Aasyn ene og alene Nødvendigheden, indristet som i Bronee.

Dog Hovedaarsagen til de milde Domme er ikke Börnes Forstand, men hans Hjerte, det Milde i hans Natur, det dybe Hang til kærlig Opfattelse, som ikke modsiges af hans mange lidenskabelige og hensynsløse Ytringer, der inderst inde ogsaa udsprang af Menneskekærlighed. Han var simpelthen en kærlig Sjæl, forsaavidt Kristen af Naturel, af Instinkt. Derfor gik han ogsaa over til Kristendommen, hvad man taabeligt har lagt ham til Last som Skin-Gerning. Hans Opfattelse af Kristendommen var maaske ikke dyb, men ærlig og ganske personlig.

Han blev Kristen, fordi han var Demokrat og Humanist. 424 For ham var Kristendommen ikke blot i Almindelighed Jødedommens Fortsættelse og Fuldstændiggørelse, men nærmere Humanitetsreligionen og bestemtere «de arme Djævles Religion». Enhver, der elskede Menneskeheden, var i hans Øjne en Kristen. Og saaledes blev Kristendommen ham da ogsaa Frihedens Religion, navnlig i dens katolske Skikkelse, thi som Katolicisme havde den knækket Romernes Verdensherredømme. Og han ser med sine Sympatier for Polakkerne et Bevis paa Katolicismens frigørende Kraft i deres Frihedskærlighed.*)

Paa Dogmerne tror han vel ikke personligt, sætter heller ikke Kristendommens Væsen i Tro, men ligefuldt er det ham i høj Grad imod, at der rokkes ved Troeslærdommene. Han haaner Saint-Simonismen, fordi den rejser sig mod den kristelige Tro, og han betragter Straus's Jesu Liv ikke blot som en unyttig, men som en skadelig Bog. Saaledes forstaas det, at han i sine sidste Leveaar kunde blive ganske henrevet af en demokratisk Katolik som Lamennais, hvis En Troendes Ord, der vilde sammensmelte Frihed og Religion, han oversatte og overvurderede. Religiøs Radikalisme, som han fandt den her, det var Trylleformlen, som svarede til de frie og bundne Kræfter i hans egen Sjæl. (Nærværende Bind 317 ff.).

Allerede i de første Bind af Pariserbrevene bevægede Börne sig, som den oppositionelle Stemning i Tyskland, fra Forkærlighed for et grundlovstro Styre til Haab om Revolution.

Ikke et halvt Aars Tid efter deres Udgivelse, i April 1832, udstedte en af Oppositionens Førere, Dr. Siebenpfeiffer, et Opraab til alle tyske Stammer om at mødes til en stor Nationalfest, der skulde afholdes ved Slottet Hambach ved Neustadt an der Hardt den 27 Maj, Aarsdagen for den bayerske Forfatning. Det skulde være en Broderlighedens Fest for Alle, der stræbte efter det tyske Fædrelands Genfødelse. Denne Fest syntes imidlertid Rhinkresens Regering saa betænkelig, at den forbød den; tillige blev for 26-28 Maj Adgang til Neustadt og Omegn forment alle Fremmede, og enhver Forsamling af mere end fem Personer forbudt paa Gader og offenlige Steder. Dog Forbuddet * 425 vakte en saadan Forbitrelse, at man saa sig nødsaget til at tage det tilbage.

Fra alle Sider strømmede Folk til Festen. Næsten alle tyske Lande var repræsenterede; flest indfandt sig dog naturligvis fra Rhinpfalz. Selv Franskmænd kom i stort Antal, og naturligvis manglede det heller ikke paa Polakker. Der var en tredive tusind Mennesker i Alt.

Börne var kommen fra Paris. Han var den af Gæsterne, som vakte størst Opsigt. Allerede hans Rejse til Neustadt var et Triumftog. Hvor han kom hen, blev han hilset med Vivat. Fakkeltog og Serenader var Dagens Orden.

Han skriver fra Freiburg: «Hvilket Indtryk mine Pariserbreve har gjort i Tyskland, tror De neppe. Jeg havde selv ikke ventet det. Meyer, Wurm og Andre har ladet trykke, at jeg ikke mere turde vise mig i Tyskland, jeg vilde blive kastet ud af elhvert hæderligt Selskab. Jo, det er Profeter! Lige siden min Ankomst har jeg oplevet en uafbrudt Hyldest. Mit Værelse bliver aldrig tomt. Jeg har ofte ikke Stole nok til alle de Mennesker, der besøger mig. Jeg var til Hambacher Festen. Næsten alle de Tilstedeværende vilde lære mig at kende, saa jeg er syg deraf. Naar jeg i Neustadt gik over Gaden, lød det fra Værtshusene, fra de Vogne, som rullede forbi: Leve Borne, Forfatteren af Breve fra Paris! Heidelberger Studenterne bragte mig en Serenade. Alle Patrioterne, Wirth og de øvrige, erklærede, at man skyldte mig den fædrelandske Bevægelse i Tyskland; de Andre var først komne efter mig. Med vaade Øjne trykkede mange mig til deres Bryst og kunde ikke tale af Bevægelse. Her i Freiburg var det ligedan. Studenterne begav sig om Aftenen til mit Hus, sang en Serenade og raabte: Leve Forsvareren af den tyske Frihed! . . . Hvad vil mine Kritikere sige dertil, de, der har kaldt mig en daarlig Patriot. Den offenlige Mening lader sig ikke vildlede.» - Humoristisk nok blev ikke desmindre ved Hambacher-Festen hans Uhr stjaalet fra ham.

Om Morgenen den 27 Maj satte fra Neustadt af det uhyre Tog sig i Bevægelse til Slotsruinen Hambach. Alle var smykkede med sortrødgyldne Farver, og tilsvarende Faner blev baarne foran. Ogsaa et stort Antal Kvinder med sortrødgyldne Belter fulgte med. Siebenpfeiffer og den bayerske frisindede Journalist Wirth var Hovedtalerne. De fremstilte Folkesuveræniteten som alle Staters Grundlag og stillede Tysklands nærforestaaende 426 Republikanisering i Udsigt. Alle de Taler, der holdtes, udmærkede sig ved største Lidenskabelighed, skildrede Tysklands Fornedrelse som frembragt af Fyrster og Aristokrater i Forening. Wirth udbragte et Leve (som han senere maatte bøde for med langvarigt Fængsel) for «de forenede Fristater» og «det forbundne republikanske Europa» og raabte, idet han svang det Sværd, der var blevet ham overrakt som Æresgave: Forbandede, tre Gange forbandede være Tysklands Fyrster! Hos en Del af Forsamlingen fandt Ordene Genklang. Man raabte: Ned med Fyrsterne! Vaaben! Vaaben!

Imidlertid, et umiddelbart praktisk Formaal havde man ved Hambacher-Festen ingenlunde for Øje. Ifald Øjeblikket virkelig var gunstigt -- hvad man vel tør betvivle - saa lod man det gunstige Øjeblik gaa ubenyttet hen.

Heine skriver med lystig og bitter Spot: «Jeg vover knap at fortælle det, thi det klinger utroligt, men jeg har Historien fra paalidelig Kilde, nemlig fra en Mand, der er sandhedskærlig Republikaner og selv sad i Hambach i Udvalget, hvor man forhandlede om den Revolution, der skulde begynde; han tilstod mig nemlig i Fortrolighed, at da man kom til Kompetencespørgsmaalet, da man stredes, om de i Hambach tilstedeværende Patrioter nu ogsaa virkelig var beføjede til at begynde en Revolution i hele Tysklands Navn - saa blev de, som raadede til rask Daad, overstemte af Flertallet, og Afgørelsen lød: man var ikke kompetent.» Heine kalder det den bedste Historie, han har hørt paa denne Jord; den kan, siger han, faa ham til at glemme alle denne Jammerdals Genvordigheder, ja selv efter Døden i Skyggerigets taagede Kedsomhed vil den kunne opmuntre ham. - Og han trøster Konger og Fyrster: de behøver sandelig ikke at sætte brave Folk i Fængsel, de kan sove roligt, de har Intet at risikere, den tyske Revolution er endnu langt borte, Kompetencespørgsmaalet henstaar uafgjort.

Börne havde været venskabeligt sindet mod Heine, siden han havde gjort hans literære og personlige Bekendtskab. Han havde endog i mange Aar talt om ham med Kærlighed. Han skattede ham efter Fortjeneste som Digter, og han vurderede ham især som en stor Kraft i den almindelige Frigørelses Tjeneste. Men hans Natur var Heines for ulig, til at han kunde se fordomsfrit paa ham. Fra 1831 forekommer hadefulde Brevsteder mod Heine. Skønt Börne var uden smaalig 427 hed, nagede det ham, at hans og Heines Navn meget hyppigt nævnedes sammen, og at Sammenligningen med Hensyn til Evner og Talent ikke altid faldt ud til hans egen Fordel. Og Heines Franske Tilstande stødte og saarede ham, bibragte ham under Læsningen en Misstemning, som han i det sidste Bind af sine Pariserbreve gav Luft i Form af en ret bidende Satire, der rammer Heine som fra oven nedefter og som i ikke faa Læseres Øjne indætsede ham Brændemærket for politisk Karakterløshed.

Det var i Virkeligheden den dybtgaaende Kontrast mellem de to Kampfællers Naturer, som her kom til Udbrud. Börne begreb den dog ikke i dens Væsen og efter dens Art. For ham stod Modsætningen som den mellem den mandige Naturs Alvor og det drengeagtige Letsind, og, hvor det kom højt, som Modsætningen mellem Sandhedsdyrkelse paa den ene Side, Form- og Kunstdyrkelse paa den anden. Med sikkert Blik har han paavist nogle af de Barnagtigheder og smaa Snobberier, hvori Heine nu og da kunde gøre sig skyldig overfor Livets Glimmer ligesom nogle uretfærdige Spotterier overfor ideale Bestræbelser i plumpe og naivt folkelige Former. Börne afskyede jo Rothschild'erne, som Heine var overordenligt imponeret af. Börne, der følte sig hjemløs i Salonerne men hjemme blandt demokratiske Haandværkere, var vel tilpas i de tyske Emigranters Forsamlinger, hvor vilde Planer de end lagde og til hvor upraktiske Foretagender de end samlede Penge ind, medens Heine var ilde tilmode ved de mange Opfordringer til Deltagelse i dette eller hint demokratiske Værk, aldeles ikke egnede sig til Indgaaen af demokratiske Broderforbund, helst trods sine revolutionære Tilbøjeligheder holdt sig for sig selv og paa ingen Maade vilde være Medbroder og Medsvin med den første den bedste Skare udvandrede Landsmænd.

I et Brev fra 25 Februar 1833 gør Börne sig bl. A. lystig over, at Heine finder «en ophøjet Udholdenhed» i den østerrigske Politiks trehundredaarige Umenneskelighed, at han dernæst i den af ham selv senere saa frygteligt haanede Kong Ludvig af Bayern ser «en af de ædleste og aandrigste Fyrster, der nogensinde har smykket en Trone» og endelig kalder det «dristigt og storartet» af Herrerne Rothschild, at de under Koleraen blev i Paris, medens han finder de tyske Patrioters ubetalte Anstrengelser latterlige. Börne har Ret heri og i Mere uden dog at 428 lægge nogen finere eller dybere Forstaaelse af Heines Væsen for Dagen.

Atter her stod han som overfor Goethe Ansigt til Ansigt med et Geni, han var ude af Stand til at dømme uhildet, om han end ingenlunde gjorde sin urolige Samtidige Uret i lignende Omfang eller paa samme Maade som sin store Forgænger.

XI

Ogsaa for Heinrich Heine er, som alt berørt, i det nye tyske Rige Øjeblikket lidet gunstigt. Hvad man har at bebrejde ham er saa Meget, at det ikke lader sig opregne i Korthed: Først hans Kærlighedsforhold til Frankrig og formentlige eller virkelige Letfærdighed. Dernæst hans ugermanske Oprindelse og Vid, hans Følsomhed, hans Lapseri, hans Kaadhed. Saa den udæskende Maade, paa hvilken han lagde sit Hedenskab for Dagen. Det nye Tyskland er i religiøs Henseende ligegyldigt, men er det stiltiende, og er i moralsk Henseende grundigt avet. Medens i vore Dage i Tyskland de højeste Dyder: Sandhedskærlighed, Selvstændighed, Sjælens Stolthed og Finhed, gælder langt mindre end Pligtopfyldelse, Korrekthed, Samfundstugt, militært Sving, Schneidigkeit, som man siger, var det paa Heines Tid omvendt. Disciplinen var ikke i Pris. Og som Religiøsitet dengang gjaldt mere end Religion, saaledes Menneskelighed mere end Nationalfølelse. Patriotismen var i hin Tid i de Bedstes Øjne en Egenskab, de ikke betragtede som ubetinget god; de mente, at Retfærdigheden ikke hørte op at være en Dyd, fordi den øvedes mod et fremmed Folk.

Hos Heine kom til den almindeligt radikale Aandsretning Hadet til Prøjsen, hvis Fremtid han ikke anede, og hvis Styrke han ikke forstod, denne Prøjsens Styrke, der ypperligst er anskueliggjort i Carlyle's Skildring af Frederik den Andens Fader: Evnen til med ædru Strenghed at overvinde Kaos, slaa Vrøvlet ned og forvalte. Dette Had var hos Heine nærmere Rhinlænderens Dødsfjendskab mod Prøjsen. Man mærke disse Strofer til den prøjsiske Ørn:

429

Du grimme Fugl! Ifald jeg faar
engang dig fat, saa plukker
jeg Fjerene af dine Vinger ud
og Kløerne af dig hugger.
Saa kalder jeg sammen fra nær og fjern,
mens op paa en Stang jeg dig flytter,
til lystig Fugleskydning forsandt
Rhinlandets Bueskytter.

Paa Wienerkongressen havde Prøjsen efter lang Vægring overtaget Rhinlandene. Det fik derved istedenfor den Afrunding, det havde haabet paa i Øst, en ganske sønderrevet Skikkelse, og tilmed kom en fra Gammelprøjserne ganske forskellig Folkestamme under det prøjsiske Scepter. Dette var den Egn, hvor engang Skillelinjen mellem Kelter og Germaner laa. Her skød den romerske Militærprovins sig ind. Over dette Land havde senere Præsteherredømmet ruget, saa at i forrige Aarhundrede Frederik den Stores Aand her slet ingen Indflydelse havde øvet. Den gamle, møre Kirkevælde stødte da her lige sammen med den franske Revolution, og man hilste de Mænd, der udbredte dennes Ideer, med Jubel.

Gammelprøjserne nærede Uviljens Mistro til Rhinlænderne, og disse gengældte denne Følelse med Renter. Prøjseren var og blev ved Rhinen noget Fremmed, Uhyggeligt. Om Sønnen, der tjente i Hæren, hed det: «Han er hos Prøjserne». Berlineren bar sig som Embedsmand i Kom eller Düsseldorf overmodigt ad, nedsatte Alt, og Rhinlænderen betragtede længe en Ansættelse i de gamle prøjsiske Provinser som en Forvisning til Sibirien. Overalt hørte man Klage over Prøjsernes Mangel paa Evne til at vinde Hjerterne i de Stammer, de havde tilerobret sig.*)

Heinrich Heine fødes i Aarhundredets Slutning i Dusseldorf, dengang Hovedstaden i Hertugdømmet Jülich-Cleve-Berg. Byen forblev i seks Aar besat af franske Revolutionstropper. De drog bort 1801, og Max Josef blev Regent; men i 1806 blev han Konge af Bayern og i hans Sted Joachim Murat Storhertug. Dog allerede 1808 maatte denne afstaa Landet til Kongen af Hollands ældste umyndige Søn, d. v. s. til Napoleon som Drengens * 430 Formynder. Landet blev nu helt regeret efter fransk Mønster, Livegenskab, Lensvæsen og Hoveri ophævede, Retsvæsenet omdannet og en ubetinget Religionsfrihed indført, dette en Aarsag til at Napoleon hyldedes af Rhinlandenes jødiske Befolkning som en Frelser fra tusindaarig Undertrykkelse.

Uden al Tvivl har Berøringen med Datidens dristige og sejrrige Franskmænd bidraget meget til at give Heinrich Heines Aand dens første Sving. Ærbødigheden for overleverede Autoriteter fik et tidligt Knæk. Hans medfødte Vid blev udviklet i Retning af hvad Franskmændene kalder Esprit. Spiren til hans Napoleonsbeundring blev lagt. Nutildags synes denne Beundring fra Heines Side en næsten enestaaende Kendsgerning i Aarhundredets tyske Literatur. Den var saare langt fra at være det.

Man kan gaa lige tilbage til Wieland og hos ham finde en lige saa levende Napoleonsbeundring, endog før Historiens Gang havde godkendt den. Allerede 1798 erklærer han, at Frankrig nu behøver en Diktator, og at Ingen egner sig dertil uden General Bonaparte, der da var i Ægypten. I 1800 spaar han, at Bonaparte vil gøre sig til Konge, maa gøre det, og forsvarer ham mod de engelske Blades Angreb. Napoleon, som var bleven underrettet om disse Spaadomme, underholdt sig af den Grund længe med Wieland i Erfurt 1808.

Ingen af Aarhundredskiftets store Tyskere havde kendt Nationalhad. Uden en Gnist deraf havde Goethe i 1793 gjort Felttoget i Frankrig med som Tilskuer. Schiller havde glædet sig ved sit franske Borgerbrev, tænkt, det maaske engang kunde komme hans Børn til Gode. Knebel, Goethes Ven, havde ønsket at turde besynge Bonapartes Sejre. Goethe saa da ogsaa med stor Sindsro Napoleon slaa Frederik den Andens Rige i Kvas; denne prøjsiske Stat maatte i hans Øjne tage sig ud som en forbigaaende Foreteelse i Tysklands Historie. Han havde været Vidne til Napoleons Opkomst og Sejersløb, havde set ham faa Bugt med det ham selv, Aristokraten og Evolutionisten, saa forhadte Anarki. Saa lærte han ham at kende midt iblandt hans Marechaller, omgivet af Friskhed, Elskværdighed, Genialitet, Uimodstaaelighed. Det Indtryk, Napoleon personligt gjorde paa ham, var saa stærkt, at det kun forøgede den tidligere nærede Beundring. Derfor gentog han, selv efter det russiske Felttog, selv under Tysklands Rejsning, sit: «Det nytter ikke noget, Manden er dem for stor.» Først da Alt var ude, gjorde han 431 med sit Festspil i Anledning af Freden en Slags nødtvungen Afbøn.

Mindre bekendt end Goethes saa tit omtalte Forhold til Napoleon er Hegels, der som Heines Lærer og som den Tænker, der stadigt stod for ham som den ypperste, havde en lige saa uomtvistelig Indflydelse paa ham. Hegel, der var født som Undersaat i det lille, despotisk regerede Württemberg og aldrig havde kendt det at have et Fædreland, hvor stærkt han end længtes derimod, var i Aarhundredets Begyndelse saa opfyldt af Bitterhed over de tyske Tilstande, saa fuld af Harme og Spotterier over sine Landsmænds politiske Sløvhed, at han ganske som Goethe kom Napoleon i Møde med en Verdensborgers overstrømmende Beundring. Han, som bestandig havde svælget i en tænkt, en fantastisk Forsoning af det Ideale og det Virkelige, havde hele sin Ungdom igennem savnet Indtrykket af virkelig Magt, da Napoleons Skikkelse traadte ham i Møde og begejstrede ham. Som det er blevet sagt om Goethe, at han benyttede Kanontordenen ved Jena til i al Stilhed at ægte Christiane Vulpius, saaledes om Hegel, at han i selve Jena fuldendte sin Phänomenologie des Geistes under Kanontordenen fra Slaget. Det er sandt, at han netop i hine Dage sendte de sidste Ark af Værket til sin Forlægger, og Modsætningen er slaaende mellem hans uendelige Ligegyldighed for Prøjsens Undergang og hans lidenskabelige Ængstelse for, at en af de kostbare Haandskriftsendinger i den urolige Tid skal gaa tabt med Posten. Et af de Breve, der ledsager Sendingerne, bærer Slagets Datum.

Det Værk, han under disse Forhold lagde sidste Haand paa, fremstille Menneskeaandens Udviklingsgang under en ejendommelig Sammenblanding af psykologiske og historiske Synsmaader. Menneskeheden stod efter denne Filosofi nu ved sit Maal; de enkelte dødelige Mennesker, der nu havde naaet til Erkendelsens højeste Princip, var i Indsigt blevne som Guder, og deres virksomme Liv var nu ogsaa kun den skønne Udfoldelse af en Tilværelse, som Grækerne tænkte sig Gudernes, fuldt tilfreds og fuldt forsonet. Da Hegel skrev sine sidste Ord, om at Verdenshistorien kun var et muntert Spil af Aanden, der véd sig som Aandsmagt, da holdt Napoleon til Hest udenfor Jenas Porte.

Og Hegel saa ham og saa ham med Glæde. «Jeg har,» skriver han fra Jena, «set Kejseren, denne Verdenssjæl. Det er i Virkeligheden en underlig Følelse at se et saadant Enkeltvæsen, 432 der her, sammentrængt paa et eneste Punkt, siddende paa en Hest, griber ud over Verden og behersker den. Prøjserne kunde man ganske vist ikke stille noget bedre Varsel - men fra Torsdag til Mandag er en saadan Fremgang dog kun tænkelig for denne overordenlige Mand, som det er umuligt ikke at beundre.» Og Hegel beundrer ikke blot ham, men det hele franske Folk. Et Fjerdingaar senere skriver han, at han i Dagens Historie ser det overtydende Bevis for, at Dannelse sejrer over Raahed, Aand over aandløs Forstand. Ja han tilføjer: «Som jeg allerede tilforn har gjort, saadan ønsker nu Alle den franske Hær Held, der slet ikke heller kan svigte den under den uhyre Forskel mellem dens Anførere og Soldater paa den ene Side og deres Fjender paa den anden.» (Haym: Hegel and seine Zeit.)

Heine har vistnok ikke ment, at hans Sværmeri for Napoleon trængte til Forsvar; ellers kunde han have beraabt sig paa, at han her til Forgænger havde den Mand, han kun har omtalt med Ærefrygt som «den store Hegel, den største Filosof, som Tyskland har frembragt siden Leibniz», den Mand, om hvem han som en utvivlsom Kendsgerning fremfører den højst tvivlsomme Sætning, at «han rager højt op over Kant», og hvem han kun dadler saa skaansomt og blidt som i denne Vending: «Hegel lod sig krone i Berlin, desværre ogsaa salve en Smule.»

Dog ikke blot Heines store Forbilleder og Lærere, ogsaa Samtidige af ham som Varnhagen von Ense, der dog havde udgydt sit Blod i Krigen mod Napoleon, nærede den samme Beundring for ham og holdt sig lige saa fri for germansk Nationalhad. Om vor Baggesen, der i sit Væsen halvtysk gerne skabede sig mere tysk end Tyskerne, skriver Varnhagen: «Napoleon og Franskmændene hader han paa en ganske modbydelig Maade, indtil Væmmelse heftigt og uden Grund; thi Alt, hvad der er godt hos os Tyske og hvorfor vi skatter os højest, er ham en Gru; det haaber han at faa tvunget ned ved Hjælp af Kant, Jacobi, Voss og Klopstock» - Kant er her øjensynligt nævnt paa Grundlag af det saa lidet tyske kategoriske Imperativ, de øvrige paa Grund af Nationalfølelsens Indskrænkethed.

Man ser da, at én og samme Dyrkelse af Napoleon lader sig forfølge hos de Mænd, der har havt størst Indflydelse paa Heines som paa det unge Tysklands Udvikling.

Den gav sig hos Heine digterisk Udslag adskillige Aar før den blev en Farsot i Frankrig, og naaede hos ham en Højde, 433 som ikke overtræffes hos Beyle eller Hugo. Ja, man kan sige, at dens poetiske Udtryk i Heines berømte Ungdomsdigt De to Grenaderer (som han efter sin egen Opgivelse har skrevet kun seksten Aar gammel, dog rimeligere i sit nittende Aar) overgaar Alt, hvad der eksisterer af beslægtet Art i Frankrig selv. End ikke Bérangers Mesterværk Souvenirs du peuple har en lignende Simpelhed og Storhed, skønt det bedre end noget andet Digt har givet Napoleonslegenden i det franske Folk et haandgribeligt og rørende Udtryk. I Heines Grenaderer svarer hver Linjes Rytmik paa det Nøjeste til Stemning og Indhold; de vemodige Jamber: Der andre sprach: das Lied ist aus, de ildfulde Anapæster: Dann reitet mein Kaiser wohl über min Grab. Man læser, uden at forstyrres synderligt, hen over Grenaderens umulige Bøn om at faa sit Lig bragt med til Frankrig. Hovedstrofen: Was schert mich Weib, was schert mich Kind, Grenaderens Protest mod at føle sig bunden ved Kvinde og Barn, som han har efterladt hjemme, bøder ved sin Vildskab mesterligt paa Romancestilens Følsomhed. Kun tilsyneladende handler dette Digt om Troskaben mod Napoleon alene; det forherliger den glødende Troskab mod Feltherren, uendelig Begejstring for den store Personlighed overhovedet.

Gaven til at skildre gennem at fremføre Skikkelser i Lyriken var fælles for Béranger og Heine. Men Béranger var en Visedigter, Heine et Geni. Grenadererne begynder, som Heine næsten altid, med det Stilfærdige, Jævne. Intet er ham fjernere end Victor Hugo's lyriske Tilløb: Ham! altid ham!; han virker ikke ved direkte Fremstilling, men ved Udmaling af det Mindre, det Lille, hvori den store Historie spejler sig, og som afgiver Maalestokken, indtil endelig et Drømmesyns Sværmeri bryder ud af den simple Samtale.

Var nu end Genstanden tor denne Dyrkelse den neppe værd, saa er selve Følelsen ikke derfor mindre skøn, og den er ganske af samme Art, hvor Heine i Reisebilder skildrer, hvorledes han som Barn saa Napoleon ridende gennem den hertugelige Have i Düsseldorf. Kapitlet begynder: «Men hvorledes blev jeg ikke tilmode, da jeg saa ham selv, saa ham med højtbenaadede egne Øjne, ham selv, Hosiannah! Kejseren.» Man mærke dette Hosiannah! I Henrykkelsens Øjeblik kommer Barndomserindringen, det gammeltestamentlige Hil- og Jubelraab paa hans Læber. Og hvad tænkte dengang Barnet paa? Paa at det under en Bøde 434 af fem Thaler var forbudt at ride igennem Alléen. Og se! Kejseren med sit Følge red midt igennem Alléen - de gysende Træer bøjede sig frem, hvor han kom forbi . . .

Heine gælder som politisk Digter for revolutionær, og han var det. Men hans politiske Lidenskab er udelukkende rettet mod middelalderlige Tilstande og middelalderlig Tro. Han er for Alvor Kirkevælden fjendsk, men ikke for Alvor demokratisk begejstret. Hans største politiske Digt Tyskland, et Vinteræventyr giver det fyldigste Vidnesbyrd derom. Virkelig Lidenskab findes her kun hvor Digterens usynlige Ledsager, Liktoren med den frygtelige Økse, i Kölner Dôm sønderslaar Skeletterne af de hellige tre Konger, «Overtroens stakkels Skeletter». Men i denne store Digtning - Heines vægtigste Værk - har man renest udtrykt de politiske Stemninger og Tanker, som fyldte ham, det i tysk Poesi nye Element af det krigerisk Udfordrende og i Nærkamp Stridende. Det fandtes ikke hos Goethe. Han var vel tilsidst gennemtrængt af «Datidens fuldstændige Værdiløshed», men han frygtede, at en Omstyrten af Autoriteterne vilde gøre Alting værre. End ikke hos Schiller havde der kunnet findes noget umiddelbart Forhold til Samtidens Politik. Hans Patos fik sit Afløb i Frihedsdramer. Men hos Heine findes fra 1830 af altid dette umiddelbare Forhold. Han havde sin Sjæl deri. Og han har her været ærlig, selv hvor man har miskendt Ærligheden hos ham.

Man efterslaa det Sted i Reisebilder, der er blevet lagt ham mest til Last som Udtryk for Praleri og Affektation, det Afsnit, der følger efter Skildringen af Besøget paa Valpladsen ved Marengo: «Det bliver en smuk Dag, raabte min Rejsefælle. - Ja, det bliver en smuk Dag, gentog i stille Bøn mit Hjerte og skælvede af Vemod og Glæde. Ja, det bliver en smuk Dag, og Frihedssolen vil gøre Jorden lykkelig. Der vil blomstre en ny Slægt op, avlet i frie Favntag, ikke i Tvangslejet under de gejstlige Tolderes Opsyn, og med den frie Fødsel vil Menneskene ogsaa faa frie Tanker og frie Følelser, om hvilke vi fødte Trælle ingen Anelse har ...» og imod Slutningen disse Ord: «Jeg véd ikke, om jeg fortjener, at man lægger en Laurbærkrans paa min Kiste. Hvor meget jeg end har holdt af Poesien, den var mig dog kun et helligt Legetøj, et indviet Middel til himmelske Formaal . . . men et Sværd skal I lægge paa min Kiste, for jeg var en tapper Soldat i Menneskehedens Befrielseskrig.»

435

Overalt i tysk Litteraturhistorie, Historie, Æstetik og Kritik, ikke blot hos Menzel, men hos Goedeke, hos Treitschke, hos Heines Abe og Fordømmer Grisebach, hos den ellers saa fintdømmende Hehn vil man finde denne Heines politiske Kamp omtalt med dybeste Foragt. Selv Scherer er kold og afvisende. Ja, da den italienske Digter Giosuè Carducci i en Ode forherligede Heine som Frihedshelt, nedlagde endog Karl Hillebrand, Tysklands bedste Kritiker og Heines tidligere Sekretær, der altid havde talt med Pietet og Beundring om den store Afdøde, en Art Protest: Heine selv havde aldrig taget dette saa højtideligt. Denne Misstemning og Mistro er forklarlig. Thi Frivoliteten i Heines Væsen medførte i hans Ungdom en afskrækkende politisk Holdningsløshed. For at opnaa et Professorat i München er han 1827 rede til at fornægte sin Fortid for Kong Ludvig, dog uden Resultat. Han tilbyder samtidigt at forsvare den usle Hertug af Brunsvig, Diamanthertugen, i Fald han kan faa en brunsvigsk Orden derfor; ligeledes uden Resultat. Først fra 1830 er hans politiske Karakter befæstet.

Sagen er dernæst, at Heine manglede «de patetiske Gebærder», var for stolt til at anvende dem. Det forvirrer Tyskerne. Men man gør ham højlig Uret. Dette var og blev den store Patos i hans Sjæl. Helt har han følt det Digt, som afslutter et Kapitel af Romancero: Enfant perdu, skrevet i hans senere Leveaar. Han var virkelig, hvad han her kalder sig, en fremskudt Vedet, en glemt Forpost, prisgivet til Nedskydning. Og naar det i hans efterladte Hyrnne i Prosa hedder: «Jeg er Sværdet, jeg er Flammen», saa er det sandt. Der staar endnu den Dag idag Gnister af hans Sværdslag, Lys af hans Flamme. Mange varmer sig endnu ved hans Ild.

Som berørt finder Börne i sine Pariserbreve Heine selvmodsigende, blødagtig, karakterløs som Politiker. Han bebrejder ham ikke saa meget Selvovervurdering, som at han overhovedet overvurderer de enkelte Menneskers Virksomhed, da efter Börnes Mening Individerne ikke mere nutildags, som i Fortiden betyder noget. Selv en Voltaire og Rousseau vilde nu ikke være af Betydning. De Enkelte er nu kun Folkenes Herolder. Dette glemmer Heine. Og i sin Stræben efter at behage Demokraterne siger saa Heine, at det jesuitisk-aristokratiske Parti i Tyskland bagvasker ham, fordi han dristigt byder Enevælden Spidsen; men for at indsmigre sig hos Aristokraterne siger han samtidigt, 436 at han har budt Jakobinismen Spidsen, er en kongetro Mand og altid vil vedblive at være monarkisk sindet.

Börne forstaar just ikke Spøg. Skemtende har Heine fortalt om et Pariser-Modemagasin, i hvilket han Somren forud havde sin Gang, og hvor han blandt de otte unge Piger i Butiken med deres otte Elskere - alle seksten af højst farlig republikansk Tænkemaade - var den eneste kongeligt sindede. Ordlydende siger han etsteds: «Jeg er ved Gud ingen Republikaner. Jeg véd, at naar Republikanerne sejrer, skærer de Halsen over paa mig . . . jeg tilgiver dem iøvrigt gerne denne Naragtighed.» Börne tilføjer: «Jeg ikke. Republikanere, der var saadanne Narre, at de for at naa deres Maal mente at maatte rydde Heine af Vejen, hørte hjemme i en Daarekiste.»

Der er i hine Ytringer af Heine Noget, som trods Spøgen bringer Læseren til at studse. Afvekslende Udbrud af den yderste Radikalisme, gennemgaaende den mest skærende revolutionære Stemning som Grundakkord - og disse stadigt tilbagevendende Forsikringer om ikke at være Jakobiner, ja end ikke Republikaner.

Her kræves en Forklaring, Noget, Ingen endnu har forsøgt at give.

Thi den Forklaring, at Heine var karakterløs, karakterløs i en saadan Grad, at han som moden Mand uafbrudt i det alvorligste Anliggende og med to store Landes Øjne hvilende paa sig slog sig selv paa Munden - den forklarer Intet. Det er i Principerne, at Uklarheden her maa ligge.

Man huske hans trofaste, grænseløse Napoleonskultus. Den giver sig endnu en sidste Gang Luft i Vinteræventyret i Sørgesangen over den døde Kejser, da hans Kiste fra St. Helena føres ind i Paris:

Igennem Triumfbuens mægtige Hvalv
ad Champs Elysées-Hovedgaden,
alt gennem Taage, alt over Sne
drog Toget tyst ind i Staden.

Og husk fra Reisebilder Scenen paa Marengosletten: Russeren, som dér spørger Heine: Er De godt russisk? - og Heine, som svarer: Ja, jeg er godt russisk. - Thi, forklarer han, den uendelige Omskiften af Feltraab og Repræsentanter i den store Verdenskamp har medført, at Revolutionens mest glødende Venner 437 i Ruslands Sejr ser Verdens Frelse og maa betragte Kejser Nikolaj som Frihedens Gonfaloniere (*dolgoe O*: dens Bannerfører) i Europa. Den russiske Regering er gennemtrængt af liberale Ideer, dens Enevælde er kun et Diktatur, i Kraft af hvilket den vil lade disse Ideer træde ud i Livet o. s. v.

Fejltagelsen er kolossal i sin Barnlighed. Men den er i denne Sammenhæng ligegyldig. Det Interessante er, at var Enevælden i Rusland dette, saa havde den Heines Medhold og Sympati, ganske som Napoleons Magt havde havt den.

Men man overveje dette! Heine, Radikalismens yderligst gaaende Talsmand i sin Tidsalders Poesi prisende som Frihedens Bannerfører Nikolaj, Tidsalderens haardeste Tyran. - Er det den samme Mand, der finder en ungdommelig Glæde i altid at bringe Forestillingerne om Konge- eller Kejserværdighed og om Faldøksens Hug i tæt Idéforbindelse? Man huske Heines Ord til Barbarossa: «Du bliver her spændt til et Bræt, det sænker sig . . .» o. s. v. og Slutningsraabet til den gamle ærværdige Kejser: «Republikanerne ler os ud, ifaldt de i vor Spidse ser sligt et Gespenst med Krone og Spir ...» Han sætter altsaa Pris paa Republikanernes Dom, deler i visse Maader deres Standpunkt.

Eller man mindes det usigeligt vittige Digt 1649-1793-? der først behandler den korte Justits med Kongerne under den engelske og den franske Revolution, saa spaar om den kommende tyske:

Med Pietet vil den tyske Æt
altid behandle en Majestæt.
I Hofkaret med seks af de bedste
florbedækte, sorttoppede Heste,
højt paa Bukken med Sørgepisk
rank og stram som en Obelisk
taarevædet den ellers bryske
Kusk - saaledes bliver den tyske
Konge kørt til Retterstedstrappen
og underdanigst skilt af med Knappen.

Er dette nu ikke en Leg med Ord og et Spil med Følelser, saa maa der gives en Forklaring, en Fortolkning, hvis Nøgle Heine selv ikke har kendt. Thi at der her er Selvmodsigelse i Ordene, i Ordlyden, det er unegteligt.

Fortolkningen er den, at Heine var paa én Gang en stor 438 Frihedsdyrker og en udpræget Aristokrat. Han havde al en frihedstørstig Naturs Kærlighed til Frihed, smægtede efter Frihed, savnede og elskede den af hele sin Sjæl; men han havde paa samme Tid den store Naturs Kærlighed til menneskelig Storhed og den fine Naturs rent nervøse Rædsel for alt Middelmaadigheds-Styre.

Med andre Ord: Der var i Heinrich Heines Sjæl ikke en konservativ Blodsdraabe. Hans Blod var revolutionært. Men der var i hans Sjæl ikke heller en demokratisk Blodsdraabe. Hans Blod var aristokratisk, han vilde se Geniet anerkendt som Fører og Hersker.

Hans Bifald lyder, naar han i sin historiske Tilbageskuen eller Fremtidsdrøm ser en ussel Konge eller Kejser blive halshugget. Men han vil give Cæsar hvad Cæsars er. Apodote ta kaisaros kaisari er sikkert det af Jesu Ord i det nye Testamente, som har slaaet dybest ned i hans Sind. Han frygter ikke en Frihedstilstand, mod hvilken Alt hvad vi hidtil har kendt af Frihed paa Jorden, er Børneleg, men han troer det ikke muligt, at Gennemsnitsdannelsens Filister-Idealer bærer Frihed i deres Skød. Han afskyer al Middelmaadighed, ogsaa den liberale, ogsaa den republikanske, som den store Personligheds og den store Friheds Fjende.

Derfor hans Mistro til de nordamerikanske Fristater, hans ringe Sværmeri for deres Frihed:

Tit jeg fristes. Det kan være,
at Amerika jeg gæster,
naaer den store Frihedsstald
med de mange Lighedsbæster.

Naar Heine tilbeder Marseillaisen, saa er det, fordi Sangen er ham det store Oprørs Sindbilled. Naar han dyker Napoleon, saa er det, fordi denne er Kongernes og den gamle Verdensordens Ydmyger, og naar han overser alt det Frihedsfjendske hos ham, saa er det, fordi Napoleon staar for ham som Folkets Talsmand, ren for hvert Stænk af demokratisk Middelmaadighed.

Det er da kun en enkelt Gang i Mismod, hvor han ikke er sig selv, men taler i udenfra hentede Formler, at Heine kan indlade sig paa at udtale den plebejiske Taabelighed, at de store Enkeltes Betydning er forbi, en Paastand, som i Grunden kun er den borgerlige Misundelses mønstergyldige Udtryk. Paa Bunden af 439 sit Væsen er Heine saa overbevist om det Modsatte, at han kan gaa til den gale Yderlighed, i Nikolaj, al Tvangs forstokkede Personliggørelse i Datiden, at se Frihedsmændenes Høvding i Europa. Men Nikolaj var i det mindste en Personlighed, en Kraft. Og Heine var Geni nok til at føle, det i sidste Instans ene og alene kommer an paa Personligheder og Kræfter. Tallet gør det ikke, end ikke Fyrster i rigeligt Flertal. Derfor Heines evige Løjer med de tre Dusin tyske Monarker.

Hvad Heine ræddedes for, var maaske først et Liv uden Skønhed. Den Fourier'ske Phalanstère, det store Arbejdshus uden Overflod, hvor Alt er lige til Øllet, og hvor der ingen Plads heller findes til den Overflod, som Kunsten er - syntes ham uundgaaelig i Fremtiden, men tilfredsstillede ham ikke.

Dog hvad der end mere vakte hans Uvilje var et Liv uden Storhed, med Lighed i Middelmaadigheden til Religion, med Hadet til Geniet, til de søgende Aander og til dem, der aabent forkaster nazarensk Afholdenhed, til eneste virkelig Moral. Hvad han i lige Grad afskyede var Samfundet, som han kendte det, regeret af et Præsteskab uden Aand og en Adel uden Finhed, og saa et Samfund, som han forudsaa det, bestaaende af frigivne Slavesjæle, der kun havde ophørt med det Kryberi, som var deres Instinkt, for at give den Misundelse Tøjlen, som var Kærnen i al deres Sædelighed.

Han var visselig for Revolutionen mod Ludvig den 16., denne skikkelige Klejnsmed, der var bleven Konge. Dog var han lige saa vist for Cæsar mod Brutus, denne Klodrian af en Aagerkarl, som ikke kunde andet end stikke en Kniv i en stor Mand.

Han indbildte sig at være Monarkist; han kaldte sig kongetro af Overbevisning, fordi han var cæsarisk sindet og manglede Ordet. Han indbildte sig at være Demokrat, han kaldte sig derfor, fordi han var født som Plebejer, hadede enhver uretfærdig Fødselsforret, og følte sig stillet i en evig Opposition til Junkere og Præster. Men i sit inderste Sjæleliv var han følgeret. Den tilsyneladende Modsigelse i hans politiske Sympatier og Bestræbelser kom af at han elskede Storhed og Skønhed saa højt som Frihed og ikke vilde ofre Menneskeslægtens højeste Udvikling paa en uvirkelig Ligheds og virkelig Middelmaadigheds Alter.

440

XII

Den sandsynligste Datum for Heinrich Heines Fødsel er 13 December 1797. Man udgav ham i 1816 for to Aar yngre for at skaffe ham som endnu ikke værnepligtig Ret til Udvandring af Prøjsen; derfor har man troet ham født i 1799. Hans Fader, Samson Heine fra Hannover, havde i sin Ungdom som Proviantmester med Officersrang hos Prins Ernst af Cumberland gjort et Felttog med i Flandern og Brabant, men havde efter sit Ægteskab med Peira (Betty) von Geldern nedsat sig som Købmand i Düsseldorf. Han var en smuk Mand, der førte sig værdigt; lidet begavet, ogsaa en middelmaadig Købmand, uden Forstand paa Kunst og Poesi, men med en barnagtig Kærlighed til Uniformer og med fornemme Tilbøjeligheder: for Spil, Teaterdamer, Hunde og Heste. Han skal have havt tolv Heste med sig, da han flyttede til Düsseldorf. - Moderen, der havde faaet en god Opdragelse og talte fransk og engelsk saa flydende som tysk, var forstandig, sjælfuld, musikalsk, Elev af Rousseau, hvis Emile hun havde studeret, en Beundrerinde af Goethe, tidligt paa sin Post mod Fordom og Vedtægt, og i Modsætning til Faderen, der saa op til Napoleon, lidenskabelig Patriot. Opdragelsen var hendes Yndlingstanke, og hun underviste med stor Omhu og Taalmodighed sine Børn. Begge Forældrene var i religiøs Henseende frisindede, Faderen ligegyldig, Moderen Deist, dog lod de deres Børn iagttage det gammeldags jødiske Ceremoniel.

Efter en kort Tid at have besøgt en jødisk Pogeskole, i hvilken maaske Grunden blev lagt til den Bibelkundskab, der er saa hyppigt fremtrædende i Heinrich Heines Skrifter, blev Drengen sat i en af franske Gejstlige, mest Jesuiter, ledet katolsk Undervisningsanstalt, som var indrettet i et tidligere Franciskanerkloster, men hvis Lærere dog var ogsaa verdsligt dannede Mænd. Han havde i Hjemmet havt en lykkelig Barndom, fandt ogsaa i Skolen Venner og Beskyttere, der tog sig af ham, naar han paa Grund af sin Troesbekendelse eller sin Spottelyst var truet med Overlast.

Det tidligst paafaldende Træk hos den tilkommende Digter var en stedse tiltagende Nervøsitet, der ytrede sig i, at al Larm var ham forhadt og pinlig. Endog en smuk klangfuld Stemme som hans Søsters, endsige Klaverspil og højrøstet Tale virkede paa ham som Skrig og Støj. Og skarp som hans Hørelse var 441 hans Lugtesans. Tobaksrøg var tidligt ham, som Goethe, en Gru. For Musik havde han ingen Sans, og at danse lærte han aldrig. Femten Aar gammel begyndte han at skrive gode Vers.

Rhinlandet med dets Livsglæde, men ogsaa med dets Overtro, Sagn og Legender, den katolske Gudsdyrkelse i disse Egne med dens middelalderlige Bygninger og Ceremonier og Valfarter, over hvilke den herskende romantiske Poesi kastede sit forklarende Skær, Indtrykkene af den israelitiske Afstamning, af Bibelens Poesi og de samtidige Jøders i Undertryktheden avlede Frihedslængsel og Selvironi, Sværmeriet for Franskmændene og Napoleon paa den ene Side og den straks derefter følgende Paavirkning af Tysklands patriotiske Vækkelse, hvilken bragte alle Disciplene i Skolens øverste Klasse, deriblandt Heine, til at melde sig - mest forgæves - som Frivillige under Frihedskrigen 1813: alle disse ydre Forhold og sjælelige Tildragelser formede og prægede Drengens Sind. Han læste helst store Humorister som Cervantes og Swift. Don Quijote og Gullivers Rejse var hans Yndlingsbøger.

I sit sekstende Aar havde han en første romantisk Forelskelse i en ligeledes seksten Aar gammel Datter af en Skarpretter, Josefa ved Navn, som boede i Huset hos sin af hele Egnen skyede og frygtede Tante, hvis Mand ogsaa havde været Skarpretter. Heine har beskrevet den unge Pige som selsom og bleg med rytmisk ædle Bevægelser, et fintskaaret Ansigt med store mørke Øjne og blodrødt Haar. Hun kunde mange Folkeviser og lærte ham dem, var efter hans eget Udsagn den første, som vakte hans Sans for Folkepoesien, og øvede overhovedet ved den Skønhed, der omstraalede hende, og den Uhygge og Rædsel, der omgav hende, en ikke ringe Indflydelse paa den vordende Digter. Man sporer i Heines første Digte en Forkærlighed for Døds- og Gravtanker, der synes at stamme fra det ømme Forhold mellem de to Børn. I Heines Drømmebilleder Nr. 6 synes den Usalighed, for hvilken den i Drømmen aabenbarede unge Kvindes Hengivelse alene kan købes, at symbolisere den Uære, som hang ved Skarpretterens hele Slægt og virkede som en Forbandelse paa Enhver, der traadte i Forbindelse med den.

Fra 1816 fortrænges Josefas Billede i Heines Sjæl af en anden ung Piges. Forældrene havde bestemt deres Harry (saaledes skreves Fornavnet oprindeligt) til Købmandsstanden. 442 Rothschildernes glimrende Bane havde gjort et dybt Indtryk paa dem. Man sendte Sønnen først paa en Handelsskole i Düsseldorf, saa et Par Maaneder til en Bankier i Frankfurt og anbragte ham dernæst paa et Kontor i Hamborg, hvor en Onkel af ham, den bekendte Salomon Heine, havde svunget sig op til en Matador i Handelsverdenen. Ved Hjælp af den rige Onkel, af hvem Brodersønnen sit Liv igennem forblev afhængig, aabnede denne i 1818 under Firmaet «Harry Heine & Komp.» i Hamborg en Kommissionsforretning i engelske Manufakturvarer, der som det var at vente allerede i det følgende Foraar maatte indstille sine Betalinger. I Onkelens Hus fandt Heine imidlertid ikke blot den knarvurne Velgører, der trods sin Godhed aldrig forstod ham og altid ærgrede sig over ham, men i dennes tredie Datter Amalie Heine den Kvinde, der blev hans Ungdoms Skæbne, og som han under forskellige Navne (Maria, Zuleima, i Breve Molly) har besunget og forbandet. Hendes Ynde bliver han aldrig træt af at prise; hun straaler i Skønhedsglans som den, der steg af Bølgernes Skum; hendes Øjne, Læber og Kinder ligner Madonnabilledets i Kölner Dom, hendes Øjne er Violer, hendes Hænder Liljer osv.; men det synes, som om hun aldrig har elsket ham. Haabet har han i alt Fald, med Tiden at kunne vinde hende, et og andet Vidnesbyrd om Velvilje har han maaske ogsaa modtaget, og saa meget synes af hans Digte klart, at hendes Giftermaal med en Anden, en Godsejer fra Königsberg, i Aaret 1821 ramte ham som et Slag og efterhaanden kom til at staa for ham som et utilgiveligt Forræderi.

Ny Hjælp fra Onkelen satte Heine i Stand til at slaa ind paa den studerende Vej, da han havde vist sig saa uskikket til Købmandsvirksomheden, der var bleven ham i højeste Grad imod. Efter at have oplevet Jødefejden i Hamborg 1819 rejste Heine over Düsseldorf til Bonn for at dyrke det juridiske Studium dèr og erhverve sig den juridiske Doctorgrad, som Onkelen fordrede, han skulde tage.

Universitetet i Bonn, der havde været lukket i flere Aar under det franske Styre, var da nylig aabnet paany og havde en Række af fortræffelige Professorer: men da netop samtidigt Forfølgelsen af Burschenschafterne og af alle nationale Bevægelser indenfor Studenterverdenen i Kraft af Karlsbader-Beslutningerne begyndte, blev Heine straks ved sin Ankomst til Universitetet i Anledning af en Studenterfest paa Aarsdagen for Slaget 443 ved Leipzig, taget i Forhør og inddraget i en smaalig og frugtesløs politisk Proees, der ikke kunde andet end vække hans mest personlige Afsky for den indbrydende Reaktion. Det Vidnesbyrd, han ved Universitetets Optagelsesprøve i 1819 erholdt, lød paa, at han ikke havde lært Græsk, kun havde ringe Indsigt og Øvelse i Latin og ikke havde formaaet at gaa op til Eksamen i Matematik, men at han «ikke var uden alle Kundskaber i Historie» og at «hans tyske Arbejde, skønt underligt affattet, udviste en god Bestræbelse».

Den unge Student i den Fløjls Jakke med Kniplings-Mansketter og Kalvekrøs beflittede sig i Klædedragt og Optræden paa en skødesløs Elegance. Han var af Middelhøjde, bar sit lysebrune Haar temmelig langt om det skægløse Ansigt, havde regelrette Træk, en næsten græsk Næse, blaa Øjne, en stor udtryksfuld Mund, hvis Læber hyppigt fortrak sig til det kolde og spotske Smil, der saa hyppigt omtales i hans Digte, og ualmindeligt smukke, hvide Hænder.

Han hørte Forelæsninger over det tyske Sprogs Historie, over Tacitus's Germania, over Niebelungenlied, i det Hele paa den ene Side literatur- og kulturhistoriske Foredrag, paa den anden Side juridiske Forelæsninger over Romerret og germansk Statsret. Af Professorerne udøvede den romantiske Skoles Høvding A. W. Schlegel en afgørende Indflydelse paa den vordende Digter, som forelagde ham sine Vers og i dette Tidsrum skrev sin første Tragedie Almansor.

I Slutningen af 1820 drog Heine fra Bonn til Universitetet i Göttingen med gode Forsætter om juridisk Flid, men Staden behagede ham, hvad hans Harzreise noksom vidner om, kun saare lidet, og da han efter faa Maaneders Ophold i Anledning af en ubetydelig Strid med en anden Student fik Consilium abeundi, rejste han 1821 til Berlin. Indført i Varnhagens Hus, Byens aandelige Midtpunkt, hvor Rahel samlede Dannelsens, Talentets og Blodets Aristokrati omkring sig, lærte han snart Blomsten af Berlins bedste Selskab at kende. I Lutter og Wegeners endnu eksisterende Vinstue i Behrenstrasse traf han ved Nattetid sammen med Datidens gode Hoveder og geniale Zigøjnere, deriblandt Mænd som E. T. A. Hoffmann og Grabbe. Og her lykkedes det ham efter flere frugteslose Henvendelser at finde en Forlægger, der erklærede sig villig til at udgive hans 444 første Digtsamling og honorere den med fyrretyve Frieksemplarer. Den udkom December 1821, gjorde hans Navn bekendt, næsten berømt, og allerede den fremkaldte baade Efterligninger og Parodier.

Heine hørte ved Universitetet Datidens ypperste Lærde: Hegel, hvem han med Lidenskab dyrkede, Bopp, der lærte indisk, og Wolff, der lærte klassisk Filologi, samt Juristen Eduard Gans. Med ungdommelig Iver indlod han sig med en Kres af Mænd, der attraaede en Reform af Jødedommen og tilstræbte at indvie dens Bekendere i europæisk Kultur. Med ikke mindre ungdommelig Forbitrelse angreb han under det fremmede Kostyme i Almansor de frafaldne Jøder, der opgav den fælles Sag, og indirekte Kristendommen, der stod for ham som fjendtlig Magt. Tragedien udkom - sammen med Heines andet Begynderarbejde William Ratcliff - 1823, blev opført, men faldt paa Grund af Racehadet mod Forfatteren igennem. (G. Karpeles: Biographie Heinrich Heine's. 1885.)

Opholdet i Berlin viste sig ikke fremmende for Heines Brødstudium. Han havde allerede i Hamborg vænnet sig til et ret letfærdigt Levned, og han fortsatte det her. For at samle sig rejste han i 1823 til Lüneburg til sine Forældre, derfra til Hamborg og paany til Göttingen, hvor han i 1825 disputerede for den juridiske Doctorgrad. Straks derefter lod han sig døbe. Han skiftede Religion, ikke af Overbevisning om Kristendommens Sandhed, tværtimod under en levende Følelse af Uvilje mod den og Skam over det Skridt, han foretog, men fordi han vilde gøre et Forsøg paa at unddrage sig den ydmygende og trykkende Afhængighed af Onkelen og ikke kunde opnaa Indtægter, Livsstilling eller Embed paa andet Vilkaar. Man finder hans Stemning fra hine Dage gengivet i det med Urette overroste Brudstykke Rabbien fra Bacherach, der kun paa enkelte Punkter fortalt med Liv og Kunst i Virkeligheden godtgør Heines Evneløshed overfor den Opgave at skrive en historisk Roman, men som i sin Slutning ved den Selvskildring, Digteren her under en fremmed Maske har udført, røber Skamfølelsen ved af Navn at være gaaet over til et Troessamfund, der var ham Fjendens Lejr.

I Brevvekslingen mellem Varnhagen og Rahel finder man stænkvis malende Ord om Heines Person og Væsen i hine Dage. Mærkværdigt nok anfører Varnhagen straks første Gang, han 445 omtaler «vor lille Heine», et Udbrud af Rahel til denne, der er utroligt slaaende, fordi det viser, med hvilket Skarpblik hun har udfundet netop den Digterpersonlighed, med hvem Heine havde Noget tilfælles, men som han paa ingen Maade turde ligne under Straf af som Menneske og Digter at gaa tilgrunde. Udbruddet lyder: «De maa ikke blive nogen Brentano, jeg taaler det ikke!» Rahel skriver humoristisk: Heine maa og skal blive sand, selv om han skal prygles dertil. «Menneske, bliv sand!»

Og hvor godt har ikke Varnhagen selv kendt ham, hvor fin er ikke den følgende, seks Aar senere Vending i et Brev til Rahel: «Og nu har du foruden de andre kloge og flinke Mennesker, som morer dig, ogsaa Heine, den ejendommelige, berejste, friske Heine hos dig! Frisk behøver ikke her at betyde: som han kommer fra Havet; ogsaa nedsaltede Sild kalder man jo netop i denne Egenskab friske.» Næsten i samme Lignelse bevæger sig denne Ytring om Heine som trediveaarig: Forhaaben lig ser du ham tit og benytter han Omgangen med dig til sit Bedste. Han maa bevare sig i en god aandelig Luft; thi der er noget ved ham, som let fordærves*).

Rahel og Varnhagen blev de første Forfægtere af Heines Talent. Den ældste rosende Anmeldelse af hans Digte stammer fra hans fine diplomatiske Beskytter. Men man føler ret vel, at Parret har havt et skarpt og bekymret Blik for de Svagheder i hans Karakter, der kunde blive farlige og fordærvelige for de store digteriske Evner.

* 446

XIII

Den Bog, der i vore Dage er Heines mest læste og til hvilken hans Navn især er knyttet, Buch der Lieder fra 1827 bestaar af Digtgrupper fra forskellige Aar og Udviklingstrin.

Junge Leiden fra 1816-1821 er som den første Gruppe den svageste. Den falder i flere Afdelinger: Drømmebilleder, Sange. Romancer, Sonetter. Indholdet er: Barndomserindringer fra Düsseldorf, kære Minder fra en lykkelig Barndom, Kærlighed til Moderen, Napoleonsdyrkelse, megen katolsk Rhinlandsromantik, Dødningedans med ranglende Knokler paa Kirkegaarde, og alleslags Drømmesyner. Her klinger skemtende Toner, spøgefulde Klager over den Pengeforlegenhed, der opstaar, naar Dukaterne altfor hurtigt løber deres Vej, og skærende Toner, hvis Kilde er Fortvivlelse over de Ydmygelser, Digteren har lidt som begyndende, snart falleret Købmand blandt Pengemændene i Hamborg. Her er fra Studentertiden Udbrud af levende akademisk Venskabsfølelse og af Begejstring for den ved Universitetet og i Literaturen lige fremragende A. W. Schlegel, dernæst tysk-patriotiske Udbrud i Burschenstilen, som Heine hurtigt forlader. Her er lidenskabelige Udtryk for Geniets Selvfølelse, og her er Elskovs-Sorger og Klager af forskellig Art, først Elskovsattraa (efter E. T. A. Hoflinanns Manér blandet sammen med Kirkegaardsrædsler), dernæst ret følsomme Veklager over uigengældt Kærlighed, og Udbrud af vild Fortvivlelse over den Falske, der har givet ham Dødsstødet og ved sit Bryllup drikker hans Blod og fortærer hans Hjerte. I et enkelt Digt Die Fensterschau slaar dog Stemningen undtagelsesvis over i en vis grovkornet Lystighed.

De ypperste af disse Ungdomsdigte, hvis Form i det Hele er gammeldags, er først de berømte, fyndige fire Linjer, som begynder: Først jeg næsten tabte Modet, det tidligste Eksempel paa Sammentrængtheden i Heines Stil, saa et Par af Sonetterne, som er langt lidenskabeligere end tyske Sonetter ellers, endelig blandt Romancerne Belzaser, der rimeligvis er paavirket af Byrons Hebraiske Melodier, og det allerede omtalte uforlignelige Digt om de to Grenaderer.

Den næste Afdeling, som fører den besynderlige Titel Lyrisk Intermezzo, fordi den nemlig 1823 første Gang fremkom som lyrisk Mellemspil mellem de to daarlige Tragedier Almansor og Ratcliff, 447 behandler samme Æmner som det første Afsnit, men i ejendommeligere Former og paa friere kunstnerisk Maade. Udgiveren af Buch der Lieder's oprindelige Tekst Ernst Elster har i sin Indledning og en yngre Kritiker Wilhelm Bölsene i et selvstændigt Værk om Heine med megen Skarpsindighed eftervist, at vi her kun sjældent har en umiddelbar Udstrømning for os af den oplevede Kærlighedssorg, men en Art Erindrings-Kraftuddrag. I Reglen tumler Digteren her frit med den gamle Elskovskval, ja leger undertiden med den; derfor af og til det Klikkende i Udtrykket; Læseren tror stundom ikke ret paa Følelsens Alvor, bliver betænkelig overfor de stadige Forsikringer om en dræbende Kummer, under hvilken Livet dog bestandigt fortsættes og Kunsten uafbrudt øves.

Men det var ganske naturligt, at Heine her paany tyede tilbage til den ene og samme Lidenskab, om den end ikke i Mellemtiden havde faaet frisk Næring. Han havde ikke oplevet nogen senere, der i Styrke eller i Betydning for hans Sjæleliv kunde maale sig med den. Den var og blev den vigtigste Begivenhed i hans Liv. Det synes, som om den Lykke, den i sin Tid havde bragt ham, var saare flygtig; da han første Gang sang om sin Kærlighed, dvælede han derfor udelukkende ved sin Elskovssorg, Følelsens Uigengældthed, Forladtheden, Forræderiet, den Elskedeskolde Grusomhed. Nu, da han stod friere overfor den, meddelte han dens hele virkelige eller omdigtede Historie fra den første Dag af, da den vaagnede til Liv, indtil den Stund, da han var som død for hende, og ikke nok med at han saaledes føjede Følelsens hele Levnedsløb til Afgørelsens Stund, men han gav den større Friskhed og Rigdom, idet han omgav ethvert af dens betydelige Øjeblikke med en Ramme af Naturliv og Naturstemninger. I Drømmebilleder herskede bestandig Nat. Her raader Majmaaneds Løvspring og Fuglesang og Stjernelys.

At nu den oprindelige Ømhed, som den Elskede skal have næret for den Talende, kun er tildigtet, ikke stemmende med de virkelige Forhold, det røber Heine ufrivilligt, naar han udmaler ømme Optrin imellem dem. Thi da er Elskeren aldrig besiddende, men selv i Omfavnelsens Øjeblik kun længselsfuld:

Læn blot din Kind imod min Kind,
saa flyder Taarerne sammen,
og tryk mit Hjerte fast imod dit,
saa enes Kærlighedsflammen.
448 Og er saa vore Taarers Strøm
af den store Flamme fortæret,
da, naar jeg favner dig, stærk og øm,
dør jeg af Elskovsbegæret.

Denne begunstigede Elsker, der naar Flammerne mødes dør af Længsel, forraader sig som en i Virkeligheden meget utilfredsstillet Elsker.

Af de rent erotiske Digte er derfor de fortrinligst, der udtrykker Elskovslængsel, og de, som udtrykker et Kærlighedsforholds vemodige Opløsning. Blandt de ømme og længselsfulde Digte straaler især det yndefulde, østerlandske Digt Paa Sangens Vinger, mit Hjertes Elskte, jeg bærer dig bort, besnærende ved det skildrede Indiens fjerne og fremmede Præg og ved Stemningens fine Inderlighed. Heine længtes til Indien som Goethe til Italien, hørte aandeligt hjemme ved Ganges' Bredder som Goethe ved Tiberens. Rimeligvis har Bopp ved sine Forelæsninger først vakt hans Sans for dette østlige Drømmeland, men forøvrigt bruger han for at føre det frem den romantiske Æventyrstil. som han tog i Arv, og som han tildannede efter sit Væsen til Brug for Maleriet af det Fjerne og Lokkende.

Simpelt skøn er en Strofe som denne:

Der vil under Palmer vi ligge
udstrakte uden en Lyd,
og Ro og Kærlighed drikke
og drømme den saligste Fryd.

Tager man derimod Strofer som denne:

En rødt blomstrende Have
i Maaneskin ligger der.
Lotosblomsterne venter
deres Søsterlil, saa kær.

da indeholder den, saa smuk den end i Grundskriften er og saa kælent den klinger, allerede noget af den Unatur, der ikke sjældent møder Læseren i Heines Naturmalerier. Koloriten er stærk, men ikke set; Lokalfarverne gør sig gældende paa den hele Tones Bekostning. Rødt blomstrende er neppe det første Ord, det falder naturligt at male en Have med, naar den ses i Maaneskin. Omtrent med samme Effekt paa den naturlige Virknings Bekostning hedder 449 det senere i Digtet Aftendæmring: «Ligeoverfor ved Vinduet sad Rosenansigter, dæmrende og maanebestraalte.» Og Vendingen, at Lotosblomsterne i den Elskede venter deres kære Søster, er lidt af en gammeldags Artighed midt i det rige Gangesbilled. Det er omtrent den samme Vending, som forekommer i denne Strofe:

De hviskende Blomster ser paa mig
saa medynksfuldt som de kan:
Vær ikke vred paa vor Søster,
du blege, sørgmodige Mand!

Der er heri en Madrigalstil, som Heine i modnere Aar kommer ganske udover.

Ogsaa en anden af Stroferne i dette saa stemningsfulde Gangesdigt har Ejendommeligheder, som peger tilbage mod Heines Oprindelse fra den romantiske Skole med dens vilkaarlige Naturopfattelse:
Violerne fniser og kæler
og ser imod Stjernerne op.

At Violerne kærtegner hinanden er allerede ret dristigt; det minder om H. C. Andersens fortryllede Haver; men at de fniser, er sikkert for meget af det Gode. Det er den Stil, Emile Zola senere slaar ind paa i Skildringen af sin Have Paradou.

I samme Aand som denne Sang har Heine digtet den følgende om Lotosblomsten, der ængstes for Solens Pragt, en yderst yndefuld Digtning, i al Blomsteruskyld sanseligt smeltende som faa andre Poesier. Her er den kødeligt-sjælelige Attraa næsten drevet ud i Hysteri, idet Digteren ikke nøjes med at lade Lotoskalken blomstre og gløde og lyse og dufte og skælve, men endogsaa græde, idet dens Elsker Maanen vækker den med sine Straaler*).

Næst efter disse attraaende Digte er de opgivende, som udtrykker Elskovslivets Ophør, de mest følte. Det ypperste Eksempel er Digtet Nr. 59 i Intermezzo, der i sin første Strofe skildrer, hvorledes en Stjerne, Elskovsstjernen, falder ned fra Himlen, i sin anden, hvordan Æbleblomsternes Blade falder fra Træerne, * 450 og i sin tredje, hvorledes en Svane synker i sin Bølgegrav, indtil Alt samles i Slutningsstrofen:

Det er saa mørkt og stille!
Bort blæste Somrens Blomst og Blad,
Stjernen er gnistrende sprunget,
Svanen sin Sang til Ende kvad.

Meget betegnende for Heine er det, at san stemningsrigt Digtet end er, gør intet af de tre Naturskuespil, som fremføres, Indtryk af det Oplevede. De staar der som vilkaarligt sammenbragte Sindbilleder.

Mellem disse Sværmerier har han saa indstrøet Digte af helt forskellig Art, der drejer sig om meget lettere Kærlighedsforhold. De dristigere iblandt dem har han udeladt af Samlingen Buch der Lieder, saaledes det dog ret uskyldige:

Du skal mig elskende favne,
min egen Kærest, med Magt!
Omslyng mig med Arme og Fødder
og Legemets smidige Pragt!

andre har han beholdt, saaledes Verden er dum, Verden er blind med dets Udmaling af Armenes Blødhed og Kyssenes Brand. Men der er ogsaa andre fyndige Strofer af alvorlig, lidenskabelig Karakter, som f. Eks. den bekendte Jeg har dig elsket, dig elsker endnu, endelig har han her med en frivillig for Effektens Skyld opsøgt Forslidthed i Ordvalget almindeliggjort den Livsskæbne, der gjorde ham til erotisk Digter, i det mod Heines Vane ikke i Jeg-Stil skrevne Digt, der er blevet saa berømt: En Yngling elsker en Pige; hun har en anden valgt.

Efter dette Afsnit følger Samlingen Heimkehr, skrevet 1823-24 i Hamborg og Kuxhaven. Ordet Heimkehr betyder Gensynet af Hamborg, hvor Digterens Kærlighedsroman var foregaaet, og hvor ved Skuet af de kendte Steder alle Hjertets Saar sprang op paany. Og til dette fremherskende Tema i Samlingen slutter sig et andet, det første Skue af Havet, som hidtil var ubesunget i tysk Poesi.

Her blander sig nu med Klagerne over den Tabte, hvilke fremkaldes af de Omgivelser, hvori hin gamle Tragedie havde spillet, nye Indtryk og Billeder. Først bryder den fordums Lidenskab med Vælde frem paany; han ruger atter over den gamle 451 Kval; han er ilde tilmode i Byen, hvor Husene synes ham at falde ned i Hovedet paa ham, og end mere i de Sale, hvor hun lovede ham Troskab. Det Nye i disse Sange om ulykkelig Kærlighed er det stadigt lige heftige og vilde Had, som her flammer over Elskovs-Lykkens Grav.

Men paa Rejsen har Digteren truffet den Elskedes Familie, og den yngre Søster ligner ganske den Elskede, især naar hun ler, og hun har de samme Øjne, der har gjort ham saa ulykkelig. I et Brev af 23de August 1823 taler han til sin bedste Ven om, at «en ny Daarskab er bleven podet paa den gamle». Det er lykkedes Ernst Elster ved omhyggeligt Studium af Breve og Digte at eftervise, hvorledes hos Heinrich tydeligt nok en Lidenskab for Amalie Heines otte Aar yngre Søster Therese paa dette Tidspunkt afløste den første Kærlighed, der havde faaet et saa utilfredsstillende Udfald. De poetiske Navne Eveline, Ottilie gaar paa Therese. Heftig har den nye Lidenskab været, men efter al Sandsynlighed lige saa uigengældt som den første Ungdomspassion. Derfor de bekendte Linjer:

Den, der elsker første Gang, om
end forgæves, er en Gud.
Men den Mand, der ej genelsket
elsker anden Gang, en Nar.
Jeg, en saadan Nar, jeg elsker
anden Gang foruden Gengæld.
Solen ler mig ud og Maanen,
jeg ler med og - dør i Latter.

I Aaret 1828 forlovede og giftede Therese Heine sig med en Dr. jur. Adolf Halle, og man har blandt Heines efterladte Digte fundet bidende Spottevers over Brudgom og Bryllup. Han havde jo den uridderlige Poetvane at hævne sig ved Spotterier, hvor han blev afvist. Men Digtene i Heimkehr indeholder ikke, hvor Therese er ment, den Bitterhed og det Had, som hyppigt kommer frem hos Heine overfor den ældre Søster. Han priser Thereses Skønhed, hendes dejlige Øjne, hendes Renhed: hun er som en Blomst; han beder til hende som Andre til Paul og Peter eller Madonna; og han kæmper mod sine Følelser, ræddes for denne nye Kærlighed. Baade Stolthed og Skyhed forbyder ham at erklære sig; det var endog bedst for hende, om hun ikke elskede ham; han har stundom selv søgt at forhindre Elskovens 452 Opstaaen i hendes Sjæl; men nu, da det er lykkedes ham saa let, trænger Ønsket om hendes Kærlighed sig dog atter frem. Han er for stolt til at tale om sin Lidenskab og om sin Kval, han spøger og spotter, medens han indvendig forbløder sig; men hun forstaar ham ikke, ser ikke at hans Hjerte skælver og brister. Derfor disse Vers:

O denne Mund er meget for stolt,
kun med Kys og i Skemt den taler,
den siger maaske et haanligt Ord,
medens jeg dør af Kvaler.

Men Dødstruslen er denne Gang ikke ment bogstaveligt. Thi i et andet Digt hedder det oprigtigt:

Tro ej, jeg mig skyder til Døde,
hvor slemt end Sagerne staar.
Det er altsammen, min Søde,
hændt mig i yngre Aar.

Og dog har han ogsaa denne Gang følt dybt og lidt meget. Saa underligt det klinger, Kusine-Kærligheden, dette i Reglen kun første og foreløbige Stadium paa Banen, denne blotte Indvielse til det egenlige erotiske Liv*), er den eneste alvorlige og ikke ganske flygtige Lidenskab, den unge Heine har kendt. Og selv i Manddommens Aar naaede ingen senere Følelse paa langt nær Styrken af denne ungdommelige Dobbeltpassion for to Søstre, af hvilke den andens Type genkaldte ham den førstes.

Mellem de følelsesfulde Poesier, som forholder sig til dette *

Aux pres de l'enfance on ceuille
Les petites amourettes
Qu'on jette au vent feuille à feuille
Ainsi que des pâquerettes;
On ceuille dans ces prairies
Les voisines, les cousines,
Les amourettes fleuries
Et qui n'ont pas de racines.

Richepin.

(Paa Barndommens Enge plukker man de smaa lette Elskovsforbindelser, som man kaster for Vinden Blad for Blad ligesom Gaaseurter; man plukker paa disse Enge Naboersker, Kusiner, de smaa blomstrende Elskovforbindelser, som ikke har Rødder.) 453 Stykke Sjælehistorie, har Heine saa ligesom i Intermezzo indflettet Smaadigte om mindre alvorlige Forelskelser, Æventyr fra Universitetsbyerne, som han havde besøgt, ja endog Vers om ganske platte og betalte erotiske Glæder. Af Buch der Lieder udelod han adskillige af de anstødeligere, som oprindeligt havde deres Plads i Heimkehr, saaledes det morsomme, men frække:

Hils mig ikke paa Gaden, mit smukke Barn,
lad ikke, som du mig kender,
naar vi er hjemme sidenhen,
saa er vi des bedre Venner.

- ja selv saadanne muntre og overmodige Vers som dette:

Himmelsk var det, tvang jeg ned
Kødets Drift til syndigt Fjas;
men var Driften mig for hed,
havde jeg dog megen Spas.

Mest fremtrædende i denne Afdeling er vistnok Dobbeltevnen til Sang og Maleri. Foruden sin Evne til det lyriske Udbrud, der i sin blandede Lidenskabelighed er som Hjertets ukunstlede Skrig hos det moderne Menneske, lægger han her en særegen malerisk Begavelse for Dagen, figurdannende ved Lys og Skygge og Farver uden faste Omrids.

Der er Scenen i den stille Præstegaard med den opløste, stridige, fortvivlede Familie (Halvmaanen, bleg og høstlig). Sønnen vil blive Landevejsrøver, Datteren sælge sig til Greven. Saa levende dette Optrin end er gengivet, hører det ikke til de bedste; der er for megen gammeldags Romantik i Indfaldet med den døde Fader i det sorte Ornat, der staar udenfor og banker paa Vinduet. Ganske mesterligt er derimod det næste Digt (Hvor Vejret dog er daarligt), i hvilket vi ser den gamle Morlille om Aftenen sent i Mørke og Uvejr rokke med sin Lygte tvers over Gaden for at købe ind til sin store kønne Datter, som ligger hjemme i Lænestolen og blinker søvnigt med Øjnene mod Lyset, medens de gyldne Lokker falder ned over det yndige Ansigt - det virker som et gammelt hollandsk Maleri.

Dog end skønnere er den Gruppe af otte Digte, som er udsprungen af Opholdet i Kuxhaven. Vi sad ved Fiskerhuset er et lille Vidunder af kunstnerisk Kraft, denne Samtale med Pigerne udenfor Fiskerhytten, i hvilken det fjerne Indien og det yderste 454 Thule er malte med saa ganske faa Ord: Ved Ganges dufter og lyser det, Kæmpetræer staar i Blomst og smukke, stille Mennesker knæler for Lotosblomster. I Lapland er der smudsige Folk, smaa, med platte Hoveder og brede Munde; de sidder paa Hug om Ilden og steger sig Fisk og kvækker og skriger.

Saa er der lystige Digte om løse Pigebørn som hende, han søger i hele Byen og finder i et Pragthotel, eller hende, i hvis Hjerte blaa Husarer laa i Indkvartering.

Endelig er der enkelte yderst fyndige Vers, som alle Mennesker nu kan udenad, men som har sat ondt Blod imod Heine og som har forarget. Saaledes især det berømte:

Sjældent har I mig forstaaet,
jeg fandt ej hos Jer Forstanden;
kun naar vi i Skarnet mødtes,
saa forstod vi straks hinanden.

Det er ubegribeligt, at man nogensinde har kunnet betragte denne Strofe som en Tilstaaelse af smudsige Instinkter. Den snærter jo kun dem, der søger lige ned til ethvert anstødeligt eller slibrigt Sted i en Bog, som Soen søger til Pølen, og slaar sig ned deri. At Heine ikke her tænker paa nogen Indrømmelse i Retning af at have villet paakalde Læserens sanselige Drift eller skamløse Tilbøjeligheder viser bedst det følgende Digt, der umiddelbart slutter sig til hine Linjer, og som begynder:

Dog Kastraterne hviskede,
da min Røst lød første Gang,
de hviskede og de tiskede,
at meget for grovt jeg sang.

Han kunde ikke utvetydigere hævde, at han, hvor han har været ligefrem, drøj eller skamløs, kun har fulgt sit moderne Hang til Virkelighedstroskab, sin Uvilje mod romantiserende Besmykkelse, sin uvilkaarlige Drift hen imod den skærende Livssandhed.

Ikke mere moralsk Berettigelse har den almindelige Klage over hvad Julian Schmidt engang har kaldt Gemenheden i Heines Tankespring fra det Ophøjede til det Lave. Et typisk Eksempel paa disse Omslag i Stil og Stemning er Digtet Freden i Nordsøpoesiernes Gruppe, i hvilket Heine ser Jesus som Fredsfyrste under Havblikket skridende kæmpestor i sin hvide Klædning 455 over Land og Hav. Hans Hoved rager op i Himlen; som Hjerte i Brystet har han Solen, den røde, flammende Sol, og hans Solhjerte sender sine lysende, varmende Straaler over Land og Hav. Saa afbrydes pludselig Stemningen ved Fremkaldelsen af en elendig, forhyklet Stymper i Berlin, paa hvem han tænker, En, der er svag i Hoved og Lænder, stærk i Troen - hvad vilde han ikke give for at kunne hitte paa slige Billeder og saaledes fromle sig frem til Hofraad i den fromme By ved Spree - hvor vilde han da ikke drømme om Lønningstillæg af hundrede Thaier Kurant!

Sikkert nok har Heine her fordærvet det smukke Aandesyn for sin Læser. Han har slaaet sit Digt itu; han har sprængt sin Melodi ved vrængende Mislyd; men dog forstaar man ret vel, at det første Syn hos en Digter med det moderne Livs Erfaring ukunstlet har hidkaldt det andet, og i ethvert Tilfælde er det uberettiget at tale om denne Idéforbindelse, dette «Tankespring», som Kendetegn paa Sindelagets Lavhed. Meget træffende og rigtigt har Wilhelm Bölsche om dette Punkt bemærket, at Ingen har beskyldt Goethe for lav Tænkemaade af den Grund, at hos ham umiddelbart efter Fausts Trosbekendelse til Gretehen følger Mefistofeles' Spotterier. Og dog er Forskellen her kun den, at Sværmeriet og Skamløsheden er lagte to Personer i Munden, istedenfor at i det lyriske Digt Digteren umiddelbart overtager Ansvaret for begge Dele.

I Slutningen af denne Digtkres forekommer et Par ganske ualmindeligt følte og fuldendte Digte, der allerede ved Rimenes hos Heine særegne Stilling skiller sig ud fra Smaadigtenes Mængde. Det ene, Halvlys ligger Sommeraftnen, som skildrer den skønne Alfepige, der i Maaneskinnet bader sig i Bækken, er henaandet og duftfyldt som et Landskab af Corot. Det andet staar allerede ved den rytmiske Behandling ene blandt Smaastykkerne i Heimkehr. Det er dette sjælfuldt fantastiske Digt:

Døden, det er den svale Nat,
Livet, det er den lumre Dag,
jeg dysses i Søvn, nu det mørknes;
Dagen har gjort mig mat.
Der blomstrer et Træ ved mit Sengkammers Tag,
dèr synger den unge Nattergal,
den synger om lutter Elskov,
jeg horer i Drømme dens Slag.

456

Harzrejsen, den næste Afdeling (1824), indeholder de dejlige Bjergmandsdigte, som undfangedes paa en Fodrejse, ved hvilken Heine søgte Forfriskning efter de juridiske Studier i Gottingen. Her er yndefulde Billeder af Bjergegne og Bjergmandsstuer og en med henrivende Overmod vedligeholdt aandfuld og kæk Selvlovprisnings-Stemning. Det smukke, vidfulde Digt om Ridderne af den hellige Aand har vel udfoldet sig over Motivet fra Optrinnet, hvor Gretchen udspørger Faust om hans Tro, men besidder en Oprindelighed, der har gjort det almenyndet Jorden over.

Saa sluttes Buch der Lieder med Nordsø-Digtene, skrevne efter et dobbelt Ophold paa Norderney, i stærke, frie Rytmer (1825 og 26). Der er heri først og fremmest en Natursans, som i tysk Poesi betegner en ny Erobring.

I Forholdet til Naturen syntes Goethe at have udtømt Alt. Hans Kærlighed til alt Liv i Naturen, hans Slægtskabsfølelse med Dyr og Planter, hans Fornemmelse af, at Mennesket i sit Væsen er ét med de andre Væsner og hans Anskuelse af Altets Enhed under vekslende Former i evig Omskiftning - denne Gave til at opløse Naturen helt i Følelse var hans første Ejendommelighed. Den afløstes eller fuldstændiggjordes snart ved hans Evne til at iagttage og gengive Naturoptrinnene uden at underlægge dem sine egne Følelser. Han studerer Naturen, bliver Iagttager og Forsker, og hans stedse mere dybtgaaende Anskuelse, hans geniale Blik gør ham paa to Hovedomraader til en Opdager, der sætter Tidsskel. Vi ser ham gennemløbe alle en stor Sjæls Stadier overfor Naturen, det følsomme, det religiøst-panteistiske og den digterisk-videnskabelige Anskuelses, tilsidst klamrende sig saa slærkt til det sanselige Indtryk, at han af al Magt trænger det Sjælelige som forstyrrende tilbage. Hans Synsmaade bliver stedse mere jordbunden og virkelighedskær. «Jeg frygter ikke den Bebrejdelse,» siger han i sin Afhandling om Graniten, «at det skulde være en Modsigelsens Aand, der har ført mig fra Iagttagelse og Skildring af det menneskelige Hjerte, den yngste, mangfoldigste, bevægeligste, foranderligste Del af Skabningen, den, som det er lettest at ryste og rokke, til Iagttagelsen af Naturens ældste, fasteste, dybeste, urokkeligste Søn»*). Han mener Graniten.

