Brandes, Georg Uddrag fra Hovedstrømninger. Det unge Tyskland (1890)

Den første glade Begejstrings Tid i Wien var snart forbi. Den frie Forfatning var ikke Demokratiet fri nok. Der dannede sig et politisk Centraludvalg ved Siden af Regeringen. Da det befaledes opløst, tiltvang Befolkningen sig Befalingens Tilbagetagelse og Forfatningens foreløbige Ophævelse. Kejseren flygtede i Midten af Maj til Innsbruck; Studenterlegionen blev opløst; men da Barrikadekampen i den Anledning udbrød paany, maatte Ministeriet give efter. Kejseren vendte tilbage i August. Imidlertid holdtes Hovedstaden i en stadig Ophidselse; alt Forretningsliv var som Følge af Revolutionen standset, og med Arbejdsløsheden steg Utilfredsheden og Uroen. Et dybt Indtryk gjorde Efterretningen om Juni-Slaget i Paris, Cavaignac's Sejr, der betydede, at Revolutionen i Frankrig var knust. Under disse Forhold erfor man, at Jellatsjitsj, Ban af Kroatien, rustede sig mod Ungarn, og ved Hjælp af opsnappede Breve blev det opdaget, at han støttedes af Wienerhoffet og Krigsministeren Latour. Følgen var, at den af Ministeren udsendte Grev Lamberg ved sin Ankomst til Pest (28. September) blev sønderrevet af Pøbelen, og at Latour, som vilde sende Tropperne til Ungarn, (7. Oktober) blev 674 ihjelslaaet af den rasende Befolkning i Wien. Dingelstedts Digt Den 7. Oktober forherliger den Ihjelslagne, og Digteren benytter Lejligheden til at sige sig løs fra Revolutionen og al dens Gerning.