↩ Hin Slægt i 1848 havde aldrig opgivet sit Fremtidshaab. Vel var den gennem lange Tiders Tryk og Kval bleven vant til at se Raahed og Skinhellighed hovere, vant til aandeligt at leve i Halvmørke, men den troede paa det kommende Lys. Og nu . saa den det pludseligt: først et Glimt, saa en Straale, saa en Flamme, saa den hele Synskres, saa langt Øjet naaede, et Lyshav. For første Gang hørte Slægten rungende, højrøstede Stemmer uimodsagt kalde Friheden Folkenes Ret, og for første Gang 662 saa den med undrende Øjne Magten, denne hidtil saa ubevægelige Masse, Undertrykkelsens og Usandhedens uhyre Bærer, sætte sig i Bevægelse som en Kæmpe-Elefant, dreje sig, ryste sig, rulle sig, kaste dem, den bar, og bevæge sine Kæmpefødder i den Retning, hvor den nye Tids frihedsbegejstrede og kampglade Mænd stod beredte til at kaste sig paa dens Ryg og drive den fremad for endelig engang at faa den hævdvundne Uret knust.