I hvad Retning var det da endnu muligt for en tysk Digter * 457 at lægge genial Naturfølelse for Dagen? Fra Menneskehjertet til Graniten havde Goethe omspændt Alt.

Kun et eneste Omraade var levnet. Goethe havde aldrig besunget Havet. Som næsten fyrretyveaarig saa han det i Venedig første Gang. Han var paa Lido. «Jeg hørte,» skriver han, «en stærk Larm; det var Havet, og jeg saa det snart. Det gik højt mod Stranden, idet det trak sig tilbage. Det var Middag og Ebbe. Saa har jeg da nu ogsaa set Havet med mine Øjne», og længere hen staar den korte Sætning: «Havet er dog et stort Syn.» I femte Akt af Faust, hvor Hav og Sejlads berøres, ligger hele Vægten paa Gravning af Kanaler og Inddæmning af Land fra Søen. Det var Alt, hvad der fra Goethes Haand forelaa om Havet.

I Heines Nordsødigte bruser Havet for første Gang i tysk Poesi med sin Friskhed og i sin Vælde. Her er for første Gang Muslinger i Sandet og Maager i Luften. Havet males i Storm og i Stille, det skildres fra Stranden og fra Skibet, ved Dag og Nat, med den Fred, der kan ligge udbredt derover, og i Uvejrsraseri, med de skønne Drømmerier og med den Søsyge, det fremkalder, og fra dets Bund stiger og over dets Flade svæver en hel Kres af mytiske Skikkelser, gamle og nye, gamle, der er blevne omformede til nye, en undertiden højtidsfuld, hyppigere snurrig Verden af Guder og Gudinder, Tritoner og Okeanider. Og dog er der forholdsvis lidet af Skildring; Digterens egne Erindringer, Sorger og Forhaabninger er det, som fylder disse Digte. Og det er hans dybe Længsel efter at aande frit, som har istemt det berømte Udraab, hvormed titusind Grækere efter den lange, forfærdelige Marsch hilste deres Hjemstavns Element: Thalatta! Thalatta! - vær hilset af mig, du evige Hav!

Der er imellem disse Digte nogle af Heines skønneste og uforglemmeligste: Først den skemtsomt-letfærdige Idyl Nat ved Stranden; Digterens Besøg hos den smukke Fiskerpige med det mesterlige Billede af hendes Skikkelse, som den sidder bøjet foran Ilden:

saa de flakkende, røde Lys
trylleride lifligt kaster Genskin
paa det glødende Ansigt,
paa den fine, hvide Skulder,
der rørende titter frem
af den graa og grove Særk,
458 og paa den lille Haand, hvis Omhu
binder Skørtet fastere sammen
om den fine Hofte,

dernæst det ved lyrisk Sving enestaaende Digt Erklæring til hin Agnes, hvis Navn Digteren vil skrive i Lueskrift paa Himlens natlige Hvælving med en Gran fra Norge, dyppet i Etnas Krater; saa den i sin fyndige Knaphed beundringsværdige Tankedigtning Spørgsmaal, som giver et Begreb om de Stemninger, i hvilke Heine fattede det dumdristige Forsæt at skrive en Faust efter Goethe's, en Plan, han endda ikke betænkte sig paa at meddele den store Olding selv under sit Besøg i Weimar. I enkelte af disse Vesterhavsdigte, ogsaa iblandt de selvnedsættende eller selvspottende, raader et Selvbehag, som støder fra. Iblandt dem, som er helt frie derfor, maa nævnes det mesterlige, rent humoristiske Digt I Havn, den udødelige Fantasi fra Raadhuskælderen i Bremen, i hvilken den næsten indtil Totalafholdenhed ædru Heine har givet det mest henrivende Billede af et genialt Menneskes lystige Rus.

XIV

Det er umuligt for en Nordbo i modnere Aar og med en nogenlunde sikker kunstnerisk Dannelse at fordybe sig i Heinrich Heines Lyrik uden at føle sig stødt tilbage af Træk og Vendinger, der allerede tidligt hos ham blev til livløs Manér. De romanske Folk føler ikke dette. Hyppigt hører man kunstforstandige Mænd af de romanske Nationer sammenligne Heines Lyrik med selve Goethe's, og foretrække den som mere anskuelig og mere aandrig. For romanske Læsere er Goethe i Reglen uigennemsigtig; om Heine siger Franskmændene: On y voit mieux. (Man ser Alt bedre hos ham.) De iøler ikke, at hos Goethe er Ordene alle Tider Sag; hos Heine ikke sjældent færdige Sætstykker, som indskydes, bag hvilke der ikke ligger noget Syn, nogen Virkelighedsanskuelse, men som anvendes til at fremvirke en vis poetisk Effekt. Faa Poeter har som Heine misbrugt Liljehænderne, Rosenkinderne og Violøjnene - disse umulige Farveklatter - til Skildring af kvindelig Skønhed, eller Foraarets forskelligtartede Tilbehør, Blomsterne, der dufter, Nattergalen, der slaar ved Dag som ved Nat, til Besyngen af den skønne Maaned Maj. Særligt er Nattergalen 459 under hans Behandling bleven en rent heraldisk Fugl i Kærlighedens Vaabenskjold.

Hos Goethe er alle Ord Billeder, derfor behøver han saa faa Billeder i Ordets udtrykkelige Forstand. Hos Heine er Ordene hvert Øjeblik Allegorier uden Anskuelighed og uden den indre Sammenhæng, der er Poesiens Logik. Saaledes naar det hedder: Af mine Taarer spirer - mange blomstrende Blomster frem, hvor Blomsterne endda skal betyde Digte, eller naar han skriver: Sprüh'n einmal verdächt'ge Funken - aus den Rosen, sorge nie - diese Welt glaaubt nicht an Flammen - und sie nimmt's für Poesie, hvor der forebringes os et Nøgle Billeder, mere sammenfiltret end i de berygtede oldnordiske Omskrivninger fra Skjaldepoesiens Forfaldstid: Gnister, der slaar ud af Roser; Gnister, som Spidsborgerne ikke vil antage for Ild; Rosengnister, der kaldes Poesi!

Mest stødende ved disse Digte med deres forblommede Tale er Foreningen af det Følsomme og det stofligt Grove. Der tales om Suk og om Taarer som var Sukkene ret højrøstede Pust og Taarerne ret massive Enkeltvæsener. Saaledes, naar det om Sukkene hedder: Og mine Sukke bliver - et Nattergalekor, endda med den forgrovende Tilføjelse: Og for dit Vindve skal synge - Nattergalenes Sang. Saaledes endnu mere paafaldende i det typiske Digt om den ensomme Taare:

Hvad vil den ensomme Taare?
Jeg ser for den kun med Møje.
Den blev fra gamle Dage
tilbage i mit Øje.

Vi indvies i denne Taares Familieforhold og ensomme Situation: der havde mange lysende Søstre, der ikke er mere. Nu sidder den enlig i Øjekrogen. Tilsidst tiltales den omtrent som en anden gammel brav Kammerat. Den kan gerne gaa sin Vej nu, da alle de andre er gaaede:

Du gamle, ensomme Taare,
saa rind ogsaa du din Vej!

Følsomheden her er saa grel, at ingen Parodi, udført af en Anden, kunde være mere komisk end denne vemodige Tiltale, der af den store Spottefugl er alvorlig ment.

460

Enhver Brøst, der findes i Kunstneren som Menneske, kommer frem i hans Kunst. Det er altid Mangelen paa Simpelhed, paa Ægthed i Følelseslivet, som fremkalder det følsomme eller pralende eller effektsøgende Udtryk. Man sporer derfor Manglerne af denne Art hos Heine stærkt, naar man sammenligner visse Udbrud hos ham med Udtrykket for beslægtede Stemninger eller Følelser hos Goethe.

Tag eksempelvis det Digt, i hvilket han betegner sig som den ulyksalige Atlas, der maa bære Smerternes hele Verden:

Du stolte Hjerte, du har det jo villet,
du vilde være saligt, helt lyksaligt,
hvad eller grænseløst usaligt, Hjerte!
Usaligt er du nu.

Det er Linjer, man ikke glemmer. Men den første Linjes Udraab, som dirrer paa den berettigede Selvfølelses Rand, bliver selvbehagelig, naar man holder disse simple og store Vers af Goethe op imod Strofen:

Alt giver de evige Guder
deres Yndlinge helt,
alle Glæder, de grænseløse,
alle Smerter, de grænseløse,
helt.

Det er ingenlunde dadelværdigt hos Heine, at han virker ved andre, heftigere Midler end Goethe. Det vilde være urimeligt at indvende mod et Digt som En Yngling elsker en Pige, at Goethe vilde have skyet som en Vrængen det Skærende, Desperate i den bekendte Slutning: Og hvem det just passerer o. s. v. Han vilde have veget tilbage for det omtrent af samme Grund som den, af hvilken en gammel Hellener vilde have afskyet det. Det, som heri kun er nyt, kun moderne i Følelsen, har Livets Ret. Selve Grimacen er her kunstnerisk forberedt.

Dog undertiden er af dette Moderne alene det Vrængende blevet tilbage. Saaledes i det berømte Digt: Mit Hjerte, mit Hjerte er sorgfuldt. Det indeholder en mesterlig Skildring af et vidtstrakt Landskab, set højt oppe fra den gamle Bastei. Vi øjner den blaa Statsgrav med en Dreng i en Baad og paa den anden Side af Graven: bitte smaa og brogede, Lysthuse, Haver, Mennesker og Okser, Enge og Skove, Piger, der bleger deres Vask, et 461 Møllehjul, der udhvirvler sit Diamantstøv, og ved det gamle graa Taarn et Skilderhus med en Skildvagt, der gaar op og ned, og hvis Gevær spiller i Sollyset. - H. C. Andersen, der etsteds har omtalt dette Digt, skriver om det: Og Digteren ender saa gribende: «Jeg vilde, han skød mig ihjel.» - Gribende? Nej. Overrumplende; thi Intet forbereder derpaa. Udbruddet er maaske ikke aldeles uægte, men saa nervøst, at det i Grunden Intet betyder; forsaavidt usandt, som det store Ord kun betegner en Stemning, intet dybere Ønske, endsige en Vilje.

Goethe har udtalt ikke just Længsel efter Døden, men Forsonethed med Dødstanken i disse berømte, udødelige Linjer:

Ueber allen Gipfeln
Ist Ruh.
In allen Wipfeln
Spürest du
Kaum einen Hauch.
Die Vogelein schweigen im Walde.
Warte nur, balde
Ruhest du auch.

(Over alle Tinder er der Ro. I alle Trætoppe sporer du neppe et Pust. Fuglene tier i Skoven. Vent kun, snart hviler ogsaa du.)

Det er unødigt at gøre opmærksom paa den Kontrast mellem Digterpersonlighederne, som aabenbarer sig, naar denne Melodi i Ord sammenlignes med hin Skurren hos Heine; men man agte rent kunstnerisk paa den mægtige Overensstemmelse mellem alle Led, som her finder Sted. Digtet er ét Aandepust fra det første Ord til det sidste: Aftenstemning i Skoven og i Menneskesjælen, Forstummen af alle Ønsker, Opløsning af al Mislyd, Sjælen, der stor og blid føler sig som ét med Alnaturen.

Overfor denne Fuldkommenhed fornemmes kun altfor slaaende Manglerne ved Heines lyriske Effektstil, hvor den imellemstunder bryder ukunstnerisk frem. Den er i sine Svagheder beslægtet med den allegoriserende Æventyrstil hos de tyske Romantikere, fra hvilke han som Digter gik ud. Og dog er Heine saa langt fra at være en ren Romantiker som han er fra at være, hvad Nogle anser ham for, en rent moderne Realist.

Han har kaldt sin Atta Troll Romantikens sidste frie Skovsang. Andre har i fjendtlig Hensigt kaldt hans Poesi Romantikens. Opløsningsproces. «Jeg skrev Atta Troll,» siger han, «til 462 min egen Fornøjelse i den lunefulde Drømmemanér, som var herskende i hin romantiske Skole, i hvilken jeg har tilbragt mine behageligste Ungdomsaar og tilsidst har banket Skolemesteren.» Og dog er det Romantiske her kun det rige funklende Klædebon, hvori den moderne Aand hyller og maskerer sig for tilsidst at lade det falde. Ingen af Romantikens Elementer fattes: Dyrene taler, Bjørne udveksler deres Tanker, vi er Vidne til en Moppes Hjerteudgydelse og vi føres overhovedet ned i et stort af Legenden behandlet Sceneri, Roncesvallesdalen. End ikke den blaa Blomst mangler:

Ronceval, du ædle Dal,
blot dit Navn jeg faar at høre,
bæver, dufter i mit Hjerte
Blomsten blaa, den længe glemte.

Drømmeverdenen hæver sig, store Aandeøjne stirrer os imøde. Digteren gaar i Pyrenæerbjergene paa Jagt med sin Fører. Denne har en gammel Moder, og efter Rygtet er denne gamle Kone en Heks. Vi betræder Heksens Hytte med de udstoppede Fugle, de spøgelselignende Gribbe, og om Natten opfører Bjørne og Spøgelser i Hytten en burlesk og uhyggelig Dans.

Ogsaa Aanden i dette Digt er til et vist Punkt romantisk. Angreb paa Datidens plumpe, doktrinære Tendenspoesi, paa Nyttelæren overført paa Digtekunsten, og literær Satire (mod Freiligrath, Karl Mayer, Gustav Pfizer) som Romantikerne yndede den.

Og dog er der her en omhyggelig Virkelighedstroskab i Gengivelsen af Egne og Forhold. Digtet indeholder strengt taget kun en Fortælling om, hvorledes Heine med en ung fransk Veninde ligger paa Landet i Cauterets i Pyrenæerne og dér ser en Bjørn danse paa Torvet. Den løber bort fra sin Bjørnetrækker, flygter ind i Bjergene, jages der af Føreren Laskaro, skydes og flaas. Digterens Juliette faar Skindet til at lægge det udenfor sin Seng, og Heine belærer os til Overflod om, at han selv mangen Nat derefter med nøgne Fødder har staaet paa denne Bjørnehud.

Fabelen er da virkelighedstro nok. Ligeledes er Rejsens ydre Enkeltheder gengivne med Troskab. Man har Indtrykket af, at Heines Skildring af den lille Bjergby, hvortil han klavrede op, og hvor Børnene dansede i Rundkres og sang dertil, er nøjagtigt stemmende med hvad han saa og hørte. Selv Børnesangens Omkvæd Girofflino, Girofflette er sikkert det ægte.

463

Ikke desmindre har de dybeste og skønneste Partier i dette Digt intet med Virkelighed at gøre. Det er Syner. Og det ypperste Syn er det, i hvilket Heine ved Nattetid gennem Hyttens Vinduer ser den hele vilde Jagt fare Synskresen tre Gange rundt. Aldrig er han naaet højere i Figurmaleri end hvor vi følger de lysende Skikkelser mod Nattehimlens Mørke: Diana, Feen Abunde, og hin skønne Herodias, der i sin Vildhed spiller Bold med Døberens blodige Hoved.

Man kan foretage en Jævnførelse mellem Heines og Rembrandts Kunst. Ingen af dem har noget akademisk Stænk; begges Aandspræg er afgjort moderne. Naar man imidlertid kalder Heine en stor virkelighedstro Digter, saa har det kun den samme betingede Sandhed, som naar man kalder Rembrandt den store Kolorist. Rembrandt hører forsaavidt ikke til de mest virkelighedstro i Koloriten som adskillige overtræffer ham i Evnen til at gengive Lokalfarven og dens rette Værdi eller til gennem Halvmørke at lade Tingenes oprindelige Form og Farve optræde utvivlsom. Ikke Farven, men Lyset er Hovedsagen for Rembrandt*). For ham er Lyset Livet; Livets Kamp er hos ham Lysets Kamp og Livets Tragedie er det kæmpende, i Fugtighed og Mørke døende Lyses Tragedie. Man maatte for at betegne hans sande Storhed som Maler kalde ham Luminist (et Udtryk af Fromentin) snarere end Kolorist, hvis man ved Luminist forstaar en Mand, der opfatter Lyset paa en ganske særegen Maade. Han ofrer undertiden Tegningen, ja den maleriske Udførelse, hvor det er ham om at gøre at opnaa en Lysstraale og en Lysvirkning. Man mindes f. Eks. det daarligt malte Lig paa hans Undervisning i Anatomi. Men hvad der gør, at han ved Opgaver, der udkræver Portrætlighed, Evne til at male Hænder, eller nøjagtig Gengivelse af Stoffer staar tilbage for de egenlige Virkelighedsgengivere - netop det gør ham saa stor, naar han lader Lyset udtrykke, hvad det alene for ham betyder, det indre Liv, det vaagne Drømmesyns Verden.

Paa ganske lignende Maade forholder det sig med Heine. Hvor faa virkelige Skikkelser har denne store Digter frembragt! Hvor faa er blevne tilbage efter ham! De, som søger hans Fortjeneste paa dette Punkt, har været nødte til at nævne den grelle, grimacerende Skitse af den gamle jødiske Tjener Hyacinth. som Heines ypperste Menneskeskikkelse.

* 464

Nej, skal Heine dømmes efter sine Virkelighedsbilleder, saa staar mangen ringere Digter højt over ham.

Men man mindes blot Visionerne hos ham, det vaagne Drømmesyns Verden i hans Digte og hans Prosa! Han holder sig i Reglen til en Begyndelse nærmere ved Jorden end andre Digtere, men saa aabner der sig over det mørke Jordiske et lysende Syn, der kommer og svinder.

Dette spores selv i saadanne Smaadigte som det anførte om Samtalerne i Fiskerhytten angaaende Ganges og Lapland.

Man erindre fremdeles Maaden, paa hvilken Heine lader Napoleons Skikkelse fremtræde for sin Læser. I hans Grenaderer hidkaldes Forestillingen om Napoleon som et Syn. Ordene «Da rider min Kejser vel over min Grav» er som en natlig Aabenbaring belyst af Sværdenes Glans. I den ikke mindre beundringsværdige Skildring i Reisebilder fremmanes Synet som et Barndomsminde.

Eller man huske, hvorledes Heine fremkalder Billedet af Jesus. I Digtet Freden ser han Jesus som Fredsfyrste skride stor i skinnende Hvidhed over Havet. I Tyskland, et Vinteræventyr maler han den graa Vintermorgen paa Paderbomvejen; og da saa Taagerne løfter sig, skimter han ved Vejens Rand i Daggryet Trækrucifikset med Billedet af den store Sværmer, der vilde frelse Menneskeslægten og nu hænger der som «advarende Eksempel».

Ret ilde har de handlet med dig,
de høje Herrer af Raadet.

Det inderlige Vemod, det bitre Lune, der ytrer sig i fortrolige, nedsættende Vendinger, forøger her Indtrykket af det menneskeligt Store og rædselsfuldt Højtidelige, omtrent som dette Indtryk hos Shakespeare forøges, naar Hamlet, hvor Faderens Aand høres under Jorden, raaber sit «Vel gravet, gamle Muldvarp!» I Glimt af Viddets Lys viser sig her for Læseren Billedet af Jesus, ikke som Fredsfyrste, men som den, der svang Svøben mod Tempelskænderne og kastede Ild paa Jorden.

Vinteræventyret er som Helhed et betegnende Eksempel paa Heines kunstneriske Fremgangsmaade. Alle det store Digts 27 Afsnit er byggede ganske ensartet. Der begyndes helt nede ved Jorden, drøjt, med Rejse-Erindringer, platte Virkelighedsindtryk; saa hæver Fortælleren sig uden Varsel, men i umærkelige 465 Overgange til mægtig Lidenskab, høj Patos, vild Foragt, luende Sværmeri, nedbrydende eller opbyggende Begejstring, et helligt Raseri, der virker som Lyn i Lyn, til Alt paany synker tilbage i dagligdags Begivenheders og Forholds Graat.

Heine kommer til Køln, spiser Æggekage med Skinke og drikker Rhinskvin dertil, og driver saa ud paa Gaden. Han mindes Byens Fortid: her havde Kirkevælden frit Spil, her brændte Kætterbaalene Bøger og Mennesker, her bolede Dumhed og Ondskab som Hunde paa aaben Gade. Saa øjner Digteren i Maane skinnet den store Aandsbastille, Domkirken i Køln, der vækker hans Vrede. Men idet han saaledes slentrer afsted, ser han bag sig en Skikkelse, som han synes at skulle kende. Og nu glider vi over i en helt ny Verden: Visionens. Hin Skikkelse gaar som var den hans Skygge og staar stille, naar han staar. Ofte før har han set den i sin Nærhed, om Natten ved Skrivebordet. Under Kappen holder og holdt den altid noget skjult, der blinkede selsomt og lignede en Økse, en Skarpretterøkse. Det er Digterens Liktor, der følger ham, som Liktoren i Rom gik forud for sin Herre.

I de følgende Afsnit aabenbarer saa Barbarossa sig i samme Stil som et Drømmesyn, der endog to Gange kommer og gaar.

Naar da Heine sætter Skel i den tyske Lyriks, ja i Digtekunstens Historie ved en helt ny Stil: Foreningen af Sværmeri og Vittighed indenfor Lyriken og ved et helt nyt Aandspræg: Indførelsen af Prosaen i Poesien som Folie for den eller Spot over den, saa beror dette paa hans historiske Stilling, paa den Overgang fra romantisk Virkelighedsomdannelse til mørkt seende Virkelighedssans, som foregik i Tidsalderen og som forklarer den Sammensmeltning af begge Elementer, der findes i hans Digtning.

Saaledes bliver da hans kunstneriske Herredømmes mest ejendommelige Kronland et Halvlys, der er beslægtet med Rembrandts.

At lade de afgørende Partier stige op af den Skygge og det Halvmørke, hvori de er sænkede ned, at lade Lyset, det naturlige Lys, virke aandigt, overnaturligt ved at trylle det frem af et Hav af mørke Skyggebølger, lade det flakkende eller grelt som en straalende Flamme bryde frem af Halvlyset, gøre Mørket gennemskueligt, Halvmørket gennemsigtigt - det er Rembrandts. Kunst.

466

Heines nærbeslægtede Kunst er den at lade en rent moderne Fantasiens og Drømmens Verden i umærkelige Overgange træde ud af og tilbage i Virkeligbedens Liv. Snart saaledes, at Aandesynet staar fuldt belyst, medens Virkeligheden taber sig i Tusmørke, snart omvendt saaledes, at Aandesynet blegner og Virkeligheden efterhaanden fremtræder fuldtbelyst.

XV

Vi har set, at Heine som Student i Bonn blev i høj Grad henrevet af den romantiske Skoles Stifter. A. W. Schlegels Personlighed fængslede ham lige saa stærkt som hans Lære. Han beundrede i ham den Mand, der havde ført den tyske Digtekunst fra Unatur til Sandhed. Hertil kom, at den fornemme Lærers elegante Holdning, hans Verdensmandstone, hans Bekendtskab med Datidens gode Selskab og berømte Skikkelser, blændede Heine.

Saa rørtes han dernæst af den Godhed, med hvilken Schlegel tog sig af ham og hans første digteriske Forsøg. Det er Schlegel, hvem Heine skylder sin tidlige Indvielse i Versekunstens Hemmeligheder og hvad der er mere værd: Tilliden til sine Evner og sin Fremtid.

Allerede i Heines første Prosa-Artikel, den om Romantiken fra 1820, faar denne Taknemmelighed et Udtryk i samme Aandedræt som hans romantiske Trosbekendelse fremføres. Han protesterer her mod den Mening, at Romantik skulde være «en Mikstur af spansk Emalje, skotske Taager og italiensk Klingklang»; nej, Romantiken skal ikke være uklar eller ubestemt, dens Billeder kan være tegnede med lige saa anskuelige Omrids som den klassiske Poesis. «Deraf kommer det,» skriver han, «at vore to største Romantikere, Goethe og A. W. Schlegel, tillige er vore største Plastikere.» Og han nævner Goethes Faust og Schlegels Rom i samme Aandedræt som Mønstre paa plastiske Konturer, udbryder endelig følsomt: «O, maatte dog de lægge sig dette paa Hjerte, der saa gerne kalder sig Schlegelianere!» De, der kun kender Heines Forhold til Schlegel fra det smudsige Overfald paa den sidstes Privatliv i Den romantiske Skole, bør mindes om dette Sted. Det var da ogsaa til A. W. Schlegel at Heine rettede sine tre første Sonetter. I den ældste takker han ham for hans 467 personlige Velvilje og fremhæver sin Gæld til ham, i den anden priser han hans Fortjenester af den tyske Digtekunst som Dens, der har gjort det af med Vrængbilledet af Musen, det med Fiskebensskørt og Skønhedsplastre, i den tredje forherliger han ham for hans Indførelse af engelsk, spansk, gammeltysk, italiensk og indisk Poesi i den moderne tyske Literatur. Tonen er begejstret:

Den værste Orm, Tvivlstankens Dolkestik,
den værste Gift, Selvmistillidens sære,
de vilde Livets Marv mig fast fortære,
jeg var en Vaand, hvis Støttestav slog klik.
Du med den Vaand da monne Medynk nære,
lod den sig ranke om dit Ord, dit Blik,
og du, min høje Mester, Æren fik,
ifald engang den kunde Blomster bære.

Det er under denne første romantiske Indflydelse, at Heine skriver sine ældste ret romantiske Vers i gammeldags Stil, Vers som disse:

Die du bist so schön und rein,
Wunnevolles Magedein,
Deinem Dienste ganz allein
Möcht ist wohl mein Leben weihn.
Deine süssen Aeugelein
Glänzen mild wie Mondenschein,
Helle Rosenlichter streun
Deine rothen Wängelein.

Det minder levende om Tiecks ældste i Æventyrene indlagte Vers. Alene i det Digt, hvoraf disse Strofer er tagne, forekommer Wunne, Magedein, Aeugelein, Wängelein, Mündchen, weiland, en hel Stab af Formindskelsesord og forældede Udtryk.

Heines næste Forbillede som Digter var en elskværdig og fin tysk Poet, der døde 1827 kun 31 Aar gammel, Wilhelm Müller, Forfatter til de især ved Schuberts Musik saa bekendte Møllerviser og til i sin Tid ikke mindre ansete Grækersange. Han er Fader til den navnkundige tysk-engelske Filolog Max Müller, hvis Novelle Tysk Kærlighed, der behandler en ung tysk Lærds fine Kærlighedsforhold til en syg og sengeliggende Prinsesse, siges grundet paa Faderens Oplevelser.

Til Müller skriver Heine i et Brev af 7de Juni 1826: «Jeg 468 er stor nok til aabent at bekende Dem, at mit lille Intermezzo-Metrum [det af Heine hyppigst anvendte] ikke har en blot tilfældig Lighed med Deres sædvanlige Versemaal, men sandsynligvis skylder Deres Sange sit hemmeligste Tonefald.» Han udvikler videre, at han tidlig har modtaget Paavirkning af den tyske Folkevise og at han i Bonn er bleven indviet i Versenes Kunst af Schlegel, «men,» fortsætter han, «jeg tror først i Deres Sange at have fundet den rene Klang og den sande Simpelhed, hvorefter jeg altid stræbte. Hvor rene, hvor klare er ikke Deres Sange, og samtlige er de Folkesange. I mine Digte er kun Formen nogenlunde folkelig; Indholdet er det vedtægtbundne Selskabs. »

Først af Müller har Heine lært, hvorledes man af de gamle Folkesangsformer kunde danne nye. Man behøver, for at se Heines Stil fødes og formes som for Ens Øjne, kun at holde visse af Müllers Vers sammen med visse af Heines.

Hos Müller hedder det:

Vi sadde saa hyggeligt sammen
under Elletræ'r ved en Hæk,
og skued saa hyggeligt sammen
ned i den rislende Bæk.

Hos Heine:

Vi sad ved Fiskerhuset
og ud over Havet saa,
til Aftentaagen sig hæved
og rundt omkring os laa.

Og hvor nær ligger ikke den sidste Strofe atter op til en Strofe som denne hos Müller:

Nu synker Aftenens Taage,
helt kold og tung den kom,
og Dødens Engle svæver
i Taagedampene om*).

Disse Linjer indleder et stort smukt Digt kaldet Hyrdebivuak i den romerske Campagne, hvis væsenlige Indhold er Hyrdens * 469 Længselssang efter hans Pige. Hvor meget har Heine ikke lært af en saadan Strofe som den, i hvilken den unge Pige skildres:

Derunder sidder en Pige
og bruger sin Ten, som hun kan,
og spinder og grubler og skuer
ned i det flade Land.

Ganske vist, Idyllen forstyrres ikke hos Wilhelm Müller af noget Stemningsomslag; Digteren har ikke Djævlen i Kroppen, og Tempoets blide Andante vedvarer til Digtets Ophør. Men dog ligger Hovedforskellen mellem denne Stil og Heines ikke her; ogsaa Heine holder undertiden en stilfærdig Stemning et Digt igennem. Det Afgørende er den uhyre Fortættelse i Heines Stil i Sammen ligning med denne. Han giver i én, højst to Strofer hvad her er foredraget i ti.

Det Nye i hans lyriske Stil er en aldrig før set Sammentrængthed. Hans Digte er som lutter Kraftuddrag. De giver en krydret, duftende Essens af Lidenskab, Livserfaring, Bitterhed, Vid, Spot, Stemning og Fantasi; en Essens af Poesi og Prosa paa én Gang. De Sjælekyndige taler om en Fortætning af Tanker*): I Sammenligning med Elevens Tænkning er Mesterens fortættet. En stigende Fortætning kan spores i al Tekniks Historie. Engang gaves der kun Kirkeuhre; nu bærer man Uhre i Lommen. Det vil sige: Engang behøvede Mekaniken et Kirkeuhrs Rumfang til de Hjul og Fjedre som nu findes i et Lommeuhr. Saaledes er der i mangen gammel Tragedie ikke flere Tanker og ikke mere Følelse end i et Digt af Heine paa nogle Strofer.

Forud for Wilhelm Müllers korte Strofe har da hans ikke blot det lidenskabeligere Indhold, men den saa langt mere sammentrængte Stil.

Medens Heine nu i sit korte, jambiske Yndlingsversemaal er paavirket af Wilhelm Müller, nærmer han sig i sine Trokæer en anden romantisk, langt mere romantisk Digter, Clemens Brentano. Der findes i hans Romancero enkelte Overensstemmelser med Brentanos tidligere forfattede Romancer om Rosenkransen; men da disse først udkom 1853, er enhver Paavirkning udelukket.

I den anden af Romancerne om Rosenkransen hedder det om Helten Cosme:

* 470

Op fra Vandets Spejl ham maner
Alderdommens Alvorsbudskab:
Du vil snart din Skyld betale,
siger Hovedets Sølverlokker.

I Heines efterladte Digt Bimini begynder et Afsnit:

Ensom staar paa Cubas Strandbred
foran Vandets Spejl det stille,
en Person, og han betragter
nu sit Kontrafej i Havet.
Ikke just med noget særligt
Velbehag den Gamle tykkes
at betragte der i Vandet
sit bekymringsfulde Billed.

Versemaalet, Situationen og Tanken er paa begge Steder ens.

Saaledes er der ogsaa en vis Lighed mellem en Mysteriebogs Historie i den niende Romance om Rosenkransen og det skønne Skrins Historie i Heines store Digt om Jehuda ben Halevy*). Kun at hos Brentano Historien om hvorledes Mysteriebogen gennem Tiderne gaar fra Haand til Haand blot udfolder en romantisk Vidunderverden for os, medens Skrinets Vandring hos Heine bliver til en Spøg med Livets Omveksling: Perlerne tilhører først Smerdis, der skænker dem til Atossa, saa den store Alexander, der giver dem til Thais, senere efterhaanden Kleopatra, en maurisk Sultan, Kastiliens Kronskat og Baronesse Salomon Rothschild, i en Artighed til hvem deres hele Levnedsløb munder ud.

Heine skylder imidlertid sikkert Clemens Brentano Æmnet til sit i Tyskland mest kendte og sungne Digt, Visen om Lorelei: Jeg véd ikke, hvad det betyder.

Brentano havde allerede i sin Godwi fra 1802 en Ballade med Titelen Loreley. Den handler ikke om nogen Sirene, men om en ung Pige i Bacharach ved Rhinen, der var saa dejlig, at alle Mænd forelskede sig i hende. Hun anklages for Trolddom. Men Biskoppen, der skal dømme hende til Baalet, bliver selv forelsket i hende. Hun ønsker sig Døden, thi den Eneste, hun * 471 elsker, har vendt hende Ryggen og er dragen bort. Da Biskoppen lader hende føre til et Kloster, bestiger hun derfor en Klippe, Lurelei (Ley betyder Skiferbjerg) og styrter sig i fortvivlet Længsel efter sin Elskede ned i Rhinen.

Heraf tog i 1811 en Forfatter Nikolaus Vogt Anledning til at lave et saakaldt Rhinsagn, som han udgav for gammelt. Loreley skulde paa Vejen til Klostret have set sin Elskede sejle forbi paa Rhinen og styrtet sig ned af Sorg over ikke at have kunnet vinde ham. Tre af hendes Tilbedere skulde da have fulgt hende i Dybet. Derfor hed en Klippe der i Nærheden Dreiritterstein. Dette sidste Træk var maaske foranlediget ved Slutningen af Brentanos Digt:

Hvem har vel Visen sunget?
en Skipper paa Rhinen den sang.
Og altid har der runget
fra Klippen, den høje, en Klang:
Lore Lay!
Lore Lay!
Lore Lay!
som var vi tre paa vor Vej.

Af det saaledes vilkaarligt lavede Folkesagn uddrog en Grev Loeben 1821 Stoffet til et Digt Loreley, hvor den unge Pige, som dræber sig, er forvandlet til en Havfrue, der ved sine Sange lokker de Forbisejlende ned i Dybet*):

Da wo der Mondschein blitzet
Um's hohe Felsgestein,
Das Zauberfräulein sitzet
Und schauet auf den Rhein.
Es schauet herüber, hinüber,
Es schauet hinab, hinauf,
Die Schifflein ziehen vorüber,
Lieb' Knabe, sieh nicht auf!
Sie singt dir hold am Ohre,
Sie blickt dich thöricht an,
Sie ist die schöne Lore,
Sie hat dir's angethan o. s. v.

* 472

Tag nu Heines verdensberømte Digt, først en Studentersang, saa en Folkevise, gribende og smeltende ved sin Melodis ømme Forening med Teksten! Den umiddelbare Efterligning er utvetydig. Æmnet er det samme, Versemaalet er det samme, ja Rimene paa enkelte Steder de samme: blitzet-sitzet; istedenfor an-gethan staar blot Kahn-gethan. Men hvilken Forskel! Stemningen er kommen til. Først det personlige Udgangspunkt, det uforklarede Tungsind, under hvilket Fortælleren ikke kan blive det gamle Æventyr kvit, saa det øjeblikkelige Syn, det bestemte, tydelige Billede af Landskabet:

Die Luft ist kühl, und es dunkelt, Und ruhig fliesset der Rhein, Der Gipfel des Berges funkelt Im Abendsonnenschein.
Die schönste Jungfrau sitzet Dort oben wunderbar, Ihr gold nes Geschmeide blitzet, Sie kämmt ihr goldenes Haar.

Endelig er Elementet af dæmonisk Lidenskab kommet til, som de tidligere Bearbejdere af Æmnet ikke formaaede at nedlægge i det. Heine gengiver her en elementær dragende Magt, der er beslægtet med den, som Goethe i Fiskeren har givet Udtryk ved simplere Midler og med dybere Virkning. Men Goethe skildrer i Overensstemmelse med sit Væsen den stille, lokkende Besnærelse, Heine i Overensstemmelse med sit et lynsnart betagende, uimodstaaeligt Raseri.

Maaske endnu dybere Indblik i Heines kunstneriske Tilblivelse og i Maaden, paa hvilken hans Fantasi arbejder med et Æmne, vindes, naar man iagttager, hvorledes han benytter et i Prosa givet Stof.

Øjensynligt i Henri Beyle's Bog De l'amour har Heine fundet de følgende fra Arabisk oversatte Anekdoter: «Sahid ben Agba spurgte en Dag en Araber: Af hvad Stamme er du? - Jeg er af den Stamme, svarede Araberen, i hvilken man dør, naar man elsker. - Du er altsaa af Asra Stamme? - Ja, ved Kaaba's Herre! det er jeg. - Hvoraf kommer det, at I elsker saadan? - Vore Kvinder er skønne og vore unge Mænd er kyske.»

Fremdeles denne Anekdote: «En spurgte en Dag Arua ben Hezam af Stammen Asra: Er det sandt, at af alle Mennesker er 473 I dem, som føler ømmest i Kærlighed? - Ja, det er sandt, svarte Arua, jeg har i min Stamme kendt tredive unge Mænd, som Døden rev bort, og som ikke havde anden Sygdom end Elskov.»

Endelig denne: «En Araber af Stammen Beni-Fazarat sagde en Dag til en anden Araber af Stammen Beni-Asra: I tænker, at det, at dø af Kærlighed, er en sød og ædel Død. Men det er Svaghed og Dumhed. - Du vilde ikke tale saaledes, svarte den anden, ifald du havde set vore tilslørede Kvinders store, sorte Øjne med de lange Øjenhaar og set deres Tænder glimte mellem deres brune Læber, naar de smiler.»

Deraf Heine's berømte Der Asra: «Dagligt gik den underskønne». Han maler først Lokalet, Haven med Springvandet, hvor de hvide Vande plasker; saa viser han os Slaven, der daglig staar der, naar Sultansdatteren spaserer, daglig bliver blegere og blegere; saa fortæller han hvorledes Fyrstinden en Aften trænger ind paa Slaven: Dit Navn vil jeg vide, din Æt, din Slægt ....

Slaven svarte da: Jeg hedder Muhamed, jeg er fra Yemen, og min Æt er hine Asra, der forbløder, naar de elsker.

Som man ser, Heine har forsmaaet alle Forklaringerne. Man nyder disse monumentale Ords forbavsende Fynd, denne Evne til at hugge Repliken ud som i Sten. Men gaar man nu dette nærmere paa Klingen, hvad er saa det aandelige Indhold? Ikke stort mere end en Sammenstilling af Ordene Elskov og Død, lakonisk sammentvungne. Det er den Sammenføjning, der findes i alle Heines Ungdomsdigte som Forbindelse af Elskov og Kval, Elskov og Forgiftning, Elskov og Selvmordstanke - den ogsaa hos Musset staaende Sammenkobling af l'amour og la mort.

Udtrykket er her som i Reglen hos Heine fyndsprogsagtigt, derfor ikke rigt.

Vi har nu tilstrækkeligt Stof for Øje til at danne os en Forestilling om Udformningen af Heines poetiske Stil. Det er da lærerigt at studere den som færdig og udviklet.

Vi kan tage vort Udgangspunkt i det sidst betragtede Digt med dets Slutningsfynd. Det er betegnende for Heine, at her saa lidt som ellers fordyber han sig i en Følelses indre 474 Uendelighed; han skærper og tilspidser i Reglen kun Udtrykket for den. Saaledes endog med Elskovsfølelsen, som han dog hyppigst har behandlet. Endelig er det ejendommeligt, at han med sin ringe Forvandlingsevne altid kun har givet mandlig Elskov Udtryk, aldrig lagt en Kvinde et Følelsesudbrud i Munden.

Intet er Heines Evne fjernere end et Digt som dette berømte af Goethe:

Frydfuld og kvalfuld
og tankefuld gaa,
længes og trænges
i Savn og i Traa,
himmelhøjt jublende,
dødsens bedrøvet;
Lykken kun elskende
Sjæle har prøvet.

Thi dette er et Kvindehjertes Karakteristik og det er selve Elskovens indre Liv, dens Pulseren, dens Svingninger imellem Salighed og Kval. Hos Heine gør allerede det Fyndige i Stilen en saadan Udfoldelse af Følelseslivet umulig. Og han er ligesaa kortfattet, hvor en Begivenhed fortælles. Der gives ingen lignende Sammentrængthed i Digtekunsten; han virker ved at angive og antyde i yderste Knaphed. Jeg anfører som Eksempel disse Strofer:

Der var en gammel Konge.
Hans Haar var hvidt, hans Sjæl var tung.
Den stakkels gamle Konge,
den Hustru, han tog, var ung.
Der var saa smuk en Page.
Blond var hans Haar, lyst var hans Blik.
Han bar den unge Dronnings
Silkeslæb, hvor hun gik.

Man agte paa den fortræffelige Virkning af Ordenens Omstilling: «Blond var hans Haar», det er som Verset begyndte at juble og danse. Saa sluttes:

Du kender den gamle Vise?
Dens Klang er sød, dens Vemod sær:
de maatte begge dø Døden,
de havde hinanden altfor kær.

475

Dette er beundringsværdigt. Men selve Historien erfares ikke, den anes omtrent som Slavens og Sultandatterens. Og atter herer Elskov og Død koblet sammen.

Det er det lidt Tomme ved Heines Elskovsopfattelse, der atter her kommer frem. Denne Elskov har ikke noget virkeligt Indhold, ingen aandelig Betydning. Eller rettere Heine har næsten ikke før paa sit Dødsleje indladt sig paa Skildring af en Kærlighed, som har indre Fylde. Kærligheden i Buch der Lieder er jo mest Harme over Kulde eller Troløshed, en ufrugtbar Ting, der ingen Medfølelse vækker. De senere Elskovsdigte er hyppigt sanselige eller letfærdige, og jo højere Udtrykket spændes, des mindre gribes man af Følelsens Værd:

Mit Hjerte er som Solen,
saa flammende at skue,
og i et Hav af Elskov
gaar ned dets skonne Lue.

Der er altfor megen Selvbetragtning og altfor meget Praleri i denne ungdommelige Rodomontade. Saaledes ogsaa, naar det hedder:

Jeg har dig elsket, dig elsker endnu,
og faldt end Verden sammen,
saa slog fra dens Ruiners Gru
i Vejret Kærlighedsflammen.

Er nu dette end sagt saaledes for den kunstneriske Virknings Skyld, i en god, rent moderne Stil er det dog skrevet. Alt er malt for det indre Øje: Hjertet synker som Solen i et Hav. Af Verdens Ruiner slaar Elskovflammen op. Og end mægtigere, langt mere malerisk bliver Billedet, hvor Navnet Agnes skrives paa Himmelhvælvingen. Men hvad det skorter paa, er Indhold i Følelsen. Man tænke til Sammenligning blot paa disse saa dybtmenneskelige Linjer af Goethe:

Hvert et Træk du i mit Væsen kender,
véd, hvor renest klinger Nervens Strenge,
du mig læser med et Blik, du sender,
mig, saa vanskelig at gennemtrænge.

eller paa de følgende, som fuldstændiggør Indtrykket:

I det hede Blod du varsomt drypped
Maadehold, dets vilde Løb du retted,
og i dine Englearme følte
det forpinte Bryst sig atter lettet.

476

Her er Udtryk for den sundeste, fuldeste, gensidige Sympati, for Elskovstaknemmelighed, for indbyrdes Forstaaelse. For dette vinder Heine først Udtryk under Skyggelidenskaben for den unge Kvinde, der var Engelen ved hans Dødsleje, la Mouche. Ellers er det aldrig det i Kærligheden, som er Sundhed, Beroligelse, Lykke, der er hans Sag. Det Omraade, hvor han er Herre, er et andet:

Den lidenskabelige Attraa gengiver han som moderne Poet med en Correggio'agtig Sammensmeltning af Farver og Stemninger bedre end Goethe med sin antike Klarlied. Attraaen er hos Goethe græsk eller italiensk. Man mindes f. Eks. Digtet om den søde Pomerans:

Jeg træder hen til Træet
og siger: Pomeransfrugt!
du modne Pomeransfrugt!
du søde Pomeransfrugt!
Jeg ryster, føl, jeg ryster,
o fald dog i mit Skød!

Man sammenligne blot den mægtige Stemningsfylde, den Glød og Duft, den overstrømmende Naturpoesi, der rummes i et saadant Digt om Attraaen af Heine som det underfulde: Die Lotosblume ängstigt sich vor der Sonne Pracht.

Højst betegnende for de to Digtere er det, at hvor, som ovenfor antydet, Elskovslængslen glider over i Skildring af fremmede Egne, der maler Goethe med Forkærlighed Italien, Heine Hindostan. Uden et Ord i højest Grad og uden et, der formindsker, med en Magt som en Gud, fremmaner Goethe i Mignons Længselssang Billedet af den klassiske Jord, hvor Citronerne blomstrer. Der er en Magt heri, en Vælde i hvert betegnende Træk, som Heine ikke naaer. Men man sammenligne hermed den liflige Sødme i Heines Auf Flügeln des Gesanges, den drømmende, higende Længsel, det Yndefulde og Mystiske i det Perspektiv, som aabnes:

Herhen for at lytte de springer,
de fromme, kloge Gazeller,
og fjernt, hvor det bruser og klinger,
de hellige Vande vælder.

Det er i Grundskriften en udødelig Strofe. Goethe er, selv hvor han giver Længslerne Tøjlen, bestandig som hans Guldsmed fra 477 Efesus den store kloge Hedning, der former Gudeskikkelser; i Heines synske Hjerne var der det Gran af guddommelig Galskab, som var fornødent for at Købmandssønnen fra Düsseldorf skulde kunne forstaa og gengive det gamle Indiens selvopgivende Drømmeri.

Skarpere endnu træder Heines stilistiske Ejendommelighed frem paa Baggrund af Goethe's, naar vi sammenligner Udtryk for det, som ikke er egenlig Attraa, men den rene Elskovslængsel, hos dem begge.

Man mindes f. Eks. hos Goethe disse Linjer, der er lagte Mignon i Munden:

Den, der har Længslen kendt, véd hvad jeg lider,
mens jeg, af Savnet brændt, alene strider.
Mod Firmamentet vendt til alle Sider
jeg ser; min Ven er sendt bort over Vidder.
Jeg svimler. Det er endt. Min Sjæl sig vrider.
Den, der har Længslen kendt, véd hvad jeg lider.

Dette er Mesterens fulde Poesi. Der er anvendt megen Kunst paa Gengivelsen af Længselens tærende Enstonighed: de seksdobbelte Rim, de smægtende Vers. Endelig de djærve virkelighedstro Udtryk.

Men man sammenligne nu Heines Udtryk for den rene Elskovslængsel, hvor han naaer højest. Saa ser man, hvad den anskueliggørende Fantasi og den fuldendte Ordknaphed i denne Stil, hvis Udviklingshistorie vi har eftervist hos ham, kan frembringe for Tid og Evighed:

Et Grantræ staar alene
i Nord paa en Klippetind.
Det slumrer. Isen og Sneen
hyller det trindtom ind.
Det drømmer om en Palme,
der fjernt i tropisk Natur
ensom i Tavshed sørger
mod Bjergets glødende Mur.

Det er neppe rimet. Det er kun dette: Granen drømmer i Sneen, Palmen sørger tavs i Solheden. Det er ikke netop set; det er tænkt eller fundet, derfor ikke til at male - jeg har set det malt paa en tysk Udstilling, et ved sin Idioti rent latterligt 478 Dobbeltmaleri - men ligefuldt, det er et uforglemmeligt, et evigt Digt. Det beror paa, at Sindbilledet er saa uhyre slaaende ved sin Simpelhed, ved hine Par klare Omrids i Stemning, som udtrykker Umuligheden af at overvinde Adskillelsen trods den indre Sammenhøren.

Og har Goethe nu sin Styrke i Udtrykket for sunde Følelser, forholdsvis enkelte og ublandede, saa har Heine en Styrke i Udtrykket for det moderne Menneskes blandede Følelser, for det Angrebne i Følelseslivet, som er smertelige Erfaringers Udslag. Aldrig havde Goethe kunnet skrive disse Linjer med deres skærende Kontraster og gaaderige Indhold;

Tør jeg i dine Øjne se,
saa svinder al min Kval og Ve:
Dog siger du: jeg elsker dig!
saa fælder bitre Taarer jeg.

Hvorfor maa han græde? Jeg har hørt Spørgsmaalet besvaret naivt: fordi hun lyver. Ak nej, saa simpel er Sagen ikke. Han har hørt disse Ord af andre Læber, og Elskovsordene fra disse Læber er forstummede; han véd, hvor længe en saadan Lidenskab i Reglen varer, og han udrives af sin Selvforglemmelse ved Lyden af hendes Stemme - han tvivler paa Varigheden af hendes Følelse eller paa Varigheden af sin egen.

Højst interessant er det ogsaa at se, hvorledes Heine under Udarbejdelsen har tumlet med disse Ord. Først lød den sidste Linje: «Dann wein' ich still und bitterlich». Senere blev Ordet «bitterlich» i Strid med Digtets oprindelige Anlæg forandret til «freudiglich», indtil Linjen endelig fik sin nærværende Skikkelse*).

Heine var ikke lykkelig og ikke stor nok til at naa til Forsoning med Tilværelsen. Den længe Landflygtige og længe dødeligt Syge kunde, selv alt Andet fraregnet, ikke se paa Jordelivet med de Øjne, som den udadtil sikrede, fra mange Sider hædrede og i sit Væsen sunde Fyrsteven i Weimar. Derfor er Oprørstendenser, Bitterheder og Cynismer uendeligt meget sjældnere hos Goethe end hos Heine. Goethe lægger dem i Reglen sin Mefistofeles i Munden, Heine, som manglede dramatisk Kraft, faar Ansvaret for ethvert Indfald, fordi han altid taler i eget * 479 Navn. De værste Bitterheder optog Goethe tilmed ikke i sine Værker. Kun iblandt de udeladte Steder af Faust findes f. Eks. dette:

Kortvarig Larm - og Ry til Ro sig vugger.
Glemt bliver Helt som Pjalt af høj som lav.
Den største Konge sine Øjne lukker,
og hver en Hund straks pisser paa hans Grav.

Heine dvæler ved de Forestillinger, som Goethe kun fremkalder for atter at fjerne dem. Ogsaa Goethe kan være blasfemisk. Han har skrevet det ofte anførte, sjældent forstaaede Digt: Wer nie sein Brod mit Thränen ass. Det er en bitter, blodig Anklage mod Verdensordenen. Men den er taarekvalt i sin Bitterhed, ikke vildt fortvivlet som Heines mesterlige Fragen eller som Digtet Lass die heiligen Parabeln, hvor det hedder:

Hvorfor vakler blodig, ussel, under Korset den, som brav er, medens stolt som Sejerherre højt til Hest den Slette traver.
Saadan spørger vi bestandig, til man med en Haandfuld Jord os endeligt faar stoppet Munden; men kan det vel kaldes Svar?

Heines Udtryk er her, som i Reglen, lavere, mere jordisk og djærvt, men ingenlunde Æmnet uværdigt.

Udbruddene af Livslede, af Blaserthed er ikke sjældne hos ham. Man behøver ikke at søge langt iblandt hans Digte for at finde Stemningsudtryk for den rene Opgiven af ethvert Princip, enhver Stræben. Hos Goethe forekommer ikke Sligt. Hans Vanitas vanitatum, Sangen: Ich hab' meine Sache auf Nichts gesteilt er meget betegnende blevet en Bord- og Drikkevise. Det er hos Goethe med andre Ord ikke bitter Alvor med denne Fortvivlelse, og den slaar derfor om i en Overgivenhedsfølelse. Forsaavidt Goethe ikke har det overvældende Indtryk af Livsulykken som Heine, er han i Grunden ukristeligere end han.

Ligesaa oplysende som det nu er at sammenligne Udtryk for Selvopgivelse i begge Digteres Lyrik, saa lærerigt er det at sammenstille Udtrykkene hos dem for Opsvingets, Selvopmandeisens Følelser. Sangen Feiger Gedanken af Claudine von Villa 480 bella er i den Henseende betegnende for Goethe, ja som et Løsen for hele hans Livsførelse. Der kan neppe tænkes et kraftigere Udtryk for mandig Besluttethed end det som gives i Linjerne: Allen Gewalten - zum Trutz sich erhalten o. s. v.

Man sammenstille Heine's Digt: An die Jangen. Det er et Pragtdigt, henrivende blot ved de stormende Rytmer og de flerdobbelte maleriske Rim. Den første Strofe med sin Hentydning til de gyldne Æbler, Hippomenes kastede for Atalanta, er allerede et helt Digt:

Lad dig ej pirre og ej forvirre
af gyldne Æbler i Kapløbs Trop.
Om Kaarder klirre og Pile svirre,
de holde dog ikke Helten op.

Fra Billedet af Helten, der ikke lader sig standse paa Rendebanen, glides der nu over til Alexanderskikkelsen som Forbilled. Det gælder kun om Fasthed og Dristighed:

Naar dristigt begyndes, snart Sejren forkyndes,
en Alexander erobrer Feltet.
Slaa ned som en Glente! Fyrstinderne vente
alt knælende Sejerherren i Teltet.
Vi bejle, vi hige, ved Arv vi bestige
den gamle Darius's Trone og Seng.
O blomstrende Vaande! o sødt at udaande!
Beruset Triumfdød paa Babylons Eng!

Paa Sejren følger altsaa Fyrstindernes Knælen, saa sød Fordærv, blomstrende Undergang, berust Triumfdød - hvilken Sardanapalstemning i denne Opsang til en Ungdom, denne Opfordring til ubøjelig Udholdenhed! Her kæmpes for Æren og for Kvinder som Bytte, ikke for Selvets egen Frihed, som naar det hos Goethe saa simpelt hedder:

Aldrig at bøje sig,
kraftig at hævde sig,
det kalder Gudernes Arme
til Hjælp.

Følelsen er hos Goethe renere og fuldere, Sprogets Musik er simplere, medens Melodien hos Heine har ligesom en overdaadig 481 Instrumentation. Men hos Goethe er der Intet for Øjet, slet intet Billed. Det er typisk, at Alt her er større følt, men hos Heine mere moderne, mere blandet, ligesom Versemaalets Udtryk er mere sanseligt indsmigrende, frembragt af en paa alle Enkeltheder mere opmærksom Kunst.

Tag nu et Æmne af fortællende og tillige malerisk Natur: de hellige tre Konger, som de mindes paa Helligtrekongersfest. Det er behandlet bredt, muntert, i Folketone og ægte barnligt i Goethes Epiphanias: «Die heil'gen drei König' mit ihrem Stern». Hver af de hellige tre Konger, den hvide, den brune og den sorte, skildrer sig her, som de saa ud, naar de formummede gik fra Hus til Hus paa Landet, og Digtet slutter:

De hellige Konger mener det godt,
de Barnet og Moderen søgte blot.
Den fromme Josef ser stille derpaa,
Oksen og Æslet ligger paa Straa.

Heine tager ikke Legenden mere religiøst end Goethe, men han lægger sit Ansigt i alvorligere Folder, taler knappere, tegner skarpere, opnaar en helt anden Virkning. Goethe sætter Sindene i Bevægelse ved munter Barnlighed, bredt udmalt; Heine borer sig ind i Sindet, saa Talens Braad bliver siddende i Læserens Sind. Han vil nærmest opnaa en Virkning som den af et gammelt florentinsk Maleri:

De hellige Konger fra Østerland,
i hver lille By de siger:
Hvor gaar vel Vejen til Bethlehem,
I kære Drenge og Piger?
De Unge og Gamle, de vidste det ej,
og Kongerne videre drager,
de fulgte en Stjerne af himmelsk Guld,
den lyste liflig og fager.
Den stansede just over Josefs Hus,
saa traadte de ind da i Stedet.
Den Okselil brolte, det lille Barn skreg,
de hellige Konger, de kvæded.

Der er et vist Skelmeri heri: hvilken Koncert! Men ogsaa hvilket Maleri! De færrest mulige Ord - ikke et Træk, ikke en Streg for meget, og den sikreste, punktlige Virkning. 482 Tænker man nu endelig til Slutning paa en af disse virkelighedsfjerne Skikkelser, der forekommer i al lyrisk Poesi, mere eller mindre gennemførte Personliggørelser af et Begreb, som Freden, Lykken, Ulykken, og sammenligner man ogsaa paa dette Felt Heine med Goethe, saa vil det atter her vise sig, at Goethe har den fuldere Tone, Heine det sikrere Rids.

Goethe har skrevet disse Linjer til Freden:

Du som, Jord og Himmel kær,
Alles Kval og Smerter læger,
den, som dobbelt nedslaaet er,
altid dobbelt vederkvæger!
Ak! jeg er saa træt af Færden,
hvad skal al den Kval og Lyst?
Fred, saa sød for hele Verden,
kom, o kom og fyld mit Bryst!

Her er, som man ser, intet Billede, ingen virkelig Persondannelse. Gennem de seks første Vers stiges der til Udbruddet Fred, saa sød, paa hvis Komme man ikke kunde være ganske vis.

Man sammenligne de følgende to Personliggørelser af Lykken og Ulykken hos Heine

Lykken er en letfærdig Terne,
dvæler paa samme Sted kun kort,
hun stryger Haaret fra Panden dig gerne,
og kysser dig rask og flagrer bort.
Men Ulykke, den sorte Frue,
trykker til Hjertet dig elskovssikker,
hun siger, hun har ingen Hast i din Stue,
sætter sig ved din Seng og strikker.

Med saa faa Træk er sjældent to Begreber forvandlede til to levende Figurer, og den moderne Mytedannelse er neppe nogensinde naaet højere end i de to sidste Linjer, bag hvilke der ligger en saa dyb og skrækkelig Erfaring.

Vi saa Heine dukke op i den romantiske Skole og lære sit Haandværk af A. W. Schlegel, der meddeler ham sin sikre Smag. Han er fra først af forfalden til romantiske Spøgelseshistorier og gammeldags romantiske Udtryk i Lyriken. For sine YndlingsVerseformers Vedkommende begynder han saa at studere og efterligne Wilhelm Müller; i sit berømteste Digt benytter han 483 Clemens Brentano. Han udformer hurtigt sin egen Stil. Den udmærker sig ved Fortætning af Stemninger, Tanker og Billeder. Dens Særmærke er den stærkeste Sammentrængthed. Heine gør Alt nærværende, levende, indfører selv i rolige Æmner en nervøs, undertiden dæmonisk Lidenskabelighed, driver ikke sjældent det Mimiske op indtil det Vrængende, ombytter stundom Dagslyset med det elektriske Lyses skærende Klarhed - en Unatur, som dog findes i Naturen. Hans Hovedvirkemiddel er poetisk Fynd.

I Kraft af sit Naturels Sammensætning af Vid og Fantasi er han tilbøjelig til at virke ved Kontraster, søger det Skærende, det Uensartede og har en Forkærlighed for de Virkninger, som opstaar, hvor en jævn, plat Virkelighed glider over i et digterisk Drømmesyn, eller hvor Synet blegner og fordunster for at give den velbekendte Virkelighed Plads.

Hans Skrivemaade er helt moderne: Alt anskueliggjort, Alt for Øjet. - Hvad er det at være en stor Skribent? Det er at have Evnen til at fremkalde Syner og Stemninger, Syner gennem Stemninger eller Stemninger gennem Syner. Heine har især udviklet den sidste Evne hos sig, forsømmer derfor aldrig det sikre Omrids og den maleriske Effekt.

Paa sin Højde kan han ikke mere sammenlignes med sine Lærere og Samtidige. For at prøve hans Stils Styrke og Smidighed var det nødvendigt at maale den imod den største Stil i Datiden, Goethes. Vi ser ham ved Sammenligningen hyppigt ligge under, ikke altfor sjældent hævde sig paa en næsten sideordnet Plads. Det er Ære nok for ham, at det er muligt og en Gang imellem nødvendigt at sammenligne ham med Goethe.

En Stil er et Udtryk for en Personlighed og et Vaaben i den literære Kamp. Goethe's Stil er med al dens Storhed for usammensat til at gribe det Moderne. Men Heines Stil, dette Vaaben, der i hans bedste Tid var drevet som hine gamle spanske Klinger, der lod sig bøje som Vidjer og dog ikke sprang mod noget Harnisk, var fremfor nogen egnet til at binde an med det moderne Liv i dets Haardhed og Hæslighed, dets Ynde og Uro og Rigdom paa skærende Kontraster. Den besad ogsaa i højeste Grad den Evne at virke paa moderne Læseres Nerver med deres stærkere Hang til krydret Spise og hidsende Drikke end til simpel Næring og ren Vin.

484

XVI

Vistnok Intet har i Efterverdenens almindelige Omdømme skadet Heine mere end hans Abenmundethed paa det kønslige Omraade. Enkelte Grupper af hans Poesier er endog af den Grund gennemgaaende meget ilde omtalte, saaledes de Digte, der udgør Samlingen Verschiedene, af hvilke de fleste iøvrigt er blevne uretfærdigt fordømte, andre ganske vist er ret platte i deres Tankegang, ligesom deres Indhold er alt andet end ophøjet. Goethe havde i Der Golt und die Bajadere givet et Eksempel paa, at endog meget dristige Æmner kunde adles ved Stilens Storhed, og selv hvor han, som i de venezianske Epigrammer, behandler Bajaderer, der ingenlunde lutres gennem Elskov, og dvæler ved Digterens Forhold til dem, virker allerede det antike Versemaal fjernende og der forekommer intet anstødeligt Ord; endelig druker disse faa løsslupne Epigrammer i Massen af Goethes andre Digtninge; man føler ogsaa ved Læsningen af dem, at han er den Mand, hvem Alnaturen skabte for gennem ham at faa at vide, hvorledes den helt saa ud.

Hos Heine optager Aabenmundetheden med Hensyn til hans Forhold til det andet Køn for stor en Plads og er ikke altid smagfuld. Den skaffer ham ti Læsere for hver en, den fjerner; men den ene, den fjerner, var undertiden mere værd end de ti, den forskaffer.

Og dog er denne Aabenmundethed i en vis Henseende tillige hans Styrke. Den havde ikke behøvet at være saa personlig, men ellers er den ganske nødvendig for den, der ikke blot vil omspænde det Alvorliges Halvkugle, men det Komiskes med. Og den saavel som de mange skamløse personlige Angreb nærmer Heine til alle Tiders ypperste, rent komiske Digter.

I Slutningen af sit Vinteræventyr udtaler Heine umiddelbart efter det kaade Sted, hvor han lugter sig til Kundskab om Tysklands Fremtid ved at stikke Hovedet ned i Karl den Stores Tronstol, at de ædleste Gratier har stemt hans Lyras Strenge, og at denne Lyra er den samme, som engang hans Fader lod tone, «den salig Hr. Aristofanes, den Musernes Yndling». Han tilføjer, at i sit sidste Kapitel har han søgt at efterligne Fuglene, «det bedste af Faders Dramer».

Han har da sat sin Ære i at udlede sin Kunst fra det gamle Grækenlands største komiske Digter.

485

Man studser i første Øjeblik derover. Thi medens adskillige andre tyske Poeter som Piaten og Prutz har efterlignet den aristofaniske Komedies Former: Trimetrene, Korene, Parabasen, den hele, af den græske Komiker-Skole oparbejdede, paa én Gang frie og faste Kunstform, har Heine end ikke gjort et Forsøg paa at tilegne sig denne Digtform, saa lidt som nogen anden. Det er ejendommeligt for ham, at saa ihærdigt stræbende og ubetinget samvittighedsfuld som han var med Hensyn til det enkelte metriske eller ubundne Udtryks slaaende Sikkerhed - jeg har aldrig set et saa gennemrettet Haandskrift som det til hans Atta Troll i det kongelige Bibliotek i Berlin - saa umuligt var det ham at paalægge sig de store Formers kunstneriske Tvang. Det svarer til, at i hans større Digtninge den hele Plan er ganske løs, men hver enkelt Linje atter og atter gennemarbejdet.

Man kan vel uden Overdrivelse sige, at aldrig har han som Kunstner stillet sig en Opgave og løst den.

En eneste Gang har han gjort Forsøg paa en sammenhængende større Prosakomposition, en Roman eller Novelle. Den er bleven staaende som Brudstykke, hvad enten nu virkelig, som det siges, den største Del af Haandskriftet er gaaet tilgrunde ved en Ildebrand, eller det aldrig er blevet fuldendt, hvad jeg for min Del tror. Og selv dette Fragment Rabbien fra Bacharach er nøjere betragtet kun en Omskrivning af Heines egne private Forhold, satte tilbage til den fjerne Fortid.

Aldrig har han heller forsøgt sig i en strengt sammenhængende metrisk Komposition. Hans to eneste større Digtninge Atta Troll og Vinteræventyret er frie, lunefulde Fantasier, Sæbebobler, der vugger sig paa Hjernespind, kun sammenholdte ved Tonens Enhed og den indre Bygnings Ensartethed.

At oversætte eller bearbejde Aristofanes har ikke kunnet falde Heine ind. Han var ikke som Goethe, der trods sin uhyre selvstændige Frembringen nedlod sig til at oversætte og bearbejde for sine Landsmænd (Diderot, Benvenuto Cellini, Voltaire). Da Goethe møder Aristofanes paa sin Vej, fortrylles han af ham, og han, ikke Heine, giver sig til at omplante Fuglene paa tysk Grund, men - betegnende nok - han underkaster Skuespillet den Forvandling, at Satiren fra politisk bliver literær. De to politisk utilfredse Hovedpersoner er hos Goethe blevne literære Æventyrere; ved Uglen vilde han - som godtgjort i et Brev fra Jacobi til Heinse - ramme Klopstock, ved Papegøjen den unge 486 Cramer. Det var i Epilogen til denne Bearbejdelse, at Goethe gav Aristofanes den udødelige Betegnelse «Gratiernes uopdragne Yndling», som passer saa godt paa Heine.

Var Heine nu altfor lidt arbejdsom til nogensinde at studere, oversætte, bearbejde eller efterligne en Oldtidsdigter, saa vilde han dog aldrig som Goethe eller Piaten have kunnet gøre blotte Literaturkomedier ud af de aristofaniske; netop den store politiske Satire tiltrak ham.

Rimeligvis er Heine det vittigste Menneske, der har levet, i det mindste det vittigste, som har levet i den moderne Tid. Vistnok staar Voltaire som en Slags Personliggørelse af Viddet, men hans Vid er forstandigt og tørt, ikke digterisk, ikke Fantasivid som Heines.

Det var i sin Tid uklogt af Piaten, at han, stolt og stiv som han var, skrev det Værk, hvori han vilde haane Heine, Der romantische Oedipus i den aristofaniske Komedies ydre Form og Manér; thi han havde kun Versenes Finhed og Ordenes Grovhed tilfælles med Aristofanes. Heine derimod havde alle Aristofanes's Hovedegenskaber i Forening: Viddet og Vildskaben og Fantasien og den smeltende Lyrik og Skamløsheden, Alt i Gratiens Form. Uden Gratie og Vid er Skamløsheden visselig en lav og frastødende Egenskab. Men i denne sin Forening med høje Evner er den ualmindelig. Den aristofaniske Digter maa Og kan ikke have den Stolthed, der gyser tilbage for at more de Gemene, dem, der kun forstaar En, naar de møder En i Snavset. Han tør ikke sky til et vist Punkt at give sig til Pris, det vil sige: at give sit moralske Væsen til Pris for at indvinde et større digterisk Felt.

Det nytter ikke, at en Autor, der som Platen (eller som Hauch i Den babyloniske Taarnbygning) først og fremmest vil gøre Indtryk af «en ædel Digter» og indgyde Respekt ved sin Person - det nytter ikke, han forkynder, at han vil «knuse sine Modstandere med virkelig Vitighed». Man kan ikke paa én Gang optra le som fin Mand og som Aristofaniker. Man strander i denne sidste Egenskab, ifald man sætter større Pris paa de Andres Agtelse end paa Kunstens Triumf. Men hos den virkelige Aristofaniker faar Poesien til Gengæld et Omfang som aldrig hos den højtidelige Digter (en Schiller eller en Hugo); den afspejler Menneskelivet helt fra dets højeste til dets laveste Funktioner.

487

Saa faa formelle Berøringspunkter der er mellem Heines lyrisk-satiriske Digte og Aristofanes's store fantastiske Skuespil, saa er det dog sandsynligt, at der ikke siden den græske Oldtids Dage er opstaaet et med Aristofanes's mere beslægtet Vid end Heinrich Heines.

Dette Udsagn beror ikke paa nogen Miskendelse af den umaadelige Forskel imellem deres Livsværks Karakter. Den aristofaniske Komedie er med sin storartede og fasttømrede Kunstform Udtrykket for et helt Folks kunstneriske Dannelse, fremgaaet af religiøse Fester som et Festmonument. Som grundlagt og underbygget af en hel Række fremragende Forgængere, hvis Stil var ensartet, hvis Talent var beslægtet og hvis Arv Aristofanes overtog (omtrent som Shakespeare sine Forgængeres) er den aristofaniske Komedie som Form mange Hænders Arbejde i langt højere Grad end den Heine'ske Strofe er det. Selv ganske bortset fra Eupolis's og Kratinos's Beskyldninger mod Aristofanes for utilladelig Tilegnelse af Forgængeres Indfald kan vi alene af Ridderne se, at allerede Komikeren Magnes har opført Stykker med Titler som Fuglene, Vesperne, Frøerne; de som Krybdyr, Insekter, Fugle forklædte Kor var da Noget, Aristofanes ikke opfandt, men overtog. Kun fordi vi ikke kender den græske Digters Forløbere, staar hans Livsværk for os som en rent personlig Frembringelse, som Typen paa stor fantastisk Komik, og næsten al moderne Komik og Fantastik synes forsagt og spinkel i Sammenligning med dens Kækhed.

Hans Verden er den bagvendte. Naar i Freden Trygaios sadler en stinkende Skarnbasse og paa den som paa sin Pegasus stiger gennem Luften til Gudernes Boliger, eller naar han siden ved Hjælp af et favnelangt Reb trækker Freden op af den dybe Brønd, hvori Krigen har styrtet hende ned, saa er dette Ting, der fremføres, som var det tilvante, kendte Muligheder, og han lader dem uden nogen Forklaring foregaa for vore Øjne, saa vi tvinges til at tro paa dem. - Naar vi i Fuglene hører to simple Fyre, der optræder som Vismænd, udvikle deres forrykte Planer til at bygge en By i Skyerne, lyder det i vore Øren fra først af vanvittigt nok, og naar vi ser Fuglene modtage dem med Ærefrygt, faar vi ikke derved bedre Tanker om deres Evner, nyder tvertimod Komiken, at de dumme Dyr venter sig Frelsen fra dem. Dog naar vi saa endelig hører, at Byen virkelig er bygget, at Alt er lykkedes, og ser, hvorledes Held og Lykke 488 følger Foretagendet, saa føler vi, at den Verden, vi her iagttager, ikke er den, vi til daglig Brug opholder os i, men en, med hvis Love det stemmer, som strider imod Lovene i vor.

Denne nye Verden er da rent fantastisk, forsaavidt den staar i Strid med Sandsynlighedslove og Naturlove. Det er en Verden, hvor selve Galskaben triumferer, og Digteren lader som var dette ganske i sin Orden. Først naar Tilskueren betænker hvor vel denne bagvendte Verden kan ligge, hvor det vel gaar saaledes til, hvor den politiske Uforskammethed drives i saa stor Stil og langt fra at staa tilskamme vinder Tillid og belønnes - føres han tilbage til Virkeligheden, idet han i denne Verden genkender sin egen, sit eget Hjem, Athen.

Af de aristofaniske Stykker, vi besidder, foregaar Fuglene, Frøerne, Freden enten slet ikke eller ikke helt paa Jorden; det er i Luften svævende eller underjordiske Skuespil. Det er ogsaa kun i dem, at Guder forekommer, rigtignok kun for at gennemhegles, latterliggøres eller gennemprygles. Men i Virkelighedens Verden aabenbarer de sig ikke; thi kun i den fantastiske troes der paa dem.

Se en sandan overnaturlig Verden vover Heine som moderne Digter slet ikke at hensætte, skønt han ikke kan undvære den. Derfor hans stadigt tilbagevendende, stadigt fornyede Brug og Misbrug at Drømmen, hvortil vi neppe hos nogen anden moderne Digter finder et Sidestykke. Men indenfor Drømmen som Ramme vover han da ogsaa det Overordenlige, det Aristofaniske.

Som alt berørt: Han ligner Aristofanes i Dybden af sin Skamløshed og i Højdeflugten af sin Lyrik.

Vel indtager Hentydningerne til Fordøjelsens Besværligheder og deslige en noget mindre Plads hos Heine end hos Aristofanes, der jo iøvrigt selv, som han erklærer, ringeagtede denne Art Komik. Den duede efter hans Udsagn kun til at fremkalde det mindst udviklede Publikums Latter. Men der tales hos Heine hyppigt og undertiden bredt om slige Ting (bredest i Angrebet paa Piaten) og man sikrer sig næsten ligesaa ofte mod visse hæslige Insekter hos Heine som hos Aristofanes.

Skønt Heine selvfølgelig ikke kan føre et saadant Frisprog med Hensyn til det Kønslige som den gamle Græker, saa nægter han sig til Gengæld ikke nogen Hentydning, der kan bøde paa hvad Udtalelserne maa mangle i Ligefremhed. Nu og da er der næsten ingen Omskrivning tilstede, og Cynismen, som ellers 489 antydes ved et Smil eller en Grimace, les ud i Verden af fuld Hals - saaledes i Slutningen af Vinteræventyret, i Digte som Den Vantro og lignende.

Og atter som hos Aristofanes: Fra denne stadige Dvælen ved alt det i Mennesket, som minder om, at det i sin første Spire udvikles mellem en Blære og en Endetarm, hæver Heine sig til den fineste, ømmeste Lyrik. Han, som saa godt kender Naturvæsenernes stoflige Oprindelse, udleder i et af sine Digte Alt fra Nattergalesangen:

Nattergalen var allerførst,
og sang sin Vise: Zykyht! Zykyht!

Det minder formelig om de dejlige Vers i Fuglene, i hvilke det hedder:

Elskede og fine, du!
Du, som er sødest af Alt for mig,
Skovensomme Veninde!
Kommer du? kommer du? bliver du? osv.

Hos Heine som hos Aristofanes gaar det ud over Guderne. Alligevel er naturligvis Satiren hos ham forsigtigere end hos den gamle Græker; den moderne Verden taaler mindre godt Skemt paa dette Omraade end den antike. Naar Dionysos, selve Komediens Gud, i Frøerne viser sig storpralende og fejg, faar den ene Dragt Prygl efter den anden og tilsidst anraaber sin Præst, der inde blandt Tilskuerne indtog en Æresplads, om Bistand i Nøden, saa gives der intet Sidestykke til den Art Gudsbespottelse hos Heine, der skrev under Politiets og det moderne Samfunds Censur. Og dog nægter han sig ikke ret meget fra den lette Spøg til den drøje Skemt og de mest bidende Spotterier. Bekendt er Hyacinths Forklaring i Reisebilder af de forskellige Religioners Værdi. Han vrager Katolicismen, der med sin Klokkeklang, sin Røgelseduft og sin «Melankolik» ikke er nogen Religion for en Hamborger, prøver Protestantismen ved at sætte i Lotteriet paa de Salmetal, han finder paa den sorte Tavle i en luthersk Kirke, og affærdiger Jødedommen med de bekendte Ord: «Det er slet ikke nogen Religion, men en Ulykke.» -- Lystigt og dristigt er Digtet Disputation, hvor Rabbien og Kapucineren taler hver for sin Dogmatik, prisende hver sin Læres Salighedstilstand 490 i ret anstødelige Udtryk, indtil Kongebruden, som skal afgøre Trætten, erklærer sig ude af Stand dertil: det eneste, hun har mærket, er at Kapuciner og Rabbiner stinker begge to. - Formelig dramatisk er Religionsspotteriet endelig paa det Sted i Heines Bog om Börne, hvor han fortæller, hvorledes han under sit Ophold paa Helgoland hyppigt inddrages i Ordstrid med en prøjsisk Justitsraad om Trenigheden, og dernæst beretter, hvorledes under Striden Stemmer lyder op gennem det tynde Gulv fra Værelset nedenunder, hvor en flegmatisk Hollænder udvikler for Værtinden, hvordan man gør Forskel paa Kabeljau, Laberdan og Stokfisk: det er i Grunden Et og det Samme, men med tre Navne, der svarer til tre forskellige Grader af Nedsaltning.

Hvad de jordiske Magthavere angaar, er Heine visselig ikke mindre dristig og ikke mindre fantastisk i sin Komik end Aristofanes. Aristofanes viste Mod ved sine Angreb paa Kleon og Theramenes; han slumpede nu og da til at forsvare den gode Sag; men i Reglen hævdede han den slette, gjorde sig til Talsmand for en uholdbar Konservatisme og for uretfærdige Angreb. Heine var sjældnere uretfærdig eller lavsindet og aldrig konservativ. Men han minder om Aristofanes ved sit aristokratiske Hang, sine personlige Angrebs grimme Væsen (Digtene mod Meyerbeer f. Eks.) og ved Angrebenes Form, bl. A. ved sin morsomme Benytten af kendte, patetiske Digtsteder.

Der findes hos ham en hel Række vittige Udfald mod Friedrich Wilhelm IV; i Vinteræventyret, hvor Hammonia advarer Heine mod «Kongen af Thule», og i Digtet Den nye Alexander; ligeledes en hel Gruppe af Poesier mod Kong Ludvig af Bayern og hans Virksomhed. Denne sidste Konge, hvem Heine fra først af selv havde lovprist, var som Mæcenas smigret af en stor Kunstner- og Digterskare i Samtiden. I sine Lobgesänge auf König Ludewig angriber Heine alle hans Svagheder, hans Skønhedsgalleri i Munchenerslottet, hans daarlige Vers, hans Ærgrelse over at adskillige af ham beskyttede berømte Videnskabsmænd og Kunstnere lod sig drage fra Bayern til Prøjsen. Om Skønhedsgalleriet hedder det:

Han elsker Kunst, og de skønneste Mo'r.
dem lader han portrætere,
og gaar i dette malte Serail
som Kunst-Eunuk at spasere.

491

I Anledning af de berømte Mænds Udvandring til Prøjsen faar Heine Lejlighed til at give sin gamle Prygledreng Massmann et Sidehug:

Cornelius og Schelling, den Sjæl,
lad dem gaa deres Gang med hinanden,
for den ene slap Indbildningskraften op,
den anden misted Forstanden.
Men at man af min Krone stjal
Juvelen, at Rejsepas man
min Kolbøttemester givet har,
min Menneske-Ædelsten, Massmann.
Det har mig bøjet, det gav mig mit Knæk,
mit Hjerte det sønderflænger;
mig fattes den Mand, der i sin Knnst
klatred op af de højeste Stænger.

Om Kong Ludvigs Forhold til Poesien hedder det endelig her:

Hr. Ludvig er en stor Poet.
Naar han synger, saa styrter Apollo
ned for ham paa Knæ: Aa hold op! jeg bli'r gal!
hør min Bøn, jeg dig be'r tusindfold, o!

Endnu vittigere er Parodien paa Kong Ludvigs Versebygning i denne Indskrift, der sættes over Atta Troll i det bayerske Walhalla:

Atta Troll, Tendensbjørn, from og
dybt moralsk, som Husbond brunstig,
der forført af Tidsaandsdjævlen,
blev en Sansculot som Skovmand,
daarlig Danser, med sit lodne
Bryst dog fuldt af pligtstærk Alvor,
stinkende ret tit, var vistnok
ej Talent, men Karakter dog.

I Grundskriften minder Versenes Haardhed og de tvungne Participiums-Konstruktioner i lige Grad om Stilen i Kong Ludvigs Vers, som disse møder enhver Rejsende paa Murene af Buegangene i Munchen*).

*

Florenz! Dir fehlt das was Rom hat und diesem just was du besitzest, Wärt Ihr beide vereint, wär's für die Erde zu schön.

492

Dette er dog kun personlig Satire mod kronede Hoveder. Men hos Heine som hos Aristofanes breder Satiren sig over den hele politiske, sociale og literære Tilstand, og da er det, at han behøver Drømmen som kunstnerisk Hjælpemiddel. Den fører ham som den græske Digter ned under Jorden eller op i en fantastisk Verden over Skyerne.

