↩ Men Europa over rejste de undertrykte Folk sig. De vidste, hvor længe de ikke havde oplevet andet end Ondt, ikke set andet triumfere end Uret, Vane og Løgn. Det Virkelige og det Afskyelige var noget nær blevet dem enstydige Begreber; men de havde Tro, der kunde løfte Bjerge, og Haab, som kunde sætte Jordkloden i Skælven. Forestillinger som Frihed, Parlament, national Enhed, Pressefrihed, Republik var dem tryllende Magter; blot de nævnte disse Ord, bankede deres Hjerter som en Ynglings ved det pludselige Syn af den Tilbedte.