↩ Der gaves opadstræbende Aander, virkelige Digtere, som stod afsides fra Literaturens almindelige Bane i disse Aar. Det var Mænd som den udmærkede sydtyske Digter, Eduard Mörike (født 1804), Schwaberskolens sidste Ætling, der sprængte Skolens Begrænsning og som Lyriker snarere er et Skud af Goethes Stamme: en Poet af den lødigste Genialitet, Sjælelivets idylliske, skelmske, sørgmodige Sanger, Forfatter til det evige Digt Denk es, o Seele! Der var endvidere Mænd, som de to nordtyske Digtere, Thüringeren Otto Ludwig og Ditmarskeren Friedrich Hebbel, de to kraftfuldeste Særlinge i den nyere tyske Literatur, begge fødte i Aaret 1813, begge først udfoldende deres højst forskelligartede Ejendommeligheder efter 1848, to knortede Egestammer med rigt Løvværk, der staar udenfor Skoven. Kun ét Særmærke har de faaet af den Tid, hvori de var Ynglinge: den ejendommelige mørke Trods, der er Grundlaget i begges Væsen. Mere deres Eget er en Forening af Tungsind og Skarpsind under et Hang til djærv Virkelighedstroskab. De indvarsler en senere, upolitisk Tids Virkelighedsstudium og Virkelighedskunst. Men de har ikke det fælles Kendemærke for Digterne før Martsdagene: den lyse Begejstring, Retningen udadtil mod det offenlige Liv og mod gennemgribende Samfundsreform eller i Nødsfald gennemført Omvæltning.