Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Det unge Tyskland (1890)

Og dog er han ingen rigtig Natvægter. Hverken hans Følelser eller hans Meninger passer ret for hans Stand. Oppe i et Hus er der Bal; han lytter til Musiken, skildrer Dansen og det fine Selskabs Manerer. Hvilken Opsigt det vilde vække, om han i sin Kavaj med Lygte og Spyd, med Sneflokker paa Huen, Rim i Skægget og med brændende hede, brunrøde Kinder traadte ind mellem alle Skyggerne der! - Udenfor et andet Hus holder Ministerens, den almægtige Ministers Vogn. Kusken er pelsklædt; men de stakkels ubedækkede Heste skælver af Kulde, medens deres Herre spiller Kort indenfor - ret som kunde de ikke hævne sig, naar han kommer: