↩ Men i Nattens Mulm og Mørke er en fremmed, ubekendt Kvinde traadt frem paa Gaden udenfor Huset, jaget og fordrevet 645 som nun er. Hun nar ingen Plet, hvor hendes Danlyste Hoved tør hvile. I en Vellystrus, siger hun, slumrer nu paa Silke den, man i mit Sted har ophøjet og som frækt lader sig kalde ved mit Navn, medens jeg, den Ægtefødte, lig en Tiggerske maa skjule mit Dronninge-Aasyn i Nattens Mørke. Vær du min Hovedpude, du Sten! Paa Sten ligger jo ogsaa som dets Dronning mit Folk.