↩ Istedenfor Folket som Folk tiltaler han i et andet Digt, Ecce Homo, Mennesket som Menneske: Dèr staar den ældgamle, graa Domkirke; dèr den ældgamle, faste Kongeborg. Stille ser de ned paa den vandrende Menneskehed og én Slægt efter den anden skyller forbi deres Fod. Aarhundreder igennem toner der Sang fra dem, aflægges der Ed i dem, og vi synes Døgnfluer i Sammenligning. Tosserne præker derfor Ærefrygt for disse Korthuse. - Thi hvad er de andet end Korthuse, som Mennesket i sin Barndom har bygget sig! Manden kan vælte dem, som han byggede dem, og han kan bygge andre i Stedet. Himmel og Jord er en blød Dejg, Mennesket former den, som dets Tanker er til.