↩
Det Lærken var, ingen Nattergal,
der netop kvidred sin Vise;
alt svinger sig Solen til Himlens Sal,
let baaret af Morgenens Brise.
Op Dagen, ja Dagen nu stod.
I Blod
snart farves, o Nat! din Kofte!
Hid Stridsmænd for Lysets evige Glans!
Syvsovere, kaster jer Elskovskrans,
og et flammende Sværd ved jer Hofte!