Saaledes, som allerede paavist, især i Vinteræventyret. Man se her, med hvilken Omhu og med hvilket Mesterskab Heine har forberedt den fantastiske Skildring af Barbarossas underjordiske Opholdssted i Küfhäuser. Først Indførelsen af Omkvædet i en gammel Æventyrsang: «Sol, du klagende Flamme!» og Fortællingen af det gamle Sagn om Solen som Anklager af en ung Jomfrus Morder, dernæst Skildringen af den skikkelige gamle Amme, der sang hin Vise og fortalte saa mange smukke Historier, den om Kongedatteren som Gaasepige og den om Kejseren i Bjerget, som nu vidtløftigt berettes - indtil Rammen gaar i Glemme og vi ser Barbarossa for os med sine jernklædte Mænd, hører ham kalde dem til deres Heste, til Vaaben, til Kamp, for at hævne den Forsmædelse, som Morderne har ladet gaa ud over den gyldenlokkede Germania. Paany føres saa Alt tilbage til Ammestuevisens Stemning og dens nu med Begejstring og Jubel istemte Slutningsrim: «Sol! du klagende Flamme!» Der er et aristofanisk Sving i denne poetiske Udmaling af det gamle Arsenal, de tomme Rustninger, de falmede Faner, de sovende Soldater og saa Omslaget, Appellen til den vaagnende Kraft og Anraabelsen om hellere at faa Middelalderen igen end Datidens skinhellige Prøjsen med dets Blanding af gotisk Galskab og moderne Løgn. I de to følgende Afsnit fortsættes Skildringen af Bjergets Indre og føres Samtaler med Barbarossa som Drømmetilstande under Søvnen i en Rejsevogn.

Paa samme Maade er den prøjserfjendske Fantasi i Værtshuset i Minden begrundet. Heine vil have den prøjsiske Ørn frem, vil lade den blive plukket og skudt. Hvis Aristofanes havde havt et lignende Mellemværende med en Ørn, saa vilde han have indført den uden videre lige for vore Øjne. Heine maa gaa tilværks ad sin sædvanlige Omvej. Hos ham bliver i den begyndende Drømmetilstand under Halvsøvn den røde Sengekvast over hans Hoved til en Ørn med Fjær og Klør, der truer med at hakke Leveren ud af hans Bryst og mod hvilken han udslynger sit Had.

493

Kun paa ganske enkelte Steder er Heines kunstneriske Fremgangsmaade dristigere, den store Grækers mere lig. Saaledes i den prægtige Tale til Ulvene om Natten i Teutoburgerwald. Den Rejsende hører dem hyle ved Midnat om Vognen, hvis ene Hjul er gaaet af. Han stiger ud og holder til de vilde Bestier en Tale:

Medulve! jeg er stolt af idag
i Eders Midte at dvæle,
hvor kærlige Hyl mig imøde slaar
fra saa mange ædle Sjæle.

Og Talen er en humoristisk Kopi af dem, som store Mænd ved slige Lejligheder plejer at holde: Denne Time er evigt uforglemmelig. Det er Løgn, at han er gaaet over til Hundene; han har aldrig tænkt paa at blive Hofraad i Lammehjorden. Den Faarepels, han nu og da har hængt om sig, har han kun brugt til at varme sig med, han er og bliver Ulv og vil altid hyle med Ulvene.

En umiddelbar Efterligning af Paisteteros' Bryllup med Basileia i Fuglene er endelig, som af Heine selv udtalt, Scenen mellem Digteren og Hamborg som den kraftige Kvinde med Murkronen. Den er yderst kaad, drengeagtigt overgiven og i sin Lystenhed i Grunden mere anstødelig end lignende Steder hos Aristofanes, der jo aldrig fremfører sig selv paa Skuepladsen uden for at forsvare sig som Digter. Heines Skamløshed er om end mindre vidtgaaende dog mere personlig end hans.

I Atta Troll er Sammenligningen med Aristofanes end mere nærliggende. Indbildningskraften raader her friere, fordi Hovedpersonen ikke er et Menneske, men en Bjørn. Der er en overordenlig Fantasi udfoldet paa det Sted, hvor den efter sin Flugt danser i Maaneskin for sine Unger. Der er et uforligneligt Lune i dens Deklamation mod Menneskerettighederne og dens Pukken paa Bjørnenes ældre Rettigheder, som minder om den dejlige Parabase i Fuglene, hvor det godtgøres, at Fugleverdenen er den ældste: Alt stammer fra Ur-Ægget, Alt oprinder af Elskov, og Fuglene er Elskovsbørn. Overmaade morsom er Bjørnens Stolthed af Dyreverdenen, morsomst dog, fordi Heine benytter den til i dens Ytringer at indslynge overgivne Spydigheder mod dem, han vil tillivs, saaledes mod Freiligrath, hvis almentyndede men taabelige Digt Løveridt ligesom det uheldige Negerkongen havde vakt hans lystigste Spot:

494

Gives der ej lærde Hunde?
Ikke Heste, som kan regne?
Skriver Æsler ej Kritiker?
Spiller Aber ej Komedie?
Synger ikke Nattergalen?
Er F. Freiligrath ej Digter?
Hvem besang vel Løven bedre
end dens Landsmand, Dromedaren?

En god Del af hvad Bjørnen siger klinger som Satire over dumt kommunistisk Demokrati. Der er Ordgyderiet mod Ejendommen: Bjørnene fødes uden Lommer, Menneskene fylder deres. Og der er Ordgyderiet om Ligheden:

Grundig Lighed! Hvert et Æsel
Adkomst har til højest Embed,
Løven derimod til Møllen
trave skal med Sæk paa Ryggen.

Men iøvrigt er det en uskyldig, braadløs Satire, der rent fantastisk driver Gæk med Kirkeligsindede som med Kommunister, med Menneskehadere som med Revolutionære, med Verdensborgere som med Nationale - thi Bjørnen har Noget af Alles Talemaader. Hvor vidunderlig er ikke Atta Trolls Prædiken mod Ateismen og dens Udvikling af sin Gudstro, den, som begynder:

Vogt dig blot for menneskelig
Tænkemaade; den er rædsom;
iblandt Menneskene gives
ingen, ingen ordenlige.

Der er et muntert Dybsind i denne Formaningstale imod Feuerbach og Bauer, og et Vid, der er aandfuldt som Voltaires, men rigere, varmere, i Skildringen af Skaberguden:

Se didop! I Stjerneteltet
paa den gyldne Herskertrone,
verdensvældig, majestætisk,
sidder en uhyre Isbjørn.

Hvilket Lune i Udmalingen af de Bjørnehelgene, der danser om hans Trone.

495

Dog har Bjørnen nu end noget af alle Partiers Talemaader, saa har han dog mest af Urtyskernes. Over dem gaar det i Særdeleshed ud. De velslikkede Bjørnejomfruer minder om tyske Præstedøtre; den yngste Bjørneunge slaar Kolbøtter som selve Massmann og er som han den hjemmefødte Dannelses Blomst, har aldrig kunnet lære noget andet Sprog end Modersmaalet, hverken Græsk eller Romersk.

Saaledes fører Heine ad vildt fantastiske Omveje altid Læseren tilbage til sit Fædrelands Virkelighed.

Aristofanisk er ogsaa i denne Henseende Stedet, hvor det regner, og der raabes: Seks og tredive Konger for en Paraply! og Stedet, hvor man atter er kommet i Ly, og det hedder: Seks og tredive Konger for en Slaabrok!

Aldeles aristofanisk er endelig det undertrykte Sted, hvor Fuglen Hut-Hut fortæller om hvorledes Salomon og Balkis giver hinanden Gaader at gætte efter Døden:

Hvem er vel den største Pjalt
mellem alle tyske Pjalter,
der i alle seks og tredive
tyske Forbundsstater lever?

Balkis, til hvem Spørgsmaalet stilles, sender Lønbud rundt i alle tyske Riger og Lande, men saa ofte hun forkynder Salomon Fundet af en ganske ualmindelig Usling, lyder Svaret:

Barn! der er en endnu større!

Og det udvikles som det Mærkelige ved Tyskland, at saa tit man tror at have opdaget den største Usselryg dér, saa opstaar der en endnu større: Intet Fremskridt er saa sikkert som det, der finder Sted i den almindelige Pjaltethed. Igaar endnu syntes X. den største Pjalt; idag er han kun en Underpjalt i Sammenligning med N. N. Det er et Bevis paa Heines kunstneriske Rigdomsfornemmelse, at han i Digtets endelige Udformning har vraget et saadant Middel til at ramme sine Modstandere én for én paa den morsomste Maade.

Endelig er der ogsaa i den rent literære Satire en ikke ringe Lighed mellem Fremgangsmaaden hos Heine og hos Aristofanes. Et Eksempel er Satiren over den schwabiske Digterskole i Atta Troll: Katten i Heksens Hytte, som er en forvandlet 496 Schwaberdigter, der vil blive til Menneske igen, dersom en ren Jomfru kan læse Gustav Pfizers Digte i Sylvesternatten uden at falde i Søvn. Et andet Eksempel er Satiren sammesteds over disse letpudsige Linjer af Freiligrath's Negerkongen med deres urimeligt søgte Lignelse:

Ud af det skinnende hvide Telt
gaar sort en fyrstelig Neger, en Helt.
Slig træder af skinnende Skyers Port
Maanen ud, formørket og sort.

Det er et Digt om en Negerkonge, der fanges, kommer til Europa, maa tromme udenfor en Cirkus, tænker paa sin fordums Storhed og trommer sin Tromme itu. Men at den sorte Mand i Teltaabningen skal ligne Maanen mellem Skyer, er unegtelig komisk.

Hos Heine hænger den røde Tunge ud af Bjørnens sorte Gab som Maanen viser sig mellem hvide Skyer. Og i Digtets Slutning træffer Heine i Jardin des Plantes en Neger, der passer Dyrene, og der aabenbarer sig for ham som den Freiligrath'ske Negerkonge, der har giftet sig med en hvid Kokkepige fra Elsass, hvis Fødder minder ham om Elefanternes i hans Hjemstavn og hvis Fransk klinger i hans Øren som Negersprog. Hun har givet ham saa godt at spise, at han har faaet sig en lille rund, sort Maane, der træder frem af hvide Skyer.

Ikke mindst endelig spores der noget Aristofanisk i den hensynsløse og drøje Satire over Piaten i Rejsebilledernes sidste Del. Ja endog visse lystige Fif i den literære Strid er fælles for den græske og den tyske Komiker. I Frøerne faar Æschylos under Væddekampen med Euripides, hvem Aristofanes forfølger med sit Had, et Omkvæd, der omtrent er enstydigt med «fordærvede sit Vers», til at passe ind i Alt, hvad Euripides anfører af sig selv. I Rejsebillederne hævner Heine sig paa Piaten ved at lade Hyacinth afvekslende hefte Ordene «forfra» og »bagfra til dennes Vers, og underkaster dem derved den ondskabsfuldeste Forvanskning.

Den aristofaniske Komedie er som en udspændt Hvælving, bedækket med storstilede Fresker - Heines Komik er sammenlignet med dens hvad overfor Fresker omhyggeligt udførte Staffelibilleder er. Der er Lys og Plads i hint græske Lystspil som i Michelangelo's sixtinske Kapel: Alt er her som i Capella sistina 497 stort, rummeligt, vældigt, skabt af en Aand, der trodser vedtagne Regler ved sin Følelses lyriske Storm, sine Forkortningers Dristighed og sine Allegoriers Magt. Kun at Michelangelo's Verden er tragisk, vildt højtidelig, medens Aristofanes's Verden er en dityrambisk, en Verden af Karikaturer i en Ramme af græske Livsforhold.

Sammenlignet med Aristofanes er Heine en Privatmand, der lever i sit Hjem. Aristofanes færdes i Teatrets fulde Dagslys med Tusinder af Tilhørere omkring sig; Heine meddeler sig til sit Publikum enlig fra sin Stue. Men de Syner, der maler sig paa hans Øjes Nethinde alene, har et mere glødende og heftigt Liv end de, som Aristofanes legemliggjorde paa en Scene. Og hans Bestræbelser har ikke det rent lokale Præg som den græske Digters. Han henvender sig, hvor han er ypperst, til Millioner udenfor sit Folk, ja til Udkaarne blandt alle dem, der kan læse. Hans Lyrik er personligere, inderligere og mere nervøs end nogen Grækers, som hans Satire er viet almene Ideer, der for Aristofanes ikke havde Eksistens. Han er ikke mindre vittig end sin græske Forgænger, og han har bestandig kæmpet for politisk Udvikling og personlig Frihed, medens Euripides's og Sokrates's Avindsmand hyppigst fægtede for en Fortid, der uigenkaldeligt var forbi og som han selv allermindst tilhørte.

XVII

Heines Prosa staar ikke i Højde med hans Vers. I sin berømteste Prosabog Reisebilder viser han sig som en Elev af Sterne, senere, da han vinder større Selvstændighed, er han vel altid aandrig og livfuld, men sjældent de Æmner voksen, han behandler. Hvad enten han skriver om tysk Filosofi for Franskmændene eller om fransk Malerkunst for Tyskerne, er han lige dilettantisk. Han var vel altid som Bladmand betragtet en udmærket Brevskriver, men han er for stor til at denne Betegnelse svarer til Styrken af hans Væsen.

Vistnok har Pedanter blandt hans Modstandere gjort et utilbørligt Væsen af hans saakaldte Overfladiskhed. Han var sikkert ikke nogen egenlig Arbejder, men han var ingenlunde uden Flid, og hans Kundskaber talrige og grundigt tilegnede. Dog kun som Poet er han stor; de fleste af hans Prosaskrifter er forfattede i 498 Døgnets Tjeneste, ikke at tale om at man har skadet hans Minde ved Udgivelsen af hans Breve, der i Reglen kun viser ham fra en lidet fordelagtig Side. Man ser ham i dem hyppigst alene optaget af sine Interesser. Men Pengeforlegenhed er et kedeligt Æmne, selv om det er et stort Talents Pengeforlegenhed, hvorom Talen er.

Heine opnaaede som bekendt ikke at leve et helt Mandsliv til Ende. Han bortreves i sin fulde aandelige Kraft af en rædselsfuld Sygdom.

Han havde altid været fin og skrøbelig; i sin Ungdom plaget af haardnakkede Hovedsmerter; nødtvungen til et saadant Maadehold i Drik, at han efter sine Venners spøgefulde Udsagn nøjedes med at lugte til en Flaske Rhinskvin, han havde i sit Kammer. Tidligt var hans Nervesystem rystet, sikkert i langt ringere Grad af Udskejelser, end det troes - thi han er i høj Grad fanfaron. de vices, roser sig i sine Skrifter stadigt af sine Laster - men han ramtes af den Sygdom, der saa hyppigt er deres Lod, hvis Liv har været uafbrudt aandelig Frembringen. En Rygmarvslidelse med Lammelse først af Øjenlaagene, efterhaanden af næsten det hele Legeme, ramte ham. Henved otte Aar laa han i Paris udstrakt i sin Grav af Madradser.

Hans Liv, der hverken kan betegnes som et stort eller et lykkeligt Liv, falder i to bestemt afgrænsede Halvdele, Opholdet i Tyskland indtil Julirevolutionens Tid, og Opholdet i Paris fra 1831 til hans i 1856 indtraadte Død. Det var et Liv ført uden Beregning, men ikke uden Instinkt for hvor Udviklingsmulighederne laa for Talentet; det er neppe sandsynligt, at Heine havde naaet sin Verdensborgerhøjde i Literaturen eller endog blot var blevet saa fremragende som satirisk Digter, ifald han var forbleven i sit Fædreland alle sine Dage.

Hans Ungdomsaar i Tyskland gaar hen under Reaktionens Tryk; hans Rejsebilleder vinder Popularitet som Udtryk for den politiske Utilfredshed, men snart opgiver han i sit stille Sind al Politiseren som umulig. Da skaffer Julirevolutionen Luft, Heine bryder op, bosætter sig i Paris og bindes snart dèr ved det tyske Forbunds Forbud mod hans Skrifter. Ministeriet Guizot giver ham hemmeligt den lille Aarsrente, der sætter ham i Stand til at føre et forholdsvis sorgløst Liv, og for hvis Skyld han er bleven gjort til Genstand for Angreb, der ikke savner al Grund, men som dog har gjort ham stor Uret. Man maa ikke glemme, 499 at Heine forstod sig slet paa den Kunst at tjene Penge og at det kun vilde have nyttet ham lidet, om han havde forstaaet sig bedre paa den. Han, paa hvis Bøger der er tjent Millioner, solgte Buch der Lieder med alle følgende Oplag til Campe mod Kvittering for en gammel Gæld paa 50 Louisdorer, og var hele sit Liv igennem nødt til at ty til sin rige Onkels ugerne ydede Bistand. Havde han og især den lille Pariser-Grisette, som han giftede sig med, forstaaet sig bedre paa at holde Hus, vilde han maaske have kunnet undvære Regeringsunderstøttelsen. Nu har den vel nok forhindret ham i at sætte Et og Andet i tyske Aviser om det franske Ministerium, som han ellers vilde have skrevet, men anden Ulykke har den visselig ikke forvoldt, og mindst har den bevæget ham til at skrive Nogetsomhelst, han ikke mente.

Fra Frankrig af har han som Forfatter ført sin aldrig afbrudte eller endog blot svækkede Kamp mod den europæiske Reaktion. Man kan sige, at han i denne Egenskab er Byrons store Arvtager. Faa Aar efter at Spottens Sværd, svunget i Frihedens Tjeneste, glider ud af den døende Byrons Haand, gribes det af Heine og føres en hel Menneskealder igennem med lige stor Behændighed og Kraft. Dog i de sidste otte Aar føres dette Vaaben af en dødeligt Saaret.

Aldrig havde han skrevet sandere, ægtere, mere skærende og mere straalende Vers end da han laa naglet til sit Martyrium paa den lave, brede Seng i Paris. Og aldrig har vel nogen frembringende Aand vist større Mod, større Udholdenhed og Uanfægtelighed i overmenneskelige Kvaler. Sjældent har Sjælens Magt over Legemet vist sig saa utvivlsom. At lide tavs med sammenbidte Tænder under Lidelser som hans havde allerede været meget. Men at frembringe, at spotte og spøge, sprudlende lunefuldt og fantastisk, lade sin Aand fare Kloden rundt i yndefulde og dybe Drømmerier, medens man selv ligger lam og livløs paa Lejet, det er stort.

Han laa dèr indskrumpet til et Skelet med de lukkede Øjne, de næsten helt lammede Hænder, de ædle Ansigtstræk afmagrede; Hænderne, der var hvide og fuldendt skønne, var blevne som gennemsigtige i deres Finhed; naar han talte, gled nu og da et Mefistofeles-Smil over hans lidende Martyr-Aasyn. Tilsidst var i Grunden kun Stemmen tilbage af Manden som af Oldtidens 500 Tithon; men denne Stemme var uendeligt rig paa Toner, paa Indfald og Skemt.

Han vedblev at være aandeligt virksom. Det var som om Aandens Drivhjul vedblev at dreje sig, selv uden Damp; det var som om Lampen blev ved at brænde, selv uden Olie.

Det er usandt, at han var vendt tilbage til nogen Kirkelighed; men til en Religiøsitet, der ligesom dukkede op paany fra Barndommens Dage, og til en Art Gudstro klamrede den Lidende sig. Og selv over denne Gudstro hævede han sig undertiden med et Smil. Et saadant Smil er hans beroligende Ord til en ophidset Bekendt paa hans sidste Levedag: Dieu me pardonnera - c'est son métier. (Gud vil tilgive mig - det er hans Fag.)

Et rørende Vidnesbyrd om hans Aandskraft og hans sønlige Kærlighed er det, at han under hele sin Sygdom omhyggeligt vaagede over, at hans Lidelser forblev skjulte for hans gamle Moder i Hamborg; han tilskrev hende indtil det Sidste muntre, spøgende Breve og lod af de Eksemplarer, han sendte hende af sine Skrifter, de Steder udtage, der kunde bringe hende paa Sporet.

Et tiltalende Indtryk af hans Sjæleliv giver ogsaa dette Træk: han, den i Udtrykket for Elskov mest kaadmundede af alle Mænd og Poeter, forvandlede sig i sin Sygdom til den ømmeste og aandigste i Udtrykket derfor. Som bekendt forsødedes det sidste Aar af hans Liv af en ung, yndig Kvindes Hengivenhed og Beundring*).

Man kender den Dag idag ikke nøjagtigt hendes rette Navn, end ikke hendes Fødested. Hun holdt af at forblive ukendt, at give sig opdigtede Navne og gøre sine Veje usporlige. Hun kaldte sig Margot eller Frøken von Belgern eller Sarah Dennigson. Hos Heine indførte hun sig som Elise Krinitz, og dette Navn synes at have været det rette. Men man véd end ikke om det var hendes Pigenavn og om hun fik dette Navn ved sin Fødsel i Prag eller om hun var en Fru von Krinitz fra Torgau. Heine kaldte hende la Mouche efter Fluen i hendes Signet. Efter hans Død optraadte hun i 1862 i den franske Literatur under Navnet Camille Selden og ingen ringere end Taine gjorde det franske * 501 Publikum opmærksomt paa hendes to første Bøger, Romanen Daniel Vlady og Studierne L'esprit des femmes de notre temps.

Det hedder sig, at hun i en ganske ung Alder var kommen til Paris og dèr havde indgaaet et kortvarigt, højst ulykkeligt Ægteskab med en Mand, der for at blive hende kvit lod hende indespærre i en Sindssygeanstalt under Paaskud af at hun var vanvittig. Det lykkedes hende herfra at undkomme til England. Hun fortæller selv, at hun i Sommeren 1855 kom fra Wien tilbage til Paris og indfandt sig hos Heine for at bringe ham Kompositioner og Hilsener fra Wienerkomponisten, Friherre Vesque von Puttlingen.

Hun havde adskillige Aar tidligere lært den østerrigske Digter Alfred Meissner at kende. De traf tilfældigt hinanden i 1847 i et Jernbanetog fra Paris til Havre. Efter sin egen Fremstilling var hun dengang kun seksten Aar gammel, en Paastand, ved hvilken det er tilladt at anbringe et Spørgsmaalstegn. Overfor Meissner kaldte hun sig blot Margot. De fandt Behag i hinanden og traadte hinanden nær, skiltes og mødtes atter i Paris 1849. I 1850 traf Meissner hende i London sammen med en ældre Dame; men da han nærmede sig hende, erklærede hun at han tog fejl, hun havde aldrig set ham før. Fem Aar efter undskyldte hun sig i et Brev for at hun nødtvungen havde maattet fornegte ham i London. De forblev saa i Brevveksling til 1860.

Da la Mouche første Gang traadte ind til Heinrich Heine, var hun efter sin egen Opgivelse fireogtyveaarig, men snarere omtrent otteogtyveaarig. Hun var blaaøjet med lysebrunt Haar, ikke egenlig smuk, men saa yndefuld, indtagende og fin, at hun ved første Komme vandt Heines Hjerte. Snart blev hun ham uundværlig; han led, naar der blot gik et Par Dage hen uden at han saa hende, skønt hans Smerter var saa heftige, at han tit selv maatte frabede sig Besøget. Først i de opbevarede Breve og Digte til hende er der den dybere erotiske Inderlighed, den Fylde i Kærligheden, som man ellers savner i Heines Elskovspoesier.

Han kalder hende sin Valgtrolovede, hvis Væsen Skæbnens Vilje har parret med hans. Forenede vilde de have lært Lykken at kende, adskilte maa de gaa tilgrunde:

Jeg véd det nu. Ved Gud! Dig er det,
som jeg har elsket. Tungt for Hjertet,
502 at just som Elskovslængslen stilles,
kun forestaar at evigt skilles.
Samtidigt lyder da Velkommen!
og Afskedsdommen.

Leende og grædende raser han over denne nødtvungne Platonisme mellem to Elskende, for hvem ethvert Favntag er umuligt:

Ord og aldrig Haandgribeligheder!
Aldrig en kraftig Ret Kød du erholder.
Altid kun Aand jeg dig tilbereder,
altid Suppe foruden Boller.

Han fortvivler i sin Utaalmodighed, naar hun engang imellem lader ham vente:

Lad mig med glødende Tænger knibes,
hvad gør det mig, om man mig brændte!
Lad mig kun flaas af Ris og Svøber;
men lad mig ikke vente, vente!

indtil ved Dødens Nærhed Alt forsones i det store mystiske Formælingsdigt mellem ham som Dødning og Passionsblomsten ved hans Kiste:

Den Blomst var du, min Elskte, i min Drøm.
Paa dine Kys jeg kunde straks dig kende.
Ej nogen Blomsterlæbe er saa øm,
saa fyrigt ingen Blomsterlæber brænde.
Mit Øje var vel lukt, dog stadig laa
jeg stirrende i Fryd, som Ingen maaler;
du henrykt, salig atter paa mig saa,
et Aandesyn, belyst af Maanens Straaler.

Det er Billeder og Følelser fra en anden Verden end Legemverdenen, en Verden, som den Blindes, hvor der er Kys, men ikke synlige Læber, Taarer, der falder fra Øjne, som ikke ses, Duft af Blomster, hvis Former ikke røres, og for Dagens Sol et trolddomsagtigt, aandeagtigt Maanelys. Og saalidt som der er Legemlighed, er der Lyd:

Vi talte ej. Mit Hjerte dog fornam,
hvad tavs du tænkte, læste i din Mine.
Det Ord, som bliver sagt, er uden Skam,
Tavshed er Elskovs Blomst, den kyske, fine.

503

Det var, siger han, en lydløs Samtale, som fandt Sted, og Ingen maa spørge, hvad der taltes:

Spørg, hvad den straaler, kun Karfunklens Sind,
spørg, hvad de dufter, Natviol og Lilje;
men aldrig spørg, hvad var i Maaneskin
Ligets og Marterblomstens Kærtegnsvilje.

Her hæver Heines Lyrik sig til Højden af Shelley's, den sublimeste i moderne Poesi. Her er hans Tone som Shelley's: en Ariel's Violintone, ren og aandig og fyldig og skælvende moderne i sin betagende, halvt syge Blødhed.

Heinrich Heine var ved sin Afstamning Orientaler, ved Fødsel og Opdragelse Tysker, ved en stor Del af sin Dannelse Franskmand, og som Aand Verdensborger paa mere udpræget Maade end nogen anden tysk Digter, Goethe undtagen.

Ingen Digter af israelitisk Æt har siden Jehuda ha Levi's og Mose ben Esra's Dage (omtrent 1120) naaet saa højt i digterisk Flugt; dog ligner Heine ingenlunde disse sine store Forgængere. Han gengiver, som lidt senere Disraeli i England, Lassalle i Tyskland, Gambetta i Frankrig, den Brydning, hvorunder hans Races Egenskaber gnistrede, da den moderne Kultur brød ind over den og ramte den som Staalet Flinten. Som Tysker har Heine meget af den tyske Romantik, har dens Grundstemning af Sværmeri, dens Vellyd og dens Farve; men som Tysker er han ogsaa Lærling af Goethe og af Hegel, har begges Hellenisme, noget af den Førstes hedenske Aand, noget af den Andens Dialektik i sit Vid. Som Verdensborger forener han germansk Følelsesromantik med fransk Esprit og jødisk Inderlighed, Vemod, Skelmeri i en Form, som lettilgængelig og tiltrækkende har skaffet hans Frembringelser Indpas Verden over, saa de i vore Dage er oversatte paa alle Sprog.

Det nye tyske Rige har vægret sig ved at rejse Heinrich Heine det Mindesmærke, hans Beundrere dér havde ønsket for ham, og som han saa godt kan undvære. Østerrig-Ungarns Kejserinde blev i sin Tid tvungen til at tage sit Bidrag til Heines Statue tilbage. End ikke i den Provinsby, hvori han fødtes, har nogen Billedstøtte af ham turdet finde Plads. Og overfor denne det tyske Riges Holdning har vore Dages Franskmænd ikke engang havt det Indfald og det Mod at rejse ham et Mindesmærke i det Paris, han elskede saa højt, og hvor han tilbragte den sidste 504 Halvdel af sit Liv. Imidlertid har udenfor det tyske Rige sikkert Ingen, der har skrevet paa det tyske Sprog, saa stor en Læsekres som hans.

Nyere europæisk Literatur er rig som Noah's Ark. Den har vilde og tamme Dyr, kongelige Løver og mægtige Ørne, plumpe Bjørne og hvide Svaner, kloge Ræve og forfængelige Paafugle og smægtende Nattergale, ikke at tale om Æsler og Hunde og Aber i Overflod. Den har ogsaa en Antilope.

Og Antilopen var slankere og mere yndefuld end alle Markens vilde Dyr, som Gud Herren havde skabt, og den sagde til Kvinden: Mon Gud skulde have sagt: I maa ikke spise af alle Havens Træer? . . .

Thi det var Antilopen, som sagde det.

Antilopen er aarvaagen, indsmigrende, bevægelig; naar den føler sig tryg, er den munter og skelmsk; altid er den smidig og hurtig og gratiøs. Dens Væsen er Ynde. Der gives en Antilopefamilie, som hedder Beni Israel. Til den maa Heinrich Heine have hørt.

Selv Byron har neppe i det nittende Aarhundrede virket saa dybt som han. Man sporer hans Indflydelse allevegne i Tyskland som i Østerrig og Italien, i Rusland som i Polen, i Frankrig fra Gautier til Richepin. I Norden har hans Skrifter tidligt fundet Indgang. Han er her bleven slugt af en Læseverden. Han har paavirket talrige af de Ypperste blandt Danmarks Ældre, Mænd som Christian Winther, Orla Lehmann, Emil Aarestrup, M. Goldschmidt, og talrige af de Yngre fra J. P. Jacobsen til Sophus Claussen, ligesom i Norge Slægtled fra Henrik Ibsen og hans Samtidige til Alexander Kielland, Gunnar Heiberg og deres. Men i endnu højere Grad end de Skrivende har han paavirket deres Publikum, været medvirkende under Tilblivelsen af næsten hver enkelt udviklet Personligheds sjælelige og intellektuelle Liv.

Umaalelig er hans Indflydelse, men umaadelig har den været; umærkelig og vældig. Farlig og forvirrende var den altid for karakterløse Væsener og skrøbelige Hoveder, men befriende, oplivende for sunde, stærke Sjæle; i gamle Dage betagende som en Smitte, senere hen velgørende som en Befrugtning, og nu, da den ikke mere virker samlet, ligger den i Luften og vil kunne spores i det tyvende Aarhundredes Luft.

505

XVIII

Börne og saare Mange efter ham har fældet den Dom over Heine eller villet fælde Heine med den Dom, at det ikke var ham Alvor med Noget. Ser man bort fra det Mindre og Uvigtige, beror Börnes Vrede i Grunden paa, at Heine ikke synes ham at ville tage Parti. Selv var han, saa godt som man i hin uparlamentariske Tid kunde være det, Partimand til det Yderste i Literaturen.

I vore Dage udnyttes gerne i konservativ Mening den Sætning, at Kunsten er sit eget Formaal; i hin Tid var man fortrolig med den Tanke, at den skulde tjene Livsformaal, og altid føler man i Datidens tyske Digterværker, de være nu af større eller ringere Værdi, hvad det er, som har trykket deres Frembringer Pennen i Haanden. Men selv saa stærkt maalforfølgende Poeter som Heine var Datidens Overbevisningsmænd (som Börne) ikke maalforfølgende nok. Og man brugte mod ham Udtrykket «Vel et Talent, men ingen Karakter», de Ord, han gør sig saa ubarmhjertigt lystig over i Atta Troll, hvis Fortale allerede spøger med den Trøst, som for Mængden ligger i den Lære, at de brave Folk vel i Reglen er slette Musikanter, men at til Gengæld de gode Musikanter er Intet mindre end brave Folk. Thi Bravhed og ikke Musik er dog Hovedsagen her i Verden.

Andensteds gør Heine gældende, at det i Reglen er et Tegn paa Indskrænkethed, naar man af den indskrænkede Mængde straks bliver stemplet og udtrykkeligt fejret som Karakter: det beror paa, at en snever og overfladisk Livsbetragtning, der altid bliver sig selv lig, lettest udgrundes af Mængden.

At Heine efter sit hele Anlæg ikke var nogen Aand med stoisk Fasthed, det er klart. Men ser man bort fra den Omstændighed, at han i visse givne Tilfælde har vist Karakterløshed, saa er Spørgsmaalet, ført tilbage til sit Princip, i Grunden dette, om Digteren bør tage Parti eller ej.

Netop paa den Tid, da Heine i Atta Troll spottede dem, der i deres Ivren for Livsformaalene troede at kunne erstatte Talent med Karakter, blev der i den tyske Poesi for Alvor kæmpet angaaende det Spørgsmaal, om Digteren burde tage Parti eller tage sit Stade over alle Partier. I Efteraaret 1841 opstod Atta Troll, der gør saa mange Løjer med Freiligraths 506 Ungdomsdigte; i November samme Aar skrev Freiligrath, der hidtil mest havde gjort sig bekendt ved østerlandske Digte i Hugo's Stil og som kort forinden havde modtaget en Aarpenge af Kongen af Prøjsen, i et Digt Fra Spanien over den skudte Diego Leon disse Linjer om Digteren som saadan: Han bøjer Knæ for Helten Bonaparte og hører med Vrede Enghien's Dødsskrig; thi Digteren staar paa en højere Varde end paa Partiets Tinder. Herimod rettede Georg Herwegh i Digtet Parti (til Ferdinand Freiligrath) et Svar, i hvilket den mest slaaende Strofe er denne:

Parti! Hvem skulde ej Partiet ære,
som hidtil alle Sejres Moder var!
Kan Digtren sligt et Ord i Agt erklære,
som Alt, hvad der er herligt, avlet har.
For eller mod, hver den, som Mand er vorden!
og Løsnet være: Slave eller fri!
Selv Guder fra Olymp steg ned paa Jorden
og tog med deres Guddomskraft Parti.

Da saa Herwegh et Aars Tid derefter i sit Digt Duett der Pensionirten haanede Freiligrath for den ham tildelte Aarpenge, «Invalidepensionen», gav den Angrebne som bekendt Kongen af Prøjsen Pensionen tilbage, gik over til den politiske Digtning og udviklede sig saa hurtigt til Radikal og Revolutionær, at han ved Udbruddet 1848 stod som det tyske Folks mest fremragende Revolutionsdigter. Freiligrath gav altsaa Herwegh Ret. Dog dette beviser endnu ikke, at han havde det.

Spørgsmaalet om og hvorvidt Digteren bør tage Parti, er meget sammensat. Først paa Grund af det Mangetydige i Ordet Parti. Heine og Börne, Freiligrath og Herwegh har til forskellige Tider taget Ordet i forskellig Mening.

Ved at sværge paa et indskrænket politisk Partiprogram, en social eller religiøs Lære, vil Digteren, selv om han er en meget snever Aand, kun tabe. Hvor er det muligt, at hans Idealer nøjagtigt skulde falde sammen med Partiformaalene i deres indskrænkede Bestemthed! Thomas Moore var Whigdigter, Walter Scott Torydigter, fordi ingen af dem var store Aander, saa store Talenter de end var. Byron gravede dybere end de begge og end begge de politiske Partier - imidlertid føler Enhver instinktivt Urimeligheden af at sige, Byron ikke som Digter politisk og religiøst har taget Parti. Han har gjort det i end højere Grad end Schiller, der heller ikke i politisk Henseende kunde regnes 507 til et Parti, allerede af den simple Grund forøvrigt, at der paa hans Tid i Tyskland endnu ikke gaves Partier.

Der er Grene af den skønne Literatur, der afgjort Intet har med Partitagen at gøre. Den, der skriver Elskovsdigte, staar som saadan udenfor de politiske og religiøse Partier, om end maaske ikke ganske udenfor de kunstneriske; thi saasnart der er Tale om en Retning i Kunsten, saa møder vi Partiet igen. Men blot Forfatteren rører ved et Stof, der lugter af Idé, af Grundopfattelse og Tanke, saa nødes han til at tage sit Parti mellem de mulige Livsanskuelser.

Vil man imidlertid, som Freiligrath, kun sikre Digteren Ret til at beundre Napoleon og til dog at harmes over Enghien's Mord, saa har dette egenlig ikke Noget med Spørgsmaalet om Partitagen at gøre, thi det vil kun sige, at Digteren ikke har fraskrevet sig Retten til at bedømme Fortiden med Billighed og til at se Dyder og Laster hos sine Helte. Spørgsmaalet om Parti i bestemtere Forstand er ikke et Spørgsmaal om Bedømmelse af Fortiden, men om Formning af Fremtiden, og man kan ikke paa én Gang gaa ad to Veje.

Ordet Parti frembyder endnu følgende Vanskelighed: Parti vil sige Del, nærmest Del af Fædrelandets Befolkning; men Digteren bør tilhøre sit Fædreland og sit Folk, ingen Del deraf. Saaledes opfattet er da Parti det snevrere Begreb, Fædrelandet det videre, almene, og dersom man ved Parti f. Eks. forstaar et faktisk politisk Parti, der mere eller mindre ufuldkomment svarer til sit Navn og sit Program, saa er dette rigtigt, saa staar Fædrelandet selvfølgelig over Partierne.

Hvis man imidlertid tager Ordet Parti i den Forstand, hvori det kan udsiges om Schiller og Byron, at de har taget Parti, saa er Partiet en videre og større Idé end Fædrelandet. Thi Fædrelandet betegner et bestemt afgrænset Stykke Jord, bestemte endelige Interesser, en bestemt afgrænset Historie, men Parti i denne Mening betyder et System af Ideer, som efter deres Væsen ikke er bundne til noget Sted, Verdenstanker, Menneskehedens store almindelige Interesser. Og udtrykker det Parti, som tages, end kun en Tidsalders Grundopfattelse af det Menneskelige, saa er Aarhundredet et andet og større Fædreland end Fædrelandet, og Digteren gør sit Folk en Tjeneste ved at udvide dets Synskres udover dets Grænser.

Börne og Heine var efter min Opfattelse begge i fremtrædende 508 Grad Partimænd, men ikke desmindre begge i meget høj Grad Patrioter; saa lidet skadede deres Partistandpunkt Fædrelandskærligheden.

Börne gjaldt ganske vist i Datidens officielle Presse ikke blot for en forrykt Radikal, men for en Fædrelandsforhaaner. Han havde jo den farlige Vane, at give enhver af sine Tanker saa stærkt Relief ved Udtryksmaaden, at den stødte, saarede eller æggede til Handling. Det fremkaldte et Raab af Harme, da han havde skrevet, at ethvert Folk havde Ret til at afsætte sin Konge, saasnart blot hans Næse ikke mere behagede det. Og hele Bind fulde af Skældsord slyngedes imod ham for hans Udtalelser om Tyskernes «Tjenernatur». Han var gaaet saa vidt som til at kalde dem «et Folk af Lakajer».

Han skriver selv derom: «Hvad skal jeg gribe til med Mennesker, der for fuldt Alvor tror, jeg har raadet Folkene til at jage deres Fyrster bort, saasnart de er utilfredse med disses Næser . . . Hvis jeg sagde: Mine Herrer! De maa ikke tage det saa bogstaveligt - saa vilde de maaske tro mig, men hvad vilde det nytte? Man vilde indvende: De skulde betænkt, at De ikke blot skriver for dannede Læsere, men at ogsaa et stort Antal Udannede læser Deres Skrifter. Hertil vilde jeg tie og blot svare: Lad mig blive ført i Fængsel! Naar jeg saa var stillet for Retten, vilde jeg sige: Mine Herrer! Tyskeren er en Krokodille. Almindelig Forbitrelse. Krokodille! Til Orden!) M. H.! Tyskeren er en Krokodille. (Til Orden! Formanden: De misbruger Retten til Forsvar.) M. H.! Tyskeren er en Krokodille - jeg beder om at maatte tale ud. Jeg tænker herved ingenlunde paa Vildheden eller paa Krokodilletaarerne. Tyskeren er tam og godmodig og græder saa oprigtige Taarer som et Barn, naar det faar Ris. Naar jeg har kaldt det tyske Folk en Krokodille, er det kun paa Grund af dets Hudbeklædning, der ligner Krokodillens. Den bestaar af haarde Skæl og ligner et Skifertag. Hvad fast der falder paa den, preller af, hvad flydende, løber ned derover. Tænk Dem nu, m. H., at De vilde magnetisere en saadan Krokodille dels for at helbrede dens svage Nerver, dels og især for at gøre den klartskuende, saa den kunde se ind i sit Indre, lære sin Sygdom at kende og gætte det rette Lægemiddel. Hvad vilde De saa gøre? Stryge den blidt med en varm Haand ned ad dens Krokodillepanser? Nej, De vilde være for fornuftige dertil; det vilde jo intet Indtryk gøre paa den. 509 De vilde trampe omkring paa den med Fødderne, bore Søm ind i dens Skæl, og var det ikke nok, fyre hundrede Bøssekugler af paa den. De vilde beregne, at de ni og halvfems dog gik ganske tilspilde, og at den Hundrededel, der blev tilbage, netop vilde frembringe den blide og beskedne Virkning, som De tilsigtede med Deres Magnetiseren. Det er det, jeg har gjort». (Brev fra Paris af 14. Dec. 1831.)

Man ser, hvorledes hos Borne de stærke Ord om tysk Underdanighed og Dorskhed blot er negtende Udtryk for Fædrelandskærligheden. Patriotismen ytrer sig hos ham i Reglen kun dulgt, men den bryder sig Vej gennem hans vemodige Spot som gennem de begejstrede Opraab hos Andre.

Og hvad nu Heine angaar, da havde Borne vel Ret imod ham, forsaavidt som Poetens smidige Temperament gjorde ham den enstonende Kamp for en politisk Overbevisning vanskelig, og Ret forsaavidt Heine led under den Dobbelthed og Uklarhed, vi har paavist hos ham, at føle sig paa én Gang som folkelig Oprørsmand og som Dyrker af Adelsmennesker; men naar Heine undlod at slutte sig til noget forhaandenværende politisk eller religiøst Parti, saa var det dog mest Vidnesbyrd om Finheden af hans Aandsudvikling. Hans Skemt i Atta Troll med Oppositionens prækende Kleresi er henrivende og fuldt berettiget. Den vidner kun om, at han afskyede Dogmatismen i alle dens Former.

Derfor har Börne Uret i sin Antagelse, at Heine som Mand har fornegtet sit Parti i dette Ords store, omfattende Forstand, den Grundsum af Ideer, for hvilke han har stridt. Det har han end ikke gjort, da han paa sit otteaarige Dødsleje med Møje aabnede sine stakkels lammede Øjenlaag for at søge Gud i den Himmel, hvis Tomhed han selv med Vemod og Trods havde skildret.

Og ikke mindre end Börne var Heine Patriot. Enhver Kender af Heine's Skrifter husker vistnok det skønne Sted i Slutningen af Reisebilleder, hvor han fortæller Krøniken om Kejser Maximilian, der sad fangen i Tyrol, glemt af sine Riddere og Hofmænd, da Fængselsdøren aabnede sig og en tilhyllet Mand traadte ind, i hvem Kejseren genkendte Kunz von der Rosen, sin trofaste Hofnar.

Jeg finder det ikke blot aandrigt, men sandt, naar Heine siger: «O tyske Fædreland! dyrebare tyske Folk! Jeg er din 510 Kunz von der Rosen. Den Mand, hvis egenlige Embed Spøgen var og som kun skulde holde dig i godt Humør i gode Dage, han trænger ind i dit Fængsel i Nødens Tid, og under Kampen bringer jeg dig dit stærke Herskerspir og din gode Krone - kender du mig ikke, min Kejser? . . . Ligger du end i Lænker nu, saa sejrer din gode Ret dog tilsidst, Befrielsens Dag nærmer sig, en ny Tid begynder - min Kejser, Natten er forbi, og udenfor gløder Morgenrøden.»

Vil man ikke hænge sig i Enkeltheder, i kaade Udfald og overmodige Vendinger rundt omkring, saa vil man se, at den Følelse, som her har givet sig et klassisk Udtryk, er mægtig hos Heine. Hverken hans Partistandpunkt eller den dermed sammenhængende Fremmedbeundring har udelukket en oprigtig og dybtgaaende Fædrelandskærlighed, der affødte Savn paa Savn for ham under Udlændigheden. Kun havde han ikke den Art Patriotisme, som han etsteds tillægger den almindelige Tysker, den, som bestaar i, at Hjertet bliver snevrere, trækker sig sammen som Læder i Kulden, men den, der varmer Hjertet og udvider det, saa det gennem Kærligheden til sit Land omfatter Civilisationens hele Rige. Hvor kunde han overhovedet andet end elske Tyskland! Som han har sagt, og som Enhver maa sige det om sit Land: «Det er jo Sagen; Tyskland, det er os selv.» Hele hans Væsen var jo bestemt ved hans Fødsel og Udvikling i Tyskland.

Og da han maatte tilbringe den sidste Halvdel af sit Liv i frivillig-ufrivillig Landflygtighed, forsaavidt hjemløs som hans Skrifter var forbudne af den tyske Forbundsdag, blev det tyske Sprog ham det sande, højere, egenlige Fædreland. Det tyske Ord har han selv kaldt det helligste Gode, den ubetvingelige Frihedsvækker, og selv betegnet som et nyt Fædreland for Den, hvem Daarskab og Ondskab har udvist af Fædrelandet.

XIX

Kendere af Heines Skrifter og Breve vil have bemærket det inderlige Venskab og Vaabenbroderskab, der i hans Ungdom knyttede ham til Karl Immermann. Han havde tilbudt Immermann at indføre nogle Epigrammer af denne i sine Reisebilleder, og virkelig bragte Værket mellem Afsnittene Norderney og Bogen Le Grand et halvt Ark rimede Fyndsprog af Immermann, der spottede 511 forskellige af Datidens literære Personer og Tilstande, blandt Andet gav de i østerlandske Former digtende Poeter en Snert, af hvilken Piaten følte sig ramt og som fremkaldte hans dramatiske Satire Der romantische Oedipus og derigennem atter Heines Svar.

Det var et mærkeligt Træf, at Piaten i sin Ubehændighed skulde med ét Slag stemple de to Mænd som Romantikere, der hver for sig har bidraget deres, og mere end Piaten selv, til at bringe en ny Aand og en ny Kunst til at vikle sig ud af det romantiske Svøb, idet de hver paa sin Vis er blevne Grundlæggere af moderne Digtning.

Karl Immermann (født 1796) var et Aar ældre end Heinrich Heine, Søn af en streng, regelret Embedsmand i Magdeburg, selv en fast og paalideligt udviklet Personlighed, tidligt præget af den gammelprøjsiske Aand, af hvilken der hos Heine ikke fandtes Spor. De var Modsætninger næsten i Alt.

Immermann deltog som Frivillig i Slaget ved Waterloo, drog med Hæren ind i Paris, fik sin Afsked som Officer og studerede Lovkyndighed i Halle, hvor han med sin strenge Retsfølelse kom til at lægge sig ud med den mægtige Studenterforbindelse Teutonia, der havde anmasset sig en Art moralsk Overhøjhed over alle de Studerende, vilde hævde den sædelige Renhed ved Raaheder og viste sig lige herskesyg og brutal. Mod denne førte han en flereaarig Kamp. Gentagne Gange maatte han anraabe Statsmagten om Hjælp i Anledning af de Krænkelser og Forfølgelser, for hvilke han derfor gjordes til Genstand. Følgen var, at han af det herskende Parti blev lagt for Had som Angiver - og det saa meget mere som det politiske Bagstræv uden hans Skyld tog Anledning af denne Modstand mod nedarvet Uskik i Studenterforbindelserne til at fortrædige og undertrykke disse. Immermann var fra da af en isoleret Skikkelse. Meget i hans Væsen, meget af det Tørre og Sære har sin Rod i dette Forhold. For Stolthed og Selvfølelse var denne Afsondrethed desuden den gunstigste Jordbund.

I 1819 blev Immermann ansat som juridisk Embedsmand (Divisionsauditør) i Byen Münster i Westphalen, en gammel strengt katolsk Provinsby, i hvilken han fra først af følte sig uensartet med Alle og Alt. Men her lærte han efter kort Tids Forløb den Kvinde at kende, som blev Skæbnen i hans Liv.

Elisa von Lützow var oprindeligt dansk. Hun var gift med Brigadekommandøren Adolph von Lützow, den berømte Fører for 512 det af Körner besungne Friskarekorps, men født Grevinde Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær paa Langeland, dengang 29 Aar gammel og efter de Samtidiges Vidnesbyrd henrivende ved Ynde, Anstand, Sjæl og i al Fornemhed hjertevindende Personlighed. Fra sin tidligste Ungdom havde hun gjort et dybt Indtryk paa de Mænd, der kom indenfor hendes Kres.

Hun var vokset op som den formentlige Arving til store Rigdomme, men i ulykkelige Familieforhold; Faderen og Moderen var blevne fremmede for hinanden og levede fra hendes fjortende Aar adskilte. Grev Ahlefeldt, en Yndling af Frederik den Sjette, var en fornøjelsessyg Pasjanatur med et vekslende Harem; en Musik- og Teaterven, der havde et fast Kapel og holdt tyske og franske Skuespiltrupper paa Tranekær, saa gæstfri og tankeløs ødsel, at selv hans Formuesforhold ikke forslog til denne Ødselhed. Anledningen til at Elisa lærte Immermann at kende, var den, at hun behøvede retskyndig Hjælp, da hendes Fader ikke blot holdt hendes Mødrenearv tilbage - Moderen var død 1812 - men end ikke vilde udbetale den hende tilsikrede aarlige Rente.

Længe havde Grev Ahlefeldt negtet sit Samtykke til sin Datters Forbindelse med den uformuende og endnu ubekendte fremmede Officer. Han gav det endelig i Aaret 1810, og da 1813 paa Frederik Wilhelm III's Opfordring den prøjsiske Ungdom med levende Glæde greb til Vaaben og Lützow dannede de sorte Jægeres navnkundige Frikorps, saa fandt Lützowerne, «den vilde, forvovne Jagt», deres Valkyrie i Chefens dejlige Hustru, der af den hele Skare blev tilbedt som et højere Væsen. Elisa, der fra Barndommen af synes at have talt Tysk, følte sig paa tysk Grund ganske som Datter af sit nye Fædreland og gik fuldstændigt op i dets Skæbner. Hun begejstrede de Tapre, plejede med heltemodig Udholdenhed de Saarede, var de ypperste unge Mænds Fortrolige, deres Hjælp og Trøsterinde, og efter en Sejr bragte man altid hende den fineste Del af Byttet. Den Løjtnant, der efter Slaget ved Belle-Alliance først steg ind i Napoleons erobrede Vogn, bragte hende endog et Par Handsker og et Par Glas af Kejserens som Erindring.

Efter Fredsslutningen boede hun med sin Mand i de forskellige Byer, til hvilke han blev forsat, fra 1817 af i Münster, hvis stive, smaalige, dumfromme Væsen vel var hende forhadt, men hvor hun som overalt samlede en begejstret Kres om sig, der glædede sig ved hendes ualmindelige Skønhedssans og den 513 fine Forstand, hun uden at være veltalende lagde for Dagen i sine Samtaler eller blot ved et Smil og et Nik.

Paa Irnmerinann virkede hun fra første Møde af som en Aabenbaring fra en højere, ædlere Verden, efter hvilken han under sit ensomme, glædeløse Liv havde smægtet. I det slotlignende Hus, der var Lützows Tjenestebolig, et fordums Kloster med høje Vinduer og mægtige Fløjdøre, hvor hun levede omgivet af Blomster, Byster, Bøger, Billeder, Fugle, Hunde og Beundrere, tog hun sig ud som en Ridderdame fra fordums Tid eller som en af hine Renæssancetidens Prinsesser, der drog Digtere til deres Hof og henrev dem.

Aaret 1825 bragte en stor Forandring i Elisa's Skæbne. Den godmodige og ridderlige, men flygtige og letfængelige Lützow forelskede sig saa heftigt i en koket og ubetydelig Dame, at han anmodede sin Hustru om at give ham sin Frihed tilbage. Hun var ingenlunde forberedt paa et saadant Skridt, men en Ytring af Lutzow til en Ven, hvortil hun var bleven Vidne, og som gik ud paa at han fra først af havde været fast besluttet paa at ægte en rig Arving, havde bragt hende til at se den Udholdenhed, hvormed han i deres tidlige Ungdom holdt fast ved hende, i et nyt Lys - saa han i hendes Øjne havde tabt saare meget. Stolt som hun var, erklærede hun nu straks, at hun ikke vilde staa hans Lykke i Vejen og gav øjeblikkelig sit Samtykke til en Skilsmisse, hvis Aarsag hun holdt hemmelig overfor Alle.

Intet heftigt Ord blev vekslet mellem Ægtefolkene. April 1825 fandt Skilsmissen Sted. Før og efter den sendte Lützow Elisa Breve, der røber det mest levende Venskab og den varmeste Beundring. For ham fik Begivenheden kun ulykkelige Følger. Han blev almindelig dadlet for det foretagne Skridt; da det kom til Stykket, gav hans lunefulde Dame ham en Kurv; for sent angrede han at have givet Afkald paa Elisa for at løbe efter et Blændværk, og da han nogle Aar efter for at faa Hus og Hjem paany giftede sig med sin afdøde Broders Enke, viste hans anden Hustru sig saa vanskelig af Karakter, at han tilbragte sine sidste Leveaar i en rent ud fortvivlet Ulykkestilstand.

Da Skilsmissen havde gjort Elisa hjemløs og stillet hende ganske ene i Livet, hidførte den efterhaanden en stedse inderligere Tilnærmelse fra den unge Digters Side, der i hende saa sit Ideal. Immermann ønskede lidenskabeligt at knytte hende til sig for bestandig. Men Elisa gyste tilbage for et andet Ægteskab; selve 514 Institutionen var ved de Skuffelser, hendes Liv havde bragt hende, bleven hende forhadt; ogsaa de seks Aar, hun var ældre end han, gjorde hende betænkelig. Da Immermann i 1827 opnaaede en Ansættelse som Landretsraad i Dusseldorf, bad han liden skabeligt Elisa at følge ham derhen. Hun indvilligede, skønt hun paany erklærede ikke at ville indgaa noget Ægteskab med ham; derimod gav begge Parter hinanden det Løfte aldrig at ville tænke paa Giftermaal med nogen Anden.

De to Elskende beboede i Landsbyen Derendorf ved Düsseldorf et Landsted med en mægtig, rosenfyldt Have, som de udsmykkede til et elegant og harmonisk Hjem, i hvilket han og hun havde deres særskilte Værelser. I en lang Aarrække levede de her et righoldigt og lykkeligt Liv. Düsseldorf var dengang et Samlingssted for et ikke ringe Antal af Tysklands ypperste Kunstnere, Malere som Schadow, Lessing, Hildebrandt. Derhen søgte desuden Poeter (som Grabbe), Komponister (som Mendelssohn), Kunstelskere og Kunstforskere (som Schnaase) fra alle Egne af Tyskland. Immermanns og Elisa von Ahlefeldts Hus blev et Foreningspunkt for alle disse Aander. Allerede i Münster havde han i Elisas Kres røbet et ualmindeligt Talent som Forelæser af dramatiske Digterværker. Han fortsatte her med halvoffenlige Forelæsninger af denne Art. Og heraf udviklede sig Lyst til at lede et Teater. Han indstuderede med Düsseldorfs Skuespillerselskab en Række Mønsterforestillinger; fremmede Kunstnere kom ham til Hjælp, den store Skuespiller Seydelmann fra Berlin spillede Nathan, Felix Mendelssohn satte to Operaer i Scene og dirigerede Opførelsen.

Da i 1832 Elisas Fader døde, arvede hun vel ikke de Rigdomme, der i hendes Ungdom syntes at maatte falde i hendes Lod, men fik dog af en Fætter, hvem Grevskabet tilfaldt, fra nu af en meget rigelig Livrente. Med Immermann foretog hun nu flere Rejser, langs Rhinen, til Dresden, i Holland; en Rejse, som Immermann foretog alene, er den, som findes beskrevet i hans Reisejournal, der helt bestaar af de til Elisa sendte Breve. Alt Andet, hvad han skrev, blev til under hendes Øjne og underkastedes hendes vel kærlige, med ikke ganske sjældent dadlende Kritik.

Efter tre Aars Bestaaen maatte det af Immermann ledede Teater til Digterens store Sorg gaa ind af Mangel paa Statsunderstøttelse. Han stræbte at adsprede sig ved en Rejse i det 515 frankiske Schweiz (1837), som han har beskrevet. Ogsaa de Breve, af hvilke hans Fränkische Reise bestaar, er alle skrevne til Elisa. Det var de sidste, han sendte hende. Thi paa denne Rejse saa han for første Gang i Magdeburg en ganske ung attenaarig Pige, Marianne Niemeyer, der gjorde et heftigt Indtryk paa ham. Da han atter traf sammen med Elisa og med hende tiltraadte Hjemrejsen til Düsseldorf, opfordrede han hende til hendes Forundring endnu engang til at indgaa Ægteskab med ham. Hun afslog som sædvanligt. Det er som havde han forud været sikker paa Svaret og villet have sin Samvittighed fri. Umiddelbart derefter aabnede han, uden at sige Elisa Noget derom, en levende Brevveksling med Marianne, friede og fik Ja. Elisa erfor hans Forlovelse af Andre, og besluttede straks at bryde op og rejse bort.

I August 1839 forlod hun Düsseldorf med en Veninde, ledsaget af Immermann til Köln: Indtil da havde hun trods sine 49 Aar bevaret sin Skønhed; nu blev hun paa én Gang gammel. I Oktober 1839 blev Immermann gift; i August 1840 døde han. Elisa overlevede ham endnu i 15 Aar*).

Det er tydeligt nok, at Forholdet til Elisa, der mange Aar igennem var en Glæde og Støtte for Immermann, tilsidst blev ham en Byrde. Men uforsvarligt er det (som Goedeke har gjort) at fremstille dette Forhold som om først dets Opløsning og det paafølgende lovgyldige Giftermaal havde givet Immermann den digteriske Kraft, han i sit sidste Hovedværk Münchhausen har lagt for Dagen. Münchhausen er ganske lige saa fuldt som Immermanns andre Værker undfanget og udført under Samlivet med Elisa.

Hendes Skikkelse og hans Stilling til hende har paa mange Maader og mange Punkter paavirket hans Digtning. Man har fundet Spor af hende i hans Drama Petrarca, der behandler Petrarcas Kærlighed til Laura og som gaar ud paa at fremstille en saadan højbaaren Elskovs uimodstaaelige Magt, selv om den gælder en Kvinde, der ikke er fri. Man har villet genfinde hendes Anskuelser om Kærlighedens ubetingede Ret som saadan i Skuespillet Cardenio og Celinde. Hun synes fremdeles at have staaet Model til Heltinden i Lystspillet Den skelmske Grevinde og er ganske utvivlsomt Forbilledet for Johanne i Romanen Epigonerne. Dog alt dette er forsvindende i Sammenligning med * 516 den udviklende og forfinende Indflydelse, hun overhovedet har øvet paa Immermann som Digter.

Det er gaaet besynderligt med hans Ry. Af hans talrige Skrifter læses i vore Dage endnu kun et eneste, Romanen Münchhausen, og nøjere bestemt er det af denne Roman, der vil bringe hans Navn til Efterverdenen, atter kun et enkelt Afsnit, neppe dens Halvdel (som man i den senere Tid endog har udløst af Sammenhængen med det øvrige og udgivet for sig). Dette ene Afsnit opvejer i Virkeligheden alle Immermanns øvrige Frembringelser.

Romanen Münchhausen var anlagt som romantiske Fortællinger i Reglen var, forsætlig uordenligt; Bogen begynder f. Eks. med ellevte Kapitel. Helten, en westphalsk Friherre, er en Efterkommer af den gamle Lyve-Münchhausen og fantastisk løgnagtig som han. Det Hele skulde være et satirisk Indbegreb af al Slags Humbug og Vindmagen i Datiden, hvori Digterens Lune kunde tumle sig frit. Men ud af alt dette Frie og Flagrende, der svarer til Titlen En Historie i Arabesker, viklede sig efterhaanden den store landlige Novelle, der er bleven staaende i den tyske Literatur under Titlen Der Oberhof. Dens Hovedfigurer, Sognefogeden (Der Hofschulze) og den blonde Lisbeth, indeholder en ny Sandhed og en ny Poesi. De bevæger sig paa Westphalens «røde Jord» og indfører for første Gang i Literaturen det menige tyske Folk uden Hyrde-Idyllens Sødlighed og uden Operettens balletagtige Forvanskning, vel stærkt stiliseret, men med dets Egenart og dets Stammepræg. Der er i disse Karakterer en kraftig og frisk Naturlighed, som ikke vil blive forældet.

Storgaarden er bleven Grundtypen for alle europæiske Bondefortællinger, og der gives Punkter, paa hvilke den overtræffer dem alle, saa gammeldags den end i visse Maader allerede nu kan synes. Hundrede fantastiske Traade strækker sig fra denne mesterlige Novelle ind i den store romantiske Roman, men man kan uden Vanskelighed klippe dem over, og har da her ligesom den faste Krystal liggende for sig, til hvilken Romantiken i Immermanns Sjæl tilsidst fortættede sig.

Man er nutildags vant til i Bandefortællingerne at se en ligefrem Udløber af Romantiken. De har ikke desmindre i Norden som i Frankrig dannet Overgangen til en mere naturtro Kunst end den romantiske var. I Tyskland var det i Virkeligheden en gennemgribende Forandring, som skete, da Immermann opgav det 517 historiske eller fantastiske Jambedrama, der snart foregik i et, snart i et andet Land, han aldrig havde set, og fremstillede en simpel, menneskelig Handling i det lidet kendte Westphalen, hvor han havde levet og virket som Dommer. Det var dengang endnu et Land uden Jernbaner og uden Industri, men et Land, som, patriarkalsk og sundt i sine Sæder og Skikke, blot behøvede at gengives med den Troskab, der forklarer, for at Skildringen langt skulde overtræffe alle tidligere, vilkaarlige Fostre af hans digteriske Indbildningskraft.

Fra den store Gaardmand, der er Novellens Hovedperson, nedstammer alle tyske og mange fremmede Bondenovellers grundkraftige, dybtselvstændige Storbønder. Men han overgaar alle Auerbachs iøvrigt ofte saa fortræffelige Bønder ved den saa at sige historiske Storhed, der er meddelt Skikkelsen og som beror paa dens inderlige Forhold til en tusindaarig Fortid i Landet. Denne Storbonde fremtræder paa Baggrunden af fjerne og glemte Tiders i hine Egne endnu livskraftige Overleveringer.

Han er en ægte Bonde. Han er slet ikke elskværdig; han har ikke havt Tid til at lægge sig efter elskværdigt Væsen, har fra sin Ungdom af maattet gøre sig Livet altfor surt dertil. Han er helt igennem sund Forstand, Alvor, Stivsindethed, Standsstolthed og tilladelig Egennytte. Men der er noget Granitagtigt i hans Væsens Grundlag. Som ægte Bonde er han klog, ja snu i Handel og Vandel, altid rede til at give sine Standsfæller et Raad om hvorledes de kan forsvare en slet Sag overfor Myndigheder, der vil udkøbe; altid paa sin Post mod Regeringens Udsendinge, selv hvor det gælder Fremskridt som Anlæg af nye Veje; kold i alle sine Familieforhold, bunden til alle Landbostandens Fordomme.

Og dog er han stor. Han udøver en Herskers Indflydelse og sætter bestandig igennem, hvad han vil. Han regerer ikke blot paa sin store Gaard som en streng og faderlig Oldtidskonge, opretholdende god gammel Skik, havende et Øje med Alle og Alt, revsende med et Ordsprog, belønnende med Æren af at tjene hos ham; men han har som den uden Sammenligning Første blandt sine Omgivelser formaaet sine Naboer til i ham at se deres Fører og har saa ledet dem til stiltiende, uden Oprør eller Modstand af nogensomhelst Art, at frigøre sig fra Statsmagtens og Myndighedernes Overhøjhed og regere sig selv med ham som en Art Dommer over sig i de gamle israelitiske Dommeres Stil. 518 I hans Egn finder ingen Retstrætter Sted og kendes ingen Kriminalsager. Ingen fører Proces og Ingen angiver nogen Forbrydelse. Det kunde se ud som var denne Egn en Skyldfrihedens og Fredens Oase. Den er langt fra at være det; men fra Middelalderen af har de gamle hemmelige Retter (Vehmgerichte) eksisteret her, og Bønderne er under den store Bondes Ledelse komne overens om at opretholde disse og selv sørge for Ret og Retfærdighed iblandt deres egne. De samles om Natten i Hemmelighed paa et ensomt Sted, en gammel Høj, og afgør der selv deres Stridigheder ved Domme, som agtes og holdes i Hævd, uden at de dog nogensinde anvender anden Straf end en Art Banlysning af Misdæderen, der rammer ham saa haardt som nogen Statsstraf vilde kunne. Thi en Bonde, fra hvem Alle trækker sig tilbage, hvem Ingen i Egnen og i Landet vil staa bi og Ingen kendes ved, lider, selv uden at der sker ham nogen Overlast, Afsondrethedens Pine næsten saa fuldt som den, der sidder i et Cellefængsel.

Som Sindbillede paa sin Magt og Værdighed gemmer den gamle «Hofschulze» en Kaarde, om hvilken han tror, at den er - hvad den efter Sagnet kaldes - Karl den Stores Sværd og som i hans Øjne er det dyrebareste Klenodie i hans Gaard. Det Sværd fører han, naar han fælder Dom. Kaarden, der er gravet op af Jorden, er i Virkeligheden et ganske almindeligt Værge, kun et Par Hundrede Aar gammelt, og beundringsværdigt er det fremstilt, hvorledes Tvivlen om Sværdets Ælde nu og da træder den gamle Bonde nær og hvorledes han med ægte Bondekløgt stræber at slaa den ned for bestandig. Han lader en Oldgransker der i Egnen som Betaling for en dejlig gammel tvehanket Krukke, han afhænder til ham, udstede et skriftligt Bevis for at Sværdet virkelig har været den store Karls.

En Vagabond har efter en Kærlighedshistorie med Storbondens Datter dræbt hans Søn i Nødværge. Det tragiske Sammenbrud i Fortællingen beror paa, at denne Landstryger for at hævne sig i Anledning af den Ban, der er bleven lyst over ham og har forspildt hans Liv, stjæler det gamle Sværd og gemmer det saaledes, at Bonden aldrig finder det mere. Dette umaadelige Tab knækker den gamle Mand. Alle Hemmelighederne ved Vehmen og Sværdet røbes, og den gamle Bonde bliver i den Anledning forhørt.

«Hr. Dommer!», siger han i sin sidste Tale, «jeg ser nok, 519 at jeg med mit Sværd og med Hemmeligheden om Domstolen staar som en Nar dèr i Skriverens Skrifter, og Narrestreger blev, om jeg ikke tager fejl, de Ting kaldte, ved hvilke mit Hjerte hænger. Jeg vil nu gerne klare, hvad for en Sammenhæng det har med de Narrestreger.» Og han udvikler, hvorledes han lige fra han kunde tænke, har set, at efter Ulykker som Haglvejr, Oversvømmelser, Misvækst eller Kvægpest kom der til Sognet nogle af «de Herrer, der forstaar sig paa Skriveri og paa at vide det bedre end de Folk, hvem Sagen angaar»; de optegnede Ulykken bagefter, men var aldrig tilstede for at afhjælpe den, og naar der siden blev sendt nogle Penge, kom disse aldrig i de rigtige Hænder: «Forbavsende underlig var især én Sag. Undertiden gjorde en Herre fra Skriveriet mange Ting iblandt os Bønder, hvorover vi maatte le højt, og saa kom en saadan Herre et Par Aar efter kørende med Fire gennem Egnen og havde en Mine som havde han hjulpet med ved Verdens Skabelse, og havde alleslags brogede Baandstumper foran i Kjolen. Som jeg nu betragtede alt dette med mine enfoldige Tanker, mente jeg tilsidst, at de Herrer fra Skriveriet egenlig kun hjalp os Bønder lidet og egenlig heller ikke vilde det, men bare skrive og lidt efter lidt skrive sig til en Vogn med fire Heste .... Og

saa tænkte jeg, at et ordenligt Menneske altid kommer gennem Verden, naar han agter paa Vejr og Vind og ser paa sine Fødder og i sine Hænder og holder redeligt sammen med sine Naboer .... Og først vænnede jeg mig selv af med Tanken om

Hjælp udefra, og betalte mine Skatter og bar mine Byrder . . . og siden vænte jeg ogsaa Folkene rundt om dertil. De tog Eksempel af mig, og saadan kom mange Sager, angaaende hvilke man andensteds gjorde stort Hallo, ikke udenfor vore Markskel ...... Og da Sagen først var i Gang, saa afgjorde vi Alting

imellem os. For over Mit og Dit og hvem den Mur og den Engstrimmel tilhører, kan man let nok blive klar med sin Bondeforstand. Og naar der er gjort Indbrud, saa kender næsten altid Landsbyen Tyven, skønt det rigtignok ikke lader sig strengt bevise, hvorfor da ogsaa saadan en udpeget Slyngel gaar ganske frækt og forsmædeligt omkring og glæder sig ved sit Bytte, som den Bestjaalne ikke faar igen. Saa haandhævede vi da Retten i al Fredsommelighed, og Ingen kunde gøre os noget derfor, for vi gjorde Ingen nogen Fortræd; vi omgikkes kun ikke med den, som var uretfærdig og fræk, naar vi havde lyst Bannen over 520 ham; men der var større Frygt derfor mellem Folk end for Dom og Fængsel.»

«Og,» siger han tilsidst, «hvis nu alle Mennesker sluttede sig saadan sammen, Borger med Borger, Købmand med Købmand, Adelsmand med Adelsmand og den Studerte med den Studerte, saa synes jeg, Alting maatte gaa meget bedre. Menneskene vilde saa ikke være som de dumme Børn, der altid skraaler paa Far og Mor, men Enhver var ligesom en Fyrste i sit Hus og med sine Lige. Først da vilde ogsaa Kongen være en rigtig stor Potentat og en Herre uden Mage, for han var da Herre over fire Gange hundredtusind Fyrster.»

Hvor Bogen slutter, føler vi, at nu, da Hemmeligheden er røbet og Sværdet borte, vil Fristolen gaa ind. Men Forfatteren har næsten ligefrem sagt sin Mening med dette Parti af Handlingen, idet han lader den forstandige Degn udtale, at det Selvstændighedens Ord, som denne Bonde og hans Venner har fundet og formet, det er det virkelige Løsen, som ikke gaar tabt, selv om det røbes, og at den Grundtanke, de har sluttet sig om, nemlig at Mennesket afhænger af sin Næste, ikke af Fremmede, der paa kunstlet Maade driver deres Spil med ham, ikke behøver Stenene under de gamle Linde for at være i sin gode Ret. For ham er endelig selve Storbonden, dette gamle vældige Menneske, Karl den Stores sande Sværd, som ingen Tyvshaand kan stjæle, Rigets sande Marv.

Man mærke, at dette er skrevet af en Digter, som var juridisk Embedsmand og en prøjsisk Embedsmands Søn.

I Modsætning til Fogdens mægtige og haarde Skikkelse, men ligesaa sikkert, har Immermann tegnet Heltinden, det unge Landbarn, den lyshaarede Lisbeth. I hende forelsker den unge Grev Oswald sig, der strejfer Landet rundt tilfods, og det er disse to purt unge Væseners Kærlighed, hvis skæbnerige Historie udgør Fortællingens Hovedtiltrækning. Immermann havde længe i sine Værker vist sig gennemtrængt af Troen paa Kærlighedens uindskrænkede Magt over Menneskebørn; men her har han fremstilt en ungdommelig Forelskelses Liv som ingensinde før. Her er det to unge uskyldige Hjerter som banker og brænder. I Anelsernes Fylde, rige paa sunde, tunge, spirende og svulmende Forhaabninger, finder de Unge hinanden. Ingen Forsagelse eller Skuffelse har endnu ranet dem en eneste Draabe af deres varme Blod. Godt opfunden er Maaden, hvorpaa Afstanden imellem dem langt om 521 længe forkortes: Den unge Jæger, der er den daarligste Skytte af Verden, eftersom han fra sine Forældre har arvet Driften til at skyde og Manglen paa Evne til at træffe, afgiver paa Jagt en eneste Gang i sit Liv et Skud, der naaer et levende Maal, og træffer da den unge Pige med en Ladning Hagl i Skuldren. Hans dybe Skamfølelse i den Anledning glider efterhaanden over i heftig Forelskelse. Da hun sidenhen er helbredt og de to har fundet hinanden, gaar de en Dag ud i Skoven sammen:

«Jeg vil bede dine Saar om Tilgivelse,» sagde han, «tog hendes Tørklæde af og kyssede de fine røde Punkter mellem Brystet og den lysende hvide Skulder. Hun fandt sig deri uden at vægre sig; hun havde lagt sine smaa Hænder overkors i sit Skød. Saaledes sad hun der som et hengivent Offer for Kærligheden; men hun saa undseligt bedende paa ham. Det Blik kunde han ikke taale. Han lagde hastigt Tørklædet paany tilrette om hendes Bryst og Skuldre, faldt ned for hendes Fødder, trykkede hendes Knæ mod sit Hjerte og gik saa nogle Skridt bort fra hende for at blive Herre over sin Bevægelse. »

Sligt lader sig daarligt gengive. Den maa læses, som den forekommer i Grundskriften, denne Mark-Idyl mellem de Elskende, hvor de maaler deres Højde mod hinanden, hvor han leger med hendes Lokker og hun stadigt ikke kan faa andre Ord over sine Læber end: Aa du! - Der er et Maaltid, de holder med Hvedebrød og Æbler, som de køber undervejs, begge lige enige om, at Romanskriverne lyver, naar de paastaar, at Kærlighed lever af Luften. Hun spiser af hans Haand og han af hendes. Det er saa ægte og saa godt som Noget af hvad Auerbach, Keller eller Bjørnson senere har skrevet af lignende Art.

Og Immermann staar her ikke mindre højt i Skildringen af Kærlighedens Ulykke end af dens Lykke. Intet i hans Novelle staar over Stedet, hvor den gamle Bonde røber Lisbeth, at hendes Elskede er en saare fornem Mand, og berøver hende Troen paa, at Oswald vil tage hende til Ægte. Denne har kun fortiet hende sin Stilling og givet sig ud for en simpel Forstmand i den Hensigt senere at volde hende en glædelig Overraskelse. Tænkte hun forstandigt efter, vilde hun kunne slutte, at hun ingen Troløshed har at frygte af ham. Men hun er med ét Slag ved Efterretningen om, at den Elskede har løjet, revet ud af sin Ligevægt, og Immermann har her det dybe Ord: «Thi Kærlighed er, saa længe den forbliver uforstyrret, guddommelig 522 Skarpsindighed .... men rokket, drevet ind paa falske Formodningers Bane, er den Afsind, der gaar Domkirker forbi uden at se dem og omvendt anser Muldvarpeskud for Alpetoppe.» Disse Ord er dybe, fordi der heri er en saa sand Særskildring af en Følelse, der helt bunder i det Ubevidste. Hos Heine var Elskovens Sjælehistorie simpel; naar han klager, er det altid over Troløsheden som en med Bevidsthed gjort Uret. Immermann har her angivet det Nattevandreragtige i Følelsens Bevægelser, den Søvngængersikkerhed, som den uberørt af forstyrrende Magter har.

I det Store som i det Fine er da denne første Bondefortælling lødig Poesi. Det Romantisk-Fantastiske spiller ind over dens Omkres: allerede den hemmelige Rettergang, Karl den Stores Sværd, Sværmeriet for gamle Skikke er romantiske Træk, ja selv Lisbeths fantastiske Afstamning, at denne sandru unge Sjæl skal være den løgnagtige Münchhausens uægte Datter, røber, hvorledes Fortællingen gror ud af en romantisk Fortidsliteratur. Men netop derved betegner den des mere slaaende den møjsomt og dog kraftigt fremskridende Fortætning, under hvilken en moderne Virkelighedssans for det Folkeligtsunde fremgik af den nærmest foregaaende Tids vilkaarlige Fantasteri.

Det viser sig med Immermann som med Daniel Defoe, Abbed Prévost, Wessel, Chamisso, Bernardin de Saint-Pierre, at et enkelt Bind er nok til at bevare en Forfatters Navn gennem Tiderne, selv om alt det meget Øvrige, han har skrevet, hurtigt er gaaet helt i Glemme. Af Immermann har i Grunden intet Andet holdt sig. Han har skrevet spøgefulde Heitedigte som Tulifäntchen, der i sin Tid vakte Bifald og nu er ulæselige. Han har skrevet Arbejder, der for deres Tid maa betegnes som fortjenstfulde, men som nu tæres af Møl og Rust, saaledes Dramet Merlin (1831) i smukke Vers, et stort romantisk Opus, uheldigt Modstykke til anden Del af Goethe's Faust, eller som den historiske Tragedie, der først havde Titlen Das Trauerspiel in Tirol, senere fik Navnet Andreas Hofer. Af disse Skuespil er det sidste det bedste, grundet som det er paa Immermanns Barndomsminder om den store Kamp mod Franskmændene i Tirol og digtet med Evne og Vilje til sanddru og upartisk Skildring af de to saa ulige, med hinanden kæmpende Folkefærd og deres modsatte Kultur. Som Stykket i sin ældste Form forelaa (1826), som det er kritiseret af Börne i hans Dramaturgische Blätter og spottet af Piaten i Der romantische Oedipus, er det interessant, sært som en Bastard, 523 avlet af Kleist's Genius med Schillers Muse; thi det minder paa én Gang ved Heltens Beskaffenhed om Schillers Wilhelm Tell og ved Kærlighedshistorien mellem Franskmanden og Tyrolerinden med dens rædselsfulde Udgang om Kleists Die Hermannschlacht Men dets Mangel paa dybere gaaende, gribende Oprindelighed gjorde det udygtigt til et langt Liv, og da Immermann endelig i 1831 underkastede det en Omarbejdelse, som borttog Alt, hvad der havde vakt Anstød og fremkaldt Modsigelse, hele Kærlighedsforholdet og det (ligeledes om Kleist erindrende) Træk med Sværdet, som Englen bringer Hofer tilbage i Drømme - skar han selv Hjertet ud af Livet paa sit Drama. Allerede af Stolthed burde han have holdt paa den Figur, Piaten havde haanet som den skændige «Ægteskabsbrudsilbrevsmordbrandstyrolerinde».

Det var et usaligt Spil af Omstændigheder, der bragte to frihedselskende Mænd som Immermann og Piaten og to saa sjældne Aander som Piaten og Heine til at optræde som bitre Fjender af hinanden. Hvad der gav Anledning til den literære Fejde, til de plumpe og stygge Udfald mod Immermann og Heine i Der romantische Oedipus og til Immermanns Gensvar Der im Irrgarlen der Metrik umhertaumeln.de Cavalier samt til Heine's tilintetgørende, allerede ved Stanken dræbende Udfald mod Piaten i Reisebilder, det var en saa ussel Bagatel, et saa ubetydeligt (om end haanligt) Distichon af Immermann, at der udfordredes en Selvfølelse og et Krigshumør som Platens for at en Kamp, ført med forgiftede Vaaben, skulde opstaa deraf.

Platens Breve lærer En, hvor nær han tog sig de to Linjer af Immermann i Reisebilder, som kunde møntes paa hans Ghaseler og hvor besluttet han var paa at tage den mest hensynsløse Hævn. Saa stor og sikker Piaten var, rent som Kunstner betragtet, og saa mandigt hans Karakter aabenbarer sig i hans politiske Frihedssværmeri, saa røber dog Maaden, hvorpaa han gik tilværks mod de Mænd, der havde forgrebet sig paa ham, en Selvbeundring, der virker pinligt ved sin Slaaen ud i Pral, og en Raahed, der dels er Standshovmod, dels den saarede Forfængeligheds Hensynsløshed. Platens Brev fra Rom af 18. Februar 1828 viser, at han i Virkeligheden slet ikke kendte Immermanns Sørgespil fra Tyrol, som han forud var fast besluttet paa at angribe. Den romantiske Oedipus var næsten færdig, da Piaten skrev til Fugger: «Især maa du meddele mig noget af Immermanns Andreas Hofer, noget af Handlingen og noget pikant Vrøvl. 524 Jeg behøver det til Slutningen af femte Akt, hvor jeg lader ham blive fuldstændig forrykt.» Den grænseløse Foragt, hvormed Piaten i sit Skuespil behandler Immermann, kan da trods hans Indsigelser kun betragtes som et Udslag af Hævntørst. Og hvad Heine angaar, da er det i Brevene som i Skuespillet i Grunden kun hans jødiske Fødsel, som Piaten har at lægge ham til Last. I Skuespillet drejer Alt sig om dette Punkt: Heine er Løvsalsfestens Petrarca, Synagogens Stolthed. Ja saa personligt nærgaaende er Angrebet, at Nimmermann erklærer, han nok er Heines Ven, men ikke vilde være hans Elskede; thi hans Kys har Hvidløgsstank osv. Af Brevene ses det, at Piaten svævede i den fuldstændigste Vildfarelse om den Modstanders Styrke, han saaledes udæskede. Han er i egen Mening bestandig den, der kan «knuse Jøden Heine», saasnart han blot vil. Da Venner gør gældende overfor ham, at Angreb paa Heine for hans Fødsel ikke er af Vægt, svarer han urokket: «At han er eller var en Jøde, er ingen moralsk Brøde, men en komisk Bestanddel. Indsigtsfulde Læsere vil dømme, om jeg ikke har benyttet det med aristofanisk Finhed.» Og saa sikker er han paa sin Ret og sin Overlegenhed, at han endnu i December 1828, kort før han rammes af Tilbageslaget fra Heine, i denne kun ser «en skamløs Jøde, en elendig Smører og Sansculotte»; rigtignok var hans sædelige Harme over de første Bøger af Reisebilder saa stor, at han betegner Forfatteren og hans Lige som «sande Satanasser»*). At han fik haanligt Svar paa haanende Tiltale var da ikke ufortjent, og hans Undervurdering saavel af Heine som af Immermann hævnede sig haardt. Hvad der i Heines Angreb var uædelt, straffede sig værst paa ham selv ved den Misbilligelse, det ogsaa hos hans Venner og Beundrere vakte. Men at Navnene Immermann og Piaten kom til at danne en Hadets Konstellation, det beroede i Grunden kun paa Lighederne i de to Digteres Væsen, den Ensomhedsfølelse, der forenet med en bestandig aarvaagen Selvfølelse gjorde dem tilbøjelige til at forkynde egen Ros og til med urimelig Bitterhed at falde over Andre uden tilgavns at have sat sig ind i deres Natur. Begge betegner de hver paa sin Vis Overgangen fra det romantiske Væsen til det moderne. Piaten, der ganske i Romantikernes Spor stadigt syslede med fremmede Former, østerlandske som Ghaselen, sydlandske som Sonetten, gammelgræske som den * 525 aristofaniske Komedies og den pindariske Odes, naaede kort før sin tidlige Død i sine Efterladte Sange og Digte (Politiske Poesier, deriblandt Sangene om Polen) et Højdepunkt af frisindet moderne Lyrik, og Immermann, der hele sit Liv igennem havde behandlet tragiske eller fantastiske Stoffer med romantisk Overspændthed eller Symbolik, gennemtrængte umiddelbart før sin Død et Stykke af Hjemlandets Virkelighed med en sund Poesi, der paavirkede hele Slægtled efter ham rundt om i Europa.

XX

Det var den Hegelske Filosofi, der i Forening med Julirevolutionen tvang Aanderne ind i den moderne Histories og Politiks bevægede Liv. Ikke at Hegel selv følte med Julirevolutionen, tvertimod. Den Art voldsomme Indgreb i hvad der for ham nu stod som Forholdenes Fornuft, kunde i hans tresindstyvende Aar ikke tiltale ham, som den store Revolution ved dens Udbrud havde gjort. Forlængst var han i alt Politisk højkonservativ.

Men ikke desmindre forandrede Julirevolutionen den Hegelske Filosofis Grundpræg. Den var det historiske Vendepunkt, det historiske Omsving, der udfordredes for at føre Filosofien fra Katedrene ud i Livet. Selve Læren havde jo den Ejendommelighed ved sig at kunne fortolkes paa modsatte Maader. Fra nu af bliver den et af de stærkest medindgribende Elementer i Livels Omformning. Vi har allerede set det hos Heine, hos hvem Hegels Overgang til prøjsisk Konservatisme aldrig berøres uden for at undskyldes, og for hvem Hegel bestandig er den nye Tids store Filosof, Ihændehaveren af al Magt i Tankernes Rige.

Før Hegel blev kaldet til Berlin, havde han intet Held havt med sig som Lærer. Ved de andre Universiteter havde han kun været lidet bemærket; i sine yngre Dage havde han længe maattet tale for en tre, fire Tilhørere. Nu stod han paa sin Berømmelses Højde. I Modsætning til Schelling, der saa tidligt var moden og tidligt blev gold, traadte Hegel, den tungere, langsommere Natur, med sit 48. Aar ind i sit Livs mest betydningsfulde Afsnit.

Forventningerne til ham var uhyre og de opfyldtes helt. Hans Indsigt var saa mægtig; han syntes at staa plantet helt i 526 sin Tid og dog at svæve over den, fortrolig med alle dens Tanker og dømmende dem alle med rolig Fornemhed og dyb Overbevisning. Hundreder og atter hundreder af Tilhørere strømmede til.

Som Universitetslærer afgav han for Begynderen, der første Gang saa ham, et besynderligt Skue. En tidligt ældet Skikkelse traadte ind, bøjet, skønt oprindeligt kraftig; Indtrykket, den gjorde, var det af gammeldags borgerlig Bravhed. Han steg op paa Katederet, satte sig, fordybede sig i sit Folio-Hefte, bladede frem og tilbage deri, søgte efter Noget snart oppe, snart nede paa Siden. Hans Holdning var kejtet og karakterløs, Trækkene slappe, Ansigtet medtaget, som hærjet, ikke af Lidenskaber, men af det mest haardnakkede Tankearbejd. Dog Hovedets Former var smukke og ædle, og naar dette Aasyn med sit Præg af den store Forstand rettedes mod Tilhørerne, var Udtrykket det af den dybeste, ophøjet troskyldige Alvor.

Han begyndte at tale, rømmede sig, hostede og stammede, søgte med Møje sine Ord. Han havde et stærkt schwabisk Tonefald, talte stødvis, uden Rytme i sit Foredrag, indskibede sig i lange indviklede Perioder og kom sjældent i Havn med dem, søgte længe efter det betegnende Ord, men fandt det altid, og det forekom Tilhørerne lige slaaende hvad enten det var et gammelkendt Udtryk eller et usædvanligt. Efterhaanden syntes dette Foredrag Tilhøreren kun at anskueliggøre det indre Tankearbejdes overordenlige Vanskelighed. Der kunde komme trættende Gentagelser; men slappedes Tilhørerens Opmærksomhed og overhørte han nogle Sætninger, kunde det ogsaa hænde, at han til Straf kom ud af al Sammenhæng. Thi gennem tilsyneladende betydningsløse Mellemled havde imedens en eller anden Tanke røbet sin Ensidighed, sin Indskrænkethed, indviklet sig i Modsigelser, og nu skulde disse Modsigelser overvindes eller var allerede overvundne.

Hvad der her var mest ejendommeligt, det var Foreningen af to Elementer: Talerens Saglighed, dette at Alt blev sagt for Sagens Skyld, og saa hans Stræben efter Klarhed, der gav det Indtryk, at Alt alligevel blev sagt for Tilhørerens Skyld, for at han tilfulde skulde forstaa*).

* 527

En daarlig Fortæller var denne Taler, men en ualmindelig Tænker og Forklarer. Vistnok var Kunstudtrykkene, han anvendte, dunkle, denne besynderlige Ordbrug, hvor an sich skulde betyde «efter sit Anlæg» og an and für sich den udviklede Eksistens, men man vænnede sig til den, og det var da snart, som svævede man over Jorden i udskelnede Tanker, saa fortyndede og saa sindrigt fuldstændiggørende hinanden, at Dialektiken i Platons Parmenides syntes ufin i Sammenligning med denne Dialektik, snart var det som trængte man stedse dybere ind i stedse mere jordiskvirkelige Æmner. Talerens Stemme blev stærkere, det Blik, hvormed han saa sig omkring, blev frit og sikkert, naar han med fyndige Ord særtegnede en Tankebevægelse, en Tidsalder, et Folk eller blot et mærkværdigt Menneske som f. Eks. hin Rameau's Brodersøn, der uden Navns Nævnelse er særmærket i Fænomenologien.

Begynderen, der hørte den berømte Tænker uden nogetsomhelst oplysende Eksempel udvikle de almene Begreber, som var fælles for Alt i Naturens og Aandens Verden og som derfor sagdes at bære Natur og Aand i deres paa én Gang hemmelighedsfulde og metodisk sammenflettede Net, kunde vel føle sig fristet til at løbe sin Vej, eller dog til ikke at komme igen.

Men han kom igen; thi snart fængslede det møjsomme Foredrag ham, og snart gjorde han de første Fremskridt. Det var nu og da som om et Tankelyn oplyste Mørket. Tilhøreren saa, at det efter Talerens Opfattelse ikke her drejede sig om et System som andre Systemer, om en dybere eller mere omfattende Undervisning end anden Undervisning af beslægtet Art, men at denne Mand betragtede sig som Forkynder af en helt original Videnskab, der omfattede Tilværelsen, forklarede Alt, Gud og Verden, og afsluttede Alt, da alle tidligere Tænkeres Tanker var optagne i hans System som alle lavere Dyreformer er optagne i det menneskelige Fosters Udviklingstrin; alt Tidligere stræbte og sigtede mod ham, alle tidligere Bestræbelser var fuldendte med ham, saa der fra nu af kun kunde være Tale om en nøjere Udførelse af de enkelte Partier i det store givne Grundrids.

Fra nu af var Tilhøreren under Fortryllelsen. Selve Kunstordenes Dunkelhed var en Tiltrækning mere; Vanskelighederne ansporede; det blev en Æressag at forstaa, en Livssag at forstaa. Og med hvilken Henrykkelse forstod man!

Ja, man forstod det: Hele denne Sanseverden var kun Skin: 528 dens Væsen var Tanken. Ikke alt dette Enkelte og Personlige, kun det Almene var sandt, var virkeligt. - Jeg tænker, og gennem min Tankes nødvendige Fremskriden i Kraft af faste Love naaer jeg den fuldstændige Kundskab til mig selv og til Verden. - Jeg tænker min egen Tanke, betragter den ikke mere fra den Side, fra hvilken den er min, men som den almindelige Tanke, tænker alle menneskelige Intelligenser sammen med min, berøver dem alle denne Personlighedens Form, der synes væsenlig, men ikke er det, og ser i alle disse Aander en eneste Aand og i den Tilværelsens Princip. Dette Grundvæsen, der faar sit højeste Udtryk i Mennesket, er det samme, som gennemtrænger Verden, som frembringer Verden. Dette Grundvæsen, der virker og former blindt i Naturen, bliver sig bevidst i mig. Det Ubebetingede, Ideen, det som populært kaldes Gud, er ikke et bevidst eller personligt Væsen, thi Bevidsthed og Personlighed forudsætter, at der er et Noget udenfor Bevidstheden og Personligheden; men det er heller ikke helt ubevidst. Menneskets Bevidsthed om Gud, det er Guds Selvbevidsthed. Jeg ophører at leve som enkelt, tilfældigt Menneske for at føle Allivet leve og pulsere i mig.

Logiken, som havde været en skolastisk Poge-Disciplin, der indprentede Selvfølgeligheder ved Hjælp af sine barbariske Remser (Barbara, Celarent, Ferio, Camestres, Baroco), Logiken, der længe havde sygnet og var død foragtet, opstod da paany som Læren om Tilværelsestankerne i deres Sammenhæng og deres Enhed, thi den første Tanke fordrede, hidkaldte den anden, sammensmeltede med den til en ny, der atter hidkaldte sin Modsætning, som tillige var dens Fuldstændiggørelse, og Tanke fordrede med Nødvendighed Tanke, indtil Tankeslangen bed sig i sin Hale og dannede en eneste ubrødelig Ring, fra hvilken Naturens og Aandens Riger atter udskilte sig, dryppende som Ringene fra Odins Draupner.

Og alle Videnskaber kom og drak af den nye Metafysik som af en Livskilde, og alle foryngedes de. Og Systemet løftede sig for Lærlingens Øje, ensartet, leddelt, strengt symmetrisk, med indre Uendelighed, et Aandens Organon, en uhyre gotisk Kirke, hvor hver lille Del gentog Helheden, hver lille Trehed den store Treenighed: Tanken, Naturen og Aanden. Det rejste sig, bygt paa Tankens Granitgrund, stræbende gennem alle Naturrigernes Piller og Buer mod Aanden, løbende ud i det mægtige, til 529 Himlen naaende Spir, i hvis tredelte Bygning Religionen indtog det nederste, Kunsten det mellemste og Filosofien det øverste Stokværk.

Men mere end Systemet var for Lærlingen endda Metoden. Thi Metoden, Tankens nødvendige Fremgangsmaade, var Verdensnøglen og Himmelnøglen. Det var Metoden, i Kraft af hvilken man forstod. Det var Metoden, i Kraft af hvilken man saa, at Verdenshistorien var ét sammenhængende Drama, et eneste stort Frihedsdrama. Hvert Folkeslag havde sin Rolle deri, og alle disse Roller greb ind i hverandre.

Vistnok var det en stor Tankedigtning, som man forvekslede med en videnskabelig Bevisførelse. Vistnok var det en ny Poesi, kun mere dramatisk og bedre sammentømret end den, som den intellektuelle Anskuelse havde aabenbaret Schelling; vistnok var det en ny Rus, kun finere og stærkere end den, man havde hentet sig hos Naturfilosofen; vistnok er nutildags Systemet sunket sammen og Metodens altfor fine Redskab sprunget i vor Haand, saa kun enkelte store Grundtanker staar tilbage - men Den, der i sin tidlige Ungdom har oplevet den Hegelske Tid i sit eget Indre, forstaar fuldtvel den Henrykkelse, som greb de unge Slægter i hine Dage, og den Kraft, de sugede af disse Verdenstanker.

Blandt Hegels Elever var der ved 1830-Tiden allerede Mestere, Tænkere som Hotho, Gans, Marheineke, Michelet; og næsten alt, hvad der fra nu af og til langt ind i Halvtredserne opstaar af fremragende Aander i de forskelligste Fag, tilhører fra først af den Hegelske Skole: Rosenkranz og Werder, Strauss og Vischer, Feuerbach, Marx og Lassalle. Og Cousin kom fra Frankrig, Heiberg fra Danmark, Vera fra Neapel for at forplante Læren i deres Hjemstavne.

Fra Lærestolen i Berlin udbredte den Hegelske Filosofi sig over Tyskland, over Jorden. Sjældent eller aldrig har man set et aandeligt Kongedømme saaledes befæstet. Da Koleraen i 1831 bortrev Hegel, sammenlignede hans Disciple ham med Aristoteles, med Alexander den Store, ja med Kristus.

For Skønliteraturens Vedkommende i det næste Tiaar, særligt for det saakaldte unge Tyskland, virkede Hegelianismen i al Almindelighed som en i aandelig Henseende frigørende Magt, som den Magt, der nedbrød den religiøse Dogmetro og stillede den Enkelte frit overfor den statskirkelige Kristendom. Vi har allerede 530 set, at selv saa lyriske Naturer som Heinrich Heine i den Henseende havde en svag Farve af Hegelianisme, ikke at tale om at Heine fik sin skarpe Forstand gennemdannet i Hegelianismens Skole, saa man i Formen af hans Vid sporer den Hegelske Dialektik, der lader enhver Bestemmelse slaa over i sin Modsætning.

Dog mere særligt indvirkede den Hegelske Filosofi paa de unge Sind som et Stykke moderne Hellenisme. Hegel paavirkede Ungdommen endnu utvetydigere i hellensk Retning end selv Goethe havde gjort.

Man mindes vistnok fra Heines Skrift om Börne det Sted, hvor han taler om Börne's nazarenske Indskrænkethed. Han siger «nazarensk», forklarer han, for hverken at bruge Udtrykket jødisk eller kristelig, da begge disse Udtryk for ham har samme Betydning og af ham anvendes ikke til at betegne en Tro, men et Naturel; og han stiller Ordet uazarensk i Modsætning til hellensk, der ligeledes for ham betegner en saavel medfødt som tilegnet Aandsretning og Synsmaade. Med andre Ord: alle Mennesker er for ham enten Nazarener eller Hellenere, enten Mennesker med afholdende, billedfjendtligt, sygeligt aandsdyrkende Hang eller Mennesker med livsklart, udviklingsstolt og virkelighedskært Væsen. Og han betegner saa sig selv som Hellener - en Betegnelse, ingen tysk Romantiker nogensinde vilde have tillagt sig.

Men Hellenisme i denne Forstand udstrømmede fra Hegel. Hegel tilhører efter sin hele Aandsretning den samme Tilbøjelighed i Datiden til at fylde de antike Former med en ny Tids Indhold som vi møder hos Goethe, naar han digter sin Ifigenia, og hos Thorvaldsen, naar han udfører Statuen af Fyrstinde Barjátinska i græsk Klædebon. Det er ingen Tilfældighed, at Hegel og Thorvaldsen fødtes i samme Aar 1770 med kun et Par Maaneders Mellemrum. Og det var heller ingen Tilfældighed, at Hegel bedst forstod den Side af Goethe's Væsen, der vendte mod Grækenland.

Hegel havde som Württemberger faaet sin Dannelse fra to Kilder, det attende Aarhundredes Oplysning med dens Oprør mod Teologien, og den klassiske Oldtid, der allerede var traadt ham imøde i den lærde Skole i hans Fødeland. Allerede paa Skolebænken var han stadigt sysselsat med græsk Sprog og Literatur, og allerede som Barn fik han Sofokles's Antigone kær, der siden 531 bliver ham det typiske græske Kunstværk og atter og atter fremdrages i hans Skrifter. Han kaldte Studiet af Antiken den sande Indledning til Filosofien og former efterhaanden sit System som Helhed efter Oldtidens Systemer. Det forholder sig til Aristoteles's Tankebygning som Goethes Ifigenia forholder sig til Euripides's eller som Thorvaldsens Aleksandertog forholder sig til Parthenonsfrisen.

Hans egenlige, oprindelige Sindelag overfor Kristendommen røber sig i de Studier og Forskninger fra hans Ungdom som Teolog, hvis Indhold efter Haandskrifterne er gengivet af Haym. Han viser her, at den græskromerske Religion var en Religion for frie Folk, at Ideen om et frit Samfund for Grækeren var det Højeste, det Ideal, som han viede sit Arbejd og sit Liv. Kristendommens Gud var kun et Surrogat for den republikanske Frihed, der gik tabt. Man havde ikke længer Magt, man kunde ikke mere ville; men man kunde ønske og bede. Og jo mere nu Mennesket blev Slave, des mere behøvede det en Gud udenfor sig og over sig. Og Hegel slutter, at det er vore Dage forbeholdt at tilbagekræve de Skatte som Menneskets Ejendom, der er blevne slyngede op i Himlen. Han foregriber her Heine og Feuerbach*).

Hegel ser i sin Ungdom bestandig den jødiske Oldtid gennem den klassiske Opfattelses Glar. Jødernes gamle Historie kalder han «en Tilstand, der er fuldstændigt hæslig». Det jødiske Folks store Sørgespil er intet græsk Sørgespil, siger han; det kan hverken vække Frygt eller Medlidenhed; thi disse Følelser udspringer kun af et skønt Væsens nødvendige Fejltrin. Som man ser, iagttager han Jødefolkets Historie og Skæbne mod en Baggrund af Sofokles's Verdensanskuelse og Aristoteles's Lærdomme. Begreber som Lov og Straf er ham kun grimme. Den kristelige Forestilling om Syndsforladelse kan han kun bevare ved at ombytte den med Begrebet om en ved Kærlighed forsonet Skæbne.

* 532

Med andre Ord, han kan kun finde Kristi Lidelseshistorie skøn, hvis han ser den under samme Synspunkt, under hvilket han ser Oedipus i Kolonoi, som en Skæbne, der rammer den Uskyldige, ikke som et Offer bragt for Andres Synd. Ogsaa for ham er da Jødedora og Kristendom i Grunden Et og det Samme, den stygge Modsætning til Hellenismen.

Han frelser for sin Bevidsthed kun Jesu Person og Historie ud af de aabenbarede Religioners Skibbrud, idet Jesus i personlig Form bliver ham hvad Antiken var ham i Statslivets Form: et skønt og guddommelig-menneskeligt Liv. Denne Jesus er da ikke Jesus slet og ret, men en Jesus-Apollo som den, Heine senere skildrer i Digtet Freden: den mægtige Skikkelse, der som Hjerte i Brystet bærer den røde, flammende Sol. Og naar Heine i den bekendte Fortale til Romancero taler om sit sidste Knæfald for «Skønhedens højtbenedidede Gudinde, vor kære Frue fra Milo», der saa medlidende saa ned paa ham, selv trøstesløs over ikke at kunne bringe Hjælp, da møder vi hos ham en lignende Sammensmeltning af det Hedenske og det Kristelige. Thi dette er ikke Venus slet og ret, men Venus-Madonna.

Hegel er da Stamfader til selve den hedenske Hellenisme, som det blev Skik at anklage det unge Tyskland for.

Ja der raader endog i hans Filosofi den Aand, af hvilken et Stikord som det om «Kødets Emancipation» kunde udvikle sig. Det var et Udtryk, som Heine fra Frankrig af havde givet Indpas i den tyske Literatur, som blev grebet af hans Beundrere og Efterfølgere, opsnappet og lagt for Had som intet andet af den unge Literaturs Avindsmænd og Anklagere. Det kunde ganske vist have en letfærdig Biklang i Heines Mund og en hæslig Biklang i Heinrich Laubes. Men hos de bedre af den unge Slægts Mænd betød det intet, som ikke i Grunden allerede Goethe og Hegel havde villet. Karl Gutzkow har med Rette hævdet, at kun en smudsig Fantasi med dette Udtryk forbandt Forestillingen om en Løsladelse af slette Lidenskaber. Ordet Kød i og for sig indeholdt jo intet Anstødeligt. Det nye Testamente siger: «Ordet blev Kød.» Kødet betyder i kristelig Forstand Naturmennesket; det Udøbte, Oprindelige i Mennesket. Dets Befrielse betød for Datidens unge Sværmere i Virkeligheden intet Andet end Naturens Genindsættelse i dens Rettigheder, Krig imod det Naturfjendtlige. Hvad de attraaede var at gøre Naturens Love til Maalestokken for vore Livsforhold, at forløse selve Naturen fra 533 Ban og Forbud. (Karl Gutzkow: Rückblicke auf mein Leben. S. 135.)

Der foresvævede dem en i Hegelsk Aand gennemført Nyhellenisme.

Det betød da for dem ikke stort, at Hegel som Olding var endt i den stiveste prøjsiske Konservatisme eller at den Hegelske Retsfilosofi godkendte alle de bestaaende Institutioner som Helligdomme og underkendte de ypperste etiske Ideer som Afgudsbilleder. Han havde undervurderet Styrken af Datidens videnskabelige Tvivl.

Hvor mange Institutioner havde vel et normalt Datidsmenneske tilbage som Genstande for Ærefrygt og Tro? Højst disse fire: Kongedømmet, Kirken, Ægteskabet og Ejendommen. Med Hensyn til dem er Hegels Lære denne:

Han hævder ikke Kongemagten som Borgen for Uafbrudtheden af store politiske Planers Gennemførelse, nej Monarken er ham kun den af Tanken fordrede øverste Tinde paa Statsbygningen, ligesom Prikken over i'et - dette rent følgestridigt, thi ellers er altid hos Hegel det Subjektive (Personlige) kun en Virkekraft, som atter ophæves; Monarken burde følgestrengt her gaa op i Statens Suverænitet. Kongedømmet hævdes af ham da kun ved en Indrømmelse til det Bestaaende. Hvad Under at der fandtes en følgende Slægt, som drog Slutninger deraf!

Med Hensyn til Kirken foretog Hegel den Bevægelse, der senere blev udført af hans Lærling Cousin som Minister i Frankrig. Han tillod sine Tilhængere af Højre som Göschen at paavise hans Filosofis Overensstemmelse med Bibel og kirkelig Kristendom, ja overroste Göschens Strøtanker i sit Tidsskrift. Han, der som Yngling i sine Breve til Schelling havde angrebet Kants Filosofi af den Grund, at den lod sig anvende i Rettroenhedens Tjeneste, han, der havde besvoret Hölderlin aldrig at slutte Fred med Dogmer, drev nu i sin Religionsfilosofi det tvetydige Spil at gøre ethvert Dogme til Sindbillede paa en Tanke og saa lade Dogmet blive staaende med den Vending, at det udtalte samme Sandhed som Videnskaben, kun i Forestillingens Form. Hvad Under, at Eleverne drog Slutninger deraf!

Hvad Ægteskabet angaar, da opfattede Hegel det blot som en væsenlig Omstændighed ved Familien, ligeberettiget med Familie-Ejendommen omtrent. Ad hvilken Vej det stiftedes, var mindre vigtigt; at Forældrene ordnede det, ansaas endda for den 534 sædeligste Vej. I sin Uvilje mod Enkeltmenneskets Egenmægtighed betonede han det Urimelige i, at Mandfolket netop vilde have den Pige og ingen anden («sich gerade auf dieses Mädchen capricionire»). Han talte derom halvt som en gammel Spartaner, halvt som en gammel Spidsborger, og Ungdommen, som hverken var spartansk eller spidsborgerlig, fulgte ham ikke her.

Ejendommen endelig afhang for Hegel ganske af Familien. Ejendommen er for ham sædeligt berettiget som Familiens Fællesejendom. Kun naar den ikke er Enkeltmands Eje, er hvad han kalder Begærlighedens Selvkærlighed overvunden. Han forkaster naturligvis ellers med Lidenskab Kommunisme. Men Følgernes Skraaplan laa aabent, og den Tid kom, da Hegelianere som Marx og Engels drog revolutionære Slutninger af den tilsyneladende saa samfundsbevarende Mesters Filosofi.

XXI

Kommer man fra det altomfattende Blik hos Hegel, den høje Kunst hos Piaten, det slebne Vid hos Borne, det lyriske og satiriske Geni hos Heine eller den klassiske Indholdsfylde i Immermanns Storgaarden til det egenlige saakaldte Unge Tysklands Mænd, saa føles Overgangen unegtelig som et Fald i kunstnerisk Henseende, Fald fra Mesteres Overlegenhed og fuldendte Færdighed til Begynder-Umodenhed og Begynder-Flauser, og der var dem af det unge Tysklands Mænd, som var fordømte til evigt at forblive Begyndere. Tænker man særligt paa Heine, fornemmes Overgangen fra ham til hans Efterfølgere som et Fald fra gratiøs og guddommelig Frækhed til ungdommeligt plumpe Udæskninger, rettede mod al anerkendt Vedtægt, al Sædvane-Sædelighed.

Og dog var der hos de Bedste af dem i deres bedste Øjeblikke en Selvhengivelse, som aldrig fandtes hos Heine.

Efter den gængse Overlevering indbefattes under Det unge Tyskland hverken Heine, Börne og deres Samtidige, der betragtes som dets Fædre, eller den Kres af unge Videnskabsmænd, for hvilke Ruges og Echtermeyers Hallische Jahrbücher senere afgav et Foreningspunkt, eller den Gruppe af politiske Digtere, som i Fyrrerne udsang de Følelser, der i 1848 gav sig Luft.

Efter Skik og Brug tages Benævnelsen i langt snevrere Mening end i nærværende Skrift.

535

Dens Ophavsmand var en ikke synderligt begavet, men altid begejstret nordtysk Forfatter Ludolf Wienbarg (født i Altona 1803), der i Aaret 1834 under den krigeriske Titel Æstetiske Felttog, som Forlæggeren Campe opfandt, udgav en Række Forelæsninger, han havde holdt i Kiel, og for hvilke man havde berøvet ham Retten til at docere, saa uskyldigt deres Indhold end var, og saa lidet de med deres salvelsesfulde Tone var i Stand til at ophidse Nogen. Disse Forelæsninger, som det nutildags er vanskeligt at arbejde sig igennem, indledes med denne Tilegnelse: «Det unge Tyskland, ikke det gamle, helliger jeg denne Bog.» Af dette Værk huskes nutildags ikke mere end Tilegnelsen. Wienbarg forstod ved det unge Tyskland alle de ungdommelige tyske Sind, der havde brudt med Overleveringen i Kunst, Kirke, Stat og Samfund og som ad literær Vej søgte at tilfredsstille deres Reformtrang.

Hans Program for den nye Literatur har en forskrækkende Almindelighed. Dens Verdensanskuelse skal bero paa en harmonisk Forening af Sanselighed og Forstand. Han indvarsler en ny Hellenisme, i hvilken det Sanselige vil være mere gennemtrængt af Aand end hos Grækerne, det Aandelige mere gennemtrængt af Sanselighed end hos de Kristne. Men forud for Literaturen maa Livet selv genfødes. Det ægte Kunstværk kan den unge Slægt først forme, naar Livet omkring den og i den er blevet frisk og harmonisk.

Som man ser, der var intet Nyt i disse Deklamationer og Forjættelser. Heine havde længst sagt det Samme i hundred skemtsomme eller poetiske Vendinger, selv Menzel havde i sit første Livsafsnit sagt det med al en mislykket Poets og hidsig Partimands Veltalenhed. Her blev det nu forebragt i det brede Blomstersprog og med den Patos, der sjældent forfejler sin Virkning paa umodne Sind.

Nyt var kun det, at her talte første Gang en Repræsentant for den Ungdom, der i Heine saa Tidsalderens store Forfatter, og at her kom første Gang den Anskuelse til Orde, at Prosaen var den nye Tids Form og mere værd end Verseformen. Den Wienbargske Æstetik, der udmunder i Forherligelse af Heine, fejrer ham derfor som den store, den største Prosaist: først nu er den tyske Prosa, især ved Paavirkning af den franske, bleven formet. Schillers Stil er for Wienbarg Paradesprog, Goethes Hofsprog. Alle Literaturens tidligere Storheder, endog Jean Paul 536 iberegnet, har efter hans Opfattelse levet indenfor en Tryllekres, fjernt fra Verdens Strøm. Hvad der adskiller en Heines, en Börnes, en Menzels, en Laubes Prosa fra de tidligere Forfatteres er for ham Mangelen paa Ro og Tilfredshed (Behaglichkeit), men denne Mangel er det afgørende Fortrin, Liv. Særligt Heine roses for at have forsmaaet «det flygtige Ry« at være lyrisk Digter for det større at spille paa det kolossale, alle Verdens Toner omfattende Instrument, som den tyske Prosa frembyder.

Først Mundt, saa Laube, af hvilke ingen var i Stand til at skrive et velklingende Vers, sluttede sig med Iver til denne Forherligelse af Prosaformen paa Versets Bekostning, især fordi de dermed tog til Genmæle mod den schwabiske Digterskole, den . Uhlandske Romantiks Sildefødning. Af Mundt blev denne Dyrkelse af Prosaen formeligt forkyndt som den nyeste Tids Evangelium. Hvor lidet dybere Indhold der var i Wienbarg, røber især hans andet Skrift Zur neuesten Litteratur (1835), en Samling Essays uden Nerve, hvori kun Et er fortjenstfuldt, hans modige Troskab mod Heine paa et Tidspunkt, da en af Misundere og Moralister fremkaldt offenlig Mening gik denne imod.

Wienbarg havde givet Det unge Tyskland Navn, men et Navn, der, som man ser, ikke omfattede nogen bestemt Gruppe af navngivne Mænd. Paa bestemte Personligheder blev Navnet forunderligt nok først anvendt ved et Angiveri og en raa Regeringsforanstaltning.

Det gik saaledes til: Der var etterhaanden optraadt en Række unge Forfattere, som vel ikke stod i nogen nøjere Forbindelse med hverandre, men som til Løsen havde aandelig Frigørelse. Alle stod de Kristendommen fjernt og drømte om en ny panteistisk Religion for den nye Tid. Flere af dem attraaede under Form af hvad de kaldte «Kødets Befrielse» eller «Kødets Æresoprejsning» en Opløsning af den herskende Moralvedtægt og friere Former for de to Køns Forening og Adskillelse, dog saaledes at hos Nogle som Laube var denne Attraa usmageligt nydelseslysten, hos Andre som Gutzkow smagløst trodsig og besynderligt sørgmodig, hos atter Andre som Mundt blev den til Forfægten af hvad han ubestemt kaldte Kvindens Emancipation, hvorved han kun mente en Frigørelse indenfor Hjemmet og Ægteskabet. Alle vurderede de i høj Grad visse fremragende Kvinder, i Frankrig George Sand, der paavirkede dem stærkt, i Tyskland Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz.

537

Alle talte de gerne og højt om Ungdommens Ret, alle havde de fra Hegel en vis Frihedstro og fra Julirevolutionen deres alment politiske Sigte. Som Hegel havde forsonet Idé og Virkelighed, saaledes vilde de sammensmelte Literaturen med Livet. De nærede ingen dybere Velvilje for hverandre og kendte neppe hinanden. Rent udvortes set var Afstandene mellem dem store. Medens Heine levede i Paris, opholdt Wienbarg sig i Kiel, aldeles isoleret, Gutzkow levede i Sydtyskland, Mundt og Laube i Berlin og Leipzig, hvad dengang altsammen var Afstande af Betydning. Laube var tidligt i mange Maader en Modstander af Gutzkow og en koldt afvisende Bedømmer af Mundt og Kühne. Mundt optraadte imod Gutzkow. Da Laube og Gutzkow tilfældigt traf sammen paa en Rejse til Overitalien (1833), bidrog dette snarest til at skille dem. De skiltes da allesammen hurtigt ad. Der var intet andet Fællesskab imellem dem end det, som i Reglen findes mellem Mænd af samme Aldersklasse og samme Hold, saa de udgjorde langt mindre et politisk Parti end et aandeligt Kuld; men Literaturen var ligefuldt ikke for dem sit eget Formaal; de vilde tjenende slutte sig til Tidens bevægende Magter*).

Heri laa det ogsaa, at de ikke indlod sig med de rene Kunstformer, hverken med episk eller med lyrisk Poesi og kun sparsomt med dramatisk. De forgudede alle «Tidsaanden» og hyldede den i Bladartikler og Smaafortællinger, i kritiske Forsøg og Overvejelser eller i Form af Rejsebeskrivelser, Rejsenoveller efter Heines og Fyrst Pückler-Muskau's Mønster, undertiden ogsaa i langtudspundne Romaner.

Den uden al Sammenligning kraftigste Aand iblandt dem var Karl Gutzkow, der fødtes 1811 i Berlin, en arbejdende, energisk spørgende og stræbende Aand, de tusind moderne Opgavers Mand, evigt rastløs, en Mellemting af en granskende Kritiker og en Poet, men en Aand, hvem Intet tilfaldt af sig selv og som Intet opnaaede med Lethed. Hans Væsen var uden Ynde, hans Ungdom uden Friskhed, hans Billedsprog indtil Latterlighed smagløst. Men han havde Dristighed, Forstand og Foretagelsesaand. Han havde højtidelig Alvor, men ingen Lyrik, Lysblink i Stilen, men ingen Melodi. Hans Sans var en Sans for de Tanker og aandelige Strømninger, der var oppe i Tiden. Af Naturen hørte * 538 han til de Ubehændige; men hans literære Begejstring var saa sand, hans Ærgerrighed saa stor og hans Vilje saa kraftig, at han efterhaanden blev et aandeligt Midtpunkt og udstraalede sin Indflydelse til mange Sider. Der var omkring Aaret 1840 et Tidsrum, hvor en stor Del af den bedre tyske Presse bestemtes af ham og hans Tilhængere.

Vi har set, hvorledes han af Julirevolutionen vaktes til Skribent. Aaret derefter, Afskedigelsernes, Fængslingernes, Landsforvisningernes værste Tid i Prøjsen, trykkede ham Pennen i Haanden. De strengeste Censorer vaagede over ethvert Bogstav. Endog ethvert Avertissement i Intelligenzblatt (Adresseavisen) blev prøvet, om det ikke indeholdt en skjult politisk Hentydning.

Gutzkow begyndte med at udgive et Blad Forum der Journalliteratur. Han var opnæret med de Hegelske Ideer om det verdenshistoriske Fremskridt til stedse større Frihed. Som Gottschall har udtrykt det: Der dæmrede for hans Øjne lutter politiske Morgenrøder og verdensfrelsende Lærdomme. Hans Blad opnaaede 70 Abonnenter og gik ind.

Gentagne Gange havde imidlertid den tyske Kritiks daværende Stormester, Wolfgang Menzel, fra Stuttgart sendt ham Bud om at komme ned til ham og staa ham bi med Ledelsen af hans Literaturblad, da han selv som nyvalgt Medlem af det württembergske Kammer vanskeligt kunde overkomme Arbejdet alene.

Wolfgang Menzel stod paa dette Tidspunkt i den tyske Ungdoms Øjne trods sit Goethehad og tildels i Kraft deraf med en Glorie som senere Katkóf i Rusland, Ploug i Danmark i deres første Manér. Han gjaldt for Nutidsmanden og Frihedsmanden fremfor alle andre. En af Gutzkows Opgaver i hans eget Blad havde været at tage Menzel, Manden efter hans Hjerte, i Forsvar mod Modstanderes Angreb, og Menzel havde mange Modstandere, da han som Anmelder forenede Trættekærhed og Stridslyst med skældende Grovhed. Men han var eller syntes at være fuldt overbevist. Paa samme Tid som han vilde have Fædrelandskærlighed og Religiøsitet dybere forstaaede end Skik og Brug var, optraadte han politisk som ivrigt frisindet, var som saadan Beundrer af Börne og Heine, der betragtede ham som paalidelig Kampfælle, og saasnart han kom ind i Kammeret, forfægtede han ogsaa dèr alle moderne Fremskridt, blandt Andet Jødernes Menneskerettigheder.

539

Da den lille blege, magre og blonde Gutzkow ikke stort mere end tyveaarig indfandt sig hos sin tretten Aar ældre Herre og Mester med en sky Ærefrygt, som han selv har sammenlignet med Studentens for Mefistofeles-Faust i første Del af Goethes Drama, traf han en Mand med brede Skuldre, kraftig Brystkasse og mørkt Haar, hvis glatragede Ansigt lignede en romersk Gejstligs. Om Munden med dens stygge gule Tænder spillede et satirisk Smil; det nærsynede Blik bag Brillerne havde noget paa én Gang Trodsigt og Højtideligt. Hans Sindelag syntes voldsomt, hans Vilje ubøjelig. Udtrykket i hans Miner kunde blive faunagtigt i sin Lystenhed, naar han talte om en eller anden erotisk Bog, og dog afskyede han Goethes Verdslighed i lige saa høj Grad som hans Ligegyldighed for Politiken, og hyldede kritikløst Mænd og Særsyn, der for ham stod som det Gaadefuldes Repræsentanter. Hans Væsen var en ægte præstelig Blanding af Ironi og Mystik. Han elskede Voltaire og sværmede for Görres.

I Begyndelsen gik Samlivet og Samarbejdet mellem Mester og Lærling godt. Gutzkow, der snart levede i en, snart i en anden af Byerne i Nærheden af Stuttgart, anmeldte ufortrødent de Bøger, som han i pakkevis fik tilsendt af Menzel. Han lærte snart at træffe den raske, affejende Journalisttone, og Alt var i Orden. Det er selvfølgeligt, at de Ungdomsskrifter, han selv nu udgav, fandt en mere end overbærende Bedømmer i Menzel. Og dog var disse Bøger svage nok. Briefe eines Narren an eine Närrin er humoristiske Udgydelser uden Originalitet i en Stil, der halvvejs efterligner Jean Paul og halvvejs Heinrich Heine, og Maha Guru, en Guds Historie, der foregaar i Thibet og skildrer et Menneskes sjælelige Tilstand, der vælges til Dalai-Lama og altsaa anses for Gud, er et nu ulæseligt Fantasteri. Ikke desmindre valgte Menzel, da han anmeldte denne Bog, blandt de Vignetter, der plejede at afveksle paa Numrene af hans Blad, en Laurbærkrans, og lod to Gange Gutzkows Navn sætte ind deri.

Gutzkows Mening med Maha-Guru var at vise hvorledes den Gud, der troes menneskevorden i Dalai-Lama, overvindes af Mennesket i ham, saa den falske Guddom stilles i Skygge af Menneskets sande Adel, sande Guddommelighed. Men Bogen var desuden ment som en filosofisk-satirisk Roman i gammel Stil, der under en fremmed Maske sigtede til hjemlige Tilstande. Gudsvælden i Thibet skulde minde om Kirkevælden i Europa, Thibets 540 mangeharmede Ægteskaber skulde hentyde til den europæiske Kvinde-Frigørelse. De fremmede Landskaber, som Gutzkow aldrig havde set, og de fremmede Sæder, han ikke skildrede for deres egen Skyld, kunde kun lidet interessere. Hvad der gav ham Anledning til Bogen var en Anekdote om den franske Ateist Billaud Varennes, der i Rædselstiden undslap fra Faldøksen, flygtede til Amerika og dèr af de Vilde blev æret som Gud. Paa Grund af sin Evne til at fange, afrette og udstoppe Fugle var han af de Indfødte bleven anset for den anden Skaber. Anledningen havde altsaa Intet med Thibet at gøre og Intet med Stoffets foregivne Alvorlighed.

Endnu paa dette Tidspunkt var det unge Tyskland og dets Fædre i Menzels Øjne hverken Spottere af det Hellige eller daarlige Patrioter. Gutzkows Irreligiøsitet forstyrrede endnu ikke det gode Forhold til hans Mester. Og Menzel selv priste Börnes Pariserbreve, der fra alle Sider angrebes, som en mandig Daad, og undskyldte deres stærke Udbrud som Stemningsudbrud, man ikke maatte tage paa med grov Haandgribelighed, sammenlignede dem med St. Hans Orme, der gløder smukt i milde Sommernætter, men som svinder ind til stakkels graa Insekter, naar man griber om dem med plumpe Hænder.

Alligevel var det uundgaaeligt, at Baandet mellem Gutzkow og Menzel snart maatte løses. End ikke fra først af havde det manglet paa Advarsler til Gutzkow om ikke at indlade sig for dybt med Stuttgarter-Skribenten. Selv Hegel, der nærede Velvilje for den unge Mand, havde sagt til ham: «Hvor kan man binde sig til et saadant Menneske!» Nu fremkom den første Uoverensstemmelse imellem dem paa Grund af Menzels Stilling til de sydtyske Lyrikere, den saakaldte schwabiske Digterskole, der sluttede sig til Uhland, som ikke blot nød det Ry, han fuldt fortjente, men et endnu meget større. Som god Schwaber vurderede og beskyttede Menzel disse Mænd, Gustav Schwab, Gustav Pfizer, Karl Mayer o. s. v.; som Støtte for vedtægtstemmende Fromhed og Moral bar han dem oppe. Men Gutzkow med sin levende Sans for det som var Idésjælen i Tidsalderen, Gutzkow, for hvem Literaturen var den kæmpende Kirke, følte den dybeste Uvilje mod disse Søndag-Eftermiddags-Lyrikere med Guldsnit, der som Digtere enten satte gamle, døde Balladestoffer paa Rim eller versificerede deres smaa følsomme Stemninger, medens de som forsigtige Embedsmænd levede for deres Forfremmelse og 541 aldrig tabte det Maal af Syne at blive Professorer eller Konsistorialraader.

Da nu Goethes Samtaler med Eckermann udkom, saas det, hvor strengt Goethe havde bedømt sin Beundrer Uhland. Han anerkendte kun dennes Ballader, fandt iøvrigt Indholdet af hans Poesi saa tarveligt, at han ikke gad sysselsætte sig med den. Goethes Brevveksling med Zelter bragte endnu ganske anderledes haanligt nedsættende Domme over den hele schwabiske Skole fra Uhland til Pfizer: Goethe havde aldrig ventet sig noget Vækkende eller Dygtigt fra den Kant; de smaa Herrer dernede dækkede deres Mangel paa Geni med den sædeligt-religiøst-poetiske Tiggerkappe*).

Saa fik da ogsaa Gutzkow Mod til at udtale, i hvor høj Grad al denne gamle Kloster- og Hyrderomantik var ham en Gru. I en Afhandling Goethe, Uhland og Prometheus rettede han et lidenskabeligt Angreb paa disse Digtere, der «fandt deres Tro paa deres Døbeseddel, deres Sæder i Sædvanen, deres Grundsætninger i Vedtægten og deres egen Poesi i andres Poesi», og han tilraabte dem: Hvad kan I gøre? Spasereture i Aftensolen. Hvor er Eders Kamp for at naa til det Ny?

Imidlertid var ude i Verden omkring ham Bagstrævet imod Julirevolutionens Indflydelse i fuld Gang. Metternich beherskede ikke blot Østerrigs men ogsaa Prøjsens Politik, og da det gik op for Ungdommen i Tyskland, hvor Magten og Enigheden ogsaa nu og i en uoverskuelig Fremtid var, saa sluttede den sig til Magthaverne. Gutzkow siger, at af hundrede Studenter ved Berlins Universitet var i hine Aar de 97 højkonservative, og ethvert Sammentræf med en gammel Skole- eller Universitetskammerat, endsige med en Embedsmand eller Officer, efterlod det pinligste Indtryk i hans Sind.

Under saadanne Forhold taber ikke sjældent evnerige og trodsige Ynglinge deres Ligevægt og begaar Ubesindigheder, for hvilke de da hele deres følgende Liv igennem maa høre ilde.

Schleiermacher var død, var sænket i Jorden med Sang og Klang som en af Protestantismens Kirkefædre, en af Teologiens * 542 Helgene. Med Rette havde man tidligt sagt om ham, at hans Væsen svarede til hans Navn. I Kraft af hundrede Halvheder og Utydeligheder havde han beholdt Almenyndest til sin Død. Ingen havde omtalt hans romantiske Ungdomssynd, de Fortrolige Breve om Lucinde.

Gutzkow, som med Urette indbildte sig, at denne glemte Bog vilde blive udeladt af Schleiermachers Samlede Værker, modstod da ikke Fristelsen til at genudgive den og dække sig og sine Venner mod den stedse gentagne Beskyldning for ugudelig Letfærdighed ved at eftervise deres erotiske Synsmaade, ja selve deres Lære om Kødets Genindsættelse i dets Rettigheder hos den Guds Mand, der var Teologernes beundrede Herre og Mester.

Det kunde have været et godt taktisk Træk, hvis han ikke, kun treogtyveaarig som han var, havde indledet Bogen med en drengeagtig og smagløs Fortale. Han tiltaler her «Zionsvægterne», haaner deres Skinhellighed og gejstlige Koketteri og tilraaber dem: «Kast et Øjeblik jere Talarer bort, glem Bevisstederne for, at et af Jer endnu bestandig korsfæstet Menneske har været Gud, og hør hvad der engang er hændt paa andre Omraader, i Frihedens, Ungdommens og Fantasiens Verden!»

Disse Begivenheder er Schlegels Lucinde, dette liderlige Skelet, som han finder herligt og klassisk, og Schleiermachers Breve derom, som han finder guddommelige. Disse Breve taler for sig selv. Saa urimeligt de end overvurderer Lucinde, er den ægte menneskelige Følelse i dem dristig og smuk. Gutzkows Fortale understreger Alt paa udæskende og uskøn Maade. Han taler her for Elskovens Genialitet, hævder, at Præstevelsignelsen hverken gør fra eller til med Hensyn til Helligheden af et Kærlighedsforhold, ivrer i haanlige Udtryk mod de almindelige Ægteskabers kolde Prosa, «Vandsuppebryllupperne, den ordinære Børneavling og det skimlede Brøderhvervs Jammer». Han slutter saa med kaadt Lapseri: «Ikke sandt, Rosalie? først siden du bærer Sporer paa dine Silkestøvler og af mig har lært at slaa din Slængkappe i Folder, først efterat jeg har maattet opfinde en ny Art Benklæder til dig, saa du overalt gælder for min yngste, inderligt elskede Broder, véd du hvad jeg mente med: Jeg elsker dig.» Og ikke tilfreds med denne Kvindelighed, der bærer Bukser, og som virkeliggør den unge Gutzkows Begreb om Kvindefrigørelse, spiller han endnu en gudsfornegtende Trumf ud til allersidst: «Hvor er Frands? - Kom, du søde Dreng, som man hemmeligt 543 har døbt for mig. Sig mig, hvem er Gud? Du véd det ikke, uskyldige Ateist, filosofiske Barn! Ak, havde heller ikke Verden vidst om Gud, saa havde den været lykkeligere!»

Man behøver ikke at være særligt lydhør i kritisk Henseende for at høre Uvirkeligheden ud af dette burschikose Skryderi. Originalen til hin Rosalia, der skulde følge Gutzkow i Pagedragt, var nok snarere Kaled i Byrons Lara end nogen Sypige i Heidelberg eller Berlin. Det er imidlertid let at forestille sig, hvorledes en saadan Fortale til en saadan Bog virkede paa det store Publikum og den veltænkende Journalistik.

Der behøvedes nu kun en Draabe til i Forargelsens Bæger for at berøve Gutzkow den offenlige Sympati.

Han forsømte ikke at hælde denne Draabe deri. Han skrev 1835 Wally, die Zweiflerin, en yderst svag, stilistisk umulig, paa et afgørende Punkt parodisk Roman, der imidlertid blev den følgerigeste Bog i Datidens tyske Skønliteratur.

Strauss's Jesu Liv var da nyligt kommet ud og havde ved sin Opløsning af det formenligt Historiske i Myter, genial og dristig indtil det Dumdristige som Gisningen var, sat det aandeligt bevægede Tyskland i det heftigste Røre. Harmen var almindelig. Der lød en tusindstemmig Fordømmelsesdom i hele Tyskland fra Ejderen til ind i Schweiz. Endnu en Menneskealder senere havde da ogsaa i Folkebevidstheden David Strauss en sort Plet paa sit Navn.

Overalt blev Bogen drøftet, og Gutzkow, der omtalte dens Grundspørgsmaal, fik en Aften af en ung Pige, i hvem han var lidt forelsket, Svaret: «Tal ikke derom! Blot at tænke derpaa gør mig afsindig!» - Ord, der gjorde et stærkt Indtryk paa ham.

Imidlertid havde Strauss's Bog ikke tilfredsstillet ham. Rationalist, som han var, følte han Trangen til en historisk Jesus og søgte da tilbage til Reimarus's gamle Wolfenbütteler Fragmenter, der allerede havde sysselsat Lessing saa stærkt, besluttede at udgive et Uddrag af dem, men henvendte sig i den Anledning forgæves til den modigste af de tyske Forlæggere, Campe, der, trods sin kække politiske Holdning ikke vovede at lægge sig ud med de hamborgske Præster, Hauptpastor Goetze's Efterfølgere i Sjælesorg. Da imidlertid paa samme Tid den ædle Charlotte Stieglitz begik sit tragiske Selvmord, saa skød i hans Sind Indtrykket af dette Dødsfald sammen med Indtrykkene af hin unge 544 Piges Ytring og af Reimarus's Bibelkritik - og Wally, Tvivlerinden blev til.

En barnagtig Bog er denne Wally, men en uskyldig og retskaffen Bog. Dens Heltinde er en ung Verdensdame, der efter forskellige erotiske Oplevelser af Fortvivlelse over sin Mangel paa Evne til at faa Bugt med den religiøse Tvivl, som er vakt i hende af den Mand, hun elsker, den udbrændte Cæsar, giver sig selv Døden ved et Dolkestik.

Gutzkow havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at minde Datidens ærværdige Kirkelys og Kirkeværger, Ihændehavere af den røde Ørns Orden af forskellige Klasser, om, at der en Gang havde levet en vis Voltaire, en vis Hume, en vis Lessing o. s. v. Det har jo for en Yngling noget kildrende at erindre slige fine Folk om slige glemte Eksistenser. Men han havde i ethvert Tilfælde skullet gøre det med Talent. Nu skrev han en Roman, hvor Handlingen kun var et Paaskud for visse Lærdomme, en svag Efterligning af George Sands nysudgivne Lélia.

Men han stod i sit Livs Foraarstid. Det forekom ham, som om hele Verden var ifærd med at forynges. Skæret af Hegels synkende Sol laa endnu i Horisonten, Bettina gik op som en Morgenstjerne, Rahels endnu unge Visdom spredtes efter hendes Død over Landene som frugtbar Dug, Lenau's og Rückerts første Poesier lød som Lærkesang, Ruges første kritiske Artikler, Ludwig Feuerbachs første filosofiske Skrifter var som friske Foraarsbriser, der rensede Luften - Tiden syntes ham saa solklar, saa forjættende, saa bugnende frugtbar, at den var som sanseliggjort i de to dejlige Somre 1834 og 1835, to svulmende rige Frugt- og Vinaar. Og saa gjorde han da sin første store Ungdomsdumhed.

Han nøjedes ikke med i sin Bog at nedlægge sine religiøse Kætterier. Han fremkom ogsaa med sit sædelige Kætteri - med Trods imod Vedtægten i Kønsmoral, desværre en højst ubehændig og umoden Trods. Men hvor uskyldigt Gutzkow i Virkeligheden opfattede hint af ham selv brugte Stikord om «Kødets Emancipation», det ses bedst af den berygtede Scene i Wally, hvis Mening var at give Forfatterens Skønhedstilbedelse Udtryk.

Wally elsker Cæsar og elskes af ham; men de kan ikke ægte hinanden; thi Wally har maattet love at blive den sardinske Gesandts Hustru. Cæsar retter da til hende den Bøn, at hun for ligesom sindbilledligt at indgaa et aandeligt Ægteskab med 545 ham, skal paa selve sin Bryllupsaften et Øjeblik vise sig for ham nøgen i hele sin Skønhed. Der gives et gammelt tysk Digt, i hvilket Sigune paa denne Maade aahenbarer sig for Tschionatulander.

Ingen vil nægte, at Gæsars Bøn er forrykt og dens Opfyldelse latterlig. Men Scenen var saa kysk ment og er saa spagfærdigt udført, at kun den yderste Gemenhed i den Anledning kunde raabe Politimagten til Hjælp mod Literaturen. Der staar i den ældste Udgave: «Kappen er gledet af den unge Helts Skuldre, hans Haar lokker sig frit og yppigt. Til Venstre for ham træder ud af Soltaagen et Billed af bedaarende Skønhed: Sigune, der blotter sig mere undselig end den medicæiske Venus dækker sin Nøgenhed. Hun staar der hjælpeløs, blændet af Kærlighedens Daarskab, der bad hende om denne Naade; hun er ikke mere Vilje, kun Blu, Uskyld og Hengivelse. Hun staar der helt nøgen, den høje Skikkelse med de jomfrueligt svulmende Hofter, med alle de fine Bøjninger og Linjer, der fra Brystet glider ned til Taaen. Og til Tegn paa, at en from Indvielse helliger denne Scenes hele Yppighed, blomstrer dèr ingen Roser; men en højstammet Lilje er spiret frem tæt ved Sigunes Legem og dækker symbolsk som Kyskhedens Blomst hendes Kvindeligheds endnu uoplukkede Knop. Alt var kun et Aandepust, et stumt Øjeblik, selv for Hundens kloge Øje, der fulgte Bevægelsen i dens Herres Blod. Det Hele var en Helligbrøde, men Uskyldens og evigt smertelig Forsagelses Helligbrøde.

Saaledes stod Sigune et skælvende Øjeblik; da omslyngede den sardinske Gesandt, der søgte sin unge Hustru, hende bagfra. Det var en Draabe, der falder ned i Dampen fra et Fantasmagori (!) og opløser sig i et Intet. Forhænget faldt tilbage, og Tschionatulander vaklede hjem. Gesandten anede Intet.»

Det er højst taabeligt; men det er det Hele.

Gutzkows Forhold til Menzel var ikke mere det gamle. Han havde nu og da i et Forord eller en Artikel tilladt sig en svag Spøg eller en beskeden Indsigelse overfor sin tidligere Beskytter. Men hertil kom, at han af praktiske Grunde allerede i længere Tid havde været Menzel en Torn i Øjet. Ved Udgivelsen af det literære Tillæg til Bladet Phoenix i Frankfurt blev han Lileraturbladet en farlig Medbejler. Men værre var det, at der efterhaanden havde udviklet sig en venskabelig Brevveksling mellem ham og den nu opskydende Literaturs ledende Mænd som Laube, 546 Wienbarg, Mundt o. s. v. og at disse stod i Begreb med at bemægtige sig snart alle vigtige literære Organer i Berlin, Leipzig, Frankfurt og Hamburg. Da Gutzkow og Wienbarg endelig i Sommeren 1835 traadte frem med en Subskriptionsindbydelse til en stor literær Revue i Stil med Revue des deux mondes og havde næsten alle Tysklands mest ansete literære Navne paa Listen over deres Medarbejdere, deriblandt Universitetsprofessorer som Boeckh, indflydelsesrige Skribenter som Varnhagen, ikke at tale om et Talent som Börne og et Geni som Heine - saa følte Menzel Nødvendigheden af at slaa et stort Slag.

Opraabet til Deltagelse i Deutsche Revue var kommet ud, forfattet af Gutzkow i et barnlig højtideligt Blomstersprog om Videnskaben, der fra sine dumpe Sale længtes ud i den frie Natur, om Minervas Fugl, der ikke mere var den lyssky Ugle, men Ørnen, der stirrer ind i Solen o. s. v.

Istedenfor at holde sig til dette Program, der var uskyldigt og i visse Maader lovende, udgav Menzel i sit Literaturblad for 11. og 13. September 1835 en Krigserklæring mod de unge Skribenter, som hvis Høvding han betegnede Karl Gutzkow. Det Forsvar for denne sin Handlemaade, han har ført som gammel Mand (i sine Denkwürdigkeiten S. 304), røber vel utvivlsom Indskrænkethed, men ikke ærlig Overbevisning. For ret at komme Det unge Tysklands verdensborgerlige Bestræbelser og franske Sympatier til Livs stemplede han det her som La jeune Allemagne. Han rettede sit Hovedangreb paa Wally, af hvilken han rev et Par Steder ud for at vise, at Romanen var lutter Utugt og Gudsbespottelse, og fremstillede saa det rent forsvindende sanselige Element i Bogen, Sigune-Scenen, som Hovedsagen deri.

«Kun i Usædelighedens dybeste Skarn, kun i Bordeller fødes slige ugudelige Anskuelser. De var gængse hos det gammelfranske Hofs filosofiske Snyltegæster. I Palais-Royal blev de først oversatte fra Hofsproget paa Jakobinernes Sprog. Hr. Gutzkow har paataget sig at omplante den franske Abeskændsel, der i Skøgers Arme bespotter Gud, paany til Tyskland i en Tidsalder, der Gud være lovet er modnere og mandigere end Voltaires Aarhundrede. Dengang allerede strandede Lasten paa vort Folks Sindelag; nu vil den saa meget mindre kunne gennemtrænge det. Literaturen vil udstøde den, den offenlige Mening brændemærke den .... Hvis man vil lade en saadan Skole for den frækkeste Usædelighed og den raffinerteste Løgn komme op i Tyskland; hvis ikke 547 alle Nationers Ædle erklærer sig imod den; hvis tyske Forlæggere ikke ser sig for, men vover at falbyde saadan Gift og rose deres Varer, saa faar vi snart skønne Frugter deraf at se .... Men jeg vil sætte min Fod i Eders Dynd, skønt jeg vel véd, at jeg besudler mig derved. Jeg vil knuse Hovedet paa den Slange, der varmer sig i Vellystens Gødning .... Saa længe jeg lever, skal slige Skændsler ikke ustraffede vanære den tyske Literatur ...»

Og som praktisk Journalist nøjedes Menzel ikke med Skribentens Sigen en Ting én Gang for alle; han gentog sine Beskyldninger i Nummer efter Nummer af sit Blad med bestandigt stærkere Eftertryk, grovere Ord, giftigere Sigtelser, og stadigt rettede han bestemtere sin Appel til Staten om at gribe ind med dens Magt, medens det endnu var Tid.

Den 26. Oktober skrev han bl. A.: «Jeg véd, at deres Krig mod Kristendommen, mod Moralen, mod Ægteskabet ikke betyder mere end unge Uglers Krig mod den gamle Sol. Men af en Gnist kan opstaa en Brand .... Over den nye literære Domstol, de vil grunde i Frankfurt, troner istedenfor Retfærdigheden den omstrejfende Venus .... aldrig vil disse Mennesker, der kun tror paa Kødet, disse Smudsets Præster, tilgive en Forfatter, at han er renere end de .... Og kan man i denne Tid roligt se paa, at de præker Franskhed i Ord og Gerning for os? Under den franske Republikanismes Maske indfører denne nye Frankfurter Smæde- og Skændselsskole en frygtelig Utugt. Kødet, den frie Sanselighed, Ophævelsen af Ægteskabet er deres Løsen, og de skriver ikke blot selv uanstændige Bøger, men varmer ogsaa de gamle op paany .... Man slutter sig tildels til Saint-Simon og forkynder en endmere udsvævende Republikanisme uden Dyd, en Hetære-Republik i største Stil .... Endnu tilhører disse Grundsætninger kun Literaturens snevrere, aristokratiske Krese .... Dog hvem smigrer disse Lærdomme uden Bestialiteten og Rovlysten, der endnu slumrer, men er lette at vække i de store Hovedstæder og Fabriksbyer med deres Forvorpenheds Smuds- og Brændevinshuler.»

Den 11. November retter Menzel sit Angiveri ligefrem mod de prøjsiske Universitetsprofessorer, der har været ubesindige nok til at love Gutzkow deres Medarbejderskab ved hans Tidsskrift: «Er Universiteterne ikke Statsanstalter? Gælder i den prøjsiske Stat endnu Kristendom, Moral, Ægteskab? Man har saa ofte 548 hørt om den i Prøjsen fremherskende sædeligt-religiøse og konservative Aand. Skal nu de bekendteste Professorer i Berlin, Königsberg, Halle løbe i Hælene paa en smudsig Marat, der bogstaveligt som den gamle kun prædiker «det henrykkende Øjebliks» Sakramente og en Republik af Sansculotter og Sanschemiser, og med ham rase mod Kristendom, Sædelighed, Ægteskab, Familie, Skamfølelse, mod Gud og Udødelighed, mod tysk Nationalitet og det Bestaaende?» Og han sluttede sine Udfald med at betegne de gode Germanere Gutzkow, Wienbarg, Mundt, Laube, Kunne paa Grund af deres formentlige Tilslutning til Börne eller Heine som et jødisk Parti; det unge Tyskland var egenlig et ungt Palæstina.

Som Følge af dette Angiveri blev Karl Gutzkow sat under Anklage for Gudsbespottelse og Skildring af utugtige Genstande, og Menzel var uhæderlig nok til, medens Gutzkow sad i Varetægtsarrest og Sagen blev ført, vedblivende at ophidse den offenlige Mening imod ham. Han blev dog i Mannheim kun dømt til ti Ugers Fængsel for Angreb paa de i Baden eksisterende Religionssamfund.

Men Angsten for revolutionære Bevægelser, til hvilke jo efter Menzels Paastand det unge Tysklands Lærdomme maatte føre, satte selv det tyske Forbund i Bevægelse, og den 10. December 1835 fattede Forbundsdagen en Beslutning, som gik ud paa intet mindre end at tilintetgøre den hele Gruppe af yngre og ældre Skribenter, som her sammenfattedes under Betegnelsen Det unge Tyskland. Det hedder heri: «Efter at der i Tyskland i den nyere Tid, senest under Benævnelsen Det unge Tyskland eller Den unge Literatur, har dannet sig en literær Skole, hvis Bestræbelser gaar ud paa i belletristiske, for alle Klasser af Læsere tilgængelige Skrifter paa den frækkeste Maade at angribe den kristelige Religion, at nedsætte de bestaaende Samfundsforhold og nedbryde al Tugt og Sædelighed, har den tyske Forbundsregering . . . forenet sig om efterfølgende Bestemmelser: 1) Samtlige tyske Regeringer overtager den Forpligtelse at bringe Straffeog Politilovene i deres Lande saavel som Forskrifterne mod Pressens Misbrug i disses fulde Strenghed til Anvendelse mod Forfatterne, Forlæggerne, Trykkerne og Udbrederne af Skrifter, der tilhører den under Betegnelsen Det unge Tyskland eller Den unge Literatur bekendte literære Skole, til hvilken navnlig hører Heinrich Heine, Karl Gutzkow, Heinrich Laube, Ludolf Wienbarg 549 og Theodor Mundt, ligesom ogsaa med alle lovlige Midler at forhindre enhver Udbredelse af deres Skrifter, det være sig gennem Boghandelen, Lejebiblioteker eller paa anden Maade» osv. osv.

Saaledes traadte Benævnelsen Det unge Tyskland for første Gang frem for den store Offenlighed. Den tyske Politi-Forbundsstat var det, der som kritisk Autoritet henførte en Gruppe navngivne Mænd til en saakaldt usædelig og ødelæggende «Skole», og det paa Angivelse af en enkelt hadefuld Medbejler til Læseverdenens Yndest.

Menzel fik samme Betydning overfor det unge Tyskland som Southey i sin Tid havde havt overfor «den sataniske Skole» i den engelske Literatur, det vil sige Byron og Shelley, eller som Katkóf i den russiske Literatur en Menneskealder senere fik overfor «den landsforræderske Skole», *dolgoe O*: Herzen, Ogarev og Bakunin. I bevægede Tidsaldre er Angiveren et saa nødvendigt Modstykke til Forgrundsfigurerne som i gamle Tragedier Misunderen og Spionen til Helten.

XXII

Forbundsraadets Beslutning om Undertrykkelse af det unge Tysklands Skrifter kvalte ikke blot i Fødselen den lovede Deutsche Revue, men ogsaa Mundts Literarischer Zodiacus, der udgaves i Leipzig, og Laube's Mitternachtszeitung, der udkom i Brunsvig. Mundt havde forgæves med en forsigtig Mands hele Tapperhed skyndt sig med straks efter Menzels første Angreb paa Gutzkow og hans Venner at bringe en Række skarpe Artikler mod Heine, Gutzkow og Wienbarg. Det nyttede ham Intet.

I den nærmest følgende Tid saa det ud, som var Meningen med Forbundsbeslutningen den, ikke blot at ramme Alt, hvad de banlyste Forfattere hidtil havde skrevet, men ogsaa Alt, hvad de i Fremtiden maatte ville udgive. Saaledes hed det udtrykkeligt i et prøjsisk Ministerialreskript af 11. December 1835, at «hvad H. Heine's fremtidige literære Frembringelser angaar, de være udkomne hvor og i hvad Sprog det maatte være, saa er de underkastede samme Betingelser som Gutzkows, Wienbargs, Laube's og Mundt's Skrifter.» Ja man gik ikke alene ud paa at faa de nævnte Forfattere til at forstumme, men forbød - som i Rusland, naar Regeringen dèr vil Nogen tillivs - at nævne 550 deres Navn paa Tryk, var det end for at udtale sig nedsættende om dem. Mundts Navn blev derfor strøget af Listen paa Medarbejderne ved Berliner Jahrbücher für wissenschaftliche Kritik, og i Avertissementerne om Varnhagens og Mundts Udgave af Knebels literære Efterladenskaber turde kun Varnhagen nævnes som Udgiver.

Særligt strenge Forholdsregler greb man samtidigt til imod den udenlandske Presse. Nogle faa uskyldige engelske og franske Blade blev tilladte. Mod de øvrige greb man den Udvej at fordre Postpengene for dem betalte som for Breve, hvorved Prisen for enhver Avis blev mindst 500 Thaier aarligt*).

Det unge Tysklands ledende Mænd var saaledes af Regeringen blevne stillede overfor det Tvangsvalg enten ubetinget at forstumme og i stille Trods se Tiden an, eller ogsaa at kalde deres Fortid tilbage, give ydmygende Løfter med Hensyn til deres Fremtid og derved tilkøbe sig andre Vilkaar. Det kan ikke undre Nogen, der har gjort Erfaringer med Hensyn til Gennemsnitsmandhaftigheden i den literære Verden, at saare faa bestod Prøven og at omvendt deres Tal var stort, som greb den sidste Udvej. Hverken Heine, Wienbarg eller Gutzkow gav Køb; iøvrigt florerede, som det var at vente, saare megen Ynkelighed. I Skarevis havde de unge Skribenter pukket paa deres filosofisk oprørske, politisk angribende Tanker. Nu skyndte de sig at godtgøre deres filosofiske Tamhed, deres politiske Uskadelighed. Det havde været et Hædersnavn, dette Navn Det unge Tyskland. Nu, da de, der bar det, saa sig stillede under Politiets særlige Opsyn, nu vilde Ingen mere kendes derved; nu paastod hver enkelt, at han idetmindste hørte ikke dertil, og havde han nogensinde gjort det, saa var det en gammel død Historie og han var siden den Tid bleven en rigtig pæn Mand. Det viste sig her som saa tit, at den moderne lærde Opdragelse blot meddeler løse Kundskaber, ikke optugter Karakterer, og sjældnest endda blandt det skrivende Folk.

August Lewald, som i Et og Alt tilhørte Gruppen, fik Forbudet mod sit Tidsskrift Europa hævet ved at afgive en Erklæring om aldrig at have ladet Noget trykke, der stred imod Staten, Religionen og Sæderne, saa hvis det unge Tysklands Øjemed gik ud derpaa, kunde han ikke være stillet blot ved det.

* 551

Eduard Duller, der som Gutzkows Medredaktør havde udgivet Bladet Phoenix, fraskrev sig offenlig enhver Sympati med det unge Tysklands Bestræbelser og sagde sig løs fra sin tidligere Medarbejders hele Retning. Theodor Mundt afgav den Erklæring, at «det fabrikerede Indbegreb» Det unge Tyskland altid havde været ham fremmed, da det lod sig forudse, at en saadan Be nævnelse før eller senere vilde blive et literært Øgenavn (Ekelname), ja i Tilegnelsen af sit nye Tidsskrift Dioskuren für Wissenschaft und Kunst betonede han, at det her overfor de sidste Tiders literære Udskejelser gjaldt om at lægge en Overbevisning for Dagen, «i hvilken der ikke fandtes nogetsomhelst Nedbrydende» (worin nichts Verheerendes wuchert).

Spagest bar dog maaske Heinrich Laube sig ad, han, som havde været den tvangløseste, mest udæskende af de Unge, han, hvem Heine med en Vending, der nu blev latterlig, havde kaldt «en af hine Fægtere, der dør paa Arenaen». I Allgemeine Zeitung afgav han først en Erklæring, der gik ud paa, at han ved at love Dr. Gutzkow Bidrag til den nye Revue aldrig havde villet fremme Bestræbelser hos det saakaldte unge Tyskland, som gik ud paa at angribe den bestaaende Civilisation, endsige forstyrre eller true den. Tværtimod han havde fra først af tilkendegivet, at en egenlig samfast Deltagen ikke passede for ham.

Og Nytaarsdag 1836 skrev han i Programmet til sin Mitternachtszeitung, som han opnaaede Retten til at udgive mod ikke med sit Navn at optræde som Redaktør, at han var bleven en Anden, Literaturen var ham ikke mere et Udtryk for politiske Ønsker, han vilde ikke tage Parti i Øjeblikkets literære Kampe, ikke i «Skandalen, der tumler sig med uredt Haar og uvaskede Hænder»; nej han havde allerede længe tænkt paa at danne «en nyromantisk Skole», og han vilde ingen opløsende, ødelæggende Elementer have med deri. Det gjaldt om at fremme det Bestaaende, ikke om at erklære det Krig. Han vilde vel ikke slutte sig til Menzel [dog ikke!], men kunde heller ikke gaa med de Angrebne, det saakaldte unge Tyskland osv. Han, som havde været den kaadeste, viste sig som den behændigste af alle til paa Stedet at gøre helt Omkring.

Som det var at vente bragte Bladene nu desuden Dag for Dag nye Erklæringer fra alle de prøjsiske Universitetsprofessorer, der havde været uforsigtige nok til at love Medarbejden ved Deutsche Revue. En efter En rensede Ulrici, Eduard Gans, Hotho, 552 Rosenkranz og Trendelenburg, Hegelianere og Antihegelianere, sig for al Medskyld. Embedsmandssjælen i dem fortrød. De kappedes om at lægge Gutzkow saa langt fra sig som muligt.

Heine, der ikke var af dem, som i en snever Vending taber Modet eller Hovedet, og som dels paa Grund af sit Ry, dels paa Grund af den personlige Sikkerhed, hans Ophold i Udlandet gav ham, kunde tage sig Banstraalen lettere end de andre, svarede paa det Forbud, der ramte hans Bøger, med en Skrivelse af 28. Januar 1836 rettet til Forbundsdagen og holdt i en højtidelig Stil, over hvilken han straks efter privat i et vittigt Brev til sin Forlægger gør sig lystig. Han udtaler her sin Forbavselse over at være bleven dømt uden Forhør og uden at have havt Lejlighed til noget forudgaaende Forsvar, og foreholder Forbundsdagen, at saaledes bar ikke det hellige romerske Rige sig ad overfor Dr. Martin Luther, med hvem han vel ingenlunde sammenligner sig, «men Eleven beraaber sig gerne paa Mesteren». Hvad han vil nedlægge Indsigelse imod, er dog især det, at Nogen skal anse hans nødtvungne Tavshed nu (som han naturligvis i sit stille Sind var fast besluttet paa snart at bryde) for en Indrømmen af strafværdige Øjemed eller endog for en Fornegten af hans tidligere Skrifter. - Til Laube, hvis Holdning da endnu ikke var ham bekendt, skrev han samtidigt, at man, hvad det Politiske angik, foreløbig kunde gøre saa mange Indrømmelser, det skulde være, da de politiske Former var ligegyldige, saa længe Kampen om de højeste Livsprinciper var uafgjort, men at paa den frie Drøftelse af Religion og Moral maatte de holde, da det ellers var ude med al protestantisk Tænkefrihed. Vi har set, at Laube, da det nu var nødvendigt at stikke Piben ind, foretrak at stikke alle Piberne, politiske, religiøse og moralske, ind paa én Gang.

En lille Trøst for de af Angiveriet Ramte var det, at Angiveren ikke døde i Synden. Heine skrev Ueber den Denuncianten og Börne Menzel der Franzosenfresser, der med Rette anses for hans vittigste og mest hjertevarme Skrift.

Værst for Menzel var dog Heines Angreb, fordi denne med hele sin tigeragtige Kraft kastede sig over ham, saa der ikke blev mere tilbage af ham end en latterlig Byldt.

Heine viser, hvor godt Menzel har passet Tiden til sit Angiveri, en Tid, da Bevægelsespartiets Høvdinge dels var landflygtige, dels forstummede, dels sad godt gemte bag Slaa og 553 Gitter. Han blotter Hykleriet hos Menzel, der, saalænge han selv var i Fællig med Gutzkow, i kummerfuld Tavshed var Vidne til den Livsfare, hvori Kristendommen svævede. Heine vil ingenlunde negte ham «en vis legemlig Moralitet»: Dyden kan nemlig Enhver øve alene, men til Lasten udfordres altid to. Ogsaa bliver Hr. Menzel paa det mest Glimrende understøttet af sit Ydre, saasnart han vil fly Lasten. Heine har en altfor fordelagtig Mening om Lastens gode Smag til at kunne tro, den vilde løbe efter en Menzel. Den stakkels Goethe var i den Henseende ikke saa heldigt udrustet. Hvad Menzels Politik angaar, tør Heine ikke tale om den .... af Politik. Og hvad hans Privatmenneskeliv angaar - der staar som ved en Trykfejl: Privatschelmenleben for Privatmenschenleben - kan han heller ikke udelade sig om det allerede af Mangel paa Plads.

Heine har aldrig skrevet noget paa én Gang saa Grovt og saa Tilintetgørende.

Hvorledes gik det imidlertid Gutzkow, der saa ung, 24 Aar gammel, var bleven en Art Midtpunkt for de literære Begivenheder og mod hvem «Filisterhærens Goliath» havde rejst sig? Han var i første Øjeblik overrasket og nedslaaet; han gjorde den første lærerige Livserfaring. Hans Synd var den at have udtalt sig naivt og oprigtigt i en middelmaadig Roman, og nu saa han sig pludselig udskreget som en Samfundspest, spottet af sine Fjender, forladt og fornegtet af sine Venner. Rolig lod han sig sammenligne med de Mænd, der havde forberedt Jan van Leydens Grueligheder i Münster, Ejendomsfordelingen og Ægteskabet med tolv Kvinder paa én Gang. Han var uerfaren nok til at se Retsforhandlingerne imøde med Forestillinger om Sejr, og da man i Mannheim arresterede ham, var det ham en Lise at træde ind i Fængslet. Her var han fri for Avisernes Kattemusik, her hørte han kun den stille Piben af Musene, der parvis løb over hans Seng. Et fredeligt Liv, et Liv i uafbrudt, stilfærdig Frembringen aabnede sig for ham. Han skrev sin Roman Seraphine og et Arbejde Philosophie der That and des Ereignisses, en Art Kritik af Hegels Historiens Filosofi. Han kom ud af Fængslet og tog med Fasthed, om end med større Forsigtighed i Udtrykkene, foreløbig navnløst, fat paa sin Livsgerning paany.

Han havde et Aarstid forinden i Berlin været forelsket i en ung Pige, og det unge Par havde forlovet sig. Men 554 Aviserne kaldte ham Gudsfornegter. Den unge Dames Moder var et hysterisk Vrøvl. Den ene Dag omfavnede hun Gutzkow, den anden Dag greb hun en Køkkenkniv, truede ham med den og tilraabte sin Datter: Ham eller mig! Altsom det saa mere og mere betænkeligt ud at ville binde sin Fremtid til Gutzkows, blev Moderens milde Dage sjældnere, de umilde hyppigere, og som lydig Datter trak den unge Dame sig tilbage. Denne Begivenhed havde gjort et uhyre Indtryk paa Gutzkows unge Hjerte. Han havde erfaret, hvorledes en Overbevisning, der strider imod Omgivelsernes, ogsaa i det private Liv afsondrer, hvorledes den, der trodser Samfundet omkring sig, udsætter sig for at gaa glip ikke blot af Velvære, men af Elskovslykke.

Den Færd, hans Venner nu udviste imod ham, var et Sidestykke. Neppe løsladt af Fængslet mødte han Bebrejdelser og Anklager fra Personer, han tidligere havde lovet literær Sysselsættelse og der nu ikke blot saa deres Forhaabninger skuffede, men sig selv blotstillede som engang beskyttede af ham.

Af hine første erotiske Skuffelser fremgik en af hans bedste mindre Noveller, Sadducæeren fra Amsterdam. Og da nu disse tidligste Verdenserfaringer forenede sig med dem, formedes det Stemningsliv i hans Sind, af hvilket mange Aar derefter Dramatiseringen af hin Novelle fik sit Præg: hans ypperste Drama og vistnok overhovedet ypperste Digterværk Uriel Acosta.

Helten deri er en historisk Personlighed, Gabriel, senere Uriel, Acosta, f. 1594, en Religionsfilosof af jødisk Afstamning, men hvis Forældre allerede var døbte. Paa Grund af Vantro overfor Kristendommen maatte han flygte fra sit Fødeland Portugal til Holland, hvor han oprindeligt nærmede sig Jøderne, men snart begyndte at udgive Skrifter, der forholdt sig kritisk til de jødiske Troslærdomme som til de kristelige. Han blev idømt først Pengebøder, saa en vanærende Bod, nemlig den: efter forud sket Tilbagekaldelse af sine Vildfarelser at lægge sig ned foran Synagogens Tærskel og lade alle de Troende træde ham under Fødder. Efter syv Aars Forfølgelser underkastede han sig denne Bod, men gjorde saa, beskæmmet og fortvivlet over at have kaldt sine Anskuelser tilbage, (i 1647) ved et Pistolskud Ende paa sit Liv. Han var Spinozas Forgænger og efter Overleveringen hans Lærer.

Saddacæeren fra Amsterdam er en lille Novelle i gammeldags Manér, i hvilken de vigtigste af det senere Dramas 555 Hovedpersoner allerede er skitserede. I Judith, Acosta's vaklende og tilsidst troløse Elskede, er øjensynligt den ustadige lille Berlinerinde tegnet. Stilen er barnagtig og svag. Hvor Spinoza indføres, hedder det: «Hun kaldte, og hendes eneste Barn, en syvaars Dreng, ilte sin Onkel imøde, hvem han i Maaneskinnet let kunde kende. Blotter Eders Hoveder! denne Dreng var Baruch Spinoza.»

Hvad der har draget Gutzkow som ung til Stoffet, det var øjensynligt dets blotte Evne til at bevæge, Historien om en af den frie Tankes første Martyrer.

I vore Dage læser vi et saadant Levned uden synderlig Sindsbevægelse. De aandeligt Frigjorte véd, at Udviklingen endnu ikke er videre fremskreden, end at de taales. De har i det Stykke Liv, de har bag sig, i den Grad vænnet sig til at høre det fordømme, de vurderer højest, og det lovprise, som de anser for lavt eller forrykt, at intet Stof af denne Art mere gør Indtryk.

Men for Slægten fra 1830 i Tyskland var det anderledes. Selv det Punkt, at Uriel Acosta bad om Naade og kaldte tilbage, kølnede ikke Gutzkows Deltagelse for ham. Han skriver i Novellen: «Vi, som er vante til at leve i et ligesom medfødt, stadigt fortsat Martyrium for vor Overbevisnings Skyld, bør ikke lade os forlede til at bryde Staven over en Mand, der havde Mod til at optræde mod Dogmerne i en fanatisk, utaalsom Religion, og som dog kunde være i Stand til at krybe hen imod den Haand, der havde tugtet ham.» Han skildrer Forvirringen i Uriels Sjæl: Troen er som Staven, der leder den Blinde. Bliver Mennesket pludseligt seende, har dets Øjne endnu ingen Øvelse i at skelne Tingene, mindst Stavens tusindaarige Øvelse i at værne det mod Fald, og saa famler det værre end før.

Efter at den af Menzel løsladte Storm var bruset hen over Gutzkows Hoved, fik dette Stof nødvendigvis en helt ny Betydning for ham. Ved at gennemse det fandt han ikke blot, at det indeholdt Muligheder af rent dramatisk Art, men at dets Hovedpunkter stemmede med Hovedpunkter i hans eget Liv: Ogsaa han var jo bleven lyst i Ban og tvungen til Tavshed. Ogsaa han var bleven fornegtet efter at være bleven forbandet. Ogsaa han maatte bøde for sine dristige Tanker. Ogsaa ham havde man kastet ned paa den krænkede Kirkes Tærskel, og hele Sværmen var gaaet over ham og havde trampet paa ham.

Da han endelig i 1846 i Paris under Indtrykket af store Skuespilleres tragiske Spiliemaade gav Æmnet dramatisk Form, 556 foretog han nogle Forandringer. Han hævede den kvindelige Hovedfigur for at forøge Stoffets Interesse. Judith er i Tragedien Uriel Acosta en Andens Forlovede; Uriel er hendes Lærer. Men da Rabbinerne i højtideligt Optog udtaler den skrækkelige Forbandelse over ham, da Alle viger fra ham og han bliver alene tilbage paa Skuepladsens ene Side, medens Ordene lyder imod ham :

Ve den Ven,
der i din Jammer Troskab dig bevarer!
Aldrig i Kærlighed et Kvindehjerte
sig giver hen til dig,

saa skrider Judith tværs over Scenen og stiller sig ved hans Side med det bekendte, skønne Udbrud, der ender med Verset:

Elsket han er. Troer sandere Profeter!

Fra Novellen tog Gutzkow dernæst en Figur, som dèr neppe er antydet, og gjorde af den en uforglemmelig Skikkelse, Dramaets ypperste og mest originale: Rabbinernes Ældste, den 90aarige Ben Akiba. Denne Olding har i Grunden kun én afgørende Replik, som han atter og atter gentager til Uriel og til de Andre:

Det var Altsammen før.

Beundringsværdige Ord! Ben Akiba, det er Alderdommen, som har set det Altsammen før, set Kirken anfægtet, set Kirken sejre; set Tvivlerne og Kæmperne rejse sig, ydmyges, slaas ned og dø. De Andre tror, at Sligt er nyt; det er altsammen gammelt, det fører ikke til noget. Ben Akiba, det er den dogmatiske Konservatisme i Menneskeskikkelse, Erfaringen, der ryster paa sit tunge Hoved. Hører Ungdommen paa ham, er Selvopgivelse den uundgaaelige Følge.

Uriel lader sig overtale til at kalde tilbage. Han gør det for sin Moders og Judiths Skyld. Han gamle, blinde, troende Moder kommer til ham, og i en Scene, der altid paa Teatret gør et dybt Indtryk, bevæger hun ham blot ved sin stille Værdighed og store Kærlighed, uden med et Ord at bønfalde ham om for hendes Skyld at gøre noget Skridt - til at tilbagekalde og underkaste sig den vanærende Straf. Ved at udsætte sig for den haaber han at tage Stenen fra sin Moders Hjerte og gøre 557 sig det muligt at vinde Judith til Brud. Men medens han holdes indelukket for at forberede sig til Boden, dør hans Moder og tvinges Judith til Ægteskab med Ben Jochai. Han har nedværdiget sig forgæves. Judith dræber sig med Gift, og Uriel, som det historisk skete, med et Pistolskud.

Uriel Acosta er ved sit Ærnne enestaaende i Datidens tyske Literatur. Det er en Tankefrihedens Tragedie, et Drama, der bærer kraftigere Vidnesbyrd end noget andet om den Tidsalder, af hvilken det fremgik - en Tid rig paa energisk Frihedsstræben og rigere paa Undertrykkelse - og om det unge Tysklands Aand, kækt fremstormende som den var, men kun altfor tilbøjelig til Frafald og Tilbagekaldelser. Dette Drama er endelig et fuldttonende Vidne om dets Digters hele Art og Talent. Den, der vil sammenligne Gutzkows Acosta med Heines Almansor, vil sande de ovenfor udtalte Ord, at det unge Tysklands bedste Mænd i deres bedste Øjeblikke lagde en mandig Alvor for Dagen, som ikke findes hos Heine.

Uriel Acosta har nu i lange Tider været et Yndlingsstykke paa alle tyske Teatre. Dets rene Stil, der ved sin Stofbehandling kan minde om Lessings Nathan, har Sving og Patos forud for Lessing. Trods adskillige Svagheder - Optrinnet med Spinoza f. Eks. - er dets dramatiske Bygning fast.

Stykket er det af Gutzkows Arbejder, der er naaet videst omkring. Det er blevet oversat paa alle slaviske og alle romanske Sprog, desuden paa Engelsk, paa Ungarsk, paa Svensk, er tilsidst ogsaa blevet udgivet paa Dansk.

I Tyskland blev Uriel Acosia, som Gutzkow træffende har sagt, et Slags Vejrglas for de offenlige Tilstande. Saasnart den kirkelige Reaktion var i Stigen, blev det gerne forbudt paa en hel Række Scener. Skete et Systemskifte, blev Stykket givet frit. For Østerrig er det betegnende, at det stadig turde gives i Rigets Provinser, medens paa Burgteatret Overenskomsten med Paven stod i Vejen. Til danske Scener er Stykket, som venteligt var, først naaet meget sent, i 90'erne.

Efter 1835 skriver Gutzkow ikke mere noget Barnagtigt eller Umodent. Han er fra nu af den store rastløse Arbejder i Literaturen, en Forsker og Skildrer paa det kritiske Omraade, der formaaede at bringe enhver Fortidsskikkelse eller Samtidsfigur i Forbindelse med Datidens Krav og Opgaver, en skarptseende Sondrer af Strømningerne i Tiden, en Sjælekender af Rang i 558 Forstaaelsen af det enkelte Menneske. Hans Goethe (1836) er et tænksomt lille Skrift, nærmest følt som Indsigelse imod Menzel; hans lange Række af Portræter (Zeitgenossen, senere Säcularbilder) røber Evner, der sidenhen kom Romanforfatteren til Gode; hans Levnedsbeskrivelse af Börne (1840) rejser denne det unge Tysklands Stamfader et Æreminde og gør Front imod Heine, der ved sit ukloge og lidet højsindede Skrift om Borne havde tabt Jordsmon hos den unge Slægt.

En særegen Interesse knytter sig til Gutzkows datidige dramatiske Forsøg, fordi han og Laube var de første tyske Skribenter af Rang, der efter Kleists Dage traadte i Forhold til Teatret paany og tilkæmpede sig en agtet Plads paa Tysklands Scener. Gutzkow begynder tungt med nutildags utilfredsstillende, følsomme Dramer. Richard Savage oder der Sohn einer Mutter fra 1839 er en eneste stor Overspændthed: en genial engelsk Digter, der er vokset op uden at kende sine Forældre, genfinder sin Moder i en smuk og glimrende, aristokratisk Verdensdame, der ikke paa nogen Maade vil vide af ham, men fornegter og forjager ham. Hele Stykket fyldes af hans frugtesløse Forsøg paa at vinde denne Moders kolde Hjerte. Werner oder Herz and Welt fra 1840 er et borgerligt rørende Skuespil, der drejer sig. om den hos Gutzkow oftere varierede Kamp i Mandens Hjerte mellem en ældre Kærlighed og en ny Forbindelse. Heinrich Werner har ladet sig optage i Barns Sted og adle under Navnet von Jordan, og har forladt en fattig men henrivende Pige for at ægte en Dame af Stand. I sine nye, rige Forhold savner han sin borgerlige Ungdoms rolige Studieliv og især sin tidligere Forlovede, ved hvem hans Hjerte endnu hænger. Da træffer han pludseligt hende, Marie Winter, i sit eget Hus, hvor hun er bleven antaget som Opdragerinde. Efter at han i nogen Tid har vaklet mellem sin Hustru og den unge Pige, som det er hans Forsæt kun at elske rent aandigt, men som han i Virkeligheden elsker langt højere end noget andet Væsen, kommer det til en huslig Krise. Hustruen pukker paa sin Ret, en Ret, der afvises af Heinrich. Hans Moral er en højere, friere end hendes, medens hun «gru er for hans Grundsætninger». Endelig overhugges Knuden ved en dertil pludseligt optrædende Person, en ung Ven af Heinrich, der bliver enig med Marie om, at de, for at det engang bestaaende Ægteskab ikke yderligere skal nedbrydes, vil gifte sig 559 med hinanden. Som man ser, er her Spidsen brudt af det tragiske Motiv.

Først med Zopf and Schwert fra 1843 naaede Gutzkow til at skrive et Skuespil, der med en vis Fornøjelse lader sig se. Stykket har holdt sig paa tyske Teatre, medens det aldrig har kunnet faa fast Fod udenfor Tyskland, fordi det er en Art Nationaldrama. Der banker en Prøjsers Hjerte deri. Det er Friedrich Wilhelm I og Forholdene ved hans Hof, som Gutzkow har villet fremstille i et historisk Lystspil som de, hvormed Scribe i Datiden gjorde saa megen Lykke. Saa overfladisk som hos Scribe er dog den historiske Opfattelse ingenlunde her. Gutzkow har havt Sans baade for de værdifulde og for de humoristiske Sider af den gerrige Familietyrans og spartansk strenge Fyrstes Tænkemaade. Men allerede Lystspilformen gjorde en virkelig Fordybelse i Prøjserkongens Væsen umulig. Og desuden laa det ikke for Gutzkow, endnu mindre for Laube, at grave i de historiske Karakterer og Situationer til de stødte paa den historiske Sandhed i dens Modsætning til al Vedtægt. De brugte kun det Historiske som Fremførelsesmiddel for en mer eller mindre sindrigt slynget Handling. Man behøver derfor blot at tage de første Bind af Carlyle's Frederik den Store i Haanden for at møde et saa meget mægtigere og mere gribende Billed af den barokke Prøjserkonge med de lange Grenaderer, at Gutzkows i Sammenligning svinder ind til en afdæmpet Spøg. Og man behøver kun at blade i Heltinden, Wilhelmine af Baireuths Erindringer for at se, der i Forholdet mellem Faderen og hende ikke var Rum for noget Lystspil. Lader man imidlertid Tanken paa det virkeligt Stedfundne fare, saa har man her for sig et vakkert Forviklings-Skuespil med en vis historisk Kolorit, der nødvendigvis maa bevare en særlig Yndest hos prøjsisk sindede Tilskuere. Zopf und Schwert er et Slags spøgefuldt Modstykke til Kleist's alvorlige Prinz von Homburg.

Af Gutzkows øvrige Dramer fra Fyrrerne er Das Urbild des Tartüffe det, som har gjort mest Lykke, men det er et saare overvurderet Arbejd. Meget nydeligt er derimod det fordringsløse Lejlighedsskuespil Der Königslieutenant, som behandler Goethe i halvvoksen Alder og som blev skrevet til hans Hundredaarsfest.

Udenfor nærværende Skrifts Ramme falder de uhyre kulturhistoriske Romaner Die Ritter des Geistes, Der Zauberer von Rom o. fl., som Gutzkow forfattede i Reaktionsperioden efter 1848 og 560 som i saa høj Grad befæstede hans Herredømme over Datidens Menneskers Sind. De er Forbillederne for den senere lange Række af Spielhagenske Romaner.

Næst Gutzkow staar Heinrich Laube som den nye Gruppes betydeligste Mand. Laube (født i Sprottau i Schlesien 1806) er et tydeligt Aasyn og et friskt, ufortrødent Talent med strømmende Livlighed, med Sans for hvad der virker og tager sig ud, med Evne til let, men i de fleste Tilfælde tilstrækkelig Karakteristik og fra først af med mange dristige Andenhaandstanker uden Dybde. Han er ikke uden Følelse, ikke helt uden Alvor, men dog mest ejendommelig ved et rask, energisk, praktisk Naturel. Han havde fra 1826 af studeret Teologi i Halle og Breslau og havde fra 1832 af begyndt en journalistisk Virksomhed i Leipzig. Der var i hans upedantiske Skrivemaade som i hans ydre Optræden noget, der syntes at tyde paa slavisk Blod i hans Aarer. Han yndede som Student at gaa i polske Snorefrakker, at opfinde geniale Huer og Kapper, og han skrev med en Flothed og Voldsomhed, med en umoden Naturlighed og med en Mangel paa Grundighed, der ikke mindede om den tyske Skole. Hans Blod var hedt og løb let; hans Sindelag var lyst og heftigt uden nogen Afskygning af Tungsind.

Som Medlem af et Studentersamfund og fordi han altfor ligefrem havde tilkendegivet Samhu med Julirevolutionen og dens Eftervirkninger i Tyskland blev han i 1834 udvist af Sachsen og sat ni Maaneder i Fængsel i Berlin. Han har skildret sin Fængselstid ligefrem i Indledningen til sit Drama Monaldeschi - Ensformigheden i hin underskønne Sommer 1834, Indespærringen uden en Bog, med et Bord, en Skammel, en Seng, en Lerkrukke med Vand og et Natbord med Blikredskaber. Ad en Omvej og mere gribende har han malt denne Tid i tredje Del af Das junge Europa, hvor Valerius paa møjsomt tilranede Papirstumper nedskriver sine Indtryk under det lange Ophold i et prøjsisk Fængsel.

For billigt at bedømme hans Optræden efter Forbundsraadets Forbud af hans Skrifter som hørende Det unge Tyskland til, maa man betænke, at dette Slag ramte ham lige efter hans Løsladelse, og at han, trods sin ængstelige Forsigtighed overfor denne Kendelse, i 1837, kort efter sit Giftermaal, for Deltagelse i Studenterforbindelsernes Bestræbelser, blev idømt en ny Fængselsstraf. Denne Gang var Straffen mild. Øjensynligt paa Grund af Fyrst Pückler-Muskau's Beskyttelse blev Laube dømt til at afsone sin 561 Brøde i et Jagthus paa Muskau. For en Celle fik han en Sal; istedenfor et Vindve under Loftet otte Vinduer, der aabnede sig mod tre Himmelegne. Ja endog en kort Spaseretur i den verdensberømte Have blev ham daglig tilladt. Han kunde læse og skrive saa meget han vilde; hans Hustru delte hans Fængsel med ham. Fra da af optræder han politisk yderst maadeholdent, ja da han i 1848 vælges ind i den tyske Nationalforsamling, slutter han sig ikke til det republikanske men til det «arvekejserlige» Parti.

Laube begynder i Literaturen som en Elev af Heine. Hans Reisenovellen (en lang Række Bind) er umiddelbare Affødninger af Reisebilder; men særegent for ham er det, at Paavirkningen fra Heine stadigt krydses med Paavirkning af Heinse. Fra Heine tager han Stilens Kaadhed og Esprit, fra Heine stammer tildels ogsaa det hos ham undertiden ret ubehagelige personlige Lapseri; men fra Wilhelm Heinse, som han i højeste Maade beundrede og hvis Værker han udgav, stammer den uforblommede Sanselighed, der er en formelig Dyrkelse af Kvindens ydre Skønhed, og som altid tager Munden fuld. Kun at denne Dyrkelse af kvindelige Former og Farver, dette Sværmeri for det Kødelige hos Heinse er mere oprindeligt, mere troskyldig bakkantisk, mere oprigtig religiøst, medens man hos Laube stundom saares af en vis Raahed, stundom føler Tilbøjeligheden til at ærgre den gode Borger, stundom stødes af en Art næsten personligt Praleri med Kvindebetvinger- Evner.

Da Laube som gammel Mand begyndte at udgive sine Ungdomsskrifter paany, blev den nye Slægt forbavset over Smagløsheder hos ham, som nogle og fyrretyve Aar tidligere havde tiltalt Datidens Ungdom, og mangen En istemmede da den strenge Dom, som Emil Kuh kort forinden havde fældet i det Afsnit om Det unge Tyskland, som findes i hans Værk om Hebbel Men det er ubilligt over nogle grove og taktløse Enkeltheder at overse Helhedspræget i disse Arbejder.

I Rejsenovellerne er der, saa rask de end er nedskrevne, lidet Oprindeligt. Allerede Afsnittet Leipzig med dets franske Sympatier og dets Ærefrygt for Napoleon er altfor stærkt paavirket af Reisebilder. Ogsaa Laube vil have set den store Kejser som Barn, men er dog ikke sikrere derpaa end at han lader det henstaa som uafgjort, om Synet var Drøm eller Virkelighed; ogsaa Laube har (i Kavalleristen Gardy) sin Trommeslager Legrand.

Men vil man have det fulde Indtryk af Laube's 562 Ungdomsvæsen, bør man gennemlæse hans Roman Det unge Europa (4 Bind, 1833-37). Et stort Stykke af hans Udvikling ligger overskueligt for En i denne, nu ikke med Urette glemte, Bog, som kun for Historikeren er lærerig og morsom. Dens tre Dele: Poeterne, Krigerne og Borgerne er Arbejder af højst forskellig Art og Værdi.

Den første Del staar helt under Paavirkning af Heinses Ardinghello. Det er en Prosahymne til Kvindens Skønhed og Kærlighedens Frihed. Formen er svært gammeldags. Man maa arbejde sig igennem en Roman i Breve, der omspænder mindst en halv Snes Personers erotiske Skæbner. Men Helhedsindtrykket er det af unge livslystne, livskraftige Mænds stormende, begejstrede Attraa, af unge, dristige eller ømme, Kvinders kække Hengivelse, af en Slægt, i hvis Aarer gløder en Trang til Frihed i Stat, Samfund og Elskov, der sprænger alle Former og alle Vedtægter. Vi faar et Indblik i en digtet, romantisk Verden, Laubes Ungdomsdrømmes, hvor der er mange Kræfter, megen ubunden Livsfylde og lutter Illusioner om Verdensfornyelse gennem Revolutioner af forskellig Art. Det er en Roman om skønne mandlige og kvindelige Legemer og Sjæle, hvis Væsen er Oprør mod Kristendom og Ægteskab.

Mellem første og anden Del er øjensynligt en ikke ringe Forandring foregaaet med Forfatterens Sindelag. Imellem dem falder hans Indtryk af Reaktionens Styrke; mellem dem synes han modnet til Mand. Medens man i første Del neppe kunde holde Personerne ude fra hverandre - Mændene adskilte sig kun ved det mere eller mindre ubændige, erotiske og regeltrodsende Væsen, Kvinderne kun ved Uensartetheden af deres legemlige Yndigheder - føres vi i anden Del ind i en Verden, hvor man har virkelige Frihedsformaal af national og politisk Art. Brevformen er her opgivet og der forekommer forholdsvis faa Personer.

Det er den polske Opstand, som skildres, idet Valerius, en af Hovedpersonerne fra første Del, af almindelig Frihedsbegejstring gør den med. Selve Stoffet har noget Fængslende, om end hist og her altfor meget blot Historisk er optaget. Polakkerne som Folk er skildrede med Blik for deres Ejendommeligheder, upartisk og sikkert: den levende Nationalfølelse hos Høje og Lave, Adelens Fordomme og Tvangsherredømme, Menigmands Vildhed og Kraft træder frem, som alt dette spejler sig i den tyske Frivilliges Sind. 563 Den Mistillid, han som Fremmed møder, den Mangel paa Frisind hos Frihedsmændene, som han iagttager overfor sin Ven, en polsk Officer af jødisk Afstamning, lader ham miste stedse flere Illusioner om den gyldne Fremtid, der vil opstaa for Europa i Julirevolutionens Følge. Gennem Bogen drager sig tragiske Stemninger: Vi ser, hvorledes Polakkernes Opsving foregaar til ingen Nytte og skæbnebestemt ender med det knusende Nederlag, og vi ser hvorledes den unge Jøde Joel trods al sin tapre Stræben efter paa Valpladsene at opnaa Ligeberettigelse med sine aristokratiske Landsmænd aldrig formaar at hæve sig op af sin Stilling som det polske Samfunds Paria. Hans Elskede tør ikke tænke paa at række ham sin Haand; selv en simpel Bonde forsmaar hans Deltagelse. Da Oprøret er tilintetgjort, lægger han i Fortvivlelse Uniformen bort for som Sjakkerjøde at vandre fra By til By. De Kristne forstøder ham; Jøderne har han selv længst ved sit Forbund med de Kristne stødt fra sig, Menneskerettigheder har han ikke; saa vil han da glemme sine Kundskaber, sin Filosofi, sin Evne til Videnskab og Vaabenbrug, og flakke om og handle med Baand, som hans Forfædre har gjort.

Denne Figur har en særlig Interesse for Danske, da Goldschmidt øjensynligt fra den har taget nogle af Grundtrækkene til Hovedpersonen i sin Roman En Jøde, der ogsaa bliver polsk Officer under Frihedskampen og ligeledes i fortvivlet Bitterhed, efter at være stødt tilbage overalt, ender udenfor Samfundet som Aagerkarl.

Tredje Del af Laubes Roman Borgerne er mindre helstøbt. Virksomst i den er to Træk: at første Dels mest ubændige Helt Hippolyt tilsidst fortvivler over den moderne Verdens Civilisation, der ingen Plads har for den store Undtagelse, men fordrer at Alle skal være lige smaa, og det Træk, at Bogens næst efter ham videstgaaende Frihedsmand, den fra først af saa djærve Constantin, der gik til Paris og sloges paa Barrikader i Julidagene, her faa Aar efter optræder som prøjsisk Overdommer, ubøjeligt fanatisk i sin Strenghed mod politiske Oprørsmænd. Constantin udvikler vidtløftigt, hvilke Indtryk det er, der har bragt ham til at skifte Overbevisning (Laube har øjensynligt havt levende Modeller til denne Personlighed); imidlertid er Forfatteren dog endnu saa betaget af sine Ungdomsidealer, at han lader denne Mand dø for sin egen Haand af Fortvivlelse over at have sveget disse.

564

Laube har som bekendt fra Aaret 1849 af og til sin i Firserne indtrufne Død ganske levet for Teatret. Han udviklede sig hurtigt til Tysklands og Østerrigs dygtigste og mest ansete Teaterleder, der som saadan imidlertid bestandig bevarede en Forkærlighed for det franske Skuespil. Hvad han selv har skrevet for Scenen er det, der længst vil bevare hans Navn.

Blandt den lange Række historiske Dramer, han har leveret, er de betydeligste - det første Monaldeschi (fra 1834), Straensee (fra 1844) og Die Karlsschüler (fra 1847) - betegnende for det unge Tysklands Idealer som de formede sig i Laubes Sind. Det sidste af disse Skuespil er meget yndet og spilles endnu stadigt; de andre er effektfulde Teaterstykker i en nu forældet Smag.

Monaldeschi's Karakter er anlagt med Friskhed. Han er den dristige Æventyrer, som ingen Betænkeligheder kender og intet højere Formaal har end det at ville frem, leve Livet stærkt og rigt, men som véd hvad Magten er værd, og vil bruge den værdigt: Hippolyt fra Det unge Europa i historisk Kostyme. Dronning Christinas mere sammensatte Kvinde-Natur har Laube ikke magtet, skønt der er givet Elementer, af hvilke en fremragende Fremstillerinde vilde kunne faa noget Ejendommeligt ud. Men Stykket som Helhed synker sammen under de erotiske Sceners utaalelige Følsomhed (Monaldeschi elsker romantisk en Frøken Sylva Brahe) og det lider som Kunstværk under Forfatterens Ængstelighed for at saare et Filisterpublikums Sømmelighedsbegreb. Det virkelige Forhold mellem Christina og Monaldeschi er udvisket indtil Utydelighed. De skarpe Kanter er slebne af det historiske Stof for at det kan presses ind i Teaterromantikens Former.

I Struensee, det andet af Laube's Dramer, i hvilket Handlingen er henlagt til et nordisk Hof, er der drevet et endnu friere Spil med Historien og de historiske Skikkelser. Struensee er her den ædle frihedselskende Reformator, hvis Fejl kun er en altfor stor tysk Humanitet, der ømmer sig ved at udgyde Blod. Var han blot en Smule mindre højsindet og mere hensynsløs, havde han med Lethed holdt sig ved Magten. Hans Svaghed, som fælder ham, er et ridderligt, aandigt Sværmeri for Caroline Mathilde, der ligesaa uskyldigt gengælder hans Følelser. Christian den Syvende er bleven en af Tungsind angrebet, men værdig, noget ordknap Herre. Struensee styrtes her af lutter Tyskere, som dels misunder ham, dels harmes 565 over, at han ikke vil opfylde deres urimelige Ønsker, og Stykkets bitre Lære er den, at Ingen er en tyske Aandshelt saa gram som hans egne Landsmænd; altid har det været saadan, at - uden Nationalfølelse endogsaa overfor Fremmede - Tyske har været Tyskeren værst.

Selv om man forsøger at se helt bort fra Bruddet med det Historiske, er den følsomt forelskede, «for alt Ædelt og Skønt begejstrede» Struensee en rent uvirkelig Skikkelse som Opkomlings-Minister. Saa let har Laube taget sig det endog med Begivenhedernes Gang, at Struensee som en anden Marquis Posa falder for et Skud, der efter Guldbergs Ordre affyres paa Slottet hin 17de Januar 1772, da han blev fængslet. Til Forfatterens Undskyldning bør det dog tilføjes, at en Hovedaarsag til alle disse Omdigtninger laa i Nødvendigheden af at ordne det Historiske saaledes, at Censuren ikke skulde forbyde Stykket af Hensyn til en venligsindet Magt; hvor skrap den var, faar man et Begreb om, naar man hos Laube læser, hvorledes Stykket i Prøjsen ligefuldt i Aarevis blev forbudt for ikke at saare det danske Kongehus.

Forbavsende er det imidlertid, at det aldeles uskyldige og mod Statsmyndigheden uendeligt hensynsfulde Skuespil om Schillers Ungdom Die Karlsschüler ved sin Fremkomst 1846 forbødes i Østerrig, Prøjsen, Hannover, Württemberg, Hessen-Cassel, samtlige Storhertugdømmer og flere Hertugdømmer paa én Gang. Det indeholder i Grunden ikke andet end en Forherligelse af den tyske Nationaldigter gennem en Fremstilling af de bekendte Vanskeligheder, der mødte ham som ung Regiments-Feltskær i Hertug Karl af Württembergs Tjeneste, og det slutter med hans Flugt fra Stuttgart til Mannheim. Det lader sig jævnføre med Gutzkows Lystspil om Goethe's Ungdom Der Königslientenant, som det ved dramatisk Liv overtræffer. Atter her er den skarpe historiske Sandhed ofret. Hertug Karls Væsen er mildnet og afdæmpet nøjagtigt som Kong Friedrich Wilhelms i Gutzkows's Zopf und Schwert. Dette er Kunst, som ikke blot har været nødt til at tage Hensyn, men som er kommet til Verden under Trykket af en Vedtægt, der har listet sig helt ind i Digterens Sind. Dog dette Sind var let og den Haand, der har nedskrevet disse Optrin, var en let Haand. Af den Glans, der omstraaler Hovedpersonens Navn, er noget faldet paa Stykket. Saalænge Schiller bevarer sin høje Folkeyndest i Tyskland, vil man rimeligvis have 566 Fornøjelse af at se denne Omskrivning af hans Ungdoms Historie, en Historie, der rigtignok nu kendes nøjere end da Die Karlsschüler blev til. Udenfor Tyskland vil et Skuespil som dette neppe virke.

Næst Gutzkow og Laube er Mundt det hyppigst forekommende Navn, saa tit i Datiden det unge Tysklands Førere nævnes. Som Organ for Gruppens Følelser og Tanker staar han omtrent i Aaret 1835 paa sin Højde. I det Aar udgiver han det af hans historisk fremstillende Arbejder, der ene fik Betydning for Ungdommens Sjæleliv, nemlig Værket Charlotte Stieglitz, ein Denkmal. Det henrev vel mest paa Grund af sit Stof, men dog ogsaa paa Grund af den følelsesfulde Behandlings Nænsomhed Tusinder af Hjerter. Og i det samme Aar udkom hans Madonna, Unterhaltungen mit einer Heiligen, det af alle Mundts Skrifter, der er mest betegnende for det unge Tysklands Følemaade og for hans eget Væsen.

Theodor Mundt, født i Potsdam 1808, var en hengiven Sjæl, Sag og Person hengiven, udrustet paa én Gang med Sværmeri og med Forstand. Han var ikke blot som Wienbarg en begejstret Natur, men - med mindre Tapperhed ganske vist - en langt rigere og mangesidigere Aand. Og dog var han en Aand uden Ægg, en Forstand uden Skarphed, en Fantast uden Gratie, en Forfatter uden sikre Omrids, en Stilist uden Fynd. Ene hans Bog om Charlotte Stieglitz har overlevet ham, og det er Genstandens Skyld. Han kunde være baade hvas og bidsk og uretfærdig, som svage Naturer tit er eller bliver det, men selv hans hvasseste Udfald er ikke Udbrud af noget krigerisk Hang, kun Selvforsvar og Selvhævdelse, grundet paa Misforstaaen af en Modpart, kun ufarlige Stød af en rasende Bede.

Det overrasker den senere Læser, at et Arbejde som Mundts Madonna nogensinde har kunnet betragtes som en farlig Bog. Man maa have de Styrendes hele Angst for Skygger i Erindring for at forstaa det. Men den kan ikke forsømmes af Nogen, der vil studere Tidsalderen; thi der er noget Typisk i det Udtryk, den giver Ungdommens Tanker og Drømmerier.

Madonna er ved selve sin Formløshed ejendommelig for Mundt og for dem, hvis literære Smag faldt sammen med hans. Det er Lyrik i Prosa, Rejseskildringer, personlige Bekendelser, verdensomdannende Lærdomme om Kødets Æresoprejsning i Kraft 567 af en hidtil ukendt Lønlære, Alt lejret om en novellistisk meddelt Kvindeskæbne.

Bogen indledes med en Posthorns-Symfoni, ret velskreven i gammel romantisk Stil, men med et uromantisk Indhold. Den forherliger Bevægelsen, det Stikord, Mundt opfandt og hvori han forelskede sig. Bevægelsen er for ham hvad for Andre Fremskridtet, Kampen for Frihed var, den nye Tids Løsen. Han taler om Bevægelsespartiet; den nye Literatur er ham Bevægelsesliteratur (Bewegungsliteratur); selve Madonna stempler han i en Efterskrift som en Bevægelsens Bog. Udtrykket er, som man ser, ret ubestemt og uskyldigt.

Læselig er i Madonna nutildags kun den kvindelige Hovedpersons Meddelelse om sit Liv og Levned. Forfatteren træffer hende i en lille bøhmisk Landsby, standser slagen over hendes selsomme Skønhed, da han ser hende paa Gaden som Deltagerinde i et katolsk Festoptog. Ved et Tilfælde tyer han senere paa Dagen netop ind i hendes gamle Faders Hus, vinder (ret forrykt) den gamle indskrænkede Mands Hjerte ved den Salvelse, hvormed han fortæller ham om Casanova, der har Jevet der i Egnen paa Slottet Dux, opnaar en Indbydelse til at blive der til Aften og tilbringer en Del af Natten i en sværmerisk Samtale med Datteren, i hvem han finder en Kvinde, der efter hans Forestillinger maa kaldes Helgeninde, en verdslig Helgeninde (eine Weltheilige) og der som saadan skænker ham et Favntag og et Kys under hede Taarer. Da han den næste Morgen maa forlade Egnen, lægger hun snart derefter sit hele Væsen og alle sine Oplevelser aabent frem for ham i en umaadelig Epistel En verdslig Sjæls Bekendelser.

Den stakkels Pige er et Offer. Fra hendes Fædreneby Teplitz og fra hendes Forældre har en fordærvet kvindelig Slægtning lokket det fattige Barn til Dresden, og har under Skin af at sikre dets Fremtid opdraget det for en rig og fornem Vellystning. Med Indtrædelsen i den voksne Alder skal hun blive dennes Bytte. Alle Forberedelserne er allerede trufne; hun er ved Nattetid indelukket i et Værelse med sin Velgører og Efterstræber, ved hvem hun væmmes - da hun ved en Kraftanstrengelse gør sig fri, bryder ud, og i sin Fortvivlelse tyer ind til en ung Teolog, der bor i samme Hus og i hvis Værelse hun skimter Lys. Længe har hun elsket ham som han hende. Nu hengiver hun sig med blufærdig Begejstring til ham, der ikke nænner at 568 støde hende tilbage. Men Dagen derpaa begaar han Selvmord af kristelig Anger over denne Synd, og den unge Pige maa paa sin Fod vandre fra Dresden til sin fædrene Landsby i Bøhmen, hvor hun, som har deltaget i en Hovedstads Liv og Adspredelser, nu forsmægter i sin Faders Hytte. Oldingen er lam, desuden aldeles trangsynet af katolsk Fanatisme.

Denne Histories Hovedpunkt synes at være den unge Piges Uskyld i Selvhengivelsen, skønt denne i Verdens Øjne er en Brøde. Fortælleren ser i hende en Helgeninde, en Madonna, Indbegrebet af elskelig og typisk Kvindelighed. En verdslig Helgeninde er hun ganske vist, men, lærer han: der kan slet ikke tænkes Noget, der er mere helligt end det Verdslige, ikke gives Noget, der er mere gejstligt end det. Og han fremsætter sin, hverken nye eller mærkværdige, men en Smule særegent formede Lære om den nødvendige Sammensmeltning af Kød og Aand og om at Modsætningen mellem Gejstligt og Verdsligt nu maa falde. «Verden og Kødet maa atter genindsættes i deres Rettigheder, for at Aanden ikke mere skal bo i sjette Etage som i Tyskland.» Og gennem Fortællingen af en langtudspunden bøhmisk Legende om Libussa naaer han til sin Jubelhymne: «Den frie Kvinde er suveræn; hun afgøre, hun tale, thi hun tør tale! Og den frie Kærligheds Lykke er sød!»

Mundt var begyndt som Hegelianer, men er her naaet til en Omændring af Hegelianismen i Retning af fantastisk Lønlære: Kristus har sagt, at hans Rige ikke er af denne Verden, og dog er han kommen til os og er selv bleven Verden. Gud har af Kærlighedslyst dykket sig ned i Kødet, og denne Verdens Kød er blevet helliget, idet det blev Gud. Saaledes blomstrer Guds Rige overalt paa Jorden, men er ligefuldt, som Kristus forkyndte, ikke af denne Verden, det vil sige ikke af den Verden, der blot er Kød og som ikke vil indlade sig med Tankens frie Bevægelse. - Vidtløftigt tumler Mundt nu som en ikke ret udlært Pedant med Fejde mod «det Dennesidige», der er uden «det Hinsides», og mod «det Hinsides», der ikke vil vide af «det Dennesidige», og ender saa i Begejstring for hvad han kalder Billedet (modsat aandløst Stof og legemløs Aand): «O I Filosofer! hvad der mangler Eder, det er Billedet .... jeg kæmper for Billedets Genindsættelse i dets Rettigheder!»*)

* 569

Var nogen Mand ikke anlagt til Fører og Mester for Andre, saa var det denne salvelsesfulde Forkynder af altfor indlysende Sandheder. Han har siden da skrevet en lang Række af historiske Romaner - en endnu meget længere Række leveredes af hans Hustru under Navneskjulet Louise Mühlbach - desuden et ikke ringe Antal af kritiske og literaturhistoriske Skrifter. Iblandt disse er et af hans bedste hans Geschichte der Litteratur der Gegenwart 1842, fordi Forfatteren der taler om hvad han kender tilgavns; men ogsaa denne Bog er som alle hans andre et formløst Arbejde, fuldt af ubehersket Stof og plettet af kun tilsyneladende dybsindig Aandrighed. Saaledes finder han her en særegen Betydning i at Hegel netop blev bortrevet af Kolera: Hegels Aandssystem, siger han, var et Alt udjævnende Middelvejs-System som Casimir Perier's, derfor maatte de begge dø af denne Alle jævnende Sygdom. Den maa betragtes som det udvortes Udtryk for Tidens almindelige Kval. Livet havde af Angst og Uro ført Krig mod sine egne Indvolde og bødede nu tilsidst for sin Attraa efter at erkende og begribe sig selv, med den sidste mulige Handling af Selvgranskning: den at spy sig selv ud. (Mundt: Litt. der Gegenwart, S. 355.)

Den især som Teaterdirektør bekendte Feodor Wehl har i et Skrift Das junge Deutschland, som mest bestaar af Breve til Udgiveren, bestræbt sig for at give Læseverdenen en bedre Idé om Mundt end den i vore Dage fremherskende, og det er lykkedes ham at bibringe os den Forestilling, at Mundt var en Mand med god Vilje, ikke faa Kundskaber og ikke ringe Varme for det, han følte sig tiltalt af. Men for nogen betydelig Kraft vil denne Skribent aldrig kunne gælde.

I Grunden er de Forfattere af anden Rang, der som Gustav Kühne, Hermann Marggraff og Alexander Jung danner det unge Tysklands Bagtrop, lige saa fremragende som han. De er alle som han halvt fremstillende, halvt digteriske Talenter. Det er Mænd med Karakter, med Dannelse og udpræget stilistisk Evne, gennemtrængte af de samme Grundforestillinger, som findes hos Mændene i første Linje.

Den der f. Eks. vil gennemlæse Gustav Kühne's Weibliche und männliche Charaktere (fra 1838) overraskes behageligt ved Fremstillingens Sving og Glans, ikke mindre end ved Rigtigheden af de Domme om offenlige Personligheder, som fældes. Hans Heltinder er som alle disse Mænds: Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz, 570 han ser paa dem med sine egne Øjne og skildrer dem med Varme, uden Talemaader. De Digtere han særmærker og forherliger, er ikke blot store Fortids-Radikale som Shelley, ikke blot hele Rækken af Datidens Friheds-Lyrikere fra Anastasius Grün til Karl Beck, men saa rolige Aander som Rückert og Chamisso. Han er vel uden stærk Oprindelighed, men ogsaa uden Ensidighed og Fordomme.

Det samme kan siges om Hermann Marggraff. Hans Bog Deutschlands jüngste Litteratur- and Culturepoche (1839) gaar i det unge Tysklands Spor, men Forfatteren har forbeholdt sig sin fulde Selvstændighed. Han er en tænksom, kritisk prøvende Mand, der skriver godt for sig, altid naturligt, undertiden aandrigt, og hvor han fejler, er det langt snarere paa Grund af hans samfundsbevarende Øjemed end paa Grund af altfor vidtgaaende Attraa til Forandring.

Naar man da ikke netop søger den nye Gruppes enfants perdus, og saadanne har enhver Retning, kan man ingenlunde sige, at den gav Anledning til de lidenskabelige Angreb, for hvilke den blev Genstand. De stærkeste Overdrivelser og Smagløsheder er gennemgaaende paa Angribernes Side, ikke paa det unge Tysklands.

En saadan Angriber var den dengang aldrende Ludwig Tieck. I flere af sine Noveller gjorde han Udfald mod Det unge Tyskland, mest ligefrem retter han sin Satire imod det i Novellen Der Wassermensch. Rigtignok er Karikaturen her saa grov, at Virkningen forspildes.

Den unge Florheim, der er Talsmand for den Ungdom, Tieck vil tillivs, er halvgal af Begejstring for Franskmænd og for Jøder; han viser sig som Frihedsmand og Folkeven i Ytringer, til hvilke en almindelig Skoledreng vilde være altfor moden. Han vil, at der aldrig maa gives nogen Koneert, paa hvilken ikke Marseillaisen spilles - for at Menneskene ikke skal glemme hvad der er Hovedsagen. I alle Bøger, selv i Kogebøger, vil han have Billeder anbragt af de vigtigste Frihedshelte som Mirabeau, Washington, Franklin, Kosciuszko. I Almanakkerne fordrer han Maaneden Juli's Navn trykt med røde Bogstaver for at holde Erindringen frisk om den glorværdige Julirevolution, og han haaber, at «alle Ædle» vil forene sig om at lade Hovedordene Fyrste, Herre. Konge, Hertug, Greve, Junker osv. trykke med smaa Forbogstaver for saaledes at vise Ringeagt for disse Begreber.

571

Da Gehejmeraaden, som i Novellen repræsenterer den forstandige Konservatisme, spørger Florheim, hvorledes han og hans (Sie, die Sie sich das junge Deutschland nennen) haaber at gennemføre deres Planer mod det Bestaaende, svarer denne troskyldigt: Ved evindelig Skælden ud paa alt det, som staar os i Vejen. Og han udvikler, at saaledes behandlede de allerede den gamle Goethe i hans sidste Leveaar - en Vending, der ganske strider mod Sandheden - nu, da de er Bevægelsens Parti og allerede har bemægtiget sig de fleste og mest læste Blade, er de i Stand til at stifte et usynligt og dog aabenbart Forbund, der strækker sig over hele Tyskland, slaar enhver Forfatter ned, der ikke hører til dem, og ved hensynsløs Brug af den gensidige Lovprisning driver dem alle i Vejret*).

Virkeligheden saa ganske anderledes ud. Karikaturen har her den dobbelte Fejl, ikke at ligne og ikke at være morsom. Mundt tog en aandrig Hævn over Tieck, da han nogle Aar derefter gav det første Stød til Opførelsen af Tiecks Æventyrkomedier i Berlin.

XXIII

Hverken Fremstillingen af Forholdet mellem Literaturen og Politiken elier den af de literære Begivenheders Gang eller Tegning af de vigtigste Mandskarakterer i det unge Tyskland afslører tilstrækkeligt det Sjælelige i Tiden.

Hvad der gøres og hvad der sker, er udvortes Udslag. Hvad der frembringes i Bogverdenen, søger nødvendigvis det Virkningsfulde, maa til en vis Grad stilisere og sætte i Relief allerede for Tydelighedens Skyld. Vil man komme under Vejr med hvorledes der i en vis Tidsalder aandeligt er blevet levet, saa maa man stræbe at komme de følende Personligheder saa nær som muligt, og man maa ikke forsømme at fuldstændiggøre det Indtryk, man modtager ved Iagttagelsen af Tidens ledende Mænd med Studiet af hine Aars typiske Kvindeskikkelser.

Hvor der føles mere og virkes mindre, hvor Formningsevnen er for svag til at løsne det Frembragte helt ud fra Personligheden, men hvor Oprindeligheden dog er stor, der naaer * 572 Forskeren lettest ind til Livskilderne i en Tidsalder. Et Brev fra en rigtudrustet Kvinde fører mere ligefrem ind til det levende Menneske og dets virkelige Følemaade end en politisk Tale eller et Sørgespil.

Ingen af de faa store Kvinder, som behersker Aanderne i dette Tidsrum, har frembragt noget Kunstværk, ingen af dem har endog blot forsøgt derpaa. De har hverken skrevet Romaner eller Afhandlinger. De har, ogsaa literært, virket umiddelbart ved deres Personlighed og har øjensynligt ikkun formaaet at sætte Sindene i saa stærk Bevægelse, fordi Tidsalderen fandt noget af sit inderste Væsen udtrykt i dem. Deres Naturer er uanskuelige, uhaandgribelige, der er noget Utydeligt, Udvisket ved deres Aandslivs Omrids; men er det end derfor vanskeligt at skildre deres Sjælepræg, saa er det des lettere at føle Tidens Puls i deres Ytringsformer.

Gennem dem indser man, at den Idé, der ligger til Grund for de Bedstes Liv i denne Tidsalder og som giver sig Udslag i Modstanden mod Regeldyrkelse og Vedtægtstvang, er den, at det Eneste, som er en tænksom og følelsesfuld Aand værdigt, det er at opfatte de menneskelige Forhold paa en selvstændig og oprindelig Maade, og at grunde sin Opførsel paa denne Opfattelse. Det var en Tanke, som allerede var gammel i tysk Kultur, den stammede fra Herder; den var taget i Arv af alle Naturbudskabets Forkyndere, deriblandt af Heinse, som slog saa stærkt ned i enkelte af det unge Tysklands Mænd, men den var dog især udfoldet og bragt i Anvendelse paa alle Livsomraader af Goethe. Ved at studere Tidens mest ejendommelige Kvindeskikkelser, opdager man, at det, der fra 1810-1835 dybest inde var sket, det, som var Tidens underjordiske, underfundige Hemmelighed, det var, at Goethes Verdensanskuelse Punkt for Punkt havde fortrængt den kirkelige og bemægtiget sig alle store Instinkter og virkelige Begavelser i Tiden.

Den uden Sammenligning betydeligste Kvinde, som i Trediverne og Fyrrerne sysselsætter de aandeligt Interesserede i Tyskland, er Rahel Varnhagen von Ense. Hun dør i Marts 1833 og 1835 udgiver hendes Mand i tre Bind det Udvalg af hendes. Breve og Dagbøger, der aabenbarede den store Læseverden hvad hun havde været. Denne Offenliggørelse fulgtes efterhaanden af en lang Række andre, der havde hende til Midtpunkt.

Langt mindre genial, men langt talentfuldere end Rahel var 573 Bettina von Arnim, der i Aaret 1835 udgav det opsigtvækkende Skrift Goethes Brevveksling med et Barn, som modtoges med Begejstring.

Medens Rahels Navn erindres paa Grund af hendes mangeaarige, uafbrudte, men rent private Virken i det Stille, og medens Bettinas Navn har Glans af hendes glimrende Talent og funklende Vid, erindres den tredje Kvinde, som gjorde dybt Indtryk paa Datidens Mænd og Kvinder, alene paa Grund af en Handling, et Selvmord. Det er Charlotte Stieglitz, der i December 1834 dræbte sig selv, og hvis Livshistorie, Optegnelser og Breve i 1835 blev forelagte Læseverdenen af Theodor Mundt. Hun blev straks Genstand for talrige Studier og Forherligelser af den unge Skole. Især har Gustav Kühne skildret hende smukt. Det var desuden, som ovenfor nævnt, hendes Død, som gav Anledning til Gutzkows Wally.

Rahel Antonie Friederike Varnhagen (født Levin, senere bekendt under Familienavnet Robert) kom til Verden i Berlin 1771. Hun synes forsaavidt at tilhøre en helt anden Tidsalder end Julirevolutionens; men først efter sin Død blev hun en offenlig Personlighed og traadte gennem det trykte Ord i Forhold til Læseverdenen og Datidens Skribenter. Hun var et af de sjældne Væsener, der i Kraft af en ufortabelig Sindets Friskhed forstaar Alt og Alle, føler med de mest forskelligartede Enkeltvæsener og Retninger, besidder det Blik, der er Blik for det Væsenlige og i Kraft af deres mangesidige uopslidelige Sympati indtil deres Død beundres og vurderes ligeligt af de Bedste blandt Yngre og Ældre. Rahel var hyldet af Karl Gutzkow, som hun havde været hyldet af Schelling og Friedrich Schlegel, af Schleiermacher og Wilhelm von Humboldt. Hun havde været glødende Patriot under Frihedskrigen, forestaaet Hospitaler i Berlin og Prag, og hun blev beundret af Heinrich Heine, der helligede hende, den 50aarige, det lyriske Intermezzo i Sangenes Bog. Hun, der havde omgaaedes Aarhundredskiftets ypperste Mænd som Fyrsten af Ligne, Fichte, Prins Louis Ferdinand, Fouqué og endnu mange andre fortroligt, hilsede til sine Omgivelsers Forbavselse endnu Victor Hugo's Orientalere og Saint-Simonisternes Skrifter med levende Glæde. Der er noget Stort ved dette Liv, saa udramatisk det end er.

Man aner Mangesidigheden af hendes Væsen, naar man gennemgaar de saa aldeles forskelligartede Personligheder, hun stod 574 i nær Forbindelse med. Der er i hende paa én Gang Dybder, der endnu overrasker, og Uklarheder, et moderne Menneske Intet kan gøre udaf. Hendes Væsens Trolddom har været det Mundtlige, Øjeblikkelige, den lejlighedsvise Ytring; det er derfor ikke let at genfremstille den nu. Stærkt har hun virket udadtil, men dog var hendes egenlige Liv ganske indadvendt; hun var i sit Aandsliv afgjort aristokratisk, og dog saa god, at hun i Kraft af denne Godhed havde Tanke for de Fjerneste.

Som en ung Pige uden Skønhed og ganske blottet for Talenter vokser hun op i Berlin i sin Faders, en rig jødisk Købmands Hus paa en Tid, da den jødiske Stamme endnu ingensomhelst Borgerrettigheder havde. 25 Aar gammel er hun allerede et betydningsfuldt Medlem af det højere Selskab i Hovedstaden; fra sit 30. Aar til sin Død er hun Midtpunktet for Berlins og et af Midtpunkterne for hele Tysklands Intelligens. Hun tiltrak ved sit Væsens Oprindelighed. Alle Mennesker ønsker og ynder jo at se deres Væsen afspejlet i et større Menneskes Sind; alle attraar Medfølelse; alle vil forstaas. Og instinktivt sporede de, der kom hende nær, Fyrster og Adelige, Diplomater og Filosofer, Digtere og Videnskabsmænd, at denne unge Pige med den lette, yndefulde Skikkelse, med de fine og fyldige Lemmer, med det lidende Udtryk i Ansigtet under det tykke krøllede Haar og med det dybe og faste Blik i de mørke Øjne, var deres Fortrolighed værdig, og det af den ene, men tilstrækkelige Grund, at hun var uden alle Fordomme.

Hun omgaas med Glæde en dejlig Hetære som Pauline Wiesel, Prins Louis Ferdinands Veninde; hun er paa én Gang hendes, hendes cyniske Mands og hendes fyrstelige Elskers Fortrolige. Hun holder oprigtig af en reaktionær Vellystning som Friedrich Gentz; hun lykønsker ham med Varme, da han, over 60 Aar gammel, har vundet Fanny Elslers Kærlighed; hun ser i ham det lysende Prosatalent og Politikeren, der i et afgørende Øjeblik har havt national Betydning. Menneskene er for hende paa Goethe'sk Vis Naturfrembringelser.

At hun imidlertid, strengt sædelig og politisk frihedselskende som hun var, havde kunnet hæve sig til en saadan Højde af Fordomsfrihed og opnaa en saa vid Synskres, det beroede paa, at hun var født paa et Fristed udenfor Samfundet, nemlig i et velhavende jødisk Hus i Berlin.

Et Par Aarhundreder igennem havde i det gammeldags stive, 575 utaalsomme Prøjsen de fremmede, foragtede, krumnæsede Familiefædre siddet i Vekselererbutikerne og uden Sans for andet end Penges Værd lagt Thaier paa Thaier, købt Obligationer og tilsidst nu og da laant Fyrsterne Penge. De var i al deres Rigdom uvidende, rettroende, overtroiske. Saa brød i Oplysningsperioden Moses Mendelssohns Virksomhed ind over dem. Deres Religiøsitet blev en ædel Forstandstro, og de begreb, hvad Kundskab og Dannelse betyder. Ved det attende Aarhundredes Slutning allerede havde de givet deres Sønner en helt ny Opdragelse, og samtidigt begyndte man at se paa disse Sønner som paa Væsener, mod hvilke man havde en Uret at gøre god igen. Og denne Sønnernes Slægt aabnede da paa én Gang sine hidtil lukkede Huse.

De lignede ikke de knebne, spidsborgerlige Berliner-Lejligheder. Rummelige Værelser med tykke østerlandske Tæpper; hist og her et kostbart Maleri, afhændet til Faderen eller Bedstefaderen af en eller anden Fyrste i Pengeforlegenhed. Et Bord med udsøgt Køkken, fine Vine, Fade af Guld og Sølv, Glas af det reneste Krystal, der funklede paa kniplingsbesatte Duge. Hustruen og Døtrene udrustede med en højere og finere Dannelse end ellers Damerne af Borgerstanden, med levende Interesse for Teologi, Filosofi og Musik, og hurtigt udviklede ved det blandede Selskab, der søgte derhen*).

Thi her mødtes som paa et neutralt Jordsmon alle de, som Samfundet ellers holdt ude fra hverandre, Medlemmer af de forskellige Stænder og Kaster, med en stor Del af dem, som Samfundet udelukkede. Intet borgerligt Hus i Berlin modtog dengang en fremmed eller indenlandsk Skuespillerinde; her modtoges Teatrenes Damer paa lige Fod med de andre Gæster. I andre borgerlige Huse kom Prinserne ikke, om saa blot fordi de kedede sig der. Her kom de lokkede af Tonens Ligefremhed og Damernes Vid. Det var en Zigøjnerverden uden Bohêmelivets Raahed. Det var det første Gennembrud af Verdensborgeraanden i det gammelprøjsiske Berlin.

I disse Krese vokser Rahel op. Allerede et enkelt Venskab udmærker hende, det med hendes Jævnaldrende, den daværende Ungdoms Helt, Prins Louis Ferdinand, Søn af Frederik den Stores * 576 yngste Broder, en ridderlig og kunstnerisk Natur med dumdristigt Mod og forfløjne Sæder, en ypperlig Musiker og ypperlig Ryttergeneral. Goethe har skildret ham i sin Bog om Felttoget 1793. Franskdannet var han som alle prøjsiske Prinser den Gang, og det i den Grad, at han (som man af hans offenliggjorte Breve ser) ikke kunde skrive Tysk bogstavret, men han var ligefuldt en lidenskabelig Fjende af Napoleon og brændte efter at maale sine Tropper med hans. Som i sin Tid Prinsen af Homburg trodsede han en Ordre om Tilbagegang og lod sig i sin Harme over Nederlaget ved Saalfeld - negtende at flygte, negtende at overgive sig - hugge ned af franske Husarer. Han betroede Rahel sine vilde Kærlighedsæventyr og fandt under sin Sorg over en uværdig Elskerinde Trøst i stille, fornuftige Samtaler med hende som med en Søster.

Ikke altid kunde hun give Andre Trøst. Hun trængte i sin Ungdom selv altfor stærkt dertil. Hun var af Naturel i den Grad nervøst pirrelig, at hun kun med stor Vanskelighed som Barn blev holdt i Live: «Blot Luften er for tæt eller for tynd, for varm eller for kold, saa er jeg syg. End mere syg er jeg ved den mindste Sindsbevægelse. Det er umuligt at være mere ømtaalig.» Næsten ethvert af hendes Breve har ved Siden af Datoen den nøjagtigste Beskrivelse af Vejrligt og Temperatur. F. Eks.: «Fredag 14. Marts 1828. Graat Sydvestvindsvejr, fugtigt og dog tegnende til Foraar, uden imidlertid at indbyde til Spaseren. Duer flyver. Der viser sig nu og da blaa Vinduer paa Himlen, og de lader hist og her, som netop nu, Dagslyset trænge igennem.» Eller: «23. Marts 1829. Klar Sol, som har brudt frem; iskold, skarp, afgjort Nordostvind. Thiergarten utilgængelig og ikke ganske fri for sin Is.» Eller: «17. April 1830. Middag; efter Regn Foraarsvejr, Træerne grønlige, men endnu ikke grønne. Mit bedste Øjeblik i Aaret, uden Fluer eller Myg, uden Hede. Foraaret nærmer sig; det tilvifter os tusind Erindringer og Forhaabninger, der aldrig vil opfyldes, men paa hvilke vi har Krav.»

Saadanne Aander fortjener og vækker lige saa megen Medlidenhed som Beundring. Hendes Ven W. v. Burgsdorf skriver til hende: «Da jeg saa Dem for første Gang, blev jeg slaaet af, at De maatte være bleven opdraget af langvarige Lidelser.» Det var sandt, hun havde havt et sygeligt Legeme, en tungsindig Ungdom, en haard Fader og havde lidt tidlige Ydmygelser. Hun 577 ar - paa en næsten uværdig Maade - ulykkelig over at være født Jødinde; hun kalder det en Dolk, som et overnaturligt Væsen i Fødselsøjeblikket har stødt i hendes Hjerte. Der rørte sig ikke en Fiber i hendes Væsen for det Religionssamfund, i hvilket hun ved sin Fødsel hørte hjemme. Erindringerne var da endnu friske om Fanatismen i det og Fanatismen imod det. Endnu i 1756 havde den jødiske Menighed i Berlin udstødt et Barn af Byen, fordi det havde baaret en Bog for en Kristen. Og paa den anden Side havde endnu Moses Mendelssohn ikke kunnet gaa ud med sine Børn uden at forfølges af Stenkast.

Hendes Fader havde i hendes Opvækst sat al sin Forstand og Karakter ind paa at knække det skrøbelige Barns Egenvilje, og kun ved sit spændstige Sinds ualmindelige Styrke lykkedes det hende at bevare sin Ejendommelighed. Hun havde tidligt Indtrykket af at have lidt saa meget, at der ikke mere var noget i hende, som kunde knækkes eller brydes.

Det var uundgaaeligt, at et saadant Væsen maatte elske med Heftighed og lide Kvaler under sine Forelskelser, lidenskabelig til det yderste som hun var. Og to Gange led hun, da hun elskede heftigst, den bitreste Skuffelse, Følelsen af at blive stødt ned som med en Morderkniv og at leve i Aarevis med Kniven i sit Saar.

24 Aar gammel havde hun knyttet sig med hele sin Sjæl til den et Aar yngre Grev Karl von Finckenstein, Sønnen af en prøjsisk Minister. De to unge forlovede sig, og Rahel levede nogle Aar udelukkende i denne Kærlighed. Hendes Forlovede var god, forelsket, hengiven, men svag af Karakter. Han meddelte hende de Plagerier, han var udsat for af sin fornemme Familie, der misbilligede dette Forhold til en Ikke-Jævnbyrdig og forsøgte at faa ham til at opgive det. Dybt saaret i sin Stolthed gav hun ham hans Ord tilbage. Skønt hun ved sin overlegne Personlighed med Lethed kunde have overvundet hans Betænkeligheder, ifald hun vilde have sat sit Væsen ind derpaa, stillede hun ham straks aldeles frit, og han var svag nok til, saa indtaget han end var i hende, at modtage sin Frihed. Aldrig forvandt hun denne første Ydmygelse.

Der gik tre Aar, og hun blev forelsket paany, denne Gang flammende, helt med Sjæl og Sanser, og hendes Følelse blev gengældt. Hun forlovede sig anden Gang med Don Raphael Urquijo, en udmærket dejlig ung Legationssekretær ved det spanske 578 Gesandtskab i Berlin. Forholdet varede, lidenskabeligt fra begge Sider, et Aars Tid. Men Naturerne var altfor ulige, han hende altfor underordnet. Han pinte og krænkede hende med Skinsyge i den Grad, at hun brød for at bevare sin Menneskeværdighed, men med en Følelse af Tilintetgørelse indtil Vanvid, af Ensomhed og af at være udsat for al Livets Kulde uden det Værn derimod, som hun med sit Kvindehjerte mindst kunde undvære.

Da hun var bleven forladt af Finckenstein, foreslog man hende et Fornuftparti. Hun svarte: «Jeg kan ikke gifte mig, thi jeg kan ikke lyve. Tro ikke, jeg er stolt deraf; jeg kan ikke, som jeg ikke kan spille paa Fløjte .... Han maatte ingen Fordomme have; ellers holdt jeg det ikke ud .... Det gik heller ikke an, at han var dum og tvang mig til at lyve og lade, som jeg beundrede ham. Jeg maa kunne sige alt, hvad jeg vil.»

Da hendes Hjerte nu længe savnede den dybeste Tilfredsstillelse, levede hun des lidenskabeligere for sine aandelige Interesser. Men hun stødte paa den Vanskelighed, at hun intet Ordenligt havde lært. Hun plejede at tale om sin tykke Uvidenhed. Uvidende var hun selvfølgelig langt fra at være; men saa meget er utvivlsomt, at noget dybere Indtryk af, hvad Videnskab er, har hun aldrig modtaget, og aldrig har hun havt en videnskabelig Tanke.

Man havde lige saa lidt lært hende Jødedom som Historie og Geografi. Hun siger etsteds, at hun er vokset op som et Træ i Skoven og intet har kunnet lære, en Religion saa lidt som Resten. Hun dannede sig da sin egen Religion, som Karl Hillebrand med Rette har fundet beslægtet med den, Schopenhauer satte i System, idet hendes Tanker om en Vilje i Naturen, om Verdens-Elendigheden, om Medlidenheden som den eneste Kilde til Moral er beslægtede med hans. Hendes Religion havde sin Mystik. Hun beundrede meget Angelus Silesius og Saint-Martin; hun var lidenskabelig Panteist som Goethe. Hun optegner den tyske Mystikers Vers:

Alle Dyder er én Dyd.
Se alle Dyderne er en og samme Dyd;
dens Navn Retfærdighed er Verdensaltets Pryd.

og skriver derunder:

Fordi den er Sandhed, Enfold, Upartiskhed, Uselviskhed, Uddeling til Alle.

579

Hun saa altid Enheden, Helheden. Der var noget af en delfisk Præstinde i hendes Natur. Skade, at hendes løsrevne Ord for os Efterlevende saa tit er dunkle Orakelsprog.

Hun var - siger Hillebrand - fuld af Overbærenhed med de Brødefulde, af Sympati med de Ringe, af Medlidenhed med de Fattige, og foragtede kun ét, den korrekte Middelmaaadighed, men viste aabent denne Foragt, selv om den skabte hende Fjender.

Hun sad hen og blev en gammel Pige, dog uden at Aarene bevirkede nogen Forandring i hendes Udseende eller formindskede den Magt, hun udøvede. Ti Aar igennem stod hun i den ømmeste Brevveksling med sin senere Ægteherre, Varnhagen von Ense. Han var fjorten Aar yngre end hun, først en tapper Officer, senere en dygtig Diplomat, tilsidst en ypperlig, stærkt fronderende Forfatter, og maatte udmærke sig i Krig og Fred, før han uden at blive overset kunde tænke paa at optræde som hendes Brudgom. Ham ægtede hun 42 Aar gammel og levede endnu 19 Aar i et fuldstændig lykkeligt Ægteskab med ham.

Sin afgørende literære Betydning har Rahel derved, at det var hende, der først i Berlin fornam og udtalte, hvad Goethe var værd. Længe inden der endnu havde dannet sig en literær Mening om denne Livssag for tysk Kultur, var Rahel gennemtrængt af Goethes Genius, fortryllet af dens Magt og forkyndte Enhver, med hvem hun traadte i Berøring, at denne Mand var uden Sammenligning med andre, den højeste Aand, den indsigtsfuldeste Raadgiver og Dommer i Livets Anliggender. Det skete paa en Tid, da Goethe endnu var en blandt mange i Hoben af Forfattere, og da andre i Rang og Ry sattes langt over ham. Længe inden Brødrene Schlegel kritisk fastslog Ærefrygten for Goethe som ubetinget, havde Rahel allerede indført Dyrkelsen af den store Uforstaaede og Miskendte i sin Vennekres i Berlin, til alle Sider prist hans lysende Ord og betegnet hans Navn som et helligt og indviet Navn.

Hun er saa lykkelig at træffe ham, kun 24 Aar gammel, 1795 i Teplitz. Af et Brev fra David Veit til Rahel kan man se, hvad Goethe har sagt om hende: «Ja, det er en ung Pige med overordenlig Forstand, som altid tænker - og med Følelser - hvor finder man det? Det er noget sjældent. Vi var bestandig sammen, vi har levet meget venskabeligt og fortroligt sammen.» Til Franz Horn sagde Goethe: «Det er en ung Pige, som er rig 580 paa Kærlighed. Hun er stærk i alle sine Følelser og kaster dog enhver Ytring let hen .... det første gør, at vi beundrer den store Oprindelighed i hende, det andet gør denne Oprindelighed elskværdig . . . .»

Da Rahel erfarer dette, skriver hun: «Hvorfra véd han, at jeg har Følelse? Ingen har jeg i mit hele Liv mindre kunnet vise mig for, som jeg er, end for ham. Dog lad mig tie. Han er Goethe. Og hvad han føler og siger er sandt. Ogsaa hvad han siger om mig, tror jeg .... Ser De ham, Horn. saa hils ham fra En, der altid har tilbedt ham, forgudet ham, selv da Ingen roste ham, forstod, beundrede ham. Og hvis han undrer sig over, at en stille ung Pige sender ham en saadan Hilsen, saa lad ham forstaa, at hun i den Grad ærer ham, at hendes Ærbødighed har forhindret hende i at sige det. Sig ham, at det ikke er Affektation, men Blommeblødhed. Hvad kan jeg for, at Andre affekterer, hvad jeg mener i Alvor. Har jeg ikke Ret? Jo, jeg tilbeder ham.»

Og nu sker der Intet, gøres ikke det ringeste Forsøg fra Rahels Side paa at træde i Forbindelse med Goethe, knytte Brevveksling med ham eller lignende. Aldrig omtaler hun hans Person, bestandig kun hans Geni. Der gaar tyve Aar, og hun ser Intet til ham. Engang i 1811 sender Varnhagen Goethe nogle Optegnelser af Rahel om hans Poesier. Han bliver slaaet af det Læste, betegner Forfatteren som en mærkværdigt opfattende, forenende, efterhjælpende, fuldstændiggørende Natur, der med ét Slag begriber - men efter Rahels Anmodning til Varnhagen erfarer han ikke, fra hvem dette Haandskrift stammer. Først 1815 i Nærheden af Frankfurt ser Rahel Goethe igen. Der er noget Rørende ved dette Sammentræf. Goethe er nu 66 Aar gammel. Han er i Besøg hos sin Veninde Marianne von Willemer (hans Diwan's Suleika) paa Willemers Gaard Die Gerbermihle. Rahel er i Frankfurt, har tilfældigvis set ham paa en Køretur med hans Værtsfolk og er i sin Skræk, sin Glæde kommen til at raabe højt: Der er Goethe.

Der er som sagt gaaet tyve Aar. Det er den 8. September om Morgenen. Rahel har havt noget ondt i Øjnene, er staaet senere op end sædvanligt, staar halvtpaaklædt og børster sine Tænder, da Kl. 9 1/4 Værten kommer og siger, der er en Herre, som vil tale med hende. Han har givet hendes Pige et Kort. Det er Goethe's. Og af Ærefrygt, for at han ikke skal vente, giver hun 581 sig ikke Tid til at klæde sig ordenlig paa, til at gøre sig smuk: «Jeg lod ham træde ind nedenunder og kun vente saa længe, som jeg behøvede til at knappe en Jakke om mig. Det var en sort vatteret Jakke. Jeg ofrede mig selv for ikke at lade ham vente et Minut. Det var den eneste Tanke, jeg havde. Heller ikke undskyldte jeg min Paaklædning, jeg takkede ham kun. Jeg undskyldte mig ikke; thi jeg mente, han maatte vide, at jeg helt forsvinder, og at der kun tages Hensyn til ham. Det var - desværre - mit Hjertes første Bevægelse. Nu tænker jeg med den heftigste, mest komiske, mest pinefulde Anger anderledes.»

Hendes forsømte Klædedragt, hendes Følelse af Uskønhed og Utækkelighed nedslog hende; hun sagde intet, som duede. Efter en saa mangeaarig Kærlighed, en saadan Leven i ham og Længsel efter ham fik hun ham for eneste Gang at se nogle Øjeblikke i Enrum, og saa gik det saadan: «Og hør nu helt ud,» skriver hun til Varnhagen, «hvor latterlig jeg var. Da han var borte, klædte jeg mig rigtig smukt paa. Alt vilde jeg nu indhente og oprette. En skøn hvid Kjole med høj, smuk Krave, Kniplingsslør, mit Sjal fra Moskvá .... og nu kan jeg sige, som Prins Louis skrev til mig: Nu er jeg mellem Brødre 10,000 Thaler mere værd. Goethe har besøgt mig.»

Rahel, der efter tyve Aars Venten, efter et Livs Beundring modtager Goethe i vatteret Jakke hellere end at lade ham vente i fem Minuter, det er, som Enhver vil indrømme, et Højdepunkt af kvindelig Heroisme. Dette Optrin bliver efter Gennemlæsningen af mange Bind Rahel-Literatur tilbage i Ens Erindring som det afgørende. Det giver Maalestokken for hendes Ærefrygt, hendes Forstaaelse og hendes Evne til at overvinde sit Køns mest berettigede Forfængelighed.

Det er Skade, at et Væsen med saa sjældne Egenskaber manglede alt Talent, al formende Evne, enhver Plastik. Nu ligger de fine og dybe Indfald, hun har havt, spredte som blotte Bemærkninger i Breve og Optegnelser af privat, for Efterverdenen ligegyldig Natur. Rimeligvis holder nutildags kun begejstrede Kvindesagskvinder ud at læse større Partier af hende i Træk.

Men hendes Væsen var ikke af kunstnerisk Art. Det var Sandhedskærlighed. «Jeg har,» siger hun, «i denne Verdens store og almindelige Elendighed viet mig til én Gud, Sandheden, og hver Gang jeg er bleven frelst, er jeg bleven det ved ham.» Hun 582 var fast og paalidelig i sine Venskabsforbindelser; men selv med Fare for at nedsætte sig i Andres Omdømme tilstod hun, naar en Følelse i hendes Sjæl var slukt, og skammede sig ikke derover. Med hendes Sandhedskærlighed stod hendes Væsens Simpelhed i Forbindelse; hun gav sig ikke ud for at være hævet over almindelige Svagheder, tilstod sin Kærlighed til Slikkeri, sin Begærlighed efter at høre om de nyeste Parisermoder. Og hun havde den fortjente Lykke stadigt at føle en dels medfødt, dels erhvervet Harmoni, en sikker indre Sammenhæng i Sjæleliv og Overbevisninger - deraf hendes høje og berettigede Selvfølelse. «Jeg dræber Pedanteriet i tredive Miles Omkres,» sagde hun.

Vi har set, hvor stor hendes moralske Overbærenhed var; ogsaa i rent aandelig Henseende var hun taalsom. Hun fordrede hverken sædelig Renhed eller store Evner af den, hun skulde sætte Pris paa; men hun fordrede Frihed for Affektation. Derfor havde hun Sans som ingen Anden for det Naturlige, det Oprindelige, hvor beskedent det end var, og derfor havde hun selv trods sin gennemtrængende Forstand en Troskyldighed, en Friskhed i Opfattelse og Udtryk som et genialt anlagt Barn.

Da hun stod paa sin Anseelses Højde, var hun nødt til at gøre sig selskabeligt utilgængelig, omgive sig med alle Slags Forskansninger for at bevare sin Frihed til at vælge sin Omgang. Hun valgte bestandig Originaler.

En af hendes Omgangsvenner, Grev Tilly, skriver til hende: «Jeg har tusind Artigheder at sige Dem, før jeg slutter. En beundrer Dem; En er Dem hengiven; En er forundret, naar han forstaar Dem, En bedrøvet, naar han forlader Dem, selv om det kun er i et Brev, der maa have Ende. Alle disse Personer, det er mig alene.» Denne Spøg gengiver de forskelligartede Indtryk, hun gjorde.

Rahel havde tænkt meget over Originalitet. Det hedder etsteds hos hende: «Hvis En sagde: De tror, det er let at være original; nej, man maa gøre sig megen Umag for det; det koster stor Anstrengelse - saa vilde man anse ham for gal. Og dog vilde denne Ytring være sand. Enhver kunde være original, hvis Folk ikke stoppede deres Hoveder fulde af saamange halvfordøjede Grundsætninger, som de ligesaa tankeløst plaprer frem.»

Der havde været fremragende og fængslende Kvinder i det tyske Aandsliv før Rahel, senest de, hvem Romantikerne spandt 583 ind i deres Væv - Caroline, Dorothea og de andre - Rahel er den første store moderne Kvinde i tysk Kultur, og den første som er sig sin hele Oprindelighed bevidst*).

Tidsalderens Stræben efter Originalitet havde ligefuldt sin Fare. Jeg tænker ikke paa den Fare at forfalde til Affektation. Der gives til alle Tider stakkels Affekterte, som tror sig originale, naar de spiser deres Suppe med deres Støvler. Men Faren var stor for gennem evindelig Selvundersøgelse og Selvbespejling at tillægge sine flygtige eller almindelige Fornemmelser Mærkværdighed og saaledes forfalde til en ukunstlet Unatur som den skønne Henriette Herz og ikke faa af hendes Kres. Hjerteudgydelserne her lugter af Lampeolie og Blæk. Originalitetens Ildskrift ser anderledes ud. Den møder En i Bettina's Goethes Brevveksling med et Barn. Disse Breve fra Bettina, det er Lidenskabens Flammeskrift, «syngende Flammer».

Bettina von Arnim, demens Brentano's Søster, Achim von Arnim's Hustru, der ved Slægtskab og Giftermaal tilhører den romantiske Kres, staar som Forfatterinde det unge Tyskland nær. Medens hos Rahel Beundringen for Goethe var frygtsom, en Hjertebanken og en Dyrkelse i Alvor, med stille Værdighed, fremtræder Beundringen hos Bettina som en halvt sanselig, halvt aandelig Indsmigren, som paatrængende Elskværdighed, burreagtig Vedhængen og Begejstringens dristigste Flugt over alle Bjerge.

Ved Aaret 1807 er hun igennem Goethe's Moder som hans Byesbarn traadt i Berøring med ham, vistnok allerede 23 Aar gammel, men med et Barns Holdning eller rettere som et dobbelttydigt Væsen midt imellem Barn og Kvinde. Hun kommer til Weimar, faar af Wieland et overflødigt Indførelseskort til Goethe, strækker begge Hænder ud imod ham og véd ikke mere af sig selv. Han sætter hende overfor sig i Sofaen, taler om Hertuginde Amalies Død, om hun har læst derom i Avisen. - «Ak,» sagde jeg, «jeg læser ikke Avisen.» - «Saa, jeg troede, De interesserede Dem for Alt, hvad der foregaar i Weimar.» - «Nej, jeg interesserer mig kun for Dem og er altfor utaalmodig til at blade i Aviser.» - «De er et venligt Barn.» - Lang Pavse. - Saa springer hun op fra Sofaen og kaster sig om hans Hals.

* 584

Blot dette Træk, og man har hendes Holdning overfor Goethe i dens Modsætning til Rahels. Hun havde fra Barn af den ungdommelige Dristighed, som ellers er hyppigere hos Drenge end hos Piger. I Marburg viser man endnu et Taarn, som hun klatrede og kravlede op paa og hvor hun trak Stigen op efter sig for at være alene. Hun havde en Gøglerskes Smidighed i alle Lemmer og tillige noget af Mignons barnlige og uskyldige Sværmeri. Hun er Mignon overført i det virkelige Liv, med samme Ynde og langt ringere Alvor.

Bettina var 50 Aar gammel, da hendes Goethes Brevveksling med et Barn i 1835 udkom. Arnim var død i 1831, Goethe i 1832. Hun havde faaet sine Ungdomsbreve til ham tilbage, fra Tiden 1808-1811, da deres Forhold afbrødes paa Grund af en fra hendes Side udvist Uartighed mod Fru Goethe. Hun gav sig til at behandle disse Breve frit, friere endnu end Goethe havde behandlet sit Levned i Dichtung und Wahrheit, givende Udtryk til alt det, hun da havde følt, og indlæggende mangt og meget, hun nu syntes, der burde været følt; hun gav Forholdet en lidenskabeligere Farve, end det havde havt, men i dybere Forstand holdt hun sig til Sandheden. Straks blev Brevvekslingen holdt for rent faktisk. Men da Kritiken overfor den stærkt var bleven vakt ved den Omstændighed, at Bettina udgiver Digte for skrevne til hende, der bevisligt er rettede til ganske andre Kvinder, kom der en Tid, da den tabte al Tiltro som historisk Aktstykke, og da man ansaa Alt, hvad der i den meddeltes, for opdigtet. Dog efterat Loeper i 1879 havde udgivet Goethes ægte Breve til Bettina, saa man, at disse hos hende var aftrykte næsten ordret; kun nogle Hilsener var udeladte og Udtrykket De erstattet med Du. Da forekommer i Virkeligheden kun i et eneste Brev, men rigtignok i det eneste, Goethe ikke har dikteret, saa Bettinas Ændring ikke har været uberettiget. Goethe havde den Vane at sende Digte, han lige havde forfattet, med sine Breve. Bettina har været indbildsk nok til at tro rettede til hende Digtene til Minna Herzlieb - selv dem, der spiller paa Navnet Herzlieb, og som hun derfor ikke forstaar - og ligeledes Digte til Marianne von Willemer. Det er en undertiden pudsig, men altid undskyldelig Misforstaaelse. Uundskyldeligt er det derimod, at hun opløste disse Digte i Prosa og indførte denne Prosa i sine tidligere Breve med Fremkaldelsen af det Skin for Øje, at Goethe ikkun havde sat hendes Tanker og Følelser paa Rim.

585

Iøvrigt er Alt, hvad hun meddeler om sit Forhold til Goethes Moder, om sin Iver for fra Moderens Læber at samle Bidrag til Goethe's Barndomslevned, der kunde indlede Dichtung und Wahrheit, og ligeledes hvad hun fortæller om Beethoven og hendes Forhold til ham i alt Væsenligt den rene Sandhed*).

Ingen, der i en ung Alder og med Sans for en digterisk Begejstring har læst dette Værk af Bettina, vil nogensinde glemme det Indtryk, han første Gang modtog af denne Stil. Den har en Livskraft, en Kækhed, en Finhed i Vildskaben, en rytmisk Strømmen og Klang, som rent forbavser og henriver. Naar man kommer fra Rahels sære Hieroglyfer, fra denne dunkle Billedskrift, som man aner tusind Hemmeligheder i, men sjældent forstaar tilfulde, fordi det levende Liv, som gav Fortolkningen, er borte, saa er det vederkvægende at tage sig et Bad i dette friske Væld af naiv og indtagende Begejstring. Rahel er dybere og mere virkelighedstro. Men Talentet er saa skøn en Ting. Det gør saa godt. Man kan og maa holde det meget tilgode.

I disse Breve er Bettina 23-25 Aar gammel, Goethe 58-60. Hendes Lidenskab er da ikke den almenmenneskelige, som en ung Kvinde føler for en ung Mand. Hun har levet i den under hele sin Opvækst, den er en Arv fra hendes Moder, Maxe Bren tano, af hvem Træk gik over til Werthers Charlotte. Hun elsker Goethes Moder, som unge Kvinder altid elsker den Elskedes Moder; hun er hende saa taknemmelig, fordi hun har født ham - «hvorledes skulde jeg ellers have lært ham at kende!» Sværmeriet for Sønnen faar Udtryk i Breve til Moderen, saalænge indtil hun ser ham første Gang og nu retter sine Breve til ham selv.

Fra hint første Favntag af betragter hun ham som sin. Hun skriver til hans Moder: «Der gives en Maade at besidde En paa, som Ingen kan gøre En stridig. Den øver jeg paa Wolfgang. Ingen har kunnet det før mig trods alle hans Kærlighedshistorier, hvorom du har fortalt mig. Lidenskaben er den eneste Nøgle til Verden; ved den lærer Aanden at kende og føle Alt. Hvorledes skulde den ellers komme ind deri!»

En har sammenlignet disse Breve med rigt ladede Skibe. Goethe er Ledestjernen paa alle deres Farter.

* 586

Hendes Tænken paa ham er en Sværmen: «Jeg vilde ønske, jeg sad ved hans Dør som et fattigt Tiggerbarn og fik et Stykke Brød af ham, og han kendte paa mit Blik, hvad for et Væsen jeg er, og drog mig til sig og hyllede mig i sin Kappe for at varme mig. Visselig, han vilde ikke bede mig gaa igen, og jeg turde frit vanke om i Huset, og saaledes gik Aarene, og Ingen vidste, hvor jeg var, og saaledes gik Aarene og Livet hen, og i hans Aasyn spejlede den hele Verden sig for mig, og jeg behøvede ikke at lære andet.

Ifjor i Maj, da jeg saa ham første Gang, brød han et frisk Skud af Vinranken foran hans Vindue og lagde det paa min Kind og sagde: Bladet og din Kind er lige bløde - og jeg sad paa en Skammel ved hans Fødder. Hvor ofte har jeg tænkt paa det Blad og paa, hvorledes han strøg min Pande og mit Ansigt dermed og drog sine Fingre igennem mit Haar og sagde: Jeg er ikke klog; man kan let bedrage mig; du vilde ingen Ære have Ieraf. Det var ikke aandrigt sagt, og dog har jeg tusinde Gange gennemlevet det i mine Tanker og vil mit Liv igennem drikke deraf som Øjet drikker Lys - det var ikke aandrigt, og dog overstraaler det for mig al Verdens Visdom.»

Der er Poesi i dette Sværmeri og i de Udtryk, hun giver hans Allestedsnærværelse hos hende, sin Længsel, sin tavse Skinsyge paa de berømte Kvinder, der som Fru de Stäel kommer for at gøre hans Bekendtskab; der er Poesi i hendes Sorg over ikke at kunne være ham til nogen Nytte og i hendes levende Følelse af sit Værd, sin Ejendommelighed:

«Jeg maa fortælle dig, hvad jeg inat har drømt om dig. Hyppigt har jeg samme Drøm. Det er mig, som skulde jeg danse for dig. Jeg har en Følelse, som om Alt maatte lykkes for mig, Mængden staar om mig. Jeg søger dig. Du sidder frit overfor mig; det er, som mærkede du mig ikke. - Nu træder jeg frem for dig med gyldne Sko, og mine blændende Sølvarme hænger skødesløst ned, og jeg venter. Saa løfter du dit Hoved, dit Blik hviler uvilkaarligt paa mig, jeg drager med lette Skridt magiske Krese, dit Øje forlader mig ikke mer. Du følger mig, hvordan jeg og vender og drejer mig; jeg føler med Triumf mit Held, Alt, hvad du neppe aner, det viser jeg dig i Dansen, og du undres over den Visdom, jeg foredanser dig; snart kaster jeg den luftige Kaabe af og røber mine Vinger og flyver op paa 587 Højderne. Da fryder det mig, at dit Øje følger mig, og jeg svæver atter ned og synker i din aabne Favn.»

Der er træffende Finhed i dette Sindbillede og Gratie i denne Skildring. Der er i Bettinas Sværmen for Goethe noget af den samme Klatre og Stigelyst, som hun lagde for Dagen i sin Barndom. Hun klavrede op paa Skuldren af den store Olympiers Statue - den hun atter og atter gjorde Udkast til - drog Stigen op efter sig, og sad ene deroppe, svælgende i sin Glæde over at være ham saa nær. Dog det, hvorved Bettina for det unge Tyskland blev en ideal Figur, en Valkyrie, det var ikke hendes Begejstring for Goethe blot som saadan. Det, som vandt hende denne Ungdom, det var det politiske Frisind, som brød frem i hendes Breve, og som hun forgæves søgte at faa den stille Mand i Weimar til at dele, det ildfulde Sværmeri for Tyrolernes Frihedskamp mod de Franske, for Menneskehedens jordiske Velfærd i Almindelighed, for Fattigdommens, Samfunds-Elendighedens Udryddelse. Og et mægtigt Indtryk gjorde det at se en Tilbederinde af Goethe som hende, uafhængigere end Rahel, prise Beethovens Republikanisme som større, værdigere end Goethes Fyrstetjener-Troskab. Hun stræbte at bringe Goethe sammen med Beethoven og hun ønskede, hun kunde sende hans Wilhelm Meister ned i Tyrolerbjergene til Andreas Hofer, for at han der kunde lære at føle større Begejstring og at øve mandig Daad.

Under Frederik Wilhelm IV stod hun fra først af Hoffet nær. Hendes Forhold til Kongen var et aabent, fortroligt; hun havde næsten i samme Grad som Humboldt Indflydelse paa ham, naar det gjaldt om at ophjælpe Talentet eller lindre Elendigheden. Ikke længe efter hans Regeringstiltrædelse bragte imidlertid hendes Følelser hende til at optræde offenlig som Statssocialist. Hun udgav i 1843 Skriftet Denne Bog tilhører Kongen, i hvilket hun opfordrer ham til at afhjælpe Nøden blandt hans Undersaatter. Hun havde fra sin Ungdom af betragtet sig som de Ulykkeliges naturlige Forsvarer og Sagførerinde. Forladte, sørgmodige Mennesker tiltrak hende magnetisk, siger Hermann Grimm. der som hendes Svigersøn har kendt hende nøje. Af Driften til at hjælpe andre og af hendes Barndomsindtryk fra den franske Revolutionstid udsprang hendes politiske Tænkemaade, som hun med troskyldig Tillid til at finde Støtte hos Kongemagten udtalte uden ringeste Sky.

588

Hun havde i 1831, da Koleraen rasede i Berlin, uforfærdet taget sig af de Syge og Nødlidende. Idet hun gik ud fra Berliner-Arbejdernes trykkende Stilling, kom hun paa den Tanke, at hele Folket var sygt og behøvede Hjælp. Frihed havde altid været hende et Trolddomsord. Det gjaldt for hende blot om, at der fra rette Sted lød et «Der vorde Lys!» og Friheden vilde aabenbare sig og alle Menneskehedens Følelser og Drømmerier blive en eneste harmonisk klingende Marsch med Folkenes Begejstring i Følge.

Hun skrev den Bog, hun med en beskeden Lignelse tilegnede Kongen, i Samtaleform. Mest er det Goethes Moder, der fører Ordet. Der er megen varm Følelse i Bogen, er ogsaa samlet en Del Stof, som oplyser den lavere Befolknings Nødstilstand, men der er for liden politisk Indsigt deri til at man endnu i vore Dage kan arbejde sig igennem Værket.

Hvor Forfatterinden naaer Højdepunktet, hedder det: «Vort Tegn er Frihedens Fane; den udbreder Dagglans midt i Tidernes Nat, dens Glans blænder og vil være dem paa Strandbredderne en sand Skræk, medens vi jubler og er glade. .... Farer? Friheden kender ingen Farer! For den er Alt muligt. Uvejret selv, den vældigste af alle Storme, er Storadmiral paa vort Barkskib!»*)

Man begriber, at disse Toner ikke slog an ved Datidens prøjsiske Hof. Bogen vakte Opsigt, men tilintetgjorde Bettinas gode Forhold til Kongen. Da den, som venteligt var, kun forøgede den politiske Uvilje hos Befolkningen, blev hendes næste Bog (om demens Brentano) beslaglagt under et Paaskud, fordi man frygtede en Fortsættelse.

Allerede lang Tid forinden var Bettina imidlertid, som alt berørt, blevet enstemmig hyldet af den yngre Slægt. Man læse Gutzkows Skildring af sit første Besøg hos hende, Mundts Fremstilling af hendes Væsen, Kühne's digterisk beaandede Karakteristik. Ja selv Robert Prutz, saa streng han er imod alle det unge Tysklands Medlemmer og Forbilleder, indordner sig blandt hendes Beundreres Tal. Bettinas Breve, siger Prutz, er vel den gamle Romantiks sidste, glimrende Opblussen, det knitrende, knaldende Fyrværkeri, med hvilket Romantiken slutter sin yppige * 589 Fest; men de er tillige Baalet, paa hvilket den fortærer sig selv, Ildsøjlen, der slaar op af dens Aske - og viser os Vejen.

Den tredje Kvinde, hvis Væsen kom til at gøre dybt Indtryk paa Slægten fra 1830, var Charlotte Stieglitz, født Willhöft, en Købmandsdatter fra Leipzig. Hun var som Barn en stille sjælfuld Natur, senere et tænksomt, nonnelignende Væsen. I 1822 kom den 21aarige Heinrich Stieglitz til Leipzig for der at studere Filologi. Han havde i Göttingen, uskyldigt nok, været indviklet i Retsforfølgelsen mod Folkeforførere. Han saa godt ud, havde et forvovent og lidenskabeligt Ydre, og han var Digter. Charlotte var 16 Aar gammel, regelmæssigt smuk med noget af det Overnaturlige i sit Væsen, som de gamle Germanere tiltroede de Kvinder, de tillagde Spaadomsgave. Panden høj og klar og tankefuldt hvælvet, omringet af brune Lokker, Haaret taarnagtigt opsat, en stærk Profillinje med en langlig og smal Ørnenæse, en dejlig Mund, store brune Stjerne-Øjne med en funklende Tapperhed i Blikket. Hun talte altid dæmpet, men sang med en stor, klar Stemme.

Er der noget, som Digterne i den nyere Tid ikke har forsømt, saa er det at indprente Menneskene, Kvinderne især, at en Digter er et højere Væsen. Da Charlotte forelskede sig i den unge, kønne Poet, der følte sig stærkt draget til hende, befandt hun sig som henrykt i en Lykketilstand. Den Tanke at være en Digters, en virkelig, levende Digters Elskede - det var Saligheden. Og hun har viet ham hver Følelse i sin Sjæl, alle Tanker, al Omhu fra hun saa ham første Gang, til hun, 12 Aar senere, for hans Skyld stødte Dolken i sit Hjerte. Endog før hun blev hans Forlovede, gik hun bestandig og ønskede at hun kunde udføre noget rigtig Vanskeligt, rigtig Stort for ham, uden at han erfor, det udgik fra hende. Der var i hendes Væsen det kvindeligt Tjenende, det Moderlige, det husholderisk Forstandige og tillige den muntre Uforfærdethed, som hører til Kvindenaturens bedste Egenskaber. Hun gjorde Indtryk af lutter Mildhed og Højhed.

Og saa forvekslede hun en umandig Léipzigerstudiosus med det Mandsideal, hvorom hun drømte, og et lille, underordnet poetisk Snille med en af den store Kunsts Mænd. For at kunne gifte sig maatte Stieglitz søge Sysselsættelse, og han blev i 1827 paa én Gang Gymnasiallærer og Medhjælper ved det kongelige Bibliotek i Berlin, men stønnede uforholdsmæssigt under den Tvang disse 590 Stillinger paalagde ham. Han var mørk af Lød, heftig af Sind, stræbende efter at udmærke sig som Digter, men var en rent boglig, virkelighedssky Kunstevne, og uden Udholdenhed eller Modstandskraft i Livets Kamp: en af dem, hvem Genvordigheder fælder. Han havde det Ydre af et genialt Menneske, men var inderst inde ganske mat.

Det er en tragisk Misforstaaelse fra hendes Side. Hun tror om ham, at han er en ubændig Natur. Negt det ikke, skriver hun til ham, du har store Anlæg til Røverhøvding. Og hun kalder ham sin sorte, vilde Dolkesvinger med de funklende Øjne. De er længe forlovede, bor i forskellige Byer. Hans Breve er elskværdige, naturlige og varme; han behøver imidlertid kun lidet hendes Nærhed. Hun, den varmblodigere, smægter efter ham, hans Person. Hun var det ubændige Naturmenneske, han det rene Bogmenneske - saa langt fra at være en Røverhøvding som nogen Bibliotekar i Verden.

Han manglede ikke Evner. Samtidigt med Victor Hugo i Frankrig føler han sig poetisk draget til Østerland. Han studerer paa sit Bibliotek, saa nøjagtigt han formaar, de orientalske Rigers Kultur. Deraf fremgaar de tre Bind Bilder des Orients, han saa møjsomt sammendigtede. Der er meget nydeligt og anskueligt deri; det var en Uretfærdighed at de helt oversaas; men den Følelse, der besjæler disse Tyrker- og Perserdigte, disse Sørgespil fra Stambul og Optrin fra Ispahan, disse ingenlunde ilde Digte om Grækenlands Frihedskrig, er altfor spag; den mangler netop det stærkt Personlige, det Vilde, som Charlotte saa i Heinrich Stieglitz. Alt dette er altfor literært.

Da de i 1828 skulde vies og begive sig paa Bryllupsrejse, købte Charlotte paa sin Brudgoms Opfordring ham et Rejsevaaben, en Dolk, den samme, hvormed hun seks Aar senere gjorde Ende paa sit Liv. Efter Brylluppet følger for Charlotte kun en ganske kort Tid af ublandet Lykke. Men hun gaar helt op i sin Mands Virksomhed og lider under den Jammer, at han - Geniet - skal spilde saa megen Tid og Kraft paa Biblioteket og paa Undervisningstimer. Hendes Liv gaar hen i stadig Brevskrivning for at opnaa bedre Vilkaar for ham, til deres fornemme og rige Slægtninge i Rusland, Ministre og Gehejmeraader, til andre Beskyttere og Velyndere. Hun opmuntrer ham; hun kan hans Digte udenad hvert et; hun parodierer et af dem med allerkæreste Skelmeri. Da han længe ikke havde kunnet komme 591 ud af et Optrin i sit Sørgespil Selim III, træder hun ham en Dag, da han kommer hjem, imøde og peger smilende paa Skrivebordet, hvor dette Optrin ligger fuldstændig udarbejdet. Det er den sjælfulde Scene mellem Sultanens Moder og Lægen i tredje Akt.

Der var nu og da hvad hun kalder Champagnestemning over hende; hun sørgede over, at den nu aldrig mere fandtes hos ham. Hun skriver et Digt til ham med en Gave af seks Fjærpenne: han skal være flink, besluttet, ikke gruble for længe, før han begynder:

Yppig Frugt din Digtning bære,
Frugt os skænk og Blomst tillige,
Visdom i dit Værk der være,
Vid og Ungdom det berige!
Lad os Sjæl i "Værket møde,
Mennesker, af Livet hede!
Lad dig Elskov gennemgløde,
og flam op i ædel Vrede!

Men han, i hvis Sjæl hun bestandig tror at finde det Mægtige, det Titanagtige, der kun ikke vil over hans Læber, er ufrugtbar, ikke blot umeddelsom, men paa Sindssygens Rand, undertiden maaske endog ude over Randen. Hendes Opmuntringer møder han med Sløvhed. I et af hendes Breve hedder det: «O Heinrich, lad os undertiden være selvmodsigende, flamme op, fortvivle, være himmelhøjt jublende, bedrøvede til Døden, kun for Guds Skyld ikke sløve!» Man føler Rahels Aandsbeslægtede, Rahels Beundrerinde, i disse Ord.

Han sidder hen, forpint af det daglige Slid og af sine overvurderede Evners Goldhed, snart opirret, snart hensunken i sørgmodig Slaphed. Hun søger og søger efter Midler mod denne Nedspændthed. Nu véd hun, hvad der er Aarsagen, han er for ene, han har uden Kvinder ikke Paavirkninger nok, og hun er ikke skinsyg. Hun skriver (Oktober 1834): «Gid du blot, Heinrich, vilde træde mere i Brevveksling eller i Forbindelse med ægte Kvinder. Ægte Kvinder er Digterens sande Læseverden. Det vilde interessere mig, paa en sand og aaben Maade at erfare, hvad de tænker om dig og dine Værker. Du vilde kunne optage meget deraf og fornøje dig derved og have en nyttig og behagelig Adspredelse deri.»

592

Hun vil, at de skal rejse, drage vidt omkring, til St. Petersborg, til Finland. Han opsiger sine Embeder, de rejser. Intet nytter.

Foran Vandfaldet Imatra i Finland sagde hun i Juli 1833 disse mærkværdige Ord til Stieglitz: «Er det Hele ikke som én stor Tanke, der har forvildet sig ind i denne Fjældensomhed? Bølgende Følelser og Tordenstorme, et Uvejr, det var en passende Ledsagelse til denne Nedstyrten af fraadende Vand. Men tænk dig nu Sangen om den lille Viol her - hvor kummerligt vilde den lyde, og i og for sig er den dog saa smuk. Saaledes forlanger denne bølgende, mægtigt bevægede Tid vældige Sange. Du vil give den dem . . . .»

I Oktober 1833, da han klagede og atter klagede over Livets smaa Naalestik, svarte hun (som han har optegnet): «Jeg har iagttaget dig skarpt og er kommen til den Overbevisning, at hvem der mener det godt med dig, ordenlig maa gaa ud paa at berede dig en rigtig dyb Smerte. Intet vilde gøre dig mere godt. Intet kunde fremme dig mere.»

Efter sindslidende Menneskers Vis kunde Stieglitz stundom være ophidset og heftig til det Yderste for saa atter at hensynke i sin sædvanlige stumme, næsten dyriske Rugen. Paa en Spaseretur viste han sig en Dag saa fortabt i sig selv, saa sløv for Alt, at hun prøvede paa at gaa fra ham for at se om han, naar han mærkede det, vilde mande sig op. Han mærkede det ikke. - Det var som et Varsel om at ogsaa hendes endelige Bortgang fra ham vilde vise sig ude af Stand til at løfte ham; men hun forstod ikke Varslet.

Stadigt følte hun Trang til at drive ham ind i et virksomt Liv, lidenskabeligt opfyldt som hun var af de nærmest foreliggende Tidsideer. Hun mente, Digteren maatte leve i stadig Vekselvirkning med Omverdenen. En Dag sagde hun til ham: «Jeg længes formelig efter din aandelige Genfødelse. Den vil komme, den vil komme! og gid jeg kunde fremskynde den - selv om det var ved et Kejsersnit. Men dersom det mislykkedes!» Og i December 1834 skriver hun for sig selv, at fra det Øjeblik af, da Schiller træder ind i Goethes Liv, vinder dette Liv i Rigdom, men at ved Vennens Død havde Goethe kunnet og maattet vinde mere, ifald han ikke efter sin Vane havde vendt sig diktatorisk bort fra Smerten; han havde skullet optage den i sig, 593 uudslukkeligt, saa vilde en ny Ungdom i hans digteriske Frembringen være blomstret op deraf.

I den Maaned var Livsleden hos Stieglitz paa sit Højeste. Hans Sygdom viste sig da i aandelig Stillestaaen, Udtryksløshed. Forgæves bønfaldt hun ham tit som et Barn, om dog hellere at rase og larme som fordum, kun ikke saa frygteligt at synke sammen; saa var det, hun besluttede at anvende det sidste Middel, der for hendes uskyldige og overspændte Sind stod som det, der maatte prøves, det at volde ham den store, simple Sorg, der vilde vække hans Genius igen og give hans Poesi nyt Indhold.

Den 29. December 1834, da hun en Aften kom hjem og havde to Timer at være alene i, kastede hun ved sin Indtræden i Huset sin korte Pelskaabe og sin Boa paa Gulvet, ilte ind i sit Sovekammer, lukkede Døren i Laas til Køkkenet, hvor Pigen var, klædte sig af, vaskede sig, tog en ren hvid Natdragt paa, skrev nogle Linjer til Heinrich, i hvilke hun udtaler sin Tro paa, at et nyt Liv for ham vil spire af Ulykken og ender med en Opfordring til ham om nu ikke at være svag, men rolig og stærk og stor. Saa strakte hun sig ud paa sin Seng og stødte med fast og sikker Haand Dolken fra deres Bryllupsrejse i sit Bryst.

Ved første Blik synes disse Kvinder, Rahel, Bettina, Charlotte, der alle bliver berømte i Aaret 1835, Intet at have tilfælles. Rahel dør 1833, 61 Aar gammel, og tilhører med sit Livs egenlige Bedrift, den første energiske Hævdelse af Goethe, lige saa meget det forrige Aarhundrede som dette. Bettina, der er fjorten Aar yngre, optræder først et Aarstid efter Rahels Død; hun forener Romantikens højeste Sværmeri og Usandfærdighed med det unge Tysklands samfundsforbedrende Stræben. Charlotte endelig udretter Intet uden at dræbe sig selv, hvad Kvinder til enhver Tid har gjort, om end aldrig af den Bevæggrund som hun.

Men der er dybere liggende Fællestræk. Først den Uro, som er Tidsalderens; Uro, ikke i udvortes Jagen, men i Følelsesbevægethed; Uro, ikke i Nervøsitet som vore Dages, men i evig Selvgranskning. Dernæst den Ejendommelighed, at Ingen af dem overtræder Samfundets Skranker, skønt Ingen af dem har Ærbødighed for disse Skranker. Saa den mærkværdige ideale Troskab hos dem alle mod Noget udenfor dem: Rahel er Goethes fra sit første 594 Aandedræt som voksen Kvinde til sit sidste. Bettina er Goethes i den Grad, at Oprettelsen af det kolossale Mindesmærke for ham, som hun helligede sit første Skrift, som hun selv tegnede og udførte som Skitse, i hendes Alderdom formelig blev en fiks Idé hos hende. (Steinhäusers Kolossalstatue af Goethe, der nu findes i Weimar- og i Frankfurter-Museet, gengiver denne Skitse.) Charlotte tilhører den Mand, hun seksten Aar gammel har valgt, saa hun kun lever for ham og dør for hans Skyld.

Fælles for dem alle er et Liv i Begejstring. Hos den ene ytrer den sig som en stille og hellig Lue, hos den anden bryder den ud i et Fyrværkeri af Ideer og Drømmerier, hos den sidste i den store Besluttethed, der ofrer Livet uden Klage. Fælles for dem er bestemtere Genidyrkelsen, den stærke, her tysk højtspændte Følelse af det poetiske Genis Værd og Betydning. De vil bidrage deres til Geniets Anerkendelse og Forherligelse eller til Geniets Udvikling og Frigørelse, og gaar op i denne Attraa, ligegyldigt om de har mødt en stor eller en uværdig Genstand. Fælles for dem er endelig Følelses- og Tankelivets overordenlige Oprindelighed. De ligner ingen andre Mennesker i Verden. Aldrig har der levet en følende Grublerske som Rahel, aldrig en Sylfe og Sværmerske som Bettina, aldrig en Selvmorderske som Charlotte, Selvmorderske i Kraft af en højsindet, men urigtig Kunstlære.

Den, der attraar en dybere historisk Forstaaelse, ser desuden i Rahels Selvbetragtninger den første Form, som Kvindens Frigørelsesdrift i dette Aarhundrede i Tyskland maatte antage; denne høje aandelige Selvstændighed maatte naaes, før Kvinderne i et Land, hvor man i Aartusinder havde henvist dem til Hjemmet, kunde stræbe videre frem. Forskeren læser fremdeles i Bettinas tredobbelte Begejstring for Goethe, for Frihed i Statslivet og Omdannelser i Samfundet, Kunsttidens Overgang til Liberalismens og Socialismens Tidsalder. Han ser endelig i Charlottes Selvmord et Udtryk for Datidens Kvinders Attraa efter at rive Mændene ud af literær Uvirksomhed og stille dem Ansigt til Ansigt med Livets højtidelige Alvor. Hele Tidsalderen taler igennem hendes Mund, da hun siger Stieglitz, at Sangen om den lille Viol er umulig med Ledsagelse af et Vandfald. Ingen af disse Kvinder kunde da paa noget andet Tidspunkt have udviklet sig til det, de blev; Ingen af dem vilde til nogen anden Tid være blevne forstaaede og vurderede som de gjorde. Vi har allerede nutildags al Møje med at forstaa dem.

595

Betegnende er det, at i disse Kvinders Liv forekommer Ordet Arbejde ikke. De har ikke metodisk lært det Allermindste, og i deres Angst for Ukvindelighed er de stolte deraf. Vi saa det hos Rahel. Selv den ganske ualmindeligt sprogkyndige Henriette Herz er dybt krænket over, at Jean Paul i et Brev har skrevet Ordene «M. Herz og hans lærde Hustru». Charlotte Stieglitz har ingen Anelse om, at Talentet udvikles ved Arbejd, ved haardnakket Flid, og ikke ved Dødsfald. Bettina endelig, Bajaderen, der som Mignon danser mellem Æg, har intet med Arbejd at gøre. Man føler det med Mishag, naar man følger det uordenlige Foredrag i hendes saa upolitiske Bog til Kongen.

Henad Aaret 48 begyndte man at indse, at denne Aandrighed vilde have været grundigere, sandere, varigere, ifald disse Kvinder havde vidst Noget, havt et Studium eller dyrket en Videnskab. Al denne Tankeflugt kunde have været dobbelt saa værdifuld, ifald den havde været underkastet en oprindelig Ave. Flugt uden foregaaende Tugt er ofte Kraftspild. Havde Rahel havt et Kundskabsgrundlag at staa paa, vilde hun have kunnet virke anderledes paa Efterkommerne. Nu flagrer hendes Indfald, dunkle og klare, Avner og Sædekorn, for alle Vinde.

Man troede i Trediverne endnu paa en Inspiration, der fritog for Viden, paa en Hjertets Moral, der fritog for at omforme det gamle Samfunds Moral, paa en Regeltrods, der lod alle Regler staa, men selv gik udenom dem. Her traadte det unge Tysklands Mænd til og forsøgte at gribe ind.

I Fyrrerne var man klar over, at der gaves Noget, som var mere værd end aandfuldt Snarsyn og et Liv i den indre Verden alene. Der gaves ydmygt og dristigt Arbejd i Videnskab og Politik. Vi ser den tyske Filosofi udvikle sig i Retning af Radikalisme og vi støder paa Digtere, der stræber at bryde den politiske Frihed en Vej.

XXIV

Ved Aaret 1840 træder den literære Bevægelse ind i et nyt Stadium, et mere filosofisk og politisk. Endnu et Slægtled var skudt i Vejret, som skyldte Hegel sin dybeste Dannelse, og mærkeligt nok: paa dets Mænd virkede Hegel især politisk. Schelling havde i sin Tid betegnet Kunsten som Aandens højeste Form. At 596 Kunstneren er det sande Menneske - det var hans og Romantikernes Grundsætning. Men hvad Kunsten var for Schelling, det var for Hegel Historien: Frihedsideens evige Fremskriden, Frihedens store Heltedigt. Og hvad Kunstværket havde været for Schelling, det var for Hegel Staten. Over Kunstneren staar for ham som det sande, fuldendt menneskelige Menneske Borgeren i en Retsstat.

Den yngste Slægt lærte da nu af den Hegelske Filosofi at gøre Statens Omdannelse til sin Opgave. Det unge Tysklands Mænd holdt den ikke meget af. For den stod det, som havde disse Mænd hverken i Filosofi eller Politik holdt Farve, da det kom til Stykket. Ungdommen fra 1840 fandt det unge Tyskland altfor skønskrantende, altfor nydelseskært, den vilde ikke mere høre eller istemme den gamle Vise om Kødets Æresoprejsning. Heine havde i Atta Troll ladet den unge Slægt vide, at Karakter uden Talent kun var en Bjørn; de unge svarte, at Talentet uden Karakter kun var en Abe, undertiden en meget pudserlig Abe, men aldrig mer end det.

At den Hegelske Filosofi nu paany optraadte som ledende Magt, det blev klart, da Hallische Jahrbücher som det Hegelske Venstres Organ blev stiftet af Ruge og Echtermayer. Dette Tidsskrift udstrøede fra 1838 af de Tanker, som dannede ikke blot Datidens Statsmænd, men ogsaa dens Digtere. Det var i alt Væsenligt de samme Grundsætninger, i hvis Navn det unge Tyskland engang var rykket i Marken, men som nu forkyndtes med mere videnskabelig Dannelse og større Fasthed. De Ældre havde Valget imellem at slutte sig til Unghegelianerne eller at misbillige deres egne Ungdomsgrundsætninger nu, da de udtaltes af Andre. De kendte; som rimeligt var, ikke deres egne Anskuelser igen i denne stridbare Ungdoms Mund, og det kom til mangt et Sammenstød mellem den yngste Slægt paa den ene Side og Laube, Mundt, Gutzkow paa den anden.

Statsideen, det var det nu fremtrædende Slægtleds Grundtanke. Dets Ideal var Staten som levende Organisme, virkeliggjort i alle dens Borgeres Sind. Under de talrige filosofiske, teologiske, æstetiske Fejder, som denne Ungdom fører, er bestandigt Staten og Nødvendigheden af dens Omdannelse alle Undersøgelsers Resultat. Her forberedes den Opgaaen i Statstanken, som er blevet saa betegnende for senere Dages Tyskland, og som fik selv en Revolutionær, men en hegelsk Revolutionær som Lassalle til engang at udbryde: «Tal ikke ondt om Staten! Staten, 597 det er Gud.» Det er et Sindbillede paa den literære Udviklings Beskaffenhed, at som et filosofisk Tidsskrift havde Halle'ske Aarbøger begyndt; som et politisk blev de undertrykte*).

Det nye politiske Grundsyn, der gennemtrængte Folket, brød snart ogsaa frem i Poesi, i Digte og Sange. Den politiske Poesi blomstrer frem netop i de samme Aar, i hvilke Aarbøgerne udkommer, og forplanter det politiske Frisind til langt videre Krese. Fra Begyndelsen af var den politiske Lyrik vel mest rimet Veltalenhed uden kunstnerisk Værd, men den fælles tyske Nationalfølelse havde saa længe slumret, at blotte Stikord som Frihed og Fædreland virkede elektrisk.

Den 7. Juni 1840 havde Friedrich Wilhelm IV besteget Prøjsens Trone, i Et og Alt den mest udprægede Modsætning til den Mand, der fra 1797 af 42 Aar igennem havde holdt det prøjsiske Herskerspir i sin Haand. Friedrich Wilhelm III havde været en Soldaternatur; Sønnen var en Kunstnernatur med halve og halvkvalte Evner, en Dilettant i Kunster og Videnskaber. Faderen havde været en ædruelig Mand uden Sving, beskeden, men stædig; Sønnen var modtagelig for Indtryk som en Kvinde, en Sværmer og Fantast. Faderen havde været et Pligtmenneske, en tør, indskrænket Karakter; Sønnen var en Romantiker og et ypperligt Hoved, berømt for sine Indfald og Vittigheder. Faderen . havde været høj, slank, soldateragtig i Holdning og Gang og Dragt; Sønnen havde runde fyldige Træk, der mindede om Dronning Luises, var mere fed end muskuløs, hastig og ustadig i sine Bevægelser, meddelsom, selskabelig, evigttalende. Faderen havde været paalidelig; Sønnen var interessant. Der er for Danske Noget i Modsætningen mellem dem, som minder om den mellem Frederik VI og Christian VIII.

Saa ypperlige Opdragere Fr. Wilhelm IV som Kronprins end havde havt i alt Militært, led han dog ikke Militærvæsenet. Vel kaldte han sig gerne prøjsisk Officer, men han trættedes ved den Tvang og det Pedanteri, der uundgaaeligt er forbundet med Hærvæsen i Fredstid, og han spottede endog nu og da i ganske uhohenzollernsk Aand Paradetjenesten. Dog kunde han stundom, ganske mod sin Vane, blive Fyr og Flamme som Hærfører. Al denne Militærmusik, al denne Vaabenklirren, disse * 598 Kommandoraab og Salver ved Hærmønstringerne satte ham i digterisk Ophidselse - engang ved en stor Manøvre havde han endog, henrevet af krigerisk Begejstring, fortsat Skinkampen helt ind i Byen Berlin, ubekymret om den Forvirring, han fremkaldte, og om de Hundreder af Ruder, der sprang ved Kanonsalver i Gaderne*).

Dog i Regelen omgikkes Kronprinsen Videnskabsmænd og Kunstnere, Lærde som Humboldt, Historikere som Ranke, Malere som Cornelius, Billedhuggere som Rauch. Han sysselsatte sig med arkitektoniske Udkast, studerede de antike Former i deres Anvendelse paa Kirkebygningskunst i den byzantinske Stil, stræbte at opnaa stærke Virkninger ved Kolonnader og Haller. Han udkastede ideale Landskaber, der mindede om syditalienske Middelhavskyster. Han drøftede Musik og Poesi. Han beskyttede og fremhjalp især Studiet af gammeltyske Tilstande, eller af gammel Kunst, der var traadt i Religionens Tjeneste osv., og denne megen Syslen med Fortiden bestyrkede hans Afsmag for den Tid, hvori han levede, og udviklede hans Tilbøjelighed til at genoprette det Gamle eller dog modsætte sig Samfundsforbedringer i moderne Aand.

Denne Tilbøjelighed kunde ikke andet end næres ved den unge Fyrstes Omgang med Gejstlige og med en lille fortrolig Kres af romantisk sindede Adelsmænd. Han havde fra sin Barndom af været religiøs. Han havde som Barn i Krigen mod Napoleon indsuget Troen paa den gamle Statsordens Hellighed, paa Kongedømmet af Guds Naade og paa Østerrigs Sendelse som det hellige romerske Riges Arvtager. Han tilegnede sig det hele System af Tanker og Sværmerier, som Joseph de Maistre først og ypperst gav Udtryk. Han studerede Hallers Statsvidenskabernes Restauration. For ham blev Kronen snart et hemmelighedsfuldt Klenodie, en Forening af Oldtidens Præste-Pandebaand og Diktatorens gyldne Krans, Kongedømmet et Sakramente, Kongen selv et fra oven umiddelbart beaandet Menneske. Og hvad Forholdet angik mellem Konge og Folk, saa stod Fadervældens Forhold for ham som Idealet, omtrent som samtidigt for det saakaldte unge England, der sluttede sig om Disraeli.

Med al den Tillid, som et i politisk Henseende endnu barnligt Folk kan vise en ny Konge, kom Prøjsen Fr. Wilhelm IV imøde. Man havde tillagt ham som alle Kronprinser langt større * 599 Frisind end Faderen. Folkets Forhaabninger og Forventninger lagde nu Glans om hans Skikkelse. Han begyndte paa Kongers Vis med en Gerning, der syntes at tale for Rigtigheden af de folkelige Formodninger om hans Sindelag: han gav en almindelig Eftergivelse af Straf for politiske Forseelser. Saa blev da det Haab allevegne næret, at han vilde tilfredsstille Befolkningens politiske Attraa og give Prøjsen det Gode, man betragtede som Betingelsen for alle Fremskridt, en konstitutionel Forfatning.

Vi har ovenfor set, at det prøjsiske Folk sad inde med bestemte kongelige Tilsagn derom, hvis Opfyldelse uredeligt var trukket i Langdrag. Des fastere haabede man nu at se det gamle Kongeord indløst.

Kort efter den nye Konges Tronbestigelse blev der udskrevet en Hyldingslanddag for Provinsialstænderne i Provinserne Prøjsen og Posen. Den skulde træde sammen i Konigsberg. Stænderne i Provinsen Prøjsen besvarede Meddelelsen derom med et i de allerærbødigste Udtryk holdt Andragende, i hvilket de anraabte Kongen om at opretholde og fuldføre den af hans glorværdige Fader grundlagte Repræsentativforfatning; denne havde - her som altid sit Løfte tro - indført Provinsialstænder, men overladt Fuldendelsen til sin kongelige Efterfølger, «hvem Landets trofasteste Kærlighed og inderligste Ønsker strømmede imøde» (in welchem die treuste Liebe und die innigsten Wünsche des Landes sich begegnen).

Den lavere Borgerstand i Provinsen, alle de, der haabede paa Fordel i deres Erhverv ved de forestaaende Festligheder i Konigsberg, misbilligede i højeste Grad dette Skridt som egnet til at fortørne Kongen. De højere Stænder indbildte sig derimod, at den saa evnerige Konge med Glæde straks vilde imødekomme det berettigede Ønske; Ingen maatte jo bedre end han kunne indse Mangelen ved den gamle Stænderordning. Men hverken de, der frygtede et Udslag af den kongelige Vrede, eller de, der ventede et Udslag af det kongelige Frisind, fik Ret.

Fr. Wilhelm IV's ubestemte Svar gik ud paa, at Stænderforfatningen hvilede paa et nationalt, historisk Grundlag, Kongen havde den mest levende Interesse for disse Stænder, han var fast besluttet paa at følge [gaa videre paa?] den af hans Forgænger betraadte Vej; de tro Stænder kunde «i fuldeste Maal have Tillid til hans Hensigter» med Hensyn til Landdags-Institutionen.

600

Saa lidet dette Budskab end umiddelbart lovede, modtoges det med Jubel. Saa stor havde hos Nogle Frygten været for en haard Afvisning, og saa sværmerisk var Haabet hos Andre. Hyldingsfesten i Konigsberg gik under disse Omstændigheder af under almindelig Begejstring. Men dens skønneste Øjeblik var det, som fulgte lige efter at de Deputerede Ord for Ord havde gentaget den Hyldingsed, der blev dem foresagt. Thi neppe var Ekkoet af det 400stemmige Amen døet hen, før man saa Kongen rejse sig fra Tronen, der stod paa en aaben Balkon, træde hen til Altanens Rækværk og med løftet Arm, som om ogsaa han aflagde en Ed, begynde en Tale til Forsamlingen. Man hørte hvert Ord. Han lovede at være en retfærdig Dommer, en trofast, omhyggelig og barmhjertig Fyrste, en kristelig Konge som hans uforglemmelige Fader, og han sluttede med denne Vending, der røber det literære Talent: «Maatte Gud ville opretholde vort prøjsiske Fædreland for sig selv, for Tyskland og for Verden, mangeartet som det er og dog ét, som det ædle Malm, der er sammensmeltet af mange Metaller, men dog kun er et eneste ædelt Metal - ikke udsat for nogen anden Rust end Aarhundredernes forskønnende Rust!»

Overraskelsen over, at en Konge af Prøjsen saaledes af egen fri Vilje gav sit Troskabsløfte til Gengæld for sit Folks, og Indtrykket af den livfulde og vindende Personligheds tilsyneladende uforberedte Tale virkede i Forening. Der var ingen Ende paa Jubelen. Oppe paa Balkonen brød Dronningen ud i Graad; nede i Befolkningen græd man, smilte gennem Taarer, trykkede hverandre i Hænderne. At der i Kongens Tale ikke fandtes noget tydeligt politisk Tilsagn, men Alt var viljeløs Tilbøjelighed til Frisind og gammel romantisk Talebrug, det blev i Henrykkelsen overset.

Dog Hyldingen i Konigsberg skulde kun være Forspillet til den store og festlige Hylding i Berlin. Man stod endnu under Indtrykket af den Glorie af gyldne Løfter, der laa om Kongens Person. Man vilde gøre Alt for at vise ham sin Hengivenhed og vilde give et Festen et Præg, der ret kunde tiltale ham. Ikke de paraderende Tropper skulde være det fremtrædende Element, nej man vilde give Hyldingen Lighed med en tysk-middelalderlig Borgerfest, i hvilken Laugene med deres Faner og Festtegn mødte frem i Optog paa titusind Mand. Ja man fjernede - for at glæde Kongen ved en lille Overraskelse - et helt fremspringende 601 Murværk ved Raadhuset, en Anstødssten, mod hvilken hans Vogn en Gang, mens han var Kronprins, havde stødt.

I Mellemtiden mellem de to Hyldinger var imidlertid en Begivenhed indtruffet, der maatte give Befolkningen Indtryk af Vankelmod hos Kongen. Der var blevet udstedt en kongelig Kabinetsordre af 4. Oktober 1840, som udtrykkelig - for at hifidre enhver vildfarende Anskuelse - erklærede, at Kongen paa ingen Maade ved sine anerkendende Ord om Stændernes tro Sindelag havde udtalt sig for en Repræsentativforfatning overensstemmende med Forordningen af 22. Maj.

Fyrsterne og de høje Herrers Hylding skulde finde Sted paa Slottet i Berlin, Borgernes paa Pladsen foran Slottet, den saakaldte Lustgarten. Men det øsede fra den tidlige Morgenstund ned i Strømme. To hele Timer stod Borgerne paa Pladsen og gennemblødtes, medens Kongen modtog Hyldingstaler af Fyrsterne, Adelen og Gejstligheden og lod sin egen Veltalenhed spille - oppe under Tag.

Endelig traadte han ogsaa her ud paa den aabne Balkon. Man var denne Gang forberedt paa, at han vilde tale; man troede ikke mere paa nogen Improvisation; det havde jo været en Fornærmelse mod Berlinerne, om Kongen, der havde holdt Tale for Königsbergerne, lod sig hylde af dem uden et Svar. Og han talte. Man saa, han slog ud med Haanden; men Pladsens Omfang, den fygende Vind og den susende Regn bevirkede, at Ingen kunde høre en Sætning, Man passede paa, naar Kongen tav, og hver Gang brød undersaatlige Jubelraab ud, da man troede, han var til Ende; men han vinkede og blev ved. Man saa ham slaa ud med Hænderne. Regnen strømmede og Kongen talte bestandig. Fire Gange raabte man Hurra i den Tro, at nu var han færdig, og fire Gange begyndte han paany: Han lovede at styre sit Land i Frygt for Gud og Kjærlighed til Menneskene; med aabne Øjne, naar det gjaldt Folkets og Tidens Tarv; med lukkede, naar det gjaldt Retfærdighed; men Modsætningen gik tabt i Regnskyllets Susen. Han skreg: «Vil De i denne Stræben holde trofast ud med mig i gode og onde Dage? O, saa svar mig med vort Modersmaals skønneste, klareste Lyd, svar mig et ærligt Ja!» - Og fra Pladsen lød Bravo! Bravo! Man forstod ikke Spørgsmaalet; man troede han var færdig. - Men Kongen vinkede med Haanden og blev ved og sluttede endelig med denne aandrige Vending, der tog selve Regnskyllet til 602 Indtægt som gunstigt Varsel, men desværre gik tabt som alle de andre: «Jeg vil holde mine Løfter, som jeg har givet i Königsberg og her, saa sandt hjælpe mig Gud! Til Vidne derom løfter jeg min højre mod Himlen. Fuldend nu De den høje Festlighed, og Guds befrugtende Regn hvile over denne Time!» -

Men Guds befrugtende Regn druknede den høje Festligheds Stemning, heldte sin kølende Prosa over de Tiltalte som over Taleren.

Nogen Holden af Løfter mærkedes der ikke noget til; heller ikke kunde Nogen nævne, hvilke Løfter Hans Majestæt da egenlig havde givet. Imidlertid viste den nye Konge og den nye Rigsstyrelse mere og mere deres sande Aasyn.

Istedenfor den afdøde Altenstein, Hegels og Hegelianernes Beskytter, udnævntes til Kutusminister Eichhorn, der var begyndt at optræde som Pietist, og fra hvem der, som Rygtet fortalte, truede en skarp Helligdagsforordning, ja endog et Religions-Paabud med Kirketugt for Embedsmænd. Uviljen herover blev saa stor, at man ved Haarene greb en Lejlighed til at lægge den for Dagen. Kongen havde ønsket Opførelsen af Racines Athalie. Mod Stykket i og for sig var der Intet at indvende, men Stoffet var religiøst, Tragedien oprindeligt skrevet for et Klosters Beboerinder. Ved den første Opførelse 4. Januar 1841 peb Tilskuerne Stykket ud, en Antydning af Uvilje, der ikke blev misforstaaet af Nogen. Ophidselsen var dog langt stærkere mod Ministeren end imod Kongen. Thi at Kongen var en Troende, derpaa tvivlede Ingen; men om Eichhorn mente man fra hans tidligere Liv og tidligere Omgangskres at kunne slutte det Modsatte. Og da han offenlig brugte Udtrykket den kristelige Stat *dolgoe O*: den i hvilken de Rettroende alene skulde regnes med som egenlige Borgere, begyndte en Kamp mod dette Udtryk, denne runde Firkant, som man kaldte det, med alle Alvorens og Spottens Vaaben. Til alt Uheld havde Kongen faa Maaneder forud, under et af sine forbigaaende Anfald af politisk Frisind, maaske paa Grund af sin Sans for Vittighed, gjort Karikaturtegningen censurfri. Overalt saa man Eichhorn som Egern gnave paa Bladene, knække den kristelige Stats hule Nød osv.; ja selv paa Kongen forgreb de utaknemmelige Karikaturtegnere sig, og Heine. Tidsalderens største Karikaturtegner, rettede mod den kongelige Ubestemthed disse Strofer af Den ny Alexander:

603

En Tvetulle blev jeg, en Mellemting, der hverken Fisk eller Kød er,
der af Yderlighederne i vor Tid en ganske latterlig Grød er.
Jeg er ikke slet, jeg er ikke god, hverken dum eller klog, uden Mage,
og hvis igaar jeg fremad gik, saa gaar idag jeg tilbage.

Dog Eichhorn nøjedes ikke med at kristne Staten; han stræbte at kristne Videnskaben. Navnlig gjaldt det for ham om at fortrænge den hegelske Filosofis Tilhængere og Talsmænd fra gode Stillinger og indflydelsesrige Embeder; thi denne Filosofi var Kongen imod, den bød ikke hans Fantasi nogen Næring.

Det var i Kraft af Kongens Vilje, at Schelling efter Hegels Død var blevet kaldt fra München til Berlin for fra Hegels Lærestol at forkynde sin nye Filosofi, den i Aaringer med saa megen Charlatanisme hemmeligholdte, men efter Reklamerne at dømme Tidsskel sættende Aabenbaringens Filosofi.

Man gav ham en Indtægt, som endnu ingen prøjsisk Universitetsprofessor havde havt - det hed sig, at den var næsten saa stor som en Primadonna's i Balletten - og det var visselig ikke Kongens Skyld, at der trods alle Schellings Bestræbelser ikke viste sig nogen Udsigt til at faa den Hegelske Vantro udryddet. I Virkeligheden var Schellings Optræden en Fiasco. Han følte sig ramt af en hel Ungdoms Foragt. Christian Kapp skildrede i en god Bog den kristelige Hoftænkers forskellige Forvandlinger fra Ungdommens Dage til da, hans Frafald fra sig selv, hans Humbugsforsoning af Tro og Tanke, og Ludwig Feuerbach stemplede ham med hele sin Stils Energi som det nittende Aarhundredes filosofiske Cagliostro og hans Filosofi som en teosofisk Farce.

Eichhorn foretog nu en hel Række Foranstaltninger mod Videnskaben. Han fastsatte for de prøjsiske Universiteter et vist Antal normerede Docentpladser, hvorved han højlig indskrænkede Privatdocenternes Antal og forøgede Ministeriets Magt. Han afskedigede Professor Hoffman (von Fallersleben) i Breslau, fordi denne i sine Upolitiske Sange i en uskyldig Form havde skemtet med Politiken. Disse Sange var nemlig saa iørefaldende, saa joviale, svarte saa nøje til den jævne Borgerstands Dannelse og Frisind, at de indgød Magthaverne Angst. - Bibelkritikeren Bruno Bauer mistede Retten til at holde Forelæsninger i Bonn paa Grund af sine to kritiske Skrifter om de fire Evangeliers Ægthed. De trællesindede Fakulteter gik Ministerens Ærind: selvfølgelig var de for Videnskabens fulde Frihed, men teologisk 604 Docent kunde Bauer ikke være. Det nyttede ikke, at den hegelske Teolog Marheineke i Berlin uforfærdet erklærede, ogsaa han ønskede, Bruno Bauer maatte træde tilbage som Privatdocent, men kun fordi en saa fremragende Kritiker, en Mand af saa omfattende filosofisk Dannelse burde forfremmes til en indflydelsesrig Post. Bauers Skæbne var afgjort. - Studenterne i Halle havde indgivet et Andragende om, at David Strauss maatte kaldes dertil som Professor. De modtog til Svar en Irettesættelse, og de tre iblandt dem, der først havde underskrevet Ansøgningen, blev bortviste fra Universitetet. - Endelig hændte det, at da Gans var død, kaldtes Reaktionens bekendte Jurist Stahl, Forfatter til Umkehr der Wissenschaft (Videnskabens Omvendelse) i hans Sted til Berlin. Regeringen havde den Ydmygelse, at han under sit første Foredrag blev trommet ud af Salen af Studenternes Fødder.

Saa udkom i Sommeren 1841 nede i Schweiz en lille Bog, Gedichte eines Lebendigen (En Levendes Sange). Man læste i den mangen forbausende Strofe, saaledes denne:

Op af Jord hvert Kors I rive!
Alle skal til Sværd de blive!
De skal svinges Gud til Ære.
Slip nu Vers og Digterjamren,
men læg Jernet under Hamren,
Jernet skal vor Frelser være.

Og et andet Steds:

Brus, o Gud!, med Stormens Aande gennem denne fæle Stilhed!
Giv et Friheds-Sørgespil for denne Slaveriets Mildhed!
Lad dog Hjertet atter banke i den kolde Verdens Bryst,
Væk en Helt og væk en Hævner! Jorden af dens Sløvhed ryst!

Samlingen indlededes med en poetisk Udfordring An den Verstorbenen (Til den Døde) rettet mod Fyrst Pückler, der havde skrevet under dette Navn. Han var opfattet som Talsmand for den slappe Fornøjelsessyge, der søgte Adspredelse paa lange Rejser. Uretfærdigt var Angrebet, men hvor det klang!

Den anonyme Forfatter, hvis Navn hurtigt blev bekendt, var den 24-aarige Georg Herwegh, (født 1817 i Württemberg), forhenværende Elev af det bekendte Tübinger-Stift, der paa Grund af en Strid, han under Aftjeningen af sin Værnepligt havde havt 605 med en Officer, havde levet nogle Aar som Landflygtig i Schweiz i fortrolig Omgang med andre Landflygtige og andre ungdommelige Samfundsstormere. Hans Digtsamling med dens friske, ubestemte Radikalisme, opnaaede i ganske faa Maaneder en umaadelig Udbredelse i Tyskland og slog allevegne an.

Der var en god Del Uklarhed i disse Digte. Snart drog Forfatteren i Leding mod Tvangsherskere, snart mod Spidsborgere, snart betegnede han Fjenderne som fremmede, snart som indenlandske, snart talte han som overbevist Republikaner, snart henvendte han sig i Platens Spor til Kongen af Prøjsen, med indtrængende, bedende, advarende Ord, men tillige med Forsikringen om, at det endnu var Tid for ham:

Du er den Stjerne, hvis Lys betrygger,
den sidste Fyrste, paa hvem man bygger.

Dog Samtiden oversaa Mangelen paa Sikkerhed i Digterens Standpunkt; hans Begejstring smittede, hans lyriske Talekunsts Velklang henrev. Siden Goethes og Schillers Tid havde ingen Lyriker taget Hjerterne saaledes med Storm, og fra Alperne til Østersøen sang Ungdommen: «Op af Jord hvert Kors I rive!»

I Efteraaret 1842 foretog Herwegh en Rejse igennem Tyskland. Han havde et praktisk Maal med denne Rejse; hvad han som Digter havde begyndt, det vilde han føre videre som Bladskriver, som politisk Forfatter; han rejste for at sikre sig Medarbejdere til et politisk Maanedsskrift, som skulde hedde Der deutsche Bote aus der Schweiz. Men rundtom blev han modtaget som en Triumfator: Glimrende Festmaaltid i Köln, Studenterserenade i Jena, Festmaaltid i Leipzig. Aldrig endnu var en tysk Digter bleven saaledes hyldet.

I Berlin, hvortil Herwegh kom sidst i Oktober, kunde Digteren ikke vente at vække en lignende Opsigt, saa meget mindre som han efter Ruge's Raad, der her ledsagede ham, afslog Tilnærmelser fra en forkommen radikal Forening; men her indtraf en Omstændighed, der gjorde langt stærkere Indtryk paa Offenligheden end nogen folkelig Hyldest kunde have gjort: Kongen udtalte Ønsket om at gøre Herweghs personlige Bekendtskab.

Fr. Wilhelm IV's æstetiske Sympatier havde hidtil kun vist sig i, at han til Berlin havde kaldt den gamle, gigtsvage Ludwig Tieck, der undertiden forelæste ved Hoffet og satte Skuespil i 606 Scene, samt Friedrich Rückert, der skulde medvirke til Genoplivelsen af de østerlandske Studier ved Universitetet, men som viste sig ganske uegnet dertil. Det fordomsfri Forhold til tysk Literatur var desuden langt fra at være nogen Hohenzollernsk Familie-Overlevering. Der var for det Herwegh tilstaaede Foretræde kun ét tilnærmelsesvis beslægtet tidligere Tilfælde, og det i Kongens eget Liv, nemlig hans private Svar til Piaten i Anledning af den Ode, hvori denne havde lagt ham det ulykkelige Polens Sag paa Hjerte, det hed sig, at den daværende Kronprins i et hjertelige Brev havde udtalt den varmeste Deltagelse for Polakkerne og beklaget sin Mangel paa Evne til at hjælpe. Den Ode, Herwegh havde rettet til Kongen, anraabte ham om at slaa Kirkevælden ned; det overraskede behageligt, at Kongen altsaa ikke havde følt sig saaret af den.

Under Audiensen, der fandt Sted 19. November 1842, forholdt Herwegh sig noget taus og trykket af Situationen. Kongen var efter sin Vane veltalende og meddelsom. Han havde, hed det, omtrent udtalt sig som følger: «Jeg har i Aar allerede modtaget én af mine Fjender, Hr. Thiers - Thiers havde i 1840 truet med Krig paa Grund af Stormagternes Partitagen for Sultanen mod Pasjaen af Ægypten - men jeg glæder mig mere over at se Dem. Vi har hver sit Kald at følge, jeg som Konge, De som Digter. Jeg bliver mit Kald tro, gør De ligedan! Intet afskyer jeg mere end Karakterløshed; jeg agter Oppositionen, naar den kun har virkelig Overbevisning (wenn sie nur gesinnungsvoll ist).» - Og idet han med Hentydning til Herwegh's Ungdom spaaede ham «en Damaskusdag», sluttede han med Ordene: «Indtil da vil vi forblive ærlige Fjender.»

Hvad der sivede ud i det Offenlige angaaende denne Sammenkomst mellem Konge og Digter, vakte blandt de frisindede Forfattere i Datiden dels barnlig Misundelse, dels barnlig Harme. Man mente, at Herwegh burde have benyttet Lejligheden til (à la Marquis Posa) af Kongen at fordre politisk Frihed for den prøjsiske Stat.

Faa Dage efter Audiensen forlod Herwegh Berlin, modtog et nyt Festmaaltid i Königsberg og overraskedes der af den Efterretning, at hans planlagte Tidsskrift allerede før dets Udgivelse var blevet ramt af et skærpet Forbud i Prøjsen. Det var egenlig en Selvfølge, da alle Bøger, der udkom udenfor Landet (derfor ogsaa Herweghs Digtsamling) naar de ikke havde særlig Bevilling, 607 var forbudne. Herwegh havde kunnet sige sig det forud. Men i sin Ophidselse over de Anklager for Forræderi, der hist og her kom frem i den radikale Presse, tabte han Ligevægten overfor denne Genvordighed og rettede umiddelbart til Kongen et lige ubehændigt og umandigt Brev, rigt paa Svulst.

Han beraabte sig paa det ærlige Fjendskab, Kongen havde lovet ham; dette Løfte var brudt ved Forbuddet; han vilde ikke bede Kongen kalde det tilbage, skønt det var haardt for ham at se sin Muses Barn truet allerede i Moders Liv, og som Enkeltmand at leve i evig Kamp mod et helt Statsprincip; iøvrigt skadede Forbuddet intet; af hans ligeledes forbudne Digte var han saa lykkelig netop nu at udgive femte Oplag. Men det havde været ham en Hjertets Trang at rette et sidste, ærligt, om end lidenskabeligt Ord til Kongen, et Ord under fire Øjne, dog ikke blot hans, men Tusinders Ord osv.

Var Brevet i og for sig uværdigt og dumt, saa var dets Offenliggørelse i en Leipziger Avis faa Uger efter en Taabelighed, der hævnede sig. I Stettin modtog Herwegh en Udvisningsordre; Gendarmer holdt Vagt, til han var steget ind i Postvognen. I Halle fik han end ikke Lov til at stige ud. Saa festlig Modtagelsen i Prøjsen havde været, saa lidet hjertelig var Afskeden.

Den store Spotter Heine skrev i Digtet Der Ex-lebendige (Den fordums Levende) disse Strofer:

Aranchuez! dit Sand min Fod
har traadt, og skønne Dage svandt der,
da for Kong Filip hist jeg stod
og for hans uckermarkske Grander.
Han bifaldt mig, da uden Bram,
jeg for ham spilte Marquis Posa.
Paa Vers har jeg fortryllet ham;
dog ham behaged ej min Prosa.

Endnu blodigere er Spotten i Audiensen om det schwabiske Pattebarn:

Jeg vil som min Frelser før mig engang,
ved Synet af Børn mig glæde.
Lad Børnene komme! det store Barn
fra Schwaben I for mig stede!
608 Saa talte Kongen. Hofmanden løb
og kom tilbage og lukked
det store Barn fra Schwaben ind,
der stod ved Døren og bukked.
Og Kongen sagde: En Schwaber er du;
det er ingen Skam forsande.
Gættet! Schwaberen svarte: Jeg kom
til Verden i Schwabernes Lande.
Udbed dig en Naade! sagde da
Majestæten. Da knælte saa fage
Gæsten paa Gulvet og raabte: Sire!
giv Folket dets Frihed tilbage!
Dybt rystet den ædle Konning stod.
Hvem maatte ej Scenen bedaare!
Med Frakkeærmet viskede sig
den Schwaber af Øjet en Taare.
Tilsidst sagde Kongen: En dejlig Drøm!
Bliv klogere, naar du skriver!
Og da du Søvngængeranfald har,
jeg dig Ledsagere giver,
to sikre Gendarmer, der trygt og godt
til nærmeste Grænse dig fører.
Lev vel! Jeg maa til Paraden gaa,
jeg hører, man Trommen rører.

Det var ikke blot Lunet, men Misundelsen og Skadefryden, som lo. Man hævnede sig paa sin egen tidligere Begejstring. Desuden havde det Herweghske Sammenbrud de uheldigste praktiske Følger. Leipziger Allgemeine Zeitung, det i Prøjsen mest læste Oppositionsblad, blev forbudt Dagen efter at det havde offenliggjort Brevet til Kongen, Rheinische Zeitung, det mest ansete af de i Prøjsen selv udgivne frisindede Blade, fik straks derefter Naadestødet. Og samtidigt forbødes i Sachsen paa Opfordring fra Prøjsen Arnold Ruges Tyske (tidligere Halle'ske) Aarbøger, den tænkende Ungdoms Hovedorgan.

En vis Lære drog den unge Slægt af det Skete. Det betydede vel ikke stort, at en 24aarig Poet overfor en Konge havde vist sig først forlegen, saa umandig. Men man havde ment, at man i Sammenligning med Slægten fra Trediverne havde gjort 609 et stort Skridt fremad; man troede at besidde personlig Fasthed, hvor hine Ældre kun havde havt Talent. Nu saa man i et Eksempel, dels at Digternaturer var et skrøbeligt Stof at gøre politiske Førere af, dels at denne Slægt maatte optugte sig selv med yderste Strenghed, hvis den paa Prøvens Dag skulde gøre Fyldest bedre end dens Forgængere.

Førerskabet tilfaldt da Tænkere og Politikere af Fag, noget vel hyppigt ogsaa Professorer, og naar det Slægtled, der nu revolutionerede de tyske Sind, strandede saa sørgeligt i Slutningen af 1848, saa var det ikke af Mangel paa Karakter, men paa Grund af den Idealisme, der udvikler sig hos Mænd, som aldrig har været ved Magten: paa Grund af deres Tro paa Ideers og Idealers uimodstaaelige Evne til at virkeliggøre sig og paa Grund af deres Ringeagt for den raa, ydre Magt, som efter deres Lære intet Afgørende havde at betyde. Da denne udvortes Magt i første Sammenstød maatte vige, lod den sig koldblodigt ringeagte og holdt sig rolig, indtil Øjeblikket kom, da den styrket efter Overrumplingen rejste sig paany og brugte sine Kræfter.

Dog medens nu trindt om i Tyskland de Foranstaltninger, som udgik fra Fr. Wilhelm IV's Ministre, var Genstand for uensartet, mest skarp Kritik, laa under alt det, som skete, det prøjsiske Forfatningsspørgsmaal stadigt ulmende. Det var ikke lykkedes Kongen ved sin Afvisning at bringe det i Glemme. Og de Midler, som han og hans Raadgivere greb til for at slaa det ned, var af den uheldigste Art. Magistrat og Borgerrepræsentanter i Byen Breslau havde i den schlesiske Landdag stillet Forslag om en Henvendelse fra de schlesiske Stænder angaaende Indførelsen af en almindelig Stænderforsamling for hele Riget - en Rigsdag. Kongen svarede med at lade Overpræsidenten i Breslau modtage en særlig Befaling angaaende hans til Efteraaret forestaaende Rejse i Schlesien; Kongen vilde paa denne Rejse hverken modtage en højtidelig Indtogsfest (Einholung) eller nogen anden Festlighed af Byen Breslau. Dette i Maj om en Rejse i Oktober, og tilmed om Festligheder, som endnu ingen havde tilbudt! Endda sluttede Sagen med, at Kongen ligefuldt holdt et festligt Indtog i Breslau, skønt Festen ikke særligt var gjort for ham, men fandt Sted i Anledning af Hundredaarsdagen for Schlesiens Indlemmelse i Prøjsen. Kongen nøjedes i sit Svar paa Indbydelsen med at beklage «Mangelen af Ytringer, der vilde 610 have gjort hans Hjerte godt», og med at erklære, han af Mangel paa Tid kun kunde blive et Par Dage.

Og dog behøvede Kongen et Samtykke af Rigsstænder til et Foretagende af yderste Vigtighed for hans Land. Jernbanernes Tid var oprunden, og der udfordredes dels at der optoges et større Laan til Anlæg af Statsbaner, dels at Staten gik i Borgen for Anlæggerne af de private Baner; men efter en Hardenbergsk Lov af 1820 udkrævedes til begge Dele Bevilling af Rigsstænderne. Kongen tumlede da med den umulige Plan at lade Udvalg af de forskellige Provins-Landdage træde sammen, seks hundrede Medlemmer i Tal, og lade dem figurere som Rigsstænder. Metternich maatte foreholde ham det Ugørlige deri*).

Under disse Forhold var det, at en lille Bog, Vier Fragen eines Ostpreussen, satte hele Tyskland i Bevægelse, idet den viste sig paa den aandelige Synskres som det første fjerne Lynglimt, der bebuder Uvejr. I Slutningen af Februar 1841 var dette Hefte paa et Par Ark (efter Angivelse trykt i Mannheim) omspredt overalt. Saa omhyggelige Foranstaltninger havde man truffet, at dette Flyveskrift paa en og samme Dag laa i Boghandlervinduerne i den hele prøjsiske Stat; kun til Berlin kom det lidt bagefter for at forhindre Beslaglæggelse før det var forsent.

Fire Spørgsmaal indeholdt det, der varslede Undergang for Enevælden. De lød: Hvad ønskede Stænderne? Hvad Ret havde de? Hvad Besked fik de? Hvad er der tilovers for dem at gøre?

Paa det første Spørgsmaal svarte Bogen, at Folket nu næsten ingen Lod eller Del havde i Statsstyreisen, medens dets høje Kulturtrin gjorde Ønsket derom naturligt. Det at Folket ogsaa savnede alle andre Organer end et Parlament, saaledes f. Eks. en fri Presse, og desuden nærede den dybeste Mistillid til Ministrene paa Grund af disses Vilkaarlighed, Trællesind og Pietisme maatte gøre Ønsket om en repræsentativ Forfatning endnu mere hedt. Paa det andet Spørgsmaal, hvori Stændernes Ret bestod, svarte Forfatteren: I Bevidstheden om deres Myndighed og i Myndighedserklæringen af 22. Maj 1815. Paa det tredje, hvad Besked de fik, lød Svaret: Anerkendelse af deres Troskab, Afvisning af deres Forslag og trøstende Henpegen til en fremtidig ubestemt Erstatning. Paa det fjerde Spørgsmaal om hvad * 611 Stænderne nu havde at gøre, optog Svaret kun halvanden Linje. Det lød: Nu at kræve som bevislig Ret hvad de tidligere bad om som om en Naade.

Skriftets indtrængende, overbevisende Tone, dets Appel til Folkets Retsfølelse og Selvfølelse vakte en levende Nysgerrighed efter at lære den anonyme Forfatters Navn at kjende. Han havde selv sendt Kongen sin Bog og paa Titelbladet tilføjet sit Navn Dr. Johann Jacoby, Læge i Königsberg. Kongen lod straks indlede Kriminalundersøgelse imod ham. Man erfor efterhaanden, at han var en velhavende, som Læge yderst anset Mand, der i 1831 ved Koleraens første og heftigste Udbrud i Polen straks var rejst hen at studere den og senere havde havt en langvarig Fejde med en Varsjov'er Læge, en Skryder, som ved Koleraens andet Udbrud i 1837 havde udbasuneret et Lønmiddel mod «denne ubetydelige, altid let helbredelige Sygdom». Da Jacoby mod denne Mand havde skrevet en kort videnskabelig Artikel, lod denne Torve-Udraaber i Berlineraviser indrykke et Svar, fuldt af ærerørige Sigtelser. Han havde Forbindelser i højere Krese, og han opnaaede, at Berlinereensuren negtede Jacoby Tilladelse til at lade sit rolige Gensvar trykke, samt at enhver Indankning af Sagen fra Censoren til Overpræsidenten, fra denne til Overcensurkollegiet, fra dette til Minister v. Rochow og fra Rochow til Kongen, var frugtesløs, medens samtidigt alle Forlæggere i Hamborg, Leipzig, Grimma, Basel og Bern afslog at lade Aktstykkerne i Sagen trykke, skønt Jacoby paatog sig at betale Omkostningerne. Enhver Anden vilde vel nu have opgivet at se dette Forsvar mod en ussel Avisartikel trykt. Men Jacoby var ikke af de Mænd, der opgiver. Aar og Dag gik hen. Forfatteren lod sit Haandskrift foretage alle de nødvendige Rejser - i Alt rejste det 1047 Mile - og han fik det saa tilsidst udgivet i Paris under Titlen: Bidrag til en fremtidig historisk Skildring af Censuren i Prøjsen. Saadan var denne Forfatters Naturel.

Her var det da endelig fundet, det, som det unge Tyskland saa sørgeligt havde følt Savnet af, det, som selv det yngste Tyskland med sin Herwegh ikke havde ydet, dette En blandt Tusind i det offenlige Liv: en Mand. Her aabenbarede sig endelig engang en viljestærk, politisk Fører i Fyrrernes Tyskland - ikke nogen Statsmand i Ordets egenlige og strenge Forstand, thi han kunde, som Fremtiden viste, aldrig lempe sig, aldrig nøjes med at have det Opnaaelige for Øje; men en ubøjelig 612 Karakter, en ubrødelig Retsindighed, der med et Mod, som aldrig lod sig kue, gik løs paa sit Maal.

Regeringspressen, Smædepressen, begyndte en Fejde imod ham. Der var ved hans ulastelige Personlighed ingen Trævl at tage fat i, men han var af jødisk Afstamning. I et Flyvekrift, som Adelsforeningen i en lille By nær Königsberg udgav under Titlen En Stemme fra tro Undersaatter af hans Majestæt, Kongen af Prøjsen, hed det: «Ikke fra tyske, ikke fra kristelige Læber er disse Ord udgaaede .... Det vilde være en Skændsel for Østprøjsen, om Sligt var blevet udtalt af en af dets Sønner . . . Jakobs Sæd har ikke hørt Guds Røst og ikke erkendt Guds enbaarne Søn, men dræbt ham; derfor er den for bestandig forkastet og spredt blandt Jordens Folk.» Men i alle Boghandlervinduer laa snart Jacobys Portræt, det skarptskaarne Ansigt omgivet af fire Spørgsmaalstegn, og Pennen rettet til Angreb som en Lanse.

Digterne følte hvad den Mand betydede, der her var dukket op, selv de mindre karakterstærke iblandt dem, selv Dingelstedt, som netop da stod i Begreb med at ombytte sin angribende Holdning med en Hofraadstitel. I Dingelstedts fortræffelige Samling Nachtwächters Weltgang findes et Digt med Overskrift: ? ? ? ?, øjensynligt rettet til Kongen af Prøjsen:

? ? ? ?

Du véd, hvad de betyde vil. For Censor de begaar sig.
Det er kun fire, skyldfri Smaa, smaa Spørgsmaalstegn, forstaar sig.
Dybt har de Rod og rage højt, ret som den tyske, frie
Nations berømte Ege staa de Spørgsmaalstegn og bie.
Du vilde dem vel aldrig se i dine vide Riger;
men dog de fire Spørgsmaalstegn fra Pladsen ikke viger.
Og naar engang du længst er død, staar som justeret Stempel
de, store, paa dit Monument til Straf og til Eksempel.

Ogsaa Herwegh besang Jacoby, som anede han, at her var en Mand, der Ansigt til Ansigt med Kongen af Prøjsen vilde gøre en anden Figur end han. Det var jo Jacoby, der i November 1848 ved Audiensen i Berlin, da Kongen paa Forlangendet om Ministerskifte svarte Deputationen: «Herom vil jeg intet høre», traadte frem og sagde: «Det netop er Kongernes Ulykke, at de 613 ikke vil høre Sandheden,» Herweghs Digt har til Overskrift et J. og begynder:

Paany laa over Landet
et Tryk, saa tungt som Ban.
Da rejste der en Mand sig,
en Tysker, helt en Mand.
En tysk Mand og en fri Mand,
hvem skulde Sligt vel sagt!
Saa selv den tyske Lyra
blev af sin Slummer vakt.

Imidlertid blev Undersøgelsen mod Jacoby drevet med ualmindelig Iver. I tre til fire Uger underkastedes han tyve Forhør; 96 Vidner, deriblandt Butiksjomfruer, Kokkepiger og Skolebørn blev afhørte. Det virkeligt Begaaede var jo kun en Presseforseelse, Omgaaen af Censuren. Men Anklagen lød paa Ophidselse til Misfornøjelse, hvorfor Straffen var indtil to Aars Fæstning og Tab af borgerlig Ære, videre Majestætsforbrydelse - indtil fire Aars Tugthus -, endelig Højforræderi - «Henrettelse ved Anvendelse af den haardeste og mest afskrækkende Legems- og Livsstraf».

Jacoby var stillet for Retten i sin Fødeby Königsberg. Da imidlertid Kammerretten i Berlin var den eneste lovlige Domstol for Højforræderi-Sager, erklærede Konigsbergerretten sig for ubeføjet. Sagen sendtes til Kammerretten; men da denne forud fandt Beskyldningen for Højforræderi umulig, sendte den Anklagen tilbage og erklærede sig ligeledes for ubeføjet. Saa maatte Kongen da ved Kabinetsordre paalægge Königsbergerdomstolen Sagens Fortsættelse. Men skønt Jacoby havde al Fordel at vente af at dømmes af sine Byesbørn, var han altfor meget Karakter til at ville frifindes ved et Lovbrud, og krævede som anklaget for Højforræderi haardnakket Kammerretten i Berlin. Man nødtes til at føje ham, og han dømtes da til 2l/2 Aars Fæstningsarbejde og Tab af borgerlig Ære, men frikendtes tre Aar efter fuldstændigt af den højeste Ret.

Imidlertid gik i hele Tyskland Lister rundt for at indsamle til en Borgerkrone til ham, og Bidragene strømmede ind; ansete Mænd satte deres Navne øverst paa Listerne. Saa maatte Regeringen paany tage fat: Listerne blev beslaglagte, Underskriverne forhørte, Indsamlingen forbudt. Og medens Politi og Censur havde fuldtop at gøre i Forfatningssagen, fulgte 11. August 1842 614 den pudsigste Forordning, man endnu havde set i et enevældigt styret Land; en af Landets egne, gældende Love blev opført mellem de forbudne Skrifter, idet Optrykning af Loven af 22. Maj 1815 (om Indførelsen af Rigsstænder) blev forbudt som ophidsende. I September 1842 erfor saa den Del af Befolkningen, der havde haabet under den nye Konge at se Prøjsen frigøre sig fra det ydmygende Forhold til Kejser Nicolaj, at Friedrich Wilhelm IV, Polakkernes varme om end ikke virksomme Ven fra Platens Dage, bekendt for sin indgroede Uvilje mod russisk Væsen, agtede sig til Varsjov for at hilse paa Czaren. - Paa Tilbagevejen ønskede Kongen ved Kalisch at betragte det Mindesmærke, som er oprettet til Erindring om Sammenkomsten mellem Ruslands og Prøjsens Herskere dèr i 1813. Kejserens Fløjadjutant, General Berg (Polens senere Tugtemester) oversatte de russiske Indskrifter for Kongen. Den sidstlæste lød: «Maatte den Almægtige velsigne Alliancen og Venskabet mellem Rusland og Prøjsen til Fred og Trivsel for begge Folkeslag og til Skræk for deres fælles Fjender!» Efter Forelæsningen af denne Indskrift steg Kongen med raske Skridt op ad Mindesmærkets Trin og tegnede med sin Finger i Støvet paa Monumentets Side Ordet: Amen*

XXV

Alligevel var og blev Fr. Wilhelm IV den aandrigste Konge i Datidens Europa, lagde i sine Samtaler skarp Forstand og livlig Fantasi for Dagen og gik altid ud fra en Forestilling om at han burde føle kongeligt. Hans offenliggjorte Breve og Billetter til Humboldt er kvikke, skrevne i lystig Hofmundart, og hans Ytringer røber stadigt hurtig Opfattelse, Jetvakt Medfølelse, slaaende Vittighed**). Man kan da heller ikke sige, at han var uden Forhold * 615 til Datidens tyske Literatur og Aandsliv; men hans Bestræbelse gik udelukkende ud paa at drage Literaturens «gode» Kræfter til sig og fjerne de «slette», og han regnede snart alle oppositionelle Elementer til de sidste.

Ved Hoffet var fra først af Alexander von Hamboldt den herskende literære Magt. Han var 80 Aar gammel, Tidsalderens berømteste Naturforsker, navnkundig Jorden over; han holdt Kongen à jour med de aandelige og videnskabelige Bestræbelser i Tiden. Hans Broders frisindede Statsideer var vel fortrængte; hans eget politiske Frisind kunde ikke ved Hoffet faa Luft, og han, hvem Overtro og Reaktion i lige Grad var en Styggelse, maatte tie til meget, der var ham imod, tiltog sig dog undertiden Frisprog*). Men som Hoffets Smykke og Statens Stolthed var han altid hædret i Kongens Kres og han brugte sin Indflydelse til i stor Udstrækning at virke for videnskabelige Formaal og til nu og da at lægge sit vægtige Ord ind for en eller anden forfulgt Skribent. Før 1848 var, som Brevene viser, Kongens Tone overfor ham en skemtsom Fortroligheds, skønt ingen dybere Samstemning forbandt de to Mænd. Efter 1848, da Kreuzzeitungspartiet blev enevældigt, gav Humboldt jævnlig sin Misfornøjelse over Tabet af Indflydelse Luft i saadanne Talemaader som: «Kongen er ikke mere amusabel (til at more)» eller Kongen nærer en ufrugtbar Kærlighed til Personer, som han har Velvilje for». Letomgængelig var han ikke ved Hoffet, ofte spydig, heftig, naar Rankes politiske Meninger skulde gælde mere end hans, ilde lidt af mange, deriblandt af Dronningen paa Grund af sin Forkærlighed for Ludvig Filip og hans Familie. I Reglen læste han højt, al Slags, kun aldrig sit Eget; hyppigt forelæste * * 616 han Journal des Débats, medens Kongen udkastede arkitektoniske eller Landskabs-Skitser.

En anden Forelæser for den kongelige Familie var den fra Dresden til Berlin kaldte Ludwig Tieck. Skønt saa meget yngre end Humboldt, var han paa Grund af legemlig Svaghed stærkt trykket af Hoflivets Tvang. Han foredrog gerne Shakespeare og Kleist. Kongen lod hans gamle Æventyrkomedie Den bestøvlede Kat opføre i Berlin. Det virkede som saa man en Genganger fra svundne Dage. Paa Kongens Opfordring satte han Sofokles's Antigone i Scene, og Mendelssohn skrev Musiken dertil. Men Tieck var nu kun en af Literaturens Invalider. Spiste Hoffet i Haven paa Sanssouci, frygtede han endog paa de varmeste Dage Træk.

En anden fordums berømt Digter fra den romantiske Tid, som Kongen lod kalde til Berlin, hvor han snart derefter døde, var La Motto. Fouqué. Han var da midt i Tredserne, men havde fuldstændigt overlevet sig. Hans Helteromaner syntes den yngre Slægt at høre en tidligere Jordperiode til. Man var træt af Riddervæsen og Elskovstjeneste (Minnedienst) i en barnlig Vedtægts Former; det Uhistoriske i hans Syn paa forgangne Tider og det Heldøreagtige i hans Fromhed fremkaldte Spot. Uden Kongens Bistand vilde han været død i Mangel som i Glemsel.

Der var en stor Digter, som ikke tilhørte den romantiske Tid, hvem Kongen i 1841, især paa Varnhagens Anbefaling, kaldte til Berlin. Det var Friedrich Rückert (1789-1865). Han var kun et Par og halvtredsindstyve Aar gammel, men hørte ligefuldt ikke Tidsalderen til. Han stod i Datidens Literatur som et Udtryk for det under alle Forhold uforandrede tyske Alsind, denne Evne til flersidig Tilegnen, til Indsugen og Eftergøren af alle Folkeslags Ejendommeligheder. Han rystede hele sit Liv igennem Digte ud af Ærmet med en Virtuositet, som forbauser. Allerede som ung blev han af Joseph v. Hammer indført i den arabiske, persiske og tyrkiske Literatur og blev 1826 ansat som Docent i østerlandske Sprog i Erlangen, men søgte stadigt at unddrage sig sine Pligter som Foredragsholder.

Der er noget i hans Væsen, som minder om Goethe's Stil i den Tid han skrev sit Diwan, og Noget, der stammer fra Schlegelerne i deres rastløse Forsken og Oversætten. Allerede i hans Disputats fra 1811 Om Filologiens Væsen mærkes Indflydelse af Fr. Schlegels Værk om de gamle Inderes Visdom, idet han 617 her gaar ud fra Begrebet om en «Verdenspoesi», for hvilken han betragter det tyske Sprog som det mest tiltalende Klædebon Og det er netop Verdenspoesi, som denne store Stilvirtuos har givet. Han optræder først med Pansrede Sonetter som tysk Patriot i slebne, men søgte Former. Saa følger i Bog efter Bog en 5-600 Kærlighedsdigte til forskellige unge Kvinder; righoldigst er den sidste Samling Elskovsforaar til hans Forlovede Louise Witthaus. Denne Gruppe er det eneste af alle Rückerts Værker, i hvilket Følelsen er fremherskende. Ellers er han en Læredigter i lyriske Former; her er han Sanger. Men selv her hindrer den faste skematiske Form - som i Sydens Canzoner - Følelsens naive Udbrud, og her allerede trænger Rückerts Hang til at udfolde sit Herredømme over Sproget sig frem i en Fornyelse af Ordstoffet og i en tvangløs Sammenslyngen af Ordene i Versemaalet, som hidtil var uset og som kort derefter hos os efterlignes af Aarestrup:

Welche Heldenfreudigkeit der Liebe,
Welche Stärke muthigen Entsagens,
Welche himmlisch erdentschwungne Triebe,
Welche Gottbegeistrung des Ertragens!
Welche Sich-Erhebung, Sich-Erwiedrung,
Sich-Entäussrung, völl'ge Hin-sih-gebung,
Seelenaustausch, Ineinanderlebung!

Sligt har mere sproglig og teknisk end rent poetisk Interesse. Men Rückert er ogsaa netop Filologen som Digter. Hans herskende Evne er den rent sproglige i dens Dobbelthed: Evnen til at lære Sprogene og trænge ind i deres Aand, og Evnen til paa Grund af den dybeste Indtrængen i hans eget Sprogs Hemmeligheder at overføre de fremmede Sprogs ypperste Poesi paa Tysk. Hans Lyst var den, selv at skabe sig sproglige Vanskeligheder for at overvinde dem. Derfor ser vi ham snart optræde i gammeltysk Stil, der svarer til hans lange Albrecht-Dürer-Lokker, snart som ung tysk Officer fra Napoleonskrigenes Tid, snart som Beduiner, med vidunderlig Kunst fortællende os Hariris Makamer, snart som Perser slyngende sine Rim i Ghaselens Former eller genskabende Heltedigtet om Rostem og Suhrab. Snart skrider han frem som Tyrk i Kaftan og Turban, snart som Kineser paa Filtsko og med Haarpisk, snart og helst ser vi ham sidde ved den hellige Ganges's Bredder som Braman og forkynde en sprudlende Levevisdom, der giver tusind gyldne Regler i klingende 618 Vers. Hvad der gerne siges om Théophile Gautier, at han som Aand var hjemme i det gamle Ægypten som i vore Dages Rusland, i Konstantinopel som i Sevilla, det har kun den Sandhed, at han kendte de fremmede Landes Klimater og Mindesmærker; men det gælder i langt dybere Forstand om Rückert, der begreb Menneskene i de forskellige Literaturer, forstod deres Sprog og følte i deres Aand. Han har ikke set de fremmede Lande med sine Øjne, har derfor intet af Gautiers Anskuelighed, intet af hans Farve og Plastik, men han har den stilfærdige, indre Betragtning og Tankebilledet, Tankesproget, i en Fylde af metriske Former. Den, der vil have ypperlige Prøver paa hans Kunst, læse Hariri's Makamer (særligt Afsnittet Jangfrau und junge Frau) elier Værket Wetsheit der Bramanen.

Disse Arbejder havde skaffet Rückert et stort Publikum ogsaa i Berlin, men Byen med dens urolige Væsen var ham imod. Han skulde holde Forelæsninger over østerlandske Sprog ved Universitet, men kun de første Par Gange fyldte Nysgerrigheden hans Læresal. Snart gik han ikke mere til Universitetet, da der kun indfandt sig to eller tre Tilhørere. Han gik saa at sige aldrig ned fra sin Lejlighed paa en tredje Sal i Behrenstrasse, men sad deroppe og skrev Digte, hvori han udtrykte sin Afsky for Berlin med dens moderne, pulserende Liv. Selv den kongelige Romantikers Berlin var disse Fortidens Storheder for moderne.

Noget senere kaldte Kongen Digteren Christian Scherenberg til sig. Hans Digte, men især hans Slagbeskrivelser Waterloo, Abukir tiltalte Hoffet; han maatte læse dem højt. Scherenberg, der endnu som 80-aarig Olding var en elskværdig, gerne set Gæst i Berliner-Krese, var født 1798. Hans Liv havde været en haard Kamp. I 1833-40 beboede han efter Opløsningen af sit ulykkelige Ægteskab en Lejlighed i det lille Hjørnested i Bendlerstrasse ud imod Thiergarten, saa fattig, at han ikke kunde tænke paa at købe Brænde, men lod sine Smaabørn samle nogle Grene i Parken. Han skrev Digte, Sørgespil og Lystspil, fik aldrig Forlægger, men bevarede saa fuldstændigt en Gentlemans Holdning, at hans Slægtninge i Stettin troede, han havde gjort Lykke under Navneskjul og bad ham «løfte sin Maske» for sin Familie. Hvad hans Pen indbragte ham, det var, hvad han fik for at affatte Bønskrifter og for Afskrivning i Arkevis; iøvrigt levede han af som Hjælpelærer at give Timer hos de omboende 619 Gartnerfamiliers Børn, hvilke Timer efter Overenskomst udelukkende honoreredes med Kartofler. Fontane har i Scherenbergs Levned fortalt den nydelige Historie om, hvorledes man i Bendlerstrasse haabede paa, at længe udebleven Betaling skulde indfinde sig ved Paasketid i Skikkelse af en saftig Kalvesteg, og hvorledes en af Eleverne i sin uskyldige Velvilje i Stedet bragte en Lærke i et lille grønt Bur. Paaskemorgen 1840 bar Scherenberg saa egenhændig Lærken ud paa en Mark, aabnede Buret for den og skrev det smukke Digt, i hvilket en Strofe lyder:

Du, Lærke, synger; det er din Sag,
jeg sagde til den lille Gæst,
jeg gi'er dig fri; thi det er min Sag;
hver bede, som han beder bedst.

Lærken gav den stakkels af Næringssorg bundne Poet atter fri, men den lille graa Vandkrukke i Buret beholdt han til Erindring, og den forfremmede han til sit Digter-Blækhus.

Nu havde Digtene gjort Lykke, og Kongen vilde se ham. Den friske Oprindelighed og knortede Energi i hans Slagmalerier henrykte Friedrich Wilhelm. Scherenberg fortalte aldrig andet om denne Hof-Forelæsningstid, end hvor behagelig den forud for Oplæsningen gaaende halve Time paa hans Velynder Grev Bismarck-Bohlen's Værelse havde været, hvor man spøgte og røg Cigarer og derpaa, da Kongen afskyede Tobak, ved en Eau-de-Cologne-Daab bødede paa Tobakslugten. - Der var mange Aar senere en anden Potentat i Berlin, til hvis Hof Scherenberg regnede sig. Det var Ferdinand Lassalle; hos ham traf han livligere Selskab, og der gjorde han sig gerne lystig over sine Beskyttere ved Hove. Det laa i hans Væsen at bære Kappen en Smule paa begge Skuldre. Ved Hoffet vidste man derom og tog ham det ikke altfor ilde op.*)

En gerne set Gæst ved det prøjsiske Hof som ved alle Hoffer var endelig Fyrst Hermann Pückler-Muskau, naar han opholdt sig i Berlin i Besøg hos sin højtelskede, fraskilte Hustru. Han var smuk, elegant, fornem, smidig, vandt Mændene ved sin Munterhed og Ild, Kvinderne ved sit Væsens Ynde; han gjaldt for uimodstaaelig, og Rækken alene af berømte Kvinder, som har forelsket sig i ham, er lang: Sophie Gay, Henriette Sontag, * 620 Bettina, Ida Hahn-Hahn osv. Han tilhører ved sit Aandspræg, omtrent som Fyrsten af Ligne før ham, Europas internationale Aristokrati. Hans Glimrelyst udelukkede paa ingen Maade en rigtig Erkendelse af hans Evners Begrænsning, end ikke sand Beskedenhed. Han var en aandfuld Landstryger, en sand Kunstner i Maaden, hvorpaa han førte sit Liv, desuden paa et enkelt Omraade en Kunstner af Fag. Det var ham, som i Tyskland brød med den stive franske Smag i Havers Anlæg og som genindsatte Naturen i dens Ret. Hans Have i Muskau blev snart Mønsterhaven for Europa.

Han oplevede ikke blot flygtige Æventyr i meget stort Antal; men selve hans Ægteskabs Historie er et. Han havde paa én Gang forelsket sig i to unge Piger, Døtre af Rigsgreven von Pappenheim, der var gift med Kansleren Hardenbergs Datter. Men Moderen, som da var 40 Aar gammel, 9 Aar ældre end han, blev greben af en saa glødende Lidenskab for ham, at hun smittede ham med den. Hun opgav Alt for at blive hans, og han indgik Ægteskab med hende, dog forbeholdende sig sin ubetingede erotiske Frihed. Forholdet udviklede sig lykkeligt. Men efter ti Aars Forløb lod Parret sig efter venskabelig Overenskomst skille i Haabet om at Fyrsten kunde finde en rig Arving og ved at ægte hende genoprette sine ødelagte Formuesforhold. Saa begiver han sig paa Vej først til London, senere rundt i Tyskland. Samvittighedsfuldt underretter han dagligt sin fraskilte Hustru om de Fremskridt, han gør, og de Vanskeligheder, der møder ham under Bestræbelsen for at kapre en Arving. Da Forsøget mislykkes, vender han tilbage til sin Lucie og lever nogle Aar paany i et kærligt Samliv med hende, gaar saa atter paa Rejser og kommer efter seks Aars Forløb tilbage med en dejlig lille Slavinde, Machbuba ved Navn, som han lader tage Ophold paa Muskau. Fyrstinden var ikke altfor tilfreds dermed, skønt hun havde gjort sig det til Regel aldrig at plage ham med Skinsyge. Hun vedligeholdt 70 Aar gammel sin tilbedende Kærlighed til ham, og han var bestandig Godheden, Aabenheden, Hjerteligheden selv imod hende.

Fürst Pückler, havde aldrig tænkt paa at uddanne sig som Forfatter. Men ved Aaret 1830 fik han den Idé anonymt at udgive Brevene til Lucie fra sin frugtesløse Bejlerfærd, og disse Breves i tysk Literatur saa sjældne Verdenstone, den indtagende Skødesløshed i Fremstillingen, som var en Følge af, at de ikke 621 var beregnede paa Trykning, Blandingen af Aandsoverlegenhed og Letfærdighed tiltalte i højeste Grad. Som ovenfor nævnt troede Mange, at Brevene maatte have Heine til Ophav. Forfatteren var moderne til det Yderste, grundigt blaseret, vidtgaaende i politisk Frisind, i Et og Alt aandsfri.

For os Nulevende har de fire Bind Briefe eines Verstorbenen (Breve fra en Afdød) omtrent samme Værd som Fru de Girardins indtagende fire Bind Lettres parisiennes du Vicomte de Launay. Hun er friskere og skriver mangfoldige Gange bedre end Fyrsten. Han har verdensborgerlige Erfaringer fra Samfundskrese og Lande, som hun intet kender til. Man læse f. Eks. som Prøve paa hans Stil den tordringsløse Gengivelse af hans Samtale med Goethe i Weimar, der findes i Brevenes tredje Bind. Hans begejstrede Ærefrygt for Goethe gør Indtryk af Ægthed, Goethes Svar paa hans Artigheder ikke mindre. Goethe har straks talt til ham om Muskau (der er betegnet som M.) og fremhævet det Fortjenstlige i som Pückler at vække Skønhedssansen; Enhver skulde blot i sin Livskres, den være stor eller lille, arbejde trofast og med Kærlighed, saa skred man frem imod det almindelige Vel. Han for sin Del havde ikke gjort andet, og Pückler gjorde jo det samme i Muskau.

Pücklers følgende talrige Bind Rejseskildringer lader os ganske kolde. De mangler den første Brevsamlings Uvilkaarlighed og i endnu højere Grad det literære Talent, der alene kunde erstatte den. Men de tiltalte Samtiden, vel omtrent indtil Aaret 1844, i lige saa høj Grad som de første Bøger, og den Yndest, Forfatteren nød, naaede en rivende Højde; han var kendt og beundret allevegne omtrent som Franz Liszt. Heine tilegner ham endnu i 1854 sin Lutetia i en begejstret Fortale, i hvilken han kalder ham mein hochgefeierter und wahlverwandter Zeitgenosse. Og i Varnhagens Dagbøger læser man under 7. Juli 1839: «Fyrst Pücklers Navn virker dog som en Trolddom paa Folk. Hele den store Verden i alle Nationer hører med Spænding efter, saasnart Talen er om ham. Han har et vældigt Ry, og jo klogere En er, des mere skatter han ham.»

Allerede 1834 havde Varnhagen sagt om ham, at han havde noget tilfælles med det unge Tyskland, endda det Væsenligste, nemlig den fuldkomne Aandsfrihed, og senere brugte han det Udtryk om ham, at han svarede til Overhuset i den moderne tyske Literatur som Heine til Underhuset.

622

Pückler nærede en ridderlig Hengivenhed for Huset Hohenzollern, og nærmede sig Kongen, naar han var i Berlin. Han anerkendte Fr. Wilhelm IV's Dannelse og Vid. Da han imidlertid i religiøs Henseende var en afgjort Voltairianer, der aldrig i nogen Præst kunde se andet end en Hykler, og for hvem al uklar Fromladenhed var en Pest, saa maatte det Romantiske i Kongens Karakter støde ham stærkt tilbage. Som Humboldt søgte han fra Hoffet til Varnhagen, den kloge Iagttager og Kritiker, der sad glemt i sin Krog, og som i sin Journal - en Dagbog, ført paa Sainte-Beuve's Maade - skrev Tidens Historie. Og i de senere Aar blev ogsaa han en fast Gæst ved Lassalles smaa Middagsselskaber, hvor han gerne førte Ordet; det hed sig, at han var den Eneste, hvem Lassalle lod beherske Samtalen*).

Føjer man til de nævnte Forfattere den gamle Arndt, tidligere forfulgt som Folkeforfører, hvem Fr. Wilhelm IV kaldte til Berlin, saa er dette de romantiske, konservative, neutrale eller aristokratiske Forfattere, hvem det lykkedes den mægtigste af det egenlige Tysklands Konger at knytte til sin Person. Man ser, hvor længe og hvor stærkt. Og selv mod de Skribenter, der kun strejfede Hoffet og Magthaverne, vendte Oppositionen sig. Vi har set at Georg Herwegh aabnede sin første Digtsamling med en fnysende Udæskning til Fyrst Pückler. Ja endog mod Arndt rettede han sin Spot - han kaldte ham en Aftenrøde, der ikke mere kunde oplyse den unge Verden - og modtog en poetisk Tilrettevisning af Freiligrath derfor.

Ferdinand Freiligrath var den eneste af de unge Digtere, hvem Kongen straks (1841) forpligtede (af Geibel tog han sig først et Par Aar efter). General v. Radowitz beundrede nemlig Digtet Løveridtet trods dets Unatur, vandt Kongen for Freiligrath og forskaffede denne en Aarpenge af 300 Thaier fra den kongelige Kasse. Herwegh nøjedes ikke med at gøre sig lystig over Digteren i Linjer som disse (der i Versene: Jeg bliver saa dum deraf, som gik et Møllehjul rundt i mit Hoved, indsætter Freiligrath for Mühlenrad):

Mir wird von alle dem so dumm,
Als ging mir em Freiligrath im Kopf herum,

* 623

Men da han i sit Digt De Pensioneredes Duet skrev Samtalen:

Geibel: Er det Dig?
Freiligrath: Ja, hør det Alle,
jeg er Sandhedens Soldat,
hvem Lakajer Broder kalde,
jeg er Sangeren Freiligrath,

saa gav Freiligrath sin Aarpenge tilbage. Og nu indtraadte hans fuldstændige politiske Omvendelse. Med stedse stigende Lidenskab sluttede han sig i Digtsamlingerne Ein Glaubensbekenntniss (1844) og Ça ira (1846) til det revolutionære Parti, hvis mest fejrede Digter han blev. Straks efter den første Samlings Udgivelse maatte han ilsomt flygte fra sit Opholdssted St. Goar ved Rhinen til Bryssel for derefter i London at ernære sig som Købmand.

Hvor almenyndet han allerede dengang var, oplyser følgende Anekdote. Fra Bryssel gjorde Freiligrath en Udflugt til Antwerpen; dèr laa en Tremaster, bestemt til Kanton, som Digteren og hans Venner gerne vilde besé. Overbaadsmanden viste dem om, da Kaptajnen med sit Selskab traadte ud af Kahytten. Man undskyldte sig, men den belevne Sømand førte de Besøgende ind i Kahytten paany. I det lille Bogskab stod Freiligraths Digte. En af hans Ledsagere sagde til ham: Glæder du dig ikke over at dine Vers skal med til Kanton? - Hvorledes? spurgte Kaptejnen. - Den Herre er Freiligrath. - Den rigtige? - Da Spørgsmaalet bejaedes, styrtede Kaptejnen til Talerøret: Alle Flag op! Mandskabet mander Ræer! og Champagne paa Dækket!*)

Gæringen i Tyskland var i stærk Stigen. I Østerrig trodsede alt siden 1842 Ungarerne under Kossuth Metternich; i Bayern havde Kongemagten tabt i Anseelse ved Kong Ludvigs ømme Forhold til Danserinden Lola Montez, i det tyske Schweiz stod det radikale Parti haardt imod det jesuitiske. I Prøjsen herskede nu den strengeste Statskirkelighed med Begunstigelse af Katolikerne og Forfølgelse af alle Afvigende, ikke blot af det frikatolske Parti, som Ronge havde stiftet, og af de saakaldte Lysvenner, et frikirkeligt Parti, som Wislicenus havde oprettet, men selv af Pietister og Muckere, som ikke stats-rettroende nok. Til Tronen naaede i Samvitighedsfrihedens Navn den ene Indsigelse * 624 efter den anden. Og samtidigt voksede den rent politiske Agitation. Førerne for alle tyske Staters Oppositionspartier virkede i Forening imod den gamle Forbundsforfatning. Højere og højere løftedes i Prøjsen - da Kongen ikke gjorde synderligt Skaar i Pressens Frihed - Raabet efter den lovede Rigsstænderforfatning. Og fra Udlandet kom urostiftende Paavirkninger. Fra 1846 havde Pius IX optraadt som Liberal og som italiensk Fædrelandsven. Opstande brød ud rundt om paa den italienske Halvø, og disse Opstande, som Metternich ikke kunde hindre, nedbrød hans Evne til at blænde og skræmme. Tyske Emigranter i Schweiz og Nordamerika pustede efter Evne til Ilden i Tyskland.

Imens sad Kongen af Prøjsen sysselsat med Oprettelsen af den nye Svane-Orden og med Bygge-Planer. Han vilde opføre et stort Hermans-Mindesmærke ved Rhinen som sindbilledlig Trusel mod det konstitutionelle Frankrig, og han lod efter 300 Aars Stilstand Byggearbejdet paa Kölner Domkirken genoptage, et Foretagende, der ligeledes opfattedes som sindbilledligt, ikke i national, men i kirkelig Henseende, og som gav Heine Anledning til nogle Indsigelser og mislykkede Spaadomme i Tyskland, et Vinteræventyr, David Strauss Anledning til det bekendte fine Flyveskrift Romantikeren paa Cæsarernes Trone, i hvilket han skildrer Julianus Apostata som begejstret religiøs Reaktionær paa en saadan Maade, at Jævnførelsen med Fr. Wilhelm IV laa ganske nær uden at den nævntes.

Den opgroende Literatur, som Kongen var afgjort fjendsk, gengældte ham snart denne Følelse med Renter. Han havde den gnavne, værkbrudne Tieck hos sig i Sanssouci som laurbærkronet Digter og Hemmelighedskræmmeren Schelling hos sig i Berlin som den ypperste Statstænker. Han lod Sofokles's Antigone og Euripides's Medea spille paa Teatrene i Berlin og Potsdam for at indvirke gunstigt paa den urolige tyske Literatur. Men den gik nu sine egne Veje.

XXVI

Blandt Anastasius Grün's (Grev Alexander von Auersperg's) Digte i Spaziergänge eines Wiener Poeten lindes et, der har til Overskrift Hvorfor? i hvilket hver Strofe ender med et Hvorfor: Naar man slaar nye Forbud op paa Raadhuset, staar der en 625 ille Mand nedenunder og spørger sagte: Hvorfor? - Naar Klerkene paa Prækestolen stønner og tuder mod Sollyset, spørger han: Hvorfor? - Naar de rykker ud med Spyd og Hellebarder mod Spurvene; naar de skyder med Kanoner efter Lærkerne, saa spørger han sit Hvorfor? - Og naar de fordrer ham stillet for Retten, dømmer ham og henretter ham, saa spørger det endnu op af hans Grav: Hvorfor?

Saaledes omtrent gik det til i Tyskland, da den undersaatlige Tillid til Fyrstemagten som Fadervælde én Gang var brudt. Overalt, hvor der fra de Styrendes Side kom en Voldshandling eller en dum Handling eller en Udflugt og slog ned paa et Haab og dræbte det, dèr spirede af Haabets Grav et Hvorfor. Og ethvert Hvorfor affødte flere. Det blev ikke ved Østprøjserens fire Spørgsmaal; Spørgsmaalene formerede og forplantede sig som de usynlige Smaadyr, der i utrolig kort Tid undergraver en Organisme: Hvorfor vise Ærefrygt? hvorfor have Tillid? hvorfor taale? allerførst hvorfor tie? Det første Trin, inden man søger at afryste et Tryk, er det ikke at ville tie til det. Smerten og Vreden, Attraaen og Længslen gav sig Luft i Ord, i Sang.

Den politiske Lyrik, der i tidligere Tid af og til var dukket op hos Piaten og Uhland, Lenau og Heine, samler sig, krystalliserer sig nu som en egen Digtart, en hel og sluttet Kunstform. Snart bruser hele Kor af forskelligartede politiske Sange hen over Tyskland. Der er Grøde i Luften, og flokkevis dukker Talenterne op: Hoffmann og Herwegh, Dingelstedt og Prutz, Freiligrath og Max Waldau, Karl Beck og Moritz Hartmann, en Flor saa rig og duftende, som den paa dette Omraade aldrig før var set. Det nyttede lidet, at gamle Romantikere udtalte deres Ringeagt for prosaisk (*dolgoe O*: politisk) Poesi, eller at skolestive Æstetikere forklarede, disse Talenter var, selv naar de sang, kun Talere; allerede Tallet paa disse Digtere, deres naturnødvendige Fremtræden som Gruppe, viste at de opstod af den fuldstændigt tilstrækkelige Grund, den, at de maatte opstaa, at Tidsaanden i dem brød sig et Organ, og med den allerbedste, den eneste Ret, den, at de hævdede sig, erobrede Literaturen for sig og vandt sig Folkets Øre.

De havde i Trediverne havt en enkelt Forgænger, den ovennævnte østerrigske Digter Alexander Auersperg. Hans Lyrik var pragtfuld, overdaadigt billedrig, stundom lidt smagløs; men der var Malm i hans Vers og hans Patos var ægte. Man kunde kalde denne Patos josefinsk. Thi Josef II er Auerspergs Helt, 626 og det er fra Oplysningssiden, at han opfatter den politiske Frihed, for hvilken han sværmer. Hans Had er især rettet mod Præstevælden, dog saaledes at han gør Forskel paa Pfaffen og Priester; de skændige Klerke angriber han, de ædle Præster priser og forherliger han. Naar han begynder:

Stød i Horn, du Krigsherold! og kald til Vaaben alle Stærke!
Kamp og Krig imod den Horde dumme, hykleriske Klerke!

saa følger Vers, som velsigner de virkeligt fromme Præsters Skare. Dog spores det vel, at efter hans Synsmaade findes i hans egen Tid flere af de første end af de sidste. Han betragter det som et af Tidsalderens Særmærker, at paa de føre, dyriske Præstemænd er nu fulgt de kloge, tynde, magtgriske Bisper:

De Tykke og de Tynde.
For et halvt Aarhundred siden vore Fædre alle stærke
Mænd til Vaaben kaldte mod de kuglerunde, fede Klerke.
Ogsaa vi staar nu i Vaaben. Nu maa dog vort Løsen være:
Krig imod de tynde, smalle, benradmagre Præsters Hære!

Mod Metternich, mod det hemmelige Politi, mod Censuren rettede den tapre Digter sine ildfulde Strofer. Der var en frisk Fejdestemning heri, men intet Had og ingen vild Harme. Anelsen om en stor Fremtid og Begejstringen for store Fremtidsskikkelser udgjorde den væsenlige Alvor, der laa til Grund. Men den egenlig formende Evne hos Auersperg var svag; han fortabte sig altfor hyppigt i Allegoriseren.

Saavel aandelig som kunstnerisk i høj Grad ham overlegent er det Ypperste af den politiske Lyrik, som nu i Fyrrerne skyder frem.

Georg Herwegh, som var kommen sig efter sin Rundrejse, udgav efter et Aars Forløb den anden Samling af Gedichte eines Lebendigen, der forenede den tidligeres Egenskaber med nogle nye og værdifulde. Der er en frejdigere, vildere Stemning deri, og baade Viljen og Utiljen har en bestemtere Genstand. Her er færre Illusioner og skarpere Bevidsthed om Maal og Midler. Ingen Digte mere til nogen Konge om at stille sig i Spidsen for sit Folk - ingen Hymne mere til nogen Gud om at skænke Folkene Frihed og Lykke. Friedrich Wilhelm IV havde i Mellemtiden dræbt Herweghs Tro paa Kongerne og Ludwig Feuerbach 627 hans Tro paa en Gud. Men der er i disse Vers en Følelse af, at det nu ikke mere dæmrer, men dages i Sindene.

I de gamle Dagsange, som Shakespeare har efterlignet i Romeo og Julie, er det et staaende Træk, at den unge Kvinde ved Morgengry holder sin Elskede tilbage med Vendingen: det er ikke Solen, men Maanen, hvis Lys du nu skimter, ikke Lærken, men Nattergalen, du hører. Her er paa aandfuld Maade i Digtet Morgenzuruf Billedet vendt om:

Det Lærken var, ingen Nattergal,
der netop kvidred sin Vise;
alt svinger sig Solen til Himlens Sal,
let baaret af Morgenens Brise.
Op Dagen, ja Dagen nu stod.
I Blod
snart farves, o Nat! din Kofte!
Hid Stridsmænd for Lysets evige Glans!
Syvsovere, kaster jer Elskovskrans,
og et flammende Sværd ved jer Hofte!

Mod Kongerne er rettet Epigrammet Ulykkelig Kærlighed:

Skylden er Kongernes ej - thi Friheden elskes af Konger,
men desto værre har den slet ikke Kongerne kær.

Den forrige Digtsamling havde selv i sine tilsyneladende religionsfjendske Ytringer været gudslroende. Hvor Opfordringen lød til at rive Korsene op af Jorden for at bruge dem som Sværd, fulgte Linjen om Gud i Himlen. Her forekommer et Digt til Feuerbachs Pris, fordi han har angrebet Udødelighedstroen, og en saakaldt Hedningevise, drøjere i sin Spot end noget tilsvarende Digt af Heine:

Hedninge - det er Skade, at sligt Geni gik tabt -
holdt to og to for fire fra Verden den blev skabt.
Med Jomfrudommen var det endt, fik sig et Barn en Pigelil,
fordi det nye Testament var endnu ikke til.

Og endelig bliver her i Modsætning til Standpunktet hos Auersperg, til Adskillelsen mellem rene og urene Præster, alle Gejstlige blot som saadanne, ligegyldigt om skikkelige eller uskikkelige, om katolske eller protestantiske, om kronragede eller friserede, skaarne over én Kam i det muntre Fyndsprog:

628

Om de rages katolsk, eller Haaret er skilt protestantisk,
altid i Haarene dog kommer en Mand paa det Pak.

Han havde været skarp, han var bleven hvas; fra en Frihedsdigter havde han udviklet sig til en Bebuder og Forbereder af den kommende Revolution.

Naar disse klangfulde og kraftige Digte alligevel ikke virkede dybere paa Sindene end de gjorde, saa beroede dette paa, at Manglerne ved Herweghs Menneskevæsen (uden at Publikum nøjagtigt vidste eller følte hvorledes) efterhaanden røbede sig ogsaa i hans Poesi, i disse Lyspunkter, disse udhævede Steder, denne Selvglæde ved det gode Indfald og denne Aandslivets Fattigdom paa andet Indhold end den blotte Angriben. Det er ingen Digtsamling, der tyder paa et rigt indre Væld. Man forstaar hans Liv, naar man læser den, og den igennem hans Liv. I Virkeligheden stoppede hans Digteraare med den. I de 32 Aar, han havde tilbage at leve i, har han i Alt kun frembragt et eneste, ikke tykt, Bind Digte, der udkom efter hans Død, Digte rige paa Vid, rige paa Frihedsbegejstring, skrevne af en Mand, der til sin Dødsdag blev sin revolutionære Ungdom ubrødelig tro - men i Gennemsnit ikke fire om Aaret.

Sveg han end aldrig sin Fortid, han var ingen Arbejder i Frihedens Tjeneste. Den sidste Del af hans Liv er gaaet hen i Lediggang. Han begyndte i Aaret 1839 som Digter og kritisk Forfatter*). Han naaede sit Højdepunkt med Gedichte eines Lebendigen. Han giftede sig - meget rigt - med en ung Jødinde, der var begejstret for hans Poesi. Efter Februarrevolutionen optraadte han straks i Paris som Fører, og faldt i Spidsen for en af Tyske og Franske bestaaende republikansk Arbejderkolonne ind i Baden, men blev den 27. April slaaet af de württembergske Tropper og skyldte kun sin Hustrus Mod at han undkom. Heine har i Simplicissimus I givet en blodigt satirisk, men meget uretfærdig Skildring af dette Herweghske Felttog. Hans Hustrus klare og sanddru Fremstilling af Oprørsbevægelsens hele Gang og af hendes Mands Deltagelse i den, har siden da godtgjort, at manglede han end den taktiske Indsigt, han ikke gav sig ud for * 629 at besidde, saa var han dog en tapper Mand. Han levede saa i Emigrantkolonien i London Emigranternes fordærveligt ørkesløse Liv; de havde bogstaveligt intet Andet at gøre end at smedde frugtesløse Planer til nye Opstande og forelske sig i hinandens Koner. Den store russiske Revolutionær Alexander von Herzens Hustru forelskede sig i Herwegh, og det kom til et tragisk Sammenstød. Senere var Herwegh bosat i Paris og Zürich og førte her et uvirksomt Liv, stadigt lige misfornøjet med Tingenes Gang i Tyskland. Som Kinkel, som Moritz Hartmann formaaede han til sin Død (1875) ikke at forsone sig med den Magtudfoldelse, hvortil det tyske Rige naaede paa Frihedens Bekostning. Sin Ungdoms Idealer opgav han aldrig; selv for Heine, som havde haanet ham, bevarede han mandigt sin Begejstring.

Anlagt som han var maatte han nødvendigvis allerede 1843 holde skarpt Udkig med Hensyn til andre Digteres Troskab mod deres Fane og til Ægtheden af deres Frisind. Hans Udfald mod Geibel og Freiligrath er alt berørte. Saa vendte han sig mod Anastasius Grün. Denne opholdt sig i Wien for at ansøge om en Kammerherrenøgle, eftersom hans Hustru, en født Grevinde Attems, var Ihændehaverinde af Stjernekors-Ordenen og han ikke kunde lade sin Hustru gaa alene til Hove. I bevægede Ord anraabte Herwegh ham om at vende tilbage:

Tør for en Kvindes Skyld man skænde Templet,
om Afgudsaltre med en Kvinde danse osv.

Dingelstedt svarede med i smukke Vers at tage Grev Auersperg i Forsvar:

O, den vil det ej begribe, den prosaiske Gemenhed,
at en Aand som din er Borgen nok for Sindelagets Renhed,
kun det Slette tror den villigt osv.

Svaret gik udenom Angrebet istedenfor at parere det. Ingen havde for Alvor troet, at en Mand som Auersperg havde skiftet Overbevisning; hvad Herwegh angreb, var netop, at han trods sin Overbevisning af selskabelige Hensyn ansøgte om en Hoftitel. Dingelstedt talte her sin egen Fremtids Sag. Thi Dingelstedt blev den næste Digter, mod hvem Herwegh vendte sig, og her var Satiren saa meget mere glubsk som den var stum, kun ad en Omvej kom til Orde.

630

Herwegh havde i Paris truffet Dingelstedt, der som han havde forladt Tyskland for politiske Poesiers Skyld, og de to Digtere havde en Aften i en Kappestrid som Kaldsfæller for Spøg skrevet hver sin muntert-vemodige Omvendelsesvise. Herwegh skrev Digtet Velbaaren, hvis Indhold er: Hvad nytter det at tale om Frihed og Fædreland, at være genial, at drive Politik; hvad har det indbragt mig? Nej jeg vil blive en god Borgermand:

Du skal, fordømte Frihed, du!
mig ikke volde flere Sorger.
Lisette! Et Glas Øl endnu!
Jeg blive vil en ægte Borger.

Og gennem alle Stroferne vedligeholdes den sidste Linje som Omkvæd. Saa skrev Dingelstedt for at overbyde Vennen Digtet Højvelbaaren, der begynder:

En ægte Borger vil du blive?
Fy Ven! en ægte Borger du?
Til Borger vilde du det drive,
det Maal var plantet i din Hu?
Tilbage tag det ækle Ord!
Jeg vil forbi den hele Horde.
Min Ærelyst er vild og stor:
Jeg maa Gehejme Hofraad vorde!

Ogsaa denne Linje afslutter som Omkvæd alle Digtets Strofer.

To Aar senere var Dingelstedt Gehejmer Hofrath, Forelæser og Bibliotekar hos Kongen af Württemberg. Herwegh nøjedes med at aftrykke de to Digte Side om Side.

Frantz Dingelstedt (født 1814) er en højst ejendommelig Datids-Type, en Frihedsmand, der heller havde skullet fødes som fornem Mand, en Fyrst Puckler i en fattig Adjunkts Lignelse, en Ironiker, der ikke kunde undvære Skinnet, et ypperligt Hoved uden alvorlige Laster og uden alvorlig Begejstring, men med et let Vid, med mange Gnister af Poesi, med tidlig Blaserthed og med en vis praktisk Virkelyst til det Sidste. Han fødtes i Tysklands slettest regerede Land, i Hessen under Hassenpflugs forhadte Styre, blev Lærer ved en lærd Skole, vakte Mishag ved sine frie Meninger, sit frie Levned, sine frisindede Vers, blev forflyttet, drillet og ærgret og tog 1841, syvogtyve Aar gammel, sin Afsked. Kun et Aar efter Herwegh udgav han sin første politiske Digtsamling: Lieder eines kosmopolitischen Nachtwächters.

631

Gode Vers, gode Digte, en god Spas, en god Maske. Det er Natvægteren, der vandrer sin natlige Gang i Uniform og med Morgenstjerne, med sit Tudehorn i Haanden, og som fra sit Standpunkt udenfor Husene skildrer hvad han ser og aner i dem.

Han er en rigtig Natvægter, der er dygtigt ked af sin Gamle derhjemme; hun er saa grim og har saa mange Rynker i sit Ansigt; men Husfred er der: hun sover om Natten, han om Dagen. En rigtig Natvægter er han, der synger Vægterversene om Lys og Ild; han ser op til Fangerne, de politiske Fanger, der viser deres Ansigter bag Jernstængerne og rusker i dem, han gaar forbi Domkirken med dens Helgenben, hvor Vinden tuder i Orgelpiberne, saa han gyser og selv maa le af sin Gysen; det er tyve Aar siden, han var derinde; han hører ikke til de abonnerede Søndags-Fromme.

Og dog er han ingen rigtig Natvægter. Hverken hans Følelser eller hans Meninger passer ret for hans Stand. Oppe i et Hus er der Bal; han lytter til Musiken, skildrer Dansen og det fine Selskabs Manerer. Hvilken Opsigt det vilde vække, om han i sin Kavaj med Lygte og Spyd, med Sneflokker paa Huen, Rim i Skægget og med brændende hede, brunrøde Kinder traadte ind mellem alle Skyggerne der! - Udenfor et andet Hus holder Ministerens, den almægtige Ministers Vogn. Kusken er pelsklædt; men de stakkels ubedækkede Heste skælver af Kulde, medens deres Herre spiller Kort indenfor - ret som kunde de ikke hævne sig, naar han kommer:

Du skulde ej længer Kortene røre!
Og vogt dig vel, Minister, du smaa!
du faar med fire Hingste at gøre;
for Vognen ingen Borgere gaa.

Der er Udbrud af Følelse rundtom i disse Digte. Natvægteren gaar forbi, hvor i Forstaden en Stakkel ligger og drages med Døden; han gaar forbi Sindssygehospitalet, og Angsten for Vanvid, der altid griber ham paa dette Sted, blander sig med en hemmelighedsfuld Tiltrækningskraft; han vandrer forbi Kirkegaarden, hvor de afsides paa en foragtet Plads har lagt hans stakkels Fader, der hjalp sig selv ud af denne Verden, og kommer tilbage forbi Slottet, hvor Fyrsten søvnløs vælter sig i sin Seng, medens Skildvagten udenfor i sit Skilderhus sover bedre staaende end han paa sit bløde Leje.

632

Et og Andet kunde vel en Natvægter føle saadan, Intet deraf kunde han udtrykke saadan - og hvert Minut falder Masken. Nu og da forekommer - i fuldendt anskuelig Form - Udtryk af en folkelig Harme. Saaledes dette mod et Hofkryb, der har udsuget Landet, og i hvis Vinduer der nu under hans Sygdom er Lys:

Hvorfor han ej sover, men i Raseri har revet i Stykker sit Linned?
En hæderlig Mand sover lettelig godt; en Skurk har sit Helved i Sindet.
Han har af Landets Marv, den Snog, sig suget saa fuld, som han evned.
En Menneskealder igennem han tog, løj, stjal, bedrog, til han revned.

Men saa forekommer der ogsaa Udtryk for Had og Forbitrelse, der hører de ufolkelige Krese til, saaledes højst letfærdige Raad til en ung dejlig Dame, der er bleven gift med en gammel Synder, om hvorledes hun skal hævne sig paa sin Gemal. Undertiden tager ogsaa Natvægterens Tanker og Drømmerier en højere Flugt. Han støtter sig til en gammel Kanon, som ligger dèr blank og tam paa Volden. Engang fløj dens Hjul paa erobret Grund over Lig og over Levende, engang gav den Takten an i Vaabendansen; thi der staar et kronet N. ved dens Fænghul. Nu høres den kun, naar en stakkels Fange er brudt ud af sit Fængsel, eller paa Majestætens Navnedag, eller naar en Prinsesse er bleven født. Men Taalmodighed! tilraaber Natvægteren Kanonen: Snart kan du maaske paany lade dine Kugler hagle over Fjenden; vær blot stum saalænge, min Veteran, saa de ikke fornagler din Mund som de knebler os andre. - Her er, som man ser, Masken helt kastet.

Efterat Dingelstedt havde forladt Hessen, fulgte Samlingen Nachtwächters Weltgang, hvor Digteren ikke mere optræder i Natvægter-Monduren, men som elegant Revolutionær. Det gaar her ud over de daarlige Fyrster, over Forholdene i Hessen, Prøjsen, Hannover, og over den falske tyske Patriotisme: «Hvad er, I Herrer, en tysk Patriot? - En Mand, der om Søndagen tjener Vorherre og om Hverdagen sin Konge. Hvad vil, I Herrer, en tysk Patriot? - For sig et Embed, en Titel og et Baand, Brød for sine ægte Børn og Arve-Fyrster for sit Land. - Ud af Templet, tyske Patriot, før dit Kys, du Judas, har myrdet Friheden bagfra!»

Nogle Maaneder derefter var Dingelstedt Hofraad og Legationsraad, havde Embed, Titel og Baand. At han var bleven en 633 Anden, kunde selvfølgelig Ingen tro. Det kan ikke undre, at man bedømte hans Handlemaade med Strenghed, undertiden paa ret hadefuld Maade. De talrige Aktstykker, som senere hen er fremkomne om hans Karakter og Liv, særligt Julius Rodenbergs Offenliggørelser i Deutsche Rundschau. 1889-90, stiller hans Færd i et mildere Lys end det, hvori den stod for Samtiden. Hans Handlemaade var uskøn og ufin, men ikke lav. I og for sig var der ikke noget Ondt i at han modtog en Stilling som Forelæser hos en dannet og elskværdig Fyrste. Fejlen var, at han kort i Forvejen havde taget Munden saa fuld af folkelige Talemaader og fyrstefjendske Udfald uden at mene noget Alvorligt dermed.

Han var i høj Grad en Kunstnernatur, men tillige i høj Grad Forstandsmenneske, var nydelseslysten og herskesyg, ude af Stand til i Længden at taale den Ydmygelse, som det er at være fattig og derfor overset; var fremfor Alt grebet, og stærkt grebet af det Indtryk, at han ved at gaa videre ad den Vej, paa hvilken han var slaaet ind, bar sig ad som et Tossefaar. Hvad vandt han ved af doktrinær Ærbarhed at holde sig tilbage fra alle ansete Stillinger og høje Pladser! Hvad vandt Verden ved, at de Rigtbegavede i Kraft af en taabelig Livsregel overlod Titlerne, Pengene, Ordenerne, Æresposterne og Embederne til de Dumme! Var det Midlet til at forbedre Tilstandene? Hans Attraa var at være den Herskende paa et kunstnerisk Omraade, løse store sceniske Opgaver, lede store Teatre, glimre ved Hoffer, foretrækkes af skønne Kvinder. Vilde han kunne opnaa Sligt som landflygtig Skolelærer, som Korrespondent for Allgemeine Zeitung? Hvem vilde i Længden agte ham som fattig og uafhængig Bladskriver, hvem vilde i Tidens Løb ikke agte ham som indflydelsesrig Hofmand! Vistnok vilde der blive Skraal naar han fulgte Kaldet - blot han ikke havde skrevet det fordømte Digt til Herwegh! - men her gjaldt det om rolig Fripostighed, om uigennemtrængelig Ironi, om smilende Kulde, om den Overlegenhed, der lod Modstanderne skraale sig trætte, og den besad han.

Han blev som bekendt ikke blot en Hofmand, men i Løbet af sit Liv Bestyrer for en hel Række af Hofteatre - i Stuttgart, München, Weimar - og tilsidst den mægtige Direktør for Burgteatret i Wien.

634

Heine, der ikke var streng men vittig, skrev det uforlignelige Digt om Dingelstedts Forhofræderi, som begynder:

Forværrer sig ikke din Sjæl og din Stil,
skal jeg hilse hvad Pokker du gør med et Smil.
Min Ven, jeg skal aldrig dig dømme med Galde,
selv om jeg dig maatte Hr. Hofraad kalde.

Dette Digt indeholder den vemodigste Forstaaelse af Dingelstedts Handling og den bitreste Foragt for det Publikum, Dingelstedt ligesom han henvendte sig til.

Den, der søger et skarpt og træffende Billede af Dingelstedts aandelige Personlighed, bør sammenholde den i en vittig og malende Prosa givne Skildring af hans Levned, som har til Titel Münchener Bilderbuch, med den Digtkrans, der bærer Navnet Ein Roman. Denne indeholder langt mere af hans dybeste Væsen end hans tidlige Ungdoms Vers. Han havde ligefuldt tidlig kendt den blandede Følelse af Tiltrækning til den fornemme Verden og Ringeagt for den. I Digtet Krähwinkel hed det om dette Selskab:

De lyver, de strides og kives; de hader hverandre til Blodet.
Naar ikke til Mord de drives, er det kun, for de savner Modet.
De vilde gerne, men drister sig ej; det kalder de Pligtens Lænke.
De som kan tænke, dem frister det ej; de fleste kan ikke tænke.

Nu skildrer han en Lidenskab i den fine Verden. Fortælleren træffer paa et stort Bal i England en Dame fra de indiske Kolonier af hinduisk Blod, men helt europæisk; aandsbeslægtet med ham, forstemt som han og kold og træt. Imellem dem blusser en Kærlighedsforstaaelse op:

Vi klamred os, halvt vel for Tidsfordriv
og halvt fortvivlet, til hinanden fast,
hun, en fortabt, men nu som nyfødt Viv,
jeg, nyfødt Mand, skønt Haabet for mig brast.

Ordet «Tidsfordriv» er en Kende for slapt, som Ordet «fortvivlet» en Afskygning for stærkt. Der er tysk Barnagtighed i denne altfor stærke Betoning af Lapseriet og Tungsindigheden. Det sikre er imidlertid, at en Lidenskab opstaar. Og Romanen følger hed og vild, mere Vellyst end Elskov: Kærlighedsnætter, 635 Alkovepoesi og Frækhedens haarde Pande ud imod Verden - saa Løsrivelse og Farvel og Glemsel, indtil i et Drivhus i Amsterdam Liglugten af en udgaaet Lotusplante bringer ham til at svimle. Han mindes hende og trykker det visne Blad som Haanden af et Lig til sine Læber.

Saadanne Skikkelser som Dingelstedt er Udtryk for en Tidsalder, de illustrerer den, de bærer den ikke. De er ikke Paladsets Bygmestere; de er Forgylderne. Vistnok tiltrækker Forgylderens Arbejde i højere Grad Øjet og flere Par Øjne end Bygmesterens, som lægger Grunden og som allerede i Paladsets Grund bestemmer alle dets Forhold; men for Bygningen betyder Forgylderens Gerning intet i Sammenligning.

Disse Digtere, saa nydelsessyge og ofte tidligt saa sløvede, i hvilke der ikke er andet Hold end en politisk Overbevisning, om hvilken de synger, med hvilken de stadser og som de i Reglen forraader, de har deres sociale Betydning derved, at de skaber Stemning, almindelig politisk Stemning. De fremskynder derved Samfundets saa langsomme Omdannelse; men selve denne ydre Omdannelse er ikke Hovedsagen; det Politiske er ikke den første Bevæger. Den ydre Omvæltning er et Udslag af dybere, Overfladen fjernere Rørelser. Størst Lod og Del i den har maaske Filosofiens stille Omformning af den religiøse Livsbetragtning.

Og paa det filosofisk-urostiftende Omraade er det, at netop paa dette Tidspunkt, midt imellem Udgivelsen af Herweghs første og anden Digtsamling, samtidigt med at Dingelstedt udgiver sin første, i Sommeren 1841 en Tænker træder frem og sætter Tidsskel. I Værket Das Wesen des Christenthums udformer han store Tanker, begrunder og udtaler et Livssyn, som skinner igennem i Alt, hvad der efter ham tales og skrives af Andre, ifald de ellers staar paa Udviklingens Højde. Han er Hjørnestenen, paa hvilken henved en Snes Aar fra da af at regne Alle bygger og Alt er bygget - Ludwig Feuerbach.

Naar jeg siger, han var stor, stor som Menneske og Tænker, saa føler jeg selv med Harme Ordets Fladhed. Vi har hentet det fra Længde og Højde i Sanseverdenen, og det gør intet Indtryk; vi er efterhaanden saaledes sløvede derfor, at vi Intet føler ved det. Selve Sansen for Storhed er heller ikke mere synderligt levende iblandt os. Den dræbes ved den kolde, klamme Maade, paa hvilken vi rykkes ind paa Livet af de aandeligt 636 Store, naar vi læser de almindelige lærde Fremstillinger af deres Virksomhed. Tager man en Filosofiens Historie, saa findes de der ordnede, numererede, saa de alle tager sig ens ud. Der staar de paa Række, behandlede med samme Agtelse og Interesse: Schelling, som var et Geni og en Charlatan, Trendelenburg, som lod sig ansætte af Eichhorn og benyttede sin Medbør efter Altensteins Død, Strauss, som var en Tænker af anden Rang og et Stykke af en Pedant, Karl Vogt, som var et Talent og en Lækkermund, Lotze, som var en Professor i Filosofi, en udmærket Professor men ikke mere, og mellem dem Feuerbach sideordnet med flere Andre i en Rubrik, maaske endog som ensidig underordnet Stympere, der har kaldt sig Virkelighedsidealister eller lignende. - Sligt slapper og fordærver.

Han var stor. Det vil sige. at der er et stort aabent Rum omkring ham til alle Sider. Det vil sige, at vil vi forstaa ham, maa vi ryste af og kaste ud alle disse, alt dette, som i Læreog Haandbøgerne trænger sig om ham. At han var stor, betyder, at han staar paa en anden Højflade. Har vi faaet Øje paa Skikkelsen som den staar der ensom, saa indfinder Ærefrygts forhold et sig af sig selv.

Thi saa jævn han end var i Forholdet til Venner, der er en uhyre Alvor over denne Skikkelse. Man se blot paa dette Aasyn, hvor Alt er Stil, den strengeste, strideste Stil, og alle Træk Geniets. Der er Stil i den mægtige Pande, i de smaa Øjne, i det store, vifteformige Skæg. Der ligger Magt deri. Magt og Højhed, og den mandigste Skønhed, bronceagtigt barsk.

Selv et Geni udspringer han fra en Slægt af lutter evnestærke Mennesker: Faderen, Tysklands første Kriminalist, Broderen, Søsteren, Brodersønnen, alle geniale. Han bliver født 1804 i Landshut, studerer i Heidelberg, er Teolog, først troende, saa kritisk, dernæst Filosof, først abstrakt, saa stedse mere virkelighedskær. Han udgiver uden Navn sine Tanker om Død og Udødelighed, der bliver beslaglagte, derefter frigives paany. Da hans Forfatterskab til denne Bog bliver bekendt, afslaas gentagne Gange hans Ansøgning om et Professorat i Sydtyskland og senere hen en Række lignende Forsøg fra hans Side paa igennem lærde Mænds Beskyttelse at opnaa en Universitetslærers Stilling i Berlin, Frankrig, Schweiz, Grækenland. Han lever da fra 1836 af et stille Privatliv (til 1860 paa Brückberg ved Ansbach, senere i Rechenberg ved Nürnberg), i sine modnere Aar et Eneboerliv 637 paa Landet i Brevveksling med Venner af den lærde Stand og med Mænd af Folket (som hin Konrad Deubler i Salzkammergut), der undertiden forstaar hans Skrifter bedre og føler dybere ved dem end den saakaldte dannede Verden gør. I 1837 indgik han Ægteskab med sin Ungdomselskede. En Begivenhed, der havde Betydning for hans Hjerteliv, var den af ham gengældte Lidenskab, som i Begyndelsen af Fyrrerne en ung Pige, Datter af en af hans Venner, en Tid lang nærede for ham.

Forelæsninger har han kun en enkelt Gang holdt, i Aaret 1848 i Heidelberg, dog ikke paa Universitetet, som frygtede og skyede ham, men privat. Hans Venner havde i 1842 forsøgt at faa ham ansat i Heidelberg; først følte han sig tiltalt af Tanken, senere værgede han sig lidenskabeligt mod at man gjorde Skridt for at virkeliggøre denne Plan: «At ville gøre mig til Professor og tilmed paa den almindelige Maade, som ethvert Fæ kan blive det .... er at stille mig lig de Dumrianer, der for Tiden figurerer, er at krænke, at latterliggøre mig .... Mit Hoved hører ikke hjemme paa Lærestolen. Det hører, véd du hvorhen? - gæt! - paa Skafottet; thi mit Hoved er saa afgørende og skarpt som en Skarpretters Sværd, og jeg har selv kun Lyst og Mod til Handlinger, hvor det gælder at sætte Hovedet paa Spil»*). Vennen havde opfordret ham til hellere at kalde sit Værk Teologiens Væsen end Kristendommens Væsen. Han svarer: «Det at styrte Teologien er mig en højst ligegyldig Ting. Jeg har kun med verdenshistoriske Eksistenser at gøre .... Paa Hovedet maa man slaa; af Grundsætning maa man negte. At handle, det vil sige at halshugge - med den Beslutning, hvis det gøres nødigt, selv at ville lade sig halshugge derfor.»

Det er et fastere Sprog og en anden Synsmaade end Digternes. Saint-René Taillandier har villet finde en Modsigelse i at Feuerbach med disse Anskuelser ikke deltog i Oprørsbevægelserne 1848. Han svarer herpaa: «Hr. Taillandier! Naar der igen udbryder en Revolution og jeg tager Del i den, saa kan De til Forfærdelse for Deres gudfrygtige Sjæl være vis paa, at denne Revolution bliver sejrrig, at Kongedømmets og Kirkevældens sidste Dag er kommen. Desværre oplever jeg ikke denne Revolution. Og dog tager jeg virksom Del i en stor og sejrrig Revolution, hvis Virkninger imidlertid først vil udfolde sig efter Aarhundreders * 638 Forløb. Thi efter min Lære, som ikke kender til Guder, derfor heller ikke paa Politikens Omraade til Mirakler, men af hvilken De intet forstaar og som De anniasser Dem at bedømme istedenfor at studere den, efter denne Lære er Rum og Tid Grundbetingelser for al Væren, al Tænken og Handlen. Ikke fordi det manglede Parlamentet paa Troende, som man latterligt har paastaaet i det bajerske Rigsraadskammer - de Fleste var Gudsfrygtige, og Vorherre tager dog ogsaa Hensyn til Flertallet - men fordi det ingen Steds- og Tidssans havde, derfor fik det Hele en saa forsmædelig Ende»*).

Saa mange Udviklingsstadier Feuerbach under sin stigende Virkelighedsinteresse har gennemløbet, og saa meget der end med Rette kan siges om hans Standpunkters Flerhed, er hans Hovedtanke, den der er som Nøglen til Hvælvingen, paa hvilken det Hele hviler, dog ligesaa simpel som stor. Og det er denne: Mennesket kan ikke blive sig et Væsen bevidst, der er højere end dets eget. Dersom Mennesket kunde blive sig selv *dolgoe O*: sit Væsen bevidst som endeligt ligeoverfor et andet Væsen, der begrebes som uendeligt, saa vilde Mennesket i sin Bevidsthed begrænse sit eget Væsen *dolgeo O*: fornegte det. Dets Bevidsthed vilde altsaa naa ud over dets Væsen, men dette er umuligt; thi Bevidsthed er kun Væsenets Selvbekræftelse.

Istedenfor som Hegel at sige: Menneskets Bevidsthed om Gud er Guds Selvbevidsthed, nødes vi da til at sige: Menneskets Bevidsthed om Gud er Menneskets Selvbevidsthed; Religionen er Menneskets første Selverkendelse, ad en Omvej.

Det indrømmes fra alle Sider, at Gud uundgaaeligt maa bestemmes ved menneskelige Omsagnsord: Gud er Kærlighed, Gud er Godhed, Viden, Magt osv. Men Grundordet er jo kun det personliggjorte Omsagn. Omsagnet er det Oprindelige. I Virkeligheden er da Religionens Mening denne: Kærligheden er guddommelig *dolgoe O*: ubetinget værdifuld, tilbedelsesværdig; Godhed, Viden, Magt er guddommelige.

Troen paa en Gud er da Troen paa det menneskelige Væsen som Naturens Grundvæsen.

Religionens tilsyneladende Grundsætning er vel denne: Jeg er Intet imod Gud; dens virkelige er denne: Alt er Intet imod mig, Alt er Middel for mig. Ved Hjælp af Bøn og Undere har * 639 jeg gennem Gud som Mellemled Altet til min Raadighed. Guden udspringer af Ønsket. Da Grundønsket i Kristendommen er ubegrænset Nydelse, Salighed, saa er Gud Midlet til at opnaa Salighed, eller rettere: Saligheden og Guddommen er Et.

Med ét Ord: Læren om Gud er Læren om Mennesket, det gudsvidenskabelige Spørgsmaal er et Spørgsmaal om Menneskets Sjæleliv - af Feuerbach i alt Væsenligt løst for alle følgende Tider.

Saaledes set staar hans Livsværk som en Enhed. Lader denne sig end ikke udtrykke saa kort, i faa, henkastede Ord, saa sammentrænger Følelsen dog let til Et, et Eneste, hvad Menneskeheden skylder ham.

Naar en ung Mand staar i Pantheon i Rom og fortaber sig i Skuet af denne Kuppel, Verdens skønneste, saa farer det Ønske ham let igennem Sindet: Hvem der som Bygmesteren af dette Tempel engang i sit Liv havde en saadan enkelt, stor Idé som den, der ligger til Grund for denne Kuppel - hvem der undfangede et enkelt Grundforhold, en simpel og dog sammensat Formel, der i sin indre Rigdom lod sig udspænde til et helt Grundsyn, til et Omfang af denne Storhed, en hel Himmelhvælving i det Mindre! En saadan Tanke i sin oprindelige Enfold og sin Udførelses Rigdom, det var nok til et stort Menneskeliv.

En saadan Grundtanke har Feuerbach havt.

XXVII

Det dybeste Særkende for hvad der beholdt Navnet af Bevægelsesliteratur i Fyrretyverne, er at den intet, slet intet Forhold har til det officielle Tyskland. Det er det, som udgør dens Styrke og som har meddelt den sin Friskhed. Ved det officielle Land eller Folk maa ikke her forstaas en lille afgrænset Verden, en Ting for sig, som hvis man vilde sige Hof- og Regeringskrese, nej hele den Del af Folket, der under almindelige Forhold synes at være det hele Folk - alt det, som stempler hvad der udgaar fra Folket med det nationale Mærke, og som har stemplet alle Folkets Fortidsbedrifter med det samme Præg. Med alt dette, som en senere Tid har kaldt Dannelsesfilisteriet, staar Folkets fremragende Mænd i dette Tidsrum slet ikke i nogen Berøring. En tilsvarende Gruppe af Personligheder og Digtninge findes da 640 ikke indenfor de tre nordiske Landes Literatur. I Norden blev selv den ungdommeligst angribende Studenterlyrik efter ganske faa Aars Forløb officiel. De ypperste tyske Digtere i dette Tidsrum er uafhængige eller gør sig uafhængige af det officielle Tyskland og bærer mandigt Følgerne deraf.

Blandt dem, der gør sig uafhængige, fængsler Freiligrath mest. Han fødes i Detmold 1810; han er Westphalens blonde, blaaøjede Søn, svær og robust med sin tykke Manke. Han er et Skolelærerbarn, der mod sin Lyst opdrages til Købmand, men som skylder Købmandsstanden sin Frihed for antike Mindelser, sin Dannelse ved nyere Literatur alene, sin Sans for de fjerne Lande og Himmelegne, som Verdenshandelen bringer i indbyrdes Forbindelse, og sin Aands afgjort moderne Præg.

Ferdinand Freiligrath er ikke som hans Forgænger i den politiske Poesi, Hoffmann von Fallersleben, kun en frugtbar Visedigter, han er en sand, beaandet Poet. Hoffmann, der havde studeret de gamle tyske Folkeviser og som selv var en troskyldig, folkelig Sjæl, var uudtømmelig i sine melodiske Angreb paa Junkervæsen og Embedsvælde. men han gentog sig med Folkedigterens Ensformighed. Freiligrath har skrevet forholdsvis Lidet, men hvert Digt af ham er ejendommeligt. Han er paavirket af den nyere franske og engelske Poesi, af hvilken han har leveret saa talrige og saa ypperlige Oversættelser, og han begynder som beskrivende Digter af Victor Hugos Skole, men han udvikler hurtigt sit eget Præg. Han har i meget høj Grad to Egenskaber, som sjældent findes forenede: Evnen til det Maleriske og Følelsens Inderlighed. Den første Evne bringer ham til at fremstille Æmner fra fremmede Verdensdele med glødende Kolorit, den anden bryder frem, hvor han er Hjemlandets og Huslivets Sanger. I hans politisk oprørske Tid blev Inderligheden til højtidelig Værdighed og Evnen til anskuelig Udmaling gik ganske i Vredens, Kamplystens og Harmens Tjeneste.

I sin Ungdom (1831) modtog han i Amsterdam dybe Indtryk af Havet og af Skibsfarten. Han fulgte i sine Drømme med de mange Skibe, der gled ud af Havnen for at sejle til Afrika, til Indien, til Tyrkiet, til Amerika. Saaledes opstod Lysten til at skildre disse Landes Natur, som han saa den for sig i sin Fantasi, og Hugo's østerlandske Digte gav ham ikke blot Anvisning paa de Farver, hvormed saadanne Stoffer skulde behandles, 641 men paa selve Verseformen. Han alene af tyske Digtere forsøgte at tilegne sig Franskmændenes Alexandrinere, det i Tyskland foragtede Versemaal, og hævde dets Skønhed - underligt nok manglede han med sin ellers udviklede metriske Sans i den Grad Øre for dets Ejendommelighed, at han bestandig gengiver det ved rene Jamber, hvad Tyskerne efter ham er vedblevne med, selv efter at denne Gengivelsesmaade forlængst er opgivet i Norden.

Der var en Længsel ud over Verdenshavet i hans Sind. Som Modsætning til tysk Tagkammerpoesi gav han - fra sit Kammer af - Billeder fra Afrikas Ørkener og Amerikas Urskove. Han attraaede tropisk Lokalfarve, undertiden med Held, undertiden smagløst; han virkede sprogligt især ved nye, besynderlige Rim, Rim paa prangende og rungende Fremmedord som Sykomore, Tricolore og deslige. Hans Vers lignede levende Kolibrier, naar de var bedst; udstoppede Kolibrier, naar deres Pragt blev livløs.

Men denne afrikanske Freiligrath er ikke den bedste. Den nationale og frisindede Freiligrath er mere værd. Da Herweghs politiske Udfordring havde vakt ham, gik han ind i sig selv, gjorde sig troskyldigt og ærligt Rede for sit Væsens ham selv endnu ikke helt bevidste Hang og Retning, fandt i sit Væsens Dyb en Frihedstrang, som intet kunde tøjle, og en Medfølelse med Undertrykte, som kunde slaa over i Had og gribende Harme. Hans Genius slog ind paa den revolutionære Vej og gik i Stormskridt ad den, indtil den slog sine Vinger ud og fløj. Og fra Digterens Læber klang Marseillaiser. O disse Hymner af Freiligrath fra 1848, det er Begejstringen selv, den begejstrende Begejstring; der er en Vildskab, en Tro, en oprørsk Religiøsitet, en flammende Ironi, en jublende Sejrsrus i de første af dem; den ædleste Fortvivlelse, storladen i sit Udtryk, i de sidste.

Men ogsaa de Digte, der gaar forud for Revolutionen og ophidser til den, er læseværdige. Saaledes Samlingen Ça ira fra 1846. I hvert af de Digte, hvoraf den bestaar, er der et enkelt anskueligt Billede gennemført. I det første lægger et Fartøj ud fra Land, dets Navn er Revolution; det er den sorte Brander, der kaster Raketter i Kirkens skinhellige Yacht og saa retter sine Kanoner mod Rigmændenes Sølvflaader. I et andet fremstilles med et Motiv, der er laant fra Thomas Moore, Tvangsherredømmet 642 som Ispaladset, der ved Foraarstid vil knage, briste og smelte*) I Digtet Wie man's macht skildres med smittende Lidenskab Stormen paa et Tøjhus i en Hovedstad, dramatisk, levende, saa man ser den for sig, er som med i den. Alt som Revolutionen, han forudoner, kommer nærmere og nærmere, bliver hans Digtning mere og mere nutidig. Han skildrer en Rhindamper, der har Kongen og Dronningen af Prøjsen ombord. Den Damper minder om det tyske Samfund. Oppe paa Dækket nyder Selskabet den friske Luft, det klare Sollys, de skønne Rhinlandskaber; men nede ved Maskinen staar Proletaren som Maskinist og Fyrbøder, Herre over den Vulkan, der driver Skibet frem og holder det i Gang. Et Ryk, et Slag af ham, og den hele Bygning styrter sammen, hvis Spidse Kongen er; Dækket brister, Flammerne slaar i Vejret - dog du vrede Element, idag endnu ikke! - Men i et Digt som Freie Presse foregriber Digteren Begivenhedernes Gang: Oprøret skal bryde ud; endnu én Dag og der skal kæmpes i Gaderne. Ejeren af Bogtrykkeriet taler til sine Folk. Til Skud behøves Bly, men Folket mangler Munition, nu gælder det da at støbe alle Alfabeterne sammen til Kugler, og snart flyder og hvisler den glødende Masse i Kugleformene. Tiden er saadan, at kun som Kugler kan Skriften nu befri Menneskeheden.

Det unge Tysklands Dage var forbi, men det var som om Tyskland nu selv var blevet ungt. -

En Modsætning til Freiligrath danner Robert Prutz (født i Stettin 1816) ved sin Dannelses Soliditet. Han er en kritisk, historisk og filosofisk dannet Aand, der har forsøgt sig i mangfoldige Retninger, men dog kun som politisk Digter har blivende Betydning. Han var fra først af en ildfuld Medarbejder af Ruges Halle'ske Aarbøger, og blev tidligt ramt af Landsforvisningsstraf. Han er Feuerbachianeren som Digter. Han kan blive lidt tør og fantasiløs i sin politiske Lyrik, der gerne vel nøje holder sig til Sagen; men hans paa én Gang ædru og begejstrede Friheds-kærlighed tiltaler. Den, der engang har faaet ham kær, vil holde helt af ham, vil endog sætte megen Pris paa hans senere, for Sensualisme dumt forkætrede Digtsamling Aus der Heimath, som han kun ikke skulde have havt den utrolige Smagløshed at tilegne sin Frue.

* 643

Det Værdifuldeste, han har frembragt, er Den politiske Barselstue (Zürich, 1845), et lille aristofanisk Mesterværk, i hvilket det er lykkedes Prutz, denne varmeste Beundrer, Holberg har havt i Tyskland, at sammentrænge den yngre Slægts Vid og Spot, dens hele Stræben og alle dens Forhaabninger.

Det var naturligt for denne klassisk dannede Digter at optage Aristofanes's Form; uheldigvis har han holdt sig for nær til den. Stykket er derved blevet en Juvel for en udsøgt Læsekres istedenfor at afgive Næring for Folket. Dette Stykke er en forhaabningsfuld ung Drømmers Værk; hans Tro paa en straalende Fremtid for Tyskland var fuldt saa levende og mægtig som hans Glæde ved den ironiske Nedbryden af det Affældige og Faldefærdige; naar de burleske Figurer og Indfald her fremtræder som paa en idealistisk Guldgrund, saa er det, fordi Digteren ser Fremtidssolen stige og skinne bag dem.

Dramet foregaar i og foran en Læges Hus, der er en Art privat Fødselstiftelse, hvor unge Damer af de højere Stænder undertiden tyr hen. Men i den seneste Tid gaar Forretningen ikke for ham. Han havde gode Dage, da Pietismen endnu florerede i Königsberg; thi Guds Velsignelse var mægtig i de Fromme og de mange gudelige Omfavnelser satte Frugt, men siden Statskirken nu er optraadt fjendtligt imod Pietismen, staar hans Kamre tomme. Han véd snart ingen anden Redning end at blive Medarbejder ved den prøjsiske Statstidende; thi hvem der ikke kan bruges til andet, han finder sit Brød ved den Avis. Hans Tjener Kilian sulter og kræver Mad. Doctoren tilraader ham at lade sin Mave udskære og tager allerede Kniven frem. Saa vil han aldrig sulte mere, og hvilke Fortjenester vilde han ikke indlægge sig af Menneskeheden, ifald han kunde afgive det levende Bevis for, at Operationen lod sig udføre! Thi hvad er den Klippe, hvorpaa nutildags Dyden strander? Hvorfor tog Freiligrath imod Pension? Hvorfor lod Dingelstedt sig brændemærke? Maven var det, Altsammen for Mavens Skyld.

Men i det Samme nærmer sig forklædt som Tigger Hr. Fiffikus (Schlaukopf). Han deklamerer i Nibelungenlied-Stilen noget Fædrelandskærligt om Cheruskeren Herman, samler ind til Statuen for Nationalhelten, og da Doctoren er uforsigtig nok til at kalde denne et Fugleskræmsel, en væmmelig Skildvagt med et Lærkespid, erklærer Fiffikus ham, at han skal komme til at undgælde derfor med tolv Aars Tugthus i det Mindste. Da de kommer i 644 Haandmænge, beholder Doctoren Hr. Fiffikus's falske Næse i sin Haand, og genkender i ham sin Ungdomsven, forhenværende Socialist og Frihedssanger, Republikaner og Kongemorder, nu forfremmet til virkelig Gehejme-Kongelig-Liv-Spion. De kaster sig i hinandens Arme, og Fiffikus meddeler sit Ærind, dog først efter at have forvisset sig om, at Doctoren ikke nærer nogen besværlig eller oprørsk politisk Tro. Da denne, som ser, hvilken mægtig Mand han har for sig, knælende har forsikret, at han ikke tror paa nogetsomhelst andet end det, at Thalerstykkerne er runde, saa rykker Fiffikus ud med Hemmeligheden: «Tyskland, Fædrelandet, Luthers og Friedrichs Tyskland, Dronningen med de blonde Lokker, er svanger.»

Doctoren er lidt vantro. Kunde det ikke være Vattersot, opstaaet ved alle de nystiftede Afholdenhedsforeninger? - Nej, hun er frugtsommelig, og det eneste Underlige er, at det ikke har staaet at læse i Aviserne, der ellers altid meddeler, naar Sligt times Dronninger eller Prinsesser. - Og nu bringer Fiffikus den saliggørende Nyhed, at Doctoren som erfaren Fødselshjælper er udset til Germanias Læge. Han og ingen Anden skal forløse hende. Han danser af Glæde, fordrer en Aarpenge og en Orden til Løn, beder den Anden hente Damen; men se - der er hun allerede.

Trælle, der viser sig at være det retløse Folk, bærer hende ind i en gylden Stol. Hun er en Blondine med fedt, venligt Ansigt, bred Mund, vandblaa Øjne. Som Germania bliver hun hilset, fejret, besunget. Men af en fortrolig Samtale mellem Fiffikus og hende erfarer vi, at hun aldeles ikke er det, hvorfor hun gælder. Han udspørger hende, om hun virkelig er i velsignede Omstændigheder; hun svarer, at han selv bedst maa vide det, han og de Andre, han har ført til hende. Fra Gaden har han trukket hende op og afrettet hende til hendes Rolle. Den officielle Germania er hun - og hun har gjort Alt, hvad de fiffige Hoveder befalede hende at gøre, hun har nikket og knælet og plapret Bønner paa Kommando. Saaledes er hun nu ogsaa paa Kommando bleven frugtsommelig. - Han udskælder hende, truer hende med Prygl; hun haaner ham og truer paa sin Side med at løbe sin Vej, saa kan han se, hvor han atter faar en Germania fra.

Men i Nattens Mulm og Mørke er en fremmed, ubekendt Kvinde traadt frem paa Gaden udenfor Huset, jaget og fordrevet 645 som nun er. Hun nar ingen Plet, hvor hendes Danlyste Hoved tør hvile. I en Vellystrus, siger hun, slumrer nu paa Silke den, man i mit Sted har ophøjet og som frækt lader sig kalde ved mit Navn, medens jeg, den Ægtefødte, lig en Tiggerske maa skjule mit Dronninge-Aasyn i Nattens Mørke. Vær du min Hovedpude, du Sten! Paa Sten ligger jo ogsaa som dets Dronning mit Folk.

Da ved Nattetid pludselig En raaber: Germania! svarer paa én Gang Barselkonen i Huset og den fremmede Kvinde ude paa Gaden. Og da Larm og Forvirring derved bryder ud, saa Gendarmerne kommer til, bliver det undersøgt, hvem af de to det er, der har tilegnet sig et fremmed Navn. Visselig ikke jeg, tilraaber den Ubekendte Hr. Fiffikus. Hun hævder, at det er ham, som har ranet hendes Navn for at smykke sin Bolerskes frække Pande dermed, og hun slutter: Skændsel over Jer begge! Jeg alene er den virkelige, den rette Germania. - Kilian kan ikke faa i sit Hoved, at hun, saa mager, saa slank, skulde være den Rette. Trællene derimod føler hendes Stemmes søde Klang trænge helt ind i deres Hjerte. Diplomaten Fiffikus alene bevarer Fatningen:

Saa luk dog kun en Smule Jere Øjne op.
I har kun nødigt denne her og hin at se,
saa er det øjensynligt, hvem den Rette er.
Hin klædt i Pjalter, denne i en Silkedragt.
Den ene mager, bleg af Sult, en Skygge kun,
selv Tiggerske til fattigt Tiggerfolk forvist;
den anden statelig og før og yndefuld
i høje Herrers ærefulde Selskab staar
og, som I ser, med Livsfrugt rigt velsignet er.

Paa denne Sammenligning mellem Rivalindens Herlighed og hendes egen Fattigdom svarer den fremmede Kvinde med Højhed:

Spot du mig kun! I mine Vunder lægge du
de blodbesudlede, tyvesmidige Fingre kun!
og spyt paa mine Pjalter, ros dig kun deraf,
da Kvinde jeg, landflygtig, fattig, hjemløs er,
du véd det allerbedst, hvis Haand mit Blod udgød
og hvem der af mit Hoved Kronen revet har.
Du bygged hende et Palads, et Fængsel mig.
Af dine Bødler hun blev smigret, jeg forfulgt. -
646 Men dig, du Skyggedronning, dig, der skælvende
men fræk mit Navn at rane vover, siger jeg:
Bort! skjul dig! Røm den Plads, der ene sømmer sig
for mig! Thi vid: Jer Herskerinde det er jeg.

Og Trællene bøjer sig for den fremmede Kvinde, der ikke kommer i en Dronnings Purpur men i sønderrevne Klæder som de selv, og de spørger hinanden, om ikke hun er den ventede Frelserinde, der vil slaa deres Aag i Stykker og slynge Frihedens Lyn ud i den søvndrukne Verden. Dog nu bliver begge Kvinder opfordrede til at godtgøre deres Rettigheder, og Fiffikus, som udbryder: Dette gælder en Kamp for det lovlige Arvekongedømme, tilhvisker sin Dame, hvad hun skal sige.

Og den officielle Germania, den fede Blondine, som tilsyneladende bærer Landets Fremtid under sit Hjerte, som praler dermed og af den Grund fordrer Ærefrygt og Skaansel, istemmer sit Levnedsløbs Litani: Hvorledes hun i den graa Oldtid laa paa Bjørnehud i Skoven og til skummende Mjød aad Olden og Agern - Olden og Agern, raaber Doctoren, Kilian, Fiffikus: Det er hende! Hun fortæller, hvorledes hun blev sendt i Skole hos Klerkene, fik Næsen trykket tæt ind imod Krucifikset, blev kristelig-germansk, gav milde Gaver til Klostre, byggede Kirker, kyssede Pavens Tøffel osv. - og Koret svarer: det er hende! Hun meddeler, hvorledes hun derefter udviklede sig fredeligt, lod Enhver, der vilde, give sig Næsestyvere, indtil hun har bragt det saa vidt i Fyrstetroskab, at naar Herren blot fløjter, saa kommer hun, staar Skildvagt, apporterer Stokken. - «Kort sagt: Jeg er den fuldkomne Pudel.» - Og Koret jubler: Det er hende! - Saa slutter hun: Om Gud og Kongen vil, skal det ogsaa for Fremtiden blive saadan ved. Nu er jeg, som I ser, bleven frugtsommelig efter ministeriel Anordning. Forsvarer mig da nu! I Gendarmer, anerkender mig som den eneste Germania, som fuldblods tysk, og stoler paa, at jeg til Gengæld nok skal opdrage min Sønneke til Gendarm!

Gendarmerne finder, der er Fornuft i den Tale, og Fiffikus triumferer allerede over, at Landstrygersken er forstummet. Men hun svarer: Hun indrømmer, at hun ikke forstaar sig paa Selvros, ogsaa har lidet at rose sig af, da al hendes Udsæd ligger i Fremtiden. Det vil jeg tilstaa - siger hun - at hun dér ganske vist er et Tyskland, et ægte, Regeringstysklandet, det officielle Tyskland, Forbundsdagstysklandet - men sandelig, hun er ikke 647 Folkets Tyskland, det kender ikke hende, det bryder sig lidet om hendes lange, raadne Stamtræ. Og hun anraaber de lænkebundne Trælle om at komme hende til Hjælp og erkende hende for den, hun er. Men i det Samme gribes den anden Germania af heftige Veer. Med et Knald sprænges hun som en Kuglesvamp, springer i Luften og er borte, og af al den Røg, som derved udbreder sig over Skuepladsen, udfolder efterhaanden Taageskikkelser sig som valfartende Munke, Romantikere, der lovsynger den hellige Middelalder, Gæs, der sørger over, at Svaneordenen endnu ikke er færdig, og maadeholdent Frisindede, der istemmer Omkvædet:

Altid langsomt afsted! altid langsomt afsted!
At det prøjsiske Fremskridt kan vinde med!

Da bryder Trællene deres Lænker, kaster sig ned for den fremmede Kvinde og hylder hende som den sande Germania, den endnu jomfruelige, som engang vil blive Moder til Fremtidens Hersker.

Sindbilledet er kraftigt og smukt. Og det var sandt. Ikke det underkuede og søndersplittede Tyskland, der dengang blev udskreget som det frugtbare og fremtidsrige, men de dengang forfulgte og forhaanede Friheds- og Enhedsbestræbelser fødte det tyske Riges Fremtid. Kun virker det en Smule forstyrrende, at den sande Germania slet ikke har nogen Fortid, slet ikke har noget Stamtræ, men at al hendes Kraft og Herlighed skal ligge i Fremtiden. Tanken om et saadant historisk Brud havde for hin Tid en Mulighed, ja en Sandsynlighed, som den ikke har for vor.

Men saa meget var i dette radikalt angribende Digt fuld Sandhed, at det officielle Fædreland allevegne tilraner sig Alt, hvad Folkets Snille i Fortiden har frembragt, og alle dets gamle Storheder, om endog disses Liv var en uafbrudt Kamp imod det. Selv dem, det landsforviste eller holdt i Fængsel eller halshuggede - deres Portræter har det om Halsen. Og til alle Tider siges det, at det officielle Fædreland bærer Fremtiden i sit Skød. Det gives ikke blot til enhver Tid ud for at være Nutiden, idet Alles Eksistens er knyttet til dets Bestaaen, men det bærer, siges der, den nye Tid under sit Hjerte, og det fordrer den Skaansel, den Nænsomhed, som vises en frugtsommelig 648 Dronning. Og altid gives der for de Tænkende i et Folk paa samme Tid et andet Fædreland, et ikke anerkendt, et fornegtet. I Nationalfarverne klæder det sig ikke, og Nationalsangen istemmes ikke, hvor dets Nærhed spores. Det er tilstede overalt, hvor der føles og handles i den Aand, som var Landets ypperste Mænds. Det hyldes af Folkets hele tænkende Ungdom. Den menige Mand staar det nærmere end Landets officielle Magthavere. Fremtiden tilhører alene det.

XXVIII

Der gaves opadstræbende Aander, virkelige Digtere, som stod afsides fra Literaturens almindelige Bane i disse Aar. Det var Mænd som den udmærkede sydtyske Digter, Eduard Mörike (født 1804), Schwaberskolens sidste Ætling, der sprængte Skolens Begrænsning og som Lyriker snarere er et Skud af Goethes Stamme: en Poet af den lødigste Genialitet, Sjælelivets idylliske, skelmske, sørgmodige Sanger, Forfatter til det evige Digt Denk es, o Seele! Der var endvidere Mænd, som de to nordtyske Digtere, Thüringeren Otto Ludwig og Ditmarskeren Friedrich Hebbel, de to kraftfuldeste Særlinge i den nyere tyske Literatur, begge fødte i Aaret 1813, begge først udfoldende deres højst forskelligartede Ejendommeligheder efter 1848, to knortede Egestammer med rigt Løvværk, der staar udenfor Skoven. Kun ét Særmærke har de faaet af den Tid, hvori de var Ynglinge: den ejendommelige mørke Trods, der er Grundlaget i begges Væsen. Mere deres Eget er en Forening af Tungsind og Skarpsind under et Hang til djærv Virkelighedstroskab. De indvarsler en senere, upolitisk Tids Virkelighedsstudium og Virkelighedskunst. Men de har ikke det fælles Kendemærke for Digterne før Martsdagene: den lyse Begejstring, Retningen udadtil mod det offenlige Liv og mod gennemgribende Samfundsreform eller i Nødsfald gennemført Omvæltning.

Dette Hang i Forening med den filosofiske Klarhed, der stammer fra Hegels og Feuerbachs Skole er maaske skarpest fremtrædende hos en Aand, hvis Værker med Urette er gaaede en Smule i Glemme nutildags, hos en med Ludwig og Hebbel jævnaldrende Digter, som døde ung, kun 31 Aar gammel, og 649 som ikke oplevede Martsrevolutionen. Det er Friedrich von Sallet, en ung tysk Officer, selvoplært, der med Held stræbte at opnaa en grundig og omfattende Dannelse, en Karakter, i hvis Fasthed der hverken fandtes Brud eller Sprække. Han forener Tidsalderens hele Dybsind med dens vidtgaaende og lidenskabelige Frisind. Da han 1831 fik sin Afsked som Militær, levede han fra da af kun for Literaturen.

Mest bekendt af Sallet er hans Laien-Evangelium blevet, en Slags Opbyggelsesbog for Fritænkere, en Digtsamling, i hvilken han gengiver og omfortolker de enkelte Begivenheder i Evangelierne sindbilledligt i Aarhundredets Aand. Han begynder hvert Digt med en Fortælling eller en Lære af Skriften og søger saa at fremstille den evige, blivende Kærne i den, medens han kaster de historiske eller mytiske Skaller bort. Omtrent som i Oehlenschlägers Aarets Evangelium er Fortolkningen lidt haartrukken; i Modsætning til dette Digt er Bogen helt igennem skreven i samme Versemaal, hvad unegteligt afstedkommer en vis Enstonighed. Den minder ved sin Form om et noget ældre Værk, Leopold Schefers Laien-Brevier; men der er ikke ringe Forskel paa Schefers bløde Tilfredshed med Verdensaltets guddommelige Indretning og Sallets utaalmodige Drift til Indgreb i Historiens Gang. Bogen kan ogsaa svagt erindre om Rückerts Bramanernes Visdom, kun at Sallets var en Visdom, som var fuld af flammende Vrede over Løgn og Aandløshed, ingen fredelig Samling af gyldne Leveregler som Rückerts. Sallet sammenligner i Indledningsdigtet sine Forgængere i østerlandsk Digtning med de Østens Konger, der bød Lystanken Virak, Guld og Myrrha, men saa sank tilbage i deres orientalske Drømmeliv. Nu vil, siger han, Tanken vække Østens og Vestens Folk paany. Heri ligger, at han i sin Iver for i vesterlandsk Aand at tale sine Idealers Sag har været ligegyldig for Farvegivningen, og det Skær, hvorpaa hans Digterværk strander, er da ogsaa dette: en altfor ligefrem udtalt Belæring.

Langt værdifuldere er Samlingen af Sallets Poesier Gedichte, i hvilken atter den politiske Afdeling har Forrangen.

Han skildrer den sovende Kæmpe. Paa hans Hoved og Bryst tumler sig dværgagtige Tosser. De sætter sig paa deres Stole i hans aabne Mund og siger hinanden Artigheder; spiser til Middag paa hans Mave; forsikrer, det er hans Pligt at sove; hvis han ikke gør det, vil de straffe ham med Naalestik. De 650 mener, Gud kun har skabt den store Kæmpe for at de lystigt kan drive deres Væsen ovenpaa ham. Men rejste Kæmpen sig blot én Gang op af Søvne, saa faldt de alle paa Hovedet ned. Digteren gør ikke andet end kilde ham med sit Papir under Næsen i Haabet om at Kæmpen blot engang vil nyse, saa var alt det Pak Pokker i Vold. Han udraaber: Vaagn op for at se, hvad Liv de fordrister sig til at føre; at jage dem bort, er saa ingen Kunst. Og han slutter: Jeg véd ret godt, hvordan Kæmpen hedder; men jeg har mine Grunde til ikke at nævne hans Navn.

Istedenfor Folket som Folk tiltaler han i et andet Digt, Ecce Homo, Mennesket som Menneske: Dèr staar den ældgamle, graa Domkirke; dèr den ældgamle, faste Kongeborg. Stille ser de ned paa den vandrende Menneskehed og én Slægt efter den anden skyller forbi deres Fod. Aarhundreder igennem toner der Sang fra dem, aflægges der Ed i dem, og vi synes Døgnfluer i Sammenligning. Tosserne præker derfor Ærefrygt for disse Korthuse. - Thi hvad er de andet end Korthuse, som Mennesket i sin Barndom har bygget sig! Manden kan vælte dem, som han byggede dem, og han kan bygge andre i Stedet. Himmel og Jord er en blød Dejg, Mennesket former den, som dets Tanker er til.

Undertiden anslaar Sallet en lettere, mere spøgende Tone: Hvorledes hedder den gamle Mand, som alle Mennesker holder af, men de gode Tyskere især, og som dog aldrig har udrettet det ringeste Dygtige? Han staar paa Prækestolen, han leder Vaabenøvelser, han sidder til Doms, han holder Foredrag paa Universiteterne og hans Stemme er af megen Vægt i Statsraadet. Naar En bruger hundrede Skridt til hvad man kan gøre i et Spring, saa hedder det i hans Sprog: god gammel Sæd og Skik; det holder han af. Men vil du frembringe noget Ejendommeligt og Stort, saa bliver han pludselig højrøstet og skælder saalænge, til alle Mennesker bliver bange for dig. Han har hverken Vid eller Marv, den gamle Herre, og dog hersker han næsten almægtig, og den, der skal faa Bugt med ham, maa være stærk som en Løve Hans sande Navn er ingen Hemmelighed, det er den gamle Slendrian.

I en beslægtet Stil har han skrevet parodierende Digte, saaledes dette om den ham dagligt plagende Censur:

651

Véd du det Land, hvor Knutten staar i Grøde,
saa Bagen maa af Kejsertroskab gløde,
hvor sin Avis man oversværtet faar,
saa prøjsisk Frihedsgift ej Folket naaer.
Véd du det Land? Derhen til dette Ly
gad jeg med dig, min elskte Censor, fly.

Dog vredere endnu end paa Censor er han paa de tamme Profeter. Mumien, siger han, falder fra hinanden, naar blot en Haand slaar til den, efterat den fra dumpe, underjordiske Haller er bragt op i Dagslyset; men den bliver staaende uskadt, dersom ingen Haand rører den. Han udskammer dem, der mener, at Alt vil ske af sig selv, i Kraft af historisk Udvikling osv. Det værste Ord for ham er: Det maa jo blive anderledes, det kan jo ikke vedblive at gaa som det gaar. Saa gammel Verden er, siger han, er endnu aldrig Noget sket af sig selv.

Og da det for Censuren var ham umuligt ligefrem at røre ved Kongemagten, fortæller han paa gode Vers sin Parabel om Bjørnen. Omtrent som man ser Ulve i Bur ved Kapitolium, ser man udenfor Bern i en Bjørnegrav Bjørnen som Stadens Sindbilled. Sallet tager af denne stedlige Ejendommelighed Anledning til sin Fortælling: I gamle Dage holdt de sig i Kanton Bern en Bjørn og lod det brave Dyr leve højt paa deres Bekostning, medens de stadigt passede at klippe Kløerne paa det for ikke selv at blive sønderrevne. Spurgte man dem, hvad Bjørnen gjorde for Gavn og om de ikke vilde forklare det, saa svarte de højst forundrede: Forklare I hvad skal han gøre! Han æder sig mæt, bevæger sig med Værdighed, brummer, kortsagt: det er vores Bjørn. Og spurgte man, hvorfor de holdt den? lød Svaret: For det gjorde vores Fædre. Vi er fortabte, hvis Familien dør ud. Og spurgte man paany hvorfor, saa hed det blot: Hold Mund eller vi slaar Hovedet i Stykker paa dig.

En Dag opstod stor Larm og Stimmel, stort Skraal og Rend. Bjørnen laa død. Pludseligt kom Dødsfaldet; der var ingen ny Bjørn at faa i en Hast, og overalt lød Klageraabet: Nu er det ude med Kanton Bern! Op I brave Jægergutter! ud at faa fat paa en ny Bjørn til os!

De jager afsted gennem Kløfter, over Bjerge og finder ingen Bjørn. Men vidunderligt! Ikke desmindre modnes Kornet og Vinen; der vokser Frugt paa Træerne; det er som om Alt derude i Naturen ikke brød sig det ringeste om Jammeren i Bern.

652

Og Solen staar op hver Dag paany, endskønt den saa Bjørnen død - og Verden staar endnu. Hvad vil det sige? -

Saa vittig Parablen end er, saa vil den neppe overbevise nogen Tilhænger af Kongedømmet om dettes Unødvendighed. Sallet angriber kun den taabelige Dyrkelse af det for uundværligt ansete Sindbilled, indlader sig imidlertid slet ikke paa at bekæmpe de Forestillinger om Gavnligheden af at den højeste Stilling er unddraget Kappestrid, som i Almindelighed gøres gældende til Fordel for Kronen. Men sin hele Sjæl har han nedlagt i et enkelt Digt, det, der fører Titlen Aut-Aut og der blev som et Løsen for Datidens Ungdom. I Aarestrups Oversættelse klinger nogle af de mest betegnende Strofer deri saadan:

I, som vil kæmpe Tidens Dyst,
Herfrem, I Riddere alle!
Tal det ud med tydelig Røst:
For hvilken Sag vil I stride og falde?
Enten-Eller!
For Fyrstens Magt eller Folkets Vel?
For Aandens Sol eller Præstepraasen?
Republikaner eller Træl?
Ja eller Nej, kun ingen Vaasen!
Enten-Eller!

Og Digtet slutter med en Henvisning til den snart oprindende Tid, da den Sidste af dem derovre eller dem her ruller med kløvet Skal i Sandet.

Sallet, som allerede døde 1843, kom ikke til at opleve den Afgørelsens Stund, som han saa lidenskabeligt havde attraaet at se. Men snart derefter var Timen kommen, da Uvejrsskyerne begyndte at trække sig sammen og Fuglene at flyve lavt. Vi nærmer os til 1848.

Literaturen fortsætter i Sallets Spor. Fra alle Tysklands Egne klinger Opfordringerne til at lade Daaden afløse Ordet. Her mødes Stemmerne fra Nordtyskland, fra Rhinlandet og fra Schweiz med dem fra de fjerne østerrigske Digtere, Karl Beck, Alfred Meissner, Moritz Hartmann.

Karl Beck, Søn af en Ungarer og en ungarsk Jødinde, født 1817 i Baja, først medicinsk Student i Wien, senere af Gustav Kühne indført i Literaturen, udgav en Række Digtsamlinger, som 653 vakte Opsigt ved deres sande og levende Skildringer af ungarsk Natur og ungarsk Folkekarakter. Man kan i denne Henseende sammenligne Karl Beck med den fem Aar yngre ungarske Nationaldigter Petöfi. I sin Egenskab af Frihedsdigter kan han betragtes som Börnes eneste fremragende poetiske Elev. Han er som han den jødiske Stammes, Proletariatets og den politiske Friheds Talsmand. Gammeltestamentlig Værdighed og Stil blander sig hos ham med Paavirkninger fra den nyeste tyske og franske Frisindsliteratur. I den østerrigske Poesi har han nærmest Anastasius Grün og Lenau til Forgængere. Han har ikke en Prutz's grundige Dannelse, men brændende Farver, Stemningens Gløden, Udtrykkets Anskuelighed og en forbitret Begejstrings Udtryk. Han var imidlertid af dem, som vel hilste Revolutionens Udbrud med Glæde, men hvem Reaktionens Sejr bragte til at skifte Tonart. Da Ungarns storladne Opstand var knust, rettede han til Østerrigs Kejser et Digt med Smiger for Sejrherren og en Bøn om Naade for de fangne Helte, der harmede hans gamle Kampfæller. De mindedes, at han før Sammenbruddet havde været Republikaner og Socialist, han, der nu efter Ungarns Fald optraadte som kejsertro østerrigsk Undersaat*).

Alfred Meissner (f. 1822 i Teplitz) og Moritz Hartmann (f. 1821 i Duschnik), er Bøhmens to betydeligste tyske Lyrikere og lige ildfulde i deres politiske Frihedsbegejstring.

Meissners uskønne Endeligt bør ikke faa Nogen til at lukke Øjnene for hans fuldstændigt ægte og tilforladelige poetiske Talent. Det er og bliver visselig en sørgelig Unatur, at en af Tysklands mest fremragende Lyrikere efter en hæderfuld Ungdom nedlod sig til at afkøbe en underordnet Skribent hans Haandskrifter og udgive dennes middelmaadige Romaner for sine; men det forringer ikke hans Værdi som Frembringer af de ypperlige Digte, han selv har forfattet. Man læse blot hans flammende Mindedigte over Byron og George Sand, og man vil have Prøver paa en revolutionær Veltalenhed, som Ungdommen i Fyrrerne med Rette ikke modstod.

Moritz Hartmann, hans Jævnaldrende og Landsmand, er en Skikkelse af andet Malm, uden Lyde, en sjælden Sanger og en Helt. Ingen tysk Digter har fra sin tidligste Ungdom til sin Død * 654 elsket Friheden trofast og lidenskabeligt som han. Ingen har saa tit og hensynsløst sat sit Liv paa Spil for den.

Hartmann, som var en af de skønneste Mænd, noget Øje kunde se, fødtes i den lille bøhmiske Landsby af jødiske Forældre. Slægten var en spansk Emigrantfamilie, hvis egenlige. Navn var Duros og som havde oversat dette Navn paa Tysk. Han gik i Skole i Prag, saa dèr som Dreng den forviste Karl X's triste Indkørsel i Staden, frigjorde sig kun tretten Aar gammel fra sin Families religiøse Tro, led alt som Barn under Efterretningen om den polske Revolutions ulykkelige Udfald. Som Student lærte han Lenau at kende, hvem han omfattede med en Ynglings og en Lærlings Begejstring. Han har fra sin Barndom af talt baade Czechisk og Tysk, og hans første Digtsamling Kelch und Schwert indeholder Udtryk nok for hans Kærlighed til det bøhmiske Sprog, som han stiller ved Siden af det polske og hæver paa det russiskes Bekostning. Dog følte han sig overfor Czechernes politiske Samstemning med Rusland og deres Had til alt Tysk kun som Tysker.

I Kalk og Sværd (1745) er Hartmann nærmest Bøhmer. Allerede det lille Digt siger det, der er stillet foran som Motto:

Jeg, som kommer fra Husiterlandet,
tror, at jeg har drukket Gudeblod.
Helt mig fylder Kærlighedens Flod;
Floden er Guds Blod; min Sjæl dens Kalk.
Jeg, som kommer fra Husiterlandet,
tror paa Ordet, som er vordet Kød,
tror, at Tanker giver Lansestød,
og at Ordet er et helligt Sværd.

Som man ser, han føler sig nærmest som Husit i det Land, hvorfra Hus's befriende Lære er fortrængt, og han omfortolker Spørgsmaalet om Kalken i Nadverens Sakramente, det gamle bøhmiske Kampspørgsrnaal, i moderne, ja i Feuerbachsk Aand. I et Digt om de tyske Frihedssange lader han Tysklands Lyrikere høre, at Sangen ikke er den rette Hammer til at sprænge et Fyrstehjerte og at Friheden er som en Kvinde: den vindes ikke ved Ord alene. For Polakkerne føler han som var han selv Polak. Man ser, at han elsker en ung polsk Dame, og gennem sit Forhold til hende har han selv i sit Hjerte omdøbt sig til 655 hendes Landsmand. Digtet An C .... a er et af de skønneste, som udenfor Polen Samfølelsen med Polakkerne har skabt. Hartmann kan nu og da blive vidtløftig og i Udtrykket altfor dagligdags. Men hyppigst er hans Form fyndig, hans Stil dramatisk og han har Evnen til uforglemmeligt at brænde et Optrin ind i Læserens Sind. Man læse f. Eks. Digtet Die Drei, om de tre Fordrevne, der mødes hos en Pustavært paa en Slette i Ungarn og som i Nattens Stilhed sidder tavse ved deres Vin, indtil En hæver sit Glas og udraaber: For Fædrelandet! Den Første af de Fremmede er Zigøjner, den Anden er Jøde, den Tredje er Polak. Et Fædreland har Ingen af dem, og alle tre sidder stumme ved deres Bægere efter Skaalen.

Lidenskabeligere endnu end Polen beklages Bøhmen, «den stakkels Hjort, som forbløder sig dybt inde i en Skov». Kun Musiken er levnet Bøhmerne, den vækker ved sin Blidhed Medlidenhed med dem overalt, den synger og sukker og smelter Hjerterne ved sine hemmelighedsfulde Melodier. Paa denne første Digtsamling allerede passer det Ord, sorn Digteren har sagt om den følgende: Der er ingen Sang deri, som ikke Friheden, den skønneste og ædleste af alle Muser, har kysset paa Panden. Derfor allerede her det aabne Had til Metternichs Østerrig, dette Østerrig, som han senere i 1848 i sin Reimchronik des Pfaffen Mauritius skulde stemple som Folkenes Bastille, indenfor hvis Mure Dødens Tavshed hersker, alene brudt af Lænkernes Raslen.

Den Opsigt, som Kalk og Sværd vakte, lukkede Fædrelandet for Hartmann. Han havde forsyndet sig mod Østerrigs Love allerede ved i Udlandet at udgive et Skrift, der ikke havde været underkastet østerrigsk Censur, og vilde, hvis han vendte tilbage fra Leipzig, hvor han nogen Tid havde opholdt sig og var traadt i Forbindelse med Kühne og Laube, udsætte sig for Fængsling allerede ved Grænsen. Men han modstod ikke Lysten til at gense sin Moder, og vandrende ad Snigveje naaede han sit Fødested. Han ankom lykkeligt, men da hans Komme ikke kunde holdes skjult i Landsbyen og en Forræder angav ham, nødtes han efter faa Dages Forløb til at flygte ad en Bagdør, netop som Gendarmerne trængte ind i Huset. I Digtkransen Heimkehr und Flucht i Samlingen Zeitlosen, hvor han har skildret dette ungdommelige Vovestykke, har han i disse stolte Ord malt sit Væsen:

656

Da Forræderiet mig op havde snuset,
og Vagt passed paa, at jeg ikke rømmed,
da skælved min Moder, som havde mig huset;
i Taarer min Søsters Øjne svømmed.
Jeg sagde: Græd ej, til Fasthed tving dig!
Vi maa skilles og gaa til forskellige Kanter,
og da Faren nu atter hvisler omkring mig,
i Flammerne bli'r jeg til Salamander.
Jeg fødtes til Farer, jeg leved i Farer,
bestandig har paa min Vej de luret
som Landevejs-Stimænd i mørke Skarer;
dog Frygt har aldrig min Pande furet.
Til Farer udset jeg har dem anet,
de har mig kær som Løven sin Mester;
Ja, jeg har Farerne til mig manet
som Aander, der tjener Trolddomspræster.

I Anledning af den Prolog, som Hartmann fremsagde ved Schillerfesten i Leipzig 11. November 1847, en Fest, der i Virkeligheden var en Demonstration for Pressens Frihed, blev han anklaget for Højforræderi og for Fornærmelser mod Kejseren af Østerrig. Saasnart i 1848 Revolutionen udbrød, ilte Hartmann til Prag. Han blev med to Venner, af hvilke Alfred Meissner var den ene, sendt som Deputation til Wien. Med sjældent Lune har han beskrevet sit Foretræde hos Kejserens Broder, Erkehertug Franz Karl, der modtog i den syge Kejsers Sted og ikke begreb et Ord af det Hele*). Under Urolighederne i Prag var det Hartmann, der, da Pøbelen en Dag forsøgte at storme Jødekvarteret og hugge Indbyggerne ned, ved at løbe til Universitetet og selv bevæbnet faa en Flok bevæbnede Studenter til at følge sig med Bajonetten i Haand, beskyttede Kvarteret mod de rasende Folkemasser, til Grenadererne kom den lille Flok til Hjælp**).

I Frankfurter-Parlamentet stemte Hartmann med yderste Venstre; Tysklands Enhed som Republik var hans Formaal. Han talte sjældent, men blev meget bemærket; man kaldte ham Parlamentets smukkeste Mand. Kinkel beskriver ham paa den Tid som smuk, elskværdig, fast i sin Overbevisning: Østerrigerens sydlandske Indbildningskraft gav hans Tale Sving, hans tyske * * 657 Dannelse gav hans Aandskultur dens solide Grundlag og med hans israelitiske Verdensborgerholdning forenede sig en urokkelig Fædrelandskærlighed, der gerne udtrykte sig i stolte Ord. Fra først af deltog han med Varme i Parlamentets Forhandlinger. Senere, da de blev lige vidtløftige og golde, og da Forsamlingen viste sin Afmagt til at grunde noget varigt Stort og Nyt, udsprang af hans Skuffelse det vittige og gribende Værk i Hans Sachs'ske Vers: Rimkrøniken. Dog han var ikke blot en Digtningens men en Handlingens Mand. Under Sammenstødet i Frankfurt den 18. September udsatte han hundrede Gange sit Liv for begge Parters Kugler, idet han kastede sig ind mellem de Kæmpende for at opnaa en Vaabenstilstand. Efter at Revolutionen var udbrudt i Wien, lod han sig med Fröbel sende fra Frankfurt til den provisoriske Regering for at udtrykke den Nationalforsamlingens Samstemning med den og traadte som simpel Soldat ind i Revolutionshæren. Da han som Frivillig en Dag under Wiens fortvivlede Forsvarskamp mod Kroaterne havde indladt sig paa med den tilsyneladende visse Død for Øje at erobre en Mølle, hvortil Vejen blev beskudt fra Siden af i hele dens Længde, blev han paa Valpladsen valgt til Officer og Fører efter at Føreren var faldet. At han efter Wiens Fald kunde undfly, skyldtes en højtstillet Dame, hvis Deltagelse han havde vundet, der skaffede ham et falsk Pas. Han vendte tilbage til Frankfurterparlamentet og fulgte efter dets Opløsning den Del deraf, som nedlagde Indsigelse, til Stuttgart, indtil ogsaa denne sidste Rest af Parlamentet sprængtes fra hinanden af Tropperne.

Man føler denne store Karakter overalt i Hartmanns Værker, ogsaa i de Ungdomspoesier, som gaar forud for 1848. Selv Samlingen Neuere Gedichte fra 1847, der som Helhed ikke har noget politisk Præg, indeholder i Gruppen Ost und West lidenskabelige Forvarsler om det kommende europæiske Uvejr. Saaledes i det harmfulde Digt til Kongen af Prøjsen, i hvilket Hartmann, tagende til Genmæle mod Platens og Herweghs tidligere ærbødige Holdning, slynger Kongen Skammen i Ansigtet for Polakkernes Udlevering til den moskovitiske Knut. Og saaledes i det gribende Digt Hüter, ist die Nacht bald hin? der er et eneste Utaalmodighedens Suk efter at Tidens nye Dag skal oprinde.

Og da nu Stemmerne fra Böhmen og Ungarn løftede sig i Samklang med dem fra Franken og Mellemtyskland, og da nu 658 Tænkernes og Digternes Stemmer blandedes og klang i Kor, saa reves de unge Sjæle i Landet, alt som de vaagnede til aandeligt Liv, hurtigt ind med i Koret, stemtes om, indtil de stemtes revolutionært, de yngste, Hjælpetropperne paa Skolebænken, som den ældste Student, og saa hændte det sig, at man pludseligt læste ikke blot de oprørske Forfattere med oprørske Øjne, men ogsaa de andre, de godkendte, de for længe siden døde, de neutrale eller konservative, og inddrak samme oprørske Stemning af dem.

I et givet Øjeblik forekom det Ungdommen, som om den hele Literatur kaldte til Vaaben, ogsaa den forlængst klassiske Literatur, der førte sit udødelige Liv i smukke Bind i Bogskabene. Thi i en vis Stemning læser man sig selv ud af alle Bøger.

Hvad havde han været, denne Schiller, som man havde trykket dem alle i Haanden som Børn? hvad andet end en Oprører, hvis første Bog havde til Motto de bekendte Ord, at hvad Lægemidler ikke helbreder, det helbreder Jernet, og hvad Jernet ikke læger, det helbreder Ilden. Og stemmede vel Aanden i hans Værker paa noget Punkt med den kongeligt prøjsiske eller kejserligt-kongeligt østerrigske Aand? - Hvad havde Goethes Væsen i hans Ungdom været andet end himmelstormende Trods? Endte ikke selv hans Alderdoms Digtning Faust med Ønsket om at se et frit Folk staa paa fri Grund, og hvor maatte ikke han, som havde afskyet Frederik II's Berlin, hade Fr. Wilhelm IV's! - Og Hegel, der var begyndt som Revolutionær og død som Opretholder af alt Bestaaende, af ham drog man alle de Følgeslutninger, han havde ladet ligge. - Og Feuerbach, der intet havde villet have med Politik at gøre, hans filosofiske Nedsablen af Verdensstatens Hoved førte man over paa de jordiske Staters Omraade.

Ja, det trak op til Uvejr. Som ellers Svalerne, saaledes fløj nu Prøjsens og Østerrigs Vaaben-Ørne lavt. Forgæves søgte Fyrsterne at besværge Uvejret, som Fr. Wilhelm IV ved Indkaldelsen af en almindelig Landdag i Berlin i April 1847. Han kunde efter sin Overbevisning ikke andet end aabne den med en Tale, i hvilken han trods alle virkelige og tilsyneladende Indrømmelser værgede sig netop mod at tilstaa det Afgørende, som Folket fordrede af ham.

Ingen Magt paa Jorden, udraabte han, skal det lykkes at bevæge mig til at ombytte det naturlige Forhold mellem Fyrste 659 og Folk med et vedtægtsstemmende, forfatningsstemmende, og aldrig vil jeg tillade, at der mellem Vorherre i Himlen og dette Folk trænger sig et beskrevet Blad Papir, for med sine Paragrafer at regere os og erstatte den gamle hellige Troskab.

Tiden var omme. Man fordrede aarlige Rigsdage og fuldstændig Opfyldelse af gamle Løfter fra 1815 og 1829. Jacoby, Heinrich Simon, Gervinus o. fl. gennemkritiserede de kongelige Lovforslag og forkastede dem.

Og saa brød det løs. Først i Schweiz, i de radikale Kantoners bevæbnede Overrumplen af det jesuitisk sindede Særforbund i November 1847 allerede, saa med afgørende Magt i Paris, saa i alle Tysklands Hovedstæder og i mange udenfor Tyskland. Som Torden i en Bjergegn kastes tilbage fra Bjergvæg til Bjergvæg, saaledes fremkaldte Revolutionens Torden Ekko efter Ekko fra den ene europæiske Hovedstad til den anden i det gale og hellige Aar 1848.

XXXI

I Højlandet faldt det første Skud,
i Schweiz mod de frækkeste Klerke.
Da gik der tilgavns paa Ismasserne Brud,
den store Lavine kom i Flud.
I Vaaben tre Lande stærke.
Alt hviler nu Schweiz efter Sejren frit.
Urbjergene, al den gamle Granit
skælver af Lyst indtil Kærnen.
I Velskland Dansen en Vej sig brød,
Scylla, Charybdis i Fraade!
Vesuv og Etna sig Bane brød,
Udbrud paa Udbrud, Stød efter Stød!
«Højst betænkeligt, Eders Naade!»
Saa Røsterne lød fra Berlin til Wien
og Ekkoet runged fra Wien til Berlin.
Selv Nikolaj gruer og tier.
Saa er da paany til Værn og Vagt
Stenbroen oprevet i Staden,
og med nøgent Staal i sin Haand har med Magt
Friheden fra Slottenes lumpne Pragt
smidt to Konger paa Gaden ....

Saaledes sang Freiligrath i Februar 1848 faa. Dage efter Revolutionen i Paris. Der gik en lang, smertelig og dog lindrende 660 Trækning igennem de tyske Lande. Det var som om Europa havde faaet Luft, som aabnedes en Rude. Det var som om den eneste Magt, der gør Mirakler, Eksemplet, tvang de tyske Folk til Efterligning, til Handling. Og samtidigt virkede Angsten for, at Enevælden nu skulde vove sit sidste Skaktræk, erklære Tyskland for truet ved Revolutionen i Frankrig og føre Prøjsens og Østerrigs Folk mod den franske Republik.

I Østerrig var den aandelige Underkuelse paa sin Højde. I 1846 havde den Metternichske Regering endog ladet Kejser Joseph Il's Hjerteudgydelser, samlede af en landsforvist Fædrelandsven, opføre blandt de forbudne Skrifter. Og nu bragte Urolighederne i Østerrigs italienske Provinser, som truede den østerrigske Statskredit og den hele østerrigske Industri med umaadelige Tab, Forbitrelsen over Metternichs Styre til et Højdepunkt. Det afgørende Nederlag, han i Schweiz havde lidt ved Sprængningen af det jesuitiske Særforbund, som han af al Magt havde støttet mod de Radikale, havde bibragt Troen paa hans Uovervindeliglied det sidste Stød. I Prøjsen havde netop embedshovmodig Misregering i en enkelt Provins afstedkommet frygtelige Følger. Maaneder igennem havde Hungertyfus raset i Schlesiens elendigt stillede Arbejderbefolkning, uden at man fra oven var skredet ind. Langs Landevejene laa Døde og Døende i Hundredevis og raadnede. I Hytterne laa i Januarkulden ensomme Mennesker og døde Hungersdøden, eller nøgne Børn, der langsomt forsmægtede over Forældrenes Lig; thi blev Nogen angreben af Sygen, var der ikke Tale om Hjælp, da det af de ganske uvidende Kommuneforstandere var blevet forbudt at træde ind i noget smittebefængt Hus for at Smitten ikke skulde udbrede sig videre. Imedens lod Regeringens Tilsynsmænd sig kun se for med Haardhed at inddrive Skatterne, og da Overpræsidenten angrebes for, at fra August 1847 til Slutningen af Januar 1848 Intet var sket til Lindring af Nøden, svarte han, at Ingen formelt havde ansøgt derom.

Under saadanne Forhold havde Borgerstandens politiske Førere let ved at rive deres Standsfæller med sig, og i Haab om forbedrede Vilkaar og i Had til den herskende Politivilkaarlighed fulgte Arbejderstanden overalt i Borgerstandens Spor.

Den nulevende Slægt forstaar ikke mere 1848's Stemning. Den Stemning,- som dengang i Danmark greb alle Sind, er ikke engang typisk. Vel var den en Sindstilstand af national 661 Selvopholdelsesdrift og Stolthed som andensteds. Men i Europa rejste Folkene sig i Oprør mod nedarvet Fyrstemagt og Tvangsret. I Danmark slog man et Oprør ned i Kraft af nedarvet Fyrstemagt og krænket Nationalfølelses Tvangsret. Der var ingen oprørsk Stemning i de Danskes Sind; de sloges for gammel Ret, ikke for nye Tanker.

Men Europa over rejste de undertrykte Folk sig. De vidste, hvor længe de ikke havde oplevet andet end Ondt, ikke set andet triumfere end Uret, Vane og Løgn. Det Virkelige og det Afskyelige var noget nær blevet dem enstydige Begreber; men de havde Tro, der kunde løfte Bjerge, og Haab, som kunde sætte Jordkloden i Skælven. Forestillinger som Frihed, Parlament, national Enhed, Pressefrihed, Republik var dem tryllende Magter; blot de nævnte disse Ord, bankede deres Hjerter som en Ynglings ved det pludselige Syn af den Tilbedte.

De Fremadstræbende i den nulevende Slægt føler anderledes. De véd, at Dumheden er et rivende Dyr og det mest sejglivede af alle, at Fejgheden, Magtens flinke Slave, der springer paa dens Vink, er stærk som selve Modet, naar det gælder om at forsvare Fordele, hvorpaa den har Hævd, og de tænker, at det man kalder Fremskridtet er en syg Snegl. Fabelens naive Mand købte sig en Ravn for at se, om det var sandt, at den kunde blive 200 Aar gammel. De Fremadstræbende i vore Dage véd forud, at hele den sorte Ravneredelighed, alle ravnesorte Løgne i alle store og smaa Ravnekroge vil overleve dem - hvor mange hundrede Aar er dem ubekendt. De har vel en sjælden Gang set det Gode sejre, men aldrig hørt det anerkende, at det var det, som for dem er det Gode, der sejrede. De har altid set Sandheden først smædes, saa om muligt dødes, og hvis det ikke lykkedes - da gildes og anerkendes. De haaber derfor ikke meget. Mange af dem har dræbt Haabet i sig, som man dræber en Nerve, der kan volde alt for megen Smerte. De er blevne skuffede for tit.

Hin Slægt i 1848 havde aldrig opgivet sit Fremtidshaab. Vel var den gennem lange Tiders Tryk og Kval bleven vant til at se Raahed og Skinhellighed hovere, vant til aandeligt at leve i Halvmørke, men den troede paa det kommende Lys. Og nu . saa den det pludseligt: først et Glimt, saa en Straale, saa en Flamme, saa den hele Synskres, saa langt Øjet naaede, et Lyshav. For første Gang hørte Slægten rungende, højrøstede Stemmer uimodsagt kalde Friheden Folkenes Ret, og for første Gang 662 saa den med undrende Øjne Magten, denne hidtil saa ubevægelige Masse, Undertrykkelsens og Usandhedens uhyre Bærer, sætte sig i Bevægelse som en Kæmpe-Elefant, dreje sig, ryste sig, rulle sig, kaste dem, den bar, og bevæge sine Kæmpefødder i den Retning, hvor den nye Tids frihedsbegejstrede og kampglade Mænd stod beredte til at kaste sig paa dens Ryg og drive den fremad for endelig engang at faa den hævdvundne Uret knust.

Det var især for de yngre Slægtled et Øjeblik uden Lige. Det var et Syn, som virkede berusende. De blev vilde deraf. De gav sig til at skrige, synge og juble, og under jublende Sang følte de Trangen til at rejse sig, slaa til, sætte Livet ind, ofre sig, om det saa skulde være, blot de var med til at hylde og hidføre den Frihedens Dag, i hvis Morgenrøde de stod.

Vistnok fejrede de demokratiske Illusioner et Bakkanal. Vistnok herskede der en rørende Tro paa Folke-Instinktets Ufejlbarhed, og vistnok overvurderedes højligt Teoretikeres Evne til at løse praktiske Vanskeligheder. Men fra først af var Tilskyndelsen uimodstaaelig og Instinktet rigtigt. De, i hvis Sjæl der boede noget Udmærket, blev Førere, tog Befalingen uden Larm og Bram, og blev adlydte ikke paa Grund af ydre Myndighed, men i Kraft af den Overlegenhed, Alle følte hos dem. Saadan de Par Dusin Studenter, som kommanderede paa Barrikaderne i Berlin. Og mangt et saakaldt almindeligt Menneske viste sig nogle Dage af sit Liv som Helt.

Der var et Par Maaneder, hvor noget af det Skønneste i Menneskeheden kom frem og straalte med overraskende Glans.

Det var i Østerrig, at den revolutionære Bevægelse begyndte, saasnart Efterretningerne om Februarbegivenhederne i Paris naaede dertil. Den 3. Marts holdt Kossuth i den ungarske Rigsdag en Tale, der krævede forfatningsbestemte Indretninger for alle Kejserdømmets Lande i et saadant Sprog, at denne Tale holdt Revolutionen baade i Pest og Wien over Daaben. Den 11. Marts udgik en lignende Bevægelse fra Czecherne i Prag; men allerede 6. Marts indgav den østerrigske Industriforening et Andragende til Erkehertug Franz Karl som den formodede Tronfølger om Fjernelse af Metternich. Man forlangte Pressefrihed, Skattebevillingsret, Delagtighed i Lovgivningen osv.

Nu fulgte, hvad man har kaldt Adressestormen. Hver Dag, ja hver Time indleveredes nye Adresser til Kejseren. Den 12. Marts fandt det store Studentermøde Sted paa Universitetet, hvis 663 Udslag var en Adresse, som fordrede Presse- Lære- og Troesfrihed. Kejseren modtog den følgende Dag Deputationen, men gav et ubestemt Svar. Og under saa uforudsete Omstændigheder traf den 13. Marts, den Dag, da den nedre-østerrigske Stænderforsamling skulde aabnes, Regeringen uforberedt. Folkemængden trængte ind i Stændersalens Gaard og Kossuths Tale blev læst op under uendelig Jubel og høje Leveraab for Forfatningen. Da en Flok trængte ind i Stændersalen selv. slog Møblerne itu og kastede dem ud i Hovedet paa Soldaterne, saa endog Erkehertug Albrecht, der kommanderede dem, blev saaret af en Træstump, svarede Tropperne med en Dobbeltsalve, og den første Wiener-Revolution brød ud. De italienske Tropper skød, men de østerrigske tog Bajonetterne af Geværerne under Befolkningens Glædesskrig, og Kanonererne ved Artilleriparken foran die Bury kastede sig foran Kanonerne istedenfor at skyde - som skrevet staar i et Digt fra hine Dage (af Rick): Sangen om den brave Kanonér:

For Slottet i glødende Front
parate til Blodbud at lyde,
for Slottet i glødende Front
paa Rædsler Kanonerne tyde.
Snart Porte du skælve og sprænges ser.
Nu gælder det, brave Kanoner!
Og du træder for Mundingen hen,
som vilde du Morderen binde,
og du raaber begejstret: I Mænd!
Først mig, saa de Borg're derinde!
Da lyder Kommandoen skamfuld ej mer.
Hav Tak, du brave Kanonér!

Da saa ud paa Aftenen Metternich indsaa, at ingen Indrømmelser mere kunde nytte, takkede han af, der 40 Aar igennem havde ledet Østerrigs Politik. Han flygtede forklædt i en af de kejserlige Vogne, i hvilke smudsigt Linned kørtes til Vask. Kl. 9 samme Aften blev Tropperne trukne bort fra Wien (som en Uge senere fra Berlin), og alle Vagtposter besatte af Borgere og Studenter. Tøjhuset blev lukket op, og paa én Dag bevæbnede 25,000 Mand sig.

I Forstæderne sloges man endnu heftigt. Saa lidenskabelig var Befolkningen, at to bevæbnede Kompagnier Grenaderere, der skulde besætte Indgangen til Metternichs Landsted, blev trykkede 664 sammen og afvæbnede af den ubevæbnede Mængde. De, som værgede sig, blev traadte ned.

Samme Aften forkyndtes det, at Censuren var ophævet og Pressen fri. Dette Budskab gav et Indtryk af Befrielse, som var en Knevl rykket ud af Folkets Mund. Det forstaar sig, at Dagspressen i samme Nu gav Befolkningens politiske Attraa Udtryk. Indtil da havde det i Østerrig været umuligt endog i digterisk Form at behandle noget Æmne, der berørte Samfundets eller Statens Væsen; Østerrig havde været som en Skov uden Fuglesang. Nu paa én Gang tonede og fløjtede det, slog og sang det fra alle Buske og Træer i et forvirret og mægtigt Kor*).

Paa én Gang offenliggjordes Frihedsdigte i alle Østerrigs Sprog, paa Tysk og Czechisk, Slovenisk og Kroatisk, Ungarsk, Polsk og Italiensk, og saa lidenskabelig var man efter at benytte den nye Frihed, at en hel Flok Digte paa én Gang udkom med Overskriften: Første censurfri Digt.

Det som i Regelen gælder for det første, er Ludwig August Frankl's Die Universität. I Natten 14-15. Marts havde en af Professorerne, der frygtede Udbrud af Straffefangerne, rettet en Opfordring til den nys bevæbnede akademiske Ungdom om at besætte et af Fængslerne. Tyve Studenter under Anførsel af den senere saa bekendte Digter og Forfatter Dr. med. Frankl gik derhen. Medens han befandt sig der paa Vagt, opstod af Dagens Stemning Sangen:

Hvad Marschtakt hist? Det klang som Sejer.
Se Vaaben blinker, Faner vajer!
Med Slag i Slag paa mange Trommer
Lyt! Universitetet kommer.
Det frie Ord, som de har bastet
og siden Josefs Tid har lastet,
dets Lænker og dets Fængselsstænger
nu Universitetet sprænger.

Frankl, der endnu i 1890 til sin 80-aarig Fødseldag udgav en righoldig og formsikker Digtsamling, har i de mange mellemliggende Aar udfoldet en stor Virksomhed som Digter og * 665 biografisk Forfatter; han opnaaede at blive Æresborger af Wien og af endnu tre andre europæiske og asiatiske Byer; men Udgangspunktet for hans Ry danner hin Sang, der efterhaanden tryktes i ikke mindre end hundredtusind Eksemplarer.

Det var dog ikke det første censurfri Blad Papir. Alt Natten forud havde Castelli skrevet sin Sang for Nationalgarden, og der er endnu alene af Digte i det tyske Sprog tre eller fire saaledes betegnede, deriblandt Wiener Studenterlegionens Sang Erwacht, erwacht o Bruder! Ein grosser Morgen tagt og Fr. Gerhard's Die freie Presse, som begynder:

Pressen er fri! Lad alle Klokker kime
og melde Jubel overalt!
og raabe ud i denne store Time:
Pressen er fri, den sidste Skanse faldt!

Samtidigt med disse Digte, der aander en saa uskyldig, overstrømmende Glæde over at kunne tale og skrive, som man vil, udkom andre, fulde af den barnligste Taknemmelighed mod den aandssvage Kejser; han er «den gode Kejser», «vor gode Ferdinand», osv. Straks paa Stedet var man rede til Glemsel af, at hver Indrømmelse man havde opnaaet, var aftvungen. Man troede vel naivt, paa denne Maade at faa de tidligere Magthavere til at glemme det. I en af de mange Sange til Kejserens Ære hedder det:

Min Kejser! hil! I den Fryd, hvis Magt
dit Folk nu sporer i Hu som i Blod,
være dig fremfor alle vor Hyldest bragt,
hvem det altid har kendt som ædel og god.

Den 16. Marts kom den ungarske Deputation, 150 Magnater med Kossuth i Spidsen, ridende ind i Wien gennem Prateren, modtagne med stormende Eljén-Raab, bedækkede med Blomster. Den Dag var Borgervæbningen steget til 60,000 Mand. Om Eftermiddagen viste en Herold sig paa Hofburgs Altan og forelæste følgende Kundgørelse: «Vi Ferdinand I, af Guds Naade Kejser af Østerrig og Konge af Ungarn og Böhmen, Konge af Lombardiet og Venedig, af Dalmatien, Kroatien, Slavonien, Galicien, Illyrien osv. har nu truffet saadanne Bestemmelser, som vi erkender for stemmende med vore tro Folks Ønsker», og nu fulgte Forkyndelsen af Pressefrihed, Oprettelsen af en Borgervæbning 666 (Nationalgarde, som den kaldtes) og Indkaldelsen af Repræsentanter til at udkaste; «den af os besluttede Konstitution for Fædrelandet.» Saphir sang:

Af Skeden vort Sværd! fra Hjertet vor Sang!
Stem i den Visernes Vise!
Fra Rækkerne tone dens jublende Klang
Nationalgarden ville vi prise.
Klart og dog stærkt som Tordenens Skrald
Klinge vor Vise om Garde-National!

Som man ser, fik selv Spottefuglene Sangstemme ved denne Lejlighed. Hvor megen Indførsel og Efterligning der var i den hele Bevægelse, har man ligesom et Kendetegn paa i den Haardnakkethed, hvormed man anvender det franske Ord for Borgervæbning. Den, der i vore Dage gennemblader de nogle tusind Numre af politiske Poesier, som i 1848 udkom paa Tysk i Wien alene, møder blandt mange ubekendte Navne næsten alle da bekendte og mange nye, som snart skulde blive berømte. Af Bauernfeld findes f. Eks. et Digt, Wien til Provinserne, lidt svagt som Kunstværk, men lærerigt som Imødegaaen af det første Tegn paa Reaktion, en Bevægelse i Provinserne, der gik ud paa at afryste hvad man kaldte Hovedstadens Tyranni, det vil sige: gik ud paa Modstand mod at følge det frigjorte Wiens Eksempel. Af Friedrich Uhl, i vore Dage Redaktør for den officielle Regeringstidende Wiener Abendpost, forekommer en Klagesang over Revolutionens Faldne:

Det sorte Baand, det sorte Flor
lad det i Luften flage!
Synger de Døde et Klagekor,
der for Friheden faldt uden Klage.

Man retter Oder til Lenau, Østerrigs mest yndede dalevende Digter, fulde af Sorg over over at Frihedens Sanger er forstummet i Vanvid og hans Øre lukket for Øjeblikkets Sejersjubel. Richard Wagner, da endnu uberømt, sender en Hilsen fra Sachsen til Wien:

Frihedens Væsen har I forstaat,
at halvt man ikke den vinder.
Bliver os ranet dens mindste Led,
hurtigt den fra os rinder.
667 Hint mindste Led er vor Ære.
Ve den, hvis Ære brast!
Med Vaaben, lette og svære,
I vogted den derfor og holdt den fast.

Blandt Forfatterne af alvorlige Digte træffer man saa betydelige Navne som Grillparzer og Hebbel. Og der skreves Spottedigte over den sidste Censor af Saphir som af Dingelstedt, af begge som Travesti af Schiller's Digt Nadowessische Todesklage endelig satiriske Udfald i flokkevis om Kongen af Prøjsen, om hvem man besynderligt nok antog, at han tidligere havde handlet mere reaktionært og nu mindre frivilligt gjorde Indrømmelser end Kejserdømmets Østerrigs Ferdinand.

I Berlin havde straks fra Begyndelsen af Marts Alt været i den voldsomste Bevægelse. Kreuzzeitung havde umiddelbart efter Februarrevolutionen en Artikel, der prækede Krig mod Frankrig. Den vakte den største Uro: det manglede blot, at det kuede Prøjsen skulde maatte lade sig føre til Krig mod den franske Republik. De Dage var nu komne, hvor hele Tyskland klædte sig i de sort-rød-gyldne Farver, Enheds- og Friheds-Symbolet. Freiligrath sang om dem:

I Mørket, til Kummer og Kvide vi't
vi skjulte de Farver i Flaget.
Nu har vi alligevel dem befri't,
af deres Kister dem taget.
Ha, hvor det lyner! Saa brus da og rul!
Hurra, du Sort, du Rødt, du Guld!
Krudt, det er sort,
Blod, det er rødt,
Gylden Ildsluen flammer.

Den 7. Marts fandt den første Folkeforsamling Sted i Gaden In den Zelten. Man vedtog en Ansøgning til Kongen om øjeblikkelig Indkaldelse af Landdagen og om Udstedelsen af en Forfatning. Slutningen lød: Ingen Krig med Frankrig! Lovlig Frihed indadtil! Broderlig Sammenslutning med den hele store tyske Nation! - Den 12. Marts huggede Kavalleriet ved In den Zelten ind paa Folkemasserne for at sprede dem; disse forsvandt, men begyndte at bygge Barrikader andensteds og forsøgte i Jägerstrasse at storme et Vaabenudsalg. Paa Operapladsen blev et Par Mennesker dræbte. Under Slottet lød Raabene: Frihed! 668 Pressefrihed! og Forhaanelser af Soldaterne fandt Sted. - Den 14. Marts udstedtes Patent om Indkaldelsen af den forenede Landdag. - Hidtil var Alt gaaet forholdsvis fredeligt af; men den 15. Marts begyndte Soldaterne, som var forpinte af Strabadser, af Nattevaagen, af stadigt at maatte holde sig samlede i Kasernerne, at øve Raaheder mod Befolkningen, stødte med Kolber, antastede Forbigaaende. Nogle Drenge havde opkastet smaa Barrikader paa Hjørnet af Kurstrasse og Gertraudenstrasse; Potsdamer Garde-Kyradsererne tog disse med Storm og mishandlede Børnene.

Saa udstedtes Patentet af 18. Marts. Tyskland skulde fra et Statsforbund blive en Forbundsstat (Staatenbund-Bundesstaat) med Forbundsrepræsentation, fælles tysk Krigsforfatning, Vandrefrihed, Ophævelse af alle Toldskranker, Pressefrihed. - Kl. l stod Skarerne foran det kongelige Slot. Man raabte: Bort med Militæret! Patentet blev læst højt og hver Sætning besvaret med dundrende Hurra. Der faldt nogle Stenkast mod Soldaterne. Kommandanten, den berømte General von Pfuel, vilde ikke lade de Par Stene besvare med Geværkugler, befalede Dragonerne at stige af Hestene og roste deres strenge Mandstugt, at de, trods deres Harme, straks adlød. Han gik et Øjeblik til sit Hjem, da Byen syntes rolig.

I den korte Mellemtid, medens han var borte, er der bag hans Ryg blevet givet en Befaling, man véd ikke af hvem; men Folkets Forbitrelse udpegede som bekendt i de følgende Dage Prinsen af Prøjsen, den senere Kejser Wilhelm, som Ophavsmanden. Et Gardedragonregiment viste sig. Straks lød Raabet: Bort! Det gjorde en Svingning; man raabte Bravo. Pludselig, rykkede det i strakt Trav med blanke Vaaben ind paa de forsamlede Skarer. Samtidigt trængte en Bataljon sig ud af Slotsporten, stillede sig op i Linje, fældede Bajonet og gik under Trommehvirvler løs paa Mængden Der faldt nogle Skud - maaske ved en Tilfældighed. Nu styrtede Befolkningen bort under vilde Skrig. Et Øjeblik i Forvejen havde Glæden været paa sit Højeste, fremmede Mennesker havde omfavnet hinanden, svunget Hattene og raabt Hurra for Kongen; nu rejste som paa et aftalt Tegn Barrikaderne sig her, som i Wien, over hele Byen, over 200 i Tal, byggede af Flisestene, Rendestensbrætter og Vogne, hele Gader støbtes der Kugler. Byen var en Lejr. Fra alle 669 Tage fyredes der paa Tropperne, og havde man ikke Kugler, kastedes Sten. Enhver Økse, enhver tung Stok blev et Vaaben *).

Man rev Taget af Hjørnehusene og bar i Kurve Brosten derop. Studenterne var mødt bevæbnede foran Universitetet; de satte trefarvede Kokarder paa deres Huer og besatte Barrikaderne. Købmænd bragte Krudt, Bly og Fænghætter, Jernhandlerne Økser og Jernstænger. Om Aftenen d. 18. Marts begyndte Artillerikampen i Königsstrasse. Kongen saa til fra Slotsvinduerne, var opbragt over Deputationerne, der anraabte ham om at trække Tropperne tilbage, men spøgte dog ogsaa imellem naadigt; han ærgrede sig især over de trefarvede Faner paa Barrikaderne. Han vilde, sagde han, indrømme Bønner Meget, men Vold og Lovbrud Intet.

Varnhagen skildrer i sine Dagbøger som Øjenvidne hvad han den Nat fra sine Vinduer saa og hørte: «En lille Skare under prøvede Førere holdt Natten over Alt besat med fordoblet Aarvaagenhed, fordi Tallet var saa ringe. Efter lang Tids fuldstændige Mørke og Stilhed hørte man hen ad Morgen nogle fjerne Trommehvirvler som om Tropperne kom. Øjeblikkelig var de Kæmpende parate, vi hørte dem hviske, og paa Befaling af en ungdommelig Stemme: Mine Herrer! Op paa Tagene! gik Enhver til sin Post. Denne Kommando, rolig og fast, og givet med ædel Simpelhed, klang forfærdende gennem Mørket og virkede med opløftende Magt ved Forestillingen om den Fare, hvori de begav sig, som lød den; thi det syntes som om den almindelige Kamp var i Aftagen og som om efter en frugtesløs Modstand kun en forsmædelig Død kunde forestaa dem, idet de enten vilde blive styrtede ned af Tagene eller falde for Bajonetstød eller komme til at lide Døden for Bøddelens Haand.» Varnhagen slutter: «Disse dristige Ynglinges Heltemod og Besluttethed var visselig den største Beundring værd» - vægtige Ord fra en gammel, krigserfaren Officers Læber.

Natten mellem den 18. og 19. Marts var alle Vinduer i Berlin illuminerede, hvor man byggede og udbedrede Barrikader. Saasnart Tropperne derimod rykkede ind i en Gade, blev Alt bælmørkt. Hvor Soldaterne trængte ind i et Hus, nedsablede * 670 og nedstødte de Alt; mod de Fangne var deres Raahed middelalderlig. Henad Morgen blev Garde-Landeværnets Tøjhus taget af Befolkningen; man fandt Geværerne berøvede deres Pistoner (*dolgoe O*: den Tap, hvorpaa Fænghætten sattes); men alle Smedde i Friederichskvarteret arbejdede paa dem og oprettede Skaden.

Endelig ud paa Morgenen fordeltes Kundgørelsen: Til mine kære Berlinere! der søgte at forklare Gaarsdagens Begivenheder som afstedkomne ved en usalig Misforstaaelse. Det havde været nødvendigt at lade Slotspladsen rydde af Kavalleri «i Skridt og med Sablerne i Skeden* (im Schritt und mit eingesteckter Waffe); to Infanterigeværer var ved den Lejlighed gaaede af, lykkeligvis uden at træffe Nogen. Da havde en Bande slette Mennesker, mest bestaaende af Fremmede, benyttet denne ulykkelige Omstændighed og fyldt de ophidsede Sind med Hævntanker. Tropperne havde først gjort Brug af deres Vaaben, da de ved mange Skud var blevne tvungne dertil. Nu lover Kongen, at Tropperne skal blive trukne bort fra Berlin, og slutter med Ønsket om, at begge Parter vil glemme det Skete*).

Imidlertid rasede Kampen videre under frygtelig Forbitrelse fra begge Sider. Overfor de Deputationer, der indfandt sig om Formiddagen den 19. Marts forsøgte Kongen at knytte det givne Løfte om Troppernes Bortsendelse til den Betingelse, at Barrikaderne rømmedes først. Men tilsidst tilstodes Alt: Ministerskifte, Løsladelse af de i Løbet af Natten gjorte Fanger, Bortdragen af Tropperne. De drog under Indtrykket af en dem af deres Krigsherre tilføjet dødelig Krænkelse og under Befolkningens Jubelraab ud af Byen til Potsdam med dæmpede Trommeslag og under Koralmusik.

Men henimod Slottet trængte alle sig, som haabede ved deres Masse at kunne udøve et Tryk paa den overvundne Regering, alle Nysgerrige og Lediggængere desuden, og mod Slottet lededes alle de Ligtog, som dannede sig i de Gader, hvor Kampen havde staaet. Ligene blev lagte paa Baarer, og hvor deres * 671 Tal var for stort, blev de anbragte paa aabne Bræddevogne. Man smykkede disse Ligvogne og Baarerne med Blomster, Baand og Tørklæder; ogsaa Ligene pyntedes med Blomster; saa blev de baarne eller kørte af Sted.

Foran Slottet, paa Slotspladsen, paa Schlossfreiheit og i den saakaldte Lustgarten stod Mængden tæt. Man vilde se Kongen. Han traadte bleg ud paa Balkonen. Straks hørtes Raabene: Giv de Fangne fri! og man afnødte ham Befalingen til at frigive de i Slotskældrene indespærrede Fanger. Haardtsaarede blev dernæst paa Baarer bragte ind i Slotssalene og plejede der. Og nu begyndte Ligtogene at ankomme til Slottet og Synet af dem satte Masserne i vild Bevægelse. Man bar Ligene ind i de nedre Slotsrum, medens ude i Folkeforsamlingen den ene Taler efter den anden lod sig høre. Mest Tilslutning fandt Karl Gutzkow med sin Tale, der udmundede i Løsenet «Folkevæbning!» De nyudnævnte Ministre, der gik omkring iblandt Masserne for at berolige dem, men ikke opnaaede deres Hensigt, tøvede først med at indrømme Folkevæbningen, men nødtes snart dertil. Thi et Optrin, som nu fandt Sted foran Slottet, gjorde det umuligt at trodse Befolkningens Ønsker:

Et nyt Ligtog naaede til Slottet. Paa blomstersmykkede Baarer blev fire Lig baarne hen imod det; man havde blottet de Dødes blodige Saar for ved Synet at opflamme Tilskuerne til Hævn. Foran Kongens Altan holdt Bærerne stille og fordrede med vilde Raab, der fandt tusindfold Genklang: Kongen! Dronningen! - Ministrene Schwerin og Arnim søgte forgæves at tiltale Mængden; de afbrødes stadigt af Raabene: Kongen! Dronningen!

Disse traadte da ud paa Altanen og Folkets Raseri oversteg nu alle Skranker. Kongen vilde tale; men i det samme løftede Ligbærerne deres blodige Byrde højt op imod ham, og fra alle Sider lød Raabet: Hatten af! Kongen maatte, hver Gang et Lig kom forbi, tage Hatten dybt af*). Derfor hedder det i Freiligraths mægtige Digt De Døde til de Levende fra det følgende Skuffelsens Aar:

* 672

Med kløvet Pande, Skud i Bryst, der grumt har Døden voldt dem,
saaledes har paa blodigt Bræt vi højt i Luften holdt dem!
I Luften højt med vilde Raab, for at vor Smertes Mine
Den, der befol at dræbe dem, kan volde evig Pine,
saa han dem for sig ser ved Dag, ved Nat i Drømmerummet,
naar han slaar op sin Bibelbog og i Champagneskummet!
Saa, lig et Brændemærke den sig i hans Sjæl maa brænde
og ingensteds og aldrig mer han véd, hvorhen sig vende!
Saa hver af Kval fortrukken Mund, hvert Saar, hver Sabelstrime
maa ængste ham og skræmme ham indtil hans sidste Time!

Den 21. Marts om Middagen red Kongen ud af Slotsporten med et sort-rød-gyldent Bind om Armen og selv uddelende tyskfarvede Baand. De over det ydmygende Optog fortvivlede Prinser og Ministre fulgte Kongen, en Dyrlæge Urban red ved hans Side. Forgæves havde en af Generalerne i sidste Øjeblik søgt at holde Kongen tilbage. Han svarte: «Nej! det er afgjort, vi rider ud.» (Non, non, c'est décidé, nous allons monter à cheval.) Kongen holdt snart stille og talte: «Det er ingen Anmasselse (Usurpation) af mig, naar jeg troer mig kaldet til Frelser af Tysklands Enhed og Frihed - dem vil jeg beskytte med tysk Troskab paa Grundlag af en oprigtigt konstitutionel Forfatning.* Ved Universitetet lod han Professorer og Studenter kalde ud og raabte: Schreiben Sie sich's auf, meine Herren! Skriv det op, hvad jeg siger Dem, thi det er for Efterverdenen. Jeg træder i Spidsen for Tyskland; i dets Enhed og Frihed bestaar Prøjsen endnu, ikke anderledes. Skriv det op!» - Da han atter ved Tøjhuset gav de rigeste Løfter, raabte pludselig en gennemtrængende Stemme: Tro ham ikke, han lyver, han har altid løjet, lyver ogsaa nu. Riv mig i Stykker, om I vil, men han lyver, tro ham ikke!

I Wien udkom nogle Dage derefter dette Digt:

Prøjsiske Misforstaaelser.

I det store, vantro, gamle Berlin der Mirakler sker under Oprør.
Dér bliver der stormet, skudt og brændt to Dage i Træk uden Ophør,
til Sandet er rødt. Hans Majestæt har Afsky for al Forraaelse,
Bøsserne af sig selv gik af. Det Hele var Misforstaaelse.
I det store, vantro, gamle Berlin man med Vittigheder os driller.
En Konge sig hyller i Sortrødtguld og i Spidsen for Tyskland sig stiller.
En Konge bli'r Overdemagog til den tyske Enheds Opnaaelse.
Dog Tyskland ler og raaber med Magt: Det Hele er Misforstaaelse.

673

Et andet Digt, som afgiver Vidnesbyrd om hine Dages harmfulde og spottelystne Stemning er dette, som fører Titelen:

Elverkongen.

Hvem skyder saa sent paa et værgeløst Folk?
Det er dets Konge. Hans Hær er hans Tolk.
Han holder sit Folk saa tro i sin Arm,
og favner hver Enkelt med en Gendarm.
O Borger! Saa hør dog, hvis ikke du sover,
hvad Elverkongen i Bladene lover osv.

Dog kaldte end Martsrevolutionen i de tyske Hovedstæder forholdsvis faa smukke Digte frem, mest Gadesange, Frihedssange, som i Øjeblikket tændte, men uden dybere poetisk Værd, saa fremkaldte til Gengæld de frygtelige Modrevolutioner, Wiens Erobring i Oktober og Berlins i November 1848, en Hærskare af skønne Poesier. Digterne lod sig opflamme ogsaa af de enkelte Martyrers Død, af deres, der faldt i Kampen, og af deres, der standretligt blev myrdede efter dens Ophør. Ungarns Opstand og Fald for den russiske Hær havde desuden vakt en Medfølelse, der gav sig Luft i gribende Digte.

Den første glade Begejstrings Tid i Wien var snart forbi. Den frie Forfatning var ikke Demokratiet fri nok. Der dannede sig et politisk Centraludvalg ved Siden af Regeringen. Da det befaledes opløst, tiltvang Befolkningen sig Befalingens Tilbagetagelse og Forfatningens foreløbige Ophævelse. Kejseren flygtede i Midten af Maj til Innsbruck; Studenterlegionen blev opløst; men da Barrikadekampen i den Anledning udbrød paany, maatte Ministeriet give efter. Kejseren vendte tilbage i August. Imidlertid holdtes Hovedstaden i en stadig Ophidselse; alt Forretningsliv var som Følge af Revolutionen standset, og med Arbejdsløsheden steg Utilfredsheden og Uroen. Et dybt Indtryk gjorde Efterretningen om Juni-Slaget i Paris, Cavaignac's Sejr, der betydede, at Revolutionen i Frankrig var knust. Under disse Forhold erfor man, at Jellatsjitsj, Ban af Kroatien, rustede sig mod Ungarn, og ved Hjælp af opsnappede Breve blev det opdaget, at han støttedes af Wienerhoffet og Krigsministeren Latour. Følgen var, at den af Ministeren udsendte Grev Lamberg ved sin Ankomst til Pest (28. September) blev sønderrevet af Pøbelen, og at Latour, som vilde sende Tropperne til Ungarn, (7. Oktober) blev 674 ihjelslaaet af den rasende Befolkning i Wien. Dingelstedts Digt Den 7. Oktober forherliger den Ihjelslagne, og Digteren benytter Lejligheden til at sige sig løs fra Revolutionen og al dens Gerning.

Nu flygtede Kejseren for anden Gang fra Wien. Medens Radetzky besejrede Oprøret i Lombardiet, indesluttede Windischgrätz, som havde faaet Overbefalingen over Hæren, Hovedstaden med sine Tropper. I en Kamp, der varede fra 24.-29. Oktober, blev Udenværkerne og Forstæderne tagne; Byen var allerede af Mangel paa Levnedsmidler, Krudt og Kugler gaaet ind paa at overgive sig paa Naade og Unaade, som Windischgrätz forlangte, da gennem Gaderne Raabet lød: Ungarerne kommer. Man saa dem fra Stefanstaarnet, og Jubelen var stor. Den sluttede Overenskomst blev brudt, de afleverede Geværer atter tagne tilbage fra Tøjhusene, og Udfald foretagne for at understøtte Ungarerne, hvis Kanoner man hørte. Men den ungarske Hær blev fuldstændigt slaaet af Jellatsjitsj. 31. Oktober holdt Windischgrätz, 2. November Jellatsjitsj sit Indtog i Wien. Belejringstilstand forkyndtes; Krigsretter, Dødsdomme, Henrettelser fulgte.

Medens Valgene til det første tyske Parlament i Frankfurt am Main fandt Sted, foretoges i Prøjsen ogsaa Valgene til den grundlovgivende Forsamling for hele Landet, der traadte sammen i Maj og aabnedes af Kongen. Den talte kun faa betydelige Mænd, da man havde sendt sine bedste Mænd til Frankfurt. I Berlin herskede en næsten lovløs Tilstand; Tøjhuset blev stormet og plyndret. Forsamlingen blev holdt i en afhængig og skræmmet Tilstand af de politiske Klubber. Den afviste Regeringens Forfatningsforslag som ikke folkeligt nok. Deraf et første Ministerskifte. Et nyt Ministerium kom Forsamlingens Ønsker i højere Grad imøde, men stødte sammen med Flertallet, da dette fordrede, at Regeringen skulde gøre det til en Ærespligt for de Officerer, der ikke var enige med de nye Grundsætninger for Statsstyreisen, at træde ud af Hæren. Da ogsaa det nye Ministerium som Følge af dette Forslags Antagelse maatte træde tilbage, dannedes et tredje Ministerium, Pfuel. Den sidste Dag i Oktober behandlede Forsamlingen en Opfordring til Ministeriet om «med alle Midler at skride ind til Beskyttelse af den i Wien truede Folkefrihed». Men da en Folkehob under denne Forhandling forsøgte voldelig Indvirkning paa Forsamlingens Beslutninger og forhaanede Ministeriet, gik ogsaa dette af, og nu dannede Kongen (2. November) en Kampregering med hans 675 Halvonkel Grev Brandenburg som Førsteminister. Det nye Ministerium besluttede Forsamlingens Flytning fra Berlin til Brandenburg og lod (10. November) General Wrangel i Spidsen for den fra Danmark tilbagevendte Hær rykke ind i Berlin. Saa blev Borgervæbningen opløst og Belejringstilstand erklæret.

Og saa frugtesløst som Revolutionerne i Wien og Berlin forløb, saa frugtesløs blev den første tyske Rigsdag, der aabnedes i Frankfurt 18. Maj 1848 og som sprængtes af Tropper den 18. Juni 1849 i Stuttgart. Den Rigsforstander, den havde valgt, Erkehertug Johan, gjorde Sit til at gøre den Østerrig underdanig; forgæves tilbød den i April 1849 Fr. Wilhelm IV den tyske Kejserkrone. Dens Suverænitet blev traadt under Fødder allerede da Windischgrätz i November 1848 lod Robert Blum, trods hans Ukrænkelighed som Medlem af Rigsparlamentet, skyde i Brigittenau; dens Betydning som Rigsforsamling faldt bort, altsom dens konservative Medlemmer fjernede sig og afrejste fra den. Da den splittedes i Stuttgart, var Reaktionen sejerrig over hele Europa:

Da saa man de trofaste Sidste sig sprede,
der havde om Frelseren længst holdt sig rede.
Deres Jordevandring de monne begynde
for Frelsens Ord overalt at forkynde,
vel vidende, at Landflygtigheds Kval,
Fattigdom, Lidelser uden Tal,
Fængsling og Død dem forbeholdt bleve.
Men «Frelsens Ord vil dem overleve».
I Trælle, der lystrer de blodige Bud nu,
vid, Ordet er vordet Kød og er Gud nu!

Saaledes sang en af de sidste Trofaste, Moritz Hartmann. Han følte rigtigt, at Ideerne overlevede de ydre Omskiftelser.

I Slutningen af 1848 kunde Revolutionens Digtere kun besynge deres faldne Mænd og dræbte Forhaabninger. Iblandt dem staar Freiligrath og Hartmann højest, og typiske for Tidsalderens Sørgedigte over dens Helte er disse to Digteres Mindesange over Robert Blum, der ved sin faste og milde Karakter, sit jævne Væsen og sin besindige Holdning blev staaende for Samtidens Bevidsthed som et folkeligt Gudebillede*).

I Hartmanns Rimkrønike hedder det vemodigt om ham:

* 676

Saa hvil da lunt og godt, min Robert.
Det Ønske trænger ej til Ord,
at let dig vorde Jorden, dig bar,
den blodgennemsivede Wiener Jord,
den Jord, du dig erobret har.
Du er ej død, trods de mange Gange
du blev begrædt, trods alle Sange.
Der gaar et Sagn. Vor Robert lever,
den Robert Blum, de myrde lod.
Og hvert et ædelt Hjerte bæver,
det har ej flydt, det dyre Blod -
et Haab bekræfter, hvad vi ane.
Riv Floret af vor Frihedsfane!
Endnu fik Tyskland ej sin Bane.
Ja, allevegne er han nær!
Med sine blege Aandehænder
han Kuglerne i Luften vender,
som Fyrstefædrene os sender.
Han vandre maa, til han, den stærke,
den tyske Grund har kækt befriet
fra alle Fyrster, alle Klerke,
og Grunden ligger ren og viet.

Og Freiligrath skriver en Uge efter hans Død sit pragtfulde og energiske Digt over ham i Anledning af Sørgefesten til hans Ære i Dorakirken i Köln, hvor Neukomm's Requiem over Blum lød fra det mægtige Orgel:

Idag i dette samme Köln, hvor Vintervinden suser,
En Gravsang over Byens Barn til Orgelspillet bruser.
Ej Moderen, som misted ham, den synger over Sønnen,
Det hele Köln i Sorg med Sang ham hylder uden Stønnen.
Det siger: Du, hvis Skød ham bar, bliv stille paa dit Kammer,
Tal til din Gud, Graahærdede, kun om dit Hjertes Jammer!
Hans Moder, det er ogsaa jeg. jeg og en endnu større,
Revolutionen selv. Derfor du dine Øjne tørre!
Bliv ikkun hjemme med din Kval! Vi værge skal hans Ære -
Hans Requiem, det synger Köln, det revolutionære.
677 I med Jer Sang! Svar mig. hvorfor til Sværdet ej I griber?
Hvi bliver I Basuner ej, I stærke Orgelpiber,
og varsler Dommedagen ind for dette Skurkevælde,
der skød ham ned paa Engen hist, Bødler og Bødlers Trælle.
Paa faste Knæer laa han der i Dugg ved Morgentiden.
Saa sank han hen - tyst i sit Blod - for otte Dage siden.
En Kugle har hans Hoved ramt, to Brystet traf og Siden.

Den, der imidlertid i en digterisk Afspejling vil følge 1848-Tidens hele Rækkefølge af Begivenheder og Indtryk, maa atter og atter ty til Moritz Hartmanns Reimchronik des Pfaffen Mauritius. Talrige Enkeltheder i denne Digtning er blevne vanskelige at forstaa, en Nutidslæser træffer nu og da en Flok Egennavne deri, om hvis Besiddere han véd lidet eller intet, en Finansminister som Hansemann, en Parlamentariker som Bassermann, nu glemte Størrelser, der i Frankfurter Parlamentet var Hovedfigurer; men der bliver Partier nok tilbage, som ikke behøver nogen Fortolkning for levende at sætte Læseren ind i Revolutionsaarets Følelsesliv og Stemningsfylde. Gribende virker Digterens Slutningsudbrud, hans Savn af Mænd:

Jeg ser vel Lærde og Professorer
og Præsidenter og Assessorer,
Vinkypere ser jeg og Redaktører,
Biskopsæmner og Accoucheurer,
Børsfolk og al Slags Bladskrivere,
Astronomer og Skatte-Inddrivere,
Pjaltekræmmere, Mester og Svend,
Biedermænd, Hansemænd, Bassermænd. -
Men hvor findes Mænd? Ja hvor findes Mænd?

Da Hartmann skrev disse Ord, var han selv en Landsforvist, der havde søgt sig et Fristed ved Genfersøen, og de iblandt Tysklands og Østerrigs bedste Mænd, der havde overlevet Nederlaget, var enten fængslede eller landflygtige som han.

Aaret 1848 fik ingen afgørende politisk Betydning, skønt Europa i det Aar for første Gang saa den gamle Verdensorden vakle paa én Gang i næsten alle Lande. Medens de stedlige Revolutioner 1789 og 1830, hvad end deres senere Følger blev, var Revolutioner, som lykkedes, var den almeneuropæiske Revolution af 1848 et i alle Lande mislykket Forsøg.

Men Aaret 1848 har en afgørende aandelig Betydning. Der føles, tænkes, skrives forskelligt i Europa før og efter det. Dette 678 Aar er den røde Skillelinje, der literært som politisk deler vort Aarhundrede og sætter Tidsskel. Det var et Jubelaar, som det, den gamle hebraiske Lovgivning indstiftede for hvert 50de Aar, det, paa hvilket der skulde «stødes i Basuner i det hele Land», det, som skulde «holdes helligt» og i hvilket der skulde «udraabes Frihed i Landet for alle dem, som bor i det» (3. Mosebon 25, 8 ff.). Det var - dette Aar med sin hurtige Puls, med sin Alt beherskende Ungdommelighed - ligesom hint bibelske Glædesaar et Generhvervelsens, et Indløsningens Aar, hvor «de, som var solgte, løskøbtes». Der er endnu den Dag idag Ungdom at øse af dets Martsdage, Erfaring at hente af dets Novemberdage.

Det er Jubelaaret, Sørgeaaret, Grænseaaret.

XXX

Det er et stort Maleri, som under Studiet af de mod Datidens Samfund stridende, tilsidst oprørske Følelser og Tanker i Tyskland fra 1815 til 1848, har oprullet sig for vort Blik. Vi ser Metternichs Aand i dens Aandløshed ruge over Østerrig og det tyske Rige. Vi har fulgt den aandelige Bevægelse fra den første Gang giver sig Udtryk ved Wartburgfesten 1817; vi har set, hvorledes Kotzebues Mord foranlediger Forfølgelseskrigen mod Frisindet og indvarsler en langvarig, hensynsløs Reaktion og Undertrykkelse. Under Paavirkning af denne Strømning bliver Goethe opfattet, prist eller angrebet som frihedsfjendsk Rolighedselsker, og den tyske Filosofi under Hegels Varetægt konservativ, om end paa tvetydig Maade. Den utilfredse Grundstemning kommer stænkvis til Orde hos Digtere som Chamisso, Piaten og Heine, men i Almindelighed er Tilstanden Nedslaaethed, gennembrudt af Selvironi. I denne Stillestaaen falder Efterretningen om Julirevolutionen 1830 og virker elektrisk paa den offenlige Bevidsthed, giver Forfatterne og Digterne nyt Mod og en ny Beaandelse. Erindringen om Byrons Liv og Død føjer sig harmonisk til dette Indtryk, og den polske Opstand vækker Medfølelse og Begejstring trods Tysklands Andel i Polens Undergang som Magt. Börne bliver den fremragende Talsmand for Frihedsideerne i Politiken, holder Kærligheden til Frihed og Ret vedlige, viser sig 679 som et Mønster ved Karakterens Fasthed og Overbevisningens Alvor, men lægger et barnligt og troesivrigt Gladsyn for Dagen, der røber, at han ikke har noget af et Statsmands-Naturel. Hos Heine, Tidsalderens største Digter, dirrer alle dens sjælelige Fibre. I ham udvikler sig af Romantikens Svøb den moderne Poesi; i Erotik, i Naturgengivelse, i politisk, social og religiøs Følemaade, i malerisk, digterisk og satirisk Stil er han det moderne Menneske; fremfor Nogen - som det fremhævedes - egnet til at binde an med det moderne Liv i dets Haardhed og Hæslighed, dets Ynde og Uro og Rigdom paa skærende Kontraster. - Paa anden men dog beslægtet Vis danner samtidigt Immermann med sit ypperste Arbejde Overgangen til en mere naturtro Kunst end Fortidens.

Julirevolutionen havde imidlertid ikke blot forandret den literære Stemning og Tone, men forandret den Hegelske Filosofis Grundpræg. Den fortolkes fra nu af som et af de stærkest indgribende Elementer i Livets Omformning; Ungdommen drager reformatoriske eller oprørske Følgeslutninger af den ved sin Død saa konservative Mesters Lære. Og nu fremtræder under Indtryk af Julirevolutionens Efterdønninger og Hegels Filosofi og Goethes Poesi, der opfattes som en kristendomsfjendtlig Magt, med Heine og Börne som Mestere, med George Sand og Rahel som Muser, en Gruppe unge Forfattere, der snart betegnes som det unge Tyskland. De vil sammensmelte Literaturen og Livet, de attraar en Opløsning af den herskende Religions- og Moralvedtægt, attraar friere Former for de to Køns Forening og Adskillelse, og en ny Art Fromhed overfor det af Guddommen gennemtrængte Verdensalt.

Da Menzel i 1835 angiver dem for Statsmagten, bliver dette Signalet til en ny Række Forfølgelser mod alt hvad man i Datiden henførte under Begrebet Bevægelsesliteratur. Kun faa af den unge Slægts Personligheder viste sig under disse Prøvelser som Karakterer. Men under Forfølgelsen udviklede sig saavel

de større Talenter (Gutzkow) som de mindre (Laube osv.) og den hele Skare af deres Efterfølgere. Man frembringer Arbejder, som i forskellige Former nøje afspejler Tidsalderens Forhaabninger og Kampe, Personlighedernes Tanker og Følelser, Fristelser, Fejltrin og Sejre.

Dog det som i Aarene 1830 til 1840 dybest nede er foregaaet i tyske Sind, det er at Goethes Verdensanskuelse og Poesi, 680 fra først af udelukkende forfægtet af begejstrede Kvinder, trænger igennem hos alle Udviklede, gør dem uimodtagelige for teologiske Indtryk og modtagelige for alt værdifuldt Menneskeligt. Dyrkelsen af Goethe fører selv i Kvindernes Sind over i Dyrkelsen af politisk Frihed og Samfundsreform.

Ved Aaret 1840 begynder den tyske Filosofi at udvikle sig i Retning af Radikalisme og Digterne umiddelbart at bryde den politiske Frihed Vej. Den Slægt, som nu optræder, skylder atter Hegel sin filosofiske Dannelse, men den har omformet hans Lære til en Skole for gudsfornegtende Gudforklaring og en Enevælden bekæmpende Politik. Den forkaster det unge Tysklands Standpunkt som kun egnet for Skønaander; den sysselsætter sig levende med Kristendommens Væsen og Statens Idé.

I Prøjsen hersker nu en Konge med sammensatte Naturanlæg og rige Evner, en Overgangsskikkelse mellem ældre og nyere Tid, hvis Personlighed i dens Forhold til Tidsalderens Literatur og Aandsliv er af stor Interesse. Som Metternich i Syden, saaledes behersker Fr. Wilhelm IV i Norden udvortes Begivenhederne i Tyskland. Vi ser de literære og politiske Personligheder drages til ham, støde sammen med ham og prelle tilbage. De ældre invalide Talenter som Tieck og Schelling henlever deres sidste Dage i hans Nærhed, Herwegh og Freiligrath tiltrækkes og frastødes, Jacoby bekæmper ham og Dingelstedt spotter ham. Og nu følger vi Udviklingen af den politiske Lyrik fra dens Stamfader Anastasius Grün til Herwegh og Dingelstedt og iagttager, hvor dybt en Tænker som Ludwig Feuerbach griber ind i de Samtidiges Tankeliv.

Aander som Freiligrath og Prutz, Sallet og Hartmann er endelig som Stormfugle, der melder Stormen, og under den europæiske Omvæltning 1848 hører vi enkelte store Lyrikeres Sang overdøve den politiske Orkans Raser medens de forhen usete Begivenheder samtidigt gør en Mængde mindre eller uudviklede Talenter til det store Øjebliks Organer.

Vi har under Studiet af dette Stykke Aandshistorie havt Anledning til at dvæle ved et helt Galleri af ejendommelige Skikkelser og til grundigere at fordybe os i de mest betydningsfulde eller mest typiske.

Vi saa, at Napoleons store Fortidspersonlighed, omdigtet af Sagnet, i Tidehvervets Begyndelse udøvede en næsten lige saa 681 mægtig Indflydelse paa Følelseslivet som Byrons. Af det attende Aarhundredes store Aander er Goethe, Jean Paul, Heinse, Hegel dem, fra hvem den tydeligst paaviselige Paavirkning udgaar. Romantikerne indvirker dels som Lærere og Mestere (Wilhelm Schlegel, Brentano, Chamisso) dels som Modstandere (Tieck). Börne og Heine bestemmer med deres saa forskelligartede Genialitet i Kraft af det fælles Grundtræk af Stridbarhed den hele Tidsalder.

Men hvilken Rigdom paa oprindelige Personligheder! Man kaste Blikket ud over dette Kvindegalleri: Rahel og Bettina i deres Forhold til Goethe, Henriette Herz og Jean nette Wohl i deres Forhold til Borne, Heine's La Mouche, Immermanns Elisa, og Fyrstinde Puckler eller Charlotte Stieglitz i Forholdet til deres Mænd! Eller man lade Blikket glide hen over Mandsportræterne i denne Billedsal: Verdensmænd og Skribenter som Varnhagen og Pückler, stolte, stive Figurer som Platen og Immermann, Aasyn, der er lutter Liv og Ild som Börnes og Heines, sære, mandhaftige Skikkelser som Jacoby, kongelige Skikkelser som Feuerbach, fanatisk Vrængende som Menzel, enlige store og smaa Digtere som Ruckert, Hebbel, Ludwig, Scherenberg, Urostiftere som Wienbarg og Gutzkow, smidige Evner som Laube og Mundt, svage Melankolikere som Stieglitz, djærve, kraftfulde Sangere som Hoffmann og Freiligrath, umodne Karakterer som Herwegh, tvivlsomme Karakterer som Dingelstedt og Meissner, tapre Mænd som Sallet, Hartmann og Prutz. Ogsaa hvor deres Frembringelser ikke er af ypperste Rang, studerer man dem selv med den højeste Interesse.

Og dog vil Fremstillingen her tilfulde kun forstaas af Den, der ser den i dens Sammenhæng med de tidligere Dele af det Værk, hvoraf den er et Led, altsaa som sidste Akt af et stort, historisk Drama.

Hensigten var, som det siges i Værkets første Linjer: gennem Studiet af visse Hovedgrupper og Hovedbevægelser i den europæiske Literatur at give Grundridset til en Psykologi af det 19de Aarhundredes første Halvdel. Aaret 1848, der betegner et historisk Vendepunkt og derved en foreløbig Afslutning, var allerede dèr angivet som den Grænse, til hvilken det var Forfatterens Agt at følge Udviklingens Gang. Hans første Gerning 682 var at udsondre Hovedliteraturerne i Aarhundredets første Halvdel, dernæst at finde en Bevægelsernes Norm, en Begyndelse og et Midtpunkt.

Bevægelsens Norm fandtes i denne store Hovedrytme med Ebbe og Flod: den gradvise Synken og Forsvinden af det foregaaende Aarhundredes Følelses- og Idéliv indtil Autoritetstroens, Arvekongedømmets og Samfundsvedtægtens Triumf, saa Frihedsideernes Tilbagevenden i nye, stedse højere stigende Bølger. Udgangspunktet gav sig da af sig selv i den Gruppe af franske Værker, som blev døbt Emigrantiiteratur, og hvis første indvarslende Skrift bærer Aarstallet 1800. Midtpunktet var ligesaa utvivlsomt. Det var fra det literære Synspunkt Byrons Død, fra det politiske den græske Frihedskrig, i hvilken han fandt Døden. Thi denne Dobbeltbegivenhed sætter Skel i Fastlandets Aandsliv og Literatur. Men saa var ogsaa Slutningspunktet givet, den europæiske Revolution i 1848. Og var Byrons Død Værkets Midtpunkt, saa maatte ogsaa den Gruppe af engelsk Literatur, i hvilken han hører hen, blive Værkets Hængsel, hvorom det drejede sig. Saa stod det hele klart i store Omrids: den spirende Reaktion hos Emigranterne, der dog er saa blandet med revolutionære Strømninger, den stigende Reaktion i det romantiske Tyskland, den Højdepunktet naaende, triumferende Reaktion under de første Aar af Kongedømmets Genoprettelsestid i Frankrig, saa Omslaget i hvad der fik Navn af Engelsk Naturalisme; dernæst Omslaget hos alle Frankrigs store Skribenter kort før Julirevolutionen, deres Sammentræden til den romantiske Skole i Frankrig, og endelig den Gruppe af tysk Literatur, som udmunder i Martsbevægelsen 1848.

Det forstaar sig af sig selv, at det Synspunkt, som her er anlagt, er et personligt. Saaledes grupperede og i denne Følgeorden, saaledes modsatte hinanden og med disse Udhævninger og Afskygninger fremtræder Literaturens Personligheder og Værker kun for en personlig Betragtningsmaade, underkastede en personlig Behandling. Men upersonligt set er et halvt Aarhundredes Literatur kun et Kaos af hundredetusinder af Værker i et stort Antal Sprog.

Det personlige Standpunkt er dog ikke et vilkaarligt. Efter Forfatterens Evne og bedste Skøn er hver enkelt Personlighed 683 og Foreteelse, som er bleven fremstilt, kommet til sin Ret. Der er ikke gjort noget Forsøg paa ved Tilvridning at give noget Enkelt en større eller mindre Plads end den, det historisk har indtaget. Ikke af et Lune eller i Kraft af en forudfattet Hensigt hos Forfatteren har Værket faaet den Form det har. Den Magt, der her har grupperet, stillet i Modsætningsforhold, stiliseret, udhævet og trængt tilbage, udstrakt og forkortet, stillet i fuldt Lys, i Halvlys eller i Skygge, er ikke nogen anden end den aldrig fuldt bevidste Magt, som man plejer at kalde Kunst.

684

    INDHOLD

  • Den politiske Baggrund ..................... 345
  • Videnskab og Reaktion ................... 355
  • Oppositionel Grundstemning ................... 357
  • Julirevolutionens Indflydelse ................... 360
  • Paavirkning af Byron ...................... 368
  • Den nye Literaturs Værdi .................... 371
  • Börne ........................... 375
  • Börne og Menzel .................. ...... 399
  • Börne .............. .............. 407
  • Heine ....... ... ..... .......... 428
  • Heine og Goethe ........................ 474
  • Heine og Aristofanes ...................... 484
  • Heine ............................. 497
  • Partitagen i Poesien ..................... 505
  • Immermann .......................... 510
  • Hegelianismen ......................... 525
  • Den nye Gruppe ....................... . 534
  • Gutzkow, Laube, Mundt ..................... 549
  • Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz ............... 571
  • Tronskiftet i Prøjsen, Fr. Wilhelm IV .............. 595
  • Den neutrale Literatur ..................... 614
  • Politisk Lyrik, filosofisk Revolution .......... .... 624
  • Den revolutionære Poesi .................... 639
  • Revolutionen ............ ............. 659
  • Slutning ............................ 678